Der fandt derefter hvervning sted underhånden indenfor SK og DJN, og der meldte sig ialt ca. 100, hvoraf de 50—60 blev mønstret som duelige og indkaldt. 1) Gerhard Schutt har oplyst, at godt 200 havde meldt sig, og at 50 af deltagerne i sessionen blev ud-taget. En af dem, der havde meldt sig, Gerhard Schutt, har senere forklaret, at de under ledelse af Peter Larsen blev ført til Flensborg i danske lastbiler for dér at kom-me på session. Efter sessionen blev de kørt tilbage over grænsen, og indkaldelsen kom derefter i juni 1939. Sessionen synes at have fundet sted den 24. maj, da Deich-gräber i sin dagbog noterede: „Vigtig sag i Flensborg. Mønstring af 100 nordslesvig-ske partifæller til en SS-bataillon." Uddannelsen foregik først i Radolfzell ved Bodensøen, fra august i Langenhorn ved Hamborg.

Krav om, at de frivillige skal blive tyske statsborgere

Efter to måneders forløb lod man en dag alle nordslesvigere træde an og meddel-te dem, at de i henhold til en ny befaling skulle erhverve tysk indfødsret. De nordsles-vigske unge blev kastet ud i en alvorlig samvittighedskonflikt, og det endte med, -

Side 121

- at en 30—35 af dem nægtede at opgive deres danske indfødsret, og de blev der-efter afskediget fra SS og sendt tilbage til Nordslesvig. Efter Blumes oplysninger blev der 17 tilbage, som fik tysk indfødsret, men iøvrigt troede, at de kunne bevare deres danske statsborgerskab.

Et indtryk af den tvivl, som fandtes hos disse unge, får man af et brev, som Ger-hard Schütt skrev til dr. Møller, og hvori han sagde, at han nu stod overfor sit livs største afgørelse „altid med det for øje, hvad er bedst for min hjemstavn". 1) A. nr. 261 og 276 med note 2—3.

Møde mellem Ausw. Amt og Vomi om hvervningen

Spørgsmålet om den nordslesvigske hvervning til SS blev i maj 1939 drøftet mel-lem lederen af Ausw. Amts kulturafdeling, von Twardowski, samt Lorenz og Beh-rends fra Vomi. Lorenz sagde, at hvervningen ikke havde noget med nationalitets-spørgsmål at gøre, „men at rigsfører-SS søgte at samle nordiske typer, der var særlig rene med hensyn til afstamning og race, til brug i Verfügungstruppe". Lorenz lovede, at han ville gå ind for, at disse hvervninger under den nuværende udenrigspolitiske situation helt blev undladt blandt folketyskerne eller i hvert fald kun foretaget med største forsigtighed. Der var enighed om, at det kun i de færreste tilfælde ville være muligt for de folketyskere, der havde tjent i SS, at vende tilbage. 2) A.nr. 262.

SS utilfreds med folkegruppens stilling

Fra SSs side var der langtfra tilfredshed med den stilling, som folkegruppeledel-sen havde indtaget overfor hvervningen til SS-Verfügungstruppe. Man mente, at re-kruteringen var blevet saboteret. Og da det kunne se ud, som om der var mulighed for, at krigen også ville brede sig til Norden, talte lederen af SS-Ergänzungsamt med politidirektør, SS-Standartenführer Möller i Flensborg om, at han i tilfælde af, at de tyske tropper gik over grænsen, straks skulle gå med over for at sige dr. Møller sin mening om den sabotage, der var blevet drevet. Möller fulgte ordren og dukkede op i Aabenraa om morgenen den 9. april.

Mønstringerne i Nordslesvig begynder lige efter 9. april

Af en indberetning, som chefen for våben SS-Ergänzungsamt den 16. april sendte Himmler, fremgik det, at Möller havde foretaget den ønskede henvendelse til folke-gruppeføreren. Kort efter indkaldte han kredslederne og gav dem positive oplys-ninger. Det kunne allerede på dette tidspunkt oplyses, at der var blevet stillet en mønstringskommission til rådighed, og at aktionen foregik camoufleret. Foreløbig skulle unge mænd i alderen 18—22 år mønstres. Kanstein var blevet sat ind i sagen, og han ville ordne eventuelle vanskeligheder med det tyske gesandtskab. 3) A.nr. 263.

Jef Blumes oplysninger om hvervningen

Af en optegnelse, som Claus Petersen foretog den 29. april, fremgår det, at Jef Blu-me allerede den 10. april havde anmodet Elholm om nogle dages tjenestefrihed for at kunne agitere for indtrædelse i våben-SS. Blume havde den 28. april fortalt El-holm, at der efter de tyske troppers indmarch var blevet holdt et møde i Flensborg, hvori bl. a. Blume, Möller og dr. Hildebrandt havde deltaget. Der blev her påbudt en intensiv hvervning til våben-SS i Nordslesvig. Der skulle allerede nu have meldt sig 1 400 mand, hvoraf 45 pct. eller 600 var fundet tjenstdygtige, 430 var blevet erklæret uundværlige, mens ca. 170 ville blive indkaldt. 4) A. nr. 264.

Dr. Møller stiller folkegruppen til Tysklands rådghed

Angående folkegruppens stilling til disse mønstringer og hvervninger har politidi-rektør Möller udtalt, at både dr. Møller og dr. Clausen udtalte betænkeligheder her-ved. 5) Politidirektør Möllers forklaring til rapport af 25. januar 1947. A. nr. 284. Det fremgår iøvrigt af en forklaring, som Deichgräber har afgivet, at dr. Møller, -

Side 122

- vistnok på et møde den 2. juni 1940, havde stillet hele partistaben til Tysklands rå-dighed. I mødet deltog også politidirektør Möller, og i sin tale udtalte dr. Møller bl. a., at partiets medlemmer som helhed havde følt det som deres pligt at være til rådighed i Stortyskland enten som aktive krigsdeltagere, eller hvor de nu kunne anvendes. Möller modtog på Tysklands vegne tilbudet, og sagde, at der ville blive taget særlige hensyn til den enkeltes evner. 1) Deichgräbers forklaring til rapport af 29. august 1946. A. nr. 283; sml. også Chr. Pay-sens og Friedrich Harrs forklaringer til rapporter af 3. og 7. maj 1946, A. nr. 281, der dog måske angår begivenhederne ved krigsudbrudet, se s. 13.

Værnemagten utilfreds med hvervningen til SS

Fra værnemagtens side var der en vis utilfredshed med hverveaktionen. Politidi-rektør Möller har forklaret, at Kaupisch ikke var glad ved, at en sådan blev gennem-ført af SS, da han havde fået retningslinier, hvorefter Danmark skulle betragtes og behandles som et neutralt land, og en sådan hvervning var efter hans anskuelse ikke forenelig hermed. Da aktionen skete i henhold til en førerordre, måtte Kaupisch dog gå med hertil. 2) A. nr. 284.

Renthe-Fink mener, at der Ikke officielt bør ske hvervning på dansk område

Gennem Kanstein var Renthe-Fink tidligere blevet orienteret om hvervningen, og i en skrivelse til Ausw. Amt af 20. maj udtalte han, at han principielt anså optagelsen af danske frivillige i tyske enheder som noget, man måtte glæde sig over. For at undgå vanskeligheder anså han det for væsentligt, at hvervningen kun kom til at omfatte folketyskere, Finlandsfrivillige og medlemmer af det danske nationalsocialistiske par-ti. Da den danske lovgivning forbød hvervning af frivillige til krigstjeneste, forekom det ham endvidere at være vigtigt, at der ikke officielt skete nogen hvervning på dansk område, men at der kun blev afholdt sessioner og modtaget optagelses-begæringer. Det ville være hensigtsmæssigt, om den officielle hvervning kunne ske, efter at de pågældende var blevet ført til Tyskland. 3) A. nr. 265. Lidt senere sendte Renthe-Fink meddelelse om disse retningslinier til det tyske konsulat i Aabenraa. 4) A. nr. 266.

Den danske regerings stilling til hvervningen

Den danske regering var også blevet klar over, at der fandt sessioner sted, og spørgsmålet blev drøftet i ministermødet den 16. maj, uden at man dog tog nærmere stilling dertil. 5) Ber. IV A. 417, sml. 426 og 555. Udenrigsminister Munch omtalte også sessionerne overfor Renthe-Fink, som svarede, at det var nogle betydningsløse opgø-relser, som man havde haft i flere år. 6) Ber. IV A. nr. 26, s. 51, ber. V A. nr. l, s. 17. Se-nere blev hvervningen i Danmark drøftet på et møde mellem Kanstein og rigspolitichefen. 7) Renthe-Fink til Ausw. Amt 29. august 1940. A. nr. 269; sml. ber. IV A. 426. Dr. Møller har senere forklaret, at det både fra Renthe-Finks, politidirektør Möl-lers og Ergänzungsamts side var blevet fremhævet, at al hvervning foregik med den danske regerings tilladelse. 8) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. juli 1945. A. nr. 278. Han har også oplyst, at han gav meddelelse om hvervningen til tysk krigstjeneste under en samtale, som han i slutningen af 1940 havde med Stauning, og stats-ministeren udtalte, at der ikke fra regeringens side var noget at indvende herimod. 9) Dr. Møllers forklaring til rapport af 8. maj 1946. A. nr. 118; sml. A. nr. 286.

Politidirektør Möller og Ellenberger gennemfører hvervningen

Gennemførelsen af hvervningen i den første tid efter 9. april blev foretaget af poli-tidirektør Möller og SS-Hauptsturmfiihrer Ellenberger fra SS-Ergänzungsamt i Ham-borg. Möller har forklaret, at han fra Berlin havde fået besked om, at der -

- principielt ikke kunne være tale om en indsats mod Frankrig og England, og man regnede iøvrigt heller ikke med, at krigen mod disse to lande ville vare ud over 1940.

Indkaldelserne til mønstringerne

Möller havde ikke noget ydre apparat til sin rådighed, men måtte støtte sig til folkegruppens Organisationsamt. Efter hans forklaring var det folkegruppeledelsen, der tilsagde folkegruppens medlemmer til mønstringerne, og dr. Møller havde over-draget Peter Larsen gennemførelsen af de praktiske foranstaltninger. 1) Möllers forkla-ring til rapport af 10. maj 1948. A. nr. 288. Både dr. Møller og Peter Larsen har dog hæv-det, at folkegruppen som sådan ikke havde noget med den tidligere hvervning at gøre^, 2) Dr. Møllers og Peter Larsens forklaringer til rapporter af 27. juli 1945 og 15. juni 1946 samt Larsens redegørelse af 3. april 1948. A. nr. 278, 282 og 286; selvom ledelsen blev holdt a jour med dens forløb. 3) A. nr. 286, afsnit 8. Möller blev bistået af Jef Blume, som har oplyst, at han bl. a. sørgede for at bestille mødesal m. m., men at møn-stringskommissionen selv udsendte skrivelser til folkegruppens medlemmer om at give møde. Denne udsendelse skete i henhold til lister, som kommissionen enten hav-de fået fra kredslederne eller direkte fra Organisationsamt. 4) A. nr. 287, note 3. Peter Larsen har dog forklaret, at folkegruppen ikke ved den tidligere hvervning har udleveret registre-ringsmateriale til SS. A. nr. 287. De forskellige underførere, ikke mindst indenfor SK, synes dog også at have været behjælpelige ved overfor de enkelte folketyskere at sørge for bekendtgørelse af terminerne for disse „Überprüfungen". 5) Kortschs forkla-ring til rapport af 10. april 1948. A. nr. 287. Foruden Jef Blume spillede den daværende SK-leder, dr. Clausen, en betydelig rolle ved denne hvervning, og han afholdt møder, hvor han agiterede for tilslutning til SS. 6) Se f. eks. A. nr. 279, 282, 286.

Mønstringen

Mønstringskommissionen bestod af en leder, af læger, sanitetsofficerer og skrivere. De fremmødte blev mønstret og lægeundersøgt og skulle udfylde en anmeldelses-blanket med ret fyldige oplysninger om familieforhold, uddannelse, medlemsskab af partiorganisationer m.m. Blanketten indeholdt en erklæring om, at den pågældende var klar over, at der ikke måtte gives oplysninger til tredieperson, heller ikke til ven-ner og slægtninge. Desuden blev der udfyldt en meget udførlig undersøgelsesformu-lar, der indeholdt oplysninger om den mønstredes sundhedstilstand. 7) A. nr. 288 med note 4. Kredsleder Ehnstedt og Koth har forklaret, at folk kunne tage anmeldelsesblan-ketterne med sig hjem for senere eventuelt at sende dem til Organisationsamt. 8) A. nr. 283, note 2. Mønstringen var nærmest en registrering, og materialet blev tilsendt Ergänzungsstelle, hvorfra indkaldelserne fandt sted. 9) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. juli 1945. A. nr. 278. Efter at der fra 1. september 1940 var blevet oprettet et særligt Ergänzungsstelle i København, blev hele hvervningen ledet herfra, og politidirektør Möllers virksomhed i Nordslesvig ophørte. 10) A. nr. 287, note 4. Datoen fremgår af Ren-the-Finks telegram til Ausw. Amt 29. aug. 1940. A. nr. 269.

Mange folketyskere melder sig til SS

Tilslutningen til disse mønstringer var meget stor, og kredsleder Ehnstedt har for-klaret, at folk strømmede til, mand af huse. 11) A. nr. 283, note 2. Dr. Møller har oplyst, at i hvert fald 3 000—3 500 mand straks meldte sig til SS. Det var dog meget få af dem, der blev indkaldt, idet SS på det tidspunkt var meget kræsen i sit valg af folk. 12) A.nr. 278.

Side 124

„Wehrsports-kursus" i Klagenfurt

I maj måned blev der rundt om på tyske møder og i de tyske roklubber og gymna-stikforeninger meddelt, at der var mulighed for at komme på et 3 måneders kursus, et såkaldt Wehrsportskursus, i Klagenfurt. I Haderslev indkaldte dr. Clausen til et møde herom, og en mand fra SS gjorde rede for det pågældende kursus. En af deltagerne har forklaret, at han meldte sig til kursus i borgerforeningen, hvor politidirektør Möller var tilstede. Han blev sessionsbehandlet og underskrev en kontrakt med Möller, hvor-ved han forpligtede sig til i 3 måneder at gøre tjeneste ved et politisk kursus. Af forklaringerne fremgår det, at de, der havde meldt sig, på illegal måde blev ført over grænsen i lastbiler. Da de var kommet til Klagenfurt, blev de budt velkommen af SS-Standartenführer Jacobsen, der var chef på kasernen og leder af uddannelsen. Han sagde, at det var ham en særlig glæde at byde velkommen til de første krigsfrivillige fra de nordiske lande. Der blev protesteret imod denne udtalelse, idet det blev sagt, at der kun var tale om en politisk uddannelse. Jacobsen afviste dette, og de pågæl-dende fik derefter forelagt formularer, hvorefter de skulle forpligte sig til 2—4 års krigstjeneste i SS eller til tjeneste, sålænge krigen varede. Samtidig skulle de indvil-ge i at blive tyske statsborgere. Mange af folketyskerne nægtede at gå med til at underskrive kontrakten, og det lykkedes dem efter nogle ugers forløb at blive sendt tilbage til Nordslesvig. Her var det efterhånden blevet kendt, at de unge var blevet lokket til Klagenfurt under falske forudsætninger, og der blev fra forskellig side rettet stærke bebrejdelser mod partilederen og mod de tyske organisationer, der havde medvirket ved hvervningen. Bl. a. blev den tyske roklub i Sønderborg „Germania" stærkt angrebet i denne anledning. Der blev herfra sendt en deputation til dr. Møller, som var enig med deputationen i, at roklubben var sagesløs. Dr. Møller har senere overfor Rudolf Jacobsen kritiseret den måde, hvorpå man havde behandlet de unge i Klagenfurt. 1) Rapport vedrørende „Wehrsportskursus" i Klagenfurt. A. nr. 280.

Eventuel anvendelse af de frivillige i Nordslesvig

I en skrivelse til Vereinigte Finanzkontore kritiserede Vogelgesang i august 1940 ligeledes denne hvervning. Han og mange andre var forundret over, at man ville prø-ve at få de unge til at erhverve tysk statsborgerskab. Han fortalte, at man i alminde-lighed betragtede aktionen som et tegn på, at det tyske rige eller i hvert fald SS ønskede at danne en udvalgt skare folk, „som skulle være parat til anvendelse ved politiske forandringer i Nordslesvig". 2) A. nr. 55. Peter Larsen har ligeledes forklaret, at han vil antage, „at der ved hvervninger her i landet er givet de unge mennesker løfte om deltagelse i et tidsbegrænset kursus, hvorefter de skulle komme tilbage til hjemlandet for at opfylde en nærmere bestemt opgave. 3) A. nr. 280; sml. også om „Allgemeine-SS" s. 30 f.

Standarte Nordland oprettes

Kort efter Hitlers overtagelse af magten i Tyskland var der blevet oprettet en SS-Verfügungstruppe, hvortil senere kom de særlige Totenkopfverbände. Af Verfügungs-truppe dannedes i 1940 våben-SS, der altså var en bevæbnet SS-formation, som udgjorde en del af hæren, mens den almindelige SS var ubevæbnet. 4) „Trial of the Major War Criminals before the International Military Tribunal" XX, s. 338 ff., XXVI, s. 190 ff., XX IX, s. 98 ff., 269 ff., 274 ff.; „Deutscher Volkskalender" 1944, s. 104 ff. Den 20. april 1940 ud-stedte Hitler en dagsbefaling, hvorved Standarte Nordland blev oprettet som en en-hed indenfor våben-SS. 5) A. nr. 266, note 1. I Jodl og Halders krigsdagbøger omtaltes Standarte Nordland første gang 25. april 1940. Det hed heri: „Standarte Nordland først på -

- 1 bataillon, ½ tyskere og nordmænd, ½ SS. Opstilling i Klagenfurt. Medlemmer-ne skal gøres til bevidste bærere af den germanske rigstanke". 1) W. Hubatsch: Die deutsohe Besetzung von Danemark und Norwegen 1940, s. 398.

Rudolf Jacobsen leder af uddannelsen i Klagenfurt

Det var til Standarte Nordland, at de unge, der troede at skulle til kursus, blev sendt. Rudolf Jacobsen har forklaret, at han i juni måned havde fået ordre til at over-tage uddannelsen af Standarte Nordland, der senere blev til regiment Nordland, og som skulle bestå af danskere, nordmænd og tyskere. Det var hans indtryk, at flere af danskerne ikke var klar over, at de havde meldt sig til krigstjeneste, og grunden hertil var formodentlig, at hvervningen var foregået i det skjulte, og at de tyske hverve-officerer havde været interesseret i at sende så mange som muligt til Klagenfurt. Han kritiserede fremgangsmåden overfor politidirektør Möller, men denne ønskede tilsy-neladende ikke at komme nærmere ind på spørgsmålet. 2) Jacobsens forklaring til rap-port af 17. juni 1947. A. nr. 285.

Ny hverveaktion sætter ind i februar 1941

I februar 1941 fandt der en ny hverveaktion sted, idet der til en række enkeltperso-ner blev udsendt en skrivelse, underskrevet af dr. Møller. 3) A. nr. 271. Henvendel-serne var fremstillet på Organisationsamt, men navne m. m. var påført af kredsle-derne, der 1941 havde sørget for den videre udsendelse. 4) Peter Larsens forklaring til rapport af 15. juni 1946. A. nr. 282. I skrivelsen hed det, at den tyske folkegruppe nu også havde fået mulighed for at deltage i det tyske folks kamp som krigsfrivillige, sålænge krigen varede, og at det var årgangene 1909—23, der kom i betragtning som frivillige. Dr. Møller ventede, at folkegruppens våbendygtige mænd „viser sig den store tid værdig". Også i de følgende måneder fandt der hverveaktioner sted. 5) Se f. eks. en række forklaringer om et af dr. Clausen afholdt hvervemøde i Tønder. A. nr. 281; og en Blockwart fra Haderslev har forklaret, at han måtte gå rundt til alle dem i hans Block, som havde fået opfordring til at møde, men ikke var kommet, idet han skulle give dem besked om at tage del i det næste hvervemøde. 6) A. nr. 279, note 1.

Mere gang i hvervearbejdet efter krigen mod Rusland

Efter det tyske angreb på Rusland kom der endnu mere fart i hvervearbejdet. Peter Larsen har forklaret, at folkegruppen gentagne gange af tyske SS-folk, navnlig af Ber-ger, var blevet gjort opmærksom på den indsats, som andre tyske folkegrupper ydede ved hvervning til våben-SS, og at folkegruppen i Nordslesvig ikke måtte stå tilbage på dette punkt. 7) A. nr. 282. Ligesom tidligere var det især SK, der tog sig af hvervnin-gens gennemførelse. Den 4. juli 1941 udtalte Peter Larsen, at „folketyskere melder sig nu som før hos SK-førerne eller hos Organisationsamt", 8) „Nordsleswigsche Zeitung" 5. juli 1941; sml. A. nr. 406; og på et møde i Tinglev den 28. september sagde partiføre-ren: „Vi vil fortsætte hvervningen til våben-SS, og vi vil styrke dem, som står derude". 9) „Nordschleswigsche Zeitung" 29. september 1941.

Peter Larsen træffer aftale med Ergänzungsamt om nye hvervningsfremstød

Nyt opråb. I en skrivelse, som Peter Larsen i eftersommeren eller efteråret 1941 ud-sendte til SK-kredsførerne, oplyste han, at der var truffet aftale med Ergänzungsamt angående hvervningen, som skulle foretages af SK i forstærket grad. Aktionen skulle gennemføres i tiden fra 10. oktober til 10. november, og alle tilmeldelserne skulle ind-gå til SK-ledelsen i Aabenraa, hvorfra de senere ville blive oversendt til Ergänzungs-amt. Hvervningen skulle støttes af den tyske presse, bl. a. gennem annoncer, der skulle betales af Ergänzungsamt. I henhold til de trufne aftaler var det udelukkende -

Side 126

- SK-ledelsen, der stod for hvervningen. 1) A. nr. 274. Den 14. oktober 1941 udsend-te Organisationsamt derefter en opfordring til „folketyske nordslesvigere og SK-kammerater" om at melde sig. Opfordringen gjaldt frivillige i alderen 18—40 år og 17-årige, der havde deres forældres samtykke. 2) A. nr. 275. Da dr. Møller et par uger senere talte i folketinget, oplyste han, at 600 folketyskere for tiden var ved fronten, og at 30 af disse havde fundet heltedøden. De faldt også for Danmarks fremtid. „Vi venter, at den danske rigsdag hædrer disse faldne på en værdig måde. Det samme gælder selvfølgelig også for de danske frivillige". 3) Rigsdagstidende. Forhandlingerne i Folketinget 1941—42, sp. 271.

Forsøg på at afsætte dr. Møller som folkegruppefører

I forbindelse med Peter Larsens omtale af utilfredsheden indenfor SS kan det nævnes, at det formodentlig var omtrent ved denne tid, at SS gjorde forsøg på at afsætte dr. Møller som folkegruppefører. Han har herom selv forklaret, at Rimann kom til Peter Larsen og erklærede, at SS ønskede Møller fjernet med den begrundelse, at han modarbejdede SS i Danmark. Det var dr. Møllers indtryk, at baggrunden især var den, at han ikke ville samarbejde med Fritz Clausen, og han mente, det var Berger, der stod bag ved kravet om hans fjernelse som folkegruppefører. Larsen sagde straks, at han også ville trække sig tilbage fra sit arbejde, hvis Møller blev afsat, og dr. Møller har udtalt, at hans medarbejdere i det lille politiske råd sikkert ville have gjort ham følge. Stehr var også underrettet af Rimann, og dr. Møller har ment, at grunden var den, at han var udset til dr. Møllers efterfølger. Rimann fik indtryk af, at det på daværende tidspunkt ville være uheldigt at fjerne dr. Møller som folkegrup-pefører, og aktionen blev derfor afblæst. Dr. Møller afkrævede senere Berger oplysning om, hvorfor kravet var kommet, og det blev derved oplyst, at der forelå en indberetning fra Ellenberger i Hamborg. Dr. Møller havde selv lejlig-hed til at se denne indberetning, og der stod heri, at dr. Møller modarbejdede SSs interesser i Danmark. Senere erfarede han, at Christian Paysen stod bag ved indberetningen. 4) Dr. Møllers forklaring til rapport af 18. juni 1945. A. nr. 277. Larsen har iøvrigt forklaret, at før Rimanns henvendelse havde dr. Møller været i Berlin, hvor det var komme til en meget skarp meningsudveksling. Efter Rimanns besøg var Møller atter i Berlin, hvor der fandt en forsoning sted. 5) Peter Larsens forklaring til rapport af 3. april 1948. A. nr. 286, afsnit 11.

Antallet af frivillige

Efter hvad Renthe-Fink oplyste den 20. maj 1940, skulle der allerede på dette tidspunkt være sendt 120 unge folketyskere til Tyskland som frivillige, 6) A. nr. 265; og den 24. juni mente konsulatet, at der var indkaldt 300 medlemmer af folkegruppen. 7) A. nr. 266, note 2. Den 29. marts 1941 blev antallet af frivillige i våben-SS opgivet til 331 mand, 8) A. nr. 273; og den 20. januar 1942 kunne Renthe-Fink oplyse, at 530 medlemmer af folkegruppen var indkaldt til våben-SS, ca. 100 til værnemagten. 9) A. nr. 290. Nogle dage senere opgav Peter Larsen det samlede antal til 790, heraf ca. 550 i våben-SS. 10) A. nr. 293.

Side 127

2. Fra januar 1942 til 1. januar 1945

Ribbentrop ønsker flere frivillige til våben-SS

Den 17. januar sendte Ribbentrop et telegram til en række forskellige gesandtskaber, bl. a. også til gesandtskabet i København. Det hed heri, at man anså det for ønskeligt, at der i højere grad end hidtil blev hvervet frivillige til våben-SS fra den tyske folkegruppe. Efter hvad man kunne se, var der endnu et stort antal mænd mellem 18 og 45 år, som ved hvervning til våben-SS kunne bidrage til at øge de tyske mandskabsstyrker. Han anmodede om at få nærmere oplyst, hvilke muligheder der fandtes i Danmark. 1) A. nr. 289. Tre dage senere meddelte Renthe-Fink, at man kunne anslå antallet af våbenføre medlemmer af den tyske folkegruppe i Nordslesvig til ca. 6000, hvoraf 630 allerede var indkaldt, mens over 1000 arbejdede indenfor krigsproduktionen. Skønsmæssigt var der endnu 3500 våbenføre tilbage. Renthe-Fink mente ikke, at man behøve-de noget særligt samtykke fra den danske regerings side for at foretage indkaldelser af folketyskerne, idet der kun ville være tale om en fortsættelse af den hvervning, som allerede havde fundet sted. Det var derimod ønskeligt, at der i forvejen blev opnået forståelse med folkegruppeledelsen. 2) A. nr. 290.

Ribbentrop giver tilladelse til hvervning i Nordslesvig

Ribbentrop gav omgående tilladelse til, at der fandt hvervning sted blandt den tyske folkegruppes medlemmer, og Luther fik anmodning om at foretage det videre fornødne med SS. 3) A. nr. 291.

Dr. Møller kaldes til Berlin

Omtrent ved denne tid, 4) mødet i Berlin må have fundet sted mellem 20. og 27. januar 1942. A. nr. 290 og 292; blev dr. Møller kaldt til Berlin. Han har forklaret, at han inden mødet dernede havde en samtale med Obersturmführer Lorenz, der var leder af Ergänzungsamt i København; Lorenz oplyste, at man i Berlin havde en fortegnelse med over 3000 navne på medlemmer af folkegruppen, og at de fleste af disse måtte regne med at blive indkaldt. Dr. Møller sagde, at han anså en så omfattende indkaldelse for uholdbar. 5) A. nr. 335, note 1. Mødet i Berlin blev ledet af Behrends, som meddelte, at der forelå ordre fra SS-Hauptamt om, at folkegruppen i Nordslesvig skulle overtage hvervningen til våben-SS, og at der kun var tale om en koordinering med de øvrige besatte lande, idet de tyske folkegrupper her i længere tid selvstændigt havde foretaget hvervning til SS. Dr. Møller indvendte, at der gjorde sig ganske særlige forhold gældende i Danmark, og Behrends svarede hertil, at netop af denne grund skulle ordren til hvervning i Danmark gå gennem det tyske gesandtskab, for at man her kunne ordne spørgsmålet med de danske myndigheder, og hvervningen måtte ikke begynde, før dr. Møller havde fået de nødvendige anvisninger fra Renthe-Fink. Man drøftede de vanskeligheder, der ville opstå i folkegruppen, og resultatet af drøftelserne blev, at dr. Møller fik ret til at bestemme, hvilke frivillige der skulle erklæres for uundværlige. Man talte om, hvilke retningslinier der herved skulle følges, og Behrends fandt dr. Møllers krav ret vidtgående, men da denne holdt fast ved sine ønsker, mente Behrends, at Berger måtte give sin tilslutning. Det lykkedes ikke at få et møde med Berger, men det blev aftalt, at hvis der ikke forelå anden besked inden det møde, der skulle være med Renthe-Fink om nogle få dage, betød det, at dr. Møllers krav var godkendt. 6) Dr. Møllers forklaring til rapport af 5. oktober 1945. A. nr. 335. Angående mødet i Berlin har Peter Larsen oplyst, -

Side 128

- at dr. Møller først udtalte, at han ikke havde noget mandat til at gå med til de fremsatte krav, men at han under forhandlingerne måtte give efter for det tyske tryk. 1) Peter Larsens forklaring til rapport af 12. september 1945. A. nr. 334.

Forhandling mellem Renthe-Fink og dr. Møller

Efter mødet i Berlin rejste dr. Møller tilbage til Nordslesvig, hvor hele spørgsmålet blev drøftet i det lille politiske råd. Derefter tog han til København for at forhandle med Renthe-Fink. Dette møde fandt sted den 5. februar. Renthe-Fink ønskede, at Peter Larsen skulle overtage ledelsen af hvervningen, dog under forudsætning af, at han meldte sig som den første. Dette måtte dr. Møller afvise, da Larsen var ganske uundværlig for arbejdet i Nordslesvig og iøvrigt var invalid.

Den danske regering og hvervningen

Dr. Møller har i sin forklaring hævdet, at Renthe-Fink oplyste, at der forelå tilladelse til hvervningen fra den danske regerings side. Det danske udenrigs-ministerium har dog udtalt: „Hvervningen af det tyske mindretal i Nordslesvig til våben-SS ses ikke at have givet anledning til aktioner, korrespondance eller meddelelser af nogen art fra ministeriet". 2) A. nr. 335 med note 4. Datoen for mødet mellem Møller og Renthe-Fink fremgår af Renthe-Finks telegram af 5. februar 1942. A. nr. 294. Iøvrigt havde Renthe-Fink jo allerede den 20. januar udtalt, at der ikke var nogen grund til at indhente den danske regerings samtykke. 3) A.nr. 290.

Hvervning blandt folketyskere på flyvepladserne

På mødet mellem Renthe-Fink og dr. Møller drøftede man også spørgsmålet om hvervning på flyvepladser og byggepladser i Nørrejylland, og det var meningen at henvende sig til de folketyske arbejdere her. Et par dage senere anmodede Auswärtiges Amt OKW om, at folketyskere, der skulle indkaldes til våben-SS, og som var beskæftiget ved værnemagten i Danmark, måtte blive frigivet i størst muligt omfang. Det oplystes, at Renthe-Fink allerede havde sat sig i forbindelse med den øverstbefalende i Danmark og havde meddelt, at man som erstatning påtænkte at skaffe folketyske arbejdere af ældre årgange og danske nationalsocialister, og at den øverstbefalende havde lovet at tage sagen under overvejelse til trods for de vanskeligheder, der var forbundet med at frigive specialarbejdere. 4) A. nr. 295, sml. A. nr. 294.

Uenighed angående hvervning blandt tyske arbejdere i Tyskland

Renthe-Fink og dr. Møller drøftede også en eventuel hvervning blandt folke-tyske arbejdere i Tyskland, til hvem folkegruppeføreren også ville henvende sig. 5) Renthe-Finks telegram til Ausw. Amt. 5. februar 1942. A. nr. 294. I Berlin var der imidlertid betænkeligheder herved, og dr. Møller fik meddelelse om, at der skulle ses bort fra hvervning blandt disse arbejdere. Han gjorde dog opmærk-som på, at hvervningen i Danmark ville blive problematisk, hvis der skulle skabes en særordning for de folketyskere, som opholdt sig i Tyskland, og som udgjorde mere end en trediedel af folkegruppens våbenduelige mænd. Renthe-Fink var enig med dr. Møller i, at hvervningen ville få større kraft, hvis appellen udgik til samtlige folketyskere. Iøvrigt var der i mellemtiden kommet medde-lelse om, at våben-SSs Hauptamt havde udtalt overfor Jef Blume, at hverv-ningen også skulle omfatte folketyskere i riget. 6) Renthe-Fink til Ausw. Amt 10. februar 1942. A. nr. 296. Spørgsmålet var dog ikke løst hermed, og den 21. februar kunne Luther fastslå, at det var blevet aftalt med Berger og Riedweg, at der ikke skulle finde hvervning sted blandt de nordslesvigere, som arbejdede i Tyskland, og han foreslog, at dr. Møllers ønske ikke skulle efterkommes. 7) Luthers optegnelse af 21. februar 1942. A. nr. 300. Fire dage senere kunne Renthe-Fink dog oplyse, at hvervningen allerede var udvidet til også at omfatte folke-tyskere i riget, og at de rekruteringskontorer, som de hørte under, var blevet -

Side 129

- sat ind på opgaven. 1) Renthe-Fink til Ausw. Amt 25. februar 1942. A. nr. 303. Af et brev, som dr. Møller den 2. september 1942 skrev til rigsfører-SS, fremgik det, at der også fandt hvervning sted i Tyskland, og at denne i henhold til aftale blev gennemført af de derværende SS-rekruteringskontorer. 2) A. nr. 317.

Dr. Møllers opråb om hvervningen

Allerede på mødet i Berlin var det blevet aftalt, at hvervningen skulle indledes med et opråb, udstedt af folkegruppeføreren og godkendt af Renthe-Fink. Den 14. februar sendte det tyske gesandtskab dr. Møllers udkast til Aus-wärtiges Amt, idet det samtidig blev meddelt, at Vomi havde godkendt opråbet. 3) A. nr. 298. Auswärtiges Amt ønskede visse ændringer foretaget, bl. a. skulle følgende sætninger udgå: „Men Tyskland det er os, hvor en tysker lever og kæmper, dér er Tyskland. Tysklands skæbne er vor skæbne. Den er vor hjem-stavns skæbne". 4) Ausw. Amt til Renthe-Fink 16. februar 1942. A. nr. 299. Selve opråbet var dateret den 10. februar, afstemningsdagen, selvom det først blev offentliggjort i „Nordschleswigsche Zeitung" den 18. februar. Det hed heri, at Tyskland i dag kaldte på enhver „til den sidste, den højeste indsats, for at det selv kan leve og opfylde sin høje historiske mission". Tyskeren blev ganske vist kaldt af loven, „men den indre lov i hans hjerte gjorde ham til verdens bedste soldat". Denne indre lov kaldte også på tyskerne i Nordslesvig, den var bindende for enhver. Tyskerne holdt sammen med deres folk i hver en stund, og dr. Møller kaldte nu på alle kammerater af årgangene 1902—1923 til frivillig våbentjeneste. Alle kammerater af årgangene 1909—1923 skulle melde sig, selvom de ikke var tjenstdygtige eller ikke kunne undværes hjemme. Kamme-raterne af årgangene 1902—1908 blev indenfor det muliges grænse anmodet om „at benytte sig af denne sidste troskabsprøve". Indtil nu var der 900 tyske nordslesvigere, der havde fulgt Førerens kalden. Som gammel frontsoldat kaldte folkegruppeføreren nu på de unge, og han vidste, at ingen ville svigte, „thi Tyskland er vor kærlighed, og troskab er vor ære". 5) A. nr. 297.

Opråb fra Peter Larsen. Lærerne opfordres også til at melde sig

Den 23. februar fulgte et nyt opråb i „Nordschleswigsche Zeitung", denne gang fra Peter Larsen, som opfordrede alle SK-mænd til at melde sig. 6) A. nr. 301. Dagen efter sendte Elholm en skrivelse til de tyske lærere, hvori det hed, at den tyske skoleforening i Nordslesvig ventede, at alle lærere fra årgangene 1902—1924 efterkom folkegruppeførerens opråb uden hensyn til, om de var tyske eller danske statsborgere, og om de virkede ved en dansk eller en kom-munal tysk skole. 7) A. nr. 302.

Hvervemøder og tilmelding

I „Nordschleswigsche Zeitung" for den 20. februar var det blevet meddelt, at gennemførelsen af hverveaktionen var blevet overdraget til Peter Larsen og Jef Blume, og at hver enkelt partifælle indenfor de indkaldte årgange ville få tilsendt de nødvendige oplysninger og papirer. Tilmeldelsesfristen blev den 23. februar fastsat til 5. marts. 8) A. nr. 297, note 1. Peter Larsen har forklaret, at der i den følgende tid blev holdt hvervemøder rundt om i landsdelen, hvor de stedlige kredsledere og partiets mest brugte talere som Asmus Wilh. Jürgensen, Rudolf Stehr, Jef Blume og dr. Møller talte. Larsen selv afholdt hvervemøder på flyvepladserne i Nørrejylland. Anmeldelsesblanketterne blev udsendt til afde-lingslederne, der derefter skulle fordele dem til de enkelte folketyskere. Når de frivillige havde meldt sig, blev der udarbejdet lister, -

Side 130

- som blev indsendt til SS-Ergänzungsamt i København, der traf bestem-melse med hensyn til sessionerne. Hver enkelt frivillig blev indkaldt til session direkte fra Ergänzungsamt, og derefter blev der taget stilling til spørgsmålet om uundværlighed. For de frivilliges vedkommende, der havde meldt sig til værne-magten, var fremgangsmåden ganske den samme, bortset fra at konsulatet trådte i stedet for Ergänzungsamt. Når de frivillige blev afsendt, var Peter Lar-sen tit tilstede ved afrejsen for at holde en kort afskedstale til dem. 1) Lanwers forklaring til rapport af 12. september 1945. A. nr. 334.

Spørgsmålet om uundværlighed

Allerede under hvervningen før 1942 havde dr. Møller „forbeholdt sig den i sidste afgørelse med hensyn til indkaldelser fra folkegruppen". 2) Peter Larsen til Bargfeldt 2. marts 1941. A. nr. 272. Spørgsmålet om i uundværlighed blev også drøftet på mødet i Berlin, hvor man blev enig om, at følgende 4 kategorier, skulle erklæres for uundværlige: 1) bønder, købmænd og næringsdrivende samt andre personer i selvstændige ledende stillinger, 2) personer under 18 år, som ikke havde fået skriftlig tilladelse fra forældre eller værge, 3) lærlinge, som ikke havde fået skriftlig tilladelse fra forældre eller læremester, 4) enesønner af bøn-der, når de var udset til at skulle drive gården. Lærere kunne kun frigives, dersom skolearbejdet tillod det. Men da dr. Møller ikke kunne fritage de tyske statsborgere, betød det, at kun få folketyske lærere kunne erklæres for uund-værlige. Dr. Møller har oplyst, at den Uk-liste, der blev opstillet i henhold til disse retningslinier, indeholdt 500—600 navne, men at dette tal ved krigens slutning var nedbragt til ca. 450. 3) A. nr. 335, note 2.

Planer om en kommission til at træffe afgørelse om uundværlighed

Af Renthe-Finks telegram til Auswärtiges Amt af 25. februar fremgår det, at det var planen at oprette en kommission, som i vanskelige tilfælde skulle træffe afgørelse om uundværlighed. Kommissionen skulle bestå af flere repræsentan-ter for folkegruppeledelsen, af Hauptsturmführer Lorenz og legationssekretær Kassler, eventuelt også af en repræsentant for Vomi, og den skulle efter møn-stringens afslutning træde sammen i Slesvig. 4) A. nr. 303. Vomi modsatte sig imidlertid nedsættelsen af en særlig kommission og udtalte overfor Auswärtiges Amt, at det tilkom Vomi at træffe afgørelse i spørgsmålet om uundværlighed, og at folkegruppeføreren havde fået pålæg om at forelægge denne myndighed de tilfælde, der måtte være tale om. 5) A. nr. 304. Af en indberetning fra Renthe-Fink af 21. april fremgår det, at folkegruppeføreren på dette tidspunkt havde erklæret 282 for uundværlige og desuden havde forelagt Vomi 21 tilfælde til afgørelse. 6) A. nr. 308.

SS utilfreds med dr. Møllers afgørelser

Fra SSs side var man imidlertid ikke tilfreds med, at folkegruppeføreren skulle træffe afgørelse i dette spørgsmål og „herved mangen gang ikke anlæg-ger nogen retfærdig målestok". SS-Hauptamt kritiserede også, at der var blevet stillet over 100 mand til disposition for værnemagten, og mente, at dette hang sammen med dr. Møllers vrede over udsendelsen af Paysens pjecer. 7) A. nr. 316.

Afgørelserne træffes af dr. Møller, senere også af det lille politiske råd

I praksis blev spørgsmålet om uundværlighed afgjort på den måde, at der blev indhentet oplysninger om de pågældende fra afdelingslederne. 8) A. nr. 334. Dr. Møller talte selv med de fleste frivillige, inden han tog stilling til, om de skulle sættes på Uk-listen.

Side 131

- Han har iøvrigt udtalt, at offerviljen indenfor folkegruppen var ualmindelig stærk, og at en beundringsværdig idealisme besjælede ikke blot ungdommen, men også de øvrige årgange. I den første tid var det som regel dr. Møller selv, der afgjorde, om de frivillige skulle erklæres for uundværlige eller ikke, men da der fra tysk side blev presset på for at få antallet af uundværlige bragt ned, gik man senere over til at drøfte de enkelte tilfælde i det lille politiske råd. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 5. oktober 1945. A. nr. 335 med note 3.

Utilfredshed med Uk-afgørelserne

Spørgsmålet om uundværlighed voldte ofte en del vanskeligheder. I en artikel i „Deutscher Volkskalender" for 1943 oplyste dr. Møller, at mange stod uforstående overfor hele problemet, men at man også her havde fulgt parolen: „Hvorledes tjener jeg mit folk", og at han havde truffet sine afgørelser efter bedste viden og samvittighed. Han var godt klar over, at mange var blevet ramt hårdt, fordi de var blevet erklæret uundværlige, og at de derfor havde prøvet at få afgørelsen omstødt. 2) „Deutscher Volkskalender" 1943, s. 19. Af en artikel i „Der SK-Mann" 1944 fremgår det, at der ofte blev rettet bebrejdelser mod dem, der var blevet erklæret for uundværlige, og at man kaldte dem „Druckeberger", „tapre hjemstavnskæmpere" og lignende. Redaktionen opfordrede iøvrigt til, hvis man mente der var sket uret, at foretage indberetning til lederen af SK, så kritikkens berettigelse kunne blive efterprøvet. 3) „Der SK-Mann" 1944, nr. 6, s. 7.

Dr, Møller beskyldes for at begunstige "plutokratiet"

Et særligt voldsomt angreb på afgørelserne om uundværlighed kom fra en mand i Højer, som anklagede partiføreren for „ikke at have opfyldt sin pligt overfor den nationalsocialistiske idé og de frivillige", idet han påstod, at det samtidig med hvervningen var gået fra mund til mund, at „Plutokratiet og dens Afkom" ville blive taget på session, men bagefter erklæret for uundværlige. Halvdelen af plutokratiet meldte sig, men blev, som lovet, fritaget for tjenesten, men den fattige mand og hans sønner blev sendt til uddannelse og indsats. 4) A. nr. 332.

Da kredslederen i Tønder den 14. april sendte afdelingslederne retnings-linier for hvervningen, hed det, at de mænd af årgangene 1909 — 1923, som endnu ikke havde meldt sig, måtte anses for at ville knibe udenom, og at man måtte regne med, at de ville blive udelukket enten af partiet, af SK eller af Jun-genschaft. Den enkelte måtte dog ikke gribe ind, idet eventuelle forholdsregler ville blive taget fra partiledelsens side. 5) A. nr. 306.

Spørgsmålet om at øve tvang overfor dem, der ikke ville melde sig, blev drøftet i et telegram fra Renthe-Fink til Auswärtiges Amt af 27. april. Det hed heri, at folkegruppeføreren så sig nødsaget til at gribe ind overfor de folke-tyskere, som ikke meldte sig frivilligt, til trods for, at han havde gjort det til en pligt for dem at melde sig. Det var kun 50 pot. af årgangene 1909 — 1923, som havde fulgt opfordringen, og dr. Møller ville derfor endnu en gang henvende sig til dem og på indtrængende måde gøre dem opmærksom på de følger, de måtte regne med, hvis de ikke meldte sig. Dem, der ikke havde efterkommet opfordringen indenfor en bestemt frist, ville han ekskludere af NSDAP-N. Der var nogle, der ikke ville gå ind i våben-SS, men havde erklæret sig villige til at gøre krigstjeneste i værnemagten. Da selve hvervningen nu måtte betragtes som afsluttet, var det dr. Møllers hensigt at give dem tilladelse til at melde sig dér. 6) A. nr.310. Auswärtiges Amt anmodede om at få at vide, -

Side 132

- hvordan den nye henvendelse skulle finde sted, og hvad der eventuelt skulle ske overfor ikke-partifæller, der ikke havde meldt sig. 1) A. nr. 311. Lidt senere oplyste Renthe-Fink, at den fornyede hvervning skete ved personlig opfordring på små SK-møder, som blev ledet af Peter Larsen. De pågældende blev her enkeltvis endnu en gang indtrængende opfordret til at melde sig. Eksklusionen af partifæller ville først blive aktuel, når de pågældende nægtede at melde sig til værnemagten, og ikke-partifæller ville blive udelukket fra fremtidig optagelse i partiet. 2) A. nr. 314.

Folkegruppeledelsen. var klar over, at det var vanskeligt at foretage sig noget overfor dem, der ikke meldte sig, da nationalitetsgrænserne i Nordslesvig var flydende. 3) Stehrs oversigt over folkegruppens indsats 3. juni 1944. A. nr. 330. Angående eksklusion af partimedlemmer har dr. Møller forklaret, at han ikke mener at have ekskluderet nogen eller truet nogen med eksklusion, fordi han ikke havde meldt sig. Spørgsmålet var blevet drøftet i rådet, og der synes at have været uenighed herom. Ehnstedt har forklaret, at dr. Møller var imod en eksklusion. Jes P. Petersen var af den opfattelse, at en sådan var vedtaget, men ikke blev håndhævet, mens Asmus Wilh. Jürgensen har udtalt, at forslaget ikke blev vedtaget. I en skrivelse, som Peter Larsen den 18. december 1944 sendte til Fritz Weber, hed det dog: „Hvis en partifælle, der har meldt sig som frivillig, påny opfordres til mønstring og ikke efterkommer denne opfordring, ekskluderes han af partiet". Tidligere i brevet havde han udtalt, at man desværre ikke havde mulighed for at tvinge en folketysker til at melde sig. 4) A. nr. 314, note 1. Den 5. juni 1944 ekskluderede Larsen en mand fra Aabenraa, fordi han ikke deltog i partiets møder og ikke havde meldt sig til krigstjeneste eller som tidsfrivillig. 5) A. nr. 331.

Aktionen afsluttes - ca. 450 indkaldes

Allerede den 19. marts 1942 kunne Renthe-Fink meddele Auswärtiges Amt, at der var 1 197 folketyskere af årgangene 1902—1923, der havde meldt sig, og at der stadig kom flere til, så at folkegruppen regnede med ialt 1 500 tilmeldelser. Mønstringerne skulle være tilendebragt i begyndelsen af april, og man måtte antage, at ca. 50 pct. ikke ville blive indkaldt. 6) A. nr. 305. Den 21. april kunne gesandtskabet indberette, at hverveaktionen var bragt til foreløbig afslutning, og at ialt 1 402 havde meldt sig, hvoraf 109 for tiden var beskæftiget i riget og ville blive mønstret dér. 829 var erklæret for duelige, og 346 ville blive indkaldt, hvortil kom ca. 100 fra de tyske flyvepladser i Danmark. Ergänzungsamt betrag-tede resultatet som tilfredsstillende. 7) A. nr. 308.

Utilfredshed med, at folketyskere indsættes i Frikorps Danmark

En del af de folketyske frivillige blev ikke indsat i de almindelige tyske våben-SS formationer, men i Frikorps Danmark. Dette vakte stor vrede hos tyskerne i Nordslesvig. Da Berger var i København i april 1942, forhandlede han med Kanstein om dette spørgsmål. Dr. Møller havde udtalt, at det ville være rigtigt, hvis folketyskere, som havde gjort fronttjeneste, senere kom til Frikorps Danmark som førere og underførere, men de måtte ikke anbringes dér, før de var uddannet. Berger erklærede sig enig i dette synspunkt og foranledigede, at folketyskere ikke måtte overføres til frikorpset, medmindre der havde fundet drøftelse sted med Berger eller med dr. Møller. 8) Bergers referat fra 17. april 1942 af forhandlingerne. A. nr. 307. Den 22. april gav Himmler ordre til, at folketyskere fra Danmark for fremtiden -

Side 133

- kun skulle optages i SS-dødningehoveddivisionen eller i 1. SS-infanteri-brigade, og han forbød udtrykkeligt, at de blev tildelt Frikorps Danmark. De, der allerede befandt sig i korpset, skulle straks hentes tilbage og overføres til SS-Dødningehoveddivisionen. 1) A. nr. 309. Himmlers ordre blev oplæst af Lorenz, da han i maj 1942 var på besøg i Nordslesvig. 2) Lanwers beretning af 7. maj 1942 til Renthe-Fink om Lorenz' besøg. A. nr. 88; sml. A. nr. 313.

Dr. Møller henvender sig til Himmler

Det viste sig imidlertid, at spørgsmålet ikke var løst med Himmlers afgørelse, og at der stadig var folketyskere i Frikorpset. Den 2. september foretog dr. Møller derfor en henvendelse til rigsfører-SS, hvori han i meget alvorlige ord redegjorde for spørgsmålet og for nogle af de foreliggende tilfælde. Det hed bl. a., at det sikkert ville være forståeligt, „at de psykologiske forudsætninger for en afgørende militær indsats fra folkegruppens side må falde bort med anbrin-gelsen af folketyske frivillige i Frikorps Danmark". Man kunne ikke lade en tysker kæmpe frivilligt under en fane, som hidtil havde været symbolet for den nationale modstander, og der var ingen tvivl om, at når der endnu var nogle, der ikke havde meldt sig som frivillige, kunne dette i høj grad føres tilbage til disse uheldige forhold. Folketyskerne havde ikke noget imod at kæmpe sammen med danskerne, men det måtte ske i tyske formationer. Selvom den tyske folkegruppe i dag i vid udstrækning forstod den storgermanske fremtids-idé, så var værdien af den kamp for tyskheden, som var blevet ført siden 1920, ikke blevet forringet i medlemmernes opfattelse, og kampen var ikke blevet unødvendig. Uden den ville man ikke have været i stand til at modstå danskernes bestræbelser for at opsuge tyskerne. Men i våben-SS fik de frivillige en opdragelse, der kort og godt forkastede deres hidtidige indsats i kampen for tyskheden, ja i enkelte tilfælde betegnede den som vanvid, og de kom derved ud for en hård sjælelig belastning. Han anmodede rigsføreren om personlig at træffe afgørelse med hensyn til den måde, hvorpå folkegruppen skulle gøre sin indsats. 3) A. nr. 317.

Lorenz og Lanwer om dr. Møllers stilling til spørgsmålet

Henvendelsen blev indsendt gennem Vomi, og da Lorenz sendte den videre, udtalte han, at dr. Møller måske med sin stærke ansvarsbevidsthed tog sig tingene lidt for tungt. Lorenz mente, at en af grundene til dr. Møllers brev var den, at da ordren af 22. april ikke blev efterkommet, var han bange for, at der skulle gå skår i den autoritet, som rigsføreren kunne glæde sig over „hos Nord-slesvigs prægtige, ligefremme mennesker". Han foreslog, at Himmler modtog dr. Møller, så denne ved en personlig samtale med rigsføreren kunne „blive befriet for det sjælelige tryk", 4) A. nr. 318. Dagen efter kunne Renthe-Fink indberette til Ausw. Amt, at Behrends allerede havde meddelt dr. Møller, at Himmler ville modtage ham. 5) A. nr. 319. Lidt senere indberettede Lanwer til gesandtskabet, at der havde været et vist røre, ikke mindst på Tinglev-egnen, i forbindelse med en meddelelse om, at en krigsfrivillig fra Tinglev var faldet i Frikorpset, men sagen havde ingen større udbredelse og var kun kendt blandt de ledende underførere. Selv indenfor folkegruppens ledelse delte man ikke dr. Møllers anskuelse om, at det var dødelig alvor, og han havde talt med Peter Larsen, Blume og Asmus Wilh. Jürgensen og havde indtryk af, at sagen for deres vedkommende betragtedes som en episode. Han anså det for udelukket, at den kunne betyde en -

Side 134

- tillidskrise. De førende medarbejdere kunne rent menneskeligt forstå dr. Møllers „frygtelig konsekvente" holdning, men var ikke enig med ham. 1) A. nr. 320.

Himmler lover, at folketyskere skal optages i våben-SS, ikke i Frikorpset

Den 28. september sendte Himmler et brev til dr. Møller, hvori han meget beklagede de begivenheder, der var skildret i Møllers brev, men der var nu blevet draget omsorg for, at der kunne sættes en stopper for disse uheldige forhold, og han ville drage den SS-fører til regnskab, som havde ansvaret for, at ordren af 22. april ikke var blevet efterkommet. Brevet sluttede: „Det er en selvfølge, at de tyske frivillige fra den tyske folkegruppe i Slesvig optages i våben-SS og ikke i Frikorps Danmark". 2) A. nr. 321.

Himmler ønsker flere frivilllige fra Nordslesvig

På et møde i Haderslev den 12. februar 1943 meddelte dr. Møller, at årgang 1924 nu også ville blive opfordret til at melde sig. 3) „Nordschleswigsche Zeitung" 15. februar 1943; senere blev også årgang 1925 indkaldt. A. nr. 330. Kort efter fik folkegruppeledelsen fra SS-Ersatzkommando Dänemark telefonisk meddelelse om, at rigsfører-SS ønskede, at folketyskerne i Nordslesvig stillede endnu flere frivillige. Ordren var kommet pr. fjernskriver fra Berlin. 4) Meddelelse til dr. Møller af 11. marts 1943. A. nr. 322. Peter Petersen og dr. Møller har forklaret, at man i Berlin var utilfreds med antallet af frivillige, og Stehr har udtalt, at der i 1943 eller 1944 forelå et tysk forslag om at indføre almindelig værnepligt for folke-gruppen, men at det blev kvalt i fødslen ved hans og dr. Bests indgriben. Dr. Best har ligeledes oplyst, at Himmler og Berger tænkte på at indføre værnepligt for folketyskere i Danmark, og at han drøftede sagen med Himmler og Berger på et møde i juni 1943, men satte sig imod deres planer. 5) A. nr. 325, note 1.

Peter Larsen og Jef Blume forhandler med SS-Ersatzkommando

Nogle dage efter at det nye tyske krav om flere frivillige var blevet fremsat, rejste Peter Larsen og Jef Blume til København for at forhandle med SS-Ersatz-kommando. De afleverede dér en fortegnelse over de folketyskere, som befandt sig i riget, over dem, der ikke havde meldt sig, og over årgangene 1924—25. Ersatzkommando ville henvende sig skriftligt til dem, der ikke havde fulgt de tidligere opfordringer, idet man ville opfordre dem til at indlevere tilmeldelses-formularen i udfyldt stand til Organisationsamt. Ersatzkommando ville desuden gennemføre en hvervning blandt de folkefæller, som befandt sig i Tyskland. Organisationsamt skulle opfordre årgang 1924 til at melde sig frivilligt. Det fremgår af referatet af forhandlingerne, at en del af de personer, som under mønstringerne i 1940 var blevet fundet uduelige, nu påny var blevet opfordret, idet de skulle underkastes en ny undersøgelse. 6) A. nr. 323.

Ersatzkommando henvender sig til dem, der ikke har meldt sig

Ersatzkommando handlede hurtigt, og allerede den 19. marts blev der udsendt henvendelser til folketyskerne. Det hed heri, at man ventede, at de pågældende ikke holdt sig tilbage i en tid, da det tyske folk førte en kamp på liv og død, og at Ersatzkommando derfor i forståelse med Organisationsamt sendte en anmeldelsesblanket, som senest den 31. marts skulle indsendes til Organisationsamt. Man ventede, at alle, der tilhørte folkegruppen, meldte sig, og det var ligegyldigt, om de havde meldt sig tidligere, havde fået udsættelse eller mente, at de var uundværlige. 7) A. nr. 324.

Af en optegnelse, som Lanwer foretog den 10. april 1943 fremgår det, at folkegruppeledelsen anså en ny offentlig hverveaktion for overflødig, da folke-gruppen forsåvidt var „udtømt". Lanwer mente dog ikke, at reserverne var op-brugt. Han troede heller ikke, at en ny offentlig -

Side 135

-  hvervning ville give noget større resultat, men at derimod den hidtidige fremgangsmåde med personlig at bearbejde de mænd, der kunne være tale om, ville have større udsigt til at give udbytte, selvom man ikke kunne regne med, at de sendrægtige, der allerede havde fået flere opfordringer, nu ville melde sig. 1) A. nr. 325.

På et møde i det lille politiske råd den 1. november 1944 blev hele spørgs-målet om hvervningen taget op til ny overvejelse. Uundværlighedserklærin-gerne skulle underkastes fornyet prøve, og hvervningen skulle fortsættes og intensiveres, og de, der hidtil var blevet erklæret uegnet på sessionen, skulle påny undersøges. 2) Uddrag af dr. Bests „Politische Informationen fur die deutschen Dienststellen in Dänemark" 1. januar 1945. A. nr. 333.

Betænkeligheder indenfor folkegruppeledelsen ved hvervningen

Folkegruppeledelsens inderste tanker om hvervningen kom selvfølgelig ikke frem i de officielle skrivelser og taler. Men der foreligger forskellige udtalelser, der synes at vise, at man var betænkelig ved, at så mange af de unge måtte gå til fronten. Lanwer har f. eks. forklaret, at han gentagne gange har talt med dr. Møller om hvervningen, som ikke var behagelig for folkegruppeføreren, der ikke ville have Nordslesvig affolket, men ville beholde så mange som muligt af sine folkefæller. Hvis dr. Møller ikke var gået med til hvervningen, ville den formodentlig være blevet gennemført alligevel, og derfor indvilgede han i en slags kompromis: at foretage hvervningen, men under forudsætning af, at folkegruppen selv afgjorde, hvem der skulle erklæres for uundværlig. 3) A. nr. 336, note 1. Det var iøvrigt Lanwers opfattelse, at hvervningen til våben-SS ikke var populær indenfor folkegruppens ledelse eller blandt dens medlemmer, og at man ønskede oprettet en tidsfrivilligtjeneste for at undgå yderligere krav fra SSs side. 4) Lanwers forklaring til rapport af 1. oktober 1946. A. nr. 336. Også von Hanneken havde indtryk af, at folkegruppen ønskede at beskytte sig mod våben-SS, og at dette var en af grundene til, at tidsfrivilligorganisationen blev oprettet. 5) von Hannekens forklaring til rapport af 12. december 1947. A. nr. 399; og dr. Best var af samme mening. 6) A. nr. 393, note 1.

Tyske kommunelærere får krigstjeneste medregnet i deres anciennitet

Hvervningen til SS gav anledning til et ganske særligt problem, idet 3 tyske kommunelærere var blevet indkaldt og var trådt udenfor nummer. Den 24. maj 1943 anmodede Stehr undervisningsministeriet om, at den tid, i hvilken de havde forrettet tjeneste ved våben-SS og den tyske værnemagt, måtte blive medregnet i anciennitet. lønnings- og pensionsalderen. Den 13. oktober skrev undervisningsministeriet til finansministeriet, at det kunne tiltræde den af Stehr fremsatte anmodning, således at kommunelærerne blev behandlet på samme måde som danske officerer, og man anmodede om finansministeriets tilslutning til, at den fornødne hjemmel blev søgt på en tekstanmærkning på finansloven eller tillægsbevillingsloven. Forslaget blev tiltrådt af lønningsrådet og af finans-ministeriet, og på finansloven blev der optaget en tekstanmærkning om, at undervisningsministeriet fik bemyndigelse til ved fastsættelsen af tjeneste-alderen for lærere, der var ansat ved det kommunale skolevæsen i Sønder-jylland, og som tilhørte det tyske mindretal, at medregne den tid, i hvilken de havde fået tilladelse til at træde udenfor nummer for at gøre tysk krigstjeneste. 7) A. nr. 327 med note 1.

Praktiske vanskeligheder med hensyn til orlov, forsorg, underretning om faldne, m.m.

Også i forholdet til de tyske myndigheder var der forskellige vanskeligheder. Allerede den 29. januar 1942 havde Peter Larsen i en skrivelse til Vomi gjort opmærksom på -

Side 136

- en række praktiske problemer. Det havde været galt med forsorgen, d.v.s. udbetalingen til de frivilliges pårørende, men SS-Fürsorgeamt i København arbejdede nu hurtigere, og der hørtes ikke mere berettigede klager. Derimod skete det gang på gang, at de folketyske medlemmer af våben-SS ikke kunne komme over grænsen, så de måtte tilbringe deres orlov i Tyskland. Også postforbindelsen var det galt med, men særlig vanskeligt var spørgsmålet om underretning til de faldnes pårørende. Der var indtil da faldet 50, men kun i to tilfælde forelå der officielle bekræftelser, og det kunne ske, at man hørte ytringer som: „Er vore drenge da ikke 20 øre porto værd for SS?". Desuden blev der klaget over, at tilbagesenderen af de frivilliges civile klæder og efterladenskaber var alt andet end tilfredsstillende, og at man gang på gang ikke var tilstrækkelig opmærksom på, om der forelå samtykke fra forældre, når mindreårige blev indkaldt. Peter Larsen kom også ind på spørgsmålet om den tvungne tyske statsborgerret og fremhævede, at de, der ikke mere var danske stats-borgere, var tabt for tyskheden set fra et grænsepolitisk synspunkt. 1) A. nr. 293. Angående meddelelser om de faldne sml. Lanwers udtalelser i brev af 7. januar 1942 til Kassler. A. nr. 81.

Endnu i 1944 var der utilfredshed på forskellige punkter, bl. a. var spørgsmålet om orloven endnu ikke ordnet på tilfredsstillende måde og gav anledning til kritik af folkegruppeledelsen. 2) A. nr. 134; sml. Stehrs oversigt over folkegruppens krigsindsats 3. juni 1944. A. nr. 330. Statsborgerproblemet voldte stadig kvaler, 3) A. nr. 330; og folke-gruppeledelsen var utilfreds med, at folketyskerne undertiden ikke kunne komme ind ved det flyvende personel, fordi de blev betragtet som udlændinge. De frivillige følte sig forurettet herover, og den slags begivenheder hæmmede tilgangen af frivillige. 4) Optegnelse fra 10.—15. februar 1944. A. nr. 329.

Antallet af krigsdeltagere og faldne

I april 1943 anslog Lanwer antallet af folketyske frivillige i aktiv tjeneste til 1 620, 5) A. nr. 325; og på et møde i Tinglev 26. september 1943 oplyste dr. Møller, at 1 290 tyskere tjente i våben-SS, 566 ved værnemagten. 6) Det tyske konsulats referat af mødet, indsendt til dr. Best 29. september 1943. A. nr. 125. Efter en officiel opgørelse fra 31. december 1943 var der 1 311 i våben-SS, 438 i værnemagten, hvortil kom nogle frivillige ved luftskytset, ved toldgrænsebevogtningen og ved Luftgaukommando som chauffører, lait 232 var faldet. 7) A.nr. 328. Den 30. april 1944 var der 1 335 i våben-SS, 445 i værnemagten og 280 faldne, 8) A. nr. 330; og 1. januar 1945 var tallene henholdsvis 1 391, 507 og 344, 9) A. nr. 333. I juni 1944 oplyste Stehr, at en opgørelse, som var foretaget af kontoret for statistik og befolkningspolitik, viste, at der i de indkaldte årgange var 6 103 mand, og af disse havde 4 768 eller 78 pct. meldt sig. 10) A. nr. 330.

3. Thorius' aktion

Thorius og Thaysen tager initiativet til en ny hverveaktion

I februar 1945 fik dr. Møller besøg af Landesjugendführer Thorius og lærer Bruno Thaysen. De kom som ungdommens repræsentanter og mente, at der nu måtte gøres noget mere for at fremme tilgangen af mænd til våben-SS. Dels skulle den såkaldte -

Side 137

- „Uk-liste" delvis ophæves, dels skulle der foretages fornyet hvervning indenfor de årgange, som havde været omfattet af de tidligere aktioner. Dr. Møller udtalte, at han måtte holde sig til sine ordrer, men de, der var erklæret uundværlige, havde jo mulighed for at melde sig, hvis de kunne frigøre sig ved en stedfortræder. Dr. Møller sammenkaldte det lille politiske råd til møde den 10. februar, og efter oplysning i „Nordsleswigsche Zeitung" lovede dr. Møller, at partiet med alle midler ville støtte denne aktion fra ungdommens side. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 16. november 1945. A. nr. 341. Peter Petersen og Jes Peter Petersen har dog forklaret, at rådet var imod Thorius' aktion, og at sagen derfor blev overdraget til ham selv. Thorius og Bruno Thaysen har oplyst, at det under drøftelsen i det lille politiske råd først og fremmest var meningen, at aktionen skulle finde sted indenfor DJN, men at man dog også talte om at rette den mod de såkaldte „Drückenberger", således at der også skulle ske henven-delse til personer, der ikke tilhørte DJN. Thaysen havde ønsket også at få årgangene 1927 og 1928 med, men det sagde dr. Møller nej til. 2) Note 1 til A. nr. 337.

Kracht forhandler med dr. Møller

Omkring den 13. februar 1945 aflagde dr. Kracht besøg hos dr. Møller, der lå syg. Kracht bemærkede, at i Tyskland havde man medtaget årgangene indtil 1906. Partiføreren udtalte, at han ikke var afvisende overfor en udvidelse af sit opråb, men det kom for ham an på, at alle de årgange, til hvem man nu henvendte sig, kom fuldstændigt med, før man rettede henvendelse til de ældre mænd. Kracht mente, at dr. Møller opfattede Thorius' hverv således, at det skulle bestå i en nærmere undersøgelse af, hvem der var blevet erklæret for uundværlige, og samtidig skulle der foretages en opsamling af dem, der hidtil havde holdt sig tilbage. Spørgsmålet om udvidelse af årgangene måtte sortere under Peter Larsen. Dr. Møller udtalte også overfor Kracht, at han personlig ville være betænkelig ved, således som man gjorde i Tyskland, at medtage de 16-årige. 3) Kracht til Thorius 13. februar 1945. A. nr. 337.

Opråb i „Nordschleswigsche Zeitung"

Den 12. februar udsendtes i „Nordschleswigsche Zeitung" et opråb til det unge mandskab, hvori årgangene 1909—1926 blev opfordret til at melde sig under fanerne. Det hed, at i dag kæmpede det tyske folk for sin eksistens, og at alle vidste, at også folkegruppens skæbne og „dine pårørendes skæbne" stod på spil i denne kamp. Alt andet var småt og ligegyldigt, nu gjaldt det om at bevare hjemstavnen mod bolsjevikkernes rædselsgerninger. Det sluttede: „Årgangene 1909—1926 træder an for at opfylde den helligste pligt, der i dag findes for en tysker. Dér må du, kammerat, ikke mangle!" Samtidig blev der udsendt en direkte henvendelse fra Thorius til de tyskere, der kunne komme i betragtning, og Thorius skrev til kredslederne og bad om deres hjælp, idet han gerne ville have afdelingslederne til at rette opfordring til hver enkelt. Dr. Clausen har senere forklaret, at både han og afdelingslederne protesterede mod denne skrivelse og nægtede at sende den ud. Senere bad Thorius ungdomsførerne om at henvende sig til lederne i SK og Selbstschutz, for at de kunne finde ud af, hvem der forholdt sig passiv, og disse skulle så indbydes til et møde, for at de kunne komme under personlig påvirkning. Thorius ville selv i 10 dage holde møder rundt om i kredsene. 4) A. nr. 338 med note 1.

Modsætningsforhold mellem folkegruppen og Thorius

Af et brev, som Bruno Thaysen den 31. marts sendte til Blume, fremgik det, at hverveaktionen ikke gik særlig godt. Grunden var „partiførerens traditionelle „undladelsespolitik" på dette område" og en tiltagende aversion fra folkegrup-pens side overfor Thorius og hans særlige arbejdsmetoder. -

Side 138

-  Hertil kom, at dr. Møller fornylig var vendt hjem fra mødet i Berlin sammen med dr. Best og nu havde det indtryk, at Tyskland mindre havde behov for mennesker end for våben og klæder, og at man desuden var overbevist om, at der her mod nord inden længe ville blive hårdt brug for enhver våbendygtig mand. Det hed videre i Thaysens brev: „Du ved så, hvordan det plejer at gå. Møller fremstiller så sit standpunkt med den indtrængende veltalenhed, som han uomtvistelig ejer i sådanne situationer, og så skær' den således, som han vil have det." Thorius havde været i stærk opposition i rådet. Han havde latter-liggjort Selbstschutz og havde mindet om Stehrs frigørelse. Peter Petersen kunne i forvejen ikke døje Thorius, og resultatet blev, at der blev afstukket en meget snæver ramme for hans aktion. 1) A. nr. 339.

Dr. Møller meddeler, at de af SS-Ersatzkommando udsendte indkaldelser er ugyldige

Efter at de, der havde meldt sig efter den nye opfordring, var blevet læge-undersøgt, talte dr. Møller i Tønder, Tinglev og Aabenraa personligt med hver enkelt, idet han ville være fuldstændig sikker på, at det hele var gået rigtigt til. Inden Organisationsamt var blevet færdig med bedømmelsen af de frivilliges forhold, fik dr. Møller meddelelse om, at nogle af dem havde fået indkaldel-sesordre, selvom han havde givet dem en vis frist. Han fik nu oplyst, at SS-Ersatzkommando i København havde indkaldt de unge, fordi det hastede, og uden som sædvanligt at afvente dr. Møllers afgørelse. 2) Dr. Møllers forklaring til rapport af 16. november 1945. A. nr. 341. Han indrykkede derfor i „Nordschles-wigsche Zeitung" en meddelelse om, at de udsendte indkaldelsesordrer var ugyldige, og at fremtidige indkaldelsesordrer kun gjaldt, hvis de var blevet tilstillet de pågældende gennem Organisationsamt. 3) A. nr. 340.

Ersatzkommando vil skride ind overfor dr. Møller

Meddelelsen vakte stor harme hos våben-SS, og der fandt en forhandling sted mellem dr. Møller og Hauptsturmführer Fechner fra SS-Ersatzkommando, men uden at man nåede til et resultat, og dr. Møller ville herefter ikke mere samarbejde med Ersatzkommando. 4) A.nr. 341. Der skulle i den anledning have været skredet ind overfor dr. Møller, men dr. Best intervenerede for ham. 5) Dr. Best redegørelse af 16. december 1947. A. nr. 143.

4. De frivilliges statsborgerforhold

Ernst Schröders stilling til spørgsmålet om folketyskernes bevarelse af dansk indfødsret

I en skrivelse fra september 1939 til Grundherr kom Ernst Schröder ind på spørgsmålet, om de unge skulle melde sig til tysk militærtjeneste, selvom de derved mistede deres danske indfødsret. Schröder holdt på, at det i dag var vigtigere end nogensinde, at folketyskerne forblev danske statsborgere, og i sine egne erfaringer fandt han en afgjort bekræftelse herpå, men han ville dog gerne fra Grundherrs side have en principiel udtalelse om spørgsmålet. 6) A. nr. 12. Grundherr var helt enig med Schröder og mente, at man fra tysk side var stærkt interesseret i, at folketyskerne blev dér, hvor de nu levede og virkede. I øjeblikket imødekom man ikke ønsker fra fremmede statsborgere om at indtræ-de i den tyske værnemagt, og begæringer -

Side 139

- om at blive indrulleret til tysk militærtjeneste fra ind- og udland var for tiden uønsket. 1) A. nr. 13.

Krav fra SS om, at de frivillige skal blive tyske statsborgere

SS havde dog en anden indstilling til dette spørgsmål, og da mange unge folketyskere i 1939 og kort efter den 9. april kom til uddannelse i Langenhorn og Klagenfurt, blev de her stillet overfor kravet om at opgive deres danske statsborgerskab og kom på denne måde ud for en alvorlig konflikt med deres samvittighed. De var blevet opdraget i den tanke, at fraflytning fra deres hjemsted og opgivelse af dansk indfødsret ville blive opfattet som faneflugt, og de havde i forvejen fået at vide, at de ikke behøvede at give afkald på deres danske indfødsret, selvom de blev optaget i våben-SS. En del nægtede da også at skrive under på kontrakten og vendte senere tilbage til Nordslesvig. Andre blev dernede således som Gerhard Schütt, der allerede i 1939 var rejst sydpå for at blive optaget i SS-Verfügungstruppe. Han spurgte dr. Møller, hvad han skulle gøre, nu det var blevet krævet af ham, at han skulle modtage tysk indfødsret. Tilsidst skrev Schütt under på ansøgningen om tysk indfødsret, da kompagnichefen erklærede, at han kunne være både tysk og dansk statsborger. Der var en del, der havde troet som han, men i efteråret 1941 afkrævede det danske gesandtskab dem deres danske pas, 2) Jef Blumes redegørelse april 1940. A. nr. 276 med note 3; sml. A. nr. 280.

Folkegruppen kritiserer SSs fremgangsmåde

Fra folkegruppens side var der vrede over den måde, man var gået frem på, og så sent som i januar 1942 beklagede Peter Larsen sig overfor Lorenz i Vomi over, at de første frivillige „ved trusler om hjemsendelse blev tvunget til at blive tyske statsborgere, til trods for at det af de kompetente myndigheder var blevet forsikret dem, at de selvfølgelig ville beholde deres danske indfødsret". Fra et grænsepolitisk synspunkt var de tabt for tyskheden. 3) A. nr. 293.

Vogelgesang havde en ganske tilsvarende indstilling og havde iøvrigt hørt, at der havde fundet diskussioner sted mellem kommandanten i Klagenfurt, Rudolf Jacobsen, og dr. Møller, uden at man var nået til nogen forståelse. Han mente iøvrigt, at hvis folkegruppen skulle leve videre som tysk mindretal under dansk herredømme, kunne man ikke billige den åreladning, der nu skete. 4) Vogelgesang til Vereinigte Finanzkontore 9. august 1940. A. nr. 55.

Renthe-Fink rejser spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab overfor udenrigs-ministeriet

Den 3. marts 1941 rejste Renthe-Fink overfor det danske udenrigsministerium spørgsmålet, om en person, der havde dansk indfødsret, og som uden selv at ansøge derom blev statsborger i et andet land, kunne bevare sin danske indfødsret. Fink mente, at spørgsmålet måtte besvares bekræftende, og ønske-de en officiel stadfæstelse heraf. Det blev rejst, fordi man fra tysk side ønskede, at de folketyske frivillige kunne bevare deres danske statsborgerret, samtidig med at de blev tyske statsborgere. Efter at sagen havde været drøftet med indenrigsministeriet, udtalte Scavenius i sit svar af 13. marts 1941, at det måtte fastslås, at dansk indfødsret gik tabt, når man blev statsborger i et andet land, selvom dette skete uansøgt, og man kunne derfor ikke på dette område opnå den retstilstand, man ønskede fra tysk side. For dog at imødekomme de tyske ønsker var den danske regering villig til at lempe den gældende praksis, så de, der havde tjent som frivillige i den tyske værnemagt, kunne blive renatura-liseret uden forudgående undersøgelse, såsnart de atter havde taget fast bopæl i Danmark, og den danske regering var villig til uden videre at optage de personer, der var tale om, i det første lovforslag om erhvervelse -

Side 140

af dansk indfødsret, som skulle forelægges rigsdagen efter deres tilbagevenden til Danmark. 1) A. nr. 342.

Førerforordningen af 19. maj 1943

Imidlertid var den tyske praksis blevet ændret, således at problemet ikke mere var så brændende. Men den 19. maj 1943 udstedtes en førerforordning, hvori det blev bestemt, at udlændinge af tysk afstamning, som var medlemmer af værnemagten, våben-SS, det tyske politi og Organisation Todt, eller som blev optaget heri, skulle erhverve tysk statsborgerskab. I særlige tilfælde kunne der dog træffes anden bestemmelse. Stehr har forklaret, at førerforordningen blev udstedt, fordi folketyskerne i de lande, der var allieret med Tyskland, f. eks. i Rumænien og Slovakiet, skulle forrette tjeneste i de pågældende landes hærstyrker, men kunne fritages herfor, hvis de trådte ind i våben-SS. I de pågældende lande så man dog ikke med velvilje herpå, og for at sikre sådanne personer den fornødne retssikkerhed fandt man i førerhovedkvarteret på at give dem tysk indfødsret. 2) A. nr. 343 med note 1. Rimann har oplyst, at årsagen til udstedelse af førerforordningen var den, at der efter Stalingrad var mange rumænere, der havde sluttet sig til de tyske enheder, hvorfor der opstod en række tvivlsspørgsmål, og det var for at klare disse, at bekendtgørelsen blev forelagt for Føreren direkte af OKW og partikancelliet. 3) Rimanns redegørelse af 21. marts 1946. A. nr. 117.

Ausw. Amts stilling

Ausw. Amt tog kort efter stilling til de problemer, som førerforordningen rejste, idet det hævdede, at de personer, der omfattedes af forordningen, her-efter var i besiddelse af dobbelt statsborgerskab, og dr. Best fik ordre til i givet fald at gøre dette synspunkt gældende overfor den danske regering. 4) A. nr. 344.

Den tyske folkegruppe hævder, at forordningen ikke bør omfatte deres med-lemmer

Spørgsmålet var af stor betydning for den tyske folkegruppe, og der fandt i den følgende tid forskellige forhandlinger sted herom. Allerede den 31. maj blev der afholdt et møde hos dr. Best, hvori også Radunski fra Vomi tog del. Nogle dage senere sendte dr. Møller en beretning til dr. Best om sagen, og han påpegede heri, at „hjemstavnsretten i Nordslesvig af hensyn til folkegruppens politiske opgaver ubetinget må bevares for de frivillige", og foreslog, at fører-forordningen ikke fik gyldighed for Nordslesvig, eller hvis en sådan almindelig undtagelse ikke var mulig, at der så blev draget omsorg for, at de frivillige også beholdt deres danske statsborgerskab. 5) Stehrs notat af 12. januar 1944. A. nr. 346. Derefter foretog dr. Best en henvendelse til Ausw. Amt, hvori han gjorde gældende, at den tyske folkegruppe i Nordslesvig måtte undtages fra reglen, fordi den tyske indflydelses fremtrængen ellers ville blive vanskeliggjort, og man fra dansk side ville få det indtryk, at når de mest aktive folketyskere blev tyske statsborgere, havde man taget det første skridt i retning af at lægge hele folkegruppen ind under det tyske riges umiddelbare ledelse og jurisdiktion. Derigennem ville folkegruppens politiske slagkraft blive mindre og dens mulighed for at øve indflydelse i Danmark forringet. Selvom de frivillige kunne bevare deres danske statsborgerret, ville disse uheldige politiske følger allige-vel indtræde. Han ville derfor i forståelse med dr. Møller anmode om, at frivillige fra den tyske folkegruppe i Nordslesvig måtte blive undtaget fra bestemmelserne i førerforordningen. 6) A. nr. 345.

Det trak imidlertid ud med de nærmere bestemmelser angående gennemførelsen af forordningen, -

Side 141

-  og også i den følgende tid fandt der forskellige forhandlinger sted, bl. a. også med det danske indenrigsministerium. Fra folkegruppens side stod man fast på, at man ikke ønskede, at de frivillige blev tyske statsborgere, samtidig med at man måtte forlange tilsagn om, at de alligevel, sålænge de udførte tysk militærtjeneste, havde samme pligter og rettigheder som de tyske statsborgere. 1) Stehr til Vomi 12. januar 1943. A. nr. 346; sml. Stehr i „Deutscher Volkskalender" 1952, s. 40 f.

Gennemførelsesbestemmelserne udsendes; dr. Best og dr. Møller skal afgø-re, om danske statsborgere må få tysk indfødsret

Den 23. maj 1944 kom endelig rigsindenrigsministerens cirkulære angående gennemførelse af bestemmelserne. Det blev heri fastslået, at erhvervelsen af tysk statsborgerret i hvert enkelt tilfælde skulle anerkendes af indvandrings-centralkontoret i Lodz, og at dette i særlige tilfælde kunne fastslå, at stats-borgerskabet ikke var blevet erhvervet. Der fandtes ikke i bestemmelserne optaget nogen bestemmelse de nordslesvigske frivilliges forhold. Efter hvad Sichelschmidt lidt senere oplyste, skyldtes det, at der efter Førerens befalinger ikke måtte gøres undtagelser fra de almindelige regler i førerforordningen, og man fattede derfor den plan, at man ikke ville meddele nordslesvigere anerkendelse af, at de havde erhvervet tysk indfødsret. 2) A. nr. 347 med note 2.

I en skrivelse fra det tyske rigsindenrigsministerium til indvandringscentral-kontoret blev det fastslået, at danske statsborgere ikke måtte få tysk indfødsret i de tilfælde, hvor rigets befuldmægtigede i Danmark eller folkegruppeføreren anmodede om, at man skulle se bort fra en anerkendelse af, at den tyske statsborgerret var blevet erhvervet. Man måtte nemlig regne med, at den danske regering, hvis de folketyske frivillige erhvervede tysk statsborgerret, ville benytte lejligheden til at fastslå, at de havde mistet deres hidtidige statsborgerskab, og derved ville den tyske folkegruppes eksistens blive stærkt truet. 3) A. nr. 348.

Folkegruppen og dr. Best nægter som regel tilladelse til erhvervelse af tysk indfødsret

Nogle måneder senere anmodede dr. Best Ausw. Amt om, at indvandrings-centralkontoret måtte blive instrueret om, at erhvervelsen af tysk indfødsret ikke under nogen omstændigheder måtte blive godkendt for danske statsborgeres vedkommende, før der var indhentet en udtalelse fra folkegruppeledelsen i Nordslesvig, der ville behandle ansøgningerne i samarbejde med ham. 4) A. nr. 349. Den 6. september meddelte det tyske rigsindenrigsministerium indvan-dringscentralkontoret, at alle ansøgninger fra danske statsborgere skulle tilstil-les folkegruppeledelsen i Nordslesvig, som ville behandle dem i samarbejde med den rigsbefuldmægtigede, og der måtte ikke finde anerkendelse sted, medmindre der forelå samtykke fra disse myndigheder. Stehr har senere udtalt, at dr. Best og folkegruppeledelsen som regel nægtede at godkende, at folke-tyskere fik tysk statsborgerskab, medmindre de trådte ind i den aktive tyske officersstand. I august 1944 skrev Kassler til en mand i Haderslev, at man måtte regne med, at folketyskere fra Nordslesvig i almindelighed ikke ville få tysk statsborgerret, da folkegruppeledelsen og den rigsbefuldmægtigede „af bestemte grunde principielt vil udtale sig imod, at indvandringscentralkontoret anerkender, at tysk statsborgerret er erhvervet". 5) A. nr. 350 med note 2. -

Side 142

L. Skansearbejde

von Hanneken får ordre til at bygge forsvarsstilllnger i Jylland

I sommeren 1944 fik von Hanneken ordre fra OKW til at bygge tre forsvars-stillinger gennem det sydlige Jylland. 1) von Hannekens forklaring til rapport af 12. december 1947. A. nr. 354. I august eller september henvendte han sig til dr. Best med anmodning om at hjælpe ham med at skaffe den nødvendige arbejdskraft til dette arbejde. I Bests beretning herom hed det: „Stillet overfor sådanne befæstningsprojekter følte jeg altid stærkt trykket af bekymringen for, at den øverste tyske ledelse kunne kræve den danske befolkning udskrevet til tvangs-arbejde". Der havde tidligere været krav herom, således i en befaling, som Keitel udstedte i 1943, og i en udtalelse, som Jodl havde fremsat på et Gaulei-termøde i München den 7. november 1943. Men Best havde gang på gang afvist indførelsen af arbejdstvang, og von Hanneken støttede ham heri.

von Hanneken og Bests foranstaltninger

I september var det ikke længere muligt at skaffe yderligere dansk arbejds-kraft til tyske befæstningsarbejder. Hitlers ordre om at indføre arbejdstvang i Danmark truede, og von Hanneken og Best besluttede derfor at gennemføre følgende foranstaltninger: rigstyskerne skulle tvinges til at udføre skanse-arbejde, og Best udstedte en ordre derom. Der skulle gøres fordring på tyske tjenestepligtige i provinsen Slesvig-Holsten, og den tyske folkegruppe skulle opfordres til frivillig indsats ved pansergravene. 2) Dr. Bests redegørelse af 15. december 1947. A. nr. 355.

Forhandlinger mellem von Hanneken og dr. Møller

Angående forhandlinger med dr. Møller har von Hanneken forklaret, at han rettede henvendelse til dr. Møller straks efter at have fået ordren for at høre, om folkegruppen kunne stille mandskab til rådighed. Der blev ikke fra hans side lagt noget pres på folkegruppeføreren, som med det samme erklærede sig rede til at skaffe arbejdere. Oberstløjtnant Toepke har forklaret overens-stemmende hermed. Senere har von Hanneken oplyst, at dr. Møller havde visse betænkeligheder med hensyn til tidspunktet, idet dette var ubelejligt på grund af landmændenes efterårsarbejde. I landsretten har han desuden udtalt, at han pointerede nødvendigheden af, at mindretallet deltog med et betydeligt kon-tingent, da man ellers ville komme til at mangle arbejdskraft og i så fald kunne vente repressalier fra Berlin. Det „lå i luften" at indføre arbejdspligt i Danmark. 3) von Hannekens og Toepkes forklaringer til rapporter af 12. og 14.december 1947 og 7. februar 1948. A. nr. 354 med note 2.

Dr. Møllers forklaring om skansearbejdet

Dr. Møller har om disse forhandlinger forklaret, at von Hanneken telefo-nerede til ham, mens han engang opholdt sig på Bests kontor. Dr. Møller ønskede først at forelægge sagen for det lille politiske råd, men von Hanneken sagde, at hvis folkegruppen ikke kunne skaffe den nødvendige arbejdskraft, måtte den fremskaffes på en eller anden måde i Danmark, hvilket dr. Møller forstod på den måde, at der så måtte indføres arbejdspligt. Efter samtalen drøftede dr. Møller spørgsmålet med Best, -

Side 143

- som indtrængende opfordrede ham til at sørge for, at von Hannekens ønske blev efterkommet. For underretten har dr. Møller udtalt, at han forstod von Hanneken således, at hvis han ikke fik arbejdskraft nok, ville han kræve de tidsfrivillige indkaldt til skansningen, i givet fald endog tvangsudskrive danske statsborgere. Stehr har oplyst, at han var tilstede på Bests kontor under sam-talen mellem dr. Møller og von Hanneken, og at dr. Møller var betænkelig, men Best lagde pres på ham. 1) Dr. Møllers forklaringer til rapporter af 21. og 22. juni 1945. A. nr. 353 med note l og 2.

Dr. Best lægger pres på dr. Møller

Også dr. Best har forklaret, at han lagde et meget stærkt pres på dr. Møller, idet han pegede på, at landet ville blive styrtet ud i kaos, hvis Hitler udstedte en befaling om arbejdstvang. Endvidere hedder det: „Jeg sagde til ham, at han og hele folkegruppeledelsen af værnemagten og det tyske politi mistænktes for ikke at være pålideligt tysksindede, og at der deraf kunne opstå ubehagelige følger." Og han bad dr. Møller om ikke at lade ham personligt i stikken. Dr. Møller var meget betænkelig, idet han mente, at folkegruppens arbejdskraft ikke kunne undværes i det daglige arbejde, ligesom sammenholdet kunne blive truet, hvis man stillede for store krav til folketyskerne. Han gav dog efter for det pres, han var ude for fra Bests side. Hvis dette ikke var sket, havde den øverstbefalende været nødt til at indberette til førerhovedkvarteret, at de påbudte pansergrave ikke kunne anlægges uden tvangsarbejde af den danske befolkning. En sådan katastrofe sparede den tyske folkegruppe Danmark for. 2) Dr. Bests forklaring til rapport af 15. december 1947, A. nr. 354, og hans redegørelse af samme dag. A. nr. 355.

Antallet af ønskede skansearbejdere

Der er uenighed angående det antal arbejdere, der ønskedes af von Hanne-ken, idet generalen hævder, at der ikke fra hans side var tale om et bestemt kontingent, og at han iøvrigt blev forbavset over det store antal, der blev stillet. 3) von Hannekens forklaring til rapport af 7. februar 1948. A. nr. 364 og note l til A. nr. 353. Dr. Møller har derimod forklaret, at von Hanneken ønskede ca. 5000 mand og flere spand heste i ca. 6 uger. Peter Larsen og Stehr har oplyst det samme. 4) Dr. Møllers forklaring til rapport af 22. juni 1945. A. nr. 353 med note 1.

Dr. Møller forhandler med det lille politiske råd

Efter samtalen rejste dr. Møller straks til Aabenraa, hvor det lille politiske råd telefonisk var indkaldt. Man vedtog her at søge den fornødne frivillige arbejdskraft tilvejebragt. 5) A. nr. 353.

Dr. Møllers opråb om skansearbejdet

Omkring den 5. september 1944 udsendtes et opråb angående folkegruppens deltagelse i skansearbejdet. Det var underskrevet af dr. Møller, og det hed heri: „Føreren har befalet, at den tyske befolkning for at sikre den tyske hjemstavn skal bygge beskyttelsesvolde ved grænsen. Også her mod nord skal der så hurtigt som muligt bygges et sådant anlæg. Som tysk folkegruppe er vi blevet opfordret til at være med i arbejdet med alle de kræfter, der er til rådighed. Folkegruppen venter, at ingen i denne alvorlige time unddrager sig sin pligt."

Det fremgik af opråbet, at Organisationsamt havde fået ordre til at iværk-sætte aktionen, og at der ville komme nærmere anvisninger derfra. Opfor-dringen var ledsaget af en erklæring, som skulle underskrives af dem, der meldte sig til arbejdet. Forpligtelsen til skansearbejdet gjaldt i seks uger.

Den praktiske gennemførelse af arbejdet

I et Merkblatt fra 5. september 1944 gav Peter Larsen nærmere anvisning på den praktiske gennemførelse af arbejdet. Opråbet gjaldt for folkefæller fra 15 år, og det var meningen, at arbejdet skulle begynde den 15. september. De, der meldte sig, -

Side 144

- skulle selv medbringe arbejdsredskaber og personligt udstyr som spise-bestik og arbejdstøj. Værnemagten sørgede derimod for indkvartering og for-plejning. Der skulle ydes løn for arbejdet, og på et møde mellem den tyske intendantur og dr. Møller, Peter Petersen og Rudolf Stehr blev betalingen lidt senere fastsat til 15 kr. pr. dag. 1) A. nr. 351 med note 1. von Hanneken har dog forklaret, at hver arbejder fik 10 RM om dagen. 2) von Hannekens forklaring til rapport af 7. februar 1948. A. nr. 354. Lønningerne udbetaltes gennem Schatzamt, som fik pengene fra den tyske Zahlmeister i Kolding. Det udsendte Merkblatt oplyste iøvrigt også, at oberst Vichytie skulle føre tilsyn med skansearbejdet, mens Kortsch skulle være forbindelsesofficer til feltkommandanturen. 3) A. nr. 351, note 1.

Ny henvendelse til de modvillige

Det viste sig, at der var nogle af hjemmetyskeme, der ikke meldte sig, og Peter Larsen foretog derfor en gennemgang af listerne og udsendte en direkte henvendelse til de enkelte, der manglede, idet de blev opfordret til at stille sig til rådighed for dette vigtige arbejde og melde sig til „den kolonnefører, som De hører under. Fra kolonneføreren vil vi så faa rapport om, hvorvidt De har efterkommet opfordringen". 4) A. nr. 352.

Antal skansearbejdere

Der har blandt mindretallets ledere været en del uenighed om antallet af skansearbejdere. Dr. Møller opgiver det til 1200—1500 personer, Kortsch anslår det til 2000, mens Peter Larsen mener, det var 3000 á 4000.

Arbejdet slutter efter seks ugers forløb

Efter at folkegruppens medlemmer havde arbejdet på skansearbejdet i de fastsatte seks uger, skete der ikke nogen henvendelse om forlængelse af arbej-det. Dr. Møller havde indtryk af, at man fra militær side ikke var altfor tilfreds med arbejdet. Ved et møde hos folkegruppeføreren, hvor von Hanneken og Gauleiter Lohse var tilstede, blev der truffet aftale om, at det påbegyndte arbejde ved Toftlund skulle videreføres med rigstysk arbejdskraft. 5) Dr. Møllers forklaring til rapport af 22. juni 1945. A. nr. 353 med note 3. -

Side 145

M. Zeitfreiwillige

Militær uddannelse af rigstyskere i Danmark

- Den 25. april 1942 indberettede Renthe-Fink til Ausw. Amt, at den øverst-befalende i Danmark i henhold til en udstedt førerforordning påtænkte at give de i Danmark bosiddende rigstyskere en militær uddannelse, der skulle strække sig over 6 uger og foregå to aftener om ugen og søndag formiddag. Renthe-Fink lod rigstyskerne tilsige til en appel, der skulle finde sted den 26. april. Her ville gesandt Barandon og en generalstabsofficer opfordre de fremmødte til frivilligt at tage del i denne uddannelse, og de skulle derefter underskrive forpligtelseserklæringer. Renthe-Fink havde mundtligt underrettet den danske udenrigsminister og ville iøvrigt sørge for, at det på mødet blev fremhævet, at forholdsreglerne kun havde til formål at støtte de tyske tropper i tilfælde af fjendtlige aktioner, men ikke var rettet mod danskerne. I september 1942 blev en tilsvarende frivilligtjeneste indført for de tyske statsborgere, der var bosat i Nordslesvig. 1) A. nr. 356, „Besættelsestidens Fakta" I, s. 626. Det danske udenrigs-ministerium fik meddelelse om de rigstyske tidsfrivillige den 7. maj 1942, smst. I, s. 628.

Dr. Møller henvender sig til dr. Best angående militær uddannelse af folke-tyskerne

Denne tjeneste som tidsfrivillige omfattede kun tyske statsborgere, men den 3. december 1942 skrev SS-gruppefører Berger til rigsfører-SS, Heinrich Himm-ler, at dr. Møller havde henvendt sig til dr. Best med et andragende om at lade de medlemmer af folkegruppen, som var for gamle til at gå til fronten, eller som var erklæret for uundværlige, uddanne militært i aftentimerne på enkelte ugedage og om søndagen. Disse tidsfrivillige skulle stå til rådighed for den øverstbefalende i Danmark for eventuel påkrævet indsats. Da langt den største del af de folketyske frivillige gjorde tjeneste i våben-SS, foreslog han, at de tidsfrivillige også skulle optages i våben-SS, men at de dog ikke skulle indkal-des til nogen enkelt afdeling. Den øverstbefalende havde samtykket i, at uddan-nelsen skulle overtages af garnisonskommandanterne. Det var også hæren, der skulle stille uniformer og udrustning til rådighed, mens våben-SS sørgede for uniformsmærker. Af politiske grunde kunne de ikke blive uddannet sammen med de rigstyske tidsfrivillige, „da det nordslesvigske problem i så fald straks ville blive akut". Berger oplyste, at dr. Best hilste aktionen med stort bifald og af politiske grunde anså gennemførelsen for meget ønskelig, idet den var en støtte for folkegruppen. 2) A. nr. 357.

Forhandlinger mellem Himmler og Berger

Inden Himmler traf sin afgørelse, ønskede han at få oplyst, hvor stort antallet af folketyskere til denne uddannelse ville blive, og hvem der var den egnede fører. Rigsføreren tænkte nemlig på eventuelt at samle folketyskerne i en slags alarmbataillon. 3) A. nr. 358. Berger kunne oplyse, at dr. Møller havde meddelt dr. Best, at der ville stå 1 000 mand foruden ca. 100 i København til rådighed for uddannelsen. Da det kun drejede sig om en ekstra reservetjeneste og mand-skabet skulle uddannes hver -

Side 146

- for sig ved de enkelte garnisoner, ville det ikke være muligt at opstille en sluttet formation, og dannelsen af en særlig alarmbataillon ville derfor også være vanskelig. Berger foreslog, at der ikke blev indsat nogen særlig leder, men at SS-Sturmbannführer Boysen, der var leder af Germanische Leitstelle i København, skulle overtage inspektionen. Han kunne så senere indkalde de tidsfrivillige til et 14 dages kursus på SS-skolen Høveltegaard. løvrigt forelå allerede dr. Bests og den øverstbefalendes tilladelse til uddannelse gennem de pågældende garnisonskommandanturer. 1) Berger til dr. Blandt 21. januar 1943. A. nr. 360. Den 6. februar meddelte dr. Brandt i rigsførerens personlige stab, at rigsføreren var indforstået med, at folketyskerne i Danmark gennemgik en militær uddannelse i overensstemmelse med Bergers forslag. Den skulle være afsluttet inden 1. april 1943, og efter dette tidspunkt mente Himmler, at det ville være muligt at sammenkalde det uddannede mandskab til en alarmbataillon. Rigsfører-SS overdrog Kanstein ansvaret for overholdelse af denne termin. SS-Sturmbannführer Boysen skulle overtage inspektionen og indkalde mandskabet til kursus på Høveltegaard. 2) A. nr. 361.

Dr. Best giver Ausw. Amt meddelelse

Som det fremgik af Bergers brev af 3. december 1942, havde dr. Best deltaget i forhandlingerne om de tidsfrivillige fra første færd. Men han havde ikke givet Ausw. Amt meddelelse om disse drøftelser eller om hans og den øverstbefalendes tilladelse til oprettelse af tidsfrivilligkorpset. Først den 23. februar underrettede han Ausw. Amt om, at den tyske folkegruppe nærede ønske om, „ligesom rigstyskerne i Danmark har gjort det, at stille såkaldte „tids-frivillige" til forsvar af det danske område mod fjendtlige angreb". For at opretholde våben-SSs monopal på at indkalde danske statsborgere til tysk militærtjeneste havde dr. Møller sat sig i forbindelse med våben-SSs hverve-kontor i København og havde opnået, at dette erklærede sig indforstået med, at våben-SS indkaldte folketyskerne og derefter stillede dem til rådighed for den øverstbefalende, for at de kunne blive uddannet. Uddannelsen skulle kun ske på visse dage, idet de tidsfrivillige skulle passe deres civile erhverv. Folke-gruppen ville stille 1 600 mand i Nordslesvig og 100 mand i København til disposition. Den øverstbefalende lagde stor vægt på denne forstærkning af sine enheder, og dr. Best selv havde ingen betænkeligheder ved gennemførelsen af planen. Han oplyste, at han havde til hensigt at underrette den danske regering om denne forholdsregel, når indkaldelserne fandt sted. „Eventuelle indsigelser vil være at afvise med konstatering af, at våben-SSs indkaldelse af frivillige med dansk statsborgerret helt igennem er i overensstemmelse med bestående sædvane. Når uddannelsen og indsatsen finder sted ved herværende militære enheder, er det, fordi det er nødvendigt på grund af de øjeblikkelige krigs-forhold". 3) A. nr. 363. Den 3. marts forelå Ausw. Amts godkendelse af, at folke-tyskerne gjorde tjeneste som tidsfrivillige, og 4 dage senere meddelte Sonn-leithner fra Büro RAM, at rigsudenrigsministeren var indforstået med indkaldel-sen under den foreslåede form. 4) A. nr. 364 og 365.

Peter Larsens opråb til folkegruppens medlemmer

Inden rigsfører-SSs, Ausw. Amts og von Ribbentrops afgørelser forelå, havde folkegruppeledelsen begyndt på hvervningen af tidsfrivillige. Som det fremgik af Bergers brev af 21. januar, havde både von Hanneken og dr. Best jo givet deres tilladelse, længe inden tilladelserne fra Berlin forelå, ja inden dr. Best havde været i forbindelse med Ausw. Amt. Midt i januar var man indenfor folkegruppen nået så vidt, -

Side 147

- at der kunne udsendes et opråb, underskrevet af Peter Larsen. I opråbet oplystes det, at enhver folketysker i alderen 17—60 år kunne deltage. Uddan-nelsen foretoges af værnemagten på ugentlige kursus „til særlige militære opgaver i deres hjemstavn". Opråbet sluttede: „Partiledelsen er meget glad for, at folkegruppen har mulighed for at deltage, og venter, at enhver folkefælle, der er sund og rask og tilhører de nævnte årgange, stiller sig til disposition. Det turde være en selvfølgelig pligt at påtage sig denne tjeneste i hjemstavnen". 1) I Sønderborg blev opråbet udsendt af den lokale leder, C. J. Roth, den 15. januar 1943. A. nr. 359.

Refslund Thomsen drøfter spørgsmålet med Lanwer

Da amtmand Refslund Thomsen en måneds tid senere havde en samtale med konsul Lanwer, nævnte han, at der jo nu også skulle oprettes tidsfri-villigtjeneste for det tyske mindretals medlemmer. Konsulen udtalte, at dette endnu ikke var afgjort. Ledelsen havde undersøgt, hvor mange deltagere der kunne være tale om, og når dette var fastslået, skulle sagen forelægges for de militære myndigheder, der så skulle afgøre, om militæret havde interesse i, at en sådan organisation blev oprettet. Konsulen havde iøvrigt sagt til den rigs-befuldmægtigede, at man måtte regne med, „at det ville afstedkomme et Chok i den danske Befolkning, hvis en saadan Tjeneste oprettedes". Nu måtte den befuldmægtigede veje de militære ønsker og de politiske betænkeligheder mod hinanden, men endnu var der ikke truffet nogen afgørelse. 2) Refslund Thomsens indberetning til indenrigsministeriet af 15. februar 1943. A. nr. 397, note 1; sml. „Besættelsestidens Fakta" I, s. 631.

Udenrigsministeriet mener ikke, at de danske myndigheder skal foretage sig noget

Fra dansk side var man ret hurtigt kommet under vejr med, at der var udsendt en opfordring til medlemmerne af det tyske mindretal om at melde sig som tidsfrivillige. Justitsministeriet gav den 9. februar udenrigsministeriet med-delelse herom, og to dage senere svarede dette tilbage, „at man ikke finder, at der er Grund for de danske Myndigheder til at foretage Skridt i de paagæl-dende Sager". 3) A. nr. 362.

von Hanneken hævder, at initiativet til tidsfrivilligkorpset er kommet fra folkegruppen

Bergers brev af 3. december 1942 oplyste, at det var dr. Møller, der havde henvendt sig til dr. Best om oprettelsen af tidsfrivilligkorpset, og i Bests skrivelse af 23. februar udtaltes det, at folkegruppen ønskede at stille tids-frivillige til forsvar af det danske område, Hanneken har angående korpsets oprettelse forklaret, at han i slutningen af 1942 eller i begyndelsen af 1943 havde et møde med folkegruppeledelsen, nemlig dr. Møller og vistnok også Peter Larsen. Dr. Best deltog i forhandlingerne, og han havde inden mødet meddelt von Hanneken, at folkegruppen ønskede en militær uddannelse ved en generel befaling fra den øverstbefalende. 4) von Hannekens redegørelse af 6. februar 1948. A. nr. 402. Folkegruppen ville gerne have, at korpset skulle samarbejde med værnemagten og være denne undergivet, idet man ikke ønskede samarbejde med våben-SS. Både dr. Møller og dr. Best var inde på, at folkegruppen ved oprettelsen af korpset ville undgå, at våben-SS hvervede for mange af folkegruppens medlemmer eller hvervede medlemmer, som var erklæret for uundværlige. 5) von Hannekens forklaring til rapport af 12. december 1947. A. nr. 399. Folkegruppen ønskede iøvrigt at kunne gøre sine særlige ønsker gældende, idet der blev stillet følgende betingelser: Folkegruppen skulle udstede alle anordninger vedrørende indkaldelsen, den skulle have en oversigt over hele uddannelsen og skulle have medbestemmelsesret ved udvælgelsen af de mænd fra folkegruppen, der skulle være militære ledere. Værnemagten skulle levere våben og beklædning, og kun en del af dem, der blev udvalgt, skulle være til rådighed for værnemagten. 6) A. nr. 402. -

Side 148

Toepke, Lanwer, m. fl. er af samme anskuelse som von Hanneken

- Oberstløjtnant Toepke, der var første generalstabsofficer hos von Hanne-ken, men kom til landet efter tidsfrivilligkorpsets oprettelse, har udtalt, at tanken om et folketysk tidsfrivilligkorps sikkert ikke kan være udgået fra værne-magten, idet der så ville have foreligget skriftligt materiale vedrørende spørgs-målet. 1) Toepkes forklaring til rapport af 6. februar 1948. A. nr. 401. løvrigt vurderede von Hanneken ikke korpset særlig højt i militær henseende. 2) A. nr. 393, note 1. Gustav Schönfeldt, Haupfeldwebel ved Ortskommandanturen i Aa-benraa, mener heller ikke, at initiativet er kommet fra værnemagten, idet kommandanturen i så tilfælde ville have fået besked om hvervningen, inden denne satte ind. Han har udtalt, at man på kommandanturen var af den anskuelse, at partiet af prestigegrunde og for at styrke sin politiske magt-position var fader til ideen. Dette fremgik også af den måde, hvorpå hvervningen blev lagt an. Og iøvrigt måtte partiet bedre end værnemagten være klar over, at de tidsfrivillige i militær henseende var uden den ringeste værdi. 3) Schönfeldts forklaring til rapport af 13. maj 1946. A. nr. 396. Det tyske konsulat i Aabenraa havde intet at gøre med oprettelsen af tidsfrivilligkorpset, men Lanwer har forklaret, at det var hans opfattelse, at initiativet var kommet fra folkegruppen, idet man ønskede korpset af taktiske grunde for at undgå yderligere krav fra SSs side om frivillige. På denne måde opnåede man også, at et større antal mænd kunne forblive i Sønderjylland og fortsætte deres arbejde indenfor den politiske organisation. 4) Lanwers forklaring til rapport af 1. oktober 1946. A. nr. 397.

Dr. Bests stilling

Dr. Best har afgivet forskellige forklaringer angående korpsets oprettelse. Kort efter sin ankomst til landet blev han, enten af Kassler eller dr. Møller, underrettet om, at spørgsmålet om oprettelsen af tidsfrivilligkorpset var blevet akut. Der blev overfor ham anført to motiver: et værnemagtsmotiv og et folkegruppemotiv. Det var hans indtryk, at værnemagtens ønske var blevet grebet af folkegruppen, der på denne måde kunne få opfyldt sit ønske om at skåne folkegruppen. Senere har dr. Best udtalt, at folkegruppen var ude for et stærkt pres fra tysk side, hvorfor lederne kom ind på den tanke, at de, der ikke havde meldt sig til SS, skulle melde sig til værnemagten her i landet. På den måde kunne de undgå SS, og derfor var oprettelsen af korpset et ønske fra folkegruppens side.

For dr. Best forelå der tre synspunkter: 1. Som rigsbefuldmægtiget var han mere interesseret i, at værnemagten fik frivillige her i landet end andetsteds. 2. Han anså sig selv for personlig ansvarlig for folkegruppen. 3. Overfor ville Berlin han gerne kunne forevise en nydannelse, der var en frugt af hans egen politiske virksomhed i Danmark. Derfor tog han initiativet til mødet mellem von Hanneken og dr. Møller. I underretten har han forklaret, at han ved denne lejlighed foreslog, at folkegruppen skulle have en militær uddannelse, således at indkaldelserne fandt sted indenfor rammerne af SS. 5) Senere har dr. Best på grundlag af sine kalenderoptegnelser hævdet, at han ikke deltog i dette møde. A. nr. 393, note 1. Da han også af menneskelige og politiske grunde ønskede at bremse den stærke udnyttelse af folkegruppen, henvendte han sig til Berger og gjorde sagen klar for ham „med alle mulige skønne talemåder". Resultatet blev Bergers brev af 3. december. Da han selv den 23. februar telegraferede til Ausw. Amt, måtte han regne med, at telegrammet ville komme til SSs kundskab. Derfor skjulte han det sande formål med korpset. Telegrammet var en slags camouflage, og hans korrespondance med Ausw. Amt må ikke opfattes dokumentarisk, men som instrumenter -

- han anvendte for at nå sit mål. 1) A. nr. 393, note 1. Kassler, der var dr. Bests medarbejder i sager angående folkegruppen, har oplyst, at han ikke med sikkerhed erindrer, på hvilken måde det folketyske tidsfrivilligkorps er blevet oprettet. Han husker dog, at lederen af den lokale gruppe i København, Johan-sen, havde indfundet sig på gesandtskabet og meddelt, at han havde sat sig i forbindelse med oberstløjtnant Mauff og Julius Dalldorf om udvidelsen af tidsfrivilligtjenesten til også at omfatte danske statsborgere. Kassler havde iøvrigt betænkeligheder ved denne udvidelse udfra folkeretlige synspunkter. Derfor drøftede han spørgsmålet med Reichel i Ausw. Amt, som ikke delte Kasslers opfattelse. 2) Kasslers forklaring til rapport af 19. maj 1947. A. nr. 398.

Kanstein mener, at værnemagten var interesseret i korpsets oprettelse

En anden af dr. Bests medarbejdere, Kanstein, har forklaret, at det var ham bekendt, at værnemagten havde stor interesse i korpsets oprettelse, og at Renthe-Fink havde fortalt ham, at han havde talt med general Lüdke herom. Det var hans indtryk, at værnemagten ønskede korpset oprettet, fordi der var mangel på soldater ved fronterne. 3) A. nr. 393, note 1.

Dr. Møller siger, at det var værnemagten, som ønskede et tidsfrivilligtkorps

Fra folkegruppens ledende folk er der blevet givet en række forskellige forklaringer, hvoraf flere afviger stærkt fra von Hannekens og dr. Bests. Dr. Møller har forklaret, at von Hanneken forudså, at der i tilfælde af en allieret invasion kunne blive tale om generalstrejke, hvorfor han anså det for ønskeligt, om man havde en tidsfrivillig organisation, der kunne besætte og betjene livsvigtige virksomheder, særlig i Nordslesvig, men også i den øvrige del af Jylland. Desuden ønskede han de folk indregistreret, som havde førerbevis og eventuelt kunne anvendes ved transporttjenesten. Da han havde fået med-delelse herom, vist gennem oberstløjtnant Mauff, opsøgte han von Hanneken og fik oplysning om, hvad de tidsfrivillige skulle anvendes til. Han har også senere holdt fast ved, at initiativet til korpsets oprettelse ikke er kommet fra folkegruppen, men at tanken er udgået fra von Hanneken, eventuelt gennem det tyske gesandtskab. Han har dog udtalt, at han kunne tænke sig, at de tyske officerer, der uddannede de rigstyske Noteinsatzpflichtige, har haft den tanke, at også danske statsborgere kunne tage del heri, og at det var den første spire til korpsets oprettelse. Dr. Møller var iøvrigt ikke modstander af denne tanke. Til støtte for sin påstand har han redegjort for de forhandlinger, han har ført med Vomi om denne sag. Behrends havde betænkeligheder, fordi SS hidtil havde hævdet, at alle frivillige skulle gå ind i SS. Senere fik han dog besked fra Behrends om, at oprettelsen af korpset var et tysk militært krav, som man måtte bøje sig for, og samtidig oplyste Behrends, at sagen var drøftet med Ausw. Amt og var i orden. Derefter var det, han forelagde sagen for det lille politiske råd. 4) Møllers forklaring til rapport af 17. juni 1945. A. nr. 393 med note 1. Denne oplysning synes dog ikke at stemme med, at Peter Larsens opråb allerede blev udsendt den 15. januar, mens dr. Best først den 23. februar gav Ausw. Amt meddelelse om sagen og der iøvrigt endnu i februar stadig var tale om, at SS skulle sørge for indkaldelserne.

Dr. Møllers udtalelser i februar og marts 1943

Dr. Møller har iøvrigt selv på nogle møder i februar og marts været inde på begrundelsen for tidsfrivilligkorpset. Den 14. februar talte han i Haderslev og opfordrede enhver folketysk mand til at melde sig som tidsfrivillig, „da det under de givne omstændigheder ville være en meget beroligende følelse at have en skyder i hånden". 5) Lanwers referat af mødet den 16. februar 1943. A. nr. 107. -

Side 150

- Og den 14. marts talte han i Tinglev, hvor han begrundede nødvendigheden af en tidsfrivilligtjeneste med muligheden af et angreb på Jylland og den danske befolknings tyskfjendtlige indstilling, der i tilfælde af en invasion kunne blive livsfarlig for folketyskerne. Han gentog sine ord fra Hader-slev om, at det var beroligende at have en skyder i hånden, „tilmed da der sikkert foruden mig står en stor del af underlederne på danskernes sorte liste". 1) Lanwers referat af talen i skrivelse af 15. marts 1943 til gesandtskabet. A. nr. 159.

Folkegruppeledelsens forklaringer

Peter Larsen har ligeledes hævdet, at opfordringen til at oprette korpset var kommet fra von Hanneken, 2) Peter Larsens forklaring til rapport af 20. juli 1945. A. nr. 394; og at det kun var modstræbende, at dr. Møller gik med hertil. Han har forklaret, at dr. Møller i det lille politiske råd sagde, at det var von Hanneken, der ønskede korpset oprettet. Peter Callesen, Asmus Wilhelm Jürgensen og dr. Clausen har forklaret nogenlunde det samme. Jes P. Petersen mener, at dr. Møller havde oplyst, at der var udstedt en førerbefaling om oprettelse af tids-frivilligkorps, og at der for Nordslesvigs vedkommende var kommet en henven-delse fra værnemagten. På denne måde, sagde dr. Møller, kunne man også tjene hjemstavnens interesser og undgå større tab ved fronten. Stehr mener ikke, der var tale om nogen ordre fra værnemagten, og Peter Petersen har udtalt, at tidsfrivilligkorpset efter hans opfattelse blev oprettet efter indtræn-gende ønske fra folkegruppen. Første gang han hørte tale herom, var på et større møde, hvor nogle af de tilstedeværende sagde, at efter at de tyske stats-borgere var blevet Noteinsatzpflichtige, skulle man også se at få folketyskerne med. Også Harboe Kardel mener, at det var folkegruppen, der tog initiativet, mens Jef Blum har udtalt, at oprettelsen „er sket efter Princippet to Sjæle een Tanke". 3) A. nr. 393, note 1.

Peter Larsen om et brev fra Kanstein

Det er ikke blot med hensyn til spørgsmålet om, hvem der har taget initiativet til oprettelsen af tidsfrivilligkorpset, at påstand står mod påstand. Det samme gælder også en påstået godkendelse fra dansk side af korpset. Peter Larsen har forklaret, at dr. Møller under forhandlingerne havde forlangt, at man fra den danske regering fik en skriftlig erklæring eller i hvert fald en udtalelse om, at regeringen gav sit samtykke til oprettelsen af korpset. 4) A. nr. 393, note 1. Selve organiseringen af korpset begyndte kort tid efter, at det tyske gesandtskab skriftligt havde meddelt partiet, at den danske regering havde givet sin tilladelse til denne organisation. Skrivelsen var, såvidt han husker, stilet til dr. Møller og underskrevet af Kanstein. Indholdet var omtrent således: „Forhandlingerne med den danske Regering angaaende Oprettelsen af Zeit-freiwilligen-Organisation er resulteret i, at den danske Regering (saavidt Kpt. husker, stod der i Skrivelsen Justitsministeriet) ikke har noget at indvende imod Oprettelsen af nævnte Organisation". Skrivelsen blev brændt kort før kapitu-lationen sammen med de øvrige akter vedrørende tidsfrivilligorganisationen.

Dr. Møllers forhandlinger med Kanstein

Dr. Møller har oplyst, at han efter samtalen med von Hanneken forhandlede med Kanstein, der lovede at skaffe de danske myndigheders tilladelse til oprettelsen af korpset. Et par dage senere meddelte han mundtligt, at sagen var i orden. Derefter rejste dr. Møller til Sønderjylland, hvor der afholdtes møde i det lille politiske råd. Da var der allerede kommet en skrivelse fra Kanstein, hvori det meddeltes, at de danske myndigheder havde givet tilladelse til korpsets oprettelse. 5) Peter Larsens forklaring til rapport af 20. juli 1945. A. nr. 394 med note 1. Desuden har dr. Møller forklaret, -

Side 151

-  at han allerede ved de første forhandlinger gjorde general von Hanneken opmærksom på, at der måtte træffes en ordning med de danske myndigheder med hensyn til spørgsmålet om de tidsfrivilliges adgang til at bære Våben. Gennem dr. Best blev der rettet henvendelse til justitsministeriet angående tilladelse til, at de tidsfrivillige var i tysk uniform, og til, at der blev foretaget uddannelse i skydning. Gennem Kanstein fik han meddelelse om, at denne side af sagen var i orden. En del af de tidsfrivillige havde været betænkelige ved at deltage i tjenesten, fordi de mente, de kunne få vanskeligheder med de danske myndigheder i anledning af disse spørgsmål. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 17. juni 1945. A. nr. 393. Senere har dr. Møller dog ændret denne forklaring, idet han har oplyst, at han af den skrivelse, hvori Kanstein meddelte, at spørgsmålet om uniformerne til de tidsfrivillige var i orden, havde fået det indtryk, at korpset var blevet billiget af den danske regering, eller at denne i hvert fald ikke havde noget derimod at erindre.

Folkegruppeledelsens og Kansteins forklaringer om brevet

Kortsch, der engang i anledning af nogle forestående forhandlinger om de tidsfrivillige, skulle ordne de skrivelser, der angik dette spørgsmål, hævder lige-ledes at have set skrivelsen fra Kanstein angående dansk tilladelse til korpsets oprettelse. Derimod siger Peter Callesen, der brændte akterne vedrørende de tidsfrivillige, at han først så dem igennem, men at der ikke blandt dem var nogen skrivelse fra Kanstein. I april 1945 havde han iøvrigt ladet sin biblio-teksassistent afskrive en del breve vedrørende tidsfrivilligtjenesten, men i denne afskrift findes brevet i hvert fald ikke. En del af det lille politiske råds medlemmer, nemlig Peter Petersen, Stehr, Jes P. Petersen og Kardel, hævder aldrig at have hørt om Kansteins skrivelse under drøftelserne i rådet, Callesen, Jef Blume og dr. Clausen er usikre. Asmus Jürgensen husker dr. Møllers omtale heraf. Kanstein har selv flere gange afgivet forklaring om spørgsmålet. 2) A. nr. 394, note 1. Han har i foråret 1943 forhandlet med dr. Møller og Stehr om uni-formsspørgsmålet, men han har ikke sendt dem nogen skrivelse herom, idet han aldrig har korresponderet direkte med den tyske folkegruppe og specielt ikke vedrørende tidsfrivilligkorpset, idet dette tilkom folkegruppereferentent Kassler. 3) Kansteins redegørelse af 29. april 1948. A. nr. 403. Det er muligt, at han overfor dr. Møller har udtalt, at han ville forsøge at få en ordning med den danske regering. 4) A. nr. 394, note 1. løvrigt var han på daværende tidspunkt klar over, at korpsets oprettelse ikke var i overensstemmelse med folkerettens bestemmelser, og at der til legalisering krævedes en overenskomst med den danske regering. Direktør Svenningsen gjorde ham opmærksom på korpsets folkeretsstridige karakter, og at der derfor måtte „træffes en Modus mellem den tyske og den danske Regering", men det er ikke Kanstein bekendt, at en sådan aftale fandt sted. Andre danske myndigheder har han ikke drøftet tidsfrivil-ligspørgsmålet med. Når han selv havde en anden mening, anser han det for endnu mere usandsynligt, at han skulle have meddelt dr. Møller, at der forelå dansk billigelse, og han mindes heller ikke at have fået ordre af dr. Best til at sende en sådan skrivelse. Dr. Best har i forbindelse hermed erklæret, at han ikke kan forstå, at Kanstein skulle have skrevet til folkegruppen, som hørte under Kasslers ressort. 5) A. nr. 403 og nr. 394, note 1.

Spørgsmålet om dansk tilladelse til korpsets oprettelse

Fra folkegruppens side foreligger der ikke blot en påstand om, at Kanstein skal have sendt folkegruppen et brev om dansk tilladelse til organisationens oprettelse. -

Side 152

- Men der er også indenfor det lille politiske råds medlemmer nogenlunde enighed om, at dr. Møller har udtalt, at der forelå tilladelse fra den danske regering. Flere mener dog, at udtalelsen ikke er fremkommet på det første møde om sagen, men under et senere møde. Dr. Møller har forklaret, at dr. Best havde udtalt sig således overfor ham, at der for ham ikke kunne være mindste tvivl om, at korpsets lovlighed var godkendt af den danske regering, idet dr. Best sagde, at han havde henvendt sig til Scavenius herom.

Dr. Best har ikke truffet aftale med den danske regering

Dr. Best selv har udtalt, at korpsets oprettelse efter hans mening var uangri-belig, fordi der rent teknisk holdt sig indenfor rammerne af den indkaldelse til SS, som allerede fandt sted, og som han anså for lovlig, en opfattelse, der også stemmer med udtalelsen i hans telegram til Ausw. Amt af 23. februar 1943. Han kan ikke huske, om han skriftligt har underrettet den danske regering om, at korpset var blevet oprettet. I hvert fald har der ikke foreligget nogen over-enskomst med eller nogen sanktion fra denne. Den var efter hans opfattelse ikke nødvendig. Men han „havde det i hovedet", at Scavenius var blevet under-rettet om oprettelsen. Han mener i første halvdel af året 1943 at have talt med statsministeren om de tidsfrivillige, og han erindrer ikke, at der kom nogen protest fra ham. Det er hans bestemte opfattelse, at han skriftligt eller mundtligt har givet dr. Møller „Besked om, at Sagen var i Orden, d.v.s. i Over-ensstemmelse med, hvad Vidnet (d.v.s. Best) foran har forklaret. Da Dr. Møller ikke er jurist, kan han efter Vidnets Mening have faaet den Opfattelse, at der forelaa en Overenskomst eller Sanktion fra den danske Regerings Side". 1) A. nr. 400, note 1.

Scavenius og udenrigsministeriet kender intet til forhandlinger med tidsfrivil-ligorganisationen

Scavenius har dog udtalt, at han ikke har nogen erindring om en samtale med dr. Best om de tidsfrivillige, og iøvrigt ville en sådan mundtlig meddelelse være uden betydning, idet der ikke kan foreligge nogen overenskomst eller sanktion fra dansk side uden at dette må fremgå af akterne. Men i et referat, som det danske udenrigsministerium har udarbejdet den 25. juni 1945, hedder det: „Derimod fremgaar det ikke af Akterne, at der paa noget Tidspunkt er ført Forhandlinger med den danske Regering om Udvidelse af Zeitfreiwilligendienst til at omfatte danske Statsborgere".

Også fra justitsministeriets side er det udtalt, at der ikke er blevet ført forhandlinger med dette ministerium herom. 2) Scavenius' forklaring, afgivet til politimester Brix 30. januar 1948. A. nr. 400 med note 1.

Kassler har ikke forhandlet med udenrigsministeriet før korpsets oprettelse; senere drøftelser med Hvass og H. J. Hansen

Dr. Kassler havde som nævnt betænkeligheder ved oprettelsen af det folke-tyske tidsfrivilligkorps. Han har forklaret, at efter at han i Berlin havde forhandlet med Reichel om sagen, drøftede han spørgsmålet med det danske udenrigsministerium, enten daværende afdelingschef Hvass eller kontorchef Hansen, idet man fra dansk side begyndte drøftelsen og gjorde opmærksom på, at oprettelsen var uforenelig med Danmarks neutralitet, mens Kassler anførte, at der i virkeligheden ikke var tale om andet end hvervning til almindelig soldatertjeneste. Senere har han ved en given lejlighed underrettet mindre-tallet om gesandtskabets og det danske udenrigsministeriums stilling til sagen. Direktør Hvass har dog udtalt, at han ikke erindrer at have talt med Kassler om dette spørgsmål, og gesandt Hansen har ikke nogen erindring herom, men tør ikke nægte muligheden af, at Kassler i forbigående kan have nævnt sagen, men nogen egentlig drøftelse heraf har der i hvert fald ikke fundet sted mellem ham og Kassler. løvrigt husker Kassler med sikkerhed, at gesandtskabet ikke har ført forhandlinger med det danske udenrigsministerium forud for korpsets oprettelse, hverken om dansk tilladelse hertil eller indforståelse hermed. Han erindrer også, at dr. Best sagde, at de danske myndigheder først skulle under-rettes, efter at der var truffet bestemmelse -

-  om korpsets oprettelse, og han har ikke sendt folkegruppeledelsen noget brev angående den danske regerings tilladelse. 1) Kasslers forklaring til rapport af 19. maj 1947. A. nr. 398 med note 2.

Den danske regering har ikke givet tilladelse til korpsets oprettelse

Af de foreliggende udtalelser fra dr. Best, Kanstein og Kassler fremgår det således, at der ikke er nogen af dem, som skriftligt eller mundtligt har givet folkegruppen meddelelse om, at der forelå tilladelse fra den danske regering til korpsets oprettelse, og ingen af dem har erindring om at have ført forhand-linger med udenrigsministeriet eller andre derom, selvom de mener, at spørgs-målet er blevet berørt under forskellige samtaler. Den danske udenrigsminister og de danske embedsmænd kender intet til samtaler om tilladelse, og der findes intet som helst herom i udenrigsministeriets og justitsministeriets akter. Dr. Bests telegram af 23. februar til Ausw. Amt viser også, at han på dette tidspunkt, altså over en måned efter at folkegruppen havde udsendt sit opråb om oprettelse af korpset, ikke havde været i kontakt med den danske regering.

Folkegruppens ønsker m.h.t. uddannelse og anvendelse

Da von Hanneken førte de første forhandlinger med folkegruppen, blev der fra dennes side fremsat forskellige ønsker. Von Hanneken mente ikke uden videre at kunne tage stilling til disse og forlangte, at ønskerne med hensyn til uddannelse blev forelagt ham i skriftlig form. Principielt gav han dog tilladelse til, at uddannelsen måtte ske gennem værnemagten som ønsket af dr. Møller. Der gik derefter nogen tid, inden han modtog den skriftlige formulering af folke-gruppens forslag. Der var, såvldt han husker, fra værnemagtens side betæn-keligheder med hensyn til spørgsmålet om anvendelsesområdet, idet folkegrup-pen ønskede de tidsfrivillige sat ind efter dens eget forgodtbefindende. Des-uden ville den kun have de folk udtaget til underførere, som partimæssigt var dadelfri, men også på dette punkt var der betænkeligheder fra værnemagtens side. Omsider blev der opnået enighed mellem folkegruppen og oberstløjtnant Leder, der på det tidspunkt var første generalstabsofficer, og derefter blev der givet ordre til uddannelsen. 2) von Hannekens redegørelse af 6. februar 1948. A. nr. 402.

Mødeordre til de tidsfrivillige. Edsaflæggelse

Den 22. marts 1943 udsendte garnisonskommandanten på Søgaard en mødeordre, hvorefter de tidsfrivillige skulle melde sig til uddannelse den 24. marts. Da de frivillige mødte første gang, holdt majoren en tale til dem, og de fik derefter forelæst Edsaflæggelse. en løfteformular, hvori de lovede Føreren troskab og erklærede sig villige til om fornødent at sætte livet ind. Efter at den var forelæst et par gange, hævede alle på kommando den højre hånd til den tyske hilsen og gentog løfteformularen efter officeren punkt for punkt. Derefter begyndte uddannelsen. Foruden det mundtlige løfte måtte de tidsfrivillige også underskrive en skriftlig formular af samme indhold som den, hvorpå de havde aflagt ed. 3) A. nr. 366 og 367, sml. A. nr. 396.

Uddannelsen kan først afsluttes 1. juni. 1600 tilmeldinger

Det havde oprindelig været Himmlers mening, at uddannelsen skulle være afsluttet inden 1. april, 4) Se s. 146; men den 29. april fik Berger fra Germa-nische Leitstelle meddelelse om, at den ville trække ud til 1. juni, men at der dog allerede nu i nødstilfælde kunne ske indsats med våben. Det oplystes samtidig, at tallet af tidsfrivillige var steget til 1 600, men at disse ikke kunne uddannes på SS-skolen Høveltegaard, da de skulle passe deres civile arbejde. Ansvaret for uddannelsen havde dr. Best overdraget til oberstløjtnant Mauff, mens SS-Sturmbannführer Boysen havde overtaget mandskabets -

Side 154

- ideologiske skoling. 1) Da Larsen og Jef Blume den 16.—19. marts 1943 forhand-lede med SS-Ersatzkommando i København, drøftede man også spørgsmålet om skoling, som folkegruppen ikke anså for nødvendig. Da der ikke var nogen skolingsleder forhånden, skulle SS-Ersatzkommando se at få skolingen afblæst. A. nr. 323. Det var heller ikke muligt, efter hvad dr. Best havde oplyst, at sammenfatte de tidsfrivil-lige i en alarmbataillon, da indsatsen måtte ske ved de enkelte hærgrupper i mindre grupper og på forskellige steder. Værnemagten havde overtaget uddan-nelse og udrustning. 2) A. nr. 368.

Himmler ønsker stadig, at de tidsfrivilllge skal høre under SS

Himmler ville dog ikke uden videre opgive den oprindelige tanke om, at de tidsfrivillige skulle høre under SS, og han pålagde derfor legationsråd Wagner, der var forbindelsesofficer mellem SS og Ausw. Amt, at bede von Ribbentrop om, at dr. Best opsøgte rigsføreren under sit næste besøg i Berlin, bl. a. for at drøfte, „i hvilken form de folke- og rigstyskere, der nu uddannes militært i uddannelsesenheder i Danmark, også kan blive tilsvarende forberedt til indsats indenfor SS". Hertil bemærkede rigsudenrigsministeren, at for at undgå van-skeligheder med SS måtte det på forhånd gøres klart, at rigsføreren ikke kunne træffe nogen overenskomst med dr. Best. Rigsføreren måtte i legationsråd Wagners nærværelse drøfte spørgsmålet om indsættelse af folke- og rigstys-kere, og Wagner måtte derefter foretage indberetning derom, hvorefter Ausw. Amt eller rigsudenrigsministeren selv måtte træffe afgørelsen. Han skulle dog henvise til, at så mange folke- og rigstyskere som muligt kunne indsættes i SS. 3) A. nr. 370.

Pres på dem, der ikke melder sig

Fra tysk side blev der lagt pres på dem, der ikke havde meldt sig som tidsfrivillig. Fr. Bossen, der var afdelingsleder i Tinglev, har forklaret, at han i henhold til ordre lod sine Blockwarte gå rundt med tegningslister. Henven-delsen fandt sted både til ikke-partimedlemmer og til de medlemmer, der ikke havde meldt sig. Også andre steder blev en lignende fremgangsmåde anvendt. I Sønderborg udsendte garnisonskommandanten den 13. maj 1943 en indkal-delsesordre, hvori det hed: „Til trods for, at De er blevet underrettet om, hvor vigtigt og nødvendigt det er at deltage i tjenesten som tidsfrivillig, har De endnu ikke meldt Dem til denne tjeneste. De opfordres herved til at give møde på kasernen i Sønderborg den 17. maj 1943 klokken 19 for at modtage oplys-ninger om antagelsen til tjenesten som tidsfrivillig". 4) A. nr. 369 med note 1.

Også Hauptfeldwebel Schönfeldt i Aabenraa har oplyst, at folk, der havde ladet sig hverve som tidsfrivillige, har fortalt ham, at der var blevet lagt et stærkt moralsk, erhvervsmæssigt og politisk pres på de uvillige, så man kunne få alle til at melde sig. Der blev henvist til den forventede tyske sejr, og de, der havde meldt sig til SS, men endnu ikke havde fået indkaldelse, blev gjort opmærksom på, at de snarest kunne blive indkaldt som soldat. 5) A. nr. 396.

De tidsfrivilliges opgaver

Von Hanneken har forklaret, at de tidsfrivillige udelukkende skulle bruges som en slags vagtmandskab, der skulle bevogte livsvigtige objekter. De skulle ikke sættes ind i forreste kamplinie, idet deres uddannelse slet ikke kvalifi-cerede dem hertil. I givet fald ville de dog sikkert være blevet benyttet til nedkæmpelse af fjendtlige faldskærmsfolk. 6) von Hannekens forklaring til rapport af 12. december 1947. A. nr. 399. Hauptfeldwebel Schönfeldt har oplyst, at det i retningslinier fra den øverstbefalende blev angivet, at de i tilfælde af invasion skulle sættes ind til understøttelse af værnemagten, dog ikke som nogen kampafdeling og kun i den snævrere hjemstavn. -

Side 155

- Desuden skulle de beskytte vigtige objekter og virke som førere af trægasgeneratorvogne. 1) Sohönfeldts forklaring til rapport af 13. maj 1946. A. nr. 396. Også Peter Larsen og dr. Møller har i deres forklaringer fremhævet, at de tidsfrivillige kun skulle anvendes i tilfælde af invasion, først og fremmest ved beskyttelse af vigtige objekter, 2) Dr. Møllers forklaring til rapport af 17. juni 1945. A. nr. 393. Peter Larsen til rapporter af 13. juni og 20. juli 1945. A. nr. 392 og 394; sml. A. nr. 359 og 363; og i en skrivelse fra Organisationsamt til Hr. Møller af 12. november 1943 er opgaverne præciseret således: De tidsfrivillige havde kun forpligtet sig til indsats i tilfælde af invasion, d.v.s., at de, hvis værnemagten blev nødt til at drage bort, skulle overtage beskyttelsen af bygninger og anlæg. 3) A. nr. 373; sml. A. nr. 125.

Korpset sættes ind 29. august 1943

Da det i august 1943 trak op til et brud mellem danskere og tyskere, spurgte kaptajn Smidt i København, om der var tale om at anvende de tidsfrivllige „ i tilfælde af indrepolitiske danske konflikter". Efter Stehrs opfattelse havde han herved givet udtryk for, at dr. Møller ikke ønskede en sådan anvendelse. I svaret hed det, at der principielt ikke var regnet med at anvende de tidsfrivil-lige mod danskere. Denne besked blev dog formodentlig ikke kendt i Nord-slesvig før begivenhederne den 29. august. 4) Stehr til dr. Møller 6. september 1943. A. nr. 371. I hvert fald blev de tidsfrivillige, da undtagelsestilstanden blev proklameret, mange steder udkommanderet til tjeneste og anbragt i kaser-nerne. De blev bl. a. anvendt til patrouillering, som tolke og til at udstede kørselstilladelser og passersedler, i enkelte tilfælde også til at foretage arrestationer. Fra folkegruppens side opfattede man dette som stridende mod de trufne aftaler, og dr. Møller protesterede øjeblikkeligt overfor de pågæl-dende kommandanter. Da han ikke kunne få disse til at indse, at de havde båret sig forkert ad, rejste han til København.

Dr, Møller klager til von Hanneken

I dr. Bests og Kansteins nærværelse henvendte han sig til von Hanneken med sine klager. 5) Dr. Møllers forklaring til rapport af 17. juni 1943. A. nr. 393; på mødet i Tinglev nævnte dr. Møller selv arrestationen af danskere. A. nr. 125. Dr. Best har forklaret, at det også var imod hans vilje, at de tidsfrivillige var blevet sat ind ved denne lejlighed, og han havde også det indtryk, at von Hanneken var overrasket. 6) A. nr. 399, note 2. På et underførermøde i Tinglev den 26. sep-tember 1943 kunne dr. Møller oplyse, at han havde rådført sig med den øverst-befalende og fundet fuld forståelse for sine betænkeligheder; 7) Det tyske konsulats referat af mødet i skrivelse til dr. Best 29. september 1943. A. nr. 125; senere har han afgivet en anden forklaring, nemlig at von Hanneken på mødet ikke kunne indse, at der var begået nogen fejl, og ikke mente, at han kunne modtage nogen belæring af dr. Møller om, hvornår værnemagten kunne disponere eller ikke disponere over mandskabet. Hertil svarede dr. Møller, at hvis dette standpunkt blev fastholdt, måtte han forbeholde sig at spørge de tidsfrivillige, om de betingelsesløst ville blive stående i organisationen, eller om de kun ville tilhøre denne på de gamle betingelser. Han kunne ikke modtage nogen ordre fra von Hanneken, når den medførte udvidelse af de forpligtelser, som de frivillige havde påtaget sig. Han ville frit kunne se disse mennesker i øjnene.

Da von Hanneken og dr. Møller ikke kunne blive enige, greb dr. Best mæglende ind, men dr. Møller stod fast på sit standpunkt, og det endte med, at mødet blev hævet, og dr. Best, Hanneken og Kanstein fortsatte derefter drøftelserne alene. Det endelige resultat af forhandlingerne i København blev, at samtlige tidsfrivillige -

Side 156

- skulle spørges, om de ville fortsætte tjenesten betingelsesløst indenfor Danmarks grænser, eller om de kun ville tjene under de oprindelige vilkår. Korpset skulle udelukkende anvendes mod ydre fjender. 1) A. nr. 393 med note 2, A. nr. 125 og 373 med note 1.

Peter Larsen nægter at afgive tidsfrivillige til vagttjeneste i København

Også på anden måde viste folkegruppeledelsen på denne tid, at den ikke ville gå med til alle ønsker eller krav. I tiden omkring den 29. august kom der en opfordring gennem oberstløjtnant Mauff i Kolding til folkegruppen om at stille 70—100 tidsfrivillige til vagttjeneste i København. Dr. Møller var på rejse, og Peter Larsen gav på egen hånd afslag. Efter hvad han selv senere har forklaret, spurgte man fra tysk side: „Hvem er da denne Oberløjtnant P. Larsen, der ikke parerer Ordre?". 2) Peter Larsens forklaring til rapport af 20. juli 1945. A. nr. 394. Den 13. september udsendte Organisationsamt en skrivelse, der påbød, at al hvervning af tidsfrivillige til en sådan vagttjeneste straks skulle indstilles. Den øverstbefalende havde befalet, at der ikke skulle sendes folketyske frivillige til København. 3) A. nr. 372.

„Die zweite Befragung"

Også blandt de tidsfrivillige selv var der stor utilfredshed med, at korpset var blevet indkaldt den 29. august. Da Peter Larsen afholdt møde i Tønder for at spørge de tidsfrivillige, hvem der ville yde „fuld indsats", kom det til en skarp diskussion, idet man fra de menige medlemmers side kritiserede indkal-delserne. Flere deltagere i mødet har forklaret, at Larsen optrådte meget ufor-skammet og kom i skænderi med flere af de frivillige. Angående denne henvendelse til de tidsfrivillige, „die zweite Befragung", som den er blevet kaldt, har Larsen oplyst, at han rejste rundt i 17 byer for at spørge medlem-merne. På møderne udtalte han som sin mening, at de, der ville melde sig til fuld indsats, i virkeligheden hørte hjemme ved fronten. 4) Rapport af 13. juni 1945 og Peter Larsens forklaring hertil. A. nr. 392. Også dr. Møller afholdt møder vedrørende denne sag. 5) A. nr. 393, note 2. Omkring midten af november 1943 var aktionen afsluttet. 6) Organisationsamt til dr. Møller 12. november 1943. A. nr. 373. Her tales om „die zweite Befragung". Efter dr. Møllers og Peter Larsens sam-stemmende udtalelser var udbyttet blevet meget ringe, idet kun 30 af de ca. l 500 tidsfrivillige meldte sig til fuld indsats. 7) Dr. Møllers forklaring til rapport af 17. juni 1945. A. nr. 393, og Peter Larsens til rapport af 13. juni 1945. A. nr. 392.

Toepke mødes med folkegruppeledelsen

I den følgende tid gik arbejdet med de tidsfrivilliges uddannelse nogenlunde i stå, bl. a. også på grund af uklarhed med hensyn til spørgsmålet om erstatning i tilfælde af krigsbeskadigelse eller død. Men efter at Toepke i november 1943 havde afløst Leder som første generalstabsofficer, kom der atter gang i arbej-det. Toepke kom til Aabenraa i januar 1944 for at inspicere tropperne og få oplysninger om tidsfrivilligorganisationen. Han havde et møde med folkegrup-peledelsen, og han blev her klar over, at forholdet mellem von Hanneken og folkegruppen ikke var godt, og samtidig fik han indtryk af, at ledelsen selv ville bestemme over de tidsfrivilliges indsats og selv ville have kommandoen over dem. Derfor besluttede han sig til at arrangere et møde mellem von Hanneken og folkegruppeledelsen. 8) Toepkes forklaring til rapport af 6. februar 1948. A. nr. 401.

Møde i Silkeborg

Dette møde fandt sted i Silkeborg i januar 1944. 9) Mødet må have fundet sted nogle dage inden 3. februar. A. nr. 374, note 1. Folkegruppens repræsentanter ved mødet var dr. Møller, Peter Larsen og Peter Petersen, og fra værnemagtens side deltog von Hanneken, -

Side 157

-  stabschef oberst Colani, v. Münchow, Toepke og kaptajn Smidt, Aabenraa.

Allerede under drøftelserne i Aabenraa havde Peter Larsen afvist tanken om, at værnemagten skulle kunne disponere over tidsfrivilligkorpset eller dele deraf udenfor Nordslesvig. I Silkeborg stod folkegruppeledelsen på det samme standpunkt, ligesom man også holdt fast ved, at de frivillige ikke måtte blive sat ind mod den danske befolkning. Værnemagten ønskede i hvert fald at få dispositionsret over en del af korpset, og dette gik folkegruppens repræ-sentanter med til, idet dr. Møller samtidig holdt fast ved, at heller ikke denne del af korpset måtte sættes ind mod den danske befolkning, men kun måtte forrette etapetjeneste. Toepke har dog hertil bemærket, at de to tidligere officerer, Møller og Larsen, måtte være klar over, at værnemagten i en given situation ikke kunne holde et sådant løfte, idet de tidsfrivillige ville være blevet sat ind, hvis den danske modstandsbevægelse i tilfælde af invasion var gået til angreb i etapeområdet. 1) Toepkes forklaring til rapport af 6. februar 1948. A. nr. 401; sml. von Hannekens forklaring af 6. februar 1948. A. nr. 402.

De tidsfrivillige deles i to grupper

Både Toepke og von Hanneken har forklaret, at man på mødet blev enig om, at de tidsfrivillige skulle spørges påny. 2) Forklaringer til rapporter af 6. februar 1948. A. nr. 401. Både Toepke og von Hanneken har forklaret, at det var efter det første måde i Silkeborg, at „die zweite Befragung" fandt sted, men dette må være forkert, da denne var afsluttet i november 1943. A. nr. 373. Oberfeldwebel Kroger har til rapport af 30. maj 1946 oplyst, at der i foråret 1944 blev afholdt et møde i Aabenraa, hvor de pågældende blev spurgt. Han sætter ligesom von Hanneken og Toepke denne henven-delse i forbindelse med „die zweite Befragung". A. nr. 396. Meget tyder dog på, at dette ikke er sket, 3) Det kunne være nærliggende at formode, at der hos de tyske militærfolk var tale om en sammenblanding af begivenhederne efter mødet i København og efter det første Silkeborgmøde. Peter Larsen har dog også, til rapport af 20. juli 1945, A. nr. 394, forklaret, at de tidsfrivillige efter en ny hvervning skulle melde sig til disse særlige opgaver, men der er ingen tvivl om, at han i sin forklaring blander møderne i København og Silkeborg sammen. Derimod tyder Stehrs skrivelse til dr. Møller 4. marts 1944, A. nr. 378, på, at en sådan fornyet henvendelse har været påtænkt, selvom den aldrig er blevet til virkelighed; men at man i stedet for at forhandle med alle de frivillige ganske simpelt delte korpset i to dele, således at de yngre årgange indtil årgang 1900, ialt ca. 750 mand, 4) I referatet af forhandlingerne i Silkeborg den 21. maj opgives antallet til ca. 750 mand. A. nr. 382. Toepke siger, der var tale om 776. A. nr. 401; skulle gøre etapetjeneste for værnemagten, mens ældre årgange skulle forblive i Nordslesvig. 5) Organisationsamt til kredsledere og SK-kredsførere 25. april 1944. A. nr. 380. Efter at Selbstschutz var blevet oprettet, byttede man, efter hvad dr. Møller har oplyst, i nogen grad om på de to grupper. 6) A. nr. 382, note 1. Den 9. februar kunne Organisationsamt meddele bogtrykker Kley, at ca. 50 pct af de tidsfrivillige skulle holdes rede til andre opgaver end beskyttelse af bygninger og anlæg i Nordslesvig. løvrigt foretog værnemagten selv en indde-ling af styrken med henblik på den lokale beskyttelse af bygninger m. m. 7) A. nr. 374.

Nyhvervning til korpset

Samtidig med, at denne inddeling af de tidsfrivillige fandt sted, satte der en ny hvervning af tidsfrivillige ind. I en henvendelse til en af SK-førerne udtaltes det, at hvervningen skete efter ønske fra den øverstbefalende, 8) A. nr. 375; mens Toepke har forklaret, at dette ikke er rigtigt, men at den sikkert var et resultat af forhandlingerne -

Side 158

- i Silkeborg, hvor det fra tysk side var blevet pointeret, at man gerne ville vide, hvor mange mand man kunne regne med. 1) Toepkes forklaring til rapport af 6. februar 1948. A. nr. 401. Hvervningen skulle være afsluttet inden 15. marts, og det forventedes, at enhver våbenduelig folketysker fra det 16. leveår og opefter stillede sig til disposition. 2) A. nr. 375. Af en månedsberetning fra Vomi fremgik det, at man ikke var tilfreds med resultatet af hvervningen. Det hed iøvrigt i beretningen, at det var påfaldende, „at krigsspekulanterne og tildels også bønderne og storbønderne svigtede". Arbejderne havde derimod næsten uden undtagelse stillet sig til disposition. 3) A. nr. 379. Også fra de menige folke-tyskeres side kom en lignende kritik en enkelt gang til orde. I et brev til Organisationsamt af 19. november 1944 hed det bl. a., „lige så lidt ser man til de rige i tidsfrivilligtjenesten eller i Selbstschutz, de drikker med officererne og køber sig derved fri for tjenesten". 4) A. nr. 134.

Uddannelse af underførere

Da der påny var ved at komme gang i arbejdet med de tidsfrivillige, tog man også fat på at få uddannet underførere. Efter hvad dr. Møller har forklaret, var man fra folkegruppens side utilfreds med de militære instruktører, som værne-magten stillede til rådighed. De viste ofte for ringe interesse, og der begyndte at komme opløsningstendenser indenfor korpset, så det kunne ske, at ikke engang halvdelen mødte til øvelserne. Det lille politiske råd besluttede derfor at rette henvendelse til von Hanneken for at få uddannet bosiddende folk, der havde de nødvendige forudsætninger, navnlig tidligere tyske frontsoldater. De skulle virke som underførere, der kunne tage sig af instruktionsarbejdet. 5) Dr. Møllers forklaring til rapport af 17. juni 1945. A. nr. 393. Stehr og Jes Peter Petersen har givet en lignende forklaring, mens dr. Clausen mener, at initiativet til en sådan uddannelse efter hans mening udgik fra værnemagten. 6) A. nr. 401, note 3. Toepke har forklaret, at kaptajn Smidt i Aabenraa, der havde fået overdraget uddannelsen af de tidsfrivillige, foreslog, at der blandt de tidsfrivillige skulle udtages nogle underførere. Det var iøvrigt tanken, at Peter Larsen skulle have kommandoen over de tidsfrivillige, der forblev i Nordslesvig, men han havde ikke fået nogen meddelelse herom. 7) Toepkes forklaringer til rapporter af 12. december 1947 og 6. februar 1948. A. nr. 399 og 401. Denne forklaring er delvis blevet bekræftet af dr. Møller, der har oplyst, at Peter Larsen i tilfælde af en invasion skulle være forbindelsesofficer mellem værnemagten og folkegrup-pen, idet han skulle være garant for, at de tidsfrivillige ikke af underordnede tyske instanser blev anvendt på anden måde end den, de havde meldt sig til. Man ville undgå en gentagelse af det, der skete den 29. august. 8) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. november 1945. A. nr. 451. Peter Petersen har oplyst, at det på mødet i Silkeborg blev drøftet, at Peter Larsen skulle være en slags stabsleder for dem, der blev i Nordslesvig. 9) A. nr. 399, note 6.

Folkegruppen ønsker underførere fra SK

Det var den øverstbefalende, der gav ordre til, at der i Haderslev skulle afholdes sådanne uddannelseskursus, og det blev kommandanten i Aabenraa, der skulle udvælge folk hertil, hvilket påny gav anledning til et spændt forhold mellem værnemagten og folkegruppeledelsen. Dr. Møller og Peter Larsen krævede, at de tidsfrivillige skulle bringes i nærmere forbindelse med partiet på samme måde som SK, og de ville have, at der blev stillet underførere og uddannelsespersonale fra SK, altså fra -

Side 159

- partiorganisationen. Militæret holdt på, at det måtte have den militære føring og den absolutte befalingsmyndighed, og flere tidsfrivillige tilkendegav, at de ikke ville gå med til en forbindelse med partiet. Værnemagten indvilgede dog i, at SK-førere, der var tidsfrivillige, og som havde charge og fronterfaring og iøvrigt var egnede, skulle foretrækkes til de to kursus i Haderslev. Selvom det var kommandanten, der skulle bedømme de enkeltes egnethed, blev det derfor først og fremmest SK-folk, der kom med til disse kursus. 1) Schönfeldts forklaring til rapport af 13. maj 1946. A. nr. 396.

Kursus i Haderslev. Tyske kommunelærere bevilges tjenestefrihed for at kunne deltage i kurset

Det sidste kursus blev afholdt i dagene 1.—15. marts 1944. Der deltog i dette ialt 58 SK-folk, og der var herefter ialt 120 underførere fra SK til rådighed som instruktører for de tidsfrivillige. 2) Vomis manedsberetning for marts 1944. A. nr. 379. Dette kursus havde iøvrigt også givet anledning til forhandlinger med de danske myndigheder. Tre lærere ved den kommunale skole i Aabenraa, H. Mathiesen, O. Kortsch og R. Bargfeldt, havde fået indkaldelsesordre og søgte derfor om orlov i det pågældende tidsrum mod at stille vikar. Den 18. februar sendte amtmand Refslund Thomsen sagen til undervisningsministeriet, idet han samtidig udtalte: „Da der maa regnes med, at de saakaldte „Zeitfreiwillige" vil kunne faa tildelt Opgaver, som kan bringe dem i et Modsætningsforhold ikke blot til den danske Befolkning, men ogsaa til de danske Myndigheder, forekommer det mig meget betænkeligt, at ogsaa danske Embedsmænd skal inddrages i denne Tjeneste, tilmed eventuelt. med Regeringens Samtykke". Hvis dette samtykke ikke kunne nægtes, mente han, man burde prøve på at opnå, at danske tjenestemænd blev fritaget for tjenesten som tidsfrivillige. 3) A. nr. 376 med note 1. Undervisningsministeriet forelagde sagen for udenrigs-ministeriet, som udtalte, at man fandt det rigtigst, om undervisningsministeriet i en form, der ikke involverede nogen godkendelse af de pågældende læreres deltagelse i „den tyske militærøvelse", lod de kompetente skolemyndigheder i Sønderjylland vide, „at Ministeriet paa Grund af de særlige Forhold, der raader i Landet og specielt med Hensyn til det tyske Mindretal i Sønderjylland, ikke skal modsætte sig, at der bevilges den Tjenestefrihed, som er nødvendig, for at de omtalte Lærere kan efterkomme den dem af den tyske Værnemagt givne Mødebefaling". Den 26. februar skrev undervisningsministeriet til skoledirektio-nerne i Aabenraa og Tønder amter, at da tjenestefriheden blev søgt for at kunne efterkomme en mødebefaling, der var udstedt af den tyske værnemagt, „maa dette under de foreliggende Forhold tages til Efterretning, og Ministeriet mener herefter ikke, at Skoledirektionen vil kunne undlade at give de paagæl-dende Lærere Orlov som ansøgt". 4) A. nr. 377 med note 1.

De tidsfrivillige fritages for CB-tjenesten

Kort efter fandt der påny forhandlinger sted med de danske myndigheder om tidsfrivilligtjenesten. Den 17. maj 1944 henvendte det tyske kontor sig til uden-rigsministeriet med anmodning om, at de af folkegruppens medlemmer, som var tidsfrivillige, ikke blev indkaldt til CB-tjeneste. I sin henvendelse gjorde Stehr opmærksom på, at der i årgangene 1923—1926 var 236 tidsfrivillige, som alle havde underskrevet en forpligtelseserklæring overfor den tyske værnemagt og både var i besiddelse af en indkaldelsesordre og en krigsordre. Af indkal-delsesordren fremgik det, at de ville blive indkaldt i tilfælde af en krise-situation, og at de under indkaldelsen var underkastet de militære love og krigslovene. Krigsordren gav oplysning om, hvor de skulle melde sig. -

Side 160

- Hvis det tyske riges fjender foretog krigshandlinger i Danmark, ville de således blive afgivet til den tyske krigsmagt og ville altså ikke kunne stå til rådighed for CB-opgaver. Stehr anså det derfor for mest hensigtsmæssigt, om man allerede nu gav afkald på de tidsfrivillige til denne tjeneste, da de allige-vel ikke ville være til -rådighed, hvis det blev alvor. Sagen blev behandlet på et departementschefmøde den 19. maj, og den 23. maj udtalte udenrigsministeriet overfor indenrigsministeriet, at det „for sit Vedkommende ikke nærer Betæn-kelighed ved, at det saaledes udtalte Ønske imødekommes, idet man ikke skønner, at danske Interesser er til Hinder derfor". Den 24. juni anmodede indenrigsministeriet statens civile luftværn om at fritage de pågældende for tjeneste. 1) A. nr. 383 og 384.

Uenighed mellem værnemagten og folkegruppen

På mødet i Silkeborg var man nået frem til en aftale om de tidsfrivilliges forhold, først og fremmest til en afgørelse af, hvor og hvordan de skulle sættes ind. Men der var dog stadig spørgsmål nok, der gav anledning til vanske-ligheder. Forhandlingerne i forbindelse med de to kursus havde vist, at folke-gruppen ønskede afgørende indflydelse på uddannelsen. Fra militær side både i Aabenraa og Silkeborg var man klar over, at folkegruppen helst selv ville have kommandoen over de tidsfrivillige og nærmest betragtede dem som folke-gruppens egne soldater. En Gauleiter i Tyskland havde en livvagt af gamle partimedlemmer, og oberst Colani kaldte derfor spottende dr. Møller for Gau-leiter. 2) von Hannekens, Toepkes og Schönfeldts forklaringer til rapporter af 13. maj 1946,12. december 1947 og 6. februai 1948. A. nr. 396, 399 og 401.

Nyt møde i Silkeborg

For at få klaret de forskellige modsætningsforhold blev der den 21. maj 1944 afholdt et nyt møde i Silkeborg. Foruden von Hanneken, oberst Colani og Toepke, dr. Møller, Peter Larsen og Peter Petersen deltog også landråd dr. Casper i disse drøftelser. Dr. Møller skildrede de opståede vanskeligheder, der skyldtes den forskellige måde, hvorpå tjenesten blev gennemført i de enkelte garnisoner, og de udstedte indkaldelsesordrer og retningslinier. Han ønskede en befaling til alle tidsfrivillige, „så at uddannelsen af de frivillige lægges i folkegruppens hånd under værnemagtens opsyn og vejledning, for at tjenesten kan blive afpasset efter det øvrige folkegruppearbejde". Generalen var meget betænkelig herved og mente, at folkegruppen næppe ville kunne gennemføre en sådan uddannelse, da ledelsens autoritet vel ikke omfattede alle kredse af tidsfrivillige. Dr. Møller ville ikke helt benægte dette, men han havde det politiske ansvar for alle medlemmer af folkegruppen og måtte derfor endnu en gang bede om, at alle spørgsmål vedrørende tidsfrivilligtjenesten i forvejen blev aftalt med folkegruppeledelsen. Generalen svarede, at han ikke ville tage hensyn til de røster, der hævede sig imod folkegruppeledelsen, men at man fra militærets side ville støtte denne. Han erklærede sig rede til at træffe følgende afgørelse: Folkegruppen overtager alle forberedelser i forbindelse med tidsfri-villigtjenesten og afsender de af værnemagten underskrevne indkaldelser, og alle bestemmelser aftales i forvejen med folkegruppeledelsen. Uddannelsen skulle derimod udelukkende foregå gennem værnemagten, og folkegruppen skulle intet have at gøre med de tidsfrivillige, såsnart de var trådt an i uniform. I tilfælde af invasion skulle de kun stå til disposition for værnemagten, og i henhold til aftale skulle en del af dem, ca. 750, kunne indkaldes i Danmark ved forsyningsvæsenet, mens de øvrige skulle anvendes til at beskytte bygninger m. m. i Nordslesvig. Dr. Møller modtog dette forslag, og man forhandlede derefter om det opråb, der skulle udsendes i tilfælde af invasion -

Side 161

- og om indkaldelsesordrerne, der skulle revideres i henhold til folkegruppe-ledelsens ønsker. 1) Peter Petersens referat af mødet. A. nr. 382.

De tidsfrivillige skal ikke sættes ind mod indre fjender

På de forskellige møder med værnemagten var det fra folkegruppens side til stadighed blevet understreget, at de tidsfrivillige ikke måtte sættes ind imod de indre fjender. Under en samtale, som dr. Møller og Stehr den 29. april 1944 havde med direktør Svenningsen, fremhævede Stehr, at de kun skulle sættes ind, når der var fare for angreb af ydre fjender, og når de var blevet indkaldt den 29. august, var det kun sket ved en beklagelig fejltagelse. 2) Svenningsens notits af 3. maj 1944, A. nr. 381. Stehr havde allerede den 11. februar 1944 i en samtale i udenrigsministeriet fremhævet, at indkaldelserne den 29. august skyldtes en fejlta-gelse. Senere har han hævdet, at han udtrykte sin beklagelse overfor Svenningsen, allerede da dr. Møller var i København for at klage til von Hanneken. Forklaring til rapport af 1. august 1945. A. nr. 395.

Organisationsamt klager, de tidsfrivillige var blevet anvendt efter attentatet på Hitler

Den 8. juli 1944 udsendte den øverstbefalende en skrivelse til de forskellige værnemagtsafdelinger om, at folketyskerne i tilfælde af invasion kun måtte anvendes mod den ydre fjende, hvorunder dog også hørte angreb fra danske sabotagegrupper mod militære objekter, der bevogtedes af folketyskere. Det var ikke meningen, at de skulle anvendes til polititjeneste, herunder arrestationer, bevogtning af fanger, m.m. 3) A. nr. 385. Organisationsamt fik gennemslag af denne skrivelse, men alligevel beklagede kontoret sig den 2. august til den øverstbefalende. Årsagen hertil var nogle begivenheder i Søn-derborg, hvor tidsfrivillige efter attentatet mod Hitler var blevet sat ind i patro-uille- og vagttjeneste. Man mente ikke, at garnisonskommandanterne havde fået tilstrækkelig information om, at de tidsfrivillige ikke ønskedes anvendt ved indre uroligheder i Danmark. For at undgå at folkefællerne fik det indtryk, at de trufne aftaler ikke ville blive overholdt, når det blev alvor, anmodede Organisationsamt om, at der måtte blive tilsendt garnisonskommandanterne en tilsvarende meddelelse. 4) A. nr. 386.

Regler for de tidsfrivilliges indsats mod danskerne

Hauptfeldwebel Schönfeldt har iøvrigt oplyst, at der forelå en ordre fra den øverstbefalende angående de tidsfrivilliges indsats, men den ville først være blevet meddelt de enkelte, når det blev alvor. I den var der blevet givet regler for brugen af våben overfor danske. Kun i nødværge, eller hvis danske styrker marcherede sammen med de allierede, måtte de tidsfrivillige kæmpe mod danskere. Også Oberfeldwebel Kröger har forklaret, at hvis det var kommet til direkte krigshandlinger i området, ville de tidsfrivillige ikke blot være blevet sat ind i vagttjenesten, men også i egentlig kamp. Ordren lød på objektbeskyttelse og sikring af „Standort". 5) Schönfeldts og Krögers forklaringer til rapporter af 13. og 30. maj 1946. A. nr. 396.

Kley får tilrettevisning for at have deltaget i aktionen mod politiet

Gennem et illegalt blad var Organisationsamt kommet under vejr med, at bogtrykker Kley og organist Huth i Haderslev havde deltaget i aktionen mod det danske politi, og kontoret anmodede derefter Kley om at oplyse, hvem der havde beordret ham hertil, i hvilken egenskab han havde været med, og om det var sket som tidsfrivillig i uniform eller som civilist. Samtidig blev det frem-hævet, at han som folketysk tidsfrivillig måtte være klar over, at han ikke skulle deltage i undertrykkelsen af indre uroligheder, men at de tidsfrivillige kun skulle sættes ind mod ydre fjender. 6) A. nr. 387. -

Side 162

Ny opfordring til at melde sig som tidsfrivillig

- Den 27. december 1944 blev der afholdt partirådsmøde, og her traf man beslutning om en udvidelse af tidsfrivilligtjenesten. Den 18. januar udsendte Organisationsamt derefter et opråb fra Peter Larsen, hvori det tyske folks kamp mod fjenderne blev skildret. Det tyske folk veg ikke. Men faren var ikke forbi. Til foråret ville den blive alvorligere end nogensinde før, og derfor havde folke-gruppeføreren opfordret alle mandlige folkefæller til at gøre en indsats som tidsfrivillige, og af partiet krævedes det, at dets medlemmer gik foran med et godt eksempel. Partiføreren havde derfor udstedt en partiordre om, at alle de mandlige partifæller i alderen 17—55, som endnu ikke var tidsfrivillige, omgående skulle melde sig til tjenesten. Fortsat medlemsskab af partiet og dets organisationer ville blive gjort afhængig af, om man meldte sig. Den eksklu-sion, der blev truet med i opråbet, blev iøvrigt aldrig til virkelighed, idet der ikke var enighed i det lille politiske råd herom og der derfor ikke blev taget nogen beslutning. 1) A. nr. 389 med note 1—2.

Overvejelser om at optage danske nationalsocialister i korpset

Omtrent ved denne tid var der overvejelser fremme om eventuelt at inddrage danske nationalsocialister i tidsfrivilligtjenesten. Efter Peter Larsens forklaring var der vist fra et tysk „tjenestested", kommet en opfordring til at undersøge, om der skulle være mulighed for at udvide tidsfrivilligkorpset ved også at lade det omfatte danske nationalsocialister. Bargfeldt mener, at det var værnemagten, der havde rejst spørgsmålet efter henvendelse fra de danske nationalsocialister. Denne udvidelse skulle ske under mottoet: beskyttelse af hjemstavnen, og da Peter Larsen den 27. januar skrev til Bargfeldt om sagen, nævnte han muligheden af at bruge betegnelsen Volkssturmmänner i stedet for tidsfrivillige, så man kunne tale om en „Volkssturm Nordschleswig". 2) A. nr. 390 med note 1. Toepke har dog udtalt, at der ikke fra værnemagten er udgået nogen opfor-dring til folkegruppen om at inddrage danske nationalsocialister i tidsfrivilligtjenesten. A. nr. 401.

Ændringen i de militære forhold     Toepke foreslår korpset ophævet

Efterhånden var den militære tilstand blevet fuldstændig forandret. De allie-rede var landet i Nordfrankrig, og der var nu ingen, der ventede invasion i Danmark, i hvert fald ikke vestfra. Under disse omstændigheder havde den øverstbefalende i Danmark ikke den samme interesse som før i de tidsfrivillige. Man var i Lindemanns stab blevet klar over, at der nu kun kunne være tale om, at fjenden kunne komme sydfra, og da den første forsvarslinie gik nord for Haderslev vestpå mod Ribe, var situationen for de tidsfrivillige under de nye forhold en ganske anden. Hertil kom endda, at Lindemann havde tropper nok til at tage sig af etapetjenesten. Toepke, som efterhånden så på de tidsfrivillige med alt andet end velvilje, har forklaret, at han drøftede spørgsmålet med Lindemann, og de blev enige om, at det bedste ville være at underrette de tidsfrivillige om, at værnemagten ikke længere havde brug for korpset. Det kom derefter til en ny forhandling i Silkeborg med folkegruppeledelsen. 3) Toepkes forklaring til rapport af 6. februar 1948. A. nr. 401.

Møde i Silkeborg 15. marts 1945

Dette møde fandt sted den 15. marts 1945. Om dets forhistorie har dr. Møller givet en forklaring, der er fuldstændig forskellig fra Toepkes. Kort i forvejen var han kommet hjem fra et møde i Berlin. Undervejs havde han sammen med dr. Best besøgt Gauleiter Lohse, som mente, at situationen var håbløs, og iøvrigt oplyste, at forsvarslinien ville komme til at ligge nord for Haderslev. I det lille politiske råd enedes man derefter om at søge kontakt med Lindemann. 4) A. nr. 399, note 8. Generalen har ligeledes forklaret, -

Side 163

- at det var dr. Møller, der opsøgte ham. Han mener dog, at Møllers argument var, at han ikke ønskede, at de tidsfrivillige skulle komme til at stå med våben i hånd overfor borgerne her i landet, som de jo, hvordan krigens udfald end blev, måtte leve videre sammen med. Resultatet af drøftelsen blev, at værnemagten gav afkald på de tidsfrivillige, der skulle have gjort tjeneste bag den tyske front udenfor Nordslesvig. 1) Lindemanns forklaring til rapport af 16. december 1947. A. nr. 399.

Kredsførermøde i Aabenraa om den nye situation

I anledning af den nye situation, der nu var opstået, holdtes den 17. marts et kredsførermøde i Aabenraa. Det hedder i et referat herom: „De tidsfrivillige skal herefter betragtes som folkegruppens beskyttelseskorps, der kun er undergivet denne, men som alligevel udgør en del af besættelsestropperne i Danmark". Korpset skulle nu ikke sættes ind sammen med fuldstændigt udrustede enheder, men som et selvstændigt, meget let udrustet korps. 2) A. nr. 391. Dette stemmer med, at Peter Larsen har forklaret, at efter mødet den 15. marts var begrundelsen for korpsets beståen ønsket om at beskytte folkegruppens liv og ejendom. 3) A. nr. 399, note 4. Dr. Møller har dog hævdet, at det ikke havde været på tale, at korpset skulle beskytte folkegruppen. Derimod har Lindemann forklaret, at folke-gruppen på et eller andet tidspunkt havde udtalt, at man havde brug for en del af styrken til sin egen beskyttelse. På kredsførermødet drøftedes iøvrigt, hvad man skulle gøre for at skaffe våben til de afdelinger, der tidligere var bestemt til at kæmpe mod nord, og hvorledes man kunne skaffe de førere og underførere, som nu skulle udpeges af folkegruppen, en sådan uddannelse, at de selvstændigt kunne føre de tidsfrivillige. Krigsordrerne måtte ændres, og man måtte sørge for, at soldaterbog og identitetsmærke i tilfælde af angreb kunne udleveres hurtigst muligt. Man var også inde på overvejelser om at give organisationen et andet navn, idet man fandt, at tidsfrivilligtjenesten var et uheldigt navn for en militær organisation. „Volkssturm Nordschleswig", „Hjemmeværn" eller „Be-skyttelseskorps" blev overvejet. 4) A. nr. 391.

Korpset ophæves

Nogen større betydning fik disse overvejelser imidlertid ikke. Efter at dr. Møller var vendt tilbage fra Silkeborg, aflagde han referat i det lille politiske råd. På mødet gjorde dr. Clausen det klart, at som den militære situation nu havde udviklet sig, var korpset overflødigt. Clausen har selv forklaret, at han var bange for, at de tidsfrivillige kunne blive brugt til andre formål end aftalt, og at Pancke i tilfælde af uroligheder eventuelt ville benytte korpset som politi. Efter nogen overvejelse indså dr. Møller, at dr. Clausen havde ret, og dagen efter, vistnok den 27. marts, rejste han og Peter Petersen atter til Silkeborg. Mødet med Lindemann blev ganske kort. Generalen havde intet at indvende imod, at korpset blev ophævet. Derefter blev de tidsfrivillige fritaget for tjene-ste, hvilket meddeltes ved en appel den 22. april. Uniformerne blev afleveret, 5) A. nr. 399, note 8, og Lindemanns forklaring til rapport af 16. december 1947. A. nr. 399; og værnemagtens kartoteker over de tidsfrivillige blev i henhold til ordre brændt. 6) A. nr. 396.

Den praktiske gennemførelse af tjenesten

Hauptfeldwebel Schönfeldt, der havde været tjenstgørende på komman-danturen i Aabenraa, har givet en udførlig beretning om de praktiske forhold i forbindelse med tidsfrivilligtjenesten. Registreringen af disse fandt sted på kommandanturen, bl. a. på grundlag af lister fra Dibbernhaus. -

Side 164

- 1) Foruden Schönfeldt har også Kröger afgivet forklaring om dette punkt til rapport af 30. maj 1946. A. nr. 396. De frivillige måtte give møde for at underskrive en forpligtelseserklæring. Dernæst blev der udarbejdet et kartotek over dem, der havde meldt sig. De frivillige blev inddelt, idet nogle skulle uddannes som gen-gaschauffører, resten blev fordelt på 2 eller 3 grupper efter alder. Uddannelsen blev foretaget af værnemagtens officerer og underofficerer. For at kunne gennemføre en hurtig alarmering, var der udarbejdet et alarmeringssystem, der også anvendtes, når der skulle indkaldes til øvelser. Efter den oprindelige indsatsplan skulle de frivillige fordeles enten til beskyttelse af anlæg m. m. eller til kommandanturen. Efter at man var blevet enig om, at en del skulle afgives til værnemagten, blev der udarbejdet en ny indsatsplan. Schönfeldt havde lavet en plan, hvorefter det var fastlagt, hvor hver enkelt skulle gøre vagttjeneste, men han oplyser, at de tidsfrivillige i nødstilfælde også ville være blevet sat ind til afværgelse af fjendtligt angreb. Alle havde fået en krigsordre, der gav oplysning om, hvor de skulle give møde i givet fald. De, der skulle nordpå, fik ordre til i tilfælde af invasion at møde i Haderslev, 2) Peter Larsen har senere forklaret, at han efter mødet i Silkeborg den 21. maj meddelte hver af de 750 mand, hvor de skulle melde sig, nemlig i Haderslev. A. nr. 382, note 1. Sml. også Peter Larsens skrivelser til kredsledere og kredsførere 25. april 1944. A. nr. 380. Toepke har derimod forklaret, at det var blevet bestemt, at de 750 til etapetjenesten skulle sættes i bevægelse mod Silkeborg. A. nr. 399. Af von Hannekens forklaring fremgår det, at de tidsfrivillige ikke skulle anvendes nord for en linie fra Kolding vestpå. A. nr. 382, note 1; mens de andre skulle møde på deres „Standort".

Efter at aftalerne var blevet ændret på mødet i Silkeborg den 15. marts 1945, måtte der delvis udstedes nye krigsordrer.

De tldsfrivilliges stilling

I den første tid var de frivillige i de udleverede legitimationspapirer kende-tegnet som Wehrmachtsgefolge; de bar ikke uniform, men var forsynet med et armbind med påskriften: Deutsche Wehrmacht. Det tyske kontor arbejdede på at få dette ændret, og allerede den 6. september 1943 kunne Stehr meddele dr. Møller, at han havde ført forhandlinger med Wehrbezirkskommando Ausland, og at dette forhold nu var bragt i orden. Der skulle ikke mere bæres armbind, men kun den almindelige soldateruniform med skulderstropper og højheds-mærket. Når de tidsfrivillige blev indkaldt, havde de samme rettigheder som medlemmer af værnemagten, også med hensyn til eventuelle forsørgelseskrav. 3) A. nr. 371 og Stehrs forklaring til rapport af 1. august 1945. A. nr. 395. Rettig-hederne gjaldt også under uddannelsen og på vejen til og fra tjenesten. De tidsfrivillige fik almindelig sold, men næsten alle gav afkald herpå til fordel for Winterhilfswerk eller andre godgørende institutioner.

Legitimation, soldaterbog og identitetsmærke

Til legitimation havde såvel de tidsfrivillige som Noteinsatzpflichtige et særligt bevis, Ausweis, som blev ændret flere gange. I slutningen af 1944 eller begyndelsen af 1945 gav den øverstbefalende ordre til, at der skulle udfærdiges soldaterbog og identitetsmærke, som dog først skulle udleveres i tilfælde af indsats. Begge dele blev tilintetgjort kort før kapitulationen.

Uddannelse, våben

Uddannelsen var ikke særlig omfattende. Man lagde mest vægt på skydning, mens eksercits blev presset ned til det mindst mulige. Det var meningen, at uddannelsen skulle ske søndag formiddag to gange om måneden, men på grund af forskellige forhold kunne dette ikke gennemføres. Chaufførerne og enkelte maskingeværskytter -

Side 165

- gennemgik desuden en særlig uddannelse. Geværerne var forældede og i dårlig stand. I begyndelsen af 1945 blev enkelte tidsfrivillige også uddannet med pansernæve, eller rettere, man gjorde forsøg derpå. De soldater, der skulle undervise heri, havde dog ikke selv tilstrækkelig erfaring på dette punkt.

De tidsfrivillige opbevarede selv deres uniformer, men våbnene skulle derimod afleveres efter hver øvelse. Når de ikke, som det oprindelig havde været tanken, havde våbnene med hjem, skyldtes det kommandanturens skepsis overfor de tidsfrivillige. Man var bange for, at det skulle komme til sam-menstød med befolkningen, eller at modstandsbevægelsen skulle sætte sig i besiddelse af våbnene.

"Merkblatt"

På kommandanturen i Aabenraa blev der flere gange udarbejdet „Merkblätter", der indeholdt retningslinier for, hvorledes de tidsfrivillige skulle forholde sig. Da der af den øverstbefalende og af folkegruppen blev rejst indvendinger mod indholdet, blev de ikke udleveret. Først i sommeren i 1944 nåede man frem til en endelig formulering, og dette „Merkblatt" blev duplikeret og udsendt. 1) A. nr. 396 med note 2. Det indeholdt væsentligst bestemmelser om de forhold, som er skildret. foran. I § l-—2 hed det, at den tidsfrivillige efter modtagelsen af indkaldelsesordren udelukkende var undergivet de tyske militærlove, og at han var undergivet garnisonskommandanten i det distrikt, hvor han boede. § 15 foreskrev, at den frivillige i og udenfor tjenesten skulle udvise en korrekt og for den tyske værnemagt værdig opførsel og afholde sig fra enhver provokation overfor den danske civilbefolkning eller de danske myn-digheder. Han havde overfor alle ikke-militære myndigheder eller personer tavshedspligt med hensyn til alle anliggender, der angik tjenesten som tidsfrivillig. 2) A,nr. 388. -

Side 166

N. Schleswigsche Kameradschaft, SK

SK i virksomhed 9. april 1940

- Da tyskerne den 9. april 1940 gik ind i Nordslesvig, trådte Schleswigsche Kameradschaft, det folketyske SA, flere steder i virksomhed. I Aabenraa arre-sterede nogle af korpsets medlemmer befragter Thyregod Larsen, der af tysker-ne var mistænkt for spionage. Det var Nis Lorenz Closter, der af politipræsident Möller i Flensborg havde fået ordre til at foretage anholdelsen. Kortsch og flere andre SK-folk fulgte med ham, og senere kørte de med til Flensborg, da Thyregod Larsen blev overført hertil. Jep Schmidt foretog sammen med to SK-mænd ransagning på Larsens bopæl.

I Haderslev fjernede SK en af mergelvogne bestående barrikade og ryddede gaden, så der blev fri passage for de tyske tropper, som var på vej nordefter. Korpsets medlemmer fungerede også som færdselspoliti og forbød cyklister at cykle i Lavgade for ikke at sinke tyskernes fremrykning. SK-folkene havde over-taget bevogtningen af de danske våben på Møllepladsen og i gaderne dér omkring, og da politimesteren ville lade sine folk hente disse våben, tilkende-gav SK-føreren, dr. Clausen, overfor denne, at det nu var ham, der havde politimyndigheden i byen. 1) Politimester Hartmanns redegørelse af 30. marts 1948. A. nr. 433 med note 1; sml. A. nr. 21. Clausen forsøgte også at optræde som en slags censor overfor „Dannevirke". 2) Laur. Clausens forklaring til rapport af 4. oktober 1945. A. nr. 29.

SKs indsats for hvervningen

Da hvervningen i Nordslesvig til SS begyndte efter 9. april, var det især SK, der blev sat ind i dette arbejde. 3) A. nr. 280 og 281; «e også s. 123, 125 f. Efter krigen med Rusland fik man mere fart i hvervearbejdet, og Peter Larsen aftalte med SS-Erganzungsamt i København, at SK i tiden fra 10. oktober til 10. novem-ber skulle gennemføre en hvervning af frivillige til våben-SS, og at tilmel-delserne skulle indsamles af SK-ledelsen. Der blev stillet en del propagan-damateriale til rådighed, og alle SK-kammerater opfordredes til at gøre et arbejde for hvervningen. 4) Peter Larsen til kredsførerne før 14. oktober 1941. A. nr. 274. Også under den mere omfattende hvervning i begyndelsen af 1942 fik SK tildelt betydningsfulde opgaver, 5) Se f. eks. A. nr. 314; og Peter Larsen udsendte et særligt opråb til SK-mændene om at melde sig. 6) A. nr. 301.

Uniformsspørgsmålet

SK-folkene anvendte en uniformslignende påklædning, nemlig sorte benklæ-der og hvide skjorter, og i en skrivelse til Ausw. Amt kom Rimann i november 1940 nærmere ind på uniformsspørgsmålet. Han udtalte ønske om, at der måtte blive taget stilling til, om Ausw. Amt i forbindelse med NSDAP-Ns nye målsæt-ning, herunder en nærmere tilknytning til de danske nazister, ville nære betæn-kelighed ved, at SK fra nu af kunne bære brune skjorter. Når Vomi foreslog dette, var det, fordi SK -

Side 167

- i dag bar den hvide skjorte på en iøjnefaldende måde og med en irre-dentisk bagtanke „for dermed at tilkendegive, at de endnu ikke er blevet befriet". Det ville styrke folkegruppens selvbevidsthed og være på linie med den udvikling, der utvivlsomt ville komme, hvis SK allerede i dag kunne få lov at bære den brune skjorte. Tidspunktet var forsåvidt gunstigt, som det danske forbud mod demonstrationstog medførte, at uniformen kun ville blive båret i lukket sal. Det vigtigste ved indførelsen af den brune skjorte var dog den rent ydre stræben efter lighed med riget, en stræben, der betonede grænse-spørgsmålets uvæsentlighed. 1) A. nr. 404.

Overtrædelser af de gældende love

Trods gældende forbud optrådte SK gang på gang i samlet flok og i marchkolonner, tildels i uniform. Udenrigsministeriet henstillede dog til justitsministeriet, at man i tilfælde af overtrædelser rettede henvendelse til de pågældende ledere, inden der blev rejst tiltale, og politiadjudanten fik anmod-ning om at instruere de sønderjyske politimestre herom. Den 16. marts 1941 fandt der både i Aabenraa og Haderslev demonstrationer sted, hvorunder SK gik i optog sammen med afdelinger af den tyske værnemagt. Udenrigs-ministeriet drøftede dette spørgsmål med Kanstein, der erklærede, at værne-magtens afdelinger ifølge den instruktion, de havde fået, ikke måtte have forbindelse med det tyske mindretal. 2) ber. VII, 2, A. 1300 f.

SK forhindrer politiet i at arrestere en folketysker

SK udfoldede i den følgende tid en ikke ringe virksomhed, og det kom i en række tilfælde, til overgreb og overtrædelse af dansk lovgivning. I juni 1941 forhindrede SK i Krusaa det danske politi i at arrestere en partifælle, Heinrich Goy, som var blevet idømt hæfte for at have overfaldet en ledvogter, der skulle have fornærmet Føreren. Af konsulatets indberetning til gesandtskabet fremgik det, at SK i Krusaa havde handlet på egen hånd, og at de lokale afdelinger gentagne gange havde anmodet partiledelsen om ordre til at lade SK-mænd straffe fornærmelser mod Føreren, da de danske myndigheder ikke forfulgte disse sager energisk nok. Dr. Møller var i sit indre meget sympatisk indstillet overfor sådanne ønsker. Fra konsulatets side anså man det imidlertid for nødvendigt, at han forbød SK at foretage sådanne selvstændige skridt. 3) A. nr. 405.

Nye medlemmer Uddannelse i Tyskland

Af en oversigt over folkegruppens virksomhed, som Lanwer udarbejdede i februar 1941, fremgår det, at SK havde foretaget en hverveaktion, som havde givet mere end 500 nye medlemmer, og selvom der havde fundet en del afgang sted på grund af hvervningerne til militæret, var der nu mere end 1 200 medlemmer i SK. Der blev i øjeblikket afholdt store agitationsaftener i de større byer, og man regnede med i år at komme op på 1 800 medlemmer. Uddan-nelsen af førerne blev fremmet ved deltagelse i kursus på 6 uger hos våben-SS i Langenhorn, og der var indenfor SK stærke ønsker og stor lyst til at deltage i disse kursus. lait var der 180 SK-mænd, som havde været til kortvarige uddan-nelseskursus. 4) A. nr. 70. Også af Rimanns skrivelse til Ausw. Amt af november 1940 fremgik det, at SK sendte sine medlemmer til kortere kursus hos den rigstyske SS. 5) A. nr. 404.

Sportsmøde i Sønderborg 29. juni 1941

Den 29. juni 1941 holdt SK et stort sportsmøde i Sønderborg. Politimesteren havde afslået et andragende om tilladelse til et optog gennem byen, men opto-get fandt alligevel sted, og mange af deltagerne var i uniform. Efter forhandling med -

Klik til Beretning XIV side 168, fortsat