Skrev du selv testamentet ?

- Dansk Rekylriffel Syndikat i Frihavnen

- og i Nordhavnen - saboteret som tyskernes
 

værnemagere under krigen -
 

-

-

-

-

-

-

-

-

Dommer Svendsen inviterede sig selv til frokost i Advokaternes Hus. 

Broderskabets forstander, Karl Foldak, foreslog bidesild med kartoffelsalat, snaps og øl. 

"Nej, tak, Karl, ikke bidesild". 

"Er du kræsen? Nå, jeg har fyret dig som formand for advokatforeningen".

"Hvor behageligt".

"Åhja, bestyrelsen var utilfreds med dig".

"Jeg er ikke advokat, heldigvis".

"Netop, det sagde de".

"Karl, sig mig, har du bemærket, om du har haft ubudne gæster?".

"Hjemme hos mig? Næh. Mener du her på kontoret?".

"Har du undersøgt skrivebordet og skabet med penge og arkivet?".

"Ja, hvor ved du det fra?".

"Hvad ved jeg?".

"Alle skuffer og skabe stod åbne i morges. Jeg troede, jeg havde glemt".

"Karl, må jeg medbringe et par gæster?".

"Gæster? Er det novicer til broderskabet?".

"Nej, men måske indbrudstyve". 

"Hallo, telefonforbindelsen virker meget dårlig, hallo, det var som".

"Karl, det vedrører vores undersøgelse".

"Curt Adam, du omgår dig med indbrudstyve? Ja ja, hvis du mener det, men jeg serverer ikke frokost for indbrudstyve".

"Det forstår jeg, Karl. Jeg medbringer en flaske whisky til en tynd sjus".

"Ikke tale om. I er da mine gæster".

-

Karl Foldak rødmede af ophidselse da dommer Svendsen præsenterede ham for politiinspektør Anne Gure og kriminalkommisær Hiort.

"Politiets efterretningstjeneste?", gispede Karl Foldak vantro.

"Ja", smilede dommeren, "så vidt er det kommet, at jeg, efter at du truede mig med et riddersværd og en pistol, ikke længere tør være alene med dig. Dertil, at sagen har taget en drejning efter at du havde indbrud i nat. Politiet vil stille et par spørgsmål, må jeg foreslå at vi sætter os ind til konferencebor- det i Gobelinsalen".

"Vi har en ransagningskendelse, tillader De?", sagde Anne Gure.

Dommeren nikkede: "Karl, du tillader ransagning, ikke sandt?".

"Joh, næh, politiet? Måske skulle en sagfører, min advokat?".

"Hele huset vrimler med advokater, de kan komme tidsnok".

"Min gode Curt Adam. Hvis du absolut mener det", snerrede Foldak.

"Kom, vi hjælpes med at tømme skrivebordet og pengeskabet og lægger indholdet i rette orden på konferencebordet inde i Gobelinsalen. Husk, der skal være plads til os selv ved bordet, de overskydende dokumenter lægges på gulvet".

"Curt Adam, for satan, mand. Ved du, hvad du gør?", råbte Foldak.

-

Hiort greb ind, venligt: "Hr. Foldak. Der er tale om ransagning, vi lægger alt på plads igen, såfremt De ønsker det".

"Javel, hr. politist".

Anne Gure lagde sin hånd på Foldaks arm: 

"Vi var her i nat, holdt huset under observation, den pågældende benyttede bagindgangen og den lille elevator, og den kendte vi ikke, før det var for sent, da tyven, hvem det så var, forsvandt i haven ud til Amaliegade. Savner De noget, et eller andet, dokumenter, penge".

"Nej, ikke umiddelbart".

det var dog mærkværdigt, flere vifter spredes ud, jeg troede det var politiets indbrud, tænkte dommeren.

-

Ved forskning i Foldaks dokumenter og politiets rapporter, suppleret med de af dommer Svendsen medbragte akter fra sin undersøgelse, lykkedes det at skitsere en afklaring af sagens bestanddele, mordsagens komplicerede scenario, de formentlige motiver, og et derved begrundet håb om sagens opklaring.

Hiort sad på hug, eller lå på knæ på gulvet; tegnede med en tuchpen på ud- bredte papirbaner. Det var Hiorts medbragte medium for hurtigt overblik; han bandede når de lange baner forskubbede sig, bragte uorden i hans grafiske fremstilling af sagens omfang, påstande, personer, årstal.

"Det må jeg sige. Min egen rolle kender jeg, men det andet overrumpler mig, hvis det er sandt", udbrød Foldak.

den bemærkning kommer vi til, senere, tænkte dommeren.

-

Anne Gure forklarede; dommer Svendsen fortsatte, hvis Anne tøvede; og når dommeren tøvede, blev han afbrudt af Foldak, Anne Gure eller Hiort, med et:  

"Næ, det må gå dén vej, denne, se selv".'

Anne Gure indledte forsøget på en rekonstruktion:

"Vi ved, at skibsreder Knud Molde arvede visse våbenaktier efter sin far, der i 1932 havde købt dem af Landmandsbanken. Molde Senior havde rettet fore- spørgsel til banken, om den stadig lå inde med rekylaktier? Prokuristen undersøgte sagen, banken havde for længst skilt sig af med alle aktier i Rekylriffelsyndikatet. Men, tilføjede han, vi har andre rekylaktier, Fortuna Da-nia Rekyl". 

Anne Gure gjorde en pause, tændte en cigaret, nippede til en whisky, smilede og sagde:

-

"Jeg fortsætter, hvor er jeg? Jo, på generalforsamlingen i Fortuna Rekyl i juli 1933, traf Molde senior den anden person med en aktiepost i selskabet, nemlig advokat og fabrikant, Evald Laurizen, faderen til Hugo Laurizen, Else Niebert og Ole Tern. På det tidspunkt var Fortuna Rekyl et selskab uden pro- duktion, kun handel med værdipapirer. Laurizen senior foreslog, at selskabet byggede en fabrik i Estland, og ifølge referatet har han sagt: 

"Det østeuropæiske marked er godt for danske rekylvåben og granater, de er bange for Hitlers ekspansion".

Molde senior var med på idéen, trods han vidste, at selskabets tegninger var hælergods, stjålet fra Rekylsyndikatet eller Hærens Våbenarsenal, eller tilsvarende virksomheder i Sverige, Tyskland, Italien og Frankrig".

Anne Gure holdt en pavse, nippede til sin whisky.

"Industrispionage florerede dengang nøjagtigt som nu", sagde Foldak.

"Åhja, men ikke lovligt af den grund", smilede dommeren.

"Hvad er nu det? Jeg løber sur i det", sagde Anne Gure forbavset.

"Nu skal jeg", smilede dommeren; han fandt et dokument blandt dem der lå på bordet, og tog imod dem, han fik af Hiort:
 

"Måneder senere solgte Molde senior halvdelen af sine aktier i Fortuna til en børsmægler, og her lå de til de blev solgt af mæglerens dødsbo sammen med, og det er interessant, for pludselig dukkede det op igen, selskabet Solstrejf 1915, advokatforeningens spekulationsselskab til bedre pensioner. Køberen var advokat og børsspekulant, Valdemar Eriksen, svigerfader til juristen og meget andet anstændigt, Karl Foldak, som er, dig", smilede dommeren.

"Korrekt", mumlede Foldak.

Dommeren søgte et aktstykke blandt dokumenterne: "Solstrejf, her er det, hvorfra dukkede dèt op?".

"Prinsesse Y. Det var derfor vi blev uvenner, det nægter jeg at tale om".

"Det hjælper ikke at nægte at tale, det synes jeg ikke De skal gøre", sagde Hiort, "er det ikke bedre her, end".

"Mig kan De ikke arresterer", råbte Foldak.

"Kommissær Hiort gør vist det fornødne, tror jeg", smilede dommeren.

-

"Provokatører", snerrede Foldak, "jeg interesserede mig ikke for Solstrejf. Aktier jeg arvede fra min kone. Men jeg vidste ikke, at min svigerinde Anna og prinsesse Y var veninder i en spilleklub med bridge, poker, spekulanter. Og hvad sker så? Prinsessen fik min svigerinde Annas Solstrejfaktier i pant for en gæld, som hun havde pådraget sig, men det var parten af min salig hustrus aktier fra hendes far, som søsteren, en bastard, en horeunge, snød og plagede hende for at få udleveret. Det vidste jeg ikke, og det var imod mine planer. Jeg betalte gælden til prinsesse Y og fik dem tilbage".

"Hm, et medlem af det kongelige hus", sagde Hiort.

Anne Gure smilede, var nervøs: 

"Jeg tror jeg mister overblikket. Nå, Evald Laurizen havde på egne vegne i 1938 indviet den nye fabrik, Fortuna Balticum i Estland. Fabrikken gik under krigen i samarbejde med tyskerne, og blev senere bombet, ser man dét? 

Sig mig, Hiort, Dansk Rekylriffel Syndikat i Frihavnen og i Nordhavnen blev da saboteret som værnemager under krigen, ikke? Glem det, husk det senere. Hvor langt kom jeg? Jo, her. På generalforsamlingen i Fortuna i -39 fik Evald Laurizen gennemtrumfet en sammenlægning af Solstrejf og Fortuna til et nyt selskab, Varania Industri. Evald Laurizen døde af cancer i 1956".

Anne Gure talte nervøst, der var store svedperler på hendes pande:

"Men hvem fanden er det så?", råbte hun hidsigt, "der i 1990 bygger nye vå- benfabrikker i Polen og Rusland, Balticum og Afrika, og så videre? Det ved vi, men det fremgår ingen steder, er det er mig, der sover, nu springer jeg frem til den aktuelle sag".

"Det var på tide. I skøjter uden om hovedproblemet", råbte Foldak, "hvor er prinsesse Y´s aktier, som skulle befinde sig i Overformynderiet, men de er for- svundet og jeg véd".

"Et øjeblik, Karl", sagde dommeren, "er du, eller er du ikke, hovedaktionæ- ren i Varania Industri og Solstrejf?".

"Alt, hvad jeg har købt af aktier i Varania går til broderskabets arbejde. Og så vil jeg ikke høre mere snak om Solstrejf. Forstår du ikke det, du, forræder", råbte Foldak.

-

Foldak fortrød det alvorlige angreb på sin ven: "Undskyld, Adam. Jeg forløb mig. Jeg har en del Varania-aktier, og det årlige afkast overdrager jeg til bro- derskabet, som jeg på samme vis har sikret testamentarisk".'

Dommeren smilede: "Karl, skrev du selv testamentet?".

"Jeg skrev konceptet, men bad Hugo Laurizen gennemlæse det".

"Og derefter informerede du Knud Molde og Ole Tern?".

"Ja, de traf samme bestemmelse som jeg, vedrørende deres aktier".

"Med andre ord således, at Moldes og Terns Varania-aktiers årlige afkast tilfaldt broderskabet, og efter Moldes og Terns død skulle samme ædle formål arve aktierne, uigenkaldeligt, mener du det?".

"Hør nu, Curt Adam, disse formalia er en kendsgerning".

"Netop. Men så tør jeg vove en foreløbig konklusion. Nej. Hugo Laurizen var i økonomisk uføre. Har han på noget tidspunkt tilbudt at sælge sine Varania- aktier, arvet efter sin far, til dig?".

"Ja, han plagede mig, og jeg købte halvdelen, der var lidt fra hver, jeg mener, fra Hugo og Molde og Tern og Niebert. Jeg kendte intet til Hugos bedrageri. Jeg meddelte ham, at han for den sidste halvdel skulle træffe samme ordning, som den Else Niebert, Knud Molde og Ole Tern og jeg havde aftalt".

"Karl, der er ingen klausulerede Varania-aktier i Hugo Laurizens dødsbo".

"Nå? Jaså? Ja, det undrer mig ikke".

-

Kommissær Hiort gik frem og tilbage mellem konferencebordet, og sit værk, papirbanerne på gulvet, mumlede højlydt:

"Det er forkert strategi, alenlange unødvendige udredninger, jeg spilder min tid, jeg hader amatører". Hiort satte sig opgivende ved bordet: "De aktier er ikke klausulerede. De kan være solgt, formentlig af Hugo Laurizen, eller de kan være stjålet".

"Ja, solgt af Hugo Laurizen til Else Niebert", smilede dommeren.

"Må vi så få dommer Svendsens foreløbige konklusion", råbte Anne Gure; hendes øjne gnistrede, dybe rynker lå som plovfurer i hendes pande.

Dommer Svendsen smilede: 

"Begivenhederne er formentlig indtruffet på nogenlunde samme tid, før den famøse festmiddag i Advokaternes Hus, hvor vi i dag har den ære at være gæster".

Foldak lo spydigt: "Hoho".

Dommeren nikkede og fortsatte: 

"Else Niebert var utvivlsomt Hugo Laurizens fortrolige, især efter at han havde mødt denne dame, sin egen halvsøster, i advokatforeningen. Hun har, det har vi et par beviser på, fulgt med i Hugo Laurizens transaktioner. Else Niebert må fra Hugo Laurizen have erfaret, at Knud Molde havde overdraget sine Varanier til Broderskabet, og protesterede, fordi Knud Molde dermed annullerede sit gavebrev på de samme aktier til Else Niebert, på vegne deres søn, Arnold Peder. Ergo tilbyder fru Niebert at købe Hugo Laurizens aktier, og har formentlig afpresset Knud Molde til at betale denne omkostning".

"Må jeg så spørge, hvad med Ole Tern og prinsesse Y?", råbte Foldak.

"Jamen, Karl", smilede dommeren, "nu må jeg spørge dig, hvad ved du om prinsesse Y og Ole Tern?".

-

Broderskabets forstander bad om en af dommerens cigaretter. Hiort tændte den for ham, Anne Gure skænkede whisky. Foldak sagde:

"Jeg ved tilstrækkeligt, tak. Jeg ved at prinsesse Y faldt i kløerne på en svindler, der fik hende til at låne penge til spekulation, og, hvordan hun end bar sig ad, fik hende til at liste Varania-aktierne ud fra Overformynderiet, hvor hun selv havde anbragt dem. En skandale, mener jeg. Og jeg er sikker på, at hun solgte aktierne til Ole Tern. Men det ærgrede mig, at så mange Varania var spredt rundt omkring, solgt af arvinger, der ikke kunne få nok. Det har kostet mig en formue, også til Ole Tern, på en anden led, mener jeg".

"Hvilken?".

"Kender I noget til Ole Terns affærer i Balticum? Pyramideselskabet og Pris- ca? Når man ved, at prinsesse Y er rundet af russisk adel, ja, så kørte det af sted. Det passede som hånd i handske til Ole Terns interesser, især i Estland, hvor cirka halvdelen af befolkningen er russere. Så nu sker der interessante sager. Prinsesse Y har en aktion igang, der skal hjælpe den gamle adels godsejere, dem, hvis navn og mulige kapital Ole Tern ville udnytte til fordel for Varania, via Pyramiden og Prisca. Det sagde jeg til hende, og så blev hun vred".

Dommeren stirrede på Karl Foldak: 

"Karl, du mener, at alt dette skete efter kommunismens fald i -89?".

"Ja. Niebert, Molde, Tern og jeg besluttede, at hjælpe, eh, med. Nej, jeg vil ikke afsløre noget om broderskabets interne forhold".

-

"Karl?", smilede dommeren. "Er det ikke sådan, at det ædle formål er en ny europæisk ridderorden? Gamle nye frimurerlaug i konkurrence, om jeg må sige. Vi undlader at nævne navne på disse særprægede foretagender. 

Men, Karl, er det ikke sådan, at I har forpligtet jer til at bistå en etablering af nye riddergodser, tyske, russiske, franske, danske, i Balticum, Polen, Ungarn, Rusland, i hele Østeuropa?".

"Jeg tier stille, fuldstændig stille", svarede Karl Foldak.

"Det er du i din gode ret til, kære Karl", smilede dommeren, "der er blot det, at din kække, kristne spejdermoral, vær beredt for din næste, er gledet over i frimureri med mystiske ritualer, og derfra til forretning, som går på plyndringstogt i Østeuropa, som spydspids for den rå kapitalisme. Er det det du vil, Karl? Har du mistet dine idealer? Hvad tror du din kære Johanne ville sige til det? Husk nu på, Karl, at du som forstander for pensionskassens midler, har store økonomiske, juridiske og etiske forpligtelser".

"Jeg ved det, de andre pressede mig, jeg mistede overblikket, det ved jeg, det må I undskylde".

-

"Nu skal jeg fortsætte", smilede Anne Gure.

"Anne", sagde Hiort, "der er ingen Varania-aktier i Ole Terns dødsbo, de blev fjernet i nat under et indbrud hos kuratoren. De gik kun efter dem".

Anne Gures øjne glimtede hårdt: 

"Hiort, hvorfor har du ikke sagt det, synes du ikke det har betydning? Vi må antage, at hvad de pågældende gik forgæves efter, her hos hr. Foldak, lykke- des med held hos kuratoren".

"Jeg glemte det", mumlede Hiort.

"Åh, sig mig", smilede dommeren, "hvem er kurator i boet efter Ole Tern? Det kan jeg selvfølgelig få oplyst hos min datter, Ulla, der var gift med, hm, den afdøde".

"Det er, lad mig se? Advokat Lars Lenvig mødte for boet", svarede Anne. 

"Stop, vil I nu vente lidt", råbte Foldak, "Lenvig var håndlanger for Hugo Laurizen. Det var ham, Lenvig, der forsøgte at lempe Ole Tern og Molde ud fra selskaberne i Estland. Pyramiden og Prisca. Ole Tern sagde, at Lenvig ønskede hævn over sin tidligere svigerfar. Hvad er meningen? Nu er han kurator i boet efter Ole Tern, og Varania-aktierne er forsvundet? Nej, nej, nej, det er svindel".

"Måske vil politiet vise det unge vidne, Brian Nielsen, et genkendeligt foto- grafi af advokat Lars Lenvig?", smilede dommeren.

"Det gjorde jeg såmænd i morges, han kunne ikke genkende ham. Brian så kun den pågældende fra ryggen og fra siden", svarede Hiort, skævede til Anne Gure.

"Fint, lille hiortemand, du er en engel", mumlede hun.

--

Pludselig så de tre mænd politiinspektør Anne Gure, intelligent, veltrænet og altid i godt humør, men hærget af lang tids hårdt slid, blive overrumplet af et sammenbrud. Hun hvirvlede dokumenterne, hun stod med i hånden, ud over gulvet, slog hænderne op foran ansigtet, hulkede, råbte hysterisk:

"Hiort, jeg kan ikke mere, du må fortsætte, jeg kan ikke mere, der er mange flere på spil, jeg orker ikke mere. Mine børn hader mig, min mand svigter mig, jeg hader ham, mine svigerforældre skoser mig, mine forældre holder med dem. Hvad skal jeg gøre, Hiort, hvad skal jeg gøre?".

"Anne, vi stopper her. Du skal glemme alt det lort. Du er kørt ned. Kom, nu går vi, du skal holde ferie".

"Anne, hør på Hiort, du skal holde ferie", sagde dommeren.

Hiort støttede Anne; hendes hoved lå slapt mod Hiorts skulder. De gik, uden at sige farvel.

-

Dommeren smilede og sagde: "Jeg tror, jeg vil følges med politiet".

"Jamen, Curt Adam, jeg har bestilt en bid brød til os".

"Joh, tak, Karl. Men du husker, hvordan det gik sidst".

"Curt Adam?".

Dommeren så en tåre i Karl Foldaks øjne. Et uvant syn.

"Adam, du kan være helt rolig. Alt det nonsens med broderskabet er gået for vidt. Jeg skylder dig tak og er glad for, at du fik åbnet mine øjne".

Karl Foldak rejste sig, greb dommerens hænder, omfavnede ham, gav ham et saftigt kys på begge kinder. Dommeren protesterede: 

"Karl, nu går du for vidt", smilede han stift.

"Sniksnak, Curt Adam, vi to er gamle venner".

det er jeg nu ikke sikker på, ikke mere, tænkte dommeren.

-
Reservemad

Dommer Svendsen og Karl Foldak havde kendt hinanden i mange år, og aldrig haft lyst til større mængder alkohol i hinandens selskab; deres venskab klarede sig uden. 

vi har hidtil undgået konflikter, accepterer den kølige distance mellem os, men er, eller rettelig var, sande venner i nødens stund, tænkte dommeren. 

"Den dag begyndte drikkeriet tidligt", sagde han senere, "vi kvalte mange øl og en flaske whisky før vi fik aftenfoder, og ud på natten var vi berusede".

Aftensmaden, gammel ost på surbrød, Foldaks favoritspise, kaldet restau-rantens reservemad, blev sendt op med en høflig ung tjener.

"Desværre en fremmedarbejder", hviskede Foldak.

"Han talte da nydeligt dansk".

"Ak, gamle ven, vores verden er forandret. Så du ikke, at vi var helt til grin, som om vi var et par gamle pensionister på druktur?".

"Jeg kender ham ikke, vi glemmer ham".

"Men, Curt Adam, der er noget andet. Bemærkede du, at han har en vis lig- hed med en vi kender?".

"Vi? Jeg kender ham ikke, sagde jeg. Skål".

"Skål, han ligner Lars Lenvig, samme højde og drøjde, samme elegance".

"Karl, jeg tror ikke, jeg har truffet advokat Lenvig, og hvis jeg har, har han ikke gjort noget genkendeligt indtryk på mig. Er det særlig vigtigt? Skål, du".

"Skål. Ah, gammel ost med fedt og salt på surbrød, og whisky, ahha".

"Jeg havde nu glædet mig til koldt, kogt oksebryst og Brøndums små akele- jer. Nå, dette smager fortræffeligt, bevares, når man er sulten, skål".

"Skål. Men ham, tjeneren, ligner advokaten, hvad hedder han, Lenvig, det samme ansigt".

"Karl, vi spiser, tænk på noget andet. Hvor mange våbenfabrikker har Vara- nia opført i Østeuropa?".

"Skål, Curt Adam, gamle ven, i dag tror jeg vi bliver berusede. Hvad spurgte du om? Jo, én i Tyskland, Frankrig, Italien, Marokko, Syrien, Polen, Estland og to i Rusland".

"Kører produktionen som den skal? Skål, Karl".

"Skål. Sagde du produktion? Næ, du, sig murbrokker".

"Murbrokker? Hvad mener du med murbrokker? Skål".

"Skål, du, uhm, delikat. Hvad sagde du? Jo, på flere pladser kører det som det skal, der har vi en effektiv produktion. Men de øvrige er kun vægge og tag til lager, det er derfor jeg er sur. Det var Ole Tern. Han sagde det var nemmere med handel alene. Husk nu, Curt Adam. Skål, du. Husk nu, at vå-benhandel er en hård branche".

"Det kan jeg tænke mig".

"Våbenhandel, vi kalder det forarbejdet jern og stål, det kan du se i en eks- portstatistik, hvis du har forstand på den slags, nå, det har du ikke, skål.

Men, sagt som forretningsmand, er konsekvensen af våbenproduktion og dermed våbenhandel nøjagtig den samme, som i enhver branche, nemlig at ved overproduktion, med lave, ja, endeløst faldende priser, er resultatet en hård, brutal konkurrence. Men hvad der sker på pladserne, altså min godeste Curt Adam, det er?".

"Hvad tænker du på? Skål".

"Jeg ville have sagt, markedet ligger i min hule hånd, men gu’ gør det ej, skål, du. Jeg havde håbet, at du havde afsløret sabotøren".

"Hvad mener du?".

"Sabotørerne. Er du dum? Dem fra Keops og Camelotterne, Sorte Falk, Hvide Ørn, Prins Arthurs Gralsbrødre, Rantzaus Legioner. Skål, du gamle. Jeg tror, at en af dem er sabotøren".

"Korsridderne, de gamle europæiske forbindelser for de få og udvalgte, mener du det?".

"Ja, gu’ gør jeg så".

"Med samme religiøse indhold?".

"Nej, det er hykleri. Næ, du, kun gode, store, sikre forretninger. Har vi det ikke herligt? Skål, gamle ven. Skål, lad helan gå. Skål, du".

"Skål, Karl. Jeg tror, at denne affære beror på noget lokalt. Man går ikke over åen efter vand. Nå, skål, i morgen trænger vi til søvn og to liter mælk".

"Mælk? Næ, du, i morgen ser vi på Ole Terns meriter i Pyramideselskabet og i Prisca. Kan du forestille dig, hvor mange selskaber han har lagt ind under Pyramiden og Prisca? Nej, vel? Hold dig fast. Der er 67 fikse størrelser lagt ind i Prisca, og så vidt jeg husker 103 eller 113 i Pyramiden".

"Jeg troede, at Harald Plum og Landmandsbanken og en vis Glistrup havde rekorden? Skål, Karl".

"Netop. Skål, du. Og dér fik han trådt Lars Lenvig over tæerne".

"Ja, som jeg sagde, en lokal affære. Skål, vi drikker, og du fortsætter, jeg lytter".

"Skål, kors, hvor det smager godt. Tern købte for et par år siden et selskab, jeg tror det hed Maskinfabrikken Tæppeland. En glimrende tanke, ikke? Skål, du. Jo, forstår du, ham, Ole, for pokker, Ole kunne være genial. Jeg siger dig, hvilken polsk myndighed kunne vide, at den polske filial af Maskinfabrikken Tæppeland ikke producerede vævemaskiner til tæpper, men rekylvåben og granater. Det er da genialt".

"Muligvis", smilede dommeren.

"Men så fik han Lars Lenvig på nakken, og ved du, hvorfor?".

"Nej, skal vi sige skål? Skål, Karl".

"Jo, det skal jeg sige dig. Skål, nå, vi skal skåle. Skål, gamle ven, hvor det smager. Jo, som sagt, Ole vidste ikke, at han havde købt et firma med Lars Lenvig i bestyrelsen på vegne den lille skideriks rige moster eller tante, du ved. Skål".

"Åhja, familien Boehge, der tæppelagde gamle Danmark. Skål".

"Mener du med ægte tæpper? Hvorfor griner du? Nå, lad helan gå. Skål. Men så røg Lenvig uklar med sin svigerfar, Molde, og så brød helvede løs".

-
Døden ved personaleskabet

Karl Foldak og dommer Svendsen var berusede, iførte sig deres frakker, ville slumre en lille stund, siddende over for hinanden i behagelige stole. Få minutter senere lød en svag snorken fra dem begge. Karl Foldak vågnede; frøs i sin frakke, rejste sig, lod frakken glide af sig, vaklede beruset ud til bagindgangens elevator, kørte ned til restauranten i det tidligere katolske kapel, ville finde et par lune tæpper, huskendt som han var. 

Fru Rasmussen, rengøringsdamen i Karl Foldaks kontor, mødtes hver dag med advokatforeningens oldfrue i restaurantens køkken; her drak de morgen-kaffe. Efter kaffen hængte damerne deres overtøj i personalets garderobe-skabe.

Her fandt de Karl Foldak myrdet, han lå på maven med lune tæpper i fav- nen. Det var påfaldende, at Foldak var dræbt med knivstik i ryggen, foruden et pistolskud gennem hjertet, affyret tæt bagfra. 

Fru Rasmussen og oldfruen gjorde anskrig til politiet.

Dommer Svendsen blev vækket af kommissær Hiort.

-

"Godmorgen, hr. dommer, her stinker af sprut, og De snorkede, så jeg hentede en kande kaffe til Dem, og piller til hovedpinen. Men jeg har en trist meddelelse. Er De vågen? Godt, nu må De ikke besvime. Deres ven, Karl Foldak, er fundet død ved personalets garderobeskab i restauranten, dræbt ved knivstik og lidt mere, og Anne Gure har meldt sig syg. Hvad er dette for et advokatpalæ, i hvilken kategori? Jo, det skal jeg sige Dem. Et forhekset hus".

"Er det Dem, Hiort, god morgen. Hvad var det De sagde? Åh, det var i går. Vi drak for meget, Karl og jeg. Jo tak, jeg har det nogenlunde. Det var udmærket, med kaffe og mælk ser jeg, glimrende. Hvad var det, De sagde? Om Karl? Hvor er Karl? Sover han ikke i stolen? Nej, det er hans frakke.

Det var da et trist synsbedrag, jeg troede det var ham. Av, min ryg, jeg har siddet skævt. Nej, det var, hm? Er De sikker på det? Det med Karl? Det var som pokker. Hør, Hiort, få fat i den tjener nede i restauranten, som har en vis lighed med en advokat Lars Lenvig. Og, Hiort, skaf mig en taxa, jeg må hjem til min due, jeg skal i bad".

"Javel, men hvad med selve Lenvig?".

"Hiort, behøver De at spørge mig, i denne tilstand?".

"Bevares, er det så slemt?".

"Sig mig, Hiort, kunne De ikke udvise lidt sympati for min døde ven, Karl Foldak?".

"Jo, naturligvis. Undskyld".

"Selv årsag, kære Hiort. Tak, jeg kan godt gå selv, farvel".'

-

Fire dage senere fandt kommissær Hiort den af dommer Svendsen nævnte tjener, en 27-årig, som lig i køleskabet på Retsmedicinsk Institut. Den dræbte var lemlæstet, formentlig med en kølle, og stukket til døde med en kniv. 

Han var flygtning fra borgerkrigen i Libanon, og efter få år i Danmark gift med en dansk pige. Deres ægteskab forliste, han var tilmeldt folkeregisteret som logerende i fru Petersens pensionat. 

Hiort fik først senere at vide, at to andre detektiver også arbejdede på sagen, trods han snublede over dem.

-
Alfred Mihr og Mustafa

Vibeke Mihr var glad, forelsket og forventningsfuld. Når hun ventede på sin Lars, følte hun minutterne som lange timer. Hendes mor var tilfreds med sin nye svigersøn, og fulgte Vibeke på indkøb til det forventede bryllup. 

Derimod var hendes far, Alfred Mihr, skeptisk; han brød sig ikke om advokat Lars Lenvig. "Næ", sagde han, "der er noget ved den mands øjne, der ikke huer mig".

"Du hilste kun på ham, så gik du. Du er jaloux, jamen, Alfred dog", lo Vibe- kes mor. 

"Far, det kan du ikke være bekendt", råbte Vibeke.

"Så, min pige", svarede Alfred Mihr. 

jeg holder min mistanke for mig selv, tænkte han.-

Alfred Mihr var telefonmontør, blev sendt ud til abonnenter, der klagede over dårlig forbindelse i telefonen. Alfred Mihr arbejdede sammen med elek- tronikingeniøren Mustafa.

Mustafa måtte kun arbejde som håndlanger, til han en dag blev ligestillet dansk borger med teleingeniøreksamen. Mustafa var en god håndværker, op- draget muslim, uden religiøs fanatisme. Mustafa var flygtning, kom fra et eller andet sted på Balkan, eller Tyrkiet, og hed et helt andet navn, men affandt sig med, at Alfred og kollegerne kaldte ham Mustafa.

For en måned siden var de kaldt ud til en fru Petersen, der drev et lille pen- sionat med fem logerende, alle af udenlandsk herkomst. 

"Det er dem, der ødelægger telefonen. Jeg har sagt, at de skal behandle den ordentligt", sagde hun.

Det var Mustafa, der opdagede det. 

Telefonledningen gik ind i pensionatet gennem en samledåse på væggen over entredøren på trappen. Mustafa stod på stigen, vinkede til Alfred Mihr.

"Alfret". Mustafa kravlede ned ad stigen, hviskede i Alfreds øre:

"Det site en radiosendter der bakvet, den tappe letning, noen lyt, hvat skal vi gør?".

"Det skal anmeldes til kontoret", hviskede Alfred Mihr.

"Vi lyt med. Vi fang ham øtelæg telefon", hviskede Mustafa.

"Er du tosset, det må vi ikke, lad lortet være", hviskede Alfred Mihr.

Få minutter senere fungerede pensionatsværtindens telefon upåklageligt.

"Jaj lave apparat, vi lyt met i morken", sagde Mustafa.

"Jaja, vi lytter med i morgen", svarede Alfred Mihr.'

-

Torsdag kunne Mustafa og Alfred Mihr lytte med på transportable modtage- re, som Mustafa havde snirklet sammen, til noget kaudervælsk, efter at tinge- sten havde bippet, dyt, forbindelse. Efter fyraften gik de hen på værtshuset, som de besøgte hver anden torsdag og drak en enkelt øl.

"Et pusterum på et solidt godt gammeldags, ægte rødt arbejderværtshus", sagde Alfred Mihr, der bekendte sig til Socialdemokratiet.

Pludselig bippede modtageren i Mustafas lomme. Mustafa sad og lyttede. De andre gæster, især de andre telefonfolk, så mistroisk på dem. 

Alfred og Mustafa betalte, forlod værtshuset, satte sig ud i Mustafas bil; et gammelt, og efter Alfreds mening, ulovligt vrag.

Mustafa lyttede.

"Mustafa, hvad er det for et sprog de taler?".

Mustafa lyttede med øjne så store som thèkopper, så forbavset var han.

"Mustafa, hvad siger de?".

"Tys, ti stil".-

Den aften kom Alfred Mihr sent hjem, meget senere end lønningsdagens lille vane tillod for Vibekes mor, der strengt sagde: 

"Alfred, du er da ikke begyndt igen? Er du? Mustafa drikker ikke, gør han vel?".

Alfred Mihr forklarede sin hustru, at han havde vundet i kortspil, og ikke kunne gå, før han havde tabt lidt af gevinsten igen. Det forstod Vibekes mor.

Men de følgende dage blev hendes tålmodighed sat på prøve. 

Alfred Mihr fortalte, at han efter fyraften hjalp Mustafa med en hårdt tiltrængt istandsættelse af huset i en kolonihave, hvori Mustafa boede.

"Alfred, du har altid sagt, at arbejdskammerater og fritid er som skæg for sig og snot for sig. Sig til Mustafa, at han kan hjælpe dig med at gøre lejligheden i stand. Den trænger til det. Husk, vi skal holde bryllup for Vibeke". 

Det var en lille usandhed. Vibekes bryllup med Lars Lenvig var udskudt to gange.

-

Mustafa og Alfred Mihr viste evner som detektiver, og blev rødøjede og hul- kindede af overanstrengelse og mangel på søvn. Den aflyttede telefon havde bragt mange afsløringer, mente Mustafa, der havde omdannet sit beskedne hjem til skyhøj husleje, til en veritabel aflytningscentral for trafikken til og fra den reparerede pensionatstelefon med en illegal radiosender.

Alfred Mihr bed sin underlæbe til blods, en vane han havde tillagt sig. Det skete når han hørte stemmen eller navnet og tænkte: 

det ér ham, det ér virkelig ham, Lars, Lars Lenvig

Mustafa og Alfred Mihr mente, at hvad de havde hørt, måtte anmeldes til politiet. Men hvad skulle de sige? Hvad var det konkrete?-

Derfor ændrede de beslutning. 

De kørte i Alfreds vogn ud til fru Petersens pensionat, den myrdede tjeners bopæl. Mustafa ville tale med de andre. Mustafa havde undersøgt, hvem de var, en statsløs albaner, en landarbejder fra Tyrkiet, en bosnisk muslim fra det tidligere Jugoslavien, og Hassan, en køn, chokoladefarvet, meget forfængelig ung mand fra Somalia, der førte sig frem med stor værdighed, i elegant tøj, med mange smykker og flot frisure.'

somaliadrengen er modeskrædder og bøsse, tænkte Alfred, han ville helst være kørt hjem, men Mustafa havde beslutsomt sagt:

"Det er dem, slå tjener ihjel, tjener, kamrat fra Libanon".

"Hvilken tjener?".

"Alfret, se lys der".

- 

Alfred stod inden for entredøren i fru Petersens pensionatet, forberedt på det værste. Men der skete intet ubehageligt. Han fandt det tåbeligt, at han nu stod med en smedehammer i jakkelommen. 

Mustafa havde vist sagt noget fornuftigt, pensionatsværtinden var ikke hjem-me, gutterne inviterede på kaffe.

disse mærkelige fyre plaprer som gæs, tænkte Alfred.

"Du hør på mig", sagde Mustafa, da de igen sad i bilen, Alfred Mihrs bil, den trofaste Volvo.

"Jeg har ventet i flere timer, hvor I dog kunne snakke, hør hvor fint motoren arbejder. Det er det jeg siger: Volvo er godt, men dyrt".

"De sige til mig, tjener slå ihjel af Lennegi, han arbejt i hus met atvogat".

"Mustafa, tal langsomt. Hvem er tjener og hvem er Lengi, og hvad er det for et hus? Se nu ham, at han tør køre bil i den tilstand med børn og familie, sik- ken en idiot".

"Lengi. Ham ken du. Det sige du til mig. Lars Lennegi, det sige du. De sige til mig, tjener slå ihjel af Lars Lengi".

"Mustafa? Hvilken tjener, og hvem er Lengi?".

"Tjener og Lengi i hus".

"Mustafa, i hvilket hus?".

"Atvogatehus i Bretegate, tjener arbejde i hus i Bretegate".

"Okay, Mustafa, du får din vilje, vi kører til Bretegate, men jeg skal tidligt hjem, jeg skal tale et alvorsord med Vibekes mor. Se nu der, Mustafa, behøver man at stoppe for rødt lys når man har travlt? Du sagde Bredgade?".

"Alfret, jeg mene vi tale met Lengi først".

"Mener du det? Okay, kammerat, så kører jeg dig hjem til din rodebutik langt fanden i vold i Sydhavnen. Og så mødes vi i morgen og aftaler, hvad dælen vi stiller op med hr. advokat Lars Lenvig". 

-
uskyldig tandlæge 

Under et af de udsvævende besøg, som Hiort var blevet fortrolig med som følge af det stressende og af staten elendigt betalte overarbejde til politifolk, og store kvaler i ægteskabet med Marianne, sad Hiort på en natcafé.

her på dette lusede sted, hvor de tåler mig, et af nattens skumle værtshuse, tænkte han, plaget af selvforagt. 

Det var ikke hans person, men pengene, der gjorde ham til en velset gæst af pigen ved baren, der ofte gentog, at hun altid sad og ventede på ham, og vidste, han ville komme. 

Det var den nat, Hiort betroede sig til den unge dame:

"Ja, det er absurd, men det er ikke mit talent som dranker, der er skyld i mine ægteskabelige kvaler. Næh, det var besøget hos tandlægen, ja. Min hustru Marianne har forladt mig. Nej, tandlægen var uskyldig, det var ikke ham. 

Men jeg er naiv, balladen kunne måske være undgået. Siger man held i uheld? Det så jeg fra tandlægens venteværelse. 

Jeg så min kone bolle sammen med damefrisøren, der drev sit spil i Damernes Tempel på 2. sal i baghuset til tandlægens ejendom. Det var et nummer for stærkt. Fyren var en flot sort mand, en neger fra Afrika. Han er fra Kenya, næ, Somalia, Paul, hedder han, han har været minister".

"Har du en cigaret?", smilede pigen ved baren.

"Han er damefrisør, og bollede med en anden dame en halv time senere. Det var da en præstation. Jeg mener, haha, sagt som fagmand".

"Tzihihi, er du en fagmand?".

"Lad mig være i fred". 

"Undskyld, sagde jeg noget forkert?".

du er en led kælling, men du har et vådt hul, tænkte Hiort.

-

"Hr. Hiort. Hvis De får smerter, så kom så hurtigt De kan, den behandling De har fået er kun midlertidig", sagde tandlægen.

Hiort så flygtigt ud gennem vinduet, ind i baghusets 2. etage og så en bred seng med et nøgent par, en flot brunsort mand i elskovs glød med en hvid kvinde. 

det var måske en idé for mig, tænkte han, følte på sin ømme kæbe. 

nej, jeg går ikke til den kæbebrækker en gang til 

Så var det, at al indre styrke forlod ham, han satte sig på en stol, undersøgte sine lommer.

den lille sammenskydelige kikkert af rustfrit stål med formidabel styrke og skarp billedforstørrelse, som jeg købte hos en optiker i Luzanne 

Hiort gemte sig bag gardinet. Kvinden stillede ugenert al sin nøgenhed til skue for den brune mand i værelset. Hiort indstillede kikkerten: 

"Det er umuligt, det er ikke Marianne, jo det er Marianne, nej, det er ikke hende, jo det er Marianne, det er Marianne". 

Den brunsorte mand forsvandt. Marianne vaskede sig, klædte sig på.

-

Tandlægen stod bag Hiort og sagde: 

"Det går livligt til i Damernes Tempel, han har magt over kvinderne, en flot fyr, og vældig rar. Vi drikker eftermiddagskaffe, har De lyst til en kop kaffe?".

"De har vel ikke en stærk dram?".

"De har smerter i kæben og fortjener en cognak til kaffen, kom med".

Hiort hørte tandlægens besvær med det danske skattetryk; for at afværge det værste, sagde han, satte han alt hvad han kunne undvære i Krügerrand.

"Hvad er Krügerrand?", sagde Hiort.

"Guldmønter, dem køber jeg af damefrisøren, han er meget velhavende".

Tandlægen så Hiorts blege ansigt: "Har De smerter?".

"Ja, irriterende, det går over. Tak for kaffe og cognac".'

Hiort stod ved venteværelsets vindue, svøbte halstørklædet om halsen, trak frakken halvt på, hviskede: "Nej, da ikke Marianne igen?". 

Hiort trak vejret lettet. Nej, det var ikke Marianne. 

Frisøren gjorde en ny dame sin opvartning, hun var elegant klædt, en sort spadseredragt, og en lille morsom hat med slør.

"Det er ikke Marianne, men hvem er hun så? Jeg kender det ansigt, jeg har set hende før, jeg har talt med hende, hvem er hun?". 

-
De næste to drab 

Hiort gik fra tandlægens venteværelse, tværs over gården, ind i baghuset. En hvidmalet trappe førte op til Damernes Tempel. Han så et dørskilt: 

- Paul Cillgor, examineret hårkunstner & kosmetolog -

Hiort nikkede: "Jaja, det er godt med dig og dine kunster". 

Hiort gik ned på gaden. Stående på det modsatte fortov ventede han på damen, der ikke var Marianne, men måtte være én han kendte, hvem var hun.  En taxa kørte frem foran porten, hun kom, en yderst elegant ung dame gik trippende på høje hæle, med et selvbevidst lille smil ved mundvigen. 

Hiort studsede. Kunne det være hende, hun steg ind i taxaen. Hiort genkendte bevægelser og ansigt.

det er Vibeke, hvad bestiller hun her, hvad bestiller mamsel Vibeke Mihr her i al sin elegance på denne tid, skal hun ikke passe kontoret

Samme aften kom det til et skænderi mellem Hiort og hans hustru. Hiort blev ophidset, Marianne provokerede ham med hånlige svar. Hiort slog Marianne. 

Hvid i ansigtet af raseri og angst, pakkede Marianne en kuffert og forlod Hiort; han sad chokeret i timer, tømte en halv flaske whisky; kørte til det døgn- åbne værtshus, til pigen ved baren. Hun viste sig venlig og villig.

-

Hiort gik op ad trappen til tagetagen i nordre fløj i det lensgrevelige palæ. 

Adressen passede, mon fuglen var fløjet? 

På den øverste trappeafsats mødte han to telefonfolk; de så nervøst på Hiort, den ene sagde: "Kom, vi går igen, han er ikke hjemme". 

"Goddag", hilste Hiort, "nå, skal De reparere telefonen?". 

Et lille skilt, Advokatkontoret, ring to gange. Hiort tog i døren, den var åben. Hiort holdt døren åben for de to telefonfolk.

"Vi må hellere komme en anden dag", mumlede Alfred Mihr.

"Naj, Alfret, nu, Alfret", sagde Mustafa.

"Pjat med dig, kom, vi går", svarede Alfred.

Efter kollapsen i Advokatfirma Hugo Laurizen & Partnere var der tomt i det flotte kontorlandskab, med synlige bjælker og spær i den tunge tagkonstruk- tion. 

Og mens Hiort vandrede ned ad en endeløs lang gang med tømte kontorer, forstod han, at efter Hugo Laurizens voldsomme død måtte partnerne være flygtede i panik. På nær Lars Lenvig. Hiort så skiltet for enden af gangen. 

En ung dame stod pludselig foran ham.

"Hvad søger De?". 

"Døren var åben, jeg troede?", mumlede Hiort.

"Skal De tale med advokaten? Jeg er hans sekretær. Hr. Lenvig gik for et par minutter siden, han gik til et møde på d´ Angleterre, han sidder måske på terrassen".

"Det kan vente til i morgen, det er ikke noget særligt". Hiort smilede til den unge dame. Det var dog pudsigt, hun lignede Marianne, samme type. 

Hun fulgte ham ud til forkontoret. Døren ud til trappen gik op. Ind trådte de to telefonfolk.

"Nu får de repareret Deres telefon, det er telefonvæsenet, farvel". smilede Hiort; han nikkede genkendende til de to mænd, trak døren til. 

Før han lukkede døren beundrede han linierne i en tagkonstruktion gjort af en mester i faget.

"Telefonen, den fejler intet", tænkte Lars Lenvigs sekretær, Hanne Bang; hun gik, grebet af ubehag, frem mod de to mænd og sagde: 

"Hvad ønsker De?".

-

På sin runde i Advokaternes Hus samme nat fandt en nattevagt ligene af advokat Lars Lenvig og sekretæren Hanne Bang. De var begge dræbt af skud, affyret på tæt hold mod kraniet.

Hiort svor, at han nu holdt op med enhver form for druk.

Telefonselskabet oplyste, at man ikke havde kendskab til montører, der skulle reparere telefonen i pågældende ejendom. Der var ikke anmeldt skader eller meddelelse om forstyrrelser på nettet.

jeg dummede mig, jeg må tale med nogen, hvad siger Anne Gure

Hiort ringede til sin chef.

"Nej, Hiort, det går ikke". 

"Er Anne syg?".

"Hun må ikke forstyrres. Anne er højgravid, ved du ikke det? Hun skal ligge i sengen hele tiden", svarede dr. tech. Viggo Gure.

"Nå, ja ja. Pas godt på hende. Vil du hilse hende fra mig".

-
Normale variationer

Dommer Svendsen havde forsøgt alle undskyldninger for at undgå at følges med sin hustru, Elise, søde due, til en forestilling i Det kongelige Teater; han ville ikke plage hende med sine bekymringer, bøjede sig for hendes sylespid- se argumenter:

"Kæreste Curt Adam, jeg ved du er en træmand. Men jeg troede ikke du var en ødeland af vores økonomi. Jeg har købt billetter og vi skal bagefter spise natmad sammen med bankdirektør Hohpe og hans frue. 

Det var dem, ja, selveste doktor Hohpe, der købte den dejlige rosa vævning, dén som du fandt aldeles afskyelig, og han bærer en fornem doktorring, som praler på hans pegefinger, han er bankdirektør og videnskabsmand. Det er vist mere end hvad man kan sige om dig, sødeste Adam".

"Lille due, nu ber’ jeg dig virkelig. Jeg er straks parat". 

Teatret spillede et drama om et ægtepar og deres sønner i et flere timer langt skænderi. Et skuespil, som hverken huede Svendsen eller Hohpe. Efter teatret sad de to ægtepar ved et bord i restauranten til Hotel d`Angleterre.

- 

"Den form for dramatik mangler ethvert raffinement, det hele serveres i brokker af skældsord", mente bankdirektøren.

"Jeg har vist samme opfattelse", smilede dommeren.

Damerne kvidrede: 

"Afsløringerne var formidable, og skuespillerne helt vidunderlige. Men fru Nørby er blevet for fed og hr. Moritzen er blevet for gammel".

"Jamengud, sødeste Curt Adam?". 

Fru Elise skubbede til dommerens arm: "Vil du nu se, hvem der kommer der. Nej, det havde jeg bestemt ikke ventet, da ikke sammen med ham?".

"Hvad mener du?", sagde dommeren.

Fru Elise glemte al anstændighed. Hun pegede i retning af et flot par, en elegant ung dame og en høj, elegant, muskuløs brunsort herre, der søgte et bord ved vinduet.

"Det er vores Vibeke, kan du ikke se det?", hvæsede fru Elise, min søde due, til sin gemal.

"Vores Vibeke? Du mener Vibeke Mihr".

Fru Elise rejste sig, smilede til fru Hohpe: 

"Se min mands rovdyrøjne, jeg kender ham, nu skal han arbejde, kom, vi går, Hildegard, vi går ind i baren, så kan herrerne muntre sig imens. Og I, mine herrer, er så elskværdige at komme ind til os, når I er færdige med jeres spioneri".

Bent Hohpe sagde: "En kedsommelig forestilling. Jeg mener, teatret".

"Jeg har vist samme opfattelse", smilede dommeren.

"Men damerne er begejstrede. Det er lidt sært, synes jeg".

"Jeg har vist samme opfattelse".

Bankdirektør Hohpe så ikke, at dommerens opmærksomhed var et andet sted: 

"Hr. Svendsen", ivrede han, "jeg er en ganske almindelig forbruger af kultu- ren, men sig mig: Hvor finder jeg forklaringen på den særlige danske kunstart, distanceblænderiet? Jeg mener det hø, teatret spillede, selv om han er en ny, kendt svensker".

"Jeg har vist samme opfattelse", smilede dommeren, der havde set Hiort komme ind i restauranten, næsten samtidig med Vibeke Mihr og hendes led- sager. Dommeren vinkede til Hiort, fangede hans blik. 

-

Hohpe sagde: "At sidde ved samme bord som politi og domstol, har jeg ikke prøvet. Men hvorfor sidder De hele tiden og ser på den unge dame? Vibeke, sagde Deres frue. Hende kender jeg ikke. Men jeg kender hendes flotte kære- ste, Cillgor. Jeg kan betro Dem, at Cillgor er et kendt ansigt i mange pengein- stitutter".

"Ja så? Vibeke havde vist en anden kæreste, havde hun ikke, Hiort?".

Hiort så op i loftet: "Det tror jeg nok". 

"Det må vi tale om senere. Men hvor går vi hen når vi har damerne sidden- de i baren, og en bankdirektør står til vores tjeneste?", smilede dommeren. 

Hohpe rejste sig: "Til mit kontor. Jeg taler med damerne, vent et øjeblik".

-

Hohpe standsede foran et hus i Ny Adelgade ved Kongens Nytorv; i nabohu- set lå en kinesisk restaurant.

"Min mave tåler ikke kinesermad", sagde Hiort.

"Her sælger de opium", sagde dommeren.

Hohpe: "Jeg har et lille kontor på tredie sal. Visse kunder ønsker det sådan, til diskrete anliggender".

"Pas på, politiet lytter", hviskede dommeren.

"Nejda, må jeg være fri", sagde Hiort.

"Jeg foreslår et glas Carlsbergs engelske porter, og Danske Spritfabrikkers irske whisky, som skal blandes med coca cola, efter min smag".

"Skån spritfabrikkerne. En god whisky, postevand og lidt is", sagde Hiort.

"Det samme til mig". smilede dommeren.

"Er jeg den eneste her i landet, der drikker whisky og coca cola?".

"Formentlig", sagde Hiort.

"Det smager sikkert ganske udmærket", smilede dommeren.

Hiort spurgte direkte, fordi han vidste, at dommer Svendsen var for diskret til selv at spørge hårdt og politimæssigt: Hvad Erhvervsbankens direktør vidste om Cillgor? Bent Hohpe fortalte.

-

"I den stol sad i tirsdags en repræsentant fra skattevæsenet og talte om Paul Cillgor. Samme Cillgor sad i onsdags i Deres stol, hr. dommer. Han bad ban- ken formidle en valutatermin, med henblik på en kursgevinst, med 2 millioner kroner i depot ved køb. Det har vi gjort tidligere, men kun for et mindre beløb. 

Paul Cillgor er en charmerende og intelligent mand, der har været en god kunde i banken gennem et par år, men jeg bad om en nærmere forklaring.

"De har ikke 2 millioner kroner på Deres konto", sagde jeg.

"No, sir, bankdirektør", lo han. "De får guld og diamanter som sikkerhed".

Det mente jeg var en rimelig aftale. Cillgor talte om at købe en ejendom og indrette en stor dameplejesalon. Forretningen som frisør går helt forrygende. Hertil, at han er medejer af et lille firma, Cillco, i Amsterdam, der handler med diamanter og numismatiske guldmønter. Og ser De. Nogle af disse uindfattede småting sælger Cillgor i små poser til kunderne i Damernes Tempel, og de er ved gud henrykte, damerne. Så vi traf en aftale. Han kom med, jeg tror et kilo, og bankens eksperter sagde god for mængde, kvalitet og værdi. Så jeg overførte 2 millioner kroner til en ny konto Cillgor". 

"Var det nu klogt af Dem", smilede dommeren.

"Hvorfor gjorde De det", sagde Hiort. "Cillgor tjener gode penge som damer- nes ven, det ved jeg alt om. Men hvorfra får han guldmønter og diamanter? Formentlig fra Sydafrika. Jeg tror den handel er illegal".

"Det er måske betaling for, ja, hvad, smuglergods?", sagde dommeren.

"Netop, mine herrer. Der sker et eller andet, om ikke skummelt, så dog, ja, hvad? Cillgor var tidligere ministersekretær i Somalia og ikke som mange tror, minister. Og hvorfor jeg deltog i denne transaktion skyldes, at flere af mine kolleger, nej, et fåtal andre, ikke blot har mødt Paul Cillgor, men også har gjort store forretninger sammen med ham".

"Jeg vil alligevel gerne smage Deres whisky og coca cola", smilede dommer Svendsen.

det kan være betaling for våben og ammunition, men for hvem?, tænkte Hiort; han ville spørge dommeren, om han kunne få en ransagningskendelse mod Cillgor. 

"Ohnej, Svendsen. Coca Cola? Du brækker dig", hviskede Hiort.

-
Pernille og Vibeke

Pernille Puk var udmærket klar over, hvorfor hun var så irritabel. 

Hun sad i stolen i Hassans kabine i Damernes Tempel. Hassan havde med sin pibende stemme nedladende sagt: 

"Paul ik` hjem, madame site hos maj". 

Hassan puslede med kam og saks ved hendes venstre øre. Hassan var en dårlig frisør. Hassan kunne løsne myoser, men havde absolut ikke Pauls blide, ophidsende hænder.

det er min egen skyld, jeg er jaloux, jeg er komplet idiot, jeg er besat af den mand, hænder, stemme, øjne, smil, som får mig til at skælve, gør mig våd et vist sted, så drivende pjaskvåd, at jeg villigt åbner mig for ham, det gør Paul med andre damer, sådan er han, det er bare sådan

"Hassan er bøsse", havde Paul sagt. 

Hassan, ung, tynd, spinkel, utrolig forfængelig med tøj og parfume, skræmt af borgerkrigen i Somalia, søn af en høvding.

Hassan puslede ved hendes højre øre, åh, så forsigtigt. Hassan tænkte alt for længe før han klippede blot et enkelt Pernillehår.

I spejlet kunne hun se væggen i receptionen, det flotte foto af Paul, ophængt af Paul himself, ved siden af Pernille Puk in nature. 

Vibeke havde sagt til Paul: "Nikos maleri af mig, som du købte, Paul, hvor er det?". Paul havde hevet det frem fra et køkkenskab. 

Og lo muntert "hej, mine piger", og de hørte musik og drak hvidvin og fik travlt med at hjælpe Paul med ophængningen af Pauls fotoportræt i midten, og på hver side af ham, Puk in natura og Vibeke in natura, malet af Nikolaj Frandsen.

Pernille kunne ikke sidde roligt, rynkede næse, rakte tunge, vrængede, knurrede vredt til Pernille i spejlet, sagde: 

"Pernille, du er en kraftidiot".

"Madame sit stil, madame færdi øjblik", hviskede Hassan forskrækket.

hvor længe tør Paul fortsætte, hvordan kommer jeg fra ham, hvor længe har det stået på, tiden flyver med Paul, men dette her, det er ved gud dybt godnat 

-'

Hun havde en dag hos boghandleren mødt maler Nikolaj.

Nikolajs separatudstilling, en stor succes. Kunsthandleren havde forlangt, kun at ville vise hr. Nikolajs "formidable skilderier af nøgne piger".

"Både du og Vibeke Mihr er selvfølgelig med, jeg har jer begge in natura", lo Nikolaj Frandsen, der pludselig blev alvorlig og sagde:

"Pernille, vi spiser frokost sammen, jeg skal tale med dig. Vi er ikke politisk enige, jeg er til højre, du er venstreradikal, men vi to skal ikke være uvenner".

"Nå, mener du det?".

Pernille så på udvalget på salatbordet, og sagde tøvende, at hun ville nøjes med en kop kaffe. Nikolaj forlangte en stor oksebøf til sig selv.

"Pernille", sagde han, "jeg skylder dig penge, det har jeg sagt. Uden dig var jeg aldrig kommet så langt. Du inspirerede mig virkelig".

"Penge er et uartigt ord. Jeg ejer ikke en klink, mine sidste penge gik til dækning af underskud på min digtsamling. Har du læst den?".

"Nej, den slags keder mig. Men kender du noget til? Øv, det kød skal gå retur. Jo, Pernille, kender du noget til guldmønter og diamanter?".

"Hvad kender jeg til? Jamen Nikolaj dog, får jeg en diamant af dig? Det var sørme pænt af dig".

"Næ, Pernille, du får en lille håndfuld, jeg bryder mig ikke om at skylde dig noget, det ved du godt".

Nikolaj rakte en lille plasticpose med diamanter og guldmønter frem til Per- nille, og sagde: "Værsgo, veninde, så er vi kvit".

"Hvordan har du fået fat i alt det? Er det ikke noget dyrt stads?".

"Det er gode værdier, selvfølgelig koster de penge".

"Jamen, Nikolaj? Har du købt dem?".

"Gudfader, mig? Nej. Jeg er kun til spekulative forretninger".

"Ja, du er en lille spekulant, Nikolaj. Men hvordan har du?".

Nikolaj sukkede: 

"Pernille, du er som alle nysgerrige. Så, bliv nu ikke fornærmet. Jeg mener, alle dem der er misundelige på mig, min succes og mine penge. Det er en af mine kunder, Paul Cillgor, han er damefrisør og handler med guld og ædel- sten, og han siger, at han har været minister i Somalia. Gå med hen og besøg ham. Jeg vil gerne skaffe ham kunder. Og din frisure, Pernille?".

"Tak, Nikolaj, så er det godt. Der står ikke frisør på mit budget".

"Det gør der nu, jeg viser dig Damernes Tempel. Måske træffer du Vibeke Mihr, hun er helt vild med Paul. Ved du forresten, at Vibeke har fået en ny lejlighed, og er begyndt at ligne en virkelig fornem dame".

-

Pernille Puk traf Vibeke Mihr hos Paul Cillgor. 

Hassan havde, som altid, når han talte til damer, set hånligt på dem og med sin tynde stemme nedladende sagt:

"Paul ik` hjem, Paul komme øjblik".

Og fra det sekund Paul Cillgor stod i døren, bredt smilende og sagde "Hej, piger, har I ventet?", blev Pernilles verden forhekset. Paul havde åbnet døren ind til lejligheden. Men da Paul gav Hassan en besked på et fremmed sprog, stirrede Hassan trodsigt på Paul, målte ham fra top til tå, med iskolde øjne.

"Hassan er jaloux på alle", lo Paul.

Det begyndte i sengen, de spiste og drak og dansede, og Paul sagde en masse søde ord, og næste morgen kørte Pernille og Vibeke ud til Vibekes nye lejlighed. Vibeke kunne næsten ikke bære det, sagde hun, hun måtte betro sig til nogen.

- 

"Pernille, nu skal du høre, hvad Lars har budt mig. Jeg var helt ude af mig selv, da jeg traf Paul", sagde Vibeke.''

Vibeke var rystet efter den skrækkelige hændelse i Advokaternes Hus, drabet på Else Niebert havde chokeret hende.

En dag, et par måneder tidligere, havde hun set Else Niebert kysse og kram- me Lars Lenvig oppe i Spejlsalen. Hun ville spørge Lars, om der havde været noget mellem ham og Else? Men hun turde ikke. 

Lars havde sagt, at de skulle giftes, at Vibeke skulle blive fru Lenvig og føde masser af små lennviger, og Vibeke troede på ham.

En dag sad hun på kontoret i palæets sydfløj. Hun var bagud med arbejdet og mødte tidligere end sædvanligt. Men hun var så nervøs, turde knap nok se på telefonen, der kom mange truende opkald fra ophidsede mennesker der sagde, at de ville sprænge palæet i luften. Den morgen sad hun ved vinduet, og så ned på gårdspladsens fint slebne granitbelægning.

-

"Den synes jeg er så smuk, den virker så beroligende på mig, men  plud-selig kom Lars kørende i sin bil, og parkerede den som sædvanlig foran palæets nordre fløj. Han var ikke alene. Han havde sin sekretær med, og ud fra bilen kom også tjeneren, ham fra Libanon, der arbejdede i restauranten. De gik op sammen. Jeg så dem hele vejen gå på trappen, op til kontoret oppe under taget, du ved, Hugo Laurizen og partnere, og jeg kunne ikke arbejde, fordi jeg holdt øje med bilen nede i gården. Der var også en flyttebil. Det var dem fra Hugo Laurizens partnere. De havde fået nok af alt det drama, de flyttede. 

Så blev det aften, og jeg så libaneseren, ham tjeneren, gå op til Lars med en bakke fra restauranten, og jeg kunne ikke begribe, at Lars ikke kom, jeg ventede ham, selv om vi ikke havde nogen aftale. Han kunne jo se, at der var lys på mit kontor. Så sagde jeg:

- Nej, det skal være løgn, nu går jeg derop. 

Jeg kom op til døren hos partnerne, og jeg gjorde det jeg havde ret til, jeg brugte universalnøglen fra advokatforeningen til hele palæet, åbnede døren, universalnøglen kan åbne alle palæets døre, og jeg listede ned ad den lange gang til Lars.

Men så hørte jeg dem, og hvad tror de gjorde?

Lars bollede med sekretæren, Hanne, og hun, den modbydelige kælling, suttede på tjenerens stive, du ved, det var så hæsligt at se på. Jeg så det gen- nem glasdøren. De troede, de var helt alene, alle var jo gået. Og ved du, hvad der slog mig? Den mand, tjeneren, lignede fuldstændig Lars, altså smart og elegant.

Jeg blev så ked af det, jeg løb tilbage og sad i mørket på kontoret og græd. 

Men så ringede min mor, og jeg fortalte hende lidt om, hvad der var sket, og hun sagde, Vibeke, kom nu hjem, og min far kom og hentede mig i sin bil".

-

Pernille sagde: "Stakkels dig. Men hvad så nu? Hvordan har du det med Paul?".

"Åh, jeg skulle spørge fra Paul, om du vil hjælpe os?", svarede Vibeke.

"Hjælpe? Med hvad?".

"Det fortæller Paul dig".

"Jamen, hvor længe har du kendt ham?".

"Åh, det ved jeg ikke".

"Jamen, har du stadig dit arbejde?".

"Ja, jeg er alene på kontoret, jeg er kontorchef og går på arbejdet, det siger Paul jeg skal".

"Gør Paul? Jamen, Vibeke, hvor længe har du kendt ham?".

"Det kan jeg ikke huske, tiden flyver, når man er sammen med mister Paul Cillgor".

"Gør den virkelig?".

"Ja. Han vil forkæle os, med penge og gaver. Det synes jeg er vældig rart".

"Ja, måske", lo Pernille.

"Men der er en pige. En, der hedder Marianne, hende skal du passe på".

"Hvorfor, hvad mener du, hvem er hun?".

"Jeg bryder mig ikke om hende, hun er påtrængende, maser sig ind på Paul, men Paul siger vi skal være forsigtige, fordi hun vistnok er gift med en politimand, det er ham, kommissær Hiort, men hun siger, hun har forlangt skilsmisse".

"Hvem er Hiort?", svarede Pernille.

-

-

                                             branden4 
 

-