-              -

-

-

Den store Guldtransport  1 - 36

-

- da et blik fra Odette
 

fik ham til at trække sig baglæns tilbage -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Et begravelsesfølge forlod Domkirken. Svagt hørtes orglets postludium. 

Kirkeklokken bimlede fredeligt. 

I et hus i Skindergade hørtes kirkens orgel og kirkeklokkens bimlen som irriterende støj.

Huset tilhørte fru Odette Grün, advokat Henrik Listerius og direktør Laus Jansen.

-

Henrik Listerius sagde: 

"Victor, det er professor Laiersen, en af mine klienter, jeg var inviteret, nu bliver der et større slagsmål om hans efterfølger".

Victor nikkede: "Måske".

"Jamen, retspræsident Victor Bache Grün, kæreste ven, dit ægteskab med Odette har altid været anset for forbilledligt. I var, om jeg må sige det sådan, et virkeligt kønt par. Ak, kære Victor, jeg er meget bevæget".

"Ja, det ser jeg".

Henrik skiftede emne. Det drejede sig om Victors afskedsansøgning til ministeren, en håndskrevet lap papir, Victor havde lagt på Henriks skrive-bord.

"Jamen Victor, vi to, som har kendt hinanden i mange år, vi kan ikke holde noget skjult. For hinanden, mener jeg. Har du det ikke sådan?".

"Jo, Odettes omsorg var".

"Nu glemmer du Laus".

"Laus, ja, men jeg husker".

"Herregud, følte du det virkelig sådan?".-

"Odette? Ja. Nej, læs nu mit brev".

"Har du talt med andre end mig?".

"Nej".

"Herregud, følte du det virkelig sådan?".

"Ja, ti nu stille, læs hvad jeg har skrevet".

"Har du talt med Laus?".

"Nej, læs nu mit brev".

"Victor, jeg har læst din afskedsansøgning, den kan ikke bruges, næ, du, det ordner jeg, denneher går i papirkurven".

Henrik fortav for Victor, at han havde ringet til Laus og spurgt ham, om han ville komme. Men Laus havde sagt:

"Nej tak", med et hidsigt: "Victors drab på Odette er tilstrækkeligt".

"Drab? Altså Laus, du er en desperados, hvorfor holdt du ikke fast på Odette?".

"Fordi hun var, Odette, det burde du vide".

-

Victors kræfter til et opgør med Henrik forsvandt.- 

Skandalen var begyndt søndag aften. Odette havde spioneret i hans map-pe, bragt uorden i akterne til sagen mod urmager X. 

"Hvorfor har du rodet i min mappe?", råbte han.

"Kom nu i seng, jeg er virkelig dødtræt", svarede Odette.

Mandag. Victor viftede afværgende til butleren Per Svensson, Odettes dødsfjende.

Per Svensson sagde: "Jeg skulle erindre Deres Nåde", da et vredt blik fra Odette fik ham til at trække sig baglæns tilbage, ærbødigt bukkende.

Victor drak kaffen, læste avisen, studerede retslisten, hørte Odette sige:

"Victor, er der noget af interesse?".

"Kun det sædvanlige med regeringen, og folkets modvilje".

"Victor, det er i dag du skal møde en mand, der har kvalt nogle katte".

Victor skjulte sine følelser, svarede: "Nåh, lad os nu se".

-

Dagen blev et mareridt for Victor. Netop da rigsadvokaten indledte forhøret af urmager X gik døren op, Odette trådte ind. Hun satte sig få meter fra Victor, hverken hilste eller smilede til ham. Hun trak et lille slør fra håret, ned over ansigtet.

Victor blev grebet af panik, hvad skjulte hun for ham?

Der var intet usædvanligt at se på X, slank, 45 år, ugift, ingen børn. 

Politiet observerede X, som kastede en sæk ud i vandet fra havnekajen nær pakhus 12. Sækken indeholdt døde katte, aflivet ved kvælning, urmager X anholdt. 

X havde opsøgt en læge, fordi han følte sig underlig i hele kroppen, sagde han, og forklarede retten, at kattene ikke var hans egne, men katte han fangede for at kvæle.

Tilhørerne hviskede om en skiftende ligbleg og purpurrød ophidselse i retspræsidentens ansigt.

Odettes nærværelse gjorde indtryk på rigsadvokaten, som i detaljer fremmalede urmagerens forbrydelser, de stakkels dyrs lidelser, sadismens vankundighed.

Odette bed sig i læben. Rigsadvokaten forstærkede sine anstrengelser, talte til Odette, fandt hende attraktiv, kendte hende af ydre, kunne ikke huske, hvorfra.

Rigsadvokaten fortalte senere til en journalist, at han havde forvekslet Odette med et dame fra en forening, i hvis menageri man genfandt bortløbne dyr, aber, hunde, kvælerslanger, et kvindemenneske, som uden tøj på kroppen gav beneficer for tv og presse, iført alle sine dyr.

"Et lystigt supplement til retssagens makabre indhold", skrev pressen.

-

Urmagerens hustru rejste sig, løb ophidset frem til skranken, lagde et avisudklip foran rigsadvokaten, pegede på Odette, og råbte:

"Er det hende? Slangetæmmersken? Er hun anklaget? Kvæler hun katte?".

Rigsadvokaten svarede, efter et hurtigt blik på Odette, at der ikke lå den fjer- neste antydning af anklage imod retspræsidentens hustru.

Victor gøs, dette er for groft, tænkte han, afbrød rigsadvokaten, spurgte den tiltalte: "Kan De fortælle os, hvorfor De dræber disse katte?".

Urmageren hviskede:

"Det kommer over mig, det er noget jeg ikke kan gøre for. Jeg holder dem om halsen til de dør, de hvæser og skriger lidt, men bagefter ligger de stille i mine arme".

-
Miu miu miu

Victor forlod retten, undskyldte sig med hovedpine, gjorde ophold på en cafe, hvor han drak portvin, og senere på en anden cafe, hvor han drak øl. 

Kl. 15.30 åbnede han villaens hoveddør og som sædvanlig kaldte på Odette. Til sin lettelse så han hendes overtøj hænge på den vante plads i entreen, og hendes handsker ligge på hylden under spejlet.

Men han søgte hende forgæves i husets værelser, i kælderen og på loftet, han åbnede glasdørene ud til haven, og hørte en lyd, der gav ham et chok. 

Lyden var en dødsrallen, en vild hvæsen, et kort jamrende skrig fra en kat, der bliver kvalt.

-

Victor fandt Odette nær gartnerens affaldsdynge, tæt ved redskabshuset og det store kastanjetræ, siddende med en grå, livløs kat i sine arme.

Hun sagde: "Miu, miu, miu, lille miu", ruskede blidt i kattens øren; kattens hoved dinglede tungt, frem og tilbage.

"Odette, hvad er det du gør?", råbte Victor. Det gav et sæt i Odette, hun udstødte et lille skrig. 

En svovlpøl forbitrelse kogte i Victor: "Odette? Er du afsindig?".

Odette smilede: "Du kommer tidligt, min ven, meget tidligt, er du færdig med dit arbejde?".

"Hvad er det du gør? For helvede, pigebarn, hvad gør du? Odette, svar mig".

Hun ruskede blidt i kattens øren:

"Ja, måske er jeg sindssyg. Det er noget du ikke forstår. Jeg har gjort det i mange år, men det forstår du ikke. Miu, miu, miu, lille miu", sagde hun, smilede kærligt til den døde kat.

Odettes mijaven slog Victor op mod huset.

-

Han ramlede ind i havestuens glasmaleri. Braget tordnede, glasset knustes, hvirvlede til jorden, farvede glassplinter sad i hans hår. Han snublede, væltede gulvvasen, vandet fossede ud over gulvtæppet, alt lugtede råddent.

"Ahnej, at I skal se mig".

Han talte til en samling guldstatuetter: balletdansere, gymnaster, springere, løbere, svømmere,  nøgne ynglinge, kopier i guld, oprindelig formet i ler af billedhugger B, Victors uskyldige fejltagelse i ungdomsårene. Katastrofen med Odette kunne dog ikke få Victor til, pludseligt, at ændre vane. 

Med en hovedbøjning: "Godaften, små venner, nu er farmand hjemme hos jer igen", hilste han statuetterne, da han gik forbi dem. 

"Per Svensson og Holgersen, er I her?", råbte Victor, "hvordan tilkalder jeg en ambulance?".

-

nej, ikke rekvirere ambulancer og alle brandstifterne blandt snotreportere og meningspyromaner, men hvem kan hjælpe mig, Henrik, nej, ikke ham, jo, du har ikke andre, nej, ikke ham, der må være andre, det må blive Laus, ham kan jeg vise tillid 

Laus svigter ikke, han kender mine forbandede år med Odette, den sinds-   syge lille mær, Laus er forelsket i hende, de to havde et stormfuldt ægte-skab, Laus har haft en affære i min seng med hende, Odette beundrer Laus, og han kender Odette til bunds, nu ringer jeg til ham

-

Laus kom hurtigt. Henrik fortalt senere, hvordan. Laus kørte som en gal, hylede med bilhornet, kørte over for rødt, væltede fodgængere og cyklister, påkørte biler og råbte til folk: 'Flyt jer for helvede'.

"Laus, du kender hende. Odette er sindssyg. Vi må få hende indlagt".

"Lad mig nu se hende og få talt med hende, hvor er hun?".

Men det var for sent. I tusmørket tæt ved gartnerens redskabshus havde Odette sagt farvel til en kompliceret verden. Med den døde kat i favnen var hun kravlet op i havens kastanjetræ, lagt et reb om sin hals, og ladet sig falde ned, så hun nu svajede yndefuldt frem og tilbage, i armene knugende den livløse kat. 

En ambulance førte hende bort.

-

Laus kom fra køkkenet med kaffe og cognac: "Hvor finder jeg glas?".

"Fortæl mig, hvad du ved om Odette?".

"Hvor har vi et par glas?".

"Jeg henter glas".

Laus hørte Victors trin på gulvtæppet, følte Victor stå bag sig så tæt, at han kunne lugte Victors ånde.

"Laus, vågn op. Har du tænkt på, hvad du kan fortælle mig om Odette?".

"Victor, du er infam, du elskede ikke Odette, du er skyld i Odettes død, du myrdede Odette med koldt blod. Blot ét ord til, Victor, og jeg slår dig ihjel".

"Laus, fulgte du Odette til en læge?".

"Ja".

"Med andre ord, abort".-

"Det rager ikke dig, det var ikke med dig, hun ønskede abort, og det fik hun".

"På et snusket hotel".

"Hun havde forbindelse med en kvaksalver, en urmager, en sindsforvirret personage og selvfølgelig indtraf komplikationer. Odette bad mig komme, jeg fik hende til læge. Hun græd, jeres ægteskab hang i laser. Du, var utålelig, hun vidste du havde genoptaget forbindelsen med Henrik. Jeg ville skrive et brev til dig, men til hvilket formål, det ville blive et opgør".

"Hvad skal jeg tro?", råbte Victor; han greb Odettes håndtaske, spredte indholdet ud over gulvtæppet.

"Victor, ja, dig, du gennemførte en destruktion af Odette, hun var desillu-sioneret som vi andre, fordi vi er klistret sammen i en tilstand af resignation. Odette var ikke nem, det ved jeg. Men Henrik er psykopat".

"Du må ikke tale ondt om Henrik. Som ved gud har hjulpet dig. Henrik har gjort alt for dig, søde Laus, alt".

-

"Ser man det? Men dig selv, Victor? Se på mig. Du er, se nu på mig. Du er den mest uinteressante overvurderede forfængelige tomhjernede bisek-suelle paradefigur, jeg nogensinde har truffet. Uden Odette havde jeg aldrig talt til dig. Hvor vover du at anklage".

"Jeg forstår din ophidselse, men se hvad der ligger på gulvtæppet. Lom-metørklæde, læbestift, neglelak, et pornoblad, valium, morfin, cyankalium, og et par håndjern af politiets. Og så denne lille revolver og en morderisk springkniv. Forstår du det?".

"Nej. Jo, det er min barberkniv, som forsvandt. Hvad har hun mon brugt dén til?".

En bil bremsede. Victor samlede Odettes ejendele, hviskede: "Politiet".

"Nej, det er Henrik".

"Laus, jeg orker det ikke".

"Henrik spiller sin rolle, og en dag går det galt, det ved du".

"Hvorfor kommer han? Jeg vil ikke se ham".

"Victor, det er et dårligt tidspunkt".

"Hvis jeg vil gøre status, hvad så?".

"Så må du vente til politiet er gået". 

Laus pegede ud i haven. To unge betjente kom gående op mod huset.

"Jeg burde være kørt med Odette, men jeg orkede det ikke, nu går jeg i bad, vil du vente på mig".

"Ja, gå ad helvede til".

-

Der lød hosten i forhallen. Det var Henrik, hans ansigt lyste, da han som en fremmed fugl trippede over gulvtæppet, med fremstrakt hånd, for at sige goddag. Victor rakte Odettes håndtaske til Laus, gik frem mod Henrik, gik forbi ham, uden at ville se ham.

Henrik så forbavset Victor forsvinde op ad trappen.

"Er Victor i dårligt humør?".

"Ja, sæt dig, jeg skal tale med politiet".

"Nej, lad mig ordne de betjente, lad mig, lad nu mig".

Henrik gik ud til de unge politifolk. Laus hørte ham sige "unge aspiranter". Den ældste svarede. Henrik hviskede, betjentene gjorde honnør, og forlod i kapgang en selvmorders hus.

Midnat. 

Fuldmånen lyser på det svajende reb, der hænger i det gamle kastanjetræ. Inde i huset sidder tre mænd, der har talt sig trætte. Laus ruger over sin bitterhed. Victor er tilfreds med sin hustrus død. Henrik fornøjer sig med en teaterkikkert, ser detaljerne hos de nøgne unge mænd, gymnaster, løbere, springere, balletdansere, små guldstatuetter af betydelig værdi, men i forsikringspolicen omtalt som støbt i bronze.

De sad i en stank af øl og whisky, og erkendelsen, at et sandt venskab aldrig havde eksisteret mellem dem. Den vished læstes i deres øjne. Du er vejet og fundet for let. 

Deres tanker gik år tilbage til dengang Odette ikke gik med hat og dame-taske.

Per Svensson, kaldet butleren, og Holgersen, gartneren, listede til deres værelser. Pindsvinet, som Odette kaldte Lausine, og den sky hunræv, Mikke-line, ventede i timer forgæves ved den tomme madskål.

-
Fru Gerda og Carl Anton

Fru Gerda Ernest måtte denne morgen liste husgerningen igennem, for ikke at forstyrre gemalen, der aftenen før havde taget en sag med hjem.

"Forstyrre det dig at jeg støvsuger, lille far?".

Kriminalinspektør Carl Anton Ernest så på sin hustru:

"Gerda, du må give mig ret i, at det nye forslag er ren teori. Drabs-afdelingen skal i særlige tilfælde med politiske overtoner samarbejde i en ny afdeling: Tilsynet med særlige anliggender. Javel. Men hvem har kom-mandoen? Oberst Hardall, militæret, eller Ove Skov, efterretningen, eller mig? Der står ikke ét ord om drabsafdelingens chef, som er mig, konstitueret for den af cancer dødsmærkede Poul Hansen. Jeg kan godt blive pisse sur. 

Og så er der Odettes selvmord, en dame gift med det anløbne trekløver, retspræsident Victor Bache Grün, advokat Henrik Listerius, og ham, direktør Laus Jansen".

Fru Gerda lempede et stykke chokolade ind i munden på Carl Anton.

"Værsågod, lille far, det er en gave fra tvillingerne. De var her i går, men Elise ville ikke forstyrre dig. Elise er vred på Rolf, hun siger at vores søn er hende utro med gadepiger og den slags. Tænk dig, hun sagde".

"Gerda, så hellere støvsugning".

"Ja, lille far, men husk hvad doktoren har sagt om dine cigarer".

"Gerda. Hvad mener Ove Skov? Tilsynet har visse fordele som et samar- bejdsudvalg, sagde han. Men han glider uden om kompetencefordelingen. Hvem har kommandoen? Hardall fra militæret, eller Ove Skov efterretning, eller mig, drabsafdelingen? Hardall er en kold skid. Ove Skov er et venne- sælt gemyt. Og Poul Hansen kommer ikke tilbage, han har cancer. Min tid er forbi, sagde han.

Altså, Gerda, hvor er mine cigarer? 

Mester Ove Skov har samtidig bedt mig læse på sagen om den hollandske kunsthandler Herbert Grün, som er fundet i havnen i Flensborg, måske selv- mord. I denne døde mands tøj fandt man et brev til Odette Bache Grün, med en forvirret beskrivelse om våbentransport til Israel, og om finanstrans-aktioner formidlet af direktør Laus Jansen, og om en tidligere officer i SS-Regiment Wiking, Heinrich von Listerius, den nuværende advokat. Nå, lille søde kone, trofaste Gerda, du fandt mine cigarer, det var godt".

-
Mange år forinden

På den regnsmattede motorvej mellem Bremen og Hamborg kører i en sen efterårsnattetime en mørkegrøn luksusvogn af mærket Jaguar, nordpå mod Danmark. Bilen kan køre et par hundrede kilometer i timen i topfart; derfor er den halve hastighed, her på denne øde mørke våde disede hedestræk-ning, nogenlunde forsvarlig. 

En ung pige, Odette, kører vognen, ved hendes side sidder Laus, indpakket i lune tæpper, beordret af Odette, kuldskær som han er. På bagsædet, bag en rude af panserglas, sidder Victor og Henrik.

De er tavse, lyttende til vindens susen, iagttagende den kraftige vogns for- følgelse af det lyshav, bilens hvidgule lys fladskærer hen over vejen, i glimt gennem det vanddrivende iskolde mørke, ind over den magre, sandmuldede jord.

På omtrent dette tidspunkt starter i Hamborg en militærvogn, tungt lastet med ammunition, på vej mod Bremen. Og enhver, som i en film, ser de to biler bevæge sig frem mod hinanden, vil med bange anelser frygte et møde i natten mellem de to. Der er så ensomt, her, hvor den triste betonvej gennemløber øde hedestrækninger i den sene nordtyske novembernat.

Laus ser speedometerets nål pege på 160 km/t. Der er sket noget, tænker han, drejer hovedet, ser på Odette, hendes øjne lyser kulperler af had, hun ånder hæst, hendes krop er en forkrampet afstøbning af den levende Odette. 

På vognens instrumentbrædt sidder et spejl, der som på et filmlærred viser et billede af to mænd, den ene i tyverne, den anden ti år ældre, måske mere, der tror sig i sikkerhed bag en rude af panserglas i en vogn, glimtvis oplyst af genskæret fra den regnvåde betonvej.

Et køretæppe de havde lagt over deres knæ glider ned. Det giver et sæt i Laus, nu forstår han Odettes vrede. I spejlet ser han Victors og Henriks hænder gribe i hinanden, og ved lændens nøgne kød forene sig i hurtige bevægelser. Odettes mund og tunge spiller samme melodi over hendes læber. 

Laus er ikke klar over, om det er lyskeglen fra militærlastvognen, der ram- mer hans øjne, men han ser speedometeret, 170 km/t. Vognen slingrer.

Odette gisper: "Laus, hjælp mig".

"Odette, brems forsigtigt". 

Da gør en usynlig passager sin nærværelse gældende. 

Monstret befaler, al bevægelse stivner i den mørkegrønne luksusvogn, de skal føle angstens kvælertag i svælg og strube, mens vognen hvirvler afsted. Den tungtlastede militærvogn kommer brasende imod dem. Fra den modsatte kørebane kværner den tværs gennem midterrabattens buske, hegn, autoværn, vælter rundt, smadrer et afspærret vejarbejde, ruller med infernoflammer tværs over Odettes vejbane, støder ind i en svensk lastvogn med anhænger.

Laus vil tænke og handle, men er lammet af Odettes irriterende: 

"Laus, åhgud, nu dør vi, nu dør vi". På bagsædet sidder Victor og Henrik med hvide ansigter skjult i sædplettede hænder.

"Odette, du skal bremse langsomt", råber Laus.

Odette slipper skrigende rattet, trykker af vanvare på speederen, den kraftige motor svarer igen med en snerren, fremad.

Et brag, et tordenbølgende lyshav, militærlastvognen og den svenske eks- portvogn er pulveriseret i en støvsky, militærets ammunition eksploderer i serier.

"Så brems da, for helvede, vil du køre os ihjel?". 

Laus slår Odette i ansigtet, bøjer sig frem, vil afbryde motorens tændings-system, men tændingsnøglen sidder fast, kan ikke drejes, strømmen kan ikke afbrydes, motoren kan ikke standses, kun få hundrede meter fra de vilde flammer, det røde brandhelvede med knuste lastvogne, granateksplosioner, og lemlæstede mennesker spredt ud over motorvejen.

Laus slår sin albue ind i Odettes mave, hun skriger og kryber bag hans ryg, hendes sko hænger fast i speederen, hun kan ikke komme løs, vognen slingrer vildt. 

Men Laus smiler som sad han i en sejrsskjorte, da rattet under hans venstre hånd igen har fået føling med hjul og vejbane. 

"Fodbremsen, der er den", råber Laus, han træder hårdt på Odettes fod, vognen springer frem med et brøl.

-

det var forkert, nu dør vi, det går hurtigt, tre sekunder, vi kører os ihjel

jeg burde have spurgt Henrik, hvordan hans far døde, da han faldt i Madrid, borgerkrigen i Spanien, Hemingway, idealisme fanatisme blod oprør, en borgerkrig uden mening, symbolet på et nyfødt demokrati knust under jern af neurotiske diktatorer, velsignet af paven og reaktionære demokratier, men med et håb, sangen om den sidste turist i Europa, et bidrag til europæisk kultur

og jeg kunne have spurgt Victor, hvorfor det var nødvendigt at gemme lær- redsposer med små klirrende, til brokkassen skrottede effekter af guld, tre poser guld med ti kilo i hver, som han enten havde fået af Herbert eller Vera, ind under bilens polstring, jeg så Henrik hjælpe ham

Odette skriger: "Laus, Laus, vær forsigtig".

Victor og Henrik bag den splintfri rude af panserglas hamrer på ruden, råber uforståelige ord. Victors svage blære svigter ham som altid, i nødens stund.

-
Carl Anton og Rolf 

Det var de forbandede aktier. 

"Din søn er erhvervsredaktør på avisen. Spørg ham hvilke aktier jeg skal købe til min pension", havde Poul Hansen sagt. Dermed var løbet kørt. Drabsafdelingens chef var bindetosset. Rolf havde anbefalet ham købet af en stak aktier, og en måned senere anbefalet at de blev solgt, gudhjælpe med stor gevinst. 

Og så viste det sig, at Poul Hansen af natur var spiller, interessen for politiets arbejde blev som et nul, gled retur, han sad hele dagen og noterede aktiekurser og hersede i telefonen med en tvivlsom vekselerer, PP, som Rolf, det fæ, havde anbefalet. Efter et års tid var Poul Hansen blanket af, bekymringerne sled på ham, han blev et let offer for canceren.

"Jamen, far, sådan er de barske vilkår inden for finansverdenen".

"For satan, knægt, det drejer sig om min chef", hvæsede Carl Anton; han krøllede gaverne Rolfs cigarer, Elises blomster, chokoladen fra tvillingerne, til smuld i sine næver.

"Når du kan skaffe ham ind i den karrusel, kan du for vel også skaffe ham ud igen? Med æren og pengene i behold, men hurtigt, for om få dage er Poul Hansen måske kreperet, så syg er han".

"Jamen, far, så længe regeringen".

"Hvad rager regeringen mig?", råbte Carl Anton, hans øjne lynede, "hvis du vil være min søn, så få det forbandede spillehalløj lukket".

"Udmærket, så er jeg ikke mere din søn, du ødelægger vores fødselsdags-gaver til dig. Jeg er ikke heksemester, vi har advaret i avisen så godt vi kunne. Farvel, far".

-
Odette

Den venlige dame sukkede. Hun kunne ikke bryde det døde tomrum mellem dem. Den unge pige gjorde hende nervøs, de sad altid og så hjælpeløse ud, svigtet af familien, gråden var forbi, og de sad forstenede. 

nu spørger jeg hende om det med manden

"Ryger De?".

Odette løftede hovedet: "Nej", hviskede hun, "tak".

"De må sige hans navn, ellers kan vi ikke hjælpe Dem".

"Nej".

"Vi skal ikke tale med ham, det angår ikke ham, vi er kun til for at hjælpe Dem".

Damen så på et litografi, En mor med sit barn, og sagde: "Og så barnet".

"Han, han er død". han er død, Werner er død, ham skal jeg glemme, men kan ikke, Werner var tysk soldat

"Åh, det vidste jeg ikke, det må De undskylde".

Odette lukkede øjnene, hun burde sige 'det gør ikke noget', men hun havde det så svært, der kom kun uforståelige lyde, hun måtte gå nu.

"Vi vil gerne hjælpe Dem, men De skal meddele os Deres adresse".

Odette nikkede, "Farvel", sagde hun. Hun så på det fine grafiske arbejde, En mor med sit barn. Hun kunne hulke, men ville ikke græde. 

-

1944. En jødisk krigsflygtning i Stockholm, Odette, måtte igennem en van-skelig fødsel, barnet dødfødt efter mishandling mod moderen. 

Victor, den skyldige, uden anmeldelse til politiet.

Efter nogle år lod Odette sig farve rødhåret og gik kun i sort bluse og lange bukser. Hun drak sig ofte fuld på Cafe Royal i København, hvor nogle af gæs- terne beundrede, andre afskyede hende for hendes foragt for mænd.

Som nu, da hun sagde: "Hvad vil du, dumme dyr", til en ung mand på hen- des egen alder, der satte sig ved hendes bord, uden at sige goddag til hende. Den unge mand reagerede ikke, som hun havde ventet. Han blev siddende. Odette rejste sig, langede den unge mand en lussing. Den unge mand var Laus, det var her hun traf ham. 

Det var den aften Laus blev løsladt fra fængslet. De havde ført ham ned til en bil og sagt: "Vi kører til Politigården, De skal løslades". 

så er Henrik rejst, heldigvis, så behøver jeg ikke slå ham ihjel

"Nu ved vi, det ikke er Dem".

"Kan jeg gå nu?".

"Unge mand, De er stædig og dum. Hvorfor vil De ikke sige hans navn?".

"Nej, fordi, det har jeg sagt, jeg kender ikke hans navn".

"Jo, De gør".

"Nej".

"Fortæl mig, om De selv er homoseksuel, svar nu ærligt".

Laus smilede: "Tror De?".

"Nej, jeg havde nær sagt, desværre, men hvorfor dækker De ham?".

"Jeg kender ham ikke".

"Jo, De gør, se her, et brev til Dem, uden afsender eller underskrift, se selv, De må da vide hvem der har sendt det. De kender ham".

"Nej, har jeg lov til at gå nu?".

"Unge mand, denne Henrik, en ven, eller hvad han nu er, ham skal vi tale med, husk det, unge mand".

det er min ven, Henrik er min ven, det gør det vanskeligt, husk det

-

"Skal man ikke spørge pænt om forlov før man sætter sig ved et fremmed bord? Nå, ikke? Du blev heller ikke forskrækket, da jeg slog dig? Nå, heller ikke? Og du er ikke en hård dreng, vel? Du har ikke været spionør for eng-lænderne eller amerikanerne, vel, eller sabotør i Bopa og Holger Danske, som alle andre? Og heller ikke frivillig i SS? Tænk, heller ikke? Så kan du få lov til at give mig en øl".

"Sæt dig ned, kønne dame, det er dit bord".

Odette smilede, satte sig. 

han har et intelligent ansigt, venlige øjne, smuk stemme, kultiveret sprog, måske er han kunstner, eller skal være kirurg, se hans elegante hænder

"Unge mand, er du i dårligt humør, drikker vi gravøl?".

"Hvis, såfremt, ja, helt alene".

Odette bøjede hovedet, følte sig lurvet og meget ensom.

"Jeg var en tur i spjældet og er præcis så sensibel, som dig, vi lader hinan- den være i fred, dame".

"Du har maskuline madonnahænder. Har du hørt det før? Næ, komplimen-ter glider uden om dit verdenscenter. Du er verdensmester i selv, hik, selv-koncentration. Jeg fornærmer dig ikke, vel? Undskyld jeg er lidt fuld. Er du bange for piger?".

Laus tændte en cigaret: "Værsgo, dame, hvis du har lyst".

"Tak, min engel, skal vi drikke den øl?".

"Ja".

"Georg, fire øl", råbte hun. "Har du noget imod at jeg bestilte fire øl? Pæne unge mand, du tænker, jeg er helt overflødig, skal jeg gå?".

"Nej, bliv siddende, jeg tænkte, men ikke noget om dig".

Odette greb hans hånd: "Jeg er en simpel pige".  

"Ja, kære pige, kom, lad os danse".

Odette trak ham ind til sig, hviskede: "Jeg bryder mig ikke om at danse, det er så længe siden. Jeg faldt og troede mit ben var brækket".

nemlig, Werner fortalte mig alt om Odette

"Jeg er verdensmester i dans, du kan være ganske rolig".

-

han hedder Laus, han ved, jeg ikke kender forskel på vals og tango, men hvis jeg fortæller ham, at jeg kun har danset med én enkelt mand, én eneste gang på et dansegulv, tror han jeg lyver, det var ikke på et værtshus. Hvorfor kommer Laus her, jeg kommer for at kvæle min ensomhed, mon han husker hvem jeg er, nej, men jeg ved, hvem han husker, Werner

"Pigelil, du danser som en ægyptisk prinsesse".

"Tak, verdensmester".

"Stående samleje er forbudt", råbte Tjener-Georg.

"Skal vi sætte os?".

"Nej, ikke nu, verdensmester".

"De glor på os".

"Så lad dem glo, hold nu om mig, ja, sådan".

"Stående samleje er forbudt, det har jeg sagt, det er forbudt".

"Der er én der er misundelig. Vent lidt, vores bord er okkuperet".

-

En velklædt pige havde sat sig ved deres bord. Under hendes hånd lå Laus tegnebog.

"Det er Coralie-Margrethe, en tæve på jagt", hviskede Odette.

Elegantpigen rakte tegnebogen til Laus: "De er meget uforsigtig, den lå på bordet, er det ikke Deres?".

"Kæreste veninde Margrethe, det er alt for galt, du fortjener en findeløn".

Odette greb tegnebogen, trykkede sin mave tæt ind til Laus, kyssede ham, lirkede tegnebogen ind i hans jakke, hviskede: "Kom, lad os gå".

"Ja". Laus så smerten i hendes øjne.

"Odette, går du?".

"Ja, søde Coralie-Margrethe, du er for påtrængende".

-

De gik gennem gaderne med hinanden i hånden: "Her bor jeg, nu skal vi sige godnat".

Laus kyssede hende, hendes mund var sommerregn, han kyssede hende på halsen, hun trak vejret hurtigt, Laus hviskede: "Hvad hedder du?". 

Odette smilede. 

-

han må gerne tro, at jeg har glemt ham, jeg vil ikke gramse på ham eller klamre mig til ham, han må ikke blive træt af mig. I lang lang tid har jeg været deprimeret, nu finder jeg mig selv, held og skæbne i matematisk grundsætning hjalp mig til at møde ham igen, Jeg kysser hans hænder, jeg vil sige til ham at jeg ofte tænker på ham, at jeg så inderligt husker en tragisk eftermiddag på Strandboulevarden. Med mig ulykkeligt grædende, da han fortalte mig om Werner

-

det er Odette, hun tror måske jeg har glemt hende, men så skulle jeg også glemme Werner, og krigen og efterkrigens hærskarer af hadende hyklere, der strør ætskali i erindringens sår, når de med kolde øjne postulerer gengældelsens retfærdighed. Husk Odette, husk Odette; det var det sidste Werner råbte, da han blev ført bort af Waffen SS på Stettiner Bahnhof i Berlin; af hvem, af Henrik Heinrich von Listerius, den lille tapre tinsoldat, og så må jeg tilføje, at Henrik myrdede Werner

-

Trappen knirkede, Laus snublede.

"Du skal være stille", hviskede hun.

Forsigtigt lod han hånden glide op, blød varm hud, hun lænede sig tungt imod ham.

"Du må ikke, ikke her, kom", hviskede hun.

De glemte krigen og Werner, efterkrigstid, farver og figurer, mismod og længsel, lå forventningsfulde efter favntag. 

Odettes silkegrå kat sad på gulvet, slikkede sine poter, skød ryg og spandt, strakte sig dovent, hvæssede kløerne mod sengestolpen, og sprang med et elegant hop op i sengen til dem.

"Hvorfor holder du kat?".

"Jeg vil ikke være alene".

"Kun derfor?".

"Miu, miu, miu". Odette kyssede katten.

"Du har sans for musik".

"Miu, miu, miu".

Hun lænede sig ind over ham, hendes fingre gled over hans mund. Hun følte en trist fornemmelse, at hun igen ville miste ham, kærtegnede vemo-digt hans krop.

"Laus, kys mig". Hun tog omkring hans nakke, pressede hans ansigt mod sit bryst. Det lille ar på hendes mave skinnede rødt.

-
Henrik

Henrik gik ind på Café Royal for at finde Laus.-

blot jeg ikke træffer dette ækle kvindemenneske Odette, men jeg kan ikke undvære Laus. Selvfølgelig er jeg en selvplager, hvem er ikke det? Jeg afskyr dette ækle lokales snavs og kakerlakker, med kød og knogler fra en rotte der forsvandt i kødhakkeren og derfra blev serveret som tatarmad 

jamen, Laus, kan du ikke føle angsten for det virkelige liv hos disse åh så interessante kriminelle intellektuelle schade skadedyr

jamen, Laus, det er under lavmål. Han havde ret, min papa, når han i breve fra Madrid før han faldt for Franco, nej, de andre tror jeg, skrev til mama at han havde forladt hendes betagelse for en montparnassekopi, fordi mama flirtede med kommunismen og valgte stamgæsten Papa, den møg-kælling. Det passer til hende Odette, den lille luder

jamen, Laus, brug dog dine øjne, så ser du en dum lille jødetøs

oh, Laus står i snak med Tjener-Georg, han er til lidt af hvert, træk-kerdreng, smitter pigerne med fnat og lus 

det var Papa der påstod, at når jeg ville hævne mig blev jeg ond, derfor ønsker jeg at du, søde Laus, bliver bidt af en royalsk rotte eller kakerlak, nå, denne gang slap du fra Georg, det lille krapyl med den elegante pariserrøv, han bukker underdanigt for dig

Henrik satte sig ved bordet hos Odette.

- 

"Dav, Henrik, ensomme ulv, sæt dig, han kommer om et øjeblik". 

Laus skænkede rødvin. Henrik satte glasset for munden, vinen skvulpede. 

"Henrik, hvor har du gemt dig?". 

han er livsfarlig, den gode Henrik, men det er vel snart forbi, hvis det er uhelbredelig leukæmi, som han påstår; han er hypokonder, en opgave for Papa, den romantiske bourgeois, der ville være socialist og flygtede fra sin boghandels fallit og blev dræbt som artilleriofficer i den spanske borgerkrig, fordi Mama, en hysterisk moppe, lukkede pengekassen; hvis man altså kan skelne mellem løgn og sandt i den historie 

Mama som ved kostskolers hjælp fik opdraget Henrik som en papegøje, der fløj vild da den meldte sig som svensk statsborger til SS; disse menne-skers afkom, en homoseksuel leukæmist, der en dag vil forsøge at forføre mig, ohje, han får et kraniebrud, han er min ven, eller hvad man kalder denne dragende stemning fyldt med konflikter 

det må være ham, det ér ham, og jeg svor hævn, han skal dø, det skylder jeg Werner og Odette

-

"Laus, har du en cigaret?". Laus tændte cigaretten for Odette. 

"Henrik, få fat i en flaske til". 

"Selvfølgelig".

Henrik så på Odette og på Laus, rødmede, åbnede munden, fortrød, rejste sig, og gik.

"Laus, hvorfor fornærmer du ham?".

"Hvorfor? Det er et spørgsmål om en ny og ukendt teknik for mig, fortæl mig hvordan jeg går i seng med en mand, vores lille jaloux Henrik Harpe-streng".

Odettes indvolde gjorde oprør, mørke lyde brummede omkring hende, hun stirrede på Laus, hendes hoved svajede, hun sank besvimet ned på gulvet. 

Laus sad med Odette i sine arme, knugede hende ind til sig.

"Gud, så pas dog på", råbte en skinger kvindestemme.

Sygeplejersken havde smalle læber, kindposerne var behårede, der sad nikotinpletter på hendes tandkød. Det havde ikke været nødvendigt med en ambulance, sagde hun, den unge pige skulle passe lægebehandlingen, spise de ordinerede piller. Laus sagde: 

"Jeg vil ikke høre Deres brægen. Odette er syg, det er min skyld".

"Jeg ordner det, det lover jeg", sagde Henrik.

Sygeplejersken sendte Henrik et forstående smil: 

der findes dog fornuftige unge mennesker, han er næsten for sympatisk, denne unge mand, han ligner Peter, min nevø; men de fremstående tænder misklæder ham og han læsper, om få år vil han, vurderet halvt professionelt, halvt som kvinde, som overlægen siger, være fortabt i hormonale for-styrrelser og trøstespise sig fed og onanere efter drengebilleder eller det der er værre, når handyr broderer i andre hanners bagpart

Hun så spørgende på Henrik: "De er måske ægtefællen, det er nok bedst at vi indlægger Deres hustru et par dage".

"Kom, Laus, vi kører hjem til mig".

-

hvorfor omklamrer Henrik mig som en Oscar Wilde, en gesandt for de for-fejlede, den påtvungne depravation, ha, Herman Bang; gulvet er glat, de bræk- ker deres ben, bare de nu passer godt på Odette

"Laus, det er bedst du kommer væk fra det hele".

nemlig, kirkebryllup i Kronborg Slotskirke, Odette og Henrik, forførende tanke, hvorfor dulmer denne læspende stemme mine nerver

"Laus?".

måske har du alligevel en lille del, blot en lille del af den berømte rem af huden klistret fast et sted i gener og atomer; nej, det ved den søde grød, men hvor trækkes grænsen mellem pirringslyst og genernes dominans, måske skyldes det

"Laus, hører du efter?".

"Nej, jo, selvfølgelig gør jeg det".

"Vi rejser til Italien".

"Nej, jeg har ikke lyst".

"Laus, du skal glemme Odette, hun er en simpel værtshustøs".

"Jeg vil til Amsterdam, og jeg sender Odette en buket blomster, hun er ikke noget møgdyr, færdig".

-
Coralie

Dagen efter Poul Hansens begravelse fik Carl Anton anvist et påhæng, som ærgrede ham. En ung dame, tidligere i cykeltyveriafdelingen, så jurist, derpå bedrageriafdelingen, og springforfremmet som drabsafdelingens næstkommanderende, den energiske Margrethe Clausen, kaldet Coralie.

Carl Anton måtte indrømme, at den nye kollega var effektiv, køn og velskabt, men han tyggede cigarer til trevler, når hun diskuterede politik, lød utålelig rethaverisk med alenlange foredrag:

"Tyskerne angreb Polen den 1/9 -39. Den 3/9 erklærede Storbritanien og Frankrig krig mod Hitler. Såvel briterne og tyskerne planlagde i december samme år besættelse af Norge og Danmark. Og 19. januar 1940 vedtog vores rigsdag en enig beslutning: 'Danmark vil med alle midler hævde og værne rigets fred og uafhængighed'. Heraf må følge, at regeringen og den kongelige majestæt svigtede borgerne ved ikke, med henvisning til rigsdagserklæringen, at erklære krig, da vort kære Danmark blev angrebet af tyskerne den 9. april. Den dag besattes foruden Danmark, også Norge, som støttet af britiske tropper fortsatte kampen til 10. juni. Den 10. maj angreb tyskerne Holland, Belgien og Frankrig. Holland kapitulerede 14. maj. Bel- gien 25. maj. Frankrig 22. juni. 

Med andre ord, ærede hr. kollega Carl Anton Ernest: Skal vi bekæmpe den stigende kriminalitet, bør, kan og skal vi begynde i toppen, og ikke ligge og kravle i rendestenen".

Den salve affyrede hun efter en uges ophold i afdelingen. 

Carl Anton overvejede, om han skulle få Coralie lempet tilbage til politiets grundkursus, men efter få dage havde hun gjort sig uundværlig for ham, hun var hurtig i hovedet og traf de rigtige beslutninger.

Så gjorde Ove Skov i Efterretningen en fejl, han foreslog Margrethe Clausen som Carl Antons medhjælper i Tilsynet. Skov var blevet senil, havde glemt at spørge oberst Hardall, og den kommende general hvæsede: 

"Så længe Carl Anton Ernest kun er konstitueret chef for drabsafdelingen, er det en fornærmelse mod Tilsynet, at promovere hans næstkommanderen-de, oven i købet et pigebarn, til hemmelig tjeneste".

-
Proletaren

Laus og Henrik skulle rejse næste dag. Henrik pakkede kuffert og hørte Laus fortælle om afhøringen hos politiet. Dét interesserede ikke Henrik.

"Laus, hids dig ned, homoseksuelle er som biler, et spørgsmål om årgang, model og kvalitet, og myndighederne holder de kriminelle nede".

"Protest, det var mig der sad fængslet. Jeg var det eneste maskulinum i bøssebaren, hvor jeg ventede på dig. Hvorfor sendte du et brev, det snup-pede politiet".

"Brevet var ikke til dig, jeg havde adresseret det forkert".

"Løgnhals".

"Du lider af proletarens nervøsitet for politiet".

"Med god grund. Nej, pak selv dine skjorter".

"Bevares, vi kom fra din nervøsitet".

"Ja, hør nu her. Proletaren".

"Gud, jeg mangler tandpasta".

"Proletaren".

"Fru Hansen kan vedgud ikke stryge en skjorte. Jeg lytter, lille Laus, men alt mit tøj? Jeg kan da vedgud ikke rejse nøgen".

"Proletaren, det vil sige halvdelen af befolkningen, er fredløs, ved et uventet møde med kapitalismens styrende arm bliver proletaren desperat. Fordi han altid kommer ned med nakken, og det ved politiet, og så er spillet gående".

"Da kun de kriminelle, ikke fordi man er fattig".

"Jo, fordi det er kriminelt, at være fattig".

"Silkeskjorter er nu behagelige. Se, er den ikke pæn?".

"Den er rædselsfuld".

"Bevares. Du sagde, kriminelt at være fattig".

"Ja, de fattige er kriminelle, fordi de er besiddelsesløse. Jeg vrænger et ord du ikke forstår".

"Jeg troede det kun var mama, der kritiserede verdens bedste sociallov".

"De besiddelsesløse, den halve befolkning, foragtes i kraft af højrefløjens propaganda, som har bredt sig til justitsvæsenet og den reaktionære em-bedsstand".

"Laus, hjælp mig, jeg har fået en loppe på mig, og jeg er lige blevet kureret for fnat".

"Med den rygmarvsfornemmelse skrives lovene, og flertallet vil påstå, at de ikke er proletarer".

"Socialisme er dødens pølse".

"Den halve befolknings handlingskraft er lammet. De hverken kan, vil eller tør tænke politisk".

"Luther skulle ikke være gået imod paven, vel, søde Laus?".

"Jeg gider ikke høre dine religiøse fornemmelser".

"Bevares".

"Luther var antisemit".

"Ja, men der må da være noget galt med jøderne, mamas pater fortalte".

"Hold op med det katolske vrøvl".

"Laus, husk mig på en ny tandbørste. Har jeg fortalt dig, at jeg vandt i lot-teriet, og så sagde jeg til mama".

"Reformationen, der første kapitalistiske revolution, kunne kun gennem-føres, fordi Johan Rantzau var rutineret i nedslagtningen af gode tyske og danske bønder".

"Mama har en af Rantzaus ridderrustninger stående".

"Dét lyder som løgn".

"Bevares. Altså, Laus, hvor er min slipsenål, den jeg fik af mama?".

"Christian den 9. underskrev novemberforfatningen 1863, presset af vores chauvinistiske regering, der i strid med internationale aftaler".

"Laus, vi skal nå toget".

"Hvis Luther og kapitalisterne havde tabt reformationen".

"Se, Laus, jeg fandt mamas slipsenål".

"Den er rædselsfuld".

"Bevares".

"De nævnte proletarer, og de kriminelle, inklusiv dig, Henrik, uagtet du er forgyldt fra hoved til røv, afviger fra kapitalismens normalitet, ikke kan gå fri, bliver hængende i dyndet, fordi snobber, flipproletarer og småkriminelle tror, at kapitalismen er det sikreste".

"Filosof Laus Jansen i arbejde, at du gider, Laus". 

Pludselig rødmede Henrik og råbte: "Hvad mener du? Har du lyttet til slad- der? Åh, javel, hos politiet".

"Ja, de spurgte om jeg kendte din bestikkelse af et vidne, der kendte din telefonterror og brevtruslerne mod en, din store idiot, en uskyldig politi-mand".

"Det er løgn, den mand har aldrig været vidne, og det fjols af en politi-mand, han er ikke uskyldig".

"Han er en af dine bekendte, og så videre, medmindre det du går og lusker med".

"Det er ikke mig, der er kriminel".

"Du skrev falsk på en veksel, dét er kriminelt".

"Med mamas navn, herregud. Næ, Laus, meld dig ind i et politisk parti, men du er du jo kommunist".

"Nej, jeg går ind for nådesløs kritik, som ikke er ufarlig og ikke uden drama".

"Kongehusets abdikation i Danmark, fy, Laus, du er naiv".

"Har du hørt fra Odette, har hun ringet?".

"Kom, vi skal nå toget".

"Jeg spurgte om Odette, har du talt med hende?".

"Odette? Hun ringede mens du var i bad, jeg skulle hilse".

"Gav hun dig en besked, sagde hun noget?".

"Nej. lad hende passe sig selv. Men brevet hos politiet? Papa står i deres arkiver, og nu kom turen til mig. De kan finde mig, selv om mama holder dem fra livet. Mama er vild med skandaler, men over for mine er hun ræd-selsslagen".

"Dét forstår jeg".

-

De fik anvist en tom kupé i toget. Laus nægtede at lade bagagen indskrive som rejsegods. "Det er ingen luksusrejse", sagde han.

"Du diskuterer stort og småt og småligt", vrissede Henrik.

Han baksede med bagagen, afviste en håndsrækning fra Laus, som greb kufferten, da den faldt ned.

"Du er ingen Hercules. Eller er du, Henrik?".

Laus sad ved vinduet. Henrik klinede sig op i hjørnet ved kupédøren.- 

når Henriks øjne flakker gør han mig vanvittig, du går ind i en fremmed verden, men reelt venskab, fair og loyalt, nej, denne rejse bliver en fiasko, Henrik havde andre forventninger 

før vi når Korsør slår jeg ham ihjel, jeg svor hævn, Werner og Odette har ret til hævn, men et impulsivt drab kan ikke planlægges, så er du morder

-

Konduktøren hjalp en velklædt ung dame med hendes kufferter: 

"Her kan De sidde, her er rigelig plads".

Henrik kikkede på pigen, og lo: "Margrethe, goddag, hvor kommer du fra?".

"Henrik, er det dig?", svarede pigen.

det er hende med min tegnebog den aften i Royal. Odette sagde Margre-the, du er påtrængende. Det er hende elegantpigen på Strandboulevarden, Odetes veninde, Coralie

Henrik larmede: "Laus er min bedste ven, men han er ærke kommunist, og det er min studiekammerat, Margrethe Clausen, som vil gå til tops med sin klæbehjerne, hold dig fra enhver diskussion med hende".

"Hvor er Odette, er hun ikke med?".

Henrik stivnede: "Kender du Odette?".

"Nå, ja, sådan, lidt fra?". 

"Skal De være jurist?", sagde Laus.

"Skal vi ikke sige du?".

"Hvor skal du hen?".

"Paris, men først et lille smut til Amsterdam".

Henrik gned hænder med en raspende lyd: "Det bliver morsomt, lad mig så høre, pjækker du, eller har du ferie?".

"Jeg har fået et engagement".

"Som hvad?".

"Dét siger jeg ikke".

"Mavedanserinde", sagde Laus.

"Nej, sangerinde i et danseorkester. Henrik, er det dig der lugter?".

oh, Henrik er ikke i kridthuset hos hende, ejheller hos Odette, huskede jeg blomsterne til Odette, jamen, hvordan pokker kunne Werner få en pige som Odette

-
Jeg har ikke set skyggen af penge

"Herregud, lille far, drengen er journalist på et lille blad ude i provinsen, hvordan skulle han dog have forstand på aktier og børsforretninger?".

"Gerda, jeg taler med Rolf, det er vigtigt, forstår du".

"Carl Anton, du må ikke råbe. Rolf, sig noget til ham. Elise og tvillingerne kommer om et øjeblik, ikke sandt, Rolf?". Rolf nikkede.

Carl Anton mumlede: "Elise, Rolf, tvillinger, forældre, knap nok myndige, boler i fordærv. Børnehave, siger jeg".

"Såså, lille far, det er vores bryllupsdag, jeg har bagt kransekage til dig".

"Gerda. Jeg gav drengen alle vores sparepenge til køb af aktier for at hjælpe enken efter Poul Hansen. Men du har måske glemt min tidligere chef? Og hvad er der sket? Rolf har sat hele møllen overstyr hos en idiot af en vekselerer, det pak".

"Nu er det nok, far. Poul Hansen ville, det var ikke mig".

"For helvede, dreng. Du sagde, at fidusen var brand sikker".

"Jeg skrev det i avisen, far. Sådan gør man. Det er mit arbejde. For fan-den, far, kan du ikke forstå det. Så ringede du, og".

"Du sagde, at det var brand sikkert".

"Nej, far, jeg sagde, at markedet tegnede stabilt, og så afbrød du sam-talen. Farvel, sagde du, jeg har travlt, husker du det? Og jeg vidste ikke, at du ville spekulere via din bank, som benyttede vekselerer PP. Det er noget du fortæller mig bagefter. Det eneste jeg ved, det er, at PP overlod dine forretninger til yngstelærlingen i firmaet. Derfor gik det galt, han satsede forkert. Men husk, at PP forsøgte at redde stumperne".

"Carl Anton, så er det din egen skyld, og herregud, vi har da fået pengene tilbage. Ti nu stille, lille far, nu kommer Elise med tvillingerne".

"Gerda, Rolf, for satan. Jeg har ikke set skyggen af pengene fra svindleren PP", råbte Carl Anton.

-
Herbert Grün og Victor

Odette havde ringet til Henrik, jo tak, nu havde hun det meget bedre. Laus sov da hun ringede. Henrik løj og sagde, at Laus ikke var tilstede. Han fortalte hende, at de skulle rejse med toget til Amsterdam, han stod netop og pakkede en kuffert. Odette hørte triumfen i Henriks stemme. Det fik hende til at træffe en hurtig beslutning. Få timer senere sad hun i et rutefly til Amsterdam.

"Er det her jeg skal holde?".

"Ja tak, det er her".

På Rokin var der omkring middag kun lidt færdsel. Huset de standsede ved lå stort og fornemt. På facaden var ophængt fire irgrønne bogstaver, Grün. 

Maleriet på det brunmalede staffeli i udstillingsvinduet kostede en halv million gylden. Odette havde forstand på den slags.

Kunsthandler Herbert Grün sagde farvel til en kunde, nikkede til Odette, tøvede, en anelse greb ham, måske bragte Odette en bekymring.

"Har du tid?", spurgte Odette.

"Nadurlivis har jaj tith til daj", svarede Herbert Grün smilende.

"Naturligvis, onkel Herbert, husk det nu, naturligvis".

"Ja, min skat, naturligvis".

"Onkel Herbert?".

Herbert Grün nikkede. "Ja, lad mig høre". 

Fra sin mundrappe søster, som havde været hans husholderske, havde han ofte erfaret at hans lille niece, Odette, var et problembarn. Hun var engang det uskyldigste, endnu ikke fødte midtpunkt i et familiedrama. Herbert havde gjort en polsk pige gravid. Affæren dysset ned, pigen fik en sum penge, rejste til London, en antikvitetshandler stod parat til at indgå ægteskab med hende.

"Onkel Herbert, må jeg låne huset?".

"Hele huset? Odette, må jeg ikke byde dig goddag, sagde du hele huset?".

"Jeg vil meget gerne", sagde Odette, og gentog 'låne hele huset', og undrede sig over, at det lød påtrængende. 

Hun vidste, han skulle træffe en svær beslutning.

"Onkel Herbert, hvis du ikke vil, skal du sige nej, så må jeg finde et hotel".

Odette følte sig rolig, det var en præcis situation. Hvis onkel Herbert sagde nej, havde han alligevel hjulpet hende, hun ville rejse tilbage til København, glemme Laus, glemme Laus totalt og aldeles fuldstændigt. Hvorfor udfordre skæbnen?

"Jeg vil nødig være taktløs", svarede Herbert, "men, forstår du, jeg har?".

Herbert Grüns øjne genspejlede hans kæreste eje, huset, møblerne, male-rierne, vinterhaven, det store flygel, danserinden af Degas, en bronze-skulptur af sjælden skønhed, og i haven Legende Venus i marmor af Maillol.

"Onkel Herbert, det er en mand, en mand som skal vide, at jeg".

"En mand? Forhåbentlig et ærligt menneske. Hvad hedder han?".

"Laus".

"Laus, er han hollænder?".

Odette smilede. "Nej, det er tilfældigt, han er".

"Fra Danmark, godt, hvis han er rig og klog, ung og smuk, så, voila".

"Laus er vistnok grim, nej, han er en pæn nordisk type, han ejer ikke en øre, men du vil synes om ham, han".

"Nu ikke mere om det, huset er dit. Men vær forsigtig med denne Laus, at han ikke bringer os uro og ærgrelser. Skal vi drikke kaffen?".

De drak kaffen i stilhed. Der var to småkager til Odette, og to småkager til onkel Herbert.

Så rejste han sig, åbnede jerndørene til malerierne i brandboksen, så på en lagerliste, hentede en lille stige, trak et maleri frem.

"Odette, her skal du se, tror du det er ægte?".

Herbert Grün savnede børn, men turde ikke afsløre skandalen, den polske pige, der havde født ham en datter i London. Han trøstede sig med, at Odette havde indsigt i kunst og viste evner til at videreføre forretningen. Det var til gengæld håbløst med Victor.

Herbert Grün gik frem og tilbage, bag Odette, ventede på hendes svar. 

Odette genkendte maleriet, et af Edvard Munchs landskaber.

"Er du sikker på det ikke er stjålet, det hængte i Oslo sidste år, hos Broholm, nej, ikke ham, den anden".

"Ja, rigtigt, han er gået fallit, men billedet er godt, synes du ikke?". 

"Du har været heldig, som sædvanlig", lo Odette.

"Odette, der er noget jeg har glemt".

Odette gispede. 

fandens, nu mobiliserer han et påskud, ham ud ad døren til en kunde i en fart, og jeg skal sige, skynd dig nu lidt, onkel Herbert, og han vil bortforklare, hvad han har lovet mig

Herbert Grün stod med bortvendt ansigt. 

måske er det sladder, de slemme rygter om Odette og Victor, min halvbro- der, en efternøler, mor giftede sig med en starut fra en norsk familie. Min lille Odette har talt nedsættende om Victor, men ingen har direkte sagt, at Victor voldtog Odette

"Odette, jeg glemte at sige, at huset? Jeg har en gæst, men så må I bo un- der samme tag, som I nu bedst kan. Det er Victor".

"Victor? Dét undrer mig ikke. Victor vil hellere lege kunsthandler i Amster- dam end embedsmand i København. Jeg har ikke set ham i flere år, hvordan har han det?".

"Åh, jeg værdsætter kontorchefen i justitsministeriet. Du skal se, min ven, en dag vil Victor blive udnævnt til højesteretsdommer".

Herbert så på sit ur, skævede til butiksdøren, og dér, uden for døren stod Victor. Træd dog nærmere, Victor, hvis du altså tør

Victor trippede nervøst, han havde set Odette. 

"Nej, sagomel og klejner, nu kommer Victor", sagde Odette.

-

-

                                                          guld02    

-

-

-