-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Laus sad varetægtsfængslet. En advokat kom på besøg. "Jeg kommer med Deres bryllupspapirer".

"De er gået forkert".

"Fru Jensen bad mig forelægge disse formularer. Skal jeg arrangere et møde, jeg forstod, at det er længe siden".

"Ja, gør endelig det, farvel".

Helgadottirs brev, kærlighed, økonomi, hotel & bar, salg af huset i Rungsted, skatteforhold, kopi af skøde på et jordareal i Jylland, særlige udgifter, hvis så- fremt Laus blev dømt til fængsel i tre år og mere.

Laus udfyldte bryllupsformularerne, skrev "min søde pige" til Gyldenrøde, og tilkaldte en fængselsbetjent.

"Sire, kan jeg formå Dem til at poste dette brev hurtigt?". Betjenten nikkede, piftede i en fløjte, langt nede i dybet hørtes: "Hvad vil du?". 

"Ekspresbrev". Og idet betjenten trak celledøren til, sagde han: "Jeg ordner frimærkerne. Deres brev kommer ud i aften".

To dage senere ventede Carl Anton på Laus foran Glytotekets indgang: "Vi går uden om", sagde han, "jeg er allergisk over for åkander". 

Skov, Hardall, og en præst i ornat, og Helgadottir i stramtsiddende elegant kjole. Laus veg forbavset et skidt tilbage.

"Så er der bryllup", sagde Carl Anton.

-

Laus sagde ja på rette sted. Helgadottir så på ham med blanke øjne, kysse- de ham hvert andet minut.

"Du har voldt os mange ærgrelser", sagde Ove Skov.

"Laus skal være mere forsigtig", sagde Hardall.

Carl Anton sukkede: "Laus, du bliver løsladt i dag, og nu kommer vi med vores bryllupsgave".

Viggo Hardall stod med en af de velkendte lærredsposer, indholdet klirrede, lagde posen foran Laus: "Den passer ikke ind i vores regnskab, den er din".

Carl Anton så skeptisk på gaven. Gyldenrøde kyssede Laus på kinden. Ove Skov skænkede kaffe. Viggo Hardall smilede ironisk, Laus nikkede tak.

det er fælde, Hardall giver mig gaven fra Henrik, min egen pose fra mit eget pengeskab, og derhenne står opstablet tretten metalkasser med det samme indhold, hvor kommer det fra, aha, beslaglagt hos Victor, de små guldstatuet- ter, som står i samlet flok oven på de gråmalede metalkasser, lys og skygge gør statuetterne til en jungleafguds uhyggelige ansigt, Victors balletdansere, springere, løbere, brydere -

"Laus, du skal underskrive rapporterne, det vil ministeren sætte pris på". 

Laus underskrev samtlige rapporter.

"Laus", smilede Hardall, "hvad siger du til at arve Listerius?".

"Det er mange penge, en snes millioner", smilede Ove Skov, forpint af sin cancer.

"Der er meget mystisk ved denne sag", sukkede Carl Anton.

-
stenkrukke med guldplader og dybblå emalje

Brudeparret kørte i Odettes lille vogn på vej fra Glyptoteket til Rungsted. 

Laus bremsede, svingede brat vognen omkring, kørte til kirkegården.

"En kirkegård, nu?", sagde Helgadottir.

"Jeg skylder Odette en buket blomster".

"Hvem er Odette?".

Laus fik ikke købt roser. Blomsterforretningen var lukket. En bande vandaler på motorcykler havde aflagt besøg på kirkegården: Mindeplader, fredsduer, cementengle, marmorskulpturer, jernlåger, gitterporte, læhegn, monumenter, evighedshække, gravsten, gravpladser, pyntegrønt, blomsterbuketter, rustne jernkors,  jernbænke, stenbænke, broncekors, alt skændet; havde været en udfordrende terrænbane for en flok facistoide dyr, imbecile drengerøve og liderlige tøse. Udskud, bærme, forbrydere havde forlystet sig med hærværk og hensynsløs vandalisme. Århundredets finest slebne granitsten med det bedste budskab i hele verden, Odette, lå knust, flækket til skærver.

nu burde jeg hente min haglbøsse og gå på jagt

"Hvem har dog lavet det svineri", sagde Helgadottir.

"Hjælp mig med at finde en spade", svarede Laus.

Det kommunale oprydningsmandskab havde andet at se til, end hvad der foregik ved et enkelt gravsted, men kunne ikke dy sig for at se på en flot rød- håret pige i elegant stramtsiddende kort kjole, højhælede sko, hjælpe en hårdt arbejdende mand med at grave et dybt hul, omlægning af gravstedet.

Da spaden stødte mod noget klirrende, lænede Laus sig til spaden, så på Helgadottir, og sagde: 

"Lov mig, at hvad du ser nu, omtaler du aldrig til nogen, uanset af hvem du bliver spurgt, i hvert fald til efter min død".

Hun tørrede sved af hans pande, svarede stille: "Ja, det lover jeg".

De to lærredsposer var næsten rådnet. "Hent min frakke", sagde Laus; han pakkede lærredsposerne ind i frakken. 

Helgadottir snublede i den bløde jord, hendes ene sko gik itu, Laus kræfter slog næsten ikke til, men bylten blev ved fælles hjælp lagt ind i vognen. 

"Nu må og vil jeg vaske hænder", hviskede Helgadottir, hendes gyldne hår var tjavset og gråt af snavs. 

"Vi er ikke færdige, søde kone", svarede han, fortsatte med at grave. 

Helgadottirs kjole flængedes, hun skubbede, skovlede, masede og puffede til den opgravede jord.

"Laus", stønnede hun, "jeg kan snart ikke mere".

"Vi er færdige nu", svarede han. Da han rakte hende en stenkrukke, belagt med guldplader og dybblå emalje, så hun på ham.

"Laus, det er gravplyndring", hviskede hun.

Han smilede og svarede: "Nej, det er Odette".

Oprydningsmandskabet drak en pavsebajer, så lysglimt fra stenkrukkens guldplader og emalje. "Ja", hviskede de, "evakuering af de døde".

-
Domus Odettus 

Helgadottir havde sagt nej til særeje og ægteskabspagt: "Enten eller, selv- følgelig har vi fælleseje", sagde hun. Fra Ribe kørte de langs kysten, mod syd. 

Dybt inde i en mørk granskov,  Skoggeslund Plantage, standsede Laus.

"Tror du ikke vi er kørt forkert?".

"Der skal at være et savværk, men hvor er det?".

De kørte forbi savværket, fortsatte ned til stranden.

"Ja, her, og hvad siger du så?".

"Flot, smukt, storslået natur", svarede Laus.

Det var ikke bare et stykke jord, som hun havde sagt, det var mange hektar land, fra Vodbinderens Hus en kilometer mod nord, ned til en tangtækket øde- gård mod syd, og fra skelpæle langt inde i plantagen, ned over klitterne, ud til havstokkens brænding og mågeskrig.

"Nu skal du bygge et hus, du, min pæne mand", sagde Gyldenrøde.

-

Sommeren, efteråret og den halve vinter måtte de bo i telt i læ af granplan- tagen.

"Laus, det var nu ikke sådan jeg havde tænkt mig det. Vi har det hyggeligt, det er ikke det. Men din krop, Laus".

"Jeg har aldrig været i bedre vigør".

"Du pukler livet af dig, er arkitekt, murer, tømrer, tagdækker, kloakmester, arbejdsmand og hvad ved jeg".

"Ja, takket være dig, min pige, du er effektiv, heldigvis".

Vinteren gav mildt vejr; de fik hjælp af en entreprenør, som uden protest hjalp til med at bygge en villa som et fæstningsværk.

"Laus, det er nu ikke helt, hvad jeg havde tænkt mig".

"Jeg har vist dig alle tegningerne, og du sagde ja".

-

Det var en særudgave af et hus, en funkislignende hvid kolos af en pragt-  villa, ti meter bred, tyve meter lang, tolv meter høj, i tre etager, hver af fire meters højde; med femten veldisponerede værelser. 

Alt af cement med olieglittet, spejlblank overflade, borde, bænke, bogreoler, senge, køkken, trapper, to badekar med sauna, blomsterkummer. 

Og et fyrsted, skorsten, bageovn, varmested, kamin, pejs, røgeri, bred som en hval, høj som et kirketårn. Kirketårnspejsen, skrev Helgadottir på soklen i den våde cement.

Den sidste byggedag arbejdede Laus oppe på taget; et fladt tag med terras- se og brystværn. Gyldenrøde lavede festmiddag i det nye køkken. Hen under aften gik hun op for at hente Laus ned til middagen.

Laus sad lænet mod det lave brystværn mod øst, med ryggen mod planta- gen, og så mod vest mod aftensolen, stranden og havet.

"Helgadottir Gyldenrøde, her ligger Odette sammen med alt guldet", sagde han, og viste med hånden, hvor, i en stor cirklende bevægelse hen over ter- rassen, i gulvet under den blankglittede overflade. Odettes aske og alt guldet, plus bryllupsgaven fra Tilsynet.

Stenkrukken havde han knust, af stumperne formet små farvestrålende re- lieffer, der lyste og glitrede i fanfare på tag og brystværn.

Den næste nat ventede Helgadottir i angst.

-

Laus var stået op, trak i tøjet, gik ud i natten, skræmte en ræv på jagt efter en harekilling, vandrede i timer langs stranden og havet. Så malede han et skilt med teksten Domus Odettus, satte det op over indgangsdøren. Han sov uroligt hele dagen. 

Hen under aften gik han, uden at svare på hendes spørgsmål: "Hvorhen, Laus?".

Om morgenen fandt hun ham siddende på en gravemaskine nede i klitten på en sandhøj. Vinden bar fra den nat, hun havde intet hørt. Laus var svedig og træt, hans tøj hang i laser, han havde skovlet sand hele natten, og plantet egetræer og blomster i dybe huller med ler og muld.

Gyldenrøde satte sig hos ham, løftede hans hånd, kyssede hans fingre.

"Se", sagde han smilede til hende, "er det ikke en dejlig udsigt? Vi sidder på Odettes lille sportsvogn, nu hedder stedet her, Odettes Høj".

Gyldenrøde græd. Laus kyssede hende og hviskede: "Lille pige, Helgadottir, det betyder ikke noget, vi er jo sammen, du og jeg".

"Nej, Laus, du glider fra mig".

"Må jeg aldrig mere tænke på Odette?".

"Laus", hviskede hun, "jeg er jo hos dig, forstår du ikke det?".

To strandskader og en vibe byggede redeplads på Odettes Høj.

-
Dadler mod cancer

Der var torden i luften over Østerbro i København. Carl Antons dadeltræ vis- nede, og dermed hans tillid til, at Ove Skov kunne overvinde canceren.

Dadeltræet var kun et symbol, men alligevel, det forklarede han Gerda.

"Jamen, lille far, det har jeg aldrig hørt. Dadler imod kræft?".

"Gerda", svarede Carl Anton, "har du set mine cigarer?".

-
Hvad betyder en million eller halvtreds 

Postvæsenet nægtede at køre ud til Domus Odettus før vejen blev asfalte- ret. Helgadottir var skyld i, at savværksejeren blev gul og blå. Han fik en træ- stamme ned over sig. Helgadottir skulle hente dagens breve og aviser på sav-værket. Helgadottir var ophidset. Laus havde opsat nye bronzebogstaver "Domus Odettus", og var i færd med at skrive et sindssygt brev til en sagfører.

Helgadottir var vred. Hun svingede med stor fart ind på savværket; her holdt en stor transportvogn, som aflæssede træstammer. Helgadottir bremsede så det hvinede. 

Theodor Hansen måtte springe for livet, medhjælperen ved kranen misfor- stod situationen og gav los. Træstammerne buldrede ud over pladsen.

Savværksejer Theodor Hansen fik en forslået krop. Helgadottir så ingen an- den udvej end at hjælpe ofret, en rødhåret vildmand, ind på kontoret, kysse ham på kinden og sige: "Theo Hansen, det må du virkelig undskylde".

En advokat havde meddelt Laus om en foreløbig opgørelse over aktiverne i dødsboet efter Henrik Listerius. Facit, tæt ved halvtreds millioner kroner.

"Det var fornuftigt af mig at tvinge dig til fælleseje", lo Helgadottir.

"Glæd dig nu ikke for tidligt, det skidt går retur", svarede Laus.

Så så hun ham lægge tæpper og puder bekvemt til rette, finde papir og skrivetøj frem, sætte sig, og skrive et brev til en afdød.

-
Brev til afdøde Henrik

Ingen tak for din gave. Bryder mig ikke om den. Den går til et velgørende formål. Jeg hader ikke dine penge, en del er vel mine egne. Men jeg hader den indflydelse, pengenes magt fik over dig, gjorde dig vulgær. Jeg husker dig på Bellevue, flommefed og nøgen, med solbriller og stråhat og lilla silke- parasol, gnaskede marcipanbrød og drak likør, sammen med Victor og et par drenge, og af moralske hensyn et par nøgne magre provinsløg fra Lindys Bar, dagens sommerbillede til aviserne.

Det var denne spøgelsesagtige provokationsevne hos dig, der for år tilbage imponerede mig. Jeg så jo du var mentalt forpjusket. 

Det gav mange problemer, at færdes sammen med dig. Det udviklede sig til traumatisk afhængighed, mentalt kæresteri. 

Odette var jaloux, hævdede vi forførte uskyldige drengebørn, appetitlige ynglinge. 'Nej', svarede jeg groft, 'dit våde hul er tilstrækkeligt'. Men dine og Victors hormoner svingede sammen. Det accepterede hun, med foragt. 

Jeg mindes engang vi tog bad på hotellet efter besøget i klostret San Fran- cesco Assissi; du dansede rundt, nøgen ivrig ophidset. En mig ukendt trang til at røre ved dig, lade dig eksplodere i orgasme, flammede i mig. Nå, jeg flyg- tede ned på torvet med en en bule som en gloende jernstang i mine bukser.

Den enøjede krigsinvalid uden underkæbe, husker du ham, førte mig til en gammel harpe, der smurte sig med mandelolie før jeg kunne komme til. Men hvad gjorde du? Du påstod du havde kopuleret klostrets kønne isabellafarve- de æsel, hoppeklosteræslet. Formentlig pure løgn, hr. Henrik. 

Sådan var du, nej, hvem var du? Husker du Werner? Husker du din far under kampen ved Lozoyela om kilderne til Madrids vandforsyning? Havde du fortalt mig den historie, havde alt været normalt, sandt, ærligt. 

Men det blev til tredive forløjede år. Nej, Henrik, dit liv var et paradoks, en misforståelse, vær død i fred. Din tilsvindlede formue gør ingen gavn. Jeg havde hellere set dig levende, nu, med min nye viden om dig, men det er for sent. Derfor ingen hilsen fra din skuffede, Laus.

-

"Gør du ikke noget forkert? Skal dit brev til Henrik sendes til advokaten?", spurgte Helgadottir.

"Ja", svarede Laus.

Gyldenrøde kørte med brevet til postkassen ved savværket, det var frokost, folkene og skovarbejderne gik med madpakker og termokander ind i de store tørrelader. Savværksejeren steg ud fra sin vogn, stillede sig tung og hærde- bred foran Helgadottir: 

"Nåh, risikerer jeg nu et kraniebrud igen?" sagde han.

Gyldenrøde smilede genert.

"Kom, jeg har en vindrue til dig". Theodor Hansen viste hende vindruerne i drivhuset bag motorrummet, de tamme perlehøns, en silkeabe i bur, en arrig påfuglehøne med kyllinger.

Theodor skænkede brændevin i skoldhed kaffe.

"Åh nej, hr. Hansen, må jeg ikke nok være fri".

"Sidste gang sagde du Theo".

"Ja, Theo, men jeg kan ikke drikke akvavit i kaffe, nej tak, jeg skal hjem".

"Ham, din starut, han dør vel ikke fordi han skal vente".

"Han har helt glemt mig, han har så travlt".

"Ja, han har arvet en hel million, det sagde ham, kæmneren på kommune- kontoret, han har papirerne, sagde han".

"Lytter du til alt hvad folk fortæller dig, Theo".

"Næ, jeg er da ligeglad om de siger én, eller måske halvtreds millioner".

Theo, en rødpelset bjørn i vildmarken, ville han sige nej til en arv på halv- treds millioner kroner

Hun rakte ham hånden for at sige farvel, ville hjem, blev svimmel af den hidsende duft af træ og harpiks, sved og mandskrop.

"Theo, du må ikke, ikke så hårdt, du knuser mig", gispede Helgadottir, en pige af Laus kaldet Gyldenrøde.

-
Private breve

Hver eneste aften gik Laus ned til Odettes Høj, satte sig og så ud over havet. Helgadottir ventede på ham, sad ved kirketårnspejsen, hendes fristed og trøst når hun følte sig ensom. En dag havde Theo sagt, at hun skulle forlade Laus. Theodor Hansen havde tilbudt hende ægteskab. 

En aften plantede Laus nye blomster på Odettes Høj. Helgadottir ventede på ham, hun sad ved kirketårnspejsen, læste i sin mands private breve. Et bundt breve til og fra Laus, Minna og Victor:

-

'Kære Laus. Uagtet jeg ikke kan opnå tilladelse til, at optage en ucensureret korrespondance med dig her fra fængslet, skal jeg herved høfligst forespørge dig, om du vil deltage i en sådan korrespondance. Victor Bache-Grün'.

'Kære Victor. Jeg vil undgå en større brevveksling med dig. Men har du noget alvorligt på hjerte, er du velkommen. Laus'.

'Kære Laus. Henrik skyldte mig mange penge ved uafsluttede mellemvæ- render mellem os. Vil du hjælpe mig med at rejse spørgsmålet over for boets kurator? Tak. Jeg er den eneste overlevende af min familie. Herbert og Odette og mine slægtninge i Argentina, er borte. Jeg påtænker derfor at forny mit testamente. Jeg anmoder dig derfor om adressen på dine børn, din og Odettes søn og datter. Victor'.

'Kære Victor. Ved skrivelse af 9. ds. oplyser kurator, at der ikke findes doku- menter der godtgør noget krav fra dig. Beklager. Andreas og Celia har svaret, at de helst ikke vil arve noget efter dig. Beklager igen. Laus'.

'Kære Laus. Jeg frafalder retssag imod boet, det vil være ubærligt for mig. Jeg bad dig om dine børns adresse, det håber jeg du vil hjælpe mig med. Victor'.

'Kære Victor. Nej, jeg beklager. Lad nu Andreas og Celia være i fred. Laus'.

'Kære Laus. Du har måske hørt om den urimeligt hårde dom over mig? Men jeg vil tappert bære mine lidelser. Det var meget smukt af dig at sige for mine dommere: "Enhver kan tilskyndes til at tage retten i sine egne hænder". Det lød bevægende for mig. Men du nægtede at tale med mig. Det skuffede mig. Nu spørger dig igen, om dine børns adresser? Victor'.

'Kære Victor. Nej, du får ikke Andreas og Celias adresser fra mig, og du cite- rer mig forkert. Jeg sagde: "Victor har befundet sig i tvangstanker, og derved ment, og af faget tilskyndet at tænke", osv. Laus'.

'Kære Laus. Føler du at være Andreas og Celias biologiske fader? Victor'.

'Victor. Dit måske ved fængselskuller begrundede spørgsmål, gør mig vred. Jeg har smagt den samme gift, fra Henrik. Laus'.

'Kære Laus. Du kunne ikke få børn, Laus, ved du ikke det? Jeg er den bio- logiske fader til Andreas og Celia. Odette fortalte dig sandheden. Det sagde hun til mig. Hvis du ikke ved det, er det en skrækkelig historie. Giv mig nu børnenes adresser. Victor'.

'Til Victor. Andreas og Celia er bedøvende ligeglade med hvem, der påbe- råber sig paterniteten til deres undfangelse. Laus'.

'Til Laus Jansen. Du er det største dumme svin i verden. Du tror du kan få ram på mig. Men det er mig, som har magt til at sige dig, hvad der er ret. Magten er retten i alle civiliserede lande. Glem ikke det. Jeg savner Henrik så forfærdeligt. Det var negersangerinden Sarah, der beseglede min skæbne, hun pinte Henrik en hel nat, forvekslede hans sygelige hyppige sædafgange med liderlighed, åh, stakkels Henrik led. Hvad ved du, Lortelaus, om lidelser? Jeg forbyder dig at skrive mere til mig. Jeg er retfærdigheden og din bøddel, husk det'.

-

De andre breve var fra Minna og Laus:

'Kære Laus. Nu har jeg set dig i Esbjerg fire gange. For det er jo dig. Og du står i telefonbogen. Men jeg tør ikke ringe til dig. Derfor skriver jeg. 

Dengang vi skiltes var jeg ked af det, og forfærdelig bange for, hvad der ville ske med dig. Jeg fik vrøvl med mine forældre, særlig med min mor, og det gik ud over mine to drenge, dem husker du nok.

En dag sagde min mor, at hun havde lagt en billet ind på en ægteskabsan- nonce, og et et par dage senere fik jeg besøg af en fiskeskipper fra Esbjerg, og vi blev gift. Jeg lægger ikke noget under stolen over for dig, vel, så derfor skal du vide, at han hedder Poul-Erik og er brutal over for mig.

Han stinker af værtshus når han ikke på søen, og det kan jeg ikke holde ud. Jeg vil så spørge dig om jeg må holde ferie hos dig. Kærlig hilsen, Minna'.

'Kære Minna. Min kone, Helgadottir, og jeg, byder dig og ungerne hjertelig velkommen. Dog betinger jeg, at du fortæller din mand hvor du er, og ikke gemmer dig for ham. Medbring hele familien på et kort besøg. Venlig hilsen, Laus'.

'Kære Laus. Det går slet ikke sammen med Poul-Erik. Han tævede mig og børnene før han gik ned til kutteren i morges. Du så selv hvor ondskabsfuld og sur han var ude hos dig og Helga. Ingen kan gøre ham tilpas. Han rakkede dig ned hele vejen hjem, og smadrede næsten alle møblerne i går aftes. Jeg kan ikke mere. Jeg henter mine ting og mit tøj og rejser til København til min søs- ter. Hvis jeg havde vidst, at min mand Poul-Erik var en berygtet voldsmand var jeg aldrig flyttet til Esbjerg, han er dum og jaloux. Nu står jeg uden penge i København. Vil du hjælpe mig? Kærlig hilsen, Minna.

Jeg glemmer at skrive, at du har en lille smule skyld i hans ondskabsfulde opførsel. Da du sad i fængsel fik vi besøg af politiet, de troede noget slemt om mig og Poul-Erik. 

De kom til vores bryllup og spurgte og spurgte, og min svigermor græd og sagde, at Poul-Erik ikke var nogen forbryder. Jeg måtte med på stationen og kikke på fotografier. Kom den og den i huset i Rungsted, sagde de, og Poul- Erik tævede mig og råbte at jeg var luder og børnene fik så mange tæv den nat fordi de græd. Og næste dag faldt Poul-Erik i søen fra kutteren, han var skidefuld. Nu ikke mere denne gang, kærlig hilsen fra Minna".

-
Gyldenrøde forstod ham, men forgæves

Et grævlingepar havde gravet vinterhi i Odettes Høj. 

"De skal væk", snerrede Laus, sad i timer på vagt med sin riffel. 

Helgadottir bar morgenmad og middagsmad og aftensmad og natmad ud til ham i flere døgn.

"Laus, nu er du blevet vanvittig", sagde hun.

Laus græd og fortalte, at dengang Odette krævede skilsmisse, havde han væltet hende om på gulvet og tævet hende, og sekretæren Liz var flygtet skri- gende: 'Det var min skyld, Odette', og Odette havde tilkaldt politiet, og han fik påbud om aldrig mere at måtte opsøge Odette, og da havde han råbt: 'Odette, det kan og må du ikke byde mig, så er mit liv forbi'.

I skumringen kom grævlingeparret. Laus skød dem med riflen. Gyldenrøde stod grædende bag ham og råbte: 

"Laus, Laus, Laus, er du sindssyg, nu er de døde, de er døde". 

Laus så vredt på hende, fyldte flere patroner i riflen, hun skubbede til ham: 

"Hold så op, Laus".

Han holdt riffelløbet imod hendes læber, hviskede: "Gå hjem, Helgadottir".

-

En uge senere var de på biltur. Solen stod op, Helgadottir vækkede Laus og sagde: "Godmorgen, jeg har pakket bilen, vi skal til Hamborg". 

Hun kørte intetanende igennem Blankenese, ud til skibsværftet: 

"Hvor er her smukt i sollyset, Laus".

"Ved du, at dette værft har været mit, hvor vover du at køre denne vej?". 

Han startede vognen, kørte i vild fart ned til flodbredden, kørte ud over ned- rammede pæle, og landede en halv snes meter ude i floden på dybt vand. 

"Laus, vil du drukne os?", råbte Helgadottir.

Hun fik vogndøren åbnet, kravlede ud, forfærdet så hun vognen med Laus synke ned i det mudrede vand. Hun krængede kjolen og skoene af sig, dyk- kede ned til vognen. Laus sad ubevægelig ved rattet. Hun baksede med vogn- døren, fik den op, sammenfiltrede vandkager af fiskeæg og smådyr hvirvlede ud, hun hev fat i Laus, trak ham ud af vognen, bjærgede ham i land. 

Solen varmede; efter et par timer var deres tøj tørt.

Så stod de i Blankenese uden bil, penge, papirer. Laus var utilnærmelig, sitrede af kulde og nerver.

Helgadottir slog trodsigt med nakken, purrede op i sit hår, gik op til skibs- værftets direktør, og fortalte som sandt var, at hendes mand påstod at være en tidligere ejer af værftet, og nu sad frysende på en bænk i byen, efter at han nær var druknet i floden.

-
De sidste dage

Det var oberst Viggo Hardall, der fra en helikopter under den store eftersøg- ning i skovdistriktet vest for Skoggeslund Strand efter den forsvundne Laus Jansen, i en lysning i skoven fik øje på hunde, krager, måger, vildkatte og et kuld rævehvalpe i slagsmål omkring et af dyrene opgravet hul. 

Hardall meddelte observationen til Ove Skov og Carl Anton Ernest, der hurtigt var fremme ved liget. Der var ingen tvivl. Den dødfundne var identisk med eftersøgte.

I ligsynsstuen i kælderen på et sygehus konstaterede prosektoren, at afdødes kranium var knust ved slag med et formentlig afrundet slagredskab, en svær hammer eller en hegnspæl kunne tænkes anvendt. Derimod var de mange bidsår og afgnavningen af dele af kroppen, samt opflænsningen af halsen, maven og tarmen utvivlsomt forvoldt ved dyrebid. Undersøgelsen fastslog, at afdøde var Laus Jansen.

Den 32-årige fiskeskipper Poul-Erik tilstod, at han havde opsøgt Laus Jansen ude i huset ved Skoggeslund Strand i den tro, at finde sin hustru Minna inde i huset. 

Laus Jansen havde fremvist huset for ham og sagt, at fru Minna muligvis var rejst til København, og i raseri havde Poul-Erik langet en knytnæve ud efter Laus Jansen, som havde forsøgt at true med en haglbøsse, men derefter var løbet ud til sin bil og var kørt ind i skoven. 

Poul-Erik startede sin bil og forfulgte Laus Jansen langt ind i skoven, hvor begge vogne kørte fast på en opblødt skovsti. 

Laus Jansen flygtede ind i skoven, standsede forpustet ved en stabel gran- lægter. I det efterfølgende slagsmål, granlægte mod granlægte, havde Poul- Erik ramt Laus Jansen med mange slag mod kroppen, ansigtet og kraniet. 

Drabsmanden havde derpå gravet liget ned i skovbunden i udkanten af lys- ningen ved den gamle rævegrav.

-

Efter påbud fra ministeriet opsøgte oberst Hardall, politimester Henningsen, og sagde:

"Ministeren finder det nødvendigt, at du ordner sagen uden indblanding fra uvedkommende. Ministeriet frafalder tiltale mod Poul-Erik C, du må tale med en dommer og få drabsmanden tvangsindlagt". 

Henningsen nikkede. Viggo Hardall fortsatte: 

"Efter et par år vil han ved fornøden behandling glemme alt om, hvem han er, hvor gammel han er, og hvad han har foretaget sig, det er just ministeriets hensigt. Godt, få ham overført til sikringsanstalten, helst i dag hvis det kan lade sig gøre".

Henningsen så på Hardall, pegede på rapporten, og sagde: "Jeg må trods alt vide noget mere konkret. Hvad er substansen i sagen?".

"Det forstår jeg, du kender historien om den store guldtransport, ja, det tænkte jeg. Vi må formode at Poul-Erik C forsøgte røveri, havde kendskab til, at Laus Jansen lå inde med en vis beholdning, måske en halv snes kilo, hvad ved jeg?".

"Hvor havde han det fra?".

"Det ved vi foreløbig ikke".

Politimester Henningsen nikkede. Hardall kørte tilbage til sygehuset; uden for ligsynsstuen ventede Ove Skov og Carl Anton.

Carl Anton: "Hvad gør vi ved Laus?". 

"Tjah, hvad gør vi?", svarede Hardall.

Ove Skov, stærkt forpint af sin sygdom, sagde: 

"Laus må selvfølgelig begraves, hans nye kone, Helgadottir, en flot rødhåret pige må jeg sige, er helt ude af den. Hun er rejst, sammen med savværkseje- ren, de har dårlig samvittighed, hun svigtede Laus totalt. I ugen før drabet var hun flyttet ind hos, et øjeblik, han hedder Theodor Hansen, et stort brød, ham, savværksejeren".

"Den dumme luder", mumlede Carl Anton.

Hardall: "Fortæl mig hvor Laus har gjort af guldet, kan det tænkes at han har solgt det, eller har de andre stjålet det?".

"Viggo, glem det guld, hvorfor gav du ham det? Kom, vi kører", svarede Carl Anton.

"Hvorhen?", sagde Skov.

"Jeg vil se hans hus én gang til".

Hardall, Skov og Carl Anton blev enige om, at Domus Odettus var en arkitek- tonisk misforståelse. Men beliggenheden uovertruffen.

Hardall sagde: "Carl, du spurgte, hvorfor jeg gav ham posen fra Listerius? Er du ikke klar over, at det var en ordre fra ministeriet?". 

"Nej. Det havde jeg havde jeg sat mig imod. Er der noget nyt i dødsbosagen efter Listerius?".

"Ja", svarede Ove Skov, pint af sin cancer, "møllen er beslaglagt, Horatio foretog en kontrol, og det viste sig, at kuratoren havde fingrene nede i penge- kassen".

"Hvad sker der så nu?".

"Det er en svikmølle med rådne fiduser. Laus får næppe nogen arv. Kurato- ren kommer en tur i spjældet".

"Var det derfor, ham, retspræsidenten".

"Ja, Bache Grün snittede sig i begge håndled og afgik ud på natten ved en ret behagelig død".

"Hvabehar?".

"Retspræsidenten fik dødsbopip og fængselskuller, men han skrev et nyde- ligt brev til Laus, før han snittede sig".

"Så vidste Laus det?".

"Nej, han fik kvast hovedet samme dag".

"Jeg er sulten", sagde Carl Anton, "hvad gør vi ved Laus?".

-

Begravelsen af Laus skete på et meget afsides sted. Hardall sagde: "Vi skal undgå en unødig strøm af turister, fremover".

"Hvad mener du?", spurgte Carl Anton.

"Ministeriet mener, at når der går hul på sagen om guldtransporten får de lokale og alle turisterne guldpip på hjernen. Det ved du, Carl Anton".

"De graver ham op. Men han får da ikke noget guld med i graven, eller gør han?", hvæsede Carl Anton.

"Nej, vor herre bevares, men de tror de".

Ove Skov fandt stedet, den ved fredning beskyttede begravelsesplads ved ruinen af Skoggeslunds tidligere landsbykirke, før epidemier angreb beboerne og udryddede landsbyen. Liget af Laus ankom i et plastichylster. Det fandt de var for simpelt. De kørte efter brædder, søm og hammer, og sammentømrede en kiste. De gravede hullet til Laus, tilkastede graven, og satte en marmorpla- de med messingbogstaver, Laus.

"Farvel, Laus, hvil i fred", sagde Carl Anton.

"Laus, du voldte mig mange kvaler", sagde Ove Skov.

"Laus, med dig går en hemmelighed i graven", mumlede Hardall.

Sognepræsten, som følte stort ubehag, blev bedt om at forsvinde.

"Hvabehar?", svarede han, viftede indigneret med dokumenter, "er De klar over, at jeg er her efter påbud af ministeriet, og kender ingen præcedens for den slags sager. Hvad skal jeg skrive i kirkebogen og ministeriallisten og døds- registeret til aviserne? Måske en ukendt person af kvindekøn? Der står udtryk- keligt Laus på stenen, hvad skal jeg gøre?". 

-
Sidste frivillige udkald 

Fru Gerda fandt det nye undertøj, som Carl Anton havde lagt ned i en kom- modeskuffe; intet måtte forstyrre fru Gerdas vaner, så blev hun forvirret og ked af det.

"Carl Anton, har du købt undertøj? Jeg troede du var til gymnastik hos pen- sionisterne. Og her er regningen, hvad er nu det for noget, Carl Anton?".

Gerda så ham iklæde sig det nye undertøj: 

"Jamen Carl Anton, du bliver forkølet, du skal gå med lange underbukser, hvad går der af dig, se den tynde trøje uden ærmer, du hader al slags sport, og du ligner vedgud ikke Don Juan, se dine tynde ben. Vejret er hundekoldt, hvad går der af dig?".

"Du skal ikke vente på mig, jeg kommer sent hjem".

"Ja, når du er helt ødelagt, så kan du finde hjem, jeg kan ikke tro på dig mere, det er forfærdeligt. Du er bestemt ikke nogen almindelig pensionist, lille far?", græd fru Gerda, tørrede øjnene med forklædet. "Jeg er så bange når du går, måske dør du fra mig før vi kommer på ferie", græd hun.

"Nej, jeg lover dig. Det er slut nu, så tør nu øjnene".

-

Carl Anton kørte til Helga og Theo Theodani, Hotel & Bar.

En rødhåret kleppert med øldellet ansigt, Theodor, tidligere savværksejer, hang for enden af baren, kunne ikke få øjnene fra værtinden, Helgadottir Theodani.

"Theo, se om otteren er i orden", sagde hun, skubbede til ham, "så, Theo, stå ikke og hæng, af sted".

Carl Anton satte sig på en af de høje barstole.

"Goddag, hvad kan så gøre for Dem, pæne mand?".

"Et glas øl".

"Jeg synes jeg har set Dem før? Hvor har jeg set Dem?". 

"Jeg er, hm, Carl Anton".

Helgadottirs smil stivnede, hun så forskrækket på ham. "Hvad vil De?".

"Drikke mit øl, og tale med Dem, hvis De har tid?".

"Og, min mand? Theo?".

"Nej".

"Skal vi blive stående her?". 

"Næ, de unge damer, de kikker på mig, jeg er lidt genert".

"Pigerne er på arbejde, kom med". De gik op til en dør, Theo & Helga Privat.

"Men kun en halv time, vi venter et rykind af koreanere". 

"Ja", svarede Carl Anton.

Det var ulykkeligt, det med Laus, sagde hun. Laus havde opført sig meget forkert. Han havde aldrig spurgt om hendes mening om noget som helst, hverken om huset eller pengesager, ja, han havde forbudt, nej vel ikke lige forbudt, men været aldeles uinteresseret i hendes egne forpligtelser; hun anede ikke om hun var købt eller solgt, skulle hun sælge hvad hun havde, obligationer og hotellet? 'Det må du selv om', havde han sagt. Han talte altid kun om Odette, han talte aldrig om andet. 

"Det var så uhyggeligt. Jeg forstod ham slet ikke". 

"Helga, der er noget jeg ikke forstår. Du og din Theo stod ved savværket da Laus kom kørende med ham, voldsmanden, Poul-Erik, i hælene. Hvad skete der så? Bad Laus ikke om hjælp?".

"Nej, han gloede vredt på os".

"Kunne du ikke se, at der var noget galt?".

"Jeg ved det ikke, jo, nu bagefter, måske?".

"Du vidste, at Laus opbevarede en lærredspose med lidt forskelligt guld?".

"Ja, tre poser, mener du".

"Sagde du tre?".

Helgadottir nikkede og smilede: "Det glemte jeg at sige til oberst Hardall. Nu må du ikke sladre, vel?".

"Sig mig, hvor havde Laus de to andre fra?".

"Han gravede dem op ude på konens grav. Kan du huske det store hærværk på kirkegården? Det var samme dag, på vores bryllupsdag".

"Han har budt dig lidt af hvert, vores gode Laus".

"Det var derfor jeg gik fra ham, jeg kunne ikke holde til det".

"Men du og Theo tog guldet med jer, ikke?".

"Nej, hold nu op", lo Helgadottir, "hvis Theo troede jeg havde en masse guld, ha, han troede jeg skulle arve halvtreds millioner kroner. Han blev så arrig, 'har du ingen penge?', råbte han, og jeg troede han ville stikke mig en på skrinet".

"Han har vel savværket?".

"Nej, han solgte skoven og savværket. Nå, det var måske et fallitbo. Men huset skal sælges, det er for langt væk når man ikke bor der. Theo vil sælge jorden til sommerhuse, men jeg siger nej".

"Ved du, hvem der købte skoven og savværket?".

"Ja, Theo blev spurgt af oberst Hardall, jeg tror han betalte en overpris, han vil bruge det som sommerhus".

"Ser man det. Men hvor er så guldet, Helgadottir?". 

Hun smilede forbavset. 

"Tænk dig, Carl Anton, der er næsten ingen der bruger mit navn, det gjorde Laus, og en gang imellem savner jeg ham noget så skrækkeligt".

"Helgadottir, hvor er guldet?".

"Jamen, Carl Anton, jeg underskrev rapporten hos obersten, det ligger i cementen på tagterrassen, det har jeg sagt til ham".

hvor gemmer Hardall en rapport; han sagde den aldrig blev skrevet

Pludselig tog Helgadottir sit tøj af, løsnede sit dejlige hår, virrede håret ind i næsen på ham, og hviskede: 

"Carl Anton, kom, giv mig en smule af min Laus".

nu forstår jeg, hvorfor han kaldte hende Gyldenrøde, det var godt jeg huske- de det nye undertøj

--

Carl Anton lånte nøglen af Helgadottir, inviterede Gerda med til Vestkysten. Gerda blev glad da han sagde: 

"Så, dit gamle siv, pak en kuffert, vi skal rejse".

De ankom fredag eftermiddag til Domus Odettus, Skoggeslund Strand.

"Hvem ejer det store hus?".

"En veninde". 

"Det tænkte jeg nok". 

Lørdag og søndag kravlede Carl Anton på knæene på cementen på tagter- rassen. Søndag aften var han i dårligt humør, de skulle køre mandag morgen, det havde været forgæves, han havde ikke fundet det fordømte guld.

"I aften spiser vi oppe på taget", sagde Gerda.

Carl Anton slæbte brød og tallerkener. Gerda kom med kalvestegen.

"Her er sandelig en dejlig udsigt", sagde Gerda.

"Hm", brummede Carl Anton.

"Hvorfor tror du han har sat farvede glasstykker ind i væggen, se, hele vejen rundt, det er ellers et smart rækværk".

"Brystværn".

"Nå, hedder det brystværn. Hvordan smager stegen?".

"Hm, tak".

"Lille far, jeg sidder og træder på noget, jeg gad vide hvad det er, det er vist en guldring, se, den sidder fast i cementen". 

Gerdas søde smil stivnede; hun så Carl Antons øjne.

"Hvabehar?", brølede Carl Anton. 

Han sprang op, rev tallerkenen med i springet; kalvesteg, sovs og kartofler svuppede ind i hans ansigt, han stønnede: "Hvabehar?", stirrede på Gerda med opspilede, blodskudte øjne.

Lille Gerda udstødte et skrig. 

"Hvabehar?", brølede Carl Anton til sin hustru. 

Gerda faldt hen i besvimelse. Store lyn flækkede himlen, tordenbrag flænge- de luften, harekillinger slog kolbøtter af forskrækkelse, rævehvalpe spejdede, lærte at stå på to ben, hugorme hvæsede, bed deres unger, vildkatte gav slip på rotter og skovmus, to duer faldt til jorden, ramt i flugten af en flok skræmte måger, og fire sælhunde forsvandt skyndsomt i havet.

"Gerda, min lille Gerda", mumlede Carl Anton.

Næste morgen, mandag, faldt Carl Antons Gerda påny i besvimelse.

-

Der var friske hjulspor tværs over vejen foran det nedlagte savværk, nu den nyudnævnte general Viggo Hardalls skovejendom.

'Det var da underligt', tænkte Carl Anton, svingede ind på pladsen foran den tidligere kontorbygning.

"Hvad vil du, lille far?", spurgte Gerda.

"Nåh, det kunne jo være Viggo". 

men det kan netop ikke være Viggo, såfremt han da ikke snyder sig fra del- tagelse i en stor militærmanøvre omkring Ringsted 

Carl Anton steg ud af bilen, sagde: "Det varer et lille øjeblik", gav sig til at slentre rundt mellem bygningerne i det øde og forladte savværk.

Gerda sad de første minutter beklemt, skulle sidde alene i vognen, men da hun havde trang til at forrette sin nødtørft, steg hun ud af vognen og fandt et passende afsides sted mellem granerne. På sin vej tilbage til vognen så hun beundrende på Carl Anton. Han slentrede adstadigt som sin far, provsten i Kerteminde, men lange langsomme skridt i solide sko, hænderne foldet på ryggen, frakken åben, hatten skubbet tilbage i nakken, brillerne dinglede skævt på næsen, og han gumlede på sin uundværlige cigar. Så satte Gerda sig ind i bilen.

Carl Anton havde set hvad han ville, men ikke ventet at se en stor rød vare- vogn parkeret inde i en af tørreladerne, med endnu varm motor.

ja så, pågældende må være her i nærheden, men det er næppe Viggo, hvorfor skulle han køre i en varevogn, nå, jeg må tilbage til Gerda, vi har lang vej hjem 

Da var det, at Gerda så Carl Anton runde et hjørne og komme slentrende ned imod hende. Men ved hjørnet af en gammel træbygning så hun en mand, klædt i snavset overall, liste bag efter Carl Anton, med en pistol i den ene hånd. Gerda åbnede febrilsk bildøren, og løb så hurtigt hun kunne frem mod Carl Anton, idet hun forvirret råbte:

"Carl Anton, lille far, pas på, lille far, åh, gud, pas nu på, lille far".

Manden bag Carl Anton løftede revolveren, pegede på Gerda, og på Carl Anton, der ikke anede hvad der foregik. Forskrækket løb Carl Anton frem mod lille Gerda, så ikke den fremmede mand forsvinde ind i en tørrelade.

Gerda troede hendes sidste time var kommet, besvimede yndefuldt, før Carl Anton nåede at gribe hende.

"Det er sidste gang vi to er på udflugt", mumlede han, da han bar hende tilbage til vognen.

Efter en dram, som han brutalt hældte i hende, fortalte hun hvad hun havde set, og bønfaldt ham om at huske, at han var pensionist.

"Ja, lille Gerda. Den sag må Ove Skov snarest gøre færdig".

-
Forræderne

Ved et beklemmende møde med hospitalets overlæge og sin hustru, modtog politimester Ove Skov, hvad han bittert og barsk kaldte, sin dødsdom. Han havde forlangt at kende sandheden om sin sygdom, resultatet af den forestå- ende operation. Hvor stor var chancen for et heldigt udfald? Overlægen svare- de, "desværre", patienterne gik for længe, uden behandling. 

"Godt, jeg går ned i Tilsynet og ordner mit skrivebord", svarede Ove Skov; han nikkede farvel til hustruen og til lægen.

Han havde ikke lyst til at rydde op i sit skrivebord. Han trak skuffer ud, og fandt hvad han i lang tid havde glemt. En lille hilsen fra Carl Anton.

"Jeg har lånt det blodplettede brev fra Eric Heimdal til Laus. Husk mig på det, hvis jeg glemmer det".

Ove Skov skrev til Carl Anton:

"Kære ven, jeg fratræder tjenesten. Den forbandede cancer. Skal opereres, med mortal virkning. Glem sagen vedr. Heimdal, den er pilrådden. Hardall er impliceret, men hvordan ved jeg ikke. Det fandens er, at ministeriet dækker ham. Lev vel som pensionist i mange år, uden sygdomme. Pas på dig selv, det fortjener du. Vil du hilse Gerda fra mig. Ove".

Derpå skrev Ove Skov et par andre korte breve, frankerede dem, og gik gennem jerndøren ud gennem garagen, nød den friske natteluft omkring Glyptoteket og Tivoli, fandt en postkasse til brevene, gik derefter tilbage og låste sig ind i Glyptoteket, sad et øjeblik ved Vandmoderen og åkanderne, trykkede på fjederen i gulvet ned til Tilsynet, og gik for sidste gang tilbage til sit skrivebord. Der fik han sit livs største overraskelse.

-
Drabet på Ove Skov

To mænd var ifærd med at fjerne guldbeholdningen. De troende sig ugene- rede i deres arbejde. Den ene var den nyudnævnte general Viggo Hardall i sin gamle slidte sorte regnfrakke, den anden var Tilsynets mekaniker i overall.

De lagde Victor Grüns guldstatuetter ned i en kasse, smækkede låget i, bar kassen ud i en stor, rødlakeret varevogn. Derpå slæbte de to mænd samtlige tretten metalkasser, en efter en, ind i varevognen, og da det var gjort, slukke- de de lyset, åbnede jernporten til garagen og udkørslen, startede vognen, kørte ud over fortovet, den ene lukkede garageporten.

Ove Skov løb, forpint af smerter, op forbi vandmoder og åkander, gennem Glyptoteket, hen til sin bil, fulgte efter general Hardall og mekanikeren i den røde varevogn.

På Storebæltsfærgen skete det. 

Emsige matroser gennede Ove Skovs vogn hen bag den røde varevogn. Der sad han uroligt afventende i tyve minutter. Så begyndte smerterne i mave og tarm. Han måtte have et eller andet smertestillende, og begik da sit livs fejl- tagelse.

Ove Skov ville spørge Hardall, om han kunne hjælpe en syg, nu tidligere kollega, der afkræftet bad om hjælp? Askegrå i ansigtet bankede Skov på døren til varevognens førerhus. Hardall nikkede og smilede og trak Skov ind i førerhuset, og mekanikeren, som Ove kendte så godt, slog Ove Skov ihjel med en hammer.

-
Til min søn Rolf

Carl Anton Ernest stod i den snævre gårdsskakt i Købmagergade. Bureauet For Slægtsforskning, skræddermester Vladimir Hirsch og viceværten, student Adam Wain. De skævede til ham fra vinduerne, en ældre dame, og de to mænd. Kort efter kom hr. Wain og hr. Hirsch ind i gården. Adam Wain havde hentet Vladimir Hirsch.

Hr. Hirsch uden jakke, men i elegante benklæder og vest af solid kamgarn, en nydelig skjorte, diskret slips, store hornbriller, opsmøgede skjorteærmer, et målebånd rundt om halsen viste en travl skrædder. 

Hr. Wain bar på sit uopslidelige studererværk, bogen med 1800-tallets skibs- tegninger.

Carl Anton slog med flad hånd på cykelskuret, brændekassen, eller hvad det nu var; kunne tydeligt høre noget klirre inde bag den berappede trævæg.

"Hvad bestiller De her?", sagde hr. Hirsch.

"Hm, ikke noget særligt".

"De må ikke opholde Dem i gården uden ejerens eller viceværtens tilladel- se", tilføjede hr. Wain.

"Jeg er på vej op til fru Heimdal", svarede Carl Anton.

"Så er De gået forkert", kom det hurtigt fra hr. Hirsch.

"Vi bør måske undersøge den herres papirer?", sagde hr. Wain, så spørgen- de på hr. Hirsch.

"Jeg er bare en skikkelig pensionist, men jeg gik forkert, se nu vinker jeg til fru Heimdal, hun kender mig, se hun vinker igen, jeg er da ikke helt senil".

Fru Heimdal åbnede vinduet: "Er De den herre, der ringede?".

Carl Anton nikkede, gik op til Bureauet for Slægtsforskning. I lommen havde han to kopier af Erich Heimdals sidste værk, den blodplettede liste med de mange navne og kryptiske henvisninger.

- 

Døren blev åbnet af en ung mand. Carl Anton sagde:

"Nåh, hvad hedder så De?".

"Erling Heimdal, min mor venter Dem".

Fru Josette Heimdal bad sin søn køre hjem, købe ind til aftensmad, gå på posthuset, betale regninger, varme medisterpølsen, lufte Fædrelandet, en gammel kat, og ikke komme for sent til aftenkursus. 

Derefter sagde fru Heimdal: "Jeg har tænkt meget på Dem efter Deres hen- vendelse". 

"Frue, jeg er".

"Det er jo ikke andet end papir".

"Jo, men usædvanligt".

"Ja, rebussen. Den lå hos politiet, sagde De?".

"Ja".

"Og hvad så nu?". 

"Vi to, frue, vi kunne, måske".

"De mener, at vi to kan finde løsningen?".

"Ja".

"Men hvordan skulle vi? Vi kan forsøge, men der er mange, der har spurgt mig. En oberst, eller er han general, plager livet mig. De må forstå, at det var min mands speciale".

Et skarpt glimt i Josette Heimdals øjne; hun så på sin gæst.

"Jeg skammer mig over dette lands myndigheder. Hvorfor har politiet ikke opklaret den afskyelige forbrydelse mod min mand?".

"Den sag er, det kaldes klassificeret, men".

"Netop. Mod tvivlsomme regeringer, dumhed og forbrydere kæmpes forgæ- ves".

"Ja, De har ret, frue".  

skal jeg sidde her med alt det kontorarbejde, nej, alene synet af titusinder heimdalske kartotekskort, slægtsforskningens mysterier, perifere eller nært vedkommende, men uden en nøddeknækker i hånden, nej, det orker jeg ikke, og kan ikke forenes med mit løfte til Gerda, nu ikke flere sager, lille far, nej, Gerda, dit og mit helbred sætter visse grænser 

"Udmærket, så lægger vi papirerne ind under G, som guld, og T, transport, for god ordens skyld".

"Ja, gør det, frue".

Carl Anton gik ned ad trappen, nikkede farvel til fru Heimdal og til hr. Wain og til hr. Hirsch, der vinkede og smilede.

Da Gerda var gået i seng, læste han påny Ove Skovs sidste brev, så på kopi- en af Eric Heimdals rebus, skrev en redegørelse til Rolf med sit syn på sagen, samt en hilsen til Elise og tvillingerne, og lagde det hele i en stor konvolut, påskrevet:

'Til min søn Rolf. At åbne efter min død'.

-
Philiplisten

Josette Bois studerede nordisk litteratur ved Sorbonne i Paris, da hendes forelskelse i løjtnant Philip, tjenstgørende ved den franske generalstab, til deres forfærdelse fik følger. 

Josette valgte at abortere, viste Philip vintervejen. 

Josette sad ensom i Nationalbibliotekets læsesal, og vakte og udvidede Eric Heimdals interesse for Josette, formel logik, og slægtsforskning. Josette og Eric blev gift; kort tid senere etablerede de Bureauet For Slægtsforskning. 

Efter den tyske anneksion af Østrig blev Josette opsøgt af løjtnant Philip.

"Din far, og min chef, anbefalede mig at spørge din mand og dig".

Eric Heimdal kontaktede politiet og andre myndigheder, og blev pålagt at fortsætte forbindelsen med Philip. Som også var ægteparrets kontaktled til Folkefrontens Informationstjeneste i Paris. 

Philip var modig, gik ind som agent i tysk krigstjeneste, og gennemførte et effektivt dobbeltspil, til han blev afsløret og henrettet.

Det var Philip, som gav Eric Heimdal meddelelse om store mængder guld, skrotguld, barrer, smykker, ophobet i Nordtyskland, Holland og Danmark. 

Philip gik ud fra, som en selvfølge, at de danske efterretningstjenester lod de vigtige informationer gå videre til de allierede.

Eric Heimdal skulle koordinere dele af Philiplisten til daværende kaptajn Viggo Hardall. Men Eric H var advaret mod Hardall, som i den tyske okkupa- tions første måneder indmeldte sig i et nazistisk parti. Eric H, der i alle anlig- gender var pålidelig, omhyggelig og forsigtig, frigav derfor ikke Philiplisten til kaptajn Hardall, men trak tiden ud med henvisning til vanskelig dechifrering, at Josette var svagelig, at krigen snart var forbi, og andre påskud.

Eric Heimdal, lidenskabelig frankofil, elskede Josette, rettede efter krigen henvendelse til sine nye franske forbindelser. 

Som krævede alt omkring Philip lagt på is; diskret erfarede Eric H årsagen: 

At løjtnant Philip, efter at være kontaktet af det pro-israelske internationale selskab for kunst og kultur, havde accepteret en afskrift af Philiplisten til kul- turselskabet. Franskmændene anså ham som forrædder, uanset han havde været dem en fremragende spion i den tyske værnemagts generalstab.

Der var sket det, at dele af det illegale hollandske kulturselskab blev revet op, hvorved Philiplisten blev spredt og faldt i hænderne på personer, der kun satsede på privat gevinst, som nævnt i en senere rapport: 'Desværre kriminel- le elementer i modstandsbevægelsen'.

Personlig gevinst var kaptajn Hardalls selvbedrag. 

Hvordan kunne han efter krigen lokke Philiplisten fra Eric Heimdal, bemæg- tige sig det ejerløse guld? Men Eric H afværgede Hardells forsøg, indtil Hardall iværksatte sin sidste plan.

Hardall havde i et selskab hørt advokat Henrik Listerius omtalt som: 'En for- bløffende kapacitet med garnet ude alle steder'. Og dagen kom, da Hardall fik Henrik serveret på et sølvfad. 

En kollega i Sverige bad ham at overvåge en eksport af markvandingspum- per fra firma Pinneberg til Israel, en vis Herbert Grün, kunsthandler i Am-sterdam, via Laus Jansen og advokat Listerius.

Der var intet interessant om Laus Jansen i registrene: et halvt hundrede avis- udklip om en uskadelig direktør. Derimod var registranten om Henrik Listerius omfattende.

jeg kan handle med ham, Listerius 

-

"Jeg er ikke tilhænger af diplomatiske omsvøb, jeg kan kort sagt afsløre Pin- nebergeksportens finansielle danske deltagere og dermed Det internationale selskab for kunst og kultur. Det vil være passende, at De, hr. advokat Listerius, hjalp til med at fralokke eller fremtvinge Philiplisten fra Eric Heimdal. Sagen er i høj grad et tyngende nationalt anliggende".

Henrik lo højt og sagde: 

"Hr. oberst, alt det rager mig en papand. Jeg er ganske enkelt ikke skuespil- ler. Deres planer er sikkert udmærkede, men jeg er ikke den rigtige mand".

"De er en kapacitet", gispede Hardall, "det gælder vort gamle lands ære og anseelse".

"Nå, tror De det? Næh, men jeg har måske en medarbejder til Dem. At han er retspræsident behøver De ikke rive ham i næsen. Kender De ham? Victor Bache Grün".

Henrik foldede hænderne, svuppede dem mod kanten af bordpladen, tog brevpapiret med Nordhavnens Pumpefabrik frem, og skrev med sin flagrende stejlskrift:

"Kære Victor. Oberst Hardall beder os gøre ham en tjeneste. Gør det, og tag dig vel betalt". 

Hardall gik uden at sige farvel.

Henrik Listerius spiste marcipanbrød og drak likør.-

mit motiv, at vælge Victor, og ikke provokere en likvidering af Hardall, er for at hjælpe Victor ud af hans samvittighedskvaler. Victor har ofte flæbet over sin ungdoms største synd, da han i stedet for at aflevere tre poser guld fra onkel Herbert og det genskabte hollandske kulturselskab, til det skandinaviske ditto, faldt for fristelsen og begæret og lod en ung billedhugger omstøbe guldet til statuetter af nøgne ynglinge, og nød visse andre af den unge kunstners natur- lige evner 

oberst Hardalls henvisning til det nationale aspekt er oberstens hovedpine, komplet irrelevant, efterretningsfolk er ikke Vorherres bedste børn 

men Victor bruger mange penge, ohja, kulturmæcen på forfængelighedens marked, og Victor har faktisk begået underslæb over for mig, nå, det glemmer vi, for øvrigt er Victor en forstående elsker, nå, det bliver for personligt 

men det presser på, det med Laus, jeg skylder Laus en afbigt, en syndsfor- ladelse, jeg bærer på en stor skyldfølelse, Werners død, og jeg må tænke på Odettes og min lille hemmelighed, lille Lotte hos faster Louise 

eksporten fra Pinneberg skal gennemføres, ham, Eric Heimdal, kender jeg ikke, og Victor og oberst Hardall er ved hånden 

-

Eric Heimdal trak en skuffe ud; den lille hurtige Baretta lå hvor den skulle; han lukkede skuffen, smilede til Victor.

at retspræsident Victor Bache-Grün interesserer sig for slægtsforskning er forståeligt 

men at han besnakker Josette, får hende til at rode i mine arkiver, og får et nervesammenbrud og påstår, at en meget kær ven på højeste embedspost i en højagtet nation, har bedt ham undersøge visse beholdninger, ved visse kilder i Danmark, med henblik på tilbageførsel til rette ejermænd, alt organiseret af det internationale kulturselskab, for at undgå, at visse infiltratorer løber med gevinsten, hvor har han det fra? 

dernæst har han dokumenteret, at han har nøje kendskab til den del af Philiplisten, som kun oberst Hardall burde kende 

alt det taler for, at amerikanerne og tyskerne kan deres kram, og måske at israelerne er på krigsstien 

men denne retspræsident er en betydningsfuld person, jeg bør kunne stole på ham, jeg gad også vide hvad Hardall har tænkt sig med beholdningen i det berappede træværk nede i gården, og jeg gad vide, om Josette virkelig elske- de løjtnant Philip

- 

"En lille cigar, ikke sandt, og et glas portvin, ja, og tænke grundigt".

"Det vil være uhyre formålstjenstligt".

"Ja, forstår De. Mine venner, ja. Mine venner har desværre svigtet mig. Jeg famler lidt i blinde. Men jeg tillid til Dem, hr. retspræsident. De er jo ikke en banal hr. hvem som helst, vel?".

"Tak, det var meget elskværdigt".

"Der er blot det, at jeg har haft ikke så få udgifter forbunden med denne besværlige tjeneste. Hvad ville De, i mit sted, foreslå mig i kompensation?".

"Jeg har desværre aldrig forstået mig på forretning".

"Nuvel, må jeg da foreslå, at såfremt De får den omtalte Philipliste, får jeg til gengæld en trediedel".

'Guldets, pengenes og forfængelighedens magt', mumlede Victor.

"Hvilket, undskyld jeg hørte ikke?".

-

Slægtsforsker Eric Heimdals i få sekunder svigtende opmærksomhed blev katastrofal for ham. Han burde have bemærket farveændringen i gæstens øjne. Pupillerne blev store, sorte kulperler. Ved endnu større opmærksomhed havde Eric H. fået advarsel om, at retspræsidenten hverken tænkte på internationale kulturselskaber, nationens ære, Odette, onkel Herbert, Henrik eller Laus, endsige på aftalen med oberst Hardall. 

Victor forestillede sig et bjerg af guld i egen besiddelse. En virkning af den fremskredne præsenile schizofreni, i samspil med den af professor R nævnte karakterafvigelse i barndomsgave.

"De agter at tilbageholde en trediedel af Philiplisten, forstår jeg?".

"Næh, De får hele listen, i etaper. De afregner, og jeg udleverer første etape, derefter etape nummer to, og så fremdeles".

"Glimrende, aldeles glimrende".

-

Aftalen kunne ikke gennemføres, Eric Heimdals medspiller var utilregnelig, som præcist beskrevet i Henriks testamentebrev til Laus, og dertil:

Efter Hardells overgreb på Victor ved depotet bag Tuse Kirke, hvor han i overværelse af Henrik, i hidsighed forulempede Victor med to lussinger, fordi han kom tolv minutter for sent, besluttede Victor:

jeg må ud af oberst Hardalls fangarme. Disse systematiske guldrøverier går mig virkelig på nerverne. Jeg kan tilegne mig det guld, som Hardall tilegner sig. Jeg må drøfte sagen med Henrik. Jeg vil gøre alt få at hævn over Hardall. 

Fem dage efter drabet på Henrik Listerius blev Eric Heimdal og Victor Bache Grün uenige. Victors pupiller blev kulperler af had. 

Eric H blev vred, bad Victor gå ad helvede til, truede ham med den lille Baretta. Victor blev desperat, slog Eric H bevidstløs, og derefter halvt ihjel med de for hånden værende våben: En brevpresser, en bronzefigur, og to porcelænsvaser.

Eric Heimdals pligtfølelse sejrede over den fremprovokerede griskhed, som han knap kendte hos sig selv. Da han efter overfaldet kom til bevidsthed, til- sølet med blod, kunne kravle udmattet på gulvet, havde han ingen tanke for at tilkalde hjælp, derfor døde han af blodtabet. 

Han forsøgte at sammenstykke Philiplisten, lade den bringe i myndigheder- nes erindring. Laus Jansen havde sagt, at han havde tillid til politimester Ove Skov. Laus Jansen måtte være budbringeren. 

Men anstrengelsen var forgæves. Eric Heimdal begik i sin svækkede tilstand mange fejl, førte myndighederne på vildspor, og skærpede andre gruppers guldbegærlige appetit. Dernæst bidrog Victors arrestation til rygtet, at Eric H var medspiller i den for adskillige efterretningstjenester pinlige affære med Coralie Margrethe og Hugh Hayden.

Carl Anton blev bekymret når han tænkte på den satans komplicerede sag. Men Gerda passede på ham, og han vedstod løftet: ikke mere politiarbejde.

Ove Skov var sat ud af spillet, trods han i cancerens sidste fase havde gjort en umenneskelig indsats; hans lig lå på havbunden i Storebælt, bundet fast med jerntråd til en møllesten. 

General Hardall forsvandt; han bare forsvandt, indtil.

-

-

                                                   guld09     

-

--

-