Jan Gustafs mor døde da han var fire år. Han huskede hende som en spin- kel, kærligt smilende patient i en sygeseng. Der lå hun et par måneder, før hun som hostende, blodspyttende tjenestepige forlod ham for evigt.

Hun døde efter fødslen af sit næste barn, en dreng, kaldet Laus, som kom i pleje hos sin mormor.

Kilderne til Jan Gustaf siger intet om Laus. Denne mand, Laus´ skæbne, ved- rører ikke beretningen om Jan Gustaf.

-

Jan Gustafs mor døde i stor sorg. En mand, hendes børns fader, havde svig- tet hende. Han var en omstrejfende vagabond, der i høj alder døde som alum- ne på en arbejdsanstalt. Men at denne mand var en højt begavet filosof, for- blev ubemærket for en samtid, der ikke påskønnede et, mente man, sindsfor- virret individ, der ikke kunne ernære sig selv.

Da sagen om purken Jan Gustaf kom for i sognerådet, degn, præst, bonde, godsejer, fik den samme behandling, som alle tilsvarende sager: Et barn, for lille til arbejde, ville ingen give husly og kærlig opvækst.

Staten ydede støtte til private børnehjem. På et sådant hjem, hundrede kilo- meter fra landsbyen og mormor og morfar, levede Jan Gustaf en halv snes år under kummerlige forhold. Uden tilstrækkelig ernæring, hårdt arbejde i kartof- felmarken, ringe undervisning, næsten ingen læsning, skrivning og regning, rigelige prygl.

Da Jan Gustaf var fjorten år kom han i lære hos en fordrukken tømrer. 
 

Da han efter læretiden skulle aflevere svendestykket som håndværker, blev prøven, en trappe til et kirkeloft, afvist af de faglige dommere. Jan Gustaf havde længe haft en anelse om, at noget var galt. Han arbejdede ikke som andre lærlinge, med tegninger og teori; han var hårdt arbejdende medhjælper for sin arbejdsgiver, der havde hugst af skovlodder som hovederhverv. Jan Gustaf hjalp til som skovarbejder og kusk. Det krævede lange transporter med hestevogn, der blev kørt af Jan Gustaf; mester Hansen havde hurtigt set, at Jan Gustaf havde forstand på heste.

Jan Gustaf tog skuffelsen over det refuserede svendestykke og de spildte år, med stor sindsro. Livet havde til da ikke givet andet end skuffelser, sådan skulle det åbenbart være. Men han høstede vrede, da han nægtede at begyn- de forfra, at høvle træ til en ny svendeprøve, et dansegulv til krostuen. Han var ikke myndig, mester Hansen var hans værge, men han var gammel og stærk nok til en lille protest.

-

En aften var Jan Gustaf og mester Hansen på vej hjem fra flere dages arbej- de med et tungt læs træstammer, lagt på en ladvogn. trukket af et firspand skikkelige heste. 

Da pludselig vågnede den brændevinshærgede mester Hansen. Han greb pisken, tævede løs på de nærmeste dyr, som blev urolige, de løb løbsk, og kort efter lå heste og vogn og trælast og mandskab i vejgrøften i stor og sørgelig forvirring. 

Det gjorde mester Hansen ædru, og Jan Gustaf stædig. Han talte hårdt til mester Hansen, fik hestene fri fra vognen, og nægtede at adlyde mesters ordre om at bistå retableringen af transporten.

"Vi rider hestene hjem", svarede Jan Gustaf stædigt.

Han opmuntrede den sårede krikke, Blanka, den ældste. mest udhungrede og nedslidte hest, satte sig op på Stærke Bruno, fik samling på flokken, sagde farvel til mester Hansen. Da besindede mester Hansen sig. Han gloede mismo- digt på den væltede vogn, bandede over de tunge træstammer, klavrede op på den nærmeste hest, og de gav sig på vej.

Det gav et sæt i Jan Gustaf. Mester Hansen sagde:

"Forstår du, Jan Gustaf, det er ikke dig, de vil til livs, det er mig. Så længe du er hos mig, får du aldrig dit svedestykke godkendt".

Jan Gustaf besindede sin stædighed:

"Hvordan med vognen? Den bliver ødelagt".

Der lød et opgivende: "Ja, ak ja", fra mester Hansen.

En kilometer fra uheldstedet lå en kro. Her fik de kaffe, brød og brændevin, hestene blev fodret. Efter lidt hvile red de tilbage til vognen og lasten. 

Det blev til timers tungt arbejde med kæder og taljer, og i en pause sagde mester Hansen:

"Når vi om en dags tid, næ, der går nok et par dage. Men når vi kommer hjem, får du en sum penge af mig som erstatning for dine spildte læreår, så kan du rejse ud i verden. Du er en fri mand, helt din egen".

Mester Hansen holdt sit løfte, og i tilgift fik Jan Gustaf et sæt tøj, hat og sko, samt en togbillet til København. 

Og til evigt minde: Tre knuste fingre, én på den højre og to på den venstre hånd, fra arbejdet ved bjærgningen af træstammer, heste og vogn.

-

Jan Gustaf tog hyre som skibskok på en plimsoller; fragt med korn og rotter fra Hamborg til Århus, og cement og stykgods fra Århus til Hamborg. 

Jan Gustafs himmerige var et køkken. Efter få dage havde han omdannet plimsollerens skidne kabys til et hyggeligt madsted. Han holdt af at lave mad og mestrede det med talent, kunne være blevet en kendt gastronom. Grunden var lagt af kokkepiger på børnehjemmet, der udnyttede ham, men dog lærte ham om grød, kød og grøntsager; og ved mester Hansens dovne husholder- ske, Ane-Kristines bageovn, havde han lært sig bagningens kunst. 

Ane-Kristine drak brændevin, røg cigaretter og lå i stalden med fremmede mandfolk.

I Hamborg sattes Jan Gustaf uden for himmerigets port. Med tre måneders hyre på lommen og 24 timers frivagt, og med opfordring til at besøge Ham- borgs lyksaligheder, led han den tort, at miste uskyld og penge, der blev stjålet af en pige og pigens alfons. Jan Gustaf opdagede tyveriet, alfonsen trak en kniv, der opstod et voldsomt slagsmål, 

Jan Gustaf sårede alfonsen med kniven, politiet blev tilkaldt, retten blev sat, Jan Gustaf blev idømt to års fængsel for drabsforsøg.

-

Jan Gustaf blev sat til afsoning i et af de barske tyske tugthuse; det første år var han isoleret fra de øvrige fanger. Det skete efter henstilling fra den danske konsul og sømandspræsten. De havde begge besøgt ham, og til deres overras- kelse fundet en stilfærdig, men nedtrykt landsmand, der langt fra lignede en voldsforbryder. I det år lærte Jan Gustaf at tale og skrive tysk og fik flidspræ- mie, en ekstra cigaretration, for logisk omlægning af arbejdsrytmen ved forar- bejdningen af tugthusets specialitet, kasser til kukure, og ligkister i forskellige størrelser. 

Det følgende år indtraf en forandring.

Der skete et voldsomt politisk skred i den tyske befolkning, mishandlet af en tabt krig, og millioner arbejdsløse under en forrykt inflation, og bankkrak og depression i Amerika og Europa. Tugthuset blev gennemgangslejr for politiske fanger, især dem, der måtte videre til en koncentrationslejr, og måske afslutte deres kummerlige liv i et gaskammer.

Jan Gustaf hjalp til ved ombæring af maden til fangerne. 

Det sidste år i fængslet delte han derfor sin tid mellem de kriminelle og de politiske fanger. De kriminelle ville lære ham meget nyttigt, men forgæves, og han lærte intet af de politiske fanger. Jan Gustaf var aldeles apolitisk.

Nu hørte han, at politik, foruden at være kompliceret, også var et skalkeskjul for en anden, en eksklusiv manøvre og værre forbrydelse, fint og respektabelt, men dog kriminelt. Jan Gustaf opgav at forstå det.

I tugthuset samlede de politiske fanger sig i grupper, der ikke respekterede solidariteten mellem fangerne. Nogle kaldte sig socialdemokrater, andre blev omtalt som anarkister, trotskister, kommunister. "Banditter og svineri", skreg vogterne, og så var der alle jøderne.

Guillotinen, kaldet falddøksen, var en daglig trussel, en rød plakat med sort, gotisk skrift, der advarende meldte om den sidste henrettelse, kunne hænge i ugevis på alle døre. Omgangsformen blev brutal. Jan Gustaf ville søge råd hos konsulen og sømandspræsten. Men af en eller anden grund kom de ikke mere på besøg.

Derimod kom en mand, en folketysker fra Sønderjylland; han var unifor-meret og sagde, at han kom fra partiets socialtjeneste. Jan Gustafs medfanger advarede ham og sagde, at ham, folketyskeren, kunne de godt undvære.

-

Endelig var fængselsårene forbi, Jan Gustaf skulle løslades, konsulen havde sendt ham en billet til færgen Flensborg-København. 

Om morgenen skulle Jan Gustaf bære maden om for sidste gang før løsla- delsen klokken ni. Da Jan Gustaf med madvognen og to bevæbnede vogtere kom til fange 67l sagde vogterne, at 671 var syg, madbakken skulle Jan Gustaf bære ind til 67l. 

Det var en politisk fange, den tidligere formand for de socialdemokratiske havnearbejdere i Hamborg, Karl Schmith, en medfange Jan Gustaf frygtede og beundrede, fordi han var høj som et bjerg, tung som en okse, og kunne knuse enhver, der enkeltvis trodsede ham. 

Jan Gustaf havde hjulpet Karl Schmith med at kløve brænde, nogle medfan- ger provokerede, og Karl havde stilfærdigt tæmmet de slagivrige med et par øretæver.

Jan Gustaf gik ind med madbakken, skubbede behændigt til celledøren, så han upåagtet af vogterne kunne følge rutinen: sige farvel til Karl og spørge ham, om han måske kunne hjælpe ham med et eller andet, et besøg eller lignende, uden for fængselsmuren.

"Jeg skal løslades i dag, kan jeg gøre noget for dig?", hviskede Jan Gustaf.

"Ja, mit brev i nærmeste postkasse", hviskede Karl.

"Har du hørt om din sag?".

"Ja, fem, måske ti år til. Husk nu brevet".

Jan Gustaf trykkede Karls hånd, "farvel", sagde han, og sank en klump der pressede i halsen, det var trist og infamt at skulle forlade Karl Schmith.

Klokken ni hentede folketyskeren, Jan Gustaf. Det var tydeligt, at vogterne havde respekt for folketyskerens uniform. 

Men netop da Jan Gustaf skulle træde ind på kontoret for løsladelser, rakte han sin tøjpakke til sin vogter, og bad ham holde pakken et øjeblik, mens han selv underskrev papirerne inde på kontoret. Folketyskeren var en hjælpsom mand og sagde ja, og anede ikke, at han derved et øjeblik var brevbærer for den hemmelige socialdemokratiske efterretningstjeneste.

-

Jan Gustaf ville købe et frimærke og finde en postkasse til Karl Schmiths brev. Men folketyskeren havde visse ordre. Først kørte de i bil til den lokale jernbanestation, og derfra med toget til Flensborg. De fulgtes fra toget, tæt klinet op til hinanden, ned til havnen, og gik ombord i færgen til København.

Jan Gustaf blev buret inde i et lille lukaf, og fik hverken vådt eller tørt under den lange sejlads til København. Ved landgangen blev han afhentet af et par kriminalfolk og kørt til registrering.

Jan Gustaf var indigneret, følte sig ussel, syg og træt, og led angstens kvaler. De danske politifolk måtte ikke opdage brevet fra Karl Schmith. Betjentene var ikke emsige, de havde skræk for lopper og lus i hans tøj:

"Har du noget på dig som skal fortoldes, spiritus, cigaretter, cigaretpapir, valuta og den slags?", spurgte de.

"Hvabehar?", svarede Jan Gustaf forbavset. "Vi lader ham gå", mumlede betjentene. De ville ikke skrive rapport, en rutinesag var afsluttet.

"Hvor skal jeg gå hen? Jeg har ingen penge".

"Så find dig noget arbejde". lød svaret. 

Dermed var Jan Gustaf løsladt, det var halv ni aften, seks og tredive timer siden, han sidst var på tugthusets kostplan. Den savnede han, han var sulten, tørstig og træt.

-

Da han ved midnat stod på København Rådhusplads, i storbyens aftentravl- hed, så han til sin ærgrelse, at hans påklædning vakte opsigt. 

Gaven fra mester Hansen, det fine tøj, var krøllet og stumpet, hatten klemt ud af facon, skoene revnede, og han var uden skjorte. 

Jan Gustaf følte sig elendig, ensom, træt, sulten og tørstig. 

"Hvad skal jeg gøre?", mumlede han. Han gik gennem gaderne, nedtrykt, hjemløs, forhutlet. Så kravlede han over stakittet til en park, fandt læ i et red- skabsskur. Da han vågnede var han første tanke: Brevet.

Han fandt det i pakken med snavstøjet. Han forlod parken. Nu måtte der ske et eller andet. Han så en bananhandler i forhutlet antræk som sit eget, stå ved en trækvogn i færd med at ordne bananerne til dagens salg. Jan Gustaf driste- de sig hen til ham, spurgte om vej til et posthus.

"Købmagergade", sagde manden.

"Hvabehar?".

"Købmagergades postkontor, siger jeg".

"Åh, javel, tak for det".

Postekspedienten ville ikke modtage Karl Schmiths brev: "Der er ingen der kan læse de kragetæer", svarede ekspedienten, idet han pegede på brevet. Det forstod Jan Gustaf ikke. Karls skrift var læselig, han skrev, som han havde lært, med snørklede gotiske bogstaver.

Jan Gustaf løb i panik fra postkontoret, alle disse forbandede bureaukrater. Hvad var det de havde råbt i tugthuset: "Den forbandede bureaukratiske jødi- ske verdensbolchevisme". 

Kunne det være en idiot på et postkontor i Danmark? Jamen, hvad skulle han gøre? Han var sulten og tørstig og lignede en lazaron, uden en øre i lom- men. Karls 10- pfennig, der lå et hemmeligt sted i jakken, var ikke Jan Gustafs penge. Han foldede Karls brev pænt sammen, stak det i jakkens inderlomme. Kludepakken smed han væk. Der var kun én eneste vej. Han måtte tilbage til Flensborg, eller i hvert fald over den dansk-tyske grænse, købe et tysk frimær- ke, og finde en postkasse for det gotisk læsende tyske postvæsen.

Rejsepenge? Jan Gustaf overvejede, om han skulle begå et røveri? 

Tanken forfærdede ham. Måske forsøge et indbrud? Nej. det var hærværk, så hellere et lille tyveri. 

Jan Gustaf gik tilbage til manden ved bananvognen. Det var en ældre fyr, der allerede havde haft et fyrsteligt salg, vellidt af kunderne for gode bananer, men en alkoholiseret lysten allike. Værtshuset trak i ham. De sidste bananer ville han forære bort og så i Jan Gustaf en taknemmelig modtager. 

Alliken kaldte på Jan Gustaf, rakte ham bananerne, omfavnede ham, og sagde: "Værsgo, det er dine, kammerat". Jan Gustaf bukkede dybt for Alliken, fjernede sig hurtigt, og foruden bananerne medførte Jan Gustaf allikens bølle- hat, fyldt med pengesedler og mønter.

En uge senere, efter at Jan Gustaf ved hjælp af en pige han sov hos, havde ekviperet sig fra top til tå hos en marskandiser, sneg Jan Gustaf, der ikke havde noget pas, sig over den dansk-tyske grænse.

Han færdedes ved nattetid, kom lykkeligt til Flensborg, og fik af en kvinde- lig postelev mange forsikringer om, at Karls brev var forsynet med korrekt og fyldestgørende adresse, og at et 10-pfennigs frimærke var korrekt betaling for den korrekte postbesørgelse.

"Pyha, det var det". Jan Gustaf åndede lettet op. 

Nu ville han belønne sig selv med et lille glas øl. Han gik ned til havnen og ind på en café, og dermed forlod heldet ham.

Ved et bord i caféen sad kaptajnen og styrmanden fra færgen Flensborg- København. Jan Gustaf hilste frimodigt på dem, men de holdt fast på ham, til han blev arresteret af en tilkaldt betjent, og dermed påny stillet for retten. 

Jan Gustaf blev idømt ét års strafarbejde for overtrædelse af pådømt udvis- ning. Men han ville ikke bebrejde sig selv noget som helst. 

Et skinbarligt uheld, det var det, skidt med det. Men han forregnede sig. Han havde håbet at gense tugthuset og måske opnå de gamle privilegier, men han kom til en lejr for motorvejsbyggeri.

Og her skete det fornuftige, mente Jan Gustaf, at et uniformeret dumt svin fik øje på Jan Gustafs rutine som håndværker, som forstod arbejdet med sav, høvl og hammer, og kendte til opstilling af støbeforskalling. Ingen tog anstød af Jan Gustafs læderede hænder, de tre manglende fingre. Efter nogle måneder blev Jan Gustaf sjakbajs for sine medfanger, og han vidste tilstrækkeligt om indbyr- des disciplin. Fik han en smule særforplejning med ekstra mad og lidt større cigaretration, delte han med sine kammerater.

Hvad Jan Gustaf ikke vidste var, at hans velgører ikke skulle findes i det uni- formerede hierarki. Derimod ankom regelmæssigt en gavepakke til ham fra konsulen og sømandspræsten, der ad dunkle veje havde fået kendskab til hans skæbne.

-

Således gik det år. 

Det var dagen for Jan Gustafs næste løsladelse. Han underskrev de fremrak- te formularer, fik påmanet ikke på ny at nærme sig Det Tredje Rige, og skulle under bevogtning føres til færgen Flensborg-København.

Da han skulle stige ind i bilen, lød der råb, forvirring og skud, vagten trak en pistol, pegede på Jan Gustaf og beordrede ham ind i vognen. Jan Gustaf satte sig hurtigt ind i bilen, sad urørlig, han ville nødig skydes. Så gav vagten ordre til afgang, og idet vognen kørte ud gennem lejrporten, så Jan Gustaf, at store, bomstærke havnearbejder, Karl Schmith, lå såret af skud foran indgangen til lejren. 

hvorfor hele tiden mig, hvorfor er jeg født i en verden, hvor der kun findes råhed og ondskab, tænkte Jan Gustaf.

Nu stod han igen i den vrimlende myretue, Rådhuspladsen i København. Han gik mellem travle biler, sporvogne og fjendske mennesker med forstene- de ansigter, der så på ham med kolde øjne. 

"Jeg bliver vanvittig", mumlede Jan Gustaf. 

Han så sit spejlbillede i en butiksrude. Han lignede et udskud, en bums, en forbryder, lavtstående væsen, regulærlig vagabond, kludebunke, fugleskræm- sel, et ualmindelig trist og ondartet eksempel på den sociale de route.

Jan Gustaf smagte på det nye ord. Det stod i brevet fra sømandspræsten: 

"Unge ven. De vil gøre klogt i, ikke at fortsætte den sociale de route". skrev præsten.

Jan Gustaf talte til sit spejlbillede i butiksruden:

"Jamen lille hr. præstemand, hvad gør man uden penge og tøj? Mit pæne tøj solgte jeg i lejren for at købe hr. Hitlers Mein Kampf, ellers fik jeg hverken tobak eller mad, men tæv og straf. Se på mit tøj. Det er som om jeg har stjålet konfirmandens tøj fra en skraldespand, men det er en gave fra mester Hansen, og jeg har næsten ikke brugt det, måske to eller tre gange, men det kryber al- ligevel, det bliver mindre og mindre på mig, skoene hænger i laser og min hat er snavset og klemt flad og skæv, og se min tarvelige arbejdsskjorte uden flip. Ja, hr. præstemand, jeg ved det, jeg ligner et genfærd fra skiden muld".

Jan Gustaf støttede sig til butiksruden. Han græd.

"Jeg kan ikke mere" mumlede han.

"Se mor, manden græder" råbte en lille pige.

"Evelyn, du skal tie stille", vrissede moderen.

En sværlemmet gadebetjent puffede til Jan Gustaf: "Halløj, De må ikke stå her, De skal passerer gaden".

"Jeg er for træt til at gå", mumlede Jan Gustaf.

"Nåh, er De det? De skal vist en tur på stationen".

"Jeg kommer fra en straffeanstalt".

"Hvabehar? De er subsistensløs, er De".

Dermed fik Jan Gustafs med møje tilkæmpede selvtillid et nyt knæk. Det gik for alvor op for ham, hvor foragteligt omverdenen så på ham, da han i retten, af en ældre dommer blev belært, at det var asocialt, ikke at vise vilje til at skaffe sig arbejde og føre en ordentlig tilværelse med bolig og øvrige fornø- denheder.

"Det er heldigt for Dem, at De ikke har kone og småbørn", mente domme- ren, der prompte idømte Jan Gustaf tvangsophold på en arbejdsanstalt, forelø- big i to år. Jan Gustafs forsvarer forklarede ham, at det var hans egen skyld:

"Lovens arm er lang, men i Deres tilfælde var De nu særlig uheldig".

det tror da pokker, tænkte Jan Gustaf.

Den fordrukne allike, der solgte bananer, var forpustet kommet løbende ind på politistationen og havde forklaret, at den gemene starut politiet lige havde anholdt henne på Rådhuspladsen, netop var ham, der havde stjålet hans pen- ge, som han sidste år havde forklaret til politirapporten.

Med dette avancement fulgte Jan Gustaf i sin ukendte faders fodspor.

-

Hverdagen på arbejdsanstalten var monoton. På søndage kunne Jan Gustaf få udgangstilladelse, hvis han havde lyst. Jan Gustaf havde ikke lyst. 

Han havde fået en ny plage. De knuste fingre, de invaliderede hænder pinte ham. Han arbejdede i anstaltens køkken, koncentrerede sig om sit arbejde, i begyndelsen i opvasken, senere skrællede han kartofler, en dag fik han ansva- ret for sovsen, og endelig kom han til pølsemageriet. Det var et betroet hverv. Anstalten konsumerede kilometervis af pølser hver uge.

En dag fik han besøg af en komite. De gamle sovesale, der hver rummede tredive mand, skulle ombygges, køkken og pølsemageri moderniseres. 

Komiteen kom ned i køkkenet, hvor Jan Gustaf netop var i færd med at røre fars til en glimrende pølse efter sin egen opskrift. Da greb en kvindelig delta- ger i komiteen, en velnæret præstekone, anstaltens direktør i armen, og med afsky pegede hun på Jan Gustafs hænder, de manglede fingre.

"Han må ikke være beskæftiget her, det er blasfemi, det er uæstetisk" råbte præstekonen. 

Der lød bifaldende ord fra den øvrige komite. 

Anstaltens direktør mumlede "blasfemi?", men forstod alvoren, og beordre- de med et nik, Jan Gustaf til at forlade arbejdet.

"Klolignende hænder må ikke findes i køkkenet", summede det bag ham, da han gik over i svinestalden.

-

Samme eftermiddag, efter at komiteen havde forladt anstalten, alle bæren- de store pakker med Jan Gustafs pølsefars til privat konsumering, tilkaldte direktøren, boguddeleren, Gamle Rasmussen.

"Min kære ven", sagde direktøren venligt til den krumbøjede, gamle mand. 

"De har nu været her i mange år, og såvel jeg, som mine forgængere, har været yderst tilfreds med Deres arbejde i bogudlånet. Men De er blevet for gammel, for nu at sige det, som det er. Der er ikke samme gode orden i bog- samlingen, som dengang De begyndte arbejdet, og det kniber med støvet og gulvvasken. Jeg vil nu sørge for, at De kommer på et passende alderdoms- hjem, farvel hr. Rasmussen".

Gamle Rasmussen havde en stribe småbedragerier bag sig, af kærlighed til brugte bøger. Han besad rekorden som kongerigets hyppigste fallent. Når han lukkede sit antikvariat i Roskilde, åbnede han ugen efter i Ringsted; hovedsta- den og alle købstæder kendte den bedragende antikvar. 

Til sidst mistede myndighederne tålmodigheden.

Nu havde han i en halv snes år med omhu passet anstaltens bøger og bog- udlån og holdt orden på den lille læsestue. Men at leve uden for bøgernes univers, i en amputeret tilværelse, var ikke muligt for den gamle mand. 

Direktørens samtale med Gamle Rasmussen fik et uventet efterspil. Han stav- rede søndag eftermiddag ned til jernbanen, ventede tålmodigt, og gik ud for- an toget.

Selvmord ikke var velset på anstalten, i hast blev der arrangeret en sømme- lig begravelse. I den anledning tilkaldte direktøren Jan Gustaf. De ældste ville gerne vise Rasmus-Fup, som de kaldte ham, den sidste ære ved at deltage i højtideligheden.

"Men de kan jo ikke gå af bare ælde", klagede direktøren til Jan Gustaf, "har De noget imod at møde til begravelsen til fysisk støtte for de gamle mænd?".

Jan Gustaf, der ikke anede noget om direktørens sande hensigter, svarede: "Næh, hvis direktøren synes?".

Gamle Rasmussen blev begravet, og bagefter trakteredes de fremmødte med kaffe og en lille dram. Direktøren førte Jan Gustaf op på læsestuen. Der havde han aldrig været.

"Kunne De tænke Dem at overtage Gamle Herlufs arbejde?".

"Herluf? Hvem er Herluf?" .

"Gamle Rasmussen, vi lige har lagt i jorden".

"Ja så, hed han Herluf?".

"Har De lyst til at overtage hans arbejde?".

"Hvad mener direktøren?".

"Ja, ordne udlån og tilbagelevering af vores bøger, komme med forslag til indkøb af nye bøger, holde orden på læsestuen i Gamle Rasmussens ånd og eftermæle, ham kommer vi jo desværre til at savne, og endelig huske at sluk- ke lyset, når De forlader Deres lille domæne".

"Hvad mener direktøren?".

"Sig mig, Jan Gustaf, forstår De ikke, hvad jeg siger til Dem?".

"Jeg kan ikke læse, hr. direktør".

"Hvad mener De? Jeg ved, at De både kan læse og skrive og regne, hvad er det for noget pjat, De siger?".

"Jeg skriver med stavefejl".

"Det er De næppe ene om, det skal De sandelig ikke skamme Dem over, og her får De rigelig tid til at øve Dem i skriftlig dansk".

Direktøren smilede venligt: "Er det så en aftale?".

"Javel, hr. direktør".

-

Tidlig tirsdag morgen den 9. april 1940, svabrede Jan Gustaf læsestuens gulv med sæbevand, skurede det, afvaskede det spartanske møblement, polerede vinduerne, fyrede op i den lille kakkelovn, og sorterede en kasse nyankomne brugte bøger fra Statens Bibliotheksvæsen, alt mens han nynnede med på den triste musik, der underligt nok ikke var den sædvanlige muntre morgenmusik, der kom fra den nedslidte radio, opstillet i læsestuen, da en af anstaltens funktionærer havde købt sig en ny. 

Klokken otte hørte Jan Gustaf meddelelsen om den tyske besættelse af Dan- mark. 'Hvad vil de her?', tænkte han.

Den uventede begivenhed medførte, at direktøren fandt det nødvendigt, "under de krigslignende forhold, høhø", sagde han smilende, at anstalten be- villigedes indkøb af tre aviser dagligt, det lokale dagblad og to hovedstads- aviser.

"Vi må følge lidt med, alle vi herude på bøhlandet", tilføjede direktøren.

-

Jan Gustaf havde aldrig abonneret på en avis; havde aldrig haft tre aviser i hånden på én gang. Hvor ofte han havde læst i en avis kunne han ikke huske, men det var sket sjældent. Nu åbnede aviserne en helt ny verden. 

Men Jan Gustaf tabte hurtigt interessen for dagens nyheder om krig, politik, drab, ulykker, optøjer, røverier.

Jan Gustaf interesserede sig for den indførte rationering. Varecirkulationen syntes at være gået helt i stå. Aviserne skrev harmdirrende om den store knap- hed på almindelige husholdningsvarer, selv på nødvendige kartofler:

"Der er stor mangel på kartofler. Kartoflerne findes på den sorte børs. Hvad agter regeringen at gøre?". Aviserne fordømte de uansvarlige, der rømmede markedet og drev priserne op ved illegal handel på den sorte børs. 

Jan Gustaf opsøgte anstaltens direktør og sagde:

"Der bliver mangel på kartofler, hr. direktør".

Direktøren så forbavset på boguddeleren: "Hvad mener De? Hvor ved De det fra?".

"Det står i aviserne, kartoflerne havner på den sorte børs, hvad vil De så gøre, hr. direktør? Vores egne kartofler kan først høstes til september, måske oktober eller november, jeg har spurgt i køkkenet, men de har ikke flere kar- tofler".

"Åh, må jeg være fri", vrissede direktøren.

"Jeg vil blot sige det til hr. direktøren".

"Jatak, men? Det var som? Har vi virkelig ingen kartofler? Hvorfor siger køk- kenlederen ikke besked til mig?". 

"Overbetjent Jensen ligger på sygehuset".

"Jamen hans afløser?".

Jan Gustaf holdt sin mening om den sag for sig selv. Direktøren var lidt dum, han havde i de sidste måneder fløjtet land og rige rundt, vistnok noget med politik, og ladet anstalten skøtte sig selv i den tro, at hans kone klarede ærter- ne for ham. Men hun lå i med præsten, efter hvad rygterne sagde. Folk havde så travlt med næstens gerninger. 

Det var som om direktøren læste Jan Gustafs tanker; umotiveret sagde han: 

"Min kone er rejst på ferie, men det med kartoflerne er jo skrækkeligt".

"Jeg er af samme mening, hr. direktør, men vi kan gøre som alle andre. Vi må købe op og lægge varerne på lager. Det bliver strenge tider, hr. direktør, og hvad angår lagerplads til kolonialvarer, har vi den gamle sovesal, der nu bliver brugt til pulterkammer".

"Jamen, hvad gør vi ved de forbistrede kartofler?".

"Ja, direktøren har jo ansvar for mange mennesker".

De talte sammen i tre timer.

Direktøren bød på kaffe og en lille dram, og de traf en fornuftig aftale. Jan Gustaf blev forsynet med penge, skulle cykle rundt i omegnen, og så diskret som muligt opkøbe kolonialvarer og kartofler.

"Jamen, hr. Jan Gustaf, det er ulovligt at hamstre".

"Sniksnak, hr. direktør, enhver er sig selv nærmest, og med direktørens store ansvar for mange mennesker".

Direktøren tørrede sveden af panden.

-

Ekspeditionen ind i ukendt land forløb ikke godt i begyndelsen. Det tog sin tid før Jan Gustaf lærte metoden. De første steder blev han pure afvist, når han tøvende fremkom med sin risikable begæring. Men en dag stod han op før solen, og cyklede halvfjerds kilometer til en købstad på den jyske vestkyst, i håb om at træffe den kendte kartoffelhandler, Nis Phaesen.

Jan Gustaf traf Nis Phaesen netop før denne skulle i byen med et stort læs kartofler. Da Nis Phaesen så Jan Gustaf komme trækkende med cyklen, hev han sig tungt ned fra lastbilen og brummede godmodigt:

"Nåh, og hvad vil så du?".

"Tjah, hvad siger man til en mand, der sidder på et læs kartofler?".

"Hvad man siger? Det må du vel vide, bette ven?", lo Phaesen.

Jan Gustaf gik til sagen; han forklarede, at arbejdsanstalten ved uheld, tyve- ri og brand, havde mistet lageret af kolonialvarer og kartofler, om derfor hr. kartoffeldirektøren måske kunne hjælpe?

"I skal vel gå til politiet", svarede Phaesen.

"Politiet har ingen kartofler".

"Næh, det kan være sandt nok".

Jan Gustaf pegede på det store læs på lastvognen: "Når politiet har kolonial- varer og kartofler, er det tyvekoster".

"Sandt nok, bette ven, sandt nok". 

Nis Phaesen kløede sig på næsen, brummede mistroisk:

"Hør du, cyklist, det koster mange penge".

"Jeg er parat til en fornuftig aftale".

"Jamen, kan du betale, bette ven?".

Det kunne Jan Gustaf og Nis Phaesen accepterede, og dermed blev arbejds- anstaltens kontakt til sortbørsmarkedet etableret.-

Den gamle sovesal blev ryddet for skrammel, og de følgende måneder, frem til Jan Gustafs løsladelse, blev anstaltens koloniallager og forsyning med kar- tofler retableret, med Nis Phaesen som leverandør og Jan Gustaf som mellem- mand. Planen kunne gennemføres, fordi direktøren og Nis Phaesen havde til- lid til hinanden: En nødvendig tillid, som mange nød godt af under tyskerbe- sættelsens vanskelige tid. Så da omsider Jan Gustaf skulle lukkes ud i det ven- lige samfund som en fri mand, var han forsynet med en hjertelig anbefaling fra anstaltens direktør, og en beskeden sum penge i fortjeneste.

-

På dagen for permissionen holdt Nis Phaesen i gården med et stort læs kar- tofler.

Der forelå ingen aftale. Jan Gustaf blev lidt urolig, der var noget upålideligt over denne Phaesen.

"Vi skal ikke bruge kartofler i dag, Nis, vi har masser".

"Nu gør du bare, som jeg siger", brummede Nis Phaesen.

De læssede kartoflerne af vognen, fyldte de nye skillerum, som Jan Gustaf havde bygget i den gamle sovesal. Så begyndte det at klirre fra de sidste sæk- ke, og Jan Gustaf sagde: 

"Hvad har du i de sække, Nis?".

"Vent til vi er færdige", hviskede Phaesen.

Nis Phaesen og Jan Gustaf brækkede gulvet op under et hjørne bag kartof- lerne, og Phaesen stablede fantastisk mange lærredspose med klirrende ind- hold med påskriften Inhalt 10 kilo, ned under gulvet.

"Hvad er det?" hviskede Jan Gustaf.

Nis Phaesen svarede ikke.

"Hvad er det der? Hvorfor svarer du ikke?".

"Det er guld. Her, nu får du to poser for din ulejlighed, og så holder du kæft, eller vi skærer halsen over på dig", hvæsede Nis Phaesen.

"Nå?", svarede Jan Gustaf.

-

Jan Gustaf besluttede at rejse til København, men han ville ikke improvise- rer. At han var ejer af tyve kilo effekter af guld, fandt han var for besværligt. Han pakkede poserne forsvarligt sammen i en sejldugssæk og opsøgte anstal- tens tidligere direktørfrue, nu gift med sin hemmelige elsker, præsten. 

De boede i et hus på Amager. Jan Gustaf bad hende opbevare sine eneste barndomsminder, lidt værktøj fra sin morfars smedeværksted.

Jan Gustaf rødmede da han løj; den unge frue havde altid smilet venligt til ham på anstalten. Men ved at se Jan Gustaf rødme, troede præstefruen, at han var lidt forliebt i hende. Præsteparret var hjælpsomme mennesker. De bød Jan Gustaf på kaffe, og bagefter fik han bakset sækken godt af vejen oppe under tagrygningen i præsteboligen.

"Et såre fornuftigt sted, det havde jeg såmænd ikke tænkt på, søg nu Guds Hus, hvis livet bliver Dem for svært", sagde præsten, idet han gav Jan Gustaf to kroner fra menighedskassen.

-

Jan Gustaf havde lagt en plan. Han ville giftes, stifte hjem, have børn. Fra aviserne vidste han, hvordan man bar sig ad. Han gennemtravede gaderne til han fandt et hyggeligt værelse i Stefansgade på Nørrebro.

Det var et hjørneværelse, hvorfra han kunne se Stefanskirken og Nørrebro- parken. Jan Gustaf betalte et helt års leje forud, han ville være sikker. 

Værelset var godt, støjen fra Nørrebrogade næppe hørlig, kirkeklokken bim- lede fredeligt, og parken, en stump af kommunevæsenets frie natur, det aller vigtigste, og så kunne han købe maden billigt hos værtinden.

Det næste skridt var vanskeligt. 

Jan Gustaf sad med papir og blyant, ville skrive en ægteskabsannonce, men det var lettere sagt end gjort. Når han læste annoncerne, Bekendtskab Søges, og Personlige, fandt han ikke én, han kunne kopiere. Han var ikke pensioneret kontorist fra statsbanerne med bungalow, eller velsitueret, kristelig grosserer med bil, villa og have, eller fastansat sporvejsenkemand med renligt barn; og han grundede længe før han fattede meningen bag: "Diskret ophold søges, helst hos enlig herre".

At besvare en ensom kvindes bøn om venskab forekom ham helt uvirkeligt. Kvinder, der søgte en mand, måtte være vanskabte i hovedet, hed det ikke i sangen: Ræk blot hånden frem, straks har du hele fem? Nej, han måtte have sagen under kontrol, skrive sandt og åbenhjertig om sig selv, hele sandheden.

Papiret blev vådt af sveden fra hans klamme hænder, manglen af de tre fingre gjorde skrivemanøvren endnu mere vanskelig, opgaven var uoverkom- melig. Han måtte modvilligt fravige sin plan.

Værtinden fandt sin nye logerende overordentlig sympatisk. 

'Den unge mand er stilfærdig, velopdragen og velklædt, og har en lille for- mue', tænkte hun. En dag fandt hun det passende, at forestille Jan Gustaf for sin datter, den unge enke Sonja, og hendes to børn, den seksårige Palle og den fireårige Allis. At Sonjas afdøde mand, Alfred, i folkemunde kaldet Sprit- Alfred, havde været sortbørshaj med gode forbindelser, samt at Sonja var forretningens kassemester, fortiede værtinden for Jan Gustaf. 

Hun fortalte, undseeligt flæbende, at Alfred var død af perforeret blindtarm, uagtet Alfred omkom ved knivstik og vådeskud under et opgør mellem sort- børsfolk.

Smukke-Sonja fandt Jan Gustaf acceptabel. Jan Gustaf anede ikke, hvad han skulle mene om Sonja. Hun var en flot pige, men virkede kold på ham. Derimod var Sonjas børn nogle dejlige unger, som sagde "goddag, far", fra det første sekund de så ham.

Kort efter betroede Sonja Jan Gustaf, at hun gerne ville have et barn til, med ham. Da forsvandt de sidste af Jan Gustafs betænkeligheder ved at indgå ægteskab med Sonja, om end han fornemmede, at hun kunne blive til ulykke for ham. Sonja ville ikke vies i kirken, men på rådhuset. Sonja kunne ikke til- lade ham ægteskabeligt samvær på deres bryllupsnat, årsag, en ubetydelig kønssygdom. 

Sonja leverede ikke det ønskede afkom, men til gengæld lus og fnat, samt lettede ham for hans lille formue, som hun gav til en fjern slægtning.

"Forstår du, han er i stor livsfare, han er sabotør og må flygte til Sverige", sagde Sonja. Jan Gustaf tænkte på Karl Schmith, kunne ikke vide, at Sonja løj.

"Karl er vist død, Karl blev behandlet hårdt", tænkte han, og bøjede sig over arbejdet med et par sko til børnene; nye købesko var af dårlig kvalitet.

-

Det var Sonja, der præsenterede Jan Gustaf for sine venner i Spindelvævet i byens centrum. Sonjas venner var sortbørsfolkets elite. Fra Spindelvævet ud- gik salget af rationeringskort og hele læs mangelvare, beskyttet af håndlange- re, det primitive islæt for indbrud og disciplin. Det var i Spindelvævet de store kup blev planlagt og den store handel foregik. I kælderen spilledes hasard og roulet med deltagelse af advokater, revisorer, redaktører, journalister, grossis- ter, direktører, og uforsigtige politifolk.

Sonja var spillefugl. Når hun havde tabt sine penge, pels og juveler, fortsatte hun som lokkedue for villige ofre, der alle mistede ur og tegnebog og andre gode ejendele. Når Sonja var på arbejde passede Jan Gustaf børnene. Han havde et godt tag på børn, og gjorde ikke forskel mellem dem, men var bekymret for deres fremtid. Det pinte ham at sidde uvirksom mens Sonja tjente pengene. Sonja havde forbudt ham at sætte sine ben i Spindelvævet, hans eneste besøg i etablissementet havde været en fiasko. Smukke-Sonja blev ført frem som en dronning, men ingen gad tale med Jan Gustaf.

En dag blev der ringet på døren, Jan Gustaf lukkede op, en hviskende hånd- langer fortalte, at Sonja var blevet taget under en razzia. Halvtreds personer var anholdt i Spindelvævet.

Smukke-Sonja tog med sindsro imod otte måneders fængsel. Jan Gustaf klarede frisag. I den tid var Jan Gustaf alene med børnene.

Jan Gustafs gensyn med Sonja fandt sted på byens fineste restaurant, det var igen en håndlanger, der var budbringer, Sonjas løsladelse skulle fejres. Men det var hverken Jan Gustaf eller Sonja, der betalte gensynsfesten for en snes indbudte gæster. Advokat Sasave betalte regningen.

'Et underligt liv, det er mest synd for børnene', tænkte Jan Gustaf.

Selskabet brød op fra den fine restaurant og fortsatte i Spindelvævet. Og der traf Jan Gustaf til sin store forbavselse en vis kartoffelhandler.

Nis Phaesen sad i samtale med Fuglekongen og Skorpionen og advokat Sa- save. Phaesen viftede afvisende til Jan Gustaf.

"Jamen?", sagde Jan Gustaf.

"Skrub af", svarede Nis Phaesen.

Sonja gik ned i kælderen til hasardspil og roulette. Jan Gustaf fulgte med.

-

Et par timer senere trængte bevæbnede mænd ind i Spindelvævet og dræb- te med skud advokat Sasave, Fuglekongen, Skorpionen og Nis Phaesen.

Lokalet var tømt for gæster, da politiet ankom.

Næste morgen. Sonja sov tungt. Jan Gustaf gav børnene morgenmad, smur- te deres madpakker, fulgte Palle i skole, derefter Allis i børnehave. Da Jan Gustaf kom hjem blev han mødt af politiet. Sonja og Jan Gustaf blev arreste- ret, børnene blev anbragt på et børnehjem, ingen viste vilje for at hjælpe den ulykkelige Palle og stortudende lille Allis. Sonjas mor nægtede at passe bør- nene.

Jan Gustaf blev afhørt i otte hårde dage, han havde intet gjort, kunne ikke findes skyldig i noget som helst. Jan Gustaf blev løsladt med en formaning om, at holde snotten væk fra det betændte miljø.

Sonja erkendte, hårdt presset, at hun havde befriet mange mænd for deres tegnebog og løsøre. Hun kom igen i fængsel, og skrev til Jan Gustaf, at hun krævede skilsmisse, hun skulle giftes med revisor H. 

H forlangte, at Jan Gustaf flyttede fra lejligheden, og forbød ham ethvert samkvem med børnene.

Fjorten dage senere overrumplede den tyske krigsmagt det danske politi. En del af politikorpset blev spærret inde i lejre i Tyskland. Og en måned senere indledte besættelsesmagten en klapjagt på resterne af banderne fra Spin-delvævet. Jan Gustaf blev påny arresteret, denne gang af det tyske politi. 

Jan Gustaf boede på Vesterbro på et herberg for hjemløse mænd, der var knaphed på værelser til leje.

Med et ironisk smil overgav Jan Gustaf sig til sin skæbne. Han deporteredes til Neuengamme og senere til Sachsenhausen.

-

Opholdet i en koncentrationslejr var en forfærdende oplevelse for mange, men ikke for Jan Gustaf; han var fortrolig med indespærring og sult, med uni- formerede vogteres hysteriske og brutale fremfusen, og med hårdt arbejde i al slags vejr under jernhård disciplin. Der var hungersnød blandt de indespærrede, men ikke blandt danskerne, der overlevede i kraft af pakker med fødevarer fra de hjemlige sociale myndigheder. 

En dag skulle eksekveres en henrettelse i lejren. Det skulle ske ved hæng- ning. Jan Gustaf var blandt dem, der blev beordret til rejsningen af en ny galge. Den gamle var brudt sammen ved ubetænksom overbelastning.

Om morgenen, en iskold dag i januar 1945, mødte fangerne på appelplad- sen. De dødsdømte blev ført frem, de uniformsklædte bødler aflivede deres ofre, og andre fanger blev beordret til at fjerne ligene af deres døde kamme- rater.

I arbejdsholdet genkendte Jan Gustaf, Karl Schmith, den store, bomstærke havnearbejder fra Hamborg, nu en ældet benrad med gammelmandstårer silende over det furede, dødningeagtige fjæs; mundvand piblende i det tynde skæg. Jan Gustaf troede ikke sine egne øjne. Det kunne være, det måtte være, det var Karl Schmith.

Blandt de hængte var Karls sidste ven og partikammerat. Bødlerne i uniform forlod galgen, arbejdsholdet lagde de døde på kærrer og trak dem bort, benraden Karl faldt bevidstløs om. I tiden til befrielsen i april 1945 plejede Jan Gustaf sin syge tyske ven.

At dele sin mad med en tysker, og særligt dele pakken med danske fødeva- rer med en tysker, fandt danske medfanger anstødeligt. Jan Gustaf havde sammenstød med et par af de internerede danske politifolk. Jan Gustaf svarede stædigt, at Karl Schmith var en gammel ven, en ven han måtte og ville hjælpe. En hjælp, der skaffede ham fjender.

'Det er bare nogen fæhoveder', tænkte han.

Den dag Jan Gustaf og de andre danskere skulle transporteres i svenske busser og med jernbanetog fra lejren til Danmark, døde Karl Schmith. Det var for stor en sindsbevægelse for ham, at høre om Jan Gustafs og de andres frigivelse. Jan Gustaf stod bøjet over Karl Schmith, da han hviskede:

"Det er godt min dreng, lev vel". Så døde han.

-

Toget gjorde ophold undervejs på turen gennem Danmark, befolkningen overøste de tidligere fanger med blomster og gaver. Jan Gustaf følte ingen begejstring, ingen glæde, kun vemod, mismod, tristesse. Toget kørte ind på Østerport Station i København, der var stor jubel, de andre skulle til Sverige, nej, Jan Gustaf ville ikke med, han følte sig tom, fuldstændig tom indvendig. Ingen standsede ham, da han stavrede over jernbaneterrænet og forsvandt ind i Frihavnen. Hen under aften blev han af behjertede mennesker bragt til Kommunehospitalet. -

At han nogensinde skulle opleve et strejf af lykke forekom ham utænkeligt, men det skete alligevel. Hun hed Gudrun.

-

-

                                                           guld12                             

-

--

-