-

- og at hun igen som femtenårig blev dømt, 

denne gang for forsøg på, - jamen nu ber` jeg Dem, -

fosterfordrivelse på, - Gud bedre det, - sin et år ældre søster -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Jan Gustaf sad i hospitalets have, endnu uvant med at være rekonvalescent. Gudrun havde sagt, at han skulle blive på hospitalet, fordi kommunens hvile- hjem var overbelagt. De mange fremmede flygtninge af mange nationaliteter, krigens brutale virkning, gjorde ikke presset på offentlige bygninger mindre. Det forstod Jan Gustaf, han følte sig selv som en flygtning.

Gudrun kom hen til ham, satte sig på bænken, hun græd og pludselig sagde hun:

"Min far er død, nu har jeg ingen familie".

Fra den dag søgte Gudrun og Jan Gustaf trøst hos hinanden. Tre uger senere blev de under private former viet af hospitalets præst. Jan Gustaf flyttede ind i Gudruns lejlighed på Østerbro.

Jan Gustaf fik et skab, fyldt med hans eget tøj, sko, undertøj, skjorter, sokker, habitter. Gudrun passede sit arbejde, og nød at have en mand i huset, der tog sig af husførelsen, og særlig madlavningen, Jan Gustaf store talent.

En dag fortalte Gudrun, at hun var gravid. Hun var allerede i 8. uge og lykke- lig. Jan Gustaf lyttede vantro. Han tjente ingen penge, var arbejdsløs, var knap nok tilmeldt folkeregistret. Småbørn kostede en uhyrlig bunke penge, hvis det skulle være ordentligt. Men Gudrun lo til ham, hun kunne skaffe ham arbejde på hospitalet, han kunne vælge mellem køkkenet og kapellet, men hun havde betinget sig, at de havde samme arbejdstid, de måtte vise hensyn til den lille.

Det blev en søn. Og allerede året efter nedkom Gudrun med en datter.

-

Den dag de små blev døbt Andreas og Celia, og de havde indbudt deres få bekendte til en beskeden dåbsfest, kimede to politifolk på døren og arrestere- de Jan Gustaf.

Gudrun blev lamslået. Så blev hun vred og bad betjentene om en forklaring. De kendte ikke grunden, sagde de, de skulle blot følge en ordre.

Da blev sagtmodige Jan Gustaf besat af forbitrelse. Han sprang ind på be- tjentene, slog dem med knyttede næver, hans øjne lynede, hans stemme tord- nede. Betjentene fik hjælp af præsten og gadens grønthandler. Jan Gustaf blev overmandet, kørt til Politigården, og Gudruns ophidsede veninder, kolle- ger fra hospitalet, bønfaldt hende om at søge skilsmisse fra dette uhyggelige menneske, denne Jan Gustaf.

Gudrun tog de små på armen, fulgte efter Jan Gustaf. Hun sad på en bænk i en af Politigårdens iskolde gange, ventede i timevis. Hun havde talt med en politiadvokat, der havde sagt at Jan Gustaf var kendt som en hård benægter, at det var forgæves at hun sad der og ventede, at sagen var meget alvorlig.

'Det er nu mærkeligt med Jan Gustaf. Jeg ved, at han har været i tysk fange- lejr, men han har aldrig fortalt mig om sin fortid, og jeg har ikke spurgt ham', tænkte hun. Hun bankede på døren til forhørslokalet. En betjent forklarede hende, at Jan Gustaf befandt i et retsmøde.

"De skal køre hjem med Deres to små børn", sagde han. 

Da hun sad i sporvognen, træt og fortumlet, hviskede hun: "Jeg svigter ikke Jan Gustaf, mine børns fader".

-

Det var sagen fra Spindelvævet, drabene på Fuglekongen, Skorpionen, Sa- save og kartoffelhandler Nis Phaesen, der skulle opklares. 

Aviserne hævdede, at bag den ordinære forbrydelse, en skrupuløs affære mellem kriminelle, lå en bærme af politiske intriger og et opgør mellem tidli- gere modstandsgrupper, at kernen i sagen var penge, sortbørs, bankrøverier, våbenhandel. Og hvor var det forsvundne tyskerguld, tonsvis nazikrigsrov, ef- ter at sabotører havde standset guldtoget, der var på vej til omladning i Ålborg til tyske ubåde?

"Hvor er guldet?", spurgte aviserne.

Politiets undersøgelser viste, at den store guldtransport var havnet hos mod- standsgrupper og på den sorte børs. Især til sortbørshandelens bagmænd, der leverede bestikkelsesvarer til nationens venner og fjender. 

Guldet var omsmeltet til små barrer og solgt for nye pengesedler efter den store pengeombytning. Sagen var kompliceret. Dertil kom de bitre diskussio- ner inden for politiet, mellem de 8.000 der havde undgået tysk fangenskab, og hjemvendte 1.800 fra koncentrationslejre, der krævede simpel hævn.

-

Fiskeren, en kendt modstandsleder, blandede sig i diskussionen. Han skrev et åbent brev: "Ingen dansk modstandsmand kan sættes i forbindelse med den i dagspressen anførte sag". 

Men han blev kanøflet, da han få dage senere skrev, at han allerede i 1933 gik til modstand sammen med tyske kammerater, og at en af dem, der havde deltaget i fremstilling og omdeling af illegale blade, blev hængt i Hamborg i januar 1934.

En avis tog sagen op, og der lød et ramaskrig.

Avisen afslørede, at Fiskeren løj. Efter nazismens valgsejr i 1933 blev døds- straf, der var afskaffet af Hamborgs socialdemokratiske styre, genindført. 

Men den eneste henrettelse i Hamborg i januar 1934 eksekveredes ikke over en politisk dissident, men en morder, der i august 1932 havde skudt og dræbt en politimand bagfra og røvet hans våben. Samt at den pågældende ikke blev hængt, men halshugget i Hamborg justitsvæsens ældgamle faldøkse, der ikke havde været i brug siden 1917.

'Jo tak', tænkte Jan Gustaf, 'jeg så den i funktion'.

Avisen skrev, at nu lå ansvaret hos regeringen. De skiftende regeringer fra 1945 havde hverken vist vilje eller evne til at rydde op i besættelsens morads og befrielsens kaos; avisen sluttede: "Det er regeringens ansvar, at brede kredses dårlige samvittighed for at være legale støtter for Nazi-Tyskland, og ikke mindst dem, der skrævede tilbage over kridtstregen og nu kalder sig modstandsfolk, ikke skal fejre nye triumfer ved hykleri og snedighed".

-

Kriminalbetjenten, der afhørte Jan Gustaf, genkendte ham som forræderen, der i kz-lejren havde delt sin danske madpakke, med en fjende, en tysker, Karl Schmith. Jan Gustav genkendte en uven fra lejren. 

'Nå, det er ham, det hysteriske fæhoved', tænkte han. Og før han fik tænkt sig om, fløj det ud af ham: "Jeg er uskyldig".

Betjenten blev hidsig og råbte:

"Hvad bilder du dig ind, dit asociale individ, her er det mig der bestemmer om du er skyldig eller uskyldig, du, asociale møgsvin".

Politimanden greb Jan Gustaf i kraven, trak ham ud på gangen til en fæng- selsbetjent, råbte: "Stil ham ned i skabet. Lad ham stå op hele dagen, uden forplejning, sagde jeg, uden forplejning".

Den næste dag, og næste dag, og næste dag igen: 

"Jeg er uskyldig", sagde Jan Gustaf; den samme scene gentog sig. Så blev betjenten sygemeldt.

Det gik ikke bedre med den sygemeldte betjents kollega: "Nå, det er dig, der påstår du er uskyldig?".

"Ja, med god grund".

"Ved du, hvad du er? Du er en skide landsforræder, hundredvis af mine kolleger er omkommet i de tyske lejre, og du".

"Det er løgn, måske døde en halv snes stykker, der hvor jeg var".

Bum. Den ophidsede kriminalbetjent langede Jan Gustaf en øretæve, så hans kranie summede. "Nazisvin", mumlede Jan Gustaf.

Bum. Betjenten slog så hårdt, at Jan Gustafs ene øjenbryn flækkede.

Skaden blev lappet sammen; betjenten og Jan Gustaf gav hinanden hånden, sagde "undskyld", efter krav fra højere magter.

-

Smukke-Sonja og hendes mand, revisormillionær H, kompagnon med den myrdede advokat Sasave, havde under flere afhøringer fastholdt, at de havde set Jan Gustaf blandt de fire mænd, der var trængt ind i Spindelvævet og havde skudt Sasave, Fuglekongen, Skorpionen og kartoffelhandler Phaesen.

Aviserne skrev om Nis Phaesen:

"Under dække af at være landets største kartoffelgrosserer var han med ved modtagelsen af engelske våben, nedkastet til jyske depoter. Det er påvist, at Nis Phaesen havde fingrene i den fra tyskerne erobrede guldtransport".

Sonja og hendes mand påstod:

"Jan Gustaf og hans bande var amatører, der intet kendte til Spindelvævets nationale formål. Jan Gustaf ville kun skaffe farlige rivaler af vejen".

"Der er", skrev aviserne, "bevislig forbindelse mellem Jan Gustav, arbejds- anstaltens direktør og kartoffelhandler Nis Phaesen. De har gennemført sne- sevis af sortbørsforretninger og formentlig guldhandel sammen".

Sonja forklarede, at Jan Gustaf ofte havde talt om hævn over Nis Phaesen, fordi denne havde snydt ham for mange penge.

Politiet mente, at de øvrige medlemmer af Jan Gustafs bande, var dræbt af gestapofolk, da bandens medlemmer forsøgte et bankrøveri.

-

Jan Gustav kunne intet oplyse om sin færden den pågældende dag. Jo, han lå syg af influenza på et herberg for hjemløse mænd ude på Vesterbro. Nej, tilføjede han, der skete på den tid så mange forvirrende hændelser, det var svært at huske, hvad der var hvad. Men en aften havde han siddet og halv- sovet nede i spillebulen, da skyderiet oppe i restauranten begyndte, og alle i kælderen forsvandt gennem en hemmelig udgang mens han selv forvirret løb ud gennem restaurantens hovedindgang. 

Aviserne tordnede: "Efterkrigstidens Danmark har udviklet sig til et juridisk galehus. Tilfældet Jan Gustav er et klart eksempel på krigens uhyggelige virk- ninger, der rammer et uskyldigt offer. Løslad omgående Jan Gustav, lad ikke løkken strammes", hed det.

Tiden gik. Sagen trak ud i årevis, gennem underret, landsret og højesteret.

-

Jan Gustaf sov uroligt. Hver nat drømte han den samme drøm. 

Han så benraden Karl Schmith og den gamle hest, Blanka, stå vagt med den røde fane fra den socialdemokratiske forening, og Karl strøg Blankas mule, og Jan Gustaf hørte tydeligt Karl sige: "Klag ikke, gamle ven, du behandles godt, præcis som et menneske". 

Da lo Jan Gustaf af Karls bitre ironi.

Ved lyden af sin egen latter vågnede Jan Gustaf. Han følte sig ensom og ulykkelig. Men stolthed, æresfølelse og trods vendte tilbage i ham. Jan Gustav ville renses for enhver mistanke. Derfor protesterede han ikke, når han blev fremstillet for dommeren der spurgte ham, om han forstod, hvorfor retten fort- sat måtte holde ham fængslet?

"Ja", svarede Jan Gustav.

Gudrun kunne ikke forstå ham. Nu havde han i lang tid siddet indespærret; når hun besøgte ham, ville han næsten ikke tale med hende. Jan Gustav kun- ne have sagt, at han skammede sig, at Gudrun blev draget ind i den makabre sag. Men han tav. Gudrun kunne ikke opklare sagen, og Jan Gustav kunne ikke hjælpe hende med noget som helst.

Gudrun blev deprimeret. En dag spurgte hun forsigtigt, om Jan Gustav for- stod, at hun ønskede sin frihed, at ægteskabet var en alt for hård belastning for hende?

"Ja", svarede Jan Gustav. Det svar afgjorde skilsmissen, uden strid om bør- nene, Andreas og Celia.

-

Jan Gustaf turde næsten ikke tro, at han fået nye venner. Det var fængsels- lægen, Salomon, og dennes unge medhjælper, den medicinsk studerende, Ella Lenke.

Hendes forældre var tysksindede sønderjyder, der efter krigen blev interne- ret for unational opførsel. En kendsgerning, der chokerede Ella. Hun blev ulyk- kelig, afbrød forbindelsen til forældrene, følte sig isoleret under forelæsnin- gerne på Københavns Universitet, blandt mennesker, som hun mente foragte- de hende og alle sønderjyder. Hendes professor så hendes angst, fik hende overtalt til at søge hans gode bekendt, fængselslægen.

Det var ikke lægens opgave at studere Jan Gustafs mentalitet, men det gjorde han, og omtalte til Ella, Jan Gustaf som "vores mærkelige ven". De havde medfølelse med fangen, qua den til mishandling hårde skæbne, der nu engang var hans. Den omsorg førte til, at lægen og Ella og Jan Gustaf kom til at dele en altopslugende interesse.

Dr. Salomon var konsekvent modstander af dødsstraf: "Jeg er læge og jøde og har set tilstrækkeligt myrderi", sagde han, og nægtede at medvirke ved det halvt hundrede danske henrettelser efter besættelsen.

-

Efter den sidste henrettelse udtalte han i en polemik, at det betydeligt større antal eksekverede dødsdomme i Danmark, sammenlignet med Norge, ikke gjorde hans aversion mod de danske henrettelser mindre.

I en pjece skrev han:

"Stod man med en kikkert ved Den lille Havfrue, skulpturen på Langelinie, eller ved den kongelige residens, Amalienborg Slot, og så mod øst over Københavns Havn mod det sømilitære terræn, eller man kørte ad Kløver- marksvej på Amager, eller Refshalevej på Christianshavn, kunne man se henrettelsespladsen på 2. redan af det gamle voldterræns 6 redanner, på landtangen nord-syd fra Quintus Batteri. Redan: Af form en fremspringende vinkel, kanonstilling. På 2. redan lå et ammunitionsdepot. Bygningen lå i et buskads af træer og buske. Her rejstes en lille træbygning kaldet Skydeskuret. Ved henrettelser åbnedes to porte i skurets ene langside. Den anden langside bestod af løse planker, der kunne fjernes når de var sønderskudte. Udskiftelige papplader beklædte plankevæggen, således, at blod ikke tilsvinede planker- ne. 10 skud affyret mod den henrettedes bryst ved hjerteregionen frembringer en stor indskudslæsion foran på brystet, og en opflænset udgangslæsion i ryggen, med en del udsprøjtet blod og væv. Den dømte blev bundet til planke- væggen, og skudt på fem meters afstand af 10 udkommanderede, respektiv frivillige politifolk.

Min modvilje gik så vidt, at jeg med kikkert fra et skjul nær skydeskuret, harmdirrende overværede en henrettelse kl. 1 om natten. Derpå cyklede jeg hjem og skrev en pjece, hvori jeg stemplede regeringen og de medvirkende anklagere, læger, præster, politifolk, som mordere. 

"Dog må undtages den udkommanderede henrettelsespeleton på 10 mand, 8 fra ordens- og 2 fra kriminalpolitiet, thi uanset om de møder frivilligt eller ej, er de under pres fra politikerne", skrev jeg.

Da pjecen ikke havde nogen virkning, gennemførte jeg en ny, og denne gang mere voldsom protest. Fængslet blev underrettet: En terrorbandes 7 medlemmer skulle henrettes 9. maj 1949. Henrettelserne skulle finde sted fra klokken 0:30 nat til 4:00 morgen. En bloddåd hver halve time. Efter meddelel- sen fandt ingen det påfaldende, at jeg, fængselslægen var fraværende. I mit kontor traf man min venligt smilende assistent, Ella Lenke.

Jeg ankom cyklende til 2. Redan kl. 23. Skydeskuret henlå i mørke. Et døgn før var passeret to henrettelser, blodlugten hang endnu i luften. Stedet var tomt, ingen var ankommet, heller ikke de to medhjælpere, der stod for fast- bindingen af den dømte, kroppens ilægning i kiste, 'nedtagelsen fra korset', rengøringen, med videre. Ved de militære poster havde jeg, som tidligere aktiv sabotør, vist den fornødne omtanke. Jeg gled ubemærket forbi vagten. Jeg kunne have vist min legitimation fra fængslet, løjet og sagt, at jeg var en af de tilforordnede læger, men fandt den forklaring upassende. Med hvid maling malede jeg på skydeskurets porte, og på plankevæggen, hvortil den dømte blev bundet, følgende protest: 

- Danmark slagter i nat 7 landsmænd.

Den første henrettelse skete kl. 00:33. Da malingen ikke kunne fjernes, havde medhjælperne hængt hele rationen af papplader til natten op foran min hvide protest, og de henrettede fik således ikke en papplade at læne sig til, derimod bølgepap til indpakning, som medhjælperne i stor hast lånte hos søværnet".

-

I den næste protestpjece, 'Samfundets vulgarisering ved anvendelse af døds- straf', lod dr. Salomon indgå det amerikanske retssystem, der ved henrettel- sen af den tyske indvandrer, Bruno Hauptmann, for kidnapping af den berømte flyver C. Lindberghs treårige søn, formentlig havde begået justitsmord.-

Dr. Salomon var besat af at læse og skrive, Ella Lenke og Jan Gustaf hjalp til. Det indsamlede materiale hobede sig op, stoffet blev sorteret og indklæbet i mapper. Så fulgte redigering med kommentarer, og endelig forelå den fær- dige renskrift indbundet i sirlige hæfter, parat til bogtrykker. Lægen og Ella oversatte og redigerede. Ella var skrivedame. Jan Gustaf holdt orden i arkiv- mapperne og forestod indbindingen af de færdige hæfter. Arbejdet foregik på lægens kontor uden for fængslets rutinetider, søndage, helligdage og en ugentlig aften. Men samtidig skulle Jan Gustaf, som Ella muntert bemærkede, "ikke forsømme det andet arbejde", blive afhørt af politiet og møde i retten.

Jan Gustaf blev påvirket af Bruno Hauptmanns skæbne. Han havde fæstnet sig ved, at Hauptmann blev omtalt som stejl, stædig, trodsig, arrogant, hov- modig, utilnærmelig, iskold og indesluttet. Når Hauptmann havde sagt, at han frygtløs kunne møde Døden og Vorherre, fordi han var uskyldig, dommen helt forkert, han havde ren samvittighed, blev det tolket som morderens sidste kyniske blasfemi.

Ved Københavns Byret blev Jan Gustaf idømt fængsel på livstid for drab og medvirken til drab på Spindelvævets dignitarer, herunder kartoffelhandler Nis Phaesen. Dommen indbragt for landsretten.

-

Et år senere: Retten var fyldt med mange mennesker. Alles øjne undgik at se på ham, mente Jan Gustaf. Han så dommere, nævninge, journalister, mange slags nysgerrige, observatører fra udenlandske ambassader.

Han svarede med med et rungende Nej, da retsformanden spurgte ham, om han erklærede sig skyldig, og svarede hidsigt Nej, da retsformanden spurgte, om tiltalte ville udtale sig åbent og sandfærdigt.

"Sandfærdigt?", råbte Jan Gustaf, "hvis I kan bevise noget som helst forkert jeg har gjort, så gør det, men det kan I ikke".

Jan Gustafs vægring gjorde sagen besværlig, og undrede dommerne, der havde fået oplyst, at Jan Gustafs opførsel i underretten havde været uklan- derlig. Da havde dr. Salomon og Ella sagt til ham, at han måtte kæmpe, hvis han kunne og ville bevise sin uskyld. Men han kunne ikke svare dem. Alle former for selvforherligende adfærd søgte man på det tidspunkt forgæves hos Jan Gustaf. Men efter at han forstod Bruno Hauptmann-sagens perspektiv, transformeredes en sublimering, der ændrede hans holdning.

"Han minder mig om Bruno Hauptmanns opførsel", tænkte en af dommerne.

Retsformanden indskærpede Jan Gustaf, at han skulle tale sandt, og at han havde pligt til at udtale sig i retten: "Deres vægring har den konsekvens, at retten kan afsige dommen på grundlag af anklageskriftet".

"Nej", svarede Jan Gustaf.

Jan Gustafs forsvarer, advokat E, forsøgte at tale fornuft til sin klient.

"Nej", svarede Jan Gustaf.

"Forstår De ikke, at retten kun vil Deres bedste?".

"Nej", svarede Jan Gustaf.

Med sine nej bidrog Jan Gustaf med et læs brosten til den vej, der førte til hans fortabelse.

Dertil kom, at sagfører E, en upålidelig personage, afslørede bundslammet i advokatstanden ved, før retsmødet at sige til Jan Gustaf:

"De påstår, at De er uskyldig, ikke sandt?".

"Jo. Jeg har ikke gjort noget forkert, jeg slår ikke folk ihjel", svarede Jan Gustaf.

"De skal erklære Dem skyldig, det slipper De billigst med".

"Nej".

Derefter udvekslede appellanten og hans forsvarer kun "goddag, farvel".

Da Jan Gustaf hørte landsrettens dom, der lød på stadfæstelse, sank han besvimet ned på gulvet. Sagfører E undskyldte sig med travlhed, havde ikke tid til at bringe klienten et glas vand. Ella Lenke hjalp Jan Gustaf.

Dr. Salomon gav Jan Gustaf medicin og vitaminer og pålagde ham, at arbej- det med pjecerne ikke måtte forsinkes. På Jan Gustafs spørgsmål afviste læ- gen at kommentere dommen: "Vi får se ved højesteret, der skete visse proces- fejl". 

Ella havde en hidsig diskussion med sin chef. Advokat E var sat i arrest, sig- tet for underslæb, checkrytteri, hotelbedrageri. Ella mente, at Jan Gustaf skulle gøres bekendt med den "modbydelige nyhed". Men hendes chef sagde nej. Dagen efter bad han Ella opsøge advokat K, men K sagde nej til at føre sagen. K henviste til D, der til sin karriere manglede en prøvesag i højesteret.

-

Da dr. Salomon og Ella havde læst anklagerens procedure, der blev gen- givet over tre spalter i en morgenavis, tog lægen sin afsked; han begrundede ansøgningen med dårligt helbred. Ella var fortvivlet:

"Denne verden er en sump af ondskab og råddenskab", råbte hun.

En venlig fængselsbetjent gav Jan Gustaf en ny læselampe. "Den gamle er slidt op", sagde han, "her har du en ny, og her er dagens avis".

Betjenten holdt øje med Jan Gustaf hele natten. Fangen læste den samme artikel igen og igen, dagslyset sivede ind, betjenten lod lyset fra lampen være tændt hele dagen, bød fangen på ekstra kaffe og gav ham cigaretter.

Jan Gustaf glemte aldrig anklagerens tale:

-

- "og idet jeg vender mig imod den tiltalte, spørger jeg, hvem er denne mand? Ja, vi er ikke i den situation at tiltalte angrende, tillidsfuldt og åbent har forklaret om sin delagtighed i forbrydelsen. Nej, han er med rette betegnet som en stejl og hård benægter. Med psykopatens iskolde selvbeherskelse har han modvirket rettens arbejde, ja, han har endog nægtet at besvare simple spørgsmål om hans fortid. Nå, det sidste kan jeg til nød forstå, for tiltaltes generalieblad er ikke lystig læsning. Han trasker ganske enkelt videre i slæg- tens kriminelle fodspor.

Lad os begynde med tiltaltes far, ja, som i tiltaltes dåbsattest står opført som ukendt, ja, og jeg havde nær sagt, heldigvis, men vi ved, hvem han var, så- mænd en ringe og stakkels vagabond. Dernæst har vi fået oplyst, at tiltaltes moder allerede som tolvårig ved Viborg underret blev idømt internat for tyveri, og at hun igen som femtenårig blev dømt, denne gang for forsøg på, jamen nu ber´ jeg Dem, fosterfordrivelse på, Gud bedre det, sin et år ældre søster. 

Nuvel. Tiltaltes moder blev senere gravid, denne gang med den mand vi ser i skranken som tiltalt i dag, som umiddelbart efter fødslen blev anbragt på et børnehjem, fordi moderen, af en eller anden grund, dog velsagtens fordi den unge kvindes frodige fertilitet med kriminelt belastet afkom, ikke kunne over- komme at passe barnet. Og vi ved yderligere, at da tiltaltes moder endelig døde, efter sigende under en vanskelig fødsel, nægtede tiltalte at overvære hendes begravelse. Hertil hævder tiltalte, at han var for lille til at forstå, hvad der foregik. Men ifølge kordegnens erklæring blev drengen bortvist fra kirken på grund af usømmelig opførsel. Tiltalte bar med andre ord allerede i barn- dommen præg af hensynsløshed og kynisme.

Vi ved dernæst, at velmenende mennesker forsøgte at indgive tiltalte den nødvendige lærdom og opdragelse, men at deres anstrengelser var forgæves. Vi ved fra tømrermester Hansens enke, Ane-Kristine, der var tiltaltes værge, at tiltalte var en krasbørstig, stædig og tyvagtig person, der ikke magtede at levere et svendestykke som håndværker. Nej, dertil var han for doven og arbejdssky. Politiet har endvidere klarlagt, at tiltalte flygtede fra en færdsels- ulykke på Sydsjælland, der ikke medførte personskade, men dog burde have medført rejsning af tiltale for mishandling af fire heste, og herunder erstatning for skade på en vogn og en kostbar ladning træ.

Anklageren skal bemærke, at vi har frafaldet tiltale i den del af sagen, der må anses for forældet, dog overvejes fortsat sigtelse imod tiltalte for ulovlig flugt fra ulykkesstedet.

Det var tiltaltes første åbenlyse forbrydelse. Og vi tør formode, at der findes mange skjulte og uopklarede forbrydelser med tiltalte som gerningsmand. Det er en påstand uden bevis, indrømmet. Men indicierne? Indicierne, høje ret, taler deres eget og tydelige sprog. For senere gik det stærkt. Tiltalte fik hyre som messedreng på et fragtskib. Herfra stjal han kaptajnens pengekasse da skibet lå i Hamborg. Pengene omsatte han samme aften på berygtede havne- knejper, hvor han kom i slagsmål, og, det beder jeg den høje ret bemærke, kynisk ved at tiltalte fejgt og nederdrægtigt angreb sin modstander med det uhørt grusomme våben: en lang, skarptsleben slagterkniv. Fra denne dag har tiltalte på nær nogle få måneder, stedse befundet sig indespærret i forskellige straffeanstalter.

Det står krystalklart fast, at straks han kom ud i friheden begik tiltalte nye forbrydelser, hvorfor vi med sikkerhed kan slutte, at hans fortid indhentede ham og gjorde ham til et villigt redskab i det komplot af kriminelle, der i ly af det mørkeste kapitel i vort lands historie, nemlig i den politiløse tid under besættelsen, begik alvorlige forbrydelser. Jeg påstår derfor tiltalte dømt for drab på den i sagen nævnte kartoffelhandler Nis Phaesen og medskyldig i drab på de i sagen øvrige nævnte personer. Med disse bemærkninger indlader jeg sagen for den ærede højesteret".

-

Efter denne tale ville retsformanden give ordet til forsvareren, advokat D, da Jan Gustav brød ind, idet han rejste sig, og med kraftig stemme råbte:

"Jeg vil gerne sige noget".

Retsformandens hånd faldt med et brag ned på dommerskranken, de døsige vågnede op med et sæt, hørte forskrækket et brøsigt: "De, min gode mand, sætter Dem ned og holder munden lukket til De bliver spurgt".

Jan Gustav pegede på anklageren, og råbte:

"Den mand er fuld af løgn".

Retsformanden: "Hører jeg ét eneste ord til fra Dem, sendes De tilbage til arresten, har De forstået?".

Den nervøse advokat D forsøgte perpleks at berolige sin klient, og retsfor- manden, der kunne være håndfast, men var kendt som en tålmodig mand, spurgte høfligt:

"Agter forsvareren at begynde proceduren?".

"Nu, hr. retsformand, nu". Den unge advokat var ildrød i ansigtet; dagen var D´s skæbnedag ved højesteret.

"Retten venter. Vil De så være venlig at begynde".

"Straks, hr. retsformand, straks".

Så skete uheldet. Ukendt med de lokale forhold havde D fået den tanke, for ikke at gøre unødig ulejlighed i retten, at medbringe et lille bord, for at skaffe sig bedre plads til sagens mange dokumenter. Nervøst stillede D sig i advokat- positur, greb fat i advokatkappens revers og viftede med kappen, som var han en krage. Så trak han vejret dybt og trådte et skridt frem, da han til sin rædsel mærkede, at han var ved at vælte bordet.

Stod han helt stille skete der intet. Men han greb ud efter bordet, og kom derved til at vælte det. Papirdyngerne hvirvlede yndefuldt ud over gulvet. D blev ligbleg, satte sig på en stol. Retsbetjenten så stift på D, hvilken klodsma- jor, sandelig en skandale.

Retsformanden udsatte retsmødet til næste dag. Dommerkollegiet forlod hviskende lokalet. Jan Gustaf blev ført tilbage til fængslet. 

Den næste dag blev Jan Gustaf sygemeldt. Han ville ikke ind i retten.

-

Det skulle blive et par døgn med uhørte sensationer.

Retsformanden bad anklageren fremstille tre vidner, der uventet havde meldt sig, de havde ventet på trappen foran Højesteret hele natten. Det var arbejdsanstaltens tidligere direktør og dennes tidligere hustru, der grædende blev trøstet af sin præstemand. Fruen oplyste, at en sejldugssæk, omtrent magen til den hun havde fået forevist af politiet, havde ligget oppe under taget i huset på Amager, at Jan Gustaf havde lagt den der, og sagt, at det var hans morfars smedeværktøj. 

Ja, sejldugssækken havde fruen og hendes mand udleveret til en dame, som pludselig en dag stod foran døren, og bad om at måtte få den udleveret. Nej, de havde ikke spurgt om damens navn, det var en nydelig dame, det ville være indiskret at spørge om hendes navn. Ja, hun kørte i en lille sportsvogn. 

Men da fruens mand, præsten, havde båret sækken ned til damen, klirrede indholdet, som om det var stjålne guldsager. Det var ikke fruen selv, men hendes mand, der havde læst om den kedelige sag mod Jan Gustaf. Fruens forklaring bekræftede præsten.

Afhørt i fængslet forklarede Jan Gustaf, at han ikke vidste noget om, at sækken indeholdt guldsager, det havde Nis Phaesen bestemt ikke sagt til ham. Nis Phaesen havde udtrykkeligt sagt værktøj. Nej, Jan Gustaf havde ikke solgt guld. 

På spørgsmålet, om Nis Phaesen muligvis havde givet arbejdsanstaltens direktør nogle poser guld, svarede Jan Gustaf, at det vidste han ikke, men politiet kunne jo spørge direktøren. Den tidligere direktør for arbejdsanstalten gav møde i uniform, han var oberstløjtnant i Hjemmeværnet, et avancement for store bedrifter under krigen. Han opgav sit navn, Bob Sørensen. 

Anklageren spurgte i en brysk tone, om hr. Sørensen kendte noget til guld- poser, ja, dem fra krigens tid.

Spørgsmålet overrumplede hr. Sørensen, som rødmende og trippende og gav så modstridende forklaringer, at retsformanden påtalte hr. Sørensens syn-lige modvilje, hvorpå denne hjælpeløst råbte:

"Jeg må ikke udtale mig, jeg har tavshedspligt, det siger". 

Sørensen hviskede navnet Fiskeren, et dæknavn på en modstandsleder. 

Bob Sørensen skød sig samme nat i et hotelværelse. Det var fredag aften.

Mandag indkaldte Fiskeren til pressemøde på Christiansborg; i læ af politi- ske forbindelser. 

Fiskeren afviste "på det bestemteste", sagde han, på samme tid fortørnet, advarende og salvelsesfuldt, at kende noget som helst til Bob Sørensens "mu- lige kriminelle aktivitet. Men glem nu ikke", betonede han, "at Bob Sørensen gjorde sit land store tjenester under krigen".

-

Tirsdag indtraf et drab i Randers. Onsdag to drab, et i Odense, et i Roskilde. Torsdag aften yderligere et drab i København.

De fire myrdede var alle guldsmede, der arbejdede i deres værksted. De var dræbt efter samme metode, et nakkeskud med pistol. Politiet konstaterede, at morderen måtte være den samme, én, der havde de myrdedes fortrolighed. Scenariet var det samme: Værksted, død guldsmed ved arbejdsbord, glødende smelteovn med spildrester af guld, to benyttede ølglas, kun fingeraftryk på det ene, guldsmykker og sølvsager intakt på værkstedets hylder, pengeskabet åbent med urørt indhold, bortset fra nederste hylde, der var tom.

Fredag aften kl. 23:34 overrakte den venlige fængselsbetjent en kop kaffe og en cigaret, samt en stor konvolut med en udskrift af dommen, til Jan Gustaf. Højesteret fandt ved stadfæstelse Jan Gustaf strafegnet til livsvarigt fængsel.

'Jeg begår selvmord', tænkte han.

-

Den eneste, der opmuntrede Jan Gustav, var Ella Lenke. Ella fandt dommen over Jan Gustaf sønderknusende uretfærdig. Hun bad ham i breve, med en undertone af søsterlig kærlighed, at holde ud, kæmpe stædigt for at overleve, og så uanfægtet som muligt igen glide ind i upersonlighedens rutine. Det er besværligt, skrev hun, at Jan Gustav var overført til et fængsel i provinsen.

"Det besværlige skal jo hænge sammen, alt det uden for lov og ret og rime- lighed", skrev hun.

Ella skrev harmdirrende breve til myndighederne i håb om, at få hans sag genoptaget, dommen omstødt. Jan Gustaf svarede, at hun ikke skulle gøre al den ulejlighed, men tænke på sit studium.

Så hørte Jan Gustaf ikke fra Ella i flere måneder. "Jeg har måske skrevet noget forkert til hende?", tænkte han. 

Men så kom et langt brev fra Ella, indledt med en beskrivelse af hendes for- hold til advokat D. D havde overrumplet hende en søndag formiddag. Søndag aften blev de forlovet. 

Ella var nu gravid, boede sammen med D, han ville ikke gifte sig med hen- de. Det var svært for hende at indrømme, at D var en tyran, men det var han. D havde tvunget hende til at opgive karrieren som mediciner, havde skræmt hende. Ellas breve kom i en glidende strøm, næsten dagligt.

Jan Gustaf forstod ikke meget, hendes skrift kunne være ulæselig, lange sætninger var skrevet på latin; der strømmede en varm følelse fra de tæt skrevne sider, og papiret duftede af parfume.

Fra den dag, Ellas breve var hurtigt nedkradset med blyant på tarveligt papir, vidste han, at der bagved lå en radikal ændring, der truede Ella. Og da hun bad ham at bruge en adresse poste restante, forlangte han en forklaring.

"D slår mig, fordi jeg skriver til dig", skrev hun. Jan Gustaf svarede: 

"Kun en tarvelig person, en sadist tør vove at lægge hånd på dig. Ingen ret- sindig mand slår på en pige, eller slår kostbart porcelæn itu".

Ella ville besøge ham. Jan Gustaf bad hende lade være, det ville forstyrre hans tanker. Men hun kom alligevel.

"Hvorfor gør du det, i den tilstand?".

Jan Gustaf glemte at sige høfligt goddag til hende. Ella var meget forandret. Hun vraltede som en and, svanger i sidste måned, var uhyggelig bleg, hendes ansigt med den sarte hud, som han kendte så godt, var fuld af rifter og hævel- ser og blå mærker.

"Jeg er bare et lille fjols", hviskede hun, "jeg løber altid ind i døre og skabe og falder umotiveret ned ad trappen, det siger min mand".

En vogter opfordrede dem til at gå en lille tur i haven.

"Min kone er så glad for blomster", sagde han; med en lommekniv afskar han en stor rød rose, rakte den til Jan Gustaf og sagde: "Den synes jeg din pige har fortjent".

Jan Gustaf rødmede, da han så, at Ella rødmede.

Nu sad de uden mindste anspændelse og holdt hinanden i hånden, og plud- selig græd hun. Jan Gustaf fik blanke øjne og en stor klump i halsen, lagde sin arm omkring hende, og spurgte, næsten kvalt, fordi han ikke turde skrige til hende: "Ella, Ella, hvorfor?".

Han hviskede: "Ella, hvorfor græder du?".

Ella snøftede, hikkede, sukkede, smilede og sagde: "Åh, kære Jan Gustaf, det må være fordi jeg er så glad for at se dig".

Ella mistede sit barn. Det var en meget tragisk ulykke, skrev hun. Hendes mand skulle bære den lille fra soveværelset ned til bilen. De havde planlagt at køre op til sommerhuset. Ella havde haft travlt med madvarer og den lilles tøj, og havde bedt sin mand lægge Petite-Patricia ned i bilen. Men han snublede på det øverste trin og tabte barnet, der blev dræbt i faldet.

Jan Gustaf forsøgte at skrive et medfølende brev til Ella, men det lykkedes ikke. Vandet fra hans øjne og den vanskelige skrivemanøvre med de manglen- de fingre gjorde opgaven umulig. De eneste penge han ejede sendte han til hende og bad hende købe en krans til den lilles begravelse. Men Ella sendte beløbet tilbage, med et brev der forklarede, at D havde forlangt Petite-Patricia begravet i de ukendtes grav, og forbudt enhver "utidig højtidelighed".

Jan Gustafs modvilje mod D steg til had.

Det skrev han til hende. Ella svarede, at hun havde det meget svært, og at Jan Gustafs modvilje mod "den mand, som jeg dog har giftet mig med", ikke gjorde det lettere for hende.

-

Nogle måneder senere fik Jan Gustaf en chokerende oplevelse.

Ella havde uden at spørge ham, ansøgt om udgangstilladelse. Hun skulle hente ham ved fængselsporten lørdag middag, og aflevere ham samme sted søndag aften. Jan Gustaf protesterede forgæves. Ella havde lejet et værelse på et hotel. 

Der skete det, at mens de sad på værelset og spiste en ret, som de havde fået bragt op fordi Ella ikke ville spise på restaurant, og Jan Gustaf undgå at møde fremmede mennesker, havde hun sagt, at de skulle blive sammen hele natten. Der var noget vigtigt hun ville fortælle ham. Hun havde trukket gardi- nerne for vinduet og spurgt ham, om der var noget han ønskede sig til natten, øl eller spiritus, mælk eller kaffe? Selv var hun glad for en stor kande thé. Der kom en stuepige med en kande thé. Derpå låste Ella døren og sagde, at de nu skulle klæde sig af og gå i seng. Hen under morgen betroede Ella sig til ham. Hun viste ham sin krop, der var stribet af piskeslag, og fyldt med rifter og ar og blå pletter.

"Der er ar overalt på din fine krop, din sarte hud", hviskede Jan Gustaf. 

Han spurgte hende fortvivlet, hvorfor satan hun ikke forlod den dumme stod- der til D? "Han er jo en skinbarlig djævel".

"Jeg kan ikke forstå mig selv", svarede Ella.

Ella kyssede Jan Gustafs hånd.

-

Et halvt år senere modtog Jan Gustaf en skrivelse fra Skifteretten, der med- delte, at Jan Gustaf var eneste arving efter afdøde, medicinsk studerende, Ella Lenke D. Jan Gustaf skrev tilbage og spurgte, om Skifteretten kunne oplyse noget om, hvordan det var sket. Sygdom eller måske en ulykke? Skifteretten henviste til rettens medhjælper, advokat N, der udbad sig Jan Gustafs forslag til betryggende anbringelse af de i boet ham tilhørende midler og effekter. 

Jan Gustaf svarede, at han ikke havde forstand på arvesager, ville helst være fri for at modtage noget som helst, bortset fra en lille ravkæde:

"Hvis den endnu findes, jeg håber De kan finde den, den klædte hende og den var hun meget glad for", og Jan Gustaf bad N sende ham: "Alt, hvad der er skrevet i aviserne om Ella".

Jan Gustaf tænkte, at han ofte havde læst om afdøde personer i avisen. Mon ikke Ella havde fået en pæn nekrolog? Jan Gustaf modtog en pakke med ud- klip fra avisernes fyldige reportager af advokat D´s drab på Ella.

D påstod at have afsløret Ellas utroskab med en straffefange. Han havde aftalt med sin hustru, at han måtte afstraffe hende. Han havde bundet hende med en elektrisk ledning og tilføjet hende nogle få slag med en pisk, men hun havde revet sig løs og ville flygte fra ham, hvorpå han i ulykkelig vrede og ophidselse havde kvalt hende.

-

Der skete en forandring med Jan Gustaf. Der kom noget listigt, glidende, tru- ende, som en sulten panter på jagt, over hans bevægelser. Han svarede igen, når fængselspersonalet gav ham ordre, men hans arbejde var tilfredsstillende. Han var en god håndværker, og en særling, denne Jan Gustaf, der gav stof til timers snak blandt fanger og personale. 

Jan Gustaf gik til inspektøren og forlangte et nyt arbejdsbord:

"Det gamle af jern er rustet op".

"Vi har skam ingen penge til det", svarede inspektøren.

"Vi har en masse elmetræ".

Jan Gustaf fik tildelt et arbejdshold, der skulle fremstille værkstedernes nye arbejdsborde. Og da Jan Gustaf blev anset for fuldt pålidelig, færdedes han mellem værkstederne for inspektion af arbejdet. Vogterne affandt sig med den nye ordning. Det gav tid til hyggesnak og private sysler.

Jan Gustaf fulgte en plan.

Han udvidede sit jagtterræn, gik et par gange om ugen ind i kontorbygnin- gen; her tog han mål med en tommestok. Han opmålte gangenes længde og bredde, dørenes højde og tykkelse, vinduesnichernes dybde, han kravlede på gulvet, undersøgte gulvbelægningens kvalitet, nikkede eftertænksomt, gjorde notater i en lille bog, og en dag bad en kontordame ham om at reparere en skrivemaskine.

Jan Gustaf var på jagt efter et eller andet nyt om D. Han ventede, at D uund- gåeligt ville havne i det måske hårdeste fængsel i landet, fanger med drab på samvittigheden. Jan Gustaf med det rolige væsen og den panteragtige liste- gang, blev belønnet, da man en dag kaldte på ham fra skrivestuen og bad ham bringe nogle papirer over til værkstedslederen. Da så han D blive ført fra baderum til tøjdepot, og at D var klippet pilskaldet.

Værkstedslederen havde for længst vænnet sig til Jan Gustaf, lyttede altid opmærksomt til hans ofte lidt upassende, men logisk funderede forslag eller handlinger:

"Jeg har klippet din hunds tæer. Jeg har skiftet det rådne vindue. Sørg for en ny smed, ham vi har laver halte heste. Lokummet vrimlede med lus, nu er det i orden. Sørg for besøg til Mortensen på sygestuen, før han kreperer".

Jan Gustafs tonefald var høfligt, med men en konsekvent undertone, der ikke opfordrede til noget svar. Denne dag sagde Jan Gustaf:

"Der er kommet en ny mand, D hedder han. Jeg mener hans hænder kan bruges til noget fornuftigt". Dermed forstod værkstedslederen, at Jan Gustaf ville optræne D til det hårde arbejde med de nye værkstedsborde i elmetræ. 

Men D nægtede at arbejde under Jan Gustaf.

"Hr. overbetjenten må da kunne forstå, at jeg ikke kan være sammen med en mand, som jeg advokatorisk har forsvaret i retten?", sagde han.

"Næ, det kan jeg ikke forstå", svarede værkstedslederen, der truede D med straf, hvis han ikke opførte sig ordentligt. D måtte beordres.

-

Fra den dag slæbte Jan Gustaf på en stor lædermappe med arbejdstegnin- ger og værktøj. Ingen tog notits af, at han, den pålidelige særling, tog mappen med ind i cellen om natten, og bar den med sig om dagen fra værksted til værksted.

Pilskallede D frøs, når han så Jan Gustaf.

Og dagen kom. Det skete uden ydre dramatik. Ingen bemærkede Jan Gustaf, da han fulgte efter D ind på toilettet. Her perforerede Jan Gustaf, D´s kranium med den spidse ende af en lægtehammer.

Værkstedslederen undrede sig; han så Jan Gustaf komme gående hen imod sig; særlingens listende panteragtige bevægelser var fuldstændig forsvundet. Her kom en rank og fri mand gående. Hvad var der sket? Jan Gustav gik med en blodtilsølet lægtehammer i hånden. En ulykke?

Jan Gustaf standsede ved en vandhane, skyllede hammeren ren for blod og hår, nikkede høfligt til værkstedslederen, og sagde stilfærdigt:

"Jeg slog D ihjel fordi han mishandlede min pige. Du skal ikke gå med til hans begravelse, det fortjener han ikke".

Værkstedslederen tog hammeren fra Jan Gustaf, så på ham, rystede på hovedet, slog tre gange hammeren ned i en huggeblok, lagde armen om Jan Gustafs skuldre, førte ham tilbage til hans celle, og svarede bevæget:

"Nej, Jan Gustaf, du kan være ganske rolig, jeg går ikke med til hans begra- velse, jeg kendte ham jo næsten ikke".

-

Efter drabet på D, ny rettergang og dom, blev Jan Gustav isoleret. Vogterne forsøgte at overtale ham til at deltage i daglige gårdtur. 

"Du skal se himlen og høre fuglene synge, snakke med de andre, og få lidt frisk luft", sagde de. Men forgæves. 

Jan Gustaf svarede ikke; han ville ikke se, ikke høre, ikke tale. 

Den gamle mand stod op hele dagen, med ryggen til væggen, bleg, rank, ubevægelig; han så på den modsatte væg, på mindet om Ella. 

I dage med gråvejr følte han sig grå og træt. På solskinsdage smilede han vemodigt.-Når han så solens lys glimte i Ellas lille guldkæde med indlagt rav, nikkede han. Ella var i himlen, blandt andre engle.

-

-

                                                          guld13                           

-

-

-