-

- og ham gjorde de til retspræsident -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

"Brevet fra Laus Jansen, som også blev offentliggjort i komparentens læser- breve til aviserne, hvori kpt. tilstår drabet på advokat Listerius, begrunder det med et personligt opgør, og hævder at have benyttet begge pistoler, bekræftet ved fingeraftryk på begge våben, låst inde i kpts. pengeskab, må antages at dække over medvirken af flere personer.

Røveriet af den forsvundne guldbeholdning, dennes omfang og vægt i be- tragtning, er utvivlsomt begået af flere personer, som indbrud, med tilfældigt indtruffet drab, eller som planlagt rovmord.

Ved prøveskydning med begge våben viste det sig, at kpt. kun var i stand til at betjene 1: Walther 7,65 med nogen rutine, dog kun med træfsikkerhed ved brugen af begge hænder samlet om våbnet. Derimod var kpt. tydeligt i tvivl vedrørende 2: italiensk Parabellum 9, fsva. isætning af patron i magasin, isæt- ning af magasin, sikringspal, ladegreb, sigte, osv. Kpt. var ude af stand til at affyre 2: træfsikkert kun med højre hånd. Med venstre hånd aldeles uden træf- sikkerhed. Fingeraftryk på 2: viser kun kpts. venstre hånd. Såret i Henrik Liste- rius højre øreflip skyldes 7,65, projektil A, som derefter ramte 1: et dokument- skab af jern med åben dør, og derfra til 2: den åbentstående jerndør til brand- boksen, og derfra 3: rikochetterede ind under en hylde i boksen.

Se særskilt vedr. efterlyste Coralie Margrethe Clausen og anholdte Hugh Hayden.

Undersøgelsen vedr. Eric Heimdal er efter henstilling fra forsvarsministeriet overdraget oberst Viggo Hardall.

For Tilsynet: Carl Anton Ernest, Ove Skov, Viggo Hardall".

-
Billeder i avisen

Laus vågnede tidligt næste morgen. Minna var ikke udsovet, fulgte efter ham med lukkede øjne som en søvngængerske, mumlede: 

"Hvor skal du hen, Laus, er du sulten?".  

Hun lavede kaffe, ristede brød, puslede ham i en behagelig stol, åbnede terrassedøren, hentede tæppe til ham, åbnede et vindue, satte en skammel under hans læderede tæer, alt, med langsomme bevægelser, endnu sovende. Men da hun hentede morgenaviserne, vågnede hun:

"Hvorfor er du kommet i avisen, Laus?".

"Jeg ved det ikke, god morgen".

"Der er billeder af os to foran på avisen, Laus".

"Minna".

"Laus, hvorfor skriver de om os i alle aviserne, vi må tale om det".

"Minna, hvilke aviser".

"Se, Laus, det er skrækkeligt".

Aviserne med dagens sensation: "Mordet i Skindergade foran opklaring, Krøblingen fra Østersøen sigtet for mord, Storspekulant mistænkt for drab på kendt advokat".

En forskræmt ung kvinde bugserede en kørestol med en mand med fød-derne i gipsbandager gennem en spidsrod af råbende fotografer og reportere.

"Laus, har du dræbt et menneske?".

"Nej, jo, måske fra en særlig synsvinkel, ja".

"Så kommer du i fængsel, Laus".

"Minna, glem det".

En vogn kom susende gennem indkørslen: "Laus, nu kommer de og henter dig".

"Minna".

Den næsten to meter høje reporter S. Madsen, fulgt af en fotograf, skubbede Minna til side, stillede sig i over for Laus, blitzlys fra fotografen lynede, Minna løb forfærdet ud i køkkenet, Laus sagde:

"Goddag, Smadsen, vil De sidde?".

"De har skrevet til bladet og til politiet. De skriver at De var med til henret-  telsen af Henrik Listerius?".

"Jeg var alene, og har ikke skrevet om henrettelse".

"Hvabehar".

"Hvorfor spørger De mig?".

"Gør De grin med mig? Jeg er for gammel til at lave misforståelser. Vil De bekræfte, at Listerius havde en stor beholdning af guld?".

"Nej, det har jeg aldrig hørt eller set".

"Men det var Dem, der skød ham? Godt, jeg skriver som De siger. Det var Dem, hr. direktør Laus Jansen".

"Farvel, hr. Madsen".

-

det var en trist dag, denne smadsen, en ubehagelig reporter, nogle brikker faldt på plads, just dén dag, jeg tænkte på Victors katastrofale opringning

"Åhgud Laus, du må komme". 

"Hvad er der sket?".

"Odette har hængt sig i kastanjetræet med en kat. Hvad skal jeg dog sige til gartneren? Nu fælder han træet. Jeg ved det, han er så overtroisk. De stikker hovederne sammen, gartneren og Per Svensson. Du kender min butler, han går mig på nerverne, fordi Odette hader ham".

"Hvad er der sket med Odette?".

"Og ved du hvad, Laus, mine guldstatuetter, dem du er så glad for, Laus, undskyld, jeg mener mine gæster, dem må jeg sælge, jeg har ingen penge, alt har jeg tabt hos Henrik, ja, søde Laus, det ved du intet om, men Henrik har bedraget mig, jeg har mistet min formue og mit hus og pantsat min kunstsam- ling, alle mine dejlige malerier og skønne tegninger, åhgud, jeg skulle skaffe kontanter, flere kontanter, hele tiden kontanter".

"Til hvad?".

"Til hvad, aktiespekulationen hos Henrik, vedgud, Laus, Henrik har bedraget mig".

"Victor, hvor er Odette?".

"Jamen, Laus, det sagde jeg, hun hænger i kastanjetræet med en kat".
-

og dagen før, frokost i Odettes lille kahyt. Odette og Coralie-Margrethe plud- rede, uret på Domkirken faldt i slag, Margrethe sagde: 

"Tiden løber, jeg har en sag i byretten klokken to, farvel med jer".

Det var den dag Odette forærede mig Hegels Tænkning.

Jeg sagde: "Tak, min engel".

Hun sagde: "Den kan måske opveje Søren Kierkegaards Enten-Eller. Du hus- ker at han foran i bogen skriver nedsættende om jøder".

"Herregud, Odette, det var datidens moral for hundrede år siden".

"Jeg har det her, hvis du har glemt det, jeg læser højt: For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære sådanne Tanker, ikke for et Menne- ske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule".

"Odette, jeg siger undskyld på Kierkegaards vegne".

Så kom det, hun sagde: "Laus, min skat, vil du gøre mig en lille tjeneste?".

"Som jeg plejer, ja, hele mit liv".

"Må denne dumme tingest ligge i dit pengeskab?".

"Ja, hvad der er mit, er også dit. Hvorfor har du handsker på, i den varme?".

"Min taske er så tung".

"Ja, det kan jeg se, en mulepose til en bryggerhest, meget moderne".

så trak hun pistolen op af muleposen, som jeg holdt med højre hånd, jeg greb om pistolen med venstre hånd, ventede mens hun åbnede pengeskabet, hun havde altid været bange for skydevåben, hvem havde overtalt hende

"Hvorfra har du nøglen, du sagde du havde smidt den væk".

"Det er Margrethes jeg lånte, læg nu den tingest ind på plads".

jeg skubbede pistolen ind på rodehylden; de øverste rum var altid låste, mine private rum

"Lås pengeskabet, husk nøglen til Margrethe. Hvad pokker vil du med en pistol?".

"Det er en af mine venner".

jeg stillede muleposen på bordet, den klirrede, jeg fik mistanke, væltede muleposen, og ud trillede en af de sædvanlige, mørnede, hullede guldposer, Inhalt 10 kilo

"Laus, hvor vover du?".

"Du køber guld, ser jeg. Hvorfor kommer du til mig? Hvorfor skal jeg involve- res i noget så fatalt, en illegal pistol og illegalt guld?".

"Jamen, har du penge, hvordan skal jeg klare mig efter alt det med onkel Herbert?".

"Odette. Herbert var din far, nu er han død, tænk dig om".

"Victor er nærig, og du tjener ingen penge, ikke nok".

"Jo, jeg gør Odette".

"Altså, Laus, en pose med ti kilo guld siger man ikke nej til, ikke mig, men du kan spørge Margrethe, hvis du er så mistroisk".

der var noget galt med Odette, men hvad kunne jeg gøre; før hun lukkede døren så hun på mig, hviskede:

"Laus, jeg er så ulykkelig".

så gik hun, jeg stod, stiv af skræk, naglet til gulvet

-
Ved hvert stop

Skylaget lå tungt over kysten. Minna kørte Laus i silende regn ind til byen.

"Hvorfor er du så stædig, kører i det regnvejr, de kan vente til i morgen".

"Nej, Minna, vi kan ikke lade dem vente".

Ved hvert stopsignal græd Minna; fra alle løbesedler skreg dagens nyhed: 

"Krøbling i kamp mod vulkan. Vulkan myrdet af krøbling. Kendt spekulant myrder advokat". 

Minna standsede foran jerndøren. Mekanikeren åbnede bildøren for hende. 

"Jeg er så bange, Laus, de sætter dig i fængsel, jeg kan ikke forstå det. Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere, farvel Laus". 

"Minna".

"Nej, Laus, nej, aldrig mere, jeg vil aldrig se dig mere".

"Minna, kom tilbage".

"Nej, Laus, nej. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg var så glad for dig, farvel, Laus".

Minna løb grædende. Mekanikeren sagde: "Sådan er damerne, det er ikke så nemt, nu skal jeg hjælpe Dem med kørestolen". 
-

"Laus, du burde have talt med os først", sagde Ove Skov.

"Dit brev, og så til aviserne, det kom på et dårligt tidspunkt", sagde Hardall.

"Jeg forstod, at du ville hjælpe os med guldsagen", sagde Horatio, statsad- vokaten.

"Det må I selv håndtere. Jeg skød på Henrik Listerius, det står fast, det er slut med tidsspilde. I kan sætte mig i spjældet, hvis I vil, jeg rejser til Nordpolen eller Sahara".

"Som du vil. Jeg skal hilse dig fra Hugh Hayden", sagde Carl Anton.

"Hugh, hvordan har han det?".

"Han forsøgte selvmord, det lykkedes, næsten".

Skov sagde: "Personalemangel, men han var glad for den forplejning du sendte ind til ham".

Hardell var irriteret: "Hvorfor offentliggjorde du det idiotiske brev?".

"Laus, nu hænger du på den, vi har alle kendsgerningerne, plus din tilståel- se, og du har ikke ét vidne. Du hænger på den, Laus", smilede Horatio.

"Åhja, men Minna forlod mig, det er meget værre, en usædvanlig sød pige, det ved I, hun har forladt mig, aviserne skræmte hende. De skriver krøblingen myrdede vulkanen. 

Hvad fanden har jeg egentlig gjort? Jeg er hverken svindler eller storforbry- der. Jeg havde lyst til at slå Henrik ihjel, men der er heldigvis en advarende afstand mellem lyst og gerning. I har for øvrigt glemt at spørge mig, om jeg myrdede Eric Heimdal".

"Gjorde du det?".

"Nej. Men noget har jeg selvfølgelig været med til, som var absurd, grænse- tilfælde ud over det normale".

"Laus, fortsæt".

"Det unormale, en ejendommelig begivenhed, et underligt land, et mærk- værdigt folk, et opstyltet sprog, en pervers erotisk tanke, avisernes himmel- råbende løgne, radio og fjernsynets forfladigende hypnotisering. Hin enkeltes utilpassede adfærd fordi hun, han ikke ved, at de er unika, som ikke findes hos andre end netop dem. At være dem. Men de vil være som alle andre, dukker sig som anonyme, hvis de ikke tror sig geniale, altså sindssyge".

"Interessant, fortsæt, Laus".

"Grænsetilfælde undgår ikke at blive absurde, i relation til det normale, nu skvatter det hele sammen i hovedet på mig. Minna gik fra mig. Hvor meget mere tragisk skal det blive? 

Hils Hugh Hayden, jeg har tilgivet ham, farvel, d`herrer".

"Farvel, hr. prædikant, du som lever i det forrige århundrede", mumlede Ove Skov.

Laus kørte til kirkegården. 

hejsa, at køre i Odettes lille vogn med gipsbandager på fødderne, jorden er blød efter regnen, Victor er en lort, holder det ikke i orden, det ligner en møg- bunke, kørestolen benytter jeg som affaldsvogn, hejsa, hvor det kører, de nye roser forener sig smukt med gravstenens tekst, Odette

-
Nu har jeg chancen

Laus kørte til Helgadottis Hotel og Bar.

"Jamen dog, min pæne mand, er du blevet uvenner med din ledsagerinde? Jeg har ringet til dig i dagevis, men hende, dragen, passer godt på dig".

"Ja, det var, Minna".

"Blev hun vred på dig?".

"Jeg gjorde hende bedrøvet, men ikke med vilje, nå, skål".

"Jeg så dig i en avis, du sad i kørestol".

"Helgadottir, hjælp mig af med det stads". Laus flåede i bandagen på den ene fod.

"Pæne mand, du er umulig. På den måde holder du ikke længe. Kom, vi sætter os ned, jeg skal spørge dig om noget".

"Helga, først min bandage, det er som om jeg har lus".

"Vær nu ikke så utålmodig, altså, Laus, det er min neglefil, giv mig den, vi skal bruge en saks, men jeg skal spørge dig om noget".

Laus blev blåbærfarvet i ansigtet, råbte: "Nu har jeg chancen". 

"Til hvad, pæne mand?".

"Herved, Helgadottir Gyldenrøde, anholder jeg om Deres hånd og Deres smukke krop og Deres vidunderlige brusende hårmanke, som jeg aldrig har set magen til, jo, på en irsk pige. Vil du gifte dig med mig, men jeg kommer i spjældet".

"Jeg tænkte det nok, jeg har haft det på fornemmelsen hele tiden", lo Helgadottir, "jamen gud, kommer du i fængsel?".

"Siger du ja?".

"Jeg siger ja, fordi der noget jeg skal fortælle dig. Jeg har en listig plan, vi flygter over til den jyske vestkyst. Ja, jeg mener det, se dog ikke så forfærdet på mig".

"Åh nej".

"Pæne mand, kan så lidt forskrække dig?".

"Næh, joh, jeg mener".

"Jeg har et stykke jord, en dejlig strandgrund ved Vesterhavet, jeg fik den i medgift af min far, hans familie har haft den jord i mange år. Er du ikke en mand?".

"Joh".

"Min pæne mand lyder lidt skuffet. En rigtig mand skal avle børn, bygge hus og plante et træ".

"Ja, men man skal ikke gøre det to gange. Nå, vi får se". 

-
Har De bevidst undladt

Oberst Hardall blev indkaldt til møde med forsvarsministerens departementschef, som sagde: "Har De glemt, eller bevidst undladt, at holde Deres foresatte underrettet om Deres besøg en snestormsaften i august måned hos Eric Heimdal i Købmagergade?".

"Glemt? En rapport er på vej".

"Såre bekvemt, men visse omstændigheder er lidt påfaldende, synes obers- ten ikke selv?".

Hardall svarede ikke.

"Nuvel. Jeg skal på ministerens vegne meddele Dem, at De skal aflevere Deres rapport personligt til mig, inden 48 timer. Farvel, hr. oberst".

-
Hvorfor gik det galt

"Carl Anton, nu blunder du igen".

"Gerda, hvor mange er klokken?".

"Du er en natteravn. Ved du hvad dag det er i dag?".

"Kransekagen står i køleskabet".

"Tak, min ven, det er nu rørende af dig. Har du læst kortet fra Rolf, de har købt sommerhus, Elise skriver at børnene".

"Gerda, giver du kaffe?".

"Alt det natteroderi, klokken er halvtre, det slider på dig, og på mig, om en måned går du på pension, det har du lovet mig i mange år".

"Ja, min ven".

Carl Anton tændte en frisk cigar; han havde åbnet den store konvolut fra Bureauet for Slægtsforskning, med blod og påskrift, Til direktør Laus Jansen, og åbnet en i den liggende, mindre konvolut, Til politimester Ove Skov, og måtte åbne endnu en konvolut.

"Kinesiske humbug, hvad nu?". 

et stort dokument påskrevet, Vedrørende Guldtransporten, ser man det, det undre mig ikke, kolonner op og ned med navne, dateringer, kryptiske henvis- ninger

hvorfor er den undersøgelse gået galt lige fra starten, nye unge folk havde modtaget to anmeldelser, først fra en hysterisk købmandskone, og så en ano- nym anmeldelse, fra hvem

de unge folk havde opført sig tåbeligt, blev chokeret over fundet af den, som de forestillede sig, rituelt myrdede Listerius, og da den ene påstod at have hørt listende trin i de mange værelser, løb den anden efter forstærkning, gud fader bevares

hvorfor dukker Viggo Hardall op med et par folk, før Ove Skov ankom til gerningsstedet, Skov havde ikke tilkaldt Hardall, han dukkede op, hvem havde informeret Hardall, og hvorfor

hvorfor havde Hardall ladet sine folk traske rundt og ødelagt vigtige spor på gulvtæpper og så videre, hele undersøgelsen har været forfulgt af narrestre- ger, at netop Coralie, ja, Margrethe Clausen, satan til kvindfolk, påkørte Laus Jansen, så vi spildte en masse tid, ja, havde jeg ikke selv set det, ville jeg ikke tro det

hvad havde Eric H. sammen med Laus Jansen, eller Skov, eller Hardall

Finsen, godt at Finsen rykkede op efter den lumske tæve, Coralie

Laurids Finsen kunne huske, at Listerius var blandt de udvalgte, ikke just våbensmugler og den slags, næh, Listerius var for snedig

bankgarantien, Bofors, Pinneberg, havde rettet en forespørgsel til Ove Skov, derved kom Listerius i kartoteket, så sagde det banko hos Finsen, godt klaret, han burde være konstitueret, og ikke Skov, som er for vennesæl

Finsen er en udmærket fagmand

husk, ejermanden til næserne af de grønne krokodillesko

hvorfor har Ove Skov ikke sagt, at han fik det blodplettede brev af Laus, hvem har afhørt Laus, skal det holdes hemmeligt, jeg får vrøvl med mester Ove når han opdager mig på afveje

så var der Hardalls lakaj foran brandboksen hos Listerius. Ove Skov havde haft en diskussion med Hardall, lakajen havde løftet maskinpistolen truende imod ham, og da tåben skubbede til ham igen, råbte Ove, Hallo, oberst Har- dall, og Viggo kom slentrende og sagde ondskabsfuldt:

"Du kommer ikke ind i boksen, hvis du tror det".

"Hvad mener du, Viggo, hér er det mig der bestemmer".

"Pjat, Carl Anton ordner drab. Hvad vil du her?".

så gloede Hardall på Skov, som altid vil glatte ud, men den går ikke, her tog Hardall igen fusen på ham

"Udmærket, Viggo, må jeg foreslå et kompromis. Du lukker boksen op og får fem minutter, vi skal ikke skændes om småting".

"Sagde du småting, så skaf mig en låsesmed", brølede Viggo.

var det komediespil, det forbandede guld gør folkene kulrede, de hvisker i krogene, den véd så meget, den så meget, men ingen realiteter, vi har sikre informationer om en ubåd, bah, og bag en runesten på Bornholm, og i Rold Skov hos en adelig nazist, og en hemmelig kassemat på Kronborg Slot, ja, alt er gennem årene undersøgt hundrede gange, der var intet, men det findes, og dukker op de utroligste steder

"Gerda, hvor er mine mine cigarer, og husk mig på, at jeg skal huske ejer- manden til næserne på de grønne krokodillesko".

"Jaja, lille far, gå nu i seng. Jeg skriver en huskeseddel til dig: Carl, du skal huske de grønne krokodillesko".

-
Victor og butler Per Svensson

Før han kørte med S-toget til Østerport Station og derfra spadserede ind til retsbygningen, arbejdede retspræsident Victor Bache-Grün hver eneste mor- gen én time i vinterhavens drivhus.

min gode vane irriterede Odette, pudsigt nok, Laus omtalte ofte hendes inte- resse for havearbejde, hun skændtes med gartner Holgersen, ja, forhindrede denne i sit arbejde, efter hendes død forlod Holgersen pladsen i utide, kunne andet forventes, han var skeløjet af begær når han så på hende

men jeg har en god hushjælp, Per Svensson

han var den eneste ansøger, der mødte med en anbefaling som kammer- tjener hos en højadelig, jeg valgte at lade Per Svensson tiltale mig hr. Bache Grün, jeg vil ikke tituleres herren eller retspræsidenten

"Hvorfor ikke nådigherren", sagde Odette

jeg har aldrig hørt Odette og hr. Svensson sige ét ord til hinanden, alt måtte gå via mig, nå, også dette problem afgik ved døden sammen med Odette

det er lidt vanskeligt med opbindingen af datura suaveolens, engletrompe- ten, planten blomstrede frodigt, måske lidt vel hurtigt, for Per Svensson er det ingen fornøjelse at være gartnermedhjælper

-

"Hr. Svensson. Med lidt god vilje kunne De godt gøre dette arbejde færdigt for mig, jeg skulle jo nødigt komme for sent i retten".

"Jeg har desværre ingen erfaring i den slags såre betydningsfulde arbejde, Deres Nåde".

"Nej, det mærker jeg, vil De række mig saksen".

"Jeg har mine pligter i huset, Deres Nåde, det er som bekendt mandag i dag".

"Åh, javel, ja, gør som De vil".

"Jeg skal assistere vinduespudseren, ellers bliver han aldrig færdig, han taler for meget om glasmaleriet. Han påstår at glarmesteren sjuskede med restaureringen. Deres Nåde husker måske, at jeg i forbindelse med Deres Nådes lille uheld, jeg mener, dengang Deres Nåde løb ind i glasmaleriet".

"Vil De klippe sejlgarnet over hér, ja tak, dér".

"Og skrædderen kommer for at efterse Deres Nådes garderobe, samt afleve- re et udvalg af skjorter og undertøj til Deres Nåde, og jeg venter sandelig også gulvtæppemanden og hans lærling, de skal støvsuge".

"Ja, nu sidder grenen meget pænt, synes De ikke?".

Per Svensson svarede ikke; han misbilligede drivhuset som primitivt, for tæt på husets gemakker.

"Deres Nåde har desværre kun seks minutter til omklædningen".

Da de stod i påklædningsværelset med de mange spejle, en salig fryd for hr. Svensson, duften af den afdøde frues parfume gjorde ham svimmel, og han hjalp Victor med valget af dagens skjorte og habit, protesterede Victor, da Per Svensson ville iføre ham et par elegante sko af mørkegrønt krokodilleskind.

"Hr. Svensson, disse sko har jeg kasseret, vil De venligst finde et par andre".

"Deres Nåde slider mere på den venstre hæl end på den højre, men jeg har fundet en pålidelig skomager der forstår at rette hæle, disse sko er upåklage- lige, Deres Nåde".

"Jamen, de klemmer mig".

"Skoene er upåklagelige, se selv, Deres Nåde", svarede Per Svensson, idet han på sekunder frigjorde sig for sine egne sko, og stak fødderne ned i Victors upåklagelige krokodillesko.

Victor smilede. "Passer skoene Dem?".

"Fortrinligt, Deres Nåde, ganske fortrinligt".

"Bryder De Dem virkelig om at gå i folks aflagte fodtøj?".

"Undtagelsesvis ja, Deres Nåde, jeg synes det er et par virkelig dejlige sko. Den nu afdøde lensgreve til Frydendal bad mig".

"Åh, mit tog, nu kommer jeg for sent til 8,34".

"Jeg kører naturligvis Deres Nåde ind til retten", svarede Per Svensson, idet han bandt Victors slips og snørebånd, "tak for skoene. Huskede Deres Nåde at vande datura suaveolens?".

"Det ordner De senere, vi må af sted nu, nu må De endelig køre forsigtigt".

"Deres Nåde skulle have løbet alt for stærkt for at kunne nå toget".

"Ja, kør nu endelig forsigtigt".

"Tillad mig, Deres Nåde, men jeg så tilfældigvis i Retslisten. Det er vist i dag at sagen mod direktør Laus Jansen skal for. Måske skal Deres Nåde foresidde retten mod Laus Jansen?".

"Dét aner jeg virkelig ikke".

"Deres Nådes avis meddelte, at det angår en forundersøgelse".

"Hr. Per Svensson, jeg frabeder mig at De spilder tiden med at læse i min avis".

"Som Deres Nåde ønsker, det skal ikke gentage sig".

"Det er udmærket, at De planerer avisen for mig om morgenen, men stryge- jernet må ikke være for varmt. Tak, hr. Svensson".
-

Carl Anton stod foran retsbygningen, ventede på Skov og Hardall. En sølvgrå Bentley rullede ind på parkeringspladsen.

Carl Anton registrerede: To velklædte mænd steg ud af bilen, vekslede en bemærkning, nikkede farvel. Den ældste, der gik ind i retten, var den ofte fotograferede elegantier, retspræsidenten.

Den anden var en mand af middel højde, rødmosset ansigt, bowlerhat, mør- keblå blazer, grå silkeskjorte, gult silkeslips, lyseblåt silkehalstørklæde, grå flanelsbenklæder, sorte kørehandsker, mørkegrønne sko af krokodilleskind. 

En håndværksmester, ejendomshandler eller bookmaker.

Carl Anton så i sin notesbog. Portvagten havde sagt: En grå elegant engelsk vogn med registreringsnummer VGB, et tal der lød som musik, derfor kunne han huske det. Carl Anton marcherede hen til sin vogn.

Den grå Bentley bevægede sig adstadigt gennem byen, nordpå til Klampen- borg. Carl Anton fulgte efter, et opkald oplyste, at vognen tilhørte dommer Victor Bache Grün, og da vognen kørte ind på den angivne adresse, mumlede Carl Anton:

"Det kan næppe være en dommer, men måske har vognen været stjålet".

-

"Vil De vente et behageligt øjeblik, så skal jeg se efter i køreregnskabet", sagde Per Svensson. En mand med orden i sagerne. 

"På det af Dem nævnte datum kørte hans nåde alene til byen, det fremgår ved konferering med min dagbog, er De tilfreds?".

"Hvor mange kilometer kørte dommeren?".

"Er det min pligt at svare på et sådant spørgsmål?".

"Ja, vognen kan være stjålet og stillet tilbage igen, uden at De ved det".

"Nej, uorden, næh, det lader sig ikke gøre".

"Skal vi se på vognen, sagde De hvor meget den havde kørt?".

"Den pågældende dag 228 kilometer".

Carl Anton satte sig ind i Bentleyen, der var intet usædvanligt at se, ingen tegn på hærværk, indbrud, tyveri.

Per Svensson holdt bildøren åben, og idet Carl Anton svingede benene ud af vognen og satte fødderne et par centimeter fra Per Svenssons sko, nikkede Carl Anton til hushovmesterens mørkegrønne krokodillesko.

"Er det behageligt at gå i sådanne sko?".

"Meget behageligt".

"Kan De tilfældigvis huske, hvor De befandt Dem, denne pågældende dag".

"Torsdag den seks og tyvende?".

"Ja".

"Jeg var naturligvis her".

"Hele dagen?".

"Jeg besørgede nogle indkøb om formiddagen, og".

"Ja, fortsæt, hvad gjorde De om eftermiddagen?".

"Noget privat", svarede Per Svensson kort.

"De kørte måske en tur i vognen, næh, den kørte dommeren".

"Jeg havde besøg af min søster, men det vedkommer vist ikke Dem".

"Må jeg spørge, hr. Per Svensson, blot for god ordens skyld, vil og kan Deres søster bekræfte, at hun besøgte Dem?".

"Naturligvis".

"Kom Deres søster, lad os sige, helt tilfældigt forbi, eller var det aftalt?".

Per Svensson rødmede, men svarede behersket:

"Min søster, Ella Svensson, har desværre ingen formue. Hun henter et beskedent beløb hos mig en gang om måneden til min nevøs uddannelse. Drengen er på en af vore bedste kostskoler for opdragelse og indlæring.

Ønsker De at vide mere? Åh ja, naturligvis. Min søster var tidligere gift et par måneder med en vis Harry von Hupperdahl. Jeg beklager at måtte nævne dette misvisende navn, som jeg formoder at De, undskyld, jeg opfattede desværre ikke Deres titel, hr., ved nærmere eftertanke vil vide er velkendt. Min søster kan De træffe".

"Tak, hr. Svensson, hvor længe har De haft de fine sko, og mit sidste spørgs- mål, hvor er de købt?".

"Mine sko? Dem fik jeg ærligt og redeligt af hans nåde her til morgen, de var ubrugelige, mente hans nåde, men som lensgreven til Frydendal engang venligst meddelte mig".

"Vil De gøre mig en lille tjeneste, må jeg låne Deres sko?".

"Jamen, min herre, De har da alt for store fødder?".

"De får selvfølgelig skoene tilbage, var nu rar og skynd Dem lidt".

"Jamen, hvad skal jeg sige til hans nåde?".

"De skal holde Deres mund, De gør mig en stor tjeneste, skynd Dem, sagen er vigtig, forstår De".

Carl Anton bøjede sig ned og trak krokodilleskoene af den forskrækkede Svensson, som forsigtigt trippede over gårdspladsens perlegrus, tilbage til hoveddøren. 

Carl Anton kørte fra dommerens hus.

-
Nordhavnens Pumpefabrik

I rapportdyngen fandt Carl Anton portvagtens forklaring. 

Den tidligere ejer af Nordhavnens Maskinfabrik var en nervesvag mand, der i kælderen under fabrikken havde bygget et stort, svært armeret, sofistikeret beskyttelsesrum mod krig og atomvåben, men økonomisk havde forløftet sig på opgaven, han gik fallit.

Fabrikken blev på tvangsauktion overtaget af advokat Henrik Listerius, som omdøbte virksomheden til Nordhavnens Pumpefabrik, og bad portvagten Åge Larsen fortsætte sit arbejde, sammen med hustruen Gerda, som de eneste ansatte.

Torsdag den seksogtyvende huskede Åge Larsen. Den dag var den nye ejer, advokat Listerius, passager i en sølvgrå fornem personbil, sammen med en elegant herre, der gik i grønne krokodillesko, og måske var ejeren af bilen.

Åge Larsen var med til at bære en tung kasse hen til nedgangen til beskyt- telsesrummet, men så havde advokaten sagt, at Åge Larsen var invalidepen- sionist, og der var grænser for, hvad man måtte forlange af ham. Derfor skulle han gå til sin post i buret ud til gaden, så skulle advokaten og hans ven nok klare resten selv. "Glem ikke Deres kontrolure", havde advokaten sagt, de skulle passes hver time.

"Sig mig, Åge Larsen, har De været nede i beskyttelsesrummet?".

"Det siger jeg ikke, jeg tør ikke".

"Hør, hvad er nu det, De står jo og lyver".

"Det var Gerda".

"Gerda? Hvem fanden er Gerda?".

"Min kone".

"Såh?".

"Ja, hun afløste mig i buret, hun var alene med advokaten, han kunne ikke bære kassen alene, hun hjalp ham, og det var hun glad for, det faldt jo en ekstra skilling".

"Deres kone, hvor er hun, jeg mener, Deres hustru?".

"Hun er på ferie, vi arbejder på skift, maskinerne skal pudses, særlig den svenske vandpumpe er han helt tosset med, den skal altid stå strålende blank, gulvet skal støvsuges, og ingen, absolut ingen uvedkommende må komme ind".

"Men Deres kone? Er De ikke nervøs for Deres kone, hvor er hun?".

"Advokaten sendte hende på ferie i Spanien, der har hun været en måned".

"Har De fået en hilsen fra hende?".

"Høhø, det ville ligne hende dårligt, men lige før advokaten døde lovede han mig en rejse".

"En rejse til Spanien, ja, vel".

Gerda Larsen blev fundet knivdræbt i en grusgrav nær Tisvilde. 

Åge Larsen blev fundet knivdræbt og sjusket begravet under ukrudt i et kalk- brud.

-

Carl Anton kørte til Skindergade, låste sig ind i det berygtede advokat-kontor, stillede krokodilleskoene på gulvet under silkeforhænget til gardero-beskabet.

Jo, skonæserne stak frem under forhænget, de kunne ses. Heldigt og tilfæl- digt havde Laus Jansen set dem.

Carl Anton stillede sig ind i garderobeskabet, trak silkeforhænget frem og tilbage, i bunden af skabet stod et par kufferter, som forhindrede, at den, der ville gemme sig bag forhænget, ikke kunne trække fødderne tilbage, skonæ- serne ville stikke frem.

det er underligt, hvorfor troede jeg ikke på Laus, hvorfor fanden troede jeg ikke på Laus, den sag havde været opklaret, hvis jeg og idioterne havde gjort vores pligt

Laurids Finsen og teknikerne blev tilkaldt; de fandt fingeraftryk på dørkarme og garderobeskab, en håndflade på skabsdøren, og på et kufferthåndtag for- mentlig samme aftryk.

Carl Anton kørte ind til retsbygningen; han fandt Skov og Hardall i samtale med Horatio, og sagde:

"Nu snerper det. Få fat i Laus og mød mig i Skindergade".

"Laus Jansen er med føje fængslet for otte uger".

"Med retspræsident Victor Bache-Grün som dommer, ha, glimrende".

"Sagen er lige begyndt".

"Der var ingen vrøvl med Laus, jo måske, da dommeren var lidt for brysk".

"Glem det, og gør nu som jeg siger, Skindergade med Laus så hurtigt som muligt", råbte Carl Anton.

-

Laus var lænket med håndjern til en betjent.

"Vil du øjeblikkelig slippe ham", hvæsede Carl Anton.

"Nej, jeg følger mine ordre, I har ingen adkomst til at give mig ordre".

Skov hviskede: "Slip ham løs".

"Vi skal bruge ham, uden håndjern", sagde Hardall.

"Laus, der er noget jeg skal vise dig".

"Du, Carl Anton, ingen spørgsmål, jeg er for træt, hjernen er træt".

"Du skal se på garderobeskabet, og snak så".

"Lån mig en stol, jeg er træt. Ja, garderobeskabet og silkeforhænget er det samme, og dét der? Hvad er det, se, Carl Anton, der står nogen bag forhæn- get? Se på gulvet, næserne stikker frem. De grønne krokodillesko. 

Se skoene, det er det jeg mener, under forhænget. 

Der stod han med dolken, jeg så skikkelsen bag forhænget, jeg gik lige forbi ham, han bevægede sig, der var en udstråling, jeg mærkede en skrækfølelse. Jeg så spidsen af en kniv bevæge sig, den trak en skarp fold på forhænget, den pegede på mig, jeg kunne føle han stod derinde, jeg kunne lugte ham. Victor har en særpræget lugt. Men jeg fattede intet, listede på tæerne for at Henrik ikke skulle høre mig, ikke skulle se mig. 

Jeg glemte Victor. Først mange timer, nej, der gik dage før jeg blev helt klar over, at det var Victor. Jeg sagde det til dig, Carl Anton".

"Nej, du gled uden om når jeg spurgte. Du talte om lugten og skonæserne. Du blev ved med at sige krokodillesko. Ikke et ord om, hvem han var. Du ville ikke. Så jeg blev sur. Du ødelagde det for os, Laus, vi har spildt en helvedes masse tid".

"Hør nu, for fanden, den værste forbrydelse er, hvis venner forråder venner. Det kan og vil jeg ikke være med til. Det er langt værre, end en grov løgn fulgt af vedvarende fordrejninger. Ja, værre end at henrette en uskyldig, værre end justitsmord, fordi den slags sker i kraft af statens magt og umoral. Men svigter du ansvaret for dine venner, din familie, dine børn, er du fortabt. Du er pisket til at forblive loyal, uanset om de har svigtet dig".

"Laus, har du været prædikant for de hellige?".

-
Vi har fat i en massemorder

Laurids Finsens beviser var tilstrækkelige, samme hånd- og fingeraftryk på krokodillesko, forhænget, dørkarme, garderobeskab, skabsdøren, og skæftet på dolken med hagekors.

"Så er vi her", sagde Finsen, idet han svingede vognen med Carl Anton og Ove Skov ind foran retspræsidentens bopæl.

Victor åbnede hoveddøren: "Jeg ventede sandelig ikke d´herrer".

"Vi gør det kort, dette par sko, det er Deres, ikke sandt?".

"Hvad mener De?".

"Er dette par sko Deres?".

Victor smilede: "Nej, jeg beklager, de tilhører".

"Per Svensson".

"Min butler, ja".

"Er hushovmesteren tilstede?".

"Min butler, jeg mener Per Svensson, er desværre rejst fra mig. Han fortalte mig, at han var forulempet af politiet med upassende og for hans privatliv anmassende spørgsmål. Det var hans ord. Han ville derfor forlade sit arbejde. Hr. Svensson påskønnede for øvrigt, at politiet rejste sag imod direktør Laus Jansen. Det er kun rimeligt, sagde han til mig, at den slags landsskadelige personer straffes. Jeg formoder at d´herrer har talt med hr. Svensson, og så burde han have fortalt Dem, at disse sko tilhører ham".

"Ved De hvor Per Svensson er rejst hen?".

"Nej, jeg spurgte ham ikke, og efter at jeg udbetalte ham hans tilgodeha- vende, har jeg ikke set ham".

"Tror De han har opsøgt sin familie?".

"Nej, det stakkels menneske har overhovedet ingen familie, han var meget ensom, men jeg forsøgte at opmuntre ham".

"Torsdag den 26. kørte De 228 kilometer i Deres vogn, adskillige gange turen frem og tilbage til retten, hvor kørte De hen med bilen?".

"Jeg forstår ikke Deres spørgsmål, jeg kører ikke selv bilen, det gjorde Per Svensson, eller jeg kører med S-toget. Jeg håber ikke han har forsøgt at binde Dem noget på ærmet? Kan jeg byde d´herrer et glas portvin, skal vi sætte os lidt behageligt, vi står her ret op og ned".

"Per Svensson viste mig et kørselsregnskab".

"Et, hvilket regnskab?".

"En bog, regnskab for kilometerantal, olie- og benzinforbrug".

"Han har spillet Dem på næsen, den gode Svensson, det forsøgte han sandelig også med mig, men".

"Tillader De at vi undersøger Per Svenssons værelse?".

"Naturligvis, hvis De insisterer, men".

"Laurids Finsen holder dommeren med selskab".

-

Carl Anton greb Ove Skov i armen, trak ham ind i husets sidefløj. Per Svens- son havde efterladt den lille treværelses lejlighed i upåklagelig stand, der var intet usædvanligt at bemærke.

"Det er sten sikkert, at han lyver".

"Du skal være sikker, du har ikke andet end mandens sko og et besøg i en vens garderobe".

"Det beviser ikke en døjt. Jeg vil tale med Per Svensson".

"Havde du indtryk af, at han ville forlade pladsen?".

"Nej, afgjort nej".

"Er det et spørgsmål om penge, hvad tjener en butler?".

"Sagde du penge, retshertugen er mæcen, meget stor i kæften, vi finder Per Svensson hos hans søster".

"Men retspræsidenten tabte kolossalt ved aktiespekulation via Henrik Listeri- us, vent lidt, Carl Anton, er det mig der er halvskør?".

"Det er muligt, nå, lad os gå tilbage til de andre, hytten er tom".

"Vent lidt, snus ind, kan du lugte noget?".

Carl Anton snusede, næsen vibrerede, munden smagte på luften: 

"Ja, rengøring, han har tabt en krukke marmelade på gulvet".

"Kan du lugte blod?".

"Sagde du blod?".

"Ja, helt afgjort, fortyndet med varmt vand, jeg kender det fra hospitalet".

"Satans, din cancer, du er helt bleg, er du dårlig? Jo, her stinker, det er but- leren, så har vi ham, så klapper fælden, så er Per Svensson slagtet med en kniv".

"Som Åge Larsen i Faxe Kalkbrud".

"Og Gerda Larsen i Tisvilde".

"Og Listerius, minus skudhuller".

"Råb ikke så højt. Hvis det virkelig er ham, er han jo sindssyg, hvad gør vi? Er du sikker på lugten? Jeg tror det er marmelade".

"Nej, blodlugt, næsten helt sikker".

"Det ordner Laurids Finsen, vi endevender alt, vognen, det hele, og låser kalorius inde i de særlige anliggender til han giver sig".

"Er du gal? Du overtræder retsplejeloven, vi har kun vidneudsagn fra Laus, og et par fingeraftryk".

"Vi har fat i en massemorder, lad os komme af sted".

-

Carl Antons idé med en retspræsident indespærret i særlige anliggender, "i et rottehul", sagde Victor, var ikke velset. Oberst Hardall blev sur over sagens udvikling, han protesterede, meldte sig på ferie.

Victor Bache Grün tilbageviste alt. Afviste beviser som hypoteser.

Der var blodspor fra Per Svensson på domestikfløjens gulve og tapeter, i Bentleyens bagagerum, og på dørken i Victors lystyacht i Helsingør, men Per Svensson var forsvundet. Lidt held skulle til. 

En bundgarnsfisker fra Gilleleje indbragte liget af en mand, påklædt med blazer, flanelsbenklæder, silkehalstørklæde, etcetera, og med bowlerhatten trukket umanerligt hårdt ned over kraniet. En retsmediciner fastslog, at den køkkenkniv der sad fast i ligets ryg, havde perforeret hjertet, og dermed frem- kaldt Per Svenssons død.

-
Henriks brev

Laus fik post da han sad fængslet, et brev fra en advokat: 

"Hermed fremsendes skrivelser fra afdøde Henrik Listerius til Dem".

Med stort ubehag åbnede Laus brevet:

"Kære Laus. Dette brev er fra en afdød, nemlig mig.

Jeg har tinglyst dig som min arving, bortset fra et par småting til min datter Lotte, herunder ejendommen i Skindergade, Nordhavnens Pumpefabrik og et kontant beløb. Alt det øvrige er dit.

Så vil du måske spørge: Hvorfor? Det skal jeg sige dig. Du har med meget godt, tilsat en del ondt, været min eneste ven. Det er måske lidt ejendomme- ligt, vil du synes.

Men jeg har aldrig følt mig tættere knyttet til nogen anden, end netop dig. Du lærte mig, hvordan et menneske skal opføre sig, du har hjulpet mig gen- nem mange kriser, som for længst burde have medført mit selvmord. Men du reddede mig.

Derfor har jeg i de senere år været i meget trist humør, når du gled mere og mere bort fra mig, og jeg har savnet dig mange, mange gange. Jeg har til tider følt mig som jordens ensomste menneske, og i den tilstand følt despe- rationens negation, et dødsens fortvivlet inferno. Så kunne jeg ringe til dig og sludre lidt, bare fem minutter, det gav mig næring til at leve videre.

Det er meget trist, det, som er sket med Odette. Jeg håbede som du, at hun var lykkelig. Det skulle ikke være sådan. Jeg kunne skrive til dig i mange timer, men jeg ved hvordan du reagerer: Jeg afskyer Henriks sentimentalitet. Lev vel, Laus. Jeg holdt af dig til min død. Henrik.

P.S. Jeg gik forbi akvariet mellem glas og rustfrit stål her til aften, kan du huske da den var vores hyggelige - nede i Kælderhuset?

Du sad og spiste gule ærter sammen med, ja, hvem det var, ved jeg ikke, men han var grovæder.

Pludselig slog det mig, at du er den eneste, jeg kan, og for min sjælefreds skyld, må betro følgende sære historie om Victor. 

Imidlertid, først min konklusion: 

Victor er rablende sindssyg. Jeg vil forsøge at få ham indlagt, men jeg tror, at han forinden overlister mig. Som han gjorde da han begyndte at tale om guld, og jeg i min naivitet troede det var indkøb til nye guldstatuetter. De små statuetter, Laus, som du beundre, vistnok, mener jeg. At han stjal smeltebe- holdningen fra Herbert Grün, glemmer vi.

Min markvandingspumpe, som du sikkert husker, var blevet godt rusten, og medvirkede til, helt uden humor er jeg jo ikke, købet af Nordhavnens Pumpe- fabrik, og tilbød Victor lagerrum til hans arbejde i kulturlivet, du ved, teaterku- lisser, en kunstudstilling, et flygel til en koncert, og så videre.

En aften spurgte han mig, om jeg ville hjælpe ham med en transport; vi skulle hente nogle kasser i Tisvilde. De lå gravet ned under en skurvogn i en grusgrav. Men så åbnede han bagagerummet, og jeg fik et chok, det var ræd- selsfuldt.

Pumpefabrikkens portnerkone, Gerda Larsen, som jeg har fortalt dig om, lå død, halsen skåret over. Victor løftede hende op, og smed kroppen ned i grus- graven, og begyndte at bære på nævnte metalkasser. Det kunne han ikke, og gjorde tegn til mig at hjælpe ham, og sagde iskoldt:

"Du er på hemmelig mission, sig ikke et ord til nogen". Jeg var dødsens ræd, han lignede en psykopatisk massemorder.

Den sending, og to andre jeg var med til, stillede vi ned i kælderen under pumpefabrikken, i beskyttelsesrummet, en ejendommelig sag for sig.

Den næste ladning hentede vi i salonen på Victors båd Sylfiden i Helsingør, og på hjemturen sagde han, at vi skulle standse i Skindergade, "hos dig, Hen- rik", snerrede han. Da vi havde slæbt kasserne op, og, Laus, jeg håbede du havde været i Odettes Kahyt, sagde han: "Luk så brandboksen op". 

Herregud, Laus, det var poser med guld. Men tænk dig, så åbnede han en lang springkniv og hviskede:

"Du er på hemmelig mission, jeg slagter dig hvis du ikke lystre".

Derpå krævede han, at jeg overnattede hjemme hos ham, til endnu en eks- pedition; med en jernkæde låste han mig fast til Odettes seng, ja, af alle, og sagde: "Nu fik du sikkerhed i guldet, nu skal du skaffe mig nogle penge".

Laus, Laus, Laus, det var forfærdeligt. Jeg gav ham de penge han havde hårdt brug for, sagde han, og pludselig grinede han idiotisk og vrælede:

"Tror du en retspræsident kan tillade sig snyde i banken?".

Jeg havde stor medlidenhed med Victor, var jo klar over, at han var blevet splintrende gal. Og hver time tænkte jeg på at gå til politiet, tale med dig, etc. men i stedet drak jeg mig pissefuld og besøgte, du ved.

Vi kørte til Tuse Kirke. På en lille bivej blev vi standset af en formummet mand, som den værste kukluxklan i hvid kjortel og hætte. Jeg troede min sidste time var kommet. Det var nær kirken, ved kirkegården, jeg fik jo min første opdragelse hos jesuitterne.

"Hr. oberst", sagde Victor til kuttemanden, og fik omgående svar, to lussin- ger. Vi kørte tilbage til pumpefabrikken med læs, jeg forsøgte at advare Åge Larsen, men hurtigt opfattende, nej, ikke Åge Larsen. Da han beklagede sig over Gerda Larsens fravær sagde jeg spontant: "Hende sendte jeg på ferie, har hun ikke fortalt Dem det". Hvad i alverden skulle jeg gøre?

Victor forlangte, at vi skulle køre til Fakse Kalkbrud, men så sagde jeg totalt stop.

"Victor", sagde jeg, "jeg kan ikke både være i Fakse, og hjælpe dig med penge og bankforretninger". Samme dags aften kom han med et nyt læs guld, og beordrede mig til at holde mig væk fra pumpefabrikken.

Nu er jeg meget spændt på, hvordan det hele udvikler sig.

PS. PS. Jeg har ofte følt mig, skal vi sige frustreret, især efter oplevelsen med de to lastbilers sammenstød og eksplosionen på motorvejen ved Ham- borg, det var slemt. 16 døde mennesker. Du plagede mig, spurgte hvordan min far døde under borgerkrigen i Spanien. Du, proletarbarn, vidste alt om den krig, og at Papa var rejst med de kommunistiske frivillige. Jeg vedlægger et udklip fra Berlingske Tidende af 27. juli 1936. Læs det mindst tre gange, så vil du forstå det. Jeg kendte ikke sandheden, før jeg mange år senere talte med Mama. For mig var Papa en helt. Men hvilken slags? Jeg havde det som en kamæleon, måtte huske hvor jeg var, og skifte kulør. Det var meget indviklet. 

Under de første krigsår blev Mama inviteret til selskaber hos den spanske ambassadør. Hun drog afsted med betænkelig mine. Hun forsøgte at skjule for mig, at Papa var dekoreret post mortem af general Franco, men det reddede hende da hun blev taget af Gestapo. I mellemtiden var jeg havnet på østfron- ten på ret kort visit før jeg blev såret. Jeg forbigår episoden med Werner. Da jeg kom hjem, lodsede Mama mig ind på den modsatte front, det husker du. Nej, Laus, jeg vil ikke rippe op i vores minder. Selv ledte jeg i Mamas papirer efter minderne om Papa. Der var ingen. Ingen. Læs vedlagte udklip. Henrik".

Avispapiret dirrede i Laus hænder.

"Berlingske Tidende, 27. juli 1936. I Byen Huelva har de kommunistiske Hor- der i Dag efter engelske Flygtninges Beretninger iværksat en fuldkommen Massakre. Fascister, der var arresteret, blev trukket ud af Fængslet og skudt ned med koldt Blod. Mange af Byens kendteste Borgere blev jaget, indhentet og skudt. En Række Automobilforretninger og store Garager blev plyndret for Vogne, som Pøbelen derefter anvendte under Jagten gennem Gaderne. Alle Kirker blev sat i Brand og i hele Partier af Byen slår Flammerne op fra snart hvert andet Hus. En hel Familie på 10 medlemmer er blevet udryddet med Undtagelse af en Kvinde.

Riffelskydning høres ustandselig i Gaderne. Et af øjenvidnerne har set nogle Regeringssoldater uddele Våben til Civile på Pålæg om "at bruge dem godt". 300 oprørere foretog i Morges et dramatisk Udbrud fra Loyola-Kasernen uden for San Sebastian. Kasernen var omringet af røde Styrker, men Oprørerne slog sig igennem, medførende en svær Feltkanon. De bragte Kanonen i Stilling på en Høj Nordvest for San Sebastian og indledede et kraftigt Bombardement af Byen. To Timer i Træk betjente de Kanonen. I Eftermiddags har Regeringstropper og kommunistiske Minearbejdere rettet et Angreb på Højen.

Ifølge et Telegram i Aften har Oprørerne atter taget Passet ved Sierra Gua- darama og driver nu Regeringstropperne foran sig. Oprørerne har i Sinde i een Etape at trænge frem til Lozoyela, hvor Kilderne til Madrids Vandforsy- ning findes.

Kampen om Bjergpasset var yderst desperat, Mand mod Mand, under Anvendelse af Bajonetter og Haandgranater. Oprørerne sejrede først, siger Telegrammet, efter at en afdeling på 100 Regeringssoldater havde sluttet sig til dem, og vendt deres Våben mod de Mænd, ved hvis Side Overløberne nogle Minutter forinden havde kæmpet".

-

Laus læste avisudklippet igen og igen, de to sidste afsnit harmede ham:

jeg får hovedpine når jeg tænker på Max Rabin og Leslie Andersons repor- tage fra Barcelona, Leslies søster Anni, myrdet af anarkister. 

Hvad var de anarkistiske militsgruppers rolle i den affære? Jo, det var over- løberne, fascismens illegale fortrop

Laus sendte Henriks brev til Carl Anton, c/o tilsynet for særlige anliggender.

-
Victors tilståelse

Carl Anton og politimester Ove Skov anså retspræsident Victor Bache Grün for så tilregnelig, at tilståelsen ville falde, når han fik forevist farvefotografier- ne af ligene af Per Svensson, Gerda Larsen, Åge Larsen, og Henrik Listerius.

Men Victor sagde: 

"Per Svensson har ikke forandret sig særligt. Er det fru Gerda Larsen? Hvor- for siger man at kvinder er attraktive? Hvad hedder han, sagde De Åge Larsen, den mand har haft et blomsterstade på Grønttorvet. Henrik var pæne-re som ung, den kniv i ryggen på ham er hans egen, et lille minde fra hans ungdom".

Victor nægtede at kende noget til drab og mord. 

De kørte ham til Retsmedicinsk Institut. Her kunne han se resterne af ilde til- redte nøgne mennesker, opsvulmede eller indtørrede, af prosektoren opskår- ne lig med blotlagte indvolde, gevækster, ekstermiteter. Per Svensson var endnu iført den fastsiddende bowlerhat. Gerda Larsens bækkenparti var fjer- net. Åge Larsen havde enten kæmpet desperat, eller været udsat for en sadis- tisk knivdræber. Kraniet, adskilt fra kroppen, af Henrik Listerius, stod på en bakke, en hurtig ekspedition havde fremmet testator Henriks sidste gestus ved- rørende kranium, hjerne og visse skeletdele, den ene arm var to centimeter længere end den anden, til Anatomisk- Biologisk Institut.

Victor brød sammen: "Jeg må tale med Dem, nu må De lade mig tale ud".

-

Der blev ingen afhøring dén dag, Victor var for oprevet, den næste dag var han træt, men villig til at afgive forklaring.

"For så vidt angår hr. Per Svensson, en udmærket butler, det må jeg sige, handlede jeg i panik".

Ove Skov blev vred: "Deres paniske reaktioner stemmer ikke med, at De i fjorten dage har holdt politiet for nar med løgnagtige forklaringer".

"Jeg tåler ikke Deres afbrydelser, så tier jeg stille".

"Har retspræsidenten lyst til et glas portvin?", spurgte Carl Anton venligt. Skov så forbløffet på Carl Anton.

"Endelig en sympatisk person, tak", sukkede Victor.

Laurids Finsen stillede portvinsflasken frem, skænkede op.

"Skål, hr. dommer, hvad skete der så?".

Carl Anton var alt for venlig. Skov prustede hånligt, og forsvandt i mørket, i retning af åkanderne i Glyptoteket.

"Nu må De gerne fortsætte, hr. dommer", sagde Carl Anton.

"Tak, det er en udmærket vin".

"Det glæder mig, hr. dommer".

"Ja, for så vidt angår Henrik Listerius er det Dem næppe ubekendt, at jeg var bundet til afdøde med stærke og varme venskabsbånd. Dog, det viste sig gennem årene, opofrende fra min side, men lidet gengældt fra hans, hm, Henriks. Han har gennem mange år totalt formøblet min formue. Jeg har ikke selv forstand på den slags sager, skattevæsen, bankvæsen, alt det der. Men jeg afviser alle beskyldninger om noget, hm, utilstedeligt forhold mellem os, i strafferetlig betydning, mener jeg, det forelå ikke".

"Vi forsker ikke i dommerens privatliv".

"Nej, vi skulle jo nødig, jeg mener, noget upassende".

"Smag endelig på vinen, men sig mig, lå dolken med hagekorset frit frem- me, så De uhindret?".

"Tillader De at jeg tænker mig om, mange tak. Jo, nej, hm, jo, ja, hm, den lå på en hylde i brandboksen. Vi drøftede visse vigtige forretninger og finans-forhold, det havde vi aftalt dagen før vedrørende mit uselviske arbejde for det højere kulturliv. Det var meget pikerende for mig, at se alt det guld ligge på hylderne. Og da Henrik så nægtede at hjælpe mig, mit arbejde for kulturlivets faciliteter kræver, det siger sig selv, meget store omkostninger, ja, så greb jeg desværre til en fortvivlet udvej".

"De truede ham med dolken?".

"Ja".

"Og i Deres altererede sindstilstand stak De ham ned?".

"Nej, jo, senere. Pludselig forsvandt guldet for næsen af mig, det var et fryg- teligt chok for mig, forstår De det?".

"Naturligvis". Carl Anton skænkede med rystende hånd mere portvin: "Hvor- dan skete det, jeg mener, forsvandt det ved heksekunst?".

"Ved De ikke det? Hvad bestiller politiet? For øvrigt en udmærket portvin. 

Næh, det var maskerede personer, der forøvede et militært, præcist røveri. Pludselig stod de foran os, bevæbnede, jeg blev gennet ned på gulvet. Henrik sad forskrækket i stolen bag skrivebordet. Og først nu så jeg, hvorfor han hele tiden holdt et lommetørklæde op til højre øre. Der var et stort hul i øreflippen, en kage af blod. Det burde han have sagt til mig, så havde jeg naturligvis hjul- pet ham, men vi skændtes. 

Men ser De, den spinkle person holdt os i skak med to pistoler, en lille og en stor, og Henrik protesterede. Og så skød denne dame Henrik i brystet, han spyttede blod ud på bordet".

"Stop, er De sikker på, at det var en kvinde?".

"Ja, og jeg tænkte på, at hendes ansigt og skikkelse lignede min afdøde hustrus veninde. Jeg mener typeligheden, visse fælles træk. Jeg kender hende absolut ikke, jeg har kun set hende i et fotoalbum, og, hm, min hustru, Odette, akja, hun døde af uhelbredelig sygdom, ja. 

Men så tog manden den store pistol ud af hånden på kvinden, og skød Hen- rik på flere meters afstand præcist i panden. Alt dette var meget sindsopriven- de og uhyggeligt. Kvinden kommanderede mig ned på gulvet, med absolut kultiveret stemme, det må jeg sige, og vred min højre arm om på ryggen og lænkede min hånd med håndjern til min venstre fod, og dét vil jeg sige Dem, der lå jeg i en meget akavet, ydmygende, nedværdigende og smertefuld stilling".

"Ja, og så løb de fremmede med guldet".

"Ja, har De mere portvin?".

"Finsen, har vi mere portvin?".

"Joh, jeg må sige det var perfekt. Jeg så dem åbne vinduet i værelset ind mod gården, jeg havde netop tænkt på, hvordan vil de få alle poserne båret ned i Skindergade ved omtrent højlys dag. Selv om det var tordenvejr. Næ, de snedige bastarder, havde jeg nær sagt, de havde lagt noget lyddæmpende nede på gårdspladsen, og kørt en bil, måske en lastbil, som jeg havde set parkeret på Domkirkepladsen, ind i gården og der var to medhjælpere derne- de, en kvinde og en mand, det hørte jeg fordi de skændtes, De ved, "ikke dér, dit fjols", De ved, men absolut kultiverede i sproget, bevares, men altså, alle lærredsposerne ud ad vinduet".

Laurids Finsen skænkede portvin til Victor. Ove Skovs og Hardalls skygger gik forbi hinanden på væggen i halvmørket.

"Hvornår, og hvordan, og hvorfor, stak De Listerius med dolken?".

"Det kan jeg næppe forklare. Men før røverne forsvandt, løsnede de mig fra den ubekvemme stilling på gulvet, gav mig et slag i ansigtet. Jeg skulle sidde helt stille den næste halve time, derfor sad jeg roligt, og".

"Lidt mere portvin?".

"Mon det går an? Ja, tak, meget vederkvægende. 

Men da katastrofens omfang gik op for mig, alt mit guld bortført, blev jeg grebet af en forfærdelig hævntørst. Jeg så dolken i brandboksen, fattede om- kring den, og, ja, stødte den ind i min stakkels ven. Jeg ved nu, men det er for sent, at det var aldeles unødvendigt, dette, hm".

"Ja, unødvendigt. Nu skal De oplyse mig om kendsgerningerne vedrørende drabene på Gerda Larsen og Age Larsen, herom foreligger en redegørelse fra advokat Listerius".

"Nej".

"Jo. Måske har dommeren lyst til mere portvin?".

"Nej, tak. Jeg vil ikke misbruge Deres velvilje. Thi sagen er den, at jeg for- moder, nej sagt udtrykkeligt: De vil få nærmere underretning. Den sag er et for nationen prekært anliggende, og derfor betegnes som en hemmelig mis-sion".

Carl Anton på forbavset på Ove Skov og Viggo Hardall. 

hvorfor bærer Hardall solbriller og falsk fuldskæg her inde

"For øvrigt, om De tillader, er det mig magtpåliggende at tilføje, at jeg i an- liggender der vedrører statens sikkerhed, fortsat står til rette vedkommendes tjeneste. Kan jeg anmode om en kop kaffe?".

"Naturligvis. Men, hr. retspræsident. Så De, jeg mener, under røveriet, før eller efter røveriet, altså, så De Deres anden ven, direktør Laus Jansen? Så vidt jeg har forstået stillede De Dem ind bag garderobeforhænget?".

"Jo, naturligvis, jeg gemte mig da jeg hørte støj. Jeg var sikker på, at det var en af røverne, som kom tilbage. Men det var Laus. Hvorfor han kom? Nej, det ved jeg ikke. Nej, jeg så ikke direkte på direktør Laus Jansen. Ikke ret meget, mener jeg".

"Men De så ham?".

"Jeg følte ham, om jeg må sige det sådan, da jeg stod bag forhænget. Men han måtte jo ikke se mig".

"Glimrende. Vi har for øvrigt taget dommerens guldstatuetter i forvaring. Der skulle jo nødig ske de små stakler noget uventet. Et sidste glas portvin, hr. retspræsident?".

"Åhnej, at I kan nænne det, nå, det er bronze. Tænk, hvis det var guld, men pas endelig godt på dem. De små væsener har meget stor affektionsværdi".

"Naturligvis", svarede Carl Anton.

hvordan slipper jeg af med oberst Hardall, han gør mig nervøs, han træder i mine cirkler

-

Politimester Ove Skov fik gennemført en hurtig mentalundersøgelse af Vic- tor. Ekspertens konklusion: "Det er min foreløbige opfattelse, at observantens adfærd beror på særlige omstændigheder, formentlig tilbage fra fødslen".

"Og ham gjorde de til retspræsident?", råbte Carl Anton.

-

-

                                                        guld08

-

-

--