-

-

-

-

-

Postbudet afleverede et brev og en underfrankeret pakke fra Italien, med den bemærkning, at det var tiden, tiden var forandret: 

"Postvæsenet i Italien mangler mandskab, det gør vi også, vi får ingen løn, ikke nok, regeringen er så helvedes klog".

Dommer Curt Adam Svendsen smilede, gav 100 kroner i drikkepenge, forvis- sede sig om, at fru Elise var til damefrokost hos fru Hildegard Hophe, åbnede pakken:

"Ulla er i Rom, jeg betaler strafporto og drikkepenge, lad os nu se, et langt brev fra Ulla og en masse bilag. Jeg hørte aldrig fra hende, det hjalp da jeg brokkede mig".

- "Kære far. Jeg har en masse gode nyheder til dig".

-

Ulla Tern skrev, at hun havde arvet "min afdøde mand", Ole Terns aktier i Danske Industriselskab, og dermed hvervet som formand for selskabets besty- relse. Koncernens eksportdirektør havde oplyst, at der var foregået ulovlige transaktioner mellem  Ole Tern, Karl Foldak og Lars Lenvig, med Lars Lenvigs sekretær, fru Hanne Bang, som forbindelsesled til modtagerne. 

Det drejede sig om våben, forarbejdet jern og stål, ikke om køleaggregater.

- "Og jeg har, hvad der muligvis vil forbavse dig, kære far, faktisk været Ole utro i mange år med en mand, som jeg stadig er forelsket i, og han i mig".

"Nå, det var da altid noget", mumlede dommeren.

-

- "Niels er journalist og korrespondent, han farter hele verden rundt så snart der er optræk til krig et eller andet sted, han er Hemingway, tror han, men hurtig og dygtig til sit job. Niels så trioen Ole og Karl Foldak og Knud Molde i Syriens hovedstad Damaskus, og kort tid senere så han Ole i Jerusalem i sel- skab med Hanne Bang. Senere så Niels, Lars Lenvig, Hanne Bang og hendes mand, Thomas Bang i udkanten af Beirut i selskab med den berygtede Raclos.

Thomas Bang var rejsemontør for en af Oles virksomheder, der bygger køle- anlæg og frysehuse i udlandet. Niels vidste, at Thomas Bang havde kontakt til: de nærgående. Thomas Bang blev senere likvideret, i hvert fald dræbt under en skudveksling.

-

Her skal du vide, far, at Niels er en stor charmetrold.

Ved et lykketræf en måned senere i Beirut, fik han kontakt med Hanne Bang, der naivt forelsket i Niels afslørede sig selv og Thomas Bang, indtalt via en skjult mikrofon, som Niels havde sat ind i sit øre som høreapparat, og havde sagt, at han i perioder var tunghør efter en bombeeksplosion. Det gik fint. Lyden er perfekt.

Eksportdirektøren viste mig kølevirksomhedens arkiv, og jeg tillod mig at snuppe de fornødne dokumenter. Fra hvem, tror du? Blandt andet din ven, Karl Foldak.  Metoden er den, at Foldak lod sig besnære af Hanne Bang såle- des, at hun var sekretær hos ham, samtidig med at hun arbejdede for Lars Lenvig. Men Foldak blev snøret. 

Fingeraftryk viser, at Foldaks korrespondance blev fotokopieret af Hanne Bang og Lenvig, som derefter ekspederede kølefabrikkens kurerpost til rejse- montøren Thomas Bang. Denne ordnede det videre fornødne.

Jeg tror ikke, at Ole vidste noget herom, før til sidst. Jeg tror, at Ole forsøgte at afsløre Lenvig & Co, derfor slog de både ham og Karl Foldak ihjel. At Ole måske også snød Foldak, er en sag for sig.

Kære far. Ikke mere nu. Pas endelig på de vedlagte bilag. Niels havde ingen penge, da vi stod på posthuset. Nu håber jeg ikke pakken blev for dyr i porto. Jeg har læst det hele i fred og ro og føler stor tryghed. Jeg er hjemme om 14 dage. Niels og jeg trænger hårdt til ferie. Kærlig hilsen, Ulla".

ak, Ulla, min Ulla, om blot du har truffet den rigtige mand, og bare det var mig, der havde ferie

-
Efter Hiorts begravelse

Hiorts begravelse var ganske forfærdelig. Det vrimlede med tv, fotografer og reportere, der stillede spørgsmål i en brovtende tone, som havde de ansvaret for rigets sikkerhed og landets politik. 

Presse, radio, tv, landets kritiske samfundsmagt, bah.

Der var stor tumult ved graven. Hiorts ældre søster besvimede. Præsten blev skubbet ned i den åbne grav, heldigvis ikke oven på Hiort, så langt var man ikke kommet. Hiort blev båret af kolleger, der stillede kisten med sand, uden Hiort, på jorden og ventede med foldede hænder til postyret var stilnet af. 

Hiort havde fortjent en mere værdig afsked med sit jordiske liv. 

Fru Elise græd; det gjorde hun ved alle begravelser. Dommeren hviskede til sin due, for at få hende på andre tanker: "Det er trist at Hiort er død, gad vide, hvad Hiort har tænkt om Anne Gures lille chokoladebrune dreng?". 

Ved kirkegårdslågen sagde Anne Gure: "Curt Adam, mit lille afkom og jeg kommer jeg op til dig i morgen, og jeg må ulejlige dig med Vibeke Mihr og Pernille Puk, de kommer med".

-

Den næste dag snerrede dommer Svendsen til fru Elise: 

"Altså, sødeste due, hold op med at kalde mig eksdommer. Jeg mener at vide, at jeg er i embedet endnu".

Fru Elise sukkede: "Jamen, Curt Adam, så taler vi ikke mere om det. Det kan jo være, at du denne gang, trods alt, er den klogeste. Lad os håbe, at dagen i dag bliver en glædelig dag. Du husker vel, at Anne Gure og hendes lille søn kommer i dag?".

"Ja, min engel, og Anne Gure medbringer et par gæster".

Fru Elise dånede af fryd, mens hun passede lille Josef, puslede henført om- kring den lille, som var det hendes eget barnebarn, hviskede betaget: 

"Er du min allerkæreste, chokoladebrune lille guldklump".

-

Dommer Svendsen var i vildrede.

Hvad ville Anne Gure, var det fornuftigt, at komme slæbende med Vibeke Mihr og hendes veninde, Pernille Puk?

Vibeke og Pernille havde efter Cillgors og Hiorts død opsøgt Anne Gure og sagt, at der var noget de måtte fortælle hende. Anne havde hørt på dem og svaret, at de skulle tale med dommer Svendsen.

Vibeke havde sagt til Pernille:

"Jeg er nervøs. Tænk dig, jeg blev forhørt af min far og af Mustafa. Tænk dig at min far tillader, at en dum udlænding som Mustafa herser rundt med ham? 

Mustafa var væmmelig, det er helt forfærdeligt, som Mustafa har fået krammet på min far. De spurgte, hvad jeg vidste om Lars Lenvig, og at Lars var kriminel. De sagde en masse til mig, som jeg ikke forstod, og jeg græd".

"Vibeke, for søren da, der er noget piv, rav, rivende, ruskende galt. Det så vi jo i nede palæets kælder", svarede Pernille.

Så skete det med Hiort og Cillgor på motorvejen, og så måtte sandheden frem, men de turde ikke gå til politiet, måtte først tale med Anne Gure, som Vibeke kendte, selv om det var måneder siden hun havde talt med hende.

-

Dommer Svendsen hviskede:

"Anne, jeg beder dig forholde dig helt rolig. Du må ikke afbryde mig, og du må ikke stille spørgsmål. Det forstår du godt, ikke?". 

Anne Gure nikkede skuffet.

Dommer Svendsen så på Pernille, smilede, og sagde: "Nu skal De fortælle mig, hvad der skete nede i palæets kælder. Hvornår var det?".

-
Pernilles forklaring

Pernille kunne ikke huske datoen, men Lars Lenvig havde ringet til Vibeke og bedt hende møde sig i sit kontor i Advokaternes Hus. Vibeke følte sig pres- set til at sige ja, men havde ikke lyst til at være alene sammen med Lars, og bad Pernille om at gå med. 

Lars Lenvig havde været sur, da Vibeke kom sammen med Pernille, men havde sagt: "Kom, vi skal ned i kælderen, Cillgor venter os".

De var gået op og ned ad smalle hemmelige trapper og gange, der var fyldt med skidt og snavs og edderkopper og spindelvæv, til de nåede ned i kælde- ren.

Det første mystiske var, at de ikke måtte tænde lyset. De måtte ikke sige noget, de skulle stå i mørket og vente. Lenvig og Cillgor havde en lygte. 

Cillgor hilste ikke på dem, han holdt sig for sig selv og havde en radio i hånden. Når han talte i den, vendte han ryggen til de andre. Pernille kunne høre, at Cillgor talte et fremmed sprog, og pludselig fik hun en underlig tanke, fordi hun ikke kunne se ham i mørket, og kun kunne høre mandens hviskende stemme. 

Den stemme havde en underlig tør klang, det var ikke Cillgors varme fyldige stemme. Det var måske en helt anden mand. Det var en modbydelig mistanke, måske fantasi, påvirket af den uhyggelige stemning nede i mørke kælder.

Så kom den libanesiske tjener fra restauranten, og han og Cillgor og Lenvig diskuterede et eller andet, og Lars Lenvig havde sagt til Vibeke og Pernille.

"Vi går et øjeblik, vi kommer igen om to minutter". Det varede mindst en halv time måske tre kvarter i den modbydelige kælder. 

Vibeke havde grædt, så nervøs var hun. Så kom Lars Lenvig tilbage, og de gik op ad de hemmelige trapper, op til den hemmelige gang oppe under taget til Lars Lenvigs kontor.

-

Dommeren smilede: 

"Jeg mangler, hm, sig mig. De gik sammen med hr. Lenvig. Men kan damer- ne oplyse mig, hvor var den mulige Cillgor, og den unge mand, tjeneren?".

Pernille sad med en småkage i hånden, hun tyggede, løftede hånden, havde nær væltet théen, pegede med småkagen på dommeren, råbte ivrigt:

"De var forsvundet. De var helt forsvundet, de var pst væk. Og så kom jeg i tanke om, at jeg nede i kælderen havde set Lars fortælle Cillgor om stigen op til gluggen, og den lem, dér hvor man fra kælderen kan komme ind på parke- ringshusets øverste etage. 

Og så sagde jeg til Lars: "Er de gået den vej?", sagde jeg, men Lars bare så iskoldt på mig. Så sagde jeg til Vibeke, at hvis den mand er Cillgor, så er jeg kejser i Portugal, og ved De hvad Lars Lenvig svarede til det?".

Pernilles spørgsmål svævede.

- 

Dommer Svendsen replicerede tøvende: "Jeg tror desværre ikke, at jeg har nogen anelse?".

"Lenvig sagde, at vi, Vibeke og jeg, beskyttede ham mod at blive slået ihjel. Mere ville han ikke sige. Han sagde tak for i aften og bad os om at gå".

Anne Gures øjne glimtede, men hun tav.

Dommer Svendsen skænkede whisky, satte sig, lænede sig frem i stolen, smilede og sagde:

"Hørte De på noget tidspunkt d`herrer tale om Karl Foldak?".

"Nej". Pernille rystede på hovedet.

"Det var den aften, hr. Foldak blev myrdet", svarede Vibeke; så forskrækket på dommeren.

Dommeren nikkede, smilede stift: "Unge damer, det var elskværdigt af Dem at komme, nu må De gerne gå. Farvel, tak for besøget. Tillad mig at tilråde Dem, at De snarest informerer politiet".

Pernille og Vibeke hilste farvel, gik ud i forstuen. 

Dommer Svendsen hørte sin hustru, Elise, min kære due, lovprise verdens sødeste, kæreste, nuttede, chokoladebrune guldklump, en lille dreng i hendes varetægt.

-
Dobbeltgængeren

Dommeren kyssede Anne Gure på kinden: "Anne, det er ikke mig, du skal tale med, det er dine kolleger".

"Nej, det kan jeg ikke, og det vil jeg ikke".

"Nå, ja ja, hvordan er det, en nybagt mor drikker ikke whisky, vel?".

"Jo, denne mor gør", svarede Anne.

Anne var bekymret og træt. Dommeren skænkede whisky, tændte cigaretter, satte sig, smilede og sagde:

"Jeg tror det drejer sig om denne, hm, Cillgor. Har jeg ret?".

"Ja, desværre".

"Hvorfor desværre? Var du ikke forelsket i ham?".

"Åh, mit liv var lidt kompliceret. Jeg fortalte Hiort, at mit ægteskab var en fiasko, og han svarede, at hans var et helvede".

"Anne, vi skal ikke tale om Hiort, men om dig".

"Hiort spiller en stor rolle for mig, hans voldsomme død, mener jeg. For jeg skulle have sagt til ham, at jeg havde været udsat for voldtægt, og".

"Stop, Anne. Du sagde voldtægt? Mener du det?".

-

"Ja. Nej, vent lidt. Der skete noget, men jeg kunne ikke, jeg turde ikke sige det til Hiort. Han ville sige, at det var naivt af mig, i min stilling som hans over- ordnede, at forelske mig i Cillgor. Nej, det var noget andet. Jeg var nysgerrig, der gik så mange rygter om Cillgors frisørkunst, og damerne, der var artikler i aviserne og ugepressen. 

Men jeg vidste, at James Josef Hopkins, alias Paul Cillgor, var souschef i en af de engelske hemmelige tjenester, en ny koordineringssektion. Jeg holdt min kæft, og min tavshed kom til at koste mig, og især Hiort, dyrt nok".

"Anne, se på mig. Prøv om du kan dæmpe din ophidselse. Skal vi vente lidt? Har du lyst til en kop kaffe?".

"Svendsen, ti nu stille og hør på mig", råbte Anne.

"Kæreste Anne, jeg lytter".

-

"Jeg blev på et møde advaret af militærfolk fra, ja, en emsig del af kontra- spionagen. Et par gutter som sagde, at de ikke var tøsedrenge der strintede med sladder, men var barske fyre med argumenter som dynamitsprængning i et stenbrud. Og den drengejargon er jo ikke lige mig, vel?

De påstod, at Paul Cillgor var under mistanke som agent for en fremmed magt, men for hvem og hvorfor vidste de ikke. Den såkaldte Raclos, en efter- søgt terrorist,  befandt sig muligvis i Danmark, eller var på vej, og at man der- for holdt mistænkte, og særlig dem fra arabiske lande, under observation. 

Nej, politiet skulle ikke blande sig, men nu var vi adviseret, sagde de.

Jeg sagde mange tak, og skrev et notat, som jeg bagefter brændte. Jeg var lidt bange for Hiort, han blev sindssyg, når han hørte noget om Cillgor.

Få dage senere modtog jeg et brevkort fra Betty, en veninde fra unive-rsitetet i Edinburgh og senere kollega i den engelske udlandstjenestes kontra-spionage. Betty skulle til Malmø, hun ville besøge en udstilling med Miro, vi skulle mødes. Hun var blevet mormor, det var så dejligt, skrev hun, og så studsede jeg. Bettys interesse for Miro var lig nul. Betty var gift, uden børn, og ville med andre ord give mig en vigtig information. Jeg tog til Malmø. 

Betty bad mig informere hjemme om, hvem James Josef Hopkins, alias Paul Cillgor var. Jeg blev forbavset. 

Proceduren er den, nej, glem det. 

Men sagen var følsom for englænderne. Josefs familie var somaliere, tidli-gere bofast i Kenya, faderen embedsmand hos englænderne. Under maumau-ernes oprør tilbød de familien identitetsskifte til Hopkins og ophold i England.  

Hopkins junior, James Josef, tog en universitetsgrad i historie, og derfra ind i hæren som efterretningsofficer med tjeneste i Frankrig, Tyskland og de nordiske lande. Og året før Berlinmuren faldt og vi fik åbne grænser til Rus-land og Østeuropa, blev han sendt i særmission til Danmark. Hvorfor, fordi de danske myndigheder ikke just modarbejdede, men ikke gjorde nok, mod ruterne og deres planlægning af illegal transit med narkotika, våben og ammunition. 

Regeringen mente, at kampen mod cigaretsmuglingen fra Østeuropa til Danmark, var vigtigere, fordi smuglercigaretter havde en undergravende virk-ning på den danske økonomi. Sådan. 

Jeg tog afsked med Betty, ønskede hende god hjemrejse, og tænkte mit.

-

Hvor skulle jeg begynde? Det ville være pligtforsømmelse, hvis jeg holdt min viden om Hopkins/Cillgor for mig selv. Men jeg ville vente et par dage til jeg selv havde set ham, og måske kunne samarbejde med ham. Denne, Cillgor, den flotte mand i Damernes Tempel. Dertil kom, at opklaringen af sagen fra Advokaternes Hus havde visse aspekter, som ifølge min intuition kunne pege på Cillgor.

Jeg traf ham. Heldigvis, eller desværre. Det er, som man ser på det. Jeg gik op til ham. Han havde ikke tid den dag, han skulle ud til en aftale med en kunde. Så gjorde jeg ham stilfærdigt opmærksom på, at jeg heller ikke havde så meget tid, fordi jeg var ansat i politiet, og så lo han. 

Cillgor emmede af kultiveret handyr. Ja, jeg overnattede hos ham, og blev hurtigt klar over, at jeg var gravid, jeg fik det bekræftet hos min læge.

Næste morgen hviskede Paul til mig, at mit hår kunne sættes af 'en af mine døtre', sagde han. Og da så jeg meget forbavset på ham. 

Han fortalte om assistenten Hassan, som han af familiemæssige grunde lod optræde som ung mand. 

"Hun hedder Sabina, hun er altid vred på mig", sagde han.

-

Jeg fortalte Cillgor om dig, om din interesse for nationaløkonomi og den lo- giske positivisme. "Jeg har læst om din dommer", svarede han, og sagde, at du var Danmarks svar på John Kenneth Galbraith, og jeg svarede dumt, hvem er det? Det må du altså undskylde".

"Glem mine skriverier", svarede dommeren, "men Hiort glemte at sige noget om Sabina, til mig".

"Hiort vidste det ikke, han ville ikke, han lod hende indespærre, ville ikke røre ved sagen, eller høre om den, og det eneste jeg kunne gøre var, at sende hende lidt småting i forplejning. Hiorts neurose var jalousien over Marianne, det helvede gjorde ham til en jaloux fremmedhader, plus det forbandede druk. Stakkels Hiort.

Men en dag var pigen kørt helt ned. En læge spurgte hende om hendes mor, og da græd hun og fortalte, at moderen var død af cancer. Men hun var stum som en østers når hun blev spurgt om Cillgor, og jeg troede naivt, at hun var utrolig loyal mod sin far, men blev senere meget klogere".

"Hvor er hun?".

"Jeg bad ambassaden sende hende tilbage til England, det kommer jeg til".

"Glimrende, Anne. Du må gerne fortsætte", smilede dommeren.

"Det hele var så forbandet besværligt. Al den mistro".

Anne knugede lommetørklædet, sad tavs, forsøgte et smil, og sagde: 

"Tror du din kone er glad for Josef?".

"Josef?", svarede dommeren. "Nå, den lille Josef? Ja, selvfølgelig, men tiden går, har du lyst til at fortsætte?".

-

"Jeg skal forsøge, men det er ikke nemt. Det var aften, det regnede, og det var mørkt. Jeg trængte til luft efter en lang dag, havde ikke lyst til at gå hjem. Lørdag, søndag, mandag havde været ét stort skænderi med min mand og mine børn. Jeg gik i gaderne og ville, uden at jeg havde gjort helt op med mig selv, gerne træffe Paul Cillgor.

Jeg havde modtaget et brevkort med et lakonisk: De skal komme i aften. Jeg ringede til ham fra en telefonboks, han bad mig komme. Nu, bagefter, ved jeg, at hans stemme var afvisende. Men jeg fattede ikke, at han var under bevogtning, af dem, du ved. 

Jeg nåede frem og gik ind i gården. Han ventede mig. Lyset strålede varmt og velkomment fra Damernes Tempel. Bag mig sagde en stemme ganske sagte: 

"Hej, Anne". 

Det gav et sæt i mig. Jeg vendte mig om. Det var en mand, der havde en utrolig, ja, en uhyggelig lighed med Cillgor, men stemmen forrådte ham, betoningen var ikke Paul Cillgors. Det var tre mænd, mørklødede mænd, de overfaldt mig, pressede en klud mod mit ansigt og slæbte mig ud i en bil.

Jeg vågnede, bundet på hænderne, med bind for øjnene, de trak mig ud af bilen og førte mig op ad nogle trapper. Og dér skete et lille mirakel. 

På trappen mellem 2. og 3. etage lugtede der af tandlæge, og på de sidste fire trin før tandlægens dør, knirkede det på samme måde, som trinene hos Hiorts tandlæge. Hiort havde jeg et par gange afleveret hos tandlægen og hentet igen. Hiort havde stor skræk for tandlæger.

Hvis, med andre ord, min fornemmelse var sandsynlig, befandt jeg mig igen i ejendommen med tandlægen i forhuset og Cillgors dametempel i baghuset. Køreturen i gaderne var et fupnummer. Vi nåede op til en dør, jeg blev ført ind i et badeværelse. Der sad jeg på gulvet, ventede, i håb om, at jeg ikke blev overvældet af panik.

De kom tilbage og beordrede mig til at klæde mig af og gå i bad. Det ville være håbløst at gøre modstand, truslen var deres pistoler og knive, de ville sprætte tøjet af mig. De skubbede mig ind under bruseren, gav mig et stykke sæbe, og ventede til jeg var færdig. Jeg blev slæbt ind i et værelse, hvor der lå en stor madras med sengelinned af silke. Det undrede mig. 

Så pludselig dæmrede det for mig. Superagenten James Josef Hopkins, ali- as Paul Cillgor, kontra en vis Raclos.

-

Det uhyggelige er Raclos, i det ydre en kopi, en genganger af Cillgor, bort- set fra det afgørende: Pauls behagelige stemme. I samtlige efterlysninger hed det, at Raclos levede i luksus. Nå, tænkte jeg, en mand fuppede mig, fik mig et sekund til at tro, at han var Cillgor. Hvis det er Raclos, hvad vil han så?

Jeg sad nøgen på silkemadrassen og bandede over mig selv. Hvorfor havde jeg ikke afleveret Bettys information i rette tid? Nu sad jeg i saksen. Måske blev jeg mishandlet, måske døde jeg, hvis jeg ikke gav kidnapperne de oplys- ninger, som de ønskede af mig. Nu ved jeg, at de ville ydmyge både mig og Cillgor, som en advarsel til den engelske og den danske regering. 

Det kværnede i mit hoved, hvor er lækagen der kender forbindelsen mellem Cillgor og mig, muligvis har Vibeke Mihr set mig hos Cillgor, jeg så et strejf af hende, tænkte jeg. 

Cillgor måtte være uden for mistanke, med mindre han spillede et sindssygt dobbeltspil. Hvordan med Vibeke Mihr? Hun er naiv, og ret beset en dum lille gås, men hvem havde magt over hende, hvem udnyttede hende? Det viste sig senere at være Lars Lenvig. 

Den nøgne mand, der trådte ind i værelset, lignede så absolut de fantombil- leder, jeg kendte af Raclos. Inklusiv et stort ar på halsen. Men hvad ville han? 

Han udtrykte sig sagligt. Han ville lege med mig, og hvis jeg ikke ville lege med ham, ville han voldtage mig.

Jeg svarede "Jeg er uren, jeg har mine blødninger".

-

"Anne, blev du mishandlet?".

"Nej, jeg vil ikke påstå, at Raclos voldtog mig. Det kan måske vække forar- gelse hos andre, men ikke hos mig. For mig var det en frustreret, lystbetonet akt med Raclos, med den følelse, at i mørke er alle katte grå. 

Han slukkede lyset efter at jeg havde talt om min blødning. Mange tanker fløj igennem mig. Jeg tænkte med varme på Cillgor, og jeg tænkte med had, foragt og hævnfølelse på min mand. 

Jeg blev kort sagt liderlig og pisse sur, det må undskylde, lille Svendsen".

"Anne? Jeg forstår ikke denne persons, denne mands hensigt? Er du sikker på at det var denne, hm, Raclos?".

"Ja".

Dommerens smil blev stift: 

"Undskyld, Anne. Hvordan kan du være så sikker? Jeg mener, du ved jo ikke, hvem han er, bortset fra, undskyld, mandens krop?".

"Arret på halsen, og, Curt Adam, han turde ikke, han ville ikke ind i mig, det med blødning, mit påskud til et forsvar. Jeg skulle onanerer ham, og så vide- re. Og efter samværet med den idiot, blev han pludselig en anden, iskold, modbydelig. Mandens fjæs var noget af det ondeste, jeg nogensinde har set. 

De to andre mænd kom og baksede med en videooptager og en projektør og en monitor, nej, der var to skærme. Lyset fra projektøren blændede mig. 

De trak mig i håret hen til den ene skærm, og der så jeg Paul Cillgor sidde på en stol, bundet med klæbestrimler på hænder og fødder og på munden, og jeg genkendte receptionen i Damernes Tempel.

Foran Cillgor, James Josef Hopkins, stod en taburet med en transportabel monitor. Billedet på skærmen bemærkede jeg ikke, før Raclos trådte hen til mig og gav mig et skub. 

- Se på ham, kan du se Cillgor, snerrede han, og jeg svarede ubehersket, fordi det var så infamt, at Cillgor kunne se og høre mig. Vi var begge to gået i en fælde, så jeg råbte:

"Satans, skrub ad helvede til med jer".

"I talte engelsk?".

"Ja, selvfølgelig, iblandet fransk".

"Hvad gjorde de så?".

"Hvad gjorde de så? Altså, Svendsen?

Jo, det skal jeg sige dig, de piskede mig med læderremme i ansigtet, på brystet og mellem mine ben, i skridtet, mens de holdt fast på mig på gulvet. De urinerede på mig, og efter at de havde slået mig bevidstløs med et kæbe- stød, vågnede jeg op med en hjernerystelse og deres fækalier smurt ud over hele kroppen. 

Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis der ikke havde været et bade- værelse. Jeg tror jeg stod under bruseren i en hel time. Jeg klædte mig på og vaklede rundt i lejligheden, den var tom. Jeg burde have alarmeret Hiort, men det gjorde jeg ikke, jeg skammede mig.

Der var mørkt i Damernes Tempel. Cillgor havde de slæbt ud i Hareskoven. Han havde ventet at blive likvideret, men de tævede ham og efterlod ham halvdød".

"Anne, nu er han i sikkerhed".

Anne trak hun vejret dybt, sukkede og hviskede: 

"Har du fuldstændig glemt det? James Josef Hopkins og Hiort er døde".

"Åhgud, Anne. Det glemte jeg. Undskyld, Anne".

"Curt Adam, hvad stiller jeg op med det?".

"Næh?", sukkede dommeren.

-

"Men tænk dig noget af det mest forrykte. Der stod tre unge mænd med maskinpistoler og passede på Cillgor. Og så fik jeg et chok, jeg mener, i min profession. Den ene af de unge mænd var Hassan, det vil sige Cillgors datter Sabina, i mandsdragt. Hun stirrede hadefuldt på sin far. Hun drev sit eget spil, men hvorfor? Måske et opgør mellem far og datter efter hendes mors død? Vi ved det ikke, og får det næppe at vide". 

"Anne, må jeg spørge dig om noget, som forvirrer mig. Tillad mig at være hm, jo, kort og godt. Hvem er barnefaderen til lille Josef?".

"Cillgor, James Josef Hopkins, naturligvis".

"Jamen, du blev voldtaget af denne, ham, denne, du ved".

"Altså, Curt Adam. Denne, ham, Raclos, havde det som andre mænd, som er nervøse for piger med menstruation. Det var mit påskud, det var en løgn, men han troede på det. Tal dog for fanden med din søde due om dét. Basta".

"Basta? Gudskelov, ohgud, det lettede".

"Altså, Svendsen, er du dum, forstår du da ikke, at jeg var gravid med lille Josef. Drengen beskyttede mig. Forstår du det nu?".

"Jeg mente det jo nok. Jo, jeg kunne føle det".

"Kunne du? Er det sandt? Ja, Curt Adam, det var det. Er vi så færdige?".

-

"Næ, Anne, det er ikke slut", smilede dommeren, "vi er ikke færdige. Hvad skete der med Lars Lenvig? Jeg mener, årsagen?".

"Ved du ikke det?".

"Næ, han forekom mig ikke så, hm, presserende".

"Har Hiort ikke fortalt det?".

"Nej, det gjorde han ikke, han nåede det måske ikke".

"Har du ikke set den stak breve til Lenvig, som jeg gav Hiort retur, jeg lagde dem i favnen på ham. Han stod og gloede på mig. Jeg returnerede det møg, jeg ville ikke tale om Lenvigs breve og dokumenter".

"Anne? Hvilke dokumenter?".

"Fandens, jamen, Svendsen?".

"Ja? Har jeg gjort noget forkert? Skulle Hiort?".

"Hvad nu? Hvad nu, hvis brevene og det hele er forsvundet?".

"Hvilket, Anne? Kan du ikke forklare mig det stille og roligt?".

"En hel korrespondance, syv, otte, ni breve med Lars Lenvig, som Hiorten fandt den dag vi var oppe hos Karl Foldak i broderskabet. Altså Svendsen, for fanden. Hvor har Hiort gjort af de forbistrede breve?".

"Åh, nu ved jeg det. Mon ikke du mener, disse dokumenter?".

-

Dommer Svendsen fandt Lars Lenvigs korrespondance dybt inde i papirbjer- get; han satte sig og sagde:

"Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Der mangler en kode, om jeg må sige. Hiort nåede ikke at beskrive den del af sagen, før han døde. Hvad gør vi, Anne, Hiort er død. Hvad gør vi?".

"Herregud, jeg havde mine egne kvaler, så kom det hele pludselig væltende igen".

"Anne, hvad mener du? Du må koncentrere dig".

"Det var dagen efter at Hiort og Cillgor slog hinanden ihjel. Tåbeligt. Så stod jeg med et brev i hånden fra Cillgor, og kunne ikke få tingene til at hænge sammen".

"Det forstår jeg".

"Jamen, nu har du Lenvigs breve i hånden, og, lille Svendsen, et nyt brev. Et godt brev med kommentarer fra Cillgor, James Josef Hopkins".

Anne Gure rakte Cillgors brev til dommeren; men han afviste brevet.

"Nej, jeg vil ikke læse dine kærlighedsbreve. Nej, det er trist, og uden Hiort og denne Hopkins kommer vi ikke et skridt videre vedrørende Lars Lenvig".

Anne lo nervøst, og sagde:

"Hør nu, Svendsen. Efter Hiorts død undersøgte jeg hans skuffer og skabe, og nede på bunden af sagosuppen fandt jeg en kopi af Cillgors brev til mig, en kopi af det originale brev, altså kopien som Cillgor havde sendt til Hiort. Det er ikke et kærlighedsbrev. Men Hiort fortrængte alle realiteter. Han nærede et blindt had til den, som han forestillede sig var Cillgor, storrivalen til Marianne, som faktisk var Raclos. Gud, hvor er det idiotisk".

-

Dommeren så på Lenvigs breve, og på Cillgors brev, og sagde:

"Materialet fra Hiort vedrørende Lenvig er kun i dårlige fotokopier, det undre mig, at Cillgors brev til dig, og kopien til Hiort, ikke er kønnere".

"Søde Svendsen, det er mine tårer, og Hiorts had, druknet i whisky, og der- til, at du er, eller var, medlem af broderskabet".

"Hvad sagde du?", gispede dommeren.

"Ja, det var med til at gøre Hiorten forrykt, han så syner og spøgelser, og gemte sit materiale alle mærkelige steder, og så drak han for meget. Han vidste, at der foregik noget skummelt bag kulisserne i broderskabet. 

Jamen, for dælen, hvad Hiort, hvad, sagde jeg.  Så så han koldt og mistroisk på mig. Det troede jeg. Jeg var faktisk bange for ham. Men han var bekymret bag facaden. Det kunne jeg se.  

Hiort, spyt nu ud, sagde jeg. Og som kom det, tøvende, nervøst: Husk mig på at vi skal tale om Lars Lenvig med Finesen, kender du Finesen? Næ, svarede jeg. Så så Hiort igen på mig, og snerrede: Det er kraft brøleme selveste inden- rigsministeren. Kors, hvor er du dum, pigebarn. Ja, det var det".

Dommeren lo stift: "Åh ja, Hiort kunne være meget, hm, morsom".

-

Anne skænkede the, de spiste småkager, dommer Svendsen læste, mumle- de "ja så", rettede på brillerne, tændte en cigaret, og sagde:

"Nu har jeg læst brevene fra denne Raclos til Lars Lenvig, og det undre mig, hvorfor og hvordan de kunne havne hos Karl Foldak? Men som jeg kendte, åh, Karl og Hiort er døde, mine gode venner, ak ja, så har Karl måske købt og betalt dem med et særligt honorar til sekretæren, fru Hanne Bang. 

Måske ser vi et forspil til et lille statskup i broderskabet, i forbindelse med salget af de igangsatte våbenfabrikker. Det kan ikke være andet. Det var netop det, Karl var forbitret over, sabotagen, som han sagde.

Nå, jeg har ligeledes læst brevet fra Cillgor James Josef Hopkins. Han erklærer, at det var ham, der dræbte Lars Lenvig og Hanne Bang, at det var nødvendigt. Se, det er substans. Det burde Hiort have tænkt på, men det gjorde han ikke. Stakkels Hiort var paralyseret af jalousi og had. Han opførte sig som en ordinær, forsmået bejler, og i hans stilling gik det for vidt. Undskyld, Anne, det er ingen præmis. Næ, jeg fabulerer, jeg savner vores gode Hiort".

-
Vi kan vel konkludere

Det glimtede hårdt i Annes øjne: 

"Men vi kan vel konkludere de mange drab og mord. Kan vi?".

"Ja, drabene af Ove Hansen, der på primitivt grundlag dræbte Hugo Lauri- zen, og derpå udførte det morderiske overfald på Else Niebert og Knud Molde. Og vi ved, at Lenvigs sekretær, Hanne Bangs ægtefælle, Thomas Bang, er død, og hvorfor og hvordan. 

Endvidere tilstår mister Hopkins, nå, det har jeg sagt.

Min stakkels ven, Karl Foldak er antagelig dræbt af de nærgående, som er Ulla, min datter Ullas passende udtryk. 

Det vil med andre ord sige, som forklaret af Pernille Puk og den noget for-virrede Vibeke Mihr, at Karl blev dræbt af Raclos og formentlig Lenvig og den lille tjener.

Ligeledes ved vi, at det var Lenvig og Raclos, der sammen med Sabina og Marianne og den lille tjener, hvor har vi hans navn, nå, slog Ole Tern ihjel, bestialsk. Tænk dig, Anne, den unge mand traf jeg hos Karl, han var nydelig og charmerende, akja, desværre en lille morder.

Dernæst er det Lenvig, der sendte det selvafslørende brev til Karl Foldak og mig, underskrevet Mohammed Ali. Det viste sig, at Hiort og en laboratorius var så heldige at finde Lenvigs fingeraftryk på brevet, og det nægtede jeg faktisk at tro. 

"For hvordan", sagde jeg til Hiort, "hvordan kan en veluddannet jurist, eller skal jeg sige storkriminel advokat, være så uforsigtig?".

"Jo", sagde Hiort, "det er præcis sådan en storsnudet psykopatforbryder afslører sig, han bliver dumdristig og sløset af ren og skær forfængelighed".

Og Lenvig var med til parteringen af Hugo Laurizen. Han var til gengæld en særlig slags snyder, denne Hugo. Nuvel, måske har den unge tjener skåret lidt i Hugo, hvem ved? Just den unge tjener, flygtningen fra Libanon, må antages at være slået ned af personer fra førnævnte gruppe nærgående. Formentlig som manøvre, et falsk spor, som kunne forhindre, at den unge mand kom for skade at afsløre den i pensionatet medlogerende Sabina, kaldet Hassan, hr. Cillgors datter, som var elskerinde, eller hvad hun nu var, til denne Raclos. 

Ja, tilbage har vi, hm, nå. Sig mig, Anne, hvorfor græder du?".

-

"Det var min skyld. Jeg svigtede Hiort og Cillgor".

"Nonsens, jamen hør nu. Jamen, Anne? Hvorfor græder du?".

Anne Gures ansigt var hærget, rynkerne i hendes pande lå som plovfurer. Hun var oprevet, kunne ikke skjule sin smerte, havde mistet al sin kraft. Hun følte sig som forræder, var selv forrådt, var bitter og meget træt. Men hun lys- nede som morgensolen, og smilede kærligt da hun hørte fru Elise åbne døren med lille Josef på armen, og sige:

"Curt Adam, tror du vi er for gamle til at få sådan en lille guldklump? Som ham her? Se, hvor er han kær".

Dommer Svendsen smilede til sin hustru: 

"Elise, nu bér jeg dig virkelig. Nå, nu gør jeg rapporten færdig til ministeren, med et resumé, og jeg må huske ansøgningen til vores majestæt, så må vi se. Hullerne kan næppe siges at være mit ansvar".

-
Forsøg på eliminering

Det var broderskabets nye forstander, der udtænkte planen, en person som i tidernes morgen havde købt sig navnet Laurentius Finesen og udspredt rygtet, at han var af kongelig byrd. Hvem kunne modbevise dén påstand?

Ingen kendte hans karriere. Han udnyttede sin korte ministertid, til at fjerne alle oplysninger om sin fortid. At han kunne blive minister beroede på den parlamentariske situation. 

Finesen var medstifter af SS, Sociale Samværsparti, og havde erobret plad- sen som indenrigsminister i statsministerens koalitionsregering.

-

Lørdag, 10. november, kold, mørk efterårsmorgen, blev Anne Gure bortført. Hun var tilkaldt til tjeneste ved et uventet opkald fra Politigården. 

Hun havde været for søvnig og konfus over den uventede alarm, at hun ikke reagerede mistænksomt. Anne blev indespærret i arresthuset bag kirken i Ci-tadellet Frederiks Havn, Kastellet, det idylliske fæstningsanlæg fra 1600-tallet, anlagt på en ø bag Langelinie i Københavns Havn.

Anne var bekymret; hun var indsat i samme arrest, som i sin tid reformator og dronningeelsker, Struense, dødsdømt og henrettet i 1700-tallet, og i 1945 en anden dødsdømt tysker, den nazirigsbefuldmægtigede dr. jur. Werner Best. 

Det undrede hende, at der stadig fandtes militær aktivitet i Kastellet; det fri- villige hjemmeværn, der holdt til i Generalstokken. Hun blev forbavset, da det gik op for hende, at hendes kidnappere og civilklædte vogtere var hjemme- værns folk. Hun overvejede en flugtplan, ville udnytte sine erotiske færdig- heder på den yngste vagtmand, der havde betroet hende, hvor hun var, og hvem der passede på hende.

Hvorfor hun skulle isoleres uden forklaring, eller anklage, og at overfalds-holdet havde været brutale mod hende, irriterede hende. Men at de ikke straks havde likvideret hende, fandt hun komisk afslørende for kvaliteten af planens bagmænd, hvem de end var, og hvad de ville hende. 

Den erfaring kan jeg takke Raclos for, tænkte hun.

-
Firkløver

Under firkløverets kortspilsaften, mandag, 12. november, erfarede brødrene Hanssenius, og deres ven, Drokeya,  hvem minister Finesen var, hvad han ville, og hvilke metoder han kunne tænkes, at ville anvende.

Palle Hanssenius, politiinspektør, chef for sikkerhedstjenesten. 

Poul Hanssenius, oberstløjtnant i hjemmeværnet.

Gamle Hansen, Peter Hanssenius, reporter ved Dagens Nyheder.

Marius Drokeya, jurist, kontorchef i justitsministeriet, tidligere politimand, skiftede arbejde efter en hjertesygdom.

-

Efter en rubber i Bridge udbrød Drokeya: "For resten, mens jeg husker det".

"Drokeya, du har vundet og trækker tiden ud", vrissede Gamle Hansen.

"Lillebror", sagde oberstløjtnant Poul H.

"Det er for øvrigt stof til dig, Gamle", svarede Drokeya.

"Marius, må vi høre?".

"Der løb i dag et rygte i ministeriet, at Anne Gure, en dame som for relativ nylig blev udnævnt til chef for politiets efterretningstjeneste, skulle være bort- ført af terrorister. Det skulle være sket lørdag morgen. Har I hørt det?".

Gamle Hansen, frygtet for gode politiske forbindelser, samt, hvad alle vidste, at han var agent for forsvarets efterretningstjeneste, svarede:

"Det er gamle nyheder. Det siges at være hjemmeværnsfolk".

Politiinspektør Palle H: "Det er en kendsgerning, uanset, hvad man mener om det. Det stemmer med, hvad jeg har fået oplyst. Jeg har naturligvis sat en undersøgelse i gang".

"Mine folk?", sagde oberstløjtnant Poul H forbavset: "Jamen, så kan jeg bed- re forstå det. Jamen, det er da, hm. Altså lørdag morgen, foran mit sovekam- mervindue, som vender ud til Paradepladsen i Kastellet. Ja, I ved af selvsyn, at der ikke findes hyggeligere og mere idylliske omgivelser, end omkring min tjenestebolig i Kastellet".

Gamle Hansen: "Poul, du praler, hvad skete der? Fat dig i korthed".

"Jamen, jeg taler. Så, lillebror, afbryd mig ikke. Hvad sagde jeg? Jo, jeg var stået op for at pi, tisse og var lysvågen da jeg pludselig hørte en kvinde skrige Hjælp nede på Paradepladsen. Så jeg åbnede vinduet og så hende i kamp med tre mænd. Jeg råbte: Må vi så få nattero, men det hjalp ikke. Og så blev jeg vred og fik fat i min kinesiske kimono og de broderede morgensko, dem af Sofies, dem fra sølvbrylluppet, ja, det var sødt af hende. Ja, og bjergede mig et skydevåben, man ved jo aldrig. 

Den ene af gutterne standsede mig ved kirken, altså, den kønne gamle Cita- delskirke ved Paradepladsen. Joh, jeg søger ofte trøst i kirken. Det viste sig at være lederen af vores efterretningstjeneste".

Palle H: "Benny Andersen". 

"Ja, hvor ved du det fra? Nå, og han sagde, hvordan var det nu, jo, han sagde: - Hr. oberstløjtnant, jeg har tavshedspligt, en terrorist er arresteret og skal holdes isoleret. Hernede hos os, sagde jeg, og forlangte en rapport".

Gamle Hansen: "Talte du med Anne Gure?".

"Nej, men det var hendes stemme. Jeg kunne genkende den ganske tyde- ligt. Hun holdt et foredrag for et halvt års tid siden i radioen, og Palle kan da huske, at jeg traf hende i Politiets Kunstforening, ikke sandt, Palle? Det var den aften, ham den koleriske kommissær Hiort, nå, han er død, vi taler ikke ilde om de døde. Men det var den aften, Palle, da Hiort sagde, at han var ble- vet snydt af en svindler, der havde lokket ham til at købe en falsk Rembrandt, eller hvad det nu var. Husker du ikke det, Palle?".

Palle H: "Jo, selvfølgelig husker jeg det. Hiort var sur på svindleren, men kolerisk var han ikke. Hiort var ikke køberen, han talte om svindleren. Anne Gure deltog i en radiodiskussion om vores sikkerhedspolitik. Hun klarede sig udmærket. Men de andre? Det rene bavl".

Marius Drokeya tændte en cigaret, mumlede, 'jeg burde ikke ryge', drak en slurk whisky, og sagde: "Hør lige her".

Gamle Hansen: "Marius, gør det kort. Det har hængt i luften i flere dage, en stank af svindel og korruption. Jeg fornemmer det, helt op i regeringen. Vi står med et problem med fantastiske perspektiver. Jeg ser visse konturer".

Marius D løftede advarende cigaretten, og sagde:

-

"Vent nu lidt, Gamle, du er for utålmodig. Jeg havde besøg af landsdommer Curt Adam Svendsen forleden dag. Han var temmelig bekymret. Vi drøftede, om han kunne genindtræde som dommer. Han var fratrådt, og så forklarede han mig, hvorfor. Han var blevet påtvunget en undersøgelse af særprægede forhold i Advokaternes Hus, han talte om et broderskab. 

Og jeg sad uforstående, det havde jeg aldrig hørt om. Han bad mig opbeva- re en kopi af en rapport, som han havde udarbejdet under visse trusler. Og han påpegede, at han havde grund til at føle sig i livsfare. Han bad mig afle- vere rapporten direkte til justitsministeren, såfremt han ikke mødte ministeren, som var hans hensigt, et møde, der finder sted torsdag eftermiddag".

Marius Drokeya vippede asken af cigaretten. 

Gamle Hansen: "En lang forklaring, er du ikke snart færdig?". 

"Yngstebror, ti stille", sagde Palle H.

Drokeya: "Jeg tog imod rapporten, og vi talte om at justitsministeren var rent ud ukvalificeret, at han var for ubegavet og for glad for damer og spiritus, og at han på grund af tåbelige spekulationer på fondsbørsen måtte forudse konkurs, endvidere at han var i England, og at dommer Svendsen ville møde en stedfortræder. Jeg kunne ikke sige hvilken, men muligvis Finesen, inden-rigsministeren. Og at jeg for øvrigt ville aflevere rapporten direkte til stats-ministeren, fordi han allerede har udset sig en ny justitsminister, selv om det giver visse parlamentariske virkninger".

Gamle Hansen: "Og så mangler vi pointen?".

"Det drejer sig om en affære i Advokaternes Hus".

"Ja, selvfølgelig, hvad ellers?", råbte brødrene i kor.

"Det var om et hemmeligt broderskab, såmænd katolsk vikingeromantik og våbenhandel, et cetera, og, tja, jeg brød diskretionen, min nysgerrighed og min viden som tidligere politimand, afgjorde dét spørgsmål. Jeg har en del af rapporten med, i det fornødne antal kopier, så nu foreslår jeg en læsepause. I behøver kun at interesserer jer for det, som dommeren kalder konklusionen. Og så selvfølgelig mine indstregninger og kommentarer".

Gamle Hansen sukkede: "Marius Drokeya, du er alligevel genial".

Palle H: "Rygterne florere, lad os se kendsgerninger".

Poul H: "Der står forhåbentlig ikke noget om hjemmeværnet? Vi har haft så mange skandaler med unge forvildede mennesker, der stjæler vores maskin- geværer, eller skyder sagesløse og laver røverier med vores våben til person- lig opbevaring, og hvad ved jeg, og nu denne bortførelse? Det er rædsomt".

Firkløveret læste i stilhed. Derefter besluttede de sig til den aktion, der sene- re blev landskendt, i medierne serveret som: De modige muldvarpe.

-
Statsministeren og Julius Blomberg

Natten til tirsdag den 13, kl. 00:49, blev statsministeren adviseret. Chefredak- tør Julius Blomberg, Dagens Nyheder, telefonerede, bad statsministeren mod- tage den udsendte reporter, Peter Hanssenius.

"Hanssenius? Hvem er det? På denne tid af natten?".

"Gamle Hansen".

"Gamle Hansen, hedder han Hanssenius? Ja, han er velkommen, men på denne tid af natten?".

"Det er meget vigtigt".

"Godt. Sig til ham, at nøglen ligger under måtten, det kender han, men på denne tid af natten? Altså, Blomberg?".

"Han kommer om et kvarter".

"Blomberg, jeg er hamrende træt, kan det ikke vente til i morgen?".

"Statsminister, det er vigtigt".

"Udmærket, lad ham komme. Godnat".

"Statsminister, regeringen vil gøre klogt i, at indkalde til pressemøde om sagen. Gamle Hansen vil oplyse nærmere om det fornødne. Jeg anbefaler en offentlig høring, en pressekonference snarest muligt. Godnat".

-
Hvad har du gjort

Torsdag den 15. arresteredes hjemmeværnets efterretningschef, Benny An- dersen, af oberstløjtnant Poul H og sikkerhedschefen Palle H. 

Poul H: "Hvad har du gjort, Benny? Skammer du dig ikke? I har overfaldet en værgeløs kvinde. Må jeg så få en forklaring".

Benny Andersen: "Jeg er uskyldig. Jeg ved ikke, hvad jeg må sige, jeg har tavshedspligt".

Palle H snerrede: "Hvem har pålagt dig tavshedspligt?".

"Det må jeg ikke sige".

"Hvad skal det nu sige?", råbte Poul H. "Er du ikke i tjeneste hos mig, eller hvad er meningen?".

"Det ved jeg ikke".

Oberstløjtnanten brølede: "Hvad véd du ikke? Din idiot".

Palle H: "Hvis ikke du fortæller sandheden, nu, således at vi kan holde den- ne beskidte affære inden for disse døre, ja, siger du ikke sandheden nu, spjæl- der vi dig inde i femten år isoleret på Djævleøen".

"Jeg må ikke sige det".

Poul H: "Giv mig din tegnebog, og det skal være, nu".

Benny Andersen: "Nej, nej, næ, det har I ikke lov til".

Tegnebogen indeholdt intet, et par få pengesedler og nussede papirer.

"Du skal saftdenonddemig kropsvisiteres, af med tøjet", brølede Poul H.

Gevinsten havde Benny Andersen lagt ind under en sål i sin ene sko. Det var en check fra Laurentius Finesen, med falsk underskrift: Brydesen, departe-mentschef i Justitsministeriet. 

Benny Andersen: "Det er ikke mine penge, det er til deling med Ingvar og Helge".

"Ved du hvad der sker med jer? Vi sætter jer alle tre ind det koldeste, våde- ste og mest rottefyldte hul i fæstningsarresten. Og der bliver I siddende til I rådner op, færdig med jer", brølede oberstløjtnant Poul H.

"Det kan jeg ikke. Jeg skal op og takke dronningen for ridderkorset", hulke- de den uheldige efterretningschef.

-
Viggo, du holder kæft

Endelig kunne fangehullets døre åbne sig for Anne Gure. Da hun stod foran kirken på Paradepladsen, kyssede hun brødrene Hanssenius på kinden: 

"Tak, det var sørme pænt af jer, jeg følte mig helt glemt".

Poul H sagde genert: "Mange tak, frue".

Politiinspektør Palle H kørte sin hærgede kollega hjem til hendes chokola-debrune lille guldklump. Josef var i gode hænder hos dr. tech. Viggo Gure, der efter den oplevelse ikke længere drømte om skilsmisse fra sin hustru. 

Men pludselig traf Palle H, en for Anne og Viggo Gure uventet beslutning; han sagde, i en tone, der ikke tålte modsigelse:

"Viggo Gure, du holder kæft med, hvad du har set og hørt. Du og Anne kom- mer med til sikkerhedstjenestens kommandocentral. Har I soveposer og tøj til drengen. I må klare jer med feltsenge et par dage. Jeg inviterer ikke på et luksushotel".

-
Gamle Hansen møder en vanskelig dame 

Torsdag eftermiddag, 15. nov.  

Gamle Hansen havde fået til opgave, at bede dommerens søde due, fru Elise, at overvåge dommer Svendsens bevægelser, lytte til hans telefonsamta- ler, meddele hvilke aftaler han havde truffet, og det vigtigste, at underrette sikkerhedstjenesten, når dommeren forlod sit hjem.

"Hvad er det De siger jeg skal gøre, hr. Hansen?".

"Peter Hanssenius, frue".

"Jamen, det sagde jeg jo".

"Næ, fruen sagde, hm, Hansen".

"Hedder De da ikke Hansen?".

"Næ, frue, min bedstefar, som var indremissionsk præst, lavede det om".

"Åhgud. Al den manér med at latinisere vore gode gamle danske navne. Sikken en galskab, siger jeg. Det ligner paranoia. Da må jeg sige Dem, at jeg er stolt af at hedde fru Svendsen. Det er så herligt jovialt, ikke sandt?".

"Jo, frue".

"Tænk Dem, det sagde min mand engang til mig. Så er det nok, madam Svendsen, sagde han. Bevar mig vel, jeg er selv en Melchior, men det må man jo ikke være stolt af i vore dage, vel, hr. Hansen?".

"Frue, vi gør dette, for at beskytte Deres mand, han kan muligvis være i livs- fare, og det er".

"Jamen, altså, sødeste ven, dét tør jeg sige Dem, ingen voldelig person slip- per godt afsted med at antaste selveste min Curt Adam. En sådan person vil ganske omgående blive indlagt på nærmeste hospitals skadestue".

"Frue, det kan ikke være bedre".

"Jeg skal sige Dem, hr. Hansen, Curt Adam har studeret selvforsvarskunst. De ved, den fra Japan, mener jeg. Det skulle da ikke undre mig. Japanere er ved gud underlige mennesker".

"Javel, frue, hm, joh?".

"Jo, forstår De, hr. Hansen. Min kære Curt Adam var bankbud. Bevar mig vel, kun på prøve, i ganske kort tid, og det var banken, der betalte dette kursus. Sig det endelig ikke til nogen. Min søde Curt Adam har jo aldrig været velhavende. Det kan man vist se på ham. Kan man ikke?"

"Frue, det har jeg ikke bemærket".

"Jamen, det siger jeg Dem. Det er sandelig ikke godt at vide, hvordan det var gået os, hvis jeg ikke selv havde haft en lille formue. Ser De, hr. Hansen, min søde Curt Adam har visse tendenser, De ved, som en ødeland, ja, ikke ret meget, hr. Hansen, men nok, han har det med at drysse pengene omkring sig".

"Javel, frue".

"Kender De dette selvforsvar? De ved, huhu, dangdang, bumbum. Ja, den søde Curt Adam prøvede såmænd engang sine færdigheder på mig. Men det gik ikke så godt. Han var ikke i træning, jeg tror jeg gav ham knubs, et lille kraniebrud".

"Javel, frue, meget interessant".

"Og skulle det gå helt galt, jeg mener, efter Curt Adams møde med en vol-delig person, så har vi min søn, Svend". 

"Javel, frue".

"Forstår De, hr. Hansen, min søn er hjernekirurg i Norge, han er hjemme i disse dage og han kan sikkert ordne det, hvis Curt Adam får en enkelt brækket lillefinger. Min søn er gift med en sød norsk jente. Men De ved, hr. Hansen, mig og norske fjelde og stå på ski? Næ tak, det er altså ikke mig".

"Det forstår jeg glimrende, frue".

"Og så er det jo et sølle syn, når min søde Curt Adam idag forsøger at gøre lidt gymnastik. Åh, herregud, hans tynde ben og spinkle arme, når han tripper rundt. Jeg siger Dem, åh ja, hr. Hansen, det er så morsomt".

"Hm, gymnastik? Javel, frue".

"Hvad er nu det, hr. Hansen. Deres cigaret spilder aske på gulvet, har De altid været så uopdragen? Det ville min søde Curt Adam sandelig ikke tolere- re. Farvel, hr. Hansen".

-
Dommerens besøg hos indenrigsministeren

15. nov. torsdag, mørk efterårsdag, kl. 19:15. 

Justitsministeriets departementschef, Jens Brydesen, ville under ingen om- stændigheder tilråde dommeren, at søge foretræde for ministeren:

"Det kan du selvfølgelig gøre alligevel, men jeg ville absolut ikke gøre det, i dit sted. Ministeren er, sagt mellem os, en meget sensibel herre, der vogter sit omdømme. Og det undre mig, at du er tilsagt så sent, når alle er gået og det er langt over fyraften?".

"Jaja, kære Bryde, du er, som jeg selv, en af rødderne fra kostskolen. Vi ved nok hvor skoen trykker. Er du ikke en af vore, er du en fjende", smilede dom- meren.

"Ministeren lytter ikke til mig, trods jeg er hans nærmeste. Han siger rent ud, at han har ansvaret, og derfor selv vil passe forretningen. Vi har for mange af den slags, alt for mange. De er egenrådige og alt for besværlige. Derfor lader vi dem gøre, som de vil, næsten da".

"Vil du anmelde mit besøg? Det er naturligvis aftalt med ministeren".

"Nej, heller ikke det. Jeg kan anvise dig ministersekretæren".

"Bryde? Er du mon klar over, at du er uforskammet imod mig?".

"Jeg har intet med din sag at gøre. Jeg vil ikke, og jeg kan ikke. Jeg skal ikke bagefter vaske hænder, som visse andre pilatusser. Farvel, Curt Adam, vi skilles her. Held og lykke".

"Bryde, hvorfor er du ikke ærlig? Hvorfor skjuler du noget for mig? Du skyl- der mig en lille tjeneste. Det var trods alt mig, der reddede dig fra tæsk på kostskolen hver eneste gang. Husker du det, Bryde, du, sengevæder. Nu opfø- rer du dig fejgt", smilede dommeren.

Brydesen så på dommeren, åbnede døren, puffede ham ud på gangen. 

Med en ironisk hovedbøjning, og med en dirrende hånd, pegede Brydesen mod ministerens dør, hviskede: 

"Juste er på studierejse i England, han kommer først i morgen. Du møder stedfortræderen, indenrigsministeren, din gode ven, Finesen, broderskabets nye forstander".

-
Laurentius Finesen

På bordet foran p.t. justitsminister Finesen, lå dommer Svendsens skarpsin- dige, om end noget omfangsrige rapport, resume og konklusion, og et andra- gende til dronningen om genindtræden i sin tidligere gerning.

Ministerens ansigtsfarve skiftede i takt med samtalens forløb, mellem ligble- ge og purpurrødt, gråt og violet; den violette drankerfarve var ministerens sædvanlige.

Finesen daskede med slatten hånd hånligt til dommerens rapport, så irri-teret på sin gæst, pulsede på cigaren, gryntede hæst:

"Tror De virkelig jeg har tid og lyst til at læse alt det der?".

Det var, som fine sandkorn ramte dommerens øjne, han sagde:

"Undskyld mig et øjeblik".

Dommerens krop skælvede, han tog lommetørklædet frem, tørrede øjnene, tabte brillerne, skjulte ansigtet i sine hænder. 

--

jeg har selv inviteret dem, hvor er jeg dog naiv, jeg udfordrede dem, jeg har lagt en fælde for mig selv, den lille psykopat Ove Hansen havde ret 

indenrigsministeren er den nye forstander, bødlen er politimester, der er næppe tvivl om politimester NP, Niels Pedersen på yderste højre fløj

men at Laurentius Finesen er valgt til Karl Foldaks efterfølger som ny for- stander, og er havnet som indenrigsminister, det forstår jeg ikke, et makabert og dødsens farligt spil

hvem trækker i trådene, arvingerne i 1912, mine egne børnebørn, Ullas børn med Ole Tern, nej, det er umuligt, hvem er det så, Knud Moldes døtre, der er tre, Karl Foldak havde ingen børn, hvad har Lars Lenvig efterladt sig, måske et par børn, og endnu flere kontrakter og hensynsløs konkurrence fra de nær- gående

der sker en magtkamp, for mig er det for sent, jeg har udfordret dem og tabt, hvor har jeg dog været naiv 

bordet fanger, jeg husker den tåbelige optagelsesceremoni i broderskabet for mange år siden i Gobelinsalen i Advokaternes Hus, det lensgrevelige palæ

vi novicer, Karl Foldak og Curt Adam Svendsen, Laurentius Finesen og N P, blev båret nøgne ind af kutteklædte mænd og lagt som underkuede korsfæste- de, udstrakt på hvide ordensdragter, udbredt på gulvet

jeg husker brødrenes sang, en firestemmig hymne, et orgels brusen, den maskerede forstanders bydende stemme, pligt, lydighed, troskab, ærefuldt arbejde, betaling til broderskabets formål, værne traditionerne, beskytte sam- fundets udvalgte, altid beredt til forsvar af kongeriget og standens rettigheder, altid beredt med sværd i hånd, men vise mildhed og åbent bekende sig til det konservativt bevarende og den kristne tro 

bødlen, en adelig personage, falleret jurist, tog novicerne i ed, vi skulle knæle, sværge og kysse bødlens sværd 

det var det samme riddersværd, Karl Foldak pressede mod mit bryst

--

"Hr. Svendsen, er De syg?".

Dommeren satte brillerne på næsen, smilede:

"Næhnej, hr. minister, jeg tillader mig at mene, at ministeren måske kunne lade en af sine embedsmænd læse rapporten".

Finesen snappede efter vejret: 

"Mine embedsmænd? Tror De ikke jeg kan læse? Forstår De da ikke, at jeg ikke har lyst? At jeg ikke vil. Hvorfor skulle jeg gøre det. Hvorfor roder netop De, hr. Svendsen, en af mine bedste dommere, Dem ind i en affære, der over- hovedet ikke rager Dem? Det er en skandale, jeg har aldrig kendt magen. Det eneste De, og den såkaldte politiinspektør Anne Gure, har opnået, er at for- sinke sagens opklaring. Er De klar over".

"Tillad mig at oplyse for ministeren, at kriminalkommissær Hiorts og den engelske statsborger, James Josef Hopkins uventede død, desværre betød".

"Hr. Svendsen, De fatter ikke en stavelse af alle mine problemer. Jeg kan fortælle Dem, fortroligt, naturligvis, at jeg i sidste uge måtte stå skoleret for den engelske ambassadør, tror De det var morsomt? Og det er Deres ansvar, at kommissær Hiort ved en fejltagelse kom i ildkamp med en engelsk agent, endda en meget højtstående kollega".

"Mit ansvar?". Dommer Svendsen smilede stift.

"Ja, De mener vel ikke, at det var mit? Nå, dog ikke. Næh, hr. Svendsen, ansvaret deler De med den nu, gudskelov, forhenværende politiinspektør Anne Gure, hun har heldigvis selv søgt sin afsked".

"Så vidt jeg ved, var Anne Gure sygemeldt på grund af komplikationer ved hendes graviditet. Og det er, så vidt jeg ved, en for kvinder relativ sædvanlig og meget menneskelig begrundelse. Hvis ministeren tillader".

"Sig mig, ved De ikke, at hun gennemterroriserede alt og alle fra telefonen? Ved De ikke det? Og som om det ikke var nok, traskede hun rundt med sin tykke mave og gik i vejen for den virkelige, effektive efterforskning".

"Hr. minister, De tvinger mig desværre til at protestere".

"Tzihihihi, så De, tzihihi, protesterer? Det må jeg sige".

"Jeg gør udtrykkelig opmærksom på, at visse omstændigheder, som jeg fyldestgørende gør rede for i det lille forord til rapporten, tvang mig til at arbejde med denne sag, som ministeriet, og regeringen, i høj grad kan anse for opklaret".

-

Finesen: "Hvilken sag? Mener De hele dette væv af mange småsager? Ja- men, det hele er ganske ubetydeligt. Det forsikrer jeg Dem for. Men nogen vil gerne slå politisk tarvelig plat af sagen, ikke sandt? Næ, hr. Svendsen, den går ikke. Mit parti, det sociale samværsparti, har på det netop afsluttende landsmøde vedtaget, at den går ikke. Alle påstande, langt det fleste, er vilde overdrivelser og ren sladder, humbug og løgn".

"Sagen er kompleks, ja, og for udenforstående lidt for kompliceret".

"Såh? Hvad mener De med det?".

"Tillad mig nævne visse kendsgerninger, som ministeren måske vil synes er ganske ubetydelige, men alligevel. 

Ser De, udenlandske terrorister har opereret frit her i landet, i kraft af sam-arbejde med visse danske borgere. Jeg troede, at den affære var stærkt reduceret, ikke mindst takket være Anne Gure, hr. Hopkins og hr. Hiort. Men netop i dag er jeg blevet betydeligt mere skeptisk, hvad angår kompliceret infiltration. Jeg sigter til, at der derved tegner sig nye og tragiske perspek-tiver. Jeg håber, at jeg udtrykker mig tydeligt nok?".

Dommer Svendsen så spørgende på ministeren, smilede og fortsatte: 

"Regeringen tillader dansk produktion og eksport af våben og ammunition, vel at mærke en lovstridende eksport til krigsførende lande. Og dertil kommer de mange terrormord, tillad mig at nævne, hm".

-

"Ved De, hvad De ikke skal, hr. Svendsen? De skal ikke sidde der og le mig op i mit åbne ansigt?".

"Jeg forstår ikke?". Dommeren tøvede.

"De sidder og griner, hr. Svendsen".

"Det var ikke min hensigt".

"De, hr. Svendsen, har i hvert fald ikke ret meget at være munter over".

"Munter? Jeg forstår desværre ikke? Rapporten viser jo netop".

"Se, der er det igen, Deres arrogante grin. Jeg tror De er syg, hr. Svendsen. Jo, De er. Her kommer De og stiller Dem an med Deres svedne grin og arro- gante smilen. Jeg tror De lider af storhedsvanvid, hr. Svendsen, men det må selvfølgelig lægerne afgøre".

"Hr. minister".

"Og så vover De Dem som embedsmand at skrive store offentlige artikler om landets politiske forhold og rædselsfulde økonomi, og stiller Dem an som den store frelser, der har svar på alting, med denne, hvad hedder det, den logiske, postale politik".

"Den logiske positivisme, hr. minister".

"Vil De venligst holde Deres mund lukket, når jeg taler?".

"Hr. minister. Jeg kan forsikre Dem for, at min eneste hensigt".

"Mener De Deres statsundergravende virksomhed? Deres hensigter, dem kender jeg ikke. Vi i ministeriet kender netop ikke Deres hensigter, hr. Svend- sen. Jeg beklager at være den, der skal meddele Dem, at såvel De, som Anne Gure, fra dags dato vil være at hensætte i isoleret beskyttelsesarrest".

"Jaså? Men det må ministeren vist gentage, før jeg forstår det?".

"Regeringen, det vil sige ministeriet, har ligeledes besluttet, at såvel De, som Anne Gure skal være til disposition for en grundig mentalundersøgelse. Hvad den så kan føre til, må Vorherre vide. Jeg ved det ikke. Anne Gure har vi hentet".

-

"Hr. minister, jeg protesterer. Hvad i alverden er det, der foregår?".

"De skal ikke skrive flere artikler, hr. Svendsen".

"Artikler? Jeg har skrevet rapporten og, nåja, et par artikler om filosofi og nationaløkonomi, som har min store interesse".

"Jeg sagde avisartikler. De skriver under falsk navn i et berygtet dagblad, journalist Kurt Svendsen. Det er Dem. Det er vedgud Dem, der står bag afslø- ringen af skandalen i byggeriet og udlejningssektoren".

"Hvem? Jeg? Hvad har jeg skrevet?", råbte dommeren.

"Ja, Dem, Kurt Svendsen. Mig kan De ikke narre, og dermed krænker De Broderskabet og dettes navnkundige arbejde for den liberalistiske ide. Husk dog på, menneske, at De med Deres forbandede artikler sætter andre fjolser ind i en sag, der ikke rager andre. Og hvad med mig? Jeg er som Broderska- bets øverste ordensmester også formand for Liberalt Boligselskab og alt det øvrige i samfundets tjeneste".

"Hr. minister. Jeg frabeder mig på det skarpeste, at blive forvekslet med en mig aldeles ukendt journalist, der muligvis, ja, hvad skal sige, har en begrun- det mistanke om kriminelle forhold og pamperi i boligsektoren".

-

Den nu irriterede dommer Svendsen tændte en cigaret, og sagde:

"Nej, nu kan det være nok. At det skal være dig, Laurentius Finesen, et af de dummeste svin, jeg nogensinde har truffet, der sidder her som minister, må vist opfattes som en grovkornet spøg".

"Såså, hr. Svendsen, lad os nu holde en fordragelig tone. Må jeg byde Dem et beroligende glas portvin?".

"Nej, tak".

"Når jeg nu insisterer?".

"Nej, tak".

"Vi må da forhandle om sagen, ikke sandt? Nu skænker jeg et stort glas portvin til Dem".

"Nåja, hvis De endelig vil. Tak".

"Og så drikker vi glasset til bunds, som gode venner".

"Venskab, betalt med et glas portvin, sese?".

"Jeg har kun denne karaffel. Skål, hr. Svendsen, tzihihihi, ja, det smager godt, ser jeg. De var vist tørstig, hr. Svendsen. Skål. Ja, De undskylder mig, hr. Svendsen, jeg springer over, jeg drikker aldrig spiritus her i ministeriet. Det gør jeg måske en lille smule hjemme privat, tzihihihi".

-

"Den vin smager som skarntydesaften til Sokrates".

"Det kan De ikke mene? Denne herlige, kraftige portvin".

"Jeg tror den kunne slå en hest ihjel?".

"Tror De det, hr. Svendsen?".

"Den vin har en eftersmag. Den smager af et medikament, hvad hedder det, hm, det husker jeg ikke. Det påvirker centralnervesystemet, det virker hurtigt. Jeg er tung i hovedet, træt og svimmel. Hvorfor? Jo, jeg drak vinen på tom mave".

"Vinen er fortrinlig, ser jeg, i høj grad. Den er en gave fra enkefru Karen Margrethe Tern, hun var så elskværdig. Jeg skulle hilse Dem. Hun viderefører de ternske interesser i 1912 og hos de anonyme. Ja, efter hendes kære afdøde søn, Ole Tern. Hun er en stærk dame, og en god partner, det må jeg sige. Jeg skulle endelig hilse Dem. Vinen er specielt til Dem, fra enkefru Tern. Hende husker De, gør De ikke? Hun hader Dem".

"Karen Margrethe hader mig, det så jeg i hendes øjne. Jeg havde forsmået hende, krænket hendes stolte ære. Eller svigtede jeg?". 

"Det ved jeg gudskelov ikke. Jo, det har De sikkert gjort. Se nu, hr. Svend- sen, nu går døren op".

Dommer Svendsens hoved dinglede slapt.

--

"Så, hr. Svendsen, rejs Dem op. Jeg må bede Dem rejse Dem fra Deres behagelige sæde. Nu skal De gå, følges med politiet. 

Goddag, NP, hr. politimester, det var godt De kom, jaja, det er en meget beklagelig affære, en af vore tidligere meget loyale embedsmænd, åhja, naturligvis, d´herrer kender sikkert hinanden. 

Jeg insisterer på håndjern, hører De, hr. politimester. Manden er livsfarlig. Gør mig nu ikke nervøs. 

Jamen, hr. bøddel, hvad er nu det? Undskyld, jeg mener, hr. politimester. Der er pletter på Deres uniform, nu skal jeg børste dem af. Vi skal gøre et sobert indtryk, helt ned til de mindste petitesser, ikke? Presse, radio og tv venter på os".-

"Tillad mig at nævne for Øverste Ordensmester, at mødet med pressen er aflyst af departementschefen".

"Nå? Ja, det er sikkert en fordel. Jeg havde nu påregnet en vis afklarings- fase. For øvrigt har arrestanten tilstået sin brøde. Men jeg afviste broderlig til- givelse. Forstår De mig? Ja, så var der ikke mere. Jo, jeg indskærper for Dem, at han frivilligt gør det nødvendige ophold undervejs. Han kender reglerne og straffen. Jeg forventer hr. politimester, at De gør Deres pligt. Hvis De svigter, løber De selv en alvorlig risiko. Det ved De udmærket, ja. 

Og hvis fangen under pressemødet ytrer sig til journalisterne, trækker De af med ham, som det kreatur han er.

Han har drukket det beroligende middel, han sansede ikke, hvad det var, han drak. Det var virkelig en glimrende ide af enkefru Tern. Men hvem ved? Måske bar hun på et gammelt nag til ham? Kvinder, ved De? Og så naturlig- vis det med sønnen, Ole Tern. 

Vores lille ven ser sløv og slap ud, han er træt.  Nå, som sagt, gør kort proces med ham. Har De forstået mig, hr. politimester? Åh, pressemødet er aflyst? Er De sikker på det?".

"Javel, Øverste Ordensmester".-

"Hvor har De tænkt Dem? Som vi har aftalt?".

"Ja, jeg har nøglen til gitterlågen, som aftalt, til bibliotekets have".

"Det hedder Det kongelige Bibliotek, Nationalbiblioteket. Storartet, hr. bød- del, hm, hr. politimester. Farvel".

"Øverste Ordensmester, ex speciali mandato".

"Hr. politimester, ex speciali gratia".

"Øverste Ordensmester, tak, farvel".

-

-

                                             branden 7