-

-

Handel med våbenfabrikker

    - jeg er en taber, det ved jeg godt, 
 

den slags sætter sig dybt i sindet -




 

-

 

-

-

-

-

-

-

-

-

Hiort stod med en kuffert i hånden. Fru Elise åbnede entredøren; hun havde hørt ilde rygter om Hiorts stormfulde privatliv:

"Er det Dem, Hiort, det går vist ikke, jeg venter en liggende gæst".

"Frue, jeg er kun på gennemrejse".

"Goddag, hr. Hiort, kom inden for, min mand venter Dem".

-

Dommeren sagde: "Goddag, Hiort, du har dukket øl, og jeg behøver ingen kuffert med stank af liget af Hugo Laurizen".

"Jeg kommer fra laboratoriet. Husker du vi fandt kufferten i kælderen under Advokaternes Hus?".

"Jeg husker, at du har sagt noget om en kuffert, ja".

"Der lå et halstørklæde i kufferten, et gult et af silke, lagt ned i kufferten af Ove Hansen, ham, kaptajn Axcéll. Kufferten stod i palæets kælder".

"Hiort, kaperkaptajnen boede i Advokaternes Hus. Jeg sidder og læser på sagen og er meget langt væk".

"Bevares, men jeg troede du ville høre om Lenvig og Laurizen?".

"Laurizen igen? Han blev slået ihjel, hvorfor er han så interessant?".

"Lenvigs fingeraftryk sad på kufferten".

"Ja, og?".

"Rolf, laboratorius, fandt dem, og der sidder et til på tørklædet. Det tyder på, at Lenvig transporterede kufferten fra x til y".

"Det er Lenvigs ejendom, hans egen kuffert, ikke?".

"Jo, men fingeraftrykket var sat med blod, Laurizens blod".

"Hiort, er I sten sikre?".

"Indiskutabelt".

"Og så?".

"Lars Lenvig var medlem af Foldaks ridderloge. Du, jeg forstår ikke hvordan den kunne holdes hemmelig? Det kaldes frimureri, ikke? Nå, plus, at Lenvig var med i Terns obskure handel med våbenfabrikker og ammunition".

"Hiort. Du sagde, handel med våbenfabrikker?".

"Foldak løj, da han talte om tomme fabrikshaller til handel. Produktionen kører for fuldt drøn, de pågældende har intet at indvende, ejerne er fuldt tilfredse, arbejdskraften er billig, og for et østeuropæisk eller afrikansk land er eksportindtægten rigelig, så mit spørgsmål er: Er er det sandsynligt, at der foran næsen på os foregår?".

"Hvilket? Hvorfor står du og falder i staver, sover du?".

"Et parallelt spil fra en anden organisation, måske endda flere?".

"Ja, måske".

"Lenvig og Tern bygger en fabrik, fylder den med maskiner, starter produk-tionen af våben og ammunition, skaffer fabrikken kunder, og sælger hele skidtet som igangværende virksomhed".

"Hvis det er sandt".

"Og en af køberne blev snydt og slog Tern ihjel".

"En, eller flere, det ved vi ikke, men, et opgør".

"Netop".

"Netop? Det troede jeg vi var enige om?".

"Enige, om hvad?".

"Et eller andet med den formidable damefrisør. Som du har set dig gal på, uden at forklare mig, hvorfor?".

"For satan, Svendsen. Hysteriet med Marianne. Hun gik fra mig".

"Hvorfor hører jeg først det, nu? Sladderen løber, det ved jeg".

"Hvem gider bøvle om en utro kvindes elsker?".

"Næ, det har du selvfølgelig ret i".

"Jeg sagde ikke, min hustrus elsker. Næh, den slags kvinder? Ja, du ved".

"Jaja, kvinder. Whisky, som sædvanlig, Hiort?".

"Ja, tak".

"Lenvig var måske den fine mand, der sammen med slagteren afleverede hr. Laurizen i smådele til Ove Hansen. Har jeg ret?".

"Svendsen, du er pisse kynisk. Laurizen i smådele? Ja, det var vel, Lenvig".

"Partering af lig er, at skille store dele i små dele, ikke?".

"Svendsen, giv mig en whisky til. Jeg føler mig lidt, ubekvem".

"Men hvad var motivet til Laurizens bortgang?".

"Muligvis jalousi. Det jeg ved med sikkerhed er, at Else Nieberts tidligere elsker, Hansen-Axcell, er inde i billedet. Han har, herren hjælpe, ret til at være kaptajn, fordi han har en svensk sætteskippereksamen og navneattest og lovligt registreret svensk statsborger som Åke Axcéll, foruden at være dansk. Jeg forstår ikke hvordan den slags kan finde sted. Men han siger det blev ordnet af Else Niebert".

"Hiort, vær nu ikke så ophidset. Alt det er uden interesse. Jeg er, som du ved, ikke politimand, jeg er kun, hm?".

"Vent, det undrede dig, at pressen, ministeren og regeringen forholdt sig helt passive. Det skal jeg forklare dig. Axcell gik rundt med et politiskilt og identitetskort som politikommissær, og en flot uniform. Alt det hentede han på Lenvigs kontor. Henvist af hvem? Else Niebert. Det var ham, Axcell og Lars Lenvig, der stod bag lækagen til pressen. Men nu, efter at deres mund er luk- ket, er der helt stille".

"Hiort, jeg søger min afsked, jeg vil være førtidspensioneret dommer".

"Svendsen. For mig er du den samme. Du har mig i ryggen".

"Tak, ansvaret er mit. Nå, tilbage til, hvad hedder han, Hansen?".

"Han indrømmer, at han var i palæet da Molde og Else Niebert blev dræbt og Laurizen forsvandt. Svendsen, har du ikke en whisky?".

-

"Hiort, du drikker. Hvis dine kvaler skyldes, hvad sagde du hun hed?".

"Marianne. Den lede heks. Det ved du".

"Ja, og jeg ved noget endnu bedre. Min Elise, min søde due, har fortalt mig, at vi måske bør tale med en ung somalier ved navn Hassan. Kender du ham? Han er assistent hos Paul Cillgor i Damernes Tempel".

"Rend mig et vist sted".

"Herre jemini, Hiort, vær dog ikke?".

"Altså, Svendsen, det vil jeg sige dig. Du skal ikke lade din frue være alene med Paul Cillgor. Han forhekser alle kvinder".

"Det ved jeg. Et rygte mellem damer når før eller senere min søde due. Hun er en dame, der har øjne og ørene med sig. Skål, Hiort".

"Mit glas er tomt, men jeg drikker gerne en enkelt whisky".

"Hassan, hedder han. Har du talt med denne Hassan?".

"Nej, men det gør du, hr. Svendsen. For jeg skal sige dig en ting. Jeg er træt af indvandrere og fremmedarbejdere og flygtninge, alle fremmede, hvad skal de her? Hvis vi skal følge med i deres forrygende andel i den stigende krimi- nalitet, hm, ved du ikke, at de 16-17-årige".

"Så, Hiort, sammenstød af forskellige samfundskulturer. Min oldefar var rus- ser, min oldemor spanier, og min søde due er halv jødinde".

"Godnat, Svendsen, nu går jeg. Min morfar strandede på Bornholm, han var græsk sømand og blev gift med min mormor. Hun var polak. De var var jord- løse arbejdere, ludfattige folk i roemarken for godsejerne på Lolland".

"Godnat, Hiort, gå nu hjem og sov".

"Godnat, Svendsen, tak for whiskyen. Jeg finder selv entredøren, ud".

"Du skal først sige godnat til min blide due. Husfred, du ved".

"Svendsen, du skal ikke beklage dig. Du har en nydelig hustru".

"Tak, Hiort, godnat".

Efter den samtale, kun en lille anledning, besøgte Hiort igen pigen i baren, fulgt af sin trofaste ledsager: Håbet om et bedre liv, sammen med Marianne.

-
Ung mand fra Somalia 

Hvilket kunststykke fru Elise, den blide due, gjorde, for at lokke Hassan til frokost sammen med dommeren, vides ikke. Fru Elise sagde:

"Denne Hassan er et mysterium, han er velopdragen, taler engelsk og fransk perfekt, men trækker sig ind i sig selv. Og desværre pavalerer Cillgor og Has- san på arabisk eller somalisk, et sprog jeg ikke forstår".

"Men dog, lille due? Du har dog gennemrejst hele Afrika".

"Curt, min søde Adam. Jeg hører ikke på dig, når du er gemen. Jeg taler hverken persisk eller arabisk, det ved du. Hassan er en elendig frisør, men om han er en god massør, det ved jeg ikke, han er utrolig sårbar og ikke så lidt arrogant, og det tror jeg skyldes, at han er homoseksuel. Muligvis er han for- elsket i sin chef, denne meget flotte mand, Paul Cillgor".

"Hvad synes du om ham? Cillgor?".

"Paul Cillgor er livsfarlig for kvinder, man føler sig svag for den type mænd, disse magnetisk dragende, karismatiske mænd. Men ved du hvad han også er? Ja, sødeste Adam, det lyder idiotisk, men jeg kender ikke bedre udtryk. Paul Cillgor er af ydre, hvad skal jeg sige, ikke negroid, men en flot brunsort germaner, med krøllet hår. En kynisk verdensmand, der ved alt, og givetvis bærer på en stor hemmelighed. Hører du efter? Forstår du, hvad jeg mener?".

"Joh, min ven, jeg synes du udtrykker dig meget tydeligt, blot må jeg bede dig huske, at du gør dig umage med tolkningen af samtalen. Hassan taler per- fekt engelsk og fransk, siger du, men mine sprogkundskaber er jo, hm".

"Aldeles håbløse, min skat, den kostskole du gik på, var en forbryderan-stalt".

"Så, lille due".

"Det har du selv sagt. Du har selv sagt, at det var trist at møde dem igen".

"Et par af dem, ja, ud af snesevis".

"Du fik overhovedet ikke lært sprog, det interesserer dig ikke, basta".

"Basta".

"Enten hader Hassan sin chef, eller er forelsket i ham, og det, søde Curt Adam, tror jeg du skal udnytte. Hører du på mig, eller tænker du nu igen?".

"Jeg lytter til dig".

"Jeg serverer kun vegetarisk frokost. Hassan spiser ikke kød".

"Jeg nipper selvfølgelig gerne til en gulerod".

"Ja, dine tænder, søde Curt Adam. Dine tænder er ved gud ikke, hvad de måske engang har været. Du burde være gået oftere til tandlægen. Gør dig så klar, læg cigaretten fra dig. Vi kan vente Hassan hvert øjeblik".

"Ja, min due".

"Nej, sødeste Curt Adam, hvor er du dog dum, du skal ikke gå ind i spisestu- en, gå ind i dit tilrøgede studenterkammer og sæt dig ved skrivebordet og ti stille. Hassan ryger ikke og drikker ikke, det ved du. Åhgud, nu kommer han. Er min kjole pæn nok? Hvordan sidder mit hår? Åh altså nej, altså sødeste Curt Adam, vil du ikke nok lukke op for hr. Hassan?".

"Som fruen befaler. Men hvordan siger jeg goddag til vores gæst? Skal jeg sige Bonjour Satanas?".

Fru Elise stirrede på sin ægtefælle, hviskede bestyrtet:

"Jamen, sødeste Curt Adam? Jamen dog, hvad tænker du? Er du jaloux? Hvordan kan du være så ondsindet mod mig? Jeg har aldrig kendt andre mænd end dig. Det ved du. Nej, bliv siddende. At du kan sige det? Bonjour Satanas? At du ikke skammer dig. Jeg åbner selv for hr. Hassan".

-
Hassan

Dommer Svendsens adfærd over for unge Hassan var i de første minutter udadlelig. Men efter at have set nærmere på den unge gæst, ændrede dom-meren opførsel. 

Hassan, chokoladebrun, spinkel, køn, duftende af parfume, var iført en løst hængende hvid kjortel. Hassan bevægede sig med fornem værdighed, men talte nervøst med sin tynde stemme, smilede nervøst, og i hans øjne så dom- mer Svendsen et forpint udtryk, som dommeren tolkede som angst.

Dommer Svendsen gjorde da det usædvanlige, at han fortroligt lagde sin hånd på Hassans skulder, og førte eller trak ham, under mesterlig brug af de få brokker engelsk, tysk, fransk, latin, han kunne huske, gennem husets værel- ser, mens han diskret befølte Hassan på bryst, lår, for og bag, og på føl-somme, hemmelige steder, nænsomt, tilfældigt:

"Åh, undskyld, skubbede jeg?".

Dommer Svendsen fortalte Hassan om familiens arvestykker og fru Elises køb af malerier. Marstrand, Eckersberg, Købke, og fine afstøbninger af billed- hugger Thorvaldsens kunst, og viste Hassan fru Elises vævestue, med hustru- ens farvestrålende billedvævninger.

"Se, Hassan, denne rosa vævning fandt jeg aldeles afskyelig, men den har min kære hustru sandelig solgt til hendes majestæt". 

Og trak Hassan ind i farvekammeret med kar og farver og kemikalier, og pludselig, med et højt udråb: "Ohnej, hvor er jeg dog klodset", tabte en stor krukke grøn farve ud over Hassans hvide kjortel.

Bag Hassan gik fru Elise med skrækblandet uro; hun kunne ikke begribe forandringen i sin mands opførsel: 

"Men så, sødeste Curt Adam, fik jeg en rædsom anelse, en negativ følelse og mistanke mod Hassan, og da jeg så rovdyrblikket i dine øjne, forstod jeg at du arbejdede".

I vævestuen bevæbnede den blide due sig med et manglebrædt, hvormed hun slog stive vævegarner til blød kvalitet.

Og fordi dommeren opførte sig skrækkeligt, havde befølt Hassans bryst, lår og bag og intimere dele, og spildt den grøntfarvede plamage på Hassans kjortel, blev Hassan hidsig og så vred, at han førte sin hånd ind bag kjortelen, og stod med en stor dolk, en frygtindgydende lang og krum arabisk kniv, i hånden, hvormed han gik til angreb på dommeren.

Fru Elise rettede et slag mod Hassans nakke. Hassan sank til gulvet.

"Elise, blide og modige due, hævnens gudinde. Vil du så trække tøjet af Hassan og forsikre dig om, at han hverken er en ung mand, eller en bøsse. Men en ung pige, en ung kvinde, som ikke har været hos nogen brystbeskæ- rer, hun har velformede patter og en nydelig vagina. Jeg tror, jeg vil tilkalde Hiort".

"Curt Adam?".

"Ja, min due?".

"Jeg blev så glad da jeg hørte, at du var jaloux", hviskede fru Elise.

-
Fuglefotografens beviser

Efter at Hiort på sit kontor havde udstødt et brøl: "Hvorfor gør I ikke det, I skal?", og hamret sin næve ned i skrivebordet, så statens inventar fik en uhel- bredelig revne, og hørte standardsvaret: "Fordi regeringen skærer ned og vi har sygedage, vi mangler folk, hr. kommissær", løb Hiort ned til sin vogn, star- tede med et ryk, og kørte i høj fart hele vejen op til Ternseje Gods.

Undervejs bandede han: 

"Koalitionsregeringens spareiver fører os lige lukt ned i hule helvede. Men derfra og til, at ingen gør mig opmærksom på, at fodermesteren på Ternseje Gods endnu ikke er afhørt, det er for groft, det er for groft".
 

"Deres navn er Hjalmar Sørensen?".

"Ja".

"De tog Dem, den pågældende dag, en lille lur her i fodermesterhuset?".

"Ja".

"Vil det sige, at De først bemærkede, hvad der var sket, efter at De kom tilbage til hestestalden og ridehuset?".

"Ja, det var noget værre noget. Jeg så Dem senere, hr. Kan De ikke huske det? Jeg spurgte Dem, om jeg skulle sige noget? Men De sagde, at De ikke havde tid".

"Gjorde jeg? Er De sikker på det?".

"Så sikker som amen i kirken".

"Nå, bemærkede De noget, et eller andet usædvanligt?".

"Som jeg sagde før, et stort roderi. Jeg havde et værre mas med hestene, de var meget nervøse".

"Så De noget usædvanligt? En person, som De ikke kendte?".

"Der var en masse fremmede mennesker. Der var alle dem fra politiet, dem kender jeg ikke".

"Så De overhovedet noget, en person, en fremmed bil, lige meget hvad? Det var en usædvanlig ulykke, ikke?".

"Jo, vel ikke en ulykke, vel? Men et drab, et rigtigt mord, var det ikke? Men, forstår De, jeg interesserer mig ikke for mit arbejde, altså, den gang, under Ole Tern. Det er noget andet nu. Det er bedre under den gamle frue, Karen Margrethe Tern, men det skal De ikke sige til nogen, vel?".

"Sige, hvad?".

"Jeg sov over mig den dag".

"De sov overhovedet ikke, vel? Jamen, for fanden, Sørensen, hvad bestilte De så? Spyt nu ud, selv om De har dårlig samvittighed, jeg løber ikke med sladder".

"Sladder? Det er så meget".

"Sørensen, kom nu med det".

"Jeg kan så godt lide fugle".

"Fugle?".

"Ja".

"Hvad sagde De?".

"Fugle".

"Fugle?".

"Ja".

"Fugle, mener De det?".

"Ja, jeg går ud i skoven og fotograferer alle de fugle, jeg ser. Det er kun en lille hobby, hr. Men meget interessant".

"De udnyttede Deres middagshvile til at fotografere fugle? Godt. Jeg vil se Deres fotografiapparat og filmen fra netop den dag".

"Det kan vi gøre meget hurtigt. Her har vi mit apparat, og her er filmen, og, som De vil se, den korrekte dato står på selve filmen. Det er smart, synes De ikke?".

"Vældig smart. Har De et forstørrelsesapparat?".

"Ja, det er min kones julegave til mig. Fra forrige år. Det er udmærket".

"Glimrende, hr. Sørensen. Så kører De filmen gennem apparatet til jeg siger stop. Er De klar?".

"Javel, hr. Men der er i alt fire film. Det var jo et pragtfuldt vejr, den dag".

"Sørensen, kom nu i gang".

-

Der var 3 optagelser fra skovens grusvej. En bil med passagerer, en rovfugl slog kløerne i en lille fugl, og fløj bort. 

"Stop", sagde Hiort.

På den første optagelse kom bilen kørende. På grusvejen foran bilen hakke- de skovskaden i sit bytte. På den næste optagelse så man bilens højre side køre forbi fodermesterens apparat. Skovskaden baskede med vingerne, med kløerne i sit bytte. På det tredie billede så man skovskaden flakse i luften, kløerne knuget om byttet, en halv meter over bilens tag, og man så tydeligt bilens passagerer inde i vognen.

"Hr. Sørensen, prøv, om De kan forstørre disse optagelser for mig".

"Det kan jeg sagtens, jeg har et mørkekammer, det er hurtigt gjort".

Hiort sad meget længe, meget tavs, så på de våde forstørrelser. Sørensen blev urolig, om han måske havde gjort noget ulovligt, og sagde stille: 

"Jeg har en øl og en sodavand, eller kaffe og thè, hvis De måske synes?".

-

Kommissær Hiort genkendte fem personer i bilen. Bilens fører var advokat Lars Lenvig. Ved siden af ham sad den, som Hiort i sin fantasi ønskede at se, Paul Cillgor. På bagsædet sad den libanesiske tjener, klemt inde mellem  den unge kvinde Hassan, og Hiorts hustru, Marianne.

Hiort rejste sig, så på fodermester Sørensen, som om denne ikke eksistere- de, hev fat i Sørensen, ruskede ham i sine jernnæver. 

Sørensens gebis faldt på gulvet. Hiort råbte ophidset:

"Jeg slår den mand ihjel. Vær sikker på det. Hvis han tror, at han kan slippe godt fra det nummer, så tror han fejl, forstår du det?".

"Ja, men slip mig nu, De hiver så hårdt i mig, og pas på, De må ikke træde på mine tænder".

Hiort trådte et skridt tilbage, der lød en knasende lyd.

"Pokkers, hr. Sørensen, det var Deres tænder".

"Ja, hr. Det var ikke så godt".

"Sørensen, vent, jeg må tænke, gå op til min tandlæge. De kan ikke vise Dem på Ternseje uden Deres tænder, hestene bliver forskrækkede, og de krikker har lavet ulykker nok. Jeg betaler regningen".

"Ærlig talt, det skal De ikke, jeg har det meget bedre uden mit gebis, og vores heste er rolige".

"Sørensen, gør nu som jeg siger".

"Bevares, hr. Som De ønsker".

-
Før denne alvorlige sag er slut

Dommer Curt Adam Svendsen var kørt træt. 

Den langvarige undersøgelse af den komplicerede sag irriterede ham; han længtes efter det afvekslende arbejde i retten.

Dommerens ønske sekunderedes af hustruen, Elise, min søde due, der mildt, men ikke mindre perfidt, udtalte:

"Jeg forstår dig virkelig ikke, sødeste Curt Adam, at du kunne være så dum at afbryde dit livsværk. At se dig gå arbejdsløs er sandelig ikke nemt. Og din løn rækker ikke til, det gør den ikke, Curt Adam. Selv om jeg sparer og selv har lidt formue. Det husker du. Ja, selvfølgelig har du dine fritidssysler, vær du glad for det, selv om jeg kun sjældent ser rovdyrglimtet i dine øjne, og vær du glad for, sødeste Curt Adam, at vi har en trofast hjemmehjælp. Jamen, ellers, sødeste ven, fik vi aldrig støvsuget. For du, Curt Adam, ser hverken vores støv- duller eller på vores budget. Det gør du ikke, søde ven".

-

Det fik dommer Svendsen til at stille kommissær Hiort betingelser:

"Hiort, du skal holde op med dit drikkeri, og ikke stinke så rædsomt af spiri- tus i min og fru Elises nærværelse. Og du skal holde op med at tale om en vis horekælling, Marianne. Og hør så, Hiort. Du stiller arrestanten Ove Hansen til min disposition, og, nej, hr. Hiort, du må ikke være tilstede".

"Hvad er det jeg ikke må vide?", hvæsede Hiort.

"Intet, Hiort, du skal vide det hele, vent og se".

"Det må jeg forelægge min chef, Anne Gure".

"Anne Gure? Lever hun endnu? Er hun meldt rask?".

"Hun barsler i denne uge".

"Men du henter ham, Axel Hansen, i morgen, ikke, Hiort?".

"Det må jeg vel gøre".

"Og, Hiort, du holder dig i tørdok?".

"Svendsen, ti så stille", råbte Hiort.

"Nej, Hiort. Jeg synes det vil være dumt, at du falder om død af druk, før denne alvorlige sag er slut".

-

To granvoksne kriminalfolk fik af kommissær Hiort strenge ordre: 

"Husk, at I ikke lader Ove Hansen være alene med dommer Svendsen og dennes hustru. I slipper ikke jeres øjne fra fyren her og hans håndjern, husk det, fru Elise er orienteret, er det forstået, afgang".-

"Goddag, frue".

Fru Elise: "Her i huset tillader jeg ikke, at mine gæster er ilagt håndjern. Det manglede bare".

"Undskyld, frue, sagen er den, at vores chef, hr. Hiort, forstår De".

"Vil De venligst frigøre kaptajnen for Deres etats torturinstrument?".

"Javel, frue".

"De to herrer bliver elskværdigt siddende her i forstuen".

"Javel, frue".

"Kom, hr. kaptajn de Axcéll, nu skal jeg vise Dem ind til min mand".

"Tak, frue", mumlede Ove Hansen.

--

Dommer Svendsen hilste smilende på arrestanten: 

"Goddag, hr. Hansen, hm, Axcéll. Har De lyst til en kop kaffe?".

"Hm, joh".

"Eller skal vi snuppe en lille øl?".

"Ja, tak".

Dommeren sukkede: "Så gør vi det. Og De ryger vel en cigaret?".

"Ja, tak".

"Så gør vi det. Man siger at tobaksrygning ikke er sundt, eller hvad mener De, hr. Axcèll?".

"Hm, joh".

"Nå, skal vi begynde? Hvordan kan det være, at De både er dansk og svensk statsborger? Er det ikke lidt usædvanligt?".

"Det ved jeg ikke. Jeg er født og opvokset i Sverige hos mine danske foræl- dre, men jeg kunne ikke enes med familien, og stak til søs".

"De ville opleve hele verden. Måske?".

"Det ved jeg ikke. Jeg kom til Danmark og ville læse til jurist, men det gik heller ikke. Så blev jeg skipper og gift og fik et par børn".

"Det var da glimrende. Søde børn, naturligvis. Vil De fortsætte?".

"Så traf jeg Else Niebert, og".

"Ja? De må gerne fortsætte".

"Må jeg spørge om noget?".

"Ja, selvfølgelig".

"Hr. dommer, kender De palæet?".

"Mener De Advokaternes Hus?".

"Ja, det hus skal man kende godt for at forstå, hvad jeg siger".

"Jeg kender palæet ganske udmærket, også indefra".

"Så kender De alle palæets hemmelige trapper og gange?".

"Muligvis".

"Det er håndværkernes skyld, de gad ikke, eller også ville de spare på arbejde og penge".

"Ja, jeg tror De har ret".

"Og jeg hedder ikke Axcéll, ikke mere. Jeg har deponeret det svenske pas, og frasagt mig det svenske statsborgerskab. Mit navn er Ove Hansen".

"Ja så. Joh, det forstår jeg udmærket".

Dommer Svendsens venlighed gjorde et så stærkt indtryk på arrestanten, at han omsider afgav en sammenhængende og sandfærdig forklaring.

-

"Ser De, ulykken var, at Else Niebert var pengegrisk. Hun kunne ikke få nok. Da jeg traf hende en aften på et værtshus, troede jeg, det kun var for en enkelt nat. Hun havde lyst til en mand, og jeg havde lyst til en dame, sådan var det.

Men hun fabulerede om min karriere, hun kunne hjælpe mig, De ved, det med sikkerhed og overvågning og aflytning. Men det gav ingen penge, eller ikke nok. Så blev jeg bydreng for hende. Ja, det var dumt af mig. 

Sagen var, at hun og Laurizen og Foldak og Lenvig spillede på fonds-børsen, og det var mig, der var bud mellem dem og vekselerer Boberg. Der blev altid afregnet kontant, altid kontant, uden om banken, uden overførsel af penge eller checks og den slags. Det var mig, der førte regnskabet for Boberg. Så en dag manglede der 28.000 kroner fra Else Niebert og 44.000 fra Hugo Laurizen. Det var nemlig".

"Stop". Dommer Svendsen lænede sig frem i stolen, "hvilken dag, helt præ- cist, taler De om?".

"Hvilken dag? Jo, det var et par dage før middagen i palæet, de havde alle sammen så travlt".

"De mener, før de voldsomme hændelser i Advokaternes Hus?".

"Ja".

"Ja, og så? Der manglede penge i regnskabet, sagde De".

"Jo, forstår De. Til at begynde med skulle jeg gøre regnskab hver dag. Men det var uoverkommeligt. Så var den ene ikke hjemme, så var den anden ikke hjemme. Så gik vi over til mandagsregnskab, begyndte på en frisk. Vi aftalte, at hvis en af dem, Lenvig, Else Niebert, Karl Foldak eller Laurizen, havde underskud, lånte de i fælleskassen, via mig, forudsat, at de dækkede under- skuddet når ugens regnskab blev gjort op. 

Men den dag svigtede Laurizen og Else Niebert. Else ville ikke, hun sagde, at der var kludder i regnskabet, og Hugo Laurizen kunne ikke, og jeg skulle svare for kassen over for Lenvig og Foldak, der havde penge til gode. Så blev jeg desperat, for jeg ville ikke beskyldes for at have stjålet af kassen. 

Det sagde jeg til Laurizen før middagen, og vi aftalte at mødes inde i lens- grevens pigeværelse ved siden af Spejlsalen".

Ove Hansen sad længe tavs.

-
Partering

Dommer Svendsen skænkede øl, tændte cigaretter, og sagde: 

"Hugo Laurizen kom som aftalt. Formoder jeg. Hvorpå I skændtes. Har jeg ret?".

"Hugo var helt hysterisk. Han havde været i forhør hos Ole Tern og Karl Fol- dak og foreningens bestyrelse, og jeg sagde, "Jeg er komplet ligeglad, jeg vil bare se pengene til kassen, det er mig der står til ansvar". Men han kunne ikke betale, så vi kom i slagsmål, og i raseri slog jeg ham ned".

"De skød ham? Ja så? Har De lyst til at sige mere? Hvilket våben?".

"Pistolen? En SIG-Sauer P226".

"Ser man det. Og?".

"Pludselig hørte jeg skibsreder Knud Molde og Else Niebert skændes inde i Spejlsalen. De råbte begge to meget højt. Knud Molde havde snydt Else for nogle aktier og penge, og jeg tænkte på Laurizen, han måtte jo forsvinde. Jeg ville bære ham ind i den hemmelige gang bag pigeværelset. Det var der, jeg havde et lille lagerrum. Et godt et, hyggeligt, når jeg ville have fred og ro. Det var min lejlighed i palæet ikke velegnet til, der var en masse støj og larm fra Bredgade, det skulle man ikke tro, vel?".

"Næh, måske ikke. Vi kom fra Laurizen?".

"Ja, men før jeg kom så langt med Hugo Laurizen, ja, han var død, var Else Niebert og Knud Molde pludselig over mig. Hvor vover De?, råbte Molde. Det var vist meningen at jeg skulle lystre ham underdanigt. Han var jo en betyd- ningsfuld person. Ham, og alle hans penge. Men jeg var desperat og sprang ind på dem. Jeg var kamptrænet og havde min jagtkniv på mig. Men de to var stærkere end jeg havde regnet med, så det tog sin tid. Til sidst skød jeg dem i hovedet. Jeg var sindssyg af had og evindelige forsmåelser. Jeg er en taber, det ved jeg godt. Den slags sætter sig dybt i sindet, hr. dommer".

-

Curt Adam Svendsen skænkede øl, og sagde: 

"Ja, desværre. Kan De muligvis huske Else Nieberts påklædning?".

"Kjolen, rødbedefarvet. Jeg fik den tanke, jeg var jo sindssyg, at klæde Else af, og lade hende trække i Hugo Laurizens smoking. Det kunne jo forvirre poli- tiet".

"Jo, måske. Ja, sikkert".

"Og så havde jeg intet andet valg end at partere ham, væk".

"Parteringen, ja".

"Det var noget værre svineri".

"Sikkert. Ja, naturligvis".

"Det prøvede jeg engang på en julegris, der skulle slagtes. Jeg var kun en halvstor dreng dengang, jeg var på besøg ude på landet".

"Javel. Men den slagter, som De har talt om, som opsøgte Dem, hvem er det?".

"Det rene opspind".

"Ja så. Og det gule halstørklæde i kufferten?".

"Det var såmænd et, som ham, Lenvig havde glemt".

"Og kufferten?".

"Den lånte jeg, jeg mener, den stjal jeg en dag oppe hos Lenvig, vi skulle på sommerferie, konen og mig og ungerne".

"Kufferten, som politiet fandt i palæets kælder kan jeg formode var stillet just dér, af Dem?".

"Præcist, hr. dommer".

"Der var blod fra Hugo Laurizen på kufferten, Lars Lenvigs fingeraftryk. Hvordan vil De forklare det?".

"Det vil jeg helst ikke tale om. Jeg mener, hm".

"Var advokat Lars Lenvig med til parteringen af Hugo Laurizen?".

"Jeg påtager mig skylden, hr. dommer. Det må være nok".

"Næ, tillad mig at gentage spørgsmålet: Bistod advokat Lars Lenvig, Dem, hr. Hansen, ved parteringen af liget, Laurizen?".

"Altså, hr. dommer, er det ikke pisse ligegyldigt, hvem der gjorde hvad? Hugo var død, han mærkede ikke noget. Lad os tale om noget andet, ellers går jeg".

"Men det forekommer mig?".

"Jeg påtager mig skylden. Basta".

"Basta? Oh, jeg forstår. Med hensyn til organisationen, som De henviste til. Tænkte De på broderskabet?".

"Nej, det ville ikke være fair. Det var noget jeg havde læst i avisen, alt det om mafia og højrefløjen i Rusland og Tyskland, Frankrig, Italien, ikke noget andet".

"Karl Foldak blev fundet dræbt i personalegarderoben. Kender De noget til det?".

"Det var ikke mig, hr. dommer. Jeg sværger, det var ikke mig. De har mit æresord".

"Drabet på Lenvig og dennes sekretær, Hanne Bang, kender De noget til det? De må vist indrømme, at det synes, som om De havde et motiv?".

"Hold nu op, hr. dommer. På det tidspunkt sad jeg arresteret. Det kan bevi- ses. Jeg sværger, det var ikke mig. De har mit æresord. Men jeg kan hjælpe Dem med noget helt andet. Vidste De, at Hanne Bang, hende, Lars Lenvigs sekretær, delte sine talenter til Lars Lenvig og Ole Tern og Karl Foldak?".

"Karl Foldak? Er De sikker på det?".

"Helt bestemt, hr. dommer".

"Men, Karl Foldaks sekretær? Var hun ikke gift med en sømand, eller måske var han safarileder i Afrika?".

"Næ, Hanne Bang var gift med en rejsemontør for fryseanlæg i udlandet, en fabrik under Danske Industrikoncern".

"Ole Tern. Det var en elskværdig nyhed. Tak, hr. Hansen", smilede domme- ren.

-
De er dødsdømt hr. dommer 

Pludselig pegede Ove Hansen, forskrækket, nervøs, på dommeren, hvis-kede:

"Hr. dommer?".

"Ja?", smilede dommer Svendsen.

"Jeg skal advare Dem, hr. dommer. De er dødsdømt, jeg skal advare Dem, jeg ved at De er medlem af broderskabet. Den nye forstander har dødsdømt Dem. Bødlens medhjælper er kriminalassistent. Det var ham der fortalte mig det, da han hørte, at De skulle afhøre mig. Han sagde, at".

 Dommer Svendsen smilede stift: "Ja så?".

"Tror De mig ikke? Nej, De tror mig ikke. Ham, medhjælperen, er stået af. Han vil ikke mere. Han tør ikke. Jeg skulle advare Dem, sagde han. Ved De, at indenrigsminister Laurentius Finesen er den nye forstander? Ved De, hvem bødlen er? Han er politimester. Han er politimester i, hvad hedder det, Frede- rikssund, borg, berg, værk? Jeg tror det er".

"Det lyder interessant, men vi slutter her, hr. Ove Hansen".

MARIANNE

Hiort bad dommer Svendsen være den, der afhørte Marianne, Hiorts hustru til skilsmissen endelig forelå.

"Jamen, Hiort? Hvorfor mig? Jeg mener, dine kolleger er de eneste, som".

"Hvorfor? Og det spørger du om?".

"Ja".

"Hvordan kan du være så dum? Fordi hun ikke skal rakke mig ned til bavia- nerne, og fordi det vil være imod reglement og mine følelser. Jeg kan forløbe mig, stikke hende flere lussinger".

"Bavianerne? Er det dine kolleger?".

"Ja, de bestiller ikke andet end at gå mig på nerverne".

"Og en ting til, Hiort. Har du tidligere slået Marianne?".

"Nej, det skete kun den ene gang, og så gik hun, tæven, hun er tyve år yngre og er øretæveindbydende over for mig, det har hun altid været".

"Hvor længe holdt jeres ægteskab?".

"Du, Svendsen, det er uinteressant, det er forbi".

"Udmærket, det er forbi, det er ganske uinteressant".

-

Politiet begærede Marianne fængslet. En kvindelig dommer løslod fru Hiort, henvisende til hendes benægtelse og politiets mangel på konkrete beviser. Der var, ifølge kendelsen, ikke tilstrækkelig lighed mellem den sigtede, og en dame i en bil, forevist på et fotos, optaget i en skov af en amatør, den såkald-te fuglefotograf.

Marianne blev indlagt på en klinik, som konstaterede cancer; lægerne anbe- falede et hurtigt indgreb. -

Dagen før operationen påregnede dommeren, at skulle sidde ved patientens sygeseng. Men hun var oppegående, i nogenlunde humør.

Nej, hun ville intet oplyse om Paul Cillgor.

"Paul Cillgor er god nok", sagde hun, "men politiet skal interesserer sig for en anden mand, én, der faktisk ligner ham".

Nej, hun ville absolut intet sige om "gengangeren", sagde hun.

Jo, det var hende, der sad i bilen. Jo, korrekt, at de kom fra ridehuset. 

Jo, det var korrekt, at hun havde deltaget i vold mod Ole Tern, eller drabet var det vel, men det var, såvidt hun vidste, ikke et planlagt mord. Hun havde været under stærk indflydelse af narkotika, og ville gerne indrømme, at ople- velsen i ridehuset på Ternseje stod for hende som en helt uvirkelig hændelse. 

Jo, hun havde kendt Lenvig, og havde hørt tilstrækkeligt om Lenvigs meri- ter, men kunne kun sige:

"Jeg tror ikke, Lenvig kunne overskue alt det, han havde rodet sig ind i".

Marianne tilføjede uopfordret, at det barn, som politiinspektør Anne Gure netop var nedkommet med, selvfølgelig var en sort unge, eller lortebrun, hun havde ikke set ham, men faderen var ikke Paul Cillgor; derimod en anden, der færdedes tæt omkring Damernes Tempel. Hvem denne mand var, ville hun ikke oplyse.

Jo, selvfølgelig talte hun sandt, hun havde absolut ingen grund til at lyve.

Men hensyn til Hiort skulle dommeren endelig hilse ham og sige, at han selv havde været med til at skubbe hende ud i drikkeri og narko. Hiort havde ikke passet sine pligter og ikke vist hende det hensyn, som ægtemænd gør, hvis de holder af deres kone.

Dommer Svendsen forlod Marianne.

nu forstår jeg Hiortens udtryk, hun er øretæveindbydende, er slave af sine følelser, det kan selvfølgelig være positivt, men negativt, hvis personens hade- fulde følelser er i kog

-

Samme nat begik Marianne Hiort selvmord. 

Hun løb i natkjole ud foran en lastvogn med maskingods. Vejbanen var fed- tet, chaufføren kørte forsigtigt, men fik ikke en chance til at afværge ulykken; bremsesporet viste kun ganske få meter. Chaufføren fik et chok. 

Han var stum i måneder, og afsluttede selv sit liv. 

Han sad med armene støttende hovedet ind over køkkenbordet. Under hans ansigt stod et gasapparat med udsivende gas. Den efterladte familie, hustru og mindreårige børn, blev nægtet erstatning af forsikringsselskabet;  som henviste til, at selvmord lå uden for livsforsikringsaftalens vilkår.

-
Anne Gures små fejltrin

Anne Gure  telefonerede til Hiort, bad ham komme på besøg, hørte en tyde- lig reservation i Hiorts stemme.

"Hiortemand, hvorfor afviser du mig?".

"Den store sag er ikke færdig, det kan vare flere måneder. Anne, jeg har ikke tid".

"Vrøvl med dig, du vil ikke. Har du hørt, at jeg har søgt min afsked?".

"Afsked? Er du rigtig klog? Jamen, Anne, er du syg?".

"Hiortemand, jeg er ulykkelig. Kommer du?".

"Man render ikke fra tjenesten, og så med dit gode hoved, det må du ikke".-

Hiort huskede at købe blomster og en flaske whisky; han var meget længe om at beslutte sig, før han omsider købte en stor, flot gyngehest så stor som en slagteko, som gave til Anne Gures månedgamle, chokoladebrune lille dreng.

"Nej, Anne, du må ikke bede mig forstå, hvorfor du gik i seng med en neger. Du har din mand, Viggo, der sidder i en god stilling, og du har to halvvoksne børn, jeg begriber det ikke".

"Altså, lille Hiort, mit ægteskab var en fiasko, det var ikke nemt, hvis du tror dét. Viggo var mig utro, og mine børn negligerede mig. Mor er aldrig hjemme, sagde de, og det var jo sandt. Det var et helvede".

"Var du virkelig forelsket i ham, Cillgor?".

"Nej, Hiort, det var tilfældigt og tåbeligt".

"Har Viggo sagt noget?".

"Viggo var utilfreds, at jeg igen var med barn, i din alder, sagde han. Jeg troede til det sidste, at det var en efternøler, at det var Viggos barn".

"Anne, du skuffer mig, men jeg forstår dig godt. Et ægteskab kan være et helvede. Men du har en sød lille dreng, selv om han er chokoladebrun. Og nu fortsætter du i tjenesten. Jeg vil ikke høre mere vrøvl fra dig".

"Hiortemand, jeg vil være enlig mor og forkæle min søde Josef hele dagen. Behold du dine mordere".

"Vær nu ikke tåbelig, hvordan tror du dommer Svendsen har det, han sav-ner sin gerning, og du bare går".

"Ti stille, Hiort, jeg er ikke dommeren. Jeg har mit eget, helt private motiv til at sige farvel og tak og forlade tjenesten".-

"Hvilket motiv, fortæl mig det?".

"De andre rakker mig ned? Gør de ikke?".

"Hvem, siger du? Rakker ned?".

"De andre?".

"Hvem rakker dig ned?".

"Dem i sikkerhedstjenesten. Palle Hanssenius. De beskylder mig for at være nazist og kommunist og niggerluder. Værsågod, nazist og kommunist og nig- ger luder. Jeg har fået anonyme breve".

"Palle Hanssenius, dig, som nazist, hvilke breve, dig, som kommunist, dig, som niggerluder, dig, Palle H? Hvad i helvede? Hvorfor?".

"Fordi? Hiort, hjælp mig. Jeg skrev en artikel til en avis, og nu falder de over mig".

"Anne, hvad skrev du?".

"Det er fordi jeg er sønderjyde, det ved du godt".

"Du havde en halvbroder, der faldt på østfronten. Det ved vi alle. Jeg har fortalt det til dommeren, og han sagde det måtte være bittert".

"Nu skriver de anonymt, at jeg er nazist og kommunist og niggerluder".

"Altså, Anne, noget så tåbeligt har jeg aldrig hørt. Hvor er den artikel, lad mig se den".

"Jeg blev så vred, fordi masser af danskere opfører sig stupidt og hyklerisk når det drejer sig om krigen og besættelsen".

"Det ved jeg. Hvor er den forbandede artikel?".

"Jeg er et dumt fæ".

"Ja, Anne, du er et fjols".

Hiort satte sig i sofaen, læste irriteret: 

"Forfatningsdomstol? Ja, så? Anne, slet ikke så dårligt, hm, fornuftigt. Det har jeg sagt i årevis. Anne, er du sikker på det? Anne, du har ret, men".

"Selvfølgelig har jeg ret, det troede jeg. Men en forfatningsdomstol er lig nul, den er juridisk overflødig. En fornuftig højesteret er tilstrækkelig, forudsat, at den i politiske sager kun tilkendegiver, ikke dømmer, og sender bolden til- bage til politikerne. Her er den næste".

"Anne, jeg har ikke tid til det pjat".

"Hiort? Du skal, skal, skal, læse det", råbte Anne hidsigt.

"Nej, tak, jeg orker ikke mere".

"Læs nu, for helvede, Hiort".

"Ikke på vilkår. Jeg går nu. Farvel". 

Hiort så hovedrystende på sin chef:

"Anne, Anne, Anne, Anne. Du er politiinspektør og er hverken nazist eller kommunist, men en naiv og forvirret socialist, som jeg selv. Men du begik et fejltrin, nu får du en røffel af Juste-Justits, han afskyer politifolk, og pressen æder dig. Du må tænke på dit andet lille fejltrin, den lille Josef. Farvel, Anne, tak for i dag, nu går jeg".

"Farvel, Hiort. Husk lidt vand og foder til gyngehesten".

"Josef er Baltarzar, den ene af helligtrekongerne. Melchior, Jonathan og Baltarzar. Du får hårdt brug for hjælp fra alle og enhver, selveste gud og hel- ligånden. Farvel, Anne".

"Farvel, Hiort. Nej, vent lidt".

"Nej, Anne, dengang du blev gravid, blev du stjerneforstyrret i hovedet".

"Hiort?".

"Nej, altså, Anne. Nu går går jeg. Jeg har ikke tid. Farvel".

"Hiortemand, vent lidt".

"Nej, Anne, Farvel".

"Det var Palle Hanssenius, der dræbte min far, han stødte to gange kniven i min far, mens han sad med ryggen til og så ud i haven".

"Anne, hold nu op".

"Hiort. Kniven var en svensk dolk, en rensdyrsjægers slagtekniv, der sad i en læderskede med et indsnittet mønster med små skæve firkanter. Håndtaget er af træ. Det lange knivsblad holdes fast af en messingring, der er banket fast, men blev flækket, da min far ville reparere den. 

Palle H lagde dolken tilbage i læderskeden, og han var så forfjamsket, at han puttede skeden og dolken ned i min blå morgensko, broderet med Anne i mørkeblå silketråd, en ungpigetøffel, der tilfældigt lå på gulvet. Sådan var det, Hiort. Og så løb han".-

"Din far begik selvmord".

"Sådan hed det, Hiort. Men hvorfor er sagen forsvundet? Den er sporløst for- svundet, jeg har søgt alle steder".

"Anne, sig mig først: Hvorfor rejser du en grundløs beskyldning mod Palle Hanssenius?".

"En grundløs beskyldning? Jeg var vidne".

"Vidne? Jamen, du var 10-12 år gammel, var du ikke?".

"Jeg hørte deres skænderi, noget om spionage og korruption, og der lød et bump, da min far slog Palle H i gulvet inde i dagligstuen. Jeg sad og læste i værelset ved siden af dagligstuen. Dørene stod åbne. Jeg skulle på cykeltur med min veninde, men hun var blevet forkølet".

"Hvad så du?".

"Jeg så Palle Hansenius ligge på gulvet i dagligstuen. Far stod i den åbne dør til hans kontor og bibliotek, men så satte han sig og drejede stolen ud mod haven, sad med ryggen til".

"Så du mere?".

"Palle Hanssenius lå på gulvet. Så rejste han sig, hviskede et eller andet, og tog dolken og skeden, der lå på skrivebordet, trak kniven ud og stak min far to gange i brystet. Så var alt stille, og han så forfærdet, hvad han havde gjort, og så mine morgensko, og lagde dolken ind i skoen, puttede skoen med dolken i lommen, og så løb han, og jeg sad med min angst. 

Palle var i marinens efterretningssektion, og påstod at han afhørte min far om en redaktør, der var en god ven til min far. Min far var lodskaptajn".-

"NN var nazist, Anne".

"Nej, tværtimod, han var med Canaris og Oster imod Reinhard Gehlen".

"Anne. Niels Nielsen var nazist og varulv, han blev likvideret i 1961".

"Det råbte Palle H, før han myrdede min far, du forsvarer en nazist, du er selv nazist, råbte han".

"Du siger, at sagen er forsvundet? Den blev henlagt, uden vidneudsagn".

"Min mor pressede mig til at tie stille. Hun var skræmt".

"Din forklaring kræver et bevis, bare et lille et, og det har du ikke, nu går jeg. Farvel, Anne".

"Hiort, vent lidt".

"Anne? Gør du nar af mig?".

"Jeg har to kalenderblade".

"Anne, ikke mere pjat".

"På det ene står lørdag. Møde med Palle H udsat til søndag. På det andet står søndag kl. 11 Palle Hanssenius".

"Jamen, hvad var motivet? Nødværge?".

"Nej, uberettiget hævn".-

Hiort eksploderede: "Anne Gure? Hvad i helvede mener du med det? Vi taler om en anerkendt kollega".

"Jeg taler om korruption og spionage og bestikkelse og bedrageri. Det ligger alt sammen i en stor gammel lædertaske, som Palle H stjal før han løb", råbte Anne.

"Anne, Anne, Anne, blablabla. Du er krop umulig", stønnede Hiort.

"Farvel, Hiortemand. Husk lidt vand og foder til Josefs gyngehest".

"Og du holder mund med dine sure opstød om Palle Hanssenius, forstået?".

"Det lover jeg".

"De anonyme breve til dig, tak, dem konfiskerer jeg indtil videre. Farvel".

-

-

                                             branden 5                        
-                       

-