FOLKETINGET

AFGIVET AF

DEN AF FOLKETINGET UNDER 8. JANUAR 1948 NEDSATTE KOMMISSION I HENHOLD TIL GRUNDLOVENS § 45

X.

AFGIVET PAA GRUNDLAG AF FORELIGGENDE DANSKE DOKUMENTER

1949

Indledende Bemærkninger

Nærværende beretning med bilag, der omhandler ministeriet for offentlige arbej-der (fra 14. november 1942 tillige trafikministeriet) under besættelsen, er udarbejdet på grundlag af materiale indhentet af den anden parlamentariske kommission, kommissionen af 19. december 1945, hvilket materiale af nærværende kommission har været genstand for nærmere undersøgelse og supplering.

Beretningen med bilag indeholder herefter, stemmende med kommissoriet, kommissionens undersøgelse af samtlige de forhold, hvis klarlæggelse, for så vidt angår de nævnte ministerier, kommissionen har anset nødvendig til bedømmelse af, hvorvidt der måtte være grundlag for at drage ministre eller andre særlig ansvarlige til ansvar i anledning af deres embedsvirksomhed under den tyske besættelse (jvf. kommissoriets 1ste led).

fra statsministeriet: sager angående efterforskning og indvinding af råstoffer i Danmarks undergrund, jfr. lov nr. 27 af 19. februar 1932 med senere ændringer og tilføjelser,

fra indenrigsministeriet: sager om tekniske installationer i henhold til lov nr. 151 af 7. maj 1937 og

fra ministeriet for landbrug og fiskeri: sager vedrørende udlæg og anlæg af mindre broer på søterritoriet, sager om kystfredning i henhold til lov nr. 149 af 18. maj 1906 og sager vedrørende inddæmning og opfyldning på søterritoriet, bortset fra landvindingsarbejder i henhold til lov nr. 599 af 14. november 1940;

endvidere bestemtes det, at de til statens centralstyrelse henlagte forretninger vedrørende anlæg af veje, gader o. lign. og vedrørende administrationen af disse anlæg i det

Under besættelsen blev der, som det fremgår af det for kommissionen fore-liggende materiale, udøvet telegrafcensur og som et led i denne tillige telefoncensur.

Nedsættelsen af »Udenrigsministeriets og ministeriet for offentlige arbejders ud-valg for telegrafcensuren«.

Kontrollen foregik indtil den 29. august-1943 under ledelse af »Udenrigsmini-steriets og ministeriet for offentlige arbejders udvalg for telegrafcensuren«. Dette udvalg blev nedsat af regeringen i efteråret 1939 og bestod af den daværende chef for udenrigsministeriets pressebureau K.J. Eskelund og af daværende, senere afdøde kontorchef i generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet, M.J.C. Gredsted. Cen-surudvalget sorterede direkte under udenrigsministeren og ministeren for offentlige arbejder (A. nr. 11).

Ordningen efter den 9. april 1940

Som det fremgår af beretning IV A. 20, stillede den tyske regering i den »Aufzeichnung«, som den tyske gesandt den 9. april 1940 overrakte den danske udenrigsminister, bl. a. krav om, at ethvert telegraf-, telefon- og postsamkvem med udlandet straks skulle standses. Endvidere krævedes, at dette samkvem med Øster-søstaterne skulle indskrænkes til bestemte ruter og kontrolleres på anfordring af vedkommende kommandant.

De danske myndigheder optog straks efter den 9. april forhandlinger med de tyske om en genoptagelse af den med udlandet afbrudte telefon- og telegraftrafik, og som resultat af disse forhandlinger opnåedes, at forbindelse med udlandet efterhånden kunne genoptages dog på betingelse af, at der efter henstilling fra »Deutsche Abwehrstelle« indrettedes en systematisk aflytning af udenlandske telefonsamtaler tilligemed en kontrolaflytning, der blev udført af tyske censorer gennem et specielt kontrolbord, igennem hvilket kun ledningerne til udlandet passerede. (A. nr. 11).

Kontrollen forestodes stadig af det i 1939 nedsatte censurudvalg, men udvalget kom nu efter besættelsen under tilsyn af »Deutsche Abwehrstelle« gennem tyske tilsynsførende.

Ordningen under og umiddelbart efter undtagelsestilstanden

Aflytning af de indenrigske telefonsamtaler

Censurmaterialet omfattede ifølge Gredsted indtil 29. august 1943 foruden referater af de på telefonledninger til udlandet førte samtaler tillige stikprøver af visse inden-rigske telefonsamtaler efter særlig regeringsbeslutning, (strækningsaflytning). Efter den 29. august organiseredes overfor telefonselskaberne (Københavns Telefon A/S og Jydsk Telefon A/S) en aflytning af indenrigske lokale og mellembys telefon-samtaler, men aflytningerne var dog heller ikke efter nævnte dato sket i større omfang end tidligere, og disse er ikke i telegrafcensuren — hedder det i kontor-chefens rapport — »i noget tilfælde blevet foretaget overfor indenrigske stats-organisationer eller disses ledende mænd.« Da det overfor kommissionen er oplyst, at der på censurudvalgets foranledning er foretaget aflytninger i vidt omfang af bl. a. de politiske partiers og partilederes telefoner, hvorom nærmere i det følgende, har kommissionen, foranlediget ved fornævnte passus i rapporten, anmodet ministeriet for offentlige arbejder om en nærmere redegørelse herfor, og ifølge denne (A. nr. 26) havde telegrafcensuren intet at gøre med den overfor telefonselskabernes orga-niserede aflytning af indenrigske, lokale eller mellembys samtaler, idet disse fore-toges af tyskerne, og hvad angik samtaler over rigstelefonens ledninger, blev — bortset fra Bornholmssamtalerne, der regelmæssigt aflyttedes — aflytning kun foretaget i ringe omfang (kun stikprøver og aflytning af visse nazisters telefoner). Hverken postkontrollør Aslund, der under kontorchef Gredsteds forfald havde funge-ret som leder af telegrafcensuren, eller hans kolleger kender ifølge ministeriet noget til, at den danske censur skulle have aflyttet danske statsorganisationers eller disses lederes samtaler over rigstelefonen (bortset fra samtalerne med Bornholm). Den tyske telegrafcensur, der arbejdede ganske uafhængigt af den danske, havde derimod ifølge ministeriet adgang til at aflytte alle samtaler. løvrigt mente ministeriet ikke at kunne give yderligere oplysninger, idet sagen vedrørende telegrafcensuren ikke havde passeret ministeriet.

Foruden strækningsaflytningen (aflytning på hovedledningerne), hvorom den tekni-ske fremgangsmåde nærmere beskrives i en af fru Karin Lyager der på daværende tidspunkt gjorde tjeneste i telefonaflytningen, affattet erklæring (A. nr, 6), foretoges imidlertid som foran anført en direkte aflytning efter bestemte af censurudvalget givne retningslinier. På rigstelefonen og telefoncensuren fandtes enslydende lister over personer, hvis samtaler ønskedes aflyttet, deriblandt samtlige politiske partiers kontorer, rigsdagens telefoner (C. 6600), de fremtrædende politikeres private telefon-numre og samtlige D.N.S.A.P.s afdelingskontorer for hele landet. Teknisk var det — hævdes det 

Politimæssig undersøgelse mod embedsmænd ved telegramcensuren

Referater hidrørende fra telefonaflytningen

Som foran anført blev de daværende minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen, i sin tid tilstillede referater af telefonaflytningerne under besættelsen tilin-tetgjort efterhånden, og det samme blev tilfældet med den i udenrigsministeriet beroende komplette samling af referater, der tilintetgjordes den 28. august 1943; kun de i pressebureauet beroende referater forefindes, og disse er på anmodning tilstillet kommissionen (A. nr. 54).

Disse rapporter drejer sig væsentlig om samtaler, ført af bladkorrespondenter i udlandet, danske og fremmede, og kommissionen har intet fundet heri af værdi for dens undersøgelser. Vedrørende de kopier, der i sin tid tilstilledes statsministeren, rigspolitichefen og daværende statsadvokat Eivind Larsen, er det overfor kommis-sionen oplyst, at der Ikke i statsministeriets arkiver findes referater som de omhand-lede (A. nr. 56). Hvad angår de i sin tid

Vedrørende oprettelsen af den fra 9. april 1940 indførte postcensur og de forhand-linger, der herom førtes mellem danske og tyske myndigheder, har kommissionen fra generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet på anmodning modtaget en redegørelse, der optrykkes som bilag (A. nr. 60).

C. Postvæsenets standsning af illegale masseforsendelser

Af ministermødeprotokollen for den 23. juni 1942 (ber. IV A. 470) fremgår af et referat, indsat efter anmodning af daværende minister Gunnar Larsen, at man havde drøftet spørgsmålet om, at postvæsenet skulle standse illegale postforsendelser og aflevere disse til politiet, og det hedder tilsidst i protokoltilføjelsen, at man enedes om at give postvæsenet bemyndigelse til at foretage sådanne foranstaltninger. Foranlediget heraf tilskrev kommissionen ministeriet for offentlige arbejder og anmodede om en kortere redegørelse herfor. I den fra ministeriet den 18. januar modtagne svarskrivelse (A. nr. 62) meddelte ministeriet imidlertid, at der ikke forelå noget om, at post- og telegrafvæsenet under besættelsen havde foretaget standsning af illegale masseforsendelser og overgivet disse til politiet, og det udtales til slut: »Man er af den mening, at en påstand herom ikke har noget på sig«. Kommissionen forelagde derefter spørgsmålet for Gunnar Larsen, der herom — i en skrivelse af 28. januar 1949 A. nr. 64 — udtalte: »Jeg skal hertil bemærke, at den af ministeriet for offentlige arbejder givne meddelelse utvivlsomt er korrekt. Jeg har aldrig videregivet den instruks til post- og telegrafvæsenet, som blev vedtaget på det omhandlede ministermøde, idet jeg efter nærmere overvejelse kom til det resultat, at dette kunne få alt for vidtrækkende konsekvenser. Jeg har ikke nogen erindring om, hvorvidt jeg overhovedet har nævnt spørgsmålet overfor post- og telegrafvæsenets embeds-mænd.

Jeg må til ovenstående udtalelse knytte den bemærkning, at min dagbog i øje-blikket befinder sig i udlandet, hvorfor jeg i dette tilfælde ikke har haft lejlighed til at støtte mig på denne. Når jeg. om nogen tid får min dagbog tilbage, skal jeg komme tilbage til sagen, hvis der i denne findes bemærkninger til yderligere belysning af spørgsmålet«. Ved beretningens afgivelse var intet yderligere fremkommet fra Gun-nar Larsen.

D. Danmarks stilling til deltagelsen i dannelsen af

en europæisk postforening

»Den europæiske post- og telegrafforening« oprettedes efter en konference i Wien den 19. oktober 1942 af Tyskland med tilslutning af 13 lande, deriblandt Danmark. Som forløbere for denne europæiske postforening havde den tyske poststyrelse tidligere afsluttet tosidede overenskomster med poststyrelsen i nogle lande,

E. Tyske krav om bevæbning af danske færger

Dette spørgsmål blev første gang forelagt for generaldirektoratet for statsbanerne i form af en indberetning af 26. januar 1943 fra en af skibsførerne fra Storebælt, mod hvis protest der af transportføreren for 300 tyske soldater på færge 47 fra Korsør den 24. januar s.å. på færgen blev opstillet maskingeværer til værn mod et eventuelt engelsk flyverangreb.

Om de forhandlinger, der derefter af daværende generaldirektør Knutzen førtes med tyskerne, og som resulterede i et cirkulære fra søfartschefen med instrukser til førerne ved Storebæltsoverfarten, henvises til den af trafikministeriet ved skrivelse af 16. juli 1945 til kommissionen givne udførlige redegørelse med bilag (A. nr. 79).

De kontroverser, der ved de forskellige sagers afgørelser havde vist sig indenfor ministeriet — oftest mellem de politiske ministre og rigsdagens partier på den ene side og de upolitiske ministre på den anden — skyldtes, som det bl.a, fremgår af ministermødeprotokollerne og samarbejdsudvalgets protokol, ved flere lejligheder den politik, der på forskellige områder førtes af ministeren for offentlige arbejder, Gunnar Larsen, og der blev mod ministeren, navnlig hen imod besættelsestidens slut-ning, i de illegale blade fremsat stærk kritik af hans handlinger, hvoraf flere formen-tes at være af en sådan karakter, at de burde omfattes af den straffelovgivning, man almindeligvis mente

4: Lov nr. 259 af 1. juni 1945 § 16, stk. 1, ved at have ydet besættelsesmagten bistand og på utilbørlig vis modarbejdet den danske modstandsbevægelse, idet han har foranlediget, at der gennem fa. »Dansk Cementcentral« den 10. april 1942 er udbetalt P.M. Asmussen 1000 kr. idet der senere med hans billigelse gennem Axel Høyer af cementcentralens midler er udbetalt P. M. Asmussen 600 kr. og idet han personlig har udbetalt Robert Hansen 500 kr., alt til støtte for det antikommunistiske arbejde, der udførtes ved udgivelsen af ugebladet »Arbejderavisen« og gennem »Foreningen for danske Arbejdere i Udlandet«.

5: Lov nr. 259 af 1. juni 1945 § 16, stk. 1 og 2, ved at have ydet besættelsesmagten bistand på utilbørlig måde modarbejdet den danske modstandsbevægelse og ydet væsentlig økonomisk støtte til organisationer, der på utilbørlig måde har samarbejdet med eller støttet besættelsesmagten, idet han har foranlediget, at der gennem fa. »Dansk Cementcentral« i februar måned 1942 er udbetalt Axel Høyer 20.000 kr. for at denne skulle anvende dem dels til understøttelse af den nationalsocialistiske organisation »Den nationale Aktion«, der var dannet ved sammenslutning af de nationalsocialistiske organisationer »Den danske Front«, »Dansk Enhedsparti«, »Den nationale Blok« og »Arbejdsfællesskabet« og dels til fremme af antikommunistisk virksomhed, hvilke 20.000 kr. senere med tiltaltes vidende anvendtes udelukkende

7: Lov nr. 259 af 1. juni 1945 § 16, stk. 2, ved at have ydet væsentlig økonomisk støtte til det med besættelsesmagten på utilbørlig måde samarbejdende og af denne delvis finansierede presseorgan »Europa-Kabel«, idet han tegnede for 23.000 kr. aktier i det i 1943 indregistrerede aktieselskab »Europa-Kabel«, der stiftedes med det formål her i landet at udgive en dansk udgave af det tyske økonomiske ugeskrift »Europa-Kabel«.

Faldt de pågældende handlinger ind under "embedsførelse"?

Under sagens forberedelse til domsforhandling ved byretten påstod tiltaltes forsva-rer sagen afvist fra byretten under anbringende af, at de handlinger, som tiltalen omfattede, var udøvet af tiltalte i hans egenskab af minister, hvorfor påkendelsen af ansvaret for disse skulle være unddraget de ordinære domstole. Statsadvokaten, der havde bestridt, at de af anklagen omfattede forhold angik tiltaltes embedsførelse, påstod sagen fremmet til dom ved byretten.

Den af byretten afsagte kendelse herom sluttede således:

Efter de under forundersøgelsen fremkomne oplysninger, derunder de af fhv. stats-minister Scavenius afgivne vidneforklaringer, finder retten, at de under forholdene 2—7 omhandlede handlinger er udført af tiltalte i hans egenskab af minister som et led i den af regeringen under de da herskende forhold førte politik i forholdet til besættelsesmagten og dennes håndlangere, for flere af disse handlingers vedkom-mende efter samråd eller aftale med andre regeringsmedlemmer. Pådømmelsen af disse forhold findes derfor ikke at kunne ske ved de ordinære domstole.

Hvad angår tiltaltes forhold til og ansvar for den under 1 omhandlede virksomhed findes derimod nærværende ret kompetent til at pådømme denne del af tiltalen, der efter det foreliggende ikke ses at angå tiltaltes virksomhed som minister, og det selv om dette forhold eventuelt kunne kumuleres med en andre forhold omfattende rigsretsanklage.

1. A/S Hans Olsens børstefabrik.

For dette forhold, der som anført ifølge Højesterets kendelse blev pådømt af de almindelige domstole, blev Gunnar Larsen (og kontorchef Vilhelmsen, der sammen med andre under sagen tiltalte tillige dømtes for andre lovovertrædelser) efter loven af 28. august 1945 § 2 ved Københavns byret den 13.december 1946 dømt for på utilbørlig måde at have samarbejdet med besættelsesmagten. Gunnar Larsen idømtes fængsel i 10 måneder, der ansås som udstået ved det ham overgåede vare-tægtsfængsel, og tab af de i straffelovstillæggets § 6, stk, l, nævnte rettigheder for et tidsrum af 5 år. Dommen indankedes for Østre Landsret, der ved dom af 27. august 1947 frifandt Gunnar Larsen. I præmisserne udtales bl.a., at landsretten til grund for pådømmelsen havde lagt den omstændighed, at den afgørende grund for Gunnar Larsen, til at

2. Økonomisk støtte til dagbladet »Fædrelandet«

Vedrørende dette spørgsmål foreligger flere politirapporter over Gunnar Larsen m. fl., optaget til brug for forundersøgelsen ved Københavns byret, og i stenografisk referat de ved byretten foretagne vidneafhøringer. Endvidere har Gunnar Larsen i sin almindelige redegørelse til kommissionen omtalt spørgsmålet.

Udenrigsminister Scavenlus indforstået med udbetaling af beløb til »Fædrelandet«

Under forundersøgelsesforhørene udtaler Scavenius (st. 102) herom bl.a., at han erindrer det møde, der afholdtes herom hos statsministeren under tilstedeværelse af Scavenius, Gunnar Larsen og Sthyr; og den stilling Scavenius indtog til sagen, var den, at da opfattelsen var den, at sagen kunne ordnes ved pengeofre, måtte man se på, »om ikke det formål, man ville opnå, var så vigtigt, at man kunne gå med til noget, der ikke så så smagfuldt ud, nemlig at købe de folk til at holde op med angrebet« og »vi måtte se således på det« — fortsætter Scavenius — »at sådanne angreb i »Fædrelandet«, som på en måde var et tysk organ, foruden at det var et nationalsocialistisk organ, havde til formål at svække den modstand, der var, ved at kompromittere dem, der devouerede sig for det aktive arbejde.« Scavenius kunne derfor anbefale, at der ofredes noget, hvis dette formål skulle nås (st. 102), jfr. også her den af daværende justitsminister Harald Petersen anlagte betragtning, at »Fæd-relandet«s taktik overfor de nye ministre gik ud på at skandalisere disse (st. 112).

Renthe-Fink og »Fædrelandet«

"Fædrelandet"s bestikkelighed

Københavns byrets dom af 13. december 1946

Sagen blev ikke indanket for højere instans

Den stilling, der af anklagemyndigheden og af forsvaret indtoges vedrørende strafbarheden af de af Gunnar Larsen til »Fædrelandet« foranledigede udbetalinger giver sig udtryk i de indlæg, der af de to parter fremsattes overfor byretten, da denne skulle afgøre forsvarets afvisningspåstand. Såvel forsvareren som statsadvokaten kommer her ind på en kortere udredning af det standpunkt, hver for sig indtager til de enkelte forhold, hvor anklagemyndigheden havde sat ind, og om udbetalingerne til »Fædrelandet« udtaler Gunnar Larsens forsvarer, højesteretssagfører Steglich-Petersen, i sit indlæg af 7, februar 1946:

- »Der forelå følgende politiske situation: Nazisternes hovedorgan søger at kompro-mittere tiltalte som minister, jfr. stenogrammet pag. 28: »Det er en utrolig og hidtil uhørt skandale, at Gunnar Larsen, der efter det foran anførte har været leder af et komplot, vedblivende er minister«. Forud for Gunnar Larsens indtræden var gået de vanskelige forhandlinger om rekonstruktion af ministeriet Stauning, under hvilke Renthe-Fink havde truet med, at »Berlin ville optræde«, se Sthyrs forklaring, steno-gram pag. 41.

Efter den vidneforklaring, der er afgivet af Erik Scavenius, stenogrammet pag. 102, var det vanskeligt på det pågældende tidspunkt at finde egnede personligheder til at træde ind i ministeriet, og efter vidnets opfattelse krævede statsinteresser, at der optrådtes.«

I et senere indlæg af 14. februar s. å. føjes hertil følgende:

- »Til støtte for det i mit indlæg af 7. d. m. under forhold 3: Udbetalinger til »Fædrelandet« anførte, hvor der bl. a. henvises til de af fhv. statsminister Scavenius og direktør Sthyr afgivne forklaringer om, at der fra tysk side arbejdedes kraftigt på at danne en regering af danske nationalsocialister, tillader jeg mig herved at citere følgende af et interview i »Politiken« for den 26. oktober 1945 med den tyske skibs-sagkyndige v. Duckwitz, der i 1940 var knyttet til den tyske legation:

Intervieweren: »Hvad gjorde tyskerne her i Danmark for at få Frits Clausen ind som regeringschef?«

v. Duckwitz: »Praktisk talt alt. Navnlig i efteråret 1940 søgte man at få ham frem med alle midler.«

Scavenius, Sthyr og Gunnar Larsen har været ganske klar over dette forhold og har derfor naturligt anset det for en statsopgave for dem at undgå uro om det siddende ministerium og derved hindre nationalsocialisterne i at nå deres mål.«

Heroverfor hævder 2. ekstraordinære statsadvokat, Carl Madsen, efter først at have gjort rede for sit principielle synspunkt, hvorefter »intet af de i anklageskriftet omhandlede forhold falder ind under »embedsførelse«, subsidiært, at den objektive bestemmelse af ordet »embedsførelse« må være afgørende: »Det skal derfor for hvert enkelt anklagepunkt undersøges, hvorvidt det pågældende forhold objektivt kan siges at have været et naturligt led i en regerings arbejde. Det bemærkes herved, at der i intet tilfælde foreligger en regeringsbeslutning, hvorved Gunnar Larsen opfor-dres til at foretage de ommeldte handlinger, så lidt som de blot forudsætningsvis er billiget af regeringen. Det drejer sig her — fortsætter statsadvokaten sit indlæg — om støtte til et med besættelsesmagten samarbejdende dagblad. Det fremgår af Sthyrs forklaring, jfr. stenogrammet pag. 43, at den første beslutning om at udbetale penge til »Fædrelandet« blev truffet af Sthyr og Gunnar Larsen uden samråd med andre. Det fremgår endvidere af samme forklaring, at beslutningen om udbetaling af det første beløb blev truffet, endnu før Gunnar Larsen blev minister, jfr. stenogrammet pag. 43.

Det er efter min mening klart, at forholdets rent objektive karakter — støtte til et nazistisk dagblad — er fuldt tilstrækkeligt til at bringe det udenfor begrebet »embeds-førelse«. Nu foreligger der tillige det moment, at beslutningen om den økonomiske støtte blev truffet før Gunnar Larsen blev minister, hvorfor det ikke forekommer mig tvivlsomt, at dette forhold må behandles ved de almindelige domstole.«

kaldet »Hestetyven«

I statsadvokatens anklageskrift af 21. januar 1946 var et af de punkter, hvorom der ved byretten var rejst tiltale mod Gunnar Larsen, at han fra foråret 1941 til sommeren 1943 eller muligt til foråret 1944 havde udbetalt en månedlig understøttelse på oprin-delig 500 kr. og fra sommeren 1942 på 1500 kr. til den med besættelsesmagten samar-bejdende, i april måned 1944 af

Scavenius sætter Gunnar Larsen i forbindelse med Thune Jacobsen angående Rudolf Christiansen

Resultatet af samtalen blev, at Gunnar Larsen erklærede sig villig til. af sine private midler at yde politiet fornøden bistand, men Gunnar Larsen fandt iøvrigt — erklærede han overfor de to herrer, rigspolitichefen og udenrigsministeren, »at det var urimeligt, at politiet ikke selv kunne skaffe sådanne midler til løsning af den art opgaver, når man var af den formening, at det var vigtigt for staten (A. 202). Kort tid efter meddelte Thune Jacobsen Gunnar Larsen, at han nu havde talt med Rudolf Christiansen, og Gunnar Larsen udbetalte herefter efter aftale med Thune Jacobsen 500 kr. om måneden indtil et lidt senere tidspunkt, hvor beløbet — ligeledes efter aftale med Thune Jacobsen, der nu var blevet justitsminister — forøgedes til 1500 kr. månedlig (A. 260).

På et senere tidspunkt, i sommeren 1942, hvor arrangementet skulle fornyes, anmodede Gunnar Larsen Thune Jacobsen om en skriftlig udtalelse om, at det hele foregik på Thune Jacobsens ansvar og risiko, hvilket denne bekræftede (A. 261). Grunden til, at Gunnar Larsen nu ønskede en sådan udtalelse, var den kritik og manglende forståelse, han mente at møde hos statsministeren (Buhl) vedrørende hans handlemåde bl.a. med denne understøttelse (jfr. A. 261). Senere tog Gunnar Larsen — erklærer han videre i sin redegørelse — spørgsmålet op igen, om der virkelig var rimelighed i, at han fortsat betalte disse beløb for justitsministeriet, idet han måtte mene, at hvis justitsministeriet var af den opfattelse, at sagen skulle fortsætte over en længere periode, burde staten overtage opgaven og de nødvendige midler søges hertil. Gunnar Larsen tilskrev derfor såvel Thune Jacobsen som Scavenius, der var blevet statsminister (A. 262). Gunnar Larsens andel i hele denne sag

Harald Petersen om støtten til »Hestetyven«

Som foran omtalt var Thune Jacobsen, da han foretog henvendelsen til Gunnar Larsen om at yde støtte til Rudolf Christiansen, rigspolitichef, og Harald Petersen var på dette tidspunkt justitsminister.

I de stenografiske referater af forundersøgelsesforhørene ved byretten udtaler Harald Petersen (st. 115) sin forbavselse over, at den daværende rigspolitichef og udenrigsministeren uden i mindste måde at informere ham havde foretaget en sådan aktion, hvortil ham først nu fik kendskab gennem byretsforhørene, og han syntes det »lidt løjerligt«, at rigspolitichefen ikke havde underrettet ham som sin foresatte om, at noget sådant var i gang (jfr. her Harald Petersens udtalelse om rigspolitichefens optræden »som en slags privatdetektiv for udenrigsministeren «).

Scavenius vedrørende »Hestetyven«

Hvad angår den stilling, Scavenius indtog til Gunnar Larsens støtte til »Heste-tyven«, henvises foruden til det foran bemærkede, hvorefter det var på Scavenius' foranledning, at Thune Jacobsen blev sat i forbindelse med Gunnar Larsen (herom Gunnar Larsen st. 57, Scavenius st. 105), endvidere til en række udtalelser af Scavenius, hvor denne foranledning ved spørgsmål af statsadvokaten kommer nærmere ind på de betragtninger, der her var ledende for ham. Det var således — ifølge Scavenius — en statsinteresse at være underrettet om, hvad der foregik i de kredse, nationalsocialistiske og kommunistiske, der ikke anerkendte den bestående forfatning (hvorvidt det samme hensyn gjorde sig gældende også efter den 22. juni 1941, da kommunisterne interneredes, herom Scavenius st. 106). Havde Gunnar Larsen — hævder Scavenius — været mindre tilbøjelig til at hjælpe, havde det været behageligere for ham selv, men den gang måtte det være således, at hvis man derigennem kunne få udrettet noget, som man ikke-kunne få udrettet på anden måde, fordi den danske regering ikke rådede over hemmelige fonds — det var på den måde, det fremkom — måtte man i høj grad anerkende, at Gunnar Larsen ville stille private penge til rådighed (st. 104). Endvidere kommer Scavenius i sin skrivelse til Gunnar Larsen af 8. januar 1945 ind på forholdet under sin omtale af den støtte, Gunnar Larsen gennem sin virksomhed gav til gennemførelsen af den politiske linie, der var Scavenius. Han udtaler her bl. a.:

»Jeg husker ikke, om Deres anonyme angribere har været inde på omtalen af Deres støtte til en ret lyssky person ved navn Christiansen (»Hestetyven«), men jeg ved, at et svensk dagblad har nævnt justitsminister Thune

Gunnar Larsen afgiver redegørelse til Buhl

»Hestetyven«

Oplysningerne fra »Hestetyven«

Hvad angår anvendelse af de oplysninger, der fremskaffedes gennem Rudolf Chri-stiansen, var det — erklærer Gunnar Larsen — hans indtryk, at disse gik til justits-ministerens personlige orientering (A. 203), og at det, man ville bruge dem til, var en almen orientering for politiet, justitsministeriet og regeringen i sin helhed (st. 58). Hvorledes justitsministeren iøvrigt anvendte »Hestetyvenes oplysninger", måtte ifølge Gunnar Larsen blive justitsministerens

Thune Jacobsen og "Hestetyven"

Den anvendelse daværende justitsminister Thune Jacobsen gjorde af »Heste-tyven«, vil sammen med ministerens forhold overfor denne blive gjort til genstand for nærmere undersøgelse under behandlingen af retsplejen under besættelsen (bind VI)Det skal kun her anføres, at Thune Jacobsen under forundersøgelsesforhørene bekræfter sin skriftlige erklæring overfor Gunnar Larsen om at tage ansvaret (st. 70), hvorfor Gunnar Larsen ikke behøvede at interessere sig for, hvad Rudolf Christiansen bestilte. Om Thune Jacobsens overgivelse til politiet af noget fra »Hestetyven« modtaget materiale, jfr. st. 70 ff. og nævnte bind VI.

til »Foreningen af danske Arbejdere i Udlandet«

Den konservative Generalkorrespondances angreb på

direktør Sthyr, udenrigsministeriet, august 1942

Anklagen ved Københavns Byret

Tiltalen ved Københavns byret mod Gunnar Larsen gik for disse forholds ved-kommende ud på overtrædelse af straffelovstillægget nr. 259 af 1. juni 1945 § 16, stk. l, (senere ændret ved lov nr. 356 af 29. juni 1946), og den lød på, at Gunnar Larsen havde overtrådt disse ved at have »ydet besættelsesmagten bistand på utilbørlig måde modarbejdet den danske modstandsbevægelse og ydet væsentlig økonomisk støtte til organisationer, der på utilbørlig måde har samarbejdet med eller støttet besættelsesmagten,

idet han har foranlediget, at der gennem fa. »Dansk Cementcentral« i februar måned 1942 er udbetalt Axel John Høyer 20.000 kr., for at denne skulle, anvende dem dels til understøttelse af den nationalsocialistiske organisation »Den nationale Aktion«, der var dannet ved sammenslutning af de nationalsocialistiske organisa-tioner »Den danske Front«, »Dansk Enhedsparti«, »Den nationale Blok« og »Arbejdsfællesskabet«, og dels til fremme af antikommunistisk virksomhed, hvilke 20.000 kr. senere med tiltaltes vidende anvendtes udelukkende til bestridelse af omkostningerne ved »Arbejdsfællesskabet"s antikommunistiske propagandavirksom-hed.«

Vedrørende sagen foreligger for kommissionen en række vidneforklaringer 

Gunnar Larsens forklaring

Som tidligere omtalt — jfr. foran s. 32 — fandt der på et ministermøde den 30. august 1942 en diskussion sted vedrørende direktør Sthyrs forhold og den støtte til forskellige nazistiske bevægelser, der af Gunnar Larsen blev ydet gennem Sthyr. Dette foranledigede Gunnar Larsen til dagen efter at afgive den omtalte redegørelse til daværende statsminister Buhl (A- 263), og i denne kommer Gunnar Larsen ind på forholdet til Asmussen, hvorom han nærmere forklarer, at han i foråret 1942 i sit kontor i ministeriet på den almindelige modtagelsesdag fik besøg af to herrer, der angav at komme fra »Foreningen af danske Arbejdere i Udlandet«, den ene var arkitekt Robert Hansen. De pågældende var af forretningsføreren for nævnte forening, P. Asmussen, sendt til Gunnar Larsen, idet Asmussen på det pågældende tidspunkt stod og manglede penge til virksomheden (herom Asmussen, st. 98). Foreningens formål var — havde de to herrer meddelt Gunnar Larsen — at hjælpe de danske arbejdere, der var beskæftiget i Tyskland, og først og fremmest deres familier dels socialt, dels ved arrangering af forskellig underholdning, udflugter o. lign., såvel for den hjemmeværende familie som for arbejderne i Tyskland, og det arbejde, foreningen her påtog sig, var, blev det angivet overfor Gunnar Larsen, et arbejde, som man i almindelighed ikke så på med sympati, fordi man fra alle sider ønskede at gøre det så svært som muligt for de danske arbejdere i Tyskland og for deres pårørende for derved at forhindre, at danske arbejdere søgte arbejde i Tyskland. Ud fra de anskuelser — såvel indenrigske som udenrigske — Gunnar Larsen nærede vedrørende de danske arbejderes indsats i Tyskland, og som han nærmere begrunder i sin fornævnte skrivelse til Buhl, var han — erklærer han — principielt indstillet på at yde økonomisk støtte til foreningen og dens formål, og det skyldtes — skriver han — rene tilfældigheder, at han ikke straks på stående fod lovede økonomisk støtte (A. 264). Da Gunnar Larsen imidlertid ikke rigtig var klar over, hvad nævnte forening var for noget, henviste han de pågældende til udenrigsministeriet, som Gunnar Larsen var vidende om på dette tidspunkt beskæftigede sig stærkt med spørgsmålet om de danske tysklandsarbejdere, der på det tidspunkt var et prekært problem, fordi der stadig fra tysk side truedes med drastiske forholdsregler, tvangs-udskrivning af arbejdskraft o. lign.

Direktør Sthyr

Om de henvendelser, der herefter af Asmussen, Robert Hansen m. fl. rettedes til direktør Sthyr, udenrigsministeriet, har denne i en notits af 25. juni 1942 (A. 396) og en erklæring af 9. september s. å. (A. 399) — den sidste fremkom, efter at der i pressen (jfr. det følgende om Sthyr-sagen) var

Scavenius om støtten til Asmussen

Før Sthyr havde ladet foretage de nævnte udbetalinger, havde han forelagt sagen for daværende udenrigsminister Scavenius, og det synspunkt, Sthyr ved denne lejlighed havde anlagt, og som Scavenius billigede, var ifølge Scavenius at søge gennemført en frivillig ordning med at skaffe danske arbejdere til Tyskland, således at tyskernes yndlingstanke om indførelse af en tvangsarbejdsordning kunne fore-gribes; hvilket efter Scavenius' opfattelse kunne ske derved, at man ved siden af de humane hensyn, som også gjorde sig gældende her, søgte at gøre det hele så tiltalende for de danske arbejdere som muligt, (Scavenius st. 110). At der skulle være andre formål med Asmussens arbejde, således splittelse af socialdemokratiet og fagforeningerne, var ukendt for Scavenius (st. 195 og 197). løvrigt var Scavenius ukendt med, at Asmussen var en uheldig person — dette erfarede han først senere (Scavenius st. 110) — men Scavenius erkender, at »det måske var forkert, at man ikke i forvejen foretog en undersøgelse vedrørende Asmussens person (st. 196).

Asmussens antikommunistiske virksomhed

Skrivelsen fra Cementcentralen

Under forundersøgelsesforhørene ved byretten blev af statsadvokaten fremdraget den skrivelse af 10. april 1942, hvormed kontorchef Jørgensen, Cementcentralen, til Asmussen fremsender de 1.000 kr. Skrivelsen (A. nr. 203) var af følgende indhold:

»Under henvisning til Deres konference med direktør Sthyr fremsender vi hoslagt kr. 1.000 til Deres antikommunistiske arbejde ved udgivelsen af ugebladet »Arbej-deren«. Vi anmoder Dem om i fremtiden at tilstille os et eksemplar af Deres blad til ovennævnte adresse, ligesom vi anmoder Dem om at holde os underrettet om udvik-lingen af Deres arbejde. Deres anerkendelse for beløbets modtagelse imødeses«

Sthyr og den konservative generalkorrespondance

For nærmere at få belyst den daværende justitsministers medvirkning til stands-ningen af generalkorrespondancens angreb på Sthyr, anmodede kommissionen såvel justitsministeriet som Thune Jacobsen om en redegørelse i så henseende (de nævnte redegørelser findes med bilag optrykt som A. nr. 191—201), og ved de mundt-lige afhøringer for kommissionen af såvel Thune Jacobsen som af Scavenius er fremkommet supplerende oplysninger om sagen, der herefter i hovedtræk kan refereres som følger:

Notitsen af 12. juni 1942

Allerede på et tidspunkt, før sagen offentlig var blevet rejst af generalkorre-spondancen, havde justitsminister Thune Jacobsen fra Københavns opdagelsespoliti modtaget en lille notits dateret 12. juni 1942, hvori omtales et møde den 11. juni s. å. med tilstedeværelse af følgende personer: Robert Hansen, hos hvem mødet skulle være afholdt, Asmussen, Lønskov og Hinné; fra »Arbejdsfællesskabet« Høyer, Eiler Baastrup og kontorchef Wilhelmsen.

Anklagen ved Københavns byret

Henvendelse til Gunnar Larsen fra Harald Petersen

På et ministermøde den 30. august 1942 havde som foran anført diskussion fundet sted vedrørende Gunnar Larsens støtte til de forskellige nazistiske fraktioner og personer, hvilket affødte Gunnar Larsens brev af 1. september 1942 til daværende statsminister Buhl, og Gunnar Larsen giver heri en redegørelse i anledning af, at aktionen vedrørende Høyer på nævnte møde var blevet karakteriseret som »værende illoyal mod regeringen« og af finansministeren var betegnet som »uredelighed i politik« (jfr. nærmere det pågældende aktstykke A. 263 og i denne forbindelse Harald Petersens erklæring af 27. august 1942, hvori han bl.a. bekræfter, at Gunnar Larsens støtte til Høyer skete efter samråd med ham (A. nr. 220, jfr. 218 og 219 samt st. 115).

Scavenius om støtten til Høyer

Scavenius var som foran omtalt indforstået med planen, og han udtaler herom bl. a. i sin skrivelse af 8. januar 1945, at han erindrer den samtale, han dengang havde med Sthyr angående Høyer, og vi var enige om — skriver Scavenius — »at den del af hans virksomhed, der gik ud på at samle de løsgående nationalsocialistiske grupper, kunne blive nyttig. Hvis han virkelig kunne gennemføre en sådan samling af disse grupper og andre personer, der ønskede et nærmere samarbejde med Tyskland, ville man derigennem have en modvægt over for D.N.S.A.P.s. indflydelse i forholdet til tyskerne, og dette ville i en given situation kunne få den største betydning for landet.« (A. nr. 132).

Før beløbet på de 20.000 kr. blev udbetalt, havde Sthyr stillet som betingelse, at han fik sikkerhed for, at den tilsigtede sammenslutning af de omhandlede national-socialistiske smågrupper, der skulle stå i opposition til Frits Clausen, også virkelig havde fundet sted. Høyer mødte så op med en fuldmagt af 21. februar 1942 (A. nr. 224) underskrevet med navnene E.T. Baastrup, O. Raahauge-Andersen, Leif Ørnberg og Børge Martens, og i denne fuldmagtserklæring var det anført, at beløbet skulle anvendes for det nationale samlingsarbejde, der var indledet ved, at »Den danske Front«, »Dansk Enhedsparti«, »Den nationale Blok« og »Arbejdsfællesskabet« var gået sammen under navnet »Den nationale Aktion«. Redaktør Høyer fik herefter udbetalt de 20.000 kr. fra Dansk Cementcentral (herom Sthyr A. 438 og st. 80 samt statsadvokatens bemærkninger vedrørende erklæringens utilstrækkelighed st. 80). Det lykkedes Høyer — erklærer denne (A. nr. 221) — at samle en del af de mindre grupper, men efter nogen tids forløb sprang en gruppe omkring »Dansk Front« fra og dannede en ny organisation. Høyer forelagde dette for direktør Sthyr — og denne gav derefter — hævder Høyer — sin sanktion til, at det udbetalte beløb, der var så godt som ubeskåret, »derefter blev anvendt udelukkende til rent antikommunistisk oplysningsarbejde ved ugentlige møder samt udfærdigelse af tryksager.«

Hoyers antikommunistiske virksomhed

Hvad angår den antikommunistiske virksomhed, der udfoldedes af Høyer, fremgår denne af forundersøgelsesforhørene, hvor Høyer besvarer en række spørgsmål herom, stillet af statsadvokaten (st. 83—89), der "erklærede at se således på det, at et antikommunistisk arbejde under besættelsestiden kunne antage sådanne former, at det måttes siges at blive en støtte for besættelsesmagten og derfor være strafbart ifølge straffelovstillægget (st. 86 og 76).

Under sagen fremdroges en af Høyer udarbejdet pjece »Kommunismens onde sæd«. Pjecen angaves at være udgivet af organisationen »Dansk Anti-Kommunisme« og havde forord af daværende folketingsmand Hartel. 

Gunnar Larsens redegørelse

I en den 1. november 1945 (A. nr. 238) optaget politirapport gør Gunnar Larsen først udførligt rede for den støtte af militær, forsyningsmæssig og humanitær karakter, han under den første finske krig (vinterkrigen) ydede Finland (jfr. også st. 139), hvorefter han kommer ind på forholdet forsåvidt angår tiden efter at Tyskland den 22. juni 1941 havde overfaldet Rusland, og af den til nævnte politirapport af Gunnar Larsen afgiv-ne forklaring sammenholdt med dennes mundtlige forklaring i byretten fremgår herefter, at Gunnar Larsen, der dengang opholdt sig i Jylland, en dagstid eller to efter at krigen var brudt ud, af daværende direktør Svenningsen blev anmodet om at komme til København straks. Gunnar Larsen tog straks af sted og havde efter ankom-sten til København i de følgende dage samtaler med den finske gesandt og med forskellige danske officerer (st. 132). Gunnar Larsen fik gennem det finske gesandt--skab at vide, at et stort antal unge danske, som havde været frivillige i vinterkrigen, nu påny havde meldt sig til tjeneste. Gesandtskabet vidste ikke rigtigt, hvad de skulle gøre med dem, idet gesandtskabet som sådant ikke kunne tage sig af dem, og lega-tionen indskrænkede sig derfor til at opnotere navne og adresser på de pågældende.

De tyske formationer

Ministermøder om spørgsmålet

Ministerprotokollerne

"Foreningen Finlands Venner"

Udførselstilladelse gives af varedirektoratet

Hvad angår den nødvendige udførselstilladelse til de forskellige udrust-ningseffek-ter til brug for de frivillige — ca. 170 personer — blev en sådan bevilget på et møde i krisekabinettet den 30. januar 1942, efter at udenrigsministeren havde anbefalet det foreliggende andragende — der tidligere var blevet afslået af handelsministeriet (varedirektoratet A. nr. 281).

Tysk modstand mod de Finlandsfrivillige

Fra tysk side så man — hævder Gunnar Larsen (A. nr. 238) — og i samme retning Scavenius, st. 160 — i afsendelsen af frivillige til Finland en modarbejdelse af de tyske bestræbelser for at udnytte den finske krig propagandamæssigt i forsøget på at opnå stor tilgang under den igangsatte hvervning til den tyske hær eller dertil knyt-tede korps, og Gunnar Larsen modtog i den anledning henvendelser fra såvel Kan-stein som Renthe-Fink om at standse afsendelsen, og spørgsmålet blev bragt på bane overfor Gunnar Larsen under et besøg, denne aflagde i Tyskland (A. nr. 238 og st. 140), ligesom tyskerne gennem pressecensuren forbød enhver omtale af, at det kunne lade sig gøre at komme til Finland uden om tyskerne.

Konkurrence med de tyske korps

Af de ved byretten foretagne forundersøgelsesforhør fremgår, at statsadvokaten som et væsentligt punkt søgte at få opklaret, hvorvidt der ved Gunnar Larsens støtte til afsendelse af Finlandsfrivillige virkelig forelå en konkurrence med de tyske korps (tyskerne havde jo ikke nægtet udrejsetilladelse til de pågældende, herom statsa-dvokaten og Gunnar Larsens svar herpå, st. 141). Af de afgivne vidneforklaringer kan anføres, at Rietbergen på statsadvokatens forespørgsel herom erklærer, at det, selv om der ikke kunne antages at foreligge en egentlig konkurrence — alene de økonomiske betingelser var så forskellige, at der måtte antages at foreligge ideelle grunde for de Finlandsfrivillige — alligevel fra tysk side betragtedes som en sådan, hvorfor man ville sikre sig, at ingen rejste til Finland, som eventuelt ville lade sig hverve til Frikorps Danmark (st. 150). Rich mener derimod — jfr. A. nr. 235 — at kun ca. 11 mand af de 60, der blev sendt til Finland, var tidligere Finlandskæmpere og foreningen — den gamle forening — udsendte i juli 1941 en pjece »Til orientering for de danske Finlandsfrivillige«, hvori henstilledes til medlemmerne om at blive i Danmark (jfr. A. nr. 237 og 236). (Rietbergen om nævnte pjece, st. 152). Elsberg erklæ-rer, at det alle var folk, der havde været der i forvejen, og som også nu ønskede at kæmpe for Finland og ikke med tyskerne, idet de i den redegørelse, der før afrejsen afæskedes dem, udtrykkelig havde erklæret, at de ikke ville være i frikorpset. Det stod fast, bekræfter Elsberg overfor stadsadvokaten,

Tiltalen ved Københavns byret

Ved Københavns byret var mod Gunnar Larsen rejst tiltale efter straffelovstillæg-gets § 16, stk. 2, for at have ydet væsentlig støtte til det med besættelsesmagten på utilbørlig måde samarbejdende og af denne delvis finansierede presseorgan »Europa-Kabel«, idet han tegnede for 23.000 kr. aktier i det i 1943 indregistrerede aktieselskab »Europa-Kabel«, der stiftedes med det formål her i landet at udgive en dansk udgave af det tyske økonomiske ugeskrift »Europa-Kabel«.

Vedrørende dette spørgsmål foreligger rapporter bl.a, optaget over Gunnar Lar-sen, samt over fhv. statsminister Buhl og fhv. direktør Sthyr m. fl., og kommissionen har på flere punkter indhentet supplerende oplysninger.

Udenrigsministeriets redegørelse af september 1942

Skrivelse af 23. september 1942 til daværende statsminister Buhl

Bladaktieselskabet Europa-Kabel«

Hvad iøvrigt de nærmere forhold vedrørende bladet, dets start, redaktion, aktio-nærforhold m.v. angår, henvises til de optrykte politirapporter (A. nr. 257 og 258), endvidere henvises til A. 260, hvori er optrykt bladets forside i facsimile.

Af andre forhold vedrørende støtte til antidemokratiske organisationer og perso-ner, der blev fremdraget under forundersøgelsesforhørene ved byretten, anføres økonomisk støtte til Wilfred Petersen i begyndelsen af 1940.

8. Økonomisk støtte til nationalsocialisten Wilfred Petersen

Pjecen "Rene Folk Med Rene Hænder"

Side 52

Støtte til splittelse af nationalsocialistiske partier

Gunnar Larsen lånte derefter Wilfred Petersen — gennem Weiss — de 200,000 kr., og aktionen blev heldigt gennemført (herom Weiss st. 122), hvorefter Gunnar Larsen fik sine penge tilbage. I bestikkelse udbetaltes ifølge Gunnar Larsen 30-40.000 kr.

9. Gunnar Larsen og forhandlingerne om en

told- og møntunion med Tyskland

Som det af beretning V, Udenrigsministeriet under besættelsen, fremgår, blev Gunnar Larsen efter regeringens opfordring formand for den danske forhand-lingsdelegation, der ifølge aftale med de tyske forhandlere i august 1940 skulle rejse til Berlin og føre de nærmere forhandlinger vedrørende den påtænkte rammeover-enskomst angående den dansk-tyske told- og møntunion. Om Gunnar Larsens virksomhed ved de i Berlin afholdte møder og hans anden rejse derned henvises til den udførlige udredning i fornævnte beretning (s. 48—64) samt til de af Gunnar Larsen i hans redegørelse overfor kommissionen af 4. september 1946 (A. nr. 148) anførte betragtninger, hvori han bl. a. erklærer det for urigtigt, at han i modsætning til sine ministerkolleger skulle have været indforstået med, at Danmark skulle drøfte bindende forhåndsaftaler vedrørende en told- og møntunion. Hans standpunkt var derimod det, at en afbrydelse af forhandlingerne fra dansk side ville få politiske konsekvenser, idet det på det tidspunkt var hensigten fra tysk side at løbe storm mod statsminister Stauning, hvilket også skete i de følgende måneder. Gunnar Larsen så det derfor — erklærer han A. 300 — som delegationens opgave at få forhandlingerne med Tyskland afbrudt på så lempelig en måde som mulig, hvilket også lykkedes.

Om Gunnar Larsens tilknytning til Østrumudvalget henvises til den udførlige rede-gørelse i bind V, Udenrigsministeriet under besættelsen, afsnit H. (s. 64 — 67), der er baseret på en række oplysninger givet af udenrigsministeriet samt af daværende udenrigsminister Erik Scavenius, der i sin skrivelse af 8. januar 1945 til Gunnar Larsen udførligt kommer ind på en vurdering af Gunnar Larsens arbejde her (A. nr. 132). (Hvad angår den af Gunnar Larsen ydede økonomiske støtte til sekretæren ved Østrumudvalget N.E.V. Wilhelmsen henvises til politirapport af 12. oktober 1945 med udtalelser foruden af fornævnte Vilhelmsen af Gunnar Larsen og af direktør Juncker, A. nr. 266).

iværksatte offentlige arbejder

Der var — udtaler Gunnar Larsen — fra forskellig side tillagt ham bestræbelser for at hjælpe tyskerne med at få mest muligt arbejde præsteret både inden for industri-leverancernes område og indenfor entreprenørfaget, 

Teknisk Central

Gunnar Larsen havde derefter på finansministeriets foranledning en række sam-taler med den daværende departementschef, senere finansminister Kofoed om for-holdet, og resultatet af disse forhandlinger blev, at han fremsatte forslag til oprettelse af en sådan teknisk organisation under ministeriet for offentlige arbejder.

Rødby-Fehmern projektet

De to love, Gunnar Larsen i rigsdagssamlingen 1940—41 fik gennemført 

Bygningen af startbaner m.m. i Kastrup Lufthavn

I den samme redegørelse kommer Gunnar Larsen ind på bygningen af startbaner m.m. i Kastrup lufthavn. Den første byggedes i 1941, og i perioden 1941—43 udførtes 3 startbaner samt nogle mindre arbejder.

Om igangsætningen af disse anlæg oplyser Gunnar Larsen bl.a., at det i marts 1941 blev ham meddelt - såvidt ban erindrer - af danske myndigheder på lufthavnen, at tyskerne nu stod overfor aldeles omgående at påbegynde bygningen af startbaner, og for at forhindre, at tyskerne ved selv at bygge disse ville påføre den danske civilflyvning store skader for fremtiden, da civilflyvetrafikken måtte antages at ville tage et endog meget stærkt opsving, forelagde Gunnar Larsen for udenrigsminister Scavenius, statsminister Stauning og finansminister Buhl et forslag, hvorefter man skulle søge at få arbejdet udført af den danske stat, hvis det kunne lykkes at få de tyske militære krav og hensynet til lufthavnens udbygning som civillufthavn til at stemme nogenlunde

Revisionsudvalget for tyske betalinger / Tyske planer eller krav

Tyske krav 1942

At der senere i 1942, efter at den første startbane i 1941 var fuldført, fremkom tyske krav om yderligere startbaner, er ubestrideligt og fremgår bl. a. af en skrivelse af 6. marts 1942 fra »Der Reichsminister der Luftfahrt und Oberbefehlshaber der Luftwaf-fe«, ved ministerialdiriektør Fisch, jfr. A. nr. 158, og tillige af Gunnar Larsens skrivel-ser af 23. marts 1942 til daværende finansminister Buhl (A. nr. 281) og af 3. september 1942 til daværende udenrigsminister

Tidligere danske planer om udvidelse af lufthavnen

I en skrivelse af 5. juli 1947 fra statens luftfartstilsyn oplyser overingeniøren således bl. a., at forhandlingerne om anlæg af betonstartbaner ikke blev indledt som følge af et tysk krav; allerede før krigens udbrud tænkte man på en fremtidig udvidelse af havnen ved Kastrup, men mere faste overvejelser fremkom først i 1941 (jfr. herom A. nr. 293), og havnechefen ved lufthavnen erklærer noget tilsvarende, samt at man allerede tre måneder før besættelsen havde behandlet spørgsmålet »startbaner« (herom A. nr. 295).

Daværende finansminister Buhls redegørelse

Skrivelser fra ministeren for offentlige arbejder

I en skrivelse fra ministeriet for offentlige arbejder af 29. januar 1946 hævdes gan-ske vist, at startbaneønskerne var iværksat »efter tysk ordre i krigsmæssigt øjemed« (A. nr. 285), men i en senere skrivelse af 17. marts 1947 (A. nr. 289) tilføjes, at den opfattelse, der her var givet udtryk for, støttede sig på de i sin tid af minister Gunnar Larsen overfor ministeriets tjenestemænd fremsatte udtalelser desangående, som lå på linie med, hvad der var anført i en skrivelse fra ham til statsminister Erik Scavenius med flere (jfr. A. nr. 277, og Gunnar Larsens skrivelse til Buhl af 23. marts 1942, A. nr. 281), og de dengang af de danske myndigheder udvekslede skrivelser indskrænkede sig til at omtale de danske interesser (A. nr. 289).

Tyskernes manglende interesse for anlæggene

Tyskerne var ikke — hævder overingeniør Eskildsen, statens luftfartstilsyn — særlig interesseret i anlægget af disse startbaner, da planerne kom frem, og i 1943-44 havde den tyske værnemagt store betænkeligheder ved, at give tilladelse til anlægget af den sidste og fjerde startbane, der ligesom de tidligere udførtes i overensstemmelse med de danske planer (A. nr. 293), og tyskerne havde mange betænkeligheder og fik kun liden gavn af anlæggene (herom havnechef Leo Sørensen, A. nr. 295, jfr. end-videre redegørelse af civilingeniør Ejner Nielsen om, at arbejderne kun blev udført for danske interesser og efter danske krav og om tyskernes ukendskab til det nærmere vedrørende arbejdernes udførelse, A. nr. 287). — At der endnu ikke den 28. juni 1941 — altså flere måneder efter, at Gunnar Larsen havde rejst spørgsmålet — var givet tilladelse af »Kommando Flughafenbereich Seeland« til arbejdets udførel-se, fremgår af en skrivelse af denne dato fra direktøren for luftfartsvæsenet til ministeriet for offentlige arbejder (A. nr. 272).

Udfra et referat (A. nr. 271) afgivet den 18. februar 1942 af daværende ekspe-ditionssekretær i finansministeriet H. G. Andersen, der var ministeriets repræsentant i det vedrørende projekteringen af fremtidige nyanlæg i lufthavnen nedsat udvalg, var det, at Buhl — da spørgsmålet om startbanernes anden fase lå for — overfor Gunnar Larsen fremsatte bemærkninger om, at det af forhandlingerne i dette udvalg skulle have fremgået, at man fra tysk side ikke var interesseret i bygningen af de omtalte startbaner. Dette foranledigede Gunnar Larsens foran omtalte skrivelse af 23. marts 1942 til Buhl, hvori Gunnar Larsen gør nærmere rede for de misforståelser, der efter hans opfattelse her havde fundet sted (A. nr. 281).

Havneudvidelser

Et andet større projekt, der gennemførtes af Gunnar Larsem som trafikminister, omfattede forskellige havneudvidelser. Ifølge lovforslag, forelagt for rigsdagen i sam-lingen 1940—41 og vedtaget i en påfølgende samling, vedtoges en lov om havne-udvidelser af Frederikshavn og Skagen. (Lov nr. 257 af 18. juni 1942). Det var under behandlingen af dette forslag, dr. Krag fremsatte sin kritik af det store cementforbrug (jfr. foran s. 56). De pågældende havneanlæg var — hævder Gunnar Larsen i sin meget udførlige redegørelse

Andre projekter

Gunnar Larsens rejser og taler

Under imødegåelse af den række angreb, der fra forskellig side på en række andre punkter såvel i de illegale blade under besættelsen som efter denne blev rettet mod Gunnar Larsen, citerer denne i sin redegørelse følgende linier i den af professor Hartvig Frisch udgivne bog »Danmark besat og befriet«:

- »Medens de politiske ministre i denne haglbyge af indblandinger dårligt vidste, hvordan de skulle genvinde et fast stade, eller om der overhovedet var en grænse for Scavenius' eftergivenhed, var der en minister, som svømmede som en fisk i vandet, nemlig Gunnar Larsen. Snart slog han til lyd for at få en mand til USA vedrørende Grønland og tilbød at stille en sådan mand, snart havde han hos tyskerne hørt, at der var megen interesse for det danske vejvæsen, ikke mindst for Rødby—Femern-ruten og for «en autostrada Ham-borg—Ålborg. I forbindelse hermed spurgte han i ministermøde udenrigsministeren, om denne havde noget imod, at han rejste til Berlin for at forhandle, hvilket denne anbefalede. Den 21. juli samlede han efter bedste nazistiske mønster alle F.L. Smidths arbejdere og holdt en storpolitisk tale om den nødvendige omlægning af erhvervslivet, idet han tilføjede, at det sikkert ville blive nødvendigt også på anden måde at tilpasse vore sociale og politiske forhold på et sådant grundlag, at det bedst mulige samarbejde med Tyskland kunne iværk-sættes. Samtidig med alt dette lod han nedsætte en stor vejkommission med ingeniør Højgaard som formand, hvorved ingeniørpartiet endelig skulle vise, hvad det duede til. Efter alt dette kunne det ikke undre nogen, at denne travle agent voyageur også fik betroet formandsskabet i den delegation, som blev en følge af minister Mohrs omtalte samtale med ambassadør Ritter i Berlin« (told- og møntforhandlingerne).

Udsendelse af en mand til USA angående Grønland

Vedrørende spørgsmålet om at få en mand til USA og udtalelsen om, at han tilbød at stille en sådan, hvilket — ifølge Gunnar Larsen — »åbenbart udlægges som utidig nævenyttighed«, anfører han, at i det første samlingsministeriums tid, vistnok i maj måned 1940, søgte Grønlands styrelse at få sendt direktør Oldendow til USA for derigennem at få lejlighed til at varetage Grønlands interesser.

Gunnar Larsen erklærede sig naturligvis straks rede til at gøre noget sådant og gav direktør Oldendow et brev med til F.L. Smidth & Co.s kontor i New York med anmod-ning om at udbetale de nødvendige midler til direktør Oldendow. Både direktør Oldendow og kryolitselskabet udtalte deres uforbeholdne tak for hans bistand, men sagen blev som bekendt ikke til noget, da direktør Oldendow ikke fik indrejse-tilladelse til USA (jfr. nærmere herom ber. V, udenrigsministeriet under besættelsen, s. 27).

Spørgsmålet om på en eller anden måde at skabe forbindelse med Grønland gen-nem gesandtskabet i Washington blev dog — ifølge Gunnar Larsen — flere gange drøftet, dels på ministermøde, dels mellem Stauning og Gunnar Larsen personlig, og ved Gunnar Larsens foranstaltning lykkedes det at stille en mand fra F.L. Smidth & Co. til rådighed og få ham sendt af sted (herom nærmere Gunnar Larsen, A. 305).

Gunnar Larsens rejser og talen til arbejderne på Valby Maskinfabrik & Jernstøberi

Middag i Nordische Verbindungsstelle

Den 11. marts 1941 var Gunnar Larsen tilstede ved en middag i Berlin i Nordische Verbindungsstelle, hvor han holdt tale (om denne A. nr. 300) og bl.a. var sammen med nazisten H.C. Bryld. For dette forhold var han senere blevet angrebet (jfr. Hartvig Frisch i omtalte bog, s. 158). Gunnar Larsen

Statsradiofoniens henlæggelse under Undervisningsministeriet

Om Gunnar Larsens motiver til at henlægge statsradiofonien fra ministeriet for offentlige arbejder til undervisningsministeriet, hvad der dengang »indenfor admini-strationen blev betragtet som særlig geschæftighed fra hans side«, herom A. 306.

I sine overfor kommissionen afgivne redegørelser kommer Gunnar Larsen udførligt ind på hele den virksomhed, han udfoldede såvel før han blev minister som under ministertiden, og han gør nærmere rede for de bevæggrunde, der her havde været ledende for ham, herunder navnlig hans ønske om ud fra den angelsaksiske opdra-gelse og uddannelse, han havde fået, at deltage i kampen mod Tyskland (st. 169).

Vidneafhøring af Jarlen af Selborne nægtes

Til støtte for sine anbringender vedrørende sit informationsarbejde og den af ham ydede støtte til englænderne og den danske modstandsbevægelse henviser Gunnar Larsen bl.a. til de afgivne edelige erklæringer af fornævnte, colonel John Kyme Cordeaux, »British Intelligence Service«, A. nr. 123, og af Jarlen af Selborne, A. nr. 101, samt til de foran anførte vidneafhøringer af ingeniør Drescher og redaktør Kai Otting. Hvad angår Jarlen af Selborne ønskedes denne af Gunnar Lassens forsvarer ved byretten ført som vidne 

Fredsmæglingsaktionen

Scavenius ville dog under ingen omstændigheder gå med hertil, da han var af den opfattelse, at det kunne blive farligt for danske interesser, hvorfor Gunnar Larsen opgav planen, da han ikke fandt det opportunt at informere Scavenius om de virke-lige forhold (A. 198).

Anden støtte til modstandsbevægelsen

Også på anden måde støttede Gunnar Larsen — hævder han — modstandsbevæ-gelsen. Han gav således på et vist tidspunkt i 1943 10.000 kr. til studenternes efter-retningstjeneste og et lignende beløb, der senere efterfulgtes af nogle tusinde kro-ner, til P. M. Daells fond. Til indkøb af våben til danske søofficerer udbetaltes 22.000 kr. i 1944 (A. 210).

Gunnar Larsens stilling til sabotagen

Den 9. april foretog Gunnar Larsen — erklærer han, st. 173 — forskellige disposi-tioner af antiværnemagermæssig art. I perioden 1938—40 havde han finansieret bygningen af en flyvemaskinedieselmotor af en helt ny konstruktion, konstrueret af ingeniør Kristian Rasmussen, der også var fader til Bur-Wains dieselmotor. Denne nye flyvemaskinemotor var opstillet på prøve på Valby Maskinfabrik. For at ikke tyskerne ved en eventuel inspektion på fabrikken skulle få nys om den, gav Gunnar Larsen ordre til, at det hele skulle demonteres, hvilket skete, og tyskerne fik ikke under hele besættelsen nys om denne konstruktion, der, efter hvad de afholdte prøver havde vist, ville kunne have ydet mere end de hidtil kendte konstruktioner, jfr. st, 173, A. 222, 238 og 239, hvori ingeniør Kr. Rasmussen bekræfter Gunnar Larsens fremstilling.

Sabotagevagtkorps

Leverancer til tyskerne fra Valby Maskinfabrik & Jernstøberi

Hvad angår de af Valby Maskinfabrik & Jernstøberi foretagne leverancer til tys-kerne, anfører Gunnar Larsen i denne forbindelse, at fabrikkens samlede leverancer holdtes nede på et minimum, idet disse i besættelsestiden lå omkring 4,5 pct. af fabrikkens kapacitet. Herom Gunnar Larsen, A. 213. Om demonteringen af en gear-skæremaskine, Gunnar Larsen A. 213 og A. 290 - 291, hvori ingeniør Erik Ramsby bekræfter Gunnar Larsens fremstilling.

Om den mod Gunnar Larsen for byretten rejste tiltale for værnemageri m.v. i forbindelse med finansieringen af a/s Hans Olsens børstefabrik, henvises til det foran s. 24 bemærkede.

Gunnar Larsen og kontrollen med danske arbejdsydelser til tyskerne

Vedrørende spørgsmålet om Gunnar Larsens og den daværende regerings stilling i det hele taget til kontrollen med danske arbejdsydelser til Tyskland oplyser Gunnar Larsen, at udenrigsministeriet i begyndelsen søgte at holde priserne på de ekstra-ordinære industrileverancer indenfor rimelige grænser, men medens det for entre-prenørydelserne i begyndelsen var vanskeligt at øve nogen kontrol, idet man fra tysk side modsatte sig dette, var forholdet gunstigere for industrileverancerne. Denne manglende kontrol førte til åbent misbrug af visse grupper af entreprenører, såvel som af visse arbejdere, beskæftigede med værnemagerarbejder. Foranlediget af en henvendelse til udenrigsministeriet fra et entreprenørfirma i efteråret 1940, der ankede over, at de ved fabrikation af nogle barakker til værnemagten under firmaet beskæftigede tømrere krævede en timebetaling på 10 kr. i stedet for den normale timebetaling på 4 kr., førtes en række forhandlinger, hvori foruden Gunnar Larsen deltog embedsmænd fra udenrigsministeriet, arbejds- og socialminister Kjærbøl, hvorved en rimelig ordning blev bragt i stand, og dette forhold førte til, at Gunnar Larsen tog spørgsmålet om ønskeligheden af at få indført en kontrollantordning taget op til overvejelse. Dette resulterede i, at udenrigsministeriet anmodede Gunnar Larsen om at tage sig af sagen og indenfor hans ressort at udpege nogle sagligt kvalificerede priskontrollører.

Disse, der skulle stilles til rådighed for værnemagten, var til at begynde med rådgivende, men efterhånden som tiden gik, lykkedes det ved en forsigtig politik at få dem indarbejdet på en effektiv måde. Efterhånden som de tyske arbejder blev af større omfang, blev det dog øjensynligt, at de eksisterende kontrolorganer ikke var tilfredsstillende, og det lykkedes i særdeleshed med støtte af ministerialrat, dr. Walter, at indføre en effektiv priskontrol med de

Scavenius om den almindelige linie i Gunnar Larsens politik

I den i det foregående ofte citerede skrivelse af 8. januar 1945 fra Scavenius til Gunnar Larsen (A. nr. 132) kommer Scavenius ind på en række betragtninger vedrørende den af Gunnar Larsen udførte virksomhed som minister, og efter at have udtalt den mening, at der, efter hvad der havde fundet sted på ministermødet den 12. august 1942, hvor man tog stilling til Gunnar Larsens forbliven som minister (herom ber. IV., s. 46), hermed fra politikerne var givet Gunnar Larsen et tilstrækkeligt klart tillidsvotum, fortsætter han:

»Om hele den almindelige linie i Deres politik og om Deres stilling som det, Deres angribere sammenfattende ville kalde »kollaborationist«, skal jeg iøvrig ikke sige mange ord. Deres stilling var her parallel med min egen, og betragtningerne om nødvendigheden af den førte politik har jeg fremført i ovennævnte skrift. Det synes ganske klart, at for at bevare regeringsmagten på danske hænder var det nødvendigt at oparbejde en vis tillid hos tyskerne til regeringen, herunder også at opnå en vis personlig kontakt med de retningsgivende og formidlende tyske personligheder. Herom var der også ganske enighed i regeringen, og medens de politiske ministre mente at måtte spille et dobbeltspil af hensyn til vælgerstemningen, var De ikke bundet af sådanne hensyn. Man kunne derfor benytte Deres forhandlingsdygtighed i en lang række forhandlinger med tyskerne, ligesom De var i stand til at aflaste mig ved at formidle en personlig kontakt mellem danske og tyske personligheder gennem en privat selskabelighed o. l. som var en nødvendig forudsætning for, at man kunne komme på talefod med de tyskere, som havde afgørende indflydelse på holdningen overfor Danmark i disse år. Uden dette ville den linie, som man havde valgt at følge den 9. april 1940, ikke have kunnet holde i så mange år, som det nu faktisk blev tilfældet.«

I henhold til de kommissionen givne forskrifter gives foranstående beretning til det høje folketing.

Christiansborg, den 21. april 1949.