Branden
 

i


Advokaternes Hus

-

-

-

-

Regeringens

pressekonference

- Finesen har skudt sig, 

han ligger død nede ved svingdøren -






 

Anledningen var drabet torsdag aften på landsdommer Curt Adam Svend- sen, et planlagt mord, kun få dage før, i haveanlægget foran Det kongelige Bibliotek, vis á vis Christiansborg på Slotsholmen i København. 

Hertil kom den store brand i Advokaternes Hus. 

Branden kunne ses fra Christiansborg, om man havde lyst, men ikke gjorde stemningen bedre. -

17. november, natten til søndag eksploderede et våben- og ammunitions-depot i Advokaternes Hus. Kvælende røg bredte sig i gaderne, voldsomme flammer bragede og knitrede, et af storbyens pragtværker forsvandt rednings-løst for borgernes øjne. Det store ilddrama kunne måske ikke bebrejdes regeringen, men snakken gik: 

"Var det alligevel regeringens muldvarpe, der var på spil?".

-

På Slotsholmen, med den 4. udgave af Christiansborg Slot, residerer folke- ting og regering, ministerier og departementer, Børsen med det snoede tårn, Slotskirken, Højesteret, Proviantgården, Thorvaldsens Museum, Tøjhusmuse- et,  Det kgl. Bibliotek og Rigsarkivet. 

Syd for Christiansborg ligger den for brand og hærværk skånede Ridebanen. Vestfløjen er ridehus. I østfløjen huserer Hofteatermuseet, Folketingets Om- budsmand, og kronens staldètat med royale heste og kareter. 

Ridebanens centrum er et yndefuldt springvand, omgivet af træningsbanen til dronningens heste.

-

To vidner, Brian Nielsen, 17 år, og dennes kusine, Else Andersen, havde den aften opholdt sig i bibliotekets have efter lukketid; blev afbrudt i legen og så, hvad de oprevne kaldte: "Henrettelsen af dommeren". 

Endvidere kunne Else Andersen, 16 år, ivrigt tilskyndet af Brian og pressens reportere, udtale til aviser, radio og tv: 

"Jeg ved ikke om det var ham, men morderen lignede politimesteren i min hjemby. Jeg mener ansigtet, den flotte uniform og det hele.  Morderens stem- me genkendte jeg med det samme, han sagde, Bed så din sidste aftenbøn, men hurtigt, jeg har travlt, og så skød han dommer Svendsen i nakken".

Pågældende politimester viste sig at være midlertidigt bortrejst, hed det.

Brian kunne huske dommeren, han havde talt med dommeren efter at han, Brian, havde alarmeret politiet til Ternseje Gods, fordi ejeren, advokat og industrimand, Ole Tern, lå bundet og myrdet i godsets ridehus. 

"Alle Ole Godsejers 18 kæmpe store irske hingste havde trampet ham ihjel", fortalte Brian.

Mysteriet eskalerede. 

Dagen efter mordet på dommeren trådte dr. tech. Viggo Gure offentligt frem med følgende spørgsmål: 

"Hvorfor er min hustru, politiinspektør Anne Gure, arresteret? Hun er indsat i arresten i Kastellet, hun er isoleret, må ikke modtage besøg, skal undersøges for sindssyge. Min hustru er normal i alle henseender, det tør jeg garanterer. Jeg anmoder regeringen at udtale sig i sagen".

-

Få dage forinden deltog justitsminister Juste og økonomiminister Phlom i en studierejse til England; hensigt: en undersøgelse af danske finansoperationer på fondsbørsen i London. 

Juste var falleret manufakturhandler. Phlom led af depressioner, havde som minister fortiet, at han var eneejer af Privat Brand Forsikring. For dem begge gjaldt, at de ikke forstod den internationale, økonomiske, kriminelle aktivitet. 

Til gengæld mente de, at den manglende indsigt kunne indhentes ved natlige besøg i Londons klubber for gentlemen. Her fandt de hvad de søgte, i selskab med alkohol, og et sortiment af Londons unge damer.-

Torsdag den 15. nov. afbrød Juste & Phlom den nervepirrende rejse, retur-nerede til København. I flyet bed de negle, forsøgte lidt samtale. 

Juste hviskede om sin forudsigelige konkurs. Om den gode kollega Phlom ville kautionere for et lån til Juste? 

Phlom sagde: "Nej, det kan jeg ikke, jeg står med forsikringen for Advoka-ternes Hus, assurancen skulle genforsikres i et dansk selskab, men de sagde nej. Forstår du det?". Næ, Juste kendte intet til forsikringer. Phlom fortav, at et engelsk selskab også havde sagt nej.

-

Utrætteligt havde medierne jagtet politiet og regeringen i håb om opklaring af drabene på dommer Svendsen og direktør Ole Tern, samt den ulovlige indespærring af politiinspektør Anne Gure.

Luften måtte renses. Således foranlediget mødte regeringen fuldtalligt frem til søndagens pressemøde. Nu gjaldt det at neddysse allehånde rygter. 

Dog, illustrativt for tidens forvirring, indtraf mange uheld. 

Regeringen ville smile til fotograferne, men forårsagede, at ouverturen til pressekonferencen forløb kaotisk. Fiaskoen var i sigte.  Regeringen, med statsministeren i spidsen, undgik at træde i en lille hunds bevis på mavepine. 

Lille Fidos ejer var den for ondt lune berygtede redaktør Thomsen. 

Statsministeren klarede elegant denne forhindring, men kom, trods adva-rende råb, skævt ind på den næste, en hoben sjusket udlagte tv-repor-tagekabler, som fik regeringen til at snuble.

Derpå fulgte et effektivt skænderi, regeringen versus fotografer, med absurd og katastrofalt resultat. Ministrene kom i fjernsynet til at fremstå som flagren-de fugle, i avisen lignede de skræmte får, i radioen lød deres forskrækkede råb:-

"Nej, hvor ækelt, en hundelort. Altså, folk med hunde? Flyt Dem, hr. foto-graf, De er påtrængende, gå ad helvede til. Halløjsa, hvad  er dog det? Pas på, det er kabler til lys og fjernsyn. Pas endelig på, hovsa, nu falder vi". 

Den sidste bemærkning blev i pressen betegnet som: "Et særdeles velvalgt ønske udtalt af regeringen".

-

Ved synet af den store forsamling, blev indenrigsminister Laurentius Finesen indisponibel. Han satte sig, fortrød det, rejste sig besværligt. Det var, som lå der tonstunge sten på hans ryg. Finesen vaklede bort. 

Finesens absentation vakte uro blandt kollegerne ved regeringsbordet. Hos iagttagerne indsneg sig en mistanke; der hørtes hvisken: 

"Ser vi en sprække i koalitionen, er det slut med soliditeten, rækker rege-ringen parlamentarisk for vidt, urocentrene er småpartierne på midten og venstre og højre fløj. Stemmer kvinderne reaktionært, har erhvervslivet for stor magt, skal erhvervsorganisationernes indflydelse på regeringens politik be-grænses?  Får vi aldrig en stabil flertalsregering? Nu står Advokaternes Hus i flammer". Minutterne gik, der lød utålmodig mumlen: "Pressekonferencen er en topmålt fiasko". 

-

Omsider smilede statsministeren, og sagde: 

"Nu starter vi, undskyld forsinkelsen".

"Det var på tide". 

"Undskyld, undskyld, nu har vi sagt undskyld. Er vi klar? Som det sikkert vil være alle bekendt, er der i de seneste dage".

Så skete det utrolige. 

En nyhed bredte sig blandt de forsamlede journalister. En reporter fra et af de internationale telegrambureauer, råbte: 

"Statsminister, vent et øjeblik".

En anden råbte: "Statsminister, det er politiet". 

Et hult ekko i salen: "Politiet?".

En tredie råbte: "Finesen har skudt sig, han ligger død nede foran trappen ved svingdøren".

Uroen bredte sig. 

"Hvem er Finesen? Det er indenrigsministeren, han er forrykt, det er ham fra Advokaternes Hus og broderskabet".-

Peter Hanssenius, en af de garvede reportere, kaldet Gamle Hansen, læne- de sig ind over bordet foran statsministeren, og sagde: 

"En minister har begået selvmord på trappen til Christiansborg. Hvad agter regeringen at foretage sig i den anledning? Vil statsministeren udtale sig?".

Der lød vrede blandt journalisterne:

"Nu kræver vi en forklaring, affæren i advokaternes hus stinker, det hus er et rottehul for skandaler, de tror de er magtens centrum, bomber og brag har raseret Advokaternes Hus, den historiske perle, det pragtfulde palæ står i flammer, det får regeringen og advokaterne satans svært ved at forklare".

Statsministeren signalerede til regeringskollegerne. 

Mødet med pressen var slut.

-

Dertil riddersalen, spejlsalen og gobelinsalen, samt vinterhaven, engang en botanisk seværdighed, nu reduceret til en enkelt nats balsal til, som det hed: 

"Vi og vore venners behagelige samvær med dans, efter årets festmiddag på dagen for foreningens stiftelse".

Foran palæet, indgangspartiet. Et unikum, brolagt med blanksleben granit, der lå udbredt som et persisk tæppe i blygrå og sorte og gulbrune sten, om- kranset af domistikfløje i forband med et kunstværk, en ædelt smedet jern- gitterport, der afskærmede palæet ud mod Bredgade i København.

Bag palæet, haven, engang en romantisk park, med idyllisk springvand i en lille sø, velplejede plæner med kløver og græs, italienske statuer i marmor, græske tempelsøjler, og store drivhuse til roser og sydlandske frugter, og, arkitektonisk perfekt, bag blomstrende hegn og skyggefulde træer med dadler, morbær, kirsebær og valnød, vognporte til fornemme kareter og sølvbeslået saddeltøj, lader til hø og en lo til plejlen af korn, til 24 køre- og rideheste, opstaldet i forgyldte båse og spiltov, rummelige bokse til hopper og føl, og et hestebadeanlæg i marmor. 

Al denne pryd, dette jordiske himmerige, en hvilen i naturens harmoni, en balsam af skønhed, blev berømmet i høje toner af datidens europæiske aristokrati. Et aristokrati i forfald. Sekunderet af senere storborgerlige ejere, som kaldte deres mishandling af palæet for, renovering.

-

Lensgreven og kongen var intime venner, et venskab styrket af legemlig årsag, smilende accepteret ved hoffet, når de to, hånd i hånd spadserede i parken, fordybet i alvorlig eller måske lattermild samtale. 

Men kongen kunne gå for vidt i sine beslutninger, hvis de var påvirket af erotisk fantasi. Det skete, da han ville benåde en ung døvstum negerslave, der i Trankebar var dødsdømt for omgængelse mod naturen. Påstanden lød, at gudsbespotteren havde kopuleret en æselhoppe. Den skrækkelige gerning var bevidnet af stedets præst og en ung dame, datter af en embedsmand, og den unge dames guvernante. 

Sagen, med vidner, og slaven i lænker, blev indbragt for højesteret på Amalienborg Slot i København. Her blev dødsdommen stadfæstet.

Men kongen ændrede mening. Majestæten, der fandt behag i at forestille sig den unge mands nøgne krop, og det pikante, at han var neger med et berygtet stort erotisk lem, traf en uventet beslutning: 

Slaven blev ved kongelig resolution benådet, og skulle som fri mand føres tilbage til sit hjemland på de dansk-vestindiske øer. 

Kongen lod Højesteret meddele:-

"Ich habe (nein). Jé suis (no) 

Jaj hauer havt en befallet søecapitain fra en auf vorre kongelige schiffe i audiens ihvorvel han lod mig unerete om en besuch med sin cusaine og en gouwernandte hos en angifelie pastor på oeen Sanktae Thomas der ganche feilt forstot en inføt neggerhyrdte for en flock creaturer og en asenhoppe der blife angrefet af en sprinsk hingst af obestimlig ophaue der gjordte tallerike angrep und versuch ved befolink af aeslen til neggeren moddigt jog fredsfor- styrrende bort som angifelie pastor und maddammer næppe icke har bi-vaanede som skarpe synede på mindesten 800 oder vielleicht 1600 alens afstande"

-

De parykpudrede dommere i Højesteret blev forfærdede. Kongens guddom- melige rige ville stande i våde, hvis øvrigheden ikke kunne tro en præst og 2 velagtede fruentimmere. Kongens indirekte påstand, at vidnerne var berusede af vin og liderlig fantasi, måtte forhindres. 

Højesteret tilkaldte de bedste teologer. Et kollegium af præster og dommere påtog sig sagen, og efter  ugelang, beslutsom disputeren, blev der tilskrevet majestæten et bønskrift, der i utilslørede vendinger oplyste kongen om menin- gen med recriptets kapitel vedrørende omgængelse mod naturen, og den i kapitlet nævnte gældende Guds Straf, dødsstraf mod ugudelige krænkere af rescriptet. Det være sig sorte slaver, fyrstelige hvide, vantro i det hele.

-Kongen bøjede sig i hast, meget forskrækket. Den døvstumme slave førtes til retterstedet på Østre Fælled; her blev han radbrækket, knoglerne knust med en kølle, bødlen afskar ofrets lem, kastede det på ilden. Med en økse afhugge- des hoved, arme og ben, rakkersvende bandt ligdelene fast på hjul og stejle, kroppen hængt op i en galge. 

Det var tidens infami, som det hænder i vore dage et eller andet sted, til skræk og advarsel for godtroende, og de vantro. Den praksis kaldtes oplyst enevælde, et parfumeret diktatur. 

Det skete i aprildage med forår og varme. Publikum flygtede fra skarp-rettens sted. Stanken var modbydelig. 

Ved kadaverne vrimlede flokke af fugle, hunde, katte, mus og rotter, i hidsig kamp med en rød stenmår, to ræve og en udhungret, anskudt ulv.

-

Efter enevælden, og den nye forfatning, ændredes Advokaternes Hus fra adelspalæ til finere lejekaserne. En forandring, en gavmild ejer, som uden vederlag overdrog suiter af værelser til de af grundlovens givere i rigsdagen, som havde besvær med at skaffe sig husly under opholdet i København. 

Det gav tradition for, at landets regering disponerede over et lejemål uden betaling. Det samme gjorde højesterets præsident, Københavns politidirektør, og mange andre. 

Herom kunne læses på et skilt med teksten: stats, uden, inden, høj, polit, en art kryptonymer for de æreslejere, som ikke betalte husleje. 

Et andet skilt, ophængt på en stensøjle ved gitterporten, meddelte om lejere, der betalte en beskeden husleje: 

Advokatforeningen, Hugo Laurizen & Partnere, Pensions Koncernen 1912, Ole Tern, Karl Foldak, Knud Molde, Lars Lenvig, Else Niebert, Vibeke Mihr, Åke de Axcéll.-

Den store leje betalte de vel sorterede lejere, takket være for det, sagde kontorchefen i advokatforeningen, Else Niebert, om de lejere, der betalte en tårnhøj leje. Disse lejere udtalte, at de i en tid, hvor man næppe kunne gå ét skridt uden ekspertise og støttepædagog, fandt det nødvendigt, at være så tæt ved advokatforeningen som overhovedet muligt, således at man undgik enhver, eller kun kom for skade at deltage i et minimum, risiko for juridiske kollisioner.

-

De nye lejere var blomsten af erhvervslivets flora, samlet under det danske lobbyråd, en spydspids til den Europæiske Union. Lobbyrådets nabo var det danske EU-kontor. Det kunne ikke være nemmere. Lobbyrådet repræsenterede fondsbørs, banker, forsikringer, handel, landbrug, industri,  søfart, elektronik, og forarbejdet jern & stål: Våbenindustrien.

Flere brancher pressede kontorchef Else Niebert for et lejemål også til dem.  Hun sagde nej, var blandt de kvinder, der holdt sig til det sikre og konservative og derfor, naturligvis hemmeligt, havde stemt imod EU.-

Lobbyisterne tjente penge ved at sælge en branches synspunkter til den europæiske unions hovedkvarter i Bruxelles; deres titel kunne være public relationist, talsmand, presseattaché; deres uddannelse og erfaring evident, med en fortid som trappeartister, sælgere af bøger, sytråd, juletræspynt, smarte reklamefolk, eller de reportere, som samskriver mord, rigsdagsrefera- ter og trafikuheld til volapyk. 

"De nye lejere er formidable, og så høflige", mente kontorchef Else Niebert, der altid tænkte på advokatforeningens pengekasse. Derimod havde hun en indædt mistro til dem blandt lejerne, der beherskede den elektroniske data- teknik; hun udtalte:

"Jeg venter i banken fordi maskinerne er brudt sammen, for ikke at tale om kontorets computer, som er en skandale. Men takket være Vibeke, min lille fuldmægtig, går det nogenlunde, og er der problemer taler Vibeke med sin far, Alfred Mihr. Og da han så, at en brugsanvisning til en dum computer kaldes en manual, sagde han: 

"Det kalder jeg kulturimport. Alle ved, eller bør vide, at et manual er klavia- turet på et kirkeorgel, min yngste bror er skovhugger, skattevæsenet siger brændselsleverandør, og nutidens rengøringskoner, som min egen fru moder, er hygiejneassistenter, er der ingen der taler dansk?, ja, og vil De tænke Dem, Vibekes far er kun telefonmontør". 

Dermed satte Else Niebert teknologiens, og håndværker Alfred Mihr sprogets hærværksvirkninger, på rette plads.-

Undervisningsministeren måtte erkende, at nutidens ungdom havde stort besvær med udtalen af det danske sprog, som misvisende opdragelse havde ændret fra det klangfulde og præcise, til et utydeligt, uforståeligt babysprog. 

Heraf fulgte, hævdede eksperter, at de unge hverken kunne skrive, stave, læse eller regne, som forældrene påregnede, og havde betalt.

Hundens ejer var en fed, cigarrygende mand, der venligt sagde: "Så, lille Fido, se nu at blive færdig. Far skal hjem igen. Far fryser". 

Det var chefredaktør Thomsen; en hyppig, men ikke vellidt gæst i  Advoka- ternes Hus. Lille Fido havde gjort sig færdig. Thomsen bøjede sig for at bære det lille kræ, da en taxa svingede ind foran hans fødder. Ud steg de samme personer, som han en time tidligere havde set i en tv-diskussion om Norges handelspolitiske stilling. 

Thomsen hilste på ØF, landbrugets lobby, og på Rosenfald, EU, samt den norske forhandler i EU, Olav Trygve.-

ØF tilbød en sjus. Den dårlige stemning fra diskussionen skulle bortvejres, og vel anbragt i ØF´s gemakker i Advokaternes Hus, eliminerede de tørstige herrer en stabel øl og whisky på rekordtid. 

Lille Fido åd et halvt kilo af ØF´s franske vafler. ØF klappede lille Fido og sagde: "Sig nu til, bette ven, når du skal på lokum". 

Derpå blev Thomsen sur på Olav nordmand, som åbnede et vindue og sag- de: "Det er faens ubehakeligt at stjifte bekjendtskab met en skitetrængende hund". 

Hertil svarede ØF med høj latter. ØF bar kækt sit navn, fordi han fandt det morsomt, og selv havde betalt det.

Efter samværet hos ØF skrev Thomsen et referat til sit blad, så perfidt, at det ikke kan gentages. Thomsen undlod at nævne, at han og lille Fido blev sat uden for døren. 

Det skete, da Olav og Rosenfald gik amok over lille Fidos fimseri. Det fik ØF til at briste i gråd; han klynkede: 

"Det må I ikke. I må ikke sparke den lille hund. Den har ædt alle mine vafler. Den satans Thomsen slår mig ihjel. Jeg sagde jo den lille hund skulle på lokum".

PÅ SPORET AF EN SKANDALE

Advokaternes Hus rummede et tidligere katolsk kapel, som foreningen lod ombygge til et højrøstet udskænkningssted for sine medlemmer. Med  et lille hjørne som spiserestaurant. Det hørte sig til, at foreningens medlemmer og deres gæster, samt lejerne og deres gæster, ikke betalte for hverken mad eller drikke, ad libitum, der blev honoreret af en hemmelig fond.-

Ombygningen af det til værtshus reducerede kapel, og demoleringen, kaldet parkens udsmykning, som efter byggeriet af et underjordisk parkeringshus i 3 etager så ud som en tarvelig forhave til et parcelhus, med utrivelige gevæks- ter og cementengle fra isenkræmmeren, var nær snublet i starten og afsløret som skandale, da en ung pige, Pernille, der stod model for en maler i Amalie- gade, parallelgaden til Bredgade, pludselig sagde:

"Kære maler Nikolaj, jeg ved jeg ikke må forstyrre dig, men har du ikke en kikkert?".

"En kikkert, til hvad?", mumlede maleren.

"De fælder alle træerne ovre i palæet hos advokaterne, en gravko graver store huller i græsplænen, den lille sø er tømt for vand, nu er den et mudder- hul, og alle drivhusene og de kønne statuer af kejser dit og dat, og ham Filosoffen og Merkur og Venus og hende Tyksakken, hende uden hoved med den skvulpende røv, er helt smadret og ligger på jorden".

"Det er løgn", mumlede maleren.

"Nikolaj, det er selveste sandheden. Har du en kikkert?".

Unge Frandsen studsede, med ét helt nærværende. 

Pernille Puk var en inspirerende model, men kunne blive hidsig.

Nikolaj Frandsen telefonerede til Advokatforeningen: 

"Goddag, Vibeke, jeg mener, fuldmægtig Mihr. De, du, taler med Nikolaj Frandsen, De ved, du ved, Amaliegade, husker du mig? Træffer jeg kontor-chefinden?".-

Spørgsmålet, husker du mig, fik Vibeke Mihr lidt ud af balance. Hun havde ikke glemt den unge kunstner, der havde lånt nøglen til plankedøren i muren mellem parken og haven til nabohuset i Amaliegade, og bedt om tilladelse til at male et billede af parkens romantik. Et udmærket maleri, men han havde også sagt:

"Vibeke, jeg vil male Deres portræt?", og få dage senere sad hun model for Nikolaj i Amaliegade, tilberedte hans aftensmad, og lod sig besnakke til at overnatte hos ham de følgende nætter.

"Kontorchefinden, hvad bilder han sig ind?", mumlede hun.

Vibeke meldte sin tidligere elsker Nikolaj i telefonen til frk. Niebert, idet hun tilføjede: 

"Nikolaj klager over støj og uhørt vandalisme fra og i hans hjertebarn, palæ- ets skønne park". 

Else Niebert svarede: "Lad så mig, lille du, stil du ham ind til mig". 

Vibeke hørte kunstmaleren sige: 

"Hvad gør I ved palæets smukke park, nu ligner den en losseplads?".

Diskretion forhindrer oplyst, hvad kontorchefinden og maleren talte om, og hvor det var, de samme dags aften spiste en rar lille middag sammen, men resultat gav det.

-

Nikolaj fik overdraget restaureringen af palæets ædle vægmalerier, fresco al prima. Nikolaj vidste intet om fresco al prima. 

Nikolaj stod på en stige, smurte behændigt opkvikkende farver på antikkens guder og gudinder, skumle satyrer, nøgne krigere, badende nymfer og små amoriner, der som luftige ånder svævede over solbeskinnede landskaber mellem himmel og hav. 

Og slog sig slemt, da han faldt ned fra stigen. Stigen væltede og rev store huller i den klassiske fresco al prima.

Nikolaj opnåede en ekstra gevinst, en hidsig lussing, i afskedsgave af sin model, Pernille, hvorefter maleren i raseri flænsede sit betydelige, om end kun halvt færdige kunstværk af Pernille Puk, in natura.- 

Heldigvis havde Vibeke, til hvem Nikolaj betroede sig, sin trøst parat. Vibeke besøgte ham og kogte hans aftensmad og de hyggede sig til den lyse morgen i ugevis. 

Det passede unge Nikolaj Frandsen ganske udmærket, at han ikke blev inviteret til Vibekes ungpigeidyl oppe under taget i Advokaternes Hus. At den sengeplads kunne være optaget af en anden, vidste maler Nikolaj intet om. 

Vibeke gik til frøken Niebert, og fik udvirket en indbydelse til Nikolaj, til forenin- gens årlige middag. 

Det må i øvrigt henstå, om foreningen var blevet til det den var, uden den entreprenante kontorchefinde, Else Nieberts medvirken.'

-

Præsidenten for foreningen, Hugo Laurizen, topadvokat, hovedaktionær i Advokatfirma Hugo Laurizen & Partnere, havde et så kærligt forhold til den daværende sekretær, frk. Niebert, at han, efter at være valgt til foreningens formand, lod indrette en funktionærbolig i palæet til den på det tidspunkt unge dame. En gestus, der af hendes veninder blev misundt med et "vedgud en pragtfuld lejlighed", der lå vis á vis præsidentens herskabelige lokaler til dagens tunge pligter, og indfald af mere privat karakter.

Før den tid, med diverse verdenskrige og en snes konjunkturdepressioner in mente, henlå det lensgrevelige palæ i dystert forfald, men blev ved en haste- beslutning i bestyrelsen købt af foreningen på en tvangsauktion. 

Et år senere tiltrådte Hugo Laurizen som formand.-

En vis hr. X, den tidligere formand, var beklageligt død ved selvmord, bero- ende på galoperende vanvid. X havde blandet sin egen økonomi, for meget sammen med foreningens. Han bedrog sine kolleger ved salg af foreningens jord, ejendomme, værdipapirer, samt foreningens kunstsamling, som påstodes at udgøre en formue, om end sandheden var, at samlingen bestod af sofa- stykker af tvivlsom værdi, som ses hos enhver malerihandler. 

Det hed dernæst, at afdøde havde haft planer om køb af palæet således, at han kunne have solgt det til foreningen med klækkelig fortjeneste til sig selv.  Det var X der havde ansat frøken Niebert, og indviet hende i den hemmelige fond og dennes nytte, samt engageret entreprenører, der stod for palæets istandsættelse, hvorved de gik fallit. 

Entreprenørerne blev ikke dømt i en erstatningssag om fejl og mangler ved arbejdet, om end forsømmelser af skæbnesvanger karakter senere blev påvist; de mistede deres kapital og mere til, fordi det af bestyrelsen oprettede renove- ringsselskab var tømt for midler, da regningerne væltede ind.

- 

Else Niebert sad i en nøgleposition, de samlede tråde lå i hendes faste hånd, erfarede formand Laurizen hurtigt; det gjaldt især hendes viden om den hem- melige fond, som bestyrelsen havde ment kunne have betalt istandsættelsen af palæet. Men omkostningerne førte til en mangedoblet stigning ud over det vedtagne budget.

Da viste frk. Niebert sin duelighed ved at foreslå, at donationerne fra Anony- me Advokater 1912, et frimurerlignende selskab til advokaters pensioner og velgørende formål, samt beskyttelse af advokatstandens ære, vist ved brødre- nes pligt til at bære et lille PKA i guld diskret på skjortebrystet, blev lagt ind i den hemmelige fond, forudsat, at renoveringsselskabet blev erklæret konkurs.

Kontorchefindens snedige forslag vakte beundring i bestyrelsen. Men enhver normal, bortset fra den anvendte revisor, ville undre sig over, at kontorets beholdning af kontanter og frimærker, der lå i en lille cigarkasse, også inde- holdt et kompliceret regnskab, udvisende enorme overskud.-

At damen var suveræn, viste hendes bekendtskab med den stenrige skibs- reder Knud Molde, en høj, tynd, distræt forvirret skikkelse, et af foreningens utallige æresmedlemmer.

Hr. Molde mødte en dag en time for tidligt til et møde med præsidenten hr. X. Det var få dage før denne døde af pekuniær overanstrengelse. Forudseende denne skæbne havde han udbedt sig skibsrederens nærværelse i håb om, at magnaten påskønnede sit æresmedlemskab af foreningen så stærkt, at han tjenstvilligt ville sikre formanden et stort, og naturligvis kun, midlertidigt lån.

At skibsrederen kunne tænke og ikke var så forvirret, som det hed i hans omdømme, fremgik da han stilfærdigt, men effektivt, forhørte sig hos Else Niebert, vedrørende formandens personlige økonomi. 

Frøken Niebert afviste indigneret hr. Molde, at tale om hr. X´s personlige forhold, dét kunne hun ikke. -

Men reder Molde havde charme og mange penge, og med disse elegante våben opnåede han den fornødne viden. Og fik i tilgift en behagelig nat i sit gæstehus i tyrolerstil med 18 værelser ved Øresunds kyst, i selskab med frøken Niebert, som i ni måneder bar samværets frugt med tålmod, og derefter moderskabets glæde, iblandet snedig beregning.

Som tak for hendes indsats skænkede magnaten et gavebrev til foreningen til dækning af omkostningerne ved palæets restaurering. For ham var det en banal affære, de internationale forretninger krævede juridisk ekspertise. Det var kun en formsag, at et enkelt advokatfirma varetog rederens interesser, vidende om, at advokatforeningen, den samlede advokatstand, tegnet af bestyrelsen, stod til skibsrederens disposition.

De følgende ti år herskede Else Niebert og formanden, Hugo Laurizen egen- mægtigt over foreningens daglige forretninger.

INVITATION

Nikolaj Frandsen tog med glæde imod advokatforeningens indbydelse til fest og fornøjelse: "Invitationen er gældende for Dem og Deres ledsager. Navn og adresse påføres vedlagte blanket, som returneres inden 8 dage". 

Det var kontorchefindens formulering. 

Dog vidste Vibeke Mihr, at Else Niebert, før hun dikterede returblanketten til Vibeke og bogtrykkeren, havde konsulteret kaptajn Åke de Axcell. 

Denne personage, med bakkenbarter og opadsnoet overskæg, optrådte som engelsk koloniofficer, kaldte sig sikkerhedschef og juridisk konsulent, drev et lille opdagerkorps, var medlem af hjemmeværnet og påstod at være agent for en hemmelig efterretningstjeneste.  

Kun få vidste at Åke Axcell opretholdt livet med hustru og børn ved en trist, men sikker halvdagsstilling som bogholder i en fabrik for teleudstyr. Et arbejde hustruen påskønnede: 

"Så går Ove, jeg mener Åke von Axel, ikke arbejdsløs og hæver understøt-telse i kontorarbejdernes fagforening, som visse andre", råbte hun hidsigt, når hendes mand blev ilde omtalt i familien. Det blev senere afsløret, at fra nævnte fabrik havde Ove Hansen stjålet diverse aflytningsudstyr, hvormed han aflyttede gud og hvermand.

- 

Nikolaj Frandsen inviterede Pernille som sin ledsager til advokaternes fest- lige middag, og indhentede hendes foragtelige "nej tak". Han havde solgt mange malerier af Pernille Puk in natura, næsten ens kopier af det oprinde- lige værk, til dommere og advokater og mange andre fine nye bekendte.

Nikolaj mente i al troskyldighed, at Pernille havde krav på et godt honorar. Men han sendte ikke pengene, skulle de betales, måtte det ske ved et person- ligt møde. Et sådant møde, vidste han, ville være omsonst, for Pernille havde sagt: 

"Nikolaj, jeg foragter dig". 

Fra den dag malede han i protest en serie rædsomme skilderier, som han afsatte til sine nye bekendte, og blev derved på få måneder, om ikke ustyrlig rig, som han selv påstod, så dog en kende velhavende. 

Derved indtrådte det skisma, at Nikolaj Frandsen forandrede sig. Han, der hidtil kun havde kendt beskedne kår, og slået plat hos kunsthandlere med løfter han sveg, og hos venner havde løjet sig til lån af malergrej, som han omsatte til husleje og mad, blev i stand til at betale lån og indfri løfter, og købe nyt tøj og en dåse leverpostej, hver lørdag formiddag.

Til gengæld mødte han sammenbidt til møder hos kannibalerne, sagde han. Det var skattevæsenet, et væsen han hidtil kun havde kendt af omtale. Men at se sin brat stigende formue reduceret ved lynopkrævede skatter og afgifter, var mere end Nikolaj Frandsen kunne bære. Han overvejede modtræk, læste pjecer om anpartsselskaber som skattebegunstiget investering, og skatteund- dragende metoder uden risiko. 

"Til sidst greb jeg chancen", sagde han, da han satte formuen i omløb ved spekulation i valuta, aktier og obligationer. En farefuld færd i samråd med en af sine nye venner, en tidligere advokat, som for længst havde mistet ære og bestalling og nu kaldte sig vekselerer, med adresse i et beskedent hjørne i et såkaldt advokatfirma.

-

Foreningens festmiddag i Advokaternes Hus var en beskeden sag. Diskretion om deltagernes antal og sociale position var en tyst tradition, uden for offent- lighedens nysgerrige blikke. Ligeledes den gode skik, at hærens, søværnets og politiets efterretningstjenester mødte med mandskab til inspektion af vine, køkken, opvartende personale, samt høflige og bevæbnede parkeringsvagter og sikkerhedsfolk, der overvågede alt. 

Kun få trafikanter i den regnfulde aften bemærkede de store limousiner svinge ind gennem jernportalen i Bredgade, hen til den opslåede hoveddør; fornemme folk steg ud og hilste på hinanden under den tæppebelagte, røde baldakin. Bilen gled frem til en elevator, der førte ned til det underjordiske parkeringshus.

I Amaliegade var scenariet et andet, med mange personer i mørk habit og lys støvfrakke, der kontrollerede og lodsede bilejere og bilens passagerer ned i garageanlægget. 

Dernæst så man dem, der ankom i taxa, forbavsede blive transporteret i små elektriske tog, fra Amaliegade ned under jorden og gennem parkeringshuset, til palæets, bag mørkelagte vinduer, festoplyste univers.-

Nikolaj Frandsen udtalte, at han var mildest talt målløs og skide imponeret af den overordentlig elegante forsamling.

Her befandt han sig betuttet midt i en parade af advokater, revisorer, dommere, politifolk, admiraler, generaler, industri, håndværk, søfart, handels-huse, byggeri, banker, sparekasser, kredit- foreninger, og velnærede gods-ejere med vidtstrakte skove og  landbrug, iblandet magre husmænd med små lodder jord. 

Her så Nikolaj, betaget af beundring, trippende deputationer af amtmænd, arbejdsmænd, departementschefer, kommunedirektører, ingeniører, jægere, skippere, matroser, handelsstande, husmødre, kokke, restauratører, grever, baroner, videnskabsfolk, digtere, billedkunstnere, stamhusbesiddere, og selve regeringen, slå følge med direktører fra amerikanske superfinansselskaber, og unge damer indkaldt til særlige formål.

Men et velkendt træk, som var en troldmand på spil hos alle disse celebrite- ter var, at de i stimer forfulgte fotografer og redaktionschefer fra presse, radio og tv, samt teater- og filmbranchens tindrende stjerner. Palæet summede: 

"Alle vi landskendte gør vores pligt for at udjævne alle samfundsforskelle". 

-

Og i pagt med tiden slog de alle, store og små, tykke og tynde, kendte og ukendte, kreds omkring dagens regering. Med kritiske miner spurgtes om nyt fra den politiske arena: "Træder regeringen tilbage i dag eller i morgen, hvor- når og fra hvem kommer redningen af landets enorme problemer?". 

Hermed mentes ikke økonomiens problemer, men snæversynets krav om præferencer og frynsegoder, som de kunne rage til sig, mere forbrug, højere gage, lavere skat, finere status, større profit. 

Adskillige, hos hvem man havde tiltænkt bedre tanker, råbte: 

"Vi har ikke brug for kævl og snak, vi trænger til en stærk mand, der rydder op i det gamle morads".

Hertil svarede statsministeren venligt: "Min regering står på demokratiets grund". 

Og alle hilste ærbødigt på medlemmer af kongehuset, eller måske var det omvendt, der skete så meget. 

I riddersalen gav skuespillere og balletten fra Det kongelige Teater de vel- kendte scener fra det nationale opus, Elverhøj, i den folkelige udgave til høj-skoler og forsamlingshuse.-

Advokaternes Hus sprak under de mange mennesker, det kongelige orkester og Elverhøj. De mange mennesker, den trange plads i riddersalen, blev klaret med smil og undertrykt latter. Især da der lød et larmende brøl i kongesiden fra en møbelmatador, der fyldte rigeligt, sad for tæt på de optrædende, og blev trådt over tæerne af Dronningen af Danmark under menuetten i Elverhøj. 

Kort derefter hørtes et gisp i damesiden, fulgt af en forfærdet mumlen, som pludselig blev til højlydt fnisen, da højesterets præsident sad med en snublet balletdanserinde på skødet. Hvorved retspræsidentens flagrende, gråhvide hårpragt, en mageløs paryk, faldt på gulvet, afslørende velagtværdighedens blankpolerede isse.

Endelig nåede Elverhøj med skuespillere og orkester frem til det betagende øjeblik, sandhedens time hele forsamlingen i spænding havde forventet, den fælles afsyngelse, krigerisk højt og taktfast: 

"Kong Christian stod ved højen mast, i røg og damp".

Alles øjne skinnede af tåreblank bevægelse, damerne tørrede øjne, enkelte brød ud i gråd. En skingrende pigestemme fra Unge Liberale Kvinder, råbte:  

"Lad os samles i et trefoldigt leve for fædrelandet Danmark og hele det kongelige hus".

Og næsten alle, men især maler Nikolaj, råbte: "Hurra. Hurra. Hurra"; og næsten alle, men især maler Nikolaj og socialistiske arbejdsmænd og matro- ser, svingede saligt henrevet med små, imaginære dannebrogsflag. 

Fra en let beruset professor i filosofi og en mager husmand lød et: 

"Fandens til kongerøgelse". 

Et par håndfaste matroser stillede brutalt kværulanterne uden for døren.

-

Ved velkomsten, et orgie i champagne, så man rigsadvokaten flanerer i arm med justitsministeren, fulgt af en jaloux landsretspræsident, der holdt en fete- ret skuespillerinde i et jerngreb. 

Prinsesse Y sås i livlig disput med en tidligere advokat, der stolt fremviste sin udgangstilladelse fra en straffeanstalt. Nationalbankens direktør, en nydelig dame med sin herre, stod et par skridt fra prinsesse Y, og så misbilligende på den royale højhed og hendes tvivlsomme bekendt.

Statsministeren var i samtale med Sørensen, medstifter af SS, det besvær- lige Sociale Samværsparti, om redningen dagen efter af et af regeringens lovforslag. Sørensen havde forsøgt sig i samtlige partier, nazist, kommunist, reaktionær liberalist. Samværspartiets 4 mandater afgjorde mange lovforslag, deres stemmer kunne være udslagsgivende. 

Dertil det for mange beklagende, at Samværspartiet var med i koalitions- regeringen ved indenrigsministeren, Laurentius Finesen.-

Regeringens piberygende udenrigsminister påhørte samtalen; bed så hårdt i piben af forbitrelse, at den knækkede. En gnist fra piben faldt på fru Sørensens bryst, satte ild i hendes kjole. En ildslukkers mellemkomst var uundgåelig. 

Den senere erstatningssag: Fru Sørensens vansirede kavalergang kontra udenrigsministerens pibe, udløste en ny skandale med parlamentariske dønninger.

Endvidere sås to energiske murersvende, et par af de ved palæets restaure- ring fallerede entreprenører, i heftig diskussion med en kødrand af revisorer, der lod bolden gå videre til foreningens formand, Hugo Laurizen, der pludse- lig råbte:

"Vibeke, vil du hente Else Niebert og det skal være nu".'

-

Vibeke Mihrs smil stivnede; hun rakte sit glas til en slængkappeklædt baron, der just havde friet til hende; baronen savnede en baronesse til sine danske besiddelser, foruden en dame af høj karat, som medvider til familiens investe- ringer i sojabønnemarkedet i Venezuela. 

Vibeke hviskede et tøvende "Næ tak, jeg beklager", til den skuffede frier, og løb hen til en af de små udskænkningsbarer, hvor hun sidst havde set kontor- chefinden. Gudskelov, hun stod der endnu, sammen med maler Nikolaj og en ung pige, det var vist Pernille Puk, og Vibeke hørte Nikolaj sige til Pernille:

"Pernille, må jeg præsenterer min vekselerer".

Pernille fnøs til sin ledsager, en ung, genert assessor ved byretten: 

"Pyha, ham Nikolaj er en spekulant, lad os komme væk".

"Oh", mumlede Vibeke forskrækket; den yngste af Hugo Laurizens partnere, den høje kønne dygtige advokat, Lars Lenvig, stod og så på hende med et ironisk smil.

Vibeke trak utålmodigt i kontorvenindens arm:

"Else, du skal komme over til hr. Laurizen".

"Men kæreste Vipsen, da ikke nu, han vèd vi går til bords om ti minutter, hvor er han, rabler det for ham?".

"Han står sammen med skandalen", hviskede Vibeke, idet hun med løftede øjenbryn viste retningen mod den store trappe, der var blokeret af et opløb omkring den kraftigt talende, ivrigt gestikulerende Hugo Laurizen.

"Lad mig komme til", snerrede kontorchefinden. 

Hun banede sig vej, energisk puffende til de festklædte mennesker, hen til den store trappe; og i sin iver, da hun på få meters afstand blev standset af den massive trængsel, råbte hun: 

"Hugo, kan du ikke selv ordne de bavianer? Vent på mig. Vi kan da ikke vade i alt det sludder dag efter dag?".'

-

Vibeke havde mest lyst til at gå hjem; når Else Niebert var beruset opførte hun sig tarveligt. Revisorer og fallenter havde rendt kontoret på dørene de seneste dage og talt om en skandale, og i telefonen lød mange trusler om bomber og brand, og hun måtte end ikke passe sit arbejde, men skulle være flink og venlig og servere kaffe og cigarer til. Vibekes tanker blev afbrudt, hun hørte et skænderi mellem Nikolaj og Pernille Puk, som hvislede: 

"Jeg er ikke sammen med dig, gå med dig, jeg foragter dig".

"Jamen, jeg har alle pengene, jeg har dem på mig".

"Nikolaj, gå med dig. Jeg siger nej tak. Kom, Otto". 

Pernille gik med sin dommerfuldmægtig fra byretten. Den berygtede vekse- lerer halede afsted med Nikolaj Frandsen. 

Vibeke var nær besvimet. Lars Lenvig rørte ved hendes arm, talte til hende, åhgud, han hviskede ind i hendes øre:

"Den gamle ryger snart i fedtefadet, ved du det?".

"Men kæreste Lars dog, hvad mener du?", smilede Vibeke.

"Hugo Laurizen er færdig, der er ikke dækning på klientkontoen, men sig det endelig ikke til nogen. Jo, du skal hviske det til hyænen".

"Hyænen, hvem er det?", gispede Vibeke.

"Din kontorchef, lille fæ".

"Åhgudnej", mumlede Vibeke.

"Vi ses senere. Hej".

Vibeke så ned i gulvet. Det var gement at sladre. Hun ville sige det til ham, sige det lige ind i synet på ham, men da så hun, at Lars Lenvig var gået. 

"Løb efter ham", hviskede Vibeke til sig selv.-

Den aften dansede Vibeke og Lars mange danse sammen, og slentrede i den lyse morgen gennem gaderne. Men på en café, hvor de spiste løgsuppe og drak kaffe og eftertænksomheden indfandt sig, talte de alvorligt om det i nattens løb indtrufne drama. 

Der gik måneder, før Vibeke en dag kom til at tænke på, at Lars den morgen blev så underlig i ansigtet, gustenbleg af skræk eller chok eller vrede, så Vibeke et øjeblik troede, at der var noget galt med suppen, eller hende selv, at hun havde armsved eller dårlig ånde, fordi Lars, som en helt anden Lars, pludselig havde snerret:

"Du er en barnerøv. Vi står kun ved begyndelsen".

-

Lars Lenvigs faster, Henriette Boehge, enke efter nationens væg-til-væg tæppeleverandør, havde efterladt sin hustru en tekstilfabrik, ejendomme og kontanter, samt godset Mindetshave, faster Henriettes hjem. Hele denne her- lighed administreret af Advokatfirma Hugo Laurizen & Partnere A/S. 

Torsdag før middagen i palæet, hvortil fru Boehge var indbudt, men havde sendt afbud, stod for Lars Lenvig som et mareridt. 

Faster Henriette havde indfundet sig i L&P, fulgt af sin revisor, der udbad sig en samtale med hr. advokat Laurizen. Faster Henriette havde tilføjet, at det sandelig var nødvendigt at hendes nevø, Lars Lenvig, overværede samtalen.

"Udgifterne til godsets opretholdelse er ikke betalt, der foreligger vel en misforståelse?", indledte revisoren. Hugo Laurizen havde snoet sig så godt han kunne, men faster Henriette havde spruttet:

"I vover ikke at sende en Boehge til inkasso. Se min nevø, hvorfor sidder han og ser så bekymret ud? Jeg kender ham. Svar mig så om I har taget alle pengene?".

Lars Lenvig havde rejst sig og værdigt sagt: "Den sag kender jeg intet til. Ansvaret påhviler alene advokat Laurizen".

"Er det sandt, Lars, eller skal jeg tilkalde politiet?". 

Revisoren havde spagfærdigt sagt: "Jeg håber advokat Laurizen er indstillet på en mindelig ordning?".

"Det hele er kun en beklagelig misforståelse, det beklager jeg virkelig, jeg bringer sagen i orden med det samme", gnækkede Hugo Laurizen.

-

Og midt under den festlige middag i palæet, blev foreningens bestyrelse indkaldt til møde. Dagsordenen ville blive meddelt mundtligt. Budbringeren var den synligt nervøse Else Niebert. Mødet skulle finde sted aldeles omgåen- de i bestyrelsesværelset 1912, Gobelinsalens anneks, lidt afsides beliggende, men velegnet til en måske ophidset diskussion. 

Bestyrelsens medlemmer forlod deres ledsagere ved festbordets glæder. Vibeke havde kaffe og cognak parat i 1912, men blev anmodet om at forlade lokalet. Da hun igen mødte Lars Lenvig, smilede han og sagde:

"Sig til hyænen: Nu revner ballonen".

"Lars, du må ikke være så kynisk", sagde Vibeke, men tænkte, "gud ved om Lars ikke har ret?".'

-

Karl Foldak, æresmedlem af foreningen, forstander for Pensions Koncernen 1912, Anonyme Advokater, bærer af PKA 1912 i guld på skjortebrystet, advokat, godsejer til Fladstrup, hofjægermester, kongelig frimurer, hovedaktionær i en våbenfabrik og et børsmæglerselskab, ejer af  gummi- og palmeolieplanta- ger,  aktionær i teaktræsskove, brød sig ikke om kogt laks i asparges, ville have foretrukket en skive surbrød med krydret svinefedt og salt. 

Karl Foldak lyttede til sin borddame, prinsesse Y, der hviskende betroede ham, at hun havde mistet en formue, omtrent alt, hvad hun ejede, i en mislyk- ket aktiespekulation for lånte penge. 

Et nærliggende svar undslap Foldaks mund: 

"Den slags ligger vist til kongelige familier", sagde han stille.

"Mener De virkelig?".

"Jeg tror det fremgår af Deres kongelige højheds slægts historie".

"Min familie? Mener De virkelig?".

"Ja, frue. Tillad mig at spørge, om jeg må ordne det lille mellemværende, absolut ikke for at redde Deres flygtede mands navn, han fik vist den skæbne han fortjente, og naturligvis ikke som pression, jeg mener, det kunne måske opfattes sådan".

"Pression, sådan, hvilken?".

Prinsesse Y tænkte med skræk, om Karl ville nævne hendes mands dødsstraf i Thailand for handel med narkotika, en trist og unævnelig sag, som heldigvis kun et meget lille fåtal kendte, fordi han var hængt som fransk statsborger.

"Jeg har været enkemand for længe, kan dårligt begå mig i en dames sel- skab, men, prinsesse, hvad vil De svare? Må jeg anholde om Deres hånd?".

"Jamen, Karl dog? Jeg troede du helt havde glemt mig, det er mange år siden. Jeg troede du helt havde glemt mig".

"Jeg har savnet dig".

"Har du virkelig?".

"Ja, meget. Siger du ja?".

"Få mig nu ikke til græde, selvfølgelig siger jeg ja. Jeg har altid været glad for dig, det ved du".

"Men dengang valgte du den flotte løjtnant, ikke?".

"Nej, det gjorde far og mor, men du valgte den flotte Johanne med hesteha- len, og jeg husker jeg blev afsindig jaloux".

"Fordi hun lignede dig".

"Gjorde hun? Gjorde hun virkelig?".

Deres samtale blev afbrudt af Else Niebert, der hviskende meddelte Foldak, at foreningens formand bad ham deltage i et bestyrelsesmøde, der fandt sted i dette øjeblik.  

"Hvor?", spurgte Foldak, en kende brysk.

"I Gobelinsalens anneks".

"Hvad er der galt? Godt, sig at jeg kommer".

Karl Foldak rejste sig, og idet han kyssede sin tilkommende brud på panden, hviskede han: "Hotellet, ja, det sædvanlige, bestil et værelse til os, jeg kom- mer senere".

Prinsesse Y smilede til ham: "Virkelig, søde Karl?".

--

Curt Adam Svendsen, dommer ved Østre Landsret, med mishag bærer af det lille PKA i guld, godt gemt bag skjortebrystet, gudskelov uden 1912, så Karl Foldak forlade festbordet og prinsesse Y, og fik en ubehagelig mistanke om, at et eller andet måtte være helt galt, og næppe noget med Karls helbred eller anden petitesse.

Samtidig så dommeren sin svigersøn, advokat Ole Tern, direktør for den enearvede majoritet i Danske Industrikoncern A/S, medlem af foreningens bestyrelse og 1912, uden et ord forlade sin kone og svigerfar, indkaldt til et møde af Else Niebert. 

Det fik dommer Svendsen til at vrisse til sin datter, Ulla Tern, advokaten, der ofte tog sig af voldsramte kvinder:

"Ulla, vil du venligst fortælle mig, om Ole har slået dig igen og i så fald, hvorfor du finder dig i det? Du har hævelser i ansigtet og du har rifter på halsen. Hvorfor går du ikke fra det dumme, ja, undskyld mig, det dumme, brutale svin".

"Ti nu stille, far, det kan jeg ikke af hensyn til børnene, det ved du", hvis- kede Ulla. 

"Du burde i det mindste blive skilt fra ham", svarede dommer Svendsen; og man så, hvad han tænkte: 

min datter og hendes afkom burde isoleres i Statshusmand Nils Rasmussens Hjem For Faldne Kvinder, eller Etatsråd Mikkelsens Jomfrukloster, eller Enke- fru Marie Mortensens Kristelige Kvindehotel, jeg har dog nogen indflydelse på disse, hm, stiftelser

--

Politiinspektør Anne Gure, nytiltrådt chef for politiets efterretningstjeneste, tænkte; hendes rynker i panden blev derved meget synlige. Hun ærgrede sig over at hun ikke hurtigt kunne afgøre, om det var champagnen, eller rappor- terne om lurendrejende mafiabander og frygtede terrorister, der myldrede frem over kontinenter, eller hendes fantasi, der forvirrede hende. 

Hun følte, at hun fik et vigtigt vink foræret, da den kraftigt byggede mand gik forbi hende ved festbordet, og et kort sekund så hans jakke glide til side, afslø- rende skæftet af en pistol hænge i et hylster under en svedende armhule. Hun smilede kærligt til sin ledsager, kriminalkommissær Hiort:

"Hiort, se lidt forelsket på mig og sig mig, hvem han er, ham der gik forbi? Nu står han ved døren, den tredie fra højre, sammen med våbenfabrikanten Karl Foldak".

Kommissær Hiort så uinteresseret hen mod riddersalens tredie udgangsdør fra højre, nippede til champagnen, kvasede skorpen på et kuvertbrød, stak en bid i munden, gumlede, skyllede efter med champagnen, tændte en cigaret, og sagde:

"De står der endnu, holder på den åbne dør, diskuterer et eller andet, Karl Foldak og Ole Tern. Nu går de, ja, nu gik de".

"Ole Tern, nemlig. Følg dem, flere af bestyrelsens medlemmer har forladt deres pladser. Hvor går de hen, og hvorfor gik skibsreder Knud Molde? Hvor er Leo Larsen, han er her et eller andet sted?".

"Du trak Leos fridag".

"Ti nu stille, jeg ved det, overarbejde".

"Uden kompensation, ja, det er hårde tider".

"Gå nu, det er vigtigt", hviskede Anne Gure, kyssede ham på kinden.

"Anne, åhgud, pas på, Marianne kvæler mig, er det sagen fra Gibraltar?". 

"Det tror jeg, gå så".

-

Der var indgået telex fra Gibraltar, Lissabon, Paris, Frankfurt og Lübeck. Et af Moldes rederiers fragtskibe var under en orkan løbet på grund ved Gibral- tar, og stod så hårdt, at losning af lasten var nødvendig. En knust side i en container afslørede våben, hvorefter lasten blev konfiskeret og ført ind til stranden. 

Og dér lå, under skærmende presenninger, en sending fra dansk landbrug, og en stor ladning patroner, granater, pistoler, maskinpistoler, maskingevæ- rer, maskinkanoner. Den last blev hurtigt bragt i sikkerhed.

Skibets besætning sagde èt, fragtbrevene noget andet. 

Den indledende undersøgelse gav oplysning om tre navne, Ole Tern, Knud Molde og Karl Foldak, der beredvilligt oplyste det fornødne: 

At Foldak på et møde i Paris havde anmodet Molde om fragt fra Lübeck til en senere angivet anløbshavn, og på spørgsmål fra Molde om, hvilken slags fragt, havde Foldak sagt: En ladning våben fra Danmark, hvormed Foldak havde ment, de i Baltikum dansk producerede våben, der blev indsamlet og afskibet i Lübeck. 

Et Molde-selskab i Frankfurt havde påtaget sig transportforsikringen. Sagen var af betydning udenrigspolitisk, og for dansk erhvervsliv. 

Den nationalt sindede Knud Molde havde sagt ja, men ønskede skadesforsik- ringen overført til sit selskab i København.

Ole Tern var hovedaktionær i de baltiske fabrikker, produktionen skete på licens ejet af Foldak. Terns agent, et Tern-bifirma i Lissabon, havde formidlet salget. Nej, hverken Molde, Foldak eller Tern kendte modtageren og den mulige køber af ladningen. Man skulle vide så lidt som muligt for at kunne deltage i den verdensomspændende våbenhandel.

"Men hvorfor kamufleret som dansk landbrugseksport?".

"Husk, at såvel landbrugseksporten, som eksporten af forarbejdet jern og stål, har afgørende betydning for Danmarks udenrigsøkonomi og valutabalan- ce, og selvfølgelig sker vore forretninger i fuld forståelse med den danske regering", lød svaret. 

Dermed havde Molde, Foldak og Tern afvist flere spørgsmål; høfligt, venligt, arrogant docerende. Tern havde sagt: 

"Danmark er jo ikke kun, et lille reaktionært bondeland".

Anne Gure bed i Hiortens kuvertbrød. 

hvorfor havde skibskaptajnen sagt ét, fragtbrevene noget andet, og agenten i Lissabon noget helt tredie, tænkte hun, og ærgrede sig over, at hun ikke selv havde afhørt Knud Molde, Karl Foldak og Ole Tern, ja, end ikke kendte dem, personligt.

-

Der mødte de hovedagerende i PKA 1912, Molde, Foldak og Tern, et uventet syn, da de trådte ind i Gobelinsalens anneks. 

De fremmødte fra advokatforeningens bestyrelse sad tavse ved bordet, hvor foreningens formand, Hugo Laurizen lå slapt, som besvimet, ind over bordet, bleg, udmattet, forgrædt.

"Vågn op, Hugo", hvæsede Else Niebert. 

Hun tvang Laurizens hoved bagover, hældte en whisky i munden på ham. Han hostede, mumlede om sit svage hjerte, det hårde arbejde, sin vanskelige hustru, de utaknemmelige børn.

"Det har vi hørt", lød det fra advokat Stenstrup, et bestyrelsesmedlem, der uventet havde vist sig som en irriterende uromager i opposition til den øvrige bestyrelse.

"Det her drejer sig om penge", snerrede Ole Tern.

Svaret kom som en mumlen: "Ja, mon ikke?".

"Tillad mig", sagde Molde, "foreligger der en opgørelse?".

"En tilståelse fra Hugo, du godeste, nejnej", råbte Stenstrup, der fik støtte ved hovedrysten og beklagende næh, fra den øvrige bestyrelse.

"Har man overblik over den aktuelle situation?", spurgte Foldak.

"Nej, men foreløbig 20, måske 40 millioner".

"Du godeste, jamen, du godeste dog", udbrød Molde.

"Satans", hvæsede Tern.

Foldak sagde: 

"Hvad gør vi så nu? Hugo, har du lagt alle kortene på bordet?".

"Ja, der er ikke mere", hviskede Hugo Laurizen.

"Hvor meget har du lagt til side til kone og børn?", kom det mistroisk fra Tern.

"Intet, intet, hvordan kan du sige det?", råbte Laurizen forskrækket.

"Nåh, fra en forbryder kan man vente sig hvad som helst". Stenstrup høstede igen bifaldende nik og hovedrysten fra kollegerne i bestyrelsen.

"Hvem træder så til?", sagde Foldak.

"Vi har ikke andre end Pensionskassen og Anonyme Advokater", svarede Stenstrup, der for første gang lød lidt beklemt ved sit mod.

"Anonyme Advokater? Mener De PKA 1912?", gispede Molde indigneret.

"Ikke tale om", snerrede Tern.

-

Else Niebert, påvirket af tragedien og champagne, men klarhjernet, bad om ild til sin cerut, pustede røgen ud, og sagde:

"Må jeg, ifald de anonyme eller pensionskassen og 1912, ikke kan medvirke, gøre opmærksom på konsekvenserne ved en anmeldelse til politiet. Skaden er sket i kraft af eftervirkningen af byggeskandalen. Dertil at Hugo påtog sig drif- ten af værtshuset, som er en stor omkostning, der sluger enorme midler. Endvidere har Hugo gjort en letsindig spekulation på fondsbørsen. Tiderne er hårde, mine herrer, så hvis De vil undgå skandale, må enten de anonyme, og 1912, eller pensionskassen og resterne af den hemmelige fond, træde til. Hvad har vi dem ellers til? Der foreligger præcedens, i hvert fald rigeligt med fortilfælde til en hurtig aktion".

"Så vidt jeg er orienteret, drejede det sig tidligere kun om småpenge, en halv snes tusinde, måske et enkelt hundrede tusinde", smilede Molde. 

"Det ved De udmærket, hr. Molde. Den på én million og et hundrede tusinde, var en af Deres talrige og forfløjne svigersønner, som De lod sejle sin egen sø", hvæsede Stenstrup.

"Hvor vover De?", gispede Molde.

"Det er ingen hemmelighed, at advokat Lars Lenvig".

"Menneske, er De vanvittig?", stønnede Molde.

"Dette er ikke stedet til skænderi", sagde Foldak. 

Moldes svigersønners skæbne fik ham til at tænke på advokat Lenvig, og prinsesse Y´s henrettede ægtefælle.

"Stenstrup, gå. Vi andre finder en løsning uden Dem. De gør opgaven van- skelig", lød det fra Ole Tern.

"Bevares, så går jeg", smilede Stenstrup. Han havde glemt sin afhængighed af et godt forhold til Ole Terns magt i Danske Industrikoncern A/S. Stenstrup hilste farvel, og gik. 

Advokat Erling Mortensen bad om ordet: 

"Det er blot det, at jeg føler mig for gammel til at sidde her for kreds Jylland Syd. Jeg nedlægger mit hverv med omgående virkning. I må undskylde mig, jeg beklager. Jeg kan nå toget, ja, jeg kan lige nå toget til Esbjerg, farvel". 

Det var skødeskriver Mortensens eneste bemærkning i den bestyrelse, hvori han havde siddet en menneskealder; han rejste sig, fulgte efter Stenstrup. 

Og som det kunne forventes: Advokat, auktionsholder, kreaturhandler Hribe, fra foreningens kreds Jylland Nord, løb nervøst hændervridende, med skævt akavede dybe buk, hilsende forsamlingen blegt farvel, ilsomt efter Mortensen, ivrigt råbende: "Mortensen, Mortensen, vent på mig".-

Karl Foldak meddelte: 

"Der tegner sig en trist sag, men hør mig. Else Niebert og Hugo Laurizen møder i dag klokken 23 i det anonyme kontor, ja, 1912, har I forstået? Og dig, Molde og dig, Tern, møder samme sted klokken 24. Er det forstået?".

Det var forstanderen for velgørenhedsselskabet Anonyme Advokater 1912, hemmelige fonde og pensionskasser, Øverste Ordensmester, Karl Foldak, der talte.

- 

Vinterhaven tjente til balsal, orkestret spillede en smægtende langsom vals. Lyset var dæmpet, stemningen romantisk, for alle i salen behagelig; kun få andre, andetsteds, tænkte på hævn, ondskab, forbrydelse. 

Vibeke dansede med Lars Lenvig. Den jaloux landsretspræsident trippede nervøst med sin feterede skuespillerinde i et jerngreb. Karl Foldak dansegik i tungt trav, værdigt med prinsesse Y. Ulla Tern valsede i godt humør med krimi- nalkommissær Hiort.

Anne Gure inklinerede for Ole Tern og spurgte, hvorfor han gik med pistol? Tern lod som om han ikke hørte hende. 

Møbelmatadoren, landskendt for sine høje brøl, halsede forpustet rundt med Dronningen af Danmark, skuespillerinden, der under Elverhøj havde trådt ham over tæerne. 

Højesterets præsident svævede med den snublende balletdanserinde, der ligeledes i Elverhøj famøst havnede på hans skød. Han følte hendes smækre midje, og hun en hed lidenskab ved hans berøring, og tanken om den blank- polerede isse under sin tapre redningsmands paryk.

Retspræsidenten tænkte med stolthed på, hvad hans hustru bestyrtet havde sagt om sin utro ægtemand der snart skulle pensioneres, og på kollegernes mishag i samme sag, da de så ham og en svulmende barpige omtalt i ugens presse, som månedens amourøse par.-

Statsministeren, der efter et forlist ægteskab var enlig far, dansede med en enlig mor, gruppeforkvinden for et frisindet, vakkelvornt, udspekuleret lille midterparti i folketinget. Under dansen proklamerede regeringschefen kravet om et stabilt flertal for sin regering. "Dermed sikres demokratiet", råbte han forpustet.

Det lod sig se, at kravet til det sikre demokrati var så nødvendigt, at det bule- de i ministerens bukser, stimuleret af sin partners bryst og bag. Han gjorde denne meget lykkelig, da han betroede hende, at de nu var forlovede. 

Orkestret spillede den smægtende langsomme vals da capo. De øvrige gæs- ter, der dansede eller sad ved små, stearinoplyste borde, applauderede med smil og latter. Nationens førstedame in spe hulkede så bevæget, at hun faldt i afmagt i landsfaderens arme. 

Men denne, der var påvirket af de med spiritus forringede hæmninger, og havde vanskeligt ved at støtte den elskede i sine arme, betroede til de om- kringståendes forundring, at han nu omsider havde fået en mistanke bekræf- tet: Nu vidste han, hvorfor den nyforlovede var besvimet: 

Hun havde løjet sig yngre, ikke meget, men alligevel: Hun var ikke firtitre, men måske femtitre, og han havde endnu et par år til gode før han rundede de femti. 

"Tilgiv mig", hviskede den udkårne, og de mødtes påny i et kys.

-

Pludselig stivnede politiinspektør Anne Gure og kommissær Hiort. Der havde lydt et skud fra revolver eller pistol, et utydeligt et, men et skud, ingen tvivl om det. Kort efter lød endnu et dæmpet skud, men igen så svagt, at ingen af gæsterne bemærkede det. Anne Gure og Hiort forlod balsalen.

I Spejlsalen på 1. etage, bag blokerede eller snedigt låste døre, fandt til- ilende sikkerhedsfolk skibsreder Knud Molde og kontorchef Else Niebert dræbt af skud på tæt afstand. De var begge døde af skudlæsion i kraniet. 

Politilægen konstaterede, at Molde havde kæmpet, eller var mishandlet, før sin død, og ligeledes Else Niebert. 

Kontorchefinden var iført mandstøj, ituslåede briller og en lille moustache på overlæben, et kostume der vakte opsigt. 

Ole Tern og Karl Foldak kunne samstemmende bekræfte, at det var Hugo Laurizens smoking og briller, samt at han havde et tilsvarende, lille overskæg, sidst de havde set ham. 

Blodspor viste at drabene var begået i et værelse, Lensgrevens Pigeværelse og derpå slæbt ind i Spejlsalen. Hvorfor? 

Drabsafdelingen blev tilkaldt, opgaverne fordelt. Anne Gure og Hiort indled- te eftersøgningen af Hugo Laurizen, der var forsvundet.

-

"Men på den syvende dag kom et tegn fra den døde", messede Hiort.

Der indtraf det held, at forpagteren af en transportabel pølsevogn, under nattens rengøring af kogekar, eller måske, forklarede han usikkert, måske i affaldsspanden til servietter og pølserester, fandt en plasticpose med en afhugget venstre hånd, med fingre, der grangiveligt lignede kogte pølser. 

Pølseforhandleren blev helt uhyggelig, tilføjede han med skælvende stem- me, da han under en rengøring af vognens inventar, bag et nemt tilgængeligt aflukke, fandt endnu en plasticpose, og denne gang, udtalte han bevæget, fandt jeg et menneskehjerte og rester af leveren og en masse blod og tarme med lort.

Vielsesringen bekræftede, at være en del af Hugo Laurizens parterede lig. 

Politiledelsen slog alarm, eftersøgningen af de mulige rester af Laurizen blev intensiveret.-

Det mest ubehagelige ved den makabre sag, "den antændte lunte", sagde mange, var ikke de voldsomme drab, men spektaklet i aviser, radio og tv om "de sindsoprivende mord i Advokaternes Hus". Mindre kunne ikke gøre det, ifølge de velkendte, meningsforvridende fabrikanter.

Det store scoop, drabene i Advokaternes Hus, fik samtlige aviser til at gå amok, ikke blot de følgende dage, men i ugevis. Hysteriet skete trods aftaler med politiet om en afbalanceret reportage, og med Karl Foldak, med penge i konvolutter, om yderste diskretion ved omtale af sagen og foreningen. 

Et penibelt spørgsmål meldte sig: 

Hvem lækkede alle fortrolige oplysninger til pressens brøleaber? 

Hvem var synderen?

-

-

                               branden 2

-