Den lille generalstab

-

- han lyver, det har han altid gjort -





 

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Et særligt udvalg-

Statsministeren udsendte en meddelelse til pressen: 

"På denne baggrund er regeringen bekendt med, at den omtalte sag inde- holder visse aspekter. Regeringen har derfor nedsat et udvalg, der så hurtigt som muligt skal befordre sagens opklaring". 

Udvalget blev hånligt kaldt den lille generalstab.-

Forsvarskommandoen sagde nej til at indtræde i udvalget, tilbød at sende en observatør, KB, en marinekommandør, som efter en ulykke gik med stift højre ben og en sørøverklap for venstre øje.

Ministeren var føjelig, meddelte Folketinget: "Jeg agter ikke at underkende mine generalers afgørelse". Det var en af tidens uvaner. Forsvarsministeren burde have adresseret til regeringen, men sagde: "Jeg og mine generaler".-

Rigspolitiledelsen meddelte: "Der er ikke fundet, og kan næppe forventes at findes, relevante politiske spor, hvorfor den foreliggende sag vil blive behand- let som en for politiets drabsafdeling almindelig rutinesag".

Justits-Juste svarede, at drabsafdelingens opklaringsprocent i indeværende år sandelig lod meget tilbage at ønske, hvorfor han måtte henstille, at chefen og souschefen fra efterretningstjenesten fik kommandoen for udvalgets arbej- de. Ministeren lokkede for rigspolitichefen: 

"Den pige, Anne Gure, er dygtig, og souschefen, kommissær Hiort, er sande- lig ikke tabt bag en vogn. Jeg kender dem begge". 

Det sande i disse ytringer var, at Juste havde tiltvunget sig en dans, hin be-givenhedsrige aften i Advokaternes Hus, med Anne Gure, der af indlysende grunde ikke kunne undslå sig. 

Stift krænket havde hun sagt, ‘så, nu stopper vi’, da ministeren, svedende og vaklende, havde krammet hende uanstændigt liderligt.-

Magtspillet medførte konsekvenser. 

Drabsafdelingen meldte afbud henvisende til "seksualdrab i den forløbne uge, til hvis opklaring afdelingen ikke kan undvære det tjenstegørende og ved tidens ugunst indskrænkede personale".

"Ja, indskrænket er det", snerrede Hiort.

Samtidig meddelte forsvarskommandoen: "Den udvalget tilforordnede mari- nekommandør KB er bortrejst i uopsættelig tjeneste". 

Sandheden var, at KB på et værtshus i Nyhavn havde udfordret en bolværks- matros til duel. Efter slagsmålet blev KB kørt bort i en ambulance. Bolværks- matrosen havde spurgt KB, hvad fanden han var for en festoriginal i sørøver- kostume, som svingede træbenet og sang usædelige sange.

-
Bøsse eller narkoman

Hiort messede: "Rotterne forlod skuden, før den mødte sin undergang".

"Til arbejdet, lille mandehjort", svarede Anne Gure, "hvad har vi, som over- hovedet kan bruges?".

"Desværre ikke nok, madame".

"Hvad skal det nu sige? Jeg troede".

"Frue, jeg læser fra rapporten: 

Pølseforhandler Markus Iversen fik forevist fotografier af muligt mistænkte, men sagde, at han hellere ville lege med politiets computer, fordi hans søn på seks år var et geni til den slags, og havde lært Iversen en masse om compute- re. Iversen var efter gennemgang af arkivet kørt træt, da han pludselig sagde: 

Har I ikke ham, den skøre kaptajn Axcéll? Jeg tror han er bøsse eller narko- man, men han er en god kunde, køber pølser med det hele og drikker min kaffe og gør ikke vrøvl. Til sidst faldt Iversen i søvn. Vi måtte sende ham hjem. Der fandtes ingen kaptajn Axcéll i arkivet".

"Hiort, har du ikke noget bedre?".

"Selvfølgelig var Axcéll registreret, når man blot som jeg, ser efter det rigtige sted. Men de nye folk, du ved".

"Ja, kære Hiort. Og?".

"Du jager med mig".

"Du er et pylrehoved, lille Hiort, kom så".

"Vibeke Mihr, fuldmægtig i advokatforeningen, kunne oplyse, at afdøde Else Niebert flere gange om året konsulterede nævnte Axcéll om spørgsmål der angik husets sikkerhed og lignende; nej, kendte ikke pågældendes adresse".

"Men vi fik ham, eller?".

"Yep, miss Gure. Ove Hansen, 43 år, identisk med Åke Axcéll, er straffet i Sverige for underslæb".

"Forhøret, Hiort, sagde han noget brugbart?".

"Yep, madame. Vi fandt hans fingeraftryk inde i pølsevognen".

"Glimrende, lille Hiort, og så?".

"Jeg citerer fra rapporten".

"Jamengud, Hiort, får vi kildecitater?".

"Hold så mund, dame. Jeg havde ham i forhør".

"Jamen dog, lille Hiort, hvad sagde han?".

"En halv sandhed og en hel del løgn".

"Sad han på potten, lille Hiort?".

"Slå ørene ud og hør efter, madame".

-
Medvirken til fjernelsen af parteret lig

"Det er da ikke mit fingeraftryk, hr. kommissær, den smule".

"Det er tilstrækkeligt".

"Nå, dét er det?".

"De sagde før, at De var inde i pølsevognen".

"Nej, jeg sagde, at jeg besøgte pølsemanden, engang imellem".

"Hvornår var De der sidst?".

"Det er absolut meget længe siden".

"Forpagteren af pølsevognen, Markus Iversen har oplyst".

"Han lyver, det har han altid gjort".

"At De, Ove Jensen, næ, Hansen, Ove Hansen".

"Jeg hedder Åke Axcéll".

"Næ nej, hr. Hansen, De betalte ikke statsafgiften ved ansøgningen om navneskifte, trods flere rykkere, altså hedder De Hansen, Ove Hansen".

"Jeg bruger det kun som pseudonym, et alias".

"Til skumle hensigter, ikke? Nå, De talte med Markus Iversen hin lørdag nat, kort tid før han lukkede. De passede pølsevognen i fem, måske ti minutter, mens Iversen var på toilettet, ikke sandt?".

"Det var ikke min skyld, det var det ikke".

"Deres skyld? Hvad mener De? Kom nu med det, vær nu lidt medgørlig, som hos politiet i Sverige. Er det ikke korrekt, hr. Hansen, De er altid tjenstvillig".

"Det var en kurer fra en hemmelig organisation, én der har godt fat i Sverige og Finland, Norge og Danmark, de kommer fra Rusland, Tyskland, Italien og Frankrig, ja, USA. Han truede mig på livet. Han sagde han havde ordre til at mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde som organisationen forlangte".

"Hvad vrøvler De om? Hvad skete der? Hvor mødte De ham?".

"Han kom ind på mit kontor".

"Hvor?".

"Hm, eh".

"Nåh, inde i Deres lille opdagerkorps?".

"Hm, eh, jah, det gjorde han vel".

"Hvad talte I om?".

"Han havde poserne med i en kuffert, alle poserne. Han stillede kufferten på gulvet og pegede på mig med en 9 millimeter Baretta".

"Hvad hedder den mand?".

"Det ved jeg ikke, men jeg kan genkende ham".

"Hr. Hansen, foreløbig får De ophold i arresten, ja, De mistænkes ikke for noget alvorligt. Herregud, medvirken til fjernelsen af et parteret lig, hm, sinds- sygt. Vil De ringe til Deres kone?".-

"Der var én mere, én der holdt øje med den anden. Jeg tror han var en fin mand, han svedte så det rendte af ham, han glemte sit halstørklæde, et fint et af gul silke. Det ligger i kufferten. Jeg lagde tørklædet ned i kufferten og stille- de kufferten ned i kælderen, under mit, De ved, det lille kontor".

"I kælderen i Advokaternes Hus?".

"Ja".

"De er også lejer af et par værelser, samme sted?".

"Ja".

"Hvad bruger De dem til? Hvor meget betaler De i husleje?".

"Jeg betaler kun, eh, meget lidt, der er en masse trafikstøj fra Bredgade, men altså det er helt privat".

"Privat, hvad?".

"Jeg bruger det kun meget sjældent, jeg er der næsten aldrig, min radio, og til aflytning, og måske et par damer. Så viser jeg dem en lille video".

"Nå. Sig mig, fik De penge ud af det? Næ, vent lidt. Hvad gjorde De ved resterne af liget?".

"Resterne? Nå, sådan. Bum, tjah, nåja, det gik samme vej". 

"Hvordan, samme vej?".

"Hos Iversen. Nåh, nu er jeg med".

"Det var godt. Kom så med det".

"Det var en aften, den første aften jeg så det. Iversen bad mig om at passe pølsevognen et par minutter. Han løb rundt om hjørnet, ind i sidegaden til Isbjørnen, altså på toilettet. Men forinden havde han tømt affaldsspanden, de små spande, de er ikke så store, han har dem kun i små. Han tømte dem over i en stor papirsæk, og gik så hen og stoppede den ned i kommunens affalds- container. Det er den der står på hjørnet på det modsatte fortov. Så jeg".

"Ja?".

"Ja, hvad kunne jeg gøre? Jeg åbnede kufferten, den stod hos mig et par dage, og den stank. Ja, den gjorde, den stank, og lugten tiltrak rotterne, de vrimlede om benene på mig, rotterne var modbydelige. Jeg gyser over hele kroppen, bare ved tanken, og alle poserne, måske femten. Jeg var nervøs for ham, slagteren".

"Slagteren? Hvilken slagter?".

"Ham, med kufferten, han ringede til mig flere gange om dagen. Så tog jeg en gammel taske og lagde tre af poserne ned i tasken og gik op til Iversen, klokken var cirka halvtolv. Det var regnvejr den nat".

"Ja, og?".

"Det er et godt pølsestade, det Iversen har, der er altid mange mennesker. Der var ingen der lagde mærke til, at jeg skilte mig af med mine poser. Men kun disse tre poser. Resten kom jeg af med i kommunens container, fire nætter i træk. Havde jeg blot tænkt på den container noget før, var jeg ikke blevet afsløret".

"Fik De penge af ham? Af ham, slagteren, denne, organisation?".

"Næ, penge? Næh, jeg mangler ikke penge. Jeg havde jo en veninde, hende kender De, Else, Else Niebert. Vi kom sammen, forstår De, privat".

"Hvem, siger De?".

"Min veninde, Else. Else Niebert".

"Var hun Deres veninde?".

"Ja, det stod på, lad mig se, sådan cirka, tjah, bum, nåja, i mange år. Jo, ser De, hun brød sig ikke om at gå alene, altså sammen med drengen, i Tivoli og Zoologisk Have og den slags".

"Vidste Deres kone det?".

"Ja, men jeg sagde, at det var forretning. Det var jo hende, altså Else, der gjorde mig til konsulent, De ved, planlægning af sikkerhed, brand, indbrud, overvågning, aflytning og den slags".

"Var De i Advokaternes Hus den pågældende aften? De ved, hvad jeg mener?".

"Ja, Else bad mig om det".

"Sig mig ærligt, Ove Hansen. Slog De Else Niebert? Dræbte De hende, måske ved et uheld?".

"Nej, hr. kommissær".

"Mishandlede De hende med en kniv, og skød hende bagefter i nakken?".

"Nej, hr. kommissær, så ville jeg save den gren over, jeg selv sad på. Husk nu på, Else Niebert var meget velhavende".

"Og? Kom nu".

"Ja, hun havde arvet mange aktier fra familien, millioner af aktier i en dansk våbenfabrik. Næ, dem der slog hende ihjel, det var organisationen".

"Godt, så skriver jeg det, Ove Hansen. De kan ringe til Deres hustru fra den telefon. Sig til hende, at De skal i arresten".

-
Jamen, en våbenfabrik

"Det var så det, dame", sagde Hiort.

"Tak, Hiort. Jeg har talt med Vibeke Mihr, hun venter os i Advokaternes Hus. Der er måske noget med en trappe, sagde hun. Kom, vi kører. Nej da, drik nu først din kaffe".

"Vibeke Mihr, hvem er det? Ved hun noget om Else Niebert? Ja, det gør hun vel, de arbejdede sammen, i hvor meget, nogle år?".

"Vi håber det. Kom så, vi må afsted".

"Vent lidt, jeg skal tisse".

"Jamen, du, Hiort? Hvordan havde Else Niebert aktier i en våbenfabrik?".

"Det ved jeg sandelig ikke".

"Jamen, en våbenfabrik?".

"Det ved jeg ikke".

"Næh, du ved ikke ret meget".

"Jeg ved én ting helt bestemt. Ham, Ove Hansen, er en nævenyttig lille lort, han er tilknyttet CIA og en halv snes andre".

"Fint arbejde, lille hiortemand, gå nu ud og tis".

-
Indicier i spejlsal og kælder

Hiort, Anne og Vibeke stod i Spejlsalen, et rum monteret med spejle på loft og vægge, store, små, firkantede, trekantede, ovale spejle i rammer med for- gyldt stukkatur i rokokostil, i det tidligere lensgrevelige palæ. 

På et porcelænsbord, et yndigt lille meuble fra Kjiøbenhavnske Porcelains Fabrich, sagde Anne, lå et læderomslag, påskrevet: Charteque Och Andtech-ninger Till Palaeiet-

Vibeke Mihr forklarede:

"Jeg begyndte her i huset som kontorelev. Det passede ikke min far, han er socialist, og min mor forsøgte at få mig ind hos kolonialhandlerne. Men så sagde min far, min far hedder Alfred Mihr: Er møl og melorme bedre? Det synes jeg heller ikke, sagde jeg, og så blev min mor fornærmet. Pladsen søgte jeg selv. Men jeg kunne ikke forstå, at min overordnede, Else Niebert, benytte- de lensgrevens pigeværelse. Det kalder vi det, der ligger dér".

Vibeke pegede med en nøgle i hånden: "Det støder op til Spejlsalen. Jeg har en nøgle, se, her er den". 

Hiort: "Benyttede værelset, til hvad?".

Anne Gure: "Lad nu Vibeke".

Vibeke tøvede: "Hvis jeg er mistænkt for noget som helst, skal jeg først tale med Lars, advokat Lars Lenvig. Det sagde han til mig. Vi kommer sammen. Jeg sagde til ham, at jeg var hundenervøs. Jeg skal afhøres af politiet i en alvorlig sag, sagde jeg. Hvad skulle jeg sige? Hjælp mig dog".

Hiort sagde: "De har allerede været til stor hjælp, De har fundet de gamle tegninger". 

Anne Gure lo: "Vibeke, De er ikke mistænkt for noget som helst. Vi holder Lars Lenvig helt uden for vores samtale. Er vi enige?".

-

Vibeke nikkede, trak vejret lettet, smilede undskyldende, og forklarede: 

Hun havde ofte bragt en bakke med kaffe, smørrebrød, øl, eller en flaske vin op i Spejlsalen, og stillet den foran døren til Lensgrevens Pigeværelse. En dag så hun Else Niebert og en mand stå i Spejlsalen og kysse hinanden, og da de så Vibeke, gik de hurtigt ind i Lensgrevens Pigeværelse. 

Hun ville gå tilbage til kontoret, men så så hun, at en spejldør stod åben. Spejlet var skruet fast på en gammel dør, der knirkede når man skubbede til døren. Bag døren så Vibeke en gammel vindeltrappe. 

Else Niebert havde flere dage senere spurgt, sådan tilfældigt, uden nogen anledning, om Vibeke havde set vindeltrappen, og hun havde sagt ja. Så snerrede frøken Niebert, at det var trappen ned til et badeværelse, og at Vibeke ikke måtte sætte sine ben på trappen og i badeværelset.

"Efter at jeg havde fundet tegningerne gik jeg her op i Spejlsalen. Jeg var nysgerrig. Jeg ville prøve om jeg, jeg mener, om man kunne åbne døren. Det kunne man. Der sidder en lås, en slags klemme".

Vibeke gik hen til spejldøren, trykkede på en rosenroset, trak døren op; den var tung, med velsmurte hængsler, som ikke knirker, tænkte Hiort.

"Se selv", sagde hun, "håndværkerne gad ikke restaurere vindeltrappen og kælderen. Kælderen er et grovkøkken med saltkar fra lensgrevens tid. Kom, skal I se".

"Lige et øjeblik. Den mand, som De så her i Spejlsalen, er det én De kender, ved De hvem han er?".

"Nej, hr. Hiort, jeg kender ham ikke".

Anne Gure hørte en skælven i Vibekes stemme, og tænkte, at Vibeke var nervøs når hun skulle assistere politiet, og hvis Vibeke havde mistanke om, hvem den pågældende mand kunne være, holdt hun det for sig selv.

han kan i hvert fald ikke være morderen, tænkte Vibeke.

-

"Kom, vi går ned i kælderen, vi siger du, vi er jo partnere i en spændende sag", smilede Anne Gure.'

Hiort trådte ind på vindeltrappens trin: "Pas på hovedet, her er lavt til loftet. Er her ikke elektrisk lys? Jo, der kom det. Tak, Vibeke".

Vindeltrappens fugtskimlede trin var af egetræ, murværket af mørkerøde sten, mugne, porøse, mange formuldede. 

"Her er ventilation et ukendt begreb", sagde Hiort.

De gik forsigtigt ned til den første repos.

"Hvor er badeværelset?", spurgte Anne Gure.

"Her er ingen, det var løgn", svarede Vibeke.

"Som jeg ser det, fører denne dør ind til balsalen i vinterhaven. Har jeg ret og har vi en nøgle?", sagde Hiort.

"Der er støvet og snavset, døren er åben, men går vi derind, går vi ind i forhænget bag tribunen til orkestret, se selv". 

Vibeke åbnede døren; bag den så Gure og Hiort et støvet, rødt forhæng.

"Under tribunen findes en lem, nu er den dækket af parketgulvet under ombygningen, det ser vi bedre inde i vinterhaven og nede fra kælderen".

"Lad os gå ned i kælderen", sagde Hiort.-

Kælderen var bygget som enhver stor herregårds grovkøkken og forråds- kammer til saltsild, kød, kartofler, grøntsager, kroge til ophæng af vildt og fjerkræ, og et bord til udskæring af slagtede dyr.

på dét bord er Hugo Laurizen parteret, og dér står Ove Hansens kuffert, tænkte Hiort.

Anne og Vibeke var nået frem til en plankedør, som tidligere var yder- døren. Vibeke drejede nøglen i låsen, åbnede døren. Bag døren spærrede en mur; foran muren stod en stige, der førte tre meter op til en lav åbning.

"Solen blænder, pas på øjnene", sagde Anne.

"Læg mærke til forandringen", sagde Vibeke, "før parkeringshuset blev byg- get, gik man fra kælderen ud i parken. Nu kravler man op på stigen og ud gennem gluggen, så kommer man ud på taget over parkeringshuset".

"Aha, det underjordiske parkeringshus".

"Men se her, stigen skubbes til side". 

Vibeke flyttede stigen, pegede på en lem: 

"Fra stigen kravler man gennem lemmen dér, under gluggen, så kommer man ind i parkeringshuset".

"Den øverste etage".

"Ja".

"Alle tiders flugtvej".

"Sagde du noget, Hiort?", smilede Anne Gure.

"Ja, Ove Hansen Axcells kuffert står her".

"Jamengud", sagde Vibeke, "dér står kufferten, det er advokat Lenvigs nye rejsekuffert, vi troede den var forsvundet. Skal jeg bringe den over til ham?".

"Næ, den bliver her", sagde Hiort. "Sig mig, Vibeke, kender du noget til hr. Axcéll og hans svenske pas?".

"Kontorchef Niebert, eh, Else?". Vibeke tøvede.

"Gjorde hvad?", sagde Hiort.

"Jeg vil nødig sige det, men Else gav Axcéll det svenske pas, helt legalt, sagde hun. Og så horede hun, ja, hun horede skamløst med Axcéll og mange andre".

Vibeke er jaloux, men på hvem?, tænkte Anne Gure.

Hiort så en tåre på Vibekes kind; han trak hende ind til sig, løftede hendes ansigt, kyssede hende på kinden, mumlede:

"Såså, lille pige, tag det nu roligt. Vi to har en dygtig chef, inspektør Anne. Når det gælder om at fange mordere, er hun en af verdens bedste".

"Hiort, så er det nok", råbte Anne Gure.

"Jeg græder, fordi jeg er ked af det, og jeg har menstruation", snøftede Vibeke.

-
Du skal søge din afsked 

Landsdommer Curt Adam Svendsen lyttede i telefonen og fandt det påfal- dende, at vennen Karl Foldak inviterede ham på besøg i palæet.

"Nejda, ikke privat, kom op til mig i de anonyme, vi skal ikke spise frokost, jo, det gør vi senere, jeg vil tale med dig, men gå ind fra Amaliegade. Kender du den lille dør ved vinterhaven? Glimrende, og husk at se efter den nye ele- vator lige inden for døren", havde Karl sagt.

Dommer Svendsen trådte ud fra elevatoren, følte en svag angst. 

Elevatordøren bag ham lukkede med et lille smeld. Han havde åndenød, gik hen til entredøren, døren han huskede, døren med det store, godt slidte, men endnu læselige messingskilt. Han genkendte den sirlige skrift:

PKA - 1912 - Selskabet Af 10’ November 1914 

Dommer Svendsen erindrede den dag for mange år siden, og at han kun denne ene dag var trådt ind ad den dør, og aldrig senere. Ceremonien for novicerne havde været naiv, truende, en uhyggelig oplevelse, du gode gud.

Karl Foldak åbnede døren, hilste:

"Goddag, Curt Adam. Jeg bad dig gå ad bagtrappen, hele huset er fyldt med nysgerrige, du ved, politiet og aviserne. Jeg er kun lejer i huset".

"Jaså", smilede dommeren.-

Dommer Svendsen kunne ikke huske det daværende møblement i 1912, værelset ved siden af broderskabets samlingssal, Gobelinsalen. 

Karl havde indrettet sig praktisk og hyggeligt, med skrivebord og sofa og malerier af impressionister og abstrakte mestre. Karl havde pengene og en sikker smag, eller en god rådgiver.

Døren ind til Gobelinsalen stod åben. Dommeren så flygtigt på raden af våbenskjolde, ophængt på stativer foran væggene med de stærkt falmede gobeliner. For enden af salen store armstole omkring et konferencebord, solid renæssance, et attentat mod Gobelinsalens buttede barok. 

En åben dør førte ind til et tilstødende værelse: Lensgrevens gymnastik- og torturkammer, sagde man.

Dommeren følte en svag rædsel; de gamle redskaber til tortur inde i kam- meret; en stensat brønd dækket til. Ved et fald ned i det dybe hul, ned til en kloak, der førte ud til havnen, kunne uønskede personer nemt forsvinde. 

Dommeren så et pengeskab og arkivskab, begge med panserdøre.

-
Det er en ordre

Karl Foldak indledte: "Jeg går lige til sagen, Curt Adam, har du noget imod det?".

Dommer Svendsen sukkede, smilede og svarede: "Naturligvis ikke, blot du forinden byder mig, ja, har du portvin?".

"Jeg har whisky og postevand. Åh, det var dog fandens, min kontordame blev syg, hun gik lige før du kom. Kan du forstå, hvorfor kvinderne nu om dage døjer så meget med cancer i brystet?".

"Undskyld, Karl, jeg er ikke helt med? Mener du kontordamen?".

"Ja, det lille skind. Nej, hvad er det dog jeg siger? Du må undskylde mig, det var en tanketorsk. Næ, min dame henter sin mand i lufthavnen, han er sømand, tror jeg. Eller måske er han leder af en safari i Afrika, tror jeg".

"Ja så?", svarede dommeren.

"Da jeg så dig, og jeg har tænkt alvorligt på dig et par dage, kom jeg til at tænke på min kone. Det er nu tre år siden. Jeg egner mig ikke til at være enkemand, det slår sig på hjernen".

"Ja, du egner dig ikke".

"Nej, bestemt nej. Jeg kan betro dig, at jeg for nylig led et eklatant nederlag da jeg forsøgte mig som frier. Jeg spurgte en ungdomsveninde, som du kender".

"Vel ikke prinsesse Y? Jaja, da tror jeg skæbnen har reddet dig fra noget værre, end din melankoli. Men, kære Karl, min whisky?".

"Den står her, en til hver, med en klump is og lidt postevand".

"Skål, Karl, og hvad er det så du vil mig?".

Karl Foldak så længe på dommer Svendsen; så svarede han: 

"Curt Adam Svendsen. Hør mig. Du skal søge din afsked nu, i dag, før du om et par år går på pension".

"Hvad skal jeg? Hvorfor siger du det?".

"Jeg har hårdt brug for din hjælp".

"Til hvad? Du har vel ikke tænkt dig, at jeg skal gå til prinsessen?".

"Næ, vi holder hende uden for".

"Det kan vi vist ikke, Karl".

"Curt Adam, nu holder vi kvindevrøvl uden for denne samtale, vores proble- mer er af en helt anden natur. For at sige det, som det er: Det er en ordre fra 1912".

"En ordre, fra 1912, til mig? Hvad i alverden?".

"Vi fordobler din gage så længe du arbejder for os".

"Karl, sagt meget tydeligt: Jeg er fuldt tilfreds med mit arbejde i retten. Jeg lever en stille og rolig tilværelse. Jeg har netop".

"Det ved jeg, og det beklager jeg. Jeg beklager, at jeg må afbryde din ger- ning som dommer. Men, Adam, jeg har intet valg. Du er intelligent og ubestik- kelig, du er modig og du har næse for det usædvanlige, og du er".

"Tak, tak. Hvad vil du?".

"Du indsættes som formand for advokatforeningen. Dernæst skal du under- søge alle tænkelige forhold omkring Hugo Laurizen. For det tredie skal du undersøge, hvilke forbindelser der er mellem prinsesse Y og din svigersøn, Ole Tern".-'

"Mig, skal jeg være formand for en flok utvivlsomt respektable advokater? Tak, jeg har rigeligt af dem til daglig. Hugo Laurizen, er han ikke død, og din kompagnon, min svigersøn og din prinsesse? Absolut formidabelt. Sig mig, Karl, har dit nederlag til prinsessen gjort dig, hm".

"Det er min ordre. Det er 1912´s ordre. Forstår du det".

"Nej, det forstår jeg ikke. Jeg kunne måske forstå det, hvis det var de anony- me, der bad mig om en lille tjeneste. Det har jeg gjort tidligere. Det var vist en voldgiftssag, var det ikke?".

"Jeg gentager. Du engageres af 1912".

"Tak for whiskyen, Karl. Skal vi spise frokost, eller skal jeg gå?".

"Du bliver siddende, til du har sagt ja".-

"Jeg sidder ganske fortrinligt, og siger nej. Jeg gentager, nej. Jeg kan, som du ved, ikke fordrage min svigersøn. Desuden er vi overbebyrdet i retten ved ophobede sager, men også sygdom. Vi er hærget af influenza i en tid med for lidt personale, på grund af regeringens forligsbesparelser. Det påhit må siges at være en af ulemperne ved en koalitionsregering. Det synes at være populært, at regeringen stiller krav til embedsstanden, men nægter at betale for overarbejde, endsige forsvarligt vil gøre rede for begrebet effektivitet. Nå ja, jeg snakker".

"Curt Adam, vi har været venner i mange år. Tror du jeg gør dette her uden koncis og saglig begrundelse. Vi har ikke andre end dig, siger jeg".

"Desværre, Karl, men jeg siger stadig, nej".

"Dermed har du, som jeg regner for en ven, men som også på en anden led, og det ved du, er moralsk forpligtet, sagt, at hverken du, eller jeg, vil kunne forlade dette værelse som overlevende, eller med andre ord, i levende live".

Karl Foldak rejste sig og forlod værelset.

-
Et rustent riddersværd

Dommer Svendsen sad alene i flere minutter, skeptisk, nervøs: 

denne samtale er virkelig ubehagelig, tænkte han.

Pludselig stod Øverste Ordensmester, Karl Foldak, foran ham, iført en stor, hvid lærredskappe med et sort kors. Fra en faneholder på stridsmandens ven- stre skulder blafrede korsriddernes blå banner med hvidt kors på rød bund. 

På hovedet bar han en sølvblank ridderhjelm med opslået visir; fra hjelmen vajede en flot rød fjer.

Karl er en tragisk karnevalsfigur, tænkte dommeren.

Karl Foldak holdt et stort gammelt riddersværd fremstrakt i sin venstre hånd; i den højre, svagt rystende hånd, en pistol. 

Det fór gennem dommeren: -

så er det alligevel sandt med Karls logepjat 1912, en syg aflægger af Tyske Orden og øvrige europæiske tempel- og korsridderordener, som erobrede Palæstina og gjorde Øst-Preussen til tysk ordensstat 

som i 13-tallet, interessant, bevares, købte Estland af den danske konge

jeg blev tvangsindlagt medlem af 1912, presset til det af Karl for år tilbage men jeg har kun betalt et enkelt bidrag, heksekunster har aldrig været noget for mig, mon Karl regner mig for et aktivt medlem-

"Jaså, Karl", smilede dommeren, "jeg må sige, at du overrasker mig. Hvad gør du med den revolver? Læg den tilbage i våbenkammeret".

Karl Foldak, Øverste Ordensmester, svarede:

"Curt Adam, hør mig. Siger du nej til mig, som din gode ven, siger du samti- dig nej til broderskabets nationale arbejde, for at forhindre, at landet rammes af en alvorlig krise. Det kan jeg ikke bære. Jeg har dummet mig. Jeg har garanteret for dig".

"Du kan da ikke uden videre forpligte mig, garanterer for mig? Er du senil og utilregnelig, Karl?".

"Det har jeg gjort, hvad svarer du, ja eller nej?". 

Foldak løftede pistol og riddersværd mod dommer Svendsen: "Du har, kære gamle ven, mit æresord på, at jeg følger efter dig til Vorherre. Sig nu ja".

"Jamen, Karl? Hvad vil du gøre, hvis jeg siger ja, og går ud ad døren og bagefter sender dig et brev med et nej. Hvad så?".

"I så fald mister retten en god tjener, og jeg en god ven. Og din hustru, fru Elise, dette ejegode menneske, hvad med hende? Tænk dig nu om. Det lyder, ja, det lyder som om du fuldstændig har glemt reglerne?".

"Reglerne? Hvilke regler?".

"Jeg skal meddele dig, at det er besluttet, at du ved et forræderi, eller en handling ligestillet dermed, skal henrettes af broderskabets bøddel. Jeg er ked af at skulle sige det, men han er fuldt ud indforstået".

"Du har sandelig skaffet os problemer på halsen, kære Karl". 

Dommeren smilede, hans øjne plirrede:

dødsstraf, henrettelse, likvidering, drab, mord

"Ved du, gamle ven, at jeg beundre dit mod og karakter. Dit udsagn fortolker jeg som din accept. Tak, Curt Adam".

"Angst, kontrolleret af fornuft, fremavler mod, det ved Karl udmærket", mumlede dommer Svendsen.

-
Læg malerkitlen

Ved frokosten, der blev sendt op fra det forhen katolske kapel, bevægede Karl Foldak sig ugenert i sin ordensdragt. 

Dertil den opslåede ridderhjelm, som, fordi den var for stor til ham, dinglede skævt når dens bærer gjorde en hurtig bevægelse.

Han gik mellem pengeskabet i torturkammeret, og konferencebordet i Gobelinsalen, udbredende dokumenter med ledsagende forklaringer, idet han i uopmærksom rækkefølge spiste af anretningen, stegt sild, lagkage, surbrød, ost, kaviar, sennep, ribbenssteg, flødeskum, oksebryst, røget laks, lagkage, ost, stegt ål, peberrod,  lagkage, drak snaps til lagkagen, så forbavset ud, drak af karaflen med vineddike, derpå vandet i skylleskålen, og fnyste:

"Føj for den lede, det smager hæsligt. Så, nu holder jeg bordskik".

"Det var på tide, Karl, og tag hatten af, den røde fjerdusk støver på min mad".

"Har jeg en hat på hovedet? Åhgud, hjelmen. Undskyld".

"Og læg venligst malerkitlen fra dig".

"Malerkittel? Hvad sagde du?".

"Fryser du?".

"Næ, jeg fryser ikke. Jeg har jo min ordensdragt på. Åh, hvor skrækkeligt, den har jeg glemt. Undskyld".

"Du skal prøve leverpostejen, den er virkelig velsmagende".

"Er den det? Det lyder godt, og du har skænket øl, ser jeg".

"Ja, Karl, skål, hvad gør jeg ved min svigersøn? Jeg kan ikke fordrage det menneske, han stinker af brutal magtbrynde. Er du klar over, at jeg er en dårlig undersøger. Jeg er ikke habil, jeg er tværtimod groft hildet og inhabil, forstår du ikke det?".

"Vi går hele sagen igennem, stille og roligt, skidtet hænger sammen, ja, det gør sågu. Skål, Curt Adam, og endnu engang tak".

"På kostskolen tævede vi de andre. Husker du det? Hvor vi dog sloges. Skal vi genoptage dén succés må vi i træning. Jeg".

"Du får et skydevåben af mig".

"Nej, tak. Og dit sludder med dobbelt gage, det afslår jeg, min gage sikrer familien, min hustru og jeg har ingen problemer. Skål, Karl".

"Husk endelig at hilse din blide Elise fra mig".

"Ja. Og hvis du nogensinde peger på mig med et rustent riddersværd og en gammel pistol, endsige truer mig på livet, melder jeg dig til politiet. Jeg på- tager mig denne sag af mine særlige grunde. Skål, Karl".

du aner intet om min magt, mit sværd er ikke rustent, tænkte Karl Foldak.

-
Uldgarn som bevis

Efter dages anstrengelser mente dommer Svendsen, at være nået til et fore- løbigt overblik; ikke over sagens mange forgreninger, men over det arbejde der var i vente, såfremt alt skulle opklares, alt sættes på rette plads.-

det er en underlig affære, Karl er et nervevrag, måske er han senil, i hvert fald lettere sindssyg, han har rodet sig ind i et eller andet, så meget står fast, hele skidtet hænger sammen, sagde han, det er en håbløs opgave

Dommeren rakte ud efter telefonen, ville ud af affæren, kunne lyve og sige blablabla. Nej, at lyve var en dårlig udvej.

Dommer Svendsen tøvede, hørte sin hustru, billedvæversken Elise, min søde due, kalde på ham inde fra vævestuen:

-

"Curt Adam, min kære, gider du være sød og rar og kærlig at hente mig et fed garn? Det skal være den blå farve, nuance nummer 31".

Dommer Svendsen gjorde med glæde sin hustru den lille tjeneste; derved blev han påmindet sin gode idé: 

Metoden til sortering, rubricering, klassificering af vanskeligt læsestof. 

Dommer Svendsen hentede det ønskede garn til sin hustru, samt en hånd- fuld rester af garnet, som han sorterede i røde, blå, grønne og orange farver. 

Han gjorde det med en vis skepsis, erindrende hvad kollegerne i retten havde sagt den dag, da han afprøvede sin idé i en kompliceret sag, men glemte at fjerne garnstumperne, der havnede på dommerkollegiets bord, hvortil en kollega forbavset spurgte:

"Kan nogen sige mig, om vi har uldgarn med som bevis i denne sag?".

Slangen i paradiset, sekretæren Luise Dahl, knugede dommerens hånd og hviskede: 

"Ejegode Curt Adam, stopper du selv dine strømper?".

"Metoden er sten sikker", mumlede dommer Svendsen.

Han gav sig til at sortere, rubricere, klassificere indholdet af den til nu kendte del af affæren. De mange garnstumper ville hænge som agtpågivende røde, blå, grønne, orange faner, der blafrede fra dokumentbjerget, som en hilsen fra fru Elise, min søde due. 

Dommeren havde afvist Karl Foldaks tilbud om hjælp fra en sekretær, og med stålsat karakter modsat sig installation af en computer.

nå, ser man dét, det starter med rødt, provokerende, solen er så rød, mor, og denne her, når jeg ser et rødt flag smelde

gruppen med røde garnstumper, jeg tænkte det nok, en fandens masse papir

Dommeren læste:

-

- at finde ejerne til velgørenhedsselskabet Anonyme Advokater, et aktiesel- skab grundlagt 1890, endvidere forbindelsen til Selskabet af 10. nov. 1914 -

- bifirmaet 1912, overført til Solstrejf 1915. Solstrejf var i funktion som dansk registreret aktieselskab, administreret af et bankhus i Lichtenstein -

- Solstrejf var stiftet som pengetransformator til Selskabet af 10. nov. 1914, som på aktiebasis var pensionsopsparingens sikringsfond, skulle indeholde statsobligationer med videre, med udbytte til Anonyme Advokater A/S, og Advokatforeningens Pensionskasse. Men 1. verdenskrig sluttede ikke hurtigt, som alle håbede, stigende priser slugte obligationernes renter til 10. nov. 1914. Derfor blev det aktuelt at oprette Solstrejf der fik til formål, ved børsspekulation, at overføre det størst mulige overskud til Selskabet af 10. November 1914 --

jeg må læse det et par gange for at undgå forvekslinger 

den gode Karl burde udskifte det gamle messingskilt på døren til broderska- bet i palæet. Aktieselskabet af 10. november 1914 er jo forlængst kollapset, hvad siger gruppen med blå garnstumper

-

- Solstrejfkonstruktionen fungerede upåklageligt til 1921. Da begyndte rygterne omkring nordens største bank, Den Danske Landmandsbank, at svirre og startede en ulyksalig svikmølle, som er beskrevet i talrige værker, men aldrig uddybende nok, om bankens utrolige sammenbrud -

tja, måske, både og, men det får vente

- Landmandsbanken var stiftet i 1883 af en vekselerer, der fik afsat en del af aktiekapitalen til handelshuse og banker i Hamborg -

åhja, det var ham, den originale baron Gedalia Abrahamson, hvad siger de orange garnstumper 

- Landmandsbanken var interesseret i oprettelsen af Københavns Frihavn, som oplagsplads for transitvarer til og fra lande med kystlinie til Østersøen: Sverige, Finland, Rusland, Baltikum, Polen og Preussen -

passer det til gruppen med de grønne, ja, en privat frihavn

- År 1900 stiftedes i København en våbenfabrik, Fortuna, der fik lokaler i  Jens Sørensens ejendom i det tætbefolkede fattigkvarter på Vesterbro -

det er næppe korrekt, eller er det, nej, det er fantasi, eller forveksling, der var mange igangsættere på spil, dengang 

- her drev Sørensen handel med restprodukter fra et slagtehus. Et par år senere flyttede Fortuna fra Vesterbro ud til Københavns Frihavn -

igen en sammenblanding, men man aner svagt Landmandsbankens, eller hvorfor ikke Handelsbankens virke

Dommer Svendsen tændte en cigaret.

nu gælder det bevisets byrde, den omhyggelige verifikation, et lærestykke i logisk positivisme, som i dette tilfælde skal uddrage sandheden, uagtet virk- ningen, og dog være til gavn for borgerne 

jeg får måske den kære Karl og hans tilhængere på nakken, jeg udfordrer dem, men herregud, hvad gør det 

en negativ, plus en halvdel positiv reaktion vil afsløre statens og det kyniske erhvervslivs spil

- 

Pludselig trak han de smukt farvede stumper vævegarn ud fra papirbjerget, idet han råbte til sin hustru:

"Elise, søde due, det er da tåbeligt med alle de farver og garner, de forvirrer mig. Hent dem, vil du?".

Dommeren satte brillerne på næsen. 

hvis jeg var 30 år yngre, og det er jeg ikke, nej, men så ville jeg, med min gode skepsis som modvægt, erhverve mig et grundigt kendskab til computerne og den elektroniske datalogi, og skaffe mig et hurtigt ind- og udblik over denne sags sammenfiltrede konflikter og kombinationer

-
Søde due

Fru Elise, dommerens søde due, hørte ikke sin mand. 

Hun arbejdede ved væven, var den ene part i en fortrolig dialog, nynnede i takt til vævestolens knirken, skyttens rytmiske hvislen i trenden, kammens langsomme slag: 

"En to tre fire, ælle bælle mig fortælle, skibet går til Åbenrå, køber for en skilling skrå, en to tre fire, ælle bælle mig fortælle, skibet går til Åbenrå, køber for en skilling skrå, en to tre fire".-

Dommer Svendsen lyttede, følte et øjeblik mishag mod sin hustru. Elise var sød og kærlig, men en barnlig sjæl, der nytårsaften pyntede dagligstuen med serpentiner og papirshatte, og ved midnat bad ham blæse i paptudehorn og være lidt munter, det er så morsomt, sagde hun, de sad alene to, efter at Ulla og Svend var fløjet fra reden. 

"Elise, min søde due, vil gerne glæde mig", smilede dommeren.

Han så på den store stak papirer på skrivebordet, tænkte: gid dog jeg havde sagt nej til Karl, satte brillerne på næsen, mumlede ildevarslende: 

"Hvor langt kom jeg? Den hele affære stinker, selvfølgelig, hvad ellers?".

-

- Våbenfabrikken blev ramt af krisen, der lammede verdenshandelen med stedse lavkonjunktur og faldende varepriser, trods inflationen hærgede Euro- pa. Det russiske marked var lukket efter revolutionen, fordi Frankrig, med store interesser på spil i Sovjet, og Belgien, med en konge der mente, at Congo var hans private ejendom, modsatte sig at ophæve det internationale forbud mod handel med Sovjet, som sanktion mod den sovjetiske regering, der havde beslaglagt alle udenlandske værdier i Rusland -

ja, uklog politik, men hvem kom først, hønen eller ægget 

- En fantast havde i 1919 medvirket til en militær intervention af frivillige i en international hær, som skulle støde frem mod Skt. Petersborg og Moskva fra Sibirien, Finland, Bulgarien, Tyskland, Polen og Estland -

åhja, det skrev han, antisemitten, den borgerlige anarkist, professor Ludvig Birck, der polemisk gengav Plums breve i Bankkommissionens Beretning, det var Birck, der truede skotøjsmanden, hvad hed han, Ballin, med lussinger 

- Fantasten fik samlet et frivilligt korps, som i foråret 1920 led et knusende nederlag foran Skt. Petersborg, slået af matroserne fra Kronstadt og frivillige fra Trotskijs røde armé -

ja, Eisensteins store film, jotak, men, puh, jeg får sved på panden

-

- 29. marts 1920, kongeligt påskekup i Danmark, Christian X´s statskup. "Han skal bare træde tilbage", hørte statsminister Zahle kongen udtale.  Landet var uden regering, kongen en flæbende diktator. Kongen var gift med Alexandri- ne, en datter af storhertug Franz III af Mecklenburg- Schwerin, besvogret med Wilhelm II ved dronningens søsters ægteskab med den forfængelige tyske kejser -

forfængelig? Wilhelms ene arm var vissen 

- Christian yndede at blive kaldt Soldaterkongen. Det var ikke ham, men engelsk militær, som i maj 1945 eskorterede dronningen til sin broders døds- leje på slottet i Schwerin -

ja, diskret, dronningens broder var ikke så antinazistisk, at han som mange andre tyske adelsmænd, blev henrettet, ikke mig bekendt

- den 23. oktober 1929 begik nævnte fantast selvmord. En undersøgelse ville afsløre fantastens bedrageri og forfalskning af obligationer. Fantasten var in- volveret i international aktiespekulation, vidste hvor det bar hen, kun få dage før det enorme børskrak i Wall Street i New York. Den internationale depres- sion resulterede i fascismens og nazismens gennembrud --

nej, stop nu lidt, nej, stop for fanden, stop, har jeg fået de rigtige papirer, Karl er utilregnelig, men det er tydeligt, at han vifter med en vognstang, der må være en parallel et sted, eller måske mange paralleller, det ved jeg 

men skal jeg virkelig læse flere papirer

-
Aerede Karl Fodac

Dommer Svendsen kunne ikke beherske sin vrede, mumlede: 

"Så noget pis, hvorfor havde Karl så travlt? Han har afleveret et brev og en pakke dokumenter fra Vibeke Mihr. Hvorfor havde Karl så travlt? Han sagde nej da Elise, min søde due, inviterede ham til frokost. Hvad står der i det brev?".

Dommeren åbnede brevet, læste med forbløffelse:-

"Aerede Karl Fodac og herren Dommer. 

Mig erfare De undesøge morderne på den rige man, Molde, og forbryterne Hugo Laurizen og Else Niebert. De vite moske, at De var kuppaner samn med Ole Tern. De eje våben i Rusland og Baltica, stor fabricer der selge til alde. Dens slaks er slut fra Mohammad Ali".

"Elise?", råbte dommeren, "vil du ringe Karl op og stille ham ind til mig når du har fået forbindelse?".

-

"Karl, ved andre end du og jeg, at vi er igang med en undersøgelse, har du sagt det til nogen?".

"Nejda, bortset fra Vibeke Mihr. Hun ringede vedrørende den lille pakke, som hun mente var interessant. Noget hun havde fundet, og da jeg havde læst brevet til dig og mig, spurgte jeg hende, om hun kendte en udlænding, der måske kom på kontoret i advokatforeningen, og talte gebrokkent dansk. Det gjorde hun ikke".

"Sagde hun mere?".

"Ja. At hun hellere vil arbejde sammen med os, end sammen med politiet".

"Tak, Karl, der var ikke mere, jeg løber igen, farvel".

Dommer Svendsen tænkte et øjeblik; åbnede den lille pakke med endnu flere papirer til dokumentbjerget, læste brevet, rystede på hovedet, mumlede: 

"Brevet er ikke skrevet af en udlænding, men af en spirituspåvirket dumrian, en dansker, der tror han er snedig. En, der ved besked, men forsøger at lægge røgslør. Det kan jo ikke være tilfældigt, at brevets indhold svarer til pakkens indhold. Nu tror jeg, jeg vil tale med Vibeke Mihr".

-
Vævekunstens mysterier

Vibeke kom til frokost hos dommeren; som bagefter sagde til sin hustru:

 "Jeg må sige, at jeg følte mig som en rastløs tiger, fordi du, Elise, søde due, og frøken Vibeke, under hele frokosten spildte min tid ved at sludre i munden på hinanden, om kvindevrøvl og vævekunstens farver og vidunderlige myste- rier".

Dommeren fik et stykke rullepølse i gelé med rødkål og sky, galt i halsen, da Elise, søde due, ødelagde hans forsigtige spørgsmål:

"Åh, sig mig, Vibeke, kender De noget til det ejendommelige brev?".

Hvortil fru Elise, min blide due, kurrede: 

"Altså, Curt, sødeste Adam. Vi spiser. Du har da vel ikke tænkt dig at mistænke vores unge gæst for noget som helst?".

Dommeren fortærede i stilhed sin rullepølse. Men efter at have forsynet sig med ost og en slurk kærnemælk, så han på Vibeke og sagde:

"Frøken Vibeke. Har De omtalt min lille undersøgelse for nogen? Skal vi sige, til en for denne sag uvedkommende?".

"Ja, til politiet".

"Politiet er naturligvis informeret".

"Det var hr. Hiort, jeg tror han er politikommissær. Det var i palæet forleden aften, jeg skulle vise ham stedet, hvor jeg fandt den lille pakke".

"Hvor fandt De den?".

"Den lå inde bag bøgerne i biblioteksskabet i Lensgrevens Pigeværelse".

"Vidste De den lå der?".

"Ja, jeg så den. Else Niebert sagde, at jeg kunne forbedre mit fransk, som er så svært, ved at læse i lensgrevens efterladte franske romaner. Jeg gik på kur- sus dengang".

"Læste hr. Hiort indholdet? Så han papirerne i pakken?".

"Løseligt, ja. Han sagde, at jeg skulle sige det til hr. Foldak".

"Ja tak. Men andre, eller nogen anden, har De ikke informeret?".

"Nej", svarede Vibeke spagt.

Dommer Svendsen følte en anelse sadistisk fryd glimte i sin hjerne: 

pigebarnet lyver, hendes smil er anstrengt, hendes øjne flakker og en hek- tisk rødme har bredt sig over hendes kønne ansigt, hvad og hvem skjuler hun, og hvorfor

"Nu drikker Vibeke og jeg kaffen inde hos mig, kom, Vibeke. Og du, Curt, min søde Adam, du vil helst tilbage til arbejdet, ikke?", kvidrede fru Elise, min søde due.

Dommeren smilede stift til sin hustru: 

"Jeg skal tale med politiets laboratorium. Om fingeraftryk, du kære". Han hilste farvel, gik tilbage til arbejdet.

-
Pikante eventyr

Da han ved skrivebordet åbnede pakken fra biblioteksskabet i lensgrevens pigeværelse, og en svag duft af pudder og parfume nåede hans næsebor, smilede han ved tanken om lensgrevens mulige pikante eventyr et par århun- drede tidligere.

Pakken bestod af fotokopier og udskrifter. 

Dommer Svendsen læste indholdet, og da forståelsen omsider stod som en åbenbaring for ham, kunne han ikke tilbageholde et: 

"Det var som syv sagomeleme", hvorpå han, forskrækket over styrken af sit råb, løb hen til døren, låste den og mumlede: 

"Jeg kvæler min søde due og dullen Vibeke, hvis de forstyrrer mig".

Han satte sig, smilede diabolsk, pudsede sine briller, satte dem næsen, læs- te, skænkede whisky, tændte en cigaret, og nedskrev en foreløbig konklusion:

-

- Varania, oprindelig financieringsaktieselskabet Solstrejf af okt. 1915, formål opsparing til pensioner, selskabets vedtægter af 2. okt. 1915 og 1939, patentudvikling og produktion af industrielt udstyr, a/s kapital 1 mio, udvidet til 200 mio, plus 3 reservefonde på ialt 150 mio d. kr. 

Intern aktiekurs 455, kursværdi inkl. reservefonde 1,2 mia; selskabet er regi- streret som dansk aktieselskab, hjemsted i Lichtenstein, virksomhed i Polen, Estland, Rusland, Portugal, Italien, Marokko og Syrien. Selskabet har 4 aktio- nærer, uden pligt til offentlig beretning og regnskab - 

- Bifirma: Fortuna a/s, fabrik til udnyttelse af forarbejdet jern og stål, tegnes af bestyrelsen, som er: 

Kontorchef, cand. jur. Else Niebert, formand. Skibsreder Knud Molde. Advo- kat, direktør Hugo Laurizen. Advokat, direktør, godsejer Ole Tern.

-
Opgør mellem halvsøskende

Dommer Svendsen sad eftertænksomt, slubrede kaffe i sig, kvæstede ciga- retter ned i askebægeret, mumlede: "Jaså, våbenfabrikken Fortuna". 

Endelig turde han åbne indholdet fra den sidste konvolut: Gavebrev, Vandels- og Daabsattester

Dommeren læste til hans øjne løb i vand, brillerne duggede; han følte sig overrasket. tvivlede på sin sunde fornuft, at hans øjne havde taget skade, at en gavtyv drev gæk med ham, eller at skæbnens indfald, logisk tilrettelagt, planlagt som prædestinerede hændelser af udseende som tilfældighedernes puslespil, kunne være yderst komplicerede, som opfordrede til ny analyse, og ved hjælp af en smule fantasi kunne nå et såre enkelt resultat, en træning i logisk positivisme. 

Gavebrevet var umisforståeligt og ved tinglysning uigenkaldelig:

- At mine aktier i Varania Industri A/S efter min død skal tilfalde fru Else Niebert til opforstring af vor fælles søn Arnold Peder, der er født i England og opholder sig på en skole i London. Datum. Ved min hånd og mit segl. Knud Molde, skibsreder --

Den næste overraskelse, dåbsattesterne:

Else Nieberts moder: Gerda Oline Niebert, ugift. Else Nieberts fader: Evald Peter Kristian Laurizen. Hugo Laurizens moder: Anna Katrine Niebert, ugift. Hugo Laurizens fader: Evald Peter Kristian Laurizen. 

Ole Larsen Terns moder: Karen Margrete Larsen, ugift. Ole Larsen Terns fader: Evald Peter Kristian Laurizen. 

Karen Margrethe Larsen Terns ægtefælle: Carl Benjamin Tern. 

Ole Larsen Terns adoptivfader: Carl Benjamin Tern.

-

ja så, et opgør mellem halvsøskende. Evald Laurizen befrugtede søstrene Gerda Oline Niebert og Anna Katrine Niebert, samt Karen Margrethe Larsen.

Else Niebert videreførte familievanen, at føde barn uden ægteskab med bar- nefaderen, og her kom skibsreder Molde i klemme

jeg må sige det er uheldigt, særdeles meget uheldigt, at Ulla, min datters svigermoder, Karen Margrethe Larsen Tern, og hendes søn, Ullas mand, Ole Larsen Tern, er involveret i sagen via Evald Peter Kristian Laurizen 

-
Brønddæksler af jern

Dommer Svendsen besluttede sig til en samtale med sin svigersøn, Ole Tern, disputerede med sig selv på turen op ad Strandvejens kystlinie, nordpå fra København.

jeg kører til Ternseje, min vogn er i orden, afsted med dig

hvor ofte har jeg ikke sagt til Ulla, at selv om hun er en fornuftig advokat, kan hun ikke gennemskue Oles meriter i forretninger, endsige trodse hans brutale karakter. Det er nu synd for hans mor, Karen Margrethe Larsen Tern. Sagde jeg mor, eller er det stedmor, nydelig er hun, og har bopæl hos søn og svigerdatter med børnebørn i deres fællesejede gods, Ternseje, nordvest for Jægerborg Hegn

"Ser De", sagde han senere, "det efterfølgende viser jo netop substansen i tilfældighedens logik. Men jeg ville helst have undværet dén køretur".

-

Advokat, direktør og godsejer Ole Tern lå dræbt i ridehuset til Ternseje Gods.  Han lå udstrakt på jorden som en korsfæstet, lå på ryggen med spredte arme og ben, bundet på ankel og håndled med lange reb, fastgjort til nedram- mede pæle. Han lå bag hestenes nedspring over en forhindring, med riskoste så snedigt arrangeret, at hestene, der var ophidsede ved piskeslag og elektri- ske stød fra drivstave til kreaturer, sprang over den høje forhindring, og under nedspringet trampede på deres ejer.

Ole Terns 18 heste var et særsyn; hans foragt for det feminine køn gik så vidt, at han afviste hopper. Han ville kun have temperamentsfulde hingste i sin stald, dog ikke lette rideheste, men flotte irske, skumfrådende kæmper, der vejede det dobbelte, og havde hove med hestesko så store og tunge som brønddæksler af jern.

Liget af Ole Tern var ukendeligt; han var maltrakteret, myrdet, mishandlet, henrettet, likvideret, torteret, pint til døde. 

Men værtindernes ritual skulle overholdes, trods det makabre dødsfald.

- 

Ulla Tern bevægede sig som en dukke, med stive bevægelser, hendes ansigt var forstenet. Hun hilste på gæster med en mekanisk hovedbøjning, og kun når hun var alene, græd hun, eller smilede sarkastisk til et maleri, et portræt af Ole Tern.

Enkefru Karen Margrethe Tern gik på græsplænen, fulgt af stuepigen, hilste på gæsterne, bød dem the, portvin, plumkage, småkager.

"Goddag, dommer Svendsen. Vejret er sandelig udmærket, synes De ikke, især på denne årstid", sagde hun, med et lille træt smil, grå i ansigtet.

En helt ny erindring, fjernt fra sin egen datters svigermor, påmindede plud- selig Curt Adam Svendsen om sin ungdom:

det er jo Karen Margrethe, tænkte han forbavset. -

Karen Margrethe, universitetets smukkeste pige, som han havde attrået og forfulgt, til de en aften med ungdommeligt overmod satte alverdens problemer på rette plads, at han kyssede hende og væltede hende bagover på sengen; hans hånd søgte hendes hemmelige sted, og de elskede heftigt med hinanden. Til hun uventet, under en stille pause, fjendtligt bad ham om at gå, råbte vredt "ud med dig", og i den følgende tid, når de mødtes på universitetet, hverken hilste på ham eller smilede til ham, men gik forbi ham, eller nægtede sig hjemme.

-
Ferie

Politiet arbejdede bag deres afspærringer ved ridehuset. Politilægen og en retsmediciner, embedslægen og to dyrlæger, stod i samtale med politiinspek- tør Anne Gure og kommissær Hiort. 

Dommer Svendsen sluttede sig til selskabet.  

Anne og Hiort nikkede genkendende til ham.

"Jeg har ikke sagt, at liget skal flyttes", sagde Hiort.

"Det vil være helt uforsvarligt", sagde embedslægen.

Politilægen nikkede. "De skøre heste", vrissede han.

"Det er tumpet at lade så mange hingste være alene hjemme, hvor var Terns hustru og den ældre dame?", bemærkede den ene dyrlæge.

"Hvor er børnene, de plejer at storme rundt og forstyrre mit arbejde? Åh, de er på lejrskole med ungdomsklubben, mine egne unger ville ikke, de gad ikke", lød det fra den anden dyrlæge.

Retsmedicineren rakte sin thékop til Hiort: "Hiort, skil mig af med den kop, vil du? Nu fortsætter vi, og er færdige om en time".

Hiort tog koppen, så surt på medicinmanden, og svarede: 

"Mikkelsen, det har allerede taget over fem timer, I tror vedgud vi altid er på ferie".

"Jeg tror ikke på gud. Men det med ferie, tjah".

Anne Gure lo: 

"Kom, Hiort, så går vi. Hvad hedder den unge mands beskæftigelse? Vi kan da ikke skrive stalddreng? Hvad er han? Hør, dommer Svendsen, kan De ikke hjælpe mig?".

"Heste og staldfolk og mig, næ, den går ikke", smilede dommeren.

"Staldmand, der var den. Så kan De hjælpe os på en anden led, noget med objektivitet. Som De mener er en del af den logiske positivisme, eller har jeg uret? Kom". 

Anne Gure tog dommeren under armen: "Jamen, hvor er nu hiorten?".

"Hr. Hiort står bag Dem", smilede dommeren.

"Her", svarede Hiort. "Drengen hedder Brian Nielsen, han er garderhøj og kvik og sytten år, skulderbred og hjulbenet".

-
Brian

Brian var nervøs og lidt for hurtig til at svare. 

Han havde, og det havde han lov til, det gjorde han hver eneste dag, han havde fået lov af fodermesteren.  

"Der er kun ansat mig og ham og Ole Godsejer er aldrig hjemme".

"Brian, hvad havde du lov til?", spurgte dommeren.

"Mig? Jeg havde ikke lov til noget".

"Jo", sagde Hiort, "hvad var det, fodermesteren havde givet dig lov til?".

"Mig, jeg lavede ikke noget. Jo, altså, jeg sov middagslur oppe på høloftet".

"Og hvor befandt fodermesteren sig?", spurgte dommeren.

"Han var kørt hjem på sin cykel for at holde middag".

"Du sov altså alene oppe på høloftet, godt. Hvad skete der så? Hørte du ikke hestene lave en fandens masse ballade?", sagde Hiort.

"Jo, de vrinskede og larmede, det hørte jeg da, men det var senere, det var ikke dem, der vækkede mig, det gjorde bilen, de snakkede, jeg hørte da den kom".

"Brian?", sagde dommeren. "Du kender en masse biler, du skal senere for- tælle politiet, hvilken slags bil, der kom kørende. Men fortæl mig nu, om du så, og om du kender de mænd, der kom i bilen?".

"Det var ikke mænd, altså kun den ene. De to andre var piger, eller damer, det ved jeg ikke".

Anne Gure smilede, tog Brian i hånden:

"Det var tre personer, en mand og to damer, eller, Brian, var det piger, hvad tøj havde de på, se på mit tøj, ligner det pigernes tøj. Se på mig, Brian, blå cowboybukser, hvid skjorte, brun ruskindsjakke. Nå?".

"De var i blå kedeldragter, den var helt ny, og de havde en sort hætte på hovedet, men den tog de af da det blev for varmt, og så så jeg deres hår, de havde en masse lyst stort hår, og så havde de smarte, sorte, små støvler".

"Brian?", sagde dommeren. "Tror du pigernes flotte hår måske var en paryk, at det måske var unge mænd?".

"Drenge med flotte bryster, næ, det var piger, den ene var vist en neger. Men parykker, ja, for min mor har én magen til, men hun blev helbredt for cancer og går ikke mere med paryk".

Hiort nikkede: 

"Fint, Brian. Så mangler vi manden. Hørte du ham sige noget? Er det én du kender? Hvad hedder han? Hvordan var hans tøj?".

"Tag den lige lidt med ro, vil De?", råbte Brian.

"Jaja, naturligvis".

"Jeg har ikke gjort noget. Han var høj og tynd. Nej, hvad hedder det, slank, han havde en blå blascher med guldknapper. Hedder det blascher? Nej, det var ikke guld, men de skinnede, altså knapperne. Han havde grå bukser, skide flot presset. Og rødt slips og hvid skjorte og sorte blanke sko".

Hiort skrev i sin notesbog.

"Hør, sig mig, Brian, går du i skole?", spurgte dommeren.

"Lige præcis, nej. Jeg holdt op i år".

"Men du har en god hukommelse".

"Det har jeg lært af min far. Altså, før han blev skilt fra min mor. Han starte- de som smed, nu er han politimand, eh, nej, fængselsbetjent i Malmø".

"I Malmø?" lo Anne Gure og Hiort.

"Er der noget forkert ved Malmø?", smilede dommeren.

"Nej, vel? Når min far kan bo i Malmø", lo Brian.

-
Jeg skal lære dig at snyde

Uden Brian Nielsens vidneudsagn havde det været vanskeligt at forestille sig, hvad der var hændt på Ternseje. 

Det var begyndt med et højrøstet skænderi i havestuen. 

Derpå fulgte overfaldet på Ole Tern, der flygtede, og blev slået ned inde i ridehuset, svinebundet, sparket og slået.

Men efter at Ole Tern gentagne gange havde spyttet manden i den blå blazer i ansigtet, var han bundet som korsfæstet til jorden, med udspændte arme og ben til nedrammede pæle, ved en forhindring til spring. Pigerne havde stillet riskoste op i kileform foran springet, og spredt løs halm ud over Ole Tern, og kneblet hans mund med lommetørklæder, fordi han skreg af smerte og råbte på hjælp.

Manden i den blå blazer havde ført alle de store irske hingste fra stalden ind i ridehuset og sluppet dem løs, og pigerne vidste, hvor de elektriske drivstave til kreaturerne lå, og manden havde fundet den store dressurpisk, og de havde tvunget de ophidsede heste til at springe over forhindringen, ned på Ole Tern. 

Og hver gang en hest havde trådt på Ole Tern, og han havde skreget af smerte, havde manden sagt:

"Jeg skal lære dig at snyde, min ven. Jeg skal kraftknuseme lære dig noget andet. Kan du mærke hvordan det er at blive knust, helt knust, dit svin. Har du snart fået nok, din infame bedrager".

Så havde manden hvisket til pigerne, vistnok på et fremmed sprog, og de var kørt igen i bilen. 

Men Brian kunne ikke standse hestene, de ville ikke standse, de galoperede dampende af sved rundt i ridehuset, der rystede og gungrede under hestenes 72 dødtunge hove, og når de kom til forhindringen sprang de automatisk over springet, og trådte i nedspringet på resterne af Ole Tern.

Brian turde simpelthen ikke være alene med hestene, det turde han ikke, de store irske krikker, ja, gu`er de kønne, men livsfarlige når de går amok, altså stod Brian simpelthen og ventede uden for ridehuset til fodermesteren kom tilbage fra sin middagslur. 

"Sådan var det, simpelthen", sagde Brian.

På spørgsmålet, om Brian vidste, hvor fru Ulla Tern og enkefru Tern havde befundet sig i middagsstunden, svarede han, at de var kørt til kirkens bazar hos sognepræsten i Vedbæk.

På kommissær Hiort sidste spørgsmål til Brian, om han var sikker på, at han kun havde set én mand og to damer, om der måske havde deltaget flere per- soner i overfaldet på Tern, svarede Brian:

"Jeg så kun dem, jeg så. Men jeg havde en underlig fornemmelse. Jeg tror der var flere med, men jeg så dem ikke. Men, altså, jeg så noget andet". 

Brian tøvede.

"Ja?", opmuntrede Hiort.-

"Altså, ham, blaschermanden, ham med blaseren, blærerøven, satte 11 mil- limeter Hirtenberger Pistolenpatronen Für Polizeigeschoss ind i en stor Wal- ther automat, og pigerne løb rundt med den skide smarte kortløbede 45 Colt fra Smith and Wesson, med 9 millimeter patroner fra Remington, og så havde de en ekstra 45 ACP cylinder i lommen. Jeg tror man kan finde en masse skudhuller rundt omkring, hvis man altså gider se efter", sagde Brian.

-

branden 3
 

-