Side 81

14. maj indberettede Renthe-Fink til Berlin om flugten, men kunne ikke give mange oplysninger. Om Christmas Møllers motiv skriver han, at dette er uklart. „Efter at han på min foranledning var blevet fjernet fra sine politiske poster på grund af sin tyskfjendtlige holdning, havde han mistet meget af sin indflydelse. Efter alt at dømme spillede han ikke længere nogen politisk rolle og havde i og for sig intet at frygte fra vor side. Undersøgelsen vil vise, om han har haft mere på samvittigheden end hidtil antaget. Man ved med sikkerhed, at han misbilligede samarbejdspolitikken med Tyskland, og at han troede på Englands sejr. Det er i høj grad muligt, at Christmas Møller, der er umådelig ærgerrig, har forladt Danmark for at stille sig i spidsen for de såkaldte „Frie Danske". Regeringen er meget overrasket over Christmas Møllers skridt og nærer en vis bekymring for, at der vil blive oprettet en emigrantregering i lighed med den norske. Jeg har indtrængende henstillet til den danske regering at sørge for en tilbundsgående undersøgelse". 3) A. nr. 255.

Den følgende dag telefonerede Renthe-Fink til Auswärtiges Amt, at den danske regering på det skarpeste misbilligede Christmas Møllers rejse. Udenrigsminister Scavenius havde på den ene side påpeget, at Møllers flugt var et bevis for, at han ikke længere havde muligheder for at virke i Danmark, men fandt på den anden side sagen overordentlig ubehagelig, fordi han nu ville lave propaganda over den engelske radio, og med hensyn hertil oplyser Renthe-Fink: „Møller talte allerede i går over den engelske radio og rettede især heftige angreb på udenrigsminister Scavenius og hans politik. Han erklærede bl.a., at Scavenius helt beherskedes af os". I referatet af telefonsamtalen med Renthe-Fink hedder det som afslutning: „Gesandt v. Renthe-Fink tilføjede, „at der ikke kunne rettes bebrejdelse mod udenrigsminister Scavenius". 4) A. nr. 256.

Samme dag sendte Renthe-Fink et referat af en samtale med Scavenius, som „sagde til mig, at de to konservative repræsentanter i kabinettet udtrykkelig havde udtalt deres misbilligelse og erklæret, at de ikke havde noget kendskab til, at Christmas Møller havde haft i sinde at forlade Danmark. På mit spørgsmål, hvad man fra dansk side havde i sinde at gøre, svarede udenrigsministeren mig, at en regeringserklæring var under forberedelse". 5) A. nr. 257.

Side 82

har den danske regering afgivet en efter min mening temmelig vag erklæring om sagen, omend det fremhæves i den, at justitsministeren har rejst anklage ... Møller-sagen viser, at Meissner i modsætning til Oberführer Kanstein har haft ret i at påpege Møllers farlighed og i at tilråde en kraftig indskriden imod ham". 1) A. nr. 258.

I de ovenfor nævnte punkter, som Renthe-Fink indsendte til Berlin som grundlag for sin første samtale med statsminister Buhl 20. maj, anfører han, at han har til hensigt at sige til statsminister Buhl, at Tyskland med tilfredshed har bemærket sig, at regeringen offentligt har stemplet den tidligere handelsminister Christmas Møllers flugt til England, „men vi må insistere på, at omstændighederne ved flugten bliver oplyst til bunds", at det udredes, hvilke hjælpere Christmas Møller havde haft i Danmark og om muligt endnu havde, „samt at det konservative parti selv utvetydigt tager afstand herfra". 2) A. nr. 236.

I rigsudenrigsminister v. Ribbentrops instruks 19. maj til Renthe-Fink skriver han med hensyn til Christmas Møller-sagen, at Renthe-Fink til statsminister Buhl skal sige, at „vi til syvende og sidst må betragte det som et resultat af denne underkendelse af virkeligheden [de ovenfor nævnte danske udtalelser om besættelsen], når danske politikere, som i disse dage Christmas Møller, beslutter sig til åbent at gå over i modstanderens lejr. Selvfølgelig har Møllers flugt i Berlin fremkaldt det allerdårligste indtryk, og man spurgte sig selv, om ikke danske regeringsinstanser havde medvirket dertil, da det dog ellers næppe var til at forstå, hvorledes Møller så let kunne gen-nemføre sit forehavende". 3) A. nr. 237.

Samme dag fik statssekretær v. Weizsäcker en instruks fra rigsudenrigsminister v. Ribbentrop om at kalde gesandt Mohr til sig og drøfte de spørgsmål med ham, som var blevet nævnt i instruksen til Renthe-Fink. „Rigsudenrigsministeren anmoder om, at De især kommer ind på tilfældet Moeller". 4) A. nr. 261. Den følgende dag fik v. Weizsäcker en ny instruks for samtalen med Mohr. „Navnlig anmoder rigsuden-rigsministeren Dem om at gøre Christmas Moellers flugt til England til genstand for Deres forestillinger. I den forbindelse må der gives udtryk for, at vi ikke kan finde os i begivenheder af denne art og om fornødent vil se os foranlediget til selv at træffe forholdsregler for at umuliggøre noget sådant". 5) A. nr. 260.

21. maj havde v. Weizsäcker derefter en samtale med minister Mohr og gentog v. Ribbentrops instruks. 6) A. nr. 262.

Side 83

burde have taget skarpere afstand fra Christmas Møller. Om Buhls reaktion skriver Renthe-Fink: „Statsminister Buhl fordømte Christmas Møllers handlemåde og forsik-rede, at der ville ske en tilbundsgående efterforskning af de omstændigheder, hvor-under hans flugt var foregået". 1) A. nr. 239.

I de følgende dage sender Renthe-Fink oplysninger om resultaterne af un-dersøgelserne i København^, 2) A. nr. 263 og 266; og skriver om mulighederne for at flygte fra de danske kyster: „Effektiv spærring er teknisk ikke mulig. Opgaven kan kun blive ved alle tænkeligt egnede foranstaltninger at formindske risikomomentet. Dette arbejde udføres af dansk politi og tysk marine i snævert og godt samarbejde". 3) A. nr. 264.

Jeg svarede hertil, at regeringen ikke måtte tro, at hensynet til samarbejdet kunne hindre os i at skride ind, hvis regeringen ikke gjorde sin pligt". 5) A. nr. 267. Med hensyn til de oplysninger og henvendelser, som den tyske regering foretog overfor den svenske regering i anledning af Christmas Møller-sagen, henvises til A. nr. 259 og 268. 

Side 84

27. februar 1942 kom Hitler ind på de nazistiske bevægelser og deres førere i de besatte lande og udtalte: „Der er i Holland, Danmark og Norge bevægelser, hvis førere har foretrukket at nære en ambition om en dag, takket være os, hellere at blive konsejlspræsidenter end uden os blot at være pensionerede majorer eller noget lignende". Samme aften udviklede Hitler sin grænseløse foragt for konger og fyrster. „Med hensyn til monarker er de mest plagsomme dem, der er blevet gamle i gårde... Hvis danskeren fortsætter som den gamle svensker, der ikke bestiller andet end at samle kræfter ved at spille tennis, bliver han lige så gammel som Metusalem ... Det er på grund af, at de intet bestiller, at disse marionetter bliver uforskammet gamle. I Danmark har vi allerede efterfølgeren. Det er Clausen." Hitler karakteriserede derefter de tre nazistiske „førere" i Danmark, Holland og Belgien på følgende måde: „Når vi har nået det punkt (d.v.s. når de nazistiske partier i disse lande skal overtage magten), har vi tre mænd, der har syndet så meget, at de vil være nødsaget til at forblive allieret med os, hvad der så end sker. Vi kan regne med Clausen og også med Mussert. 2) Hitler's Table Talk s. 344—45.

28. marts udtalte han angående Danmark: „Med hensyn til Danmark må der før eller senere findes en løsning i Clausens person, så meget mere som støtten til Mussert i Holland og Quisling i Norge har vist sig at være rigtig. 3) Hitlers Tischge-språche s. 57.

Endelig diskuterede Hitler 8. juni betydningen af at knytte forbindelse med ungdommen i andre lande og dermed vinde den for Tyskland. „Selv i Danmark kan de ældre generationers opposition ikke forhindre ungdommen i at acceptere den tyske tænkemåde i stadig voksende antal, for de føler, at de har den samme race-mæssige oprindelse. Ved metodisk at støtte denne bevægelses udvikling tager jeg grunden væk under fødderne på den gamle konge af Danmark og trækker hans folk væk fra ham på nøjagtig samme måde, som det dengang lykkedes mig langsomt, men sikkert at gøre det østrigske folk fremmed for Dollfuss-Schuschnigg regimet". 4) Hitler's Table Talk s. 522.

Side 85

Lüdke skriver derefter, at man venter, at det danske politi i løbet af kort tid opklarer disse tilfælde. „Skulle det danske politi ikke opnå noget resultat, må det overvejes, hvilke foranstaltninger der må tages fra tysk side for at opklare tilfældene". Han giver instruks om, at den danske regering „i alvorlig form" skal gøres opmærksom på, at sabotagen tager til, og at den må gribe energisk og hurtigt ind. Endelig giver han ordre til, at der i virksomheder, som arbejder for de tyske tropper i Danmark og for den tyske krigsøkonomi, opstilles vagter, som skal have ansvaret for, at der ikke sker sabotage. 2) A. nr. 272.

De militære problemers betydning for den tyske indstilling til Danmark i 1942 belyses af forskellige drøftelser, som Hitler havde med officererne på „fører-konferencerne". 12. januar 1942 diskuteres den tyske eskadre, som lå i Brests havn, og dens eventuelle tilbagetrækning til tyske havne. I den forbindelse gav Hitler udtryk for bekymring m.h.t.

Side 86

en allieret offensiv i Norge. 1) Fuehrer Conferences s. 256. 10 dage efter vendte han tilbage til den formodning, at England og USA planlagde angreb på Norge med eventuel støtte fra Sverige, „Føreren er overbevist om, at Norge er „skæbnezonen" i denne krig", og gav ordre til at forstærke styrkerne i Norge. 2) Fuehrer Conferences s. 259—60.

Endelig 15. juni diskuterede han situationen i Jylland med admiral Raeder. „Flådens øverstkommanderende fremhæver, at det nordlige Jylland er særlig sårbart m.h.t. fjendtlig landgang på grund af dets flade kyst og den gigantiske luftbase ved Aalborg. Hvis fjenden går i land med stærke styrker, vil han være i stand til at erobre 38 cm batteriet, og Limfjorden vil give ham et stærkt bolværk mod syd. Tropperne, der er stationeret i det nordlige Jylland, skulle derfor være tilstrækkeligt stærke til at være i stand til at hindre en invaderende fjende i at grave sig ned. Føreren såvel som rigsmarskallen er af samme mening". 3) Fuehrer Conferences s. 285.

Allerede på dette tidspunkt havde Renthe-Fink henvendt sig til det danske udenrigsministerium om sabotagen. 25. juli havde han en samtale med Scavenius om politiets svigtende indsats med hensyn til Christmas Møllers hjælper Borch-Johansen og Aksel Larsen. „Selvom kommunisterne endnu ikke havde begået nogen sabotagehandling eller direkte anstiftet oprør, ville det let kunne ske en skønne dag, når kommunisterne fandt tidspunktet gunstigt. I hvert fald søgte de at træffe forberedelser dertil. Derfor måtte der gribes ind overfor dem med største energi, men i så henseende savnede vi tilfredsstillende resultater fra det danske politis side". Renthe-Fink overrakte derefter Scavenius et dokument med 6 punkter vedrørende styrkelse af politiets organisation. End-videre havde Renthe-Fink og Kanstein for-handlinger med justitsminister Thune Jacobsen om dette spørgsmål. 4) A. nr. 781. Se iøvrigt afsnit D. om justitsministeriet under besættelsen.

Side 87

Jeg rettede i så henseende en bebrejdelse særligt mod statsministeren som den ansvarlige regeringschef og mod de parlamentariske ministre", og da Svenningsen anmodede om eksempler, svarede Renthe-Fink, „at det ikke så meget drejede sig om enkeltheder som om den almindelige holdning. For eksempel havde statsministeren og de parlamentariske ministre hidtil på ingen måde imødegået den engelske radiopropaganda og den kommunistiske henh. chauvinistiske hetz. De foretog sig først noget, når jeg havde gjort forestillinger overfor udenrigsministeren". Derefter skyndte propagandaen sig at fremhæve, at det var sket efter tysk ønske, hvorefter det mistede al virkning. Renthe-Fink nævnte, at rygtet ville vide, at Christmas Møller havde tilhængere i regeringen. „Jeg ville ikke komme ind på, om dette var rigtigt eller ikke rigtigt; den kendsgerning, at man troede på noget sådant, virkede overordentlig skadeligt og lod vide kredse få den opfattelse, at regeringserklæringen kun var en skueret. Til slut nævnte jeg, at vurderingen af den nuværende danske regerings kurs i Berlin havde nået et absolut lavpunkt". Da Svennirgsen forsøgte at afsvække Renthe-Finks udtalelser, svarede denne, „at situationen ikke kunne tages alvorligt nok". 1) A. nr. 273.

Den næste dag sendte Renthe-Fink en indberetning til Berlin om denne samtale. 2) A. nr. 274; 11. august lod rigsudenrigsminister v. Ribbentrop forespørge, om „fald-skærmsagenterne" også blev stillet for danske domstole. Han „mener, at dette i bed-ste tilfælde er muligt for danske faldskærmsagenters vedkommende, men ikke for engelske". (A. nr. 277).

Clausen ender med at anbefale, at den nuværende regering afløses af et forret-ningsministerium under ledelse af generaldirektør Knutzen eller direktør Kraft. 3) A. nr. 276.

Side 88

havde fungeret under besættelsen. Anledningen hertil var et ønske om at forenkle forvaltningen i de besatte lande på grund af krigens krav, og dr. Stuckart opstillede to hovedproblemer: om Tyskland i disse lande nu og i fremtiden skulle oprette egne forvaltningsorganer eller betjene sig af de lokale organer og nøjes med at besætte visse nøglestillinger. 1) A. nr. 270; I slutningen af august kom Stuckart og SS-Briga-deführer Ohlendorf selv til København og forhandlede med Renthe-Fink og general Lüdke om de forholdsregler, der kunne træffes med et fjendtligt angreb for øje.

Resultatet af dette besøg blev dels det tidligere omtalte memorandum fra Renthe-Fink om hans hidtidige erfaringer med hensyn til samarbejdet med de danske myndigheder og en plan for Tysklands fremtidige indflydelse i Dan-mark, 2) se A. nr. 282; og dels en række forholdsregler, der skulle træffes i tilfælde af et fjendtligt angreb. 3) Se herom A. nr. 279. Se endvidere s. 84.

Side 89

Tilsidst ridser han op, hvorledes den tyske repræsentation under denne fremtidige ordning bør organiseres. I denne forbindelse anlægger han den betragtning, at en nationalsocialistisk magtovertagelse efter krigen måske vil skabe større vanske-ligheder for Tyskland end et regime som det nuværende. løvrigt er hans hovedsyns-punkt, at den fremtidige tyske indflydelse i det store og hele kan foregå på samme måde som hidtil. 1) A. nr. 282.

Side 90

Meissner slutter med at fastslå, at det under alle omstændigheder må undersøges, om den hidtidige „afventende politik" skal fortsættes, eller om der må ske „en prin-cipiel ændring af den tyske politik i Danmark ved, at der skabes et overgangs-ministerium". 1) A. m. 278.

Angående dette parti slutter Stuckart med den betragtning, at medlemmerne betragtes som landsforrædere, og dets muligheder for „selv med det bedste fører-skab at vinde det danske folk for Europa og for Tyskland er i betragtning af denne psykologiske situation stærkt begrænset". 2) A. nr. 283.

Side 91

Renthe-Fink svarede herpå, at enhver måtte tage hensyn til omverdenen, og han kunne ikke tænke sig, at Danmark kunne blive liggende som en lille demokratisk ø. 1) A. nr. 280.

Side 92

28. september sendte rigsudenrigsminister v. Ribbentrop fra sit „særtog" en instruks til Renthe-Fink, som gik ud på, at han „mundtligt ... med betonet skarphed" skulle give den danske udenrigsminister og anmode ham om straks at bringe til kongens kundskab den meddelelse, der mundede ud i, at den tyske gesandt i København var blevet tilbagekaldt, og at den danske gesandt i Berlin ligeledes skulle forlade sin post. 2) A. nr. 289; se tekst ber. IV, A. 215; Samtidig fik v. Weizsäcker ordre til at give gesandt Mohr den samme meddelelse. 3) A. nr. 290: Kl. 11 havde Weizsäcker en samtale med chargé d'affaires Steensen-Leth, som spurgte, om det betød, at det danske gesandtskab skulle lukkes, hvortil Weizsäcker svarede nej, det skulle have samme stilling som det tyske gesandtskab i København, hvor forretningerne blev videreført af en chargé d'affaires. 4) A. nr. 291. Ang. gesandt Mohrs afrejse fra Bsrlin se A. nr. 296.

I indberetningen 29. september skildrede Renthe-Fink sin samtale med Scavenius, der var „bestyrtet". Scavenius henviste til kongens alder, at hans telegram ikke var ment som en fornærmelse, og at det forhåbentlig ville være muligt at ordne dette spørgsmål. Renthe-Fink svarede, at det ikke var en undskyldning, at kongen ikke havde haft til hensigt at fornærme Føreren. Han havde totalt misforstået situationen. Føreren havde sparet Danmark for at blive krigsskueplads og beskyttede det nu mod bolsjevismen. „Udenrigsministeren forsøgte af mig at få et fingerpeg om, hvad man ventede fra tysk side. Jeg henviste heroverfor til, at sproget i den af mig afgivne erklæring ikke kunne misforstås og ikke efterlod nogen tvivl om situationens alvor. Det var tydeligt, at udenrigsministeren derefter overvejede tanken om kongens abdikation, selvom dette ord ikke faldt mellem os". Renthe-Fink henviste endvidere til en række tilfælde, hvor kongen havde vist en uvenlig holdning overfor Tyskland, deriblandt en henvendelse i 1941 i anledning af kongens svar på fødselsdags-telegrammet. „Jeg har ved at nævne alle disse tilfælde villet lade udenrigs-ministeren forstå, at man fra dansk side ikke kan undskylde sig med, at det drejer sig om en blot og bar lapsus fra kongens side, men at kongens grundindstilling kom for dagen ved den måde, på hvilken kongen svarede Føreren". 5) A. nr. 292, 294, 298 og 299: Renthe-Fink overgav forretningernes førelse til gesandt Barandon og under-rettede den kommanderende general inden sin afrejse. „Han har... truffet fore-byggende sikkerhedsforanstaltninger". (A. nr. 295 og 303).

Om de følgende dages begivenheder findes følgende i de tyske dokumenter. 30. september modtog v. Weizsäcker den danske chargé d'affaires, som overbragte den i ber. IV, A. 217 anførte meddelelse, v. Weizsäcker skriver herom: „Jeg har ikke taget noget som helst standpunkt til denne erklæring". 6) A. nr. 297 og 300.

Til de tyske missioner i andre lande sendte v. Weizsäcker en fortrolig information og anmodede dem om ved forespørgsler at henvise til, at sagen drejede sig om et protokollarisk spørgsmål. 7) A. nr. 301. ang. andre landes interesse for „telegramkrisen" se A. nr. 324 og 341. 

Side 93

1. oktober gav den øverstkommanderende i København på gesandt Barandons anmodning ordre til særlige vagtforanstaltninger ved Helsingør „for at forhindre, at medlemmer af det kongelige hus i den nuværende situation forlader landet". 1) A. nr. 302; se endvidere A. nr. 320 og 325; Samme dag indberettede han, at den befuld-mægtigedes afrejse og de tyske soldaters forsvinden fra gaden på grund af udgangs-forbud havde startet uro og rygter, og han anbefalede derfor, at der blev givet en vis orientering om krisen i et kort communiqué. 2) A. nr. 304; om Frits Glansens dags-befaling 2. september til partimedlemmerne om ikke at deltage i rygtesmeden se A. nr. 307.

Side 94

øverstkommanderende og den danske udenrigsminister forekommer mig endnu mindre ønskelig". 1) A. nr. 310: 6. oktober bestemte v. Ribbentrop, at der intet besøg skulle aflægges. 2) A. nr. 312 og 317.

6. oktober indsendte Barandon en beretning om udenrigsminister Scavenius' rede-gørelse til den danske presse samt meddelelse om statsminister Buhls tale ved rigs-dagens åbning. „Den i det store og hele ret farveløse tale indeholder sammenlignet med tidligere erklæringer ingen nye momenter og undgår bevidst enhver vending, hvoraf man kunne slutte sig til muligheden af en omdannelse af regeringen". 3) A. nr. 314 og 315; Samme dag gav v. Weizsäcker ham instruks om, at det tyske commu-niqué, som han havde foreslået 1. oktober, ikke skulle udsendes: „Vore hidtidige foranstaltninger har uden tvivl gjort et stærkt indtryk på den danske regering. Det er tilrådeligt foreløbig fremdeles at lade disse kendsgerninger gøre deres virkning", v. Weizsäcker gav samtidig ordre til, at politiske taler som den, SS-Oberführer Cerff havde holdt 4. oktober, ikke måtte finde sted. 4) A. nr. 318; om Cerffs tale se A. nr. 311 og 316.

„Nervøsiteten i danske officielle kredse tiltager som følge af vedvarende usikker-hed", indberettede Barandon 15. oktober. Man havde forsøgt gennem mellemmænd at finde ud af, hvad der påtænktes fra tysk side. „Der foreligger her det indtryk, at den danske regering kun venter på meddelelse om de tyske ønsker for at lade et kabinetskifte finde sted". Fra dansk side tænkte man sig ikke, at Clausen skulle lede dette eller deltage heri, og Barandon og v. Hanneken anså „ikke øjeblikket for Fritz Clausens og hans folks magtovertagelse for kommet". Fra dansk side tænkte man sig en regering med partiløse, uafhængige personer, „der har vor tillid". 5) A. nr. 335; ang. Barandons indberetninger om stemningen i Danmark se også A. nr. 327.

Frits Clausen skriver, at hvis rygterne om et rigskommissariat eller en sammen-lægning af Danmark og Norge under Terboven er rigtige, vil det bevirke, at hans parti lider fuldstændigt skibbrud. Han giver udtryk for den opfattelse, at „såvel blandt arbejderne som blandt bønderne fandtes der vidt udbredte tyske sympatier", og har den faste overbevisning, at det overvejende flertal af det danske folk kan bringes til at acceptere Tysklands førerskab i det nye Europa. Et forretningsministerium afviser han, fordi de personer, der er tale om, længe har båret kappen på begge skuldre. Clausens betragtninger munder ud i, at hvis man fra tysk side stadig tænker sig et samarbejde med bevarelse af den danske suverænitet, bør man give „de danske nationalsocialister chancen for at føre deres folk ind på den rette vej". 6) A. nr. 328; ang. et andet og mere uskyldigt forsøg på at løse krisen se ingeniør Wests henvendelse til v. Weizsäcker A. nr. 313, 323, 331 og 336.

v. Weizsacker skrev i sin notits hertil: „Jeg er ... af den opfattelse, at spørgsmålet om Clausens magtovertagelse for tiden slet ikke er aktuelt. Jeg betragter magtover-tagelse som forhastet og en fejl". 7) A. nr. 329.

Side 95

Indledningsvis blev der foretaget en meget nøje undersøgelse af, hvorledes kongen tidligere havde takket Hitler og andre statsoverhoveder. 1) A. nr. 293, 305, 306, 309 og 332.

Med henblik på udnævnelsen af en ny „rigsrepræsentant" i København opstiller v. Weizsäcker 6. oktober en række organisatoriske synspunkter. Han mener, at det for Auswärtiges Amts vedkommende vil være ønskeligt at bevare den befuldmægtigedes og gesandtens funktioner hos samme person. „Den befuldmægtigedes funktioner følger af de med landets besættelse sammenhængende tyske opgaver, medens gesandtens og gesandtskabets funktioner følger af varetagelsen af de almindelige tysk-danske forbindelser". Hvis den nye repræsentant kun bliver befuldmægtiget, kan det give fjenderne og venner som f. eks. Finland stof til propaganda. „Måske kan derved også spørgsmålet om kongens abdikation rejses, hvilket vel fra vor side f.t. ikke påtænkes". Derimod mener v. Weizsäcker, at man skal undlade at søge det sædvanlige agrément til den nye repræsentant for riget. 2) A. nr. 319.

8. oktober udarbejdede Renthe-Fink en notits om den politiske situation i Danmark i slutningen af september. Heri gentages hans kendte synspunkter med hensyn til den danske indstilling til Tyskland, danskernes og kongens fastholdelse ved demokratiet og DNSAPs manglende baggrund. „Sammenfattende må det siges, at der før den tyske slutsejr ikke kan ventes et omsving i det danske folks indre holdning. Den danske regering, som under de nuværende forhold er ganske klar over faren ved et brud med Tyskland, vil også i fremtiden af sig selv gøre alt for materielt at stille os tilfreds. Den har ikke evne til at ændre stemningen i Danmark til fordel for os, og en sådan omstilling hæmmes også af landets nuværende politiske struktur". 3) A. nr. 322; 11. oktober bad v. Ribbentrop statssekretæren meddele Renthe-Fink, at „han har været meget tilfreds med hans arbejde som rigets befuldmægtigede i Danmark". 4) A. nr. 330.

21. oktober bestemmer v. Ribbentrop, at de tysk-danske regeringsudvalgsforhand-linger „skal udskydes nogen tid". 5) A. nr. 337 og 338.

Det indledes med den betragtning, at „hvis det påtænkes at ændre regimet i Dan-mark formelt og også synligt udadtil, vil et ved den nuværende konges død indtræ-dende tronskifte i og for sig være et egnet tidspunkt hertil". 6) Om Christian X.s sygdom se iøvrigt A. nr. 339, 340, 344, 347, 348, 349 og 350; En radikal løsning i den forbindelse vil det være, hvis man overhovedet ikke lader den nye konges regeringstiltræden blive effektiv. En hindring herfor i den nuværende situation er det dog, at kronprinsen allerede har aflagt ed på forfatningen, således at han automatisk bliver konge ved sin faders død.

Memorandummet ender med at fastslå, at selvom tronskiftet ikke indtræder, må der ved den nye befuldmægtigedes udnævnelse stilles de samme krav til danskerne. 1) A. nr. 342.

Den følgende dag kunne gesandt Luther meddele v. Ribbentrop på grundlag af en „stemningsberetning" fra Meissner, at man i danske regeringskredse var klar over, at samlingsfronten ikke længere kunne holde, og var indstillet på at ofre tyskfjendtlige ministre som Jørgen Jørgensen, Alsing Andersen, Fibiger og Brorsen. Gruppen omkring Scavenius tilstræbte et forretningsministerium med Gunnar Larsen som chef, mens DNSAP også havde forberedt en ministerliste. 2) A. nr. 343.

Side 97

Om bemyndigelsesloven skal der opnås enighed med den befuldmægtigede. 1) A. nr. 345.

Side 98

Endvidere hedder det i dette dokument, at DNSAP skal fremmes, men ikke mere, end at det til stadighed føler sig afhængig af tysk hjælp. Det må ikke vinde et sådant fodfæste, at det ved en regeringsovertagelse kan begynde at spille mod Tyskland, og det rosenbergske dokument afsluttes således: „Det tyske riges befuldmægtigede i Danmark skal med de midler, der til enhver tid synes egnede, stadig beholde nøglen til den indre udvikling i Danmark i sin hånd, indtil hans stilling måske en skønne dag ændres". 1) A. nr. 346.

Endelig fremgår det af en indberetning 5. maj 1943 fra den nye befuldmægtigede, dr. Best, 2) 13. august 1942 havde daværende ministerialdirektør Werner Best begyndt sit arbejde i Auswärtiges Amt. v. Weizsåcker skriver i den anledning: „Jeg ... anmodede ham om at deltage i det daglige direktørmøde og foranledigede, at han foreløbig tildeles den politiske afdeling. Jeg vil også personlig tage mig af, at Best bliver sat ind i sagerne". (A. nr. 275); som var tilstede ved forhandlingerne i førerhovedkvarteret sammen med Renthe-Fink, at den nye befuldmægtigede, „der ikke længere skal kaldes gesandt", skulle løse følgende opgaver:

Dannelse af en ny dansk regering, som er „lovlig, medgørlig og uden egentlig politisk støtte i den danske befolkning". Endvidere skal han opretholde de danske leverancer til riget, sikre orden i landet uden yderligere indsats af tyske tropper og forberede „muligheden for til sin tid varigt at ordne Danmarks forhold til riget gennem aftaler med en lovlig dansk regering". 3) A. nr. 400.

Side 99

v. Ribben-trop fremhævede imidlertid, at et hurtigt svar var nødvendigt af hensyn til, at han skulle forelægge Hitler en afgørelse. Til den ministerliste, som Scavenius fik forelagt, svarede han, at det var en „fantasiregering", at den foreslåede justits-minister var en underordnet tjenestemand, der slet ikke havde nogen position og næppe kom på tale. Hvis der kom en dansk regering til roret, som ikke længere havde befolkningens tillid, ville sabotørerne, der hidtil af de fleste var blevet mødt med uvilje, vinde sympati. Scavenius afviste også decideret at optage medlemmer af DNSAP. Samtalen afsluttedes med, at Renthe-Fink^, 1) ang. Renthe-Finks samtale med Scavenius se hans brev til Best. (A. nr. 353); og dr. Best blev kaldt ind, for at Best kunne blive præsenteret for Scavenius, hvorefter denne og Ribbentrop talte nogle minutter sammen under fire øjne. 2) A. nr. 352.

4. november forelå dr. Bests udnævnelse til befuldmægtiget i Danmark og kommis-sarisk leder af gesandtskabet. „I Deres egenskab af rigets befuldmægtigede vil De ligesom Deres forgænger i embedet være rigets øverste repræsentant i Danmark. De er ansvarlig for udviklingen af de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Tyskland og Danmark. Den militære øverstkommanderende er kompetent og ansvarlig m.h.t. militære forholdsregler i henhold til det ham pålagte hverv". 3) A. nr. 351. Ang. byretsdommen 20. september 1948 over Werner Best, Hermann v. Hanneken, Gün-ther Pancke og Otto Bovensiepen se A. nr. 64 b, Østre Landsrets dom 18. juli 1949 A. nr. 65 b og Højesterets dom 17. marts 1950 A. nr. 66 b.

Angående dannelsen af ministeriet Scavenius, 4) se ber. IV, s. 52—59; foreligger en indberetning fra dr. Best 11. november om forhandlingerne i dagene efter 5. november, da han ankom til København. Under samtalen 5. november med Scavenius afslog han først at træffe Buhl. Scavenius anmodede derefter om, at man så bort fra ham som statsminister, og begrundede dette med, at han var for gammel til i en så vanskelig situation at træde i spidsen for en regering, at han var diplomat og ikke forstod sig på indrepolitiske forhold — et argument, som Scavenius også havde benyttet overfor v. Ribbentrop — at han ikke havde nogen sangbund i rigs-dagen og blandt partierne, og hvis han blev statsminister efter tysk ønske, ville han blive betragtet som en landsforræder. løvrigt indeholder denne beretning intet udover det fra de danske akter kendte. Den afsluttes med en gennemgang af det nye ministeriums medlemmer. 5) A. nr. 361. Om forhold under regeringsdannelsen se iøvrigt A. nr. 354—61.

Side 100

21. december forespurgte Mohr forsigtigt hos v. Weizsäcker, hvorledes man skulle forholde sig med den sædvanlige nytårshilsen mellem kongen og rigskansler Hitler. Samtidig oplyste Mohr, at kongen endnu var syg, og at regeringsforretningerne førtes af kronprinsen. „Det forekom mig, som om gesandten med denne bemærkning straks ville skabe mulighed for, at en telegramudveksling på den forestående nytårsdag kunne bortfalde. Jeg ville ikke improvisere noget svar og tog forbehold". 4) A. nr. 369.

1. januar holdt kongen en nytårstale, hvorom Best indberetter, at den „adskiller sig ved sit tilbageholdende og positivt affattede indhold fra den ret negative og politisk skarpe tale, som kongen holdt i radioen den 1. januar 1942 ... I betragtning af det meddelte indhold har jeg undladt at rejse indvendinger mod talen. En indgriben mod talen ville uden tvivl have oprullet hele „kongespørgsmålet", hvilket på grund af kongens politiske tilbageholdenhed og regeringen Scavenius' positive arbejde ikke er i Tysklands interesse". 5) A. nr. 370.

Den nye rigsbefuldmægtigedes akkreditering hos kongen som gesandt med forud-gående indhentelse af agrément for ham blev som ovenfor nævnt fra tysk side anset for udelukket. I en instruks fra rigsudenrigsminister v. Ribbentrop 28. november 1942 ang. en dansk forespørgsel om gesandt Mohrs tilbagevenden til Berlin giver Rib-bentrop ordre til, at dette skal besvares positivt. Derimod, skriver han, „vil et eventuelt dansk spørgsmål til os, om der ikke også påny kan akkrediteres en tysk gesandt hos den danske konge, få et negativt svar. Under en samtale ... anmoder jeg om, at sidstnævnte punkt selvfølgelig overhovedet ikke berøres fra vor side". 6) A. nr. 362. -

Side 101

Statsminister Scavenius rejste ved flere lejligheder spørgsmålet om et nyt agré-ment for „rigets repræsentant hos det danske statsoverhoved", men i overens-stemmelse med sine instrukser afviste dr. Best dette, 16. januar indberettede han imidlertid til Berlin, at Scavenius havde henvendt sig til ham og meddelt, at kongen og kronprinsregenten ønskede „på grundlag af den nuværende tilstand at træde i personlig kontakt og umiddelbart samarbejde med den rigsbefuldmægtigede". Dr. Best anbefaler at modtage dette tilbud med følgende argumenter: fra dansk side vil dermed den nye stilling, som riget har som besættelsesmagt og som politisk førende magt og uden alle forpligtelser overfor det danske statsoverhoved og den danske regering, formelt blive anerkendt. Ved dette nye udtryk for, at kongen bøjer sig, og ved sin forbindelse med Best vil han blive berøvet sin martyrnimbus, og de danske nationalister, indbefattet militæret, blive berøvet det påskud, at de kæmper for den krænkede konge. For statsminister Scavenius og hans regering vil denne legiti-mering og stabilisering af den nuværende stilling betyde en overordentlig politisk styrkelse, samtidig med at Bests ledelse af danske anliggender og gennemførelsen af rigsinteresserne — ro, orden og fortsættelse af produktionen — vil blive fremmet. Hvis overhovedet folkeretlige diskussioner mere skulle føres med danskerne, kunne en fremtidig dansk påkaldelse af løfterne fra 9. april besvares med, at Danmarks politiske og folkeretlige forhold til riget var blevet videreudviklet under alle danske statslige instansers medvirken. Overfor disse argumenter, der talte for at modtage kongens tilbud, fremførte Best derefter det synspunkt, som talte imod, nemlig at krænkelsen af Føreren dermed ville blive betragtet som fjernet og derfor ikke mere i fremtiden kunne bruges som et politisk argument. „Hertil vil jeg dog bemærke, at dette politiske argument med tiden dog taber i anvendelighed, og at det, hvis kongen dør, næppe vil kunne anvendes overfor hans efterfølger. Hvis derimod den nuværende kronprins — således som det er påtænkt — ligeledes forpligter sig ved at anerkende den nuværende tilstand, er der dermed efter min opfattelse vundet mere ... Da statsminister von Scavenius, hvis loyale og kloge samarbejde jeg kun kan rose, med spænding venter på mit svar, vil jeg være ... meget taknemlig for en hurtig afgørelse. 1) A. nr. 373; 28. januar meddelte rigsudenrigsminister v. Ribbentrop, at han principielt var indforstået hermed, men anmodede Best om at forklare, hvorledes dette samarbejde skulle foregå i praksis, og fremhævede, at man måtte undgå at give det udseende af, at Best alligevel var akkrediteret kongen. 2) A. nr. 377; Herefter udveksledes en række telegrammer om dette spørgsmål, indtil Best 6. februar havde sin første samtale med kronprinsen. „Fortiden blev ikke berørt med et eneste ord" under denne, (A. nr. 378, 381—384); Da kongen 15. maj holdt en tale mod sabotagen, indberettede Best: „At kongen indleder genoptagelsen af regeringsforretningerne netop med denne tale, vil ikke forfejle sin virkning på den danske befolkning. Kongens formu-lering betyder samtidig en utvetydig begrundelse for og retfærdiggørelse af alle forholdsregler, der er truffet og fortsat vil blive truffet for at bekæmpe sabotagen". 3) A. nr. 406.

Side 102

betegne en opløsning af den danske hær med overtagelse af samtlige behold-ninger af våben, ammunition, udrustning og mundering for bydende nødvendig ... Jeg kan på grund af den befuldmægtigedes stilling til sagen og de alvorlige politiske følger, han forudser, og som jeg må anerkende, ikke stille noget forslag om opløs-ning af den danske hær. Jeg fremlægger imidlertid mine overvejelser for at pege på de farer, jeg venter fra den danske hærs side". 1) A. nr. 374. Dette dokument samt Bests svar (A. nr. 375) stammer fra Nürnbergdokumenterne og er modtaget i maskinskrevet kopi, hvori passager er udskudt; 25. januar tog Best afstand fra dette krav og hævdede, at det enstemmigt ville blive afvist af alle forfatningsmæssige faktorer i Danmark. „Disse vil nemlig i overensstemmelse med hele den danske befolkning i et sådant krav se det første skridt til en formel og definitiv ophævelse af Danmarks selvstændighed". Best peger derefter på, at konsekvenserne af et sådant skridt vil blive, at der må sættes flere tropper ind i Danmark, da den danske befolkning fra passiv vil gå over til aktiv modstand. Best konstaterer med henblik på Sverige, at „opløsningen af den danske hær vil blive betragtet som et brud på tilsagnet af 9. april 1940, og anvendelsen af „norske metoder" i Danmark, som ikke er i krig med Tyskland, vil blive fordømt med større skarphed end forholdene i Norge, der har kæmpet mod Tyskland, og hvis modstand er kendt". 2) A. nr. 375; Værnemagtens overkommando afviste v. Han-nekens ønsker om den danske hærs opløsning. „Derimod skal det meddeles den danske regering, at resterne af den danske hær vil blive opløst, såfremt der konstateres blot den mindste modstand. Officererne vil i så fald blive overført til tysk krigsfangenskab". 3) A. nr. 389; 19. februar foreslog Best, at denne meddelelse burde gives „kronprinsregenten i en samtale. Jeg anser det ikke for formålstjenligt, at meddelelsen overbringes af den øverstkommanderende for de tyske tropper". 4) A. nr. 390. Hitler tilsluttede sig dette synspunkt (A. nr. 391 og 393). Angående den bod på 10 000 kr., som general v. Hanneken pålagde Thisted 5. december 1942 se A. nr. 364. I denne indberetning oplyser Best, at sagen fra tysk side var rejst på et falsk grundlag. „Så meget større er den blamage og det prestigetab, den tyske værnemagt har udsat sig for. Jeg henstiller, at man intet foretager sig i anledning af nærværende rapport, da jeg håber gennem længere samarbejde med general Hanneken at kunne afholde ham fra uovervejede forholds-regler. Episoden viser imidlertid, at forholdsregler fra besættelsesmagtens side rettet mod befolkningen eller landets myndigheder ikke kan betragtes som „rent militære", men at sådanne forholdsregler altid er af politisk betydning." Ang. en skarp personlig konflikt mellem Best og v. Hanneken se A. nr. 365.

foregå nogen offentlig valgagitation; at de danske arbejdere og frivillige i riget skulle have mulighed for at stemme. „Føreren for DNSAP, dr. Clausen, anser et rigsdagsvalg, der afholdes på de af mig påtænkte betingelser, for meget ønskeligt og håber på stemmefremgang, navnlig ved hjælp af de danske arbejdere i riget". 1) A. nr. 376.

Da der gjorde sig betænkeligheder gældende i Berlin, svarede Best 29. januar, at et forbud mod valget ville skabe større indrepolitisk uro end dets gennemførelse, at Scavenius ikke regnede med særlig stærk vækst for de konservative, og at et forbud mod valget ville bevirke en meget større styrkelse af det parlamentariske system end valget af en rigsdag, „der — selvom den vælges under parolen: indre afstandtagen fra Tyskland — vil betyde et plebiscit for regeringen Scavenius og helt og holdent føje sig efter den tyske linie." Dr. Best bemærker endvidere: „At der ikke foretages valg i England, medens der vælges i Danmark, kan kun bogføres som et aktiv for os ... Endelig vil jeg fastslå, at jeg ikke ifølge rigsudenrigsministerens bestemmelse vil være i stand til at optage forbindelse med kongen på et tidspunkt, da jeg som „morgengave" til ham må medbringe et efter min egen overbevisning unødvendigt forbud mod rigsdagsvalget". 2) A. nr. 379.

13. februar forespurgte rigsudenrigsminister v. Ribbentrop, hvor stor en tilvækst DNSAP efter Bests mening ville få, om han mente, det med sikkerhed kunne for-hindres, at tyskfjendtlige partier blev styrket ved valgene, og endelig om det propa-gandistisk kunne udnyttes af fjenden, at der ikke blev nogen valgkamp. 3) A. nr. 385.

Som svar herpå meddelte dr. Best, at DNSAP ved rigsdagsvalget i 1939 fik 31.000 stemmer, men at Clausen ventede at få 50.000 ved det nye valg. „Men selvom partiet kun bevarer sit hidtidige stemmetal, vil dette ikke forringe dets anvendelighed som redskab for den tyske politik. Dets betydning ligger ikke i dets størrelse, men i dets eksistens, hvorved de øvrige partier henh. befolkningsgrupper underkastes et vist pres." Best oplyser endvidere, at Scavenius ikke venter væsentlige forskydninger i partiernes stemmetal, og at regeringens sammensætning under ingen omstæn-digheder vil blive berørt af valgresultatet. Han mener iøvrigt også, at valget kan gennemføres uden forudgående valgkamp, uden at dette kan udnyttes propagan-distisk af fjenden. 4) A. nr. 386.

Mens v. Grundherr gik ind for, at valget skulle tillades, var v. Weizsäcker skeptisk. 5) A. nr. 387, 388, 392, 394, 395, 731 og 732.

24. marts indberettede dr. Best om valgets resultat og oplyste, at han med chefen for udenrigsministeriets pressebureau havde aftalt, at „valget ... i pressen fremstilles som en overvældende bekræftelse af den hidtidige regeringspolitik". 6) A. nr. 396.

24. marts havde Best en samtale med Scavenius, der var tilfreds med resultatet og „konstaterede, at det derigennem faktisk var blevet opnået, at befolkningen med overvejende majoritet havde godkendt ham, der så ofte var blevet skældt ud for at være forræder, og hans politik. Han venter i fremtiden af partierne en endnu mere aktiv støtte for sin politik". 7) A. nr. 398; ang. Bests bedømmelse af valget for DNSAPs vedkommende se A. nr. 397 og ang. kommunevalgene A. nr. 401.

Side 104

Side 105

I Hitlers „førerkonferencer" blev situationen i Danmark første gang behandlet 28. august om aftenen. Flådestabschefen oplyste, at da den danske regering havde forkastet det tyske ultimatum, var operation „Safari" blevet sat i gang. Senere på aftenen drøftedes stillingen i Danmark atter, og da situationen syntes forholdsvis rolig, „spørger Hitler: „Hvorfor da alt dette postyr om Danmark?" Han tiltaler uden-rigsministeren, som sidder lidt borte, på følgende måde: „Min kære udenrigsdirektør, hvad har De at sige til dette?" Ribbentrop svarer, at det hele er et rent politisk spørgsmål, og det ville have været bedre, hvis den øverstbefalende for de væbnede styrker havde holdt sig helt udenfor. Dette affærdiger Føreren med den bemærkning, at det var et spørgsmål af militær karakter. Ribbentrop hævder, at det endnu er muligt at standse operation Safari, selvom tropperne allerede er på march. Føreren nægter at diskutere indstilling af en aktion, når den først er begyndt. "Vi kan ikke blive ved med at ændre vore ordrer efter vore øjeblikkelige indskydelser". Hvortil Ribbentrop bemærker, at før eller senere havde vi sandsynligvis alligevel måttet gribe til disse forholdsregler". 1) Fuehrer Conferences s. 365.

Endnu en gang samme aften diskuteres spørgsmålet, denne gang flådens vanskeligheder ved at gennemføre sin andel i operation Safari, men næste dag oplyses, at operationen er blevet gennemført. „Føreren bemærker, at vi måtte forvente den nuværende situation i Danmark, og at vi før eller senere var blevet tvunget til at gribe til de forholdsregler, som lige var blevet taget, fordi danskerne til stadighed blev udsat for en fjendtlig propaganda, som vi ikke er i stand til at modvirke". 2) Fuehrer Conferences s. 366.

29. august indberettede dr. Best, at den danske regering kl. 15,45 havde meddelt ham, at den var parat til i overensstemmelse med det krav, han havde stillet, at demissionere straks. Den foreslog dog, at kongen i stedet for regeringserklæringen til embedsmændene skulle udsende en bekendtgørelse. Best slutter sig til det synspunkt, at en kongelig erklæring vil være mere virksom, og udbeder sig instruks herom. Den næste dag foreslog han imidlertid v. Ribbentrop, at regeringens demission skulle antages, uden at den eller kongen udsendte noget opråb, idet han anså dette for unødvendigt, da der herskede ro og orden overalt. „Fremfor alt vil det være politisk uønskeligt, hvis kongen i dette øjeblik blev skudt i forgrunden". Med hensyn til fremtiden opstiller Best to muligheder, enten at der dannes en upolitisk regering, som af rigsdagen udstyres med omfattende bemyndigelser, eller også indsættes der uden kongens og rigsdagens deltagelse et forvaltningsråd, som gennemfører de forholdsregler, der pålægges ifølge tysk besættelsesret og ikke efter dansk ret. „I dette tilfælde bliver Danmarks tilsyneladende suverænitet ophævet." I begge tilfælde anser Best det for nødvendigt, at der i Danmark opbygges en tilstræk-kelig tysk eksekutivmagt til at bekæmpe alle modstandsbestræbelser. „Det danske politis og den danske jurisdiktions myndighedsområde må begrænses til de normale ordens- og kriminalopgaver, medens alle angreb på tyske interesser må behandles af tysk politi og pådømmes af en tysk domstol". 3) A. nr. 423.

Side 106

Den samme dag om aftenen måtte Best imidlertid meddele v. Ribbentrop, at general v. Hanneken havde oplyst ham om, at han som indehaver af den udøvende magt ville opfordre den danske regering til straks at udsende den erklæring, som Best havde forlangt den 29. august, og derefter demissionere. Da Best havde gjort ham opmærksom på, at han afventede v. Ribbentrops afgørelse af dette spørgsmål, svarede v. Hanneken, „at han som indehaver af den udøvende magt ikke behøvede at vente på en sådan afgørelse og ikke var bundet af den". 1) A. nr. 424; Senere på aftenen telegraferede Best derefter, at den danske regering havde udsendt den ønskede erklæring, hvorefter demissionen på generalens ønske blev tilbagedateret til 29. august.

Side 107

11. september kunne Best meddele v. Ribbentrop, at ønsket om at få dannet en forfatningsmæssig regering tilsyneladende voksede. 1) A. nr. 431; 20. september rap-porterede han, at under kongens forhandlinger med lederne af partierne havde Scavenius indtrængende rådet til straks at danne en regering, mens kongen havde erklæret, at han ikke var i stand til at udnævne en regering, samt at partilederne havde udtalt, at deres partier afviste ethvert medansvar for forvaltningen, „og at rigsdagens billigelse derfor ikke kunne forventes til en sådan". 2) A. nr. 433.

25. september gav så legationsråd Hvass under et besøg i Berlin besked om, at regeringsdannelse og undtagelsestilstand var uforenelige, 3) A. nr. 434; og tre dage efter indberettede Best om højesteretspræsident Troels Jørgensens mislykkede forsøg på at få dannet en regering samt om den ordning af forvaltningen, som fra dansk side var gennemførlig. 4) A. nr. 435.

Af tyske dokumenter fra den følgende periode indtil kapitulationen i maj 1945 skal nævnes en skrivelse fra rigsernæringsministeriet til rigsfinansministeren 10. februar 1944 i anledning af, at denne har rejst spørgsmålet om, at Danmark skulle påtage sig en del af besættelsesomkostningerne. Statssekretær Backe fraråder at rejse dette spørgsmål for ikke at risikere en nedgang i danskernes villighed til at levere levnedsmidler til Tyskland. „En sådan ville efter min opfattelse også kun kunne befrygtes, hvis roen i Danmark blev forstyrret". Da der ikke findes en dansk regering, må de nødvendige foranstaltninger gennemføres af de tyske myndigheder. „I så fald må der imidlertid regnes med passiv modstand fra den danske administration og fremfor alt fra de danske skatteydere. En yderligere skattemæssig belastning af det danske landbrug vil efter min mening også stærkt nedsætte dets villighed til at opretholde produktionen i det nuværende omfang eller om muligt endda forøge den". 5) A. nr. 438.

I en sag ang. udsendelse af en tysk chargé d'affaires til Danmark, hvis enkeltheder ikke kan belyses, anbefaler Best 15. februar 1944 dette, da det er tvivlsomt, om kongen vil modtage en gesandt, men „på den anden side turde det svare til vor ledelses ønsker, at der gives kongen en anledning til igen at udøve regerings-funktioner". 6) A. nr. 439.

Fra Bests hånd foreligger 6. februar 1944 den afsluttende indberetning om Frits Clausen. Heri meddeles, at han, der siden 1. november 1943 har gjort tjeneste som læge ved SS, efter Himmlers anordning har fået pålagt spiritusforbud og er indlagt til afvænningskur, „fordi han under sit arbejde i Minsk har drukket til overmål og i denne tilstand forulempet det kvindelige personale på sit lazaret". Best slutter med at konstatere: „For den nationalsocialistiske bevægelse i Danmark vil det dog være en aflastning, hvis dr. Clausen nedlagde partiformandsskabet med en acceptabel begrundelse". 7) A. nr. 440.

Side 108

at jeg enten var blevet interneret eller havde stillet mig under frihedsrådets beskyttelse. Begge dele er forkert. Jeg bevæger mig frit omkring og viderefører mine forhandlinger med det danske udenrigsministerium". 1) A. nr. 442.

Endelig giver Best 13. maj oplysning om situationen med hensyn til leverancerne til de tyske flygtninge, arrestationer af rigstyske samt gesandtskabets stilling. Om hans forhold til den danske regering oplyses, at det „er rent praktisk, og han anser det ikke for hensigtsmæssigt at tilvejebringe en klaring af sin juridiske stilling. I praksis er den nuværende form for samarbejde med det danske udenrigsministerium tilstrækkelig. ... Dr. Best selv har stillet sig til rådighed for den danske regering og vil blive i København, sålænge det er nødvendigt". 2) A. nr. 443. Ang. byretsdommen over Best. v. Hanneken, Günther Pancke og Otto Bovensiepen 20. september 1948, Østre Lands-rets dom 18. juli 1949 og Højesterets dom over Best, Pancke og Bovensiepen 17. marts 1950 se A. nr. 64 b, 65 b og 66 b.

Side 109

Endelig blev der med de tyske korrespondenter i København aftalt regelmæssige drøftelser for at få ensartede telegrammer til den tyske presse. 3) A. nr. 444.

24. april fik gesandtskabet en instruks fra rigsudenrigsminister v. Ribbentrop, der gik ud på, at større politiske eller militære meddelelser ikke måtte bringes i den danske presse uden hans udtrykkelige tilladelse og for de rent militære nyheders vedkommende af OKW i Berlin. 4) A. nr. 445.

Side 110

Reuter- eller Havastelegrammer med referater af politiske taler. „Af hensyn til en mere levende opsætning i den herværende presse anbefales godkendelse af den foreslåede ordning". 1) A. nr. 447. Ang. radioen se A. nr. l, bilag b, samt telgram 5. februar 1944 fra dr. Best om igangsættelse af Skamlebæk radio for at påvirke udlandsdanskerne, A. nr. 453. Ang. Renthe-Finks indberetninger om den danske presse se f. eks. A. nr. 37 og 38:

Da ambassadøren i Moskva 28. maj indberettede, at den danske gesandt havde oplyst, at Sovjetregeringen var parat til at optage handelsforhandlinger med Danmark, og at gesandt Bolt Jørgensen ville flyve til København for at få instrukser, gav Berlin gesandtskabet i København ordre til at drage omsorg for, at Bolt Jørgensens instrukser blev udarbejdet i forståelse med gesandtskabet, „for at eventuelle dansk-russiske aftaler ikke skal komme i strid med vore interesser". Endvidere ønskede man, at Bolt Jørgensen før tilbagerejsen til Moskva søgte kontakt med Auswärtiges Amt og ministerialdirektør Walter. 4) A. nr. 448; 3. juni meddelte ambassadør Ritter, at han var parat til at forhandle med Bolt Jørgensen, og samtidig fik Renthe-Fink besked om at komme til Berlin, „for at den tyske indstilling til den danske handelspolitik endnu en gang kan drøftes i enkeltheder".

I det samme telegram fik Renthe-Fink instruks om at nedlægge protest overfor den danske regering, fordi den i strid med aftalerne havde indledt handelsforhandlinger med Letland og Schweiz, uden at tyskerne i forvejen var blevet underrettet om deres indhold. „Rigsregeringen er ikke indforstået hermed og anmoder om udsættelse af disse forhandlinger, indtil overensstemmelse mellem tyske og danske interesser er tilvejebragt. Rigsregeringen anmoder om i fremtidige tilfælde nøje at holde sig til den med den danske regering aftalte fremgangsmåde". 5) A. nr. 449.

Side 111

troede jeg ikke; foreløbig vil det være bedre at overlade det nuværende ministe-rium ansvaret for de uundgåelige upopulære forholdsregler, som den nærmeste tid vil bringe. c) At statssekretær Arends holder foredrag i den dansk-tyske forening i København om byggeplaner i Hamborg, forekom mig ret uskyldigt. At rigsstat-holderen selv foretager en rejse til København, forekom mig derimod for vidtgå-ende". 1) A. nr. 450.

12. september oplyser v. Weizsäcker derefter, at gesandt Zahle havde opsøgt ham „uden nogen bestemt foranledning. Hvis det ikke drejede sig om en ren høflighedsvisit, skyldes Zahles henvendelse måske, at han er kommet under vejr med, at den danske generalkonsul Yde i Hamborg søger kontakt med rigsudenrigs-ministeren bag Zahles ryg". 2) A. nr. 451; Fra 9. august 1941 foreligger endvidere en notits af v. Weizsäcker, hvorefter den danske marineattachés tilbagekaldelse var blevet forlangt, for han „havde ikke overfor sine kolleger i Berlin iagttaget den nødvendige tilbageholdenhed". Da han følte sig uskyldig, havde han henvendt sig til admiral Raeders stabschef, men ikke kunnet få nogen oplysninger. (A. nr. 452).

Den amerikanske gesandt overtog varetagelsen af de engelske og franske interes-ser i Danmark, hvilket 13. april blev accepteret af rigsudenrigsminister v. Ribbentrop. 7) A. nr. 456.

Side 112

- Udenrigsminster Munch gjorde forsøg på at gennemføre, at minister Esmarck kunne forblive i København som chargé d'affaires og optage forbindelse med det norske forvaltningsudvalg, men dette blev afvist. 1) A. nr. 459.

I anledning af den optrækkende krig mellem USA og Tyskland forespurgte Aus-wärtiges Amt 16. december 1941 Renthe-Fink, uden at han dog direkte skulle spørge den danske regering, hvorledes denne ville stille sig til 1) en formel afbrydelse af den diplomatiske forbindelse med USA, 2) en krigserklæring til USA, og hvorledes den offentlige mening i Danmark ville reagere overfor sådanne skridt. 6) A. nr. 464.

Side 113

USA efter hans opfattelse utvetydigt faldt på USA", hvorefter Renthe-Fink stillede ham det spørgsmål, om Danmark af sig selv „som udtryk for en europæisk solidaritetshandling" ville afbryde forbindelsen med USA. Renthe-Fink føjer hertil følgende kommentar: „Til trods for dens økonomiske interesser i USA turde beslut-ningen blive lettet for den danske regering på grund af USAs optræden i sagen Kauffmann og ved, at den allerede tidligere efter vor henstilling af samme grund har lukket USAs konsulater''. 1) A. nr. 465.

Som svar på instruksen af 16. december indberettede Renthe-Fink, at den danske regering uden vanskeligheder ville gå med til at hjemsende det amerikanske gesandtskabs medlemmer, men at et formelt brud med USA kun kunne gennemføres „efter stærkt pres og ville udløse en dybtgående reaktion i befolkningen. Ikke udelukket, at nuværende regering går i stykker herpå. Til krigserklæring mod USA vil ingen dansk regering kunne formås". 2) A. nr. 466.

19. december meddelte v. Weizsäcker derefter Renthe-Fink, at det amerikanske gesandtskab måtte forlade København. „Formen, som den danske regering vælger herfor kan overlades til den selv. Den har her lejlighed til på iøjnefaldende måde at vise, at den bekender sig til det nye Europa". 3) A. nr. 467.

21. december havde Renthe-Fink derefter en samtale med Scavenius, hvorunder denne erklærede, at det amerikanske gesandtskab måtte forlade København. „Scavenius betonede, at han var absolut klar over, at Danmark måtte følge den europæiske linie og også overfor USA måtte tage hensyn hertil". Da Renthe-Fink derefter indskød, at det i denne sag havde en lejlighed til at bekende sig til det nye Europa, svarede Scavenius imidlertid, „at hvis Danmark indtog en for skarp holdning, kunne USA benytte dette som anledning til repressalier og måske oven i købet behandle Danmark som krigsførende stat. Bortset fra skibe og tilgodehavender i USA var han navnlig bekymret for Grønland, endvidere ville det danske folk gøre ham og hans tyskvenlige politik ansvarlig for alle forholdsregler, som USA før eller senere måtte gribe til overfor Danmark, og bebrejde ham, at han havde forrådt de øvrige nationale interesser". På grund af befolkningens voksende frygt for at blive trukket længere og længere ind i stormagternes opgør og tilsidst ind i selve krigen ville han næppe i regeringen kunne få tilslutning til en forholdsregel, som kunne bidrage til at skærpe modsætningen mellem USA og Danmark. Renthe-Fink mente, at Scavenius ved at hjemsende det amerikanske gesandtskab og udsende en regeringserklæring ville imødekomme de tyske ønsker og samtidig tage hensyn til den danske befolk-nings bekymringer. 4) A. nr. 468.

20. december meddelte den danske regering derefter den amerikanske chargé d'affaires, at gesandtskabet ville blive lukket, hvortil han svarede, at „som følge af at De Forenede Staters legation i København på den foranledning skal lukkes", var varetagelsen af de amerikanske interesser i Danmark blevet overdraget det schwei-ziske gesandtskab. 5) A. nr. 469.

Side 114

26. februar 1942 fik Renthe-Fink derfor instruks om at foranledige, at den brasilianske gesandt i Danmark forlod København, „da hovedsynspunktet for vort skridt er dette, at de endnu i Europa værende repræsentationer for de amerikanske magter, som støtter Roosevelts politik, efter alle vore erfaringer i første række fungerer som spionagecentrer". Samtidig afviser v. Ribbentrop den danske regerings ønske om at bevare sit gesandtskab i Rio de Janeiro som fyldestgørende grund til ikke at foretage dette skridt. 1) A. nr. 470; På Renthe-Finks henstilling gav v. Ribben-trop imidlertid 8. marts ny instruks, som gik ud på, at den brasilianske minister skulle forlade København, men at Danmark ikke behøvede at afbryde de diplomatiske forbindelser med Brasilien. 2) A. nr. 471; I en indberetning 25. marts nævner Renthe-Fink derefter: „Efter USA-gesandtskabets lukning har vi ikke fået konkrete oplys-ninger, der berettiger mistanke om videresendelse af krigsvigtige oplysninger gen-nem de herværende udenlandske repræsentationer". 3) A. nr. 472. Angående forhol-det til USA se iøvrigt afsnit 4.

Af spørgsmål, som derefter berøres angående fremmede repræsentationer, kan nævnes, at de udenlandske legationer 6. december 1943 efter forhandling med udenrigsministeriet protesterede mod det italienske gesandtskabs hjemsendelse. „De har undladt en formel protest, da Danmark er besat område. Det danske udenrigs-ministerium har taget de fremmede diplomaters meddelelse til efterretning, men ikke gjort officiel brug deraf. De anordnede foranstaltninger gennemføres", hvoraf formodentlig kan sluttes, at den danske aktion var sket efter tysk ordre. 5) A. nr. 474.

Side 115

Endvidere fik Renthe-Fink instruks om, at den kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål, Hencke, skulle underrettes om den danske kode, samt at det nye cirkulæretelegrams indhold skulle indberettes, således at de tyske repræsentationer kunne blive underrettet. 3) A. nr. 476.

21. april indberettede Renthe-Fink derefter om det telegram, som blev udsendt 20. april. Han oplyste endvidere, at teksten var resultatet af indgående forhandlinger med „stedfortræderen for den danske udenrigsminister, som bestræbte sig for at finde en formulering, som sagligt imødekommer tyske ønsker uden hos udenrigs-repræsentationerne at fremkalde det indtryk, at instruksen var givet under tysk tryk. Gesandt Mohr anmodede om, at der tages hensyn til, at de tyske troppers indmarch, som af den danske regering og det danske folk føles som et hårdt og skæbnesvangert slag, kun ligger få dage tilbage. I betragtning af nuværende situation ville danske udenrigsrepræsentanter ikke tage telegrafisk instruks fra udenrigsministeriet alvorlig, i hvilken der allerede nu tales om venskabeligt samarbejde, men muligvis betvivle telegrammets ægthed. Derved kunne let opnås det modsatte af den tilsigtede virkning ... Mohr gav udtryk for den opfattelse, at det efterhånden vil lykkes ved hjælp af mere og mere varmt formede instrukser om forholdet mellem de to lande også følelsesmæssigt at indstille danske udenrigsrepræsentanter på den nye situation". 4) A. nr. 478.

Side 116

i udlandet navnlig tage hensyn til, at de i deres udtalelser og i deres holdning i det hele giver udtryk for, at det dansk-tyske forhold allerede nu er fuldtud konsolideret og også fremdeles vil forblive konsolideret. Jeg anmoder Dem kun samtykke i eventuel ændring af foranstående affattelse efter at have indhentet min personlige god-kendelse". 1) A. nr. 480.

30. april kunne Renthe-Fink derefter tilsende Berlin et udkast, som efter hans oplysninger var blevet skrevet af udenrigsminister Munch personlig, „efter at jeg havde afvist tidligere udkast som ufyldestgørende", og derefter forelagt i et minister-møde. 2) A. nr. 484; 3. maj blev dette anerkendt af v. Ribbentrop. 3) A. nr. 446.

Angående de i ber. V, A. 164—165, omtalte tyske klager over chargé d'af-faires Fensmark i Teheran foreligger en indberetning fra Renthe-Fink 28. juni, hvori han refererer Fensmarks svar på udenrigsministeriets opfordringer til indberetning. 8) A. nr. 489, jfr. ber. V, A. 170.

Side 117

3. december indberettede Renthe-Fink den danske regerings opfordring til Reventlow om at forblive loyal, 5) ber. V, A. 174; og skriver: „Forbliver, hvad jeg antager, kongens appel uden resultat, vil der mod Reventlow og de øvrige med-lemmer af det danske gesandtskab i London blive taget de samme forholdsregler som mod Kauffmann. Dermed vil det danske gesandtskab i London være at betragte som opløst". 6) A. nr. 493; 8. december havde Renthe-Fink derefter en samtale med udenrigsminister Scavenius, som på grundlag af et telegram fra Reventlow, indeholdende løfte om svar i løbet af nogle dage, mente, at han var blevet usikker. Englænderne ville benytte ham i deres propaganda, og derfor måtte man håbe, at han kunne bringes til forståelse af, „at han havde handlet afsindigt, hvilket med hans karakteranlæg formentlig ville medføre, at han trådte tilbage og fuldstændig gled ud af politik. For englænderne og deres propaganda ville dette være et hårdt slag". Renthe-Fink gav dog udtryk for skepsis overfor disse ræsonnementer og slutter: „Det var dog ikke vor sag at fritage den danske regering for ansvaret. Tværtimod måtte den selv bestemme sig til, hvilke forholdsregler den ville træffe. Der påhvilede dog den danske regering et stort og alvorligt ansvar, hvorom jeg ikke ville lade råde nogen tvivl". 7) A. nr. 495; i A. nr. 497 og 499 refereres indholdet af Reventlows telegram 25. december og den danske regerings tilbagekaldelse af ham 7. januar 1942.

Angående Roventlows svar på sin hjemkaldelse 14. januar, 8) ber. V, A. 177; skriver Renthe-Fink 15. januar, at det har vakt tilfredshed, idet danskerne mener, at Reventlow ikke vil gøre Kauffmann følgeskab. „For os kan dette ikke være nok, hvilket vi har givet udtryk for, da telegrammet ikke indeholder nogen som helst meddelelse om, at embedsvirksomheden er blevet indstillet". 9) A. nr. 501; i A. nr. 504 indberettes om grev Reventlows og legationsråd Gustav Rasmussens afskedigelse 20. marts 1942.

Side 118

men bestemt havde regnet med, at den engelske regering ville respektere den danske konge og det danske „Folkestyre". Nu dukker det ubehagelige perspektiv op, at man på grund af sin hidtidige holdning har sat sig mellem to stole". 1) A. nr. 490. Vedr. Reventlows og Gustav Rasmussens indtræden i det danske råd se A. nr. 503.

16. juni 1942 klagede den tyske ambassade i Rio de Janeiro over, at gesandt Sehe-sted havde givet en modtagelse, hvortil aksens fjender, men ikke dens venner var indbudt. „Om hans fjendtlige sindelag er der herefter ikke længere nogen tvivl". 6) A. nr. 505.

Angående gesandtskabet i Mexico er tidligere omtalt planerne i november 1941 om at nedlægge dette gesandtskab. 7) se A. nr. 463; 7. januar 1942 meddelte legationssekretær Jørgensen, at han sluttede sig til Fin Lunds synspunkter og ikke „kunne efterkomme ordrer fra København udstedt under fremmed tryk", hvorefter han blev afskediget. 8) A. nr. 500 og 502.

Side 119

Den første omtale af Grønlandsspørgsmålet i de tyske akter efter besættelsens gennemførelse er en indberetning 10. april fra den tyske chargé d'af-faires i Washington, Hans Thomsen, som omtaler, at Grønlands stilling disku-teres i USA, og at gesandt Kauffmann efter en samtale med præsident Roosevelt udtalte, at dette spørgsmål var blevet indgående diskuteret. Thomsen mener derfor, at det vil være formålstjenligt, at Grønlands stilling klarlægges „ved en så autoritativ erklæring som muligt fra den danske regering og også at bekendtgøre rigsregeringens opfattelse i så henseende". 2) A. nr. 11; 13. april instruerede statssekretær v. Weizsäcker derfor Renthe-Fink om at meddele den danske regering, at „Grønland på ingen måde rammes af tyske forholdsregler til beskyttelse af dansk neutralitet. Tilsvarende erklæring fra den danske regering, navnlig også gennem det danske gesandtskab i Washington overfor USAs regering, er ønskelig". 3) A. nr. 15.

Side 120

men at en sådan først vil blive nødvendig, hvis det kan fastslås, at Tyskland har planer om at besætte øen. Udtalelsen om canadisk besættelse havde „her fremkaldt betydelig forundring". 1) A. nr. 23.

Angående gesandt Kauffmanns holdning udtaler Thomsen 19. april, at den forfærdelse, som han i begyndelsen demonstrerede offentligt, „formentlig efter sin regerings ordre", er forsvundet, hvorfor der ikke mere kan rejses indvendinger mod hans officielle holdning. Angående spørgsmålet om de danske skibe, som 9. april befandt sig i amerikanske havne, skriver Thomsen, at Kauffmann loyalt følger sin regerings instrukser. 2) A. nr. 508; Da de kendte journalister Alsop og Kintner i en artikel hævdede, at Kauffmann saboterede sin regerings instrukser, lod Thomsen „pålidelige amerikanske journalister" undersøge sagen og fik fastslået, at denne påstand var unøjagtig. „Den danske gesandt har tværtimod overfor dem udtalt, at han nu som før betragter sig som fungerende og vil efterkomme alle instrukser, som tilgår ham fra kongen eller den danske regering". 3) A. nr. 510.

Side 121

at sende en kommission til Washington. 1) A. nr. 513; I juli ankom Eske Brun til USA for at føre økonomiske forhandlinger. I den anledning instruerede Berlin gesandt-skabet i København om at sørge for, „at tyske interesser ikke vil blive bragt i fare ved eventuelle aftaler", A. nr. 522; Samtidig havde Kauffmann givet meddelelse om nedsættelsen af den dansk-amerikanske Grønlandskommission. 2) jfr. ber. V, s. 27; Endelig havde den amerikanske regering besluttet at sende en konsul og en vice-konsul til Grønland.

Henckes hjemmelsmand erklærede, at den danske regering „ingenlunde hilste den amerikanske interesse for Grønland velkommen", men at der hverken for regeringen eller Kauffmann fandtes muligheder for at træffe modforholdsregler. Endelig meddeler Hencke, at den sovjetiske chargé d'affaires i København overfor den tyske gesandtskabsråd havde givet udtryk for „en vis bekymring for, at den amerikanske indflydelse i Grønland skulle blive for stærk, hvilket efter hans opfattelse heller ikke kan være i tysk interesse". 3) A. nr. 513.

Side 122

Fra den danske generalkonsul i Montreal indløb et svar, der gik ud på, at den canadiske regering var gået med til, at de danske konsulære forretninger i Canada blev fortsat efter 9. april på betingelse af, at de begrænsedes til at varetage danske interesser i Canada. I det foreliggende tilfælde havde den imidlertid gjort en undtagelse og meddelt, at den havde sendt en konsul til Grønland „for at samarbejde med og hjælpe de grønlandske myndigheder med det formål at fremme folkets velfærd. Fogderne i Grønland har med tak modtaget et tilbud fra den canadiske regering om at sende forsyninger til Grønland". 1) A. nr. 529.

Mens den danske regering efter dette svar skrinlagde spørgsmålet om de canadiske konsuler, overraktes den 16. august en verbalnote til den amerikanske legation i København, ved hvis affattelse tyskerne ifølge deres indberetning „såvidt muligt havde øvet indflydelse". Heri tog man noten af 31. juli til efterretning, takkede for Amerikas humanitære interesse for den grønlandske befolknings forsyning med levnedsmidler og gav derefter udtryk for den forhåbning, at da forbindelsen mellem den amerikanske regering og dens legation i København nu var genoprettet, ville den „i fremtiden, hvis den ønsker at træffe yderligere forholdsregler i forbindelse med forsyningen af Grønland, forelægge den danske regering sådanne planer gennem den amerikanske legation i København. Den danske regering bemærker med tilfredshed forsikringen om ... at konsulatet i Godthaab er blevet oprettet på provisorisk basis og ikke vil være til skade for legitime interesser". 2) A. nr. 532.

Hencke forklarer dernæst, at den danske regering for at krydse amerikanernes og Kauffmanns planer havde fremskyndet sin Grønlandsdelegations afrejse, men at denne var blevet forhindret af USA. 3) se ber. V, s. 27 og A. nr. 514, hvoraf fremgår, at den danske regering gav Kauffmann instruks om at bringe dens „forbavselse" herover til udtryk i Washington og anbefale en genudstedelse af visa til kommissionen.

Side 123

Indberetningerne fra hr. v. Kauffmann lader dog formode, at han ... har sat de amerikanske interesser foran de danske". Med hensyn til spørgsmålet om at skaffe den danske Grønlandsdelegation visa skriver han videre, at det fra v. Kauffmanns side „ikke kan ventes, at han går særlig varmt ind for sin regerings ønsker", hvorefter han oplyser, at det er typisk for Kauffmanns holdning, at han har anmodet regeringen om 500.000 dollars til Grønlandsforsyninger. „Selvfølgelig har regeringen i Køben-havn afvist at bevilge denne sum". 1) A. nr. 514.

6. juni indberettede Renthe-Fink, at Kauffmann på grundlovsdagen havde holdt en stærk antitysk tale i New York, hvorefter „Hencke foranledigede telegrafisk instruks fra udenrigsministeriet til Kauffmann om straks at give en telegrafisk forklaring". Renthe-Fink nævner derefter ankepunkterne mod Kauffmann og afslutter med at anmode om bemyndigelse til „hos den herværende regering at måtte forlange gesandtens tilbagekaldelse, såfremt der ikke snarest indgår svar og forklaringer, der tilfredsstiller os. I alle tilfælde synes hjem-kaldelse for at aflægge rapport påkrævet". 2) A. nr. 515.

11. juni meddelte Thomsen fra Washington, at „efter at den danske gesandt Kauff-mann en tid har været tilbageholdende, går han nu i stigende grad offentligt ind for de allieredes sag", og nævner en tale 20. maj og hans optræden på grundlovsdagen. 3) A. nr. 518; Fra Mexico indberettede gesandten, at han under chargé d'affaires Blechingbergs rejse til Washington fra „en egnet person" hos dennes stedfortræder havde erfaret, at gesandterne i Latinamerika havde underordnet sig Washington. 4) A. nr. 512.

10. juni meddelte Hencke, at udenrigsministeriet fra Kauffmann havde fået medde-lelse om, at den mexikanske regering, der havde samme syn på den danske rege-rings stilling som den amerikanske, antagelig ikke ville modtage den nyudnævnte gesandt Høst, hvortil Hencke bemærker: „Anser den mulighed for givet, at Kauff-mann, som hidtil øjensynlig har haft personlig indflydelse på den danske repræ-sentation i Mexico, vil forhindre, at posten nybesættes". 5) A. nr. 517.

Samme dag oplyste Hencke, at det danske udenrigsministerium fastholdt beslutningen om at kalde Kauffmann hjem til aflæggelse af rapport, men at han endnu ikke havde modtaget instruks herom. Gesandt Høst, som var afrejst til Mexico, havde kongen givet besked om overfor Kauffmann at give udtryk for hans mis-billigelse samt hans ønske om, at „han indstiller sine politiske trakasserier og nøjagtigt og loyalt følger den danske regerings instrukser". Hencke meddeler der-efter: „Har i dag i den alvorligste form anmodet udenrigs-ministerens stedfortræder om, uafhængigt af kongens bestræbelser, påny at opfordre gesandt Kauffmann til telegrafisk at udtale sig om de mod ham rejste anker indenfor en frist af få dage, der nøje skal fastsættes. Lod i den forbindelse ikke hr. Mohr være i tvivl om, at vor tålmodighed har nået den yderste grænse, og at den endelige tilbagekaldelse under de foreliggende omstændigheder vil blive nødvendig, selv i gunstigste tilfælde forekom den allerede besluttede ordre til at aflægge rapport os dog at være et minimum for, hvad vi måtte kræve". 6) A. nr. 516; se endvidere understatssekretær Woermanns telegram til Washington 13. juni, A. nr. 519.

Side 124

Grønlandsspørgsmålet, men de frygter dog, at øen under et eller andet påskud vil blive besat af Amerika, endnu medens krigen står på". 1) A. nr. 523. I slutningen af juli overdrog udenrigsministeriet den danske forretningsmand Hartung, der skulle til USA i forretningsanliggender for cementmaskineindustrien, at opsøge Kauffmann og „skaffe sig klar-hed over hans politik og dens baggrund". Man anmodede derfor tyskerne om bistand med hensyn til Hartungs rejse. (A. nr. 526 og 527).

21. juni kunne Renthe-Fink indberette, at Kauffmann havde besvaret udenrigs-ministeriets henstilling om en redegørelse for sin optræden, hvortil han bemærker: „Helhedstonen i Kauffmanns indberetning viser, at han i sidste time vil trække i land, skønt hans undskyldninger ikke kan virke overbevisende ... Såfremt Auswärtiges Amt ikke anser Kauffmanns endelige tilbagekaldelse for påkrævet, har jeg til hensigt at foranledige udenrigsministeren til nu at lade afgå instruks til Kauffmann om straks at komme til København for at aflægge rapport. Man må ganske vist regne med, at gesandten med politiske og tekniske påskud vil gøre forsøg på at unddrage sig rejsen og derfor alligevel må afsættes fra sin post". 2) A. nr. 521. 6. august svarede Thomsen, Washington, antagelig på en forespørgsel, at det ikke var muligt at svare på, om den amerikanske regering ville benytte Kauffmanns afrejse som påskud til at besætte Grønland. „Under disse omstændigheder forekommer det mig ønskeligt, at der er en fuldt akkrediteret dansk gesandt i Washington", A. nr. 530.

Fra 10. august foreligger en notits af gesandt v. Grundherr, hvoraf fremgår, at general Stumpf i luftvåbnet „lægger stor vægt på, at et skib under norsk flag mandag den 12. august afgår til Grønland for at sende vejrmeldinger". Det oplyses, at det drejer sig om skibet „Fürenak", der ligger i en norsk havn, men hvis kaptajn „er en dansker, der er absolut pålidelig. Båden skal mandag afsejle til Østgrønland camou-fleret som forsyningsekspedition". 4) A. nr. 531.

Auswärtiges Amt havde ingen indvendinger mod dette, men man ønskede dog, som det følgende viser, ingen offentlig debat om Grønland. I september 1940 modtog v. Grundherr fra en professor Wolgast en pjece af den norske forfatter Smedal om „Monroedoktrinen og Grønland". 23. december svarede v. Grundherr imidlertid, at Tyskland ikke fandt anledning til at blande sig i denne norsk-danske strid. „Ganske særligt gælder dette dog under den nuværende situation. De vil vide, at De Forenede Stater med alle midler stræber efter at styrke deres magtpolitiske og økonomiske indflydelse i Grønland, og at de kun venter på et gunstigt påskud til endog i givet fald at besætte landet med et skær af ret. Det ligger derfor afgjort i vor politiske interesse, at enhver drøftelse af problemet Grønland undlades i den tyske presse, i tyske publikationer o.s.v. Udadtil må vi ikke vise nogen som helst interesse for Grønland ... For os er det i hvert fald et gloende jern, som vi nu mindre end nogensinde bør røre ved". 1) A. nr. 539. 

Side 125

31. august gav Berlin sin tilslutning til dette sidste krav, der karakteriseres som „især ønskelig for at skabe præcedens for oprettelsen af direkte personlig forbindelse mellem København og Grønland". Udsendingen måtte være absolut pålidelig. „Han bør også medgives instruks om, såvidt det på nogen måde er muligt, at annullere Canadakontrakten, en overenskomst med det canadiske selskab Pennesale Canada om udnyttelse af kryolitten, og omlægge leverancerne til interessenter, der er os mere velkomne, f. eks. Sovjetrusland eller Japan". 3) A. nr. 535.

15. november meddelte Thomsen, fra Washington, at landsfoged Svane var ankommet til Washington for at føre forhandlinger om Grønlands politiske stilling, „men formodentlig først og fremmest om økonomiske spørgsmål. Den økonomiske hovedinteresse på amerikansk side er, at sikre den grønlandske kryolitproduktion for den amerikanske aluminiumindustri ... Den herværende danske gesandt deltager i forhandlingerne". 4) A. nr. 538.

Side 126

I Auswärtiges Amt udarbejdedes i februar en notits om situationen i Grønland. Den munder ud i følgende betragtning: „Den danske regering følger i bestræbelserne for ikke at støde den nordamerikanske og den canadiske regering en forsigtig taktik i sin Grønlandspolitik. En lignende tendens kan også konstateres hos de grønlandske myndigheder: Den 3. maj 1940 henvendte Grønlands forenede råd sig med adresser såvel til præsident Roosevelt som til den danske konge; i den første adresse betoner man Grønlands tilknytning til kongen af Danmark og takker præsident Roosevelt for hans „interesse for den grønlandske befolknings stilling" og for hans „agtelse for dens frihed"; den anden, der er rettet til den danske konge, indeholder en fornyet bekræftelse af „troskabseden til det danske moderland og kongen". 2) A. nr. 541.

I Renthe-Finks tidligere omtalte politiske årsberetning for 1940, som han indsendte til Berlin 22. marts 1941, skriver han om Grønland: „Af problemer af udenrigspolitisk betydning spiller i dag foruden forholdet til Tyskland, der behersker Danmarks samlede politik, egentlig kun Grønlandsspørgsmålet og i forbindelse hermed det dansk-amerikanske forhold en rolle. Den tydelige fare for, at USA militært besætter Grønland som en del af den „vestlige hemisfære" og dermed gør det til et strategisk vigtigt støttepunkt, har hidtil kun kunnet forhindres ved, at vi til trods for visse betænkeligheder, der forelå mod den danske Washingtongesandts person, ved velafvejede instrukser muliggjorde, at denne kunne fungere tilsyneladende upåvirket af os. Hertil kom, at der i det grønlandske spørgsmål forelå en vis jalousi mellem Canada og Amerika, som foreløbig har haft fordelagtige virkninger for Danmark. Hidtil har amerikanerne begrænset sig til at oprette en konsulær repræsentation i Grønland, dog uden den danske regerings forudgående godkendelse, og til at føre umiddelbare forhandlinger med de danske landsfogder om en vareudveksling. Den danske suverænitet over Grønland er iøvrigt for kort tid siden blevet bekræftet af den amerikanske regering. At det herved alene drejer sig om en meget labil tilstand, som hver dag kan ændre sig alt efter de amerikanske interesser, ligger klart for dagen". 3) A. nr. 161.

Side 127

Han refererer derefter Kauffmanns svar på en forespørgsel herom samt et dementi fra den amerikanske chargé d'affaires i København om samme spørgsmål og slutter: „Det danske udenrigsministerium opfatter ganske vist de hidtidige officielle ameri-kanske udtalelser som en beroligende gestus, men er klar over, at USA-regeringen ikke ved en allerede afgivet eller fremtidig erklæring vil lade sig hindre i under et eller andet påskud at besætte Grønland, såfremt dette fremmer dens politiske eller militære interesser". 1) A. nr. 542. 21. marts indberettede Hencke, at den amerikanske chargé d'affaires 17. marts havde afgivet en erklæring til den danske udenrigsminister, hvori det udtaltes, at den amerikanske regering ikke havde til hensigt at oprette flyvebaser i Grøn-land. „På grund af Monroe-doktrinen gælder denne forsikring dog ikke, såfremt andre magter foretager noget mod Grønland, eller der foreligger fare herfor". Udenrigsminister Scavenius meddelte fortroligt Henoke, at han havde tilbagevist denne betingede del af den amerikanske erklæring. A. nr. 543.

De første meddelelser om traktaten den 11. april gennem Londons radio medførte, indberetter Renthe-Fink, „den største bekymring i det danske udenrigsministerium. Man var nærmest bestyrtet over en ny radiomeddelelse, hvorefter den danske gesandt i Washington med USA-regeringen havde drøftet en overenskomst, hvorefter der indrømmes amerikanerne luftbaser i Grønland. Man ser heri gesandt Kauffmanns åbenlyse opsætsighed mod den retmæssige danske regering og frygter, at USA derved får mulighed for med tilsyneladende retshjemmel at tage Grønland i besid-delse. Udenrigsministeriet meddelte, at gesandt Kauffmann vil blive opfordret til omgående at aflægge beretning, og at regeringen i morgen fredag vil forhandle om situationen ... Har foreløbig meddelt udenrigsministerens stedfortræder, at vi vil drage de alvorligste konsekvenser, hvis meddelelsen om Kauffmanns holdning bliver bekræftet". 2) A. nr. 544; I en senere indberetning samme dag, der indeholder Kauff-manns redegørelse for hans afsluttelse af traktaten, oplyste Renthe-Fink, at udenrigs-minister Scavenius' stedfortræder på det skarpeste fordømte Kauffmanns handling, som han „betegnede

Side 128

som uhørt, ansvarsløs og i strid med Danmarks interesser". Renthe-Fink oplyser derefter, at udenrigsminister Scavenius vil indhente kongens bemyndigelse til straks at hjemkalde Kauffmann. Samtidig vil den amerikanske chargé d'affaires få overrakt en note, hvori det fastslås, at den amerikanske regerings aftaler med Kauffmann ikke er bindende for den danske regering. Renthe-Fink slutter således: „Danskerne er klar over, at Kauffmann efter dette pronunciamiento, hvorved han søger at spille rollen som den sande vogter af de danske interesser i modsætning til regeringen i Køben-havn, næppe vil efterkomme tilbagekaldelsen. De regner derfor med den mulighed, at Kauffmann nægter at afgive gesandtskabets forretninger og efter overenskomst med amerikanerne og med deres støtte på egen hånd forsøger fremdeles at fungere som dansk gesandt. I dette tilfælde vil det spørgsmål blive akut, om den danske regering bør tillade den herværende amerikanske chargé d'affaires fortsat at udøve sine funktioner". 1) A. nr. 545.

Da Renthe-Fink senere på dagen mente, at den danske regering tøvede med at foretage sig noget, ringede han understatssekretær Woermann i Berlin op, og denne bekræftede ham i hans opfattelse, at „en tøvende holdning ikke var på sin plads". 2) A. nr. 548.

Fra Washington indberettede chargé d'affaires Hans Thomsen 11. april, at ameri-kanernes hensigt med Grønlandstraktaten sandsynligvis var ønsket om at kunne fremvise et udenrigspolitisk resultat og overfor englænderne bevise, at Amerika var parat til at hjælpe dem, samtidig med at traktaten var et svar på den tyske blokade af Island. Thomsen udtaler som sin opfattelse, at der ikke forud havde været nogen føling mellem den danske gesandt og hans regering. „Hr. Kauffmann har tilsyne-ladende handlet egenmægtigt". 3) A. nr. 546; I en senere indberetning den samme dag foreslår han, at den danske regering straks skal kalde Kauffmann tilbage, selvom man kan tvivle på, at han vil følge ordren. løvrigt foreslår Thomsen, at man giver ham bemyndigelse til at opsige lejekontrakten, som den tyske regering havde med Kauffmann angående det tidligere østrigske gesandtskab. Dette bemyndigede rigs-udenrigsminister v. Rib bentrop ham til 14. april. 4) A. nr. 547.

Side 129

- udtryk for, at denne begivenheds alvor ikke kunne overvurderes, og at den tyske tillid til den danske politik var blevet rystet på det alvorligste. Jeg lod ikke herske nogen tvivl om, at den danske regering også offentligt på det skarpeste måtte tage afstand fra Kauffmann og i overensstemmelse hermed gribe til forholdsregler imod ham". 1) A. nr. 549.

Samme dag, 12. april, overrakte Renthe-Fink derefter de seks krav fra den tyske regering, som er gengivet i ber. V, A. 210—211. Under den samtale, som han i denne forbindelse havde med udenrigsminister Scavenius, erklærede denne sig indforstået med punkterne l—4. Angående nr. 5, om gennemførelse af en lov, hvorefter en statsborger, som i udlandet gjorde sig skyldig i grov krænkelse af Danmarks interes-ser, kunne frakendes dansk statsborgerret og få sin ejendom beslaglagt, og nr. 6, om gennemførelse af landsforræderisøgsmål mod gesandt Kauffmann og frakendelse af hans statsborgerret, var han betænkelig og foreslog i stedet for, at man skulle gå frem i to etaper og først afskedige ham og kalde ham hjem, og dersom han nægtede at gøre dette, da at træffe disse foranstaltninger imod ham. Med hensyn til den mod de danske søfolk rettede lov om fratagelse af statsborgerret forelå det problem, sagde Scavenius, om de også skulle miste statsborgerretten og deres formuer konfi-skeres, dersom de under tvang blev presset af amerikanerne til at gøre tjeneste. Renthe-Fink stod bestemt fast på sine krav og forlangte af Scavenius, at han skulle gennemføre de tyske krav i regeringen, „da vor tillid, der er blevet rystet, ellers ikke kan genoprettes". I notitsen om den meddelelse, som Renthe-Fink gav til gesandt v. Grundherr om denne samtale, skriver v. Grundherr: „Gesandt v. Renthe-Fink lod skin-ne igennem, at muligheden for en regeringskrise ikke helt kan afvises". 2) A. nr. 551.

Om samtalen med Scavenius indberettede Renthe-Fink yderligere, at han på Scavenius' forsikring om den danske regerings absolutte loyalitet havde svaret ham, at „det, der var sket, var af så tungtvejende og vidtrækkende karakter og belastede den danske regerings politiske ansvar så stærkt, at situationen ikke ganske enkelt kunne anses for genoprettet ved, at den danske regering havde skyndt sig med at afgive de erklæringer, vi ønskede. Scavenius understregede påny, at han ærligt bestræbte sig på at drive en oprigtig politik, der gik ud på samarbejde og tilnær-melse til Tyskland, og at der efter hans mening ikke kunne bebrejdes ham nogen illoyalitet. Jeg sagde til Scavenius, at i alle tilfælde en betydelig del af ansvaret herfor måtte tilskrives regeringen Staunings passive og usikre holdning, mod hvilken jeg i lang tid havde rettet advarende kritik, og som i slutningen af forrige år havde foranlediget mig til at tage det velkendte skridt overfor kongen. På grund af de halve løsningers politik, som den nuværende regering driver, var Kauffmann uden tvivl blevet opmuntret i sine planer; thi denne politik havde åbenbart givet ham den opfattelse, at han i det mindste kunne regne med stiltiende støtte fra de afgørende kredse i Danmark". 3) A. nr. 554; I et telegram af 13. april meddeler Renthe-Fink Kauff-manns personalia, som slutter med: „Undersøgelserne her og de af statspolitikontoret i Frankfurt am Main foretagne har ikke givet holdepunkter for den slutning, at Kauffmann har jødisk familie". A. nr. 553; I telegram af 15. april meddelte Renthe-Fink derefter de forholds-regler, som den danske regering havde iværksat imod gesandt Kauffmann. A. nr. 556.

Side 130

Vi vil nu overlade til den danske regering, hvilke konsekvenser den yderligere vil drage af sin gesandts adfærd, og forbeholder os til given tid at give udtryk for, at vi ikke kan erklære os for tilfredsstillet i hele denne sag. Vi må forbeholde os, at vi så i givet fald og på en måde, der forekommer os egnet, lader den forstå, at vor mistanke om, at Kauffmann handlede i forståelse med den danske regering, ikke er forsvundet. Den danske regering bærer selvfølgelig under alle omstændigheder ansvaret for de embedshandlinger, som begås af dens gesandt i Washington, hvis forbliven på denne post den i sin tid trods vore indvendinger selv lagde den største vægt på. Til Deres personlige oplysning bemærker jeg endvidere, at vi nu vil viderebehandle sagen sådan, at den danske regering vedblivende bærer ansvaret for sin gesandts handling og følgerne deraf. Telegrammet bedes tilintetgjort efter modtagelsen". 1) A. nr. 552; i A. nr. 550 indeholdes det danske svar.

Da traktatens tekst forelå, knyttede Renthe-Fink følgende kommentarer til den: „Det må betvivles, om den amerikanske regering uden Kauffmanns medvirken nu ville have udtalt sig så åbent om sine fremtidige hensigter med Grønland, og uden hans medvirken havde dette i hvert tilfælde ikke kunnet ske i en såkaldt overens-komst. Kauffmann må nødvendigvis have været klar over, at en dansk regering under ingen omstændigheder, endog bortset fra den militære besættelse, ville have god-kendt en sådan overenskomst, så meget mindre som overenskomsten ville skabe en tilstand, hvorefter Grønland under visse forudsætninger kunne komme under frem-med herredømme og blive udgangspunkt for aktioner i forbindelse med krigs-operationer ... For at tjene sin private politik har han tilsidesat sine pligter mod konge, regering og rigsdag". 2) A. nr. 559. 13. april indberettede Thomsen fra Washington, at efter at pressen først havde hævdet, at kongen faktisk var impliceret og den danske regering havde handlet bag Tysklands ryg, søgte den nu at bagatellisere protesten fra den danske regering. På den anden side ved man i Washington, „at alle patriotiske danskere var lykkelige over den amerikanske beskyttelse af Grønland". A. nr. 555.

Angående forholdet mellem gesandt Kauffmann og chargé d'affaires Ble-chingberg, der blev udnævnt til hans efterfølger, men nægtedes anerkendelse af den amerikanske regering, foreligger en række tyske dokumenter. 3) Se her-om A. nr. 558, 559, 560, 561, 563, 569 og 572. Ang. danske konsuler i USAs holdning se A. nr. 565 og 566. Endelig findes i de tyske dokumenter aftrykt dele af korrespondancen mellem Christian X og den danske regering og præsident Roosevelt og statssekretær Cordell Hull samt mellem denne og gesandt Kauffmann. Se A. nr. 557, 562, 568, 570 og 571. Endelig også om Brasi-liens holdning til Grønlandsspørgsmålet se A. nr. 567.

Side 131

Sovjetunionens side foreligger overfor Finland og Sverige, og at man i det stille håber på, at Tyskland til trods for sit politiske interessefællesskab med Sovjetunionen dog ved sin store magtposition danner en vis modvægt overfor denne". 1) A. nr. 574.

Angående den danske regeringserklæring 26. juni skriver Renthe-Fink: „Med denne erklæring indrullerer Danmark sig moralsk i den europæiske front mod Sovjetunionen. Med udgangspunkt i de forståelige særlige sympatier for Finland når regeringen og partierne i erklæringen frem til en klar bekendelse til den europæiske solidaritet under Tysklands førerskab. Efter at opgøret mod øst allerede har fremkaldt et tydeligt omsving i den almindelig danske stemning, vil regeringserklæringen uden tvivl stærkt fremme den danske befolknings forståelse af samhørigheden mellem Danmarks skæbne og Europas skæbne under tysk førerskab. Betydningen af det danske skridt må vurderes så meget højere, som der i vide danske kredse er en udbredt frygt for, at englænderne og amerikanerne vil øve gengæld mod Danmark på grund af dets holdning ved at tage forholdsregler mod de betydelige danske værdier, der trues af engelsk og amerikansk beslaglæggelse, og at Danmark, som hidtil har været forholdsvis skånet for engelske luftangreb, i fremtiden vil blive hensynsløst hjemsøgt". 5) A. nr. 579.

Side 132

11. december 1940 indberettede Renthe-Fink, at direktør Sthyr fortroligt havde meddelt ham, at regeringen overvejede en forøgelse af kronens værdi. „Det er en selvfølge, at der først, når regeringens planer har antaget bestemt form, vil blive søgt føling med den tyske regering". 1) A. nr. 580.

9. februar 1941 meddelte Renthe-Fink derefter til Berlin, at LS havde vedtaget en resolution, hvori der nedlagdes skarp protest mod den voldsomme agitation for en opskrivning af kronen. Han citerer bl. a. fra resolutionen: „Vi ønsker ro om landbrugs-produktionen, således at landmanden sikkert kan tilrettelægge (uforstyrret planlæg-ge) sit arbejde, og opretholde eksporten i fuldt omfang ... Som enkeltforanstaltning tjener kroneopskrivningen kun spekulations- og kapitalinteresser ... En svigten af eks-porten vil medføre arbejdsløshed og nød". Renthe-Fink nævnte endvidere, at bonde-partiet samtidig havde anmeldt en forespørgsel i folketinget om sagen. 2) A. nr. 581.

27. februar 1941 meddelte han yderligere, at nationalbankdirektør Bramsnæs og kontorchef Wassard ville komme til Berlin for at overvinde rigsbankens modstand mod kroneopskrivningen. Renthe-Fink forklarer, at baggrunden for den danske regerings ønsker er arbejdernes krav om lønforhøjelse, men at den planlagte krone-opskrivning er et forsøg på atter at „flytte byrderne fra lønmodtageren i bybefolknin-gen til landbruget". 3) A. nr. 582.

Derefter omtales sagen ikke i Renthe-Finks indberetninger førend 10. november 1941, hvor han skriver, at den danske regerings bestræbelser for at fast-holde løn- og prisniveauet fortjener ubetinget tysk støtte. „Tysklands interesser kræver imidlertid, da Danmark er et af vore vigtigste leverandørlande, at det danske erhvervsliv holdes i gang, og at der såvidt muligt dæmmes op for inflationsfaren. Vi må ikke vente, til der er indtrådt alvorlige forstyrrelser, og en tysk hjælp så ikke længere får den ønskede virkning." Renthe-Fink nævner derefter betydningen af besættelsesomkost-ningerne og clearingkontoen og fortsætter: „Den danske regering lægger såvel af økonomiske som af stemningsmæssige grunde stærk vægt på kroneopskrivningen og har i mere end et år udtrykkeligt forfulgt dette mål. Tysk godkendelse vil med held kunne udnyttes i propagandaen som en virksom tysk hjælp, tilmed da på det økonomiske område de større leverancer, som Danmark har bedt om, f. eks. foder- og gødningsstoffer, jern og træ, ikke er mulige ... En tysk afvisning af det danske ønske vil indenfor det danske erhvervsliv fremkalde stor skuffelse og navnlig blive udnyttet indrepolitisk mod Tyskland". Han nævner derefter, at landbruget er imod kroneopskrivningen, og da Tyskland er interesseret i at bevare landmændenes leve-ringsdygtighed og villighed til at producere, må en kroneopskrivning ledsages af et tysk løfte om højere priser. Renthe-Fink slutter sin indberetning med at foreslå, at den danske regering foranlediges til selv at neutralisere landbrugets opposition. „Ellers må det befrygtes, at det danske landbrugs kritik retter sig mod Tyskland, hvis dette har givet sin tilslutning til opskrivningen". 4) A. nr. 583.

Side 133

Om kronehævningen udfra dette synspunkt er en krigsvigtig nødvendighed, må den handelspolitiske afdeling afgøre. Heroverfor må naturligvis vore betænkelig-heder vige". Da legationsråd v. Scherpenberg på spørgsmålet om kroneopskriv-ningens indflydelse på landbrugspriserne svarede, at ernæringsministeriet, hvis det blev nødvendigt, var parat til at gå med til en prisforhøjelse, anmodede Rademacher om, „at man i så fald i det mindste søgte at udnytte situationen politisk. Man kunne give de danske nationalsocialister et vink, så Jørgensen eller Knut Bach kunne rette henvendelse til Tyskland om at forhøje priserne på landbrugsprodukter, hvorefter den fra tysk side påtænkte forhøjelse officielt ville fremkomme som resultat af denne henvendelse". 1) A. nr. 584.

Af disse grunde havde rigsøkonomiministeriets handelspolitiske udvalg, rigsban-ken og rigsernæringsministeriet i modsætning til tidligere udtalt sig for en krone-opskrivning på 15 pct. Fireårsplanen og rigsfinansministeriet havde derimod gjort en vis betænkelighed gældende, mens Auswärtiges Amt endnu ikke havde taget stand-punkt. I betragtning af de grunde, der var fremført med henblik på tyske interesser, havde afdeling Deutschland ingen indvendinger at gøre udfra hensynet til den indrepolitiske danske udvikling. Også gesandtskabet i København anbefalede at acceptere det danske ønske. 2) A. nr. 585.

10. december vendte Renthe-Fink tilbage til sagen og anbefalede en hurtig afgørelse af hensyn til de danske finanser. Gennemførelsen af opskrivningen ville kun kræve ringe tyske økonomiske ofre, men sikre den danske landbrugseksport i fremtiden. „Men fremfor alt vil opskrivningen bidrage til at stabilisere de herværende økonomiske og sociale forhold og opretholde lysten til at producere og levere, hvori vi selv i højeste grad er interesseret, ikke blot økonomisk, men også politisk og militært". 3) A. nr. 586.

I Berlin syntes understatssekretær Luther stadig at være modstander, 4) A. nr. 587 og 588; og 6. januar 1942 måtte Wiehl konstatere, at årsagen til, at spørgsmålet stadig var uløst, var uenigheden mellem de tyske myndigheder. Den danske regering havde imidlertid gentagne gange dels gennem gesandtskabet i København og dels gennem sin gesandt i Berlin anmodet om tysk billigelse. Ved en forhandling 5. januar, hvor rigsfinansministeren førte forsædet, blev de tyske instansers repræsentanter så endelig enige og accepterede en opskrivning af den danske krone med 8 pct. og ikke 15 pct., som danskerne ønskede. Forudsætningen var dog, at man fra dansk side gennemførte de øvrige forholdsregler, som var nødvendige for at bremse inflationen. „Bestemmende for beslutningen var den opfattelse, at det også af hensyn til tysk interesse er ubetinget nødvendigt at opretholde ro og orden i det danske erhvervsliv;

Side 134

men at de til standsning af inflationstendenserne i Danmark nødvendige andre foranstaltninger i betragtning af den indre politiske situation i Danmark kun kan gennemføres, såfremt også en i det mindste begrænset kroneopskrivning tillades ... Den indvending, at vi hidtil kun har villet tillade en opskrivning i Danmark i forbindelse med en møntunion, skulle i øjeblikket træde i baggrunden. Thi en møntunion er ikke opnåelig indenfor overskuelig tid, mens opskrivningen derimod også af hensyn til tysk interesse er presserende ... Det danske landbrug, som ikke blot på grund af dets leverancer til Tyskland, men også på grund af den ønskelige indrepolitiske udvikling i Danmark kræver særlig hensyntagen, får sine interesser imødekommet på den måde, at det ved særlige foranstaltninger med tysk medvirken sikres, at der ikke indtræder en formindskelse af dets rentabilitet". 1) A. nr. 589.

15. januar gennemgik Renthe-Fink opskrivningens forskellige problemer og konkluderede således, at selvom den i øjeblikket ville styrke den danske regering, måtte dette tages med, da opskrivningen var i tysk interesse. Hvis den blev nægtet, ville regeringen vælte ansvaret for de økonomiske vanskeligheder af sig, men hvis Tyskland gav sin tilladelse til kroneopskrivningen, kunne den ikke gøre dette. „Sidstnævnte må være vort mål. Der må selvfølgelig gives de danske national-socialister ligesom LS anledning til i rette tid at indstille sig på, at det tyske samtykke til kroneopskrivningen ikke betyder nogen foræring til den nuværende regering, men er i tysk interesse". 2) A. nr. 590.

16. januar meddelte Wiehl til København, at v. Ribbentrop havde givet sin tilla-delse til kroneopskrivningen. „Abteilung Deutschland lægger vægt på, at der gives de danske nationalsocialister mulighed for i givet fald at kunne tilskrive sig æren for den kendsgerning, at det danske landbrugs gennemsnitsrentabilitet bliver opretholdt i kraft af særlige foranstaltninger, ved hvilke Tyskland medvirker. Til dette formål skal man foreslå, at Meissner på passende måde sætter lederen af DNSAPs landbrugs-afdeling, Jørgensen, ind i sagen og foranlediger, at han udbeder sig en konference med ministerialdirektør Walter". 3) A. nr. 591.

22. januar gav Renthe-Fink derefter meddelelse om den danske regerings beslutning med hensyn til kroneopskrivningen. „Scavenius har overfor Walter særlig takket for den værdifulde hjælp, som Tyskland ved sin godkendelse af kroneop-skrivningen har ydet det danske folk". C.O. Jørgensen havde dels fået en orientering og dels haft en konference med Walter. Frits Clausen havde taget det standpunkt, at DNSAPs almindelige interesser ville blive skadet, hvis partiet ensidigt stillede sig på landbrugets side, og han ville ikke løbe den risiko, at arbejderne bebrejdede ham, at han havde medvirket ved en stigning af levnedsmiddelpriserne; 4) A. nr. 592; hans taktik ville derfor gå ud på at bestride, at kroneopskrivningen var til fordel for de brede masser, fordi gevinsten ville forblive i de interesserede gruppers lommer. 5) A. nr. 593.

Side 135

27. oktober 1941 meddelte Renthe-Fink fra København, at rigskansler Hitlers udta-lelser til gesandt Mohr, 1) se ber. V, s. 64; ved dennes tiltrædelsesaudiens, om opbyg-ningen af det europæiske storrum og det europæiske samarbejde, som ville udvikle sig på grundlag heraf, havde vakt stor opsigt. Erhvervskredse viste større interesse for Østeuropa. På trafikminister Gunnar Larsens tilskyndelse var der i forståelse med udenrigsminister Scavenius blevet nedsat et udvalg med den opgave at indpasse det danske medarbejderskab ved genopbygningen af Østeuropa i de tyske planer. Renthe-Fink nævner, at bl. a. direktørerne Juncker og Sthyr var medlemmer, og fortsætter: „Jeg antager, at Gunnar Larsen, der ... for tiden befinder sig i Tyskland, i denne forbindelse i Berlin vil berøre spørgsmålet om, hvilke muligheder der frem-byder sig i østrummet for det danske erhvervsliv. 2) A. nr. 594.

6. november havde gesandt Mohr derefter en samtale med statssekretær v. Weiz-säcker og meddelte denne, at Scavenius havde givet ham instruks om „at gøre os bekendt med den danske regerings positive tilslutning". Han skulle henvise til Dan-marks beredvillighed til leverancer til Tyskland, udsendelse af et stort antal arbej-dere til Tyskland og til en ny plan fra den danske forretningsverden, som gik ud på at sætte ind i Rusland i overensstemmelse med Førerens ideer. „Det drejede sig om fremtrædende og kapitalstærke forretningsfolk, som snarest vil danne et arbejds-udvalg. Dette arbejdsudvalg vil eventuelt senere træde i forbindelse med officielle tyske myndigheder. Også tanken om at sende unge danske landmænd til Ukraine undersøges velvilligt". Mohr anmodede v. Weizsäcker om at give udenrigsminister v. Ribbentrop meddelelse herom. „Måske ville oven i købet Føreren selv være interes-seret i, at man i København beredvilligt fulgte hans henstilling". 3) A. nr. 595. Under et besøg i Berlin havde Renthe-Fink en samtale 27. november med ministeren for østområderne, Alfred Rosenberg, hvorunder de drøftede Danmarks indsats. Rosenberg foreslog at anvende „Nordische Gesellsohaft" som forbindelsesled mellem de danske og de tyske myndigheder. I en notits til v. Weizsäcker går Renthe-Fink dog imod denne idé, da „Nordische Gesellschaft" efter hans mening mangler de faglige kvalifikationer, „og samtidig vil gesandtskabet og Aus-wärtiges Amt derved blive berøvet enhver indflydelse på tingene". (A. nr. 596) Ang. Hitlers reaktion se „Hitler's Table Talk" side 128. „Samtalerne, som vi lige har haft med danskerne, har haft betydelig virkning. I Danmark er lige blevet dannet et selskab med den opgave at deltage i udbytningen af de østlige områder. Vi skaber således baser for Europa";

Under de følgende forhandlinger mellem Auswärtiges Amt og den danske regering forholdt østministeriet sig ifølge v. Weizsäckers opfattelse „noget køligt". Da Gunnar Larsen i maj 1942 efter indbydelse fra rigsminister Rosenberg var på en „informa-tionsrejse" i Baltikum, kom det til en kontrovers mellem Auswärtiges Amt og øst-minister Rosenberg samt det danske udenrigsministerium om affattelsen af det com-muniqué, der skulle udsendes i den anledning. 4) A. nr. 599 med udklip fra „Volkischer Beobachter" 13. maj 1942, og 600.

Side 136

Som afslutning oplyser Schnurre, at han ifølge sin opgaves karakter ind-skræn-kede sig til at modtage disse forslag og love videre forhandlinger i Berlin. „Fra dansk side blev udtalt ønske om, at spørgsmålene så vidt muligt endnu i slutningen af denne uge gøres til genstand for drøftelser i regeringsudvalgene, der for tiden holder møde i Berlin". 1) A. nr. 601. Ved forhandlingerne mellem Auswärtiges Amt og østmini-steriet efter Schnurres hjemkomst, hvor man fra Auswärtiges Amts side ville have nedsat et udvalg for opbygning af østrummet, viste det sig atter, at Rosenberg skabte vanskeligheder. A. nr. 602.

Om de videre dansk-tyske drøftelser oplyser de tyske akter, at direktør Juncker i juni 1942 forhandlede med Schnurre og nævnte de finansielle vanskeligheder med hensyn til indsættelsen af dansk arbejdskraft. 2) A. nr. 603; I september var Juncker atter i Berlin for at forhandle med Schnurre. I indberetningen om de emner, han ønskede at drøfte, oplyser Renthe-Fink, at østrumsudvalget, der hidtil havde arbejdet på privat basis, nu var blevet et regeringsudvalg, samt at statsminister Buhl og handelsminister Halfdan Hendriksen havde tilsagt det deres støtte. Udvalget var dog blevet skeptisk på grund af de erfaringer, som var gjort i østrummet, og specielt nævnes som årsager hertil cementfabrikken Port Kunda og oliefabrikken i Libau. Ligeledes var man skuffet over den ringe interesse, som vistes anvendelse af dansk landbrugskyndig og teknisk arbejdskraft. Juncker, som ville forhandle om kontrakter for landmænd og mejerisagkyndige, overvejede derfor at forlægge den danske indsats til Sydrusland. I den forbindelse havde han foreslået, at der blev arrangeret rejser til Ukraine for interesserede danske erhvervsgrene. For at fremme vareud-vekslingen mellem Danmark og Sydrusland foreslog Juncker endvidere, at der fra tysk side stilledes forslag om, hvilke varekategorier man ønskede, og hvilke der kunne leveres til gengæld. 3) A. nr. 606; i juli dukkede et forslag op fra SS om at danne en dansk politiformation til anvendelse mod øst. Denne idé blev dog tilsyneladende bremset af v. Ribbentrop. A. nr. 604 og 605.

Side 137

at de blev udsat til et bedre tidspunkt. 1) A. nr. 607 og 608; Dermed ophører øst-rummet at figurere i de tyske akter vedrørende Danmark.

I sit svar oplyser v. Weizsäcker, at Auswärtiges Amt „har allerede gennem nogen tid beskæftiget sig med den danske trafikminister Gunnar Larsens interesser i cementfabrikken i Port-Kunda. Også vi skænker denne sag betydelig opmærksom-hed. Danskerne var jo de første, der erklærede sig rede til sammen med os at enga-gere sig økonomisk i de tidligere russiske områder." Weizsäcker meddeler derefter, at Schnurre har fået sagen overdraget og vil sætte sig i forbindelse med Todt derom. 3) A. nr. 598.

Side 138

Fortsættes side 139

Aktstykker og Stenografiske Referater til Beretning XIII

følger i næste udgave af Kasler Journal