Bankkommissionens 

hemmelige 

beretning
 

   - en professor tog sig lidt for kærligt af Harald Plum -
 

BIRCKS  ILTRE PENNESKAFT

22. sep. 1922 fordelte bankkommissionens formand, landsdommer Rump, opgaven at undersøge Landmandsbanken og Det Transatlantiske Kompagni, mellem sig, bankkommissær Holmer Green og professor i statsvidenskab ved Københavns Universitet, Laurits Valdemar Birck. 

Rump tog sig af tjenestemændene, Green af aktiespekulationen, og Birch tog sig lidt for kærligt af Harald Plum og Transatlantisk Kompagni.

Bircks iltre penneskaft havde banet ham vej som journalist og medlem af Folketinget, valgt af konservative. Det vakte opsigt når han fra den front kørte frem med bidske og ofte antisemitiske angreb på "privatkapitalismens snyltere, spekulanter, truster, monopoler".
 

Birck krævede et særbilag vedlagt Bankkommissionens Beretning om For-holdende i Den Danske Landmandsbank, Hypotek- og Vekselbank, men blev nedstemt af Rump og Green. Dog, særbilaget udkom som Bankkommissio-nens Hemmelige Beretninger, som et utidigt mellemspil i september 1923, 3/4 år før den konfirmerede beretning. 
  Kommissionen forsvarede sig med, at en sekretær havde taget Bircks notater med hjem til sit logi, hvor en medlogerende havde kopieret dem.

  Danmarks kommunistiske parti og Det ny studentersamfund ville offentliggøre Bircks notater, men, Bummelum, politiet beslaglagde oplaget af Arbejderbladet. Det blev forbudt bogtrykkerne at sætte og trykke det formastelige manuskript. Det udkom som piratudgave, udgivet af Aage Jensen og trykt i Kristiania, med Aage Jensens ublide kommentarer. Nedenstående skyldes den oprindelige udgave.
  Dog er Aage Jensens kommentarer og overskrifter udeladt, fordi det er tvivlsomt, om det er Birck eller Jensen, som skriver: "Napoleon Plums russiske Felttogs-planer, Zahle som Hververkarl", etc.
  Dernæst er valgt nutidens ortografi og ikke den norske sætters, ejheller udgiverens held med: - "Nøden er dog ikke så nem at knække, selv for en Napoleon Plum".
  Endvidere er lange og uforståelige sætninger opdelt her med komma og punktum. Endelig er Bilag 1 - 48 i hæftets tilfældige anbringelser i teksten flyttet til indledningen i pågældende afsnit. De indskudte kommentarer kan lastes Kasler Journal. * ( ) *

  Bircks beretning bekræfter det velkendte fænomen "deja vu", at man ved genkendelse af blot et enkelt træk af en situation, synes at have oplevet hele situationen tidligere. Hvor er vi?
  I 1919 eller år 2000? 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, et forarmet Europa? Zar-dømmets sammenbrud? Sovjetunionens opløsning, som ændrede den russiske kommandoøkonomi til fattigdomsøkonomi, vist med den forliste atomubåd, Kursk, hvor norske og hollandske dykkere klarede, hvad russerne ikke magtede. Succes eller fiasko for Den europæiske Union, EU, som er totalt i lommen på landbrugsindustrien?

  L.V. BIRCK:
  "Ved siden af sin kommercielle virksomhed har hr. Harald Plum energisk grebet ind i den højere verdenspolitik; herom foreligger en større korrespondance. Brevene fra Plum er i reglen delt i forskellige afsnit med titel. Stort og småt står imellem hinanden f.eks. personlige spørgsmål om helbred og stemning, personalia, ansættelser og forflyttelser, køb af forretning, milliondispositioner til forskellige selskaber, samt storpolitiske ytringer, hvoriblandt skal nævnes udsigter til fred eller revolution, et verdensfrimærke til genopbyggelsen af domkirken i Reims, planen om et Clearing House i København og endelig et verdenskorstog mod bolsjevikerne.
   Selve brevenes stil og emnernes sammensætning røber en sindstilstand, der i alt fald vidner om momentan sindsuligevægt a`la storhedvanvid. Dette ville for så vidt være harmløst, hvis ikke det viste sig, at højere embedsmænd i funktion, hr. Harald Scavenius og generalkonsul Haxthausen, har ladet sig bruge i hr. Plums tjeneste.
   I 1918 var det danske gesandtskab taget hjem, der var sluttet en overenskomst om, at danske varer i Rusland skulle nationaliseres af den danske regering og således unddrages Sovjets beslaglæggelser. De såkaldte gesandtskabslagre styredes gennem mænd, der tilhørte Russisk Handels Co. Da udenrigsminister Erik Scavenius i marts 1919 erklærer, at gesandtskabets tilbagevenden betyder absolut afbrydelse med Rusland, ophører denne særlige diplomatiske beskyttelse for disse lagre, i alt fald i den form, Russisk Handels Co, et datterselskab af Transatlantisk Co, og hvis leder var Erik Plum, med angst så sine interesser truet. Og havde lagrene ikke det omfang, som man gerne ville give indtryk af, var de dog betydelige nok.
   For Transatlantisk Co`s ledelse, in casu Harald Plum, var det forsåvidt naturligt at tage stilling til Sovjetstyret, undersøge mulighederne for dets vedbliven eller bortfalden, knytte forbindelse med modpartiet eller med Sovjet alt efter som man skønnede var stærkest. Harald Plum nøjedes imidlertid ikke med denne beskednere opgave, men besluttede direkte at gribe ind, og midlet blev dannelsen af den såkaldte russiske liga. Hvem der først fik ideen er, på grundlag af den meget ufuldstændige korrespondance, det meste af den er brændt, umulig at sige, men det viser sig, at den har tilknytning til Koltschak, Judenitsch og general Mannerheim, endvidere til officerer og politikere i udlandet.
   Bilag 1: I brev til dir. Johs. Larsen i Bech, van Siclen erklærer Harald Plum sin sorg over, at det russiske søsterselskab ganske må svigte i 1919, og tilføjer: "Forhåbentlig sker interventionen i Rusland så hurtigt som muligt. I sammenligning med verdenskrigen er kampen med bolsjevikerne kun en lille detalje. Vi har varetaget de allieredes interesser, specielt franskmæn-denes i Rusland".
   Bilag 2: Brev af 27. februar 1919 til Glückstadt. Plum fremsender oversigt af den påtænkte offentliggørelse af den Internationale Russiske Liga. "Det kan tænkes, at levnedsmiddelspørgsmålet vil rykke i forgrunden, det militære spørgsmål mere tilbage".
   Bilag 3: Af opråbet der er stilet "Til alle Borgere". Man beklager, at staterne på Pariskonferencen vil lade Rusland hjælpe sig selv. Verdens-krigen kan ikke betragtes som afsluttet, "før Rusland er frelst ud af den rædsel. Rusland må have kraftig støtte udefra i form af frivillige soldater til en international russisk hær, der kan tilintetgøre morderne og røverne".
   Den internationale russiske liga er stiftet med et repræsentantskab og en direktion i hvert land, bestående af praktiske forretningsfolk og mindst een militær. 
   Ligaens formål er oprettelsen af en folkevalgt, national russisk regering, samt hvervning af en hær og tilvejebringelse af pengemidler til udrustning og underhold af denne. Hæren forventes meget hurtigt, at kunne samle uden for Rusland, tusinder af soldateruddannede russere, såsnart der er sikret udrustning og supplering af frivillige officerer og soldater. Til chef for hæren er valgt den russiske general N.N. og en stab af internationale hærførere, heriblandt . . .
   Ligaens medlemmer er passive, som yder bidrag, eller aktive, som er soldater. Bidragene skal tilbagebetales frem for al anden russisk statsgæld med 6 pct. rente. De aktive medlemmer får ekvipering, løn, hædersgave, enke- og invalidepension.
   Opråbet slutter med, at der skal være en halv million passive medlemmer, og at folk skal melde sig til den internationale russiske hær, som samles ved Ruslands grænser for at foretage den opmarch, som i løbet af meget kort tid vil befri Europa for bolsjevikerne.
   Bilag 4: Den 15. marts 1919 skriver Plum til direktør Weidel, chef for Trans-atlantisk Co`s afdeling i Stockholm. Han meddeler, at der gennem den russi-ske ambassade er indgået meget optimistiske telegrammer, vanskeligheder er imidlertid indtrufne. Navnet på den danske herre, der er indtrådt i ligaens repræsentantskab opgives i et telegram, som ikke forefindes.
   Bilag 5: Brev fra Harald Plum til Glückstadt.
   "Udskrift vedlægges af konsul Haxthausens dagbog, hvilken bedes læst og derefter tilintetgjort. De vil se, at marskal Foch har accepteret, og de andre allierede også synes at acceptere forslaget, men det er formentlig for sent. Noget må der gøres. Når De kommer til Paris, tilkald Dessau, Continental Oversea, og nævn hvad der er sket i de sidste dage, idet Ungarn har sat fart i spørgsmålet i Paris".

  * (Revolutionsforsøgene  i Tyskland 1919 havde bredt sig til Østrig-Ungarn. Kroatien og Slovenien ville forenes med Serbien. I Ungarn revolution under Bela Kun. Samtidig trængte rumænerne ind i Ungarn. Bela Kun flygtede. Den tidligere præsident Karolyi og admiral Horthy dannede en hvid hær og holdt Budapest besat. Admiral Horthy sad som rigsforstander til 1936. ) *

  L.V. Birck:
  "Under overskriften Dansk-Fransk skriver Plum: - "Der må gøres noget for Frankrig, men det er finansielt umuligt at bygge en by op", og derfor resulterer i et forslag om, at Domkirken i Reims skal restaureres ved hjælp af et postmærke a`la Holbøll.
  "Nu, da jeg ganske har glemt denne sag på grund af alvorligere begivenheder, har Frankrig med tak accepteret forslaget. Da sagen skal optages, beder jeg vor fælles veninde grevinde A, anmode dronning Alexandra eller en engelsk prinsesse om at overtage protektoratet. Jeg har anmodet grevinden om at samarbejde med Dessau i Paris, og det glæder mig, hvis det kan blive Dem til adspredelse at tale med hende om sagen".
  Bilag 6: Brev af 31. marts 1919 til Aarestrup. "Ungarn er inde i den store revolution. Forholdene i verden bliver værre og værre; forhåbentlig er inter-ventionerne overfor smittekilden Rusland bragt i fast form, når De får dette brev, men i øjeblikket er det fortvivlet. Nu beskæftiger De Dem med firmaet i Brasilien, det er sandelig heller ikke lystigt med den fuldstændige over alle grænser gående disposition, som Vils har foretaget sig. Nå, alt går vel både her og der".

Bilag 7: Brev fra Harald Plum til Reinhard. Plum fremsender udkast til opråbet, "i princippet vedtaget af danske og udenlandske militære og civile autoriteter", samt udskrift af konsul Haxthausens dagbog. Haxthausen har fuldmagt fra de allierede til at bringe sagen til udførelse, hvis ikke tekniske vanskeligheder kan overvindes; samt afskrift af et brev fra oberstløjtnant With angående - "et antibolschevikisk kontor som jeg har oprettet her efter aftale med Justitsministeriet". Brevet slutter med, at Plum - "agter at sammenkalde delegationsmøde i Transatlantisk angående disse spørgsmål".
  

* (Erik With, chef for generalstabens efterretningstjeneste 1911-18; With var blandt aktivisterne for en dansk-tysk grænse ved Sli-Dannevirke-Ejder) *

   L.V. Birck:

Bilag 8: Den 10. april 1919 telegram fra Plum i London til Transatlantisk i København: "Meddel Erik Plum, at Russiske Ligas kontor er i funktion med leder, som vil træne agitatorer, der sendes rundt i landet for at etablere lokale komiteer for at skaffe medlemmer. At Erik Plum skal søge "en Konference med Nansen om han er enig med os, og må ikke rejse fra London før grev Wedell er ankommen dertil".

Bilag 9: Udateret rundskrivelse hvori meddeles, at det danske repræsen-tantskab er dannet med "højesteretssagfører Martensen-Larsen som formand".
De passive medlemmer skal give bidrag - "månedlig, årlig eller en gang for alle", de aktive medlemmer skal organiseres i Ligaen i Rusland og reorga-nisere dette land, igangsætte fabriks- og skovdrift. Til de aktive medlemmer i hæren kræves i begyndelsen 200.000 mand.

Bilag 10: Den 16. april 1919. Erik Plum fra London til Glückstadt. "Kaptajn Troels Smith ankommen i dag fra København. Harald Plum har talt med ham, det oprindelige program skal ændres til kun at omfatte "Relief", føde og medicin, og at beskytte ekspeditionen med "a sort of Armed Police". Til at lede denne organisation har man sikret sig kaptajn Ibsen.
   Bilag 11: Man havde besluttet at søge støtte hos Nansen. Nansens stilling er meddelt i telegram fra Erik Plum, hvori denne meddeler, at Nansen ikke vil have noget at gøre med militære ekspeditioner, men kun med upolitiske "Relief". Telegrammet slutter med, at - "Transatlantisk Co har tilbudt Nansen fuld assistance fra vor russiske stab".
   Bilag 12: Telegram af 18. april fra Erik Plum meddeler, at de allierede har accepteret Nansens plan om humanitær "Relief", og at Nansen har tele-graferet betingelserne til Lenin".
  

' (Harald Plums kontakt til Nansen har utvivlsomt hjulpet Nansens senere store hjælpearbejde i Europa 1920-22. ) *

   L.V. Birck:

"Nu skulle man tro, at de militære ligaplaner var blevet skrinlagt, men Harald Plum fortsætter for egen regning sine militære planer.

Bilag 13: Brev fra direktør Weidel i Stockholm til Harald Plum. Direktør Bernström er syg, men har interesse for interventionen og læst Haxthausens dagbog sammen med general Bränström, Sveriges gesandt i Petrograd. Den svenske udenrigsminister Hellner har også læst Haxthausens dagbog. Bränström mener, at Harald Plum skal påvirke Branting og Marcus Wallen-berg. Fra statsråd Rydens privatsekretær ved han, at det er håbløst at regne med Socialistpartiets hjælp, men den i "Pariseratmosfæren påvirkede Branting kan muligvis vindes".
   * (Pariseratmosfæren: De internationale fredsforhandlinger i Paris. ) *

  Bilag 14: Brev fra Harald Plum til direktør Aarestrup. "Erik Plum har været i London og Paris for at tale med Mannerheim, og det hele er kolossalt vanskeligt".

Bilag 15: Den 21. maj telegraferes til Asbjørn Thon. Konferencen med Nansen bliver muligvis overflødig. Haxthausen kommer til Kristiania.
   Bilag 16: Brev fra Harald Plum til Aarestrup.

"Verdensfrimærket er en æressag, Russisk Liga en livssag, støt den i New York. Jeg håber De kan returnere via Moskva, idet De enten rykker ind der sammen med Koltschak, eller Vi kommer fra denne side med de store kræfter, som vi nu for hver dag samler sammen til attaquen her fra denne side, så bolsjevismen endelig kan få sit dødsstød. Det ville være en oplevelse, hvis vi mødtes igen i Moskva i stedet for her, næste gang vi ses".

Bilag 17: Telegram til Bech, van Siclen meddeler Aarestrup, at Scavenius er returneret fra Helsingfors for at meddele, at Mannerheim vil give fuld støtte, når definitivt arrangement foreligger mellem Koltschak og Finland. Harald Scavenius meddeler, at samarbejdet med de såkaldte "russiske ministre", der omgiver Judenitsch, er umuligt. Valget af nævnte personer er en fiasko, derfor må Aarestrup hurtigt konfererer med Koltschak, skal besøge ham gennem Koltschaks fætter, Pozokoff, som iøvrigt blev understøttet af Transatlantisk Co, og anmode ham om hurtig passage fra Wladiwostock til Koltschak.
   Bilag 18: Skrivelse af 1. juli 1919 fra direktøren for det senere så sørgeligt berømte Transatlantisk Kompagni, hr. Harald Plum, til direktør Aarestrup: "Kammerherre Harald Scavenius tog i sidste uge til Helsingfors for på Ligaens vegne at konferere dels med Mannerheim, dels at slutte endelig aftale med Judenitsch, Koltschaks repræsentant på denne front. Forhandlingerne med Finland er tilfredsstillende" -

   * (Bemærk udenrigsminister fra 1920, Harald Scavenius´ store anstrengelser i relation til hans afskedigelse 1922, provokeret af H.N. Andersen, ØK. For øvrigt lod Mannerheim 8.000 "røde finske banditter" henrette efter den finske borgerkrig. ) *

  L.V.BIRCK:  * (Plum til Aarestrup, fortsat) *
   - "Med betydelig styrke vil Mannerheim understøtte Koltschak på denne front, når de er blevet enige om det russisk-finske mellemværende. Det kan ordnes, når Mannerheim har en dygtig mellemmand, og hertil vil han gerne have Scavenius, men vi mener, at De er den rette mand. De skal få telegraferet Mannerheims betingelser.
   De folk, der har dannet det såkaldte ministerium omkring Judenitsch, er en broget forsamling; de har i den sidste tid fået trængt de personer ud, hvorpå vort samarbejde er baseret, det er ikke "russiske patrioter". Der er kun een russer tilbage blandt ministrene, resten er armenier og jøder, folk, der kun vil mele deres egen kage. Foreløbig må vi anse alt samarbejde for håbløst, og forudse muligheden af, at vi og Mannerheim må forlange, at Koltschak stiller den betingelse, at Judenitsch i stedet for at sidde i Helsingfors og politisere, overtager ledelsen personlig over Nordarmeen og overgiver alle ikke-militære spørgsmål til Koltschaks delegerede, der igen må være vore medarbejdere.

Det er nødvendigt, at De er Ligaens repræsentant hos Koltschak indtil Rusland er befriet. Jeg håber, at De for den civiliserede verdens skyld vil påtage Dem denne opgave. Som det er for hele Europa, således er det også for vore firmaer afgørende, at det bliver civilisationen og ikke bolsjevismen, der sejrer. Først og fremmest sætter vi vore kræfter ind derpå, alt andet er bagateller".
   Vedlagt gengivelse af et telegram fra Plum om, at han håber, at Aarestrup også ordner frimærkesagen i Japan.

Bilag 19: Brev af 19. juli fra Plum til Paulli i Brasilien: "Jeg tror, at vi ved hjælp af Ligaen begynder at nærme os målet, så kan hr. Lenin forsvinde".

Bilag 20: Plums brev af 24. juli til Aarestrup: "I dag har jeg telegraferet, at Russian Relief Comitee vil opfordre Rodianko, Nordvestarmeens general, hvis styrke er 60.000 mand, til at sende en repræsentant for direkte forhand-linger. Og dersom Finland og Koltschak enes: da en verdenskampagne for at understøtte de distrikter, der bliver befriet af den fremrykkende Nord-vestarme.
   Mannerheim har telegraferet til Paris for at foranledige, at Harald Scavenius før officiel opfordring til at komme dertil angående det finske spørgsmål. Han skal være mellemmand i Paris, og De hos Koltschak, for ordningen af et fransk-russisk mellemværende. Mannerheim mener dog, at Finland kan stille 100.000 mand til disposition for Vestarmeens fremrykning".
  Bilag 21: Den 20. august 1919 brev til Glückstadt. Plum sender til gennem-syn udkast til ordning af den nye russiske nationalbank.
  Bilag 22: Skrivelse til Aarestrup af 21.august 1919. Hr. Plum beretter:

"Verdensforholdene er svære. Italien synes dog at undgå revolution. Vi har vore kapitaler uden for Europa og vil derfor stå langt fordelagtigere end andre, hvis Europa ramler sammen økonomisk", jvf. en bemærkning i tidligere nævnte brev til Paulli om, at Brasilien er det mørke punkt, og - "at vi vandrer fra den ene ulykke til den anden".
   I samme brev meddeler Plum Aarestrup, at - "forhandlingerne med den russiske liga er meget forgrenede, og af intim natur. Hver dag synes de praktiske resultater at komme nærmere. Jeg tror, at Erik Plum senest i oktober vil sidde i Petrograd. Desværre går det ikke så godt for Koltschak; vi venter på telegram fra Sibirien".

Samme brev indeholder en hel del om Ydings morsomme forhandlinger i Amerika med Morgangruppens repræsentanter, som Yding i et andet brev påstår vil stjæle Transatlantisk ideer. I samme brev meddeler Plum:

"Majestæten optog ham i Ridderskabet, som De, Aarestrup, allerede længe har tilhørt".

   * (Tidspunktet, da Christian 10 dekorerer Harald Plums fortrolige, Yding, kan kun betyde, at kongen bifaldt Harald Plums anstrengelser. ) *

   L.V. BIRCK.
   Bilag 23. Brev af 29. august til Aarestrup:

"Jeg har modtaget Deres venlige brev nr. 30. Rusland: General Gough, Englands militære adviser for Finland, Estland og Lithauen, samt den russiske Nordvestarmé, passerede sidste lørdag-søndag København ombord på en krydser. Vi havde indgående konferencer, ligesom han trods rejsens forcerede hurtighed var min gæst sammen med sine officerer ombord på "Sunshine". Samarbejdet mellem den militære aktion og Russian Relief Comité blev fuldstændig fastlagt under forudsætning af, at han definitivt kan gennemføre sine planer i England, hvad han kun regner med vil vare 2 dage Han skulle være tilbage allerede på søndag. Onsdag afrejste derefter Haxthausen til Paris for der at opsøge Koltschaks repræsentanter og sætte disse ind i situationen og telegrafisk meddele os resultatet af forhandlingerne med dem. Så snart vi derfor har Gough tilbage fra England og telegram fra Haxthausen, skulle vi endelig kunne telegrafere Dem definitivt i sagen, idet den da skulle være så nær sin løsning, som det er muligt at bringe den, hvis den overhovedet skal kunne gennemføres i indeværende år. Og intet skulle være mere ønskeligt for hele verden".
  Bilag 24: Den 25. november 1919 meddeler Asbjørn Thon, at han og nogle andre nordmænd har interesse for sagen.
  Bilag 25: Den 28. skriver Erik Plum, at komiteen i Paris og den danske komite er færdig, at direktør Bechshøft rejser til London for at organisere den engelske komite, og andre til New York for at organisere den amerikanske komite.
  Bilag 26: Den 19. september 1919 bekræfter Plum afsendelsen af telegram til Aarestrup, der lyder, at grundet på langsomme forhandlinger kan man ikke gøre noget iår, derfor opgiv Deres visit i Sibirien. Plum fortsætter:

"Hvor vanskelig sagen kan bedømmes, selv her, hvor alle tråde samles, forstår De af, at jeg 5 timer efter at have telegraferet til Dem, fik telegram fra en af mine venner, den ledende general Gough, på hans krydser herfra til London om, at nu måtte aktionens foretagelse anses som sikret, medens dagen efter meddelelsen arriverede om beslutningen i Paris om overhovedet ikke at foretage nogen art af aktion.
   I øjeblikket ser det ud, som om det gamle Europa skal gå definitivt i stykker; imidlertid må man håbe, at når nøden er størst er hjælpen nærmest, men hvordan og hvorfra?".

Bilag 27: Den 11.december 1919 skrev Plum til Glückstadt, at han har modtaget telegram fra London om, at der er dannet en stærk national komite med 20 af de bedste navne i London.

Bilag 28: Den 12. januar 1920 meddeler Eskild Yding navnene på den russiske komite, der nu hedder International Russian Reconstruction & Relief Commitee. Personerne er: Professor Troels-Lund, ærespræsident, højeste-retssagfører Martensen-Larsen, ingeniør Martin Abrahamson, borgmester Drechsel, konsul H.P. Prior, generalkonsul Haxthausen, rådmand Philipsen, direktør Holstein, professor Frantz Dahl, højesteretssagfører Harboe, over-retssagfører de Connick Smith, grosserer Holbeck og direktør Lassen.
   Bilag 29: Den 13. februar 1920 telegraferer Glückstadt til National City Bank, at de nævnte komitemedlemmer er "of high standing".
   Bilag 30: Den 17. februar 1920 takker Plum Glückstadt for hans telegram og vedlægger en skrivelse fra udenrigsministeriet, hvori indeholdes telegram fra New York, - "som viser, at sagen vækker interesse i Amerika".
   Bilag 31: Den 30. marts 1920 sender Plum et brev til Siegumfeldt med nogle papirer om den russiske komite, som - "efter gennemlæsning elskværdigst bedes tilintetgjort".
   Det er tvivlsomt, hvad de to sidste telegrammer egentlig går ud på, thi på én gang har Plum skiftet holdning. De følgende breve fra 1920 handler om noget ganske andet, nemlig oprettelsen af et Clearing House i København, hvor russiske varer og russisk guld kan blive deponeret i København mod, at danske og i Danmark lagrede varer kan afgå til Rusland".

   * (Birck fortier årsagen til Plums skiften holdning. Harald Plum havde, efter Christian 10.s kupforsøg 29. marts og general Judenitsch nederlag foran Sct. Petersborg, intet andet valg end at være forsigtig. Plum opgav de militære planer og forsøgte at satse på Clearing House. ) *

   L.V. BIRCK:

"Bilag 32: Telegram af 20. april til Glückstadt fra Plum meddeler, at man er færdig med forhandlingerne om et Clearing House med international kapital, og at man forhandler med Italien, Frankrig, England og Amerika om et internationalt møde.

Bilag 33: I brev af 6. april 1920 fra Plum til Yding meddeles, at Krassin kommer til København og har interesse for Clearing House her, og Erik Plum meddeler fra Amerika, at de amerikanske delegerede vil blive udnævnt i april.

Bilag 34: Den 23. april 1920 telegraferer Plum til Glückstadt, at over-enskomst er i orden og uofficielt akcepteret af handels- og industri- og admi-nistrationsautoriteter.

Bilag 35: Den 24.april 1920 sender Plum til Ringberg afskrift af den dansk-russiske overenskomst, og har også sendt den til Collstrop, hvad man kan se af bilag 36 og til Glückstadt, bilag 37.

   Bilag 38:  * (H.N. Andersens Brev til Glückstadt) *

Etatsråd Andersen er imidlertid, og ikke med urette, bange for Plums diplo-matiske virksomhed, og skriver derfor under 3. maj 1920 følgende til Glück-stadt:

"Lørdag eftermiddag, 1. maj, meddelte kommandør Maegaard mig, at han på et afsluttende møde, hvor man havde vedtaget at oprette et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande, og efter anmodning af de andre deltagere i mødet overgav kommandør Maegaard mig et på engelsk affattet agreement.

Af kommandørens udtalelser udledte jeg, at det projekterede Clearing House var det Transatlantiske Compagnis værk, og at kaptajn Aarestrup, medens jeg var ved Rivieraen, havde anmodet kommandør Maegaard om at medvirke til planens realisation.

Da kommandør Maegaard udtrykte betænkeligheder, fordi han ikke kendte min stilling til et sådant projekt, havde kaptajn Aarestrup svaret, at han vidste, at sagen havde min sympati. Jeg skal her indskyde, at jeg ikke har kendt noget til disse planer, før fornylig jeg læste derom i bladene.
   Jeg sagde til kommandør Maegaard, at hvis det var qua medlem af Ø.K.s bestyrelsesråd, at han var medlem af nævnte foretagende, og hans navn som sådant skulle benyttes, måtte jeg bestemt protestere såvel imod hans delagtighed, som mod den valgte fremgangsmåde. Med henblik på Ø.K.s hele karakter ønskede jeg at henvise til den fare det på forskellig måde kan rumme, at et medlem af kompagniets bestyrelsesråd qua sådant uden om ledelsen, direktionen, optræder som repræsentant for Kompagniet. Af bladene for i går fremgår med al ønskelig tydelighed, at var kommandør Maegaard ikke trådt tilbage, havde Kompagniet figureret som medstifter af Clearing House.
   Jeg behøver næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark, tværtimod. Hvad jeg derimod misbilliger er måden, hvorpå et selskab, for hvilket De, ligesom i Ø.K., er formand for bestyrelsesrådet, udenom direktionen forsøger at tage det til indtægt for dette forsåvidt uvedkommende planer, som efter agreementet at dømme er af international storpolitisk natur. Hvad dette eventuelt kan føre til, kan jeg på grundlag af de under krigen indsamlede erfaringer måske tillade mig at have en forestilling om".

   Bilag 39:  * (Glückstadts brev til Plum) *

Glückstadt sender nu et ganske henrivende brev til direktør Plum, hvor han med forandring af navnene afkopierer etatsråd Andersens ytringer og udgiver dem for sine egne:

- "Af nogle tilsendte memoranda og aviser har jeg set om planerne til oprettelse af et Clearing House her i byen med det formål, at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande. Uden at skulle komme nærmere ind på, at der sluttes aftaler med en regering, som den danske stat ikke har anerkendt, behøver jeg næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark, tværtimod. Jeg vil heller ikke udtale mig om formålstjenligheden af på nærværende tidspunkt at tage denne sag op, navnlig på grund af dens internationale storpolitiske natur, men jeg kan ikke undlade på det skarpeste at misbillige den måde, hvorpå de navne offentliggøres, der har givet sagen støtte.
   Når f.eks. direktør H.P. Prior nævnes, ikke som direktør for Nordisk Kabel- og Trådfabrikker, men som medlem af Landmandsbankens Bankråd, så foreligger her i denne forbindelse i første række et misbrug af Bankens navn, og i anden række et falsum overfor offentligheden. Thi den fremgangsmåde ved de enkelte personers navne, at fremføre institutioner, hvortil de er knyttede som bestyrelsesmedlemmer rundt om i et lands erhvervs-institutioner, uden om vedkommende institutioners direktion, kan kun bibringe det indtryk, at de pågældende optræder som repræsentanter for institutionen.

For offentligheden ser det nu således ud, at de forskellige institutioner, endskønt de ikke har været hørt, står som medstiftere af det omtalte Clearing House; da dette imidlertid ikke stemmer med de faktiske forhold, og da Banken ikke kan tiltræde sagen uden at være sikker på tiltræden fra visse andre sider, ser jeg mig, for at bevare min fulde handlefrihed, til min beklagelse nødt til at nedlægge mit mandat som medlem af bestyrelsen for Transatlantisk, da dette jo ifølge sagens hele natur står som ophavsmand for det pågældende russiske forehavende".

   * (Glückstadt er ironisk og forsigtig. H.N. Andersen brød sig ikke om Glück-stadt, en udenrigspolitisk konkurrent, og Plum havde begået en taktisk fejl. 

Dertil at Harald Plums og Transatlantisk Kompagnis anstrengelser versus bankens engagement i Transatlantisk, tegnede uoverskuelig. Der var kun få måneder til Landmandsbankens 50 år jubilæum og Glückstadt ville ikke rage uklar med H.N. Andersen.
   I 1919 oprettede ØK United Baltic Corporation Ltd, London, kapital 2 mio pund. En varslet reaktion mod Harald Plums Clearing House. 
   Okt. 1920 samledes i Paris efter fransk indbydelse en gruppe amerikanske og europæiske erhvervs- og finansfolk. Formål, at danne datidens Marshall-plan, The International Corporation til økonomisk genrejsning af Europa, sætte Tyskland i stand til at betale krigsskadeerstatninger, samt søge et effektivt handelssamkvem med Sovjetunionen. Med andre ord: Et overna-tionalt Clearing House, i princippet efter Plums hensigt.

I 1922 blev H.N. Andersen bremset af udenrigsminister Harald Scavenius og statsminister Niels Neergaard, der foretrak Emil Glückstadts forhandlings-evne. Samme år holdt ØK 25 år jubilæum og 10. sep. Andersens 70 års fødselsdag. En måned senere var Harald Scavenius forhenværende uden-rigsminister. ) *

   L.V. BIRCK:
   Bilag 41: Den 26. maj 1920 beder United Export Co Landmandsbanken over for Centrosojus, repræsenteret af Krassin, Litvinof og to andre, garanterer, at de værdier, som overleveres til Erik Plum, skal blive overleveret til National-banken. Garantien må ikke overstige 4 1/2 mio. kr." 

   * (Juni 1920, efter aftalen med Centrojus afhentede Erik Plum i Reval 33 kasser russiske guldrubler, af værdi 3,5 mio kr, som deponeredes i National-banken. ) *
 

Bilag 42: Den 9. juli meddeler Plum Glückstadt, at garantien ikke bliver nødvendig. Han meddeler, at Frankrig har protesteret, men at London synes at fastholde tilslutningen til Clearing House-tanken. Endelig meddeler Plum, at den franske regering har, uanset sin protest mod guldoverførslen, uoffi-cielt givet sin tilslutning.
   Bilag 43: Sagen synes at være optaget alvorlig, thi den 14. juli skrives der fra det tyske udenrigsministerium om Tysklands interesse for sagen.

Bilag 44: Memorandum angående det internationale Clearing House i København.
   Bilag 45: Den 13. februar 1921 skriver Plum til Brinckmann i Buenos Ayres, at han 1. januar er gået ud af Transatlantisk Co., fordi man - "her fra landet ikke har villet følge, men modarbejdet min russiske politik, gående ud på en ordning med de nuværende magthavere i Rusland, medens man har fulgt Frankrigs eksempel og brudt med dem".
   Bilag 46: Til ingeniør Wendelboe-Knudsen i Buenos Ayres skriver han samme dag, at resultatet af de russiske forhandlinger blev et brud, der har bevirket, at bolsjevikkerne - "tog alle de mægtige værdier, vi måtte efterlade i Rusland, og som trods alt hidtil for størsteparten lå urørt, og nu fører krig mod alt, hvad der er dansk".
   Bilag 47: Den 15. februar skriver Plum til Brandt i Kairo et lignende brev, som det til Brinckmann, hvori han atter bruger udtrykket - "min russiske politik".
   Man vil have vanskeligt ved at forene de to linier i Plums politik eller finde nogen overgang. Men da den her givne korrespondance kun er brudstykker, og da størstedelen af dokumenterne formentlig er brændt, er sagen jo ikke udtømmende oplyst ved det her givne, ud over, at man ser den ganske fan-tastiske retning, Harald Plums tankegang har taget. Og man tør sige, at selv om Clearing House kunne være gennemført, ville erfaringen fra Plums øvrige virksomhed berettige til at slutte, at hr. Plum også der ville have vist sin ejendommelige evne til at forbinde en teoretisk rigtig tanke med en masse fantastiske forestillinger og planer. Clearing House ville formentlig derfor, hvis det var trådt ud i livet, blevet en ny kilde til tab. Man vil lægge mærke til, at Plum med liden sandfærdighed angiver sammenbruddet af det, han kalder sin russiske politik, som årsag til sin afsked".

   * (Politikeren Birck er unfair; han forfølger som bankkommissær sit mål, at mistænkeliggøre Emil Glückstadts / Landmandsbankens forretninger med Harald Plum. ) *

   L.V. BIRCK:
   I Politiken for den 14. oktober 1922 skildres planerne om den militære aktion mod Rusland på følgende vis af forfatteren, cand. polit. Kaarsen, som meddeler, at hans kilde til denne fremstilling er direktør Harald Plum:

"Før England bestemte sig endeligt for effektivt at støtte en sådan aktion, ønskede man dog at undersøge forholdene på nærmest mulige hold, og udnævnte general Gough til High Commissioner for de baltiske lande og Finland, med den opgave, at studere såvel den militære som den civile side af en aktion. Medens den militære side på det tidspunkt måtte betragtes som en børneleg, var den civile side af sagen, en reorganisation, langt vanskeligere, når en omvæltning var sket af den allerede da til dels ødelagte russiske administration.

General Gough støttede sig ved sine undersøgelser i så henseender på planer, der i mellemtiden var blevet udarbejdet af Transatlantisk Co. i forbindelse med dets russiske venner. Generalen søgte at kombinere disse planer med sine egne, og København kunne i efteråret 1919 have set en destroyer komme for fuld damp fra de østlige farvande og lægge sig ind mellem den engelske flåde, der havde station her. Man kunne have set generalen gå fra borde, og med sin stab aflægge besøg her i byen. Formålet var at opsøge Transatlantisk Co. for at sætte sig nærmere ind i detaljerne, og tilvejebringe et eventuelt samarbejde. Og opnåede generalen ikke noget bestemt tilsagn, havde han i hvert fald den tilfredsstillelse, at han, da han allerede samme aften med sit hurtige fartøj forlod rheden igen, havde en af de russiske direktører for Transatlantisk Co. med til England, for at denne kunne deltage i de videre forhandlinger der.
   Planen, der fik tilslutning af "de 4 store", det øverste råd i Paris, skal være gået i stå på grund af af en kendt engelsk statsmands modstand mod de baltiske staters anerkendelse, hvilket var en af forudsætningerne for generalens militære aktionsplaner. En sådan anerkendelse af de nye stater, der spærrer Rusland ude fra isfri hav, kunne efter vedkommende politikers mening kun blive en "lap papir", og dette ville være mod Englands traditioner. Resultatet af aktionen blev derfor kun den beklagelige farce, da general Judenitsch med en russisk hær uden støtte fra England eller andre, rykkede frem mod Petrograd for at vende om der, da Trotskij i sidste øjeblik fik mobiliseret Kronstadts matroser".
   Harald Plums russiske planer har kostet Transatlantisk Co. mindst 800.000 kr, der i Russisk Handelskompagnis bøger på konto Russiske Understøttelser og Forskud, er debiteret ialt 794.492,91 kr. Blandt de understøttede findes general Pozokoff og prinsesse Lwoff".
   (Citater slut)

   Så vidt professor o.m.a. Ludvig Valdemar Bircks "Hemmelige Beretning", jvf. den dansk-norske udgave. Harald Plum var deltager i søsport og imponeret af den engelske destroyer. Erik Plum fulgte med general Gough. Omkostningen 0,8 mio kr er beskeden i relation til de indefrosne værdier. Penge til indflydelsesrige personer kalder vi korruption, som var og er et udbredt fænomen. Bircks beretning burde være bragt som bilag i Bankkommissionens Beretning. Det havde forhindret mange myter.

Fra årsskiftet 1920-21 måtte adskillige danske banker rekonstrueres eller lukke, gullashtidens højkonjunktur var forbi. Landmandsbankens 50-års jubilæum 5. okt. var ingen sejrsfest; også på den baggrund var kongens kupforsøg 29. marts 1920 en alvorlig fadæse. Christian 10 afskedigede ved grundlovsbrud Zahles regering, bistået af H.N. Andersen, berygtet i engelske kredse som den danske Rasputin. Kuppets direkte årsag var fremskyndet af grænsejuntaen for Stor-Danmark. Der var optræk til alvorlig politisk krise, et statskup var tåbeligt.

Fra udlandet var kommet alvorlige efterretninger. Zarfamilien myrdet i Sverdlosk, Nordvestarmeen slået af Trotskijs røde matroser, de allieredes fremstød mod Sovjet var lykkedes, men ikke udnyttet, der var uro og oprør i Europa, Italien, Tyskland, Østrig, Ungarn, Serbien, etc.
   Grænseafstemningens resultatet 14. marts 1920, nej til Flensborg-grænse, ja til den nuværende grænse, irriterede kongen, Andersen og Richelieu, der håbede på et nyt Stor-Danmark. Måske kunne kongen med et snuptag blive ærkehertug af Slesvig-Holsten, og vinde Mecklenburg-Schwerin, han var dog gift med storhertugens datter. Grænsestriden gjorde Danmark til grin på fredskonferencen.
   Endelig var den sociale uro på arbejdsmarkedet, truslen om louckout og generalstrejke, der skulle nedkæmpes med frivillige korps, en overhæn-gende risiko. Trods den påfølgende bladstrejke udkom Zahles og Det Radi-kale Venstres talerør, Politiken, hvorefter mange abonnenter afviste bladet som strejkebryder. Samtidig iværksatte erhvervslivet, inkl. ØK, en ødelæg-gende annonceboycot mod Politiken.
   9. april 1921 begik ejeren af Ballins Sønner og Hertz Garveri og Skotøjs-fabrikker, Max Ballin, selvmord. Ekkoet af Ballins revolverskud udløste et lavineskred.

Ved koncernens start, 1918, væsentligt finansieret af Landmandsbanken, var aktiekapitalen 27 mio kr, der hurtigt nåede kurs 320, kursværdi 86 mio kr. Den faldt til kurs 40, værdi 10 mio kr. 2/3 af aktiekapitalen var tabt.
 

Samtidig kolporteredes, at der lå skeletter i hvælvingerne under Land-mandsbanken, hvoraf ét var sandt, at den stigende tyske inflation medførte et stort udbud af Landmandsbankaktier i tysk eje. Presset mod banken blev voldsomt. Banken købte egne aktier for at holde kursen, der var faldet fra 196 i 1918 via 140 til 120. Ved udgangen af 1921 lå banken hemmeligt inde med 50 mio kr. egne aktier og i 1922 2/3 af aktiekapitalens 100 mio kr. Den nye banklov, 1919, tillod kun 10 pct. beholdning af egne aktier. Dertil kom bankens engagement i Transatlantisk.
   Syndikatet af 10. nov. 1921, "November-Syndikatet", var forsøg på redning af banken. Det gjaldt en støtteaktion til opkøb af 30 mio kr. L.bk-aktier, som, undtagelsesvis, kunne belånes i Nationalbanken. Aktionen krævede kontant 10 mio kr. 
   Indskyderne var: Østasiatisk Kompagni 2,0. Nordisk Kabel & Trådfabrikker 0,5. Spritfabrikken Fortuna 0,5. Emil Glückstadt 0,4. Ove Ringberg 0,4. Andreas de Richelieu 0,3 Kay Reinhard 0,2. P Schak Eyber 0,2. Emil Rasmussen 0,1. Poul Harhoff 0,1. Christian Sonne 0,1. Andreas Collstrup 0,1. Viggo Reimer 0,1 mio kr. Det gav 5 mio kr. De sidste 5 mio kom fra en skjult Ringberg/Glückstadt reserve, A/S Ergor.

Glükstadt fortrolige meddirektør, Ove Ringberg, behandledes for uhel-bredelig nyresvigt. Han døde i april 1922 i Cannes. 17. juli 1922 trådte Natio-nalbanken til med 30 mio kr. reservekapital. Den holdt til september. 28. sep. rekontrueredes ny præferencekapital på 100 mio kr. Nationalbanken indskød 35, staten 40, Østasiatisk Kompagni 20, Store Nordiske Telegraf 5 mio kr.
   Emil Glückstadt måtte fratræde. Bankkomisionen ved Rump, Green, Birck gik i arbejde. H.N. Andersen afslog at blive formand for Landmandsbanken, da admiral Andreas Richelieu trak sig.  5. feb.1923 tredie rekonstruktion. Staten overtog bankens tab på 232 mio kr. Kammeradvokaten, hrs. Vagn Aagesen tiltrådte som ny bankformand.
 

2. marts arresteredes Glückstadt, førtes til Vestre Fængsel. I juni konver-terede den fysisk og psykisk udmattede, statsfinansielle ekspert og bankchef, ved dåb fra den jødiske tro til katolik. 23. juni døde Emil Glückstadt under en lokalbedøvet brokoperation på Kommunehospitalet. 1. aug. meddelte Nationalbanken, at årsregnskabet ikke fremkom med overskud i anledning af "de ofre, Nationalbanken havde bragt for Landmandsbanken".
   29. sep.1923 stadfæstede højesteret landsrettens dom af 7. juli, der dømte Glückstadts dødsbo at betale 80 pct af sagens omkostninger.
   19. april 1928 overtog Staten Landmandsbanken. De tvivlsomme aktiver blev lagt over i en afviklingskasse, bestyret af bl.a. socialdemokraten Thorvald Stauning. Staten indskød ny aktiekapital 50 mio kr. og reservefond 34 mio kr. Fra 1936 til 1947 fik private aktieejere gradvis adgang til majoriteten i banken.
 

5. aug.1922, udenrigsminister Harald Scavenius til statsminister Neergaard:
   "Min fætter fortalte, at han fra flere sider havde hørt, at der ville finde et udenrigsministerskifte sted, ligesom etatsråd H.N. Andersen havde udtalt, at han havde samlet 5 ministre, der var villige til at gå imod udenrigsministeren. Jeg finder denne udtalelse, der altså er i overensstemmelse med virkeligheden, meget karakteristisk for situationen".
   9. okt. fratrådte Harald Scavenius. Som ny udenrigsminister tiltrådte Carl Cold. Haralds Sc.s fætter,  kammerherre O.C. Scavenius, fratrådte som uden-rigsministeriets direktør.
   24. nov. holdt Erik Scavenius, Zahle-regeringens udenrigsminister, fætter til Harald og O.C Scavenius, en tale i Hjørring:

- "Hvad er det for en hemmelig indflydelse, der fik den daværende udenrigsminister til brutalt at afbryde de forhandlinger, han efter erhvervenes ønske havde indledt med Rusland? Hvad er det for en hemmelig indflydelse, der bevirkede, at hr. Neergaard blev berøvet sin udenrigsminister, for derefter at forsyne ministeriet med den nuværende udenrigsminister, hr. Cold, der som tidligere direktør for DFDS stod det feberagtige forretningsliv nær, udpeger rygtet med bestemthed etatsråd H.N. Andersen. Det må siges til etatsråd Andersen direkte: Hvis De attrår en politisk, speciel udenrigspolitisk rolle, må De træde offentligt frem. Men hvis De ikke ønsker at tage et ansvar, da bør De ikke blande Dem i landets politik. Landet er bedst tjent med, at den politiske udvikling foregår på Rigsdagen, og ikke ved rådslagninger i hemmelige møder med uansvarlige privat-personer".
   Det var en tydelig advarsel til en af kongekuppets bagmænd.

   Cold, udenrigsminister 1922-24, var chef for Ø.K.s Annams rejse til Siam 1889-90. Annam var et skib i Ø.K.s Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab, indregistreret i Petrograd. I 1914 beslaglagde zarens regering 7 af Russisk-Østasiatiske skibe, og da Danmark ikke ville anerkende Sovjet, opretholdt Sovjet beslaglæggelsen. 
   Skibene blev 1919 overført til Dansk Røde Kors og bortført fra Sovjet. Cold formand for Dansk Røde Kors 1921. Cold var 1908-21 direktør for Det Forenede Dampskibsselskab.
  Juli 1916: DFDS-aktiekursen 400. 16. juli udtalte Cold til en avis, at selskabets indre værdi kun kunne bære kurs 200. Cold havde forinden adviseret bestyrelsen, samt avisredaktionen Dagen efter faldt DFDS-kursen til 340. Dem der solgte DFDS-aktier den 16. juli, nominelt 800.000 kr. aktier til kurs 400, kursværdi 3,2 mio kr, kunne købe dem tilbage dagen efter til 340, kursværdi 2,7 mio kr. Et eksempel på baisse-spekulation.
   En måned efter Colds tiltræden 9. okt. 1922 som minister, blev han spurgt, om han havde købt eller solgt DFDS-aktier i juli 1916? Den 27. nov. -22 udtalte Cold til Ritzaus Bureau og dermed til Bankkommissionen: "Afgjort nej". 30. nov. skrev Bankkommissionen til Justitsministeriet, at sagen omhandlede et opkøbskonsortium DFDS-aktier, hvori Cold og Ringberg deltog, i Ringbergs navn, opløst 14. marts 1916. Aktiekursen var steget fra 260 til 400. I 1917 efter ubådskrigens udvidelse, havde Cold påny handlet DFDS-aktier. Bankkom-missionen undersøgte Colds spekulationskonto i Landmands- banken. Der stod 400.000 kr. på kontoen.

Den 27. jan 1920 skrev Cold, DFDS, til Det Dansk-Russiske Dampskibsselskab og enslydende til Dampskibsselskabet Gorm, begge med aktiekapital 10 mio kr: - "Vort selskab er i besiddelse af over tre fjerdedele af Deres aktiekapital. Samtlige aktiver og rettigheder overdrages straks til Det Forenede Damp-skibsselskab". Det var fjendeopkøb. En aktionær i Dansk-Russisk protesterede, anlagde sag, tabte ved Højesteret.
   Colds broder, Frederik Cold, sad fra 1916 i bestyrelsen for ØK.s Østasiatiske Industri- og Plantage Kompagni.

Et af de mest spekulationshærgede selskaber.

   Andreas Richelieu, formand for Landmandsbanken, DFDS, B&W, aktionær i Rekylsyndikatet, etc. var ihærdig aktiespekulant: 1918, gevinst 460.000 kr, heraf 417.000 kr. på udvidelse af aktiekapitalen i ØK. Tab, samme år: 306.000 kr. 
   Ved Højesterets dom i Landmandsbanksagen idømtes Richelieu en bøde på 4.000 kr. for grov uagtsomhed ved bankens regnskabsaflæggelse 1921. I regnskabet stod: Beholdning af egne aktier: 0, uagtet Novembersyndikatet lå inde med bankens egne aktier. Bankens aktiekapital og reserver var tabt ultimo 1921. Sammenbruddet kostede Richelieu 2 mio kr.
   H.P. Prior, grundlægger af Nordisk Kabel og Trådfabrikker, medlem af bankbestyrelsen, handelsminister 1920, gik 1918 ind i et konsortium med Glückstadt og Ringberg om køb af aktier i NKT. Kursen på NKT-aktier steg fra 143 til 585. Konsortiet scorede 642.000 kr. Prior idømtes bøde som de øvrige medlemmer af bankrådet, samt 120 dages fængsel for bedrageri over for NTK. Prior havde betalt aktierne fra firmaets kasse og tilvendt sig gevinsten uden personlig risiko.

Herman Heilbuth, direktør for Det Danske Gødningskompagni/Dansk Svovlsyre og Superphosfatfabrik 1897-1913, (Superfos), medlem af Land-mandsbankens bankråd og diverse selskabers bestyrelser, herunder Damp-skibsselskabet Dania, skibsreder Ditlev Lauritzen, der lå inde med 900.000 kr. L.bk.-aktier.
   Under gullashtiden var der rift om værdier, ægte og falske, ved import af vognlæs af malerier fra Frankrig, Tyskland og Rusland. Det var "de bedste navne", sagde man. Alt var ægte, alt var verdensnavne, fra Rembrandt til van Gogh og Delacroix. Mange af malerierne var uden ramme; så gik den vilde jagt efter en ramme, der lempeligt blev skåret til. Der var hurtig afsætning og det var nemt at få udstedt en "Expertise", fra personer tituleret Doctor eller kunstmuseumsdirektør.

Heilbuths formue i 1918/19 udgjorde 7 mio kr; han købte malerier fra Fran-krig og Holland for lånte penge i Landmandsbanken. Kunstværkernes ind-købspris 10,5 mio kr. Med vigende aktiekurser sank Heilbuths formue; i juli 1922 deponeredes kunstsamlingen i bankens hvælvinger, plus 750.000 kr. nominelle L.bk-aktier til sikkerhed. Efter salg af malerier for 1,5 mio kr. blev en del sendt til salg i Paris og New York.
  Juli 1922 skyldte Heilbuth 5,5 mio kr. på malerikontoen til Landmandsban-ken. Som afskrev 4,5 mio som tabt. Heilbuths gæld til banken blev opgjort til ialt 12,2 mio kr.

 

6: Acrobat oh                         klik til index       klik til Fordi