-

- mase det rosafarvede glas med fiselun cognac

til splinter i hans ansigt - 

-

-

-

-

--

-

-

-

-

Bagefter følte Odette sig som bortført. Hun havde ikke sagt tak til onkel Her- bert, og sad nu ved siden af Victor i hans elegante Jaguar. De nåede frem til Domus Grün. 

Victor skubbede Odette ind i et kammer.

"Se her, hvad siger du så? Herbin, Magnelli, Mortensen, koster en formue i Danmark, fik jeg for ingen penge her i Paris, kontantrabat og mængderabat, forstår du".

"Pjat, Victor, du skal ikke være samler og kunsthandler, du skal passe dit arbejde i ministeriet, du har intet begreb om kunst, lad dog onkel Herbert om det".

"Odette, vær nu lidt rar". Victor skænkede cognac i rosafarvede glas, lunede glasset for hende.

han kender de taktiske nuancer som gør mig svag, luner cognac i rosafar-vede glas, han vil sige at han elsker mig, den dumme idiot 

Hun huskede da Victor skulle præsentere hende for familien, spredt over Europa. Victor, hendes første forelskelse, havde vist hende en verden frygtsom før en krig, huskede de små nuancer, vaniliekranse til en 12-årig pige, eller cognac i rosafarvede glas.

"Har du tilgivet mig?". Victor greb hendes hånd. Odette skubbede ham fra sig, hans berøring havde nær fået hende til at skrige.

hvis han tror jeg drømmer om at være alene med ham, lade ham gramse og kysse og omklamre mig, nej, det må aldrig ske igen

Victor slap hende, hans selvsikkerhed krakelerede, den kronisk svage blære svigtede ham, urinen fossede ud i en lille sø på gulvtæppet, han kæmpede mod frygten for afsløringen, havde hun betroet sig til Herbert?

Odette ville råbe sin harme ud mod ham, mase det rosafarvede glas med fiselun cognak til skærende splinter i hans ansigt, men tænkte på Laus. 

vil Laus kunne opføre sig som Victor

Hun satte glasset fra sig, genvandt styrken til at tåle synet af Victors nærvæ- relse, sejren var hendes. Victor klynkede, den ufrivillige vandladning var et kors at bære. Da kyssede Odette ham på kinden og sagde "dit sølle skvat", og hjalp ham med at skifte undertøj og skjorte og en ny elegant habit.

-

Det var sket den aften i Stockholm, der afsluttede Odettes graviditet. Hun boede i et lille kvistværelse, ensom og bange for fødsel og hospital, da hun hørte Victor komme tumlende op ad trappen. Victor havde drukket, og af fejghed sagt nej til en risikabel rejse til det tyskbesatte København. Han ravede rundt, bandede, at han ikke ville nøjes med at være bydreng, når det dog var ham, der var hjernen i det farlige og vanskelige sabotørarbejde.

Odette troede på ham. Hun kunne ikke forestille sig, at han løj for hende. 

Victor udnyttede hende, flæbede at han var ensom, trængte til hendes kær- lighed, at han elskede hende, hun havde altid været hans store kærlighed, han måtte tilstå at han begærede hende voldsomt, hun måtte give ham lov til at se hende nøgen, som den skønne højfrugtsommelige Odette.

Werner kyssede mig, så skete det af sig selv, nu er Werner død 

Odette havde forsøgt at berolige Victor og ladet ham kærtegne sig, hun havde klædt ham af og gjort et mislykket forsøg på at onanere ham. Victor havde slået hende og revet hendes tøj i laser, havde truet med at myrde hende hvis hun ikke føjede ham, ville presse en flaske op i hendes vagina, senere i hendes endetarm, hun kæmpede for at komme fri fra ham, men han tævede løs på hende, voldtog og mishandlede hende i flere timer, han kvalte hendes skrig, hun fik ikke en chance til at løbe fra fra ham; hendes barn døde.

"Jeg har tilgivet dig, er du så tilfreds? Men betingelsen er, at jeg låner din vogn og at du flytter på hotel så længe jég har gæster i huset".

"Jamen kæreste Odette, selvfølgelig, jeg drømmer da ikke om at genere dine venner fra København. Tro om mig hvad du vil, men loyal, dét er jeg".

Victor viste hende Jaguarens betjeningsgreb, holdt foredrag om det auto-matiske gearskifte. 

Odette afbrød ham med et: "tak, Victor, jeg er ikke idiot", satte sig ind i vognen, startede, kørte fra ham, havde en ubehagelig fornemmelse, at han med et fingerknips kunne tvinge hende tilbage.

nej, lad ham jamre og gøre sig våd i samtlige habitter, han er livsfarlig og upålidelig, nu vil jeg være færdig med ham, jeg fortæller det hele til onkel Herbert 

-

Odette så Laus og Henrik vinkede farvel til Margrethe, de råbte til hende:  

"Margrethe, god rejse til Paris".

Odette rullede sideruden ned: "Davs, vil I køre med?".

Henrik råbte: "Nej, se, det er Odette. Vi skal hilse fra Margrethe, hun er min skolekammerat".

Laus så på Henrik. 

dryppe margrethemalurt i bægeret, det kan han, men at Odette dukker op, hvordan og hvorfra, det interesserer ham ikke, hvorfor kommer hun, uden varsel, uden aftale. Odette, lille guds lam, du er en herlig, men vanskelig pige

"Vil I køre med?".

"Ursula med de tolvtusinde jomfruer blev en helgen, hun forsagede kærlig- heden".

"Hold op med det bavl, du gav ikke Margrethe fred et øjeblik", snerrede Henrik.

Odette lo: "Tolvtusinde jomfruer, det var ikke så lidt. I kan sidde med på forsædet, der er plads nok".

Laus skubbede Henrik ind i vognen: "Laus, er det nødvendigt, jeg vil hellere gå".

"Så gå, det er helt i orden, gå, nu skal Odette bestemme farten".- 

altså, for fanden, øv, denne tåbelige trekant, Odette og Henrik burde vise lidt mere overbærenhed med hinandens skavanker, og med mine, men sådan er det, når venner behandler hinanden som fjender; himlen se i nåde til Henrik, hvis Odette ser sig gal på ham, hun vil garottere ham, ganske langsomt kvæle ham, knuse hans strube

hvorfor slog jeg ham ikke ihjel i toget før Korsør, nej, husk nu, man kan ikke planlægge et impulsivt drab, så er du en morder, en frysende, tænder-klaprende morder 

Odette er den forelskede pige, den eneste virkelige sande Odette 

som nu den aften på universitet i Lund, da vi fulgte Josephsons fore-læsning og studenterne opførte en enakter af Lagerquist, der fortalte om sorgen og ensomheden; senere på hotellet drak jeg, jeg var deprimeret og Odette sagde "du taler ikke meget", glattede lommetørklædet, forsøgte at smile til mig 

hvad gjorde jeg, jeg blev vred, fandt hende småborgerlig, jeg vidste ikke at hun var usikker, krævede ikke kun forelskelse, hun ville ikke påny svigtes 

jeg følte livslede, den livstruende håbløshed, selv om de troede jeg var kyniker, forbrændt under hærdningen 

jeg burde have sagt: jeg tænkte på Byron, Schiller, Heine og den i Thisted fødte Jacobsen, men svarede: kom, vi går op på værelset

og næste morgen trådte vagtmesteren ind, midt i Odettes orgasme, hun lå oven på mig, bed mig til blods med sine hajtænder, og han savlede da han så at Odette skamred sin hingst og ikke kunne holde op.

'Er den frøken herrens frue, for jeg skal sige herren, vi er et missionshotel og ikke et horehus' 

vi blev på værelset i tre dage, næsten ikke ude af kroppen på hinanden, og jeg rejste hjem, forlod hende uden et ord til farvel, hvorhen, hvorfor, Henrik lå syg, slået ned af trækkerdrenge, sagde det var kighoste, og mama jamre-de, Henrik, sødeste barn, du har vel ikke fået lungecancer 

dengang måtte jeg holde dem adskilt, for hvis jeg slog Henrik ihjel, og Odette så det? nej, det må hun aldrig opleve

- 

De kørte forbi indkørslen og stensøjlen med det irgrønne Domus Grün.

Odette standsede vognen. "Er I sultne, jeg er hundesulten". 

Henrik ville ikke lukke bildøren op: "Laus, hvad skal vi her?".

Laus hvæsede: "Nu burde jeg slå dig ihjel".

"Odette, se hvordan Laus nyder at pine mig, jeg kan aldrig få lov til at være i fred".

"Foreløbig spiser vi, er det så slemt".

"Det er i orden", svarede Laus.

"Giftige hunsnog, modbydelige kælling", hvislede Henrik.  

Blomster i kinesiske vaser, sollyset dæmpet af en safrangul persienne, det blå silkegulvtæppe changerede i grønne farver, på væggene malerier af van Gogh og Gaugain.

"Jeg håber I kan lide det?". Odette skænkede champagne for Laus, rakte flasken til Henrik: "Du kan vist selv".

Henrik: "Laus, du drikker for meget".

"Skål", svarede Laus, smilede til Odette.

"I skal bo her i nat, hvis I altså vil?".

Henrik satte vinglasset fra sig, spildte på dugen.

Laus nikkede. "Det er helt i orden, er det ikke, Henrik?".

"Kom, lad os gå ned til Degas", sagde Odette.

Laus smilede til Henrik: "Vi har brug for lidt is, klarer du den?".

Henrik hviskede: "Du piner mig".

"Ja, og der kommer mere".

-  

Da Laus nåede flyglet havde Odette sat sig i en dyb bambusstol, ville trække kjolen ned over knæene, men da hun så ham, standsede hun.

"Odette med de kønne lår". Laus kyssede hende, tabte flasken; den knustes mod gulvet. Hun holdt fast om hans nakke. Han skar sin hånd på den knuste flaske, gjorde sig fri af hendes arme, gik hen til flyglet. 

"Bechstein, mere luksus. Det går altid galt på Henriks Steinway".

"Nej, se nu, Laus, du skar dig, jeg henter noget jod".

Henrik sagde: "Jeg vil til byen, her er der ingen, der savner mig".

"Henrik, hør, Laus spiller for os".

Blodpletter på flyglets tangenter. Laus havde ofte nynnet en lille melodi, og da hun kyssede ham, huskede han: "Odette, Odette, jeg elsker kun dig, kun dig, kun dig, kun dig". Blodet perlede på tangenterne: 

"Odette, Odette, jeg elsker dig, kun dig, kun dig, kun dig".

"Henrik, Laus spiller for os, nu må du ikke ødelægge det".

"Jeg går i teatret".

"Teatret, mener du det?". 

Og før Henrik kunne forhindre det, kyssede hun ham. Hun følte sig lettet, det var ligegyldigt om han forstod hende, eller om han mente hvad han sagde om teatret, nu ville hun blive alene med Laus. 

Odette, Odette, jeg elsker kun dig, kun dig, kun dig, kun dig 

"Reinhardt, chaufføren, kan køre for dig".

"Ja, tak".

"Et lille svinkeærinde efter teatret gør jo ikke noget, vel, Henrik?".

Hun fulgte ham ud i haven, pegede mod garagerne. 

Henrik så et spotsk smil ved hendes læber, som stod hun med giftslange emballeret i en billet til København.

"God fornøjelse", sagde hun.

Henrik gik ned til chaufføren: "Kør mig ind til byen". 

Chaufføren rev kasketten af hovedet. "Javel". Vognen kørte forbi sten-søjlen.  Henrik mumlede: "Domus Grün og Odette er kun jøder og lusede parvenuer".

Odette følte kulden, gik ind til Laus.

- 

det er fandens ærgeligt, Victor og Henrik har samme slags øjne; og hvor-dan er det med Henrik og Tjener-Georg, ved Laus noget? Georg blev indlagt på hospitalet, det var politiet der indlagde ham til behandling for lus og fnat og det der var værre, det ækle kryb. En aften blev Georg hvid i ansigtet da et par kriminalfolk kom anstigende, og Henrik råbte, 'det er ikke ham, det er ikke Georg, det har jeg sagt', og bagefter havde hun danset et par trin sammen med Georg. Det var polisen, grinede han dumt, det er ham, Henrik. Hvad er der med ham? Nåh, det er noget med en fyr der hedder Laus

hun havde forladt Georg midt på dansegulvet, sat sig uroligt ved et bord, det var første gang hun igen hørte navnet Laus - er det min Laus

Georg, det ækle kryb, grinede til værten, Georg viste med sjofle gebærder hvad han havde gjort ved Henrik, men hvem var mest stinkende fuld af løgn, det var i hvert fald Georg, enhver kunne få ram på den altid usikre og forfulgte Henrik

Henrik og Laus, vores lille jaloux Henrik Harpestreng, sagde Laus, mon de gjorde det sammen, nej, men det var altid Laus, der beskyttede Henrik 

hvorfor, en nat havde han haft mareridt og sat sig op i sengen og råbt

'Henrik, jeg slår dig ihjel', hun tændte lyset, og Laus, herregud, Laus græd den nat

-

"Hvor er Henrik?".

"Han gik".

"Hvorhen?".

"Han sagde noget om et teater".

"Hvorfor lod du ham gå?".

"Er Bechstein et godt flygel, Laus?".

"Hvor gik han hen?".

"Han sagde han ville i teatret".

"Det er løgn". Laus hamrede en akkord.

"Laus, jeg lyver ikke".

"Jo, du lyver, du er ikke bedre end Henrik, tro ikke det".

"Laus?".

"Nu har jeg truffet min beslutning".

"Har du, Laus? Se nu hvad du har gjort ved Herberts fine flygel. Hvorfor spiller du den dejlige sang, min melodi, med blod på hænderne?".

-

Odette er en dejlig pige, vi glemmer Henrik og hans eskapader, hænderne skal være i ro, hvis jeg skal spille Bach 

lad Henrik rode sig til en ny gonorre med fladlus og fækalier på undertøjet, just ham, hygieejneidioten, der fjamrer rundt som et jaget dyr, åh Laus, åh Laus, du må tro mig, jeg var nær blevet slået ihjel af de forrykte bastarder, og så glor han på mig med smerteudtryk i de kønne hundeøjne 

men jeg vil ikke, og kan ikke hjælpe ham med hans røvpuleri og gnubben pik, nu vil jeg spille Bach, med hænder tilsvinet med blod efter mødet med et glasskår. Jeg skal frigøre mig fra Henrik, og måske Odette, forholde mig som iagttager til det man kalder livet 

hvorfor tror Henrik, at en håndsrækning kræver gjengjældt kiærlighed. han er et krapyl, som bør elimineres før slægtens gang på jorden kan fortsætte, hvabehar? 

den kvint og tanke lyder falsk, hvad med denne: Henrik er dit spejlbillede 

nixen, pixen, nej, alligevel er du ansvarlig, siger Kierkegaard og Sartre, som hjalp dig til at afsløre dine venners forræderi, dét piner din hjerne, nederlag når du forsøgte oprør, svigtet af kvajpander, svindlere, nulliteter, du, helt alene, tænk dig nu om 

Tremolando pianissimo 

Henrik bad mig gå med til messe; katedralen lå i grålig majestæt på en ø af solskin, selv om det var regnvejr, ihja, hvor solen brød frem gennem skyerne, sugede havgrønt og blåt og solgult og rubinrødt lys fra høje ruder og glasmalerier, dirrende solfald, kaskader af støvfyldte lysvæld stod som skulpturer skråt gennem rummet, ned over gulvet, varmede en tusindtallig skare mennesker foran gud og almagt, mennesker foran solen, for himmel-fryd uden helvede, mennesker med bankende hjerter

orglet præluderede, og der kom et brag, som fra en tordenkølle, da orkes- tret med messinghorn brød ind med fanfarer, hærgede vildt, flængede luften, præsteskabet tugtede med hellig sang foran højaltret den stakkels menighed, gudfrygtige mænd, kvinder og børn

kollektsamlerens stokkeslag lød som pistolskud, en hersker rakte fiske-posen frem mod menigheden, jeg fisker jeres penge, ultimatum for sjælens frelse, privilegium for fattige og syge, for den eneste ene ensomme, og de børnerige familier med en snes aborter per generation, alle stakler, som frustreres, fordi sjælens frelse er vigtigere end aftensmad

guden, for hvem alle kirker postulerer mirakler, afguden, hvortil de forar-mede søger trøst for et liv, der ikke er værd at leve

halleluja, børnlille, syng sorgen fra jer

jeg så på Henrik, ville hviske til ham: Shakespeare var en god katolik, nej, anglikaner, ikke fuldblods katolsk uagtet samme nerve i et blodrigt drama, men hvordan kunne en skuespiller med kone og børneflok i Britannia få råd og kræfter og viden og inspiration til at skrive dramatik, der næsten fik samme virkning som Luther, bogtrykkerkunstens nasserøv, forbløffende 

kardinalerne i Trento, moderkirkens dogmer med bibelens ord, samling af tropperne mod reformationen var nødvendig 

hej, Henrik, nu bliver det svært, var det fornuftigt at grever, kurfyrster, storfyrstelige biskopper blev luteranere, mere jord, flere livegne bønder, hej, Henrik 

men Henrik mumlede bønner, kyssede rosenkransen, hans øjne lyste, læberne skinnede, jeg stod forstenet, alt havde jeg ventet, men ikke smitsom sindssyge hos den lille tinsoldat 

i denne min nederlagstime, de andre kunne jeg magte, var det jeg forstod ham, forførelsen greb mig, tvang mig i knæ, blasfemisk havde jeg åndsnær-værelse nok til at bede om syndernes forladelse, for de andre, for de vide ikke hvad de gør, men ikke for mig selv; glem ikke, at det skete efter mødet med Werner, Odette, Henrik, Sartre og Kierkegaard

orglet lod hidsige toner styrte i kaos ud over gulvet, rejse sig mod de klirrende ruder i stengrottens hule rum, hvor din sjæl taber fodfæste, løftes af tonerne, hamres mod spidse hvælvinger, puster til spindelvæv, der svajer huldsaligt til tonernes inferno 

en ukendt magt greb mig, der var en afgud i min bolig, jeg blev tvunget til jorden, min krop skælvede, jeg var offer for humbug, jeg mumlede bønner, jeg deltog i afgudsdyrkelse

orglet og det rædselsfulde messingorkester spillede Bachs store toccata og fuga i d moll: dadada 

Henrik så henrykt på mit nederlag, lagde sin arm omkring mig 

-

"Laus, du er så melankolsk", hviskede Odette, "hvad er det der gør dig så hjælpeløst deprimeret, hvorfor må jeg ikke hjælpe dig?". 

Laus smilede: "Odette, du her, kære Odette, vi må drikke lidt".

Hun kyssede ham, ruskede ham i håret: 

"Laus, husker du skomageren, der ville leve om sit liv, et andet liv, hvor han ikke ville dræbe kærligheden, men ikke kunne, og måtte leve i ensomhed, fordi han ikke kendte ansvaret for den, som elskede ham. Siden den aften har jeg tænkt på os to. Jeg har, Laus. Vi to kan ikke leve om, hører du? Vi får ingen chancer eller åbenbaringer, der kan forhindre os i at undgå katastrofen. Vi kan ikke leve om vores liv, og vi ved intet om, hvornår vi skal dø".

Hun stillede glasset fra sig, tændte to cigaretter, gav Laus den ene, håbede han ville smile til hende, men hans ansigt var alvorligt.

"Laus, der bor en ganske særlig person i mit hjerte, lige siden den aften. Det er dig, Laus. Du gør mig lykkelig, og meget ulykkelig, og afsindig jaloux. Men når jeg er sammen med dig føler jeg tryghed, en vidunderlig accept af dig, min Laus. Det ved du godt. Når vi er liderlige har vi det dejligt sammen. Laus, se nu på mig, hører du, jeg tør godt sige det. Laus, se nu på mig. Jeg elsker dig". 

Odette skænkede champagne, løftede sit glas imod ham, stolt og meget smuk, jeg elsker dig, sagde hendes varme tillidsfulde øjne.

Laus øjne smertede.

nu siger jeg det, som det er, jeg venter kun på mit mod til at slå Henrik ihjel, han myrdede Werner, vil hun så påtage sig sin del af vores skæbne, hendes og min 

"Nej, Odette, det går ikke. Når du presser mig, viger jeg tilbage. Jeg holder meget af dig, din krop, dit hår, dine øjne, din sjæl, vore sjæle taler samme sprog. Men nej, Odette, det går ikke. Din lette adgang til jordisk gods forvirrer mig. Vis mig den lærebog, der fortæller".

"Laus, du lyver og du er fyldt med mindreværdskomplekser".

hun vil ikke fornærme mig, men det gør hun, fordi hun taler sandt, vi er alle meget mindre værd 

Odette drejede ansigtet bort fra ham, hun så den sengyldne septemberluft kærtegne Maillols Legende Venus foran huset. 

jeg vil ikke græde, men jeg vil savne Laus 

"Laus, jeg forstår dig godt, men du kunne dog prøve, jeg hørte din kærlig- hedssang til mig".

Laus kyssede hende. "Lille pige", hviskede han.

Odette lukkede øjnene. "Laus", sukkede hun.

Han løftede hende op, bar hendes spinkle krop, hendes dunede kind gled over hans hals. "Jeg elsker dig", hviskede hun.

På trappen standsede han foran et flamsk mesterværk, det måtte være Rembrandt, portræt af gammel jødisk købmand. Den gamle mand så på ham, kunne læse hans tanker. 

du har ret, Simon Levi, et impulsivt drab på Henrik kan ikke planlægges, så  bliver jeg en nervøs, tænderklaprende morder

"Lille pige", hviskede han, kyssede hendes små bryster, hun holdt ham tilbage. Laus trak hende ind til sig, kyssede hende, trak trusserne af hende.

Tøvende sagde hun: "Du må ikke være ond, vel?".

Han så forbavset på hende, kyssede hende blidt, hviskede: 

"Odette, du er en underlig snegl, den ene dag ønsker du næsten voldtægt, den anden dag, ja?".

Lauses stemme får mig til at skælve, min lyst til begærets vildskab krænker min blufærdighed; jeg har altid ønsket at møde min elsker uberørt, kun den udvalgte måtte få den kostbare gave. Werners kys fik mig til at glemme alt, senere blev jeg holdt fast i angsten for det ukendte

"Laus, jeg faldt i søvn, hvor skal du hen? Min kimono hænger i skabet".

-

Laus fandt badeværelset. Da han kom tilbage, havde hun slukket lyset; han satte sig på sengen, ville tænde en cigaret, hun standsede ham, krøb tæt ind til ham, lagde sit ansigt i hans skød, kærtegnede hans ryg, fraværende i en vemodig erindring.

Odette tænker på Werner, jeg vil ikke være jaloux 

Laus bøjede sig over hende, kyssede hende, bed hende på halsen. Hun greb ham i håret, tvang hans ansigt tilbage. "Elsker du mig? Du gav mig den dejlige melodi". 

Laus ville ikke svare, hun gentog utålmodigt: "Elsker du mig?".

"Odette, hvorfor kagler du som en liggesyg høne? Lad det dog gro af sig selv". 

"Laus, du skal ikke sige noget. Du får mig til at græde".

"Gudinde", hviskede han, "jeg kysser dig i søvn, og når du sover, drypper tilgivelsens regn ned over os. Vore ben glider ind i hinanden som bogstaver i et fremmed sprog, mine fingre prikker små kys på dit ansigt".

det er ikke hele sandheden, bag mig står et loddent væsen, et impulsivt drab kan ikke planlægges, så er jeg morder 

"Laus, kys mig".

-
Det er ikke nemt

Carl Antons forfremmelse til chef for drabsafdelingen blev stillet i bero. 

"Kriminalinspektøren er konstitueret, det går udmærket", svarede justitsmi- nisteren.

Problemet var, at de universitetsuddannede tjenestemænd gjorde krav på stillingen. Men der var ingen på lager, bortset fra Carl Antons næstkomman-derende Margrethe Clausen, en damechef for afdelingen var utænkelig, og så var hun for ung.

En lørdag aften dræbtes vekselerer PP af et riffelskud gennem hjertet, da han med sin familie sad i sit sommerhus ved Roskilde Fjord og så en svensk tv-film, gerningsmanden forsvandt, og under en ransagning af PP´s kontor forsvandt mange dokumenter. Begge sager henlagt. Drabsafdelingens Laurids Finsen og Margrethe Clausen gennemførte undersøgelsen.

-

Politimester Ove Skov, Efterretningen, fik konstateret cancer; han blev trist, opsøgte Carl Anton, fru Gerda lukkede ham ind, Carl Anton ville snart være på trapperne. Fru Gerda serverede øl og dram for gæsten, og fortalte om Carl Antons tab som spekulant hos PP. 

Der var sket en misforståelse mellem far og den unge journalistsøn, sagde hun, og tilføjede, til mester Ove Skovs store overraskelse: 

"Det er ikke altid nemt at være adoptivforældre, men Rolf er nu en god dreng".

Fru Gerda levede i den tro, at Carl Anton for længst havde informeret Ove Skov og kolleger, om alle familiens forhold. 

Da Carl Anton kom hjem, refererede fru Gerda hvad hun havde fortalt mes- ter Ove. Da forstod hun, at hun havde gjort noget forkert:

"I må undskylde, jeg skal på indkøb, så kan I snakke i fred og ro så længe", smilede hun nervøst. Carl Anton hjalp sin hustru med hendes overtøj.

"Du er ikke vred på mig, vel, lille far?".

"Nejnej, skidt med det, gå nu".

Ove Skov fortalte Carl Anton om sin cancer: "Lægerne sagde, at jeg kunne nøjes med ambulant behandling. Tror du på den?".

"Satans", mumlede Carl Anton.

"Jeg tror på lægerne. Nå, jeg ved, hvem der skød vekselerer PP, sagen er for så vidt opklaret".

"Jeg har intet hørt, og det er da min undersøgelse?".

"Ja, men tænk på konsekvenserne, jeg mener, Tilsynet for særlige anlig-gender, oberst Hardall".

"Ove, er du senil?".

"Jeg er ikke senil, jeg nøjes med cancer".

"Ove, jeg har hørt det, satans".

"Men hvad værre er. Laurids Finsen bad mig om et møde. Han fortalte, at han havde kørt med Margrethe Clausen til PP´s sommerhus. 

Hun sagde, at PP´s svinestreger skulle hævnes. Hun skød PP fra vognen med sin riffel, og da hun havde gjort det, sagde hun til Laurids Finsen: 'Du kan kalde mig hævnens engel, men jeg regner med, at vi to står sammen'.

Carl Anton hvæsede: "Forsøger I alle sammen at gøre mig vanvittig?".

"Carl, lad os drikke en dram, før det er for sent", svarede Ove Skov.

-
Vi er kun os to

Duften af nylavet kaffe, og Odettes stemme, vækkede Laus.

"Godmorgen, min skat, i dag skal hygge os".

"Er vi alene?".

"Ja, det vil sige, nej".

"Hvem er her? Herbert, Henrik og mig giver tre mænd".

"Ikke en dag uden Henrik, altså Laus, du er håbløs. Vi er os to og stue-pigen, kokkepigen og chaufføren. Onkel Herbert kunne klare sig med mindre, men de usynliges nærhed, du ved".

"Ja, tyendets skræk for herskabet. Sig mig, er du født i Danmark?".

"Nej, det ved du, i London".

"Åhja, London".

"Min far handlede med antikviteter i Soho, han døde tidligt af tuberkulose, min mor brød sig ikke om mig, jeg blev anbragt hos en tante i København, min mor døde i Warchawa".

triste nyheder fra morgenstunden 

"Jeg kan ikke huske du har sagt noget om din tante?". 

"Er du nysgerrig?".

Odette satte puder bag hans ryg, skænkede kaffe, ristede brød, holdt brød- skiven til hans tænder, og mens han tyggede, fjernede brødkrummerne.

"Jeg er ikke vågen, kaffen er god, brødet fremragende, nu døser jeg".

"Må jeg spørge dig om noget? Henrik har fortalt mig om jeres oplevelser under krigen. Er det sandt, det alt sammen?".

"Når Henrik lyver, ringer han dagen efter og siger undskyld. Men det med krigen plejer at være rigtigt. Men så kommer noget andet. Pas på min kaffe, lille rosenknop. Det andet problem er fortolkningens kunst, og dér er han ekspert".

"Så lyver han".

"Nej, han fortolker. Du bruger det selv, og for de fleste en fornuftig foranstaltning".

"Hvorfor har du ikke selv fortalt det?".

"Fordi, hm? Hvorfor fortæller jeg det ikke? Fordi, ja, fordi, så slår jeg Henrik ihjel".

"Laus, én gang til, tal lidt højere".

"Jeg kunne ikke".

Han drejede ansigtet bort fra hende, regnen silede ned, morgenens solskin var jaget på flugt, det trak det op til uvejr.

"Laus, jeg vil høre det fra din egen mund".

"Nej".

"Laus". Hun krøb ned til ham i sengen, kyssede hans øjne, hendes lange sorte hår dækkede hans hals. "Laus, fortæl mig alt".

"Først en cigaret". 

regnen siler ned fordi jeg ønsker en levende Werner og en død Henrik; gid dog ulykken ikke var sket; dersom Werner levede, behøvede Henrik ikke dø, og jeg havde ikke stødt mig på Henrik, og havde aldrig set Odette

et impulsivt drab kan ikke planlægges, så er du kynisk morder, husk det, glem det ikke 

"Nej, jeg opgiver det".

Odette kyssede ham: "Hvad opgiver du?".

"Åh, hvem ejer huset?".

"Laus, du lyver. Det gør onkel Herbert og Victor".

"Det er normalt at lyve, lidt, mener jeg, hvem er Victor?".

"Victor Bache Grün, min første kærlighed da jeg var tolv år, en fætter eller halvonkel, tror jeg".

"Nåh".

"Er du jaloux?".

"Om jeg er jaloux? Hvorfor skulle jeg være det?".

"Vi var næsten forlovede".

"Gratulerer".

"Jeg har været i seng med ham, en lang og voldsom elskovsnat. Vil du se ham?".

"Hvem, nå, ham, Victor?".

"Ja". Odette lukkede øjnene.

"Jeg vil kede ham, eller jeg vil måske synes, at han er lidt dum".

"Du lyver. Du mener på forhånd, at han er snot dum".

"Ja, selvfølgelig er jeg jaloux, hvis det kan glæde dig".

Odette lod sin hånd glide over hans ben. "Glæde mig? Altså, Laus, er du jaloux?". 

Som han lå, kunne han i spejlet over sengen se et maleri i en svær guld-ramme, et solfyldt landskab, en eng og en flod. 

"Det er Eduard Manet, jeg har fået det af Victor".

Regnen var holdt op, septembersolen kærtegnede Legende Venus i haven; pludselig styrtede regnen ned fra en byge, med solstrejf i alle farver.

det maleri er tude grimt, nej, det mener jeg ikke, jo, det mener jeg, jeg har lov til at være en stupid og jaloux proletar 

Telefonen gryntede.  

"Det er Henrik", sagde Odette, "det kan ikke være andre end Henrik". 

Laus tøvede, sagde: "Hallo", kyssede Odette.

"Telegrafkontoret, afrejst 7:40 til Paris stop Henrik".

"Odette?".

"Ja?". Hun lå på sengen, løftede benene, lokkede ublufærdigt. 

"Odette, jeg går i bad".

Da han lukkede døren, råbte hun: "Laus, husk at vi spiser middag klokken otte".

-
Ypperlig værtinde

"Odette er en ypperlig værtinde", sagde onkel Herbert, og Victor forsikre-de, at han aldrig havde fået så pragtfulde fasaner.

nu kan det være nok med onkel Herberts og Victors slaraffenland, domus Grün er en katastrofe, de vil opdrage mig til kapitalist, mig der har så gode evner til at blive et luksusdyr; hvor er Henrik, jeg er nervøs, bæller champag-ne i mig. Victor drikker mig fuld, han vil søge min akilleshæl 

"Mine herrer, vi drikker kaffen i biblioteket", sagde Odette.

Hun havde følt en boblende fryd, da Henrik havde ringet og bedt hende sige til Laus, at han var på vej til Hotel Splendid i Paris.

men om så Laus stamper i gulvet og river borddækningen ned, jeg siger ikke et ord om Henrik, før middagen er forbi og onkel Herbert og Victor er kørt tilbage til Herberts lejlighed på Rokin

Odette smilede: "Hvordan gik det med Ludwig Groost? Jeg tror det er en historie der vil interessere Laus".

"Det gik ikke så godt", sagde Herbert.

Victor: "Ludwig Groost er den fødte spiller, dermed har jeg ikke sagt, at jeg hoverer over hans uheld, men vi tjente på det".

Victor er mig for typisk, en komediant, han er en super lort

Odette iagttog Laus:

det irriterer Laus at se Victor, fandens, Victor ligner alt for meget Henrik, samme type, det er uheldigt, det er drøn hamrende irriterende 

"Akja", sagde onkel Herbert, "men Laus skal nu høre, hvordan det gik. Ser De, Laus, denne Groost, som ikke havde mange penge, fremtryllede én million gylden til købet af fire malerier. Af hvilken maler, vil De spørge? En af de store, troede han, den gode Ludwig. Men billederne var falske, eller rettere, fra samme værksted, og jeg advarede ham, men han påstod at jeg var misundelig. Næh, jeg er ikke letsindig, sagde jeg, jeg pantsætter ikke hus og indbo for noget skidt, sagde jeg. Nå, jeg blev kaldt ind i banken. Og dér lå en veksel på én million, ja, falsk underskrevet med mit navn".

Herbert Grün tav, duppede sveden af panden.

"Dokumentfalsk", sagde Victor.

Laus måbede: "Hvad taler I om, almindelig svindel, hvad er pointen?".

"Groost fik to års fængsel og en milliongæld til banken", svarede Victor.

"Nej, da ikke banken, altså, Victor, bland dig uden om", sagde Odette.

Herbert rejste sig, gik hen til radioen: 

"London spiller violinkoncert af Mendelsohn, er det noget for Dem, Laus?".

"Ja, men jeg vil høre historien færdig. Hvem har lært Dem at tale dansk, er det Odette?".

"De er for høflig, Odette ville have lært mig at tale dansk, uden accent".

"Onkel Herbert er beskeden, han har ikke fået nogen særlig uddannelse, men han taler og korresponderer syv otte ni sprog", smilede Odette.

Laus snerrede: "Såh, hjalp det på millionen?".

"Lad mig", sagde Victor. "Groost kunne ikke undgå fængslet, men han er en gældfri mand. Herbert overtog billederne i retten, fik vekslen annulleret, betalte millionen, plus omkostninger. Derpå sendte han malerierne til New York. Disse værker er muligvis falske, skrev han, men en amerikansk køber var mere end villig til at betale to millioner gylden kontant. Sådan".

Onkel Herbert: "Nu kommer Mendelsohn fra London".

Odette rakte Laus en cigaret, tændte den for ham.

Laus så på bibliotekets reoler med de formentlig kostbare unika, den peru- anske lervase med indlagt guld, og på verdens måske største eller næst-største grønne smaragd, stor og smuk som en koralsø i Stillehavet, i panden på den seksarmede Shiva af bronze og guld, hendes øjne var utvivlsomt to af verdens største violette ametyster.

"Jeg forstår ikke pointen, det var dyre falske malerier, selv for en velhaven- de amerikaner".

Victor: "Vi her i huset, jeg mener, Herbert garderede sig, spillede med åbne kort".

"Åbne kort? Hvad er pointen?".

Odette ruskede Laus i håret: "Hør nu efter, min skat. Det er utænkeligt, ja det er plat umuligt at finde en kollektion med fire ægte billeder af en stor kanon i almindelig fri handel til salg".

"Hvorfor dog det", råbte Laus, "et købmandshus går fallit".

"Ja, det er meget muligt", råbte Odette, så vredt på Laus, "men så ville on- kel Herbert vide det. Altså, Lausetosse, du ødelægger hele historien".

"Ja, jeg forstår mig ikke på svindel".

"Lad mig", sagde Victor, "det var fire malerier af første klasse, fra samme mesters værksted, hvoraf det ene muligvis kunne være malet af mesteren selv".

"Nå, og hvad så?".

"Amerikaneren betalte chancen for en undersøgelse, som kunne bekræfte, at et eller måske to af skilderierne ikke blot blev tilskrevet, men vitterlig var malet af mesteren".

"Det troede jeg var en opgave for onkel Herbert?".

"Laus, du er et fjols", råbte Odette, "Groost sad i spjældet med pantsat hus og indbo og kone og småbørn og vekselfalsk med Onkel Herberts navn, og en milliongæld. Men nu er han gældfri, forstår du ikke det? Onkel Herbert er et ejegodt menneske, som blev snydt af Ludwig Groost og alligevel hjalp ham på grund af et gammelt venskab".

præcis som mig, alt mit bøvl med Henrik, risikerer liv og lemmer og får lort til gengæld, jeg kunne måske blive en fremragende kunsthandler  

"Amerikaneren er tilfreds med købet, det er det vigtigste", sagde Victor.

Herbert Grün kluklo: "Laus interesserer sig ikke for småting. Hør, Laus, de spiller Mendelsohn".

En time senere kørte Victor og Herbert tilbage til huset på Rokin.

-
Du må ikke rejse fra mig

Den næste morgen vågnede Odette ved lyden af en startende bil, blev ner- vøs, satte sig op i sengen.

hvor er Laus? gudskelov, han ligger i sengen 

Hun ville kyssede ham, men så hans feberglinsende ansigt. Laus vågnede, Odette hviskede:

"Laus, du er syg, hvad er der sket med dig? Du drømte hele natten, du sov så uroligt, du havde mareridt. Se på mig, Laus, hvorfor drømmer du så vold- somt?".

"Har du hørt fra Henrik?".

"Kan vi ikke tale om andet end Henrik?".

"Jeg vil vide hvor han er".

"Victor er kørt til Paris, han ved det. Hotel Splendid, jeg sagde det til ham".

"Dig? Victor? Hvorfor? Hvad mener du?".

"Laus, det er bedst sådan".

Laus stod usikkert på benene. "Jeg vil i bad".

"Nej, Laus, det går ikke, du har feber, du er syg, du må blive i sengen. Altså, Laus, blive syg nu, pyha, du er da en værre skvatmikkel, pyha".

Manets fredfyldte landskab lysnede op. Laus så det i spejlet. 

Odette kom med kaffe, varm mælk, ristet brød og smør: 

"Her skal du se, Laus, dejlig morgenmad".

hvorfor er Laus så bleg, hans ansigt er udtæret, hvad har han dog været igennem, hvorfor vil han ikke se på mig 

"Laus, du må ikke blive syg, hører du?".

"Ti nu stille, jeg fejler ikke noget".

"Laus, hvad drømte du? Drømte du om Manet og landskabet og floden, det gør jeg hver morgen før jeg vågner".

"Ja, og Henrik, vi må finde ham".

"Åhnej, altid Henrik".

"Ja, kun ham".

Odette havde tårer i øjnene; han kyssede hende. "Lille pige", hviskede han.

"Laus, du må ikke rejse fra mig".

"Jeg må vide, hvor han er".

"Hvis han nu vil være alene?".

"Alene? Sammen med Victor? Nej".

"Du må ikke rejse fra mig", hviskede Odette.

det sagde jeg til Werner, ham skal jeg glemme, det kan jeg ikke, Werner råbte: 

-

"Jeg hader min far, han er en skidedum officer, jeg vil ikke være sammen med ham, og jeg slås altid med min søster". 

"Werner, jeg hilste på dem til din mors begravelse, de var da meget søde".

"Nej, de er dumme svin, siger jeg".

"Werner, går du med til lægen, vi to, du og jeg, jeg er måske med barn".

"Næ, du, så sidder jeg i toget og får måske en bombe i hovedet i Berlin, jeg vil ikke se min familie mere". 

"Werner du må ikke rejse fra mig, hører du".

"Hold op med det flæberi, du ligner min søster".

"Krigen, alt det med bomber og skyderi, hvornår kommer du hjem?". 

"Om et halvt års tid". 

"Werner, vi to, jeg venter et lille barn". 

"Hold så op, det er bare noget du siger. Min far er et røvhul, og min søster, du".

"Werner, du må ikke rejse fra mig". 

"Flyt dig, dumme tøs, du ligner min søster, hold op med det tuderi". 

"Du må ikke rejse fra mig, hører du, Werner".

"Altså. Odette, jeg dør da ikke fordi jeg rejser til Berlin. Jeg behøver da ikke at få en bombe i hovedet, gør jeg vel, der sker mig ikke noget". 

-

Henrik baksede med sin kuffert. Toget kørte ind på Gare du Nord. Avisdren- ges og dragernes råben gjaldede over perronen.

"De kan ikke bære den tunge kuffert. De svigter mig vel ikke?". 

Fyren, snavsede negle, lille fedladent ansigt, pomadiseret moustace, vippede koket med sit lange cigaretrør.

hellige moder, hvis Laus så dette individ

"Jeg har glemt Deres navn".

"Roslin, født i Bern, og Deres?".

hellige moder, Laus må ikke komme, hører du 

"Vil De hjælpe mig, kufferten er for tung".

Roslin greb ham i armen: "Hvor skal De bo, hvilket hotel, kom nu, sig mig det".

hellige moder, hvis Laus ser mig sammen med ham 

"Hotel Splendid, Rue Racine".

-

Pablo Maria i Rue Racine smilede, virrede med sit krøllede hoved: "Nej, jeg husker godt Deres ven, men han har ikke været her".

"Nå, han kommer. Hvordan går forretningen?", sagde Laus.

"Bah, dårlige regeringer, bedre i nordiske lande, ja, selv hos Franco".

Pablo Maria plumpede fedtede glas i opvaskebaljen.

"I morgen kommer min datter, De skal hilse på hende, hun er meget dygtig, men hun hjælper mig kun meget lidt. Jeg vil ikke arbejde hele dagen, siger hun. Men det gør hun, og hun er dygtig".

"Det vil jeg bestemt tro".

"Ja, jeg har en god familie".

Fra lokalet bag spejlvæggens virvar af brogede flasker og hylder med støv- lodne glas, hørtes guitarspil og knaldende hæle mod stengulvet.

"Min datter er så dygtig, at jeg, Pablo Maria, vil skænke hende denne for-retning. Jeg bliver bedstefar og kan gå i kirke og på torvet og snakke med mine venner".

"Ja. De er en lykkelig mand".

Pablo gned sin blanke disk med en klud, Pablo havde tykke korte fingre med blårøde skjolder på hænderne.

de hænder, Pablos hænder er sjælehandlerens hænder, det så jeg sidste år 

Året før havde Pablo, påvirket af stemningen og vin, holdt Thereses og Laus´ hænder sammen, mumlet en velsignelse, og opfordret Laus til at kysse husets kønne datter. Men Therese undslog sig. Hun var tuberkuløs eller led af svindsot eller af stor kærestesorg. Alle kunne se det, kun ikke Pablo Maria.

-

Glasdørene mod Rue Racine klirrede. Laus kunne ikke røre sig, nakkehåre- ne dirrede, ryggen krummede. Han rettede sig op, tvang sig til at vende sig om. Foran ham stod Victor.

"Goddag, Laus, rart at se dig igen. Skal du gå, kan vi følges".

Nattetåge, aftenlys. Under Seinens broer lå hjemløse mænd og kvinder om- kring bål, kom i slagsmål om gløder og træstumper, skændtes om kogekar, delte broderligt vin og varme.

"Henrik vil ikke se dig, han har forsøgt selvmord".

"Hvor er Odette?".

"Hjemme hos Herbert. Henrik er på Hotel Splendid. Jeg troede du var på vej hen til ham. Jeg har billetter til operaen på lørdag, de spiller Faust".

"Henrik begår aldrig selvmord".

"Man ved da aldrig, men politiet skulle fjerne vagabonderne i Paris, de pynter ikke, nå, jeg forstår mig ikke på sociale forhold".

"Victor, det er mennesker".

"Der findes mange fattige mennesker. Ved du ikke det?".

"Victor, det er mennesker i nød".

"Det er muligt, men det er deres egen skyld, jeg forstår mig ikke på sociale forhold, jeg betaler skat, som jeg skal, til staten og kommunen, det må være nok".

"Lad os gå op til Henrik".

"Nej, Laus, du kan ringe til mig. Hotel Alexander, Avenue Kleber, farvel".

"Farvel, Victor".

-

På skranken i Hotel Splendid lå en ildrød kat og stirrede på ham med hyp-notiske øjne. "Fede dyr", mumlede Laus, kløede katten på maven.

et fremmed sprog vækker ikke opsigt i Hotel Splendid, jeg kan slå ham ihjel, bravo og splendid, femte etage, nummer nitten

Laus tog i messinggrebet, lyttede, hørte sengen knirke, hviskende stem-mer, en pause, sengen knirkede, "luk dog op". Det var Henrik. 

Laus gik hurtigt ind.

det er til at brække sig over, se det fremmede kryb, snavsede negle, tjavset hår, skjorten i uorden. Henrik ligger på sengen, han har snittet sig i begge håndled, min lille tinsoldat synker ned i kloakken, så grib chancen, slå ham ihjel, nej, jeg har medlidenhed med den idiot, og det værste er, et impulsivt drab kan ikke planlægges, så er du virkelig en morder 

Laus greb i mandens nakke, trak ham uden for døren.

"Laus, du må ikke". Henrik var grå i ansigtet. Laus låste døren udefra.

Roslin, eftersøgt for pengeafpresning, hans ene øjenbryn var flækket ved faldet mod trappens gelænder, blodet flød fra næsen.

"Jeg er uskyldig, jeg er fra Bern", peb han.

Laus slog ham i maven, og på næsen. Roslin stønnede, dækkede ansigtet, sank ned på trappen, Laus hjalp ham op, Roslin løb jamrende ned ad trap-pen. Hvislende trin på vej op, en svær blondine, rødgult hår, åbentstående kimono, store bryster, en rødgylden trekant, stærke lår.

"Der kom blod på trappen", sagde hun. Hun talte klingende norsk.

"Frue, vil De hilse i Norge". Laus gik ind til Henrik.

"Godaften, Laus".

"Jeg låner din sæbe, og du åbner vinduet".

"Værsgo, søde Laus, her er et håndklæde. Ser man den plet?".

"Hvilken plet?".

"På mit slips, lille Laus".

"Nej".

"Har du spist?".

"Nej".

"Skal vi spise hos din ven i Elysium?".

hør Henriks fidele pis, han vil blødgøre mig med mit favoritværtshus, trods en ham meget fjendtlig modstander, en pianist på en bar, Max Rabin

"Jeg er dødtræt".

"Så lad os spise her, hos Pablo".

"Nej".

"Tror du Max Rabin er fuld som sædvanlig?".

"Det ved jeg ikke".

"Men han spiller godt, det må han jo gøre, han er jo erobret dig".

"Ja, han er en glimrende pianist".

og så er der det med Max, at han ikke har talent for løgn, selv om han er jøde med klumpfod 

"Du slider mit håndklæde, lille Laus".

"Køb dig et nyt, har du noget sprit?".

Henriks ansigt flammede: "Jeg smitter ikke", råbte han.

Laus tændte en cigaret. Henrik børstede sin jakke:

"Du kan få noget talkum".

"Nej, tak".

"Jamen, jeg har det lige her".

"Nej, tak".

"Nå, skal vi gå?". Henrik åbnede døren.

"Ja, gå du først, så jeg kan sparke dig i nakken".

jeg glemte at slå ham ihjel, alle ting med ham er så fandens splendid 

-
Max Rabin og Hugh Hayden

Der var ikke mange gæster i Elysium, et langt smalt lyserødtfalmet lavloftet lokale, hvor man med besvær indåndede kalkstøv og nikotin. Max Rabin sad skævskuldret og melankolsk ved et misbrugt flygel, spillede en trist melodi. livede op, da han så Laus og Henrik. 

"Gentlemen", råbte han, og jonglerede, som var det en wienervals, med de første akkorder fra den danske kongesang, Kong Christian stod ved højen mast. 

"Hvad skal vi spise?".

"Rabin var i København før krigen, før han fik betændelse i nerverne i ven- strehånden, man skulle ikke tro det, den er næsten død".

"Du siger det samme hver eneste gang. Han kan vel blive opereret?".

"Han har ingen penge, sig det til ham, hvis du absolut vil fornærme ham".

"Laus, har du altid været så vanskelig?".

"Ja, nu spiser vi".

"Skal vi ikke gå et andet sted hen?".

"Nej, lad os for guds skyld blive siddende".

"Hold Gud uden for, hvorfor er du så vulgær".

fordi jeg slår dig ihjel, du, tinsoldat

Laus gik hen til Max Rabin, som med en levende højrehånd og halvdød venstrehånd spillede en ironisk blanding af march, wienervals, foxtrot og tango.

"Godaften, Hamlet".

"Max, du med din Hamlet".

"Jeg kommer med en snaps til jeres bord, en gave fra en amerikaner".

"Vi drikker ikke snaps".

"Calvados, du drikker Calvados, nej, vent, der sker noget hos Divo". 

Max Rabin slog over Robert Schumanns Traümerei.

Ved et bord hos bartenderen Divo sad tre amerikanske sergeanter på ked- sommeligt studedruk; deres piger gjorde intet for at opmuntre dem.

"Trist selskab", sagde Rabin.

"Spil Loreley, så hulker de".

"Nej, spil du, så henter jeg snapsen".

Max Rabin haltede hen over gulvet til Divo, Divo nikkede, rakte Rabin en flaske og tre glas. Da Rabin haltede forbi sergeanterne, ravede den ene ud med hånden, greb Max Rabin i armen.

"Hej, krøbling", snøvlede han, "spil Loreley, hvis du kan, du, røvpuler".

"Slip venligst min arm", svarede Rabin, smilede, haltede tilbage til sin plads bag flyglet. "De fyre drikker bravt og vil kun slagsmål", sukkede han.

Sergeanterne grinede, pigerne fnisede. Ham der havde den mindste penis skulle betale regningen. Sergeanterne knappede bukserne op, sad med skrævende ben, pigerne var på soldatermanøvre, nulrede og målte penis-længder med en tændstik.

Rabin spillede Sousas Amerikansk Patrulje, sergeanterne tabte lysten, for- svandt ud på toilettet.

"Hyggeligt værtshus", sagde Laus, "hvornår skal vi drikke snaps?".

Laus stillede flasken med calvados foran Henrik, der forbavset sagde: 

"Jeg troede ikke Max Rabin brød sig særlig meget om mig?".

"Nåh, det har han da lige sagt".

En time senere sad de med fortinnede øjne. Henrik sov. Divo skubbede til ham: "Vågn op, lille ven". Henrik vågnede.

"Smid gæsten ud, han har betalt", sagde Laus.

Divo rakte et varietéprogram til Max Rabin: "Du skal i Venus, den nye san- gerinde".

"Ja, men vi venter til amerikanerne er gået".

Sergeanterne havde lyst til slagsmål, pigerne klyngede sig til hver sin sol- dat, to meter høje plankeværk.

"Enten vil de slås, eller også skrider herrens udvalgte børn", hviskede Rabin.

Sergeanterne knappede deres uniformer. Med et fast greb førte de pigerne forbi baren og flyglet, forbi den indslumrende Henrik, og langsomt forbi Max, der viste Laus og nervøse Divo en fyldepen fra Hong Kong. 

Rabin så på Divo, gav ham et diskret vink med fyldepennen. 

Divo fulgte selskabet, bukkede og nikkede da gæsterne skred som konge-lige ud fra Elysium, smækkede døren, låste, satte sig, og gispede: "Jeg klarede den".

"Flot, Divo", sagde Laus.

"Gider vi gå i Venus?", sagde Rabin.

"Det er en udmærket idé", svarede Laus.

"Hvor skal vi hen?", spurgte Henrik.

"Kun et par timer i Venus, hvis du har lyst", sagde Rabin venligt.

"Kan du nøjes med glofisse?".

Max Rabins læber sitrede, hans øjne plirrede: "Det er vanskeligt når hr. Henrik er ondskabsfuld. Min veninde arbejder i Venus".

"Du er måske alfons?".

"Se nu først pigen, og lad mig så høre din vurdering".

"De har en indisk sangerinde", sagde Divo.

"Så holder vi kæft og går i Venus", sagde Laus.

Henrik mumlede "undskyld" til Max Rabin, hjalp ham med hans overfrakke, støttede flygtningen fra Berlin, koncertpianisten, som i København havde fået nervebetændelse i venstre hånd, og som altid var besværet af en klumpfod og en stok og et for stort kvantum sprut.

"Hvordan med en vogn, Divo, mine venner er trætte", sagde Laus.

"Vi standser en taxa".

-

Sergeanterne og deres piger var i slagsmål med dørvogteren fra genboen Valkyria, en klub for damer. Politiets transportvogn holdt midt i slagsmålet. Det lykkedes dørvogteren, en fribryder og sværvægtsbokser, nu en kvast blodpølse, at flygte ind til damerne. Politiet tærskede på sergeanterne. Par-terne var tilsølet med blod og indholdet fra væltede renovationsbeholdere. En vrimmel halvnøgne damer fra Valkyria overøste de kæmpende med skældsord, tævede sergeanternes piger, heppede for politiet.

Hugh Hayden, journalist, fotograf og meget andet, en mand af ubestemme- lig alder, magert ansigt, barsk udtryk, stod med et sarkastisk smil og fandt op- trinet så interessant, at han fotograferede hele slagsmålet.

Hugh Hayden tjente en formue. Reportagen med urobetjente, ydmygede US- sergeanter i forrevne uniformer, den mishandlede dørvogter, ophidsede unge damer, Max Rabin som forsvarede sig med sin stok, Laus, Henrik og Divo, publiceret i alverdens aviser. Dønningerne førte til uro i hemmelige kredse i samtlige europæiske lande, samt i Washington.

Efter slagsmålet anråbte Divo en taxa: "Herskabet skal til Venus".

-
Dansegulv og nøgne danserinder 

"Hr. overtjener Marcus", sagde Rabin, "jeg er humør til champagne".

Marcus skubbede stolen tilrette for Rabin: "Det er uklogt, min ven, pri- serne er sat op, hvordan går det med hånden og dit knæ?".  

"Det er det samme, jeg har smerter hele dagen".

"Doktoren i Rue Danton vil gerne se dig".

"Bah, franske læger er noget lort".

"Bevares. Skal jeg servere husets vin eller ønsker du et andet mærke?".

"Jamen, han er så dyr, sidste gang kostede han mig hele min formue".

"Ihdog, din formue".

"Marcus?".

"Vil den herre ikke sidde?". Marcus smilede til Henrik.

Henrik satte sig hurtigt ved bordet, længst væk fra dansegulvet. Det kunne være ubehageligt at sidde ved dansegulvet så tæt, at sveden fra nøgne pige- kroppe dunstede i næsen.

Laus blev stående. Han så den indiske sangerinde Coralie tale med en musiker, som afviste hende, sagde tydeligt nej. Hun greb fat i hans arm, talte indtrængende til ham, han rev sig løs, gjorde tegn til dirigenten, forlod tribunen. Orkestret truttede, pigerne dansede, og før Laus satte sig ved siden af Rabin, så han, at Coralie græd.

"Er du interesseret i hende?", spurgte Rabin.

"Hvem er hun?".

Marcus hviskede: "Det er den dyreste pige, den indiske sangerinde Cora-lie".

"Marcus, nu holder du op", sagde Rabin.

"Bevares". Marcus skænkede champagnen.

"Jamen, Marcus, jeg flytter sammen med min veninde".

"Udmærket, så er alt som det skal være". 

"Din veninde, arbejder hun her?", spurgte Laus.

"Ja, hun, eh, hun, eh, hun er en af danserinderne".

"Nåda, eller sangerinden Coralie?".

"Om blot det var", sukkede Rabin.

de dansende piger, den kønne mørke, atten år, der er ingen tvivl, hun er datteren, hun danser ikke som de andre piger, med svajende bevægelser, hun bevæger sig med nedslåede øjne, genert, uden rutine, lille og spinkel, mellem energisk vrikkende, flotte mulatpiger

"Din datter, din veninde er en køn pige, på hårdt arbejde".

"Vi skal jo leve, alting er blevet så dyrt", klagede Rabin. Han så på Laus, om han havde forstået ham, nikkede ja, det er min datter.

Nu annonceredes verdenssensationen, den indiske sangerinde Coralie.

"Er hun ikke dejlig?", hviskede Rabin.

"Ti nu stille". 

"Hun har været danserinde i et tempel".

"Max Rabin, hold mund".

Coralie sluttede på en vemodig akkord, trådte ned fra tribunen, gik over dansegulvet til Rabin og Laus.

"Coralie, du skal sidde her", sagde Rabin.

"Tak, det var sødt af dig".

Coralie nikkede til Laus.

en pige med hvide ben i en opslidset silkesarong, brunmalede arme, ring i næse og øren, brunsminket ansigt med rød plet i panden; hvis hun er tempelsangerinde, så er jeg biskop i Hierusalem 

"Er hun ikke dejlig", hviskede Rabin.

"Jo, jeg genkender hende".

Musikerne pegede på Coralie, dirigenten vinkede hende op på tribunen.

"Jeg troede jeg havde pause", sagde Coralie, på dansk.

"Du taler nydeligt dansk", sagde Laus.

"Ja. men jeg narrede dig" lo Coralie Margrethe Clausen. Hun løb over dan- segulvet, greb mikrofonen og råbte: "Jeg narrede Henrik".

det er Coralie Margrethe, Henriks studiekammerat, pigen med min tegne-bog i Royal, elegantpigen fra Strandboulevarden, og, måske, Odettes ven-inde

"Max, ved du, hvem den pige er?".

"Akja, uopnåelig for mig gamle mand. Hun er en kærlig og trofast veninde til min datter, Ruth".

"Danserinden, din datter. Coralie er Henriks skolekammerat fra Køben-havn".

"Hvor er Henrik, din gode ven?".

-

Laus fandt Henrik på toilettet: "Hej, Laus".

"Så du hende?".

"Jeg fik lus i håret. Hvad har du tænkt dig?".

"Det sædvanlige sted, sammen med Rabin".

"Og Margrethe Clausen?".

"Måske".

"Det bliver uden mig, det bliver altid det samme".

Henrik vendte sig mod Laus, skubbede ham ned i en stol, satte sig ved siden af ham, greb hans hænder:

"Laus, jeg troede jeg kunne sige farvel til dig, men jeg kan ikke, og vi to passer ikke til hinanden. Du piner mig, hvad skal jeg gøre?".

"Du maser mine hænder. Se, Margrethe hjælper Max Rabin, giv nu slip".

"Laus, du er en sjover, du er en forbandet sjuft".

"Mener du det alvorligt? Gentag det. Sig det én gang til, så skilles vi".

"Hvad skal jeg gøre, Laus?".

"Jeg ved det ikke, du generer mig med dit bøsseri".

"Laus, du tiltrækker mig. Er det min fejl at du er oversensibel? Hvorfor er du så sensibel?".

"Det skal jeg sige dig. Er du svensk statsborger?".

"Jeg har to pas, ja".

"Har du været i SS-regiment Wiking?".

"Jeg, eh, undskyld Laus, eh, hvad sagde du?".

"Har du været i SS-regiment Wiking?".-

det ér ham, det kan ikke være andre end ham, nu kommer tilståelsen og så kvæler jeg ham, men et impulsivt drab kan ikke planlægges, så er du morder 

"Undskyld, Henrik, det rager ikke mig".

"Jeg".

"Sludder, Henrik, glem det. Jeg ved alt det andet. Men vi fik renset luften og kan holde fjorten dage til. Kom, lad os gå hen til de andre".

"Laus, det er Odette, det er, Laus, hun gør dig sindssyg".

"Hold nu din kæft".

"Nej, det har jeg sagt hele tiden. Hun gør dig sindssyg, Laus. Odette gør dig sindssyg".

-

-

-

                                                            guld03                                   

-

-

-

-