-

- en masse guld, 

satans, hvorfor mig,

hvorfor hele tiden mig -

 

-

-

-

-

-

-

-

-

-

jeg har intet hørt fra mine tilsynsvenner, og heller ikke fra Margrethe, nå, dem om det, og godt for det

Bureauet For Slægtsforskning, diskrete undersøgelser. 

Laus talte med slægtsforsker Eric Heimdal i telefonen: 

"De kan komme tirsdag aften. De skal komme så sent som muligt, mit arbej- de, forstår De. Ja, på første og anden etage, der er altid tændt lys, og der er en skrædderforretning ved en lille port, dér går De ind".

-

August, tirsdag morgen, snestorm over landet, al trafik gik i stå, elektricitets- forsyningen svigtede, Købmagergade ufremkommelig, blokeret af snedriver, en iskold tirsdag aften, midt i sommeren, gaderne mennesketomme, himlen et inferno af jagende skyer. Laus søgte læ bag en parkeret lastvogn, satte sig på vognens trinbrædt ved førerhuset. 

En mørk stemme inde fra vognen, en lysere stemme svarede; inde i den lille port lød et bump og en klirren, og et smerteudbrud.

Den mørke stemme: "Hvad er der sket?", de to mænd hoppede ned fra last- vognen, forsvandt ind i porten.

Den ene høj slank, mørk frakke, mørk hat. Den anden, en yngre mand, vådt hår, åbentstående skjorte, oprullede ærmer, slæbte på små tunge sække.

-

Laus så på skiltet, Bureauet For Slægtsforskning, og på butiksruden ved den lille port, Vladimir Hirsch, skræddermester; fortovet sneglat. 

Laus gled, støttede sig til butiksruden, gik ind i den lille port, så ind en lille gårdskakt, fire mænd diskuterede lavmælt i flakkende lys fra håndlamper.

Laus gad ikke være nysgerrig, han åbnede døren til trappen, så en ny dør, den var låst. "Det var dog fandens, hvad nu?"; han hørte mændene komme nærmere. Ham med den mørke stemme talte dæmpet. Ham i skjorteærmer og vådt hår klagede over det glatte føre, og sagde: 

"Gå nu forsigtigt, hr. Heimdal". 

Det var en spinkel mand i en grå kittel, vådt tyndt tjavset hår, små runde bril- ler i et gammeldags jernstel. Den fjerde, forpustet, korpulent, store hornbriller, vådt sort hår, seler, oprullede skjorteærmer.

han, som må være Eric Heimdal er snublet, på vej fra varevognen ind til, hvad, det aner jeg ikke, Eric H. kan ikke tale med en ny klient netop nu, hvad gør jeg

Lyset fra håndlamperne flakkede, spinkle Eric H. klagede over den tunge vægt, ham med hornbrillerne prustede, og ham med det strittende hår, sagde: 

"Gå nu forsigtigt hr. Heimdal".

Det gav et sæt i Laus da den fjerde mand passerede ham: 

en høj person i mørk frakke, mørk hat, magert skarptskåret ansigt, håndlam- pens lys afslører præcist, der er ingen tvivl, fjerdemanden er oberst Viggo Hardall

Laus åbnede døren; de fire mænd skændtes. Laus trådte på noget klirrende, samlede det op, holdt øje med de fire mænd, gik langsomt baglæns ud mod lastvognen, trippede forsigtigt, trykkede sig ind i en døråbning.

jeg hader at være nysgerrig, men får bekræftet det nødvendige, der er ingen tvivl, oberst Viggo Hardall begår en eller anden forbrydelse, eller er deltager i en lyssky operation

-
Stadsguardejnen til oberst Viggo Hardall 

"Herved bekræftes, at de indleverede effekter alle er af lødighed 16 og 18 karat guld. Kontrolvejeseddel vedlagt. Til Deres spørgsmål om effekternes tid- ligere anvendelse kan oplyses, at det er pryd- og nyttegenstande, urkapsler, guldtænder, tandproteser, diverse smykker, ringe, armbånd, etc. I fagsproget kaldes det skrotguld til omsmeltning".

-
Hr. Heimdal, hr. Hirsch, hr. Wain

Laus ringede til slægtsforsker Eric H. og sagde at han var blevet forhindret tirsdag aften, om han måtte gøre ulejlighed i dag? 

Det måtte han.

Laus gik først ind i skrædderforretningen; genkendte den korpulente mand med store hornbriller:

"Goddag, er De skræddermester Vladimir Hirsch?".

"Ja, det er mig".

"Jeg skal besøge hr. Heimdal, men det stykke stof, ja, dér, tror De der kan blive til en habit til mig?".

"Er De kunde hos mig?".

"Næh, men De har en flot vinduesudstilling, pynter De selv vinduet?". 

Hr. Hirsch bad Laus komme igen, samme tid, om fjorten dage.

Et lille skilt på trappen: Eric Heimdal, bureauet for slægtsforskning, Vladimir Hirsch, skræddermester. Adam Wain, stud. mag. vicevært. 

dét skal du aldrig byde mig mere, ti nu stille, Odette, jeg må undgå mine for- følgere, har jeg glemt dine blomster, jeg kører fra Købmagergade ud til dig

-

Laus gik op til Adam Wain, tyndt pusket hår, mistroisk, måske en brødløs evighedsstudent:

"Goddag, er De viceværten?". 

"Ja, det er mig, hvad vil De?". 

Hr. Wain holdt en åben bog med 1800-tals skibstegninger i hånden: "Jeg har dårlig tid, jeg studerer, er det vigtigt?".

Laus trak en armlænke af guld op af lommen: 

"Måske kan De finde ejerinden til denne lille armkæde, den er til en dames håndled. Jeg fandt den i porten ved indgangsdøren, farvel, undskyld forstyrrel- sen".

"Farvel", svarede hr. Wain svagt, stod befippet med guldkæden i hånden.

-

store værelser, mange reoler, kontorudstyr, laboratorium, pinlig orden, dog ikke på Eric Heimdals skrivebord

"Goddag, hr. Laus Jansen", sagde Eric Heimdal. 

Laus lagde nogle papirer foran Eric H: "Goddag, jeg håber De kan hjælpe mig med at finde en lille pige".

"Ja, det tror jeg".

"Det er ikke min datter, hvis De tror det".

"Nej, en lille pige, hvor gammel er hun?".

"Hm?".

"Hvor gammel er den lille pige, har De hendes fødselsattest. Nå, ikke".

"Nej, dét er problemet".

"Drikker De sherry?".

"Ja, tak".

"Deres navn har været i avisen, for ganske nylig, korrekt?".

"Jeg, jo".

"Hvad drejer sagen sig om?".

"Nu skal jeg forklare".

"Måske skulle vi smage på sherryen, skål, velkommen".

"Tak, det er en udmærket vin".

"Det glæder mig, min vinsmag, hm, hvad kan De oplyse for mig?". 

dét skal du ikke byde mig mere 

"Odette, ti nu stille".

"Hvabehar? Sagde De noget, hr. Jansen, jeg hørte det ikke?".

"Jo, ser De, min daværende hustru var mig utro, hun blev gravid og fik en lille pige. Denne lille pige er nu uden forældre, de er begge døde og begra- vet, pigen opholder sig hos en af faderens slægtninge i Sverige. Jeg håber De kan hjælpe mig med oplysninger om hendes opholdssted og sociale forhold". 

"Hvornår fødtes denne lille pige?".

"Hvabehar?".

"Jeg må, såvidt muligt, kende fødselstidspunktet".

"Ja, men den pågældende er".

"De må ikke hviske, De kan roligt tale frit. Hvis De ikke har tillid til mig kan jeg ikke hjælpe Dem".

"Jeg blev, forstår De, tiden løber så forbistret hurtigt, det er ikke en lille pige, det er en voksen ung dame".

"Og De mener at hendes adoptivforældre er, nå, ser man det, friherreinde Louise von Listerius?".

"Ja, det tror jeg".

"Udmærket, De hører fra mig når jeg har noget nyt at fortælle Dem". 

jeg er helt lettet, jeg køber en buket roser, kører ud til Odette, ja, jeg savner hende, men jeg ved dog, at hun er på kirkegården

Et postkort. "Kom snarest, Eric H.".

-

Pigen hed Lotte von Listerius, adopteret af friherreinde Louise von Listerius, en ugift dame der klarede barnets opvækst udmærket, den unge dame ville blive student om et par år; vedrørende hendes bopæl, nej, kilderne var forplig- tet til gensidig diskretion.

"Jeg er tilfreds, hvad skylder jeg Dem i honorar?".

Eric H. skrev kvittering, tilbød et glas sherry, og sagde:

"Det var dog en forfærdelig snestorm vi havde fornylig, midt i den danske sommer. Tænk Dem, jeg faldt her foran mit eget hus og slog min hofte. Men hvad gør man, når man har en dårlig vicevært? Han sad i sit studererkammer og så ikke uvejret, og hvad var resultatet, akja, mine gamle lemmer".

"Eric Heimdal, se lige her".

"Ja, har De mere spændende?".

Laus lagde en lille klirrende pakke på Eric H´s skrivebord, åbnede den, og sagde:

"Jeg var her den tirsdag aften. Jeg så Dem falde og slå Deres hofte, jeg så vognen og hr. Hirsch og hr. Wain, og jeg trådte på stumper af metal. Dagen efter fandt jeg disse effekter i porten og i gården. Deres vicevært burde, hm. Disse guldsager er ikke mine, det er Deres".

Eric H. så på Laus, pegede på den lille pakke, og sagde:

"Hvorfor beholdt De det ikke? Enhver normal, ja, grisk person ville".

"Nej, fordi jeg gjorde noget andet. Jeg trak tilsvarende effekter ud af nogle gamle lærredsposer, gennem et hul i væggen i det gamle brændeskur nede i gården. Det er ikke særlig smart, vel, hr. Heimdal?".

"Nej, det er uheldigt, det må jeg sige".

"Og dog. Jeg har en flaske whisky til vores nerver. Tillad mig at være nys- gerrig. Hvad er oberst Hardalls rolle i den sag?".

"Jeg kender ingen oberst".

"Jo, De gør".

"Er De pålidelig, hr. Jansen?".

"Det mener jeg, ja".

"Men er De også modig?".

"Jeg har vist prøvet lidt af hvert, ja".

"Risikoen er, at De træder ind i livsfarlige cirkler, som vil slynge Dem bort ved centifugalkraft, eller suge Dem ind i orkanens centrum. Har jeg udtrykt mig tydeligt nok? Jeg handler efter ordre. Nu håber jeg, at De tror mig når jeg oplyser, at oberst Hardall er min overordnede. Og dernæst, at jeg er bekendt med visse rygter omkring Dem og advokat Listerius. Absolut ikke til Deres for- del, hr. Jansen".

"Oh, jeg har forstået Dem, De må gerne beholde whiskyen, farvel".

"De er altid velkommen, farvel".

-
Helgadottir Gyldenrøde

Laus kørte til Rungsted, sov uroligt, vågnede, så på uret, 04:59 

nervernes uro har tag i dig, hvad var det jeg drømte, at Eric Heimdal skød en vis Henrik Listerius

Laus tog bad, klædte han sig på, startede vognen, kørte ind til byen, parke- rede vognen på Ridebanen bag Christiansborg Slot, småløb over slotspladsen, en taxa standsede. Chaufføren åbnede døren:

"Hvorhen?".

"En taxa? Nåja, så kør mig til nærmeste værtshus, et med piger".

"Ja, det hyggelige bordel i Victoriagade".

dét skal du ikke byde mig mere, lille søde Odette, lad mig være i fred, jeg har ikke glemt dine blomster, men Eric H. burde gå med på bordel

-

Bag baren stod en myndig, lattermild, køn, rødhåret, formentlig irsk, elsk- værdig og næppe katastrofevækkende dame. Laus satte sig på en af de høje barstole.

"Og hvad vil så De, pæne mand?".  

Laus studsede. Odette havde engang sagt, pæne mand. 

"Whisky, lidt is og postevand, og gerne en til Dem".

"Her har været ret stille i nat".

"Har De været her hele natten?".

"Jeg er her døgnet rundt. Nogen skal jo gøre det".

"Skål".

"Skål, og tak". Hun smilede til ham, naturligt, varmt, beroligende.

"Og hvad laver så De, pæne mand?".

"Venter på Dem".

"Næh, jeg tror du misforstår noget".

"Hvilket?".

"Nej, nu er du dum", lo hun, "det er ikke mit arbejde", hviskede hun.

"Hvilket arbejde?".

"Er du helt fra forstanden?".

Hun virrede champagnebruset af gyldentrødt hår mod hans ansigt.

"Du står bag baren, er det ikke hårdt arbejde?".

"Pæne mand, du er, ja, du er vanskelig".

"Deres mand vil tale med Dem". Laus pegede på en kittelklædt mand, der havde forsøgt at fange hendes opmærksomhed. 

Hun drejede hovedet, udstødte et lille skrig, og et dybt suk:

"Åh, er det dig, jeg troede jeg så syner".

"Har Gunhild på nummer fire betalt?".

Det gyldentrøde hår brusede op og ned. "Ja, det er i orden".

-

Hun lagde sin hånd på Laus arm, hviskede:

"Gud, du gjorde mig så forskrækket, min mand døde og nu står jeg her, kan ikke huske gæster og regnskaber og vinlager og vasketøj, og så står du og siger, Din mand vil gerne tale med dig, pyha, mit hjerte hopper".

"Det må du undskylde".

Laus pustede ind i det gyldentrøde hår, kyssede hende på kinden.

Klokken otte blev hun afløst, samlede pengekasse og regnskaber, og for- svandt ind i det ukendte land med hotel og besvær og en cancerdød mand.

Laus satte sig ved et bord. En pige satte sig ved siden af ham: 

"Hvorfor snakker du ikke med Helga?".

"Helga, hed hun Helga?".

"Gå op til hende, hun trænger til at snakke, hun vil gerne være sammen med dig, det kunne jeg da se".

"Jeg kender hende ikke".

"Hun kommer nu, snak med hende, hun trænger til det", hviskede pigen.

Det gyldentrøde hår flagrede over bordet, og sagde: "Du er ikke gået, du, pæne mand, skal jeg sidde lidt hos dig?".

"Jeg vil i seng med dig, sove", hviskede Laus.

Hun gav ham en nøgle, nikkede, smilede, kyssede ham på kinden, og for- svandt.

tæppebelagt trappe, privat, kontor, spiseplads, soveværelse, badeværelse, indbydende seng, bord, flasker, kaffe, æg, brødbakke

Hun lå i karbadet. Laus trak af tøjet, satte sig ned til hende. De vuggede frem og tilbage, kærtegnede hinanden. Og når hun græd, med gyldentbruset mod hans hals, løftede han hendes ansigt, kyssede hende.

"Av, Odette, bider du, eh, smukke pige, av, nej, dame Gyldenrøde, du må ikke bide mig".

"Burde du ikke sige, at du er gift med en sød kone? Du, pæne mand".

De sov ind, under en gyldenrød himmel af håb.

-

"Hvor er jeg? Hvad er klokken, åh, er det dig". Han faldt ud af sengen, krab- bede ud i badeværelset, kold douce, frottering. 

"Hvor er mit tøj, hvad er klokken, hvorfor siger du det ikke?", satte sig på hendes seng. Hun sad parat med kaffe og brød, skænkede kaffe, og mens han spiste, sagde hun:

"Du, pæne mand, går i seng med en islandsk ungmø, siger ikke dit navn, eller hvem du er, spørger ikke hvad pigen hedder, og er rav ruskende ligeglad med hendes følelser når du går ud ad døren. Jeg hedder Helgadottir, glem Helga og det med Jensen. Hvem er du, og hvad hedder du, pæne mand?".

"Helga, hm, dottir, jeg må gå, tak for i går, tak for nat, tak for kaffe, jeg må og skal løbe nu, farvel, Helgadottir Gyldenrøde", hviskede han, kyssede hen- de, og styrtløb ned ad trappen.

"Hej, taxa, hurtigt, Købmagergade".

"Det forstår sig, hop ind".

Det var den samme chauffør, som havde bragt ham til Helgadottir.

-
Drabet på Eric Heimdal

Skræddermester Vladimir Hirsch havde sat et skilt i døren. 

"Kommer Straks". 

hvem passer nu på Eric Heimdal

Adam Wain vred nervøst sine hænder. Døren til Bureauet for Slægtsforsk- ning stod åben, inden for døren stod skræddermester Hirsch.

"Det er så ganske forfærdeligt", jamrede hr. Wain.

"Tænk, at det skulle gå sådan", sagde hr. Hirsch.

Laus gik ind i Eric H.s allehånde tilværelse: Væltede stole og papirstabler, en papirkurv med dryppende blod, sørgelige rester af en udstoppet kongeørn, og havde nær trådt på liget af Eric Heimdal. 

Eric H. var slået ned med en brevpresser og en bronzefigur og to porcelæns- vaser, og langsomt død af blodtabet. Han havde slæbt sig fra den ene karto- teksskuffe til den anden, blodpøle og andre spor viste vejen, indsamlede oplysninger, lagde dem i en stor konvolut, forseglede den, og påskrev: 

"Til direktør Laus Jansen". 

Eric H. døde, holdende konvolutten i hænderne.

Laus frigjorde konvolutten, viste påskriften til hr. Wain og hr. Hirsch, som nikkede og bejaede, at Laus svøbte en avis om konvolutten og stak den i lom- men.

Hr. Hirsch vrissede til hr. Wain:

"Gjorde De det ordentligt da De ringede til politiet, eller har De sjusket som sædvanligt? Og De er vores vicevært?".

"Jeg talte med en person, som bad mig tale langsomt og tydeligt og det gjorde jeg, vær De forvisset om det, hr. Hirsch".

"Har De talt med politiet? Det var ikke heldigt. Nu gælder det om at tie stille, har De forstået? Husk, at jeg har studeret gamle skibstegninger hos hr. Wain, og fik syet en habit hos hr. Hirsch. Sig intet andet til politiet, og sig absolut intet om guldet nede i gården. Er vi enige? Vi kan langt bedre end politiet opklare dén sag".

Hr. Wain og hr. Hirsch nikkede. "Det er sandelig virkningen af hr. Heimdals handlinger", gispede hr. Hirsch.

Hr. Adam Wain nikkede bekymret.

Nede i porten løb Laus ind i maven på Carl Anton, skubbede ham til side. Bag Carl Anton stod Ove Skov og Viggo Hardall.

"Der har vi jo Laus", smilede Ove Skov.

"Jeg løber, jeg har et vigtigt møde".

"Laus, jeg glemte at ringe afbud, undskyld", sagde Viggo Hardall.

"Laus", råbte Carl Anton, løb efter Laus.

"Jeg har ikke tid", råbte Laus.

"Laus, stands, stop", råbte Carl Anton, han slog opgivende ud med hænder- ne, gik tilbage, ind i porten til det interessante bureau for slægtsforskning.

-
En hændelse ved Østersøen

Laus gik tilbage til sin vogn på Ridebanen bag Christiansborg Slot, så med- delelsen i vinduesviskeren, en bøde for langtidsparkering. Coralie havde til- føjet: "Kære Laus, vi skal på ferie, ring omgående".

Laus satte sig ind i vognen. Eric Heimdals brev knitrede i jakkelommen. Laus åbnede handskerummet, fjernede affald, skjulte konvolutten mellem vejkort, kørte til Dronningegården.

Coralie sagde: "Ah Laus, min skat, det var godt du kom". Hun havde været i Rungsted og pakket hans ældste klude og toiletsager. "Du er heldigvis så nem", sagde hun.

De kørte til hendes sommerhus i det gamle lodseri ved Nysted skov.

-

Huset lå i udkanten af skoven, på en høj skrænt ved havet, udsigt over Øster- søen og stranden, på skrænten ved stranden et redskabshus og en tjæregryde til begning af garn, i klart vejr udsigt til toldstationen med den nye toldkrydser, en solid, stærk båd.

Der var skader på lodshuset efter stormvejr og et indbrud. 

Laus reparerede døre, vinduer og en revnet skorsten, en allike jaget ud, en forvildet kalkun der ødelagde stråtaget, aflivet. Kalkunen tilhørte dyrlægen i skovløberhuset. Dyrlægen og hans kønne hustru holdt opdræt af jagthunde, blanke maghonyfarvede irske settere. 

På fjerdedagen overraskede Coralie-Margrethe; hun forærede Laus en hun- dehvalp, købt hos dyrlægen, men Laus sagde:

"Hvis vi endelig skal holde hund, må det være to, så de kan holde hinanden med selskab".

Tirsdag aften under et spil kort hos dyrlægen drak Laus morfin og sovepiller iblandet dyrlægens hjemmelavede solbærlikør; han vågnede onsdag eftermid- dag.

Coralie sagde: "Laus, dog, du er virkelig meget overanstrengt".

"Det er muligt, men jeg gik da hjem i aftes".

"Nej, vi bar dig".

"Nå, men sig mig, den dyrlæge, hvem er det?".

"Det har vi fortalt dig".

"Hvornår?".

"I aftes, men du var meget træt".

"Nåhjo, vi talte om Ruth og Valdemar".

"Ja, min lillebror og Max Rabins datter".

"Er det Ruth, Max Rabins datter? Det var da pudsigt, og din bror, musikeren? Men mig og spirikum, ohje".

Onsdag nat var Coralie kærlig imod ham. Laus afviste hendes kærtegn. "Jeg orker ikke at lege sprællemand", sagde han.

De kom begge til at le, og Coralie-Margrethe sagde: "Det er befriende dejligt at grine".

-

Torsdag morgen kørte hun på indkøb. Laus arbejdede, sad ved telefonen, talte med Bruxelles og Stockholm. Pludselig hørte han hvalpenes "vaf, vaf". 

En lang pavse, og igen "vaf, vaf". 

Laus gik i retning af lyden, der kom fra redskabshuset eller beggryden. Han kaldte på dem, hvalpene svarede med en gudsjammerlig hylen. De var faldet ned i et hul under beggryden, indfyringslågen stod åben.

Laus kravlede ind under fyrbunden, asken støvede, og pludselig faldt han halvt ned i hullet til hvalpene. Laus jog en arm ned i det mørke hul for at løfte en varm hundehvalp op, men hånden følte en kold metalkasse og en træstige.

Margrethe kom løbende. "Vent, jeg kommer", råbte hun.

Laus bandede, satte en skulder til det gamle murværk omkring beggryden; den rokkede, men ville ikke vælte.

"Stå ikke der og glo, din ko, kom og hjælp mig", råbte Laus. Margrethes ansigt var blegt og stift. Hvalpene hylede.

Laus og Margrethe satte ryggen til murværket, Laus sagde: "Skub nu, for pokker".

Beggryden væltede, mursten faldt ned på hvalpene.

Margrethe sagde: "Du må ikke gå derned". Laus fik fodfæste på stigen ned til hullet, og sagde: "Hvem har lavet det hul?".

Han kunne stå oprejst; et stort hulrum i skrænten, og han så forbløffet på opstablede gråmalede metalkasser, kolde og fugtige med undtagelse af en, den, der var lettest tilgængelig, tør og ren, med skævt gabende, åbent låg.

"En masse guld, satans, hvorfor mig, hvorfor mig?", mumlede han.

Fingrene genkendte effekterne, han svøbte en tandprotese, en medaljon, to ringe, et armbånd og en knækket frimurerkæde med vedhæng, ind i sit lom- metørklæde, stak det i lommen, og havde nær glemt hvalpene; da de bar dem op til huset, sagde han:

"Et ejendommeligt hul, det burde du have fortalt mig".

"De dumme hvalpe, hvordan kunne jeg vide".

"De er legesyge".

"Det var dog forfærdeligt, jeg burde måske".

"Hvem bruger det hul?".

"Jeg tror det er hjemmeværnet".

"Har du set himlen, nu får vi torden hele natten".

Ved midnat vågnede Laus, uvejr, tordenskrald, lynild, yderdøren knagede. Hvalpene lå bedøvede, slået halvt ihjel, lå som uformelige klumper varmt kød. Men ingen Coralie-Margrethe.

Laus fandt en lygte, trak i et par bukser, gik ud på gårdspladsen, og følte en sær fornemmelse. Sneg et rovdyr sig ind på ham? Han kunne se et svagt lys fra redskabshuset på stranden, ville gå derned, men ved brændestablen blev han ramt af slag, der slog ham bevidstløs.

-

Da han vågnede, lå han lå i båd, bagbundet, med iskoldt størknet blod klist- ret til hænder, hoved, ansigt. Han måtte med mishag konstatere, at han lå under en orangefarvet teltdug i en stor jolle på åbent hav et sted i Østersøen. Nakkehårene strittede, trak gåsehud over hele kroppen, han lå ved siden af et kadaver, et lig med fingre med lange gule negle, et gråt ansigt med grønne biller og hvide orme krybende ved næse, mund, øre og øjne. 

Dyrlægens hustru, Ruth, pianisten Max Rabins datter. 

Liget stank, havde været begravet i en staldmødding, var surret fast til en krog i bunden af båden, reservebåden fra det gamle lodseri.

der findes ikke to Ruth`er, hende forleden aften var et falsum, dette lig har ligget i en staldmødding mindst en måned

-

Coralie Margrethe Clausen sad midt i båden med en radiosender, agter ved roret sad en mand med rødblisset ansigt, fortrolig med vind og vejr, i slidt bjørneskindspels, dyrlæge Valdemar Clausen. 

Foran dyrlægens fødder, i bunden af båden, lå en bagbundet mand, blodig efter et hårdt slagsmål, Hugh Hayden.

selvfølgelig ham, selvfølgelig Hugh Hugo Valtat van der Hayden

Ud over havet lød skud, vandet havde klukkende kærtegnet båden, motorens omdrejninger blev sat op, båden svarede med hug på hug i søen under den hurtige fart.

"Margrethe", råbte Laus; håbede at havet og vinden overdøvede hans råb, men hun hørte ham. 

Coralie Margrethe, en anspændt hærget kone med nervøse øjne, så flygtigt på ham før hun skjulte sig bag store solbriller; hendes løftede arme afslørede, at hun under frakken bar en bylt i en snor omkring halsen, den ene af hvalpe- ne.

Der lød skratten i radioen. Coralie Margrethe gjorde tegn, hendes lillebro- der, dyrlæge Valdemar Clausen standsede båden. 

Margrethe rejste sig, trak en pistol frem, sigtede mod Valdemar, båden vip- pede, han rejste sig og ville, båden vippede, idet han med skræktrukne øjne råbte "Nej, Margrethe", springe frem imod hende, båden vippede; i det sam- me lød riffelskud ude fra havet, nu fra en helt anden retning end før.

Valdemar vaklede, båden vippede, han ville sætte sig ved roret, båden vip- pede, Valdemar Clausen væltede ud over rælingen.

Det skrattede i radioen. Margrethe og båden vippede, pistolen i hendes hånd svajede, Margrethe havde kvalme af søsyge, hun græd da hun bøjede sig over Laus, pressede pistolen mod hans pande. 

Hvalpen genkendte Laus, den peb henrykt, slikkede ham i ansigtet. Coralie Margrethe hviskede: "Nej, jeg kan ikke, farvel Laus".

Lyden af en båd og kraftige mandsstemmer ved rælingen. En stemme kom- manderede. Margrethe skreg "Njet, nein, no, nem". Hugh Haydens hoved blev løftet en halv meter over bundbrædderne, så blev han brutalt slået i nakken med en knippel, og faldt livløs sammen.

forbløffende, de tror måske det er dyrlægen

Det næstsidste han så af Margrethe var, da et par mænd i mørke uniformer hjalp hende over i den anden båd. Mændene baksede med de tunge metal- kasser, dem fra jordhulen i skrænten, en fragt som Laus havde anet, men endnu ikke set. Margrethe stod ved den anden båds ræling og så på ham, hvalpen kikkede henrykt på ham, hendes hånd med pistolen var den sidste hilsen fra hende, en flimrende kontur mod sol og himmel.

Laus turde ikke røre sig, før de sidste svage lyde fra de fremmedes stemmer på havfladen var forsvundet. Men han ville og måtte se dem sejle bort. Det triste kadaver af dyrlægens smukke hustru, Ruth, rallede uhyggeligt, da han måtte lægge sig ind over den halvt rådnede krop. 

Han strakte hals, kadaverets knogler knirkede, båden vippede. Laus fik slået ansigtet hårdt ind mod rælingen. 

Et nyt klask, et sår sprang op, hans øjne blændedes af blod.

Gennem en sprække mellem den orangefarvede teltdug og rælingen fik han udsyn, så Margrethe og mænd i tre gummibåde padle frem mod et hvallignen- de monstrum, en fremmed ubåd, der sejlede langsomt frem mod gummibåde og mod ham. Laus følte sig ensom; så mismodigt hvordan kasserne med guld og Margrethe og hundehvalpen og mænd og gummibåde blive løftet op på ubådens dæk, så dem vifte med armene, og mente at kunne høre deres stem- mer.

Alarmklokker kimede, skikkelserne på ubådens dæk forsvandt, luger lukke- des, uhyret brummede, farten sat op, fartøjet rystede, kursen sat direkte mod reservebåden fra det gamle lodseri. Mod den bagbundne Laus, der akavet støttede sig til et kvindekadaver; hans ansigt slog mod rælingen, vinden førte kaskader af oppisket hav imod ham, men han holdt øje med havets rovdyr på jagt, varsel om en voldsom død.

de vil vædre og smadre mig, hvad gør jeg, bedrager mine øjne mig, et over- malet skibsnummer, hvordan slipper jeg levende fra en vippende båd, forban- dede orangefarvede morderobjekt, midt i Østersøen, nej, det skal være løgn, hop, kravl, mas dig ud over rælingen, du kan overleve nøgen og bagbundet på havet, hvis de ikke skyder dig. så flyt dig forbandede havmåge, de kan se dig og høre dine skrig, hej, stå fast på skrævende ben, kroppen foroverbøjet, hold balancen, nejgud hvor man kan, med hænderne bundet på ryggen, hvad vej skal jeg springe, luk øjnene, nu kommer braget, og døden

-

Laus så det store uhyre brase ind mod bådens agter, en lang kvasende skur- ren, et brag, flimrende boblende sydende vand, en glidende skygge fra en kæmpehval, den infernalske støj fra skibsskruens rytme, hvidt kaos af brusen- de vand, grønt hav, stilhed og tusmørke.

det iskolde mørke længere nede er mod dybet, det lyse er op mod overfla- den, der må jeg op, luft, jeg kvæles, vand, jeg kvæles, luft, så hjælp mig dog, jeg kvæles, dér, den orangefarvede teltdug, vraget af båden, der må jeg op
-

Vild rædsel greb ham da et havdyr omklamrede ham. Laus kæmpede despe- rat for at komme fri af dyret, kunne bruge sin krop, sparkede sig fri.

det lyse er vandoverfladen, der må jeg op, jeg er den stærkeste, det er mig der trækker dig op, luft, ikke mere vand, luft, dyret omklamrer mig, nu drukner jeg, nu drukner jeg, kirkeklokken bimler

"Laus, for satan, rolig, ellers drukner vi", gispede Carl Anton; hårde næver halede dem indenbords på toldkrydseren.

"Få dem af kludene, giv dem tæpper og tøj på kroppen, vi går tilbage".

"Drik, her, varm kaffe, og så en cognac".

"Hugh Hayden og Ruth og dyrlægen var med i båden", gispede Laus.

"Han taler i vildelse".

Ove Skov krængede skoene af. "Gå tæt mod den røde presenning", råbte han, og sprang i vandet.

"Nu dykker ubåden".

"Hvor er hun?".

"Dér".

"Carl Anton, kom og se".

"Pokker med den, jeg har lige fået varmen".

Oberst Viggo Hardall sprang nøgen i vandet.

"Har de fundet én til".

"Han er da druknet".

Toldkrydseren nåede hjemhavn.

Hugh Hayden var svag, men levede, og i helikopteren til København sad Laus, Carl Anton og Hugh Hayden og drak whisky af et blikkrus, som Ove Skov støttede, og Viggo Hardall fyldte op. I Kastrup holdt ambulancer og politi. 

Hardall kørte mod byen med Hugh Hayden. Fotograferne råbte om et scoop med en nøgen politimester. Ove Skov nægtede at stille op til pressemøde, iført et tæppe. Laus lå i en ambulance.

"Nåh, hvordan har du det, jeg blev forkølet", sagde Carl Anton.

"Tak, redningsmand, jeg troede du var et af havets uhyrer, det var modigt gjort".

"Jeg er et uhyre, vi ses, farvel".

Carl Anton måtte bæres ind i en ambulance. "Selvfølgelig er jeg et uhyre", gentog han flere gange så uhyggeligt, at lægen gjorde en sprøjte klar.

"Tænd mig en cigar", snerrede Carl Anton.

-
Fugles flugt fra en isbræ

husets døre og vinduer står på vid gab, det kan ikke være et almindeligt indbrud

Ambulancefolkene bar patienten ind i huset.

Et skrig og et forskrækket råb, den unge energiske kone, Minna, kom løben- de:

"Jamen, jøsses, det er jo direktøren, hvordan er det De ser ud, hvad er der dog sket med Dem, vil I værsgo bære direktøren op i soveværelset".

"Goddag, Minna, tak, jeg kan gå selv".

Minna talte uafbrudt mens hun med ferme bevægelser trak tøjet af ham, hjalp ham i bad, vaskede hans hår, og sad ved hans seng og hjalp ham med at skære i det afskyeligste han kunne få serveret, friturestegt rødspættefilet med remoulade, det nyttede ikke han protesterede, hun tvang det i ham.

"Med god appetit kommer direktøren hurtigt til kræfter".

"Minna, drop den direktør, jeg hedder Laus".

"Laus, det er et pænt navn, det hed min morfar".

"Tak for mad".

"Der ser De, det gled alligevel ned, nu sover direk, nu lægger du dig ned og sover et par timer mens jeg bliver færdig med huset, her ligner Herusalems forstyrrelse".

"Herusalem, Hierusalem, Jerusalem, nåja. Er der kommet post?".

"Du skal ikke læse, du skal sove".

"Søde Minna, hent nu brevene og en flaske whisky og postevand og is".

"Du er dog en værre rad, en rigtig umulig patient, er du".

Minnas energiske skridt gennem huset var en ny, beroligende lyd; det var ikke Odettes lydløse svæven i mokkasiner af blødeste skind, eller Coralies tøvende trippen i højhælede sko.

"Reklamer smider vi ud, giv mig kun de vigtigste breve".

"Skal jeg sprætte dem op?".

"Ja, læs dem højt for mig".

"Nej altså, jeg vil ikke læse dine breve".

"Hvorfor ikke?".

"Man læser ikke hinandens breve, min mand blev engang så tosset".

"Minna, læs nu".

"Jamen, nogen er udenlands, udenlandske".

"Læs dem du kan".

"Her er et fra England, nej, det må du selv læse".

"Hvad er det, lad mig se".

"Det er vistnok fra din søn".

"Fra min søn? Er du sikker på det? Så læs dog".

Laus så på Minna.

Minna, en godhedens apostel, som føder, vogter og opdrager kernesunde unger med kærlighed og energi, en køn pige, et ærligt menneske

"Sambrid, fjortende august".

"Sambrid, hvad er Sambrid, nå, Cambridge, det er en by i England, læs videre".

"Cambridge, fjortende august, kære far, jeg ville helst ikke skrive til dig mere efter mors begravelse. Men efter tante Berthas død er hendes lejlighed i London solgt, og onkel Victor skrev, at det var for meget for ham på en gang, det med mor, og nu tante Bertha. Han skrev til os, at vi herefter måtte klare os selv. Jeg er på kursus her i Cambridge til januar, og skal derefter til Sydafrika. Jeg rejser sammen med Philip, hans far har inviteret os, han har en diamant- mine dernede. Kan jeg regne med lidt hjælp fra dig, nu onkel Victor har truk- ket sig tilbage. Han skriver, at han næsten er ruineret, mon det er sandt? Det går skidt med Celia, hun brækkede det højre ben på sin fødselsdag, og fortal- te, at hun var gravid sammen med Philip. Han sagde det var løgn. En måned efter aborterede hun. Det var med vilje. Nu jeg tænker på det, rejser jeg ikke ned til Sydafrika. En sagfører i København siger, at jeg ikke må få så meget som en krone af mors formue, det forbyder skifteretten. Tror du det er tilladt? Prøv om du kan ordne det hurtigt for mig. Celia og jeg arver lidt efter tante Bertha, men de smøler også herovre. Mange hilsner fra Andreas".

Minna tav, så på Laus, og fortsatte:

"De andre er fra banker og den slags, der er ikke flere private. Skal jeg lave en kop kaffe til dig. Jeg troede ikke, at du havde voksne børn. Skal jeg blive hos dig i nat? Jeg kan ringe til min mor og bede hende se efter børnene. Nej, nu går jeg, man ved aldrig med de unger, der kan ske så meget forskrækkeligt nu om dage".

dét skal ikke byde mig mere, nej, Odette, det er slut, finale, farvel

"Minna, dem passer din mor, du kan låne den lille vogn i garagen".

"Jeg vil ikke køre i en fremmed bil alene, jeg har næsten lige fået kørekort".

"Minna, du går ikke, vel, bliv hos mig".

Minna kyssede ham: "Jeg bliver her, hvis du altså vil, jeg stryger et par skjor- ter til dig. Men du ser så trist ud, jeg tror du er syg".

"Alle kvinder behandler mig som et spædbarn".

"Jamen, du sér så bekymret ud, er du sulten?".

der er trist, det med Celia, meget trist, lærte Andreas at klare sig selv, der er noget der undre mig, Margrethe og Odette, nej, slut, finale, hvis jeg var død i Østersøen ville det passe det tilsynshemmelige isenkram udmærket, først den stakkels Ruth, så Eric Heimdal, så Valdemar dyrlæge, dumme svin, og så mig

"Minna, jeg er sulten, ræk mig telefonen, vil du?".

-

Ove Skov sagde: "Din vogn, Laus, står hos os i garagen, den har fået knust vindspejlet og der er en stor revne i motorblokken".

"Har I gjort det?".

"Nej, almindeligt hærværk".

"Hvem?".

"Dét aner jeg ikke, hvordan går det med dig?".

"Tak, godt, er der sket noget med handskerummet?".

"Laus, jeg har brevet liggende foran mig".

"Glimrende, jeg henter det senere".

"Det brev er ikke til dig, det er en fejl, den rette modtager er, mig".

"Har du tilladt dig at åbne Eric Heimdals brev, stilet til mig?".

"Han handlede under pres, det forstår du nok, ikke sandt, Laus".

"Jeg vil vide hvad sagen drejer sig om. Det vil du ikke forhindre, vel?".

"Det er jeg ikke helt sikker på, farvel Laus".

"Jeg må tale med dig, hvornår kan du?".

"Når som helst du vil, farvel".

Minna kom med brasede kartofler, spejlæg, og en øl, og sagde: 

"Hvorfor kom du i slagsmål, din krop er fuld af rifter og blå mærker, og din hårbund, som den ser ud".

"Der var én der var vred på mig".

"Hvad havde du gjort ham?".

"Minna, jeg har".

Hun kyssede ham. "Sig det til mig", hviskede hun.

"Minna, det er, jeg har, forstår du, jeg har slået en af mine venner ihjel, de siger jeg har myrdet ham".

"Slå nogen ihjel? Det kan du slet ikke finde ud af. Nu henter jeg et spejl til dig, du ligner ikke en morder, i slagsmål kan der ske så meget. Altså, Laus, tænk ikke mere på det, det gør dig ulykkelig. Ihnej altså, mænd, hvad de kan rode sig ind".

"Minna, hvad hedder dine børn, er det piger?".

"To drenge, den ældste, det er Benny, og den mindste, ham kalder vi Buller, han hedder Povl".

"Benny og Poul, og din mand, hvad hedder han?".

"Ingenting".

"Du måtte ikke åbne hans breve, sagde du".

"Han døde af en ulykke sidste år, nej, for to år siden, altså at man kan glem- me".

"Minna, drikker du whisky, vil du smage?".

"Nej, tak", hun smilede, "jeg drikker aldrig spiritus".

Hun krøb ned i sengen til ham, kyssede hans øjne, hviskede:

"Laus, jeg vil gerne være din kone, vil du gifte dig med mig?".

"Minna, hvis jeg kommer i fængsel, og ikke kan forsørge dig, hvad så?".

"Så arbejder jeg for os alle fire", svarede Minna, kyssede ham.

-

Laus gik ned i garagen, ville prøve, om Odettes lille sportsvogn kunne starte, det kunne den ikke. Odette ville ikke sé den vogn.

den kan du smide væk, eller forære til Frelsens Hær, Andreas og Celia er faldet ud af den og kom til skade, jeg vil ikke se den dumme bil mere 

nej, men det vil jeg, køre skal den, batteriet skal lades op, hvor er aggrega- tet og kabeltromlen, jeg er så pertentlig, det ligger pakket til side oppe på loftet

Da han gik ned ad trappen, snublede han i kablet, styrtede hovedkuls ned, slap fra faldet uden skrammer, men sad akavet i klemme med fødderne under en radiator, kunne ikke rejse sig, havde læderet begge fødder, kaldte på Min- na og udstødte et kraftigt brøl, da Minna energisk halede ham fri.

Ove Skov ringede til Laus næste morgen; Minna tog telefonen.

"Nej, De må ikke tale med min forlovede, han er meget syg".

"Deres forlovede?".

"Han faldt ned af trappen og slog sig meget slemt, han var på skadestuen, han ser farlig ud over det hele".

"Frue, er der sket noget alvorligt med Laus?".

"Lige et øjeblik, nu kommer han".

"Hallo, Laus, det er Ove Skov, hvad er der sket med dig?".

"Jeg faldt ned ad trappen".

"Ja, det sagde din, hm, forlovede, det var da uheldigt".

"Jeg har brækket et par tæer, ikke noget særligt, mine fødder er pakket ind i gipsbandager, så noget lort".

"Kan du gå? Du skal til afhøring".

"Hvornår?".

"Så hurtigt som muligt, skal jeg hente dig?".

"Nej, tak, jeg lejer en kørestol".

"Så kommer du, men senest om et par timer".

"Ja, vi ses, men husk at skåne en invalid, nej, sludder, farvel".

"Laus, når vi skal til byen kan vi ordne det med Andreas arv fra hans mor, han har ingen penge", sagde Minna.

Hun vaskede Laus, klædte ham på, ville tvangsmade ham med havrevæl- ling, "jo, Laus, din mave skal være i orden"; han fik det ændret til rugbrød med ost.

"Minna, det med Andreas og Celia har jeg ingen magt til at ændre, og søde  Minna, jeg tror min verden er forhekset".

-
Budbringeren 

Da Laus havde læst telegrammet fra onkel Herbert følte han en modbydelig ophidselse, ringede til hotellet i Flensborg.

Herbert bad ham komme så hurtigt som muligt, og sagde: "Må jeg spise lidt mad her på hotellet, på din regning, Laus?".

De mødtes i en beværtning ved havnen. Herbert var snavset, træt, gammel, hærget og modløs.

"Laus, først må jeg bede dig betale hotelregningen, du må ikke være vred på mig. Jeg kan ikke fortælle dig detaljerne om en katastrofe, du kan ikke hjælpe mig".

"Herbert, du har bedt mig komme til Flensborg".

"Det er Odette, jeg har brugt hendes penge. Laus, bliv nu ikke vred, jeg kunne ikke gøre andet. Jeg har ikke været letsindig, jeg har ofret alt, hvad jeg ejede, og til sidst mere end det. Laus, der bliver krig og vores selskab, du ved, samtlige banker slog hånden af os, det ramte mange af os urimeligt hårdt".

jeg vidste det, tåbelige amatører, det internationale selskab for kunst og kultur

"Har du ingen reserver?".

"Nej, alt er væk, solgt, pantsat, alt, jeg har intet".

"Herbert, du kan bo hos mig, uden problemer, men hvad med Victor?".

"Victor?". Herbert så vredt på Laus.

"Ja, Victor".

"Victor?".

"Herbert, jeg så dig og Victor og Henrik lægge lærredssække med effekter af guld ind i Victors vogn. Husker du det? Noget af det blev til Victors små guld- statuetter. Politiet er nysgerrig, de tror ikke på den, støbt i bronze".

"Victor snyder, sådan er han, han forrådte os".

Herberts ansigt stivnede, han åbnede sin mappe. Laus nikkede, han så en pistol.

"Jeg blev pålagt at gøre det, men kunne ikke. Victor ville ikke tale med mig, jeg måtte betale Victors gæld. Farvel, Laus, vi to kunne tale længe sammen, men jeg går nu, min tid er kommet".

"Herbert, hvorfra kommer alt det forbandede guld? Der er sket noget, som forpester min tilværelse, jeg".

"Du må ikke tale, vær tyst", hviskede Herbert.

"Det havner i de forkerte lommer".

"Laus, jeg vil kun møde dig for at tale om Odette".

"Det vedrører ikke Odette, hold hende uden for".

Herbert viste Laus et dokument: "Læs det".

"Nej, Herbert, nej, du må selv tale med hende, eller skrive til hende".

"Laus, du elsker Odette lidenskabeligt, det ved jeg, men hun svigtede dig og børnene, hun giftede sig med Victor, men først nu, først nu forstår jeg hvorfor. Hun har samme lumpne karakter som sin fader, han var, han er en slyngel".

"Herregud, Odette er ikke sparsommelig, hun bruger mange penge".

"Det har hun ikke fra fremmede, hendes fader er en beheimo, der opførte sig som en slyngel, en kötzin".

beheimo, slyngel, kötzin, Odettes far

"Herbert, var det antikvitetshandleren i Soho?".

"Ak, han var en net menneske, men syg i lungerne, nej, men den anden, hendes rigtige fader".

"Odettes rigtige fader, jeg forstår ikke? Hvad mener du, Herbert?".

"I dét dokument, som du ikke vil læse, som er noteret hos en notar, og ikke noget jeg griber ud af den tomme luft, der står, Laus, der står. Nej, jeg kan ikke sige det, læs".

"Herbert, du må ikke græde, nå, så læser jeg hvad notaren skriver. 

Hvad fanden er det han skriver? Hvor har han det pjat fra? Og du skriver, jamen Herbert, der er jo umuligt, hvorfor al det løgn? Jamen, du godeste, altså du, onkel Herbert? Nej, det er komplet umuligt. Altså du, onkel Herbert, nej, det er umuligt, er du, nej, jeg forstår det overhovedet ikke. Er du Odettes far?".

-

samme nat gik Herbert ud på den yderste mole i Flensborg havn; her stod han længe; så gik han uroligt mellem kulpladser og kornsiloer, satte sig på bolværket, hviskede "Shema Iisroeil", pressede pistolen ind under hagen, skød sig, faldt bagover ned i vandet

en kranfører standsede sin kran, åbnede madpakken og termoflasken, hørte lyden af et skud, så en skikkelse falde i vandet ved foderstofkajen, og slog alarm; en fisker ændrede kurs, halede liget af Herbert ind til havnevagten, jeg læste referatet i Flensborg Avis, da jeg næste aften sad i beværtningen og forgæves ventede på Herbert; på hotellet lå onkel Herberts afskedsbrev 

hvordan skulle jeg sige det til Odette, jeg frygtede Herberts skæbne, jeg var uden håb i flere nætter, omsider ringede jeg til Victor, han skulle til Italien, ja, alene

"Odette, Andreas og Celia er hjemme, de har ferie fra kostskolen". 

jeg talte med Odette: "Ja, du må gerne komme fredag aften, så spiser vi sammen". 

men fredag aften kunne jeg ikke 

lørdag aften, en fremmed bil, havde Victor eller Odette fået ny bil

lyset var tændt i soveværelset og i Andreas og Celias værelser, der var mørkt i underetagen

jeg hørte en hunds gøen, det kunne være hos Holgersen, Victors gartner, nej, der kom der ikke hunde i et hus hos Odette; hvorfor friste hende til at slå ihjel med spade og plantespyd  

så kom mistanken, den bugtede sig som en ål op ad trappen, og jeg fulgte med, de morede sig i badeværelset, og der var en stank, en lugt af røg, ikke åben ild, en stank over hele huset, halvtomme vinflasker alle steder, de holdt gilde. Jeg gik gennem soveværelset til Odettes påklædningsværelse, jeg gik derind, der var ikke tændt lys, jeg stod med åben mund for at dæmpe mit åndedrag, "jo, jeg er forfængelig", havde hun sagt, da hun fik sat spejle op på alle vægge i påklædningsværelset, og købte et stort trefløjet spejl der kunne rulle på hjul, spejlet viste hendes soveværelse med sengen, natborde, hygge- lamper, isbjørneskindet, over sengen Monets maleri med landskabet, gaven fra Victor; jeg trådte ind i hendes klædeskab, kunne mellem hendes kjoler se hele værelset

de morede sig, først kom Andreas, 15 år, han grinende, nøgen og pjaskvåd, så kom Celia, nøgen og pjaskvåd, 14 år, hvem er han, det er ham, digteren, det skal han få betalt, den lede fyr, et knokkelstativ, splitternøgen med stiv pik, trak nøgne Odette ud fra badeværelset

Andreas sad på isbjørneskindet, tørrede sit hår, digterskiden kyssede Celia, hun lå udstrakt på sengen, Odette hjalp digterlorten tilrette, skilte Celias ben, pattede på Celias bryster, digtersvinet gled ind i Celia, hun klyngede sig til ham, Odette slikkede digterrøven, Andreas krøb med strittende lem hen til sin mor, hun holdt ham væk med den ene hånd, nulrede digtersvinet med den anden, og igen, slikkede ham i røven, han trak sig væk fra Celia, "jeg kan ikke få den til at gå" 

Odette greb fat i Celia, trak hende væk fra sengen, skubbede svinet og Celia ud ad døren, "gå ud med jer", hun låste døren, trak Andreas op i sengen, kys- sede ham over hele kroppen, førte hans lem ind i sig, gispede "Andreas, du skal sprøjte din stærke sæd ind i mig", så var det forbi, hun låste døren op, puffede drengen ud ad døren, låste døren, drejede omkring

åh gud, hun så direkte på mig, hun tændte lyset, trådte ind i påklædnings- værelset, stirrede lamslået på mig, der stod mellem kjolerne i skabet, løb ud, trak døren til, låste døren, jeg kunne have standset hende, træde et skridt frem, have kvalt hende, det fortjente hun, men det var jo, Odette

jeg sad indespærret i halvandet døgn, klaustrofobi og hallucinationer, silke- klude, sko, bøjler kunne jeg ikke bruge som værktøj, jeg hørte dem forlade huset, sparkede på døren, råbte "mær, mær, mær, luk op", kortsluttede lyset, indså det håbløse, famlede rundt i mørket, samlede hendes tøj i en bunke på gulvet og faldt i søvn. Da jeg vågnede stod døren åben

et par uger senere senere lå jeg i Skindergade sammen med Coralie, som gentog: "Du er den eneste mand i hendes liv, hun elsker dig". 

"Ja, det er muligt, kom nu, veninde, jeg har ventet på dig". 

mere pis, mere katastrofe, Odette kom, Coralie rystede af skræk. 

Odette overfaldt mig, jog en kniv i min bagdel, råbte hysterisk: 

"Dét skal du ikke byde mig mere. Hvor vover du, dit liderlige svin".

-
Gid du var druknet i Østersøen

Minna kunne alt, smurte madpakker, hældte kaffe på termokande, skiftede olie og tændrør på Odettes lille vogn, var utrolig stærk, bar Laus ud i bilen, var bilkører, huskede vognens vanskelige gear, fandt forretningen med hospitals- udstyr, og at lejen for kørestolen var ublu, "ser De ikke min mand er invalid", fik lejen sat ned til det halve, betalte med et smil en bagagebærer til den sam- menklappelige kørestol, spændte hele redeligheden fast på taget af Odettes bil.

Minna manøvrerede kørestolen gennem fodgængervrimlen, bad tålmodigt Laus om at sidde stille. "Minna, det er de forbandede kantsten".

"Jaja, min ven, du kan da stadig bruge armene, skubber til folk".

En klynge reportere og fotografer ventede ved politiets garager. Smadsen, S. Madsen, kriminalreporter, råbte: 

"Der er han, krøblingen fra Østersøen".

folket kan få alt oplyst, hvis det vil, intet kan holdes skjult, pest og kolera, røv og gulvsand

Mekanikeren, der brutalt havde bortvist Laus fra garagen, sagde goddag, låste jerndøren op til tilsynet for særlige anliggender.
-

Oberst Hardall så Minna, vrissede: "Hvem er hun?".

"Det er, hm, til kørestolen", sagde Ove Skov.

"Hun må vente uden for".

"Frue, kender De noget til sagen?", kom det fra Carl Anton.

"Ja, det er noget med et slagsmål".

"Uden Minnas hjælp kunne jeg ikke komme, hun bliver hos mig".

"Jeg kan gå en tur i Tivoli, eller sætte mig i Glyptotekets have og vente på dig".

"Nej, du bliver her".

Hardall så på Ove Skov: "Hayden kommer".

Hardall smilede, hviskede til Minna, hun nikkede og sagde: "Ja, tre timer". 

Hardall greb galant om hendes albue, førte hende dybt ind i de mørke rum.

"En sjælden ære", sagde Skov, "op til åkanderne i Glyptoteket".

-

Laus trak kørestolen ind til bordet, døre klaprede, han så op. Hugh Hayden blev ledsaget af en betjent.

"Huh Hyhden, er det hos jer?", sagde betjenten.

"Nu kommer Viggo", sagde Carl Anton.

På den ene side af bordet, i mørke, Viggo Hardall, Carl Anton, Ove Skov; over for dem i skarpt lys sad Laus og Hugh Hayden, tre meters afstand mellem dem.

Carl Anton fremviste et fotografi og et armbåndsur. 

"Laus, genkender du".

"Ja, fra det lille skrin af norsk husflid, som du tog med dig".

"Svar mig på et enkelt spørgsmål, hvor længe har du".

"Hvor længe, er det vigtigt".

"Svar nu, stilfærdigt og roligt, vi har god tid, tænk dig om".

"Jeg fik det engang, helt tilfældigt, jeg tror det var i Paris".

"Hvem er de to piger?".

"Hvem, det kan du se, det kan enhver se".

"Laus, du skal svare på alle spørgsmål", sagde Ove Skov.

"Nuvel, pigen, der ligger underst er Odette, min daværende".

"Spring det over, fortsæt".

"I ved jo hvem den anden er".

"Laus, tal frit, snak los", sagde Hardall.

"Den anden er, ja, den anden er en tilfældig luder".

"Sig navnet, Laus", kom det fjernt og venligt fra Hugh Hayden.

Laus så på Ove Skov. "Coralie".

"Sig navnet, Laus", sagde Hugh Hayden.

"Margrethe Clausen", smilede Ove Skov.

"Det ved Carl Anton, han var med".

"Hvem var fotografen?", spurgte Hardall.

"Vi drak lidt voldsomt, der skete så meget, jeg var selv fotografen".

"Laus, hvorfor lyver du?".

"Fordi, du, Hugh, du sidder og glor på mig. Det var ham, hr. Hugh Hayden".

"Hugh Hayden gav dig armbåndsuret, ikke sandt?".

"Nej, jeg købte uret en morgen på druk, af en tilfældig araber".

"Laus, er du helt sikker på det?".

"Ja, det er en kendsgerning".

"Du lyver. Hugh Hayden har sagt, at han gav dig uret det år i Paris, og at du siden har været kontaktmanden her i Danmark, sig dog sandheden", råbte Hardall.

"Viggo, husker du hvert skridt du går? Jeg kender ikke sandheden, måske er den kompliceret. Hvad er der galt med det ur?".

Ove Skov sagde: "Det er en radiosender".

"Jeg ønsker en cigaret, jeg ønsker kaffe og jeg ønsker lille dram".

du, Valtat Hugo Hugh van der Hayden er en lort, og Coralie lærte dig dansk

"Kaffen er på vej", smilede Skov.

"Jeg overnattede hos hende en aften".

"Hos hvem, Laus?".

"Margrethe, sagde jeg, hun havde glemt sit ur, jeg stak det i lommen, og af en eller anden grund, nuvel, det var jalousi, beholdt jeg det".

"Nu opfører du dig dumt", sagde Ove Skov.

"Han spilder vores tid", sagde Carl Anton.

"Han spiller en dum komedie, men vi får se", snerrede Hardall.

Hugh Hayden drak kaffe, slubrede, røg på cigaretten, og sagde: 

"Laus, hvorfor sidder du i hjulvogn, har de bokset dig?".

"Min kørestol, næh, jeg har brækket mine tæer".

"Oh, jeg forstår, men du, Laus. Du er jeg er færdige, vores lille sangfugl er fløjet, Carl Anton, Skov, Viggo, er for smarte for os, de fik fat i røte tråt, trak op, ganske langsomt".

"Taler du til mig?".

"Coralie fløj hjem til reden, du og jeg er færdige".

"Gid dog fanden det ur og dig, Hugh Hayden, var druknet i Østersøen. Jeg nægter at sige mere så længe han er her", råbte Laus. 

Han skubbede til bordet, kørestolen væltede. Laus blev hjulpet op af Skov og Hardall.

Hugh Hayden blev afhentet af en betjent.

"Jeg henter fru Minna hos åkanderne", sagde Hardall.

"Laus skal nok vide at udnytte kvinder", mumlede Carl Anton; han lå på knæ foran Laus, reparerede kørestolens ene hjul.

-

-

-

-                                                    guld07

-

--