Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen af dette forhold af kommissionen foretaget mundtlige afhøringer, men man har her henholdt sig til indhentede skrift-lige redegørelser og til nogle i den juridiske fagpresse fremkomne indlæg om sagen.

Kommissionen afgiver herefter om disse forhold nedenstående beretning:

Aftenen før det første møde på »Skovløkke« (maj 1940) blev der på »Grand Hotel« i Odense afholdt et møde, der skulle tilrettelægge mødet l næste dag (st. 47), og hvor Haustrup sammen med en halv snes mennesker var til stede, bl. a. Johs. Sørensen, Beck, dr. med. Neve, oberstløjtnant Hoffmann, greve Ahlefeldt-Laurvig, Stensballe-gård (herom Haustrup, A. nr. 8 og Hoffmann, A. nr. 11). Haustrup gjorde på dette møde gældende, erklærer han, at i det tilfælde, tyskerne skulle tilrive sig magten, skulle en særlig kreds af indflydelsesrige mænd indenfor dansk erhvervsliv og iøvrigt folk fra alle brancher danne en grundkærne, der eventuelt i en kritisk situation skulle stå til rådighed for kongen (A. nr. 8).

Efter mødet gik en del af deltagerne ifølge Haustrup hjem til Johs. Sørensen, hvor det egentlige møde formentlig blev tilrettelagt (herom Haustrup, st. 48, og Hoffmann, A. nr. 11).

Det første møde på „Skovlykke" maj 1940

Ved det første møde på »Skovløkke«, hvor der deltog ca. 20 mennesker, blev der ifølge Haustrup (A. 35) ikke taget beslutning af nogen art udover, at man ville forsøge at samle en større kreds til et senere møde. Der blev ikke dannet nogen forening eller valgt nogen ledelse, men Haustrup i forbindelse med dr. med. Neve, redaktør Johs. Sørensen og forretningsfører Beck følte sig foranlediget til at tage initiativet til et sådant nyt møde. Efter mødet udsendtes en redegørelse, jfr. A. nr. 9.

Mødet den 2. juni 1940

Det næste møde afholdtes på »Skovløkke« den 2. juni; heri deltog ca. 40 menne-sker, og ifølge det herom foreliggende referat (A. nr. 9) var der repræsenteret land-brug, industri, handel, frie erhverv, skibsfart, højskole, socialt og folkeligt arbejde.

Om hvad der foregik på mødet, meddeler referatet bl.a., at mødet resulterede i, at alle sagde ja til spørgsmålet om dagsordenens punkt l: »Deltagerne erklærer sig villige til at gøre en indsats for Danmarks genrejsning«, og der herskede enighed om at søge kredsen udvidet på et nærmere angivet grundlag, ligesom der fastsattes et nyt møde — et landsplenarmøde — til den 6. juli.

Hvad angår de forhandlinger, der fandt sted på mødet den 2. juni, har kommis-sionen hos forskellige personer, der må anses for at have været ledende, søgt nærmere oplysninger, idet dette møde må anses for det betydningsfuldeste af de møder, der afholdtes, når henses til en bedømmelse af kredsen, dens formål og virksomhed, og kommissionen har hos de enkelte deltagere søgt opklaret den nærmere begrundelse for disses motiver til at deltage heri.

Forklaringer afgivet af en række mødedeltagere

Ifølge konsul Haustrup var det på dette møde, Danmarkskredsen blev dannet, idet man — som han udtaler til en politirapport (A. nr. 8) — enedes med tilslutning fra de fleste af de tilstedeværende om, at danne denne kreds med det formål at skabe et permanent beredskab fra hele landet, som kunne stå til rådighed for kongen. Man var, ifølge Haustrup, bange for, at ligeså pludselig som besættelsen kom, ligeså pludselig ville vi stå overfor en Terboven eller en Quisling (st. 42). Man skulle derfor se at få forbindelse med 300—500 seriøse personer indenfor det offentlige, erhvervs-livet, organisationer, 

politisk uafhængige personer, ikke politikere (st. 43). løvrigt var der på mødet almindelig diskussion, »alle luftede deres meninger i alle mulige retninger, både fornuftige og ufornuftige«, men der var så meget at bygge på» at man ville forsøge at få en større kreds samlet for at se, hvad, der i en given situation kunne gøres. (st. 49). Der var vel utilfredshed med, at Danmark var blevet besat, som det skete, at forsvaret var blevet forsømt, og at forsvarsviljen og nationalitetsfølelsen var blevet svækket, men der var ingen konspiration i retning af at vælte den bestående regering og erstatte den med en anden (st. 49 og 59) og noget sådant vedtoges ikke på mødet, (modsat her skrivelse af 9. april 1947 fra Paul C, Rasmussen til kommissionen, A. nr. 30). Derimod vedtoges — gennem dr. Neve — at søge forbindelse med kongens kabinetssekretær og holde denne underrettet om kredsens arbejde (st. 57 og 59 og A. nr. 8).

En anden deltager i arbejdet med stiftelsen af Danmarkskredsen var gårdejer Axel Hansen, Kogsbøllegård. Axel Hansen var tilstede ved et af møderne på »Skovløkke«, men blev ikke valgt ind i forretningsudvalget (st. 13), hvilket dog ikke stemmer med den af Paul C. Rasmussen givne redegørelse (A. nr. 30). Drøftelserne gik ifølge Axel Hansen ud på at rejse en national stemning; man ville være med til at genrejse agtelsen for landet (st. 14—15). Baggrunden var nærmere den, at man havde opført sig meningsløst forud for den 9. april; der havde således foreligget forbud mod, at militæret foretog sig noget i Sønderjylland (st. 20—21), og en særlig anstødssten var det, at dr. Munch stadig var udenrigsminister (st. 19). Det var ikke tanken at gå til offentligheden, men at samle en del kendte folk og høre, om disse havde samme indstilling (st. 22). Man tog for så vidt sigte på en ændring af regeringen (st. 22), men Axel Hansen erindrer bestemt, at der ikke skulle være stillet forslag herom (st. 18). Han erindrer intet om henvendelsen til kabinetssekretæren (st, 18) eller om forslag til en landsomfattende propaganda (st. 17).

Om de bestræbelser, der i forsommeren 1940 af Frits Clausen-bevægelsen udfol-dedes for med støtte af den tyske værnemagt at styrte den danske regering, bestræbelser, der dengang ansås for særdeles farlige, og om Axel Hansens samtidige aktion i form af en erklæring imod formanden for landbrugsrådet, Hauch, vedrørende forhandlingerne med Tyskland om landbrugspriserne, hvilken aktion medførte for-skellige erklæringer og af dagbladet »Fædrelandet« benyttedes mod regeringen, herom A. nr. 38, redegørelse fra landbrugsrådet, bilagt forskellige numre af »Fæd-relandet« samt Axel Hansens mundtlige forklaring af sin handlemåde, st. 28—31. (Haustrup om Axel Hansens angreb på landbrugsrådet og om Axel Hansens stilling til Danmarkskredsen (st. 53—55).

Dr. med. Neve, der fungerede som en slags formand, idet der ikke formelt blev valgt en sådan (st. 185), erklærer om formålet med Danmarkskredsen, at man var bange for, at den siddende regering skulle vise sig for venlig overfor tyskerne (st. 174)men medlemmerne af kredsen ønskede dog ikke at blive ministre. Stemningen indenfor kredsen var påvirket af begivenhederne den 9. april, hvortil kom de påtænkte planer om told- og møntunion med Tyskland. Kongen, rigsdagen og landet trængte derfor til al den støtte udefra, de kunne få, og rigsdagsmændene var rådvilde; men han ønskede,

Ingeniør Johannes Hansen, der foruden at være deltager i Danmarkskredsen tillige var en af underskriverne på Højgaardkredsens henvendelse til kongen (jfr. det følgende afsnit), erkendte under afhøringen den 15. august overfor kommissionen at have deltaget i eet af Odense-møderne (st. 234), men erindrer ikke hvilket; han havde ikke deltaget i det forberedende møde på »Grand Hotel« (st. 243). Johannes Hansen sprang dog fra ca. 8 dage senere, da han ikke ville være med mere (st. 234); der var noget i atmosfæren, han ikke syntes om (st. 245). Vedrørende forhandlingerne på nævnte møde mener han at kunne erindre, at man forhandlede om, at stifte en ny regering (st. 234 og 241). Mange var dengang bekymrede bl.a. over, at lederen, statsminister Stauning, svigtede (st. 244). Neves henvendelse til kabinetssekretæren kendte Johannes Hansen intet til (st. 242), og Johs. Hansen havde ikke modtaget nogle af de referater, der udarbejdedes efter møderne (st. 239).

Om en til det af Johannes Hansen udgivne tidsskrift »Vort Værn« i en periode knyttet medarbejder Blankensteiner, der sammen med en person Wenck i maj 1940 udgav en pjece »Sandheden om den 9. April«, hvilken pjece finansieredes af Frits Clausen, og om Johannes Hansens kendskab til, at de to nævnte personer i kraft af deres medarbejderskab ved »Vort Værn« havde fået knyttet en række forbindelser til officerskredse, herom Johannes Hansens forklaring st. 245—249. Om cand. mag. Ejnar Vaabens medarbejderskab ved »Vort Værn« og Johannes Hansens kendskab til Vaaben, st. 235—237, om artikler af Vaaben, der opfordrede til at tage hensyn til »det tredie rige«, st. 238. Om Vaabens »Nordensartikler«, st. 239. (om Vaabens deltagelse i Danmarkskredsens møder og hans rejser til Tyskland, jfr. nærmere det følgende).

Oberst R.L.M. Mikkelsen, Odenses kommandant, havde, efter hvad han oplyser, kun deltaget i 2 af møderne, og obersten blev uden sit vidende opført på listen over landsrepræsentantskabet (jfr. A. nr. 24). Det var dr. Neve, der havde inviteret obersten til møderne, idet han ved et tilfældigt møde på gaden havde sagt til obersten, at »der måtte gøres noget«, og at man var ved at danne en sammenslutning, hvor man gerne ville have obersten med. Obersten indvilgede, men trak sig hurtigt tilbage efter at have overværet to eller tre møder, idet han forstod det således, at en gren af kredsen havde tyske sympatier, ligesom han mente, det hele havde et dilettantisk præg (jfr. nærmere det følgende om kredsens opløsning og A. nr. 24 og st. 265 f).

Skibsreder A. P. Møller hævder kun at have været til stede ved eet af møderne i Odense (st. 275 og 276) og udtaler skriftligt herom på kommissionens forespørgsel følgende:

- "Episoden var forlængst gledet ud af min bevidsthed, men jeg mindes, at jeg på et eller andet tidspunkt efter Danmarks besættelse på anmodning af konsul Haustrup, en mand, om hvem jeg aldrig har hørt noget ufordelagtigt, kom til stede til et møde i hans hjem i Odense (om Haustrups indbydelse til A. P. Møller, st. 277). Der var mødt en del mænd fra forskellige egne af landet, så vidt jeg mindes alle folk, som jeg ikke kendte med undtagelse af én enkelt, med hvem jeg var kommet i berøring under min deltagelse i arbejdet for Sønderjylland under og efter første verdenskrig. Hvem denne mand var, mindes jeg ikke (A. nr. 53). På det møde, hvori A. P. Møller deltog, mener A. P. Møller ikke, der skete andet, end at der førtes en meget vidtløftig og svævende diskussion (st. 276), og A. P. Møller hævder, at han bestemt ikke havde været med til at stifte noget som helst i Odense eller i det hele taget haft noget som helst med Danmarkskredsen at gøre (st. 276 og A. nr. 53). Af fhv. kreditfor-eningsdirektør Paul C. Rasmussen var den påstand blevet fremført, at der på Odense-mødet skulle være stillet forslag om at danne en regering udgået af Danmarks-kredsen og indførelsen af et nyt politisk system (A. nr. 14). Hertil havde A. P. Møller — erklærer han (A. nr. 53) — intet kendskab, og A. P. Møller erklærer at turde sige, at noget sådant havde han sikkert ikke indladt sig på (st. 278), og han ville ganske bestemt ikke have fundet det rigtigt, at Danmark ændrede forfatning, medens tyskerne var i landet. løvrigt kunne man jo have mange meninger om, hvorvidt vort system var det sidste ord i retning af regering, personlig måtte han mene, at det med alle sine svagheder var ligeså godt som noget andet, man kunne have. Dette var, hvad A. P. Møller nu mente, og hvad han nu, da der var gået 7 år, måtte mene, han altid havde ment. Det var ikke systemerne, det kom an på, men hvorledes de udførtes (jfr. st. 279 og A. P. Møllers udtalelser vedrørende hans tale i Studenterforeningen den 7. februar 1942, st. 279—281 samt A. nr. 57).

Fhv. folketingsmand, gårdejer Johs. C.C. Kyed havde efter indbydelse af konsul Haustrup, som han havde kendt gennem mange år, deltaget i et af møderne i konsulens hjem. På mødet førtes ifølge Kyed forskellige diskussioner, men der var mangt og meget, man ikke var enig om, og Kyed forlod hurtigt mødet (st. 309). (Om A. P. Møllers deltagelse i mødet, Kyed st. 309 og st. 367).

En anden deltager i mødet i Odense var grev H. Ahlefeldt-Laurvig, Stensballegård, der til en politirapport (A. nr. 21) forklarer, at meningen var den, at man skulle samle en kreds af personligheder, der skulle tilbyde kongen sin hjælp, hvis der på grund af tyskernes fremfærd skulle opstå regeringskrise, idet man ville forsøge at undgå, at Frits Clausen og hans parti kom til magten, ligesom man ville forsøge at hindre, at andre yderliggående elementer skulle komme til, men han fastholder bestemt, at kredsen ikke havde politiske mål, idet han så ikke ville have haft med den at gøre, da han ikke var politisk interesseret. Grev Ahlefeldt-Laurvig havde ikke stået som indbyder til det første møde og var uden kendskab til, at han stod opført på lands-repræsentantskabet for Jylland. (Om hans finansielle støtte til Vaabens rejser til Tyskland, jfr. nedenfor s. 20).

Oberstløjtnant Hoffmann blev af forretningsfører Beck opfordret til at deltage i møderne i Odense og fik af denne i maj måned 1940 forelagt en liste over personer, der angaves allerede at have givet deres tilsagn, og på grund af disse navnes godhed indvilgede Hoffmann i at deltage. Han deltog herefter i møderne (også i mødet på »Grand Hotel«). Om Hoffmanns nærmere syn på kredsen og dens virksomhed, som denne udviklede sig, henvises til den af ham afgivne »redegørelse for begivenhederne den 1. og 2. juni 1940 i anlednings af DKs stiftelse« (A. nr. 11) samt til det af ham den 2. oktober s. å. udstedte cirkulære til kredsens medlemmer, hvori han gør udførligt rede for sin udtræden af kredsen sammen med konsul Haustrup, grev Sponneck og ingeniør Due-Petersen (jfr. nærmere herom det nedenfor s. 23 bemærkede samt de stenografiske afhøringer, st. 297).

Af andre deltagere i Odense-møderne anføres redaktør, grosserer og medlem af bevægelsen »Dansk Folkefællesskab« Johannes Sørensen, der fungerede som sekretær for kredsen, og som efter det oplyste var en af initiativtagerne (jfr. politirapport, A. nr. 16, og Johannes Sørensens erklæring af 14. oktober 1940 (A. nr. 12), hvorom nærmere gøres rede i det følgende ved omtalen af begivenhederne, der førte til opløsningen af »Danmarks-kredsen«).

En anden fremtrædende person var direktør Poul Beck, der sammen med Johan-nes Sørensen først rettede henvendelse til Haustrup om dannelsen af »Danmarks-kredsen«. Beck har til en politirapport udførligt gjort rede for begivenhederne omkring kredsen, om dennes dannelse, formål og grundene til dens opløsning (A. nr. 22).

Endvidere foreligger til politirapporter udtalelser af følgende, der ligeledes deltog i et eller flere af kredsens møder: fhv. skotøjsfabrikant Alex Rasmussen (A. nr. 23), direktør T. A. N. Scherfig, der tilhørte den jyske fløj og sammen med oberst Hoffmann og direktør Due-Petersen udsendte cirkulæret af 2. oktober 1940, hvilket var den direkte årsag til sprængningen af kredsen (A. nr. 25), godsejer C.F.H. Collet, Katholm (A. nr. 26), dyrlæge J.C.B. Dreijer, der bl. a. hævder ikke at have tilhørt inderkredsen. Dreijer havde omkring besættelsen været medlem af bestyrelsen i »Dansk Folke-fællesskab«, som han erklærer ikke havde været tysk orienteret (A. nr. 27), endelig højskolelærer M. P. Ejerslev, der havde været medlem af Ejnar Vaabens parti »Dansk nationalsocialistisk parti«, og som senere meldte sig ind i »Dansk Folkefællesskab« (A. nr. 28).

Docent Jens Holts deltagelse i mødet

Som det fremgår af de stenografiske referater, blev der i et af kommissionen den 17. juni 1947, kl. 15.30 afholdt møde på formandens foranledning afgivet en redegørelse af medlem af kommissionen, folketingsmand lektor Paul Holt i anledning af, at folketingsmanden var anført som havende forbindelse med Danmarkskredsen i den af fhv. kreditforeningsdirektør Paul C. Rasmussen afgivne redegørelse (A. nr. 30). (Cohn herom, st. 226, Paul Holt, st. 5, jfr. tillige Haustrup, st. 70, og Neve, st. 189). Kommissionen havde i en skrivelse af 11. juni tilskrevet folketingsmand Paul Holt, men havde på nævnte tidspunkt endnu ikke modtaget svar herpå. Af den i nævnte møde afgivne mundtlige redegørelse fremgår imidlertid, at folketingsmanden intet havde haft med Danmarkskredsen at gøre, men formente, at der mulig forelå en forveksling med broderen, docent Jens Holt (jfr. dennes skrivelse af 19. august 1947, A. nr. 35). Om hvorvidt folketingsmanden havde tiltrådt

Cand. mag. Einar Vaaben

Som det fremgår dels af foreliggende politirapporter, dels af mundtlige udsagn af forskellige personer overfor kommissionen, deltog en person, cand. mag. Ejnar Vaaben i Odensemøderne, og han foretog senere rejser til Tyskland i den hensigt at søge føling med ledende tyske nazister, som han kendte fra tidligere tid. Som det fremgår af de forskellige afhøringer, har det været kommissionen magtpåliggende at søge nærmere udredning af Ejnar Vaabens tilknytning til Danmarkskredsen og dennes personer, herunder om, hvorvidt hans rejser foretoges på initiativ af kredsen, og om denne finansierede Vaabens rejser, ligesom man har søgt oplyst, om de af ham efter hjemkomsten udarbejdede rapporter om rejsens forløb blev forelagt kredsen eller medlemmer af denne. De oplysninger, der herom foreligger, er ofte indbyrdes modstridende, og flere af de tilstedeværende på møderne mener ikke så forholdsvis lang tid efter mødernes afholdelse klart at kunne erindre Vaabens forbindelse med kredsen og det nærmere vedrørende hans rejser.

Vedrørende Ejnar Vaaben foreligger følgende oplysninger:

Ejnar Vaaben blev ved Københavns byrets dom af 5. februar 1947 idømt fæng-selsstraf af 5 år og fortabelse af rettigheder i 10 år (jfr. lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. juli 1946 § 6, I) for forskellige overtrædelser af de midlertidige straffelovstillæg; han havde således været leder af Schalburgkorpsets afdeling for skoling og verdens-anskuelse, ladet sig hverve til Waffen SS, udarbejdet et forslag til radioudsendelser efter anmodning af et medlem af det tyske gesandtskab og skrevet artikler mod jøderne i en artikel »Kulturbolschevisme«.

Indbydelse til Vaaben om at deltage i Odensemøderne

Ifølge det oplyste synes Ejnar Vaaben at have deltaget i de forskellige møder i Odense; bl.a. ved det forberedende møde på »Grand Hotel« og i mødet den næste dag på »Skovløkke« (A. nr. 5 og A. nr. 20). Som bilag er aftrykt indbydelsen til Ejnar Vaaben af 25. maj 1940 til mødet den 2. juni, underskrevet af konsul Haustrup (A. nr. 5) bilagt liste over de personer, der skulle have givet tilsagn om at møde. (Haustrup havde dog som foran anført intet nærmere kendskab til de indbudte, over hvem listen var lavet af Johs. Sørensen, og Haustrup erklærer, at han enten på det første eller på det andet møde i Odense første gang lagde mærke til Ejnar Vaaben, som han ikke kendte noget til eller havde hørt noget om på dette tidspunkt. Haustrup benægter dog ikke at have underskrevet indbydelsen, men givet er det — erklærer han — at havde han kendt det mindste til Vaaben og dennes tankegang, ville han ikke have under-skrevet indbydelsen til denne, og Vaabens medlemsskab af kredsen var medvirkende til, at Haustrup udtrådte af denne (A. nr. 8 og st, 45, 53 og 62).

Drøftelserne på Odensemøderne om Ejnar Vaabens rejser til Tyskland

Ifølge de af Vaaben til politirapporten afgivne forklaringer blev det som et centralt punkt på et af Odensemøderne drøftet, at der skulle afsendes en Underhandler til Berlin for at søge forbindelse med betydende kredse. Man ville dermed opnå, at den tyske regering holdt sig passiv og derigennem billigede og anerkendte realisationen af Danmarkskredsens planer, der ifølge Vaaben var at faa fjernet regeringen og erstattet denne med mænd, udgået af kredsen. Vaaben blev — erklærer han — udset til at være denne udsending, idet man regnede med, at han havde gode forbindelser i tyske regeringskredse (jfr. A. nr. 5). Ifølge Vaaben var det Danmarkskredsen, der havde bud efter ham og ikke omvendt, og han hævder, at man ved det konsti-tuerende møde og nogle efterfølgende møder blev enig om at sende ham til Tyskland.

Fhv. kreditforeningsdirektør Paul C. Rasmussen, der dog formentlig har disse oplysninger fra Vaaben, oplyser herom i en til kommissionen uden dennes foranledning fremsendt redegørelse, at efter at forslaget om en sådan udsending var vedtaget — ligesom de øvrige forslag så godt som enstemmigt — opfordrede forsamlingen indtrængende Ejnar Vaaben til at påtage sig den nævnte mission, men de nærmere detailler blev dog af forsigtighedshensyn overdraget til ledelsen af »Danmarkskredsen«« (A. nr. 30).

At det på Odense-møderne skulle være vedtaget at sende Vaaben til Tyskland, benægtes imidlertid af de øvrige mødedeltagere, forsåvidt angår dem, der mener at kunne erindre noget herom. På følgende spørgsmål fra kommissionen: Har De godkendt eller er De blevet underrettet om, at cand. mag. Ejnar Vaaben har ført samtaler i 1940 med ledende tyskere, bl.a. Rudolf Hess, om dannelsen af en ny dansk regering, som den tyske regering ville godkende? svarede således en af mødedeltagerne, skibsreder A.P. Møller følgende: Absolut nej, og jeg tilbageviser bestemt den insinuation, der ligger i, at sådanne spørgsmål stilles mig. (A. nr. 53). Direktør Beck erklærer ligeledes, at der ikke på nogen af Danmarkskredsens møder blev vedtaget noget sådant (A. nr. 22), og Haustrup blev,

erklærer han derom, meget forbavset, da han formentlig efter det andet Odense-møde — mødet den 2. juni — af Johannes Sørensen fik at vide, at Vaaben havde været i Tyskland (A. nr. 8). Ifølge Beck var det Johannes Sørensen, der først havde henledt opmærksomheden på Ejnar Vaaben, og Beck erindrer, at han forinden indkaldelserne til møde i maj 1940 drøftede Ejnar Vaaben med Johs. Sørensen, og han mente dengang, at det ville være af stor vigtighed, at en person som Vaaben, der vel var nationalsocialist, men som havde taget kraftigt til orde mod Tysklands besættelse af landet og mod Frits Clausens maskepi med besættelsesmagten, med de gode tyske forbindelser, han havde, kunne klarlægge sagen for tyskerne og få informationer om, hvorledes disse så på de politiske forhold i landet. (A. nr. 22). Kort efter mødet i maj blev der — ifølge Beck — afholdt et udvalgsmøde hos dr. Neve, og det var på dette møde, Ejnar Vaaben kom med forslaget om, at han skulle rejse til Tyskland.

Om beslutningen om at lade Vaaben foretage rejserne til Tyskland erklærer Johannes Sørensen, at det siden mødet i maj ved småmøder

Vaabens deltagelse i forhandlingerne på Odense-mødet om Vaabens Tysklands-rejser

På møderne på »Skovløkke« såvel i maj som i juni deltog, efter hvad der fra flere sider foreligger oplyst, Våben i forhandlingerne (Beck herom A. 76 og 77), og at han her har omtalt sine Tysklandsrejser, og at der blev taget afstand fra ham, fremgår af udsagn fra forskellige deltagere i disse møder. Konsul Haustrup, der som foran anført først på mødet den 2. juni fik meddelelse om, at Vaaben havde været i Tyskland, oplyser, at Vaaben på dette møde udtalte sig på fantastisk og forblommet måde, nærmest nazistisk, og Haustrup gjorde på et senere forretningsudvalgsmøde gældende, at en sådan mand kunne man ikke optage i kredsen, hvilket tiltrådtes, men da Vaaben stadig kom til at stå som medlem, var dette medvirkende til, at Haustrup udtrådte (jfr. nærmere nedenfor og A. nr. 8 og st. 58). Ifølge højskolelærer M. P. Ejerslev, der også deltog i Odensemøderne, var Vaaben her »særdeles ivrig for at foretage rejser til Berlin, men stemningen på mødet var i det store og hele den, at man mente, det var et noget tvivlsomt foretagende, dels var man betænkelig, grundet på Vaabens politiske indstilling, dels var man bange for hans manglende evne til at foretage orienteringer i tyske kredse på en passende diskret måde« (A. nr. 28).

På mødet talte Vaaben i »vi-form«, og dette foranledigede skibsreder A. P. Møller til at spørge, hvem »vi« var, som havde indkaldt til mødet og udsendt E. Vaaben til Tyskland (herom Haustrup, st. 60). A. P. Møllers spørgsmål besvaredes — ifølge oberstløjtnant Hoffmann (A., nr. 11) af flere, nemlig af Ejnar Vaaben og Beck, men i vidtsvævende vendinger og alle endende med at nævne grev Ahlefeldt-Laurvig og Hoffmann som »faddere«. Hoffmann havde protesteret mod dette misbrug af de to navne (»kidnapping«), jfr. iøvrigt nærmere det nævnte aktstykke om den indflydelse, personer fra »Dansk Folkefællesskab« ifølge Hoffmann søgte at udøve. Iøvrigt havde Hoffmann den opfattelse, at ingen i kredsen opfattede Vaabens rejser alvorligt (st. 305). Under den videre debat udtalte — ifølge Johs. Sørensen (A. nr. 16) — A. P. Møller, »at man ikke var tilfreds med den af tyskerne anførte grund, at besættelsen var nødvendig, da englænderne i modsat fald ville besætte Danmark«, og A. P. Møller udtalte ifølge Johs. Sørensen til Ejnar Vaaben, »at når han havde mange bekendte dernede, skulle han spørge dem, om der ikke fandtes en anden og mere forståelig grund til besættelsen.« Dette skulle dog ikke opfattes som en opfordring fra A. P. Møllers side til at lade Vaaben rejse til Tyskland, men måtte nærmere udlægges som en kritik af besættelsesmagten (A. nr. 16). — Om at A. P. Møller var den første, der tog ordet mod forskellige af de ting, der var ført frem, og

Af andre udtalelser vedrørende forhandlingerne på de nævnte møder om Vaabens Tysklandsrejser henvises til udtalelser af dr. Neve, der erklærer, at det var muligt, at Vaabens udsendelse var drøftet på mødet den 2. juni, men han erindrer det ikke (st. 179). Johs. Hansen mener derimod at kunne huske, at Vaaben bragte sig selv i forslag (st. 240). Axel Hansen erindrer intet om Vaabens rejser (st. 25). At stemningen afgjort var imod Vaaben og hans indstilling, herom godsejer C.F.H. Collet (A. nr. 26), og at forslag om en udsending blev forkastet på mødet, herom dyrlæge J. C. B. Dreijer (A. nr. 27).

Finansieringen af Vaabens Tysklandsrejser

Kommissionen har ved skrivelse af 18. juni 1947 gennem revisions- og forvalt-ningsinstituttet A/S, Odense, fremskaffet »Danmarkskredsen«s regnskaber (A. nr. 36), hvoraf ikke fremgår, at der af kredsen har været ydet bidrag til Einar Vaabens Tysk-landsrejser.

Vaabens samtaler under Tysklandsrejserne

Vaaben foretog to rejser til Tyskland, første gang som foran anført i maj måned. Han rettede her henvendelse til senator Hoff, Bremen, der tilhørte Hitlers inderkreds, og han fik ifølge sine udtalelser til politirapporten tilsagn om, at planen ville blive støttet i Berlin. Derefter tog han til Berlin, hvor han talte med Rudolf Hess, Regie-rungsrat Züchner (der dog ikke erindrer at have haft en sådan samtale med Vaaben, A. nr. 18 og 19) og med professor von Leers. De pågældende stillede sig, ifølge Vaaben, venligt

Efter sin hjemkomst aflagde Vaaben i skriftlig form rapport til formanden (som Vaaben fastholder var Haustrup) og til sekretær Johs. Sørensen (A. nr. 5, Paul C. Rasmussen, A. nr. 14). Haustrup erkender at have hørt Johannes Sørensen engang læse nogle brudstykker op for ham af et brev fra Vaaben, hvilket formentlig kunne opfattes som en slags rapport (st. 62 og 64). Johannes Sørensen havde — erklærer han til politirapporten (A. nr. 16) — efter Vaabens tilbagekomst fra Tyskland en telefonisk samtale med ham, men Vaabens eneste udbytte af turen var ifølge Johs. Sørensen dette, at han herefter udelukkende saboterede »Danmarkskredsen«s arbejde og omtalte medlemmerne som plutokrater og jøder (A. nr. 16). Beck kender intet til Tysklandsrapporter fra Vaaben (A. nr. 22), Neve heller ikke (A. nr. 15); Cohn om muligheden af at de ledende indenfor Højgaardgruppen gennem medlemmer af »Danmarkskredsen« må have haft kendskab til Vaabens referater (st. 231).

Ifølge Vaaben udtalte lederne af »Danmarkskredsen« tilfredshed med Vaabens arbejde under hans Tysklandsbesøg, og i den følgende tid blev der afholdt forskellige møder, både større møder og møder for en begrænset kreds, i disse sidste deltog — ifølge Vaaben — normalt Haustrup, Neve, godsejer Lüttichau (Rohden), grev Ahle-feldt-Laurvig (Stensballegård), Axel Hansen, redaktør Johs. Sørensen og dr. Gud-mund Schütte.

Det blev herefter bestemt, hævder Vaaben, at der skulle ske en ny henvendelse i Tyskland, hvor der skulle arbejdes efter den samme retningslinie, og Vaaben foretog da sin anden rejse til Tyskland, der fandt sted i august måned og kun gik til Berlin, hvor Vaaben talte med de tre, han tidligere havde søgt her, dog ikke med Hess, samt med Himmler, hvilken sidste dog. ifølge Vaaben udtalte, at efter at den danske regering var blevet rekonstrueret og havde udsendt erklæringen af 8. juli 1940, ønskede man ikke nogen regeringsændring i Danmark, jfr. herom Paul C. Rasmus-sen, der bl. a. erklærer, at samtalen endte uden resultat og i disharmoni, A. nr. 14, samt Cohn, der oplyser, at Vaaben i Berlin blev introduceret af Sturmbannführer Jacobsen, og at Himmler "var grov mod Vaaben og nærmest smed ham ud". (st. 227).

Det var ifølge Vaaben konsul Haustrup og et flertal indenfor »Danmarks-kredsen«, herunder dr. Neve, der var enige om at sende ham af sted påny, og han erklærer, at disse måtte anvende megen overtalelse for at få ham til at foretage denne Tysk-landsrejse nr. 2 (A. nr. 20). Heroverfor erklærer Haustrup, at en sådan beslutning ikke var taget af ansvarlige folk indenfor »Danmarkskredsen«, og på spørgsmål om, hvorvidt det kunne tænkes, at nogle medlemmer af kredsen udenfor ledelsen havde arrangeret en sådan ny rejse, erklærer Haustrup, at han på et givet tidspunkt konstaterede, at dr. Neve, der fungerede som formand, »ikke var tilstrækkelig selv-stændig, og at han, efter at Haustrup m.fl. havde stillet bestemte krav om, at

man ikke ville vide noget som helst af Vaaben, alligevel havde haft forbindelse med ham«,  (herom og om denne omstændigheds medvirken til kredsens opløsning, Haustrup st. 65—67). Haustrup mener dog ikke, at Neve kan have godkendt Vaabens rejse. Johs. Sørensen erklærer som foran anført, at det efter Odensemøderne ikke var blevet drøftet indenfor kompetente kredse, ligesom Vaabens senere rejse ikke var sket på foranledning af eller med støtte af foreningen (A. nr. 16).

Odensemødet den 6. Juli 1 940

Den formelle dannelse af »Danmarkskredsen« skete på et møde i Odense 6. juli 1940, og der valgtes et landsrepræsentantskab og et midlertidigt forretningsudvalg. Sidstnævnte bestod af dr. med. Neve, konsul Haustrup, fabrikant Nykvist, forret-ningsfører Poul Beck og sekretær Johs. Sørensen, På mødet, der blev et lands-plenarmøde, blev det ifølge den af sekretæren, Johs. Sørensen udarbejdede redegørelse klarlagt, »at det ikke er kredsens opgave at lave et nyt parti eller at lave en plan til en reorganisering af det politiske liv i Danmark, men udelukkende at tjene Danmark i den overgangstid, vi står midt i, og at »programmer« ikke er det væsentligste, men personligheder, som må have frie hænder til at handle fra fald til fald, således som de stadigt skiftende forhold kræver det.« (A. nr. 9).

I mødet deltog ifølge Hoffmann (A. nr. 10) de fleste af de i mødet den 2. juni deltagende personer (Haustrup erindrer dog ikke, om han deltog heri, A. nr. 8), samt en del personer udpegede som landsdelsrepræsentanter. Herefter syntes det som om bevægelsen var kommet ind i fastere spor, og i den derefter kommende tid afholdtes der rundt om i landet hvervemøder, hvorved en del mennesker hvervedes for »Danmarkskredsen« og dens formål.

Haustrup havde desuden efter møderne på »Skovløkke« i løbet af sommeren deltaget i forretningsudvalgsmøder samt i et møde i Fredericia, hvor der ifølge Haustrup skulle have været en snes mennesker til stede, bl. a, Neve, Johs. Sørensen, godsejer Lüttichau og Axel Hansen (A. nr. 8 samt st. 33), og Neve havde desuden været til stede ved et møde i København, hvor han bl. a. skal have gjort rede for sin henvendelse til kongens kabinetssekretær, der på Neves initiativ var holdt a jour med »Danmarkskredsen«s arbejde og ifølge Vaaben også med dennes Tysklandsrejser (A. nr. 20).

Samarbejde med andre kredse - Højgaardkredsen

På flere af møderne blev det af hensyn til virkeliggørelsen af »Danmarks-kredsen«s formål — beredskabet — gentagne gange fremholdt, at et nøje samar-bejde burde etableres med andre ligesindede kredse i landet, og der nævntes her visse navne eller kredse, f. eks. den såkaldte Højgaardkreds og navne som Højgaard, A. P. Møller og andre (herom Hoffmann, A. nr. 10). Der blev da også ifølge Haustrup forsøgt en orientering om, hvad Højgaardkredsen ville, men nogen forhandling mellem de to grupper fandt aldrig sted (Haustrup, A. nr. 8, samme opfattelse har A. P. Møller, st. 282; Johs. Hansen erindrer intet herom, st. 262, og minister Høst, der tilhørte »Højgaardgruppén«s inderkreds, kendte slet ikke »Danmarkskredsen«s eksistens, st. 160, civilingeniør Højgaard heller ikke, st. 337). Derimod deltog flere af »Danmarkskredsen«s medlemmer i mødet i Ingeniørhuset den 20. august 1940, således Haustrup, der også havde deltaget i et møde i civilingeniør Højgaards hjem (st. 50 og 51 og A. nr. 8). Man besluttede ifølge Haustrup for,

at få føling med Højgaardkredsen og for at få at vide, hvad den ville, foruden Haustrup at sende dr. Neve, redaktør Johannes Sørensen, ingeniør Due-Petersen og formentlig godsejer Lüttichau (Rohden) til mødet i Ingeniørhuset, men uagtet man havde besluttet at tage imod invitationen og sende de pågældende, holdt Johannes Sørensen og Neve møde med Ejnar Vaaben og lod sig holde tilbage fra at deltage i dette møde (st. 67), hvilket ifølge Hoffmann skyldtes, at Neve fulgte påvirkninger fra enkelte medlemmer af »Danmarkskredsen«, som tillige var medlemmer af »Dansk Folkefællesskab« (A. nr. 10).

„Danmarkskredsen"s ophævelse

Dr. Neve

Af denne redegørelse fremgår således, at dr. Neves »mærkelige stillingtagen« overfor Ingeniørhusmødet i København, »der næsten havde karakteren af sabotage«, indenfor de jyske kredse fremkaldte stor uro, der medførte indkaldelse af et møde den 1. september, som bl.a. resulterede i, at man skulle "arbejde videre med andre kredse, navnlig Højgaardkredsen, ligesom forretningsudvalget suppleredes med nogle jyske medlemmer, efter at Beck på opfordring havde nedlagt sit mandat. Da der var stærk utilfredshed med Neves formandsskab, og da Haustrup ikke ønskede at være formand, gav de nyindtrådte jyske medlemmer sig imidlertid tilfreds med, at Haustrup tilsagde, at han fra nu af ville tage initiativet, og at man betragtede forretningsudvalget som værende uden formand. På mødet fremsattes igen - hedder det - krav om Vaabens udtrædelse af »Danmarkskredsen«, og dr. Neve lovede påny at sørge for hans udtræden, hvilket imidlertid ikke skete. Som følge af en på mødet truffet beslutning om samarbejde bl.a. med Højgaardkredsen havde Haustrup, Lütti-chau, Due-Petersen og Hoffmann i dagene 3. september i København forhandlinger med fremtrædende personer fra Højgaardkredsen, således ingeniør Højgaard, ingeniør Kampmann, A.P. Møller m.fl. Uanset at det med al tydelighed på mødet den 1. september var fremgået, at flertallet af det her udvidede forretningsudvalg på det bestemteste modsatte sig, at dr. Neve førte forhandlinger på »Danmarkskredsen«s vegne om samarbejde med andre kredse, havde dr. Neve udenom forretnings-udvalget den 23. september indkaldt til et møde i Fredericia den 25. s. m., hvor

Om det skisma, der således opstod indenfor kredsen, og som medførte dens opløsning, foreligger en række udtalelser fra dr. Neve. Det forbavsede således Neve overordentlig, at der skulle være en kreds, der hældede til tyskerne (st. 177), og Neve havde ingen nærmere kendskab til »Dansk Folkefællesskab«; Neve havde ikke gjort forsøg på at nå til klarhed over, hvad »Dansk Folkefælleskab« virkede for, idet han ikke mente, det var politik, men »om ikke højskole, så nærmest noget rent personligt moralsk« (st. 182); man kaldte ifølge Neve gruppen omkring Johannes Sørensen den »naive« gruppe (st. 180). Overfor en udtalelse i Hoffmanns redegørelse (A. 53) om, at kun det faktum, at dr. Neve den 2. juni indvalgtes i forretningsudvalget, havde beroliget Hoffmann med hensyn til »Dansk Folkefællesskab«s indflydelse på »Dan-markskredsen«s fremtid, men at den senere udvikling »desværre havde vist, at dr. Neve ikke havde ydet det fornødne bolværk«, erklærer Neve dette for at være en forvrænget fremstilling; havde der været noget af den slags, havde han ikke været med; og Neve havde ikke været med til mødet i Johannes Sørensens hjem eller mødet på "Grand", hvor dette havde været på tale (st. 184). Om den misfornøjelse, der fra Aarhus-kredsens side lagdes for dagen, erklærer Neve, at det er muligt, at denne skyldes misfornøjelse med den »naive« gruppe, Johannes Sørensen; hvad det var de var misfornøjet med, vidste han ikke, men det var antageligt rent agitatorisk, og Neve havde ikke indtrykket af, at Johannes Sørensen og hans gruppe hældede til tysk side, Johannes Sørensen var tværtimod antitysk, og det blev ham forbudt at skrive, men Vaaben havde narret Neve (st. 182). Aarhuskredsen gik ifølge Neve Højgaardkredsens ærinde, og Haustrup var Højgaardkredsens mand (st. 180 og 185). Den spænding, der opstod mellem Højgaardkredsen og dele af »Danmarkskredsen«, skyldtes ifølge Neve, at Højgaardkredsen ville have haft »Danmarkskredsen« med, »ville have et større forspand« (st. 185). »Højgaardkredsen, der lugtede af cement«, ville give »Danmarkskredsen« en dolk i ryggen (st. 175).

Hoffmanns cirkulære af 2. oktober 1940 blev i en »fortrolig rundskrivelse

til »Danmarkskredsen«s medlemmer" af 14. oktober imødegået af Johs. Sørensen (A. nr. 12), der heri erklærer, at »Danmarkskredsen« blev »af danske mænd, som indtil da havde helliget sig ét nationalt arbejde indenfor »Dansk Folkefællesskab«, og sjælen i arbejdet på at samle kredsens medlemmer var i de fleste tilfælde mænd, der kom fra »Dansk Folkefællesskab«, hvor der arbejdedes efter fuldstændig de samme retningslinier, som Danmarkskredsen havde vedtaget«. Dette havde afstedkommet »visse komplekslignende sindstilstande hos visse matadorer, som - ganske uden grund - begyndte at fatte mistillid til de aktive kræfter og efterhånden åbent udtalte frygt for at blive slugt af dem«, og man startede derfor en mistænkeliggørel-seskampagne mod disse, herunder mod dr. Neve og sekretariatet, hvilket Johannes Sørensen nærmere søger at klarlægge i sin redegørelse. Herefter udsendte dr. Neve den 15. oktober en rundskrivelse, hvori han erklærede kredsen for ophævet (A. nr.13 og st. 187).

I fortsættelse af denne henvendelse, der var meget udførlig i sin begrundelse, overraktes kongen en anden, underskrevet af de samme personer og indeholdende en ligeledes udførlig begrundet henstilling til kongen om at overdrage ledelsen af den foreslåede nye regering til prins Axel som statsminister.

Underskriverne af de to henvendelser var: fhv. præsident, fhv. medlem af rigs-dagen Holger Andersen, lektor, dr. phil. Vilh. la Cour, fabrikant Johannes Hansen, fhv. gesandt Niels Høst, direktør Percy Ipsen, civilingeniør P. Kampmann, skibsreder A.P. Møller, civilingeniør J. Saxild samt civilingeniør K. Højgaard, hvilken sidste var bortrejst ved underskrivelsen,

Staunings tale i folketinget 15. november 1940

Nlmandsudvalget

»1) at denne da også er i nøjeste overensstemmelse med erklæringer, Hans Majestæt tidligere har afgivet eller givet tilslutning, 2) at vi er af den opfattelse, at forfatningens ånd og bogstav kræver, at det af kongen udpegede ministerium skal kunne arbejde sammen med — det vil sige være i overensstemmelse med — folkets valgte repræsentanter, 3) at vi vil anse det for en stor ulykke for land og folk, om denne danske forfatningsmæssige linie blev brudt, saasom det vilde ske, dersom hensyn toges til føromtalte henvendelse, og endelig 4) at vi vilde anse det for skæbnesvangert, om de vide og store kredse, vore partier repræsenterer, arbejder, bonde og borger, ikke fortsat var direkte repræsenteret i regeringen«. (A. nr. 44).

Efter denne erklærings udsendelse foretog »Højgaardkredsen« sig ikke mere (herom Percy Ibsen, st. 196 og 220, Holger Andersen, st. 117, Højgaard st. 358). Hvad iøvrigt angår den nærmere oprindelse af »Højgaardkredsen«, formålet med henven-delserne til kongen og de motiver, der var grundlæggende, er der af en række af underskriverne afgivet udførlige mundtlige redegørelser under de af kommissionen foretagne afhøringer, således foruden af

civilingeniør Højgaard (der tillige har overgivet kommissionen skriftlige udredninger, A. nr. 45 og nr. 49) af fhv. præsident Holger Andersen, minister Niels Høst, direktør Percy Ipsen, ingeniør Johannes Hansen, gårdejer J. Kyed og skibsreder A. P, Møller, hvilken sidste tillige har besvaret skriftlige spørgsmål og til kommis-sionen fremsendt yderligere skriftligt materiale vedrørende sin stilling til kredsens henvendelser til kongen (A. nr. 53—56). Endelig foretoges en afhøring af fhv. minister Christmas Møller vedrørende hans forbindelse med »Højgaardkredsen«s personer. På det herigennem modtagne materiale hviler nedenstående beretning.

Samtaler mellem Christmas Møller og medlemmer af den senere Højgaardskreds

Den nærmere anledning til disse samtaler var et brev, minister Høst den 18. april 1940 (A. nr. 64) havde tilsendt Stauning, hvori han henstillede, at det ministerium, der bar ansvaret for den politik, der var ført, og for, at tyskernes angreb ikke var imødegået anderledes, end tilfældet havde været, burde fratræde. Dette brev havde Høst vist enkelte andre, således Christmas Møller, A. P. Møller, Højgaard og professor Ellinger - dog efter at det var afsendt — og ifølge Høst (st. 124) »billigede de det alle«. (A. P. Møller herom, st. 283, Percy Ipsen, st. 204).

I anledning af denne bemærkning af Høst udtaler Christmas Møller, at hvis man huskede tilbage til den 9.—10. april 1940, måtte man forstå, at Situationen var den, at man til den ene side ud fra en konservativ betragtning, som også han havde, var imod, hvad der var sket, var imod, at der ikke var kæmpet — det var een ting — men noget helt andet var, hvordan man, når kongen og statsministeren havde truffet den afgørelse, og det var sket, skulle handle«, st. 165, og Christmas Møller havde — erklærer han — på i et møde, formentlig afholdt den 22. april, og for en meget snæver kreds på det konservative folkepartis hovedkontor, nærmede gjort rede for situationen og for den beslutning, han mente, der skulle tages (jfr. tillige Christmas Møllers redegørelse på et møde i den konservative fond, A. nr. 65), og Christmas Møller hævder, at alle hans samtaler med Højgaard, Høst og A. P. Møller og ved en ganske enkelt lejlighed tillige med Gunnar Larsen og prins Axel gik ud på at forklare, at man måtte have en politisk regering,

Ifølge minister Høst gik der en lige linie fra disse indledende møder til den senere Højgaardkreds (st. 124), dette dog at forstå således, at de samme mennesker — bortset fra Christmas Møller — som senere dannede denne kreds, her begyndte at tale sammen, men nogen direkte sammenhæng var der ikke, den kom først senere, da der skabtes et særligt grundlag herfor (st. 140).

Civilingeniør Højgaards redegørelse

Om »Højgaardkredsen«s oprindelse og formål erklærer Højgaard bl.a., at kredsen bestod af mænd, "som alle var besjælede af et brændende ønske om at gavne landet i en fortvivlet situation, og som med rette eller med urette følte, at de hver for sig havde et personligt ansvar i den henseende, at hvis de kunne medvirke til at gavne landet i den situation, så havde de pligt til at gøre det". Gruppen havde aldrig haft et fast medlemstal eller en medlemsliste, heller ikke nogen fast ledelse eller politisk program, (st. 316). Ifølge den af Højgaard til kommissionen foran omtalte overgivne redegørelse, der omhandler hans »deltagelse i den såkaldte »Højgaardkreds«s virksomhed i tidsrummet april--november 1940, herunder henvendelsen til kongen den 14. november 1940«, hvilken redegørelse Højgaard udtrykkelig gør opmærksom på står for hans egen regning og kun omfatter hans egen deltagelse i gruppens samtaler og virksomhed, var den nærmere anledning til dannelsen af kredsen en henvendelse fra direktør Percy Ipsen, der opsøgte Højgaard på dennes kontor, såvidt Højgaard erindrer i slutningen af april eller i begyndelsen af maj 1940. Percy Ipsen meddelte da, at han ligesom andre alvorlige og fædrelandssindede mænd så med stigende bekymring på den udvikling, som foregik under regeringen Stauning — Munch — Christmas Møllers ledelse; han havde talt med forskellige om forholdene, deriblandt med prins Axel, som havde foreslået ham at henvende sig til Højgaard, idet tanken var, at de i fællesskab skulle indbyde en kreds af ligesindede venner og bekendte til at drøfte, om der ikke skulle kunne gøres noget for at tilvejebringe en dansk regering, der på mere effektiv måde end den siddende kunne beskytte Danmarks ære og interesser i forholdet til Tyskland.

»Vi rettede derfor« -- fortsætter Højgaard sin redegørelse — »henvendelse til en del mænd i vor nærmeste omgangskreds — folk, til hvem vi nærede fuld tillid og fortrolighed — og en række sammenkomster fandt sted, formentlig en halv snes sammenkomster i månederne maj — august 1940.« Deltagerne i møderne var,

Højgaard og indtrykket af 9. april 1940, samt regeringens stilling til "værne-magerarbejderne"

Om oplysninger tilgået Højgaard vedrørende indstilling af nogle vejarbejder ved Gedser umiddelbart før den 9. april, således at vejene bragtes i farbar stand, og om en meget intensiv godstrafik sydfra til Gedser station på samme tidspunkt, hvilke oplysninger også indgød usikkerhed, herom Højgaard, st. 333—334 og 347 og 352 samt bind III (supplementsbind til ber. 1 vedrørende begivenhederne den 9. april 1940), hvor disse forhold nærmere vil blive omtalt.

Mødet i Ingeniørhuset

Indenfor kredsen fortsatte man i sommerens løb sine drøftelser, og i august mente man at burde orientere sig med hensyn til stemningen i en noget større kreds, hvorfor man besluttede at indbyde til et privat og lukket møde i Dansk Ingeniørforenings hus den 20. august 1940. Indbydere var Holger Andersen, K. Højgaard, Percy Ipsen, Johs. Kyed og Per Kampmann (A. nr. 45 og st. 83). Til dette møde var ifølge Holger Andersen (st. 82) udstedt et par hundrede indbydelser. Man fulgte ikke bestemte retningslinier udover det, at man ikke mente, det var rigtigt at have aktive politikere, aktive pressemænd og officerer med til mødet. Ved dette møde var der — ifølge Højgaard — omtrent lige så mange meninger, som der var talere (en vidtsvævende og uklar diskussion, Høst, st. 125; et elendigt møde, Johannes Hansen, st. 250; en almindelig drøftelse, som gav udtryk for den usikkerhed, der herskede i befolkningen dengang, Holger Andersen, st. 83; Kyed om mødet, st. 310), og på mødet blev der forelagt forslag til en udtalelse til offentligheden, hvilket forslag ifølge Holger Andersen var udarbejdet før mødet og havde gennemløbet mange facer og omredaktioner (om indholdet nærmere, st. 82, og Kyed, st. 311). Ifølge Høst var dette forslag

ganske intetsigende, og bl. a. dette afholdt Høst fra — hvad han i forvejen havde lovet Højgaard — at indlede diskussionen (st. 125). Da forslaget ifølge Højgaard ikke mødte overvejende tilslutning — afstemning fandt dog ikke sted — tog indbyderne det tilbage, og mødet endte uden nogen art af tilkendegivelse, udover at det blev sagt, at man ville anse det for ønskeligt, at indbyderne fortsatte deres overvejelser og undersøgelser med henblik at kunne gøre gavn under den fortsatte udvikling (A. nr. 45), og der rettedes henstilling til indbyderne om at udvide kredsen til forskellige andre. På den måde kom dr. la Cour, skibsreder A.P. Møller og ingeniør Saxild ind i kredsen (herom Holger Andersen, st. 84).

»For mit personlige vedkommende var« — erklærer Højgaard (A. nr. 45) — »mødet i Ingeniørhuset forsåvidt afgørende, som jeg blev klar over, at det på det daværende tidspunkt var udelukket at samle i hvert fald den kreds af mænd, som jeg havde tilknytning til, i en modstandsbevægelse, hvis opgave skulle være at få regeringen til at føre en fastere og klarere politik overfor besættelsesmagten. Da jeg således havde indset det håbløse i at gøre min mening gældende, valgte jeg at tie, og jeg har da overhovedet ikke efter august 1940 udtalt mig offentligt om dansk politik«.

Holger Andersen udsender udkast til en henvendelse til offentligheden

Den 18. september 1940 udsendte Holger Andersen med en følgeskrivelse underskrevet af ham selv (A. nr. 52) til ca. 100 personer et udkast til henvendelse til offentligheden (A. nr. 50). Udtalelsen skulle — ifølge nævnte følgeskrivelse — »på rent dansk grundlag give udtryk for, hvad tiden efter vor opfattelse kræver af det danske folk« (A. nr. 52), og meningen var iøvrigt den, at når den var tiltrådt af disse ca. 100 personer, skulle den udsendes til en større kreds (st. 76), og der skulle så nedsættes forskellige udvalg til at beskæftige sig med og gøre et arbejde vedrørende de forskellige spørgsmål, som var rejst i denne henvendelse »stadigvæk først og fremmest ud fra den betragtning, at det gjaldt om at arbejde på hævdvundent dansk grundlag og modarbejde disse strømninger, som ville bringe fremmedartede tanker ind i landet, der ikke havde nogen som helst rod i danske traditioner« (st. 84).

Indsamlingen af disse underskrifter foregik ifølge Holger Andersen på Percy Ipsens kontor (st. 76), men al materialet blev her tilintetgjort i forbindelse med begiven-hederne omkring den 29. august 1943 (st. 76 og Percy Ipsen herom, st. 193, Høst om sin underskrift, st. 125). Hele dette arbejde ophørte imidlertid ved begyndelsen af oktober måned 1940 som følge af, at den daværende situation ændrede sig afgørende; tankerne ledtes nu i en ganske anden retning, og den fase af arbejdet, der nu begyndte indenfor kredsen, mundede ud i den noksom bekendte henvendelse til kongen af 14. november.

Den truende situation som baggrund for henvendelsen til kongen

Dette arbejde var — ifølge Holger Andersen— af en ganske anden art end det, man oprindelig havde sysselsat sig med i udkastet til henvendelsen baggrund til offentligheden af september 1940. Baggrunden for det, man nu gik ind i, var begivenhederne i Norge den 25. september 1940, da den tyske rigskommissær plud-selig dekreterede kongens abdikation, ophævede stortinget og de politiske partier og indsatte Quislingregeringen, og samtidig den voldsomme skærpelse af kursen, der foregik i Holland under Seyss-Inquarts ledelse. Hertil kom, at man fra flere sider fik meddelelsen, der indgød frygt for, at tyskerne herhjemme ville have en ændring i de bestående forhold, og at man kunne vente en Frits Clausen eller anden nationalsocialistisk regering indsat med tysk støtte. Sådanne meddelelser havde gruppen modtaget gennem prins Axel, der her refererede en samtale, han havde haft med den tyske legationsråd Duckwitz, der var kendt som en overfor Danmark venligsindet mand, og nogen tid derefter — på et møde den 2. november — afgav redaktør Kronika, der på det tidspunkt var hjemme fra Berlin, overfor gruppen en nærmere redegørelse for forholdene, således som man fra tysk side formentes at se på dem. Ifølge Kronika var der således ingen tvivl om, at faren for et nazistisk diktatur herhjemme var overhængende, denne opfattelse var i Berlin vidt udbredt, også blandt de udenlandske korrespondenter (jfr. herom nærmere de af Holger Andersen og af minister Høst om Kronikas redegørelse gjorte notater, Holger Andersen, st. 85, Høst, st. 131), og Percy Ipsen havde af Kronikas udtalelser fået den opfattelse, at »det kunne være meget nær forestående, at tyskerne selv ville sætte en regering ind i Danmark«, st. 195, i samme retning Johannes Hansen, st. 257; at Kronikas kilder muligt var den svenske legation i Berlin, herom Percy Ipsen, st. 197. A. P. Møller om muligheden for en Frits Clausen-regering og om Kronika, st. 284, 289.

Kronikas udtalelser havde — ligesom begivenhederne i Norge — på Høst gjort et stærkt indtryk; men allerede på det tidspunkt, da møderne afholdtes med Kronika, den 2. november, forelå henvendelsen til kongen i nogenlunde færdigt udkast. Flere sådanne var blevet udarbejdet af et redaktionsudvalg, bestående af Holger Andersen, la Cour og Høst (st. 126), hvilket udvalg var blevet nedsat, efter at man den 10. oktober havde afholdt et møde på Percy Ipsens kontor. På mødet kom tilstede prins Axel og de senere underskrivere, og det var på dette møde, Høst — efter hvad han selv oplyser — var den, der stillede forslag om at foretage en henvendelse til kongen (st. 126). De oplysninger, der således af redaktør Kronika blev afgivet overfor gruppen, fik udtryk i henvendelsen til kongen, idet det i denne bl. a. hed:

Audiensen, der som anført fandt sted den 14. november, varede ifølge Høst temmelig længe, ca. tre kvarter; Høst blev overordentlig venligt modtaget af kongen og fik straks af en bemærkning fra kongen sit indtryk bekræftet, at kongen gerne så ham alene, der var ikke tale om, således som det havde været fremme offentligt, at kongen på nogen måde stillede sig afvisende eller uvenlig. Høst gennemgik derefter hovedmemorandummet med kongen og supplerede det på forskellig vis, bl.a. lagde han — hævder han — megen vægt på at fremhæve de følger, det kunne få, hvis vi stillede os alt for imødekommende overfor Tyskland, idet England da kunne miste tilliden til os, og alligevel ville det til slut blive England, der gik af med sejren. Dette sidste anførte Høst udtrykkeligt, fordi udtrykket for denne ængstelse i memo-randummets endelige affattelse havde fået en meget ufuldkommen

dannet os vor overbevisning ikke alene på grundlag af de samtaler og drøftelser vi har haft indbyrdes, men også efter de erfaringer, som hver af os har indhøstet, og de indtryk, vi har modtaget under samtaler med mange mennesker rundt om i landet.«

Om den henstilling til kongen om dannelsen af en ny regering, henvendelsen munder ud i, hedder det videre:

»For at bevare muligheden for, at Danmark kan slippe ud af faren uden ulivssår, anser vi det for nødvendigt, at der foretages en gennemgribende forandring af vor regering. Der bør dannes et ministerium af politisk uafhængige, frit stillede mænd. En sådan regering bør dannes på fuldtud forfatningsmæssigt grundlag, som nærmere omtalt senere, men den bør — stadig uden at overskride de ved grundloven givne grænser — gives så stor uafhængighed, så stor handlekraft som muligt.

Dette ligger efter vor formening også i folkerepræsentationens egen velforståede interesse. Det skulle ud fra disse betragtninger derfor ikke synes ugørligt at finde en ordning i forståelse med rigsdagens ledende partier, der må være interesseret i, at til alle sider fritstillede, dansksindede mænd har ledelsen af landets anliggender i hænde, hellere end at den skulle overgå til mænd af det nationalsocialistiske parti.

At disse sidstnævnte ikke på forfatningsmæssig måde med tilslutning fra rigsda-gen vil kunne komme til at overtage landets styrelse, tør anses for givet. De egentlige nationalsocialister udgør utvivlsomt kun en ganske ringe del af folket, og selv om man går ud fra, at de har eller vil kunne få tilslutning fra kredse, der er stærkt oppositionelt indstillet overfor det bestående parlamentarisk-politiske system — kredse, hvis fædrelandssind og oprigtige danskhed iøvrigt ikke bør drages i tvivl — vil de ikke på nogen måde kunne gøre regning på at finde tilhold hos befolkningens store flertal. Også med henblik på den Frits Clausenske nationalsocialisme er det derfor nødvendigt, at forfatningen ved et eventuelt regeringsskifte nøje overholdes for ikke at give dette parti noget påskud til at tale om, at forfatningen allerede er tilsidesat, og at det således kun fører en udvikling videre, som allerede er påbegyndt fra selve det bestående systems side.

Efter grundlovens § 13 udnævner og afskediger kongen sine ministre. Denne be-stemmelse er fra grundloven af 5. juni 1849, § 19, uforandret gået over i alle senere forfatninger; fællesforfatningen af 2. oktober 1855, forfatningen af 18. november 1863, grundloven af 28. juli 1866 og den nugældende grundlov af 5. juni 1915. At denne bestemmelse i sin oprindelse er udtryk for en kongemagten tilkommende reel og ikke blot formel beføjelse, vil ikke kunne bestrides. Folketingsparlamentarismen og det dermed følgende krav om, at kongen til sine ministre altid skal vælge mænd, der har støtte fra den eller de gruppers side, der udgør folketingets flertal, er en statsskik, der har bestået i Danmark i de sidste 40 år, men som aldrig er blevet grundlovs-fæstet. Parlamentarismen hviler på de politiske kræfters normale naturlige spil og forudsætter rolige forhold, for at reglerne for dette spil kan komme til anvendelse. I omvæltningstider som de nuværende ser man derfor, hvorledes disse regler ikke alene er uanvendelige, men sættes ud af kraft af de parlamentariske politikere selv. Dette skete ved begivenhederne efter den 9. april. Dannelsen af det første samlings-ministerium, i hvilket 6 oppositionelle politikere optoges som ministre uden porte-feuille, viste tydeligt, at man mente at måtte opgive det sædvanlige grundlag for parlamentarisk regeringsdannelse, og denne linie er yderligere fortsat gennem ministeriets omdannelse den 8. juli d.å. med optagelsen af ikke-politikere i samme. Det allerede nævnte nimandsudvalgs nedsættelse er ligeledes et betydende led i denne udvikling. Et ministerskifte som det, vi har for øje, er en fortsættelse af den her påpegede linie og må i den ekstraordinære situation, i hvilken landet befinder sig, synes en naturlig konsekvens — efter vor formening det eneste indenfor forfatningen liggende middel, der rummer

For at give én sådan ny regering størst mulig handlekraft og sætte den i stand til så hurtigt og effektivt som gørligt at møde tidens krav, vil det formentlig være nødvendigt i større omfang at anvende fuldmagtslovgivningens vej. Der findes i så henseende i dansk lovgivning betydningsfulde fortilfælde, såvel under krigs- som fredsforhold. Vi minder således navnlig om loven af 7. august 1914, gennem hvilken der tillagdes indenrigsministeren meget vidtgående beføjelser, om den i henhold til denne lov ved kongelig resolution af 8. august s.å, nedsatte overordentlige kommis-sion. Gennem nævnte lov, der tilmed ikke var tidsbegrænset, lagdes vigtige afgørelser i regeringens hånd, uden at der til disse krævedes rigsdagens medvirk-ning. Det sidste tiårs valutalovgivning med de handelsministeren givne bemyn-digelser er et andet eksempel. Lovgivningen efter den nye europæiske storkrigs udbrud den 1. september i fjor indeholder en række andre tilfælde i samme retning. Endvidere er selve nimandsudvalgets oprettelse et vidnesbyrd om, at rigsdagen har erkendt nødvendigheden af, at det parlamentariske apparat under de nuværende forhold må forenkles. Denne linie må fortsættes yderligere, og rigsdagen vil efter dets holdning, den selv har indtaget, ikke med føje kunne nægte sin medvirkning ved gennemførelsen af et fra Deres Majestæt udgået initiativ, der tilsigter at nå det her omhandlede mål. At rigsdagen ved særlig vigtige spørgsmål som hidtil skal have lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende, er en selvfølge, som vi, for at undgå enhver misforståelse ønsker at fremhæve.

Såfremt Deres Majestæt kan godkende rigtigheden af vore betragtninger, ville vi gerne udtale, at vi kun ser en eneste mulighed: at vor konge selv direkte tager denne sag i sin hånd, hvad vi allerunderdanigst tillader os at anmoder Deres Majestæt om at gøre. Vi er forvissede om, at Deres Majestæt alene er i stand til at gøre politikerne forståeligt, at det af de grunde, som vi har tilladt os at påpege, ville være^; farligt ikke at gå den vej, som vi har anført, nemlig ad forfatningsmæssig vej at foranledige et ministerskifte Og i det store og hele at følge de retningslinier, som her er angivet.

Foruden spørgsmålet om gennemførelsen af en sådan regeringsændring med særligt henblik på danske politikere rejser sig også spørgsmålet om, hvad Tyskland ville sige dertil. Et sådant spørgsmål kan besvares med et andet, nemlig: Ville man ved et sådant skifte bryde de rammer, der blev givet ved proklamationen af 9. april? Hvorledes, med hvilken motivering skulle Tyskland kunne finde, at der derved foretoges et skridt, der kunne udlægges som uvenligt mod Tyskland? Den omstæn-dighed, at den ønskede regeringsform giver regeringen en øget uafhængighed, så den ikke må være bundet af tidligere tiders mere eller mindre demagogiske ord og løfter, kan Tyskland ikke tænkes at have noget imod. Tværtimod. Navnlig de social-demokratiske partiers ideologi er jo netop den, der er tyskerne mest imod. Og vi kan tænke os muligheden af, at den omstændighed, at det just er dem, der behersker regeringen, kan fremskynde indgrebene, katastrofen.

Til slut føler vi det som vor pligt allerunderdanigst at henlede Deres Majestæts opmærksomhed på, at vi har det indtryk af de oplysninger, vi har kunnet samle os, at Tyskland er ved at tabe tålmodigheden overfor et ministerium som det nusiddende og meget snart vil fremskynde en ændring. Bliver det tyskerne, der fremkalder denne ændring, må det stå os klart, at vor regeringsform vil blive en kopi af den tyske nationalsocialistiske.

Med den store agtelse, som det er os bekendt, at tyskerne nærer for vor konge, vil det efter vor formening være vor eneste chance, at Deres Majestæt danner en uparti-politisk regering, som ikke har ansvar overfor andre end landets konge og befolkning som helhed.

Vi er klare over de uhyre store vanskeligheder, der vil melde sig i den

Endelig erklærer Høst, at man ikke lod sagen falde, fordi den viste sig uigen-nemførlig i kraft af kongens holdning; kongen havde netop givet kredsen bemyn-digelse til at informere nimandsudvalget, men man benyttede sig ikke engang af det, fordi man på det tidspunkt var blevet klar over rigsdagens stilling (st. 157).

senere navnlig efter befrielsen søgte at sætte henvendelsen til kongen »op i den store stil som et kupforsøg, en sammensværgelse mod folkestyret og lignende«, mener Højgaard, at der kunne være anledning til at fremhæve følgende kends-gerninger (jfr. Højgaards skriftlige redegørelse, A. nr. 45, .og st. 319):

»1) Deltagerne i henvendelsen var alene ledet af ønsket om at gavne vort land; deres motiver var rene og uselviske.

2) Henvendelsen var isoleret handling, foretaget af en snæver kreds af mænd uden forbindelse med andre kredse, som muligvis med rette på det daværende tidspunkt kunne mistænkes for at omgås med kupplaner. Der var ikke tale om nogen »bag-mænd«.

3) Deltagerne benyttede deres ret til at gå direkte til kongen, idet det var en selv-følgelig forudsætning, at henvendelsen til kongen ville blive forelagt den ansvarlige regering.

4) Spørgsmålet om landets forfatning (parlamentarisme, folkestyre) indgik mig be-kendt ikke i de overvejelser og drøftelser, som førte til henvendelsen til kongen, undtagen forsåvidt som man lagde stor vægt på, at en eventuel regeringsom-dannelse skulle foregå indenfor forfatningens rammer og med rigsdagens tilslutning. Dette fandt klart udtryk i henvendelsen.

5) Da nimandsudvalget og derigennem rigsdagen på Staunings foranledning tog bestemt afstand fra den i henvendelsen udkastede plan, var denne dermed bort-faldet, og »aktionen« fik således overhovedet ingen reelle virkninger.«  

Højgaard slutter sin redegørelse med følgende: »Til belysning af det rygtesmederi, der foregik i løbet af sommeren 1940, vedlægges afskrift af et brev fra Christmas Møller til mig af 21. maj 1940 med bilag (A. nr. 46, underbilag nr. 14), mit svar af samme dato samt Christmas Møllers brev af 22. maj 1940 (A. nr, 46, underbilag nr. 15—17). Endvidere vedlægges udklip af »Information« af 30. juni 1945 (A. nr. 47), hvori det antydes, at jeg skulle have haft forbindelse med Hartel-Sehested-kredsen og mulige andre konspiratorer. Denne beskyldning er ligeså grundløs som de i Christ-mas Møllers notat omtalte rygter.« — Om artikler i »Socialdemokraten« i december 1945, hvori rettes skarpe angreb på »Højgaard-kredsen«, og Højgaards overvejelser af et eventuelt sagsanlæg, Højgaard, st. 335—336.

»Mit Ihrem Schreiben vom 26. v. Mts. haben Sie mich zum Eintritt als Mitglied in die Deutsche Handelskammer in Danemark aufgefordert. Da ich mit deut-schen Gewerbebetrieben stets gute und freundliche Verbindungen unterhalten habe, wäre Ich einer solchen Aufforderung sehr gerne nachgekommen, falls dieselbe zu normaler Zeit gemacht worden wäre. Momentan ist mein Vaterland jedoch durch deutsche Truppen besetzt, und so lange das der Fall ist, geht es gegen mein Gefiihl und würde mir auch unwürdig erscheinen, einer derartigen Aufforderung Folge zu leisten. Sowie mein Vaterland wieder frei und unabhängig wird, wird es mir eine Freude sein, bei Ihnen als Mitglied einzutreten, und ich hoffe gerrn, dass mein Eintritt auch dann erwünscht bleibt.« og modtog følgende svar:

»Wir danken Ihnen bestens fur Ihr Schreiben vom 11. ds. Mts., von dessen Inhalt wir mit besonderem Interesse Kenntnis genommen haben. Wir verstehen Ihr Bedenken, gegenwärtig die Mitgliedschaft unserer Kammer zu erwerben und stellen Ihnen anheim, auf unseren Vorschlag zur gegebenen Zeit zurückzukommen.« -

Tendensen taler for sig selv. Det havde efter min mening gået Danmark og det danske folk bedre, hvis landets regering efter den 9. april 1940 med ubrydelig konsekvens havde henholdt sig til og indskrænket sig til det, som var afgjort og tilsagt den 9. april 1940, fremfor at lade sig tvinge ind på de gradvise yderligere indrøm-melsers farlige skråplan og derved lade sig bruge som værktøj i en politik, som Hitler allerede forud havde anskueliggjort i sin bog »Mein Kampf«, når han siger, at et undertvungent folk bør man give ydmygelserne og forsmædelserne gradvis. Det, skråplanet førte til ved erklæringen af 8. juli 1940, var så forsmædeligt, at det aldrig vil glemmes, og det tab, som erklæringen medførte, af sund og berettiget selv-agtelse, vil sent forvindes.

En rankere holdning ville antagelig kun have båret en tid, men højst sandsynligt en ret lang tid, folket ville have stået overfor langt klarere problemer; megen tvivl og megen usundhed ville været forebygget; indadtil ville det danske folk have kunnet bevare sin rankhed og selvagtelse; udadtil ville Danmarks stilling have været langt stærkere, hvilket nu i efterkrigstiden og fremefter havde haft stor betydning. At denne linie ikke blev fulgt, at man igen krøb over, hvor gærdet var lavest, er ej alene beklageligt, men maner til eftertanke nu og senere.«

Endelig kan til yderligere belysning af Højgaardgruppen og dens virksomhed hen-vises til to som bilag aftrykte uddrag af red. Harald R. Martinsens informationsbreve af henholdsvis 6. december 1940 og 13. december 1940 (A. nr. 58) samt til en erklæring udsendt af gruppen gennem Ritzaus Bureau den 16. maj 1946 i anledning af forskellige under retssagen mod hofjægermester Sehested fremkomne påstande om gruppen (A. nr. 59). Som bilag (A. nr. 60) er endvidere optrykt artikel i »Berlingske Tidende« fredag den 21. september 1945 af dr. Vilh. la Cour's »Hvad Højgaardkredsen tilsigtede« og artikel, betitlet: "En berigtigelse og en beklagelse fra professor Hal Koch" (A. nr. 61).

Den 22. september om aftenen kl. 23 havde Svenningsen en opringning fra justits-minister Thune Jacobsen, der meddelte, at han havde modtaget en henvendelse fra højesteretspræsidenten, der hævdede, at kongen, uanset at rigsdagen ikke ville med-virke, havde en pligt til at søge en regering dannet. Svenningsen henviste justits-ministeren til statsministeren og gjorde ham bekendt med aftalen med dr. Best om mødet den næste dag kl. 12.30.

»I forvejen havde vi i retten drøftet stillingen. Meddelelsen gaves desuden i ministeriet om forhandling om nye retningslinier for dansk politi og anklagemyn-dighed i den håndhævelse, hvortil tyske interesser var knyttet; disse interesser skulle formentlig ikke længere varetages fra dansk side. Først i løbet af nogle måneder kom der dog klarhed herover. Mere end et foreløbigt skøn over, hvorledes domstolene mente at måtte stille sig, kunne der ikke ventes på dette møde, allerede fordi repræsentationen var ufuldstændig. I princippet var der imidlertid enighed om, at retsplejen nu kunne og burde slutte op om en videreførelse af den øverste styrelse ved administrationens tjenestemænd. I stedet for »lov« ville betegnelsen »lovan-ordning« blive brugt, og nødvendigheden af udstedelsen ville hver gang blive påberåbt. Man tænkte sig ikke i dommene at ville optage nogen argumentation om dette statsretlige punkt. Samtidig var det dog klart, at den følgagtighed, der kunne loves, meget vel kunne have grader, og at tendensen til at begrænse sig til det strengt nødvendige kunne være større hos nogle end hos andre. Et lille eksempel havde retten indenfor sit eget område med en post som dommer, der ville blive ledig til november. Nogle ville udsætte nybesættelsen som ikke absolut nødvendig, andre holdt på, at den normale status burde opretholdes. I alt fald på dette tidspunkt var en tvivl om anerkendelsens omfang tilstede, og der hørtes også tvivl om, hvorvidt finans-loven ville kunne gives som lovanordning.

Med retten havde jeg aftalt at forhandle videre med denne, såfremt der i resten af ferien i september skulle indtræffe nye begivenheder på dette område; dette skete ikke, men i anden retning fandt jeg anledning til at foretage mig noget.

Kun den konstaterede nødvendighed kunne berettige domstolene til at gå over til at følge andre lovgivningsmæssige autoriteter end de grundlovs-mæssige, og forefaldne begivenheder gav grund til at ængstes for, at bortfald

De hovedsynspunkter, der anlagdes i nævnte kritik, var navnlig en anke imod, at Højesterets præsident uden forfatningsmæssig hjemmel foreholdt "kronen" dens konstitutionelle pligt og dette på et tidspunkt, hvor en sådan henvendelse måtte få en særlig »pondus og gjorde den til et våben i tysk hånd, som man — om man havde villet — kunne have benyttet som et ikke uvæsentligt led i en pression, der gav »kronen« valget mellem en ny dansk regering eller tysk protektorat« (herom Borum, A. nr. 72). En anden hovedanke var højesteretspræsidentens nære samarbejde med landsretssagfører Reitzel-Nielsen. Højesteretspræsidenten kunne — siges det — have været i en vis god tro med hensyn til den af Reitzel-Nielsen udfoldede virksomhed, men de oplysninger, højesterets-præsidenten nu havde afgivet til forklaring af sin handlemåde, fandtes »forbeholdne og allerede derfor ufyldestgørende«. »Beskæm-mende er det under alle omstændigheder«, hedder det videre (Illum, A. nr. 70), »at Højesterets præsident i de afgørende dage under Danmarks besættelse ganske undlod at hente råd fra sine kolleger i Højesteret, men i stedet handlede i forbindelse med en mand som Reitzel-Nielsen.«

»Da retten« — fortsætter Troels G. Jørgensen sin redegørelse —

»den 1. oktober mødtes efter ferien, medbragte jeg derfor fra kabinetssekretær, kammerherre Bardenfleth, en udtalelse om, at kongen havde været klar over min skrivelses personlige karakter, og at der fra 1920 var en præcedens for tilkaldelse af Højesterets præsident for at give kongen en statsretlig orientering. Dette sidste kunne jeg iøvrigt supplere med et eksempel fra min egen tid (lovforslaget om den særlige appelret). Som sagen var rejst og forelå udadtil, mente jeg at måtte renoncere på at fremkomme med påvisning af den udenlandske radios misforståelse. En passivitet fra min side ville ganske vist have forebygget den indtrådte situation, som ingen mere end jeg beklagede. Jeg har imidlertid altid søgt at fylde min stilling på en positiv måde og måtte nu for mit vedkommende tage de dermed følgende ulemper. Udover at meddele kollegerne, at jeg i ferien havde tilskrevet kronprinsen og kongen om et statsretligt emne, ytrede jeg mig ikke, idet jeg indtog det standpunkt, hvori også kabinetssekretæren straks efter gav mig medhold, at skrivelsernes indhold var fortroligt og ikke skulle omtales. Nogen slags »forviklinger« sporedes der iøvrigt ikke af dem.«

Om den kritik, der af professorerne Borum og Knud Illum rettedes mod præsi-denten, fordi han handlede uden at meddele sine kolleger noget herom, og om hans optræden som »privatmand«, se A. nr. 70 og 72, og om højesteretspræsidentens svar herpå samt om tidligere tilfælde, hvor »kronen« ifølge Troels G. Jørgensen havde konsulteret Højesterets præsident, A. nr. 81 og 72, 73 og 77.