Side 139

22. april gav rigsudenrigsminister v. Ribbentrop tilladelse til, at det foreslåede skridt kunne foretages overfor regeringen Stauning. 2) A. nr. 612.

25. april indberettede Renthe-Fink imidlertid, at værnemagten havde til hensigt foruden luftværnsartilleri „også at forlange andet dansk krigsmateriel af alle kate-gorier. Hvis tyske interesser kræver det, må dette ønske selvfølgelig efterkommes. På den anden side må man dog tage hensyn til, at ethvert indgreb i det danske folks forsvarssuverænitet dybt krænker dets æres- og nationalfølelse. Politisk er det skade-ligt, hvis der efter et opfyldt krav straks igen anmeldes et nyt. Derved rystes tilliden. Vore bestræbelser må derfor gå ud på snarest muligt at komme til en definitiv afgørelse med hensyn til vore krav". 3) A. nr. 613.

Samme dag indberettede Renthe-Fink, at den danske regering havde meddelt, at den ville opfylde de tyske ønsker og stille det forlangte luftværns-artilleri til dispo-sition. „Det har været meget vanskeligt for den danske regering at træffe denne beslutning, som først efter stærkt pres fra min side kunne gennemføres på to minis-termøder". 4) A. nr. 614.

Side 140

på nogen måde mod det betingede løfte om ikke at afvæbne de danske tropper. Anvendelse af luftværnsartilleriet tjener i første række danske interesser". Renthe-Fink afslutter sin indberetning med følgende betragtning: „Danskernes bestræbelser går øjensynligt ud på at holde vore muligheder for indgreb indenfor nøje forud fastlagte grænser. Bag dette kan man spore bekymringen for i praksis at miste suveræniteten og af de fjendtlige allierede magter blive behandlet som Tysklands militære forbundsfælle". 1) A. nr. 614.

Hencke svarede direktør Mohr på samme måde, som Renthe-Fink havde udtalt sig den 25. april, hvorefter Mohr anmodede ham om at gøre rigsregeringen bekendt med den danske regerings opfattelse. Hencke slutter med at meddele: „Den danske regering går ud fra, at de franske batterier forbliver i landet i forsvarsøjemed. Har derfor aftalt med den tyske øverstkommanderende, at en eventuel flytning af skytset til forsøg i Tyskland hemmeligholdes overfor danskerne". 4) A. nr. 617.

20. maj skrev statssekretær v. Weizsäcker følgende til gesandtskabet i København: „Føreren ønsker ikke, at der til den danske regering stilles yderligere krav om krigs-materiel. Den danske regering skal ikke informeres herom". 5) A. nr. 618. 

Side 141

Under regeringskrisen omkring nytår 1941 blev spørgsmålet, som i mellemtiden øjensynlig har været drøftet mellem tyskerne og de danske embedsmænd, taget op i skarpere form af Tyskland. 10. januar 1941 sender ambassadør Ritter i Auswärtiges Amt en instruks til Renthe-Fink, hvoraf fremgår, at rigskansler Hitler nu har „bestemt, at kravet stilles til den danske regering med eftertryk og under anvendelse af det fornødne politiske tryk. Jeg anmoder derfor på rigsudenrigsministerens vegne gesandten om snarest overfor den danske udenrigsminister at stille krav om, at følgende tolv torpedobåde afstås til den tyske krigsmarine". Efter at bådenes navne er angivet, hedder det videre i instruksen, at v. Ribbentrop anmoder om, at kravet forelægges med eftertryk og „på den her omhandlede måde". Hvorvidt dette betyder, at Renthe-Fink havde været kaldt til Berlin om denne sag, fremgår ikke af akterne. Renthe-Fink skulle give udtryk for den bestemte forventning om, at den danske regering ikke skabte vanskeligheder, „som vil være formålsløse". Med hensyn til formerne for afståelsen var den tyske regering parat til at tage hensyn til danske ønsker. Den var eventuelt villig til at indrømme den danske marine tilbagekøbsret efter krigen og endvidere også til at give tilsagn om, at de afståede både under ingen omstændigheder ville blive benyttet mod Tysklands fjender. De skulle kun benyttes til skoleformål. Tyskland havde af hensyn til Danmark kun forlangt afståelse af både, som allerede var oplagt på værft, således at det kunne undgås, at det danske flag skulle stryges. „Jeg anmoder om at føre forhandlingerne således, at bådene senest midt i februar kan overføres til de tyske værfter for at blive sat i stand". Angående de politiske problemer, der var knyttet til dette krav, skriver Ritter følgende: „Med hensyn til det tidspunkt, da ovennævnte démarche skal foretages, anmoder jeg Dem om at tage hensyn til, at der efter omstændighederne meget snart kan være tale om dannelse af en ny dansk regering. Selvom det ikke kan forventes, at den gamle danske regering i dette tilfælde vil træffe en positiv afgørelse, vil det dog efter vor opfattelse være bedre at rette kravet til den gamle regering. Det vil derved blive undgået, at vi straks må henvende os til den nye regering med dette krav, og indrepolitisk kan den nye regering endelig påberåbe sig, at denne sag var en arv fra den gamle regerings tid. Vi anser det derfor for vigtigt, at kravet stilles til den gamle regering". 2) A. nr. 620.

Side 142

at det var hans indtryk, at Scavenius havde forstået, at det var nødvendigt at udlevere bådene. „Sagen vil dog sikkert fortsat støde på vanskeligheder her, navnlig hos kongen og marinen. Det må imidlertid antages, at man i sidste instans fuldtud vil efterkomme vort krav". 1) A. nr. 621.

16. januar sendte v. Weizsäcker en instruks til Renthe-Fink, der gik ud på, at han overfor Scavenius skulle give udtryk for, at den tyske regering naturligvis forstod, at de danske myndigheder måtte drøfte den tyske henvendelse. „Vi må dog med eftertryk meddele den danske regering, at en tidsmæssig forhaling af sagen ikke kan accepteres. Rigsregeringens beslutning om at stille de danske torpedobåde til rådig-hed for den tyske krigsmarine står urokkelig fast. Hvis den danske regering derfor ikke snarest godvilligt og i en for Danmark acceptabel form efterkommer det tyske krav, må rigsregeringens beslutning jo gennemføres på anden måde. Ulemperne ved en sådan af rigsregeringen ikke ønsket løsning må udelukkende bæres af Danmark", v. Weizsäcker skriver endvidere, at hvis Renthe-Fink overfor Scavenius' udenrigs-politiske betænkeligheder ikke allerede havde nævnt det præcedens, der var skabt af De Forenede Stater, som havde afstået 50 destroyers til England, skulle han gøre det og tilføje, at for Danmark lå sagen endog lettere. For det første ville de 50 ameri-kanske destroyers militært blive anvendt af England mod Tyskland, mens de danske torpedobåde ikke ville blive brugt mod England, men kun til uddannelsesformål. For det andet drejede det sig med hensyn til De Forenede Stater om et i det mindste stadigvæk formelt neutralt land, men for Danmarks vedkommende om et lille og militært besat land. 2) A. nr. 622.

Under sin samtale med Renthe-Fink havde Scavenius forelagt et ønske fra den danske marine om, at Danmark blev rigeligere forsynet med skibsstål til bygning af nye skibe, end tilfældet hidtil havde været. Ritter svarede herpå, at man naturligvis ikke kunne give Scavenius et bindende tilsagn. „Jeg var dog så godt som sikker på, at den tyske krigsmarine, som jo har et betydningsfuldt ord at sige ved fordelingen af skibsplader, vil være velvilligt indstillet overfor et sådant dansk ønske, hvis torpedo-bådsspørgsmålet ordnes på en imødekommende måde". 3) A. nr. 623.

Side 143

 „Det forekommer mig i særdeleshed ønskeligt, at marinens øverstkommande- rende afgiver en sådan garanti, fordi den danske marinechef henholdt sig til stor-admiralens brev af maj d. å. til admiral Rechnitzer, i hvilket det blev lovet, at det danske officerskorps ære ville blive skånet. Ikke mindst vil en sådan gestus også virke gunstig på kongens indstilling som øverstkommanderende". 1) A. nr. 624.

22. januar meddelte derefter Renthe-Fink, at „sagen danske torpedobåde er i orden". „Da sagen er kendt af det danske søofficerskorps, kan den næppe holdes hemmelig i længere tid. Anser derfor en snarlig overdragelse af bådene og en snarest mulig ordning af de herfor nødvendige tekniske enkeltheder for ønskelig". 2) A. nr. 625 og 626. Med hensyn til den tekniske ordning af overdragelsen af torpedobådene indeholdes en række oplysninger i A. nr. 627—32. Angående de overvejelser i Berlin, som en diskussion i den svenske presse om afleveringen af torpedobådene medførte, se A. nr. 633.

24. juni 1941 indberettede Renthe-Fink, at der både hos den øverstkommanderen-de for de tyske tropper, i gesandtskabet og hos føreren for de danske national-socialister havde meldt sig danskere med en forespørgsel om, og på hvilken måde de kunne komme til Finland for at kæmpe mod Sovjetunionen. Det drejede sig om frivillige, der ikke ønskede at gå ind i SS-Standarte "Nordland", men ville slutte sig direkte til de finske tropper. Blandt dem var et antal uddannede officerer og soldater. Endvidere havde meldt sig frivillige, som ønskede at gøre tjeneste i oprømnings-afdelinger. Renthe-Fink knytter hertil følgende kommentar: „Det forekommer mig at være politisk vigtigt, at man udnytter denne villighed til at gøre en indsats og i størst muligt omfang imødekommer de frivilliges ønsker". 4) A. nr. 635; 27. juni meddeler han i et telegram, at rigsføreren for SS er indforstået med, at danske officerer, under-officerer og menige sammenfattes i en bataillon på 800—1 000 mand og inden for SS-Division Vikings rammer indsættes mod Sovjetunionen. Disse danske frivillige skulle have egne officerer og underofficerer, men udstyres i Tyskland med SS-uniformer og udrustes med tyske våben. Samtidig oplyser han, at den finske gesandt i København først havde meddelt, at den finske regering på grund af mangel på levnedsmidler, uniformer og våben ikke modtog frivillige i Finland. Derimod ville man gerne ansætte ca. 20 danske læger i den finske hær. Senere, skriver Renthe-Fink, havde den finske gesandt imidlertid fået instruks om, at de finske militærmyndigheder var parat til at indrullere danske, uddannede frivillige i finsk militærtjeneste. Det var dog ikke hensigten at opstille danske formationer, men at optage de frivillige i de regu-lære svensk-talende finske formationer. Renthe-Fink knytter hertil følgende kommen-tarer: „Det forekommer mig politisk vigtigt, at danskere i kampen mod Sovjetunionen hovedsagelig deltager på vor side. Af en dansk indsats mod Sovjetunionen på vor side venter jeg mig gunstige virkninger med hensyn til en forbedring af det tysk-danske forhold og styrkelse af den tysk-nordiske fællesskabstanke". Han foreslår derfor, at der optages forhandlinger med den finske regering. 5) A. nr. 636; ang. danske frivillige til Finland se endvidere A. nr. 638, 648, 649 og 653. -

Side 144

Med hensyn til spørgsmålet om danske Finlandsfrivillige meddelte v. Weizsäcker, at gesandtskabet i Helsingfors havde fået instruks om at meddele den finske rege-ring, at „vi betragter den optagelse af det størst mulige antal danske frivillige i tyske hærenheder, der allerede er i gang, som meget velkommen. Vi er bekendt med, at danske frivillige også har meldt sig til den finske hær. Herimod har vi intet at indvende. Vi vil dog være taknemlige, hvis danske frivillige, der melder sig hos finske myndigheder, såvidt muligt bliver gjort opmærksom på muligheden for at blive optaget også i tyske troppeenheder". 2) A. nr. 638.

17. juli kom SS-Guppenführer Berger til København for at orientere sig om Frikorps Danmark. Den første bataillon af frikorpset, meddelte gesandtskabet denne dag, ville afgå om eftermiddagen til Hamborg. 3) A. nr. 639.

Den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark anså bestemmelsen om, at de danske frivillige skulle optages i SS, for forfejlet. I en skrivelse til hærens overkommando udtalte han, at hvervningen af frivillige havde ringe udsigter. Årsagen hertil fandt han forklaret i en udtalelse af en dansk forbindelsesofficer, som på spørgsmålet, hvorfor så få frivillige hidtil havde meldt sig til frikorpset, havde svaret: „De frivillige skal være SS-folk, og det vil de færreste. Hvis hvervningen skete til den tyske værnemagt, ville der melde sig væsentlig flere frivillige". 4) A. nr. 643.

I januar 1941 blev spørgsmålet atter taget op, og i juli henvendte den danske generalkommando sig til den tyske militærattaché i København og anmodede nu om en forøgelse på ca. 2.000 mand. Den øverstkommanderende for den tyske reservehær var af den opfattelse, at dette ønske kunne opfyldes, men at man burde knytte den fordring hertil, at der skulle opstilles et regiment frivillige fra den danske hær „indenfor den tyske hærs rammer i kampen mod bolsjevismen". 6) A. nr. 640; OKW anmodede om Auswärtiges Amts mening, og

Side 145

23. juli udtalte ambassadør Ritter, at man burde gå med til det danske ønske under den forudsætning, at der ved siden af det danske frivillige korps (d.v.s. Frikorps Danmark) deltog en sluttet afdeling af den danske hær på ca. 1 regiment i kampen mod Rusland. 30. juli blev Ritters notits forelagt rigskansler Hitler, som erklærede sig indforstået med forslaget. „Han tænker i den forbindelse også på den lettelse, som vor hær senere kan få ved at gøre brug af fremmede enheder ved besættelsen". 1) A. nr. 641 og 642.

5. august gav den øverstkommanderende for de tyske tropper den danske generalstabschef meddelelse herom. Denne svarede, at han i øjeblikket ikke kunne tage stilling til spørgsmålet, fordi regeringen først måtte spørges. Det danske militær havde ikke forelagt regeringen anmodningen om en forøgelse af den danske hær. „Hvad angår generalstabschefen selv, syntes reaktionen foreløbig positiv, men det er klart, at tyngdepunktet ligger hos de politiske instanser", skrev Renthe-Fink til Berlin 5. august og fortsætter: „Selvom det endnu ikke kan overses, hvorledes den danske regering vil stille sig, forekommer det mig dog vigtigt fra begyndelsen at sørge for, at Frikorps Danmark ikke føler sig tilsidesat. Har også overfor den øverstkomman-derende givet udtryk herfor". 2) A. nr. 645; 11. august meddelte imidlertid oberst Ramsing, chefen for den danske generalstab, til den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, at da spørgsmålet om hærens forøgelse var blevet rejst i december 1940 af generalløjtnant Prior, så skete dette, fordi han ønskede at orien-tere sig om den tyske øverstkommanderendes stilling til dette spørgsmål, men uden at regeringen var blevet forelagt sagen. „Efter at krigsministeriet er blevet gjort bekendt med de betingelser, som fra tysk side opstilles for opfyldelsen af ovennævnte ønske, gives der afkald på dette". 3) A. nr. 646.

Side 146

7. februar tog Renthe-Fink stilling til denne forespørgsel. Han gik ud fra punkt 3 i „Aufzeichnung" i det tyske memorandum af 9. april 1940 og gjorde opmærksom på de synspunkter, som den danske regering ved tidligere forhandlinger om udlevering af våben havde anlagt, og de tyske standpunkter. Renthe-Fink konkluderer således: „Danskerne vil også denne gang påberåbe sig memorandummet, og det vil være adskilligt vanskeligere end før at sætte overdragelsen af våben og ammunition i forbindelse med, at vi har overtaget beskyttelsen af Danmark. Der kan ikke være tvivl om, at fjernelsen af våben og ammunition i høj grad vil forbitre danskerne. Både udenrigsminister Scavenius og statsminister Stauning vil sikkert være kloge nok til at gå ind for opfyldelse af de tyske ønsker, men ministeriets flertal vil næppe frivilligt gå med til at udlevere krigsmateriel. Også fra andre politiske faktorer og fra militære og konservative kredse, hvor man i det sidste år har arbejdet særlig stærkt med den nationale forsvarssag, kan der ventes stærk modstand. Yderligere vanskeligheder volder bekymringen for engelske repressalier. Sagen vil derfor ikke kunne gen-nemføres uden ultimativt pres eller simpel beslaglæggelse. Behøver man disse våben og ammunition, kan dette ikke spille nogen rolle i det tyske folks øjeblikkelige eksistenskamp, men foreligger der ikke tvingende militære grunde, bør et sådant alvorligt indgreb ubetinget undgås". 2) A. nr. 655.

Det synes, som om chefen for den tyske reservehær derefter blandede sig i sagen. Det viste sig, at låsene til geværerne i Jylland lå i København, og for at undgå en beslaglæggelse fandt v. Hanneken på, at der skulle stilles krav om samtlige våben. 4) A. nr. 656 og 659; Ifølge de danske dokumenter blev dette krav 18. november meddelt chefen for generalstaben, general Rolsted. 20. november førtes så drøftelsen mellem udenrigsminister Scavenius, general v. Hanneken og dr. Best, som på grund af sagens politiske betydning havde anmodet Scavenius om en samtale sammen med den tyske general. Ifølge dr. Bests indberetning til Berlin 21. november gentog v. Hanneken her kravet om udlevering af alle våben, køretøjer, heste o.s.v., 

Side 147

men stillede samtidig et løfte om en tysk modydelse i udsigt. „Statsminister v. Scavenius udtalte i begyndelsen, at denne fordring dybt krænkede den danske hærs følelser og ville fremkalde alvorlige vanskeligheder for hans regering. Han ville forsøge at få sin regering til at gå ind på en frivillig aftale. Hvis dette ikke lykkes for ham, anbefalede han at beslaglægge våbnene o.s.v. under form af et politisk krav fra riget eller ad ren militær vej, for at han kunne give efter under tvang og undgå, at hans regering blev splittet". Man blev enig om, at Scavenius for at få regeringen med til en frivillig overenskomst skulle have frist indtil slutningen af den følgende uge. Dr. Best afslutter denne indberetning med at anmode om en instruks, „om jeg — hvis statsminister von Scavenius ikke kan fremkomme med et tilbud om en frivillig overenskomst — skal fremsætte kravet om afståelse af våbnene o.s.v. som et politisk krav til den danske regering, eller om gennemførelsen af denne forholdsregel skal overlades til den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark som en rent militær forholdsregel". 1) A. nr. 656; Hitler bestemte, at det var et militært spørgsmål, samt at Auswärtiges Amt og dermed også Best skulle holde sig i baggrunden og overlade forhandlingerne til de militære.

Efter 20. november begyndte forhandlingerne indenfor regeringen, om hvilke Best udtalte i en indberetning til Auswärtiges Amt den 4. december, da en overenskomst var blevet afsluttet, at takket være hans beroligende indflydelse lykkedes det at få den danske regering til at fremsætte et tilbud til de tyske militære myndigheder, samtidig med at regeringens fald blev forhindret. 2) A. nr. 665.

I mellemtiden foregik imidlertid forskellige drøftelser mellem de tyske myndig-heder. 23. november fik v. Hanneken en ordre fra Wehrmachtführungsstab, som gik ud på, at han skulle foreslå, hvilke modydelser man kunne stille danskerne i udsigt, og endvidere en indberetning om, hvilke våben og hvilken udrustning der var blevet forlangt udover de krav, der var blevet formuleret 23. oktober. 3) A. nr. 657; 24. november blev v. Hanneken derefter ringet op af chefen for reservehæren, som spurgte, hvorfor han ikke havde beslaglagt de danske våben. Endvidere oplyser dr. Best i en indberetning den samme dag til Auswärtiges Amt, at han fortroligt havde erfaret, at den tyske øverstkommanderendes krav havde vakt stor bevægelse i danske kredse. „Man taler om muligheden for, at regeringen træder tilbage, og denne mulighed kan ikke afvises, da det i mellemtiden er blevet bekendt, at en del af partierne, navnlig det konservative parti, har fortrudt, at de indlod sig på at gå med til denne regering, og at de gerne vil sprænge regeringen med en national gestus og unddrage sig videre ansvar. Statsminister Scavenius forsøger at formå regeringen til et tilbud, som dog kun vil strække sig til en del af de forhånden-værende våben o.s.v. (sandsynligvis 1/3), hvilket omtrent svarer til de i Jylland efter-ladte våben)". 4) A. nr. 659.

Side 148

at være tilbageholdende i sagen, da det drejede sig om et militært anliggende". Ministerialråd v. Fritsch beklagede, at spørgsmålet om kravene til Danmark på grund af chefen for reservehærens indblanding var kommet ind på et andet spor, end Wehr-machtführungsstab havde haft til hensigt. 1) A. nr. 660. Se endvidere en kompetence-diskussion mellem dr. Best og v. Hanneken (A. nr. 661).

28. november meddelte ministerialråd v. Fritsch til Auswärtiges Amt, at danskerne havde stillet et forslag i udsigt, som gik ud på en købekontrakt, og forespurgte, om Auswärtiges Amt havde noget imod en sådan ordning. Schnurre svarede, at Aus-wärtiges Amt ikke ville indvende noget imod en købekontrakt, dersom den blev af-sluttet mellem den øverstkommanderende og intendanturen for den danske hær. „Vi går dog ud fra, at der ikke føres yderligere samtaler med statsminister Scavenius". 2) A. nr. 662, 663 og 664.

4. december indberettede dr. Best til Auswärtiges Amt om den aftale, som var blevet afsluttet mellem v. Hanneken og general Holsted. Han konstaterer tilsidst, „at den heldigt gennemførte våbensag fra begyndelsen havde en politisk karakter og uden min indgriben ville have fået alvorlige politiske følger ... Den aftale, der nu er truffet mellem de militære repræsentanter, turde forsåvidt have politiske virkninger for fremtiden, da løftet om erstatning med nyere våben o.s.v. fra dansk side kan betragtes som et løfte om den danske hærs fortsatte beståen efter krigen. Betyd-ningen af dette løfte om erstatning har statsminister von Scavenius allerede frem-hævet under drøftelsen med general von Hanneken og mig den 20. november". 3) A. nr. 665. Angående de samtidige tyske rekvisitioner af uldtæpper se A. nr. 658 og 662.

Side 149

Side 150

skal udsættes indtil krigens afslutning. Endvidere er det blevet afgjort, hvilke danske skibe der skal ophugges, og i den forbindelse oplyses, at det er bedst, de bringes til Tyskland, „for at ikke de danske myndigheders opmærksomhed henledes på sagen. Det kan så afventes, om den danske regering muligvis skulle henvende sig til os angående erstatning for ophugningsværdien". 1) A. nr. 669.

Samme dag refererer Renthe-Fink en samtale med udenrigsminister Scavenius. Denne nævnte overfor ham den samtale, som marineattaché Kjølsen havde haft med stabschefen ved den tyske marines overkommando. Scavenius „bemærkede, at den danske militærattachés meddelelser har "vakt levende interesse i herværende kred-se, kongen indbefattet. Anser det for særdeles nyttigt at spinde videre på denne tråd for at berede jorden for en kommende ordning. Villighed til samarbejde med Tyskland vil i mange kredse blive stærkt fremmet, når man ser, at Danmark bevarer eget forsvar under kongens overkommando, dog må naturligvis vor indflydelse sikres på alle områder. Efter min opfattelse bør man imidlertid ved en fortsættelse af samtalerne klart give udtryk for, at forudsætningen for vor imødekommenhed i dette spørgsmål er en dansk regering, til hvis loyalitet og vilje til snævert og aktivt samarbejde vi kan have absolut tillid. M.h.t. hvilken politik vi her skal følge, rejser det spørgsmål sig, om man ikke i denne forbindelse bør antyde, at vi kun vil kunne have tillid til en regering ledet af de danske nationalsocialister". 3) A. nr. 671.

Side 151

20. april sendte rigsudenrigsminister v. Ribbentrop en instruks om denne sag, hvor-af fremgår, at Tyskland ikke ville gå med til hjemsendelse af fjendtlige statsborgere fra Danmark, hvis ikke Frankrig og England viste imødekommenhed i spørgsmålet om hjemsendelse af tyske internerede. „Navnlig må vi forvente, at den britiske regering anvender sin indflydelse på den ægyptiske regering med henblik på frigivelse og udrejse af tyske civilinternerede fra Ægypten". 2) A. nr. 674.

Side 152

London og Paris undersøge, om der fandtes udvekslingsmuligheder. 1) A. ur. 676; Imidlertid meddelte det danske udenrigsministerium 30. april, at det havde opgivet dette forsøg. 2) A. nr. 677.

30. april gentog v. Ribbentrop kravet om overførelse af alle værnepligtige britiske, franske og ægyptiske borgere til Tyskland. Han bad Renthe-Fink betone overfor den danske regering, at en dansk internering ville belaste Danmark med et ansvar, samt at udvekslingsforhandlingerne naturligvis kun kunne føres fra Tyskland og ikke af den danske regering. 3) A. nr. 678; 7. maj rejste den danske gesandt i Berlin spørgsmålet overfor statssekretær v. Weizsäcker. Han fremhævede, at den danske regering lagde den allerstørste vægt på, at interneringen kunne ske i Danmark, at den var villig til at garantere, at de blev fuldstændig isoleret, samt endvidere træffe alle andre nød-vendige forholdsregler, v. Weizsäcker svarede herpå, at fra tysk side ønskede man kun at overføre engelske og franske borgere fra Danmark til Tyskland, forsåvidt de var værnepligtige. 4) A. nr. 681. Ang. enkeltheder om de fremmede statsborgere, der af Tyskland forlangtes interneret, og interneringens gennemførelse se A. nr. 673, 676, 679, 683, 684 og 685. Et særligt spørgsmål var den engelske diplomat John Buckley, som 9. april strandede i Danmark. I sagen intervenerede kongen personlig overfor Renthe-Fink, se A. nr. 680, 682 og 686. Ang. interneringen af amerikanske statsborgere se A. nr. 687.

Side 153

der må fastlægges enten i de danske forskrifter, der skal udstedes, eller også i skriftlige tysk-danske aftaler, må det også sikres, at vi underhånden får afgørende indflydelse på de danske embeders personelle sammensætning". 1) A. nr. 689. A. nr. 690 indeholder eksempel på arresterede danskere, som blev overgivet til det danske politi, hvortil Renthe-Fink bemærker: „Udlevering til danskerne vil give lejlighed til at prøve det danske retsvæsens holdning".

26. maj udtaler Renthe-Fink på en forespørgsel fra Berlin, at han ikke anser det for uønsket, hvis en dansker blev dømt ved en tysk krigsret, „fordi begivenheden ville være egnet til at foreholde danskerne, der arbejder langsommeligt, nødvendigheden af, at der hurtigt opnås enighed med os om særjurisdiktion". 2) A. nr. 691.

Endelig omtaler Renthe-Fink i en indberetning 29. maj de vanskeligheder, der var opstået for en tysk-dansk overenskomst på grund af de særkrav, som værnemagten havde opstillet, nemlig at ordningen kun skulle omfatte danske og ikke andre statsborgere, og at den tyske krigsret skulle behandle spørgsmål som landsforræderi, friskarer o. s. v. 3) A. nr. 692. Ang. gennemførelsen af loven af 18. januar 1941 se A. nr. 693 og 694.

Side 154

23. februar 1943 havde gesandt Mohr en samtale med statssekretær v. Weizsäcker, hvorunder han omtalte, at seks danske kommunister, som fra den spanske borgerkrig var øvet i sprængstofattentater, kort tid forinden var blevet afsløret af en dansk politimand. Tre blev arresteret, mens tre andre undslap. General v. Hanneken havde imidlertid udtalt, „at han ville sikre sig gidsler, hvis man ikke fik fat på de 3 mang-lende kommunister. Hr. Mohr så med bekymring på sagen, da man i virkeligheden ikke kunne vide, om de pågældende ville blive pågrebet til trods for, at de forenede tyske og danske politistyrker gjorde sig de største anstrengelser". 2) A. nr. 718.

Side 155

at de tre danske faldskærmsjægere ikke ville blive henrettet, før rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, havde fået Hitlers personlige ordre dertil. Luther anmodede Muller om at forhandle med rigsudenrigsminister v. Ribbentrop, dersom Himmler mente, at Auswärtiges Amts ansøgning, der fulgte dr. Bests forslag, ikke kunne følges. 1) A. nr. 720.

Side156

I A. nr. 724 er aftrykt et tilfælde angående dansk politis arrestation af 2 medlemmer af Frikorps Danmark 10. august 1942, hvilket i den øverstkommanderende for de tyske troppers skrivelse til den kommitterede for spørgsmål vedr. den indre forvaltning karakteriseres således: „Ved det danske politis provokerende optræden er værne-magtens anseelse blevet skadet mere end af de tilsyneladende berusede medlem-mer af Frikorps Danmark". 1) A. nr. 724 og 726.

Formodentlig foranlediget af dette udfærdigede understatssekretær Luther 15. januar en notits, hvori han skriver, at ingen havde givet det tyske gesandtskab i København ordre til at rulle jødespørgsmålet op. Derimod havde legationsråd Rade-macher, under hvem dette problem sorterede, flere gange mundtligt anmodet Renthe-Fink om, „ved passende lejlighed i samtaleform at gøre opmærksom på, at ifølge Førerens ord vil jødespørgsmålet i Europa blive definitivt løst, hvorfor det ville være klogt, hvis Danmark af sig selv indstillede sig derpå i god tid. Løsningen af jødespørgsmålet vil teknisk blive lettere, hvis der også i Danmark blev indført jødelove efter tysk mønster". 4) A. nr. 729.

Side 157

at man ikke alene skulle henvende sig til den bulgarske og den ungarske regering, men også til den danske „om at påbegynde evakuering af jøder fra disse lande". 1) A. nr. 730.

1. marts sendte dr. Best et eksemplar af den gældende jødelovgivning i Frankrig, som han havde samlet under sit arbejde ved den militære overkommandos forval-tningsstab, til v. Weizsäcker. 2) A. nr. 731. 5. marts takker v. Weizsäcker ham for tilsen-delsen. A. nr. 732 og 733.

19. april 1943 blev dr. Best forespurgt, hvorvidt man „uden at bringe ministeriet Scavenius i alvorlige vanskeligheder kan rejse bestemte krav m.h.t. jødespørgsmålet overfor den danske regering". 3) A. nr. 734.

8. september 1943 indberettede han, at en konsekvent gennemførelse af den nye kurs i Danmark efter hans opfattelse også måtte medføre en løsning af jøde- og frimurerspørgsmålet. „De foranstaltninger, som dette indebærer, må træffes, inden den nuværende undtagelsestilstand ophører, fordi de på et senere stadium vil fremkalde en reaktion i landet, der vil føre til ny undtagelsestilstand, sandsynligvis under ugunstigere betingelser end i øjeblikket. Især vil de, hvad jeg er informeret om fra mange sider, medføre, at en eventuel fungerende forfatningsmæssig regering vil træde tilbage, ligesom konge og rigsdag vil indstille al yderligere medvirken ved landets styrelse. Desuden bør der vel regnes med muligheden af en generalstrejke, fordi fagforeningerne vil indstille deres virksomhed og dermed også deres modererende indflydelse på arbejderne". Dr. Best skriver videre, at dersom aktionen mod jøderne gennemføres under den herskende undtagelsestilstand, ,,er det på den anden side muligt, at der ikke mere vil kunne dannes en forfatningsmæssig regering, således at der må oprettes et forvaltningsudvalg under min ledelse, medens den lovgivende magt udøves af mig gennem forordninger". 4) A. nr. 735; 18. september afsendtes fra hovedkvarteret et telegram til Auswärtiges Amt med følgende ordlyd: „Føreren har bestemt, at deportationen af jøder fra Danmark skal gennemføres. Rigsudenrigsministeren anmoder ministerialdirektør dr. Best om at fremsætte forslag om transportens udførelse". 5) A. nr. 736.

18. september meddeler dr. Best derefter, hvor stor en politistyrke han behøver for at gennemføre aktionen, og slutter således: „Politisk vil fjernelsen af jøderne uden tvivl skærpe situationen i Danmark overordentligt. Der kan ikke længere regnes med dannelse af en legal regering. Det kan komme til uroligheder og i givet fald til generalstrejke i landet. Derfor anmoder jeg om, at man sørger for, at de til aktionens gennemførelse af kommanderede polititjenestemænd også efter aktionen forbliver til min rådighed for at overvinde eventuelle vanskeligheder". 6) A. nr. 737; Bests medar-bejder, gesandt Barandon, var derimod betænkelig ved planens gennemførelse og skriver 20. september: „Deportationens følger forekommer mig betænkelige. Det danske embeds- og politiapparats samarbejde vil derefter ikke mere kunne forventes. Leverancer af levnedsmidler meget tvivlsomme. Rustningsindustriens villighed til at levere vil formindskes. Større uroligheder, der kræver indsats af militær, må for-ventes". 7) A. nr. 738.

Side 158

frarådede borttransporten af jøderne og derfor havde henvendt sig til rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, om sagen. 1) A. nr. 739. Ang. afhøringerne ved militærdom-stolen i Nürnberg af Joachim v. Ribbentrop, Ernst Kaltenbrummer, Alfred Jodl, Werner Best, Karl Heinz Hoffmann samt indlæg af Jodls forsvarer, dr. Franz Exner, se A. nr. 749—757.

22. september foreligger en ordre, underskrevet af general Jodl, som blev sendt til den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark og Auswärtiges Amt, om for det første, at Hitler havde bestemt, at rigsføreren for SS Heinrich Himmler „har godkendelse til at hverve frivillige og sende indtil 4.000 mand af de yngste årgange af medlemmerne af den tidligere danske hær, som skal hjemsendes, til SS-lejre i riget". For det andet, at jødedeportationen skal gennemføres af SS-rigsføreren, og for det tredie at den militære undtagelsestilstand i det mindste skal fortsætte, indtil disse to aktioner er blevet gennemført. 2) A. nr. 740. Denne plan blev dog opgivet, jfr. A. nr. 750.

29. september indberetter dr. Best „følgende i og for sig interessante bidrag til bedømmelse af spørgsmålet om de internerede medlemmer af den danske hær". Han oplyser, at direktøren for det danske Røde Kors, Helmer Rosting, den samme dag havde opsøgt ham og fortalt, at han havde besøgt samtlige lejre med internerede danske soldater, og at den meddelelse, de havde fået, om at de snart skulle sendes hjem, havde vakt stor glæde. „Så meget større vil imidlertid skuffelsen og senere forbitrelsen blive, når det nu bliver meddelt, at frigivelsen bliver udsat på grund af sabotagehandlinger, for hvilke i hvert fald de internerede på ingen måde kan gøres ansvarlige". Til sidst stillede Rosting et forslag, „der er karakteristisk for opfattelsen i nationalsocialistiske kredse i Danmark". Man skulle løslade de danske soldater, og i de lejre, som derved blev frigjort, indespærre alle jøder. „Dette vil fuldtud blive forstået af den brede befolkning i Danmark — især bønderne — eftersom Tyskland ligger i krig med jøderne, men ikke med Danmark. Man skal imidlertid ikke deportere de indespærrede jøder med det samme og ikke på een gang, men bekendtgøre, at for hver ny sabotagehandling vil 50 eller 100 jøder blive deporteret". 3) A. nr. 741.

Til belysning af motiveringen for borttransporten af jøderne forelægges et telegram fra dr. Best 18. oktober. Han skriver, at jøderne siden besættelsen har været meget tilbageholdende, fordi de stadig levede i angst for en aktion som den, der fandt sted den 1.-2. oktober. „Da man den 2.10.1943", skriver han, „som forklaring på deportationen af jøderne offentliggjorde en meddelelse om, at jøderne moralsk og materielt havde understøttet sabotagen i Danmark, så skete dette alene i formålets interesse, uden at der var nogen konkret baggrund derfor". 4) A. nr. 742.

I november 1943 henvendte Rosting sig atter til dr. Best og anmodede ham om at opfylde en anmodning fra det danske Røde Kors, som gik ud på, om udsendinge fra det danske Røde Kors kunne besøge deporterede jøder og kommunister. Dr. Best oplyser, at også det danske udenrigsministerium har henvendt sig til ham og forespurgt, om afdelingschef Hvass kunne få tilladelse til at aflægge besøg på de danske jøders og kommunisters nuværende opholdssted. „Gennemførelsen af disse besøg, der kunne kombineres, vil virke meget beroligende i Danmark". 5) A. nr. 743.

Side 159

på hvem de af den rigsbefuldmægtigede meddelte kriterier for „jøder" ikke passe-de. Man havde i sin tid stillet det danske gesandtskab en undersøgelse og en imøde-kommende behandling med hensyn til tilbagetransporten i udsigt. Han anmodede om oplysning om sagens stilling. Endvidere var de lister over de borttransporterede jøder, som den danske regering havde anmodet om, endnu ikke stillet til rådighed". 1) A. nr. 744; i A. nr. 745 omtales kontorchef Hvass' besøg i Theresienstadt.

Side 160

Gesandt Mohr fremførte også muligheden af at aflægge besøg hos Aksel Larsen og de øvrige danske kommunister, og endelig vendte han tilbage til ønsket om, at danske embedsmænd kunne få mulighed for at besøge de til Tyskland transporterede danske borgere. „Han ventede sig også en gunstig psykologisk virkning heraf". Det danske udenrigsministerium planlagde, hvis det blev tilladt, at sende lederen af den politiske afdeling, Hvass, og en Røde Kors-søster til Tyskland. Hencke svarede, at han for sit vedkommende ikke kunne forestille sig, at et sådant ønske kunne opfyldes. 1) A. nr. 759.

8. januar 1944 indsendte dr. Best den skrivelse, som direktør Svenningsen 20. december 1943 havde sendt ham angående deportationerne. 2) A. nr. 760.

6. februar 1945 havde gesandt Mohr en samtale med statssekretær Steengracht, hvori han anmodede om, at de danskere, der sad i Neuengamme, fik mulighed for at bo alene. „Han troede, at dette af hensyn til hygiejnen og undgåelse af sygdomme også turde være i tysk interesse". Steengracht svarede, at dette ønskes gennem-førelse sandsynligvis ville støde på tekniske vanskeligheder. Mohr nævnte dernæst, at man fra Danmark havde sendt medicin til de syge danskere. Den var dog ikke alene blevet anvendt på danskerne, men også på de ca. 70.000 andre internerede. Under disse omstændigheder var hjælpen for danskerne blevet overordentlig ringe. Mohr bad derfor om, at medicin, som var specielt bestemt for danskerne, udeluk-kende kom disse til gavn. „Herudover var der vel mulighed for, at man fra dansk side også fremskaffede medikamenter til de øvrige. Den danske regering var parat til at skaffe de syge danskere egne sygebarakker og til også at lade disse opstille på stedet". Endelig gjorde gesandt Mohr opmærksom på, at der i koncentrationslejren Stutthof, som skulle flyttes, befandt sig 145 danskere, og at han i en note af 5. februar havde anmodet om, at disse kunne arbejde i den danske virksomhed „Amada" i Danzig. De stedlige myndigheder var indforstået hermed. 3) A. nr. 762.

18. februar overrakte gesandt Mohr en notits, hvori han anmodede om hjem-sendelse af syge danskere, som befandt sig i koncentrationslejren Stutthof eller, hvor det drejede sig om kvinder, i lejren Ravensbrück. Endvidere gentog han sin anmod-ning om at få opgivet, hvilke strafbare handlinger de danskere, der var overført til Tyskland, havde gjort sig skyldige i, og endelig også, om et medlem af det danske gesandtskab kunne besøge de internerede danskere, og om det kommunistiske rigsdagsmedlem Aksel Larsen, der befandt sig i Sachsenhausen, kunne få besøg af sin hustru. 4) A. nr. 761. Ang. afhøringen ved militærdomstolen i Nürnberg af Karl Heinz Hoff-mann om de tyske forhørsmetoder se A. nr. 763.

Side 161

1) En indberetning fra Best 11. december 1943 oplyser, at Panoke officielt begyndte sit arbejde 6. december 1943. S.d. udstedte Hitler en anordning, hvori det hedder: „Jeg bestem-mer, at der oprettes en kommandoinstans som højere SS- og politifører i Danmark. Den høje-re SS- og politifører er tilforordnet rigets befuldmægtigede og arbejder i snævreste forståelse med denne". A. nr. 765; til rigsføreren for SS, Heinrich Himmler. Han oplyste heri, at general v. Hanneken fra Wehrmachtführungsstab havde fået påbud om at „træffe „soningsforanstaltninger" for alle fremtidige sabotagehandlinger og attentater på medlemmer af værnemagten i Danmark". Derefter dekreteredes undtagelsestilstand i Aarhus på grund af jernbanesabotage, og i København skulle, fordi to medlemmer af værnemagten var blevet såret, 24 sabotører uden hensyn til formildende omstæn-digheder stilles for krigsretten og henrettes.

Best slutter sig i sin indberetning til Panckes synspunkter. I alle besatte områder, skriver han, har „soningsforanstaltninger" vist sig at være ineffektive. Det eneste virksomme middel mod sabotagen er sikkerhedspolitiets arbejde, hvorved sabotø-rerne og „terroristerne" uskadeliggøres gruppe for gruppe. Best anmoder derfor om, at ordren om „soningsforanstaltninger" bliver tilbagekaldt. 2) A. nr. 764.

2. april 1944 indberettede han, at angrebene på biografer og erhvervsvirksom-heder i de sidste dage var modterrorforanstaltninger, „der går ud over det af mig godkendte omfang. Har foranlediget det fornødne". 3) A. nr. 766.

2. juli indberettede han om den tyske jurisdiktion i Danmark og gennemgik, på hvilke punkter den fungerede. 28. august 1943 var den første dødsdom på grund af sabotage blevet afsagt ved værnemagtsdomstolen. Siden april 1944 havde SS- og politiretsdomstole fungeret, og fra begyndelsen af 1944 „er sabotage og mord energisk blevet bekæmpet med modterror ... For hver sabotage mod tyske interesser øves modsabotage mod tilsvarende objekter af interesse for modstanderen". Endelig oplyser Best, at Pancke 15. juni fra rigsføreren for SS fik følgende ordre: „Efter den store sabotage mod skibsværftet i Svendborg venter Føreren den mest hensynsløse og brutale indskriden. Jeg er i høj grad bange for, at undladelse af strenge modfor-holdsregler, der ubarmhjertigt kan kvæle nye sabotagehandlinger, vil få Førerens tålmodighed til at briste". 4) A. nr. 767. 

Side 162

Best forklarer derefter, at han i årevis har haft den opfattelse, at modstandernes guerilla kun kan bekæmpes på den måde, at tysk politi indsættes mod sabotørerne, og at disse for at afskrække andre bliver behandlet efter krigsretsreglerne. „Alle andre forholdsregler fremkalder kun tilsyneladende virkninger og resulterer til syvende og sidst i skadelige reaktioner. F. eks. har politiforholdsreglerne (spærretid) og modsabotagen i København nu ført til strejke". Da der stadig af højere myndig-heder kræves hensynsløs optræden, anmoder Best om en klar afgørelse af, om udelukkende sikkerhedsorganerne skal sættes ind mod fjendens redskaber", eller om der skal træffes forholdsregler mod andre personer og objekter. I hvert tilfælde, slutter Best, må de ansvarlige beskyttes imod, at de ustandselig får „ordre til „hårde modforholdsregler", for hvis udførelse de senere bliver genstand for bebrejdelser". 1) A. nr. 768. Ang. mødet hos Hitler 30. december 1943 se vidneudsagn af Alfred Jodl ved mili-tærdomstolen i Nürnberg, A. nr. 780.

Den næste dag fik Best imidlertid en instruks fra v. Ribbentrop, der gik ud på, at forordningen om tysk strafferetlig forfølgelse af civilpersoner, som ikke tilhører værnemagten, omgående skulle ændres, således at SS- og politiretten i Københavns kompetence overførtes til den rigsbefuldmægtigedes særdomstol. Endvidere må der drages omsorg for, skriver v. Ribbentrop, at særkrigsretten „ikke træder i virksomhed uden min forudgående udtrykkelige godkendelse. løvrigt skal enhver fuldbyrdelse af domme over danske statsborgere udsættes". 2) A. nr. 769.

Samme dag fik Best en ny forespørgsel fra v. Ribbentrop: „Jeg udbeder mig omgående meddelelse om, hvorfor De ikke, før dødsdommene over de 8 sabotører blev fuldbyrdet, rettede forespørgsel hertil og indhentede min instruks, inden De traf disse forholdsregler". 3) A. nr. 770.

Side 163

- hvorfor De stik imod Førerens instruks ikke blot har bekæmpet sabotagevirksom-heden med modterror, men også ad rettens vej". 1) A. nr. 771. Se herom Fuehrer Conferences side 399: Hitler udtalte 1. juli „den opfattelse, at terror kun kan bekæmpes med terror. En krigsret skaber kun martyrer. Historien viser, at hele verden taler om disse legalt dømte, mens ingen omtale sker af de mange tusinde, som uden krigsret mister livet af lignen-de grunde".

Best forklarer derefter, at for at opnå det første punkt må der sættes mere og bedre tysk politi ind i Danmark, og endelig gennemgår han en række forholdsregler, som er blevet bragt i forslag til forebyggelse af skibssabotagen. 2) A. nr. 772.

23. november vendte Best tilbage til emnet i en ny indberetning og kritiserer især repressalier mod befolkningen, idet de kun vil have til følge, at Tysklands økono-miske interesser vil lide skade, samt at befolkningen går over til strejker, uro o. lign. 3) A. nr. 773.

1. december går Best til angreb på en ordre fra general Keitel til den øverstkom-manderende, som gik ud på, at der skulle udstedes en forordning, hvorefter de ansatte og eventuelt deres familie kunne gøres ansvarlige for sabotage indenfor den virksomhed, hvor de var beskæftiget. Best bemærker hertil, at det er den sikreste vej til på kortest mulig tid at standse alle danske værfter. Dermed vil fjenden også opnå sit mål: at standse arbejderne på skibsværfterne. Der er intet andet at gøre, slutter han, end at bekæmpe sabotagegrupperne og beskytte virksomhederne. 4) A. nr. 774.

9. december svarede rigsudenrigsminister v. Ribbentrop på Bests betragtninger af 23. november. Han skriver først, at Hitler ikke deler Bests og Panckes synspunkter på spørgsmålet om anvendelse af repressalier mod civilbefolkningen. „Også jeg er af den mening, at sabotagen ikke udelukkende udføres af kampgrupper, der er landsat af fjenden, men at også den danske befolkning direkte eller indirekte tager del i sabotagehandlingerne. Det omfang, sabotagen har i Danmark, og den måde, den udføres på, viser utvivlsomt, at den danske befolkning ikke blot nægter enhver medvirken til bekæmpelse og pågribelse af de fjendtlige sabotører, men desuden i betydeligt omfang yder de fjendtlige sabotører aktiv støtte". Han anmoder derfor Best om at gennemføre en forordning efter de retningslinier, som Keitel havde givet ordre til. 5) A. nr. 775.

1. januar 1945 meddelte Best, at han kun ville udstede en sådan forordning efter ordre, og afviste at tage ansvaret for den. 6) A. nr. 776. Ang. admiral Mewis' synspunkter på disse problemer se A. nr. 777. Ang. afhøringerne vedr. sabotagen ved militærdomstolen i Nürnberg af Joachim v. Ribbentrop og Karl Dönitz se A. nr. 778 og 779.

Side 164

Justitsminister Thune Jacobsen meddelte få dage efter til Kanstein, at kriminal-politiet ville blive udvidet med 150 mand, som i første række skulle bekæmpe „den illegale kommunisme i Danmark". Ordenspolitiet skulle udvides med 1300 mand. Endvidere var bestemmelserne om fængslede kommunisters behandling blevet skær-pet, og „i det hele taget vil ministeren drage omsorg for en skarpere kurs indenfor det danske politi". 2) A. nr. 782.

Side 165

Efter politiets deportation førtes en række forhandlinger mellem de tyske myndig-heder om, hvorledes det skulle behandles og anbringes på længere sigt. Fra 7. oktober 1944 foreligger en instruks fra v. Ribbentrop, hvori han på grundlag af en indberetning fra København om direktør Svenningsens skrivelse af 5. oktober anmo-der om at få undersøgt hos SS, om det er muligt at flytte det danske politi fra koncentrationslejren til en civil interneringslejr? 2) A. nr. 784.

Af et telegram til dr. Best i oktober fremgår det, at ved forhandlingen med SS-Obergruppenführer Kaltenbrunner herom blev det oplyst, at det havde været menin-gen, at de danske politifolk skulle behandles som krigsfanger, men at de var blevet anbragt i Buchenwalde på grund af indkvarteringsvanskeligheder. „Obergruppen-führer Kaltenbrunner har instrueret sine underordnede instanser om, at de i denne sag skal imødekomme Auswärtiges Amts ønsker i videst muligt omfang". 3) A. nr. 785. 2. november havde gesandt Mohr en samtale med rigsudenrigsminister v. Ribbentrop, som han havde fremkaldt på grund af deportationen af politiet. Se herom A. nr. 786. Ang. afhørin-gerne vedr. politiet ved militærdomstolen i Nürnberg af v. Steengracht og Karl Heinz Hoffmann se A. nr. 787—789.

Side 167

Fra begyndelsen mødte hvervningen, der for Danmarks vedkommende var frivillig og foregik på individuel kontraktbasis for et bestemt antal måneder, en vis passiv dansk modstand. At en af årsagerne, frygten for nazistisk påvirkning af Tysklands-arbejderne, ikke var ubegrundet, viser en konference i København i juli 1942 om, hvorledes den politiske påvirkning af de hvervede arbejdere kunne fremmes. 3) A. nr. 819.

Side 168

14. februar 1941 protesterede Renthe-Fink mod, at to danske tankskibe, Det Danske Petroleums Aktieselskabs „Chr. Holm" og „Scandia", var løbet ud fra St. Thomas og derefter blev opbragt af englænderne. Da rederiet erklærede, at det antagelig skyldtes det amerikanske selskab Standard Oil's ordrer, udtalte Renthe-Fink, at det var „et alvorligt overgreb mod dansk ejendom ... På mit forlangende har det danske udenrigsministerium foranlediget, at Det Danske Petroleums Aktieselskab kræver Standard Oil til regnskab for dets handlemåde". 4) A. nr. 836.

Side 169

disse landes regeringer, at ingen person eller institution udenfor Danmark var berettiget til forhandling om at sætte oplagt dansk tonnage i fart. 1) A. nr. 837 og 841; Mens Chile og Peru derefter i begyndelsen af marts foretog tvangsmæssig beslag-læggelse af de danske skibe, 2) A. nr. 839 og 161; søgte Argentina ved forhandling med danskerne at få en overenskomst om, at de danske skibe i argentinske havne atter blev sat i fart. 10. marts erklærede Renthe-Fink imidlertid — efter ordre fra Berlin — overfor Scavenius og den argentinske gesandt, at Tyskland ikke kunne ændre sin principielle holdning og måtte afvise de dansk-argentinske ønsker. 3) A. nr. 840. 3. maj tog den argentinske ambassadør i Berlin spørgsmålet om køb af de danske skibe op overfor v. Weizsäcker, som imidlertid henviste til det tyske synspunkt, at hver eneste ton, som sejlede, gavnede Tysklands fjender (A. nr. 854). Overfor Scavenius udtalte gesandt Hencke 22. marts, at gennem støtte til de argentinske ønsker skabte Danmark psykologisk baggrund for amerikanske overgreb mod danske skibe. A. nr. 842.

Dette krav, som den kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål, Hencke, overbragte 22. marts, blev begrundet med, at den danske regering og rederne ganske vist i overensstemmelse med de tyske ønsker „og med sande danske interesser" havde udsendt advarsler og ordrer til deres repræsentanter i udlandet, men at dette ikke var tilstrækkeligt. Der indløb meddelelser om forhandlinger, således at der var en fare for, at udlandet ikke tog de danske advarsler og protester alvorligt og blev fristet til at tage skridt i lighed med Chiles. Tyskland ville derfor gøre rederne ansvarlige for yderligere beslaglæggelser, hvis de ikke kunne bevise, at de og deres udenlandske agenter, repræsentanter og ansatte havde gjort alt, hvad der stod i deres magt for at forhindre beslaglæggelserne. 5) A. nr. 843; Hencke forlangte endvidere, da han overbragte udenrigsminister Scavenius disse krav, at han i løbet af så kort tid som muligt fik forelagt et udkast til den omhandlede lov. Han anmodede endvidere Scavenius om straks og med eftertryk at gøre de danske redere opmærk-som på den tyske erklæring samt lade dem vide, at rigsregeringen ville gøre alt for at få beslaglagte og ifartsatte danske skibe over på tysk hånd.

Side 170

Renthe-Fink svarede imidlertid hertil, at hans regering havde overvejet alle sider af sagen og ønskede en løsning uden kompromisser. 1) A. nr. 843.

Den tyske søfartssagkyndige, Duckwitz, lovede at forelægge dette i Berlin, mens Hencke til Scavenius udtalte, at han ikke ventede, at en dansk henvendelse i Berlin ville opnå resultater. Helt uacceptabelt for Tyskland var forslaget om, at danske besætninger skulle have lov til at blive ombord på skibene, da dette ville gøre det lettere at sætte dem i fart igen. Han anmodede derfor Scavenius om at fremskynde udarbejdelsen af loven, og denne indrømmede, at „den danske regering måtte føje sig efter det tyske tryk. Han bad dog om, at det tyske udenrigsministerium i det mindste endnu en gang ville lytte til de danske ønsker, for at hans stilling overfor rederne kunne lettes, også med hensyn til fremtidige spørgsmål". 2) A. nr. 844.

Resultatet blev forhandlinger i Berlin med repræsentanter for rederne. Herunder blev man enig om, at den forlangte lov skulle færdigudarbejdes, men foreløbig stilles i bero, mod at den danske regering og rederne forpligtede sig til ved frivillige forholdsregler at gennemføre de tyske ønsker, nemlig at forhindre, at oplagte danske skibe blev sat i fart, at danske søfolk forblev på skibe, som blev sat i fart, eller lod sig hyre på andre skibe; at den danske regering og rederne skulle protestere mod even-tuel ifartsættelse og give mandskaberne instrukser om at forlade skibene forinden; at det principielt blev dem forbudt at tage hyre på ikke-danske skibe, selvom man i enkelttilfælde ville gøre undtagelser; at mandskab og kaptajner skulle straffes for overtrædelser. 3) A. nr. 855.

Side 171

at Tyskland kun kan protestere på egne vegne og ikke for det suveræne Danmark, har virket stærkt beroligende her og må betragtes som et behændigt træk". 1) A. nr. 845.

I det ultimatum, som fra tysk side blev stillet efter gesandt Kauffmanns under-skrivelse af Grønlandstraktaten 9. april, optoges et krav om øjeblikkelig gen-nem-førelse af en lov, hvorved søfolk, der tog hyre på beslaglagte skibe, ville miste deres statsborgerret og få deres ejendom konfiskeret. 4) A. nr. 851; Under forhandlingerne om ultimatummets gennemførelse gik Renthe-Fink dog på grund af det tidligere afgivne løfte om, at denne lov midlertidigt skulle henlægges, med til, at den gennem-førtes uafhængigt af kravene angående Kauffmann m.m. 5) A. nr. 850.

11. april diskuteredes imidlertid udkastet til den ovenfor nævnte lov mellem Renthe-Fink, Scavenius og rederne. „Lovforslaget bliver nu underkastet den behø-rige behandling af de kompetente danske ministerier. Vi har lagt pres på for at frem-skynde sagen". Rederne fremsatte dog stadig deres tidligere synspunkter, „at de ville gøre alt, hvad der var dem muligt, for at nå det af os ønskede mål, som også var deres, uden at en offentliggørelse af den foreslåede lov med alle de af den forven-tede uheldige følger bliver nødvendig". 6) A. nr. 849; I den telefoniske indberetning, som Renthe-Fink gav herom, fremhævede han, at loven ville indeholde bestem-melser om tab af statsborgerret og konfiskation af formue for de søfolk, som tog tjeneste på beslaglagte skibe. 7) A. nr. 850; om redernes tilbagekaldelse af besætningerne i USA se A. nr. 852, og om tysk frygt for de danske konsulers holdning hertil se A. nr. 565 og 865.

Endelig førtes i august 1941 forhandlinger mellem det tyske gesandtskab, udenrigsministeriet og rederne om den fremgangsmåde, der skulle følges med hensyn til de danske skibsinteresser i USA, danske skibes chartring til Spanien og Schweiz og om de danske skibe, der lå i franske havne. 8) A. nr. 857. Om disse spørgs-måls videre udvikling se A. nr. 858—863.

Side 172

mod ødelæggelse ved fjendtlige luftangreb på konvojer". I sine kommentarer til samtalen med Scavenius skriver han: „Selvom udenrigsministeren selv har vist sig forstående, så er der dog efter de tidligere erfaringer mulighed for vanskeligheder på grund af frygt for, at Danmark ved de forlangte forholdsregler skulle blive trukket med ind i krigen mod England. Thi den ledende tanke i den herværende politik er vel at samarbejde med os, men at undlade alt, hvad England kan udlægge som krigsdeltagelse, og som kan føre til modforholdsregler". 1) A. nr. 864.

27. september overraktes derefter det danske svar til Renthe-Fink, hvori man efter hans vurdering ikke principielt afslog bevæbningen, men dog ikke anså gennem-førelsen for mulig på grund af manglende materiel og uddannet personale. 2) A. nr. 865.

Det næste tyske dokument er fra 16. august 1942, hvor Renthe-Fink indberetter, at danskerne ikke har opgivet deres modstand, og at bevæbningen kun kan gennem-føres med tvang, „hvis mulige virkninger på det politiske og erhvervsmæssige område ikke kan lades ude af betragtning. Danskerne vil hårdnakket stå fast på deres standpunkt, fordi de frygter, at de, hvis de affinder sig med tysk bevæbning af deres skibe, ikke mere af England og USA vil blive betragtet som ikkekrigsførende stat ... Er vor militære interesse i luftskytsbevæbning af danske skibe så krigsvigtig, at alle andre synspunkter må træde tilbage, så bør vor fordring naturligvis gennemføres. Men hvis det ikke er tilfældet, så bør vi foreløbig ikke yderligere forlange kravet gennemført". 3) A. nr. 866.

I september havde gesandt Mohr derefter en samtale med ambassadør Ritter i det tyske udenrigsministerium. Han kom fra hovedkvarteret og havde talt „meget alvor-ligt og indtrængende" med Mohr og gjort ham det klart, at bevæbningen fra tysk side blev tillagt en så principiel betydning, „at man i tilfælde af vægring fra rederne og søfolkene måtte regne med meget alvorlige tyske forholdsregler". 22. september havde Scavenius derefter en samtale med Renthe-Fink på dette grundlag. Han sagde, at henvendelsen til Mohr ikke var ham ubelejlig, fordi de danske instanser nu kunne se, „at han ikke med urette havde understreget alvoren i det tyske krav og havde rådet til ikke at modsætte sig det". Scavenius anså endvidere tidspunktet til at genoptage sagen for uegnet, fordi han nylig med det største besvær havde fået rederne til at sætte deres skibe i Middelhavet ind i trafikken på Sortehavet med danske besætninger og under dansk flag. Renthe-Fink henviste dog atter til, hvor alvorligt ment det tyske krav var, og anmodede Scavenius om at forklare rederne dette. 4) A. nr. 867; 1. oktober sendte Schnurre en instruks til København, hvori han oplyser, at Mohr i slutningen af ugen i København vil forhandle om spørgsmålet vedrørende luftskytsbevæbning af danske skibe, men anmoder om, at man undlader en ny henvendelse til udenrigsminister Scavenius i øjeblikket. 5) A. nr. 868.

Det andet telegram er fra 25. november 1944, og heri meddeler Best, at han har ladet en række danske skibe, hvis navne opgives, beslaglægge. 2) A. nr. 870.

Kristen Amby    Buch-Jensen    Bøgholm    Holger Eriksen, formand

Niels Eriksen    Jørgen Gram    Victor Gram    Poul Hansen (Grenaa)

Rasmus Hansen    Hans Hækkerup    Arnth Jensen, næstformand

Thisted Knudsen    Holger Larsen    M. Larsen    Lindberg

Harald Nielsen    Karl Olsen    Oluf Pedersen    Th. Poulsen    Rager  

Rasting    Viggo Starcke    Steen     /     Eigil Olsen

Aktstykker og Stenografiske Referater til Beretning XIII
følger i næste udgave af Kasler Journal

klik til Beretning XIV 

klik til index