*KOPI* fra Mogens Kaslers original: beret13akom13a

De parlamentariske Kommissioners Beretninger

1945 - 1956

vedrørende den tyske Besættelse

1940 - 1945

Beretning 13 / XIII 1 - 6 af 27. marts 1953

Udgivet år 1954
Kommission nr. 15. Registrant nr. 31

Besættelsen - set med tyske øjne - 1.

BERETNING

TIL

FOLKETINGET

AFGIVET AF

DEN AF FOLKETINGET UNDER 25. OKTOBER 1%0 NEDSATTE KOMMISSION I HENHOLD TIL GRUNDLOVENS § 45

XIII. 1 - 6

SUPPLEMENT TIL DE TIDLIGERE AFGIVNE BERETNINGER
IV - XI

VEDRØRENDE REGERING OG RIGSDAG
SAMT FORSKELLIGE MINISTERIER UNDER BESÆTTELSEN

AFGIVET PÅ GRUNDLAG AF TYSKE DOKUMENTER
MED DANSK OVERSÆTTELSE

1954

Side III

INDHOLDSFORTEGNELSE

Folketingets beslutning om kommissionens nedsættelse 5

Forskrifter for kommissionen 6

Kommissionens medlemmer 8

Kommissionens beretning:

Indledning 9

Det tyske udenrigsministeriums organisation 12

Forkortelsesliste 15

A. Regering og rigsdag under besættelsen

1. Retningslinier for besættelsen og forhold vedrørende det tyske gesandtskab 1

2. Perioden 10. april—7. juli 1940 5

3. Omdannelsen af ministeriet Stauning 8. juli 1940 10

4. Erklæringen af 8. juli 1940 og forhandlingerne om en mønt- og toldunion sommeren 1940 20

5. Udviklingen af det dansk-tyske forhold efter 8. juli 1940 og gesandt v. Ren-the-Finks demarche julen 1940 33

6. De tyske krav ang. handelsminister Christmas Møller og folketingsmand Hed-toft-Hansen oktober 1940—januar 1941 58

7. Det dansk-tyske forhold marts—august 1941 60

8. Det dansk-tyske forhold august 1941—august 1942 65

9. Christmas Møllers flugt til England april 1942 81

10. Regeringsomdannelsen november 1942 (telegramkrisen) 84

11. Regeringen Scavenius 9. november 1942—29 august 1943 99

12. Den militære undtagelsestilstand 29. august 1943 og tiden indtil 5. maj 1945 104

B. Udenrigsministeriet under besættelsen

1. Presse, handelsaftaler og gesandtskabet i Berlin 109

2. Afbrydelsen af den diplomatiske forbindelse med en række stater 111

3. Forholdet til gesandterne i den frie verden 115

4. Gesandtskabet i Washington. Grønlandsoverenskomsten 119

5. Forholdet til Sovjetunionen 130

6. Kronehævningen 131

7. Østrumsudvalget m.m. 134

C. Krigsministeriet og marineministeriet under besættelsen

1. Viceadmiral H. Rechnitzers afgang fra søværnet m.m. 138

2. Udleveringen af dansk luftværnsskyts april 1940 139

3. Udleveringen af danske torpedobåde januar—februar 1941 141

4. Spørgsmålene angående et troppekontingent til Finland og oprettelsen og anerkendelsen af Frikorps Danmark 143

Side 4

5. Udleveringen af den danske hærs våben m.v. i november 1942 146

6. Hæren og søværnet 28. august 1943 m. m. 148

7. Kommandørkaptajn Kjølsens forhandlinger i Berlin i efteråret 1940 150

D. Justitsministeriet og retshåndhævelsen under besættelsen.

1. Interneringen af allierede statsborgere 151

2. Spørgsmål vedrørende forholdet mellem dansk og tysk jurisdiktion 152

3. Forhandlinger vedr. en dansk-tysk overenskomst om værnemagtsskader 153

4. Arrestation af kommunister 153

5. Faldskærmsagenter 154

6. Særlige sikkerhedsforanstaltninger overfor fanger i danske fængsler 155

7. Frikorps Danmarks orlov og den derved opståede uro 155

8. Spørgsmål i forbindelse med den militære undtagelsestilstand 29. august 1943 og den følgende periode 156

9. Det danske arbejde til fordel for de af tyskerne fængslede 159

10. Sabotage og Schalburgtage 160

11. Tysk mistillid til politiet og dettes fjernelse 19. september 1944 164

E. Arbejds- og socialministeriet under besættelsen.

1. Tysklandsarbejderne 166

F. Ministeriet for handel, industri og søfart under besættelsen

1. Danske skibe i udenlandske havne 168

2. Tysk krav om bevæbning af danske handelsskibe 171

3. Tysk beslaglæggelse af danske skibe 172

Anvendte forkortelser i det følgende:

Ber. II o.s.v., s. 00 henviser til den parlamentariske kommissions beretning II, side 00.

Ber. II o.s.v., A. nr. 00 henviser til bilag til den parlamentariske kommissions beretning II, aktstykke nr. 00.

Ber. II o.s.v., A. 00 henviser til bilag til den parlamentariske kommissions beretning II, aktstykker side 00.

Ber. II o.s.v., st. 00 henviser til det stenografiske referat, som findes i bilag til den parla-mentariske kommissions beretning II, spalte 00.

A. nr. 00 henviser til de aktstykker, der findes i bilaget til nærværende beretning.

Fuehrer Conferences henviser til „Fuehrer Conferences on Naval Affairs". Brassey's Naval Annual 1948.

…………………………………………......………………………………

Bemærk:

II 30 = Beretning II Side 30

II A / a 30 = Beretning II Aktstykker Side 30

II Nr. / nr. 30 = Beretning II Aktstykke Nr. 30

II St. 30 = Beretning II Stenografiske Referater Spalte 30
Beretninger I, II, III, IV, V, VI, VII, VIII, XI, X, XI, XII, XIII, XIV.

……………………………………..………………………………………

Side V

Beslutning af folketinget om nedsættelse af en kommission i henhold

til grundlovens § 45

Vedtaget ved eneste behandling den 25. oktober 1950

Folketinget beslutter:

1. Der nedsættes i henhold til grundlovens § 45 en kommission med den opgave i det omfang, kommissionen måtte anse det for påkrævet, at foretage de fornødne undersøgelser til supplering af de ved de under den 15. juni 1945, 19. december 1945 og 8. januar 1948 nedsatte parlamentariske kommissioner tilvejebragte oplysninger til bedømmelse af, hvorvidt der er grundlag for at drage ministre og andre særlig ansvarlige til ansvar i forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i anledning af deres embedsvirksomhed under den tyske besættelse og til supplering af de af kommissionen af 8. januar 1948 tilvejebragte oplysninger med hensyn til politisk virksomhed under besættelsen, der skønnes at indeholde anslag mod folkestyret og den hidtidige statsretlige praksis.

Det påhviler kommissionen snarest at afgive beretning til folketinget angående de foretagne undersøgelser.

2. Medlemmernes antal fastsættes til 24.

3. Over møder, hvori mundtlige oplysninger og forklaringer afgives til kommissionen, opta-ges stenografisk referat.

4. Selve kommissionens drøftelser og afgivelsen af oplysninger, forklaringer og redegørelser foregår i lukkede møder, men der vil til oplysning for offentligheden, når undersøgelsen af et forhold er bragt til et sådant punkt, at kommissionen mener, at en redegørelse derfor kan afgives, være at afgive sådan redegørelse i den form og på den måde, som kom-missionen skønner rigtig.

5. Tingets formand bemyndiges til at iværksætte det fornødne til denne beslutnings udførelse.

Gustav Pedersen / Poul Møller

Side VI

Forskrifter for den kommission, der af folketinget i henhold til

tingets beslutning af 25. oktober 1950

er nedsat i henhold til grundlovens § 45

fastsat i henhold til nævnte beslutning af folketingets formand

den 25. oktober 1950

§ 1. Kommissionen vælger umiddelbart efter sin sammentræden en formand og en næst-formand.

§ 2. Kommissionen samles, udsættes og sluttes af sin formand. Denne bestemmer ved hver enkelt sammenkaldelse samlingsstedet; forsåvidt dette er København, holdes kommis-sionens møder i rigsdagens lokaler.

§ 3. Kommissionen er berettiget til at antage lønnet medhjælp udenfor sin midte såvelsom til at foretage de til dens virksomhed fornødne udgifter, herunder rejseudgifter efter regning til medlemmerne, forsåvidt kommissionen afholder møder udenfor København.

Under iagttagelse af de i tjenestemandslovens § 972 indeholdte regler vil der være at udbetale kommissionens medlemmer diæter, dog således at der ikke ydes diæter for dage, på hvilke folketinget holder møder.

§ 4. Den, der ophører at være medlem af folketinget, ophører tillige at være medlem af kom-missionen.

Når en enkelt ophører at være medlem, afgør kommissionen under hensyn til sine arbejders standpunkt og tarv, om den skal vedblive at virke med kun 23 medlemmer, eller om den skal gøre indstilling til folketinget om nyt valg af et medlem.

Skulle det ske, at flere ophører at være medlemmer, skal kommissionen gøre sådan ind-stilling.

§ 5. Om udbyttet og udfaldet af sine undersøgelser vedtager og afgiver kommissionen beretning til folketinget.

Beretning er vedtaget, når ved den endelige afstemning mindst 13 af kommissionens medlemmer har stemt for den.

Vedtages beretning ikke med enstemmighed, er de, der har stemt imod, berettigede til at få en fremstilling af deres afvigende meninger optaget i et tillæg til kommissionens beretning.

Side 7

§ 6. Over møder, hvori mundtlige oplysninger og forklaringer afgives til kommissionen, opta-ges stenografisk referat.

§ 7. De til afholdelse af udgifter efter § 3 fornødne pengemidler hæves af kommissionens formand hos rigsdagens kasserer efter anvisning af folketingets formand. For deres anven-delse aflægger kommissionen regnskab til folketingets formand.

§ 8. De øvrige regler for kommissionens virksomhed fastsættes af den selv.

Gustav Pedersen / Eigil Olsen

Side VIII

Kommissionens medlemmer:

Tingets valg af medlemmer fandt sted den 7. november 1950

og der valgtes følgende:

Redaktør Holger Eriksen

fhv. minister, overretssagfører Busch-Jensen

sekretær Victor Gram

forretningsfører Poul Hansen (Grenaa)

fhv. minister Rasmus Hansen

kontorchef Hans Hækkerup

maskinarbejder Holger Larsen

togfører M. Larsen

sekretær Lindberg

maskinarbejder Th. Poulsen

gårdejer Niels Eriksen

gårdejer Jørgen Gram

landsretssagfører Thisted Knudsen

fhv. minister Arnih Jensen

sekretær Harald Nielsen

fhv. fængselspræst Kristen Amby

redaktør Bøgholm

lektor Karl Olsen

professor, dr. jur. Rasting

landmand Steen

direktør Rager

overlæge Viggo Starcke

plantageejer Oluf Pedersen

Et mandat, der ville kunne besættes af Danmarks kommunistiske partis folketingsgruppe, står indtil videre ubesat, jfr. folketingstidende 1950—51 sp. 605.

Kommissionen konstituerede sig med Holger Eriksen som formand og Arnih Jensen som næstformand.

Tidligere medlem af kommissionen og formand for denne, m.a. Liberale Venstre, dommer Aage G. Holm har været tilknyttet kommissionsarbejdet og været tilstede i dennes møder.

Til kommissionens sekretær antoges chefen for rigsdagens bureau, Eigil Olsen.

Endvidere har professor, dr. phil. Sven Henningsen medvirket ved nærværende beretnings udgivelse.

Side IX

Indledning

Med udsendelsen af nærværende 3 bind fortsættes offentliggørelsen af et udvalg af de tyske dokumenter, som kommissionen er kommet i besiddelse af. Dokumenterne stammer, som der nærmere vil blive redegjort for i det følgende, fra civile og militære tyske arkiver.

I forbindelse med retsforhandlingen ved den internationale militærdomstol i Nürnberg, der blev nedsat i 1945 for at dømme tyske krigsforbrydere, fremdroges der af beslaglagte tyske arkiver et omfattende materiale både til belysning af krigens forhistorie og af tyske civile og militære myndigheders optræden i de besatte lande under krigen. Da der blandt dette materiale var adskilligt, som havde interesse for Danmark, fik de danske observatører ved den internationale militærdomstol instruks af udenrigsministeriet, 1) jfr. bet. I, A. nr. 26; om at erhverve fotokopier eller bekræf-tede afskrifter af de således fremlagte dokumenter, og disse blev ved udenrigs-ministeriets mellemkomst stillet til kommissionens rådighed. Desuden foretog en af justitsministeriet i december 1946 udsendt delegation bestående af politimester P. Kjalke, politiadvokat Erik Bech og dr. phil. Sven Henningsen en fornyet grundig gennemgang af alt for Nürnbergdomstolen foreliggende dokumentmateriale. Hvad der havde interesse for Danmark, blev hjembragt enten i fotokopi eller bekræftet afskrift. En væsentlig del af dette materiale belyser forhistorien til Tysklands aktion 9. april 1940 og er benyttet i den af kommissionen udsendte beretning XII, vedrørende begivenhederne 9. april 1940 og deres forhistorie. Resten indeholder spredte dokumenter til belysning af forskellige forhold under den tyske besættelse af Danmark.

Med udenrigsministeriets mellemkomst er kommissionen desuden kommet i besiddelse af en samling vigtige militære arkivalier, hvoraf en del stammer fra den tyske værnemagts overkommandos arkiv og andre dele sandsynligvis fra den tyske øverstkommanderende i Danmarks arkiv. Denne samling indeholder adskillige dokumenter, der nærmere belyser planlæggelsen af den tyske aktion 9. april 1940 og dens gennemførelse. Desuden indeholder disse militære arkivalier flere dokumenter til belysning af den tyske hærs ophold i Danmark i årene 1940—45 og af forholdet mellem befolkningen og den tyske værnemagt.

Ved de undersøgelser, som ovennævnte delegation foretog i Tyskland i december 1946, viste det sig, at den betydeligste samling tyske dokumenter måtte søges i det tidligere tyske udenrigsministeriums arkiv, der af englænderne og amerikanerne var bragt tilbage til Berlin fra evakueringspladserne i Vesttyskland. Kommissionen koncentrerede sig i vinteren 1946—47 om at opnå tilladelse til at udsende en delegation til gennemgang af dette arkiv. Efter at tilladelsen til at besøge arkivet var erhvervet, udpegede kommissionen en delegation, som under bureauchef Eigil Olsens ledelse kom til at bestå af politiadvokat Erik Bech, dr. phil. Sven Henningsen, arkivar, dr. phil. Harald Jørgensen og landsarkivar J. Hvidtfeldt. Afrejsen fandt sted 12. august 1947 fra København. Efter at arbejdet var sat i gang og de fornødne aftaler truffet, vendte bureauchef Eigil Olsen og dr. phil. Sven Henningsen tilbage,

Side X

medens resten af delegationen forblev i Berlin for at fuldende gennemgangen af arkiverne. Hjemrejsen fandt sted 12. september 1947.

I Berlin fik delegationen først og fremmest adgang til at gennemgå det tyske udenrigsministeriums arkiv og det såkaldte rigskancellis arkiv, der opbevaredes sammesteds. Det viste sig, at med hensyn til dokumenter af interesse for Danmark var disse arkiver i det væsentlige intakte indtil sommeren 1944. Efter den tid var adskillige arkivalier gået til grunde. Delegationen foretog en systematisk gennem-gang af alle afdelinger af det tyske udenrigsministeriums arkiv, hvor der var grund til at mene, at der kunne være dokumenter af interesse for kommissionen. Delegationen mødte den største velvilje og hjælpsomhed fra de allierede myndigheder. Samtlige dokumenter, som skønnedes at have interesse, blev erhvervet i fotokopier, som ankom til København i løbet af de følgende 9 måneder.

Under opholdet i Berlin havde delegationen ligeledes lejlighed til at foretage en summarisk gennemgang af det såkaldte Document Center 7771, der var under amerikansk militær bevogtning og indeholdt de nazistiske organisationers særlige arkiver. Enkelte dokumenter herfra af interesse for Danmark er modtaget i fotokopier.

Under delegationens ophold i Berlin viste det sig, at der var visse grupper af udenrigsministeriets arkiv, som ikke kunne blive gennemarbejdet, da de endnu ikke var opstillet eller registreret. Da rigsarkivet i januar 1948 udsendte en særlig arkiv-delegation til Berlin bestående af arkivar, dr. phil. Harald Jørgensen og landsarkivar J. Hvidtfeldt, fortsatte de arbejdet, hvor kommissionens delegation havde sluppet, og foranledigede hjemsendelse af yderligere fotokopier af interesse for kommissionen. Hjemsendelsen af kopierne trak dog ud som følge af den opståede russiske blokade af Berlin og arkivaliernes overflyttelse til England. Kommissionen fik imidlertid i løbet af året 1950 samtlige dokumenter, der har interesse for dens arbejde, hjem.

I juni 1946 besluttede det engelske udenrigsministerium og det amerikanske State Department i fællesskab at udgive dokumenter fra det tyske udenrigsministeriums og rigskancelliets arkiver. I april 1947 blev Frankrig efter anmodning deltager i denne overenskomst. Udgivelsen af dokumenterne blev overdraget en kommission bestå-ende af repræsentanter for de tre lande. 1) Ved begyndelsen af 1954 er udkommet 5 bind i denne publikation under titlen „Documents on German Foreign Policy 1918—1945" serie D (1937—1945) samt „Nazi-Soviet Relations 1939 — 1941".

Ved forhandlinger dels med denne kommission og dels med de respektive rege-ringer opnåede kommissionen tilladelse til at udgive de dokumenter, som indeholdes i ber. XII og i nærværende ber. XIII l—3. Kommissionen ønsker at udtrykke sin tak for den imødekommenhed og velvilje, som er udvist af de tre allierede regeringer, udgivelseskommissionens medlemmer samt arkivembeds-mændene i Berlin.

Nærværende 3 bind omfatter tyske dokumenter vedrørende regering og rigsdag samt de forskellige ministerier under besættelsen. Endvidere er medtaget steno-grafiske referater af afhøringer vedrørende forhold omtalt i disse dokumenter, foretaget af kommissionsdomstolen. Samtidig udsendes 3 bind med oversættelse af de fremlagte tyske dokumenter.

Kommissionen ønsker ved forelæggelsen af dette tyske materiale i almindelighed at fremhæve, at intet i det modtagne materiale, der er af væsentlig betydning for belysningen af besættelsestidens forhold, er udeladt, men at disse 3 bind dokumenter på grund af deres oprindelse naturligvis har en særlig karakter. Det er de to rigsbe-fuldmægtigede Cecil v. Renthe-Finks og Werner Bests, det tyske gesandtskabs perso-nales samt andre diplomaters og embedsmænd i Auswärtiges Amts referater og vurderinger af begivenheder og personer,

Side XI

som først og fremmest er nedfældet i disse aktstykker. I hvor høj grad disse fremstillinger og vurderinger er påvirket af personlige overvejelser eller hensynet til det lys, hvori rigskansler Hitler eller udenrigsminister v. Ribbentrop ønskede at se udviklingen i Danmark, vil først den fremtidige historiske forskning kunne klarlægge ved et nøje studium af disse aktstykker og det danske materiale, som er fremlagt i bet. I (1) og ber. II—XI (2-11).

Som det fremgår af det følgende, optrykkes de tyske dokumenter og oversæt-telserne således, at dokumenterne i den tyske serie har tilsvarende numre i over-sættelsesserien. Hvor det har været muligt at opløse forkortelser af navne, er dette sket. løvrigt henvises m.h.t. forkortelser til omstående liste. Størsteparten af de tyske dokumenter, der er benyttet i disse bind, stammer fra Auswärtiges Amts og rigskan-celliets arkiver. Nogle få angående militære forhold hidrører fra de militære arkiver.

Side XII

Det tyske udenrigsministerium Auswärtiges Amts organisation

Til vejledning ved anvendelsen af de i ber. XIII l—6 offentliggjorte dokumenter gives nedenfor en oversigt over det tyske udenrigsministeriums organisation samt placeringen af de vigtigste i dokumenterne nævnte embedsmænd.

Reichsaussenminister, rigsudenrigsministeren, Joachim v. Ribbentrop. Büro RAM, Minister Dr. Paul Schmidt. Legationssekretär Dr. Sonnleithner. Persönlicher Stab. Lega-tionsrat Walter Hewel. Legationsrat Dr. Paul Schmidt. Staatssekretär des Auswartigen Am-tes, udenrigsministeriets statssekretær, Baron Ernst v. Weizsäcker. Chef der Aus-landsorganisation, chefen for udlandsorganisationen, Staatssekretär E. W. Bohle. Abtei-lung Protokoll (Prot.), protokolafdelingen. Corps diplomatique i Berlin, udenlandske konsuler i det tyske rige, audienser hos Føreren og rigskansleren, dekorationer. Minister Dr. Baron v. Dörnberg.

Abteilung Partei, partiafdelingen. Forholdet mellem Auswärtiges Amt og NSDAPs afdelin-ger. Auswärtiges Amts og udlændinges deltagelse i partidagen, fremtrædende personer indenfor parti og statsbesøg i udlandet. Abteilung Deutschland, afdeling Deutschland. Oplysninger til udenlandske missioner om indretyske begivenheder, jødespørgsmål, race-politik, antikominternspørgsmål, internationalt politisamarbejde. Gesandter Martin Luther. Legationsrat Franz Rademacher.

Side XIII

Abteilung Personal und Haushalt (Pers.), den administrative afdeling. Denne afdeling var opdelt i 11 kontorer, der bearbejdede personelle og administrative spørgsmål. Politische Abteilung (Pol.), den politiske afdeling. Leiter der Abteilung, Unterstaatssekretär Dr. E. Woermann. Pol. I, militære spørgsmål. Pol. I A, særlige spørgsmål. Pol. II, Vesteuropa, Legationsrat v. Rintelen. Pol. III A, Spanien og Portugal. Pol. III B, Vatikanet. Pol. IV A, Balkan. Pol. V, Sovjetunionen. Pol. VI, Skandinavien, Gesandter Dr. v. Grundherr. Pol. VII, Det mellemste Østen. Pol. VIII, Østasien og Australien. Pol. IX, Nordamerika. Pol. X. Afrika. Pol. Grenz, grænsespørgsmål, Legationsrat Dr. Conrad Roediger. Wirtschafts-Ab-teilung (W.), den økonomiske afdeling. Leiter der Abteilung, Ministerialdirektor Wiehl. Stellvertreter, Minister Dr. Clodius. W. I, almindelige finansielle og økonomiske spørgsmål. Botschafter Dr. Karl Ritter. W. II, Vest- og Sydeuropa undtagen England og Italien. W. III, Sydøsteuropa med Italien, Balkan og Det mellemste Østen. W. IV, Østeuropa, Legationsrat Dr. Karl Schnurre. W. V, Nordeuropa, heri Danmark, Legationsrat Dr. van Scherpenberg. W. VI, Storbritannien og dominions. W. VII, Østasien. W. VIII, Amerika. W. IX, Skibsfarts-forhold. W. X, Rigskontoret for udenrigshandel. W. XI, råstoffer. W. XII, alm. spørgsmål m.h.t. transport og kommunikation. Rechts-Abteilung (R.), den juridiske afdeling. Leiter der Abteilung, Unterstaatssekretär Dr. Gaus. Stellvertreter, Legationsrat Dr. Albrecht. Denne afdeling var inddelt i 11 kontorer. Kulturpolitische Abteilung (Kult.), den kulturpolitiske afdeling. Leiter der Abteilung, Ministerialdirektor Dr. Stieve. Denne afdeling var delt i 10 kontorer.

Side XIV

Abteilung Information und Presse (P.), informations- og presseafdelingen. Leiter der Abteilung, Minister Aschmann. Denne afdeling var delt i 15 kontorer, organiseret efter lande og geografiske områder. Rundfunk Abteilung (Ru.), radioafdelingen.

Side XV

Liste over forkortelser i den tyske tekst med opløsning

og dansk oversættelse

l a. Erster Generalstabsoffizier, første generalstabsofficer. A. Ausbildung, uddannelse. AA. Auswartiges Amt, det tyske udenrigsministerium. Abg. Abgang, afsendelse. ABP. Auslands-briefprüfstelle, kontoret for kontrol af breve til og fra udlandet. Abt. Abteilung, afdeling. Abt. Dtsohld. Abteilung Deutschland, afdeling Deutschland i det tyske udenrigsministerium. Abt. Ha. Po. Handelspolitische Abteilung, den handels-politiske afdeling i det tyske udenrigs-ministerium. Abt. Inf. Abteilung Information, informations- og presseafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Abt. Kult. Kulturpolitische Abteilung, den kulturpolitiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Abt. L. Abteilung Landesverteidigung, afdelingen for landkrig i værnemagtens overkommandos operationsafdeling. Abt. Pers. Abteilung Personal und Haushalt, den administrative afdeling i det tyske udenrigsministerium. Abt. Pol. Abteilung Politik, den politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Abt. Presse. Abteilung Presse, informations- og presseafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Abt. Prot. Abteilung Protokoll, protokolafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Abt. Recht. Abteilung Recht, den juridiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Abt. Ru. Abteilung Rundfunk, radioafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Abw. Abwehr, kontraspionageafdelingen. A.G. Aktien Gesellschaft, aktieselskab. A.H.A. Allgemeines Heeres Amt, fælleskontoret for hæren; afdeling af O.K.H. AHM. Allgemeine Heeres Mitteilungen, fællesmeddelelser for hæren. allg. Allgemein, almindeligt. Amt, kontor. Ang. Angabe, ekspedition. angew. Ange-wandt, anvendt. A.O. Auslandsorganisation, organisationen af nationalsocialistiske partimed-lemmer i udlandet. Arbeitssold. Arbeitssoldat, arbejdssoldat. Arb.-Exp. Arbeits-Exemplar, arbejdseksemplar. Arb. St. Arbeits-Stab, arbejdsstab. Art. Artillerie, artilleri. Ast. Abwehr-stelle, kontor under den militære spionage. Att. Attaché, attaché.

Side XVI

Aufz. Aufzeichnung, notits.Ausb. Ausbildung, uddannelse. Ausw. A. Auswärtiges Amt, det tyske udenrigsministerium. Az. Aktenzeichen, journalnummer. B. Brief, brev. Batl. Bataillon, bataillon. Batt. Batterie, batteri. B.d.E. Befehlshaber des Ersatzheeres, den øverst-komman-derende for reservehæren. B.d.O. Befehlshaber der Ordnungspolizei, chefen for ordenspolitiet. B.d.S. Befehlshaber der Sicherheitspolizei, chefen for sikkerhedspolitiet. Bef. Befehlshaber, øverstkommanderende. Beih. Beihang, bilag. Ber. Bereitsohaft, beredskab. Ber. Berioht, indberetning. betr. Betreffend, angående. Bevollm. Bevollmächtigter, befuld-mægtiget. bezw. Beziehungsweise, henholdsvis. Bln. Berlin, Berlin. Bnr. Bericht nr., ind-beretning nr. Botsch. Botschafter, ambassadør. Br. Brief, brev. BRAM. Büro Reichsaussen-minister, rigsudenrigsministerens kontor. B.R.T. Brutto Register Tonnen, brutto registerton. B.S.O. Befehlshaber Sicherung Ostsee, chefen for Østersøens sikring. Bv. Bevollmächtigter, befuldmægtiget. B.V. 138. Blohm-Voss 138, Blohm-Voss 138, flyvemaskinetype. Bv. T. O. Bevollmächtigter Transport Offizier. befuldmægtiget transportofficer. Büro Pol. Büro, Politi-sche Abteilung, den politiske afdeling i det tyske udenrigsministeriums kontor. bzw. bezeie-hungsweise, henholdsvis. Ch. B. Chiffrierung Büro, chiffreringskontor. Chef A.O. Chef der Auslandsorganisation, chefen for organisationen af nationalsocialistiske partimedlemmer i udlandet. Chef Prot. Chef der Protokollabteilung, chefen for protokolafdelingen i det tyske udenrigsministerium. D. Deutschland, afdeling Deutschland i det tyske udenrigsministerium. DAF. Deutsche Arbeitsfront, den tyske arbejdsfront. Ddr. Durchdruck, gennemslag. D.G. Deutsche Gesandtschaft, det tyske gesandtskab. Dg. Arb. Abt. Dirigent der Arbeitsabteilung, underdirektøren for arbejdsafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Dg. Ha. Pol. Dirigent der Handelspolitischen Abteilung, underdirektøren for den handelspolitiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Dg. Kult. Dirigent der Kulturabteilung, underdirektøren for kulturaf-delingen i det tyske udenrigsministerium. Dg. Pers. Dirigent der Personal- und Haushalts-abtung, underdirektøren for den administrative afdeling i det tyske udenrigsministerium.

Side XVII

Dg. Pol. Dirigent der Politischen Abteilung, underdirektøren for den politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Dg. Reoht., R. Dirigent der Rechtsabteilung, underdirektøren for den juridiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Dg. Ru. Dirigent der Rundfunkab-teilung, underdirektøren for radioafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Dg. W. Dirigent der Wirtschaftsabteilung, underdirektøren for den økonomiske afdeling i det tyske udenrigs-ministerium. d.h. das heisst, d.v.s. Dir. Dtschl. Direktor der Abteilung Deutschland. direktøren for afdeling Deutschland i det tyske udenrigsministerium. Dir. Ha. Pol. Direktor der Handelspolitischen Abteilung, direktøren for den handelspolitiske afdeling i det tyske udenrigs-ministerium. Dir. Kult. Direktor der Kulturabteilung, direktøren for kulturafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Dir. Länderref. Pol. Direktor des Länderreferats, Politisehe Abteilung, direktøren for referatet angående enkelte lande i det tyske udenrigsministerium. Dir. Pers. Direktor der Personal- und Haushaltsabteilung, direktøren for den administrative afdeling i det tyske udenrigsministerium. Dir. Presse. Direktor der Presseabteilung, direktøren for presse-afdelingen i det tyske udenrigsministerium. Dir. R. Direktor der Rechtsabteilung, direktøren for den juridiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Dir. W. Direktor der Wirtschafts-abteilung, direktøren for den økonomiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Div. Division, division. d.M. dieses Monats, i denne måned. D.N.B. Deutsches Nachrichten Büro, tyske telegrambureau. DNSAP, Danmarks nationalsocialistiske Arbejder Parti. Do. 217. Dornier 217, Dornier 217, flyvemaskinetype. d.R. der Reserve, af reserven. D-schlag. Durch-schlag, gennemslag. ds. Js. dieses Jahres, dette år. ds. Mts. dieses Monats, i denne måned. dtsch. Deutsch, tysk. Dtschl. Deutschland, Tyskland. durchschn. Durchschnittlich, gennemsnitlig. eing. Eingegangen, indgået. e.o. ex officio, angiver, at den pågældende skrivelse ikke er for-anlediget af en forudgående skrivelse. erg. Ergebenst, ærbødigst. Erl. Erlass, instruks. Ers. Ersatz, erstatnings-. evtl. Eventuell, eventuel. expt. Exportiert, ekspor-teret. f. für, til. Fa. Firma, firma.

Side XVIII

f.d. für die, for den. F.d.Kd.A. für die Richtigkeit der Absehrift, for afskriftens rigtighed. Feldp. Feldpost, feltpost. Feldw. Feldwebel, sergent. F. H. Qu. Führer Haupt Quartier, Føre-rens hovedkvarter. Freg. Kpt. Fregatten Kapitan, kommandørkaptajn. Frhr., Frhn. Freiherr, friherre. FS. Fernschreiben, fjernskriverbrev. F.W. 190. Foche-Wulff 190, Foche-Wulff 190, flyvemaskinetype. g. geheim, hemmelig. G.B.- Arb. Generalbevollmächtigter für den Arbeits-einsatz, den generalbefuldmægtigede for arbejdsindsatsen. GBW. Generalbevollmächtigter der Wirtschaft, den generalbefuldmægtigede for økonomien. geb. geboren, født. gefahr. gefahren, rejst. gefl. gefållig, behagelig. Gefr. Gefreiter, underkorporal. geh. geheim, hem-melig. geh. (Geh.) Ch.V. geheimes Chiffrier Verfahren, hemmelig kode. Geh. Ch.Verf. Geheimes Chiffrier Verfahren, hemmelig kode. Geh. Rat. Geheimrat, geheimeråd. Geh. Verm. Geheim Vermerk, stemples hemmelig. Gen. General, general. Genqu. General-quartiermeister, generalkvartermester. Genst. Generalstab, generalstab. Ges. Gesandter. gesandt. Gesch., G. Geschütz, skyts, kanon. gez. gezeichnet, signeret. Gfd.A. General-bevollmächtigter für den Arbeitseinsatz, den generalbefuldmægtigede for arbejdsindsatsen. GK. Generalkonsul, generalkonsul. g.K-dos. geheime Kommandosache, hemmelig komman-dosag. GR. Gesandter, gesandt. Gren. Grenadier, grenadér. g.Rs. geheime Reichssache, hemmelig rigssag. Gr. verst. Gruppe verstummelt, gruppe ødelagt. G. Schreiber. Geheim-schreiber, kodeskriver. g.w.o. geschehen wie oben, således sket. H. Herrn, hr. Hakmdt. Hafenkommandant, havnekommandant. Ha. Pol. Handelspolitische Abteilung, den handels-politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. He. 111. Heinkel 111. Heinkel 111, flyvemaskinetype. herabges. Herabgesetzt, nedsat. HJ. Hitlerjugend. Hitlerjugend, tysk nationalsocia-listisk Ungdomsorganisation. HKP. Heeres Kraftwagen Park, hærens bilpark. Hoh. Kdo. Hoheres Kommando, den højere kommando. Hoh. Kdo.z.b.V. XXXI. Hoheres Kommando zur besonderen Verfugung XXXI, den højere kommando til særlig anvendelse XXXI, betegnelse for ledelsen af de mod Danmark indsatte tropper.

Side XIX

Hoh. SS u.Pol.F. der Hohere SS und Polizei Führer, den højere SS- og politifører. Hptm. Hauptmann, kaptajn. H. Qu. Haupt Quartier, hovedkvarter. H. Blist. u. B. d. E. Heeres Rüs-tung und Befehlshaber Ersatzheeres, hærens rustninger og den øverstkommanderende for reservehæren, afdeling i den tyske hærs overkommando. HSF1. Hafensicherungsflotille, havnesikringsflotille. HVB1. Heeres Verordnungs Blatt, hærens forordningsblad. I.A. Im Auf-trag, efter bemyndigelse. Inf. Infanterie, infanteri. Inf. Information, informations- og presse-afdelingen i det tyske udenrigsministerium. Ing. Ingenieur, ingeniør. lnl. I. Inland I, kontor 1 for indretyske spørgsmål i det tyske udenrigsministerium. Inl. II. Inland II, kontor 2 for indretyske spørgsmål i det tyske udenrigsministerium. Inn.V. Innere Verwaltung, indre forvaltning. i.V. in Vertretung, på vegne. i.Z. in Ziffern, i kode. Jg. Jager, jæger. Ju 87, 88. Junckers 87, 88. Junckers 87, 88, flyvemaskinetype. Kdos. Kommandosache, kommandosag. Kdr. Komman-deur, chef. Kdt. Kommandant, chef. Kfz. Kraftfahrzeug, motorkøretøj. K.i.A. Kommandant im Abschnitt, kommandanten over afsnittet. Kom. Kommandeurwagen, chefsvogn. Korv. Kpt. Korvetten Kapitän, korvetkaptajn. Kp. Kompanie, kompagni. Kph. Kopenhagen. København. Kptlnt. Kapitänleutnant, kaptajn. Kpt.z.S. Kapitån zur See, kommandør. KStVo. Kriegs-Strafverfahrens-Ordnung, krigsstraffeprocesordningen. Kult. Kulturpolitische Abteilung, den kultupolitiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Kzl. Kanzlei. Kancelli. K.Z.lager. Kon-zentrationslager, koncentrationslejr. le. Leicht, let. Länd. Ref. Länder Referat, referatet ang. enkelte lande i den politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Länderref. Pol. Län-derreferat, Politische Abteilung. referatet angående enkelte lande i den politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Leg.Sekr. Legationssekretär, legationssekretær. Leiter Inl. I. Leiter Inland I, lederen af kontor 1 for indretyske spørgsmål i det tyske udenrigsministerium. Leiter Inl. II. Leiter Inland II, lederen af kontor 2 for indretyske spørgsmål i det tyske uden-rigsministerium.

Side XX

LKW. Lastkraftwagen, lastbil. LR. Legationsrat. legationsråd. L.S. Landbrugernes Sam-menslutning. L.S. Legationssekretär, legationssekretær. It. laut, ifølge. Ltn. Leutnant, løjt-nant. Ltr. Liter, liter. LVBl. Luftwaffe Verordnungsblatt, luftvåbnets forordningsblad. L.W. Luft-waffe. luftvåbnet. m. mit, med. M, Mar. Marine, marine. M.A. Marineartillerieabteilung el. Marineartillerie, marineartilleriafdeling el. af marineartilleriet. Matr. Obgefr. Matrosenober-gefreiter, korporal i marinen. MBD. Ministerial Büro Direktor, direktør for ministerialkontor. MD. Ministerial Direktor, ministerialdirektør. m.d.B. mit der Bitte, med anmodning om. MD. W. Ministerial Direktor Wirtschaft, ministerialdirektøren i den økonomiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Me 110. Messerschmitt 110, Messerschmitt 110, flyvemaskinetype. m. E. meines Erachtens, efter min mening. M.G. Maschinengewehr, maskingevær. mil. Mili-tärisch, militær. Mil. Bef. Militärischer Befehlshaber, den militære øverstkommanderende. Mil. Verw. Militärverwaltung, militærforvaltning. Min. Dir. Ministerial Direktor, ministerial-direktør. Min. Dir. Pers. Ministerial Direktor der Personal- und Haushaltsabteilung, ministe-rialdirektøren for administrationsafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Min. Dir. Presse. Ministerial Direktor der Presseabteilung, ministerialdirektøren for presseafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Min. Dir. W. Ministerial Direktor der Wirtschaftsabteilung, ministerial-direktøren for den økonomiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Min. Rat. Ministerial-rat, ministerialråd. Mot. motorisiert, motoriseret. MP. - Feuer. Maschinenpistol-Feuer, ma-skinpistolild. MB. Ministerialrat, ministerialråd. M.S. Minensuch, minestrygning. M.St.G.B. Militärisches Strafverfolgen Gesetz Buch, den militære straffelov. MVB1. Marine Verord-nungsblatt, marinens forordningsblad. NA. Nebenabdruck, ekstra eksemplar. N. Abg. Nach Abgang, efter afsendelse. Nachr. Nachrichtung, signal. Nat. Soz. Nationalsozialisten, natio-nalsocialister. NBKD. Nachrichten Betriebs Kompanie Dänemark, telegraf kompagni Dan-mark. n.d. nach dem, efter.

Side XXI

n.F. nach Forderung, efter ønske. norm. normal, normal. N.S. Nachschrift, Efterskrift, post scriptum. NS. National-sozialistische, nationalsocialistisk. NSDAP. Nationalsozialistische Deutsche Arbeiter Partei, det nationalsocialistiske tyske arbejderparti. Ob.d.H. Oberbefehls-haber des Heeres, hærens øverstkommanderende. Ob. d.L. Oberbefehlshaber der Luftwaffe, luftvåbnets øverstkommanderende. Ob.d.M. Oberbefehlshaber der Marine, marinens øverst-kommanderende. Obfw. Oberfeldwebel, oversergent. Obltn. Oberleutnant, premierløjtnant. Ob.Reg.Rat. Oberregierungsrat, overregeringsråd. O.-KDO. Ordnungs-polizei - Kommandan-tur Ordnungspolizei, ordenspolitiet - ordenspolitiets chef. OKH. Oberkommando des Heeres, hærens overkommando. OKL. Oberkommando der Luftwaffe, luftvåbnets overkommando. OKM. Oberkommando der Kriegsmarine, marinens overkommando. OKW. Oberkommando der Wehrmacht, værnemagtens overkommando. Op. Operation, operation. o.P. ohne Porte-feuille, uden portefeuille. Org. Organisationsabteilung, organisationsafdeling. Orig. ab. Original abgegangen, original afsendt. ORR. Oberregierungsrat, overregeringsråd. O.T. Organisation Todt, Organisation Todt. Presseabteilung, presseafdeling. P. Presseabteilung, presseafdeling. Paragraph, paragraf. Personliches Chiffer Telegramm, personligt kode-telegram. Pers. H. Personal- und Haushaltsabteilung, personale- og budgetafdelingen i det tyske udenrigsministerium. pers. Stab, rigsudenrigsministerens personlige stab. Pfennig, pfennig. Pg. Parteigenosse, partifælle. Pi. Ldgs.Lehr. und Ers. Btl. Pioneer-Landgangs-Lehrungs- und Ersatz Bataillon, pioner-landgangs-instruktions- og erstatningsbataillon. Pkw. Personenkraftwagen, personbil. P.N. pro notitia, til efterretning. Pol. Polizei, politi. Pol. Politische Abteilung, den politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Pol I. Politische Abteilung I, den politiske afdeling 1 i det tyske udenrigsministerium. Pol I M. Politische Abtei-lung I Militär, den politiske afdeling 1 i det tyske udenrigsministeriums kontor for militære spørgsmål. Pol. Reg. Politische Registratur, den politiske afdelings journal. Präs. Präsident, præsident. Presse. Presseabteilung, presseafdelingen. Promi. Propagandaministerium, propagandaministeriet. Prop. Kompn. Propaganda Kompanie, propagandakompagni. Prot. Protokoll, protokolafdelingen i det tyske udenrigsministerium. Pz. Panzer, panser.

Side XXII

Qu. Quartier, kvarter. RAM. Reiohsaussenminister, rigsudenrigsminister. R.A.Min. Reichs-aussenminister, rigsudenrigsminister. rd. rund, rundt regnet. Rderl. Runderlass, cirkulære-skrivelse. Recht. Rechtsabteilung, den juridiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. Ref. Referent, referent. Ref. Dtschld. Referat Deutschland, afdeling Deutschland i det tyske uden-rigsministerium. Ref. Partei. Referat Partei, afdelingen vedr. det nationalsocialistiske parti i det tyske udenrigsministerium. Reg.Rat. Regierungsrat, regeringsråd. Regt. Regiment, regi-ment. Reichsf. Reichsführer, rigsfører. REM. Reichsernährungsministerium, rigsernærings-ministeriet. Res. Reserve, reserve. RGB1. Reichsgesetz-blatt, lovtidende for riget. Rgt. Regi-ment, regiment. Rittm. Rittmeister, ritmester. Rk. Reichskanzlei, rigskancelliet. R.LM. Reichsluftfahrtsministerium, rigsministeriet for luftfart. RM. Reichsmark, rigsmark. RM. Reichsminister, rigsminister. R.S. Reichs-sicherheitshauptamt, rigssikkerhedshovedkontoret. RSHA. Reichssicherheitshauptamt, rigssikkerhedshovedkontoret. Rt. Reiter, rytter. Ru. Rund-funk, radio. RVP. Regierungsvizepräsident, viceregeringspræsident. RWM. Reichswirt-schaftsministerium, rigsøkonomiministeriet. s. schwer, svær. SA. Sturmabteilung, tysk natio-nalsocialistisk partiorganisation. Sammlg. Telko. Sammlung Telegrammkontrolle, telegram-kontrollens samling. Schrb. Schreiben, skrivelse. SD. Sicherheitsdienst, sikkerhedstjene-sten. s.E. seines Erachtens, efter hans mening. Ski. Seekriegsleitung, søkrigsstaben. S.M. Seiner Majestät, Hans Majestæt. sogen. sogenannt, såkaldt. SS. Schutzstaffel, tysk nationalsocialistisk partiorganisation. St. Stab, stab. STB. Skandinavisk Telegram Bureau. Stck. Stück, stykke. Stellv. Stellvertreter, stedfortræder. stellv. stellvertretend, stedfor-trædende. Stfw. Stabsfeldwebel, stabssergent. St.S. Staatssekretar, statssekretær. t. Tonnen, tons. Tbv. Telegraphenbevollmächtigter, telegrafbefuldmægtiget. Tel. Telegramm, telegram. Telko. Telegrammkontrolle, telegramkontrol

Side XXIII

Tel.Ktr. Telegraph Kontor, telegrafkontor. Tgb. Tagebuch, dagbogsjournal. to. Tonnen, tons. Tr. Truppen, tropper. u. und, og. u.a. unter anderem, blandt andet. u.ä. und ähnliches, og lignende. Uffz. Unteroffizier, underofficer. Uk Stellung. unabkommlich Stellung, uund-værlig, som ikke kan sendes til fronten. Unterschr. Unterschrift, underskrift. U.P. United Press. U.St.Pol. Unterstaatssekretär, Politische Abteilung, understatssekretær for den politi-ske afdeling i det tyske udenrigsministerium. U.St.S. Unterstaatssekretär, understatssekre-tær. U.St.S.Pol. Unterstaatssekretär, Politische Abteilung, understatssekretær for den politiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. U.St.Recht. Unterstaatssekretär, Rechts-abteilung, understatssekretær for den juridiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. U.St.S.Recht, Unterstaatssekretär, Rechtsabteilung, understatssekretær for den juridiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. u.s.w. und so weiter, og så videre. u.U. unter Umstanden, i givet fald. v. von, af, fra. Verfg. Verfügung, bestemmelse, disposition. vergl. Vergleich, sammenlign. Verm. Vermerk, notits. Vers. Versorgung, forsyning. Vert. Vorschl. Verteiler Vorschlag, fordelingsforslag. Verw. Verwaltung, forvaltning. vgl. Vergleich, sammen-lign. v.g.u. vorgelesen, genommen, unterschrieben, oplæst, vedtaget, underskrevet. v.H. von Hundert, pct., %. V.L.R. Vortragender Legationsrat, embedsmand i det tyske udenrigsmini-sterium. V-Mann. Vertrauensmann, tillidsmand. Vorg. Vorgang, forrang. Vp. Vorposten, forpost. Volk.Beob. „Volkischer Beobachter", tysk dagblad. vzl. Vorzulegen, at forelægge for. W. Wirtschaftsabteilung, den økonomiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. W.B.D. Wehrmacht Befehlshaber Dänemark, den øverstkommanderende for værnemagten i Danmark. W. Bfh. Wehrmacht Befehlshaber, den øverstkommanderende for værnemagten. WBK. Wehrbezirkskommando, kommando for forsvarsområde.

Side XXIV

W.F.A. Wehrmacht-Führungs-Amt, værnemagtens overkommandos operationsafdeling. W.F.St. Wehrmacht-Führungs-Stab, staben for operationsafdelingen i værnemagtens over-kommando. W-H.A. Wirtschaftsabteilung, Handelspolitischer Ausschuss, den økonomiske afdelings handelspolitiske udvalg i det tyske udenrigsministerium. W Rü Amt. Wehrwirt-schafts- und Rüstungsamt, forsvarsøkonomi- og rustningskontoret. W.Pr. Wehrmacht Presse, værnemagtens presseafdeling. W.Pr. Wehrmacht Propaganda, værnemagtens propaganda-afdeling. W.P.R. Wehrmacht Propaganda, værnemagtens propagandaafdeling. W.Pr.O. Wehrmacht Presseoffizier, værnemagtspresseofficer. W.R. Wehrmacht Recht, værnemagtens retsafdeling. W.Stb. Wehrwirtschaftstab, værnemagtens økonomiske stab. W V. Wirtschaft V, kontor V (5) i den økonomiske afdeling i det tyske udenrigsministerium. w.v. wieder vor-zulegen, skal atter forelægges. wvzl. wieder vorzulegen, skal atter forelægges. W.Z. Wehrmacht Zentralamt, værnemagtens centralkontor. z.B. zum Beispiel, f. eks. z.b.V. zu besonderer Verwendung, til særlig anvendelse. z.d.A. zu den Akten, ad acta. Zg. Zug, deling. z. gefl.Kts. zu gefälliger Kenntnisnahme, til behagelig efterretning. z.g.K. zu gefälliger Kenntnisnahme, til behagelig efterretning. z. gefl.Mitz. zu gefälliger Mitzeichnung, til beha-gelig medunderskrift eller påtegning. z.g. Mtz. zu gefälliger Mitzeichnung, til behagelig med-underskrift eller påtegning. z.Hd. zu Händen, ved. Ziff. Ziffern, kode. z.Mitz. zur Mitzeichnung, til underskrift eller påtegning. z.Prot. zur Protokollabteilung, til protokolafdelingen. zur gefl.Mitz. zur gefälligen Mit-zeichnung, til behagelig medunderskrift. zur Mitz. zur Mitzeichnung, til medunderskrift eller påtegning. zus. zusammen, i alt. z.V. zur Verfügung, af reserven. z.Zt. zur Zeit, for tiden.

Side 1

A. Regering og rigsdag under besættelsen.

1. Retningslinier for besættelsen og forhold vedrørende det tyske gesandtskab

a. Retningslinier for besættelsen

I en række skrivelser af 9. april 1940, 1) A. nr. 1. Vedr. dette forhold før 9. april se ber. XII, A. nr. 35, 41, 44 og 54; til „Førerens stedfortræder og de øverste rigsmyndigheder" - den befuldmægtigede for fireårsplanen, rigstrafikministeriet, rigspostministeriet, rigsministeriet for folkeoplysning og propaganda og rigsfinansministeriet - gav chefen for værnemagtens overkommando, generaloberst Keitel, meddelelse om besættelsen af Danmark og Norge, dens økonomiske, trafikmæssige og finansielle mål samt de krav, der var blevet stillet de to landes regeringer eller burde stilles dem i den følgende tid.

Med hensyn til de militære opgaver fastslås i skrivelsen fra OKW til Førerens stedfortræder og de øverste rigsmyndigheder, at den øverstkommanderende for den højere kommando til særlig anvendelse XXXI - d.v.s. Danmark - til opgave har „militær sikring og forsvar" af det besatte område. Til varetagelse heraf udøver han de militære højhedsrettigheder og „er berettiget til at træffe alle foranstaltninger for at fuldføre sin militære opgave".

I ikke-militære spørgsmål repræsenteres Tyskland hos den danske regering af gesandten henh. Auswärtiges Amts befuldmægtigede. Hans opgave er udover at overrække fordringerne 9. april at overvåge regeringens handlinger og overholdelse af de afgivne forsikringer. Den danske regerings udenrigspolitiske virksomhed skal ordnes i overensstemmelse med dens holdning. Forvaltningen og det økonomiske liv skal såvidt muligt arbejde gnidningsløst videre og indgreb kun foretages for at sikre besættelsestroppernes forsyninger og sikkerhed. Med henblik på de tyske rust-ningsøkonomiske interesser er repræsentanter for OKW blevet delegeret til den befuldmægtigede.

Danmark skal opretholdes som selvstændigt told- og møntområde. De tyske tropper skal anvende Reichskreditkassenscheine; der anordnes en skarp indkøbsbegræns-ning og forbud mod vareudførsel til riget.

Med hensyn til den dansk-tyske grænse bestemmes, at den lukkes for den ikke-militære trafik, samtidig med at indmarchen begynder, men skal genåbnes så hurtigt som muligt. Derimod standses den oversøiske telefon- og postforbindelse, den begrænses til Østersøstaterne; den skal kontrolleres, hvis den øverstkommanderende forlanger det. Den øvrige kommunikation til neutrale lande skal ledes over Tyskland og kontrolleres.

I skrivelsen til den befuldmægtigede for fireårsplanen og den generalbefuld-mægtigede for økonomien, 2) A. nr. l, bilag a; gives oplysning om de øjeblikkelige krav til den danske regering vedrørende sikring af trafikmidler og de tyske troppers disponering over dem, afsejlingsforbud for krigs- og handelsskibe undtagen sådanne, der tilhører USA, Italien, Spanien, Rusland og Japan, startforbud for alle flyve-maskiner samt forbud mod udførsel af krigsmateriel. Auswärtiges Amt er anmodet om at tilforordne tyske kommitterede i de danske økonomiske ministerier.

Side 2

Med hensyn til hvorledes de tyske tropper skal forholde sig i økonomiske spørgsmål bestemmes, at Haager landkrigsreglementet skal „strengt iagttages", at troppernes forsyning kun skal foregå fra Danmark, såvidt det kan ske, uden at dets egne forsyninger skades. Rigsloven om sådanne leverancer fra private skal anvendes. Leverancer skal betales kontant. Derimod ydes ingen erstatning for anvendelse af offentlige værker, idet dette skal ordnes i forbindelse med en betalingsoverenskomst. Tropperne må ikke for Reichskreditkassenscheine modtage tyske sedler, bl.a. for at emigrantpenge ikke af den grund skal føres tilbage til Tyskland; de må ikke hamstre; ved tilbagevenden til riget skal de toldbehandles.

I bilag l hertil udtales, at opfyldelse af de rustningsøkonomiske krav er „en ufra-vigelig forudsætning for udnyttelsen af de for rustningsøkonomien betydningsfulde industrigrene og for en højst nødvendig aflastning af den tyske krigsøkonomi". Derefter opregnes de øjeblikkelige krav, der hovedsagelig går ud på opretholdelse og sikring af den økonomiske virksomhed, bl. a. foranstaltninger til afværgelse af de følger, som afskæringen af forsyninger vestfra vil få. På længere sigt skal kræves 1) straf for sabotage, 2) oprettelse af bedriftsværn, 3) sikring af arbejdsfred, 4) dels forbud mod udførsel til fjendtlige lande og dels begrænsning af eksporten til andre lande, 5) instruks til danske rederier om hjemkaldelse af deres skibe med ladninger, 6) rationering. Det udtales, at flere danske industrigrene er af „væsentlig betydning" for den tyske rustningsindustri, og deres produktion må tilføres denne. Dette gælder kemiske virksomheder (sprængstoffer, superfosfat), rustnings- og skibsbygningsindu-stri, kryolit- og elektricitetsværker.

For at opnå denne udnyttelse må den tysk-danske udenrigshandel reguleres, pengeoverførslerne foregå gnidningsløst, og kontrakter afsluttes. Til gennemførelse af „en varig og snæver forbindelse" stilles en forbindelsesofficer til rådighed for den befuldmægtigede, og ved sin side får han „Wehrwirtschafts-Offiziere", der bl. a. skal undersøge virksomhedernes leveringsevne, transportforhold, arbejdsmarkedet, ledel-sen af vigtige industrier og nødvendigheden af oprettelse af bedriftsværn til afvær-gelse af sabotage.

I skrivelserne til rigstrafikministeriet og rigspostministeriet, 1) A. nr. l, bilag b og c; gives meddelelse om de øjeblikkelige krav til den danske regering bl.a. af trafikal og kommunikationsmæssig karakter. Danmarks telekommunikationstrafik med Færøer-ne, Island og Grønland kan ikke tillades, da kablet går over England. Der skal ind-sættes en trafikkommissær. Radioen skal „senere" stilles under tysk censur.

OKW skal delegere til de danske ministerier en telegrafbefuldmægtiget, der sam-tidig skal stå til rådighed for den befuldmægtigede „ved varetagelsen af almindelige tyske interesser". Hvem. han skal underlægges, efter at besættelsen er gennemført, skal senere ordnes. Endvidere skal offentliggørelse af vejrmeldinger indstilles, presse og radio må kun bringe militære meddelelser med værnemagtens tilladelse.

I meddelelsen til rigsministeriet for folkeoplysning og propaganda, 2) A. nr. l, bilag d; oplyses ligeledes om de øjeblikkelige foranstaltninger af propagandamæssig karakter og oprettelsen af en propagandagruppe under ledelse af kaptajn Salzmann.

Endelig får rigsfinansministeriet, 3) A. nr. l, bilag e; meddelelse om de ovenfor nævnte finansielle og økonomiske bestemmelser.

Side 3

b. Gesandtskabets og den befuldmægtigedes stilling

Ved den tilstand, som skabtes 9. april 1940 på grund af den danske regerings acceptering af de tyske memoranda, opretholdtes den danske stats suverænitet, og forbindelsen mellem den danske regering og Tyskland foregik derfor over det tyske udenrigsministerium i Berlin og dettes repræsentant, gesandten og den rigsbefuld-mægtigede i København. Dette princip fastholdtes konsekvent under hele besættel-sen af såvel rigsudenrigsminister v. Ribbentrop som af gesandt og rigsbefuldmæg-tiget dr. Cecil v. Renthe-Fink (1940—42) og den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best (1942—1945), hvis stilling overfor den danske regering afveg fra Renthe-Finks (se afsnit A. 10). Til belysning af dette spørgsmål kan oplyses følgende med hensyn til Renthe-Finks embedsperiode. 1) Jfr. den danske regerings bestræbelser for at fastlægge besættelsens omfang ber. IV, s. 17—22.

Renthe-Finks stilling overfor besættelsestroppernes øverstkommanderende fastlag-des i en ordre fra rigsudenrigsminister v. Ribbentrop af 12. april 1940, 2) se ber. XII, A. nr. 125; og i generaloberst W. v. Brauchitschs redegørelse til den øverstkomman-derende 19. april 1940. 3) se ber. XII, A. nr. 132. 17. april 1940 bestemte v. Ribbentrop, at han selv ville underskrive alle telegrafiske og skriftlige instrukser til gesandtskabet i København. 4) A. nr. 7. 22. april fik Renthe-Fink endvidere meddelelse om, at han måtte indhente Ribbentrops personlige tilladelse, forinden han tog forholdsregler af politisk, militær eller økonomisk betydning eller traf aftaler herom med den danske regering. 5) A. nr. 8. I Auswärtiges Amt blev det overdraget legationsråd v. Grundherr at holde Ribbentrop a jour med danske spørgsmål. 6) A. nr. 9 og 9 a.

Da forskellige tyske myndigheder ikke syntes at være klar over Danmarks særlige stilling og bl. a. henvendte sig direkte til danske ministerier, meddelte statssekretær v. Weizsäcker 20. december 1940, 7) A. nr. 10; til chefen for rigskancelliet, rigsminister v. Lammers, at „hvis Auswärtiges Amt henh. den befuldmægtigedes kontor ikke med-virker, vanskeliggøres en ensartet ledelse af rigets politik i Danmark, og det vil føre til et utåleligt forhold til de danske myndigheder". Weizsäcker anmoder derfor Lam-mers om at oplyse de øverste rigsmyndigheder om, at Renthe-Fink også i sin egen-skab af det tyske riges befuldmægtigede sorterer under Auswärtiges Amt. Det anbe-fales endvidere at henvise til, at den stilling, som det tyske riges befuldmægtigede i København har, ikke svarer til rigskommissærernes i Norge og Holland, men at den befuldmægtigede v. Renthe-Fink tværtimod „må gennemføre sine opgaver overfor de danske myndigheder med diplomatiske midler".

c. Gesandtskabets udvidelse og politik

Som følge af de øgede opgaver blev det tyske gesandtskabs rammer stærkt udvi-det. Herom og om de retningslinier, hvorefter gesandten og den rigsbefuldmæg-tigede havde ledet forbindelsen med den danske regering og udenrigsministeriet, foreligger et memorandum fra Renthe-Fink fra august 1942. 8) A. nr. 282. Heri fastslås, at grundlaget for den tyske politik er de ved besættelsen afsluttede overenskomster, hvorefter den tyske indflydelse skulle holdes indenfor de rammer, som beskyttelsen af Danmark afstak, og at den danske territorielle uafhængighed ikke ville blive antastet „nu eller i fremtiden". Den rigsbefuldmægtigede og hans stab har diplo-matisk stilling

Side 4

„og betjener sig ved gennemførelse af sine opgaver af diplomatiske midler". Som følge heraf har det danske udenrigsministerium været midtpunktet for det dansk-tyske samarbejde. „Med det forhandles om alle spørgsmål af principiel karakter eller større betydning". I løbende spørgsmål arbejder den befuldmægtigede og de kommitterede dog direkte med de danske fagministerier. I almindelighed foregår de tyske myndigheders kontakt gennem de danske centralmyndigheder undtagen med hensyn til den kommitterede for den indre forvaltnings 3 kontorer i Aalborg, Aarhus og Odense, som er „rådgivere og vejledere" for de lokale danske myndigheder.

Renthe-Fink sammenfattede sine erfaringer efter 2 års forløb med hensyn til gennemførelse af de tyske ønsker således, at et forsigtigt pres i forbindelse med en i det væsentlige bevaret dansk suverænitet havde sikret gennemførelsen af værnemagtens og rigets ønsker. Som forudsætning for, at denne fremgangsmåde har kunnet fungere, opstilles følgende punkter:

1. bestemt optræden i afgørende spørgsmål og formel bevarelse af den danske suverænitet, 2. undgåelse af indblanding i uvæsentlige spørgsmål, „hvilket danske-ren betragter som en typisk tysk fejl" og 3. „at der også fra tysk side spilles med kortene på bordet". 1) Ang. den danske centraladministrations øverste embedsmænds drøftelser om samarbejdet se ber. IV A. nr. 24, 26 og 27 samt A. 412 og 413.

d. Udnævnelse af tyske embedsmænd

Om de i de danske aktstykker, 2) se ber. IV, A. nr. 19, 21, 22 og 23; omtalte tyske kommitterede m. fl. foreligger i de tyske dokumenter, 3) A. nr. 2, 3, 4 og 5; udnæv-nelsen af vicepolitipræsident Kanstein til kommitteret for spørgsmål vedrørende den indre forvaltning og ministerialråd dr. Ebner til kommitteret for økonomiske spørgs-mål, hvori omtales omfanget af og retningslinierne for deres arbejde. I et telegram af 15. april 1940, 4) A. nr. 6; oplyses, at den øverstkommanderende for de tyske tropper har henvist til nødvendigheden af, at de kommitterede „varetager deres opgaver med stor takt og holder føling med de økonomiske og politiske kredse", hvilket synspunkt v. Ribbentrop tilslutter sig.

Om to andre embedsmænd i det tyske gesandtskab, presseattaché Gustav Meiss-ner og legationssekretær H. Schwarzmann, som har en vis betydning i udviklingen efter 9. april 1940, udtaler fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius 10. maj 1948 i kommissionsdomstolen, 5) A. nr. 165, st. 48; at efter hans opfattelse var Meissner det tyske nationalsocialistiske partis kontrollør i gesandtskabet, „men man havde det Indtryk, at Renthe-Fink ikke befandt sig vel ved ham". Om såvel Meissner som Schwarzmam udtaler direktør Sthyr, 6) A. nr. 168, st. 117; at de begge var ærgerrige og „ønskede disse Stillinger som et Springbræt for senere Avancement".

Ovennævnte legationssekretær Schwarzmann var gift med en niece af rigsuden-rigsminister v. Ribbentrop og var en kort periode i 1940 knyttet til gesandtskabet i København. Fhv. stats- og udenrigsminister Scavenius forklarer, 7) A. nr. 165, st. 46 f; at han ligesom Meissner „var en Slags Kontrollør ... i hvert Fald var det mærkeligt at se, hvordan Renthe-Fink skubbede ham frem, det var ikke naturligt for en saa ung Mand", og videre: „Renthe-Fink benyttede Schwarzmann og Meissner, naar han ikke ønskede selv at komme frem i det aabne,

Side 5

og formodentlig ogsaa for derigennem at erhverve visse Efterretninger, som kunde fremgaa af Samtaler".

Fhv. trafikminister Gunnar Larsen og direktør Knud Sthyr kendte Schwarzmann fra før 1939, da han var ansat i det internationale cementkartel, og havde da indtryk af, at han var antinazistisk indstillet. 1) A. nr. 166, st. 64 f. og A. nr. 168, st. 140.

2. Perioden 10. april—7. juli 1940

Vedrørende denne periode foreligger en række tyske dokumenter om forskellige forhold.

a. Trafikken mellem Danmark og udlandet

Straks efter 9. april rejstes spørgsmålet om en genoptagelse af forbindelsen mellem Danmark og Sverige. 14. april anbefalede Renthe-Fink, støttet af den kommitterede for økonomiske spørgsmål og værnemagtsofficererne for økonomiske anliggender, at trafikken blev genoptaget, og skitserede de fremtidige dansk-tyske kontrolforanstaltninger. 2) A. nr. 17. 15. april anmodede endvidere det svenske udenrigsministerium om åbning af færgetrafikken København—Malmø, for at svenske statsborgere kunne vende hjem. 3) A. nr. 18. I slutningen af april blev disse spørgsmål samt problemerne med hensyn til telefon-, telegram- og postforbindelsen mellem Danmark og Tyskland og det neutrale udland samt de neutrale diplomaters forbindelse med deres hjemland og det danske udenrigsministeriums forbindelse med gesandterne derfor drøftet mellem myndighederne i Berlin. 4) A. nr. 20 og 24.

b. Danske krigsskibes overtagelse af told- og polititjeneste

Gennem generaloberst Keitel rejste den tyske krigsmarine 12. april overfor Aus-wärtiges Amt i Berlin spørgsmålet, om danske krigsskibe kunne betros bevogt-ningsopgaver. Statssekretær v. Weizsäcker mente ikke, det var „forsvarligt og hensigtsmæssigt" at drage den danske marine ind i et direkte krigsmæssigt samar-bejde med den tyske, men at den kunne udføre told- og polititjeneste. Auswärtiges Amt ønskede dog ikke at rette henvendelse til den danske regering om, at disse skibe skulle overdrages til Tyskland, men gav 13. april Renthe-Fink instruks om at søge kontakt med den danske regering og undersøge, hvorvidt den af sig selv ville stille skibene til disposition til udførelse af told- og polititjeneste. 5) A. nr. 13 og 16.

Om denne sag kan yderligere oplyses, at først 13. april om eftermiddagen indhentede flådens øverstkommanderende, storadmiral Raeder, Hitlers samtykke til, at anmodningen blev rettet til den danske regering og betaling tilbudt for benyttelsen. Først 22. april anbefalede Raeder derefter ved førerkonferencen, at der ikke blev rettet nogen henvendelse til regeringen i København „for at skåne den danske flådes selvrespekt. Sagen kunne tages op senere for at se, om danskerne selv ønsker at udføre visse politi- og eskortetjenester. Føreren samtykker". 6) Fuehrer Conferences, pag. 95 og 97.

Side 6

c. Verbalnoten 30. april 1940

Om den i de danske dokumenter omtalte verbalnote af 30. april til den tyske regering, 1) Ber. IV, s. 19—21; foreligger blandt de tyske dokumenter notens tekst, 2) A. nr. 29; samt en indberetning 8. maj fra Renthe-Fink herom. Under en samtale med udenrigsminister Munch om et udkast til noten havde han udtalt, at „de 13 punkter kun var et øjeblikkeligt program og efter memorandummets mening ingenlunde kunne betragtes som udtømmende". I en senere samtale med direktør Mohr havde denne på Renthe-Finks forespørgsel om årsagen til notens fremkomst erklæret, at initiativet hertil var blevet taget af de nye ministre for venstre og det konservative folkeparti. I sin kommentar skriver Renthe-Fink, at hensigten er „udtrykkeligt at fastlægge og afstikke grænser for vor aktivitet". 3) A. nr. 30.

d. Særlovgivning vedr. retsplejen

Om den i de danske dokumenter samtidig nævnte særlovgivning vedrørende retsplejen, 4) Ber. IV, s. 21; skriver Renthe-Fink i en indberetning 20. april til rigsuden-rigsminister v. Ribbentrop, at Tysklands standpunkt til spørgsmålet om at stille danskere for tysk krigsret „betragtes som en prøve på, om det planlagte samarbejde fra vor side også virkelig er loyalt ment, og om vi vil lade den danske suverænitet uantastet". 5) A. nr. 688. I sit svar udtalte v. Ribbentrop, at aftalerne om særlov-givningen med den danske regering enten måtte fastlægges skriftligt i en tysk-dansk overenskomst eller i danske forskrifter, og desuden skulle det sikres, „at vi under-hånden får afgørende indflydelse på de danske embeders personelle sammen-sætning". 6) A. nr. 689. Om særlovgiv-ningen henvises iøvrigt til afsnittet om justits-ministeriet.

e. Rigsudenrigsminister v. Ribbentrops erklæring 27. april

om de engelsk-franske angrebsplaner

27. april forelagde rigsudenrigsminister v. Ribbentrop i Berlin den tyske hvidbog om de engelsk-franske forberedelser til et angreb på Norge. 28. april lod han fore-spørge gesandtskabet i København, 7) A. nr. 26; om danske regeringskredse havde givet udtryk for forundring over, at Danmark ikke var blevet nævnt i hans erklæring. Samtidig meddelte understatssekretær Gaus, at en omtale af Danmark ville have været formålsløs, da det ikke var nævnt i de dokumenter, der var faldet i tyskernes hænder. Samme dag oplyste Renthe-Fink, 8) A. nr. 27 og 28; at erklæringen havde „i herværende presse vakt den største opmærksomhed". Ribbentrops tale var blevet gentaget flere gange i radioen og påhørtes fra højttalervogne af mange mennesker. Renthe-Fink meddelte yderligere, at erklæringen havde vakt „største opmærk-somhed" i politiske kredse. I en samtale med udenrigsminister Munch havde denne udtalt sin forundring over, at de engelsk-franske angrebsplaner mod Danmark, „hvis eksistens han havde sluttet sig til på grund af vort memorandum af 9. april", ikke var blevet omtalt i v. Ribbentrops erklæring. Renthe-Fink svarede, at Englands bekendte „utvetydige hensigter overfor Norge allerede i sig selv havde indbefattet krænkelse af den danske neutralitet".

Side 7

f. Den danske presse

I et memorandum 12. april meddelte Kenthe-Fink, 1) Ber. IV, A. nr. 21; at legations-sekretær Gustav Meissner skulle bearbejde alt, der angik den danske presse. 17. april fastslog presseafdelingen i Auswärtiges Amt, 2) A. nr. 21; de retningslinier, hvorefter indberetninger skulle skrives. Der skulle lægges særlig vægt på lederne, reaktionen på de militære begivenheder, tyske militære forholdsregler og „forvaltningsmæssige forandringer".

5. juni indberettedes om den danske presses behandling af de militære opera-tioner i Vesteuropa, 3) A. nr. 34; at det var „upåklagelige referater". Selvom pressen ikke selv tog stilling til begivenhederne, havde dens behandling deraf „dog hos den danske befolkning efterladt et stærkt indtryk af den tyske militære styrke", og man „anser Englands europæiske militære situation for håbløs".

15. juni indsendtes en oversigt for perioden L-—15. juni 1940. 4) A. nr. 37. Det oply-ses, at i modsætning til tidligere praksis blev der i lederne taget stilling til Italiens indtræden i krigen 10. juni. Indberetningen nævner også den konservative hoved-stadspresses og „Fædrelandet's samt „Jyllandsposten"s kritik af regeringens forfej-lede økonomiske politik.

Provinspressens stillingtagen til de udenrigspolitiske begivenheder er stadig sparsom, hedder det videre, „skønt initiativet dog er blevet livligere". I sin diskussion af den afgåede general v. Kaupischs og hans efterfølger generalløjtnant Lüdkes udtalelser om et godt tysk-dansk forhold, har den i modsætning til hovedstadspressen vist „bemærkelsesværdig forståelse". På grund af arbejdsløsheden fremhæver den ofte ønsket om arbejdslejre efter tysk mønster. Sammenfattende udtales om provins-pressens stillingtagen, at den i forhold til de første dage efter Danmarks besættelse er blevet mere venlig og neutral i sin holdning overfor Tyskland. „Det ses, at man i provinsen allerede i højere grad end i hovedstaden har draget lære af de sidste ugers politiske begivenheder og bestræber sig for i egen interesse at tage den nye europæiske situation med i betragtning".

I oversigten for perioden 15. juni—1. juli udtales, 5) A. nr. 38; at udviklingen „tydeligt har ændret den danske presses holdning til en udpræget politisk orientering i kontinental retning". Den franske kapitulation „er blevet gengivet i en opsætning, som fra tysk side ikke lader noget tilbage at ønske". Kommentarerne i de store hovedstadsblade har understreget „erkendelsen af Danmarks fremtidige kontinentale opgave i snæver tilknytning til Tyskland". De franske våbenstilstandsbetingelser er blevet „vurderet efter deres storsindede punkter". Den danske presse er nået til den opfattelse, at England efter krigen vil miste sin indflydelse på kontinentet, og i den forbindelse „har skribenternes opmærksomhed i højere grad end hidtil vendt sig mod spørgsmålet om den europæiske økonomis nyordning efter krigen".

På grund af de gentagne engelske bombenedkastninger „er den begyndende anti-engelske stemning i den danske befolkning blevet yderligere uddybet. I provins-pressen kunne det ligeledes konstateres, at initiativet til egne udenrigspolitiske kom-mentarer er blevet livligere".

„Det frugtbare samarbejde mellem gesandtskabets presseafdeling og hovedstads-pressen har udviklet sig videre". Der er afholdt et møde med 75 chefredaktører fra provinsen. „Den allerede omtalte stærkere udenrigspolitiske kommentering vurderes som et frugtbringende resultat af dette møde".

Side 8

Det amerikanske pressebureau „United Press"s betydning for den danske presse er gået tilbage, mens „Skandinavisk Telegrambureau" befæster „sin dominerende stilling indenfor den danske presse".

g. Færøerne

Den engelske besættelse af Færøerne og udviklingen i Island medførte en vis dansk aktivitet, som enten fremkaldtes eller blev støttet af tyskerne.

17. maj nedlagdes gennem den engelske gesandt i Bern, 1) A. nr. 31 og 33; en protest, som i forvejen var fremkaldt og billiget af Auswärtiges Amt, mod besættelsen af Færøerne. Den afvistes dog efter ordre fra London af den engelske gesandt, „da hans regering ingen forbindelse har med den danske regering". På indberetningen blev i Auswärtiges Amt tilføjet følgende notits: „Dette er under disse omstændigheder tilstrækkeligt".

h. Island

Straks efter den 9. april blev Island genstand for både tysk og engelsk-fransk interesse. 11. april indberettede den tyske konsul Gerlach i Reykjavik, 2) A. nr. 12; til Berlin på grundlag af en oplysning til den danske gesandt, at 3 engelske krigsskibe lå parat til at gribe ind, hvis Island blev angrebet af Tyskland. Dagen efter meddelte den islandske udenrigsminister, 3) A. nr. 14; ham altingets beslutning om at overtage kongens beføjelser, hvilket også den danske gesandt i Berlin 15. april viderebragte til Auswärtiges Amt med den tilføjelse, at det danske gesandtskab og de danske konsuler indtil videre fortsat ville bistå islandske statsborgere. 4) A. nr. 19.

13. april anmodede statssekretær v. Weizsäcker gesandtskabet i København om en indberetning ang. den danske regerings holdning til denne udvikling. På grundlag af en indberetning fra chargé d'affaires i Washington Hans Thomsen om en samtale mellem præsident Roosevelt og gesandt Kauffmann og en opfordring fra Thomsen til at fremkalde en erklæring fra den danske regering, 5) A. nr. 11; udarbejdedes en instruks til Renthe-Fink om, at han skulle meddele den danske udenrigsminister, at Island og Grønland ikke berørtes af de „tyske forholdsregler til beskyttelse af dansk neutralitet"; en tilsvarende erklæring fra den danske regering, „navnlig også gennem det danske gesandtskab i Washington overfor USAs regering, er ønskelig". 6) A. nr. 15. På grund af Zahles skrivelse af 15. april blev afsendelsen af denne instruks dog standset, 7) A. nr. 22; og det besluttedes hverken at udsende en tysk erklæring om de danske besiddelsers stilling eller at fremkalde en dansk erklæring. 8) A. nr. 25.

18. april indberettede den tyske chargé d'affaires i Washington, at der efter den islandske regerings ønske ville blive optaget diplomatiske forbindelser mellem USA og Island. 9) A. nr. 23.

10. maj besatte engelske tropper Island, og samme dag fik Renthe-Fink instruks om at foranledige, at den danske regering nedlagde protest, „hvis den ikke gør det af sig selv", og få protesten offentliggjort i presse og radio. 10) A. nr. 31. 12. juni indberettede Renthe-Fink,

Side 9

at statsminister Stauning efter hans opfordring ville nedlægge indsigelse mod besættelsen under finanslovdebatten i folketinget. 1) A. m. 35. Den næste dag blev den islandske protest offentliggjort af Ritzau, og Renthe-Fink kunne oplyse, at meddelelsen „i henhold til her truffet aftale" ville blive offentliggjort i alle danske aviser „i stor opsætning" den følgende dag. 2) A. nr. 36. Efter statsminister Staunings tale i folketinget 4. juli indberettede den kommitterede for udenrigspolitiske spørgs-mål, Hencke: „Med denne tale har hr. Stauning, såvidt han anså det for muligt, når den islandske ømfindtlighed skulle skånes, efterkommet vort ønske om en offentlig erklæring om Englands voldshandling mod Island". 3) A. nr. 523.

22. maj gav den tyske kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål, Hencke, overfor direktør Mohr udtryk for den forventning, at den nye engelske gesandt i Island ikke ville blive akkrediteret hos den danske konge, hvilket Mohr anså for udelukket. 4) A. nr. 32.

Om det i de danske dokumenter omtalte cirkulæretelegram til de danske gesand-ter, der gav anledning til gentagne tyske henvendelser til regeringen, henvises til afsnittet om udenrigsministeriet. 5) se iøvrigt ber. V, A. nr. 9, underbilag 1. Det samme gælder spørgsmålet om Grønland og gesandt Kauffmanns holdning, der allerede i denne periode gav anledning til tyske klager.

Problemerne vedrørende udenlandske statsborgeres internering i Tyskland, som den danske regering efter Renthe-Finks indberetning af 29. april anså for „uforenelig med sin suverænitet og neutralitet", 6) A. nr. 676; vil blive behandlet under justits-ministeriet.

De tyske krav om udlevering af luftværnsskyts og 2 franske batterier, der iøvrigt behandles i afsnittet om krigsministeriet og marineministeriet, fremkaldte alvorligere dansk modstand. Renthe-Fink indberetter 25. april, at afleveringen af luftværns-artilleriet først gennemførtes „efter stærkt pres". Direktør Mohr udtalte til ham, at den danske regering ikke kunne anerkende, at udleveringen var i overensstemmelse med erklæringen om, at de danske tropper skulle beholde deres våben. Hertil svarede Renthe-Fink „bestemt", at kravet støttede sig på det mandat, som Tyskland havde fået ved at overtage beskyttelsen af den danske neutralitet. Endvidere henviste han påny til, at „de 13 punkter i notitsen kun er et øjeblikkeligt program og ikke kan udelukke andre krav, der følger af det tyske mandat. Den danske opfattelse, at de 13 punkter var et Magna Charta for det tysk-danske samarbejde, var forkert; de 13 punkter måtte tværtimod forstås i forbindelse med memorandummet". Hertil føjede Renthe-Fink følgende kommentar: „Danskernes bestræbelser går øjensynligt ud på at holde vore muligheder for indgreb indenfor nøje forud fastlagte grænser. Bag dette kan man spore bekymringen for i praksis at miste suveræniteten og af de fjendtlige allierede magter blive behandlet som Tysklands militære forbundsfælle". 7) A. nr. 614.

Da værnemagten ønskede at stille yderligere krav, skrev Renthe-Fink samme dag til Berlin, at „ethvert indgreb i det danske folks forsvarssuverænitet dybt krænker dets æres- og nationalfølelse. Politisk er det skadeligt, hvis der efter et opfyldt krav straks igen anmeldes et nyt. Derved rystes tilliden. Vore bestræbelser må derfor gå ud på snarest muligt at komme til en definitiv afgørelse med hensyn til vore krav". 8) A. nr. 613.

Da den danske regering 11. maj havde besluttet at acceptere det tyske ønske om, at den stillede to franske batterier til disposition, udtalte direktør Mohr til den tyske kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål, Hencke,

Side 10

at regeringen gik ud fra, at dette var det sidste tyske krav om skyts. Mohr meddelte endvidere Hencke, at disse tyske krav foruroligede militære kredse og skabte en vanskelig situation for regeringen. Det ville have været lettere, hvis disse krav var blevet stillet i forbindelse med indmarchen. Mohr bad endelig Hencke meddele den danske regerings opfattelse i Berlin.

I sin indberetning tilføjer Hencke, at da danskerne går ud fra, at batterierne vil forblive i Danmark, har han aftalt med den tyske øverstkommanderende, at „en eventuel flytning af skytset til forsøg i Tyskland hemmeligholdes overfor danskerne". 1) A. nr. 617. 20. maj meddelte statssekretær v. Weizsäcker til Renthe-Fink, at Hitler havde bestemt, at der ikke skulle stilles yderligere krav til danskerne om skyts, men „den danske regering skal ikke informeres herom". 2) A. nr. 618.

3. Omdannelsen af ministeriet Stauning 8. juli 1940

Vedrørende tysk kontakt efter 9. april 1940 med danske antiparlamentariske kredse og i forbindelse hermed med den udvikling, der førte til omdannelsen af ministeriet Stauning 8. juli 1940, samt om modsætningen mellem de forskellige tyske instansers opfattelse og politik findes adskillige dokumenter i det tyske materiale, omend disse langtfra er udtømmende til belysning af disse forhold. Allerede før 9. april 1940 var der etableret føling mellem de danske nationalsocialister og andre antiparlamen-tariske grupper som f. eks. LS-kredse omkring folketingsmand Hartel og hofjæger-mester Jørgen Sehested. Denne forbindelse blev knyttet af Sicherheitshauptamt, der lededes af SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, gennem danskeren K. Morten-sen og SS-Sturmbannführer v. Low, hvis opgave efter 9. april bestod i at skabe forud-sætning for en samling af alle oppositionsgrupper og deres overtagelse af rege-ringsmagten.

3) Mortensens og v. Lows forbindelser og politik er belyst i det stenografiske referat af byretsundersøgelsen i sagen mod Jørgen Sehested, A. Hartel m. fl. Ang. præmisserne til dommen over Jørgen Sehested m. fl. se A. nr. 64 a. Ang. Østre Landsrets dom over Jørgen Sehested, Axel Hartel og Knud Mortensen se A. nr. 65 a., og Højesterets dom over Jørgen Sehested se A. nr. 66 a.

Rigsudenrigsminister v. Ribbentrop var som tidligere nævnt først og fremmest interesseret i at bevare kontrollen over Danmark i sine hænder og at sikre de politisk-militære mål, der var opstillet 9. april. Han måtte dog tage hensyn til, at andre interesser, som ønskede en nationalsocialistisk udvikling i Danmark, kunne vinde Hitlers støtte. Til en politirapport 30. august 1946 har gesandt Werner v. Grundherr, som i Auswärtiges Amt behandlede danske spørgsmål, erklæret, at han under besæt-telsen ikke havde forbindelse med DNSAP, men „tværtimod overfor Renthe-Fink og andre betydende Personer — ogsaa Dr. Best — havde givet Udtryk for, at det var en stor Fejl og Dumhed at belaste sig med Fritz Clausen og hans Parti", v. Grundherr erklærede, at Auswärtiges Amts officielle kurs overfor Danmark var, at man ønskede ro og tilfredshed, ikke mindst af hensyn til den økonomiske situation. 4) A. nr. 162.

I Auswärtiges Amt var det chefen for afdeling Deutschland, gesandt Martin Luther, hvis opgave bestod i at søge kontakt med protyske grupper i udlandet, som interesserede sig for Frits Clausen og DNSAP.

I det tyske gesandtskab i København var gesandt v. Renthe-Fink efter 9. april 1940 indstillet på at gennemføre den politik, der var fastlagt ved aftalerne med den danske regering.

Side 11

Selvom Renthe-Fink efterhånden blev utilfreds med regeringen Stauning på grund af dens efter hans mening manglende aktivitet, har han i kommissionsdomstolen 8. maj 1948 erklæret, at han ikke ønskede en regering fra nazisternes eller andre antiparlamentariske kredse. 1) A. nr. 164, st. 35. v. Löws og Mortensens virksomhed gik derfor på tværs af hans bestræbelser, og da han samtidig stræbte efter at bevare kontrollen over den tyske politik i Danmark, lod han på et tidligt tidspunkt efter 9. april presseattacheen, Gustav Meissner, der havde forbindelse med gesandt Martin Luther, træde i kontakt med Frits Clausen og andre nationalsocialistiske ledere samt Sehested m.m. dels for at søge oplysninger om deres virksomhed og dels for at påvirke deres politik.

2) Jfr. Meissners vidneudsagn til kommissionsdomstolen 4. maj 1948, hvori han udtaler, at han først i juli 1940 fik overdraget den opgave at søge kontakt med DNSAP; se A. nr. 163, st. 2, jfr. A. nr. 42, 44, 45, 48 og 49, hvoraf fremgår, at han allerede i maj havde føling med Frits Clausen og andre nationalsocialister.

Til belysning af denne udvikling skal i det følgende gøres rede for de dokumenter, som er fundet i Auswärtiges Amts arkiver.

I slutningen af april 1940 skrev v. Löw, antagelig på basis af meddelelser fra Mortensen, to indberetninger til Heydrich dels om „den i Danmark eksisterende nationale oppositions stilling til et muligt regeringsskifte" og dels om den holdning, som medlemmerne af den udvidede regering Stauning indtog. 3) A. nr. 40, bilag a, og A. nr. 41, bilag a.

Ifølge den første består de „betydningsfulde nationale oppositionsgrupper" af DNSAP og LS. Nationalsocialisterne skildres som en bevægelse, der under Frits Clausens ledelse siden november 1939 har været i stærk fremvækst og ved et kom-mende valg vil få 15—20 mandater. Det berettes, at ifølge Clausens udtalelse havde general Kaupisch den 9. april gennem sin tolk spurgt, „hvad DNSAP endnu ventede på".

LS er ifølge v. Löws beretning en organisation, der har størsteparten af de danske bønder bag sig. Skønt mere fagligt end politisk indstillet har „en lille, men indflydel-sesrig gruppe" under ledelse af hofjægermester Sehested i de sidste 2—3 år søgt „at føre bevægelsen ind på en revolutionær linie".

Da ledende personer i såvel DNSAP som LS har forbindelse med hinanden, er der et vist samarbejde mellem de to organisationer.

Beretningen udtaler, at den „marxistisk liberale" regering Staunings økonomiske politik er ved at kæntre, og i løbet af 2—3 måneder vil den danske økonomi bryde sammen. De nationale grupper forbereder sig på denne situation, idet Clausen vil danne en regering, udvidet med førende bønder fra LS, men vil ikke forsøge at styrte Stauning ved en revolution. LS-gruppen under Sehested ønsker derimod at danne en regering med ²/₃ bønder og ¹/₃ nazister, mens Clausen efter deres mening ikke er egnet til at være statsminister. „Efter hvad der vides her", vil Clausen ikke gå ind i en sådan regering, der af de i øjeblikket mulige nationale regeringer sandsynligvis vil have den bredeste basis i folket, men kun være levedygtig, hvis den støttes af Clausen og DNSAP.

Denne beretning slutter med følgende oplysning: „Begge grupper er enige om, at Danmarks fremtidige udvikling kun kan sikres i allersnævreste tilslutning til Tyskland og derfor også kun ved at give et vist afkald på egen selvstændig udenrigspolitik."

v. Löws anden indberetning indledes med en gengivelse af en udtalelse af Frits Clausen, der fandt, at det „var ubegribeligt, at den tyske regering fandt sig i, at den danske regering blev udvidet med 6 ministre, der fra gammel tid principielt har været indstillet imod Tyskland",

Side 12

hvorefter Christmas Møller, Henning Hasle, Hauch, Krag og Brorsen nævnes og karakteriseres som enten engelsk eller engelsk-amerikansk venlige. Indberetningen slutter med følgende passus: „Efter dr. Clausens opfattelse har Stauning vundet uhyre meget ved sin „rævepolitik". Den tysk-danske handelstraktat vil efterhånden bevirke, at de økonomiske forhold i Danmark vil forme sig meget gunstigt." Denne sidste indberetning lod rigsudenrigsminister v. Ribbentrop 9. maj forelægge Renthe-Fink, som var i Berlin. 1) A. nr. 41, bilag b.

I en notits af 10. maj skriver Renthe-Fink derefter, at Frits Clausen ser den udvidede danske regering „i et alt for ensidigt lys", hvilket er forståeligt på grund af hans ambitioner om at styrte den. Det var dog ikke i tysk interesse at styrte regeringen Stauning-Munch, efter at den havde „vist sig føjelig overfor vore ønsker", og den kunne kun opretholdes ved, at de konservative og venstre gik ind i den. Dermed overtog disse partier et medansvar for afgørelsen 9. april, hvilket betød „en vigtig konsolidering af den position, som vi har opnået".

Renthe-Fink skriver derefter, at disse nye ministre ligesom alle danskere „i grunden" er opportunister. „Jeg kan ikke tro, at vi af dem behøver at frygte en alvorlig modstand. På den anden side kan man ganske vist ikke af dem vente, at de i deres indre går med os".

Efter Renthe-Finks mening vil det være forkert af Tyskland at blande sig i Danmarks indrepolitiske forhold. Nationalsocialisternes basis er endnu meget snæver, og den nærmeste fremtids økonomiske politik vil skabe så store vanske-ligheder, „at det synes bedre at belaste den nuværende regering med de ubehage-lige følger heraf", i særdeleshed fordi Tyskland „kun i meget begrænset omfang kan yde Danmark økonomisk hjælp". Den tyske økonomiske politik går ikke ud på at begunstige den danske regering, „men det må være dens opgave i disse for Tyskland afgørende tider at hente så meget som muligt ud af Danmark. Sålænge krigen varer må den tyske krigs- og ernæringsøkonomis interesser stå i forgrunden".

Renthe-Fink skriver tilsidst, at de danske nationalsocialisters opgave bør være, „at de om sig samler og sammenslutter til en stærk bevægelse alle de elementer, som tilstræber en fornyelse ... for at de, når tiden er moden, kan have et bredt grundlag i folket. Dette tidspunkt er i hvert fald endnu ikke kommet i dette øjeblik". Renthe-Fink anfører, at den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark er enig med ham i denne linie, og da mange tyske instanser har forbindelser i Danmark, er det ønskeligt, „om der blev sørget for, at de ... indretter sig efter den ovenfor fremstillede linie angående ikke-indblanding i de danske partipolitiske opgør". 2) A. nr. 41, bilag c.

Den første „notits" til Renthe-Fink om danske forhold fra presseattaché Meissner, i hvis papirer er fundet brevet fra Jørgen Sehested til A. Hartel af 27. april, 3) A. nr. 39; stammer fra 6. maj. Han tager heri stilling til en beretning om den indrepolitiske situation i Danmark, der er blevet indsendt til Berlin, 4) dette dokument er ikke fundet. I Meissners notits er anført, at det er sendt til Berlin 17. maj, men dette må være en fejlskrivning. At Meissners notits skulle være fejldateret er mindre sandsynligt, da både den oprindelige og en senere påført datering er 6. maj; og som omhandler et forslag til ændring af den danske regering efter initiativ af Sehested og med Knud Bach som statsminister. Om denne plan oplyser Meissner, at den ikke mere er aktuel, idet Knud Bach er sprunget fra og orienterer sig mod nationalsocialisterne, mellem Hartel og Sehested er opstået misforståelser, og kongen vil ikke skille sig af med regeringen Stauning.

Side 13

Som dette projekts ophavsmand udpeger Meissner K. Mortensen, hvis virksomhed skarpt kritiseres, og om selve planen, hvis personer nævnes og karakteriseres, hedder det, at den er „kommet for tidligt og heller ikke omfatter nogen personkreds, der råder over altfor mange tilhængere". Mortensen har dog på grund af sine oplysninger, der går ud på, at han samarbejder med „højeste tyske personligheder", vakt forhåbninger indenfor den sehestedske kreds. Meissner anbefaler, at politiske rejser til Danmark af personer som Mortensen forbydes, „for at der ikke i Berlin udspredes opfattelser, som kan virke forstyrrende på den påkrævede rolige gennem-førelse af en politisk linie". 1) A. nr. 42.

Meissners næste „notits" er fra 9. maj, hvori han beretter om en samtale den foregående aften med Frits Clausen og H.C. Bryld. Clausen fremkom med forskellige betragtninger over stemningen i landet og sine vanskeligheder med at få folk i tale på grund af mødeforbud, mørklægning, benzinforbud o.s.v. Han „havde aldrig følt sig så svag og utilfreds i sin stilling som i dag".

Clausen diskuterede derefter forsøgene på at få dannet en ny regering og nævnte general Priors, Sehesteds og Knud Bachs aktivitet. „Sehested var og forblev en mand, som ganske åbent repræsenterede det junkerprincip, at bønderne skulle ledes af landets store godsejere". Det ministerium, han havde foreslået, „måtte gøre arbejderne hvidglødende af raseri ... Han, Clausen, havde intet imod, at de danske Hugenbergianere led skibbrud, men anså dog en sådan udvikling for unødvendig og skadelig ... Nu var den store lejlighed kommet til at opbygge et tysk-dansk og dermed et tysk-skandinavisk forhold, som havde blivende værdi".

Dette synspunkt sluttede Meissner sig til, men da Clausen spurgte, om man fra tysk side ventede at se disse synspunkter repræsenteret „af Danmarks nuværende demo-kratiske repræsentanter", fremførte han alle de vanskelige økonomiske problemer, der snart ville komme, og Clausen „indså også, at det ville være forkert alt for tidligt at bebyrde en tyskvenlig regering med disse vanskeligheder. Men samtidig sagde han, at det var så vanvittig vanskeligt for ham at sige noget til sine tilhængere, da mange allerede gav udtryk for, at man i dag for at blive anerkendt af tyskerne måtte være god demokrat og legebroder".

Der var enighed om, at „disse gode demokrater" ville gå til grunde på grund af deres økonomiske dispositioner, og man måtte forberede sig på tidspunktet, da det skete. „Vi besluttede under iagttagelse af mødeforbudet at fastholde netop disse synspunkter i flyveblade, som via LS og DNSAP skulle fordeles hurtigt efter hinanden over hele landet. Jeg tilsagde internt min støtte til fremstillingen af flyvebladene, såfremt dette forblev en hemmelighed."

Clausen beklagede sig derefter over, at hvervningen til SS berøvede ham hans bedste folk, og at alle mulige repræsentanter fra Tyskland, som foregav at repræ-sentere fremstående tyske personer, der nævnes, lovede ham støtte, men at det for det meste var tomme ord. Nu kom SS, men: „Hvad vidste han om, hvor han stod i dag? Godt, hvis rigsføreren eller en anden på æresord ville give ham håndslag på det løfte, at han en skønne dag med sine nationalsocialistiske tanker ville overtage ansvaret for Danmarks skæbne uden at blive hindret heri af Tyskland, nuvel, så ville han indtil dette tidspunkt stille sin SA fuldtud til rådighed. Men herom vidste han intet". Denne bemærkning fra Frits Clausen hentyder antagelig til hans samtaler med v. Löw, der var Sturmbannführer i SS og således underordnet dettes leder, Heinrich Himmler.

Side 14

Under besøget hos Meissner kom der til Clausen en opringning, som gik ud på, at ingeniør Mortensen atter var i København, hvilket foranlediger Meissner til følgende afslutning: „Denne virksomhed fra hr. Mortensens side bør absolut standses og under-søges hos rigsudenrigsministeren ... Også overfor Hartel må der udvises forsigtighed, da han koketterer til alle sider og er indiskret, når det passer i hans kram". 1) A. nr. 44.

Det næste dokument omhandler en „beretning om den seneste indrepolitiske udvikling i Danmark", som Brigadeführer Jost i Reichssicherheitshauptamt lod udar-bejde på foranledning af gesandt Luther i Auswärtiges Amt. Denne beretning, 2) A. nr. 45, bilag a; der ligeledes skyldes v. Löw og ingeniør Mortensen, bygger bl. a. på to breve, udvekslet mellem Jørgen Sehested og Axel Hartel 9. maj, 3) A. nr. 45, bilag b og c; som er vedlagt. Der henvises til tidligere indberetninger (formodentlig A. nr. 40, bilag a, og A. nr. 41, bilag a) og oplyses derefter om LS.s og DNSAP.s forsøg på at få dannet et „erhvervsministerium". „Senere regnes med, at DNSAP overtager først de vigtigste stillinger indenfor forvaltningen og dernæst den samlede regering". Der gives oplysning om en henvendelse til kongen, den påtænkte regerings politiske og økonomiske propaganda, og det forklares, at formanden for De samvirkende Fagforbund, Laurits Hansen, vil vinde „den overvejende del af de danske fagfor-eningsledere for et sådant skridt", og at ligeledes hæren vil støtte. Derefter gøres rede for denne regerings planer om at omlægge det danske erhvervsliv „til det tyske og mellemeuropæiske erhvervsrum". Denne regering Bach-Sehested vil knytte Dan-mark til Tyskland „bl.a. også ved en militæralliance og ved nyskabelse af et slagkraftigt dansk forsvar" og herved „opnå, at de tyske besættelsestropper efter krigen efterhånden trækkes tilbage fra Danmark". Derefter kritiseres regeringen Stauning, som håber, at den tyske besættelse kun er en episode, „der må overstås med fornøden behændighed", og derfor ikke er interesseret i et tysk-dansk økono-misk samarbejde, der vil blive populært i det danske folk. Den søger snarere at skabe utilfredshed med den tyske besættelse. „Materiale angående en sådan stille sabotage i Danmark kan fremlægges". Det nævnes, at kongen vil afskedige rege-ringen Stauning, hvis han får forelagt beviserne for, at den saboterer samarbejdet med Tyskland, og fordelen ved en regering Bach-Sehested opgøres således: „med en sådan vil den overvejende del af alle brugbare kræfter i Danmark være vundet for og gå ind for et nært og varigt samarbejde med Tyskland og for at underordne Danmark under rigets politiske ledelse, således at rigets position i Danmark og måske også i det øvrige Norden vil blive lettet".

16. maj forelagde Luther denne indberetning for v. Ribbentrop og lod samtidig presseattaché Meissner, „som allerede gennem lang tid har plejet forbindelser med de to danske NS-grupper", kalde til Berlin for at afgive rapport. 4) A. nr. 45. Herom og om Luthers instrukser til Meissner foreligger intet. Meissner oplyser i sin forklaring i kommissionsdomstolen, at v. Ribbentrop selv afæskede Renthe-Fink en indberetning om „Oppositionens Karakter og Duelighed", 5) A. nr. 163, st. 6—7; og opgiver, at foranledningen hertil dels var, „at der allerede i Maj 1940 blev sendt en Indberetning fra Heydrich til von Ribbentrop personlig og ligeledes til en Brigadefører ... hvori man paapegede, at der var en tyskvenlig Opposition i Danmark, og at det ogsaa var ønskeligt at fremme denne Oppositions Interesser".

Meissner sammenblander øjensynlig de to indberetninger. Indberetningerne til Heydrich udarbejdedes i slutningen af april (se A. nr. 40 og 41), og herpå svarede Renthe-Fink 10. maj.

Side 15

Indberetningen til Brigadeführer Jost kom 16. maj legationsråd Martin Luther i hænde og blev forelagt v. Ribbentrop. Måske er den indberetning, som Meissner mener Renthe-Fink blev afæsket i den anledning, et usigneret dokument fra 21. maj betegnet „Überblick über die Kräfte" o.s.v. (antagelig et udkast, skrevet af Meissner). Det forklares heri, at Frits Clausen før 9. april arbejdede med en plan om at styrte regeringen, men at situationen blev ændret 9. april, og hvis DNSAP nu forsøger at komme til styret ved magtanvendelse, må de tyske tropper gribe ind og opretholde ro og orden. „Dette er indtrængende blevet klargjort for DNSAP.s fører, og han synes også at have taget afstand fra denne plan". Nu forsøges dannet et „erhvervsmini-terium", som fuldstændigt skal støtte sig til DNSAP og gennemføre dets program. Med dette formål for øje er knyttet en forbindelse med LS (her tænkes vel på beslutningen 17. juni), hvis ledende mænd er Knud Bach, Hartel og Jørgen Sehested.

Det forklares videre, at Mortensen har engageret sig stærkt i disse forhandlinger og henviser til, at han har nære forbindelser i Berlin. „Uden at fremkomme med direkte påstande er det lykkedes ham at påtvinge LS.s folk den opfattelse, at han var blevet udsendt af Berlin for ... at fremkalde et regeringsskifte til gunst for Tyskland". Sehested har derfor i et brev til kongen skrevet, at Tyskland ønsker, ja. endog fordrer et regeringsskifte, og kongen tror på dette. Resultatet blev et ministermøde 20. maj og Staunings samtale med Hartel s. d.

Det forklares videre, at Mortensen har engageret sig stærkt i disse forhandlinger og videre Preben Wenck, hvis pjece „9. April" er blevet anerkendt af general Prior, og Blankenstein. Disse to har forbindelse til Højgaardkredsen, for hvilken „Prins Axel skal gå ind". Clausen vil forsigtigt søge føling med denne gruppe.

Til sidst oplyses, at „i den sidste samtale med dr. Clausen den 20. maj blev der påny henvist til, at man ikke indenfor DNSAP-kredse måtte hengive sig til altfor store forhåbninger om en økonomisk støtteaktion fra Tysklands side. Sålænge Tyskland var i krig med vestmagterne, lod det sig næppe gennemføre at forsyne Danmark rigeligt med de nødvendige råstoffer". Hertil svarede Clausen, at han havde en plan og senere ville „gennemføre Danmarks nære tilslutning til det mellemeuropæiske rum". 1) A. nr. 47.

Samme dag sendte Renthe-Fink et telegram til Luther. Det gik ud på, at regerings-krisen var overvundet, „men Sehesteds bestræbelser for at styrte regeringen Stauning-Munch og danne landboregering fortsættes" på grund af opmuntring fra Tyskland. „For at undgå vanskeligheder ved at skulle samarbejde med et vel tysk-venligt, men efter sin sammensætning ikke fuldt arbejdsdygtigt kabinet Bach-Sehe-sted, i hvilket danske nationalsocialister ikke vil være repræsenteret, vil det være ønskeligt at lade Sehested vide gennem hans forbindelser, at sådanne ufuldstændige kombinationer ikke vil være velkomne for os". 2) A. nr. 46.

Efter Meissners besøg i Berlin 16. maj sendte han en række breve, der forinden var læst af Renthe-Fink, til gesandt Luther i Auswärtiges Amt.

Det første er fra 23. maj. Heri fortælles om Sehesteds forgæves forsøg på at komme i kontakt med kongen. „Under disse omstændigheder er ... Clausen glad over, at han med hensyn til Sehesteds plan har holdt sig i baggrunden".

„Stemningen i landet bliver mærkbart dårligere" på grund af de økonomiske forhold. Meissner refererer, at han „har talt alvorligt med dr. Clausen og forelagt ham spørgsmålet om, hvad han vil gøre, hvis kongen en skønne dag tilkalder ham og spørger ham om hans program".

Side 16

Clausen havde svaret, at et sådant ville være færdigt i løbet af 14 dage, og udviklede derefter, hvor dårlig stemningen var i landet på grund af regeringen, men der kunne ikke ske noget legalt, hvis ikke kongen afskedigede regeringen, men det vil han på grund af erfaringerne fra 1920 ikke. „Således når også dr. Clausen ganske automatisk til spørgsmålet om at afvente begivenhederne og resultaterne af den nuværende regerings arbejde, men han ser dog faren ved, at i mellemtiden meget kan gå i stykker stemningsmæssigt og praktisk".

Meissner oplyser tilsidst, at Clausen vil bevare snæver føling med Bach og Sehe-sted, modvirke den dårlige stemning ved propaganda og holde Meissner underrettet om „alle bevægelser og stemninger ... Om disse oplysninger, som jeg til stadighed opnår ved samarbejde med nationalsocialisterne, skal jeg ... aflægge referat til Dem". 1) A. nr. 48.

I et brev den følgende dag meddeler Meissner, at DNSAP og LS vil anvende en „sneboldmetode" overfor kongen med breve, der efterhånden skal give „billedet af en intern folkestemning til fordel for dr. Clausen".

Meissner refererer endvidere kongens betænkeligheder ved en ny regering, bl. a. af frygt for, at tyskerne skal sige, at den bygger på et grundlovsbrud, og derefter gennemføre et protektorat. „Angående denne tanke hos kongen udtaltes det af den, der har givet mig referatet, at det var hr. Sehested, der igen synes at henholde sig til hr. Mortensen, der havde gjort denne formodning nærliggende for kongen. Det synes altså givet, at hr. Mortensen ikke nøjes med en blot politisk aktivitet, men udover denne aktivitet søger at drage vor gesandts holdning overfor forholdene i Danmark i tvivl hos danske. Dermed er imidlertid grænsen for det, man kan finde sig i, over-skredet, således at jeg gerne vil give udtryk for ønsket om, at man nu endelig lader hr. Mortensen kalde tilbage til Tyskland", 2) A. nr. 49.

Fra Sehested-Mortensen-Löw-kredsen fik Luther imidlertid gennem SS-briga-defører Jost i Sicherheitspolizei i slutningen af maj overrakt nyt materiale, 3) A. nr. 50 med bilag 1—10. Dette består af Axel Hartels memorandum om landbrugseksporten samt brev fra Hartel til Sehested 16. maj og fra Sehested til direktør Juncker 18. maj, til kammerherre C.P.M. Hansen 18. maj og 24. maj, til justitsminister Unmack Larsen 21. maj og til Frits Clausen 24. maj. Endelig også Hartels referat af sin samtale med statsminister Stauning 20. maj og et brev fra Sehested til ingeniør Mortensen 25. maj. 4) Blandt Renthe-Finks papirer findes en samling af Sehesteds breve o.a., hvor oversættelsen til tysk er forskellig fra den, der er benyttet i versionerne, som sendtes til Luther; også dateringerne varierer. I denne samling findes endvidere Sehesteds brev til Christian X 16. maj, til kammerherre Hansen 18. maj og til Preben Wenck 24. maj (se A. nr. 50, bilag 11). Disse er antagelig benyttet bl.a. ved udarbejdelsen af A. nr. 47.

Indtil regeringsomdannelsen 8. juli ophører dermed disse forskellige personers indberetninger og forslag til Tyskland, og Renthe-Finks telegrammer og breve er det eneste materiale, som foreligger i de tyske arkivalier.

I et telegram 20. juni meddeler han, at den indrepolitiske krise er blevet skærpet som følge af sammenslutningen af DNSAP og LS. Justitsminister Unmack Larsen har i en samtale med Kanstein spurgt, „om den nuværende regering i fremtiden kunne regne med et tillidsfuldt og åbent samarbejde med de tyske instanser". Renthe-Fink meddeler, at han „på det aller skarpeste" vil tilbagevise denne insinuation om indblanding i danske forhold, „og navnlig, at vi begunstiger et kup". Der kan dog snart opstå en akut regeringskrise, som rejser spørgsmålet, „om og hvor langt vi skal øve indflydelse på regeringens nydannelse".

Side 17

Renthe-Fink anser til trods for alliancen med LS ikke DNSAP for stærk nok til at danne regering og tilråder, at man indtager en afventende holdning „da vi jo til enhver tid er i stand til at få en regering, som ikke passer os, til at falde, og de danske nationalsocialister får således lejlighed og tid til at udbygge deres position i landet". 1) A. nr. 51.

Under indtryk af den militære udvikling i Vesteuropa kom Renthe-Fink imidlertid i en længere skrivelse to dage efter ind på betragtninger over det fremtidige dansk-tyske forhold i en tysk storrumspolitik. Hans udgangspunkt er, at der i modsætning til andre besatte lande med Danmark består „et slags traktatforhold", som garanterer dets integritet og suverænitet. Fremtiden må derfor ordnes ved en traktat. „Jeg har den ære at henstille, at det spørgsmål underkastes prøvelse, om ikke allerede nu tidspunktet er kommet til at træffe forberedelser til at afslutte en sådan traktat, som kunne blive et mønster-eksempel også for andre neutrale lande".

Renthe-Fink går derefter i detailler og skriver, at „den bedste garanti for Danmarks inddragelse i det stortyske rum vil bestå i skabelsen af en økonomisk union, hvorved det kan stå åbent, om også en møntenhed forekommer nødvendig". Militært må kræves støttepunkter indenfor rammerne af en militærkonvention, „som også tildeler den danske forsvarsmagt opgaver ved forsvaret af det stortyske rum ... og ikke giver Danmark følelsen af at være en underkastet stat, men snarere af at være en partner". Indrepolitisk må forholdet ordnes ved „indsættelsen af en dansk regering, der udfra indre overbevisning er rede til et så snævert samarbejde". Endelig må det udenrigs-politisk nære forhold ordnes ved en „forbundstraktat eller bistandspagt med konsultativ klausul"; et permanent tysk forbindelsesorgan må indbygges i det danske udenrigsministerium.

Tilsidst anmoder Renthe-Fink om at få en instruks om, hvorvidt man er enig i hans synspunkter, „og om jeg er bemyndiget til på dette almindelige grundlag at forbe-rede jordbunden i Danmark". 2) A. nr. 52.

24. juni kommer Renthe-Fink i anledning af de tysk-danske prisforhandlinger i Berlin de følgende dage ind på det spørgsmål, at højere priser vil give den ny LS-DNSAP alliance et alvorligt slag, men at det på den anden side er i tysk interesse, at „den danske landbrugsproduktion kan holdes på et så højt niveau som muligt". 3) A. nr. 53.

29. juni gjorde Renthe-Fink i en skrivelse rede for den krise, der var udbrudt indenfor regeringen Stauning. Han nævner, at de gamle regeringspartier ikke er tilbøjelige til at opgive noget af deres magt til fordel for de konservative og venstre, „man nærer også frygt for en regeringsomdannelse, der måske betyder et skridt ud i det uvisse". Samarbejdet mellem DNSAP og LS har fremkaldt „ikke ringe uro blandt de herskende kredse".

Renthe-Fink afslutter sin indberetning på følgende måde: „Hvorledes forholdene vil udvikle sig videre, kan i indeværende øjeblik vanskeligt forudsiges. Parlamentarisk kan regeringen ikke styrtes ... Nyvalg vil sandsynligvis ikke hidføre afgørende ændringer. Kongen ... vover i hvert fald foreløbig ikke at fjerne sig fra det parlamentariske flertals princip. Den nye tid banker dog stadig mere indtrængende på Danmarks dør, og det er vel egentlig mere et spørgsmål om tid, hvornår også her den tilpasning foretages, der følger af det nationalsocialistiske Tysklands militære og politiske sejr over Vestens demokratier og af de nye ideers magt". 4) A. nr. 54. -

Side 18

- 2. juli indberetter Renthe-Fink om en samtale, som han har haft med statsminister Stauning og udenrigsminister Munch. Foranledningen var et ønske fra justits-ministeren om at „opnå klarhed over, om den nuværende regering i fremtiden kan regne med et tillidsfuldt og åbent samarbejde med de tyske instanser" (se A nr. 51). Stauning og Munch greb dog ind og desavouerede „deres impulsive kollega og gav udtryk for deres beklagelse over, at han havde forløbet sig. De betonede, at de lagde vægt på, at der ikke fremkom nogen som helst misforståelse, og benyttede lejligheden til eftertrykkeligt at betone den danske regerings vilje til loyalt at samarbejde med os". Renthe-Fink omtaler derefter Staunings bestræbelser for at omdanne regeringen „og gennemføre reformer i den indre politik, som i personel og saglig henseende tager hensyn til den nye situation ... Staunings beredvillighed til en vis omstilling i Danmark har naturligvis ikke sit udspring i en indre overbevisning, men i indsigten om den politiske nødvendighed og i ønsket om af det herværende system at redde, hvad reddes kan". 1) A. nr. 55.

I et telegram af 2. juli nævner Renthe-Fink for første gang Erik Scavenius' kandidatur som udenrigsminister og skriver: „Hans udnævnelse vil efter mit kendskab til hans indstilling betyde en mere afgjort orientering mod Tyskland. Omdannelsens betydning i indrepolitisk henseende kan endnu ikke overses". 2) A. nr. 56.

Efter den 3. juli at have indberettet om en demonstration, som de danske national-socialister havde foranstaltet, 3) A. nr. 57; meddeler Renthe-Fink 5. juli om stats-minister Staunings tale i folketinget s. d.: „Hensigten var tydeligt at give udtryk for venskabelig indstilling overfor Tyskland og vilje til økonomisk samarbejde for hos os at fremkalde godt vejr for regeringen". 4) A. nr. 58.

Samme dag indberettede Renthe-Fink endvidere om, hvorledes forhandlingerne om en regeringsomdannelse havde udviklet sig, og skriver: „I landet vil resultatet af regeringsomdannelsen fremkalde skuffelse, hvilket allerede får udtryk i forskellige blade, da man havde håbet på afstandtagen fra den hidtidige partipolitiske stude-handel.

Fornyelsesoppositionen regner med, at kampen mod det herskende system nu vil blive meget lettere for den. Regeringsomdannelsen medfører intet fremskridt for orienteringen mod Tyskland. I den tyske presse bør derfor henvises til, at regeringsomdannelsens resultat er fuldstændig negativt og ufrugtbart og danner et skoleeksempel på det parlamentarisk-demokratiske systems svigten i tider, hvor nye og påtrængende opgaver melder sig for et land; den nye regering er ingen løsning, men kun et mellemspil". 5) A. nr. 59. Samme aften sender han et telegram til Berlin, hvori oplyses, at den ministerliste, som var blevet offentliggjort samme morgen og meddelt af DNB, ikke var blevet godkendt af kongen, hvorfor regeringskrisen stadig var uløst og ændringer i ministerlisten mulig. 6) A. nr. 60.

6. juli aflagde den danske gesandt i Berlin besøg hos statssekretær v. Weizsäcker og var foruroliget, „fordi han ikke var fuldstændig klar over meningen med den danske regeringsomdannelse og den kurs overfor Danmark, som vi har til hensigt at følge ... Hr. Zahle bad om min personlige opfattelse og mit råd. Jeg holdt mig til ganske vage bemærkninger og forbeholdt mig at give hr. Zahle et råd, når et sådant var påkrævet". 7) A. nr. 61.

Om selve regeringsdannelsen og tyskernes stilling hertil oplyste direktør Knud Sthyr i kommissionsdomstolen 18. maj 1948, -

Side 19

- at samme dag, som „den nye, rent politiske Ministerliste" var blevet offentliggjort (d.v.s. 4. juli), var han sammen med Renthe-Fink, som kom hen til ham og sagde: „Dette her gaar ikke; hvis den Liste bliver ført igennem, saa vil Tyskerne reagere, jeg har gjort Forsøg paa at sige det til Stauning; jeg ved ikke, om han forstod det, men jeg beder Dem om at meddele Stauning, at der er stor Fare paa Færde, hvis dette bliver gennemført". Det gjorde Sthyr, men hertil svarede Stauning: „Den Plan, jeg skitserede forleden, vil blive gennemført". 1) A. nr. 168, st. 120.

8. juli indberettede Renthe-Fink om den nye regering Stauning og dens med-lemmer: „Af disse bringer Eric Scavenius, der anses for repræsentant for en afgjort tysk linie, og Gunnar Larsen, en førende og initiativrig storindustriel, et nyt element ind i regeringen. Som den nye regerings opgaver har statsminister Stauning betonet opfyldelsen af den nye tids krav og loyalt samarbejde med Tyskland. ... Det er dog tvivlsomt, hvorvidt en gennemgribende omstilling er mulig med den nuværende sammensætning, de bestående partipolitiske forpligtelser og den ideologiske grundindstilling hos flertallet af ministrene. Her anses den nye regering allerede af mange for kun at være en overgang til en virkelig frigørelse fra de hidtidige partipolitiske forpligtelser". 2) A. nr. 62. Om selve forhandlingerne ved regerings-dannelsen oplyser de tyske dokumenter kun, at direktør Sthyr i en samtale 10. juli med legationssekretær Schwarzmann fortalte, at Scavenius havde tænkt sig, at der skulle have været dannet en regering bestående af 5 politikere og 5 ikke-politikere. Direktør Sthyr udtalte endvidere, „at den nuværende løsning dog kun var et kompromis", og han sagde også, at man burde stræbe efter, at Scavenius i sin person forenede statsminister- og udenrigsministerposten. 3) A. nr. 96. jfr. Erik Scave-nius' redegørelse 14. juli 1945, ber. IV, A. nr. 40. Om denne samtales indhold har fhv. stats- og udenrigsminister Scavenius, fhv. trafikminister Gunnar Larsen og direktør Knud Sthyr udtalt sig i kommissionsdomstolen (se A. nr. 165, st. 50, A. nr. 166, st. 62, A. nr. 168, st. 118 og 121). Scavenius udtalte herom: „Det er helt opfundet, fuldstændig opfundet ... Det er det bare Vrøvl", Gunnar Larsen: „Det maa jeg med mit Kendskab til Tingene betragte som rent Sludder", og Knud Sthyr: „Det har jeg aldrig sagt et Ord om".

10. juli indsendtes en indberetning underskrevet af legationssekretær Meissner og SS-Sturmbannfiihrer von Löw. Heri skildres oppositionen mod regeringen Stauning før den 9. april. „I disse indrepolitiske kampe var nationalsocialisterne især aktive og høstede rige resultater". Om samlingsregeringen 9. april skrives: „18 mands kabi-nettets holdning, som i forholdet til Tyskland gik ud på passivt at trække tingene i langdrag, mistede sin mening på grund af de store europæiske begivenheder. De tyske troppers forbilledlige holdning i Danmark begunstigede en voksende tyskvenlig stemning". Derefter karakteriseres den nye regering: „Politisk er det nuværende kabinet Stauning intet andet end en noget ændret fortsættelse af den hidtidige samlingsregering. Alle deri repræsenterede partier har en interesse i ved udadtil loyal imødekommenhed og rolig optræden at overleve den tyske besættelse ... denne tendens belyses tydeligt ved, at såvel i den nye regering som i partiernes sammenslutning de politikere er førende, der siden 1933 i gerning og ord er optrådt som skarpe modstandere af det nationalsocialistiske Tyskland og som tilhængere af de demokratiske staters solidaritet henh. af den socialistiske internationale. ... Således sidder i partiernes ni mands udvalg den socialdemokratiske gruppeformand Hartvig Frisch, hvis bog „Pest over Europa" er et af de værste ophidselsesskrifter mod nationalsocialismen og det nye Tyskland". 4) A. nr. 63.

Side 20

4. Erklæringen af 8. juli 1940 og forhandlingerne

om en mønt- og toldunion, sommeren 1940

a. Erklæringen af 8. juli 1940

Idet der henvises til den ovenfor refererede skrivelse, A. nr. 52, hvori Renthe-Fink allerede 22. juni fremsatte tanken om en økonomisk union mellem Tyskland og Danmark, kan om de forhandlinger, som førtes i sommeren 1940 om en mønt- og toldunion, oplyses følgende på grundlag af de tyske akter:

9. juli indberettede Renthe-Fink om udenrigsminister Scavenius´ erklæring, at den "fortjener særlig opmærksomhed, fordi den blev godkendt af samlede regering og viser den hovedlinie, som Scavenius tænker sig at følge. Erklæringens politiske betydning ligger fremfor alt i, at det tyske krav om, at det europæiske rum, politisk og økonomisk, skal nyordnes under tysk ledelse, for første gang officielt billiges af den danske regering, og i, at den udtaler, at Danmark er villig til at indordne sig under nyordningen og aktivt samarbejde med Stortyskland". 1) A. nr. 67.

b. Renthe-Finks samtale med Scavenius 10. juli

11. juli meddelte Renthe-Fink, at Scavenius' erklæring i begyndelsen af „næste uge" ville blive overrakt i Berlin af den danske gesandt. „For at understrege skridtets politiske betydning vil udenrigsministeriets direktør Mohr blive sendt til Berlin og ledsage gesandt Zahle". 2) A. nr. 68.

Samme dag indberettede Renthe-Fink om sin samtale med udenrigsminister Scavenius den foregående aften. Scavenius havde især fremhævet to spørgsmål: „1) Det fremtidige politiske og økonomiske forhold mellem Tyskland og Danmark og Tysklands planer i så henseende, 2) vor holdning overfor den nye danske regering".

Scavenius indledte med at sige, at beslutningen om at indtræde i regeringen var faldet ham tung. Han havde kun besluttet sig dertil, fordi kongen personlig havde appelleret til hans nationale pligt- og æresfølelse som dansker, og „fordi den nærmeste fremtid efter al sandsynlighed ville medføre tungtvejende afgørelser for Danmark. Hvis Danmark ville udøve nogen indflydelse på udformningen af sin skæbne, kunne dette kun ske i snævreste føling med Tyskland. Det var den politik, som han ville gå ind for. Derfor havde det været hans første embedshandling klart at orientere den danske politik i retning mod Tyskland". I tilknytning til rigsleder Rosenbergs tale i Berlin om det nordiske skæbnefællesskab spurgte Scavenius, om der allerede var søgt føling med Sverige, og „hvorledes vi praktisk forestillede os gennemførelsen".

„På mit spørgsmål forsikrede hr. von Scavenius overfor mig, at den slutpassus i hans erklæring, i hvilken der er tale om opretholdelsen af Danmarks selvstændighed og egenart, ikke var ment som et forbehold, men kun skulle vise det danske folk, at den nye regerings politik ingenlunde betød en selvopgivelse". 3) jfr. Scavenius' fremstilling i ber. IV, A. nr. 40.

En så dybtgående omstilling som Danmarks indordning i det stortyske rum burde støttes af det overvejende flertal indenfor det danske folk. „Naturligvis lå det i dag i Tysklands magt at indsætte en anden regering i Danmark, men en sådan regering, som blot kunne få en brøkdel af folket bag sig, ville ikke blive betragtet som en dansk, men som en udenlandsk regering. Den måtte regne med passiv modstand og varig utilfredshed og måtte støttes af de tyske bajonetter. Der var ingen tvivl om, at også i Danmark ville en indre omstilling fuldbyrdes". Renthe-Fink bemærkede, at

Side 21

regeringen i det væsentlige var den samme som den gamle og vanskeligt kunne føre en politik, der gik ud på snævert samarbejde med Tyskland. Scavenius anså ikke dette for afgørende og var overbevist om, at regeringen ville følge hans linie. „Ingen kunne i dag unddrage sig kendsgerningernes magt. Hvis han ikke kunne gøre sig gældende, ville han ikke et øjeblik tøve med at udtræde af regeringen".

„Den videre samtale viste, at hr. von Scavenius også indser, at Danmark må indstille sig på militærpolitiske aftaler med Tyskland. Han mente dog, at man i landet endnu ikke var rigtig klar herover og vedblivende levede i håbet om, at Danmark efter krigens afslutning ville blive fuldstændig frit i militær henseende".

Renthe-Fink afslutter sin indberetning med at skrive, at allerede da han begyndte sin virksomhed i København, havde Scavenius fremhævet nødvendigheden af en mere positiv, tyskorienteret dansk politik, fordi han forudså Tysklands kommende magtstilling i Europa. „Hans nuværende holdning har derfor ikke sin oprindelse i øjeblikkelige opportunistiske overvejelser, men i en ærlig og oprigtig overbevisning. Selvom den nye kurs foreløbig indledes uden væsentlig ændring i det hidtidige regime, så betyder dog den kendsgerning, at der er sket en udenrigspolitisk kursændring, et fremskridt, som ikke må undervurderes. Der melder sig det spørgs-mål, om og i hvor vid udstrækning vi skal drage nytte af den danske udenrigs-ministers beredvillighed til at fremme vore planer, forsåvidt de vedrører Danmark, i den ønskede retning. Jeg udbeder mig instruks". 1) A. ur. 69.

c. Gesandt Zahles samtale med v. Weizsäcker 12. juli

12. juli modtog statssekretær von Weizsäcker i Auswärtiges Amt gesandt Zahle, der spurgte ham, om „vi havde noget at bemærke til Scavenius' sidste tale", hvortil von Weizsäcker svarede, at han ikke havde haft noget at udsætte på denne tale, forsåvidt han havde kendskab til den. 2) A. nr. 70.

Under denne samtale lod gesandt Zahle falde en bemærkning om, at Scavenius „jo endnu ikke kendte rigsudenrigsministeren". I sin notits til rigsudenrigsminister v. Ribbentrop skriver v. Weizsäcker: „Måske frembyder der sig engang en lejlighed til, at Scavenius kan aflægge et besøg i Berlin, efter at svenskeren, hr. Günther, har været her". 3) A. nr. 71.

I en notits den 29. juli om en ny samtale med Zahle skriver v. Weizsäcker, at Zahle to gange overfor ham har nævnt spørgsmålet om Scavenius' besøg i Berlin, hvortil Weizsäcker svarede: „Jeg kunne dog på grund af rigsudenrigsministerens skiftende og af den til enhver tid foreliggende situation afhængige opholdssted endnu ikke opgive noget om et tidspunkt for hr. von Scavenius' rejse. Gesandt Zahle udtalte herom til mig, at han selv overfor Scavenius havde bragt denne rejse til Berlin på bane". 4) A. nr. 80.

d. Direktør Mohrs samtaler i Berlin 17.—18. juli

17. juli overrakte Zahle, ledsaget af direktør O.C. Mohr, den danske regerings note til v. Weizsäcker. I sin notits skriver denne: „I tilslutning hertil stillede jeg så en række spørgsmål om den nye danske regerings sammensætning og indre sammen-hold. Jeg lod derved indirekte forstå, at kabinetsmedlemmernes partitilhørsforhold fra det yderste højre

Side 22

til socialdemokratiet inklusive ikke netop ville lette opfyldelsen af den af minister Scavenius forkyndte nye danske politik". 1) A. nr. 72 og 73. jfr. direktør O.C. Mohrs beret-ning, ber. V, A. 391--97.

Med hensyn til Hitlers og de forskellige tyske instansers planer om en nyordning af Europa foreligger endnu ikke en systematisk og detailleret dokumenteret under-søgelse. Angående Hitlers planer kan henvises til en drøftelse ved „førerkon-ferencen" 6. september 1940 om forholdet til de okkuperede territorier og neutrale lande og specielt planerne for de „besatte nordlige områder og for Sverige og Finland". „Føreren tænker sig en nordisk germansk union, i hvilken de individuelle medlemmer har en vis suverænitet, diplomatisk repræsentation o.s.v. og har væbnede styrker, trænet og udrustet af dem, men organiseret med de tyske væbnede styrker som forbillede. Derudover skulle de imidlertid både politisk og økonomisk være nært forbundet med Tyskland. Dette er Quislings synspunkter, og Føreren anerkender hans standpunkt som korrekt i modsætning til Terbovens, Auswärtiges Amts og von Falkenhorsts. Ydermere havde flåden alene ganske rigtigt haft disse synspunkter fra den allerførste begyndelse". 2) Fuehrer Conferences pag. 135.

Hvorvidt Hitler havde disse synspunkter i juli—august, og hvorvidt de på det tidspunkt var retningsgivende for den praktiske tyske politik, kan ikke fastslås.

Angående de forhandlinger om en mønt- og toldunion, som derefter indledtes, indeholder de tyske dokumenter en række oplysninger, der dels divergerer stærkt med de fremstillinger om dette spørgsmål, som er givet fra dansk side, og dels viser, at man fra tysk side betragtede disse forhandlinger som en fortsættelse af regeringserklæringen af 8. juli. 3) jfr. udenrigsministeriets gråbog ber. V, A. nr. 34, direktør O. C. Mohrs beretning ibid., A. 394, Erik Scavenius: Forhandlingspolitiken under Besættel-sen, pag. 66, og ber. V, A. 398. 18. juli havde Mohr en samtale med ambassadør Ritter, som i en notits, skrevet samme dag, beretter følgende herom: „Mohr udtalte gentagne gange og i indtrængende form ønsket om, at der meget snart indledes forhandlinger i Berlin om de økonomiske spørgsmål, der rejser sig som følge af erklæringen „Europas nyordning i økonomisk henseende under Tysklands førerskab". Af Mohrs udtalelser sluttede Ritter, at han tænkte på en toldunion, møntunion eller økonomisk union. „Af drøftelsen af enkelte landbrugs- og industrispørgsmål forstod jeg dog, at Mohr under samtalen tænkte på sådanne former. Således udtalte han for eksempel frygt for, at enkelte danske industrigrene i fremtiden ikke længere kunne opretholdes, fordi den nu eksisterende toldbeskyttelse mod den tyske konkurrence ville falde bort. Han nævnte i den forbindelse den danske tekstilindustri og skotøjs-industri".

Da man fra tysk side endnu ikke var klar over, under hvilken form og i hvilket tempo Danmarks fremtidige økonomiske og retlige stilling overfor Tyskland skulle ordnes, undgik Ritter at udtale sig konkret, men „jeg konstaterede under samtalen, at initiativet til disse forhandlinger udgår fra den danske regering. Om hvordan der videre skal gås frem, er intet blevet aftalt".

Til samtalen knyttede Ritter følgende betragtning: „Den danske regerings initiativ er efter mit skøn en politisk betydningsfuld kendsgerning, der kan udnyttes politisk. Uden at foregribe de hidtil bestående hensigter vedrørende det tempo, i hvilket de besatte områder skal tilknyttes til eller indlemmes i det tyske økonomiske storrum, anser jeg det for rigtigt, at man bifalder dette danske initiativ, og at der hurtigt afsluttes en økonomisk traktat med Danmark. En sådan første traktat på grundlag af den danske regerings initiativ vil være betydningsfuld såvel i forhold til de andre besatte stater - Norge, Holland, Belgien, Luxembourg - som også almenpolitisk i forhold til udlandet. Jeg anser det derfor for nødvendigt,

Side 23

at der snarest tilvejebringes en afgørelse fra rigsudenrigsministeren, om sådanne forhandlinger straks skal optages. Målet med sådanne forhandlinger kan kun være en almindelig økonomisk union. Herom må der, såfremt rigsudenrigsministeren er enig heri, først tales med de interesserede indre in-stanser. 1) A. nr. 74.

e. Meissners samtale med Stauning 19. juli

I København havde presseattaché Gustav Meissner 19. juli en samtale med stats-minister Stauning ved pressens fællesudvalgs årsmøde, og i forbindelse med en omtale af de økonomiske problemer „indskød han, at visse tegn jo talte for en toldunion med Tyskland. Jeg udtalte dertil, at en sådan udvikling efter min mening ville være gunstig for Danmark, da 3 mill. jo havde større afsætningsmuligheder hos 80 mill. end 80 mill. hos 3 mill. Samtalen kom så ind på Danmarks økonomiske mulig-heder, hvorved det blev fremhævet, at industrien måtte specialisere sig". 2) A. nr. 97.

f. Dr. Ebners forslag 24. juli

24. juli sendte den kommitterede for økonomiske spørgsmål, dr. Ebner, en større indberetning til Berlin, hvori han dels henviste til Renthe-Finks indberetning af 22. juni (A. nr. 52) og dels til en instruks fra Berlin af 11. maj. Denne indberetning er således i hvert tilfælde delvis affødt af en ordre fra Berlin, der er givet, førend 8. juli erklæringen blev offentliggjort. 3) jfr. Erik Scavenius: Forhandlingspolitiken under Besæt-telsen, pag. 66, og ber. V, A. 398 og ber. V, s. 50, note.

Indledningsvis omtaler Ebner den betragtning i Renthe-Finks indberetning, at en økonomisk union vil være den bedste garanti for Danmarks inddragelse i det stortyske rum, og bedømmer efter en omtale af Danmarks vanskeligheder med importen af foderkager de økonomiske følger heraf for landbruget således: „Da det danske landbrug er den vigtigste gren af det danske erhvervsliv, må det være målet at bevare det så ydedygtigt som muligt". Foderkager må derfor efter krigen importeres fra det tyske storrum, og „Prisen for disse ... vil sandsynligvis i praksis blive bestemt af Tyskland". Omstillingen til dyrkning af egne fodermidler samt denne import vil sikre den samme produktion omend af ringere kvalitet.

Det nye storrum kan overtage den danske overskudsproduktion, især af fedtstoffer. „Ved siden heraf vil også en afsætning til tredieland være mulig, forsåvidt dette fore-kommer Tyskland hensigtsmæssigt."

Ebner diskuterer derefter den danske industris stilling indenfor en økonomisk union. „Efter krigen må Tyskland såvidt muligt overtage dækningen af det fulde behov for råstoffer til Danmark. Dette er så meget mere ønskeligt, som man derved kan udligne landbrugsimporten fra Danmark, der i det størst mulige omfang må tilføres det stortyske rum". Mens den danske maskinindustri efter Ebners mening vil kunne klare sig overfor den tyske, udtaler han om de mindre industrier, at det kan „være tvivlsomt, om de vil kunne klare sig i et storrum med rationel arbejdsdeling. Men deres betydning er ringe".

Danmarks effektive og forholdsvis store handelsflådes indsats kan „afstemmes med den stortyske skibsfarts planer. Også denne vigtige faktor i den danske økonomi kan følgelig med fordel tilsluttes storrumsøkonomien". Danmarks funktion „som transit-land gør det særlig værdifuldt for en tilknytning til det tyske storrum".

Side 24

Efter at have analyseret Danmarks udenrigshandel kommer Ebner til følgende konklusion: „En indlemmelse af Danmark i det stortyske rum må have som naturlig følge, at Tyskland efter krigen indtager førstepladsen i den danske varehandel. Af Danmarks eksport vil der, i det omfang den ikke behøves af det stortyske rum, kun stå en meget begrænset del til rådighed til handel med tredieland, især for at muliggøre import af visse råstoffer, eksempelvis kautschuk og naturlige tekstilstoffer, hvis levering fra Stortyskland foreløbig kan blive vanskelig."

Ebner tager ikke standpunkt til, hvilken form Danmarks økonomiske tilknytning til Tyskland kan få, samtidig med at suveræniteten bevares, da det er et politisk spørgsmål, men anlægger en række tekniske betragtninger. „Fra et handelspolitisk synspunkt vil en toldunion have den fordel, at den udelukker en selvstændig dansk handelspolitik, og at den tysk-danske toldunion på udenrigshandelens område udadtil vil fungere som en enhed, men internt være under tysk ledelse. Ved en toldunion må det endvidere undersøges, om det ikke også er uundgåeligt, at det indre danske erhvervsliv inddrages under den tyske økonomiske ordning. Således må det overvejes, om ikke den tyske markedsordning må komme til at gælde for det danske landbrug for at hindre, at den indretyske økonomi forstyrres, selvom den i det mindste i en overgangstid tager særligt hensyn til de danske forhold."

Ebner fortsætter: „En tysk-dansk møntunion vil yderligere styrke den økonomiske sammenslutning". Han analyserer den tyske besættelses følger for den danske øko-nomi, der dikterer en nøje tilknytning til Tyskland, og konkluderer: „Men selvom en møntunion ikke viser sig at være en nødvendighed på grund af Danmarks finansielle situation, kan afslutningen af en møntunion blive forlangt af Tyskland, hvis det anses for hensigtsmæssigt. Hvis i så fald kun Reichsmark eller kroner og Reichsmark, i givet fald ved siden heraf også rigskreditkassesedler, skal cirkulere i Danmark, er et valutateknisk spørgsmål, som ikke kan bedømmes herfra."

Efter at have gennemgået den nødvendige tilpasning af priser på landbrugs- og industriprodukter samt lønninger til de tyske — „Disse prisforskelligheder vil i det lange løb ikke kunne fortsætte. Ensartede prisforhold vil automatisk opstå indenfor det stortyske rum" — kommer Ebner til følgende betragtning over indstillingen i Danmark: „Den danske regering og det danske erhvervsliv er navnlig i den sidste tid blevet klar over, at Europas nyordning under tysk førerskab vil komme, og at Danmark vil tilhøre det nye storrum, der skal dannes. Den nuværende danske rege-ring er på grund af de givne magtpolitiske forhold parat til et positivt samarbejde. .... Selvom der endnu ikke er truffet nogen afgørelse om formen for den fremtidige sammenslutning, vil jordbunden forsigtigt blive forberedt hos de danske regerings-myndigheder og ved lejlighed hos førende danske erhvervsledere". 1) A. nr. 75.

I hvor høj grad Ebners betragtninger influerede på de tyske overvejelser, fremgår ikke af akterne. 24. juli meddelte v. Ribbentrop imidlertid fra Hitlers hovedkvarter, „at Føreren er indforstået med, at der snarest optages forhandlinger med Danmark om en økonomisk union". 2) A. nr. 76.

g. Ritters forberedelser til forhandlingerne med danskerne

På et møde den følgende dag mellem v. Ribbentrop, ministerialdirektør Wiehl og Ritter fik denne overdraget at føre forhandlingerne med Danmark, v. Ribbentrop accepterede

Side 25

følgende fremgangsmåde: Først måtte de danske hensigter klarlægges. „Jeg anså det derfor for nødvendigt, at jeg først med den danske udenrigsminister, måske også med den danske statsminister, tilvejebragte klarhed over målet, og i den forbindelse ville jeg som tysk mål med eftertryk understrege, at det drejede sig om en økonomisk union. Endvidere var jeg af den opfattelse, at sådanne forhandlinger måtte føres under et vist tidsmæssigt pres. Det vil ikke være godt, hvis man lader en opposition komme til orde i selve Danmark eller i udlandet. Efter at have haft føling med de indre ressorts i begyndelsen af næste uge har jeg derfor til hensigt uden at informere pressen at rejse til København for i løbet af et par dage at tilvejebringe denne klaring. I givet fald vil derefter en dansk delegation blive indbudt til Berlin, og i den forbindelse vil jeg stille krav om, at forhandlingerne må afsluttes i løbet af få dage". 1) A. nr. 77.

27. juli afholdtes derefter et møde i det handelspolitiske udvalg, hvori foruden embedsmændene fra Auswärtiges Amt deltog repræsentanter for den befuldmæg-tigede for fireårsplanen, værnemagtens overkommando, rigsøkønomiministeriet, rigs-ernæringsministeriet, rigsfinansministeriet og rigsbanken.

Ritter gav meddelelse om „de af den danske regering i officiel form til den tyske regering overbragte erklæringer fra den danske udenrigsminister ang. Danmarks ønske om at træde i et snævert økonomisk forhold til Tyskland". Han oplyste endvidere, „at den danske regering havde til hensigt at føre forhandlinger om dette spørgsmål ikke i regeringsudvalget, men ved en særlig befuldmægtiget", og udtalte, at han gik ud fra, at der måtte gennemføres en told- og en møntunion og trak limerne op for forhandlingerne herom. Danskerne skulle hurtigst muligt, når der var opnået enighed om målet, indbydes til at komme til Berlin. „Forhandlingerne skal afsluttes i løbet af kort tid og uden at besværes af detailler. De spørgsmål, der vedrører den tekniske gennemførelse af møntunionen, og en række skattespørgsmål, der hænger sammen med indførelsen af toldunionen, skal om fornødent ligeledes, for at undgå forsinkelser, ordnes ikke i hovedtraktaten, men ved senere særaftaler".

Udvalget erklærede sig indforstået. 2) A. nr. 78. 2 dage efter meddelte Weizsäcker gesandt Zahle, at „på grund af det den 18. d. m. af det danske udenrigsministeriums generaldirektør, den danske gesandt Mohr, overfor ambassadør Ritter tagne initiativ vil hr. Ritter sandsynligvis i morgen indfinde sig i København og optage de fore-slåede samtaler angående et snævrere økonomisk samvirke og et uddybet økono-misk samarbejde mellem Danmark og Tyskland". 3) A. nr. 80.

h. Rigsøkonomiminister Funks tale 25. juli

25. juli havde rigsøkonomiminister Funk holdt en tale om organiseringen af det europæiske rum, og 27. juli indberettede Renthe-Fink, at den havde, „som det måtte ventes, vakt den allerstørste opmærksomhed og fået en positiv bedømmelse". Især havde danskerne bemærket sig, at Tyskland ikke planlagde en told- og møntunion, og mente derfor, at Tyskland ikke ønskede et så snævert økonomisk samarbejde med Danmark, som man kunne have ventet sig efter rigsleder Rosenbergs tale. Renthe-Fink havde imidlertid henvist til, „at rigsminister Funks tale indeholdt den almin-delige ramme for en nyordning af det europæiske storrum og lod det spørgsmål stå åbent, om der mellem Tyskland og enkelte

Side 26

tilgrænsende stater skal foregå et økonomisk samarbejde, der går herudover". 1) A. nr. 79. Af en marginalnotits, skrevet i Auswärtiges Amt, fremgår, at man her var for-bavset over, at Funk havde udtalt sig således om en told- og møntunion.

i. Ambassadør Ritters forhandlinger i København 30.—31. juli

Om ambassadør Ritters forhandlinger i København 30.—31. juli foreligger en omfattende notits fra Ritters hånd. 2) A. nr. 81. jfr. udenrigsministeriets gråbog (ber. V, A. 338 - 340), Erik Scavenius' og C.O. Mohrs redegørelse, ber. V, A. 391—405) og afhøring af C. v. Renthe-Fink, ber. V, A. nr. 39-40.

Den første samtale fandt sted med Scavenius i Renthe-Finks og Mohrs nærværelse. Den „varede omtrent halvanden time". Ritter henviste til regeringserklæringen og skrivelsen til v. Ribbentrop 17. juli og udtalte følgende: „Gesandt Mohr havde under sit besøg i Tyskland overbragt den danske regerings ønske om snart at indlede for-handlinger med Tyskland om den økonomiske side heraf".

„Den eneste form, der svarede til den nuværende og fremtidige situation, var en aftale om en økonomisk union", fortsatte Ritter og udtalte, at en økonomisk union ikke alene i økonomisk henseende ville være den rigtige form indenfor den euro-pæiske nyordnings rammer, men også være til fordel for Danmark selv.

Scavenius rejste dels spørgsmålet om betydningen og rækkevidden af en økono-misk union og dels, hvilke hensigter Tyskland i økonomisk henseende havde med de øvrige skandinaviske stater, hvis udvikling i århundreder var foregået på linie med Danmarks. Ritter svarede, at med hensyn til Sverige havde den tyske regering hidtil ikke haft anledning til at beskæftige sig med dette spørgsmål. Angående Norge havde rigsregeringen endnu ikke i enkeltheder og endeligt taget standpunkt til problemet.

Efter en diskussion om de danske husmænd og deres fremtid udtalte Ritter, „at det initiativ, som den danske regering havde taget med den velkendte mundtlige og skriftlige erklæring, blev særdeles værdsat af rigsregeringen. Scavenius spurgte derefter noget ængsteligt, om det skulle betyde, at han med sin erklæring direkte havde foranlediget det tyske forslag om en økonomisk union. Tilsyneladende nærede han bekymring for, at det indrepolitisk kunne bebrejdes ham, at han personlig havde givet stødet til, at Danmark nu blev stillet overfor dette spørgsmål".

Som afslutning på denne samtale oplyste ambassadør Ritter, at den danske regering principielt under hans ophold i København måtte træffe beslutning, om den ville indlede forhandlinger om en økonomisk union og afslutte dem på kortest mulig tid. „Det blev aftalt, at drøftelsen skulle fortsætte samme aften, efter at den danske udenrigsminister havde underrettet sine ministerkolleger".

Ritter refererer derefter en samtale i tilslutning hertil med Mohr, hvorunder han spurgte denne, hvad den danske regering selv havde tænkt sig med erklæringen, og hvad den havde „ventet af os. Mohr sagde til mig, at den havde tænkt på en toldunion eller noget lignende. Men samtidig at afslutte en møntunion ville komme som en overraskelse for den".

Ambassadør Ritter refererer derefter en samtale „samme aften" i en større kreds. 3) Denne samtale er ikke omtalt i de danske redegørelser. Endvidere foregår overrækkelsen af det danske memorandum iflg. disse den 31. juli om aftenen og ikke som Ritter nævner den 30. juli om aftenen. Tilstede var Scavenius, Mohr, nationalbankdirektør Bramsnæs samt direktør Sthyr, 4) om Sthyrs stilling i det danske udenrigsministerium 1939—1943 se hans redegørelse for kommissionsdomstolen, A. nr. 168, st. 113 f. og

Side 27

kontorcheferne Wassard og Svenningsen fra udenrigsministeriet. Referatet beskæf-tiger sig først og fremmest med Bramsnæs' indvendinger mod en møntunion. Som følge af de tyske forslag ville den danske regering og nationalbanken miste kon-trollen over den danske økonomiske politik. „Han og de andre herrer bad indtræn-gende om, at forholdet mellem Mark og krone blev fastsat på anden måde". Omregningsforholdet var allerede forkert og svarede ikke til kronens købekraft i Danmark. De ulemper, som derved opstod for Danmark, blev under de herskende forhold holdt indenfor visse grænser. „Hvis Danmark derimod blev fuldstændigt indlemmet i den tyske økonomi, ville dette skæve omregningsforhold bringe hele Danmarks sociale og økonomiske tilstand i den største uorden".

Scavenius meddelte, at hans kolleger „også havde erklæret sig indforstået med, at der påbegyndtes forhandlinger om en told- og møntunion", samt at disse skulle føres hurtigt. Der var dog visse forbehold og spørgsmål, som skulle diskuteres. „Han overrakte mig samtidig formløst et dokument. Efter at jeg havde gennemset dette dokument, sluttede sig hertil en kort, overfladisk diskussion. Jeg sagde til udenrigs-ministeren, at jeg ville studere dette dokument og næste dag tage stilling til enkelte punkter".

Ritter refererer derefter en række samtaler den 31. juli, „herunder en med stats-minister Stauning, finansministeren, ministeren for offentlige arbejder Gunnar Larsen og nationalbankdirektør Bramsnæs". Fra dansk side blev der givet udtryk for bekym-ringer over omregningsforholdet mellem Mark og krone samt rejst kravet om, at Marken skulle være lovligt betalingsmiddel i Danmark. „For det tredie bad de herrer om garantier for, at den danske industri og landbruget ikke blev ødelagt". Dette sidste gav Ritter beroligende forsikringer om, men lod de to første punkter stå åbne.

Ritter nævner derefter, at han havde samtaler med Mohr, Sthyr og Wassard, hvor-under de diskuterede „det dokument, som aftenen i forvejen var blevet overrakt mig ... Dokumentet blev så officielt overrakt mig i form af vedlagte memorandum. 1) A. nr. 82.

Ritters beretning, der er skrevet 3. august, oplyser tilsidst, at det første møde med den danske delegation vil finde sted i Berlin 5. august. Mens han var i København, meddeltes, at direktør Sthyr skulle være delegationsleder. „Om hr. Mohr skal del-tage, var endnu ikke afgjort. I mellemtiden er det blevet meddelt fra København, at delegationen ikke skal ledes af Sthyr, men af minister Gunnar Larsen. Vedrørende forhandlingerne er det foreløbig påtænkt, at enkeltheder skal drøftes med de danske herrer i en 2—3 dage. Hvis de så har ønske om at optage direkte føling med den danske regering, kan de et par dage rejse tilbage til København for så straks efter igen at komme til Berlin med det formål i løbet af yderligere 2—3 dage at afslutte overenskomsten". 2) A. nr. 81. Ritters notits har bl. a. den påtegning, at et gennem-slag skal sendes til gesandtskabet i Haag.

k) De tyske udkast til „rammeoverenskomst"

Med hensyn til den tyske forberedelse af „rammeoverenskomsten" foreligger to udkast, 3) A. nr. 83. hvoraf nr. 2 er enslydende med det dokument, der blev forelagt den danske delegation i Berlin 4. august. Første udkast går derimod videre i sine bestemmelser, idet artikel X forudsætter indførelse i Danmark af de tyske monopoler; provenuet af told, forbrugsafgifter og monopolindtægter og administrationen heraf skal fordeles på grundlag af befolkningstallet (artikel XI og XII); Marken skal være lovligt betalingsmiddel i begge lande, mens den danske nationalbank bevarer retten til at lade cirkulere kroner svarende til gennemsnittet i de sidste 5 år (artikel XV). -

Side 28

Angående forhandlingerne i Berlin 4.—8. august findes ingen beretninger fra tysk side. Derimod foreligger et brev fra en dr. Hellmut Toepffer til ministerialdirektør Wiehl om en samtale, som han havde haft med trafikminister Gunnar Larsen, kontor-chef Wassard og direktør Sthyr. 1) A. nr. 84; om direktør Sthyrs forbindelse mad dr. Toep-ffer se hans forklaring i kommissionsdomstolen, A. nr. 168, st. 113—114. Om sit indtryk af Gunnar Larsens stilling skriver han, „at han med klar forståelse for den nye europæiske situation har opgivet sin tidligere angloamerikanske indstilling og bestemt vil gøre alt for at gennemføre Danmarks økonomiske og politiske orientering mod syd".

Også Wassard og Sthyr „er overbevist om nødvendigheden af og nytten ved et snævert samarbejde med Tyskland og håber, at der i fortsættelse af de løfter, der er givet den danske konge, kan findes en ordning, som er tålelig for deres land".

L) Renthe-Finks indberetninger 11. august—22. august

Vedrørende forhandlingerne i den danske regering mellem delegationens to rejser til Berlin foreligger 11. august en indberetning fra Renthe-Fink om en samtale med udenrigsminister Scavenius. 2) A. nr. 85. Deraf fremgår, at der endnu ikke er opnået enighed i den danske regering. Stauning, Scavenius og Gunnar Larsen gik ind for en øjeblikkelig afslutning af traktaten, 3) jfr. Gunnar Larsens udtalelse til legationssskretær H. Schwarzmann 16. september 1940 på, gennemrejse til Moskva. „Ifølge Larsens oplysninger skal justitsminister Harald Petersen, foruden Scavenius og ham selv have været de eneste i kabinettet, som åbent var gået ind for planen om en toldunion med Tyskland". A. nr. 109; se endvidere herom i Gunnar Larsens og Harald Petersens forklaring i kommissionsdomstolen, A. nr. 166 og 169. mens Christmas Møller, Fibiger og Jørgen Jørgensen ikke havde besluttet sig. „Scavenius og Gunnar Larsen tror, at det vil lykkes dem at overvinde denne modstand. De er besluttet på at udtræde af regeringen, hvis det mod forventning ikke skulle være muligt for dem at gennemføre deres synspunkt ... Jeg understregede, at afgørelsen måtte falde næste uge, og at det fra tysk side i tilfælde af en positiv afgørelse påtænkes at underskrive rammetraktaten i løbet af næste uge".

14. august måtte Renthe-Fink imidlertid telefonere til ambassadør Ritter, at den danske delegation, som ville ankomme til Berlin den følgende dag, ikke betragtede de forestående forhandlinger som endelige. 4) A. nr. 86. Efter at have fået oplyst for-skellige punkter ville den rejse til København og derefter vende tilbage for at føre de afsluttende forhandlinger. Renthe-Fink forklarer, at den danske regering ikke ønsker at afslutte en traktat, der skal ratificeres af rigsdagen, da der endnu er mange uopklarede punkter. Delegationen vil derfor foreslå, at der afsluttes en protokol.

Ritter gjorde Renthe-Fink opmærksom på, „at en hemmeligholdelse var udelukket, om ikke af andre årsager så på grund af de mange drøftelser med interesserede, som måtte foretages straks efter protokollens underskrift. Vi måtte rejse de stærkeste indvendinger imod en yderligere forhaling.". Da legationsråd Steensen-Leth senere ringede til Ritter for at meddele ham, at delegationen var yderligere forsinket, fordi man ikke var færdig med forhandlingerne i København, og at delegationen ikke ville medbringe endelige forslag, svarede Ritter, „at dette var en stor skuffelse for mig".

Den næste dag sendte Renthe-Fink et telegram om en samtale med Mohr og Sthyr. 5) A. nr. 87. Disse havde forklaret ham, at man foretrak en protokol i stedet for en traktat, fordi den

Side 29

kun behøvede at forelægges i det udenrigspolitiske nævn. Ved denne fremgangs-måde „undgik man debatter i plenum, hvorunder man måtte befrygte spørgsmål, som på nærværende stadium ikke kunne besvares ... Scavenius og hans venner tror trods den eksisterende opposition indenfor regerings- og erhvervskredse bestemt på at kunne afslutte forhandlingerne i løbet af næste uge".

Heller ikke om delegationens anden forhandling i Berlin foreligger tyske referater. 22. august indberettede Renthe-Fink derimod en samtale med Scavenius. 1) A. nr. 88. Denne havde forklaret ham industriens og landbrugets betænkeligheder. 2) jfr. gesandt Martin Luthers skrivelse 22. august til v. Ribbentrop på grundlag af en meddelelse fra v. Löw om personerne bag modstanden, A. nr. 89. „Han beklagede denne kortsynethed, men håbede, at denne tråd dog kunne spindes videre, selvom vi nu afbrød forhand-lingerne ... Trods sin skuffelse var han forblevet i regeringen, da han ventede at nå målet indenfor overskuelig tid. Ved samtalens slutning konstaterede jeg overfor Scavenius, at Danmark lod en enestående chance for at gennemføre tilslutningen til det stortyske økonomiske rum under særlig gunstige betingelser, som næppe ville komme igen, ligge ubenyttet".

I sine kommentarer til denne samtale skriver Renthe-Fink, at det faktisk var de interesserede økonomiske kredse, der fik Scavenius-kredsens bestræbelser til at strande, „fordi de ikke ville vove skridtet uden bestemte garantier og desuden nødig ville træffe en afgørelse før fredsslutningen. Hertil kommer regeringens voksende svaghed og en vis national stædighed, der gør sig gældende i landet. Stillet overfor disse faktorer overvurderede Scavenius sin styrke i den nuværende regering".

Samme dag spiste presseattaché Meissner frokost med dagbladet „Politiken"s redaktion og direktion. Herunder blev det forklaret ham, at med hensyn til de økonomisk-politiske forhandlinger drejede det sig om en længere afbrydelse, fordi „forudsætningerne for sådanne beslutninger i almindelighed endnu ikke var tilstede i befolkningen ... Man er også overbevist om, at Scavenius ikke vil bringe regeringen i fare ved at træde tilbage". 3) A. nr. 102.

m) Ambassadør Ritters referat af forhandlingerne 22.—27. august

Om den danske delegations tredie forhandling i Berlin 23.—27. august foreligger et referat fra ambassadør Ritter. 4) A. nr. 90. Dette begynder med trafikminister Gunnar Larsens indledning, der i det store og hele svarer til det i udenrigsministeriets gråbog givne. 5) ber. V, A. 344. Den følgende tyske fremstilling af samtalen afviger derimod fra det i udenrigsministeriets gråbog som bilag 19 aftrykte referat. 6) ber. V, A. 379—380. Ritter svarede, at „den danske regering havde i begyndelsen af juli på eget initiativ vedtaget og offentliggjort en erklæring, i hvilken Danmarks beredvillighed til det nødvendige gensidige og aktive samarbejde med Stortyskland blev tilkendegivet, for at Danmark kunne finde sin plads i Europas økonomiske nyordning under Tysklands førerskab. Denne erklæring havde den danske regering ligeledes på eget initiativ i en specielt markeret démarche notificeret rigsregeringen og udtalt ønsket om så snart som muligt at indlede forhandlinger". Derefter henviste Ritter til rigsregeringens meddelelse om, at en økonomisk union var den eneste mulige form, og at Danmark i memorandummet af 31. juli havde erklæret sig parat til „under visse forudsætninger" at afslutte en traktat

Side 30

herom. „Ingen af disse forudsætninger havde under de hidtidige forhandlinger vist sig at være uopfyldelige ... Den i dag afgivne erklæring betød derfor, at den allerede udtalte principielle beredvillighed blev opgivet. Han tog dette til efterretning og konstaterede, at forhandlingerne hermed var afsluttet negativt". Ritter tilføjede, at han på forhånd havde advaret mod at inddrage interesserede grupper i forhand-lingerne og mod at trække forhandlingerne i langdrag. „Han var overbevist om, at det danske erhvervsliv senere ville komme til at fortryde den i dag meddelte afgørelse".

Videre udtalte ifølge Ritters notits kontorchef Wassard, at når danskerne var blevet klar over, hvad man kunne gennemføre, var der mulighed for at vende tilbage til Berlin, hvortil direktør Sthyr tilføjede, at dette måske kunne ske om nogle uger.

Hertil svarede Ritter, at en afgørelse om, hvorvidt nye forhandlinger kunne optages, først var mulig, når danskerne kom med nye forslag. Men han „ville dog allerede nu give udtryk for sin opfattelse, hvorefter noget, der væsentligt afveg fra vort forslag, ikke fra tysk side ville kunne betragtes som et egnet grundlag for genoptagelse af forhandlingerne indenfor rammerne af Europas økonomiske nyordning".

Tilsidst spurgte Wassard, hvad man kunne svare den amerikanske chargé d'affaires i København, hvis denne skulle henvende sig i udenrigsministeriet med forespørgsler. Hertil svarede Ritter, at man kunne svare ham, at han vel også havde hørt om erklæringen, som den danske udenrigsminister havde offentliggjort, og at det var naturligt, at der var blevet ført informatoriske samtaler med den tyske regering herom, men „enkeltheder måtte dog ikke fortælles amerikaneren".

I den meddelelse, som ambassadør Ritter gav Renthe-Fink om denne samtale, 1) A. nr. 91. skriver han, at det var bemærkelsesværdigt, „at de danske herrer under samtalens videre forløb igen gav udtryk for hensigten om at fortsætte undersøgelsen og fra deres side udarbejde et forslag". Han giver dernæst Renthe-Fink instruks om at gentage overfor Scavenius de betingelser, som han havde stillet for nye forhand-linger.

Med hensyn til udenrigsminister Scavenius' følgende indstilling til mønt- og toldunionen fremgår følgende af en samtale, som han 17. oktober havde med legati-onssekretær H. Schwarzmann, og som denne refererede. 2) A. nr. 123. Scavenius „beklagede, at planen dengang ikke var kommet i stand. Han tilføjede, at det havde været meget vanskeligt for danskerne at afslutte en rammeoverenskomst uden at vide, hvilke virkninger den ville få i praksis. Han spurgte så, om Tyskland stadig var parat til at forhandle med Danmark ang. spørgsmålet om en toldunion. Han foreslog den omvendte forhandlingsvej: Først skulle man ventilere spørgsmålet blandt det praktiske livs folk ... og efter afslutningen af sådanne forhandlinger skulle der på grundlag heraf afsluttes en rammetraktat. Scavenius lod dog skinne igennem, at han heller ikke ved denne fremgangsmåde var sikker på, at en sådan plan ville lykkes. "Hr. Sthyr havde kort forinden udtrykt sig mere positivt overfor mig". Overfor kommissionsdomstolen har direktør Knud Sthyr 18. maj 1948 i forbindelse med en henvisning til Erik Scavenius' bog: „Forhandlingspolitiken under Besættelsen", pag. 84, ifølge hvilken afdelingschef Wassard i udenrigsministeriet og direktør Sthyr også deltog i denne samtale, forklaret, at Wassard dagen efter dikterede et stenogram herom. De udtalelser, som Schwarzmann 17. oktober havde fremsat om toldunionen, forstærkedes af en række udtalelser, som Renthe-Fink få dage efter fremsatte. Han beklagede, at der tilsyneladende intet kom ud af de fortsatte undersøgelser, som delegationen i Berlin havde lovet ville blive foretaget i samarbejde med organi-sationerne. „Renthe-Fink udtalte, at Regeringen øjensynligt intet

Side 31

kunde udrette i denne Sag mod Erhvervenes Modvilje, og at denne Modvilje ikke blot fandtes hos Erhvervene, men ogsaa hos visse Embedsmænd indenfor Admini-strationen. Han fandt denne Modvilje farlig for Landet". 1) A. nr. 168, st. 123—126. jfr. Erik Scavenius' forklaring i kommissionsdomstolen om denne samtale. Han karakteriserer Sohwarzmann som „meget foretagsom og aabenbart et af de tyske unge Mennesker, der gerne saa, at man bemærkede dem". Om selve referatet udtaler Scavenius: „der ser man Umodenheden og denne Mangel paa Kendskab ... til de danske politiske Forhold". A. nr. 165, st. 46—47.

I de tyske dokumenter foreligger følgende om disse videre drøftelser. 12. novem-ber indberetter den kommitterede for økonomiske spørgsmål, dr. Ebner, om en rejse til Berlin, som kontorchef Wassard foretog: „Efter hvad jeg har erfaret, har han ikke under sit besøg i Berlin haft til opgave at forfølge planen om en tysk-dansk told-union". Ebner meddeler endvidere, at det danske udenrigsministerium har nedsat et udvalg til at undersøge toldunionsspørgsmålet. 2) A. nr. 94.

Af et brev 16. december fra dr. Hans Dyckerhoff, 3) A. nr. 140. som var knyttet til de Gunnar Larsen'ske cementinteresser, fremgår det iøvrigt, at direktør Sthyr på dette tidspunkt øjensynlig fremdeles kæmper en „forgæves kamp" for en toldunion.

Mønt- og toldunionsforhandlingerne fik et efterspil. Ved den afsluttende forhand-ling i Berlin blev man ifølge Ritters referat enig om, „at der i pressen intet måtte fremkomme om, at drøftelserne havde fundet sted, og hvorledes de var afsluttet". 4) A. nr. 91. 19. september indberettede Renthe-Fink imidlertid, at den danske regering på grund af falske og tendentiøse rygter og løbesedler agtede at udsende en erklæring om disse rygter og løbesedler, som cirkulerer „med det formål at svække tilliden til enkelte medlemmer af den nuværende regering og for at fremkalde mistillid med hensyn til den tyske regerings hensigter og ønsker angående Tysklands økonomiske og politiske forbindelser med Danmark". 5) A. nr. 92. Scavenius havde forespurgt, om der var betænkeligheder mod denne erklæring. 6) Under en samtale med legationssekretær H. Schwarzmann i Berlin 16. september udtalte trafikminister Gunnar Larsen, at Hartels forespørgsel i folketinget ang. et spørgsmål i forbindelse med mønt- og toldunionen havde vakt forbavselse i Danmark, og man følte, at det var i strid med aftalerne med ambassadør Ritter, hvorefter forhandlingerne skulle holdes „strengt hemmelige". Larsen troede, at Hartels forespørgsel skete på tysk initiativ. A. nr. 109. Hertil svarede v. Weiz-säcker 21. september, at den foreslåede erklæring „synes ikke egnet til at modvirke udspredelsen af uønskede rygter om de tysk-danske samtalers karakter". Den vil måske snarere give anledning til en almindelig diskussion. „Med en sådan må der så meget mere regnes, som en større personkreds turde være underrettet om sagen som følge af, at den danske regering i sin tid mod vort råd rettede forespørgsler til de interesserede parter". Den tyske regering måtte derfor henholde sig til den tidligere aftale. „Vi må overlade til den danske regering at finde andre veje til at modvirke den ondartede propaganda, som jo formentlig stammer fra ovennævnte interes-serede kredse".

Til Renthe-Einks egen information tilføjede v. Weizsåcker: „Vi er af den opfattelse, at enhver meddelelse, og altså også i en for os gunstigere affattelse, som for eksempel fremhævede det danske initiativ i sagen og lod den propaganda, som under hånden drives mod vore påståede politiske og økonomiske hensigter, uomtalt, må føre til uønskede og skadelige kommentarer i den udenlandske presse. Vi har ingen anledning til at tage denne ulempe

Side 32

med i købet for at dække danske ministre, hvem det ikke er lykkedes overfor deres landsmænd at føre det initiativ, som de selv har taget, frem til en heldig afgørelse". 1) A. nr. 93.

Angående den tyske regerings umiddelbare reaktion på den danske regerings afbrydelse af forhandlingerne om mønt- og toldunionen foreligger ingen tyske dokumenter. Nævnes kan blot, at Renthe-Fink i sin politiske årsberetning for 1940 skriver: „Den tyske regering anser ikke denne sag, der før eller senere alligevel vil blive ordnet i overensstemmelse med vore ønsker, for så vigtig, at den magtpolitisk vil gennemtvinge en ordning". 2) A. nr. 161. Jfr. Erik Scavenius' bedømmelse i „Forhand-lingspolitiken under Besættelsen" pag. 82 og direktør O.C. Mohrs betragtninger i sin redegørelse, ber. V, A. 391—97, og afhøringen af Renthe-Fink, ber. V, A. nr. 39 og 40.

Da de i de tyske dokumenter indeholdte oplysninger om forhandlingerne vedr. en mønt- og toldunion på en række punkter afviger fra de redegørelser, som tidligere er blevet afgivet af de i sagen implicerede danske personer overfor kommissionen, forelagde denne 3. marts 1953 de relevante tyske dokumenter for fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius, ambassadør Vincens Steensen-Leth, minister O.C. Mohr, direktør Knud S. Sthyr, direktør Nils Svenningsen samt ambassadør M. A. Wassard til udtalelse.

I sit svar 8. marts henviser fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius til sin bog „Forhandlingspolitiken under Besættelsen" side 66 ff. og skriver yderligere: - skal jeg erindre om at Tyskland i 1940, paa Baggrund af Venskabspagten med Rusland og Sejren i Frankrig, havde Magt til at gennemføre sin paatænkte europæiske „Neu-ordnung". Det besatte Danmark maatte søge at undgaa tyske Diktater og at opnaa Forhandlinger om de dansk-tyske Relationer. Erklæringen af 8. Juli 1940 er bl. a. et Udtryk for dette Ønske. Forsaavidt har Ambassadør Ritter haft Ret til at betragte Erklæringen og Direktør Mohrs Sendelse til Berlin som et dansk Initiativ, men han har ikke været berettiget til dermed at motivere det vidtgaaende tyske Forslag. Ritters Fremsættelse af dette under sit Besøg i København kom som en Overraskelse — ogsaa for Mohr, der havde haft Samtalen med ham i Berlin. Forhandlingen herom endte negativt, men gav dog Lejlighed til at gøre Magthaverne i Berlin opmærk-somme paa Danmarks økonomiske Struktur og Livsbetingelser". 3) A. nr. 95.

Ambassadør Vincens Steensen-Leth udtaler i sit svar 7. marts, „at det i hoslagt tilbagefølgende notat anførte vedrørende min samtale med ambassadør Ritter den 14. august 1940 stemmer med, hvad jeg erindrer om begivenhederne dengang."

I sit svar 11. marts vedlægger minister O.C. Mohr det detaillerede referat, som han samme dag skrev vedr. sin samtale 18. juli 1940 med ambassadør Ritter. 4) jfr. ber. V, A. 338 og A. 391—97. Minister Mohr meddeler ligeledes sin optegnelse om samtalen med Ritter 30. juli. Endelig fremsætter Mohr til ambassadør Ritters notater en række kommentarer gående ud på, at oplysningen i de Ritter'ske notater om, at Mohr under samtalen 18. juli tog initiativet til de følgende forhandlinger om en mønt- og toldunion, er urigtig.

Endelig oplyser minister Mohr, at m.h.t. statssekretær Weizsäckers bemærkning til kammerherre Zahle 29. juli om hans initiativ har hverken Zahle eller tyske embeds-mænd, „hvem jeg senere har udspurgt om oprindelsen til det tyske forslag om toldunionen, nogensinde anført min samtale med Ritter som anledningsårsag".

I sit svar 14. marts giver direktør Knud S. Sthyr oplysning ang. sin stilling under forhandlingerne og giver som sin forklaring på divergenserne mellem minister Mohrs og

Side 33

ambassadør Ritters notater, at de „må utvivlsomt skyldes, at Ritter har ønsket over-for de tyske myndigheder at give det udseende af, at forslaget om forhandlingerne er fremsat overfor ham af Mohr, idet han derved håbede, at han, der iøvrigt ikke havde med danske forhold at gøre, kunne blive tysk forhandlingsleder og få æren af et resultat, såfremt et sådant blev opnået. Ønsket om at få en „fjer i hatten" var jo ledemotivet for mange tyske personers handlinger under nazistyret".

Ambassadør Nils Svenningsen beklager i sit svar 25. marts ikke at være ,,i stand til at bidrage til yderligere opklaring af denne sag. Da jeg udover de interne danske generelle drøftelser på de daglige morgenmøder hos udenrigsministeren ikke deltog i forhandlingerne om sagen".

Endelig udtaler ambassadør M. A. Wassard i sit svar 26. marts: „Jeg har sam-menlignet de pågældende dokumenter, særlig ambassadør Ritters notater, Akten-vermerk af 19. juli, 3. august og 23. august, med udenrigsministeriets gråbog om told-og møntunionforhandlingerne og fundet, at der er overensstemmelse i hovedlinierne. Således er man i gråbogens indledning gået ud fra, at det var 8. juli-erklæringen i forbindelse med minister Mohrs samtale med hr. Ritter, der havde den uforudselige følge, at et tysk forslag om en told- og møntunion blev fremsat. Dette, såvelsom formodningen om, at det var hr. Ritter selv, der fik den tanke at fremsætte et sådant forslag, bekræftes af hans notat af 19. juli 1940."

Til belysning af de danske bestræbelser for gennem det tyske regeringsudvalg at bremse forhandlingerne meddeler ambassadør Wassard et referat af en samtale 26. august 1940 med ministerialdirektør Walter. Endelig oplyser han til belysning af de danske hensigter under delegationsbesøgene i Berlin i august 1940 følgende: „Dette kom klart frem, da nationalbankdirektør Bramsnæs ved sin ankomst til Berlin til de første møder stillede den samlede danske delegation følgende spørgsmål: Forhand-ler vi om at undgå en told-og møntunion, eller forhandler vi om at afslutte en told- og møntunion; kun i første tilfælde vil jeg tage del i forhandlingerne. Man svarede, med fuld tilslutning af delegationens formand, daværende minister Gunnar Larsen, at vi selvsagt forhandlede om at undgå en told- og møntunion".

fortsættes

Aktstykker og Stenografiske Referater til Beretning XIII
følger i næste udgave af Kasler Journal

klik til Beretning XIII / 13 fortsat

klik til index