- udenrigsministeriet godkendte justitsministeriet, at der blev rejst tiltale i denne anledning. 1) ber. VII, 2, A. 1301. Dette møde blev iøvrigt indledningen til en ny epoke i SKs historie, thi ved denne lejlighed trådte den tidligere SK-fører, dr. Clausen, tilbage, og på et partirådsmøde den følgende dag blev Peter Larsen udnævnt til hans efterfølger. 2) „Deutscher Volkskalender" 1942, s. 108; „Nordschleswigsche Zeitung" 31. juni 1941.

Peter Larsens planer for SK

15. juli sendte Peter Larsen en skrivelse til dr. Møller, hvori han redegjorde for sine planer for SK. Det var hans håb med SK „at stille en stærk indsatsvillig aktivgruppe parat for hjemstavnen". SKs opgave måtte være: dygtiggørelse til forsvarstjeneste, politisk træning og aktivering. Som forsvarsorganisation måtte SK have ret til at marchere, ret til skydning og terræntjeneste, ellers ville den sygne hen og miste sin værdi som nationalsocialistisk organisation af forsvarsdygtige mænd. Han var straks gået i gang med nogle af de mest påtrængende opgaver, først og fremmest uddannelsen af et godt førerkorps, og allerede den 13. juli var samtlige førere blevet indkaldt til et førerkursus. Der var oprettet et kontor for presse og propaganda, og dannelsen af en rytterstorm og en sanitets-kolonne var påbegyndt. Musikkorpsene og spillemandsafdelingerne skulle samles og udvides, og der skulle indrettes et SK-bibliotek. Det tyske ungdoms-blad „Junge Front" ville også stille sine spalter til rådighed for SK. Allerede efter fire ugers intensivt arbejde kunne der konstateres en betydelig forøgelse af SK, og der var i dag 1 500 SK-mænd. Det var tanken at inddele disse i en indsats- og en beredskabs-SK. Han fremhævede, at SK var en nationalsocialistisk forsvarsorganisation, der ville kunne opfylde sine opga-ver, når den i form og i ånd blev tilpasset de rigstyske forbilleder. Organisationsmæs-sigt ville dette være opnået ved oprettelsen af en „Standarte Königsau" og ved at sammenlægge denne med den 50. SS-Standarte til en ny brigade. Og SKs stærke tilknytning til SS var en indre nødvendighed. Angående uniformsspørgsmålet udtalte han, at man nu som før måtte holde fast ved den folketyske paradeuniform, thi „vi er jo endnu ikke frigjort fra Versailles", men det ville være ønskeligt, om den brune skjorte kunne blive indført i tjenestetiden. Der var i det hele taget ønske om at lade SKs ydre opbygning ske efter reglerne for den almindelige SS, nemlig med hensyn til inddeling og grader. Skydesporten ville kunne gennemføres virkelig intensivt, hvis der blev stillet 60 småkalibrede geværer til rådighed. Larsen sluttede skrivelsen med at bede dr. Møller sende den til Vomi og anmode om en personlig samtale for folkegruppeføreren og ham selv, således at de fra Vomi kunne få klare retningslinier for SK-arbejdet. 3) A. nr. 408.

SK-manden, folkegruppens politiske soldat

Nogle dage før Peter Larsen skrev dette brev, havde han haft en samtale med Lanwer. Herunder berørte han selvfølgelig de samme spørgsmål som i brevet til partiføreren, og han fremhævede stærkt, at SK-manden skulle opdrages til folkegrup-pens politiske soldat, og at de forbilleder, som man stræbte efter, var kamptidens SA- og SS-mænd. SK-manden ville aldrig glemme, „at han som grænselandstysker ikke alene skal føre kampen for den nationalsocialistiske verdensanskuelses sejr i Nord-slesvig, men også for Nordslesvigs tyske fremtid". For fremtiden ville folkegruppens politiske førere udgå fra SK. Dets valgsprog ville være det samme som SSs: „Vor ære er troskab", og „SK skal ikke blot blive folkegruppens mest aktive stormkolonne, men partiets elitetrop, der ikke kender til kompromisser".

Indsats- og beredskabs-SK

Foruden indsats-SK, som enhver folketysk mand under 35 år principielt skulle ind i, var der oprettet en beredskabs-SK, som kun havde terrænøvelser een gang om måneden. -

Side 169

- Den skulle dels omfatte de yngre mænd, der af en eller anden grund var hindret i at gøre regelmæssig SK-tjeneste, dels de folk over 35 år, som ønskede at blive overført dertil.

Nye kontorer

Foruden de særlige kontorer, han havde nævnt i skrivelsen til Møller, omtalte han, at der allerede var oprettet et kontor for musik- og festarrangementer, et kontor for udrustning og beklædning samt et arkiv for billed-tjenesten. Også overfor Lanwer fremhævede Peter Larsen ønsket om at få indført den brune skjorte som uniform, og han nævnte, at der hver uge i forbindelse med terrænøvelserne blev foretaget en samlet march gennem landskabet. Disse marcher var ikke demonstrationer, men var holdt indenfor terrænsportsøvelsernes ramme. Lanwer sluttede sin indberetning med at fastslå, at SK med henblik på sine rigstyske forbilleder havde bestemt sig for SS. 1) A. nr. 406.

SK-sange

Et indtryk af den indstilling, der fandtes hos SK-folkene på denne tid, giver to SK-sange, som Lanwer hindrede udgivelsen af. I den ene hed det: - „Vi vil ikke være danskere, vi vil vedblive at være tyskere. Hjem til Tyskland vil vi. Vi vil vedblive at være tyskere. Skrub af! Skrub af! Lille Hansen. Her har du intet at gøre! For os kæmper nu den rette mand, med ham er vi sammensvoren". I den anden: - „Gennem Slesvigs land marcherer vi, for Tysk-Nordslesvig kæmper vi. Skændselsdiktatet, riv det itu! Løsenet er: Giv agt - fri for Versailles". 2) A. nr. 407.

Refslund Thomsens drøftelser med Lanwer

Den 9. august 1941 havde amtmand Refslund Thomsen en samtale med Lanwer, hvorunder amtmanden kom ind på den virksomhed, som SK havde udfoldet i den senere tid, især de gentagne overtrædelser af uniformsforbudet og de nyoprettede skydekursus.

Indberetninger til ministeriet

Han fremhævede, at SKs optræden ikke kunne bringes i overensstemmelse med de gældende danske lovbestemmelser, og han havde i sine indberetninger til København bedt om en klar afgørelse, da den nuværende tilstand underminerede de danske politimyndigheders autoritet. Lanwer oplyste, at tyske kredse i København også beskæftigede sig med sagen, og han var af den mening, at problemet kun kunne afgøres i København. 3) A. nr. 409. Den 15. august sendte amtmanden en redegørelse til justitsministeriet om SKs forøgede virksomhed med march- og skydeøvelser. Efter de foreliggende oplysninger syntes SK at være udrustet med rifler, svarende til den tyske værnemagts militærkarabiner. 4) ber. VII, 2, A. 1301. Et par uger senere oplyste Renthe-Fink overfor Ausw. Amt, at SS-Standarte i Flensborg havde stillet 30 geværer af lille kaliber til disposition for SK. 5) A. nr. 417.

Planlagt førerskoling i Tinglev

Den 12. august indeholdt „Nordschleswigsche Zeitung" en meddelelse om en førerskoling, som skulle afholdes i Tinglev den 17. august. Det hed heri at samtlige geværer skulle medbringes. 6) A. nr. 410. Refslund Thomsen underrettede straks justitsministeriet, idet han udbad sig forholdsordre. 1) ber. VII, 2, A. 1301. -

Side 170

Dansk-tyske forhandlinger

- Den 14. august havde direktør Svenningsen en samtale med gesandt von Kotze, overfor hvem han udtalte, at man fra dansk side måtte betragte det som en alvorlig sag, at medlemmerne af SK blev opfordret til at give møde med geværer. Han håbede, at von Kotze ville tage affære, så der ikke ved sammenkomsten den følgende søndag forekom noget ulovligt. Gesandten var enig i, at SK måtte respektere de gældende love, og fandt indkaldelsen til mødet provokatorisk. Han anså det for naturligt, om det danske politi i dette tilfælde på forhånd gav SK en advarsel, idet man fremhævede det ulovlige i at møde bevæbnet, og han fandt det i sin orden, at der blev iværksat en undersøgelse for at konstatere, om der eventuelt fandtes våben hos medlemmerne af SK. 2) Svenningsens notits af 15. august 1941. A. nr. 411. Den følgende dag meddelte von Kotze, at gesandtskabet havde været i forbindelse med dr. Møller, som mente, at SK havde indgivet andragende til politiet om tilladelse til at afholde det pågældende møde. Dr. Møller havde lovet, at der i forbindelse hermed ikke ville blive foretaget nogen ulovlig handling. Han ville iøvrigt undersøge sagen nærmere og derefter påny sætte sig i forbindelse med gesandt-skabet. 3) Svenningsens notits af 15. august 1941. A. nr. 412.

Gesandtskabet forbyder geværeksercits pi mødet i Tinglev

Samme dag meddelte Lanwer gesandtskabet, at han overfor Peter Larsen havde givet udtryk for sin store betænkelighed med hensyn til førerskolingen og meddelelsen i pressen, og han havde fået det løfte af Larsen, at han i hvert fald ville ordne medtagelsen af geværerne på en anden måde. Lanwer havde tilfældigt hørt, at dr. Møller var blevet ringet op af den kommitterede for den indre forvaltning, som havde givet ordre til, at man på den påtænkte førerskoling ikke måtte optræde i uniform eller gennemføre den påtænkte geværeksercits. Han oplyste iøvrigt, at politimesteren i Aabenraa var mødt op hos SK-føreren og havde forelagt ham en skrivelse, hvorefter Larsen opfordredes til hos politiet straks at aflevere alle våben, som var i SKs besiddelse. 4) A. nr. 413. Denne henvendelse skete i henhold til en fjernskrivermeddelelse, som justitsministeriet udsendte 15. august, hvorefter SK-ledelsen skulle gøres opmærksom på, at det efter dansk ret var ulovligt at være i besiddelse af geværer, og at sådanne eventuelt straks skulle afleveres til politiet. Det hed desuden, at der burde gives en alvorlig advarsel mod at lade medlemmerne bære geværer som påbudt i annoncen. Man skulle dog i givet fald ikke fratage SK-mændene deres geværer. 5) ber. VII, 2, A. 1301.

Mødet aflyses

Lidt senere oplyste Renthe-Fink overfor Ausw. Amt, at han havde foranlediget, at dr. Møller aflyste mødet den 17. august. Han havde drøftet de rejste spørgsmål med Peter Larsen og havde lovet denne, at gesandtskabet skulle ordne sagen med danskerne. 6) A. nr. 417.

Principielle dansk-tyske forhandlinger

Hele spørgsmålet om SK var nu blevet rejst principielt, og allerede den 18. august indfandt von Kotze sig hos Svenningsen for at drøfte sagen. Han meddelte, at han havde haft en indgående samtale med Peter Larsen, som han indtrængende havde foreholdt, at SK naturligvis måtte overholde de danske love angående skydevåben. Larsen havde vist forståelse herfor, men havde samtidig udtalt, at han måtte kræve de samme lettelser, som blev indrømmet de danske skytteforeninger og de danske hjemmeværn. Der var for mindst en måned siden af de 5 kredsledere for SK indsendt andragender til politimestrene om de fornødne dispensationer, men myndighederne

Side 171

- havde endnu ikke taget stilling hertil. Kotze mente, at det var ganske nødvendigt, at der blev givet SK nogle indrømmelser „for at kunne holde styr på dem". Spørgsmålet om våben mente han ikke kunne volde større vanskeligheder, men der var et punkt, hvor der fra dansk side burde vises større liberalitet, nemlig med hensyn til spørgsmålet om at bære uniform og gå i optog. Myndighederne havde ikke grebet ind overfor afholdte marchøvelser og parader i uniform, og folketyskerne mente derfor, at der var skabt en slags „sædvaneret", så en strengere gennemførelse af forbudet mod uniform og optog ville være et tilbageskridt. Svenningsen gjorde gældende, at SK godt vidste, at det var ulovligt at bære uniform og gå i optog, og når der ikke var blevet skredet ind, skyldtes det regeringens ønske om, at disse sager skulle ordnes i mindelighed. Spørgsmålet var flere gange blevet drøftet med Kanstein, ligesom SK havde fået advarsler. Det måtte enten være forbudt alle eller tilladt alle at bære uniform, men ophævelse af uniformsforbudet ville uvægerligt føre til slagsmål mellem de forskellige politiske foreninger. Kotze forstod de danske synspunkter, men mente, at når de tyske foreninger ønskede at gå i uniform, var det et udslag af den bevægelse, der var oppe i tiden. Den tyske folkegruppe følte trang til at udfolde sig på samme måde som befolkningen i moderlandet. Hele spørgsmålet måtte derfor tages op til en grundig drøftelse mellem de danske og tyske myn-digheder. Svenningsen gav Kotze et af justitsministeriet udarbejdet udkast til et cirku-lære angående overtrædelse af uniformslovgivningen. 1) Svenningsens notits af 18. august 1941. A. nr. 414.

Drøftelser l det udenrigspolitiske nævn

I Nordslesvig havde man fra dansk side med spændt opmærksomhed fulgt SKs forøgede aktivitet og de skarpe udtalelser og mange overtrædelser af gældende love. I et brev af 10. august gav formanden for Dansk Samråd, redaktør Svensson, justitsministeren en skildring af forholdene. Han anmodede desuden om at få hele spørgsmålet behandlet i det udenrigspolitiske nævn. I dettes møde den 21. august, hvori både udenrigsministeren og statsministeren deltog, gav Svensson ifølge sit eget referat en udførlig redegørelse for de mange udfordrende udtalelser, der var blevet fremsat i den sidste tid, og for den uro, der var opstået i den danske befolkning. Udenrigsministeren redegjorde for de forhandlinger, der var ført med tyskerne, mens Svensson fremhævede, at man ikke, selv under besættelsen, kunne have tilstande, hvor mindretallet havde egne militært prægede formationer eller nægtede at efter-komme de gældende bestemmelser. Udenrigsministeren var ganske enig i disse synspunkter. 2) „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 36—39. I begyndelsen af september præciserede Svensson i et brev til justitsministeren, at en opretholdelse af mindretallets krav ville betyde en sprængning af den danske mindretalslovgivning, hvorved der ville blive skabt unødig spænding i grænselandet (smst. s. 40—41). Under de lang-varige forhandlinger med tyskerne var ministeriet og samarbejdsudvalget blevet holdt underrettet om drøftelserne, se ber. IV A. 447—451, 605, 608.

Renthe-Fink vred over en artikel om SK i „Nationaltidende"

Den 24. august blev der fra gesandtskabets side foretaget en ny henvendelse, idet legationsråd Schaller beklagede sig over en artikel i „Nationaltidende" og andre blade angående SK. Renthe-Fink var meget opbragt over artiklen og ønskede, at regeringen skulle udsende en erklæring gennem Ritzaus Bureau, hvori man tog afstand fra dens indhold. Efter at Svenningsen havde drøftet sagen med udenrigs-ministeren, justitsministeren og statsministeren, meddelte han om aftenen Schaller, at man var villig til at udsende en erklæring, hvori det bl. a. hed, at man efter oplysninger, der -

Side 172

- var modtaget fra kompetent og ansvarlig side, kunne oplyse, at SK ikke tilstræbte noget ulovligt formål og ikke ville foretage sig noget, som ikke var tilladt i de gældende love, eller hvortil der ikke var blevet indhentet særlig tilladelse. Schaller konfererede med Renthe-Fink og meddelte derefter, at erklæringen var uacceptabel, og at man nu mente, det var „zu gross" at udsende en regeringserklæring. Gesandt-skabet havde udarbejdet et forslag til en notits i „Nationaltidende", hvori det hed, at fremkomsten af denne artikel var egnet til at vække falske forestillinger om forholdene i Nordslesvig og ikke blev billiget fra dansk side, hvorfor dens gengivelse i „Nationaltidende" beklagedes. Scavenius ville imidlertid ikke acceptere dette forslag. Kort efter ringede Renthe-Fink op. Han var ophidset og brugte meget stærke ord, bl. a. om „Hejmdal", som han kaldte et smudsblad. Artiklen ville nu gå over i verdenspressen, og sagen var meget vigtig og kunne få de alvorligste konsekvenser. Han mente, at Refslund Thomsen, „hvem vi jo kender", stod bag, og forlangte, at der fra regeringens side blev trådt op imod artiklen. Beskyldningen om, at SK havde opfordret til borgerkrig, måtte tilbagevises. Bortset fra nogle ganske ligegyldige episoder havde SK ikke foretaget sig noget som helst ulovligt. Under en senere samtale udtalte han, at sagen let kunne udvikle sig til „en ubehagelig sag", og hvis spørgsmålet om artiklen i „Nationaltidende" ikke blev ordnet, ville tyskerne afblæse enhver forhandling om SK. Det endte så med, at man fra dansk side gik ind på, at „Nationaltidende" skulle meddele, at man beklagede artiklen, hvis fremkomst ikke var blevet billiget fra officiel dansk side. 1) Svenningsens notits af 25. august 1941. A. nr. 415. Samme dag blev det meddelt redaktionerne, at artiklen ikke måtte optrykkes eller kommenteres; ber. romer V. A. 57.

Dansk tilbud med hensyn til uniformer og optog

Dagen efter blev der holdt et møde i udenrigsministeriet, hvori fra tysk side deltog Kanstein, Stalmann og Kassler. Kanstein gjorde bl. a. gældende, at SK intet havde med arbejdet for en grænseregulering at gøre, ligesom der ikke var nogen forbindelse mellem SK og DNSAP. Aktiveringen af SKs arbejde stod i forbindelse med krigen i Rusland. Fra tysk side hævdede man iøvrigt, at der ikke var tale om nogen egentlig SK-uniform, men kun om „en ensartet beklædning". Danskerne havde sikret mindretallet fuld frihed med hensyn til tysk national livsudfoldelse, og derfor måtte dette også have ret til at bære uniform, til at marchere og holde skydeøvelser. Fra dansk side holdt man på, at der var tale om en uniform, og det blev fremhævet, at mindretallet havde fuld kulturel, åndelig og national frihed. Spørgsmålet om at marchere i uniform var et rent politimæssigt problem, og man kunne ikke skabe to slags ret, en for mindretallet og en for den øvrige befolkning. Det blev pointeret, at SK selvfølgelig kunne drive terrænsport, når det skete på lovlig måde, og man var villig til at gøre undtagelser fra uniformsforbudet, således at uniform kunne bæres på indendørs, ikke offentlige møder, under civilt overtøj og af talere, orkestermedlemmer m. m. ved offentlige møder. Desuden kunne der ved særlige lejligheder, som f. eks. den 1. maj og Hitlers fødselsdag, gives dispensation fra forbudet mod uniform og optog, og man var rede til at gå ind for, at SK fik tilladelse til at besidde og bruge 100 geværer af lille kaliber. Derimod var man yderst betænkelig ved yderligere at lempe uniforms- og optogsbestemmelserne. Disse måtte gennemføres overfor den tyske folkegruppe på samme måde som overfor den øvrige befolkning. 2) ber. VII, 2, A. 1302 f.

Scavenius pointerer overfor Renthe-Fink forpligtelsen til at opretholde ro og orden

Dagen efter havde Renthe-Fink og Scavenius en samtale, hvorunder Renthe-Fink udtalte, at da der ikke var opnået enighed, måtte gesandtskabet forelægge sagen i Berlin. -

Side 173

- Udenrigsministeren fremhævede, at eventuelle indrømmelser ikke kunne gøres alene til SK, og at disse iøvrigt måtte afhænge af, om politiet anså dem for for-svarlige under hensyn til dets hovedforpligtelse, nemlig at sørge for opretholdelse af ro og orden, hvortil politiet var forpligtet overfor det danske samfund og ikke mindst overfor den tyske værnemagt. 1) Scavenius' referat af samtalen. A. nr. 416.

Renthe-Flnk ønsker ikke SK indsat i demonstrationsøjemed i den nationale kamp

Den følgende dag foretog Renthe-Fink en indberetning til Ausw. Amt, hvori han redegjorde for udviklingen og de førte forhandlinger. Det tilbud, der var blevet fremsat fra dansk side, ville efter hans opfattelse ikke tilfredsstille folkegruppens ønsker, da den netop lagde vægt på at bære uniform offentligt og på at kunne mar-chere i sluttede formationer. Folkegruppen ville gerne indsætte SK „i demonstra-tionsøjemed i den nationale kamp". Renthe-Fink var dog klar over, at en sådan optræden måtte føre til en ny spænding i Nordslesvig, og at man i længden ikke kunne undgå episoder med den danske befolkning. Det ville komme til uroligheder og opgør, som var uønskede i den militære besættelses interesse og heller ikke svarede til „vor hidtidige politiske linie". Han anså ikke ophævelsen af forbudet mod uniformer og demonstrationer for ønskelige, og den øverstbefalende indtog det samme standpunkt. Til slut anmodede han om, at spørgsmålet måtte blive gjort til genstand for drøftelse mellem Ausw. Amt og Vomi, idet det måske var bedst, om dr. Møller og Peter Larsen blev draget med ind i forhandlingerne, ligesom han selv gerne ville repræsenteres ved Kanstein og Kassler. Det ville også være hensigts-mæssigt, om den øverstbefalende i Danmark sendte en repræsentant til drøftelsen. 2) A. nr. 417.

Mohr henvender sig til Weizsäcker

Endnu inden denne depeche var blevet kendt i Ausw. Amt, aflagde den danske gesandt et besøg hos Weizsäcker. Mohr skal have oplyst, at han havde fået ordre til at virke for forståelse for Scavenius' opfattelse. Statssekretæren forbeholdt sig at undersøge spørgsmålet og give besked senere. 3) Weizsackers notits af 28. august 1941. A. nr. 418.

Luther træffer aftale med Vomi

Sagen blev behandlet i afdeling Deutschland, og den 13. september sendte Luther et telegram til Renthe-Fink om, at der med Vomi var blevet truffet følgende aftale: Opmarcher i sluttet formation skulle forbydes, ensartet påklædning måtte kun bæres ved lukkede møder, mens der ikke var betænkelighed ved skydesport med gevær af lille kaliber. Peter Larsen ville modtage tilsvarende instrukser fra Vomi, og det dan-ske gesandtskab i Berlin ville blive underrettet. 4) A. nr. 419. Imidlertid telefonerede Renthe-Fink, at da der i øjeblikket blev ført forhandlinger med den danske regering om spørgsmålet, anså han det for uønskeligt, at gesandten blev informeret. 5) Opteg-nelser fra Ausw. Amt 15. september 1941. A. nr. 420.

Uniformsspørgsmålet drøftes

Den 12. september henvendte Kanstein sig hos direktør Svenningsen for påny at drøfte spørgsmålet om SKs uniformer. Han kunne forsikre, at SK ikke havde planer med hensyn til en grænseregulering, og dr. Møller var villig til at love at afholde sig fra demonstrationer og provokerende optræden, hvis SK kunne få lov til at marchere i uniform og i samlet trop hver søndag og en hverdagsaften om ugen. Svenningsen svarede, at en sådan ordning måtte være højst betænkelig. Når SK krævede en præferencebehandling på dette område, var det et forsøg på „at udnytte den særlige Konjunktur, som den tyske Folkegruppe saa i Besættelsen". 6) Svenningsens notits af 12. september 1941. ber. VII, 2, A. 1305 f. -

Side 174

Enighed om, hvornår uniformer må bæres

- Den 16. september fandt der derefter et møde sted, hvori på tysk side deltog von Grundherr, Renthe-Fink, Kanstein, Stalmann og Kassler. Justitsmi-nisteren mente, at man måtte finde en vej, så man holdt sig indenfor rammen af de gældende love, mens Renthe-Fink anså det for muligt at træffe en særlig ordning for den tyske folkegruppe. Grundherr fremhævede, at den danske rege-ring selv måtte have interesse i at finde en løsning af SK-spørgsmålet. Hvis man ikke nu stillede den tyske folkegruppe tilfreds, kunne det ikke undgås, at der ville opstå en misstemning, og de derved fremkomne vanskeligheder ville til syvende og sidst komme til at gå ud over Danmark. Renthe-Fink erklærede, at man fra tysk side kunne give garanti for, at SK ikke ville gå ud over, hvad der måtte blive tilladt, og at korpset ikke havde skjulte formål. Udenrigsministeren anså det for en stor fordel, hvis de tyske myndigheder ville gå ind for, at der ikke lå nogen bagtanke bag de fremsatte ønsker. I det tyske referat hedder det, at resultatet af samtalen blev, at der var enighed om, at den danske regering ville tillade, at der blev båret „folkegruppedragt" på nationale festdage og på partifestdage, på lukkede møder og på offentlige møder for ikke over 20 deltagere samt på vej til sammenkomster, når dragten blev båret skjult under overtøj eller på anden vis. 1) Danske og tyske referater af mødet er trykt i ber. VII, 2, A. 1307--1313.

Justitsministeriets cirkulære om SK

Tre dage efter mødet udsendte justitsministeriet en cirkulæreskrivelse til politimestrene i Sønderjylland, hvori disse blev bemyndiget til at give SK tilladelse til at afholde foreningsskydning på indendørs og udendørs kortdistancebaner på betin-gelse af, at kun medlemmer af SK deltog heri, og at de var i besiddelse af et legiti-mationskort, udstedt af SK. Desuden måtte der kun anvendes præcisionsrifler af kali-ber 22. Der blev endvidere givet nærmere bestemmelse om indkøb af ammunition og om opbevaring heraf. Politiet skulle være berettiget til at afkræve foreninger, der ville påbegynde skydning, oplysninger om foreningens forhold, og der skulle gives politiet en fuldstændig medlemsfortegnelse og meddelelse om optagelse af nye medlemmer. Afholdelse af skydning skulle anmeldes til politimesteren senest 8 dage før hver skydedag, og færdsel med våben efter mørkets frembrud var forbudt, lige-som der kunne fastsættes særlige begrænsninger i adgangen til at bringe riflerne til og fra skydebanen. 2) ber. VII, 2, A. 1314.

Peter Larsen utilfreds med cirkulæret

Cirkulæret vakte ikke større begejstring hos SK-føreren, der frygtede en chikanøs behandling ved den praktiske gennemførelse af den politimæssige kontrol. Bestem-melsen om, at politiet kunne afkræve foreningerne nærmere oplysninger om deres forhold og medlemmer, anså han for uantagelig, da han mente, at underretning om nyoptagelse af medlemmer ville blive misbrugt i nationalitetskampen og eventuelt ville gøre det vanskeligt for mange at beslutte sig til at gå ind i SK. 3) Lanwer til gesandtskabet 26. september 1941. A. nr. 422.

Forhandlingerne blev ført videre i den følgende tid, og der fandt indgående drøftelser sted om påklædningen under terrænsportsøvelser, om støvler og benklæ-der, om jakkers ensartethed og uensartethed, om partiemblemer og hovedbeklæd-ning. Fra tysk side ønskede man, at deltagerne i terrænsport skulle have lov at gå med lange, sorte støvler, mørke benklæder, tilfældig jakke eller overtøj og skihue. Dette forslag kunne tiltrædes fra dansk side. Under forhandlingerne var der enighed om, at SK på vej til terrænsport ikke måtte optræde i kolonner, og at man ikke i byer

Side 175

- og på større veje eller gennem mere tæt bebyggelse måtte vandre i formation. 1) Eivind Larsens referater af drøftelserne. Ber. VII, 2, A. 1315 f. Politiadjutanten i Sønder-jylland fik meddelelse om resultatet af forhandlingerne den 11. oktober. 2) ber. VII, 2, A. 1317.

Justitsministeriets meddelelse af 3. november om resultatet af forhandlingerne

Forhandlingerne blev dog også fortsat i den følgende tid, for at man kunne finde frem til en helt præcis formulering at de resultater, som drøftelserne havde ført til, og en passende form for underretning af offentligheden. Den 3. november kunne justitsministeriet udsende meddelelse om, at der var blevet givet SK tilladelse til foreningsskydning på indendørs og udendørs kortdistancebaner, og disse tilladelser var givet på samme betingelser som de, der var blevet stillet til skytteforeningerne og Dansk Skytte Union. Samtidig var der blevet truffet en ordning, hvorefter medlemmer af SK kunne benytte en sportsbeklædning, der var egnet til skydning og terrænsport. Efter at der fra kompetent side var blevet givet nærmere oplysninger om SKs organisation og formål, var det stillet i udsigt, at der på enkelte tyske festdage efter ansøgning kunne meddeles dispensation fra forbudet mod at bære uniform og gå i optog. Til slut hed det, at lederen af SK ville drage omsorg for, at de gældende bestemmelser blev respekteret. 3) ber. VII, 2, A. 1319; nærværende ber. A. nr. 424 med note 1. Fra udenrigsministeriets pressebureau kom der påbud om, at meddelelsen skulle offentliggøres i alle sønderjyske dagblade og kunne offentliggøres i „Jydske Tidende" og i lokaludgaver for Sønderjylland, selvom avisernes hovedredaktion ikke lå i de sønderjyske landsdele. Der måtte kun bringes kommentarer, der var godkendt af udenrigsministeriets pressebureau, og kun i de blade, hvor meddelelsen blev aftrykt. 4) A. nr. 426.

Optegnelse om resultatet af drøftelserne

I optegnelserne om resultatet af forhandlingerne var det iøvrigt blevet fastslået, at SK-dragten måtte bæres ved ikke-offentlige indendørs møder, ved offentlige inden-dørs møder af indtil 20 deltagere og på vejen til og fra disse møder, forudsat at dragten var dækket af overfrakke eller lignende. Justitsministeriet ville foranledige, af SK fik dispensation fra forbudet mod uniform og optog på følgende tyske national- og partidage: 30. januar, heltemindedagen, 20. april, 1. maj, høsttakkefestdagen eller folkegruppedagen og 9. november. Ansøgning herom skulle indsendes senest 8 dage før mødet og skulle indeholde detaillerede oplysninger om planen for dette. Det var ikke tilladt SK at bære våben, af hvilken art disse end måtte være. Ved skyde- og terrænsport måtte SK-folkene bære langskaftede støvler, mørke knæbukser og skihue uden kendetegn, mens jakkerne skulle være forskelligartede, og der måtte ikke bæres livrem eller skrårem. Det var ikke tilladt at optræde i kolonne på vej til skyde-øvelser og terrænsport. 5) ber. VII, 2, A. 1318; nærværende ber. A. nr. 425 med note 1.

Dansk-tysk noteudveksling

De langvarige forhandlinger blev afsluttet med en noteudveksling mellem Renthe-Fink og Scavenius. Renthe-Fink udtalte, at han var indforstået med den trufne ord-ning og var overbevist om, at folkegruppen ville holde sig til de nye bestemmelser, og han ville gøre sin indflydelse gældende i den retning. Samtidig gav han udtryk for forventning om, at der ikke mere fra dansk side ville blive rettet ubegrundede angreb mod SK, og at de danske myndigheder ville drage omsorg herfor. 6) ber. VII, 2, A. 1320 f. Scavenius takkede for brevet og udtalte, at han var enig med Renthe-Fink i håbet om, -

Side 176

- at grænsepressen i fremtiden ville indtage en rolig og værdig holdning til dette spørgsmål, og han regnede med, at man fra tysk side ville påvirke folkegruppens presse i overensstemmelse hermed. A. nr. 428 med note 1.

Svenningsen og Eivind Larsen i Sønderjylland

Den 4. november rejste Svenningsen og departementschef Eivind Larsen til Søn-derjylland, hvor amtmænd og politimestre blev gjort bekendt med de førte forhand-linger og de trufne aftaler, ligesom pressen også blev informeret. Af et referat fra dette pressemøde fremgik det, at der var enighed om, at SK-ordningen efter om-stændighederne var tilfredsstillende; det afgørende var, at der var blevet skabt ganske bestemte regler, så den lovløse tilstand var blevet afløst af et lovordnet for-hold. 2) ber. VII, 2, A. 1304.

Svenningsens drøftelser med Lanwer

Under opholdet i Nordslesvig var Svenningsen også i forbindelse med Lanwer, overfor hvem han udtalte ønske om, at mindemarchen den 9. november ikke blev en propagandamarch. Lanwer forhandlede derefter med Peter Larsen og kredsførerne og opnåede, at de påtænkte marchruter blev forkortet i alle fem byer. Svenningsen havde iøvrigt fremhævet, at det var ham meget om at gøre, at SK aldrig lod sig se offentligt sammen med værnemagten, og Lanwer erklærede, at denne aldrig ville deltage i de SK-optog, der var blevet tilladt på de nationale festdage. Derimod mente Lanwer, at det næppe kunne forhindres, at folketyskerne på en eller anden måde deltog i de arrangementer, der fandt sted i anledning af heltemindedagen. Under samtalen kom man også til at drøfte nationalsocialismen, og Svenningsen skal have udtalt, at danskerne vel aldrig nogensinde ville kunne forstå den nye tyske ideologi, mens tyskerne vel aldrig helt ville kunne forstå det danske folks indstilling. Lanwer var noget overrasket over disse udtalelser, som efter hans mening var et afgørende bevis for, at det var nødvendigt enten at indføre nationalsocialistisk styre i Danmark eller at genindlemme Nordslesvig i Tyskland. 3) Lanwer til Renthe-Fink 20. november 1941. A. nr. 75.

Renthe-Fink fremhæver, at man fra tysk side må holde hovedet koldt

I anledning af at de nye bestemmelser om dispensation fra forbudet mod uniform og optog for første gang skulle anvendes den 9. november, sendte Renthe-Fink et brev til dr. Møller, som Lanwer fik ordre til at overrække denne. I sit brev til konsulen pointerede Renthe-Fink, at det var meget vigtigt, at man på tysk side holdt hovedet koldt, og at man ikke af eventuelle provokationer fra dansk side lod sig rive med til ukorrekte eller uovervejede handlinger. 4) A. nr, 427.

„Bind hjelmen fastere efter slaget".

I november tænkte Peter Larsen på at offentliggøre en artikel af lærer Bargfeldt: „Bind hjelmen fastere efter slaget". Lanwer turde ikke tage ansvaret for offentlig-gørelsen heraf. Man kunne i øjeblikket tale om en slags borgfred, der var indirekte billiget fra begge sider, og det ville være uklogt, om man manøvrerede således, at ansvaret for en eventuel forstyrrelse heraf kom til at ligge hos tyskerne. løvrigt var det et ønske fra gesandtens side, at man ikke foreløbig udnyttede det opnåede resultat med hensyn til SK propagandistisk, og enkeltheder i den trufne afgørelse skulle efter udtrykkelig ordre fra gesandtskabets side behandles strengt fortroligt. Dette gjaldt fremfor alt bestemmelsen om marchen på de 6 festdage. 5) Konsulatet til gesandtskabet 12. november 1941. A. nr. 73. Da Renthe-Fink havde fået artiklen sendt, fremhævede han stærkt overfor Lanwer, at Peter Larsen slet ikke var klar over, hvilken stilling folkegruppen havde at indtage til de trufne aftaler; -

Side 177

- de skarpe angreb og den udfordrende tone i artiklen ville kun kunne fremkalde ny spænding og uro. Han pointerede stærkt, at der overhovedet ikke måtte ske nogen propagandistisk udnyttelse af SK-aftalen. 1) A. nr. 74.

Bargfeldts artikel i "Deutscher Volkskalender"

Omkring den 20. november udkom „Deutscher Volkskalender Nordschleswig" for 1942, hvori Bargfeldt gav en beretning om arbejdet indenfor SK, som han iøvrigt „kaldte NSDAP-Ns stormkolonner. Det hed bl. a., at SKs øgede aktivitet havde udløst en vild hetzkampagne hos danskerne i grænselandet, og at SK iøvrigt var blevet underkastet bestemmelser, „der på tydelig måde tilsigter en lammelse af SK-arbejdet og tvinger os til at konstatere, at den danske stat stadig ikke er villig til at tilstå folkegruppen den selvfølgelige ret til at forme sin nationale tilværelse efter dens eget folks livslove". Men SK ville heller ikke i fremtiden lade sig holde nede, hvilket allerede fremgik af den ride- og kørekonkurrence, som rytterstormen havde afholdt i Bredevad den 12. oktober, og korpset ville trods alle begrænsninger af dets bevæ-gelsesfrihed fortsat „vide at forfølge sine mål". Lanwer stod uforstående overfor denne artikel, men Larsen oplyste, at den var blevet skrevet i begyndelsen af oktober, da forholdene lå ganske anderledes. Nu beklagede Larsen stærkt, at den var kommet frem, idet også han mente, at sådanne angreb var overflødige. 2) Konsulatet til gesandtskabet 21. november 1941. A. nr. 429.

Peter Larsen vil ikke "spørge så meget"

Også i den følgende tid kom det til uoverensstemmelser. Da der var givet tilla-delse til et arrangement den 1. februar, havde politiadjudanten i henhold til de trufne aftaler udbedt sig de nærmere planer herfor. Da han ikke modtog noget svar, lod han ved en overbetjent rette forespørgsel til Peter Larsen, der oplyste, at arrangementet var blevet opgivet, fordi der kun var blevet givet en begrænset tilladelse, og dette måtte Larsen opfatte som chikane. Den trufne afgørelse var kun en af de mange hindringer, som man lagde i vejen for folkegruppens livsudfoldelse, men i fremtiden ville man ikke „spørge så meget". Man ville gennemføre arrangementerne uden at give meddelelse derom, dog indenfor rammerne af de trufne aftaler, der ville blive udnyttet til det yderste. Da Svenningsen meddelte Kanstein dette intermezzo, udtalte han, at han fandt det beklageligt, „at overløjtnant Larsen opfatter overholdelsen af en dansk-tysk aftale som chikane". 3) Svenningsen til Kanstein 14. februar 1942. A. nr. 430. Kassler anmodede Lanwer om at undersøge sagen og gøre Larsen opmærksom på, at forpligtelsen til rettidigt at give de danske myndigheder meddelelse om på-tænkte SK-parader var blevet fastsat i aftalen om SK, og at han derfor ikke kunne sætte sig ud over denne bestemmelse. 4) A. nr. 431.

SK-folkene til fronten. Rekrutering blandt de ældre

De mange unge, der meldte sig som frivillige til våben-SS og værnemagten, kom først og fremmest fra SKs rækker.

Det lykkedes nogenlunde at få hullerne fyldt ud, først og fremmest med ældre mandskab, så „SK igen kunne marchere". Det blev dog nødvendigt at uddanne et næsten helt nyt førerkorps. Alligevel kunne man i 1942 udvide antallet af SK-kredse fra 5 til 7, og i august 1941 begyndte man at udsende et særligt blad, „Der SK-Mann", med Peter Larsen som ansvarshavende redaktør.

I 1942 var der i de 7 kredse ialt 40 Standorte med tilsammen 1 761 mand, hvoraf dog ca. 1 100 var fraværende, især på grund af arbejdsindsats udenfor Nordslesvig. 5) „Deutscher Volkskalender" 1943, s. 119 ff.; „Der SK-Mann" 1945, nr. l, s. 11; Larsens forkla-ring til rapport af 8. september 1945. A. nr. 432. -

Side 178

„Wehrschiessen"

- Da Selbstschutz blev oprettet i februar 1944, blev korpsets medlemmer rekruteret fra SK, og der var herefter kun i mindre grad tale om noget selvstændigt SK-arbejde. Der blev dog stadig afholdt en række skydeøvelser, og da man i Tyskland i 1944 gennemførte en almindelig „Wehrschiessen" for alle mænd i hjemstavnen, blev det overdraget SK at sørge for en tilsvarende uddannelse af folketyskerne i Nordslesvig, og fra 20. til 30. april afholdtes en forsvarsskydning, hvori deltog 1 638 folkefæller. 1) Oversigt over folkegruppens krigsindsats 3. juni 1944. A. nr. 330; „Der SK-Mann" 1944, nr. 3, s. 13; „Deutscher Volkskalender" 1945, s. 103.

Side 179

O. Selbstschutz

Hansen-Dams brev til Vomi om væbnet beskyttelse mod sabotage

Den 3. februar 1944 blev der afholdt møde i det lille politiske råd. 1) „Nordschles-wigsche Zeitung" 5. februar 1944. Den 11. februar fortalte Stehr afdelingschef Hvass, at folkegruppen havde planer om oprettelsen af Selbstschutzpatrouiller, 2) A. nr. 435; og det er derfor nærliggende at formode, at dette spørgsmål er blevet drøftet på rådets møde ugen før. Et brev, som Hansen-Damm skrev til Hauptsturmführer Günther i Vomi angående bevæbnet indsats mod sabotørerne, er mærkeligt nok dateret den dag, rådet holdt møde. Det kendes kun i en afskrift, der findes i folkegruppekontorets arkiv og iøvrigt er overstreget. Datering og opbevaringssted kunne henlede tanken på, at brevet har været forelagt for det lille politiske råd den 3. februar, mens over-stregningen vel må angive, at det ikke er blevet afsendt.

I brevet skildrede Hansen-Damm den forøgede sabotagevirksomhed i Nordslesvig, som ikke blot betød ødelæggelse af maskiner, installationer og råstoffer, men også truede placeringen af ordrer. Nordslesvigernes moralske forsvar var ikke nok, man måtte også have våben. For at kunne afværge sabotagen i Nordslesvig behøvedes 400 pistoler og 12 maskinpistoler. Der var blevet forhandlet med de pågældende mili-tære og krigsøkonomiske kontorer, men uden noget tilfredsstillende resultat, og kun enkelte skydevåben var blevet stillet til rådighed for nogle større virksomheder. Derfor anmodede Hansen-Damm om, at der fra Vomi foreløbig måtte blive sendt 2 maskinpistoler og 20 pistoler med kurér. Han tilføjede, at en hemmelig ordre, der var blevet givet til danske firmaer, var blevet trukket tilbage på grund af sabotagefaren nordpå og i stedet overdraget til Liefergemeinschaft. Men sådanne ordrer ville jo kun kunne effektueres, når der blev givet virksomhederne den fornødne beskyttelse. 3) A. nr. 434.

Hvem har taget initiativet til Selbschutz

På dette tidspunkt har tanken om en særlig bevæbnet folketysk sabotagevagt altså været fremme hos Hansen-Damm. Han har selv forklaret, at DBN havde foreslået det danske politi, at flere af de tyske virksomheder skulle slå sig sammen til en ambulant kontrol. Våbnene fik man fra Rüstungsstab, men våbentilladelsen fra politiet. Deri-mod nægter han at være kommet med ideen til Selbstschutz. Stehr, Jef Blume og dr. Clausen er dog enige om, at det er Hansen-Damm eller DBN, der har taget initiativet, og dr. Møller har forklaret, at det var Hansen-Damm, der i et møde i det lille politiske råd rejste spørgsmålet om, „hvad der kunde gøres til Beskyttelse af de nævnte Virksomheder, der ikke faldt ind under den ved det danske Politis Foranstaltning etablerede Ordning med Sabotagevagter paa de større Virksomheder. Kpt. for sit Vedkommende var betænkelig ved en Ordning, der byggede paa, at der udleveredes Vaaben til de enkelte indehavere af Virksomhederne til Selvforsvar". -

Side 180

- Senere har dr. Møller givet en noget anden forklaring om årsagen til oprettelsen af Selbstschutz: 1) De sabotagehandlinger, som var rettet imod tyske virksomheder i Nordslesvig, vakte betydelig uro i folkegruppen. 2) Der var blevet sendt utallige truselsbreve til folkegruppens førende mænd og til indehavere af virksomheder, som var tilsluttet Liefergemeinschaft. 3) Rüstungsstab Dänemark havde henvendt sig til Liefergemeinschaft med anmodning om at foretage noget til beskyttelse af de truede virksomheder. Såvidt dr. Møller kunne huske, foreslog Rüstungsstab, at der skufle udleveres våben til de virksomheder, som ikke på anden måde blev beskyttet. Dette forslag fandt han dog uheldigt, idet der på denne måde ville blive givet våben til mange, som var ukyndige i våbenbrug. Dr. Møller havde iøvrigt først henvendt sig til det tyske gesandtskab for at høre dettes mening om sagen og om det juridiske grundlag for en sådan beskyttelsesforanstaltning, idet han lagde vægt på, at Selbst-schutz blev holdt indenfor lovens rammer. Gesandtskabet udarbejdede en udførlig skriftlig redegørelse for, hvorledes Selbstschutz burde oprettes. Senere har dr. Møller udtalt, at dr. Best efter hans mening i forvejen havde talt med Rüstungsstab, og at oprettelsen bundede i et stærkt tysk ønske. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. november 1945. A. nr. 451.

Stehr giver udenrigsministeriet meddelelse om planerne angående Selbschutz

Det lille politiske råd havde besluttet, at Stehr skulle underrette de danske myndigheder om Selbstschutz oprettelse og forsøge at få et samarbejde med det danske politi. Den 11. februar havde Stehr en samtale med afdelingschef Hvass i det danske udenrigsministerium, hvorunder han meddelte, at folke-gruppen havde planer om at oprette Selbstschutzpatrouiller, som skulle beskytte de virksomheder, der arbejdede for den tyske værnemagt. Han bemærkede, at Sønderjylland hidtil havde været forskånet for sabotage, men i den sidste tid var der forekommet flere tilfælde, bl. a. i Sønderborg og i Aabenraa, og folkegruppen anså det for nødvendigt at træffe foranstaltninger herimod, ikke mindst da det drejede sig om beskyttelse af ca. 200 virksomheder, der var spredt over hele Sønderjylland, og hvoraf kun ca. 40 faldt ind under den bestående sabotagevagtordning. løvrigt var der også visse danske firmaer i Sønderjylland, der havde henvendt sig til folkegruppen om bistand. Planen var endnu ikke blevet drøftet med „vedkommende Centralmyndigheder i København eller med de stedlige danske Myndigheder", og den var på et rent forberedende stadium. Stehr understregede, at folkegruppen hverken kunne eller ville forholde sig passiv overfor forsøg fra sabotørernes side på at udvide deres ødelæggende virksomhed til Sønderjylland. løvrigt oplyste han, at det foreløbig var tanken at udtage ca. 150 mand til patrouillerne. Når han havde underrettet udenrigs-ministeriet, var det udfra ønsket om et godt og åbent samarbejde med myndig-hederne i København og opretholdelsen af rolige forhold i Sønderjylland. Han tilføjede, at han om nogle dage skulle rejse til Sønderjylland for at drøfte spørgs-målet med folkegruppens ledelse. Afdelingschefen svarede, at man fra dansk side kun kunne være interesseret i, at forholdene i Sønderjylland fortsat udviklede sig lige så roligt og gnidningsløst som hidtil, men han var bange for, at oprettelsen af Selbstschutzpatrouiller og en SK-demonstrationsmarch ikke ville bidrage hertil, men tværtimod ville være en fare for opretholdelsen af ro og orden. Selbstschutzpatrouil-lerne og deres samarbejde med det danske politi var et vanskeligt og ømtåligt spørgsmål, som måtte drøftes med de pågældende myndigheder. 2) H. J. Hansens referat af 15. februar 1944. A. nr. 435.

Side 181

Meddelelsen l „Nordschleswigsche Zeitung"

Den 16. februar 1944 indeholdt „Nordschleswigsche Zeitung" en artikel om folke-gruppens Selbstschutz. Det hed heri, at folkegruppeføreren, efter at de nødvendige forhandlinger var blevet afsluttet, havde påbudt, at der skulle dannes en tysk Selbst-schutz i Nordslesvig. Baggrunden for korpsets oprettelse var de sidste ugers udvikling og fabriksværnets stedvise utilstrækkelighed. Det var blevet pålagt Peter Larsen at gennemføre alle de forholdsregler, som var nødvendige for at forstærke beskyttelsen af den tyske folkegruppe, og en opstilling af en Selbstschutzgruppe indenfor SK var allerede påbegyndt. SK havde dermed overtaget en opgave, som var af afgørende betydning for sikringen af folkegruppen i den nordslesvigske hjemstavn. Beskyttel-sesforanstaltningerne skulle også kunne omfatte danske virksomheder, som arbej-dede for tyskerne. 1) „Nordschleswigsohe Zeitung" 16. februar 1944.

Dr. Bests stilling

Dagen efter gav dr. Best Ausw. Amt meddelelse om artiklen i „Nordschleswigsche Zeitung", idet han samtidig oplyste, at Selbstschutz bestod af 200 mand, som forrettede tjeneste i SKs sorte uniform og var udstyret med skydevåben. Han udtalte, at Møller havde handlet i forståelse med ham. 2) A. nr.436. Dr. Best har iøvrigt forklaret, at han havde billiget dr. Møllers planer under forudsætning af, at korpset ikke fik nogen eksekutiv myndighed. Senere har han udtalt, at det var ham, der tog initiativet til oprettelsen af Selbstschutz, idet han dog tilføjede, at der ved initiativ ikke skulle forstås den første tanke om oprettelse. I sin skrivelse til Ausw. Amt måtte han af politiske grunde fremstille forholdet, som om det var folkegruppen, der havde taget initiativet. I en senere udtalelse har han erklæret, at han ikke længere huskede, hvem der kom med ideen, men efter at planen var fremført for ham, optog han den som sin egen og gik i gang med at få den gennemført. 3) A. nr. 451, note l.

Refslund Thomsens og Martensen-Larsens samtale med Lührmann

Meddelelsen i „Nordschleswigsche Zeitung" kom som en overraskelse for de dan-ske myndigheder. Nogle få dage senere havde amtmand Refslund Thomsen og politi-mester Martensen-Larsen en samtale med overregeringsråd Lührmann i Aabenraa, der var dr. Bests repræsentant i Sønderjylland og også optrådte som mellemmand mellem den tyske folkegruppe og de stedlige danske myndigheder. Han kendte intet til sagen, men skulle med det første til København for at drøfte den med dr. Best. Han betonede stærkt, at „det var nødvendigt, at eventuelt bevæbnede Korps organisk blev indbygget under en bestaaende ansvarlig Myndighed, i dette Tilfælde formentlig Værnemagten". Efter at have været i forbindelse med Peter Larsen kunne han desuden oplyse, at oprettelsen af Selbstschutz var baseret på en aftale mellem dr. Best, Stehr og et ministerium, hvilket vidste han ikke. Der var allerede formeret flere korps, som skulle beskytte tysk ejendom mod sabotage. Senere ringede kaptajn Smidt til amtmanden for at meddele, at korpsene var oprettet med dr. Bests samtykke. De bestående korps talte allerede 150 mand. 4) Refslund Thomsens referat af 21. februar 1944. A. nr. 437 a.

Møde i udenrigsministeriet

Den 23. februar afholdtes et møde om Selbstschutz hos udenrigsministeriets direk-tør. I mødet deltog amtmand Refslund Thomsen, afdelingschef Hvass og kontorchef H. J. Hansen. Direktøren fremhævede, at det måtte bero på en fejltagelse, når Lühr-mann havde oplyst, at der var truffet en aftale mellem Stehr og et ministerium. Amt-manden udtalte, at de ledende danskere i Sønderjylland så således på spørgsmålet, at kunne man ikke undgå oprettelsen af korpset, måtte man i hvert fald se -

Side 182

- at få ordningen bragt ind under en betryggende form, bl. a. måtte man forud-sætte, at patrouillerne kunne tage en sabotør på fersk gerning, men ikke kunne deltage i eftersøgningen efter sabotører. Principielt frembød ordningen store betænkeligheder, men i praksis ville den måske ikke blive så slem. I Sønderjylland frygtede man, at Selbstschutz i en given situation kunne optræde som magtfaktor, fordi den var bevæbnet, men det kunne de tidsfrivillige jo også. Direktøren mente, at man overfor dr. Best måtte indskrænke sig til at fremhæve betænkelighederne ved indførelsen af Selbstschutzpatrouillerne. Amtmanden var enig heri. 1) H. J. Hansens referat af 6. marts 1944. A. nr. 439.

Direktør Svenningsen henvender sig til dr. Best

I henhold til disse drøftelser sendte direktør Svenningsen den 29. februar en skrivelse til dr. Best, hvori han gav udtryk for den bekymring, hvormed den danske centraladministration havde taget dannelsen af Selbstschutz til efterretning, idet man måtte tage afstand fra, „at der indenfor en politisk bestemt fraktion af den danske befolkning skabes en magtfaktor på en måde, der ikke er forudset i lovgivningen", og man fandt det beklageligt, at en sådan forholdsregel blev truffet, uden at man havde sat sig i forbindelse med de øverste danske justitsmyndigheder. Efter dansk opfattelse retfærdiggjorde forholdene i Nordslesvig ikke, at Selbstschutz blev oprettet. Men da oprettelsen nu var en kendsgerning, mente man at burde se bort fra en yderligere drøftelse af sagen, idet ønskerne måtte gå ud på at opnå en hensigtsmæssig ledelse af Selbstschutz og en rimelig afgrænsning af opgaverne. Svenningsen bad derfor dr. Best gøre sin indflydelse gældende for at få optrukket faste retningslinier for Selbstschutz' virksomhed, så det kunne undgås, at det kom til uønskede udskejelser. Det var af særlig betydning, at korpset blev undergivet en ansvarlig fællesledelse, der kunne overvåge, at dets virkeområde, der nærmere burde afgrænses, ikke blev overskredet. Der måtte især lægges vægt på, at det ikke fik opgaver, der kunne gøre indgreb i området for statens ordenshåndhævere, men det måtte indskrænke sig til at virke som et almindeligt fabriksværn uden nogen beføjelse til at foretage arre-stationer. Til slut fremhævede Svenningsen betydningen af, at ledelsen af Selbst-schutz bestræbte sig for at undgå et modsætningsforhold til det danske politi, og man ville sætte pris på, om der kunne gives en beroligende meddelelse om, at det i virkeligheden kun drejede sig om et udvidet fabriksværn. 2) A. nr. 438.

Dr. Bests svar

Dr. Bests svar på skrivelsen kom den 9. marts. Han meddelte heri, at folkegruppen havde vedtaget, at man ved en dertil egnet organisation ville sikre den fælles og ambulante beskyttelse af virksomheder og personer mod ulovlige angreb. Det oprindelige ønske om officielt samarbejde med det danske politi havde mistet sin aktualitet ved „de kendte begivenheder i Aabenraa", der een gang for alle rystede tilliden til det danske politi. Dr. Best hentydede hermed til sabotagen mod Callesens motorfabrik, der fandt sted natten mellem den 5. og 6. februar, og han udtalte, at folkegruppeledelsen i denne anledning besluttede sig til ufortøvet at lade Selbst-schutz træde i virksomhed. Korpset havde kun til formål at beskytte virksomheder og personer, men skulle ikke foretage politilignende eksekutivhandlinger. 3) A. nr. 440.

Forhandlinger mellem dr. Best og Stehr

Inden denne skrivelse blev afsendt, må der have fundet forhandlinger sted mellem dr. Best og Stehr, thi samme dag, som dr. Best svarede udenrigsministeriet, meddelte Stehr Organisationsamt en række retningslinier for Selbst-schutz' opgaver og funktio-ner, som må være blevet fastlagt ved forhandlinger med den rigsbefuldmægtigede. -

Side 183

- Medlemmerne af Selbstschutz skulle ikke have legitimation som hjælpepoliti-betjente og skulle ikke have politimæssige funktioner. Selbstschutz var et internt folkegruppeanliggende og skulle beskytte tysk liv og ejendom, idet beskyttelsen dog også kunne omfatte danske virksomheder, hvis disse ønskede det. I sin virksomhed måtte korpset henholde sig til nødværgeretten, som tilkom enhver, og som nødværge betegnedes det forsvar, der var påkrævet for at afværge øjeblikkelige lovstridige angreb på sig selv eller andre. Endvidere byggede man på en analog anvendelse af de beføjelser, som tilkom fabriksværnene i henhold til justitsministeriets bekendt-gørelse af 9. januar 1943, idet Selbstschutz kunne betragtes som en slags ambulant fabriksværn. Et eksemplar af denne bekendtgørelse blev sendt til Organisationsamt. 1) Stehr til dr. Best den 15. marts 1944. A. nr. 441.

Selbstschutz tager danske gidsler i Krusaa

Det var således udtrykkelig blevet slået fast, at Selbstschutz ikke havde politi-mæssige funktioner. Men det viste sig vanskeligt at holde dets virksomhed indenfor de afstukne grænser. En dag i februar, altså kort efter korpsets oprettelse, blev den tyske lærerinde i Krusaa truet med, at skolen i løbet af få timer ville blive sprængt i luften. Hun henvendte sig til Kortsch, som straks tog til Krusaa sammen med en Selbstschutzmand fra Aabenraa. Sammen med nogle lokale Selbstschutzfolk afhen-tede de 5 danskere, der blev tvunget til at overnatte i skolen. Gidslerne blev ikke underrettet om formålet med deres anholdelse. Ud på morgenstunden blev de atter sat på fri fod, efter at de var blevet afhørt af Selbstschutz-folkene. Dr. Møller udtalte sin skarpe misbilligelse af episoden overfor Peter Larsen og Kortsch, og Stehr med-delte Organisationsamt, at denne fremgangsmåde gik ud over Selbstschutz' kompe-tence. 2) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. november 1945. A. nr. 451 med note 4; A. nr. 441.

Begivenhederne i Graasten 26. maj 1944

Efter at oberst Paludan-Muller den 26. maj 1944 var bukket under for overmagten, blev alle forretninger i Graasten lukket. Da Stehr senere drøftede begivenhederne i Graasten med dr. Best, oplyste han, at man ikke havde sat Selbstschutz ind til beskyttelse af de forretninger, som var blevet tvunget til at lukke. Larsen havde forklaret ham, at en sådan anvendelse kun ville være mulig, hvis man havde ret til at arrestere de mennesker, der foretog sig noget overfor forretningerne. Dr. Best mente, at udøvelse af tvang for at få en forretning lukket måtte opfattes som presseri, altså som et lovstridigt angreb, hvorved retten til arrestation i henhold til nødværgeretten måtte være givet. Stehr anså det for både psykologisk og politisk klogt, at Selbst-schutz ikke var blevet sat ind den pågældende dag. 3) Det tyske kontor til dr. Møller 2. juni 1944. A. nr. 442. Af en forklaring, som er afgivet af Otto Niels Rasmussen, der var Standortführer i Graasten, fremgår det dog, at kredslederen, lærer Rasmussen, havde givet ordre til, at Selbstschutz skulle patrouillere på gaderne for at hindre tvungen lukning af forretningerne, og Rasmussen optrådte i henhold til denne ordre sammen med de tyske soldater. 4) A. nr. 442, note 1. Sml. Sven Sabroe: „Ene Mand mod Gestapo", s. 47. Dr. Møller har forklaret, at han hørte om disse patrouiller den følgende dag. 5) Møllers forklaring til rapport af 27. november 1945. A. nr. 451.

Selbstschutz og stejkerne

Da strejkerne senere blev mere almindelige, udstedte DBN i november anvisning på, hvorledes dets medlemmer skulle forholde sig ved kommende strejker. Hvis folketyskere eller folketyske virksomheder blev direkte truet af de strejkende eller mente sig truet, skulle de henvende sig til Selbstschutz, om fornødent til den tyske værnemagt. 6) A. nr. 135. -

Side 184

Politimæssig virksomhed

- I andre tilfælde har Selbstschutz udført en virksomhed, der i endnu højere grad var af politimæssig karakter. Den 11. januar foretog korpset således en afspærrings-øvelse øst for Aabenraa, hvor biler og fodgængere blev standset, idet kørekort og legitimationskort forlangtes forevist. Øvelsen havde været drøftet med den lokale tyske kommandant, der havde haft forskellige betænkeligheder, og i månedsberet-ningen udtaltes det: „Jeg beder om, at man vil foranledige, at den lokale kommandants „principielle betænkeligheder" bliver opgivet". Dr. Møller bebrejdede senere Kortsch, at han ikke havde hindret øvelsen. 1) N. Gunnersens rapport om øvel-sen. A. nr. 447 med note 1. Dagen før havde en lignende øvelse fundet sted i Graasten. Også her var passanterne blevet afkrævet legitimationskort. 2) Graasten vagtværns indberetning af 12. januar 1945. A. nr. 448. Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. nowember 1945. A. nr. 451. I marts 1945 anholdt Selbstschutz i nærheden af Augustenborg en mand, og da en ransagning viste, at hans bagage indeholdt en maskinpistol, afleve-rede patrouillen ham til det tyske politi. 3) Dr. Møllers forklaring af 27. november 1945. A. nr. 451.

Pancke ønsker samarbejde med Selbschutz

I august 1944 fandt der en henvendelse sted fra Pancke med opfordring til sam-arbejde mellem Selbstschutz og det tyske politi. Kaptajn Graurock, der var adjudant hos Pancke, udtalte overfor Stehr, at Selbstschutz ikke kunne svæve frit i luften, men måtte stilles under den højere SS- og politifører i Danmark, som var ansvarlig for alle sikkerhedsforanstaltninger. Stehr afviste dette forslag, som var uforeneligt med folke-gruppens politiske linie. Selbstschutz kunne ikke tiltage sig politimyndighed og altså heller ikke modtage ordrer fra tyske politi-organer. Graurock sagde, at man i hvert fald måtte afgrænse Selbstschutz' opgaver overfor det tyske politi, hvortil Stehr bemærkede, at han ikke var bemyndiget til at træffe aftale herom. Graurock foretog derefter en opstilling af det tyske politis ønsker, og på et møde i Aabenraa blev disse drøftet igennem. Samme dag forelagde Stehr, Peter Larsen og Peter Petersen sagen for dr. Møller, som afslog de fremsatte ønsker, idet han mente, at folkegruppen af politiske grunde burde afholde sig fra at træffe aftaler med det tyske politi. Graurock henvendte sig nogle dage senere til Peter Larsen, som ligeledes afviste ham. Der-efter kom Pancke selv til Aabenraa, og der fandt nye forhandlinger sted på Dibbern-haus. Pancke holdt på, at et vist samarbejde mellem Selbstschutz og det tyske politi var nødvendigt, også for at få medlemmerne uddannet. Men Møller var påny afvi-sende. Pancke var meget utilfreds hermed og sagde, at så havde han heller ingen interesse for folkegruppens arbejde. 4) Stehrs og dr. Møllers forklaringer til rapporter af 1. august og 27. november 1945. A. nr. 450 og 451. Når han siden var i Aabenraa, undgik han at aflægge besøg på Dibbernhaus, og han afslog ønsker fra Selbstschutz' side om pistoler. 5) Köh-nerts redegørelse af 2. september 1946. A. nr. 477. Et senere forsøg fra Germanische SS på at drage Selbstschutz ind under SS blev ligeledes afvist. 6) A. nr. 450, note 2.

Kortsch opfordrer førerne til at optage forbindelse med det tyske politi

Det var dog ikke indenfor alle kredse af Selbstschutz, at man så på spørgsmålet om samarbejde med det tyske politi på samme måde. Den 10. november 1944 ud-sendte Kortsch en skrivelse til kredsførerne indenfor SK, hvori det hed, at Standort-führerne skulle optage forbindelse med de kontorer, som sikkerhedspolitiet og feltgendarmeriet eventuelt måtte have. Disse skulle have oplysning om Selbstschutz' opgaver. Så ville det „også være muligt ved eventuel chikanering af vore patrouiller at arrestere sådan en fyr -

Side 185

- og overgive ham til en af de ovennævnte myndigheder. Hvis man på forhånd er kommet i den rette kontakt til en af disse myndigheder, vil det være muligt, at sådan en fyr en gang kunne forsvinde ud af billedet et par dage". 1) A. nr. 445.

Antallet af Selbschutzfolk

Selbstschutz var i begyndelsen på 150 mand, 2) A. nr. 437 a; i juni 1944 på 180 mand. 3) A. nr. 330. Senere bestemte dr. Møller, at det skulle bringes op på 500 mand, men den nye hvervning stødte dog sine steder på vanskeligheder. I Tønder havde man regnet med 40 mand, men nåede kun 25, idet 50 af dem, som var blevet opfor-dret, ikke meldte sig. 4) A. nr. 443 og 444. I november 1944 var korpset ialt på 450 mand, og i april 1945 oplyste Stehr overfor amtmand Refslund Thomsen, at det be-stod af 500 mand, men at kun de 150 heraf var bevæbnet. 5) A. nr. 451, note 6.

Organisation

Den øverste leder af korpset var Peter Larsen, der havde Otto Kortsch som stabs-leder eller stedfortræder. 6) „Nordschleswigsche Zeitung" 16. februar 1945. Det var iøvrigt inddelt i 7 kredse, hver med en kredsfører, som under sig havde Standortführere, som hver uge rapporterede til kredsførerne, der aflagde månedlige beretninger til Peter Larsen. Alle Selbstschutzfolk kom jo fra SK, men skulle også være medlem af tidsfrivilligtjenesten, og straffede personer kunne ikke optages i korpset. I tilfælde af invasion skulle de allesammen overgå til de tidsfrivillige.

Patrouillering

Selbstschutz løste sine opgaver ved at lade patrouiller på 3 — 5 mand tilse de virk-somheder, der skulle beskyttes, som regel et par gange om ugen. Hvert af korpsets medlemmer havde to timers ugentlig tjeneste. 7) A. nr. 451, note 2; se også A. nr. 443. Patrouillerne kunne anholde mistænkelige personer, som blev truffet på virksom-hedernes område, og bringe dem til nærmeste politistation eller kommandantur. Peter Larsen havde givet ordre til, at de i tilfælde af sabotage skulle fange sabo-tørerne og aflevere dem til det danske politi eller værnemagten. 8) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. november 1945. A. nr. 451.

Uddannelse

Den militære uddannelse fik Selbstschutzmændene under tidsfrivilligtjenesten. Desuden blev der givet undervisning i våbenbrug, skydning med pistoler og maskin-pistoler, køllekastning, våbeninstruktion, politigreb, eksercits, meldeøvelser, patrouil-lering og kontrol, samt i anholdelse. 9) A. nr. 443, 444, 451, note 2. Engang om måne-den afholdtes stabsmøder, hvori kredsførerne og enkelte andre deltog. Desuden var der månedlige førerskolinger med 40 — 50 deltagere, først og fremmest de enkelte Standortführere. 10) „Nordschleswigsohe Zeitung" 16. februar 1945. Efter anmodning fra Peter Larsen og Kortsch skaffede Köhnert et par gange tyske politifolk til Sønder-jylland for at undervise korpsets medlemmer i politimæssig optræden. 11) Köhnerts forklaring til rapport af 1. oktober 1946. A. nr. 479; sml. A. nr. 451, note 2.

Bevæbning

Bevæbningen var i høj grad utilstrækkelig, og i et brev til Organisationsamt af 19. november 1944 blev Selbstschutz' udrustning karakteriseret som så mangelfuld, at det grænsede til det latterlige. Der var af denne grund mange, der ikke ville melde sig. 12) A. nr. 134. Kortsch har oplyst, at der ialt var fordelt 150 pistoler og 4 maskin-pistoler, -

Side 186

- hvoraf de 50 pistoler og maskinpistolerne var kommet fra gesandtskabet, resten fra Vomi. Mens pistolerne var udleveret til korpsets medlemmer, blev maskin-pistolerne opbevaret hos værnemagten. Peter Larsen mener, at der også er blevet rettet henvendelse til Pancke om våben. I marts 1945 kom der uanmodet og uventet en sending fra Vomi, bestående af 40 kasser håndgranater og 4 maskingeværer. De 10 af kasserne samt maskingeværerne blev fordelt til kredsene, mens resten opbeva-redes hos værnemagten i Aabenraa. En unavngiven Selbstschutzmand har oplyst, at disse våben „skulde bringes i Anvendelse saavel overfor Frihedskæmpere som frem-mede Tropper", mens Kortsch hævder, at kredsførerne ved udleveringen fik at vide, at de var til øvelsesbrug. løvrigt havde Kortsch indskærpet, at der kun måtte gøres anvendelse af våben i nødværgesituationer. 1) A. nr. 451, note 5. Til de medlemmer, der bar våben, blev der udstedt et særligt Ausweis, som oprindelig blev underskrevet af dr. Best og Kortsch, senere af Köhnert og Kortsch. 2) A. nr. 446 med note 1.

Det lille politiske råd beslutter ikke at opløse Selbstschutz

På det møde i det lille politiske råd, hvor det blev meddelt, at general Lindemann havde opløst tidsfrivilligkorpset, forelagde dr. Møller en plan om også at ophæve Selbstschutz, men rådet ønskede at bevare korpset som et værn for folkegruppens liv og ejendom, indtil en lovlig myndighed var blevet oprettet. Efter hvad kredslederen for Tinglev, Heinrich Ehnstedt, har oplyst, talte man endda i rådet om, at Selbstschutz burde udbygges til at omfatte hele landsdelen for at kunne yde beskyttelse under en opløsningstilstand. Dr. Møller gav derfor ordre til at gennemføre en sådan udvidelse af organisationen, og omkring 1. april begyndte man at organisere Selbstschutz i Tinglev imod Ehnstedts ønske.

Hvorfor korpset ikke blev opløst

Den 21. april havde Stehr en samtale med amtmand Refslund Thomsen, hvor-under han udtalte, at korpset jo var oprettet for at beskytte tyske virksomheder og personer, „og man kunde formentlig ikke sige, at der ikke fremdeles laa en Opgave for denne". Dr. Clausen har dog forklaret, at det mere var af psykologiske grunde, man bevarede korpset, idet det i virkeligheden var for lille til at give folkegruppen nogen virkelig beskyttelse. 3) Dr. Møllers forklaring til rapport af 10. december 1945. A. nr. 451 med note 7. løvrigt var man i sidste øjeblik blevet bange for, at der forelå en hemmelig aftale om, at Pancke i tilfælde af en invasion skulle have Selbstschutz under sig. Dr. Møller henvendte sig derfor til den øverstbefalende, som den 14. april meddelte, at hvis Selbstschutz skulle blive indsat ved militære bevogtningsopgaver, skulle korpset udelukkende modtage sine ordrer fra den pågældende militære myndighed gennem Selbstschutzføreren, som ville blive indkaldt af WBKA. 4) A. nr. 449 med note 1.

Drøftelser angående Selbstschutz' stilling i tilfælde af tysk kapitulation

Den 25. april holdt Selbstschutz et møde i Brunde ved Aabenraa, hvor man drøftede, hvad der skulle ske ved et forestående tysk sammenbrud. Efter kredsfører Carl Tønders oplysninger regnede man med tre muligheder: 1) Russerne besætter landet. Man anså det for umuligt i forvejen at give anvisning på de forholdsregler, der i så tilfælde skulle træffes. 2) Englænderne besætter landet, og tyskerne trækker sig bort. Når de første engelske tropper nåede Flensborglinien, skulle Selbstschutz ophøre med at eksistere og aflevere våbnene. 3) De tyske tropper trækker sig bort uden engelsk eller russisk besættelse. Man måtte da regne med en overgangs-periode, hvor der ikke var nogen lovmæssig myndighed til at opretholde ro og orden. I disse „lovløse Timer" var der fare for, at uansvarlige elementer, opfyldt af hævntørst, ville -

Side 187

- kaste sig over de værgeløse tyske familier og brænde deres gårde af. Så skulle Selbstschutz træde i funktion og ved sin blotte tilstedeværelse hindre lovløse elementer i at forøve overgreb. I givet fald skulle det være Selbstschutz' sidste opgave at lægge beskyttelsen af folkegruppens liv og ejendom i det danske politis hænder. Nærmere besked skulle afventes fra Aabenraa. For at kunne løse denne opgave skulle medlemmerne gemme pistolen på et sikkert sted. Punkt 3 gav anledning til en vis drøftelse, og der var tanker fremme om, at Selbstschutz i givet fald skulle træde an kredsvis for at imødegå overgreb. Denne tanke blev dog afvist og frafaldet. En ikke navngiven Selbstschutzmand har hævdet, at kredsføreren på et møde i Løgumkloster skal have udtalt, at den tyske folkegruppe måtte stå fast overfor den nye danske regering og kræve sikkerhed mod overgreb, ellers måtte Selbst-schutz træde an til åben kamp. Carl Tønder har dog på det bestemteste benægtet rigtigheden af denne påstand, og en anden Selbstschutzmand har udtalt, at Tønder netop sagde, at man ikke agtede at stille et sådant krav.

Efter at Tønder var vendt hjem fra mødet i Aabenraa, holdt han tre møder i Løgumkloster, Højer og Vennemose, hvor han videregav de udsendte instrukser. Alle var dog enige om, at Selbstschutz-folkenes antal var altfor ringe til, at de kunne være nogen garanti for familiernes sikkerhed, og at de under punkt 3 givne anordninger derfor var umulige. Man vedtog dog at afvente nye instrukser fra Aabenraa, men var næsten sikker på, at sådanne aldrig ville komme. 1) Tønders redegørelse af 25. april 1946 og forklaring til rapport af 26. s.m. A. nr. 452 med note 1—3.

Side 187

P. Angiveri og spionage

Uhthoffs henvendelse til dr. Møller

Kaptajn Uhthoff, der var ansat ved Abwehr-Nebenstelle i Flensborg fra omkring august 1939 til 1941, har oplyst, at han i juli 1939 i henhold til ordre fra Abwehr i Hamborg opsøgte dr. Møller, overfor hvem han præsenterede sig med sit rigtige navn, idet han sagde, at han havde fået til opgave at skaffe nogle forbindelser i Nordslesvig, da den truende krigsfare gjorde det ønskeligt, at Tyskland havde muligheder for at få videresendt post fra det neutrale udland. Han sagde ikke direkte, at han arbejdede for den tyske efterretningstjeneste, men mente, at dr. Møller måtte være klar herover. Denne ville ikke have noget med sagen at gøre, men henviste ham til Peter Larsen. 1) Uhthoffs forklaring til rapport af 2. april 1946. A. nr. 473. Senere har Uhthoff ændret sin forklaring, idet han har oplyst, at han overfor dr. Møller præsenterede sig som rejsende for et handelsfirma i Hamborg og iøvrigt ikke benyt-tede sit eget navn. Han tør heller ikke mere fastholde, at dr. Møller og Larsen må have været klar over, at han var Abwehrmand. 2) Uhthoffs forklaring til rapport af 22. juni 1946. A. nr. 475. Dr. Møller har forklaret, at han ikke har nogen erindring om at have haft besøg af Uhthoff eller at have henvist ham til Peter Larsen. Hvis han havde haft indtryk af, at det drejede sig om tysk efterretningstjeneste, ville han i hvert fald ikke have henvist til sin stedfortræder, men straks have afvist Uhthoff. 3) Dr. Møllers forklaring til rapport af 14. juni 1946. A. nr. 473.

Larsen Indvilger i at hjælpe „Hermann"

Peter Larsen har oplyst, at han i sommeren 1939 fik besøg af en civilklædt tysk herre, der navngav sig som Hermann fra Hamborg. Han udgav sig for repræsentant for et handelsfirma og henvendte sig til Larsen for gennem denne at få navngivet nogle personer, der i tilfælde af krig mellem Tyskland og vestmagterne kunne formidle breve mellem hans firma og dets udenlandske forbindelser. Uhthoff antydede ikke på noget tidspunkt af samtalen, at postforbindelsen skulle etableres for Abwehr. Larsen gik ind på at hjælpe „Hermann" med at finde nogle personer til det pågældende formål og mener, at han har anvist de to, som Uhthoff havde nævnt, gårdejer Hansen i Harkjær og gårdejer Jørgensen i Sønderhav. Hvis han havde haft forståelsen af, at der var tale om samarbejde med den tyske efterretningstjeneste, ville han straks have afvist Uhthoff og gjort ham bekendt med, at det var forbudt folkegruppens medlemmer at arbejde sammen med personer herfra. Først efter besættelsen blev han klar over Uhthoffs virkelige stilling.

Uhthoff får bebrejdelser for at henvendt sig til dr. Møller og Larsen

Uhthoff har iøvrigt forklaret, at da han vendte tilbage til Hamborg efter besøget hos dr. Møller og Peter Larsen, fik han at vide, at det ikke var den slags personer, han skulle henvende sig til, idet de var for overeksponerede. Senere har han udtalt, at da han fik en reprimande af lederen af AST-Hamborg, var begrundelsen den, -

Side 189

- at så fremtrædende folketyskere som Møller og Larsen „paa Forhaand var kom-promiteret, idet det danske Søgelys bestandig var rettet imod dem". 1) Peter Larsens og Uhthoffs forklaringer til rapporter af 14. og 22. juni 1946. A. nr. 475 med note 5.

Medlemmer af folkegruppen knyttes tll Abwehr

Uhthoff fik forbindelse med flere hjemmetyskere, og da der i februar 1940 kom ordre fra OKW-Amt Ausland Abwehr til at fremskaffe oplysninger om danske garni-soner og andre danske militæranliggender, var der flere hjemmetyskere, som var med til at gennemføre denne spionage, bl. a. Chr. Paysen og Hans Fürsen fra Skel-bæk ved Aabenraa. Arbejdet blev ledet fra Abwehrstelle i Hamborg i nært samar-bejde med Abwehr-Nebenstelle i Flensborg. 2) A. nr. 475, note 3; sml. ber. XII, s. 26 f.

Peter Larsens forbindelser med Abwehr i Aarhus

Under besættelsen blev der oprettet et Abwehr-Nebenstelle i Aarhus, og dette kontor fik en del samarbejde med Organisationsamt, idet man først og fremmest indhentede oplysninger om personer, der skulle arbejde for besættelsesmagten, de såkaldte gennemlysninger. Kaptajn Hans Hansen har forklaret, at man også har fået oplysninger om navngivne kommunister, og at der regelmæssigt kom kurerpost fra Aabenraa til Abwehr. Larsen har bekræftet, at han har givet oplysninger om enkelt-personer, bl. a. om navn, fødselsdag og bopæl, men også om politiske og karaktermæssige egenskaber. Men han mener, at der kun er tale om oplysninger vedrørende personer, som var ansat eller skulle ansættes ved tyske tjenestesteder, og han har aldrig været klar over, at de eventuelt kunne blive brugt i straffesager. Oplysningerne fik han fra de pågældende kreds- eller afdelingsledere. Han tør dog ikke benægte, at der også er givet oplysninger om en af Hans Hansen omtalt kom-munist fra Haderslev. Foruden disse gennemlysninger fik ANST meddelelser om folkegruppens krigsindsats og muligvis også eksemplarer af arbejdsberetningerne. Samarbejdet med ANST i Aarhus begyndte at ebbe ud, efter at SD-kontoret i Aabenraa var blevet oprettet, løvrigt har Larsen forklaret, at kaptajn Andersen fra ANST i Aarhus tilbød ham en lønnet stilling som leder af en underafdeling, der skulle omfatte Nordslesvig, men Larsen sagde straks nej, fordi et sådant hverv ikke kunne forenes med hans stilling som leder af Organisationsamt, og fordi det var forbudt ham at have med andre organisationer at gøre. 3) Peter Larsens forklaring til rapport af 27. december 1946. A. nr. 480 med note 2.

SD og folkegruppen

Da Lanwer i juli 1942 sendte en indberetning til Renthe-Fink angående Behrends' besøg og samværet med ham hos dr. Møller, oplyste han, at det af samtalerne fremgik, at folkegruppeledelsen for kort tid siden havde truffet aftale med sikker-hedstjenesten i Kiel om, „at meldinger, som indgår til Organisationsamt vedrørende politiske enkeltheder af sikkerheds- eller spionagemæssig karakter, skulle indsendes dertil". Det drejede sig formodentlig om de meldinger, som Larsen i den første tid havde tilstillet Abwehr. Efter at han havde gjort den erfaring, at de militære Abwehr-myndigheder efter hans mening ikke greb tilstrækkeligt ind, sendte han de pågæl-dende beretninger til konsulatet, men da han tilsyneladende heller ikke ad denne vej opnåede det resultat, han ventede, ville han nu støtte sig stærkere til SD, der for tiden nød folkegruppens største tillid. Larsen havde iøvrigt altid udtalt sig nedsæt-tende om, at undersøgelsen af hans beretninger blev overdraget til det danske politi. Som modydelse for dette materiale havde SD lovet folkegruppeledelsen at sende denne afskrifter af de SD-rapporter, som med 14 dages mellemrum blev udfærdiget angående den tyske folkegruppe i Nordslesvig. løvrigt var  -

Side 190

- Behrends gammel SD-mand, og dr. Møller havde meddelt, at han ønskede et kammeratligt samarbejde med SD.

SDs arbejde i Nordslesvig

Dette samarbejde mellem SD i Kiel-Flensborg og folkegruppeledelsen var blevet aftalt ved et møde hos dr. Møller den 13. juni 1942, da Löhndorf, Johs. Meyer, Fisch-bech og Leo Jensen besøgte folkegruppeføreren. 1) A. nr. 93 med note 2. Fischbech har forklaret, at Lönneker, der var leder af ANST i Flensborg indtil slutningen af 1941, havde samlet oplysninger fra Nordslesvig. Materialet fik han bl. a. fra lærer Andersen i Augustenborg og organist Huth i Haderslev. Efter Lönnekers afrejse overtog Fisch-bech behandlingen af de nordslesvigske spørgsmål, idet materialet dog blev videre-sendt til Kiel, hvor selve bearbejdelsen foregik. Hans „Hauptvertrauensmann" blev lærer Andersen, der igen havde sine meddelere. Andersen afgav en samlet beretning, der dels byggede på hans egen opfattelse, dels på de meddelelser, han havde fået fra sine V-mænd. Den bestod væsentligst af stemningsberetninger, men også enkelte begivenheder, bl. a. sabotagetilfælde, blev omtalt. Derimod indeholdt den ikke navne på personer, der var tyskfjendtligt indstillet. Hensigten med beretnin-gerne var udelukkende at få et pålideligt indtryk af, hvorledes stemningen var i Nordslesvig.

SD-folkenes forhandlinger med dr. Møller og Peter Larsen

Det viste sig dog hurtigt, at Andersens indberetninger ikke var tilstrækkelige, det var derfor, at de fire herrer den 13. juni aflagde besøg hos dr. Møller, som de gjorde bekendt med, at de ønskede at udbygge SDs forbindelser, idet de bad om at få oplys-ninger om egnede personer til dette arbejde. Söhnlein har forklaret, at Löhndorf og Fischbech havde fortalt ham, at de havde „sluttet fred" med den tyske folkegruppe, som man ikke hidtil havde benyttet på grund af von Löws og Pahls uvilje mod den. Der var nu ført forhandlinger med dr. Møller, der havde erklæret sig villig til at stille hele folkegruppens organisation til SDs tjeneste. Efter Fischbechs oplysninger henviste dr. Møller dem til Organisationsamt, og nogen tid senere aflagde Fischbech og Löhndorf besøg hos Peter Larsen på Dibbernhaus. Denne var underrettet af dr. Møller om sagen og erklærede sig villig til at indsende beretninger. I begyndelsen af 1943 havde Larsen fået udført forarbejdet, så Fischbech kunne komme til ham og afhente beretningerne. Derefter kom han en á to gange om måneden og besøgte Larsen. 2) Fischbechs forklaring til rapport af 3. april 1946. A. nr. 474 med note 1.

Dr. Best imod samarbejdet med SD

Også dr. Best havde fået kendskab til forbindelsen mellem folkegruppen og med SD i Kiel, og i februar 1943 skrev Kassler til Lanwer, at den rigsbefuldmægtigede var imod, „at der, som påbudt af Vomi, afgives indberetninger til den Dem bekendte myndighed i Kiel, og vil gerne forhindre, at sådant sker i fremtiden". 3) A. nr. 145. Der foreligger iøvrigt intet vidnesbyrd om, at Vomi skulle have givet ordre til at sende beretninger til SD.

Karakteren af det arbejde, som SD i Flensborg fik

Fischbech har oplyst, at de beretninger, som han fik fra Peter Larsen, dels var gennemslag, dels originaler, som Larsen havde modtaget fra anden side. Under-skrifterne var dog fjernet. Larsen fik iøvrigt også stillet til opgave at indhente stem-ningsberetninger om visse begivenheder, f. eks. om danskernes og tyskernes stilling til felttoget i Rusland, men iøvrigt var han frit stillet med hensyn til, hvad der blev indberettet. Fischbech modtog både håndskrevne og maskinskrevne danske og tyske indberetninger. Skønsmæssigt vil han anslå, at ca. 80 pct. af beretningerne angik stemninger, -

Side 191

- mens ca. 20 pct. omhandlede enkelte begivenheder. I beretningerne fandtes også navne på personer, som havde fremsat tyskfjendtlige udtalelser. 1) A. nr. 474 med note 2. Brigitta Horst, der var ansat på SD-kontoret i Flensborg, har ligeledes forklaret, at beretningerne stammede fra forskellig side, men de var samlet i een beretning, der igen var opdelt i afsnit. Hun mener, at der var tale om gennemslag, og at beretningerne byggede på materiale fra afdelingsledere og andre. De indeholdt oplysninger om kulturelle forhold, om fjendtlige overflyvninger og sabotage samt stemningsberetninger om forskellige forhold. Derimod hævder hun aldrig at have set danske eller håndskrevne beretninger. 2) Brigitta Horsts forklaring til rapport af 8. novem-ber 1947. A. nr. 481.

Folkegruppen interesseret i at få sine beretninger ud til mange

Peter Larsen har bekræftet, at der blev indsendt beretninger, nemlig kreds- og afdelingsledernes månedsberetninger, til SD. I enkelte tilfælde havde nogle af lederne dog også givet en stemningsberetning i deres månedlige indberetninger, Anledningen til indsendelsen var, at der fra anden side — først og fremmest fra AO, som folkegruppen havde et dårligt forhold til — blev sendt misvisende beretninger til forskellige rigstyske myndigheder om forholdene i Nordslesvig, og derfor var man interesseret i at få folkegruppens egne beretninger ud til så mange som muligt. Beretninger om enkeltpersoner har han aldrig sendt til Fischbech. Denne har fået forelagt et eksemplar af arbejdsberetningerne til Vomi og har forklaret, at det var den slags beretninger, han fik. 3) Larsens forklaring til rapport af 29. oktober 1946. A. nr. 479; A. nr. 474, note 2.

Oprettelsen af SD-Ausenstelle i Aabenraa

I oktober 1943 blev der oprettet et SD-Aussenstelle i Aabenraa. Köhnert har for-klaret, at dette skete i henhold til et ønske fra den tyske folkegruppe, og at aftale herom må være truffet mellem Stehr på den ene side og Scherdin, Pahl eller Mildner på den anden side. Enten Scherdin eller Pahl havde fortalt ham, at folkegruppen havde fremsat dette ønske for derved lettere at opnå kontakt mellem SD og folke-gruppen. Burfeind har iøvrigt udtalt, at han under et ophold i København havde hørt, at folkegruppen havde ønsket, at hele Nordslesvig blev bearbejdet fra eet SD-tjenestested. Derimod har Scherdin, der var leder af SD i Danmark fra september 1943 til maj 1944, forklaret, at det var ham, der overfor Mildner fremsatte et forslag om et SD-kontor i Aabenraa, og at han på det tidspunkt slet ikke kendte Stehr. Dr. Møller har på det bestemteste nægtet, at folkegruppens ledelse skulle have været medvirkende ved oprettelsen af SD-kontoret, 4) Köhnerts forklaring til rapport af 4. oktober 1946. A. nr. 478 med note 1; og Peter Larsen har ligeledes udtalt, at han ikke kender noget til, at folkegruppen havde ønsket et SD-kontor, og at han ikke har gjort noget som helst for, at det blev oprettet i Aabenraa. 5) A. nr. 479.

Larsen lover at hjælpe Köhnert

Söhnlein har oplyst, at han i oktober 1943 kom til Aabenraa sammen med Scher-din og Köhnert i anledning af oprettelsen af SD-kontoret her. De aflagde besøg hos Peter Larsen, som blev anmodet om at yde SD al mulig hjælp, hvilket han var villig til. Larsen lovede både at skaffe kontor, personale og meddelere til Köhnert, og det blev aftalt, at denne skulle have et kontor på Dibbernhaus. Imidlertid protesterede Söhnlein herimod. 6) Söhnleins forklaring til rapport af 26. februar 1946. A. nr. 471. Köhnert har ligeledes forklaret, at Larsen tilbød ham et kontor på Dibbernhaus, og det blev aftalt, at Larsen gennem en annonce i „Nordschleswigsche Zeitung" skulle sørge for tolke og kontordamer til Köhnert. -

Side 192

- Annoncen findes i „Nordschleswigsche Zeitung" for den 15. oktober 1943. Han fik imidlertid ikke det tilbudte værelse, idet han ved det næste besøg hos Peter Larsen fik den opfattelse, at Larsen havde handlet på egen hånd uden at rådføre sig med dr. Møller, som ikke ønskede SD anbragt på Dibbernhaus, for at man ikke skulle få indtryk af, at SD og folkegruppen var snævert forbundet med hinanden. Afslaget kom ham ret godt tilpas, da Söhnlein havde advaret ham imod for stærkt at „gifte" sig med folkegruppen. Dr. Møller har oplyst, at der var tale om, at SD skulle have et værelse på Dibbernhaus, men han nægtede at give sin tilladelse hertil. 1) Köhnerts forklaring til rapport af 17. september 1946. A. nr. 478 med note 4. Peter Larsen har hæv-det, at det var SD, som ønskede at få lokaler, og at han konfererede med dr. Møller, som tog bestemt afstand herfra. 2) A. nr. 479.

SD i Aabenraa skal have det materiale, som tidligere gik til Flensborg

Af Köhnerts forklaring fremgår det, at Scherdin havde ladet Larsen forstå, at de oplysninger, der hidtil var blevet sendt til SD i Flensborg, i fremtiden skulle overlades Köhnert. Scherdin har dog oplyst, at han slet ikke var med i Aabenraa, da kontoret blev oprettet, men først kom derned et par måneder senere. Ved denne lejlighed præsenterede Köhnert ham for Peter Larsen, som lovede at hjælpe SD med arbejdet. Dagen efter aflagde han og Köhnert besøg hos dr. Møller, som også lovede hjælp fra folkegruppen, omend på en noget mere tilbageholdende måde end Larsen. Fra Graasten kørte man til Flensborg for hos Fischbech at hente de akter, der angik Nord-slesvig. 3) Köhnerts forklaring til rapport af 17. september 1946. A. nr. 478 med note 2. Peter Larsen mener at erindre, at Scherdin under besøget i oktober havde udtalt, at SD-kontorerne i Flensborg og i Kiel nu var „ausgeschaltet", således at de ikke mere skulle bearbejde Nordslesvig, men han er sikker på, at der under mødet ikke var tale om, at det arbejde, han hidtil havde udført for SD i Flensborg, i fremtiden skulle tilgå Köhnert. 4) A. nr. 479.

Mildner og Pancke besøger dr. Møller

Den 29. november 1943 aflagde Mildner besøg i Nordslesvig, hvor han blev mod-taget af dr. Møller, Peter Petersen og Peter Larsen. Stehr var også med, idet han var kommet fra København sammen med Mildner. Der blev i denne forbindelse peget på det gode samarbejde med folkegruppen. Da Pancke den 28. februar 1944 aflagde tiltrædelsesbesøg hos dr. Møller, blev han sammen med flere andre inviteret til Graasten. I dr. Møllers gæstebog skrev han, at besøget „var for mig og os alle en oplevelse af kammeratskab og gensidig forståelse". 5) Köhnerts redegørelse af 2. sep-tember 1946. A. nr. 477 med note l og 2.

Bovenslepens forhandlinger med folkegruppen

Bovensiepen har forklaret, at han første gang besøgte folkegruppen i midten af 1944, bl. a. for at afhjælpe nogle mangler i SD-kontorets arbejde, idet han mente, at beretningerne hovedsagelig gengav folkegruppens opfattelse og anskuelser. Han havde et møde med dr. Møller og Peter Larsen og forklarede dem, at han var interesseret i et udbredt net af V-mænd. Dr. Møller svarede, at dette efter hans mening ikke var nødvendigt, da folkegruppen arbejdede udmærket sammen med Köhnert, som ad denne vej kunne få alt at vide, hvad han ønskede. Bovensiepen påpegede iøvrigt, at eventuelle meddelelser om den danske modstandsbevægelses virksomhed skulle sendes til Gestapokontoret i Kolding, og at han ville give Burfeind ordre til at optage føling med folkegruppen. Han var ikke tilfreds med forhandlingen og afslog derfor dr. Møllers invitation til et besøg i Graasten. Köhnert fik ordre til at opbygge et selvstændigt net af V-mænd i sit distrikt, -

Side 193

- og i den følgende tid var Köhnerts beretninger da også betydeligt mere kritiske overfor folkegruppen. 1) Bovensiepens redegørelse af 23. maj 1948. A. lir. 483.

Peter Larsens samarbejde med Köhnert

I 1944 aflagde Söhnlein et par gange besøg hos Köhnert og var da oppe på Dibbernhaus for at hente Köhnert, ved hvilken lejlighed han så, at denne fik en stor bunke materiale af Larsen. Köhnert havde iøvrigt fortalt ham, at han engang havde holdt foredrag for en snæver kreds af medlemmer af NSDAP-N angående SD, og at Larsen ved denne lejlighed havde erklæret, at hele partiets organisation var stillet til rådighed for SD. Det skulle ordnes således, at der i hver lokalafdeling blev udtaget en eller to mand til at skaffe de nødvendige oplysninger, som så skulle afgives til Larsen via afdelingsledere og kredsledere. 2) Söhnleins forklaring til rapport af 26. februar 1946. A. nr. 471. Köhnert har selv forklaret, at Larsen straks ved den første sam-menkomst gik ind på til ham at overføre det samarbejde, som han tidligere havde haft med SD i Flensborg, og at Larsen i denne forbindelse oplyste, at han i Nord-slesvig havde ialt ca. 10 meddelere, der stod til hans rådighed, formodentlig kredsledere, afdelingsledere o. lign. Peter Larsen har benægtet rigtigheden af denne udtalelse. I de 1½ år, Kohnert ledede SD i Aabenraa, havde han et stadigt nærmere samarbejde med Peter Larsen og fik utallige meddelelser fra ham. Han besøgte Larsen på dennes kontor 2 á 3 gange om ugen og havde ikke forbindelse med nogen anden på kontoret, ligesom han selv personlig afhentede alt materiale. Peter Larsen har oplyst, at han fortalte Köhnert, at folkegruppen kun var i stand til at give oplys-ninger om personer, de såkaldte gennemlysninger, som var bosat i de sønderjyske landsdele. 3) Köhnerts og Larsens forklaringer til rapporter af 1. og 29. oktober 1946. A. nr. 479.

Karakteren af det materiale, som Köhnert fik

Angående det materiale, som Köhnert fik hos Peter Larsen, har Söhnlein oplyst, at det drejede sig om rent SD-mæssige meddelelser, f. eks. om stemningen i befolk-ningen. Desuden indeholdt det oplysninger om mistænkelige personer, tyskfjendtlige udtalelser og fordeling af illegale blade m. m. Meddelelserne var ikke undertegnet med navn, men muligvis underskrevet med bogstav eller tal, og det benyttede papir var neutralt. 4) A. nr. 471. Köhnert har ligeledes forklaret, at meddelelserne fra Larsen ikke var underskrevet, og at de bestod af afskrifter eller brudstykker af indberetninger uden underskrift. De forespørgsler, han rettede til Larsen, angik væsentligst befolk-ningens stemning og holdning, rygter, sabotage og økonomiske forhold, ligesom han fik oplysninger om folk, der skulle ansættes ved tyske myndigheder, eller om frem-trædende danske embedsmænd samt om personer, der var tyskfjendtlige. Han har dog ikke opfordret Larsen til at skaffe materiale til brug ved sigtelser mod enkeltpersoner, idet dette arbejde hørte under Gestapo. Hvis han fik sådanne meddelelser, lod han dem gå videre til Gestapo. 5) A. nr. 476, note l, og A. nr. 479. Johanne Steffenhagen, der var ansat på SD-kontoret i Aabenraa, har oplyst, at foruden gennemlysninger fik Köhnert også oplysninger om personer, der af politiske grunde var under observation, og nogle af skrivelserne drejede sig om personer, der mistænktes for sabotage eller illegal virksomhed. Omtrent hver 14. dag kom der desuden stemningsberetninger, og det var de eneste skrivelser, man modtog med nogenlunde bestemte mellemrum. 6) Johanne Steffenhagens forklaring til rapport af 19. juli 1946. A, nr. 476. -

Side 194

- Peter Larsen har dog nægtet at have givet Köhnert meddelelser af nogen art om danske personer og hævder, at det ikke er rigtigt, når Köhnert påstår at have mod-taget indberetninger om tyskfjendtlige personer. Han har kun sendt Köhnert de såkaldte gennemlysninger og beretninger om det tyske militærs mangelfulde optræ-den, samt afskrifter af afdelingsledernes og kredsledernes indberetninger. Forkla-ringer, som er afgivet af Organisationsamts personale, bekræfter, at disse indberet-ninger gik til Köhnert. Frøken Kortsch har oplyst, at de som regel var underskrevet med et mærke, et bogstav eller et nummer og i almindelighed indeholdt en „Bericht zur Lage". Mærkerne blev ikke taget med ved afskrivningen. Foruden oplysninger om partiets arbejde og lokale forhold indeholdt de også meddelelser om tyskfjendtlige udtalelser og demonstrationer. 1) A. nr. 479; A. nr. 476, note 1. Af den såkaldte gule partibefaling for 1943 fremgår det også, at afdelingslederne til stadighed skulle sende politiske indberetninger angående boykot, afskedigelse m. m. til kredslederne, som to gange om måneden skulle tilstille Organisationsamt en politisk indberetning med de indsendte beretninger og meddelelser som bilag. 2) A. nr. 463.

Materiale funder i SDs arkiv

Det materiale, som er fundet i SDs arkiv i Aabenraa, viser iøvrigt, at Köhnert har modtaget oplysninger fra Peter Larsen til brug for det tyske sikkerhedspolitis arbejde, bl. a. om terrænsporten i Haderslev, Graasten og Sønderborg, 3) A. nr. 467; og om et våbendepot på Graasten slot. Beretningen herom er afgivet af Usinger, der dels fore-slog at benytte slottet som lazaret eller flygtningehjem, dels spurgte, hvorfor man havde ladet den danske hær og det danske politi løbe og således havde tilført den illegale bevægelse dens bedste og mest aktive kræfter. 4) A. nr. 468. Senere indhen-tede Organisationsamt efter anmod-ning fra Kohnert oplysninger om finske stats-borgere i Nordslesvig. 5) A. nr. 469.

Qestapo og folkegruppen

Af Köhnerts forklaringer fremgår det, at en del af hans materiale blev videresendt til Gestapokontorerne i Aabenraa, Kolding eller Sønderborg, og Fritz Schöhling fra Gestapokontoret i Aabenraa har forklaret, at en sag som regel blev startet ved en skrivelse fra Köhnert, men at man også fik anmeldelser direkte fra medlemmer af folkegruppen, hvilke sager dog så godt som altid var dikteret af personligt uvenskab og ikke medførte undersøgelse. Han har iøvrigt oplyst, at der efter hans mening ikke har eksisteret noget direkte samarbejde mellem Gestapo og Organisationsamt, og lederen af kontoret, kriminalassistent Hinrich Voigts, har forklaret det samme. Af Schöhlings og Gestapomanden Rudolf Erich Donecks forklaringer fremgår det iøvrigt, at der på Gestapokontoret var en fortegnelse over folkegruppens organisationer. Doneck mener, at den var modtaget fra Organisationsamt, men kender i øvrigt ikke noget til samarbejde med Peter Larsen, bortset fra gennemlysninger. Burfeind har oplyst, at der fra Kolding var blevet sendt en liste over afdelingslederne i Tønder-kredsen til kontoret i Aabenraa. Den var vist blevet udarbejdet af en afdelingsleder i Tønder for at lette henvendelser angående gennemlysninger. Burfeind selv besøgte dr. Møller i Graasten den 1. marts 1945 og skrev da i folkegruppeførerens gæstebog: „Visse problemer måtte drøftes. Forhåbentlig til tilfredshed". 6) Schöhlings forklaring til rapport af 27. marts 1946. A. nr. 472. -

Side 195

Anmeldelse til det hemmelige feltpoliti

- Af en sag fra 1944 fremgår det, at NSDAP-N i Sønderborg havde haft forbindelse med det hemmelige feltpoliti, til hvem man havde foretaget anmeldelse af en ung mand i Sønderborg, der var kommet med en nedsættende bemærkning om en SS-mand. Han blev arresteret, men kort efter løsladt. Dette blev meddelt kredslederen i Sønderborg, idet man anmodede om, at den pågældende måtte blive holdt under observation. Hvis han endnu en gang gjorde sig bemærket eller udfoldede tyskfjendt-lig virksomhed, ville man gerne have meddelelse sendt til feltpolitiet, og feltpolitiet ville så foranledige ham overført til en tysk arbejdslejr. 1) A. nr. 464.

Trusler om anmeldelse til værnemagten

I flere tilfælde blev der truet med anmeldelse til værnemagten. I 1940 skrev afdelingslederen i Sønderborg til firmaet H. Willesen, at hvis en folketysk arbejder, der var blevet afskediget, ikke var blevet genantaget inden en vis frist, „vil vi sende en tilsvarende meddelelse til den tyske værnemagt". 2) A. nr. 455 med note 1. Og i oktober 1941 opfordrede Organisationsamt en mand i Løgumkloster, der var beskyldt for at have fremsat fornærmelser mod værnemagten, til enten at bevise sin påstand eller indsende en udførlig skriftlig undskyldning til Organisationsamt. Hvis dette ikke skete, ville „hans uforskammede angreb på tysk ære" straks blive indberettet. 3) A. nr. 459.

Dr. Møller anmelder amtsrådsmedlem Lyck til det danske politi

Også til det danske politi blev der foretaget anmeldelser. Den 12. august 1941 ind-fandt dr. Møller sig hos politimester Agersted og indgav anmeldelse mod amtsråds-medlem Lyck i Varnæs, som han sigtede for at have fremsat fornærmelige udtalelser mod Føreren og værnemagten. Det kom til en diskussion mellem politimesteren og dr. Møller, bl. a. angående SK, og Møller udtalte, at man fra tysk side var ganske ligeglad med, hvad den danske befolkning mente om SKs demonstration, „idet man kun handlede efter, hvad der tjente tyske interesser". Dr. Møller har senere forklaret, at han foretog dette skridt for at undgå, at Lyck skulle blive anmeldt til de tyske myndigheder, og han nægter at have henvendt sig til tyskerne om denne sag. Allerede inden anmeldelsen havde Lanwer dog meddelt gesandtskabet, at folkegrup-peledelsen var af den anskuelse, at Lycks fornærmelse måtte forfølges strafferetligt; og af en skrivelse fra Lanwer til Kassler i januar 1942 fremgår det, at dr. Møller havde haft en indgående drøftelse med gesandten om dette spørgsmål. Politimesteren kom iøvrigt til det resultat, at der ikke kunne indledes strafforfølgning, men dr. Møller ville ikke lade sagen falde. Da han under et ophold i København konstaterede, at man fra Kansteins kontor åbenbart ikke forfulgte sagen videre, bad han Lanwer om at få Kassler til påny at drøfte spørgsmålet med den pågældende afdeling. 4) A. nr. 470 med note 1.

Indberetninger til Organisationsamt og til tyske myndigheden

Til Organisationsamt og senere også til Volksgruppenamt indkom der et meget stort antal beretninger, dels fra de enkelte institutioner og kontorer, dels fra afde-lings- og kredslederne. En partibefaling af 1. april 1941 påbød, at afdelingslederne hver måned skulle foretage indberetning til Organisationsamt, 5) A. nr.482, note 4; og af „den gule" partibefaling fra 1943 fremgår det, at afdelingslederne til stadighed skulle sende politiske indberetninger til kredslederne, der den 1. og 15. i hver måned skulle give Organisationsamt en indberetning under vedlæggelse af de indsendte beretninger og meddelelser. 6) A. nr. 463. En del af organisationerne indsendte iøvrigt deres beretninger direkte -

Side 196

- til de rigstyske myndigheder, især til Vomi, men i juli 1941 kunne Renthe-Fink meddele Ausw. Amt, at dr. Møller nu ville forbyde dette, og at beretningerne udeluk-kende skulle gå over folkegruppekontoret, for at man dér kunne foretage en under-søgelse af deres pålidelighed. Grunden var den, at DBN i en beretning havde over-drevet den danske boykot og brugt udtryk som: „stærk trusel mod eksistensen og tilintetgørelse af den tyske eksistensmulighed". 1) A. nr. 482, note 4. I 1942 blev det fastslået, at de „tilsluttede organisationer" kun måtte sende arbejdsberetninger til kontorer i Tyskland, såfremt der samtidig blev tilstillet folkegruppekontoret en afskrift heraf. Indeholdt beretningerne en politisk bemærkning, skulle de i original forelæg-ges folkegruppeledelsen. 2) A. nr. 94 med note 1.

Folkegruppens arbejdsberetninger

Peter Larsen har udtalt, at han efter den 9. april, vist efter ordre fra Vomi, begynd-te at sende kredsledernes månedsberetninger dertil, men at han ikke udarbejdede en samlet indberetning. I hvert fald fra 1941 blev der imidlertid udarbejdet „arbejds-beretninger", der som regel omfattede een måned, undertiden to. De kendes fra marts 1941 til april 1942 og indeholdt beretninger om folkegruppens politiske, kultu-relle, økonomiske og sociale arbejde og en redegørelse for virksomheden indenfor SK, Frauenschaft og ungdomsorganisationerne. Til slut var der en afdeling: „Fra den nationale modstanders lejr", der gav konkrete oplysninger om danske overgreb. Larsen har forklaret, at det ikke var ham, der sammenarbejdede disse beretninger, men at bearbejdelsen muligvis blev foretaget af dr. Kragh, mens Asmus Wilh. Jür-gensen samlede rubrikken „Fra den nationale modstanders lejr'*.

Vomi imod, at beretningerne sendes til konsulatet

Et eksemplar af disse arbejdsberetninger blev også sendt til konsulatet, 3) A. nr. 482, note 4; hvilket voldte en del utilfredshed i Vomi, og da dr. Behrends i 1942 var i Nordslesvig, kritiserede han dette forhold, idet han sagde, at han personlig ville afgøre, til hvem beretningerne, hans beretninger, skulle videresendes. Han kunne ikke finde sig i, at de blev bedømt fra anden side, uden at han vidste, hvilken stilling man havde taget dertil. Han så jo heller ikke gesandtskabets beretninger, og han ville ikke til stadighed stå under formynderskab af Ausw. Amt. Under drøftelsen med Lanwer blev han dog noget mere medgørlig og sagde, at efter hans mening kunne beretninger om kendsgerninger også i fremtiden udleveres. Han havde troet, at kon-sulatet også ville have folkegruppeførerens politiske månedsberetninger, som første gang efter den nye forordning blev aktuelle i august, og som udelukkende var be-stemt for Vomi.

Kompetencestrid mellem Ausw. Amt og Vomi

Hele denne drøftelse hang sammen med kompetencestriden mellem Vomi og Ausw. Amt, idet man indenfor de diplomatiske kredse mente, at forbindelsen med Vomi burde gå via gesandtskabet i København, og at man her skulle have afskrifter af alle indberetninger og skrivelser, der blev sendt til Vomi. I december 1941 fastslog Luther, at alle ordrer, som af en myndighed i Tyskland blev sendt til folkegruppe-førerne, og som kunne få politiske følger, skulle godkendes af Ausw. Amt. Kort før Behrends' besøg i Nordslesvig havde Vomi derimod påbudt, at de månedlige arbejds-beretninger kun måtte sendes dertil, men i august 1942 bad Renthe-Fink Ausw. Amt foranledige, at Vomi ophævede denne ordre, og pålagde folkegruppen at meddele konsulatet alle beretninger, der kunne tænkes at have nogen som helst politisk betydning. 4) A. nr. 93, note 1.

Side 197

„Tätigkeitsberichte"

I 1943 gik Vomi over til at forlange indsendelse af „Tätigkeitsberichte", som blev samlet på folkegruppekontoret og indsendt derfra. De omfattede arbejdsberetninger fra de forskellige folkegruppeorganisationer som f. eks. DBN og arbejdsberetninger fra Peter Larsen, hvilke vistnok bestod af kredsledernes månedsberetninger. Peter Petersen foretog ikke nogen bearbejdelse af materialet, men sendte det direkte til Vomi. 1) A. nr. 482, note 4. Det er jo muligt, at denne indberetningsform er blevet gennemført lidt tidligere, så der her er tale om de nye politiske beretninger, som første gang skulle indsen-des til Vomi i august 1942. A. nr. 93.

Indsendelse til Organisationsamt af oplysninger om danske overgreb og om sabo-tage

Den 4. oktober 1938 blev der i „Nordschleswigsche Zeitung" offentliggjort et opråb med opfordring til at indsende indberetninger om tyskfjendtlige udtalelser til Organi-sationsamt, og kort efter 9. april synes der at være udstedt en partibefaling angående indsendelse af oplysninger herom. 2) A. nr. 22, note 1. I to skrivelser, som kreds-lederen i Tønder udsendte den 17. og 28. april 1940, hed det, at indsamling af oplysninger om boykot, trusler, afskedigelse m. m. skulle fortsættes og materialet sendes til kredskontoret. 3) A. nr. 19 og 22. I en partibefaling fra 1943 erindrede dr. Møller om, at der til stadighed skulle indsendes „politiske indberetninger" angående boykot og afskedigelse m. m. Disse indberetningers politiske betydning kunne ikke overvurderes, men den bestod ikke i offentliggørelse i „Nordschleswigsche Zeitung". 4) A. nr. 463. I en skrivelse til afdelingslederne mindede Organisationsamt i august 1943 om, at det var vigtigt, at der så hurtigt som muligt blev indsendt indberetninger om demonstrationer, sabotagehandlinger og overgreb mod folketyskere, 5) A. nr. 461; og et par uger senere skrev Peter Larsen til afdelingslederne, at man til stadighed skulle have opmærksomheden henvendt mod sabotage, og at der skulle føres kontrol med mistænkelige kredse, idet der i givet fald omgående skulle ske indberetning til de myndigheder, „til hvem afværgelse af sabotage er overdraget". Forekom der et tilfælde af sabotage, skulle der gives meddelelse til Organisationsamt med udførlige oplysninger om virksomhedens indehaver, skaden, mistanke om gerningsmand o.s.v. Angående udtrykket de myndigheder, „til hvem afværgelse af sabotage er over-draget", har Larsen forklaret, at der hermed mentes Organisationsamt, mens Schön-feldt har udtalt, at der i denne forbindelse kun kunne være tænkt på SD.

Peter Larsen ønsker ikke, at folketyskerne har direkte forbindelse med tyske politi- og værnemagtsmyndigheder

Efter Peter Larsens udsagn blev skrivelsen om sabotage udsendt, fordi flere parti-medlemmer havde henvendt sig direkte til besættelsesmagten med oplysninger, og afdelingslederne blev bestormet med meddelelser fra folkefæller. Han havde givet afdelingslederne besked om, at de ikke måtte lade disse gå videre til de tyske politi- og værnemagtsmyndigheder. Partimedlemmerne skulle gå „tjenstevejen", så at beretningerne via afdelings- og kredslederne blev sendt til Organisationsamt, og det var det, skrivelsen skulle fastslå. Der indkom iøvrigt kun ganske få indberetninger i henhold til skrivelsen, og de blev ikke videresendt til tyskerne. Han havde givet sit personale ordre til at tilintetgøre de beretninger, der kunne bringe folk i fare. Det var fra først af hans mening, at oplysningerne ikke skulle længere end til Organisations-amt, og i virkeligheden var skrivelsen bluff. Ved en anden lejlighed har Larsen dog forklaret, at skrivelsen må ses på baggrund af en henvendelse fra Rudolf Stehr om, at de tyske myndigheder i København „holdt Folkegruppen forpligtet til at medvirke ved Beskyttelsen af Virksomheder i Landsdelen". -

Side 198

- Det var iøvrigt ikke forbudt de enkelte medlemmer at have tilknytning til Gestapo og lignende organisationer, selvom det var mod ledelsens idé. Derimod måtte lederne absolut ikke have forbindelse med det tyske politi. Jep Schmidt har oplyst, at han efter henstilling fra dr. Møller i 1944 meddelte sine afdelingsledere, at de ikke måtte have med det tyske politi at gøre. Også andre af folkegruppens ledere har omtalt forbudet mod samarbejde med SD og SP. 1) A. nr. 462 med note l og 2.

„Merkblatt"

Da man i 1944 udsendte et Merkblatt for de tidsfrivillige, blev det heri fastslået, at den tidsfrivillige ufortøvet skulle afgive melding til sit militærkontor om særlige hæn-delser som sammenstød med danske civilpersoner eller dansk politi, mistanke om sabotage, spionage m.m. Schönfeldt har oplyst, at der i forvejen var blevet forhand-let med en repræsentant for folkegruppeledelsen om denne bestemmelse. Fra værnemagtens side blev det fastslået, at partiorganisationen skulle stille sig til rådighed for bekæmpelse af sabotage, men dette blev ikke absolut accepteret. Man lovede at give besked, men da denne ikke kom, indsatte Schönfeldt selv dette stykke. 2) A. nr. 388 med note 1.

Indberetninger om danske „Gehässigkeiten" til Vomi

Under Rimanns besøg hos den tyske folkegruppe kort efter 9. april 1940 udtalte folkegruppeledelsen, at forholdene i Nordslesvig var uholdbare for folkegruppens medlemmer. 3) Se nærmere s. 19. Kort efter blev det bestemt, enten af dr. Behrends eller Lorenz, at folkegruppeledelsen skriftligt skulle indberette om de episoder, der forekom, og i den følgende tid indgik disse beretninger regelmæssigt til Vomi. Rimann har udtalt, at beretningernes indhold „paa ingen Maade godtgjorde, at For-holdet for den tyske Folkegruppes Medlemmer var „unerträglich", Vomi var vant til at se helt andre og meget grovere Beretninger, som blev dem tilsendt fra Folketyskere i andre Lande". Beretningerne blev videresendt til Ausw. Amt, og det var de tyske myndigheders hensigt ved lejlighed at benytte beretningerne, f. eks. overfor den danske regering, men han ved ikke, om der er gjort brug af dem til dette formål.

Af de foreliggende oplysninger fremgår det, at der i hvert tilfælde har foreligget 6 rækker af disse indberetninger om „Gehässigkeiten" med ialt 235 numre. Den 6. ræk-ke blev sendt til konsulatet den 29. maj 1941, men også i den følgende tid fortsatte man med disse beretninger, og af et brev, som Lanwer skrev i oktober 1942, fremgår det, at de blev sendt både til Vomi og til det tyske konsulat. Peter Larsen har forklaret, at bearbejdelsen blev foretaget af Peter Kragh, der forsynede indberet-ningerne med overskrift, og også dr. Møller har udtalt, at dr. Kragh har behandlet materialet. Dr. Kracht var forbindelsesmand mellem Vomi og den tyske folkegruppe, og indberetningerne blev sendt til ham, for at han kunne lade dem gå videre. 4) Rimanns forklaring til rapport af 12. marts 1948, A, nr. 482 med note 2—3. Eksempler på disse beretninger er trykt A. nr. 453.

Den politiske betydning af disse indberetninger

I partibefalingen fra 1943 hed det, at den politiske betydning af indberetningerne om danskernes boykot m. m. ikke kunne overvurderes, 5) A. nr. 463; og i dr. Møllers skrivelse af 21. oktober 1940 hed det: „5. række af situationsberetningerne viser tydeligt, at spændingen i vort grænseland desværre stadig er stigende". 6) A. nr. 59. Da Lanwer i august 1940 meddelte folkegruppeledelsen, at gesandten ønskede at få beretninger om de tyske klager, -

Side 199

- udtalte han, at det var så meget lettere at anmode herom, som han troede, „at den virksomhed, som jeg beder Dem om, sikkert også fra Deres side bliver opfattet som en ubetinget støtte for Deres opgaver". 1) A. nr. 457.

Renthe-Fink ønsker oplysninger om folketyskernes klagepunkter

Den 14. juni 1940 pålagde Renthe-Fink det tyske konsulat til stadighed at sende indberetninger om folketyskernes klagepunkter, særlig om økonomisk boykot, tvangs-auktioner og arrestationer af kvinder, der havde haft omgang med medlemmer af værnemagten, om håndgribeligheder og udskejelser fra dansk side og om angreb i den danske grænsepresse. Han ønskede at få meddelelser om konkrete tilfælde med angivelse af tid, sted og de impliceredes navne, så han kunne gøre dem til genstand for forestillinger overfor de danske myndigheder. Han bad især om, at Lanwer af dr. Møller, Stehr og Larsen fik oplysninger om de tilfælde, som var disse herrer bekendt. 2) A. nr. 454. Lanwer lod meddelelsen gå videre til Larsen, Stehr og dr. Møller den 5. august, idet han bad dem tilintetgøre skrivelsen, når den var blevet taget til efter-retning. 3) A. nr. 457. Men allerede noget før modtagelsen af denne skrivelse havde Organisationsamt sendt Lanwer meddelelser med sammenfattende beretninger om boykot og jordkampspolitik og om forholdet mellem tyskere og danskere i almin-delighed. 4) Lanwer til Schaller 30. juli 1940. A. nr. 456.

Peter Larsen sender konsulatet oplysninger om danske embedsmænd

I december 1942 gav Peter Larsen konsulatet oplysninger om forskellige danske embedsmænd. 5) A. nr. 460. Om disse indberetninger har Larsen udtalt, at hvis han ikke havde påtaget sig denne opgave, ville de tyske myndigheder uden tvivl have indhentet oplysningerne udenom folkegruppen, og så var der jo ingen garanti for, at de var blevet objektive. Folkegruppen havde altid været imod, at der blev grebet ind overfor danske personligheder i Nordslesvig, og han mente bestemt, at de oplysninger, han indhentede fra sine afdelingsledere, ikke ville blive af en sådan art, at de kunne medføre anholdelse af de danske embedsmænd. 6) Peter Larsens forklaring til rapport af 29. oktober 1946. A. nr. 479.

klik til Beretning XIV -    Bilag Bind 1
 
Det tyske mindretal under besættelsen
danske dokumenter og oversættelser af tyske dokumenter