-

- et bjerg af knust glas og porcelæn 

spejlede reflekser som ildkonfetti -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Der gik en chokbølge gennem landet da statsministeren meddelte, at han resignerede. Statsministeren havde truffet sin beslutning uden at informere regeringen, rådgiverne i partiet, lederne i oppositionen.

Kongehuset var underrettet, en besynderlig gestus.

Befolkningen troede på den demokratiske forfatning, vælgerne kendte ikke statsministerens magt. Bjerge af dansk risikovillig kapital stod på spring til samarbejde med den Europæiske Union.

Al festivitas ved Folketingets åbning, overværet af majestæten og det diplo- matiske korps, var blæst bort, ingen kunne begribe, hvorfor statsministeren benyttede denne anledning til at demonstrere det svageste led i den demo- kratiske proces.

Men en ny generation af vælgere havde fået stemmeret, og tog hævn. Ved det næste folketingsvalg udskiftedes to trediedele af mandaterne, nye partier stormede ind, de gamle var i retræte, der var opbrud blandt vælgerne.

-
2. generation

Lotte Listerius ville samle dem sammen, de nye venner, den store familie, i stærk og ægte solidaritet. Det var her de skulle mødes. Men hun var ikke naiv, projektet var vanskeligt. At samle kernegruppen, de gamle venners børn, den nye generation, forekom uoverkommelig. Hendes første kilde var faster Louise von Listerius, friherreinden til Listerdal, Sverige. 

Lotte havde plaget faster Louise med mange spørgsmål. Svarene førte hun i kartotek, i nogle år i en lille notesbog, og, da hun studerede jura ved Køben- havns Universitet, med hvide kort i en lakeret æske af morbærtræ.

Faster Louise gav kun få oplysninger, gengivet fra hendes kilde, 'mister, du ved, H von L', hendes vistnok halvbroder, realiteterne skjultes under sladder, Henrik Listerius. Han havde aldrig besøgt dem, aldrig ulejliget sig med blot et telefonopkald til Lotte.

Lotte forlod faster Louises omsorg, flyttede til København; med nem adgang til folkeregistret og politiet, dagspressens arkiver og Rigsarkivet. Og hvis ad- gangen var lukket, fandt Lotte udveje for at få den åbnet, men anstrengelsen var forgæves. 

Hun forsøgte at fantasere, men opgav dén udvej, det var enten eller. Der var spinkle streger til et skelet, men ingen krop, muskler, nerver; hun kendte alt for godt samtlige navne, men til hvilken nytte?

jeg ved hvem de er: Laus, Odette, Victor, Henrik, Vera, Rabin, Sarah, Hugh, Coralie Margrethe, Carl Anton, Ove, Viggo, men de er enten døde eller oldin- ge, jeg har søgt de forkerte. Nu vil jeg søge min egen generation, døtre og sønner i et nyt og smidigt perspektiv

Lotte gjorde forsøget, men forgæves, de afslog. Lotte tænkte hånligt:

det er dæleme nogle småborgerlige svampukler

-

Lotte boede i et højhus ved Skodsborg Kyst, ved hav og strand; fra den højt- liggende altan kunne hun få frisk luft og nyde udsigten over havet til Sverige. 

"Så føler jeg der ikke er så langt hjem til dyrene på Listerdal, og til dig, kære mor og faster", skrev hun til faster Louise.

Friherreinde Louise von Listerius, ugift, ensom, velsitueret, ingen uddannel- se, besvimede af glæde da Henrik bad hende adoptere et lille uheld. 

"Jeg kan ikke bedyre min uskyld", sagde han.

Det var frugten af et par nætters hektisk samvær med Odette, gift med Victor.

"Odette er en flane, forstår du, hendes tidligere mand er min gode ven, Laus Jansen, som stadig elsker Odette". 

"Oh, sådan kan det gå".

Louise adopterede Lotte, og lukkede i mange år sine øjne for en tung pligt; hun skulle, når Lotte nåede alderen, fortælle hende sandheden om hendes forældre. 

En sorgtynget adelsfrøken havde nær fremkaldt en katastrofe på Lottes atten års fødselsdag. Kun en lille bemærkning: 

"Søde Lotte, jeg er ikke din moder".

"Det er ikke en fødselsdagsgave, det er krigserklæring", råbte Lotte. 

Dagen efter forsonedes faster og niece. Dog fortav friherreinden den virke-lige sandhed.

-

Lottes aftensmad skulle være friturestegt kylling. 

Pludselig stod røg og flammer op fra stegegryden, og grebet af panik løb Lotte ud på trappegangen, buldrede på naboens entredør: 

"Hjælp, luk op, er her nogen hjemme?", råbte hun. 

Lottes nabo var den resignerede statsminister. Det vidste hun ikke, hun kendte ikke sine naboer. Resignanten spurgte vredt: 

"Hvorfor larmer De? Hvad vil De mig?".

Han var en hurtigt tænkende mand, låg på gryden, på låget et vådt hånd- klæde. Dermed indledtes et kort, og brat afsluttet venskab mellem de to.

De spiste kyllingen, tilsat en dåse muslinger, Lottes eneste reserve. 

Da Lotte skænkede sød hvidvin, sagde han: "Nej, tak", og hentede en favn- fuld øl og en flaske whisky. Timerne fløj, de talte om alt mellem himmel og jord, og Lotte forstod, hvorfor den berømte statsmand betroede hende sit privatliv, og grunden til, at han boede alene, og det naturlige i, at han spurgte til hendes far.

"Desværre", sagde Lotte, "det ved jeg ikke. Nu har jeg lyst til frisk luft".

"Ja, du skal tidligt op, du forsvinder hver morgen og kommer sent hjem". 

De nåede til bolværket i Skodsborg Havn. Lotte så beundrende på ham, han trak hende ind til sig, kyssede hende på kinden, hviskede: 

"Du, kyllingebrænder, lille pyroman".

For første gang siden den famøse atten års fødselsdag, åbnede Lotte sig og betroede i et brev til faster Louise, at hun havde truffet en varm og velbega- vet mand. Men at hun kæmpede med savnet af en far, og derfor indså, at hendes forelskelse havde et andet sigte, end den ideelle kærlighed.

Få dage senere fandt man ham død i hans sommerhus; druk, private sorger og et slidt hjerte gjorde sit.

Før faster Louise besvarede Lottes brev modtog hun et telegram:

"Han er død, stop, jeg har det godt".

-

Lotte forlod sin stilling som fuldmægtig hos advokat Petersen, et skvathoved af en jurist. Hun havde et skænderi med banken, råbte at de havde mishandlet hendes formue; bankchefen undgik at svare, han kunne se, at der på kort tid var sket en karakterændring hos den unge dame. 

En kapelmester ved operaen fik sine roser og visitkort retur, og meddelt, at hun ikke ville giftes med en idiot.

og det, som kunne ske, måtte ske, tænkte Lotte. 

-
Kender du din slægts fortid

Erling Heimdals slægtsforskningsbureau. En lille annonce: "Kender du din slægts fortid?". 

nej, netop ikke, det er mit problem 

"Du plages af uvished, naturligvis".

"Ja", svarede Lotte.

Erling Heimdal fortalte, at hans interesse for slægtsforskning var sekundær, en sønlig respekt for sin afdøde far, Eric Heimdal; men arbejdet var økonomisk støtte til hans studium, ingeniør.

"Du, ingeniør?".

"Ja, computere, elektronisk databehandling".

"Det ved jeg intet om. Se, jeg har et dokument".

"Næh, men der ligger fremtiden".

"Ja, det ved jeg, søm og skruer ind og senere ud. Se, jeg har et dokument".

"Du kunne blive sælger af computere, søm ind, søm ud".

"Nej tak, jeg er jurist".

"Hvorfor er din dåbsattest helt ny?".

"Fordi den gamle attest påstod, at min far var ukendt, og at min mor var svensk komtesse, hun er friherreinde, men er ikke min mor, min faders navn står på kortet, dér".

"Dine forældre er døde?".

"Dem alle tre, eller fire, ja".

"Din mor hed Odette, et ret sjældent navn".

"Ah ja".

"Lotte, kan du tåle en god nyhed?".

"Ja, jeg er robust. Nej, det ved gud jeg ikke er".

"Du har en halvsøster og en halvbroder".

"Hvad har jeg?".

"Ja. Din halvsøster hedder Celia Jansen. Andreas Jansen er din halvbroder, jeres fælles moder er Odette Jansen, senere gift Bache-Grün, og deres fader er direktør Laus Jansen".

"Det var fandens".

"Næ, jeg er konsulent i edb-teknik for Loebe & Co, computere. Celia Jansen er ansat hos Loebe. Celia bad mig opklare nøjagtig det samme problem, som dit, Lotte, hun vil kende sin slægt og familie".

"Hvorfor det? Hun har jo sine forældre, det har du lige sagt".

"Lotte, det er en nydelig kjole".

"En buksedragt, hr. ingeniør".

"Nåh? Celia fortalte, at hendes far havde betroet hende, at Celias mor, altså jeres moder, Odette, er du med, i et følgende ægteskab med en vis Victor Bache Grün, havde været denne utro med en fra vennekredsen, advokat Henrik Listerius".

"Ja, min hr. fader".

"Celia fortalte, at din far, Lotte, hm. At begge jeres fædre døde pludseligt".

"Ja, det stod i aviserne. De skrev ikke om andet".

"Celia lider af samme frustration, længsel, smerte, uro, som dig, Lotte".

"Er hun syg?".

"Hun er ofte deprimeret".

"Men hun kender sine forældre, det gør en forskel".

"Just her har vi et problem. Sagen er, at i forbindelse med en arvesag, hvor- til der blev krævet blodprøver, viste det sig, at Laus Jansen ikke kunne være faderen til Celia og Andreas".

"Hvad er det for noget roderi? Nej, nu har jeg fået nok".

"Ja, det er slægtsforskningens kvaler".

"Rend og hop. Jamen, du godeste".

"Lotte, har du et fotografi af din hidtil anonyme far, og et af dig selv?".

"Ja, men der er ingen lighed mellem mig, og min påståede mor og min påståede far". 

Lotte åbnede låget på den lakerede kasse af morbærtræ, og blandt avisud- klip og et tidsskrift, et skåret sminkespejl og en knækket læbestift, fandt hun diverse fotos. Erling Heimdal supplerede med andre fotografier.

Med en lup sammenlignede Lotte og Erling portrætter og kroppe af de im- plicerede. Resultatet var overraskende. Der manglede enhver fysisk lighed mellem børnene og de påståede fædre til de tre børn.

Havde Odette holdt Laus Jansen og Henrik Listerius for nar?

"Hvem har iscenesat den komedie, forfalskede, men stadig gyldige doku- menter?". Erling Heimdals ord svævede.

"Min mor", råbte Lotte, "det kan kun være min mor, hun ville undgå skan- dale".

"Ja, måske, sammenlignet med al det øvrige".

"Farvel, jeg har fået nok".

jeg må finde en mand, gifte mig med ham, ellers falder jeg aldrig til ro 

-

Hun stod på altanen i Skodsborg. Det måtte ske noget, nu. 

Hun tog bad, klædte sig i en elegant kjole, og kørte ind til den giftesyge kapelmester, som havde friaften fra operaen. Han rødmede forlegen, var iført badekåbe, og bag ham lød en piges latter.

"Lotte, jeg kunne ikke vide?".

"Horebuk, luskefis, forbryder", råbte Lotte.

"Lotte, vent på mig".

"Løgner, usling, lortekapelmester". 

Lotte flyttede til København, fik ansættelse som fuldmægtig hos advokat Simonsen, fulgte uden interesse administrationen af dødsboer, lejekaserner, aktier, obligationer og kedsommelige klienter, der enten gik fallit, eller skulle skilles. De få kriminalsager i retten var idiotiske småting. Der var ingen drabs- sager eller storforbrydere; de myldrede frem, da hun traf Celia.

-
Celia og hendes venner 

Celia var tilfreds med sin tilværelse, om end hun til tider savnede en mand og et barn. Hun var lykkelig for sit arbejde, tituleredes systemkonsulent, i firma Loebe & Co, i den fremstormende computerbranche. En stilling der gav hende rigelige indtægter til et liv i luksus. 

Hun skiftede ny bil hvert halve år og flyttede til et nyt og større hus, når hun efter få måneder blev træt af det i hendes øjne, gamle. Hun havde samlet dynger af møbler, smykker, pelse, kjoler, frakker, en panisk mani, som greb hende, uden at hun viste anden glæde, end den, at eje. 

At eje, at besidde, at bestemme, at dominere med penge, bil, hus, kjoler, smykker, pelse, ja, endog lovfæste vilkårene for firmaets kunder, og dermed eje en væsentlig del af deres eksistens, var en naturlig følge af hendes betyd- ningsfulde arbejde; mente hun.

Dog kunne hun i ensomme stunder, der uventet og uforklarligt overrump- lede hende, ligge søvnløs i timer og tænke på kundernes ofte komplicerede skæbne efter deres mislykkede køb af computere. Men hjælpe disse menne- sker kunne og ville hun ikke. Det var Celias mening, at hendes kunder var dumme og letsindige personer, som købte computerisenkram de ikke forstod, basta.

Pengekvaler havde tvunget hende bort fra London, en pragtfuld by, tilbage til en by og et land uden venner og familie, bortset fra Andreas, men han var vist ikke blandt de levende længere. Hun vidste intet om, hvor han opholdt sig. Men hun savnede ikke Andreas. Havde Andreas ikke blandet sig, havde hun måske i dag været ejer af en diamantmine i Sydafrika. Hun forlovede sig med ejerens søn, og dét ødelagde Andreas; i stedet for at glæde sig på hendes vegne, da hun pludselig blev gravid med diamantdrengen, himlede Andreas op om "min søsters liderlige moral", og så fik hun en abort.

-

Hun var faldet hovedkuls ind i edb, gik en dag, en af de dage, hvor hun følte savnet af en mands opmærksomhed, ind på en udstilling. Hun havde ikke be- mærket, at det var computere, sad ved baren, nippede til en cognac, pludselig sagde en velklædt mand, prokuristen hos Loebe & Co, til hende:

"Hør, frøken, kan De ikke hjælpe os, vi har lynende travlt". 

På den messe havde hun på tre dage tjent halvtreds tusinde kroner i provi- sion. "Ved hjælp af utrolig frækhed", sagde de andre med et stort grin. 

den succes avlede mere succes, tænkte Celia.

Hun drak et stort glas vin, tændte en cigaret, gik nattevandring i den nyind- købte villa, nød de behagelige tanker, at eje.

Når hendes fod, når hun barfodet og i natkjole vandrede omkring i huset, uventet stødte mod et endnu uåbnet indkøb, der lå på gulvet i en pakke, eller stod i en kasse, smilede hun kærligt og skubbede genstanden blidt til side: 

En dåseåbner af sølv, et silkesjal fra Java, et ekstra sæt halogenlamper til bilen, en minkcape, fire par sko, tre dusin dækkeservietter, en fotocellestyret græsslåmaskine, en natpotte fra kejserinde Josephines boudoir, en håndhæk- let telefonskjuler, prinsesse Feodoras dåbsske i guld med rubiner og diaman- ter, et spisebestik med tallerkener og skylleskåle i forgyldt sølv til fireogtyve personer, H.C. Andersens Eventyr, på græsk, og mange andre interessante småting, kun for, at eje.

-

En dag blev Celia kaldt til møde med firmaets direktør Otto Loebe; han hav- de i et par år hørt hende omtalt som kanonsælgeren, berømmet af sektions- lederne der satte salget, uagtet metoderne, højere end firmaets renommé. Loebe måtte gribe ind af hensyn til banken og medlemmer af familieselska- bet, der havde klaget. Loebe måtte markere sin stilling.

Dertil havde han fået et praj fra det tekniske geni, edb-ingeniør Erling Heim- dal. Den unge dame skulle være en yderst interessant personage.

"Vi har modtaget klager, mon De kan forestille Dem, hvad disse klager går ud på, frøken?". 

"Celia Jansen. Jeg har mildest talt ingen anelse".

"De beskyldes for at snyde og forføre vore kunder, for at kunne opnå Deres i sandhed forbløffende resultater. Forholder det sig virkelig sådan? Forførelse, klager over forførelse, jeg forstår det ikke".

"Et godt salg kræver forførelse".

"Jamen, da ikke bogstaveligt, tror De mit firma er".

"Et hvilket, hr. direktør?".

Hun satte sig i en lædersofa, der tillod hende at læne sig tilbage, og halvt synke, halvt svæve i rummet mellem hende og ham. Kjolen gled op og viste lårenes møde nær hendes hemmelige sted.  

"De har vel ikke lidt kaffe, eller the?".

"Har De ikke spist Deres frokost?".

"Jeg går ikke i kantinen".

"Er firmaets frokost ikke god nok?".

"Jeg spiser hos Jacob nede På Hjørnet, jeg inviterer en kunde, så går det".

"Kunden betaler, formoder jeg, eller betaler De?".

Ved et lille uheld sank Celia bagover i den bløde sofa, hun måtte løfte de spredte ben, Loebe så hendes attraktive ynder under gennemsigtige trusser, til hun genvandt balancen.

"Dét afhænger af situationen".

"Ser man det. Sig mig, frokost, er De sulten?".

"Jeg er hundesulten, i dag havde jeg travlt, måske får direktøren en klage over mig, jeg havde en kværulant, som jeg".

"De huskede firmaets renommé?".

"Nej, ikke over for ham, men han er en god kunde".

"Kender De Jacob, restauratøren nede På Hjørnet?".

"Hvem kender ikke Jacob?".

"Jeg var stamgæst, men nu stjæler firmaet al min tid".

Telefonen gryntede, Loebe løftede røret, lagde det på igen.

"Celia, jeg mener, nede hos Jacob. Behøver vi være sultne?".

"Jacob har altid fuldt hus til frokost".

"Hvad gør vi så?".

"Vi bliver hjemme, her".

"Nej, kom, lad os gå".

"Meget gerne".

-

Det gik galt i elevatoren, deres hænder mødtes på knappen, ned. 

Loebe kyssede forsigtigt hendes kind. Celia smilede, åh, den uventede for- skrækkelse; hun kyssede ham blidt på munden.

"Og så ikke mere af den slags", sagde hun.

"Er jeg for gammel? Næ, jeg er vist påtrængende".

"Nej, men du skal tænke på din hustru og dine børn".

tør jeg løbe risikoen over for Clara, hvad ved Celia om mine børn, vil hun se på mig med samme rædsel og foragt som Clara, når Clara taler sig træt efter hidsigt at have fortalt mig grunden til, hvorfor vores børn er på en anstalt for imbicile - 'det har de efter deres fader, det skyldes alt sammen din infame liderlighed', og mine hidsige råb, 'det er arveligt, vores gener passer ikke sammen' -

Loebe bevægede sig automatisk. Lyset skiftede. Færdselen standsede. Lyset skiftede. Fodgængere passerede forbi ham. 

Celia greb hans arm, førte ham over gaden. Han så forskrækket på hende, et lettelsens suk, trak hende ind til sig:

"Er det Dem, jeg troede det var Clara".

"Skal vi gå et andet sted hen?".

"Nej, blot vi undgår nassegæster, Jacob Hansen er, nå".

Jacobs restaurant våndede sig under larmen, knive, gafler, råbende tjenere, alle lo til ham, Loebe hilste, de fnisede hånligt, råbte:

"Hej, Cilli, hej, Cici".-

hvorfor råber de, hvorfor sidder de her, ædende, svedende, fordrukne, intimt fiffige, indforståede pappenheimere, et par unge hvalpe klæber sig til Søren Madsen, Smadsen, et ældet koryfæ, domme for svindel og hustrumishandling, og Laurids Finsen, hr. Fimsen, der forveksler brok med cancer, de gejler hin- anden op med løgnehistorier om nye spor i den store guldtransport, svindel, gejl, plat, fup, og Jacobs ældste stamgæst, Fipkjær, rig, oppustet af forædelse, rødskjoldet af druk, og Ulla, slanke smarte livsfarlige Ulla 

Hvem råbte Cici, Cilli?

"Hej, Cici, hej, Loebe". 

Det var Jacob, glinsende af sved, fidel, uærlig, i travlt trav mellem køkken og mange gæster.

"Goddag, Jacob Hansen, har De et ledigt bord?".

Jacob førte dem hen til en dør: "Værelset ér reserveret. Det var godt I kom, der er noget galt med det computerværk I solgte os".

"Kold champagne", sagde Loebe.

"Sågerne".

"Gå nu, Jacob", vrissede Celia.

Loebe kendte ikke det nye værelse på etagen over restauranten. Celia gik foran ham op ad trappen. Tæppet på trappen var nyt, på væggene plakater og pikante tegninger. Et hjørneværelse, behagelige stole, lydtætte vinduer, en bred seng, karrygult sengetæppe, anretterborde, duge, servietter.

"Her har jeg aldrig været".

Celia smilede: "Nå ja, én gang skal jo være den første".

Jacob bankede på døren. Jacob havde ventet latter og forventning, men gæsterne sad tavse, og idet han stillede iskøleren med to flasker champagne på bordet, så han spørgende på Celia, skulle han åbne en flaske?

Loebe så stift på Jacob Hansen og sagde: "Jacob, i dag er det mig der er vært".

"Bevares, ønsker herskabet husets bedste måltid serveret?".

"Skynd dig Jacob, vi er sultne". Celia smilede. Jacob forlod værelset.

De røg en cigaret, drak champagne, Celia spildte aske på dugen, gik utål- modigt rundt i værelset, i hånden holdt hun glasset og en cigaret.

Loebe rakte ud efter hende, trak hende ind til sig.

"Vi skulle opleve en lille succes", sagde han, kyssede hende på halsen.

"Skål, hr. Loebe". Celia smilede varmt.

De spiste i tavshed, men kun meget lidt.

"Maden smager, men jeg har hovedpine".

"Celia, er du utilpas?".

Hun så forbavset på ham: "Næ, jeg er frisk om et øjeblik", hviskede, "det er dig, der forhekser mig".

"Gør jeg, mener du mig?".

"Sødeste ven, kender du ikke din egen magt over kvinder? Du ligner en lille dreng man får lyst til at kysse".

"Mig? Ligner jeg en lille dreng?". Loebe rødmede.

"Det er din profil, min skat, og din nakke og din drengede frisure".

"Det er dig, der er smuk, det er dig, der er virkelig smuk", hviskede Loebe.

Jacob åbnede døren: "Jeg kommer med champagne, på husets regning".

"Jeg trænger til kaffe", sagde Celia.

"Næh, nu drikker vi min champagne", svarede Jacob.

"Jeg bliver fuld", sagde Loebe. 

Jacob satte han sig ved bordet, tændte en cigaret, og sagde: "Den er helt gal med computeren, den duer ikke".

"Søde Jacob, det er dig, der er tungnem".

"Cici, det kan du ikke mene. Jeg forsøger at gøre som der står i bogen, men det virker ikke. Spørg Fipkjær, og Vilhelmsen fra Amaliegade, og Pimpsen Manufaktur, og Lokumsen, ham redaktøren, og Ulla, den skøre tingest. Der er ingen, der kan finde ud af de computere".

"Pimpsen og Lokumsen?", mumlede Loebe.

"Otto, spar på champagnen, ellers går du i gulvet med et brag. Nå, skidt med det, du kan sove et par timer i sengen".

"Vi to, du og jeg, Cici og mig, går i seng i sengen", mumlede Loebe.

Celia så på Jacob, purrede sin frisure: "Pimpsen hedder Simsen, redaktør Jochumsen er en dum skid".

"Loebe, I kan ikke sælge varerne på den facon".

"Hr. Jacob Hansen, jeg kender ikke mine sælgeres facon, jeg har intet som helst ansvar for deres handlinger. Undskyld, min mave rumler".

"Middagen var perfekt, det lover jeg, nå, skal vi sige skål".

"Undskyld mig et øjeblik".

"Du skal ned ad trappen og to gange til venstre".

"Jeg falder ned ad trappen".

Celia kyssede Loebe. "Skynd dig, Otto, kom hurtigt tilbage", hviskede hun.

Jacob Hansen tørrede dråber af sit lysblonde overskæg, snoede det efter- tænksomt, sagde lavmælt: 

"Nu fanger de ham, pengene eller livet, de er meget sure".

"Hvem, søde Jacob?".

"Fipkjær, Pimsen, Lokumsen, Ole Galop, Rørlæggeren og de andre".

"Altså, Jacob, mænd er pattebørn".

Celia åbnede døren ind til badeværelset: "Jacob, det er nydeligt, det har kostet en formue, hvor meget, Jacob?".

"Det var rørlæggerens betaling for edb-maskinen, han gider ikke lege med det lort, men betale, det skulle han fame".

"Bliktuden har altid været letsindig, Jacob, det ved du. Må jeg gå i bad?".

"Cici, lad være med det pjat, kom her".

Celia satte sig ved siden af Jacob; han greb om hendes håndled, trak hende ind til sig. Jacob Hansens kræfter var berygtede.

"Slip mig, Jacob, slip mig,", gispede Celia. Jacob ville ikke slippe hende; hans stålnæver borede sig ind i hendes krop.

"Cici, jeg fortæller Loebe det hele, rub og stub, så ryger du ud af klappen".

"Hvad vil du, slip mig".

"Hvorfor kommer du ikke, du har lovet det".

"Jeg har travlt, kunderne hænger i mig fra alle sider. Jacob, giv så slip på mig".

"Går du i seng med Vilhelmsen og Ulla og Bliktuden og alle de andre?".

"Jacob, jeg er sammen med min chef. Jacob, for satan, så giv dog slip".

"Cici, du er en træls kælling, hvorfor snyder du mig?".

"Lille søde Jacob, jeg har ikke snydt dig, en computer er vanskelig".

"Du lovede at hjælpe mig".

"Mundtligt, lille Jacob, der gælder kun det der står i kontrakten".

"Du sagde vi skulle bolle én gang om ugen".

"Nej, Jacob, det har jeg aldrig sagt".

"Det lovede du mig, det sagde du".

"Nej, jeg hjælper dig, som jeg plejer, søde Jacob".

"Du lovede mig én gang om ugen".

"Hold nu op, Jacob, du irriterer mig".

"Cici, hvorfor snyder du mig?".

Tårer piblede i Jacobs øjne, sivede gennem stegefedt og snavs på hans rød- blissede ansigt. Celia stod med halvt løftede hænder, mænd med tilbedende øjne gjorde hende nervøs.

"Jacob, Loebe kommer, jamen, Jacob, græder du, hvorfor græder du?".

Jacob Hansen lå på maven tværs over sengen. hulkede: 

"Cici, jeg går fallit. Ingen forstår mine problemer. Katastrofen har ramt mig. Det er din skyld. Jeres forbandede computere. Jeg går fallit".

Celia var alene sammen med Jacob; følte en sær angst.

"Jacob, tag dig nu sammen. Kom, jeg vil hjælpe dig som jeg plejer".

"Cici, du er en hærværkskvinde".

Jacob løftede hendes kjole, kyssede hendes lår.

"Du skal hjælpe mig med kjolen". Celia lagde sig på ryggen, løftede kjolen op under armhulerne. Jacob gispede, hans øjne skinnede.

"Oh, Jesus, hvem der var tyve år", mumlede han.

Jacobs store krop væltede ind over hende, med fingrene søgte han hellig- dommen; men så kom en kuldegysende tanke: 

ohnej, lad ikke Hedvig se mig med bar røv i færd med en bedækning, hun myrder mig 

Celia hørte stemmer og trin på trappen:

"Døren, Jacob, døren er ikke låst, flyt dig, dit fjols, døren er ikke låst, flyt dig, Jacob, gå væk".

Celia sparkede sig fri, løb ind i badeværelset. Jacob bukser gled fra ham, afslørede et svulmende krav, en koparret bagdel, og Jacobs blegfede lår.

-- 

Døren bragede op; ind væltede Jacob Hansens gode venner: 

Laurids Finsen, privatdetektiv, invalidepensionist, paralyseret af angst for cancer, tidligere politimand, påstod han kunne opklare en gammel sag om stjålet tyskerguld. Laurids Finsen havde eksem, skrubbede sig med antican- cersæbe; en derved Finsen ombølgende lugt gav ham øgenavnet: Fimsen.

S. Madsen, Smadsen, et bjerg af fedt, tidligere kriminalreporter, nu leveran- dør af historier som aldrig havde hold i virkeligheden, men kom på forsiden, fordi løgnen var salgbar. Smadsens eneste ernæring var øl og spiritus, tilnas- set hos dem, der tiltroede ham evner til, sammen med Fimsen, at løfte opkla- ringen af Den Store Guldtransport. Smadsen kunne føles, lugtes og høres på lang afstand.

Fipkjær, velhaver, vekselerer, whiskydranker, altid iført et charterrejsetrofæ, denne dag en kinesisk kulihat med lange røde bånd, og et lille kunstværk, en i grønne og røde og sorte farver lakeret bambusstok.

Galop-Ole, falleret bagermester og for ulovligt spil straffet hesteejer, i kulørt habit, et ternet orgie i lilla og orange farver.

Syfilis-Vilhelm, Vilhelmsens Bodega, Amaliegade, hjerneskadet af syfilis og tropesygdomme, erhvervet i sin ungdom som matros, med skrubben lus af lokummer, kokkens øretæver og kaptajnens efterstræbelser, rømmede i Hong Kong. Og i stedse frygt for indbildte forfølgere vandrede han i tre år, tre måneder og tre dage tværs gennem Kina og Sovjetunionen, til han via Finland nåede Sverige og Malmø, og derfra svømmede til København, hvor Sømæn-denes Forbund sendte ham til rederiet, der lod ham sætte under arrest som rømningsmand og, en uretfærdig påstand, uforbederlig storløgner.

Leonard Simsen, Pimpsen, manufakturhandler, uhelbredelig alkoholist, vedvarende i konflikt med sædelighedspolitiet, uden at nogen rigtigt vidste hvorfor. Pimpsen var lidenskabelig voyeur, formand for Kristeligt Moralsk Velfærd.

Aksel Rørlægger, et muskelbundt, kronisk snavset, petroleums- og sved- stinkende, ejer af sanitetsfirmaet Bliktuden, en brovtende arbejdsgiver som betalte sine lærlinge med de lussinger, han selv havde modtaget som junior- mester i sværvægtsboksning.

Redaktør Jochumsen, Lokumsen, petitjournalist, forhadt i politiske kredse, rekordholder som alkoholiseret mytoman, som i had over sine mislykkede ægteskaber destruerede andres lykkelige forbindelser, et alibi for sin sære mani, pæderasti.

Ulla, Lokumsens dækskjold, slanke, smarte, livsfarlige Ulla, i tidernes mor- gen bortvist fra Journalisthøjskolen. Den triste meddelelse ændrede hun med kaligrafisk omtanke til Diplom med udmærkelse. Hun redigerede et kirkeblad, med nærkontakt til sognepræsten, der udkom ingen kirkeblad, trods præstens betaling. Ulla og Lokumsen udgav en billedbog med børnepornografi og Inter- national Lesbians.

Indtoget sluttede med den sanseløst berusede Loebe, navigeret i sikkerhed i den nærmeste lænestol.

-

Jacob Hansen var afsløret; han søgte skjul under møbler, der ikke levnede plads til hans korpus og nøgne bagdel. Jacob lå ved døren til badeværelset, med svag stemme bønfaldt han Celia om at lukke op.

Fipkjær, der havde levet et barsk og med fornøjelser virksomt liv i omgivel- ser der påskønnede hans flegma, løftede sin farvestrålende bambusstok, pege- de på Jacob Hansen, lænede sig til Jochumsen og Smadsen, og sagde:

"Lokum og Kloak, mine herrer, ser jeg syner, eller ser De det samme som jeg?".

"Coitus interruptus", svarede Lokumsen.

"Jacob Hansen, du er en liderlige buk", sagde Smadsen.

"Så ser De det samme som jeg". 

Fipkjær satte sig i en stol, hamrede en næve i bordet og brølede: "Jacob, whisky, for satan".

Aksel Rørlægger fjernede fire flasker whisky fra anretterbordet, stillede dem med et servilt buk foran Fipkjær, og sagde: "Høhø, drik, du gamle, der er mas- ser hvor det kom fra".

"Ja, du betaler ikke", peb Laurids Fimsen.

Syfilis-Vilhelm, rystet ved synet af Jacob Hansen, råbte: 

"Hvad sker, et fagligt tab på ærens mark, min faldne kollega Jacob Hansen. Jacob, jeg skulle hilse fra frøken Hedvig, hun spurgte meget arrigt efter dig".

Jacob Hansen så hjælpeløst på sin hoverende kollega fra Amaliegade.

"Vilhelm, plager syfilissen dig, du sladrer ikke til Hedvig", råbte Smadsen.

"Jacob, du er helt groggy", råbte Aksel Rørlægger fornøjet.

Manufaktur-Simsens øjne luede: "Jacob, tror du Cilli er derinde?".

Ulla trådte til, hjalp Jacob med påklædningen, holdt beslutsomt fast i ham, bankede på døren til badeværelset.

"Søde Cici, luk nu op, det er mig, Ulla".

Alles øjne rettedes mod badeværelsesdøren, spændingen steg, Jacob gispe- de. Celia åbnede døren, trådte ind som en dronning, nådigt hilsende.

Ulla fulgtes med Jacob ud i badeværelset, låste døren, og de hørte hende sige: "Pyh, Jacob, du trænger til et bad, flyt dig, jeg skal tisse".

-

"Det er mæren Cilli", råbte Aksel Rørlægger. Celia smilede til ham, greb hans næver, lagde dem på sine hofter. Aksel løftede hende op, hun svævede mellem himmel og jord, så kyssede hun ham.

Fipkjær prikkede til den sovende Loebe: "Hr. inventardirektør, vågn op, det er Dem der betaler gildet, nu er Deres dame kommet".

"Han siger Cilli er en mær", mumlede Loebe.

"De, min herre, er vist håbløs", svarede Fipkjær.

Galop-Ole, der kendte Aksel Rørlæggers dårlige vaner, trak ham i armen, og sagde:

"Aksel, du skylder mig en revance i poker".

Aksel stod med Celia i favnen, så koldt på hende; hendes smil stivnede. 

Aksel drejede hovedet: "Cilli skal betale regningen, du, galopfrederik".

Galop-Ole blev nervøs. "Nu sker det", mumlede han.

Jochumsen skænkede whisky: "Ole, hr. bagermester, bland dig uden om, kom og spis din mad".

Madsen, Finsen, Vilhelmsen, Fipkjær, Simsen, Jochumsen og Galop-Ole ud- vekslede blikke. Hvad der nu ville ske, måtte ske. Hævnens dæmon bevægede en lillefinger. 

Det var Loebe, der opdagede det; han vågnede ved lyden af en sær knirken. Lyden kom fra sengen, han rettede på brillerne, hørte stønnen og kvalte skrig. 

Hvad han så var uanstændigt, han rejste sig fra lænestolen, gik frem, så to kroppe bevæge sig under sengetæppet, som delfiners springleg ved havets overflade. Loebe genkendte Celias sko, strømper, halvnøgne underkrop. 

Loebes nerver skreg: 'Nej, nej, nej, gør det ikke'.

Han trak i sengetæppet. Celia var offer for Aksel Bliktuds mishandling.

Aksel havde overrumplet Celia; hun indrømmede, at hun havde snydt ham; han fik hende til at lægge sig ind under sengetæppet sammen med ham, hav- de bundet hendes håndled med en lille jernkæde, og hvisket: 

"Så skal du straffes". 

Med en barberkniv havde han snittet i hendes tøj, sat kniven mod hendes strube, snittede hende kælent i ansigtet, da Loebe greb ind.

"Hvor vover De, forbandede rotte", råbte Loebe.

I et spring stod Aksel Bliktud foran ham. Loebe, en spinkel, nærsynet gnom, foran et muskelbjerg. Loebe blev stående, gengældte uden frygt sin modstan- ders stirren, og stod i vejen for ham, da Aksel lukkede ragekniven sammen, stak den i lommen, og med et svedent grin greb fat i Loebes skuldre:

"Ønsker farbror én på snotten?". Aksels tonefald var venligt.

"Prøv blot, din forbryder", råbte Loebe.

Med ét slag sendte Aksel stakkels Loebe bagud i værelset; han faldt på bor- det mellem vennerne, Fipkjær, og alle de andre. Aksel vendte sig mod Celia; hun klynkede, Aksel løftede sin hånd, slog hende to hårde slag mod hendes skamben, og endnu to slag i hendes ansigt. 

Celia skreg, et vildt, jamrende, langtrukkent skrig.

Jacob Hansen kom stormede fra badeværelset, råbte: "Hvad i hule helvede foregår der her?".

Efter Jacob kom Ulla; hun gik resolut hen til Aksel, stak ham en lussing og råbte: "Du er en forbandet sjover, din lort, dumme møgdyr".

Jacob greb fat i Aksels arm: "Så går du, min ven. den opførsel duer ikke her". Aksel fulgte med ham. 

Ulla løb hen til trappedøren, åbnede den og råbte: "Ud, skrub af, lede svin, slå på en kvinde, føj for satan".

- 

Aksel Rørlæggers opfattelse af stolthed forbød ham at lystre en kvinde. Han forsøgte at lange et slag ud efter Ulla, men ramte Jacob Hansen i ansigtet. Jacob skubbede Aksel ud på trappen, Ulla hjalp til, og dermed skete ulykken.

Aksel råbte: "Jacob, pas på", men for sent. Det nyanlagte tæppe rev sig løs, Aksel gled, svingende med armene, Jacob skubbede med lukkede øjne, Aksel klamrede sig til Jacob, de to mænd krystet til hinanden fik overbalance, i sid- ste sekund greb Jacob ud efter Ulla. De tumlede alle tre ned ad trappen, rev det nye tæppe med i faldet, alt i én stor buldrende forvirring.

Ulla faldt blødt oven på Jacob og Aksel, som landede på restaurantens gulv, foran fødderne på Jacob Hansens faktotum, Hedvig. 

Hedvig slog hænderne sammen: "Jamen, jøsses, Jacob Hansen dog, har du tid til det når vi har gæster".

Ulla afslog hjælp fra tililende, gik op ad trappen til vennerne, mumlede:

"Det kalder jeg at falde på røven".

"Rejs dig op, Jacob Hansen, du skal skifte fadøl", råbte Hedvig, trak i Jacob Hansens brækkede arm.

De faldne kæmper var livløse. Jacob havde kvæstet venstre arm og et krave- ben, en forvredet skulder og en hjernerystelse. Men han overlevede. Det var værre med Aksel Bliktud. Han brækkede halsen, og var død.

"Ambulance, nej, Jacob Hansen skal passe sit arbejde", svarede Hedvig. 

Ulla hørte hende råbe: "Hvem ordner så det fadøl?".

Vennerne kunne til politiet oplyse, at de intet havde set, intet havde hørt, og intet kunne sige vedrørende ulykken.

Ulla vaskede blodet af Celias ansigt: "Du og Loebe kører med til Jochumsen og skifter din forrevne kjole med en af mine", sagde hun.

"Nej, jeg har mit skiftetøj på kontoret", klynkede Celia.

"Vi følger jer til kontoret", sagde redaktør Jochumsen.

Loebe var for træt til at protestere, han havde smerter i kæben.

-

Selskabet af befandt sig i Loebes kontor. Jochumsen sagde:

"Vi kører hjem til mig når Cilli har skiftet tøj".

De hørte Celia råbe, bande og banke på en skabsdør; hun græd: "Jeg skal hjem til mig selv, der er nogen der har stjålet alt mit tøj".

"Nu kan det snart være nok", mumlede Loebe.

"Vi kan ikke lade Cilli køre hjem i den tilstand, hun skal i seng, tænk hvis hun har kraniebrud. Hun overnatter hjemme hos mig og Jochumsen, det eneste vi mangler er hendes natkjole og skiftetøj, gør nu som jeg har sagt", sagde Ulla.

Jochumsen: "Nej, I kører hjem til mig, vi andre kører ud til Cillis hus og hen- ter hvad hun har brug for".

Galop-Ole: "Vi kan ikke køre i min vogn, den er pantsat".

Vilhelmsen: "Jeg må ikke køre bil for min kone"; konen havde forladt ham.

"Jeg har gudskelov aldrig haft et kørekort", sagde Fipkjær, idet han med kulihatten viftede kølig luft til sit blussende ansigt.

"Spiritus og biler har aldrig været mig, jeg går på mine ben", påstod Sim- sen, der for længst havde mistet tilladelsen til at eje eller køre en bil.

Smadsen og Fimsen studerede et vigtigt aktiv, en navneliste over de impli- cerede i Den Store Guldtransport. 

Fimsen pegede, Smadsen nikkede. Celia Jansen var datter af direktør Laus Jansen.

Loebe sagde: "Jeg skal arbejde, mangler min sekretær. I må gerne låne min vogn, men I skal køre forsigtigt". 

nu skal kanonsælger Celia sættes på plads, tænkte han.    

"Det er i orden, vi kommer tilbage så hurtigt vi kan", svarede Jochumsen; rakte ud efter bilnøglerne. 

Loebe, der efter en stor kande kaffe, næsten var ædru, gav ham dem, uden at se på redaktøren.

"Jeg gider ikke", sagde Vilhelmsen.

"Kom nu, du kan ikke være andet bekendt", sagde Galop-Ole.

"Ja, lidt frisk luft", mumlede Fipkjær.

Smadsen og Fimsen lånte Fipkjærs kulihat og bambusstok, hat og stok skifte- de ejermand. I vinduet stod en lille porcelænsfigur; den stak Smadsen behæn- digt i lommen. Fimsen lo fjoget.

"Kom, så går vi", sagde Jochumsen.

"Lokum, har du Cillis nøgler til huset?", spurgte Galop-Ole. 

Jochumsens øjne plirrede. 

Ulla gik ind til Celia; hun havde lagt sig på en sofa. Ulla hviskede: 

"Lille pus, sover du, Jochumsen henter dit tøj, han skal bruge dine nøgler, dem i din taske, jeg bliver her og hjælper Loebe med noget arbejde".

Celia sov tungt, udmattet, hjælpeløs.

De nysgerrige, lettere berusede, drog afsted til Celias meget omtalte hus.

-

Foran Otto Loebe lå en stak regnskaber og kontrakter.

"Cilli sover som en sten, det lille skind", sagde Ulla.

"Ulla, hold disse bilag for mig. Der er noget galt med Celias arbejde".

"Ja, hun holder ikke hvad hun lover, det kan hun ikke være bekendt".

"Celia snyder, men min prokurist holder hånden over hende, hun er en dyg- tig manipulator, men for dygtig".

"Ja, det er kriminelt".

De hørte trin ude på gangen, en knirken, et lille klik, yderdøren lukkede.

"Det var Celia".

"Ulla, vil du overtage Celias arbejde?".

"Det kan jeg ikke. Skal jeg bryde med Jochumsen mangler jeg husly".

"Vi ordner dine problemer".

"Din kone, og dine børn, hvad med dem?".

"Ulla, jeg gør ikke noget impulsivt og forrykt".

"Har du haft det slemt? Jo, jeg har hørt det med Clara".

"Ulla, ingen medlidenhed, men min kone, Clara, ja, det ved du, hun har for- søgt at udrydde mine følelser".

"Lov mig, at du altid fortæller mig sandheden".

"Det er jo netop derfor, min ven".

"Otto, jeg har altid vidst at du var et kærligt menneske".

Telefonen gryntede. "Det er vores venner, vis dem nu at du er et rigtigt mandfolk", hviskede Ulla.

"Hallo, det er mig, redaktør Jochumsen her, hvornår kommer I, vi har købt smørrebrød og øl og snaps og".

"Hvor er min bil?".

"På parkeringspladsen, derfra tog vi en taxa".

"Du, Jochumsen".

"Ja".

"Jeg ville blot sige, hm".

"Loebe, spyt ud. Jeg trænger til en pause efter den store ekspedition".

"Hvilken ekspedition?".

"Nåh, det er en sag mellem Cilli og os andre".

Sveden perlede på Loebes pande: "Er der sket noget?".

"Der er ildebrand i Cillis hus i Vedbæk. Hvad ville du sige?".

Ulla kyssede Loebe. Loebes hjerte hamrede: 

"Jo, det er bare det, Jochumsen, at jeg indgår ægteskab med Ulla, det var det jeg ville sige, farvel, hils de andre".

"Jeg tænkte det nok. Hvad fanden vil du med den luder", råbte Lokumsen.

-

Celia råbte: "taxa". En bil standsede, vognen førtes af en kvinde. Celia gen- kendte bilens passager, firma Loebes dataekspert, Erling Heimdal.

"Godaften, Celia".

Celia steg ind i bilen: "Jeg skal hjem, jeg har ingen tøj".

"Du har vist haft en ubehagelig oplevelse".

"Erling, du kender Loebe, det var ikke ham, jeg blev overfaldet".

Kvinden var Lotte: 

"Goddag, Celia, jeg er din søster. Jeg hedder Lotte Listerius".

"Hvem, sagde du? Hvad er du? Min søster?".

"Ja. Erling Heimdal har hjulpet mig".

"Erling? Nå på den måde, slægtsforskningens kvaler".

"Lotte, jeg går hjem, stop her, tak for turen, godnat", sagde Erling.

Lotte dækkede Celia med et tæppe: "Du vil til Vedbæk, i den tilstand?".

"Ja".

"Er du gravid? Der er langt til Vedbæk, der skulle nødig ske dig noget".

"Jeg er bestemt ikke gravid, du kan være ganske rolig".

"Godt, så kører vi".

Celia blundede; varmen i vognen beroligede hende, pludselig vågnede hun. Lotte var standset ved en tankstation, kom fra kiosken med små pakker.

"Det var kun halvvejen, sov du bare videre".

"Jeg skal på toilettet".

"Kom, nu skal jeg hjælpe dig". Lotte svøbte tæppet om Celias skuldre, støt- tede hende, førte Celia til kioskens bagside, åbnede en dør, tændte lyset og sagde:

"Jeg kender indehaveren, det er deres toilet".

"Det svier og gør ondt", klynkede Celia; krængede trusserne ned.

"Jamen, Celia, hvordan er det du ser ud?".

"Det var en led fyr, han slog mig".

"Jeg troede det kun var i ansigtet, sæt dig ned, jeg kommer". Lotte kom til- bage med en forbindingskasse. Celia var bleg.

"Nu må du ikke besvime", sagde Lotte.

"Du må være forsigtig, det gør ondt".

"Jeg købte rene trusser til dig, de andre smider vi væk".

"Det er synd for min kjole, han gik helt amok, den idiot".

Lotte svarede ikke. Erling Heimdal havde ringet og sagt, at Celia var i alvor- lige vanskeligheder.

De kørte til Celias hus. Lotte bremsede, standsede motoren.

Der var bål på græsplænen foran huset, et stort ildhav: 

Gulvtæpper, senge,  kurvestole, standerlamper, sofaer, gardiner, sengelin- ned, kufferter, tasker, kjoler, sko, frakker, undertøj. Et bjerg af knust glas og porcelæn spejlede reflekser som ildkonfetti.

-

Naboerne stod frysende i nattøj, unge mænd forsøgte at slukke ilden med vand fra en haveslange. En sagde: "Det er gør vi for vores nye nabo, vi slukker ilden, det var nogle gamle idioter der var på besøg".

Lotte kørte vognen frem til villaens indgangsdør; den stod åben. 

Celia så skræmt på bålet og huset, trak uldtæppet tættere omkring sig, åbne- de bildøren op, steg ud på det knasende grus, hviskede nervøst: 

"Jeg tør ikke gå ind".

"Kom, jeg hjælper dig".

To chokerede kvinder gik gennem et raseret hus, hviskede "alt er ødelagt", de gik i stueetagen, i kælderen og på første etage, men turde ikke at gå op på loftet. De turde ikke tænde lys, gik gennem huset i lysskæret fra hævnbålet i haven. De turde ikke træde ind over tærsklen til køkkenet.

Lotte brød den tranceagtige tilstand: "Lys, der må være noget lys". 

Celias hjerte klaprede, ildskæret fra bålet flimrede skygger hen over køkken- gulvet.

"De ligger på gulvet", græd hun.

"Celia, lyskontakten, svar mig, hurtigt", hviskede Lotte. Celias hånd fandt lyskontakten; hendes selvsikkerhed begyndte at hærde, hun tændte lyset. På gulvet lå værthusholder Poul Vilhelmsen og manufakturhandler Leonhard Simsen.

"Nu kan det være nok, nu ringer jeg til politiet".

"Nej, vent lidt, de sover". Celia puffede til de livløse skikkelser på gulvet.

Lotte sagde: "Den ældste har dolket den yngre med en af dine køkkenknive, bagefter er han død af hjerteslag. Vi må ringe til politiet, hvor er telefonen?".

"Den ligger på gulvet, den er smadret". 

Telefonen var intakt, men da Celia løftede den op, og vendte sig mod Lotte og sagde "værsgo", talte hun til den tomme luft.

Lotte var gået. Celia gled i små ryk besvimet ned på gulvet.

-

Lotte sad på gulvet med Celia i sine arm; telefonen skingrede; det var Ulla, hun var bekymret for Celia, sagde hun, "jeg er veninde med Celia".

Ulla talte ophidset; hun havde ringet til Jochumsen for at få udleveret sine ejendele, men Jochumsen ville ikke tale med hende, havde knaldet røret på. Ulla havde forsøgt igen, og havde talt med Galop-Ole. 

Galop-Ole fortalte hende, at Simsen-Pimpsen havde været primus motor, provokeret dem til hævn over Celia.

Jo, de havde alle sammen, Fipkjær, Vilhelmsen, Pimpsen, Lokumsen, og ham selv og Smadsen og Fimsen, været lige gode om det, men kun i starten. Drengestreger, de ville ikke tages ved næsen af Celia, hun var kanonsælger og luder og havde snydt dem alle sammen. De havde slæbt indbo og husgeråd ud i haven, og forestillede sig hvordan Celia fik pissetravlt med at sætte møblerne på plads når hun kom hjem.

Men Simsen og Vilhelmsen var gået amok. Simsen ville ødelægge og Vil- helmsen ville se ild. Og så havde Fimsen og Kloak-Smadsen vrøvlet om nye spor i Den Store Guldtransport, og var forsvundet op på loftet. Så havde Fip- kjær og Jochumsen og ham selv sagt fra, det ville de ikke være med til, og havde sat sig ind i vognen for at vente på de andre. 

Men da samtidig Simsen og Vilhelmsen havde skændtes og råbt og skreget og ville slås, og en nabo havde råbt at nu krævede han nattero, ellers ville han tilkalde politiet, ja, så havde Fipkjær sagt: "Start så vognen, Lokum", og så var de kørt hjem til Jochumsen.

"Hvad tror De, der sker nu?", sluttede Ulla.

"Jeg venter til politiet kommer, farvel", svarede Lotte.

-

jeg er interesseret i mennesker, som udgør min fortid, Henriks og hans ven- ners skæbne - og sidder her på gulvet i et raseret køkken i en villa i Vedbæk og holder min forslåede halvsøster i mine arme, kun et par meter fra døde mænd - Celia er på vildveje, bliver forfulgt, hun kan ikke bo her, hun har hverken møbler eller tøj -

Lotte kyssede Celia på kinden: 

"Du kan bo hos mig, så bliver det ikke så svært".

Lotte slæbte Celia ud af huset. Den kolde aftenluft hjalp til. Celia kunne gå de sidste skridt hen til vognen.

"Hov, der var nogen oppe på loftet, det sagde Ulla".

Lotte løb ind i huset. - Celias fjender er mine fjender, de fordrukne, forrykte vandaler skal ikke slippe så billigt, forsvinde før politiet kommer -

Døren stod åben ind til loftetagen, der var tændt lys; blandt væltede papkas- ser lå to livløse skikkelser. Søren Madsen, med et ugyldigt pressekort, Laurids Finsen, med en ugyldig legitimation fra politiet.

endelig et arbejde til min juridiske hjerne, jeg har en drabssag og et myste- rium der kan vaske sig 

Lotte vristede revolveren ud af Fimsens hånd, han havde skudt Smadsen i hjertet. Smadsen havde knust to whiskyflasker mod Fimsens kranie, ville kvæle ham. Smadsens hænder omsluttede Fimsens hals. 

Fimsen rallede; gysende trak Lotte døde Smadsens hænder væk fra Fimsens hals. Det hjalp da han fik luft, han levede. 

Lotte undersøgte deres tøj, fjernede alle deres papirer, dokumenter, notater der kunne hjælpe hende til at fortsætte jagten på Den Store Guldtransport.

Hvad havde den resignerede statsministeren sagt? 

"Lotte, søde kyllingebrænder, ikke så hurtigt, guldet findes, det ved vi, men hvor det er, er en gåde".

Lotte svingede ud på Strandvejen. Lotte kørte hurtigt, rutineret.

"Vi burde måske tale med politiet", sagde Celia.

"Tja, man bør så meget", svarede Lotte, "men det ordner sig, jeg ringer til dem og forklarer situation". Lotte greb om rattet med begge hænder:

"Pas på, mens jeg svinger vognen, jeg tror jeg vil køre denne vej".

-
Efterspil

Velhaver Fipkjær fik en bøde for ulovlig indtrængen på privat ejendom.  Herover blev han, der et helt liv i stor snedighed havde undgået politiets søge-lys, så ophidset, at han i de følgende ti dage drak sig ihjel. 

Vennerne så hvordan galskaben udviklede sig. Fipkjær sad ensomt, til han sank død ned på gulvet under stambordet hos Jacob. I de sidste fire dage gad ingen høre på ham. En ukendt forening af veteraner fra Fremmedlegionen og krigsfrivillige i Frikorps Danmark bistod Fipkjærs begravelse.

Brødrene fra Kristeligt Moralsk Værn mødte med faner til manufakturhand- ler Leonhard Simsens begravelse. Den efterladte hustru klyngede sig til redak- tør Lokum.

Vilhelmsens Bodega i Amaliegade var pakket med afdødes venner, som mødte op til oceaner af gravøl. Og snakken gik om Syfilis-Vilhelms fodvand-ring i tre år, tre måneder og tre dage omkring den halve jordklode.

Søren Madsen, Kloak-Smadsen blev kremeret i stilhed. Laurids Finsen, Fimsen, overlevede, men gik en krank skæbne i møde. To timer efter Aksel Rørlæggers begravelse, bolede hans hustru med firmaets lærling; det skete på værkstedets trækvogn under et halvtag, og det var regnvejr. 

Galop-Ole gjorde sit livs kup, da han på gulvet før Fipkjær døde, fandt Fip- kjærs tegnebog, og ikke kunne nære sig for et besøg i en spillebule, hvor han var så heldig, at vinde sæsonens største gevinst. Fipkjær fik sin tegnebog med indhold retur. Galop-Ole blev religiøs efter dén oplevelse; han blev igen en kendt bagermester, og et påskønnet medlem i sangkoret hos De Sidste Dages Hellige.

Fru Hedvig dekreterede: "Så er det nu, Jacob Hansen, enten fører du mig til alteret som din hustru, passer dit fadøl, og smider computeren på møddingen, eller jeg, så sandt mine ben kan bære mig, skal sparke dig på røven ned ad trapperne. Dine venner vil jeg ikke se inden for mine døre, og horebulen på første sal lukker du. Hvabehar, siger du nej?".

"Nejnej, lille Hedvig", svarede Jacob skælvende.

Otto Loebes hustru, Clara, druknede samme vinter i havnen; hun lod sig en nat glide ned i vandet ud for Langeliniemolen.

Loebe holdt ord over for Ulla, de holdt bryllup. Ulla fik sat skik på Loebes børn, som ikke var imbicile, men havde savnet en forstående mor.

-

-

                                                      guld10                                   

-

-

-

-