VIII.

1950

.................................................................................................................

II 30 = Beretning II Side 30

II A / a 30 = Beretning II Aktstykker Side 30

II Nr. / nr. 30 = Beretning II Aktstykke Nr. 30

II St. 30 = Beretning II Stenografiske Referater Spalte 30
 

Beretninger I, II, III, IV, V, VI, VII, VIII, XI, X, XI, XII, XIII, XIV.
................................................................................................................ 

Forskrifter for den kommission, der af folketinget i henhold til

tingets beslutning af 8. januar 1948 er nedsat i henhold til

grundlovens § 45

I beretningens enkelte afsnit vil der blive gjort rede for, hvilket materiale kom-missionen har haft som grundlag for disse undersøgelser.

Specielt med hensyn til spørgsmålet om hjemtransport af deporterede, der ikke er gjort til genstand for undersøgelse af kommissionen, kan henvises til nævnte værk side 71—86.

Gennemførelsen af arbejdsanvisningen (A. 10)

Gennem statens udvandringskontor blev der herefter den 24. maj 1940 udsendt et cirkulære (A. 20), hvori blev angivet hovedlinierne i de trufne aftaler og nærmere oplysninger for de arbejdssøgende om arbejdstid, timeløn, indkvarteringsforhold, arbejdskontrakternes, varighed, forsikringsforhold og endelig om, hvilke beløb arbejderne havde ret til at sende hjem, jfr. i det hele herom cirkulæret.

Til yderligere vejledning for de arbejdere, der henvendte sig om arbejde i Tyskland, udsendte statens udvandringskontor den 31. maj 1940 to cirkulærer, det ene (A. 22) vedrørende arbejdernes forsikringsforhold i Tyskland, det andet (A. 23) vedrørende forsendelse af levnedsmiddelpakker til arbejderne under deres ophold i Tyskland, idet man fra tysk side havde ønsket, at arbejderne fik et supplement til kosten hjemmefra.

Vedrørende arbejdernes adgang til at hjemsende penge (over den dansk-tyske clearing) bemærkes, at gifte oprindelig kunne hjemsende 80 mark og ugifte 30 mark månedlig (jfr. A. 20). Efter forhandlinger mellem de tyske myndigheder og udenrigs-ministeriet og nationalbanken i juni 1940 blev det fastsat, at gifte kunne hjemsende 125 mark månedlig og ugifte 80 mark månedlig, og disse beløb blev i oktober 1940 efter begæring fra tysk side forhøjet til henholdsvis 250 og 125 mark månedlig.

Tyskerne krævede efterhånden flere og flere arbejdere til Tyskland, jfr. herom beslutninger på ministermøder den 20. juni 1940, 6. august 1940 og 8. oktober 1941 (ber. IV A. 420, 426 og 450), og ifølge skønsmæssige beregninger foretaget af statens udvandringskontor på grundlag af indberetninger fra det tyske arbejdsanvisnings-kontor har antallet af danske arbejdere i Tyskland pr. 31. december 1940 udgjort ca. 24.900 og pr. 30. juni 1941 ca. 29.800. Indtil juni 1943 var omtrent dette antal arbejdere beskæftiget dernede. Herefter begyndte tallet at falde, og pr. 31. december 1943 var tallet faldet til ca. 20.000, pr. 30. juni 1944 til ca. 16.500 og endelig pr. 31. december 1944 til ca. 6.900.

Til arbejde i Tyskland udrejste ialt ca. 128.000 danske arbejdere. Da nogle af disse imidlertid lod sig hverve til arbejde i Tyskland flere gange, er dette tal dog større end det samlede antal danske arbejdere, der har haft arbejde i Tyskland (A. 13).

Statens udvandringskontors opgaver (A. 10-11)

Efter som antallet af danske arbejdere i Tyskland forøgedes, fremkom der vanskeligheder for de danske arbejdere, og det var nødvendigt, at der fra dansk side ydedes bistand til dem. Statens udvandringskontor behandlede de sager, der opstod i forbindelse med beskæftigelsen af de danske arbejdere, dog at mere principielle sager blev forelagt socialministeriet, der gennem udenrigs-ministeriet forhandlede med de tyske myndigheder for at varetage de danske arbejderes tarv.

Som eksempel på, at bistand til arbejderne var nødvendig, kan nævnes de i
redegørelsen (A. 10) omtalte vanskeligheder for arbejdere, der var blevet anbragt på en krudtfabrik, hvor de frygtede eksplosion eller bombeangreb. Efter aftale med udenrigsministeriet havde udvandringschefen (H.F. Ulrichsen)

en forhandling med en repræsentant for det tyske arbejdsministerium, og det fastsloges herunder:

1. Arbejderne skulle forinden deres afrejse have at vide, til hvilket firma de kom, og hvilken beskæftigelse de skulle have. Hvis man i enkelte tilfælde havde undladt at give sådan besked, skyldtes det udelukkende den store travlhed på det tyske arbejdsanvisningskontor. Der var ingen danske beskæftiget ved fremstilling af sprængstoffer, men man kunne ikke love, at danske arbejdere ikke blev beskæftiget i nærheden af fabrikker, der tilvirkede krigsmateriel, og det var rigtigt, at nogle af arbejderne var beskæftigede med bygningsarbejder ved en sprængstof-fabrik.

2. Det var klart, at arbejderne normalt skulle forblive hele den kontraktmæssige periode, og man ville gå ud fra, at de, der ikke egnede sig til eller af en eller anden grund måtte forlade arbejdet forinden hjemrejsen, burde have tjent det til denne fornødne beløb.

3. Man ville fra tysk side sørge for, at arbejdere, der forlod arbejdet forinden kontraktperiodens udløb, fik den fornødne udrejsetilladelse, idet man ikke i Tyskland var interesseret i, at der blev vanskeligheder med danske arbejdere, som intet arbejde havde og ikke kunne komme hjem.

Udvandringskontorets hverv i forbindelse med beskæftigelsen af danske arbejdere i Tyskland bestod i at bistå arbejderne samt deres familier her i landet. De opgaver, som først og fremmest pålagdes kontoret, var at sørge for forsendelsen af de af familien eller pårørende bestilte og betalte levnedsmiddelpakker til arbejderne i Tyskland og at hjælpe dem, såfremt der opstod vanskeligheder med arbejdsgiveren i Tyskland angående kontraktens forståelse, endvidere bistand til at efterlyse penge-forsendelser fra Tyskland, som af en eller anden årsag udeblev. Familien i Danmark skulle vejledes med hensyn til pengeoverførslerne, skattespørgsmål m. v.

Senere fik kontoret endvidere den opgave at føre kontrol med arbejdernes pengeoverførsler, udførsel af beklædningsgenstande og erstatningsbeløb for effekter, mistede ved krigsbegivenheder i udlandet.

Tyske krav om indsættelse af danske arbejdere i Norge. (A. 11)

I begyndelsen af 1941 tog de første danske arbejdere arbejde i Norge for tysk reg-ning, og i foråret 1941 fremkom der en tysk anmodning om hvervning af 3000 arbejdere til Norge.

Arbejds- og socialministeriet var af den opfattelse, jfr. A. 11, at danske arbejderes beskæftigelse i Norge ved værnemagtsarbejder ville være ilde set af nordmændene og derfor kunne få uheldige konsekvenser for det fremtidige samarbejde i Norden. Man tog derfor det standpunkt, at man vel ikke kunne modsætte sig hvervningen, men at der ikke kunne ydes arbejderne nogen som helst bistand fra udvandrings-kontorets side, ligesom de ikke fik tilsendt standardpakker, jfr. herved indledningen til arbejds- og socialministeriets skrivelse af 13. december 1941 (A. 24). Efter at man gennem udenrigsministeriet fra arbejdere, der var på besøg her i landet efter arbejde i Norge, havde modtaget indberetning om, at danske arbejdere i Norge var udsat for grove mishandlinger fra tysk side i arbejdslejre og koncentrationslejre, anså man det dog ikke for rigtigt fortsat at undlade at yde bistand i disse tilfælde, og danske arbejdere i Norge blev derfor efterhånden ligestillet med danske arbejdere i Tyskland; fra maj 1942 påbegyndtes efter fornyede henvendelser fra tysk side forsen-delse til dem af standardpakker.

I december 1941 fremkom der et tysk ønske om, at antallet af de i Norge beskæf-tigede danske arbejdere blev forhøjet til 8000, jfr. herved tilførslerne til minister-mødeprotokollen for mødet den 6. december 1941 (ber. IV A. 454). Man modsatte sig det tyske ønske, og i en skrivelse af 13. december 1941 fra arbejds- og socialmini-steriet til udenrigsministeriet (A. 24) er meget udførligt redegjort for grundene til, at det tyske ønske ikke kunne imødekommes.

Om antallet af danske arbejdere beskæftiget i Norge siden juni 1942 har man ret nøjagtige oplysninger fra Danmarks konsulære repræsentation i Norge (A. 13)

Ifølge disse oplysninger har antallet udgjort:

Den 11. juni 1942: 2400. 5. september 1942: 2300. 17. oktober 1942: 2800. 10. april 1943: 2300. Juni 1943: l700 - 1800. September 1943: 1100. December 1943: 770. Juni 1944: 600-700. September 1944: 450. Pr. 1. Januar 1945: 260.

Kvindelige danske arbejderes stilling i Tyskland. (A. 12).

Af arbejds- og socialministeriets redegørelse fremgår, at der blandt de danske arbejdere, der lod sig hverve til arbejde i Tyskland, også var et stort antal kvinder og blandt disse adskillige ganske unge. Da lønsatserne for kvinders arbejde i Tyskland ofte var meget lave, således at de danske arbejdersker næppe kunne subsistere ved lønnen alene og forholdene for disse kvinder i det hele ofte var utilfredsstillende, udfoldedes der gennem udenrigsministeriet bestræbelser for at udvirke, at der principielt overhovedet ikke skulle ske hvervning af kvindelig arbejdskraft til Tyskland, og subsidiært, at der ikke hvervedes kvinder under 25 år og i alt fald ikke under 20 år. Om enkeltheder i disse bestræbelser, der ikke medførte noget almin-deligt løfte om opfyldelse af de danske ønsker, må henvises til de i bilagene optrykte aktstykker (A. 37—42).

Tyske bestræbelser for større tilgang af danske arbejdere. (A. 13—16).

Da de tyske myndigheder langtfra var tilfreds med antallet af arbejdere, der på frivillig basis ønskede at påtage sig arbejde i Tyskland og Norge, udfoldede de en række bestræbelser for at forøge tilgangen af danske arbejdere.

Tyskerne rejste således spørgsmål om standsning af arbejdsløshedsunderstøttelse i tilfælde, hvor en arbejder nægtede at tage arbejde, der kunne anvises i Tyskland, jfr. herved arbejdsløshedslovens § 17, stk. l, nr. 10, hvorefter den, der vægrer sig ved at tage et anvist arbejde, mister retten til understøttelse.

Fra dansk side hævdede man imidlertid med held det standpunkt, at denne regel ikke kunne anvendes overfor danske arbejdere, der vægrede sig ved at overtage et arbejde i Tyskland, med den virkning, at de mistede understøttelsesretten. Motive-ringen herfor var, at anvisningsreglerne tydeligt udelukkende er skrevet med henblik på danske forhold, og at det var fast praksis, at bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse på en vægring ved at tage arbejde udenfor landets grænser.

Derimod måtte man — da der fra tysk side insisteredes på et resultat — fra dansk side ved forhandlinger om sagen gå ind på, at der ikke måtte ydes arbejds-løshedsunderstøttelse i tilslutning til arbejdsophør, der skyldtes, at arbejderen uden lovlig grund havde forladt et frivilligt overtaget arbejde i Tyskland, og der udsendtes den 16. juli 1940 fra arbejdsdirektoratet et cirkulære (A. 45) herom til samtlige statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

Den nævnte bestemmelse fik ifølge redegørelsen ikke større betydning, dels fordi det som oftest lykkedes arbejdere, der kom tilbage fra Tyskland, at skaffe sig arbejde her i landet af mere end midlertidig karakter, hvorved den nævnte virkning faldt bort, dels fordi man i praksis ikke følte sig bundet af aftalen med tyskerne i tilfælde, hvor det påvistes, at arbejdsophøret skyldtes, at man fra tysk side ikke havde holdt løfterne til pågældende arbejder, f. eks. havde beskæftiget ham ved andet arbejde end aftalt.

Senere blev der mundtligt givet arbejdsdirektoratet en fortrolig instruktion om at sabotere ordningen bedst muligt (A. 14).

Om socialministeriets syn på det tilsvarende spørgsmål om, hvorvidt undladelse af at tage arbejde, der kunne anvises i Tyskland, medførte, at kommunehjælp kun kunne ydes med fattighjælps virkning, jfr. forsorgslovens § 306, henvises til socialministeriets skrivelse af 30. juli 1940 (A. 49) til et socialudvalg, der havde rejst spørgsmålet.

Yderligere rejste de tyske myndigheder med det formål at få frigjort arbejdskraft til indsættelse ved arbejde i Tyskland flere gange krav om ophævelse af eller indskrænkning i arbejdsfordelingsloven og overarbejdsloven. Om de bestræbelser, der fra arbejdsministeriet udfoldedes for at imødegå de tyske krav, henvises til redegørelsen (A. 15) og bilagene hertil (A. 51 — 57), hvoraf fremgår, at disse bestræbelser kronedes med held.

Endelig fremkom de tyske myndigheder (den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Best) i februar 1943 med en henvendelse, hvori fremsattes forslag om, at der — for at frigøre dansk arbejdskraft — skulle ske en indskrænkning af offentlige arbejder. Også disse bestræbelser fra tysk side, der iøvrigt blev genoptaget i begyndelsen af 1944, lykkedes det ifølge redegørelsen at imødegå således, at de blev resultatløse, jfr. herved arbejds- og socialministeriets skrivelse af 26. februar 1943 til dr. Best (A. 59) og iøvrigt bilagene til redegørelsen (A. 65—67).

Forsøg på "privat hvervning" fra dansk side (A. 11-12)

Selve hvervningen af danske arbejdere forblev stedse et tysk anliggende, og hverken danske arbejdsanvisningskontorer eller udvandringskontoret har — uanset gentagne tyske henvendelser om mere aktiv medvirken til hvervearbejdet — haft noget at gøre med hvervningen.

Det oplyses imidlertid i arbejds- og socialministeriets redegørelse, at ministeriet i 1940 modtog underretning om, at danske entreprenørfirmaer i et vist omfang påtog sig entrepriser i Hamborg. Oprindelig var det meningen, at de pågældende skulle have deres eget mandskab med til Tyskland til udførelse af egne entrepriser, men efterhånden udviklede forholdene sig således, at firmaerne hvervede nyt mandskab til disse bestemte arbejder, og senere endog til, at de end ikke selv beskæftigede arbejderne, men blot overførte dem til tyske arbejdsgivere mod som vederlag at få en vis procentdel af arbejdslønnen. Det hændte ofte, at hvervningen foregik på ganske ansvarsløs måde, idet der blev givet arbejderne løfter, som ikke kunne holdes. Arbejderne blev således undertiden sat til andet arbejde end det, hvortil de var hvervet, og lønnen svarede ofte ikke til de satser, der var stillet i udsigt.

For at bremse denne uheldige udvikling søgte man ved forhandling med de tyske myndigheder at standse denne trafik, og der opnåedes også tysk tilslutning til, at der kunne rejses tiltale mod danske hververe i henhold til lov nr. 185 af 20. maj 1933 angående privat arbejdsanvisning, jfr. lov nr. 167 af 13. april 1938, i en række af de mest graverende tilfælde, jfr. skrivelser af 3. juli og 18. november 1942 til arbejdsdirektoratet (A. 27 — 29).

Ifølge redegørelsen (A. 12) var alt, hvad man i realiteten opnåede fra dansk side, at der blev givet bestemmelser om, at firmaernes annoncering efter arbejdskraft skulle være betinget af en tilladelse i det enkelte tilfælde fra statens udvan-dringskontor, og sådanne tilladelser tilstræbtes 

Side 17

ikke givet til firmaer, der ikke kunne betegnes som entreprenørfirmaer, men som udelukkende beskæftigede sig med udlejning af arbejdskraft. Det tyske arbejdsanvisningskontor gennemtvang dog i enkelte tilfælde sådanne tilladelser.

Danske arbejderes anbringelser i tyske "arbejderopdragelseslejre", (A. 13)

I løbet af juli og august måned 1942 modtog udenrigsministeriet fra general-konsulatet i Hamborg indberetninger om, at adskillige danske arbejdere beskæftiget i Tyskland var blevet anholdt af Gestapo på grund af arbejdsforsømmelse, arbejds-nægtelse og lignende forhold og som straf hensat i opdragelseslejr („Arbeiter-erziehungslager") fra 14 dage til 3 uger. Det fremgik af indberetningerne, jfr. A. 43 — 44, at de pågældende arbejdere under opholdet i lejren blev beskæftiget med forskelligt hårdt arbejde og iøvrigt blev udsat for en efter de foreliggende oplysninger meget hårdhændet behandling, derunder strenge disciplinærstraffe som f. eks. inddragelse af kostforplejningen i et vist tidsrum, tilbringelse af natten på cement-gulvet i det til lejren hørende luftbeskyttelsesrum uden sengetøj og korporlig revselse ved spark og slag. Det oplystes endvidere, at der var indtrådt flere dødsfald blandt danske arbejdere under deres ophold i opdragelseslejre.

Ifølge arbejds- og socialministeriets redegørelse (A. 13) blev der fra dansk side udfoldet energiske bestræbelser for at sikre, at sådan anbringelse ikke skulle finde sted, og man opnåede tilsagn fra tysk side om, at dette strafmiddel ikke skulle blive anvendt overfor danske arbejdere. Da der på trods af denne aftale alligevel i enkelte tilfælde fandt anbringelser sted, rejste man gennem udenrigsministeriet i hvert tilfælde spørgsmål om løsladelse af den pågældende, hvilken løsladelse også derefter blev udvirket, idet det samtidig som oftest blev oplyst, at anbringelsen skyldtes underordnede myndigheders ukendskab til den trufne aftale. Man hen-stillede derfor til de tyske myndigheder at indskærpe den trufne aftale overfor de underordnede myndigheder.

Arbejdsdirektoratets og arbejdsløshedskassernes forhold til Tysklandsarbejderne og arbejdsløshedslovgivningen. (A 14 og 16).

Fra arbejdsdirektoratet foreligger en udførlig redegørelse af 1. august 1945 ved-rørende arbejdsløsheds- og fortsættelseskassernes forhold til Tysklandsarbejderne (A. 46—48). Redegørelsen, hvortil der om enkeltheder henvises, behandler særligt spørgsmålene om Tysklandsarbejdernes understøttelsesret og kontingentfritagelse under arbejde i Tyskland.

Forsåvidt angår spørgsmålet om understøttelsesretten, henvises til de foran (side 15) herom gjorte bemærkninger, medens det, forsåvidt angår spørgsmålet om kontingentfritagelse, bemærkes, at der ved lov nr. 39 af 1. februar 1941 blev givet bestemmelser om, at medlemmer af statsanerkendte arbejdsløshedskasser, der på grund af beskæftigelse i udlandet var forpligtet til at udrede bidrag til vedkommende udenlandske arbejdsløshedsforsikring, skulle fritages for at betale medlemsbidrag til deres arbejdsløshedskasse for det tidsrum, i hvilket de som følge af det nævnte arbejdsforhold opholdt sig i udlandet.

Af ministeriets redegørelse (A. 16) fremgår, at der ikke iøvrigt i arbejdsløshedslov-givningen blev givet særregler for arbejdere, der tog arbejde i Tyskland eller Norge.

Den sociale forsorg for Tysklandsarbejdernes familier. (A14-15)

Der blev ikke givet særlige regler for forsorgen for Tysklandsarbejderne og deres familier, og forsorgslovens almindelige bestemmelser måtte derfor finde anvendelse ved afhjælpningen af de trangstilfælde, der opstod i anledning af, at forsørgeren tog arbejde i Tyskland. Da der fra tysk side fremkom gentagne klager over behandlingen af sager angående hjælp til de i Tyskland beskæftigede arbejdere og deres herværende familier, udsendte socialministeriet den 10. december 1942 et cirkulære (A. 51), hvori amtmændene anmodedes om at indskærpe de sociale udvalg, at de heromhandlede sager måtte behandles efter de samme principper, som følges, når der iøvrigt  søges om hjælp af det offentlige.

Side 18

Fra denne hovedregel gjordes dog nogle modifikationer under hensyn til det heromhandlede arbejdes særlige karakter.

Således fandt den særlige regel i forsorgslovéns § 306, stk. l, 2. og 3. pkt., hvorefter der under de i lovbestemmelser nærmere angiven situationer (ekstraordinær høj løn umiddelbart før understøttelsesperioden) kun kan ydes kommunehjælp med fattig-hjælps virkning, ikke anvendelse på løn tjent under ophold i udlandet (A. 15, jfr. A. 52).

Yderligere blev det i cirkulæret til amtmændene meddelt, at bestemmelsen i forsorgslovens § 299, hvorefter det normalt ikke er tilladt at yde kommunehjælp til en persons udvandring, ikke finder anvendelse på de heromhandlede tilfælde, hvor en person tager arbejde i Tyskland (A. 51).

Det kan endelig nævnes, at det nævnte cirkulære henledte opmærksomheden på, at tilbagebetaling af kommunehjælp kun kunne finde sted under iagttagelse af forsorgslovens regler herom, og ministeriet henstillede, at der i disse tilfælde blev gået frem med varsomhed, således at der ikke udøvedes noget tryk for at opnå tilbagebetaling, forinden vedkommende arbejder .havde været i stand til at sende tilstrækkelige beløb hjem til at bringe familiens økonomiske forhold på fode (A. 14, jfr. A. 52).

Aftaler om syge-og ulykkesforsikring for Tysklandsarbejderne. (A. 16—19).

Om syge- og ulykkesforsikringsreglerne for de i Tyskland beskæftigede arbejdere kan i det hele henvises til afsnittet herom i arbejds- og socialministeriets redegørelse af 6. marts 1946 (A. 16—19) og til bilagene hertil (A. 68—73).

Johannes Kjærbøls redegørelse.

Den ovenfor nævnte redegørelse af daværende arbejds- og socialminister Johan-nes Kjærbøl er sålydende (A. nr. 2):

Med hensyn hertil skal jeg med bemærkning, at jeg kun har ansvaret for tiden indtil 9. november 1942, da hr. Laurits Hansen overtog posten som socialminister, meddele følgende oplysninger: Som det vil være kommissionen bekendt, fandt interneringen af kommunisterne sted i dagene fra den 22. juni 1941.

Den 8. juli 1941 tilskrev den internerede folketingsmand Martin Nielsen daværende statsminister Stauning om understøttelsesordningen for de interneredes familier, og dette brev efterfulgtes af et nyt af 27. august s. å., jfr. bilag l (A. 79).

Sidstnævnte brev, som tilsendtes statsministeren fra justitsministeriet den 9. september, videresendtes af statsministeren til daværende finansminister Buhl, og ved skrivelse af 11. s. m. (bilag 2, A. 80) sendte finansministeren brevet til mig. Først på dette tidspunkt blev jeg bekendt med Martin Nielsens breve af 8. juli og 27. august 1941.

Efter en drøftelse af hele sagen i et ministermøde, hvor sagen blev henvist til mig, gik vi i arbejds- og socialministeriet straks i gang med at skabe en særlig under-støttelsesordning for de internerede og deres familier.

I arbejds- og socialministeriet måtte vi finde det naturligt at søge vort udgangs-punkt i forsorgslovens regler, efter hvilke udbetalingen af hjælp henhører under kommunernes sociale udvalg.

Med hensyn til selve hjælpen, der måtte tage sigte på bevarelse af det hidtidige leveniveau, var der efter forsorgsloven kun mulighed for at yde almindelig kommunehjælp, og dette kunde efter vor opfattelse ikke anses for en tilfredsstillende ordning, dels fordi man ikke vilde have mulighed for at yde hjælp af den påkrævede rundelige størrelse, dels fordi hjælpens ydelse i så fald vilde være forbundet med tilbagebetalingspligt.

Man måtte derfor søge andre veje, og tanken faldt da naturligt på forsorgslovens § 281, der handler om hjælp til personer, der ekstraordinært er indkaldt til militær-tjeneste. Efter denne bestemmelse er der mulighed for at yde en mere rundelig hjælp uden tilbagebetalingspligt, og man valgte derfor at gå frem i det væsentlige efter princippet i den nævnte lovbestemmelse.

Der var ingen hjemmel til at følge denne fremgangsmåde, men da vi måtte finde det nødvendigt så vidt muligt at holde de foranstaltninger, der blev truffet, skjult for de tyske myndigheder, var det ikke muligt at få tilvejebragt grundlovsmæssig hjemmel i form af en særlig lov, og det var heller ikke muligt åbenlyst at optage de nødvendige udgifter på de årlige bevillingslove. At hjemmel ikke kunde tilvejebringes, medførte iøvrigt for ministeriet den store vanskelighed, at vi var afskåret fra at pålægge kommunerne at yde den understøttelse, som vi havde planlagt, og vi måtte derfor nøjes med at fremkomme med henstillinger, der dog i det store og hele — undertiden dog først efter nogen modstand — blev fulgt. Egentlige afgørelser er altså ikke blevet truffet, men vi har i hvert foreliggende tilfælde måttet forhandle os til rette med de sociale udvalg.

Med det fornævnte brev af 27. august 1941 fra folketingsmand Martin Nielsen, som kom mig i hænde omkring den 12. september s. å., medfulgte nærmere oplysninger om 17 internerede kommunisters økonomiske forhold.

Allerede den 17. og 18. s. m. lod jeg kontorchef Sommer-Andersen instruere de sociale udvalg i de kommuner, i hvilke de pågældende 17 personer var hjem-mehørende, om den særlige understøttelsesordning, vi havde tilrettelagt, og som vi måtte ønske fulgt, og efter at vi efter forhandling med justitsministeriet den 29. september 1941 havde fået oplysninger om de øvrige interneredes forhold, rettede vi i løbet af den første trediedel af oktober 1941 underhånden en lignende — skriftlig — henvendelse til de øvrige kommuner, i hvilke de internerede kommunister var hjemmehørende.

I skrivelse af 13. oktober 1941 (bilag 3, A. 81) har arbejds- og socialministeriet givet justitsministeriet underretning om den trufne ordning, og jeg tillader mig at henvise til bilaget om ordningens enkeltheder.

Som det vil fremgå af bilaget, er princippet i understøttelsesordningen det, at de sociale udvalg skal yde hjælp til betaling af de faste udgifter. Jeg kan f. eks. nævne husleje, gas og lys, forsikringer af enhver art, afdrag på radio og møbler m. m. Endvidere var der mulighed for at betale ejendomsskatter, men i overensstemmelse med den hidtil for forsorgslovens § 281 gældende praksis — derimod ikke

Da det måtte befrygtes, at nogle kommuner vilde stille sig afvisende, eller i alt fald ikke være tilstrækkelig imødekommende overfor de interneredes pårø-rende, såfremt den ydede hjælp, der jo efter omstændighederne vilde blive ret betydelig, kun vilde blive refunderet som almindelig kommunehjælp, hvorved kommunerne selv måtte bære en trediedel, fandt vi det nødvendigt samtidig med den første henvendelse til en kommunes sociale udvalg at stille i udsigt, at man, i tilfælde hvor hjælpen i væsentlig grad oversteg, hvad kommunen måtte antages at ville have ydet pågældende i almindelig kommunehjælp, vilde søge skabt mulighed for at yde kommunen en rimelig refusion af statskassen.

Efter at finansministeriet havde tiltrådt det i brev af 23. april 1942 fra depar-tementschef H.H. Koch til departementschef K.H. Kofoed (bilag 4, A. 82) stillede forslag om en refusionsordning og om udgifternes placering på bevillingslovene, tilskrev arbejds- og socialministeriet underhånden det sociale udvalg, som det fremgår af skrivelse af 28. april 1942 (bilag 5, A. 84).

I tidens løb indkom — som det måtte ventes — et ikke ringe antal klager fra de internerede, navnlig over størrelsen af den ydede hjælp til familierne og over, at hjælpen skulde udbetales gennem socialkontorerne efter en ganske vist ret mild trangsbedømmelse.

Ministeriet har, så hurtigt som det var gørligt, undersøgt de enkelte klager og har, hvis der fandtes at være grund til det, henstillet til kommunerne at bringe forholdet i orden, og det er mit bestemte indtryk, at hjælpens størrelse, i alt fald da de første begyndervanskeligheder var overstået, i det store og hele har været rimelig og passende.

Med hensyn til det andet klagepunkt, nemlig klagerne over, at hjælpen udbetaltes gennem socialkontorerne og efter en trangsbedømmelse i hvert enkelt tilfælde, kan jeg oplyse, at jeg i et brev af 6. februar 1942 (bilag 6, A. 85) til daværende statsminister Stauning, finansminister Buhl og landbrugsminister Bording har stillet forslag om en nyordning, hvorefter understøttelserne skulde ydes med faste periodiske beløb, afpasset efter de interneredes tidligere indtægt. Forslaget lod sig imidlertid ikke gennemføre.

Ministeriet har, foruden at gribe ind i de enkelttilfælde, der blev forelagt, et par gange følt sig foranlediget til underhånden at udsende cirkulærskrivelser til de i betragtning kommende sociale udvalg, hvor man har indskærpet de fast-satte retningslinier. Jeg kan i så henseende henvise til socialministeriets skrivelser af 23. december 1941 (bilag 7, A. 87) og af 30. januar 1942 (bilag 8, A. 88)."

Thune Jacobsens redegørelse.

Thune Jacobsen oplyser i sin redegørelse (A. nr. 3), at han efter at være tiltrådt som justitsminister den 9. juli 1941 havde til hensigt at gennemføre en under-støttelsesordning for de internerede kommunisters familier, hvorfor han efter forhand-linger med arbejds- og socialministeriet indhentede nærmere oplysninger om de interneredes erhvervsforhold og forsørgerpligter. Ifølge hans redegørelse blev det imidlertid vedtaget i et ministerråd, at ordningen af disse forhold skulle overgå til arbejds- og socialministeriet, og under hensyn hertil oversendte Thune Jacobsen de indhentede oplysninger til arbejds- og socialministeriet med bemærkning, at justitsministeriet fandt det ønskeligt, at der med tilbagevirkende kraft blev truffet en sådan særordning vedvarende de pågældendes forsørgerforhold, at det økonomiske grundlag for familiernes eksistens ikke blev væsentligt forrykket.

Det oplyses videre i redegørelsen, at det senere blev henstillet til Thune Jacobsen at søge ordningen overført til justitsministeriet, hvilket Thune Jacobsen var villig til, men ministerrådet fastholdt ifølge hans redegørelse, at ordningen skulle forblive under arbejds- og socialministeriet.

Ifølge tilførslerne til ministermødeprotokollen for mødet den 24. november 1941 (ber. IV A. 453) fik arbejds- og socialministeren i nævnte møde  tilslutning til

at fortsætte den iværksatte ordning med hensyn til de internerede kommunisters pårørende.

Johannes Kjærbøls stillng til spørgsmålet om understøttelsesordningen burde overgå til Justitsministerlet:

I en skrivelse af 6. februar 1942 (A. 85) til statsminister Stauning oplyste arbejds- og socialminister Johannes Kjærbøl, at der fra forskellige kommuners side overfor ministeriet var givet udtryk for, at understøttelsen af de internerede kommunisters pårørende burde være kommunerne uvedkommende og henlægges til staten. Det hævdedes — med en vis støtte fra embedsmandsside — at understøttelsen af de interneredes familier ikke var et forsørgelsesproblem, der egnede sig til behandling efter almindelige forsørgelsesprincipper, men måtte betragtes som led i den ekstraordinære internering. Under hensyn hertil og til de fra forskellig side fremsatte ønsker, navnlig om at der udbetaltes de pårørende et fast månedligt beløb afpasset efter de pågældendes tidligere indtægter, udtalte Johannes Kjærbøl i ovennævnte skrivelse af 6. februar 1942, at han ville anse det for rigtigst, at sagens videre behandling overgik til justitsministeriet, såfremt man besluttede sig til at gå over til udbetaling af understøttelsen med faste beløb, hvorved man helt ville forlade den allerede bestående tilknytning til almindelige forsørgelsessynspunkter. Dette forslag lod sig, jfr. ovenfor side 20 i Johannes Kjærbøls redegørelse, imidlertid ikke gen-nemføre.

Kommunistudvalgets stilling til understøttelsesordnlngen.

Det af rigsdagen i medfør af § 2, sidste stykke, i lov nr. 349 af 22. august 1941 om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed nedsatte udvalg („kommunistudvalget") drøftede gentagne gange, understøttelsesordningen for de internerede kommunisters familier, herunder om ordningen burde overgå til et stats-kontor, jfr. nærmere „kommunistudvalget"s protokol (A. nr. 4).

I en skrivelse af 5. marts 1943 fra „kommunistudvalget" til justitsministeren (A. nr. 5) udtales bl. a.:

„Der er i udvalget enighed om, at den nuværende ordning af forsorgen for de interneredes familier både principielt og praktisk synes noget uheldig. Udvalget vil derfor sætte pris på, hvis justitsministeren under den forhandling, som ministeren tidligere har lovet udvalget at ville føre med socialministeren angående dette forhold, vilde fremhæve, at den almindelige forsorgslovgivning ikke tager sigte på forhold som de her foreliggende. Man er i udvalget vel klar over, at socialministeren gennem særlige henstillinger til kommunerne har søgt at skabe en ordning på dette område. Udvalget finder imidlertid, at en ordning burde gennemføres fra statens side i forbindelse med interneringslovgivningen."

Afhøringen af Thune Jacobsen.

Under henvisning til Thune Jacobsens, Johannes Kjærbøls og „kommunistudval-gef's stilling til spørgsmålet om understøttelsesordningens overgang til justits-ministeriet har kommissionen under afhøring af Thune Jacobsen (st. 85—88) søgt at få klarlagt, hvorfor understøttelsesordningen forblev under arbejds- og socialministeriet, og hvorfra modstanden mod ordningens overførsel til justitsministeriet kom.

Thune Jacobsen udtaler under afhøringen, at han var villig til, ja, endog lidt ivrig efter at overtage understøttelsesordningen (st. 86), men at man i et ministermøde blev enig om, at ordningen skulle henlægges til arbejds- og socialministeriet (st. 85). Thune Jacobsen erindrer ikke, hvorfra modstanden mod ordningens overførsel til justitsministeriet kom (st. 86). Herom udtaler folketingsmand Kristen Amby (st. 88), der som medlem af „kommunistudvalget" deltog i en drøftelse med justitsministeren om dette problem, at han erindrer, at en embedsmand, en kontorchef fra social-ministeriet, „af departementale grunde i hvert fald ikke var indstillet på den tanke, at det skulle overgå til justitsministeriet" (st. 88). Folketingsmand Kristen Amby

udtaler endvidere under afhøringen, at „det ikke skal undre mig, om modstanden er kommet fra departementale kræfter, hvis synspunkt var dette, at da man iøvrigt havde så mange udgifter ved lejren, behøvede man ikke at lave et særligt kontor for denne understøttelse", (st. 88).

Størrelsen af understøttelsen.

For at tilvejebringe oplysninger om størrelsen af den understøttelse, der ydedes til de internerede kommunisters familier, har kommissionen fra Københavns kommunes socialdirektorat, forsåvidt angår den fra Københavns kommune ydede understøttelse, indhentet en udtalelse herom, jfr. socialdirektoratets skrivelse af 20. februar 1950 (A. nr. 7) med bilag, der indeholder en summarisk opgørelse over den i 6 typiske tilfælde ydede understøttelse med angivelse af familiens størrelse og indtægtsforhold forud for interneringen.

Overretssagfører Cohns anklager mod Laurits Hansen.

Et nyt moment fremkom i sagen i forbindelse med straffesagen mod hofjæger-mester Sehested, idet dennes forsvarer, overretssagfører Cohn, under sagen, således som denne er refereret i ,,Sorø Amtstidende" den 26. marts 1947, frem satte følgende påstand:

Denne udtalelse blev dementeret af fhv. socialminister Laurits Hansen i „Sorø Amtstidende" den 28. marts 1947 (A. nr. 11), men gentaget af overretssagfører Cohn i samme blad den 29. marts (A. nr. 13). Den 31. marts fremkom der endvidere demen-tier fra folketingsmændene Hans Hedtoft og Alsing Andersen samt hr. Axel Olsen (A. nr. 14).

„Foranlediget heraf skal man meddele, at rigsadvokaten efter stedfunden undersøgelse overfor justitsministeriet har oplyst, at der ikke foreligger materiale vedrørende fhv. minister Laurits Hansen udover de i den mod Henning Dalsgaard verserende straffesag indeholdte oplysninger, hvoraf fremgår, at Laurits Hansen har haft forbindelse med Dalsgaard og gennem ham stiftet bekendtskab med Meissner.

Det bemærkes, at politiadvokat N.A. Poulsen overfor rigsadvokaten har oplyst, at der ikke, som det synes at fremgå af udtalelser fremsat af overretssagfører Paul G. Cohn under straffesagen mod Jørgen Sehested m.fl., foreligger yderligere materiale til belysning af Laurits Hansens forhold under besættelsen."

Afhøring af ors. Cohn og Laurits Hansen.

I møder den 14. og 15. august foretog kommissionen herefter afhøringer af over-retssagfører Paul G. Cohn og fhv. socialminister Laurits Hansen, idet man under afhø-ringen af overretssagfører Cohn navnlig søgte at skaffe klarhed over, hvorpå over-retssagføreren byggede de af ham i pressen, jfr. foran, fremsatte anklager mod hr. Laurits Hansen. Overretssagfører Cohn udtalte under afhøringen bl. a.: „De oplys-ninger, jeg har — det er ikke mine egne — er ting, jeg har fået at vide, jeg kan ikke garantere for sandheden" (st. 16), idet han iøvrigt henviser til en rapport af en afhø-ring af dr. Meissner (st. 19), hvilken rapport i uddrag er optrykt som A. nr. 21. End-videre henviser Cohn til et diktat fra dr. Meissner, nedskrevet af den hollandske arre-stant van Bahlen, hvilket diktat kommissionen anmodede om at få lejlighed til at gøre sig bekendt med (st. 21). Endelig henviser overretssagfører Cohn — foruden til afhøringer foretaget ved „den ekstraordinære kommission" (st. 15), hvormed forment-lig sigtes til de som bilag A. nr. 16 optrykte afhøringer ved den ekstraordinære undersøgelseskommission i sagen mod kontorchef Niels Lindberg — til oplysninger „fra politisk side", hvilke kilder overretssagføreren under afhøringen dog

Side 24

 ikke ønskede at præcisere nærmere (jfr. herom nærmere st. 30 S.).

De fremkomne anklager.

De fremkomne anklager drejer sig, som det fremgår af fornævnte avisartikel og Cohns udtalelser til kommissionen, navnlig om følgende: At forhenværende minister Laurits Hansen havde intime forhandlinger med tyskerne om, at socialdemokratiet ved en kommende europæisk nyordning skulle være det eneste tilladte parti i landet (st. 28 og A. nr. 10), at Laurits Hansen „har været ude om statsministerposten i en af tyskerne godkendt socialdemokratisk regering" og „stærkt har modarbejdet Hedtoft hos tyskerne" (st. 30 og A. nr. 14). Endvidere den i efteråret 1940 etablerede kontakt med dr. Meissner (st. 15), de stedfundne rejser til Berlin (st. 16) samt endelig delta-gelse i middage med dr. Meissner og dr. Best og den drøftelse af arbejdslønningerne, der skal have fundet sted under en af disse middage.

Påstand om socialdemokratiet som eneste tilladte parti.

„at afhørte udtalte, men bestemt modsatte sig optaget i rapporten, at det fra visse tyskere, henhørende til dr. Bests omgivelser, var ham positivt bekendt, at der på eet eller andet tidspunkt havde fundet visse forhandlinger sted om, at socialdemokratiet i tilfælde af en tysk sejr skulle opnå anerkendelse som enhedsparti. Ligeledes udtalte han, at han fra Meissner har erfaret, at initiativet til Hedtofts oprindelige fjernelse ikke var taget fra tysk side, men dels fra Sehesteds, dels fra selve socialdemokratiet, idet Laurits Hansen skal have lagt pres på Meissner for at udvirke en tysk aktion mod Hedtoft."

I den forannævnte foranlediget af overretssagfører Cohns udtalelser gennem Ritzaus Bureau udsendte meddelelse ønsker folketingsmændene Hans Hedtoft og Alsing Andersen, „der var socialdemokratiets ansvarlige forretningsførere henholds-vis fra besættelsestidens begyndelse til 8. februar 1941 og fra 8. februar 1941 til besættelsens ophør, kategorisk at tilbagevise disse påstande som grebet ud af luften. Socialdemokratiets ledelse har hverken direkte eller indirekte ført sådanne forhand-linger eller bemyndiget nogen dertil." (A. nr. 14).

Laurits Hansen betegner de nævnte anklager som „løgn og sludder", og han fortsætter:

„Det hele er faktisk væv op ad vægge og ned ad stolper. Der er ikke noget konkret at tage i, han (Cohn) kan løbe fra det altsammen, når det kommer for domstolene. Men jeg må lige tilføje, at jeg vil hellere svare på det konkrete. Med hensyn til det første angreb, han rettede, at jeg plejede forhandling med tyskerne om social-demokratiet som det eneste tilladte parti, kan jeg i et og alt henholde mig til mit dementi, som også står i „Sorø Amtstidende"." (st. 49).

I forbindelse med behandlingen af ovennævnte spørgsmål bemærkes, at det i referatet af en afhøring ved den ekstraordinære undersøgelseskommission anføres, at Henning Dalsgaard „besidder en del oplysninger „vedrørende socialdemokratiets

Under henvisning hertil har kommissionen udbedt sig disse oplysninger tilstillet fra Henning Dalsgaard (A. nr. 17), der (A. nr. 18) har henvist til en fortrolig rapport om hans samtale med landstingets formand, fhv. minister Steincke, i Vestre Fængsel den 14. oktober 1945.

Den nævnte rapport, hvortil henvises, er herefter modtaget fra overretssagfører F. Dragsted og er optrykt (A. nr. 19) sammen med en fra landstingets formand indhentet udtalelse (A. nr. 20).

Laurits Hansens samtaler med Meissner i Asserbo.

Et andet anklagepunkt mod Laurits Hansen var den i efteråret 1940 etablerede kontakt med dr. Meissner. Overretssagfører Cohn oplyser (st. 15), at efter hvad der er ham meddelt, begyndte denne kontakt under begges ophold i Asserbo, og Cohn refererer et notat fra Sehestedsagen, i hvilket der tales om 16 dages samvær med Laurits Hansen (st. 15).

Laurits Hansen forklarer herom nærmere, at han tidligere havde drøftet hele den dengang foreliggende situation med statsminister Stauning (st. 75), og da han modtog en henvendelse om et møde med dr. Meissner fra Henning Dalsgaard, der på det tidspunkt var sekretær eller direktør for Dansk-Tysk Pressebureau (st. 74), følte han, at han måtte „gribe denne lejlighed", (st. 75). Etablering af kontakten foretoges som nævnt af Henning Dalsgaard (jfr. herom bl. a. også Henning Dalsgaard A. nr. 15, bilag 3 (s. 117), samt dr. Meissner (A. nr. 16 s. 125) (A. nr. 21 s. 151). Henning Dals-gaard omtaler (A. nr.15 s. 117), at kontakten indledtes gennem ham efter henven-delse fra Ernst Berg, De samvirkende Fagforbund, og Alex Christiansen, hvilket Laurits Hansen dog ingen mening har om (st. 75).

Mødet afholdtes i Asserbo, hvor dr. Meissner på det tidspunkt boede (jfr. Meissner s. 151) under et ferieophold, og Laurits Hansen forklarer på spørgsmålet om, hvorfor han ville foretrække at tale med Meissner i Asserbo: „Fordi jeg ikke brød mig om at vise mig sammen med ham herinde. Det var der ingen, der gjorde — jeg gjorde det i hvert fald ikke." (st. 53).

Om formålet med mødet udtaler dr. Meissner, at mødet efter hans opfattelse var „ønsket af Laurits Hansen, for at han kunne orientere sig overfor de tyske myndig-heder i Danmark, idet man på det tidspunkt så, at man var nødt til at have kontakt, såfremt man ville bevare indflydelsen på alle de danske arbejdere, som dengang begyndte at rejse til Tyskland for at finde beskæftigelse dér." (A. nr. 21).

Tysklandsrejserne.

Laurits Hansen forklarer nærmere herom: „Min stilling var afgjort, inden jeg traf dr. Meissner. Jeg måtte følge den politik, der var lagt her, og det var at komme igennem på bedst mulig måde. Det var det, jeg stræbte efter, at følge de direktiver, der var givet af rigsdag og regering." (st. 55). (Om at man skulle undgå „Protektorat Däne-mark", herom Laurits Hansen st. 67).

„Samtalen drejede sig" — meddeler Meissner — „om danske og tyske sociale emner", og i samtalens løb fremførte kpt. (Meissner) ideen om, at man fra „De samvirkende Fagforbund"s side selv skulle tage ned på en studierejse til Tyskland for at se på forholdene der. Tanken blev ikke afvist af Laurits Hansen." (A. nr. 21).

Laurits-Hansen erindrer, at han sagde til Meissner:

„Ja, det er jo tyskerne, der er herrer her i landet, men lad mig sige til Dem, at De kan få os til meget, men de kan aldrig få mig længere, end at jeg frit kan se mine kammerater i øjnene," (st. 55), og der blev iøvrigt „talt om vejr og vind og alt muligt, og så kom dr. Meissner ind på studierejserne, at det vilde være gavnligt for os danske at komme derned og se, -

- hvad der var nået i Tyskland; det diskuterede vi frem og tilbage. Men det, der var over det hele, var den udtalelse, jeg citerede før; den indledte jeg med og sagde til dr. Meissner, at det var for mig ledestjernen." (st. 67).

Initiativet til Tysklandsrejserne kom således ikke fra dansk side (st. 57). Det var noget i høj grad ubehageligt, og Laurits Hansen prøvede at holde det hen, til han havde talt med Stauning om det. Stauning svarede ifølge Laurits Hansen:

„Der er ikke noget at gøre; så hårdt det ligger i øjeblikket, kommer vi til at bide i det sure æble, men det, du skal gøre, er at få nogle af arbejdsgiverne med, så er der balance i tingene." (st. 57).

Den første rejse kom herefter i stand i efteråret 1940; den gik til Berlin og derfra til Mecklenburg. (Meissner A. nr. 21, s. 152). „I de nærmest følgende måneder blev yderligere to fagforeningsdelegationer inviteret til Tyskland. Den første af disse studiegrupper afrejste om foråret til Tyskland". „Den næste studiegruppe rejste kort tid efter til Tyskland." (Meissner A. nr. 21, s. 152).

„Sammensætningen af arbejderrejserne til Tyskland aftaltes", siger Henning Dals-gaard i en redegørelse (A. nr. 15, bilag 3), „med Stauning og Laurits Hansen (via Ernst Berg og Alex Christiansen), inden invitationerne udsendtes" (jfr. herom også Dalsgaard A. nr. 16, s. 123 og 124). Denne udtalelse blev i kommissionens møde forelagt Laurits Hansen, der bemærkede: „Det sidste passer i hvert fald ikke. Det var blot invitationerne, dem fik jeg forelagt, som de skulle være. Jeg fik opgivet, at de og de personer skal med (fra Meissner). Om der har været forhandlet med Ernst Berg om det, ved jeg ikke, med mig har der ikke været forhandlet." (at. 43).

Under den første rejse var man enig om, at „arbejdsgiverne og De samvirkende Fagforbund skulle invitere dr. Meissner og hans frue, der var førere under turen, når vi kom hjem. Og det skete. Det skete inde i studenterforeningen, for det skulle ikke være på noget officielt sted, og det var i al beskedenhed; en festlighed kan det ikke kaldes, det kan nærmest karakteriseres som en gang ,,tak for mad" ", og ved denne lejlighed fik dr. Meissner som tak overrakt en porcelænsfigur (st. 73), jfr. herom iøvrigt Jens Strøm (A. nr. 16, a. 130) og Meissner (A. nr. 21, s. 152).

Foruden de nævnte rejser gav den ved mødet i Asserbo indledede kontakt sig navnlig udslag i en udveksling af fagblade (jfr. bl. a. Meissner A. nr. 21, og Laurits Hansen st. 59) og i afholdelse af nogle „kontaktfrokoster", hvorom Laurits Hansen nærmere forklarer:

„Som konsekvens af Tysklandsrejserne har der en tre-fire gange været afholdt nogle sammenkomster hos dr. Meissner i Gentofte: deltagerne var alle tidligere deltagere i Tysklandsrejserne. De blev indbudt telefonisk, og i hvert fald kpt. (Laurits Hansen) blev indbudt af Meissner personlig. Stauning udtalte, at man ikke kom uden om at gå der, men når det blot blev rapporteret til ham, hvad der skete ved sammenkomsterne, så skete der jo heller ingen skade ved det. Ved enkelte andre lejligheder har der af Meissner været arrangeret frokoster hos Henning Dalsgaard, når fremtrædende personligheder fra arbejdsfronten var heroppe. Det var den samme kreds, der blev indbudt eller rettere tilsagt til disse sammenkomster, der iøvrigt fra dansk side blev benyttet til at sige tyskerne nogle sandheder. Tonen overfor tyskerne var meget frimodig." (Laurits Hansen nr. A. 16, s. 123, jfr. endvidere Laurits Hansen st. 71).

I tilslutning til disse „kontaktfrokoster" udsendte dr. Meissner invitation til middag kort før sin afrejse fra landet, ved hvilken lejlighed dr. Meissner præsenterede dr. Best for ledelsen af den danske arbejderbevægelse (A. nr. 21, s. 154).

Det er om denne middag, overretssagfører Cohn ifølge „Sorø Amtstidende" udtaler, at han „ved, at hr. Axel Olsen sammen med andre ledende socialdemokrater

Udtalelser i denne retning er under tjenestemandssagen mod Niels Lindberg frem-sat af direktør Orla Buhl (s. 127), Ernst Berg (s. 132) og Jens Strøm (s. 131). Axel Olsen har i „Sorø Amtstidende" for den 31. marts 1947 tilbagevist dette angreb med føl-gende erklæring:

„Dr. Best har ikke ved den givne lejlighed bedt mig om noget som helst, så lidet som nogen anden af de tilstedeværende, og jeg har selvfølgelig heller ikke bedt Dr. Best om noget som helst. Det hele er det pure opspind. Derimod blev visse af dr. Best fremsatte sympatiske udtalelser om ophjælpning af arbejdernes sociale standard netop af mig stærkt tilbagevist med bemærkning om, at det var en misforståelse, hvis man troede, at danske arbejdere ville modtage hjælp fra tysk side, af hvad art den end var." (A. nr. 14, s. 113), og Laurits Hansen forklarer om dette spørgsmål:

„Ved sammenkomsten med dr. Best tilbød denne arbejderrepræsentanterne en generel lønforhøjelse, der skulde gennemføres ved tysk diktat, således som det var sket i Czechoslovakiet, endda uden at der i denne forbindelse lige så lidt som ved andre lejligheder fra tysk side til gengæld blev forlangt nogen særlig loyalitet eller tilpasning fra arbejderbevægelsens side. De tilstedeværende med Axel Olsen og kpt. i spidsen tog meget stærkt til orde imod dette tilbud, idet de henviste til, at fag-bevægelsen førte sin egen lønpolitik, i hvilken man frabad sig enhver indblanding." (A. nr. 16, s. 123). Se herom endvidere P. Andersen (s. 120), Henning Dalsgaard (s. 124 og 123), arbejdsdirektør Korsgaard (s. 128), Kjærbøl (s. 129), Ernst Berg (s. 132) og Joseph Andersson (s. 134).

Dr. Meissner har til en rapport af 26. oktober 1945 forklaret, at under middagen „blev såvel de sociale som de politiske forhold Danmark og Tyskland imellem disku-teret".

I en rapport af 30. december 1946 uddyber Meissner sin forklaring:

„Samtalen var i første række en abstrakt drøftelse af sociale og økonomiske pro-blemer, herunder også pris- og lønspørgsmål. Nærmere udspurgt erklærede Meiss-ner, at han vel ikke erindrer detailler, men at det forekommer ham særdeles rimeligt, at også den konkrete overenskomstsituation blev drøftet. Ved nærmere eftertanke forekom det ham, at der fra dansk side blev „gjort rede for de aktuelle bekymringer".

Under en gennemgang af de tidligere herom afgivne forklaringer benægter han bestemt, at der fra tysk side har været fremsat noget som helst tilbud eller været næret noget ønske om indblanding i danske lønforhandlinger. Dette vilde ligge ganske udenfor den politik, der på daværende tidspunkt blev ført. På den anden side mener han heller ikke, at der fra dansk side har været fremsat nogen direkte anmodning om sådan indblanding. Han erkender dog, at han ikke behøver at have hørt det, såfremt det fra dansk side mere formløst er henkastet, at en sådan ind-blanding ikke vilde være uvelkommen. Det bemærkes herved, at Meissner udtalte, at indklagede kunne tale tysk og muligt kan have gjort det den aften. Alle replikker behøver derfor ikke at have passeret ham. Han tilføjer, at De samvirkende altid var særdeles forsigtige." (A. nr. 16, s. 129—130 og st. 63 om, hvad der kan indlægges i denne udtalelse).

Dr. Meissners forklaring blev i kommissionens møde oplæst for Laurits Hansen, der besvarer spørgsmålet angående danske udtalelser om indblanding i lønforhand-lingerne: „Må jeg blot sige, at der hverken direkte eller indirekte er fremsat noget sådant, men der er tværtimod sket det, at da sagen blev luftet fra dr. Bests side med henvisning til, hvad der var sket i Czechosloyakiet, blev han straks afvist

I kommissionens møde den 15. august 1947 oplyste Laurits Hansen iøvrigt, at han foruden at dementere de fremsatte anklager havde tilskrevet den daværende justits-minister, Elmquist, og havde forhandlet med rigsadvokat Pihl, om der i politiets arkiv skulle foreligge noget i den retning, og han havde som svar herpå modtaget en erklæring fra rigsadvokaten. Erklæringen, der af Laurits Hansen blev forelagt kommissionen, har følgende ordlyd:

„På derom fremsat begæring skal jeg herved oplyse, at anklagemyndigheden ikke er i besiddelse af materiale vedrørende fhv. socialminister Laurits Hansen, som af Jørgen Sehesteds forsvarer, overretssagfører Cohn, i retsmødet den 26. marts 1947 i Københavns byret antydet." (A. ur. 12).

de i Nordsøen sejlende danske handelsskibe skulle bevæbnes med luftværnsskyts, ''således at de kunne forsvare sig, hvis de blev angrebet, navnlig fra luften". Sagen blev behandlet i et ministermøde den 23. september 1941 (ministermødeproto-kollerne, ber. IV A. 449), og om dette ministermøde beretter Halfdan Hendriksen i sin redegørelse (A. 156—157):

Kravets fremsættes 2. gang.

Efter at det tyske krav således var blevet afvist, blev det for anden gang rejst i december 1941, og det blev drøftet i ministermøder den 22. december 1941, 13. januar og 6. februar 1942, jfr. tilførslerne til ministermødeprotokollerne (ber. IV A. 456 — 459).

Ifølge Halfdan Hendriksens redegørelse (A. 157) oplyste udenrigsministeren (Scavenius) under forhandlingerne, at danske skibe på rejser mellem havne på Elben og Maas forlangtes bevæbnet med tyske kanoner, der skulle betjenes af tysk mandskab. Halfdan Hendriksen gik stærkt imod de fremsatte tyske krav (uanset om tysk eller dansk mandskab) og henviste til, at svenske skibe, der besejlede de samme ruter, ikke var bevæbnede.

Om de enkelte ministres stilling til kravet oplyser Halfdan Hendriksen (A. 157):

„Forsvarsministeren (Søren Brorsen) erklærede, at han var enig med mig (Halfdan Hendriksen) i mine betragtninger, og at man burde nøjes med at forsyne skibene med afværgeballoner. Landbrugsministeren (Bording) mente, at udenrigsministeren (Scavenius) havde uret. At gå ind for det stillede krav var på grænsen af at tvinge os ind i krigen. Udenrigsministeren var nu meget ubehersket i sine

Uppfattningen om att rätten till modstand mod de krigsförandes utövning av prisrättsliga befogenheter endast tillkommer handelsfartyg tillhörande de krigs-förande själva bekräftas även av bestämmelserna i det tyska prisreglementet. Av artiklarna 36 och 37 i 1939 års „Prisenordnung" fremgår nämligen, att modstand från neutral handelsfartygs sida i och för sig medför fartygets uppbringning och konfiskation samt att det över huvud taget behandlas som fientligt handelsfartyg. Därjämte framgår av den anmärkning, som finnes införd under artikel 76 i den av Eckardt och von Stauffenberg utgivna editionen av det tyska prisreglementet, att våldsamt modstand från neutral fartygs sida är kriminaliserat jämtlikt tysk ratt („die Schuldigen unterliegen der kriegsrechtlichen Aburteilung"), medan denna påfölid för krigsförandes handelsfartyg däremot endast indträder, därest dessa gå anfallsvis tillväga."

Under henvisning til det standpunkt, som den svenske regering herved havde indtaget, understregede Halfdan Hendriksen overfor Scavenius, at det måtte være let at afvise de tyske krav. (A. 158).

I ministermødet den 6. februar 1942 vedtog man svaret til tyskerne; dette, der var et afslag på det tyske krav, skulle kun afleveres, såfremt der opstod en situation, der krævede, at det blev afleveret. (Ministermødeprotokollerne ber. IV A. 459). Det meget udførlige svar (A. 171 f) blev afleveret til tyskerne den 25. marts 1942.

Kravets fremsættelse 3. gang.

Sagen blev imidlertid den 9. april 1942 for tredie gang rejst af tyskerne, der krævede, at de skibe, der sejlede på Rotterdam, blev forsynet med tysk luftværn. Kravet blev behandlet i ministermøder den 10. april og den 20. juni 1942. (Minister-mødeprotokollerne, ber. IV A. 463 og 470). Der var ikke indtrådt nogen ændring i det danske standpunkt, ligesom tyskerne fastholdt deres. Ifølge Halfdan Hendriksens redegørelse (A. 159) skiftede sagen imidlertid karakter, idet man fra tysk side akkviescerede ved en da truffen ordning, som gik ud på, at danske skibe, der sejlede i Nordsøfarten, forsynedes med „afværgeballoner", hvilket man hverken fra regeringens eller fra redernes side havde haft noget at indvende imod, idet det her drejede sig om en rent defensiv foranstaltning. Afværgeballonerne vanskeliggjorde det for flyvemaskiner at komme ind over skibet og ramme det med bomber. Endvidere var der truffet visse aftaler med hensyn til formerne for konvojering af skibene, og hvilke konvojer de danske skibe kunne deltage i. Denne ordning, der ikke medførte bevæbning af danske skibe, blev godkendt af hele ministeriet.

Kravets fremførelse 4. gang.

I slutningen af september 1942 blev ifølge Halfdan Hendriksens redegørelse (A. 159) kravet om bevæbning af danske handelsskibe fremsat af tyskerne for fjerde gang. Det var ifølge meddelelse til udenrigsministeren den tyske marine, der krævede, at i hvert tilfælde en del af skibene, der sejlede på Rotterdam, blev armeret. Ministermøde afholdtes den 26. september 1942, og ministermøde-protokollerne indeholder om mødet følgende tilførsler (ber. IV A. 476):

„Den danske minister i Berlin, Mohr, deltog i mødet. Minister Mohr meddelte, at han havde haft en samtale med von Ritter, som herunder havde udtrykt sin forundring over, at Danmark var gået imod at danske skibe på Rotterdamfarten blev bevæbnede.

Værnemagten havde nu rejst krav om, at enkelte skibe blev bevæbnede, når værnemagten fandt det fornødent, og hvis kravet ikke blev imødekommet, vilde et afslag få meget alvorlige konsekvenser. Arbejdsministeren gjorde rede for en sam-menkomst, han havde haft med minister Mohr og gesandt Schnurre i Berlin om spørgsmålet.

Undervisningsministeren gjorde den opfattelse gældende, at der ikke var nogen saglig begrundelse for kravet, der måtte opfattes som en politisk handling. Stats-ministeren mente, at det var farligt at lade enkelte skibe bevæbne. Minister Mohr forlod mødet.

Udenrigsministeren betonede, at det nu drejede sig om enten at følge den politik, som hidtil havde givet Danmark en gunstig stilling, eller at gøre brud på den hidtil fulgte politik med det resultat, at Danmark kom ud i tilstande, der svarede til dem, som andre lande var blevet underkastet. Spørgsmålet skulde behandles på et nyt møde den følgende mandag, hvor der skulde træffes afgørelse."

Om ministermødet den 26. september 1942 beretter Halfdan Hendriksen i sin redegørelse (A. 159):

„Mødet med minister Mohr blev afholdt den 26. september, og alle ministrene var til stede. Efter at statsministeren (Buhl) havde anmodet minister Mohr om at redegøre for det tyske krav, således som det nu var formuleret, udtalte Mohr, at ambassadør Ritter havde haft en samtale med ham og havde krævet delvis bevæbning af vore handelsskibe. Hidtil havde man renonceret på en generel bevæbning af de danske skibe, men nu måtte man kræve, at i hvert fald en del af disse skibe blev bevæbnede. Forholdet måtte og skulde ordnes og det straks, helst allerede i dag. Konsekvenserne af en nægtelse vilde blive yderst alvorlige, idet tyskerne vilde rekvirere skibene og nægte os kul, og endvidere kunde man frygte yderligere, yderst alvorlige konsekvenser. Arbejdsministeren (Kjærbøl) udtalte, at han i Berlin under sit ophold dér havde talt uofficielt med en førende tysk udenrigsministeriel embeds-mand om sagen. Den pågældende havde fremstillet sagen for ham med megen alvor, men han havde ikke optaget nogen forhandling. Jeg (Halfdan Hendriksen) gik meget stærkt imod kravet som ved tidligere lejligheder og erklærede, at jeg ikke vilde være med til at imødekomme det. Jeg redegjorde udførligt for mit synspunkt og fremførte alle de argumenter, der talte for mit standpunkt. Jeg advarede ministeriet imod at gå ind for det tyske krav, og jeg hævdede, at jeg foretrak at tage de deraf følgende konsekvenser, hvor alvorlige de end måtte være. Det var ikke bombarde-ment fra luften, men flydende miner, der havde ødelagt danske skibe i den senere tid. Sverige havde heller ikke bevæbnet skibene og agtede ikke at gøre det. Rederne og søfolkene vilde iøvrigt heller ikke sejle med bevæbnede skibe — og hvad så! Vi gik ind i krigen, hvis vi bevæbnede skibene.

Forsvarsministeren (Søren Brorsen) erklærede sig helt enig med mig. Trafik-ministeren (Gunnar Larsen) mente, man måtte bøje sig. England vilde sikkert forstå vor stilling. Minister Mohr udtalte derefter, at det var hans opfattelse, at Tyskland gerne så, vi sagde nej, for så kunde man tage vore skibe og nægte os kul. Stillingen var yderst alvorlig for os. Udenrigsministeren (Scavenius) var enig med Mohr. Vi kunde jo protestere. Undervisningsministeren (Jørgen Jørgensen) mente ikke, at Tyskland havde nogen særlig begrundelse for sit krav, der vilde lede os ud i et uføre. Finansministeren (Alsing Andersen) var yderst betænkelig og mente ikke, man burde bøje sig. Statsministeren (Buhl) var betænkelig ved, at enkelte skibe blev bevæbnet. Det var næsten værre end at bevæbne dem alle. Landbrugsministeren (Bording) mente, at vi ikke kunde sejle under dansk flag med bevæbning, så måtte der sejles under tysk flag. Indenrigsministeren (Knud Kristensen) havde den opfattelse, at man ikke kunde nøjes med en protest. Man kunde lige så godt sige nej. Minister Mohr gentog, at konsekvenserne af et nej vilde være uoverskuelige. Statsministeren bemærkede, at man en gang imellem måtte løbe en risiko. Jeg fastslog atter, at vi måtte sige nej uden hensyn til konsekvenserne. Sluttelig udtalte minister Mohr, at vi efter hans opfattelse måtte bøje os for kravet under protest. Tvang må man finde sig i, og vi var jo under tvang. (Her forlod minister Mohr mødet, der derefter fortsattes)

Statsministeren udtalte nu, at det var et meget svært spørgsmål, men han for sit vedkommende fandt, at konsekvenserne vilde blive farligst, hvis vi gik ind for

I løbet af dagen den 28. september 1942 afholdtes der 3 ministermøder, og herom indeholder ministermødeprotokollerne følgende tilførsler (ber. IV A. 476—77):

„Møde i statsministeriet mandag den 28. september 1942, kl. 10.30. Stats-ministeren udtalte, at der efter hans mening var to ting, som vi med hensyn til bevæbning af danske handelsskibe ikke kunde gå med til, nemlig at lade danske skibe under dansk flag og dansk neutralitetsmærke sejle med tysk bestykning, betjent af tyskere, og ejheller at tvinge danske søfolk til at sejle med skibene. Handels-ministeren sluttede sig til statsministeren.

Udenrigsministeren så ingen anden udvej end at pålægge rederne at lade skibene sejle under de af tyskerne givne vilkår.

Forsvarsministeren anførte enkelte citater fra det udkast til note, som i sin tid var udarbejdet af udenrigsministeriet, og som argumenterede mod det tyske krav. Trafik-ministeren pegede på, at dansk politi fangede engelske faldskærms-jægere og afleverede dem til tyskerne. Undervisningsministeren gik stærkt imod udenrigs-ministerens standpunkt. Sagen skulde forhandles ved et nyt møde kl. 14.

Møde i statsministeriet mandag den 28. september 1942, kl. 14. Minister Mohr var til stede. Kirkeministeren var fraværende. Statsministeren meddelte, at de siden mødet den 26. september stedfundne drøftelser havde ført til, at der indenfor regeringen var overvejende enighed om, at man ikke kunde lade bevæbnede skibe sejle under dansk flag, og at man ikke kunde tvinge danske besætninger om bord i sådanne skibe ved tvang.

Under den fortsatte drøftelse udtalte minister Mohr, at det efter hans opfattelse var nødvendigt at fremkomme med et forslag overfor tyskerne. Mødet resulterede i, at statsministeren og handelsministeren samt minister Mohr og direktør Svenningsen optog en forhandling med rederne.

Møde i statsministeriet mandag den 28. september 1942, kl. 20.

Statsministeren refererede forløbet af forhandlingerne med rederne vedrørende bevæbning af danske handelsskibe. Resultatet var blevet, at rederne

Om de 3 ministermøder den 28. september 1942 indeholder Halfdan Hendriksens redegørelse følgende oplysninger (A. 160 f.):

I dette møde deltog også minister Mohr. Statsministeren meddelte minister Mohr de synspunkter, ae politiske ministre havde gjort gældende vedrørende danske skibes bevæbning, og udtalte, at den langt overvejende del af regeringens medlemmer ikke kunde gå med til de tyske krav. Minister Mohr mente, at hvis vi indskrænkede os til at sige nej uden at indlade os i forhandlinger, vilde vidtrækkende konsekvenser blive følgen. Statsministeren fremhævede derefter, at vi ikke stillede os på det negative standpunkt at nægte forhandling, men blot nægtede at lade danske skibe under dansk flag sejle bevæbnede. Minister Mohr bemærkede hertil, at et positivt forslag fra dansk side i hvert fald var nødvendigt. Hertil udtalte jeg, at det var ugørligt at fremsætte et positivt forslag, forinden forhandlinger havde fundet sted med de danske redere. Arbejdsministeren gentog, at efter hans opfattelse vilde store dele af besætningerne nægte at sejle under tysk flag. Så alvorlig som situationen var, besluttede man på dette møde at indkalde rederne til en forhandling med statsministeren og mig, og denne forhandling fandt sted samme dag kl. 16 i stats-ministeriet.

Såvel statsministeren som jeg gjorde her nærmere rede for hele situationen.

Kl. 20 samme aften afholdtes et nyt ministermøde, hvor alle ministre var til stede, og hvor statsministeren indledede og gav oplysning om resultatet af sine og mine forhandlinger med rederne. Direktør Kørbing havde meddelt, at Dansk Dampskibsrederiforenings bestyrelse så således på det rejste spørgsmål om, som et kompromisforslag at tilbyde at afhænde et vist antal danske skibe til Tyskland, at det

Ved forhandlingernes afslutning blev der udarbejdet et notat, der skulle danne basis for de forhandlinger, minister Mohr snarest skulle indlede med tyskerne i Berlin. Forhandlingsgrundlaget havde følgende ordlyd (A. 175):

„Det tyske ønske går ud på, at de vigtigste danske skibe i Rotterdamfarten forsynes med antiluftskyts i de tilfælde, hvor dette skønnes militært nødvendigt. Den danske regering må stadig nære ganske overvejende betænkeligheder ved at indgå herpå, men foreslår, at en del af den tonnagemængde, der for tiden deltager i Rotter-damfarten, overdrages til Tyskland med ret og pligt til tilbageførsel til de danske rederier ved krigens afslutning, således at de økonomiske betingelser nærmere aftales. Det må dreje sig om skibe i et antal og af en tonnagemængde, der skønnes at svare til de undtagelsestilfælde i Rotterdamfarten, i hvilke Tyskland efter de hidtidige forhandlinger vilde have forlangt bevæbning.

Forudsætningen herfor skulde være, at den pågældende tonnage benyttes til kul-tilførsler til Danmark i samme udstrækning som hidtil, og det må blive Tysklands sag at arrangere sig med hensyn til skibenes bemanding.

Ved udvælgelsen af de pågældende skibe, hvorom nærmere aftale måtte træffes, skulde der drages omsorg for, at ikke et enkelt rederi eller en enkelt skibstype bliver særlig ramt, men at der finder en fordeling sted dels på de rederier, der hidtil har deltaget i Rotterdamfarten, dels på de deri anvendte skibstyper."

Minister Mohr rejste til Berlin den 29. september 1942 for at optage forhandlinger-ne med tyskerne, men umiddelbart efter hans ankomst til Berlin fik han underretning om, at den tyske fører havde anordnet, at den tyske gesandt i København straks skulle tilbagekaldes, og at den danske gesandt i Berlin ligeledes måtte forlade sin post. Baggrunden for disse skridt var den såkaldte telegramkrise, der er behandlet udførligt i ber. IV, s. 47—59, hvortil der henvises.

Spørgsmålet om bevæbning af danske skibe blev ikke senere genoptaget fra tysk side. Halfdan Hendriksen bemærker i slutningen af sin redegørelse, at kongen, der formentlig var orienteret om spørgsmålet af statsministeren og muligvis også af udenrigsministeren i et statsråd, hvor sagen iøvrigt ikke var rejst fra ministeriets side, gav udtryk for betænkeligheder ved sådanne foranstaltninger, som kunne• medføre risiko for krigstilstand for os overfor England, og kongen havde tilføjet, at tyskerne jo selv havde hævdet, at de overtog beskyttelsen af Danmark.

Scavenius` oplysninger vedrørende de tyske krav.

Da det af Halfdan Hendriksens redegørelse fremgår, at der var en betydelig uoverensstemmelse mellem den daværende udenrigsminister, Erik Scavenius, og de øvrige ministre ved de forhandlinger, som kravene om bevæbning af handelsskibe tyske krav gav anledning til, har kommissionen under en mundtlig afhøring anmodet Scavenius om en udtalelse om, hvorvidt han kan godkende Halfdan Hendriksens referat af de stedfundne begivenheder. Under afhøringen udtaler Scavenius, at han intet har at indvende mod referatet (st. 7), og han gør bl. a. følgende bemærkninger om sin stilling til det omhandlede spørgsmål:

„Forskellen i min og ministrenes stilling var den, at jeg ikke anerkendte deres folkeretlige og politiske betragtninger. For det første er denne påstand fra svensk side om, at neutrale skibe ikke kan bevæbnes, ikke rigtig, idet man vil kunne finde adskillige eksempler på, at neutrale skibe har været bevæbnet. Men dernæst kunde jeg heller ikke anerkende, at det skulde kunne fremkalde nogen krigsfare i forhold til England. Jeg vilde mene, at hvis skibene blev bevæbnet, vilde englænderne tage det ligesom landets besættelse. Man kunde egentlig sige, at danske skibe var en slags udflod af territoriet, når tyskerne besatte dem, og det var jo faktisk det, der vilde være sket, at de havde besat disse skibe, de skulde levere våben, da vi ingen havde — det var egentlig den indvending, vi klarede os igennem med i lang tid: at vi kunde ikke gå ind på dette forslag, for vi havde ingen våben til at bevæbne skibene med, men så sagde tyskerne: dem kan vi levere. At skibe fra et neutralt land, der var besat af tyskerne, også var blevet besat af tyskerne eller bevæbnet af dem, havde ikke for englænderne været nogen krigsårsag.

Derfor kunde jeg ikke dele disse betænkeligheder. Mine betænkeligheder var af mere materiel art, om jeg så må sige, idet jeg forudså en udvikling, hvor tyskerne vilde nægte os kul dernede fra, først og fremmest fra Rotterdam — det vil naturligt bortfalde — men også yderligere, og dernæst at de vilde tilegne sig vore skibe, og det var også af den grund, at jeg var imod dette forslag om, at man frivilligt skulde give dem nogle skibe, for det var ligesom at sige til dem: Ja, det er vejen, at I tager skibene."

Kommissionen har ikke gjort andre enkeltspørgsmål henhørende under inden-rigsministeriet under besættelsen til genstand for undersøgelse. De af daværende indenrigsminister Knud Kristensen til amtmændene udsendte cirkulæreskrivelser af 29. august 1940 og 30. september 1940 om samkvem med de tyske myndigheder er optrykt i bilagene (A. nr. 28 og nr. 29). Vedrørende statens civile luftværn forud for og i april 1940 henvises til ber. II s. 57—63, A. nr. 28—30.

Efter at kommissionen havde indledet sine undersøgelser, modtog den fra Entre-prenørforeningen en henvendelse af 5. oktober 1946 (A. nr. 36), hvori foreningen anmodede om fuldstændig opklaring af regeringens ønsker under krigen om indsæt-telse af danske entreprenører ved værnemagtsarbejder.

Det tyske krav om udførelse af værnemagtsarbejde.

Den tyske anmodning om dansk arbejdskraft til udførelse af arbejder for den tyske værnemagt fremkom umiddelbart efter Danmarks besættelse og blev behandlet i et ministermøde den 15. april 1940. Ministermødeprotokollen indeholder for det pågæl-dende møde følgende tilførsel (ber. IV A. 413): „Tyskerne havde anmodet om at få anvist arbejdskraft til anlæg af flyvepladser i Jylland. I modsat fald måtte de hente tyske arbejdere. Man var enig om at søge sagen ordnet, således at danske entre-prenørfirmaer påtager sig arbejdet og antager danske arbejdere på normal måde."

Christmas Møllers redegørelse.

Christmas Møller oplyser i sin redegørelse (A. nr. 34), at tyskerne havde truet med, såfremt danske arbejdere ikke blev stillet til disposition, enten at tvangsudskrive danske arbejdere til under tysk ledelse og kontrol at udføre de pågældende arbejder eller at lade indskrive tyske arbejdere.

Om ministermødet den 15. april 1940 beretter Christmas Møller iøvrigt:

„Denne fordring fra tysk side fremkom under den situation i ministeriet, at der var nogen uoverensstemmelse — hvis jeg må sige det således — ganske særligt mellem mig og de øvrige ministre om, hvorvidt man skulde sende en skrivelse til tyskerne, i hvilken man klart gjorde op, hvad landet var gået ind på den 9. april — ikke som en overenskomst, men som noget, man havde bøjet sig for under tvang (memorandumet og de 13 punkter), og i fortsættelse deraf skulde regeringen hævde, at hvis tyskerne kom med yderligere krav og krav, som ikke var i overensstemmelse med de ovennævnte 13 punkter, skulde man på forhånd meddele tyskerne, at man vilde sige nej til selv den mindste udvidelse. Dette synspunkt var ikke regeringens, og jeg tør sige, jeg stod nogenlunde ene med det. Regeringen var af den opfattelse, at man i hvert fald indtil videre måtte søge at manøvrere sig igennem. Det tyske krav om udførelse af de nævnte arbejder var man, hvad enten det skulde udføres på den ene eller den anden måde, meget betænkelig ved. Hvis det skulde være danske arbejdere, som blev tvangsudskrevet til at udføre arbejdet, var man ængstelig for, hvilke konsekvenser det kunde medføre overhovedet i landet, ligesom man også var ængstelig for, at tyskerne eventuelt skulde lokke med meget høje lønninger, og man ønskede overhovedet ikke, at danske — hvad enten det var arbejdere eller forret-ningsfolk eller myndigheder, bortset fra udenrigsministeriet — skulde i nogen som helst kontakt med tyskerne. Hvis tyskerne anvendte den anden omtalte frem-gangsmåde, nemlig at indskrive tyske arbejdere, var man ængstelig for, at det med en arbejdsløshed, som på det daværende tidspunkt herskede, skulde få ubehagelige følger, at man indskrev fremmed arbejdskraft, medens danske gik ledige.

I ministermødet, hvor man behandlede den pågældende sag, fremsatte jeg derfor den tanke, om man ikke kunde lade et eller måske flere af de danske entrepre-nørfirmaer udføre arbejdet, idet man jo der igennem vilde opnå, at der overhovedet ingen kontakt var mellem tyskerne og danske udover de pågældende firmaers ledelse. Denne tanke vandt tilslutning i ministeriet."

T. K. Thornsens redegørelse.

Civilingeniør T. K. Thomsen oplyser i sin redegørelse (A. nr. 32), at han den 16. april 1940 i sit firma Wright, Thomsen & Kier blev opsøgt af to tyske herrer, der fore-spurgte, om firmaet ville udføre arbejde for besættelsesmagten på 4 eller 5 flyve-pladser i Jylland. De tyske herrer oplyste, at deres opfordring til firmaet skete på foranledning af regeringen.

Civilingeniør T. K. Thomsen satte sig samme dag i forbindelse med statsminister Stauning, der ifølge T. K. Thomsens redegørelse erklærede, at det blev nødvendigt, at firmaet gik ind på at udføre de omhandlede arbejder. Stats-ministeren oplyste, at det ville være en ulykke for landet, hvis det ikke lykkedes at holde tyske arbejdere og arbejdsgivere ude. Statsministeren gjorde derhos opmærksom på, at hvis firmaet sagde nej (som Christiani & Nielsen havde gjort det), ville det uvægerligt — navnlig under hensyn til at T. K. Thomsen var næstformand i arbejdsgiverforeningen — medføre, at andre firmaer ej heller ville udføre arbejderne, hvilket let, jfr. tyskernes ovenfor omtalte trusler, ville medføre en nazificering af forholdene i landet.

T. K. Thomsen anførte overfor statsministeren, at det at bygge fæstningsværker var en fjendtlig handling mod Norge, og at det var ubehageligt at udføre arbejder af en sådan art, at „mine landsmænd havde lov til at spytte på mig, fordi jeg udførte dem".

Efter yderligere opfordring fra statsministeren erklærede T. K. Thomsen, at ville gå ind for arbejdet, såfremt Christmas Møller så på det på samme måde som stats-ministeren. Da Christmas Møller — stadig ifølge T. K. Thomsens redegørelse — var meget ivrig for, at firmaet skulle gå ind for de omtalte arbejder, blev resultatet, at firmaet Wright, Thomsen & Kier gik med til at påtage sig arbejdets udførelse. T. K. Thomsen havde forinden haft drøftelserne med ingeniørerne Kier og Wright.

Om det pres, der blev lagt på firmaet Wright, Thomsen & Kier udtaler Christmas Møller i sin redegørelse (A. 34), at udførelsen af arbejdet, "ikke blot skete på en kraftig opfordring af regeringen, men man kan sige efter et pålæg fra den".

Som nævnt foran (side 41) har civilingeniør Knud Højgaard under afhøring for kommissionen fremsat nogle bemærkninger om sit syn på de tyske krav om udførelse af værnemagtsarbejder og om den stilling, regeringen tog hertil, og der kan herom i det hele henvises til st. 77—84.

Om enkeltheder i den stilling, der fra regeringens forskellige politikeres og fra entreprenørforeningens side oprindeligt og i løbet af besættelsestiden blev taget til spørgsmålet om værnemagtsarbejde, kan henvises til præmisserne i højesterets dom af 3. juni 1949 i straffesagen mod entreprenørfirmaet Carlsen, Randers (A. nr. 38) og til de aktstykker fra straffesagen, som kommissionen har ladet optrykke > (A. nr. 39—48).

„Det står udenfor enhver tvivl, at det økonomiske samarbejde, der efter besæt-telsen den 9. april 1940 blev indledet, og som fortsattes under hele besættelsestiden, havde ubetinget tilslutning hos de i besættelsestiden fungerende regeringer, ligesom rigsdagens samarbejdende partier støttede denne politik. Det økonomiske samar-bejde med besættelsesmagten var en nødvendighed ikke alene på grund af, at besættelsesmagten faktisk havde den fysiske magt her i landet, men også og ikke mindst fordi opretholdelsen af det økonomiske liv og særlig industrien var afhængig af tilførsler fra Tyskland. Uden dette økonomiske samarbejde vilde de tyske magt-havere direkte selv have truffet bestemmelse om fordelingen af importen, hvilket vilde have været til ubodelig skade for landet såvel politisk som økonomisk.

Såvel de enkelte ministerier som erhvervsorganisationerne medvirkede loyalt til gennemførelsen af dette nødvendige økonomiske samarbejde, og jeg føler mig over-bevist om. at såvel embedsmændene i ministerierne som erhvervsorganisationerne på forespørgsel har udtalt sig i overensstemmelse hermed.

Hvad særlig angår entreprenørarbejderne for værnemagten i Jylland, var det en følge af regeringens stilling, at disse burde udføres af danske arbejdere og ledes af danske i Dansk Entreprenørforening stående entreprenørfirmaer. Man undgik herved, at større styrker tyske eller fremmede arbejdere blev tilført disse arbejdspladser med deraf følgende uheldige forhold, ligesom man undgik tysk arbejdsledelse. Det var endvidere for danske interesser en betryggelse, at ledelsen af værnemagtsarbej-derne blev dansk, idet man derigennem kunde opnå effektiv kontrol med, at avancen på disse arbejder blev begrænset i henhold til nærmere fastsættelse, ligesom man herved kunde sikre sig, at hovedorganisationernes lønoverenskomster blev over-holdt."