Madame Vera sagde: "Laus er ikke usikker, han er selvsikker, nu sover han. Laus bliver hurtig rask, det er ikke så slemt".

"Laus er syg, han har feber, jeg er skide ligeglad, ja, om han er selvsikker".

"Sødeste Odette, fordi jeg siger selvsikker, behøver du ikke råbe, du vækker Laus".

"Jeg tror Laus dør, han taler i vildelse, hvornår kommer lægen. Gå nu, vær nu sød, Vera, måske dør Laus, han taler i vildelse, han er en værre skvatmik- kel,  pyha, han lugter, pyha, og du siger selvsikker. Jeg tror Laus dør".

"Lenni?", mumlede Laus.

Odette hviskede: "Ja, Laus, Lenni er hos dig".

-

selvsikker, Lenni er selvsikker  

jeg skrev digte, lånte skrivemaskinen på postkontoret

Henrik stod med blyant og papir, ville skrive Kære Mama, hun ville hyle, alt- så sødeste Henrik, du må ikke skrive med blyant, du har din fyldepen

hvad skriver du 

ikke noget, et brev til mama 

nu igen, brug telefonen 

Henrik har hjemve, han taler kun om mad, hakkebøf, sovs, kartofler, tåler ikke rugbrød, tynde skiver hvedebrød, store klumper folkeleverpostej  

er der mere the

æbleblade, hvorfor drikke det sprøjt når mama kan sende en rigtig pakke the  

har vi cigaretter   

hvornår holder den skide krig op? Postdamen sagde: Hvor får I de penge fra

du kan være ganske rolig 

du, Laus, vi skriver til Lenni  

du lusker rundt, din skid, hvorfra ved du hun hedder Lenni  

det har du selv fortalt  

hvem, jeg  

ja, hvorfor råber du  

hvorfor? du leger jo ikke med piger, vel, Henrik, og ikke med pastorinden 

hun hedder Lenni 

så ring til hende, for helvede 

jeg har ikke fået varm mad i tre dage 

mad, du tænker gudhjælpe ikke på andet 

hold Gud uden for  

du vil udnytte Lenni  

Laus, du er bange for hende, hvad går I to og laver 

Henrik, vi mangler sukker 

jaja, nu går jeg 

Lenni er Werners søst, hm  

jeg tror, lille Laus, jeg vil ringe til Lenni, hun hader dig  

det er løgn, hvis jeg ser hende, siger hun, Henrik er psykopat 

-

Madame Vera åbnede døren: "Har doktor Masson været her, hvordan går med Laus, har han stadig feber?".

"Jeg ved det ikke, han mumler i vildelse hele tiden, han er isnende kold og kogende hed, kan du ikke se det?".

"Her er så varmt. Gå ind til mig og hvil dig, du er bleg, du ser træt ud".

"Doktor Masson må da kunne sige, om det er noget med blindtarmen".

"Odette, søde barn, gå nu ind til mig, jeg skal nok blive, måske skal Laus på hospitalet".

"Lenni?".

"Lenni er hos dig", hviskede Odette.

-

hospitalet 

Henrik skal på hospitalet  

stien bugter sig på nordsiden af skrænten, jordens farver rødbrune og grå, storm fra vest, havet synger, mennesker venter på forår og varme, her opleves ingen krig  

forsigtig, stå stille, der sidder et egern 

hvor 

dér, på granstammen

Henrik bøjede sig ned, stenen fløj gennem luften, ramte det lille egern, der flygtede dybt ind i skoven, skreg de skrig, der fik flagermus og skovrotter til at stivne, Henrik smilede, et satanisk krybdyrsmil

du griner, din sjover, din forbandede sjover 

jeg gjorde det ikke med vilje, hører du, Laus, jeg gjorde det ikke med vilje

Vorherre, slå ham ihjel, lad Henrik falde i havet, lad ham drukne, hører du, han gør aldrig noget med vilje, det er altid Guds vilje

"Lenni, hjælp mig".

-

Odette græd, hviskede: "Lenni er hos dig. Lenni er hos dig. Laus, kan du hører mig?".

"Det er malaria", sagde Victor.

"Hvornår kommer doktor Masson, han kunne i det mindste sende en kolle- ga", sagde Vera.

Laus ville ud af sengen: "Lenni, hjælp mig", råbte han hæst.

De tvang ham tilbage. Victor hældte whisky i en kop, tvang Laus til at drikke, Laus slog koppen ud af Victors hånd.

"Typisk malaria, han falder til ro nu, typisk malaria", sagde Victor.

"Er det alkohol? Nej, det er en anden lugt, det er dysenteri", sagde Vera.

"Tante, ti dog stille", græd Odette.

"Det er malaria, typisk koldfeber, nu sætter vi os ned og venter på doktor Masson, han har jo mange krævende patienter, det ved du, Vera".

"Gå, vil I ikke nok gå, vær nu søde, for helvede, gå nu", græd Odette.

Laus hviskede: 

"Lenni, sig han er ond, han lystrer kun guds vilje. Lenni, hjælp mig".

"Gå nu, hvorfor står I og glor, så gå dog, jeg vil være alene med Laus", råbte Odette.

"Lenni, hvor er du", råbte Laus.

Odette bøjede sig over Laus, kyssede ham, hviskede: "Lenni er hos dig".

-

den yngste jernbanemand sagde, mester, omlægningen af toggangen gør det nødvendigt 

den ældste nægtede at se på tegningen, hold mund, Preben, sagde han 

han så mistroisk på Lenni

hvorfor skal det være her, det er risikabelt. De véd vi mister vores arbejde og bliver sat i arrest, og hvem er De, selvbestaltet sabotør

jeg er kun bydreng, svarede Lenni 

Henrik åbnede døren til signalstationen, hviskede, der kommer nogen

rolig, vi står alle sammen ganske roligt, sagde Lenni, løftede pistolen

den yngste så ud på terrænet, det er gamle Petra, hun samler koks

hun fik en halv sækfuld i aftes, svarede den ældste

mester, hvor har De været soldat

jeg har ikke været soldat, lille dame, jeg trak frinummer, det er ham, og så Knud, afløseren, der har ligget soldat

skal den lampe blinke grønt hele tiden

ja, fri gennemkørsel

I er et par røvhuller hvis I ikke hjælper os, sagde Henrik 

Lenni åbnede døren, trak Henrik i ærmet, du skal holde vagt

ja, men det regner, det er skide koldt

Henrik, kom så af sted

telefonen kimede, Lenni løftede pistolen, den ældste jernbanemand lyttede, sagde ja, forstået, lagde røret på telefonen

det kommer nu, sagde han, slukkede lyset, trak gardinet fra vinduet 

lazarettoget kørte ind på perronen, lokomotivet fik påfyldt vand, kommando- råb, en fløjte, lokomotivet spyede damp, toget kørte 

det var godt De kom, sagde den ældste, nu forstår jeg det bedre, i morgen er det alvor, og så taler vi ikke mere om det, jeg er med når det gælder noget fornuftigt, altså mod kanoner og isenkram, men ikke bomber mod mennesker, troppetransporter, flygtninge, lazaretter, ildebrande, men de andre sagde jeg var tyskvenlig

det er ikke nemt, det forstår jeg godt 

jeres tegning er lavet helt forkert, hvad fanden er det for en amatør, dén skal gå dén vej, og dén, den skal drejes dén vej

det var derfor jeg kom, vær parat i morgen, samme tid, godnat

-

Odette hviskede: "Laus, vågn op, hører du, du har mareridt".

"Lenni, hvor er du?".

"Lenni er hos dig".

"Lenni", råbte Laus, tumlede ud af sengen, så anklagende på Odette: 

"Nej, du er ikke Lenni". 

Odette græd, hjalp Laus tilbage i sengen: "Jo, Laus, jeg er Lenni".

-

Laus, jeg er Lenni, jeg har talt med Henrik om dig 

Joakim, mener du

Joakim, har han sagt det, han gør sig interessant, men jeg har ikke sagt til ham, at vi allerede kender hinanden, det vedkommer ikke sagen, du har vel ikke fortalt ham om Werner

Henrik gad ikke se på mig, vi sagde goddag og farvel, nej, nej tak, Lenni, det er ikke noget for mig, pas på sporvognen, før vi går over gaden 

du kunne gøre det, for min skyld

du mener for Werners skyld, pas dog på den cyklist, pas dog på sporvognen, altså, Lenni, du fjoller af sted, ser dig ikke for, stå nu stille

Werner, en skide død SS-mand

Werner var ikke i SS, det var noget helt andet

jeg vil ikke høre om ham, han er død, færdig med ham, hvad rager det mig, om han var frontkæmper eller hvad fanden han var

Lenni, hør nu, Werner var ikke ved fronten, det skete i Berlin, han havde meldt sig, men

nu holder du mund, Laus

Werner var din bror, han blev skudt ned, altså, Lenni, din egen bror

ja, han var ikke nazist, det ved jeg, så skulle I være to syttenårige nazister, hold dog op, vågn dog op 

-

"Er du vågen, min skat, jeg har dejlig varm mælk og kaffe til dig, drik nu kaf- fen, det kvikker op", sagde Odette.

Laus vågnede, sengen gyngede under ham.

Laus mumlede: "Lenni, det er kaffe til Werner". 

Odette græd, skjulte ansigtet i sine hænder.

-

drik nu kaffen drik nu kaffen drik nu drik nu drik nu drik nu 

er det kaffe, det er for dårligt, så noget pjask

der kom breve

breve, har du læst dem, hvor er mine, hvad skriver din gamle

jeg har ingen far, han er død, det var fra min mor

du, hvad betyder dét, her, se

tuschstreger, censur, det har været en måned undervejs

det er kraft edme skrapt

stille, flyveralarm, det er fru Schultzes radio

det er skrapt, det er kraft edme skrapt med alle de luftangreb

nu hyler sirenerne, vi må ned i kælderen

de bomber hver eneste dag, det er kraft edme skrapt

-

Doktor Masson sagde: "Jeg har kun tid til et hurtigt besøg, jeg har mange patienter".

"Odette, søde pige, du græder hele tiden, mit barn", sagde Vera.

"Tænk nu hvis han smitter hende, man ved aldrig", hviskede Victor.

"Nu giver jeg patienten denne indsprøjtning, og bliver det ikke bedre må han indlægges. Ved De, frøken Odette, om han er vaccineret imod tyfus, mala- ria, skoldkopper?". 

Odette rødmede, løj: "Ja, det er flere år siden, Laus var sømand".

Dr. Masson stak nålen i Laus.

"Auh", gispede Laus.

-

av, jeg rev mig på et søm, hvorfor er her ingen lys 

Werner, av, mit hoved, er der plads til mig, ja, lad mig så høre

du ved kraftedme ikke hvad det vil sige, når sådan en møgtøs klæber sig fast i en, jeg vil kraftedme være fri for hende, hun min søster, ja, men hun er min far, du, og min mor, du, og titusind familielorte på én gang, du, jeg melder mig til SS, og så i en kælder, du, med tyfus og baktusser og blive levende begravet med lus og rotter, næh, Laus, du kan kraftedme tro det er løgn

Berlin brænder, hvad bestiller din far, har han en forretning

han er officer, du, føj for satan i helvede, du, føj for helvede, officer, du, dum stodder, føj for satan, et rigtigt røvhul, det kan jeg sige dig, du, han har aldrig bestilt andet end at tæve min mor og mig og bollet med min søster, du, kraft edme, du, og så døde min mor og så blev hun begravet, og den nat tudbrøle- de han og så skulle Lenni spille pik på ham, og det gjorde hun, du, hele nat- ten, og de boller sammen hver dag, du, er han ikke en dum stodder, er han ikke, Laus, svar mig, er han ikke en dum stodder

jo, og du er hysterisk, Berlin brænder, fire millioner mennesker bliver stegt

jeg kan kraftedme godt love dig for, du, at jeg melder mig til SS

Werner, du skriger så højt, fosforbomber knitrer hvidglødende, vores kuffer- ter, vi må derop, trappen brænder, ilden buldre i tagetagen, hvorfor har du ikke pakket din kuffert, piiiiib, det er fru Schultzes kanariefugl

Laus, jeg er skide bange for ildebrand

Werner, flyt dig, ikke den vej, din torsk, tag det nu roligt, giv mig din kuffert, hvorfor fanden har du ikke lukket den, her, tag buret med fru Schultzes kana- riefugl og skrub ned i kælderen, nej, ud i frisk luft, hele huset brænder, halløj, en husvagt med økse og stålhjelm, rødblisset ansigt, trappen brænder, huset brænder, I skal gå ned, dumme drenge, javel hr. brandvagt, gå ad helvede til

jeg melder mig til SS, jeg melder mig til SS, jeg melder mig til SS

hvorfor skriger Werner, han er sindssyg, ildstormen hærger Berlin, vi står i et virvar af skræmte mennesker og ser huset brase sammen i et knitrende ildhav 

Stettiner Bahnhof, Werner smiler blegt  

Werner, din store torsk, hvordan kunne du gøre det

jeg har fortrudt det, men det for sent, skid være med det, men de sagde jeg fik en flot uniform

ja, med dødningehoved

nej, de lærer mig at køre lastvogn med forsyninger til fronten, det er hos en vognmand, det sagde de

det hele er smadret, oprydning, grupper under bevogtning, kriminelle og po- litiske fanger, krigsfanger, civile, forvredne jernbaneskinner, brændte sveller, et tog afgår nordpå med mødre og børn, sårede soldater, civile, jeg er tilfreds, jeg skal hjem

hvordan har din ryg det, et stort brandsår, er du vred, fordi jeg meldte mig til køreskolen

et lille brandsår, Werner, du havner i en dum uniform, slip nu mine hænder

Laus, du må ikke sige noget til Lenni, Lenni er engelskvenlig

så har hun det ikke nemt 

hun får en prop når hun hører jeg er, eh, tysk soldat, forstår du jeg gør det med vilje, forstår du at jeg er bitter, nå, lad kællingen være i fred

husk at skrive til din far, ham, officeren, han bliver så glad

Laus, gider du hilse Odette fra mig, snakke lidt med hende, en skide sød pige, du, vi gik sammen, jeg traf hende på danseskolen, det glemmer du, du rejser hjem, men jeg fik et brev fra Odette, hun skrev at hun var, eh, gravid, vistnok

hvor bor hun, hvad hedder hun, hvor bor hun, skynd dig, toget kører

-

"Lenni? Lenni, hører du mig?".

"Ja, Lenni er hos dig, Laus", hviskede Odette, kyssede ham.

"Lenni, jeg fik ingen svar".

- 

han svarede ikke, Werner svarede ikke, en hvidskægget olding snublede, madspanden trimlede fra ham, bimlede hen ad perronen, Werner hjalp den gamle mand, vællingen var løbet ud, oldingen klynkede, Werner børstede ol- dingens laser, samlede hans ejendele, spredt på perronen, klude, avispapir, snavset undertøj, Werner rakte den gamle mand kufferten, oldingen så på Werner med glædestårer, fremstammede mange tak, ærede herre, Werner halede penge og cigaretter og chokolade frem i mængder, alle de rare sager ned i den lasede kuffert, oldingen var betaget, mange tak, meget ærede hr. soldat

-

"Lenni? Lenni, hvor er du?". 

Odette græd: "Jeg sidder hos dig, Laus".

-   

støvletramp, hysterisk råben, forbryder, idiot, soldater truede Werner med geværer, en officer kom løbende, en ung officer med elegant uniform, sølv- trisser, gehæng, hvid silkeskjorte, sort silkeslips, blanke støvler

ja så, råbte han til Werner, han talte svensk, pegede på kongemærket på Werners jakke, du er fra Danmark, trak Werner hen mod SS Dienststelle 

Werner drejede hovedet, råbte 

Laus, du må ikke glemme Odette, husk Odette, husk Odette

ja så, du provoserer, råbte officeren, han slog Werner i ansigtet

-

"Lenni? Lenni, hvor er du?".

Odette græd: "Lenni er hos dig, Laus", hviskede hun.

-

Werner faldt, han rejste sig langsomt, blodet sivede fra hans ansigt, pludse- lig slog han igen, Werner ramte officeren i maven og i ansigtet, soldater slog løs på Werner med geværkolberne

forbandede svin, råbte officeren, hvidglødende af raseri, han trak sin pistol

Werner lå på jorden, blodig, forslået, trodsig, råbte forbandede lorte svenske skiderik, Werner rejste sig truende, soldaterne tog ladegreb på deres geværer, officeren i SS-regiment Wikings uniform affyrede tre pistolskud mod Werner

mine ben tvang mig derhen, jeg så Werner dø, jeg bukkede høfligt for office- ren, og læste Schweden, Heinrich von Listerius 

jeg bøjede mig over Werner, åbnede hans jakke, tillader De, hr. officer, til min vens forældre i Danmark

-

Lenni, jeg så ham, jeg så officerens navn og det svenske flag broderet på hans brystlomme, og på ærmet, Schweden, Heinrich von Listerius

jeg fandt Werners tegnebog og det lille bundt breve Werner altid havde på sig, gik tilbage til min kuffert på perronen, afgangssignal

jeg havde glemt den gamle mand, han forsøgte at komme op på toget med kuffert og madspand, havde ingen kræfter, faldt ned på perronen, et trinbrædt trak ham ned på skinnerne, den gamle mand klynkede

et vognhjul knirkede hen over maven på ham, fordelte ham i to halvdele blodigt kød, knogler, tøj, sko, strømper, blodpøl, vognhjul, oldingens hovede, vognhjul, mimrende læber, vognhjul, en pegende hånd, vognhjul, en pegende hånd på et gult mærke, Jude, Jude, Jude 

ivrige hænder løftede mig ind i en kupe, må jeg se Deres billet, ja, helvede tur-retur, Werner nåede det ikke, Jude, Jude, vognhjul, fru Schultzes kanarie- fugl, vognhjul, den gamle mand

- 

"Odette er ikke Lenni", hviskede Laus.

"Jo, jeg er. Jeg er Lenni, Laus hør på mig", hviskede Odette.

"Det er typisk malaria", sagde Victor. Vera skubbede Victor uden for døren. Odette knugede Laus hånd, hviskede:

"Laus, kære søde Laus, vågn nu op, du gør mig så bange, du er syg, og du bliver meget mere syg når du drømmer så forfærdeligt, Laus, jeg er så bange, kære gud, hjælp ham".

"Lenni", mumlede Laus.

Odette kyssede sine tårer ud over hans feberhærgede ansigt: "Laus, jeg er hos dig, Lenni sidder hos dig. Lenni er hos dig".

-

Lenni var vred, hun kastede med foragt min lille pakke med Werners tegne- bog, og Werners breve, ind på ilden, hun gjorde det uden at se indholdet 

hvorfor kommer De først nu, De har været hjemme i flere måneder, det blev min faders død, er De klar over det, han græmmede sig ihjel over Werner

det er løgn 

hvabehar

ja, jeg vidste De ville skælde mig ud

Dem, Laus, hvorfor det 

jeg kunne ikke komme, jo, det kunne jeg godt, men ville ikke, men så så jeg dødsannoncen, den om Deres far, omkommet ved en ulykke

ja, noget skulle der jo stå

De sagde han græmmede sig ihjel

over Werner, ja, i aller højeste grad, det kommer ikke Dem ved, men det har han nok fortalt Dem, alt det om hans nye mor, som han ikke kunne fordrage, heldigvis har jeg ikke mere familie, ved De hvordan han døde, ja, min far 

nej

Lennis stemme lød som piskesmeld, han pudsede vinduer hos sin nye dame og faldt ned fra fjerde sal, en heroisk død for en officer, ikkesandt, at være fejg ligger til familien, som Werner, min mor og min far

Werner var ikke fejg, han var bange, kendte til angst, men han var ikke fejg

jo, han var, fejg

jeg går nu, jeg skal finde en adresse

det er Odette, er det ikke, det fik han lavet godt, pulede hende gravid før han rejste

undskyld, har De hendes adresse

ja, husk mig på det før De går, sig mig, Laus, har De gjort en pige gravid

jeg, nej, eh, bestemt nej

Laus, De er en ung mand, bekymret og træt, og jeg er nervøs, nu tror De jeg er en hystade, det var pænt af Dem at komme

farvel

vent lidt, De må ikke tro jeg er vred på ham, han havde det svært, jeg savner ham, nu er der så tomt når De går, kom, sæt Dem ned

vi skal huske adressen til Odette

Laus, min verden er forhekset, Werner kunne ikke udstå vores forældre, og mig hadede han efter vores mors begravelse, min mor visnede, og min far lå hos sin nye dame, nej, det var en mislykket familie

Werner talte altid, jeg mener, han talte pænt om sin familie

gjorde han, åh, den dumme dreng

jeg fik penge af ham til en gave til Dem

åh, Laus, tak

men De smed det ind på ilden, og jeg kunne ikke finde på noget at købe til Dem, jeg mener, en gave til en dame, og jeg glemte at købe blomster

Laus, sæt Dem ned, vil De tænde en cigaret for mig

jeg kan købe en øl, nej, Lenni, bliv nu siddende, jeg mener øl og konserves, nej, har De Odettes adresse, jeg må hellere gå

pengene til gaven lå i Werners tegnebog, og den smed jeg på ilden, jeg var så vred på ham, han gjorde det hele så svært, min mor var altid syg

det var synd for brevene, de var fra Odette, har De Odettes adresse

Laus, måske kommer der en ung mand med et brev, Henrik, hedder han, han snakker mig ihjel, jeg vil så nødig være alene, jeg har lidt ferskrøget laks, tror jeg

det har jeg aldrig smagt

kom, vi spiser en lille middag

Lenni kyssede, Lenni strakte sin krop i en bred alkove

Lenni, du er så dejlig, jeg elsker dig

du er kun sytten, atten år, underligt, du synes jeg er forfærdelig gammel

du har ingen rynker, så kan du ikke være gammel

jeg er toogtredive år, forfærdelig gammel, synes du ikke

jeg er glad for dig

når krigen engang holder op, den forbandede lortekrig, nå, så kan jeg få dig ind som elev på et teater, kunne du tænke dig det

mig

ikke en elskerrolle, det sagde jeg ikke

mig på et teater, nej, det går ikke, jeg spiller lidt piano og skriver måske et lille digt til dig, før du dør af alderdom, se nu, du tabte asken på din cigaret

efter krigen skal du rejse til England, til Stratford, til Shakespeares fødeby

nej, englænderne kan ikke lide jøder

hvad siger du

hvorfor kan de ikke lide jøderne, det kan hverken tyskere eller russere eller englændere eller franskmænd, det er nogen dumme svin

der er fanden til forskel, Laus, racediskriminering er

er pøbelpolitik, men hvad har jøderne af våben, ingen

det tror jeg, nej, det ved jeg de får efter krigen

der skal ikke startes nye krige, hvad hjælper det

kom, lad os sove og elske og gøre alt for at overleve krig og alt ondt, kom

Lenni, dem der har næsen fremme løber en stor risiko

Laus, det er så enkelt, vi skal overleve, vi skal igennem det

man kan ikke forsvare andre, hvis man ikke kan forsvare sig selv, det kunne være jødernes bedste chance, efter krigen, mener jeg, men den vil de måske misbruge

Laus, er du virkelig kun sytten år, uden eksamen, ingen uddannelse, du vir- ker meget ældre 

du er den bedste gave, i dag har jeg fødselsdag

Laus, har du, jeg har en lille guldkæde, den hænger jeg om din hals, jeg får indgraveret en lille plade med dit navn, Laus, 18 år

nej, Lenni, jeg hader pynt på mænd

behold den, så, Laus, behold den på, det er min gave

-

Café Gyldne Gryde, tirsdag, kødløs dag, tjeneren er som en snavset karklud, kaffe, to snaps, to solbærrom,  tjeneren åbner en luge ud til køkkenet, råber, to skænket kaffe

det er ikke bare mig

nå, hvem så

det er de andre

nå, og hvad med ham, Joakim

Joakim, har han virkelig sagt det

Henrik

ja, men sig nu Joakim, herregud, Laus, du må ikke være så stædig, det vig- tigste er, at han er rutineret med våben, og siger at det kan du hurtigt blive, Henriks mor blev taget, siden har han været med, men han er nervøs, du er meget mere rolig

Lenni, hvorfor drikker du

det gør jeg heller ikke, det er dig, der gør mig nervøs, du har lovet at svare mig i dag, skål, smag nu på det, det smager dejligt

måske har hun brug for mig, men der er hundreder andre end mig, hvorfor så mig, jeg kan ikke gøre det, jeg vil ikke gøre det, men så vil hun tro at jeg er fejg, som hun sagde om Werner, at jeg er egoist, ikke vil hjælpe hende, men så kommer de fra begge sider og råber røvhul og river arme og ben af mig, påstår at jeg bærer kappen på begge skuldre, de forstår ikke en skid

-

nej, jeg gør det ikke

du tør ikke, jeg tog fejl af dig, du er fejg

hold mund, det er ikke det, og hold så op med det pimperi, nu afslører du både din hjælpeløshed og egoisme

hvad gør jeg, hvad er det du siger, godt, blot ét lille ord til, kære Laus, vi, eller jeg, om du vil, har brug for din intelligens og styrke, og du får aldrig lov til at se mig fuld

så rejste hun sig, gik ud til tjeneren bag buffeten, tjeneren kom ind, lod et brev glide ned på bordet

-

Kære Laus, jeg skriver til dig, du sover, måske for sidste gang i min seng. Jeg mangler folk, de rigtige folk, for at vi kan blive effektive. Derfor er det lidt af en katastrofe for mig, at du nægter at hjælpe mig. Jeg havde håbet, jeg håbede så inderligt. Du kunne have hjulpet mig, kære Laus, du er hverken fejg eller egoistisk, men du plages af dum stolthed, nej, stolthed og konsekvens, høj moral, om du vil.

Hvorfor tror du ikke du kan hjælpe os, fordi du allerede har hjulpet de andre, som du siger. Det er et meget dårligt argument. Du har din frihed og ret til, men under de givne forhold også pligt til, som menneske at gennemleve en udvikling, deltage i handlinger der forpligter langt ud over stolthed, stillen til ansvar, privat samvittighed. Nogen kalder det martyrium, andre klarer sig ved hjælp af smartness og fiduser. Jeg tænker på min far.

Men du ligner, alt for meget, også i dine kærtegn, den mand jeg elskede, og måtte forlade mig, som omgav sig med en ironisk distance til næsten alt og alle, han bliver martyr, tror jeg. Derfor forstår jeg godt, at du nægter at være, eller blive martyr, nej, i dit tilfælde: Dobbelt martyr. Du afviser, som han, hel- tens positur som latterlig, og tragisk, men nu har omstændighederne, nøjagtigt som hans, grebet dig med sine kløer, holder dig fast, og du er i en tåbelig situation. Jeg kan sagtens se det. Og det er måske lumpent af mig at tvinge dig til at vælge igen. Men du må, Laus, vælge igen.

Vær forvisset om min gråd og mine tårer og mit hjerte i dine hænder, fordi du har en større styrke, end selv den mand der forlod mig, en fantastisk indre styrke, som jeg mangler. Jeg vil bare fremad for at få det overstået, men du tænker. Er det ikke Søren Kierkegaard, der har beskrevet det? Det uundgåe- lige, katastofale valg. Jeg er træt af det hele, det er uoverkommeligt for mig at være næsten alene, alt besværet lønnes utaknemmeligt, det er som om krigen er uvedkommende, kun er en pengemaskine, for mange danskere. Hvis du svigter mig, vil jeg ikke se dig mere. Lenni

-

glas klirrer, en stol skraber

jeg har en besked til Dem

en høj, mørkhåret ung mand, Henrik Joakim, ansigtet, hænderne, den sam- me uniform, arrogant, affekteret, men uden svensk accent, han er dum, det er jo ham, det er jo ham, Henrik Heinrich von Listerius, nej, der er ingen uniform, ser jeg syner

jeg har en hilsen til Dem fra pastorinden

et nyt brev, nej, der er ingen uniform, nu falder jeg ned i en afgrund

kære Laus, en blanding af bøn og ordre, følg med Henrik, hilsen, Lenni

ja, hvor skal vi hen

senere, lille ven, kom nu

-

jeg kender ham, ham Henrik har et mærkeligt smil

ja, det er i orden, men jeg skal først ud på Strandboulevarden, det er vigtigt, du kan følge med

Henrik nikkede, gik hen til døren, åbnede den, Laus skulle gå først, se, igen, hænderne

Lenni sagde hun kendte pigen, det med Werner var begyndt på dansesko- len, pigen var gravid, Odette, blev kaldt Else Stigberg, bor hos veninden Mar- grethe Clausen og dennes forældre på Strandboulevarden, du skal skrive til hende, lade være med at besøge hende, jamen jeg lovede Werner

jeg venter her, men du må ikke være for længe om det

hvad nu, hvis

så giv mig besked

godt, så venter du

Henrik holdt gadedøren åben, satans, det er ham, se hånden, den samme hånd, lang tynd mager, hårde fingre, ansigtet, profilen, næsen, det er ham, svenskeren, morderen fra Stettiner Bahnhof, se, den samme uniform

kom nu, gå nu 

nej, der var ingen uniform

tredie sal til højre, civilingeniør Arne Clausen, hurtige skridt, en støvsuger afbrudt, pigestemmer i entreen, døren åbnet, en ung elegant pige, hård, uven- lig, nedladende

goddag, hvad vil De

jeg vil gerne træffe, eh, frøken Ode, hm, frøken Strindberg

Odette, det er til dig, kom ind, De skal gå lige frem

døren stod åben ind til et meget lille værelse, en ung gravid pige kom slæ- bende med en støvsuger, åbnede et kosteskab, stillede støvsugeren fra sig, tog forklædet af, vraltede besværet 

vil De tale med mig

er De frøken Odette

ja, hvem er De

jeg har, eh, det er fra Werner

et lille glad smil, kom, sagde hun, satte sig på sengen, holdt omkring sin tunge mave, han så hendes opsvulmede ansigt, forgrædte øjne, satte sig på en barneskammel foran hende, følte sig som en vantro indtrængende i et helligt hus 

jeg siger ikke noget, mine hænder ryster, har jeg en cigaret 

jeg må ikke ryge, sagde hun, inhalerede, hostede, gav ham cigaretten, jeg fik det at vide i går

undskyld, hvad sagde du

Odette gispede, Lenni skrev det til mig, Werner kommer ikke tilbage, du må ikke sige noget til min veninde, Margrethe, Coralie, hun er så nysgerrig, og hendes mor og far, men de skal ikke vide det om Werner

det skal kun være mellem dig og mig  

jeg har ikke fået frisk luft i flere måneder, skal vi gå, og så gik Odette og Laus og Henrik langsomt hen ad Strandboulevarden, Odette vraltede som en and, tynget af Werners barn, og Henrik blev en helt anden, Henrik talte om fødsler, der var så nemme for alle normale stærke unge kvinder, det er som at smutte mandler, sagde han 

ja, du ved det, du er jo en mand, svarede Odette

pludselig kørte en ældgammel Buick med gengasgenerator op på siden af dem, en kvinde steg ud og talte med Odette, og uden at sige farvel, tydeligt forvirret, steg Odette ind i bilen sammen med kvinden

da vognen kørte vinkede Odette til Laus, så på ham med et skuffet og glad og for Laus sjælsrystende lidende udtryk i hendes smukke øjne, det var jo Odette

Odette, pas godt på dig selv

min verden er skruet mærkeligt sammen, men nu tror jeg på det bedre, Odette er verdens dejligste pige

kom nu, lille ven, og vær du glad for, at det ikke var dig, der bollede hende tyk, ham der gjorde har en dårlig smag, den lille mær

for fanden, Henrik, Joakim, forstår du ikke, at jeg er forelsket i pigen

åhgud, lille Laus, jeg må få dig på bedre tanker

få dage senere fik Henrik brev fra mama, som skrev, at Lenni døde som helt- inde, den aften græd Laus; han løb ned til havet, løb op på toppen af den største klit og råbte, Vorherre, kan du høre mig, du store trøstermand, er du hjemme, gider du høre efter, du som er i himlen, du er skide dum og uretfær- dig, det er dig der er djævelen, giv mig Lenni tilbage, giv mig Lenni tilbage, hvor er hun

sent samme aften sagde Henrik, jamen, lille Laus, du har jo Odette

-
brev fra en rektor til Odette Grün Jansen 

"Det går ikke så godt med deres søn, Andreas, som jeg havde ventet. Dren- gen er fortsat urolig, han plager dagligt vort personale med spørgsmål om sin fader. Andreas gør sig ofte helt umulig og råber "Jeg vil hjem til Laus, jeg vil hjem til min far". Kære frue, denne situation er vanskelig for os. Jeg kan kun tilråde, at han udskrives her fra skolen. 

Vi er meget glade for Deres datter, Celia. Jeg skal på hendes vegne hilse mange gange. Celia er en dygtig elev".

-
Guldsmugler Victor 

Victor skulle køre bilen, den flotte Jaguar. Ved siden af ham sad Henrik. Victor havde malerier med fra Paris, og ville hente dem, han havde stående i Amsterdam, hos onkel Herbert.

Madame Vera smilede, kyssede farvel, lukkede bildøren:

"Husk nu hvad doktor Masson har sagt, at du bliver undersøgt når I kommer hjem, husk det nu, Laus, god tur, hils endelig onkel Herbert fra mig".

Odette og Laus sad på bagsædet. Laus gjorde vrøvl, da Odette dækkede ham med varme tæpper.

"Jeg er ikke syg".

"Jo, du er syg, pyha, du er en skvatmikkel. Altså, Laus, du havde koldsved og feber og mareridt i fem dage, så er du syg, og der er ingen der aner hvad det er, pyha, alt det om malaria, blindtarmsbetændelse, dysenteri, asiatisk influensa, pyha, jeg troede du skulle dø".

"Kom snart igen", råbte Vera.

-

Amsterdam, Domus Grün, onkel Herbert, duften af nyklippede græsplæner, alt ligner sig selv, tænkte Laus. Han sov et par timer i Odettes værelse, før de igen skulle køre videre til København via Hamborg. 

Da han trak i tøjet opdagede han, at han manglede Lennis guldkæde, dén hun havde givet ham i fødselsdagsgave, hængt om halsen på ham, med en lille indgravering, Laus 18 år, som han kun meget sjældent gik med, og kun inde under skjorten, hvis han pludselig savnede Lenni

har jeg tabt den, nej, Odette har den i sin taske

Han hørte Odettes stemme, gik hen til vinduet, så Henrik hjælpe Victor med at omlæsse bagagen i vognen. Nu kom onkel Herbert slæbende med tunge lærredsposer, Inhalt 10 kilo, stillede dem ved vognen, hviskede med Victor, pegede diskret på Henrik, Victor nikkede. Odette kaldte på Herbert, Herbert gik tilbage til huset, Victor talte med Henrik, åbnede poserne, metalstumper, tre poser, viste dem til Henrik. Det kunne være guld, nu trak de vognens bag- sæde ud, fordelte de tre poser, muligvis guld, 'det er sguda guld', mumlede Laus, ind under polstringen. 

Odette skulle køre vognen. 

"Jeg kan se på Victor at han er træt", sagde hun. 

pyha, Victor overanstrengt, sandelig ikke så underligt, Henrik og Victor, pyha

-

"Hvor skal jeg sidde, jeg kan da ikke sidde med alle de tæpper, ved siden af dig på forsædet".

"Det skal du, Laus".

"Jeg vil gerne køre, det hjalp med en kop the", sagde Victor.

"Jeg havde håbet I blev et par dage", sagde onkel Herbert, "det er altid rart med jeres selskab".

"Jeg skal hjem til ministeriet, men du kommer når du har lyst".

"Vent lidt". Herbert løb ind i huset, kom tilbage med et fotografiapparat: "Så, børnlille, stil jer nu pænt op til et familieportræt".

Det tog tid. Onkel Herbert var ikke fortrolig med apparatet, kunne ikke finde fire personer i søgeren. Henrik flyttede sig uroligt væk fra de andre.

"Gå lidt væk fra bilen, ja, tak, fint".

"Det bliver gode fotos, husk et par til os", sagde Victor.

"Nu ikke flere forsinkelser", sagde Odette.

Henrik ville binde et tørklæde omkring halsen på Laus: "Laus, du har tabt din guldkæde".

"Og hvad så? Det rager ikke dig, gå væk med det tørklæde".

"Bevares".

"Kom nu, Henrik", smilede Victor; han havde lagt et køretæppe over sine knæ, og frugt og konfekt på luksusvognens serveringsbord. Henrik satte sig ved siden af Victor.

"Farvel onkel Herbert, tak for dejlig the", råbte Odette.

Onkel Herbert stod ensomt tilbage foran huset; tørrede øjnene, tabte briller- ne, ledte efter dem på jorden. Laus kunne se ham til de nåede stensøjlen med de irgrønne bogstaver, Domus Grün.

"Jeg har din guldkæde, du havde mareridt, den var ved at kvæle dig", kom det pludseligt fra Odette.

"Det anede mig, lille tyvetøs. Du skal give mig min Lennikæde tilbage".

"Åh, dén, Laus, den glemte jeg hos onkel Herbert".

-
Sid stille, nu skyder jeg 

Hver morgen efter Odettes begravelse plukkede Laus en buket blomster ved huset i Rungsted og kørte til kirkegården i Hellerup, stod et øjeblik ved Odettes grav, satte sig på hug, fjernede den visne buket, fik de friske blomster til at læne sig mod gravstenen, en stor sten, han havde hentet ude ved havet.

Victor skulle ordne indskriften, det havde han ikke gjort.

Laus ringede til stenhuggeren, bad ham sætte et navn på stenen. 

"Ja, kun, Odette".

Dagen efter hendes fødselsdag så Laus et glimt af Victor. 

Victors chauffør, den ulastelige Per Svensson, sagde: 

"Der går direktør Laus Jansen, skal jeg standse?". Victor holdt en avis op foran sit ansigt, retspræsidenten havde travlt.

-

Kl. 17:15 stod Laus i Skindergade, ventede blandt købmandens kunder, så over på genboejendommen med de små messingskilte: 

Advokat Henrik Listerius. Laus Jansen, Import-Export. 

Henrik er pengegrisk, husets facade giver mig kvalme, jeg kunne lade det ordne, ikke for ham, men for Odettes lille kahyt. Satans, jeg egner mig ikke til bøddel, men jeg skal nok få det lært

-

Købmandskonen hilste på ham:

"Tillykke med Carino, jeg fik en god gevinst for en tier. Det er dog en dejlig hest".

"Ja, den er jeg også glad for".

"Og ved De hvad, mit regnskab med Carino siger et par tusinde kroner for i år. Nå, portvin og cigaretter".

"Ja tak, og den lille flaske, der står der, hvad er i den?".

"Det er smøreolie til symaskiner".

"Glimrende, jeg har en dørlås der knirker".

"Vi får ny portvin i næste uge, husker De den, den virkelig gode. Nu skal jeg lukke Dem ud".

"Det var venligt af Dem, tak".

Ingen trafik, skumringsmørkt, diset lummervarmt.

Laus gik hurtigt over gaden, åbnede gadedøren, kørte med elevatoren op til 2. etage.

nu har jeg igen dårlig samvittighed, hvorfor, jeg planlægger jo ikke et mord

-

Henrik talte i telefon, højrøstet, kommanderende, bedrevidende.

Laus åbnede døren, smurte dørlåsen med olien, løftede pistolen, holdt den med begge hænder, sigtede på Henrik.

Henrik så hånligt på Laus: "Goddag, Laus, jeg så dig i spejlet, hvad vil du?".

"Læg hænderne på bordpladen".

"Vil du skyde mig?".

"Måske".

"Hvad fanden har jeg gjort dig?".

"Hold fanden og din gud uden for".

"Hihi, Laus, du er nu morsom, hihi, dig og din hukommelse, søde Laus".

"Nu skyder jeg, men kun et strejfskud gennem øret. Sid stille, jeg har øvet mig på det".

"Vent lidt, Laus, du gør mig så nervøs".

"Hvad vil du sige?".

"Jeg har en ting, som jeg synes du først skal se".

"Hold dine hænder på bordpladen, hvad er det?".

"Jeg har det her i den nederste skuffe, en lille køn læderpose, se selv".

"Luk den op, bliv siddende". Laus pressede pistolen ind i Henriks ryg. 

Henrik dryssede læderposens indhold ud på bordpladen: "Det er guld, se selv".

armlænker, ringe, forvredne klumper dentale proteser, guldtænder

"Hvad vil du?".

"Hihi, det er guld, søde Laus, hihi, og det spørger du om?".

"Hvad vil du opnå, hvad skal jeg med det lort?".

det er Victors guld, han smuglede guld for Herbert, med Henrik som hjælper, nej, det blev omstøbt til små statuetter, springere, brydere, løbere, balletdan- sere

"Du er vred på mig, kære Laus, jeg ved det, jeg vil betale erstatning".

"Du var i seng med Odette, ikke sandt?".

"Jo, men, kære Laus, det ved du, det er flere år siden. Hun har fortalt dig det, det sagde hun".

"Hold hænderne roligt".

"Laus, du ved da, at Odette og jeg boede i Stockholm i fjorten dage, og hverken Victor eller du, søde Laus, protesterede. I protesterede ikke".

"Det fik følger, ikke sandt?".

"Hvad mener du?".

"Svar mig". Laus løftede pistolen.

"Jaja, Laus, det er fuldstændig rigtigt, Odette blev gravid, det er virkelig mærkværdigt, og I måtte ikke vide noget, hun ville med djævelens, jeg mener, hun ville med vold og magt føde det barn, og jeg vedstod paterniteten, zhihi, men du var selv ude om at blive hanrej, lille Laus, og Victor med, zhihihi".

"Levede barnet, eller blev ungen slået ihjel, svar mig?".

"Jamen Laus, det blev en pige, min datter lever under de bedste forhold, det kan jeg forsikre dig".

"Hvor? Hvad hedder hun?".

"Herregud, Lottepigen er hos min familie i Sverige, det interesserede dig ikke, du hader aristokrater, zhihihi, jeg husker du sagde".

"Hvor gammel er din datter, med Odette, svar mig?".

"Vedgud, søde Laus, det har jeg glemt, lad mig nu se, hvad år var det?".

"Og du myrdede Werner, ikke sandt? Du skød ham på Stettiner Bahnhof med tre pistolskud, et impulsivt drab, er det løgn?".

-

Der indtraf en forandring med Henrik Listerius; han rettede sig op, klaskede hænderne sammen, bankede dem svuppende ind i bordpladen:

"Nu går du for vidt, Laus".

Laus lagde en konvolut foran Henrik. "Luk op, se på de fotos".

Det ene var et gruppebillede med fire personer foran en bil. Odette, Victor, Laus, Henrik, foran Domus Grün i Amsterdam. 

Det andet var et udsnit af et gruppebillede med Heinrich von Listerius, SS- regiment Wiking.

Henrik nikkede: "Udmærket, Laus, og hvad ønsker du?".

Laus løftede pistolen. "Dit liv".  

"Laus, stop, vent lidt, vi kan vel tale om det, jeg er villig til at betale erstat- ning, det har jeg sagt, hvad forlanger du?".

"Sig mig, har du ikke andet i hovedet end pik, ædelse, penge og svindel?".

"Jeg har noget helt fantastisk, giv mig nu lov til at vise dig det, hører du?".

"Godt, hvad drejer det sig om?".

satans, jeg egner mig ikke til bøddel

-

"Guld, masser af guld, kom skal du se".

"Du husker jeg har pistolen?".

"Jaja, selvfølgelig, men vi skal ind i boksen".

Henrik trak forhænget til side, åbnede jerndøren, tændte lyset, trådte et skridt til side, pegede på stabler af lærredsposer, og sagde: "Værsgo".

"Hvad er det?".

"Menneske, det er guld, det er alt sammen guld, der er ti kilo guld i hver pose", råbte Henrik; han hev tre lærredsposer ned fra en hylde, slæbte dem hen til bordet, åbnede dem.

det har han prøvet før, samme kategori guld, som i læderposen på bordet

"Og hvad så, hvad vil du? Det er noget du har stjålet fra? Ja, fra hvem? Fra Victor, er det ikke hans speciale?".

"Hihi, Laus, din hukommelse, ingen kan snyde dig, men spørg selv Victor".

"Det rager ikke mig, hvad vil du?".

"Laus, vi deler".

"Tror du dét. Næ, du, jeg får den lille læderpose med mig".

"Og selvfølgelig nogle flere, hvad med de her tre, altså, søde Laus".

"Ja, jeg finder måske den rette ejermand. Sluk lyset i boksen". Henrik sluk- kede lyset i boksen.

"Lås boksen, og sæt dig tilbage i stolen". Henrik låste boksen; satte sig for- ventningsfuld i skrivebordsstolen.

"Giv mig nøglerne".

"Næh, Laus, det mener du ikke. Røveri, Laus, det er uretfærdigt".

"Sid stille, nu skyder jeg".

Laus tog omhyggeligt sigte: "Jeg skyder dig, ja, men kun et ubehageligt minde".

Henriks øreflip blev perforeret, hans nervøsitet kulminerede; han sank ind over skrivebordet; blodet piblede ned over ansigtet.

-
Dét skal ikke byde mig mere

Laus stak læderposen i lommen, bar de tre tunge lærredsposer i favnen, åbnede trappedøren, gik ud, trak døren lydløst til, åbnede elevatordøren, lyttede, kørte med elevatoren op til 4. etage, låsede sig ind til Laus Jansen, Import-Export, satte sig på sengen i den lille kahyt, gæsteværelset til Odette, fortrød det, satte sig ved bordet ved vinduet med udsigten til Domkirken.

Købmandens kone ville komme om tyve minutter med den sædvanlige ugepakke til Henrik, finde den sårede advokat, og ville slå alarm. 

Laus åbnede portvinsflasken, fyldte et glas, drak det, fyldte glasset, tændte en cigaret, åbnede vinduet.

-

skal jeg ringe til Victor, nej, det var dog en besynderlig tanke 

hvis jeg falder ud af vinduet, slår jeg mig ihjel, trist med en blodig klump kød. Hvordan var det med Lennis og Werners far, han fik en heltebegravelse, pudsede vinduer hos en ny dame, næ, død i kamp mod den tyske overmagt, skrev de illegale blade 

døden er den stærkeste, ja, Odettes død, det var derfor jeg ville ringe til Victor, skal sandheden frem ville jeg have talt med Odette, men det er en postgang for sent 

vi havde en glimrende ordning, Victor kunne naturligvis ikke. Næh, det kunne han ikke, tilfredsstille Odette, det var en fiasko, Victor undskyldte sig med, at han var blevet for gammel, men Henrik påstod at deres ægteskab var forbilledligt 

jeg savner Odette, vores arrangement var forrykt, spontant og konfust og i hast arrangeret af uberegnelige, katastrofalt stædige, viljefaste Odette

dét skal du ikke byde mig mere, råbte hun hysterisk, her i den hyggelige kahyt, gæsteværelset til Odette

som jeg selv har brugt så ofte, dengang i ægteskabet, fordi hun kværulerede når jeg dødtræt kom hjem efter en anstrengende dag og, påstod hun, vække- de hende og børnene, Odette var ganske enkelt vanskelig 

når jeg var træt, blev jeg hurtigt vred på hende, med god grund, hele huset kvalmede af en underlig stank af røg, og badeværelset lugtede af den berøm- te unge digter hun havde truffet på en kunstudstilling, han kunne måske minde lidt om mig selv, som ganske ung, ja, det var dengang 

dét skal du ikke byde mig mere, netop sådan råbte hun, 

hvorfor udskiftede jeg ikke dørlåsen, nej, fordi jeg følte sig helt sikker på hende, hvis hun ville komme, skulle hun advisere mig 

Laus, jeg er i byen, skal vi spise frokost 

det havde udviklet sig til en dårlig vane, med dårlige undskyldninger, jeg svarede nej, mit arbejde, ved du 

dét skal du ikke byde mig mere, hun knaldede med døren til kahytten, samt- lige kobberstik røg på gulvet, og Liz, den perfekte sekretær, lynhurtig og godt begavet, sagde dagligt, Laus, din kone elsker dig, kan du dog ikke se det, for- di Odette næsten hver eneste dag sendte små buketter blomster eller et nyt slips eller en lille tegning, og bronzebjørnen, påheftet et lille kort, til Laus fra din Odette. 

dét skal du ikke byde mig mere, herregud, det var første og eneste gang det skete med Liz, som prompte flygtede og nægtede at komme tilbage, fordi Odette stak en kniv i hendes nøgne bagdel, og i min 

så krævede Odette skilsmisse, vi mødtes i retten, og hun tog hævn, sendte ungerne på kostskole 

Andreas gik amok, Celia fik et chok, og Odette smed den berømte digter ad helvede til og indgik ægteskab med Victor

alligevel var vore inderste følelser de samme

hver mandag formiddag klædte hun sig af inde i kahytten, krævede min ømhed, holdt af mig lige til det sidste 

hør, domkirkeklokkens aftensang, jeg går ned til Henrik, ser hvordan de går med vores lille Henrik Harpestreng 

uden dig, kære Laus, ville mit liv være uden mindste indhold, du er min dejlige udvalgte, altså Victor er en rædsom ægtemage

- 

det bredte sig som i feber fra mandag formiddag til alle formiddage, hun græd og elskede og efter frokosten hjalp hun mig med dagens besvær 

det løb af sporet, fridage og ferier, et helvede, udmattede desperate trætte vanvittige, mig, mod de andre, Andreas, Celia, Odette, Victor, Henrik, Coralie 

hun sagde, forstår du, det er kun godt at børnene kender sandheden om Victors og Henriks hemmelige forhold, hun havde fortalt det til ungerne og hvad var resultatet, Andreas og Celia flakkede fra kostskole til kostskole

-

hvorfor, fordi hun var nervøs, usikker, frustreret, ja, ofte ondskabsfuld, er du ikke selv sådan, Laus, lidt homo, bare lidt, og jeg svarede, det med Victor og Henrik kender vi, men jeg har ikke de anlæg

dig, lo hun, hold nu kæft, kælling, jeg har ikke generne, råbte jeg, og hun lo og kyssede mig begærligt 

så gik der kludder i import-eksport, hun svigtede mig, reservation af hendes værdier i firmaet, jeg var nær en konkurs, nåja, jeg havde provokeret hende med Liz, nej, det var Coralie, den eftermiddag 

dét skal du ikke byde mig mere, hun krævede alt af mig, det var uudholde- ligt, hun fik lokket mig til at begære hende endnu stærkere lige til den dag, hvor min jalousi brød ud i flammer

jeg slog hende og råbte, jeg elsker dig, det ved du, men Victor fortalte at du fik et barn sammen med Henrik, ja, det er utroligt

jeg troede på dine kunststudier i London, Madrid, Paris og Bukarest, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor du tvang mig til at bolle med Coralie, men jeg har altid vidst, at du puler til højre og venstre, inklusive Coralie-Margrethe

- 

hun skreg i fortvivlelse, Laus, Laus, Laus, sødeste Laus, hør på mig, jeg elsker dig, alt andet betyder intet, intet, intet, det med Coralie er løgn, gemen løgn, søde Laus 

løgnerske, råbte jeg, jeg har beviset, Hugh Hayden fotograferede jer da I slikkede fisse, vil du se det, hun græd og indrømmede alt, og jeg acceptere- de, det var det naiveste jeg kunne gøre, afværge ulykker kunne jeg ikke

Odette og Coralie havde følt sig tiltrukket af hinanden, Hugh Hayden havde forført dem, leget med dem i en trekant, de gav efter for en pubertetsdrøm, sådan sagde hun, at kysse og kærtegne hinanden

hendes indrømmelse vakte min mistanke, jeg pressede hende, og hun var klog og følsom nok til at forstå banal logik, og svarede, men Laus, nu må du ikke tro det er katastrofal tilståelse, så smilede hun, kyssede mig og hviskede, du, kæreste sødeste Laus, er min elskede, hun og Coralie kom sammen som intime veninder, sådan, Odettes udtryk

-

Coralie kom i kahytten når jeg var på rejse, eller hos Odette lørdag formid- dag i Victors hus, når hun havde sendt ham, retspræsidenten, ohje, at se ham lege dommer, ohje, ud til hans nye opmærksomhed for galopheste og stutte- riets stalddrenge, eller hvad fanden han foretog sig, eller hun besøgte Coralie i hendes nye lejlighed i Dronningegården

hun sad dér, på kanten af skrivebordet, da hun besvimede, jeg nåede at gribe hende, og da hun kom til sig selv, hviskede hun, Laus, du må love mig, at du ikke siger det til nogen, heller ikke til børnene 

hvor er din berømte digter, ham, som ligner mig, svarede jeg

jeg lægger Walteren og guldposerne ind i pengeskabet import-export, til Odette, og går ned til Henrik

dét skal du ikke byde mig mere. Nu er det nok, Odette.

-
Drabet på advokat Henrik Listerius

Laus stod på trappeafsatsen foran døren til Henriks kontor. Ved dørhåndta- get sad et snavset skilt, Henrik Listerius, advokat, dr. juris. h.c. 

Laus åbnede døren, dørene mellem værelserne stod åbne. Henriks krop og hoved lå ind over bordpladen, hænderne krampagtigt bøjede som øglekløer.

der er for meget blod, forhænget til brandboksen er trukket til side, Henrik låste boksen og trak forhænget for, da jeg var her sidst, boksdøren står åben, boksen er ikke låst, jamen jeg har nøglen, Henrik gav mig den omtrent frivil- ligt, hvad er der sket 

hvad dælen, jamen, hvad er der sket, alt guldet er væk

Hvislende trin bag ham.

Laus drejede omkring, løb ud på trappen, så et glimt af ryggen af en mand, lyttede, hurtige trin ned ad trappen, gadedøren åbnet, Laus løb hen til vindu- et, manden stod ved en vogn, låste bildøren op, satte sig ind, startede vognen, kørte med slukkede lygter og forsvandt bag Domkirken. Laus støttede sig til vindueskarmen. 

ham kender jeg, hvem kender jeg der går i brun habit

Henrik var dræbt af et skud i brystet og et i ansigtet. 

Laus blev overrasket, og var træt, han så ikke en bredbladet dolk med hage- kors stukket til bunds i Henriks ryg.

Laus aftørrede sine fingeraftryk, slukkede lampen, gik ud på trappen, lod entredøren stå åben, kørte med elevatoren ned i stuetagen, gik ud på gaden, støttede sig til en butiksrude, spyttede en vammel smag fra munden.

et impulsivt drab kan ikke planlægges, morder, ja, for pokker, men det var ikke mig 

-
Coralie -Margrethe

Laus gik ind i cafeen, Akvariet, Glas & Rustfrit Stål, hjørnet af Skindergade og Domkirkepladsen, bad bartenderen Leo om øl og whisky, drak det hurtigt, og sagde:

"Der var for meget blod, ja tak, det samme, men hurtigt". Bartenderen nikke- de, undlod at se på gæstens alvorlige ansigt.

-

vidste Odette og Victor, at Henrik var pengeudlåner? 

Coralie har lånt mange penge hos Henrik til investering i moderne kunst, købte de dyreste malerier. Vil Coralie begå et drab? Det er kun fjorten dage siden hun ringede, kønne Coralie, alias vicekriminalinspektør Margrethe Clausen

manden i den brune habit kunne godt være Hugh Hayden, nej, hvorfor tæn- ke så usandsynligt, men hvis det nu er ham  

Coralie bad mig om en samtale hjemme hos hende i Dronningegården, vær nu sød, Laus, sagde hun, Laus, du må give mig et godt råd

"Ja, tak, bartender, De må gerne skænke, men dobbelt". Bartenderen nikke- de: "Jeg lader flasken stå, hr. Jansen, det er vist det nemmeste".

-

jeg har altid haft det rart sammen med Coralie, hun imponerede mig ved at farte rundt i Europa, optrådte som sangerinde i orkester, eller som visesanger på en kabaret, det gjorde hun nydeligt. Hendes far, Arne Clausen, knækkede halsen på et projekt, moderen rejste til Brasilien, blev gift med en fattig indianer, hendes livs udkårne, og litografbroderen i Paris slog en rival ihjel og drog til fremmedlegionen, og lillebror Valdemar, dyrlægen, blev gift med Ruth, Max Rabins datter  

Coralie er jurist med udmærkelse, ansat i politiet, hun har mange elskere, ingen tvivl om det, men det er på sin vis hyggeligt kun at være et nummer i rækken 

det kunne være pinligt når jeg mødte hende på en restaurant og hun sagde, kan du se den kønne Adonis, ham skal det være, så pegede hun på en flot fyr og fik ham lempet hen til bordet sammen med en lille ekspeditrice, som jeg måtte trøste, præsenterede direktør Laus Jansen som sin bror, og ti minutter senere sejlede hun ud af døren med Adonis, i tre kvarter, så ville han vågne op til et helvede af skrappe bemærkninger, hvorfor vasker du ikke din krop, dit undertøj lugter fælt, du har vel ikke gonorre, hvor har du stjålet de ørenringe, kun en lille svans pynter sig, hun nød at bruge den replik, Odette og Coralie var eksperter på det felt, og det ydmygede fæ flygtede nøgen ned ad trapper- ne med tøjet i favnen, lamslået efter at have mødt en furie 

ét tilfælde var pinligt, selv om hun var nok så charmerende, en eftermiddag i d`Angleterre Bar, hun moverede en belgisk skibsreder og hans dulle hen til vores bord, vi skal hygge os i den blå time, og hviskede ophidset: Laus, hende dullen hiver jeg op på et værelse 

vi er Bobby og Tina fra provinsen, belgieren hoppede på den og hun forhek- sede dullen, Coralie og dullen ud af baren, jeg sad tilbage med belgieren, vi talte om vind og vejr og valutakurser, så kom de med hektisk røde kinder, så på hinanden med strålende øjne, dullen lignede Ingrid Bergmann, belgieren og dullen sagde farvel, og Coralie sank udmattet ned i en stol, hviskede, åh Laus, hun duftede så lækkert, så henrivende, og hun havde den sødeste clito- ris du kan tænke dig

siger du det samme til Odette, så rødmede hun, altså Laus dog 

"Bartender, en kop varm chokolade og en dobbelt cognac".

"Ja, gerne, altid til tjeneste".

- 

her er lidt halvkoldt, jeg står i gennemtræk, Coralie var i sort kjole med en lille kniplingskrave, og sagde, du ser træt ud, du trænger til en kop varm cho- kolade og en cognac, Laus, du må give mig et godt råd  

vi talte aldrig om hendes arbejde, politiet, efterforskning, forbrydere, vi var nær blevet uvenner da jeg pressede hende for oplysninger om en falleret vek- selerer, jeg var nervøs, hvis Henrik blev inddraget i en undersøgelse, hvad så med mig og Odette og Herbert Grün og Victor 

Laus, det er virkelig alvorligt, hun så på mig med et bittert smil, tændte en cigaret, der er indledt en undersøgelse mod dig, på grund af dine forretninger, jeg håber du har dine papirer i orden, men du har været letsindig, og Henrik, der ligger anmeldelser imod ham for pengeafpresning 

ja, og dig, Coralie, dig

og mig, ja, jeg må ikke gennemføre mine egne undersøgelser

hør nu, Margrethe, jeg har lånt penge af Henrik, det er ikke ulovligt, men du har lånt penge af Henrik til malerier, og Victor er en meget dårlig rådgiver

Laus, ti nu stille, det er noget med Hugh Hayden, kan du huske ham

dengang kaldte du ham Hugo, husker du det 

"Tillader De, hr. Jansen, jeg må vist tørre Deres jakkeærme, De væltede chokoladekoppen og Deres cognac".

"Det må De undskylde".

"De sagde De ville købe en brun habit. Men den De har på, den er da nyde- lig".

"Tak".

"Hvis jeg må sige det, hr. Jansen, så står De og taler med Dem selv".

"Bartender, hm, Leo, vil De skænke".

"Ja, selvfølgelig, en stor cognac".

Coralie havde rejst sig, ryddet af bordet, tændte en cigaret, smilede forbav- set 

kan du virkelig huske, at jeg kaldte ham Hugo

hør nu, Margrethe, det er da et underligt spørgsmål, ham, Hugo Valtat Hugh van der Hayden glemmer man ikke 

siden den eftermiddag har jeg hverken set eller talt med Coralie, politian-meldelsen mod Henrik blev annulleret, mon ikke, med Henriks energi, og i sidste øjeblik fik jeg regeringens tilladelse til en for længst gennemført eks-port, af, ja, af våben, det gik som det skulle 

eller gjorde det, der var dunkle punkter, jeg gad vide, hvem der sendte de trusselsbreve, det kunne være et af Henriks små numre  

den eneste høje kraftige mand i brun habit jeg kender, er Hugh Hayden

gid dog jeg boede langt ude på landet i et gammelt stråtækt hus, uden bekymringer, jeg savner Odette, det er rædselsfuldt 

-

"Bartender, hej, Leo, må jeg betale".

"Ja tak, hr".

-

-

                                                       guld05                                       index

-

-

-

-