-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Midnat til søndag, 18. november. Branden i Advokaternes Hus udviklede sig voldsomt. Blombergs gæster sad eftertænksomme, eller gik bekymrede frem og tilbage på gulvet, eller stod på tagterrassen og så tavse på tragedien. Et var de mange rygter, der verserede, men det brændende hus, en kulturperle, fortjente ikke en forkullet skæbne.

-
Højtryk

Julius Blomberg arbejdede i virvaret af kimende telefoner, støjende fjern- skrivere, flimrende computere.

"James", råbte Blomberg, "London er forsvundet, kom, hjælp mig".

"Åh, er det galt med London, sir, lad mig nu se, hvis herren tillader, sådan ja, det hjalp. Det er kurslisten, ikke sandt, sir?".

"James, hvad skal jeg med kurslisten?".

"Med herrens tilladelse, det gør vi hver aften, senest ved midnat, sir".

"Da ikke nu, James. Gå med Dem, pas Deres opvask".

"Jeg har netop kaldt Nyheden, sir, på telefonen, sir, værsgo".

"Tak, James. Hallo, er det Kuglesen?".

-

En ung stemme svarede: 

"Om det er, hvilket? Undskyld, jeg hørte ikke".

"Er det Nyhedens redaktion? Er Kuglesen i nærheden?".

"Undskyld, ja, det er redaktionen, ja, men jeg ved ikke, hvad en kuglesen er, kan det tænkes at være?".

"Her er Julius Blomberg. Hvem taler jeg med?".

"Mit navn er Ludvigsen, hr. Ludvigsen, hr. Blomberg".

"Hvad laver De på redaktionen? Jeg sagde, få fat i Kuglesen".

"Jeg er journalist, hr. chefredaktør, jeg kender ikke hr. Kuglesen".

"Er De journalist? Og De kender ikke Kuglesen? Hvad i helgoland sker der i Nyhedens aller helligste?".

"Trykpressen kører, hr. chefredaktør, og den herre, der muligvis er denne hr. Kuglesen, bad mig passe telefonen. De er alle sammen til fødselsdag oppe i kantinen, de er der alle sammen, jeg er helt alene".

"Er I alle sammen idioter?", råbte Blomberg, "få fat i Kuglesen, sig til ham, at han skal ringe mig op. Straks. Forstået?".

"Mener chefredaktøren hr. redaktør Henriksen?".

"Hent Henriksen og stop trykpressen, for satan", råbte Blomberg.

"Jeg har ikke forstand på at standse trykpressen, hr. chefredaktør".

-

James forsøgte med et hviskende: "Hvis herren tillader?".

"Da ikke nu, James, jeg taler med en sindssyg. 

Hr. Ludvigsen, hvem har dog ansat Dem, kender De ikke en trykpresse? Vi har hele huset fyldt med trykpresser og syv hundrede fordrukne aber, jeg sagde ædruelige medarbejdere. Hvad jeg ville sige. Gå ned i arkivet og skaf mig Hermans Bangs store reportage fra branden på Christiansborg Slot. Jeg tror det var i 1905".

"Undskyld, hr. chefredaktør. Jeg kender ikke Herman Bang, og jeg ved ikke noget om arkivet. Men muligvis, jeg mener, hvis hr. chefredaktøren kunne oplyse mig yderligere, vil jeg gerne".

"Hvor i helgoland har De gået i skole?".

"Jeg kommer fra Journalisthøjskolen, hr. chefredaktør".

"Og De kender ikke Herman Bang. Og kender ikke et arkiv? Jeg spurgte ikke om en højskole, og ikke journalistanstalten. Jeg sagde, hvor har De gået i skole?".

"Det var vist, eh, Rudolf Bergs Gymnasium". 

"Rudolph Bergh havde et internat for syfilis. Jeg sagde syfilis. Skal jeg stave det for Dem? Var det der?".

"Næh, det var vist, eh, Rudolf Smith".

"Rudolph Schmidth? Han var elektroingeniør. Var det hos ham?".

"Næh, det var, eh, Steincke".

"Steincke var en omvandrende giftpille, minister og jurist. Han afskyede dumrianer. Mener De Rudolf Steiner? Sig mig, unge hr. Ludvigsen, er De bap- tist?".

"Nej, hr. chefredaktør, jeg er almindelig kirkegænger, min kæreste er sopran i koret i Betlehemskirken, og".

Telefonforbindelsen blev afbrudt. Julius Blomberg sad med et forbløffet udtryk og så på det tavse telefonrør.

--

"Det var mig, med herrens tilladelse," sagde James, "jeg tillod mig at gøre et andet opkald, sir, her er redaktør Henriksen, med herrens tilladelse".

"Tak, James, udmærket, vil De vente et øjeblik. Hallo, er det Kuglesen? Ja, det er mig. James skal bruge, nej, ikke James, hvad sagde jeg? Jeg skal bruge Hermans Bangs store reportage fra slotsbranden på Christiansborg, det var vist i 1905. Og, Kuglesen, sæt den op på skærmen til mig når du har fundet den i arkivet".

"Hvad vil du bruge Herman Bang til?".

"Hvad jeg skal bruge den reportage til? Oh, gode gud. Advokaternes Hus står i flammer, jeg sidder og glor på den med mine egne øjne, og så spørger du mig?".

"Så hurtigt som muligt. Og du sagde på skærmen, du mener ikke telex?".

"Nej, tænk, så ville jeg have sagt det. Men hurtigt, Kuglesen, hr. Henriksen".

"Ja, så hurtigt som muligt".

"Og, Kuglesen, stop trykpressen og ryd forsiden, det bliver en solohistorie, de andre kan ikke nå det".

"Vi er færdige med første oplag, men vi fortsætter når du har besluttet dig vedrørende Herman Bang".

"Tak, Kuglesen".

-

Blomberg så på James:

"James? Har De glemt det igen, eller har De husket at få Deres honorar for kurslisten? Hvad sagde London?".

"Med herrens tilladelse. Min bank ordner det fornødne med Nyheden, sir, den sag er fuldstændig i orden og har været det længe, mange tak, sir. 

Hvad angår London, sir, meddelte en finansekspert, at forsikringer er hårdt ramt, sir, kurserne falder, især på brandforsikring, sir, der har været mange store skader, med herrens tilladelse, ifølge finanseksperten".

"Udmærket. De sender kurslisten, som sædvanlig".

"Som sædvanlig, sir".

"Jeg troede ikke Nyhedens kursliste overhovedet kunne gøres læselig, men det har De gjort, gode James".

"Mange tak, sir".

"James, De siger til når Herman Bang kommer frem på skærmen, bare nu ikke Kuglesen dummer sig, han er ikke ferm til det med tastaturet. Det er som om computertiden går over hans forstand. Men vi fik skaffet ham en dygtig sekretær. Jeg går ud og kikker på naboen. Efter alle de mange drøn skulle man tro, at det var et ammunitionslager, der sprang i luften. Det bliver Phlom virkelig glad for. Han har alle advokaternes brandassurance i sit forsikrings- selskab, Private Brand. Men, James, det taler vi ikke højt om".

-

"Med herrens tilladelse, bemeldte Herman Bang er ved at indfinde sig på skærmen, sir".

"Ja, der kommer den. Sæt Dem, James, De gør mig nervøs, når De står op. Hvad skriver han, Herman Bang. Ja så, ser man det. Ja så, ser man det. Ja så, se se, det er ganske udmærket. James, ring til Kuglesen".

"Sir. Jeg har redaktør Henriksen i telefonen, med herrens tilladelse".

"Glimrende, James, tak, James. Er det Kuglesen? Har du Herman Bang på skærmen? Det var godt, Kuglesen. Så vidt jeg kan se, behøver vi blot at udskif- te de steder, hvor der står Christiansborg og Christiansborg Slot, etcetera, med, eh, hvad fanden hedder det?".

"Sir", hviskede James, "advokaternes hus".

"Tak, James, eh, Kuglesen, ja, Advokaternes Hus, og de steder, hvor der står brandspande og brandsvende og lignende gammeldags, det udskifter vi med brandsprøjter og motorsprøjter og stigevogne, og hvad ved jeg".

"Sir, brandvæsenet var stærkt forsinket".

"Tak, Kuglesen, eh, James, ja, og skriv en barsk kommentar til, at det er en skandale, at brandvæsenet er så længe om rykke ud. Og hvorfor de er det? Er de fjender af landets kulturgoder? Vi havde et eksempel for nylig. Hvornår var det? Den enorme brand i pakhuset ved siden af Rigsarkivet. Ja, rigtigt, Kugle-sen. Proviantgården. Mangel på kompetence, måske dovenskab. Netop".

"Sir, brandvæsenet er privatiseret".

"Tak, Kuglesen, eh, James, og skriv et skarpt fordømmende afsnit om det kugleskøre, at privatiseringen også på brandslukningens område, har vist sig at være en utrolig misforståelse".

"Sir, husk, med herrens tilladelse, at det er Deres artikel, sir, med navn".

"Tak, Kuglesen, eh, James, så der er en ting mere. Hvad siger du? Om artik- len skal være anonym? Er du rigtig klog? Du skriver selvfølgelig mit navn på reportagen. Hvad har du ellers tænkt dig? Hvad siger du? Herman Bang? Nej, du gode gud, han er jo død. Det er mig, der er øjenvidnet til branden. Hele lortet står i flammer foran mine vinduer. Farvel, Kuglesen. Gør dit arbejde perfekt. Få fat i din sekretær, eller holder hun fødselsdag? Nå, ikke. Og fat dig i korthed. Nej, Kuglesen, det må ikke gå ud over stilen, den skal være perfekt. Farvel, Kuglesen, og husk tempoet. Trykpressen skal startes om ti minutter, højest. Farvel".

-

Julius Blomberg smilede til James: "Tak, James".

"Altid mig en fornøjelse, sir, med herrens tilladelse".

"Hvad er det De har på skærmen, James?".

"Det er en ny leder til Nyheden, sir".

"Har jeg skrevet den?".

"Nej, med herrens tilladelse, det er min trang til at være herren til nytte".

"Aha, igen en af Deres ledere, James. Hvad handler den om?".

"Sir, om resultatet af et underligt præsidentvalg i USA, med herrens tilladel- se".

"James, er den skrevet i min sædvanlige stil?".

"Naturligvis, sir, med herrens tilladelse. Vil herren læse den?".

"Ja tak, James. Hvad fanden er det? Juristeri er politisk magt. Jamen, altså James, milde himmel, ikke sært at skærmen blafrer. 

Jøsses, James, min kompliment, den leder er fortræffelig, men Kuglesen må ikke se den, han får en prop, send den til unge Ludvigsen, lad ham få ørene i maskinen hos Kuglesen".

"Som herren ønsker".

"James, er der mere kanin?".

"Som herren ønsker". 

"Tak, James, meget lækkert".

"Men jeg ser, sir, med herrens tilladelse, pas på sovsen, sir, jeg sagde pas på sovsen, sir, at økonomiminister Phlom, vores interessante underbo, desvær-re er helt ude af jaketten, med herrens tilladelse".

"Hvem? Nå, Phlom. Jamen det har Phlom også svær grund til, hvor er han, hvor er Phlom?".

"Sir, med herrens tilladelse, ministeren er sammen med statsministeren".

"James, jeg går hen til statsministeren, og De holder Dem i nærheden af mig".

"Som herren ønsker".

--

Økonomimister Phlom vimsede nervøst omkring Blombergs hjemmekontor, derfra til sin plads med diverse forfriskninger, gik ud på tagterrassen, så på branden i Advokaternes Hus, satte sig ved siden af statsministeren og minister Juste, udstødte et dybt suk, og sagde bevæget:

"Statsminister, jeg må træde tilbage. Jeg kan ikke mere".

Statsministeren smilede: "Det, som vi to skal tale om i den anledning, kan sikkert vente til i morgen. Kan det ikke?".

"Jeg er gået fallit", stønnede Phlom.

"Hvad er det for noget snak, Flomme", gnækkede Juste.

"Juste, det har du ikke forstand på, dit fjols, du, drukhoved, hvad ved du om forsikringer?".

"Næ, hør nu", smilede statsministeren, "hvorfor skal minister Juste være eks- pert i forsikringer?".

"Hvad har Juste overhovedet forstand på?", snerrede Phlom.

-

James stillede en armstol ved siden af statsministeren. Julius Blomberg satte sig i stolen, bød cigarer og cigaretter, James skænkede whisky.

"Nå, kære Phlom, det ser ikke for godt ud, det er en storbrand", sagde Blom- berg.

"Jeg går fallit", klynkede Phlom.

"Du har ikke ladet Privatbrand genforsikre porteføljen i Advokaternes Hus. Er det ikke sådan, Phlom? Nu står du med det hele, Phlom, hvorfor lytter du ikke til mine gode råd? Vi har da været gode naboer, ikke? Nu bliver det en stor mundfuld for dig. Hvor meget regner du med?".

"Tal ikke om det, jeg mister alt, alt, alt, hvad jeg ejer", stønnede Phlom.

"Du husker sikkert, at jeg har forkøbsretten til din del af huset. Jeg vil selvføl- gelig gerne beholde dig som lejer, selvfølgelig. Med nødvendige indskrænk- ninger. Du har jo ikke brug for al den plads".

-

Justitsminister Juste brød ind, nervøst, altereret:

"Tillad mig, statsminister. Når vi nu taler om en omdannelse af regeringen. Jeg må nødvendigvis trække mig tilbage. Sagen er den, statsminister, at uden min gode ven og kollega, økonomiministerens daglige støtte og vejledning, ja, så går det ikke. Så magter jeg ikke opgaven, hr. statsminister, jeg demissione- rer, jeg fratræder øjeblikkeligt".

"Det var sandelig en overraskelse. To ministre ude af regeringen", svarede statsministeren.

"Tillader statsministeren, at jeg trækker mig tilbage?".

"Ja, Justus. Gå. Ja. Gå. Gå endelig, gå for guds skyld. Jeg mener, det er sent ud på natten, vi er alle lidt trætte".

"Tak, så går jeg". Juste rejste sig tungt.

Phlom greb statsministerens hånd: 

"Mit sidste håndtryk, statsminister. Det er chokerende, det må du undskylde. Men jeg kan ikke mere. Jeg følges med Justus. Vi kan måske trøste hinanden. Jeg vil ofre min sidste flaske champagne, hils de andre fra mig. Godnat, Blom- berg, tak for i aften".

James stod i forstuen; han åbnede døren, og hilste med et fornemt buk de tidligere ministre, farvel.

--

"Julius Blomberg, jeg vil gerne tale et par ord med dig".

"Jeg forstod, at du ville gå, statsminister, er du ikke træt?".

"Jo, træt og psykisk ødelagt af regeringen. Vi har et par problemer".

"Ja, mildest talt".

"Blomberg. Finesen sparker jeg ud i morgen. Nu har jeg sagt det".

"Finesen er der ingen der savner, og heller ikke Juste og Phlom, men det ligner en åreladning".

"Jeg så i en avis, at det var som et lavement, smagløst, ikke?".

"Måske, men resultatet er det samme".

"Ja, det er alvorligt, men hvor finder jeg nye emner? Jeg vil se frisk blod, nye ansigter, flere initiativer, styrke, mod, intelligens".

"Hvem skal være minister for justitsen?".

"Blomberg, du må ikke nævne det. Nævn det aldrig for mig. Jeg spurgte dommer Curt Adam Svendsen".

"Glimrende, han er da aldeles fortrinlig, statsminister".

"Jamen, han sagde nej. Han sagde nej. Høfligt, men bestemt. Han vil tilbage til normaliteten i retten, sagde han".

"Det forstår jeg".

"Men, Blomberg, hvis jeg forstod det korrekt, ville han, eller måske fru Elise, søge en konsulentstilling i økonomiministeriet. Det var hvad fru Elise sagde. Det synes jeg lød temmelig ejendommeligt".

"Statsminister, ikke for at være uhøflig. Men aldrig fru Elise, så hellere James".

"James? Din hushovmester? James, som minister?".

"James har i hvert fald forstand på økonomi".

"Ja. Det er regeringens klare opfattelse, der var igen, nå, undskyld, Blom- berg. Det siges at jeres nye kursliste er skrevet af".

"Ti så stille, statsminister. Men ved du, hvad du skal? Du skal tilbyde Curt Adam Svendsen den ledige taburet som økonomiminister".

"Blomberg? Hvorfor dog dommer Svendsen? Det er helt udelukket. Måske er han en udmærket jurist, det ved jeg intet om. Men, Blomberg, det mener du ikke alvorligt, vel?".

"Jo, såguda. Har du læst hans artikler om nationaløkonomi? Har du ikke? Han har, hvad jeg kalder et naturtalent for økonomiens mysterier, jeg mener, fra en positiv politisk synsvinkel, han er ikke blandt de økonomer, der hænger sig i den femte decimal i nationalproduktet. Og så er han en skarp fortaler for den logiske positivisme. Jeg ved ikke præcist, hvad det er, men det er om herredømmet over økonomien, med filosofiens overtoner".

"Åhja, det kender jeg udmærket, men det vil vende op og ned på regerin- gen. Det vil jeg overveje nærmere. Tak, Blomberg".

"Overveje? Gå dog til makronerne, statsminister".

"Jamen, hvem skal være justitsminister? Du må overtale dommer Svend- sen".

"Nej, statsminister. Det skal den dame, der sidder og pludrer lystigt med dommeren og den blide due, Fru Elise".

"Hvem er det? Anne Gure? Aldrig, det siger jeg dig, Blomberg, aldrig, den går ikke. Damerne i regeringen snakker og snakker".

"Ja, statsminister. Så må jeg desværre skrive en ubehagelig artikel".

"Anne Gure? Som justitsminister? Jamen, Blomberg, jeg kender hende ikke".

"Det kommer du til. Og før du går, det ordner jeg".

"Udmærket, Blomberg, det er regeringens klare opfattelse, hvad er det jeg sidder og siger? Nå, til gengæld forventer jeg, at du overtager indenrigsmini- steriet efter ham Finesen. Altså, Julius Blomberg. Jeg har hårdt brug for dig".

"Mig, minister? Efter Finesen? Godeste statsminister, er du vanvittig? Mig som minister? Hvorfor i helgoland skal jeg gå og spilde tiden på det pjat".

"Du må gerne medbringe James. Ja, som din sekretær. Jeg forstår, at James har rigelige kvalifikationer".

"James?", hviskede Blomberg forskrækket; om James kunne høre ham. 

James ansigt var som en lukket bog.

-

"Statsminister, hør nu her. Jeg forstår godt, at du er deprimeret over alt det postyr i regeringen. Men lad det nu ikke gå ud over mig, vel? Og det er uhyg- geligt med branden inde hos advokaterne. Det forstår jeg godt. Du føler dig ikke godt tilpas, vel. Men hvad skal jeg gøre uden James? Han er uundværlig for mig. Ved du, at det kan blive min død? Hvem fodrer og slagter mine kaniner, hvem er en dygtig kok, hvem reder min seng, hvem holder orden i huset, hvem støvsuger og vasker op, og hvem har forstand på computere? Det har James. Og hvem skriver den nye kursliste? Det gør James. Forstår du mig så? Som sagt, statsminister. James kan jeg ikke, og vil jeg ikke undvære".

"Du kunne gifte dig med en pæn dame". 

"Hør nu, statsminister. Jeg havde nær sagt, jeg hader kvinder, men det gør jeg selvfølgelig ikke".

-

Så smilede Julius Blomberg henrykt, rejste sig med et sæt, så armstolen, han sad i, væltede og nær var knust, han udbrød fornøjet:

"Statsminister. Jeg har det".

"Hvad har du, Blomberg? Indenrigsministeriet? Jamen, det har jeg sagt, og jeg har bekræftet Anne Gure som justitarius og dommeren i økonomien".

"Statsminister, hør nu efter. James har en søster, Joy, hedder hun, en vældig sød og fornuftig pige. Mellem os, statsminister, min veninde, hende gør vi til min sekretær".

"Ja, det er i orden".

"Der er blot det vanskelige, statsminister, at Joy er gift med en kedsommelig greve, der er meget ældre end hende, og er hendes kollega på den engelske ambassade, og yderligere, som du ved, at han er hvilende agent for engelske M.I.6. Du gør det, at du får greven lempet ud af landet. Du og jeg og dine folk må finde på noget. Derpå erklæres greven persona non grata og nægtes ny indrejse til lille Danmark. Det vil grevinde Joy meget gerne. Det er, sandheden i ære, den lille Joys egen ide, statsminister".

"Fred hviler over land og by", nynnede statsministeren.

"Se, det futter stadig hos advokaterne".

"Ja, og det gjorde lille flomme Plohm så glad".

"Så, statsminister, hold kammertonen, vær så venlig".

-
Stop nu kære due

Trods sin stands værdighed gjorde James en beklagelig handling; han lytte- de til noget ham uvedkommende. 

James nyfigne opførsel skyldtes fru Elises åbenhjertige bemærkninger under middagen, som havde chokeret ham i den grad, at han var blevet bragt i tvivl om sit forslag til underbo Phloms kokkepige, Adelaida, om ægteskab.

James blev stående på trappen, efter at dommer Svendsen og fru Elise havde taget afsked og sagt: "Godnat, James, det var en meget vellykket aften, godnat", og nu var på vej ned ad trappen:

-

"Altså, sødeste Curt Adam. Du har været mig en udmærket medhjælper mens du var arbejdsløs, det må jeg sige. Ja, kæreste Curt Adam, det har næsten kostet mig hele min formue".

"Næh, stop nu, kære due", svarede dommeren, der med rette følte sig en kende kry, da statsministeren udnævnte ham til økonomiminister, om end han ikke kunne følge med i statsministerens hjertelige konsumering af whisky.

"Lille due, jeg har altid været vores kassemester, og har altid hjembragt en rimelig gage, og du medbragte til vores ægteskab et lille stykke hjemmevævet håndklæde, meget slidt, og lidt håndøre, femten kroner, tror jeg".

"Altså, sødeste Curt Adam, din galde kan du godt spare dig. Ja, min kære, jeg har altid lidt i stilhed under din misundelse, det har jeg ved gud, kæreste ven. Men selvfølgelig skal vi glemme alt det ubehagelige, ikke sandt, min ven? Og nu har du skrevet en lang rapport, det ved jeg. Ja, muligvis det rene papirspild, tror jeg, men herregud, Curt Adam. Ja, min ven, hvad de vil bruge alt det papir til, det ved jeg sandelig ikke.

-

Men, sødeste ven, hvordan skal vi nu planlægge de næste dage? Hendes majestæt ringede, hun var så begejstret for den rosafarvede vævning. Ja, min kæreste Adam, den som du fandt aldeles afskyelig. Det siger vist alt om din gode smag. Gør det ikke det, lille Adam? Hendes majestæt vil anbefale mig til alle hendes veninder. Og det samme gjorde fru bankdirektør Hophe. Men hun kan ikke betale, tror jeg. Hun ville overhovedet ikke tale om, at hendes mand sidder i fængsel.

-

Hvad hed den bank, Curt Adam? Kan du huske det? 

Næh, hr. Hohpe var en svindler, og Hildegard sagde, Elise, sagde hun, du kan jo nok forstå, at min doktormand gjorde det som erhvervsrisiko. 

Næ, sagde jeg, det er mine penge, sagde jeg. 

Nu ved jeg det, Curt Adam. Erhvervsbanken. Vi har ingen penge i den bank, har vi vel, Curt Adam?

-

Altså, hvem, sødeste ven, skal nu hjælpe mig med vævestolen og garnet og den vanskelige indfarvning? Det skal du, kære Curt Adam. Du er så dygtig. Du er virkelig så praktisk, kæreste ven. Og nu er du blevet minister. 

Altså, sødeste Curt Adam, hvad er en minister egentlig for noget? Altså, Curt Adam, vil du venligst høre efter når jeg taler til dig? Hvad bestiller egentlig en minister? Han kører rundt i en stor bil, gør han ikke? Med privatchauffør. Gør han ikke? Altså, min søde ven, det ville jo være en glimrende transportmetode til alle mine vævninger. Synes du ikke det? En ministerbil er sikkert en udmærket bil".

"Jo, kære due", svarede dommer Svendsen. 

Så lukkede James bestyrtet døren; han havde hørt nok.

-
Kæreste hr. brandmajor 

I Bredgade, foran ildhavet med de eksploderende drøn fra det sammenstyr- tede Advokaternes Hus, trippede fru Elise forbi det enorme opbud af brandvæ- sen, politi, hjælpekorps, brandslanger, ild, vand, kaos.

Fru Elise så en træt og sodsværtet brandmand, der lænede sig til en af brandbilerne, prikkede ham på skulderen, smilede til ham og sagde:

"Kæreste hr. brandmajor. Er De ikke træt af alt det nytårshalløj? På denne årstid. Det er drengestreger, er det. Men jeg skal gerne opmuntre Dem. Jeg skal sige Dem, fortroligt, naturligvis, min mand er økonomiminister. Jeg skal nok sørge for, at De får en lille lønforhøjelse".

Da så det ud som om hendes ægtefælle, dommeren, var begyndt at få nervøse trækninger; han løftede det ene øjenbryn:

"Det er regeringen og ikke mig, og ikke min kære due, der har ansvaret for statskassen, og det får hun ikke med min gode vilje", mumlede dommer Svendsen, en anelse bekymret.

-
Et selvmords nødvendighed

Det vil erindres, at regeringens fiasko, pressekonferencen, fandt sted søndag den 18. november kl. 11:00. Men bemærk: 

Tidlig morgen, tirsdag den 13. november, blev alle departementschefer udstyret med en mikrofon, skjult i deres slips. Embedsværket mente, at det var en lovstridende handling, udført af sikkerhedstjenestens chef, Palle H. 

Den tilkaldte fagforening opnåede forlig. Palle H fik sin vilje. Der blev endog placeret mikrofoner i ministrenes skriveborde og telefoner. 

Denne foranstaltning kunne ikke afværge attentatet på Curt Adam Svendsen, torsdag den 15. Men var måske medvirkede til Laurentius Finesens selvmord på hovedtrappen foran Christiansborg, søndag formiddag, under den stort annoncerede pressekonference.

Om aflysningen af pressekonferencen vides, at årsagen var minister Fine- sens nervøsitet for de mange journalister, som han så, da han trådte ind i Fæl- lessalen på Christiansborg, derpå Finesens absentation og selvmord, suppleret med statsministerens interne efterretninger.

-

Justitsministeriets departementschef, Brydesen bad søndag morgen stats- ministeren om en samtale. Brydesen forklarede om dommer Svendsens besøg afvigte torsdag eftermiddag hos den fungerende justitsminister. 

Brydesen var rystet over attentatet og følte stærkt, at han burde have advaret dommer Svendsen. Ikke blot mod rygterne, men især mod Finesen, der var afsløret som leder af et hemmeligt selskab og var dette broderskabs ordens- mester, ja, vistnok bøddel, et forrykt foretagende.

Brydesen blandede sine egne følelser ind i de oplysninger, han havde fået forelagt af det hemmelige firkløver Peter H, Palle H, Poul H, og Drokaya. 

Statsministeren svarede: "Tak, Brydesen, jeg er orienteret. Vi er i færd med at løse problemet".

--

Brydesen følte sig afvist, desavoueret; han var i oprørt sindsstemning da han mødte Laurentius Finesen, da denne var på vej til pressekonferencen. 

Skyldplagede Brydesen ønskede revanche, og hvæsede: 

"Finesen, de ved det, alle her på Christiansborg ved det. Det er mig, der har afsløret dig, du er bedrager, du er et svin, du er en hedning, du er en bastard".

Laurentius Finesen, som med stor kløgt hidtil havde gennemført sine mange- hånde planer, svarede koldblodigt: 

"Hvad taler De om?".

"Det er min pligt at gøre indenrigsministeren opmærksom på, at ministerens lejemordere er afsløret. Farvel, hr. Finesen".

--

Men endnu følte Laurentius Finesen ikke, at spillet var tabt. Der skulle mere til, end en søndagsmorgenhysterisk departementschef Brydesen. 

Tanken om broderskabets bøddels barske død mod et bøgetræ ved Kastels- graven, strejfede ham kort, skræmte ham ikke. Drabsforsøget mod dommer Svendsen skulle gentages. Statsministeren og en vis Anne Gure skulle likvide- res. Planen omfattede nedskydning af adskillige fjender. Med broderskabets hemmelige og vidt udbredte styrke bag sig følte han sig helt sikker.

Det var heller ikke synet af de mange journalister, der trængtes omkring ham før pressekonferencen i Christiansborgs Fællessal. 

Han blev end ikke afficeret af statsministerens kulde imod ham, og han lo hånligt af regeringens samlede arrivering til konferencen, da ministrene nær havde trådt i en lille hunds pyha ved indgangen til Fællessalen, snublede over tv-kabler, og havde korporlige optrin med journalister og fotografer. 

Desuaget var Finesen disponeret til kollaps.

--

Det var lille Fido, pyha leverandøren, det lille kræ, der sad i sin ejers arme, den for ondt lune berygtede redaktør Thomsen. Thomsen sad på første række, som nærmeste vidne til regeringens eklatante fiasko. Thomsen tronede i en- som majestæt, foran Finesen. 

Thomsen sad og skar tænder, pillede næse, klaprede med sit gebis, ærgrede sig over lille Fidos upassende tarmfunktion. De nærmeste stolesæder var tom- me. Luften i Thomsens nærhed var for kvalm. 

Lille Fido havde mavepine, den peb og fimsede, var utidig, urolig, gabte højt, ofte og inderligt, så dens kæber nær var gået af led.

Thomsen stirrede ondskabsfuldt på Finesen. Lille Fido plirrede med øjnene og gjorde som sin herre, stirrede på Finesen.

-

Denne nedstirren af Thomsen og lille Fido forekom Finesen så ubehagelig, at han greb efter sine skånebriller, satte brillen på næsen. Finesen opdagede ikke, at det var hans svagtseendes sekretærs synskorrigerende briller, sekre- tærens reservebrille, som han havde puttet i lommen. Finesen så søgende igennem brillen, ned på Thomsen og lille Fido. 

Finesen så forfærdet på redaktør Thomsen. Hvad var det? Onde Thomsens skaldede kranium forandrede sig til glubsk hundehoved. 

Finesen stirrede på lille Fido. Hvad var det? 

Hundens hoved var et dragehoved, der blev større og større. Dragens øjne plirrede imod ham, dens tunge var stor og slimet og rød, dragens tænder kom nærmere og nærmere, den slikkede sig om munden. Dragens store gab var rædselsvækkende truende.  -

Finesen lukkede øjnene; holdt hænderne foran ansigtet; han turde ikke se; hjertet hamrede, han svedte, skrækindjagende billeder fra det hemmelige broderskabs antikristne virke trængte ind i ham.

"Det er Vorherres straf. Gud i himlen, hjælp mig", gispede han.

-

Finesen skævede forsigtigt ud gennem spredte fingre foran ansigtet. Hvad var det, hvor var han? Befandt han sig allerede i helvede? 

Forsamlingen havde store, glubske hundehoveder, og sad eller stod eller lå på gulvet, med åbne gab, og snerrede og hylede og glammede op imod ham.

Lille Fido rasede og snerrede og bjæffede op mod Finesen. 

Onde Thomsen slog den lille hund. Lille Fido bjæffede, snerrede og bed i Onde Thomsen, og Thomsen råbte:

"For satan, hund, vær rolig, har Finesen forhekset dig?".

-

Laurentius Finesen vaklede ud fra Fællessalen. 

Han nåede, tåreblændet af skræk, med sur pis og afføring rendende i buk- serne, frem til Christiansborgs hoveddør. 

Et ækelt pingvinlignende væsen med hundehoved åbnede døren for ham. 

Finesen dukkede sig, skærmede ansigtet med sine arme, smuttede forbi det ækle væsen, ud på den store stentrappe foran Christiansborg. Her bjæffede mange hundehoveder, hundemennesker, samlet i små klynger. 

Finesen hylede og bjæffede som en hund, skreg i angst og råbte: 

"De vil dræbe mig, de vil slagte mig, de vil flænse mig levende. Det får de hunde ikke lov til. Hvad står I hundehoveder og glor på? Skrub af med jer, svinebæster".

Skumfråde silede fra Finesens mund. Finesen trak P38, broderskabets styrke i hylsteret under armhulen. Han svingede truende med pistolen, hunde- flokken veg i panik, en stemme skreg forfærdet:

"Nej, De må skyde, De må ikke skyde mig, De må ikke gøre det".

"Nej, hellere gøre det selv", mumlede han.

-

For øjnene af folketingets personale, journalisterne og tilskuerne på trappen til Christiansborg, skød Finesen sig. 

"Hvor er hundehovederne?", mumlede han, døende.

En tragisk død. Finesen lå og forblødte langsomt. Det var en råkold dag; han følte kulden krybe ind i sig. 

De vinterklædte mennesker stod tavse og så på ham. Mange af de tilstede- værendes evner og rutiner kunne have hjulpet ham. Finesens rygte stillede sig i vejen, var for udbredt, en trist kendsgerning. 

Ingen viste vilje til at hjælpe ham.

-

                                                  index

-

-

-