Flugten fra Königsberg

- for min skyld blev han morder -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

 DAMERNES tEMPEL 

Hiort mumlede "nonsens", da han pludselig kom i tanke om en helt anden sag. Da han fandt sagen, tænkte han: - Alexander Strokowsky, hvad skal jeg med ham? 

Hiort læste, fandt et navn, flere navne, adresser, telefonnumre, tegnede små cirkler, satte spørgsmålstegn, læste sager, ringede forgæves, og med held, fik nye oplysninger. 

"Et underligt sammentræf", mumlede han.

Hiort gik ind i receptionen i Damernes Tempel. 

Hun sad der, som aftalt. En ældre, elegant dame ved et lille bord. 

"Goddag, frue, det var mig der ringede, kommissær Hiort".

FRU ELAINE OG FOTOGRAFEN

Komtesse Helene von Glücksburg så på sit ansigt i et lille spejl, rettede på håret med en lille, nervøs bevægelse, smilede og svarede:

"Hr. John Cillgor, som De sikkert søger, er her ikke, det har jeg sagt. Det er ikke fem minutter siden De ringede til mig, hvad vil De mig? Jeg sagde til Dem at De kommer meget ubekvemt. Og jeg har sagt Dem, at jeg ikke kender fotografen, denne Bubi Bebe. Drikker De sherry? Næh, en voksen mand som Dem, drikker whisky, gør De ikke, nøjagtig som min afdøde mand".

"Joh, tak, frue".

Fru Helene skænkede sherry til sig selv, whisky til Hiort.

"Men Elaine Smith, når min mand er død, er jo ikke, hvad det har været, derfor valgte at forblive komtesse Helene von Glücksburg. Men jeg siger Dem, hr. kommissær, jeg kender ingen Bubi Bebe og ingen fotograf".

"Frue, det drejer sig".

Hiort slugte sin whisky, hans hånd rystede, han fyldte glasset påny, og drak.

"Om hvad, hr. kommissær? Forsyn Dem endelig med whisky, nu skal jeg skænke for Dem. At jeg kender en fotograf? Næh, det gør jeg ikke".

"Tak, frue, en udmærket whisky. Det drejer sig om".

"Det har De sagt flere gange, hr. kommissær. Jeg hører ikke så godt, det er alderen, ved De".

"Komtesse Smith?", råbte Hiort.

-

"Ja, hvad sagde De, hr. Hiort? Komtesse Smith? Rædsomt, fortsæt endelig, hvad vil De sige?".

"De blev afhørt i en sag om røveri og drabsforsøg, for 20 år siden, kan De huske det? Et overfald på en statsløs fotograf og guldsmed. Det var nær et rovmord, han lå på hospitalet under falsk navn, kan De huske det? Kan De huske Alexander Strokowsky? Jeg sagde, Alexander Strokowsky".

"Råb dog ikke så højt, hr. Hiort, så døv er jeg heller ikke. Næ, ham kender jeg ikke, jeg kender ingen fotograf".

"De står nævnt i Alexander Strokowskys, i fotografens bogholderi og kunde- liste. Deres navn, Deres adresse, Deres telefonnummer".

"Jeg står nævnt i mange kartoteker, hr. kommissær, fornylig parkerede jeg ulovligt, min bil var sagesløs, det var min chauffør, men jeg fik en stor bøde. Næ, jeg kender ingen fotograf".

"Fru Helene von Glücksburg, kender De lodskaptajn Anton Gure?".

-

"De mener, om jeg kendte Anton Gure? Ja, det gjorde jeg, for mange år siden, nu er han død. Jeg forstod på en notits i avisen, at lodskaptajn Anton Gure var blevet myrdet. Er det sådan?".

"Ja, det var et drab, men se her, frue, i dette 40 år gamle brev fortæller De til lodskaptajnen, altså Anton Gure, at Bubi Bebe, Alexander Strokowskys genialitet ikke fornægter sig. At han, frue, det er Alexander Strokowsky, kaldet Bubi Bebe, har konserveret og restaureret papirerne, og at den gamle lædertaske er intakt, og at De, komtesse, var meget glad for den tid, som De, frue, havde haft sammen med lodskaptajn Anton Gure".

"De er en snushane, hr. kommissær, har De virkelig læst mine breve?".

"Ja, og jeg ved, at De og Strokowsky flygtede ved årsskiftet i 1944-45 fra de russiske angreb på Königsberg, flugten fra Königsberg i Østpreussen".

Fru Helene gispede: "Hvad gjorde vi?".

"Fru grevinde, De vil da ikke benægte, at De flygtede fra Østpreussen sam- men med Alexander Strokowsky, fotografen, den samme person er kendt som Bubi Bebe, en dygtig guldsmed. Vil De benægte, frue, at".

"Må jeg ikke bede mig fritaget for sådant nonsens? Vi var titusinder, ja, et par millioner civilister, der flygtede for russerne. Så kan enhver komme og sige, det gjorde jeg også. Som ham, fotografen. Jeg kender ingen fotograf".

-

"Frue, vil De se på disse fotografier, her står Alexander Strokowsky foran en cirkus".

Nu talte fru Helene med tysk accent: "En cirkus. En cirkus? Var han artist i en cirkus? De sagde han var fotograf".

"Ja, men i den cirkus optrådte han som tryllekunstner, det var vist ikke noget særligt, han var tryllekunstner i en lille cirkus".

"Tryllekunstner? Hr. kommissær, gør De nar af mig?".

"Nej, bestemt nej, frue".

"Det håber jeg sandelig ikke".

"Se, frue, her har jeg et billede af Dem, kan De huske det?".

"Ja, det er mig. Anton Gure spurgte, om han måtte få det, og så forærede jeg ham det. Jeg var ganske køn dengang, synes jeg, synes De ikke?".

"Jo, absolut, men, se, frue, her er et tredie fotos, det er Alexander Bubé". 

"Ja så, er det Alexander?".

"Det er Dem, frue, der tog dette billede. De fotograferede ham, husker De det?".

"Alexander, hed han Strokowsky? Næ".

"Jo, Alexander hed Strokowsky, han lever her i København som fotograf  og guldsmed".

"Alexander? Bubi Bebe? Er han virkelig levende, lever han i dag?".

"Det kan vi, hm, vende tilbage til".

"Er Alexander ikke død? Ikke endnu? Lever han?".

-

"Det er således, frue".

"Hvad vil De vende tilbage til, hr. Hiort?".

"Alexander Strokowsky er syg, men, eh".

"Men, hvad?".

"Frue, skal vi nippe lidt til whiskyen?".

"Vær så god, hr. Hiort, drik De, som De har lyst, jeg drikker ikke gerne spiri- tus. Jeg tror jeg vil spise et lille stykke lakridskonfekt. Smager whiskyen Dem, min mand sagde altid, at det netop skulle være den kvalitet".

"Frue, mange tak, whiskyen er fortræffelig".

"Det glæder mig, den samme gode smag deler De med min kompagnon, her i Damernes Tempel, John Cillgor, ham skal De træffe, hr. kommissær. Jeg var kunde her, nye kjoler, De ved, nye hatte og mit hår, min frisure, og en dag blev hr. Cillgor og jeg enige om, at jeg satte lidt penge i Damernes Tempel".

"Er De kompagnon med Cillgor?".

"Ja".

"Jamen, jeg forstod på Deres tyende, jeg mener hushjælp, Deres kokkepige, og en stuepige, og Deres chauffør, at".

"Åh, jeg havde lidt penge efter min mand, og da han døde blev jeg ensom, en ældre dame, ved De. Jamen dog, sikken en dag, Alexander er ikke død, ikke endnu, Bubi Bebe lever, det er fantastisk".

"Frue, jeg må desværre meddele Dem, at hr. Strokowsky er, syg".

-

"Ja, naturligvis, lidt sygdom. Bubi Bebe, hm, må være gammel, vores gamle legemer, ikke sandt, de mærker alderen. Men han overlevede krigen, det er da altid noget. Mener De ikke det, hr. kriminalkommissær?".

"Alexander Strokowsky er desværre død, frue".

-

"Er han død? Også han? Dem begge to, på samme tid? Taler De sandt, hr. kommissær? Dem begge to? Anton, og Alexander? Det var trist".

"Ja, det er, uheldigt. Jeg står med tre komplicerede sager, som er blandet i en sammenfiltret masse, og De er, frue, er vores eneste vidne".

"Jeg? Mistænker De mig for at være, hvad hedder det, morder?".

"Det har jeg ikke sagt, frue, og jeg håber det ikke. Næh, det tror jeg ikke, jeg mener, De er, sympatisk, misforstå mig ikke, frue. De minder mig meget om min afdøde moder, ansigtet og stemmen, nåja, hende savner jeg. Nej, jeg mistænker ikke Dem, bestemt ikke".

"Men? Jeg hører Deres lille, men, hr. kommissær".

-

"Nuvel, frue. Den østpreussiske flygtning, Alexander Strokowsky, er efterlyst for, i marts 1945, at have begået drab med en økse på gårdejer Heinrich Bau- mann i en landsby ved Hannover. Samtidig efterlystes et vidne til drabet, en dengang 16-årig sygeplejeelev Erna Müller".

"Jeg lytter. Det er meget interessant, hr. kommissær".

"En ung tysker, Alexander Strokowsky, ankom illegalt til Sverige i april 1945, han nægtede at oplyse, hvem han var, men omsider betroede han sig til en venlig svensk politimand".

"Jeg lytter, hr. kommissær, det er meget interessant".

"Den unge mand fortalte, at han var født i Königsberg i Østpreussen, og at faderen drev et lille guldsmedeværksted, men at hans mor havde begået selv- mord, efter at faderen blev indespærret i en koncentrationslejr.

At russerne rykkede ind Königsberg, at han, da russerne kom, flygtede sam- men med tusinder fordrevne fra Østpreussen, at han fulgtes med en pige han kendte fra nabolaget, Helene, hed hun, de kom væk fra hinanden under flug- tens virvar, at han søgte nordpå til Flensborg, at han ved en kirke i Flensborg traf en præst og kom illegalt til Danmark, at venlige mennesker havde skjult ham i nærheden af Fredericia, og derfra til et sted i nærheden af Helsingør, og få dage senere lå han i fiskerbåd og blev med seks andre, vistnok danskere, sejlet til Sverige".

-

"Besynderligt, meget besynderligt. Drik lidt mere whisky, hr. kommissær".

"Tak, frue, Deres whisky smager mig godt, det er for mit helbred, jeg lider af stress og overanstrengelse. Med forlov".

"Det har vi vist talt om, hr. kommissær. De savner Deres fru moder, det for- står jeg udmærket. Drik lidt mere whisky, hr. Hiort. Hvad skete der så?".

"Frue, det skal De fortælle mig. Hvad kender De, kære frue, til denne sag?".

"Jeg? Besynderligt. Det er meget besynderligt, meget besynderligt. Skulle jeg kende noget til politiets sager? Nej, absolut intet".

"Alexander Strokowsky levede beskedent som guldsmed og portrætfotograf. Men forleden dag fik han besøg af pengeafpressere fra den russiske mafia. Der opstod tumult, og under slagsmålet dræbte han den ene person, og såre- de to andre med revolverskud. Undersøgelsen af blodspor viste 4 sårede per- soner. Derpå skete det, måske uundgåelige, at Alexander Strokowsky forsøgte selvmord. Men han overlevede, hårdt såret. Og da jeg spurgte ham, hvem han egentlig var, svarede han: "Det er uinteressant, hvem jeg er".

-

"Jamen, det er da aldeles glimrende, hr. kommissær. Hvad vil De så gøre nu? Jeg mener, hvis Alexander Strokowsky ønskede at dø anonymt, hvad vedkommer det politiet? Er det noget, der vedkommer mig?".

"Alexander Strokowsky forblev statsløs under sit lange ophold i Danmark, han ansøgte ikke om pas, eller visum, eller at blive dansk statsborger, måske udnyttede han visse administrative undtagelser hos myndighederne, ja, han meldte sig heller ikke til folkeregisteret, han tjente selv sine penge, levede beskedent og ensomt, uden hustru, uden børn, uden familie".

"Ak ja, meget trist. Og?".

"Ved De, hvem han var?".

-

"Jeg vil ikke tale om ham, det er så længe siden".

"Frue, jeg synes den mand fortjener at blive anstændigt begravet, men jeg ved ikke, hvem han er. Ved De noget, frue? Jeg ved, at De kendte ham".

"Måske ved jeg noget, muligvis, jo, jeg kendte Alexander, den kære, skræk- kelige Alexander, Bubi Bebe. Vil De skænke os lidt whisky, hr. kommissær, der står glas henne i skabet".

"I skabet, javel".

"Men vil De som politimand love mig? Vil De sværge på, hr. Hiort, at De ikke, jeg sagde, at De ikke, at De ikke vil tro på min, usandsynlige historie?".

"Usandsynlig? Måske, men ikke løgn, opspind, usandhed. De er, frue, som min mor. De ligner min afdøde mor, og min mor fortalte aldrig løgnehistorier. Min mor havde for øvrigt en særdeles god smag for sherry og whisky".

-

"Åh ja, Deres fru moder, siger De. Men kæreste hr. kommissær Hiort, det er mange, mange år siden, der er senere sket så meget for mig. 

Efter krigen fik jeg ophold som tjenestepige hos en familie i Hannover. Jeg skulle lære noget, og gik på handelsskole, og begyndte som sekretær i en ny- åbnet filial af en stor dansk industrikoncern. Og skæbnen ville, at jeg blev gift med direktøren, jeg blev almindelig dansker, måske bortset fra, at min mand var arving til den store koncern, og at jeg nu, efter hans død, selvfølgelig geråder ud i arvestrid med mine børn.

-

Hvor langt kom jeg? Åhjo, Alexander Strokowsky. Bubi Bebe. Ser De. Min far, nu begynder det usandsynlige, hr. kommissær. 

Men jeg kan vist ikke undlade at sige Dem, at jeg er født og døbt Augusta Helene, komtesse von Bock und von Glücksburg. Men i en familiegren uden formue, ganske uden gods og rigmandsprivilegier. Min barndom var meget fattig, helt uden luksus. Nå, det har jeg nu aldrig savnet. Jeg skulle være gift med min rige fætter, men det blev annulleret, han var utilregnelig efter faldet med sin hest.

Min far var embedsmand, han tilsynsarkitekt ved de offentlige bygninger i Königsberg, men han blev hånet, fordi han var en fattig adelsmand. Han var altid med, når der skulle ryddes op efter bombeangreb, det kaldte man krigs-vigtigt arbejde, absolut meget livsfarligt.

Da vi skulle flygte, ville min mor ikke forlade min far. Min far havde pligt til at blive i Königsberg så længe som muligt. Mine forældre og jeg håbede på en evakueringsordre, de håbede forgæves, ved jeg.

Pludselig en nat var alt stor forvirring og panik, russerne kommer, russerne kommer. De gamle kvinder jamrende: "Kosakkerne kommer, kosakkerne kom- mer", de kunne huske krigen i 1918, med drab og voldtægt mod kvinder.

Min far fulgte mig ned til havnen, han gav mig et flygtningepas, jeg var sygeplejeelev Erna Müller. Min far kyssede mig farvel, og forlod mig. Der var mange mennesker og stor forvirring og ingen skibe til evakuering, skibene der lå i havnen var søndersprængte til vrag.

Så kom en lastbil, og jeg blev mast med op i bilen, og vi kørte langsomt fra Königsberg til Pregel, det regnede, det var iskoldt og mørkt, vi kørte forbi mange forarmede mennesker på vejene, de var på flugt, mange hundreder, i titusindvis. De tyske soldater ville standse os, de skulle regulere flygtninge- strømmen, men manden der kørte lastbilen kørte uanfægtet videre til vi nåede Pregel. Lastbilen standsede, og jeg og en krigsinvalid blev hjulpet ned fra vognen. Jeg genkendte ham, han hilste på mig, han var næsten død under krigen i Frankrig, han haltede, støttede sig til en stok, han manglede den ene fod og den ene arm, og havde kun ét øje, det var en ung arkitektkollega til min far, som ofte spiste søndagsfrokost hjemme hos os. 

Jeg var vist lidt forelsket i ham, tror jeg. Ja, det var den tid. Nå, men nede i havnen blev jeg skubbet ind på et marinefartøj, vi skulle sejle til Pillau. 

Men så blev jeg gennet over på en gammel fragtdamper, Freja af Flens-borg, og ude på havet blev damperen bombarderet af engelske flyvere og skibet kom i brand. 

Og pludselig, midt i alt det uhyggelige, mange børn græd og skreg, alt var stor forvirring, skibet kæntrede, ild, hav og storm væltede ind over os, så jeg skibskaptajnen kæmpe sig hen til mig.

Han bar på en stor lædertaske, og han sagde "Kom, min pige, nu springer vi", og vi sprang ned i havet, og der lå vi i lang tid, men blev fisket op på en redningsflåde.

Kaptajnen var bevidstløs, vi blev kørt til Flensborg, han forblødte langsomt, jeg kunne ikke hjælpe ham, han havde mange skudsår. Så så han på mig, og hviskede til mig, "Papirerne skal til lodskaptajnen", så døde han.-

Fra Flensborg gik vi, eller kørte med toget, til Hamborg, og fra Hamborg gik vi, eller kørte med toget, til Berlin. 

Vi kørte med undergrundsbanen i Berlin, jeg var meget forbavset, man kørte nede under jorden i toget, togbanen kørte, uanset krig, bomber og virvar, og fra Berlin gik vi til Hannover, eller vi kørte med toget. Mere skete der ikke, det var i december og januar, mere skete der ikke".

-

"Hvor var Alexander Strokowsky?".

"Åh, glemte jeg ham, han var med, fra Königsberg, og på lastbilen, og på fragtdamperen, han var nær druknet da Freja af Flensborg forsvandt ned i havet. Han var klædt i noget rædsomt tøj, noget af det var dametøj, påklæd- ning interesserede ham ikke, nej, absolut ikke".

"I fulgtes sammen?".

"Ja. Bubi Bebe var, fantastisk, han kunne altid skaffe mad, han kunne altid skaffe noget vi savnede, han var tryllekunstner, han kunne magte alle ting.  Han gik ind stalden til brølende køer, gav dem vand og foder og malkede dem og slap dem løs, han fangede høns og kaniner, dem spiste vi, og i et hus fandt han garn og sytråd, han reparerede vores tøj, han reparerede vores støvler og sko, og vi lovede hinanden, at vi skulle overleve.

Et sted faldt ukrainske piger på knæ for os, de græd, og bad os om at hjælpe dem, det var skrækkeligt, da måtte vi løbe.
 

En dag spurgte Alexander, om han måtte kysse mig, og han kyssede mig, og jeg skreg højt af skræk, for pludselig så jeg hans ansigt forvandle sig til et uhyre, som var han en vampyr, åhgud, stakkels Bubi Bebe, Alexander, han blev så forskrækket og han blev så trist. Han havde sagt til mig, at han havde levet som en rotte om dagen, og som en listig kat om natten. Nej, hr. kommis- sær, nu vil jeg ikke tale mere om dét".

"Kære frue, lad os smage på whiskyen".

-

"Forstår De, hr. kommissær. Alexanders far og mor var meget, meget søde mennesker, meget vellidte og respekterede hos alle naboer. 

Men dengang familien Strokowsky blev arresteret og spærret inde i koncen- trationslejr, spurgte jeg min mor:  

"Hvorfor er de arresteret, hvor er Alexander, han har ikke gjort noget forkert, så ville jeg vide det, jeg har kendt ham altid". Men min mor blev vred: 

"Fordi Alexanders far er jøde og spion, det var dumt af ham at gifte sig med en dansk pige, det var hende, der bragte ham i ulykke, det ved du godt, ti så stille".

"Aha, en dansk pige".

"Ja. Alexanders mor blev løsladt og begik selvmord, og så kom russerne. Der var mange russere. Ivan er hurtig, Ivan viste ingen barmhjertighed, og vi flygtede, det var rædsomt. 

Men så blev Alexander morder, for min skyld. For min skyld blev Bubi Bebe en morder. Ved De det, hr. Hiort?".-

"Er De sikker på det? Eller er det, hvad De husker?".

"For min skyld blev Alexander morder, ved De ikke det?".

"Nej, frue, det ved jeg ikke, men tillad mig. Jeg nyder virkelig Deres whisky. Nå, vi kom til Ivan, han overfaldt Dem, De var en ung pige. Ivan voldtog, rus- serne var, som alle andre i en lortekrig, barske i deres hævn".

"Må jeg fortsætte, hr. kommissær, mange tak. De må ikke afbryde mig. Drik lidt mere whisky, hr. Hiort, tag et rent glas.

-

Ser De, hr. kommissær, vi skulle til Hannover, jeg havde noget fjern familie i byen, dem ville vi opsøge, om de måske kunne hjælpe os, men vi manglede de sidste kilometer og var meget, meget trætte.

Vi kom til en lille landsby, en meget smuk og idyllisk lille landsby, stille og fredelig, uendelig langt fra det omgivende land med den rædsomme krig. Vi mødte en ældre gårdejer, der stod på vejen foran sin gård og røg på sin pibe, vi spurgte ham, om han kunne undvære lidt mælk og brød, og han sagde, at vi kunne arbejde for ham. Det gjorde vi to dage, vi hørte hvordan han sloges og skændtes med sin kone.

Den næste morgen skulle Alexander save og hugge brænde, jeg skulle hjælpe gårdmandskonen med storvask. Så kaldte manden på mig, jeg skulle hjælpe ham. Og inde i stalden begyndte manden at kysse mig og rive tøjet af mig, og jeg tænkte, at hvad der end skete, måtte det være sådan, fordi Alexander og jeg var meget trætte og sultne, og endelig havde fundet et fredeligt sted med mad og en seng og dejlig varme.

Men jeg viste ikke, herregud, jeg var så ung, jeg vidste ikke, hvad han ville, og da han forsøgte at trænge ind i mig, skreg jeg, og Bubi Bebe kom stormen- de som et uvejr, og konen hjalp mig ud af stalden.

Manden viste os bort, han forlangte, at vi forlod gården, han smed os rent ud sagt på porten, og så viste det sig, at han havde beslaglagt, sagde han, til myndighederne, sagde han, vores fotografiapparat, en Leica, den havde Alexander fået det i konfirmationsgave af sine forældre.

-

Kender De en Leica, hr. kommissær? Manden stod provokerende med Lei- caen i hånden. Det er tyvekoster, sagde han, jeg melder jer til politiet, og Bubi Bebe gik fuldstændig amok, han løb ud i brændeskuret, og kom tilbage med øksen, og slog mange øksehug på manden, bang, bang, bang, mange gange, og gårdmandskonen holdt fast på mig, og jeg råbte: 

"Bubi Bebe, Alexander, lille søde Alexander, det må du ikke, hold nu op".

Han så forbavset på mig, og greb Leicaen, og løb, løb, løb ud på vejen, ud over markerne, ind i skoven, og jeg græd. 

Jeg turde ikke løbe efter ham, måske ville vi blive fanget og sat i fængsel, måske blive henrettet, mange blev henrettet, hængt eller skudt på stedet, for ingen ting.

Gårdmandskonen holdt fast på mig, hun omfavnede mig, kyssede mig på kinden og sagde: "Rolig, lille pige, rolig, alt bliver godt igen. Du skal blive her hos mig, du skal blive her hos mig".

-

Der gik nogle år før jeg traf min mand, han var ingeniør, jeg var med ham i Sydafrika, Siam, Indien,  ja, mange steder. 

Jeg fortalte min mand om Alexander. Min mand undersøgte sagen, gik til myndighederne, jo, han var efterlyst, som morder, for min skyld. Min mand sagde, at vi skulle glemme, at jeg var vidnet Erna Müller, så det gjorde vi.  

Det var lidt ejendommeligt at sige farvel til Erna, jeg havde vænnet mig til hende, men jeg blev genfødt som Augusta Helene, komtesse von Bock und von Glücksburg. 

Folk er så utroligt snobbede, opad, titelsyge er en rædsom sygdom, synes De ikke, hr. kommissær? Og nu fortæller De mig, at Alexander levede til for få dage siden. Livet er en underlig størrelse, synes De ikke?".

-

"Jo, frue, det synes jeg. Hvad i helvede? Kaptajnen på fragtbåden Freja af Flensborg bad Dem aflevere en lædertaske med dokumenter til en lodskaptajn i Flensborg. Hvad skete så?".

"Ved De ikke det? Jo, hr. Hiort. Alexanders mormors familie boede i græn-selandet Sønderjylland, hendes familie oplevede krigen i 1864, den ene dag var familien ærkedansk, den næste dag tyske statsborgere. Men familien ville være i Danmark og flyttede nord for grænsen. Og i alle sine drengeår var Alexander på sommerferie i Danmark, i Sønderborg hos sin mormor, hun lærte ham at tale dansk, han havde mange bøger med dansk historie og H.C. Andersens eventyr.  Men, som sagt, vi slæbte på lædertasken, tungt og meget besværligt, Alexander ville".

"Frue, et øjeblik, denne lædertaske, var den til Anton Gure?".-

"Det har jeg jo lige sagt, De må ikke afbryde mig. Har jeg ikke sagt Dem, at tasken var meget tung. Har De whisky, hr. kommissær, har De et glas. 

Alexander ville, han ville, så absolut. Når jeg gjorde vrøvl sagde han, at jeg skulle holde mit løfte til kaptajnen på Freja. 

Men hvem var lodskaptajnen, vi kendte ingen lodskaptajn, hvad var overho- vedet en lodskaptajn, jeg vidste det ikke. Alexander læste papirerne, der var mange forskellige danske og tyske dokumenter, og så sagde Alexander: 

"Det er spionage, det er noget med invasion og forræderi mod Danmark den 9. april 1940, derfor kom min far i kz-lejr, han var hemmelig agent og det var din far også, det må mormor i Sønderborg ordne for os".

-

"Alexander løb ind i skoven, efter at have dræbt gårdejeren med en økse. Sig mig, fru Helene, hvorfor lyver De?".

"Jeg lyver ikke, hr. Hiort. Tror De jeg lyver? Alexander han kom tilbage to nætter senere, han fik mad og madpakke og penge, og så slæbte han af sted med lædertasken, og hør nu på mig, hr. kommissær. En halv snes år senere mødte jeg to mænd i København, jeg rendte ind i maven på dem, jeg kom fra et stormagasin på Kongens Nytorv, og de to kom gående, og, bum, den ene var Alexander, den anden var Anton Gure. Alexander ville ikke tale med mig, han blev konfus, undgik mig, han var ængstelig og genert, men Anton Gure sagde: "I to kender hinanden, kom, lad os tale sammen".

Skæbnen kan ofte være en udfordring. Synes De ikke, hr. kommissær? Det var en stor lykke for mig, at de to havde fundet sammen. Jeg blev forelsket i Anton Gure, vi havde en lille affære, nåja. 

Nu vil jeg ikke tale mere om dét, hr. kommissær, jeg er træt, jeg vil hjem, og jeg vil aldrig se Dem mere, hr. kommissær. Min chauffør venter på mig.

Vil De byde mig Deres arm, hr. kommissær? Tak, så går vi. Ved De for øvrigt, hr. Hiort, at der hviler en skygge på Dem? Jeg er ingen spåkone, jeg er ikke overtroisk, men vær forsigtig, hr. Hiort". 

--

En stor schæferhund stod pludseligt foran Hiort; den knurrede, krængede læ- berne, viste tænder, åbnede sit store gab. 

den køter springer i struben på mig, det var som satans, hvad gør jeg-

Hunden satte sig foran sin ejerinde, fru Helene, logrede med halen.

"Næ dog, søde Bubi Bebe, glemte jeg dig, hvor er din snor?". 

"Bubi Bebe?", råbte Hiort, "jamen, for helvede, fru grevinde, komtesse, De sagde før, at De ikke kendte fotografen Bubi Bebe?".

"Gjorde jeg, hr. Hiort? De har vist hørt forkert. Sid pænt, lille hund.  

Se, hr. kommissær, denne medaljon, er den ikke nydelig? Det var den kære, min søde Alexanders første arbejde som guldsmed, på faderens værksted, og tænk Dem, Bubi Bebe var kun en dreng. Den kom han og forærede mig, han havde fotograferet mig, uden at jeg vidste det, og sat billedet ind i medaljo- nen.  Den er da pæn, synes De ikke?".

"Joh, frue, komtesse, grevinde". 

Hiort skævede til whiskyflasken; den var tom.

-
Ulovligt besøg

Hiort konstaterede, at de anonyme breve til Anne Gure var skrevet på en slidt Corona rejseskrivemaskine. Bogstav A manglede højre fod. H h og P p slog skævt til venstre. N n, R r og T t slog skævt til højre. 

hvor har jeg set bajonetter og knive og en Corona rejseskrivemaskine-

Tirsdag, 6. nov. tilkaldtes sikkerhedstjenestens chef, Palle Hanssenius til Kastrup Lufthavn. Meldingen lød på bombealarm mod et passagerfly, klar til afgang. Der var panik i lufthavnen, men efter timers politiarbejde kunne alar- men afblæses som falsk. Hiort så Palle H blive hentet af en helikopter på par- keringspladsen foran kirken i Nødebo Hegn; banen var fri.

-
PALLE H 

Politiinspektør Palle H, generatoren i vinterlejr, sommerlejr, idrætsforening, ungdomsforening, skakklub, skiklub, haveklub, roklub, billardklub, skyttefore- ning, cykelklub, jagtforening, kunstforening og vinklubben. 

Hiort havde været med til vinklubbens stiftelse; blot en rødvin var lunken og en hvidvin tør, var han tilfreds. 

"Næ, Hiort, du skal kende nuancerne". 

De havde valgt formand, sekretær og kasserer, men allerede til det næste møde stillede kun Hiort.

"Forstår du, Hiort, interessen for vinkunsten ligger ikke for os nordboer".

"Næ, måske. Men du har fået dig et flot hus, Palle H".

"Årene går, det kniber med interessen og kræfterne, man bliver ældre".-

oh, legenderne om Palle H´s hus, et selvbyggeri, gjort helt mutters alene, energisk, desperat, støbt i rosafarvet beton, tyve gange tyve meter plus otte meter i to etager

hvad vil en eneboer med hundredvis af kvadratmeter i et par tusinde kubik- meter hus af beton, ren amatør

øverste etage er øde og tomt, et blændværk, er manden sindssyg, doven er han, trappen er snavset, han har ingen hushjælp, oh, det er netop sagen, der er ingen kvinder i Palle H´s liv 

kampestenskaminen, oh, sabler, bajonetter, knive, dolke hænger som deko- ration over kaminen, oh, den hænger dér, er det ikke dolken til Anne, Annes dolk, Annes faders svenske dolk til slagtning af rensdyr

jo, den snupper jeg, her har vi en flot amerikansk jagtkniv, kors, hvor er den skarp, den hænger vi dèr, som, skal vi sige camouflage 

er der noget af interesse i køkkenet, nej, dagligstuen, nej, en udstilling af diverse trofæer, opholdsstuen, nej, kedsommelig møblering

ser man det, pengeskabet er gammelt, og nemt at få op, jamen, herregud, det står åbent, han har glemt at låse det

den dør er tung, nu kom den, og hvad har vi her, regnskaber, bilag, noget om, oh, den gamle Corona, oh, den snupper jeg, han skal vide at han har haft besøg

hvad er det, avisudklip, hvad i helvede er det, avisudklip 

Lodskaptajnens begravelse, Annes konfirmation, Annes bryllup, ned i lom- men, den lille storforbryder vil blive skide forbavset- 

hovsa, der sidder en nøgle i en lille dør i bunden af pengeskabet, hvad er det,  en gammel lædertaske, aha, det er Annes taske, Königsbergtasken til lodskaptajn Anton Gure 

kors, hvor er den tung, den bliver stående, jeg henter ham senere, ham, forbryderen Palle Hanssenius 

soveværelset, han blev jaget ud af sengen, en rotterede

hvad er det, ved hovedpuden, en blå, falmet ungpigetøffel, broderet med blå silketråd, ANNE, aha, Annes morgensko, den kommer med hjem til Anne 

oh, han er seksuelt afsporet, pyha, den stinker, han har onaneret ned i skoen, er det en fornøjelse, gud fader bevares

sig mig, hvad er det, er han børnelokker, en stor laset konvolut med billeder af nøgne børn, hvorfor ligger de med udfordrende spredte ben, nu stopper jeg, før jeg får kvalme

-
Opskræmte vidner 

Hiort havde tilsagt Paul Cillgor til forhør, men han kom ikke. Hiort ventede. Så rejste han sig, bed sig i læben, mumlede: "Det var fandens?". 

Han tog en flaske whisky fra bunden af garderobeskabet, åbnede den, satte den for munden, drak, tørrede sig om munden, undersøgte pistolen, supplere- de ammunitionen, kørte til Damernes Tempel.

Hiort hvæsede til en ung receptionsdame: 

"Du, dumme dulle med affarvet hår, jeg skal tale med Cillgor".

Pigen svarede forskrækket, at hr. Cillgor for kun få minutter siden havde sagt, at han kørte til et møde i en restaurant ude på motorvejen til Helsingør, og at han derfra ville til Sønderup og sætte borgmesterfruens frisure.

"De". Hiort skubbede ublidt til den unge dame: "De lukker butikken, nu, og kommer op til mig i morgen. Er det forstået?".-

Hiort løb ned til sin vogn, drejede ud fra fortovskanten, mumlede hidsigt: 

"Jeg får ham. Jeg får den satans nigger i dag".

Hiort nåede frem til motorvejens restaurant. Det var en dag, næsten uden trafik. Hiort parkerede ved siden af Cillgors cremefarvede Mercedes, gik fornøjet hen til restaurantens indgang.

Hiort så ikke Cillgor komme ud fra en anden dør, døren fra toilettet. 

Cillgor så i en fartplan til færgen Helsingør-Hälsingborg, redte sit hår, satte sig ind i vognen, kørte. 

Støjen fra Cillgors Mercedes fik Hiort til at vende sig om, løbe tilbage til sin bil, starte med et ryk, mumle fornøjet: 

"Det sorte svin skal ikke provokere mig til biljagt på en motorvej ved højlys dag uden trafik".

-

Cillgor ville ikke standse. Når Hiort kørte frem, og advarende signalerede med hornet, og vinkede og truede Cillgor, at han skulle standse, satte Cillgor farten op og lo til Hiort, eller grinede bredt, eller viste med hænder og grimas- ser, at Hiort kørte som en afsindig.

"Pas du lidt på, du, damebetvinger, luderkarl, lede svin", mumlede Hiort.

Bilernes fart, som de lå der, side ved side, var 160 km/t. Hiort trykkede spee- deren i bund, kørte ind foran Cillgors vogn.

Cillgor steg ud, rystede på hovedet, solen skinnede, småfugle pippede. 

"Hvad er meningen", råbte Cillgor, "hvorfor kører De som en sindssyg, hvor- dan kan De tillade Dem at forulempe mig? Hvem er De?".

"Det er dig, der horer med Marianne, du har ødelagt mit ægteskab, din lort", hvæsede Hiort.

"Nu ved jeg hvem De er", lo Cillgor. "De hedder Hiort og er ved politiet. De er den svigtede ægtemand. Det er Dem, der er gift med Marianne. Ved De ikke, at hun har en helt anden partner? Raclos, hedder han. Han er kollega til Carlos. Det med mig skete kun én gang, ved De ikke det, den rigtige mand er Raclos, men husk, det er ikke den anden, ham, Carlos".

"Anne Gure har født dig en negerunge, dit svin", råbte Hiort.

"Jeg har talt med Anne Gure én eneste gang, spørg hende selv om mister Raclos".

-

Det summede i Hiorts hjerne. 

Raclos, Carlos, Raclos, terrorister, mordere, berygtede for forklædningskunst som skaffede dem ind alle vegne til banketter, konferencer, ambassader, kap- ring af færger med hjælpeløse passagerer, bombeattentater mod banker og offentlige bygninger, posthuse, fly, jernbaner, med én hensigt, myrde uskyldi- ge civile, for at dræbe én enkelt, eller en gruppe fjender for sagen, eller blot skabe panik.

"Er du Raclos, er du Carlos?", råbte Hiort.

"Nej, hører De mig? Nej, jeg er ikke Raclos og jeg er ikke Carlos. Mit navn er Paul Cillgor, vil De se min legitimation?".-

Hiorts forblindede had til Cillgor fik ham til at misforstå Cillgors bevægelser. Cillgor ledte efter sit pas i jakkens inderlommer. 

Hiort troede Cillgor ville trække en pistol.

Hiort affyrede et skud, ramte Cillgor i brystet. Hiorts fantasi havde fået ham til at tro, at den vest, Cillgor bar inde under jakken, var en vest med våben og narkotika. 

Det var Cillgors skudsikre vest. Slaget slog Cillgor ud af balance.

Hiort affyrede det næste skud, kuglen gik ind i Cillgors højre lår. Cillgor sank ned på knæ. Hiorts blev distraheret af en bremsende bil.

Et lægestuderende kærestepar råbte: "Har I problemer? Skal vi ringe til politiet?".

Pludselig skød Cillgor mod Hiort, ramte Hiorts højre håndled. Hiorts pistol faldt fra ham. Cillgor skød igen. Hiort blev ramt i venstre lårben ved hoften. 

Hiort krummede sig sammen; han så pistolen ligge foran sig på kørebanen, samlede den op med venstre hånd.

- 

"Stop", råbte Cillgor, "jeg er engelsk politiofficer, mit navn er James Joseph Hopkins".

"Hold kæft, luderkarl, sorte svin", råbte Hiort.

Han løftede pistolen, sigtede mod Cillgors hoved. Cillgor skød, ramte Hiort i halsen, projektilet fræsede gennem halsens højre side. 

Hvis Cillgor ikke havde bevæget sig, var han sluppet levende fra episoden med Hiort. Men han kravlede frem mod Hiort. 

Hiort lå med krampetrækninger. Hiorts venstre hånd med pistolen slog ned i kørebanen med et højt smeld. Skuddet dræbte Cillgor, kraniet læderet.

- 

Opskræmte vidner alarmerede politi og ambulancer. Det lykkedes kæreste- parret, de to lægestuderende, og ambulancelægen, at redde Hiorts liv. 

Men sagens vilkår, hensynet til landets sikkerhed og Hiorts langvarige syge- leje bestemte, at han blev holdt isoleret på en hemmelig adresse. 

Officielt var Hiort død.

-

-

                                             branden 6 

-