Foruden disse mere omfattende aktioner vedrørende større grupper af internerede forsøgte folkegruppen og en række enkelte tyskere, bl.a. Asmus Wilh. Jürgensen, gårdejer Schmidt i Øster-Terp, Elholm, bankdirektør Kasch i Tønder og flere andre, at udvirke løsladelsen af arresterede danskere. De fleste henvendelser fra folkegruppen skete gennem dr. Best, men også andre forbindelser blev udnyttet, ikke mindst til SS og det tyske sikkerhedspoliti SD; bl.a. havde dr. Møller i flere tilfælde kontakt med Köhnert i Aabenraa. Der var fra tysk side ikke særlig begejstring for de mange aktio-ner, og dr. Møller har fortalt, at når Stehr henvendte sig til Bovensiepen eller dr. Hoff-mann, blev han modtaget med bemærkningen: „Nå! Rettungsaktion Møller!". 2) A. nr. 136.

Angående begrundelsen for interventionerne har dr. Møller forklaret, at han over-for dr. Best gjorde gældende, at han så det som en af sine politiske opgaver at bidra-ge til, at roen i Nordslesvig ikke blev forstyrret, og med dette argument stod dr. Best temmelig stærkt overfor det tyske politis modstand. I forbindelse med politimester-aktionen anførte han, at denne fra dansk side let kunne blive udlagt, som om det var folkegruppen, der havde foranlediget arrestationerne af politiske modstandere. Aktionen var jo også i afgjort modsætning til folkegruppens mål: at kunne danne bro mellem Danmark og Tyskland efter krigen. 5) A. nr. 136.

Efter de alvorlige luftangreb på Hamborg i 1943 meddelte dr. Møller den rigsbe-fuldmægtigede, at folkegruppen ønskede at modtage 1000 — 1500 bomberamte per-soner. Rigsudenrigsministeren og rigsfører-SS udtalte sig dog imod, at disse fik lov til at rejse ud af landet, og dr. Best gjorde i denne forbindelse opmærksom på, at et sådant forbud ville blive følt som en stor rigorisme, ikke mindst hvor der var tale om familietilknytning og venskabsforbindelser, og at det kunne give anledning til for-modninger og rygter, som ikke ville være ønskelige af politiske grunde. 2) Dr. Best til Ausw. Amt 2. august 1943. A. nr. 114.

I de sidste måneder før kapitulationen begyndte de tyske flygtninge at strømme ind over Danmark. Via det tyske kontor rettede dr. Best en indtrængende appel til den tyske folkegruppe om at modtage så mange flygtninge som muligt i de tyske hjem i Nordslesvig, og man mente, at det på grund af den foreliggende nødsituation var nødvendigt at imødekomme dr. Bests ønske. Når der overhovedet skulle flygt-ninge til Danmark, måtte det i første række være folkegruppen, som tog imod dem. Stehr gjorde udenrigsministeriet bekendt med disse synspunkter, og man havde her forståelse for det standpunkt, der var blevet indtaget. løvrigt var Stehr under gennem-førelsen af flygtningeaktionen i Nordslesvig forbindelsesmand mellem folkegruppen og myndighederne i København. 3) Stehrs forklaring til rapport af 1. august 1945. A. nr. 137.

På hjemvejen fra Berlin besøgte dr. Møller i marts 1945 Gauleiter Lohse, som mente, at situationen var håbløs. Da dr. Møller var kommet tilbage til Nordslesvig, lagde han ikke skjul på sin opfattelse af de militære forhold og fortalte offentligt, at krigen var tabt for Tyskland. Fra værnemagtskommandantens kontor i Aabenraa fik Köhnert melding herom, og som det var hans pligt, lod han denne meddelelse gå videre til Bovensiepen og Pancke. Bovensiepen har senere oplyst, at indberetningen blev videresendt til von Löw i Reichssicherheitshauptamt og muligvis også til Vomi. 4) Köhnerts forklaring til rapport af 2. september 1946. A. nr. 477; note l til A. nr. 136.

regeringsembedsmænd i Berlin fremsætte. Möller og Jacobsen protesterede ikke imod folkegruppeførerens udtalelser, men syntes måske nok, at hans opfattelse var „temmelig langt ude". løvrigt skete der ikke noget i sagen, der snart druknede i begivenhedernes voldsomme forløb. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 22. juni 1945. A. nr. 136. Også i anledning af dr. Møllers kassation af SS-Ersatzkommandos indkal-delsesordrer i april 1945 skulle der have været skredet ind overfor ham, men dr. Best forhindrede dette. 2) Dr. Bests beretning af 16. december 1947. A. nr. 143.

Angående oprettelsen af det tyske kontor under statsministeriet har dr. Møller forklaret, at han gennem mange år havde syslet med tanken om et sådant kontor, der skulle være forbindelsesled mellem folkegruppen og den danske regering. Gennem historiske studier og samtaler med professor Scheel i Kiel var han nået frem til den opfattelse, at forholdet mellem dansk og tysk havde været yderst roligt under helstaten, da der fandtes et særligt tysk kancelli. Det syntes ham derfor naturligt engang ad åre at forsøge en sådan løsning, hvorved man undgik at oppiske de politiske lidenskaber, hver gang der skulle være valg. I denne forbindelse var han også inde på tanken om et nationalt kataster over folkegruppens medlemmer. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 20. juni 1945. A. nr. 170.

Spørgsmålet om et folketysk kontor var iøvrigt nøje knyttet til folkegruppens ønske om en særlig folkegrupperet. 2) Se s. 41 f. Den 6. januar 1942 havde Lanwer en længere drøftelse med dr. Møller herom. Det fremgik af Lanwers referat af denne samtale, at man havde tænkt sig, at folkegruppeføreren indenfor den danske administrations rammer skulle have en stilling som departementschef. 3) A. nr. 81. Tanken om et særligt tysk kontor i København tog efterhånden fastere form, og den 17. november 1942 kunne Lanwer indberette til gesandtskabet, at dr. Møller i forbindelse med Bests forestående besøg i Sønderjylland ønskede at lade sine medarbejdere redegøre for de forskellige planer og forslag vedrørende de vigtigere nationalitetsspørgsmål, herunder også oprettelsen af et folketysk centralkontor i København. 4) A. nr. 96. Da man i slutningen af året 1942 nåede frem til at formulere programmet for det kulturelle selvstyre, var planen om et særligt tysk kontor også taget med heri. § 12 lød: „Til ordning af alle enkeltheder, som måtte opstå i forbin-delse med de forannævnte punkter, får den tyske folkegruppe en repræsentation i det danske statsministerium. Denne repræsentation er mellemled mellem folkegruppen og de enkelte danske ministerier. Disse forhandler med folkegruppen gennem dens repræsentation i statsministeriet". 5) A. nr. 187. Folkegruppens ønske om kulturel autonomi blev forelagt den rigsbefuldmægtigede, og på et møde i Ausw. Amt den 17. december 1942 kunne Kassler redegøre for det opstillede program, her-under også det ønskede „forbindelseskontor hos den danske regering i København". Han tilføjede dog, at dr. Best endnu ikke havde afsluttet behandlingen af disse spørgsmål. 6) Kasslers referat af 13. januar 1943. A. nr. 101.

Folkegruppen og valget. Dr. Møllers henvendelse til Vomi

Side 66

Dr. Møller drøftede muligheden for oprettelsen af et særligt folkegruppekontor med det lille politiske råd, som var enig med ham i, at man ikke kunne deltage i valget, og at det var ønskeligt at få et tysk kontor i København. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 20. juni 1945. A. nr. 170.

Dr. Møller foretog derefter en henvendelse til Vomi, hvori han udførligt redegjorde for folkegruppens stilling til valgene. Han udtalte, at man fra tysk side måtte være interesseret i, at valget blev afholdt, da det tyske rige måtte ønske en rolig udvikling og en styrkelse af regeringen Scavenius' stilling. Også de danske nationalsocialister var glade for et valg, idet de håbede at kunne gøre et fremstød ved hjælp af de danske arbejdere i Tyskland. Hos folkegruppen var der dog ingen interesse for et valg, idet det i den nuværende situation ikke ville være forsvarligt at svække dens krigsmæssige indsats gennem deltagelse heri. Hertil kom, at det ikke ville være muligt at lade de 7. 500 folkefæller, som i øjeblikket var fraværende fra Nordslesvig, afgive deres stemmer. Man måtte derfor regne med en talmæssig tilbagegang ved valget, hvilket måtte anses for uønsket, set fra den rigstyske politiks synspunkt. Men hvis folkegruppen på den anden side ikke deltog i valget, ville dens folketings-mandat gå tabt, og det var i så fald nødvendigt, at der oprettedes en repræsentation for folkegruppen, hvorved der kunne skabes en central for dens interesser i København, en central, der både kunne anvendes i den dansk-tyske forståelses- og den almindelige rigstyske politiks interesser. Der burde straks fremsættes krav om et sådant „kancelli" i forbindelse med forhandlingerne om den tyske valgdeltagelse. 2) Vomi til Ausw. Amt 6. februar 1943. A. nr. 144.

Den 6. februar blev dr. Møllers brev kommuniceret Ausw. Amt, som den 11. februar gav dr. Best underretning. Der fandt derefter et møde sted mellem Best og dr. Møller. Den rigsbefuldmægtigede lod Møller forstå, at det var ham ubelejligt, at folke-gruppeføreren havde henvendt sig til Vomi, idet han måtte holde på, at indbe-retninger vedrørende Danmark samledes hos ham og kun skete via og ved ham. Heroverfor hævdede dr. Møller, at det var hans pligt at afgive indberetning til Vomi, som var hans „foresatte myndighed". 3) Kassler til Lanwer 19. februar 1943. A. nr. 145. Datoen for Ausw. Amts brev til dr. Best fremgår af A. nr. 146. Dr. Møller bekræftede iøvrigt overfor dr. Best, at oprettelsen af en repræsentation i det danske statsministerium ville have større værdi for ham end hans nuværende folketingsmandat, da han som enmandsfraktion alligevel ikke kunne være med i udvalgsarbejdet eller få indflydelse på rigsdagsarbejdet. Han havde allerede antydet dette ønske overfor Scavenius. I et telegram af 24. februar 1942 oplyste dr. Best, at Scavenius derefter havde henvendt sig til ham angående sagen. „Han erklærede overfor mig", hedder det, „at denne plan absolut er indlysende for ham, og at han anser det for muligt at realisere den". løvrigt udtalte Best, at Møllers ønsker ikke var i modstrid med hans forslag om at give tilladelse til afholdelse af de danske valg. 4) A. nr. 146.

Den 23. februar afholdtes ministermøde, og her oplyste statsministeren, at man havde haft en samtale med dr. Best, og at denne havde ventileret tanken om et folketysk kontor under statsministeriet. 5) ber. IV A 490. Samme aften fik redaktør A. Svensson, der var formand for det sønderjyske Dansk Samråd, meddelelse om de tyske ønsker. Næste dag opsøgte han direktør Svenningsen, overfor hvem han gjorde gældende, at

et sådant kontor syntes meget betænkeligt, da det ville være et brud med den hidtidige mindretalslovgivning. Direktøren mente dog ikke, der kunne være stort at sige hertil. Den 25. februar afholdt de sønderjyske rigsdagsmænd et møde, hvor sagen blev drøftet, og resultatet af drøftelserne blev endnu samme dag meddelt udenrigsministeriets direktør. Man ville være meget betænkelig ved et særligt tysk kontor, hvilket let ville medføre, at samtlige mindretals-spørgsmål ikke blev et indre dansk, men et dansk-tysk anliggende, og mindretallet ville på den måde få en særstilling, som dets størrelse slet ikke berettigede til. Der ville derved med eet slag være brudt med den danske mindretalspolitik, der havde været ført siden 1920. Resultatet af mødet blev iøvrigt, at man ønskede de herhen hørende problemer rejst indenfor de forskellige rigsdagsgrupper. 1) Redaktør A. Svensson i „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 61—63. Svensson til Svenningsen 25. februar 1943. A. nr. 147.

Dagen efter, den 26. februar, blev spørgsmålet drøftet på et møde i samar-bejdsudvalget. Indenrigsministeren udtalte, at en ordning med et særligt kontor ikke var særlig god, og P. Munch mente ligeledes, at det ville være farligt med et sådant kontor. 2) ber. IV A 776. I begyndelsen af marts blev der ført en del forhandlinger om spørgsmålet, dels i partigrupperne, dels i samarbejdsudvalget. Man blev enig om at afvise tanken om et tysk kontor og samledes i stedet om følgende muligheder: 1: Et af indenrigsministeren stillet forslag om, at dr. Møller skulle have samme adgang til at varetage det tyske mindretals interesse i ministerierne som hidtil. 2: Forlængelse af dr. Møllers mandat gennem kgl. reskript. 3: Ændring af valgloven, hvorved der på forhånd sikredes mindretallet et mandat i folketinget. Den 4. og 5. marts holdtes møder i samarbejdsudvalget og i et af dette nedsat underudvalg. Det viste sig, at socialdemokraterne, de konservative og de radikale var villige til at forhandle om disse tre muligheder, mens venstre kun ville forhandle om indenrigsministerens forslag. Socialdemokraterne var dog mest stemt for forlængelse af dr. Møllers mandat. Statsministeren tillagde ikke spørgsmålet den samme betydning som de parlamentariske ministre og rigsdagen, men bøjede sig loyalt for den holdning, de havde indtaget. 3) „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 63 f. Referat af samarbejdsudvalgets møde den 4. marts findes i ber. IV A 777. Gengivelsen af udtalelserne er dog så kortfattet, at det ikke altid er let at se, hvilket standpunkt de enkelte har indtaget.

Side 68

for at være uforeneligt med grundloven. Dr. Møller meddelte Scavenius, at han ville underrette dr. Best om de førte forhandlinger. 1) Rapport om afhøring af dr. Møller 20. juni 1945. A. nr. 170.

Endnu samme eftermiddag ringede dr. Best til direktør Svenningsen. Han udtalte, at efter de instrukser, han havde fået fra Berlin, var det en absolut forudsætning for afholdelse af valg, at der blev fundet en for den tyske folkegruppe tilfredsstillende ordning af dens repræsentation. Dette var en conditio sine qua non. Blev den ikke opfyldt, gik hele sagen i stykker. 2) I de foreliggende tyske akter findes intet, der bekræfter, at Ausw. Amt virkelig har stillet dette krav. Der må have foreligget et telegram af 27. februar vedr. valget, men da det er skrevet før notitsen af 2. marts (A. nr. 148), kan det næppe have indeholdt sådanne krav. Dr. Best var ilde berørt. Han fandt det kortsynet, at man stillede sig så afvisende netop for folkegruppens vedkommende, og fremhævede, at man i Berlin lagde afgørende vægt på, at folkegruppen blev stillet tilfreds, og at han måtte overlade til den selv at afgøre, hvad den fandt tilfredsstillende. Han bad direktør Svenningsen foranledige, at hele spørgsmålet om valget blev stillet i bero, indtil der var fundet en ordning af dette spørgsmål. 3) Svenningsens notits af 6. marts 1943. A. nr. 149. Dr. Møller har senere forklaret, at folkegruppen hverken overfor dr. Best eller andre tyske myndigheder havde forlangt, at kontorets oprettelse fra tysk side skulle opstilles som en betingelse for valgets afholdelse. 4) A. nr. 170.

Dagen efter faldt afgørelsen. Den 6. marts om formiddagen holdt den konserva-tive rigsdagsgruppe et møde, hvori det blev vedtaget at nedsætte et udvalg, bestå-ende af Kraft, Lange, Fibiger, Hendriksen og Svensson. Hvis udvalget blev enigt, skulle det kunne træffe den endelige afgørelse på gruppens vegne. Lidt senere på dagen havde samarbejdsudvalget et møde, hvori hele ministeriet var tilstede. Statsministeren redegjorde her for samtalen med dr. Best og fremhævede som sin personlige mening, at det var ugørligt at opgive valget. Det ville svække, måske umuliggøre regeringens stilling. Kl. 15 mødtes det konservative underudvalg. Svens-son beklagede, at regering og rigsdag på denne måde blev tvunget til at gå med til noget, som man principielt var imod, og han måtte nære ængstelse for den sønderjyske befolknings reaktion overfor dette skridt. Kl. 16 mødtes samarbejds-udvalget atter, og her tiltrådte alle forslaget om det tyske kontor. 5) Redegørelsen bygger på Svenssons skildring i „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 64 f. Referat af samarbejds-udvalgets møde den 6. marts mangler i udvalgets protokol, idet sekretæren, Oluf Pedersen, ikke var tilstede; ber. IV A 778.

Endnu samme dags eftermiddag meddelte Scavenius dr. Møller den trufne beslut-ning, der gik ud på, at man havde „besluttet at oprette en Stilling under Stats-ministeriet, der under disse Forhold giver Folkegruppen Adgang til overfor Rege-ringen at forebringe Spørgsmaal, der berører dens Interesser". De fornødne midler ville blive stillet til rådighed ved bevilling på finansloven. Om aftenen meddelte dr. Møller, at folkegruppen accepterede det gjorte tilbud, og at også dr. Best var indfor-stået med dette. 6) A. nr. 149.

det derfor var planlagt at oprette en lignende institution i Rumænien. 1) Referat-notits fra Abt. Deutschland a£ 2. marts 1943. A. nr. 148. Den 8. marts gav dr. Best Berlin meddelelse om udfaldet af forhandlingerne med den danske regering, idet han oplyste, at dr. Møller var meget tilfreds med resultatet og havde kaldt den 6. marts en historisk dag for folkegruppen. 2) A. nr.151.

Samme dag som dette telegram indløb i Berlin, anmodede Ausw. Amt imidlertid dr. Best om med dr. Møller at drøfte muligheden af, at man både fik den påtænkte repræsentation i statsministeriet og samtidig bevarede folketingsmandatet. 3) A. nr. 160. Men dr. Møller holdt fast ved, at folkegruppen hverken kunne eller ville deltage i valget. Den ville kun tænke på sin krigsindsats og ikke på valg, og iøvrigt var han meget tilfreds med det resultat, der var blevet nået ved aftalen med Scavenius. 4) Dr. Best til Ausw. Amt 9. marts 1952. A. nr. 152. Lidt senere kom man i Ausw. Amt i tanker om, at aftalen om oprettelsen af det tyske kontor muligvis burde „forankres på mellemstatlig basis", således at der blev truffet aftale derom gennem noteudveksling. Hvis dette var uopnåeligt, burde den danske regering give det tyske gesandtskab officiel meddelelse derom, en meddelelse, der så skulle bekræftes. I en telefonisk samtale oplyste Kassler imidlertid, at dr. Best ikke mente, det var nogen mellem-statlig sag, og tog afstand fra en noteudveksling. Den 11. marts telegraferede den rigsbefuldmægtigede til Ausw. Amt, at Tysklands politiske stilling i Danmark efter hans mening var tilstrækkelig garanti for, at den danske regering holdt sig til aftalen, og han anså det ikke for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at træffe en mellemstatlig aftale om kontoret. „Den ville", udtalte han, „kun betyde en unødvendig forpligtelse for det tyske rige, mens den nuværende tilstand lader alle muligheder åbne for os ud i fremtiden til at udforme folkegruppens forhold til den danske stat". 5) A. nr. 153 og 154. Den 17. marts telegraferede Ausw. Amt til dr. Best: „Er indforstået med Deres opfattelse". 6) A. nr. 160; jfr. A. nr. 158.

Heinrich Himmler havde ikke været med i drøftelserne om den tyske folkegruppes deltagelse i de danske valg. Han læste derom i bladene. Selvom han ikke i forvejen havde fået afgørelsen forelagt, var han dog indforstået med den, da den efter hans opfattelse var rigtig. Da han den 11. marts meddelte SS-overgruppefører Werner Lorenz dette synspunkt, bad han ham med SS-gruppefører Berger drøfte, om den tyske folkegruppe ikke samlet kunne stemme på „den danske nationalistiske liste", da de danske nationalsocialister ikke måtte have nogen tilbagegang i stemmetal. 7) A. nr. 155. Behrends fra Vomi drøftede derefter dette spørgsmål med dr. Best, og den 12. marts meddelte han Himmler, at denne havde oplyst, at der i henhold til rigs-førerens forslag allerede var blevet indledt forhandlinger mellem dr. Møller og Fritz Clausen. Dr. Best gik ind for folketyskernes deltagelse i valget på Clausens liste, hvorved dr. Møller dog måtte være frit stillet med hensyn til måden for gennem-førelsen. Behrends foreslog derefter følgende: Udadtil skulle folkegruppen ikke deltage i valget, men faktisk skulle tyskerne stemme på Clausens liste. Instruks herom skulle mundtlig gå fra mand til mand. Dr. Møller skulle have tilladelse til at holde enkelte officielle repræsentanter for folkegruppen tilbage fra valget. 8) A. nr. 156. I et brev til dr. Brandt oplyste 

Behrends samme dag, at dr. Møllers synspunkt var det, at det efter de trufne aftaler ville være illoyalt at deltage i valget, og at stemmeafgivningen i visse tilfælde sikkert ville blive så stor, at det kunne fastslås, at der var afgivet tyske stemmer på de danske lister. Skulle der stemmes på Clausen, måtte dr. Møller også have ret til at træffe afgørelse om, at stemmeafgivning ikke skulle finde sted i de kommuner, hvor en sådan valgdeltagelse ville blive bemærket. 1) A. nr. 157.

Den 14. marts afholdtes et underførermøde i Tinglev. Dr. Møller gav her en redegørelse for forhandlingerne om oprettelsen af det tyske kontor. Han betonede, at det drejede sig om en frivillig overenskomst, som ikke var kommet i stand under tysk tryk. Han skildrede dog de store vanskeligheder, som kun var blevet overvundet „med Guds bedste hjælp", og fremhævede, at der under forhandlingerne ikke havde været tale om, at kontoret kun skulle bestå til krigens ophør. 2) Dr. Møller imødegik her udtalelser, der var fremkommet i danske blade; sml. A. Svensson: „Fra et Staasted", s. 75 f. Dr. Møller kom også ind på spørgsmålet om den tyske valgdeltagelse. Det havde oprindelig været hans hensigt, efter hvad konsul Lanwer dagen efter meddelte gesandtskabet, på tydelig måde at opfordre folkegruppen til at undlade at stemme ved valget. Han mente sig forpigtet til en sådan valgparole for at være loyal overfor statsministeren. Han ville fremstille valgdeltagelse som et brud på folkegruppe-disciplinen, og den, der alligevel stemte, ville han true med udelukkelse af det folketyske fællesskab. På grund af den bekendte „sidste ordre" blev han dog nødt til at udtale sig helt anderledes. Denne „sidste ordre" kendes ikke, men dr. Møller har senere oplyst, at „godt en Uges Tid før Valget" mødte overborgmester Kracht op hos ham med et memorandum, udstedt i Himmlers navn. Det gik ud på, at den tyske folkegruppes medlemmer skulle stemme på DNSAPs kandidater. Dr. Møller afviste kravet, da han følte sig bundet af forhandlingerne med Scavenius. Han gav dr. Best meddelelse om sit afslag, og denne billigede hans standpunkt. 3) Dr. Møllers forklaring til rapport af 20. juni 1945. A. nr. 170. På grund af denne „sidste ordre" blev dr. Møller nu nødt til at udtrykke sig meget forsigtigt på Tinglevmødet. Det var Lanwers opfattelse, at han kommenterede den officielle valgparole om ikke at stemme på en sådan måde, at tilhørerne fik det indtryk, at det ikke var forbudt at stemme på Fritz Clausens lister. 4) A. nr. 159. løvrigt oplyste dr. Møller ved denne lejlighed, at Rudolf Stehr var designeret til leder af kontoret. 5) „Nordschleswigsche Zeitung" 15. marts 1943.

Fra dansk side var man imidlertid blevet opmærksom på, at der ikke var udstedt en klar parole om, at den tyske folkegruppes medlemmer skulle blive borte fra valg-urnerne. I „Jydske Tidende" opfordrede redaktør Svensson folkegruppeføreren til at udsende en opfordring herom til de tyske vælgere, og „Hejmdal" sluttede op om dette krav. Svensson henledte også udenrigsministeriets opmærksomhed på det uholdbare i situationen, ligesom J.P. Nielsen, Dynt, foretog en henvendelse til ministeriet. 6) „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 68 f. Den 22. marts indeholdt „Nord-schleswigsche Zeitung" endelig en valgparole, udstedt af dr. Møller, hvori det hed: „For at fjerne tvivl betones det hermed udtrykkeligt, at den tyske folkegruppe ikke deltager i valget den 23. marts". 7) A. nr. 161. 

Fra tysk side blev oprettelsen af det tyske kontor proklameret som en stor sejr. I et „Schulungsbrief der NSDAP Nordschleswig", skrevet af Asmus Wilhelm Jürgensen, hed det, at folkegruppens afvisende holdning overfor den latterlige parlamentarisme havde indbragt tyskerne en afgørende sejr. Gennem det nationalsocialistiske kontor havde „vi sat vor livsform igennem i vor repræsentation hos den demokratiske stats-form", og der var blevet slået en breche i den danske statsstruktur. Oprettelsen af kontoret kaldtes „et retningsvisende resultat, der i væsentlig grad vil fremme muligheden for en endelig løsning i alle spørgsmål". 1) A. nr. 167.

Hos de danske rigsdagsmænd fra Sønderjylland var der derimod betænkelighed ved det skete, og den 29. marts foretog de en henvendelse til statsministeren, hvori de udtalte ønske om, at alle krav fra kontoret af nationalpolitisk karakter ville blive forelagt dem til udtalelse. De betragtede det som en selvfølge, at alle administrative sager, som af kontoret måtte blive forelagt ministerierne, blev underkastet samme normale behandling som hidtil gennem de sønderjyske myndigheder. 2) A. nr. 162.

Den 26. maj ansatte statsministeriet Rudolf Stehr som chef for det tyske kontor. 3) A. nr. 164. Inden da havde Stehr været i Vomi for at forhandle om sine opgaver som leder af kontoret. 4) Vomi til Ausw. Amt den 30. marts 1943. A. nr. 163. Stehrs løn var blevet fastsat til 9 000 kr. plus honorartillæg. Han anså dog ikke gagen for tilstræk-kelig til at løse de opgaver, der påhvilede ham. Han henvendte sig til dr. Best herom, og den 9. august 1943 anmodede denne Ausw. Amt om, at der måtte blive bevilget Stehr en månedlig hjælp på 1 200 kr. Her var man velvillig, også fordi man mente, at Stehr derigennem ville blive bundet til Ausw. Amt i sit arbejde. Imidlertid erklærede Vomi sig villig til at betale beløbet, og den 26. januar 1944 fik dr. Best meddelelse om, at pengene kunne udbetales til Stehr. 5) A. nr. 165, 166 og 169.

Kontorets opgaver

I en redegørelse for det tyske kontors arbejde, som findes i „Politische Informa-tionen für die deutschen Dienststellen in Dänemark" fra 1. januar 1944, og som formo-dentlig er skrevet af Stehr, nævnes det, at man under forhandlingerne med stats-ministeren havde fremhævet, at kontoret ville udføre sit arbejde med en dansk-tysk forståelse i grænselandet for øje. I redegørelsen hedder det, at det fra de danske ministeriers side gentagne gange var blevet fremhævet, at det også var i dansk interesse, at kontoret blev oprettet, og at der på denne måde var mulighed for på forhånd at udelukke gnidninger. Kontorets arbejdsområde var opdelt i tre hoved-grupper: politik, kultur samt erhvervsliv og socialpolitik. Arbejdets tyngdepunkt lå dog indenfor den politiske afdeling, først og fremmest i opgaveområdet: folkegruppens stilling og indsats. Kontoret var i stadig forbindelse med det danske udenrigsmini-sterium og havde også forhandlet med forskellige fagministerier. Desuden var Stehr i alle sager i stadig og nær kontakt med den rigsbefuldmægtigede. 6) A. nr. 168. -

Side 72

C. „Nordschleswigsche Zeitung"

„Unsere Stimme" er Nordslesvigs tyske stemme

Den 17. juli 1940 bragte „Nordschleswigsche Zeitung" på forreste side en lille arti-kel, „Unsere Stimme", der indledtes således: „Vor stemme er Nordslesvigs tyske stemme, thi vi er tysk forpost, vor stemme er grænselandets germanske stemme, thi vi kender noget til det germanske fællesskab, som er ved at blive til, og vi kender det ansvar, som vi har derfor. Udfra dette ansvar må vi rette blikket mod ting, der bliver farlige for dette skæbnefællesskab". Det viste sig hurtigt, at „Unsere Stimme" skulle være en fast rubrik, der et par gange om ugen eller så fandtes i bladet, altid på samme plads. Den indeholdt næsten altid en skarp kritik af danske forhold og vold-somme angreb på danske institutioner eller enkeltpersoner, ofte i en sådan form, at artiklerne fra dansk side blev opfattet som en slags angiveri.

Oprettelsen af „Unsere Stimme"

Angående rubrikkens oprettelse har Peter Larsen forklaret, at det var ham, der fik ideen til, at der i det tyske blad skulle bringes en artikelrække, „hvor der straks kunde tages Stilling til aktuelle Spørgsmaal, der havde Forbindelse med Mindre-tallet". Han mente, at Asmus Wilhelm Jürgensen ville være velegnet til at skrive sådanne artikler, og talte med ham og Jef Blume. Da de begge gik ind for tanken, blev forslaget forelagt det lille politiske råd, som godkendte det. Titlen skyldtes vistnok Jürgensen. 1) A. nr. 174. Den 2. november 1940 meddelte Peter Larsen i „Nordschleswigsche Zeitung", at den samlede folkegruppe var medarbejdere ved „Unsere Stimme", og at han som leder af Organisationsamt var ansvarshavende, hvorfor man i spørgsmål vedrørende denne rubrik skulle henvende sig til ham. Og på et møde i Haderslev den 14. februar 1943 udtalte dr. Møller, at han fuldt og helt stillede sig bag „Unsere Stimme", som var folkegruppeledelsens og hele folkegrup-pens stemme. 2) A. nr. 107.1 „Nordschles-wigsche Zeitung" for 27. marts 1943 meddelte partiledelsen, at „Unsere Stimme" var partiets stemme og ikke kunne identificeres med en enkeltperson.

Partiets kontrol med „Unsere Stimme"

I begyndelsen sendte Jürgensen artiklerne til Organisationsamt, hvor Peter Larsen gennemså dem og i enkelte tilfælde foretog rettelser. Derefter lod han dem gå vide-re, til „Nordsleswigsche Zeitung", hvor de uden videre blev optaget. Stehr har dog forklaret, at Harboe Kardel i en 2—3 tilfælde har forelagt artiklerne for ham, der på den tid var leder af kontoret for presse og propaganda. Senere sendte Jürgensen sine bidrag direkte til bladet, en fremgangsmåde, der ikke mindst var naturlig, efter at Jürgensen i 1943 havde overtaget ledelsen af kontoret for presse og propaganda. Der blev ikke givet Jürgensen noget direktiv for, hvad han skulle skrive om, men han fik pålæg om at holde et vist antal danske aviser, hvorfra han hentede stof, som han mente havde interesse for folkegruppen. 3) Peter Larsens og Stehrs forklaringer af 21. december 1945. A. nr. 174.

Rigstysk utilfredshed med „Unsere Stimme"

Det var ikke blot i danske kredse, at „Unsere Stimme" vakte stærk opsigt på grund af sin skarpe form. Lanwer var ikke i forvejen informeret om oprettelsen af rubrikken, men mente straks, 

Side 73

at den var egnet til at skabe uro mellem den danske og den tyske befolkning i grænselandet. Han sendte derfor en indberetning til gesandtskabet, hvorfra han fik påbud om at gøre sin indflydelse gældende for enten at få artikelrækken afskaffet eller tonen gjort mindre skarp. 1) Lanwers forklaring af 1. oktober 1946. A. nr. 175. I 1943 udtalte Lanwer overfor amtmand Refslund Thomsen, at man både i København og på konsulatet fandt polemikken i „Unsere Stimme" for skarp, men at det ikke havde været muligt at få rådet bod herpå. 2) Refslund Thomsens udtalelse på Dansk samråds møde 12. april 1943; „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 76.

Den 20. november 1941 sendte Renthe-Fink et brev til Lanwer, hvori han fremsatte en ret skarp kritik af folkegruppens politik. Det må, sagde han, gang på gang ind-skærpes, at folkegruppen af hensyn til det tyske riges politik må bidrage sit til, at der oprettes eller bevares et godt forhold til den danske befolkning i Nordslesvig, og også „Nordschleswigsche Zeitung" måtte indrette sig herefter. I den sidste tid havde tonen i „Unsere Stimme" igen været for ophidsende, hvilket opmuntrede den danske presse til ikke at holde sig til de retningslinier, som den skulle have fået af Svenningsen. 3) A. nr. 74.

Dr. Møller vil ikke opgive "Unsere Stimme"

Lanwer talte derefter indgående med dr. Møller om bladets fremtidige holdning. Efter at have drøftet sagen med det lille politiske råd meddelte Møller, at „Nord-schleswigsche Zeitung" og de andre folketyske blade og tidsskrifter i en måned ikke ville indeholde nogen storpolitisk diskussion med det danske folk. „Unsere Stimme" skulle ikke udkomme i denne tid, eller den skulle i hvert fald afholde sig fra ethvert angreb. Allerede den 29. november fandtes rubrikken påny i den tyske avis. 4) Lanwer til Kassler 26.. november 1941. A. nr. 77 med note 1. Også i den følgende tid prøvede Lanwer flere gange at overbevise dr. Møller om, at artiklerne „mindre og mindre passer ind i tiden". Han mente, at deres ydre form og kølige skarphed ofte virkede som en truende pegefinger, og foreslog derfor dr. Møller endelig at lade „die Stimme" falde og i stedet bringe lignende tanker i en udførlig, forsonlig holdt leder. Men, siger Lanwer, i enhver diskussion med folkegruppeledelsen om disse artikler dukkede prestigespørgsmålet straks op, og dr. Møller holdt også nu fast ved det standpunkt, at „Unsere Stimme" måtte bevares, selvom han erklærede sig villig til kun at behandle de graverende tilfælde. 5) Lanwer til Kassler 17. december 1941. A. nr. 78.

Johs. Schmidts og Stehrs kritik af "Unsere Stimme"

Renthe-Fink og Lanwer var ikke de eneste, der misbilligede tonen i „Unsere Stim-me". Også den tidligere tyske folketingsmand Johs. Schmidt tog afstand fra den. Folkegruppen skulle ikke gøre sig til læremester for det danske folk. 6) Schmidts udtalelse på møde i Tinglev 15. juni 1942. A. nr. 91. Selv Rudolf Stehr havde sine betæn-keligheder, og i samtaler med Jürgensen gav han udtryk for den opfattelse, at „Unsere Stimme" ikke blot skulle øve kritik, men også skulle have en positiv linie med hensyn til det dansk-tyske forhold i grænselandet. 7) Stehrs forklaring 21. december 1945. A. nr. 174.

Grundlaget for rubrikken

Lanwer talte ofte med Jürgensen om „Unsere Stimme" og fik af denne oplysning om grundlaget for de angreb, der fremkom deri. De byggede dels på danske blade og tidsskrifter, dels på Jürgensens egne oplevelser eller på meddelelser, han havde fået fra andre folketyskere. Derefter indsendte Lanwer udførlige indberetninger om disse forhold til gesandtskabet. Han vidste ikke, om der her blev ført kartoteker 

Side 74

over de personer, som omtaltes i artiklerne. Ved konsulatet fandtes sådanne kartoteker i hvert fald ikke. Senere blev der kun indberettet om særlige tilfælde, og da han mærkede, at der efterhånden ikke var nogen særlig interesse i København for sagen, hørte hans samtaler med Jürgensen helt op. Mens Lanwer tidligere havde været kritisk overfor „Unsere Stimme", som ikke kunne bringes i overensstemmelse med den kurs for dansk-tysk politik, som blev ført fra København, skiftede han mening efter krisen i efteråret 1942. Da danske fjendtligheder nu ville blive straffet med passende forholdsregler, ville artiklerne efter hans opfattelse passe til den rigs-befuldmægtigedes og folkegruppens politik. 1) Lanwers forklaring af 1. oktober 1946 og brev til dr. Best af 23. november 1942. A. nr.175 med note 2.

Planer om „Nordschleswigsche Zeitung" som morgenavis

Den 21. januar 1944 skrev redaktør Ernst Schröder til dipl. købmand Imhof, der var leder af Vera Verlagsanstalt i Berlin, som havde betydelige interesser i „Nordschles-wigsche Zeitung". I brevet gav han en udførlig redegørelse for forskellige planer om ændringer i bladets forhold. Dr. Best stod på det standpunkt, at det skulle være et organ for alle tyskere i Danmark. Der var blevet ført en del forhandlinger om dette spørgsmål mellem Schröder, dr. Møller, Stehr og Peter Petersen. Tanken var, at bladet skulle udkomme som morgenudgave, så det kunne være fremme i København på et ret tidligt tidspunkt, og det var meningen, at det til en vis grad skulle tilpasses det københavnske milieu. Schröder synes ikke at have været særlig begejstret for tanken. I hvert fald mente han, at hvis man ville udbrede „Nordschleswigsche Zeitung" i København, så den ikke blot blev læst af tyske nordslesvigere og tyske myndigheder, måtte man erstatte den nordslesvigske, lokale del med en køben-havnsk eller rigsdansk del. Bladet måtte altså udkomme i to udgaver, en bestemt til Nordslesvig med ca. 11 000 abonnenter og en rigsdansk. Men af tekniske grunde kunne en sådan ændring ikke foretages i øjeblikket, og den ville kræve et tilskud på flere hundrede tusind kroner. Der havde i denne forbindelse været talt om, at Schröder skulle flytte til København eller til Aabenraa. Han mente dog ikke, der var nogen grund for ham til at komme til hovedstaden; arbejdet ved grænsen var hans livsopgave. Men han var ikke imod at flytte til Aabenraa og mente, at han muligvis via „Nordschleswigsche Zeitung" kunne få danske politiske kredse og det danske erhvervsliv i tale. Han var også inde på en anden tanke. „Nordschleswigsche Zeitung" skulle blive, som den var. Derimod kunne man lade „Fædrelandet" gå ind som dansk avis og i stedet åbent og ærligt gøre den til en regulær „Deutsche Zeitung in Dänemark". Imidlertid kom der snart et helt nyt moment ind i sagen, som ændrede planerne. 2) A. nr. 171.

Ønske om tysk værnemagtsavis

Den 2. februar 1944 meddelte Stehr direktør Roloff ved „Nordschleswigsche Zeitung", at dr. Best den foregående måned havde været i Silkeborg og dér havde fået at vide, at det var hensigten at udgive en tysk avis for tropperne i Jylland. 3) A. nr. 172. Senere har Best forklaret, at det var værnemagtspresseofficeren hos den øverstbefalende, major, dr. Dührssen, der gav ham meddelelse om, at et tysk dag-blad var blevet nødvendigt for det forøgede antal tyske tropper i Danmark.

Dr. Best modstander af en værnemagtsavis

Dr. Best var imod oprettelsen af en sådan avis, fordi han ikke ønskede, at Danmark på den måde skulle sættes på linie med de øvrige besatte lande, ligesom han ikke gerne så, at de uhyre udgifter dertil skulle forøge besættelsesudgifterne med flere millioner kroner. Hertil kom, at han udfra et alment politisk synspunkt ikke ønskede, at der i Danmark skulle udkomme en tysk avis, der blev drevet af værnemagten og 

Side 75

rigspropagandaministeriet, og som han så at sige ikke havde nogen indfydelse på. Han besluttede sig derfor til selv at opfylde værnemagtens ønske, idet han lod „Nordschleswigsche Zeitung" udvide med det påtænkte formål for øje. Dette kunne gøres for forholdsvis små midler, og avisen forblev under hans indflydelse.

Forhandlinger om "Nordschleswigsche Zeitung" som værnemagtsavis

Dr. Best rejste derefter spørgsmålet overfor Stehr og dr. Møller, og han forhand-lede med avisens tilsynsråd, som blev repræsenteret af Ernst Schröder. Folkegrup-pens og avisens repræsentanter var dog ikke begejstrede for dr. Bests forslag, idet de var bange for en usund udvidelse af „Nordschleswigsche Zeitung", der var en lands-delsavis, ligesom de også frygtede for den indflydelse, som den rigsbefuldmægtigede og værnemagten kunne få, og for det tilbageslag, der ville komme efter besættelsens ophør. Man var også betænkelig ved tanken om et særligt „Soldatertillæg". Til sidst gav man dog efter overfor dr. Bests ønsker. 1) Bests redegørelse af 15. december 1947. A. nr. 176. Den 2. februar 1944 kunne Stehr give direktør Roloff meddelelse om nyord-ningen. Der skulle vedlægges bladet et tillæg, som blev redigeret af værnemagten selv, og 16 000 eksemplarer af avisen skulle stilles til værnemagtens disposition. Han oplyste også, at man fra militærets side var meget glad ved denne plan. 2) A. nr. 172

20 000 eksemplarer af „Nordschleswlgche Zeitung" til værnemagten

Den 4. maj var man nået så vidt i overvejelserne, at der kunne afholdes et møde i Aabenraa, hvor de nærmere enkeltheder i nyordningen blev fastlagt. Tilstede var dr. Møller, Peter Petersen, Asmus Wilhelm Jürgensen, Ernst Schröder, direktør Roloff, presseattaché Schröder, Kardel og Rudolf Stehr. Resultatet af drøftelsen blev, at „Nordschleswigsche Zeitung" for fremtiden skulle være avis for alle tyskere i Dan-mark og skulle anvendes i omsorgen for tropperne, samt være talerør overfor den danske befolkning. Bladet skulle derfor gå over til natdrift. Det skulle inklusive værnemagtstillægget være på mindst 8 sider. Til redaktion af dette tillæg skulle værnemagtens presseofficer afgive en officer. Værnemagten skulle have 20 000 eksemplarer, og dr. Best skulle skaffe papiret hertil. Abonnementsprisen blev fastsat til 140 000 kr. pr. kvartal, der skulle betales af den rigsbefuldmægtigede. Prisen for det leverede papir blev dog trukket fra beløbet. Desuden skulle den rigsbefuld-mægtigede betale merudgifterne i forbindelse med overgang til natdrift, foreløbig 10 000 kr. om måneden. Der oprettedes en redaktionsafdeling i København i forbindelse med det tyske kontor, og Hans Schröder i København skulle opfordres til at stille sig til rådighed for denne afdeling. Redaktør Ernst Siegfried Hansen, der arbejdede i Paris for Vera-koncernen, skulle hentes til Danmark. Ændringen skulle træde i kraft fra 15. maj. 3) Stehrs optegnelse af 8. maj 1944. A. nr. 173.

Ernst Siegfried Hansen til Aabenraa

Den 16. maj 1944 indeholdt „Nordschleswigsche Zeitung" for første gang „Die Seite für den Soldaten", og der blev nu hver dag sendt 20 000 eksemplarer til den tyske værnemagt. Spørgsmålet om Ernst Siegfried Hansens tilknytning til bladet var imidlertid ikke blevet løst. Fra partiets side ønskede man at få ham til Aabenraa som chefredaktør, men Schröder ville ikke gerne udvide redaktionsstaben, og man fandt så på den udvej, at han skulle til København, hvorfra han også kunne arbejde for Vera. Ernst Siegfried Hansen, der tilsyneladende ikke var interesseret i at forlade Paris, ville også helst til København.

Harboe Kardel chefredaktør

Efter Ernst Schröders udtalelse varede det imidlertid ikke længe, før man mærke-de, at tanken om Hansens forflyttelse til København „kun havde været den 

Side 76

taktiske omvej". Nu begyndte kampen mod Kardel og samtidig mod Schröder. Da udnævnte Schröder Harboe Kardel til chefredaktør og Ernst Siegfried Hansen til hans stedfortræder. En af grundene til, at Hansen kom til Aabenraa, var dog sikkert den, at dr. Best af valutamæssige grunde ikke ønskede flere tyske korrespondenter til København, en oplysning, som Schröder selv gav Hansen, da denne den 7. august kom til Flensborg for at drøfte sagen med ham. Nyordningen af „Nordschleswigsche Zeitung"s redaktionsforhold blev gennemført den 10. september.

Kampen om "Nordschleswigsche Zeitung" 

Når Schroder traf denne ordning, var det efter hans egen udtalelse for at mod-arbejde partiets forsøg på at få magten over „Nordschleswigsche Zeitung". Det var første gang, der blev kæmpet om den tyske avis, der var „Organ der deutschen Volksgruppe in Nordschleswig", altså folkegruppens, ikke partiets blad. Der var fra partiets side gjort forsøg på at få aktiemajoriteten i bladet, men Schröder havde som formand for tilsynsrådet afvist forsøgene. Da var det, at man i efteråret 1944 satte et nyt stort fremstød ind, et kombineret angreb fra Nordslesvig og fra Berlin, hvor det især var Vomi, der støttede aktionen. Det var som et led i denne kampagne, at man ønskede at få den for vege Harboe Kardel erstattet med Ernst Siegfried Hansen. Når aktionen ikke lykkedes, skyldtes det, at der var indbyrdes konkurrence mellem de forskellige partiorganisationer i Berlin, og at man var bange for eventuelle krav fra Max Amann, „trusteneherskeren over den nationalsocialitiske presse", som Schröder engang har kaldt ham. 1) Schröders udaterede redegørelse og hans optegnelse af 8. august 1944. A. nr. 177 med note 3.

Side 77

D. Kirkelige forhold

Krav om kirkeligt selvstyre

Som et led i arbejdet for kulturelt selvstyre arbejdede den tyske folkegruppe på at få størst mulig selvstændighed på det kirkelige område. I de krav om kulturelt selvstyre, som blev formuleret den 8. december 1942, hed det: „Folkegruppen får sit eget kirkevæsen i den form, at Landeskirche Schleswig-Holstein's nordslesvigske menighed og de tyske menigheder indenfor den danske folkekirke samt hele det tysk-kirkelige arbejde for den såkaldte „spredte tyskhed" går over til folkegruppen". Forsåvidt angik mellem- og underinstansen, skulle det kirkelige arbejde udskilles fra det danske administrationsapparat, mens biskoppernes beføjelser indenfor folke-gruppens område skulle overtages af kirkekontoret. Det kirkelige arbejde skulle dog finansieres af den danske stat. Tyske statsborgere skulle have adgang til ansættelse indenfor det tyske, kirkelige arbejde i Nordslesvig, og en i Tyskland erhvervet kvalifikation til at bestride et præsteembede skulle også gælde i Nordslesvig, når det drejede sig om kirkeligt arbejde indenfor folkegruppen. 1) A. nr. 187. I et møde, som blev afholdt I Ausw. Amt den 17. december 1942, kom Kassler ind på dette spørgsmål. Han udtalte, at folkegruppen havde forelagt ønsket om kulturel autonomi for den rigsbefuldmægtigede. Planen var foreløbig kun udarbejdet i store træk, og dr. Best havde endnu ikke afsluttet behandlingen af disse problemer. 2) Kasslers referat af 13. januar 1943. A. nr. 101.

Møde i kirkeministeriet

Den 4. oktober 1943 havde Stehr og Elholm et møde i kirkeministeriet med depar-tementschef Thomsen, og de fremsatte her to ønsker: En afgrænsning af frimenig-hedspræsternes og folkekirkepræsternes sogne og oprettelse af en kirkestatut for folkegruppen med egen folketysk biskop. Ifølge Elholm mente departementschefen, at det ville være bedst, om spørgsmålet vedrørende afgrænsningen af sognene kunne løses rent lokalt. Angående ønsket om en særlig kirkestatut udtalte han, at en sådan ordning jo ville være ganske i modstrid med det danske kirkesystem og dets regionale inddeling. Stehr fremhævede under drøftelsen, at det ikke var folkegruppens ønske at isolere sig, men at selvstyre på kulturelle områder var en måde, hvorpå man kunne undgå lokale modsætningsforhold. Fra departements-chefens side blev drøftelsen afsluttet med henvisning til, at der ikke i øjeblikket var nogen minister, og at der kun kunne udstedes lovanordninger, hvorfor det ikke var muligt i praksis at løse de rejste spørgsmål. 3) Elholms optegnelse om mødet. A. nr. 178.

Kirkekontoret oprettes

Omkring ved denne tid, 4) det er ikke helt klart, hvornår kirkekontoret er oprettet. I „Deut-scher Volkskalender" 1945, s. 116, oplyser provst Gottfriedsen, at det begyndte sit arbejde i september 1943, og på et underførermøde i Tinglev 26. september 1943 udtalte dr. Møller, at han havde oprettet et kirkekontor; „Nordschleswigsche Zeitung" 27. september 1943. Kontoret synes altså at have eksisteret, før Stehr og Elholm forhandlede med kirkeministeriet, opret-tede dr. Møller et kirkekontor for den tyske folkegruppe 

Side 78

med provst W. Gottfriedsen i Læk som leder. Medlemmer var desuden pastor Johs. Schmidt, dr. Reuter som formand for Nordschleswigsche Gemeinde og bibliotekar Peter Callesen. 1) Pastor Gottfriedsen til tyske præster og kirkelige repræsentanter. A. nr. 182. Kontoret holdt møde den 25. oktober 1943 og vedtog her retningslinierne for sit arbejde: Kirkekontoret skulle være et vejledende organ i folkegruppens kirkelige anliggender og skulle mægle i tilfælde af, at der indenfor folkegruppen opstod uoverensstemmelser på det kirkelige område. Kirkekontoret skulle selv kunne tage initiativ til at ordne kirkelige anliggender og skulle på egen hånd kunne arbejde for fremme af det kirkelige liv. Det ønskede at være et organ, der af folkegruppen havde fået beføjelse til at intervenere mellem de danske kirkemvndigheder og de tyske organer. I forholdet til de danske myndigheder skulle følgende retningslinier gælde: På kirke- og skoleområder ordner folkegruppen selv sine anliggender; det vil sige, at der kan danne sig et menighedsliv, at der ikke opstår gnidninger mellem folkekirke- og frimenighed, og at danske og tyske kommer hinanden i møde med agtelse og samarbejder, hvor det er muligt.

Den 30. oktober 1943 sendte Gottfriedsen en meddelelse om disse retningslinier til dr. Møller. Samtidig spurgte han, om folkegruppeføreren godkendte kontorets hensigt om gennem det tyske kontor at underrette det danske kirkeministerium om oprettelsen af kontoret og sende det retningslinierne for arbejdet, eller om han selv ville give meddelelse herom til kirkeministeriet og de andre danske og rigstyske instanser. 2) A. nr. 179; sml. dog også note 2 til A. nr. 183.

Det tyske kontor sender kirkeministeriet meddelelse om kontorets oprettelse

Den 24. november 1943 meddelte det tyske kontor departementschef Thomsen, at kirkekontoret var blevet oprettet. Samtidig blev det fremhævet, at det havde været hensigtsmæssigt at skabe et organ, der kunne varetage folkegruppens kirkelige anliggender uden hensyn til, om medlemmerne tilhørte folkekirken eller Nordschles-wigsche Gemeinde. Kontoret gav samtidig medde-lelse om retningslinierne for kirke-kontorets arbejde og udtrykte håb om, at dets virksomhed måtte fremme menig-hedslivet, udjævne modsætningerne mellem folkekirken og Nordschleswigsche Gemeinde og bidrage til, at de tyske og danske menigheder ville agte hinanden og arbejde sammen. Det kunne, udtalte kontoret, tænkes, at præsterne i folkekirken og indenfor Nordschleswigsche Gemeinde territorialt afgrænsede deres virkeområde med det mål for øje, at få alle folkegruppens medlemmer ind i deres arbejde*. 3) A. nr. 180.

Dr. Best om kontorets formål

Da dr. Best noget senere sendte en indberetning til Ausw. Amt om kirkekontoret, gav han et lidt andet billede af dets formål. Det blev oprettet, fordi ledelsen af folkegruppen anså det for nødvendigt at skabe et centralt organ, der kunne kon-trollere og ordne folkegruppens kirkelige anliggender. Det var en organisatorisk foranstaltning, der skulle gøre det muligt for ledelsen at få en stærkere politisk kontrol på det kirkelige område. Best oplyste, at Nordschleswigsche Gemeinde udgjorde et særligt provstedistrikt indenfor den slesvig-holstenske landskirke og bestod af syv nordslesvigske præstedistrikter. Han kom også ind på spørgsmålet om det kulturelle selvstyre, hvorom han havde indberettet den 24. september 1943. Det ville, sagde han, ikke være hensigtsmæssigt at tage den kirkelige sektor ud af planen om kulturelt selvstyre, „idet der nationalpolitisk består en interesse i også at trænge den danske indflydelse tilbage på det kirkelige område — d.v.s. den danske folkekirkes indflydelse". Folkegruppen søgte ikke at indføre kirkelig autonomi, men ville udelukkende -

Side 79

erstatte de danske biskoppers kirketilsyn med et tilsyn, der blev udøvet af kirke-kontoret, som skulle stilles direkte under det danske kirkeministerium. 1) A. nr. 181.

Dansk provstemøde i Haderslev 

Den 14. april 1944 blev der holdt et dansk provstemøde i Haderslev, hvor man drøftede problemerne i forbindelse med oprettelsen af kirkekontoret. Biskop Noack fremhævede, at man måtte være på vagt, hvis „der søges gennemført en Ordning, der vil være Vold mod den til Folkekirken hørende Del af det tyske Mindretal". Der var ingen tvivl om, at initiativet til oprettelsen af kontoret var kommet fra den tyske politiske ledelse, støttet af frimenighedsfolkene. Biskoppen vidste ikke, hvor stor eller hvor ringe tilslutningstanken havde fået hos folkekirkelige tyske, men det var ham bekendt, at de tre tyske folkekirkelige præster i Haderslev var meget betænkelige derved. Det var hans opfattelse, at man ikke måtte udlevere de „Folkekirketyske, der vil bevare denne Stilling", til kirkekontoret, og at man ikke kunne have noget med kontoret at gøre, når det drejede sig om tyskere indenfor folkekirken. Biskoppen oplyste iøvrigt, at det sidste „skub" til oprettelsen af kontoret havde været en opbyggelig artikel, som pastor Beuck i Aabenraa havde skrevet i et kirkeblad, og hvori han med krigen som baggrund havde fremhævet det kristelige sindelags betydning. Pastor Prahl i Haderslev havde tidligere skrevet en lignende artikel, og de var begge blevet stærkt angrebet af dr. Møller. Man måtte værge disse præster. 2) A. nr. 183.

Folkekirkelige repræsentanter i kirkekontoret 

I 1926 var der blevet oprettet et tysk kirkeligt arbejdsfællesskab i Nordslesvig, som skulle sørge for en samling af det tyske kirkelige arbejde. Arbejdsfællesskabet havde en særlig ledelse og et arbejdsudvalg. 3) „Deutscher Volkskalender" 1945, s. 115. Udval-get holdt møde den 17. november 1943. Her blev der aflagt beretning om kirkekontoret, og repræsentanterne for de tyske menigheder indenfor folkekirken fremsatte ønske om, at kirkekontoret blev suppleret med yderligere to medlemmer, der skulle repræsentere tyskerne i folkekirken. Formanden for arbejdsfællesskabet, pastor Jørgensen i Sønderborg, blev derefter anmodet om at nævne navnene på de to repræsentanter, der skulle foreslås hertil. Svaret gik ud på, at man ikke kunne efterkomme ønsket om disse to repræsentanter, „fordi flere præster indenfor den danske folkekirke af samvittighedsgrunde mangler lysten til at medvirke". Kirke-kontoret ville dog ikke nøjes med dette afslag, men sendte den 29. februar 1944 en skrivelse til præsterne og de kirkelige repræsentanter indenfor folkekirkens tyske menigheder, hvori man bad præsterne og menighedernes repræsentanter drøfte sagen, idet det dog samtidig blev udtalt, at selvom afslaget blev fastholdt, ville kirkekontoret alligevel anse sig i stand til fortsat at varetage sine opgaver med dets nuværende sammensætning. I skrivelsen udtalte Gottfriedsen endvidere, at han ikke forstod, at det skulle kunne tynge nogens samvittighed at samarbejde med kirkekontoret, „som har fået overladt den sidste afgørelse i alle kirkelige og religiøse spørgsmål, der vedrører folkegruppen". 4) A. nr. 182. Henvendelsen synes dog at have været uden resultat. I den beretning, som Gottfriedsen aflagde i „Deutscher Volks-kalender für Nordschleswig", og som må være skrevet noget hen på året 1944, oplyste han, at den påtænkte udvidelse af kontorets medlemmer med to repræ-sentanter for menighederne indenfor folkekirken endnu ikke var blevet gennemført. 5) „Deutscher Volkskalender" 1945, s. 115 f.

Side 80

E. Skoleforhold

1. Almindelige skoleforhold

Tyske skolekrav i 1938

På et møde, som den tyske skoleforening afholdt i Tinglev den 15. maj 1938, blev der stillet en række skolekrav til den danske stat. De gik ud på, at administrationen af det tyske skolevæsen i videst mulig udstrækning skulle lægges i folkegruppens hænder, omend under statens tilsyn. Kravene blev formuleret i 8 punkter: 1) Det samlede tyske skolevæsen, kommunale såvel som private skoler, skulle underlægges en særlig tysk skolekonsulent. 2) Der skulle være særlige, rent tyske skolekom-missioner for alle tyske skole. 3) Kun tyske lærere måtte undervise i de tyske skoler. 4) Eksamensberettigede realklasser i de tyske mellemskoler. 5) At have gået i tyske skoler med dansk sprogundervisning skulle officielt anerkendes som „tilknytning til det danske samfund og dansk kultur". 1) Her hentydes til et udtryk i indenrigsministeriets cirkulære nr. 92 af 14. juni 1935 om erhvervelse af indfødsret. 6) Nyordning af stats-understøttelsen til de tyske privatskoler. 7) Det måtte være en selvfølge, at egnede rigstyske lærebøger kunne bruges i skolerne, når de ikke behandlede den danske stat eller det danske folk på en sårende måde. 8) Ændring af forflyttelses- og forfrem-melsesmuligheder for lærerne ved de tyske offentlige skoler. 2) „Deutscher Volks-kalender" 1940, s. 814.

Skolenævn og tysk skolekonsulent

Ved lov nr. 116 af 15. marts 1939 blev der oprettet skolenævn for hver skole. Disse skulle foretage indstilling om besættelse af lærerembeder, udarbejde udkast til skolens undervisningsplan og føre tilsyn med skolen. 3) Sml. også undervisnings-ministeriets bekendtgørelse nr. 214 af 25. maj 1939. Ved loven blev der desuden åbnet adgang til oprettelse af en stilling som tysk skolekonsulent. Fra 1. maj 1939 udnævn-tes Christen Elholm, der var leder af den tyske mellemskole i Tønder, til skolekon-sulent, 4) Instruks for skolekonsulenten udstedtes 8. juni 1939, og samme år, den 26. november, blev han udpeget til formand for den tyske skoleforening efter afdøde rektor Koopmann i Tinglev og til leder af det tyske privatskolevæsen. 5) „Der Schles-wig-Holsteiner" 1939, s. 188. Fra 1. april 1940 overførtes skoleforeningens kontor fra Tinglev til Aabenraa. 6) „Deutscher Volkskalender" 1941, s. 89.

Tysk anerkendelse af den danske skolepolitik

Fra tysk side indrømmede man, at der gennem loven af 15. marts 1939 var sket en nyordning, der betød imødekommelse af de tyske ønsker, og at man både herved og ved administrative foranstaltninger som f. eks. oprettelsen af en realklasse ved de tyske mellemskoler i Tønder og Sønderborg var nået så vidt, at punkt l, 2, 4 og 7 i skolekravene i alt væsentligt var blevet opfyldt. Det vigtigste var, at tyskerne nu selv havde fået den afgørende indflydelse på besættelsen af de tyske lærerstillinger. 7) Smst. 1940, s. 82 ff., og 1941, s. 89 ff. I sin beretning for 1940 kunne Elholm udtale, at der af de egentlige

Side 81

skolekrav nu kun var eet tilbage: spørgsmålet om tysksindede lærerkræfter ved de tyske skoler, og han var klar over, at dette problem ville blive løst af sig selv, efter-hånden som de dansksindede lærere gik af. 1) Smst. 1941, s. 91.

Skolekontoret oprettes

Men der var dog stadig forskellige ønsker tilbage, og efterhånden blev disse mere og mere vidtgående, ikke mindst fordi de nu blev sat i forbindelse med spørgsmålet om en særlig folkegrupperet og det almindelige ønske om kulturelt selvstyre. Det var dog først i 1942, at drøftelsen af kulturel autonomi for alvor blev aktuel, men allerede sidst på året 1941 oprettede man et særligt skolekontor, der skulle virkeliggøre nogle af ønskerne. Kontorets formand var dr. Møller, og de andre medlemmer var Elholm, dr. Gäde, Peter Petersen og Ernst Schroder. Det første møde blev afholdt den 16. december 1941.

Når oprettelsen af kontoret blev gennemført allerede på dette tidspunkt, hang det sikkert sammen med, at man var klar over, at der snart ville ske en gennemgribende ændring i selve opbygningen af det private skolevæsen. 2) A. nr. 185. Den rigstyske understøttelse til skolevæsenet var hidtil væsentligst kommet fra Deutsche Stiftung, der lededes af regeringsråd Krahmer-Möllenberg, og det var Deutsche Stiftungs tillidsmand, regeringsdirektør Claus Petersen i Slesvig, som havde den faktiske ledelse af de tyske privatskoler i Nordslesvig. Han var samtidig direktør for skole-væsenet i provinsen Slesvig-Holsten, og i virkeligheden var de tyske privatskoler nord for grænsen en del af det tyske skolevæsen. Det var i Slesvig, at alle vigtigere afgørelser blev truffet. Fra 1. april skulle der nu gennemføres en fuldstændig ny-ordning. Deutsche Stiftung, der ikke var nogen partiinstans, hørte fra 1. april 1942 op med at have lokale opgaver, og dets funktion som øverste skolemyndighed for de nordslesvigske privatskoler overgik til Vomi. Claus Petersen blev forflyttet til Berlin, og det nyoprettede skolekontor skulle derefter ikke blot overtage den tyske skole-forenings arbejde, men også størstedelen af regeringsdirektørens opgaver overfor de private skoler i Nordslesvig, ligesom det også skulle forvalte de rigstyske tilskud, der nu kom fra Vomi. Fra 1. august 1942 overgik den økonomiske administration af skolevæsenet dog til Schatzamt. 3) A. nr. 211, note 1.

Forslag om retningslinierne for skolekontoret

Fra omkring 1941 foreligger der et forslag til regulativ for skolekontoret. Det hed heri, at kontoret skulle ordne alle skolespørgsmål og børnehaveanliggender. Det skulle bestå af folkegruppeføreren og fire medlemmer, der udnævntes af folke-gruppeføreren. Det skulle være overordnet myndighed i forhold til de private skoler og deres lærerpersonale, samt vejlede og støtte de tyske forældreråd og den tyske skolekonsulent. Man ville stræbe hen imod, at skolekontoret blev udvidet til en skoledirektion, svarende til de danske amtsskoledirektioner. Det skulle kontrollere de lokale skoleforeningers finansielle forhold og udbetale lærernes løn. Når Claus Petersens beføjelser ophørte, skulle det være øverste myndighed for alle lærerne ved de private skoler. Disses eksaminer og andre anliggender af højhedsretlig karakter var dog stadig underlagt de rigstyske myndigheder. Det skulle straks overtage alle beføjelser, som folkegruppen selv kunne overdrage det, og det skulle administrere de økonomiske midler, når Deutsche Stiftung ophørte. Kontorets overordnede myn-dighed skulle begynde samtidig med Claus Petersens fratræden. 4) A. nr. 185. 

Side 82

Påtænkt henvendelse til undervisningsministeriet

Bortset fra en kort notits i „Nordschleswigsche Zeitung", 1) „Nordschleswigsche Zeitung" 17. december 1941, kom der ikke noget offentligt frem om skolekontoret og dets virksomhed, og først meget senere blev der givet de danske myndigheder meddelelse om dets oprettelse. Foreløbig syntes man også nærmest at ville arbejde videre med de ønsker, som var blevet fremsat allerede i 1938. Fra den 26. november 1942 foreligger således udkast til et brev fra skolekontoret til undervisningsmini-steriet, hvori man fremsatte tre forslag om ændring i de bestående forhold: 1. Oprettelse af en skoledirektion for de offentlige tyske skoler. 2. Adskilte skole-kommissioner for hvert skoledistrikt. 3. Omordning af tilsynet med de private skoler. Brevet synes ikke at være blevet afsendt, måske fordi man netop på dette tidspunkt var ved at opstille et almindeligt program for det kulturelle selvstyre.

Kulturelt selvstyre og skolekrav

Den 8. december 1942 var man nået så vidt hermed, at Stehr kunne udarbejde en oversigt over krav og ønsker på dette område. Det hed heri, at folkegruppen skulle have sit eget skolevæsen, idet både kommuneskolerne og de private skoler blev overtaget af folkegruppen. De tyske skoler skulle udskilles af det danske myndig-hedsapparat og underlægges folkegruppeorganer, både hvad angik under- og mel-leminstansen, og skolekontoret skulle overtage skoledirektionernes beføjelser. Den danske stat skulle finansiere folkegruppens skolevæsen, og udgifterne kunne bereg-nes efter gennemsnittet af de omkostninger, som et barns skolegang i Danmark i almindelighed kostede. Dog skulle der under visse omstændigheder ydes et større tilskud, fordi folkegruppens medlemmer boede så spredt. Også tyske statsborgere kunne antages som lærere, idet der dog skulle tages hensyn til de krav, som måtte stilles med hensyn til undervisning i dansk. 2) A. nr. 187; jfr. Kasslers udtalelse på et møde i Ausw. Amt 17. december 1942. A. nr. 101.

Elholms forslag om ordning af det tyske skolevæsen

Kort efter sendte Stehr forslaget om kulturelt selvstyre til Elholm, idet man bad ham fremsætte detaillerede forslag om, hvordan man bedst kunne virkeliggøre de programpunkter, som angik skolevæsenet. 3) A. nr. 188. Elholm svarede med et om-fattende forslag, hvori han til indledning fastslog, at netop nu måtte tidspunktet være inde til at nå et nærmere eller fjernere mål. Det kunne i denne forbindelse konstateres, „at vi i de sidste år praktisk taget i grunden ikke har haft nogen anledning til klager over den danske skoleadministration". Men alligevel måtte målet være, at tyskerne selv under eget ansvar varetog folkegruppens skolevæsen, og at det private og kommunale skolevæsen blev organiseret på en sådan måde, at ensartetheden blev så stor som mulig. Han mente, der var 5 forskellige veje, man kunne følge: 1. Hele det tyske skolevæsen overtages af folkegruppen, og de nuværende kommunale skolebygninger udlejes til den. Den danske stat overtager samtlige driftsudgifter, som udbetales til folkegruppen, idet beløbet dog sættes i forhold til antallet af elever. Forudsætningen er, at der skabes en virkelig folke-grupperet. 2. Det nuværende tyske private skolevæsen bliver kommunalt, og det samlede tyske skolevæsen underlægges en fælles tysk ledelse, en tysk skole-direktion. 3. Skolevæsenet forbliver delt i et kommunalt og et privat skolevæsen, men administrationen ændres i under- og melleminstansen, således at også mellem-instansen helt kommer under tysk indflydelse. Det danske undervisningsministerium skal dog stadig være den øverste myndighed, og de nødvendige lovændringer foretages på grundlag af danske love og så vidt mulig i dansk lovgivnings ånd. Det private skolevæsen lægges udelukkende i tyskernes 

egne hænder og organiseres på samme måde som de kommunale skoler, så ensartetheden i det tyske skolevæsen på denne måde bliver opnået. 4. Efter en række påkrævede ændringer kan skolevæsenet forblive som nu, således at de kommunale skoler i melleminstansen forbliver under dansk ledelse. Til gengæld skal der i undervisningsministeriet anbringes en embedsmand fra folkegruppen, som har afgørende indflydelse på de tyske skolesager. 5. Man kan nøjes med at ændre de forhold i den bestående ordning, som der er størst utilfredshed med. Det vil sige, at tilsynet med de private skoler lægges i folkegruppens hænder, de danske myndig-heders tilsynsret i melleminstansen indskrænkes eller ophæves, og den tyske skole-konsulents beføjelser udvides tilsvarende. Skolenævn og skolekommission slås sammen til een instans, der er særskilt for de danske og de tyske skoler. Personlig var Elholm tilhænger af den 3. løsning.

Elholm kom også ind på en række problemer af mere praktisk karakter, bl.a. en særlig tysk skoledirektion og tyske medlemmer i skolerådet, når der skulle behandles tyske skolesager. Han mente også, at skolekommissionerne ikke burde have noget som helst tilsyn med de tyske skoler, og at dette for de kommunale skolers vedkom-mende udelukkende skulle udøves af den tyske skoledirektion og forældrerådene, mens skolekonsulenten skulle føre tilsyn med de private skoler. 1) A. nr. 189.

Stehr forhandler med undervisningsministeriet 

Som Stehr udtrykte det i et brev til Werner Hasselblatt, var det ikke meningen at få gennemført kulturel autonomi i Nordslesvig „fra i dag til i morgen", men at præstere de nødvendige forarbejder, så man var forberedt, når den rette tid var inde. 2) A. nr. 191. Da Stehr den 2. juli 1943 rejste skolespørgsmålet overfor det danske udenrigsministerium, var det da også mere aktuelle problemer, han kom ind på, ikke den fuldstændige omdannelse af skole-væsenet. Han spurgte, om det ikke ville være muligt at ændre den tyske skole-konsulents stilling, så det udelukkende blev ham, der skulle føre tilsyn med de tyske private og kommunale skoler. Skolekom-missionernes tilsynsmyndighed ønskede man ændret ved at sætte § 43, stk. 1, i folkeskoleloven af 20. maj 1933 i kraft for Nordslesvig, hvorefter den skolekreds, der ejede og drev skolen, selv bestemte, hvordan skolen skulle styres og tilsynet udøves. Et tredie ønske var, at det tyske kontor blev spurgt, når overlærerstillinger ved de tyske skoler skulle besættes. 3) A. nr. 190. Fra ministeriets side blev de tyske forslag afvist med en henvisning til, at en gennemførelse heraf ville kræve en ændring af de bestående love, og en sådan kunne ikke ske gennem en departementschefs lov-anordning. 4) Stehrs brev til dr. Møller af 4. oktober 1943 om hans og Elholms møde med departementschef Barfod. A. nr. 192 med note 1.

Forretningsudvalg tor skolekontoret - Retningslinier for kontorets arbejde

Skolekontoret havde holdt sit første møde den 16. december 1941. Den 25. maj 1943 skete der på en måde en nydannelse, idet dr. Møller udnævnte et forret-ningsudvalg, der skulle fungere som „behördliche Instanz" i alle skolesager. Udval-get kom til at bestå af dr. Gäde som formand, Peter Petersen og Callesen. Elholm fik derimod ikke sæde i udvalget. Udvalget besluttede at oprette et særligt kontor for Schulamt. Det skulle ledes af en forretningsfører og skulle også stå til rådighed for Elholm ved udfærdigelse af nødvendige skriftlige arbejder. 5) A. nr. 210, note 2. Af Lanwers indberetning til gesandtskabet af 27. juli 1942, A. nr. 93, fremgår det, at Vomi og folkegruppen ønskede, at dr. Gäde skulle være formand for skolekontoret, men at Ausw. Amt havde sat sig imod dette, fordi han var tysk statsborger. Dr. Møller så ikke gerne Elholm som formand. Oprettelses af forretningsudvalget kan måske stå i forbindelse med disse problemer. Derimod trak det længe ud med at få fastlagt 

Side 84

de endelige retningslinier for skolekontorets arbejde. Dette skete først på et møde, som fandt sted den 25. januar 1944, og den 22. den følgende måned blev de af det tyske kontor meddelt undervisningsministeriet. Det hed i disse retningslinier, at skolekontoret skulle varetage alle tyske skoleinteresser i Nordslesvig, og at den tyske skolekonsulent var medlem af det som fagmand på skoleområdet. Kontoret skulle på folkegruppens vegne udøve alle de tilsyns- og administrationsrettigheder overfor de private skoler, som ikke ved lov tilkom danske myndigheder, og i forholdet overfor de kommunale skoler skulle det indenfor rammerne af de gældende love og anordninger tilstræbe et tilsyn og en vejledning, der tog sigte på hele folkegruppens interesse. Endelig ville skolekontoret arbejde for en ordning, der også i mellem-instansen gav folkegruppen afgørelsen i de sager, der angik de kommunale skoler. 1) A. nr. 193.

Stigning i de tyske skolers elevantal - nye skoler oprettes 

I årene før besættelsen havde der været stadig tilbagegang i antallet af tyske skolebørn. I 1935 var der 1.954 elever i de private skoler, i 1939 kun 1.694, og også i kommuneskolerne gik elevtallet tilbage fra 2.163 i 1938 til 2.064 i 1939, men i sin beretning for 1940 kunne Elholm udtale, at kurven nu var langsomt opadgående.

Tallene pr. 1 maj for besættelsesårene kom til at se således ud; 2) Tallene er hentet fra de årlige beretninger i „Deutscher Volkskalender". Også fra dansk side foreligger der oplysninger om tallet på børn i de tyske skoler. De er en del afvigende fra de tyske, dels fordi opgørelsen har fundet sted på et andet tidspunkt, dels fordi den kun omfatter undervisnings-pligtige børn, „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 43 f.: Tyske kommuneskoler 1940: 1.969. 1941: 2.150. 1942: 2.211. 1943: 2.192. 1944: 2.130. Tyske privatskoler 1940: 1.657. 1941: 1.893. 1942: 1.875. 1943: 1.871. 1944: 1.845.

Alene fra 1. maj 1940 til 1. maj 1941 var stigningen på 11,78 pct., nemlig 14,24 pct. i privatskolerne og 9,7 pct. i kommuneskolerne, 3) „Deutscher Volkskalender" 1942, s. 119; og der blev i skoleåret overflyttet 402 børn fra danske til tyske skoler. 4) „Sønder-jydske årbøger" 1951, s. 44. Denne meget stærke forøgelse af de tyske skolers elevtal i de første krigsår stod selvfølgelig i nogen grad i forbindelse med nyoprettelsen af tyske privatskoler. I tiden fra 9. april 1940 til 20. april 1941 kunne der åbnes 8 nye skoler: i Branderup, på Aarø, i Bovrup, Bredebro, Barsmark, Bolderslev, Vojens og Notmark. 5) „Deutscher Volkskalender" 1942, s. 118. A. nr. 70, II. b. Men omsvinget må dog først og fremmest ses på baggrund af den almindelige politiske og økonomiske udvikling og ikke mindst på baggrund af den skolepolitik, der blev ført fra tysk side.

Elholms udtalelse om tilvæksten i antallet af tyske skolebørn

I sin beretning for 1941 udtalte Elholm, at når man fra dansk side sagde, at den tyske ,,gevinst" skyldtes konjunktur, måtte dette afvises, „idet vi betoner, at antallet af vi kun optager, henholdsvis tilbagehenter, hvad der hører os til, eller hvad der vil til os. Børn, der så tydeligt og klart er danske, vil vi naturligvis ikke have i vore skoler, men vi ved alle, at der findes et mere eller mindre bredt bånd af mennesker, der ikke helt har truffet deres afgørelse, og vi på vor side har nøjagtig den samme ret til dem 

Side 85

som danskerne". Han mente, at hovedårsagen til den store tilvækst måtte søges i, at de, som tyskerne havde mistet af en eller anden grund, blev „hentet tilbage" nu, da de var løst fra den økonomiske afhængighed af modstanderen. 1) Smst. 1942, s. 1 19 f.

Arbejdet for at få børn i de tyske skoler

Fra tysk side blev der dog også udfoldet forskellige bestræbelser for at få børn til de tyske skoler. Overfor partifæller blev det slået fast, at det var en selvfølgelig pligt at sende sine børn i tysk skole, 2) Kredslederen i Tønder til de lokale afdelinger 17. april 1940. A. nr, 19; og partiets lokale afdelinger fik ordre til at indberette, om der var partifæller, som lod børnene gå i dansk skole. 3) Kredslederen i Tønder til de lokale afdelinger 28. april 1940, A. nr. 22. Når der gennem de tyske arbejdsanvisningskontorer blev anvist arbejde til folk, hvis børn besøgte en dansk skole, blev anvisningen gjort betinget af, at børnene blev overflyttet til en tysk skole, 4) Direktør Svenningsens skrivelse til Kanstein 21. oktober 1941. A. nr. 231. Angående et eksempel på, at en mand blev nægtet arbejde, fordi han ikke ville overflytte sine børn, se A. nr. 226; og det forlangtes iøvrigt, at enhver, der blev medlem af DBN, skulle sende sine børn i tysk skole. Hvis de gik i en dansk skole, skulle den pågældende skrive under på, at børnene ville blive overflyttet til tysk skole. 5) DBNs beretning maj 1941. A. nr. 252. I 1942 blev en slagter i Aabenraa, der havde været medlem af DBN fra oktober 1940, truet med udelukkelse fra mesterprøvekursus, fordi han ikke havde sendt sine børn i den tyske skole, ikke holdt den tyske avis og ikke var medlem af Selbsthilfe. A. nr. 244. I en beretning fra arbejder-gruppen indenfor DBN hed det i maj 1941: „vi har som følge heraf kunnet få overflyttet et betydeligt antal børn til april", 6) A. nr. 252. Sml. også s. 115; og i en almindelig redegørelse for folkegruppens arbejde i 1940 kunne Lanwer i februar 1941 udtale, at da de arbejdssøgende blev tvunget til at sende deres børn i tysk skole, „vil denne virksomhed vel snart kunne give sig positivt udslag i national henseende". 7) A. nr. 70, II. 3.

Et led i denne skolepolitik var det også, at man på enhver måde søgte at hindre arbejdernes familier i at flytte bort fra Nordslesvig, selvom familiefaderen havde fået arbejde nordpå. 8) Se nærmere s. 115 f. Også overfor de landmænd, der overtog ejen-domme, som tilhørte Hofeverwaltungsgesellschaft, blev der stillet krav. Da Hans Hansen i 1942 forpagtede sine forældres gård i Lydersholm, måtte han bl. a. skrive under på, at han var indforstået med, at forpagtningen kunne opsiges med tre måneders varsel, hvis „jeg ikke lader mine børn i den skolepligtige alder gå i tysk skole og overhovedet ikke deltager i skolens arrangementer sammen med min kone". 9) A. nr. 221. Hertil kom så forsøget på i 1943 at tvinge børn af tyske stats-borgere over i de tyske skoler.

Skoleoffensiven ebber ud

Efterhånden begyndte den tyske skoleoffensiv at ebbe ud. Efter 1942 stagnerede elevtallet for senere at gå tilbage. I september og november 1941 kunne der åbnes nye skoler i Randerup og på Kegnæs, 10) „Deutsoher Volkskalender" 1943, s. 126; men så var det også forbi med oprettelsen af nye skoler, og efterhånden gik også skolebyggeriet i stå. Indkaldelserne af lærerne voldte skolearbejdet store vanske-ligheder. Skoleforeningen havde den 24. februar 1942 opfordret alle lærere fra årgangene 1902 — 1923 til at efterkomme dr. Møllers opråb af 10. februar 1942, 11) A. nr. 302; og af de 77 lærere, som kunne komme i betragtning 

var der 76, der meldte sig. Det var dog kun 25 af dem, som blev indkaldt til krigs-tjeneste. 1) „Deutscher Volkskalender" 1943, s. 126. Vanskelighederne blev så store, at enkelte tyske skoler, som privatskolen i Løgumkloster og den kommunale skole i Nørre-Løgum helt måtte lukkes. 2) Smst. 1943, s. 126; 1944, a. 130; 1945. s. 110 f.

2. Tysk skolebyggeri

Lanwer ønsker skolearbejdet intensiveret

Da Lanwer i juni 1941 udarbejdede en redegørelse for den tyske folkegruppes arbejde i „det tomme rum" og dens forsøg på at vinde de blakkede, kom han også ind på skolens betydning i det nationale arbejde. Det var et spørgsmål, som gang på gang dukkede op, om man skulle opretholde det hidtidige tempo ved oprettelsen af nye skoler. Efter hans mening krævede de chancer, som tomrumsarbejdet frembød, at den hidtidige skolepolitik blev yderligere intensiveret, og det hed: „Ansvaret over-for historien og overfor Slesvig-Holstens hundredårige nationalitetskamp forpligter i denne enestående lykkens stund for den herværende tyskhed til yderligere finansiel understøttelse af skolepolitikken". 3) A. nr. 72.

Berlins stilIlng til skolebyggeriet. Elholms forslag

I Berlin var der fuld forståelse for, at man kunne udnytte den nuværende situation til at udvide skolearbejdet og til at gennemføre nybygninger og ombygninger af skolerne. Allerede den 7. december 1940 kunne Elholm meddele Claus Petersen, at han af dr. Møller havde fået at vide, at man i Berlin var villig til i det kommende finansår at stille ret betydelige beløb til rådighed for en udvidelse og udbygning af det tyske skolevæsen i Nordslesvig. Dr. Møller havde pålagt ham at udarbejde en oversigt over de pengemidler, der behøvedes. Han havde opstillet et overslag, ind-delt i 6 grupper. Gruppe 1: omfattede de arbejder, som var absolut påtrængende. Den samlede udgift hertil var anslået til 414 000 kr. Gruppe 2: Reparationer af eksisterende bygninger, ville kræve 82 000 kr. Gruppe 3: Fem skoler til yderligere udbygning af det tyske skolevæsen 180 000 kr. Gruppe 4: Bygninger, der var ønskelige, men ikke kunne betegnes som absolut påkrævede, ville koste 246 000 kr. Gruppe 5: Bygning af 7 børnehaver, 90 000 kr. og gruppe 6: Bygning af 40 gymna-stiksale, 1 600 000 kr. Den samlede udgift ville beløbe sig til 2 612 000 kr. 4) A. nr. 194.

Forhandlinger i Berlin. Renthe-Finks stilling

Den 3. april var der et møde i Berlin om skolebyggeriet, hvori Elholm deltog. Han fremsatte et nærmere specificeret forslag, og der var på mødet tale om et samlet beløb på 800 000 kr. 5) A. nr. 196. Af en skrivelse fra Renthe-Fink til Ausw. Amt den 23. april fremgik det dog, at man fra Vomis side havde regnet med at stille et endnu større beløb, nemlig 900 000 RM, til rådighed for folkegruppen. Renthe-Fink udtalte, at der ikke fra gesandtskabets side var nogen betænkelighed ved beløbets størrelse under forudsætning af, at købet af grunde skete med passende mellemrum, og at folkegruppen ikke gjorde for meget væsen af byggeriet, hverken i pressen eller i offentlige udtalelser. Til byggeprogrammet behøvedes 800.000 kr., heraf 450.000 kr. til nyoprettelse og ombygning af skoler, 200.000 kr. til skoler, børnehaver og Deutsches Haus 80.000 kr. til reparationer og 70.000 kr. til udbygning af børnehaver og tilbygningsarbejder. 1) A. nr. 195.  

Side 87

Bevilling på 800 000 kr.

Halvdelen af de 800 000 kr. blev stillet til folkegruppens rådighed kort efter på mødet i Berlin, mens de resterende 400 000 kr. foreløbig blev deponeret i det tyske konsulat i Aabenraa. De 400 000 kr. blev fordelt på de forskellige konti, og den 31. maj 1941 kunne Elholm meddele Vomi, at en del af de planlagte byggerier allerede var i gang, og at forberedelserne for andres vedkommende var så vidt fremskredet, at man også her snart kunne begynde at bygge. Han bemærkede, at han gik ud fra, at Deutsche Stiftung, som hidtil havde gennemført det tyske skolebyggeri i Nord-slesvig, ville få det afgørende ord med hensyn til afregning og principiel god-kendelse. Den 16. maj havde der iøvrigt været en drøftelse om hele spørgsmålet hos den tyske konsul i Aabenraa, hvori også dr. Møller deltog. Man godkendte her en almindelig plan for pengenes anvendelse, i det væsentlige i overensstemmelse med Elholms forslag fra Berlin. Den gik ud på, at der ialt skulle tilvejebringes 9 skoler med lærerbolig og een børnehave til en samlet udgift af 665 000 kr. De resterende penge skulle anvendes til reparationer, til en gymnastiksal i Sommersted og til forskellige udgifter. 2) A. nr. 196.

Yderligere bevilling på 400 000 kr. Penge til Graasten Skole.

I begyndelsen af januar 1942 blev der stillet yderligere 400 000 kr. til rådighed for det tyske skolebyggeri, 3) A. nr. 197; og i marts meddelte Ausw. Amt den rigsbe-fuldmægtigede, at der kunne udbetales yderligere 200 000 kr., men dette synes dog ikke at være sket. I hvert fald findes beløbet ikke opført på den særlige konto for skolebyggeri. 4) A. nr. 198 med note 1. Derimod har provinsen Slesvig-Holsten betalt 173 605 kr. plus 124 521 kr., ialt 298 126 kr., til Graasten skole, som blev indviet den 29. november 1942 i nærværelse af dr. Best og lederen af Vomi, SS-overgruppefører Lorenz. 5) „Deutscher Volkskalender" 1944, s. 129. Bygningen kostede ialt 311 155 kr., og de resterende 130 029 kr. synes at være taget af den almindelige byggekonto. 6) A. nr. 199 med note 2.

I juni 1942 var man så langt fremme med arbejdet, at næsten alle de planlagte nybygninger og ombygninger var færdige eller i hvert fald ville kunne blive færdige i løbet af meget kort tid. Der manglede endnu kun skolen i Vennemose, hvor jord-arbejdet dog var påbegyndt, elevhjemmet i Aabenraa, skolen i Stubbæk og børne-haven i Løgumkloster. 7) Skolekontoret til Vomi den 10. juni 1942. A, nr. 200.

Byggekontoens status i 1944

Pr. 1. juli 1944 kunne man gøre byggekontoens status op. Indtægterne var 1 200 000 kr. plus 173 605 kr. på byggekonto Graasten. Underskuddet var 259 582 kr. minus 124 521 kr., som provinsen Slesvig-Holsten havde betalt til Graasten skole udover de 173 605 kr.

Opgørelsen fra 1944 giver også en oversigt over, hvad der var blevet udrettet for de store tilskud. lait var der blevet bygget 10 nye skolebygninger, på 6 var der fore-taget større ombygninger på over 10 000 kr., mens 8 var blevet underkastet mindre ombygninger. Kun 4 af nybygningerne var beregnet til nyoprettede skoler. I Sommer-sted var der blevet bygget en gymnastiksal til godt 42 000 kr. 8) A. nr. 200 og 201.

Børnehaverne

Børnehaverne spillede en stor rolle i det tyske arbejde, og man havde fra

Side 88

folkegruppens side i høj grad opmærksomheden rettet på dette arbejdsområde. Der blev under krigen oprettet en række nye børnehaver: Aabenraa-syd, Haderslev-syd, Padborg, Rabsted, Toftlund, Uge og Vojens, 1) „Deutscher Volkskalender" 1942, s. 119; 1943, s. 127 f. og 1944, s. 129; og der blev rejst i hvert fald tre nybygninger til børnehaverne: Aabenraa-syd, Løgumkloster og Toftlund, og flere andre steder, i Hop-trup, Graasten, Haderslev-syd og Padborg, blev der foretaget større ombygninger. 2) A. nr. 200 og 201.

Resultatet af byggeriet

Sammenligner man det nåede resultat med Elholms første planer fra 1940, viser det sig, at gruppe 1, absolut påkrævede arbejder, og en betydelig del af arbejderne under gruppe 4, ønskelige, men ikke påkrævede bygninger, var blevet til virkelighed. Elholm havde i 1940 håbet på nybygning af 20 skoler. Der blev bygget 10 helt nye skoler og foretaget 6 større ombygninger. Udgifter til bygning og ombygning af børnehaver oversteg langt det beløb, som Elholm havde regnet med, men der blev her foretaget ret betydelige ændringer i planerne. Den påtænkte bygning af 40 gym-nastiksale havde man derimod måttet opgive. Kun skolen i Sommersted fik sin gym-nastiksal.

3. Overflytning af rigstyske børn fra danske til tyske skoler

Folkegruppeledelsens forhandlinger med Dalldorf om at få de rigstyske børn sendt i tyske skoler

Konsul Lanwer har oplyst, at da de nye tyske skoler blev oprettet, var det folke-gruppeledelsen meget om at gøre at få så mange børn som muligt meldt ind i de tyske skoler, og alle medlemmer af ledelsen gav overfor ham udtryk for ønsket om, at de rigstyske børn skulle gå i de tyske skoler. Han sagde dog, at dette ikke var et problem, der hørte under konsulatet, og henviste muligvis til, at det var NSDAPs Auslands-Organisation, som havde med sådanne spørgsmål at gøre. Fra folke-gruppeledelsens side optog man derefter forhandling med Julius Dalldorf i Køben-havn, der var AO.s leder i Danmark. Lanwer mener ikke, at Elholm har deltaget i disse samtaler, fordi han blev holdt ude fra alle slige forhandlinger. Folkegruppen var på vagt overfor Elholm, og man så f. eks. meget nødigt, at han henvendte sig til det tyske konsulat. Grunden hertil var, at Elholm var den person fra folkegruppe-ledelsen, som var mest tilbøjelig til at føre en fornuftig og ikke overdreven politik. 3) Lanwers forklaring til rapport af 19. januar 1947. A. nr. 210. Allerede den 27. juli 1942 havde Lanwer i en indberetning til gesandtskabet meddelt, at forholdet mellem folkegruppe-ledelsen og Elholm blev mere og mere køligt, og at dr. Møller sandsyn-ligvis ikke ønskede ham som leder af skolekontoret. 4) A. nr. 93. I denne forbindelse kan det også nævnes, at da dr. Møller den 25. maj 1943 udnævnte et forretnings-udvalg for skolekontoret, blev Elholm ikke medlem heraf.

AO.s bekendtgørelse

Lanwer har endvidere oplyst, at AO herefter til organisationens afdelingsledere - i Aabenraa konsulatssekretær Kuno Linneborn - udsendte en bekendtgørelse om, at børn af tyske statsborgere skulle gå i tyske skoler. 5) A. nr. 210 med note 2. Linneborn har dog forklaret, at lignende aktioner fandt sted i andre besatte lande og altså ikke var begrænset til Nordslesvig alene. 6) Linneborns forklaring til rapport af 5. december 1946. A. nr. 209. 

Side 89

Forhandlinger mellem Refslund Thomsen og Lanwer

Under en samtale, som amtmand Refslund Thomsen havde med Lanwer den 12. februar 1943, oplyste konsulen, „at det i nærmeste fremtid ved rigslovmæssige be-stemmelser ville blive påbudt, at tyske statsborgere i udlandet, hvor det var muligt, skulle sende deres børn i tysk skole". 1) Refslund Thomsens skrivelse til indenrigsmini-steriet den 17. marts 1943. A. nr. 203, bilag 1. Lidt senere blev det bekendt, at en del tyske statsborgere i begyndelsen af marts var blevet kaldt op på konsulatet til Kuno Linneborn, hvor de havde fået opfordring til at sørge for, at deres børn kom i tysk skole, idet det samtidig var blevet dem forbudt at give danske myndigheder oplys-ning om sagen. 2) A. nr. 209, note 4; A. nr. 203. Lanwer har senere forklaret, at Linne-born satte ret hårdt ind for at få børnene flyttet, 3) A. nr. 210; og det fremgår af de oplysninger, som tilgik amtmanden i Aabenraa, at han i flere tilfælde havde truet med udvisning, hvis kravene ikke blev efterkommet. 4) A. nr. 209, note 4. Amtmand Refslund Thomsen foretog derefter en henvendelse til Lanwer, idet han under henvisning til samtalen af 12. februar spurgte, om de pågældende bestemmelser i mellemtiden var trådt i kraft. Hvis dette var tilfældet, ville han gerne have tilsendt et eksemplar af rigsloven. Konsulen ringede straks til ham for at oplyse, at der ikke var tale om nogen rigslov, men om en anordning, udstedt af det nationalsocialistiske parti. På forespørgsel udtalte han, at den også var bindende for folk, der ikke var medlemmer af partiets organisation i udlandet. Amtmanden oplyste, at der forelå konkrete tilfælde, hvor børnene, hvis de havde boet i Sydslesvig, ville have kunnet gå i danske skoler, mens de i Nordslesvig skulle tvinges til at besøge en tysk skole. Der var andre tilfælde, hvor begge forældrene var født hér i landsdelen og var dansksindede. Konsulen indrømmede, at reglen ikke ville kunne følges skematisk, men pointerede, at der var muligheder for dispensation. Han henstillede, at de konkrete tilfælde blev forelagt for dr. Best, idet han fremhævede, at sagen ikke blev behandlet af konsulatet, men af den lokale fører for AO, der tilfældigvis også var ansat på konsulatet. Konsulen lovede tilsidst at give en kort skriftlig redegørelse for hele spørgsmålet. 5) A. nr. 203, bilag 1. Nogle få dage senere meddelte Lanwer dog, at sagen var betinget af mange andre vigtige synspunkter, hvorfor han ville foreslå, at man afventede, hvorledes man så på den indenfor centraladministrationen i København. 6) A. nr. 203, bilag 2.

Refslund Thomsens henvendelse til udenrigsministeriet

Amtmanden havde også en samtale med Elholm, som udtalte, at kravet for-mentlig ikke var stillet til forældre, der var dansksindede. Han lovede at komme til et møde hos amtmanden om sagen, men den 23. marts meddelte han, at han nu havde tænkt nærmere derover, og at han ikke gerne ville tage stilling i et spørgsmål, der, så vidt han kunne skønne, ikke var en skolesag, men udelukkende drejede sig om et forhold mellem rigstyske partiorganer og tyske undersåtter. Han ville derfor ikke komme til det aftalte møde. Refslund Thomsen havde allerede den 17. marts sendt en indberetning til indenrigsministeriet, og den 22. marts henvendte han sig til direktør Svenningsen, idet han udbad sig besked om, hvorledes han skulle tage på sagen. Det forekom ham iøvrigt, at Lanwers og Elholms udtalelser kunne tyde på, at der var muligheder for at opnå lempelser. 7) A. nr. 203 med note 3. Også fra Dansk Samråds formand, redaktør A. Svensson, blev der foretaget en henvendelse til direktør Sven-ningsen. „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 77 f. 

Side 90

Dr. Bests svar til Scavenius

Udenrigsminister Scavenius foretog derefter den 29. marts 1943 en henvendelse til dr. Best. Han udtalte, at danske statsborgere jo frit kunne bestemme, om de ville sende deres børn i de tyske skoler eller ikke, og fra et dansk synspunkt forekom det uforståeligt, at en tilsvarende ret ikke kunne tilstås tyske statsborgere, som var dansksindede. Til slut udtalte han: „I vor fælles politiks interesse tillader jeg mig at bede Dem om at se på denne sag med forståelse og velvilje, således at der kunne gives dispensation i de pågældende tilfælde". 1) A. nr. 204. Dr. Best svarede den 17. april, at der kunne gøres undtagelser fra den almindelige regel, hvis særlige grunde talte derfor, og sådanne forelå utvivlsomt i det dansk-tyske grænseområde, når indbyggerne af en eller anden grund havde bevaret deres tyske statsborgerskab, men bekendte sig til danskheden, og han var indforstået med, at børnene af tyske statsborgere i sådanne tilfælde gik i dansk skole, såfremt forældrene ønskede det. Det måtte dog være en forudsætning, at den af forældrene, som havde rådighed over børnene, var født i det dansk-tyske grænseområde. Konsulen i Aabenraa havde fået ordre til at undersøge de tilfælde, som udenrigsministeriet havde forelagt ham, og ordne dem i overensstemmelse med de anførte synspunkter. 2) A. nr. 205.

Nye forhandlinger mellem Refslund Thomsen og Lanwer

Konsulatet foretog sig imidlertid ikke noget i sagen, og Refslund Thomsen hen-vendte sig derfor den 6. maj til konsulen, som lod amtmanden vide, at han fra først af havde advaret mod aktionen, og at han overfor gesandtskabet havde givet udtryk for de instrukser, der var bebudet fra AOs hovedledelse i København, ikke tog tilstræk-keligt hensyn til de særlige forhold i Nordslesvig. Han havde nærmest fået en tilrettevisning herfor, og han kunne kun være tilfreds med, at den danske regering havde fået reglerne lempet. Man drøftede derefter den praktiske gennemførelse af sagen, og det viste sig, at man fra tysk side ville fortolke udtrykket grænseområdet ret vidt, helt ned til Ejderen. Lanwer sagde, at den, der var bestemmende over barnet, overfor ham måtte give udtryk for, at det skulle gå i dansk skole. Det var ikke nok, at barnet hidtil havde besøgt en dansk skole. Under henvisning til Linneborns tidligere optræden gjorde amtmanden opmærksom på, at forældrene let kunne være bange for at fastholde deres ønske overfor konsulen. Lanwer svarede hertil, at han selv ville ordne sagen og sige til enhver, at de stod ganske frit. 3) Refslund Thomsen til indenrigs-ministeriet 2. juni 1943. A. nr. 207.

Konsul Langers udtalelse om spørgsmålet

Fra den 15. juli blev Lanwer afløst af dr. Langer, der tidligere havde været chef for gesandtskabets konsulatsafdeling. Inden sin afrejse fra København havde han den 7. juli en samtale med kontorchef Hansen i udenrigsministeriet, ved hvilken lejlighed spørgsmålet om de rigstyske børns skolegang blev bragt på bane. Langer udtalte, at efter dr. Bests skrivelse var sagen ganske klar, og såsnart han kom til Aabenraa, ville han tage sig af den og sørge for, at den fandt en tilfredsstillende løsning. Det var urimeligt, hvis dette problem skulle give anledning til misstemninger. 4) H. J. Hansens notits af 7. juli 1943. A. nr. 208.

Skolekontoret forlanger oplysninger om rigstyske børn

Den 19. februar 1943 bad skolekontoret lederen af den tyske skole i Haderslev om at oplyse, hvor en tysk statsborger var født. Man havde fået meddelelse om, at han var dansksindet, men såfremt han var født syd for grænsen, ville han blive opfordret til at sende sine børn i tysk skole. 5) A. nr. 202. Da aktionen efter de foreliggende 

Side 91

oplysninger først er indledt i begyndelsen af marts, synes Elholms skrivelse at være udsendt, før der fra officiel side var sket nogen henvendelse til de rigs-tyske forældre. Et par måneder senere udsendte Elholm på skolekontorets vegne et cirkulære til alle tyske skoler, hvori man anmodede om at få meddelt, hvem der havde efterkommet opfordringer fra AO, og hvem der ikke havde indmeldt sine børn, idet navn og antal børn skulle anføres. 1) A. nr. 206.

Indsendelse af lister over rigstyske børn til konsulatet

Det fremgår af disse to skrivelser, at skolekontoret har været underrettet om aktio-nen på et meget tidligt tidspunkt, og at der fra dets side har været udfoldet bestræbelser for at få klarhed over, hvilke tyske statsborgere der havde ladet deres børn overflytte fra dansk til tysk skole, og hvilke der ikke havde efterkommet opfordringen. Elholm har også indrømmet, at han har ladet udarbejde lister over de tyske statsborgere, hvis børn ikke var blevet flyttet, og at disse lister er gået videre til konsulatet, i nogle tilfælde sammen med selve indbe retningerne. 2) Elholms forklaring til rapporter af 28. oktober og 23. december 1946. A. nr. 209. Linneborn nægter dog at have fået listerne, 3) Linneborns forklaring til rapport af 5. december 1946. A. nr. 209; mens Lanwer oplyser, at hvis lister og indberetningerne er blevet sendt til konsulatet, har han ladet dem gå videre til Linneborn. 4) Lanwers forklaring til rapport af 19. januar 1947. A. nr. 210.

Den tyske folkegruppes forhold til aktionen

Det er ikke helt klart, hvilken forbindelse folkegruppen har haft med denne aktion. Lanwer har forklaret, at det ved de samtaler, som folkegruppen havde ført i København, var blevet aftalt, at folkegruppen skulle være AO behjælpelig med aktionen. at finde de børn, der kunne komme i betragtning. Derimod har der efter hans mening næppe foreligget nogen aftale mellem Linneborn og folkegruppen, idet han og Peter Larsen var personlige fjender. 5) A. nr. 210. Linneborn har også påstået, at han ikke har foranlediget skolekontoret eller nogen af folkegruppens medlemmer til at fremme denne aktion, og han har ikke medvirket til, at skrivelserne af 19. februar og 28. april er blevet udsendt. Han har måske nok talt med Elholm om aktionen, men har ikke givet ham opgaver i den anledning. Derimod er det muligt, at Dalldorf har henvendt sig til det folketyske parti. 6) A. nr. 209. Peter Petersen har oplyst, at det lille politiske råds forhandlingsprotokol blev brændt, fordi et enkelt punkt, nemlig spørgsmålet om „omskoling" af de rigstyske børn, ikke så gerne måtte komme frem. 7) A. nr. 210, note 1. Sagen må således have været drøftet i rådet.

Elholm ønskede lempelser i bestemmelserne

Elholm har forklaret, at han har talt med Lanwer, inden aktionen blev gennem-ført, men han er ikke i stand til at sige, om skolekontorets medvirken skyldes en hen-vendelse fra Lanwer eller hans eget initiativ. 8) A. nr. 209. Efter Lanwers forklaring indfandt Elholm sig ret ofte hos ham, efter at aktionen var begyndt, for at drøfte den med ham, og han gav altid udtryk for uvilje overfor den. 9) A. nr. 210. Elholm har lige-ledes forklaret, at han sendte lister og indberetninger til konsulen for at opnå lem-pelser i den givne ordre, og at hans samtaler med Lanwer fandt sted for at mildne aktionen. 10) A. nr. 209.

Mulighederne for dispensation

Et andet uklart spørgsmål er den adgang til dispensation fra de almindelige bestemmelser, som der muligvis har været i henhold til AOs bekendtgørelse. Under sin samtale med amtmanden fremhævede Lanwer, -

Side 92

at der var mulighed for dispensation, idet han dog vist nærmest tænkte på de familier, som var udgået af det danske mindretal i Sydslesvig, 1) Referat* amtmand Refslund Thomsens udtalelser på et møde i Dansk Samråd den 12. april 1943; „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 76; og Elholm mente, at kravet om overflytning ikke ville blive stillet til forældre, som var dansksindede. 2) A. nr. 203. Hans skrivelse af 19. februar må naturligt forstås således, at bestemmelsen kun gjaldt for dansksindede, når de var født syd for grænsen. 3) A. nr. 202. Linneborn har udtalt, at han forud for aktionen fik instrukser fra Dalldorf, som gik ud på, at kravet skulle frafaldes, når blot een af for-ældrene godtgjorde at være dansk. 4) A. nr. 209. De faktiske forhold viser dog, at der også er blevet stillet krav om overflytning, selvom en af forældrene eller de begge var dansksindede, og selvom de begge var født nord for grænsen. 5) A. nr. 209, note 4; A. nr. 203.

Side 93

F. Finansiel understøttelse

Tilskud til skolevæsen m. m.

Den tyske folkegruppe fik allerede før krigen betydelige tilskud sydfra. Pengene kom fra forskellige kilder, ofte fra institutioner, der helt eller delvis fik deres midler fra staten. Da der ikke i krigens første år var noget fælles kassererkontor for folke-gruppen, ligesom der heller ikke blev udarbejdet noget fælles budget, er det van-skeligt at få et samlet overblik over tilskuddene. Skolevæsenet lagde beslag på langt de største pengemidler. Fra Deutsche Stiftung blev der fra 7. maj 1940 til 30. august 1941 gennem Apenrader Bank sendt 749 868 kr. Derefter kom pengene gennem det tyske gesandtskab, indtil 30. juli 1942 ialt 820 466 kr. Disse tilskud gik l væsentligst til lærerlønninger, som den første tid, til omkring 1. april 1941, var 41 000 eller 45 000 kr. om måneden, derefter til kapitulationen 65 000 kr. Indtil 15. januar 1942 modtog folke-gruppen desuden 1 200 000 kr. til skolebyggeri foruden 124 521 kr., som er udbetalt gennem det tyske konsulat til bygningen af Graasten skole, samt 173 605 kr. til det samme formal, modtaget fra provinsen Slesvig-Holsten. Andre tilskud til folkegruppen i denne periode kom gennem VDA og Wohlfahrts- und Schulverein für Nordschles-wig, bl.a. fadderskabspengene, understøttelse til biblioteksvæsenet og til Wohlfahrts-dienst.

Schatzamt og udarbejdelsen af budgetter

Fra 1. juli 1941 blev der oprettet et særligt Schatzamt, en folkegruppeinstitution, der hørte direkte under Vomi. Grunden til oprettelsen var, at man ville have partiets og folkegruppens økonomi samlet under eet. På et møde i Vomi den 4. og 5. decem-ber 1940 drøftede man endvidere tanken om opstillingen af et samlet budget, som både skulle vise folkegruppens egne ydelser og samtidig konstatere det behov, „der derudover yderligere er nødvendigt for at kunne bringe folkegruppens opgaver til udførelse med den størst mulige slagkraft og intensitet". Der var enighed om, at man ved udarbejdelsen af overslagene måtte tage „passende hensyn til det krævede forøgede arbejde for tyskheden", bl.a. den fulde udnyttelse af mulighederne for oprettelse af nye skoler og yderligere forholdsregler til beskyttelse af jorden. 1) Stehrs notat om mødet, dateret 8. december 1940. A. nr. 66.

Budgetternes størrelse

I hvert fald fra 1941 blev der derefter af Schatzamt udarbejdet et samlet budget, som skulle godkendes af Vomi og Ausw. Amt, efter at gesandtskabet havde udtalt sig om det. Der skelnedes i budgettet mellem nødvendige og ønskelige, men ikke uundværlige tilskud. I 1941—42 var de nødvendige udgifter anslået til 169.882 kr., i 1942—43 til 1.293.890 kr. For 1945—46 var der regnet med et beløb på 1.317.095 kr. Den store stigning skyldtes, at udgifterne til skole- og biblioteksvæsen samt til Wohl-fahrtsdienst nu også gik gennem Schatzamt, der fra 1. august 1942 overtog den økonomiske administration af skolevæsenet.

Schatzamts indtægter. Pengene til skolevæsenet.

Sønderjyllands Revisionskontor i Aabenraa har udarbejdet en række oversigter, der viser Schatzamts indtægter og udgifter. Indtægterne var på ialt 6.997.027 kr., hvoraf de 256.928 kr. var danske statstilskud til skolevæsenet. Kasseekstrakten over indtægterne er dog til en vis grad misvisende, 

Side 94

idet de 1.200.000 kr. til skolebyggeriet blev udbetalt, inden Schatzamt pr. 1. august 1942 overtog administrationen af skolevæsenets økonomi. Men det var et krav fra Vomi, at alle pengene vedrørende skolebyggeriet skulle opføres i Schatzamts bøger, selvom det udelukkende var Elholm, der administrerede disse beløb, og selvom de første 400 000 kr. var blevet udbetalt den 24. maj 1941, altså inden Schatzamts opret-telse. Den 1. august 1942 var der 407.082 kr. tilbage på byggekontoen, et beløb, som må være inkluderet i de 806.164 kr., som skoleforeningen da indbetalte til Schatzamt. 1) A. nr. 211, bilag nr. l, konto I. 6 og bilag nr. 5, konto 4. Langt den største del af disse 407.082 kr. stammede fra de 1.200.000 kr. og figurerer således to gange i ekstrakten. Strengt taget vedkommer de 1.200 000 kr. således ikke Schatzamt og bør trækkes fra de 6.997.027 kr. for at få det rette billede af Schatzamts virksomhed.

Den hemmelige fond

På den anden side har Schatzamts leder, Peter Petersen, haft en særlig, hemme-lig konto, der skulle være en slags skjult reserve, som kunne anvendes, hvis forbin-delsen med København eller Berlin blev afbrudt. En betydelig del af indtægterne på denne konto stammede fra andel i overskud fra Lastkraftwagen Transportverband og fra salg af kul, modtaget fra Tyskland. Da skoleforeningens formue blev overført til Schatzamt, indsatte Peter Petersen desuden 100.000 kr. af disse midler på den hemmelige konto. I tidens løb voksede dette beløb til 117.076 kr. lalt var indtægten på denne konto 445.756 kr., som altså må lægges til de 6.997.027 kr., minus 1.200.000 kr., ialt 6.242.783 kr.

Penge til lærerlønninger og ekstraordinære tilskud

De to største poster på indtægtssiden var det ordinære tilskud fra gesandtskabet, hvilket sikkert vil sige pengene til lærerlønninger, og 1 625 000 kr. i ekstraordinære tilskud fra gesandtskabet, formodentlig først og fremmest penge, som blev givet i henhold til budgettet. I dette beløb er dog uden tvivl også medregnet de 500 000 kr., som gesandtskabet betalte til Schatzamt i marts 1942, og som sikkert stammede fra Vereinigte Finanzkontores hemmelige depot i gesandtskabet. 2) Se nærmere s. 99 f.

Schatzamts udgifter

Også kasseekstrakten over udgifterne er til en vis grad misvisende, idet de 1 200 000 kr. til skolebyggeriet ligeledes er opført på denne konto, 3) A. nr. 211, bilag nr. 2, konto 1 a; hvorfor dette beløb bør fradrages i udgiften.

Af kasseekstrakten fremgår det, at så at sige alle de folketyske kontorer og institu-tioner har fået tilskud fra Schatzamt. Langt det største beløb gik til skolevæsenet. Foruden til byggeri anvendtes 2 324 644 kr. til lærerlønninger og 153 016 kr. til andre udgifter. Til dr. Møller er udbetalt 80 497 kr., idet han fra 1. maj 1941 fik 1 600 kr. om måneden til repræsentationsudgifter. En del af disse penge blev dog ikke brugt, men overladt til Peter Larsen, der skulle anvende dem til sociale formål. 34 602 kr. blev slet ikke anvendt, men indsat på en bankkonto. Deutsche Selbsthilfe Nordschleswig fik 80 810 kr., Frauenschaft 69 730 kr., folkegruppekontoret og Schatzamt 106 182 kr. plus 25 548 kr. på en særkonto for Schatzamt. De tyske kontorer i de fire købstæder og i Graasten modtog tilsammen 70 357 kr., det agrarpolitiske kontor 56 723 kr., kontoret for presse og propaganda 29 872 kr., kontoret for slægtsforskning 52 538 kr., kontoret for befolkningspolitik 10 791 kr., kontoret for folkesundhed 6 614 kr., DBN ialt 39 078 kr., Amt für gewerbl. Wirtschaft 5 676 kr., DJN 87 937 kr., DMN 52 200 kr., tidsskriftet Junge Front 7 491 kr. foruden 11 300 RM; det tyske 

Side 95

hovedbibliotek 46 929 kr., de folketyske sammenslutninger i København 58 626 kr., Wohlfartsdienst 170 000 kr.; til lærerstipendier udbetaltes 64 678 kr., folkehøjskolen i Tinglev fik 15 272 kr., SK 11 119 kr. Til omsorg for frontsoldater anvendtes 16 630 kr. og til lærergratialer 37 640 kr. Desuden var der ydet forskellige lån: Liefergemein-schaft 35 000 kr., Dibbernhaus 36 213 kr.. Deutsche Selbsthilfe 15 000 kr. og flygtninge-hjælpen 24 249 kr.

Formue i 1945

Det var dog langtfra alle de modtagne penge, som var blevet brugt. Pr. 6. decem-ber 1945 blev Schatzamts formue opgjort til ialt 1 485 374 kr., hvoraf de 251 048 kr. var kassebeholdning, de 48 177 kr. fandtes på postgiro, de 621 230 kr. stod i banken, mens der var en obligationsbeholdning på 181 000 kr. og en aktiebeholdning på 102 016 kr.

Tilskud som ikke er gået gennem Schatzamt

Schatzamts regnskaber giver ikke et fuldstændigt billede af de tilskud, som de forskellige tyske institutioner og foretagender har fået i tiden efter 1. juli 1941, idet de ikke alle gik igennem Schatzamt. Dette synes således at gælde de l 200 kr. om måneden, som Stehr fik fra den 1. juni 1943 som leder af det tyske kontor. 1) A. nr. 211, bilag nr. 3. Konto 12 viser en udgift på 19 500 RM til Rudolf Stehr, men det kan dog næppe være de l 200 kr., der er opført her. „Nordschleswigsche Zeitung" har på forskellig måde fået tilskud fra dr. Best, i 1944—45 i hvert fald 59 430 kr., hvortil så kommer et tilskud fra Ernst Schröder på 67 050 kr., som måske også er gået gennem dr. Best. I 1944 fik bladet desuden 19 000 kr. fra Ernst Schröder. Hertil kommer så, at der fra 15. maj 1944 til begyndelsen af april 1945 er betalt 427 000 kr. for de eksemplarer af bladet, som blev leveret til den tyske værnemagt. DBN har fået 150 000 kr. i lån, Liefergemeinschaft 250 000 kr., Schumanns skibsværft 250 000 kr., Gewerbehilfe 102 600 kr. og Vogelgesang 52 000 kr., som uden tvivl alle er taget af den hemmelige fond på een million kroner i box nr. 30 i Haderslebener Kreditbank. 2) A. nr. 220, note 1. Også pengene til den tyske kirke i Nordslesvig er gået uden om Schatzamt, og nationalbanken har oplyst, at der under besættelsen er udbetalt 257 312 kr. til evangelisch-lutherische Landeskirche i Tinglev.

Pengene til Schatzamt fra Kronekonto IV og politikontoen

I almindelighed blev pengene til Schatzamt sendt pr. check til det tyske konsulat i Aabenraa, hvorfra de så gik videre til Schatzamt. I begyndelsen blev tilskuddene til mindretallet udelukkende taget af den såkaldte kronekonto IV, den tidligere IV og politidollarkonto. Da pengene på denne konto ikke slog til, lånte man af den særlige politikonto, der var blevet oprettet efter den 29. august 1943. Pengene til lærernes løn og til udgifter i henhold til budgetforslagene skulle egentlig have været refunderet af Vomi, men dette skete ikke, da Reichswirtschaftsministerium ikke ville bevilge den nødvendige valuta.

Obligationer

Af opgørelsen over Schatzamts formue fremgår det, at kontoret i påkommende tilfælde har kunnet disponere over kreditforeningsobligationer til en nominel værdi af 162 700 kr. samt over diverse pantebreve og gældsbreve til et samlet beløb af 592 541 kr. og 64 250 RM. Obligationerne var erhvervet under krigen, idet man havde købt dem for de penge, der kom ind, da der blev optaget kreditforeningslån i de nybyg-gede skoler. 60 000 kr. heraf stammede iøvrigt fra et lån, som blev optaget i det tyske gymnasium, efter at et ældre lån på 100 000 kr. var blevet indfriet af Vomi. Det var tanken, at obligationerne skulle henlægges som en reserve, der i givet fald kunne belånes.

Side 96

Pantebreve på de ældre skoler

En del af de ældre tyske skoler var blevet bygget for midler, der stammede fra VDA og Wohlfahrts- und Schulverein. 1) Som det fremgår af Elholms skrivelse til Vomi af 31. maj 1941 (A. nr. 196), var det i virkeligheden først og fremmest Deutsche Stiftung* der hav-de finansieret det tyske skolebyggeri før krigen. For pengene udstedtes pantebreve, ofte til forskellige personer, som f. eks. skibsreder Jebsen. De var i virkeligheden kun stråmænd, og senere blev pantebrevene transporteret til VDA. I 1943 blev de samlet i Schatzamt, og Peter Petersen fik fuldmagt til at optræde på VDAs vegne. Han har dog fremhævet, at pantebrevene ikke var en del af Schatzamts formue. 2) A. nr. 211.

Side 97

G. Jordkampen

Bondemødet l Tinglev den 7. april 1940

På et stort bondemøde i Tinglev den 7. april 1940 blev der fremsat en række krav, som nærmere blev præciseret i en proklamation, udstedt af dr. Møller og det agrar-politiske kontor. Bondehjemmene skulle beskyttes med arvegårdsretten som grund-lag. Forpligtelserne skulle begrænses, så der blev fastsat en grænse for renteydelsen, svarende til indtægtsmulighederne, og indtil denne nyordning var blevet til i virke-lighed, skulle der gennemføres et almindeligt moratorium for landbruget. Afsætnin-gen skulle sikres på lang sigt, idet man stræbte efter et system med faste priser, afstemt efter produktionsomkostningerne. 1) „Nordschleswigsche Zeitung" 8. april 1940.

Landboaktionen planlægges

Efter besættelsen mente den tyske folkegruppe, at der som følge af de ændrede forhold var nyt håb om, at dens landbrugsprogram kunne blive gennemført. Først og fremmest forberedte man en kamp for beskyttelse mod tvangsauktioner. Man havde oprindelig planlagt en landboaktion fra hele den folketyske landbostands side, hvor-efter enhver landmand skulle forpligte sig til ikke at betale renter, selvom han derved risikerede, at hans ejendom blev sat til tvangsauktion. Når de første tvangsauktioner begyndte, skulle den tyske folketingsmand i folketinget fremsætte krav om en lov angående moratorium, og dette krav skulle samtidig støttes fra officiel rigstysk side overfor den danske regering.

Krisefællesskaber og nødaktion

Der var dog mange tyske landmænd, som var betænkelige ved at løbe en sådan risiko, og da man også kom til den opfattelse, at fremgangsmåden ikke var tilrådelig af taktiske grunde, blev planen ændret. Der var blevet oprettet en række særlige krisefællesskaber, men de bestod væsentligst af landmænd, som ikke var i stand til at betale renter m.m. Af de 300, som havde underskrevet en forpligtelseserklæring, var de 120 i en nødsituation, og i 30 tilfælde måtte man endda regne med en tvangs-auktion i den nærmeste fremtid. Man ville nu stille kravet om et moratorium i bero og i stedet foretage en nødaktion. Det agrarpolitiske kontor ville udnytte alle fredelige veje. Man regnede dog ikke med, at de danske kreditinstitutter i større grad ville imødekomme de tyske ønsker. De konkrete tilfælde af tvangsauktioner skulle derefter gennem en passende propaganda i pressen „bringes for den brede offentligheds forum". Enhver kredit ville blive afslået af debitorerne, og i særligt egnede eller kritiske tilfælde ville man skræmme interesserede bort fra auktionen ved truende advarsler i pressen og på møder. Man regnede med, at en del af krisefællesskabets medlemmer ville forbyde kongens foged at betræde deres ejendom. Blev en tysk ejendom alligevel solgt ved auktion, ville den pågældende landmand til det sidste vægre sig ved at forlade ejendommen og kun vige for magt, „hvilket igen vil afsted-komme en stærk reaktion i den tyske presse og have demonstrationer til følge fra folkegruppens side". Folkegruppen havde udtalt, at den overtog det fulde ansvar og ville sørge for, at de, der eventuelt blev drevet fra gården, blev økonomisk sikret. 

Side 98

Forventet politisk udbytte af aktionen

Fra partiledelsens side ventede man sig meget af beskyttelsesaktionen, og man regnede med støtte fra rigstysk side. Den ville være en hjælp for den enkelte debitor, men samtidig betyde en psykologisk styrkelse af den samlede tyskhed. Hvis denne styrkeprøve kunne bestås med glans, ville det give folkegruppen en betydningsfuld magtpolitisk stilling med hensyn til fremtidige opgaver.

Berlin vil ikke tillade tab af tysk jord

Den 11. juli fandt der et partirådsmøde sted, i hvilket der deltog en repræsentant for Vomi. Han udtalte, at de tyske myndigheder i Berlin og gesandtskabet i Køben-havn ikke ville tillade yderligere tab af jord. På dette tidspunkt syntes der stadig at have været tale om to muligheder: den påtænkte aktion kunne gennemføres som en hjælpeaktion for de tyske landmænd, eller den kunne lægges således an, at den i tidens løb kunne blive til et politisk forehavende, „der skal provokere vanskeligheder og uheld for tyskerne til fordel for politiske planer af en eller anden slags". 1) Lanwers beretning af 16. juli 1940 til gesandtskabet. A. nr. 213. Beretningen er udarbejdet på grundlag af forskellige notater, som Lanwer havde foretaget de foregående dage, efter at han havde fået en række oplysninger, først og fremmest fra sine „Vertrauensmänner".

Vogelgesangs stilling til aktionen

Den 9. august 1940 skrev Vogelgesang til Vereinigte Finanzkontore om forholdene i Nordslesvig. Han mente, at hele denne aktion var sat i gang fra partiledelsens side for igen at sætte stemningen i vejret, efter at tilliden var blevet rystet på grund af begivenhederne omkring den 28. juni. Derfor, sagde han, lod dr. Møller forkynde, „at den tyske regering ikke længere ville tillade nogen tvangsauktion over en tysk gård i Nordslesvig". 2) A. nr. 55.

Stehr forhandler med Renthe-Fink

Fra gesandtskabets side blev jordkampen fulgt med opmærksomhed, og allerede den 6. juni 1940 sendte man det danske udenrigsministerium en note, hvori det hed: „Desuden øges klagerne over, at tysk ejendom i Nordslesvig systematisk bliver opkøbt fra dansk side". 3) A. nr. 26. Nu tog både gesandtskabet og Ausw. Amt spørgs-målet om tvangsauktionerne op. Den 22. juli havde Stehr en drøftelse med Renthe-Fink, hvorunder han nævnte, at en del tvangsauktioner over tyske ejendomme i Nord-slesvig var umiddelbart forestående. Der var efter hans opfattelse tre muligheder: 1) Man kunne fra Vogelgesang eller Vereinigte Finanzkontore skaffe de ca. 150 000—200 000 kr., som var nødvendige for at få auktionerne afblæst. Det ville dog ikke være nogen virkelig løsning, idet de pågældende ejendomme derved kun ville blive endnu mere forgældede. 2) Man kunne fra officiel tysk side henstille til den danske regering, at der blev truffet fornødne foranstaltninger til at hindre, at auktionerne fandt sted. 3) Endelig kunne folkegruppen „lade det komme så vidt, at tvangsauktionerne afholdes for at slå politisk mønt af dem, og benytter dem til protester og demonstrationer imod danskernes adfærd". 4) Renthe-Pinks skrivelse til Ausw. Amt 22. juli 1940. A. nr. 214.

Renthe-Fink til Ausw. Amt om tvangsauktionerne

Allerede den 15. juli havde Ausw. Amt givet Renthe-Fink tilkende, at det nu på enhver mulig måde måtte forhindres, at danskerne erhvervede folketysk ejendom. 5) A. nr. 212. Renthe-Fink havde den samme indstilling. Netop nu, da den tyske ind-flydelse i Danmark var vokset så stærkt, kunne det „ikke forblive uimodsagt, at folke-tysk ejendom går over på danske hænder". I sin skrivelse til Ausw. Amt om spørgs-målet kom han ind på storpolitiske overvejelser. Når Danmarks fremtidige forhold til Tyskland blev ordnet som et led i Europas nyordning, måtte man også regne med, at det 

nordslesvigske spørgsmål fandt sin endelige løsning. Derfor kom det i øjeblikket mindre an på at tage hele spørgsmålet om en sikring af jorden op til principiel drøftelse end at sørge for, at der i den nærmeste fremtid ikke skete indhug i de folketyske besiddelser. For at nå dette mål ville det være tilstrækkeligt at standse de truende tvangsauktioner. En passiv holdning kunne kun forsvares, hvis man ville skaffe sig holdepunkter for i givet fald at rejse det nordslesvigske spørgsmål og bringe den danske regering i en moralsk ugunstig stilling. 1) Renthe-Fnks skrivelse til Ausw. Amt af 22. juli 1940. A. nr. 214.

Renthe-Fink får ordre til at indvirke på den danske regering

Den 27. juli gav Weizsäcker Renthe-Fink ordre til at indvirke på den danske regering, så de påtænkte tvangsauktioner ikke blev afholdt. Samtidig fik han pålæg om ikke at komme ind på det principielle spørgsmål om sikringen af jorden og undgå enhver drøftelse af andre mindretalsspørgsmål. Samme dag fandt der et møde sted hos Grundherr, der havde været i telefonisk forbindelse med Renthe-Fink. Denne syntes at have ment, at en démarche måske ikke mere ville have nogen virkning, og det var da tanken, at Vogelgesang skulle træde til og yde hjælp i de tre nævnte tilfælde. Krahmer-Mollenberg, der var leder af Vereinigte Finanzkontore, blev der-efter underrettet, for at han kunne foranledige, at Vogelgesang hjalp ejerne af de truede gårde. 2) A. nr. 215 med note 1.

Renthe-Finks démarche

Imidlertid foretog Renthe-Fink den 30. juli en démarche hos den danske regering, og den 5. august kunne han telegrafere til Berlin, at det danske udenrigsministerium gennem justitsministeriet havde foranlediget, at den tvangsauktion, der var blevet berammet til den 1. august, ikke blev afholdt, og at der var taget lignende skridt med hensyn til de andre forestående auktioner. 3) A. nr. 216. Den 14. august gav Ausw. Amt ordre til Renthe-Fink om, at der ikke fra den tyske folkegruppes side måtte foretages en nødaktion eller lignende selvstændige beskyttelsesforanstaltninger for at tvinge den danske regering til en generel og principiel løsning af spørgsmålet om tvangsauktionerne. Stehr blev derefter kaldt op til Renthe-Fink, som viderebragte ordren.

Udsigt til stigning i antallet af tvangsauktioner

Men dermed var spørgsmålet ikke løst. Den 12. august foretog det tyske gesandt-skab en ny démarche angående to særlige tilfælde. Svenningsen udtalte overfor Kassler, der afleverede notitsen, at det var vanskeligt „at gribe ind overfor de i Loven hjemlede Retsmidler", men at han ville henstille til justitsministeriet, at disse to auktioner blev udsat. Renthe-Fink oplyste overfor Ausw. Amt, at der til september var ansat fire auktioner, og i 11 tilfælde var eksekution indledt eller udlæg var blevet dekreteret, og man måtte regne med en yderligere stigning i auktionerne over folketysk ejendom i de følgende måneder. I en opstilling, som Stehr havde foretaget, regnede han med, at man ville behøve 18 000 kr. for at få standset de allerede inka-minerede tvangsauktionssager. Men ville man sikre sig, at der ikke kom auktioner i løbet af året, måtte man regne med et meget større beløb; det var tidligere anslået til 150 000—200 000 kr., men det var dog måske noget højt regnet. 4) Renthe-Finks skrivelse til Ausw. Amt 27. august 1940. A. nr. 219 med note 3.

3 millioner kr. sendes til København

Imidlertid var man i Berlin kommet ind på den tanke, at man måtte sørge for at sikre tysk ejendom i Nordslesvig ved en meget vidtgående långivning. Allerede den 17. august anmodede Ausw. Amt rigsfinansministeriet om at give tilladelse til, at Vereinigte Finanzkontore af egne midler erhvervede for 1½ mill. RM Reichskreditkas-senscheine, 

som derpå skulle omveksles til danske kroner og i Danmark holdes rede til udbe-taling hos det tyske gesandtskab. Sagen skulle holdes strengt hemmelig, og de for-skellige myndigheder fik dette indskærpet. 1) A. nr. 217 med note 1. Allerede to dage efter kunne Ausw. Amt give Vereinigte Finanzkontore ordre til at foretage indkøbet af de 1½ mill. RM Reichskreditkassenscheine og sørge for, at de med kurér blev sendt til København. 2) A. nr. 218. Kreditanstalten i Haderslev havde foretaget visse bereg-ninger over, hvor mange penge der behøvedes for at undgå alle tvangsauktioner over tyske ejendomme. Vogelgesang regnede med ca. en million kroner. For at få fastslået det nøjagtige beløb, som var nødvendigt til en sådan sanering, var det iøvrigt tanken at tilkalde en driftsøkonom fra universitetet i Kiel, som skulle under-søge de gårde, der var i vanskeligheder, og de gårde, der finansielt var svage. løvrigt var man fra tysk side klar over, at sikringen af de nye lån ville volde vanskeligheder på grund af den i loven af 2. august 1940 fastsatte lånegrænse. De skyldnere, hvis ejendomme var prioriteret op til lånegrænsen, måtte derfor have en rent personlig kredit, hvilket i høj grad ville forøge kreditanstaltens risiko, og man måtte regne med, at en betydelig del af de udlånte penge ikke ville blive tilbagebetalt. 3) Alfred Dietrichs aktnotits af 11. oktober 1940. A. nr. 220; se også A. nr. 70.

Forhandlinger om overførsel af pengene til Vogelgesang

Men det var ikke nok at få pengene til København. De skulle også overføres til kreditanstalten og vel at mærke på en sådan måde, at man ikke fra dansk side blev klar over, hvad der var sket. Krahmer-Mollenberg kom selv til København, hvor han havde forhandlinger med Renthe-Fink og med rigsbankdirektør Sattier. I Haderslev fandt der drøftelser sted mellem Krahmer-Mollenberg, Alfred Dietrich fra Vereinigte Finanzkontore og Vogelgesang. På grund af de skærpede danske valutabestemmel-ser syntes der kun at være den mulighed for overførsel af pengene, at „en kvalifi-ceret tysk økonomisk myndighed i Danmark indbetaler beløbet til kreditanstalt Vogel-gesang som et indskud med middelfrist".

1½ million kr. til Haderslev

Spørgsmålet om overførslen af de mange penge fra København til Haderslev viste sig dog at volde endnu større bryderier, end man havde regnet med. Via direktør Preuss fik man inden 8. januar 1941 overført 350 000 kr. til kreditanstalten. Men de fleste penge var stadig tilbage, og i den følgende tid førtes en række indgående forhandlinger. I maj 1941 brød man imidlertid overtvært. Dietrich blev sendt til København, hvor han hos kansler Werner i gesandtskabet fik udleveret halvdelen af det samlede beløb, 1 500 000 kr. Ledsaget af prokurist Jessen II fra kreditanstalten rejste han den 7. maj til Haderslev med pengene. Vogelgesang fik udbetalt de 500 000 kr., resten blev anbragt i box nr. 30 i Haderslebener Kreditbank. Der var to nøgler til denne box. Dietrich fik den ene, mens den anden blev udleveret til bankdirektør Karl Orth fra Flensborg, der var mellemmand mellem kreditanstalten og Vereinigte Finanzkontore. Pengene fra Preuss skulle tilbagesendes til gesandtskabet, og de 500 000 kr. skulle gå ind på en hemmelig konto, idet de lidt efter lidt skulle overtages af Vogelgesang. For en del af pengene blev der købt obligationer, andre blev anvendt til at indløse forskellige „personkreditter". Senere betaltes alle de trukne beløb tilbage, og i februar 1945 afleveredes de 500 000 kr. plus renter til Orth, der puttede dem i en kuffert, som han tog med sig ned på Dibbernhaus i Aabenraa. Der var selvfølgelig ingen dér, der vidste, at kufferten indeholdt ½ mill. kr. Ved en misfor-ståelse fik en intetanende tysk SS-mand, der skulle bringe post til Tyskland, kufferten med sig til Flensborg. 

Side 101

Næste dag fik Orth den fra SS-Standarte, hvorpå han sendte pengene til Dietrich i Berlin.

Størstedelen af pengene til DBN og Liefergemeinschaft

Pengene i box nr. 30 synes at være blevet anvendt til at yde økonomisk hjælp til forskellige folketyske foretagender. Schumanns skibsværft i Sønderborg fik 250 000 kr., DBN 150 000 kr., Liefergemeinschaft 250 000 kr., Gewerbehilfe 102 600 kr. og Vo-gelgesang 52 000 kr. Restbeløbet, 195 400 kr., skal i februar 1945 være blevet overført til Apenrader Bank. Af de resterende 1 500 000 kr. i det tyske gesandtskab blev 500 000 kr. vistnok sendt til Schatzamt i marts 1942, mens andre muligvis er brugt ved bygningen af den tyske skole i København. 1) A. nr. 220, note 1; jfr. Hansen-Damms forklaring. A. nr. 251.

Modsætning mellem Vogelgesang og Stehr

I 1937 var Rudolf Stehr blevet sendt til Nordslesvig for at arbejde på en samling indenfor folkegruppen og tage sig af spørgsmålet om beskyttelse af tysk jord og varetage de tyske bønders interesser. Han blev prokurist i kreditanstalt Vogelgesang og Hofeverwaltungsgesellschaft. I efteråret 1938 oprettede han efter dr. Møllers ordre et Amt für Agrarpolitik, som skulle være det politiske instrument i jordkampen. 2) Note l til A. nr. 66. Det viste sig hurtigt, at samarbejdet mellem ham og Vogelgesang ikke var altfor godt. I et brev, som Vogelgesang den 9. august 1940 skrev til Vereinigte Finanzkontore, klagede han over, at Stehr som hans prokurist havde kendskab til hans korrespondance og til alle hans planer og forholdsregler, mens han selv ikke kendte den partitjenstlige korrespondance eller fik meddelelse om partiforhandlinger vedrørende hans arbejdsfelt, selvom disse forhandlinger fandt sted på hans kontor. 3) A. nr. 55.

På et partirådsmøde den 8. december 1940 aflagde Stehr beretning om forholdet til kreditanstalten. Han udtalte, at folkegruppearbejdet måtte betragtes som en helhed, der blev dirigeret af folkegruppeledelsen. De enkelte arbejdsområder måtte afpasses efter den politiske helhedslinie, og forholdet mellem det agrarpolitiske kon-tor og kreditanstalten måtte fastlægges således, at samtlige politiske spørgsmål sorte-rede under kontoret, som herefter skulle tage sig af problemer i forbindelse med arvegårdsretten, markedsordningen, prisdannelse, almindelige agrarpolitiske indbe-retninger, undersøgelser vedrørende grænsen for renteydelse m.m. 4) Stehrs notat. A. nr. 66. Efter at der havde fundet forhandlinger sted med Vomi, blev forholdet ordnet således, at kontoret den 1. januar 1941 fik til opgave at repræsentere folkegruppe-ledelsen overfor kreditanstalten og Hofeverwaltungsgesellschaft. Landbrugspolitiske spørgsmål skulle herefter høre under kontoret, mens kreditanstalten skulle behandle spørgsmål om kredit. Stehr fratrådte derefter som prokurist i de to selskaber. 5) Note l til A. nr. 66.

Kort tid i forvejen, den 15. november 1940, var der ved oprettelsen af Landes-bauernschaft Nordschleswig blevet skabt en ny organisation indenfor landbruget. Med det rigstyske Reichsnahrstand som forbillede blev Landesbauernschaft delt i to hovedafdelinger: hovedafdeling 1, det tidligere agrarpolitiske kontor, der skulle vare-tage de landbrugspolitiske spørgsmål, og hovedafdeling 2, den hidtidige hovedland-boforening, som var det driftsøkonomiske og driftstekniske centralorgan. Indenfor Landesbauernschaft blev der dannet 5 kredse med 53 distriktsafdelinger, som lededes af lige så mange distriktsbondeførere, der igen havde fået tildelt 178 lokale bondeførere. Man ville også se at få ikke-selvstændige landboere som røgtere

Side 102

og landbrugsmedhjælpere organiseret, og til at tage sig af dem skulle der indsæt-tes 53 Gefolgschaftswarte. Når agitationen var afsluttet, regnede man med at have 3 000 medlemmer i Landesbauernschaft. 1) Lanwers redegørelse i skrivelse af 3. februar 1941 til gesandtskabet.

Hofeverwaltungsgesellschaft øver politisk tvang

Selvom landejendommenes økonomi efterhånden blev betydeligt forbedret på grund af den almindelige økonomiske udvikling under krigen og den stærke inflation, fortsatte kreditanstalten og dens datterselskab Hofeverwaltungsgesellschaft dog deres arbejde til fremme af tyskheden. I en forpagtningskontrakt fra 1942, indgået mellem Hofeverwaltungsgesellschaft og landmand Hans Hansen, der skulle overtage sine forældres ejendom i Lydersholm, måtte han indrømme selskabet ret til at opsige forpagtningsforholdet med 3 måneders varsel ved et forpagtningsårs udløb, såfremt: 1) han ikke blev medlem af Landesbauernschaft og kom til denne organisations-møder. 2) Ikke holdt den tyske avis. 3) Ikke lod sine børn gå i tysk skole og deltog i skolens arrangementer med sin kone. 4) I tilfælde af valg ikke gik til den tyske vælgerforenings møder og sammen med sin kone stemte på den tyske liste. 5) Ikke deltog i det tyske kulturelle liv i Lydersholm og gjorde sin simple pligt overfor de tyske indsamlinger. 2) A. nr. 70. A. nr. 221.

Side 103

H. Den økonomiske udnyttelse af besættelsen

Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig og Liefergemeinschaft

I månederne efter den 9. april 1940 blev der af tyskerne fremsat en del klager over økonomisk boykot fra dansk side. Allerede den 22. april kunne det tyske konsulat meddele gesandtskabet, at dr. Møller havde kendskab til 34 tilfælde af boykot, 1) A. nr. 21; og den 6. juni 1940 sendte det tyske gesandtskab en note til det danske uden-rigsministerium, hvori det hed, at der i den sidste tid var kommet stadig flere klager fra den tyske folkegruppe i Nordslesvig over den danske befolknings holdning, især over økonomisk boykot overfor folk, der tilhørte folkegruppen. 2) A. nr. 26. I for-skellige udtalelser kom det stadig frem, at man mente, der fra dansk side blev øvet boykot mod tyskerne. 3) A. nr. 25, 454 og 455. Meget voldsomt lød klagerne på et møde, som i oktober 1940 blev holdt i Tinglev af afdelingslederne. Georg Kley i Haderslev udmalede de danske boykotbestræbelser, og Roth fra Sønderborg illu-strerede den tyske befolknings hårde eksistenskamp med anskuelige eksempler. En tysk frisørsalon havde siden 9. april mistet ikke mindre end 70 rigsdanske kunder. Boykotten var organiseret og boykotlisternes eksistens fastslået. 4) Peter Larsens beretning om mødet, sendt til Lanwer den 22. oktober 1940. A. nr. 60.

Tyske lister over tyske forretningsfolk

Det var dog ikke blot fra tysk side, der blev klaget over boykot. Også fra dan-skerne "kom der stærke klager, og den 18. juni 1940 blev der i statsministeriet afholdt et møde herom. Amtmand Refslund Thomsen oplyste, at de tyske soldater havde fået udleveret lister over tysksindede handlende, hos hvem de måtte købe. Denne fremgangsmåde havde vakt stor harme i Aabenraa. 5) Se også politimester Agersteds indberetning af 28. maj 1940. A. nr. 24. Det kan tilføjes, at listen tilfældigvis kom i hænderne på danskerne, som lod den mangfoldiggøre. Senere var der fremkommet oplysninger om, at de tyske håndværkere havde fået store bestillinger fra værnemagten i forbindelse med opførelse af barakker i Esbjerg. Amtmanden omtalte også de tyske klager over boykot og meddelte, at det var undersøgt og fastslået, at der ikke var udarbejdet danske lister. Derimod var det i nogle tilfælde sket, at danskere efter den 9. april havde skiftet købmand.

Forhandling mellem P. Munch og Renthe-Fink

Justitsministeren fandt spørgsmålet om boykot og listerne foruroligende. Udenrigs-ministeren havde talt med den tyske gesandt om dette spørgsmål og foreslået, at man søgte problemet løst derved, at tyskerne opgav listerne og det derefter blev anbefalet danskerne at holde sig til deres sædvanlige forretningsforbindelser. Renthe-Fink havde svaret, at han ville drøfte sagen med de militære myndigheder. 

Side 104

Udenrigsministeren understregede, at det var af stor vigtighed i den kommende tid „at fjerne enhver Kivningsanledning saavel i store som i smaa Spørgsmaal. Indenfor en kortere eller længere Periode vilde vi komme til at staa overfor Beslutninger af vidtrækkende Betydning for Danmark og Sønderjylland". Således som forholdene var, havde vi kun mulighed for at udøve indflydelse gennem tyskerne.

Dansk ønske om at undgå boycot i Sønderjylland

Resultatet af drøftelserne blev, at man burde forsøge at komme frem ved en lokal henvendelse gennem handelsforeningerne i de forskellige byer for på denne måde at undgå boykot fra nogen af siderne, en mulighed, som var blevet nævnt både af landstingsmand Jefsen Christensen, amtmand Refslund Thomsen og amtmand Lund-bye. I sit resumé udtalte statsministeren, at han gik ud fra, at amtmændene ville tage initiativ til en løsning ad denne vej. 1) Udenrigsministeriets referat. A. nr. 222; sml. også P. Munchs redegørelse fra 1945. Ber. IV A. nr. 26, s. 49 og ber. V A. nr. l, s. 15.

Da Refslund Thomsen var kommet tilbage til Aabenraa, drøftede han sagen med den derværende formand for handelsforeningen, borgmester Fink, som var betæn-kelig ved at tage den op i handelsforeningen. Også Refslund Thomsen og grev Schack mente nu, at det ville være bedst, at man ikke foretog sig yderligere. 2) Refslund Thomsen til udenrigsministeren den 3. juli 1940. A. nr. 223. Den 11. juli meddelte udenrigsministeriet amtmanden, at man var indforstået hermed. 3) A. nr. 224.

Wilhelm Müller og Johs. Wulf får en stor tysk ordre

Den tyske folkegruppe havde allerede før 9. april, da det kneb med omsætningen, overvejet at oprette Lieferungsgemeinschaften, især med henblik på leverancer til Flensborg. I begyndelsen af maj 1940 fik man kendskab til, at værnemagten ville sætte store arbejder i gang i Nørrejylland, men ikke i Nordslesvig, og man sendte derfor Max Clausen nordpå med en anbefalingsskrivelse for at undersøge, om der kunne fås ordrer. Han fandt straks ud af, hvor administrationen havde sit sæde, og fik at vide, at også folkegruppens medlemmer kunne komme i betragtning, hvis man næste dag kunne komme til et møde i Aarhus. Wilhelm Müller, der var landshånd-værksmester, og Johs. Heinrich Wulf tog straks til Aarhus, og efter to timers forhand-ling med Luftgaustab kunne man den 10. maj vende tilbage med en ordre på ialt 250 000 kr. På 3¹/₂ dag blev ordren effektueret. 4) Datoen fremgår af Müllers beretning i „Deut-scher Volkskalender" 1941, s. 119, hvori de 3½ dags leveringstid også nævnes.

Nye ordrer

Omtrent samtidig fik man endnu en stor ordre, og i løbet af 5 uger leveredes for ialt 510 000 kr. snedkerarbejde til værnemagten, og der kom nu til stadighed ordrer til sadelmagere, tapetserere, smede og blikkenslagere. Inden den 24. juli havde man klaret en række store leverancer, bl. a. af bildæk og bilslanger til en værdi af 260 000 kr. og uldtæpper for 500 000 kr. Og der blev på det tidspunkt flettet og sprøjtet for 510 000 kr. camouflagenet af arbejdsløse folkefæller. Levering af manufakturvarer voldte vanskeligheder, bl.a. fordi det ofte var svært at få varerne, når de danske fabrikker „ved klodsethed fra vore medlemmers side" fik at vide, at det drejede sig om leve-rancer til værnemagten.

Forsøg på at skaffe endnu flere ordrer til tyskerne

Der blev også aflagt besøg hos alle hærens og marinens intendanturer for at afsætte pølser, kødvarer m.m. Det lykkedes dog ikke at få nogen ordre, idet kødvarer skulle købes på stedet, mens varer, der kunne holde sig, skulle forskrives fra Tysk-land. Müller rejste så til marineintendanturen i Kiel og værnemagtsforvaltningen i Hamborg, og disse myndigheder henstillede derefter til de tyske værnemagtsmyndig-heder i Danmark, at man skulle tage hensyn til DBN ved tildeling af ordrer. De gældende bestemmelser blev dog ikke ophævet. De større byggeordrer, jordarbejder 

Side 105

m.v. var allerede givet bort til danske firmaer, men man fik en større ordre på bygning af barakker i Nørrejylland. 1) Beretning om Liefergemeinschaft af 24. juli 1940. A. nr. 225.

Liefergemeinschaft oprettes

Omkring ved denne tid oprettedes DBNs Liefergemeinschaft, hvis opgave det var at samle ordrer fra værnemagten for at lade disse gå videre til medlemmerne, men det var i virkeligheden de enkelte leverandører, som leverede til værnemagten, og de skulle selv skrive fakturaerne, som dog blev indsendt gennem Liefergemeinschaft. Det blev fastslået, at leverandørerne skulle opfylde de betingelser, som i almin-delighed blev stillet til medlemmerne af DBN: at sende deres børn i tysk skole, holde og læse den tyske avis, være medlem af Selbsthilfe og sørge for, at deres børn, når de kom ud af skolen, og deres lærlinge blev medlem af organisationen og besøgte den tyske aftenskole. 2) A. nr. 228. Af alle fordelte ordrer fik selskabet 2 pct. til dæk-ning af administrationsudgifter, og desuden betaltes en afgift på ½ pct. til Deutsche Selbsthilfe. 3) A. nr. 225. Fra 1. november 1941 blev selskabet omdannet til et aktie-selskab. 4) „Deutsoher Volkskalender" 1943, s. 136. Aktiekapitalen var først på 100 000 kr., senere 200 000 kr. Dr. Møller, fra 1944 Peter Petersen, var bestyrelsens formand, Johs. H. Wulf direktør.

DNB reorganiseres   -  medlemstallet fordobles

Liefergemeinschafts virksomhed fik også stor betydning for udbygningen af den tyske erhvervsorganisation: Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig, som var op-rettet i 1936 og i efteråret 1940 blev reorganiseret, idet den blev delt i tre grupper, en handelsgruppe, der lededes af købmand Hansen-Damm i Sønderborg, en håndvær-kergruppe, hvis leder var Wilhelm Müller, der havde titel af Landeshandwerks-meister, og arbejdergruppen, som Chr. Bruhn stod i spidsen for. Som resultat af Liefergemeinschafts arbejde lykkedes det at få samlet næsten 100 pct. af de forret-ningsdrivende i handelsgruppen, så den i februar 1941 havde 1019 medlemmer, deraf 349 forretningsdrivende, 583 svende og 87 lærlinge. Håndværkergruppen havde på samme tidspunkt 1834 medlemmer, nemlig 834 mestre, 784 svende, 99 lærlinge og 117 husassistenter. Siden august forrige år var der sket en fordobling af medlem-stallet. Det samme gjaldt indenfor arbejdergruppen, hvor medlemstallet var 1150. Også for disse to gruppers vedkommende skyldtes den store forøgelse af medlemstallet arbejdet for den tyske værnemagt. 5) Lanwers beretning til gesandtskabet 3. februar 1941. A. nr. 70. Hans tal stemmer ikke med dem, der er anført i „Deutscher Volks-kalender" 1942, s. 134, hvorefter medlemstallet indenfor DBN den 1. februar 1941 var 3.415, mens det den 1. august 1940 havde været 1.483. Det synes at være antallet af medlemmer indenfor arbejdergruppen, der er for stort, thi den 1. oktober 1941havde denne kun 804 medlemmer, handelsgruppen derimod 1.168 og håndværkergruppen 2.116 medlemmer. Året efter var det samlede medlemstal 4.666 og i juli 1943 4.764, mens det i beretningen for 1944 siges at være uændret („Deutscher Volkskalender" 1943 s. 135, 1944 s. 138 og 1945 s. 116).

Samtale mellem Stauning og dr. Møller om Liefergemelnschaft

Dr. Møller har forklaret, at han i slutningen af 1940 havde en samtale med Stau-ning, hvorunder han gav en oversigt over folkegruppens arbejde efter besættelsen, ikke mindst den hjælp, som folkegruppen ønskede at yde det tyske folk. Herunder talte man bl. a. også om anvisning af folketysk arbejdskraft til de tyske flyvepladser i Danmark og udførelse af ordrer fra besættelsesmagten gennem Liefergemeinschaft. Statsministeren udtalte, at det var en selvfølge, at mindretallet på den måde ydede en indsats, og regeringen havde intet at indvende derimod. Af samtalen fik dr. Møller det indtryk, at der ikke var noget ulovligt i arbejdet med Liefergemeinschaft. 6) Dr. Møllers forklaring til rapport af 8. maj 1946. A. nr. 118.

Side 106

Dansk utilfredshed med DBNs virksomhed

Fra dansk side gav man dog gang på gang udtryk for utilfredshed med folke-gruppens økonomiske virksomhed. De første klager angik især det nationalpolitiske pres, som blev udøvet overfor folk, der søgte arbejde hos tyskerne. Men man gjorde også gesandtskabet bekendt med, at folketyske håndværkere og leverandører blev foretrukket ved ordrer til værnemagten. 1) Svenningsen til Kanstein 15. oktober og 21. november 1940. A. nr. 226 og 227; sml. s. 115.

Svenningsen klager til Kanstein

Den 21. oktober 1941 gjorde direktør Svenningsen atter Kanstein opmærksom på, at der var kommet nye klager over det nationalpolitiske tryk, der blev udøvet af arbejdsanvisningskontoret og Liefergemeinschaft. Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund havde desuden henledt udenrigsministeriets opmærksom-hed på, at de tyske snedkermestre havde vedtaget, at de under ingen omstændig-heder ville betale mere end 175 øre i timen. De to hovedorganisationer samt arbejds- og socialministeriet havde fremhævet det forkerte i, at arbejder blev bortgivet efter nationale eller politiske kriterier, og at man forsøgte at gennemføre aflønningsmeto-der, som var i strid med de gældende overenskomster. Disse forhold havde fremkaldt uro og misstemning, og det ville være i begge parters interesse, om de blev bragt til ophør. 2) A. nr. 231. Gesandtskabet svarede ikke på henvendelsen, men den 19. januar 1942 meddelte Stalmann, at den videre behandling af denne sag ville blive foretaget af Kassler^. 3) A. nr. 236. Der kom imidlertid intet svar fra ham.

DBN udøver nationalpolitisk pres

Udenrigsministeriet fik også i den følgende tid en del oplysninger om det national-politiske tryk, der blev udøvet fra DBNs, Liefergemeinschafts og arbejdsanvisnings-kontorets side. Således var en tysk håndværker blevet udelukket fra yderligere ordrer, fordi han havde ladet en del af en ordre gå videre til en dansk kollega. I et andet tilfælde havde DBN stillet to danske håndværkere i udsigt, at de ville kunne få del i leverancer til værnemagten, hvis de meldte sig ind i DBN. Og det strømmede stadig ind med oplysninger om, at der blev udøvet pres overfor forældre for at få dem til at sende deres børn i tysk skole. 4) A. nr. 231, note 2.

Udenrigsministeriet nægter at gå med til tysk ordre på 3,7 millioner kroner til Lle-fergemeinschaft

Den 1. marts 1941 henvendte overforstmester Wiedemann sig til direktør Svenning-sen angående en stor ordre på trævarer til en værdi af 3,7 millioner kr., der skulle fordeles på de tysksindede firmaer, som var tilsluttet DBN. Svenningsen fremhævede overfor Wiedemann det uheldige i, at de tysksindede firmaer blev foretrukket, hvilket fremkaldte misstemning i den øvrige befolkning i Nordslesvig. Han drøftede sagen med udenrigsministeren og meddelte derefter Wiedemann, at man fra dansk side ikke kunne give samtykke til, at denne ordre blev placeret hos DBN, idet man af politiske grunde ikke kunne gå med til at favorisere tysksindede firmaer på de dansksindedes bekostning. Man havde ikke noget imod, at den blev givet til firmaer i Nordslesvig, når der blot ikke blev gjort forskel mellem danskere og tyskere. Wie-demann gav den 11. marts DBN meddelelse om udenrigsministeriets synspunkt, idet han udtalte, at man efter hans opfattelse burde imødekomme det danske ønske af hensyn til den vanskelige beskæftigelsessituation i Danmark. 5) Svenningsens notits af 4. marts 1941. A. nr. 230 med note 1.

Forhandlinger mellem Forstmann og Worsaae

Også i den følgende tid spillede drøftelsen angående DBNs eller rettere Liefer-gemeinschafts arbejde for og leverancer til værnemagten en betydelig rolle under forhandlingerne mellem udenrigsministeriet og de tyske myndigheder. 

Side 107

Da dr. Forstmann den 24. november 1941 havde en samtale med kontorchef Wor-saae, gjorde denne ham opmærksom på, at udenrigsministeriet ikke l længden kunne tiltræde, at denne organisation påtog sig udførelse af entreprenørarbejde ret fjernt fra Nordslesvig, og at man for at effektuere de modtagne ordrer spredte arbej-det hos en stor række firmaer, som dels ikke var medlemmer af organisationen, dels var fordelt over Jylland, Nordslesvig og Fyn. Forstmann delte udenrigsministeriets opfattelse, og han henstillede, at man ved lejlighed kaldte en repræsentant for DBN til København og overfor denne tilkendegav, at der kun måtte udføres arbejder, som organisationens medlemmer kunne påtage sig. 1) Worsaaes notits af 25. november 1941. A. nr. 232.

Drøftelser mellem udenrigsministeriet og DBN

Mødet med DBNs repræsentanter, Hansen-Damm og Wulf fra Liefergemeinschaft, fandt sted den 9. december 1941. Hansen-Damm gav oplysninger om DBN, som kun ønskede at have tysksindede medlemmer. Den omfattede mellem 80 og 100 bygmes-tre og ca. 800 håndværkere. 2) Worsaaes referat fra 9. december 1941 af mødet. A. nr. 233. Der foreligger også et tysk notat om mødet. A. nr. 234. Når Liefergemeinschaft fordelte ordrer, var det ikke nogen betingelse for at modtage disse, at børnene blev sendt i tysk skole. Det fremgik også deraf, at der ikke var blevet stillet noget krav til de danske virksomheder, som havde fået ordrer. Det var derimod en selvfølge, at man af de tyske folkefæller forlangte bevis for, at de tilhørte folkegruppen, og det skete bl. a. for at forhindre, at danskere blev optaget. 3) A. nr. 234. I flere tilfælde var der fra værnemagten kommet forespørgsler om at skaffe ingeniører og kontorister, og for disses vedkommende blev der forlangt bevis for, at de ville være loyale. Fremgangsmåden ved denne engagering kunne have givet anledning til rygterne om pres overfor dansksindede. 4) A. nr. 233.

Worsaae omtalte de to punkter, som også var blevet drøftet under samtalen med Forstmann. Angående beskæftigelsen udenfor Nordslesvig mente Hansen-Damm og Wulf, at Liefergemeinschafts medlemmer måtte have samme ret til arbejde i Nørrejylland som de store københavnske firmaer. 5) A. nr. 234. I forbindelse med spørgsmålet om fordeling af ordrer til ikke-medlemmer oplyste Hansen-Damm, at man ikke fik ordrer fra Wehrwirtschaftstab, men fra Hamborg, hvor der hvert fjerding-år blev udbudt store ordrer af firmaer og værnemagtsafdelinger til henlæggelse i de besatte lande. Ved at optage sådanne ordrer var man kommet ind i større forret-ninger, end selskabets egne medlemmer kunne klare. I forbindelse med den store møbelleverance var det netop fra direktør Odels side blevet ønsket, at ordren også skulle spredes ud til danske firmaer, og de havde fået 2/5 deraf, men var ikke gået ind i kontraktforhold med DBN, som havde fundet det mere korrekt at lade dem kontrahere med Hansen-Damms eget firma „Norden". De mente, at der her var blevet handlet efter de danske myndigheders ønske, men Worsaae sagde hertil, „at danske Firmaer saaledes var kommet i et vist økonomisk Afhængighedsforhold til en politisk betonet Erhvervsgruppe, og at dette ikke var noget, man fortsat kunde gaa med til ved Arbejder, der finansieres af den danske Stat". Gruppen måtte begrænse sig til sådanne opgaver, som dens egne medlemmer kunne klare. 6) A. nr. 233. Fra Liefergemeinschafts side holdt man dog på, at selskabet som dansk aktieselskab måtte have ret til at modtage ordrer, 

Side 108

der oversteg medlemmernes kapacitet. Hvis man i alle tilfælde udelukkende skul-le holde sig til medlemmerne, ville man risikere, at danskere ville søge om at blive medlemmer for at få ordrer, og medlemmerne ville søge at forøge deres kapacitet så meget, at de kunne påtage sig hele ordren. 1) A. nr. 234.

Worsaae sluttede sit notat om drøftelserne med at henstille, at der ikke blev godkendt nogen værnemagtsordre til DBN uden drøftelse med ham, så man på den måde fik hånd i hanke med udviklingen og i givet fald kunne give afslag på et tidligt tidspunkt. 2) A. nr. 233.

Danske krav om nedskæring af ordrer

Hansen-Damms og Wulfs notat indeholdt en bemærkning om, at samtalen havde karakter af en åben drøftelse og blev ført i en venskabelig tone. Det skulle imidlertid snart vise sig, at der var andre og vanskeligere problemer, som ikke kunne klares ved venskabelige forhandlinger. Den 3. januar 1942 meddelte Hansen-Damm det tyske konsulat, at direktør Odel havde forlangt, at en stor ordre skulle skæres betydeligt ned, og at en anden skulle fordeles på flere virksomheder. Der var ført forskellige forhandlinger, og man havde fra tysk side fået indtryk af, at de danske myndigheder ville prøve at udelukke Liefergemeinschaft, Der var blevet rettet henvendelse til gesandtskabet om råd og støtte. Lanwer skrev omgående til gesandtskabet, idet han gav udtryk for den opfattelse, at vanskelighederne var opstået, fordi Liefergemeinschaft i politisk henseende var ubehagelig for de danske myndigheder, og der var heller ingen tvivl om, at dets virksomhed var en vigtig støtte i nationalitetskampen. 3) A. nr. 234 med bilag.

Forhandlinger om Liefergemeinschafts årskontingent

Vanskelighederne blev ikke mindre, da der kort efter fandt forhandlinger sted om fastsættelsen af et årskontingent for Liefergemeinschafts leverancer til værnemagten. Disse lå nu på gennemsnitlig 1,2 millioner om måneden, og Hansen-Damm anså derfor et årligt kontingent på 10 millioner kr. for passende. Da hr. Lassen fra DBN den 21. januar kom op i udenrigsministeriet for at drøfte sagen, fik han at vide, at man ikke ville gå med til et kontingent på mere end allerhøjst 4 millioner. Det ville være formålsløst at tale om større beløb, og Liefergemeinschaft ville ved en sådan ordning endda blive bedre stillet end danske handelsfirmaer. 4) Udenrigsministeriets notater af 8. og 21. januar 1942. A. nr. 235.

Tysk henvendelse til Vomi

Fra Liefergemeinschafts side ville man ikke slå sig til ro med denne afgørelse. Der stod for meget på spil. Man foretog omgående en henvendelse til Vomi, som den 24. januar skrev til stabschefen for Wehrwirtschafts- und Rüstungsamt. Det oplystes i skrivelsen, at Liefergemeinschaft i løbet af de sidste 18 måneder havde udført ordrer til et beløb af 18 millioner kr., og i de sidste 6 måneder havde omsætningen været på 7 millioner kr. Ved normal beskæftigelse kunne man med lethed klare en omsætning på 12—14 millioner kr., mens danskerne kun ville gå med til 4, højst 6 millioner kr. Vomi fremhævede, at en sådan nedskæring ville medføre nationalpolitiske og øko-nomiske forstyrrelser, hvorfor man anmodede om, at Liefergemeinschaft, „der kan tjene som eksempel for mobiliseringen af den krigsøkonomiske evne i alle folke-grupper", blev støttet på hensigtsmæssig måde, også overfor danskerne. 5) A. nr. 237.

Tysk møde om Liefergemeinschaftsleverancer

To dage senere fandt der et møde sted mellem Hansen-Damm og Wulf på den ene side og en række tyske herrer. Hansen-Damm redegjorde for de forhandlinger, 

Side 109

der var ført med de danske myndigheder og for synspunkterne indenfor DBN og Liefergemeinschaft. Der blev fremført en række klager over den danske fremgangs-måde, der forsinkede ordrernes ekspedition. Også det danske krav om en begrænsning af årskontingentet blev omtalt. Af referatet fremgår det, at man i staben for krigsøkonomien var imod, at DBN blev udvidet, og man ønskede, at den skulle indskrænke sin virksomhed til Nordslesvig, hvad den også havde erklæret sig villig til. Det var stabens indtryk, at der i Nordslesvig blev opbygget virksomheder på kunstig måde. Hansen-Damm gik stærkt imod denne indstilling, idet han samtidig udmalede, hvad en nedskæring ville føre med sig. løvrigt var der netop nu udsigter til ordrer fra rustningskommandoen i Hamborg og krigsmarineværftet i Kiel. Asch, dr. Weninger og dr. Heise lovede, at de, når de kom til København, ville tale DBNs sag hos den kommitterede for økonomien og hos staben for krigsøkonomien. Eventuelt ville Asch tage til Berlin for at opsøge den rigskommitterede Todt og på denne måde undgå, at ordrerne blev forsinket eller det muligvis helt blev forhindret, at de gik til Danmark. Rustningsfabrikkerne fra industriafdelingen havde endda netop fået meddelelse om, at det var muligt at få leverancer fra Nordslesvig, hvorfor de havde afbrudt forbindelsen med fabrikker i Sydtyskland. 1) Wulfs referat af mødet. A. nr. 238.

Forstmann imod for store ordrer til Liefergemeinschaft

Mens DBN på denne måde søgte at vinde gehør for sine ønsker, prøvede udenrigs-ministeriet at få de tyske myndigheder i København til at gå ind på de danske synspunkter. Worsaae havde en forhandling med dr. Forstmann, som erkendte, at DBNs virksomhed syntes at være en utiltalende sammenblanding af økonomiske og politiske interesser. Worsaae fandt det særligt utiltalende, at ordrerne blev spredt til danske underleverandører, og at gruppen indtjente et overskud, der ikke blot blev anvendt til at varetage faglige, men også politiske og kulturelle interesser. Dr. Forstmann lovede at have nøje indsigt med, at staben for krigsøkonomien ikke gav større ordrer til gruppen, end at de kunne fordeles mellem dens medlemmer. Han ville også foranledige, at den såkaldte Auftragsbörse i Hamborg, hvortil DBN tidligere havde henvendt sig, ikke placerede ordrer hos organisationen uden om staben. Han lovede at sende DBN en ret skarpt formuleret skrivelse med henstilling om at holde sig i nøje kontakt med staben. Nogen tid efter meddelte han, at han havde underrettet Benthe-Fink, som var enig i, at DBNs virksomhed skulle holdes indenfor mere snævre rammer. 2) Worsaaes referater af 3. februar og 4. april 1942. A. nr. 239.

Tyske embedsmænds vanskelighed ved at tvinge DBN ind i en fast ordning

Under en frokost et par uger senere nævnte Forstmann overfor Worsaae, at han også havde gjort sine foresatte i Berlin bekendt med, hvad han havde skrevet til DBN. Men denne havde ad sine egne kanaler gjort forestillinger i Berlin om ikke at blive for stærkt begrænset i sin virksomhed. Han lod Worsaae forstå, at det for de tyske embedsmænd, civile såvel som militære, ville være vanskeligt at tvinge DBN ind i en fast ordning, som ikke fuldtud tilfredsstillede dens ledere. Han mente ligesom dan-skerne, at årskontingentet var altfor højt, og syntes, 6 millioner ville være passende. 3) A. nr. 240.

Vomi henvender sig til Auswärtiges Amt

Den 5. marts 1942 foretog Vomi et nyt fremstød, idet man bad Auswärtiges Amt tage sig af sagen. I skrivelsen udtaltes det, at der nu foruden spørgsmålet om kontingenteringen også var opstået andre vanskeligheder, nemlig danske krav om, at de enkelte virksomheder skulle indsende selvstændig kalkulation. Vomi udtalte 

Side 110

iøvrigt, at man fik indtryk af, at de danske myndigheder ville berøve de forskellige foretagender lysten til at udføre flere ordrer for den tyske værnemagt eller rustnings-industri. 1) A. nr. 241.

Auswärtiges Amt anmoder gesandtskabet om at støtte Liefergemeinschaft

Ausw. Amt sendte Vomis brev til gesandtskabet og anmodede dette om at støtte sagen indenfor de givne muligheders rammer. I brevet hed det iøvrigt: „Da en væ-sentlig del af udgifterne til arbejdet for tyskheden har kunnet bestrides af Lieferge-meinschafts udbytte, og da også de håndværkere, der er medlemmer af Lieferge-meinschaft, i betydelig grad er blevet styrket økonomisk ved de hidtidige store or-drer, er man interesseret i, at det hidtidige forretningsomfang fortsat bibeholdes". 2) A. nr. 242.

Liefergemeinschafts omsætning

Det var under disse omstændigheder meget vanskeligt for de danske myndigheder at begrænse Liefergemeinschafts virksomhed. Af direktør Wulfs oplysninger fra begyndelsen af 1944 fremgår det, at omsætningen i tiden 10. maj 1940—30. marts 1941 havde været på 6 999 824 kr. og i tiden 1. april—31. december 1941 på 6 833 945 kr., mens den i 1942 var på 7 390 045 kr. for i det følgende år at stige til 11 020 084 kr. 3) A. nr. 237, note 1. I en beretning om folkegruppens krigsindsats, som Stehr udar-bejdede den 3. juni 1944, fremhævede han, at de 11 millioner i 1943 kun omfattede arbejdslønninger, mens selve det forarbejdede materiale ikke var medregnet. Tog man det med, ville omsætningen i 1943 blive på ca. 100 millioner. Mens den bogførte omsætning siden 1940 var på 32 millioner, kunne man anslå den ikke-bogførte omsætning, væsentligst arbejder for værnemagten her i landet, til 80—100 millioner kr. 4) A. nr. 330.

Priskontrolrådet forlanger oplysninger fra DBN

I begyndelsen af marts 1942 udsendte priskontrolrådet en skrivelse til en lang ræk-ke entreprenører, bl. a. også til DBN. Heri anmodede man om at få oplysninger om de arbejder, som var udført for den tyske værnemagt, forsåvidt aftale herom var indgået forud for den 23. december 1941. Der skulle gives en fortegnelse over de enkelte arbejder med oplysning om disses art, hvornår de var begyndt og afsluttet, entreprisesum og betalingens størrelse. Fortegnelsen skulle vedlægges afskrifter af tilbud samt kontrakter i original eller afskrift. Endvidere skulle der indsendes en regnskabsmæssig opstilling for hvert arbejde, beregning af bruttoavancen samt driftsregnskab og status for årene 1938—41. En lignende skrivelse blev sendt til nogle af DBNs medlemmer. Skrivelsen var indledningen til en påtænkt priskontrol med værnemagtsarbejder i henhold til prisloven. Fra tysk side blev man ilde berørt over denne henvendelse, og den 18. marts henvendte dr. Ebner, der var leder af gesandt-skabets økonomiske afdeling, og major Baumann sig i udenrigsministeriet og bekla-gede sig over den, idet man bl.a. mente, at tyske militære hemmeligheder kunne blive røbet gennem de forlangte oplysninger. Priskontrolrådet udsendte derefter den 1. april en ny skrivelse, hvori man nøjedes med at forlange oplysninger om drifts-regnskab og status for 1938—41, om entreprisesummer og om brutto- og nettofortje-nester for hvert arbejde. 5) A. nr. 243, note 2.

DBN beder Renthe-Fink gribe ind

Den første skrivelse vakte stor uro indenfor DBN, og den 19. marts 1942 holdt med-lemmerne af byggehåndværket et møde i Tinglev om sagen. DBN var ikke sindet at indsende de ønskede oplysninger og foretog en henvendelse til Renthe-Fink,

Side 111

som man bad gøre sin indflydelse gældende, så der ikke fra priskontrolrådets side blev foretaget flere undersøgelser. Samtidig anmodede man om, at det måtte blive overvejet, om den øverstbefalende ikke burde forbyde folketyske virksomheder at give de danske myndigheder de ønskede oplysninger. Det kunne ikke være i værne-magtens interesse, at der blev indsamlet sådanne oplysninger, som let kunne afsløre militære hemmeligheder. For virksomhederne ville aktionen også kunne få skæbne-svangre følger, idet man havde været nødt til at sætte sig ud over de gældende bestemmelser om materialebevillinger. De tyske byggeledelser havde altid forsikret de folketyske virksomheder om, at værnemagten ville tage ansvaret herfor. En kontrol af priserne ville også være ubehagelig for virksomhederne, selvom de var godkendt af de tyske byggeledelser. Hvis priskontrolrådet fik de ønskede oplysnin-ger, ville der kunne rejses anklage mod størstedelen af virksomhederne, og så kunne der ikke blot blive tale om konfiskation af en for stor fortjeneste, men også blive stillet krav om, at værdien af de materialer, der var blevet brugt uden tilladelse, skulle erstattes. Resultatet ville blive økonomisk ruin for de nordslesvigske entre-prenører. Oplysninger om omsætningstal ville indebære fare for, at de folketyske virksomheder ved en fremtidig kontingentering ville blive forfordelt. 1) A. nr. 243. Skrivelsen blev indsendt gennem det tyske konsulat, og i sin følgeskrivelse frem-hævede Lanwer, at hvis priskontrolrådets krav blev efterkommet, ville formodentlig „størstedelen af de folketyske virksomheder blive skandaliseret overfor offentlig-heden som følge af illoyalitet". De forholdsregler, der kunne befrygtes fra dansk side, ville også kunne få ubehagelige politiske følger. 2) A. nr. 245.

Vomi henvender sig til OKW om sagen

Den 7. april henvendte Vomi sig til OKW om sagen, idet man samtidig sendte Vomi en beretning fra Deutsche Revisions- und Treuhand-Aktiengesellschaft i Berlin om en foretagen specialrevision hos Liefergemeinschaft. Vomi fremhævede, at priserne jo var kontrolleret af de tyske militærmyndigheder, og at folketyske orga-nisationers leverancer til værnemagten alene af suverænitetsgrunde ikke måtte underkastes danske statsmyndigheders kontrol. Hertil kom så den tavshedspligt, som byggeledelserne havde pålagt virksomhederne. For at Liefergemeinschaft kunne fortsætte sit arbejde uden vanskelighed og hemmeligholdelsen blive overholdt, anmodede Vomi om, at der også fra OKW måtte blive stillet krav om, at det danske priskontrolråd ikke måtte foretage yderligere undersøgelser hos Liefergemeinschaft og de dertil knyttede virksomheder. Det ville sikkert være tilstrækkeligt, hvis den rigs-befuldmægtigede fik besked om, at OKW nedlagde forbud mod, at der blev givet oplysninger om de udførte leverancer. 3) A. nr. 246.

Samtidig udtrykte Vomi sin anerkendelse af det arbejde, der på dette område var blevet ydet, og som havde vist, hvorledes det var muligt at få de tusinder af produk-tionsmuligheder, som også fandtes i andre folkegrupper, med ind i det krigsøko-nomiske arbejde.

Side 112

-Og der måtte absolut drages omsorg for, at der ikke kom nogen afbrydelse i dette arbejde. 1) A. nr. 247.

Kassler til Vomi om sagen

Vomi havde også foretaget en henvendelse til Ausw. Amt, som anmodede gesandtskabet i København om en udtalelse. 2) A. nr. 248. I sit svar af 12. maj 1942 redegjorde Kassler for de gældende danske bestemmelser om priskontrol, idet han bl.a. omtalte, at der ikke skulle finde kontrol sted, når aftalerne efter værnemagts-myndighedernes mening burde hemmeligholdes. I henhold til aftaler, som var blevet truffet, efter at priskontrolrådet havde udsendt sin skrivelse, skulle disse bestem-melser også gælde ordrer, der var udført før 1. januar 1942. Der ville snart komme en henvendelse fra den kommitterede i industrisager til alle de firmaer, der endnu ikke havde svaret på priskontrolrådets skrivelse. Men Kassler havde anmodet Th. Lassen fra DBN om at instruere de virksomheder, der kunne være tale om, så de allerede nu kunne sætte sig i forbindelse med de pågældende værnemagtsmyndigheder for at få fremskaffet de nødvendige attester i de tilfælde, hvor hemmeligholdelse var ønskelig. 3) A. nr. 249. Efter hvad priskontrolrådet har oplyst, sendte DBN aldrig de krævede oplysninger til rådet. 4) A. nr. 243, note 2.

Tyske henvendelser til gesandtskabet om intervention

Denne sag var af mere principiel betydning og kunne have fået store konsekven-ser for mange af de virksomheder, der var tilsluttet Liefergemeinschaft. Desuden henvendte DBN og de enkelte folketyskere sig ofte til gesandtskabet for at få dette til at standse mere specielle sager, der var blevet rejst på grund af ulovlige leverancer til værnemagten. Dette skete også i nogle tilfælde. Men da de danske bestemmelser var blevet udstedt i forståelse med de tyske myndigheder, undertiden efter disses ønske, var det, som Kassler udtalte i 1944, vanskeligt at forlange af danskerne, at man i særlige tilfælde skulle se bort fra disse bestemmelser, og man havde da også fra dansk side spurgt, om der skulle være to slags lov i landet. Dr. Møller havde iøvrigt flere gange sagt til ham, at der i sådanne tilfælde ikke skulle foretages noget for de folketyskere, mod hvem der var blevet rejst sag. 5) Kassler til Reichel den 21. januar 1944. A. nr. 250. Den 19. februar 1943 skrev Kassler til Lanwer; at dr. Best og han var enige om, at sådanne sager ikke egnede sig til at blive forelagt den danske regering, og dr. Møller mente ikke, at der i sådanne tilfælde var nogen mulighed for at indvirke på regeringen. A. nr. 145.

Feidenhansl-sagen

En enkelt sag vakte en del opmærksomhed. A. J. Feidenhansl i Tønder var blevet anklaget for at have solgt 300 radioapparater til den tyske værnemagt, på hvilken handel han havde tjent 14 697 kr. Feidenhansl hævdede, at leveringen var sket gennem formanden for DBN. Hansen-Damm drøftede sagen med Reichel i Ausw. Amt og med Heller i Vomi. Stehr greb også ind, og det endte med, at man fik Kassler til at anmode den økonomiske afdeling hos den rigsbefuldmægtigede om at intervenere hos udenrigsministeriet under hensyn til, at der var fare for, at der også kunne blive rejst sag mod DBN. 6) A. nr. 250.

DBN og Liefergemeinschaft får lån fra Vereinlgte Finanzkontores depot i Hader-slev

Liefergemeinschaft fik en afgift på 2 pct. af den omsætning, som selskabet formid-lede, og skaffede på den måde penge til administration. Efterhånden viste det sig, at det kunne knibe med at skaffe midler til finansiering af de store foretagender, som de tyske virksomheder var engageret i, idet der ofte kunne gå ret lang tid, inden penge-ne fra ordregiverne indgik. Heller fra Vomis økonomiske afdeling kom til

Side 113

Nordslesvig ca. en gang om måneden. Under et af besøgene omtalte Hansen-Damm disse vanskeligheder for ham, og Heller lovede da at skaffe midler til finan-sieringen. Den 25. februar 1943 fik Hansen-Damm på Vogelgesangs kontor i Hader-slev udbetalt 300 000 kr. af direktør Orth. Pengene var et lån fra Vereinigte Finanz-kontore til DBN, som viderelånte de 150 000 kr. til Liefergemeinschaft. Et halvt års tid senere lånte DBN yderligere 100 000 kr., som også gik videre til Liefergemeinschaft. Det samme gjaldt de to følgende lån i maj 1944 og april 1945, som selskabet igen udlånte til Schumanns skibsværft i Sønderborg, der udførte store reparationer for den tyske krigsmarine. Tanken med lånene var at opbygge dette foretagende som et rigtigt skibsværft, der også ville kunne klare sig efter krigen. Hansen-Damm var iøvrigt selv interesseret i værftet, idet han var meddirektør. 1) Hansen-Damms forklaring til rapport af 22. januar 1845. A. nr. 251. Af en oversigt, som er udarbejdet af Sønderjyllands Revisionskontor i Sønderborg (A. nr. 251, note 3), fremgår det, at DBN ialt havde fået 752 600 kr. fra Vereinigte Finanzkontore, men heraf var de 102 600 kr. gået videre til Gewerbehilfe. De lånte penge stammede uden tvivl fra Vereinigte Finanzkontores depot i Hader-slebener Kreditbank. 2) A. nr. 220, note l, se også s. 99 f.

Side 114

i. Forskellige arbejder for besættelsesmagten

Anvisning af tysk arbejdskraft gennem Chr. Bruhn og Liefergemeinschaft

Allerede kort efter den 9. april 1940 rejste Christian Bruhn, der var leder af konto-ret for arbejdsspørgsmål, nordpå for hos danske entreprenører at skaffe arbejde til en del arbejdsløse tyske arbejdere, mest ufaglærte. Fra Liefergemeinschaft anvistes desuden forskellige faglærte arbejdere såsom chauffører, metalhåndværkere osv., som blev direkte rekvireret fra de forskellige militærkontorer, og for hvilke der forlangtes attest for politisk pålidelighed. Allerede før den 24. juli 1940 var der såle-des blevet skaffet 50 chauffører, 45 håndværkere, der skulle anvendes som brand-mænd, samt en del snedkere, skræddere, skomagere, elektrikere m.m., og Liefer-gemeinschaft stillede desuden nogle gæstgivere og handlende til rådighed som bestyrere af kantinevirksomheder. 1) Beretning om Liefergeineinschaften 24. juli 1940. A. nr. 225.

Arbejdergruppen indenfor DBN

I den følgende tid fik arbejdsanvisningen et stadigt større omfang, og fra 15. sep-tember 1940 blev der dannet en særlig arbejdergruppe indenfor DBN, som især skulle sørge for indsats af folketysk arbejdskraft. Fra januar 1943 fik gruppen navne-forandring til Arbeitsfront der Volksdeutschen. Dens virksomhed blev ledet af Christian Bruhn, som har forklaret, at han var blevet indsat af dr. Møller og af parti-ledelsen havde fået meddelelse om de retningslinier, hvorefter arbejdet skulle udføres, og det var i første række herfra, initiativet til arbejdshenvisningen var kom-met. Dr. Møller har hertil bemærket, at han ikke har givet Bruhn ordre til at formidle arbejdskraft til flyvepladserne og heller ikke har givet retningslinier for anvisningen. Det var dog efter hans opfattelse naturligt, at Chr. Bruhn som leder af arbejder-gruppen havde taget dette arbejde op.

Samarbejde med det rigstyske arbejdsanvisningskontor

Bruhns kontor tog sig især af anvisning af arbejde i Danmark, mens hvervning af arbejdskraft til Tyskland væsentligst skete gennem Deutsche Arbeitsvermittlung-stelle, der havde kontorer over hele landet. Det sønderjyske kontor blev ledet af forretningsfører Hänel. 2) Chr. Bruhns forklaring til rapport af 17. december 1945. A. nr. 258 med note 1. Der var et godt samarbejde mellem Bruhns og Hänels kontorer, og deri-gennem blev det muligt for Bruhn „at besætte de bedst betalte arbejdspladser med partimedlemmer og at få vore arbejdere anbragt i grænseområdet". 3) Bruhns beretning fra maj 1941. A. nr. 252.

Fremgangsmåden ved arbejdsanvisningen

Arbejdsanvisningen gennem Bruhns kontor gik for sig på den måde, at den, der søgte arbejde, afleverede sin straffeattest og gav oplysning om sit levnedsløb, faglige kvalifikationer og nationale indstilling. Bruhn har forklaret, at han kun gav sig af med tysksindede, som kunne henregnes til mindretallet. Efter at der fra de lokale førere via de folketyske kontorer var indhentet nærmere oplysninger om vedkommendes politiske tilforladelighed, blev straffeattesten og de øvrige papirer sendt til de tyske myndigheder, som regel den tyske arbejdsfront, der gennem Abwehr indhentede yderligere oplysninger om vedkommende fra de danske strafferegistre. 

Side 115

De anviste arbejdere var ikke bundet af nogen kontrakt og kunne ophøre med arbejdet, når de ville. De skulle dog ved deres ansættelse skrive under på en erklæring om, at de var af arisk afstamning, at de ville udføre deres arbejde sam-vittighedsfuldt og ikke ville forøve sabotage, men foretage indberetning til komman-danturen, hvis de erfarede noget om sabotage. Der blev ikke taget betaling for henvisningen, „men en hel Del blev Medlemmer af DBN, hvis de ikke var det i Forvejen". I begyndelsen blev der et par gange averteret i „Nordschleswigsche Zeitung" efter arbejdere til flyvepladserne, men senere blev der ikke agiteret for tilgang af arbejdskraft. 1) A. nr. 258.

Fra dansk side blev man ret snart klar over, at tyske håndværkere og arbejdere ikke blot blev foretrukket ved arbejde for tyskerne, men at der også blev lagt pres på dem, der søgte arbejde, for at få dem til at sende deres børn i tysk skole. Der blev klaget herover fra Nordslesvig, og afdelingschef i udenrigsministeriet Nils Svenning-sen lod den 15. oktober 1940 klagen gå videre til Kanstein. 2) A. nr. 226. Den 21. november vendte Svenningsen påny tilbage til sagen, idet han oplyste, at der ved en lejlighed, da nordslesvigere havde søgt ansættelse ved værnemagtsarbejder i Aalborg, var blevet stillet følgende betingelser: 1. Den pågældende skulle tilhøre mindretallet. 2. Hans familie skulle forblive i Nordslesvig, sålænge hans ansættelse varede. 3. Eventuelle børn, der ikke gik i tysk skole, skulle overflyttes til en sådan. 3) A. nr. 227. Klagerne over tysk pres overfor dem, der søgte arbejde, ophørte imidlertid ikke, og den 21. oktober 1941 kunne Svenningsen forelægge Kanstein en række eksempler på, at det tyske arbejdsanvisningskontor i Aabenraa havde gjort anvisning af arbejde betinget af, at børnene blev overflyttet til tysk skole. 4) A. nr. 231. Af en beretning om hvervning af arbejdere, som Bruhn afgav i maj 1941, fremgår det, at udenrigsministeriets oplysninger var rigtige. Det oplyses heri, at det blev forlangt af alle arbejdere, at de skulle være medlemmer af DBN, og alle medlemmer var forpligtet til at sende deres børn i tysk skole. Der var ingen, der fik arbejde gennem arbejdergruppens kontor, når børnene gik i dansk skole. Hvis de gjorde det, måtte den pågældende skrive under på, at de ville blive overflyttet til en tysk skole, og, hedder det, „vi har som følge heraf kunnet få overflyttet et betydeligt antal børn til april". Hvor der blev oprettet nye tyske skoler, tog kontoret sig særlig af arbejderne, der ellers ville komme til at lide under boykot. Chr. Bruhn mener, at der stadig er „store muligheder for os, idet mangen en arbejder, hvor tit han end har sagt, at han hellere ville lide nød end arbejde hos tyskerne, i mellemtiden er blevet belært af noget andet".

Krav om, at arbejdernes familier skal blive i Nordslesvig

Fra tysk side var man også interesseret i at drage omsorg for, at de pågældendes familier forblev i Nordslesvig. I sin beretning nævnte Bruhn, at folkefæller, der havde fået anvist arbejde gennem hans kontor, og som havde bopæl nordpå, blev opfordret til at flytte til Nordslesvig. 5) A. nr. 252. Der blev også udstedt en partiordre fra lederen af Organisationsamt om, at når en mand fik arbejde udenfor Nordslesvig, måtte familien ikke flytte med ham. Den skulle forblive i Nordslesvig. Derved opnåede man, „at antallet af børn i vore tyske skoler kunne vedblive at være lige stort". Flyttede familierne, ville mange børn gå tabt for tyskheden. 6) A. nr. 257. I de tilfælde, hvor

Side 116

flytning havde fundet sted, fik de pågældende en opfordring til at bringe familien tilbage til Nordslesvig. I en beretning om arbejdet indenfor arbejdergruppen i tiden 1. april—30. juni 1941 hed det: „Vi kan her udøve et stort tryk. Takket være den bedste forståelse hos det lokale forvaltningskontor bliver de kammerater, der ikke efter-kommer denne partiordre, afskediget. På denne måde sikrer vi, at de tyske skoler bliver ved at bestå. Også på dette område fortsættes arbejdet, og der er efter den 1. april sket flere overflytninger". 1) A. nr. 252.

Gifte arbejdere forflyttes til Nordslesvig af grænsepolitiske grunde

Den 12. januar 1944 udstedte folkegruppekontoret et påbud om, at de gifte folke-tyske arbejdere, der var beskæftiget på flyvepladserne i det nordlige Jylland, „af grænsepolitiske grunde" så snart som muligt skulle forflyttes til flyvergarnisonen i Haderslev, forsåvidt arbejderne selv ytrede ønske derom og det var muligt at anvende dem der. For ugifte arbejdere havde påbudet kun gyldighed, når særlige omstændigheder talte derfor. 2) A. nr. 256. Meddelelsen herom blev givet videre af Chr. Bruhn den 19. januar 1944. Han fremhævede, at folketyske kammerater, der i årevis havde gjort deres pligt nordpå og havde været skilt fra deres familier, nu fik mulighed for at optage den samme tjeneste i deres hjemstavn. Det blev også nævnt, at man måtte forhindre, at der blev hentet altfor mange rigsdanske arbejdere til Nordslesvig, da en sådan forskydning ville kunne blive til skade for tyskheden. 3) A. nr. 257.

Begyndende mangel på arbejdskraft

Efterhånden som besættelsen gik, blev det vanskeligere og vanskeligere at skaffe arbejdere, og i maj 1941 udtalte Chr. Bruhn, at der allerede var afgivet så mange arbejdere mod nord og mod syd, at man ikke mere kunne efterkomme de forskellige kontorers rekvisitioner. I de sidste måneder havde man slet ikke anvist landbrugs-arbejdere, hverken til Tyskland eller nordpå, da der var mangel herpå. Der var dog stadig en reserve af arbejdsløse kammerater, og for også at få dem med havde man for få dage siden indrykket et opråb i „Nord-schleswigsche Zeitung" om, at enhver tysker, der var uden arbejde, kunne melde sig på de tyske kontorer for at få beskæf-tigelse. 4) A. nr. 252.

Marinevægtere

Det var ikke blot almindelige arbejdere, som fik arbejde gennem Bruhns kontor. Han skaffede også marinevægtere og andet vagtpersonale til værnemagten. I begyndelsen af 1942 kom et par tyske marineofficerer op på Dibbernhaus, hvortil de efter eget udsagn var blevet sendt af det tyske konsulat. De søgte tysktalende personer til at gøre tjeneste som „civilvægtere". Bruhn forhandlede med dem og lovede at skaffe de folk, han kunne få fat på. En betingelse for ansættelse var, at de pågældende var ustraffet, og Bruhn anviste iøvrigt kun tysksindede, der var med-lemmer af DBN, ialt ca. 50—60 personer. Deres straffeattest og andre papirer blev ikke sendt til arbejdsfronten, men til Baadsmandsstrædes kaserne i København, hvor den tyske marine havde kontor. Henvisning af folk til marinevægtertjenesten ophørte efter Chr. Bruhns udtalelse i foråret 1943, idet vægternes chef, kaptajnløjtnant Müller, ikke mere ville have noget med hans kontor at gøre. 5) Bruhns forklaring til rapport af 17. december 1945. A. nr. 258.

Den 21. maj 1942 kom 10 sønderjyder, som var medlemmer af NSDAPN, til Thisted. Overfor det danske politi oplyste overinspektør Suranski, at de skulle være natte-vagter ved de lokaler og lagre, der hørte under marineintendanturen. De ville 

Side 117

blive uniformeret, men indtil dette kunne ske, blev de forsynet med et hvidt arm-bind med påskriften: „Im Dienst der deutschen Wehrmacht" og med det tyske høj-hedstegn på huen. Vægterne havde fået en kort militær uddannelse og var bekendt med anholdelse af personer og brug af våben. 1) „Besættelsestidens Fakta" I, s. 765 f.

Da der efterhånden kom „en del marineinstitutioner" i Sønderjylland, søgte Bruhn at få medlemmerne af DBN hjem til Sønderjylland, hvilket også skete.

Schweriner Wach- und Sliessgeselschaft

I efteråret 1943 var Chr. Bruhn på besøg i Aalborg. På et hotel henvendte par her-rer sig til ham, direktør Juppin og forretningsfører Helms fra Schweriner Wach- und Schliessgesellschaft, et tysk privat vagtselskab, som udførte vagttjeneste for det tyske flyvevåben på flyvepladserne. De to herrer oplyste, at de søgte tysktalende folk til at gøre tjeneste i selskabet. I tiden indtil forsommeren anviste Bruhn derefter mellem 50 og 100 personer til dette arbejde. De henviste var alle tysksindede, formodentlig også medlemmer af DBN, og gjorde tjeneste på arbejdspladser under luftvåbnet. De var iført uniformslignende dragt og bevæbnet med revolver eller karabin, som dog kun måtte bæres på flyvepladsens område og under tjenesten. Når forbindelsen med selskabet ophørte i forsommeren 1944, skyldtes det, at selskabet efter Bruhns opfattelse blev dårligt ledet, og at der gang på gang var noget at udsætte på vagt-mændenes arbejdsforhold. 2) A. nr. 258, „Besættelsestidens Fakta" I, s. 771.

Toldgrænsebevogtning

Sidst på året 1942 fik dr. Møller besøg af grænseafsnitskommandant dr. Bühmann, Flensborg, der meddelte ham, at han af sine foresatte havde fået ordre til blandt danske statsborgere at hverve folk til den tyske toldtjeneste. Dr. Møller henviste ham til sin nabo, oberst Paludan-Müller, idet han mente, at denne bedst kunne give anvisning på, hvorledes denne sag kunne løses. En 2—3 uger senere kom dr. Bühmann atter til dr. Møller og meddelte ham, at Paludan-Müller havde oplyst, at der fra dansk side intet var at indvende imod, at han hvervede danske statsborgere til tysk toldtjeneste. 3) Dr. Møllere forklaring til rapport af 14. maj 1946. A. nr. 259.

Den 6. januar 1943 oplyste konsul Lanwer overfor den rigsbefuldmægtigede, at dr. Møller for kort tid siden havde givet meddelelse om henvendelsen fra toldgrænse-kommandoen i Flensborg. Til denne tjeneste skulle de årgange komme i betragtning, som ikke blev taget til våben-SS, og de mænd, som folkegruppeledelsen havde erklæret for uundværlige. Det var meningen, at hvervningen kun skulle omfatte grænsedistrikterne, idet man regnede med, at de pågældende skulle have lov til at gå hjem i deres fritid. Penge til de indkaldtes underhold ville blive betalt af konsulatet, og folkegruppen havde erklæret sig indforstået med denne hvervning. 4) A. nr. 253. En måneds tid senere kunne konsulen meddele den rigsbefuldmægtigede, at folketyskerne skulle bære den uniform, der var påbudt for toldtjenestemænd, dog uden militærarmbind. I Tyskland skulle de have våben, men disse skulle aflægges når grænsen blev passeret. Der var indtil da 13 folketyskere, der havde meldt sig, og de skulle have lov til at rejse hjem i fritiden. Men dr. Bühmann havde betinget sig, at de folketyskere, som for fremtiden blev antaget, skulle blive i Tyskland. 5) A. nr. 254.

Lidt senere på året kom der henvendelse fra grænseafsnitskommandanturen i Husum, som havde stærkt brug for 30 folketyskere til toldgrænsebevogtningen på Sild. 

Side 118

Organisationsamt udsendte en rundskrivelse til kredslederne og SK-kredsførerne, hvori der blev givet meddelelse herom. Det oplystes iøvrigt, at der kunne blive tale om mænd i alderen 35—45 år, som politisk og karaktermæssigt måtte være i orden og mindst g.v.F., som altså kunne bruges til garnisonstjeneste i felten. Arbejdet ville blive regnet som krigsindsats. Peter Larsen har senere forklaret, at når han gav meddelelsen denne form, var det efter egen tilskyndelse, idet han ønskede at bringe antallet af frivillige så højt op som muligt for at kunne henvise dertil, når man fra tysk side pressede på for at få flere frivillige. 1) A. nr. 255 med note 2.

Chauffører, tolke m.m. til SD og Gestapo

Ved flere lejligheder har folkegruppen også medvirket til at skaffe personale til SD og til det tyske politis forskellige grene. Söhnlein har forklaret, at han i oktober 1943 indfandt sig hos Peter Larsen. Han var kommet til Aabenraa for at forhandle med det tyske konsulat, idet dette sammen med arbejdskontoret i Flensborg skulle være behjælpelig med at hverve chauffører, tolke og kontorister til SD og Gestapo. Kon-sulatet ønskede ikke at have med sagen at gøre, fordi man ikke ville have flere stridigheder med Peter Larsen. Denne gjorde da også Söhnlein bekendt med, at al hvervning til sådan tjeneste skulle gå gennem ham. De forhandlede derefter med Larsen, men fik kun hvervet en enkelt kontorist.

En uges tid senere kom Söhnlein atter til Aabenraa sammen med Köhnert, lederen af det nyoprettede SD-kontor dér i byen. Larsen lovede at hjælpe Köhnert, bl.a. med at skaffe personale. Det blev aftalt, at Larsen skulle indrykke en annonce i „Nordschleswigsche Zeitung". Den blev optaget i bladet den 15. oktober 1943 og gik ud på, at tyske kontorer i Danmark søgte tolke og stenografer. Ansøgninger vedlagt redegørelse for levnedsløb og 3 billeder skulle sendes til Organisationsamt, hvor nærmere oplysninger også kunne fås. Köhnert modtog de indkomne ansøgninger fra Larsen. 2) Söhnleins forklaring til rapport af 26. februar 1946. A. nr. 471. Kohnerts forklaring til rapport af 17. september 1946. A. nr. 478 med note 5. I 1943 fik Larsen også en henven-delse fra Burfeind, der var Gestapoleder i Kolding, og som efter ordre fra København spurgte, om folkegruppen kunne stille tolke og chauffører til rådighed for sikker-hedspolitiet. Larsen sagde nej, idet folkegruppen var så „afgræsset", at den ikke kunne undvære flere mennesker. 3) Note 5 til A. nr. 478.

Folketyskere til det tyske politi

Først på året 1944 fik Köhnert fra personalechef, SS-Sturmbannfuhrer Bethmann opfordring til at prøve på at skaffe tilgang til det tyske politi fra Nordslesvig. Han henvendte sig til Peter Larsen herom, idet han oplyste, at det både drejede sig om folk til ordenspolitiet, kriminalpolitiet og Gestapo. Larsen erklærede sig villig til at prøve på at skaffe disse folk, og det blev aftalt, at han skulle sende en rundskrivelse til de lokale ledere om, at der søgtes personale til det tyske politi. Köhnert fik derefter oplysning om navnene på de personer, der ønskede ansættelse, og sendte dem en tilsigelse om at komme ind på Dibbernhaus. Der havde ialt meldt sig en 20—30 personer, men ingen af de pågældende blev ansat ved politiet. Peter Larsen har udtalt, at han ikke erindrer dette tilfælde, men at han fik så mange henvendelser af denne art fra de tyske myndigheder. Enten lod han dem gå videre til Arbeitsfront der Volksdeutschen, eller også behandlede han dem selv. Han mener dog ikke at have udsendt nogen særlig rundskrivelse i anledning af Köhnerts henvendelse og hævder bestemt, at der ikke er indkommet ansøgninger til ham om disse stillinger. Der kan iøvrigt kun have været tale om beskæftigelse udenfor Danmark, thi hvis det

Side 119

modsatte havde været tilfældet, ville han ikke have deltaget i en sådan aktion, idet den ville have været i strid med folkegruppens indstilling og politiske linie. 1) Köhnerts forklaring til rapport af 2. og 10. oktober 1946 og Larsens til rapport af 8. oktober 1946. A. nr. 260.

Antallet af arbejdere i tysk tjeneste

Antallet af de folketyskere, som havde fået anvist arbejde gennem de folketyske organisationer og gennem det tyske arbejdsanvisningskontor, blev den 29. marts 1941 opgjort til ialt 3 423 mand, hvoraf de 832 arbejdede i Jylland og på Sjælland, ide 235 var lastbilchauffører, mens 2 356 arbejdede i Tyskland, væsentligst i grænselandet. 2) A. nr. 273. Pr. 31. december 1943 var der 4 570 faglærte arbejdere mod syd, 1 670 på flyvepladserne nordpå, mens 75 var ansat ved toldgrænsebevogtningen - den 29. september havde tallet kun været 45. 108 var chauffører ved Luftgaukommando og 8 var ved landbrugsindsats i øst. 3) A. nr. 328. Den 3. juni 1944 var der kun 2 187 faglærte arbejdere imod syd, men 1 751 på flyvepladserne i Danmark. Tallet på chauffører og folk ansat ved toldgrænsebevogtningen m. m. var det samme. 4) A. nr. 330. Den 1. januar 1945 var der henholdsvis 2 285 og 1 849, som arbejdede i Tyskland og i Danmark, 89 var ansat ved toldgrænsebevogtningen, 108 var chauffører, 8 var ved landbruget i øst og 23 ved rigsarbejdstjenesten. 5) A. nr. 333.

klik til side 120 Beretning XIV  fortsat

klik til index