-

- manden har en pistol, 

han skruer en lyddæmper fast i pistolen -




 

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Torsdag, 15. november, kl. 20:43, aftenmørke og regn. Firkløveret kørte i Poul H´s tjenestevogn. Poul H standsede i Rigsdagsgården foran stentrappen til Christiansborg, bakkede vognen ind foran domicilet til Folketingets Om- budsmand. Herfra kunne de se gitterporten under Rigsarkivet, indgangen til haven foran Det kongelige Bibliotek.-

Gamle Hansen: "De skal komme nu". 

Marius Drokeya: "Der er de".

Palle H: "Er dommeren skidefuld? Se, han vakler". 

Poul H: "Ja, dommeren har drukket for meget". 

Drokeya: "Dommeren er syg, se nøje på ham, nu står de ved gitterporten til biblioteket. Se, ledsageren har en nøgle. Hvis dommeren var beruset, ville hans tøj sidde sjusket, hans slips sidde skævt, hans hår stritte, men han er pæn og nydelig, bortset fra, at han er slap og syg. Jeg tror han er bedøvet. Der er noget jeg kan genkende fra dengang jeg lå på hospitalet".

Poul H: "Ledsageren er politimester i uniform, skjult af en slængkappe".

Gamle Hansen: "De går gennem gitterporten, hvorfra har politimesteren de nøgler, nøglerne skal være hos slotsvagten. Der er noget galt".

Palle H: "Gamle og storebror Poul kan stadig slås, det ved jeg, og vi har alle et våben. Gamle og Poul følger efter dommeren og politimesteren. Jeg selv løber via Børsgade ned til Christians Brygge.  Marius løber gennem porten ved Tøjhusmuseet, den står åben. Så mødes vi på havnesiden af biblioteket. Jeg tror der tale om en gidselaffære, vær nu helt stille. Husk mig på et ridder-kors til vores meddeler. Afgang".

-
Hej, dommer, det er Brian

Den 17-rige hestepasser Brian Nielsen stod endnu med bukserne nede om haserne, skjult i en nieche under Rigsarkivets hvælving. Brian havde haft kærlig kontakt med sin kusine, Else, der bragte sit tøj i orden. 

Hvælvingen var truende mørk, kun svagt oplyst af få søvnige lamper.

Pludselig så Brian dommer Svendsen blive ført ind i hvælvingen af en kappeklædt mand, der under kappen var iklædt uniform, og stod under den ene lampe. Mandens ansigt blev belyst tilstrækkeligt for Else; hun gispede: 

"Gud, Brian? Han ligner vores politimester hjemme i Frederiksby".

"Hvad laver dommer Svendsen her? Nej, altså, se? Manden har en pistol, han skruer en lyddæmper fast i pistolen", hviskede Brian.

-

Brian trådte et skridt frem og råbte muntert:

"Goddag, dommer, det er mig, Brian. Kan De huske mig? Jamen, hr. Svend- sen, De er da ikke syg, vel? De står så underligt, nu henter jeg en ambulance, jeg gør, så kommer der en læge. Hej, dommer Svendsen, det er Brian, vent lige et øjeblik".

Brian bevægede sig i små nervøse skridt hen mod dommer Svendsen og den kappeklædte, til pludselig Brian så et ildglimt fra pistolen og hørte et dæmpet knald. Skuddet var tiltænkt Brian, men var en forbier. 

Derpå rettede kappemanden pistolen mod dommer Svendsens nakke. Brian rystede af skræk. Elsepigen skreg forfærdet. Kappemanden ville myrde dom- meren.

Men så skete det. Af uforklarlige grunde, dog, som dommer Svendsen sene- re udtalte, såre logisk: 

"Jeg hørte Brians stemme og en ung piges angstfulde skrig og følte en ube- hagelig hånd på min venstre skulder og noget koldt og hårdt mod min nakke, og min hjerne begyndte igen at arbejde".

-

Dommer Svendsen forstod, at der bag ham stod en person, der havde onde hensigter. Her kom det teoretiske kendskab til selvforsvarskunst ham til hjælp. Det var Hiort, der en dag havde fundet det lille hæfte i dommerens bogreol, og havde sagt: "Du, Svendsen, hvis du kommer ud for et overfald, kan så forsvare dig selv?", og Svendsen havde sagt: 

"Hvor kommer det fra? Jeg har ikke set det hæfte i hundrede år. Jo, jeg tror jeg kan, men jeg har aldrig prøvet det".

Dommer Svendsen gjorde to hurtige bevægelser på samme tid: 

Han trådte et halvt skridt til venstre, og slog sin højre arms albue ind i vom- men på den truende person bag ham. Den kappeklædte udstødte et gispende "auh", krummede sig sammen. 

"Og der var rigelig tid til", sagde Brian bagefter, at Brian kunne springe frem imod forbryderen, og sparke til dennes højre hånd, hvorved pistolen faldt ham afhænde. 

Gamle Hansen og Poul H, der havde holdt sig skjult bag gitterporten ind til hvælvingen, trådte frem, og råbte med stentorrøst: 

"Hr. politimester, i selveste lovens navn. De er arresteret for drabsforsøg på landsdommer Curt Adam Svendsen".

-

NP havde naturlig fatteevne, han foretrak flugt, for kamp mod overmænd. Han flygtede gennem bibliotekshaven, ned mod Christians Brygge. Det var et spøgelsesagtigt syn for Else, Brian, Gamle Hansen og Poul H, at se den store kappe flagrer som en dødens ravn efter NP i den natsorte have.

Sikkerheds-Palle H nåede halvvejen gennem Børsgade, så opgav han at løbe. "Jeg er ikke i træning, og det regner forbandet", mumlede han. 

Han så to biler køre forbi på Christians Brygge. Den ene var patruljevognen.

- mine folk kan deres kram, tænkte han.

Marius Drokeya slentrede ned gennem passagen ved Tøjhusmuseet, ned til Christians Brygge. - jeg må ikke overanstrenge mit hjerte

- 

NP forsvandt i voldsom fart mod Kongens Nytorv. Patruljevognen forfulgte ham med hylende sirene og blinkende alarmlys. På hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade påkørte NP, journalist Kurt Svendsen, som havde afsløret skan- dalerne i de sociale boligselskaber og i broderskabets Private Liberale Udlej- ningsselskab. Kurt Svendsen var opstemt efter en lang dag med gode venner, havde medskyld i ulykken, var beruset og uopmærksom i den mørke, regn-våde aften.

Flugtbilisten forsvandt ned ad Bredgade. NP kørte hasarderet, med knust forrude og smadret højre forlygte. 

Få meter fra hjørnet af Sankt Annæ Plads kørte patruljevognen op på siden af ham. NP bremsede hårdt, drejede til højre, ned ad Sankt Annæ Plads. 

nu hen til parkeringshuset under Advokaternes Hus, tænkte han.

Ved hjørnet af Amaliegade bremsede han hårdt, drejede til venstre, nåede frem til det underjordiske parkeringshus. En stor, mørkegrøn varevogn bloke- rede indkørslen, på vej ud i Amaliegade. 

"Satans, den skal til Frihavnen, er det i dag", gispede han.

-

NP så patruljevognen svinge ind i Amaliegade, han speedede op, kørte ind under kolonnaden til Amalienborg, svingede uden om rytterstatuen på plad- sen. Ved dronningepalæet måtte et vagtskifte fra garden springe for livet for ikke at blive påkørt; deres bjørneskindshuer trimlede over slotspladsen.

svinget ved Esplanaden er for skarpt, jeg fortsætter til Gefionspringvandet og omkring den engelske kirke

Ved Sct. Albans Church, voldgraven foran Kastellet, gik det galt. NP mistede herredømmet over vognen; den væltede i svinget, ramte stensøjlen i kirkens sydlige hjørne, snurrede rundt, før den med et brag knustes mod et bøgetræ; vognens benzintank eksploderede. 

De civilklædte betjente i patruljevognen gjorde, hvad de kunne for at redde NP fra flammerne, men forgæves.

-
Kursus i formel logik

Natten til fredag den 16, kl. 00:48, i sikkerhedstjenestens central. 

Politiinspektøren Palle Hanssenius gav instrukser til dommer Svendsen, der var en kende rystet over at være udsat for et drabsforsøg, og til hestepasser Brian Nielsen, der førte sig mandigt frem, og til Else Andersen, der var skræmt og træt.

Palle H fik ordre fra højere magter. Det skulle se ud, som om attentatet på dommer Svendsen var lykkedes: at dommeren var død. Det var nødvendigt under hensyn til opklaringen af den omfattende sag.

"Behøver det være så makabert, jeg, død?", svarede dommeren. 

"Ja", svarede Palle H. 

Viggo Gure skulle efterlyse sin hustru, Anne; det vidste de endnu ikke. Viggo og Anne og lille Josef slumrede på feltsenge i gæsteværelset, en fængsels- celle.

Else Andersen skulle sige til pressen, at hun havde set morderens ansigt og politiuniform, at hun kendte den pågældende som politimesteren i Frederiks- by. "Det tør jeg ikke", svarede Else betuttet, på nippet til at græde.

"Du skal, Else, og det er sandt", hviskede Brian.

Brian skulle sige til pressen, at han var vidne til drabet på dommeren.

"Husk nu, at du bruger dine egne ord, men du må ikke sige, at dommeren overlevede. Kan du det?".

"Jeg siger bare at dommer Svendsen blev henrettet", sagde Brian.

"Åhgud", mumlede dommeren.

"Jamen, hr. dommer. Jeg ved hvordan det er. Jeg ser film i tv næsten hver aften, og læser aviser, så jeg kender det".

"Jeg tror du klarer den, Brian", sagde Palle H. 

"Hr. Svendsen, De indlægges på et hospital og skal opereres af Deres søn".

"Såh, skal jeg det?". 

"Ja".

"Da må jeg sige. Svend er i Norge, og De får ingen læge til at operere på sin egen familie".

"Deres søn gør", svarede Palle H.

"Min søn gør det sandelig ikke. Jeg har dog lært ham lidt om etik". 

"De har ingen rettigheder, hr. Svendsen, husk det. Husk, De er død, eller nær ved", råbte Palle H.

-

Lørdag den 17. november, formiddag. Dommer Svendsens hustru, fru Elise, min blide due, kom løbende ind på dommerens eneværelse på et hemmeligt lazaret, iført hjemmevævede farvestrålende gevandter, og en lyserød hat så stor som et møllehjul. Fru Elise blev eskorteret af en ung sygeplejerske, der ikke veg fra fru Elises side.  

Den unge dame var erhvervspraktikant i sikkerhedstjenesten.

Fru Elise sagde:

"Goddag, min ven. Altså, sødeste Curt Adam. Hvordan er det du opfører dig? Jeg blev så forskrækket. Du ligger og slås på gaden? I din alder? Ja, man siger at du er blevet overfaldet og skudt på med en revolver. Men jeg kender dig, sødeste Curt Adam. Du er selv ude om det. Du provokerer folk, gør du. Det har jeg sagt til dig mange gange. Folk bliver ophidsede på dig. Men nu ser du, kære Curt Adam, hvordan det går, når du ikke vil høre efter. Og jeg siger det kun, søde Curt Adam, i den bedste mening. Det ved du".

Den unge sygeplejerske: "Undskyld, frue, patienten er sløj og skal have ro, absolut ro".

"Hvad siger De, lille De?".

"Det er efter ordre fra overlægen. Patienten skal have absolut ro. Jeg må bede Dem om at gå, frue".

"Hvad mener De? Altså, sødeste Curt Adam? Vil du nu høre? Hvad er det for et sted du er havnet? Du har da betalt vores sygeforsikring, har du ikke? Og din forbinding er snavset og du har blod under næsen, og her er støvduller alle vegne. Og du lugter af, hvad er det? Drikker du kogesprit? Nej, sødeste Curt Adam, du lugter af whisky og gammel sved. Du skal hjem, min søde ven, her kan du sandelig ikke blive".

Erhvervspraktikanten: "Frue, jeg skal meddele Dem, at Deres søn, Svend Åge Svendsen, er tiltrådt som afdelingens overlæge. Jeg kan ikke gå imod overlægens ordre. Jeg skal bede Dem forlade hospitalet. Det er lægens ordre".

"Jamen, det gør jeg da hjertens gerne, lille De, den overlæge De taler om, ham kender jeg ved gud ikke. Han skal ikke behandle min mand, ikke tale om. Har du lagt mærke til, sødeste Curt Adam, at jeg er blevet lidt tunghør på det sidste? Det er kun vokspropper, eller polypper, du ved. Det må du hjælpe mig med når vi kommer hjem. Kom så, sødeste Curt Adam, stik nu dine fødder ud af sengen. 

Ja ja, du er lidt afkræftet, det kan jeg godt se, men jeg har hyldebærsaft og alt muligt andet godt derhjemme, det skal nok hjælpe. Sådan, det var sokker- ne, sådan. Men du må selv hjælpe til med bukserne".

"Ja, kære due, det skal jeg".

-

Den unge dame forlod dommerens eneværelse. 

På gangen foran døren stod en forsamling, som med alvorlige miner lyttede til dommer Svendsens kapitulation over for sin hustru. Der var uro i den tæt pakkede trængsel. Det var generaler og admiraler, som ved en misforståelse mødte i fuld galla; det så festligt ud. 

Dertil statsministeren, civile embedsmænd, og cheferne fra mange efterret- ningstjenester, bortset fra en uheldig, der havde ophold bag tremmer. Endvi- dere, i godt humør, sminket til ukendelighed, politiinspektør Anne Gure, samt firkløveret Drokeya, Palle H, Poul H og Gamle Hansen.

Anne hviskede, at dommerens fru Elise var et problem, som ingen jordiske hære kunne magte, himlens guder kunne ikke komme til hjælp. Dommeren adlød altid frivilligt den kære due, fru Elise. Basta.

"Regeringen er af den klare opfattelse, at jeg synes, at regeringen synes, at fru Elise er en fornuftig kvinde", hviskede statsministeren.

Sygeplejersken, den unge erhvervspraktikant, lænede sig udmattet til Palle H, så på ham med store violblå øjne, og sagde bedende:

"Altså, søde Pallemand, det må du ikke byde mig en gang til. Altså, søde Pallemand, det vil jeg sige, magen til dame har jeg aldrig mødt. Sikken en hejre. Og jeg gjorde mig sådan umage. Men jeg tror det er fordi hun er meget tunghør. Hun er helt invalid. Jeg sagde det om hendes søn, søde Pallemand, men det hjalp ikke. Altså, Pallemand, den slags vil jeg ikke være med til".-

Gamle Hansen tænkte højt: 

"Myrdet dommer overlevede mirakuløst. Nej, han kan jo ikke være både død og levende. Helten Svendsens søn kom til hjælp. Nej, dommerens søn vil ikke hilse på sin mor, det har min kone forbudt mig, sagde han. 

Vi må holde krigsråd, men uden dommeren og fru Elise. Den dame, i guder, jeg kender hende. Jeg foreslår, at vi går op til min chefredaktør, Julius Blom- berg, han finder en løsning".

-

Gamle Hansen ringede til Julius Blomberg, og sagde, at et selskab, som Blomberg sikkert kunne forestille sig, hvem var, den og den, bad så bønligt om gode råd, hvortil Blomberg svarede:

"Vi har ikke plads på Nyheden til den hob, kør til Bredgade, men husk, at James er vegetar og afholdsmand og jeg har intet i køleskabet, jo, en slagtet kanin. Sig, at I er velkommen hos mig privat, i Bredgade. Og husk at James skal fodre mine kaniner og slagte et par stykker, sig det til gæsterne". 

"Vi kører herfra med det samme", svarede Gamle Hansen.

Anne Gure passiarede med dommer Svendsen og fru Elise: 

"Vi kører hjem til jer og skifter tøj, jeg låner en klud af fru Elise, og så skal vi til Blombergs fine selskab".

Gamle Hansen så bestyrtet på Anne, hviskede: "Blomberg eksploderer når han ser og hører mejetærskeren, fru Elise".

Julius Blomberg beordrede folk fra avisens personale som opvartere for selskabet. Og man så en kortege med generaler og admiraler, statsministeren og forsvarsministeren, efterretningstjenester, muldvarpe, firkløver, regerin-gens embedschefer, og Anne Gure, dommer Svendsen, fru Elise, ministrene Phlom & Juste, køre til delikatessebutikker og vinhandlere. 

-
Hos Julius Blomberg

Gæsterne ankom til den af ugepressen berømmede Julius Blombergs herligt beliggende luksus oppe under taget i huset Phlom, Kong Georgs Palæ på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Et genbopalæ til Advokaternes Hus. 

Halvdelen af huset Phlom havde Blombergs arvet fra sin far, som efter en forsikringsaffære havde erhvervet sin part af palæet ved tvangsauktion efter den tidligere helejer, en berygtet handelsmagnat og advokat, Leopold Phlom; dennes sønnesøn var påført statsministeren som økonomiminister. 

Phlom, eneejeren af aktierne i Privat Brand Forsikring, repræsenterede et af de små, opportunistiske midterpartier. 

I husets øvrige etager residerede Privatbrand, og kun få, herunder Julius Blomberg, vidste, at Phlom var mangemillionær. Men Phlom ville partout være politiker og minister, ikke forsikringsmand. En aldeles famøs fejltagelse, afsløret på få timer.

-

Gennem årene havde Julius Blomberg forandret hist og her i sin bolig. 

Blomberg, der var erklæret antiroyalist, begyndte ombygningen med at fjerne alle vinduer, der vendte mod øst, hvorved han blev skånet for synet af det kongelige slot, Amalienborg, dronningen, livgarden, vagtparaden. 

Derefter isat store vinduer og glasskydedøre, og bygget en tagterrasse på den enorme tagflade, der vendte mod syd. 

Julius Blomberg holdt kaniner på terrassen. "Jeg har godt af lidt natur mel- lem hænderne", sagde han.

Men når han nussede med kaninerne, der skulle fodres og kunne yngle, glemte han arbejdets formål. "James", råbte han, "kaninerne skal fodres og et par skal slagtes og der er flere kaninunger og de tisser. Kom nu, James".

Så satte Blomberg sig, eller stod ved tagterrassens rækværk, og nød udsig- ten over København, skibene i havnen, Kongens Nytorv, Kongelige Teater, kirkernes tårne, Runde Tårn, Rådhustårnet, Tivoli, de store hoteller i glas og beton, Advokaternes Hus og andre adelspalæer, magen til Blombergs egen halvdel. -

Blomberg var ugift, han tålte damer når det var nødvendigt. Til daglig fore- trak han en dansktalende engelsk butler, James, der kunne lidt af hvert, bedre end den husholderske, der engang havde forsøgt at plage livet af Blomberg. 

James var kok, kaninavler og slagter, til Blombergs store væmmelse, men stegt kanin var Blombergs livret. James var fortrolig med elektronik. James betjente Blombergs computere, fjernskrivere, radiotelefoner, der fyldte Blom- bergs paradis, hans nødvendige hjemmekontor, når han ikke var i chefredak- tionen på Dagens Nyheder. 

Dertil kom James søster, Joy, en nydelig dame, ansat på den engelske am- bassade, gift med en gammel greve, en hvilende agent for engelske M.I.6,  kontra- og udlandsspionagen. Når greven henfaldt til tristesse, besøgte Joy, Blomberg, og havde gjort det i adskillige år.

--

Under spisningen blev der forhandlet. Gamle Hansen var ordstyrer, en ord- styrer viste sig nødvendig. Gæsterne talte med mad i munden, eller skvulpede med øl og brændevin, når de talte. Gamle Hansen indledte: 

"Som I alle ved er aftenens emne følgende: Hvilke røgslør udbredt over befolkningen er nødvendige for at vinde tid til en undersøgelse af rygterne om forholdene i og omkring Advokaterne Hus og visse politiske partier, og ikke mindst det uhyggelige attentat på landsdommer Curt Adam Svendsen".

"Det er sandelig hørt", råbte fru Elise, "min Curt Adam blev mishandlet, jeg har aldrig kendt magen".

"Regeringen er af den klare opfattelse, ja, jeg siger, denne sag skal opklares til bunds, snarest muligt", udtalte statsministeren.

"Hvordan? Hvad har statsministeren tænkt sig?", sagde Blomberg.-

Den ene af efterretningscheferne rejste sig:

"Undskyld, men vi har et problem. På egne og mine kollegers vegne henstil- ler jeg, at alle personer, der ikke er sikkerhedsgodkendt, omgående forlader dette lokale".

"Jeg kan da ikke undvære James, er De gal, mand", råbte Blomberg.

"Hvis herskabet ønsker det, så, naturligvis", sagde James.

Blomberg: "James. De bliver stående, hvor De står".

"Jeg kunne besøge min søster", svarede James, "mit problem er, med her- rens tilladelse, at det nye køkkenpersonale desværre ikke er min kop thé".

"James, De bliver her, smid køkkenfolket ud", råbte Blomberg.

"James, jeg skal gerne hjælpe Dem med opvasken", sagde fru Elise.

"Mange tak, frue, men jeg har en opvaskemaskine til det samme, ellers mange tak, frue".

"Altså, sødeste Curt Adam, hørte du det, hr. James afslog min hjælp? Hvad er det for en opdragelse han har fået?", hviskede fru Elise.

--

Dommer Svendsen slog på sit glas, og sagde: "Jeg ønsker bestemt ikke mit navn og min gerning indblandet i noget røgslør".

"Det er sandelig hørt, sødeste Curt Adam. Vil De føre min mands udtalelse til protokols, hr. ordstyrer", råbte fru Elise.

"Frue, her i huset bruger vi computere", sagde Blomberg.

"Tillad mig", sagde statsministeren, "regeringen er af den klare opfattelse, at landsdommerens ønske fuldt ud skal respekteres. Er der spørgsmål?".-

Da nikkede efterretningscheferne til hinanden, de rejste sig, på en hvislende kommando, og udtalte, som med én mund: 

"Vi må meddele, at vi ikke kan deltage i en forhandling af denne karakter. Det ligger helt uden for vores kompetence og interesser. God aften". 

ET-cheferne marcherede ud til James, bad om deres overtøj. 

Forsvarsministeren, ilde berygtet for, at han ansatte, fyrede og genansatte tjenestemænd på stribe, råbte vredt: 

"Hallo, I, jer fra efterretningen? I skal ikke møde på arbejdet mere, hverken i morgen eller i overmorgen, eller overhovedet".

-

De gallaklædte generaler og admiraler, der ville at være ministeren velbe- hagelig, håbede på lønforhøjelse, et nyt frynsegode, bøjede sig frem mod deres politiske chef, og sagde: 

"Hr. minister, lad os få lov til at ordne den lille affære, det er alt sammen glemt i morgen. De ved nok, vi har i denne tid nerverne uden på tøjet".

"Orden, orden. Nu må jeg kalde til orden", råbte Gamle Hansen.

Justitsminister Juste rakte en arm i vejret; bad om tilladelse til at fremføre en kort bemærkning.

"Ja, vær så god, men den skal være kort".

"Jaja, hr. ordstyrer, selvfølgelig". Juste rejste sig, og sagde: 

"Jeg tror det er nødvendigt, at vi undskylder efterretningschefernes opførsel. Den var utilstedelig, ja, men jeg mener den er forklarlig. Sagen er den, at vi i regeringen nøje bør overveje, om ikke tiden er inde til, at give de pågælden- de en lille lønforhøjelse. Som jeg ser det, går de pågældende for noget der ligner sulteløn, og det kan regeringen ikke være tjent med. Ja, det var det. Tak for ordet". Juste satte sig, tømte sit glas.

"Statsministeren", meddelte ordstyreren.

"Tak", sagde statsministeren, "jeg sidder, forsamlingen er overskuelig. Re-geringen er af den klare opfattelse, jeg mener, selvfølgelig skal alle borgernes indkomster reguleres, når vi har pengene til det. Og det har jeg ikke. Måske vil økonomiministeren sige noget?".

"Joh, tak", svarede Phlom irriteret, "det afgøres af finansministeren. Men jeg må sige".-

Fru Elise afbrød ophidset:

"Altså, sødeste venner. Jeg ved ikke, hvordan en minister og hans familie kan klare sig med den beskedne gage, som min kære Curt Adam har måttet nøjes med i mange, mange, mange år. Altså, jeg siger Dem, mine herrer, at havde jeg ikke selv en lille formue, så ved jeg vedgud ikke, hvordan jeg skulle skaffe saltet til et æg, og lidt lommepenge til mine børn. Og der er vedgud ingen grund til at misunde os en lille kalvesteg om søndagen. Er det ikke sandt hvad jeg siger, søde Curt Adam? Det har ikke altid været lige nemt. Har det vel, min ven? Se nu på mig, Curt Adam".-

"Må jeg, hr. ordstyrer", sagde statsministeren. "Altså, kære frue, eh, Svend- sen. Regeringen er af den klare opfattelse, jeg mener, som den tidligere taler, hvad sagde jeg, jo, jeg vil allerede i morgen gribe hånd om sagen. Det er jo, det mener regeringen, det mener jeg, næppe nogen tvivl om, at alle vore em- bedsmænd udfører et stort og egennyttigt arbejde".

"Orden", råbte Gamle Hansen, "statsministeren mener uegennyttige, jeg gentager, uegennyttige arbejde".

"Ja, det jeg sagde, til landets bedste, vi har et stort efterslæb, for så vidt angår. Er min departementschef til stede?".

"Ja, her, hr. statsminister".

"Skriv et notat og tag Dem af sagen i morgen. Vil De?".

"Naturligvis. Men det burde være finansministeriets departementschef".

"Er han til stede?".

"Nej, desværre".

"Så ring til ham. Hør, Blomberg, må vi låne Deres telefon?".

"Chefredaktør Julius Blomberg har ordet", råbte Gamle Hansen.

--

Blombergs slips sad skævt; han havde åbnet skjortens øverste knapper; hans hår strittede til alle sider; hans øjenbryn vibrerede faretruende; hans øren bevægede sig i ejendommelige ryk, og Blombergs utålmodige hiven op i buk-serne, da han rejste sig, afslørede hans store irritation. 

Han beroligede sig, drak snaps og en slurk øl, slukkede cigaretten mod askebægeret, trak vejret dybt, og sagde:

"Har I spist og drukket alle sammen? Er militæret og regeringen tilfreds, eller skal James slagte flere kaniner? Godt. Sig mig så, kære venner. Tror I, at jeg har inviteret til karneval, loppemarked og finanslovsforhandlinger? Vel har jeg ej. Det her drejer sig om".

"Det er sandelig hørt, bravo. Hørte du det, Curt Adam?", råbte fru Elise.

"Frue", sukkede Blomberg, som ikke tålte afbrydelser, måtte beherske sit anlæg til raserianfald, tog en dyb vejrtrækning, og sagde: 

"Frue, husker De at De tilbød James, at hjælpe til med opvasken? Jeg ser, at James mangler en assistent".

"Gør han virkelig? Jamen, jeg skal da gerne", svarede fru Elise med et smil.

Så skete det rædsomme.

-
Den store eksplosion 

Pludselig indtraf det, mange havde frygtet, men ingen gjort det fjerneste for at forhindre: De mange trusler, der indløb til redaktioner, politistationer og Vibeke Mihrs telefon: "Hærværk, bomber, brandstiftelse, eksplosioner truer Advokaternes Hus", blev ikke taget alvorligt. 

Vredens guder varslede en katastrofe. 

Det lød som kraftigt nytårsfyrværkeri, fulgt af en serie øredøvende, tungt rul- lende brag i eksplosioner. Lysglimt flammede op mod den natmørke himmel. De lavt hængende, af ild og røg røde, sortfarvede og fosforgultlysende skyfor- mationer, udløste stor skræk, og en for vinden svævende tåge, farvet som en advarende regnbue. 

Advokaternes Hus skulle gøres til en ruin.  Brandvæsen og hjælpekorps ville kæmpe forgæves mod det enorme ildhav, der igen og igen blussede op fra lageret med illegale eksplosiver. Røgen, flammerne, bragene og virvaret ville kunne ses og høres fra Christiansborgs Fællessal under regeringens presse- konference den næste dag, søndag formiddag. Blombergs selskab sad choke- rede et meget langt minut. Hvad er der sket?  Hvor? Hvordan? Hvorfor? Hvor- når kommer ambulancerne?

En lydbølge ramte en af de store panoramaruder, der flækkede med et stort knak, synlig ved en lang revne. -

Julius Blomberg iagttog, helt tilfældigt, han stod op og skulle tale da brage- ne lød, at chefen for sikkerhedstjenesten, politiinspektør Palle Hanssenius, og chefen for politiets efterretningstjeneste, Anne Gure, så på hinanden med små nervøse, krampagtige smil.

hvad ved de to, som jeg ikke ved? tænkte Blomberg.

-

De gallaklædte, ældre gråhårede admiraler sprang op, så altererede på hin- anden, synet af den ene ophidsede den anden. De råbte forvirrede:

"Hvad var det? Hvad er der sket? Det er Amalienborg. Vi må slå alarm. Det er Amalienborg. Alarm. Kongeriget trues. Dronningens liv er i fare. Pligten kalder. Til dronningens tjeneste. Pligten kalder. Vagt, til våben. Vagt, til våben".

De trak deres sabler og styrtede med sabelen fremstrakt i højre hånd ud ad døren, som James snarrådigt åbnede på vid gab. 

Deres fjerduskede hovedbeklædninger, sovsekanderne, glemte de i forvir-ringen. James smed dem ud, åbnede et lille vindue, lod hovedtøjerne svæve ud i natten.

De gallaklædte generaler hilste farvel, slog hælene sammen, gjorde honnør, råbte: "Til dronningens tjeneste", marcherede ud til James, der slog dørene op, og med dybe buk overrakte paradesabler og guldbroderede kasketter til generalerne, som derpå jollede ned ad trapperne i ekspresfart.

"Du godeste", mumlede dommer Svendsen.

"Altså, sødeste Curt Adam. Det er virkelig upassende med alt det nytårs-halløj på denne årstid. Synes du ikke?".

"Jo", smilede dommeren.

"Det kan måske forvisse dig om, kære Curt Adam, at jeg ser og hører ganske fortrinligt", hviskede fru Elise.

"Ja, min due", smilede dommeren.

Julius Blomberg råbte: 

"Vi lader royalisterne løbe. De hverken hørte eller så, at det er Advoka-ternes Hus, der springer i luften, og ikke Amalienborg Slot. Se selv".

Blomberg skubbede panoramadørene til side, selskabet gik tavse ud på tag- terrassen. Herfra så de flammer og røg stige op som en paddehattesky fra genboejendommen, Advokaternes Hus.

Statsministeren sagde: "Regeringen er af den klare opfattelse, sludder, er der nogen der har ringet efter brandvæsenet? Blomberg, har De?".

"Sir, det gjorde jeg, vi har en trykknapalarm, sir", svarede James.

-

Julius Blomberg hviskede til Anne Gure og Palle Hanssenius: 

"Kom lige et øjeblik, jeg skal tale med jer". 

Blomberg skubbede dem ind i badeværelset, låste døren, anviste Palle H plads i bidetet, Anne på toiletsædet, satte sig på kanten af badekarret, tilbød en dram fra sin lommelærke, tændte cigaretter, pegede på de velanbragte gæster, og sagde: "I to ved noget om eksplosionen i Advokaternes Hus, som jeg ikke ved, fortæl".

Anne Gure og Palle H udvekslede et hurtigt blik. 

Palle H: "Hvis vi vidste noget, hvorfor skulle vi så fortælle dig det?". 

"Tak, jeg har hørt nok. Du har afsløret dig selv. Før eller senere kommer det ud alle steder. Men Nyheden behøver et lille forspring".

"Hvad får vi til gengæld?".

"Min loyalitet og Dagens Nyheders støtte, men penge? Nej, det kan der ikke være tale om".

"Du fornærmer os når du taler om penge", sagde Anne.

"Anne, I ved noget", hviskede Blomberg.

"Ja, men kan du holde på en hemmelighed?", smilede Anne.

du er en brav pige

Dagen før, lørdag kl. 6:30 i den underjordisk bunker i det indre København, vækkede Palle Hanssenius, Anne, der sov på en feltseng i sin sovepose, serve- rede morgenkaffe for hende, hentede toiletartikler til hende, ventede på hende mens hun var i bad, afsluttede en rapport vedrørende hendes ulovlige indespærring, som han bad hende underskrive, hvad Anne gjorde med stor tilfredshed, fordi den var afslørende, sandfærdig og velskrevet, og sagde:

"Du, Anne, vi trænger til en mundfuld frisk luft, vi kører ud til stranden".

-

De kørte til Amager Strand, fyldte lungerne med frisk luft. Palle H sagde:

"Jeg har læst det meste af dommer Svendsens rapport. Det svarer præcist til vores undersøgelser. Men, Anne, hvad gør vi?".

"De nærgående har fået for lange tøjler. De skal stoppes".

"Jotak, men hvordan? Havde Hiort nogen ide?".

"Hiort ville bombe Advokaternes Hus?".

"Hvad ville han? Hvad siger du? Hvad sagde Hiort?".

"Hiort uddybede det ikke nærmere, men vi var kørt fast. Vi var inde i Advo- katernes Hus flere gange, men blev passet op af de praktiske grise, varme-mester, rengøringsfolk, vinduespudser, håndværkere, og Hiort sagde: 

"Det kan være personalet, men hvorfor går de med uniformslignende kedel- dragter, og har en pistol under armhulen, og går i samme slags lette, sorte støvler?". 

"Jamen, gør de det?", sagde jeg, og Hiort sagde: "Gud, hvor er du dum". 

Så fandt vi de samme kedeldragter hos Marianne, hun var så letsindig at opbevare dem hjemme, dem, som hun og Sabina havde benyttet i ridehuset, da de hjalp til med at slå Ole Tern ihjel. Og så faldt tiørerne. Vi tog kedeldrag- terne på, Hiorts var for lille til ham, men det ordnede jeg, og vi kikkede på indmaden i palæet. Det var især i kælderen og i det underjordiske parkerings- hus". 

"Fandt I noget brugbart?".

"Sagde du brugbart?".

"Jo, forstår du, Anne. Vi forsøgte at sprænge hul i en af våbenfragtbådene, lade den synke til bunds som en advarsel. Men de skibe har altid en snes pas- sagerer med om bord som gidsler, så det opgav vi. Hvor langt kom I?".

"Du sagde brugbart, ja, inde i Advokaternes Hus, i kælderen under den nordre fløj, og i det meste af det underjordiske parkeringshus, står der tonsvis af store kasser med lette kanoner, maskingeværer, ammunition, granater, landminer og håndgranater, og en stor samling håndvåben: 

Action Arms, Astra, Baretta, Bernadelli, Browning, Colt, Czech, FIE, Glock, Heckler-Koch, Hungarian, Korth, Lama, Luger, Mauser, Norinco, Parabellum, Ruger, Russian Tokarev og en takarev-kopi fra Kina, Spanish Star, Belgian Star, Springfield, Steyer, SIG-Sauer, Smith-Wesson, Tanarmi, Taurus, Victory og Walther. Og patroner, 9 og 10 millimeter, Parabellum, UZIs 45 ACP, Hirten- berger, Hansen Company, HydraShok, Glaser, Remington og Winchester, og en masse mere. 

"Skriv en liste og lær den udenad", sagde Hiort, og han bandede, "du, Anne, der står vegetabilske olier på kasserne, det er mafiaen". 

Sagde du brugbart, Palle? Sig mig så: Hvem fanden undersøger de mørke- grønne varevogne, som står i parkeringshuset og lunter frem og tilbage, ned til Frihavnen? Det gør ingen. Det kom jeg først i tanke om, for sent. Det er et illegalt transitlager".

"Vi kan nå det endnu".

"Det var et mirakel, at Hiort ikke blev opdaget, han gik kluntet, jeg kravlede på gulvet. Vagterne var meget tæt på. Nej, jeg gider ikke mere. Jo, senere, men ikke nu, nu har jeg en pause til min lille Josef. Den sag er for betændt".

"Anne, tør du være med? Vil du? Kun os to, helt alene. Et par små ladnin- ger på rette tid og sted, værsgo. Men det skal være før regeringens pressekon- ference i morgen, søndag formiddag".

"Palle Hanssenius, er det dit alvor?".

"Ja, selvfølgelig". 

"Så skulle det være for Hiorts skyld? Nej, det går ikke".

"Hiort ville stoppe de nærgående. Ville han ikke?".

Anne smilede: "Jamen, tør vi?".

"Skal vi?".

"Ja. Vi gør det".

"Bravo, Anne, virkelig flot, du er en brav pige. Jeg medbringer min ekspert til det grove. Jeg vil nødig ryge dig og mig selv i luften ved et uheld".

-
Hvis han likviderer mig nu

Anne Gure så hånligt på Palle H, og sagde:

"Du, politiinspektør og sikkerhedschef Palle Hanssenius? Hiorten fortalte, at du mødte ham på et værtshus før han døde. Han fortalte dig om et indbrud i dit hus i Nødebo Hegn. Det vedrører min afdøde far. Husker du det? Behøver jeg at gå i detaljer?". 

"Du ved det?".

"Ja".

"Anne, kan du tilgive mig? Jeg gjorde det i panik. Hiort sagde, at du ville kunne forstå mig. Tilgiv mig, Anne. Hiort sagde".

"Nej, jeg vil aldrig tilgive dig, absolut nej. Men jeg vil aldrig forfølge dig, aldrig rakke dig ned til de andre. Jeg foragter dig, naturligvis, men vi har et job som kræver samarbejde, når det er nødvendigt. Farvel".

"Anne, vent lidt, du må ikke gå. Vi må tale med Hiort. Hiort er ikke død, vi har ham et sikkert sted, han er patient, men han vil overleve. Hjælper det på sit humør?".

"Tænk dig, min lille Josef fik en stor gyngehest af Hiort, og Hiort sagde, at Josef skal hedde Baltarzar, men jeg synes, at gyngehesten ligner Baltarzar", svarede Anne, idet hun tænkte: 

hvis Palle H, en af forræderne, likviderer mig nu, er der ingen vidner

-
En del er tabt

På dette tidspunkt lå Hiort i et rum i Advokaternes Hus, kidnappet fra sit sygeleje af novicemedlemmer i det hemmelige broderskab. Hiort var patient, hårdt fysisk og psykisk medtaget, og bedøvet af en indsprøjtning, injekteret af sikkerhedschef Palle H.

Det var bekvemt for Palle Hanssenius, at få snushanen til sit drab på lods- kaptajn Anton Gure, Annes far, og dennes beviser for spionagen den 9. april 1940, likvideret, og for PKA 1912, at Hiort forsvandt i ildhavet under branden i Advokaternes Hus. 

jeg lader den emsige Anne Gure, som jeg har undervurderet, gå samme vej, hun er for farlig, en del af spillet har vi i broderskabet tabt, men ikke alt, tænk- te Palle H.

-
Fra Sydhavn til Ryvang

Alfred Mihr og Mustafa kom på sporet af Hiort. 

Mustafa ville ikke nøjes med virvaret på Internet og computerens e-mail, som han opfangede i støjcentralen, sagde Alfred, i Mustafas kolonihavehus i Sydhavnen. 

"Mustafa, det er forbudt at være computerhacker og ulovlig aflytter, du risikerer en tur i spjældet", sagde Alfred. 

Men Mustafa ville; han sad tålmodigt og gennemsøgte alle forbindelser til det lensgrevelige palæ for et spor, der kunne afsløre morderne, som havde dræbt den unge tjener fra Libanon.

"Mustafa, du har fået en fiks ide", sagde Alfred.

Mustafa svarede: 

"Maj vite majet, komisar lik i atvokathus i Ansens rum".

"Ja, Advokathuset er et forbandet lighus, men, Mustafa, hvilken kommissær, og kender vi en kommissær?".

"Jeg tror det er kommissær Hiort", sagde Vibeke.

Alfred Mihr så overrasket på sin datter, og sagde: "Vibeke, må jeg låne uni- versalnøglen til Advokaternes Hus".

"Nej, far, det må du ikke, det kan jeg da ikke, er du bims, er du rigtig klog, jeg får min afsked".

"Hør nu, min pige, det er vigtigt. Du kører med derind, det er vigtigt".

"Så skal Pernille og Niko med. Jeg tør ikke gå alene, da ikke sammen med Mustafa".

"Maj syns Vibeke majet søt", smilede Mustafa. 

Vibeke rødmede.

"Altså, Vibeke, går du på lokum sammen med Nikolaj og Pernille? Pernille mig her og Nikolaj mig der, tørrer Pernille og Nikolaj dig i numsen? Få fat i Pernille Puk og Nikolaj Frandsen, for nu kører vi".-

De kørte til Advokaternes Hus; her neutraliserede Pernilles og Vibekes pige- ben og charmerende smil en mistænksom vagt.

Alfred Mihr benyttede Vibekes universalnøgle. De fandt den bevidstløse Hiort i Ove Hansens, alias Axcell, af politiet ved Palle H plomberede lejlig-hed. 

Alfred og Mustafa og Nikolaj rullede Hiort ind i et gulvtæppe, bar ham ned ad en bagtrappe til Nikolajs kulørtfarvede bil til maleritransport, en gammel rustvogn til begravelser; de kørte Hiort ud til et stort hus i Ryvangen, professor Hartmanns berømte kunstnerbolig med atelier, købt af Nikolaj Frandsen og Pernille Puk. 

Her genvandt Hiort sit helbred, og fik et nyt syn på mange ting. Det hjalp på hans humør, når han talte med Alfred Mihr og Mustafa. 

Pernille fik listet igennem, at Vibeke og Mustafa blev et forelsket par, som flyttede fra Sydhavnen til huset i Ryvangen.

-

-

                                         branden 8