*KOPI* fra Mogens Kaslers original: beret13akom13b

De parlamentariske Kommissioners Beretninger

1945 - 1956

vedrørende den tyske Besættelse

1940 - 1945

Besættelsen - set med tyske øjne - 2

Beretning XIII - fortsat

……………………………………...……............……………
Bemærk:

II 30 = Beretning II Side 30

II A / a 30 = Beretning II Aktstykker Side 30

II Nr. / nr. 30 = Beretning II Aktstykke Nr. 30

II St. 30 = Beretning II Stenografiske Referater Spalte 30
…………………………………..…..……………………………

5. Udviklingen af det dansk-tyske forhold efter 8. juli 1940

og gesandt v. Renthe-Finks démarche, julen 1940

Endnu mens forhandlingerne om mønt- og toldunionen stod på, udvidedes kontak-ten mellem det tyske gesandtskab og DNSAP, og gesandt Martin Luther i Auswärtiges Amt greb aktivt ind for at styrke de danske nationalsocialisters position.

a) Meissners og v. Löws indberetning 10. juli

I den ovenfor nævnte, 1) se side 19. til gesandt Luther indsendte indberetning af 10. juli, underskrevet af Gustav Meissner og v. Löw, 2) A. nr. 63. jfr. Meissners udtalelse til kommissionsdomstolen 4. maj 1948, A. nr. 163, st. 18, hvor han søger at afsvække denne indberetnings pro-Clausen'ske tendens. karakteriseres 8. juli-regeringen „som et rent overgangskabinet, der måske kan holde sig nogle uger". Derefter skildres oppositionen, der er parlamentarisk meget svag, men „i virkeligheden er betydeligt stærkere, end den fremtræder i parlamentet". Den består af de kræfter i Danmark, „som har erkendt, at deres lands

Side 34

folkelige, politiske og økonomiske fremtid kun kan formes ved en fuldstændig indordning i den af Tyskland ledede europæiske nyordning". Derefter omtales LS.s og DNSAP.s styrke, som efter „et meget forsigtigt skøn" efter et valg vil få 150—200 000 stemmer, 17. juni-erklæringen om samarbejdet mellem dem nævnes, og Frits Clausen karakteriseres således: „Som en mand med en klar og kompromisløs natio-nalsocialistisk grundindstilling har dr. Clausen i meget snæver tilslutning til det tyske forbillede skabt en lille, men vel gennemarbejdet organisation, hvilken han ligesom sine nærmeste medarbejdere holder fast i sin hånd". Det nævnes, at Clausen tidligere har haft alkoholiske tilbøjeligheder, og at hans eneste datter er hæmmet i sin udvikling, men i „de seneste år, navnlig efter at han har indledt sin politiske virksomhed, har dr. Clausens vandel været så anstændig, beskeden og afholdende, at der ikke kan rettes alvorlige personlige bebrejdelser imod ham". Hans værdi som politiker består i hans „ubestikkelige retlinede holdning". Selvom han politisk ikke er af et afgjort stort format, har han et sundt målbevidst politisk instinkt, er knyttet til folket, er en dygtig taler og leder af sine medarbejdere, „således at han til den foreliggende opgave synes egnet som fører".

Derefter gennemgås DNSAPs program. Udenrigspolitisk tilstræbes en fuldstændig nyordning mellem Danmark og Stortyskland. „Der skal i fremtiden gives afkald på en selvstændig udenrigspolitik". Økonomisk ønskes en dansk-tysk toldunion. „Landbrug og industri skal fuldstændig omstilles på behov og muligheder i det af Tyskland ledede mellem- og nordeuropæiske rum". Militært skal afsluttes en dansk-tysk allian-ce og forbindelsen til Tyskland kulturelt uddybes.

I forbindelse med en omtale af DNSAPs propagandamuligheder nævnes, at det af regeringen gennemførte mødeforbud „i virkeligheden skulle tjene til at undertrykke alle oppositionelle bevægelser". Til gennemførelse af DNSAPs propagandaplan kræves 524.621 kroner. „Resultatet af en sådan omfattende propaganda vil dog retfærdiggøre de dertil anvendte midler, især når der fra tysk side samtidig arbejdes for, at mødeforbudet i Danmark ophæves, med den begrundelse, at Tyskland ønsker, at det danske offentlige liv bringes ind i normale baner. Først når mødeforbudet er blevet ophævet, kan også oppositionen demonstrere sin virkelige styrke i dag". Hvis det er i Tysklands interesse at fremme DNSAP, bør det stille de nødvendige penge til rådighed i dansk valuta. „For at bevare den officielle tyske repræsentation ubundet, må det i dette tilfælde foreslås at lade tildelingen af midlerne ske over SD".

Derefter fastslås, at kongens stilling til den indrepolitiske udvikling udelukkende er bestemt af hans interesse for at bevare sit dynasti. „Han er klar over, at den nuværende danske regeringsform kun er midlertidig. Han står dog meget afventende overfor dr. Clausen og DNSAP. Tilsyneladende nærer han ønske om at forene politisk uafhængige, førende personligheder fra erhvervslivet og det offentlige liv i en regering". Det forklares, at Clausen netop i kredse, der står kongehuset nær, har vundet voksende indflydelse og ligeledes i spørgsmålet om en eventuel regerings-dannelse indtager det standpunkt, at han vil inddrage fagligt dygtige mænd udenfor sit eget parti. „På denne linie kan der under den kommende udvikling dog frem-komme stærkere berøringspunkter med kongen, som, hvis han går positivt med, på grund af sin netop efter den 9. april øgede popularitet kan lette den nye udformning af den politiske fremtid meget".

b) Meissners besøg i Berlin juli 1940

Ved afhøringen i kommissionsdomstolen 4. maj 1948 forklarede Gustav Meissner, at han i juli, hvilket må antages at være efter, at ovennævnte indberetning er blevet indsendt,

Side 35

blev kaldt til Berlin for at aflægge rapport til gesandt Luther. Meissner forklarer videre, at man på det tidspunkt i Berlin var inde på at favorisere DNSAP, med hvilket man tidligere havde været i forbindelse gennem Sicherheitsdienst. Da Renthe-Fink imidlertid ønskede at have hele den tyske politik i Danmark under sin kontrol, blev Meissner ved denne lejlighed udset til at være kontaktmand, hvilket er i modstrid med de ovenfor belyste forhandlinger med Sehested, Clausen m.fl. i månederne april—maj. Den i ovennævnte indberetning nævnte sum på en halv million til DNSAPs propagandaformål, „som skulde bruges een Gang for alle", blev bevilget, og „den har DNSAP arbejdet med om Efteraaret 1940". 1) A. nr. 163, at. 2.

I samme periode forekommer den udbetaling til „Fædrelandet" fra trafikminister Gunnar Larsen, som er omtalt i en notits af legationssekretær Sohwarzmann 10. juli. 2) A. nr. 93. og under kommissionsdomstolens afhøring af direktør Knud Sthyr 18. maj 1948. 3) A. nr. 163, st. 120. Da dette spørgsmål og problemerne i forbindelse med ingeniør Gunnar Larsens indtræden i juliministeriet er belyst i beretning IV om rege-ring og rigsdag, 4) ber. IV, A. nr. 36. og i beretning X, 5) ber. X, s. 25—29. vedrørende Gunnar Larsens støtte til dagbladet „Fædrelandet", skal iøvrigt henvises hertil.

Modsætningen mellem gesandt Renthe-Finks, Auswärtiges Amts og Sicherheits-diensts opfattelser og vurderinger af DNSAP er berørt i det foregående. Til belysning af den atmosfære af intriger, som spidserne i Berlin skabte i dette spørgsmål, skal oplyses følgende.

c) v. Stechow affæren

10. august indsendte Oberleutnant G. v. Stechow, der var leder af værnemagtens Propagandastaffel i København og tidligere afdelingsleder i Nord, NSDAPs Aussen-politisches Amt, en indberetning til rigsleder Alfred Rosenberg om den politiske situation i Danmark. Han skildrer, hvorledes der kan konstateres en vis utilfredshed i den danske befolkning, som havde ventet en hurtigere omstilling, end tilfældet har været. „Hvad folket ønsker, fremgår af, at indmeldelserne i NSDAP (Fritz Clausen) vokser i voldsomt tempo", og mange arbejdere, som ønsker at komme til Tyskland, må gå forgæves. Ansvaret for, at der intet kommer ud heraf, ligger hos gesandt Renthe-Fink, men da „forholdene nu også er ved at komme i skred i Norge ... er det på høje tid, at der i Danmark gøres noget for den store tanke, som vi arbejder for. Forholdene må betegnes som absolut modne herfor, hvilket iøvrigt også er blevet erkendt af den eneste mand, som energisk virker for sit folk, nemlig Fritz Clausen", men han får ingen støtte fra gesandtskabet, v. Stechow skriver tilsidst, at „efter mit skøn er det tidspunkt kommet, da man må støtte den eneste energiske mand, Fritz Clausen, der kan være tale om ved en nyorientering i Danmark". 6) A. nr. 99.

I to notitser til Renthe-Fink af 26. august oplyser presseattaché Meissner om en samtale mellem v. Stechow og Børge Bryld 24. august.

v. Stechow havde udtalt, at han var tilhænger af Frits Clausen og derfor efter den 9. april havde holdt Ejnar Vaaben, Wilfred Petersen o.s.v. væk fra general Kaupisch, men at de danske nationalsocialister vist ikke havde de rigtige tyske forbindelser. Meissner og v. Löw havde han omtalt ringeagtende, ligeledes Renthe-Fink, Ribben-trop og Himmler.

Side 36

Den rigtige mand var Rosenberg, gennem hvem han, Stechow, lige havde sendt en indberetning til Hitler, „der havde accepteret hans tanker og mål".

Efter at have spurgt om de danske nationalsocialisters pengeforhold omtalte v. Stechow, at Rosenberg disponerede over millionbeløb og alene af den grund var værd at dyrke. Da Bryld nævnte, at man jo ikke kunne kaste de tyske national-socialister bort, som man havde haft forbindelse med i flere år, svarede v. Stechow, at „forbindelsen med Rosenberg jo kunne dyrkes hemmeligt", og søgte derefter at arrangere et møde mellem Frits Clausen og Reichsamtsleiter Scheidt, som ville komme til København. 1) A. nr. 103. Denne sag indberettedes af viceregerings-præsident Kanstein til Berlin, hvor Ribbentrop forlangte, at der skulle rejses lands-forræderisag mod v. Stechow på grund af hans udtalelser. (A. nr. 106). 6. september fik rigsudenrigsminister v. Ribbentrop et brev fra Alfred Rosenberg, hvori denne udviklede et forslag om at gøre „Nordische Gesellschaft" i Lübeck til centralkontor for den verdensanskuelige forbindelse mellem Tyskland og Norden. Endvidere beklager Rosenberg sig over, at Scheidt, som han havde til hensigt at sende til København „for at optage forbindelse med danske videnskabsmænd", var blevet nægtet ind-rejsetilladelse. 2) A. nr. 104. I sit svar 6. oktober afviser v. Ribbentrop køligt forslaget om „Nordische Gesellschaft" og oplyser, at årsagen til, at gesandt Luther 26. august havde taget afstand fra Scheidts rejse, var, at han ville søge forbindelse med Wilhelmsen og Ejnar Vaaben, som „begge er ledere af nationalsocialistiske splittel-sesgrupper, afviser samarbejde med dr. Clausen, føreren for DNSAP, og repræ-senterer det standpunkt, at der ganske vist må tilvejebringes et snævert samarbejde med Tyskland, men at Danmarks snævre tilslutning til Tyskland dog må forhindres". Deres bestræbelser ville blive styrket, hvis Scheidt fik tilladelse til at aflægge det nævnte besøg, mens „det i øjeblikket kommer an på at styrke dr. Clausens stilling". 3) A. nr. 115.

d) Gesandtskabet og nazismen

Denne linie blev også fulgt af gesandtskabet i København. 18. juli havde Meissner i anledning af en middag, som pressens fællesudvalg afholdt, en samtale med stats-minister Stauning, der karakteriserede sig som „en halvdød eller endog død mand, men sandsynligvis for derved at vække en vis medfølelse". Meissner skriver, at i Staunings holdning „kunne en stærk usikkerhed spores. Man er stærkt famlende med hensyn til indre problemer, men bestræber sig samtidig for ved en overmåde imødekommende holdning overfor Tyskland at redde sin position".

Da samtalen kom ind på de danske nationalsocialister, udtaltes en bemærkning om, at de påberåbte sig Tysklands støtte, men den „vendte jeg om til det modsatte, idet jeg henviste til mødeforbudet og anholdelsen af nationalsocialister. Jeg sagde, at det med meget bedre begrundelse kunne tænkes, at man fra de national-socialistiske kredse, som jo altid havde stået meget venligt overfor Tyskland, kom med den bebrejdelse, at vi intet gjorde for at vise os taknemlige for dette venskab, men at vi tværtimod fra vor side gennem mødeforbudet havde begunstiget indgriben overfor nationalsocialisterne". Da det blev hævdet, at mødeforbudet blev opretholdt for at hindre kommunistiske demonstrationer mod Tyskland, kaldte Meissner dette teater. 4) A. nr. 97.

Side 37

Fra august måned foreligger fra Meissners hånd tre notitser til Renthe-Fink. Den første fra 19. august omtaler mødet på Broholm 14. august, som „såvidt jeg har erfaret fra de danske deltageres side — i det store og hele er forløbet meget harmonisk". På grund af påvirkning fra Valdemar Thomsen og Hartel er Knud Bach begyndt at indtage en vaklende holdning. „Måske vil det dog være nødvendigt engang at tale med Knud Bach, da det ikke er udelukket, at han er blevet noget påvirket på grund af en privat samtale med hr. von Löw", som på mødet havde udtalt, at der under „samlebegrebet „storgermansk" ville udkrystallisere sig et organiseret afhængighedsforhold til Tyskland. Dette kan jo meget let blive mis-forstået i den nuværende situation".

Endvidere oplyser Meissner, at der er blevet indkøbt en stor rotationspresse til „Fædrelandet", at der forhandles om køb af et stort accidenstrykkeri og om Harald Tandrups og „Søren Jyde"s medarbejderskab. „Også fremstillingen af plakater og andet propagandamateriale er i de seneste dage blevet stærkt fremskyndet, således at den praktiske gennemførelse af propagandaen vil blive påbegyndt endnu i denne uge". 1) A. nr. 100. I en indberetning fra Renthe-Fink 20. november hedder det, at den nationalsocialistiske propaganda „siden slutningen af september" har haft to formål: 1) et planmæssigt undermineringsarbejde mod regimet og 2) hvervning af med-lemmer med henblik på en nydannelse af den indre danske politik. (A. nr. 131).

21. august oplyser Meissner, 2) A. nr. 101. at i forbindelse med fagforeningernes planer om sammen med arbejdsgiverne at danne en „arbejdsfront" i lighed med den tyske er der stadig forbindelse mellem fagforeningerne og LS, og at Hartel er den drivende kraft. „Det forlyder, at Hartel har udarbejdet en plan om, at han selv og Clausen udnævnes til ministre ... Det siges også, at Stauning ikke er imod en sådan plan, men støder på skarp modstand fra partiet, medens fagforeningerne på deres side synes at være mere villige". Hartels stilling karakteriseres som uklar. „Sand-synligvis må Knud Bachs vægelsindethed derfor tilskrives Hartels påvirkning". 3) Det fremgår af notitsen, at Meissners kilde til dette er fagforeningssekretær Berg.

Endelig deltog Meissner som ovenfor nævnt 22. august i en frokost på „Politiken", hvor der blev talt om de „økonomiskpolitiske drøftelser", d.v.s. forhandlingerne om en mønt- og toldunion. Som årsager til udsættelsen og den danske „stædighed" nævnte man bl.a. overfor ham udsigterne til en lang krig, frygten for Danmarks selvstændighed på grund af tyske udtalelser om Europas fremtid, samt at sætningen om „et selvstændigt Danmark" var blevet strøget i de tyske versioner af 8. juli-erklæringen. Alt dette bidrog til „at fremme en national skepsis". 4) A. nr. 102.

e) „Tillidskrisen"

I kommissionsdomstolen forklarede Renthe-Fink 8. maj 1948, at der efter told-unionsforhandlingerne opstod en tillidskrise i det dansk-tyske forhold, og at der i Auswärtiges Amt blev større interesse for de danske nationalsocialister. Renthe-Fink forklarer, at årsagen til dette var toldunionsforhandlingernes sammenbrud og handelsminister Christmas Møllers antityske agitation. 5) A. nr. 164, st. 37.

Endvidere udtaler Gustav Meissner i kommissionsdomstolen ligeledes, at told-unionsforhandlingernes sammenbrud og Christmas Møllers agitation var årsagen til den tyske skuffelse. Man mente i gesandtskabet, at det ikke ville virke godt i Berlin, at en minister,

Side 38

der sad i den regering, som havde udstedt erklæringen, „uhindret af selve Rege-ringen" førte en agitation stik mod erklæringens ånd. „Man maatte jo i Berlin drage den Følgeslutning, at selve Erklæringen ikke var andet end tomme Ord. Det var derfor, man ansaa Christrnas Møller-Spørgsmaalet for særlig farligt", hvorfor Renthe-Fink bestræbte sig for at få ham fjernet. Med hensyn til betydningen af toldunions-forhandlingernes sammenbrud udtalte Gustav Meissner: „Man var skuffet, ikke fordi Toldunionsforhandlingerne som saadan var bristet, men fordi Regeringen havde optaget disse Forhandlinger og man oprindelig saa optimistisk paa Spørgsmaalet, og fordi Regeringen saa ikke havde vist, at den kunde magte selve Forhandlingerne". „Jeg tror, det væsentligst var disse to Momenter, som medførte, at der var skabt en tysk Utilfredshed med Forholdene i Danmark og dermed et Ønske om at faa en Regering, som var mere effektiv i Relationerne til Tyskland". 1) A. nr. 163, st. 5 og 8.

I sin forklaring den 18. maj 1948 i kommissionsdomstolen bekræfter direktør Knud Sthyr, at der mellem afbrydelsen af toldforhandlingerne, og indtil regeringskrisen i begyndelsen af 1941 var afsluttet, var „ligesom et Skisma mellem den danske Udenrigsminister og Legationen". Sthyr fungerede i denne periode som mellemmand mellem Renthe-Fink og Scavenius, således at Renthe-Fink meddelte Sthyr, hvad han ønskede Scavenius skulle vide. 2) A. 168, st. 117.

Fra september foreligger en række notitser fra Meissner til Renthe-Fink om forbin-delserne med de danske nationalsocialister. 7. september oplyser han om nogle meddelelser, som han har modtaget af chefredaktør Steen Rasmussen om dennes samtaler 3. september med Knud Bach og 4. september med direktør Juncker, Aarhus Oliemølle. 3) A. nr. 105. Knud Bach havde udtrykt ønske om „på en rolig måde at komme ud over den 1. oktober og så stramme sejlene i den rigtige retning. Han indser fuldtud, at der for ham ikke findes anden vej til et brud med parlamen-tarismen". Endelig udtaler han, at LS.s ledelse går stærkt imod en sag, når Sehested forlanger, at den øjeblikkelig må gennemføres, og at han ikke kan anbefale Sehe-steds deltagelse i en regering.

Om samtalen mellem Steen Rasmussen og direktør Juncker berettes, at Juncker straks havde sagt, „at der for ham ikke var mindste tvivl om, at den eneste politiske faktor her i landet, som kunne magte tidens krav, var DNSAP med partiføreren Fritz Clausen. Hvis dette skulle være forkert, ville han ikke længere beskæftige sig med det offentlige liv, men udelukkende leve som privatmand". Direktør Juncker sagde endvidere: „Jeg har flere gange været sammen med dr. Clausen, og min opfattelse er, at han er en meget betydelig mand og et udmærket menneske". I samtalens videre forløb erklærede Juncker, at de afbrudte mønt- og toldunionsforhandlinger med Tyskland atter måtte optages, og at „grundlaget for en økonomisk aftale af positiv karakter allerede må lægges, inden den politiske afgørelse sker". Til sidst spurgte Juncker, om DNSAP var parat til hurtigt at overtage magten, hvortil Steen Rasmussen svarede, at et ministerium Clausen utvivlsomt ville blive præget af alliancen med LS.

13. september forelagde Meissner i en ny notits en liste over et ministerium Frits Clausen, samt hvorledes forskellige ministerier skulle organiseres. Endvidere indeholder notitsen oplysninger om de forholdsregler, som skulle træffes efter en regering Clausens overtagelse af magten: politiets ledelse, anvendelsen af det nationalsocialistiske SA, de politiske partier, som „må opløses, og der må bebudes nyvalg under forbehold af

Side 39

normale politiske forhold", fagforeningerne, som straks må „underkastes en revision ved statslige revisorer. Vigtige nøglestillinger ... må ligesom arbejdsan-visningskontorerne overtages af pålidelige nationalsocialister", en ny direktør udnævnes i national-banken og endelig: „Der må omgående optages forhandlinger med Tyskland om økonomiske spørgsmål". 1) A. nr. 107.

Om de på dette tidspunkt verserende rygter om et nazistisk kup foreligger 16. september en skrivelse fra den tyske øverstkommanderende, general Lüdke, til „flakgruppe Dänemark". Det oplyses heri, at kommandoen for lufthavnsdistriktet Jylland 12. september var blevet anmodet om hjælp af DNSAP til et planlagt politisk kup. General Lüdke indskærper sin instruks om, at tyske tropper skal afholde sig fra indblanding i danske politiske forhold, hvilket udelukker hjælp i et tilfælde som det foreliggende. 2) A. nr. 108.

19. september forelægger legationssekretær Schwarzmann en notits om en samtale, som han har haft i Berlin den 16. september med minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen. Ifølge dette udtalte Gunnar Larsen, „at stemningen i Danmark i øjeblikket havde nået et lavpunkt ... Han tror, at øjeblikket ikke er særlig gunstigt for den planlagte indsats af en mere intensiv propaganda fra DNSAP, og at det ved offentlige møder ville komme til alvorligere sammenstød". Gunnar Larsen kritiserede bl.a., at „Langohr Nielsen" var Frits Clausens sekretær, da han flere gange var blevet idømt fængselsstraf. „På mit spørgsmål, hvornår han anså det for muligt, at Clausen kom til at danne regering, svarede han, at man måtte have tålmo-dighed i 2, 4 eller 6 måneder". 3) A. nr. 109. I sin forklaring i kommissionsdomstolen har Gunnar Larsen indgående udtalt sig om denne samtale. Han nævner, at „gode Raad" med hensyn til Frits Clausens optræden skulle forstås således, at når der fra tysk side blev klaget over den dårlige stemning i Danmark, så „benyttede vi — i alle Tilfælde jeg selv og ogsaa andre — den Taktik at vende det om og sige: Det er spilleme jeres egen Skyld, at Stemningen er saa daarlig, og kan I forvente og forlange, at den skal være bedre? Naar jeres Følgesvende opfører sig paa den Maade, saa kan I ikke forlange, at Stemningen i Danmark skal blive velvillig. Det var et naturligt Forsvar at gaa over til Angreb". Med hensyn til Schwarzmanns referat, at Gunnar Larsen skulle have udtalt, at Frits Clausen måtte have tålmodighed i 2, 4 eller 6 måneder, forklarer Gunnar Larsen: „Jeg maa dertil sige, at jeg maa bestemt hævde, at jeg ikke har sagt saadan". Gunnar Larsen erklærer dog, at på baggrund af den alvorlige situation i efteråret 1940 „kan der være det rigtige i det, han refererer dér, at jeg har sagt: Vær nu taalmodige, lad os se nogle Maaneder, et halvt Aar, og lad os saa snakkes ved. Noget i den Retning kan jeg muligvis have sagt, men ikke i den Udformning, han giver det her". 4) A. nr. 166, st. 63—69.

22. september indberetter Renthe-Fink til gesandt v. Grundherr, der havde ansvaret for spørgsmål vedrørende Danmark i Auswärtiges Amt, om statsminister Staunings tale på det socialdemokratiske partis årskongres den 21. september. Renthe-Fink skriver, at Staunings tale „må forstås som et nyt forsøg på at bane vej for et samarbejde mellem det nuværende regime og det nationalsocialistiske Tyskland, men konkret forslag mangler". Staunings omfattende imødegåelse af de nye kræfter viser, at selvom Stauning også betegner dem som noget, der kan negligeres, ser han dog i dem en alvorlig fare for det nuværende regime. „Interessant er det, at Stauning truer med valg for at påvise fornyelsesbevægelsens af ham hævdede talmæssige betydningsløshed". 5) A. nr. 110.

Side 40

f) Mødet i gesandtskabet 30. september

30. september foreligger en notits fra Meissner om en samtale i gesandtskabet den 30. september, hvor foruden Meissner og Frits Clausen Renthe-Fink, den kommitte-rede for indre spørgsmål Kanstein samt SS-Hauptsturmführer Pahl var tilstede. 1) A. nr. 111.

Clausen udtalte sig om den almindelige politiske situation og fortalte, at han den foregående dag sammen med Sehested havde været hos rigspolitichef Thune Jacob-sen i anledning af rygterne om DNSAPs kupplaner. „Rigspolitichefens holdning havde i og for sig været imødekommende og venlig". Clausen forklarer dernæst, at direktør Juncker havde advaret ham imod „at begynde med en toldunion, såfremt han kom til magten". Derefter foreviste Frits Clausen en ministerliste og erklærede, at han allerede havde talt med visse officerer, og at denne liste var resultatet af samtalerne. Officererne, som det drejede sig om, var kommandørkaptajn Augsburg, kaptajn Lauesen, kommandørkaptajn Nørup samt yderligere en officer, der havde sat sig i forbindelse med ham for at drøfte general Withs planer om at opsøge kongen og stille ham overfor kravet om at afskedige regeringen Stauning. Bag dette krav skulle stå 800 officerer fra hær og flåde. Samtidig ville general With stille kongen forslag om at gå med til en regering With. Clausen forklarede videre, at officererne ville finde ud af, hvorledes han stillede sig til en sådan plan. Han udtalte hertil, at han „var positivt indstillet til planen, fordi han vidste, at general With kunne komme direkte til kongen, og derfor så en mulighed for, at der derved foreløbig kunne komme skred i spørgsmålet om kabinettet Staunings videre eksistens. Af officererne var der overfor ham blevet gjort politiske indrømmelser, som han kunne sammenfatte derhen, at man ikke alene var klar over, at det med kabinettet With, hvis det skulle komme i stand, må dreje sig om et overgangskabinet til en ren nationalsocialistisk regering, men at man også havde lovet at give nationalsocialisterne fuld frihed til deres propaganda. Man havde været meget skuffet over, at han, Clausen, ikke selv havde til hensigt at indtræde i regeringen, men havde forstået hans argumenter, som holdt ham tilbage herfra. Dette begrundede Clausen med, at han kun kunne overtage ansvaret i et rent nationalsocialistisk kabinet, og at han derfor ikke ville lade sig opbruge forinden. Clausen har dog erklæret sig rede til at afgive nogle national-socialister til en eventuel regering With". Den liste, som Frits Clausen forelagde, omfattede foruden statsminister With, Helmer Rosting som udenrigsminister, kredit-foreningsdirektør Poul Rasmussen som finansminister, direktør Juncker som økono-miminister, kommandør Augsburg som krigsminister, Knud Bach: landbrugsminister, Hartel: undervisningsminister, professor Max Kjær-Hansen: propagandaminister, dommer Junior: indenrigsminister, Popp-Madsen: justitsminister. I en tilføjelse er som kirkeminister påført K. Hee Andersen og som trafikminister Fischer Simonsen. „DNSAPs politik ville styre henimod det mål at udhule kabinettet With indefra for så som led i en ny kabinetsdannelse at kunne besætte alle ministerposter med national-socialister. Men kabinettet With skulle få lejlighed til at indlede visse økonomiske foranstaltninger såsom det absolutte prisstop, visse skattelettelser etc."

Næste dag gav Renthe-Fink gesandterne Luther og v. Grundherr meddelelse om hovedindholdet af denne samtale, ledsaget af følgende synspunkter: „Efter Clausens udtalelser er jeg også af den opfattelse, at et overgangskabinet With bringer den indrepolitiske udvikling i gang og kan forberede vejen for en nationalsocialistisk regering. På den anden side vil det være urigtigt at skænke With tillid. Jeg vil derfor foreslå, at vi fortsætter vor afventende holdning og ikke på nogen måde engagerer os til fordel for regeringen With.

Side 41

En risiko består næppe, da With må vide, at vi kun vil tolerere ham, sålænge han ikke begår nogen illoyal handling overfor os og nationalsocialisterne". 1) A. nr. 112. 13. oktober måtte Renthe-Fink imidlertid meddele, at officerernes aktion var ude-blevet, „da grundlaget derfor åbenbart endnu ikke er tilstrækkelig udbygget", men at disse bestræbelser fortsætter. 2) A. nr. 120.

Angående den mislykkede With-regering udtaler Meissner i sin forklaring til kommissionsdomstolen, at derefter „var vi meget forsigtige overfor alle mulige Projekter, for vi kunde jo ikke komme med nye Ministerlister hvert Øjeblik". 3) A. nr. 163, st. 10.

I kommissionsdomstolen udtalte Renthe-Fink 8. maj 1948: „Jeg maa maaske endnu sige, at jeg altid har afvist at indlade mig paa Forhandlinger om Regeringsdannelse. Bl.a. har jeg uden videre afvist Spørgsmaalet om en Regering With, som fra Frits Clausens Side blev forebragt for mig". 4) A. nr. 164, st. 44.

g) DNSAPs genopbygningsplan

I oktober fik Meissner udleveret DNSAPs genopbygningsplan, som dels indeholder en oversigt over de forskellige ministeriers forretningsområde og partiets indbygning i statsapparatet og dels de foranstaltninger, som skal gennemføres, når man er kom-met til magten. Endvidere er det vedlagt et statsretligt memorandum om mulig-hederne for regeringsskifte og vedføjet dette en plan for personelle ændringer i administrationen.

Hertil er føjet nogle usignerede betragtninger, formodentlig skrevet af Meissner. Den økonomiske situation i Danmark sammenlignes med en likvidation, „der enten ikke ledes eller ledes forkert". Heroverfor stilles så DNSAPs økonomiske planer, mens regeringen „udfra sin klassepolitiske indstilling har drevet den modsatte politik og fortsætter i stigende grad denne politik uge for uge. Resultatet vil ikke udeblive — til skade såvel for Danmark som for Tyskland".

Om den politiske situation udtales, at „demokratiets indre følelse af samhørighed ikke længere eksisterer", og at „regeringen stiller sig afvisende overfor et konti-nentalt samarbejde og håber ved uvilje og ved modstand at vinde så megen tid, at den engelske sejr, som de pågældende kredse længes efter, vil være nær. Denne kendsgerning er motivet for regeringens hele handlemåde: Skabelsen af en nødtil-stand, der kan anvendes til agitation mod Tyskland, og som samtidig er egnet til at overføre den antityske stemning på den danske nationalsocialistiske bevægelse. Grundtanken er demokratiets bevarelse".

Derefter analyseres de to alternativer for DNSAP: magtovertagelse med det samme eller på et senere tidspunkt: „Resultatet af disse overvejelser er for DNSAP dette, at en magtovertagelse ikke kan ske hurtigt nok, bl.a. af den grund at man derved hurtigt bliver herre over situationen. Vintermånederne kommer man så over på en bedre måde, og alt bliver gjort rede til februar måned, i hvilken opdriften igen begynder, således at Danmark automatisk indtager sin plads, rede til at samarbejde i det nye Europa". 5) A. nr. 114. Ang. den samtale mellem direktør Juncker og Børge Bryld, som Msissner referer omtrent samtidig (A. nr. 113), har direktør Knud Sthyr og fhv. trafikminister Gunnar Larsen udtalt sig i kommissionsdomstolen. (A. nr. 168, st. 122 og A. nr. 166, st. 69—70).

Side 42

h) Ophævelsen af mødeforbudet

Både i gesandtskabet i København og i Berlin var man nu mest interesseret i DNSAP. 1) Om LS-delegationens besøg i Berlin i begyndelsen af oktober findes kun en notits om dens forhandling med rigsernæringsminister Darré 3. oktober. (A. nr. 116). I forbindelse med tyskernes interesse for LS kan i denne forbindelse nævnes, uden at en direkte forbindelse kan påvises, et telegram fra Renthe-Fink 28. februar 1941, hvori han giver udtryk for den opfattelse, at det endnu er for tidligt at oprette „et bondekontor for Danmark" eller af den grund at skabe „et nyt organ under Nordische Gesellschaft, men at Reichsnahrstand selv vælger egnede kræfter til at pleje de kulturelle og ideologiske forbindelser med de danske bønder, og at disse derefter tilsluttes gesandtskabet og politisk underlægges mig på en måde, hvorom der senere må træffes bestemmelse". (A. nr. 115 a). Det er klart, at det drejer sig om et initiativ fra Berlin, samt at Renthe-Fink foretager en afværgemanøvre for at undgå oprettelse af et af gesandtskabet uafhængigt organ, men de nærmere omstændigheder er uoplyst; og det spørgsmål, som man koncentrerede sig om i begyndelsen af oktober, var ophævelsen af mødeforbudet.

Den tyske uvilje mod det danske mødeforbud på grund af de hæmninger, det lagde på de danske nationalsocialister, er ovenfor berørt. 2) A. nr. 97. 30. juli havde den kommitterede for den indre forvaltning, Kanstein, været i Berlin og i en samtale med statssekretær v. Weizsäcker diskuteret denne sag. Om mødeforbudet forklarede Kanstein: „I praksis rammer det især de danske nationalsocialister. Den danske presse har i anledning af et enkelt tilfælde ladet skinne igennem, at den danske regering havde udstedt dette forbud efter tysk ønske", v. Weizsäcker mente, at „i øjeblikket" - 3) formodentlig på grund af toldunionsforhandlingerne; - vil det være bedst at undlade at stille et direkte krav" om dets ophævelse. „Derimod anser jeg det for rigtigt, hvis det i en passende form blev henstillet til den danske regering at ophæve mødeforbudet". 4) A. nr. 98; I juli og august fulgte så to resultatløse henvendelser til den danske regering. 5) Ang. aktstykker i de danske bilag herom se ber. VII, A. nr. 112, 113 og 116 samt her. VII, s. 58—61; 9. oktober indberetter Renthe-Fink endvidere, at den danske regering ikke havde i sinde at lempe på forbudet, men ville udnytte det til sin egen indrepolitiske fordel og berøve oppositionen mulighed for at udfolde sig. „Denne tilstand kan vi i det lange løb ikke tolerere. Jeg anser yderligere forsøg på forhandling for håbløse. Tilfældet viser klart, at vi på grund af den tilspidsede indre situation og den politik, som vi i indrepolitisk henseende forfølger i Danmark, ikke når videre ad den hidtil fulgte linie". Renthe-Fink ønsker derfor bemyndigelse til at meddele den danske regering, at mødeforbudet ikke er i overensstemmelse med de militære interesser, fordi det på den ene side benyttes til i lukkede forsamlinger at skabe stemning mod Tyskland, og på den anden side udkæmpes den indrepolitiske kamp „med rygdækning af besættelsestropperne". Mødeforbudet skal derfor ophæves. Endvidere må forlanges, at den befuldmægtigede eller den kommitterede for den indre forvaltning i fremtiden deltager i udarbejdelsen af alle forholdsregler, der tager sigte på opretholdelse af ro og orden. 6) A. nr. 117.

12. oktober fik Renthe-Fink bemyndigelse til at følge den foreslåede fremgangs-måde. 7) A. nr. 118; og 12. oktober kunne Kanstein meddele fra København, at den danske regering ville ophæve mødeforbudet „i overensstemmelse med vore ønsker". 8) A. nr. 119. Dagen efter oplyste Renthe-Fink yderligere, at den danske regering havde bøjet sig, „efter at vi havde erklæret, at vi ikke mere ville forhandle. Den nye danske ordning af mødespørgsmålet svarer til de danske nationalsocialisters ønsker og giver dem mulighed for på det påtænkte tidspunkt at påbegynde hvervning ved offentlige møder". 9) A. nr. 120.

Side 43

i. Tyske overvejelser om regeringsforandring

Hvorledes denne sidste passus skal forstås, er ikke klart, men omtrent på dette tidspunkt havde direktør Knud Sthyr, ifølge de af ham afgivne forklaringer i kommissionsdomstolen, en samtale med Renthe-Fink, hvorunder denne efter at have givet udtryk for sin misfornøjelse med toldunionssagen sagde, at „han havde overhovedet Erfaring for, at man kun bøjede sig for tyske Ønsker, naar de blev fremsat som Trusler. Dette var en uholdbar Situation. Fra tysk Side maatte man lægge Vægt paa, at man her i Landet havde en venligsindet Regering. Staunings Regering maatte bort og en nazistisk Regering maatte til Magten. Frits Clausen havde gennem Aar under kolossal Modstand baaret de nazistiske Ideer frem her i Landet, og nu var Tiden inde, hvor han skulde høste sin Løn".

Da Sthyr henviste til, at en nazistisk regering ville støde på uoverskuelig mod-stand, erklærede Renthe-Fink, at den nuværende regering ikke nød nogen sympati, fordi den ikke evnede at regere. „Der trængtes til en dybtgaaende Udrensning. En saadan vilde være det første Maal for en stærk nazistisk Regering". Da Sthyr endelig spurgte, hvorledes en sådan regering skulle komme til magten, da den ikke havde et parlamentarisk flertal, erklærede Renthe-Fink, „at Kongen sikkert ville forstaa, at han og hans Hus kun havde Chance for at forblive paa Tronen ved at slutte sig til Nazisterne, at Kongen maatte se sin eneste Chance i at følge en Regering, som det store tyske Rige havde Tillid til og var villig til at forhandle med". 1) A. nr. 168, st. 125—26, jfr. A. nr. 671.

k. Gesandt Luthers besøg i København 14. oktober

Under sit ovenfor nævnte besøg i Berlin i juli måned, 2) se side 34; skal Meissner ifølge sin forklaring til kommissionsdomstolen have foreslået gesandt Luther, at han selv kom til København for personlig at danne sig et indtryk af Frits Clausen. 14. oktober ankom Luther sammen med gesandt Werner v. Grundherr, og der arran-geredes en frokost på „Skovriderkroen", hvor Frits Clausen var eneste danske gæst, og om aftenen var der „Bierabend" i gesandtskabet, hvor cheferne for de tre værne-magtsgrene og andre „fremtrædende Personligheder" samt Clausen og hans folk var inviteret. „Aftenen, der udelukkende var helliget Clausen og hans Medarbejdere, havde et Præg, der maatte vække Opsigt og gøre et vist Indtryk". 3) A. nr. 163, st. 14 og 18. Ang. Frits Clausens samtaler med Luther se A. nr. 137 og side 49.

Om Luthers besøg har Renthe-Fink forklaret, at Luther kom for personligt at danne sig et indtryk af, „om de førende Personer inden for den danske Nationalsocialisme var egnede til at danne en Understøttelse for den tyske Politik. Vi havde ventet, at Luther vilde vende tilbage til Berlin med et forholdsvis beskedent Indtryk af Partiets førende Personligheder, men Luther fik under sit Besøg i København et langt gunstigere Indtryk af de danske Nationalsocialister, end vi havde ventet". 4) A. nr. 164, st. 38. Tidl. stats- og udenrigs-minister Scavenius udtaler i sin redegørelse for kommissionsdomstolen, at han „syntes, der var noget lumsk i", at Renthe-Fink ikke præsenterede ham officielt for Luther. A. nr. 165, st. 49. Fhv. trafikminister Gunnar Larsen forklarer: „Vi havde Indtryk af, at Frits Clausen paa det Tidspunkt var styrket, og at Faren altsaa var steget". A. nr. 166, st. 76.

L) Schwarzmanns samtale med Scavenius 17. oktober m. m.

I midten af oktober var legationssekretær Schwarzmann på besøg i København og havde 17. oktober en samtale med udenrigsminister Scavenius, hvoraf han 19. okto-ber sendte Renthe-Fink et referat.

Side 44

Efter Schwarzmanns opfattelse gjorde Scavenius, sammenlignet med tidligere, et resigneret indtryk. Han var nøje underrettet om „de sidste dages samtaler og begi-venheder". Om DNSAP udtalte han, at det ikke havde tilstrækkeligt med tilhængere, og at det i gunstigste tilfælde kun kunne vente 10 pct. af stemmerne ved et valg. Med hensyn til en omdannelse af regeringen sagde Scavenius, „at statsminister Stauning i den sidste tid var blevet gammel; han troede dog ikke, at han ville være let at erstatte, da han stadig havde stor indflydelse på arbejderne". Om sig selv udtalte Scavenius, at hans stilling var svækket, og at man stemplede ham som lands-forræder. Schwarzmann slutter med følgende bemærkninger: „Scavenius ville ikke tage nogen klar stilling med hensyn til sin deltagelse i en eventuel omdannelse af regeringen. Jeg havde indtryk af, at han ikke stod helt afvisende overfor forhand-linger med Clausen. Han ville imidlertid med sine bemærkninger om sin egen person dog give tilkende, at man fra tysk side ikke burde gøre sig altfor store illusioner om hans popularitet indenfor et Clausen-kabinet". 1) A. nr. 123.

Overfor kommissionsdomstolen har fhv. udenrigsminister Scavenius taget stærk afstand fra dette referat af sin samtale med Schwarzmann. 2) A. nr. 165, st. 47—i8.

Samme dag — 17. oktober — denne samtale fandt sted, var Meissner, Schwarz-mann, Frits Clausen, grosserer Bojsen-Møller samt daværende trafikminister Gunnar Larsen inviteret til middag hos direktør Sthyr. Om baggrunden for denne middag har Sthyr forklaret overfor kommissionsdomstolen, at han havde haft nogle samtaler med Renthe-Fink, hvorunder han stærkt angreb de danske nazister og Frits Clausen. Renthe-Fink spurgte ham, om han kendte Clausen, og da Sthyr svarede benægtende, sagde Renthe-Fink: „Saa kunde De da i det mindste gøre Dem den Ulejlighed at træffe ham og danne Dem et Indtryk af Manden". Gennem Schwarzmann blev derefter aftalt et møde med Clausen, og da det skulle finde sted 17. oktober kl. 7, inviterede Sthyr dem til en middag, hvortil også Gunnar Larsen kom. 3) A. nr. 168, st. 127.

Mens Sthyr afviser, at anledningen til dette møde skulle være et ønske om at trække ud af Frits Clausen, hvad der var sket ved sammenkomsterne med gesandt Luther, først og fremmest fordi han på dette tidspunkt intet kendte til disse, hævder Meissner, at han var uvidende om, at Frits Clausen skulle komme, og hans indtryk var, at Sthyr ville pumpe Clausen. Den samme forklaring har Renthe-Fink afgivet. 4) A. nr. 162, st. 3—4 og A. nr. 164, st. 37.

Om selve middagen foreligger en notits til Renthe-Fink fra Meissners hånd. 5) A. nr. 122; og desuden har han, 6) A. nr. 163, st. 11; ligesom Renthe-Fink, 7) A. nr. 164, st. 37; Gunnar Larsen, 8) A. nr. 166, st. 71; og Sthyr, 9) A. nr. 168, st. 126 f; udtalt sig i kommis-sionsdomstolen.

I sit referat dagen efter middagen skriver Meissner ang. Gunnar Larsens udtalelse, at han i de kommende uger ventede en stærk nedgang i levefoden, og at „en erklæret tyskvenlig regering ikke måtte belastes med disse vanskeligheder. Han er dog heller ikke tilhænger af, at statsminister Stauning og den nuværende regering får en længere levetid". Han og Sthyr skulle derefter have foreslået Clausen, at han indtog en vis velvillig holdning overfor en overgangsregering med prins Axel som statsminister. Heri skulle nationalsocialisterne have to ministerposter. Clausen lovede at give svar herpå i løbet af en uge.

Side 45

Meissner fortæller videre, at aftenen i gesandtskabet med nationalsocialisterne „har gjort et meget stærkt indtryk på regimet. I aftes var der ministerråd. Man skal her, som det blev antydet, have sondret den mulighed at tage to nationalsocialister ind i samlingsregeringen".

Efter at have omtalt, at Sthyr kritiserede chefen for udenrigsministeriets presse-bureau, Karl Eskelund, slutter Meissner sit referat med at skrive, at Clausen havde diskuteret, om man ikke burde overveje en prins Axel regering for at komme af med Stauning. Prinsen kunne dog ikke skabe en positiv regering, han ville blive upopulær og dermed svække kongehusets stilling. „Dette var ud i fremtiden et moment, som man ikke uden videre burde vise fra sig". I sin forklaring for kommissionsdomstolen fastholder Meissner sit referat, omend han søger at forflygtige visse af oplysningerne.

Sthyr afviser hans referat som pure opspind og henviser først og fremmest til, at Frits Clausen allerede ved sin ankomst var beruset og under middagen drak så meget, at en samtale overhovedet ikke kunne føres. Det samme gælder efter hans oplysning Meissner og Schwarzmann. I det store og hele giver Gunnar Larsen udtryk for samme opfattelse af middagens forløb, idet han vel ikke afviser, at visse af de spørgsmål, som nævnes i Meissners referat, kan være nævnt, men hævder, at den måde, hvorpå samtalerne refereres, er forkert.

Sthyr forklarer derefter, at ovenpå denne for Frits Clausen uheldige aften for-stærkede han sine angreb på Clausen, hvorefter Schwarzmann og Kanstein henvendte sig til ham og spurgte, om man ikke kunne arrangere en ny sam-menkomst, „saaledes at jeg kunde danne mig et Indtryk af ham, naar han var i en noget bedre og sober Tilstand". På denne måde ordnedes middagen på „Ny Rosen-borg" 25. oktober, hvor foruden Sthyr og Gunnar Larsen, Meissner, Schwarzmann og Kanstein samt kontorchef Peschardt var tilstede. Herom foreligger to samtidige referater fra Meissner og Schwarzmann, som de ifølge Meissners udtalelse til kommissionsdomstolen udarbejdede hver for sig. 1) A. nr. 126 og 127. Også med hen-syn til denne sammenkomst kan det, uden at man behøver at gå i detailler, fastslås, at de tyske og danske versioner af aftenen er vidt forskellige, og den fremstilling, som gives af Meissner og Schwarzmann om samtalens to hovedemner: prins Axel regeringen, samt at Scavenius og Gunnar Larsen burde udtræde af regeringen Stauning for derved at fremkalde dens fald, afvises af de danske deltagere, mens kontorchef Peschardt i det store og hele ikke kan oplyse meget om, hvad der foregik. 2) A. nr. 167, st. 103 f.

m) Renthe-Finks indberetning 22. oktober

På dette tidspunkt havde Renthe-Fink imidlertid i en indberetning af 22. oktober taget afstand fra Frits Clausens øjeblikkelige overtagelse af magten.

Renthe-Fink indleder med at erklære, at danskerne ikke er villige til at drage konsekvenserne af de magtpolitiske forhold i Europa, hvilket Scavenius' mislykkede forsøg på at få gennemført toldunionen viser.

I begyndelsen var stemningen i Danmark forholdsvis venlig mod Tyskland, men i de sidste måneder er indstillingen blevet meget strammet. Regeringen kan ikke fritages for ansvar for denne udvikling, fordi den intet har foretaget sig for at påvirke stemningen i positiv retning. Når regering, presse og radio har bøjet sig for tyske ønsker, er det sket for at opfylde tyske krav. Hviskekampagnerne er ikke blevet bekæmpet. Som eksempel på,

Side 46

hvad der tillades af antitysk propaganda, nævner Renthe-Fink den kampagne, der føres af Christmas Møller. „I det hele forfølger den danske regering til trods for sine bedyrelser om det modsatte en konjunkturpolitik, som går ud på at undgå, at man lægger sig principielt fast, sålænge den tyske sejr i dens øjne endnu ikke er definitivt fastslået".

Renthe-Fink afviser muligheden af en ændring i den nuværende regerings hold-ning, fordi den lider under indre modsætninger; „sålænge den nuværende regering er ved roret, er der ingen mulighed for at opnå, at Danmark oprigtigt og snævert knytter sig til Tyskland".

Frits Clausen og DNSAP er den eneste politiske organisation, som „med energi og ansvarsbevidsthed går mod strømmen" og går ind for Danmarks indlemmelse i det stortyske rum under Tysklands ledelse. Selvom de i den sidste tid har vundet en talmæssig og politisk større betydning, er „de til trods herfor endnu ikke stærke nok til at overtage magten uden afgørende hjælp fra os".

Renthe-Fink fortsætter: „Dr. Clausen har nu i disse dage henvendt sig til mig for at anmode om denne hjælp, da han frygter, at hans parti vil blive knust af den tiltagende tyskfjendtlige stemning, såfremt det nuværende regeringssystem ikke styrtes indenfor overskuelig tid ... Ved en udsættelse af magtovertagelsen ville der for DNSAP opstå en krise, hvis resultat i dag endnu ikke kunne overskues".

Renthe-Fink forklarer, at Clausen dermed forlader den linie, han hidtil har fulgt, og som gik ud på først at tage magten, når den økonomiske og sociale udvikling havde nået et lavpunkt og det nuværende regimes svigten dermed ikke længere kunne tilsløres. „Nu anser dr. Clausen det for rigtigere at overtage regeringen så hurtigt som overhovedet muligt".

Renthe-Fink fortsætter: „Jeg er med dr. Clausen enig i, at det er ønskeligt, at han overtager magten hurtigst muligt. Indsættelsen af en nationalsocialistisk regering ved hjælp af os er dog i betragtning af de nuværende forhold i Danmark en tungtvejende foranstaltning, hvorved vi overtager et stort politisk ansvar. Jeg er derfor af den opfattelse, at en tilstrækkelig økonomisk støtte til den nye regering i alle tilfælde må være sikret i forvejen, fordi der i de kommende vintermåneder i Danmark vil indtræde en nødsituation, under hvilken ingen dansk regering kan bestå uden hjælp udefra".

Renthe-Fink opregner derefter de muligheder, som findes. Ved en øjeblikkelig magtovertagelse uden kup må kongens medvirken sikres. „Som bekendt afviser kongen i dag nationalsocialisterne og navnlig dr. Clausens person. Det er dog muligt, selvom det ikke er sikkert, at han vil give efter for et stærkt tysk tryk, såsnart han erkender, at han ellers bringer sin trone og sit dynasti i fare". Man må dog regne med, at kongen vil lade et krav om en regering Frits Clausen udvikle sig til en forfatningskrise.

Renthe-Fink går derfor over til den tankegang, at inden man går til kongen, må den siddende regering svækkes. Det må ske ved en egnet propaganda, „men i hovedsagen ved en følelig skærpelse af det tyske riges officielle holdning overfor regeringen Stauning, som om nødvendigt måtte forstærkes indtil en formel mistillidserklæring. Jo stærkere det bringes til kabinettet Staunings bevidsthed, at det har tabt vor tillid og derfor heller ikke kan regne med vor virksomme støtte til at afhjælpe Danmarks vanskeligheder, jo snarere vil statsministeren af sig selv være rede til at træde tilbage fra regeringen". Dermed vil kravet til kongen om Clausens magtovertagelse få baggrund.

Tilsidst når Renthe-Fink så til forslaget om, at man må gå en mellemvej. Regeringen Stauning kan tolereres indtil et passende tidspunkt, uden at der gives den lejlighed til at styrke sin stilling i folket. En anden vej er dannelsen af en overgangsregering uden officiel tysk medvirken,

Side 47

hvori visse nøglestillinger besættes med nationalsocialister. „Denne tanke er alle-rede flere gange blevet ventileret af danske politiske kredse overfor DNSAP. Om man skal foretrække en overgangsregering eller tolerere kabinettet Stauning, henholdsvis en anden regering uden nationalsocialistisk deltagelse, er et spørgsmål, som ikke på forhånd kan besvares. Da den indrepolitiske udvikling trænger til en klaring, anmoder jeg om, at der snarest muligt træffes en principiel afgørelse om, hvilken politisk linie der skal følges". 1) A. nr. 125. Fra omtrent samme tidspunkt findes i Renthe-Finks papirer en udateret og usigneret „notits om de danske nationalsocialister". Hovedsynspunktet heri er, at de „søger i dag at hyppe deres egne partimæssige kartofler". De har intet positivt arbejde udført. Deres tyskvenlighed stammer fra ønsket om at udnytte konjunkturerne og „lade sig løfte i sadlen af tyskerne". Deres propaganda mod regeringen lyder godt, „man det ses ikke, hvorledes en anden regering bedre skulle have løst proble-merne". Den nuværende regering har flertallet bag sig, og DNSAP mangler personligheder. (A. nr. 128). Få dage tidligere, 21. oktober, indberetter Renthe-Fink om nogle planlagte befæstningsanlæg på Bornholm og bemærker: „Det er selvfølgelig udelukket, at dansk samtykke indhentes". (A. nr. 124). Jfr. imidlertid v. Weizsäckers stilling til udsendelsen af storhertugen af Mecklenburg-Sohwerin til København, der øjensynlig var foranlediget af parti-instanser. (A. nr. 132).

Renthe-Finks motivering for at rejse spørgsmålet om DNSAPs magtovertagelse var altså Frits Clausens henvendelse til ham om tysk støtte til en øjeblikkelig national-socialistisk regeringsdannelse. I deres redegørelser i kommissionsdomstolen giver både Renthe-Fink og Meissner en anden forklaring. I sin udtalelse 8. maj 1948 forklarer Renthe-Fink nemlig, at indberetningen er svar på forskellige spørgsmål, der var blevet stillet af gesandt Luther. „Som Følge deraf har vi prøvet de forskellige Spørgsmaal, undergivet dem en hypotetisk Prøvelse ... Derved ligger Beretningens Tyngdepunkt i de sidste negative Punkter, men med hele den Indstilling, som den i disse Spørgsmaal afgørende Afdeling Luther havde, maatte der tages Hensyn til, hvilken Politik der var blevet fastlagt i Berlin". 2) A. nr. 164, st. 39.

Meissner forklarer, at „Indberetningen staar i direkte Forhold til Luthers Besøg. Luther har vist ønsket at faa en Indberetning, og Gesandten har ogsaa fundet det passende at give en saadan Indberetning". 3) A. nr. 163, st. 18.

DNSAPs planer gik øjensynlig ud på, at den såkaldte mindeappel 17. november skulle danne kulminationen og føre til magtovertagelsen. Renthe-Fink forklarer imidlertid, at resultatet af hans indberetning var en instruks, som han modtog i no-vember. 4) Denne instruks findes ikke i aktstykkerne; før „den store nationalsocialistiske Demonstration skulde finde Sted, og som bemyndigede mig til at forlange af Clausen, at han standsede Angrebene paa Regeringen". 5) A. nr. 164, st. 39.

Meissner giver imidlertid yderligere oplysninger. Han fortæller, at Frits Clausen efter 25. oktober besluttede at slå på „den 9. April-Propaganda", som skulle kulminere 17. november. En del af denne propaganda var tilrettelagt af Wenck og Blankensteiner, „men den tyske Gesandt tog i Tide Lejlighed til at advare Clausen mod Propagandaens Tendens; men vi havde nu givet Propagandamidler til DNSAP uden nogen som helst Betingelser, og derfor fandt vi det ikke tilraadeligt at indblande os i selve Propagandaen, som Clausen jo selv maatte svare for". Meissner forklarer videre, at årsagen til rigsudenrigsminister v. Ribbentrops telegram „ganske faa Dage inden den 17. November" var følgende „moralske" betragtning, „at naar man gennemfører en Besættelse og efter Besættelsen, trods Regeringens Protest, dog naar til en vis Forstaaelse med selve Regeringen, saa kan man ikke, mens man har Tropperne i Landet, taale, at den siddende Regering bliver angrebet

Side 48

som Forrædere i et saadant Øjeblik. Det er altsaa netop det moralske, som var ganske utaaleligt set fra tysk Side, og det medførte, at Clausen paa Grund af Ribben-trops Telegram blev bestilt til Gesandtskabet og fik streng Ordre til at undlade alt, hvad der kunde give Anledning til stærke Angreb paa Samlingsregeringen paa Grundlag af den 9. April". 1) A. nr. 163, at. 29—30. 25. november meddeler Renthe-Fink til Berlin, at han påtænker at oprette „et særligt referat" til Meissner, da det har vist sig nødven-digt at centralisere alle spørgsmål ang. DNSAP i gesandtskabet. (A. nr. 133).

I sin redegørelse i kommissionsdomstolen forklarer Gunnar Larsen, at hans indtryk af samtalerne ved middagen 25. oktober var, at det nu var alvor med Frits Clausen, „og han kunde paaregne den fornødne Støtte dertil". Han gik derfor til Stauning og fortalte ham om denne samtale og satte endvidere Vilfred Petersen i gang med nye aktioner mod Clausen-folkene. 2) A. nr. 166, st. 83. Endelig forklarer fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius om den danske regerings opfattelse af den mis-lykkede magtovertagelse og den tyske indgriben: „Ja, det kunde man se udefra, for dette Omsving skete saa pludseligt, at der maatte være sket noget fra tysk Side". 3) A. nr. 165, st. 56.

I sin forklaring i kommissionsdomstolen udtaler Renthe-Fink, at krisen imidlertid ikke var overstået efter 22. oktober, „for Regeringen havde endnu ikke ændret sin Politik". 4) A. nr. 164, st. 39.

4. november indberetter han kritisk til v. Grundherr og Luther om statsminister Staunings tale i Aarhus 3. november. Han skriver, at Stauning mere indgående end hidtil omtalte „det fremtidige forhold til Tyskland, idet han konstaterede, at Danmarks fremtidige forbindelser med verden muligvis ville blive mindre omfattende end tidligere, og at Tyskland ville blive den nærmeste og mest betydningsfulde forbindelse ... stærk nervøsitet kom for dagen i Staunings fornyede angreb på den nationalsocialistiske fornyelsesbevægelse, som blev bebrejdet, at den ville indføre udenlandske systemer, hvilket var umuligt ad legal vej". Renthe-Fink konkluderer, at Staunings tale er et nyt forsvar for det socialdemokratiske parti og „viser ingen positiv linie for fremtiden. Det er dog bemærkelsesværdigt, at han for første gang åbent henviste til muligheden af økonomiske særaftaler med Tyskland. Øjensynlig tænker han hermed på atter at puste liv i den allerede tidligere af Scavenius ventilerede idé om en toldunion, så at sige som betaling for, at Danmarks uafhæn-gighed, indbefattet dets nuværende regime, respekteres. 5) A. nr. 129. Renthe-Fink er ligeledes meget kritisk i en indberetning 7. december vedr. en artikel af folketingsmand Hedtoft-Hansen i „Folkeviljen" om den danske nazisme. (A. nr. 136). Se iøvrigt om denne afsnit 6.

En belysning af DNSAPs svage stilling og dermed en underbyggelse af Renthe-Finks synspunkter indeholdes i to breve, skrevet fra København af den tyske journa-list Hermann Kiy, hvoraf det ene er adresseret til dr. R. Jügler, der var redaktør ved „Berliner Börsen Zeitung", som Auswärtiges Amt benyttede, når det ønskede synspunkter eller oplysninger formidlet til offentligheden. En kopi af dette sidste brev er sendt til Renthe-Fink.

Kiy hævder, at den udfordrende tone i den danske presse skyldes overbe-visningen om, at Tyskland til syvende og sidst vil anse det for uklogt at gennemføre en voldelig løsning i Danmark i strid med løfterne den 9. april, samt at man på tysk side er blevet usikker på grund af Clausenbevægelsens fiasko. Kiy anfører, at fronten mod Clausen er blevet styrket,

Side 49

selvom der samtidig i de gamle partier under den faste overflade hersker uro og rådvildhed. Indenfor alle partierne er der en uklar tilbøjelighed til at nærme sig Tyskland. 1) A. nr. 134 og 135.

n) Frits Clausens brev til Luther 11. december

11. december foretog Frits Clausen en henvendelse til gesandt Luther. Han minder i sit brev om sin advarsel i oktober mod den propaganda, som det herskende regime organiserer, og „som ikke blot kunne medføre fare for de danske nationalsocialisters stilling, men samtidig heller ikke udelukkede pinlige overraskelser for Tyskland ... at det fra tysk side ville være tilrådeligt ikke altfor længe at stille sig afventende eller være tolerant overfor denne udvikling."

Clausen forklarer derefter, at modstanden mod nationalsocialismen og Tyskland siden da er blevet styrket, idet nationale (Christmas Møller) og internationale (Hedtoft-Hansen) interesser benytter besættelsen til at styrke modstanden mod natio-nalsocialismen. Dette medfører, at den del af befolkningen, der slutter sig til tanken om det storgermanske skæbnefællesskab, må overvinde store vanskeligheder. Denne agitation mod nationalsocialismen retter sig imidlertid i virkeligheden mod Tyskland.

Frits Clausen skriver videre, at angrebene på den danske nationalsocialisme af befolkningen forstås således, at den tolereres af Tyskland, og: „Jeg tror nok, at De på grund af denne karakteristik af den nuværende situation vil forstå det, når jeg overfor Dem udtaler, at min bevægelse er ved at blive kvalt. Ved Deres besøg sagde jeg til Dem, at det var bedre at kæmpe med ulve end at blive trådt ihjel af gæs. En i enhver henseende uafgjort situation både overfor regimet og overfor den enfoldige tænkeevne hos den enkelte danske nationalsocialist må føre til en situation, hvorved den sidste fare rykker nærmere".

Frits Clausen erklærer derefter, at han under Luthers besøg forklarede ham, at det var tvivlsomt, om det ville være godt at udskyde en afgørelse for længe. Denne situation har ikke ændret sig, og han slutter: „Jeg har overfor Dem, højtærede hr. Luther, åbent og ærligt givet udtryk for min nuværende stilling til tingene, fordi dette efter min opfattelse er nødvendigt. Spørgsmålet om, hvad der kommer efter systemet, interesserer mig ikke, det interesserer mig alene, at et sådant mod nationalsocialismen og Tyskland stærkt opelsket had bryder sammen. Kun i det tilfælde ser jeg i dag en situation, der gør det muligt for mig med al kraft at løse nationalsocialismens opgaver indenfor mit folk og derved for dette folk bane vej til et germansk samarbejde indenfor det nye Europa". 2) A. nr. 137.

o) Renthe-Finks besøg i Berlin 19—20. december 1940

Krisen om fhv. handelsminister Christmas Møllers stilling bliver på dette tidspunkt akut, 3) se herom afsnit 6; og samtidig fortsætter spændingen omkring de danske nationalsocialister. 12. december indberetter Renthe-Fink, at regeringen åbenbart finder tidspunktet gunstigt til at genere nationalsocialisterne, siden disse mod forventning ikke kom til magten i november. „Ved den planmæssige måde, hvorpå regeringen går frem mod de danske nationalsocialister, bringes partiets udviklings-mulighed alvorligt i fare. Derfor vil det efter mit skøn politisk ikke være ubelejligt, hvis den nuværende samlingsregering bliver sprængt på grund af tilfældet Christm. Møller. Dannelsen af en anden regering uden nationalsocialisterne,

Side 50

- som sikkert vil blive svagere, kan man imødese med ro. Udbeder mig telegrafisk instruks, om jeg kan forstærke presset i den hidtil fulgte retning". 1) A. nr. 138;

Tre dage efter indberetter Renthe-Fink om sammenstødet i Haderslev mellem politi og nationalsocialister og skriver, at politiet gik langt ud over det nødvendige og undlod at vise den nødvendige takt. Dette kan på den ene side „føres tilbage til myndighedernes nervøsitet, på den anden side til den klapjagt, som i den sidste tid i stigende grad har kunnet iagttages på DNSAP fra samlingspartiernes side. Vi har sagt til Clausen, at sådanne begivenheder ikke er i vor interesse og kun skader ham og partiet".2) A. nr. 139.

19.—20. december var Renthe-Fink i Berlin, og i samtaler med rigsudenrigs-minister v. Ribbentrop, gesandt Luther m. m. blev forskellige aktuelle spørgsmål løst. Dette gjaldt først og fremmest Christmas Møller sagen. Dernæst spørgsmålet om finansiel støtte til de danske nazister. 20. november havde Renthe-Fink indsendt en oversigt over 540.092 kr. 98 øre, som var blevet benyttet af DNSAP til propaganda siden slutningen af september. 3) A. nr. 130-31. 20. december gik v. Ribbentrop med til, at der yderligere blev stillet en halv million til disposition over det tyske gesandt-skab i København og SD.s kommitterede, v. Löw. 4) A. nr. 143.

Endvidere fik Renthe-Fink af v. Ribbentrop ordre til at få den danske presses angreb på DNSAP standset. 5) A. nr. 142.

Sin samtale med v. Ribbentrop om den aktuelle politiske situation i Danmark refererer Renthe-Fink således, at v. Ribbentrop fastslog, at hans vigtigste opgave var „at sørge for de tyske troppers sikkerhed". Det næste synspunkt for den tyske politik var, „at englænderne ikke blev sat i stand til at sige, at vi undertrykte et lille, værge-løst land. Der må ikke på grund af udviklingen i Danmark opstå vanskeligheder for rigets politik. Dette skal naturligvis ikke forstås således, at vi skal finde os i alt fra danskernes side. Jeg er tværtimod bemyndiget til at tage kraftigt fat på enhver agitator, og hvis det er nødvendigt også lade ham anholde".

Endvidere skulle Renthe-Fink støtte alle elementer, der var parat til samarbejde med Tyskland. Ribbentrop spurgte om udsigterne for de danske nationalsocialister, hvortil Renthe-Fink svarede med en henvisning til de store vanskeligheder, som Clausen måtte overvinde, og den afgørende indflydelse, som nedkæmpningen af England ville få på den danske holdning. „Jeg understregede, at det ikke er muligt at forudsige, hvornår de danske nationalsocialisters magtovertagelse" kan komme på tale. Ribbentrop spurgte, om Clausen også var parat til at træffe aftaler om „alt det, som vi må forlange politisk, militært og økonomisk. Danmark skal ganske vist ikke gøres til et „Gau" i riget, men beholde sin selvstændighed, men f. eks. militært behøver vi støttepunkter og deslige". Dette bekræftede Renthe-Fink og Luther og ligeledes, at Clausen havde kontrollen over sit parti.

Ribbentrop spurgte derefter om kongens stilling og udtalte, „at en kongekrise ville være ham politisk ubelejlig". Renthe-Fink svarede, at kongen foreløbig nægtede at overdrage Clausen regeringsmagten, men at hans indstilling ville ændres, når han så, at nationalsocialisterne tog til i betydning og var blevet en alvorlig politisk faktor. Afgørende for kongens holdning ville imidlertid blive resultatet af krigen med England „og den dermed forbundne erkendelse af, at Danmark befinder sig fuldstændigt indenfor den tyske magtsfære". 6) A. nr. 141.

Side 51

Renthe-Fink og Kanstein havde ligeledes en samtale 20. december med v. Grund-herr og legationsråd Rademacher. Man blev enig om, at „min aktion i København ikke blot skal tage sigte på Christmas Møller, men skal lægges på et større plan". Derfor skulle ikke alene stilles krav med hensyn til Christmas Møller, men den danske regering forpligtes til at hindre al antitysk agitation. I den forbindelse „må der gives den nuværende danske regering et mistillidsvotum i den form, at vi til kongen henh. Scavenius siger, at den nuværende regering har svigtet fuldstændigt i denne henseende. I særdeleshed er den i sin tid overfor os notificerede regeringserklæring af 8. juli 1940 i det væsentlige forblevet døde bogstaver. Vi har efter de hidtidige erfaringer med den nuværende regering ingen tro på, at den vil være i stand til at gennemføre en gennemgribende forbedring i denne henseende. Vi anser overhovedet ikke en partipolitisk så bunden regering som den nuværende regering Stauning for egnet til at gennemføre et virkelig frugtbringende samarbejde med os. Der var enighed om, at det vil være uklogt at inddrage de danske nationalsocialister i denne debat". Endvidere var man enig om, at tyskerne selv ikke skulle engagere sig ved dannelsen af en ny regering, „men ... først fælde dom over den, når det har vist sig, hvordan den står sin prøve i praksis". 1) A. nr. 144.

p) Renthe-Finks démarche 30. december

30. december havde Renthe-Fink en samtale med Kongen, til hvem han udtalte, at Tyskland ønskede at bevare det gode forhold til Danmark, hvilket også var fremgået af Renthe-Finks samtale med v. Ribbentrop fornylig. Krigen ville mod forventning vare længere og som følge deraf situationen i Danmark blive vanskeligere, selvom Tyskland gjorde, hvad det kunne for at hjælpe. Den danske regering havde imidlertid til trods for løftet den 8. juli intet gjort for at opfylde dette. Renthe-Fink nævnte, at det havde været nødvendigt at udøve pres for at få fjernet tyskfjendtlige personer som Christmas Møller. Regeringen var efter Tysklands opfattelse hæmmet af partipolitiske hensyn og ude af stand til at gribe ind mod den antityske agitation. Den skubbede ansvaret for Danmarks vanskeligheder over på Tyskland. Man var skuffet over Stauning, da det var tydeligt, „at han ikke længere kunne gøre sig tilstrækkelig stærkt gældende i kabinettet og i sit parti. Under disse omstændigheder forekom det mig nødvendigt, at der blev dannet en regering, der var fri for partipolitiske forpligtelser og ikke var underkastet påvirkning fra personer, som i forholdet til Tyskland var politisk belastede".

Kongen svarede, at det var hans indtryk, at regeringen ærligt havde bestræbt sig for at opfylde de tyske ønsker, og han henviste bl.a. til Danmarks økonomiske præsta-tioner. Om Stauning udtalte han, at kun den tillid, „som han nød hos befolkningens brede lag, havde gjort det muligt, at befolkningen roligt tog de indgribende foran-dringer og indskrænkninger".

Derefter nævnte Renthe-Fink tilfældet Ørum og „den forbavsende kendsgerning, at emigrantkomiteerne, navnlig Matteottikomiteen, endnu ikke var blevet opløst."

Kongen kom derefter ind på de danske nationalsocialister, som han „afviste uden undtagelse". Han fordømte partiets almindelige holdning og sproget i dets presse. „Da kongen sagde, at Danmark i Nordslesvig havde måttet overtage talrige personer som dr. Clausen, der slet ikke var rigtige danske, indvendte jeg, at jeg hidtil på grund af danskernes fremstilling havde antaget, at der i Nordslesvig havde været et flertal af ægte danske".

Renthe-Finks beretning slutter således: „Kongen undgik øjensynlig at binde sig på nogen måde og betonede, at folket „så op til ham som sin beskytter",

Side 52

og at han intet kunne foretage sig mod folkets vilje. Han henholdt sig også til memorandummet af 9. 4. ... og bemærkede, at en partipolitisk ubundet regering var i strid med forfatningen. Jeg svarede hertil, at vi ikke ville blande os i Danmarks indrepolitiske forhold, men at vi dog havde pligt til at gøre opmærksom på de omstændigheder, som kunne være til skade for den tysk-danske forståelse og dermed for vore militære interesser". 1) A. nr. 145.

I et telegram fra den samme dag, hvori Renthe-Fink kort skildrer denne samtale, skriver han, at kongen forsøgte at tage regeringen Stauning i forsvar, „men det kun-ne dog mærkes, at min redegørelse gjorde indtryk, og at han ikke ville modsætte sig omdannelsesbestræbelser".

I en samtale med udenrigsminister Scavenius samme dag nævnte Renthe-Fink de punkter, som var blevet drøftet i Berlin den 20. december, og føjede især til „at også klapjagten mod de danske nationalsocialister må indstilles". Renthe-Fink konkluderer således: „Regeringskrisen synes nu foreløbig at tilspidse sig i retning af Staunings udelukkelse. Omdannelsesbestræbelser drives navnlig frem af Scavenius, der selv er skuffet over Stauning". 2) A. nr. 146.

r) Diskussionerne i januar 1941 om regeringsomdannelsen

8. januar kunne Renthe-Fink indberette, at Stauning over en mellemmand havde søgt føling med tyskerne „for at opfylde vort ønske om dannelse af et partipolitisk ubundet kabinet". Som statsminister havde han foreslået generaldirektør for statsbanerne Knutzen. „Han har også stillet i udsigt opfyldelsen af vort ønske om, at overfor os politisk belastede personer blev fjernet fra partivirksomhed. Stauning går dog her ud fra den forudsætning, at vi ikke rejser indvendinger, hvis han forbliver i regeringen som udenrigsminister".

Renthe-Fink rejser det spørgsmål, hvorledes man skal reagere overfor Staunings føler. Han skriver, at situationen er blevet forværret, fordi man frygter, „at vi er ude efter at udøve en bestemmende indflydelse på den indre danske politik". Dersom denne stemning fortsætter, er det sandsynligt, „at regeringen Stauning kun træder tilbage under protest med det resultat, at overvejende dele af befolkningen går i forsvarsstilling, og at navnlig arbejderne går i opposition; at kongen under disse omstændigheder holder fast ved en regeringsomdannelse, kan næppe antages".

Tilsidst kommer Renthe-Fink ind på de danske nationalsocialisters stilling og skriver, at de naturligvis foretrækker, at Stauning glider ud af det politiske liv, men anser det for det væsentligste, at der udnævnes en ny regeringschef, og vil acceptere valget af Knutzen. 3) A. nr. 147.

Den 8. januar indberetter Renthe-Fink om en samtale med udenrigsminister Scavenius. Han skriver som indledning, at Scavenius allerede længe har klaget over Staunings passivitet og ikke følt sig tilstrækkelig støttet af ham i sin Tysklandspolitik. Som følge af Renthe-Finks tidligere udtalelser har han „ikke med urette ... draget den slutning, at vor kritik hovedsagelig rettede sig mod Stauning". Han har derfor gjort sig anstrengelser for at trænge Stauning ud af regeringen, men denne har opfattet hans bestræbelser som en personlig intrige „og haft fornemmelsen af, at Scavenius forsætlig har overdrevet vore krav, forsåvidt angår hans — Staunings — person". Stauning har derfor nægtet at træde tilbage.

Side 53

Renthe-Fink oplyser derefter om samtalen med Scavenius, at denne stillede „det forbløffende spørgsmål, om det ikke var muligt at lade Stauning forblive som statsminister, hvis regeringen lagde sig fast på et aktivt program i overensstemmelse med de af mig nævnte punkter".

Renthe-Fink diskuterer derefter, hvorvidt man skal gå med til, at Stauning fortsætter som statsminister, og skriver, at herimod kan intet indvendes. „Dette kan, såvidt det kan overses, oven i købet indeholde en garanti for en rolig, fortsat udvikling", men det må undgås, „at vi kommer i en situation, hvor det ser ud, som om vi påtvinger Danmark en løsning, eller hvor det store flertal af befolkningen, navnlig arbejderne, går i forsvarsstilling overfor os eller oven i købet går over til passiv modstand". Renthe-Fink diskuterer dernæst det andet spørgsmål, nemlig Knutzens udnævnelse til statsminister, der karakteriseres som et skridt fremad. „Vanskeligheden ligger i, at statsminister Stauning gør krav på stillingen som uden-rigsminister".

Tilsidst skriver Renthe-Fink: „Hvorledes det end måtte forholde sig, bør vi efter mit skøn principielt ikke reagere negativt overfor Staunings føler, men lade ham meddele, at vi er indforstået med hans forslag om Knutzen som statsminister. Vi er endvidere indforstået med, at han forbliver i kabinettet. Hvad angår fordelingen af portefeuillerne, ligger det os fjernt at udøve nogen som helst indflydelse herpå. Vi venter imidlertid, at de bekendte, af os meddelte punkter bliver gennemført; heraf vil vor holdning overfor kabinettet være afhængig. Vi har heller ingen anledning til at fremkalde indtrykket af, at vi ikke fuldtud anerkender Scavenius' ærlige bestræ-belser, og at vi fra vor side fortrænger ham fra hans stilling.

Til afgørelse står det spørgsmål tilbage, om det kan gå an at lade skinne igennem, at vi til syvende og sidst vil kunne tage Stauning med i købet også som uden-rigsminister, eller om vi bør afvise ham som sådan". 1) A. nr. 148. Omtrent samtidig, 15. januar, foreligger en indberetning om stemningen i Danmark fra et medlem af „Wehr-wirtschaftstab Dänemark", Forstmann. Han skriver, at det falder danskerne vanskeligt at stille sig på kendsgerningernes grund og rette blikket mod fremtiden. Han nævner derefter, at stemningen i Danmark overfor Tyskland er dalende, hvilket man ikke bør overse. Grundene hertil er, at Tyskland og dets forbundsfæller ikke har vundet større militære sejre, den forværrede økonomiske situation og endelig også den engelske propaganda. A. nr. 151.

8. januar anmodede Renthe-Fink om, at regeringsudvalgsforhandlingerne om øko-nomiske spørgsmål, der skulle begynde 13. januar, af hensyn til den indrepolitiske situation blev udsat til slutningen af januar. 2) A. nr. 149.

14. januar meddelte Renthe-Fink derefter, at Stauning havde underrettet Scave-nius om planen, der gik ud på, at Stauning skulle afgive statsministerposten og til gengæld overtage udenrigsministerposten, mens Scavenius var tiltænkt gesandt-skabsposten i Berlin. Stauning havde dog fremstillet det, som om ideen ikke stammede fra ham, men fra tyskerne. Renthe-Fink skriver i denne forbindelse: „Scavenius er tilsyneladende rede til i den tysk-danske forståelses interesse at gøre plads for Stauning, tilmed da det er ham bekendt, at kongen af hensyn til bevarelsen af den sociale fred kun vil give sit samtykke til en regeringsomdannelse, hvis Stauning forbliver i regeringen". 3) A. nr. 150;

s) Ribbentrops afgørelse 11. januar 1941

Den 11. januar blev spørgsmålet om, hvilken kurs Tyskland skulle følge i den danske regeringskrise, afgjort af rigsudenrigsminister v. Ribbentrop, som gav instruks om, at Renthe-Fink skulle afgive følgende erklæring til den danske regering:

Side 54

„1) Et ministerium Knutzen vil tiltale os. 2) Vi lægger afgørende vægt på, at Scavenius atter får tildelt en vigtig post i det nye ministerium. 3) Vi er indforstået med, at Stauning overtager udenrigsministerposten i ministeriet Knutzen. 4) Den nye regering skal garantere, at enhver antitysk agitation undertrykkes, og at der sker en tilpasning til den tyske linie. Regeringen må ikke skride ind mod de danske national-socialister, men skal anerkende disse som et ligeberettiget og jævnbyrdigt parti". 1) A. nr. 153.I det telegram, hvori gesandt Luther meddelte Renthe-Fink denne afgørelse (15. januar), var punkt l ændret til: „Fra vor side er der intet at indvende imod et kabinet Knutzen"; punkt 2 til: „Vi lægger afgørende vægt på, at minister Scavenius får en vigtig post indenfor det nye kabinet, f. eks. stillingen som kultusminister". 2) A. nr. 152.

På dette tidspunkt forsøger Frits Clausen endnu en gang at gøre sig gældende og sender 16. januar til Renthé-Fink afskriften af et brev, som han den samme dag havde sendt til dr. Draeger i Nordische Verbindungsstelle.

Heri opremser han alle de vanskeligheder, som han møder i sin politiske kamp, og skriver, at „en uindskrænket fortsættelse af den nuværende udvikling uundgåeligt måtte føre til anvendelse af magtforanstaltninger, som kun kunne vanskeliggøre og forsinke udviklingen af et ærligt venskabeligt forhold mellem Tyskland og Danmark". Han fortsætter, at den modstand, han møder, vil medføre, at han må gå i en politisk defensiv stilling, og slutter: „Jeg tror imidlertid, at en sådan omstilling af min organisation i det mindste i politisk henseende i høj grad vil vanskeliggøre og forhale den nationalsocialistiske idés sejr her til lands. Skal denne sejr vindes indenfor overskuelig tid, ser jeg kun den ene udvej, at der sker en hurtig og gennemgribende ændring af det nuværende regeringssystem, og at der ligeledes skrides radikalt ind overfor de maskerede og de åbenlyse redskaber for dette system og dets organer, hvis virksomhed kun er rettet mod den nationalsocialistiske verdensanskuelse, det Tyskland, der bæres af denne verdensanskuelse, og det Europa, der skal nyop-bygges på dette grundlag". 3) A. nr. 154.

t) Renthe-Finks samtale med Stauning 24. januar

24. januar indberetter Renthe-Fink om den afgørende samtale med statsminister Stauning. Som indledning skriver han, at efter de oplysninger, der forelå for ham, måtte det forekomme tvivlsomt, om Stauning stadig var indstillet på at gennemføre den planlagte rekonstruktion af regeringen, og Renthe-Fink ønskede derfor at skaffe sig klarhed herom. „Da jeg konstaterede, at Stauning virkelig har ombestemt sig og nu igen holder fast ved stillingen som statsminister, har jeg anset det for rigtigt ikke at gøre brug af bemyndigelsen, men at foreholde Stauning, at hidtil intet var sket for at opfylde ønskerne". Hvorvidt Renthe-Fink hentyder til den instruks, han havde modtaget på grundlag af udenrigsminister v. Ribbentrops afgørelser, er uklart.

Renthe-Fink fortæller, at Stauning motiverede sin ændrede holdning med, at han på grund af partiernes indstilling var kommet til den overbevisning, at gennem-førelsen af så vidtgående tyske fordringer, som var blevet fremsat i den sidste tid, 4) hermed hentydes formodentlig til kravet om udlevering af torpedobåde, se afsnit C. 3; kun var mulig med det gode, når partierne selv beholdt hovedansvaret i regeringen. Knutzen havde ikke den tilstrækkelige autoritet til i tider, der stadig blev vanskeligere og vanskeligere, som partiløs statsminister at stå stærkt overfor partierne. „Stauning forsikrede, at han var

Side 55

rede til at imødekomme vort ønske om, at partipolitisk indflydelse, som ikke er os belejlig, bliver trængt tilbage, ikke at forfølge de danske nationalsocialister og at indlede et mere positivt samarbejde med os tillige med en undertrykkelse af enhver tyskfjendtlig agitation". 1) A. nr. 155.

I kommissionsdomstolen forklarede Renthe-Fink 8. maj 1948, 2) A. nr. 164, st. 39; at denne samtale var afgørende for krisens afvikling, idet han siger: „Det skete først i den Samtale, som Statsminister Stauning havde med mig i Gesandtskabet i Januar. Dengang blev man principielt enig, hvilket saa førte til, at man løste enkelte praktiske Punkter og tilvejebragte et vist taaleligt Forhold mellem Regeringen og de danske Nationalsocialister, en vis „Befriedigung". Det må formodes, at Renthe-Fink med „enkelte praktiske Punkter" mener f. eks. spørgsmålet om aflevering af torpedobådene, som dukker op midt under regeringskrisen. Det tør således antages, at det fra tysk side ansås for vigtigere at få dette krav opfyldt end at gennemtvinge Staunings afgang som statsminister.

Med hensyn til oplysninger om regeringskrisens afvikling, som er i strid med den opfattelse, at Renthe-Finks samtale 24. januar var afgørende, kan nævnes, at Gunnar Larsen i sin redegørelse i kommissionsdomstolen oplæste et uddrag fra sin dagbog den 25. januar 1941, hvoraf fremgår, at Renthe-Fink ved en middag denne dag klagede over, at Stauning nægtede at gå med til „Realitetsforhandlinger om en permanent Ordning mellem den danske og den tyske Regering". Da Gunnar Larsen indvendte, at dette ikke var hans indtryk, svarede Renthe-Fink, at „det var en Hovedbetingelse fra tysk Side, at man fik en upolitisk Statsminister, som vi iøvrigt selv kunde vælge. Renthe-Fink sagde paa et vist Tidspunkt af Samtalen omtrent ordret saaledes: „Ja, det kan jo være, at vi saa helst alligevel maa give Stauning et Ultimatum". Jeg fraraadede i høj Grad dette, da det jo kun kunde gøre Situationen vanskeligere, hvortil han svarede, at der var jo Grænser for, hvor taalmodig man kunde være, og han havde i Berlin talt med Ribbentrop, som havde sagt til ham, at Forholdet maatte og skulde ordnes, selv om man naturligvis helst saa det ordnet med det gode ved en fornuftig Forhandling". Renthe-Fink kom også ind på spørgsmålet om de danske nationalsocialister, og i Gunnar Larsens dagbogsoptegnelser hedder det: „Det er længe siden, jeg har hørt ham gaa saa stærkt i Breschen for dem, og selv om det ikke positivt blev sagt, saa blev det dog ifølge hele Samtalens Karakter tydeligt tilkendegivet, at hvis man fra Regeringens Side ikke vilde indgaa noget Kompromis, saa maatte man fra tysk Side igen poussere de danske National-socialister". 3) A. nr. 166, st. 90—91.Endvidere foreligger 30. januar et telegram fra Renthe-Fink, hvori han gengiver en samtale mellem statsminister Stauning og Meissner, overfor hvem Stauning udtrykte villighed til at foranledige, at den aggressive holdning overfor nationalsocialisterne blev indstillet, og at de medlemmer af partiet, der var blevet straffet på grund af overtrædelse af uniforms- og demonstrationsforbudet, blev benådet. Derimod ville han med hensyn til omdannelsen af regeringen kun gå med til, at generaldirektør Knutzen fik skibs-fartsministeriet, mens der oprettedes et propagandaministerium med depar-tementschef Andreas Møller som leder. Renthe-Fink fortsætter: „Dette har vi betegnet som utilstrækkeligt og særlig påny forlangt, at Hedtoft-Hansen forlader politiske poster, og at kabinettet undergår en gennemgribende omdannelse". Endelig oplyser Renthe-Fink, at han samme dag berørte spørgsmålet overfor Scavenius og lagde pres på ham med hensyn til de tyske fordringer, og Scavenius lovede at underrette ministerrådet. 4) A. nr. 156.

Side 56

u) De tyske indberetninger 27. februar og 22. marts 1941

Det tyske materiale om krisen december 1940—januar 1941 afsluttes med to indbe-retninger fra Renthe-Fink. Den ene er fra 27. februar og øjensynlig skrevet af Meissner. Den fastslår indledningsvis, at „Skønt regimet Stauning bestræber sig på at arbejde i en rolig og tilbageholdende form, er det dog øjensynligt, at dette regime har fået følelige stød på grund af forskellige begivenheder i de sidste uger". Disse er Christmas Møllers og Hedtoft-Hansens afgang, afleveringen af torpedobådene, forbu-det mod kommunevalgene, men „Statsminister Stauning synes til trods for hans regimes politiske vanskeligheder og økonomiske bekymringer endnu at holde sejgt fast ved sin post". Som årsag hertil nævnes, at Stauning og regeringen har besluttet at blive, fordi krigen ikke er blevet afgjort. Som medvirkende årsag nævnes i indberetningen den norske modstand, legionærernes mislykkede magtovertagelse i Rumænien samt den amerikanske holdning til krigen, og den fortsætter: „Stauning har udfra alle disse grunde anset det for rigtigt at udskyde afgørelsen m.h.t. den indrepolitiske situation i Danmark og vinde tid ved at gå ind på vore krav om en bedring af forholdet mellem Danmark og Tyskland". Som årsag til denne holdning nævnes også danske kredses formodning om forskellige politiske strømninger i Tyskland, som kunne give håb om, „at der måske også fra tysk side kunne foreligge beredvillighed til at akkordere med det gamle regime".

Indberetningen går derefter over til at omtale de slutninger, som DNSAP måtte drage heraf. Dr. Clausen måtte ændre sin taktik, slå ind på en roligere tone i „Fædrelandet" og koncentrere sig om det organisatoriske arbejde. Dette har dog ført til splittelse i DNSAP. 1) Herom også A. nr. 159. I indberetningen anføres derefter, at de danske nationalsocialister undertiden måske får det indtryk, at den tyske linie er ustabil, „da man fra vor side ved alle indrepolitiske aktioner imod regimet Stauning har taget som udgangs-punkt ikke at fremkalde nogen løsning, som kunne være skadelig for den almindelige ro og orden. Den krigsøkonomiske udnyttelse af Danmark tvinger os også fremdeles til et snævert samarbejde med de afgørende faktorer indenfor den nuværende danske politik. Det har altså under disse forud-sætninger kun været muligt at gå en mellemvej, som ikke fremkaldte indtryk af en påtvungen indrepolitisk løsning, men som samtidig på længere sigt skulle virke som en støtte til nationalsocialisterne". Endelig fastslås, at den indrepolitiske udvikling vil være afgørende afhængig af krigens videre udvikling, men at Tysklands forberedelser til det kommende forårs fremstød allerede har bevirket, at den tyskfjendtlige stemning er blevet mere tilbageholdende. Med hensyn til regimet Staunings stilling mener Renthe-Fink, at den yderligere vil blive svækket på grund af store økonomiske vanskeligheder, og han ender med følgende betragtning: „For de danske nationalsocialister tegner sig den vej, at de ... når til en mere omfattende koalition med de kredse og grupper, der hidtil indbyrdes adskilt har dannet oppositionen". Partiet må renses for uheldige elementer og organiseres strammere, og Clausen vil forsøge at komme i kontakt med indflydelsesrige personer i den danske offentlighed. „Parallelt med de danske nationalsocialisters arbejde må fortsat løbe forbindelserne til fagforeningerne for om muligt under udviklingens videre forløb her at finde den brede koalitionsbasis, der er nødvendig for en senere magtovertagelse". 2) A. nr. 160.

Den anden indberetning fra 22. marts har overskriften „Politisk årsberetning 1940" og skildrer indledningsvis situationen i Danmark før den 9. april og derefter de opgaver, som gesandtskabet blev stillet overfor, efter at besættelsen var gennemført. „Det gjaldt på den ene side om kompromisløst at sikre den tyske værnemagts interesser både i landet selv

Side 57

og for den samlede tyske krigsførelse og på den anden side at respektere landets suverænitet og uafhængighed". Hertil måtte benyttes politiske påvirknings og overta-lelsesvåben. „Rigsudenrigsministerens retningslinier krævede af repræsentanterne for den tyske politik i Danmark venskabelig indstilling, tålmodighed, ro, takt og sejghed. Under iagttagelse af denne retningslinie er det indtil dato lykkedes i alle henseender at varetage værnemagtens interesser, at opretholde ro og orden i landet og at opnå et resultatrigt samarbejde på det udenrigspolitiske og økonomiske område med den danske regering, som ideologisk ingenlunde står os nær".

Med hensyn til de danske udenrigspolitiske problemer nævnes Grønlands-spørgsmålet som det vigtigste. Om den danske erhvervspolitik hedder det, at den „ledes af os, således at den udøver bestemte funktioner indenfor den stortyske økonomiplans rammer".

På den indre forvaltnings område var opgaven „på den ene side ved kontra-spionage og politiarbejde at garantere de her stationerede tyske troppers sikkerhed, på den anden side ved fortløbende at iagttage stemningen indenfor alle befolkningsklasser til enhver tid at være underrettet om de indre forhold i dette land. Det har stået sin prøve, at vi har forsøgt på, også i disse ofte meget penible spørgsmål, at skåne den danske suverænitet og udadtil overlade danskerne at tage initiativet til de forholdsregler, som af os ansås for nødvendige. Det kan konstateres, at danskerne i denne henseende, omend ingenlunde gerne, så dog loyalt i alle væsentlige spørgsmål har opfyldt vore ønsker".

Om den indrepolitiske udvikling skrives: „Da vi måtte tilstræbe en rolig og organisk udvikling og fremfor alt undgå indre rystelser, blev der bevidst givet afkald på en voldelig påvirkning". Om regeringen af 8. juli udtales, at den kunne have været indledningen til en nationalsocialistisk magtovertagelse, „hvis Englands sammen-brud var sket allerede i året 1940 ... Da krigen fortsatte ind i året 1941 og vi af gode grunde foreløbig gav afkald på en løsning ved magtanvendelse i forbindelse med fejlene i den interne partipolitik, medførte det for partiet foreløbig en modgående bevægelse".

Derefter analyseres vanskelighederne for en nationalsocialistisk magtovertagelse: „I betragtning af denne situation måtte det for rigets ansvarlige repræsentant ... først og fremmest være magtpåliggende at rydde de vanskeligheder af vejen for partiet, som hindrede dets naturlige udvikling" (Christmas Møller og Hedtoft-Hansen).

Som konklusion anføres, at „det er lykkedes i fuldt mål at udnytte de store militære, for den tyske krigsførelse væsentlige muligheder, som vi opnåede ved Danmarks besættelse". De „diplomatiske" midler har medført, at der ikke er opstået vanskeligheder for værnemagten, og Danmarks økonomiske kraft er forblevet intakt. I den sidste tid er der dog indtrådt en forværring i stemningen, bl. a. fordi kongen, rigsdagen og vide kredse var overbevist om, „at de danske nationalsocialister skulle bringes til magten under tysk tryk", endvidere afleveringen af torpedobådene, der førte „til en alvorlig tillidskrise ... Disse kriser er nu i det væsentlige overstået, men stemningsmæssigt vil de endnu i lang tid have eftervirkninger. Det danske folks i det store og hele fornuftige holdning beror endnu i dag mindre på en indre indstilling end på opportunistiske overvejelser. Først den tyske slutsejr vil medføre en væsentlig indre omstilling. Så vil erkendelsen af, at Danmark har en afgørende interesse i en uforbeholden indsats indenfor rammerne af det af Tyskland ledede storrum, blive det danske folks fælleseje". 1) A. nr. 161.

Side 58

6. De tyske krav ang. handelsminister Christmas Møller og

folketingsmand Hedtoft-Hansen oktober 1940 - januar 1941

Angående de i ber. IV, side 38—41 og 43—44, omhandlede tyske krav om Christ-mas Møller og Hedtoft-Hansen indeholder de tyske dokumenter flere oplysninger. 1) Om Christmas Møller og Hedtoft-Hansen sagernes forbindelse med krisen i dec. 1940—jan. 1941 henvises til afsnit 5.

22. september 1940 indberetter Renthe-Fink om den socialdemokratiske parti-kongres og skriver, at „Hedtoft-Hansens retfærdiggørelsesforsøg og den publicitet, som det får i den socialdemokratiske presse, tyder på, at man stadigvæk ikke kan beslutte sig til at fjerne denne på grund af sin tidligere antityske indstilling kendte personlighed. Skal her ikke skjule min forbavselse herover". 2) A. nr. 110.

I en indberetning 1. oktober 1940 gør Renthe-Fink opmærksom på, at Christmas Møller, „som, er en af de vigtigste ophidsere mod os", i lukkede møder ophidser mod Tyskland i en form, „som rigets anseelse og vore interesser ikke kan tolerere. Jeg anmoder om ... bemyndigelse til at kræve hans tilbagetræden". 3) A. nr. 112. Som eksempel på de danske rygter og kommentarer til Christmas Møllers afgang som handels-minister 3. oktober, der blev videregivet til tyskerne, henvises til den fra Abwehrstelle Kopen-hagen indsendte „stemningsberetning", udarbejdet af en dansker. (A. nr. 121).

I sin overfor nævnte indberetning 22. oktober henviser Renthe-Fink til Christmas Møllers agitation som et bevis for den manglende vilje til at gennemføre 8. juli-erklæringens ånd og skriver videre: „Regeringen har overhovedet ladet det mangle på den gennemgribende reform i besættelsen af de førende politiske poster i landet, som var uundgåelig, hvis man ville foretage en ærlig orientering i retning mod Tyskland". 4) A. nr. 125.

I begyndelsen af december indberetter Renthe-Fink om en artikel, som Hedtoft-Hansen, „hvis nære tilknytning til anden internationale i de sidste år har været lige så kendt som hans aktive fjendtlighed overfor det nationalsocialistiske Tyskland", havde skrevet i „Folkeviljen". 5) A. nr. 136.

I sit brev til Luther 11. december henviser Frits Clausen til Christmas Møller og Hedtoft-Hansen som udtryk for et fællesskab af „kortsynede nationalistiske interesser og af ideologiske internationale modsætninger til nationalsocialismen". De udnytter besættelsen i deres propaganda dels overfor „den konservativt prægede akademiske ungdom og borgerskabet ... på den anden side henvender den sig til de enkle instinkter hos de marxistisk påvirkede lavere befolkningslag, idet den fremhæver den tyske økonomiske udsugning og dermed forklarer den stigende nødsituation". 6) A. nr. 137. Se også A. nr. 113 med udtalelser af Juncker om Christmas Møller.

12. december gik Renthe-Fink til aktion. Han skriver, at Christmas Møller, der nu er „generalsekretær" for det konservative parti, efter sin afgang fra ministeriet har fortsat sin agitation mod Tyskland. Efter et møde „i søndags", 7) Mødet i „Forum" 8. december. Et referat af denne tale indsendtes. Referenten skriver, at Christmas Møller fremstillede forholdene på en måde, „som tydeligt lod en yderst fjendtlig indstilling overfor Tyskland komme til orde. På meget behændig måde forstod han atter og atter at komme med hadefulde stikpiller mod Tyskland". Han meddeler endvidere, at da den store forsamling forlod „Forum", blev der piftet og råbt fy til en værnemagtsvogn, som kørte forbi. (A. nr. 170). forlangte han af Scavenius, at det konservative parti „ryster Christmas Møller af sig" og ikke mere anvender ham som taler. Da dette ikke skete, henvendte Renthe-Fink sig derefter atter til Scavenius 11. december.

Side 59

Denne oplyste, at forhandlingerne „med hans ministerkolleger og det konservative parti formede sig meget vanskeligt og endnu ikke var afsluttet". Derefter forlangte Renthe-Fink, at Christmas Møller skulle nedlægge sit folketingsmandat og sine politiske poster. „Christm. Møller må fratages enhver mulighed for agitatorisk aktivitet". Renthe-Fink skriver, at en regeringskrise ikke er udelukket, men da den kommer på et tidspunkt, da modsætningen mellem regering og nationalsocialister tilspidses, „vil det efter mit skøn politisk ikke være ubelejligt, hvis den nuværende samlingsregering bliver sprængt på grund af tilfældet Christm. Møller". 1) A. nr. 138.

Den næste dag meddelte Scavenius ham, at Christmas Møller havde forpligtet sig til at indstille sin politiske talervirksomhed, men at de øvrige krav var uigen-nemførlige, da nedlæggelse af folketingsmandatet var i strid med grundloven og opgivelse af partistillingerne stødte på modstand i det konservative parti. Renthe-Fink fandt ikke dette svar tilfredsstillende. „Jeg har derfor til hensigt at opretholde de oprindelige krav og anmoder hurtigst muligt om instruks". 2) A. nr. 171.

Derefter blev Christmas Møller sagen drøftet ved Renthe-Finks samtale med Ribbentrop 20. december. Han fik bemyndigelse til at insistere på de oprindelige krav. „Såfremt vort krav ikke bliver imødekommet, er jeg bemyndiget til at lade Christmas Møller anholde og bringe til Tyskland, selvom der dermed måtte blive fremkaldt en regeringskrise. Agitation mod Tyskland må ikke tolereres og skal bekæmpes med de skarpeste midler. Det er bedre at gribe energisk ind straks i begyndelsen og allerede i fødslen kvæle en udvikling, som senere kan blive farlig". 3) A. nr. 141 og 142.

I den følgende samtale med Luther besluttedes, at ikke blot skulle kravene mod Christmas Møller gentages, men at „den danske regering forpligter sig til at forhindre enhver antitysk agitation". 4) A. nr. 144.

Under Renthe-Finks samtale med kongen 30. december omtalte han Christmas Møller-sagen som eksempel på regeringens manglende vilje til at samarbejde. „Regeringens partipolitisk bundne stilling hæmmede den i energisk at skride ind mod den tyskfjendtlige agitation. Jeg nævnte i den forbindelse tilfældet Hedtoft Hansen (Folkevilje)", hvorefter et krav blev fremsat om „en regering, der var fri for partipolitiske forpligtelser". Senere nævnte Renthe-Fink med henblik på Hedtoft-Hansen „den forbavsende kendsgerning, at emigrantkomiteerne, navnlig Matteotti-komiteen, endnu ikke var blevet opløst". 5) A. nr. 145.

10. januar 1941 meddelte Renthe-Fink derefter telefonisk, at kravene om Christmas Møller var blevet opfyldt. 6) A. nr. 172. I en samtale med Meissner 30. januar forsøgte Stauning derimod at tage Hedtoft-Hansen i forsvar. Men „dette har vi betegnet som utilfredsstillende og særlig påny forlangt, at Hedtoft-Hansen forlader politiske poster". 7) A. nr. 156.

Endelig forklarer Renthe-Fink i sin „Politisk årsberetning 1940", at blandt de hindringer for det nationalsocialistiske partis vækst, som. måtte fjernes, var „de personer ... fra regeringen og fra det offentlige liv, som måtte anses for at være hovedophidserne mod de danske nationalsocialister og dermed også mod Tyskland. Det er betegnende, at der måtte udøves betydeligt pres for at gennemføre den konservative partifører og handelsminister

Side 60

Christmas Møllers og den socialdemokratiske partipolitiker Hedtoft-Hansens fjernel-se fra deres offentlige embeder i statstjenesten henh. det parlamentariske liv og for også at forhindre deres fortsatte publicistiske arbejde". 1) A. nr. 161. Om de i juli fremførte krav ang. folketingsmændene Hedtoft-Hansen og H. C. Hansen findes intet i de tyske akter.

7. Det dansk-tyske forhold marts—august 1941

a) Staunings tale i Studenterforeningen 8. marts

Afviklingen af regeringskrisen nytåret 1940—41 bragte en kort afspænding i forholdet til det tyske gesandtskab. 9. marts indberettede den kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål, Hencke, om Staunings tale 8. marts i Studenterforenin-gen om aktuelle politiske problemer. Han nævner bl. a. Staunings udtalelse om, at retningslinien for den tyske europæiske plan ville blive den tyske planøkonomis princip, „der frembød betydelige fordele fremfor den liberalistiske økonomis plan-løshed". Tysklands hensigter var at skaffe de lande, der samarbejdede med riget, „udvidede produktions- og afsætningsmuligheder". Endvidere nævner han, at Stauning havde udtalt, at hans opfattelse „ikke var påvirket af nogen som helst direktiver fra Tyskland, og at han heller ikke troede, at han ville få sådanne".

Hencke kommenterer talen således: „Den er i det store og hele et bemærkel-sesværdigt fremskridt sammenlignet med Staunings hidtidige offentlige holdning. Alligevel anbefaler jeg reserverede kommentarer, fordi statsministeren uden tvivl med talen også tilsigter at tage vinden ud af sejlene på den nationale opposition. Hertil kommer, at Stauning stadig ikke vil anerkende nødvendigheden af en åndelig nyorientering i det danske folk". 2) A. nr. 173.

b) Staunings tale 1. maj

Om Staunings 1. majtale indberettes, at han påny har fremhævet, „at Danmark var henvist til samarbejde med Tyskland". Denne tale, hedder det, udtrykte det samme, som han sagde i Studenterforeningen, og for hvilket han er blevet angrebet i sit eget parti. „Når Stauning fremdeles bestræber sig for at banke nødvendigheden af et økonomisk samarbejde med Tyskland ind i det danske folk, så viser dette hans nøgterne og realpolitiske indstilling". Selvom hans rødder er i den gamle tid og det, han tænker sig, „ligger langt fra det, som den kommende udvikling må bringe", er hans indstilling dog mere positiv end de fleste andre danske politikeres. „Thi til trods for de forbehold, der blev taget, må de i det danske folk fremme den almindelige forståelse af nødvendigheden af en orientering mod Tyskland". 3) A. nr. 176.

c) Åbningen af det tyske institut 5. maj

Åbningen af det tyske institut 5. maj gav Renthe-Fink lejlighed til at konstatere, at denne begivenhed gav en mulighed for „at manøvrere de hidtil meget reserverede danske intellektuelle ud af deres tilbageholdende stilling". Kongen, som hidtil havde afvist at deltage i tyske arrangementer, havde lovet at komme tilstede. Ganske vist sendte han i sidste øjeblik afbud, men: „Efter samstemmende meddelelser var den 70-årige konge, som allerede er ret svagelig, virkelig ikke helt rask. Om og hvorvidt andre motiver spillede ind, lader sig i øjeblikket ikke bedømme". Renthe-Fink ender med at konstatere: „Den

Side 61

udpræget venlige modtagelse, som de tyske gæster fik fra Københavns universitets side, betyder en overraskende breche i den danske intelligens' åndelige front, som hidtil har stået afvisende overfor os". 1) A. nr. 175.

d) Henckes samtale med kongen 20. marts

20. marts havde gesandt Hencke været i audiens hos kongen, som ankede over, at løfterne fra 9. april ikke blev holdt. Tyskerne blandede sig i de indre forhold, hvortil Hencke svarede, at noget sådant aldrig var sket. „Vi havde kun vist en for Danmark nyttig interesse for visse indrepolitiske forhold i landet, forsåvidt de da også berørte os". Hertil svarede kongen, at „man burde lade landet være i ro, en omstilling kom så efterhånden af sig selv". Endelig berørte kongen afleveringen af torpedobådene, viste bekymring for Danmarks økonomiske situation og udtalte om 9. april: „Der havde foreligget en ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Danmark; han havde derfor ikke regnet med, at Danmark ville blive angrebet af Tyskland". Kongen blev dog „henimod audiensens slutning næsten hjertelig. I hvert fald trykkede han mig ved afskeden gentagne gange i hånden. Personlig havde jeg indtryk af at have opnået en ganske god kontakt med ham''. 2) A. nr. 174.

e) Grønlandstraktaten 9. april

Om den krise, som opstod, efter at gesandt Kauffmann havde underskrevet Grønlandstraktaten med USA 9. april 1941, henvises i almindelighed til afsnittet om udenrigsministeriet under besættelsen. Gentagne gange blev der af Renthe-Fink lagt pres på regeringen i denne sag, der kulminerede med ultimative tyske krav. 12. april gav v. Ribbentrop ordre til, at Renthe-Fink ikke skulle presse på, men overlade til den danske regering selv at træffe afgørelse, „og vi forbeholder os til given tid at give udtryk for, at vi ikke kan erklære os for tilfredsstillet i hele denne sag". 3) A. nr. 552. 13. april udtalte Renthe-Fink til Scavenius, at det, der var sket, „var af så tungtvejende og vidtrækkende karakter og belastede den danske regerings politiske ansvar så stærkt, at situationen ikke ganske enkelt kunne anses for genoprettet ved, at den danske regering havde skyndt sig med at afgive de erklæringer, vi ønskede". 4) A. nr. 554.

f) „Admira" fodboldkampen 4. juni

Om de forhold, som 8. juli 1941 førte til justitsminister Harald Petersens afgang, 5) se ber. IV, s. 41—43, indeholder de tyske dokumenter blot 3 indberetninger om fodboldkampen 4. juni mellem et dansk hold og Wienerholdet „Admira", der medførte dansk-tyske sammenstød og blev anledningen til Harald Petersens afgang. 6) A. nr. 179—181. 8. juni indberetter Renthe-Fink, at det danske publikums reaktion må bedømmes „i forbindelse med den i den sidste tid forstærkede engelske og chauvinistiske propaganda, som regeringen ikke har imødegået med tilstrækkelig beslutsomhed. Tilfældet gav en kærkommen lejlighed til at foreholde regeringen, at den med større energi må gribe ind og påvirke stemningen, for at der ikke ved gentagelser af sådanne tilfælde tilsidst skal opstå en farlig situation". Også af hensyn til værnemagtens -

Side 62

- anseelse var det nødvendigt at skride ind. „Af disse grunde anså jeg det for rigtigt ikke blot overfor regeringen at rejse spørgsmålet generelt ... og har herved navnlig påtalt justitsministerens holdning og utilstrækkelige indsats. Min alvorligt fremførte advarsel gjorde synligt indtryk på begge ministre, og de indså nødvendigheden af et personskifte i ledelsen af justitsministeriet". 1) A. nr. 179. 14. juni gav Renthe-Fink meddelelse om, at han havde modtaget Scavenius' undskyldning, at justitsministeren var trådt tilbage, 2) Justitsminister Harald Petersen trådte officielt ud af ministeriet 8. juli; og om det danske justits-ministeriums reorganisation i nøje overensstemmelse med tyske ønsker. Han anså hermed „episoden for at være bragt ud af verden. Til yderligere politiske tyske krav giver episoden efter sin betydning ingen anledning". 3) A. nr. 181.

g. Henckes samtale med Scavenius 12. juni

„Admira" episoden foranledigede gesandt Hencke til nogle bemærkninger, da han 12. juni var på afskedsvisit hos Scavenius. Den viste, sagde han, „at den antityske stemning i befolkningen var blevet stærkere. Vi betragtede denne udvikling med alvorlig bekymring. For Danmark var den meget farlig. Desværre måtte vi konstatere, at regeringen stadig ikke foretog sig noget afgørende for at påvirke befolkningen i retning af et oprigtigt og loyalt samarbejde med Tyskland". Det modsatte var sket ved udnævnelsen af bl. a, rektor Vest i Aarhus og professor Hartvig Frisch. „Tværtimod befordredes ligefrem den antityske ophidselse ... Den danske regering måtte være klar over, at vi netop i behandlingen af personspørgsmål måtte se et kriterium for dens virkelige indstilling."

Scavenius afviste den betragtning, at regeringen intet gjorde, og henviste til, at Harald Petersen var trådt tilbage. „Det var beklageligt, at Harald Petersen, som i sit hjerte stod afvisende overfor den nye danske politik, ikke allerede tidligere af sig selv havde draget konsekvenserne heraf". Scavenius gik derefter over til at tale om Frits Clausen og nazisterne, der karakteriseredes som et „ømt punkt ... i den danske offentlige mening".

Hencke svarede, „uden at komme ind på ministerens bemærkninger om Frits Clausens aktioner i det først forløbne år ... at det tyske riges sympatier nu som før var hos Frits Clausen og hans bevægelse", og slutter med følgende: „Hr. von Scavenius og jeg var endelig enige på det punkt, at der senest efter krigen i alle lande, altså også Danmark, ville ske en principiel omstilling af de indrepolitiske forhold". 4) A. nr. 182.

h) Den tysk-russiske krigs udbrud 22. juni

Om de i forbindelse med den tysk-russiske krigs udbrud 22. juni 1941 foretagne tyske skridt overfor den danske regering henvises til afsnittet om udenrigsministeriet under besættelsen.

i) Island

Angående det islandske spørgsmåls betydning i denne periode kan fra de tyske dokumenter oplyses følgende:

17. maj vedtog det islandske alting to erklæringer, hvoraf den ene udtalte, at Island havde ret til ophævelse af forbundsoverenskomsten med Danmark, selvom man for tiden ikke anså det for rigtigt formelt at ophæve forbundet. Den anden erklæring gik ud på,

Side 63

at Island havde til hensigt at proklamere republikken, når forbundet med Danmark var blevet ophævet.

21. maj havde Scavenius en samtale med Renthe-Fink om de islandske beslut-ninger, som han mente ikke var til at overskue, men: „Praktisk havde Island sikret sig politisk handlefrihed". Efter Scavenius' mening var hovedmotivet indrepolitiske strømninger; at der forelå engelsk-amerikansk pression, var muligt, men der var ingen holdepunkter for en sådan antagelse. Renthe-Fink svarede, at for ham var der ingen tvivl om, „at vore modstandere havde en finger med i spillet. Jeg mindede om det forsøg, som England allerede i april forrige år havde gjort på at drage Island over på sin side, og henviste til, at man i altingets beslutninger savnede den sædvanlige bekendelse til Norden". 1) A. nr. 177; 6. juni sendte Renthe-Fink et telegram om den danske gesandt i Islands indberetning, som gik ud på, at altingets beslutninger hovedsagelig havde indrepolitiske bevæggrunde. „Gesandten bekræfter, at der fra engelsk side var blevet advaret imod ensidige, lovstridige foranstaltninger". Vigtige kredse i København var dog af den anskuelse, meddelte Renthe-Fink, at englæn-derne ikke stod fremmed overfor den islandske beslutning. Renthe-Fink skriver derefter: „Det er ikke sandsynligt, at den én gang vakte stormagtsinteresse i Island, som blandt andet beror på vigtige strategiske overvejelser, i fremtiden vil tillade, at der eksisterer et uafhængigt statssamfund. Jeg skal derfor, såfremt man er enig deri, sørge for, at der i det lange tidsrum, som nu står til rådighed, fra dansk side påbegyndes et behændigt oplysningsarbejde om de fordele, som forholdet til Danmark medfører for Island, og at Danmark ikke opgiver sine krav". 2) A. nr. 178.

8. juli henvendte den nye kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål, Kotze, sig atter til Scavenius i anledning af præsident Roosevelts budskab om besættelsen af Island. Da Scavenius var undvigende, henviste han til, at den danske konge som islandsk statsoverhoved ikke kunne „forbigås ved sådanne indgreb fra trediemagt", og anmoder tilsidst om instruks angående en dansk protest. 3) A. nr. 183; 11. juli fik Renthe-Fink derefter fra v. Ribbentrop ordre om at få den danske udenrigsminister til at forlange en redegørelse fra den islandske chargé d'affaires ang. Islands regerings stilling til den amerikanske besættelse. 4) A. nr. 184; 2 dage efter fik han en ny instruks, der gik ud på følgende: „Det er absolut i vor interesse, at den danske regering eller kongen af Danmark overfor den amerikanske regering protesterer mod amerikanske troppers besættelse af Island. Jeg anmoder Dem om eftertrykkeligt at påvirke den derværende regering i overensstemmelse hermed". 5) A. nr. 185; Da Sca-venius på grundlag af meddelelserne fra den islandske chargé d'affaires 17. juni ikke mente, at der var grundlag for en protest fra kongens side, gav Kotze „på det eftertrykkeligste" udtryk for det standpunkt, at Islands holdning var i strid med det standpunkt, som den islandske regering i januar 1941 havde indtaget i anledning af rygter, som gik ud på, at englænderne og amerikanerne ville benytte islandske havne ved våbentransporterne fra USA til England. „Vi havde tænkt os en tilkendegivelse af kongen, fordi han til trods for, at han siden april 1940 frivilligt havde holdt sig tilbage, de facto endnu måtte betragtes som landets overhoved. Vi holdt vedblivende fast ved, at en sådan udtalelse kunne være af stor betydning, navnlig med henblik på Danmarks og Islands fremtid. Det, som det fremfor alt kom an på, var, at denne handling, hvorved Island påny med magt blev

Side 64

besat af fremmede tropper, ikke blev tolereret fra dansk side, uden at der blev givet udtryk for indsigelse. Man måtte ikke af formalistiske betænkeligheder lade sig afholde fra udtrykkeligt at udtale sig i en for Islands fremtidige stilling i den europæiske verden så afgørende sag". Scavenius gav derefter ordre til indsamling af materiale om spørgsmålet og til at „forberede formuleringen af en officiel udtalelse ... Han ville så snart som muligt meddele mig sine forslag i så henseende". Desuden skulle der stilles materiale til rådighed for professor Gudmund Hatt, således at man gennem ham „i en af formelle betænkeligheder mindre bunden og mere omfattende form kunne henvise til islændingenes pludselige skiften standpunkt, den indre forklaring herpå og hele spørgsmålets betydning for fremtiden". Kotze udtaler sig dog skeptisk om mulighederne for at få kongen til at reagere, og „med hensyn til den regeringserklæring, der er stillet i udsigt, og den offentlige behandling i pressen vil et stadigt tryk fra vor side være nødvendigt for at bevæge danskerne til en aktion, der gør indtryk". 1) A. nr. 186; 26. juli vendte Renthe-Fink i en indberetning tilbage til sagen og meddelte, at han i udenrigsministeriet „påny eftertrykkeligt har under-streget, at det vil være uforståeligt, hvis Danmark ikke snart officielt reagerer mod den amerikanske besættelse af Island". 2) A. nr. 187; Da den danske gesandts indbe-retning kom, konstaterede Renthe-Fink, at han „ikke står frit med hensyn til sine indberetninger, men er underkastet englændernes og amerikanernes censur". Ved samme lejlighed meddelte Scavenius ham, at han ville foreslå regeringen, at statsministeren afgav en erklæring i folketinget om Island. 3) A. nr. 188.

4. august fik Renthe-Fink udleveret udkastet til Staunings erklæring i folketinget. 4) A. nr. 189. 6. august sender v. Weizsäcker imidlertid v. Ribbentrop en notits herom, hvori han skriver, at udkastet „svarer i sin blide affattelse ingenlunde helt til vore ønsker ... I sin bestræbelse for ikke at blive desavoueret af den islandske regering har den danske regering ... også bevidst undgået at udarbejde et modsæt-ningsforhold til den islandske regering". Han har derfor diskuteret en række ændringer med Renthe-Fink. 5) Se nærmere herom A. nr. 190; Disse går bl. a. ud på, at udtalelsen om, at valget af en rigsforstander er „af rent praktisk karakter", bortfalder og erstattes med: „Selvom også denne foranstaltning måtte være blevet truffet af praktiske grunde, vedbliver den dog at være et alvorligt skridt, så meget mere som den skete, uden at kongen forinden var blevet spurgt". Det skal udtales, at „om englænderne vil drage bort, synes tvivlsomt efter de sidste erklæringer", den islandske regerings beslutning skal omtales skarpere, og ved omtalen af Islands tilhørsforhold til Norden skal sætningen „Vi må kunne regne med, at den nævnte forudsætning går i opfyldelse, nemlig "tilbagetrækning af de amerikanske tropper efter krigen" erstattes med: „Dette er en urokkelig kendsgerning". Om disse ændringer forhandledes derefter med udenrigsministeriet, inden den endelige udformning blev anerkendt af tyskerne. 6) Se A. nr. 192—194. Endvidere foreligger fra 31. august 1942 en indberetning om det islandske altings beslutning 22. maj s. å. om nedsæt-telse af et udvalg til at udarbejde ændring af forfatningen af hensyn til republikkens indførelse. (A. nr. 202).

Fra denne periode foreligger endvidere tyske dokumenter vedrørende et dansk initiativ, der gik ud på at tildele den tyske udenrigsminister en dansk dekoration. 9. august 1941 henvendte den danske gesandt i Berlin, Mohr, sig fortrolig til stats-sekretær v. Weizsäcker og meddelte ham den beslutning, som den danske regering på udenrigsminister Scavenius' initiativ havde taget om at genoptage den før krigen indledte

Side 65

ordensdekorering af førende tyske personligheder. Man ville begynde med v. Ribbentrop, der blev tilbudt storkorset af Dannebrog med brillanter, samme deko-ration som Gøring havde fået før krigen, v. Weizsäcker lovede at vende tilbage til sagen og anmodede protokolchefen om at undersøge, om det virkelig var denne orden, som Gøring havde fået. 1) A. nr. 191; Derefter henvendte v. Weizsäcker sig til Renthe-Fink om sagen. „Ærlig talt undrer det mig lidt, at danskerne nu har fundet på denne fremgangsmåde. Thi også et høfligt udtalt nej vil dog være pinligt for dem".

28. august vendte Mohr tilbage til spørgsmålet, og 2. september berettede Renthe-Fink om en samtale, han havde haft med Scavenius, hvorunder denne havde nævnt, at man agtede at dekorere flere tyskere, når det „første spadestik" blev gravet på Fehmernruten, og at Ribbentrop var udset til at modtage Dannebrogordenen med brillanter. Renthe-Fink mente, at det var sædvane, at både Ribbentrop og Gøring fik et lands højeste orden, hvortil Scavenius svarede, at Elefantordenen kun blev givet til fyrstelige personer og statsoverhoveder. Renthe-Fink skriver imidlertid: „Hvis det var afgjort, at rigsudenrigsministeren fik tildelt Elefantordenen, vil jeg politisk hilse en sådan tildeling meget velkommen. Den vil utvivlsomt gøre et vist indtryk ude i verden, fordi den viser, hvilken god forståelse der trods besættelsen består mellem os og Danmark". 9. september kunne v. Weizsäcker meddele Renthe-Fink, at Ribbentrop havde opgivet Elefantordenen, og 11. september underrettede han Mohr om, at udenrigsministeren var villig til at modtage storkorset med brillanter, men at det ikke måtte meddeles i pressen. 2) A. nr. 195—199; 23. oktober underrettede protokolchef v. Dornberg Mohr om Ribbentrops opfattelse af spørgsmålet om tildeling af udenlandske ordner til ham selv og Gøring: at modtagelsen af Dannebrogsordenen „må betragtes som en særlig gestus", at man „til sin tid venter en berigtigelse", og at „rangmæssig ligestilling af rigsmarskallen for det stortyske rige og rigsudenrigs-ministeren med en eller anden yngre prins af regerende fyrstehuse ikke var helt rimelig". 3) A. nr. 200; Om de vanskeligheder, som dekorering af tyskere medførte, oplyser en notits af v. Weizsä-cker 26. februar 1942 ang. en samtale med Gunnar Larsen, som meddelte ham, at præsidenten for „Nordische Verbindungsstelle", dr. Draeger, ønskede at få Dannebrogordenen af 1. klasse, men at dette var betænkeligt, da han havde fået 2. klasse for kun 3½ år siden. (A. nr. 201),

8. Det dansk-tyske forhold august 1941—august 1942

a) Tyske vurderinger efteråret 1941

De danske udtalelser om forholdet til Tyskland under finanslovdebatten i folke-tinget i slutningen af oktober 1941 gav anledning til en almindelig vurdering i Berlin af den politiske linie, der var blevet fulgt overfor Danmark. 4) A. nr. 209; Forud for denne gik imidlertid et par episoder, som måske også belyser årsagen til, at denne vurdering blev foretaget. 29. august var gesandt Hencke i afskedsaudiens hos kongen. Denne udtalte sig kritisk om forskellige forhold: at den nye danske gesandt i Berlin, Mohr, endnu ikke havde haft lejlighed til at aflevere sine akkreditiver til Hitler; at situationen var vanskelig, fordi „nazisterne" skabte uro. Skønt det danske folk, der satte sine forfatningsmæssige friheder højt, ikke havde vist nogen forståelse for nazisterne, havde disse, siden den tyske besættelse begyndte, udvist livlig aktivitet. Derved opstod uro og utilfredshed, som han til stadighed måtte dæmpe. Folket var også foruroliget over, at der pludselig måtte skiftes ministre, fjernes rigsdags-medlemmer

Side 66

og afskediges redaktører. „Man burde lade danskerne være i fred". Hencke svarede hertil, at det danske folk ikke kunne unddrage sig den europæiske revolution, som var under udvikling, hvortil kongen svarede: „Ganske rigtigt, en revolution er i gang." Min modbemærkning, at det drejede sig om en europæisk, nødvendig og frugtbar revolution — i modsætning til den marxistiske og bolsjevikiske — lod kongen ubesvaret. Han var imidlertid enig med mig i, at der fra tysk side blev gjort alt for, så godt det nu lod sig gøre, at mindske de danske vanskeligheder under krigen mest muligt. I denne forbindelse fremsatte kongen den noget mærkeligt virkende bemærkning, at Italien ikke længere sendte makaroni".

Hencke bragte efter Renthe-Finks ønske Frikorps Danmark på bane, hvortil kongen bemærkede, at det var det samme, som hvis man puttede tyske soldater i engelske uniformer. „Jeg ville i Deres sted indsætte disse folk i forreste række, så de kunne aflaste Deres egne". Frikorpset mindede kongen om Wallensteins tid, „da man også hvervede fremmede nationer til krigsførelsen". Han kom derefter ind på de tyske besættelsestropper. „Han så egentlig hellere, at disse folk fik andre opgaver, f. eks. ved østfronten. For ham ville i hvert fald den dag være den lykkeligste, da Danmark blev fri for besættelsestropper", og han nævnte, at disse mennesker helt glemte deres arbejde. Da Hencke svarede, at spørgsmålet om at føre soldaterne tilbage til civilt arbejde ville blive løst hurtigt efter krigens ophør, bemærkede kongen: „Ja, man håber; hvis man ikke kunne håbe, måtte man fortvivle". Kongen kom endelig ind på Tysklandsarbejderne og sagde, at den danske arbejder var mere intelligent og arbejdede hurtigere end den tyske. Da Hencke protesterede, svarede kongen: „Ja, men sådanne ting beskæftiger man sig jo heller ikke med i udenrigsministeriet". 1) A. nr. 203.

Hencke skrev efter sin hjemkomst til Berlin om Danmark: „Udsigterne for en tysk sejr bedømmes pessimistisk. I den danske befolkning er tilbageholdenheden i tiltagen ... Danske familier, der omgås tyskere, løber en vis risiko. Clausen-bevæ-gelsen møder stigende afvisning ... Udenrigsminister von Scavenius holder fast ved den hidtidige linie, men forekommer mig allerede også overfor os at være blevet noget mere selvbevidst". 2) A. nr. 204.

23. september havde Renthe-Fink en samtale med Scavenius i anledning af, at kongen havde modtaget lektor, dr. phil. Vilhelm la Cour og forfatteren Arne Sørensen i audiens. „Jeg bemærkede, at kongen efter min opfattelse fik dårlige råd, da dette kun kunne føre til, at den nuværende stilling vanskeliggjordes, og det danske folk ville komme til at betale de ruder, der blev slået itu". Scavenius forsvarede kongen „og søgte at bagatellisere episoden, som dog tydeligt var ham meget ubehagelig. Jeg lod utvetydigt forstå, at hvor fjernt det end lå mig at kritisere kongen, kunne jeg ikke undlade at rette en alvorlig bebrejdelse mod hans omgivelser". 3) A. nr. 205.

Om den i begyndelsen af 1942 verserende sag ang. lektor Vilhelm la Cour, 4) se ber. VII, s. 162—170; hvor Auswärtiges Amt gav Renthe-Fink ordre til, at der skulle statueres et eksempel, oplyser en skrivelse fra understatssekretær E. Woermann til Renthe-Fink, at chefen for sikkerhedspolitiet og SD, SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, 18. februar anmodede Auswärtiges Amt om en redegørelse vedr. sagen samt en rapport om dannelsen af en national modstandsfront i Danmark. I denne, som kun kendes indirekte, foreslår Heydrich, at man „arresterer og uskadeliggør de farligste ledende personligheder i modstandsarbejdet enten

Side 67

gennem den danske regering eller, hvis denne ikke er i stand til det, direkte ved hjælp af tyske myndigheder".

3. juni takkede Heydrich for Auswärtiges Amts svar: „Jeg har med tilfredshed bemærket den fremgangsmåde, det tyske riges befuldmægtigede i København har benyttet i la Cour-sagen, og har ligeledes konstateret, at vor holdning i la Cour-sagen ikke blot har foranlediget den danske regering til mere positiv påvirkning af befolkningen, men også forbigående virket direkte skræmmende på lederne af modstandsarbejdet". Heydrich skriver videre, at han er overbevist om, „at en virkningsfuld blokering af det stadig vedvarende — omend i øjeblikket mere forsigtige — modstandsarbejde kun vil kunne opnås, hvis endnu flere af det antityske modstandsarbejdes ledende personligheder bliver uskadeliggjort på samme måde som la Cour". Heydrich fremhæver derefter, at hvis ugunstige omstændigheder som f. eks. engelske landgangsforsøg, begivenheder i Norge, transport- og ernæringsvan-skeligheder indtræffer, kan det muligvis „drive mindre kredse og grupper til uoverlagte handlinger", selvom Auswärtiges Amt i betragtning af den danske mentalitet ikke frygter åbne uroligheder. Dette kan tvinge riget til langt alvorligere forholdsregler, og „dette vil hidføre tilstande af samme karakter, som gennem nogen tid har foreligget i protektoratet Böhmen og Mähren, og som efter min mening må undgås i Danmark."

Heydrich afslutter sin skrivelse med følgende betragtninger:

„Og selvom der ikke skulle udvikle sig åbne uroligheder i Danmark, vil en yderligere skærpelse af den passive modstandsholdning ikke blot vanskeliggøre de tyske myndigheders arbejde i Danmark, men også få skadelige virkninger for Danmarks bidrag til opretholdelse af den tyske levnedsmiddelforsyning.

Netop under hensyn til danskernes mentalitet forekommer det mig i høj grad muligt, hvis man i tide viser fasthed i optræden og griber ind på den ovenfor skildrede måde, dels at bibringe de nationale modstandskredse et chok, som vil virke lammende på deres arbejde, dels at overbevise de nøgternt tænkende kredse i det danske folk om den tyske magtviljes styrke og fasthed og derigennem forberede en omstilling til det snævre samarbejde med riget, som bliver uundgåelig i fremtiden.

På den måde kan man efter min mening i tide forhindre, at Danmark kommer til at gennemløbe en lignende vanskelig og til tider ubehagelig udvikling som andre germanske lande, hvad man efter min mening for tiden er på vej imod — selvom det efter omstændighederne sker i et væsentlig langsommere tempo."

I sin instruks til Renthe-Fink 12. juni skriver Woermann: „Rigsudenrigsministeren anmoder Dem om at handle i overensstemmelse med skrivelsen ... fra chefen for sikkerhedspolitiet og SD, d.v.s. ikke lade det bero ved den i la Cour-sagen anvendte fremgangsmåde, men under iagttagelse af al fornøden varsomhed og tilbage-holdenhed så hurtigt og effektivt som muligt sætte en stopper for det danske modstandsarbejde ved yderligere forholdsregler af samme art som i la Cour-sagen. 1) A. nr. 247.

I Berlin udarbejdedes i november 1941 to oversigter over danske forhold. Den ene var en almindelig bedømmelse af den tyske politiks resultater i Danmark og forskellige danske kredses holdning til Tyskland. Den anden behandlede forholdet mellem Auswärtiges Amt og DNSAP. På grundlag heraf forelagde v. Ribbentrop en notits til Hitler.

Hvilke begivenheder i Danmark der især foranledigede undersøgelsen i Berlin, eller om det var overvejelserne vedr. Danmarks tiltrædelse af Anti-kominternpagten, som foranledigede den, foreligger der intet om, men 4. november havde v. Grundherr udarbejdet en notits til Ribbentrop om Danmarks indstilling til Tyskland. Grundherr konstaterer, at det er

Side 68

„bemærkelsesværdigt, at der i intet af de af os besatte lande hersker en sådan ro og foregår et så snævert og næsten gnidningsløst samarbejde som i tilfældet Danmark". Ved at følge Ribbentrops instruks i de sidste 1½ år var besættelsen blevet gennemført med held. „Dette var og er kun muligt som følge af det frivillige positive samarbejde fra alle danske regeringsorganer og af god vilje hos den danske befolk-ning".

Grundherr kommer derefter ind på, at ved bedømmelsen af det danske folks indstilling til Tyskland må man huske, at „Danskeren er materielt indstillet, holder af et bekvemt liv og er udpræget individualist". Han har ikke glemt 1864. Alligevel bør man erindre, at udenrigsminister Munch i 1935 undlod at stemme i Folkeforbundet, da Tysklands genoprustning blev fordømt, og ikke-angrebspagtens gennemførelse i 1939. Danskerne har kun ringe forståelse for nødvendigheden af besættelsen 9. april, men „des mere understreger man det tyske tilsagn om bevarelse af den danske suverænitet og integritet".

Grundherr fremhæver bl.a. Staunings og Scavenius' realistiske indstilling. „Mari-nen arbejder godt sammen med vor marine, mens hæren holder sig noget mere tilbage".

„Derimod er det danske kongehus', den danske regerings og næsten hele det dan-ske folks holdning afvisende overfor DNSAP, Clausen, hvis førerevner ikke anerken-des ... Det må erkendes, at danske kredse, som sikkert ikke er små, helst ser et tysk-engelsk remis som krigens udgang i håb om, at Danmark så sammen med de andre nordiske stater igen kan spille en vis rolle i den såkaldte „neutrale" skandinaviske gruppe. De klogere og mere indsigtsfulde politikere som Scavenius, måske endda også Stauning, turde dog være klare over, at dette er en ønskedrøm. En virkelig indre omstilling af det danske folk vil imidlertid først kunne ventes efter den tyske slutsejr". 1) A. ur. 206.

7. november forelå legationsråd Rademacher fra afdeling „Deutschland"s notits til v. Bibbentrop om „varetagelse af det danske nationalsocialistiske arbejderpartis inte-resser gennem Auswärtiges Amt".

Han indleder med at fastslå, at „Danmarks betydning som landbrugsmæssig forsyningskilde og militær operationsbasis er baggrunden for Tysklands af krigen betingede interesse i ro og orden". Flertallet af danskerne afviser Clausen og hans bevægelse, og af den grund må muligheden for et statskup eller „en Quisling-løsning" lades ude af betragtning. En legal magtovertagelse strander på kongens uvilje mod Clausen.

„Indenfor de af disse grænser givne rammer har DNSAP fået enhver hjælp fra Aus-wärtiges Amt". Rademacher nævner det arbejde, der udføres af Meissner, som har „givet de afgørende råd", har gennemført „Fædrelandef's udbygning, hovedkvarte-rets flytning fra Bovrup til København og Wodschows udnævnelse til Clausens stedfortræder.

„DNSAP understøttes til stadighed finansielt af Auswärtiges Amt ... Den hidtil ydede understøttelser udgør ialt 3.340.000 kr." Rademacher nævner de indrømmelser, som den danske regering på forskellig måde har måttet gå ind på til fordel for DNSAP. „Ved således intensivt at fremme DNSAP har Auswärtiges Amt hidtil opnået, at dette parti under krigen har kunnet organisere sig stærkt og til trods for alle angreb kunnet opretholde sin styrke på 30 000 medlemmer. Her må det erindres, hvil-ken mislig sag det er i et besat land at hverve for samarbejdet med besættelses-magten". 2) A. nr. 207.

I forbindelse med denne vurdering af DNSAP bør bemærkes et brev, Benthe-Fink 9. november skrev til Luther, og som blev sendt i kopi til Grundherr i anledning af Frits Clausens besøg i Tyskland. Politisk kan man love Clausen, skriver Benthe-Fink, at den hidtidige understøttelse vil blive fortsat. „Det ville dog være forkert at tro, at det tidspunkt

Side 69

allerede er kommet i dag, da partiet alvorligt kan tænke på at overtage magten i Danmark. Dette er partiet, hvis man betragter situationen nøgternt, endnu ikke i stand til, fordi det foreløbig savner hjerner, og fordi bevægelsen heller ikke talmæssigt er tilstrækkeligt forankret og underbygget i folket". Hvis nationalsocialisterne skulle overtage regeringsmagten, måtte det ske ved et tysk magtbud, og det vil medføre tilstande i landet, „som vi i tysk interesse ikke bør ønske". Det er derfor vigtigt, at Clausen ikke vender tilbage fra Tyskland med den opfattelse, at han nu kan hvile på sine laurbær eller har brev på at komme til magten med Tysklands hjælp, „men at han er klar over, at han selv skal skabe en basis, der kan bære. Enhver anden politik ville være ligefrem katastrofal for udviklingen her og ville berøve os føringen. Den tyske slutsejr vil, hvis dr. Clausen forstår at drive den rigtige politik, også for ham bringe den store time". 1) A. nr. 208.

Endelig forelagde rigsudenrigsminister v. Ribbentrop 11. november en notits „til Føreren". Det fastslås heri, at resultatet af samarbejdet med danskerne i det store og hele er tilfredsstillende. Der hersker ro i landet, og besættelsen kræver kun få tyske styrker. De danske leverancer er tilfredsstillende. DNSAP er det hidtil ikke lykkedes at „vinde meget terræn i det danske folk", og kup og legal magtovertagelse afvises som gennemførlige muligheder.

Den linie, som Renthe-Fink følger „i overensstemmelse med mine instrukser", stræber efter en syntese „mellem vort nuværende behov for, at alle muligheder for støtte af økonomisk art, som vi kan hente fra Danmark, udtømmes, og det så meget mere virksomt, jo mere det lykkes fuldtud at opretholde roen i dette land, og på den anden side nødvendigheden af gennem virksom understøttelse af Clausen-bevægelsen at drage omsorg for den fremtidige indrepolitiske udvikling ... Denne syntese har hidtil kunnet opnås ved, at man gik forsigtigt til værks med at fremme Clausen-bevægelsen og undgik enhver overilelse". Ribbentrop afslutter med at anmode om Førerens instruks om, hvorvidt denne linie skal fortsættes, eller om tempoet skal forceres „i retning af en stærkere aktivering af den nationalsocialistiske bevægelse ... hvorved da indrepolitiske vanskeligheder, der vil fremkalde en vis reaktion på det øko-nomiske område og i spørgsmål vedrørende besættelses-tropperne, kan forudses og må tages med i købet". 2) A. nr. 209.

17. november foreligger Hitlers afgørelse: han har „givet udtryk for sin tilfredshed med den fulgte politik og er af den anskuelse, at man skal fortsætte ad denne vej". 3) A. nr. 210.

b) Underskrivelsen af Anti-kominternpagten

Om de forhandlinger, der gik forud for udenrigsminister Scavenius' underskrivelse af Anti-kominternpagten i Berlin 25. november 1941, 4) se herom ber. V, s. 33—48. fin-des intet af betydning i de tyske aktstykker. Derimod foreligger et referat af Scave-nius' samtale med rigsudenrigsminister v. Ribbentrop 28. november.

Denne indledte samtalen med at udtale sin tilfredshed med Danmarks tiltræden, og at han „var bekendt med, at Scavenius var positivt indstillet til Tyskland og samarbejdet mellem Tyskland og Danmark". Ribbentrop gav derefter ifølge referatet et af sine store vuer over den europæiske situation og kampen mod Rusland. „Tyskland kæmpede i dag også for Danmark, idet det holdt bolsjevismen borte fra Europa".

Side 70

I samtalens videre forløb kom Ribbentrop ind på de demonstrationer, der havde fundet sted i København mod tilslutningen til Antikominternpagten, og nævnte, at de bl. a. blev støttet af højrekredse, hvortil Scavenius indskød, „at Danmark naturligvis også havde sine chauvinister". Ribbentrop svarede, at han ikke tog dette tragisk, „men at det dog ville være godt, hvis den chauvinistiske retning ikke fik overtaget i Danmark; det ville nemlig ellers medføre betydelige vanskeligheder. Scavenius bemærkede hertil, at det kun drejede sig om en lille, betydningsløs opposition. I betragtning af det danske folks karakter kunne man ikke vente, at de langsomt tænkende danskere alle på een gang forstod den nye samarbejdspolitik med Tyskland. Tiden ville imidlertid her medføre en ændring". Ribbentrop nævnte også en vis latent fjendtlighed overfor Tyskland, som kom til orde i rigsdagstalerne, hvortil Scavenius svarede, at disse taler „snarere var et udtryk for det lille danske folks frygt overfor dets mægtige naboer".

Ribbentrop kom derefter ind på, at han af Føreren havde fået instruks om at fortsætte den hidtidige linie i Danmark, men at Danmarks forbehold ved sin underskrivelse af Antikominternpagten havde skabt indtryk af, at det var bange for, hvad Churchill ville sige. Tyskland kæmpede for Europa mod de mongolske horders indtrængen. „Sovjetrussernes lave stade fremgik bl.a. også på slående vis af den kendsgerning, at de åd hinanden op i fangelejrene. På Scavenius' spørgsmål, om de gjorde dette af sult, svarede RAM, at de russiske fanger ganske vist ofte blev taget til fange i halvt forsultet tilstand, da de ... ofte i ugevis kun havde fået ringe eller slet ingen forplejning".

Scavenius forklarede, at Danmark i generationer havde ført en neutralitetspolitik „og derfor først langsomt måtte vænne sig til at tage parti. Hvis de tyske tropper ikke havde befundet sig i Danmark, ville dette desuden have været meget lettere. Men alt, hvad der på det praktiske område blev taget fat på i forbindelse med Tyskland, gik godt, kun med hensyn til de mere svævende spørgsmål var der vanskeligheder ... Der ville opstå en farlig stemning, hvis man forventede af Danmark, at det for hurtigt skulle svinge ind på den nye front; deraf kunne der efter omstændighederne udvikle sig en vis „selvmordermentalitet".

Ribbentrop sluttede med at erklære, at „i hvert fald ville Europa mærke mindre og mindre til krigen. Fjenderne kunne ikke længere gå i land på kontinentet. Betyd-ningsløse luftbombardementer var det eneste middel, som englænderne endnu råde-de over i deres kamp mod kontinentet, men selvfølgelig ville de ikke derved opnå noget". 1) A. nr. 214.

I en notits om Scavenius' besøg i Berlin skriver Renthe-Fink til v. Weizsäcker: „Rigsudenrigsministeren udtaler, at den danske udenrigsminister Scavenius har gjort et gunstigt indtryk på ham, og har i dag instrueret mig om, at vor hidtidige politiske linie i København fortsat skal følges, dog må der passes på, at vi ikke „sakker bagud". 2) A. nr. 213.

Om de i København stedfundne uroligheder i anledning af underskrivelsen af Antikominternpagten oplyser en „Tätigkeitsbericht", at den øverstkommanderende for de tyske tropper om morgenen 23. november havde en forhandling med Renthe-Fink, hvoraf fremgik, at „særlige militære foranstaltninger" af politiske grunde straks skulle træffes. Orlov blev ophævet for alle afdelinger, og de blev holdt samlet i deres kvarterer. „Disse foranstaltninger, der atter kunne ophæves samme dag, forebyggede eventuelle påtænkte demonstrationer den 23. 11. 41". 3) A. nr. 211.

Side 71

26. november indberettede Kanstein om urolighedernes forløb og afvikling samt analyserede årsagerne dertil, og hvilke kredse der stod bag dem. „I fremtiden vil vi på grund af disse begivenheder især have vor opmærksomhed rettet mod univer-sitetskredse". 1) A. nr. 212.

Om de konsekvenser, som Danmarks tilslutning til Antikominternpagten fik med hensyn til den danske gesandt i London, grev Reventlows stilling, henvises til afsnit B. om udenrigsministeriet under besættelsen. Til dette afsnit henvises ligeledes med hensyn til de begivenheder, der står i forbindelse med krigsudbrudet mellem aksemagterne og USA i december 1941.

c. Renthe-Finks nytårsrapport 1942

4. januar 1942 sendte Renthe-Fink i anledning af nytåret et telegram, som gik ud på, at den linie, der var blevet fulgt i 1941, havde haft det resultat, at danskerne indtog en korrekt og loyal holdning, at soldater udover de strengt nødvendige besættelsestropper ikke var bundet i Danmark, og at Danmarks leverancer var de størst mulige. Politisk var den danske regering slået så meget ind på den europæiske linie, som dens stædige bestræbelser for at holde sig udenfor krigen tillod. „Hvis de størst mulige militære og økonomiske fordele fremdeles skal opnås i Danmark og Danmarks evne og villighed til at yde skal bevares til vor fordel, er det en forud-sætning, at Danmark bevarer følelsen af, at vi respekterer dets selvstændighed, og at vore indgreb indskrænker sig til det absolut nødvendige". Renthe-Fink henviser derefter til en øget engelsk-ameri-kansk aktivitet, som næres af de rygter, som under Antikominternkrisen blev sat i gang om Tysklands hensigter. „Som et modtræk mod vore fjenders forsøg på at forstyrre samarbejdet og for at styrke den danske regering anser jeg det for hensigtsmæssigt, at der overfor den danske regering gives udtryk for, at vi nu som før holder fast ved vore tilsagn af 9. april 1940, forudsat at samarbejdet fra dansk side fremdeles gennemføres loyalt, og at man ikke lader sig vildlede af Londons og Washingtons forsøg på at skræmme og ophidse det danske folk, men tværtimod energisk imødegår og modarbejder disse forsøg. Vi vil på det skarpeste reagere imod en ændring i den hidtidige danske holdning overfor os, og en sådan udvikling vil være skæbnesvanger for Danmark". 2) A. nr. 215.

v. Grundherr anbefalede at afgive en sådan erklæring og henviste specielt til den engelsk-amerikanske propaganda. 3) A. nr. 216: 7. januar gav Ribbentrop sin bemyn-digelse til, at Renthe-Fink afgav denne erklæring. 4) A. nr. 217.

d) Tysk—nationalsocialistisk krise februar—maj 1942

I forholdet mellem Frits Clausen og Meissner på den ene side og Renthe-Fink, der fik støtte af general Lüdke, på den anden side udviklede sig i februar — maj 1942 en krise.

6. februar indberettede Renthe-Fink, at Clausen havde henvendt sig til ham for at besvære sig over den chikane, som medlemmer af DNSAP og frikorpset i stigende grad blev udsat for. „Han beklagede, at han ikke fik tilstrækkelig støtte fra tysk side. Hans ønske gik ud på, at man fra tysk side forlangte, at forsvars- og justitsministeren skulle træde tilbage, og at Popp-Madsen blev udnævnt til justitsminister". Renthe-Fink mener, at Frits Clausen havde tænkt sig kaptajn Wodschow som forsvars-minister. Clausen anførte, at

Side 72

stemningen i Danmark overfor Tyskland blev værre og værre. „Hans parti ville gå til grunde, hvis ikke der fra tysk side blev truffet gennemgribende forholdsregler". Kommunistiske og jødiske elementer kunne som tidligere uhindret drive deres uvæsen, uden at der fra tysk side blev grebet ind. Førere og soldater fra Waffen-SS blev offentligt forhånet og skældt ud, også af dansk militær. „Han måtte fremtidig selv overtage beskyttelsen af sit partis medlemmer og af Waffen-SS. Han kunne derfor for fremtiden ikke længere forsvare, at der fra hans rækker hvervedes frivillige til SS. Han måtte oven i købet bede SS-rigsføreren om igen at hjemsende en del af de SS-frivillige til Danmark. Han ville ikke længere holde sit løfte om ikke at berede os vanskeligheder i vore bestræbelser for under krigen at opretholde ro og orden i Danmark. Han ville for fremtiden i sin kamp gå over til revolutionære metoder."

Renthe-Fink skriver i sine kommentarer hertil, at årsagen til Clausens utilfredshed er, at Quisling er kommet til magten i Norge. Det må indrømmes, at indstillingen til Tyskland er blevet forværret på grund af krigsudviklingen på østfronten, og at „den største del af den danske befolkning nu som før står afvisende overfor ham og hans parti". Ganske vist er DNSAP-medlemmer og frivillige samt deres pårørende blevet generet, men man har grebet ind i sådanne tilfælde, og „på den anden side kan det ikke forties, at der fra kredse indenfor hans parti gentagne gange er sket anmeldelse om episoder, som det ved nærmere undersøgelse har vist sig ikke holdt stik, eller som det forholdt sig anderledes med".

Renthe-Fink havde erklæret overfor Clausen og Wodschow, at han ikke anså tids-punktet for at være inde til at forlange en ændring i regeringens sammensætning. „Jeg har advaret dem imod ligesom i efteråret 1940 at lægge sig fast på krav, ved hvis gennemførelse de vil være henvist til vor støtte, og udtalte, at jeg forventede, at Clausen indordner sine bestræbelser under de store fælles interesser".

Da Clausen agter at henvende sig til Himmler, tilføjer Renthe-Fink yderligere, at der ikke foreligger grund til at forlange justitsministerens afgang, og forsvars-ministerens demission vil ikke ændre det danske militærs indstilling. En regerings-forandring, hvorefter Popp-Madsen og Wodschow bliver ministre, vil ophidse stemningen i landet, hvor følgerne af Antikominternkrisen endnu ikke har lagt sig, og medføre regeringen Staunings afgang, og dette vil sandsynligvis trække en konge-krise med sig. „Den deraf følgende indrepolitiske uro vil også udfra militære synspunkter skabe en ny situation". 1) A. nr. 218.

To dage efter indberetter Renthe-Fink om et nationalsocialistisk møde med delta-gelse af bevæbnede SS-frivillige, hvilket var i strid med de danske love og måtte føre til sammenstød. Renthe-Fink greb derfor ind overfor de danske myndigheder og Wodschow. 7. februar udsendte Clausen et opråb, som også var egnet til at skabe uro og bringe „vore bestræbelser for at opretholde ordenen" i fare. Han havde derfor et nyt møde med Wodschow, hvor det var nødvendigt at forlange, at den kampagne, som DNSAP havde indledt, straks blev afblæst, hvilket Wodschow kun tøvende gik med til.

Renthe-Fink henviser til, at general Lüdke af militære grunde ønsker ro og et godt forhold til det danske politi. 2) A. nr. 219.

26. marts beklager Clausen sig over, at 37 medlemmer af Waffen-SS er blevet hjemsendt på grund af, at de havde været straffet, og at yderligere 70 vil blive sendt tilbage til Danmark. Det skadede hans partis anseelse, og han havde foreslået, at kasserede SS-frivillige blev beskæftiget i Tyskland. Afskedigelsen af frikorpsets kommandør, Kryssing, havde heller ikke gavnet ham. 3) A. nr. 220.

Side 73

22. april sendte Meissner et brev til Luther i Auswärtiges Amt, hvori han skriver, at det i de sidste 3 måneder er lykkedes ham at få „et overordentlig hjerteligt forhold" til Clausen og give partiet nye impulser. „Lidt efter lidt har jeg påny opnået fuld-stændigt at samle alle partispørgsmål under mig". Sammenlignet med udviklingen i f. eks. Norge og Holland har den danske kurs vist sig at være rigtig. Her har man holdt blomsterne i drivhuset, mens man de andre steder udsatte dem for vejr og vind. 1) A. nr. 221.

29. april indberetter Renthe-Fink om et virkningsfuldt møde, hvor frikorpsets kom-mandør, v. Schalburg, og medlemmer af korpset var tilstede og talte om indsatsen ved østfronten. General Lüdke har imidlertid meddelt ham, at han er imod frikorps-folkenes deltagelse i politiske møder, da det kan føre til konflikter, „hvad han under hensyn til den militære situation ... ønskede at undgå". 2) A. nr. 222.

Om Lüdkes stilling til disse spørgsmål foreligger en indberetning fra ham til Oberkommando des Heeres 6. maj, hvori han beklager ikke at have fået under-retning om, med hvilket formål kommandør v. Schalburg og 30 medlemmer af Frikorps Danmark opholder sig i København. General Lüdke skildrer derefter hverve-mødet 26. april, demonstrationstoget bagefter og en episode med et overfald af en mulat, hvilket har vist sig at være fabrikeret af nogle frikorpsmænd, påvirket af DNSAP-medlemmer. „Det var de danske nationalsocialister magtpåliggende at kon-struere episoder for at kunne fremme deres egne partiinteresser og for at fremkalde et forkert billede i Tyskland af de politiske forhold i Danmark". Lüdke skildrer andre lignende tilfælde fra provinsen og skriver: „Hele formen for denne såkaldte „propa-ganda" for Frikorps Danmark har fremkaldt just det modsatte af det påtænkte formål". Han henstiller endelig, at mænd i tysk uniform ikke udnyttes til politiske formål, „på en sådan måde, at der i befolkningen opstår en forkert opfattelse vedr. den tyske værnemagt. Af hensyn til landets forsvar kan jeg for fremtiden under ingen omstændigheder tillade, at uroligheder og misstemning fremkaldes af folk i værne-magtsuniform, og at der gribes ind i politiets beføjelser. I betragtning af den overordentlig ringe bestand af kampdygtige tropper er det danske politi, som i samarbejdet med værnemagten hidtil har vist sig at være absolut loyalt, et instru-ment, hvis medvirken ikke blot nu, f. eks. ved pågribelse af landsatte faldskærms- og andre agenter, er af afgørende betydning, men navnlig også, når det måtte dreje sig om opretholdelse af ro og orden under eventuelle engelske aktioner mod Danmark, det være sig ved faldskærmsjægere eller landsætning". 3) A. nr. 227; Se endvidere A. nr. 232. 15. maj sendte generalfeltmarskal Keitel derefter en skrivelse til rigsføreren for SS, Himmler, hvori han gentog Lüdkes argumenter og anmodede om, at forbudet for værnemagts-medlemmer mod at deltage i politiske demonstrationer blev indskærpet Frikorps Danmark. (A. nr. 231). 29. maj meddelte Himmler, at der var blevet draget omsorg for, at episoder af den nævnte karakter ikke blev gentaget. (A. nr. 241).

6. maj aflagde Clausen imidlertid atter besøg hos Renthe-Fink og beklagede sig over forbudet mod, at frikorpssoldater deltog i møder og demonstrationer i uniform. Renthe-Fink svarede imidlertid, at han ikke i den anledning ville henvende sig til Berlin, og advarede Clausen både mod at gå egne veje og lytte for meget til Meissner, som var impulsiv. „Kun gennem ham, gesandten kunne han opnå noget politisk". Clausen refererede samtalen til Meissner, der skriver om disse samtaler til Luther og samtidig beklager sig over Renthe-Fink og ønsker, at der fra Berlin vil blive grebet ind imod hans holdning. 4) A. nr. 228; 12. maj sender han et nyt brev til Luther, hvori han skildrer en samtale med Renthe-Fink, bl. a. om stillingen til frikorpset. Han kommer derefter ind på Clausen og hans vanskeligheder og

Side 74

hans beslutning om at melde sig til tjeneste på østfronten, hvilket Meissner mener vil lette situationen indenfor DNSAP, da Clausens stedfortræder, Wodschow, kan udligne modsætningerne. 1) A. nr. 230; Denne periodes gnidninger mellem Clausen og Renthe-Fink afsluttes tilsyneladende med mindehøjtideligheden for v. Schalburg. 2) Se A. nr. 242, 244 og 246.

e) Dannelsen af regeringen Buhl 4. maj 1942

Om de forhandlinger, som førtes i anledning af statsminister Staunings død og udnævnelsen af regeringen Buhl 4. maj 1942, 3) se ber. IV, s. 45—47; kan følgende oplyses på grundlag af de tyske akter:

1. maj opsøgte Scavenius den tyske gesandt og meddelte ham, at statsminister Staunings sygdom nu var så alvorlig, at der måtte udnævnes en midlertidig statsminister. Den hidtidige finansminister Buhl var den, man indenfor ministeriet mente kunne komme på tale. Renthe-Fink svarede hertil, at udnævnelsen af en midlertidig statsminister ikke burde foregribe det endelige valg af en ny statsminister, samt at finansminister Buhl hidtil ikke havde udmærket sig ved at vise særligt politisk udsyn. Ved Antikominternpagtens gennemførelse havde han hørt til den gruppe ministre, der stemte imod Danmarks tiltrædelse. Man måtte derfor spørge sig selv, om han som statsminister også i vanskelige spørgsmål ville have forståelse for tidens og det tysk-danske samarbejdes krav. Scavenius svarede, at Buhl hidtil havde været ren fagmand; hvorledes han ville udvikle sig som statsminister, var det vanskeligt at over-skue. Når Stauning døde, ville kabinettet demissionere og kongen derefter henvende sig til en ny mand om at danne regering, og det ville sandsynligvis blive Buhl. „Denne ville så henvende sig til sine gamle kolleger, og så var tidspunktet kommet for ham — Scavenius — til at stille betingelser og derved danne sig et klart billede af Buhls indstilling."

Renthe-Fink afslutter sin indberetning således: „Jeg betonede under samtalen med Scavenius eftertrykkeligt den ganske særlige danske interesse i, at der som statsminister kun udnævnes en mand, der viser lige så megen forståelse for som energi med hensyn til et snævert samarbejde med Tyskland. Jeg er overbevist om, at Scavenius forstod mig og i kabinettet vil anvende mine udtalelser på passende måde". 4) A. nr. 223.

2. maj opsøgte Scavenius atter Renthe-Fink og meddelte ham fortroligt, at han havde haft en lang og indgående samtale med finansminister Buhl. De havde gennemgået alle politisk vigtige spørgsmål, og han, Scavenius, havde kunnet fastslå, at Buhl havde vist fuld forståelse for hans opfattelse, og at der havde været overensstemmelse mellem deres synspunkter på alle punkter. Buhl indså nu, at hans afvisende holdning i spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse af Antikominternpagten havde været politisk forkert, og han var enig med Scavenius i, at den danske regering i alle spørgsmål, som dukkede op, måtte søge forståelse med Tyskland. „Buhl var klar over, at det vil blive en af hans hovedopgaver at gå ind for et positivt samarbejde med Tyskland og bekæmpe alle tyskfjendtlige strømninger". Renthe-Fink skriver dernæst: „Har overfor Scavenius påny betonet, at Staunings efterfølger i gerning måtte bevise, at han oprigtig bestræbte sig på at føre en loyal og snæver samarbejdspolitik med Tyskland". 5) A. nr. 224.

Side 75

3. maj indberettede Renthe-Fink om Staunings død og stillede forslag til kommen-tarerne i den tyske presse. 1) A. nr. 225.

4. maj havde den kommitterede for udenrigspolitiske spørgsmål på Renthe-Finks vegne en samtale med legationsråd Hvass i udenrigsministeriet, hvem han meddelte, at det var ønskeligt, at statsminister Buhl i sin regeringserklæring imødekom følgende punkter: 1) Regeringserklæringen måtte ikke indeholde mindre end Stau-nings tidligere regeringserklæring; 2) Danmarks moralske solidaritet med Tyskland i kampen mod Sovjetunionen skulle betones; 3) Buhl, som i sin tid havde indtaget en afvisende holdning overfor Antikominternpagten, måtte i regeringserklæringen gå ind for denne; 4) Danmarks positive samarbejde med Tyskland skulle fremhæves; 5) Buhl skulle gå ind for en bekæmpelse af tyskfjendtlige bestræbelser i Danmark; 6) Danmarks interesse for Grønland, Island og Færøerne skulle fastslås; og endelig 7) skulle Buhl give erklæringen en personlig tone. Hertil svarede legationsråd Hvass, at efter hvad han vidste, var der allerede taget hensyn til samtlige punkter ved udar-bejdelsen af regeringserklæringen. Det var dog vanskeligt at omtale Island, da det var en suveræn stat. „Jeg udtalte heroverfor, at den afdøde statsminister Stauning i sin tid netop havde afgivet en særlig god erklæring om Island, og at det vel derfor turde være muligt at finde en lignende formulering". 2) A. nr. 226.

Den 11. maj sendte Renthe-Fink til Berlin et langt memorandum med følgende overskrift: Oversigt over de af den danske regering efter den 9. april 1940 opfyldte væsentlige tyske ønsker på det militære, det uden- og indenrigspolitiske og det øko-nomiske område. I dette dokument gennemgås derefter de spørgsmål, som indenfor de nævnte områder var dukket op i forholdet mellem Danmark og Tyskland siden besættelsen, og hvor den danske regering havde bøjet sig for de tyske ønsker. 3) A. nr. 229.

14. maj opsøgte gesandt Mohr statssekretær v. Weizsäcker og takkede ham på regeringens vegne for Førerens og rigsregeringens kondolencer i anledning af stats-minister Staunings død. „De forskellige beviser på tysk deltagelse, og navnlig det tyske statsoverhoveds, havde i Danmark gjort et særdeles godt indtryk". 4) A. nr. 233.

j) Renthe-Finks samtale med Buhl 20. maj

17. maj forelagde Renthe-Fink for Auswärtiges Amt de punkter, han ville rejse under sin første samtale med statsminister Buhl. De gik bl.a. ud på, at man i Tyskland med interesse havde læst regeringserklæringen af 5. maj. Det kom imidlertid an på, at de deri indeholdte løfter også blev omsat i gerning. Tyskland kunne ikke som undskyldning for undladelse heraf lade gælde, at regeringen ikke havde de nødvendige fuldmagter, eller at der var parlamentariske forhindringer. „Nu under krigen er for os det vigtigste varetagelsen af vore militære interesser og i umiddelbar forbindelse hermed befolkningens holdning i det hele taget og dens forhold til de tyske tropper i særdeleshed. Her er det afgørende, at regeringen aktivt gør alt for at påvirke den offentlige mening i gunstig retning". Renthe-Fink nævner derefter specielt hvervningen af frivillige til Waffen-SS. „Endvidere må pressen, radioen og offentlige taler anslå en positiv tone". Ligeledes måtte alle tyskfjendtlige bevægelser hensynsløst bekæmpes. Det gjaldt ikke alene med hensyn til de handlinger, der allerede kunne straffes, men fremfor alt måtte der arbejdes på at virke forebyggende.

Side 76

På samme måde som Tyskland gjorde alt for at sikre Danmarks forsyning med råstoffer, ventede det, at Danmark gjorde sit yderste for at dække de tyske behov. Hvad den fremtidige nyeuropæiske udvikling angik, var det nødvendigt at fremhæve, at Danmark indstillede sig beslutsomt og positivt til denne udvikling. Ikke alene regeringen, men også presse og radio måtte tilpasse sig den i deres holdning. Som sidste punkt nævner Renthe-Fink, at han overfor Buhl vil omtale, at det ønske, som i den sidste tid var kommet til udtryk i pressen og i politiske personligheders udtalelser, at Danmark snart igen måtte få sin fulde frihed, var uheldigt. Sådanne udtalelser måtte i det lange løb skabe falske forestillinger i folket. De tyske tropper var rykket ind i Danmark for at skåne det for englændernes angreb og dermed for den skæbne at blive krigsskueplads. løvrigt syntes man i den danske offentlighed gerne at glemme, at Tyskland og Finland ikke alene førte kampen mod bolsjevismen af hensyn til sig selv, men at de kæmpede for hele Europa og også for Danmark. Tyskland ventede derfor, at Buhl ville sørge for, at disse kendsgerninger i højere grad end hidtil kom til udtryk i pressen, radioen og i partiernes politiske arbejde. 1) A. nr. 236.

19. maj gav udenrigsminister v. Ribbentrop sin tilslutning til de synspunkter, som Renthe-Fink havde udviklet. Han nævnte endvidere, at de radiotaler, som var blevet holdt af formanden for folketinget og amtmanden i Tønder i anledning af kongen af Danmarks regeringsjubilæum, havde indeholdt ord, som ganske vist ikke var et direkte angreb på Tyskland, men som dog gik ud på, at Danmark i øjeblikket gennemgik en særlig tung tid, fordi det var besat af tyske tropper. „Også i kongens tale gives der udtryk for samme tanke, som også virkede særlig påfaldende i Staunings og kongens nytårstaler". 2) A. nr. 237; Ang. Christian Xs 30 års rege-ringsjubilæum indberettede Renthe-Fink: „Gårsdagen, der forløb uden episoder, viste påny, at det danske folk er parat til at følge regeringens politik, men at besættelsens psykologiske tryk alligevel hviler tungt på befolkningen. For befolkningens holdning er håbet om og tilliden til indfrielsen af det løfte, der blev givet den 9. april 1940, af afgørende betydning ... Førerens lykønskningstelegram er af den samlede presse blevet offentliggjort på fremtrædende plads og har været genstand for stor opmærksomhed." (A. nr. 235).

Ribbentrop kommer derefter ind på en lang udredning af Tysklands betydning ved bekæmpelsen af kommunismen og anfører, at den danske regering ikke synes at være sig de farer bevidst, som ligger i en forkert udvikling af den danske offentlige mening.

Den påvirkes ustandselig i antitysk retning, „hvilket let kan have til følge, at Dan-marks indordning i det kommende nye Europa ikke fuldbyrdes roligt og i samarbejde med Tyskland, men at de til stadighed kunstigt nærede antityske strømninger frem-maner kritiske situationer, som Danmark til syvende og sidst kun har sig selv at takke for". Ribbentrop anmoder derfor Renthe-Fink om at henlede specielt Buhls og Scave-nius' opmærksomhed på disse spørgsmål, og i overensstemmelse med Renthe-Finks forslag ønsker han deres agtpågivenhed stærkt henledt på Christmas Møller-spørgsmålet, som på dette tidspunkt var dukket op. 3) Se afsnit 9.Ribbentrop afslutter sin instruks med at anmode Renthe-Fink om at indberette, hvorledes Buhl og Scavenius vil reagere. 4) A. nr. 237.

20. maj havde Renthe-Fink derefter sin første samtale med statsminister Buhl, hvorunder også udenrigsminister Scavenius var tilstede. Renthe-Fink indledte med at sige, at Buhl, der nu skulle have ansvaret for hele den danske regerings politik, måtte sætte hele sin personligheds vægt og sit embedes myndighed ind på et loyalt og uforbeholdent samarbejde med Tyskland. „Han skulle løse den betydningsfulde opgave at drage konsekvenserne på det indrepolitiske område af samarbejds-politikken med Tyskland. Jeg lod

Side 77

ham ikke være i tvivl om, at vi gør vor holdning overfor ham afhængig af, at han også virkelig omsætter de i regeringserklæringen af 5. 5. givne forsikringer i ger-ning". Renthe-Fink gik derefter ind på de ovenfor nævnte punkter. „Tilsidst karak-teriserede jeg den tendens, der er kommet til udtryk i de sidste måneders udtalelser, hvorefter Danmark i dag må gennemgå en særlig trang tid, fordi det er besat af vore tropper, som kortsynet og farlig for Danmark og erklærede, at vi ikke længere var indstillet på at tillade en sådan antitysk påvirkning af offentligheden. Statsminister Buhl og Scavenius blev stærkt grebet af den alvor, der prægede mine erklæringer". Buhl fremhævede derefter sit ønske om samarbejde. Med hensyn til kritikken af den sidste tids udtalelser svarede han, at han ville „arbejde i den af os ønskede retning. Man måtte dog ikke underkende, at det for at få det danske folk til at holde ud var nødvendigt så at sige som en trøstpræmie for upåklagelig opførsel, at stille det genoprettelsen af dets fulde selvstændighed og uafhængighed i udsigt. Mine udtalelser angående besættelsen var fuldkommen rigtige, men han bad mig forstå, at det var vanskeligt psykologisk at klargøre dette for det danske folk. At have fremmede tropper i landet var altid en prøvelse for et folks selvfølelse". Renthe-Fink bemærkede hertil, at den rigtige påvirkning af offentligheden var af afgørende betydning for Danmarks fremtid. „I denne tid måtte det forventes af den danske regering, at den virkelig tog ledelsen og sørgede for folkets rigtige åndelige indstilling". 1) A. nr. 238; I sine private notater om samtalen anfører Renthe-Fink endvidere, at han havde fastslået, at Staunings politik ikke på alle punkter havde tilfredsstillet Tyskland, men det anerkendte, at han havde været overbevist om nødvendigheden af Danmarks orientering mod Tyskland. Han havde ikke gjort sig nogen illusion om værdien af skandinaviske planer, 2) Dette er måske en hentydning til de drøftelser, som socialdemokratiske ledere havde haft med den svenske statsminister, Per Albin Hansson, 10.—11. maj (se side 79—80); og havde stillet sig på det standpunkt, at Danmark aldrig måtte blive „Nordens lænkehund mod syd". Han havde bekendt sig til Europas økonomiske samarbejde under Tysklands ledelse og Danmarks tilpasning hertil. Buhl måtte først erhverve sig Tysklands tillid, da han tidligere ofte havde haft en anden indstilling end Stauning. Buhl svarede herpå, at det var rigtigt, at han ikke altid havde været enig med Stauning, men det havde dog kun drejet sig om enkelte spørgsmål. „Han havde altid tilsluttet sig Staunings store linie og hans opfattelse af nødvendigheden af et samarbejde med Tyskland".

Renthe-Fink skriver derefter, at han omtalte, at Danmark lå midt i den tyske front. „Denne alvorlige kendsgerning burde Buhl altid holde sig for øje". Det vigtigste var derfor omsorgen for de tyske troppers sikkerhed og de tyske militære interesser. „Jeg henviste med eftertryk til, at Buhl som statsminister hensynsløst måtte bekæmpe alle tyskfjendtlige strømninger. Det gjaldt ikke blot om at straffe kriminelle handlinger, men fremfor alt om at virke forebyggende og i fødslen kvæle enhver antitysk agita-tion". Renthe-Fink kom derefter ind på de danske embedsmænd og navnlig det danske politis pålidelighed. „Jeg skjulte ikke overfor Buhl, at hvis der skulle opstå tvivl om deres pålidelighed, ville dette uundgåeligt føre til en udvikling, der ikke kunne være i den danske regerings interesse. Vi ville så blive nødt til at skaffe os vore egne udøvende organer. I den forbindelse strejfede jeg også spørgsmålet om det danske militær, hvilket fik såvel Buhl som Scavenius til at erklære, at det danske militær aldrig ville lade sig rive med til ubesindigheder ". 3) A. nr. 239.

Buhls første tale 21. juni blev i almindelighed behandlet velvilligt af Renthe-Fink i en indberetning 22. juni.

Side 78

Han skriver heri, at den ganske vist ikke indeholdt noget nyt, men sammenlignet med andre ministertaler anslog Buhl en mere positiv tone, idet han fremhævede Danmarks gunstigere stilling i forhold til andre landes og havde udtalt håbet om, at Danmark også i fremtiden med held kunne mestre vanskelighederne, som sikkert ikke ville blive mindre. I forholdet til Tyskland fremhævede han, at modsætningernes tid var forbi, at det var Danmarks historiske opgave nu og i fremtiden at fæstne og sikre et snævert samarbejde med Tyskland. Renthe-Fink slutter sin indberetning med følgende betragtning: „Jeg ser i statsministerens tale det første, omend beskedne forsøg på at lede den offentlige mening i overensstemmelse med vore formaninger". 1) A. nr. 250.

g) Alsing Andersens udnævnelse til finansminister 16. juli 1942

I forbindelse med Buhls overtagelse af statsministerposten opstod spørgsmålet om udnævnelse af en ny finansminister. 14. juli meddelte Scavenius til Renthe-Fink, at man til denne post havde udset fhv. forsvarsminister Alsing Andersen, der nu var formand for socialdemokratiet. Renthe-Fink svarede, „at den danske regering havde ansvaret for den påtænkte udnævnelse og selv måtte bedømme, om den lå på linie med den nødvendige stærkere omstilling af den danske politik henimod det frem-tidige europæiske samarbejde. Udnævnelsen af Alsing Andersen ville af os bestemt ikke blive vurderet som et fremskridt." løvrigt oplyser Renthe-Fink i sin indberetning, at Alsing Andersen af de konservative betragtes som en af de ansvarlige for den 9. april og var som følge deraf forhadt af dem. „Hans udnævnelse vil sandsynligvis forøge spændingen indenfor samlingsregeringen". 2) A. nr. 252.

I en ny samtale 16. juli meddelte Scavenius, at Alsing Andersens udnævnelse til finansminister måtte betragtes som en kendsgerning. Han selv havde rådet til at lade posten stå ubesat, men statsminister Buhl havde måttet bøje sig for det social-demokratiske partis krav, idet dette følte sig tilsidesat, fordi venstres og de konser-vatives partiformænd var medlemmer af regeringen. Af hensyn til en rolig udvikling var det nødvendigt at have den socialdemokratiske partiformand som medlem af regeringen. Med hensyn til Renthe-Finks indvendinger imod Alsing Andersen udtalte Scavenius, at han hverken var værre eller bedre end nogen anden dansk social-demokrat, og tilføjede, at dersom Tyskland forlangte en anden udnævnt til finansminister, ville det fremkalde stor bitterhed i arbejderbefolkningen. Renthe-Fink føjer hertil den betragtning, at han må give udenrigsministeren ret i, „at tiden for nye mænd i kabinettet endnu ikke er kommet, hvis vi, tilmed med henblik på Danmarks betydning for vor krigsernæring og vor militære situation, vil lægge vægt på en fortsat rolig udvikling i Danmark. Størstedelen af den danske befolkning vil endnu ikke indse, at den endelige afgørelse i denne krig ikke kan falde ud til fordel for de fjendtlige magter. Den er derfor endnu ikke rede til at foretage en indrepolitisk omstilling. Hvis vi nu alligevel udøver tvang, kan der ikke være tvivl om resultatet. Regeringen vil ganske vist muligvis føje sig og vise en facade, som passer os. Indenfor arbejderstanden, over hvilken vi hidtil ikke har haft grund til at klage, vil det dog sikkert begynde at gære. De nationalistiske kredse, der ligesom konservative og venstre ganske vist absolut ikke bryder sig om Alsing Andersens person, vil dog på grund af den anvendte tyske tvang finde sammen med arbejderstanden. En sådan situation bør efter mit skøn undgås. Jeg har derfor ikke til hensigt at udøve yderligere pres på den danske regering, men vil nu som før overfor den repræsentere det standpunkt, at løsningen ikke tilfredsstiller os og

Side 79

ikke er fyldestgørende for fremtiden". 1) A. ur. 253. I en instruks, som understats-sekretær B. Woermann sendte Renthe-Fink 18. juli, gav han ham medhold i denne betragtning. 2) A. nr. 253, bilag 1.

h) Statsminister Per Albin Hanssons besøg i København 10.—11. maj

I anledning af statsminister Staunings bisættelse 10. maj kom den svenske stats-minister. Per Albin Hansson, til København, og dette gav anledning til ny tysk mistænksomhed overfor de danske partier. 14. maj indberettede Renthe-Fink, at den svenske statsminister under sit besøg hovedsagelig tilbragte tiden sammen med lederne af det danske socialdemokrati, deriblandt statsminister Buhl og formanden for foreningen „Norden", nationalbankdirektør Bramsnæs. Desuden blev han modtaget af kongen. Per Albin Hansson skulle ifølge de oplysninger, Renthe-Fink havde fået, have forsøgt at skabe stemning for øget nordisk samarbejde, den samme tendens, som havde fået udtryk i hans tale ved Staunings båre. Renthe-Fink finder det besynderligt, at han havde fremhævet Stauning som forkæmper for den nordiske solidaritet, og minder om dennes Lundtale. Også under sin audiens hos kongen skulle Per Albin Hansson have fremhævet tanken om større nordisk samarbejde, men ikke „have fundet den interesse herfor, han havde ventet".

Scavenius havde overfor Renthe-Fink bekræftet, at den svenske statsminister i sine samtaler med danskerne havde fremstillet Nordens snævre sammenslutning som det mål, man burde stræbe efter i de skandinaviske landes politik. „Scavenius bemær-kede hertil, at det for den danske regering ikke var særlig belejligt, at Sverige så stærkt propaganderede for denne tanke og så skævt til Danmarks mere intime samarbejde med Tyskland. Den danske regering ville dog ikke lade sig presse bort fra sin hidtidige politiske linie. Statsminister Buhl stod på samme standpunkt som Stauning". Scavenius tilføjede, at Sverige hengav sig til illusioner, hvis det troede, at det i tilfælde af Tysklands nederlag alene kunne forsvare sig mod Sovjetrusland. Selvom dette gik svækket ud af krigen, ville det dog kunne beherske Østersørummet. England havde mistet søherredømmet. „En engelsk garanti mod Sovjetrusland havde derfor i dag mistet sin værdi for Skandinavien". 3) A. nr. 234.

I anledning af chefen for Frikorps Danmark, v. Schalburgs begravelse var lega-tionsråd Rademacher i København og fik fra „pålidelig dansk kilde" nogle oplys-ninger om Per Albin Hanssons besøg. Disse oplysninger er identiske med den notits, som presseattaché Schröder har skrevet til Renthe-Fink. 4) A. nr. 240; Ophavsmanden er Aage Jørgensen, som havde fået sine oplysninger fra Ernst Berg, der atter havde dem fra Laurits Hansen, som havde været tilstede ved mødet 11. maj på Bellevue med den svenske statsminister. Det nævnes, hvilke danske og svenske politikere der havde været tilstede: „Fra dansk side skulle følgende punkter være blevet opstillet som program for drøftelsen: 1. England vinder krigen. 2. a. Socialdemokratiets udenrigspolitiske mål: et mod Tyskland rustet og befæstet Norden, b. Indrepolitisk mål: national-demokratiske enhedsbevægelser indtil nationalsocialismens tilintet-gørelse. 3. Forholdet til Rusland ordnes af de angelsachsiske magter. Baltikum, Karelen, Polen o.s.v. bliver russisk magtområde. 4. Socialdemokratierne i Danmark og Sverige må i hvert fald forblive udenfor diskussionen — et tysk krav om krigs-deltagelse må dog besvares med et afgjort nej. 5. Forbindelseskanal: det svenske gesandtskab i København. Til punkt 1. gav kun Torsten Nielsson udtryk for tvivl, medens Hartvig Frisch

Side 80

ikke anså den i punkt 2 angivne linie for gennemførlig. Punkterne 3, 4 og 5 bifaldtes enstemmigt".

Rademacher refererede dette til understatssekretær Martin Luther og fortalte, at Scavenius til Renthe-Fink havde sagt, at han „bevidst blev overset af Per Albin Hansson, der kun gav sig af med socialdemokraterne". Luther fremhævede i sin notits til v. Ribbentrop, at de danske socialdemokrater var overbevist om Englands sejr og ville skabe et mod Tyskland rustet og befæstet Norden, og tilføjede med henblik på nogle vedlagte billeder fra et illustreret ugeblad: „Det er betegnende, at de tyskfjendtlige politikere, Hedtoft-Hansen og Hartvig Frisch, som efter tysk tryk officielt er trådt ud af politik, har været særlig fremtrædende ved disse sammen-komster". 1) A. nr. 249.

Rademachers notits blev tilsendt Renthe-Fink til udtalelse, og denne svarede, at han anså det for udelukket, at et sådant program var blevet opstillet. „Dertil er de danske socialdemokrater efter hans opfattelse for forsigtige i udenrigspolitik". Renthe -Fink havde endvidere „m.h.t. den foreliggende sag" ført et ganske klart sprog.

Rademacher føjer hertil følgende kommentar: „Selv anser jeg det ikke for udelukket, at den hårdnakket tyskfjendtlige fløj af det danske socialdemokrati, der deltog i samtalen med hr. Albin Hansson, betragter den udenrigspolitiske situation som et valg mellem to onder, nationalsocialismen og kommunismen, og regner kommunismen for det mindste onde. Jeg kan derfor meget vel tænke mig, at denne fløj billiger østersørandstaternes indlemmelse i den russiske magtsfære". Med stats-sekretær v. Weizsäckers bifald beslutter Luther imidlertid ikke at forelægge sagen mere for v. Ribbentrop. 2) A. nr. 254.

i) Kirkeminister Fibigers grundlovstale 5. juni 1942

Også kirkeminister Fibigers grundlovstale gav anledning til skeptiske tyske kom-mentarer. 6. juni blev den refereret af Renthe-Fink, der skriver, at Fibiger „påpegede især nødvendigheden af at klare tidens opgaver på samlingspolitikkens grund". 3) A. nr. 243; I en indberetning 10. juni kommenterer Renthe-Fink endvidere talen således: „Formelt giver talens indhold ikke grund til indvendinger, tværtimod repræsenterer den et vist fremskridt sammenlignet med tidligere ministertaler af denne art. F. eks. blev besættelsen omtalt som „en fremmed magts beskyttelse". Uden tvivl skyldes dette fremskridt, som har vakt almindelig opmærksomhed, en påvirkning fra stats-ministerens og udenrigsministerens side, fremkaldt af mine særdeles eftertrykkelige forestillinger i forbindelse med statsministerskiftet. Alligevel har jeg overfor uden-rigsministeren givet udtryk for, at minister Fibigers udtalelser var utilfredsstillende for os, fordi de som helhed betragtet gav en begrænsende fortolkning af den nye statsministers regeringserklæring af 5. maj d. å. og kun indenfor rammerne af en skandinavisk blokdannelse tilsluttede sig tanken om Danmarks tilpasning til det ubetinget nødvendige og snævre samarbejde med Tyskland i det nye Europa. Samtidig betegnede jeg det som yderst uheldigt, at koalitionspartierne til trods for Christmas Møller-sagen lod hr. Fibiger optræde som taler", hvortil gesandt v. Grund-herr i marginen tilføjede: „Jeg har udtalt mig på ganske samme måde overfor minister Mohr". 4) A. nr. 245.

13. juni forelægger legationsråd Rademacher imidlertid sagen for Luther og skriver, at Fibigers tale efter hans mening er „blevet bedømt forkert". Af en gengi-velse af talen i Sonderdienst „Seehaus" fremgår det, „hvorledes Fibiger har lagt an på under dække af neutralt klingende fraser at fremkalde en anti-tysk stemning hos den opmærksomme danske lytter", hvorefter Rademacher gengiver en række citater fra talen. 1) A. nr. 248 og 251; På dette tidspunkt havde imidlertid Christmas Møllers flugt til England fremkaldt en alvorligere tysk reaktion.

fortsættes Side 81

Aktstykker og Stenografiske Referater til Beretning XIII
følger i næste udgave af Kasler Journal

klik til Beretning XIII / 13 fortsat

klik til index