DEN AF TINGET UNDER 8. JANUAR 1948 NEDSATTE KOMMISSION

I HENHOLD TIL GRUNDLOVENS § 45

VII.

JUSTITSMINISTERIET
OG
RETSHAANDHÆVELSEN
 

UNDER BESÆTTELSEN

Forskrifter for kommissionen   6

Kommissionens medlemmer   8

Kommissionens beretning:

Indledende bemærkninger   10

Kommissionens medlemmer.

Skoleinspektør, nu statskonsulent Alfred Andreassen,

landsretssagfører Fr. Dalgaard

redaktør Holger Eriksen

sekretær Victor Gram

højskoleforstander, forretningsfører Poul Hansen (Grenaa)

forbundsformand Peder Knudsen

maskinarbejder Holger Larsen

togfører M. Larsen

sekretær Lindberg

maskinarbejder Th. Poulsen

gårdejer Niels Eriksen

gårdejer Jørgen Gram

dommer Holm

fhv. minister Arnth Jensen

landsretssagfører Thisted Knudsen

økonomiinspektør Ladefoged

forstander Johs. Larsen

sekretær Harald Nielsen

fængselspræst Kristen Amby

statsrevisor, nu borgmester Aksel Møller

lektor Karl Olsen

landmand Steen

overlæge Viggo Starcke

Endvidere er der af kommissionen foretaget en række afhøringer, der alle er optaget som bilag til beretningen. Som det fremgår heraf, er følgende afhørt: civildommer, fhv. justitsminister Harald Petersen, fhv. justitsminister Eigil Thune Jacobsen, departementschef i justitsministeriet Aage Svendsen, departementschef i justitsministeriet Eivind Larsen, borgmester, fhv. justitsminister Svend Unmack Larsen, vicefængselsdirektør Axel Hye-Knudsen, kst. fængselsinspektør Cuno Gjerstrup, fængselsinspektør Cai Jensen, borgmester Johannes Hansen, partisekretær Hartvig Sørensen, vicepolitiinspektør Glud-Johansen, politikommissær Jens Peter Jacob Odmar, fængselsdirektør Hans Tetens, politikommissær Hans Peter Andst, kriminaloverbetjent Max Laurits Janus Weiss, arbejdsmand Valentin Malmer, male-ren Ole Christian Riis, minister Nils Thomas Svenningsen, overbetjent Harald Verner Dinesen, overbetjent Christian Vilhelm Madsen, fængselsinspektør Alfred Klaudius Bentzen, fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius og kriminaldommer Emil Gustav Strøbech.

Da den mulighed ikke kunne udelukkes, at der på private hænder befandt sig andre dokumenter, der kunne være af betydning for kommissionens undersøgelser, lod kommissionen den 27. februar 1947 følgende meddelelse udsende gennem Ritzaus Bureau:

„Ritzaus Bureau et anmodet om at udsende følgende:

- På dertil given foranledning anmoder den af folketinget nedsatte parlamen-tariske kommission om, at dokumenter, som på grund af forholdene under den tyske besættelse er

fjernet og endnu måtte befinde sig hos private, hos tidligere illegale sammen-slutninger eller hos andre, og som må skønnes at være af betydning for den parla-mentariske kommissions undersøgelser, bliver stillet til disposition for kommissio-nen."

Der er ikke som følge af denne henvendelse tilgået kommissionen nogen doku-menter.

I betragtning af det omfangsrige materiale, der er optrykt som bilag til nærvæ-rende beretning, har det ikke været muligt i beretningen at foretage henvisninger i det omfang, det måtte være ønskeligt, men der er under indholdsfortegnelsen til hvert kapitel i bilagene optaget henvisninger såvel til de stenografiske referater og andre aktstykker til nærværende og øvrige beretninger, som til en mindre del af den foreliggende litteratur. Selv om pågældende henvisninger i nogle tilfælde er ret udførlige, kan de ifølge sagens natur ikke, på alle områder gøre krav på at være udtømmende.

For retsudviklingen i tiden op til 9. april 1940 har fhv. justitsminister Harald Peter-sen gjort rede i værket „Danmark under verdenskrig og Besættelse" III s. 9 f, hvortil kan henvises, idet bl.a. bemærkes, at der allerede ved lov nr. 120 af 12. april 1933 var fastsat forbud mod at bære uniform.

Hvad angår de vigtigste af de af besættelsen affødte love, der vedrørte justits-ministeriet, skal kort bemærkes:

Uniformsloven - */* om denne lov og „Schleswigsche Kameradschaft", se kap. 30. - blev forlænget gennem hele besættelsestiden.

Ved lov nr. 246 af 10, maj 1940 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben, der afløste den hidtidige våbenlov af 28. april 1934, gaves der justits-ministeren bemyndigelse til, hvor en særlig situation kræver det, i nærmere bestemt omfang at forhindre eller begrænse brugen af skydevåben, ammunition og spræng-stoffer samt at regulere opbevaringen heraf. Ved loven, hvorved den hidtidige bestemmelse om pligt til at anmelde besiddelse af våben forlængedes, gaves der således i § l, stk. 3, justitsministeren følgende bemyndigelse:

„Justitsministeren kan under særlige omstændigheder bestemme, at enhver, der er i besiddelse af genstande eller stoffer, der omfattes af forbudet i § 1, midlertidig skal aflevere disse eller træffe særlige foranstaltninger til deres opbevaring, alt efter derom nærmere af justitsministeren fastsatte regler. Forsåvidt angår de under over-bestyrelsen for de danske skytte-, gymnastik- og idrætsforeninger stående skytte-foreninger, fastsættes sådanne regler såvidt muligt efter forhandling med overbesty-relsen."

Lov nr. 388 af 22. juni 1940 om midlertidigt tillæg til borgerlig straffelov fastsatte straffebestemmelser for den, der ved trykt skrift eller på anden måde offentligt giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser i forhold til udlandet. Loven, der var tidsbegrænset, forlængedes i rigsdagssamlingen 1941—42.

Ved lov nr. 123 af 30. marts 1942 om midlertidig ændring af og tillæg til lov af 15. maj 1875 om tilsyn med fremmede og rejsende m. m. gennemførtes en skærpelse af fremmedlovens bestemmelser, herunder bestemmelserne om medvirken til at holde en udlænding skjult her i landet.

Lov nr. 206 af 9. maj 1942 om ændring i lov nr. 219 af 1. maj 1940, lov nr. 388 af 22. juni 1940 og lov nr. 14 af 18. januar 1941 hidførte navnlig en række processuelle ændringer:

1. Anvendelse af beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling udvidedes til foruden de i medfør af loven af 1. maj 1940 udstedte bekendtgørelser også til politivedtægterne,

opretholdelse af ro, orden og sikkerhed i det omfang, hvori det skønnes nød-vendigt for at modvirke handlinger, der under de foreliggende alvorlige forhold og landets besættelse af tyske tropper er egnede til at bringe landets interesser i fare."

Den 4. december 1942 stadfæstedes lov tir. 489 om sikkerhedsforanstaltninger indenfor erhvervsvirksomheder */* om denne kap. 43 - hvis § 1 bestemmer følgende:

„Statsvirksomheder, kommunale anlæg og private erhvervsvirksomheder, hvis uforstyrrede produktion eller drift det må anses for samfundsvigtigt at opretholde, eller hvis varebeholdninger er af væsentlig forsyningsmæssig betydning, er pligtige efter politiets pålæg og i overensstemmelse med dettes anvisninger at træffe sikkerhedsforanstaltninger mod ildsvåde o. lign. og til afværgelse af skadevoldende handlinger mod virksomheden eller anlægget, herunder navnlig at etablere bevogtning og lignende beskyttelse indenfor virksomhedens område. Tilsvarende pålæg kan af politiet meddeles andre virksomheder, der er særlig udsat for skadevoldende handlinger af samfundsfarlig art."

Endelig gennemførtes lov nr. 36 af 18. juli 1943 om midlertidig pligt til at stille skydevåben **/** se Thune Jacobsen (st. 610 S) om, at politiet allerede før lovens vedtagelse havde måttet tage deponerede våben i brug. - og motorkøretøjer til rådig-hed for rets-, politi- og fængselsvæsenet, samt om tillæg til lov nr. 91 af 29. marts 1924 om indkvartering. I denne lovs § l bestemmes:

„Når det skønnes nødvendigt for udøvelsen af vigtige samfundsfunktioner indenfor rets-, politi- og fængselsvæsenet, kan justitsministeren træffe bestemmelse om, at våben og ammunition, som ved nærværende lovs ikrafttræden i medfør af justits-ministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1940, er afleveret til og taget i forvaring af politiet, mod fuld erstatning skal overtages af staten enten til eje eller til brug."

Om retsudviklingen, som den bl. a. med hjemmel i de fornævnte love formede sig gennem besættelsestiden, henvises til det følgende.

11. Presse- og radiocensur, forså vidt angår militære efterretninger. Radiosendere til disposition for de tyske kommandanters bekendtgørelser.

12. Udførselsforbud for krigsmateriel.

13. Viderebefordringen af den danske regerings opråb skal sendes i særlig kode.

De 4 nye punkter, som indeholdes i det senere overleverede memorandum, omfat-tede følgende:

1. Forholdsregler overfor de officielle og halvofficielle fjendtlige repræsenta-tioner, disses personale og behandlingen af fjendtlig ejendom.

2. Presse og radio.

3. Politi og grænsepoliti samt toldbeskyttelse.

4. Det økonomiske liv.

Forskellige spørgsmål vedrørende retshåndhævelsen blev dog straks ved besæt-telsen aktuelle. Allerede den 9. april 1940 havde justitsminister Unmack Larsen i den meddelelse om besættelsen, der udsendtes til politimestrene (A. nr. 3), anmodet „de danske politimyndigheder om, når det ønskes, at træde i forbindelse med de besættende tyske myndigheder og samarbejde med disse".

„løvrigt", hedder det i nævnte meddelelse, „påhviler det politimyndighederne som hidtil at sørge for opretholdelse af ro og orden i landet". Også mellem rigspolitiet og de tyske militærmyndigheder blev der etableret kontakt. „Efter at den øverst-befalende over de tyske tropper j Danmark, general Kaupisch, dagen efter var kommet til København", lod han, forklarer Thune Jacobsen i sin almindelige redegørelse, A. 110, „mig kalde og gjorde mig ansvarlig for opretholdelse af ro og orden i landet, idet han gjorde opmærksom på, at han i tilfælde af den mindste uro eller uorden ville give den tyske værnemagt ordre til at skyde på befolkningen".

Som følge af de af den tyske værnemagt straks efter ankomsten her til landet foretagne anholdelser af danske statsborgere, hvorom nærmere henvises til kap. 3, blev der ifølge rigspolitichef Thune Jacobsen (jfr. A. 110) gennem udenrigsministeriet optaget forhandling med de tyske myndigheder foruden om de nævnte anholdelser også om jurisdiktionsspørgsmålet mere i almindelighed. Disse forhandlinger, der indledtes på et møde i udenrigsministeriet den 12. april 1940, vil blive nærmere behandlet nedenfor i kap. 10, og i kap. 11 omhandles den samme dag modtagne tyske verbalnote af 11. april 1940 vedrørende forbindelsen mellem de danske politimyndigheder og de tyske militærmyndigheder (A. nr. 8).

Som anført i beretning, IV s. 18 havde tyskerne straks sendt et ikke ringe antal civile embedsmænd herop, og i noter af 12. og 13. april (ber. IV A. nr. 21 og 22) med-delte den tyske gesandt, at rigsregeringen „før at gøre det ved de særlige forhold nødvendige snævre samarbejde mellem den tyske gesandt i hans egenskab af det tyske riges befuldmægtigede og den kongelige danske regering så intimt som muligt" påtænkte „at lade flere kommitterede (Beauftragte), der skulle varetage forbindelsen med de enkelte organer indenfor den kgl. danske

regerings centraladministration, bistå den tyske gesandt i hans egenskab af rigets befuldmægtigede", (lV A. nr. 21). Medens der på et møde den 15. april 1940 i uden-rigsministeriet af centraladministrationens øverste embedsmænd, hvor visse ved den tyske besættelse opståede spørgsmål drøftedes, var enighed om, „at der som almindelig regel ikke burde etableres direkte kontakt mellem vedkommende tyske delegerede og de danske ressortmyndigheder, men at forbindelsen burde etableres med udenrigsministeriet som mellemled" (A. nr. 10), lå forholdet anderledes for justitsministeriets og politiets vedkommende. Under de førnævnte forhandlinger om jurisdiktionsspørgsmålet, jfr. også verbalnoten af 11. april 1940 (A. nr. 8), var fra tysk side fremhævet det ønskelige i en særlig forbindelsestjenestemand mellem det danske politi og tyskerne, og den 15. april 1940 overdroges det til statsadvokat Harald Petersen at varetage denne opgave fra dansk side (A. nr. 49). For oprettelsen af denne stilling, hvis indehaver senere benævntes statsadvokaten for særlige anliggender, redegøres nærmere nedenfor i kap. 8.

Ved verbalnote af samme dag (A. nr. 11) meddelte det tyske gesandtskab, „at Hr. Regierungsvizepräsident Kanstein er beskikket som det tyske udenrigs-ministeriums kommitterede for anliggender vedrørende den indre forvaltning og i denne egenskab skal bistå gesandtskabet og rigets befuldmægtigede".

Ved forhandling fik de franske og polske journalister tilladelse til at forlade landet sammen med deres respektive gesandtskaber, men de fem engelske journalister blev interneret på Bogø.

„Den 23. april 1940 stillede det tyske gesandtskab endvidere krav om, at alle britiske og franske mandlige statsborgere i alderen 17—60 år af militære sikker-hedsgrunde principielt skulle overføres fra Danmark til Tyskland, hvorfor det forlang-tes, at de pågældende snarest skulle anholdes" (udenrigsministeriets redegørelse A. 32). Resultatet blev efter indgående drøftelser med tyskerne og „de mest energiske bestræbelser fra dansk side" for at afværge overførsel til Tyskland, at 50 engelske og 12 franske statsborgere (af ialt 263) skulle anholdes og foreløbig overføres til folkekuranstalten ved Hald. Dette skete, dog med enkelte undtagelser.

Da sådan udveksling ikke fandt sted, tog udenrigsministeren „herefter gentagne gange spørgsmålet om de til Tyskland deporterede britiske statsborgeres tilbage-førsel her til landet op til behandling" (A. 34). Bortset fra to tilfælde lykkedes dette dog ikke (A. 43).

En delegeret fra Røde Kors besøgte i 1943 lejren og har afgivet beretning herom (A. nr. 16). Hans konklusion af besøget er følgende (A. 38):

„Interneringslejren „Store Grunnet" kan betragtes som en mønsterlejr. Ikke en eneste klage af nogen art er fremkommet, og alle de internerede er yderst tilfredse med boligforholdene, kosten, beklædningen, fritidsbeskæftigelserne og hygiejnen i lejren; de har bedt det internationale Røde Kors delegerede meddele dette til den danske regering."

I 1943 blev spørgsmålet om internering af amerikanske statsborgere aktuelt. Det hedder herom i den af justitsministeriet fremsendte redegørelse for den virksomhed, der er udfoldet af statsadvokaturen for særlige anliggender:

„I april 1943 krævede den tyske befuldmægtigede overfor udenrigsministeriet internering af de herværende amerikanske statsborgere. Efter stedfundne forhand-linger, hvorved man opnåede undtagelse for visse kategorier under forudsætning af, at de erhvervede dansk statsborgerret inden den 30. juni 1943, blev det endelige resultat, at 17 amerikanere krævedes interneret inden den 15. april 1943, hvilket gennemførtes ved statsadvokatens foranstaltning." (A. 229).

„Vi satte", udtaler, dr. Munch (ber. V A. 11) „meget stærkt ind overfor dette, og det lykkedes i løbet af nogen tid at få næsten alle fri eller overgivet til danske myndig-heder; dog undtoges foreløbig enkelte, som tyskerne påstod havde spioneret sam-men med tyske grupper."

Om de herefter indledede forhandlinger om jurisdiktionsspørgsmålet i almin-delighed, herunder om sager vedrørende spionage, sabotage og „Zersetzung", henvises til kap. 9, og om den som følge af disse drøftelser stedfundne udnævnelse af en statsadvokat for særlige anliggender, hvorunder alle sager, der angik forholdet til tyskerne, skulle samles, henvises til kap. 8.

I den af justitsministeriet udarbejdede redegørelse for den virksomhed., der udøve-des af statsadvokaten for særlige anliggender (A. nr. 46), anføres det, (A. 181):

„En af de første opgaver for statsadvokatens afdeling var at skaffe oplysninger om de af tyskerne straks efter 9. april 1940 foretagne anholdelser af danske borgere, at få dem udleveret — eventuelt ført tilbage fra Tyskland — og at søge opnået, at even-tuelle sigtelser mod dem undersøgtes af danske retsmyndigheder, ligesom naturligvis sigtelserne mod de personer, der af statsadvokaten var anholdt efter tysk begæring. Dette lykkedes i alle disse tilfælde undtagen det ovennævnte, i hvilket der blev afsagt dom af en tysk krigsret over en den 21. maj 1940 anholdt maskinlærling, der havde forsøgt at tilegne sig et maskingevær fra den af tyskerne benyttede luftmarine-station."

Opgaven var som anført ikke alene at få de af tyskerne selv arresterede overført til dansk jurisdiktion, men også de personer, der efter tysk begæring var anholdt af danske myndigheder. To personer (kriminalassistent Peter Dons og redaktør Lausten)der var anholdt på tysk begæring, døde i Kastellet (A. 181). Den 28. maj fremsatte tyskerne krav om, at en del personer, der efter tysk begæring var anholdt i forbin-delse med sagen mod Dons, blev overgivet til de tyske myndigheder, hvilket skete, efter at spørgsmålet havde været forelagt justitsministeren og udenrigsministeren (A. 182 og navnlig udenrigsministeriets referat, A. nr. 34). De blev dog „alle enten løsladt af tyskerne eller tilbagegivet til det danske politi, til eventuel videre foranstaltning efter straffelovens § 105". (A. 182).

Idet der vedrørende enkeltheder i det arbejde, der blev gjort for at overføre de anholdte til dansk jurisdiktion, henvises til den nævnte redegørelse (A. 181—183) og til de mellem udenrigsministeriet og de tyske myndigheder førte forhandlinger (A. nr. 29—39), bemærkes, at man for at opnå, at de pågældende danske borgere, der var ført til Tyskland, blev ført tilbage og overgivet til dansk jurisdiktion, som det udtales i udenrigsministeriets verbalnote af 7. juni 1940 (A. nr. 36), gentagne gange erklærede „sig rede til at anbringe de pågældende i et dansk fængsel og det uden hensyn til, om anklagematerialet mod dem fra tysk side straks kan fremlægges. Man ville med andre ord være rede til at modtage de pågældende til foreløbig fængsling udelukkende på basis af et herom udtalt tysk ønske" (A. 85).

At en sådan fra dansk side — med den pågældendes samtykke — foretagen internering for at undgå en af tyskerne ellers iværksat frihedsberøvelse fandt sted for flere personers vedkommende, også på et noget senere tidspunkt, omtales i justitsministeriets redegørelse (A. 182—183), hvor det anføres, at interneringen i de nævnte tilfælde „havde vist sig at være en heldig foranstaltning, idet den afværgede alvorligere skridt fra tysk side og efter nogen tids forløb kunne afvikles" (A. 183).

Side 21

Om aftenen, formentlig den 10. april 1940, blev jeg, oplyser Thune Jacobsen, „rin-get op af presseattaché Frielitz fra det tyske gesandtskab, der gjorde mig opmærk-som på, at han havde fået sikker underretning om, 

Kartoteket over kommunister blev ført også efter den 22. juni 1941 (st. 29 og A. 204). Om den af rigspolitichefen til samtlige politimestre udsendte cirkulæreskrivelse af 27. juni 1941 (A. nr. 250) om indhentning af oplysninger om kommunister er afgivet forklaringer for kommissionsdomstolen (A. 960—961), ligesom cirkulæret omtales i justitsministeriets redegørelse for statsadvokaturen for særlige anliggender (A. 204). Et spørgsmål, hvorvidt det var „rigspolitichefen bekendt, at dele af dette arkiv ved det danske politis likvidering overgik i tyske hænder", besvarer Thune Jacobsen benæg-tende (st. 30).

En række af de af Thune Jacobsen såvel i bogen „Paa en Urias Post" som i den nævnte redegørelse af september 1945 (A. nr. 41) fremdragne spørgsmål er behandlet andetsteds i nærværende beretning, men enkelte skal omtales her:

Thune Jacobsen redegør (A. 103 ff.) nærmere for de forbindelser, han allerede fra 1930, da han var chef for opdagelsespolitiet i København, havde haft med Den internationale Kriminalpolitikommission, og forklarer, hvorledes han gennem sit bekendtskab med den østrigske politipræsident Skubl fik kendskab til nazisternes metoder i Østrig:

„Metoderne var de samme, som vi senere skulle lære at kende i Danmark, og den kundskab, jeg ved denne lejlighed høstede og i de følgende år inden Østrigs indlemmelse fik rig lejlighed til at supplere, blev for mig særlig betydningsfuld i den stille, men hårde kamp, som jeg i de første år måtte føre mod vore danske nazister. Allerede på dette tidspunkt fik jeg den fuldstændige forståelse af, hvor skæbne-svangert det var for et land, om dets politi, som den betydningsfulde magtfaktor det er, skulle blive inficeret af nazismen."

Gennem Den internationale Kriminalpolitikommission lærte han også general Arthur Nebe og ministerialrat Zindel, begge fra Berlin, at kende. I pinsen 1939 ** om general Nebes senere besøg her i landet og om hans samtale bl.a. med politi-direktør Stamm, se Thune Jacobsen (st. 37) - besøgte de to tyske politifolk Køben-havn, og om de oplysninger han herunder fik om, at krigen var besluttet i Tyskland, forklarer han A. 107—108, idet han oplyser, at han efter deres afrejse i skrivelse af 17. juni 1939 underrettede justitsministeriet om, hvad han gennem dem havde erfaret (A. 108). Efter kommissionens anmodning har justitsministeriet ved skrivelse af 12. oktober 1946 (A. nr. 43) fremsendt en genpart af den pågældende indberetning, hvori „rigspolitichefen bebuder, at han ved første lejlighed vil søge mundtlig forhandling angående nogle af ham modtagne informationer fra personligheder i udlandet".

Under den førnævnte samtale med general Nebe og Ministerialrat Zindel var også muligheden for en eventuel tysk besættelse af Danmark blevet berørt, og Thune Jacobsen oplyser, at „de lovede mig, at hvis nogen sådant skulde ske, vilde de gøre, hvad de kunde for at hjælpe vort land". (A. 108).

Når Thune Jacobsen så udførligt beskriver sine politiforbindelser i Europa og her-under navnlig sin forbindelse med Nebe og Zindel, er det, siger han (A. 108) for derigennem at fastslå forskelligt, som vil være af betydning for forståelsen af en række senere begivenheder:

„For det første var jeg blevet kendt med nazismen og dens metoder, og min indstilling overfor denne med dens vold, terror og forløjethed måtte derigennem blive afgjort fjendtlig, rent bortset fra at nazismens ideologi var mit livssyn fjernt. For det andet gav mine forbindelser med tyske politifolk og min position i den inter-nationale politikommission mig en sådan stilling, at tyskerne respekterede mig, og at mit ord havde vægt i forhold til dem, hvad den danske regering benyttede sig af, både før og efter, at jeg blev justitsminister. For det tredie, og måske navnlig, medførte den stilling, hvori jeg stod til Nebe og Zindel, hvis antinazistiske indstilling jeg kendte, at den mand, som efter besættelsen af Danmark af tyskerne blev sendt til Danmark som repræsentant for tyske politimæssige interesser, blev dr. Kanstein. Hvad dette kom til at betyde for den uden sidestykke blide medfart, som danske borgere fik i tiden indtil 29. august 1943, lægges hermed for første gang blot."

Om sit forhold til Kanstein forklarer rigspolitichefen A. 108—109 og fortæller her også om den Udtalelse, Bovensiepen i sommeren 1944 skal have fremsat overfor politiinspektør Magius: „Kanstein var den store misforståelse, ham skulde De aldrig have haft her i Danmark. Hvis vi var kommet her fra begyndelsen, skulde det danske folk have fået noget andet at se" (A. 109).

Sin forbindelse med Secret Service og baggrunden for sin flugt til Sverige i oktober 1944, herunder om en fond, hvis midler skulle uddeles til enker og pårørende af frihedskæmpere, omtaler Thune Jacobsen A. 116—117, hvortil nærmere henvises, jfr. også omtalen i „Paa en Urias Post".

I den førnævnte supplerende redegørelse af 16. maj 1947 (A. nr. 42), hvori Thune Jacobsen imødegår forskellige angreb, omtaler han:

1. sit forhold til dansk-tysk forening,

2. udtalelser af fhv. folketingsmand Hartel under retssagen mod grev Knuth,

3. udtalelser i „stud. jur."s februarnummer 1946 vedrørende en tale af justitsminis-ter Thune Jacobsen, hvori bl. a. frikorpset omtales,

4. udtalelser i Harald R. Martinsens bog „Kampen for Danmark" vedrørende prøvel-se af valgbrevet for den i 1943 nyvalgte nazistiske folketingsmand, sysselleder Ejner Jørgensen,

5. bemærkninger af forfatteren Svend Carstensen i dennes bog „7 Aar i Søgelyset" angående dels det forhold, at rigspolitichefen bar uniform, dels en tale, justits-ministeren holdt i juni 1943 ved teltholderforeningens årlige fest på Dyrehavsbakken,

6. et af dagbladet „Information" offentliggjort brev fra Thune Jacobsen til general Arthur Nebe,

7. en tale, justitsministeren i juli 1941 holdt for en delegation af tyske politioffi-cerer.

Om de nævnte spørgsmål henvises nærmere til redegørelsen (A. nr. 42) og til de udtalelser i bogen „Paa en Urias Post", hvortil redegørelsen henviser.

Jurisdiktionsspørgsmålet blev som anført aktuelt straks ved besættelsens indtræden og taget op til forhandling med de tyske myndigheder allerede den 12. april 1940. Om synspunkterne ved de indledende drøftelser forklarer P. Munch (ber. IV A. 45):

„De tyske militærmyndigheder gik egentlig ud fra, at retsplejen hørte under dem i alle besatte områder. De påberåbte sig Haagerkonventionen af 1907 om krigsførelse til lands. Jeg hævdede heroverfor den opfattelse, at reglerne i Haagerkonventionen gjaldt lande, hvor landets regering var fjernet; tyskerne gik selv ud fra, at de ikke var i krig med Danmark; der bestod en dansk regering; under den måtte nødvendigt politi og retspleje høre; i et af de 4 tillægspunkter af 9. april havde tyskerne udtrykkelig udtalt, at de ikke ønskede at begrænse det danske politis virksomhed. De almindelige folkeretsregler tillod iøvrigt kun krigsretter i sager, hvor forbrydelser var begåede af eller mod medlemmer af det pågældende militær."

I et af daværende sekretær i udenrigsministeriet, nu professor i folkeret ved Aarhus universitet, dr. jur. Max Sørensen den 24. april 1940 udarbejdet referat (A. nr. 44) *** om den af udenrigsministeriets rådgiver i folkeret, dr. Georg Cohn, foretagne tilføjelse til referatet henvises til ber. IV og til bilagene til nærværende beretning - tages spørgsmålet om de tyske okkupationsmyndigheders adgang til at udøve strafferetlig jurisdiktion her i landet op til nærmere undersøgelse. I referatet, der går ud fra den betragtning, at der ingen folkeretlige regler lindes om besættelse af neu-tralt territorium, anføres en række tilfælde, hvoraf nogle angives som utvivlsomme, medens andre anføres som tvivlsomme. Af disse sidste anføres:

"IV. For handlinger, der begås af personer under dansk jurisdiktion iøvrigt, og som er rettet mod nogen til de tyske tropper hørende person eller mod nogen tysk militær interesse, stiller forholdet sig tvivlsomt.

a. Hvis lovovertrædelsen har karakter af en almindelig borgerlig forbrydelse, uden politisk motiv, som f. eks. berigelsesforbrydelser, legemskrænkelser og i et vist om-fang også æreskrænkelser, bør den formentlig forfølges for dansk domstol og pådøm-mes efter dansk ret. I en note af 17. april 1940 har det tyske gesandtskab imidlertid anført, at tyske militærdomstole vil være kompetente til at pådømme bl.a. handlin-ger, der „sich unmittelbar gegen die Wehrmacht, ihre Angehorigen oder ihr Gefolge richten", hvilket synes at omfatte også almindelige borgerlige forbrydelser. Dette standpunkt ville være berettiget, såfremt der var tale om besættelse af et fjendtligt land.

Hvor det imidlertid drejer "sig om besættelse af neutralt område, hvis befolkning ikke indtager en fjendtlig holdning overfor besættelsestropperne, synes en sådan ordning unødigt vidtgående.

b. Hvad endelig angår handlinger, som har til formål at svække den tyske militær-magt som sådan, f. eks. spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed, eller som iøvrigt modvirker besættelsens formål, handlinger som normalt vil være foretaget udfra politiske motiver, vil de i ovennævnte tyske note af 17. april 1940 fremsatte krav om også i disse tilfælde at udøve tysk militær jurisdiktion her i landet være vanske-ligere at imødegå. Under besættelsen af Luxembourg stod den tyske regering såle-des fast på det standpunkt, at sådanne handlinger var underlagt tysk militærjuris-diktion.

Det må derfor indrømmes, at den beskyttelse, der kan ydes af danske domstole under anvendelse af den gældende borgerlige lovgivning, ikke svarer til de krav, der med rimelighed kan stilles af en hær på krigsfod.

På den anden side synes de tyske krav om fuldstændig overtagelse af jurisdik-tionen i disse anliggender mere vidtgående end påkrævet og ikke i fuld overens-stemmelse med de forudsætninger, hvorunder den danske regering er gået ind på at affinde sig med den tyske besættelse.

Om den militære tyske straffelov og dennes forhold til den tilsvarende danske samt om forholdet til Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 udtales i den af justits-ministeriet udarbejdede redegørelse vedrørende den af statsadvokaten for særlige anliggender under besættelsen udfoldede virksomhed (A. nr. 46):

„Efter den tyske militære straffelov (26. juni 1926, ændret ved lov af 23. november 1934) § 161 straffes en udlænding eller tysker, som i et af tyske tropper besat fremmed område begår en efter Tysklands love strafbar handling mod tyske tropper eller per-soner knyttet til disse (eller mod en efter rigspræsidentens bestemmelse indsat myn-dighed), som om handlingen var begået på rigsområdet. Den tyske regerings stand-punkt var i overensstemmelse med denne bestemmelse. Efter de tyske procesregler behandles og pådømmes ved tysk krigsret sager mod civilpersoner også i besatte områder, når det drejer sig om bl. a. spionage, friskarevæsen, nedbrydende virksom-hed (Zersetzung) og høj- og landsforræderi.

Disse regler afviger principielt ikke fra f.eks. den danske militære straffelovs og retsplejelovs tilsvarende bestemmelser. Der var ikke mulighed for at påberåbe sig, at det ville være folkeretsstridigt, om krigsretterne pådømte handlinger rettet mod den tyske værnemagt her i landet. I det til Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 knyt-tede reglement angående regler og vedtægter for krig til lands findes ingen regler om besættelsesmagtens domsmyndighed, men det er almindeligt antaget i folkeretlig teori og praksis, at besættelsesmagten er berettiget til ved sine krigsretter at påkende angreb på krigsmagten fra civilbefolkningens side. Ganske vist måtte vel den tyske besættelse af Danmark nærmest betegnes som en fredelig besættelse af Danmark (occupatio pacifica), selv om dens karakter endnu næppe kunde bedømmes med sådan sikkerhed, at nogen slutninger kunde drages deraf. Men folkeretten har ingen regler om fredelig besættelse, og under den tyske

besættelse af Luxembourg 1914—18, det nærmest liggende tilfælde i nyere tid, var strafbare handlinger, hvorved tyske militære interesser i væsentlig grad blev udsat for fare, blevet påkendt af de tyske krigsretter, selvom de var begået af luxembourg-ske statsborgere i Luxembourg." (A. 153—154).

Man var derfor, siges det videre, henvist til ved aftaler med besættelsesmagten at sikre, at jurisdiktionen i videst muligt omfang blev overladt de danske myndigheder, og ud fra den fra dansk side hævdede argumentation (P. Munch herom, jfr. foran s. 25) fastholdt man, „at det måtte være en følge af de almindelige tilsagn, som fra tysk side ved besættelsen var blevet givet med hensyn til landets politiske uafhængighed, at også sådanne handlinger som de i gesandtens note (A, nr. 12) nævnte (spionage, sabotage og Zersetzung, skulde pådømmes af danske domstole".

Nogen generel aftale kom imidlertid ikke i stand (jfr. nærmere kap. 9), idet dette stødte på modstand hos den tyske overkommando (A. 155), og man måtte herefter forhandle sig frem og drøfte de enkelte sager.

Da der under den spændte politiske situation i efteråret 1942 (telegramkrisen) var foretaget talrige anholdelser, således at der den 1. december 1942 sad 80 varetægt-sarrestanter i tysk fængsel her i landet, blev der i den anledning optaget drøftelser med nimandsudvalget (ber. IV A. 752) og den 7. december 1942 med: Kanstein, jfr. direktør Svenningsens og departementschef Eivind Larsens referater {A. nr. 67 og 68). Om den argumentationsform, der ved denne lejlighed anvendtes, udtales i justits-ministeriets redegørelse (A. 219):

„Som det fremgår af de 2 mødereferater, argumenterede de danske forhandlere væsentligst ud fra hensigtsmæssighedsgrunde, ikke så meget ud fra principielle betragtninger og navnlig ikke ud fra den betragtning, at den af tyskerne anvendte fremgangsmåde var i strid med folkeretten. Som det senere udtales i cirkulære-skrivelsen af 6. marts 1943 (A. nr. 88), var det iøvrigt udenrigsministeriets og justits-ministeriets opfattelse, at der ikke kunne argumenteres ud fra folkeretstridigheden af de tyske krav, men kun ud fra den betragtning, at det var en naturlig følge af besæt-telsens karakter af occupatio pacifica (fredsmæssig besættelse) og af de forhand-linger, der var ført efter 9. april 1940, at anholdelser skulle foretages af det danske politi alene, anholdte hensættes i dansk fængsel og pådømmelse ske ved dansk ret. At pådømmelse ved tysk krigsret skulle være udelukket ved det tyske tilsagn om at respektere landets politiske uafhængighed, havde man forsøgt at gøre gældende straks efter besættelsens begyndelse, uden at det havde vundet nogetsomhelst gehør, jfr. redegørelse I, side 151 f, og 167 f. Fra tysk side havde man til stadighed hævdet generalens beføjelse til i det enkelte tilfælde at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen kunne overlades til de danske domstole. At det ved dette møde eller under de senere forhandlinger skulle have svækket de danske forhandlere, at de ikke argu-menterede ud fra de tyske kravs folkeretsstridighed, kan næppe antages. Tværtimod er det nærliggende at formode, at en sådan argumentation ville have fremkaldt irritation hos tyskerne og gjort spørgsmålet til et prestige-spørgsmål, således at man havde opnået mindre, end det nu var tilfældet. Det fremgår af direktør Svenningsens referat (A. nr. 67), at Kanstein ikke ønskede at optage en teoretisk drøftelse, men foretrak at drøfte tingene konkret, og med hensyn til de enkelte sager stillede sig ret imødekommende. Forhandlingerne gav da også hurtigt gunstigt resultat i en række tilfælde. Da man ikke havde kunnet afdisputere tyskerne denne ret, de hævdede at have til at dømme danske statsborgere, der havde gjort sig skyldige i handlinger rettet mod den tyske værnemagts interesser, en ret, som de havde magten til at hævde, måtte man sætte ind ved forhandlinger om de enkelte sager. Dette skete da også i den følgende tid overfor krigsretten og overfor gesandtskabet fra statsadvo-katens og departementschef Eivind Larsens side, ligesom disse spørgsmål af justits-minister Thune Jacobsen drøftedes med Kanstein".

Et fra det førnævnte forskelligt spørgsmål er problemet, om der ikke den 29. august 1943 kom til at foreligge krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Kommissionen har herom fra udenrigsministeriet modtaget et af dr. jur. Brüel udarbejdet responsum (A. 134 f), hvortil kan henvises. løvrigt er der herom efter befrielsen fremkommet en lang række indlæg, hvoraf en del er anført under indholdsfortegnelsen til bilagene til kap. 6.

„Det var fra første færd meningen, at statsadvokaten skulde have bistand til løsning af politimæssige opgaver af den daværende chef for Københavns opdagel-sespoliti, politiinspektør Eivind Larsen. I den nedennævnte instruks af 8. juni 1940 udtaltes det udtrykkelig, at politiinspektør Eivind Larsen, der samtidig fritoges for hvervet som chef for opdagelsespolitiet, blev stillet til rådighed for statsadvokaten til hans bistand og som hans stedfortræder.

Det personale, der umiddelbart blev stillet til statsadvokatens rådighed, blev, som det var naturligt under de givne forudsætninger, hentet fra Københavns opdagelses-politi; i løbet af ret kort tid efter 15. april 1940 således, at det var udskilt som en særlig afdeling, der handlede efter statsadvokatens direktiver og på dennes ansvar uden forbindelse med ledelsen af Københavns opdagelsespoliti. Som leder af dette indsattes chefen for undersøgelseskamrene, politiinspektør O. Krenchel, der den 20. juli 1940, da politiinspektør Eivind Larsen var blevet konstitueret som statsadvokat, konstitueredes og den 1. maj 1943 udnævntes i stillingen. Med hensyn til politiper-sonalet fandt dog med mellemrum forflyttelser sted mellem statsadvokatens afdeling og opdagelsespolitiet.

Til tjeneste i afdelingen blev naturligvis fortrinsvis beordret folk, der kunde gøre sig forståelig på tysk".

Indholdet af det statsadvokaten overdragne hverv belyses af justitsministeriet (A. 153) således:

„Den opgave, der var pålagt statsadvokaten og det ham underlagte personale, var som anført at sikre samarbejdet mellem dansk politi og tysk militær i bestræbelsen for at modvirke spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Zersetzung) overfor de tyske besættelsestropper. Det var forudsat, at et sådant samarbejde skulde finde Sted, og at der kunde blive tale om anholdelser efter tysk begæring. For udøvelsen af statsadvokatens virksomhed blev der af justitsministeriet i skrivelse af 8. juni 1940 (A. nr. 50) givet nærmere retningslinier. Til statsadvokatens hverv henlagdes foruden behandlingen af straffesager angående spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed alle sager angående vold imod, fornærmelser og forulempelser af personer, der hørte til den tyske værnemagts styrker her i landet. Det havde allerede vist sig, at det var disse sager, der talmæssigt vilde komme til at spille langt den største rolle. Det betonedes, at statsadvokatens forhandlinger med de centrale tyske myndigheder skulde føres efter de enkelte tilfældes beskaffenhed i forståelse — eller under samvirken — med justitsministeriet og udenrigsministeriet. Endelig frem-hævedes statsadvokatens pligt til at holde justitsministeriet underrettet om alle sager af betydning, derunder om „enhver af Dem foretagen anholdelse og om grundene herfor", samt om almindelige forhold, som justitsministeriet burde være bekendt med. Af notater i justitsministeriet kan det ses, at man med den fremhævede vending særlig har tænkt på anholdelser foretaget efter de tyske myndigheders begæring.

Når dette hverv var overdraget statsadvokaten, var det givetvis ikke meningen, at samarbejdet med de tyske myndigheder på disse områder skulde saboteres. Man var fra regeringens side indstillet på at imødekomme det tyske krav om samarbejde på disse områder, for så vidt det var nødvendigt for at undgå de alvorlige følger, der som følge af handlinger af den nævnte art kunde opstå for de enkelte og for landets stilling i det hele, og for at bevare jurisdiktionen på danske hænder. Det fremgår bl. a. af de forhandlinger, der førtes angående jurisdiktionsspørgsmålet."

Hvad angår statsadvokatens virksomhed med hensyn til tyske krav, siges det (A. 155):

„Spørger man om statsadvokatens virksomhed med hensyn til tyske krav, må man have i erindring dels indholdet af det statsadvokaten givne hverv, hvorefter det indenfor det politimæssige og strafferetlige område, var pålagt ham at samarbejde med de tyske myndigheder og altså i vidt omfang imødekomme krav fra disse, dels at statsadvokatens stilling udenfor disse tilfælde var et forbindelsesled, og at han selv indenfor dette område i overensstemmelse med sin instruks efter det enkelte tilfæl-des beskaffenhed, d.v.s. i alle principielle spørgsmål eller sager af større betydning, handlede i forståelse eller samvirke med justitsministeriet og udenrigsministeriet, hvis afgørelse naturligvis måtte være bindende for ham. Det var derfor ikke alle tyske krav, der stilledes til statsadvokaten. Det forekom, at krav — også af politimæssig eller strafferetlig art — var rejst overfor udenrigsministeriet eller justitsministeriet, og at statsadvokaten fik ordre til at imødekomme dem. Og med hensyn til krav der rejstes overfor statsadvokaten, traf denne i vidt omfang ikke selv afgørelsen af, hvorvidt og eventuelt på hvilken måde de skulde imødekommes."

Vedrørende spørgsmålet om, med hvilke myndigheder statsadvokaten havde forbindelse, forklares (A. 155):

„De centrale tyske myndigheder, med hvilke statsadvokaten havde forbindelse, var navnlig

1. Gericht beim Wehrmachstsbefehlshaber Dänemark.

2. Abwehrstelle.

3. Det tyske gesandtskab (Der Beauftragte fur Fragen der inneren Verwaltung).

4. Intendanterne hos den tyske øverstbefalende.

Gennem politimestrene havde statsadvokaten endvidere forbindelse med og for-handling med de lokale tyske kommandanter."

Idet der om den virksomhed, der udøvedes af statsadvokatens afdeling, nærmere henvises foruden til følgende kapitler til justitsministeriets redegørelser (A. nr. 46, 47 og 48), bemærkes, at retningslinier for udførelsen af det statsadvokaten for særlige anliggender overdragne hverv først fastsattes ved justitsministeriets skrivelse af 8. juni 1940 (A. nr. 50) således:

„1. Hvervet omfatter behandlingen af alle straffesager, hvori der rejses sigtelse for spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed overfor de tyske besættelsestropper eller for overtrædelse af straffelovens § 108. Endvidere omfatter hvervet sager angående overtrædelse af straffelovens kap. 25, 26 eller 27, og andre fornærmelser eller forulempelser af personer, der hører til den tyske værnemagts styrker her i landet.

2. Alle henvendelser fra centrale tyske myndigheder vedrørende sager af den ovennævnte beskaffenhed rettes til Dem, og de deraf følgende forhandlinger føres af Dem, efter de enkelte tilfældes beskaffenhed i forståelse — eller under samvirken — med justitsministeriet og udenrigsministeriet.

3. Sagernes politimæssige behandling sker under Deres ledelse og ved de politi-myndigheder, De bestemmer. Rigspolitichefen, politidirektøren i København og samt-lige politimestre vil herved have at yde den fornødne bistand og at stille personale til Deres rådighed i det omfang, De finder det påkrævet.

Det påhviler rigspolitichefen, politidirektøren i København og samtlige politimestre aldeles omgående at give Dem underretning om enhver sag af den under pkt. 1 nævnte art, som opstår, og om enhver henvendelse fra lokale tyske myndigheder, således at der forinden ikke foretages andet end uopsættelige skridt.

På samme måde påhviler det de nævnte polititjenestemænd at holde Dem under-rettet om alle almindelige forhold eller særlige begivenheder, det har betydning for Dem at have kendskab til ved bestridelsen af Deres hverv, 

derunder om alle specielle eller generelle politimæssige foranstaltninger til mod-virkning af overtrædelser af den i pkt. l nævnt art.

4. Ved den retslige behandling af sagerne kan De i det omfang, De ikke selv giver møde, overdrage dette til en efter retsplejelovens almindelige regler mødeberettiget.

5. Det påhviler Dem at holde justitsministeriet underrettet om alle sager af betyd-ning, derunder om enhver af Dem foretagen anholdelse og om grundene herfor, samt om almindelige forhold, som justitsministeriet bør være bekendt med.

6. Til Deres bistand og som Deres stedfortræder stilles til rådighed for Dem politi-inspektør Eivind Larsen".

Ved justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. august 1940 til politidirektøren i København og politimestrene (A. nr. 61) blev det pålagt disse at foretage indberet-ning til statsadvokaten om:

- "1. de i justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 8. juni 1940 under nr. l nævnte sager,

2. ethvert sammenstød eller episode mellem befolkningen og personer tilhørende besættelsestropperne, selv om der endnu ikke er rejst sigtelse mod nogen bestemt person,

3. henvendelser fra tysk side med klage over enkelte personers optræden eller forholdene i politikredsen iøvrigt,

4. klage eller kritik fra tysk side over politiet,

5. henvendelser fra befolkningen med klage over forhold, der vedrører den tyske værnemagt eller de til denne hørende personer, samt forhold af denne art, som politiet eventuelt måtte blive opmærksom på,

6. andre forhold, som det til opfyldelse af justitsministeriets ønske om at være informeret på disse områder vil være af betydning, at ministeriet får kundskab om."

I forbindelse med denne cirkulæreskrivelse udsendtes en fortrolig vejledning indeholdende retningslinier med hensyn til, hvorledes der fra politiets side skulle forholdes i de ovennævnte tilfælde. Der kan herom foruden til vejledningen (A. nr. 62) henvises til justitsministeriets redegørelse (A. 162).

Ved en anden cirkulæreskrivelse ligeledes af 29. august 1940 (A. nr. 182) blev det „overdraget statsadvokaten ved forhandling med vedkommende tyske myndigheder at søge erstatningsspørgsmålet ordnet i sager, hvor medlemmer af den tyske værnemagt var impliceret i færdselsuheld her i landet". (A. 162).

Ved justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. januar 1941 blev sager angående overtrædelse af lov nr. 14 af 18. januar 1941 (Ørum-loven) * om denne kap. 18, - henlagt til det statsadvokaten overdragne hverv. Det siges herom (A. 170):

„Da hvervet i forvejen omfattede sabotage, spionage og Zersetzung overfor besættelsestropperne, betød dette kun en udvidelse, forsåvidt angik lovens § 1 om udbredelse af rygter egnede til at skade landets interesser i forhold til udlandet. Overtrædelse af lovens øvrige bestemmelser påtaltes kun efter justitsministeriets bestemmelse, hvorfor alle sager, i hvilke der kunde rejses spørgsmål om at rejse tiltale efter disse bestemmelser, har været forelagt justitsministeriet til tiltale-beslutning".

„Som nævnt deltog hele opdagelsespolitiets personale i anholdelserne den 22. juni 1941, men de givne instruktioner var underskrevet „statsadvokaten for Køben-havn", og det blev faktisk denne, der i den følgende tid havde ledelsen af behand-lingen af disse sager. Først ved justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. september 1941 (A. nr. 268), blev sager vedrørende overtrædelse af lov nr. 349 af 22. august 1941 formelt henlagt til statsadvokaten. Også spørgsmålet vedrørende interneringer og opløsningen af de kommunistiske foreninger behandledes gennem statsadvokaten. Indstilling til justitsministeriet vedrørende opløsning af en række kommunistiske foreninger i København blev dog faktisk underskrevet af chefen for Københavns opdagelsespoliti (O. Krenchel), men det afklaredes senere, at også disse spørgsmål skulde henhøre under statsadvokaten. Det direkte til rådighed for statsadvokaten stående personale kunde ikke overkomme den forøgede arbejdsbyrde og havde heller ikke fornøden sagkundskab, og ordningen blev da den, at en del af afdeling D's personale, der udskiltes som afdeling D.K. under statsadvokatens ledelse, skulde udføre de herhenhørende forretninger."

„Efter proklamationen af den militære undtagelsestilstand i henhold til (im Sinne — rettelig på Dansk: i medfør af analogien af) artiklerne 42-56 i Haagerlandkrigs-reglementet kunde Danmark ikke betragtes som en i forhold til besættelsesmagten neutral stat. Det samarbejde med tysk militær til bekæmpelse af spionage, sabotage og Zersetzung, som havde fundet sted indtil 29. auguat 1943 som et led i regeringens politik og efter dens direktiver, måtte ophøre, efter at regeringen var sat ud af funktion."

Allerede den 29. august 1943 havde departementschef Eivind Larsen alene og den 30. august sammen med direktør Svenningsen, som det nærmere fremgår af departe-mentschefens referat (A. nr. 89), forhandlinger med Kanstein, hvorunder man frem-hævede de førnævnte synspunkter. For personalet i statsadvokatens afdeling føltes den 29. august 1943 som en lettelse (A. 359):

„For dem, der gjorde tjeneste i statsadvokaten for særlige anliggenders afdeling, føltes begivenhederne den 29. august 1943 som en lettelse. Man regnede straks med, at afdelingens virksomhed helt vilde ophøre, idet man gik ud fra den tilkendegivelse, departementschef Eivind Larsen havde fremsat overfor Kanstein om, at de opgaver, der hidtil havde været løst af dens personale, ikke fremtidig kunde varetages af dansk politi."

Når afdelingen dog ikke blev nedlagt, skyldtes det flere grunde (A. 359):

„For det første var afdelingens virksomhed, som det fremgår af de tidligere rede-gørelser, ingenlunde begrænset til opgaver, som særlig var i tysk interesse, men afdelingens virksomhed tjente i meget vidt omfang 

rent danske interesser, således f. eks. ved påtale af overgreb mod danske borgere fra tyske soldaters side, behandlingen af erstatningsspørgsmål m.v. Hertil kom, at det hurtigt blev klart — navnlig gennem de afsagte tyske standretsdomme - at hvis man fuldstændig overlod undersøgelsen og derved også pådømmelsen af sager, i hvilke tyske interesser var impliceret, til tyske myndigheder, vilde det være en ulykke for den danske befolkning eller dog for de borgere, og deres pårørende, der blev ramt af standretternes meget strenge domme. Såfremt man fortsat behandlede visse små-sager ved dansk ret, vilde man kunne sikre de pågældende en langt mildere behandling i lighed med, hvad der hidtil havde været tilfældet. Fremdeles fandtes det overfor det tyske ønske om den videst mulige medvirken fra dansk politis side ikke hensigtsmæssigt at afslå enhver medvirken, hvorfor man gik ind i de foran i afsnit 1 * A. 327 f, - omtalte overenskomstforhandlinger og herunder tilbød vedbliven-de at behandle sager angående fornærmelser, demonstrationer, ulovlig udrejse m, v., ligesom man vilde behandle sager, i hvilke man fra tysk side bestemt havde erklæret sig enig i, at tiltale rejstes ved dansk domstol. Til behandling af disse sager måtte afdelingen opretholdes. Endelig havde erfaringen vist, at det var praktisk at have en kontakt til de forskellige tyske myndigheder gennem statsadvokaten. Det vilde det formentlig også være fremtidig, og nedlagde man institutionen, der havde disse kontakter, måtte man eventuelt skabe en ny, som sikkert vilde have vanskeligere ved at opnå kontakt, når man fra dansk side var interesseret deri, etter man måtte give afkald på den fordel, det kunde være at have en mellemmand."

„Den 29. august betød dog", siges det (A. 359), „en væsentlig omlægning af afdelingens arbejde, navnlig i den første tid efter 29. august. Først efterhånden blev man klar over, at afdelingens virksomhed på mange punkter måtte fortsættes uæn-dret".

Den væsentligste grund til omlægningen var „den, at det danske politi efter overenskomstforhandlingerne ikke skulde befatte sig med illegal virksomhed, og det tyske sikkerhedspolitis voldsomme aktivitet på disse områder" (A. 360). Samtidig blev afdelingens virksomhed udvidet på et andet felt, idet „den så det som sin opgave i videst muligt omfang at følge de af de tyske myndigheder anholdte danske stats-borgere, søge, hvor særlige forhold forelå, at opnå lempelser og yde pårørende bistand til fremskaffelse af oplysninger og vejledning med hensyn til besøg, benåd-ningsandragender o.s.v." (A. 360, jfr. også A. 363 f.). Fra 1. november 1943 blev politikommissær Wolf og fra 19. februar 1944 politikommissær hos rigspolitichefen Thorkild Jacobsen konstitueret som politiinspektører med det formål at bistå stats-advokaten i dennes forhandlinger med tyskerne, da statsadvokaten ikke alene kunne overkomme arbejdet med den i forbindelse med dette forsorgsarbejde nødvendige fremskaffelse af oplysninger hos tyskerne (A. 364). Om det danske arbejde til fordel for de fængslede kan foruden til A. nr. 48 henvises til kap. 41.

Tyskerne gik selv ud fra, at de ikke var i krig med Danmark; der bestod en dansk regering; under den måtte nødvendig politi og retspleje høre; i et af de 4 tillægs-punkter af 9. april havde tyskerne udtrykkelig udtalt, at de ikke ønskede at begrænse det danske politis virksomhed. De almindelige folkeretsregler tillod iøvrigt kun krigsretter i sager, hvor forbrydelser var begåede af eller mod medlemmer af det på-gældende militær."

Der bragtes på dansk initiativ et møde i stand med bl. a. den tyske gesandt den 12. april 1940. Samme dag havde udenrigsministeriet modtaget en verbalnote */* om det i denne anvendte udtryk, at „det danske ministerium havde udtalt sin principielle indforståelse" med at ville „bidrage sit til at garantere sikringen af de tyske militære enheder i Danmark", se P. Munch (A. nr. 9) og ber. IV. s. 18. af 11. april 1940 (A. nr. 8), - hvori bl.a. omtales ønske om en særlig forbindelsesmand fra politiet. Om mødets forløb udtaler P. Munch (ber. V. A. 11):

„Den 12. april fandt en forhandling sted i udenrigsministeriet under deltagelse af repræsentanter for politi og justitsministerium. Tyskerne syntes her til sidst at gå ind på, at selv sager, hvori det tyske militær var særlig interesseret: Spioneri, sabotage og nedbrydende virksomhed overfor værnemagten, skulde behandles af de danske myndigheder; de var imidlertid interesseret i, at sager, der vedrørte dem, skulde samles under een myndighed, og den 15. april udnævntes da en statsadvokat ** herom foran kap. 8, - for særlige anliggender til behandling af sådanne sager."

Om resultatet af samme møde udtales i justitsministeriets redegørelse (A. 152):

„Under drøftelserne blev det fastslået, at arbejdet med bekæmpelsen af de nævnte forbrydelser skulde ske i samarbejde mellem det tyske militær og det danske politi, men således at selve den politimæssige undersøgelse og eventuel anholdelse og fængsling af personer skulde foretages af danske politi-myndigheder, samt at eventuelt anholdte og fængslede skulde hensættes i danske fængsler."

Imidlertid forbeholdt tyskerne sig i en note af 17. april 1940 (A. nr. 12), at sager vedrørende spionage, sabotage og „Zersetzung" skulle behandles ved tysk domstol. „Jeg gjorde", forklarer P. Munch (ber. V. A. 12), „bestemt indsigelse mod denne undtagelse, og det kom til en række nye forhandlinger mellem tyskerne og repræsentanter for udenrigsministeriet og justitsministeriet". Under et møde den 17. april 1940 i udenrigsministeriet (A. nr. 52) gjorde man, udtales det i justitsministeriets redegørelse (A. 154),

„fra dansk side gældende, at det måtte være en følge af de almindelige tilsagn, som fra tysk side ved besættelsen var blevet givet med hensyn til landets politiske uafhængighed, at også sådanne handlinger som de i gesandtens note nævnte skulde pådømmes af danske domstole og efter dansk straffelov. Man erklærede sig villig til at søge tilvejebragt lovhjemmel i det omfang, i hvilket de nævnte forbrydelser ikke på tilstrækkelig effektiv måde kunde straffes efter den gældende danske straffelov, og henviste til, at man til udførelse af anklagemyndighedens opgaver allerede havde udpeget statsadvokat Harald Petersen. På tilsvarende måde kunde der oprettes en særdomstol til påkendelse af disse sager."

Den tyske gesandt måtte først indhente bemyndigelse fra Berlin, men den 24. april 1940 kunne han i et aide-mémoire (A. nr. 54) meddele, at man fra tysk side var villig til med den danske regering „at drøfte spørgsmålet 

om danske og andre udenlandske statsborgeres domfældelse ved danske sær-domstole for fjendtlige handlinger mod den tyske krigsmagt eller dennes interesser", dog under visse forudsætninger, hvorom det i justitsministeriets redegørelse (A. 154) anføres:

„Som en forudsætning for forhandlingerne krævedes, at de danske straffebe-stemmelser i alle væsentlige punkter måtte svare til den tyske krigsstrafferet, navnlig også med hensyn til straffens størrelse, og de tyske regler om fremgangsmåden i krigsretssager. Endvidere måtte kræves hurtig gennemførelse af sagerne, aktindsigt og adgang for værnemagtens repræsentanter til at overvære domsforhandlingen; tyske soldater skulde kun kunne føres som vidner i dansk ret med generalens sanktion. Endelig måtte der ikke træffes bestemmelse om dommens retskraft eller om benådning uden generalens samtykke. Man forbeholdt sig derhos, at den ordning, der måtte blive truffet, til enhver tid skulde kunne opsiges til øjeblikkelig ophør fra tysk side."

Det danske svar herpå fandt udtryk i udenrigsministeriets note af 1. maj 1940 (A. nr. 55), hvori den danske regering erklærede sig principielt villig til at gennemføre den fornødne ændring i de danske straffelove, dog toges der forbehold overfor visse punkter i det tyske aide-mémoire:

„man måtte anse det for ønskeligt at finde en ordning, der tog hensyn til Hans Majestæt Kongens ret til at benåde, og der måtte forhandles nærmere om enkelt-heder, derunder navnlig om begrebet „Bestätigung" (af dommen, den bestemmelse, hvorved den gøres retskraftig), der ikke kendes i dansk ret. Endvidere håbede man under forhandlingerne at kunne få indføjet en vis opsigelsesfrist for ordningen. Endelig tog man forbehold med hensyn til indførelse af dødsstraf." (Justitsministeriets redegørelse A. 154).

Der blev herefter udarbejdet et udkast til en særlig straffelov (A. nr. 56). Dette, der indeholdt strenge straffebestemmelser for spionage, og, som det hedder i justits-ministeriets redegørelse (A. 154), „for særligt karakteriserede handlinger, der skulde dække de tyske begreber „Feindbegunstigung", „Zersetzung", „Wehrmittelbeschä-digung" og sabotage", blev i tysk oversættelse (A. nr. 56) overgivet til det tyske gesandtskab.

Der kom imidlertid — oplyses det videre (A. 155) — ikke noget svar fra tysk side, og på forespørgsler svaredes der, at sagen var under overvejelse i Berlin. Det kunde — som det senere oplystes under forhandlingerne, der førte til lov nr. 14 af 18. januar 1941 — ikke lade sig gøre at gennemføre en overenskomst om, at de danske domstole overtog pådømmelse i alle sager vedrørende forbrydelser mod den tyske værnemagt, idet den tyske overkommando havde krævet, at visse forbrydelser, nemlig spionage, Landesverrat og Freischarlerei vedblivende skulde høre under tysk krigsret."

„Statsadvokatens opgave måtte under disse omstændigheder blive den ved udøvelsen af det ham pålagte samarbejde med de tyske myndigheder at søge at bevare jurisdiktionen på danske hænder, hvilket ikke var muligt uden udfoldelse af en virkelig politimæssig og anklagemæssig indsats, og på den anden side at opnå det ønskede resultat på den for den danske befolkning og for de enkelte under hensyn til helhedens interesser lempeligst mulige måde — uden anvendelse af for strenge straffe." - og statsadvokatens virksomhed, som den udfoldede sig i den første del af besættelsestiden, uddybes nærmere (A. 167) * om de pådømte sagers art og de idømte straffe, se A. 165, - således:

„Et indtryk af statsadvokatens virksomhed, som den formede sig i den første del af besættelsen, giver den med justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. august 1940 (A. nr. 61) udsendt fortrolige vejledning (A. nr. 62). Som det fremhæves, var de hyppigst forekommende sager mindre sammenstød mellem danskere og tyske soldater på offentlige steder. Disse søgtes, når de forelå klart, fremmet hurtigst muligt, fordi det taktisk kunde være en fordel at have taget et initiativ og eventuelt opnået en afgørelse i sagen, inden der fra tysk side fremkom henvendelse derom. På den anden side lærte man efterhånden at følge en taktik, som begrænsede antallet af de sager, der måtte rejses, så meget som muligt, begyndende med optagelsen af rapporten, hvorved det passerede på forskellig måde kunde reduceres og forklares, navnlig under henvisning til sproglige misforståelser, spirituspåvirkethed eller lign., eller der kunne skabes trivi om, hvorvidt den sigtede eller en anden havde fremsat den omhandlede udtalelse. Var anledningen til rapportoptagelse en henvendelse fra en tysk soldat under sådanne forhold, at man havde nogen grund til at tro, at han ikke vilde gøre anmeldelse til sit militære tjenestested, og at tysk krigsret altså ikke vilde blive bekendt med den, blev sagen stillet i bero og kun taget op, hvis der kom henvendelse fra tyskerne. Dette var selvfølgelig noget risikabelt, men det lod sig lettere gøre, efter at det var blevet gjort til pligt for soldaterne at foretage anmeldelse. Kom den tyske anmeldelse, eller mente man sig alligevel nødsaget til at gøre tyskerne bekendt med sagen, kunde den i mange tilfælde forhales endnu et stykke tid ved foretagelse af supplerende afhøringer og anmodning til krigsretten om afhøring af de implicerede tyskere om det fremkomne, hvilket på grund af troppernes hyppige forflyttelse ofte var forbundet med vanskelighed og undertiden fik sagen til at strande.

I andre tilfælde søgte man i lange „forsvarsskrivelser" at bevæge krigsretten til at frafalde kravet om tiltale, hvilket undertiden lykkedes og i hvert fald oftere bevirkede, at sagen kunde afgøres på en for den sigtede lempeligere måde. Det var et stort antal sager, der henlagdes eller sluttedes uden tiltale, undertiden med advarsel meddelt af politiet. I de tilfælde, hvor sagerne blev fremmet, var straffene vel nok undertiden strenge — navnlig, hvor der var øvet vold mod tyske soldater — men langt den overvejende del var dog hæftestraffe på 30 dage eller mindre. ** Efter besættelsens ophør har justitsministeriet foranlediget de hos statsadvokaten for særlige anliggender behandlede sager gennemgået, og disse er foranlediget slettet i strafferegistre og politiets registraturer. Ved administrationen af retsplejen i disse sager måtte man på den anden side stadig have for øje, at der, hvis den blev for slap, således at for mange tilfælde, som tyskerne kendte, blev ustraffet, eller straffene blev alt for milde, bestod en virkelig risiko for, at krigsretten selv ville overtage sagerne, og tillige, at det uden en vis — ikke for svag — repression overfor de forskellige demonstrationer mod tyskerne, ikke vilde være muligt at holde dem nede på et sådant niveau, at en væsentlig forværring af forholdet mellem befolkningen og besættelsestropperne med deraf flydende uheldige følger kunde undgås.

Statsadvokatens forbindelse med den tyske krigsret omtales i redegørelsen (A. 166) således:

„det samarbejde, der efter aftalerne skulde være mellem statsadvokatens embede og de tyske myndigheder, navnlig den tyske krigsret hos den øverstkommanderende for de tyske tropper, forløb uden væsentlige gnidninger og tog den form, som det i det væsentlige senere bevarede til den 29. august 1943.

Princippet bestod i, at krigsretten fremsendte anmeldelser om sammenstød m.v. til statsadvokaten, og at der af denne blev foranlediget undersøgelse, hvis en sådan ikke allerede var foretaget af det stedlige politi. Af rapporterne tilstilles der krigsretten genparter med bemærkning om, hvad der agtedes foretaget i sagen, og når dom var afsagt, gaves der meddelelse om domsresultatet. På den anden side fremsendte rapporter vedrørende tyske soldaters overgreb m.v. af statsadvokaten til krigsretten med anmodning om undersøgelse og underretning om dennes resultat.

Allerede den 1. august. 1940 havde general Keitel som chef for den samlede tyske værnemagts overkommando udstedt en forordning (A. nr. 60), hvorefter Danmark var „at anse for operationsområde, og afgørelsen af, om en sags undersøgelse og pådømmelse ved krigsret var påkrævet eller kunne overlades de danske retsmyn-digheder, var overladt Befehlshaber der deutschen Truppen in Dänemark" (A. 167). Dette blev, siges det A. 167, „selv i småsager holdt statsadvokaten for øje", og det anføres (A. 167), at „senere benyttedes til de skrivelser, hvormed krigsretten frem-sendte anmeldelser og tyske afhøringer til statsadvokaten, en duplikeret formular-blanket, hvori det nævnte forbehold med hensyn til sagens pådømmelse ved dansk ret var optaget." (A. 168).

Med undtagelse af en episode i august 1940 i Frederikshavn (A. 166), hvor det ved tilsagn om hurtig og energisk indgriben fra dansk side lykkedes at afværge et krav om krigsretsbehandling, opstod der ikke før i december 1940 noget alvorligt tvistspørgsmål om jurisdiktionen.

Den 7. december 1940 blev den danske oberstløjtnant Ørum anholdt i Berlin sigtet for spionage. Om de forhandlinger, der for at afværge tysk krigsretsbehandling og en sådan sags sandsynlige resultat (dødsdom) førte til gennemførelse af lov nr. 14 af 18. januar 1941 om tillæg til borgerlig straffelov, henvises til justitsministeriets rede-gørelse (A. 168 ff.) og det nedenfor i kap. 18 anførte.

Under forhandlingerne om denne lov oplyste dr. Stalmann ifølge justitsministe-riets redegørelse (A. 169), - „at det i sin tid udarbejdede udkast til en overenskomst ikke var blevet godkendt, idet den tyske overkommando bl.a. stod fast på, at lands-forræderi, spionage og Freischärlerei skulde forblive under tysk militær jurisdiktion. Da man ved en overenskomst på dette grundlag ikke vilde opnå det, man ønskede, anså gesandtskabet forudsætningerne fra dansk side for en overenskomst for bristede og havde i stedet bestræbt sig for så vidt muligt at få alle sager henlagt under de danske myndigheder, hvilket også med en enkelt undtagelse var lykkedes. Han bekræftede, at det nye forslag var et udtryk for, at man stadig og i endnu højere grad vilde overlade de danske myndigheder pådømmelsen, således som det jo vilde ske med Ørum-sagen. Nogen overenskomst anså han derimod ikke for mulig, da overkommandoen i så fald sikkert vilde tage det samme forbehold som tidligere."

Bortset fra 2 tilfælde, hvor der afsagdes krigsretsdom ** det ene tilfælde drejede sig om hjælp til desertører, jfr. A. 180, om det andet se nedenfor, s. 40, - blev da også alle sager i 1941 pådømt ved dansk ret (A. 170). Dette skete dog ikke uden gnid-ninger. Under et møde den 6. juni 1941, hvor man fra tysk side besværede sig over forskellige fornærmelser mod værnemagten, 

bemærkede Kanstein således, at man „måtte vente, at værnemagten nu vilde overtage den slags sager og lade dem pådømme ved krigsretten" (A. 160), og samtidig overtog krigsretten pådømmelsen * afsoningen skete i dansk fængsel, - i en sag angående overklipning af et telefonkabel (A. 161). Overfor de danske myndig-heders protest mod denne overtagelse erklærede Kanstein, „at værnemagten ikke havde noget ønske om at gøre nogen principiel ændring i den hidtidige tilstand, men under hensyn til den skete uheldige udvikling ønskede man at statuere et eksempel" (A. 161).

„Skønt jurisdiktionen", anføres det i redegørelsen (A. 171), „således i det væsentlige lå helt på danske hænder, foretog krigsretten dog også afhøringer af danskere, navnlig i sager i hvilke tyske eller tyskansatte personer var sigtet, og dette gav undertiden anledning til gnidninger," og det forklares videre:

„Selv om det var det normale, at danske statsborgere, der ønskedes afhørt, afhørtes af dansk politi efter anmodning fra krigsretten, forekom det dog også, at tyske myndigheder selv hentede danskere ind til afhøring. ** se A. 171, hvor eksem-pler nævnes. Der blev med krigsretten ved dr. Johannsen truffet den aftale, at han, hvor der forelå afgørende militære grunde for, at de danske myndigheder ikke selv kunde få overladt at foretage det fornødne, skulde henvende sig til statsadvokaten for særlige anliggender (København) eller i provinsen til vedkommende politimester med anmodning om fornøden bistand".

„I slutningen af 1941 og begyndelsen af 1942 begyndte tonen i forhandlingerne med krigsretten at blive skarpere" (A. 172).

„De tyske krigsretter viste i sager mod tyske soldater, der var sigtet i sammenstød med danske borgere, en meget stor tilbøjelighed til at tilsidesætte de danske vidners forklaring og udelukkende fæste lid til den af sigtede og eventuelt tyske vidner givne forklaring. I talrige tilfælde blev der truffet „Einstellungsverfügung" med den begrundelse, at den sigtede havde handlet i nødværge, og frifindelser med denne begrundelse forekom også i alvorlige sager."

I begyndelsen af 1942, omtales det (A. 173), „forekom også nogle spredte tilfælde af tyske anholdelser af danske borgere, og der mærkedes fra de tyske myndigheders side en tilbøjelighed til at understrege, at militære hensyn kunde være til hinder for at overlade undersøgelse og pådømmelse til de danske myndigheder." Der henvises til de sammesteds anførte enkelttilfælde, hvor anholdte mod protest blev udleveret.

Om den indtil august 1942 stedfundne udvikling anføres det herefter i redegø-relsen:

Side 41

„Disse tilfælde dannede afslutningen og klimaks på den her skildrede periode indtil august 1942, i hvilken princippet om sagernes undersøgelse og pådømmelse ved danske retsmyndigheder kun i 3 tilfælde blev brudt, trods stadige og i intensitet tiltagende trusler derom. De anslog samtidig den tendens, som under de spændte politiske forhold i efteråret 1942 - telegramkrisen - en tid truede med at blive frem-herskende, og som, skønt forhandlinger og afspændingen i den politiske situation hidførte en bedring, dog vedblivende gjorde sig gældende, indtil den 29, august 1943 hidførte en afgørende ændring, hvorefter pådømmelsen ved tysk krigsret eller anden tysk afgørelse blev den altovervejende hovedregel, pådømmelse ved dansk ret den sjældne undtagelse." (A. 177).

„I de tilfælde, i hvilke danske varetægtsfanger var ført til tysk undersøgelses-fængsel, blev der protesteret i hvert enkelt tilfælde overfor krigsretten af statsad-vokaten, og de enkelte sager blev ligeledes af justitsministeriet taget op overfor det tyske gesandtskab til en almindelig behandling under medvirken af udenrigsmini-steriet."

Anholdelserne vakte uro i politiet (A. 238):

Efter at telegramkrisen i oktober-november 1942 var overstået, fandt der den 7. december 1942 en forhandling sted med Kanstein (A. nr. 67 og 68). I direktør Svenningsens referat (A. nr. 67) anføres herom bl. a.:

„Vi rekapitulerede i store træk de forhandlinger, der kort efter den 9. april 1940 var blevet ført med de tyske myndigheder angående disse spørgsmål, og fremhævede stærkt den meget store vægt, man fra dansk side lagde på, at man snarest kom tilbage til den hovedlinie, der i det store og hele — med nogle få beklagelige undtagelser — var blevet fulgt i tiden fra besættelsens begyndelse indtil sommeren 1942. I de senere måneder var der beklageligvis i mange sager sket brud på denne hovedlinie. Medens der medio juli ikke sad en eneste dansk statborger i tysk undersøgelsesfængsel, var forholdet nu det, at der i tysk vare-tægt sad omkring 80 danskere. Både af principielle grunde og — ikke mindst — af hensigtsmæssig-hedsgrunde måtte man fra dansk side meget indtrængende henstille, at såvidt muligt alle sager om forbrydelser mod værnemagten blev overgivet til danske myndigheder og dansk jurisdiktion. Den seneste tids praksis, hvorefter det danske politi havde måttet arrestere folk og foretage de indledende undersøgelser, for at sagerne derefter kunde blive overgivet tyskerne til pådømmelse ved tysk krigsret, skabte uro og misstemning i store kredse i befolkningen og havde navnlig en dårlig virkning inden for politiet.

Under samtalen oplyste Kanstein, at der for tiden foregik forhandlinger mellem civile og militære tyske myndigheder. Et resultat af disse interne forhandlinger blev, at gesandtskabet, der efter general Keitels Erlass af 26. august 1940 (A. nr. 60) ingen indflydelse havde haft på, om en sag skulle pådømmes ved dansk ret eller ved tysk krigsret, nu af krigsretten kunne få forelagt sådanne sager til afgørelse af, om strafforfølgning kunne ske ved dansk ret (A. 220). *

Den 15. februar 1943 henvendte Kanstein sig til justitsministeren og meddelte, idet han på dr. Bests vegne henviste til den stærke stigning i sabotagetilfældene, at det var under overvejelse at indsætte tyske krigsretter til disse sagers behandling; der ville da ikke alene blive afsagt dødsdomme, men disse ville også blive fuldbyrdet. Man overvejede endvidere at sætte befolkningen til vagttjeneste og pålægge kommunerne bod. Det nævnte møde og et dagen efter afholdt møde hos general v. Hanneken er refereret af departementschef Eivind Larsen (A. nr. 147 og 148):

Den 3. august 1943 anmodede tyskerne om offentliggørelse af en meddelelse om, at 8 sabotører af krigsretten var idømt høje tugthusstraffe, og at de alvorlige af disse ville blive afsonet i Tyskland. Denne offentliggørelse blev efter forhand-linger (jfr. nærmere A. 222—224) frafaldet. Om resultatet af de førte forhandlin-ger gøres i justitsministeriets redegørelse (A. 224) følgende almindelige bemærk-ninger:

„Som nævnt sad 1. december 1942 80 personer i tysk fængsel her i landet. Den 12. januar 1943 var antallet af varetægtsfanger i tysk fængsel nedbragt til 70, den 6. marts til 16, den 2. april til 11, den 18. maj var tallet steget til 23, den 18. juni til 29, medens det pr. 14. august 1943 udgjorde 17; i dette tal skete ingen forandringer i tiden indtil 29. august 1943. Nedgangen i antallet af varetægts-arrestanter ved tysk krigsret skyldtes naturligvis for en del løsladelser og tilbageførelser til dansk fængsel med henblik på pådømmelse ved dansk domstol, men til dels også at nogle af de pågældende blev dømt af tysk krigsret og derefter overført til afsoning i dansk fængsel. De nævnte tal må derfor suppleres med antallet af anholdelser inden for de enkelte måneder i året 1943. I løbet af december 1942 fandt 22 anholdelser sted til tysk fængsel („anholdelser til tysk fængsel" anføres her omfattende både de tilfælde, i hvilke danske varetægtsfanger krævedes overført til tysk undersøgelsesfængsel, og de tilfælde, i hvilke hensættelsen i tysk undersøgelsesfængsel skete straks ved anholdelsen). I januar 1943 fandt 23 sådanne anholdelser sted, i februar 6, i marts 8, i april 29, i maj 23, i juni 8, i juli 12, i august indtil 29. august 19. Af fremstillingen i afsnit III vil det kunne ses, at „omløbshastigheden" har været meget betydelig, således at adskillige af de anholdte ganske kort tid har hensiddet i tysk varetægtsfængsel for derefter enten at blive løsladt eller ført (tilbage) ,til dansk jurisdiktion.

Der førtes hele tiden løbende forhandlinger med krigsretten og med gesandt-skabet for at nedbringe antallet af varetægtsfanger i tysk fængsel og antallet af sager, i hvilke dom blev fældet af tysk krigsret, navnlig da anholdelserne påny tog til og antallet af varetægtsfanger i tysk fængsel atter steg."

Stillingen pr. 29. august 1943 var (A. 316) således:

„I varetægtsfængsel hos tyskerne havde i tiden fra 9. august 1940 til 29. august 1943 ifølge et af statsadvokatens afdeling den 1. december 1942 oprettet kartotek 315 danske borgere været, heraf 235 anholdt efter 1. december 1942. Af disse 315 var dog en del medlemmer af Wehrmachtsgefolge, så tallet for hele perioden bortset fra Wehrmachtsgefolge udgjorde omkring 250.

Som nævnt i redegørelse I, A 163, var der i tiden indtil august 1942 afsagt dom af tysk krigsret over danske borgere her i landet i 3 tilfælde, over 10 personer, hvoraf de 8 ikke kom til at afsone straffen, medens de to kom til at afsone i dansk fængsel. Efter august 1942 og til 29. august 1943 blev der, som det fremgår af foranstaaende, afsagt 13 tyske krigsretsdomme, ved hvilke 32 personer blev dømt. 4 af disse hensad til afsoning i Tyskland, de øvrige i dansk fængsel. Endvidere var 4 faldskærmsagenter blevet ført til Tyskland. Een dødsdom var blevet fuldbyrdet den 28. august 1943 (dommen over Poul Edvin Kjær Sørensen, jfr. A 265), men meddelelse herom blev først givet danske myndigheder den 3. september 1943. I tysk undersøgelsesfængsel sad 17 personer, hvoraf nogle blev ført tilbage til dansk fængsel den 30. august 1943. Også i dansk varetægts-fængsel sad som fremhævet foran en del sabotører, hvoraf nogle — som det fremgår af fremstillingen foran — blev krævet udleveret til tysk undersøgel-sesfængsel og dømt ved tysk krigsret i tiden efter 29. august 1943."

Der fandt derfor drøftelser sted med de tyske myndigheder om en afgrænsning af politiets virksomhed (A. 328 ff.).

Til det af tyskerne ønskede særlige hverv som forbindelsesmand mellem dansk politi og tysk militær udpegedes ved justitsministeriets skrivelse af 15. april 1940 (A. nr. 49) statsadvokat Harald Petersen, og ved cirkulære af 8. juni 1940 (A. nr. 50) fastsattes retningslinier for dette særlige hverv. Om opgaven udtales det i justits-ministeriets redegørelse (A. 153):

„Den opgave, der var pålagt statsadvokaten og det ham underlagte personale, var som anført at sikre samarbejdet mellem dansk politi og tysk militær i bestræbelsen for at modvirke spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Zersetzung) overfor de tyske besættelsestropper. Det var forudsat, at et sådant samarbejde skulde finde sted, og at der kunde blive tale om anholdelser efter tysk begæring. For udøvelsen af statsadvokatens virksomhed blev der af justits-ministeriet i skrivelse af 8. juni 1940 (A. nr. 50) givet nærmere retningslinier. Til statsadvokatens hverv henlagdes foruden behandlingen af straffesager angående spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed alle sager angående vold imod, fornærmelser og forulempelser af per-soner, der hørte til den tyske værnemagts styrker her i landet."

„Endelig fremhævedes statsadvokatens pligt til at holde justitsministeriet underrettet om alle sager af betydning, derunder om „enhver af Dem foretagen anholdelse og om grundene herfor", samt om almindelige forhold, som justits-ministeriet burde være bekendt med. Af notater i justitsministeriet kan det ses, at man med den fremhævede vending særlig har tænkt på anholdelser foretaget efter de tyske myndigheders begæring."

I besættelsens første år var, jfr. justitsministeriets skrivelse af 14. august 1945 (A. nr. 82) „de tyske instanser, der stod i forbindelse med justitsministeriet og det danske politi:

1. Det tyske gesandtskab med vicepræsident Poul Kanstein som særlig tilforordnet for indenrigs- og justitsministeriets område.

2. Den tyske overkrigsret.

3. Abwehrstelle (en militær kontraspionage og efterretningsorganisation). Til ge-sandtskabet var fra første færd knyttet enkelte tyske politimænd, og disses tal øgedes efterhånden noget."

kunne instruere de underordnede organer." (A. 157).

I udenrigsministeriets svar (A. nr. 132) herpå udtales bl. a.: „Hvad særlig angår de underordnede danske politimyndigheders holdning, så er dette spørgsmål blevet gjort til genstand for indgående drøftelser med hr. justitsministeren. Det må uden videre indrømmes, at politiets virksomhed i visse isolerede tilfælde ikke har svaret til regeringens ønske om øjeblikkelig og energisk indgriben; men også i denne forbindelse mener regeringen at kunne sige, at det her ikke drejer sig om en almindelig tendens, men om beklagelige enkelttilfælde. De pågældende polititjenestemænd har fået de nødvendige instrukser.

For — om påkrævet — at hidføre en almindelig bedring i politimyndighedernes holdning, har hr. justitsministeren i anledning af de tyske klager udstedt nye instrukser til politimestrene. Derved tilsigtes bl.a. opnået garanti for et nøje hurtigt samarbejde med centralkontoret i København (hr. overstatsadvokat Eivind Larsen).

Men dermed være ikke sagt, at skylden i nogle forekomne episoder ikke skulde ligge hos medlemmer af Værnemagten, og for andre episoders vedkommende tør det uden tvivl påstås, at de implicerede tyskere og danske i forening må bære skylden."

De i udenrigsministeriets skrivelse omtalte nye instrukser er justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. august 1940 (A. nr. 61) og den i forbindelse dermed udsendte fortrolige vejledning (A. nr. 62), hvortil henvises.

På et den 29. maj 1941 afholdt møde med tyskerne (jfr. A. 159) beklagede disse sig påny over politiet og dets utilstrækkelige indgriben i forskellige episoder, og det hævdedes, at politiet ikke var meget for at gribe ind overfor flyveblade. Om den i anledning af sidstnævnte besværing udsendte cirkulære-skrivelse henvises til kap. 14 og 15.

Om den på et møde den 6. juni 1941 (A. 160) krævede indskriden mod engelsk-venlige demonstranter henvises til kap. 16, og om den af tyskerne fremførte anke, at der bl. a. ved et tilfælde var „afsunget smædesange, uden at politiet havde grebet ind" (A. 160), henvises til kap. 14 og den i den anledning udsendte bekendtgørelse (A. nr. 162) og det dertil knyttede cirkulære (A. nr. 163.)

Hvad løvrigt politiets forhold til de tyske myndigheder angår, var som nævnt det samarbejde, der forudsattes at bestå, etableret gennem statsadvokaten for særlige anliggender og hans afdeling.

Under drøftelserne den 12. april 1940 blev det fastslået, at arbejdet med bekæm-pelse af spionage, sabotage og Zersetzung skulle ske i samarbejde med de tyske myndigheder, men det var samtidig fastslået, at „selve den politimæssige undersøgelse og eventuel anholdelse og fængsling af personer skulle foretages af danske politimyndigheder samt at eventuelt anholdte og fængslede skulle hensættes i danske fængsler." (A. 152), men det var (A. 153) forudsat, at der kunne blive tale om anholdelse efter tysk begæring. De stedfundne anholdelser og udleveringer af desertører er nærmere omtalt i kap. 20 (jfr. A. 177 ff.).

Foran i kap. 3 er omtalt, at tyskerne den 9. april 1940 foretog en del anholdelser af danske statsborgere. På lignende måde måtte der af statsadvokaten efter tysk begæring foretages en del anholdelser af danske statsborgere, der af tyskerne var sigtet for spionage (jfr. herom nærmere A. 181 f.).

Statsadvokatens afdelings forhold til Abwehrstelle, herunder navnlig de oplys-ninger, politiet i talrige tilfælde måtte give til de tyske myndigheder, vil blive særskilt behandlet nedenfor i kap. 11, hvortil henvises.

De tyske krav, der blev fremsat med hensyn til internering og overførsel til Tyskland af herværende udlændinge, der var tyske statsborgere eller statsløse af tysk oprindelse, og visse andre fremmede statsborgere omtales i justits-ministeriets redegørelse (A. 186 ff.), hvor det nævnes, at tyskerne ønskede foretaget en almindelig optælling af de herværende udlændinge og statsløse, og at en række navngivne emigranter efter tysk krav anholdtes og interneredes i Horserød. I en del tilfælde blev der fra tysk side stillet krav om de pågældendes overførsel til Tyskland, og disse krav blev imødekommet. Om begrundelsen herfor henvises til A. 187, jfr. også kap. 3.

Hovedlinien var som foran omtalt, at selve den politimæssige undersøgelse og eventuel fængsling af personer skulle foretages af de danske politi-myndigheder. Et i sommeren 1942 fra tysk side fremsat krav 

om et intimere samarbejde, således at tyske politifolk deltog i konkrete under-søgelser, blev således afvist (A. 204, jfr. A. 201 og A., 490). Enkelte tilfælde forekom dog (A. 204):

„I skibssabotagesagen mod Richard Jensen m. fl. fandt et vist samarbejde sted med tyske politimænd fra Hamborg, idet sagens opklaring på daværende tidspunkt skyldtes et samarbejde mellem svensk, dansk og tysk politi, der som foran berørt af kriminalinspektør Krauss var vist denne sag særlig interesse" (jfr. A. 489).

Også i sagen vedrørende drabet på esteren Eltermann i Kongelunden fandt et vist samarbejde sted, forsåvidt tyskerne førte den ene af de i drabet delagtige herop og sagens opklaring udelukkende skyldtes hans overfor det danske politi gentagne tilståelse. Den anden hovedmand Meeritz, kaldet Looring, der blev udleveret fra Sverige, blev efter tysk krav og med sit samtykke udlånt til tyskerne til afhøring og blev samme dag tilbageleveret til dansk politi." (jfr. A. 267 og A. 489).

Om sagen mod „De frie danske", der er udførligt omtalt A. 244 f, siges det i justitsministeriets skrivelse af 14. august 1945 (A. 490):

Det føromtalte krav fra tysk side om et intimere samarbejde fandt udtryk under en samtale, udenrigsministeriets direktør den 16. juni 1942 havde med Kanstein, der (A. 201) „fremsatte nogle betragtninger om det danske politis holdning med udgangs-punkt i nogle undvigelser bl.a. af 3 kommunister" (jfr. skrivelse fra udenrigs-ministeren til statsministeren og justitsministeren med direktørens notits (A. 85 med bilag)), og det siges videre i justitsministeriets redegørelse (A. 201):

.„Disse henvendelser kulminerede foreløbig i sommeren 1942, i fremsættelsen af bestemte krav om styrkelse og omorganisation af det politiske politi. Indholdet af de fremsatte krav fremgår af den fra Kanstein modtagne notits (A. nr. 86), der med skrivelse af 27. juli 1942 (A. nr. 86) fra udenrigsministeren oversendtes til justitsministeren. Man ønskede fra tysk side navnlig en „stärkere Beteiligung der deutschen Dienststéllen und eine bessere Ausnützung der Erfahrung der deut-schen Beamteri". Kravet understregedes ved et besøg i august 1942 af stats-sekretær Stuckart fra Berlin. Fra dansk side gav man en redegørelse for de skridt, der var foretaget, idet man mest muligt reducerede den kommunistiske virksomheds betydning i Danmark og understregede regeringens ønske om at bekæmpe den og den betydelige indsats, der af politiet blev gjort for at komme den illegale propagandavirksomhed til livs og forebygge "og opklare sabotage-handlinger, hvorhos man henviste til, at kriminalpolitiet vilde blive forøget med henblik på disse opgavers effektive varetagelse. Man henviste til, at en enhedsorganisation allerede forelå ved sagernes henlæggelse til statsadvokaten for særlige anliggender, og til det samarbejde med tyske tjenestesteder, som allerede eksisterede, idet man faktisk afviste kravet om en udvidelse af dette samarbejde. Også kravet i notitsens pkt. 5 om en ændring i kommunistloven afvistes som overflødig. Der blev herefter indtil videre ikke rørt ved spørgsmålet fra tysk side."

„Denne aftale forelå kun mundtlig. Som gesandt i Berlin har udenrigsministeriets tidligere direktør Mohr i et brev af 22. december 1944 til direktør Svenningsen meddelt, at man fra tysk side ønskede at lade det bero ved den mundtlige aftale, da man fra Berlin ønskede at tage forbehold i jurisdiktionsspørgsmålet med hensyn til sabotage og angreb på værnemagtsmedlemmer. Mohr havde dengang udtalt, at få mennesker var så samvittighedsfulde, at glemsomheden ikke kom til at spille en rolle. Han kunde tænke sig, at udenrigsministeren vilde insistere på at få overens-komsten fastlagt skriftligt, omend den regulerede sig selv, da det danske politis arbejde på det pågældende område jo blev standset, hvis aftalen om anbringelse i dansk fængsel ikke blev overholdt. Han havde spurgt, hvorledes man iøvrigt havde tænkt sig at overholde aftalen om dansk fængsel, inclusive undersøgelsesfængsel, når forhøret i tilfælde af en spionagesag skulde føres ved tysk krigsret. Hertil havde Renthe-Fink svaret, at den tyske krigsret i så fald måtte låne spionerne i det danske fængsel og levere dem tilbage efter endt afhøring. Mohr havde bemær-ket, at de i så fald måtte ledsages af dansk politi, der ventede på stedet og derefter førte dem tilbage, så der ikke blev tale om at overnatte i tysk fængsel. Renthe-Fink mente, at Mohr var noget for nøjeregnende. Man kunde i alt fald ikke tillade, at de danske politifolk overværede forhøret. Af samtalen fremgår, at man allerede dengang havde på fornemmelsen, at aftalen var skrøbelig og ikke kunde ventes stricte overholdt. På den anden side havde altså udenrigs-ministeriets daværende direktør tilkendegivet som sin opfattelse, at det danske politis arbejde på dette område vilde blive standset, hvis aftalen om anbringelse i dansk fængsel ikke blev overholdt. Man kan spørge, om dette burde være sket, hvilket vil sige, om regeringen burde have givet politiet ordre dertil; thi aftalen var i hvert fald ikke af en sådan art, at politiet uden ordre dertil i henhold til aftalen kunde indstille virksomheden."

Det siges videre i redegørelsen (A. 217—218): „Da spørgsmålet blev aktuelt i efteråret 1942, var aftalen … allerede gentagne gange tilsidesat, således bl. a. i Ørumsagen ... og senere med hensyn til la Cour. Man skulde altså eventuelt allerede dengang — i december 1940 — have taget den konsekvens af afvigelsen fra aftalen, at det danske politi ikke længere skulde øve nogen virksomhed på det område, for hvilket aftalen gjaldt. Det vilde have betydet, at man fra tysk side kunde anse sig for løst fra sin del af aftalen, og at tysk politi allerede da var blevet sat ind her i landet i stedet for dansk politi på dette område, og vilde i det hele have haft uoverskuelige følger for udviklingen her i landet. Man drog ikke denne konsekvens dengang, og i de tilfælde, i hvilke brud på aftalen var sket, blev de fængslede ført tilbage til dansk varetægtsfængsel og sat under tiltale og dømt ved dansk domstol, bortset fra de ovennævnte 3 tilfælde. Man drog heller ikke den nævnte konsekvens af de brud på aftalen, der fandt sted i efteråret 1942. Om grunden hertil og til, at man heller ikke drog den mindre vidtrækkende konsekvens, det vilde have været at nægte politiets medvirken til anholdelsen af personer, der ønskedes hensat i tysk undersøgel-sesfængsel, blev oplysning givet i justitsministeriets fortrolige cirkulæreskrivelse af 6. marts 1943 til politidirek-tøren i København og samtlige politimestre (A. nr. 88)."

„Det var et ubehageligt hverv for de politimænd, der arbejdede i statsadvokatens afdeling, at skulle forsøge at pågribe de landsmænd, der modarbejdede den tyske værnemagt udfra følelser overfor denne, som de pågældende politimænd delte. Sålænge der ikke var praktisk tvivl om, at de pågældende skulde stilles for dansk ret og straffes i overensstemmelse med dansk lovgivning, faldt det dog ikke vanskeligt at se, at dette politiarbejde måtte ske i overensstemmelse med de straks efter 9. april 1940 trufne aftaler og den af regeringen førte politik, og var en betingelse for realiseringen af denne politiks formål.

Vanskeligere blev det, når det, der krævedes af personalet, var anholdelse direkte til tysk undersøgelsesfængsel eller anholdelse til dansk fængsel med udsigt til, at de pågældende senere blev forlangt udleveret til tysk undersøgelsesfængsel. Den række anholdelser til tysk fængsel, som kulminerede i løbet af november måned 1942, medførte betydelig uro indenfor politifolkenes rækker."

Om grundene til, at man mente at måtte medvirke til anholdelse af personer, der ønskedes hensat i tysk undersøgelsesfængsel, udtales yderligere (A. 231—232), at disse, der er antydet i justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. marts 1943 (A. nr. 88), var følgende:

„Frygten for, at tyskerne så selv vilde afhente de pågældende, uden at danske myndigheder havde kendskab dertil eller føling dermed, og den almindelige retsusikkerhed, som vilde blive følgen heraf, samt den omstændighed, at man derved vilde afskære sig fra at forhandle om de enkelte sagers pådømmelse ved dansk domstol, idet man ikke vilde blive underrettet om deres videre forløb. Dertil kom, at man ikke alene ikke vilde blive underrettet om de enkelte sagers forløb, men vilde blive afvist, hvis man henvendte sig med forespørgsel om en sag, under henvisning til, at man havde afslået at beskæftige sig med sagen, og at nægtelse af medvirken eventuelt kunde få langt videregående følger. Som det videre hedder i cirkulæreskrivelsen, søgte man stadig ved forhandling at opnå, at undersøgelser og pådømmelser kunde overgå til dansk politi og danske domstole, og protesterede i de enkelte tilfælde. Det blev tilkendegivet de pågældende, at anholdelsen blev foretaget til foranstaltning for den tyske krigsret på dennes ansvar og efter tyske regler.

Cirkulæreskrivelsen gør ingen sondring mellem de tilfælde, hvor den pågældende krævedes udleveret efter at være anholdt af dansk politi og hensat i dansk vare-tægtsfængsel, og de tilfælde, hvor anholdelsen skete på tysk forlangende, således at den pågældende straks krævedes afleveret til tysk undersøgelsesfængsel. Principielt var der heller ingen grund hertil, men praktisk gjorde der sig en vis forskel gældende. I den omhandlede periode var det først de førstnævnte tilfælde — „udleveringstilfældene" — der gjorde sig gældende. Det principielle standpunkt var her, at man fra dansk side protesterede imod udleveringen og følgelig ikke vilde medvirke til den. Man vilde altså lade tyskerne selv om at afhente de pågældende, omend man ikke ligefrem med magt vilde modsætte sig afhentningen. Undtagelsesfrit er denne fremgangs-måde dog ikke blevet anvendt. Det er forekommet, at de pågældende er blevet udleveret af fængselsvæsenet, og det er også forekommet, at politiet har udtaget varetægtsfanger af fængslet og overført dem til tysk undersøgelsesfængsel.

De praktiske ulemper, der for de danske myndigheder og undertiden vel også for de pågældende eller medfanger kunde være forbundet med at lade tyskerne afhente dem, har ført til, at den fremgangsmåde, der principielt blev anset for den rigtige, er blevet fraveget, og det principielle standpunkt, den skulde udtrykke, er derved blevet tilsløret. Der har på dette område foreligget en kompetencestrid mellem fængselsfolkene og politifolkene, idet man fra begge sider gerne så sig fritaget for det ubehagelige hverv. Udfra det principielle synspunkt, at der var tale om en afhentning, måtte det være fængselsvæsenet, som var til stede ved udleveringen. Men det er klart, at der, når man ikke vilde modsætte sig udleveringen med magt, praktisk måtte blive tale om en vis positiv medvirken, åbning af døre, udpegning af de pågældende o.s.v.

Hovedvægten måtte derfor ligesom i den anden gruppe af tilfælde — „anhol-delsestilfældene" — ligge i den fremsatte protest. Protestens form var meget varierende. I nogle tilfælde blev der afgivet en skriftlig protest, eventuelt dikteret til en protokol. I andre tilfælde blev protesten blot fremsat mundtlig, dels af de pågældende fængsels- eller politimænd, dels af statsadvokaten overfor krigsretten eller Abwehrstelle samt fra justitsministeriet eller udenrigsministeriet overfor det tyske gesandtskab i forbindelse med løbende forhandlinger om spørgsmålet i almindelighed eller i det enkelte tilfælde. Det er klart, at det for den enkelte anholdte ofte kunde komme til at tage sig ud, som om der kun skrømtvis blev protesteret eller overhovedet ikke blev protesteret. Det er muligt, at det vilde have været at foretrække, om man havde anvendt en mere ensartet formel fremgangsmåde i alle tilfælde. Nogen virkelig forskel vilde det dog næppe have gjort; når man ikke kunde modsætte sig afhentning med magt, hvilket - bortset fra at modstanden ikke vilde kunne gennemføres 

 — vilde have slået grunden bort under de igangværende forhandlinger, måtte det i virkeligheden være af mindre betydning, undtagen for så vidt angik det indtryk, det kunde gøre på de fængslede selv, på hvilken måde protesten blev fremført, såvel som hvorledes udleveringen fandt sted. Den protest, der blev fremført over for underordnede funktionærer, som kom for at hente de pågældende, kunde næppe påregnes at gøre nogen større virkning. Vægten måtte lægges på den protest, der overfor de overordnede myndigheder fremsattes af statsadvokaten og af justitsministeriet og udenrigsministeriet. Hertil bidrog naturligvis i høj grad den omstændighed, at det ikke blev ved en enkelt udlevering eller en enkelt anholdelse. Det er klart, at når protest er fremsat flere gange uden at være taget til følge, har den protest, der fremsattes i et nyt tilfælde, ikke samme kraft som første gang, den blev fremsat, og gør heller ikke samme virkning. Ingen af parterne kan frigøre sig for bevidstheden om, at protesten er en formalitet. Men det var naturligvis dog af betydning, at denne formalitet blev iagttaget i hvert enkelt tilfælde.

Når dansk politi efterkom tysk krav om at foretage eller medvirke til anhol-delse af danske statsborgere, der straks blev hensat i tysk undersøgelsesfængsel, måtte protesten herimod nødvendigvis blive endnu mindre virkningsfuld, idet den ikke som i de fornævnte tilfælde kunde understreges symbolsk, ved at de pågældende blev afhentet af de tyske myndigheder; også her måtte hoved-vægten lægges på den af de overordnede myndigheder overfor de overordnede tyske myndigheder fremsatte protest."

„Den forskel i resultaterne, der bl.a. beroede på den tilstedeværende forskel i be-handlingen i dansk og tysk undersøgelsesfængsel, var man naturligvis opmærksom på fra tysk side, og det medvirkede til at forøge antallet af tilfælde, i hvilke fanger krævedes overført — i hvert fald for et stykke tid — til tysk undersøgelsesfængsel."

„En anden grund til, at det ikke var muligt at øge politiets resultater, var den, at det ikke for politiet var muligt at opnå de dertil fornødne oplysninger. Det gælder om mange forbrydelser, men det gælder i ganske særlig grad om sabotagehandlinger og lignende, at de kun kan opklares, hvis politiet får den fornødne bistand fra befolkningen, der er i stand til at give oplysninger, som kan lede på sporene af gerningsmændene, men jo længere besættelsen varede, jo vanskeligere blev det for politiet at få de nødvendige oplysninger, ikke mindst efter at man fra tysk side var begyndt at overtage sager til pådømmelse ved tysk krigsret."

Og om politiets indsats og dets resultater siges det (A. 240):

„At forøge politiets indsats og dets resultater var imidlertid under disse omstæn-digheder ikke gørligt. Politifolkene var tidligere end mange blandt befolkningen, og i højere grad gennem deres arbejde, kommet i berøring med illegale kredse. Dette i forbindelse med, at tyskerne i stigende omfang selv overtog behandlingen af de sager, i hvilke politiet fra først af havde gjort et arbejde, begunstigede i stigende grad tvivl om holdbarheden af den førte politik og betimeligheden af at fortsætte virksomheden i samarbejde med tysk militær. Der er ikke tvivl om, at politiet, om det havde haft hjertet med i arbejdet, kunde have virket mere effektivt overfor sabotagen, end tilfældet var. Ingen vil vel bebrejde politiet det nu, og også dengang forstod utvivlsomt regering og rigsdag politiets vanskelige stilling og bifaldt den usikre mellemvej, man valgte at gå. Den opgave på den ene side at virke tilstrækkeligt effektivt til at sikre, at juris-diktionen blev på danske hænder, og på den anden side at fare. med lempe over for landsmænd, var imidlertid — hvor det drejede sig om disse alvorligere sager — i virkeligheden uløselig. Resultatet måtte derfor blive, at jurisdiktionen stadig mere gik over til tyskerne."

1. Det danske politi varetager som hidtil opretholdelse af ro og orden. Overtræ-delser af særlige ordensbestemmelser i forbindelse med undtagelsestilstand påses overholdt af det danske politi i det omfang, i hvilket de kan straffes i henhold til nugældende dansk ret,

Det danske politi sørger også, såvidt det er det muligt, for opretholdelse af ro og orden ved opløb o. l. Såfremt tysk militær eller politi sættes ind i sådanne tilfælde, trækkes det danske politi tilbage fra det område, i hvilket indsættelsen sker.

2. Det danske politi varetager fremdeles efterforskningen i alle kriminelle sager, der ikke står i forbindelse med landets besættelse.

3. Med hensyn til handlinger rettet mod den tyske værnemagt eller tyske interesser iøvrigt gælder følgende:

a. I sager angående spionage rettet mod Tyskland, „Zersetzung", sabotage, bistandsydelse til sabotører eller spioner („Feindbegunstigung"), angreb på værne-magtsmedlemmers liv og legeme, angreb på den tyske værnemagts materiel („Wehrmittelbeschadigung"), kommunistisk virksomhed, udbredelse af illegale skrifter og handlinger af lignende art foretages alle politimæssige skridt af de tyske myndigheder alene.

Såfremt politiet kommer til kundskab om planlagte angreb mod den tyske værnemagts personer eller materiel, gives der dog straks de tyske myndigheder underretning. Antræffer det danske politi nogen under forsøg på eller udøvelse af angreb mod den tyske værnemagts personer eller materiel eller sabotage-handlinger, skal handlingen søges forebygget eller hindret og gerningsmanden søges pågrebet.

Antræffer det danske politi nogen under forsøg på eller udøvelse af andre af de under 3 a, 1. stk. nævnte handlinger, skal handlingen søges forebygget eller hindret.

Ved sabotage rettet mod danske virksomheder kan politiet modtage anmeldelse til videregivelse til de tyske myndigheder og rykke ud til gerningsstedet og foretage afspærring og eventuelt optage rapport til konstatering af skadens omfang og antagelige årsag. Sikring af spor og efterforskning efter gernings-mændene foretages derimod alene af de tyske myndigheder.

b. Eftersøgning og anholdelse af faldskærmsagenter eller fremmede eller danske militærpersoner foretages alene fra tysk side.

Anmeldelse fra befolkningen om faldskærmsagenter eller fremmede militær-personers tilstedeværelse, som indgår til politiet, videregives til den tyske værnemagt.

c. Sager angående sammenstød mellem danske og medlemmer af den tyske værnemagt, der hidtil har været pådømt ved dansk domstol som overtrædelse af straffelovens § 244, stk. l, politivedtægt eller bekendtgørelse nr. 254 af 9. juni 1941, kan under forudsætning af, at de kan pådømmes af dansk domstol i overensstemmelse med den hidtil anvendte praksis, også fremtidig behandles af det danske politi.

4. Når det stiller sig tvivlsomt, om der foreligger nogen forbrydelse mod den tyske værnemagt eller tyske interesser, eller om den er begået af nogen dansk gerningsmand, kan der i de enkelte tilfælde forhandles om formen for og omfanget af politiets medvirken til sagens opklaring, f. eks. ved teknisk undersøgelse.

5. Det danske politi meddeler efter anmodning til brug ved verserende undersøgelser oplysning om bestemte personer på grundlag af politiets registre."

Da tyskerne stadig ønskede, at politiet skulle påtage sig behandlingen af sabotagesager, udarbejdedes efter forskellige drøftelser — bl.a. i nimandsudvalget — et memorandum vedrørende det danske politis behandling af sabotage-sager (A. 336)hvori opstilledes det grundlag, på hvilket der fra dansk side kunne være spørgsmål om at genoptage behandlingen af sabotagesager.

Herefter udarbejdedes efter yderligere forhandling, hvorunder meningerne var stærkt delte, et nyt overenskomstudkast (af 22. december 1943), der nu fik den under A. 341 anførte ordlyd, og som den 7. januar 1944 blev overgivet politi-general Pancke. Man var imidlertid nu fra tysk side blevet betænkelig ved overenskomsten, og den blev heller ikke tiltrådt (A. 343—344).

„Fra dansk side havde man", siges det i justitsministeriets redegørelse (A. 343)„stadig handlet ud fra de retningslinier, der var nedlagt i de oprindelige overens-komstudkast; og det var rigtigt, at disse retningslinier stort set var blevet accepteret i praksis af tyskerne. Da man fra dansk side gik ind i en forhandling om politiets eventuelle medvirken i sabotagesager, fastholdt man som en selvfølgelighed de tidligere retningslinier, indtil overenskomst eventuelt var sluttet, og man fortsatte dermed, også efter at forhandlingerne var strandet. Det er således de indledende forhandlinger og overenskomstudkast, der navnlig har interesse som retningslinier for politiets og statsadvokaten for særlige anliggenders virksomhed", og det forklares videre, at „de senere politiforhandlinger var præget af, at tyskerne havde mistet interessen for det danske politis medvirken i sabotagesager og nu mere var interesseret i sabotagebevogtningen" (se om denne A. 343 ff. og nedenfor kap. 43), men, udtales det (A. 348):

„For statsadvokaten for særlige anliggenders virksomhed og i det hele politiets medvirken i efterforskningsarbejde havde disse senere forhandlinger efter januar 1944 som nævnt ingen betydning. Det var stadig de oprindelige overenskomstudkast, hvis regler var vejledende. Disse regler var ganske vist ikke udsendt til politimyndighederne officielt, det kunde man selvfølgelig ikke gøre, da der jo kun forelå et udkast til en overenskomst. Men udkastet var gennem organisationerne blevet politimyndighederne over hele landet bekendt, så at det med rette kan siges, at det i den omhandlede periode var den vigtigste instruktion, der blev givet politiet. Naturligvis trængte den i høj grad til udfyldning.

Bortset herfra blev der, forklares det (A. 348), kun i ringe omfang gennem cirkulæ-rer og lignende givet retningslinier af interesse i denne forbindelse, og det udtales videre:

„Nævnes skal dog justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 31. august 1943 (A. nr. 371) angående det tilbagetrådte ministeriums af Hans Majestæt Kongen bifaldne opfordring til tjenestemændene til at forblive på deres poster og søge undgået, at der opstod gnidninger mellem statens organer og de tyske autoriteter - og rigspolitichefens efter aftale med justitsministeriet udsendte fortrolige cirkulære-skrivelse af 30. september 1943 (A. nr. 91) angående politiets stilling overfor de tyske besættelsestropper.

Endelig skal nævnes justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 31. marts 1944 (A. nr. 103) vedrørende politiets forholden overfor militærpersoner fra lande i krig med Tyskland, i hvilken det udtrykkeligt udtaltes, at politiet "ikke skulde medvirke til eftersøgning af fremmede militærpersoner."

De givne retningsliniers gennemførelse i praksis og afvigelser derfra omtales udførligt i sammenhæng i justitsministeriets redegørelse (A. 368 f.), hvortil nærmere henvises.

Spørgsmålet om de tyske myndigheders bedømmelse af politiets holdning og om den mistillid fra tysk side, der førte til politiets fjernelse den 19. september 1944, vil blive nærmere omtalt nedenfor i kap. 47.

Princippet bestod i, at krigsretten fremsendte anmeldelser om sammenstød m.v. til statsadvokaten, og at der af denne blev foranlediget undersøgelse, hvis en sådan ikke allerede var foretaget af det stedlige politi. Af rapporterne tilstilledes der krigsretten genparter med bemærkning om, hvad der agtedes foretaget i sagen, og når dom var afsagt, gaves der meddelelse om domsresultatet. På den anden side fremsendtes rapporter vedrørende tyske soldaters overgreb m.v. af statsadvokaten til krigsretten med anmodning om undersøgelse og underretning om dennes resultat."

Som det siges i nævnte afsnit, var det „oprindelig navnlig Abwehrstelle, med hvilket et samarbejde var forudsat, et samarbejde, som man fra tysk side ønskede meget snævert, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at der efter tysk ønske og for tysk regning etableredes en direkte telefonforbindelse mellem Abwehrstelle på hotel Cosmopolite og statsadvokatens afdeling på politigården." (A. 184).

„I anledning af et i begyndelsen af juni 1940 overfor udenrigsministeriet rejst krav om meddelelse fra politimestrene til den stedlige tyske kommandant om forhold af militær interesse (iagttagelse af fjendtlige og ikke-tyske flyvemaskiner, miner, undervandsbåde o.s.v.) blev der, da man ikke mente at kunne nægte at imødekomme det fremsatte krav, ved cirkulæreskrivelse af 20. juni 1940 givet politimestrene instruktion om at videregive sådanne oplysninger, »såfremt De måtte være kommet til kundskab derom." (A. 184).

Ligeledes gaves instruktion om melding af iagttagelser vedrørende lyssignaler, nedkastning af pakker m. v. fra flyvemaskiner, jfr. A. 184, hvor det siges:

„Ved skrivelse af 30. august 1940, hvoraf afskrift vedlægges som bilag, anmodede Abwehrstelle om, at politimestrene måtte blive anmodet om til Abwehrstelle at melde iagttagelser vedrørende lyssignaler, nedkastning af pakker m.v. fra flyve-maskiner. Kravet blev imødekommet ved udsendelse af en cirkulære-skrivelse af 4. september 1940, der vedlægges som bilag." (A. 108).

Om sager vedrørende spionage og sabotage udtales (A. 184, jfr. også A, 230):

„Om sager vedrørende spionage og sabotage skulle Abwehrstelle straks underrettes. Der henvises til en til politimestrene fra statsadvokaten den 6. maj 1941 udsendt cirkulære-skrivelse, hvoraf afskrift vedlægges som bilag". (A. nr, 109).

For de af statsadvokaten til forskellige tyske myndigheder givne personoplys-ninger er der i førnævnte afsnit VI (A. 184) givet en samlet redegørelse. I denne, hvortil der nærmere henvises, bemærkes bl. a.:

„Navnlig fra Abwehrstelle^ men i et vist omfang også fra det tyske gesandtskab, modtog statsadvokaten i stadig stigende tal forespørgsler angående personer, idet der ønskedes oplysning om de pågældendes generalia, opholdssted, statsborgerforhold, om de var politiet bekendt i kriminel eller politisk henseende, senere også undertiden om afstamningsforhold -

- om de pågældende var af jødisk afstamning. Ofte spurgtes kun om et enkelt af de nævnte forhold." (A. 184).

Om besvarelse af forespørgslerne siges det bl. a. - „Da det var pålagt statsad-vokaten at samarbejde med Abwehrstelle på dette område, matte disse fore-spørgsler besvares, hvilket som regel skete ved meddelelse af de i politiets regi-straturer foreliggende oplysninger, eventuelt suppleret med en rapportafhøring, oftest af den pågældende selv." (A. 184), og det udtales yderligere:

„Nægtelse af at give sådanne oplysninger vilde have betydet en nægtelse af det lovede samarbejde, som vilde have væltet den trufne ordning over ende og hurtigt ført til oprettelse af et tysk politi og dettes overtagelse af sagernes behandling samt tysk jurisdiktion. Det lod sig ikke gøre fra første færd at hævde, at politiet ikke sad inde med sådanne oplysninger, thi derom vidste tyskerne besked og havde iøvrigt også danske hjemmelsmænd, der kunde give dem besked derom (f. eks. Pelving)." (A. 185).

Anmodningerne om „Personenüberprüfung" tog stadig til i tal (A. 185). De oplysninger, der søgtes, var dels om danske arbejdere, der var hvervet til arbejde i Tyskland, dels om personer, der var antaget til arbejde for tyskerne her i landet. Om den i den anledning trufne ordning henvises nærmere til redegørelsen (A. 185 — 186)

Om de af tyske myndigheder fremsatte anmodninger om oplysninger om bestemte personer, „der var eller angaves at være kommunister", siges det (A. 189), at „disse forespørgsler fremtrådte ikke som udsprunget af en speciel interesse for kommunistiske forhold, men som et led i afværgebestræbelserne mod spionage og sabotage m.v." Der kan herom nærmere henvises til redegørelsen (A. 189—191).

Med den 29. august 1943 skete en ændring i politiets og statsadvokatens stilling. Der optoges (jfr. foran kap. 9 og 10) drøftelser angående politiets arbejdsområde og virksomhed. Idet der om disse drøftelser og de foreliggende overenskomstudkast nærmere henvises til justitsministeriets redegørelse (A. nr. 48), bemærkes, at der efter overenskomstudkastets bestemmelser „af det danske politi skulle gives de tyske myndigheder underretning om planlagte angreb mod den tyske værnemagts personer eller materiel, som politiet måtte få kundskab om", men — udtales det — „Politiet synes ikke at være kommet til kundskab om nogen planlagte angreb" (A. 388), og om sabotagehandlinger siges det i redegørelsen:

„En tilsvarende bestemmelse fandtes ikke med hensyn til sabotagehandlinger i almindelighed, men disse skulde derimod ligesom de omtalte angreb søges forebygget eller forhindret, hvis politiet kom til, og politiet skulde „ved sabotage rettet mod danske virksomheder modtage anmeldelse til videregivelse til de tyske myndigheder." (A. 388). Om begrundelsen for, at sådanne bestemmelser opretholdtes efter 29. august 1943, udtales det (A. 389):

„Grunden til, at disse bestemmelser var optaget i udkastet, var den, at der i en tysk bekendtgørelse af 5. september 1943 (A. nr. 375) var fastsat dødsstraf eller hård frihedsstraf for undladelse af at give meddelelse til de tyske myndigheder om spioner, sabotage eller anden begunstigelse af fjenden, når man var kommet til kundskab derom. Nægtede politiet at videregive en sådan meddelelse, og nåede den ad anden vej frem til tyskerne, vilde en overtrædelse af bekendtgørelsen være konstateret. Abwehrstelle understøttede overfor sikkerhedspolitiet i Aarhus den 7. marts 1944 udtrykkelig sit krav om videregivelse af anmeldelser med henvisning til Befehlshabers bekendtgørelse."

For det danske politis stilling til „henvendelser fra personer, der anmeldte, at de havde fået kendskab til sabotage eller anden illegal virksomhed", redegøres nærmere A. 389—390, hvor det bl. a. forklares, at - „statsadvokaten drøftede med rigspolitichefen og med justitsministeriet muligheden af at udsende en fortrolig instruks til politimestrene om, hvordan de skulle bære sig ad i sådanne tilfælde. Man fandt det ikke muligt at give en sådan instruks, heller ikke i fortrolig form, men justitsministeriet fandt den 1. april 1944 ud fra overenskomstudkastet", at kunne komme til følgende interne retningslinier:

„1. anmeldelser vedrørende spionage, „Zersetzung", kommunistisk og anden illegal virksomhed m. v. skulde ikke videregives.

2. anmeldelser om planlagte angreb mod Wehrmachtsangehörige og indretninger under tysk bevogtning skulde videregives, medens modsætningsvis anmeldelser vedrørende allerede begåede angreb af denne art ikke skulde videregives.

3. anmeldelser om faldskærmsagenter og fremmede militærpersoner skulde videregives.

4. Da der ikke var truffet overenskomst om sabotagebekæmpelse, skulde anmeldelser og meddelelser med bidrag til opklaring af sabotagehandlinger o. lign. ikke videregives til tyskerne når det ikke var et led i afværgelsen af plan-lagte angreb."

I det førnævnte overenskomstudkast vedrørende politiets stilling efter 28. august 1943 var også optaget bestemmelse om politiets fortsatte pligt til at give oplysninger om bestemte personer:

„Når der i overenskomstudkastet fra første færd var optaget bestemmelse — i pkt. 5 — om, at det danske politi efter anmodning til brug ved verserende undersøgelser skulde give oplysning om bestemte personer på grundlag af politiets registre, skyldtes det, at der hidtil var givet sådanne oplysninger, redegørelse I, s. 184 f, og redegørelse II, s. 230. Konsekvensen af nu at nægte at give sådanne oplysninger kunde eventuelt blive, at tyskerne selv satte sig i besiddelse af registraturer og akter eller krævede dem udleveret. Desuden måtte man jo tilbyde noget, hvis tyskerne overhovedet skulde være interesseret i opnåelsen af en overenskomst, der ellers væsentlig indeholdt indrømmelser til de danske synspunkter. Imidlertid blev det i udkastet givne tilbud ikke 

Den 30. december 1943 anmodede departementschef Eivind Larsen statsadvokat Hoff om at drage omsorg for, at besvarelser af personforespørgsler fra tyske tjenestesteder fremtidig kun omfattede rent borgerlige lovovertrædelser; oplysninger fra afdeling D burde således ikke medtages, hverken hvis den pågældende var kendt som kommunist eller som nationalsocialist. Hvis der i rigsregistraturen fandtes politiske oplysninger eller politiske straffe, burde disse ej heller medtages. Herom blev statsadvokatens afdelings personale og afdeling D underrettet den 31. december 1943. Der blev ikke af justitsministeriet eller statsadvokaten udsendt noget cirkulære til politimestrene derom. Man anså det dels for upåkrævet, fordi sådanne oplysninger normalt ikke blev givet af politi-mestrene, idet forespørgsler henvistes til statsadvokaten, dels for betænkeligt at give instruktion til politimestrene, idet det kunde føre til, at de afslog under henvisning til instruksen, og man turde ikke gøre tyskerne bekendt med ændringen." (Justitsministeriets redegørelse A. 393).

Om andre oplysninger i politiets registre forklares (A. 393):

„Også andre oplysninger, der forefandtes i hos politiet eksisterende registre, gav man på forlangende tyskerne. Efter praksis gav man dem således på forlangende oplysninger, der fandtes i motorregistrene, hvorimod man afviste krav om fremskaffelse af en fortegnelse over heste og hestekøretøjer."

Vedrørende oplysninger fra folkeregistrene hedder det (A. 394):

„Med hensyn til oplysninger fra folkeregistrene opretholdtes den praksis, at de tyske myndigheder rettede henvendelse ikke direkte til folkeregistrene, men til politiet, og at folkeregistrene henviste direkte forespørgsler til politiet eller — hvis de var skriftlige — overgav dem til politiet. I København blev oplysninger i et vist omfang søgt af det tyske sikkerhedspoliti direkte fra folkeregistret."

Et fra tysk side flere gange rejst krav om adgang til at gøre sig bekendt med hotelmeldingerne måtte, efter tidligere at være afvist, imødekommes i august 1944. Om den måde, hvorpå dette skete, henvises nærmere til redegørelsen (A. 394).

Kort efter besættelsen betragtede man i ministeriet med megen bekymring forholdene i Sønderjylland (P. Munch, ber. V a 14), og man fik ifølge førnævnte notat i justitsministeriet „oplysninger om, at det tyske mindretal ville arrangere møder, der kunne medføre uro" (A. 557). Spørgsmålet om gennemførelse af et lovforslag om en art belejringstilstand blev derfor påny rejst i justitsministeriet, idet det hermed „navnlig var hensigten at søge tilvejebragt en godkendelse fra rigsdagen af et forbud mod offentlige møder" (A. 557). Tanken herom blev imidlertid opgivet, efter at spørgsmålet havde været drøftet i et ministermøde, hvor „justitsministeren bemyndigedes til at udstede bekendtgørelse om forbud mod offentlige møder". (Ministermødeprotokollerne, ber. IV a 412).

„Efter grundlovens § 86 kan alene forsamlinger under åben himmel forbydes, når de kan medføre fare for den offentlige fred, men et sådant begrænset forbud har man under den foreliggende situation ikke ment at kunne nøjes med . . .

Grundloven selv indeholder ganske vist ingen udtrykkelig bestemmelse om, at dens regler kan tilsidesættes under sådanne særlige forhold ved en almindelig lovbestemmelse, eller endog blot ved et af øvrigheden udstedt påbud, men i dansk statsretlig teori er der enighed om, at regeringen i kraft af det almindelige nødretsprincip må kunne suspendere de gældende grundlovsbestemmelser."

Imidlertid opstod der hurtigt tysk utilfredshed med mødeforbudet,

Anderledes så tyskerne på forholdet, når det drejede sig om det tyske mindretal. Da mindretallet påtænkte at afholde Knivsbjergfest, måtte det forinden indhente tilladelse fra justitsministeren. Da denne udtalte ønske om, 

at der ikke blev deltagelse af tysk militær eller fra Tyskland, henvendte den tyske gesandt sig til udenrigsministeren og ytrede ønske om, at de to krav frafaldtes. Mindretallet opgav imidlertid at afholde festen. (P. Munch, ber. V A: 15).

I den følgende tid blev der fra dansk nationalsocialistisk side foranstaltet en række optøjer med det øjensynlige formål at tilsidesætte mødeforbudet og samtidig provokere politi og regering og derigennem eventuelt bevirke, at tyskerne blandede sig i tingene. (Harald Petersen, s. 62 i det forans. 59, note2, anf. værk).

„Nazisterne havde ... holdt et politisk møde på Roskilde Højskolehjem og drog derefter i procession gennem Roskildes gader. I togets bagtrop befandt sig imidlertid en del tyske soldater. Da politiet nu greb ind — det var ikke tilladt at gå i procession - sluttede den tyske værnemagt op om nazisterne, og i forening drev de politiet på flugt."

Disse optøjer gav anledning til forhandling mellem udenrigsministeren og den tyske gesandt, og der blev fra tysk side udstedt forbud mod, at tyske soldater deltog i møder og demonstrationer (P. Munch, ber. V A. 17). Der blev rejst sag mod mødets leder, en kendt nazist, købmand Jørgensen fra Glostrup, der ved Roskilde kriminalrets dom af 3. juli 1940 idømtes 20 dages hæfte for overtrædelse af mødeforbudet, hvilken dom stadfæstedes af Østre Landsret den 2. august 1940. Underrettens præmisser, hvori det hed, „at den her i landet siden den 9. april d. å. foreliggende situation er af en sådan art, at det var tvingende nødvendigt for det offentlige straks at sikre sig den størst mulige ro og orden i befolkningen, således at enhver udæskende optræden kunne søges undgået", gav straks anledning til tysk reaktion, idet det anførtes, at der herved kun kunne tænkes på den tyske hærs tilstedeværelse, hvilket var en grov fornærmelse mod værnemagten. Tyskerne ville derfor have, „at dommen skulde appelleres, og der skulde lægges pres på domstolen for at få det udtryk fjernet" (Harald Petersen, st. 9). Dette krav afvistes med, „at det var umuligt, vi kunde ikke blande os i domstolenes affærer" (Harald Petersen, st. 9). Samtidig fremsattes (i notits af 5. juli 1940) krav om ophævelse af mødeforbudet, og da det i første omgang afvistes af justitsministeren, fremsattes kravet påny i et memorandum af 23. august 1940 (A. nr. 115), hvori det anføres:

„Det er allerede konstateret og ved notits af 5. juli 1940 blevet meddelt den kgl. danske regering, at forbudet ikke er blevet krævet fra tysk side og heller ikke anses for nødvendigt. Forbudets fortsatte beståen er egnet til at fremkalde det indtryk, at de tyske troppers tilstedeværelse skulde være i stand til at genere fortsættelsen af det offentlige liv i Danmark. Forbudet bliver praktisk talt lagt den tyske værnemagt til last, skønt der netop fra tysk side atter og atter er blevet lagt vægt på, at det offentlige liv, som i begyndelsen uundgåeligt blev påvirket af tyske troppers indmarch, så hurtigt og i så vidt omfang som muligt igen kan føres ind på normale baner."

Da der også fra dansk politisk side fremkom henvendelser om, at forbudet virkede uheldigt, drøftedes spørgsmålet om en lempelse bl. a. i ministermøder (se ministermødeprotokollerne ber. IV A. 428). Man var fra dansk politisk side interesseret i, at det tillodes forskellige politiske foreninger at slå sig sammen og afholde politiske fællesmøder.

Da dette ikke kunne gavne de mindre oppositionspartier, idet ingen kunne tænkes at holde politiske fællesmøder med dem, foretoges der ved bekendtgørelse af 12.september 1940 en lempelse i denne retning.

En tysk krigsretsdom af 24. maj 1940 (A. nr. 58) over en 17-årig maskinlærling, der havde forsøgt at stjæle et maskingevær fra luftmarinestationen, gav herefter justitsministeren anledning til at udsende en alvorlig advarsel (A. nr. 118), hvori det bl. a. hedder:

„Ministeriet skal derfor på det alvorligste advare befolkningen mod alle handlinger af denne art og naturligvis i endnu højere grad mod de grove forulempelser af værnemagten, spionage, sabotage o.l. Sådanne handlinger rummer en meget alvorlig risiko for gerningsmanden selv, og de kan desuden bringe forstyrrelse i det gode og korrekte forhold mellem den danske befolkning og den tyske værnemagt, som er af indgribende betydning såvel for samfundet som helhed som for de enkelte borgere."

En underhåndshenvendelse om, at tyske myndigheder „havde drøftet, om der ikke var anledning til at anmode de danske myndigheder om overfor befolkningen at indskærpe påbudet om en korrekt holdning", førte endvidere til, at udenrigs-ministeriet drøftede spørgsmålet med Kanstein, der dog var imod en sådan udsen-delse, og det oplyses endvidere (A. 157):

„Under denne samtale, der fandt sted den 21. juni 1940, gav Kanstein udtryk for, at han i det store og hele fandt forholdet mellem værnemagten og befolkningen særdeles godt. De undtagelsestilfælde, hvor der måtte opstå gnidninger, var han ikke tilbøjelig til at tillægge større vægt."

„Medens man således fra tysk side i juni 1940 havde givet udtryk for tilfredshed med forholdet til besættelsestropperne, lød der allerede i august 1940 fra samme side helt andre toner i et aide-mémoire, der afleveredes af gesandten den 13. august 1940 (A. nr. 130). I tilknytning til overrækkelsen udtalte gesandten i overensstemmelse med notens indhold sin bekymring i anledning af det omslag i stemningen, som man havde konstateret, og som bl. a. havde givet sig udslag i overfald på tyske soldater den 10. og 11. august i en københavnsk café (i Viborggade), overfald på gaden og fornærmelser og skældsord mod tyskerne, og hævdede som sin opfattelse, at skylden — i hvert fald tildels — lå hos de danske forvaltningsmyndigheder, der intet gjorde for at arbejde på det bedst mulige forhold til de tyske besættelsestropper. Navnlig viste politiet efter hans mening dels udygtighed, dels mangel på god vilje."

Som svar tilstillede udenrigsministeriet den 6. sept. 1940 den tyske gesandt et memorandum (A. nr. 132), og der udsendtes af justitsministeriet en cirkulære-skrivelse til politimestrene (A. nr. 131), ledsaget af en fortrolig vejledning (A. nr. 62). I forbindelse med en episode den 14. september 1940 (jfr. herom A. 157) henledte statsadvokaten i en indberetning til justitsministeriet af 19. september 1940 (A. nr. 133) „opmærksomheden på, at der — som det fremgik af en skrivelse fra Der Standortälteste, Kopenhagen, til politidirektøren i København — var givet tyske soldater den forholdsregel, at de ikke skulle finde sig i nogen fornærmelse fra befolkningens side, men tværtimod „med alle midler" hævde værnemagtens ære, en forholdsordre, som efterlevet af mindre besindige, eventuelt spirituspåvirkede soldater kunne føre til højst uheldige resultater." (A. 157—158).

Som følge af denne indberetning fra statsadvokaten udsendtes kongens opråb af 9. april 1940 påny til befolkningen den 27. september 1940 med følgende tilføjelse af statsminister Stauning (A. nr. 119):  „Forskellige begivenheder i den senere tid har bevirket, at regeringen føler sig foranlediget til at minde befolkningen om disse kongens ord, der for os alle stadig må være den afgørende retningslinie for hele vor færden. Lad ro og orden præge landet. Vis loyal optræden overfor alle, som har en myndighed at udøve", og på møder i udenrigsministeriet den 7. oktober og 15. oktober 1940 (A. nr. 134— 135) toges spørgsmålet op overfor Kanstein, idet man „overrakte tyskerne en fortegnelse over tilfælde, i hvilke tyske soldater havde misbrugt deres våben eller på anden måde var gået til håndgribeligheder overfor danske borgere, og henstillede, at der blev gjort noget for at lægge en dæmper på de urolige gemytter blandt soldaterne." (A. 158).

„Da der i tiden fra 23. oktober 1940 i Jylland var forekommet 4 tilfælde af overklipning af tyske telegrafkabler (den tids typiske sabotagehandling), skrev Abwehrstelle den 18. november 1940 til statsadvokaten:

afholdtes den 29. maj 1941 et møde med tyske repræsentanter under ledelse af daværende kontorchef Herfelt (jfr. nærmere A. 159):  „De tyske herrer gjorde gældende, at det for at undgå „større komplikationer" var nødvendigt at få fjernet den fjendtlige stemning, der i store dele af befolkningen herskede mod Tyskland."

Om udfaldet af mødet siges det:

Om de tyske krigsretters tilbøjelighed til i sammenstødssager, hvor tyske soldater var sigtet, „at tilsidesætte de danske vidners forklaring og udelukkende fæste lid til den af sigtede og eventuelt tyske vidner givne forklaring" og til i talrige tilfælde at træffe „Einstellungsverfügung" med „den begrundelse, at den sigtede havde handlet i nødværge", se A. 172.

Frits Clausen havde afholdt en såkaldt mindeappel — til Landsoldaten på Vestre Boulevard sted med politidirektørens tilladelse, hvad der i vide kredse vakte stor forbitrelse (se bl.a 9-mandsudvalgets protokol, ber. IV A. 524). Den 8. december 1940 fandt de i kap. 17 omtalte spadedemonstrationer sted i Haderslev, hvor nazisterne under vold mod politiet foruden at overtræde mødeforbudet tilsidesatte våbenloven og uniformsloven. Nazisternes provokatoriske benyttelse af bombeattentater til at udstille uniformerede vagtposter ved deres partikontorer omtales af Thune Jacobsen i dennes redegørelse (A. 113), og i kap. 36 (Frits Clausens åbne brev af 8. september 1942) omhandles bombeattentater, som nazisterne mistænktes for selv at have arrangeret.

I foråret 1941 udgav dr. la Cour forskellige pjecer. Herom og om de nærmere omstændigheder ved hans anholdelse i februar 1942 henvises til det nedenfor under kap. 31 anførte.

Danmarks tiltrædelse af Antikominternpagten er nærmere omtalt i ber. V. Udenrigsministeriet under besættelsen. Som det er anført i den af udenrigs-ministeriet udarbejdede gråbog om pagten, gav Danmarks tiltræden anledning til studenterdemonstrationer i København i november 1941.

Som et eksempel på stemningen blandt ungdommen kan nævnes den i Aalborg af skoleelever dannede Churchill-klub. Om denne udtales i justitsministeriets rede-gørelse (A. 174) bl. a.:

"I begyndelsen af maj 1942 blev 8 skoleelever, overvejende fra Aalborg kathe-dralskole, og 2 voksne, den såkaldte Churchill-klub, pågrebet af det danske politi. De havde forøvet en lang række våbentyverier og mindre sabotagehandlinger. Det var den første større sabotagesag."

Den 1. maj 1942 rejste Christmas Møller til England, hvor han blev en hyppig taler i B.B.C.'s udsendelser på dansk. For de nærmere omstændigheder ved hans udrejse er redegjort i ber. IV, og at der i forbindelse med denne sag blev fremsat „alvorlige trusler om tyskernes overtagelse af jurisdiktionen", omtales i justitsministeriets redegørelse (A. 174—175).

Udtalelser på møder gav stadig anledning til tysk utilfredshed. Som et eksempel anføres det af det tyske gesandtskab den 1. juni 1941 rejste krav (jfr. A. nr. 142) om øjeblikkelig indskriden overfor redaktør Peter de Hemmer Gudme og Arne Sørensen „i anledning af, at førstnævnte i et møde i Grundtvigs Hus, afholdt den 22. maj 1942 af dansk samling, havde holdt et foredrag om Finland. Med den tyske notits (A. nr. 142) fulgte, som det nærmere omtales i justitsministeriets redegørelse (A. 175—176), hvortil henvises, anonyme referater af foredraget (A. nr. 143 og 144).

I sommeren 1942 vendts gesandtskabet, (jfr. herom A. 176) „stadig tilbage til den „Hetz", der udfoldedes i forskellige akademiske tidsskrifter" og som eksempel nævnes en skrivelse af 14. juli 1942 (A. nr. 140) vedrørende „Akademisk Tidsskrift".

„Det lykkedes dog i alle tilfælde af denne art at undgå direkte tysk indgriben, i mange tilfælde således, at man kun — efter henvendelse fra tysk side — foretog en „beslaglæggelse" af den pågældende publikation — oftest var der kun ganske få eksemplarer tilbage — ''og hver tiltale blev nødvendig, at gennemføre den ved dansk ret. Dette gjaldt således også en sag mod udgiverne af „Stud. merc.", som man fra tysk side kraftigt truede med at overtage til pådømmelse". (A 176). */* herom også A 292.

I efteråret 1942 gav Frikorps Danmarks orlov og provokerende optræden fra de frivillige, der blev meget ildeset af befolkningen, anledning til en række alvorlige episoder og uroligheder, hvorom nærmere henvises til kap. 32, hvortil en af kommissionen fra justitsministeriet modtaget samlet redegørelse for Frikorps Danmarks orlov og den derved opståede uro er optrykt som bilag (A. nr. 346).

I sommeren 1943 opstod rundt om i landet større uroligheder og strejker. I bogen „Danmark under verdenskrig og besættelse" skriver daværende kontorchef i justitsministeriet Herfelt herom som indledning til en skildring af de nævnte uroligheder:

„I sommeren 1943 kom den latente spænding mellem den danske befolkning og besættelsesmagten til udbrud, og i Juli—august var der store uroligheder rundt om i landet. Det var, som om befolkningen nu havde mistet tålmo-digheden. Medvirkende hertil var sikkert, at krigen havde taget en for Tyskland afgjort ugunstig vending, og mange ventede, at Tyskland i løbet af kort tid måtte bryde sammen. Frikorpsfolkenes stadige provokationer bidrog også stærkt til uroen, og blandt de tyske soldater, der ofte kom her til landet fra Østfronten eller fra anden fronttjeneste, var disciplinen blevet dårligere. Endelig havde sabo-tagen og måske også krigsudviklingen medført en større tilbøjelighed hos tyskerne til at sætte hårdt mod hårdt. — I denne forbindelse kan nævnes, at der i juni måned ankom en bataillon politisoldater til landet. Kanstein udtalte på fore-spørgsel, at formålet kun var opretholdelse af ro og orden blandt de tyske soldater samt tysk vagttjeneste o. lign." (anf. værk III, s. 140).

Der kan om de nævnte uroligheder henvises — foruden til ber. IV — til nær-værende ber. kap. 38, og om den militære undtagelsestilstand, der fulgte, til kap. 39 jfr. også ber. IV med en af udenrigsministeriet herom udarbejdet gråbog.

Om den folkestrejke, der fandt sted i juli 1944, og som begyndte som en direkte følge af den af tyskerne indførte spærretid, henvises til det nedenfor under kap. 46 anførte.

De illegale blades virksomhed og indflydelse var imidlertid „stadig stigende, og den tyske misfornøjelse med, at politiet ikke kunne fremvise virkelige resultater i bekæmpelsen — navnlig efter at bladene også var begyndt at indeholde opfordringer til sabotage — stadig stigende. Medens politiet nok fik fat i nogle uddelere og andre mindre betydende led i bladorganisationerne, havde det aldrig gjort noget virkelig betydende kup" (A. 177). I juni—juli 1942 anholdtes imidlertid to bogtrykkere, jfr. herom justitsministeriets redegørelse (A. 177):

Inden forhandlingerne i denne sag var afsluttet, havde det danske politi den 30. juli 1942 anholdt endnu en bogtrykker, Hartvel, der sigtedes for at have fremstillet det sidste nummer af „Frit Danmark". Krigsretten fik — efter udtrykkeligt forlangende — underretning om denne anholdelse, og skønt man såvel overfor krigsretten som overfor gesandtskabet gjorde indtrængende forestillinger overfor kravet, der fra krigsretten fremsattes om hans udlevering til tysk Ermittlungsverfahren, idet man navnlig fremhævede, at en sådan indgriben af de tyske myndigheder vilde medføre, at politiets mulighed for at gennemføre efterforskningen vilde blive svækket og tilsidst indskrænket på afgørende måde, fastholdtes kravet, og Hartvel blev under protest afhentet af tysk feltgendarmeri i Vestre Fængsel. Også Hartvel blev senere ført tilbage til dansk jurisdiktion."

De foran nævnte anholdelser omtales sammen med henvendelser fra krigsretten (A. nr. 136 og 137) nærmere i justitsministeriets redegørelse (A. 242), og de mod udlevering til tyskerne fremsatte protester omtales, jfr. A. nr. 138 og 139, hvorpå det efter oplysninger om anholdelse på tysk begæring af en tjener og en mejerist den 25. september 1942 og en stud. med. den 20. oktober 1942 udtales: „løvrigt var det fra september 1942 navnlig „De frie Danske", der var genstand for tyskernes interesse" (A. 244).

I justitsministeriets redegørelse anføres (A. 247), at det skyldtes „stikkermedde-lelser til tyskerne, at sagen kunde „rulles op" — naturligvis i forbindelse med de anholdtes forklaringer og det forefundne skriftlige materiale. Fra det danske politis side blev der ikke udfoldet noget initiativ, men kun handlet efter de fra tysk side givne direktiver, som regel således at tyskerne deltog i de ønskede skridts gen-nemførelse."

Idet, der om „De frie Danske" iøvrigt henvises til den udførlige omtale i rede-gørelsen (A. 244—251), herunder til begrundelsen for, at man „mente at måtte imødekomme denne begæring til trods for, at de pågældende 

skulde anbringes i tysk undersøgelsesfængsel" (A. 244), oplyses, at de i efteråret 1942 i denne sag fængslede efterhånden alle blev overført til dansk fængsel, og at der den 11. februar 1943 blev afsagt dom i sagen. Dommen blev gjort til genstand for omtale i en gennem udenrigsministeriets pressebureau udsendt meddelelse (A. nr. 150). I justitsministeriets redegørelse udtales det om dommen:

I „nøje forbindelse med anholdelsen af Aksel Larsen" (jfr. herom kap. 25) og med de oplysninger, han havde set sig nødsaget til at give vedrørende bladet „Frit Danmark", stod anholdelserne i december 1942 af professor Chievitz, landsrets-sagfører Prytz, biblioteksdirektør Døssing, dr. Neukirch, godsejer Jarl og landsrets-sagfører Ernst Petersen, Odense. Behandlingen af denne sag er nærmere omtalt i justitsministeriets redegørelse (A. 274—278, jfr. også A. nr. 70), hvortil henvises.

Den 10. december 1942 udsendtes gennem udenrigsministeriets pressebureau en meddelelse om disse anholdelser (A. nr. 71), hvori det bl. a. hedder:

„Blandt de anholdte er professor Ole Chievitz, der over for det danske politi har afgivet en forklaring om sit forhold til nævnte bevægelse. Det fremgår af denne forklaring, at professoren — skønt han ikke er kommunist — for at modarbejde regeringens politik bevidst har samarbejdet med den illegale kommunisme her i landet, hvis formål, som det også fremgår af bladet „Frit Danmark", er at organisere modstand mod de tyske besættelsestropper. Professor Chievitz har under dette arbejde haft sammenkomster — også i sit hjem — med ovennævnte Aksel Larsen, forhenværende folketingsmand Christmas Møller og andre og efter aftale med disse været virksom for at skaffe den omhandlede illegale virksomhed pengemidler. Ved sin virksomhed til støtte for denne bevægelse har professor Chievitz direkte gjort sig skyldig i grov overtrædelse af gældende lov og vil nu ved rettergang ved dansk domstol blive draget til ansvar herfor."

En af fhv. justitsminister Thune Jacobsen under afhøring i kommissionen (st. 221) afgiven forklaring om, at anholdelsen af Chievitz var en ren tysk foranstaltning, gav anledning til, at kommissionen skriftligt forespurgte Thune Jacobsen bl. a., hvorledes dette stemmer med erklæringens ord: „Chievitz, der overfor det danske politi har afgivet en forklaring". Thune Jacobsen har herom afgivet skriftlig besvarelse (A. nr. 69), og i justitsministeriets redegørelse (A. 275) hedder det herom:

„Såsnart der forelå tilsagn fra tysk side om, at sagen mod Chievitz skulde behandles ved dansk ret, og at han vilde blive overført til den danske fængsels-afdeling, udsendtes den 10. december 1942 gennem udenrigsministeriets presse-bureau en meddelelse om anholdelsen og om, at professor Chievitz ved rettergang ved dansk domstol vilde blive draget til ansvar. I meddelelsen hed det, at professor Chievitz „overfor det danske politi havde afgivet forklaring om sit forhold til bevægelsen „Frit Danmark"." Dette var rigtigt, idet man, da man den 10. december 1942 havde modtaget de tyske rapporter, fra justitsministeriets side ønskede, at Chievitz over for dansk politi skulde udtale sig om sin forklarings rigtighed, inden man stillede i udsigt, at sagen vilde kunne gennemføres til dom ved dansk domstol, hvilket var en forudsætning for, 

at overførslen til dansk fængsel kunde ske. 2 danske kriminalpolitimænd fik derfor lejlighed til at tale med Chievitz, der i overværelse af dem og Kriminalkommissar Span gennemlæste de tyske rapporter og erklærede, at disse helt dækkede den af ham givne forklaring. De to danske politimænd havde derefter lejlighed til en ukontrolleret samtale med Chievitz, under hvilken han gentog, at det i rapporterne indeholdte var den af ham givne forklaring, og erklærede, at han over for de danske politimænd vilde have godkendt disse forklaringers rigtighed, også hvis der ikke havde været nogen tysker tilstede."

Om den i sagen afsagte dom og om den efter tysk indsigelse herimod foretagne „frivillige" internering af biblioteksdirektør Døssing henvises til justitsministeriets redegørelse (A. 276—278).

Vedrørende anholdelsen af „den kvindelige bogtrykker i Hundested", hos hvem „Land og Folk" blev trykt i 10 000 eksemplarer, samt hendes medhjælpere, henvises til det i samme redegørelse (A. 278—279) anførte.

eller af hensyn til det principielt uheldige i, at Danmarks suverænitet blev krænket ved udøvelsen af fremmed retspleje på dansk territorium og overfor danske statsborgere, men først og fremmest af hensyn til de videregående følger, som overtagelsen af retsplejen fra tysk side kunde føre med sig. Man kendte nu erfaringerne fra andre besatte lande, særlig Norge. Man måtte forvente, at det vilde betyde tilkaldelsen af tysk politi, dettes indsættelse direkte overfor danske statsborgere med de midler, der nu engang anvendtes af tysk politi i besatte lande. Det vilde medføre anvendelsen af dødsstraf i betydeligt omfang, eventuelt gidseltagning, og endelig vilde selve den udvikling, som dette vilde give anledning til, sandsynligvis betyde, at også Danmarks økonomiske tilværelses grundlag blev rokket i højere grad, end det var tilfældet, sålænge man endnu kunde forhandle om de ydelser, der fra tysk side blev forlangt. At der var fare for, at man fra tysk side vilde overtage retsplejen, var utvivlsomt. Af redegørelse 1 fremgår det, at man inden sommeren 1942 gentagne gange havde truet dermed både i videre almindelighed og i enkelte sager. I disse godt og vel to år af besættelsen havde udviklingen været ret fredelig, sabotage var kun i ringe omfang forekommet. Nu havde dette forhold ændret sig, og faren var overhængende."

Om sabotagens omfang udtales i redegørelsen (A. 212):

„Fra juli 1942 kom der en væsentlig stigning i sabotageaktionernes antal, i 1943 en vældig stigning op til et klimaks på op mod 200 sabotager i august. Der henvises til Besættelsestidens Fakta side 1204 og oversigten sammesteds side 1206 samt de kronologiske fortegnelser side 1210 f. En i statsadvokatens afdeling i maj 1943 udarbejdet fortegnelse over større sabotagehandlinger i tiden fra 9. april 1940 til 30. april 1943 viser for tiden indtil 1. juli 1942 kun 13 sabotagehandlinger, i juli 1942 8, august 20, september 11, oktober 7, november 9, december 8. På de af justitsmini-steriet til orientering for politimestrene udsendte fortegnelser over sabotagetilfælde i 1943 opførtes for januar 11 tilfælde, herunder to sprængstofattentater, for februar 22, heraf 8 sprængstofattentater, marts 35, heraf 12 sprængstofattentater, april 42, heraf 20 sprængstofattentater, maj 38, heraf 26 sprængstofattentater, juni 37, heraf 12 sprængstofattentater, juli 70, heraf 46 sprængstofattentater og fra 1.—14. august 58, heraf 23 sprængstofattentater. Skydevåben var anvendt af sabotørerne i februar 1, marts 3, april 6, maj 6, juni 5, juli 8, og i begyndelsen af august i 2 tilfælde. Det anvendte sprængstof var oprindelig aerolit, men senere i stigende omfang spræng-bomber af engelsk fabrikat og plastisksprængstof. Til brandstiftelser anvendtes der ofte brandmaskiner og senere brandbomber af engelsk oprindelse. Navnlig i de tilfælde, hvor angrebene var rettet direkte mod besættelsesmagten, var der stor ophidselse fra tysk side. På baggrund af de tidligere tyske reaktioner i den fredeligere tid kunde det ikke forbavse, at der også under disse forhold stadig blev fremsat trusler fra tysk side om overtagelsen af retsplejen, trusler, der i en række enkelttilfælde blev omsat i virkelighed."

Den gennemførelse, der fandt sted af jernbanebevogtningen og af sabotagevagt-ordningen i henhold til loven om sikkerhedsforanstaltninger indenfor erhvervsvirk-somheder m. v. af 3. december 1942, vil blive nærmere omtalt nedenfor i henholdsvis kap. 37 og kap. 43.

Om de tyske henvendelser vedrørende bekæmpelse af sabotage oplyses:

I anledning af en henvendelse i begyndelsen af februar 1943 fra Oberregierungs-rat, Dr. Stalmann, der fremhævede „den sidste tids betænkelige stigning i sabotagen, i antallet af sabotagetilfælde" og tilføjede, at man måtte være „forberedt på drastiske forholdsregler fra Der Bevollmächtigtes side" (A. 214), udarbejdede statsadvokaten den 10. februar 1943 en skriftlig sammenfatning til gesandtskabet, i hvilken (A. nr. 146) der henvistes til den allerede etablerede bevogtning af forskellige virksomheder og til den planlagte jernbanebevogtning.

Fortsættes i næste udgave af Kasler Journal