-

- hørte du, hvad jeg sagde,

deres rigtige forbryderfar -

 

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Dengang Carl Anton havde besøgt Helgadottir Gyldenrøde, og sent på nat-ten tog afsked med hende, sagde han:

"Ved Laus, Lauses børn noget som helst?".

"Nej, det tror jeg ikke".

"Du må skrive til dem, det skylder du dem. Kender du deres adresse?".

"Nej, men det gør Minna. Kan du huske dragen Minna? Hun gik fra Laus".

"Ja, vil du hilse hende fra mig. Nej, hun har glemt mig. Hun var Laus en ung og ikke just platonisk veninde, hun bor i Esbjerg".-

Andreas fik underretning om Laus tragiske død.

Helgadottirs brev til Andreas var uden medfølelse. Laus havde skuffet hen- de. Hun ville sælge Domus Odettus og bad Andreas fjerne Odettes lille chatol og skrivebord, der stod i garagen på Skoggeslund Strand. Hun havde talt med Minna. Andreas kunne bo hos Minna. Det var Minnas højeste ønske, havde hun sagt.

Andreas afbrød sit ophold i England, opgav studierne i Cambridge, rejste til Esbjerg. Minna tog glad imod ham. De tog sammen ud til det tomme hus ved stranden, hentede Odettes lille chatol og skrivebord.

-

Minna gav Andreas mange velkomstkys. Hun havde været meget glad for Laus, sagde hun, og Andreas var som snydt ud af næsen på Laus, og Laus havde været meget glad for hendes to drenge, Benny og Poul.

"Men hvad med børnenes far?".

"Vi boede i Helsingør, han faldt ned fra stilladset".

"Slog han sig?".

"Ja, han døde, og Benny og Poul var ikke mere end to og tre ar".

"Herregud".

Minna fik aldrig fortalt Andreas, at den fiskeskipper, der havde slået Laus ihjel med en grankævle i Skoggeslund Plantage, var den samme mand, hun havde giftet sig med. Om ham sagde hun, at hun havde forladt ham og at han var død af lungebetændelse på en anstalt.

'Hun er to gange enke', tænkte Andreas. Det skete, når han i forundring over livets mysterier søgte trøst og oplysning ved nattelæsning i bibelen.

Minna solgte skipperhuset, købte et mindre uden for byen. Hun var træt af havnen. "Det her passer bedre til vores hartkorn" sagde hun.

Hun var lidt skuffet. Andreas ville ikke giftes med hende, men hun forstod ham. Andreas ville, mente hun, som Laus blive ombejlet af skøre kvindfolk; havde nogen haft kvindetække var det Laus.

-

Andreas affandt sig med Minnas febrile omtale af Laus. 

den mand, som måske er mit faderlige ophav

Onkel Victor havde skrevet breve til Minna, og påstod at han var far til An- dreas og Celia, at Laus var en gemen sjuft.

Minna havde sendt en buket blomster til Victor i fængslet og skrevet et lille kort: "Laus er et bedre menneske, end De er".

Andreas fik ro til bibelstudier. Men han gøs ved tanken, at han måske skulle være Minnas elsker, ligge med hende, røre ved hende, kysse den mund hans formentlig egen far havde berørt, nej, tanken var absurd.

Laus havde fortalt Minna, hvad der var sket en aften da en digter, med hjælp af Odette, havde voldtaget Celia, og Odette havde forført Andreas. Den affære fortalte Minna til Andreas; han følte vrede når han tænkte på Odette.

Han blev hos Minna, en form for flugt, som Celias flugt, som efter sine år i London muntrede sig i København, uden tanker for Andreas, Odette, Laus, onkel Victor, onkel Henrik. 

Andreas ville studere teologi, det skrev han til Celia, hun svarede: "Du kan rende og hoppe".

Andreas giftede sig med Minna, læste hele dagen i bibelen, og så fortabt på Minna da hun spurgte, om han ville adopterede hendes to drenge?

Minna tav. Andreas fordybede sig i bibelen.

-
Odettes dagbog

Det var Minna som opfordrede Andreas til at samle nye brikker til, om Laus alligevel ikke var hans far? Om det kunne det være Victor?

"Måske kan vi finde noget blandt papirerne i Odettes chatol og skrivebord, det står og fylder op nede i kælderen".

Her fandt de Odettes dagbog med omtalen af Jan-Gustaf, Laus ældre broder.

"De to havde samme forældre, det er meget enkelt", sagde Minna.

"Vi brænder de papirer, at læse dem er helligbrøde", sagde Andreas.

"Andreas, du bliver ikke voksen før du kender dine forfædre".

Det stod på i uger.

-

Når Minna læste højt fra Odettes dagbog om Jan-Gustaf, afbrød hun for at fortælle om sine oplevelser med Laus, eller hvad Laus havde fortalt hende. Minnas drenge sov i deres kammer, Minna sad i sofaen. 

Andreas sad på gulvet, støttede sin ryg mod hendes knæ; hans øjne var skjult for hende, og det hændte, at han sagde: 

"Minna, vent et øjeblik". Så slog han op i bibelen, søgte, læste, nikkede og sagde: "Ja, Minna, du må gerne fortsætte". 

Andreas nægtede at røre ved Odettes dagbog, nægtede at læse i den.

hvem var Jan-Gustaf, min fader Laus broder? Som jeg aldrig i mit liv har set eller truffet eller hørt omtalt, hverken af Odette eller Laus. Måske fordi Laus ville løbe fra sit ansvar? Nej, det er onkel Victor, som påstår

-

Andreas og Minna skrev om Jan-Gustaf; det var ikke nemt, ofte skændtes de. Hvad skulle med i beretningen?

"Sandheden", sagde Andreas, "kun sandheden".

"Du krænker Laus minde", græd Minna.

"Det vedrører ikke Laus", råbte Andreas.

Minna greb Odettes dagbog, krøllede notaterne sammen, flygtede ud i køk- kenet: "Jeg brænder det ragelse", råbte hun.

"Ville Laus gøre det samme, tror du?".

"Laus?", smilede Minna, "nej, ikke Laus".

På sådanne dage læste Andreas meget i bibelen, og en dag sagde han:

"Så er det slut, vi opgiver hele projektet".

"Jamen, Andreas, søde Andreas, vi har, hvad vi har. Vi hænger det op i glas og ramme på væggen, så glemmer vi det ikke. Og det der mangler, vil dukke op".

Bogstaveligt, på væggen foran næsen på Andreas, kunne han omsider for- stå, hvad Odette havde tænkt, sagt og skrevet om Jan-Gustaf og Laus.

-

Da Laus friede til Odette, sagde han:

'Vil du gifte dig med mig? Men jeg medbringer et par børn, Andreas og Ce- lia, som jeg har fået foræret. Selv er jeg, som du ved, ikke frugtbærende'.

'Laus, hvem er de børn?'.

'Et par rollinger fra min storebroder, Jan-Gustaf og hans afdøde hustru, Gud- run'.

'Hvem var Gudrun?'.

'Det ved jeg ikke, jeg har aldrig set hende'.

'Laus, hvem var dine forældre?'.

'Jeg blev født, og kom på et børnehjem. Min mormor sendte mig nogle op- lysninger, anonymt. Det er bedst sådan, skrev hun. Min mor var død, kunne ikke magte mig som spæd, og min far var en venlig vagabond, med hang til flasken og alvorlige samtaler, skrev hun'.

Andreas følte det som en provokation.

Han gav sig god tid; han tænkte og gjorde notater, og fik omsider samling på: "Andreas Jansens beretning om Jan Gustaf".

Men netop som han sat sig til rette for at skrive, kom Minna, hun kyssede ham på håret, tog hans hånd, og hviskede:

"Se, hvad jeg har fundet. Det er noget om Laus og Jan Gustaf og Odette".

-
helvedet Før Blankenese

Andreas læste Jan-Gustafs brev til Laus:-

- 'Men før jeg blev en levende mumie i fængslet, og havde glemt, hvor man- ge år jeg havde siddet indespærret, fik jeg besøg af Odette.

Hun kom alene; initiativet var hendes. Hun talte uafbrudt, indtil jeg fik nok, og bad hende tie stille. Det var ikke nemt. Hør selv.

-

"Min svogers dramatiske skæbne fascinerer mig", sagde hun, "jeg måtte se dig, Jan Gustaf, jeg måtte tale med dig, blot én gang.

Og forstår du, Jan Gustaf, jeg gør det med en ganske uselvisk hensigt. Det sagde jeg til Laus. Jeg gør det af hensyn til Andreas og Celia, sagde jeg.

Man kan jo, søde Laus, teoretisk forestille sig, sagde jeg, altså, vedgud, Jan Gustaf, du ligner Laus, I har samme ansigt.

Altså man kan jo teoretisk forestille sig, at visse af dine, søde Jan-Gustaf, at dine kriminelle, altså, vedgud, jeg mener dig, søde Jan-Gustaf, at dine ele- menter føres videre til børnene. Det er dine børn, men sandelig på mit ansvar, og Lauses, muligvis.

Forstår du, Jan Gustaf, først sagde Laus:

"Odette, behøver du virkelig? Åhgud, nej, det er håbløst", råbte han, men det var fordi han havde så travlt. Laus skulle rejse og sagde:

"Du gør dette her til et helvedet før Blankenese".

Altså, forstår du, søde Jan-Gustaf, Laus kan ved gud være vanskelig, netop den dag skulle han til Blankenese, han ville købe et lille skibsværft, du ved. Det har han fortalt dig, ikke sandt, søde Jan Gustaf. Eller måske har han glemt det? Laus siger jo ikke noget til mig.

Altså, Laus havde pakket vognen og gjort plads i vognen til en økonom og en ingeniør, de skulle være sejlet over Østersøen, men så tilbød Laus at køre mig til Fredericia. Derfra er der jo ikke så langt herud til dig. Vel, søde Jan Gustaf?

Men jeg ville køre vognen, for Laus er en meget dårlig bilist, og det vil jeg sige dig, Jan Gustaf, de stabler af papirer fyldte så meget, at økonomen og ingeniøren sad i lag på hinanden omme på bagsædet.

Men så jeg kom til at smadre vognen, altså ikke så meget, søde Jan Gustaf, du ved, forpartiet, jeg drønede ind i en brolæggerjomfru i Odense, maskinen, du ved, bum, bum, bum, sagde den, og jeg lo og råbte "Næ, se, hvad er dog det?".

Men så, søde Jan Gustaf. Har du forresten spist? Jeg har en madpakke til dig.

Men så skulle jeg køre forbi en hestevogn fra mejeriet, altså, ved gud, noget så gammeldags som en hest, synes du ikke, Jan Gustaf, og så, bum, sagde det, brolæggermanden kom på sygehuset, og nede i Blankenese sad de og vente-de på Laus.

Ja, Laus nerver hænger ved gud i laser, men Laus vil ikke forbyde mig noget, altså, som jeg mener er det rigtige. Laus kunne ikke drømme om at gøre det.

Men da jeg sagde, at jeg ville besøge dig i fængslet, søde Jan Gustaf, så nægtede han.

"Jeg har aldrig set min broder, jeg har aldrig talt med ham, jeg har aldrig accepteret Jan Gustafs eksistens. Jeg har overtaget hans børn, Andreas og Celia som en gave til dig, Odette, og har fortrudt det, jeg elsker de unger, og nu kommer du med dit sidste påfund? Jajaja, Odette, du er den stærkeste".

Men så sagde jeg til Laus: "Laus, jeg elsker dig".

Undskyld, Jan Gustaf. Du ser så underligt på mig. Har jeg sagt noget helt forkert?".

-

Jeg, Jan Gustaf, så på hende med mine mumieøjne. Det gav et sæt i hende. Omsider holdt hun munden lukket. Jeg rakte hende en brevpakke og en sed- del med navnet på præstefruen på Amager. Og jeg så, hvad man kalder inkvi- sitorisk på hende. Odette skælvede af skræk. Jeg sagde:

"Denne pakke er til mine børn, det er penge og småting. Præstekonen bor på Amager, adressen fik du. Præstekonen har min morfars værktøj, det ligger i en sæk på loftet. Det er poser med guld, to måske tre poser. Giv det til mine børn, Andreas og Celia. Husk det er mine børn. Gå så".

-
Minde til efterkommer

Odette var dybt rystet efter mødet med Jan Gustaf. Der gik måneder, før hun dristede sig ud til præstefruen på Amager. Præsteparret var skikkelige menne- sker, der hjalp Odette med at bære den tunge sejldugssæk ud til vognen.

Så kørte hun til Skindergade, og fik med stor anstrengelse sækken båret op i kahytten. Hun fandt en skruetrækker, løsnede et panel under vinduet, og skub- bede sækken ind under vinduet, helt ud til taget, satte skruerne fast i panelet, mumlede: "Jeg efterlader altid et minde til mine efterkommere".

Året efter indtraf katastrofen. Laus havde med bekymring forberedt at skulle fortælle Odette om onkel Herberts død, men så chokeret hendes eskapade med digteren, den aften ude i Victors hus, da hun havde frækhed nok til at ydmyge ham ved at låse ham inde i påklædningsværelset i halvandet døgn, og han et par dage senere i desperation lå med Coralie i sengen i kahytten, da Odette så dem, og for tredie gang jog en kniv i hans bagdel og råbte:

"Dét skal du aldrig byde mig mere", og han havde sagt, "undskyld, Odette, det var min fejl".

Odette råbte hidsigt: 

"Du har selv bestemt det, tarvelige dyr, nu fortæller jeg alt til Andreas og Celia om deres rigtige far, Jan-Gustaf. Hørte du hvad jeg sagde, deres rigtige forbryderfar, Jan Gustaf".

Hvidglødende af raseri greb Laus hende om halsen, væltede hende om på gulvet, slog hende i ansigtet, råbte:

"Det vover du ikke, det gør du ikke, det bliver dit sidste ord, jeg kvæler dig, jeg tæver livet ud af din sølle krop. Nævn aldrig et ord om Jan-Gustaf".

Odette anmeldte Laus for vold. Laus fik påbudt ikke mere at opsøge Odette.

-

Så kom Minnas tårer og selvbebrejdelser. "Jeg skulle aldrig have vist dig alle de papirer. Nej, Andreas, det skulle jeg ikke", græd Minna.

"Tal nu ikke mere om det. Herregud, et gammelt skrivebord og et gammelt chatol, og hvad vi skrev om Jan Gustaf kommer ingen verdens mennesker noget ved".

"Det er din egen skyld, Andreas, du var så nysgerrig. Min Laus, din ejegode far, hadede hende, ved du ikke det".

"Laus var ikke min far, og Odette var ikke min mor, mere ved jeg ikke".

Andreas så fjendtligt på Minna, fordybede sig i studiet af bibelen.

Et halvt år senere var deres forhold forbi. 

Andreas læsning i bibelen gav Minna depressioner. De kæmpede gennem lange nætter med Minnas samvittighedskvaler. Da hun blev griset, lod afføring og urin gå fra sig, knugede Andreas hånd, og sagde: "Laus, du har aldrig svig- tet mig, jeg er så glad for dig", så Andreas ingen anden udvej end Minnas ind- læggelse på byens nerveklinik.

Andreas passede huset og Minnas børn, læste i bibelen.

jeg gad vide om Celia vil kendes ved mig efter disse år, hvad skal jeg sige til hende om Laus og Jan-Gustaf og Odette, Celia får et chok, stakkels pige

-

Andreas skrev til Celia, spurgte om hun ville se ham. Det ville Celia; hun skrev, at Andreas var velkommen til at bo og hende og Lotte. Celia skrev om Lotte Listerius. Det var fantastisk, at onkel Henrik og Odette havde en datter og havde holdt det skjult. Lotte havde arvet ejendommen i Skindergade, der boe- de de nu i Lauses kontor og kahyt.

Celias brev sluttede:

"Jeg håber ikke at du og Minna har børn. Det skriver du ikke noget om. Men du er velkommen. Vel mødt og kærlig hilsen fra Lotte og Celia.

PS. Hverken Lotte eller jeg bryder os om børn".

hvordan får jeg sagt det til Celia, jeg skrev intet om Minnas energiske dren- ge, Celias interesse rækker til en vis grænse, den selvoptagne egoistiske, men jeg har ikke tid til at overveje Celias tilbud, jeg slår til med det samme, før de fortryder det, jeg må finde en løsning for Minnas børn, Benny og Poul er dog ikke mine, himlen være lovet er de sunde og bredskuldrede gorillaunger

-

Andreas stak bibelen i lommen, opsøgte sognepræsten.

mon alle præster tror på Gud, hvad nu hvis Gud ikke eksisterer,  sognepræs- ten træffes efter aftale, jeg ringer på

Præsten blev ikke forbavset.

den unge mands nerver er i uorden, han fabulerer og siger, at præsten, Guds repræsentant, må bære ansvaret for nogle børns ophold hos en kristelig familie, den unge mand er beslægtet, ser jeg, er vistnok sønnen til personen i den vanskelige begravelsessag bag ruinen af Skoggeslund gamle gravplads, jeg husker det underlige følge af tre barske mænd, som gravede hullet og bagefter satte marmorpladen med navnet Laus, og fortalte at de havde mistet en ven

"Hvor er verden dog lille", udbrød præsten.

"Mener De at kende en familie? Er det måske Dem selv, der vil beskytte bør- nene i Deres varetægt, måske adoptere dem?".

"Jeg mente, Guds veje er uransagelige".

Der gik kun få dage før formaliteterne var i orden.

Præsten talte med papirfabrikkens prokurist, og dennes hustru. Vorherre var ikke tilfreds med dem, når han ikke havde opfyldt deres ønsker om at få børn. Det kunne de få nu.

Andreas indsatte en advokat som værge for Minna, og gik til præsten for at hilse farvel. "Jeg kommer for at sige, at De ikke ser mig mere, af hensyn til børnene".

"Det er det bedste, ja".

"Jeg rejser til København til min søster".

"Oh, ja, god rejse". De kørte til jernbanestationen, her tog de afsked.

Bagefter kørte præsten til Skoggeslund kirkeruin, til graven Laus, og så, at messingbogstaverne var mørkegrønne af ir, de burde glimte lystigt i solen, marmorpladen var snavset, der var ukrudt på graven. 

Præsten fandt en spand og et hakkejern, hentede vand, vaskede mar-morpladen med sit lommetørklæde, sleb med jord og spyt på bogstaverne Laus til de blev blanke, greb hakkejernet, og gik i kamp mod det mandshøje ukrudt.

En solsort sang sine sidste aftenstrofer.

Vel ankommet til København, skrev Andreas beretningen om Jan Gustaf.

-

-

                                                       guld11   

-

--

-