BØRSSPIL

28. marts 1922, generalforsamling i et af ØK.s datterselskaber, Dampskibs-selskabet Orient. Formanden for bestyrelsen Ove Ringberg lå syg i Cannes, døde en måned senere.

  Årets nettoresultatet 5,5 mio: skibsfart 3,4 mio; renteindtægt af fondsbe-holdning 2,3 mio kr. 20 pct udbytte af aktiekapitalens 10 mio kr. Fonds og aktiebeholdning 21 mio. Kursen på Orientaktier: 1919: 777, men i 1921 faldet til 275. Den allestedsværende L.V. Birck bemærkede, at fonds betyder obliga-tioner, men at der var mange aktier i fondsbeholdningen.

Birch gik til angreb. DFDS: 1 mio. DSS Torm: 1 mio. Nakskov Skibsværft: 1 mio. Aktierne i Torm var købt til kurs 625. Efter dagens kurs 200, et tab på 2,5 mio. DFDS var købt til kurs 377, dagens kurs 123, tab 3 mio. Om Orient havde købt 700.000 Tormaktier? 

- "Et konsortium i Landmandsbanken købte 300.000 Torm til kurs 410 og solgte til Orient til kurs 535. Konsortiet er direktør i ØK, Schmiegelow, samt Ove Ringberg og Emil Glückstadt".

Advokat Johs. Fenger svarede, at Ove Ringberg var bemyndiget til at købe 1,5 mio Tormaktier til kurs 595.

Aktiekurser okt. 1922: Orient fra 777 til 185, Torm fra 535 til 200, DFDS styrt-dykket fra 377 til 62.

Medlemmer af kongefamilien, der deltog i børsspekulationer, tabte formuer såvel af egne midler, som ved gæld til Landmandsbanken. Om de burde være stillet for retten sammen med de dømte i Landmandsbanksagen er mere ønsketænkning end spørgsmål om sanktion. Regenten i Danmark bestemmer, om regenten og regentens familie skal stilles for retten for lovovertrædelse, som regenten og regentens familie måtte have begået.

Danmark er et af de lande, der opretholder monarkiet, uden at nogen kan give en rimelig begrundelse, hvorfor. Ved Højesterets dom 29. sep. 1923 blev 75 personer dømt.

  I Karen Blixens fortælling "Sorg-Agre" slider Ane Marie sig ihjel i rugmar-ken, for at redde sønnens liv. Godsejeren siger til sin nevø: 

  - "På dette sted gav jeg Ane Marie mit ord / Vi fusker ikke med lov og ret, Ane Marie og jeg / Magt er i sig selv den højeste dyd / Borgerens og bondens tragiske skæbne, bliver komik for en sand aristokrat".

  Novellen er en hyldest til storborgerens ret til absolutisme, om end KB.s præmisser hviler på damebladsromantik; men stil og sprog er ægte Karen Blixen. Hun skrev fortællingen i 1936, utvivlsomt inspireret af eftertanken, der fulgte med Onkel Aages død, 23. dec. 1935. Vi skal se niece Karen i nevøens rolle, Westenholz i herremandens. Hendes sygdom og adelssnobberi hjalp kun lidt over for Onkel Aages magt til næsten at tvinge hende til at fortsætte i Afrika. 

Hvor kunne hun, en syfilitisk paria, uden penge og ægteskab, opholde sig andet sted end den trælse farm, der gav hende arbejdsro som forfatter. Hun havde ingen forpligtelser som direktør, intet bogholderi eller fysisk arbejde, passet af forvalter og dyrt betalte administratorer.

Efter Westenholz død forstår hun betydningen af H.N. Andersens død 30. dec 1937. Magnaten bekræftede hendes syn på fortællingens magtsyndrom. Hun kendte sladderen om kongens afhængighed af Andersen: Christian 10 er nevøen, Andersen er herremanden, det danske svar på zar Nikolaj 2 og Rasputin.

KB følte skuffelse over kongens lakoniske takkebrev for løveskindet. Hun har som kongens tak drømmende set sig i aftenrobe til højbords ved kongeligt selskab; og mindedes den 13. jarl til Winchiles 2. søn, Denys Finch Hatton og prinsen af Wales` besøg på farmen, middag i et beskedent hus, da hun var værtinde og den kongelige gæst så charmerende.

Det overdramatiserede forhold til den attråede Denys, der foretrak flyvning, safari og en masaikriger, uomtalt.

KB skrev i september 1928 til sin mor: - "Angående brevet til kongen, så ved jeg godt, hvad jeg vil skrive, men ikke hvordan jeg skal undertegne det, og det må du få ud af onkel Torben og lade mig vide, da brevet jo må skrives her. Løveskindet er i London og er færdigt til afsendelse".

Onkel Torben, oberstløjtnant Torben Grut, Christian 10.s adjudantstab, aktiv i familie- og forretningskredsen omkring Aage Westenholz og Harald Plum, Korps Westenholz og kanonsyndikatet, og nær kredsen til kongekuppet. Karrieren afsluttet som værnemager, generalmajor og kammerherre.

  Langfredag 4.april efter kupforsøget mandag den 29.marts 1920, indbød Andersen til en frokost, hvori deltog kongen og Edvard Brandes.

  Brandes: - "Deres Majestæt har optrådt meget urigtigt".

  Kongen græd og klynkede: - "Jamen Zahle rådede mig jo til det".

Hvad var Andersens hensigt med kongens møde med Brandes? Den, at Brandes skulle tilbyde sig som ny statsminister. Brandes afslog. Andersen tog hævn over Brandes afslag ved at lade ØK deltage i den påfølgende annonceboycot mod Politiken, grundlagt af Viggo Hørup og Brandes i 1884.

Så primitivt tænkte både Andersen og Christian 10, som naivt troede, at de kunne tækkes finansministeren i den af kongen, fem dage tidligere, afskedigede regering.

At kongen havde bragt sig i en pinlig situation, bekræftes lørdag aften 5. april. På underetagen i Amalienborg samledes kupstatsminister Liebe, udenrigs- og krigsminister Henri Konow og justitsminister Kristen Sindballe. I gemakkerne på 1. sal sad 7 ledere fra de politiske partier. Nu måtte kongen, for at opnå forlig, være budbringer mellem partiernes og kupregeringens forslag. Frem og tilbage løb majestæten med blafrende papirer, service og forfriskninger, op og ned, forpustet af alle trapperne, hele natten.

Med statsminister Otto Liebes ord: - "Hver gang vi havde talt med kongen, lod han til at ville rette sig efter os, men når han kom tilbage fra etagen ovenover, hvor partiførerne sad, var modet atter sunket. Afgørelsen skulle falde nu i nat, ellers var mulighed for et forlig udelukket".

Det mest forbløffende er, at H.N Andersens magt over kongen i realiteten er et postulat. Spejlet skal korrigeres. Det er den neurotiske regent, der plager livet af Andersen med skøre indfald, så som at ville være fredsstifter under verdens-krigen, og måske efter det tyske sammenbrud se sig som hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenburg og Delmenhorst, det gamle Stor-Danmark, og Mecklenburg-Schwerin, dronning Alexandrines fødeland. Andersen blev kongens sendebud som fredsstifter. Uden held, efter anstrengelser og mange rejser, dog, til samtidig gavn for ØK.

  På alle skarptsynede virkede Andersen beklemt, talende famlende, utro-værdig. Andersens kongelige fredsforslag havde vendekåbens karakter, alt efter hvad han mente, den lyttende politiker, konge, kejser, helst ville høre. At de royale fandt Andersen acceptabel skyldes, at samtalerne fandt sted på alment plan. Han bragte nyt mellem bekrigende statsoverhoveders familier, og dermed erindringer om Europas svigerfar og glade dage på Fredensborg Slot; lidt hygge og fredsommelighed under krigen, suppleret med hr. Andersens eksotiske historier fra Siam-kongens hof. 

Aage Westenholz skrev fra Siam til en ven om H.N. Andersen:

- "Du lader til at være den eneste i familien, som han ikke rent har bedåret. Min dom om ham er, at han er en flink mand med mange gode egenskaber og en stærk drivfjeder i en fortærende ambition, som nok kan bringe ham langt. Men han giver sin fantasi alt for frie tøjler, og dette i forbindelse med almindelig uklarhed i tanke og tale har gjort hans upålidelighed til et ordsprog mellem de danske her".

Andersen havde fulgt Zahle-regeringens synspunkt i grænsestriden, at det ikke tjente noget formål at tvangsindlemme 100.000 danskfjendtlige tyskere, som ønsket af Stor-Danmark bevægelsen.

Den franske delegat i den internationale grænsekommission, Paul Claudel, fiskede i antityske vande. Frankrigs ydmygede, men overlevede ærkefjendes restituerede magt, skulle begrænses.

Brandes vidste, at Andersen havde skiftet hest i grænsesagen og var deltager i kongekuppet. Brandes sagde klogt ja til at møde ved Andersens frokost 4. april. Hvorfor slog Andersen om? Sandsynligt dikteret af Andersens beredvillige opportunisme, at holde med kongen, når kongen, den svage, var stærkest, og når det var til fordel for Østasiatisk Kompagni.

Såfremt Grænsekommissionen påtvang Danmark Sli-Dannevirke-Ejder, med Flensborg og Slesvig by, og samtidig erklærede en frizone forbi Kielerkanal under international overhøjhed, kunne ØK få en fremskudt position i Tyskland. Kunne ØK samtidig overtage konkurrenten, Harald Plums Transatlatiske Kompagni, med dettes udstrakte net i Rusland, ville det gøre gavn.

Andersens brev af 3. maj 1920 til Glückstadt varslede ikke godt for Harald Plum, jvf. Glückstadts forslag til Plum: "TK skal også være en handelsorgani-sation i Tyskland".

10. juni har Andersen bidt i gulvtæppet:

- "Gode Herre Konge, kun Nordslesvig hjem til Danmark, uden Flensborg, ingen frizone omkring Kieler-kanal".

VERDENSMESTRE

Danske historikere er verdensmestre i erhvervshistorie, versus politik. De ynder at føre læserne på vildspor.

Professor Erik Rasmussen skriver i Politikens Danmarkshistorie, bind 13, kap. Børsspekulanter:

- "Det lykkedes Harald Plum at opnå lån i Landmandsbanken, Danmarks og Nordens største bank, op til den hidtil uhørte sum af 200 mio kr". Her ses en professor med speciale i komparativ politik, der burde vide bedre.

Landmandsbanken deltog, efter datidens og nutidens storbankers vaner, som långiver og aktieejer i alle slags forretninger. Alle transaktioner skete og sker uden bekymring for de erhvervsdrivendes driftskapital, indlånernes lønkonto, eller tante Idas opsparing. Skulle de svime over tab ved bankens kollaps, træder staten, garanten for kapitalismen, omsorgsfuldt til med en ambulance. I 1922-23 var der for stor tvivl om nytten af hurtig assistance.

Landmandsbanken og Plum samarbejdede i adskillige af de plumske virk-somheder. Er der for øvrigt, på trods af love og erfaringer, nogen forskel på erhvervslivets adfærd anno 1920, og i det nye årtusinde 2000? Hvor det ene selskab efter det andet, lokalt og i udlandet, banker, forsikringsselskaber, finanshuse af alle slags, kommer krybende til staten og beder om hjælp, efter at have deltaget i spekulation, købt malerier for formuer og forsynet hinanden med gyldne håndtryk.

Staten har tilsyneladende ikke lært nok herom, endnu.

Dr. phil. Ole Lange skriver i Den hvide elefant, H.N. Andersen og ØK 1852-1914, 1. s. 195: - "Det idealistiske og uafhængige ingeniør Aage Westenholz havde udtalt i striden mellem Andersen og Kinch, at Emanuel Kinch var - "mere hæderlig end almindelige hæderlige folk".

Den "idealistiske" Westenholz kom til sin formue på imperialistisk maner, ved underbetaling af gule, brune, sorte halvslaver og hvide funktionærer, KB og hendes mand Bror Blixen.

Aage Westenholz betalte KB med delvis værdiløse KCC-aktier.

Den "idealistiske" Westenholz var aktionær i en våbenfabrik, og aftog den-nes rekylrifler til den af ham privatejede milits, Korps Westenholz. "Idealisten Westenholz" gik til angreb med Estlandskorpset 1919-20 mod Sovjet.

Den "uafhængige" Westenholz var ultimo 1915 så hårdt trængt, at han tilbød ØK Rajah Una og Westenholz Brothers, 4000 acres, gummi- og kokosplan-tager i Malysia, for at forbedre sin anstrengte økonomi. At H.N. Andersen huskede for godt, og tog hævn ved at sige nej.

På side 212 i Ole Langes, 2, "Jorden er ikke større, H.N. Andersen, ØK og storpolitikken 1914-37", bevæger Lange sig let i nationaløkonomiens van-skelige og psykologiens dunkle terræn. Det angår Landmandsbankens 2. rekonstruktion, sep. 1922, da staten, Nationalbanken, ØK og Store Nordiske Telegraf garanterede 100 mio kr. til L.bk.

- "Det var således Nationalbanken, der lagde ryg til rekonstruktionen, fordi den finansierede både statens og ØK.s indskud".

Nationalbanken var i 1922 et privat aktieselskab. Nationalbankens aktie-kapital 25 mio kr. Den var blandt hyklerne i Landmandsbanksagen, ved ikke at betale udbytte 1922: - "under Hensyn til de Ofre Nationalbanken har ydet Landmands-banken i indeværende År".

Kunne Nationalbanken magte opgaven med så lille aktiekapital? Havde den penge nok, eller adgang til flere, når beholdningen slap op? National-bankens regnskab er uinteressant. Det afgørende er princippet: Oliekilden til bankens drift.

Nationalbankens balance f.ex. 500 mio; udlån 100, beholdning af obligatio-ner og aktier 100, udbytte- og reservefond 50, guldbeholdning 100 mio kr. Og afgørende: Monopol på udstedelse af pengesedler og seddelomløbets stør-relse. 

Dermed er det flov snak når Ole Lange skriver, at Nationalbanken måtte lægge ryg til rekonstruktionen. Nationalbanken kunne have ladet reserverne reducere, eller ladet seddelpressen køre en omgang. Det burde National-banken og regeringen have gjort i den besynderlige Landmandsbanksag. Men de vidste ikke tilstrækkeligt om, hvad de havde mellem hænderne. 

På den baggrund er det for flot af Lange at udtale i forordet til 2: - "Kontro-versiel forskning er i mine øjne den væsentligste forskning". Den erkendelse fører Lange til at efterlyse - "den kritiske biografi".

Lange: - "Andersen var rekonstruktionens praktiske bygmester. Efter at sid-det tavs som en sfinks i timevis greb han pludselig ind og demonstrerede det korrekte. Bankkommissær Green: Andersen holder hele sagen i sin hånd. Hvad han går med til accepterer alle de andre". 

Men hvad sker? Den langsomt opfattende Andersen lytter i timevis. Hvad der tales om ligger over hans begreber. Men da han hører, at han kan få kredit i Nationalbanken er han lydhør, ham, "rekonstruktionens bygmester".

Hvorfor accepterer alle de andre? Fordi ingen turde stille op mod den mand, der tillagdes indflydelse som ingen anden, og to år tidligere havde stået bag en diktatorspirende regent.

Mærkværdigt er Ole Lange også imponeret, når han i 2, s. 147, skriver om - "Andersens baltiske planer siden 1915".

Dog, vi må digte; læseren får intet oplyst om, hvilke planer fra 1915, men:

- "Aktiekapitalen i Sønderjysk Kompagni og seks nye baltiske selskaber var ialt 65 mio, 15 mio større end moderselskabet ØK".

Den sammenstilling er uinteressant. Lange bør oplyse om de 6 selskaber. Som kun bliver til 3: United Baltic Corporation, London, 1919, aktiekapital 2 mio £, cirka 40 mio d.kr. Baltic Cotton Company, København, 1919, aktie-kapital 5 mio kr. Det Sønderjyske Kompagni, 1920, aktiekapital 5 mio kr.

Sønderjydske Kompagni, stiftet 10. sep. 1920, efter genforeningen med Nord-slesvig 10. juli 1920.

Formål: - "Handel-, fabriks- og rederivirksomhed og landbrug i og uden for Danmarks grænser, samt at anbringe kapital i dermed beslægtede fore-tagender". Det sidste er en typisk elastik for ØK og andre aktieselskaber.

Sønderjyske købte ejendommen Storegade 4, Åbenrå, med agenturer i Haderslev, Sønderborg og Tønder. Der blev anlagt en sodafabrik, en kryd-derimølle og et tepakkeri, dertil 0,5 mio kr i A/S Mommark Færge, og man ville overtage de tyskejede havne. Blandt aktionærerne var: 

Lensgreve Schack-Schackenborg, redaktør H.P. Hansen, konsul Outsen, Anthon Bundgaard, borgmester Holger Fink, gårdejer Jørgen From, teglværksejer Hollensen, gårdejer Zachariassen, bankdirektør Nielsen, bankdirektør Rossen, kaptajn P. Michelsen, købmand Frees, købmand Mathias Nielsen, amtslæge Lausten-Thomsen, samt Andreas Richelieu, advokat Fritz Bülow og J. Madsen-Mygdal, ØK. Et klart flertal af gæve sønderjyder, uden ekspansionstanker for Balticum.

Baltic Cotton Company, stiftet 22. nov. 1919 med Aage Westenholz bror, ingeniør Thomas Frederik Westenholz, skibsreder Ditlev Lauritzen og konsul S.C Gad, ØK. BCC skulle drive bomuldshandel med østersølandene, særlig Polen og Rusland via København. Selskabet havde under 10 aktionærer. Et for offentligheden lukket ØK-selskab er usædvanligt. Da selskabet stiftedes var der borgerkrig i Baltikum, Rusland og Tyskland.

ØK.s beretning 1925 oplyser, at selskabet - "havde lidt under fejlagtige dis-positioner og dårlige konjunkturer, men er efter rekonstruktion sat i stand til at føre forretninger på sund og lønnende basis".

Hvorfor mæler Lange ikke et ord om, at Andersen, frem for at være kollegial vedr. Balticum og Rusland, modarbejder Harald Plum og dermed fører Emil Glückstadt ud i det dilemma, der førte til Landmandsbankens sammenbrud? Og når endelig Lange plæderer for "den kritiske biografi", burde han have interesseret sig for H.N. Andersens formue- og skatteforhold.

Lektor Søren Mørch, "Det Store Bankkrak", påstår, s. 66: "I mangt og meget legemliggjorde Plum selve begrebet gullasch. Han var selvoptaget indtil det sygelige og tillagde sig selv næsten guddommelig betydning. TK havde hverken kommerciel eller finansiel kompetence, og følgen var en forret-ningsudfoldelse, der kun kan karakteriseres som fup og svindel".

Mørch skriver om Transatlantisk Kompagni, - "som var dilettantisk ledet og opbygget efter tåbelige principper".

Vedlægger Mørch beviser for sine påstande? Nej. Læseren nægtes indseen-de i Mørchs kilder, og dermed grunden til de ofte urimelige udfald mod næsten alle implicerede i Landmandsbanksagen, uden læserens chance for egen vurdering. Der er ingen henvisninger, ingen noter, intet register. Mørch refererer til en alenlang litteraturliste, og spiser dermed læseren af med anden- og trediehånds meninger. Metoden ligner hastværk, uden kildekritik. Og han burde have slæbt Den Danske Bank / Landmandsbanken i retten med krav om, at banken tilbageleverede de fra Rigsarkivet lånte, staten qua Bankkommissionen tilhørende, underbankdirektør Nicolaysens nøglebøger, der viste, hvem der spekulerede via Landmandsbanken.

At Plum fik en bøde på 4.000 kr. for en forsømmelse i Transatlantisk, er småting i den sag, trods landsretsdommen udgør 22 sider i Bankkommis-sionens beretning. At Plum skød sig i 1929, fordi han så konsekvensen af det få dage senere verdensomspændende børskrak i Wall Street, og ikke kunne hjælpes ud af klemmen med det påståede bedrageri til 18 mio kr, tyder hverken på guddommeligt storhedsvanvid, tankeløs vandal, eller from engel med vinger. Så havde Plum, med eller uden dom og straf, levet videre og brovtende sagt: - Det var ikke min skyld, det var de andre og især fonds-børsens kollaps i New York".

Mørch skriver s. 73: - "Landmandsbankens interesse i TK-koncernen var ved udgangen af 1919 på 112,6 mio kr, altså allerede større end bankens egen aktiekapital".

Den sammenligning er ikke relevant. Det var Glückstadts strategi, at bankens mulige tab i TK og alle øvrige tab, skulle dækkes lovligt, men diskret af bankens skjulte reserver, et princip den nye banklov i 1919 bremsede.

Mørch fortsætter: - "En foreløbig opgørelse af bankens engagement med TK pr. ultimo 1920 blev til 173 mio kr, og i foråret 1921 viste det sig, at tabene var langt større, 22 mio kr, og så havde man endda set helt bort fra de russiske engagementer".

Mørch stiller sagen på hovedet. TK havde store beløb indefrosset i Rusland. Dermed blev opgørelsen af tabet politisk betonet, hvilende på et skøn, om Sovjet kunne og ville betale TK eller ej. Derfor "så man helt bort fra de russiske engagementer", uagtet Harald Plum og kommissær Krassin viste viljen, og at Erik Plum hentede russisk guld i Reval, alt forgæves.

Mørch: - "For at undgå at TK skulle træde i likvidation, ved tabt halvdel af aktiekapitalen 30 mio kr, måtte opgaven altså være, at få TKs regnskab stillet sådan op, at tabene kom et godt stykke under 15 mio kr. Man bestemte sig til, at tabet havde været 25 pct af aktiekapitalen, dvs. 7,5 mio kr. Derfor skulle der skaffes 14,5 mio kr. Det blev klaret ved at Landmandsbanken købte et af TKs datterselskaber, Riffelsyndikatet, for 15 mio kr. Keine Hexerei, nur Behändig-keit / og at sælge geværer uden for Europa. Rettighederne til at gøre det købte banken for 25 mio kr".

Så enkel er sagen Landmandsbanken / Riffelsyndikatet ikke.

1901. Medkonstruktøren af det nye rekylprincip for pistoler, geværer og kanoner, oberst Madsen, udnævnes til general og krigsminister. Hovedvåbnet rekylriflen; køberne er hæren og de frivillige rekylskyttekorps, herunder fra 1908 Korps Westenholz. 1914 udbetaler DRS 50 % i udbytte.

1917 pådrog DRS sig 4 mio kr. gæld ved opførelsen af 2 fabrikker i Kovrov, der endnu manglede maskiner fra Danmark via Arkanchelsk, og fra Amerika via Vladivostok.

  Transatlantisk Kompagni træder til og betaler gælden, hvorefter aktiekapita-len er 5 mio. Heraf beror 7 pct = 300.000 kr. hos mindretalsaktionærerne.

Ved kontrakt af 21/12 1917 med DRS betalte TK 2,9 mio, 12/12 1918 1,7 mio og nov. 1920 køb af aktier, nominelt 25.000 kr = ialt 4.7 mio kr. eller 93 pct af aktiekapitalen.

Pengene kom fra TKs United Export Co og Russisk Handelskompagni. Diplomingeniør Martin Abrahamson fra TK m.v. indtræder i DRS-bestyrelse. Frederik greve Moltke genindtræder som direktør. Og som følge af faldende verdenspriser i 1920, blev der uro omkring Transatlantisk Kompagni.

Harald Plum ville sælge rekylrettighederne.

Efter forslag fra Glückstadt tegnede denne, samt Harald og Erik Plum og Eskild Yding et TK-støttekonsortium, der, trods Plum’ernes og Ydings beskedne andel af 0.9 mio kr, købte DRS-aktierne, 5 mio, kurs 300 = 15 mio kr, der efter dekort gav netto 13,3 mio i kassen til TK.

Aug. 1920 indsætter Glückstadt bankdirektørerne Ringberg, Rohte og Rasmussen, som "delegation" / overdirektion i TK.

TKs egen direktion, Plum, Plum, Yding og Aarestrup måtte intet beslutte. Hver detalje skulle godkendes af overdirektionen, og forblev ubesvaret med henvisning til, at Glückstadt, der stedse var i udlandet, først skulle komme hjem.

Verdenspriserne faldt fortsat. April 1921 tiltræder departementchef Knud Sthyr, som direktør for TK; i okt. Carl Michaelsen som meddirektør, en såkaldt smart mand, fyret fra ØK.s Dansk Sojakagefabrik, før han kom til TKs afviklingsselskab Externa.

Madsen-rekylgeværet var bedst i konkurrencer med alle samtlige typer.

Med TK-støttekonsortiet Glückstadt-Plum-Plum-Ydings køb af Riffelaktierne, havde Glückstadt sikret sig, at Harald Plum/TK ikke kunne sælge DRS til anden side: Italien, England, Amerika, Frankrig.

Glückstadts overdragelse af DRS-aktierne til TK-støttekonsortiet, gjorde konsortiet og ikke banken til rette ejer. Mørch og samtlige Plum-antagonister ser ikke forskellen, at nok var Glückstadt Landmandsbankens direktør, men også en juridisk privatperson, der satte penge i DRS-aktier. Emil Glückstadts private formue var en medspillende kendsgerning.

Ved kontrakt af 15/11 1921 og 15/2 1922 indskød Landmandsbanken yder-ligere 22,5 mio i TK, der modsvaredes ved opskrivning af aktieværdien i DRS. Juli 1920 13,3 mio plus foran nævnte 22,5 mio = 35,8 mio kr. Kurs 716.

Har Mørch læst kontrakten? Banken/Glückstadt købte, for derefter, hvad Glückstadt forsøgte, at sælge rekylrettighederne.

Noget andet er hvad DRS.s stilling derefter skulle være: Aktiv eller passiv partner, eller våbenfabrikken helt nedlagt?

- "Ironisk nok endte det i 1927 med, at den flere gange rekonstruerede Land-mandsbank solgte Riffelsyndikatet for 1 mio kr. til Harald Plum", hævder Søren Mørch. Men kan han føre bevis for påstanden? Næppe, ifølge:

Fra medio sep. 1922 er Glückstadt i Paris til forhandling om salg af "de oversøiske rekylrettigheder". Ultimo 1922 afskrev Landmandsbanken dén konto; de oprindelige 13,3 mio, med renter 17,5 mio kr, blev indført som tab i bankens status.

1923: Emil Gluckstadts arrestation 9/3 og død 3/6 giver rokeringer i DRS.

Knud Sthyr, Externa, udtræder. Frederik Moltke, medlem af bestyrelsen, fratræder som direktør. Et halvt år senere udtræder Frederik Moltke og Land-mandsbankens direktør Kristen Rise-Hansen af bestyrelsen. Lensbaron til Gav-nø, Otto Reedtz-Thott og hrs. Johs. Fenger indtræder. Derefter ro over feltet frem til 19/12 1927. Reedtz-Thott er død; Fenger er udtrådt.

Torben Grut, Edvard Bülow, Frans Norstrand, Paul Steman og oberstløjtnant Troels Frederik PLUM Troels-Smith, som ikke er Mørchs berygtede Harald Plum, indtræder i bestyrelsen. Samme er nævnt i L.V. Bircks hemmelige beretning som kaptajn Troels Smith. Det, der sker 19/12 1927 - 20/1 1928, er:

Landmandsbanken sælger en post DRS-aktier; om Mørchs påstand 1 mio kr. betyder nominelle aktier eller kursværdien af aktierne, får læseren ikke at vide. Men det afgørende er gruppen af mindretalsaktionærer t.ex. Søren Jensen, Madsen, Moltke, Richelieu, Westenholz, samt Plumgruppen med Torben Grut, der sten sikkert stod parat til overtagelse af den velkørende virksomhed, dersom banken ville sælge.

  Formentlig er Mørchs 1927-kilde, den plum-fjendtlige cand. phil. Per Bro, der i "Harald Plum, Transatlantisk Kompagni, organisation og metoder", Erhvervs-historisk Årbog 1982, s. 54-121, postulerer Plums køb af rekylerne i 1927 fra banken, uden henvisning til kilde.

Bro afslører sin kapacitet ved, om DRS at bemærke: - "Hele ekspansionen omkring Riffelsyndikatet må anses for totalt vanvid".

Smitsomt vanvid præger også Bro`s arbejde, når han på s. 100 påstår, at Plum, Abrahamson og Holbeck ved forhandlingerne med Krassin 23/4 1920, repræsenterede IRRC, International Reconstruction and Relief Committee, herunder Grosserer- Societetet og Industrirådet. Side 101:

- "Harald Plum valgte en forretningsgang, der lod Grosserer-Societetet og Industrirådet ødelægge resultatet ved ikke at give deres godkendelse".

Aftalen med Krassin blev ikke indgået med IRRC, men med Clearing House, som Bro åbenbart ikke er bekendt med.

Og ikke et ord om H.N. Andersens stærke modvilje mod Harald Plums, Abrahamsons og Holbecks: Clearing House.

Derimod Bro-mageløse s. 114: - "Hvis H.N. Andersen skulle have reddet Landmandsbanken i 1922, så havde han først måttet redde TK. Det ville have betydet, at han skulle forlade ØK engang omkring krigsudbruddet og over-taget Harald Plums plads som direktør for TK".

Mange danske forskere og studenter er sandelig i særklasse, hvad angår hjernespind for dokumentation.

Se senere: Glückstadts brev til Bankkommissionen.

Søren Mørch omtaler en "mystisk konto i Landmandsbanken, - "kaldet British Bank of Northern Commerce", hvor der var indlagt 340.000 kr. påly-dende Landmandsaktier. Samme tema hos Lange 2.

  British Bank of Northern Commerce, London, indregistreret 1912. Aktiekapital 2 mio £. Stifterne var: Landmandsbanken, Stockholm Enskilda Bank, Central-banken for Norge, Banque de Commerce de l`Azoff-Don, Petrograd, og Banque de Paris et des Pays Bas.

Bestyrelsen: Emil Glückstadt, København, N.Kielland-Torkildsen, Oslo, Mar-cus Wallenberg, Stockholm, og i London: Lord Grey, J. Faber, K.F. Knudsen, H. Bendixon, I. Jørgensen, J. Madsen-Mygdal.

Det er irrelevant, at der er indsat Landmandsaktier på konto BBNC. Det afgørende er, om der forelå aftale om salg af betrængte Landmandsbank-aktier til BBNC, eller, som Mørch og Lange kan læse i Bankkommissionens beretning, betaling af et tab i BBNC af størrelse 50.000 £, hvoraf Landmands-banken dækkede 1/3.

Mere mystisk er, hvorfor Det Store Bankkrak skæmmes af Søren Mørchs idelige omtale af jøder. Som om han enten er antisemit, eller har et frustreret forhold til jøder, frastødende karikaturer af jøder, og særligt de jøder, der handler med penge og værdipapirer.

Det er et hasarderet påhit. Transaktioner med penge, handel og administration er en jødisk-arabisk, seculum-gammel tradition i Europa, oprindelig bragt med som regnekunstens ballast hos indvandrerne fra Mellemøsten.

Men Søren Mørch har ret i, at det antisemitiske klima, der kom i udbrud omkring Landmandsbanksagen, stærkt bidrog til at slå Emil Glückstadt ihjel.

Animositeten sneg sig ind i Bankkommissionens Beretning, 1923, hvor det i afsnit Dansk Rekylriffel Syndikat hedder: - "Forbindelsen med den russiske regering skete gennem den russiske jøde, Lourie". Bankkomissionen så m.a.o. chancen til at deklassere en jøde, havde måske visioner om, at kun 10 år senere rasede nazismen mod "Den internationale Jødedom og Verdens-bolchevismen", at nazisterne blev det største parti i Tyskland.

DRS er omtåleligt stof i BK-beretningen. En omsorgsfuld gliden uden om militære hemmeligheder. Der nævnes ingen personer, bortset fra den mistæn-kelige jøde hr. Lourie, der verfes til side, og intet om Riffelsyndikatets produkt-priser, produktionsmængde, regnskaber.

Professor Tage Kaarsted gentager i "Admiralen", Richelieu, den udbredte påstand, at Harald Plum - "utvivlsomt led af storhedsvanvid".

Men igen, påstand uden bevis. Hvorfor gør ingen af "forskerne" opmærksom på, at Harald Plum led af diabetes, som blev holdt i ave med insulin?

Se nærmere på den storhedsvanvittige, uansvarlige fantast, købmand, jurist, sejlsportsmand, selvmorder, et cetera. Som på et tidspunkt greb ind i dansk politik, medmindre man tillægger ham løgn i sin Dagbog I-IV, uagtet de bekræftes af faktiske hændelser.

Søn af handelshuset Plum i Assens; derfra kendt med de fynske grevskaber, som gav varige venner med familierne Julius Wedell, Wedelsborg, Frederik Frijs, Juellinge, Mogens Frijs, Frijsenborg, etc, samt Dinesens og Westenholz. Plum indbød ofte familie og venner til sejllads med Eigin II, der stod sig over for Christian 10.s Rita.

Dec. 1919 deltog Erik Plum i forhandlinger i København med Litvinoff og O`Grady, den temperamentsfulde engelske arbejderleder, om udveksling af krigsfanger. 1920, januar, Harald Plum stifter The International Reconstruktion and Relief Committee, med blandt andre den senere udenrigsminister Harald Scavenius, skibsreder Sass, nationalbankdirektør, baron Rosenkrantz og ingeniør Knud Højgaard.

1920, 12. februar, 13 dage efter sin 39-årige fødselsdag, skriver Harald Plum:

- "Jeg har sjældent følt ensomheden så stærkt, som i disse dage, denne snigende ensomhedsfølelse vokser år for år".

29. marts, aften. Plum havde bridgeselskab i Kong Georgs Palæ i Bredgade, domicilet for TK og Harald Plums bolig. Lensgreve Mogens Frijs, der året før havde stemt imod loven om lensgodsernes afløsning til fri ejendom, men modtog statens erstatning, var en af deltagerne.

Gardere med opplantede bajonetter, betjente og ridende politi beskyttede kongen mod de hujende folkemasser, der kom strømmende forbi Plums vindu-er på hjørnet af Bred-gade/Frederiksgade ned til Amalienborg. Mogens Frijs gik bekymret til sit hus.

Advokat Liebe, kupstatsministeren, og Martensen-Larsen, sagfører for Plum, medlem af Transatlantisk bestyrelse, m.v. var kompagnoner, hvorefter man gik ud fra, at Plum var med i kongekuppet.

Og havde Mogens Frijs måske ikke opmuntret kongen?

30. marts. Christian 10 rider uforstyrret ud på sin morgentur i København. Ingen antaster ham.

3. april. Plum påvirker dronning Alexandrines overhofmesterinde, der går tilbage til Amalienborg gennem Plums have. Plum kaldes til dronningen; han anbefaler et ministerium med overformynder Friis.

Den ærede konge blev m.a.o. påvirket fra flere sider. Friis blev statsminister i en ny regering, der holdt 1 måned.

Til aftenspisning i Nimb danser herrerne med revolvere i lommen, til forsvar for damerne, hvis det skulle gå helt galt med flere optøjer.

23. april underskriver Plum og Martin Abrahamson, Transatlantisk, og Carl Holbeck, kompagnon i Almindelige Handelskompagni med Hjerl-Hansen, Sibiriske Kompagni, på vegne Clearing House en handelsaftale med Mihail Krassin, Sovjets udenrigshandelskommissær.

30. april. Stort interview med Plum i Social-Demokraten om Sovjets første handelsaftale. Nyheden bringes i verdenspressen.

3. maj. H.N. Andersens advarende brev til Glückstadt, jvf. bilag 39 hos L.V. Birck.

5. maj. Den nye regering modsætter sig ethvert samarbejde med Sovjet.

Den myrdede zar Nikolajs fætter, Christian 10, samt kongens faster, zarens mor, prinsesse Dagmar, H.N. Andersen m.fl, samt regeringen Niels Neergaard, Grosserersocietet og Industrirådet afviser Clearing House.

ØK havde intet i klemme i Rusland. De 7 skibe fra Russisk-Østasiatisk Damp-skibsselskab var lokket fra Sovjet. Transatlantisk og Sibiriske Kompagni havde russiske aktiver til en værdi svarende til 2/3 af ØK.s samlede aktiviteter.

Medio maj. Glückstadt trækker sig som formand for Transatlantisk Kom-pagni. Han var stadig formand for ØK, men blandt andre Richelieu var træt af at se Glückstadt med ØK i den ene hånd, TK i den anden.

Medio juni sejlede Erik Plum, Russisk Handelskompagni, til Reval efter 33 kasser russiske guldrubler til en værdi af 3,5 mio kr. Guldet deponeres i Nationalbanken.

Primo juli. De allierede ophæver embargoen af russisk guld, der nu frit kan sælges, og ikke kun byttes for varer, som var forudsætningen for Krassins aftale med Clearing House.

Landmandsbanken havde 10 mio kr. nominelle aktier i TK. 1. aug. indsatte Glückstadt en overdirektion i Transatlantisk, bestående af en syg Ringberg, en hysterisk Rohte og en forvirret Rasmussen, der havde forstand på bank-forretning, men ikke på det Transatlantiske imperium med 127 firmaer for tonsvis produktion, transport, køb og salg af:

Kødkonserves og kødekstrakt til soldater af Haralds bror, ing. Niels Munk Plum og den militærsagkyndige, senere general Ebbe Gørtz.

Smør, konserveret mælk, mineralske og vegetabilske olier, thé, kaffe, kakao, tekstiler, kunstsilke, silketråd, kartoffelmel, majsmel, al slags frugt, svin, heste, kreaturer, kød, flæsk, tømmer, træ, trævarer, hamp, hør, bomuld, salt, sukker, soda, svovl, glasvarer, søm, skruer, jern, stål, blikvarer, akkumulatorer, maskiner, marmor, blæksprutter, sukker, klipfisk, alle slags fisk, korn, foderstoffer, kemikalier, o.s.v.

T.K.s Det Udenlandske Skovindustriselskab havde 138.000 hektar storskov i distriktet Vologda og Rybinsk. Samt Transatlantisk Kompagnis hovedgevinst i en verdenskrig:

Våben og ammunition fra Dansk Rekylriffel Syndikat.

DRS gjorde rekylriflerne bedre end engelske Lewis, amerikanske Browning og franske Hotchiss. DRS solgte 10.000 stk. til zarens hær, samt til den hol-landske, argentinske, brasilianske, og adskillige andre regeringer og købere, og til den danske hær og marine og de mange private danske rekylkorps.

Tage Kaarsted hævder s. 230: - "Emil Glückstadt må allerede i 1921 have været klar over, at bankens helt uansvarlige engagement med Transatlantisk Kompagni kunne blive livsfarligt".

Nuvel, den påstand er sandelig helt ukendt.

Som foran vist er det i 1920, at Glückstadt griber galt ved at overlade roret til en kronisk sløj Ringberg og konsorter, i stedet for fyldestgørende anstren-gelser, der kunne have reddet banken og DTK. Men forholdene i banken var nu engang således, at Ove Ringberg og staben omkring ham kørte bankens daglige forretninger. Glückstadt som statsfinansiel rådgiver begrænsede hans deltagelse i bankens ledelse. Det fortrød han bittert, måtte føle sig forrådt, men for sent. Ove Ringbergs andel i dagligdagens keraus kan efterprøves.

10. nov. 1920 telegraferede Ringberg til Glückstadt:

"Blodkar sprængt i næsen. Lægerne siger, at grunden er totalt ødelagte nerver. Jeg er nu i banken, men er intet værd". Plums Dagbog IV.

En i sandhed perfekt ledelse. Den ene bankchef er halvdelen af tiden i ud-landet. Den anden er hundesyg og næppe fuldt tilregnelig. Men der findes intet bevis for, at Transatlantisk-koncernens 127 firmaer, med hundreder af ejere og tusinder af arbejdere og funktionærer, blev drevet uforsvarligt.

Det der skæmmer hele billedet, er den offentlige menings terror mod banken og Plum, som om det var dem, der var årsag til verdenskrig og rus-siske revolution, og eneansvarlig for børshalløj. Problemet var det kendte, at lavkonjunktur fik verdensøkonomien til at rulle baglæns, at det danske bankvæsen var i krise, og at de indefrosne russiske tilgodehavender var med til at rive Landmandsbanken omkuld: Primært som offer for dansk provinsiel udenrigspolitik, og fordi fusentaster uden tilstrækkelig indsigt, med opstød om "umoralske forretninger" og "vanvittige metoder" kom ind i billedet som "op-ryddere".

Tage Kaarsted hævder samme sted, at Emil Glückstadt, skønt han var for-mand for Ø K.s bestyrelse, i sommeren 1921, bag H.N. Andersens ryg, søgte at opkøbe store poster ØK-aktier i Frankrig.

- "Hensigten var at søge en fusionering mellem ØK og Transatlantisk Kom-pagni og dermed redde banken og sig selv".

Kaarsted henviser til Lange, 2, s. 184, samt Mørch, s. 20-49.

Der står intet om Glückstadtkøb af ØK-aktier i Frankrig hos Lange. Derimod at Andersen havde til hensigt i London, at gøre en redningsaktion for United Baltic Corporation, der efter en fejlslagen spekulation i gummi, var i vanske-ligheder med aktiekapitalen 2 mio £.

Der står heller intet om Glückstadtkøb af ØK-aktier hos Søren Mørch, som taler om Landmandsbankaktier, som Ove Ringberg den 14. okt 1920 - bemærk: 3 uger før telegrammet om Ringbergs sygdom - telegrafisk anmoder Glück-stadt ordne med en af de banker, Landmandsbanken var medejer af, Banque des Pays du Nord i Paris. Den bank ydede et lån på 2,6 mio kr. nominelle Landmandsbankaktier til to konsortier.

Hensigten var, at bringe Landmandsbankens beholdning af egne aktier ned på et niveau i nærheden af kravet i den nye banklov af 1919. Et barsk krav, fordi banken var i et presset marked, med enormt dagligt udbud af bankens aktier. Opkøb betød udhuling af bankens likviditet. Hvis banken ikke købte, ville aktiekursen dykke meget dybt. 

Bankens aktier var et anerkendt aktiv i Tyskland fra 1872, aktier som i 1920-22 væltede frem under inflationen efter krigens afslutning og de tyske oprør.

Som bekendt protesterede Tyskland mod Versailles-traktaten, 1919, især fordi samtlige økonomer var bestyrtede over de årlige betalinger af krigs-skadeserstatninger, der ikke blot ville ramme Tyskland, men Europa og verdensøkonomien, som bl.a. påpeget af Keynes.

Ergo har Emil Glückstadt tænkt det samme.

Man kan ikke bebrejde Glückstadt, at hans formue steg og faldt i takt med bankens og konjukturernes udvikling, ejheller at han var velgører: i 1919 købte han det nedlagte Frederiks Hospital i Bredgade, og forærede kom-plekset til oprettelsen af Kunstindustrimuseet.

Gad derfor vide, hvem der har bundet Kaarsted på ærmet: Glückstadts "tvangsfusionering af Transatlantisk og ØK"?

En håbløs ide. Hvad Glückstadt principielt mente var, at der lå store ratio-naliseringsgevinster ved sammenslutning af firmaer, der knap kunne over-leve, fordi de lå i indbyrdes hård konkurrence.

Fra sin tid som volontør i bankierhuset John Pierpont Morgan, New York, havde Glückstadt set fordele og ulemper ved truster af banker, jernbaner, skibsruter, stålværker, industriselskaber o.s.v. På det tidspunkt sad kapita-lismens paradigma, vækstfilosofien, i højsædet, præcis som i dag, nær et århundrede senere.

Men skjult, at købe ØK-aktier i Paris? Bah. Hvis Glückstadt så en fordel i at købe ØK, ville han forinden argumentere med Andersen. Sådan var deres forhold. Hvis Glückstadts fusionsplaner var en kendsgerning, bag Andersens ryg, ville denne have fundet udvej til at nægte, at ØK medvirkede til bankens rekonstruktion i 1922 med 22 mio kr.

Det gjorde Andersen ikke. ØK var med. Yderligere spekulerede Andersen & Glückstadt sammen på børsen, jvf. Lange 2, s. 220. Januar 1914 havde de under 1 mio nominelle ØK-aktier på en konto i Landmandsbanken. April 1915 2,2 mio. Kontoen lukket og fortjenesten 490.000 kr. sat ind på en ny konto.

Karrusellen fortsatte. Men i stedet for at være ærlig, og bagefter stå ved, at han havde spekuleret sammen med Glückstadt-Ringberg, beklikkede hr. Andersen sig ved at påstå, at han intet vidste om disse spekulationer.

Det var tidens store undskyldning, at det måtte være noget sønnen af Isak Glückstadt, Emil Glückstadt, rigmand, storkorsridder, etatsråd, jøde, bank-direktør og kærlig ægtefælle, og Ove Ringberg, de to homoseksualister, havde fundet på. 

Det var undervisningsminister i Liebes kupregering, dr.med. Thorkild Rov-sing, specialist i blærebetændelse, der førte påstanden om "syndernes sek-sualliv" til torvs. Men det var ikke Rovsing, der havde Emil Glückstadt under kniven til lokalbedøvet brokoperation, der endte med Glückstadts besvimelse og død 23. juni 1923.

I så fald kunne der være risiko for at tænke "morder", om dr. Rovsing.