- jeg affyrede kun ét skud,

er du nu sikker på det -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Laus hørte en politivogn og ambulance bremse foran huset i Skindergade. Købmandskonen havde fundet den dræbte Henrik Listerius og slået alarm.

Laus betalte, det var tid til at gå, bartender Leo sagde:

"Nå, hr. Jansen, så kan De lidt igen".

-

Laus gik på kørebanen ved Domkirkepladsen, det skarpe lys fra billygter blændede ham. Laus og en bil forsøgte at undgå hinanden, men han blev ramt, fik et voldsomt skub. Fortumlet, forslået og ærgerlig så Laus, at han var påkørt af kriminalinspektør Carl Anton Ernest og dennes kollega, Coralie Margrethe Clausen.

"Skal jeg køre Dem til en læge", sagde Carl Anton.

"Tak, jeg klarer mig".

"Kom, sæt Dem ind i min vogn".

Carl Anton hjalp Laus ind på bagsædet, satte sig ved siden af ham.

"Har De det bedre?".

"Jeg fik hovedpine".

"De var selv ude om det, De gik på kørebanen og trådte De ud foran os, og bang, så lå De der".

"Jeg har brækket et ribben".

"Hellere et ribben end kraniebrud".

Laus genkendte gearskiftet og motorens rytme, der var ingen tvivl, han hav- de tidligere været passager i den samme vogn.

der ligger en tilsigelse til afhøring i næste uge, det har jeg glemt

"Har De det bedre?".

"Nej".

Vognen standsede i Skindergade; ved gadedøren stod et opløb af reportere og fotografer og en effektiv politivagt.

"Ja, det havde De ikke ventet, at det var mig, hils nu på min kollega Coralie, eh, Margrethe Clausen, nu har De set hende".

Margrethe var forskrækket, hun havde påkørt Laus og nær dræbt ham.

"Denne lille læderpose, er det Deres? Jeg fandt den på kørebanen".

"Ja, det er min".

"Jeg har kun følt på indholdet, må jeg kikke? Ved De hvad det er?".

"Ja, det er ret tydeligt".

"Hvor har De det fra?".

"En ven".

"Jeg låner den, kun låner den, men sig mig, har De flere af den slags?".

"Nej, vis mig en kendelse og jeg åbner mit pengeskab".

"Laus, da vi påkørte Dem, det var da uheldigt. De kom direkte fra Deres kon- tor, ikke?".

"Nej, værtshuset, akvariet stål og glas".

"Bemærkede De noget særligt?".

"Jeg har ikke hørt, at De har fortalt mig, hvad der er sket".

"Deres ven, Henrik Listerius".

"Vedrørende advokaten lagde jeg mærke til, at hans dør stod åben, jeg så det fra caféen, tidligere Kældercaféen. Jeg så lys hos ham, lyset fra trappen, det har jeg set før, og der var en mand der kom ud af gadedøren, en høj kraf- tig mand i brun habit, han kørte i en Peugeot".

"Hvor kan jeg tale med Dem senere, Laus?".

"Hjemme, jeg vil hjem nu, jeg har hovedpine".

"Margrethe Clausen kører Dem hjem, bliv hjemme til De hører fra mig".

"Jeg flyver til Stockholm i aften, hvad er så vigtigt?".

"Ved De ikke det?".

"Nej, og jeg er for træt til at fatte gåder. Det var jer, som kørte mig ned, jeg vil hjem".

"Direktør Jansen slog sig voldsomt", sagde Margrethe.

Fotografernes blitzlys blændede. Carl Anton så på Laus og sagde:

"Advokat Listerius har, lad os sige, begået selvmord, men samtidig har vi en efterlysning på en høj kraftig mand i brun habit, Hugh Hayden, kan De huske ham?".

"Ikke bedre end jeg husker Dem, Carl Anton".

"Nå, det kan De huske. Clausen, du kan godt køre, jeg kommer om et par timer".

Coralie-Margrethe var bekymret: "Laus, skal jeg køre dig til en læge?".

"Nej tak, jeg vil hjem, kør ad Strandvejen, vil du, jeg har hovedpine".

De kom til Rungsted, hun hjalp ham ud af vognen.

"Coralie, før jeg dør vil jeg i bad".

-

Margrethe holdt ham i hånden til han faldt i søvn; han sov fem timer uden drømme; han vågnede, da noget porcelæn faldt på gulvet; han gik ned i køk- kenet, mange dages opvask var forsvundet, tomme flasker blæst væk, gulvet vasket, vinduerne pudset, køleskabet renset, fryseren afrimet.

Carl Anton sad ved åbne køkkendør, drak kaffe, spiste ostemad, gumlede, nikkede.

"Bliv endelig siddende, god morgen", sagde Laus. Margrethe kyssede ham:

"Godmorgen, Laus, Carl Anton klarede opvasken, det var pænt af ham, ikke, sig nu tak til ham, har du ingen hushjælp, du egner dig ikke til at bo alene, hvorfor har du ikke ringet?".

Carl Anton viftede med hånden: "Godmorgen, Laus, tak for morgenmad, jeg har travlt. Hvad tid forlod du dit kontor?".

"Carl, du spilder kaffen", sagde Margrethe.

"Mit kontor, hvad mener du?".

"Du kom fra Skindergade da vi samlede dig op".

"I pandede mig ned".

"Altså, Laus, nu kommer du ikke med en erstatningssag, vel. Henrik Listeri- us er skudt mod brystet og mod hovedet, du må have set noget, ikke?".

"Intet, absolut intet usædvanligt".

"Du sagde du kom fra et møde på kontoret".

"Hvilket møde?".

"Da vi påkørte dig kom du fra et møde, det sagde du".

"Jeg sagde, jeg flyver til Stockholm i aften til et møde. Jeg kom fra baren, akvariet glas og rustfrit stål, jeg drak en enkelt øl og en dram, og derfra så jeg, at Henriks entredør stod åben. Lyset fra trappen kunne ses fra vinduet i akvari- et".

"Clausen, har du talt med Laus om Hugh Hayden?".

"Nej, han virkede uklar og var meget træt, jeg bad ham blive i sengen til du kom".

Carl Anton så ud i haven: "Laus, du må følge med til Politigården".

"Hvorfor skal jeg det?".

"Jeg kører Laus til en læge", sagde Margrethe.

"Clausen, ti nu stille".

"Carl Anton, se nu på ham. Laus har det virkelig ikke godt, det kan du da se".

"Udmærket, så sætter vi os og taler fornuftigt".

"Vi kan i hvert fald drikke kaffen".

"Fandens til kvindfolk", mumlede Carl Anton.

En politibil kørte ind i havens store blomsterbed.

se de klovner, alle mine blomster til Odette

"Jeg henter noget kluns til kroppen", sagde Laus. Carl Anton nikkede.

-

jeg må finde en hushjælp, de kan ikke hænge mig op på Henrik, men alt det blod, hvem skal passe blomsterne til Odette, dét skal du ikke byde mig mere, jo, jeg skal, Odette, ti nu stille, jeg affyrede kun ét skud, er du sikker på det, ja, men alt det blod, hvad er der sket, jeg holder fast på Hugh Haydens signale- ment, han er sten sikkert ikke i Danmark, hvornår var jeg ude med blomster til Odette, dét skal du ikke byde mig mere, må jeg ikke byde dig blomster, søde Odette, du var altid så glad for blomster

-
Til fru retspræsident Odette Bache-Grün

"Det er med den største sorg jeg herved må meddele Dem, at skolens læge har konstateret, at Deres datter, Celia, er gravid. I den anledning indkaldte jeg Celia til en samtale. Hun indrømmede at hun, jeg tillader mig at citere nøjag- tigt, hvad hun sagde: "Jeg kneppede af hjertens lyst med digteren, som er min mors elsker".

Jeg beklager, at min vrede over denne plumpe bemærkning løb af med mig, at jeg omgående straffede Celia med en lussing, og straks meddelte hende stuearrest. Tillad mig at tilråde, at Celias svangerskab afbrydes. Celia er kun et barn. Ulykkeligvis er denne handling forbundet med visse omkostninger, som ligger uden for skolens budget og hensigter. Jeg må derfor henstille, at De påtager Dem alle omkostninger. 

Muligvis vil Celia forsøge at flygte fra skolen hjem til Dem, som i den seneste tid ligefrem har tryglet mig om at holde Celia indespærret. Derfor vil jeg fore- slå".

-
Hvad vil du med mine papirer

Carl Anton, Coralie-Margrethe og Laus fyldte tasker med hans papirer, tømte Odettes lille empirechatol for indhold, bar alt ud i en politivogn.

dét skal du ikke byde mig mere, jamen, Odette, du sagde du ville hente cha- tollet, hvorfor gjorde du det så ikke

Margrethe gik ud på toilettet, smækkede hårdt med døren. Laus hørte hende åbne et vindue.

"Skal vi sætte os et øjeblik", sagde Carl Anton.

"Hvad vil du med mine papirer?".

"Vær du glad for, at Clausen kender dig så godt, stod det til mig var sagen afgjort".

"Du afhører mig, truer med tugthus og indespærring, hvorfor?".

"Det skal jeg sige dig, Laus, nå, du har hjernerystelse, hm".

"Hvorfor tugthus?".

"Vi to arbejder på samme sag, den lille læderpose med guld, og en død Lis- terius, og du nægter at du samarbejder med Hugh Hayden, ikke?".

"Jeg så en mand i brun habit gå ud af gadedøren, var det Hugh Hayden?".

"Jeg tror ikke på din forklaring med værtshuset, jo, du sad der, men buffisten bor over for jeres ejendom i Skindergade, han havde glemt sine byttepenge, og var hjemme for at hente dem, og satte et vindue på en stormkrog. Og så dig stå bøjet over Listerius og slukke lyset til skrivebordslampen. Det havde du ikke ventet, vel, et ubehageligt vidne".

"Jeg er ikke morder".

"Men du lånte penge af Listerius".

"Ja, harmløst, forstår du ikke det?".

"Jo. Clausen siger du er en fornuftig mand".

Margrethe kom tilbage fra toilettet.

"Du skal bare snakke, det er det nemmeste, inde på Politigården. Det er det hurtigste, vi undgår ikke en grundig afhøring".

"Vi bliver her", sagde Margrethe.

"Hvabehar?".

"Laus kan blive alvorlig syg, han bluffer os med sit gode helbred".

"Bluffer?".

"Laus må ikke blive syg for os, vel, Carl Anton".

"Clausen, du træder i min spinat".

"Vi har en båndoptager, kun de vigtigste spørgsmål, Laus løber ikke".

Margrethe rakte mikrofonen til Carl Anton: "Den hurtigste metode".

"Clausen, du er et fandens kvindfolk".

nu har jeg afleveret mit pas til ham, jeg har hentet dynger af bilag fra doku- mentskabet i kælderen, de har ransaget det meste af huset, og de har stjålet Odettes lille chatol, Margrethe har lavet frokost til ham, men han bliver ved, det er den hurtigste metode, siger de

-
Vandpumper til reeksport 

onkel Herbert sagde, jeg er her kun på kort visit, børnene fik gaver, Odette en perlekæde. Laus, har du tid til at drøfte forretning, Jaja, onkel Herbert, selvfølgelig. Herbert spurgte diskret Odette, om hun stolede fuldt ud på mig; hun svarede, mener du vores ægteskab. Nej, jeg véd du er meget lykkelig, det drejer sig om en vanskelig forretning. Sødeste onkel Herbert, selvfølgelig kan du stole på Laus

jeg kørte onkel Herbert til Skindergade. Odette råbte efter bilen, Laus, vores frokost, skal I allerede køre, fanden stå i dig, Laus, børnene har glædet sig

Herbert fortalte om et selskab med et særligt formål. Det angik den daglige kamp for staten Israels overlevelse. Nu havde israelerne bombet et fragtskib, lastet med en illegal forsyning af kanoner og ammunition

kaptajnen havde sløset med ordren, havde været forsinket, uden at give livs- tegn til selskabet, og til sidst, midt på natten, lod han skibet med slukkede lan- terner søge ind til havnen i Haifa; spøgelsesskibet sønderbombet

-

"Selskabet, hvem er det?".

"Det internationale Selskab for Kunst og Kultur".

"Ja, gå videre".

"Ladningen er forsikret, men en retssag trækker ud, pengene er foreløbig tabt".

"Hvad så nu?".

"Vi begynder forfra, men nu stritter, ja, nogen, imod".

"Og hvad gør du?".

"Du, Laus, stiller remboursement for reeksport fra Pinneberg Jernstøberi via havnen i Esbjerg, betaler oplagsplads, men varen må ikke blive set af toldvæ- senet, det må du undgå. Fragten går fra Esbjerg til Israel".

"Hvilken fragt, hvilke varer, og hvem betaler?".

"Støbejern, rør og vandpumper til markvanding".

"Det lyder godt".

"Vores private grej er dækket med granitsten, emballeret i trækasser".

"Nå, men, pengene?".

"Dem skaffer du".

"Du sagde Bofors, sagde du våben? Pinneberg kender jeg ikke".

"Når vores ladning er fremme annulleres din reeksport, dine varer går retur til afsenderen, remboursementet ophæves, og du tjener en pæn skilling".

"Joh, tak, Herbert, men jeg skal stille bankgaranti".

"Ja, nødvendigt, det vil jo se mærkeligt ud, hvis jeg betaler ti millioner dol- lars for vandpumper, der går retur til Pinneberg".

"10 millioner dollars?".

"Ja, som terminsforretning, fem terminer gange to millioner".

"Esbjerg hopper ikke på dén, fem gange, næ. Jeg må finde fem små byer med en lille havn til dine granitsten".

"Tak, Laus, du har vel ikke lidt iskold limonade?".

"Men ét frabeder jeg mig. Jeg gør det for din og for Odettes skyld, men jeg leger ikke dødens købmand, ingen fortjeneste til mig".

"Som du vil. Hvem er din financier?".

"Henrik, han har, ja, udmærkede forbindelser".

"Heinrich von Listerius?", mumlede Herbert

-

et par dage senere ankom et brev fra onkel Herbert: "Brug Henrik som aftalt, bagefter slår vi ham ihjel. Rettelig, du gør, i overensstemmelse med hvad du i årevis har lovet Odette, som hævn for din ven Werners død"

i brevet lå to fotos, et gruppebillede med SS-regiment Wiking, og et forstør- ret udsnit visende Henrik i sin elegante officersuniform

hvem andre end Henrik kunne stable et anonymt konsortium på benene, som, mod to procent i provision, kunne magte opgaven

-

"Henrik, I får ikke to procent, I får overhovedet ingen fortjeneste".

"Altså, Laus, hvordan vil du lave kautionsforretning med folk, uden renter?".

"Filantropi, en bankgaranti".

"Laus, du må ikke være så naiv".

"Jeg er ikke naiv, sagen er kompliceret".

"Det er alle forretninger, og så med vandpumper, buh".

"Det er våben til Israel, nu ved du det, hvad siger du så? Husk, du er loyal dansk og svensk statsborger".

"Jeg er ikke antisemit, jeg er kvartjøde, eller ottendedels, det ved du, det har jeg fortalt dig mange gange, Laus".

"Ja, Henrik, du sagde du var hottentot".

en dag stod vi i en lille sydfynsk havneby og vinkede farvel til en ladning granitsten i trækasser; den samlede reeksport, fem gange vandpumper via Pinneberg til Israel, blev lykkeligt gennemført

-

"Hør nu her, Carl Anton. Henrik har hjulpet mig én eneste gang med en stor forretning, men hvilken, det må du selv opklare, jeg hjælper dig ikke. Bankga- ranti, kautioner og så videre fremgår af mine bilag, det får du bekræftet hvor som helst, det var småting. Henrik var trods alt min sagfører".

"Har du lånt menneskepenge af ham?".

"Nej, og hvis du gør mig ansvarlig for Odettes død, så var det mig, der skar hende ned fra et kastanjetræ".

"Laus, du er ramt af en hård skæbne. Alt det med børnene og Odette. Jeg ville være til rotterne hvis min Gerda forlod mig. Jeg er ikke ondskabsfuld. Men du kender Henrik Listerius, han er en gåde for politiet".

-

det forstår jeg

Henrik var et underligt væsen, han var ikke super velbegavet, men havde held og talent for de helt store penge, i kraft hans automatisk virkende boghol- derihjerne, og en tilsvarende evne til at udsprede røgslør

en lørdag sad jeg mismodig på en trappesten i Skindergade og manglede penge, et par millioner kroner. Jeg havde købt et slot i Nordjylland, fik det i salgbar stand og solgt, men køberen misligholdt aftalen. Og jeg havde pantsat alt, fordi jeg havde købt et skibsværft i Blankenese, som lå så smukt og roman- tisk ved floden -

dét skal du ikke byde mig mere, herregud, Odette, et lille skibsværft i Blan- kenese

det var lørdag eftermiddag, alt weekendlukket. Hvor gik jeg hen og lånte et par millioner? Så kom Henrik, og det undrer mig den dag i dag, jeg havde ikke set ham i flere måneder, han var blevet fed, jokkede platfodet i udslidte sko, slæbte på den store dokumentmappe, der var så slidt at den hang i laser, en nusset frakke hang og slaskede på ham

'hej, Laus, gå med op på kontoret, jeg har købt ejendommen'

det var ironi, at jeg skulle møde ham på et tidspunkt, hvor jeg havde mest brug for ham; han gjorde det uden vrøvl, gad ikke høre enkeltheder, åbnede boksen og sagde 'tag selv', og jeg stod og optalte bundter af kontanter

"'fire millioner, du kan ikke klare dig med mindre', sagde han 

han sad begravet i regnskaber, viskelæder, blyanter, skattesvindel, lysky kontantforvaltning, det var komisk, jeg kunne få ham buret inde, jeg så på de store bundter pengesedler

dét skal du ikke byde mig mere, jamen, Odette, Blankenese, det er kun et lille skibsværft, fik jeg købt blomster til dig i dag, dét skal du ikke byde mig mere, nu er du uretfærdig. Odette, du forfølger mig

-

Margrethe sagde: "Nu har maden ventet på jer i tyve minutter. Kom nu, Carl Anton, kom nu, Laus. Alt det besvær med bøffer, sovs og kartofler".

Carl Anton snerrede: "Det må vente, du må ikke forstyrre, hør nu, Laus, fortæl om Hugh Hayden".

"Hugh, hvem?".

"Du kommer i arresten, Laus, du hørte hvad jeg sagde".

"Jeg kender ham ikke".

Carl Anton så ud i haven, kneb øjnene sammen: "Benægter du at kende noget til Hugh Hayden?".

"Det har jeg ikke sagt, men jeg har ingen forbindelse med ham, kender ham præcist så lidt, som jeg kender dig. Vi traf ham i Paris, du husker selv, hvornår og hvordan. Jeg traf ham måske én eller højt to gange".

"Laus kender ham ikke, ikke mere", sagde Margrethe.

"Clausen, ti nu stille". Carl Anton telefonerede, bad om et lokalnummer, Margrethe studsede.

"Ja, hm, javel".

Carl Anton pegede på Laus: "Politigården, afgang, nu".

-

Statsadvokaten gned sine hænder, kørte albuerne frem og tilbage på bord- pladen, hovedet gyngede op og ned:

"Carl Anton, hvad står der, Laus Jensen eller Hansen?".

bag mig åbnes og lukkes en dør, nogen bevæger sig, hvisker sammen -

"Jansen", sagde Laus.

"Sagde De Jansen?". Laus nikkede.

"Så skriver jeg det, og De benægter, at De kender noget til Hugh Hayden?".

"Jeg har forklaret".

"De skal svare på mit spørgsmål, kender De Hugh Hayden?".

"Ja, jeg traf ham i Paris for mange år siden, og har ikke senere talt med ham".

"Ja, tak".

Statsadvokaten så i sine papirer, nikkede til personer bag Laus, der lød stemmer og støj, døren åbnet og lukket.

"Vil De komme hen til mig", sagde statsadvokaten, "nu skal De fortælle mig, om De kan genkende den person, der står foran Dem", han greb fat i skulde- ren på Laus, drejede ham omkring.

Laus stod til ansigt til ansigt med en ældre mand, lænket med håndjern, solid brun tweedjakke, brune bukser, solide brune sko, et hærget ansigt, gråt velplejet fuldskæg, rødblisset næse efter druk, brede kindben, brune øjne. Hugh Hayden.

"Nej, jeg kender ham ikke".

"Er De helt sikker på det?".

"Den person er ikke Hugh Hayden, det er jeg sikker på".

"De må gerne sætte Dem".

Statsadvokaten nikkede til Carl Anton, Hugh Hayden blev ført ud; to mænd og Laus viftedes op til statsadvokaten.

Som han stod der ved bordet, så han et glimt af Coralie-Margrethe.

"Jeg lægger kortene på bordet, og det skal De også gøre, hr. Jansen", sagde statsadvokaten. "Deres navn er nævnt i en vanskelig sag, derfor er De her. De skal hilse på politimester Ove Skov og oberst Viggo Hardall, mit navn er An- ders Horatio, jeg er statsadvokat".

"Goddag, glæder mig", mumlede Laus.

det kan ikke gå helt galt, når den ene er politimester, den anden oberst, og den tredie hedder Horatio -

"Ønsker De noget særligt af mig?".

"Nej, De hører fra os", svarede obersten.

"Så kan jeg gå?".

"De er velkommen", sagde politimesteren.

"Ja", smilede Horatio.

om jeg begriber hvad de vil, måske har Henrik maskepieret med Hugh Hugo Hayden van der Valtat, åhja, den hurtigste metode, farvel med jer -

I forhallen mødte han Carl Anton og Margrethe.

"Clausen kører dig hjem, du har ikke fået meget søvn, og du slog dit hoved".

"Tænk, kan du huske det?".

"Clausen passer på dig til i morgen, du er ikke under opsyn, det er et tilbud".

"Tak".

Da de sad i vognen, kyssede Coralie-Margrethe ham på kinden. og sagde:

"Vi kører hjem til mig. Husker du, at jeg bor i Dronningegården? Det er snart længe siden".

dét skal du ikke byde mig mere, ti nu stille, Odette

Margrethe beordrede Laus i seng. "Nu ikke mere bøvl med dig", sagde hun.

hendes smag for Victors snobbekunst er ikke mig, jeg har hovedpine, ligger her, en brik i et spil, jeg mister kontrollen med mit eget, jeg savner Odette

-

"Hvor har du gemt telefonen?".

"Jeg har ikke tid til at varte dig op, telefonen står på gulvet".

"Hvad er der galt, er du sur?".

"Nej, jeg laver mad, og hvis telefonen ringer, jeg mener, du må ikke telefo- nerer, husk du er syg, Laus, hjernerystelse, du skal hvile".

Laus døsede, vågnede ved telefonens grynten, søvndrukkent løftede han røret, sagde hæst:

"Hos Margrethe Clausen". Et klik, forbindelsen afbrudt.

Margrethe stod i døren: "Laus, talte du med nogen?".

"Ja, galt nummer".

"Stå op, maden er færdig".

Det forkullede kød var kalvekoteletter, sagde hun; han gnaskede kullene i sig, drak rødvinen, sagde tak for mad, hjalp hende med at rydde op.

Telefonen gryntede. "Laus, lav noget kaffe". Hun gik ind i opholdsstuen, tog telefonen, sagde: "Margrethe Clausen".

Det knitrede i det lille apparat på væggen i køkkenet.

"Coralie?". Laus lyttede. Det var en mand.

"Ja".

man lytter ikke, jeg lytter ikke, hun taler hviskende i flere minutter

"Det var min veninde".

hvorfor lyver hun, hvem var den mand

De lå i sengen, nippede til vinen, læste, hørte musik, spiste småkager, drak kaffe.

Laus sagde:

"Coralie-Margrethe, nu er der gået tre timer og du har ikke sagt ét ord om min sag, eller om Odette eller Hugh Hayden, hvad er der galt?".

Hun lænede sig ind over ham, kyssede ham og smilede:

"Laus, de holder mig uden for din sag, det kan du vel tænke dig. Og jeg, ja, jeg tænker på Odette hver eneste dag, og nej, jeg vil ikke tale om Hugh Hay- den".

"Hvem skal vi så tale om?".

"Du savner Odette, jeg er så ked af det, det var meningsløst".

"Hvad sker der med din ven, Hugo?".

"Laus, jeg tæver dig. Hugh Hayden bliver udvist, jeg tror ikke de har noget særligt på ham".

"Fortæl mig hvorfor han er arresteret, er det noget med Henrik, hvorfor er jeg rodet ind i deres affærer? Det er din pligt, næh, jeg mener, at sige det til mig, er du ikke min ven?".

"Det er noget med Hugh Haydens valutatransaktioner, og vistnok andre små- ting, andet ved jeg ikke".

"Jeg har ikke set ham i hundrede år. Hvorfor tænkte du på Odette?".

"Du savner hende".

"Jeg troede hun var lykkelig og tilfreds sammen med Victor, troede du ikke det?".

"Med Victor? Næ, Odette græd, hun viste mig en guldkæde, Lennikæden, og sagde: Se, det er hvad jeg må nøjes med, Laus, 18 år".

nøjes med, dét skal du ikke byde mig mere, nøjes med min Lennikæde, du forfølger mig, jeg har ikke glemt dine blomster. Coralie, nej, Odette, ti nu stille

-

"Laus, Odette kunne råbe helt fortvivlet: Coralie, ved du at Laus er mit et og alt, jeg har kun ham".

"Ser du, balladen opstod da hun blev gravid, sidste gang, måske vidste hun ikke, med hvem. Vi havde vores eventyr, men hun troede jeg ville gå fra hen- de, hun blev mere og mere urimelig".

"Hun interesserede sig ikke for børnene".

"Jo, på sin facon. En aften skændtes vi og hun råbte 'Du pisrender væk fra dit ansvar, fejer mig til side som en klud, ævler om store planer, du gør mig syg med din mistro', det sagde hun".

"Sagde hun det?".

"Du driver mig til vanvid, sagde hun. og det gjorde jeg måske, jeg kunne ikke gøre hende tilpas, vi sled på hinanden, spyttede på hinanden".

"Odette har aldrig forstået dig helt, min ven".

"Vi havde det godt før ægteskabet, og efter, da hun var gift med Victor, og jeg accepterede at ungerne fortsatte på kostskolen. Det lignede evig lykke".

"Tror du hun bollede med, gudnej, undskyld Laus. Kom, vi pakker en kurv med fourage og kører dig hjem til Rungsted".

"Hvorfor det, vi ligger og hygger os".

Telefonen gryntede. Hun løb ind i opholdstuen, lukkede døren, Laus hørte hende hviske "Coralie"; han listede hen til døren, lyttede, listede ud i køkke- net, lyttede til hendes stemme: "Javel, forstået". Klik.

Laus løb ind i badeværelset. Margrethe skyllede sine hænder i håndvasken, så på ham med et fraværende blik.

"Jeg er træt af nervøse samtaler i Dronningegården", sagde hun til sig selv i spejlet, så på ham. Det gav det et sæt i hende:

"Ahgud Laus, står du her og lytter".

"Næ, jeg lytter ikke, vi skal hjem til Rungsted, sagde du".

De kørte gennem natten i tavshed.

Laus sagde: "Hvor kan der ske meget på en enkelt dag".

"Ja, og mens jeg sætter skik på huset og dit tøj, går du i seng med en god bog".

"Hvis jeg ikke går fallit eller dør af hjerteslag gifter vi os".

"Måske".

"Men så opgiver du dit infame job".

"Laus, lad os nu vente, se tiden lidt an".

"Se himlen, det er snart lyst".

"Du må hjælpe mig med at rydde op, her ligner en slagmark".

-

det er med Coralie, som med Carl Anton, og Odette, jeg skal selv rydde op efter dem. Carl Anton stjal Odettes gave til mig, det lille træskrin fra Norge, med de grimme guldmanchetknapper med vikingemotiv, og et ældgammelt postkort fra Hugh Hayden 'tak for hjælpen. H', fordi Hugh havde haft penge til gode hos en redaktør. I bunden af det lille skrin, med billedsiden nedad, lå Odettes og Coralies amourøse leg, Hugh Haydens lurenkik

og en klodset tingest, Coralie-Margrethes armbåndsur, som jeg ikke afleve- rede til hende, fordi jeg var jaloux, troede det var en gave fra Hugh, det siger jeg til hende; nå, her er en af Odettes artikler

-

"Hvad er det du læser?".

"Det er Odettes artikler til det nye blad hun var med til at starte".

"Nåh, dét".

"Odette kunne tænke fornuftigt".

"Hvorfor lyver du, Laus? Odette fortalte, at det var dig der skrev hele bladet. Kom nu ned på jorden. Odette havde ikke dine evner".

"Du må ikke håne Odette".

"Det gør jeg ikke, Laus".

"Hør her: - Filosofien bag aktieselskabet ytrer sig totalitært, med prælimine- ret rettergangsrespekt for pengemagten, med foragt for medmennesket. Her over for står andelsbevægelsens fællesprincip, som kan bruges som en ram- buk imod aktieselskabets tællen kroner, magt og høveder. Men når højrevin- den blæser, lyder parolen: støt den konservative korporative politik mod de kooperative elementers anarki. Vi gør i den anledning opmærksom på valuta- markedet, som oprindelig var værktøj til betaling for udveksling af varer. Men i dag spekulerer finansfyrsterne, foruden i priserne på råvarer: korn, råolie, suk- ker, guld, sølv, også i valutakurser, US-dollars mod tyske mark, Tyskland mod Japan, Japan mod Frankrig, Frankrig mod Spanien, og så videre, officielt for at opnå marginale fortjenester, men med det resultat, at valutaspekulation i dag udgør hovedparten af alle internationale transaktioner, at vulgærkapita- lismen smadrer økonomien i det ene land efter det andet".

"Laus, jeg kører hjem".

"Coralie, er du her?".

"Ja, jeg får en hård dag. Carl Anton er sur, gå i seng, jeg kommer i aften".

Margrethe kørte; hilste farvel med et lille optimistisk trut i bilhornet.

jeg fik ikke sagt til hende, at Carl Anton stjal hendes armbåndsur og billedet med den famøse pigeelskov, nu må vorherre hjælpe Hugh, Coralie og Odette

-
Alali, ingen artikulerede lyde

Kære Odette, tak for tilsendte Socioøkonomisk Revy. Jeg er ligeglad med, at du bor i kvindekollektiv, men har børnene godt af det?

Kære Laus, jeg vil ikke besvare dine breve. Hvis du endda havde skrevet tillykke til Victor og mig til vores bryllup. Victor respekterer, at jeg flyttede til Kvindernes Paradis. Du har modgang, er det alvorligt. Det er kun i ferien, at børnene er hos mig, de skal tilbage til kostskolen. Skriv ikke til mig mere.

Kære Odette, jeg har kvaler med helbredet. Jeg ved du siger alkoholisme. Men det interesserer dig ikke, du er optaget af dine "studier", hvornår passer du dine moderpligter?

Kære Laus, dit brev lugtede af spiritus, skån mig for gentagelser. Jeg fik Vic- tor til at køre ud til dig. Der var lys i hele huset, men du lukkede ikke op. Du er en rigtig skvatmikkel, pyha. Victor siger du kører beruset rundt i en helt ny vogn.

Mamsel Odette, hvor vover du at påstå at jeg var 'alkoholiseret', da jeg var sammen med børnene? Jeg kørte ikke bilen den dag. Victor kan ikke tillade sig at lyve.

Skvatmikkel Laus, jeg forlanger, at du lader være med at gå på beværtnin- ger. Gamle frøken Larsen fortalte, at du havde skubbet til hende og bedt hen- de fare ad helvede til. Jeg fortryder, at jeg overtalte hende til at blive hos dig. Det gjorde både hun og jeg for din skyld. Hvorfor gør du hende ondt, et gam- melt hengivent menneske, som af kærlighed og pligtfølelse kun vil det bedste for dig. Hvordan ser huset ud, uden hende? Jeg frygter det værste. Nej, du får hverken min eller børnenes adresse, nu må det være slut. Du skal være hen- synsfuld over for Victor, ellers afbryder du enhver kontakt til børnene. Og lad være med at forlange en undskyldning af Victor, fordi han sparkede en bule i din fine nye Mercedes. Andreas beder om det emblem, der sad på Porchen, hvis det ikke blev smadret, da du kørte om kap med politiet. Celia plager mig for at få en hundehvalp, jeg har sagt nej, jeg nænner ikke at sige til hende, hvad der skete med den anden, den, du ved".

Til Odette. Det var ikke kun det med hunden. Du burde have fortalt mig, at du blev hysterisk når en hund kom i nærheden af dig. Uforståeligt, du var så glad for katte. Vi holdt den lille hund skjult, den skulle være vores gave til dig. Onkel Herbert var med ungerne til sejlskibsparade på Langelinie. Jeg faldt for fristelsen til, at se dine taknemmelige øjne, når jeg gav dig en usædvanlig gave. Du lå i en liggestol efter arbejdet i haven, og jeg sagde "Se, Odette", og lagde hvalpen i dit skød. Du sprang op med et skrig, greb en spade og slog hvalpen, og den løb fra dig. Du indhentede den og slog den, og jog et plante- spyd gennem hundens brystkasse, løftede den op i karret med regnvand, og holdt den nede under vandet med spade og plantespyd. Den dag rejste onkel Herbert uden at sige farvel. Husker du det?

-
Minnas ankomst

Margrethe kom ikke, som hun havde sagt. Næste morgen ringede hun, hun havde talt med arbejdsanvisningen; der ville komme en hushjælp.

"Jeg er bedøvende ligeglad med hushjælp", mumlede Laus; han gik i bade- kåbe, åbnede døre og vinduer, der trængtes til udluftning.

"Er De hr. direktøren? Jeg kender huset, jeg har været her før".

"De er meget velkommen, goddag".

"Er De færdig i soveværelset, der plejer jeg at begynde".

"Glimrende".

Laus så hende gå op ad trappen, en stærk bredbaget hoppe, yppige bryster, sund, velskabt, blond. Han fulgte automatisk efter hende. Hun gik ind i Odettes soveværelse, stod bøjet over Odettes seng, glattede lagenet, rystede dynen. Han kunne ikke beherske sig, måtte røre ved hende. Det var et chok, et elek- trisk stød fra et kropsnært jordskælv. Hun ville skrige politi, skandale. Nej, den unge kone blev hverken nervøs eller hysterisk, eller følte sig krænket ved hans berøring. 

Hun smilede til ham: "Er der noget galt med direktøren?".

Han følte sig befriet, en varm glæde for denne sunde stærke krop, der gjorde Odettes seng så nydelig. Hun satte sig på sengen:

"Er det helt galt med direktøren, det kan jeg mærke på Dem, hvad tror De Deres kone siger til det?".

"Ikke noget, der sker ikke noget, vi er alene, min kone er rejst".

"Den historie kender jeg".

"Hører De ikke hvad jeg siger? Min kone er rejst. Hun er, hm".

"Joh, men er den til noget, den lille dér? Jo, den strutter lidt voldsomt. Ja, hvis direktøren absolut vil".

Hun lagde sig tilbage i sengen med skrævende ben, smilede: "Jeg skal vel ikke gøre det gratis?".

Laus ville kysse hende, hun holdt ham tilbage.

"Næ, hr. direktør, spiller De finkolin og jeg hjælper Dem koster det tre hun- drede kroner".

"Jaja, kom nu".

"Skal jeg af med brystholderen er det to hundrede ekstra".

"Jaja, kom nu".

"Vil De lege med missen og få et dejligt direktørknald koster det tusind kro- ner, det er vist ikke for meget for direktøren".

"Kom nu, De skal nok få Deres penge".

Den unge kone åbnede sig villigt, omfavnede ham, arbejdede energisk un- der ham, og bidrog med nye dyder til hans erfaring, forbavselse og forbitrelse.

dét skal du ikke byde mig mere

Laus stønnede: "Jeg lover dig blomster i morgen, søde Odette, vær nu lidt rar, åhnej, hvad er det jeg gør".

"Har De det dårligt. hr. direktør? Jamen, jøsses, jeg henter et glas vand".

Den unge kone løb som en valkyrie, nøgen ned ad trapperne.

-

jeg ligger skamløst i Odettes seng, nu ramler hele min verden, det velskabte naturbarn er gift med en nedslidt arbejder, træt og uegnet som hendes spræl- lemand, hun har født børn, og liderlige mænd i kvarteret bestiger hende, hun lider ingen nød, pengene står på en bankbog, jeg har ikke handlet umoralsk, jeg smider Odettes værelse ud, om jeg blot husker det

Minna cyklede til købmand og slagter, fyldte dybfryser og køleskab, og bad ham huske den hareragout, som stod færdig i ovnen.

"Det er meget elskværdigt af Dem, mange tak".

hendes hareragout smager fortræffeligt, der er portioner til tolv dragoner, hendes mand er jæger, jeg graver resten ned i rosenbedet, vasker servicet, skrubber det ildfaste fad, et ægteskab med Minna kunne tænkes, men ikke holde fjorten dage, enten går hun, eller jeg løber, jeg har besluttet mig for ægteskab med Coralie, dét skal du ikke byde mig mere, haha, Odette, med al den livskraft der fosser ud af mig

-
Brev til Henrik fra friherreinden

"Jeg burde aldrig have ladet dig og Odette være gæster i mit hus. Det anede mig, at der ville ske en ulykke. Du har altid givet familien de aller største be- kymringer, så hensynsløst, som du har opført dig. Skæbnen ville, at jeg efter mange år skulle gense dig, og for anstændighedens skyld byde dig og Odette velkommen.

Svindler, utugtige flodhest. Det meddeler jeg dig med største skam, at du er. Føj. Du lover og lover: 

"Nu kommer jeg og besøger Faster Louise og mit eneste barn, min datter, Lottepigen". Det har du skrevet flere gange, men kun i begyndelsen. Hvem der aldrig kom, var Henrik Fæhoved. Føj.

Jeg må minde dig om, at det nu er 16 år siden du afleverede en lille nyfødt pige til mig, og sagde, "Bare for et par dage, kæreste søde Louise". Hvor var jeg dog dum, at jeg kunne tro på sådan en som dig. Føj. Nu er der gået 16 år. Lotte kender kun sin fader fra telefonen, dengang hun var lille. 

At du ikke skammer dig. Føj. Og så byder du mig, hendes egen mor, ja, det siger med ærligt hjerte, for jeg har da papir på, at jeg på hendes 18-års fød- selsdag skal miste det kæreste jeg ejer".

Forloren skildpadde

Laus så galopløb i tv. Margrethe kom, stillede en mappe med dokumenter på gulvet, lukkede et vindue op, kyssede ham.

"Du burde ikke ryge så meget. Hvad er så morsomt ved hesteløb, hvorfor hopper de, det er da farligt, de skal da rende rundt og rundt".

"Ti nu stille et øjeblik".

"Jeg har købt forloren skildpadde, er du sulten?".

"Ja, det ved gud, jeg har ikke fået en bid brød hele dagen".

"Her lugter af mad, en slags ragout, har du spist, jamen, uh, rædsomt, se, hestene falder, åh nej dog, de stakkels dyr, og se rytterne, se ham der ligger nede under hesten".

"Det sker i Grand National, det store forhindringsløb, måske skal Carino".

"Nej, det vil jeg ikke se på, luk for det tv".

"Må jeg ikke se tv?".

"Laus, du er da ikke dyrplager, luk for tv og hjælp mig, maden skal varmes".

"Jeg kommer". Laus slukkede tv for Grand National.

dét havde Odette aldrig krævet af mig

Han tog pakken med den forlorne skildpadde, klaskede indholdet ned på det ildfaste fad, stillede fadet ind i ovnen.

"Nej, dit fjols, det skal varmes i en gryde".

"Nå, jaja".

Laus tvang den underlige ædelse i sig. Margrethe læste dokumenter; han  vaskede servicet, skrubbede gryden og det ildfaste fad. Margrethe gik i seng.

Laus gav sig god tid til et bad, hældte barbersprit ud over kroppen.

det fjerner forhåbentlig enhver fremmed damelugt

"Uhm, du dufter dejligt", sagde Margrethe.

"Hvorfor ligger du i Odettes værelse, i Odettes seng, er noget galt med dob- beltsengen inde hos mig?".

Hun sad i Odettes seng, læste i fortroligt stemplede dokumenter, læsebriller- ne sad skævt på næsen; hun skubbede brillerne op i panden.

alderen trykker hende ikke, denne kattesmidige ungpigekrop

"Laus, der er noget vi må tale om".

"Jeg har aldrig plaget dig vedrørende dit arbejde".

"Nej, du er ikke nysgerrig, det ved jeg".

"Hvordan gik det? Er der noget nyt?".

"Laus, bliv nu ikke vred. Carl Anton og jeg har ransaget dit kontor".

"Hvad har I?".

"Han kunne få en dommerkendelse, men jeg sagde, i orden".

"Fandt I noget?".

"Det ved jeg ikke, spørg Carl Anton".

"Han har dit armbåndsur, det som Hugo Hugh gav dig, som jeg fandt på gulvet i Villa Wagram, men glemte at give dig tilbage, og Hughs skamløse billede af dig og Odette, det lå i det lille norske skrin. Hvorfor gør I det? Jeg henter en sjus".

"Læderposen med guld, som du gav Carl, er efterlyst over hele verden".

"Og du åbnede mit pengeskab, det kender du, hvad fandt han så?".

"Det ved du, Laus, foruden papirer fandt han nøglerne til Henriks brandboks, ja, det ved du, samt en gammel lærredspose med ti kilo samme småting, som dem i læderposen, guld".

"Henriks nøgler? Næ, jeg havde ikke Henriks nøgler. Du sagde at småtinge- ne er efterlyst, det er vel ikke tyvegods?".

"Jo, i høj grad".

"Vil det sige, at Henrik var hæler?".

Margrethe svarede ikke.

"Var der andet af interesse for Carl Anton og dig?".

"Ja, din pistol med lyddæmper, en ni milimeter para".

"Nænæ, den går ikke, min er en gammel Walther, syvfemogtres".

"Ja, den lå der, tal med Carl Anton, han fandt den anden. Men det undrede ham, at du havde taget hele beholdningen fra Henriks brandboks. Hvad var der i de poser, Laus?".

"Er jeg i forhør? Jeg har ikke rørt Henriks poser, han gav mig den lille, og så en stor pose, nej, tre store poser, hvad pokker er meningen?".

"Teknikerne fastslog, at et større kvantum lærredsposer var fjernet for nylig, der var masser af fnug og trævler og Henriks fingeraftryk. Du havde handsker på, havde du ikke? Nej, min skat, det var min spøg", lo Margrethe.

"Jeg kender intet til den sag, er du færdig så jeg kan slukke lyset?".

har jeg ramt ham med to skud, et på øret og et i panden, der var alt for meget blod

"Carl Anton kommer i morgen tidlig".

"Henrik sagde guld, det i poserne, jeg ved det ikke, men nu, Coralie, ligner det rovmord, godnat".

"Godnat, Laus".

Problemerne ville skræmme dem næste dag, de søgte ind til hinanden, en usikker trøst, holdt hinanden i hånden til de faldt i søvn, som børn under krig mellem mange fronter.

-
Første møde med Tilsynet

De drak morgenkaffe og tog solbad. Laus brød sig ikke om sin hvide hud i kontrast til hendes solbrune krop, men Margrethe sagde:

"Morgenkaffe og et solbad er godt for nerverne".

Pludselig stod Carl Anton på terrassen, bag ham dukkede to mænd frem.

"Carl Anton, Ove og Viggo, er det jer, god morgen", sagde Margrethe.

Laus trak i badekåben, Margrethe stod nøgen med et håndklæde, fraværen- de, nulrede hårene ved sin vagina. 

"Få noget tøj på", sagde Laus; han bandt håndklædet om hende, genkendte politimester Ove Skov og oberst Viggo Hardall.

"God morgen, skal vi gå inden for?".

"Hvad har I lyst til, I kommer vel ikke fra kroen?", sagde Margrethe; smilede et sødt værtindesmil.

"Jeg havde ikke ventet at se dig her?", svarede Carl Anton.

sig som det er, Carl, det er længe siden du har set hende nøgen

"Skål, og velkommen d`herrer".

"Tak, skål og god morgen".

"Vi er ikke moralens vogter, vel, Carl?", sagde Ove Skov.

Margrethe stod i Odettes opslidsede kimono. "Pige, træd varsomt, du er split- ternøgen", sagde Laus.

"Nu må I klare jer selv, jeg klæder mig på, god morgen, d`herrer".

"Jeg fryser", sagde Laus, "vær rar og skynd jer lidt".

"Du har, undskyld, De har", indledte Hardall.

"Vi siger du, gerne for mig", svarede Laus.

"Du har våbentilladelse til en Walther syvfemogtres".

"Ja".

"Carl Anton fandt en nier i dit pengeskab, og Walteren".

"De blev begge affyret mod Henrik Listerius", smilede Ove Skov.

"Skød du ham, du skyldte ham penge", sagde Carl Anton.

"Henrik var min ven, med de komplikationer det gav undervejs. Jeg lånte et stort beløb af ham. Det er betalt, alt andet er småtteri. Læderposen og de store lærredsposer forærede han mig. Henrik var impulsiv, og velhavende, han bad mig opbevare tre nøgler til brandboksen, det har han gjort før, når han skulle på ferie. Jeg har ikke slået ham ihjel, jeg havde ingen grund til at gøre det".

Viggo Hardall, Ove Skov og Carl Anton så på hinanden, nikkede.

Hardall sagde: "Var det Dem der fjernede indholdet fra brandboksen?".

"Er det forsvundet?".

"Ja, det hele er væk".

"Ja så. Da jeg talte med ham fandt jeg det besynderligt, at han talte om guldet, viste mig det, og gav mig tre poser, faktisk 30 kilo, og læderposen, men Henrik var impulsiv, han skulle på ferie, eller hvad det nu var, og bad mig opbevare nøglerne".

Carl Anton sagde: "Vi spilder tiden, stak du i Listerius med en gammel Hitler- dolk?".

"Sig mig, hvad i alverden?".

"Du følger med ind til byen, kun cirka fem minutter", smilede Ove Skov.

"Hvorfor?".

"Vi skal bruge dig som vidne", svarede Hardall.

Margrethe kørte vognen. De standsede i politiets garage bag Glyptoteket; kassematter dybt under jorden, skumle kontorer, stålskabe, opholdsstue, kam- re, køkken, brusebad, ordensreglement. Tilforordnede: V. Hardall, O. Skov, C. A. Ernest.

"Clausen, kan du ikke ordne et par stykker mad?", sagde Carl Anton.

"Jo, hvis  Viggo ikke har raseret køleskabet", smilede Margrethe.

"Rullepølse til mig", sagde Laus.

der er ét eller andet piv skide forkert med Coralie Margrethe

"Jeg har en flaske whisky", sagde Ove Skov.

Viggo Hardall tændte for radioavisen:

"Det vakte i dag opsigt i folketinget - de øvrige partier stemte imod -  Mel- lemøsten, de islamiske ayatollaher i Iran beordrede i dag offentlige afstraffel- ser - det meddeles at mænd og kvinder blev pisket og stenet - fra Saudi  Arabi- en meddeles at 150 muslimske oprørere  manglede deres hænder eller arme, da de i dag blev halshugget ved en offentlig henrettelse i hovedstaden Riad. Oprørne havde deltaget i besættelsen af Bajt Allah moskeen i Mekka - USAs præsident".

Hardall lukkede for radioen.

Laus skævede til stålskabe, håndvåben, ammunition, maskinkanon, telecen- tral, radioanlæg, kopimaskine, makulatormaskine, computere.

Hardall tændte en lampe. "Det lys generer mig", sagde Laus.

"Vi er snart færdige, her, få en cigaret", sagde Skov.

Hardall snerrede: "Kender du Hugo Valtat?".

"Nej".

"Kender du Hugh Hayden?".

"Ja".

"Hvornår har du sidst truffet ham?".

"Hos jer, nej, I gør mig nervøs. Ham, jeg så hos jer, ham med håndjern, det var netop ikke, Hugh Hayden".

"Hvordan kan du være så sikker på det? Du har jo ikke set ham i flere år?".

"Hvis jeg var i tvivl ville jeg sige det".

Hardall hentede læderposen og en lærredspose, lagde dem på bordet under det skarpe lys, åbnede for det klirrende, mat skinnende indhold og sagde:

"Disse effekter, altså guld, fik du overdraget af Henrik Listerius".

"Ja, en gave".

"Skov, vil du sige noget?".

"Laus, du har våbentilladelse til en Walther syvfemogtres", smilede Ove Skov.

"Ja".

"Har du foruden dén også et andet våben, eller måske flere?".

"Nej, jo, jagtvåben fra Mikkelsen, det er ham, der holder walteren i orden".

"Hvordan kan vi så, i dit pengeskab, finde dén, plus den pistol, der dræbte Henrik Listerius?".

"Det ved jeg simpelthen ikke".

Hardall snerrede: "Døren til brandboksen stod åben, og de tre nøgler sad i døren, alligevel påstår du, at nøglerne skulle ligge i dit pengeskab. Du og Lis- terius har talt om guldet, hvad skete der så?".

"Jeg, vi, næh?".

havde Henrik to, tre, fire sæt nøgler til brandboksen

Carl Anton råbte: "Og du stak ham med Hitlerdolken, sig nu sandheden, du skylder ham en helvedes masse penge, du ser hans guldlager, du skyder ham og stjæler guldet. Så sig det dog".

"Det er helt forkert", hviskede Margrethe til Hardall.

"Carl Anton, så er det nok", sagde Ove Skov.

"Carl Anton, for satan", mumlede Hardall.

"Jeg gør min pligt", råbte Carl Anton.

"Lige et øjeblik", sagde Laus; han løftede hånden, pegede på Carl Anton: 

"Ja, for nogle år siden skyldte jeg Henrik et betydeligt beløb, er for længst betalt, alt andet var advokatoriske småting. Og jeg var ikke nervøs for at mod- tage dét dér, som gave fra ham. Henrik var velhavende og havde impulsive indfald. Men jeg har ikke dræbt ham, jeg har intet motiv til at gøre det, han var, lad mig sige, min komplicerede ven. Ja, Henrik var mærkværdig. Jeg har ikke rørt det forbandede guld, bortset fra det han forærede mig. Mine herrer, jeg beklager, I er på vildspor".

"Må jeg". Carl Anton skubbede noget tungt i en papæske, hen til Laus: "Luk den op".

Laus åbnede papæsken, en pistol.

"Du må ikke røre den, pas på".

"Carl Anton, hvad vil du?".

"Jamen, så rør ved den, hvis du tør, tænk nu hvis den er ladt, så kan du sige bang, bang, bang".

"Min våbentilladelse gælder ikke til dén der, hverken kaliber eller model".

"Carl Anton, det kan ikke være ham", sagde Margrethe.

"Frøken Clausen, vil du holde din kæft".

Laus så på Ove Skov: "Jeg har aldrig set den pistol, aldrig, men jeg har set en tilsvarende attrap hos Mikkelsen".

Carl Anton lænede sig tilbage i stolen, lagde armene over kors: "Men du har rørt ved den, altså, dine fingeraftryk".

Ove Skov sagde: "Carl, er du nu helt sikker?".

"Der er ingen tvivl".

"Jeg finder det helt uforsvarligt", hviskede Margrethe til Hardall.

Hardall sagde: "Skov, din medarbejder skal overholde proceduren".

"Laus skyder Listerius, så skal det jo sætte fingeraftryk på pistolen, ikke?", snerrede Carl Anton.

"I kender ikke mine fingeraftryk, det har jeg aldrig været med til".

Ove Skov smilede: "Åh, den sag er vist i orden".

"Vi har dine fingeraftryk, lad det være nok", sagde Hardall.

Carl Anton greb begge Laus håndled: "Læg nu kortene på bordet, lille ven".

"Slip mig, Carl Anton, slip mig", råbte Laus.

Carl Anton så ophidset på Laus:

"Læg kortene på bordet, min fine ven. Du har chancen nu, sig som det er. Jeg ved du spiller dobbelt, måske tredobbelt spil, men det var dig der dræbte Listerius med pistolen foran dig. Tilstå for fanden, jeg slipper dig ikke før du tilstår".

"Carl Anton, Viggo, Ove, det er ikke ham, det er ikke Laus", sagde Margre- the.

"Så smid dog den kælling ud", råbte Carl Anton. Og pludselig hamrede han sin højre knyttede næve ind i Laus ansigt. Laus næse kvasede.

"Den sag gør mig vanvittig", mumlede Carl Anton.

"Jeg må gå nu, farvel", sagde oberst Hardall.

"Carl, du holder fyraften", sagde Ove Skov.

"Jeg ved, at jeg har ret", svarede Carl Anton.

Laus var besvimet, blodet pulsede fra hans ansigt. Skov og Margrethe bar ham ind i en seng, Margrethe løb efter vandfad og forbindingskasse. Skov ville rekvirere en ambulance, Margrethe protesterede: 

"Selv om Laus har bomuldstotter i næsen er han ikke død", sagde hun.

Få minutter senere sad Laus oprejst i sengen: "Først bliver jeg kørt ned af jer, og så bliver jeg tævet".

Ove Skov læste i en rapport, nikkede til Laus, og sagde:

"Jeg er ked af det med Carl Anton, når han er træt bliver han irritabel".

"Carl Anton er meget voldsom i tjenesten", kom det spidst fra Margrethe.

"Nå ja, hvad, herregud".

"Kan det opklare sagen, at han giver mig et par på skrinet, så tager jeg det med", mumlede Laus; han ville ud af sengen. Margrethe holdt ham tilbage:

"Du bliver liggende, ikke mere blodorgie".

"Laus, hvis jeg mente at Carl Anton ubetinget havde ret med hensyn til Lis- terius, så sad du i arresten, men Hardall og jeg er enige om, at, nå, men du må faktisk vide en hel del. Jeg mener, om guldet hos Listerius. Har jeg ikke ret?".

"Hr. politimester, én gang for alle, jeg kender ikke et klap til Henriks guld og hælergods, bortset fra det han gav mig".

"Laus, du er klar over, at disse effekter stammer fra krigens sidste måneder".

"For sidste gang, hr. Ove Skov, det rager mig en papand, jeg vil hjem".

"Margrethe, vil du skrive rapporten, jeg kører med Laus".

"Ja, farvel, Laus", smilede Margrethe.

-
Kozlodoui 

Det var kun den ene af de unge politifolk i patruljevognen, der undlod at se på Laus forslåede ansigt; den anden gloede på Laus med et hånligt blik.

"Vi skal til Rungsted", sagde Ove Skov.

"Mens jeg husker det, Laus. Du og Margrethe kommer sammen privat, jeg synes ikke det er heldigt, jeg mener, her under sagen, kan du ikke holde lidt igen?".

"Du kan være ganske rolig, hun er loyal over for jer, hun er bund hæderlig".

"Vi har bemærket, at hun er lidt nervøs, det er følelserne, det er jo ikke så heldigt i tjenesten. Nå, nu er vi hjemme hos dig, er du så tilfreds".

Ove Skov ville ikke forlade Laus før han lå i sengen med whisky, postevand, cigaretter, og en stabel aviser.

"Bliv liggende til jeg ringer til dig, har du hjælp i huset?".

Laus nikkede.

"Jeg har det udmærket, tak for hjælpen, og hils endelig Carl Anton".

"Laus, den arrestant du så hos statsadvokaten, tror du det er Hugo Valtat?".

"Valentin, sagde du, i går sagde du, Valentin".

"Har jeg sagt Valentin? Jeg mener, ja, hvad mener jeg egentlig, nå, godnat, Laus, jeg ringer i morgen tidlig".

"Godnat, tak for hjælpen".

"Hm, pudsigt, sagde jeg Valentin? Nå, godnat, Laus".

Laus ringede tre gange i løbet af halvanden time til Margrethe. Hun svarede ikke. Så ventede han en time, forsøgte igen. Hun svarede ikke. 

det forstår jeg ikke

Han lå længe vågen. Klokken syv gryntede telefonen; ør af søvn hviskede han hæst:

"Dav, skat, det var på tide".

"Godmorgen, er det Laus? Det er Ove Skov".

"Det hører jeg, god morgen".

"Godmorgen, har du sovet? Du må komme nu".

"Nej, jeg sover".

"Hm, det var uheldigt, hvad med klokken to?".

"Hvor?".

"Her, samme sted, det kender du. Hør, forresten, han hed Valentin, du havde ret, jeg har alligevel sagt Valentin".

du, kære ven, har aldrig sagt Valentin, det sagde jeg

"Den stakkels mand er ingeniør i Bulgarien, i deprimeret sindsstemning, han er efterlyst fra Kozlodoui med hukommelsestab. Den klarede Margrethe, hun snakker bulgarsk og serbokroatisk som en indfødt, og viste ham det kyrilliske alfabet, og det hjalp. Nu sidder han i flyveren til Ko, Koz".

"Kozlodoui, altså, ham, Valentin".

"Ja, nemlig, godmorgen du, vi ses".

"Ja, vi ses".

"Hør, Laus, det med Valentin er, hm, du ved nok".

"Confidentiale".

"Hvilket, jaja. Jeg synes du skulle vide det. Men, jeg får måske, du ved, hm, farvel".

"Farvel, Ove, jeg har forstået".

hvor meget ved de? Hugh Hayden, Hugo Valtat, Wols, Valentin, Zolda, atomkraftværket i Kozlodoui, hm, Kozlodoui

Klokken otte ringede Margrethe.

"God morgen Laus, har du sovet godt?".

"God morgen, min ven, jo, tak".

"Jeg ringede flere gange til dig i aftes, men du sov som en sten, eller havde du taget stikket ud, du svarede ikke. Har du det bedre?".

"Ja, tak, og du, du har været i".

"Husk det er klokken to, nu må du ikke svigte os".

"Margrethe, hvordan gik det med Hugh Hayden? Ove Skov sagde".

"Hvabehar?".

"Du var med Valentin i lufthavnen, det sagde Skov".

"Hvad taler du om? Nåh, Ove Skov. Han siger så meget, jeg løber nu, farvel, Laus, husk det er klokken to".

hvem har Margrethes klodsede tingest af et armbåndsur, det har Carl Anton, og det indeholder en lille radiosender, tænk nu hvis han, eller Skov og Har-dall

-

13:59 gik Laus ind i politiets garage bag Glyptoteket, ruskede i den lukkede jernport ned til Tilsynet; en mekaniker i overall gik hen til ham og sagde:

"Her er adgang forbudt for uvedkommende".

"Jeg skal ind gennem den dør".

"De skal bare gå, når jeg siger det".

"Kan De lukke døren op for mig?".

"De skal bare gå, ellers bliver De smidt ud".

"Ja, men, forstår De, jeg skal til et møde".

"Kom så af sted, dit fjols, du er jo ikke rigtig klog".

Mekanikeren greb Laus i armen, skubbede ham brutalt ud af garagen.

-

-

                                                  guld06  

-

--

-