ANVENDTE FORKORTELSER I DET FØLGENDE:

Ber. II o.s.v., a. 00 henviser til den parlamentariske kommissions beretning II, side 00.

Ber. II o.s.v., A. nr. 00 henviser til bilag til den parlamentariske kommissions beretning II, aktstykke nr. 00.

Ber. II o.s.v., A, 00 henviser til bilag til den parlamentariske kommissions beretning II, side 00.

Ber. II. o.s.v., st. 00 henviser til det stenografiske referat, som findes i bilag til den parlamentariske kommissions beretning II, spalte 00.

A. nr. 00 henviser til de aktstykker, der findes i bilaget til nærværende beretning.

„Deutscher Volkskalender" = „Deutscher Volkskalender Nordschleswig".

.................................................................................................

II St. 30 = Beretning II Stenografiske Referater Spalte 30
   .................................................................................................

1. Der nedsættes i henhold til grundlovens § 45 en kommission med den opgave i det omfang, kommissionen måtte anse det for påkrævet, at foretage de fornødne undersøgelser til supplering af de ved de under den 15. juni 1945, 19. december 1945 og 8. januar 1948 nedsatte parlamentariske kommissioner tilvejebragte oplysninger til bedømmelse af, hvorvidt der er grundlag: for at drage ministre og. andre særlig ansvarlige til ansvar i forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i anledning af deres embedsvirksomhed under den tyske besættelse, og til supplering af de af kommissionen af 8. januar 1948 tilvejebragte oplysninger med hensyn til politisk virksomhed under besættelsen, der skønnes at indeholde anslag mod folke-styret og den hidtidige statsretlige praksis.

Det påhviler kommissionen snarest at afgive beretning til folketinget angående de foretagne undersøgelser. .

2. Medlemmernes antal fastsættes til 24.

3. Over møder, hvori mundtlige oplysninger og forklaringer afgives til kommissionen, opta-ges stenografisk referat.

4. Selve kommissionens drøftelser og afgivelsen af oplysninger, forklaringer og redegørelser foregår i lukkede møder, men der vil til oplysning for offentligheden, når undersøgelsen af et forhold er bragt til et sådant punkt, at kommissionen mener, at en redegørelse derfor kan afgives, være at afgive sådan redegørelse i den form og på den måde, som kommis-sionen skønner rigtig.

5. Tingets formand bemyndiges til at iværksætte det fornødne til denne beslutnings udfø-relse.

Gustav Pedersen    /    Poul Møller

§ 1. Kommissionen vælger umiddelbart efter sin sammentræden en formand og en næst-formand.

§ 2. Kommissionen samles, udsættes og sluttes af sin formand. Denne bestemmer hver enkelt sammenkaldelse samlingsstedet; forsåvidt dette er København, holdes kommissionens møder i rigsdagens lokaler.

§ 3.  Kommissionen er berettiget til at antage lønnet medhjælp udenfor sin midte såvelsom til at foretage de til dens virksomhed fornødne udgifter, herunder rejseudgiften efter regning til medlemmerne, forsåvidt kommissionen afholder møder udenfor København.

Under iagttagelse af de i tjenestemandslovens § 972 indeholdte regler vil der være at udbetale kommissionens medlemmer diæter, dog således at der ikke ydes diæter for dage, på hvilke folketinget holder møder.

§ 4. Den, der ophører at være medlem af folketinget, ophører tillige at være medlem af kom-missionen.

Når en enkelt ophører at være medlem, afgør kommissionen under hensyn til sine arbejders standpunkt og tarv, om den skal vedblive at virke med kun 23 medlemmet, eller om den skal gøre indstilling til folketinget om nyt valg af et medlem.

Skulle det ske, at flere ophører at være medlemmer, skal kommissionen gøre sådan indstilling.

§ 5. Om udbyttet og udfaldet af sine undersøgelser vedtager og afgiver kommissionen beretning til folketinget.

Beretning er vedtaget, når ved den endelige afstemning mindst 13 af kommissionens medlemmer har stemt for den.

Side 7

Vedtages beretning ikke med enstemmighed, er de, der har stemt imod, berettigede til at få en fremstilling af deres afvigende meninger optaget i et tillæg til kommissionens beretning.

§ 6. Over møder, hvori mundtlige oplysninger og forklaringer afgives til kommissionen, opta-ges stenografisk referat.

§ 7. De til afholdelse af udgifter efter § 3 fornødne pengemidler hæves af kommissionens formand hos rigsdagens kasserer efter anvisning af folketingets formand. For deres anven-delse aflægger kommissionen regnskab til folketingets formand.

§ 8, De øvrige regler for kommissionens virksomhed fastsættes af den selv.

Gustav Pedersen    /    Eigil Olsen

Et mandat, der ville kunne besættes af Danmarks kommunistiske partis folketingsgruppe, star indtil videre ubesat, jfr. folketingstidenden 1950—51 sp. 605.

Kommissionen konstituerede sig med Holger Eriksen som formand og Arnth Jensen som næstformand.

Tidligere medlem af kommissionen og formand for denne, dommer Aage O. Holm, Liberale Venstre, har været tilknyttet kommissionsarbejdet og været tilstede i dennes møder.

Til kommissionens sekretær antoges chefen for rigsdagens bureau, Eigil Olsen.

Imidlertid fandtes der blandt de indhentede tyske dokumenter en del materiale omhandlende det tyske mindretal under besættelsen, og kommissionen fandt det ønskeligt, at der foretoges en videnskabelig bearbejdelse også af det nævnte materiale.

Kristen Amby   Busch-Jensen   Bøgholm   Holger Eriksen, formand

Niels Eriksen   Jørgen Gram   Victor Gram   Poul Hansen (Grenaa)
Rasmus Hansen   Hans Hækkerup   Arnth Jensen, næstformand

Thisted Knudsen   Holger Larsen   M. Larsen   Lindberg   Harald Nielsen

Karl Olsen   Oluf Pedersen   Th. Poulsen   Rager   Rasting

Viggo Starcke   Steen    /    Eigil Olsen

Side 9

Hvad de allierede havde fundet af tyske hærarkiver rundt om i Europa, var blevet overført til Washington. Den parlamentariske kommission var kommet i besiddelse af en mindre samling, der stammede fra disse militære arkiver og især angik aktionen den 9. april og dens forberedelse. ¹) ber. XII, s. 9. De militære arkiver, som fandtes i Danmark den 5. maj, blev ligesom det tyske politis arkiver o. lign. tilintetgjort.

Den 11. maj 1939 talte dr. Møller for første gang i den danske rigsdag. Inden han holdt sin jomfrutale, havde han været til konference i Ausw. Amt med Grundherr og legationsråd Lorenz fra kulturafdelingen. Også Gustav Meissner, der på dette tidspunkt var ansat i Vomi, deltog i mødet. Grundherr, der i forvejen havde drøftet sagen med Weizsacker og Woermann, anførte, at Føreren ønskede et fredeligt forhold til nabostaterne, og at Tysklands forhold til Danmark ikke nu måtte udsættes for nogen belastning. I mindretalskampen kom det ikke så meget an på det ydre, men det gjaldt først og fremmest om, at stillingen materielt blev opretholdt, såvidt muligt endda forbedret. Slagord som „marchen mod friheden" var en vildfarelse. Spørgsmålet om Nordslesvigs genindlemmelse var ikke på nogen måde aktuelt, og man måtte arbejde på lang sigt og derfor anvende en anden taktik end f. eks. i Memel. Det gik ikke an, at dr. Møller i sin første tale i rigsdagen overhovedet kom ind på grænsespørgsmålet. Gjorde danskerne det, kunne han tidsnok i forsigtige vendinger henvise til, at de selv bedst måtte vide, „hvorledes det nordslesvigske mindretal og det tyske folk bedømte den måde, hvorpå grænsedragningen var kommet i stand, den grænse, der betød en foræring fra Versailles-magterne til det neutrale Danmark, der ikke var rede til direkte forhandlinger med Tyskland". Derimod fik Møller frie hænder med hensyn til sine krav på det økonomiske område, og det blev lagt ham på sinde også at sige den danske regering nogle anerkendende ord for den imødekommenhed i kulturel henseende, som den ofte havde udvist. Møller gjorde især gældende, at folkegruppen var ret fortvivlet, fordi den ikke vidste, hvornår den kunne vende hjem til Tyskland. For at den ikke skulle blive splittet, måtte han byde den på noget, som kunne holde den fast. Han måtte tilmed være lidt radikal. Grundherr indrømmede at situationen ikke var så let for ham, og at det her gjaldt om at vise sine evner som fører. Møller anmodede iøvrigt indtrængende om finansiel hjælp, og mødets deltagere forklarede ham, at de ville prøve at skaffe så megen valuta som muligt. 1) Grundherr til Renthe-Fink 23. maj 1939. A. nr. 1.

Da Møller tog ordet i rigsdagen, fulgte han Grundherrs henstilling og talte først og fremmest om de økonomiske forhold. Han kom dog også ind på ophidselseskampag-nen mod Tyskland, derunder sagen vedrørende lektor Rosent. Da han samme dag svarede de talere, der havde været inde på de spørgsmål, han havde berørt, strej-fede han dog også grænseproblemet. 2) Rigsdagstidende. Forhandlingerne i Folketinget. Overordentlig Samling 1939, spalte 375 ff., 477 S.

Nogle uger senere holdt dr. Møller en tale gå Knivsbjerg, hvori han også kom ind på grænseproblemet. Han udtalte bl.a.: „På spørgsmålet, om denne grænse er retfærdig, om den er draget på grundlag af selvbestemmelsesretten, eller om den skal bestå i al evighed, kan vi kun svare: Nej, nej, aldrig". Han berørte også det af Føreren planlagte storgermanske rige. Da Renthe-Fink havde læst referatet af talen i „Nordschleswigsche Zeitung", instruerede han konsul Lachmann om i al venskabe-lighed at lade dr. Møller forstå, at hans udtalelser om disse spørgsmål var fuldstændig overflødige og politisk ganske malplacerede. 3) A. nr. 5. Lachmann talte med dr. Møller den 1. juli. Denne erklærede, at hans forpligtelse til at overholde den politiske linie kun havde haft gyldighed for hans tale i rigsdagen. Han måtte forbeholde sig handlefrihed i Nordslesvig, og hans udtalelser på Knivsbjerg var kun blevet fremsat for at få folketyskerne til at holde ud. Thi hvad skulle han sige til ungdommen? Man burde give ham flere millioner kroner til hjælp; hvis han ikke fik dem, måtte han handle, som han fandt det rigtigt. Han kunne ikke tage mod forskrifter herom. 4) Det tyske konsulat til gesandtskabet 1. juli 1939. A. nr. 6.

Da krigen mellem Polen og Tyskland var brudt ud, offentliggjorde dr. Møller i „Nordschleswigsche Zeitung" et opråb, hvori det bl. a. hed: „Det tyske folks kamp er også vor kamp, dets tro er også vor tro, og dets styrke er også vor styrke. Overfor den tyske og danske offentlighed bekender vi påny vor ubrødelige solidaritet med folk, Fører og rige. Tyske folkefæller, bevar disciplin og besindighed og afvent parti-ledelsens ordre. Adolf Hitler leve! 6) A. nr. 8. Samme dag, den 1. september, blev der afholdt et partirådsmøde i Aabenraa, og deltagerne blev enige om, at de om fornødent ville stille sig til Tysklands rådighed som krigsdeltagere. 7) A. nr. 9, note 2, og A. nr. 283, note 1. Sml. også A. nr. 281. Ernst Schroder, der kort efter meddelte Grundherr dette, fortalte at det var dr. Møller selv, der havde stillet hele folkegruppen til disposition. Schroder anså det for en noget romantisk tanke, for -

I Ausw. Amt vakte dr. Møllers opråb ikke begejstring. Man mente, at det ville kunne få politiske følger, og Renthe-Fink fik derfor ordre til at gøre det klart for Møller, at han i en rigsdagstale eller på anden måde måtte understrege tyskernes loyalitet overfor den danske regering. Behrends i Vomi dikterede følgende tilføjelse til telegrammet: „Volksdeutsche Mittelstelle anmoder om, at Møller bliver gjort op-mærksom på, at han, såfremt han undlader dette, straks må træde tilbage og ikke mere vil blive anerkendt af det tyske rige som folkegruppefører. Endvidere forbydes det Møller udtrykkeligt at afgive nogensomhelst offentlig erklæring, uden at gesandtskabet eller Volksdeutsche Mittelstelle i forvejen er indforstået". 2) A. nr. 9. Renthe-Fink telegraferede omgående til konsulatet, at det skulle tilkendegive Møller, at gesandtskabet i anledning af hans opråb havde fået ordre til at meddele ham, at et godt forhold mellem Danmark og Tyskland under Tysklands hårde eksistenskamp var af særlig vigtighed, og at folkegruppen skulle undlade alt, hvad der kunne skade dette forhold. Man ventede i den henseende uselvisk indordning under natio-nalsocialistisk disciplin, og Møller måtte afholde sig fra enhver offentlig udtalelse, medmindre han i forvejen havde opnået forståelse med gesandtskabet eller Vomi. Samtidig fik han at vide, at han straks måtte trække sig tilbage, hvis han tilsidesatte denne pligt. 3) A. nr. 10

Ernst Schröder meddelte senere Grundherr, at han havde haft lange samtaler med dr, Møller for at overbevise ham om, at det var rigtigt at afgive en loyalitetserklæring. 4) A. nr. 12. På et pressemøde, som blev afholdt i Tinglev den 10. september, frem-satte dr. Møller da også en sådan erklæring idet han „formanede alle til i denne alvorlige tid at forholde sig loyal overfor den danske stat og at forstå de forholdsregler, som det nu var nødvendigt at træffe i Danmark". Fra dansk side havde man reageret stærkt på dr. Møllers opråb, men da Renthe-Fink talte med uden-rigsministeren, førte han „krigen over i fjendens lejr" og kritiserede den danske presses stilling. Han sagde, at den tyske folkegruppe altid ville føle sig som en del af det tyske folk og dele dettes glæder og sorger. Heri kunne han ikke se noget forræderi mod statsborgerpligten overfor den danske stat. Dr. Munch syntes at forstå denne tankegang. 5) Renthe-Fink til Ausw. Amt 14. sep. 1939. A. nr. 11 med note 1.

Den 6. oktober holdt Hitler en tale, hvori han erklærede, at „Tyskland ikke overfor Danmark havde draget nogen konsekvens af de udskillelser af tysk område, som var foretaget i Versailles-traktaten, men tværtimod havde etableret et loyalt og ven-skabeligt forhold til Danmark". Der var ikke blevet rejst noget revisionskrav overfor Danmark, men Tyskland havde sluttet en ikke-angrebspagt med dette land, og forholdet til denne stat var dermed indstillet på et „uforanderligt loyalt og venskabeligt samarbejde". Hitler kom også ind på spørgsmålet om de europæiske mindretal og udtalte, at det måtte være opgaven at foretage omflytninger af disse for på denne måde at fjerne i hvert fald en del af det europæiske konfliktstof. 6) „Archiv der Gegenwart" 1939, s. 4266 f. 

Førerens tale gav anledning til en henvendelse fra NSDAPs Auslandsorganisation, som den 9. oktober 1939 skrev til organisationens kontor i rigsøkonomiministeriet, at NSDAPNs opgaver ved talen var blevet illusoriske. I betragtning af den anspændte valutasituation ville det derfor være formålsløst at udøse valuta til Stehrs kontor for folkeoplysning og propaganda. 1) A. nr. 14. Ausw. Amt udtalte dog den 30. november, at det var forkert, når man fra forskellig side havde ment, at det, som Føreren havde sagt vedrørende omflytning, skulle angå alle tyske folkegrupper. Spørgsmålet om omflytning af den tyske folkegruppe i Nordslesvig var blevet underkastet en indgående undersøgelse i Ausw. Amt, og denne havde vist, at der hverken i Førerens tale den 6. oktober eller i von Ribbentrops tale i Danzig den 24. s. m. havde været tale om en omflytning i Nordslesvig. Det var herefter hensigten at videreføre arbejdet for tyskheden i Nordslesvig i det hidtidige omfang, og den tyske folkegruppes organisation var allerede fortroligt blevet underrettet herom. Det var iøvrigt Ausw. Amt magtpåliggende at begrænse diskussionen om omflytningsproblemet mest muligt. 2) A. nr. 15. Når Max Lorenz har forklaret, at der i 1940 dukkede rygter op om flytning af folkegruppen, er der sikkert tale om de overvejelser, som fandt sted efter Hitlers tale. Lorenz´ forklaring til rapport af 6. feb. 1949, A. nr. 122. Sml. også Renthe-Finks forklaring til rapport af 19. maj 1946. A. nr. 43. Lorenz' referat af en udtalelse, fremsat af dr. Møller, leder også tanken hen på de udtalelser, som dr. Møller fremsatte på et møde i Tinglev den 22. okt. 1939; se „Grænsevagten" 1939, s. 486 f. Hitlers udtalelse gav anledning til, at de danske blade begyndte at drøfte spørgsmålet om en omflytning af den tyske folkegruppe. Både dr. Møller, Stehr og „Nordschleswigsche Zeitung" afviste på det bestemteste, at der forelå planer om en flytning af tyskerne i Nordslesvig. 3) „Grænsevagten" 1939, s. 484—88, 496—498 og 526—537, hvor de forskellige tyske og danske udtalelser er anført.

Allerede i 1936, da Renthe-Fink, efter at han var blevet udnævnt til gesandt i Kø-benhavn, var i audiens hos Hitler, udtalte føreren, at han ikke agtede at rejse nogen konflikt på det nordslesvigske spørgsmål, som for ham „var af sjælelig Art". 4) Renthe-Finks forklaring til rapport af 23. juli 1946. Ber. II A. nr. l, s. 5.

Dr. Kracht, der var overborgmester i Flensborg og Vomis forbindelsesmand til fol-kegruppen, har forklaret, at mange tyskere, ikke mindst medlemmerne af Schleswig-Holsteiner Bund, men også en del af folkegruppens medlemmer, ønskede en grænseflytning. Det var hans bestemte opfattelse, at folkegruppeledelsen før den 9. april bestemt regnede med en grænseændring, men hverken dr. Møller eller andre havde „officielt" rettet henvendelse til ham herom. 3) Krachts forklaring til rapport af 20. marts 1948. A. nr. 31. Også politidirektør Möller har oplyst, at folkegruppens medlem-mer ikke har anmodet ham om at bringe grænsespørgsmålet på bane over for sine foresatte indenfor SS eller udvirke noget bestemt i denne sag hos kompetente tyske myndigheder. 4) A. nr. 16.

Da de tyske tropper den 9. april 1940 rykkede op gennem Nordslesvig, blev de overalt hilst med begejstring og heilråb af den tyske folkegruppes medlemmer. Flere steder blev SK sat ind, således i Aabenraa, hvor SK-folk foretog arrestation af en mand, der var mistænkt for spionage. 5) Det tyske konsulat til gesandtskabet 22. april 1940. A. nr. 21, A. nr. 433, note 1. I Haderslev overtog de en del geværer og andre våben, som tilhørte den danske hær, og da politiet forlangte våbnene udleveret, nægtede de at efterkomme ordren. SK-føreren, dr. Clausen, udtalte overfor politi-mester Hartmann, at denne ikke mere havde noget at skulle have sagt. Desuden fjernede SK en barrikade og ryddede gaden, så der kunne blive fri passage for de tyske tropper, ligesom SK-folk også fungerede som færdselspoliti, 6) A. nr. 433 med note l, sml. s. 166.

I Aabenraa prøvede tyskerne at bryde ind i frimurerlogen. Da politimester Agersted fik meddelelse herom, satte han en tysk løjtnant, der opholdt sig på hans kontor, ind i situationen. Denne tog straks afsted for at jage nazisterne bort. 7) Agersteds indbe-retning af 28. maj 1940. A. nr. 24. I Haderslev mødte dr. Clausen og cigarhandler Johan-nes Paulsen op på „Dannevirke"s kontor, hvor Clausen meddelte redaktør Nielsen, at situationen nu var ændret, og at det var den tyske værnemagt, som havde magten i landet. En følge deraf var, at der måtte ske en ændring i bladets holdning, og man kunne ikke længere tolerere dets tyskfjendtlighed. Efter redaktør Nielsens forklaring sagde Clausen: „Vi, det vil 

Side17

Politimester Agersted i Aabenraa fik den 9. april besøg af overløjtnant Larsen, der udtalte, at han i samråd med partiføreren ville træffe foranstaltninger til og drage omsorg for, at „der ikke af de herværende Tyskere vilde blive foretaget Handlinger, der kunde forstyrre Ro og Orden, samt at .... der ikke sker udæskende Optræden fra samme Side". 3) A. nr. 24. Peter Larsen har forklaret, at han kom op på politigården for at fungere som tolk for en tysk officer. Inde på politimesterens kontor gik han straks hen til Agersted og sagde til denne, at han på folkegruppens vegne ønskede at afgive en erklæring om, at folkegruppen ville forholde sig fuldt ud loyal og ikke på nogen måde ville udnytte „den for os saa gunstige Chance". Skulle der i den første begejstring ske noget, som ikke var i overensstemmelse hermed, var det ikke med folkegruppens billigelse, og det ville blive „afhjulpet", såsnart han kunne komme i forbindelse med kredslederne. Derefter kom dr. Møller ind på kontoret, og Larsen underrettede ham om, af han overfor politimesteren havde afgivet den erklæring, som de i forvejen var blevet enige om. 4) Fuldmægtig Bindings optegnelse under mødet 9. april 1940. A. nr. 18. I en beretning fra 28. maj 1940 har politimesteren givet en lidt anden forklaring, hvorefter både Larsen og dr. Møller afgav loyalitetserklæringen og bekræftede den med håndslag.

I sin beretning fortalte Agersted også, at han havde spurgt dr. Møller, hvor længe denne havde vidst besked om indrykningen, „og i en lavmælt Tone svarede han „I tre Dage", altsaa allerede den 6. April 1940". 5) Agersteds indberetning til justits-ministeriet 28. maj 1940. A. nr. 24; sml. Møllers forklaring til rapport af 17. sep. 1945. A. nr. 28. Dr. Møller har senere herom forklaret, at han i forvejen intet som helst vidste om begivenhederne den 9. april. Han havde ingen meddelelse modtaget fra gesandt-skabet, fra de tyske militær-myndigheder eller fra Vomi, hverken officielt eller underhånden. Den 7. april var han til et tillidsmandsmøde i Tinglev, og her gik der forskellige rygter, og ved den lejlighed hørte han for første gang den 9. april nævnt som datoen for en besættelse af Danmark. Han mener, det var Jep Schmidt,

Jep Schmidt har derimod hævdet, at han ikke har fået meddelt nogen bestemt dato af Christian Paysen. Denne var iøvrigt knyttet til den tyske militærspionage, og havde deltaget i Abwehrs undersøgelser i Danmark forud for den 9. april. Han var underrettet om datoen for besættelsen og havde fået ordre til at følge med tropperne på vejen gennem Vestjylland. 1) Dr. Møllers, Peter Larsens og Jep Sohmidts forklaringer til rapporter af 17. og 24. sep. 1945. A. nr. 28 med note 2. I forbindelse med dr. Møllers udtalelse om, at Vomi ikke i forvejen havde givet ham meddelelse om den forestående besættelse, kan det nævnes, at Bimann har forklaret, at Vomi slet ikke var underrettet herom, hvilket man bebrejdede Ausw. Amt, idet man gerne ville have sendt en repræsentant til Nordslesvig for straks at optage forbindelse med folke-gruppen, hvorved de forskellige episoder kunne have været undgået. 2) Rimanns forklaring til rapport af 12. marts 1948. A. nr. 30.

Allerede den 9. april blev der i Berlin forhandlet mellem Ausw. Amt og Behrends fra Vomi om de forholdsregler, der skulle iagttages overfor den tyske folkegruppe, Max Lorenz meddelte, at Ausw. Amt havde følgende opfattelse: I memorandummet var der tilsikret Danmark territorial ukrænkelighed, og grænsespørgsmålet måtte derfor ikke bringes på tale af folkegruppen. Det var vigtigt, at besættelsen forløb gnidningsløst, og provokationer eller triumfskrigeri overfor de danske myndigheder måtte undgås. Overfor det tyske militær skulle man nok vise en hjertelig optræden, men uden antidansk brod, og demonstrative broderskabsfester skulde undgås. Den tyske folkegruppes interesser skulle som før varetages fra rigets side på en diskret måde. Behrends var ganske enig med hensyn til disse retningslinier og ville indskærpe den overfor folkegruppeledelsen samt overfor „yderliggående kredse" i riget, der allerede havde henvendt sig til Vomi. Han ville desuden i dette øjemed sende Rimann til Nordslesvig en af de første dage. Lorenz talte iøvrigt indgående med Rimann og foranledigede desuden, at indenrigsministeriet gav tilsvarende instrukser til de tyske myndigheder i Slesvig. 3) Lorenz' referat af 9. april 1940. Ber. XII A. nr. 89.

Kort efter sendte gesandtskabet folkegruppeledelsen instrukser, som var i overens-stemmelse med de under drøftelserne i Ausw. Amt optrukne retningslinier. Renthe-Fink gav desuden den 31. højere kommando meddelelse om disse instrukser, idet han oplyste, at de også var blevet tilstillet det tyske konsulat i Aabenraa. Iøvrigt blev kommandoen anmodet om fortroligt at lade en meddelelse om instrukserne gå videre til den lokale militærchef, under hvem styrkerne i Nordslesvig sorterede, så han kunne indrette sin holdning derefter. 4) A. nr. 20 med note 1.

Blandt tyskerne i Nordslesvig havde man den 9. april ventet, at Nordslesvig snart ville vende tilbage til riget. 5) Hesses indberetning af 2. juli 1940. A. nr. 36. Politidirektør Mollers forklaring til rapport af 29. jan. 1947. A. nr. 16. Rimanns redegørelse af 21. marts 1946. A. nr. 117. Det var en stor skuffelse for dem, at der ikke 

Da Rimann kom tilbage til Berlin, underrettede han Behrends om Møllers og Larsens udtalelser´. 4) Rimanns forklaring til rapport af 12. marts 1948. A. ur. 30. Lidt senere skrev han en artikel i „Deutsche Arbeit"s juninummer, hvori han ligeledes fremhævede, at ved det tyske memorandum blev „enhver debat om den territoriale side af problemet Nordslesvig bragt til tavshed med almindelig tilslutning". Det var en selvfølge, at de tyske tropper, da de marcherede ind i Danmark, blev modtaget med jublende begejstring af den tyske folkegruppe, men politiske ønsker var ikke kommet til udtryk i forbindelse hermed. Folkegruppen så det nu som sin opgave at være bro mellem Danmark og Tyskland og at hindre, at der opstod en afgrund mellem de to lande. Den har derfor en betydning, der går langt ud over dens umiddelbare hjemstavn. 5) A. nr. 49. Møller har angående Rimanns artikel forklaret, at det var ham, der overfor Rimann gav udtryk for det synspunkt, at grænsen lå fast under de foreliggende omstændigheder, og at han foranledigede Rimann til at skrive sin artikel. 6) Møllers forklaring til rapport af 1. april 1947. A. nr. 48. Det er jo udelukket, at Møller som hævdet kan have fremsat disse synspunkter overfor Rimann efter 28. juni. løvrigt har han ved en anden lejlighed forklaret, at han allerede 9. april gav Peter Larsen pålæg om at sørge for, at besættelsen ikke matte give anledning til diskussion om grænsen. A. nr. 28.

Efter Rimanns besøg i Nordslesvig måtte folkegruppen søge at få sine medlemmer til at forstå den linie, han havde trukket op. Den 28. april anordnede partiføreren, at der fremtidigt skulle udsendes en række instruktionsbreve for talere med det formål at opnå en mere ensartet tilrettelæggelse af propagandaen. Dagen efter udsendte Stehr taleinstruks nr. l, hvori det hed, at det eneste afgørende var de krav, som blev stillet af den fællestyske skæbnekamp, som ville munde ud i en nyordning af Europa. Alt, hvad der ikke berørte det tyske folks opgør med Londoner-plutokratiet, skulle træde tilbage i de udenrigspolitiske beretninger. Overført på Nordslesvig ville det sige, at man måtte give afkald på en drøftelse af grænsepolitiske spørgsmål, selvom det kunne og skulle understreges, at folkegruppens skæbne var knyttet sammen med det tyske folks skæbne, dens fremtid stod og faldt med rigets fremtid. I propagandaen skulle det fremhæves, at den ved sin holdning var en bestanddel af den indre tyske front og havde pligt til at yde sit bedste under de nuværende forhold. 2) A. nr. 23.

løvrigt var der ganske kort tid efter besættelsen blevet udstedt ordre til kreds- og afdelingsledere om at bevare ro og disciplin og at undgå isolerede aktioner. Det blev fremhævet, at der skulle indsendes bekræftende beretninger om boykot, om den danske aggressivitet og de danske trusler, og at befolkningsundersøgelserne straks skulle gøres færdige, da de var af meget stor betydning i øjeblikket. De lokale afdelinger skulle optage forbindelse med værnemagten, for at Førerens fødselsdag kunne fejres sammen med denne. I en skrivelse, som blev udsendt af kredslederen i Tønder hed det, at flagning på Førerens fødselsdag skulle ske privat, men i rigt mål, hvorimod flagning på offentlige bygninger var forbudt. 3) A nr. 19 og 22. Den tyske flagning gav anledning til en vis ufo i danske kredse, og udenrigsministeren drøftede sagen med Renthe-Fink, som dog mente, det ville være mest praktisk at anvende de gamle regler med lempe i stedet for at udforme nye regler. 4) ber. IV A. 48 f., V A. 14 f.; sml. Refslund Thomsens indberetning 20. juni 1940. A. nr. 34. Spørgsmålet blev nogen tid senere drøftet på et ministermøde, idet man regnede med flagning i anledning af indtagelsen af Paris. Det vedtoges, at myndighederne ikke skulle gribe ind af den grund. 5) ber. IV A. 419.

Fra dansk side var der en naturlig bekymring for, at den tyske folkegruppe ville benytte situationen til „at gøre forsøg på at løsrive Nordslesvig fra Danmark, og at der i Nordslesvig opstår et arnested for uro". Udenrigsminister Munch berørte spørgs-målet overfor Renthe-Fink, som udtalte, at det nu mere end nogensinde gjaldt om at vise forståelse overfor folkegruppen og undgå en uvillig nålestikspolitik. 6) Renthe-Finks beretning af 15. april 1940. Ber. XII A. nr. 127.

Dagen efter, søndag den 16. juni, afholdtes et underførermøde i Tinglev. Dr. Møller udtalte her, at det ikke, således som det igen var sket i den sidste tid, var tilladt at flage. Han ønskede ikke, at der blev flaget, i hvert fald ikke før den 28. juni. Hesse berettede videre: „Efter dette møde opstod der et overordentlig stærkt røre. Det folketyske parti lod ved rundspørge i de lokale grupper konstatere, hvem der ønskede flagstænger og flag, og modtog bestillinger herpå. Flere forskellige mennesker falbød flag og flagstænger i avisen. Og så blev der da bestilt og fremskaffet flagstænger og flag i hundredvis over hele Nordslesvig, i de mest afsides liggende landsbyer og overalt. Det forlød fra kompetente ledere af det folketyske parti, at Føreren ville tale den 28. juni, på Versaillesdagen, og igen ville indlemme Nordslesvig i Tyskland. Man henviste til, at partilederen dr. Møller havde været i Berlin. Nogle, der var særlig kloge, fortalte endda, at partiføreren havde været hos Hitler i førerhovedkvarteret". Rygterne var ikke kommet fra et uansvarligt sted, men var blevet bekræftet af ansvarlige underførere indenfor partiet, og Hesse anførte forskellige eksempler på disses udtalelser. 3) A. nr. 36.

Rygterne kom selvfølgelig også det tyske konsulat i Aabenraa for øre. Af en indberetning, som den 18. juni blev sendt til gesandtskabet, fremgik det, at siden dagen i forvejen havde et rygte om, at den gamle grænse skulle genoprettes, fundet stærk udbredelse indenfor folketyske kredse. Det blev også fortalt, at dr. Møller var kaldt til Berlin for at forhandle om grænsespørgsmålet. løvrigt kunne konsulatet oplyse, at en af partiets underførere samme dag havde været oppe på konsulatet, hvor han havde oplyst, at han blev bestormet af landsmænd om at fremskaffe tyske flag, og han spurgte, hvorledes dette kunne lade sig gøre. Konsulatsembedsmanden forklarede, at han ikke kendte noget til en grænseændring, og at konsulatet ikke kunne give sig af med at fremskaffe tyske flag. 3) A. nr. 32. Renthe-Fink lod konsulatets meddelelse gå videre til Ausw. Amt, idet han samtidig henstillede, at Vomi blev underrettet. 4) A. nr. 33.

Rygterne nåede også til de danske myndigheder i København. Udenrigsminis-teren holdt møde med de sønderjyske rigsdagmænd og amtmænd om sagen, men de var ikke meget optaget af rygterne. 5) P. Munchs beretning fra marts 1946. Ber. IV A. nr. 26, s. 49 og ber. V A. nr. l, s. 15. Fritz Clausen havde længe hørt, at der i Nordslesvig gik rygter om grænseflytning, men havde ikke skænket dem særlig opmærksomhed. Da de stadig holdt sig, blev han dog noget foruroliget og gav sine medarbejdere ordre til at følge nøje med i, hvad der skete. Desuden fik han fra Einar Munck, der var ansat på det tyske gesandtskab, meddelelse om, at denne havde tilsneget sig indblik i nogle papirer, der tydede på en aktion mod grænsen. Munck havde først været i forbindelse med H. C. Bryld, der havde pålagt ham at henvende sig til Fritz Clausen. 6) Fritz Clausens forklaring til rapport af 13. dec. 1946. A. nr. 44.

Munck har herom selv forklaret, at han hver eftermiddag var alene på gesandt-skabet, hvor han oftest opholdt sig på Meissners kontor. Han kiggede som regel i de papirer, Meissner havde liggende på sit skrivebord. En dag omkring midten af juni fandt han her nogle maskinskrevne ark med planer om en grænseflytning til den gamle grænse den 28. juni. Aktionen var planlagt af dr. Møller, men også professor Scheel, pastor Johs. Schmidt og Vogelgesang stod bagved planerne. Det var tanken, at vigtige knudepunkter skulle besættes militært af uniformerede SAere og Hitler-jugend. Hos en mængde partimedlemmer var der udlagt depoter af hagekorsflag, idet der på selve dagen skulle finde en flagdemonstration sted, mens sort-hvide grænsepæle i højtidelig procession skulle føres til den gamle grænse. Planerne indeholdt oplysninger om folkemængden i den del af landet, der skulle indlemmes, ligesom det var angivet, hvor mange personer man kunne regne med at indkalde til værnemagten. Det fremgik iøvrigt af planerne, at de kompetente kredse i Tyskland ikke var underrettet om aktionen, men man gik ud fra, at når denne var en kendsgerning, ville man ikke desavouere en grænseflytning. Såsnart Munck havde fået kendskab til planerne, henvendte han sig til H. C. Bryld. 7) Einar Muncks forklaring til rapport af 25. okt. 1946. A. nr. 44. 

H. C. Bryld har bekræftet, at Einar Munck kom til ham i juni 1940 med oplysning om, at det tyske mindretal i forbindelse med kredse syd for grænsen påtænkte en grænserevision. Han begrundede sin formodning med rygter, som han havde hørt i det tyske gesandtskab. Bryld anmodede ham om at foretage nærmere undersøgelser, og dagen efter meddelte han, at mindretallet allerede var i fuld gang med forberedelserne til et sådant kup, idet de malede flagstænger og lavede flag om, og at Hitlerjugend og SA skulle marchere over den danske grænse og besætte alle offentlige bygninger. Fra tysk side regnede man med, at værnemagten ikke ville foretage sig noget, når kuppet først var en kendsgerning. Bryld anfører, at Einar Munck ikke omtalte, at han havde set noget skriftligt vedrørende grænserevisionen. 1) H.C. Brylds forklaring til rapport af 18. deo. 1946. A nr. 44. Legationsråd Meissner, på hvis bord Munck skulle have set de omtalte papirer, har forklaret, at han lod rygterne om grænserevision gå videre til gesandten. Han betvivler, at der har ligget noget skriftligt på hans bord herom, og der eksisterede intet skriftligt fra Sønderjylland. løvrigt arbejdede han ikke med de sønderjyske spørgsmål, som udelukkende hørte under legationsråd Kassler. 2) Meissners forklaring til rapport af 13. feb. 1947. A. nr. 46.

Efter at Fritz Clausen havde fået oplysningerne fra Einar Munck, tog han ned på rigsdagen, hvor han talte med grev Holstein. Da han endnu samme dag fik yderligere oplysninger fra Bovrup, der syntes at bekræfte Muncks meddelelse, gik han sammen med grev Holstein til udenrigsminister Munch, som han satte ind i forholdet. 3) Fritz Clausens forklaring af 13. dec. 1946. A, nr. 44. P. Munch har forklaret, at det er rigtigt, at Fritz Clausen omkring den 20. juni foretog en henvendelse til ham, idet han fortalte, at han fra en tysk SS-mand og en anden tysk forbindelse havde hørt, at der fra tysk side påtænktes en grænserevision. Begge sider af Flensborg fjord skulle være tysk område, og Gennerbugten havde været nævnt som mulig grænse. Nogle dage senere ringede Clausen fra Sønderjylland til ham og sagde, at hans bekymring om en grænserevision var blevet bekræftet. 4) P. Munchs forklaring til rapport af 15. okt. 1945. A. nr. 39. Af ministerrådets forhandlingsprotokol fremgår det, at udenrigsminis-teren i mødet den 25. juni gav meddelelse om den samtale, han havde haft med Clausen. 5) ber. IV A. 421.

Fritz Clausen har ligeledes fortalt, at han fra Sønderjylland ringede til udenrigs-ministeren og bl. a. fortalte, at der fra Tyskland var blevet sendt store mængder hagekorsflag, som blev uddelt til hjemmetyske kredse, der i stor udstrækning havde flagstængerne liggende parat. Da han ikke var sikker på, at man fra regeringens side tænkte på at foretage de nødvendige modforholdsregler, drøftede han sagen med en del af sine partifæller, bl. a. grev Knuth, H. C. Bryld og Børge Bryld. De mente, at han burde søge audiens hos kongen for at give denne meddelelse om de tyske planer. Han satte sig derefter i forbindelse med hofmarskallatet. Kongen blev underrettet under taflet, men Clausen blev henvist til statsministeren. 6) A. nr. 44. Dette stemmer i og for sig med, at P. Munch har oplyst, at han blev ringet op af kabinetssekretær Bardenfleth under et ministermøde, og da han fortalte ministerkollegerne om samta-len, kom statsminister Stauning til telefonen og henstillede, at han var tilstede, hvis Clausen fik adgang til at tale med kongen. Men kongen nægtede at modtage denne. 7) A. nr. 39.

Fritz Clausen havde ingen lyst til at henvende sig til statsministeren, og efter samråd ned sine partifæller besluttede han derfor som sidste udvej at prøve på at komme i forbindelse med von Löw. Han henvendte sig til Hans Pahl, der var leder af gesandtskabets afdeling II D, sikkerhedstjenesten. 1) A. nr. 44. Meissner har dog for-klaret, at Fritz Clausen aflagde besøg hos ham inden henvendelsen til Pahl. Clausen spurgte, om påstanden om uroen i Sønderjylland var rigtig.

Meissner beroligede ham og sagde, at det rent logisk var en umulighed, at man fra tysk side ville benytte sig af en given tvangssituation til at rejse krav om en grænse-revision. Clausen tog rygterne alvorligt og fremhævede, at han ville anse sin og partiets stilling som umuliggjort, hvis der fra tysk side blev rørt ved grænsen. 2) Meissners forklaring til rapport af 13. feb. 1947. A. nr. 46.

Pahl har forklaret, at da Fritz Clausen i sommeren 1940 omtalte rygterne udtalte han, at hvis man fra tysk side flyttede grænsen nordpå, ville han opløse sit parti. Clausen nægtede iøvrigt senere at flytte hovedkontoret fra Bovrup til København, idet han mente, at hans forbliven i Sønderjylland til en vis grad kunne virke som garanti for grænsen, og at det eventuelt kunne udnyttes politisk mod ham, hvis han flyttede og grænsen blev ændret. 3) Pahls forklaringer til rapporter af 28. okt. og 17. dec. 1946. A. nr. 44; sml. Fritz Clausens udtalelser herom smst.

Fritz Clausen bad Pahl hurtigst muligt give Löw besked om henvendelsen og meddele denne, at han, hvis der skete det mindste overgreb overfor grænsen, ikke blot ved sin egen person ville sætte sig herimod, men også af alle midler ville prøve på at sætte sit parti op imod en sådan grænseændring. Nogle dage senere kom von Löw til København i flyvemaskine. De første ord, han henvendte til Fritz Clausen, var: „Vær dog rolig, dr. Clausen. Sagen er allerede afblæst". Fritz Clausen har udtalt, at han i sin tid var meget ivrig for at få besked om enkelthederne i den tyske plan, og at han gentagne gange har forsøgt at udfritte von Löw, Meissner og Dam Johansen, og at han på grundlag af brudstykker og mere eller mindre vage hentydninger havde dannet sig følgende forestilling om planens gennemførelse: ved flagning, demon-strationer o.s.v. skulle der provokeres en situation i Sønderjylland, som kunne berettige den tyske divisionsgeneral i Viborg til at gribe ind og erklære Sønderjylland i belejringstilstand. Derefter skulle den sønderjyske administration udskilles fra Danmark, rigsdanskere skulle udvises, og lidt efter lidt skulle landsdelen indlemmes i Tyskland, von Löw har hverken bekræftet eller afkræftet den forestilling, som Fritz Clausen havde gjort sig, men han har stadig hævdet, siger Clausen, at „Centralstyret i Berlin intet Kendskab har haft til saadanne Planer". Clausen mente iøvrigt, at pla-nernes arnested var Kiel, og at så vidtgående planer ikke kunne gennemføres, uden at Gauleiter Lohse i Kiel måtte have forhåbninger om en forventet „Efterbevilling" fra Berlin. 4) A. nr. 44.

Rimann har forsåvidt godkendt denne fremstilling, som han har oplyst, at han i dagene før den 25. juni meddelte dyrlæge Møller, at rygterne om den forestående grænserevision savnede ethvert grundlag. Det var iøvrigt hans opfattelse, at rygterne om en grænseflytning i juni 1940 muligvis havde fået næring ved det slesvig-holstenske arbejde for at få grænsen flyttet. 2) Rimanns forklaring til rapport af 11. marts 1946. A. nr. 41. Konrad Radunski, der var personalechef i Vomi, har oplyst, at han intet havde hørt om denne sag før senere, og at der næppe har foreligget nogen konkret anledning til, at der skulle ske en grænseflytning den pågældende dag, men at tyskerne måske har ment, at riget ville benytte dagen til en demonstration. Han betvivler dog, at Møller havde grund til at tro dette. 3) Radunskis forklaring til rapport af 6. marts 1946. A. nr. 41. Politidirektør Möller har udtalt, at han ikke kendte noget til sagen, og at han uden tvivl ville være blevet underrettet, hvis der havde været planer om en grænseflytning eller om et forsøg på et kup. 4) Möllers forklaring til rapport af 29. jan. 1947. A. nr. 16. Selvom von Low mente, at oplysningerne om de planlagte demonstrationer var mere end et rygte, var han dog mest tilbøjelig til at tro, at disse ikke ville have haft en tysk indgriben til følge. 5) von Löws forklaring til rapport af 27. marts 1940. A. nr. 42.

Indenfor den danske regering tillagde man ikke sagen særlig stor vægt, men da Stauning og Munch havde et møde med Renthe-Fink den 25. juni, benyttede de dog lejligheden til at berøre de rygter, der gik om forestående begivenheder i Nord-slesvig. Renthe-Fink svarede, at han kendte ikke noget hertil. I sin indberetning til Ausw. Amt om samtalen oplyste han, at man i almindelighed regnede med den mulighed, at Føreren den 28. juni ville erklære Versailles-traktaten for annulleret. I indsigtsfulde kredse gjorde man sig fuldstændig klart, at en grænsedragning, der hvilede på Versailles-diktatet, vanskeligt kunne tåles af Tyskland. Men det skortede fra dansk side på mod til at tage initiativ og tilstræbe en forståelse med Tyskland om det nordslesvigske spørgsmål, og man hengav sig samtidig til håbet om, at den nuværende grænse var garanteret ved den tilsikring af territorial integritet, som fandtes i det tyske memorandum. Grundherr telefonerede omgående til Renthe-Fink og meddelte, at man i Ausw. Amt. intet kendte til, at Føreren den 28. juni skulle erklære Versailles-diktatet for annulleret, så der ville opstå en ny situation i Nord-slesvig, og Renthe-Fink havde udtalt sig på rette måde, når han havde svaret, at han ikke havde noget kendskab til de foreliggende rygter. 6) A. nr. 35 med note 2. Mødet fandt vistnok sted 24. juni (se ber. IV A. 421).

Renthe-Fink-har iøvrigt oplyst, at han ikke tillagde sagen større betydning og anså det for udelukket, at mindretallets ledelse ved et kup skulle sætte sig ud over Berlins afgørelse i grænsespørgsmålet. Det var Meissner, der havde oplyst ham om, at Fritz Clausen havde erfaret om den påtænkte aktion. Efter at han havde fået en henvendelse fra det danske udenrigsministerium, ringede han til konsulen i Aabenraa. Denne satte sig i forbindelse med dr. Møller, som bestemt bestred, at der var noget om sagen. Hvad formålet var med flagningen, var han aldrig blevet klar over. Efter at have fået denne oplysning ringede han til general Kaupisch, som også nægtede at kende noget til sagen, og Renthe-Fink har udtrykkelig erklæret, at han anså det for udelukket, at værnemagten ville tilsige sin medvirken til en sådan aktion. løvrigt gav gesandtskabet dr. Møller ordre om, at han skulle forholde sig rolig, hvorefter partiføreren indrykkede en notits i „Nordschleswigsche Zeitung". 1) Renthe-Finks forklaringer til rapporter af 19. maj og 23. juli 1946. A. nr. 43 og ber. IV A. nr. 51, s. 100 med note; Her tænkes formodentlig på den meddelelse, der fandtes i den tyske avis for 25. juni 1940 og lød således: „Ordre fra partiledelsen. Offentlig flagning med hagekorsfaner er forbudt. Partiledelsen". 2) A. nr. 45, note 2.

Det fremgår af de foreliggende dokumenter og forklaringer, at man hverken i kon-sulatet i Aabenraa, i gesandtskabet i København, hos den øverstbefalende, i Ausw. Amt, i Vomi eller indenfor Sicherheitsdienst i forvejen har kendt noget som helst til en eventuel grænseflytning den 28. juni. Folkegruppens ledende medlemmer har været afhørt om deres kendskab til denne sag, og de har alle udtalt, at de ikke havde nogen viden om sådanne planer. Einar Muncks udsagn om at have set en skrivelse angående sagen på Meissners skrivebord er i virkeligheden den eneste påstand, der er blevet fremsat om et virkelig konkret grundlag for rygterne. Men Meissner selv har benægtet, at han har haft en sådan skrivelse, og udtalt, at der intet som helst forelå fra Sønderjylland herom, H. C. Bryld, til hvem Munck allerførst henvendte sig, har heller ikke hørt om nogen skrivelse, som Munck har set. Hertil kommer, at skrivelsens indhold i sig selv er temmelig ejendommeligt, bl.a. også fordi de to tyskere, der nævnes foruden dr. Møller, nemlig pastor Schmidt og Vogelgesang, stod i modsæt-ningsforhold til partiføreren. Vogelgesang udtalte sig kort efter skarpt imod „parolen: 28. juni", selvom han ikke vidste, fra hvilken side den var blevet udstedt. 3) Vogelge-sangs skrivelse til Vereinigte Finanzkontore 9. aug. 1940. A. nr. 55.

Selvom der altså ikke, bortset fra køb af flag og flagstænger, 4) I „Nordschles-wigsche Zeitung" fandtes 22. juni følgende annonce: „Hagekorsflag 70 X 110 cm på lager. Større flag efter bestilling. Clausen, Kastanieallé 18, Sønderborg"; har været nogen virke-lighed bag ved de svirrende rygter, bliver der dog eet spørgsmål tilbage: Hvorledes er disse rygter opstået? Allerede den 2. juli kunne Hesse fortælle, at de stammede fra en udtalelse, som Møller havde fremsat på et møde i Tinglev den 16. juni, og af konsulatets indberetning den 18. juni fremgik det, at rygterne havde taget fart efter den 16. juni.

Side 27

fremkom med disse udtalelser, var det, fordi han ventede, at den 28. juni ville blive proklameret som national, tysk festdag, og at Hitler i forbindelse dermed ville erklære Versailles-traktaten for ophævet. Dette skulle ikke have nogen indflydelse på den dansk-tyske grænse, men dog give anledning til, at dagen blev fejret ved almindelig flagning i landsdelen. Dette meddelte han imidlertid ikke på mødet i Tinglev. Hans udtalelser kan derfor have næret rygterne om grænseflytning. 1) Dr. Møllers forklaring til rapport af 11. april 1947. A. nr. 48. Christian Jessen fra Tønder mener også, at dr. Møllers udtalelser har givet anledning til rygterne, og såvidt han erindrer, har Møller sagt noget i retning af, at enten skulle alle eller ingen flage med det tyske flag, og i hvert tilfælde måtte det ikke ske før den 28. juni. Kredsleder Jes Peter Petersen havde udtalt sig ganske på samme måde. 2) Chr. Jessens og Jes Peter Petersens forklaringer til rapporter af 12. og 19. marts 1947. A. nr. 47. Asmus Wilhelm Jürgensen opfattede Møllers udtalelse om den 28. juni som en spøgefuld be-mærkning til de verserende rygter og tog i hvert tilfælde ikke hans ord alvorligt, men vil ikke nægte, at en del af forsamlingen på denne måde kan have fået deres tro om grænserevision bestyrket. Overfor folk, der troede på rygterne, udtalte han, at der ikke ville finde nogen grænseflytning sted. 3) Asmus Wilh. Jürgensens forklaring til rapport af 7. jan. 1946. A. nr. 40. Også Wilhelm Deichgräber er tilbøjelig til at tro, at Møllers udtalelse har fremmet rygterne. 4) Deichgräbers forklaring til rapport af 13. nov. 1946. A. nr. 45.

Peter Larsen har udtalt, at han ikke kendte noget til rygterne om, at der skulle ske noget den 28. juni. 5) Larsens forklaring til rapport af 11. nov. 1946. A. nr. 45. Derimod har forskellige kredsledere og andre personligheder oplyst, at de havde hørt om disse rygter, og enkelte havde en tid også troet på dem. 6) A. nr. 40, 45 og 47. Men når de ledende mænd har kendt disse rygter, er det nærliggende at spørge, hvorfor de ikke, da de vidste, at de var uden noget grundlag, har sørget for, at de blev standset. Renthe-Fink synes at have stillet sig selv spørgsmålet, men kan ikke give noget svar. 7) Renthe-Finks forklaring til rapport af 23. juli 1946. Ber. IV A. nr. 61, s. 100. Den eneste, der har prøvet at give en forklaring, er Rimann, der har udtalt, at efter hans opfat-telse lod Møller rygterne løbe, fordi han vidste, der var en modsætning mellem Kiel og Berlin, „og han har da sandsynligvis haft Haab om, at den slesvig-holstenske Linie, der svarede til hans tidligere Propaganda, kunde trænge igennem". 8) Rimanns forklaring til rapport af 11. marts 1946. A. nr. 41.

Den 28. juni kom, og der skete intet. Konsularagent Lundberg indberettede, at „de tyske folkefæller var skuffede over den politiske fiasko", mens danskerne lo ad tyskerne politiske uheld. Det var hans opfattelse, at man kunne vente „et stort bagslag af denne forhastede demonstration", og man stillede nu almindeligt det spørgsmål, hvem der bar ansvaret for rygtet og de følger, det havde ført med sig, „så meget mere som der fra partiledelsens side intet er gjort for at slå dette rygte ned". 9) A. nr. 37.

De nationalsocialistiske kredse havde selvfølgelig haft kendskab til den rolle, som Fritz Clausen spillede i disse begivenheder. Efterhånden som tiden gik, voksede ikke blot visheden om rigtigheden af de foreliggende beretninger, men også omfanget af de tyske planer. Knud Nordentoft kunne i 1951 meddele den parlamentariske kom-mission, at der forelå ,,en fuldt forberedt stabelafløbning af et kup fra tysk militær, tyske SS- og gesandtskabskredse, hvorefter grænsen skulle være tvangsflyttet op til Kongeaa og dette meddelt det halvt modstræbende Berlin som et fait accompli". 3) ber. III A. nr. 268, s. 697. Jørgen Sehested vidste at berette, at på årsdagen for Ver-sailles-freden var det meningen at proklamere Sønderjyllands indlemmelse i Stor-tyskland. Det var planlagt at kaste bomber mod de tyske mindesmærker og senere at skyde skylden på danskerne. 4) Jørgen Sehested: „Danmark oppnar portarna", 1947, s. 109 f. Rygterne om provokation gennem ødelæggelse af tyske mindesmærker kan måske føres tilbage til oplysninger fra Brido Petersen; se dennes forklaring til rapport af 17. dec. 1946. A. nr. 44.

Selvom linien i Ausw. Amts og Vomis politik i det nordslesvigske spørgsmål efter 9. april var ganske klar, hørte man dog hverken i Berlin eller i Nordslesvig helt op med at drøfte grænsespørgsmålet. I en optegnelse af 10. juli 1940 udtalte Meissner og von Löw, at Nordslesvigs genforening med riget i det danske folk ville skabe en følelse af uberettiget national krænkelse og vanskeliggøre en tilnærmelse til Tyskland. Det var også et spørgsmål, om det ville være nødvendigt at kræve større territoriale ændringer i Nordslesvig, hvis Danmark politisk, økonomisk og ideologisk blev nærmere knyttet til den nye europæiske ordning under Tysklands førerskab. Hin-dringerne for den tyske folkegruppes udformning af sit eget liv ville så falde bort, og når den tyske indflydelse i Danmark blev udvidet, ville den få en stor opgave at løse i Danmark. 5) A. nr. 50.

Samme dag, 10. juli, havde den nye danske udenrigsminister, Erik Scavenius, sit første møde med Renthe-Fink. Scavenius udtalte, at det nordslesvigske spørgsmål frembød en stor vanskelighed for det tysk-danske forhold. Han havde tidligere tilskyndet den danske regering til at søge direkte forståelse med Tyskland, men havde desværre talt for døve øren. At tage spørgsmålet op nu som et særskilt spørgsmål anså han for vanskeligt for en hvilken som helst dansk regering. Hvis Tyskland ikke kunne give afkald på at diskutere problemet, ville det nok være bedst at gøre det i forbindelse med Europas nyordning. 6) Renthe-Fink til Ausw. Amt 11. juli 1940. A. nr. 51. Da von Ribbentrop fik forelagt Renthe-Finks indberetning om denne samtale, anmodede han statssekretæren om at meddele 

Side 29

Optegnelsen bærer påtegningen: „e.o. Kult. A. 2120 (g). E.o.", ex officio, viser, at optegnelsen ikke skyldes nogen skriftlig henvendelse fra en anden myndighed, men er blevet til i Ausw. Amts kulturafdeling. Der har været foretaget afhøringer af de embedsmænd i denne afdeling, der kunne tænkes at kende til den, men ingen af dem har været i stand til at give videre oplysning. Rimann har udtalt, at den ikke er blevet skrevet i Vomi, og han mener heller ikke, at den kan stamme fra folke-gruppen. 2) A. nr. 53 med note 1.

Konsulen undersøgte sagen meget omhyggeligt og fik den bekræftet af Stehr, der havde været tilstede på partiaftenen. Stehr tilføjede, at dr. Møller ganske vist ikke vidste noget om grænsedragningen, men da han talte i Haderslev-området, anså han udtalelsen for nødvendig af propagandistiske grunde. 3) A. nr. 54. Udtalelsen blev iøvrigt nogle få dage senere bekræftet af Vogelgesang, der i en skrivelse til Verei-nigte Finanzkontore 

Side 30

Da Lanwer indberettede om dr. Møllers udtalelser, mente han, at man ikke skulle tage ham disse altfor ilde op, selvom de var ukloge i den tavshedsperiode på to måneder, som han havde fået pålagt. For en folkegruppeledelse var det et natur-stridigt forbud ikke at måtte sige et eneste ord om den opgave, der var mest påtrængende indenfor dens arbejde. Lanwer mente ikke, at lignende overgreb ville kunne undgås i fremtiden, hvis den politiske parole i det nordslesvigske spørgsmål ikke blev ændret, i hvert fald forsåvidt angik drøftelsen indenfor folkegruppen. Efter Lanwers skøn kunne det måske hjælpe, hvis man fik lov til at diskutere den „kends-gerning, at grænsedragningen er blevet gennemført imod et stort tysk mindretals vilje og også var usund i økonomisk henseende. Også konstateringen af, at den nye grænse er blevet Tyskland påtvunget af vestmagterne og ikke er vedtaget efter en fri overenskomst mellem Tyskland og Danmark, ville dog blot være en objektiv betragtning. Og hvis man til disse to kendsgerninger knytter det krav, at denne mangel — naturligvis ved fredelige forhandlinger mellem de to landes regeringer — må afhjælpes, så turde det være et kompromis mellem hensyntagen til den danske følsomhed og en forstående holdning overfor folkegruppen". Diskussionen om græn-sen og enhver politisk pressekampagne måtte man dog standse. Den givne tilladelse skulle kun gælde for møderne. Lanwer pointerede, at hans tanker ikke skyldtes tilskyndelse fra folketyske kredse, men udelukkende var et forsøg på at sætte sig ind i folkegruppens psykiske situation og prøve på at finde en vej til i fremtiden at hindre lignende ytringer som dr. Møllers. 2) A. nr. 54.

Efter at Regiment Nordland var blevet oprettet, kunne konsulatet den 12. juni 1940 meddele gesandtskabet i København, at det, efter hvad der blev sagt, var bestemt „til at skulle anvendes til særlige formål". 3) A. nr. 266, note 2. Udtalelsen hænger vel sammen med de mange rygter om grænseflytning. Denne atmosfære af forventning, af tro og håb er også baggrunden for de tanker, man i denne sommer gjorde sig om oprettelsen af en almindelig SS i Nordslesvig og om dens opgaver. Den 22. juli indberettede Lanwer til Renthe-Fink, at politidirektør Möller fortroligt havde fortalt ham, at han fra højere sted, formodentlig Gauleiter Lohse, havde fået til opgave at gøre de forberedende arbejder til organisering af en almindelig SS i Nordslesvig. Möller var foreløbig fritaget for tjeneste i Flensborg og berejste personlig Nordslesvig for at gennemføre sin opgave. De, der skulle hverves, blev ikke informeret om de sande hensigter, men underskrev en erklæring, hvori de bl. a. forpligtigede sig til „i sin tjeneste at ofre sig til det yderste for partifører dr. Møllers person". I tilfælde af en

Vogelgesang havde også andre planer om at foretage et modstød mod Rimanns artikel. Han lod trykke et cirkulære, hvori han gik imod artiklen og kritiserede den politiske linie, som den gik ind for. Det var tanken på denne måde at samle under-skrifter til en protestaktion, og cirkulæret blev forelagt på en generalforsamling i Höfeverwaltungsgesellschaft. Stehr var klar over, at en sådan aktion var forkert, og krævede, at cirkulæret først skulle forelægges dr. Møller og godkendes af ham. Møller svarede overhovedet ikke, og hele aktionen blev standset af Krahmer-Mollenberg, som overfor Vogelgesang og tilsynsrådet pointerede, at de nordslesvig-ske institutters tilsynsråd manglede enhver kompetence til at foretage en sådan politisk aktion. Kunne de ikke godkende den politiske ledelses dispositioner, var det deres pligt at forelægge spørgsmålet i Berlin og overlade det videre fornødne til myndighederne dér. Nogen egenmægtig handling måtte de under ingen omstæn-digheder foretage. 2) Dietrichs optegnelse af 12. okt. 1940. A. nr. 57.

Den 20. oktober 1940 gav OKH den øverstkommanderende i Danmark meddelelse om, at rigsministeren og chefen for rigskancelliet havde tilstillet OKH en skrivelse om, at Føreren påny havde givet ordre til, at alle ønsker om en ændring i den nuvæ-rende grænse for de enkelte Gaue og for provinserne skulle holdes tilbage under krigen, og dette gjaldt også i forholdet til de besatte områder. For at undgå enhver uro måtte der heller ikke fremsættes udtalelser om eventuelle påtænkte ændringer af landområdet. 3) A. nr. 58. På brevet findes følgende påtegning: „Indholdet bør fore-lægges ved morgenkonferencen hos den befuldmægtigede med anmodning til ham om at gøre sin indflydelse gældende overfor de tyske aviser, der udkommer i Sydjyl-land, ligeledes overfor de tyske foreninger". Sagen blev refereret for Renthe-Fink den 30. oktober.

Selve orginalen til denne skrivelse kendes ikke, kun et gennemslag, som er i Ausw. Amts arkiv, hvortil skrivelsen og de dertil hørende dokumenter i 1942 blev afleveret fra Vomi. Den kom først til Abteilung Deutschland, hvorfra den dagen efter blev videresendt til den politiske afdeling. Da skrivelsen kun foreligger i gennemslag, mangler den underskrift, men selve indholdet viser, at den må være underskrevet af partiføreren. Skrivelsen og de indberetninger om overgreb fra dansk side, som fulgte med den, var af Organisationsamt blevet sendt til konsulatet. 2) A. nr. 62. og da Lan-wer den 2. november videresendte dem til gesandtskabet, omtalte han „en skrivelse af 21.f.m. fra partifører dr. Møller". 3) A. nr. 63. Møller har dog senere nægtet at kende noget som helst til brevet, men Lanwers udtalelse og brevets indhold viser, at det må have været underskrevet af ham. Et andet spørgsmål er, hvem der har konciperet det. Peter Larsen har forklaret, at han kunne tænke sig, at det var Peter Kragh, men Asmus Wilh. Jürgensen har udtalt, at han ikke positivt tør benægte, at det er ham. 4) A. nr. 59, note 2. I denne forbindelse har det interesse at lægge mærke til, at „Unsere Stimme" omtales ret udførligt i selve skrivelsen, og, hvad der måske er mere afgø-rende, den tankegang, der kommer til udtryk heri, er ganske den samme som den, der findes i et „Schulungsbrief" fra 1940, som er skrevet af Asmus Wilh. Jürgensen. 5) A. nr. 69.

Heller ikke fra gesandtskabets side var der noget ønske om at rejse det tysk-danske grænseproblem, således som det også kom frem i Renthe-Finks optegnelse af 19. dec. 1940, hvori han oplyste, at han og Luther overfor rigsudenrigsministeren havde forklaret, at Fritz Clausen måske kunne „række hånden til visse grænsekorrektioner", men ikke kunne afstå væsentlige dele af Nordslesvig uden at ophidse alle dansk-sindede kredse imod sig. Det ville sikkert være udmærket at lade problemet hvile, indtil man blev klar over, om Danmark ville indtage en venskabelig stilling overfor Tyskland. 5) A. nr. 67.

Da Lanwer i juni 1940 kom til Aabenraa som tysk konsul, var han både af Ausw. Amt og af Renthe-Fink blevet instrueret om, at han skulle forhindre enhver tysk propaganda eller aktion, som kunne have til formål at hidføre en grænserevision. Renthe-Fink ønskede absolut ro i grænseområdet for ikke at gøre det dansk-tyske forhold vanskeligere. 6) Lanwers forklaring til rapport af 1. okt. 1946. A. nr. 120.

Side 36

Slesvlg-holstenske ønsker om grænserevision

Også indenfor slesvig-holstenske kredse var der meget stærke ønsker om en græn-seflytning. Overborgmester Kracht har fremhævet, hvor stærkt dette ønske var syd for grænsen, 1) Krachts forklaring til rapport af 20. marts 1948. A. nr. 31; og Rimann har nævnt den betydning, som Flensborgs interesser og den tyske marines krav på Flensborg fjord kunne have. Den såkaldte nye linie fandt næsten mindre forståelse i Tyskland end i Nordslesvig, og da der i 1942 i Berlin blev afholdt et møde af ,,Buten-schleswigholsteiner", krævede man med stor styrke en grænserevision. Disse slesvig-holstenske ønsker og håb fik stor betydning for folkegruppen, der fra gammel tid havde nær tilknytning til nationalt interesserede kredse syd for grænsen. 2) A. nr. 117.

Ernst Schröder så iøvrigt med stor optimisme på udviklingen i den nærmeste fremtid, idet han mente, at de blakkede nu var på vej over i den tyske lejr, hvilket man bl.a. kunne se på den store stigning i den tyske avis' abonnenttal, og han ventede, at billedet i løbet af kort tid ville ændre sig ganske enormt rent talmæssigt. Det var for ham heller intet under, thi både folkeligt og kulturelt var Nordslesvig gammel tysk jord. 3) A. nr. 64.

Der er iøvrigt forskellige eksempler på, at selv i Tyskland var grænseproblemet endnu ikke helt skrinlagt. Den 7. december 1940 anmodede von Löw Ausw. Amt om, at dr. John Boyens i Kiel måtte få udrejsetilladelse til Danmark for i danske arkiver at tage udskrifter af dokumenter, „som eventuelt kunne anvendes som materiale til begrundelse af det tyske standpunkt ved forhandlinger om ordningen af det tysk-danske grænsespørgsmål eller den i Danmark boende tyske folkegruppes forhold". 4) A. nr. 65. Og da dr. Møller i november 1941 blev modtaget af rigsfører Himmler i fører-hovedkvarteret, drøftede man, efter hvad dr. Lanwer den 25. november meddelte Kassler, også spørgsmålet om Nordslesvigs skæbne, og rigsføreren antydede forskel-lige muligheder, som Lanwer dog ikke ville omtale af forsigtighedsgrunde. 5) A. nr. 76.

ubetinget ro og orden i grænseområdet, og derfor var mådehold i nationalitets-kampen en pligt. I fremtiden måtte folkegruppeledelsen afvente de retningslinier for politisk virksomhed, som blev givet af den tyske politiske ledelse. Konsulen var med stor energi gået i gang med sit arbejde og havde søgt direkte kontakt med alle underførerne i Nordslesvig. Han deltog i så at sige alle møder og holdt hos sig selv en del sammenkomster for underførerne. Men det viste sig, at „den herværende folketype er stivsindet og selvrådig", så forandringen kun kunne gennemføres lang-somt og ved hjælp af udholdenhed og tålmodighed. Der gik næsten et år, inden det lykkedes konsulatet, gesandtskabet og Vomi at overbevise de forskellige underførere om nødvendigheden af de nye retningslinier, så de selv på møderne kunne tale om den ny folkegruppepolitik. Man blev snart klar over, at der under disse forhold måtte udstedes nye paroler, og efter overvejelser mellem gesandtskabet og Vomi blev man enig om at „proklamere den indre styrkelse af tyskheden i nationalsocialistisk ånd og den yderligere udbygning af folketyske positioner på alle områder som en særlig vigtig fremtidsopgave". Desuden opstillede folkegruppeledelsen på eget initiativ en anden parole: „Tjenesten for det tyske folk". Med stor energi tog man fat på at løse disse opgaver, på at grundlægge nye skoler, oprette nye børnehaver, vinde de blakkede og gennemføre en nyorganisation. Tusinder meldte sig til arbejde. Mange frivillige gik til fronten. DBN udfoldede stor virksomhed. Derimod kneb det med at få de menige mennesker til at interessere sig for tanken om den storgermanske enhed. De var afvisende overfor denne „skøre idé", velsagtens fordi de anså den for den værste fjende af en grænserevision. For at udfylde det tomrum, der var opstået ved, at grænsedrøftelsen var bortfaldet, fik folkegruppen mindre politiske opgaver. Den blev værner om den tyske ære og begyndte en drøftelse af dansk politik og Danmarks nyorientering. Man proklamerede, at Nordslesvig, først og fremmest den nordslesvigske tyskhed, skulle være en bro, over hvilken den nye verdensanskuelse og den storgermanske idé kunne føres ind i det danske folk. Folkegruppen skulle være stormbataillonen, der kunne vinde Norden og værge rigets storgermanske politik. Ved således efterhånden at overtage tanken om et Storgermanien mente underførerne at yde en væsentlig og værdifuld hjælp til den tyske rigspolitik. Lanwer var dog ikke blind for, at denne politik også havde sine farer, idet den måske medførte en svækkelse af det almindelige nationalpolitiske arbejde indenfor skoler og børnehaver m.m., ligesom den også kunne formindske folkegruppens samlede stødkraft, fordi mange tyskere ikke indså nødvendigheden af denne storpolitiske vending. 1) Lanwers referat af sine udtalelser på mødet i Ausw. Amt. A. nr, 99.

På mødet i Ausw. Amt blev der også af Kassler givet en oversigt over udviklingen i Nordslesvig. Han var klar over, at håbet om genforening med Tyskland stadig levede hos de fleste folketyskere, selvom parolen om grænserevision var blevet forladt, men den autoritet, som folkegruppeføreren havde, og den tillid, han nød, var en garanti for, at folkegruppen indordnede sine ønsker under Tysklands politiske interesser. Også Kassler fremhævede den storgermanske tankes betydning for folkegruppe-arbejdet, og hvorledes man dels arbejdede på at styrke de tyske positioner og dels danne en forståelsens bro fra Syden til Norden. 2) Kasslers referat af 13. jan. 1943. A. nr. 101.

Efter at folkegruppens repræsentanter var vendt tilbage til Nordslesvig, afholdt partirådet den 8. december et møde i Aabenraa, hvor partiføreren berettede om de fremtidige opgaver efter de retningslinier, som var blevet vedtaget i Berlin, mens Stehr talte om forholdet mellem Vogelgesang og det agrarpolitiske kontor. 2) Se s. 101.

Drøftelsen af forholdet mellem de to nationalpolitiske partier kom også i den følgende tid til at spille en vis rolle. Selvom man fra rigstysk side som et led i den storgermanske politik ønskede en god forståelse mellem danske og tyske nazister, blev dette ønske dog aldrig gjort til virkelighed. I 1942 fik gesandtskabet forelagt en klage fra dansk nationalsocialistisk side, hvorefter Peter Larsen havde udtalt, at DNSAP altid ville komme til at spille en politisk underordnet rolle. Renthe-Fink gav konsulatet ordre til at understrege overfor folkegruppen, at overgruppefører Lorenz' besøg ikke på nogen måde måtte have til følge, at holdningen overfor Fritz Clausen blev kølnet, men at det tværtimod, nu som før, var en vigtig opgave for folkegruppen at opretholde et godt forhold til ham og hans parti. Peter Larsen afviste iøvrigt klagerne og sagde, at han uden forbehold var villig til at vedligeholde et godt forhold til DNSAP. 4) Renthe-Fink til Ausw. Amt 29. juni 1942. A. nr. 92.

Fra dansk side var der en vis bekymring for et samarbejde mellem danske og tyske nazister, og under den samtale, som Stauning havde med dr. Møller i slutningen af 1940, spurgte statsministeren, om der var nogen forbindelse mellem folkegruppen og de danske nazister, hvortil dr. Møller svarede, at dette ikke var tilfældet. 2) A. nr. 118, note 1. Renthe-Fink har iøvrigt fremhævet, at det først og fremmest var indenfor SS, at man var inde på tanken om samarbejde mellem danske og tyske nazister. 3) ber, II A. nr. l, s. 7.

Der er dog ingen tvivl om, at samarbejdet aldrig kom ud over de smukke ords stadium, og begivenhederne i forbindelse med folketyskernes optagelse i Frikorps Danmark viste også tydeligt den tyske ængstelse ved en nærmere tilknytning mellem de to nationalsocialistiske partier. 4) Se s. 47 f., 132 ff.

Den 19. juni 1941 kom Lanwer atter tilbage til spørgsmålet om folkegruppens fremstød i „det tomme rum". Han oplyste, at der fandtes et særligt tomrumsreferat, som blev ledet af Peter Callesen, og dettes virksomhed havde været rig på resultater i den sidste tid. Tabte positioner blev vundet tilbage, og man havde fået fat på mange, som ikke tidligere havde vovet at aflægge åben bekendelse til tyskheden. Man henvendte sig også til alle dem, som endnu ikke var endeligt vågnet til national bevidsthed. I den folketyske propaganda havde man fremsat den tesis, "at flertallet af den nordslesvigske befolkning tilhørte denne gruppe. Selvom dette var overdrevet, kunne man dog heller ikke uden videre drage den slutning, at de, der ikke bekendte sig som tyskere, var nationalt bevidste danskere. De nationalpolitisk indifferente fandtes især blandt dem, der ikke stemte, eller i splittelsespartierne. I dag var det muligt også at stille disse mennesker overfor valget, og derfor var der så stort et virkefelt i ,,det tomme rum", og bogen og filmen var her „de mest frugtbare sædekorn i dette stille havearbejde". Udsigterne til fremgang forekom ham uoverskuelige, når sejren først var vundet, og han mente, at skolepolitikken i høj grad burde gøres mere intensiv. 2) A. nr. 72.

Som et led i den politik, på hvilken der var blevet givet anvisning fra Berlin, blev der i marts gennemført en organisationsmæssig nyordning, idet der blev oprettet et særligt „politisk råd" bestående af partiets højere funktionærer samt partiets kredsledere. Desuden oprettedes et økonomisk råd og et kulturråd. Det almindelige partiråd skulle under disse omstændigheder kun holde møde hver anden måned for at høre partiledelsens beretning om situationen og de enkelte større organisationers beretninger. 3) Uddrag af folkegruppens månedsberetning marts 1941. A. nr. 71.

På et møde den 19. august 1942 blev forholdet mellem folkegruppen og partiet nærmere fastlagt. Det blev iøvrigt fastslået, at Vomi var den eneste myndighed i Tyskland, som skulle tage sig af folkegruppen, og at folkegruppeledelsen overfor Vomi var ansvarlig for, at dennes påbud blev udført, hvoraf også fulgte, at alle organisationer indenfor folkegruppen var underordnet folkegruppeledelsen og ikke måtte opretholde forbindelser med Tyskland, som ikke var godkendt af denne. Som et led i nyordningen blev det fastslået, at hele finansvæsenet skulle knyttes til folkegruppeledelsen, som skulle bevilge og udbetale tilskud, understøttelser m. m. 2) Optegnelse om mødet mellem „de tilsluttede organisationer". A. nr. 94. Som i Tyskland skelnede man også i Nordslesvig mellem partiorganisationerne, nemlig partiet, SK, Frauenschaft, DJN og DMN, og „de tilsluttede organisationer" som f. eks. Selbsthilfe, Winterhilfswerk, DBN, Landesbauernschaft og Bund für deutsche Kultur. 3) „Deutsoher Volkskalender"  1942, s. 105. Der var nu blevet udarbejdet almindelige retningslinier for disse organisationer, som sorterede direkte under folkegruppekontoret. Deres ledere skulle være absolut tyske og medlemmer af partiet, og de havde pligt til at påvirke deres medlemmer i nationalsocialistisk retning. De måtte kun sende arbejds-beretninger til tyske kontorer, såfremt der samtidig blev indsendt afskrift til folkegruppekontoret, og beretningen måtte ikke indeholde politiske bemærkninger, medmindre den i forvejen var forelagt folkegruppeledelsen. Stridigheder, der gik ud over de enkelte organisationers rammer, måtte kun forelægges for folkegruppeledel-sen, der var sidste instans, og det var absolut forbudt at appellere til nogen rigstysk myndighed. 4) A. nr. 94.

I løbet af året 1941 begyndte ledelsen at arbejde mere og mere indgående med planerne om en særlig folkegrupperet. Efter hvad Lanwer meddelte Kassler, blev dette spørgsmål drøftet, da dr. Møller i forbindelse med modtagelsen hos Himmler i november 1941 havde en samtale med Behrends. Dr. Møller har dog senere benægtet rigtigheden af Lanwers oplysning. Derimod har han forklaret, at han i Vomi havde drøftet folkegrupperettigheder i almindelighed, og at han havde talt med dr. Hasselblatt herom, da denne ekspert i mindretalsspørgsmål engang var i Nordslesvig. Der var ikke blevet udarbejdet nogen særlig folkegrupperet, men man havde diskuteret, hvad der skulle stå i en sådan. løvrigt var Vomi modstander af en mindretalsstatut, da man mente, at den ville kunne bringe folkegruppens loyalitet mod opholdsstaten i fare. 5) A. nr. 76 med note 1. Den 7. januar 1942 kunne Lanwer dog meddele Kassler, at han dagen før havde haft en samtale med dr. Møller, hvori denne fortalte, at når han ikke havde oversendt gesandtskabet den lovede beretning om folkegrupperet, skyldtes det indvirkning fra Behrends' side, som havde forbudt dr. Møller at lade et forslag 

Efterhånden syntes folkegruppens planer på dette område at være blevet ændret, således at man i første omgang ville arbejde hen på at opnå kulturelt selvstyre. Den 17. november 1942 kunne Lanwer meddele dr. Best, at dr. Møller overfor ham havde udtalt ønske om, at hans medarbejdere ved Bests forestående besøg kunne få lejlighed til at referere folkegruppens nyeste planer og forslag på et møde med ham i det lille politiske råd. 2) A. nr. 96. Og da Kassler på mødet i Ausw. Amt den 17. december redegjorde for de særlige nordslesvigske problemer, kom han også nær-mere ind herpå, idet han pointerede, at det især drejede sig om tre ønsker, nemlig at folkegruppen fik sit eget skolevæsen og kirkevæsen samt et forbindelseskontor hos den danske regering. Dr. Best havde dog endnu ikke afsluttet behandlingen af disse spørgsmål. 3) Kasslers referat af sine udtalelser. A. nr. 101. Allerede den 8. december var man iøvrigt nået så vidt, at man nærmere kunne formulere de folketyske krav på dette område. Det hed heri, at gennemførelsen af dette selvstyre ville fritage den danske stat for forpligtelsen til at sørge for folkegruppen i kulturel henseende, men at staten skulle sørge for forudsætningerne herfor, særlig på det finansielle område. Derefter opregnedes planerne for ordningen af skole-, kirke- og biblioteksvæsen samt ønsket om et særligt tysk kontor ved statsministeriet. 4) A. nr. 187; sml. også s. 82 S. På et underførermøde i Tinglev den 15. marts 1943 udtalte dr. Møller, „at folkegruppen fra i dag overfor offentligheden fremsætter ønsket om fuldstændig kulturautonomi som principielt krav". 5) Lanwer til dr. Best 15. marts 1943. A. nr. 159.

Selvom folkegruppen på de væsentlige punkter havde fulgt de retningslinier, der var blevet givet fra Berlin, ikke mindst under drøftelserne den 4. og 5. december 1940, kneb det dog på adskillige områder med at følge anvisningerne. Da Peter Larsen og Bargfeldt ville udnytte aftalen om SK, mødte de modstand fra Lanwers side, idet han stærkt opfordrede folkegruppen til at udvise tålmodighed; jo større denne var, desto mere berettiget og voldsomt „kan vort angreb være, når målet er fuldt". Der var i øjeblikket faktisk en slags borgfred, og det ville være klogt at manøvrere således, at ansvaret for en eventuel forstyrrelse heraf klart faldt på danskerne. 3) Lanwer til Peter Larsen 12. nov. 1941. A. nr. 73. Renthe-Fink var ikke tilfreds med Lanwers udtalelser, idet han mente, at denne ikke tydeligt nok havde givet udtryk for, at folkegruppen måtte undgå alt, hvad der var i modstrid med „vor store politiske interesse i, at forholdene i grænseområdet udvikler sig på en rolig måde". Det var heller ikke på sin plads, når man rådede folkegruppen til foreløbig at vente med at gribe ind for eventuelt senere at kunne rette så meget kraftigere angreb på danskerne. Det måtte atter og atter indskærpes folkegruppen, at selvom der fra dansk side fandt forstyrrelsesforsøg sted, måtte den af hensyn til det tyske riges politik bidrage til, at der blev oprettet eller bevaret et tåleligt forhold til den danske befolkning i Nordslesvig. Også „Nordschleswigsche Zeitung" skulle indrette sig herefter. Skrivelsen sluttede med, at Lanwer fik pålæg om „uafladeligt og eftertrykkeligt" at indvirke på folkegruppen i overensstemmelse med disse retnings-linier. „Vi har", hed det, „i denne henseende et stort ansvar". 4) A. nr. 74.

Lanwer talte gang på gang med dr. Møller om disse problemer, og ikke mindst prøvede han at få ændret „Nordschleswigsche Zeitung"s linie. Han mente, at det måske var forståeligt, når folketyskerne var oprørt over modstand og overgreb fra den danske befolknings side, men når man i Berlin kunne udvise den „meget smædede" langmodighed og tålmodighed og anså den for hensigtsmæssig, måtte man også af folkegruppen kunne forlange en lignende klog beherskelse. Det skulle nu være muligt, at folkegruppen indskrænkede sig til at styrke de nationale positioner og mobilisere alle kræfter for at støtte det tyske folk i krigen. Dr. Møller mente dog, at folkegruppen også nødvendigvis måtte have en politisk opgave, som efter hans mening bestod i at gøre det forståeligt for danske kredse, at den danske regerings officielle politik blev saboteret af det danske folk. Lanwer mente, at en sådan opgave kunne have sin betydning, hvis den lå i roligere nationalpolitikeres hænder. 5) Lanwer til Kassler 17. dec. 1941. A. nr. 78.

kamp. Han ønskede at handle i overensstemmelse dermed. Når han drog i kampen på Tysklands side, handlede han statslig set illoyalt, „fordi folkets og statens interesser i dette hans livs store spørgsmål ikke faldt sammen. Vi har aldrig været i tvivl om, hvilken vej vi skulle gå, og vi valgte folkets vej også i de tilfælde, hvor vi forbigående blev illoyale statsborgere". 1) „Schulungsbrief der NSDAP Nordschleswig". A. nr. 115.

På flere forskellige områder kom det tydeligt frem, at folkegruppen ikke helt var koblet ind på de spor, som rigsregeringen ønskede den skulle følge. Man fortsatte med de mange indberetninger om „Gehässigkeiten", hvis sigte var af politisk natur. Og undersøgelserne over befolkningspolitiske problemer, som man med stor iver havde drevet på med straks efter 9. april, 2) Kredsledelsen i Tønder til de lokale afdelinger 28. april 1940. A. nr. 22; blev stadig fortsat. Disse spørgsmål havde iøvrigt spillet en vis rolle under dr. Møllers møde med Himmler i november 1941. 3) A nr. 76. Arbejdet blev ledet af dr. Peter Kragh, der i tidens løb udarbejdede og delvis også publicerede en række betænkninger og artikler om disse spørgsmål. Hans arbejder blev iøvrigt stærkt kritiseret af folketyskeren dr. Alexander Thomsen, der var knyttet til publi-kationskontoret i Berlin-Dahlem. Den 10. december 1941 afholdtes et møde mellem Thomsen, dr. Møller, dr. Kragh og Sichelschmidt fra Vomi. Dr. Møller kritiserede stærkt, at en redegørelse, som Thomsen havde udarbejdet til brug for publikations-kontoret, ikke var blevet forelagt ham til bedømmelse. Thomsen mente, at dette både sagligt og teknisk ville være umuligt, og iøvrigt havde han af Behrends fået pålæg om at følge med i de befolkningsstatistiske problemer i Nordslesvig og give referat herom til Vomi. Det fremgik iøvrigt af drøftelsen, at ikke blot Thomsen, men også propagandaministeriet havde rejst indvendinger mod Kraghs arbejde. Kragh fremhævede, „at hans arbejde var tænkt som et politisk og bevidst ensidigt befolk-ningsstatistisk arbejde til bedste for den tyske folkegruppe og ikke gjorde krav på fuldstændighed og videnskabelig eksakthed". Thomsen gjorde heroverfor gældende, „at man ikke med sådanne sagligt og politisk angribelige metoder kunne forsøge at få støtte til et så vigtigt spørgsmål som en tysk-dansk grænserevision''. Det hedder videre i dr. Thomsens redegørelse for mødet: „Dr. Kragh bestrider iøvrigt, at hans tal skal støtte grænserevisionen, hvad imidlertid tydeligt fremgår af den officielle benyttelse af det Kragh'ske materiale i partiledelsens krav om revision og af den danske presses talrige og skarpe svar på det Kragh'ske arbejde", Dr. Thomsen mente ikke, at der nogensinde kunne tilvejebringes en forståelse mellem det tyske og det danske folk, hvis partiledelsen rejste krav om grænserevision herved støttede sig på urigtige og falske statistikker. Han fremhævede, at han som folketysker i viden-skabelige publikationer vedrørende befolkningssituationen i Nordslesvig selvfølgelig ville tage det nødvendige politiske hensyn til folkegruppen, hvilket også var sket derved, at hans arbejder var trykt som fortrolige publikationer. Men iøvrigt følte han sig både politisk og videnskabeligt ansvarlig overfor publikationskontoret og de kompetente myndigheder i Ausw. Amt og indenrigsministeriet, men ikke overfor partiledelsen. 4) Alexander Thomsen til dr. Papritz 12. deo. 1941. A. nr. 83.

Resultatet af striden mellem dr. Thomsen og dr. Kragh blev, at Ausw. Amt den 15. januar 1942 bad Thomsen om ikke at fremsætte sine protester imod den politik, som blev ført af den tyske folkegruppe i Nordslesvig. 5) A. nr. 82. 

På mødet i Ausw. Amt den 17. december 1942 havde Lanwer fremhævet, hvor-ledes folkegruppen i den første tid efter besættelsen havde gjort sig til en værner af den tyske ære, og at der efterhånden var blevet udviklet en slags „negativ nordisk" politik, d.v.s. en tale- og pressevirksomhed, som havde til formål „at lade uforsonlige modstandere af en storpolitisk forståelse og folk, der åndeligt saboterede det tyske forhold, stille i gabestokken og såvidt muligt ved tysk indgreb få dem uskadeliggjort". 1) A. nr. 99.

Det var ikke mindst i „Unsere Stimme", at denne politik kom til orde, men den kom også til udtryk i forskellige tilfælde, hvor man fra folkegruppens side direkte søgte at ramme danskere, som man mente havde smædet den tyske ære. Rosent-sagen, der stammede fra 1938, blev atter taget op og fik ikke mindst aktualitet, at to SK-mænd, Christian Petersen og Ernst Jacob von Essen, havde overfaIdet lektor Rosent og tildelt ham nogle slag i nakken og på kinden samt to ørefigner. Det er senere blevet opklaret, at Kortsch havde givet ordre til overfaldet, og Jep Schmidt har forklaret, at det er muligt, at han er fremkommet med en udtalelse, som Kortsch kunne opfatte som en slags ordre til at give Rosent en afstraffelse, Den 12. december 1941 blev de to SK-folk idømt 40 dages hæfte. 2) A. nr. 80, note 1.

Lanwer meddelte den 22. december 1941 det tyske gesandtskab, at dr. Møller des-værre bedømte sagen udfra et prestigestandpunkt og ikke under nogen omstæn-dighed ville gå med til, at de anklagede afsonede straffen. Lanwer foreholdt dr. Møller hans loyalitetserklæring i folketinget og udtalte, at det ikke var ønskeligt, at denne gamle sag igen blev gjort til genstand for drøftelse. Dr. Møller bad ham dog indtrængende om at forelægge sagen for gesandtskabet med anmodning om, at der måtte i taget skridt til at få lektor Rosent fjernet fra grænseområdet; kun da kunne han overfor sin folkegruppe forsvare, at de to anklagede blev sat i fængsel. 3) A. nr. 79.

Samme dag, som Kassler henvendte sig til gesandtskabet om sagen, drøftede Lan-wer den med dr. Møller, som udtalte, at Rosent under alle omstændigheder måtte forsvinde fra grænseområdet. Han ville tale med Stauning og undervisningsministe-ren om sagen, men Lanwer rådede ham indtrængende til først at indhente gesand-tens tilladelse hertil. 5) Lanwer til Kassler 7. jan. 1942. A. nr. 81.

Underretsdommen mod de to SK-mænd blev stadfæstet ved landsretten den 8. maj 1942, og den 13. juni udtalte udenrigsministeriet, at det intet havde at bemærke til, at afsoningen blev iværksat. Kassler udtalte overfor kontorchef H. J. Hansen, at sagen jo nu måtte gå sin gang. En ansøgning om benådning blev afslået af justitsministeriet. 6) A. nr. 80, note 2. 

Folkegruppen ville dog ikke opgive denne sag, som i tidens løb havde spillet så stor en rolle i propagandaen. Den 14. februar 1943 blev der fra et møde i Haderslev sendt et telegram til statsminister Scavenius, hvori man bl. a. krævede, at der blev indledet strafferetlig forfølgelse mod lektor Rosent, og at han blev fjernet fra grænse-landet. 1) A. nr. 105. Kassler blev meget overrasket over, at Rosent var taget med i dette telegram, og lod skinne igennem, at han hverken fandt det påkrævet eller klogt, løvrigt blev spørgsmålet også drøftet på et møde mellem statsministeren og dr. Møller den 17. februar, og det fremgik heraf, at man betragtede Rosentsagen som henlagt. 2) A. nr. 109, note 2.

Et par andre sager, som også vakte stor forbitrelse i folkegruppen og medførte en række forhandlinger med danske myndigheder, drejede sig om provst Schülein i Løgumkloster og pastor Warncke i Ullerup. Det blev påstået, at Schülein havde afvist at afholde sørgegudstjeneste for to faldne danske frivillige, for den enes vedkom-mende med den begrundelse, at man jo ikke kunne vide, om han var skudt forfra eller bagfra, eller om han havde skudt sig selv, og at han i fremtiden ville risikere at stå overfor en tom kirke, hvis han afholdt gudstjenesten. Pastor Warncke blev især kritiseret, fordi han i „Kirkeblad for Ullerup Sogn" havde talt om en ungdom, „som ved statsmagt opdroges til gudløshed, krigerisk grovhed og lovløshed". 3) Dr. Møller til Scavenius 3. marts 1943. A. nr. 109.

Kort før 15. februar 1943 foretog Kassler en henvendelse til udenrigsministeriet, hvori han spurgte, om pastor Warncke ikke kunne fjernes fra Nordslesvig, og iøvrigt fremførte klager over provst Schülein. Kontorchef H. J. Hansen udtalte, at man ville være forstående overfor et ønske om en undersøgelse, når der forelå mere konkrete oplysninger. 4) H. J. Hansens notits af 15. feb. 1940. A. nr. 106.

Dr. Møller kom ind på sagen på et møde i Haderslev den 14. februar, hvori han havde forhandlet med ministeriet, og at myndighederne med beklagelse havde erklæret overfor ham, at de ikke havde lovhjemmel til at gribe ind. Dr. Møller fort-satte: „Det er en uholdbar tilstand, som vi ikke vil finde os i. For fremtiden forlanger jeg af enhver SK-mand og enhver partifælle, at han drager sådanne folk til regnskab, såfremt regeringen ikke af sig selv skrider ind". Den nye bemyndigelseslov havde gjort det muligt for statsministeren i gerning at bevise oprigtigheden i de loyalitetser-klæringer, som regeringen stadig havde udsendt. 5) Lanwer til dr. Best 16. feb. 1943. A. nr. 107; sml. referatet af mødet i Tinglev 14. marts, hvor dr. Møller fremsatte lignende udta-lelser. A. nr. 159. Fra mødet blev der sendt statsministeren et telegram, hvori dr. Møller på 1.000 tyskeres vegne „for at bevare freden i hjemstavnen" forlangte, at der blev indledet strafferetlig forfølgelse mod de to præster, og at de blev fjernet fra Nordslesvig. 6) Kassler til Lanwer 19. feb. 1943. A. nr. 145. Dr. Best tilkendegav kort efter overfor dr. Møller, at han var meget forbavset over, at telegrammet var blevet afsendt, uden at dr. Møller først havde været i forbindelse med ham. 7) A. nr. 105.

Den 17. februar fandt der en forhandling sted mellem Scavenius og dr. Møller, 8) Dr. Best til Ausw. Amt 23. feb. 1943. A. nr. 108; og den 3. marts sendte folkegruppeføre-ren en redegørelse for de to forhold til 

statsministeren. Han begyndte med at skildre den ophidselse og uro, som de to præsters opførsel havde udløst i den tyske folkegruppe. Denne havde siden krigens begyndelse „anlagt hele sit arbejde under parolen: tjeneste for folket - tjeneste for den europæiske nyordning" Hermed tjente den i virkeligheden det danske folks fremtid og fulgte den linie, der var angivet i regeringserklæringen af november 1942. Derfor kunne folkegruppen heller ikke affinde sig med en krænkelse af den kæmpende fronts og de tyske og danske frivilliges ære. Et angreb herpå betød et angreb på Danmarks officielle politik, og folkegruppen måtte af hensyn til frede-liggørelsen af forholdene i grænselandet og af hensyn til det tysk-danske samarbejde skride ind overfor sådanne ærekrænkelser, der var åndelig sabotage. De to præsters fortsatte anvendelse i Nordslesvig ville føles som en stærk belastning af folkegruppen og efterlade stærk spænding og uro. 1) A. nr. 109. Efter modtagelsen af denne skrivelse sendte udenrigsministeriet en anmodning til kirkeministeriet om at gøre de to klagepunkter til genstand for tjenstlig undersøgelse og foretage afhøring af de to præster. 2) A. nr. 110. Provsteretten foretog derefter en undersøgelse, og provst Schülein og pastor Warncke fik gennem vedkommende biskop tildelt en disciplinær tilkendegivelse, hvilket udenrigsministeriet meddelte det tyske kontor den 23. juli 1943. 3) A. nr. 113.

Det var dog ikke blot forholdet til danskerne, som kunne volde vanskelighed. Der er ingen tvivl om, at man fra tysk side anså MøIler for at være vanskelig at arbejde sammen med, og dette kom flere gange frem i forskellige udtalelser. 4) Se f. eks. A. nr. 85 og 307. Hans reaktion på nogle udtalelser, som pastor Johs. Schmidt fremsatte på et møde i Tinglev den 16. juni 1942, gav også et indtryk af hans følsomhed overfor kritik. Schmidt talte om, at det danske folk en dag ville blive nødt til at bekende sig til den nye tids ideer, men det skulle være mænd fra dets egne rækker, der prædikede de nye ideer: „vi burde ikke agere læremester!" Tyskerne måtte ikke forfalde til den utilgivelige fejl at spotte over de skandinaviske enhedsbestræbelser, og efter Lan-wers opfattelse afviste han den linie, der kom til udtryk i „Unsere Stimme". Dr. Møller var temmelig opbragt og udtalte overfor Lanwer, at det alene af hensyn til hans underførere var nødvendigt, at der blev udsendt en offentlig erklæring om, at pastor Schmidts udtalelse var hans personlige anskuelse, som ikke deltes af folkegruppe-ledelsen. 5) Lanwer til Kassler 16. juni 1942. A. nr. 91.

kontingent af folketyske frivillige, som havde meldt sig under den nye hverve-aktion. Selvom SS-Hauptamt i mellemtiden havde meddelt, at der ikke mere ville blive tildelt folketyskere til Frikorps Danmark, og at de for fremtiden kun ville blive indsat i de rigstyske enheder, tillagde dr. Møller dog det skete en særlig betydning, idet han satte det i forbindelse med den kritik af folkegruppeledelsen, som var blevet fremsat af Chr. Paysen. Renthe-Fink havde meddelt ham, at der ikke var indtrådt nogen ændring i Tysklands hidtidige politik, og at SS afviste Paysens flyveskrift. løvrigt var hverken gesandtskabet eller Vomi interesseret i, at dr. Møller deltog i højtideligheden ved de frivilliges afrejse. 1) Renthe.Fink til Ausw. Amt 21. april 1942. A. nr. 85.

Den sag vedrørende tidligere kredsleder Chr. Paysen, som dr. Møller flere gange omtalte, havde vakt stor opmærksomhed indenfor folkegruppen. Paysen havde i 1941 udgivet: „Der Nationalsozialismus als Weltanschauung im Grenzland" og lidt senere sammen med Chr. M. Carstensen: „Nordschleswigs Sendung im grossgermanischen Reich" med undertitlen: „Ein Beitrag zur Verständigung zwischen Deutschland und Dänemark". Ikke mindst det sidste værk indeholdt en række skarpe angreb på folke-gruppeledelsen og dens dispositioner og på forskellige folketyske personer, der blev nævnt ved navn. Værket var selvfølgelig også kendt i danske kredse, og dette forhold gjorde ikke dr. Møllers vrede mindre. 3) A. nr. 84 med note 1. Hertil kom, at der var et gammelt modsætningsforhold mellem partiføreren og Paysen, idet dr. Møller havde afsat denne som kredsleder, fordi han havde røbet forhandlingerne i det lille politi-ske råd for Fritz Clausen. Dr. Møller har senere forklaret, at Paysen havde stået bag forsøget på at få ham afsat som partifører. 4) Dr. Møllers forklaring til rapport af 18. juni 1945. A. nr. 277.

Dr. Møller forlangte nu af Vomi, at man skulle foretage sig noget mod Paysen. Lanwer skrev i april 1942 til Kassler om sagen og fremhævede her, at Paysens angreb efter hans opfattelse var ubilligt, og at Møller burde forsvares af Vomi, der havde indsat ham som folkegruppeleder, og da han „i hele sin folkegruppepolitik udelukkende udfører instrukser og ordrer fra Berlin". Paysen gjorde sig til talsmand for, at folkegruppen skulle underlægges Fritz Clausen, at den altså skulle vende sig fra Berlin og slutte sig til København. Hvadenten, sagde Lanwer, denne tanke var rigtig eller ikke rigtig, så kunne man ikke forlange, at folkegruppen skulle foretage en sådan svingning. Det havde i forvejen været vanskeligt at lede folketyskernes blik bort fra grænsen over på den storpolitiske linie, og først efterhånden var man nået så vidt, at alle, i hvert tilfælde udadtil, gjorde forsøg på at underordne sig storpolitikken, selvom „grænserevision nu som før eksisterer i folketyskernes hjerter som et ønske". Netop nu under den nye hverveaktion var der brug for en stærk autoritet, og man kunne ikke komme uden om, at Paysens skrift i denne forbindelse rummede en vis fare. Allerede i dag kunne man høre folk sige, at Paysen tilsyneladende havde bedre kontakt med Berlin, og at folkegruppeføreren ikke var rigtigt informeret. På denne måde blev det nye skrift „et dolkestød mod dr. Møller i et øjeblik, da han som aldrig før måtte kræve den strengeste disciplin". 5) A. nr. 84.

I juni måned foretog Kassler en henvendelse til det danske udenrigsministerium, hvor dr. Stahlmann tidligere havde fremsat ønske om, at Carstensens brochure måtte blive beslaglagt. Dette ønske skyldtes dels den ulovlige brug af SS-runen, dels den ubeherskede kritik mod folkegruppeledelsen. Kontorchef H. J. Hansen mente ikke, at brochuren truede ro og orden i landet eller kunne skade forholdet mellem Danmark og Tyskland, idet den stræbte imod at fjerne de bestående modsætninger og skabe et godt og harmonisk forhold mellem de to lande. De danske myndigheder kunne vanskeligt blande sig i eller tage parti i en strid indenfor mindretallet. Kassler forstod i og for sig denne betragtning, men mente alligevel, at man også fra dansk side måtte være interesseret i, at salg og udbredelse af brochuren blev standset. I Tyskland var førerprincippet et højt og helligt princip, som også gjaldt for de tyske folkegrupper, „og man kunde ikke tolerere Brud paa dette Princip, navnlig naar det skete saa alvorligt som her". Han oplyste, at det var blevet meddelt, at de tyske myndigheder, Himmler m.m., ligesom mindretalsledelsen ønskede brochuren for-budt. Senere blev sagen drøftet med Barandon, der godt kunne forstå vanske-lighederne ved en dansk beslaglæggelse. 2) H. J. Hansens notitser af 10. og 26. juni 1942. A", nr. 90.

Det viste sig iøvrigt, at Berger havde forsøgt at få Himmlers afgørelse omstødt, da Paysen allerede stod på hans liste som medlem af våben-SS. Det endte dog med, at Paysen slet ikke blev indkaldt, idet han gjorde vanskeligheder overfor Vomi, der af den grund erklærede ikke at være interesseret i en indkaldelse. 3) Lanwer til Renthe-Fink 27. juli 1942 om Behrends' besøg. A. nr. 93.

Side 51

ikke måtte afholde fælles arrangementer på stats- og partifestdage, og overgrup-peføreren udtalte, at han ikke viste forståelse for, at 6 engelske Rostockflyvere var blevet bisat i Aabenraa under militære æresbevisninger, og han ville ved lejlighed tale med Føreren herom. Lanwer havde lejlighed til en del samtaler med Lorenz, som også ved denne lejlighed fastslog, at der ikke var sket nogen ændring i den folkegruppepolitik, som Vomi hidtil havde ført, og „at altså de to folkegrupper fremdeles — også forsåvidt de er blevet nationalsocialistisk indstillet — må marchere hver for sig". Lanwer udtalte, at han ikke gerne ville betro et postbud, hvorledes og under hvilken form der var blevet talt dunder til Paysen, og at udfaldene mod folkegruppeledelsen i sig selv havde retfærdiggjort forholdsreglerne mod denne. Det var efter hans mening ikke en folketyskers sag at tale om storgermansk national-socialisme i stedet for en tysk nationalsocialisme. Det måtte man overlade til danskere, nordmænd og svenskere. 1) Lanwer til Renthe-Fink 7. maj 1942. A. nr. 88. Da dr. Møller kort efter talte med Renthe-Fink, udtalte han overfor denne, at han var meget glad for Lorenz' udtalelser, og at besøget havde bragt den ønskede klaring af de forskellige spørgsmål og ville have en positiv virkning på det tyske arbejde i Nord-slesvig. 2) Renthe-Fink til Ausw. Amt 14. maj 1942. A. nr. 89.

Dagen efter var der møde på Dibbernhaus, hvor de forskellige sagkyndige aflagde beretninger om deres arbejde. Behrends lagde i sin tale stærkt vægt på de krav, som udenrigspolitikken stillede, og som af folkegruppearbejdet altid krævede, at det skulle holde sig indenfor den tyske udenrigspolitiks rammer. Han gentog tydeligt og gang på gang disse krav i forskellige versioner. Det betød dog ikke, at folkegruppen skulle tvinges til at forholde sig i ro, dens ledere måtte ikke blive administrative embedsmænd, og den skulle stadig have nye opgaver. 3) Lanwers indberetning til Renthe-Fink 27. juli 1942. A. nr. 93.

Dr. Møller har selv forklaret, at det ikke var ham, der henvendte sig til dr. Best om sagen, men at Kassler havde meddelt ham, at dr. Best ønskede at tale med ham om spørgsmålet, formentlig på foranledning af Lanwer. Best har udtalt, at da dr. Møller havde forelagt ham sagen, henvendte han sig til Scavenius, der sagde: „For Guds skyld, var dr. Møller dog bare kommet for en måned siden, så havde jeg ordnet sagen; nu må jeg forhandle med et andet ministerium, og i den anledning behøver jeg en skrivelse fra Dem". 1) A. nr. 97 med note 1—2. Sagen medførte en del brev-veksling mellem Scavenius og dr. Best. Den danske statsminister erklærede sig enig med den rigsbefuldmægtigede i, at det ville være beklageligt, om sagen skulle give anledning til uro indenfor den tyske folkegruppe, og at han „i overensstemmelse med den af os begge førte politik" ville bestræbe sig for at finde en tilfredsstillende løsning. Scavenius mente, at afgørelsen i og for sig var saglig korrekt, men kunne tænke sig, at man imødekom dr. Møllers ønsker ved at overlade ham kontrollen ved eksporten af levende dyr. 2) A. nr. 98.

Dr. Møller var dog stadig meget fortørnet og forberedte dr. Best på, at stemningen i folkegruppen i løbet af kort tid ville kunne tvinge ham til at tage stilling til denne „bryske behandling af folkegruppen", hvilket kunne udløse reaktioner fra Berlin, som kunne gå langt ud over den betydning, som en overdyrlægestilling havde. Dr. Best anmodede endnu en gang Scavenius om at finde en løsning og mente ikke, at det for en gangs skyld skulle være så vanskeligt „at vise et medlem af den danske rigsdag, som i de sidste år stadig har fremmet en fornuftig og for Danmarks interesser nyttig politik, en usædvanlig imødekommenhed for at skåne hans politiske prestige og skåne den dansk-tyske politik for unødvendige rystelser". 3) A. nr. 100.

Landbrugsminister Bording holdt på, at afgørelsen havde været formelt rigtig, og at han kun efter udtrykkelig anmodning fra tysk side kunne ændre de trufne dispositioner. Den 29. januar 1943 fremsatte dr. Best en sådan anmodning overfor Scavenius, idet han endnu en gang fremhævede ønskeligheden af at undgå en unødvendig belastning af det dansk-tyske forhold. 4) A. nr. 103.

Sagen endte kort efter med, at dr. Møller blev ansat som overdyrlæge ved tilsynet med udførslen af levende dyr over Graasten med et årligt honorar på 8.000 kr. Den nyudnævnte overdyrlæge skulle 

I foråret 1943 skulle der ikke blot afholdes valg til folketinget, men også til kommu-nerådene. Også her indtog dr. Møller det standpunkt, at folkegruppen ikke ville gå til valg. I en henvendelse til Vomi udtalte han, at hvis fredsvalg med opretholdelse af status quo ikke var muligt, burde der drages omsorg for, at folkegruppen fik mulighed for på anden måde at varetage sine kommunalpolitiske interesser. Ledelsen kunne således udnævne særlige referenter, med hvem de personer eller organisationer, som var kompetente i de enkelte forhold, skulle sætte sig i forbindelse i alle anlig-gender, der vedrørte tyskheden. 2) Vomi til Ausw. Amt 6. feb. 1943. A. nr. 144. Da dr. Best sendte en indberetning til Ausw. Amt om dr. Møllers stilling, udtalte han, at denne foretrak en ordning med særlige referenter, idet man herved ville opnå, at disse kunne medvirke i mange kommuneråd, hvori folkegruppen i øjeblikket ikke var repræsenteret eller var så svagt repræsenteret, at den ikke kunne være med i udval-gene. Referenterne skulle underrette folkegruppeføreren og i givet fald via denne det tyske kontor om alle de spørgsmål, der angik gruppen. Dr. Best mente, at det ville være muligt at nå frem til en forståelse med den danske regering om disse spørgsmål. 3) A. nr. 146. Vomi støttede dr. Møllers forslag, og i Ausw. Amt var man i og for sig også indforstået med indførelse af tyske referenter i kommunerådene. 4) A. nr. 148.

Den 30. marts blev der holdt et møde mellem statsministeren og dr. Møller om spørgsmålet. Dr. Møller spurgte, om det ikke var muligt at holde fredsvalg. Statsministeren svarede hertil, at det ville være praktisk uigennemførligt, men han kunne tilbyde dr. Møller den ordning, at der ikke blev afholdt kommunale valg i Sønderjylland, hvilket efter regeringens mening var den bedste løsning under de givne forhold. Dr. Møller erklærede sig indforstået hermed og spurgte, om han kunne tale med dr. Best om sagen, hvilket statsministeren svarede ja til. Svenningsen havde også talt med dr. Best og Kanstein og overfor dem udtalt, at bortset fra spørgsmålet om den tyske folkegruppe var der ikke andre problemer med hensyn til kommu-nalvalgene, og de havde begge erklæret sig enige heri. 2) Svenningsens notits af 8. april 1943. A. nr. 112.

Dr. Møller gav nu Stehr bemyndigelse til at forhandle med udenrigsministeriet og træffe afgørelse om de praktiske enkeltheder. På et møde, hvor departementschef Sauerbrey og kontorchef Egede Larsen, direktør Svenning-sen og afdelingschef Hvass deltog, enedes man om, at de nuværende mandater skulle forlænges. Hvor den sidste mandatindehaver var afgået ved døden eller udtrådt, måtte der vælges et nyt medlem. Man ville anvende den fremgangs-måde, at den nye repræsentant skulle vælges af dem, der ved sidste valg havde været stillere til den pågældende kandidatliste, og af de tilbageværende medlemmer af den pågældende gruppe i det kommunale råd. Hvis der ikke var mindst 3 personer til at foretage valget, skulle dette foretages af den eller de tilbageværende medlemmer sammen med den organisation, gennem hvilken opstilling i sin tid havde fundet sted. 3) Hvass' optegnelse af 7. april 1943. A. nr. 111; sml. ber. IV A. 784.

I betragtning af de tyske tab i Danmark spurgte man sig selv, om undtagelses-tilstanden havde været nødvendig. Dr. Møller udtalte, at han selvfølgelig ikke havde tilstrækkeligt overblik og indsigt til at afgøre dette, men eet så han tydeligt: det tyske nederlag. Også folketyskerne spurgte sig selv, hvad der nu skulle ske. Han kunne ikke indse, hvorledes regeringen Scavenius skulle komme tilbage, hvor ønskeligt det end måtte være, men man kunne udstyre den anden faktor i det dansk-tyske samarbejde, dr. Best, med nye fuldmagter og også i fremtiden lade ham udføre et velsignelsesrigt tysk arbejde. Han var den eneste politiker af format, der nød almindelig dansk tillid, han alene kunne regere Danmark under den øjeblikkelige situation „og dermed få det ud af Danmark, som det under krigstilstand er muligt at skaffe frem til den tyske værnemagt og den tyske økonomi". Når dr. Møller henvendte sig til overgruppeføreren, var det af bekymring for den tyske sag i Danmark, og han bad Lorenz henvende sig til „vor rigsfører med anmodning om, at han på afgørende sted vil lægge sin store indflydelse i vægtskålen for her i Danmark at skaffe os forhold, der netop svarer til hans stort anlagte germanske linie". 2) A. nr. 124;

Forholdet mellem dr. Best og dr. Møller blev hurtig godt og kammeratligt, og Bests tillid til folkegruppeføreren var så stor, at han den 26. maj 1944, efter at aktionen mod oberst Paludan-Müller havde medført butikslukning og andre tyskfjendtlige demon-strationer i Graasten, gav denne fuldmagt til at træffe endelig afgørelse om, hvad der skulle ske fra tysk side. Aktionen blev ledet af Kohnert og den lokale kommandant i Aabenraa, kaptajn Smidt. Overfor politimester Bjerre stillede de krav om, at for-retningerne atter skulle åbnes, og truede med at arrestere politimesteren, hvis kravet ikke blev efterkommet. Men Bjerre sagde, at han savnede hjemmel i loven til at påbyde genåbning af butikkerne. Da dr. Luhrmann gennem Bjerre eller kaptajn Smidt havde fået meddelelse om begivenhederne i Graasten, henvendte han sig til dr. Best for at bede om forholdsordre. Efter hvad dr. Møller har oplyst, sagde Best, at Møller skulle sætte sig i forbindelse med Smidt og Kohnert og sørge for en fornuftig løsning af sagen. Dr. Møller holdt på, at de tyske krav skulle frafaldes, og efter nogen diskussion måtte Smidt og Kohnert bøje sig herfor. Senere medvirkede dr. Møller også til, at oberstens lig kunne blive udleveret til de pårørende. 2) Dr. Møllers forklaring til rapport af 27. november 1945. A. nr. 140; Sven Sabroe: „Ene Mand mod Gestapo", s. 41—47, 50 f.

Da dr. Langer kort før sin afrejse til Aabenraa, hvor han skulle være Lanwers efter-følger som konsul, havde en samtale med kontorchef H.J. Hansen i udenrigsmini-steriet, fremhævede han, at når han nu blev sendt til Nordslesvig, skyldtes det, at dr. Best var af den opfattelse, at det var af stor betydning her at have en mand, der var fortrolig med grænseforhold „og ikke lod sig paavirke af den ofte snæversynede Grænsementalitet". 2) H.J. Hansens notits af 7. juli 1943. A. nr. 208. Det var ikke blot den rigsbefuldmægtigede, der håbede på en rolig udvikling i grænselandet. I Berlin havde man den samme indstilling og ønskede, at grænsespørgsmålet ikke på nogen måde blev drøftet. Da der i efteråret 1943 var tale om, at SS-overgruppefører Querner skulle rejse til Nordslesvig for at tale den 9. november i anledning af helteminde-dagen, gav von Ribbentrop kun tilladelse til rejsen på betingelse af, at han i sin tale ikke behandlede politiske problemer „og især ikke kommer ind på den nordsles-vigske tyske folkegruppes forhold til Danmark". 3) Büro RAM til Wagner 5. november 1943. A. nr. 126. Og da Kühnert i oktober 1943 blev sendt til Aabenraa, gjorde hans overordnede det klart for ham, at grænseproblemerne overhovedet ikke måtte diskuteres. 4) Küh-nerts forklaring til rapport af 17. september 1946. A. nr. 478. I en rede-gørelse fra juni 1944 kunne Stehr da også nævne, at folkegruppen allerede for flere år siden var slået ind på en fællesgermansk og europæisk linie, og at den søgte at bevare kontakten med den øvrige befolkning. 5) Det tyske kontors oversigt over folke-gruppens indsats. A. nr. 330. Som et led i disse bestræbelser må det vel også ses, at man i april 1944 begyndte at udgive en dansksproget avis „Paa Broen", der blev tilsendt ca. 50.000 danske husstande i Nordslesvig. Den skulle komme een gang om måneden og havde til formål at gøre den danske befolkning kendt med folke-gruppens anskuelser med hensyn til det dansk-tyske forhold. 6) Kassler til Ausw. Amt 13. maj 1944. A. nr. 129.

I Nordslesvig gik livet sin gang. Mange af de unge var borte: ved fronten, på flyve-pladser og andre steder i Danmark og Tyskland. Men hvert år forlod nye årgange skolen for at gå ud i livet. I april 1944 afholdt man rundt om i byerne højtideligheder for ungdommen. I Tønder talte kredslederen Jes Petersen, som sagde til de unge: „Dit folks fremtid ligger i dine hænder". Enhver havde pligt til at forstå Førerens kalden og tjene den tyske fremtid. Kredsungdomsføreren modtog de unge, som derefter aflagde ed til Føreren og fik overrakt et eksemplar af „Mein Kampf". 7) Refe-rat i „Nordsohleswigsche Zeitung" 3. april 1944. A. nr. 128.

De ledende indenfor folkegruppen var i disse tider dog også optaget af andet end tanken på fester og højtideligheder. Vanskelighed efter vanskelighed begyndte at melde sig. Det var ikke langt fra, at den tyske ungdom ikke mere var at finde i hjem-stavnen. Med betænkelighed så man "på, at så mange af de bedste unge gik til fronterne, mange for aldrig at vende tilbage, og man begyndte at overveje, om det ikke kunne undgås, at altfor mange folketyskere skulle med i krigen. 8) Se f. eks. A. nr. 265, note 2. Let var det ikke. Dr. Best har forklaret, at tyskerne i Nordslesvig som folketyskere i alle lande 

var mere tyske end tyskerne selv, og folkegruppen bukkede efter den 9. april helt under for den tyske propaganda, som den tog meget alvorligere end rigstyskerne, der i løbet af 7 år var blevet vant til den. Samtidig led folketyskerne af en slags mindreværdsfølelse overfor moderfolket, en følelse, der blev forstærket ved, at mange rigstyskere viste dem, at man ikke anså dem for 100 pct. tyskere. Af begge grunde opstod der en overeksponeret offervilje overfor det tyske folk, og denne offervilje blev på den mest hensynsløse måde udnyttet af de rigstyske myndigheder. Altid krævede man det yderste, og hensynsløsheden blev skærpet ved, at der bestod så mange militære, økonomiske og politiske myndigheder jævnsides hinanden. Tyskland var en autoriteternes, ikke en autoritetens stat. Men da folkegruppen gav løfte om de første ydelser til fordel for den tyske krigsførelse, blev den afhængig af de tyske myndigheder på samme måde som en mand, der havde meldt sig som frivillig. Der var ingen vej tilbage, og enhver ændring i holdningen ville være blevet betragtet som sabotage. Havde folkegruppens ledere efter den 29. august 1943 erklæret, at de som danske statsborgere ikke længere kunne være virksomme for den tyske krigsførelse, ville de være blevet indespærret, fordi det ville have været en politisk demonstration, en „begunstigelse af fjenden", som kunne straffes med døden. Folkegruppen var altså kun fri, og endda kun relativt fri, dengang den traf de første foranstaltninger med henblik på en krigsindsats. 1) Dr. Bests redegørelse af 16. december 1947. A. nr. 143.

Det var under disse omstændigheder ikke så underligt, at folkegruppeledelsen nu og da gav udtryk for utilfredshed med de rigstyske myndigheder. Dr. Møller havde tidligere på det skarpeste kritiseret de frivilliges forhold eller SSs stilling til Chr. Paysen. 2) Se s. 47 ff., 132 ff. Men uroen om de frivillige hørte ikke op, og af en opteg-nelse fra februar 1944 fremgik det, at man var utilfreds med, at folketyskere som „udlændinge" ikke kunne komme ind ved flyvevåbnet og iøvrigt havde vanske-ligheder med at erhverve tysk indfødsret. Det var, mente man, heller ikke til fordel for værnemagtens interesser, at man lod de unge folketyskere føle, at de ikke hørte til det tyske folkefællesskab. 3) A. nr. 329. Utilfredsheden kom også frem overfor Vomi, idet dr. Møller i efteråret 1944 overfor Radunski udtalte, at dette kontor ikke var til altfor stor hjælp for folkegruppen. I Vomi mente man dog, at klagen var ubegrundet. 4) Radunskis notat af 3. novem-ber 1944. A. nr. 133.

Hansen-Damm har senere forklaret, at udsendelsen af cirkulæret om strejkerne var sket efter forlangende fra dr. Møller, som var meget vred over, at medlemmer af DBN havde deltaget i strejkerne, hvilket efter hans opfattelse viste, at ånden indenfor organisationen var mindre god. Trusler fra de strejkendes side var ikke tilstrækkelig grund til at lukke forretningerne, og han fandt, at „det var skændigt overfor Kammeraterne ved Fronten at bøje sig ved at lukke Forretningerne". Hansen-Damm anså det for praktisk umuligt at drage de strejkende til ansvar, men dr. Møller forlangte, at der skulle medtages en passus herom. Før udsendelsen af cirkulæret fra november 1943 fandt der en drøftelse sted i det lille politiske råd om strejkerne, og cirkulæret var et resultat af disse forhandlinger. Personligt mente Hansen-Damm, at cirkulærerne var betydningsløse, men han rettede sig efter dr. Møllers ønske. 3) Hansen-Damms forklaring til rapport af 24. januar 1946. A. nr. 141.

I 1939 havde man drøftet en omflytning af den tyske folkegruppe som et led i en almindelig politik overfor de tyske mindretal rundt om i Europa. I september 1944 dukkede spørgsmålet om en flytning atter op, men denne gang, fordi man var bange for en allieret invasion i Jylland. Vomi havde planer om en fuldstændig evakuering i så tilfælde, men dr. Møller stillede sig på det standpunkt, at folkegruppen ikke var truet på afgørende måde og derfor skulle forblive i Nordslesvig; kun nogle udsatte familier, som ytrede ønske om det, skulle evakueres til Tyskland. Dr. Best og Pancke mente, at folkegruppen burde behandles på samme måde som den tyske befolkning i Tyskland, hvor bestemmelse om evakuering blev truffet af Føreren selv, i tilfælde af pludselig trussel fra fjendens side dog af rigsforsvarskommissæren, hvis han ikke kunne få forbindelse med partikancelliet eller rigsfører-SS. Den øverstbefalende var imod en evakuering af militære grunde, fordi man ikke kunne tage en yderligere belastning af baner og veje. løvrigt skulle folkegruppen også benyttes til militære formål. I Ausw. Amt var man også imod evakuering, og man meddelte Vomi, at folke-gruppen i tilfælde af invasion skulle blive, hvor den var, dels af militære grunde, dels fordi „gammel tysk folkegrund" ville blive opgivet, hvis folkegruppen drog bort, uden at der forelå afgørende fare, og det ville blive vanskeligt at vinde den tilbage. Ved en eventuel tilbagevenden ville folketyskerne også befinde sig i en moralsk svag stilling overfor danskerne. 4) Referatnotits fra Ausw. Amt 26. september 1944 og koncept til Ausw. Amts skrivelse til Vomi 6. oktober 1944. A. nr. 130 og 132. 

Også folkegruppens enkelte medlemmer viste bekymring over tidens vanskelighe-der. I maj 1940 havde Vogelgesang spurgt gårdejer Schmidt i Øster-Terp, hvorledes han mente Nordslesvigs skæbne ville blive, hvis de tyske besættelsestropper drog bort, og Schmidt svarede, at hvis Tyskland tabte krigen, „ville det for en rank tysker være utåleligt i Nordslesvig", og selvom Tyskland vandt, ville en løsning, der ikke medførte en genforening med riget, betyde en sikker uddøen af folkegruppen, fordi det store mål så måtte begraves. 1) A. nr, 25. I 1944 var et tysk nederlag, som i 1940 havde syntes en fjern mulighed, blevet en eventualitet, der ikke kunne afvises. I januar foretog Auslandsbriefprüfstelle i Hamborg en undersøgelse af en række folketyske breve, og det fremgik heraf, at der hos mange almindelige tyskere i Nordslesvig var en alvorlig, tildels trykket stemning. Frygten for en invasion optog mange, og under indtrykket af begivenhederne ved fronterne og i hjemlandet tænkte mange med rædsel på, hvad der ville ske efter krigen: „Når krigen er forbi, kan vi ikke blive her længere; det ved allerede i dag enhver tysker. Skal man da lade alt ligge for at bjærge sit liv?", hed det i et brev, mens en anden skrev: „Vi tænker med gru på den dag, da vi må forlade landet - men måske - ?". Andre så dog stadig med en vis tillid mod syd og trøstede sig ved tanken om Frederik den Store eller Hitlers udtalelse om først at holde op med krigen 5 minutter over 12. Nogle vendte blikket mod den tyske folkegruppe selv og fastslog, at en del af dem, der efter 9. april kaldte sig tyskere, igen var faldet fra. 2) A. nr. 127.

Efterhånden som tiden gik, opstod der også mand og mand imellem en vis kritik af den folketyske ledelse. Man mente ikke, at der blev gjort nok for de frivillige, og det hed sig, at ledelsen organiserede et Selbstschutzkorps uden våben, og at den ikke i tilstrækkelig grad hævdede sig overfor „vore pengemænd og storbønder". De havde ingen sønner ved fronten, og hvis fader og søn meldte sig, ville de bestemt blive erklæret for uundværlige. Man så heller ikke de rige i Selbstschutz eller som tids-frivillige, de drak med officererne og købte sig derved fri for tjenesten. Der gik også rygter om, at partiføreren og andre mænd fra partiledelsen skulle have interveneret til fordel for arresterede danskere. Denne adfærd blev „brændemærket som uværdig, overilet og farlig". Den var uværdig, fordi den hos danskerne kunne fremkalde det indtryk, at man følte uro med hensyn til tiden efter krigen og ønskede at sikre sig selv, overilet, fordi det netop tit viste sig, at det var de „pæne" danskere, der var hovedmændene, og fordi det udelukkende var det tyske politi, som kunne vide, om nogen var uskyldig eller ikke, og den var farlig, fordi offentligheden let kunne få det indtryk, at ledelsen havde indflydelse på det tyske politis virksomhed, og følgen ville blive, at folkegruppen fik skyld for arrestationerne, 3) Brev til Organisationsamt 19. no-vember 1944. A. nr. 134.

Rygterne om interventioner var rigtige, og der blev i krigens senere år gennemført en lang række aktioner for at komme arresterede danskere til hjælp. Før 29. august 1943 var interventionerne kun af meget ringe omfang, 4) Stehr i „Deutscher Volks-kalender" 1953, s. 24; men da en række kendte personer i Sønderjylland blev arreste-ret i forbindelse med undtagelsestilstanden, rejste dr. Møller til København for hos dr. Best at få oplyst, hvorfor de pågældende var blevet arresteret. Han krævede overfor denne, at de blev løsladt. Dr. Best var straks villig til at hjælpe og foretog en henvendelse til von Hanneken, og samme dag fik dr. Møller besked om, 

Den 26. maj 1944 arresteredes en række danskere i Nord- og Sønderjylland, bl. a. amtmand Refslund Thomsen og politimester Agersted. Den såkaldte „politimester-aktion" vakte stor opsigt i Nordslesvig, og folkegruppen samt flere kredse indenfor tyskheden foretog forskellige henvendelser i den anledning. Stehr, der jo boede i København og således lettere havde lejlighed til at komme i forbindelse med de tyske myndigheder, førte forhandlinger med dr. Best, Pancke og Hoffmann og havde også kontakt med det danske udenrigsministerium. Det lykkedes bl.a. at få amt-manden løsladt, men derimod ikke politimester Agersted. Denne blev overført til Tyskland, og i december rejste dr. Møller til København for sammen med Stehr at opsøge Bovensiepen, idet man hos denne ville forsøge at udvirke, at Agersted blev overført til Danmark. Bovensiepen var afvisende, og få dage efter kom den officielle meddelelse om, at politimesteren var død i Tyskland. 2) Stehrs redegørelse, A. nr. 142, bilag III, og dr. Møllers forklaring til rapport af 20. juni 1945, A. nr. 136; „Sønderjydske årbøger" 1951, s. 90—93; „Deutscher Volkskalender" 1953, s. 25.

I forbindelse med aktionen mod det danske politi den 19. september 1944 blev også gendarmerikorpset interneret. Kort efter henvendte dr. Møller sig til Pancke for at få oplysning om grunden hertil, og han spurgte generalen, om det ikke var Dan-mark muligt at sende de ældre gendarmer hjem, hvilket Pancke lovede at overveje. Dr. Møller fik mange henvendelser angående gendarmerne og var her som i andre tilfælde i forbindelse med I.P. Nielsen. Senere henvendte han sig påny til Pancke, denne gang sammen med Stehr, og krævede, at gendarmerne blev overført til Danmark. Pancke lovede at forelægge sagen for Kaltenbrunner. Bagefter gik de til Bovensiepen for at drøfte de praktiske problemer i forbindelse med aktionen, men denne var afvisende og udtalte, at overførelsen ikke var mulig, fordi der forelå en udtrykkelig ordre fra Berlin. Dr. Møller og Stehr svarede Bovensiepen, at hvis sagen ikke kunne føres igennem, ville de forelægge den i Berlin. Samme dag talte dr. Møller med dr. Best og gjorde opmærksom på de uroligheder, man måtte vente efter gendarmernes overførelse til Tyskland, og omtalte i denne forbindelse, hvorledes han tidligere havde været modstander af, at der blev oprettet en tysk koncen-trationslejr i Nordslesvig. Best gik stærkt ind for sagen, men sagde, det ville være vanskeligt overfor politiet at gennemføre dr. Møllers ønske. Han bad om en skriftlig redegørelse, som han ville sende videre med en anbefaling. 3) Dr. Møllers forklaring til rapport af 19. november 1945. A. nr. 139. Angående dr. Møllers uvilje mod Frøslevlejren se A. nr. 136. Dr. Møllers skrivelse var dateret 19. september 1944 og blev via dr. Best og Auswärtiges Amt sendt til Reichssicherheitshauptamt, ligesom også Vomi fik tilstillet et eksemplar. 4) A. nr. 139, note 1; „Deutscher Volkskalender" 1953, s. 26.

klik til side 62 Beretning XIV  fortsat 

klik til index