Folketingets beslutning om kommissionens nedsættelse    5

Forskrifter for kommissionen   6

Kommissionens medlemmer   8

Indledning   9

I. Beslutningen   11

II. Forberedelsen   14

III. Udførelsen   38

Bet. I, ber. II o.s.v., A. 00 betyder betænkning I afgivet af den parlamentariske kom-mission af 15. juni 1945, side 00, henholdsvis beretning II afgivet af den parlamentariske kommission af 19. december 1945.

Bet. I, ber. II o.s.v., A. nr. 00 betyder aktstykke til fornævnte, nr. 00.

Bet. I, ber. II o.s.v., st. 00 betyder det stenografiske referat til fornævnte, spalte 00.

A. nr. 00 betyder aktstykke til nærværende beretning, nr. 00

Folketinget beslutter:

1. Der nedsættes i henhold til grundlovens § 45 en kommission med den opgave i det omfang, kommissionen måtte anse det for påkrævet, at foretage de fornødne undersøgelser til supplering af de ved de under den 15. juni 1945, 19. december 1945 og 8. januar 1948 nedsatte parlamentariske kommissioner tilvejebragte oplysninger til bedømmelse af, hvorvidt der er grundlag for at drage ministre og andre særlig ansvarlige til ansvar i forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i anledning af deres embedsvirksomhed under den tyske besættelse og til supplering af de af kommissionen af 8. januar 1948 tilvejebragte oplysninger med hensyn til politisk virksomhed under besættelsen, der skønnes at indeholde anslag mod folkestyret og den hidtidige statsretlige praksis.

Det påhviler kommissionen snarest at afgive beretning til folketinget angående de foretagne undersøgelser.

2. Medlemmernes antal fastsættes til 24.

3. Over møder, hvori mundtlige oplysninger og forklaringer afgives til kommissionen, opta-ges stenografisk referat.

4. Selve kommissionens drøftelser og afgivelsen af oplysninger, forklaringer og redegørelser foregår i lukkede møder, men der vil til oplysning for offentligheden, når undersøgelsen af et forhold er bragt til et sådant punkt, at kommissionen mener, at en redegørelse derfor kan af gives, være at afgive sådan redegørelse i den form og på den måde, som kommissionen skønner rigtig.

5. Tingets formand bemyndiges til at iværksætte det fornødne tir denne beslutnings udfø-relse.

Gustav Pedersen / Poul Møller

§ 1. Kommissionen vælger umiddelbart efter sin sammentræden en formand og en næst-formand.

§ 2. Kommissionen samles, udsættes og sluttes af sin formand. Denne bestemmer ved hver enkelt sammenkaldelse samlingsstedet. Forsåvidt dette er København, holdes kommis-sionens møder i rigsdagens lokaler.

§ 3. Kommissionen er berettiget til at antage lønnet medhjælp udenfor sin midte såvelsom til at foretage de til dens virksomhed fornødne udgifter, herunder rejse-udgifter efter regning til medlemmerne, forsåvidt kommissionen afholder møder udenfor København.

Under iagttagelse af de i tjenestemandslovens § 972 indeholdte regler vil der være at udbetale kommissionens medlemmer diæter, dog således at der ikke ydes diæter for dage, på hvilke folketinget holder møder.

§ 4. Den, der ophører at være medlem af folketinget, ophører tillige at være medlem af kom-missionen.

Når en enkelt ophører at være medlem, afgør kommissionen under hensyn til sine arbejders standpunkt og tarv, om den skal vedblive at virke med kun 23 medlemmer, eller om den skal gøre indstilling til folketinget om nyt valg af et medlem.

Skulle det ske, at flere ophører at være medlemmer, skal kommissionen gøre sådan indstilling.

§ 5. Om udbyttet og udfaldet af sine undersøgelser vedtager og afgiver kommissionen beretning til folketinget.

Beretning er vedtaget, når ved den endelige afstemning mindst 13 af kommissionens medlemmer har stemt for den.

Vedtages beretning ikke med enstemmighed, er de, der har stemt imod, berettigede til at få en fremstilling af deres afvigende meninger optaget i et tillæg til kommissionens beretning.

§ 6. Over møder, hvori mundtlige oplysninger og forklaringer afgives til kommissionen, opta-ges stenografisk referat.

§ 7. De til afholdelse af udgifter efter § 3 fornødne pengemidler hæves af kommissionens formand hos rigsdagens kasserer efter anvisning af folketingets formand. For deres anven-delse aflægger kommissionen regnskab til folketingets formand.

§ 8. De øvrige regler for kommissionens virksomhed fastsættes af den selv.

Gustav Pedersen    /    Eigil Olsen.

Tingets valg af medlemmer fandt sted 7. november 1950, og der valgtes følgende:

Et mandat, der ville kunne besættes af Danmarks kommunistiske partis folketingsgruppe, står indtil videre ubesat, jfr. folketingstidenden 1950—51 sp. 605.

Kommissionen konstituerede sig med Holger Eriksen som formand og Arnth Jensen som næstformand.

Tidligere medlem af kommissionen og formand for denne, medlem af Liberale Venstre, dommer Aage G. Holm, har været tilknyttet kommissionsarbejdet og været tilstede i dennes møder.

Til kommissionens sekretær antoges chefen for rigsdagens bureau, Eigil Olsen.

Endvidere har arkivar, dr. phil. Harald Jørgensen medvirket ved nærværende beretnings udgivelse.

Side 8

I forbindelse med retsforhandlingen ved den internationale militærdomstol i Nürnberg, der blev nedsat for at dømme de tyske krigsforbrydere, fremdroges der af beslaglagte tyske arkiver et omfattende materiale både til belysning af krigens forhistorie og af tyske civile og militære myndigheders optræden i de besatte lande under krigen. Da der blandt dette materiale var adskilligt, der havde interesse for Danmark, fik de danske observatører ved den internationale militærdomstol instruktion af udenrigsministeriet * jfr. bet. I A. nr. 26; at erhverve fotokopier eller bekræftede afskrifter af de således fremlagte dokumenter, og disse blev ved uden-rigsministeriets mellemkomst stillet til kommissionens rådighed. Desuden foretog en af justitsministeriet i december 1946 udsendt delegation bestående af politimester P. Kjalke, politiadvokat E. Bech og dr. Sven Henningsen en fornyet grundig gennem-gang af alt for Nürnbergerdomstolen foreliggende dokumentmateriale. Hvad der hav-de interesse for Danmark, blev hjembragt enten i fotokopi eller bekræftet afskrift. En væsentlig del af dette materiale belyser forhistorien til Tysklands aktion 9. april 1940. Resten indeholder spredte dokumenter til belysning af forskellige forhold under den tyske besættelse af Danmark.

En forhandling herom fandt sted 3. oktober 1939 indenfor den øverste søkrigs-ledelse under storadmiral Erich Raeders forsæde. 1) Marinens overkommandos krigs-dagbog, 3. oktober 1939. A. rir. 1. Se endvidere A. nr. 4. Raeder oplyste i 1944, at det var chefen for Østersøflåden, admiral Rolf Carls, der i et brev til ham fra omkring månedsskiftet september—oktober 1939 havde påpeget betydningen af en tysk besættelse af den norske Atlanterhavskyst. 2) Raeders memorandum, dateret 10. januar 1944. A. nr. 147. Overfor Nürnbergerdomstolen har Raeder senere forklaret, at når han og Carls fattede interesse for de norske baser, var det, fordi indberetninger fra tyske agenter, formidlet af admiral Wilh. Canaris, meddelte, at englænderne planlagde en okkupation af norske baser. 3) Forhør over Raeder 17. maj 1946. A. nr. 151.

Den tanke, at den tyske flådes strategiske stilling ville blive forbedret ved tyske baser på den norske vestkyst, var ingenlunde ny i tyske sømilitære kredse. 4) Ind-stilling fra den norske undersøgelseskommission af 1945, bilag 1, 1947, side 10—11. Alle-rede i 1926 havde den tyske søofficer Wolfgang Wegener i en bog om tysk marine-politik i den første verdenskrig påvist, hvilke fordele den tyske marine ville have vundet, om man i stedet for den defensive marinestrategi havde betrådt en mere offensiv bane. Det var lignende tanker, admiral Carls nu gjorde sig til talsmand for, og han fik tilslutning fra Raeder.

I de følgende dage fortsattes drøftelserne, og man indhentede en udtalelse fra lederen af den tyske ubådsflåde, admiral Karl Dönitz. Denne anbefalede, at Tyskland erhvervede baser i Norge. 5) Erklæring fra Dönitz af 9. oktober 1939. A. nr. 2. Raeder be-sluttede derefter at optage forhandlinger med Hitler om dette spørgsmål. 6) Raeders memorandum, dateret 10. januar 1944. A. nr. 147.

(klik tilbage til Forsiden)

Man har bevaret et memorandum, dateret 9. oktober 1939, der menes at indeholde Hitlers syn på Tysklands krigssituation på denne tid. 7) Indstilling fra den norske under-søgelseskommission af 1945, bilag nr. I, 1947, side 12—18). - Ifølge

Da Raeder 10. oktober 1939 henvendte sig til Hitler for at vinde ham for tanken om tyske baser i Norge, mødte han nok interesse for sine synspunkter, men ingen tilslutning. I det officielle referat af samtalen siges blot, at Raeder overfor Hitler fremhævede betydningen af ubådsbaser på den norske kyst. 2) Fuehrer-Conferences on Naval Affairs, side 27. Udgivet af det engelske admiralitet 1947, i det følgende citeret: Fuehrer-Conferences. A. nr. 3. I Raeders redegørelse fra 1944 er beretningen fyldigere, idet Raeder skal have udviklet, hvilke skæbnesvangre følger engelske baser i Norge ville have for Tyskland. 3) A. nr. 147. Englænderne ville få herredømmet over indløbet til Østersøen, og de ville kunne operere i flanken på den tyske flåde og det tyske luft-våben. Endvidere ville England kunne øve en stærk pression på Sverige. Omvendt ville tyske støttepunkter på Norges kyst kunne benyttes som udfaldsporte mod Atlanterhavet. Man ville hermed kunne hindre en gentagelse af den for Tyskland så skæbnesvangre minespærring i den første verdenskrig mellem Shetlandsøerne og Norges kyst.

Hitlers afvisende holdning havde til følge, at der ikke i efteråret 1939 blev tale om et tysk angreb på Skandinavien. Raeder havde imidlertid ikke opgivet sine planer, og en udtalelse, som han fremsatte 25. november 1939 overfor en kreds af stabsofficerer, vidner om et uvenligt sindelag overfor de nordiske lande. 5) Fuehrer-Conferences 1939, side 48. De skandinaviske lande, udtalte Raeder, er for tiden neutrale under tysk-russisk pres. Hvis Tysklands stilling skulle forringes, må vi vente, at de vil skifte holdning.

I december 1939 kom fhv. norsk forsvarsminister Vidkun Quisling til Berlin, og 11. december 1939 blev han sammen med den senere norske handelsminister Albert Hagelin modtaget af Raeder. Fra denne sammenkomst findes et officielt referat i marinearkiver. 6) Fuehrer-Conferences 1939, side 55—57. A. nr. 5. Se desuden Raeders forklaring i Nürnberg 27. maj 1946. A. nr. 151.

Det russiske fremstød i Finland, fortsatte Quisling, havde vakt ængstelse i Norden, og stortingspræsident Hambro og hans fæller håbede, at man med engelsk hjælp kunne imødegå den russiske fare. Quisling og hans folk ønskede imidlertid ikke, at Norge skulle komme i krig med Tyskland på grund af en engelsk landgang. Hans parti var derfor stemt for at komme en engelsk landgang i forkøbet og tilbyde Tysk-land baser. Quisling var nu kommet til Tyskland for at etablere kontakt. Mødet endte med, at Raeder udtalte, at han ønskede at foredrage sagen for Hitler.

Under sin samtale med Hitler udviklede Raeder, at England ikke måtte vinde fod-fæste i Norge. 1) Fuehrer-Conferences 1939, side 57—58. A. nr. 6. Dette ville være krigsafgørende. Raeder stillede derfor forslag om, at den tyske overkommando skulle have tilladelse til sammen med Quisling at lægge planer til en tysk besættelse af Norge ad fredelig vej, d.v.s. indkaldt af en regering Quisling, eller ved magt. Hitler erklærede sig enig i dette. I mødet deltog foruden Raeder generalerne Keitel og Jodl samt orlogskaptajn Puttkammer. Der er ikke refereret udtalelser fra deres side.

Forinden videre foretoges, ønskede Hitler en personlig samtale med Quisling. Det første møde fandt sted 15. december, og han var ledsaget af Hagelin og Amtsleiter Scheidt fra Alfred Rosenborgs kontor. To dage senere — 17. december — blev Quis-ling påny modtaget af Hitler, og under denne anden samtale diskuteredes situationen i sin helhed. Hitler understregede sit ønske om, at Norge forblev neutralt, og spurgte Quisling, om han var klar over, at England ville erklære Norge krig, hvis Quisling anmodede Hitler om hjælp. Quisling bekræftede dette spørgsmål. Ved slutningen af samtalen spurgte Quisling Hitler direkte, om han ville hjælpe ham, hvortil Hitler svarede: Javel, det vil jeg. 2) Om den økonomiske hjælp til Quisling se A. nr. 12.

Under forhørene i Nürnberg har såvel general Keitel som storadmiral Raeder hæv-det, at Hitler traf sin beslutning straks efter Quislings besøg. Keitel udtalte, at ordren om at angribe Norge udstedtes i midten af december. 5) Forhør over Keitel 15. august 1945. A. nr. 148. Raeder hævdede, at Hitler efter samtalerne med Quisling

Andre kilder meddeler, at Hitler først traf sin beslutning om et angreb på Norge omkring midten af januar 1940, Major Deyhle, der var stabschef hos general jodl, meddeler i sin dagbog, at Hitler endnu i begyndelsen af januar 1940 håbede, at det store angreb mod vest kunne sættes i gang, men vejret lagde sig stadig hindrende i vejen. 3: A. nr. 7. Først da håbet om bedre vejr definitivt brast, blev situationen en anden. I henhold til major Deyhle fattede Hitler omkring midten af januar sin beslut-ning om at udnytte det danske og det norske landområde for den tyske krigsførelse. Nogen personlig ordre fra Hitler til bekræftelse af denne påstand er ikke fundet.

Det første eksisterende dokument vedrørende aktionen mod Skandinavien stam-mer fra 29. januar 1940. Under denne dato udstedte chefen for O.K.W., general Keitel, en ordre til overkommandoens forskellige afdelinger, hvori han meddelte, at Hitler ønskede, at det videre arbejde med »Studie N« skulle foregå under hans umiddelbare tilsyn og med Keitel som chef. 4) Ordre fra Keitel, dateret 29. januar 1940. A. nr. 8. I ordren henvises til en tidligere meddelelse af 23. januar, som imidlertid ikke kendes. Der skulle nedsættes en mindre arbejdsstab, der kunne danne kærnen i en fremtidig operationsstab.

Arbejdet skulle fremtidig foregå under dæknavnet »Weserübung«. Fra samme tid stammer en anden ordre fra Hitler til de øverste rigsmyndigheder, hvori det hedder, at ingen uden hans udtrykkelige tilladelse må give sig af med forberedende arbejder for militære operationer, der har besættelse af ikke-tyske områder til formål. Den absolutte hemmeligholdelse af sådanne operationer kræver, at kun et yderst begræn-set antal personer har kendskab hertil. 5) Ordre fra Hitler, dateret januar 1940. A. nr. 9.

Under 19. februar 1940 har Jodl i sin dagbog en indførsel om en samtale, han har haft med Hitler om Altmark-affæren. 2) Jodls dagbog 19. februar 1940. A. nr. 10. Se også A. nr. 17. Jodl oplyser, at Hitler var meget utilfreds med den holdning, som folkene fra Graf Spee havde indtaget ombord på Altmark, idet de ikke havde gjort modstand og ikke tilføjet englænderne tab. I forlængelse heraf trængte Hitler på med hensyn til forberedelserne til »Weserübung«, og han krævede, at skibe skulle udrustes og troppeafdelinger stilles i beredskab. Han ville tale med den særlige arbejdsstab her-om. Under samtalen foreslog Jodl, at man skulle udpege en af de nye komman-derende generaler til at forestå aktionen og sammen med sin stab at forberede denne. På denne måde kunne man måske fremskynde forarbejderne. Hitler erklærede sig indforstået hermed.

Med samtalen den 19. februar mellem Hitler og Jodl afsluttedes 1. fase i forbe-redelserne til angrebet på Skandinavien. Den særlige stab ophørte at fungere, og i stedet for overlodes arbejdet til en ny mand, der stod udenfor værnemagtens over-kommando. 21. februar modtog Hitler i førerhovedkvarteret i Berlin den udpegede leder af den kommende operation, nemlig general v. Falkenhorst. Jodl bemærker i sin dagbog, at v. Falkenhorst modtog hvervet med glæde. 3) Jodls dagbog 21. februar 1940. A. nr. 10. 24. februar indtraf v. Falkenhorsts stab i Berlin, og arbejdet blev straks påbegyndt.

General Nikolaus v. Falkenhorst var på det tidspunkt 56 år og havde hele sit liv gjort tjeneste i den tyske hær. Han var uddannet infanteriofficer og havde deltaget i verdenskrigen 1914—18. I foråret 1918 havde han tilhørt det tyske hærkorps, der under v. der Goltz' ledelse havde deltaget i den finske frihedskrig. Efter våbenstil-standen i 1918 gjorde v. Falkenhorst først tjeneste i Schlesien og siden i rigsværns-ministeriet i Berlin (1922—27). 1928—33 var v. Falkenhorst bataillonschef først i Königsberg og siden i Dresden. Derefter tjenstgjorde han som militærattaché med bopæl i Prag, og i 1935 udnævntes han til divisionschef i Østpommern. I august 1939 overtog han ledelsen af det 21. armékorps og deltog i denne egenskab i det polske felttog. I november 1939 forflyttedes han med sin afdeling til vestfronten, hvor han blev underlagt v. Rundstedts armégruppe. Efter hans egne udtalelser var hele hans opmærksomhed i disse måneder henvendt på Frankrig og det forestående store fremstød mod vest. Selv opholdt han sig i lange perioder på øvelsespladsen Grafen-woehr i Bayern, optaget af øvelser med kunstig tåge. Det var midt under disse øvelser, at et telegram fra Berlin kaldte ham til Hitler. Falkenhorst har overfor retten oplyst, at han kom til Berlin enten den 20. eller den 21. februar, og at han næste dags formiddag kl. 11 blev modtaget af Hitler i rigskancelliet. 4) Forhør over Falkenhorst .24. oktober 1945. A. nr. 149—50. Disse oplysninger stemmer med angivelserne i Jodls dagbog.

Fra 26. februar 1940 stammer et referat vedrørende de politiske og forvalt-ningsmæssige forholdsregler, der burde tages ved besættelsen af Norge, Danmark og Sverige. 1) Se A. nr. 13—16. Til dette referat hører 3 bilag indeholdende de nærmere krav, der burde stilles til de tre lande.

Denne beslutning blev kort efter godkendt af Hitler og skriftligt formuleret i en ordre dateret 1. marts 1940 og underskrevet af Hitler. Ordren af 1. marts 1940 blev det grundlag, som v. Falkenhorst og hans stab kunne arbejde videre på. 2) Se A. nr. 18.

I Hitlers egenhændige »Weisung für Fall Weserübung« udvikles til indledning, at situationen i Skandinavien krævede, at den tyske værnemagt traf forberedelser til at besætte Danmark og Norge. Herved skulle man afværge engelske overgreb på Skandinavien og Østersøen, sikre malmbaserne i Sverige og udvide marinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England. Det var marinens og luftvåbnets opgave at sikre det planlagte foretagende mod angreb fra engelske marine- og luftstridskræfter. De tyske angrebsstyrker skulle under hensyntagen til den almindelige militære situation gøres så svage som mulig, og deres talmæssige svaghed måtte udlignes med dristig optræden og overraskende slag. Endvidere skulle man tilstræbe, at give aktionen karakter af en fredelig besættelse med det formål at give de nordiske staters neutralitet væbnet beskyttelse. Krav af dette indhold skulle ved aktionens begyndelse tilstilles de respektive regeringer. Om nødvendigt skulle disse krav understøttes ved flåde- og luftdemonstrationer. Skulle der mod forventning blive gjort modstand, skulle denne brydes med alle til rådighed stående midler.

Det var Hitlers ønske, således som det også fremgår af ordren af 1. marts, at aktio-nens planlæggelse skulle foregå under hans direkte tilsyn og således unddrages de almindelige værnemagtschefer. Medens intet tyder på, at generaloberst Walther v. Brauchitsch som hærens leder eller storadmiral Raeder som den øverstkomman-derende for flåden gjorde større indvendinger mod denne ordning, bortset fra at de mente, at der var stillet for store krav om mandskab, var luftvåbnets øverstkomman-derende, rigsmarakal Hermann Göring, meget forbitret. Dette fremgår af general Jodls dagbog. 1) Jodls dagbog 2. marts, 3. marts og 4. marts 1940. A. nr. 10. Selv efter at Hitlers ordre var udstedt, nedlagde han vrede protester mod, at dele af luftvåbnet blev underlagt den 21. armégruppe. Det lykkedes Jodl at nå til en Overenskomst med luftvåbnet ved en direkte samtale med luftvåbnets generalstabschef, Hans Jeschon-nek. 2) Jodls dagbog 4. marts 1940. A. nr. 10.

Et spørgsmål, der var holdt åbent ved ordren af 1. marts, var, hvorledes »Weser-übung« skulle indordnes i den militære timeplan for foråret 1940. Som påvist foran var det Hitlers ønske at sætte vestoffensiven, den såkaldte »Operation Gelb«, ind så tidligt som muligt. Den fortsatte, strenge vinter medførte, at angrebsordren stadig måtte udsættes. Under en samtale med Jodl, 26. februar, fremsatte Hitler spørgs-målet, om man skulle lade »Weserübung« løbe af stabelen før »Operation Gelb« eller efter. Jodl udviklede nogle dage senere, 28. februar, at det var bedst, at plan-læggelsen af de to operationer foregik således, at de både med hensyn til tid og styrker var uafhængige af hinanden. Hitler syntes udmærket om dette forslag, hvis det blot kunne gennemføres. Endnu 1. marts havde Hitler ikke truffet sin beslutning, men to dage senere befalede han, at »Weserübung« skulle foregå før »Operation Gelb«, og at denne skulle følge nogle dage efter. 3) Jodls dagbog 3. marts 1940. A. nr. 10.

Det virkelige arbejde med forberedelserne tog derefter sin begyndelse. Fra begyn-delsen af marts 1940 stammer forskellige udkast til de krav, som skulle stilles til de nordiske lande i forbindelse med aktionen. 4) Se A. nr. 20—21, 23—25, 27—28, 37—38 og 40. En sammenholden af disse udkast viser, hvorledes man efterhånden nåede frem til den endelige form, som disse fik den 9. april.

Under 13. marts 1940 udfærdigede general v. Falkenhorst nogle almindelige bestemmelser ang. besættelsen af Danmark og Norge, som mangfoldiggjordes i 138 eksemplarer og var bestemt til uddeling sammen med de taktiske ordrer. 3) A. nr. 35. Ang. dæknavne ved operation »Weserübung« se A. nr. 59.

Med hensyn til de økonomiske forholdsregler indeholdt afsnit D regler om indsæt-telse af en række særlige officerer, der skulle overvåge det økonomiske liv. Sådanne fik station i København, Esbjerg, Aarhus, Bergen, Trondheim og Narvik. Deres opgave var rådgivende, og de skulle først og fremmest drage omsorg for det økonomiske livs fortsatte gang og sikring af befolkningens daglige livsfornødenheder. Endvidere skulle de foretage de fornødne undersøgelser af de besatte landes økonomiske brugbarhed for den tyske krigsøkonomi. Som særlig opgave betroedes det dem at sikre forhåndenværende vareforråd mod ødelæggelse eller bortfjernelse og at sikre vand-, gas- og elektricitetsforsyningen. De skulle endvidere overvåge opretholdelsen af det danske og det norske told- og møntområde. Toldpligtige varer måtte ikke udføres fra de besatte områder. Forsørgelsen af besættelsestropperne skulle kun påhvile de besatte lande, såfremt de var istand dertil uden at påføres nogen skade, og såfremt den militære situation krævede det. Rekvisitioner skulle betales kontant og i henhold til speciel tysk lovgivning. Kun i undtagelsestilfælde måtte der rekvireres på kredit. Betalingen skulle ydes enten i de såkaldte rigskreditkassesedler eller i det pågældende lands mønt. Der kunne omveksles til følgende kurser: l mark lig 0,60 norske og 0,50 danske kroner. Ved betalinger måtte tyske marksedler aldrig anvendes, for at hindre, at emigrantpengene på denne måde flød tilbage til riget. Personlige tjenesteydelser skulle betales kontant, medens militære tjenesteydelser kunne rekvireres på kredit. 1) Vedrørende forberedelsen af de økonomiske krav til Norge og Danmark henvises til A. nr. 19, 41 og 44.

Med hensyn til indgriben overfor fremmede gesandter fastsattes følgende. Indgreb overfor fjendtlige staters gesandter tilkom den politisk befuldmægtigede, som havde ret til at gøre brug af militæret til gennemførelse af afspærring og bevogtning. 2) jfr. ber. III, A. nr. 105, ber. V, A. nr. 7.

Til brug ved besættelsen af Danmark henlagdes under den 31. højere kommando den 170. infanteridivision, hjemsted Bremen, under kommando af general Witte og med kaptajn Herber som næstkommanderende. Divisionen bestod af 15.000 mand og 4500 heste. Endvidere henlagdes den 198. infanteridivision, hjemsted Perleberg, under kommando af general Roettig og med kaptajn Euler som næstkommanderen-de. Denne division bestod af 14.000 mand og 4400 heste. Hertil kom den fuldt moto-riserede 11. skyttebrigade, hjemsted Magdeburg, under kommando af oberst Angern og med kaptajn v. Heuduck som næstkommanderende samt panserafdelingen Volk-heim. 1) Intendanturrat Konig: Tåtigkeit und Erfahrungen der deutschen Heeresverwaltung in Danemark von den Vorbereitungen für die Besetzung Danemarks bis 30. Juni 1941. Dateret 20. oktober 1941. A. nr. 39.

Imedens arbejdede staben med selve operationsplanerne, og disse var afsluttet i løbet af 3 uger, således at general v. Kaupisch under 21. marts 1940 kunne under-skrive den såkaldte »Korpsbefehl Nr. 3«, der fremstilledes i 30 eksemplarer. 2) A. nr. 43. Se desuden A. nr. 77.

Den anden angrebsgruppe — 11. skyttebrigade — støder frem over linien Padborg-Rends til Løgumkloster og derfra nordpå med hovedstyrken over Viborg til Aalborg, som skal nås 1. dag. For udfaldet af operation »Weserübung« er det af afgørende betydning, at Aalborg nås allerede på »Wesertag«, og at luftstøttepunktet Aalborg senest 24 timer efter operationens begyndelse sikres med antiluftskyts. Brigaden må undgå at blive sinket af eventuelle kampe i Østjylland og ved Tønder. Dele støder frem over Holstebro, Struer, nord om Limfjorden til Aalborg. Ved Oddesundbroen efterlades sikring. Esbjerg besættes omgående af et kompagni af regiment Göring. Det stilles efter ankomsten dertil under den 170. division. 24 timer efter indmarchen må brigaden have nået Frederikshavn, Skagen og Hirtshals. Brigaden har formarch-ret på »Wesertag«.

Som tillæg til denne hovedoperationsplan udstedte v. Kaupisch en særlig ordre om Esbjergs erobring, dateret 4. april 1940. 1) A. nr. 65. Det hed i denne, at Esbjergs hurtige besættelse var en afgørende betingelse for Danmarks erobring og for kampen mod England. Esbjerg var Jyllands vigtigste luft- og flådebase. Der kunne ventes modstand fra de dér opstillede antiluftskytsbatterier, ligesom man kunne vente engelske luftangreb. Esbjerg skulle derfor besættes fra land, fra luften og fra søen. Landtropperne skulle tages fra regiment Göring og ved grænseoverskridelsen udgøre et kompagni af den 11. skyttebrigade. Når brigaden var kommet på højde med Esbjerg, skulle dette kompagni bøje af mod Esbjerg, medens brigaden iøvrigt fort-satte mod Varde. I Esbjerg skulle det øjeblikkelig besætte batterierne, flyvepladsen, radiostationen, telegrafstationen samt postkontoret. Fra det øjeblik kompagniet drejede mod Esbjerg, hørte det under den 170. division. Besættelsen af Esbjerg skulle ske i samarbejde med jagerflyvegruppennr. 77, hvis opgave det var at holde eventuelle danske jagere borte og bryde modstand på jorden. Når målene i Esbjerg var nået, skulle Oksbøl flyveplads besættes. 6 timer efter »Weserzeit« ville en minestrygerflotille besætte havnen og flyvebådshavnen.

Om forhandlingerne mellem v. Falkenhorst og v. Kaupisch angående angrebet på Danmark haves nogle oplysninger, der stammer fra en beretning, der er skrevet efter aktionens udførelse engang i løbet af april måned. 2) A. nr. 145. Det fremgår af denne, at v. Kaupisch den 6. marts havde en lang samtale med v, Falkenhorst, hvori denne udviklede, at efter hans opfattelse behøvede man ikke at regne med nogen dansk modstand. Han ville derfor foreslå, at den tyske bataillon, der skulle landsættes i København, efter landgangen med musik i spidsen skulle marchere til en central plads i hovedstaden, v. Kaupisch protesterede herimod og foreslog i stedet en besæt-telse af kastellet med magt og en tilfangetagelse af de derværende officerer. Da v. Kaupisch senere spurgte general Gørtz, hvad man ville have gjort, hvis tyskerne var marcheret ind i byen med musik, svarede denne: Vi ville naturligvis have taget dem til fange. Falkenhorst foreslog endvidere, at den tyske gesandts forhandlinger med regeringen først skulle finde sted ved 8—9-tiden. v. Kaupisch satte igennem, at denne fandt sted senest kl, 5 for hurtigst muligt at opnå en ordre fra regeringen om at indstille enhver modstand. Han var endvidere en modstander af, at tyske flyvere overfløj hovedstaden samtidig med landgangen. Dette ville vække byen for tidligt. Overflyvningen måtte først finde sted ½ time efter landgangen.

Til brug for udarbejdelsen af angrebsplanerne mod Danmark var det nødvendigt at skaffe visse oplysninger fra Danmark. Disse indsamledes af de såkaldte V-mænd og videresendtes til de korpschefer, der skulle lede operationerne i marken. Så sent som 4. april udsendtes et såkaldt »Feindbild Nr. 4« af generalmajor Himer til afde-lingerne. 3) A. nr. 63.

Foruden disse lokale meddelere anvendte de tyske myndigheder særlige udsendte folk, der havde konkrete opgaver at løse. Således berejste en udsendt agent, der bærer betegnelsen »I H«, og om hvem det siges, at han rejste i særligt hverv, Nørrejylland og Sjælland og afgav meget udførlige meddelelser, navnlig om vejfor-holdene og militære anlægs beliggenhed. Den tyske minister i København, Renthe-Fink, optrådte i egenskab af indberetter om militære forhold, idet han 8. marts 1940 med den tyske konsul i Aabenraa som hjemmelsmand gav meddelelse om forlæg-ning af nye styrker til grænseområdet. Også luftattacheen, oberst Petersen, synes at have været virksom som efterretningsmand. 2) Se v. Kaupischs, beretning, dateret 30. april 1940. A. nr. 141, jfr. ber. III A. nr. 87—88 og st. 5—10.

Fredag den 30. marts ankom Erfurth ombord på den tyske færge >Mecklenburg« planmæssig til Gedser havn kl. 8,45. Undervejs havde han meget nøje iagttaget indsejlingsforholdene, og det var nu hans opgave at undersøge færgelejet, land-gangsforholdene, jernbanestationen og dens nærmeste omgivelser. Han var i land og skaffede sig bl.a. oplysning om, hvor telefonforbindelsen med omverdenen befandt sig. Efter sin hjemkomst afgav han 1. april i Berlin en udførlig indberetning om alle sine iagttagelser. 3) A. nr. 50, jfr. ber. III A. nr. 63—66 og 111—129.

For at fuldstændiggøre Gleins meddelelser foretog generalmajor Himer efter sin ankomst til København 7. april 1940 nye undersøgelser med hensyn til landgangs-mulighederne i København og stormen på Kastellet. 2) ber. III A. nr. 87—88.

Ledsaget af luftattaché, oberst Petersen aflagde han besøg på Langelinie og konstaterede, at havnen var isfri, og at der kun var en enkelt plads ledig ved kajen. I løbet af formiddagen den 8. april erfarede oberst Petersen, at to dampere ville afrejse i løbet af dagen, således at der ville blive plads i den sydlige ende. Endvidere foretog man en rekognoscering omkring Kastellet, hvoraf det fremgik, at man uden vanskelighed kunne trænge ind i Kastellet fra det sydøstlige hjørne. Alle disse oplys-ninger sendtes i chiffertelegram til overkommandoen i Hamburg. 3) Hærarkivar Goes' beretning af 12. august 1940. A. nr. 143. Om forholdene på Langeliniemolen natten mellem 8. og 9. april, se desuden bet. I A. 159 og 192—93, ber. II A. 42—43, A. nr. 19—25 og 42, st. 335—342, ber. III A. nr. 75—81 og 87.

Som det vil være fremgået af foranstående redegørelse var forberedelserne til »Weserübung« afsluttet omkring 20. marts. Aktionen kunne forsåvidt være sat i gang på dette tidspunkt, men ishindringen lagde sig i vejen. Fra forskellig side skyndede man imidlertid på, og navnlig var storadmiral Raeder ivrig. Under en konference med Hitler 26. marts 1940, hvori desuden deltog Keitel, Jodl og Puttkammer, hæv-dede han stærkt nødvendigheden af hurtig aktion. 4) Fuehrer-Conferences 1940, side 39. A. nr. 47. I første halvdel af marts havde man haft mange efterretninger om, at England havde planlagt en aktion mod Norge, men efter den finsk-russiske våben-stilstand syntes planen opgivet. Man måtte imidlertid forvente, at England ville søge et nyt påskud til at foretage en aktion i Norge, bl.a. for at afskære malmtrafikken. Operationen mod Skandinavien kunne ikke udskydes længere end til 15. april, da nætterne ellers blev for korte, og storadmiralen gjorde opmærksom på, at det var nymåne den 7. april. Hitler bestemte sig derfor til aktion omkring den 7. april. I general Jodls referat af samme møde refereres beslutningen således, at aktionen skulle finde sted mellem den 8. og 10. april. 5) Jodls dagbog 26. marts 1940. A. nr. 10.

Den 1. april 1940 modtog Hitler v. Falkenhorst og lod hele »Weserübung" fore-drage. 6) Jodls dagbog 1. april 1940. A. nr. 10. Forhandlingerne blev afbrudt af en frokost, og efter

Indtil 2. april 1940 havde kun et meget begrænset antal personer haft kendskab til det forestående angreb. Samtlige officerer, der blev inddraget i de forberedende arbejder, blev afkrævet tavshedsløfte, og under 12. marts 1940 udstedte v. Falken-horst en lang befaling, hvori nødvendigheden af den strengeste diskretion blev på-lagt alle, der fik med aktionen at gøre. 2) A. nr. 33. Se desuden A. nr. 34 og 76. Såvidt man kan se, lykkedes det længe at bevare hemmeligheden. Først ved månedsskiftet marts-april begyndte rygterne at svirre mellem de udenlandske militærattacheer i Berlin, og disse rygter gav anledning til indberetninger fra de nordiske gesandter til deres respektive regeringer. Efter ordre fra sin regering foretog den svenske minister Richert en henvendelse til statssekretær v. Weizsäcker med forespørgsel, om rygter-ne om troppesammendragningerne i Østersøhavnene havde noget på sig, men han blev afvist. 3) Bet. I A. nr. 4, st. 5—54, 561—574, 590—612, ber. II A. nr. 6/8, 41, st. 5—44, 71—140, 311—334, 344—48, ber. III A. nr. 1—45.

Jo nærmere angrebsdagen kom, jo nødvendigere blev det at holde planerne hem-melige. Under 2. april udstedte v. Falkenhorst derfor en ny ordre, der havde til formål så længe som muligt at kaste et slør over forberedelserne og lede fjenden på vildspor. 4) A. nr. 55.

Særlige forholdsregler måtte tages i det dansk-tyske grænseområde, for at camou-flere den forestående aktion. I den anledning udstedte overkommandoen, general Warlimont, den 3. april en række bestemmelser. 1) A. nr. 60.

Som et led i arbejdet for at hemmeligholde invasionen sålænge som muligt udstedtes endelig 8. april ordre om afbrydelse af de nordiske konsulers telefoner. 2) A. nr. 84. I Flensborg sattes den danske konsuls telefon helt ud af funktion fra kl. 22,30. Desuden blev han sat under opsyn, og hvis han forlod sin bolig for at telefonere andetsteds fra, skulle han forhindres heri. På samme måde afbrødes alle udenbys samtaler med den svenske og norske konsul fra kl. 22,30. Derimod var lokale opring-ninger tilladt. I Rendsborg og i Slesvig standsede man ekspeditionen af udenbys samtaler til de nordiske landes konsuler allerede fra kl. 20.

I dagene 2.—8. april udstedtes desuden en række ordrer om specielle spørgsmål. Allerede 19. marts havde generalmajor Himer anmodet overkommandoen om, at mindre afdelinger fra den stedfortrædende X. generalkommando måtte stilles til rådighed til aflastning af de egentlige invasionstropper. 3) A. nr. 42. Se desuden A. nr. 83. Det var meningen, at disse tropper skulle overtage grænsebevogtningen, efter at invasionen var begyndt, og sikre vigtige anlæg ved grænsen. Som led i denne grænsebevogtning udstedte general v. Kaupisch 7. april en

Til at ledsage de egentlige invasionstropper opstilledes to særlige Abwehr-afde-linger omfattende hver 6 mand. 2) A. nr. 69. Om afdelingernes virksomhed se A. nr. 123. Den ene afdeling fik København til bestemmelsessted og modtog 5. april ordre om at melde sig hos major Glein på Travemünde banegård den 7. april. Den anden gruppe var bestemt for Jylland og skulle melde sig den 8. april ved den 11. skyttebrigade i Heide.

Endvidere opstilledes en særlig propagandaafdeling, der havde til opgave at følge invasionstropperne for at referere begivenhederne og tage billeder af invasionen. Endvidere havde denne gruppe som opgave at sørge for, at tyskfjendtlige kommen-tarer i danske blade blev hindret, og at radiostationerne ikke udsendte lignende meddelelser. 3) Propagandaforholdsregler, dateret 21. marts 1950. A. nr. 46. Se desuden skrivelse til rigsministeren for folkeoplysning og propaganda af samme dato. A. nr. 45. Om afdelingens virksomhed se A. nr. 124, jfr. ber. V A. nr. 4.

I de samme dage udstedtes endelig en række ordrer om, hvorledes man skulle forholde sig overfor venligsindede staters repræsentationer og ejendom. Spørgs-målet havde tidligere ofte været under behandling, og visse ordrer var allerede udstedt. 4) A. nr. 22, 32 og 36. Nu udstedtes nye ordrer. Til disse hører en befaling fra overkommandoen, dateret 4. april, hvori det blev bestemt, at invasionstropperne ikke måtte hindre italienske, russiske og japanske skibe i at forlade danske og norske havne. Hertil sluttede sig en ordre fra general v. Kaupisch, dateret 7. april, hvori det meddeltes, at repræsentanter for venligsindede nationer på ingen måde måtte krænkes, og at der burde vises dem forekommenhed og høflighed. 5) Ordrer fra OKW og v. Kaupisch, dateret 4. april og 7. april 1940. A. nr. 66 og 78. Til de venligsindede magter henregnedes Italien, USA, Rusland, Japan og Spanien. Det kan i denne forbindelse endelig nævnes, at der efter henstilling fra udenrigsministeriet blev givet ordre om, at fjendtligsindede konsulaters arkiver ikke måtte krænkes. 6) Ordrer af 6. og 8. april 1940. A. nr. 71 og 80.

3. april 1940 foretog general Keitel udnævnelse af en række officerer, der fik til opgave at bistå den 21. armégruppe med hensyn til økonomiske spørgsmål. Deres opgave skulle være at understøtte den øverstbefalende ved udnyttelsen af de besatte lande i værnemagtens interesse. Endvidere skulle de sikre eksisterende vareforråd og iøvrigt holde det økonomiske liv i gang. 7) Ordre fra Keitel af 3. april 1940. A. nr. 58.

6. april udstedte Keitel ligeledes en ordre om den øverstbefalendes jurisdiktions-myndighed. Dødsdomme over de besatte landes indbyggere kunne kun fuldbyrdes efter at være forelagt den øverstbefalende for armégruppe 21. Dog kunne han over-drage en anden denne myndighed. 8) Ordre fra Keitel af 6, april 1940. A. nr. 72.

Endelig udstedte Keitel efter speciel ordre fra Hitler under 2. april befaling til den øverstbefalende for den 21. armégruppe og den 31. højere kommando, at man under alle omstændigheder måtte forhindre, at den danske eller den norske konge flygtede til udlandet. Den rigsbefuldmægtigede og den øverstbefalende måtte tage alle for-nødne forholdsregler for at hindre dette. En eventuel bevogtning af de kongelige personer måtte etableres om fornødent og under hensyntagen til de pågældendes stilling som statsoverhoveder. Varigheden af denne bevogtning ville være afhængig af den bevogtedes indstilling og optræden. 1) Ordre fra Keitel af 2. april 1940. A. nr. 56. Endelig kan det nævnes, at generalmajor Himer under 5. april beordrede, at sted-kendte folk skulle være i nærheden af den dansk-tyske grænse på »Wesertag« kl. 4,45 for at vejlede stødtropperne over grænsen. 2) Ordre fra Himer af 5. april 1940. A. nr. 68.

Efter at alle militære forberedelser var afsluttet, stod blot tilbage at informere udenrigsministeriet om den forestående aktion og at instruere det om at give de rigsbefuldmægtigede i København og Oslo ordre til at foretage den af værnemagten ønskede diplomatiske demarche. I den anledning foretog overkommandoen den 2. april en skriftlig henvendelse til udenrigsministeriet, og dagen efter skrev general Keitel et personligt brev til udenrigsminister v. Ribbentrop, hvori han ligeledes under-rettede ham om den planlagte aktion, samtidig med at han meddelte ham, at andre rigsmyndigheder ikke ville få underretning om invasionen førend på selve dagen. De militære forberedelser havde taget ret lang tid, men der var kun levnet uden-rigsministeriet kort tid til den diplomatiske forberedelse. Keitel henstillede, at kun meget få embedsmænd blev inddraget i arbejdet. 3) Keitel til v. Ribbentrop, dateret 3. april 1940, trykt i Nazi Conspiracy and Aggression VII, side 99—100. A. nr. 57.

Henvendelsen til udenrigsministeriet af 2. april var formet som en skrivelse med 6 bilag. 4) A. nr. 54. De tyske ministre i København og Oslo skulle, samtidig med at invasionen påbegyndtes, foretage en henvendelse til de respektive regeringer og meddele dem, at en tysk invasion var påbegyndt, og at man i den anledning stillede en række krav. For at sikre overraskelsen kunne overrækkelsen først finde sted samtidig med landgangen og grænseoverskridelsen. For at hindre unødig blods-udgydelse og kamp måtte der kræves et hurtigt og principielt svar på de tyske krav. Når afgørelsen var faldet, måtte der omgående gives besked til de danske militære og administrative myndigheder og til besættelsestropperne. For at holde aktionen hemmelig over for udlandet så længe som muligt, måtte der ikke anvendes åben meddelelse gennem radioen, kun kode eller telefon. Vægrede regeringen sig ved at anerkende de tyske krav, måtte den hindres i at give modstandsordre pr. radio. Til assistance for den rigsbefuldmægtigede i København var udnævnt generalmajor Himer. Hans første opgave ville være at underrette besættelsesstyrkerne om forhand-lingernes forløb, og han skulle hertil bruge Københavns radiostation. Tilladelse hertil skulle kræves af regeringen. Desuden skulle han

I bilag 1 indeholdtes de principielle militære fordringer formuleret i 13 punkter. 1) ber. IV A. 19—20. I bilag 2 fremsattes de tyske ønsker om samarbejde med den danske regering. Det hed i dette bilag, at det var den rigsbefuldmægtigedes opgave at overvåge, at regeringen opfyldte de tyske krav, og at han navnlig skulle drage omsorg for, at de tyske troppers sikkerhed og forsyninger sikredes. Endvidere skulle der udnævnes forbindelsesofficerer til de vigtigste centrale institutioner (ministe-rierne) og de lokale myndigheder. Udenrigsministeriet anmodedes desuden om at udnævne en »Beauftragter zu den Ministerien fur innere Verwaltung und Wirtschaft«. I provinsen kunne man anvende de tyske konsuler. Gesandten måtte endvidere overvåge den danske regerings udenrigspolitik og hindre, at den tog skridt, der var rettet imod eller kunne skade den tyske besættelse. Det var endvidere gesandtens opgave at sørge for bortsendelsen af de fremmede fjendtlige missioner med deres personale. Tidspunktet for afrejsen og rejseruten måtte aftales med de militære instanser. Endvidere skulle han foretage eftersøgning og bortsendelse af fjendtlige undersåtter og lade sådanne internere, der var i værnepligtig alder. Endelig skulle han overtage administrationen af fjendtlig ejendom.

skulle stilles ved den første diplomatiske demarche, medens de øvrige krav kunne fremføres efterhånden.

Om den danske industri udtaltes det, at den, hvor den ikke tjente hjemmemarke-det, var af betydelig interesse for den tyske rustningsindustri, og dens produkter måtte derfor snarest tilføres denne. Særlig interesse havde man i de kemiske fabrik-ker, sprængstoffer, superfosfat, skibsværfterne, kryolitraffinaderiet samt elektricitets-værkerne. For at sikre udnytteisen af den danske industriproduktion måtte der træffes foranstaltninger til, at varestrømmen øjeblikkelig kunne ledes til Tyskland, og der måtte sluttes en betalingsoverenskomst. For at lette gennemførelsen af disse ønsker ville der blive udnævnt en særlig »Wehrwirtschafts-Offizier«. Efter de undersøgelser, han ville foretage, forbeholdt man sig at stille yderligere krav. 1) ber. V og VIII.

Bilag 4 indeholdt en oversigt over de retningslinier, som tropperne indtil videre ville følge. Danmark blev erklæret for okkupationsområde, og den øverstbefalende fik bemyndigelse til at træffe alle nødvendige forholdsregler for besættelsens gennemførelse. Om værnemagtens domsmyndighed udtaltes, at de tyske militær-domstole havde ret til at dømme i sager, hvor befolkningen foretog handlinger, der var egnet til at bringe formålet med besættelsen i fare, eller begik handlinger, der var rettet mod værnemagten eller dens personel. I sådanne sager skulle der dømmes efter tysk ret, og befolkningen skulle udtrykkelig gøres opmærksom herpå. 2) ber. VII.

Udenrigsministeriet var ikke den eneste tyske rigsmyndighed, der før aktionen den 9. april blev underrettet om, hvad der forestod. Allerede den 21. marts havde over-kommandoen forbindelse med rigsministeriet for folkeoplysning og propaganda for at meddele om opstilling af særlige propagandaafdelinger i forbindelse med inva-sionstropperne (se ovenfor s. 31). Propagandaministeriet skulle desuden levere de flyveblade, der skulle nedkastes over dansk område, og de plakater, som værne-magten agtede at slå op overalt i landet. 1. april 1940 sendte generalmajor Himer en ordre til det 10. flyverkorps i Hamburg om at afhente 600 000 stk. flyveblade, som om morgenen den 9. april skulle kastes ned over dansk statsområde. 3) A. nr. 52—53. Se også A. nr. 48.

Omsider var alle forberedelser afsluttet og angrebet fastsat til at finde sted den 9. april 1940 om morgenen. Den 7. april om formiddagen forlod v. Falkenhorst sammen med general v. Kaupisch Berlin og opslog sit hovedkvarter i Hamburg. 4) Se A. nr. 51. De afdelinger, der skulle deltage i besættelsen af Danmark, fik marchordre. Den 7. april forlod såvel den 170. division som den 11. skyttebrigade de tidligere kvarterer i Bremen og Magdeburg og opslog nyt kvarter i omegnen af Slesvig og Heide. Den 198. division rykkede samme dag fra Perleberg til Rostock, medens en mindre afdeling blev indkvarteret i omegnen af Eutin og Preetz. 5) Se A. nr. 39.

Samme dag afrejste generalmajor Himer fra Berlin til København. 6) ber. III A. nr. 87—88. Han rejste civil under titel af »Oberregierungsrat«, idet hans uniform blev sendt med den kurérbagage, som legationssekretær Schlitter medførte, og som lige-ledes indeholdt den tyske rigsregerings krav til den danske regering. 7) A. nr. 143. Efter at være kommet til København foretog Himer den ovenfor omtalte sidste rekognoscering. Desuden havde han endnu et lille hverv, nemlig at sørge for, at en lastbil var til rådighed for de tyske tropper ved landgangen på Langelinie. 8) A. nr. 143. Med luftattacheen, oberst Petersen, som mellemmand fik Himer forbindelse med nogle rigstyskere i København, som var villige til,  [bemærk, beordret til] at yde den ønskede assistance. Efter aftale med oberst Petersen mødte 5 mand kL 4,15 på Langelinie medbringende en mindre lastbil.

Om aftenen den 8. april kl. 23 overrakte legationssekretær Schlitter i nærværelse af Himer Renthe-Fink de forseglede ordrer, og de to herrer gennemgik i fællesskab hele aktionen. 2) Se A. nr. 143. Det kom på tale, at Himer skulle ledsage gesandten til udenrigsminister dr. Munch, men planen blev atter opgivet. I stedet for tog oberst Petersen med som tolk, medens Himer forblev tilbage i gesandtskabet.

3. april 1940 havde Renthe-Fink en samtale med direktør Mohr, i hvilken man diskuterede indholdet af en tale, som den engelske premierminister Chamberlain dagen i forvejen havde holdt om den øjeblikkelige krigssituation. 3) Telegram nr. 252 af 3. april, afsendt 4. april kl. 0,36, modtaget kl. 5,30. A. nr. 61. Mohr var optimistisk og mente, at talen først og fremmest var beregnet til indvortes brug, og at man ikke behøvede at frygte en skærpelse i engelsk søkrigsførelse. Renthe-Fink var noget skeptisk overfor denne fortolkning, henviste til meddelelser i den tyske morgenpresse og betonede nødvendigheden af forstærket opmærksomhed i de skandinaviske lande overfor England og dets hensigter.

5. april opsøgte prins Axel (Bemærk: kontreadmiral i søværnet, adm. direktør for Ø.K.) den tyske gesandt for at meddele ham, at han mandag den 8. april ville rejse til Berlin for at optage forhandlinger med tyske myndigheder om den tyske søkrigsførel-se. Renthe-Fink søgte at få prinsen til at afstå fra dette foretagende ved at henvise til, at sagen endnu ikke var tilstrækkelig forberedt, men prinsen fastholdt sit fortsæt. 4) Telegram nr. 261 af 5. april, afsendt 6. april kl. 1,21 modtaget kl. 5,30. A. nr. 70.

I løbet af lørdag den 6. april var Renthe-Fink flere gange i kontakt med uden-rigsministeriet i anledning af den engelske note til den norske og svenske regering. I første omgang var man i udenrigsministeriet ret foruroliget ved meddelelsen om notens aflevering, men efter indhentede oplysninger i Oslo og Stockholm blev man atter mere optimistisk. Noten indeholdt blot en almindelig advarsel og ingen konkre-te krav. Renthe-Fink advarede påny mod overdreven optimisme. 5) Telegram nr. 266 af 6. april, afsendt 7. april kl. 1,10, modtaget kl. 5,45. A. nr. 74.

Kl. 19,16 afsendte Renthe-Fink den 3. og sidste indberetning. 4) Telegram nr. 274 af 8. april, afsendt kl. 19,16, modtaget kl. 22,40. A. nr. 87. Han skildrede i denne, at faren for, at Skandinavien skulle blive krigsskueplads, havde fremkaldt stor ængstelse, og at meddelelsen om, at tyske krigs- og transportskibe befandt sig i Kattegat havde foranlediget et ministerråd, hvor man havde beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvad man skulle foretage sig, hvis Tyskland stillede militære fordringer til Danmark. Regeringen er sig bevidst, at den ikke kan modsætte sig eventuelle tyske krav, men frygter for at blive blokeret af England, hvis man går ind på disse, og derved blive afskåret fra livsvigtige tilførsler. I ministerrådet blev det derfor overvejet ikke uden kamp at bøje sig for eventuelle tyske krav for derigennem at konstatere, at der var anvendt magt.

Om eftermiddagen havde Renthe-Fink haft en samtale med dr. Munch, der havde udviklet ovenstående og spurgt ham, hvad Tyskland tænkte sig at gøre som svar på den engelske neutralitetskrænkelse. 5) Sammenlign dr. Munchs referat af samme samtale i bet. I A. 12—13 og 21. Renthe-Fink havde svaret, at han ingen instruktioner havde og derfor ikke vidste, om en sådan situation overhovedet ville indtræffe. Han måtte dog sige, at et militært sammenstød ville blive en katastrofe for Danmark. Danmark havde hidtil vist forståelse for tysk militær nødvendighed, og han håbede, at det også ville være tilfældet i fremtiden. Efter Renthe-Finks referat gjorde hans udtalelser et stærkt indtryk på dr. Munch, og han troede, at Munch i aftenens ministerråd ville gøre den opfattelse gældende, at den danske regering, om det viste sig nødvendigt for tyskerne at stille militære krav, i sidste ende ville give efter under protest uden at gøre militær modstand.

Således begynder den beretning, som den tyske minister i København en uges tid senere afsendte til det tyske udenrigsministerium.^. 3) A. nr. 127, jfr. bet. I A. 15 og 21—22. Han skildrer videre, hvor vanskeligt det var at få et hurtigt dansk svar på de stil-lede tyske krav. Først kl. 6,15 ankom direktør Mohr til gesandtskabet for at meddele, at kongen og regeringen under protest var gået ind på at standse al modstand. Først nu kunne ordren om at afholde sig fra modstand gives tropperne, og da man ikke kunne benytte Kalundborg radio på dette tidlige tidspunkt, blev en katastrofe blot undgået ved, at meddelelsen kunne udsendes ved hjælp af den radiosender, som de tyske tropper havde medbragt til København.

Om begivenhederne om morgenen den 9. april indeholder generalmajor Himers beretning endnu nogle oplysninger. 4) A. nr. 143. Himer var blevet tilbage i gesandt-skabet, da Renthe-Fink tog til udenrigsministeren, og han viste stor utålmodighed, da der ikke indløb øjeblikkeligt svar. Da telefonen endnu ikke var afbrudt, kunne han indberette, at tropperne var gået i land i København. Endnu kl. 6 var telefonfor-bindelsen til Hamburg ikke afbrudt, 

Kl. 8,34 kunne Renthe-Fink telegrafere til udenrigsminister v. Ribbentrop, at den første diplomatiske demarche havde fundet sted, og at man under protest havde antaget de tyske krav. 1) ber. IV A. nr. 12. Der havde været mindre skyderier i Køben-havn, men efter foreliggende meddelelser ingen blodsudgydelse. Den danske rege-ring ville bøje sig for det uundgåelige med fatning og korrekthed. 2) Telegram nr. 275 af 9. april, afsendt kl. 8,34, modtaget kl. 12,05- A. nr. 91. Se desuden A. nr. 92 og 116. Om udviklingen i provinsen forelå endnu ingen meddelelser. Senere på dagen meddelte Renthe-Fink telefonisk til Berlin, at kongen i nærværelse af statsminister Stauning havde modtaget ham i audiens (kl. 14), og at han ved den lejlighed havde præsen-teret generalmajor Himer. Umiddelbart derefter var man blevet modtaget af dron-ningen. 3) Telegram telefonisk overbragt kl. 16,25. A. nr. 93. Af Himers beretning fremgår det, at denne audiens var ønsket af ham, da han gennem en audiens ville blive klar over, om kongen tænkte på at flygte eller ikke. 4) A. nr. 143. Under audiensen udtalte kongen et ønske om at beholde sin garde, hvilket tyskerne ikke modsatte sig. 5) Ordre nr. 317 til Renthe-Fink, dateret 11. april. A. nr. 119.

Samtidig med at Renthe-Fink foretog sin henvendelse, fandt den tyske landgang sted i København og overskridelsen af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Til belysning af de militære begivenheder om morgenen den 9. april er der i de tyske arkiver fundet forskellige beretninger. 6) jfr. hertil bet. I A. nr. 12 og 19. Der er først en almindelig beretning fra general v. Kaupisch, dateret 30. april 1940, formet som en oversigt over hele operationen med kritiske bemærkninger. 7) A. nr. 141. I det store og hele var aktionen forløbet i overensstemmelse med den lagte plan. Dog var der begået visse fejl, der ikke havde haft større betydning, som f. eks. at luftlande-tropperne var kommet 20 minutter for sent til Masnedø. Alvorligere var det, at det ikke havde været muligt at spærre grænsen mod Sverige. Fejlen var først og fremmest marinens, som ikke ville stille de fornødne skibe til disposition. Færgerne til Malmø og Helsingborg var ikke blevet hindret i at løbe ud, og vigtige agenter var undsluppet ad denne vej. Den øverstbefalende måtte endvidere påtale, at de udkastede flyveblade og de medbragte plakater var affattet i en besynderlig blanding af dansk og norsk sprog, hvilket havde bidraget til at blamere

Om kampene i Jylland findes der ingen tyske beretninger, derimod har de forskel-lige chefer for de afdelinger, der blev indsat på Sjælland og Fyn, afgivet rapporter i løbet af april måned. Fra chefen for den 198. infanteridivision, generalmajor Roettig, foreligger der en almindelig rapport, dateret 19. april. 1) A. nr. 131. Hertil slutter sig en udførlig rapport fra major Glein om Københavns besættelse, dateret 15. april, en beretning af oberstløjtnant Schultz om det 308. regiments besættelse af Korsør og Slagelse, dateret 17. april, en beretning af kaptajn Buck om landgangen i Gedser og besættelsen af Vordingborg og Storstrømsbroen, dateret 10. april, en beretning af kaptajn Kanzler om landgangen i Nyborg, dateret 14. april, og en beretning af overløjtnant Fohrer om besættelsen af Kalundborg og Skamlebæk radiostationer, dateret 15. april. En sammenligning mellem disse og den danske officielle beretning viser afvigelser, navnlig m. h. t. tidspunkterne. 2) Se bet. I A. 63—64, 70—71 og 96—97.

Major Gleins beretning om besættelsen af Kastellet er meget udførlig. Hoved-indholdet er følgende, idet der gøres opmærksom på, at tidsangivelserne er tysk sommertid, altså en time tidligere end dansk tid. 3) A. nr. 128, jfr. ber. II A. nr. 45. Indskibningen af tropperne fandt sted i Travemünde natten mellem den 7. og 8. april i »Hansestadt Danzig«, der stak til søs kl. 3. En time senere mødte man isbryderen »Stettin« samt to forpostbåde, der havde til opgave at sikre skibet. Disse fik imidlertid ordre til at sejle i forvejen, medens »Hansestadt Danzig« fulgte en rute langs med dansk territorialfarvand. Ved daggry udstedtes der forbud mod, at mandskabet viste sig på dækket, og opholdet i det overfyldte skib var meget ubehageligt. Kl. 10 sigtedes man af to danske torpedobåde, der fulgte skibet ca. 1½ time. Om efter-middagen den 8. blev de øvrige officerer og mandskabet underrettet om angrebs-målet. I løbet af natten den 8.—9. april sejlede man gennem Kattegat og Øresund. Man passerede Kronborg kl. 3, og her blev mandskabet vækket. Kl. 4,45 nåedes Trekroner, og her ventede »Stettin«, der meddelte, at man ikke havde kunnet få lods. Fortet var tydeligt at se i den stjerneklare nat, og skibet blev belyst flere gange med projektør fra fortet, der iøvrigt forholdt sig fuldstændig roligt. Skønt man ikke vidste, hvorledes fortet var bevæbnet, eller hvor minefelterne lå, besluttede man at sejle ind. »Stettin« gik foran, »Hansestadt Danzig« fulgte 100 m bagefter. Fortet forholdt sig roligt, og det samme gjorde et krigsskib, der lå i havnen. 4) bet. I A. 147—159, ber. II A. nr. 15—18, 39, st. 45—70, 141—274, 295—310, ber. III A. nr. 71—74. Kl. 5,20 lagde man til ved Langelinie.

Udskibningen af tropperne påbegyndtes umiddelbart, toldvagten afvæbnedes, og fortroppen sendtes af sted på cykler mod Kastellet. Kl. 5,32 sprængtes nordporten, og umiddelbart derefter trængte man ind fra nord og syd. Når major Glein derefter beretter, at en kommandopost indrettedes kl. 5,30 i generalstokkens stueetage, bliver der uorden i kronologien. Opmonteringen af den medbragte radiostation blev påbe-gyndt og var afsluttet kl. 5,55. 10 minutter senere havde man forbindelse med gesandtskabet og de tyske tropper i Gedser og Korsør. Kl. 6,10 hejstes det tyske rigs-flag, og fem minutter senere var gennemsøgningen af samtlige bygninger afsluttet. De tilfangetagne officerer samledes i officersmessen, underofficerer og mandskab i gymnastiksalen og kvinder og børn i kirken. Kl. 6,20 kom de tyske flyvere. Samtidig med Kastellets besættelse udsendtes patrouiller i gaderne omkring Kastellet, og disse kom i kamp med vagtstyrken på Amalienborg. En del fanger indbragtes i Kastellet, bl. a. afvæbnede politibetjente. Kl. 7,35 meddelte man pr. radio til den 198. division, at Kastellet var besat. lait indbragtes som fanger 48 officerer, 635 under-officerer og soldater, 32 politibetjente og 2 civile. Kl. 7,50 indløb besked fra gesandtskabet, at regeringen havde kapituleret. Man besatte derefter kl. 8 radioen og telegrafstationen. Kl. 9,00 modtog man ordre fra gesandtskabet, at de ydre sikringer kunne inddrages, og at officerer og politi kunne få deres våben tilbage. Løsladelsen af fangerne påbegyndtes og var afsluttet kl. 11,30. Derefter rømmede de danske tropper Kastellet. 1) bet. I A. 63—64 og 128—129.

Om landgangen i Gedser beretter kaptajn Buck, 2) A. nr. 117, jfr. bet. I A. 70—71, st. 300—314, ber. III A. nr. 63—65, 111—199, st.29—32; at tropperne afsejlede fra Warne-münde kl. 3 tysk sommertid ombord på dampfærgerne »Mecklenburg« og »Schwe-rin«. Kl. 5,15 lagde man til i færgelejet, og kl. 5,20 satte den motoriserede kolonne sig i gang over Falster. Man nåede frem til Masnedsund kl. 6,15, og omtrent samtidig landede faldskærmsjægerne. Kl. 6,45 havde man etableret brohoved, og en parla-mentær blev afsendt til kommandanten i Vordingborg med opfordring til overgivelse.

Forhandlingerne var afsluttet kl. 7,45, og man sendte derefter rekognoscerings-patrouiller frem mod Fakse og Næstved.

Om landgangen i Korsør findes dels en beretning af generalmajor Roettig, dels af oberstløjtnant Schultz. 3) A. nr. 131 og 130. Transporten af tropperne fandt sted dels på to større skibe »Campinas« og »Cordoba«, dels på mindre både. Transporten var dækket af linieskibet »Schleswig-Holstein«, der eventuelt skulle give ildstøtte under landgangen i Korsør. Undervejs gik linieskibet på grund kl. ca. 3, og staben sattes over på en mindre båd. Også en af de mindre både gik tabt undervejs, og mand-skabet blev taget op dels af de andre tyske skibe, dels af en dansk torpedobåd. Med en mindre forsinkelse ankom den tyske styrke til Korsør kl. 5,30 tysk sommertid. Et kvarter senere begyndte udskibningen, og i løbet af 10 minutter var færgelejet, stationen og en del af byen besat. Byen blev hurtigt afspærret fra omverdenen

Den kolonne, der havde ordre til at besætte Nyborg, forlod Kiel sammen med kon-vojen, der skulle til Korsør. Mandskabet var anbragt på torpedobåden »Claus von Be-vern« og de to minestrygere »Nautilus« og »Pelikan«. Kl. 5,15 tysk sommertid sejlede man ind i Nyborg havn og landede i vesthavnen. Mandskabet ombord på en dansk torpedobåd blev straks overmandet, færgelejet og stationen besat. Kaptajn Kanzler havde derefter en forhandling med borgmesteren og politimesteren, der erklærede sig villige til samarbejde. Efter at Kanzler havde sikret sig, at alt var i orden i Nyborg, kørte han i bil til Odense for at forhandle med den derværende danske garnison. Han indtraf i Odense kort efter kl. 9 og gav kort den derværende danske kommandant underretning om situationen. Kl. 10 var han tilbage til Nyborg. 2) A. nr. 126, jfr. bet. I A. 96—97 og 144.

Samtidig med at begivenhederne udviklede sig i Skandinavien, udfoldede der sig en livlig virksomhed i Berlin. Først den 9. april fik de øverste tyske rigsmyndigheder officiel meddelelse om indrykningen i Danmark om de krav, som var stillet til Dan-mark og Norge. Kl. 11 indkaldtes de udenlandske presserepræsentanter til et møde i udenrigsministeriet. Efter at rigsudenrigsminister v. Ribbentrop var kommet tilstede, læste gesandt, dr. Schmidt det memorandum, som om morgenen var blevet overrakt den danske og den norske regering. Umiddelbart derefter tog rigsudenrigsministeren ordet. Han tog først skarp afstand fra de vestallieredes angreb på Norges neutralitet og udtalte derefter, at mineudlægningen kun var 1. led i en engelsk plan om besæt-telse af hele Skandinavien. Hovedformålet med denne plan var at afskære malm-trafikken og åbne en ny krigsfront mod Tyskland nordfra. Tyskland havde længe haft kendskab til denne plan, men ved tysk indgriben var det lykkedes at redde de skandinaviske folk fra tilintetgørelse og deres gamle og ærværdige kultur fra udslet-telse. 3) A. nr. 90.

I Rom opsøgte den tyske ambassadør v. Mackensen udenrigsminister Ciano kl. 6,30 og overrakte ham det tyske memorandum til den danske og den norske regering. Samtidig gav han ham en mundtlig orientering om baggrunden for aktionen. Ciano svarede, at han havde ventet et angreb på Maginotlinien, og at den nu foretagne aktion ville vække betydelig opsigt, men når det drejede sig om at komme en fjende i forkøbet, var det altid bedre at handle end at sidde afventende. Kl. 9 blev v. Mackensen i Cianos nærværelse modtaget af Mussolini. Denne var allerede under-rettet og modtog nu et egenhændigt brev fra Hitler. Mussolini udtrykte sin store tilfredshed med det tyske initiativ og udtalte: Dette er den rigtige måde at føre krig på. Den, der kommer først, har ret. Hurtighed er alt. Førerens handling vil få vidtræk-kende følger. 2) Telegrammer fra v. Mackensen nr. 652—54 af 9. april, afsendt henholdsvis kl. 9,05 og 12,55, modtaget kl. 10,20, 11,00 og 14,30. A. nr. 96—98. Se desuden referat af samtaler med det italienske gesandtskab i Berlin 9. og 10. april. A. nr. 99 og 113.

Også ambassadøren i Moskva, v. Schulenburg, havde i forvejen fået ordre til at foretage en henvendelse til udenrigskommissær Molotov. 3) Telegrammer fra v. Schu-lenburg nr. 648 og 653 af 9. april, afsendt henholdsvis kl. 12,30 og 17,50. Modtaget kl. 12,30 og 21,30. A. nr. 100—01. Se desuden rapport af 11. april 1940. A. nr. 120.

Fra Budapest indberettede den tyske minister Strachwitz, at den ungarske rege-ring havde fuld forståelse for den tyske fremgangsmåde, og samme toner lød fra den jugoslaviske minister i Berlin. 3) Referat af samtale med den jugoslaviske minister, dateret 10. april. A. nr. 111. I Washington var udtalelserne mere blandede. Naturligvis indbe-rettede den tyske ambassadør Thomsen med megen omhu alle udtalelser, der var gunstige for Tyskland, og som tydede på, at De Forenede Stater stadig ville holde sig udenfor konflikten i Europa, men han kunne ikke skjule, at der i visse amerikanske kredse påny kom fjendtlige udtalelser til orde. 4) Telegrammer fra ambassadør Thomsen nr. 590, 594 — 95 og 599 af 9. april, afsendt henholdsvis kl. 13,30, 18,29 og 5,15 (10. april), modtaget kl. 0,30, 5,45, 3,45 og 10,10. A. nr. 104—07. I de referater om stemningen blandt de internationale journalister i Berlin i dagene umiddelbart efter den tyske aktion, som gruppefører Likus har udarbejdet, findes ligeledes adskillige oplysninger om en ret fjendtlig indstilling hos visse amerikanske journalister overfor Tyskland i anledning af angrebet på Danmark og Norge. 5) A. nr. 108—10.

Først om formiddagen den 10. april ankom general v. Kaupisch til København, og han blev dagen efter forestillet af Renthe-Fink for kongen. Tilstede ved audiensen var desuden kronprins Frederik og statsminister Stauning. Umiddelbart efter blev v. Kau-pisch modtaget af dronningen. 6) Telegram nr. 280 af 10. april, afsendt kl. 13,40, modtaget kl. 16,30. A. nr. 114. Se desuden telefonbesked af 11. april. A. nr. 118.

Efter at besættelsen var blevet gennemført og den øverstbefalende ankommet, var det nødvendigt nærmere at fastsætte forholdet mellem den rigsbefuldmægtigede og den øverstbefalende. Allerede den 10. april henvendte Rénthe-Fink sig til det tyske udenrigsministerium med en forespørgsel, om generalmajor Himers mission var endt, og dagen efter tog han påny stilling til hele spørgsmålet om forholdet mellem ham og de militære myndigheder. 7) Telegram nr. 280 af 10. april, afsendt kl. 13,40, modtaget kl. 16,30. A. nr. 114. Endvidere telegram nr. 281 af 10. april, afsendt kl. 13,30, modtaget kl. 16,30. A. nr. 115. Renthe-Fink stillede sig straks på det standpunkt, at således som forholdene

Til belysning af general v. Kaupischs syn på den tyske besættelse af Danmark findes et privatbrev fra ham til general Karl Bodenschatz, dat. 20. april 1940. 3) A. nr. 133. v. Kaupisch opstillede her som målet for tysk politik i Danmark, at vinde Danmarks villige medarbejderskab for tysk krigsrustning. Danskeren er ingen polak, men en germaner, og hans tilsikrede suverænitet må derfor bevares udadtil. Naturligvis kan vi tvinge ham, men det vil blot have til følge, at vi ikke kan opnå så meget for os selv som ved »frivilligt« medarbejderskab. Rigsregeringens syn på det nordslesvigske spørgsmål fremgår af en optegnelse af gruppefører Lorenz, dat. 9. april 1940. 4) A. nr. 89.

Efter forhandling mellem v. Kaupisch og Renthe-Fink, og efter at sagen havde været forelagt udenrigsministeriet i Berlin, udarbejdedes i løbet af april måned et såkaldt »Merkblatt für das Verhalten in Dänemark". 5) A. nr. 136 og 188 —89. I dette gaves der detaillerede forskrifter for, hvorledes enhver tysker skulle optræde i Dan-mark. I denne forbindelse kan det ligeledes nævnes, at v. Kaupisch under 21. april viderebefordrede en ordre fra Hitler, hvori det udtaltes, at alle tyske soldater måtte vise de nordiske landes kvinder tilbørlig agtelse. 6) A. nr. 134.

21. april 1940 viderebefordrede v. Kaupisch en hilsen til de tyske afdelinger i Dan-mark fra hærens øverstkommanderende, generaloberst v. Brauchitsch. I denne aner-kendtes de tyske troppers fremragende ydelser under indmarchen i Danmark og udtalte samtidig håbet om, at tropperne også i fremtiden ville vise en forbilledlig holdning, v. Kaupisch gjorde disse ord til sine og befalede, at meddelelsen fra v. Brauchitsch skulle bekendtgøres ved samtlige appeller. Derimod måtte den ikke offentliggøres i presse eller radio. 7) A. nr. 135, jfr. ber. III A. nr. 99.

                       klik til Beretning XIII  /  13                           

klik til index