-

-

-

-

-

-

-

-

-

Overtjener Marcus standsede Laus. "Jeg skulle bede Dem hjælpe os". 

"Ja, Markus? Er der andre der vil slå Henrik ihjel?". 

"Nejda, hvad er det dog De siger? Jeg skulle spørge fra Max Rabins datter, Ruth, om De vil sætte ham ind i en taxa, han skal køre hjem til den nye lejlighed, datteren kommer senere, de unge damer skal prøve i aften".

"Vil De hilse Ruth fra mig".

"Jeg er så bekymret, vi må undgå skandale. Max bruger for mange penge, han skylder hos lægen i Rue Danton, han har ikke betalt den nye lejlighed, det har datteren. Hun slider for ham. Max er så ansvarsløs, han gør sig til grin med Coralie, den indiske sangerinde".

"Må jeg komme forbi Dem, mine venner venter".

"Max Rabin er et ulykkeligt menneske, De må hjælpe ham".

"Godt, jeg skal sige det til ham".

Max og Markus er som andre mennesker, føler sig ensomme, ulykkelige, og lidt lurvede

"Margrethe er til kaffe og kringle", råbte Henrik.

"Hej, Laus", sagde Margrethe.

"Coralie, du er, hik, du er ikke færdig med dit arbejde", sagde Rabin.

"Gå i forvejen", lo hun.

Dirigenten nikkede, danserinderne gjorde klar til entre, Coralie-Margrethe annoncerede finalen, en fejende cancan med nøgne piger under slidte kosty- mer. Kjolen var tung og for stor til Ruth, Rabins datter, hun snublede, kom ud af takt, dirigenten advarede, pigen blev nervøs, snublede, kjolen revnede, en smuk ung nøgen pige løb grædende ud bag tribunen.

"Max, du skal hjem i en taxa, din datter har spurgt efter dig".

"Jeg giver kaffe og genever og pernod, og jeg skal finde en mand til min Ruth, én, der forkæler hende, en god kammerat til min sødeste engel. Hej, nu går vi", råbte Max Rabin.

Henrik så Albert Roslin sidde sammen med to mænd. 

Roslin gik sammen med de to mænd.

det er gangstere og bastarder, de overfalder Laus og slår mig ihjel, hvad skal jeg gøre, åhgud, den ene peger på Roslin med en kniv

"Henrik, hvad er der galt?", sagde Laus.

"Intet, Laus, slet intet", lo Henrik.

To dage senere blev Roslin fundet knivmyrdet.

-

Der var lys i tobaksudsalget og i baren. En fed og enorm høj negerpige stod med løftede arme og sang Marlene Dietrichs berømte nummer: "Jeg er fra top til tå, som skabt til kærlighed".

"Sarah", råbte Max Rabin, "jeg troede du var i New York".

Sarah Oscan stod skævt akavet som en lerskitse til en falleret tragedienne, med grotesk krummede arme løftet over den sorte krop, iført en oprindelig elegant, farvestrålende silkesjalsfrakke, nu med påbroderede flyvebilletter og hotelmærker.

Max Rabin haltede hen til hende. Sarah smilede vemodigt, trak ham ind til sig, gav ham et varmt kys: "Min kære, kære Max Rabin".

"Sarah, jeg troede du var i New York". 

"Ad helvede til med fascister, jeg vil aldrig tilbage".

"Hello Sarah", sagde Henrik, rakte Sarah hånden.

Laus så et glimt af farlig vildskab i Sarahs øjne; hun så på Henrik, stirrede foragteligt på ham, snerrede: "Dengse, hop tilbage i din kurv".

Henrik drejede om på hælen, skubbede til gæsterne, gik tværs over boule- varden, og i alle spejle så Laus ham gå ind i en bistro.

Max Rabin sagde: "Din ven gik det sædvanlige sted". 

Sarah førte Rabins hænder til sit ansigt, gned sin kind mod hans fingre:

"Max, Max, kære Max Rabin, nu må vi blive sammen".

"At vi to skulle mødes igen, ufatteligt, skæbnen er os nådig, kom, vi går det sædvanlige sted, så kan vi sidde".

"Jeg bliver her, jeg venter på Coralie", sagde Laus. 

Sarah Oscan og Max Rabin gik.  

de to går som et ægtepar, hinanden hengiven i hundrede år efter deres sølvbryllup, i morgen ringer jeg til Odette, hun er hos Herbert, jeg sender Odette en buket blomster

Coralie-Margrethe hviskede: "Laus, hvad tænker du? Noget morsomt?". 

Corali lagde sine arme om ham, han følte hende på sin ryg: hendes bryst, mave, skød, lår. Laus måtte dreje hovedet af led for at se hende.

"Ja, Sarah Oscan og Max Rabin".

"Hvor er de? Jeg så et glimt af Sarah i går aftes".

"Kaffe, pernod og genever, her fik vi calvados".

"Drukmås, jeg vil hjem".

"Fryser du?".

"Jeg drikker kaffe". Coralie drak den skoldhede kaffe, smilede: "Skal vi gå?" Ved udgangen lagde hun sin hånd på hans arm: "Kun Sarah, Max og dig".

Laus nikkede. Hun gik foran ham over gaden, ventede på det andet fortov. Ved indgangen til det sædvanlige sted, gik de arm i arm, et nyforelsket par.

Sarah Oscan sad alene ved bordet. Sarah synede hverken høj eller fed, når hun sad ned. Hun havde et smukt ansigt, bredt og tungt, lysebrune øjne.

"Max Rabin er gået", sagde hun.

Coralie-Margrethe og Sarah kyssede hinanden som gode veninder.

"Kommer Max tilbage?".

"Han løb efter noget han skulle se, men sagde hverken om hvad, eller hvorhen, jeg tror det er datteren. Han kommer nu". 

De så mod indgangen. Når Max Rabin skulle gå hurtigt, var klumpfoden ham til mindre gene end stokken; den holdt han under armen.

"Laus, kender du Roslin? Han bor i Rue Cels, en kedelig personage".

"Jeg kender ham ikke".

Max satte stokken i gulvet: "Roslin og Henrik gik da vi kom, de to kender hinanden ganske godt".

Laus tegnede cirkler på bordpladen, stak hånden i lommen, så op i loftet.

"Er det nogen man skal kende?", spurgte Sarah.

Coralie-Margrethe gav Sarah et kindkys: "Sarah, har du din bil?".

"Ja".

"Vi kører hjem til mig".

"I min gamle bil?".

Sarahs bil kørte i hop, nægtede at standse for medbilister, som råbte vredt om "vanvittig kørsel af en afrikanertosse i en rusten sardindåse".

"Sarah, du er vidunderlig", råbte Max Rabin.

"En bil uden bremser?", mumlede Laus.

"Pas på, Sarah, du skal dreje her", sagde Coralie.

"Huhhu", lo Sarah, "min bil vil kun køre lige ud".

-

Coralie-Margrethe boede et kunstneratelier med en dør ud til balkon. 

"Jeg er sulten", råbte Max Rabin, "se, Laus, klaveret, det har hun slæbt med fra Bulgarien".

"Mon dog, hvad skulle hun i Bulgarien".

"Coralie er hemmelig og mystisk", nynnede Max.

"Max, du er fuld, Coralie er pæredansk".

"Hvad taler I om?". Coralie kom fra det lille køkken: "Laus, ryd bordet".

Sarah lo: "Max, spis din sandwich, hjemme hos mig er køleskabet et tomt hul, gamle jødedreng".

"Vi to skal leve uden problemer, jeg reparerer køleskab, du fylder det op, og jeg laver dejlig mad".

"Oh, har du penge i en oliekilde?".

"Ja, som i Bulgarien. Når Coralie-Margrethe kan, kan jeg selvfølgelig".

"Nu skal du tie stille, Max".

"Sarah, jeg spurgte Coralie, hik, Margrethe, om det med Brasilien, og så kom det, det med Bulgarien".

"Nu holder du mund, Max Rabin, ellers går vi". Sarah så arrigt på ham.

"Jeg havde et dejligt ophold i Brasilien", smilede Coralie.

"Hvornår var du i Bulgarien?", sagde Laus.

det rager ikke mig, men hvis jeg spørger hende om Bulgarien, siger hun nej, hun er en rejsevant ung dame, formentlig ikke en løgnagtig psykopat, men hvad er hun så, hvorfor sparker Sarah Max på skinnebenet

"Bulgarien?", Coralie smilede, "jeg i Bulgarien, det husker jeg ikke. Jo, en lille kort visit".

"Sarah, hvad sagde jeg", råbte Rabin, "sæt din finger på landkortet, og vups vil Coralie erklære: Dét sted kender jeg, dér har jeg været".

"Det ved vi, søde Max, du er så fuld".

"Laus skal vide det, han er min ven, og hverken han eller jeg er uvidende fæ".

Coralie smilede til Laus: "Vil du høre det?".

"Hvilket?".

"Hvorfor jeg har rejst så meget?".

"Selvafsløringer keder mig, jeg er ikke detektiv".

"Joh, men, søde Laus".

"Selvafsløringer er pinlige".

"Er det din erfaring?".

"Min, mig? Næh. Jo, absolut".

"Du er nysgerrig, det kan jeg se på dig. Min far var ingeniør, cementfabrik- ker, han tog mig eller mine søskende med på sine rejser. Jeg var kun seks år da jeg var i Indien og Brasilien, det meste har jeg glemt, noget kan jeg huske"

"Og din mor passede huset og haven derhjemme, din søde mor, som holdt jer i skole, stoppede strømper, vaskede tøj".

"Nej, Laus, hun".

"I havde tjenestefolk til støvsugeren".

"Ja, er der noget galt i det?".

"Din familie betaler dine rejser".

"Nej, det gør jeg selv. Du ser så skeptisk på mig. Tror du mig ikke?".

"Jeg kan ikke se forbindelsen: Coralie i Indien, Margrethe i Danmark, og Coralie i Bulgarien?".

"Du skal træffe min storebror, han åbnede en grafisk skole i Bombay, men blev syg, og jeg var den eneste der kunne hente ham, nu har han et værksted her i Paris".

"Jeg vil gerne hilse på ham".

"Det husker vi", smilede hun.

der er noget galt med Coralie, hun er ikke ærlig, men hun er Odettes veninde, jeg savner Odette, har jeg kræfter til at slå Henrik ihjel

Max Rabin hældte cognac, genever og calvados i en vinkande, spildte på gulvet. Sarah skænkede for ham: "Max, du drikker til du segner".

"Jeg skåler for Laus og for Danmark, og for mig og for Berlin, og for Sarah og Afrika og for Coralie-Margrethe og Brasilien og Bulgarien".

"Ti stille om Bulgarien", hviskede Sarah.

"Jeg taler altid sandt".

Coralie smilede: "Skål for Max Rabin og en hyggelig aften".

"Til helvede med pikslikkerne Roslin og Henrik".

"Max, nu er du rigtig fuld", sukkede Sarah; hun så på Laus: "Jeg er ked af det med din ven. Jeg vidste ikke at I to var venner".

"Vi slutter festen", sagde Coralie, hun lagde armene om Laus, kyssede ham: "Du bliver hos mig", hviskede hun.

"Næ, du har en aftale, jeg så du skændtes med en musiker i orkestret. Svig- ter du en aftale?".

Coralie-Margrethe lo: "Laus, det var min lillebror, vil du hilse på Valdemar, han studerer til dyrlæge i København".

-

Timer senere vågnede Laus, tør i munden, sviende smerter i maven.

igen mareridt, jeg så Sarah Oscans blodige torso uden arme og ben hoppe rundt og kagle og Max Rabin halte efter hende på abstrakte fødder og prygle hende med sin stok og jeg lå lænket med spredte ben og Coralie og Rabins datter Ruth dansede nøgne omkring mig og Odette bed i mit lem til det rejste sig og Max Rabin og Hans Fallada drillede mig med tintallerkener fra et fængsel i Berlin den ene fyldt med afføring den anden med Odettes armsved og pigerne tvang maden i mig med en rubinbelagt guldske med orme og fækalier og tvang mig til at drikke min urin, hældte den ud over mig fra en gammel olielampe

Med et sæt kom Laus ud af sengen, løb ud på wc, tømte sig, gik lettet tilba- ge, vaskede sig med en duftende sæbe.

På bordet stod en thermokande med en lap papir: "Kære Laus, stærk the, rom, mælk, sukker, kærlig hilsen Coralie".

Aftenlyset sivede gennem atelierruderne, på gulvet lyste olielampen foran en russisk ikon. Ved sengens hovedgærde lå Coralie-Margrethes armbånds-ur.

det har hun glemt, det må jeg huske til hende

Laus stak uret i bukselommen. 

Han huskede hvordan hun havde kysset ham og hvisket "drengebarn, bliv liggende, jeg må gå nu", og han mumlede "ses vi mere", og havde i søvne hørt hendes silketøj knitre da hun gik fra ham. Han fandt hendes brev.

"Jeg giver Marcus besked. Kom alene. Kærlig hilsen, din Coralie".

det er Faust i aften, lørdag, Victor har købt billetter

Laus gik med brevet i hånden ud på den lille balkon. Triumfbuen og Eiffel- tårnet lyste vej for nattens fugle; en radio knevrede om århundredets sanger- inde, Piaf.

jeg er århundredets største idiot. Henrik gik med en vis Roslin og jeg be-drager Odette med Coralie, vi skal i operaen til Faust, dage og nætter glider forbi mig som gopler i råddent vand, jeg fører mig selv i fordærv, hvilken dag er det i dag, denne nat, torsdag, fredag, lørdag, søndag

Fra en bistro ringede Laus til Victor: "Hotel Alexandra, et øjeblik".

"Hallo Victor, det er Laus".

"Goddag, Laus".

"Victor, det med operaen, vi kan desværre ikke komme, Henrik er rejst, han er ikke på sit hotel, vi var sammen i går, men han blev fornærmet, du ved, så det må du undskylde".

"Laus, det er i morgen, lørdag aften, vi ventede du ville ringe, Henrik er her, hallo, Laus, Laus kan du høre mig?".

"Ja".

"Jo, han er i røret, hallo Laus?".

de idioter kan rende mig i røven

bistroens kaffe og sandwich er mislykket, brødet sejgt, postejen muggen, espressoen fyldt med grums, ejerens køter skider et visitkort på min sko, hvad er det for et lorteliv, nu går jeg op og sover i Coralies seng

-

Laus ventede hele natten, Coralie kom ikke, han vaskede sig, skrev en hilsen til hende "Vil gerne se dig i aften i Venus", gik til hotellet i de skønne kunsters gade, spurgte om der var post, nej, der var ingen post. Ringede til Amsterdam, talte med Herbert Grün. Odette var rejst, nej Herbert vidste ikke hvornår, var lige kommet hjem fra Basel, nej han vidste ikke hvorhen, havde slet ikke talt med Odette, "kom snart på besøg igen, Laus".

Laus tog bad, skiftede tøj, lagde Margrethes armbåndsur i bukselommen, kørte til Hotel Alexandra.

jeg må ikke glemme det forbistrede ur

"Jeg sagde til Henrik, selvfølgelig kommer han, hvidvin om formiddagen?".

"Nej tak, Victor".

Henrik gik med krapylet Roslin, da jeg kom hilste han ikke på mig, han ser ikke på mig, nu er han sammen med Victor

"Er du i dårligt humør?".

"Lidt blandet. Jo, hvidvin, tak".

"Jeg spurgte, om du vil med og spise hos min veninde, Vera Saskin".

Henrik læste avis, sagde: "Er det noget for Laus, nye damer?".

Victor smilede: "Vera Saskin er min søster".

Henrik gik med sammenknebne øjne hen til Laus: "Victor, ved du, hvornår Odette kommer?".

"Odette kan være her hvert øjeblik".

"Laus har fuldstændig glemt Odette".

"Nej, jeg glemmer hverken Odette, eller Roslin".

"Hvem er Roslin?", sagde Victor.

"Victor, hør lige her", sagde Laus.

Victor smilede: "Henrik fortalte om Max Rabin og Sarah Oscan, hende har jeg set på en varieté i Stockholm, hun var fantastisk".

"Så inviterer du dem til i aften?".

"Ja, selvfølgelig".

"Victor, jeg vil i operaen. Altså, Victor, det lovede du", råbte Henrik.

"Det kan jeg ikke, jeg har aktier i hendes forretning, hun holder reception, det sagde jeg til dig, men du hører ikke efter".

"Giv mig min billet til Faust, så går jeg alene".

"Søde Henrik, jeg har billetterne, lad os nu se".

"Lige et øjeblik", sagde Laus. "Vera, hvem er hun?".

"Min halvsøster. Vera blev adopteret af mine forældre".

Henrik sviner sig til med Roslin, det rager ikke mig, men hvis Victor svines til rammes Odette

"Victor, hvornår kom du til Paris?".

"Hvornår jeg traf Henrik? Det var helt tilfældigt, ikke sandt, Henrik. Vi købte en avis i en kiosk". Victor lagde sin hånd på Henriks arm, hviskede til ham.

deres infame undvigen, men et impulsivt drab kan ikke planlægges, så er du virkelig en morder

De kørte til Vera Saskinoff.

På dette tidspunkt kom en portner løbende ind til en politistation og fortalte, at han havde fundet en af ejendommens beboere, en logerende, Roslin, som var en lyssky person og kun havde opholdt sig få dage i sit kammer, liggende død i en blodpøl i husets baggård, ved siden af retiraden og en skraldespand med rotter, det rene svineri og absolut forbudt.

-
Indberetning

Uddrag af indberetning fra Tilsynet for særlige anliggender, underskrevet af Ove Skov, Viggo Hardall og Carl Anton Ernest:

"I Odette Bache Grüns ikke afhentede empirechartol hos hendes tidligere ægtefælle, direktør Laus Jansen, befandtes under ransagning hos Laus Jan-sen et brev uden datering fra Odette B.G. til den israelske udenrigsminister. 

En reaktion fra pågældende minister er ikke fundet. 

"Deres Excellence. Idet jeg henviser til vores korrespondance tillader jeg mig til slut at meddele Dem vedrørende krematorier og koncentrationslejre i Europa 1941- 45 oprettet af tyske særkommandoer efter Wannseekonferencen 1941: Henrettede/udsultede personer af påstået jødisk herkomst: 

Polen 2,3 mio, Rusland 700 t, Czecoslovakiet 233 t, Jugoslavien 55 t, Ungarn 180 t, Rumænien 200 t, Grækenland 57 t, Østrig 58 t, Belgien 25 t, Italien 8,5 t, Holland 104 t, Frankrig 60 t, Tyskland 160 t, Norge 0,7 t. 

Ialt: 4.141.200 personer.

Deres Excellence bedes forstå min uvilje mod at tro på sikkerheden af disse tal, sammenholdt med, at den nazistiske nation yderligere påstås at have udslettet, foruden mine landsmænd, også zigeunere og mange andre minoriteter. Jeg ser ofte gengivet tal for den nazistiske udryddelsesmani, senest læste jeg om 6 mio jøder og 6 mio andre personer. Jeg fatter det ikke. Kan det tænkes, at det statistiske materiale er mangelfuldt? Så vidt jeg ved har mange lande selv i dag intet folkeregister. Det havde man måske heller ikke i mange af de lande, hvorfra de ulykkelige blev ført til Belzec, Birkenau, Sobibor, Chelmo, Treblinka, Auschwitz,  Maidanek, etc.

Forstår De min rædsel når jeg fortæller Dem, at jeg før krigen som lille pige besøgte min familie i netop de senere hårdest ramte lande. Derfor lever jeg i dag med skyldfølelse, fordi jeg ikke var sammen med min mor, da hun omkom under modstandskampen i Warszawa. Men, Deres Excellence, det kan ikke tilbageholde mit indtryk, at netop i de pågældende lande klagedes over, at kun rettro jøder blev skrevet i mandtal i Synagogen. Netop derfor kan jeg ikke få de opgivne tal, som vores korrespondance omhandler, til at stemme overens med mine personlige erfaringer. Dernæst har jeg i Israel og i USA hørt omtalt at udryddelsen af jøderne havde omfattet 1/3 af det jødiske folk. Vil det sige, at der findes belæg for, at vort folk før 2. verdenskrig omfattede 12, respektiv 18 millioner jøder? Der er så megen usikkerhed om alle disse talstørrelser, at jeg beder Deres Excellence hjælpe mig. Nu græder jeg. Jeg vil ikke skrive mere".

-
Vera

Laus lyttede forbløffet til Vera Saskinoff:

Hun kom som 8-årigt wienerbarn til Danmark, hvor hun fik ophold hos det barnløse ægtepar, papirgrosserer Emil Bache og hustru, Martha Grün, begge indvandret fra Norge, formidlet af onkel Herbert, fordi Bachefamilien i Oslo havde isoleret Martha Grün. Herbert var Martha Grüns eneste barn, men Her- bert kunne ikke forliges med sin stedfar Emil Bache. Herbert rejste til Hol-land. Herbert havde aldrig kendt sin rigtige far, Oscar Grün, en polsk jøde, dræbt under progromer, der ofte hærgede Østeuropa.

Nogle måneder senere blev Emil Bache og hustru anmodet om at adoptere lille Vera, hendes forældre var omkommet ved en færgeulykke på Donau. 

En dag rejste unge Vera tilbage til Wien fordi hun i lang tid, særlig efter lillebroder Victors fødsel, der hensatte den aldrende fader Emil Bache i ekstatisk henrykkelse, havde følt sig ensom og lidet velkommen i den bacheske familie.

I Wien søgte Vera Bache ind på kunstakademiet; men hendes danske lærer var aldeles ukendt i Wien, lærerens anbefaling nyttesløs, og da man påstod at hendes talent ikke var overbevisende, blev hun afvist som elev, men tilbudt arbejde enten på akademiets kontor eller som kunstnermodel. Hun valgte at stå model. Hun følte sig frisindet, færdedes som ivrig socialist i det urolige Wiens venstreradikale grupper, til hun en dag blev anholdt, sigtet for prostitution og opvigleri, erkendte for politiet, at hun ofte havde været gæst eller værtinde i flere balkanlandes ambassader, fordi hun var et sproggeni og derfor velset blandt fremmede diplomater.

"Prostitueret? Bestemt nej. Opvigleri, hvad mener De? Skulle jeg være op- vigler?".

Hun blev udvist af Østrig som statsløs efter at politiet brutalt havde konfi-skeret hendes danske pas, og som statsløs nægtet indrejse i Danmark. Det lykkedes hende at komme til Paris, hvor hun var så mirakuløs heldig, at indgå ægteskab med bankier Rudolph Haberman, som overdrog hende sin formue da han som 72-årig, efter få måneders ægteskab, døde af tuberku-lose. Under den spanske borgerkrig indbød hun til politiske diskussioner i bankierdomicilet, og blev arresteret, mistænkt for spionage, fordi hun levede sammen med en flygtet spansk politiker; blev ved venners hjælp løsladt, og omdannede bankierhuset til en respektabel boghandel. Ved krigsudbruddet i 1939 flygtede hun til Nord-Irland, hvor hun forelskede sig i en nationalist, der blev henrettet af englænderne og hun selv interneret i måneder. Efter krigen flyttede hun tilbage til huset, hvor hun supplerede boghandelen med et eksklusivt forlag, en forretning der efter kenderes mening gav underskud, som hun, i følge onde tunger og med den franske efterretningstjenestes viden, kompenserede med et pensionat for østeuropæiske diplomater, i husets øverste etager. Kun et par år havde hun følt sig fuldkommen lykkelig, hun var da gift med den fra Sovjet flygtede filosof, Boris Saskinoff.

hvorfor i alverden fortæller hun mig alt det

-

Vera greb Laus i armen, hviskede: "Undskyld, Laus, jeg løber altid grassat når jeg fortæller min livshistorie".

Hun smilede, åbnede munden og sagde "Jeg, hvad nu?", blev afbrudt af en høj, sortskægget mand, der kyssede hende:

"Gamle tøs, dine gæster er kedsommelige, jeg går nu, farvel min skat".

"Hugo, jeg mener Hugh Hayden". Vera smilede. "Hugo, mens jeg husker det, der ligger en regning, eh, Hugh". 

Vera kyssede Hugo Hugh på kinden: "Du skal hilse på Laus, jeg må videre til mine gæster".

den mand er sørøver, ubådskaptajn, eller plantageejer

"Goddag", mumlede Laus.

"Goddag, Laus. De hørte Vera sige mit navn, Hugh Hayden, andre kalder mig Hugo Valtat. Hvorfor kommer De? Hvis De læser min bog om Nord-Irland, så læs den forbandet langsomt. Værsgo, her er den, med min underskrift".

"Det var elskværdigt af Dem".

"Jeg er ikke elskværdig. Giv mig det glas. Nej, unge mand, det andet".

"Det er madame Veras".

"Rævepis, det andet glas, tak. Skål, unge mand. Vera er lykkelig når jeg drikker. Victor fortalte du var læge, eller drev den af med studier. Sig mig, er du student? Nå, Coralie fortalte mig noget helt andet".

"Coralie? Kender De Coralie?".

"Luk munden, unge mand, jeg er ikke tandlæge. Coralie sov i min seng i nat, hun strøg senere afsted med en dansker vi havde truffet i Venus. Giv mig det glas, lugt til det, jatak, jeg hader likør. Tak, unge mand".

"Coralie? De boede i Irland?".

"Nord-Irland, husk det, skål. Tror du jeg laver billedreportager til en an-stændig bog siddende på røven i Paris? Tror du? Kors hvor du ligner ham, Carl Anton Ernest, det fæ. I glor på mig som om jeg er faldet ned fra månen. Hør nu efter, når Hugh Hayden Hugo Valtat taler til dig".

"Hugo Hugh Valtat Hayden, unge mand, jeg lytter. Men er du ikke meget stærkt beruset?".

"Sagde du unge mand? Er du fræk? Så, rolig, ja, jeg er halvfuld. men ikke ondskabsfuld, som ham din landsmand, ham Carl Anton. Han skulle absolut med hjem til mig, sagde Coralie, og jeg siger dig, han irriterede mig, jeg tro- ede han var fuld af løgn, en provocateur, så jeg trak en pistol og sagde Sæt jer på gulvet med hænderne bag nakken og fortæl mig sandheden. Men, hende Odette, var med, forstår du, hun var skidefuld og havde nær ødelagt, hm. Hvor er mit glas? Nå, det har jeg i hånden".

"Odette, åhja, Odette, ja, selvfølgelig. Madame Vera vinker til os, vi skal gå hen til de andre".

"Nej, gu´ skal vi ej, giv mig det glas, nej, det andet, tak, min ven. Coralie og Odette fortalte, hør nu efter, at ham, Carl Anton Ernest, sig mig er han tysker? Nå, han underviser på politiskolen i København. Coralie er hans elev eller kollega. Hvad siger du så?".

"Hvornår traf du hende, Odette?".

"Her, hun sagde hun var deprimeret, så gik vi på druk og havnede i Venus".

"Hvorfor i Venus?".

"Fordi, unge mand, jeg boller med Coralie når hun, hik, når hun har lyst".

"Men ikke med hende, Odette?".

"Odette, nej, spild af tid, unge mand. Hun er kun til depressioner".

"Odette, ja så, depressioner? Coralie studerer jura i København og på politiskolen. Nå, det ved du, Hugo Hugh".

"Coralie er sangerinde i Venus, men hun er en dyr luder, og en dejlig pige. Så, rolig, nu får du et glas af mig. Men så, ja, skål, hør så her. Så bollede jeg Coralie, og Odette gav en hånd med til Coralie, det var helt fint, men så havde jeg glemt ham kvajet, ham tyskeren, nej, du ved, ham, Carl Anton, ham, du ved, Ernest, han lå på gulvet og rev den af og gloede på os og så blev jeg gal på ham".

"Vera kommer", hviskede Laus.

Madame Vera smilede anstrengt: "Hugh, nej, Hugo, goddag Laus, jeg er så træt og bliver så forvirret. Altså sødeste Hugo, nu er du igen beruset. Odette og Coralie er kommet med din nye ven Carl Anton Ernest. Jeg aner ikke, hvem han er. Nu må du opføre dig pænt, søde Hugh, Coralie er bekymret for dig".

med den brandert kan han ikke gå to skridt, jo, mister Hayden baner sig høfligt vej gennem trængslen af receptionsgæster

-

Vera så på Laus: "Hugh Hayden interesserer sig kun for politik, han har vel ikke kedet Dem for meget?".

"Nej, tværtimod".

'Talte han om Nord-Irland?".

om Hugh Hayden talte om Nord-Irland, næh, han talte om hor og druk og en trekant og en gulvspiller

"Ja, han ved en masse om konflikten i Nord-Irland".

Madame Vera bar en lårkort, meget nedringet kjole. Laus øjne slugte hen- des hals, brysterne, navlen. Vera misforstod ham. Hun så på hans buksegylp, som han nulrede i bukselommen. Det var noget der gnavede på låret, Coralies armbåndsur, som han skulle huske at aflevere til hende.

"Laus dog. Deres bukser. Gør jeg sådan et indtryk på Dem?".

Laus rødmede, han burde hive Coralies armbåndsur op af lommen og vise Vera hendes tankes årsag, men hun fortsatte nervøst: 

"De må endelig læse Hugos bøger, han skriver så bedårende om kvinderne i de bulgarske landsbyer, talte I om Bulgarien?".

"Bulgarien, nej, bestemt nej".

hvem fanden talte om Bulgarien, åhjo, påståelige Max Rabin

"Kom, Laus, jeg så et glimt af Odette, kom".

Vera halede Laus efter sig, som var han en gine på hjul, gennem virvaret af gæster, åbnede en dør, skubbede ham ind i et værelse. Odette og Coralie og Hugh Hayden sad ved et bord med flasker og glas.

"Odette, du godeste", mumlede Laus.

"Goddag, Laus, kom nærmere", sagde Coralie.

"Laus er ikke glad for at se os. Er du, Laus?", sagde Odette.

Coralie har sladret, Coralie har fortalt alt til Odette

"Sæt dig, doktor. Victor og ham din ven Henrik er gået".

Hugh Hayden løftede flasken, ville skænke, men Odette og Coralie-Margre- the svarede i kor: "Nej, tak, Hugh, vi fik rigeligt i går".

"Kom så, doktor, lad os to få en dram".

Odette ville kysse Laus på kinden, men han undveg hende: "Odette, er du her?".

Odette hviskede: "Laus, er der noget galt, hvad er der i vejen?".

"Kom nu, Odette", sagde Margrethe.

"Odette, jeg vidste ikke at du var i Paris".

hun véd jeg har dårlig samvittighed, hun løfter sin kniv, sådan er Odette, men hun boller med fryd med sørøveren Hugh Hayden i en trekant sammen med Coralie

"Kom nu, Odette, din tante venter", sagde Margrethe.

"Laus, du mangler søvn, hvad har du lavet?", sagde Odette, "vi hjælper Vera med at rydde op efter gæsterne, sæt dig og tal med Hugh".

Odette og Margrethe smilede til hinanden, forsvandt ud ad døren.

"Drik, unge mand. Jeg får hovedpine når jeg ser dit sure fjæs".

"Jeg har det glimrende. Hvordan med dig? Er du ædru?".

"Skål, unge mand. Du bliver aldrig doktor. Jeg har tænkt mig at forære dig en lille gave".

"Du gav mig den nye bog. Men du har skrevet en anden bog, den om Bulgarien".

"Skål, doktor. Du gør mig syg med dit sure fjæs. Kom, du skal se min lille gave".

"Hugo Valtat van der Hugh de Hayden. Skål, unge mand".

jeg smider gaver og bøger i smasken på ham, jeg må tale med Odette

Hugh Hayden trak en tegnebog frem; da han åbnede den, gled pas og medlemskort og et bundt pengesedler ned på gulvet.

"Lad lortet ligge".

"Nej, lad nu mig".

"Jeg sagde, lad lortet ligge".

"Her, denne konvolut".

hm, DDR´s ambassade, Hugo Valtat, c/o Vera Saskinoff

"Hugo? Er det lovligt med så mange pas fra forskellige lande?".

"Doktor, kik. Jeg sagde kik, for satan. Se på pigerne". 

Laus rødmede. Hugh Hayden er pervers, han er skide gemen

"Doktor, drik ud, tøserne slikker fisse på hinanden, kan du se det, det er Co- ralie og Odette. Se på billedet, din lille røv, tror du jeg er fuld af løgn, tror du jeg kan skrive billedreportager uden billeder, unge mand, det er Coralie og Odette".

"Du er pornofotograf? Dét vidste jeg ikke".

"Oh, hellige enfold. Tøserne gjorde det af lyst, forstår du ikke det, her til morgen".

"Bevares, det er et smukt billede, hudfarven, fine mellemtoner".

Hugh Haydens ansigt skinnede, fuldskægget glinsede, hans sank sammen, væltede udstrakt om på gulvtæppet, mumlede:

"Doktor, jeg er fuld, jeg er træt, lad mig sove".

-

macho Hayden, uansvarlig drukkenbolt med fine pas fra, hvabehar, United Kingdom, Danmark, UK Northern Ireland, Deutsche Demokratische Republik, Narodna Republika Bulgana, Arabia as Souriya.

Hugh Hayden, Hugo Valtat, Litold Zelda, Robert Wols Valentin, arkitekt, kontorchef, redaktør, mejeriingeniør, medlemskort til videnskabelige selskaber i London, København, Stockholm, Bonn, Paris, adgangskort til atomkraftværker i England, Sverige, Bulgarien, Vesttyskland, Frankrig, inter-nationale pressekort med flere navne, næsten samme foto. 

Henrik har to pas, det er måske almindeligt, ja, men alligevel

olala, pigeelskov, i et magisk kredsløb, Odette og Coralie-Margrethe galper kys i hinandens skød, der gav Hugh mig en herlig gave

Laus fik tegnebogen lirket tilbage i Haydens jakke, stod bøjet over ham, hørte ikke dørens knirken, bløde trin på gulvtæppet. Det gav et sæt i ham da Coralie pludselig sagde: 

"Er stakkels Hugo igen faldet omkuld?".

Hugo, er det Østtyskland

Bag Coralie stod en bredskuldret mand og gloede mistroisk på Laus.

aha, den kvajpandende politimand, godt Hugh ikke ser ham

"Dav, du hedder Carl Anton Ernest".

Carl Anton gloede hånligt på den snorkende Hugh Hayden, rakte tøvende hånden frem mod Laus, fortrød det, drejede omkring, marcherede over gulv- tæppet, forbi Margrethe, ud ad døren.

"Farvel med Carl Anton, han er en dårlig kavaler. Hugo skal i seng".

"Ved du, om Victor og Henrik er her?".

"Ja, I skal spise middag".

"Ved du, hvor der er en seng til, hm, Hugo?".

"På tredie etage, brug elevatoren, sig til Vera at han er her".

"Farvel Margrethe-Coralie, du går, og jeg kan ikke bære Hugh Hugo van der Valentin. Men slæbe ham som en sæk kartofler, det kan jeg".

-
Sarah Oscan 

Efter middagen foreslog Vera et spil bridge: "Men nu mangler vi Coralie".

Victor sad ved siden af Henrik. Henrik hviskede: "Vi blev enige om Faust, vi kan nå sidste akt". 

Victor svarede dæmpet: "Nej, Henrik".

"Laus er ikke oplagt til bridge", sagde Odette.

"Det undre mig at Hugh Hugo van Hayden ikke vågnede, da hans hånd kom i klemme i elevatordøren", sagde Laus.

"Nu taler vi ikke mere om Hugo", svarede Vera.

"Laus venner klarer sig altid godt", sagde Henrik, "jeg husker".

Odette smilede: "Nu blander jeg en drink til at kvikke os op".

"Odette, du er en engel", sagde Max Rabin.

"Max, pas på, ikke i aften, hører du, du må ikke blive fuld", hviskede Sarah Oscan.

Vera sagde: "Laus, De sagde det var mindre kompliceret før krigen, hvad mente De med det?".

"Laus, lille skat, vågn op".

"Jeg kan ikke huske det".

"Wien og Østrig", sagde Max Rabin.

Henrik kvidrede: "Rigsføreren beundrede østrigerne, Dollfuss fik med hjælp fra Mussolini samlet Østrig i den austrofascistiske stænderstat".

"Henrik, det sagde Laus overhovedet ikke".

"Odette, Henrik er dum, jeg sagde Dollfuss blev slået ihjel, hvis jeg havde en makker, så to små hjerter eller en snæver spar, eller vi forsøgte en syv-mandsbridge. Nej, jeg kan ikke forklare det nærmere".

"De vil ikke".

"Nej, Vera, jeg kan ikke".

"De skjuler en hemmelighed".

"Laus, du skal ikke svare, Vera er altid nysgerrig", sagde Victor.

Max Rabin sad ved flyglet, læste partitur, smilede: "De nysgerrige kommer længst her i verden, og betaler for det".

Vera smilede: "Henrik hjælper mig. Kan De, Henrik?".

Henrik så på Laus: "Alt det Laus siger kan jeg gentage ordret".

Sarah Oscan tændte en cigaret: "Det er fantastisk, som de unge mennesker har talent for telepati".

Henrik råbte: "Førhen gjaldt det Prag og Wien, nu gælder det hele verden, sagde Laus. Er det ikke sandt, Laus? Du vil jo være som alle andre. Vil du ikke, Laus?".

Max Rabin knitrede med partituret: "Ingen krig, alt ånder fred og ro, spille kort, læse partiturer og gode bøger, ikke værst for mænd og kvinder".

Sarah sagde: "Amerika var et helvede før krigen, og er et helvede nu. Jeg forstår ikke jeres snak om de forfærdelige forhold i Europa? Se på USA, dét er et helvede".

"Før krigen var det lettere, mere overskueligt, sort og hvidt, nu er alting blevet så kompliceret", sagde Victor.

"Victor, du vrøvler", snerrede Laus.

"Laus, du skal ikke latterliggøre Victor", råbte Henrik.

"Hold mund, Henrik".

"Nej, jeg vil ej, Laus skal altid filosofere. Filosof Jansen, du er et fjols".

"Henrik, du er idiot. Vera, madame, hvad jeg kunne sige var, at jeg er træt af dem, som kryber i skjul med dårlig samvittighed bag alle dem, der i dag praler af deres bedrifter. Resultatet efter krigen burde have været en revolu- tion for en human, international samfundsstruktur. Nå, nu blev jeg ivrig".

"Laus, hvorfor er du i dårligt humør?", sagde Odette.

"Det ved jeg ikke. Jo, fordi du er her, søde Odette".

Laus kyssede Vera på kinden: "Undskyld, madame".

Sarah sagde: "I Amerika er det professionelt at være kommunistjæger".

Laus stivnede. Veras hånd lå fortroligt på hans lår: 

"Laus, jeg har lagt Hugos bøger ind på Deres værelse. Nå, søde venner, vi har to pianister i huset, måske flere, hvem af jer har lyst?".

"Det vil Laus", sagde Odette.

"Nej tak, så går jeg", skingrede Henrik.

"Mine wienervalse lyder ikke godt", lo Victor.

-

Sarah Oscan bad Max Rabin spille Bachs Jesus joy of mans desiring: "Så bliver jeg blød i knæene, den er så pragtfuld", sukkede hun.

"Jesu Bleibt Meine Freude", hviskede Victor til Henrik. Max Rabin spillede, de følte tonernes spinkle relief som et levende væsen.

Pludselig græd Sarah, smerten furede hendes ansigt; de sidste toner svæ-vede; hun lagde armene omkring ham, knugede ham ind til sig, kyssede ham, strøg med læberne over hans hår; han åbnede hendes hænder, kyssede dem.

Sarah hviskede: "Kære, kære Max Rabin".

Laus så et koldt smil krybe frem på Henriks ansigt. Henrik læste avis:

"Er der nogen der har læst dette telegram?", sagde han.

"Hvad er det?", spurgte Victor.

"Det har ingen interesse", sagde Laus, "Max, spil".

"Det er fantastisk spændende, det er fra staten Colombia i USA".

"Henrik", sagde Laus.

"Det er virkelig interessant, hør". Henrik læste højt: 

"Ægtemanden og den 14-årige søn af en kvinde, som blev myrdet i august, var i dag i fængslet vidner til, at en 32-årig neger blev henrettet i den elektri- ske stol for mord. Negeren, Henry Lee Boone, har lige til de sidste fastholdt, at han var uskyldig i mordet på den hvide kvinde, fru Agnes Webb, som døde fra mand og syv børn. Men jeg er sikker på at han er skyldig, han har fået lige hvad han har fortjent, udtalte ægtemanden Grover Webb, efter henret-telsen".

"Henrik, hold så op", råbte Laus.

Max Rabin lukkede flygellåget, rakte ud efter sin stok.

"Hvor er det ækelt", sagde Odette.

"Hør efter", lo Henrik: "Det generede mig overhovedet ikke at se henrettel- sen, sagde hans søn, den 14-årige Johnny Webb. Henry Lee Boone blev dømt for mordet på fru Webb, hvis mishandlede lig blev fundet i en vejgrøft med overskåret hals".

Max Rabin tegnede små cirkler på gulvet med sin stok:

"Jeg burde vist kværke Henrik", sagde han.

Henrik skingrede: "Er det ikke ganske forfærdeligt?".

Odette gispede, knugede Veras hånd, følte Henriks smil som en slanges slikken hende i ansigtet. Henrik øjne var som slangens, hypnotiserende.

"Sarah? Nej, det må hun ikke", hviskede Laus.

Victor tog avisen fra Henrik. Victor var nervøs. Sarah gik langsomt frem mod Henrik, hendes kjole knitrede, hendes massive krop voksede stor og truende.

"Sarah?". Vera førte Sarah tilbage til hendes stol, "kom, sæt dig, Sarah, nu får du en cigaret og en whisky".

Besværet af sin klumpfod haltede Rabin frem mod Henrik, løftede sin tunge stok: "Du skal gå, Heinrich, før jeg bliver vred på dig".

nu knuser Max Rabin Henriks ansigt

"Max, du lader Henrik være i fred".

"Laus, vær nu rolig", hviskede Odette.

"Max, kom, så går vi", sagde Sarah.

"Jeg tror ikke Henrik mente det så slemt. Det er da et tåbeligt telegram. Nej, nu skal vi spise natmad", kom det nervøst fra Vera.

"Jeg siger undskyld, hvis jeg har sagt noget forkert, det må I virkelig und- skylde, det var naturligvis ikke min mening", skingrede Henrik.

Sarah Oscan rejste sig: 

"Hent min frakke, du, dompap Heinrich, vi to går på værtshus, og bed en bøn til din vorherre, at du kommer helskindet tilbage".

Sarah bortførte Henrik. De hørte yderdøren lukke.

"Laus, hvorfor har du sådan en underlig ven, al den ballade", sagde Max Rabin.

"Jeg håber Sarah slår ham ihjel".

"Laus, vil du så tie stille", råbte Odette.

"Jeg tror ikke Henrik mente det så slemt", sagde Victor, "men fejlen er min, jeg købte avisen til ham".

-

"Ja, Victor, du er nævenyttig", sagde Laus, "men kan du forklare Sarahs reaktion for Henrik? Det kræver en hel avisside. Så kunne vi få at vide, at en 14-årig drengs overværelse af en henrettelse er pøbelagtig råhed, garanteret af hykleriet i USA, den overlevede fascisme i skyggen af legalitet, som ram- mer alle mindretal, de prædestinerede ofre. Hvorfor er det sådan, og du, Vic- tor, sidder med hænderne i skødet og lader historien gentage sig".

"Søger du en undskyldning for Henrik?", sagde Rabin.

"Nej, bestemt nej".

"Historien gentager sig, fordi aviserne bringer pest over os alle, så ansvars- løst, det kan Henrik da ikke gøre for", råbte Victor.

"Meningsdannelsen som forvridning er spekulationsforretning, samtlige medier er forretningsobjekter, en glidebane for ophidseri og løgn", sagde Rabin.

Vera: "Hvorfor lod De Sarah og Henrik gå?".

"Jeg håber hun rejser tilbage".

"Til USA? Fanden stå i Dem, Max, vi kan da ikke bare blive siddende, vi må gøre et eller andet, Sarah var dybt fortvivlet".

"Vi forspildte chancen", sagde Laus.

Vera så på ham: "Gjorde vi? Nu forstår jeg Dem ikke".

"Vi trænger til en dram", sagde Victor; han krøllede avisen sammen.

"Vi får natmad om ti minutter", sagde Vera.

"Vent et øjeblik. Max, fortæl", sagde Laus.

Madame Vera trippede, råbte: 

"Åhgud, jeg husker det, det var rædsomt, jeg husker det. Sarah blev lyn-chet, hun blev overfaldet efter en koncert i Sydstaterne, var det ikke sådan, Max?".

Det gav et sæt i Victor: "Da ikke hun, jeg mener, den enorme dame?".

"Nej, jeg husker forkert, gudskelov".

"Deres hukommelse, kære Vera, siger præcis hvad der skete. Men vidste De, at det var på samme tid forbryderne myrdede Sarahs forældre?".

"Max, ikke mere grufuldt, jeg kommer til at græde", hviskede Odette.

"Så hold dig for ørene, det bliver meget værre", mumlede Laus.

-
Leslie og Anni

Ilden blussede i kaminen. Odette sagde: "Nu har vi det rart, har vi ikke?".

"Jo, vi tvinges fra asken til ilden, før eller senere", svarede Max Rabin.

Vera så på ham: "Max, hvorfor siger De det så underligt? Hvad mener De?".

Rabin pegede på et stort fotografi over kaminen, nikkede, og sagde: 

"Se, Leslies billede. Leslie Andersson". De så på fotografiet. Leslie Anders- sons reportage fra Barcelona. Grove mænd stod med løftede geværer mod en bagbunden pige ved en pæl.

Rabin sagde: "Det var min hustru, Anni, et kortvarigt ægteskab".

"Hvad er det du siger?", sagde Laus.

"Ja men dog", mumlede Victor.

"Åh nej", hviskede Odette.

Veras hænder flagrede: "Leslie blev vred på mig, jeg havde hængt billedet op, jeg kunne ikke lade være, det skrev jeg til ham, og han svarede, at han forstod mig".

"Det er et knaldgodt billede, han er en dygtig fotograf", sagde Laus.

"Max, hvad skete der, er det svært for Dem at tale om det?".

Max Rabin tømte sit glas, tændte en cigaret: "Åh, ser De, Leslie fortalte mig, at De, madame Vera, havde forbudt ham at tale om Anni".

"Virkelig? Max, De må ikke lyve. Sagde han virkelig det?".

"Madame, Leslie forlod Dem, fordi De påstod, at der havde været et erotisk forhold mellem Anni og Leslie".

"Jeg havde en mistanke, ja, han talte altid om Anni, jeg var jaloux".

"Men i så fald, Vera, ville det være incest. Anni og Leslie var søskende".

"Virkelig? Jo, det sagde han. Nej, det tror jeg ikke. Max, De lyver".

"Jeg mødte Anni til min eneste koncert her i Paris, der var næsten ingen penge til mig efter koncerten. Maurice, arrangøren, havde snydt mig og pub-likum svigtet mig. Hun sad alene tilbage, da det lille publikum, og pressen, som åd og drak for mine penge før koncerten, og Maurice var gået. Hun spurgte, om jeg ville skrive min autograf i hendes program, men hverken hun eller jeg havde noget at skrive med. Vi gik ind på en cafe. En måned senere blev vi gift. Leslie var kommet, han skulle til borgerkrigen i Spanien. Jeg blev så skuffet da hun fortalte, at hun ville rejse med ham. Jeg slog hende, jeg græd, hun hulkede, fortrød, og kunne ikke fortryde. De rejste, alt var én stor forvirring, jeg trådte ud foran en bil og fik kvæstet min arm, venstre hånd kunne ikke mere, min sidste koncert blev mislykket, det var i København. Så fik jeg et bundt breve og billeder fra Leslie, med et langt brev fra Anni, hun elskede mig, skrev hun. Hun skrev, at Leslie under et angreb havde beskyttet hende og sine fotoapparater, med sin krop, granaterne hvinede, hun hørte ham stønne, den er ikke til os, den er ikke til os, og krummede sig sammen da en granat eksploderede tæt ved dem, og splinterne åd sig fast i hans krop. Senere skrev Leslie, at Anni var kørt forkert i en landsby, hun blev fanget af en bande anarkister, dette mærkelige fænomen, der drev deres eget spil og blev et bidrag til Franco og fascismen. Anarkisterne gjorde kort proces, myrdede hende i det øjeblik Leslie og kompagniet erobrede landsbyen, og han intetanende om, hvem pigen ved pælen var, fik sit berømte billede, og et chok. Han skrev, at han i det sekund han løftede kameraet og så hendes ansigt, blev overvældet af skyldfølelse, som om han havde planlagt drabet på Anni".

"Max, her, drik lidt whisky", sagde Odette.

Laus hviskede: "Jeg har aldrig set Rabins ansigt så hærget".

Vera hviskede: "Sarah rejser, Hugo forsvinder. Jeg gifter mig med Max".

Victor sagde: "Max Rabin, hvornår hørte du sidst fra Leslie?".

"Jeg aner ikke om han lever".

"Leslie er fyret fra sit blad i New York, uamerikansk virksomhed", svarede Vera.

"Fordi han havde været i Spanien?", spurgte Odette forbavset.

"Fordi han vedkendte sig at være socialist".

Max Rabin sagde: "Næppe, åhjo, i trods og stolthed, Leslie har aldrig været socialist, han var og vil kun være journalist med billedreportage".

De så igen på Leslies Anderssons fotografi: Grove mænd med løftede geværer myrde en bagbunden pige ved en pæl.

"Det er et forbløffende godt billede", sagde Laus. 

det kunne være Hugh van der Hayden, men er han kommunist

"Max, må jeg spørge lidt dumt", sagde Odette, "er Sarah kommunist?".

"Det ved jeg ikke, men forholdene i USA tvinger hende til skarphed mod systemet. Laus har fuldstændig ret. 

Indenrigspolitisk er nazifazcismen latent i USA, deres udenrigspolitik dikte- res af militærfazcismen. Årsagen er frustration, en skuffelse hos isolationister og højreradikale fordi nazisterne tabte krigen og derfor uden tøven sætter lighedstegn mellem jøder, negre, socialister og kommunister En heksekedel. Gudfader, hvis nogen af den type bliver valgt til præsident. 

Der var et opløb foran en skole i en by i staten Georgia. Sarahs far var med, det hvide bystyre havde vedtaget en lov om raceadskillelse i skolen, på trods af en højesteretsdom om lighed for alle racer, selvfølgelig indbefattet de sorte. Den gamle slog skallen i stykker på mange hvide før politiet skød ham ned. Senere hentede de hendes to brødre og klyngede dem op i en lysmast efter forinden at have tævet dem ihjel. Samme nat trængte maskerede mænd ind og dræbte Sarahs mor og mormor, og Sarahs søster fangede de en bus, og chaufføren, en venlig hvid mand, skød de, fordi han havde haft hende med som passager. Søsteren fandt de en uge senere i en grusgrav, der tilhørte statsadvokaten i Georgia. De havde skåret brysterne af hende og presset et jernrør op i hendes underliv, og hun havde ikke været død da de gik fra hende. Senere pralede statsadvokatens søn med, at det var ham der havde gjort det, og det havde han, og statsadvokaten blev så tvunget til at rejse tiltale mod sin egen søn, han hedder Burrughs. Jeg ved ikke, hvordan det gik for sig i retssalen, men sønnen blev frikendt, uagtet tonsvis af indrømmelser og et hav af vidner. Sarah rejste med Gomez-balletten, hun ordnede deres tøj og sang et par numre, men den blev opløst her i Paris, og fire af dem dannede en trup der fik engagement i Cairo. Men så kom den triste nyhed om urolighederne i Georgia. Sarah rejste hjem og arrangerede en koncert, og var nær blevet lynchet".

"Vi kan ikke lade Sarah være alene", hviskede Vera.

"Så gå, kære søster", råbte Victor; han greb en flaske, slyngede den ind i kaminen.

"Hvis nogen taler medlidende til Sarah bliver hun desperat, derfor gik hun sammen med Henrik, en abstraktion, ja, men en hjælp", sagde Rabin.

Odette hviskede: "Hvem er de mænd, der tør bære dette ansvar?".

-

Odette ville kysse Laus på kinden, så forbavset på ham:

"Jamengud, Laus, du er grøn i ansigtet, du sveder, du har det alt for varmt og du er isnende kold, åhgud, Vera, hjælp mig, Laus er syg".

"Laus kører for hårdt, engagerer sig, drikker for meget. Hør nu, Laus, din ven Henrik gør dig syg, du skal kvæle ham, skyd ham", sagde Rabin.

"Jeg ringer til doktor Masson", sagde Vera.

"Onkel Herbert sagde asiatisk influensa, Laus skal i seng, pyha, han er en skvatmikkel, pyha, hjælp mig".

"Det er malaria", sagde Victor.

Veras hænder flagrede: "Det er dysenteri, han lugter, puh, vi må bære ham på en båre".

"Laus mave er ikke galvaniseret til druk. Hov, pas på", råbte Rabin.

Laus faldt om på gulvet; bagefter kunne han huske, at et sted i hjernen dukkede pludselig Lenni op, som var hun et spøgelse, et uventet genfærd.

-

Tidligt næste morgen hilste Hugh Hayden på Max Rabin. Sammen forlod de huset. Få timer senere gik de berusede ind i et hotel, ville besøge Sarah.

"Sarah Oscan kan ikke modtage Deres besøg", svarede værtinden.

"Sarah boller med Henrik, kvinder er noget rak", sagde Hugh.

"Måske, ja. Ja, måske er Sarah en vanskelig kvinde", sukkede Max.

Madame Veras portner, Dupont, telefonerede til en sekretær i justitsdepar- tementet, og anmodede om nye instrukser.

-
fra statsministeren til justitsministeren: 

"Jeg fraråder, at du fremsætter en særlov for at få ram på Henrik Listerius, som er en rævesnu advokat og har tæft for at indfange tilhængere til sit politiske program. Det kan vi under ingen omstændigheder forbyde. Dernæst kan vi ikke forbyde hverken ham eller partiets kandidater at opstille til valget, uagtet han er kriminel og vil blive straffet. At forbyde ham politisk aktivitet, så længe politiundersøgelsen pågår, kan ikke formaliseres ved lov".

-
En lille søn

Fru Gerda skulle passe lille Hans-Erik, Rolfs og Elises få måneder gamle søn. 

Telefonen ringede. Fru Gerda gav i skyndingen den lille en brødskorpe til gavn for drengens tænder; barnet lå i en kravleseng, snedkereret af Carl An- ton. Telefonsamtalen med veninden var meget vigtig, Gerda glemte lille Hans-Erik, han var så stille af natur, kunne sagtens være alene i få minutter.

Fru Gerda vinkede til Carl Anton, som spurgte med gebærder: 

'Hvor er Hans-Erik?'. 

Fru Gerda gestikulerede, mens hun mundrapt fortalte veninden om spisestuens nye tapet og gulvferniseringen. 

Carl Anton fandt sit barnebarn kvalt i brødskorpen.

Der gik en halv snes år før Elise igen blev sig selv. En dag kom Rolf glad hjem til forældrene og fortalte, at tvillingerne, en pige og en dreng, allerede forstod deres navne, Bella og Lars.

-
Odette vidste, at Laus var hende utro 

Efter hendes selvmord indbragtes liget til Retsmedicinsk Institut, registreret Odette Levysohn, gift i 2. ægteskab med Victor Bache Grün. I hendes tøj lå en lille pakke med en tynd guldkæde med en lille plade indgraveret 'Laus 18 år', og en lille notesbog, der åbnede sig som en blomst i varmen, dér, hvor et fotografi var klæbet ind.

Det var et gruppebillede: En ung mand og en ung pige; en midaldrende mand med klumpfod og et hærget ansigt; en høj lidt fedladen negerdame iført en aparte sjalsfrakke. Og under et med blæk påskrevet 'Ruth' stod en genert ung pige.

Sagen udleveret til Carl Anton Ernest.

Under en aktion i Østersøen fandt politiet ligene af dyrlæge Valdemar Clausen og dennes smukke hustru, Ruth, pianisten Max Rabins datter.

-

-

                                                              guld04                                   

-

-

-

-