-

- en foreløbig redegørelse

 

-

-

--

-

-

-

-

-

-

-

-

Hvad mente Emil Glückstadt om sin position, versus bankkommission, rege- ring, Landmandsbanken, Ove Ringberg, Harald Plum, Transatlantisk Kompag-ni og rekylerne? 

Det ses i Glückstadts brev fra Paris 7. okt. 1922, kendt som Glückstadts fore- løbige redegørelse til Bankkommissionen:

 -

"I skrivelse af 26. sept. har den ærede kommission anmodet mig om at give en fremstilling af de forhold indenfor banken, der har ført til dens nuværende økonomiske vanskeligheder. Denne skrivelse kom mig i hænde her i Paris d. 30. s.m, hvilket vil være kommissionen bekendt af mit telegram af s.d.

Som det ligeledes vil være kommissionen bekendt, anså jeg det allerede mandag den 18. sept., inden jeg fik kundskab om, at en kommission til under- søgelse af bankens forhold ville blive nedsat, for nødvendigt at vende tilbage til Paris for at fortsætte de af mig indledede forhandlinger om salg af rekylret- tighederne, hvis forhandlinger i højeste grad har lagt beslag på min tid og arbejdskraft.

Disse forhandlinger vil, så vidt jeg i øjeblikket kan se, i løbet af næste uge forhåbentlig være bragt til et sådant punkt, at jeg uden at skade sagen kan rejse hjem for ialfald en kortere periode. Under hensyn hertil og da jeg ikke her har dokumenter, notater etc. ved hånden, kan min redegørelse ikke blive så detaljeret som jeg kunne ønske, men kun blive en fremstilling i hoved-trækkene af de forhold, som er delvis almenkendte, men dog nødvendige til bedømmelsen af bankens stilling, nemlig:

1, Det Transatlantiske Kompagni. 2, engagementer sikret gennem krav i Rusland. 3, forstrækninger til børsengagementer. 4, andre tab.

-

1. Det Transatlantiske Kompagni:

Dette Selskab blev stiftet i 1915 efter forslag fra United Export Co, med det formål at sikre dansk handel en varig deltagelse i den transithandel på Øster- søen, der hidtil hovedsagelig var gået over Tyskland, særlig Hamborg. Da man henvendte sig til mig om denne plan, stillede jeg som betingelse for at Landmandsbanken skulle financiere selskabet, at dette skulle stiftes som Holding Company, og at forretningerne ude i verden skulle drives som selv-stændige selskaber, for at disse ikke skulle kunne forpligte moderselskabet.

Sådanne exportkombinationer med en række selskaber grupperede om et moderselskab fandtes særlig før krigen i Hamborg, og havde gennem en årække stået deres prøve. Det ville nu være en betydelig og naturlig opgave for dansk erhvervsliv, om tiden kunne benyttes til at opbygge en oversøisk handel på samme måde som vore nabolande havde gjort det.

Den situation der forelå ved oprettelsen af det Transatlantiske Kompagni var, at Tyskland, i hvis skygge Danmark havde levet, var lammet af verdenskrigen, og at hele det russiske marked lå åbent.

Enhver vil sikkert mindes de forhåbninger der fra alle sider næredes til ud- viklingen af forbindelsen med det russiske og sibiriske marked, og de krav, der stilledes om at udvide Københavns Havn med transithandel for øje.

Disse var hovedsagelig de grunde, der gjorde sig gældende ved oprettelsen af det Transatlantiske Kompagni. At vi ikke var ene om denne tanke, viser den samtidige oprettelse af det af Handelsbanken financierede selskab "Alminde- lige Handelskompagni", hvis grene strakte sig lige så vidt om jorden som Det Transatlantiske Kompagni, det svenske Transmarine Compagni, United Baltic Corporation, Baltic Cotton Co, o.fl.a.

Man var ganske klar over, at en organisation som det Transatlantiske Kom- pagni ikke kunne komme til at virke efter sit formål under de unormale han- delsforhold, der herskede under verdenskrigen. Men hvis man ikke ved krigens ophør havde sin organisation fuldt færdig, kunne man være ret sikker på at have forspildt en chance, der måske aldrig ville komme igen.

Man var også på forhånd klar over, at krigens afslutning kunde medføre kri- ser i enkelte Lande, men man mente, at netop gennem de mange selskaber var risikoen så fordelt, at et enkelt selskabs vanskeligheder praktisk talt ikke ville påvirke helheden. Og at den varehunger, der efter krigen ville være til- stede i hele Østeuropa, rigelig ville opveje alle vanskeligheder.

Ruslands sammenbrud og det indirekte deraf følgende sammenbrud af hele verdensmarkedet, havde man ikke regnet med, og kunne ikke regne med. I denne henseende har man delt skæbne med lignende selskaber i alle Lande.

-

På grund af det beslag regeringen lagde på min tid såvel under krigen som særlig efter denne, kunne jeg naturligt kun tage ringere del i bankens ledelse. På et vist tidspunkt, nøjagtigt kan jeg ikke opgive det, men antageligt var det 1917-18, hvor mit helbred var dårligt. forlangte min læge, at jeg måtte ind- skrænke mit arbejde. Jeg bestemte mig da til at nedlægge mit hverv som ad- ministrerende direktør i banken.

Min kollega, direktør Ringberg, erklærede, at han i så fald også ville fratræ- de, hvorimod han, hvis jeg ville forblive, ville påtage sig en del af mit arbejde, blandt andet bankens forretninger med Det Transatlantiske Kompagni; han ville indtræde i bestyrelsen og få dannet en delegation inden for denne, såle- des at jeg blev befriet for dette arbejde udover det, der påhvilede ethvert an- det bestyrelsesmedlem.

Dette ordnedes da, og jeg må tilføje at direktør Ringberg efter min mening måtte synes særlig egnet til dette hverv, eftersom han havde personlig antipati mod direktør Plum, han var altid på sin post over for ham. Når direktør Ring- berg og jeg talte om T.K.s affærer, udtalte Ringberg, at ved alle de prøver og oplysninger han tog om forretningen, viste det sig altid, at direktør Plum kunne gøre rede for forholdene, og at bogholderiet var i den bedste orden. Endvidere sagde Ringberg gang på gang, at direktør Emil Rasmussen erklærede, at den gående forretning var meget stor og at afviklingen af tratterne viste, at det var reel forretning.

Det vil forstås, at da jeg på anden måde var stærkt optaget, tog jeg mig ikke særlig af T.K.s forretninger, thi en delegation på tre medlemmer holdt ialfald en gang, men jeg tror i reglen to gange om ugen møder, og det var fastsat, at ingen forpligtelser måtte indgåes uden delegationens samtykke. Dette har di- rektionen imidlertid ikke overholdt; det har nemlig senere, da det var for sent, vist sig, at den både er indgået på forpligtende engagementer, som ikke har været behandlet i delegationen, ja selv på sådanne, som denne havde modsat sig.

-

I tiden herefter var jeg efter regeringens anmodning beskæftiget med den financielle ordning, som var en følge af de sønderjyske landsdeles tilbagegi- velse til Danmark. Disse forhandlinger, som jeg kun havde tænkt mig ville strække sig over en kortere tid, nødvendiggjorde en fraværelse af over et år, deriblandt samlet sidste halvdel af 1920, hvor jeg ikke kunne tage aktiv del i bankens arbejde, men måtte overlade dette til mine meddirektører, og navnlig til Ringberg.

Da verdenskrigen begyndte at brede sig, viste det sig, at D.T.K.s selskaber, som for en del arbejdede med udenlandske kreditter, fik disse opsagt, idet de fremmede banker under den almindelige nødtilstand først søgte at bjærge deres egne landsmænd. Følgen var, at selskaberne henvendte sig til hoved- kontoret, der stod over for valget enten at lade et eller flere af dem gå fallit, eller søge at holde dem oppe i håb om, at krisen kun ville være forbigående.

Delegationen valgte det sidste, og direktør Ringberg gik på bankens vegne med dertil, men det var i virkeligheden stridende mod de retningslinier, der var fastlagt ved selskabets stiftelse.

-

Jeg kom til København den 22. decbr. 1920, på et tidspunkt, da direktør Ringberg havde måttet tage ferie, og omkring nytår havde jeg stadige konferencer med direktør Plum og et af delegationens medlemmer, for at komme til klarhed over selskabets stilling. Hvert enkelt af selskaberne blev gennemgået på grundlag af de af direktøren givne oplysninger. De notater, jeg dengang gjorde, er i min besiddelse. Det blev opgivet, at der vel forelå store tab enkelte steder, på den anden side var der også selskaber, der intet havde tabt eller endda kunde opvise fortjenester, og foruden overførslen fra det forrige regnskab, havdes til disposition også fortjenesten for 1919, idet det af direktionen altid var blevet oplyst, at der i moderselskabets regnskab ikke toges noget hensyn til de i datterselskaberne lige afsluttede regnskabs-fortjenester, der holdtes som reserve. Naturligvis var de af direktør Plum opgivne tal ikke de endelige, sådanne kunne ikke foreligge på et så tidligt tidspunkt, men bogholderiet var dog af en sådan art, at D.T.K.s direktion mente, at den kunde følge de enkelte selskaber.

Tallene viste sig ved regnskabsafslutningen, ikke at holde stik. Hvis jeg ikke husker fejl, var det tab, der da forelagdes, efter at de til disposition værende midler var afskrevne, ca. 23 mio kr. Efter at have konstateret dette blev ban- kens og selskabets direktioner enige om, at banken for de 16 mio kr. skulle af- købe kompagniet visse af dets rettigheder i Riffelsyndikatet.

Når denne ordning blev truffet, var det for det første, fordi vi efter de givne oplysninger måtte anse Rekylaktivet for mindst at kunne indbringe denne sum, og selskabets direktører tog da også efter mit forslag en større andel i risikoen, og for det andet fordi det på denne måde var muligt at føre selskabet videre, hvilket man måtte anse for det eneste rette, for ikke at forøge selskabets tab, under hensyn til vore berettigede forventninger om selskabets fremtid.

Der blev efter denne ordning tilbage for kompagniet et tab på 7 1/2 mio kr, og til dækning af aktiekapitalen ca. 22 1/2 mio kr.

På regnskabsmødet, der derefter holdtes i D.T.K. forlangte jeg to gange, og fik af direktør Plum erklæring om, at varerne efter det nu opgjorte tab var nedskrevet til deres værdi, ikke pr. 31. decbr. 1920, men til værdien ved regnskabsaflæggelsen. Denne erklæring videregav jeg på kompagniets generalforsamling.

Efter at direktør Sthyr i 1921 var tiltrådt, blev en fornyet gennemgang af kompagniet påbegyndt; dette var efter min sendelse i foråret 1921 til Wien for Nationernes Forbund. Efter at jeg kom hjem fra denne, fik jeg en dag besøg af overlæge dr. med. V. Rubow, der mente at burde meddele mig, at direktør Ringberg led af den brightske syge med højt blodtryk, at han måske kun havde få år at leve i, at han aldrig ville blive fuldt arbejdsdygtig, og at hans hjerne til tider ikke ville kunne virke normalt.-

Da jeg således ikke kunne regne med direktør Ringbergs arbejdsevne, fore- spurgte jeg, vel omkring midten af året, departementschef Riis-Hansen, om jeg til bankrådet måtte foreslå ham til direktør i banken, og efter at han var blevet valgt, beskæftigede han sig så at sige udelukkende med Transatlantisk Kompagni og M.I. Ballin & Sønners forhold.

-

Inden sin indtræden var direktør Sthyr blevet klar over, at der var betydelige tab udover de ved regnskabsafslutningen konstaterede. Dels var værdiforrin- gelserne større end anslået, dels stiger et sådant forretningsforetagendes tab i en periode, hvor ingen fortjeneste opstår, på en sådan måde, at de praktisk talt dagligt forøges. Omkostninger og renter løber på, og vareværdierne for- mindskes. Skal der skaffes penge, realiseres der til langt under normale vær- dier.

Jeg tror, det var i slutningen af august, eller måske snarere i begyndelsen af sept. 1921, at jeg blev gjort bekendt med, at der forelå forøgede tab, noget be- stemt tal mindes jeg ikke. Men med korte mellemrum steg det. Jeg anså det da for nødvendigt, at ledelsen fra hvilken Yding allerede var fjernet, også befrie- des for direktør Plum, hvilket længe havde været på tale, og direktør Carl J. Michaelsen tiltrådte som bankens og bestyrelsens tillidsmand.

Man gik meget rationelt tilværks. Direktør Riis Hansen, der vedblivende førte forhandlingerne, vil bedre end jeg kunne oplyse om disse forhold, og med stadige mellemrum kom nye tab frem fra alle kompagniets datterselskaber.

I mellemtiden var rekylriflen blevet antaget på prøve i den franske hær, anerkendt som den bedste af sin art, og en prøveordre på 500 stykker var af- givet. Det løb, når hertil regnedes alt fornødent tilbehør, op til en sum af ca. 10 mio francs, hvoraf halvdelen var fortjeneste.

Vi var af den mening, at under disse forhold kunne man forsvare at ansætte riflens verdensværdi til mere end de 16 mioioner kroner, når man fik det fulde provenu, der kunde forventes af dens exploitering.

Ved tilbudet på prøveordren på de 500 rifler havde man ansat overdragelsen af fabrikationsretten for Frankrig, dets kolonier, etc. og de lande, hvormed det havde været i krig, til en sum af omtrent det dobbelte. Vi enedes da om at yde kompagniet en yderligere sum for dets fulde afståelse af 25 mio kr. årligt i Løbet af 5 år, idet vi da havde til hensigt årligt at afskrive dette beløb, ifald våbnet ikke forinden havde indbragt den fulde sum.

Hvorledes kompagniets årsafslutning derefter kom til at se ud, fremgår af det trykte regnskab og af de oplysninger, der blev givet på generalforsam-lingen. Når man valgte den form, at danne et nyt selskab (Externa) i stedet for at lade det gamle fortsætte, evt. med en præferencekapital, var det, fordi man anså det for heldigst, at selskabet kunne likvidere i ro, for derved muligen at få noget ud af de værdier, der var skabt igennem det enkelte selskab.

Det er min opfattelse, at der ikke er set med optimisme på den nu foreliggende opgørelse, hvorefter bankens tab vil blive forøgede udover det, der regne- des med pr. 31. maj 1922. Jeg har ikke været i stand til at følge med i de forskellige forhandlinger, og direktionen har først i august måned, efter at rapporterne fra de oversøiske selskaber udsendte repræsentanter indkom, kunnet blive fuldt klar over, hvorledes kompagniets ledelse efter foretagen gennemgang af de enkelte selskaber bedømmer situationen.

Den rekonstruktion, der fandt sted af D.T.K. til Externa efter en kurs af 15 pct for de gamle aktier, betød ikke for banken et udlæg på 4 1/2 mio kr; for det første lå banken selv inde med ca. halvdelen af kompagniets aktiekapital, og dernæst stillede de af bestyrelsens medlemmer, der kunne det, deres aktier til bankens disposition uden vederlag, foruden at de tilbagebetalte de tantiemer, de havde oppebåret i de år, de havde været medlemmer såvel af D.T.K. som af U.E.C.s bestyrelser.-

I denne fremstilling, der er givet så udførlig som det er mig muligt herfra, er jeg ikke kommet ind på den modsætning, der består imellem bankinspektio- nens opgørelse over de aktiver, som banken har ved sin andel i Riffelsyndika- tet, en opgørelse, som er imødegået fra bankens side, og som har medført en difference imellem de to opfattelser på ca. 34 mio kr".-

* (Glückstadt holder kortene tæt ind til sig. Fra primo 1920 har han formel kontrol med Transatlantisk Kompagni og Riffelsyndikatet. Glückstadt indser fejlen, at indsætte en "delegation" af bankens direktører som overdirektion i T.K, fordi den dels gik uden for T.K.s beføjelser ved betaling af datter-selskabernes underskud, dels ikke havde be- greb om handel med salpeter, sukker, blæksprutter, maskingeværer, men krøb ind under undskyldningen: "Ingen beslutning når Glückstadt ikke er hjemme, vent til han kommer". Ove Ringberg led af albuninuri, en livstruende nyrebetændelse, der påvirker hjernens funktion). *

Glückstadt:

"2. Engagementer sikrede gennem krav i Rusland.

Som en naturlig følge af forsøget på at arbejde hen til at gøre København til knudepunkt for handelen med Østersøen og særlig på Rusland, måtte store vanskeligheder opstå med dette lands revolution og deraf følgende sammen- brud.

Det behøver næppe at nævnes, at de med Rusland for øje startede selskaber selvfølgelig måtte have betydelige interesser i landet, det være sig i form af varer, faste ejendomme, fabrikker etc., og da de forskellige selskabers virksomhed stoppede op, dels fordi varerne ikke modtoges af køberne eller kunne sælges, dels fordi de rekvisitioneredes af den siddende regering, kom disse i financielle vanskeligheder; og de kreditter, der var åbnede for disse virksomheder kunne derfor ikke reguleres.

Disse krav er sikrede igennem de respektive firmaers russiske krav, og hviler atter for en stor del på faste aktiver. Jeg husker ikke bestemt med hvilken procentsats disse krav er inden for de beløb, der er godkendt af den kommission der beskæftiger sig med denne sag. Såvidt jeg erindrer er det mig opgivet at være 50 pct. Hvorvidt der her er eller vil opstå tab for banken er ikke afgjort, og jeg skal i anledning af den uoverensstemmelse, der på dette punkt hersker mellem bankinspektørens opgørelse og bankens, tillade mig at henvise til de bemærkninger, som fra bankens side blev givet i møderne den 8-9 juli til regeringen og Nationalbanken".

* (Her hentyder Glückstadt bl.a. til Erik Plums afhentning af 33 kasser guld-rubler i Reval, der deponeredes i Nationalbanken ifølge Krassins aftale med Clearing House / Harald Plum, Martin Abrahamsom, Carl Holbeck) *

-

Glückstadt:

"3. Forstrækninger til børsengagementer.

Langt det betydeligste tab under denne kategori er opstået af de engage- menter, som banken fik ved at yde forstrækninger til firmaet I.M. Levin & Co, hvilket firma var stærkt inde med M.I. Ballin & Sønner, samt Firmaet E.L. Wei- man & Co. De øvrige store tab under denne kategori falder hovedsagelig på de forskellige vekselererkonsortier.

Jeg tror, at bankinspektøren har opgjort tab på børsengagementer pr. 31. maj 1922 til 34 mio kr., hvoraf en væsentlig del var reserveret pr. 31. decbr. 1921, men der er her udelukkende taget hensyn til til de pr. den dag gældende børskurser.

Beløbet pr. 31. maj 1922 må man formentlig være berettiget til at reducere, hvor opgørelsen drejer sig om et skøn, når hensyn tages til hovedposterne af aktierne, hvor der kunne føres bevis for, at disses indre kontante værdi lå betydeligt højere end den noterede kurs.

Det var direktionens opfattelse, at ved regnskabsårets afslutning var der ved hensættelser taget kutymemæssigt hensyn til de her forudseelige tab. En del af debitorerne havde forretninger, der sagdes at give betydelige overskud, og her, som hos andre debitorer, hvor på det tidspunkt tab vel var forudseelige, men ikke konstaterede, måtte man regne med, at det ikke var banken alene, der skulde tage hensyn til hele det forudseelige tab. Debitorerne, hvis der ga- ves dem en lejlighed til at fortsætte, måtte selv kunne bidrage til at indvinde en del af tabet.

Det kan ikke nægtes, at børsengagementerne i banken var for store, denne del af bankens virksomhed lededes af direktør Ringberg, og hele dette forhold må utvivlsomt ses på baggrund af hans sygdom.

Da jeg efter min hjemkomst nytår 1921 efterhånden blev bekendt med stør- relsen af disse engagementer, var det på et tidspunkt, da en indgriben ville have været katastrofal, og også stridende imod de ønsker, som blev udtalt fra handelsministerens og børskommissærens side".

* (Når Glückstadt ved, at Ringberg er syg, er det urimeligt, at Glückstadt henviser til Ringberg. Vel var Ringberg udlært børsmægler hos Levin & Co, og måske har han gjort en masse fejl og manipulerede posteringer. Men han sad næppe selv, som fungerende administrerende bankdirektør i praksis, og nedgriflede dagens køb og salg af værdipapirer.

I så fald: Hvad bestilte den særlige aktiekontiafdeling med prokurist, fuldmægtige og 30 kontorister? På dette tidspunkt er banken nær kollaps, med ex 100 mio tab i Transatlantisk og ex 100 mio tab på børsen, over for bankens aktiekapital 100 mio, samt reservefonden plus ekstra reserver ex 50 mio. 

Banken kunne utvivlsomt have reddet stormen af, men hysteriet greb over) *

-

Glückstadt:

"4. Andre tab.

Udover de omtalte forhold er der også på andre konti lidt tab, der dog for hver enkelts vedkommende ikke betyder meget i forhold til de ovenfor nævnte poster, og er desuden tab, som enhver bank, selv uden for krisetiden, må reg- ne med. Men jeg skal, om den ærede kommission måtte ønske det, komme nærmere ind herpå senere. Omendskønt det ligger udenfor den til mig rettede anmodning vil jeg gerne have lov til at gøre rede for den modsætning, der består mellem Landmandsbankens regnskab ved årsafslut-ningen 1921, og bankens anerkendelse af en del af bankinspektørens pr. 31. maj 1922 opgjorte tab, de være konstaterede eller forudseelige.

Når Landmandsbankens direktion fem måneder efter årsregnskabets aflæg- gelse kunne gå med til at anerkende en betydelig del af den forudseelige og vel også efter 31. decbr. 1921 indtrådte værdiforringelse, bankinspektørens opgørelse fremviste, skyldtes det de to afgørende årsager:

For det første den mellemliggende periodes fortsatte fald i varepriser og børskurser. For det andet den omstændighed, at ved regnskabsårets afslutning havde Landmandsbanken, lige så lidt som andre banker, modtaget statusopgørelse fra samtlige sine debitorer, således at tab, der muligvis måtte regnes med, ikke på det tidspunkt var banken bekendt.

En bank er i mange tilfælde henvist til at bygge på et skøn; under normale forhold vil dette i reglen vise sig at dække realiteten; i krisetider kan udslage- ne berede overraskelser til begge sider. Landmandsbankens regnskab ved udgangen af 1921 havde afskrevet alle konstaterede tab, og ved hensættelser taget de sædvanemæssige hensyn til forudseelige tab.

Det bør fremhæves, at en bank, der ikke er i likvidation, vil kunne fordele sådanne hensættelser, navnlig i en kriseperiode, over en årrække. Dette er så meget mere forsvarligt som de firmaer, der befinder sig i vanskeligheder, selv kan blive istand til at genindtjene, i det mindste en del af de i det givne øjeblik tvivlsomme beløb, når der gives dem lejlighed til at fortsætte.

Ved at gå videre end til den sædvanemæssige afskrivning og hensættelse ville man under de ekstraordinære forhold uden nødvendighed kunne risikere, at medvirke til at skabe uro om en af de vigtigste faktorer i dansk erhvervsliv. Til nedskrivninger af mere radikal art er næppe nogen storbank gået, kan efter min mening ikke gå på grund af de samfundsmæssige pligter, som påhviler den; især når bankens årlige fortjeneste var af en sådan størrelse, at den i løbet af en kortere årrække ville kunne afvikle de forudseelige tab, eftersom de konstateredes.

I denne forbindelse kan der heller ikke ses bort fra, at ved afslutningen af regnskabet 1921 havde Landmandsbanken til rådighed, foruden sit reserve- fond, et dispositionsfond på 26 mio kr., og en overførsel i ny regning på ca. 10 mio kr.

Jeg har i det foranstående, såvidt det under omstændighederne er mig mu- ligt, besvaret den ærede kommissions skrivelse. Jeg skal endnu kun tilføje, at selv om der har været store tab indenfor banken, ville den nuværende situa- tion efter min bedste overbevisning ikke være indtrådt, såfremt ikke udenfor banken liggende årsager havde medvirket".

Citat slut.

-

Glückstadt afslører trods den svære situation, at han bevarer overblikket, og supplerer sin bankmæssige viden med erfaringen som statsfinansiel rådgiver, påvirket af Keynes: At det særlig i krisetider gælder om at holde hjulene igang, finansieret af banken, og når den ikke kan, suppleret af staten. Til gengæld, at staten med jernhård disciplin f.s.v.a. priskontrol og kvalitetskontrol, styrer kapitalismens såkaldte frie markedskræfter.

Glückstadt anmodede indirekte kommissionen om hjælp til inddrivelsen af gælden hos spekulanterne, som ifølge Bankkommissionens Beretning blev fordelt i kategorier for perioden 30/6 1914 - 16/9 1922: 

1, særlige, dvs. privilegerede børsspekulationskunder, 2, almindelige børs- spekulationskunder, 3, vekselerernes kasselån.

Et af resultaterne var, at 676 spekulationskonti havde lån på 189 mio kr. Heraf på 400 konti gæld på 175 mio, med dækning 78 mio, underskud 97 mio kr.

De privilegerede spekulanter udgjorde hovedparten, nemlig 87, der havde lånt 127 mio. Heraf havde 81 en gæld til banken på 116 mio, hvoraf der kun var dækning for 49,5 mio, et udækket underskud på 66,5 mio kr.-

Med andre ord:

66,5 mio kr. eller 2/3 dele af bankens underskud på 97 mio kr. på 400 konti, skyldtes 81 privilegerede spekulanter.

-

-

-

8. Ekspansion & skandale

-

-

-