DEN AF TINGET UNDER 8. JANUAR 1948 NEDSATTE KOMMISSION

I HENHOLD TIL, GRUNDLOVENS § 45

fortsat

KRIGSMINISTERIET

OG

MARINEMINISTERIET

UNDER  BESÆTTELSEN

AKTSTYKKER

Side 5

Indholdsfortegnelse:

A. Generalløjtnant W. W. Priors forslag om oprettelse af et forsvarsråd

1. Krigsministeriets skrivelse af 18. juni 1947 angående forsvarsråd. S. 9

Bilag 1. Generalløjtnant Priors skrivelse af 27. juli 1940 til forsvarsministeren. S. 10

Bilag 2. Krigsministeriets svarskrivelse af 10. august 1940 til generalløjtnant Prior. S. 12

Bilag 3. Generalløjtnant Priors skrivelse af 2. september 1940 til forsvarsministeren S. 14

Underbilag:

1. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Tyskland. S. 18

2. Oplysninger vedr. forsvarsråd i England. S. 19

3. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Frankrig. S. 20

4. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Polen. S. 21

5. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Sverige. S. 22

6. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Norge. S. 23

7. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Finland. S. 24

8. Oplysninger vedr. forsvarsråd i Holland. S. 25

Bilag 4. Generalløjtnant Priors skrivelse af 31. oktober 1940 til forsvarsministeren. S. 26

Bilag 5. Krigsministeriets svarskrivelse af 6. januar 1941 til generalløjtnant Prior. S. 27

2. Viceadmiral H. Rechnitzers redegørelse af 21. juni 1948. S. 28

3. Kommissionens afhøring af kommandør Paul Ipsen den 6. marts 1946. S. 29

4. Kommissionens afhøring af viceadmiral H, Rechnitzer den 2. august 1945. S. 31

5. Fhv. udenrigsminister P. Munchs redegørelse af 1. juli 1945. S. 32

Bilag. Ekstrakt af fhv. udenrigsminister P. Munchs redegørelse vedr. hans virksomhed som udenrigsminister i perioden mellem 9. april og 7. juli 1940. S. 33

6. Fhv. forsvarsminister Alsing Andersens redegørelse af 3. juli 1945. S. 35

D. Udleveringen af danske torpedobåde til tyskerne i januar—februar 1941

7. Fhv. forsvarsminister Søren Brorsens redegørelse af 17. juli 1945. S. 36

8. Fhv. stats- og udenrigsminister' Erik Scavenius' redegørelse af 16. juli 1945. S. 37

9. Udenrigsministeriets skrivelse af 21. februar 1947. S. 39

Side 6

Bilag 1. Ekstrakt af politiafhøring af Renthe-Fink. S. 40

Bilag 2. Udenrigsministeriets skrivelse af 16. januar 1941 til marineministeriet. S. 41

Bilag 3. Notits af 16. januar 1941 af direktøren i udenrigsministeriet. S. 42

Bilag 4. Notits af 17. januar 1941 af direktøren i udenrigsministeriet. S. 43

Bilag 5. Notits af 18. januar 1941 af direktøren i udenrigsministeriet. S. 44

Bilag 6. Den danske „Aufzeichnung" af 20. januar 1941 med oversættelse. S. 45

Bilag 7. Indberetning af 20. januar 1941 til udenrigsministeren fra gesandten i Berlin, Herluf Zahle. S. 47

Underbilag: Marineattaché Kjølsens referat af samtale med storadmiral Raeder. S. 48

Bilag 8. Det tyske „aide-mémoire" af 22. januar 1941 med oversættelse. S. 50

Bilag 9. Udenrigsministeriets skrivelse af 23. januar 1941 til marineministeriet. S. 51

10. Marineministeriets skrivelse af 13. juli 1949. S. 52

Bilag 1. Resumé vedr. udleveringen af torpedobådene. S. 53

Bilag 2. Søværnskommandoens skrivelse af 16. januar 1941 til forsvarsministeren. S. 57

Bilag 3. Søværnskommandoens skrivelse af 17. januar 1941 til forsvarsministeren. S. 58

11. Krigsministeriets skrivelse af 10. august 1945. S. 61

Bilag 1. Meddelelse til forsvarsministeren fra chefen for generalkommandoen om det rejste spørgsmål. S. 62

Bilag 2. Generalløjtnant Priors indlæg på kvartalsmødet den 23. juni 1941, 4 under-bilag S. 63

Bilag 3. Meddelelse fra krigsministeriets mobiliseringskontor om besvarelse af den tyske forespørgsel. S. 71

Bilag 4. Oberst Ramsings skrivelse af 28. juni 1941 til krigsministeriet. S. 72

Bilag 5. Meddelelse fra mobiliseringskontoret til generalkommandoen, udenrigs-, marine- og justitsministerierne vedr. gennemførelsen af foranstaltningerne. S. 73

Bilag 6. Indberetning fra generalkommandoen af 7. august 1941. S. 74

Bilag 7. Generalkommandoens meddelelse om ophævelse af foranstaltningerne ved Kyndbyværket. S. 76

Bilag 8. Generalløjtnant Priors afskedsansøgning af 27. juni 1941. S. 76

Bilag 9. Krigsministeriets meddelelse til generalløjtnant Prior om orlov. S. 77

Bilag 10. Krigsministeriets meddelelse vedr. varetagelse af forretningerne som chef for generalkommandoen under generalløjtnant Priors orlov. S. 77

Bilag 11. Krigsministeriets meddelelse til generalløjtnant Prior om afskedigelse. S. 78

Bilag 12. Meddelelse til Ritzaus bureau om afskedigelser og udnævnelser i hær og flåde. S. 79

12. Fhv. forsvarsminister Søren Brorsens redegørelser af 17. juli 1945. S. 80

13. Fhv. forsvarsminister Søren Brorsens redegørelse af 7. oktober 1946. S. 85

14. Fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius' redegørelse af 14. juli 1945. S. 87

15. Krigsministeriets skrivelse af 30. juni 1949. S. 89

Bilag 1. Krigsministeriets skrivelse af 1. juli 1941 til udenrigsministeriet. S. 91

Bilag 2. Krigsministeriets skrivelse af 7. juli 1941 til udenrigsministeriet. (1 underbilag) S. 92

Bilag 3. Krigsministeriets skrivelse af 8. juli 1941 til udenrigsministeriet, hærens afdelinger m.fl. S. 95

Side 7

Bilag 4. Krigsministeriets eksposé vedr. officerer, dér søgte fremmed krigstjeneste. S. 96

Bilag 5. Meddelelse fra den daværende chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afd. vedr. aide-mémoire af 14. april 1943. (1 underbilag). S. 97

Bilag 6. Materiale vedr. tilladelse for hærens personel til at melde sig til tysk krigstjeneste (2 underbilag) S. 100

Bilag 7. Materiale vedr. ønske om lettere adgang for yngre officerer til at melde sig til tysk krigstjeneste (2 underbilag). S. 102

Bilag 8. Udenrigsministeriets skrivelse af 24. maj 1943 til krigsministeriet (1 underbilag). S. 109

Bilag 9. Krigsministeriets skrivelse af 1. juni 1943 vedr. befalingsmænds adgang til at melde sig til tysk krigstjeneste. S. 112

16. Ekstrakt af politiafhøring af Renthe-Fink. S. 113

17. Fhv. forsvarsminister Søren Brorsens redegørelse af 17. juli 1945. S. 115

18. Fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius' redegørelse af 18. juli 1945. S. 117

19. Udenrigsministeriets „Aufzeichnung" af 30. november 1942 m. oversættelse. S. 118

20. Skrivelse af 29. august 1943 til chefen for generalkommandoen fra den øverstbefalende over de tyske tropper i Danmark. S. 120

21. Skrivelse af 29. august 1943 til viceadmiral Vedel fra den kommanderende tyske admiral i Danmark. S. 121

22. Bekendtgørelse af 29. august 1943 om proklamation af den militære undtagelsestilstand. S. 122

23. Krigsministeriets skrivelse af 18. december 1948 om offentliggørelse af visse dokumenter. S. 124

24. Krigsministeriets skrivelse af 8. marts 1948. S. 125

Bilag 1. Generalkommandoens redegørelse af 27. november 1947 om begivenhederne i generalkommandoen (+ 4 underbilag). S. 125

Bilag 2. Generalkommandoens skrivelse af 27. november vedr. visse uoverensstemmelser mellem generalkommandoen og generalstabschefen. S. 130

Bilag 3. Sammendrag af begivenhederne i hæren den 29. august 1943. S. 131

25. Marineministeriets skrivelse af 18. marts 1948 med generalrapport over begivenhederne i søværnet omkring den 29. august 1943, med bilag. S. 182

26. Materiale vedr. kommandør C.V. Evers afskedigelse fra søværnet. S. 274

27. Indberetning af 5. august 1940 fra minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen til udenrigsminister Scavenius, indeholdende oplysninger fra Kjølsen. S. 276

28. Kommissionens forespørgsel af 25. juni 1947 til marineministeriet. S. 278

29. Kommissionens forespørgsel af 30. juni 1947 til kommandørkaptajn Kjølsen. S. 279

30. Marineministeriets svarskrivelse af 9. juli 1947. S. 280

31. Kjølsens svarskrivelse af 15. juli 1947. S. 282

32. Marineministeriets skrivelse af 1. august 1947 til kommissionen. S. 284

33. Kommissionens skrivelse af 6. august 1947 til marineministeriet. S. 285

34. Kommissionens skrivelse af 6. august 1947 til fhv. minister Gunnar Larsen. S. 286

35. Fhv. minister Gunnar Larsens svarskrivelse af 14. august 1947. S. 287

36. Marineministeriets skrivelse af 4. september 1947. S. 288

Bilag 1. Kommandørkaptajn Kjølsens generalrapport for tjenesten ved gesandt-skabet i Berlin fra 21. december 1939 til 30. november 1941. S. 289

Bilag 2. Marineministeriets skrivelse af 14. oktober 1940 til Kjølsen. S. 298

Bilag 3. Kommandørkaptajn Kjølsens indberetning af 23. oktober 1940. S. 299

(Bemærk: Afsnittet fra side 8 til side 79: Se næste udgave af Kasler Journal)

- Til den af Folketinget under 15. Juni 1945 nedsatte Kommission i Henhold til Grundlovens § 45.

Kommissionen har anmodet mig om at give Oplysning om følgende Forhold:

1. Er der i Tiden 1940—1943 fremsat „Ønske" fra tysk Side overfor den danske Regering om Afsendelse af Troppekontingent til Finland eller den tyske Østfront?

2. (Ikke optrykt)

3. Der ønskes en Redegørelse fra den daværende Udenrigsminister og den daværende Forsvarsminister angaaende Oprettelsen og Anerkendelsen af Frikorps Danmark og anden Hverning til tysk Militærtjeneste.

4. (Ikke optrykt)

5. Oplysning om Aarsagen til til Krigsministeriets Skrivelse af 1. juni 1943 til Hærens Afdelinger om Tjenestemandsforhold for danske Befalingsmænd i tysk Krigstjeneste.

Ovenstaaende Spørgsmaal skal jeg tillade mig at besvare i Rækkefølge.

ad 1. I Slutningen af 1940 fandt der paa dansk Foranledning en Forhandling Sted mellem den danske Generalstab og den Øverstbefalende over de tyske Tropper i Danmark, General Lüdke, angaaende en Forøgelse af den danske Hærs tjenst-gørende Styrke, der var paa 3. 600 Mand udover ca. l.200 Officerer og Officianter.

Generalstaben modtog fra den tyske General følgende Skrivelse, dateret 5. August 1941:

„Til Chefen for den danske Hærs Generalstab, København.

Under Henvisning til Henvendelse af 19. December 1940, G.O. 91/1159, i hvilken anmodes om, at den danske Hærs tjenstgørende Styrke maa blive forhøjet fra de nuværende 3.600 Mand til 6.300 Mand — udover rundt 600 Officerer og 600 Officianter — skal jeg herved meddele følgende: Paa min fornyede Anmodning herom har Oberkommando der Wehrmacht nu truffet følgende Afgørelse: Den danske General-stabs Anmodning om Forhøjelse af Hærens tjenstgørende Styrke indrømmes i fuldt Omfang paa den Betingelse, at Danmark straks opstiller et forstærket Infanteri-regiment til Kamp mod Sovjetrusland og for europæisk Kultur (Gesittung) og Enhed. Regimentet skal saa vidt muligt sættes ind indenfor de finske Afdelingers Ramme. Det skal bevæbnes, udrustes og beklædes af Danmark, staar under Kommando af danske Officerer og medregnes ikke i den Tjenestestyrke for den danske Hær, som man har anmodet om. Regimentet skal bestaa af 3 Fodfolksbatailloner med svære Morterer og Panserafværgeskyts saa vel som tildelt Pioner-Enhed og en Artilleriafdeling. Nærmere Besked vil blive givet, om hvilket Skyts der skal vælges. Regimentet kan gælde som Stamme for den senere danske Hær. Det har intet med det allerede bestaaende Frikorps at gøre.

Idet jeg bringer ovenstaaende til Deres Kendskab, vil jeg være taknemlig for at modtage Svar snarest muligt. Lüdke, General der Infanterie."

Side 81

Jeg gav Meddelelse om Sagen i et Ministermøde og udtalte, at jeg maatte gaa bestemt imod det fra tysk Side fremsatte „Ønske", og dette Standpunkt blev accepteret af det samlede Ministerium. Den danske Forbindelsesofficer, General Gørtz, meddelte derefter General Lüdke, at man maatte være forberedt paa et Nej fra den danske Regerings Side. Det blev imidlertid fra tysk Side betydet, at man af Hensyn til danske Interesser nødigt saa, at der i den foreliggende Situation blev sendt en „Minusnote" til Oberkommando der Wehrmacht, og man havde drøftet Sagen med den tyske Minister, der af den danske Udenrigsminister Erik Scavenius var underrettet om Indholdet af det danske 5var paa Henvendelsen. Den tyske Minister havde fremsat følgende Tanke. Man kunde indgaa en saadan Minusnote, hvis den danske Regering vilde gaa ind for, at man i Stedet for et forstærket Infanteriregiment sendte et Frikorps til Finland, bestaaende af danske førere og Soldater. Et saadant Frikorps skulde da samles med direkte Støtte og Anbefaling af den danske Hær. Heller ikke dette Forslag kunde vi fra dansk Side gaa ind paa. De tyske Ønsker blev altsaa afvist baade under den ene og den anden Form.

I Maj 1943 kommer Tanken paany frem fra tysk Side, at der maa foretages noget effektivt fra dansk Side, idet Tyskerne var meget utilfredse og havde foretaget en Démarche, der bl.a. indeholdt Forslag til positive Handlinger fra den danske Hærs Side for at fremkalde et bedre Forhold til den tyske Hær og dermed en Forbedring af Forholdet mellem de to Lande.

Den danske Forbindelsesofficer var nu General Holsted, og i en Samtale med General v. Hanneken, der fandt Sted den 10. Maj 1943, udtalte sidstnævnte bl.a., at en Deltagelse i Kursus af et Antal danske Officerer — noget man som taktisk Modtræk havde overvejet fra dansk Side — efter hans Mening ikke vilde løse Spørgsmaalet, og at han vilde udtale sig i Overensstemmelse hermed, naar dette blev ham forelagt. Der maatte være Tale om en ganske anderledes effektiv Handling fra Danmarks Side. Hvis man f. Eks. sendte en Division eller anden lignende Styrke til Østfronten, eventuelt til Finland, eller 100 Officerer til Fronttjeneste paa Østfronten, vilde det nærme sig, hvad man ventede fra tysk Side. General v. Hanneken erklærede til sidst, at hvis den tyske Førers fremsatte Ønsker ikke blev imødekommet, vilde det medføre en meget mærkbar Forværrelse af Forholdene mellem de to Lande. Som saa ofte før kom den tyske General ind paa, at Danmark for sin egen Skyld havde en Pligt til at være med i Kampen mod Bolchevismen.

I et Ministermøde, hvor jeg refererede Sagen, henstillede jeg til det samlede Ministerium, at man bestemt nægtede at gaa ind paa de tyske Krav. En Kommission, bestaaende af nogle faa Officerer, foretog en Slags Studierejse til Tyskland. Det var det hele, der kom ud af denne Sag; men de to Tilfælde, jeg her har anført, viser tydeligt, at det var et Vaabenfællesskab med Danmark, man fra tysk Side attraaede.

(ad 2 ikke optrykt)

ad 3. I Løbet af Aaret 1941 blev Spørgsmaalet om at give Udrejsetilladelse til Befalingsmænd og Menige, der som Frivillige ønskede at deltage i Krigen paa den finske frront eller tyske Østfront, aktuelt. At de danske Nazister har været særlig virksomme her, er der ingen Tvivl om, men Sagen blev ført frem i Ministermøde af Udenrigsminister Erik Scavenius og Minister Gunnar Larsen. De mente, at man paa den Maade kunde undgaa en skarpere Kurs mod Danmark fra det tyske Riges Side. Spørgsmaalet blev behandlet i flere Ministermøder, hvor man var meget uvillig stemt overfor det Frikorps Danmark, der blev dannet med et Par danske Officerer som Topfigurer. Regeringen som saadan havde ikke noget med denne Korpsdannelse at gøre og har heller ikke billiget den, men der blev givet Tilladelse til, at Befalingsmænd og hjemsendte Værnepligtige som Frivillige kunde indtræde i Korpset. I saa Tilfælde skulde der indsendes Ansøgning om Rejsetilladelse til Udlandet, og for Befalingsmændenes Vedkommende traadte de uden for Nummer — fik altsaa ingen Lønning. Naar man gav en saadan Tilladelse, var det naturligvis, fordi vi var i en Situation, hvor vi ved at gaa imod de Frivilliges Ønske, der stærkt støttedes fra tysk Side, risikerede, at hele Hæren blev afvæbnet og hjemsendt, og dette maatte vi anse for meget skæbnesvangert, idet vi regnede med, at saa længe det danske Befalingsmandskorps var intakt, var der Mulighed for, at den danske Hær og Flaade kunde komme til at løse en Opgave om ikke før saa hen imod Krigens Slutning. Ingen kunde jo dengang vide noget bestemt om Krigens Forløb. Der var som tidligere omtalt kun en lille dansk Militærstyrke indkaldt, men alt laa parat, saa man med Timers Varsel kunde have forøget den ikke ubetydeligt. Man løb en endnu større Risiko ved paa det Tidspunkt at sige -

Side 82

- pure Nej til disse Frivillige, idet man kunde frygte en Tvangsudskrivning af dansk Ungdom ikke alene til tysk Arbejdstjeneste, men ogsaa til tysk Militærtjeneste, hvad der saa vidt mig bekendt skete i Alsace-Lorraine, hvor et Antal af 150 000 unge Mænd blev tvangsmobiliseret af den tyske Krigsmagt.

Befalingsmænd, der som Frivillige gik i tysk Krigstjeneste, var advaret af deres Kammerater o.a., bl.a. af Hærens tidligere Chef, Generalløjtnant With. Tilgangen til Korpset blev da ogsaa kun ringe. At Frikorps Danmark var en Udfordring til det danske Folk, fik Korpset at føle, da det var hjemme paa Orlov, hvor en ligefrem fjendsk Stemning imod det gav sig kraftige Udslag.

Hvad Hvervning til Frikorpset angaar, gik jeg bestemt imod, at man gav disse Hververe Tilladelse til at køre i Bil — hvilket de ansøgte om — naar de skulde berejse Landet. Man undsaa sig heller ikke for at forlange, at et dansk Militærorkester skulde møde op, da Frikorpset var hjemme paa Orlov. Dette blev naturligvis omgaaende nægtet. Lad mig endelig nævne, at Frits Clausen m.fl. ønskede, at danske Nazister i et Antal af 500 skulde møde i Uniform for at hylde Frikorpset, da det var hjemme paa Orlov. Udenrigsministeren fik Tallet bragt ned paa 100, der kun maatte optræde enkeltvis og i civil| Paaklædning.

Angaaende Frivilliges Deltagelse i Krig skal henvises til et af Udenrigsministeriet udarbejdet Memorandum, der blev forelagt i Ministermøde den 7. Marts 1942.

(ad 4 ikke optrykt)

ad 5. Efter Valget i Foraaret 1943 gik der en Tid, inden der paa ny kom større for os ubehagelige Spørgsmaal til Drøftelse inden for Regeringen. Man havde imidlertid sporet en Tendens fra tysk Side til at stille sig lidet imødekommende overfor os. Efter General v. Hannekens Opfattelse var vi i Danmark alt for lunkne i vor Holdning overfor det tyske Folk og dets Kamp mod Bolchevismen. I Maj 1943 fandt der et Møde Sted mellem den tyske General og den danske Forbindelsesofficer, General Rolsted. v. Hanneken forespurgte, hvad man agtede at gøre fra dansk Side for at fremkalde et bedre Forhold mellem de to Lande. Forinden — allerede den 15. April 1943 — havde Dr. Best Foretræde for Kronprinsen (Kongen var syg) for at tilkendegive overfor ham den tyske Rigsregerings Holdning overfor den danske Hær. Det, der særlig fremhævedes fra tysk Side, var Antagelsen af Garantier fra dansk Side, hvis den nuværende Politik skulle opretholdes. Man ønskede, at Kongen skulde indvirke paa det danske Officerskorps i sin Egenskab af Hærens Øverstbefalende ved at undgaa Discriminering af danske Officer i tysk Tjeneste, saaledes at disse ikke springes forbi ved Embedsledighed, men udnævnes selv om de for Tiden gør Tjeneste i den tyske Værnemagt. Ligeledes maatte man ønske at der blev uddannet et vist Antal danske Officerer i Tyskland.

Da jeg blev bekendt med de tyske Ønsker, jfr. General Rolsteds Rapport til Krigsministeriet af 12. Maj 1943 og da jeg fra Stats- og Udenrigsministeren havde modtaget Udkast til en Note til de tyske Myndigheder, var jeg klar over, at Tiden var inde til, at der omgaaende optoges en Forhandling med Rigsdagens Nimands-udvalg. */* (Samarbejdsudvalget). - Et saadant Møde fik jeg ogsaa paa egen Haand arrangeret, og i dette Møde gav jeg Besked om, hvad der hidtil var passeret i denne Sag, og jeg meddelte i Hovedtrækkene, hvad man fra Stats- og Udenrigsministerens Side mente var nødvendigt for blot i nogen Grad at tilfredsstille Tyskerne.

Det, Noten kort fortalt drejede sig om, var at give de danske Befalingsmænd der deltog i tysk Krigstjeneste som Frivillige, en noget bedre Stilling end Hærloven hjemlede derudover, at man ikke fra de militære Myndigheders Side har modsat sig, at danske Befalingsmænd for en nærmere bestemt Tid traadte udenfor Nummer uden Lønning for at gaa i fremmed Krigstjeneste med den under Krigen gennemførte Ændring, hvorefter Genindtræden i Nummer kan ske til ethvert Tidspunkt, uanset om der er noget Nummer ledigt, saaledes at den paagældende altsaa indtræder i overtalligt Nummer med alle Rettigheder i Henhold til sin Grad.

I Stats- og Udenrigsministerens Udkast var der anført en Bestemmelse om, at den Tid, hvor en dansk Befalingsmand frivilligt var traadt i finsk eller tysk Krigstjeneste, kunde medregnes ved Beregningen af Alderstillæg og Pension. Jeg forhandlede som sagt med Nimandsudvalget og udtalte mig meget forbeholdent om Sagen, men man kunde ikke være blind for, at et Afslag fra dansk Side paa de tyske Ønsker kunde faa meget ubehagelige, ja skæbnesvangre Følger for os, Hærens og Flaadens fuldstændige Afvæbning.

Efter en Diskussion i Nimandsudvalget blev man enig om, at et nyt Møde skulle afholdes, hvor Stats- og Udenrigsministeren samt flere andre Ministre kunde deltage.

Side 83

Om Forhandlingerne med Nimandsudvalget gav jeg Referat i et Ministermøde den 28. Maj 1943. Stats- og Udenrigsministeren bebrejdede mig, at jeg paa egen Haand uden forinden at forhandle med Ministeriets øvrige Medlemmer havde forelagt denne Sag i Nimandsudvalget. Jeg svarede, at dette maaske rent formelt var rigtigt, men gjorde opmærksom paa, at selv om der i Ministeriet havde været Flertal for, hvad jeg ikke troede der var, at jeg ikke skulde forhandle denne Sag med Nimandsudvalget, havde jeg gjort det alligevel, idet jeg, som jeg udtalte, var parlamentarisk Minister og derfor ikke vilde foretage mig noget i Sagen, hvis jeg ikke havde Rigsdagen bag mig.

Det blev da bestemt, at der straks skulde indkaldes til et nyt Møde, og i dette deltog foruden Nimandsudvalgets Medlemmer af Ministre: Stats-, Indenrigs-, Handels-, Arbejds- og Forsvarsministeren. Der førtes en Forhandling, der til Tider var meget skarp. Stats- og Udenrigsminister Scavenius truede flere Gange med at ville søge sin Afsked. Jeg for mit Vedkommende betonede meget bestemt, at jeg kun vilde gaa videre med Sagen, hvis Tilslutningen i Nimandsudvalget og Ministeriet var aldeles enstemmig. Min Holdning var ikke til at tage fejl af. Jeg var ubehagelig berørt af de fremsatte tyske Ønsker. Stats- og Udenrigsministeren udtalte ved en senere Lejlighed, at jeg var en farlig Mand under denne Situation, og dermed har han naturligvis ment, at jeg stillede mig alt for modvilligt over for de fremsatte tyske Ønsker. I Mødet opnaaedes imidlertid Enighed mellem Ministeriet og Nimands-udvalget. Man skulde i Kundgørelsen til Hæren ikke nævne noget om Ændringer i Hærloven (§ 92 m.v.), men afvente det Tidspunkt, hvor Spørgsmaalet kunde blive aktuelt. Naar der ikke skulde ske Ændring af Hærloven, spurgte jeg, om man til sin Tid skulde tage Sagen op paa Normeringsloven. Fhv. Statsminister Buhl svarede hertil, at det Spørgsmaal fandt man nok ud af. Det kunde gøres paa saa mange Maader.

Efter dette Møde fortsattes Overvejelserne inden for Ministeriet med Hensyn til en Skrivelse, der skulde udsendes til Hærens Afdelinger, og som ogsaa skulde sendes til de tyske Myndigheder (Dr. Best). Der var fra Udenrigsministeriet udarbejdet adskillige Udkast, som jeg paa enkelte Punkter søgte og ogsaa fik ændret, men i et Ministermøde 1. Juni blev man ogsaa paa Grundlag af Forhandlingerne fornylig med Nimandsudvalget enig om den Skrivelse, der skulde udsendes. Den indeholdt følgende Bestemmelser:

„Enhver fast Befalingsmand af Linien, Reserven (Forstærkningen), der ønsker sig fritaget for Tjeneste i den danske Hær for at indtræde som Frivillig i en Formation under den tyske Hær eller i den finske Hær, har Adgang til, jfr. bl.a. Krigsministeriets Skrivelse til Afdelinger m.fl. af 8. Juli 1941, at søge om Tilladelse til at træde uden for Nummer uden Lønning. Ansøgninger herom vil ligesom hidtil blive bevilget i det Omfang, som er foreneligt med Varetagelsen af de Opgaver, der under de nuværende Forhold tilfalder den danske Hær. Særligt bemærkes, at Befalingsmænd kan indsende Ansøgning om Fritagelse for den dem ifølge Hærlovens §§ 62 og 63 paahvilende Tjenestepligt, og at de vil kunne forvente en saadan Ansøgning imødekommet. En Befalingsmand, der saaledes træder uden for Nummer for at gaa i tysk eller finsk Krigstjeneste, beholder sin Plads i Aldersordenen. Der er tilvejebragt særlig Hjemmel for, at Genindtræden i Nummer kan ske til ethvert Tidspunkt, uanset om der er noget Nummer ledigt, saaledes at den paagældende altsaa indtræder i overtalligt Nummer med alle sine Rettigheder i Henhold til sin Grad.

Det Tidsrum, i hvilket en Befalingsmand har staaet uden for Nummer for at deltage i tysk eller finsk Krigstjeneste, bliver medregnet ved Bedømmelsen af hans Forfremmelses-muligheder. Regeringen vil drage Omsorg for, at dette Tidsrum ligeledes medregnes ved Beregningen af Alderstillæg og Pension.

Ministeriet vil i givet Fald optage til velvillig Overvejelse Spørgsmaalet om at tilvejebringe Hjemmel for, at de Befalingsmænd, der er egnede til Forfremmelse, og som har staaet uden for Nummer i mere end 3 Aar, kan forfremmes inden et Aar efter, at de paany er indtraadt i Nummer i den danske Hær.

Det fremgaar af foranstaaende, at danske Befalingsmænd, der træder uden for Nummer for at melde sig til frivillig Tjeneste i den tyske eller finske Hær, ikke vil blive stillet ringere end andre danske Befalingsmænd med Hensyn til Forfremmelse og Retsstilling i Hæren."

Jeg havde forsøgt at faa Skrivelsen ændret paa flere Punkter, men Stats- og Udenrigsministeren udtalte, at det var det mindste, der kunde tilfredsstille Tyskerne, og foretog vi os ikke noget saadant, løb vi en meget stor Risiko, i første Linie en Hjemsendelse af den danske Hær. Stats- og Udenrigsministeren kaldte Skrivelsen „saadan en Smule". Efter et kort Ordskifte i Ministermødet spurgte jeg, om alle Ministre var enige i Skrivelsens Ordlyd, og hertil blev der svaret ja.

Side 84

For at være ganske sikker paa, at ingen af Ministrene havde en anden Opfattelse, spurgte jeg direkte Handelsminister Halfdan Hendriksen, Det konservative Folke-partis Repræsentant i Ministeriet, om han heller ikke havde noget at bemærke. Hertil svarede han: „Under den Form, Skrivelsen har, kan jeg tiltræde den". Sagen var altsaa nu afgjort, og Skrivelsen skulde udsendes til Hærens Afdelinger og Besked gives til Dr. Best, hvilket skete 1. Juni 1943, det sidste besørgedes af Udenrigsministeriet.

Som allerede udtalt var Skrivelsen af en ubehagelig Karakter, men naar man roligt overvejer dens Indhold, er der kun faa Realiteter i den. Naar der f. Eks. tales om Forfremmelse af Befalingsmænd, der som Frivillige har deltaget i finsk eller tysk Krigstjeneste, saa var det fremdeles os og ikke Tyskerne, der traf Bestemmelse.

I et Brev, dateret 23. Juni 1943, fra det konservative Partis Formand, Folke-tingsmand Ole Bjørn Kraft, meddeltes der mig følgende:

„Efter at Det konservative Folkepartis Rigsdagsgruppe for nogle Dage siden har faaet Kendskab til Ordlyden af den Skrivelse, der er udsendt til Hærens Afdelinger vedrørende eventuelle Frivilliges Stilling, har Gruppen paalagt mig over for Ministeren at præcisere, at Udtrykket i Skrivelsen „at søge Hjemmel" ikke efter vor Opfattelse kan opfattes som Hjemmel til en Ændring i Hærloven, da Partiets Medvirken til en saadan Ændring ikke kan paaregnes". Jeg svarede ikke paa denne Skrivelse. Som foran omtalt havde Handelsminister Halfdan Hendriksen paa mit direkte Spørgsmaal til ham erklæret, at han kunde tiltræde Skrivelsen, og dermed maatte jeg naturligvis gaa ud fra, at samtlige 5 samarbejdende Partier stod bag Ministeriet i denne Sag, og for øvrigt kan jeg til Brevets Indhold sige, at Udtrykket „at søge Hjemmel" heller ikke drejede sig om en Ændring af selve Hærloven. Spørgsmaalet kunde jo tages op f. Eks. paa Normeringsloven, som det udtaltes under de Forhandlinger, jeg havde med Nimandsudvalget, og som foran er omtalt. Naturligvis har det været min Opfattelse hele Tiden, at Sagen skulde endeligt afgøres af Rigsdagen. Det var derfor, jeg gik til Nimandsudvalget med den, og det var derfor, den senere blev behandlet i Partierne. Skrivelsen og dens Indhold maa betragtes som en Lynafleder for at undgaa det værste. I en saadan Situation havde vi tit været. Kravene blev senere saa store og af en saadan Karakter, at de ikke kunde imødekommes fra dansk Side, og den danske Regering maatte indgive sin Demission.

Besvarelsen af de stillede Spørgsmaal viser, at der i mange Tilfælde er sagt nej til Ønsker og Krav, der Tid efter anden er fremkommet fra tysk Side; men man har ogsaa set sig nødsaget til at gøre Indrømmelser, hvor nødigt man end vilde, for at undgaa Konflikt, saa længe det overhovedet var muligt. Vi maa huske, hvad det var for en Modstander, vi stod overfor, en Modstander, der kunde knuse os, hvad Øjeblik det skulde være. Vi maatte derfor ogsaa til Tider benytte os af en behændig Taktik for at skaane Befolkningen for de Lidelser, der uvægerlig vilde følge, naar vi ikke længere havde en dansk Regering. Vi vidste fra andre Lande, at der ingen Grænser var for tysk Brutalitet og Hensynsløshed. At vi holdt ud saa længe, som vi gjorde, havde sin Aarsag i det ret enestaaende Samarbejde, der fandt Sted mellem de 5 samarbejdende Partier og de Ministre, der var udgaaet fra disse Partier. Sammenholdet paa Rigsdagen og i det danske Folk var efterhaanden det eneste virkelige Aktiv, vi var i Besiddelse af i Aarene 1940—43. Befolkningen blev i de Dage trænet op til at taale de Lidelser, der fulgte, efter at al Lov og Ret her i Landet forsvandt ved Regeringens Tilbagetræden i August 1943. Godt var det, at vi forinden havde haft Valg i Marts 1943 — et Valg, der var en enestaaende Demonstration for Folkestyret og samtidig en Godkendelse af den Politik, de 5 samarbejdende Partier havde samlet sig om i Besættelsesaarene. Da Regeringen den 29. August 1943 afviste det tyske Ultimatum, stod man ogsaa i Rigsdagen samlet om dette betydningsfulde Skridt, der her var besluttet. Taget som Helhed gik det vist derfor, som det skulde. Vi holdt ud sammen, saa længe vi havde en dansk Regering, og knyttedes endnu fastere til hinanden under Rædselsperioden fra 29. August 1943 til Krigens Slutning.

17. Juli 1945    Søren Brorsen    M. F.

(Bemærk: Søren Brorsen er i tvivl om, hvilken hest han skal klappe; han vælger at dramatisere sin egen flertydige rolle)

Side 85

Aktstykke nr.                                13.

Fhv. forsvarsminister Søren Brorsens redegørelse af 7. oktober 1946

København, den 7. Oktober 1946. Til Den af Folketinget under 19. December 1945 nedsatte Kommission i Henhold til Grundlovens § 45. I Skrivelse af 3. d. M. har Kommissionen udbedt sig Besvarelse af følgende Spørgsmaal:

»Hvorledes begrunder den daværende Forsvarsminister sine i Skrivelse af 1. Juni 1943 i Strid med Hærloven af 7. Maj 1937 (§ 92, Stk. 6) givne Løfter til danske Befa-lingsmænd i tysk Tjeneste, og hvilke Drøftelser desangaaende gik forud for denne Skrivelses Udstedelse indenfor Regeringen?«

I denne Anledning skal jeg tillade mig at henvise til den i min Besvarelse af 18. Juli f. A, af Kommissionens Skrivelse af 27. Juni s. A. under Pkt. 5 afgivne Rede-gørelse, idet jeg dog finder det hensigtsmæssigt at rekapitulere Redegørelsen som følger:

Den 15. April 1943 havde Dr. Best under Kongens Sygdom Foretræde for Kronprins Frederik for overfor ham at tilkendegive den tyske Regerings Holdning overfor den danske Hær. Det, der særlig fremhævedes fra tysk Side, var Antagelsen af Garantier fra dansk Side, hvis den daværende Politik skulde opretholdes. Man ønskede saaledes, at Kongen skulde indvirke paa det danske Officerskorps i sin Egenskab af Hærens Øverstbefalende, at man undgik Diskriminering af danske Officerer i tysk Tjeneste, saaledes at disse ikke blev forbigaaet ved Embedsledighed, men udnævn-tes, selv om de for Tiden gjorde Tjeneste i den tyske Værnemagt, ligesom man ønskede, at der blev uddannet et vist Antal danske Officerer i Tyskland. I Maj s.A. fandt der et Møde Sted mellem General von Hanneken og den danske Forbindel-sesofficer, General Rolsted. von Hanneken forespurgte under Henvisning til det ovenrefererede, hvad man agtede at gøre fra dansk Side for at fremkalde et bedre Forhold mellem de to Lande, og udtalte sig i Overensstemmelse med de af Dr. Best fremsatte Ønsker. Da jeg blev bekendt med denne Samtale, og da jeg samtidig fra Stats- og Udenrigsministeren havde modtaget Udkast til Noter til de tyske Myndig-heder, fandt jeg det absolut paakrævet omgaaende at optage en Forhandling med Rigsdagens Nimandsudvalg og fik paa egen Haand et saadant Møde arrangeret. I dette Møde redegjorde jeg for, hvad der hidtil var passeret i denne Sag, og oplyste i Hovedtrækkene, hvad man fra Stats- og Udenrigsministerens Side mente var nødvendigt for blot i nogen Grad at tilfredsstille Tyskerne. Hovedindholdet af de forelagte Udkast til ovennævnte Noter var at give de danske Befalingsmænd, der deltog i tysk Krigstjeneste som frivillige, en noget bedre Stilling, end Hærloven hjemlede, med Hensyn til Muligheden for at genindtræde i Nummer og opretholde Placeringen i Aldersordningen, samt at den Tid, hvor en dansk Befalingsmand frivilligt gjorde Tjeneste i tysk eller finsk Krigstjeneste, kunde medregnes ved Beregningen af Alderstillæg og Pension. Ved min Forhandling med Nimandsudvalget udtalte jeg mig meget forbeholdent om Sagen, men gjorde samtidig opmærksom paa, at et Afslag fra dansk Side eventuelt kunde medføre Krav om Hærens og Flaadens fuldstændige Afvæbning. Efter nogen Drøftelse blev der Enighed om Afholdelse af et nyt Møde, hvori Stats- og Udenrigsministeren samt flere andre Ministre skulde deltage.

Mine Forhandlinger med Nimandsudvalget refererede jeg i et Ministermøde den 28. Maj, hvor det blev foreholdt mig, at jeg ikke kunde forhandle med Nimands-udvalget uden om Regeringen. Hertil svarede jeg, at dette formelt kunde være rigtigt, men at jeg, selv om der i Regeringen, hvad jeg ikke troede vilde være Tilfældet, skulde have været Flertal for ikke at lade Sagen behandle i Nimandsudvalget, desuagtet vilde have gjort dette under Hensyn til min Stilling som parlamentarisk Minister, og at jeg ikke kunde gaa med til at gaa videre i denne Sag uden at have Rigsdagen bag mig. I det følgende Møde deltog foruden Nimandsudvalgets -

Side 86

Medlemmer Stats- og Udenrigs-, Indenrigs-, Handels-, Arbejds- og Forsvars-ministeren. Efter en til Tider skarp Drøftelse, hvorunder jeg gav utvetydigt Udtryk for, at jeg ikke vilde gaa videre med Sagen, hvis ikke Nimandsudvalget og Regeringen enstemmigt tiltraadte dette, blev der opnaaet Enighed om Udsendelse af en Kundgørelse. Man skulde dog ikke i Kundgørelsen til Hæren nævne noget om Ændringer i Hærloven, men afvente et Tidspunkt, hvor Spørgsmaalet kunde blive aktuelt. Jeg skal i denne Forbindelse gøre opmærksom paa, at Spørgsmaalet om Lønnings- og Pensionsanciennitet først er ordnet paa Normeringslov-Anordning for Aaret 1944-45. */* (Normeringslovanordning nr. 108 af 29. marts 1944 for finansåret 1944—45, § 3, nr. 447: For militære tjenestemænd, som med tilladelse midlertidigt er eller har været udtrådt af hæren for at forrette fremmed krigstjeneste, kan der ske medregning af såvel deres tidligere tjeneste som den tid, i hvilken de som følge af den nævnte tjeneste har været udtrådt af hæren, ved fastsættelsen af deres lønnings- og pensionsanciennitet uden efterbetaling af pensionsbidrag.)

Efter dette Møde fortsattes Overvejelserne indenfor Regeringen med Hensyn til den Skrivelse, der skulde udsendes til Hærens Afdelinger, og som ogsaa skulde sendes til de tyske Myndigheder. Der blev fra Udenrigsministeriets Side udarbejdet forskellige Udkast, som jeg paa nogle Punkter søgte og ogsaa fik ændret, og i et Ministermøde den 1. Juni blev man enig om Udsendelsen af den i Kommissionens Forespørgsel omhandlede Skrivelse af 1. Juni 1943 i den nu foreliggende Form. Der var fra Regeringens Side enstemmig Tilslutning til dette.  

Ærbødigst S. Brorsen

Side 87

Aktstykke nr.                               14. 

7. Fhv. stats- og udenrigsminister Erik Scavenius´ Redegørelse af 14. juli 1945

angaaende  Oprettelsen og Anerkendelsen af "Frikorps Danmark"

og anden Hvervning til tysk Militærtjeneste

- Krigen mod Rusland søgte den tyske Regering at give en ideologisk Baggrund som en Kamp mod Bolchevismen, og man søgte at opnaa en Tilslutning i forskellige europæiske Lande, der kunde muliggøre at fremstille Krigen som et Korstog til Værn for den europæiske Kultur. Den fra tysk militær Side foreslaaede aktive Deltagelse i den finske Krig kunde afvises med den Begrundelse, at vi maatte fastholde vor Stilling som ikke-krigsførende og under Henvisning til, at det heller ikke kunde være en tysk Interesse at fremkalde Krigshandlinger mod Danmark fra Tysklands Fjender. En anden Karakter havde Spørgsmaalet om Hvervning af Frivillige, der blev ført frem af det tyske Gesandtskab, idet Tilladelse til Hvervning er forenelig med Stillingen som neutral eller ikke-krigsførende.

Tanken om Dannelse af et frivilligt dansk Korps til Indsættelse udelukkende paa den finske Front lod sig ikke gennemføre under den fra den første finske Krig forandrede Stilling, idet Finland nu var Tysklands allierede, og hvorvidt et saadant Skridt kunde have ført til at undgaa en organiseret Frivilligbevægelse til Fordel for Tyskland, er maaske ogsaa tvivlsomt. Som Følge heraf blev Banen fri for det danske nationalsocialistiske Parti, der var ivrig for at blive Bærer af Frivilligbevægelsen, og under hvis Medvirken der ogsaa blev oprettet et dansk Frikorps — „Frikorps Danmark" — til Indsættelse paa Tysklands Front mod Sovjetunionen, et Foretagende, der i høj Grad blev understøttet fra officiel tysk Side, som det fremgaar af den tyske Gesandts Henvendelser til Udenrigsministeriet.

Det var for den danske Regering en politisk Nødvendighed dels at tillade Hvervning til dette Korps, uanset de i Lovgivningen om Hvervning til fremmed Krigstjeneste indeholdte Bestemmelser, dels at indrømme Militærpersoner, der meldte sig til Korpset, forskellige Lettelser.

Fra dansk nationalsocialistisk Side er det gentagne Gange blevet paaberaabt, at Frikorpset skulde være oprettet med Kongens og Regeringens Anerkendelse eller Billigelse. Dette er ikke rigtigt. Hvad der skete, var, at Krigsministeriet gav 2 aktive tjenstgørende Officerer, Oberstløjtnant Kryssing og Kaptajn Thor Jørgensen, Med-delelse om, at der intet var til Hinder for, at de henholdsvis overtog Posten som Fører for og indtraadte i „Frikorps Danmark", men at de — naturligvis — i den Anledning maatte træde udenfor Nummer;

D.N.S.A.P. ønskede med Støtte af det tyske Gesandtskab, at der gennem Ritzaus Bureau skulde udsendes en Meddelelse fra „Frikorps Danmark"s Hvervekontor om Korpsets Oprettelse og Mulighederne for at indtræde i Korpset. I det Udkast til en saadan Pressemeddelelse, der den 2. Juli 1941 blev forelagt Udenrigsministeriets Pressebureau af Redaktør Bangsted, „Fædrelandet", forekom bl.a. følgende Passus:

„Frikorps Danmark«, som er oprettet med den kgl. danske Regerings Billigelse, kæmper for et nyt Europa og for Danmarks Sag — imod Kommunismen."

Da der som nævnt ikke forelaa nogen Billigelse fra Regeringens Side af Korpsets Oprettelse, foranledigede Udenrigsministeriet, at den nævnte Passus blev slettet. Til Gengæld accepteredes, at der i Pressemeddelelsen blev indsat en Meddelelse om, at det var med den danske Regerings Billigelse, at Oberstløjtnant Kryssing havde overtaget Kommandoen over Frikorpset. Ordlyden af denne Pressemeddelelse, der blev offentliggjort den 3. Juli, var følgende:

Side 88

„Oberstløjtnant C.P. Kryssing, Chef for 5. Artilleriafdeling, Holbæk, har med den kgl. danske Regerings Billigelse overtaget Kommandoen over „Frikorps Danmark". Stabschef i „Frikorps Danmark" er Kaptajn i Fodfolket Thor Jørgensen, Korpset staar under Kommando af danske Befalingsmænd. Til „Frikorps Danmark" kan alle, der har aftjent deres Værnepligt efter 1931, melde sig."

I Befolkningen var der straks fra første Færd en udtalt Modvilje mod Frikorpset og imod de Mænd, der meldte sig til dette, og det blev for Regeringen en vanskelig Opgave at pacificere Stemningen. Opgaven blev saa meget desto vanskeligere, som Frikorpset selv og de danske Nationalsocialister paa forskellig Maade optraadte ukorrekt og anmassende. Frikorpsets Forhold gav Anledning til stadige Forhand-linger mellem Udenrigsministeriet og Gesandtskabet. Dette ydede som nævnt Frikorpset virksom Støtte og var navnlig ivrig for, at det maatte blive bekendtgjort ved Hærens Afdelinger, at den danske Regering tillod faste Befalingsmænd og hjemsendte værnepligtige at melde sig som frivillige, og at Indtræden i Korpset ikke maatte vanskeliggøres de paagældende.

Frikorpsets Oprettelse er et Udtryk for den saa stærkt understregede tyske Interes-se i, at Danmark, skønt ikke-krigsførende, dog skulde være repræsenteret i Tysk-lands Korstog mod Bolchevismen. 14. Juli 1945.

Erik Scavenlus

Side 89

Aktstykke nr.                                15.

KRIGSMINISTERIET  

Den 30. juni 1949

Til den af folketinget under 8. januar 1948 nedsatte kommission i henhold til grundlovens § 45. Ved krigsministeriets skrivelse M. 1406 af 30. juni 1945 oversendtes til kommissionen bl.a. følgende aktstykker:

b.   Udarbejdelser i tilslutning til krigsministeriets skrivelse af 8. juli 1941 til hærens afdelinger vedrørende oprettelse af Frikorps Danmark (fortløbende nummereret fra 482 til 509)

b.  Udarbejdelser i tilslutning til krigsministeriets skrivelse A. 2152 af 1., juni 1943 vedrørende befalingsmænds adgang til at melde sig til tysk krigstjeneste (fortløbende nummereret fra 450 til 481).

De nævnte aktstykker er i begyndelsen af august 1945 af kommissionen udlånt til krigsministeriet, der ikke mener at være i besiddelse af dem mere, uden at det dog har været muligt at godtgøre, at de efter lånet er leveret tilbage til kommissionen.

Efter mundtlig anmodning oversendes derfor på ny følgende aktstykker til kommissionen:

a.   Afskrift af krigsministeriets skrivelse A. 2704/3903 af 1. juli 1941 til udenrigs-ministeriet vedrørende danske militærpersoners deltagelse i kampen mod Sovjet-unionen (Bilag 1).

b.   Afskrift af krigsministeriets skrivelse A. 2764/4046 af 7. juli 1941 (Bilag 2) i anledning af et fra det tyske gesandtskab modtaget aide-mémoire (underbilag til bilag 2) samme sag vedrørende.

c.   Originalt eksemplar af krigsministeriets skrivelse A. 2764/4059 af 8. juli 1941(Bilag 3) til hærens afdelinger vedrørende hærens militære personel adgang til at melde sig til Frikorps Danmark..

d.   Et i krigsministeriet i marts 1943 til brug for udenrigsministeriet udarbejdet exposé vedrørende ministeriets stilling til officerer, der søgte fremmed krigstjeneste (Bilag 4).

e.   Afskrift af meddelelse af 14. april 1943 (Bilag 5) fra den daværende chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, bilagt dr. Bests aide-mémoire af 14. april 1943 (underbilag til bilag 5) til udenrigsministeren.

f.   Afskrift af skrivelse af 8. maj 1943 (Bilag 6) fra direktøren for krigsministeriet, generalmajor J. D. von Stemann, til direktøren for udenrigsministeriet vedrørende skrivelse (underbilag 1 og 2 til bilag 6) til de tyske myndigheder om tilladelse for hærens personel til at melde sig til tysk krigstjeneste.

Side 90

g.   Afskrift af udenrigsministeriets skrivelse af 19. maj 1943 (Bilag 7) med 2 bilag (underbilag 1 og 2 til bilag 7) til krigsministeriet med ønske om bekendtgørelse for yngre officerer om disses lettede adgang til at melde sig til tysk krigstjeneste.

h.   Afskrift af udenrigsministeriets skrivelse af 24. maj 1943 (Bilag 8) med 1 bilag (underbilag til bilag 8) til krigsministeriet med anmodning om at måtte blive underrettet om krigsministeriets skrivelse til hærens afdelinger om ovennævnte sag.

i.   Originaleksemplar af krigsministeriets skrivelse A. 2152 af 1. juni 1943 (Bilag 9) vedrørende befalingsmænds adgang til at melde sig til tysk krigstjeneste.

Det har således ikke været muligt at fremskaffe:

1)   En del af udarbejdelserne og forarbejderne til krigsministeriets skrivelse A. 2764 /4046 af 7. juli 1941 til udenrigsministeriet og krigsministeriets skrivelse af 8. juli 1941 til hærens afdelinger.

2)   En del af udarbejdelserne og forarbejderne til krigsministeriets skrivelse A. 2152 af 1. juni 1943 vedrørende befalingsmænds adgang til at melde sig til tysk krigstjeneste.

F.M.    /   Thygesen   /   F.B. Larsen

...............................................................................................................................

Bemærk: Statsminister Stauning tillod som fungerende krigsminister oprettelsen af "Frikorps Danmark". Krigsministeriets dokumenter vedr. Frikorps Danmarks oprettel-se 29. juni - 8. juli 1941  er blandt de bortkomne dokumenter.

Se Stenografiske Referater, spalte 40: Brorsen oplyser, at han var bortrejst fra 29. juni til 8. juli, og at statsminister Th. Stauning i denne  periode var fungerende krigsminister.

Følg denne side ned til: Stenografiske Referater

...................................................................................................................................

Side 91                                                                                                  

KRIGSMINlSTERIET                                                                     Bilag 1.

Den 1. Juli 1941

Til Udenrigsministeriet.

Under Henvisning til Notits af 30. Juni 1941, Tgb. Nr. 1035/41, fra det herværende tyske Gesandtskab vedrørende danske Militærpersoners Deltagelse i Kampen mod Sovjetunionen skal Krigsministeriet oplyse følgende:

a.   Under den forrige finske Krig blev der meddelt hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd og menige) Rejsetilladelse til Udlandet, medens Krigsministeriet foranledigede faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) afskedigede, for at de kunde indtræde i finsk Krigstjeneste, d.v.s. indtræde som faste Befalingsmænd i den finske Hær. Efter Hjemkomsten foranledigede Krigsministeriet dem genansat i deres tidligere Stillinger med Bibeholdelse af Anciennitet, herunder ogsaa Lønnings- og Pensionsanciennitet.

b.   I Tiden efter den 9. April 1940 har man fortsat givet hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd og menige) Rejsetilladelse til Udlandet, medens man har forlangt, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen), der ønskede at drage til Udlandet, udover et ganske kortvarigt Ophold søgte Tilladelse til at træde uden for Nummer.

c.   Under de nu foreliggende Forhold vil der formentlig intet være til Hinder for fortsat at give hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd og menige) Rejsetilladelse til Udlandet For saa vidt angaar tjenstgørende værnepligtige (Befalingsmænd og menige), maa man derimod forbeholde sig sin Stilling. For saa vidt angaar faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen), burde disse formentlig ligesom tidligere søge deres Afsked, saa meget mere som der antagelig før eller senere gives dem Charger i fremmed Hær: Henset til samtlige foreliggende Forhold mener man dog at kunne gaa med til, at de paagældende faar Tilladelse til at træde uden for Nummer. Krigsministeriet vil kunne drage Omsorg for, at de paagældende til sin Tid atter faar Tilladelse til at genindtræde i Nummer.

Det er en Selvfølge, at der kun kan gives Tilladelse i et vist begrænset Omfang, og at det i hvert erkelt Tilfælde maa afgøres, om Tilladelse vil kunne gives.

Stemann   /   Thygesen

Side 92

KRIGSMINISTERIET                                                                          Bilag 2.

Den 7. Juli 1941

Til Udenrigsministeriet.

I Anledning af det modtagne Aide-mémoire af 5. Juli, d. A. skal man udtale:

1.   Af første Stykke fremgaar, at "Frikorps Danmark" skal bære dansk Kendetegn. Opmærksomheden henledes i den Anledning paa, hvorvidt Frikorpset uden videre kan føre Dannebrog som Fane.

2.   For saa vidt angaar værnepligtigt Personel, som er hjemsendt, vil dette uden videre kunne fremstille sig til Mønstring ved Korpset. Dersom de paagældende antages, skal de ansøge om Rejsetilladelse til Udlandet gennem deres militære Underafdeling.

3.   For saa vidt angaar Befalingsmænd og ligestillede af Linien eller Reserven (Forstærkningen), vil saadant Personel kunne frigøres i begrænset Omfang. De paagældende maa gennem deres Afdeling indsende Ansøgning om Tilladelse til at træde uden for Nummer og om Rejsetilladelse til Udlandet. De paagældende vil faa Tilladelse til at genindtræde i Nummer ved første Lejlighed, naar deres Tjeneste ved Korpset ophører paa lovlig Vis.

Krigsministeriet skal dog henlede Opmærksomheden paa, at Befalingsmænd uden for Nummer fremdeles er undergivet Militær Straffelov og de Tjenestebestemmelser, som Straffeloven (§ 63) omfatter. Særlig nævnes, at de fremdeles har Respektpligt over for deres danske Overmænd og foresatte og skal optræde paa en for Befa-lingsmænd værdig Maade.

4.   Hæren raader i Øjeblikket — udover Livgardens Mandskab — over ca. 3.300 tjenstgørende værnepligtige (Kornetter, Korporaler, Underkorporaler og menige). Heraf er ca. 1.100 Rekrutter indkaldt i Maj d. A., 1.100 Mand Vagtstyrke er uddannet siden November 1940 og 1.100 Mand genindkaldt Hjælpemandskab. Krigsministeriet vil saavel af Hensyn til Uddannelsen som af Hensyn til Bestridelsen af Tjenesten ved Depoter og Magasiner anse det for uheldigt at mindske denne Styrke, der derfor i paakommende Tilfælde maatte suppleres med Indkaldelse af andre værnepligtige. Den ovennævnte tjenstgørende Styrke bør derfor undtages, medens man vil stille sig imødekommende overfor de hjemsendte værnepligtige.

S. Brorsen   /   Thygesen

Side 93

Oversættelse.                                                                           Underbilag til bilag 2.

DET TYSKE GESANDTSKAB                                            Nr. D Pol.2/Ru. 

Aide-mémoire

Rigsregeringen ser med Glæde, at der opstilles et dansk Frivilligkorps til Delta-gelse i Kampen mod Bolchevismen, og er indforstaaet med, at Frikorps Danmark indsættes som en særlig dansk Formation med danske Emblemer og under Ledelse af danske Officerer. Medlemmerne af Frikorpset vil faa Militærløn og faa Underhold for sig selv og deres Familie efter tyske Principper.

Det tyske Gesandtskab anmoder om, at det maa blive danske Militærpersoner, som melder sig til Frikorps Danmark, tilladt at møde til Mønstring og, naar de bliver antaget, at der meddeles dem Orlov med Bibeholdelse af deres Nummer, saalænge som de hører til Frikorpset. Deres Navne vil omgaaende blive meddelt det danske Krigsministerium.

Man anmoder endvidere om, at der ved alle danske Militærafdelinger ved Dags-befaling maa blive henvist til Opstillingen af Frikorpset, og at det maa blive bekendt-gjort, at der er Adgang til at indtræde, og at Optagelsesvilkaarene bliver bekendt-gjort.

Med Hensyn til de danske militære Kommandoposter tør man antage, at de vil stille sig forstaaende overfor det store ideelle Formaal, som Opstillingen af Frikorpset forfølger, og at de ikke vil vanskeliggøre Hvervningen. Men det Tyske Gesandtskab vilde alligevel være taknemlig for, om der maatte blive udstedt en passende Instruks til do militære Kommandoposter.

København, den 5. Juli 1941.

Side 95

KRIGSMINISTERIET                                                                         Bilag 3.

København, den 8. Juli 1941.                                     A 2764/4059   Til Tjenestebrug.

Til Hærens Afdelinger m. fl.  

Den danske Regering har givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. og hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o. l. og menige) fra den danske Hær melder sig til "Frikorps Danmark". Medlemmer af Frikorpset vil faa Lønning m. v. i Overensstemmelse med tyske Bestemmelser og for deres Person og Familie være undergivet de almindelige tyske Forsorgs-bestemmelser.

Adgang til at melde sig til Indtræden i Frikorpset har enhver til Hæren hørende fast Befalingsmand af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. samt enhver hjemsendt værne-pligtig (Befalingsmand o. l. og menig). Tjenstgørende værnepligtige (Befa-lingsmænd o.l. og menige) til pligtig Tjeneste har ikke Adgang til at melde sig. Anmeldelse til Frikorpset sker paa de i Pressen opgivne Steder.

Ovenstaaende vil af Afdelinger m.fl. være at bekendtgøre for tjenstgørende faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l, ligesom der vil være at give de pågældende fornøden Frihed til Anmeldelse (Mønstring) ved Frikorpset.

Faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o. l., der efter Anmeldelse til Korpset faar Meddelelse om at være antaget, indsender Ansøgning om Tilladelse til at træde uden for Nummer samt om Rejsetilladelse til Udlandet. Personel, der faar Tilladelse til at træde uden for Nummer, vil kunne forvente at faa Tilladelse til at genindtræde i Nummer, naar Tjenesten ved Korpset ophører paa lovlig Vis.

Samtlige Ansøgninger fra faste Befalingsmænd o.l. i Sagens Anledning fremsendes uopholdeligt ad Kommandovejen til Krigsministeriet. Ingen kan frigøres, førend Krigsministeriets Bestemmelse foreligger. Ansøgninger vil kunne forventes imødekommet i det Omfang, Tjenesten tillader dette.

Hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige), der ønsker at ind-træde i Frikorpset, skal indsende Ansøgning om Rejsetilladelse til Udlandet gennem deres militære Underafdeling. Saadan Rejsetilladelse meddeles de paagældende af den dertil beføjede Myndighed, idet der ses bort fra, om de paagældende maatte være bestemt til Genindkaldelse.

Det maa ikke vanskeliggøres for de paagældende at indtræde i Korpset.

S. Brorsen   /   Thygesen

Side 96

KRIGSMINISTERIET                                                                     Bilag 4

Marts 1943.

Umiddelbart efter at Krigsministeriet i Begyndelsen af Juli 1941 var blevet gjort bekendt med den danske Regerings Beslutning om at tillade Hærens Personel (undtagen tjenstgørende værnepligtige til pligtig Tjeneste) at melde sig til "Frikorps Danmark", bekendtgjorde Ministeriet Regeringsbeslutningen for samtlige Afdelinger, idet man samtidig bestemte, at der skulde gives de paagældende fornøden Frihed til Anmeldelse til Korpset, og meddelte, at Personel, som i den Anledning traadte uden for Nummer, kunde forvente at opnaa Tilladelse til paany at indtræde i Num-mer, naar Tjenesten ved Korpset ophørte paa lovlig Vis, og sluttelig præciserede, at det ikke maatte vanskeliggøres for de paagældende at indtræde i Korpset.

I Overensstemmelse hermed fremsendte Kommandomyndighederne uopholdeligt de modtagne Ansøgninger fra faste Befalingsmænd til Krigsministeriet, der — for at fremme Sagen mest muligt — straks direkte meddelte de pågældende Afdelinger Bemyndigelse til at meddele Ansøgeren Orlov og Rejsetilladelse i Tiden indtil officiel Afgørelse (Hans Majestæt Kongens Resolution) for de enkelte Ansøgeres Vedkom-mende forelaa.

I Tiden fra umiddelbart inden til umiddelbart efter Oprettelsen af "Frikorps Danmark" har Krigsministeriet undtagelsesvis fritaget 1 Premierløjtnant og 3 Officianter, der endnu ikke havde forrettet Tjeneste ved Hæren i 2 Aar efter afsluttet Uddannelse paa Officersskolen, for denne Tjenestepligt (Hærlovens § 62 og 63). Endvidere har Ministeriet i September 1941 fritaget 22 tjenstgørende værnepligtige, der uanset den med det tyske Gesandtskab gennem Udenrigsministeriet trufne Aftale af 31. Juli 1941 om, at der ikke vilde finde Hvervning Sted til tysk Krigetjeneste af værnepligtige til pligtig Tjeneste havde meldt sig til Optagelse i Frikorpset, inden Ministeriets Bestemmelse af Juli 1941 forelaa, for Resten af deres Tjenestepligt og hjemsendt dem, saafremt de fastholdt Ønsket om Indtræden i Frikorpset.

For saa vidt angik hjemsendte værnepligtige (Befalingsmænd o.l. og menige), bemyndigedes de dertil beføjede Myndigheder til at meddele de paagældende fornøden Rejsetilladelse, idet Ministeriet bestemte, at der for disses Vedkommende skulde ses bort fra, om de paagældende maatte være bestemt til Genindkaldelse.

Saaledes som det vil fremgaa af vedlagte Fortegnelse, er der givet følgende Antal Befalingsmænd o. l. Tilladelse til at træde uden for Nummer (Rejsetilladelse) for at melde sig i tysk eller finsk Krigstjeneste, nemlig:

1 Oberstløjtnant af Linien, 10 Kaptajner af Linien, 2 Kaptajner af Reserven, 4 Kaptajnløjtnanter af Linien, 4 Premierløjtnanter af Linien, 19 Løjtnanter af Reserven, 7 Sekondløjtnanter, 6 Officianter, 7 Reservelæger, 1 Reserveintendant og 16 Over-sergenter og Sergenter.

Beretning VI. Bilag. Side 302

Møder i Kommissionen:

Fredag den 3. August 1945 Kl. 14: Generalløjtnant Wm. Wain Prior    Spalte 5

Onsdag den 8. August 1945 Kl. 9.30: Generalløjtnant Ebbe Gørtz    Spalte 9

Tirsdag den 20. August 1945 Kl. 14.30: Fhv. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch    Spalte 11

Tirsdag den 10. Juni 1947 KL 10: Fhv. Stats- og Udenrigsminister Erik Scavenius    Spalte 17

Onsdag den 11. Juni 1947 Kl. 10: Fhv. Stats- og Udenrigsminister Erik Scavenius    Spalte 27

Torsdag den 12. Juni 1947 Kl. 10: Fhv. Minister for offentlige Arbejder, Civilingeniør Gunnar Larsen    Spalte 33

Torsdag den 19. Juni 1947 Kl. 10: Fhv. Forsvarsminister Søren Brorsen    Spalte 37

Onsdag den 25. Juni 1947 Kl. 10: Generalløjtnant Erik With    Spalte 73

Onsdag den 25. Juni 1947 Kl. 14: Fhv. Stats- og Udenrigsminister Erik Scavenius    Spalte 83.

Side 303

Spalte 5-6

Fredag den 3. August 1945 Kl. 14

(Bemærk: Ingen indledende referat ....................................)

..................................................

Hartvig Frisch: Der er en Ting, Generalløjtnant Prior, jeg gerne vil have Lov til at spørge om, og som altid har staaet uklart for mig. Nu hører jeg, at Generalen har haft Orlov i 3 Maaneder, saa det kan være, det er noget, der er foregaaet inden for det Tidsrum, men der var paa et vist Tidspunkt Forslag fremme fra den danske Hærledelse hængende sammen med, at Tyskerne havde stillet i Udsigt, at der kunde være en Mulighed for os for at have et større Kontingent af Tropper inde, hvis man vilde paatage sig bestemte Opgaver. Denne Sag er blevet behandlet i Ministeriet, men jeg vil meget gerne vide, om Generalen kender til disse Forhandlinger, og hvordan Generalens Opfattelse af denne Sag har været.

Prior: General Gørtz indledede med min Billigelse Forhandlinger med den tyske Overkommando for at undersøge, om der var Mulighed for at faa en Forøgelse af Styrken, som jo var meget ringø, 2 200 Kombattanter og l 100 Nonkombattanter. Det var selvfølgelig Meningen, at vi vilde forelægge Resultatet for Regeringen og sige: Nu er der Mulighed for en Forøgelse, skal vi ikke acceptere den? Saa kom der ved Foraarstjd 1941 Svar fra Tyskerne, som gik ud paa, at vi kunde godt faa en Forøgelse af Styrken, hvis vi vilde stille et kombineret Regiment i Finland til at kæmpe sammen med Tyskerne og Finnerne. Dertil sagde Regeringen straks: Nej, det kan der ikke være Tale om — og det var ogsaa en Selvfølge. Man var tilbøjelig til at sige: Nej, vi har overhovedet ikke ønsket nogen Forøgelse af Styrken herhjemme, men det blev nu i Svaret til, at man under de Betingelser, som stilledes fra tysk Side, ikke ønskede nogen Forøgelse af Styrken. Dermed bortfaldt Sagen.

Westermann: Generalløjtnanten antydede at kunne tænke sig over for Kommis-sionen at redegøre for Aarsagerne til sin Afgang, og det kan muligvis ogsaa give Kommissionen Oplysninger til Brug for det Arbejde, vi har. Jeg vil derfor gerne spørge, om Generalløjtnanten vil redegøre herfor.

Prior: Ja, hvis Formanden mener det ønskeligt. — Der kom i Juli en Forespørgsel fra den tyske Overkommando om, hvad de danske Tropper vilde gøre, hvis engelske Faldskærmsjægere gik ned for at ødelægge visse Anlæg i Randers, Sønderborg og ved Kyndby Elektricitetsværk, om de saa vilde skride ind og fange dem eller bekæmpe dem. Der var et Møde om Sagen i Ministeriet, og da sagde jeg: Dette er Rubicon, den maa vi ikke gaa over, vi maa ikke arbejde aktivt sammen med de tyske Tropper, der har overfaldet os, det kan Disciplinen i Hæren ikke holde til; disse engelske Faldskærmsjægere kan vi ikke skyde paa eller fange og udlevere til Tyskerne til Henrettelse. Saa gik der et Par Dage, og saa kom der en Bestemmelse fra Regeringen om, at Forbindelsesofficeren skulde meddele Tyskerne, at dét skulde danske Tropper nok paatage sig.

Martin Nielsen: Undskyld, hvilket Aar var det?

Prior: Det var i Juli 1941. Saa skrev jeg min Afskedsansøgning og bad om at blive fritaget for at medvirke til dette Samarbejde med Tyskerne; og jeg bad om Orlov et Par Maaneder, og Ministeriet viste mig det Hensyn at vente med at udgive Ordren til Tropperne indtil Dagen efter, at jeg havde tiltraadt min Orlov. Da jeg talte med Kongen om Sagen, viste det sig, at Kongen ikke var blevet underrettet af Ministeriet, hvilket han var meget ilde berørt af. Bestemmelsen om danske Troppers aktive Deltagelse var altsaa truffet uden Kongens Medvirken. Det er Sagen i korte Træk.

Hartvig Frisch: Har Generalen nogen Viden om, om den Bestemmelse, De dér omtaler — og som jeg i øvrigt straks skal sige, at jeg ikke kender — nogen Sinde er blevet fuldbyrdet i nogen Henseende, er kommet til Udførelse i nogen Enkeltheder?

Prior: Om den er kommet til Udførelse?

Hartvig Frisch: Om der har været Tilfælde, hvor danske Tropper har handlet efter den Bestemmelse?

7- 8

Prior: Nej. Jeg antager for øvrigt, at Englænderne ad Omveje har faaet den at vide fra hemmelige Kilder. Det skulde ikke undre mig, om de har faaet det, og det vilde selvfølgelig udelukke, at de foretog noget saadant. Men for øvrigt er jeg ikke i mindste Tvivl om, at danske Tropper ikke havde deltaget, naar det kom til Stykket. Der var en Regimentschef, som da han havde faaet Ordren, sagde til mig: den er i gode Hænder, og det kunne kun forstaas saaledes, at han ikke vilde gennemføre den.

Einer-Jensen: Det skulde vel ogsaa forstaås saaledes.

Prior: Om det skulde forstaås saaledes? Ja, ikke fra Regeringens Side.

Rasmus Hansen: Hvem forhandlede De med om dette Spørgsmaal? De har vel ikke forhandlet med samtlige Ministre om denne Sag? Der maa vel være en enkelt Minister, som De har forhandlet med.

Prior: Statsministeren og Udenrigsministeren var til Stede ved Mødet.

Rager: Var Forsvarsministeren der ikke ogsaa?

Prior: Jo, naturligvis. Udenrigsministeren gik ind for, at vi skulde gøre det paa alle tre Punkter, og Forsvarsministeren gik ind for, at vi skulde gøre det de to Steder og ikke paa det tredié.

Rasmus Hansen: Det tredie Sted var Kyndby?

Prior: Det var Kyndby.

...................................

9-10

Onsdag den 8. August 1945 Kl. 9.30

Westermann: Jeg vil gerne spørge, hvilke Overvejelser Generalen har gjort sig i Anledning af de Forhold, som førte til, at General Prior tog sin Afsked, idet jeg gaar ud fra, at Generalen er bekendt med disse Forhold.

Gørtz: Det drejer sig altsaa om Forholdene i 1941?

Westermann: Ja.

Gørtz: Hører det under det, som Formanden ønsker drøftet?

Formanden: Ja, Generalen maa lade være at svare, hvis han ikke vil.

Gørtz: Jeg vil gerne svare, men jeg vil gerne have Lov til, før jeg gaar herfra, at sige en Ting i Forbindelse med den 9. April ogsaa. Altsaa, General Prior tog sin Afsked i 1941, fordi Generalen ikke vilde gaa med til det, der var forlangt af Regeringen: at man skulde sige ja til en tysk Henvendelse om, at man vilde være med til fra den danske Hærs Side at bekæmpe engelske Sabotageangreb, som det blev udtrykt, paa tre nærmere angivne Værker her i Landet. Det ene var Kyndbyværket, det andet var »Scandia«, og det tredie var en lille Automobilfabrik nede i Sønderborg. Mine Overvejelser gik ud paa paa det Tidspunkt, at man uden Skade for den danske Hær kunde følge Regeringen, idet man var i Stand til at sabotere Gennemførelsen, i Forhold til Tyskerne altsaa, naar Situationen kom til at foreligge. Jeg var paa det Tidspunkt Chef for Jydske Division, var altsaa i Jylland, og fik de to Opgaver overdraget og gav mine Instrukser til de to Chefer, som jeg havde derovre, saaledes at Gennemførelsen ikke vilde drage danske Tropper hverken i Kamp mod engelske eller i Kamp ved Siden af Tyskerne.

............................................

.................................................................................................................................

Bemærk: Referatet oplyser intet om: 1) hvad Gørtz ville sige "i Forbindelse med 9. April", 2) Hvorvidt det var Gørtz´ idé, som Prior bifaldt,  at generalkommandoen, uden tilsagn fra regeringen, i juli 1940 rettede direkte henvendelse til tyskerne vedr. en udvidelse af de danske styrker. Eksemplet viser, at kommissionen kan have censureret i referaterne. Prikkerne i indledningen og i slutningen af et referat viser et længere referat.

.................................................................................................................................

11-12

Tirsdag den 20. August 1946 Kl. 14.30

........................................

Rasmus Hansen: Maa jeg, inden jeg retter mit Spørgsmaal, have Lov til at spørge: Er Dr. Munch paa Forhaand gjort bekendt med det Replikskifte, der har været her i Kommissionen med Erik Scavenius om den tyske Forudsætning for Opretholdelsen af den danske Hær efter 9. April?

Formanden: Nej.

Rasmus Hansen: Maa jeg saa ikke have Lov til til Indledning, Dr. Munch, at gøre Dem bekendt med et Replikskifte, der har fundet Sted her i Kommissionen; jeg benytter naturligvis det stenografiske Referat, det er Ber. IV St. 38. Der siger et af Kommissionens Medlemmer, Kristen. Amby, under en Forhandling med Erik Scave-nius om Spørgsmaalet Neutralitet:

- »Men der er da ingen — jeg formoder heller ikke De — der formener, at denne Militærmagt af Danmark skulde være brugt, hvis der var sket en Landgang af allierede Tropper i Danmark.

Erik Scavenius: Det var Forudsætningen for dens Bestaaen.

Kristen Amby: Det har jeg aldrig hørt noget om.

Erik Scavenius: Det er da givet. Hvis Tyskerne havde ment, at denne Styrke — de fik efterhaanden den Opfattelse, og derfor benyttede de ogsaa Lejligheden i 1943 til at nedlægge den, men Tyskerne gik til at begynde med ud fra, at naar her var et Militær, vilde det forsvare sit eget Land.«

I den Anledning vil jeg gerne spørge Dem, Dr. Munch: Har De paa noget Tidspunkt haft noget som helst Grundlag for at gaa ud fra, at det var den tyske Forudsætning for Opretholdelsen af det danske Militær efter 9. April, at det skulde tage Del i Krigen?

Munch: I den Tid, jeg havde med det at gøre, har det Spørgsmaal ikke været berørt imellem mig og nogen af Tyskerne. Forholdet med Hensyn til Forhand-lingerne dengang var jo det, at de egentlige militære Spørgsmaal blev behandlet imellem Officererne og Tyskerne, og jeg tør ikke sige, om der kan værs faldet et og andet Ord i saa Henseende, men til mig er der ikke kommet noget derom. Jeg opfattede dengang dette, at man straks erklærede, at det danske Militær skulde beholde sine Vaaben — det var jo et af Tilsagnene — som et Udtryk for, at man vilde understrege, at der var bevaret en vis Selvstændighed for Danmark — det var jo en politisk Tanke i den tyske Holdning dengang — og at dette ogsaa fandt Udtryk deri, at de militære Styrker blev opretholdt. I min Tid er Spørgsmaalet slet ikke kommet frem. Jeg ved, at ved en senere Lejlighed har det været fremme, idet Tyskerne havde spurgt dm, hvorledes Garnisonerne i de Byer, hvor de var anbragt, vilde forholde sig, hvis der kom Faldskærmstropper ned, og de fik dengang Svar, men det var langt, langt senere.

Rasmus Hansen: Det var de Forhandlinger, der førte til, at General Prior tog sin Afsked, ikke sandt?

Munch: Det ved jeg ikke. Det var Spørgsmaalet om, hvad man vilde gøre, hvis Politiet ikke kunde magte Faldskærmstropper, der kom og stak Ild paa en By, eller saadan noget lignende. Men jeg kender jo ikke alle de Aktstykker, Kommissionen har.

Rasmus Hansen: Der foreligger Forklaring derom, idet der af General Prior er afgivet en Forklaring, som efter det stenografiske Referat (foran Spalte 6) lyder saaledes:

»Der kom i Juli« — det drejer sig om Juli 1941 — »en Forespørgsel fra den tyske Overkommando om, hvad de danske Tropper vilde gøre, hvis engelske Faldskærmsjægere gik ned for at ødelægge visse Anlæg i Randers, Sønderborg og ved Kyndby Elektricitets-værk, om de saa vilde skride ind og fange dem eller bekæmpe dem. Der var et Møde om Sagen i Ministeriet, og da sagde jeg: Dette er Rubicon, den maa vi ikke gaa over, vi maa ikke arbejde aktivt sammen med de -

13-14

- tyske Tropper, der har overfaldet os, det kan Disciplinen i Hæren ikke holde til; disse engelske Faldskærmsjægere kan vi ikke skyde paa eller fange og udlevere til Tyskerne til Henrettelse. Saa gik der et Par Dage, og saa kom der en Bestemmelse fra Regeringen om, at Forbindelsesofficeren skulde meddele Tyskerne, at det skulde danske Tropper nok paatage sig«. Der er senere af General Gørtz afgivet en Forklaring om, at det blev ordnet saaledes, at der ikke kunde blive Tale om at skyde paa de engelske Faldskærms-jægere. General Gørtz' Forklaring lyder saaledes efter det stenografiske Referat:

»Jeg vil gerne svare, men jeg vil gerne have Lov til, før jeg gaar herfra, at sige en Ting i Forbindelse med den 9. April ogsaa. Altsaa, General Prior tog sin Afsked i 1941, fordi Generalen ikke vilde gaa med til det, der var forlangt af Regeringen: at man skulde sige ja til en tysk Henvendelse om, at man vilde være med til fra den danske Hærs Side at bekæmpe engelske Sabotageangreb, som det blev udtrykt, paa tre nærmere angivne Værker her i Landet. Det ene var Kyndbyværket, det andet var »Scandia«, og det tredie var en lille Automobilfabrik nede i Sønderborg. Mine Overvejelser gik ud paa paa det Tidspunkt, at man uden Skade for den danske Hær kunde følge Regeringen, idet man var i Stand til at sabotere Gennemførelsen, i Forhold til Tyskerne altsaa, naar Situationen kom til at foreligge. Jeg var paa det Tidspunkt Chef for Jydske Division, var altsaa i Jylland, og fik de to Opgaver overdraget og gav mine Instrukser til de to Chefer, som jeg havde derovre, saaledes at Gennemførelsen ikke vilde drage danske Tropper hverken i Kamp mod engelske eller i Kamp ved Siden af Tyskerne.« - Det er formentlig det Forhold, som De her sigter til, Dr. Munch.

Munch: Ja, det er vistnok det. Jeg har ikke hørt dette om, hvordan General Prior og General Gørtz saa paa det, men jeg kan huske, at jeg har hørt Tale om dette Spørgsmaal, hvad man skulde gøre, hvis der kom Faldskærmsfolk ned. Men i min Tid har altsaa hele Spørgsmaalet om, hvorledes man vilde stille sig i disse forskellige Tilfælde, ikke foreligget, og der var vistnok ikke dengang nogen, der rigtig tænkte sig Muligheden af Invasion.

Kristen Amby: Det er hævdet, Dr. Munch, at De skulde have udtrykt som Deres Opfattelse, at Danmarks Stilling under Besættelsen skulde kunne betegnes som byggende paa en Fiktion om, at vi stadig væk var en neutral Stat. Der over for har der været gjort gældende af den senere Udenrigsminister, at han ikke mente, man kunde bygge paa en saadan Fiktion. Men det er brugt til netop i denne Forbindelse, som nu er omtalt, at hævde, at naar vi — selv om det altsaa var en Fiktion, fordi vi var under en andens Magt — for vor egen Skyld maatte opretholde denne Fiktion om Neutralitet, saa maatte det ogsaa betyde, at vore Styrker skulde værge Landet, hvis det blev angrebet, og der er jo noget, der tyder paa — selv om det var praktiske Omstændigheder, der har været Motiveringen i 1941 — at man alligevel ogsaa fra Regeringens Side har fastholdt noget af den Betragtning, naar man mente, at under visse Eventualiteter kunde det være de bestaaende Hærstyrkers Pligt at optræde kæmpende mod Tropper, der kom ned her i Landet fra Luften. Var det det, der laa i Deres Tanker, da De ....

Munch: Jeg tror aldrig, jeg har brugt selve det Udtryk, at det var en Fiktion, at Neutraliteten opretholdtes. Hvad jeg ved Lejlighed har sagt derom, er, at det var jo en Kendsgerning, at det danske Omraade benyttedes af den ene af de krigsførende Parter, og dermed var jo afgjort Neutraliteten brudt. Men dette kunde ikke forhindre, at det danske Folk følte sig aandeligt neutralt, i den Forstand, at der ikke kunde blive Tale om nogen stemningsmæssig Tilslutning til Tyskland. Det er altsaa Udtryk for den Bitterhedsfølelse l Danmark, som jeg bestandig i de Maaneder fremhævede over for de tyske Myndigheder, naar vi talte om Forholdet imellem Danmark og Tyskland i den bestaaende Situation. Selve det Spørgsmaal, om Danske kunde komme til at gribe ind over for fremmede, der kom hertil, er jo for saa vidt et andet Spørgsmaal. Da Faldskærmsfolkene begyndte at komme, er der ikke Tvivl om, at det danske Politi til at begynde med bidrog til at fange disse Faldskærmsfolk; -

15-16

- deraf blev der siden mange Stridigheder og mange Vanskeligheder, fordi Tyskerne havde givet Løfter om Behandlingen af disse Faldskærmsfolk, Løfter, som man ikke vilde holde. Det er jo sikkert nok, men det er ikke mig bekendt, at der nogen Sinde har været nogen Forhandlinger om, hvordan Militæretaten skulde optræde, ud over dette Tilfælde her, som vi nævnte.

Martin Nielsen: Jeg forstaar nok, at den af Erik Scavenius nævnte Forudsætning, som ogsaa blev bekræftet af Dr. Munch, ikke er noget, man har diskuteret. Det siger Erik Scavenius jo ogsaa, Men jeg vil gerne have Lov til at citere en Udtalelse af Scavenius om dette Spørgsmaal, (Ber. IV St. 39 f.) Scavenius bliver spurgt:

- »Har denne Forudsætning været diskuteret mellem danske Politikere?

Erik Scavenius: Nej.

Mogens Fog: Det er altsaa en Vurdering, som Ministeren selv anlægger?

Erik Scavenius: Ja, man maa spørge sig selv, naar Tyskerne kommer ind i Landet, besætter Landet og tager den militære Magt i Landet: Hvad bevæger dem til at lade en Del af den danske Styrke bestaa? Det er i og for sig selvmodsigende, at de ikke afvæbner hele Styrken. Det kan kun være under den Forudsætning fra tysk Side«. Citat slut.

I den Forbindelse vil jeg gerne spørge Dr. Munch, om De muligt, paa samme Maade som den senere Udenrigsminister, altsaa mener, at det er en stiltiende Forudsætning, at det i Virkeligheden er en Konsekvens af den Stilling, Danmark i Forhold til Tyskland er bragt i? Saadan synes Erik Scavenius at opfatte det.

Munch: Spørgsmaalet har aldrig været berørt i min Tid, og mit Indtryk i de tre Maaneder var, at Tyskerne havde givet denne Udtalelse om den danske Militær-styrke som en Understregning af, at Danmark var anderledes stillet end forskellige andre Lande, som de besatte, fordi der ikke skete Modstand den 9. April.

Martin Nielsen: Ja, det forstaar jeg. Erik Scavenius siger ogsaa senere, at Spørgsmaalet ikke kom til at foreligge, og dertil bliver der sagt: Men jeg mener alligevel at maatte fastslaa, at denne Forventning, denne Opfattelse har Tyskerne kun haft i Tillid til den danske Regering. Hertil svarer Scavenius: Ja, og da de fik det Indtryk, at de ikke længere kunde have denne Tillid, nedlagde de straks Militæret. — Da Scavenius-Regeringen den 29. August 1943 maatte træde tilbage, forsvandt altsaa det stiltiende Grundlag — saadan opfatter jeg det — som Scavenius mente var til Stede, og Tyskerne benyttede straks Lejligheden til at likvidere den danske Hær. Hvad kan have bibragt Erik Scavenius denne Opfattelse?

Munch: Jeg har ikke hørt noget om det tidligere, saa det er umuligt for mig at sige, hvad der har paavirket Scavenius til den Opfattelse, han har givet Udtryk for. Men har han ikke sagt sin Mening meget klart her i Kommissionen? Jeg har jo ikke før læst det, jeg nu har faaet forelagt, og kan ikke sige i noget om det.

Jørgen Gram: Maa jeg saa spørge: Forekom omkring 9. April eller om Morgenen den 9. April det Spørgsmaal fra tysk Side: Hvad vil I bruge den danske Hær til?

Munch: Nej, det Spørgsmaal har ikke været nævnt.

Jørgen Gram: Har man inden for den danske Regering drøftet, hvad man skulde bruge den danske Hær til?

Munch: Nej, jeg har aldrig deltaget i eller hørt om nogen Drøftelse deraf.

Jørgen Gram: Men naar den danske Hær, som efter Rigsdagserklæringen af Januar maatte forudsættes at skulle bruges til Værn for Danmark, ikke blev brugt, da Danmark blev overfaldet, var den saa ikke en Slags Luksus overhovedet? Hvad skulde det til at opretholde Hæren, naar vi nu var overfaldet, besat, og naar man fra dansk Side var indstillet paa, at vi ikke vilde bruge den mod de Allierede?

Munch: Opretholdelsen af den danske Militærstyrke, som var indkaldt dengang, nogle Tusinde Mand, var noget, der føltes som en Æressag, og jeg tror, det vilde have været følt overordentlig smerteligt, ikke blot af Militærkorpset, men ogsaa af mange Kredse derudover, hvis man pludselig havde sagt: Nu sender vi alt, hvad der findes af Soldater, hjem, afskediger Befalingsmændene o.s.v. Tanken har ikke været fremme, men man betragtede det utvivlsomt som en Æressag at opretholde det danske Militærvæsen, saa vidt det var gørligt.

..........................................

17-18

Tirsdag den 10. Juni 1947 Kl. 10.

..............................................

Formanden: Saa gaar vi over til det næste. Det er Spørgsmaalet om Udleveringen af Torpedobaadene. Der var jo gaaet forskellige Udleveringer, om jeg saa maa sige, i Forvejen, men det ligger forud for Ministerens Tid.

Scavenius: Ja, disse Luftværnskanoner.

Formanden: Ja, det er rigtigt, men Kravene blev større og større. Jeg gaar ud fra, at Anmodningerne om Udleveringen ikke blot som her i Noten af 15. Januar 1941 vedrørende Udleveringen af Torpedobaadene, men ogsaa i de andre Tilfælde, hvor der var Tale om Udlevering af Vaaben og Materiel, er fremsat gennem Udenrigs-ministeriet. Det var vel den Vej, det hele gik?

Scavenius: Ja, ja.

Formanden: Det stemmer nemlig med, hvad Renthe-Fink siger i Ber. IV A. Nr. 50: »Han var lige fra Begyndelsen indforstaaet med, at Udenrigsministeriet skulde fungere som Forhandlingsministerium, saaledes at alle Forhandlinger vedrørende principielle Retningslinier og politisk vanskelige Problemer skulde føres dér«. Dækker det ikke netop den Opfattelse, som blev gjort gældende?

Scavenius: Jo, det maatte ogsaa være en Bestræbelse fra dansk Side.

Formanden: Ja, jeg mener, Kommissionen skal have en Oversigt over alt, hvad der i det hele taget er udleveret i Besættelsestiden, men det faar vi jo bedst fra Marineministeriet.

Scavenius: Ja.

Formanden: Jeg vil blot spørge: Var De af den Opfattelse, at vi skulde sælge Torpedobaadene? Altsaa ikke udlaane dem, men sælge dem.

Scavenius: Nej. jeg ved ikke, hvordan den Tanke blev nævnt, men det var der ikke nogen Stemning for, absolut ikke. Det var man imod.

Formanden: Det var De imod.

Scavenius: Det var vi imod. Jeg kan for Resten slet ikke huske, om det fremkom ved, at Tyskerne antydede det, eller det var noget, der fra dansk Side var blevet nævnt, den Tankegang, at man kunde sælge dem, men i hvert Fald, det var der ingen Stemning for.

Aksel Møller: Maa jeg ikke lige, inden vi forlader dette Spørgsmaal, stille et lille Tillægsspørgsmål. Jeg ser her af Hr. Scavenius' Redegørelse, A Nr. 8, at dér siges det, at den fungerende Viceadmiral havde rettet en Henvendelse i Sagen til den tyske Admiral i København, hvilket foranledigede en Samtale mellem den tyske Storadmiral og den danske Marineattché i Berlin. Der tilføjes senere:

»Efter at Storadmiralen havde taget Afsked med Marineattacheen, føjede hans Stabschef nogle Kommentarer til, der meget stærkt understregede, hvad der vilde ske, hvis Anmodningen ikke blev efterkommet«. Har De, Hr. Minister, nogen Erindring om, hvad det var, der vilde ske efter disse Oplysninger?

Scavenius: Nej, men det havde formodentlig bestaaet i, at de havde taget mere, eller nedlagt ....

Aksel Møller: Hær og Flaade.

Scavenius: Ja, i hvert Fald Flaaden, for Konflikten var jo paa en Maade med Marineofficererne.

Aksel Møller: Det er altsaa kun en Formodning?

Scavenius: Det er kun en Formodning.

Aksel Møller: De har vel paa et eller andet Tidspunkt faaet Underretning om, hvad der blev sagt?

Scavenius: Ja, disse Svar, jeg her giver, grunder sig paa Akter, som jeg fik udlaant i Sommeren 1945, og naar der ikke har staaet mere dér, er jeg ikke i Stand til nu saa længe efter at tilføje noget.

Aksel Møller: Nej, Grunden til, at Spørgsmaalet interesserer, er den, at det altid er af Interesse til Bedømmelse af vore egne Handlinger, at se paa hvilken Maade Tyskerne i Periodens Løb former deres Tryk, men det kan vi maaske faa at vide paa anden Maade.

19-20

Scavenius: Det maa kunne oplyses fra Marineministeriet, eller hvis disse Udtalelser er fremsat til Kjølsen, som dengang var Marineattaché dernede, maa det kunne oplyses gennem ham.

Aksel Møller: Ja.

Mogens Fog: Jeg vil gerne have præciseret: Blev der i første Omgang, da Kravet om Udleveringen blev stillet, protesteret over for Tyskerne fra Udenrigsministeriets Side?

Scavenlus: Ja, ja.

Mogens Fog: Blev der fra Udenrigsministerens Side lagt noget Pres paa Rege-ringen eller Flaademagten for at faa gennemført Udleveringen?

Scavenius: Ikke andet, end at jeg sagde, at det ender med, at vi kommer af med dem, og da det er givet, at vi kommer af med dem, saa tilraader jeg, at vi ikke gør det til en stor Konflikt.

Mogens Fog: Og saa gik det igennem?

Scavenius: Efterhaanden.

Mogens Fog: Men mod Modstand i Regeringen?

Scavenius: Ja, Modstand.

Mogens Fog: Og fra Udenrigsministeren?

Scavenius: Jeg vil sige, at jeg var den, der skulde være Formidleren. Men navnlig Modstand i Marinen selv. Det var egentlig det, der laa bagved.

Mogens Fog: Ja.

Nørskov: Blev der ikke stillet Krav om Udlevering af flere Baade, end det faktisk blev Resultatet?

Scavenius: Jo. Jeg kan ikke huske, hvor mange de forlangte.

Frede Nielsen: 12 Baade.

Scavenius: De forlangte ogsaa de mindre Baade, men efterhaanden frafaldt de Kravet om dem og tog kun de større, de 6 bedste.

Nørskov: Resultatet blev altsaa kun 6 Baade?

Scavenius: Ja.

Formanden: Var det et Krav, som Ministeren i og for sig var forberedt paa vilde komme, Kravet om Udleveringen?

Scavenius: Nej.

Formanden: Det kom altsaa som en Overraskelse?

Scavenius: Det kom alle de tyske Krav som.

Formanden: Jeg vil henlede Opmærksomheden paa den første Kommissions Betænkning (Bet. I A. 201), hvori Admiral Rechnitzer refererede Forhandlingerne efter Besættelsen med de tyske Marinemyndigheder. Herefter er Repræsentanter for de tyske Marinemyndigheder allerede den 6. Maj 1940 frernkommet med nogle Bemærkninger om, at de havde Interesse i det danske Krigsmateriel. Det staar midt paa Siden: »Under Besøget paa Holmen fremkom de tyske Repræsentanter med nogle Bemærkninger om, at de nye danske Minestrygningsfartøjer, samt de ca. 300 Tons store Torpedobaade af »Dragen«-Typen vilde være meget anvendelige for den tyske Krigsmarine« - og saa videre. Det er altsaa allerede den 6. Mad 1940.

Scavenius: Naa, men det har været mig ubekendt.

Formanden: Ja, det forstaar jeg, men jeg synes det skulde med i denne Forbindelse. Jeg ved ikke, om der er andre Spørgsmaal?

(Ophold).

..................................................

Formanden: Nu gaar vi over til næste Punkt, det er en Redegørelse om den daværende Udenrigsministers og den daværende Forsvarsministers Forhold til Oprettelsen og Anerkendelsen af »Frikorps Danmark« og anden Hvervning til tysk Militærtjeneste; det er A. Nr. 12, 13 og 14. Endvidere har vi i denne Forbindelse en Redegørelse i Indledninger til Graabogen om Antikominternpagten. */* (Ber. V A. Nr. 24).

Jeg synes, der er Grund til her, på Grund af Spørgsmaalets Formulering, at understrege, som det ogsaa fremgaar af den skriftlige Redegørelse, at Korpsets Oprettelse ikke er anerkendt af Kongen eller Regeringen, men at det var med Regeringens Billigelse, at Oberstløjtnant Kryssing havde overtaget Kommandoen, saadan ligger det, ikke sandt?

Scavenius: Ja.

Formanden: Jeg vil gerne i denne Forbindelse have Lov til at komme med et Spørgsmaal. Man har villet paastaa — det lyder maaske lidt drabeligt, men jeg vil alligevel stille Spørgsmaalet: at det var Dem, der ved et egenmægtig Kup mulig-gjorde Dannelsen af Frikorpset.

Scavenius: Hvordan det?

21-22

Formanden: Ja, det har man villet paastaa. Men det besvares altsa benægtende?

Scavenius: Ja.

Arnth Jensen: Erindrer Hr. Scavenius noget om, hvorvidt det er rigtigt, hvad Hr. Ole Bjørn Kraft efter Referatet i Nimandsudvalgets Protokol (Ber. IV A. 585) har meddelt, at Radioavisen efter Ordre fra Udenrigsministeriet har agiteret for Hverv-ning?

Scavenius: Det hænger nok sammen med disse Krav om, hvad der skulde fra tysk Side formidles gennem Pressebureauet,*) men det har sikkert ikke engang været forelagt mig. *) Udenrigsministeriets Pressebureau

Arnth Jensen: Jeg spørger bare, om De erindrer, at dette er rigtigt?

Scavenius: Nej, det husker jeg ikke noget om.

Formanden: Om Frikorps Danmarks Oprettelse har vi ogsaa en Omtale i Renthe-Finks Redegørelse. Aktstykke Nr. 16, S. 113. Jeg ved ikke, om det giver Ministeren Anledning til at fremkomme med en enkelt Bemærkning. »Om Oprettelsen af Fri-korps Danmark forklarer Komparenten«, og så videre.

Scavenius: Ja, mon ikke det er rigtigt.

Formanden: Der er maaske ikke noget at bemærke?

Scavenius: Nej, han ved faktisk meget mere om det.

Formanden: Det er i hvert Fald noget, der supplerer vor Viden, selv om det nær-mest kun vedrører Oprettelsen af »Frikorps Danmark«. Men Spørgsmaalet lød ogsaa: »og anden Hvervning til tysk Krigstjeneste«. Kender Ministeren noget til det?

Scavenius: Nej. Hvad skulde det være for Hvervning?

Formanden: Gunnar Larsen har i den Sag, der er rejst mod ham, givet Forklaring om de Bestræbelser, der var i Gang for at skaffe Frivillige til Finland.

Scavenius: Ja, men det omtaler jeg ogsaa, ikke?

Aksel Møller: Maa jeg erindre om Cirkulæret fra Krigsministeriet af 1. Juni 1943, der opfordrer Officerer, og Befalingsmænd i det hele taget, til at gøre Tjeneste i den tyske eller den finske Hær og stillede dem Lempelser i Tjenestemandsloven i Udsigt, hvis de tager en saadan Tjeneste.

Scavenius: Ja, ja.

Formanden: Ja, det hører altsaa med til »anden Hvervning«. Men jeg kan ikke erindre — kender Ministeren noget til tyske Overvejelser med Hensyn til Opstilling af et forstærket Infanteriregiment, som skulde op til Finland?

Scavenius: Der har vi jo kun det, som Brorsen dengang meddelte os.

Formanden: Ja, det var noget Tovtrækkeri.

Scavenius: Det var gennem Forbindelsesofficeren; det var ikke noget, som kom gennem Gesandtskabet, men gennem Forbindelsesofficeren direkte til Krigsmini-steriet.

Aksel Møller: Jeg synes, vi savner en Redegørelse for, hvordan det forholdt sig inden for Regeringen under Diskussionen om Oprettelse af Frikorpset. Jeg har forstaaet, at det paa et givet Tidspunkt blev muligt for Regeringen at føre en Drøftelse om hele dette Forhold, og at der under den opstod det, vi altsaa nu maa nøjes med at kalde divergerende Meninger mellem Udenrigsministeren paa den ene Side og praktisk talt alle, ja, vist nok alle andre, med Undtagelse af Gunnar Larsen, paa den anden Side, og at det hele endte i en Tilslutning til et Synspunkt, som Udenrigsministeren anlagde, men som jeg ikke har præsent længere, og som jeg ikke tror findes i vore Aktstykker. Kunde Hr. Scavenius ikke med nogle faa Ord skitsere Gangen i disse Forhandlinger? Begyndte de ikke med, at man egentlig fra de øvrige Ministres Side forundredes over at læse om Oprettelsen af »Frikorps Danmark« med denne Tilføjelse: med Regeringens Billigelse?

Scavenius: Der var et Øjeblik, hvor man misforstod dette. Billigelsen gik kun ud paa, at de to Officerer kunde indtræde i Frikorpset, men det, som man havde For-staaelsen af dengang, ligesom man har forstaaet det her, og andre Steder ogsaa, det var, at det var selve Frikorpset der var billiget af Regeringen. Og det var ikke rigtigt.

Aksel Møller: Ja, saadan forstod Folk det altsaa dengang, og det blev aldrig dementeret.

Scavenius: Hvordan kunde man dementere, naar Tyskerne sad her i Landet?

Aksel Møller: Det forstaar jeg meget vel laa uden for det mulige, og for saa vidt var det en Tilsnigelse fra nazistisk Side at benytte denne Vending om Frikorpset, som man gjorde.

23-24

Scavenius: Ja, men sagde de egentlig fra nazistisk Side, at det var Frikorpset? For jeg har forstaaet af Ministeriets Akter, at det havde man protesteret imod fra Presse-bureauets Side, og saa havde de forstaaet, at den ikke gik.

Aksel Møller: Ja, i Deres egen Redegørelse om denne Sag, A. Nr. 14, citerer De udtrykkeligt en Passus i »Fædrelandet«, hvor der staar: »Frikorps Danmark«, som er oprettet med den kgl. danske Regerings Billigelse, kæmper for et nyt Europa og for Danmarks Sag — imod Kommunismen.«. Saa er det i og for sig ikke mærkværdigt, hvis Befolkningen har faaet den Opfattelse.

Scavenius: Ja, men det var det, der ikke kom ud.

Aksel Møller: Nej, det er rigtigt, det var det, der ikke kom ud; det var den anden Meddelelse, der kom ud, som gik ud paa, at de to Officerer med Billigelse gjorde Tjeneste i »Frikorps Danmark.«

Scavenius: Ja.

Aksel Møller: Men jeg tror ikke, jeg har Uret, naar jeg alligevel mener, at den Maade, hvorpaa Nazisterne benyttede Vendingen, førte til en almindelig Opfattelse hos Befolkningen af, at det var Korpsets Oprettelse, det gjaldt, f. Eks. ogsaa det, at det fik Lov til at føre Dannebrog. Det kan i og for sig være ganske ligegyldigt over for Spørgsmaalet: Skyld og Ikke-Skyld, Ansvar og Ikke-Ansvar; det, der interesserer mig i den Forbindelse er, at en lignende Opfattelse raadede i nogen Tid blandt Mini-steriets Medlemmer.

Scavenius: Jeg ved ikke. Jeg kan kun tænke mig, at de har paa en eller anden Maade faaet den første Meddelelse og troet, at den er kommet ud. Men jeg har aldrig forstaaet dette Intermezzo, for i Udenrigsministeriet kunde jeg ikke finde noget Grundlag for det.

Aksel Møller: Men førte denne Opfattelse hos Deres Kolleger saa ikke til en Krise indenfor Ministeriet?

Scavenius: Det førte til et temmeligt varmt Ordskifte mellem den nuværende Stats-minister og mig. Jeg burde naturligvis have sagt: Det er mig fuldstændig ubekendt, denne Historie, men jeg havde en ulykkelig Tilbøjelighed til straks at gaa ind for, hvad Pressebureauet lavede, og uden at jeg havde meget Begreb om, hvad der var sket, sagde jeg: Det kan jeg ikke med; hvis det skal være saadan, at vi skal sidde og skændes om saadanne Bagateller, som hvad der her er udsendt gennem Presse-bureauet, noget, som de altsaa har faaet tilstillet og ikke har ment at kunne mod-sætte sig, saa hører alting op. Det har jeg nok sagt, vil jeg antage.

Aksel Møller: Der var ikke Tale om ved den Lejlighed at skifte Udenrigsminister?

Scavenius: Ja, Gud ved, om ikke den Affære udviklede sig til, at jeg netop i Mod-sætning til det sædvanlige sagde: Det er efterhaanden en umulig Opgave, jeg faar, jeg kan ikke klare det, og at der virkelig blev gjort et Forsøg paa at faa en anden Udenrigsminister, og da det saa mislykkedes, maatte man vende tilbage til mig. Jeg tror, det var i denne Sammenhæng. Det var faktisk den eneste Krise for saa vidt, der har været.

Aksel Møller: Men det maa man dog maaske kalde »Modstand«?

Scavenius: Ja, selvfølgelig. Men komisk var det, at den Modstand; man dér lavede, opstod paa Grundlag af det Indtryk, man havde af en Meddelelse, der var udgaaet gennem Pressebureauet, saa Grundlaget var noget spinkelt. Men jeg synes, det er menneskeligt, at der kommer et Øjeblik, hvor man mener, at nu kunde de i Virkeligheden forsøge for en Gangs Skyld.

Aksel Møller: Grundlaget var, at man mente, at De, Hr. Minister, havde taget Dem en Ret til simpelthen at afgøre en Sag, der havde meget farlige politiske Per-spektiver.

Scavenius: Det er en fuldkommen Misforstaaelse. Jeg har ikke afgjort noget som helst. Det eneste naturlige havde været, om jeg havde stillet mig fuldkommen uvidende. Men det har jeg altsaa ikke syntes var passende. Men som jeg ser her i Akterne, er det hele en Misforstaaelse.

Aksel Møller: Og erindrer De, hvorledes det gik til, at Frikorpset fik Lov til at føre Dannebrog?

Scavenius: Ja, det var noget Tyskerne selv bestemte; de organiserede det, som de vilde, og de gav det altsaa Dannebrog.

Aksel- Møller: Blev der drøftet en Protest imod det?

Scavenius: Nej.

Aksel Møller: F. Eks. under den Form, at man ønskede det ikke, for man var ikke-krigsførende?

25-26

Scavenius: Nej, det tror jeg ikke.

Aksel Møller: Det blev heller ikke drøftet i Regeringen?

Scavenius: Netop fordi det var Tyskerne, der lavede det, tror jeg ikke det blev drøftet.

Aksel Møller: Den lille Krise var altsaa efter Deres Opfattelse udelukkende et Resultat af, at De straks havde stillet Dem ved Pressebureauets Side under Forhand-lingerne?

Scavenius: Ja.

Hjermind: I og for sig er det vel heller ikke saa forunderligt, om man kunde faa den Opfattelse, at det var med Regeringens Billigelse, al den Stund man havde billiget, at en tjenstgørende Officer som Oberstløjtnant Kryssing blev Chef. Deri kunde der maaske i og for sig ligge, ligger der ogsaa efter min Mening, at man bil-ligede.

Scavenius: Han gik uden for Nummer.

Formanden: Ja, man er tilbøjelig til at overse, at det krævedes, at de paagæl-dende skulde gaa uden for Nummer.

................................................

Onsdag den 11. Juni 1947 Kl. 10.

Formanden: Siden Mødet i Gaar har Kommissionen fra Statsministeriet modtaget — den er lige kommet, derfor har Medlemmerne ikke faaet en Genpart af den — en Udskrift af Ministerprotokollen - */* (Ber. IV A. 406 ff.) - af Møderne 30. Juni 1941 og 1. Juli 1941 og derefter i en særlig Skrivelse en Udskrift af Ministerprotokollen 6. August 1941. Det vedrører et Forhold, som vi behandlede i Gaar under Punktet: Oprettelsen af »Frikorps Danmark«, der var ogsaa Tale om anden Hvervning til tysk Militærtjeneste. I denne Forbindelse vil jeg gerne gøre Ministeren bekendt med, at Ministerprotokollerne fra de nævnte Datoer indeholder følgende Notater: Om Mødet i Statsministeriet den 30. Juni 1941 staar der:

»Spørgsmaalet om Hvervning af frivillige til Finland drøftedes. Sagens Behandling blev udsat til næste Møde«. Saa kommer Mødet i Statsministeriet, den 1. Juli Kl. 3: »Forsvarsministeren og Kirkeministeren var fraværende".

(Bemærk: Formanden gør ikke opmærksom på, at statsminister Stauning i perioden 29. august til 8. juli 1941 var fungerende forsvarsminister)

Spørgsmaalet om frivillige til Finland blev drøftet. Det blev besluttet, at Regeringen paa nuværende Tidspunkt ikke blander sig i Spørgsmaalet. Der var ingen Betænkelighed ved, at der blev ydet Finland humanitær. Hjælp, f. Eks. gennem Røde Kors. Handelsministeren vilde undersøge Muligheden for at nedsætte Smør-rationen til Fordel for Finland.«.

I Ministerprotokollen for Mødet den 6. August 1941 har Departementschefen fundet følgende Tilførsel: - »Forsvarsministeren meddelte, at den tyske Overkommando paa Foranledning af General Prior havde meddelt, at den danske indkaldte Militærstyrke kunde forøges paa Betingelse af, at der sendtes et Regiment til Finland til at indtræde i Krigen mod Rusland. Der var Enighed om ikke under de foreliggende Omstændigheder at forøge de indkaldte Styrker, hvorved ogsaa Spørgsmaalet om at sende et Regiment til Finland bortfaldt.«. Jeg vil lige nævne det her, fordi jeg i et af mine Spørgsmaal var inde netop paa Opstillingen af dette forstærkede Infanteri-regiment. Disse Oplysninger fra Ministermødet knytter sig naturligt til Omtalen af det Punkt. Jeg ved ikke, om Ministeren har noget særligt at føje til i den Anledning?

Scavenius: Denne tyske Henvendelse fremkom som et Svar paa en Anmodning, de havde faaet fra den danske Generalkommando om at kunne udvide Styrken. Den var den 9. April fikseret til 3.000 Mand. Jeg tror man ønskede at faa den forøget til 6.000, og det havde vi ikke hørt noget om før, skønt det var sket for et halvt Aar siden, det blev nemlig ikke besvaret fra tysk Side. Nu kom det i denne Form og knyttede sig til denne Forespørgsel fra dansk Side. Det var altsaa en Indrømmelse vi kunde opnaa, at faa Styrken forøget, hvis vi vilde sende Tropper til Finland, men der var almindelig Enighed om, at det lod sig ikke gøre.

Rasmus Hansen: Hvorledes var Generalkommandoens Stilling til Spørgsmaalet om Afsendelse af frivillige? Kan De huske det?

Scavenius: Nej, det ved jeg ikke, det maa Krigsministeriet kunne oplyse.

Rasmus Hansen: De har ikke nogen Erindring m, hvorledes det forholdt sig?

Scavenius: Nej.

Harald Nielsen: Det var altsaa en Henvendelse, Generalkommandoen havde sendt, uden at Regeringen vidste noget derom?

Scavenius: Ja, det viste sig, at heller ikke Forsvarsministeren vidste noget om det.

Harald Nielsen: Han heller ikke?

Scavenius: Og saa naturligvis heller ikke de øvrige Regeringsmedlemmer.

Busch-Jensen: Tør jeg spørge: Fik man at vide, hvad Generalkommandoen havde tænkt sig som Begrundelse for forøge Styrken den Gang?

Scavenius: Det var vist kun, fordi de ønskede flere uddannet, de følte sis generet af, at de kun havde Lov til at have 3.000 Mand indkaldt, det er et meget ringe Udsnit af dem, der egentlig skulde kunne faa militær Uddannelse. Det tro jeg var Begrun-delsen. Men der var andet Spørgsmaal, der er mærkeligt, for disse 3.000 Mand fremkom ved, at Tyskerne -

29-30

- havde taget vore Garnisoner undtagen 4 Steder, saa jeg undrede mig over, hvorledes man. havde tænkt sig at faa en Forøgelse. De 3.000 Mand staar ogsaa noget i Forbindelse med de Garnisonssteder, vi havde beholdt.

Busch-Jensen: Man havde faktisk ikke Plads?

Scavenius: Det var mit Indtryk, men det maa ogsaa kunne oplyses af Militæret, hvorledes det forholdt sig i den Henseende.

Rasmus Hansen: Jeg vil gerne forbeholde mig at komme tilbage til det Spørgs-maal. Det viser sig, at Aktstykket, der vil være Brug for i denne Forbindelse, ikke er tilgængeligt før Kl. 13, saa jeg maa altsaa forbeholde mig senere at vende tilbage til Spørgsmaalet.

.............................................

Formanden: Vi gaar saa tilbage til det tidligere omtalte Punkt, som Hr. Rasmus Hansen forbeholdt sig at komme tilbage til.

Rasmus Hansen: Vi talte for et Øjeblik siden om Generalkommandoens Henven-delse til Tyskerne om en Udvidelse af de danske Styrker. De gav Udtryk for, Hr. Scavenius, at denne Henvendelse var foretaget uden at Regeringen var bekendt dermed. I den Bog, der er udgivet under Redaktion af forhenværende Statsminister Buhl, Hartvig Frisch, Hans Hedtoft og Eiler Jensen, siges der i Bind l paa Side 96: »Et mærkeligt Udslag af den ulmende Misfornøjelse var en Skrivelse fra General Prior, som Forsvarsministeren den 1. August forelagde Ministeriet. Heri beklagede Generalen sig over, at Hæren og Flaaden ikke havde været med til Planlæggelsen af Landets Militærpolitik, og stillede desuden forskellige Forslag bl.a. om Indledelse af Forhandlinger med Tyskland«. Det er 1. August 1941. */* Skal være 1940 (jfr. A.10 og Ber. IV, A. 426)

..................................................................................................................................

Bemærk forvekslingen af årstal 1940 med 1941, uden at formanden, dommer Aage Holm, Liberale Venstre, griber ind med korrektion. Heraf følger, at Rasmus Hansens spørgsmål og Scavenius´svar blafrer i vinden. Og at formanden, dommer Holm, derefter bevidst stiller et vildledende spørgsmål.

..................................................................................................................................

Scavenius: 1. August 1941?

Rasmus Hansen: 1. August 1941. »Det vedtoges, at Statsministeren skulde deltage i en Samtale med Generalen. Det besynderlige i denne Henvendelse faar maaske en vis Forkla-ring ved den Kendsgerning, at Gunnar Larsen i Begyndelsen af August bl.a. førte Samtaler med Militærattaché Kjølsen vedrørende Danmarks fremtidige Stilling til Militærspørgs-maalet«. Der synes altsaa af Forsvarsministeren den 1. August at være forelagt Regeringen et af Generalkommandoen skriftligt udtalt Ønske om Forhandlinger med Tyskland. Af Sammenhængen, hvori dette meddeles, synes det at fremgaa, at det havde drejet sig om Forhandlinger med Tyskland om militære Anliggender. Jeg ved ikke, om det kan tænkes, at man paa det Tidspunkt har forelagt Regeringen Ønsker om at faa optaget Forhandlinger om Udvidelse af de militære Styrker, at De med andre Ord gør Dem skyldig i en Fejlhuskning m. H. t., at det ikke har været forelagt Regeringen. Men i øvrigt, naar jeg har peget paa dette Citat, saa er det først og fremmest for at faa at vide, om De har haft noget Kendskab til de Samtaler, som Gunnar Larsen skal have ført med Kjølsen vedrørende de militære Anliggender.

Scavenius: Nej, det har jeg ingen Erindring om. Men hvis d´Herrer har truffet hinanden, saa taler man vel let om militære Anliggender med militære. Hvad gik det ud paa, staar der noget om det?

Rasmus Hansen: Det staar der ikke noget om, men det anføres altsaa i Forbindelse med Ønsker om Forhandlinger med Tyskland, saa jeg maa formode, at det har gaaet ud paa, at der skulde føres Forhandlinger med Tyskland om . . .

Scavenius: Jeg maa sige, at jeg har slet ingen Erindring om denne Episode. Da det senere kom frem, altsaa denne Oplysning om denne Henvendelse om at faa flere Folk til Uddannelse, var Forsvarsministeren lige saa forbavset som de øvrige Medlemmer af Ministeriet.

Rasmus Hansen: Javel.

Scavenius: Og der var ikke den Gang Tale om, at det var et Led i noget, der tidligere havde været i Gang, og det, De nævner fra Hartvig Frisch's Bog, det husker jeg slet ikke.

Formanden: Vi kommer saa til Ministerens Redegørelse vedrørende Indledningen til og Forløbet af Forhandlingerne om de tyske Krav om Udlevering af den danske Hærs Vaaben m. m. Der blev jo kun Tale om et Laan. Det blev kaldt et Laan, ikke sandt?

Scavenius: Blev det kaldt et Laan?

Formanden: Ja, gjorde det ikke det?

Scavenius: Staar der det?

Formanden: Ja, det mener jeg, det blev kaldt. Man ønskede ikke at sælge noget.

Scavenius: Naa, nej. Nej, i denne Forstand er det et Laan.

Formanden: Det er i A. Nr. 18. Der -

31-32

- gives Oplysninger om, at der tidligere var udlaant 32 000 Uldtæpper til Tyskerne.

Scavenius: Ja.

Formanden: Er det Ministeren bekendt, om der saadan var gaaet flere Smaaposter fra Hærens eller Flaadens Beholdninger over til Tyskerne foruden de Luftværns-kanoner og det, vi berørte kort i forrige Møde, for det her staar blot som en Bemærkning om, at der var gaaet denne Udlevering i Forvejen. Er der noget særligt at bemærke til det? Vi kender ikke noget til det ud over denne lille Oplysning.

Scavenius: Jeg var i Forbindelse med det Spørgsmaal — altsaa det sidste Krav om Tilegnelse af vort militære Materiel — kun ved to Lejligheder, dels da det gjaldt Torpedobaadene, dels da det gjaldt, at de egentlig vilde have taget hele Beholdningen, og naar jeg ud over det har taget noget med i mine Bemærkninger om det tidligere, var det kun, fordi det fandtes i de Akter, jeg fik fra Udenrigs-ministeriet. Dér fandtes denne Bemærkning rimeligvis for at supplere, og hvis det er det, skulde man egentlig tro, at der ikke har været mere. Jeg mener, det er taget med for at give et samlet Indtryk af Resultatet af Forhandlingerne. Det maa man egentlig have Lov til at gaa ud fra.

Formanden: Og saa har man oplyst om alt, hvad man har udleveret?

Scavenius: Det skulde man egentlig tro maa være Meningen.

Formanden: Jeg forstaar paa Deres Redegørelse, at De har — strittet — det mener De selv i alt Fald, at De har strittet saa meget imod som muligt. Naar De i Slutningen nævner, hvad der ikke blev udleveret, saa er det vel for at fremhæve, at det lykkedes Dem at redde en Del, altsaa at reducere Tyskernes Krav?

Scavenius: Ja, og de militære Forhandlere med. Jeg havde jo ikke direkte For-handlinger om disse Beholdninger. Mine Bemærkninger var af mere almindelig Art. Jeg havde en Forhandling med begge de to Herrer, hvor jeg stærkt fremhævede, at det var aldeles urimeligt, men Afgørelsen af alt dette her blev truffet ved direkte Forhandlinger mellem danske Officerer og tyske Officerer.

Formanden: Javel. Jeg vil dog alligevel gerne anføre, at Ole Bjørn Kraft mente, at De kunde have protesteret kraftigere mod dette Udlaan.

Scavenius: Ja, det kan man jo altid sige.

Formanden: Ja, men jeg vil lige anføre det.

Scavenius: Ja. Man maa dog alligevel erindre i denne Forbindelse, at det startede med, at de vilde have det altsammen. Om man saa ved kraftigere at protestere havde reddet noget eller slet ingen Ting, kan man jo altid strides om. En kraftigere Protest, ja, hvis den skulde have Indhold, maatte det jo være: Det vil vi overhovedet ikke indlade os paa, hvorefter de havde taget det selv.

Hjermind: Ja, det er altsaa det, der er Deres Opfattelse, at de vilde have taget det selv.

Scavenius: Ja, det sagde de nemlig, Det sagde de ganske aabent.

Hjermind: Hvem sagde det?

Scavenius: Generalen. Han sagde udtrykkeligt: Det er mine Instruktioner.

..................................................

Torsdag den 12. Juni 1947 Kl. 10.

Formanden: Det næste Spørgsmaal er: Har De i Begyndelsen af August 1940 bl.a. ført Samtaler med Militærattaché Kjølsen vedrørende Danmarks fremtidige Stilling til Militærspørgsmaalet?

Gunnar Larsen: Ja, det kan man nok sige. Det maa have været under et af Ophol-dene i Berlin, vel sagtens i Slutningen af August. Da kom Kjølsen med forskellige Udtalelser vedrørende danske militære Forhold og Tyskernes Indstilling over for dem. Det skrev jeg en Rapport om; jeg har den vistnok ikke her, men der foreligger fra mig en Rapport om de Samtaler, som jeg kan fremskaffe.

Formanden: Ja Tak, den vil vi meget gerne have. Er det i øvrigt omhandlet i den skriftlige Del af Redegørelsen?

Gunnar Larsen: Nej.

Formanden: Saa maa De godt, hvis De har noget at føje til i Dag, fremkomme med Deres Bemærkninger.

Rasmus Hansen: Kan vi faa denne Rapport noget hurtigt?

Gunnar Larsen: Ja, hele Arkivet findes i Jylland, men jeg skal sende den, saa snart jeg kommer tilbage. */* (A. 277)

Aksel Møller: Hvem afgav De den til?

Gunnar Larsen: Udenrigsministeriet.

Aksel Møller: Saa maa Udenrigsministeriet jo have den.

Formanden: Ja, men vi faar den vist ligesaa hurtigt den anden Vej.

Chr. Christiansen: Hvad gik de Samtaler ud paa? Kan man ikke faa en Antydning?

(Bemærk: De viste replikskifter viser, hvor dårligt kommissions-processen var tilrettelagt).

Gunnar Larsen: Det drejede sig om Tyskernes Planer og Tyskernes Syn paa det danske Militær rent øjeblikkeligt og paa længere Sigt, og det drejede sig ogsaa noget om Ønskeligheden af Minestrygning. Men nærmere kan jeg ikke sige det udenad.

Formanden: Men De vil tilstille Rigsdagens Bureau denne Rapport?

Gunnar Larsen: Ja, naturligvis.

Formanden: Det sidste, De kom ind paa vedrørende »Fædrelandet« og Forhand-lingerne med Schwarzmann, er ogsaa kort omtalt i Retten.

Gunnar Larsen: Ja, det er det.

Formanden: Men jeg vil ikke afskære Dem fra i denne Forbindelse, hvor De nu fremsatte Deres Betragtninger, at fremkomme med ogsaa de Ting.

Gunnar Larsen: Nej, det forstaar jeg.

Formanden: Paa samme Maade er det, jeg nu vil gøre Dem bekendt med, ogsaa omhandlet under den retslige Forundersøgelse, men det har formentlig ikke foreligget dengang, og derfor vil jeg gerne gøre opmærksom paa det. I den sidste Del af Forhørene tales der om Hvervning til Finland. Jeg vil gøre Dem bekendt med, at det af Ministermødeprotocollen - **/** (Ber. IV A. 411 ff.) - for Mandag den 30. Juni 1941 og Tirsdag den 1. Juli s. A. fremgaar, at Spørgsmaalet frivillige til Finland har været drøftet i Mødet den 30. Juni, ja, der er for resten et Møde til, den 6. August 1941. Om Drøftelserne i Mødet den 30. Juni staar der kun: »Spørgsmaalet om Hvervning af frivillige til Finland drøftedes. Sagens Behandling blev udsat til næste Møde«. Vedrørende Mødet den 1. Juli staar der refereret: »Forsvarsministeren og Kirkeministeren var fraværende. Spørgsmaalet om 1: frivillige til Finland blev drøf-tet. Det blev besluttet, at Regeringen paa nuværende Tidspunkt ikke blander sig i Spørgsmaalet. Der var ingen Betænkelighed ved, at der blev ydet Finland huma-nitær Hjælp f. Eks. gennem Røde Kors, Handelsministeren vilde undersøge Mulighe-den for at nedsætte Smørrationen til Fordel for Finland«. -

(Bemærk: Formanden undlader at gøre opmærksom på, at den fungerende forsvars-minister, statsminister Stauning var til stede ved pgl. regeringsmøde)

- Og i det sidste Møde, den 6. August 1941, staar der: -

35-36

- »Forsvarsministeren meddelte, at den tyske Overkommando paa Foranledning af General Prior havde meddelt, at den danske indkaldte Militærstyrke kunde forøges paa Betingelse af, at der sendtes et Regiment til Finland til at indtræde i Krigen mod Rusland. Der var Enighed om ikke under de foreliggende Omstændigheder at forøge de indkaldte Styrker, hvorved ogsaa Spørgsmaalet om at sende et Regiment til Finland bortfaldt.«

Det er, hvad der foreligger om det Spørgsmaal i Ministerprotokollen. Jeg ved ikke, om det giver Dem Anledning til at føje noget til? Vi maa jo stadig huske paa, at vi har Deres Forklaring i Byretten.

Gunnar Larsen: Nej, det tror jeg ikke. Det eneste, der skulde være at føje til Forklaringerne i Byretten, er et Dokument, som dengang ikke forelaa, men som senere fremkom og blev fremlagt i Højesteret. Det var et Referat fra Krisekabinettet, hvis Dato jeg ikke husker udenad. Der havde været Forhør dels af mig og dels af forskellige Medlemmer af Krisekabinettet, idet jeg havde udtalt vistnok i Byretten, at der paa et Møde i Krisekabinettet var blevet vedtaget at bevilge Udførselstilladelse for forskellige Genstande, Uniformsgenstande til Finland til de frivillige, der rejste derop, Støvler, Tæpper og saadan noget. Der blev da foretaget Politiafhøring af en Række af Krisekabinettes Medlemmer, og de mente ikke at kunne erindre noget herom, og ved Politiets Undersøgelse af Krisekabinettes Protokol havde man heller ikke fundet noget. Men senere, da jeg kom paa fri Fod, fandt jeg alligevel det Referat af Krisekabinettets Møder, hvor Sagen var vedtaget. Det blev fremlagt i Højesteret, men det foreligger ikke i Byrettens Akter. Det er derfor, jeg nævner det her.

Formanden: Vi kunde maaske ogsaa faa en Kopi af det?

Gunnar Larsen: Ja, det maa kunne skaffes.

.............................................

(Bemærk: Pågældende "Krisekabinet" findes ikke nævnt i Registrene. Hvad vidste kommis-sionens medlemmer om "krisekabinettet"?)

37-38

Torsdag den 19. Juni 1947 Kl. 10.

For Kommissionen mødte fhv. Forsvarsminister Søren Brorsen

Formanden: Kommissionens Aktstykker Nr. 7, 12 og 17 er en Redegørelse fra Dem vedrørende forskellige Forhold, som De kom til at beskæftige Dem med, medens De var Minister under en Del af Besættelsestiden, først som konsultativ Minister med Hensyn til Krigs- og Marineministerierne fra Regeringsudvidelsen den 10. April 1940 til 8. Juli 1940. Efter Rekonstruktionen den 8. Juli 1940 fortsatte De som Forsvars-minister, og den Stilling beholdt De, da Ministeriet Scavenius blev dannet den 9. November 1942, saaledes at De fungerede helt til d«n 29. August 1943.

Brorsen: Ja.

Formanden: Idet jeg gaar ud fra, at Kommissionens Opgave er Dem bekendt, vil jeg kun gøre opmærksom paa, at Kommissionens Arbejde foregaar for lukkede Døre. Jeg vil spørge Dem, om De ligesom Kommissionens Medlemmer vil respektere denne Diskretionspligt?

Brorsen: Ja, det vil jeg.

Formanden: Aktstykke Nr. 12 indeholder Deres Besvarelse af forskellige Spørgs-maal: - »Er der i Tiden 1940—1943 fremsat »Ønske« fra tysk Side over for den danskø Regering om Afsendelse af Troppekontingent til Finland eller den tyske Østfront? Angaaende det Punkt har afdøde Generalløjtnant Prior ogsaa givet Forklaring. Naar jeg nævner det, er det, fordi der synes at være en mindre Uoverensstemmelse, idet han angiver Styrken til 2200 Kombattanter og 1100 Non-Kombattanter, medens De i Deres Besvarelse ad Spørgsmaal 1 taler om en Forøgelse paa 3600 Mand udover ca. 1200 Officerer og Officianter. Det er selvfølgelig ikke noget, der betyder noget videre, men da vi har to Forklaringer, skulde vi helst have Overensstemmelse mellem dem.

Brorsen: Dertil kan jeg kun sige, at jeg naturligvis har mine Tal fra Embedsmænd i Ministeriet, og jeg gaar ud fra, det er de rigtige.

Formanden: Ja. Jeg ved ikke, om der er Spørgsmaal fra Medlemmerne vedrø-rende dette Punkt. Der er jo en udførlig Redegørelse fra Hr. Brorsen angaaende det Spørgsmaal. Vi kan saa maaske gaa over til det næste: »Der ønskes en Redegørelse fra den daværende Udenrigsminister og den daværende Forsvarsminister for Noten af 15. Januar 1941 vedrørende Udlevering af Torpedobaadene.«

Brorsen: Skal jeg svare paa det?

Formanden: Ja, der er svaret paa det.

Brorsen: Ja.

Formanden: Som det fremgaar af Anmodningen, er der ogsaa rettet en Henven-delse til Udenrigsministeren, og hans Redegørelse har vi ogsaa, det er Aktstykke Nr. 8. Jeg ved ikke, om den giver Anledning til særlige ekstra Spørgsmaal. Jeg vil lige gøre opmærksom paa, at Scavenius i sin Redegørelse i sidste Stykke skriver: »Kongen havde ønsket, at der ved Afleveringen af Torpedobaadene skulde offent-liggøres en Meddelelse indeholdende Oplysning om den Protest, som af den danske Regering var blevet nedlagt mod den tyske Regerings Krav, men da man paa tysk Side ikke vilde gaa med til at omtale eller antyde Protesten i en Pressemeddelelse, fandt den danske Regering, det ikke ønskeligt at udsende nogen saadan«.

Brorsen: Ja.

Formanden: Det er vel rigtigt nok?

Brorsen: Der blev nedlagt Protest, det gjorde der selvfølgelig.

Formanden: Ja, men Meningen var, at der skulde have været en offentlig Med-delelse.

Brorsen: Ja, det forstaar jeg.

Formanden: Men det kom der altsaa ikke?

Brorsen: Nej.

Formanden: Punkt 3 lyder saaledes: »Der ønskes en Redegørelse fra den davæ-rende Udenrigsminister og den daværende Forsvarsminister angaaende Oprettelsen og Anerkendelsen af Frikorps Danmark -

39-40

- og anden Hvervning til tysk Militærtjeneste«. Man maa vel, som Scavenius har gjort, sondre mellem Hvervning til den finske Front og til den tyske Østfront. Man synes at have overvejet, om man ved Dannelsen af et frivilligt Korps udelukkende til Indsættelse paa den finske Front kunde afbøde mere almindelige tyske Krav. Dækker det ogsaa Deres Opfattelse?

Brorsen: Ja.

Formanden: Det vil være naturligt, da vi har faaet Udskrifter af Ministerprotokollen - */* (Ber. IV. A. 406 ff.) - at jeg gør Dem, bekendt med, at Spørgsmaaljet om Hvervning af frivillige til Finland har været drøftet i tre Ministermøder, den 30. Juni, den 1. Juli og den 6. August 1941. Det første Møde indeholder kun en Bemærkning om, at Sagen blev udsat til næste Møde. I Mødet den 1. Juli staar: »Det blev besluttet, at Regeringen paa nuværende Tidspunkt ikke blander sig i Spørgsmaalet. Der var ingen Betænkelighed ved, at der blev ydet Finland humanitær Hjælp, f. Eks. gennem Røde Kors. Handelsministeren vilde undersøge Muligheden for at nedsætte Smørrationen til Fordel for Finland«. Endelig har vi det tredie Møde, hvor Tilførslen lyder .saaledes: »Forsvarsministeren meddelte, at deri tyske Overkommando paa Foranledning af General Prior havde meddelt, at den danske indkaldte Militærstyrke kunde forøges paa Betingelse af, at der sendtes et Regiment til Finland til at indtræde i Krigen mod Rusland. Der var Enighed om ikke under de foreliggende Omstændigheder at forøge de Indkaldte Styrker, hvorved ogsaa Spørgsmaalet om at sende et Regiment til Finland bortfaldt«. Det stemmer vel ogsaa med Deres Erindring?

Brorsen: Ja, men jeg maa maaske ved Siden af den skriftlige Redegørelse, jeg har sendt til Kommissionen, gøre et Par Bemærkninger med Hensyn til hele dette Spørgsmaal om det frivillige Korps.

Formanden: Ja, Tak.

Brorsen: Forholdet var det — det fremgaar ogsaa af den Beretning, jeg har givet til Kommissionen — at vi efterhaanden blev udsat for et voldsomt Pres. Til at begynde med var det de danske Nationalsocialister, og det tog vi ikke noget Hensyn til, men de fik hurtigt Hjælp fra Tyskerne, og dem var vi, saaledes som Forholdene laa, nødt til at forhandle med. Det er klart, at det var os i allerhøjeste Grad ubehageligt, at vi i det hele taget skulde beskæftige os med det Spørgsmaal, men efterhaanden gik det op for Ministeriet, at hvis vi ikke vilde ud i den store Konflikt paa det Tidspunkt — jeg gør opmærksom paa, at det var i 1941, da saa det noget anderledes ud end senere, og Tyskland kunde knuse os, hvad Øjeblik det skulde være — maatte vi give efter med Hensyn til de frivillige. Men det, man vilde fra tysk Side, og det, der stadig kom frem, var i Virkeligheden, at de paa en eller anden Maade kunde faa et Vaabenfællesskab med os. Det sagde vi bestemt nej til den ene Gang efter den anden. Med Hensyn til de frivillige var Sagen en anden. Den almindelige Opfattelse inden for Ministeriet — jeg tror, den deltes af hele Rigsdagen — var, at der skulde meget til, for at de Personer, der her var Tale om, skulde slaa Ministeriet og Rigsdagen ud af Kurs. Efter langvarige Forhandlinger i Ministermøder blev man enig om, at der ikke var andet at gøre med Hensyn til de frivillige, end at give dem Udrejsetilladelse. Vi vilde ikke have med dem at gøre, hverken økonomisk, moralsk eller paa anden Maade, men de fik Udrejsetilladelse.

Her indskyder jeg den Bemærkning, for Kommissionen skal have det hele at vide, naar jeg endelig er kommet her, at Afgørelsen med Hensyn til de frivillige blev truffet paa et Tidspunkt, hvor jeg slet ikke var til Stede her paa Rigsdagen. Jeg havde den Sorg at miste min Hustru den 28. Juni efter en haard Sygdom. Jeg forlod derefter Ministeriet, det finder man vistnok naturligt, den 29. om Morgenen, idet Jordfæstelsen skulde finde Sted i Jylland i mit Fødesogn, og jeg kom ikke tilbage før den 8. Juli.

I den Tid var Statsminister Stauning fungerende Forsvarsminister. Nu kan d´Herrer sammenholde det med »Besættelsestidens Fakta« og det, Formanden allerede: har oplyst. Den 29. Juni, den 1. Juli og den 3. Juli sker der noget hver eneste i Dag, men da var jeg altsaa ikke til Stede. Det hele var i Virkeligheden afgjort da jeg kom herover den 8. Juli.

41-42

Jeg tror ikke, der var sket nogen Ændring, selv om jeg havde været til Stede. Jeg tror, vi inden for Ministeriet, som det hele laa, var fuldstændig enige om, at vi med Hensyn til de frivillige, for at slippe for det andet, som vi under ingen Omstændigheder vilde gaa med til, maatte give dem en Tilladelse. Disse Folk, som der her var Tale om, navnlig Officererne, var sikkert fuldstændig klar over hele Situationen, det var derfor, de henvendte sig til Tyskerne og fik dem til at gaa foran, idet de var klar over, at det kun var paa den Maade, de i det hele taget kunde opnaa noget som helst over for Ministeriet. Saaledes var det, det foregik.

Rasmus Hansen: I den Redegørelse, De har givet os, nævner De, at Regeringen Gang paa Gang fik det Indtryk, at det, man fra tysk Side tilstræbte, var et Vaaben-fællesskab mellem Danmark og Tyskland.

Brorsen: Ja.

Rasmus Hansen: De nævnte ogsaa, at der var Officerer, som spillede paa den tyske Interesse.

Brorsen: Ja.

Rasmus Hansen: Vi har her i Kommissionen et Dokument fra Chefen for General-kommandoen, daværende Generalløjtnant Prior, dateret den 27. Juli 1940. 1 dette Aktstykke - */* (A. Nr, l, Bilag 1) - siger Chefen for Generalkommandoen til sin foresatte, Forsvarsministeren — det er altsaa Dem: »I Dag er Danmark besat af tyske Tropper. Hvorledes Fremtiden for Landet vil blive, kan ikke overses, men een Ting er givet, man vil blive nødt til at se i Øjnene, at Landets Beliggenhed ved Forbindelsesvejen mellem Østersø og Vesterhav tvinger det til at fastlægge sine fremtidige Forhold indadtil som udadtil, ogsaa under Hensyn til militære Synspunkter, og det hvorledes Krigens Udfald end vil blive.«

Saa gaar Generalløjtnant Prior videre og siger: »Tyske Overvejelser af den fremtidige Ordning vil uden al Tvivl omfatte det heromhandlede Spørgsmaal, og saadanne Overvejelser er formentlig allerede i Gang. Ud fra dette Spørgsmaals fundamentale Betydning for vort Lands Fremtid ønsker jeg at fremhæve Nødvendigheden af, at det fra vor Side over for de tyske Myndigheder tages op til Drøftelse i rette Tid, og at man ikke ved at holde sig tilbage udsætter sig for at komme bagefter og blive stillet over for trufne Beslutninger, som det kan være forbundet med langt større Vanskeligheder at faa ændret, end om man fra et tidligt Tidspunkt har ført danske Synspunkter og Interesser i Marken.«

Se, det, som Chefen for Generalkommandoen her gaar ind for i Sommeren 1940, faa Maaneder efter, at det tyske Overfald paa Danmark var gennemført, er altsaa, at der nu fra den danske Regerings Side skal optages Forhandlinger om en dansk-tysk Militærordning. Maa jeg spørge Dem, Hr. Brorsen: Hvilket Indtryk gjorde det paa Ministeriets Medlemmer at blive stillet over for et saadant Ønske fra Chefen for Generalkommandoen?

Brorsen: Dertil kan jeg svare, at det tog jeg ikke noget Hensyn til. Vor Stilling — ikke mindst min, da jeg havde med de Ting at gøre — var hele Tiden, at om Forhandling med Tyskerne om en eller anden Overenskomst kunde der overhovedet ikke være Tale. Hvad der i det hele taget skulde ske, det skulde ske ved Tvang eller paa den Maade, at vi saa Fordel ved at gøre visse Indrømmelser, men i det hele taget Forhandling med Tyskerne om en almindelig Ordning var der ikke Tale om, at vi overhovedet vilde indlade os paa.

Rasmus Hansen: Nej, det er jeg klar over, Hr. Brorsen. Af de Aktstykker, vi har i Kommissionen, kan vi se, at Regeringen blankt har afvist denne Henvendelse fra Chefen for Generalkommandoen, men jeg tager Aktstykket frem i Anledning af, at De for lidt siden fremhævede, at Regeringen Gang paa Gang fik det Indtryk, at man fra tysk Side efter Besættelsen af Danmark den 9. April ønskede et dansk-tysk Vaabenfællesskab. Idet jeg paany henviser til Aktstykket fra Chefen for General-kommandoen, vil jeg. derfor gerne spørge Dem: Havde De, da De fik dette Aktstykke, det Indtryk, at det, som Chefen for Generalkommandoen tilstræbte, var at imødekomme Tyskernes Ønske om at faa gennemført et dansk-tysk Vaabenfælles-skab allerede i Sommeren 1940?

Brorsen: Nej, det var ikke mit Indtryk. General Prior -

43-44

- var absolut engelsk orienteret, saa jeg tror ikke, det har været hans Hensigt i Virkeligheden, at vi skulde have noget Vaabenfællesskab. Det kan være noget dunkelt, hvad han egentlig har ment med det, det kom vi ikke nærmere ind paa, for vi, der sad i Regeringen, vilde ikke have med det at gøre, det kan jeg kun sige; der skal ikke siges noget om General Prior, han var i høj Grad engelsk orienteret og foragtede Tyskerne lige som alle vi andre paa Grund af deres Overfald paa vort Land.

Rasmus Hansen: Men det er klart nok, at han gaar ind for, at man skal tage en Forhandling med de tyske Myndigheder, om en Militærordning, som Tyskerne er indforstaaet med.

Brorsen: Der vil jeg gerne henvise til, at Generalkommandoen var ogsaa inde paa — egentlig uden at vi i Ministeriet vidste det — at vi skulde have en Forøgelse af vore smaa Styrker, og det kan være, det er noget saadant, han har tænkt paa, der var Mulighed for. Det var knapt, at Styrkerne kunde slaa til til de Vagter, vi havde, vi skulde have Vagt ved Depoterne, de kongelige Slotte og mange mange forskellige Steder, og det var en meget lille Styrke, vi havde til vor Raadighed. Derfor var det, at Generalkommandoen, og vi andre i og for sig ogsaa, ønskede en Forøgelse, men rette nogen Henvendelse til Tyskerne om det vilde vi ikke fra Ministeriets Side. Det gjorde man imidlertid fra Generalkommandoens Side, men der kom ikke noget ud af det ud over, at Tyskerne sagde: »All right, det kan vi gaa med til, men saa maa vi have det forstærkede Infanteriregiment til Finland«. Der kom det igen frem: de vilde paa en eller anden Maade have os med paa deres Side. Det var i og for sig ikke Styrken, det kom saa meget an paa, Infanteriregimentet, det var ikke nogle Tusinde Mand, de talte ogsaa om 100 Officerer, det har jeg gjort Rede for, men vi vilde ikke have med dem at gøre. Derfor afviste vi dem.

Rasmus Hansen: Var det Deres Indtryk, Hr. Brorsen, at da Generalløjtnant Prior over for Dem som Forsvarsminister rejste Spørgsmaalet om at optage Forhandlinger med de tyske Myndigheder om en dansk Militærordning, som Tyskland var indforstaaet med, da handlede han ud fra den Betragtning, at Tyskland havde vundet eller vilde vinde Krigen?

Brorsen: Nej, jeg tror ikke, han havde den Opfattelse, at Tyskland vilde vinde Krigen, men det var der naturligvis ingen, der kunde vide i 1941. Det saa broget ud. Næsten hele Europa havde de erobret. England stod ene. Det var egentlig først ved Stalingrad og da Amerikanerne kom med, at vi alle inden for Ministeriet — jeg for mit Vedkommende da absolut, og jeg tror alle eller de allerfleste inden for Rigsdagen saa, at der nu ikke var Tale om, at Tyskerne kunde vinde, men i 1941 vidste man ikke, hvad der kunde ske.

Rasmus Hansen: Dette er Sommeren 1940.

Brorsen: Men ogsaa i 1940 stormede de frem fra det ene Land til det andet.

Rasmus Hansen: Ønsket om at faa optaget Forhandlinger mellem Danmark og Tyskland om Danmarks fremtidige Militærordning kom fra to Sider. Den 27. Juli 1940 kommer der Henvendelse til Dem fra Chefen for Generalkommandoen, General-løjtnant Prior, om hvilken i han i øvrigt oplyser, at han, inden han i afsendte den, havde underrettet den fungerende Chef for Søværnskommandoen om det. Den 5. August, altsaa nogle faa i Dage senere, afgiver daværende Trafikminister Gunnar Larsen til Udenrigsminister Scavenius en Rapport - */* (A. Nr. 27) - om en Samtale, han har haft med daværende Marineattaché, Kommandørkaptajn Kjølsen. Denne Rapport er dateret Berlin den 5. August 1940. Jeg vil gerne have Lov til at citere den for Dem. Den er som sagt stilet til Udenrigsminister Scavenius:

»Jeg havde i Gaar Aftes en længere Samtale med Marineattaché, Kommandørkaptajn Kjølsen, som meddelte mig, at han navnlig i den senere Tid i sine Samtaler med de tyske Militær- og Marinemyndigheder mere og mere blev ført hen paa Problemet Danmarks fremtidige Militærordning, idet dette særlig gav sig Udslag igennem Diskussioner om, hvorledes man skulde forholde sig i Fremtiden med de forskellige militære Anlæg, som nu blev lavet i Danmark, deriblandt naturligvis Flyvepladserne. Kjølsen havde det bestemte Indtryk, at vi inden længe vilde blive stillet over for det Problem, om vi ønskede at nedlægge vort eget Militær, hvilket vilde have til Konsekvens, at der maatte forblive tyske -

45-46

- Garnisoner paa visse vigtige strategiske Pladser i Danmark, eller om vi ønskede selv at overtage disse forskellige Institutioner og Vedligeholdelsen af dem igennem en Fortsættelse, maaske en Forstærkning af den danske Militærordning, under en eller anden Form i Forstaaelse med Tyskland. Kommandørkaptajn Kjølsens Indtryk af Samtalerne med de tyske Militær- og Marineautoriteter er, at man ikke alt for længe skal udskyde dette Spørgsmaal, da man i saa Fald i høj Grad rodfæster den Tanke hos de tyske Militærfolk, at Danmark ikke kan og ikke vil indlade sig paa noget saadant, hvilket vil sige, at Tyskerne maa belave sig paa at blive der. I denne Forbindelse nævnede Kjølsen ogsaa Spørgsmaalet om Minestrygningen, som han mente, det var af største Vigtighed at faa sat i Gang fra dansk Side snarest muligt for de danske Færge- og Skibsforbindelser. Kjølsen var i øvrigt af den Formening, at hvis man fra Danmarks Side tog lidt haandfast paa Problemet, vilde det ikke være saa svært at faa det tyske Militær til at forlade Danmark igen, dels under Forudsætning af, at vi selv er indstillet paa at vedligeholde de tyske Anlæg, og dels under den Forudsætning, at de danske Kommunikationsmidler indrettes paa en saadan Maade (Autostrada op gennem Jylland samt Rødby-Femern-Projektet), at det er evident for Tyskerne, at de ikke behøver at være paa Pladserne, fordi de kan komme der hurtigt nok.«

.....................................................................................................................................

(Bemærk: Forklaringen på hærens og søværnets henvendelse - Kongen var øverstbefalende for begge værn - til tyskerne bag regeringens ryg, kan kun forklares med dele af det ledende officerskorps faglige og politiske sympati for det tyske militær, bl.a. karakteriseret ved, at chefen for generalstaben, general Gørtz, og viceadmiral Rechnitzer, begge med tyske aner - og at Rechnitzer som jøde burde være fanatisk modstander af Hitler - begge, da det var moder-ne, var bærer af en Hitler-moustace).

.....................................................................................................................................

Formanden: Jeg tror, det vilde være rigtigt, om Hr. Brorsen fik Lejlighed til at læse denne ret lange Redegørelse igennem. (Overrækker den).

Brorsen: Med det samme?

Formanden: Ja, vi kan godt tage en lille Pause.

(Pause)

Brorsen: Ja, hvis jeg maa gøre en Bemærkning . . .

Formanden: Et Øjeblik.

Rasmus Hansen: Ja, jeg vil gerne spørge Dem, Hr. Brorsen: Blev De underrettet om denne Rapport fra Gunnar Larsen om daværende Marineattaché, Kommandørkap-tajn Kjølsens Synspunkter?

Brorsen: Nej, jeg kan ikke erindre det der.

Rasmus Hansen: De kan ikke erindre det?

Brorsen: Nej, det kan jeg ikke. Hvad der staar i den med Hensyn til Minestrygning er jo en Selvfølge, det er ganske klart, men med Hensyn til det andet, at vi paa en eller anden Maade kunde faa Tyskerne til at forlade Landet, og saa videre, var det jo en ren Umulighed. Derfor tror jeg, at hvis det i det hele taget var blevet oplyst, hvad jeg mente, hvis man havde kunnet citere mig fra et Ministermøde, saa vilde man finde, at jeg havde sagt: Det er der slet ikke Tale om, jeg er overbevist om, at det lader sig ikke gøre. Jeg holdt mig altid til ganske bestemte Ting, og jeg kan sige, at jeg ikke under nogen Omstændigheder, hvor Spørgsmaalet var fremme, vilde forhandle med Tyskerne; enten det saa var om de 100 Officerer eller et Regiment. Det var det afgørende. Med Hensyn til de frivillige kunde vi selvfølgelig blive og blev nødt til at forhandle, men som sagt, de Folk, der var Tale om her, havde vi ikke stor Respekt for, for ikke at sige, at vi slet ingen havde, og der skulde meget til fra deres Side, for at vi i det hele. taget skulde blive slaaet ud af Kursen. Saadan laa Landet.

Rasmus Hansen: Ja, men ....

Brorsen: Men det er klart, hvis jeg maa fortsætte, at jeg havde adskillige Forhand-linger med Kommandørkaptajn Kjølsen, fordi han med Mellemrum naturligvis var i København for at aflægge Rapport, og saa var han altid inde at tale med mig. Det var altid interessant at høre, hvad han havde at sige, han var meget virksom dernede og paa sin Vis en udmærket Marineattaché med Hensyn til at skaffe sig Oplysninger, men det Dokument her, der altsaa er sendt til Udenrigsministeriet, kan jeg ikke erindre, og jeg tvivler meget om, at vi i det hele taget har faaet noget at vide om det direkte, men det er klart, at naar Kjølsen var hos mig, saa talte vi naturligvis om mange mange forskellige Ting.

Rasmus Hansen: Havde De det Indtryk, Hr. Brorsen, at Hr. Kjølsen efter den 9. April interesserede sig for at faa gennemført et dansk-tysk Vaabenfællesskab?

Brorsen: Nej, det tror jeg ikke.

47-48

Rasmus Hansen: Det havde De ikke?

Brorsen: Absolut ikke. Men de havde allesammen en Interesse i — og det var jo rigtigt — at vi havde nogle flere Tropper, fordi det var vanskeligt i det hele taget at besørge, hvad vi skulde, med Hensyn til Vagt og den Slags Ting. Vi havde jo ogsaa en Bagtanke, idet vi alle havde den Opfattelse, at der kunde komme et Tidspunkt — man vidste ikke, hvornaar Krigen sluttede, men der kunde komme et Tidspunkt, hvor den lille danske Forsvarsstyrke kunde komme til at spille en Rolle. Vi havde ikke ret mange inde, men vi havde det hele parat, saa at vi i Løbet af,. jeg kan godt sige, Timer kunde indkalde omkring i de forskellige Garnisonssteder adskillige — jeg vil ikke sige noget Tal her, for det kan jeg ikke, men adskillige Tusind Mand. Man vidste jo ikke, hvad der kunde ske paa de forskellige Tidspunkter. Sverige kunde komme med, og vi ved ogsaa, at der var Overvejelser i Amerika — det var paa et senere Tidspunkt — om, at de ogsaa kunde tænke sig at komme som Faldskærmstropper her til Danmark, og saa vidste man ikke, hvad der kunde ske her paa Sjælland, hvor der ikke var saa forfærdelig store Styrker af Tyskere. Derfor var det stadig den Tanke, vi havde, og som jeg vel specielt selv havde, at den lille danske Forsvarsstyrke suppleret kunde komme til at spille en Rolle, ved Krigens Slutning, og det var mig derfor meget om at gøre, at vi alligevel opretholdt, hvad vi kunde, af vor Militærstyrke, og det var der Enighed om inden for Ministeriet.

Jeg har taget flere Dokumenter med, men dem faar jeg vist ingen Brug for, og for Resten kan jeg det hele uden ad, min Hukommelse er der intet i Vejen med. Jeg tror, jeg har flere Hundrede Aktstykker derhjemme, og jeg tænkte ved mig selv, da jeg fik Indbydelsen: Hvad vil de spørge mig om, det bliver antagelig i Forbindelse med de Spørgsmaal jeg allerede har besvaret. Derfor har jeg taget med bl.a. den udmærkede Bog, den bedste Krigsbog, som er skrevet, mon d´Herrer ikke er enig med mig i det, den hedder »Besættelsestidens Fakta«, for den er altsaa paålidelig, den indeholder, hvad der er sket.

Der er jo skrevet en hel Del Bøger, havde jeg nær sagt, som paa visse Omraader i alt Fald ikke er helt paalidelige, men det er altsaa en Sag for sig, det tror jeg ikke, jeg skal gaa nærmere ind paa her for Kommissionen. Jeg har ogsaa undertiden, naar der i Aviserne har været Artikler, spurgt mig selv: Skal man dementere? — men saa tænkte jeg: Det bliver jo endeløst at skrive frem og tilbage i Længden, og derfor ræsonnerede jeg: Der kommer nok et Tidspunkt, hvor jeg faar Lejlighed til at møde for den parlamentariske Kommission, og det er Stedet, synes jeg, hvor jeg kan faa Lov til at sige, hvad jeg ønsker. Vi havde jo for øvrigt, hvis jeg maa sige det til Formanden, men det kommer vi maaske ind paa senere, vi havde jo utallige Henvendelser fra Tyskerne. Vi fik mere og mere Erfaring for, at naar vi var færdig med en vanskelig Sag, saa havde vi den næste Dag eller et Par Dage efter den næste at tumle med. Bl.a. var der ogsaa det — det har d´Herrer antagelig ogsaa lagt Mærke til — at de pludselig kom i Tanker om, at der skulde være Vagt ude i det store Kyndbyværk, i »Scandia« i Randers og i en Virksomhed nede i Sønderborg, Men det kommer vi maaske senere til.

Formanden: Ja, det gør vi. Det har jeg regnet, med, vi skulde ind paa.

Brorsen: Skal jeg sige noget med det samme om det?

Formanden: Det, jeg har at bemærke til Deres Besvarelse, som jeg før omtalte, er ikke ret meget, saa jeg vil foreslaa, at vi gaar den igennem først og saa vender tilbage til Kyndbyværket, »Scandia« og Automobilfabrikken i Sønderborg.

Brorseh: Udmærket, ja.

Formanden: Det næste Punkt der er redegjort for, er Udleveringen af den danske Hærs Vaaben. Der har vi jo en udførlig Redegørelse. Naar jeg nævner det her, saa er det kun for, at Medlemmerne af Kommissionen kan faa Anledning til at stille supplerende Spørgsmaal, hvis der er noget, der er uklart.

Brorsen: Men jeg siger altsaa ikke noget, inden jeg hører, om der er nogen, der stiller Spørgsmaal?

Formanden: Nej. Der synes ikke at være yderligere Spørgsmaal, og saa kan vi gaa over til det sidste Punkt: Oplysning om Aarsagen til Krigsministeriets Skrivelse af 1. Juni 1943 til Hærens Afdelinger om Tjenestemandsforhold for danske Befalingsmænd i tysk Krigstjeneste. I Forbindelse med denne Besvarelse er der senere tilstillet Dem en Skrivelse fra Kommissionen. Deres Svarskrivelse er af 7. Oktober 1946 - */* (A. Nr. 13) - hvori De -

49-50

- besvarer det Spørgsmaal, som Kommissionen har stillet Dem i Skrivelse af 3. Oktober samme Aar: »Hvorledes begrunder den daværende Forsvarsminister sine i Skrivelse af 1. Juni 1943 i Strid med Hærloven af 7. Maj 1937 (§ 92, Stk. 6) givne Løfter til danske Befalingsmænd i tysk Tjeneste, og hvilke Drøftelser desangaaende gik forud for denne Skrivelses Udstedelse indenfor Regeringen?". Der har vi en lang Redegørelse ogsaa for Deres Vedkommende, og den knytter sig til det Punkt, som jeg nævnte nu for et Øjeblik siden, om Tjenestemandsforholdet for danske Befalings-mænd i tysk Krigstjeneste. Jeg ved ikke, om det giver Medlemmerne Anledning til Spørgsmaal, ellers vil jeg, inden vi gaar til at beskæftige os med Kyndbyværket m. m., lige sige, at vi fra Renthe-Fink har en Redegørelse — vi gaar altsaa lidt tilbage — vedrørende det, vi var inde paa før. Jeg synes, det er rigtigst, at De faar Lejlighed til at se den. Det er vedrørende Frikorps Danmark. Det er Aktstykke Nr. 16, Side 113. (Overrækker dette).

Brorsen: Er det med Hensyn til Geneneral Gørtz' Tilstedeværelse ved Frikorpsets Afrejse?

Formanden: Nej, det er hele den Fremstilling, han har givet der. Det er altsaa fremstillet, som man saa det fra hans Side.

Brorsen: Jeg ved ikke, hvor meget Formanden mener jeg skal læse af det?

Formanden: Det er hele hans Fremstilling af Frikorpset, det er ca. et Par Sider.

Brorsen: Ja, jeg maa sige, efter at jeg har læst det igennem med Hensyn til Hvervningen, som han er inde paa her, at det var jo ganske umuligt at forhindre det. Vi var selvfølgelig i højeste Grad imod det. De stillede jo det ene Krav efter det andet. Jeg ved ikke, om det ogsaa findes i min Redegørelse eller paa anden Maade, men jeg husker, at ved en bestemt Lejlighed kom de med Krav om, at der skulde stilles et stort Antal Biler til Raadighed. Jeg protesterede paa det skarpeste mod det. Det endte vistnok med, at det blev nedsat til nogle ganske faa, jeg ved ikke, om det var 2 eller 4, som man fra Udenrigsministeriets Side gav Tilladelse til. Men det var vi ganske bestemt imod, at man overhovedet gav dem nogen som helst Begunstigelse. Jeg kan huske, at jeg sagde: Lad dem køre med Toget ligesom alle andre, der er saamænd ingen Grund til at stille Biler til Raadighed for dem. Men vi kunde altsaa ikke forhindre denne Hvervning. Tyskerne var jo meget virksomme her, og d´Herrer erindrer naturligvis ogsaa, at der i »Fædrelandet« stod den ene Artikel efter den anden, hvor de paa det voldsomste gik ind for Hvervningen og bebrejdede Regeringen, at vi ikke foretog os noget.. Det var en fuldstændig passiv Holdning fra vor Side. Det, der altid blev sagt til os, naar vi talte med Tyskerne om det Forhold, var, at vi forstod jo slet ikke Situationen her i Europa, for det var jo Kampen mod Bolchevismen, det gjaldt. Det var stadig det, de vilde gøre os bange med, idet de mente, at Bolchevikfaren var af en saadan Natur, at vi fra dansk Side absolut burde være med, men det blev altsaa afvist Gang paa Gang. Jeg ved ikke, om der er mere at sige til dette her.

Formanden: Nej, det er der maaske ikke.

Arnth Jensen: Jeg vil gerne i Tilslutning til det, Hr. Brorsen siger her, gøre opmærksom paa, at man har hele det Forhold i det Referat, vi har af Nimands-udvalgets Møder. Referatet er ikke godkendt, men deraf fremgaar ogsaa tydeligt og klart netop det Standpunkt, Hr. Brorsen indtager, at man ikke vil have noget med dem at gøre eller med Bilerne, idet Udenrigsministeren, da Ole Bjørn Kraft spørger, om man skal betale Frikorpset, svarer til sidst: »Maaske til Hvervningen. Det gælder vel ogsaa Frits Glausens Bil?«.

Brorsen: Jeg var overhovedet imod alt i Retning af Biler eller andre Begunstigelse, men de var jo meget paagaaende, for de havde Tyskerne foran sig.

Formanden: Saa kan vi maaske gaa over til det stenografiske Referat, hvori det Spørgsmaal, som Hr. Brorsen berørte før, er omtalt. Det er en_: Afhøring af General-løjtnant Prior */* (St. 6) - og under denne kommer man ind paa Faldskærmsjægerne.

Brorsen: Ja, skal jeg sige ét Par Ord om det?

Formanden: Ja Tak, det maa De hellere.

Rasmus Hansen: Lige et Øjeblik. -

51-52

- Vilde det, ikke være rimeligt, om Hr. Brorsen blev gjort bekendt med den Forklaring, som Prior har afgivet?

Formanden: Jo, det er udmærket. (Overrækker Forklaringen).

Brorsen: Jeg erindrer ganske tydeligt dette om, at der kom en Henvendelse. Det skete jo dagligt, enten om det ene eller det andet, men engang, det var vist i Juli 1940, kommer altsaa denne Henvendelse eller Forespørgsel, om vi vilde sætte Vagt eller passe paa ude paa Kyndbyværket, paa Seandia i Randers og paa en Virksom-hed i Sønderborg. Vi drøftede det i Ministermøde og var naturligvis ubehageligt berørt af, at vi skulde beskæftige os med dette, men vi kom hurtigt til Klarhed over, at her gjaldt det efter vor Opfattelse om et taktisk Træk fra vor Side. Vi var nemlig bange for, at hvis vi sagde absolut nej, saa var det resulteret i, at Tyskerne havde sat Vagt ind i de paagældende Virksomheder paa det Tidspunkt, og det var meget ubehageligt, ikke sandt, for Virksomhederne, naar man betænker, at i Kyndbyværket kunde man godt tænke sig, at de havde sendt en hel Afdeling ud, fordi de jo kunde forlange at faa Tropperne indkvarteret. Det var i aller højeste Grad ubehageligt for den paagældende Virksomhed, at de skulde have tyske Tropper derude, og det kunde jo ogsaa før eller senere komme til Englændernes Kundskab, at der laa en tysk Troppestyrke derude. Derfor var vi hurtigt klar over, at det eneste, der var at gøre — der var ikke stillet Betingelse fra tysk Side om, at vi skulde af med saa og saa mange Tropper — var bare det, at vi selv vilde tage os af den Sag.

Det var efter min Mening et rent taktisk Spørgsmaal, saadan betragtede vi det fra Ministeriets Side, og derfor sagde vi til dem kort og godt: Dette her skal vi nok selv passe, det behøver Tyskerne ikke at interessere sig for. Vi talte naturligvis frem og tilbage om, hvorledes det nu skulde ordnes, der var ikke forlangt faste Vagter, og jeg kan huske, jeg i hvert Fald paa et Tidspunkt var inde paa: Vi kan maaske sætte et Par Mand derud, det kan jo ikke genere, at der gaar et Par danske Soldater inde i Bygningen derude ved Kyndbyværket en Tid, saa kan det være, Tyskerne glemmer det. Men det resulterede til syvende og sidst i, at der kom ikke nogen dansk Soldat nogen af de Steder, der er Tale om her. Saa det var det rene Camouflage. Vi sagde, vi har en lille Afdeling i Holbæk — det var 36 km fra Kyndbyværket, altsaa tilbørligt langt borte, en 23—30—35 Mand, der eventuelt kan tilkaldes, hvis der skulde ske noget derude.

General Prior derimod var inde paa den Tanke, at det var noget i højeste Grad betænkeligt, dette her, det var noget i Retning af at krænke Neutraliteten; og så videre. Jeg anmodede ham saa om en Samtale, efter at vi havde diskuteret Spørgsmaalet inden for Ministeriet, ikke een, men flere Gange; Generalen vilde nemlig tage sin Afsked, for saa vidt vi ikke vilde følge ham. Nu er General Prior desværre død, saa jeg skal ikke gøre saa forfærdelig mange Bemærkninger, men jeg anmodede ham som sagt, om at komme op til mig saa vi kunde faa en Samtale. Direktøren i Ministeriet, General Stemann, spurgte, om han skulde være til Stede, men jeg sagde: Nej, jeg vil helst tale med General Prior alene. Saa sagde jeg til ham, at han havde misforstaaet dette her, for det, der var Tale om, var selvfølgelig ikke, at vi under nogen Omstændigheder kunde tænke os at komme til at kæmpe sammen med Tyskerne, ikke under nogen Omstændigheder, men de skulde bare være inde i Bygningen, hvis vi i det hele taget sendte et Par Poster derud. Jeg kan huske, jeg brugte det Billede: Sker der virkelig en Ulykke derude, at der kommer Brand eller en anden Ulykke, ja, saa er det klart, saa maa de Par Soldater, vi har derude, hjælpe, men i det hele taget, at gaa sammen med en eventuel tysk Afdeling for at bekæmpe eventuelle engelske Faldskærms-tropper — ikke Tale om.

Jeg kunde imidlertid ikke faa ham overbevist, han holdt fast ved sit, og jeg havde en Anelse om, at han egentlig godt vilde benytte Lejligheden til at tage sin Afsked. Han var ked af det hele, det kan jeg godt forstaa. Han sagde til mig, at han ønskede sin Afsked, men dertil svarede jeg: Det kan jeg ikke anbefale, paa det nuværende Tidspunkt, det vil jeg sige Dem, General Prior, baade De og vi andre maa blive paa vor Post. Jeg kan forsikre Dem om, at ogsaa indenfor Ministeriet er der adskillige, der kunde have Lyst til at gaa deres Vej. Men det kan vi jo ikke, og derfor maa vi blive. Men da han altsaa holdt fast ved sin Beslutning, tog vi det Hensyn til ham — idet det jo vilde have vakt Opsigt, -

53-54

- hvis han var gaaet i Utide, inden han blev de 65 — at han fik Orlov, jeg husker ikke bestemt, det var vist i et Par Maaneder, saa fik han sin Ferie, som han havde Ret til, og i Mellemtiden var han blevet 65 og kunde jo saa forlange sin Afsked og faa den bevilget, uden at det vakte Opsigt.

Jeg mente, det var den rigtige Maade at løse denne Sag paa, og saa viste det sig heldigvis, at der overhovedet ingen Ting skete, der kom ingen danske Soldater derud, og der kom heller ingen engelske Faldskærmstropper; det hele hørte op inden Ministeriet demissionerede, jeg kan ikke huske, om det var i Begyndelsen af 1943, saa strøg vi det hele, og saa var der ikke mere. For saadan var det med Tyskerne, at naar de havde fundet paa et eller andet, saa, naar en Tid var gaaet, var der andre Problemer for dem, og saa glemte de tit de gamle.

Jeg tror altsaa ganske bestemt, vi handlede rigtigt i dette Tilfælde, for det tror jeg, d´Herrer vil være enige med mig i, at hvis Tyskerne havde sendt en Afdeling ud til Kyndbyværket, vilde det have været i højeste Grad ubehageligt og kunde ogsaa have medført Fare — derom er der ingen Tvivl.

Rasmus Hansen: Det var altsaa hverken Deres eller de andre Ministres Hensigt, at danske Tropper skulde være med til enten at fange eller at bekæmpe engelske Fald-skærmsjægere?

Brorsen: Nej, det var det ikke, men naturligvis, hvis — det er bare et Tanke-eksperiment — der skulde trænge et Par Faldskærmsjægere ind, som vilde forsøge at ødelægge Værket, og vi havde Vagt derude, saa kunde de ikke se roligt paa, at de gik hen og lagde Dynamit, saa maatte de se at faa dem uskadeliggjort paa en eller anden Maade. Men hvad jeg vil fastholde, det er, at der var ikke Tale om fra vor Side, at vi under nogen Omstændigheder vilde være sammen med Tyskerne til Bekæmpelse af eventuelle Faldskærmstropper.

Jeg kan for Resten i den Forbindelse oplyse, at efter at General Gørtz var blevet Chef for Generalkommandoen, og da det efterhaanden blev mere truende i 1942—43, havde vi en Samtale, og vi var enige med hinanden om, at hvis der skulde ske noget, at der f. Eks. skulde komme et større Kontingent Faldskærmstropper her til Danmark, saa var der kun det ene for de Soldater, vi havde liggende i de faa Garnisoner, vi havde i Danmark: Inden for Dørene, ikke Tale om, at de danske Soldater maatte komme ud. Det sagde jeg til General Gørtz, og han svarede dertil, at den Ordre forlængst var udgivet til de forskellige Garnisoner. Det synes jeg ogsaa, man kunde have forlangt af General Prior, at han havde sagt noget lignende, at han, naar han var kommanderende General, havde vist samme Konduite. Men ellers skal der ikke være sagt noget fra min Side om General Prior, han var en i mange Henseender ganske udmærket Mand, men han var altsaa inde paa, at det var farligt for os at gaa med til dette her. Men jeg holder fast ved, at vi gjorde det rigtige, og jeg sagde ogsaa til ham: Til syvende og sidst maa jeg gøre Dem opmærk-som paa, General Prior, at det er Ministeriet, der skal træffe Bestemmelse, og det er ogsaa det, der har de bedste Betingelser, med sagkyndige paa det ene og det andet Omraade, for at bedømme Situationen.

Rasmus Hansen: Men De mener altsaa, Hr. Brorsen, at De meget omhyggeligt har forklaret General Prior, at det ikke var Deres eller andre Ministres Hensigt, at danske Tropper skulde bekæmpe engelske Faldskærmsjægere? De mener at have forklaret General Prior, at det i Virkeligheden var Hensigten mere eller mindre at spille Komedie over for Tyskerne?

Brorsen: Ja, det var det.

Rasmus Hansen: Se, jeg spørger Dem om dette, for Spørgsmaalet har nemlig været til Behandling i den første parlamentariske Kommission, og over for den har General Prior hævdet, at det var Regeringens Standpunkt, at Ordren om at fange og bekæmpe de engelske Faldskærmsjægere skulde respekteres. Jeg maa maaske have Lov til lige at citere det stenografiske Referat. */* (Beret. I St. 7).

General Prior siger ifølge dette: »Men. for øvrigt er jeg ikke i mindste Tvivl om, at danske Tropper ikke havde deltaget, naar det kom til Stykket. Der var en Regiments-chef, som, da han havde faaet Ordren, sagde til mig: Den er i gode Hænder. Og det kunde kun forstaas saaledes, at han ikke vilde gennemføre den«. Saa bemærker et Medlem af den første parla-mentariske Kommission, Einer-Jensen:

55-56

»Det skulde vel ogsaa forstaas saaledes.«. Og dertil svarer General Prior ifølge det stenografiske Referat: »Om det skulde forstaas saaledes? Ja, ikke fra Regeringens Side«.

Brorsen: Det vidste han jo ikke det fjerneste om.

Rasmus Hansen: Ja, det maatte han jo vide, Hr. Brorsen, hvis De omhyggeligt havde forklaret ham, at det i Virkeligheden var Deres og de andre Ministres Hensigt, at -

Brorsen: Ja, det har jeg, det kan jeg sige.

Rasmus Hansen: - at ganske vist agtede man tilsyneladende at imødekomme Tyskernes Ønske, men i Virkeligheden forholdt det sig saaledes, at det, man ønskede, var, at der skulde spilles Komedie over for Tyskerne.

Brorsen: Hvis jeg maa gøre en kort Bemærkning, kan jeg sige, at Omkvædet i mine Udtalelser, naar jeg talte med Embedsmændene i Ministeriet, efter at vi havde behandlet det i et Ministermøde, det var ustandseligt dette: Saa lidt som muligt. Jeg tænkte saaledes til at begynde med, som jeg vist allerede har sagt: Et Par danske Soldater, der gik ude paa Kyndbyværket kunde endelig ikke genere. Men det var naturligvis det allerbedste, som det blev lavet senere, at der overhovedet ingen kom derud, og at der overhovedet ingen Verdens Ting skete. Men jeg forsikrer — og de, der kender mig, vil ikke tvivle om, at jeg taler sandt her — at jeg talte meget indtrængende til General Prior og sagde, at hans Opfattelse efter min Mening var forkert; det, der var Tale om, var som sagt at forhindre, at Tyskerne blev indblandet. Det var saadan et Paafund, de fik, det fik de saa tit, og naar man var færdig med det ene, saa hittede de paa noget andet. Saa vi skulde stadig overveje, hvilke Træk vi skulde gøre. Vi søgte at gøre det saa godt som muligt, og jeg kan sige, at i den Henseende var der altid Enighed inden for Ministeriet. Og fordi vi saa paa Sagen, som jeg nu har refereret det, betragtede vi den egentlig som en meget lille Sag i Sammenligning med de store Spørgsmaal, vi havde, en meget lille Sag. Det viste sig ogsaa, at Tyskerne glemte det efterhaanden, de interesserede sig ikke mere for det.

Formanden: Jeg vil lige her gøre Dem bekendt med, at vi blandt de Dokumenter, vi har faaet tilstillet, ogsaa har Referat af et Møde, der blev holdt den 23. Juli 1941, formentlig i ministeriet, hvor General Prior kom med et Indlæg. Naar jeg nævner det er fordi man deraf kan se, at han tog det alvorligt paa den Sag, han siger bl.a. et Sted, at »det er af afgørende Betydning, at der i denne Sag, der paa Vis er vigtigere end Torpedobaadsagen træffes en rigtig Beslutning. Det første Skud mod Englæn-derne kan bringe os ind i Krigen. Vi maa gøre os alle Konsekvenserne klart.«. Altsaa, jeg forstaar, at han ikke har forstaaet dét, som Hr. Rasmus Hansen kaldte Komedie-spillet i det.

Brorsen: Mon det ikke refererer sig til et Møde, vi havde paa mit Kontor, hvor der ikke var andre Ministre til Stede end Statsministeren, Udenrigsministeren og jeg? Vi havde et saadant Møde en gang, jeg tror, det var forud for dette her. Staar der ikke noget om, hvem var til Stede?

Arnth Jensen: Jo, det er det Møde; det fremgaar af det stenografiske Referat.

Brorsen: Ja, der er ikke andet at sige til det, end at til syvende og sidst maa det blive Regeringen, der træffer Afgørelsen med Hensyn til et saadant Spørgsmaal; det kan ikke nytte, at det bliver Hæren, som i dette Tilfælde Chefen for General-kommandoen, der tidligere har ytret Ønske om at gaa sin Vej. Vi drøftede det meget omhyggeligt inden for Ministeriet og kom til det Resultat, som allerede nævnt, at det var det klogeste — alt taget i Betragtning — at sige: Det skal vi nok selv tage os af. For der var ikke stillet Betingelser fra tysk Side, vi kunde for saa vidt ordne det, som vi vilde. Det var hele Tiden mit Indtryk, at General Prior tog ganske forfærdelig tungt paa hele det Spørgsmaal, og ogsaa saa forkert paa det. Men han holdt jo fast ved sit, og det endte saa med, at han tog sin Afsked, da han blev 65.

Kristen Amby: Jeg synes, det fremgaar baade af, hvad De har sagt selv om, hvordan denne Ordre eller Henstilling skulde forstaas, og ogsaa af, hvad der er refereret, at det drejede sig ikke for Chefen for Generalkommandoen om at skulle bestemme over noget, -

57-58

- det er jo slet ikke Spørgsmaalet. Det er naturligvis Regeringen, der fører Landets Politik, men Generalen klargør, forsøger at klargøre over for sin Minister — det er der ikke noget at sige til — at hvis under givne Omstændigheder danske Soldater — om det saa er 2 eller 3 eller 10 — kommer til at skyde 2 eller 3 eller 10 engelske Soldater, saa vil dette efter hans Mening betyde, at dermed er vi i Krig med England. Og dette principielle Spørgsmaal kan jeg slet ikke se, at De, Hr. Brorsen, i Deres Udtalelser har taget Stilling til. For De siger jo: Saa lidt som muligt. Ja, naturligvis, men det er jo ikke det afgørende. De siger endvidere, at hvis der nu kommer et Par engelske Soldater og trænger ind i de paagældende Bygninger og vil anbringe Dynamit, saa kunde de danske Soldater ikke sidde roligt og se paa det, saa maatte de se at forhindre det. Men naar det mellem Soldater drejer sig om at forhindre noget saadant, saa kan man true med sine Vaaben, og saa er det muligt, at de rækker Hænderne i Vejret, men det er og saa muligt, at der opstaar Skud-veksling, ja, det er det sandsynlige; naar der er Tale om, at Soldater, Landets væb-nede Magt, faar den Opgave af Regeringen at bevogte mod Angreb visse Objekter, saa er det ganske klart, at man maa regne med — nu var det saa heldigt, at det gik ikke saadan — den Risiko, at det kommer til Kamphandlinger, selv om disse ikke har stort Omfang. Jeg forstaar, det var det, det gjaldt for General Prior om at fortælle sin Minister, at saadanne Kamphandlinger kunde betyde Krig med England. Og jeg siger det saa meget stærkere, fordi der har været en ganske parallel Sag nemlig Bevæbningen af vore Handelsskibe, som jo ogsaa Tyskerne forlangte. Saa vidt jeg forstaar, eller rettere: det er in confesso, mente den daværende Udenrigsminister, senere Stats-minister, Erik Scavenius, at man skulde imødekomme dette Krav, men den Minister, under hvis Ressort det laa, Halfdan Hendriksen, sagde Nej og blev støttet deri af Ministeriet, ud fra den Betragtning, at ved at skulle beskytte de danske lnteresser paa Søen, kunde man komme ud for Kamphandlinger med Englænderne, naturligvis ikke i stort Omfang, maaske kun med en enkelt Flyvemaskine, og saa kunde vi være i Krig med England. Naar man saa saa klart paa Principspørgsmaalet vedrørende Bevæb-ningen af Handelsskibe, saa undrer det mig, at man ikke ogsaa kunde se det principielle i Sagen klarere, naar det drejede sig om Beskyttelse af Objekter paa Landjorden ved Hjælp af danske Soldater, Objekter, som kunde blive angrebet af Englænderne.

Brorsen: Vi vilde ikke skyde paa Englænderne, ikke under nogen Omstændigheder, men det er dog klart, at hvis vi endelig bestemte os til at have et Par Soldater derude, kunde vi ikke se roligt paa — det er blot et Tankeeksperiment — at der trængte engelske Faldskærmsjægere ind og lagde Dynamit under et eller andet, saa hele Værket maaske blev ødelagt. Derfor behøvede man ikke at skyde dem, og jeg kan parallelt hermed anføre de Vagter, vi havde omkring ved de forskellige Depoter og Slotte: hvad enten det var Englændere eller Tyskere eller Tyrker eller hvem der i det hele taget kom, saa skulde disse Ting vel forsvares. Men det var skam ikke vor Mening, at der i det hele taget skulde skydes derude. Det var bare over for Tyskerne et taktisk Træk for at holde Tyskerne borte, og saa endte det jo med, at der ingen Tropper kom derud. Som sagt, jeg synes, man kan sammenligne det med, at naar vi har Vagt ved vore Depoter, saa skulde denne Vagt forhindre, hvem der saa siden kom, i at trænge ind i disse Depoter, eller hvad det nu var, og ødelægge dem. Saadan ser jeg paa det.

Kristen Amby: Vi kan vist ganske lade den Mulighed ligge, at disse danske Soldater skulde forhindre, hvis det var tyske Soldater, der af en eller anden Grund skulde ødelægge et Værk, for det tror jeg overhovedet ikke, der kunde være Tale om, at de vilde gøre. Men De siger jo selv, Hr. Brorsen, at de skulde ganske vist ikke skyde, det var ikke vor Mening, men naturligvis skulde de forhindre det, hvis nogle engelske Soldater eventuelt forsøgte at trænge ind og ødelægge. Men kan De ikke se, hvad det — ogsaa efter min Lægmandsforstand, men da i hvert Fald for en Militærhjerne — maa betyde: at forhindre, d.v.s. gøre Brug af sine Vaaben. Var der da udgaaet en Forholdsordre direkte fra Dem til General Prior om, at under ingen Omstændigheder maatte disse Soldater bruge deres Vaaben?

Brorsen: Han fik ikke noget med det at gøre, han tog sin Afsked.

Formanden: Vi indvikler os her for meget i en Diskussion. Det er slet ikke Formaalet

59-60

- med Møderne her, at den, der afhøres, og et af Medlemmerne skal sidde og diskutere, det er helt forkert. Maa jeg have Lov til at sige, at der er jo ingen Tvivl om, at Militæret har forstaaet det rigtigt, for baade General Prior og General Gørtz har oplyst, at hvis den Situation skulde indtræde, saa vilde der ikke ske noget, og det er dog det reelle i Sagen, saa jeg tror, vi kan stoppe her.

Kristen Amby: Jeg kan ikke erkende Formandens Bebrejdelse — lad os bare faa det ind i Referatet. Her drejer det sig om en Forklaring over for Kommissionen aflagt af forhenværende Forsvarsminister Brorsen, en Forklaring, som jeg overhovedet ikke kan forstaa, naar der i samme Øjeblik siges, at der ikke maa skydes, men Vagterne skulde dog forhindre, hvis der skete et eller andet, og det var Soldater, det drejede sig om, der havde deres Vaaben. Naar den forhenværende Forsvarsminister mener, at det i Virkeligheden er General Prior, der er noget at bebrejde, fordi han, der havde den Opfattelse og nærede Frygt for at komme i Krig, vilde have sin Afsked, idet han ikke vilde have Ansvaret for denne Optræden, saa maa jeg sige: Jeg forstaar det overhovedet ikke.

Formanden: Jeg vil lige henstille til Hr. Amby at bruge Spørgsmaalsformen.

Brorsen: Jeg mener ligesom Formanden, at vi skal ikke blive ved at diskutere dette Spørgsmaal. Men jeg synes Hr. Amby overser, hvad der vilde være sket i det Øjeblik, vi ikke havde foretaget det taktiske Træk, som jeg altsaa mener, det var, dette med at sige til Tyskerne: Det skal vi nok selv besørge, det behøver I ikke at tage Jer af. Hvis der var kommet en Afdeling tyske Soldater derud, hvad kunde det ikke have medført? Det kunde have ført til, at Englændernes Opmærksomhed var blevet henledt paa Stedet derude, og det hele kunde maaske være blevet bombet sønder og sammen. Derfor tror jeg stadig, det var et rigtigt taktisk Træk at sige, som vi sagde: Det skal vi nok selv besørge. Og det endte jo altsaa ogsaa med, at der overhovedet ikke kom danske Soldater derud. Det var ganske udmærket. De kan nok forstaa -

Kristen Amby: Det har jeg forstaaet.

Brorsen: - at til at begynde med, hvor man sad og diskuterede baade pro og kontra, kom der forskellige Overvejelser frem, og en af disse var: Hvad om vi anbragte et Par Soldater i Bygningerne deroppe, det betyder ingen Ting. Men det endte altsaa med, at der overhovedet ingen Tropper kom derop.

Arnth Jensen: Det var altsaa stadig Deres og Regeringens Mening, og Hærens Chefer var indforstaaet med det, at selv om man bøjede sig og satte Vagt derud, skulde det ikke føre til hverken Kamp mod de engelske Soldater eller til Kamp ved Siden af Tyskerne, ikke sandt?

Brorsen: Jeg kan ikke sige andet, end hvad jeg har sagt her, for hvis der endelig kom et Par Soldater derud, og der skulde komme et Par Englændere ind i Byg-ningen og vilde sprænge det hele i Luften, saa kan jeg ikke tro, at man ikke kunde have afvæbnet dem uden at skyde paa dem og faaet dem bort paa en eller anden Maade. Men det gik altsaa helt igennem saa glimrende, og jeg kan ikke forstaa den rejste Kritik; man betragtede det fra Regeringens Side ikke som nogen stor Sag, men som et Stykke Taktik, idet vi først og fremmest ikke vilde have Tyskerne derud, for hvis de havde begyndt at stille Vagtposter op i vore store Industrivirksomheder, saa ved vi ikke, hvad det var endt med. Og de kom jo heller ikke med mere bagefter, det var kun et isoleret Tilfælde.

Rasmus Hansen: Vi har nu fra Dem, Hr. Brorsen, faaet den Oplysning, at de drøftede den tyske Henvendelse med General Prior.

Brorsen: Ja.

Rasmus Hansen: Drøftede De ogsaa Henvendelsen med General Gørtz?

Brorsen: Nej, det gjorde jeg ikke. Da jeg var færdig med Samtalen med General Prior, gav jeg Direktøren i Krigsministeriet, General Stemann, Meddelelse om, hvor-ledes Samtalen var ført, men jeg talte ikke med General Gørtz; man kunde jo ikke kalde alle Officerer op paa det Tidspunkt. Det var General Prior, der var komman-derende General, og det var altsaa ham og mig alene, der førte Samtalen, men jeg gav altsaa et Referat af den til Direktøren i Krigsministeriet, General Stemann, efter at den havde fundet Sted.

Rasmus Hansen: Har General Gørtz paa noget Tidspunkt underrettet Dem om, at han var enig med Dem i den Betragtning, at man udmærket kunde sabotere Gennem-førelsen af Ordren vedrørende Faldskærmsjægerne, hvis der kom til at foreligge den Situation, at der kom Faldskærmsjægere ned paa de 3 Værker, der var Tale om, nemlig Kyndbyværket, -

61-62

- Scandia og den Automobilfabrik nede i Sønderborg?

Brorsen: Spørgsmaalet med Hensyn til de 3 Værker, som der er Tale om her, har jeg ikke forhandlet med General Gørtz, men da han blev kommanderende General, havde jeg naturligvis adskillige Samtaler med ham, og vi var fuldstændig enige om, at skulde der komme Faldskærmsjægere, skulde de danske Soldater — og den Ordre, sagde Gørtz, var allerede forlængst udstedt af ham — holde sig inden for Kasernerne eller de Steder, hvor de var indkvarteret; der var ikke Tale om, de maatte være ude, saa kunde der nemt komme Tumulter, de kunde blive blandet ind i det, og det skulde absolut forhindres.

Rasmus Hansen: Til den første parlamentariske Kommission har General Gørtz afgivet en Forklaring i Anledning af Regeringens Beslutning, efter at den havde modtaget den tyske Henvendelse om at træffe Foranstaltninger, for saa vidt angaar Kyndbyværket, Scandia og Automobilfabrikken nede i Sønderborg. General Gørtz har til Kommissionen udtalt */* (VI St. 10): »Mine Overvejelser gik ud paa paa det Tidspunkt, at man uden Skade for den danske Hær kunde følge Regeringen, idet man var i Stand til at sabotere Gennemførelsen, i Forhold til Tyskerne altsaa, naar Situationen kom til at foreligge. Jeg var paa det Tidspunkt Chef for Jydske Division, var altsaa i Jylland og fik de to Opgaver overdraget og gav mine Instrukser til de to Chefer, som jeg havde derovre, saaledes at Gennemførelsen ikke vilde drage danske Tropper hverken i Kamp mod engelske eller i Kamp ved Siden af Tyskerne.«

Brorsen: Ja, det var en klog Udtalelse og fuldstændig i Overensstemmelse med Ministeriets Standpunkt.

Arnth Jensen: Inden vi forlader dette, ønsker jeg at gøre opmærksom paa, at af Nimandsudvalgets Protokol (Ber. IV A. 597) fremgaar det, at Forsvarsministeren har oplyst hele denne Sag og samtidig meddelt, at efter det Standpunkt, Regeringen havde taget, havde den kommanderende General bedt om sin Afsked, og det frem-gaar af Protokollen, at det er taget til Efterretning i Nimandsudvalget uden Diskus-sion.

Brorsen: Det var mit Indtryk, at General Prior, som i mange Henseender var en saa udmærket Mand, allerede inden han var 65 Aar og kunde forlange sin Afsked, havde absolut Ulyst til at fortsætte som Chef for Generaikommandoen. Han havde ogsaa haft forskellige Vanskeligheder med sine Officerer efter den 9. April, det skal jeg ikke komme nærmere ind paa her, og det har vel ogsaa bidraget til, at han mente, Tiden var kommet til, at en anden maatte være Chef for Generalkomandoen.

Formanden: Er der flere Spørgsmaal? Saa forlader vi Spørgsmaalet om de 3 Virksomheder, og saa vil jeg spørge, om Medlemmerne i Anledning af, at vi har faaet Hr. Brorsen herind, har yderligere Spørgsmaal?

Arnth Jensen: Ja, jeg vil gerne spørge Dem, Hr. Brorsen, var der ikke paa et vist Tidspunkt Tale om, at Tyskerne vilde forlange, at vi skulde ændre Sømærkerne, saadan at man derigennem kunde vildlede de Allierede. Jeg vil gerne bede Dem forklare, hvordan man tog paa det.

Brorsen: Jo, det var der i høj Grad. Vi fik en meget bestemt Henvendelse fra tysk Side om, at Sømærkerne ved Esbjerg skulde ændres, saaledes at de blev vild-ledende for Sejladsen i Stedet for vejledende. Jeg sagde aldeles omgaaende til den nuværende Viceadmiral Vedel: Ikke under nogen Omstændigheder, det manglede blot, det vil jeg ikke være med til. Men vi maa naturligvis have indkaldt til et Ministermøde, for at mine Kolleger kan blive oplyst om, hvad der foreligger. Det var imidlertid meget vanskeligt at faa det Ministermøde sammenkaldt. Saa vidt jeg husker var det en Lørdag, og jeg tænkte: Det haster da ikke saa stærkt, vi kan vel vente til Mandag. Men saa blev jeg ringet op om Aftenen, idet der var kommet Bud fra Udenrigsministeriet til den nuværende Viceadmiral Vedel, at Afgørelsen skulde træffes hurtigt, det forlangte man fra tysk Side. Jeg søgte saa først at komme i Forbindelse med Statsminister Stauning. Klokken var 8 Lørdag Aften, han var, da jeg henvendte mig i hans Hjem, gaaet til Møde, og det var mig ikke muligt at finde ham, for de vidste ikke, hvor han var. Endelig Kl. 11 om Aftenen kom jeg i Forbindelse med ham, og Stauning og jeg var hurtigt enige om, at vi vilde ikke have Nattemøde, men vi kunde tage et Møde næste Dag, Søndag, jeg tror, det blev afholdt om Efter-middagen Kl. 3.

63-63

Hele Spørgsmaalet blev da gennemgaaet, og jeg sagde, at vi maatte bestemt sige nej til dette. Det var man enig i fra samtlige mine Kollegers Side, det blev meddelt Tyskerne, og det kom der saa ikke mere ud af. Jeg kan huske, at det eneste, vi sagde til dem, var: Det vil vi ikke have noget at gøre med, men vi har maaske et Skib, De kan laane. De maa besætte det med tysk Mandskab, der er ikke Tale om, at der kommer Danske om Bord. Det andet, De forlanger, vil vi ikke have noget med at gøre. Derfor er det fuldkommen misvisende, naar det nu siges, at vi, der sad i vanskelige Stillinger paa det Tidspunkt — det har jeg vel Lov til at sige - gav efter den ene Gang efter den anden. Nej, vi øvede Modstand mange, mange Gange. Der var naturligvis visse Punkter, hvor vi maatte forhandle os til Rette med dem, men ikke paa Kardinalpunkter, der kunde ødelægge vort gode Navn og Rygte, og det tror jeg ogsaa, at de, der sidder inde med Kendskab til de virkelige Forhold, vil give os Ret i, for det var som sagt den ene vanskelige Forhandling efter den anden, vi førte med dem. Jeg sagde rent ud nej til dette her, og det blev ogsaa tiltraadt af mine Kolleger. — Hvis der ikke er andre Spørgsmaal, vilde jeg gerne . . .

Formanden: Ja, hellere end gerne. Vær saa god.

Brorsen: Det er blot en kort Bemærkning, som jeg maaske godt kunde undlade at gøre, men naar jeg nu har den Ære at være sammen med Kommissionen, kan det maaske alligevel være af nogen Betydning. Der har jo staaet i forskellige Blade — jeg tror, det er en dansk Officer, vist Oberst Norlev, der ogsaa har skrevet det i en Bog — at jeg har givet en bestemt Kommando til General Gørtz om, at han skulde møde ved Frikorpsets Afrejse her fra Danmark, efter at det havde været herhjemme paa Orlov. Det er klart, at der dengang var den største Misstemning — det er et mildt Udtryk — den største Harme i den danske Befolkning og naturligvis ogsaa blandt os i Ministeriet. Der kom altsaa en Indbydelse til General Gørtz om at møde ved den paagældende Lejlighed, den kom til mig i Ministeriet, og jeg sagde til vedkom-mende — det maa have været Direktøren: Der maa ikke øves Pres over for General Gørtz. Jeg havde selv været ude for et Pres i Forvejen, det var, da der var en Minde-højtidelighed for v. Schalburg, som De husker. Da udtalte jeg paa et Ministermøde: Jeg vil ikke komme, jeg gaar ikke med til det. Men det endte med, at jeg maatte bøje mig, idet Statsministeren, Udenrigsministeren og Forsvarsministeren ved den Lejlighed maatte møde en ganske kort Højtidelighed. I mange Henseender, maa jeg sige, fik Udenrigsminister Scavenius det egentlig meget bedre, end det saa ud til at ordnes til at begynde med, for Hr. Clausen vilde have afholdt denne Mindefest, og det skulde have været i den store Stil, men Udenrigsministeren fik det drejet hen i den Retning, at det maatte hellere være Tyskerne selv, der afholdt Mindefesten. Saa kom som sagt denne Indbydelse til os tre, og der blev sagt i Ministermøde, at vi var nødt til at møde. Jeg protesterede og sagde: Jeg kommer ikke, men jeg maatte efter to Ministermøder bøje mig. Derfor kunde det aldrig falde mig ind at give en saadan eksakt Ordre til General Gørtz — som der ikke er noget at bebrejde — at han absolut skulde møde. Jeg benyttede det Udtryk: Hvis han nu vægrer sig, maa vi se at faa en anden, en underordnet, f. Eks en Kaptajn, til at gaa derhen. Det er, hvad der er passeret, og jeg synes, det maaske kan have sin Interesse for Kommissionens Med-lemmer at blive bekendt med det. Nu har vi ikke saa mange Aviser for Øjeblikket, men ellers er der mange, der har boltret sig i det, at jeg havde givet en bestemt Ordre og ligefrem befalet General Gørtz at gaa til denne Afsked.

Formanden: Der var maaske lige en Ting, som der kunde være Grund til at omtale nærmere. Jeg henviser til Deres Redegørelse i Aktstykke Nr. 12, som jeg har nævnt før, Side 84, der staar nederst paa Siden: »Befalingsmænd, der som Frivillige gik i tysk Krigstjenestes var advaret af deres Kammerater og andre, bl.a. af Hærens tidligere Chef, Generalløjtnant With". Jeg tror ikke, jeg behøver at citere mere. Naar jeg nævner det, er det fordi der senere hen efter Befrielsen er kommet Misstemning til Udtryk hos dem, der var frivillige . .

Busch-Jensen: Maa jeg have Lov at korrigere det. Det er gaaet saadan, at -

65-66

- da disse Officerer, tilsyneladende i Strid med det Tilsagn, der var givet dem, om at de kunde rykke ind paa deres gamle Pladser, blev afskediget, og da der ogsaa, i hvert Fald imod nogle af dem, er rejst Straffesag, har man ude i Befolkningen fra Kredse, som ikke har noget større Kendskab til Sagen, rejst et Angreb baade mod dem, der har haft at gøre med Gennemførelsen af disse Bestemmelser efter Krigen, og ogsaa imod Politikerne fra Besættelsestiden, ud fra den Betragtning, at det er i Strid med Tro og Love, at man først giver Officererne dette Tilsagn, altsaa tillader dem at gaa i den tyske Krig, og saa bagefter afskediger dem og straffer dem. Derfor vil jeg gerne spørge: Naar man nu ved, hvordan det forholder sig med Baggrunden for den Tilladelse til at gaa uden for Nummer, er der saa noget Hold i denne Mistænkeliggørelse af Politikerne fra Tiden under Besættelsen og af de andre, der har maattet gennemføre Straffebestemmelserne?

Brorsen: Jeg kan ikke sige andet, end at vi var i en Tvangssituation, og disse frivillige blev jo ved at trænge paa, og der var en Agitation i »Fædrelandet«, som d´Herrer naturligvis husker, den ene Dag efter den anden. Det var vist den 23. Juli, der var et stort Opraab. Vi var altsaa i en Tvangssituation, og vi saa med Uvilje — for ikke at bruge meget kraftigere Ord — paa, at disse frivillige, altsaa Officererne, som maatte vide god Besked, gik sammen med Tyskerne. Men vi mente, at vi maatte gaa med til at give dem denne Tilladelse. Men det er en fuldkommen Misforstaaelse, naar man har villet paaberaabe sig — for det har adskillige gjort — at man fra Regeringens Side har billiget det; ikke Tale om. Man har kort og godt givet en Udrejsetilladelse og Tilladelse til at indtræde i dette Frikorps uden for Landets Grænser, og det var naturligvis ikke behageligt, det var en Afgørelse, der blev truffet i den Tid, jeg ikke var i København, men hvis jeg havde været der, var den samme Afgørelse sikkert blevet truffet, saa det havde ikke gjort nogen Forskel.

Busch-Jensen: Jeg tænker særlig paa Officererne, om hvem det jo er sagt bagefter, at de havde alle de Tilsagn, som de havde.

Brorsen: Ja, Tilsagn, men de vidste jo godt, paa hvad Maade de Tilsagn var givet.

Busch-Jensen: Ja. Det, jeg gerne vilde vide her, er dette: Kan der hos disse Officerer have bestaaet nogen Misforstaaelse med Hensyn til, hvordan man blandt deres Kolleger saa paa den Gerning, de var ved at foretage?

Brorsen: Det er ikke saa let at svare paa for mig. Jeg tror det ikke. Jeg tror, de var i Besiddelse af saa stor Intelligens, at de var fuldstændig klar over, hvordan Landet laa paa det Tidspunkt. Men de havde altsaa Lyst til at være med.

Busch-Jensen: Var de advaret?

Brorsen: Ja, General With havde advaret dem. Vi førte mange Konferencer i Ministeriet; vi kunde ikke direkte skrive til dem, men mange af deres Kammerater havde sagt: Det maa I ikke under nogen Omstændigheder gøre. Men det er von Hörensagen. Det kan man ikke dokumentere ved bestemte skriftlige eller trykte Meddelelser.

Busch-Jensen: Det kunde selvfølgelig ikke foreligge trykt, det er klart.

Brorsen: Det er saadan, hvad man sidder og hører, naar man har daglige Konferen-cer med Officerer derovre. Det vakte jo stor Harme blandt de gode Officerer, at der her var Folk, der gik med til at hjælpe Tyskerne som Frikorpsfolk.

Busch-Jensen: Jeg har ogsaa hørt, at denne Beslutning om, at de kunde træde ind igen paa deres Plads, blev bekendtgjort gennem Afdelingerne og oplæst paa en saadan Maade, at ingen kunde være i Tvivl om, hvad Meningen var.

Brorsen: Men det var, jeg havde nær sagt forbandet, at have med disse Spørgs-maal at gøre. Jeg var ikke alene ked af det, jeg var tit af den Anskuelse, at kunde man komme derfra hurtigst muligt, saa var det det bedste. Men hele Regeringen og Nimandsudvalget mente, at den Indrømmelse maatte man gøre dem, for at der ikke skulde ske noget værre.

Busch-Jensen: Ja, men det, der. interesserer mig, er, om den Indrømmelse er gjort paa en saadan Maade, at de Officerer, det drejede sig om, virkelig kan have troet, at det var . . .

Brorsen: Det er ikke let at svare paa. Jeg ved ikke, hvor naive eller intelligente de Folk er. Man skulde tro, at naar de var Officerer, maatte de have saa megen Intelli-gens, at de kunde se gennem det hele og var klar over, hvordan det hele foregik.

67-68

Busch-Jensen: Det ved jeg ikke. Det er ikke altid Intelligens, der lyser ud af, hvad man hører fra den Side.

Brorsen: Der skulde ikke megen lntelligens til at se, hvordan Landet laa i 1941 og 1942.

....................................................................................................................................

(Bemærk: De 2 herre er kendt for - uagtet deres karriere - at deres intelligens ligger tæt på sinkegrænsen. Her lister de som katten uden om den varme grød. Busch-Jensen var justitsminister i junta-regeringen maj-oktober 1945, hvor han fremlagde straffeloven med tilbagevirkende kraft. Søren Brorsen var medlem af samtlige rege-ringer under besættelsen. Formanden, dommer Aage Holm, Ahrnt Jensen og Søren Brorson var partifæller i det reaktionære Liberale Venstre. Læg mærke til, at forman-den og Ahrnt Jensen ofte redder Brorsen - før det bliver for pinligt).

....................................................................................................................................

Kristen Amby: Maa jeg stille to Spørgsmaal, Hr. Brorsen. Mit første Spørgsmaal gaar ud paa, om der i Forbindelse med Tilladelsen til disse frivillige, som de kaldtes, og Officererne havde været noget formuleret Krav eller en Henvendelse under en eller anden Form fra Tyskerne om, at vi i »Kampen mod Kommunismen«, som det da hed, skulde sende et eller andet Kontingent af vore regulære Tropper til Østfronten.

Brorsen: Ja, men det har jeg gjort Rede for, Hr. Amby.

Kristen Amby: Ja, at det sagde man nej til. Men saa spørger jeg videre: Opfattede man saa ikke i Ministeriet dette, at der blev sendt disse frivillige, og at ogsaa nogle Officerer gik frivilligt med, som en Aflastning af dette Krav, at man altsaa i Stedet for officielt at ødelægge Danmarks Navn, hvad man jo ikke vilde, ved at sende et Kontingent regulære Tropper, imødekom deres Krav, altsaa hindrede et virkeligt Onde, véd at disse frivillige blev sendt af Sted. Var det ikke Betragtningsmaaden?

Brorsen: Hvis jeg maa gøre en Bemærkning hertil, vil jeg sige, at det var ikke os, der sendte dem, de fik Udrejsetilladelse og kunde gaa ind i Frikorps uden for Landets Grænser, og paa det Tidspunkt var der ikke Tvivl om — det var Tyskerne ogsaa vidende om — at der var mange Hundrede Danske, der kæmpede i de engelske Hære, i Flaaderne o.s.v. Det var det mindste, vi kunde slippe med paa det Tidspunkt, hvis vi ikke vilde ud i den store Konflikt, og dér mener jeg vi holdt Linjen klar, idet vi ikke vilde give noget som helst i Retning af Penge, Anbefaling eller noget andet. Vi sagde bare: I kan faa Udrejsetilladelse, saa har vi ikke mere med jer at skaffe.

Kristen Amby: Det er jeg klar over. Saa spørger jeg igen: Har jeg forstaaet Dem rigtigt, naar jeg mener De nu sagde, at man tillod disse frivillige at gaa ud, det var ikke os, der sendte dem — det var naturligvis det, det gjaldt om at opnaa, at vi ikke gjorde noget som Stat — men dette, at man tillod dem at gaa ud, betød, at vi slap for det værre. Det er Deres Opfattelse?

Brorsen: Ja.

Kristen Amby: Det næste Spørgsmaal, jeg da stiller, er dette: Var det bl.a. Grunden til, at De — efter min Erindring — ikke vilde stemme for den særlige Straffelov i 1945?

Brorsen: Med Hensyn til det sidste, den særlige Straffelov, var jeg paa visse Punkter ked af den, for naar man husker disse Hvervekampagner, der var ude over Landet, synes jeg godt, man kunde tænke sig, at ikke alene en 18-aarig, men ogsaa en 19-aarig eller 20-aarig ung Mand var ret uvidende om, hvad han indlod sig paa. Han hører noget ved saadan et Møde — man kender nok, hvad der kommer frem paa saadanne Møder — men ved egentlig ikke, hvad han gaar ind til. Derfor synes jeg Loven blev affattet alt for snævert paa det Punkt. Det skulde have været saadan, at ogsaa Folk, der var over 18 Aar — det kan være, det sker, jeg ved det ikke, der kan jo dispenseres — kunde slippe fri for Tiltale, thi saadan en 19—20-aarig ung Mand ved tit ikke, hvad han egentlig foretager sig. Det er noget helt andet end det, vi før talte om, med Officererne. Dér kan man stille større Fordringer.

Kristen Amby: Det, De her siger, er jeg klar over. Derfor spørger jeg ogsaa koncist, om det var i Deres Bevidsthed, da De vægrede Dem ved at være med til denne Bestemmelse. De oplyser nu over for Kommissionen, at disse Soldater, disse frivillige — og det gælder ogsaa Officererne — ved den Gerning, som foragtedes af alle Danske, hindrede et større Onde, nemlig at Danmark sendte et Kontingent, som man ikke vilde sende, og De siger selv her til Kommissionen, at det var det mindste, man kunde nøjes med.

Brorsen: Ja, da de havde sat Bevægelsen i Gang. Det kunde de have ladet være med. Det var bl. a. nogle Officerer, der satte Bevægelsen i Gang.

Kristen Amby: Derfor spurgte jeg Dem ogsaa udtrykkeligt først, om der, umiddelbart forinden denne Bevægelse er sat i Gang, da den russiske Kamp begynder, paa en eller anden Maade formuleres et Krav — det er for at faa det koncist her — fra Tyskerne om, at vi skal sende et Kontingent regulære Tropper, og paa det Spørgs-maal mener jeg, De har svaret, at det gjorde der, og dét vilde vi ikke.

Brorsen: Nej, det vilde vi ikke.

69-70

Kristen Amby: Saa siger De videre, at dette, at disse Mennesker gik frivilligt, var, hvad vi kunde nøjes med.

Brorsen: Ja, men de kunde have holdt sig i Ro.

Kristen Amby: Hvad saa?

Brorsen: Saa var der vel ikke — man ved aldrig, hvad der kunde være sket fra tysk Side, men det var dem, der lavede hele Balladen, de rejste en Kampagne af den anden Verden sammen med Nazisterne, Frits Clausen og Konsorter o.s.v. Hvis de ikke havde gjort det, hvis de havde forholdt sig fuldstændig roligt, er det muligt, at der ikke var sket noget, men de havde altsaa rejst denne Kampagne og faaet Tyskerne til at staa bagved. Selv Hr. Hitler blev bekendt med det. Vi fik en Dag en Meddelelse fra Udenrigsministeren — det var vel Renthe-Fink, der havde været hos ham, Ministeren brugte det Udtryk, som han maaske ogsaa har brugt her: Jeg havde ham rendende den ene Dag efter den anden. Han kom altsaa rendende en Dag til Udenrigsministeren og sagde, at man fra tysk Side ikke vilde finde sig i, at der blev lagt Spor af Hindringer i Vejen for disse frivillige. Det staar et eller andet Sted, jeg har ikke Aktstykket i dette Øjeblik. Men saadan var Forholdet.

Kristen Amby: Det er ikke det historiske Forhold, der interesserer mig i denne Forbindelse. Det, der interesserer mig, er dette, naar nu Problemet er rejst af Hr. Busch-Jensen. De har i første Omgang besvaret det derhen, at Officererne maatte vide, hvad de gjorde, og derfor var man ikke forpligtet til at holde sine Løfter over for dem. Men saa undrer det mig, at man samtidig kan sige, at det, der skete, var, at man blev fri for dette Krav, som man ikke kunde og ikke vilde opfylde, om et Kontingent af regulære Tropper, og dette, at der gik frivillige derover, var det mindste, vi kunde nøjes med. Derfor spørger jeg om Sammenhængen mellem Deres Indstilling, som den nu kommer til Udtryk i Forklaringen til Kommissionen, og saa — for saa forstaar jeg det — Deres Motiv til ikke at ville gaa med til de særlige Straffeforholdsregler i 1945.

Brorsen: Ja, jeg syntes, der var trukket for snævre Grænser.

Kristen Amby: Ja Tak, jeg tror, Sagen er klar for mit Vedkommende.

Rasmus Hansen: De har oplyst, Hr. Brorsen, at Generalløjtnant With advarede de Befalingsmænd, der havde Planer om at gaa i tysk Krigstjeneste. I den Anledning vil jeg spørge Dem: Foretog General With denne Advarsel paa eget Initiativ eller paa Deres Initiativ eller paa afdøde Statsminister Staunings Initiativ?

Brorsen: Jeg tror nok, det var paa eget Initiativ, det tror jeg ganske bestemt. Han sagde: De krænker den danske Officersære — jeg tror, det var det Udtryk, han brugte — De kan ikke melde Dem og gaa i tysk Krigstjeneste, naar Landet er besat af tyske Tropper. Jeg tror nok, det var paa eget Initiativ.

Rasmus Hansen: Har De drøftet Spørgsmaalet om disse frivillige med ham paa det Tidspunkt?

Brorsen: Med With?

Rasmus Hansen: Ja.

Brorsen: Nej, det har jeg ikke.

Rasmus Hansen: Hvorfra har De Deres Kendskab til de Synspunkter, De refererer?

Brorsen: Vi fik saa mange Aktstykker og Meddelelser, jeg tager ikke fejl, hvor skulde jeg ellers have det fra? Jeg har set det i et eller andet Aktstykke, at han under-haanden har givet Meddelelse til Kammerater, at det var en Krænkelse af dansk Officersære, hvis de gik med til dette.

Fr. Dalgaard: Og en saadan Udtalelse var hverken De eller Regeringens øvrige Medlemmer imod, tværtimod?

Brorsen: Nej, tværtimod, absolut ikke, men vi kunde ikke direkte selv foretage os noget paa det Tidspunkt, ellers havde vi gjort det.

Arnth Jensen: Jeg vil lige gøre opmærksom paa, at i Mødet den 8. Juli 1941 i Nimandsudvalget er det oplyst over for Udvalget, at alle højere Officerer har vendt sig imod Frikorpsets Dannelse. Det kan ikke undgaas, at hele Officersstanden har vidst det.

Formanden: Saa vil jeg ogsaa i denne Forbindelse henlede Opmærksomheden paa Renthe-Finks Forklaring Side 113 i Aktstykke Nr. 16, hvori der staar: »Det lettede Clausens Monopolisering af Hvervningen, at der i danske Officerskredse var Modstand mod Frikorpset«. Det falder jo godt i Traad med de andre Oplysninger.

Brorsen: Ja, og jeg vil sige i det hele taget med Hensyn til Hr. Renthe-Fink, at han vidste jo sikkert ogsaa godt, at jeg var bestemt Modstander af alt dette her. Det ligger maaske lidt udenfor, men jeg fik adskillige Indbydelser af den tyske Gesandt, men jeg efterkom dem ikke.

71-72

Formanden: Er der flere Spørgsmaal?

Busch-Jensen: Vi kom jo saadan set lidt paa Afveje fra det Spørgsmaal, jeg stillede. Det var slet ikke min Mening at rejse Spørgsmaalet om de frivillige, det er jeg klar over, det kan ligge saadan og saadan. Jeg spurgte, om Officererne efter alt det, der forelaa for dem, kunde være i Tvivl om, hvordan ....

Brorsen: Nej, ikke efter min Mening.

Busch-Jensen: Det kunde de ikke. Jeg er tilfreds med det, jeg har faaet at vide.

Formanden: Saa vil jeg takke Dem, Hr. Brorsen paa Kommissionens Vegne, fordi De saa velvilligt har givet Kommissionen Oplysninger.

Brorsen: Jeg er i og for sig glad ved, at jeg har faaet Lejlighed til for Kommis-sionen at supplere, hvad skriftligt jeg har tilstillet Dem.

Afhøringen sluttet Kl. 12.07.

Onsdag den 25. Juni 1947 Kl. 10.

Formanden: Hr. Generalløjtnant. Inden vi gaar over til det, vi skulde beskæftige os med i dette Møde, vil jeg gerne gøre opmærksom paa, at Kommissionens Møder afholdes for lukkede Døre, og at der som Følge heraf paahviler Kommissionens Med-lemmer en vis Diskretionspligt. Jeg vil gerne spørge Generalen, om Kommissionen kan gaa ud fra, at Generalen ogsaa vil respektere denne Bestemmelse om de lukke-de Døre?

With: Selvsagt.

Formanden: I Tilslutning til en skriftlig Redegørelse, som den første Kommission har afæsket daværende Forsvarsminister Brorsen, har Kommissionen foretaget en Afhøring af fhv. Forsvarsminister Brorsen. Under Behandlingen af et Punkt, der var formuleret saadan: Der ønskes en Redegørelse fra den daværende Udenrigsminister og den daværende Forsvarsminister angaaende Oprettelsen og Anerkendelsen af »Frikorps Danmark,« og anden Hvervning til tysk Militærtjeneste, har Hr. Brorsen oplyst følgende, som jeg skal læse op for Generalen: »Befalingsmænd, der som frivillige gik i tysk Krigstjeneste, var advaret af deres Kammerater og andre, bl.a. Hærens tidligere Chef, Generalløjtnant With. Tilgangen til Korpset blev da ogsaa kun ringe«. */* (Ber.VI St. 64) -

....................................................................................................................................

Bemærk: Der meldte sig 15.000 frivillige til tysk militærtjeneste, mænd og enkelte kvinder.  Heraf blev 6.000 dræbt eller forsvandt, de resterende 9.000 blev dømt efter straffeloven med tlbagevirkende kraft - uanset Kongens, Staunings, regeringens og krigsministeriet forhandlinger om oprettelsen og anerkendelsen af Frikorps Danmark i dagene 1. - 8. juli 1941.

.....................................................................................................................................

- Der ligger sikkert allerede i dette Citat tilstrækkelig Oplysning om, hvad Anlednin-gen er til, at vi ønsker Generalens Tilstedeværelse. Vi vil gerne bede Generalen nærmere udforme, hvordan denne Advarsel blev meddelt de Befalingsmænd, der gik eller agtede at gaa i tysk Krigstjeneste. Det ser af dette lille Citat ud, som om Generalen selv har advaret imod at lade sig hverve. Er det rigtigt?

With: Ja, det er det. Hele dette Spørgsmaal om »Frikorps Danmark« — hvis jeg maa have Lov til at tage Udspringet herfra — opstod ved, at jeg en Dag i Sommeren 1941 blev ringet op af Minister Gunnar Larsens Ekspeditionssekretær, som spurgte mig, om jeg kunde komme til en Samtale med Ministeren Kl. 4 Om Eftermiddagen. Det gjorde jeg, og under denne Samtale fremsatte Ministeren det Ønske over for mig — og jeg forstod, at det maatte være i Overensstemmelse med Ministeriet — at jeg blandt hjemsendte danske Soldater skulde hverve frivillige til at indtræde i et Korps, som man paatænkte at sende til Finland. Det var jo ikke Ministeren ubekendt, at jeg som Formand for Foreningen »Det frie Nord«, havde gjort en ret stor Indsats i Retning af Hvervning til Finland i Vinterkrigen 1939—40, altsaa før den 9. April og paa et Tidspunkt, da der ej heller stod tyske Tropper i Finland. Jeg kunde — om jeg end ikke fik det direkte antydet — dog ved at lægge Bemærkningerne sammen, ikke andet end komme til den Slutning, at Ministeriet vistnok havde staaet over for et positivt uanstændigt Krav, efter min Mening, fra tysk Side om at sende danske frivillige til Tyskland, og at man egentlig talt trykkede sig ved det, men mente, at man kunde, om jeg saa maa sige, slippe lidt lettere fra det, maaske gaa for halv Pris i national Henseende, hvis man i Stedet for sendte dem til Finland. Jeg gjorde Minister Gunnar Larsen opmærksom paa, at Situationen jo laa i et helt andet Plan, end dengang, jeg virkede for Støtte til Finland i Vinteren 1939—40; nu var Danmark besat, og samtidig var tyske Tropper rykket ind i Finland og stod ved den finsk-russiske Grænse i operativ Samvirken med de finske Tropper. Jeg paapegede, at der jo her forelaa en helt anden Situation, sem jeg ikke var særlig venligt indstillet overfor.

Dette var vistnok om Lørdagen, tror jeg, og jeg fik at vide, at Ministeren ønskede mit Svar inden Mandag Kl. 11. Om Søndagen skulde jeg ride min Hest heroppe paa Christiansborg Rideplads. Jeg traf forskellige og fik at vide, at der skulde være Statsraad om Mandagen Kl. 12. Jeg kunde altsaa ikke undlade at sætte Afleve-ringsfristen for mit Svar i Forbindelse med Statsraadet.

Jeg skrev til Ministeren, da jeg kom hjem fra min Ridetur, uden Motivering, at den Sag kunde jeg ikke beskæftige mig med. -

75-76

- Statsraadet blev afholdt, og senere fik jeg et Brev fra Ministeren om, at Sagen ikke mere havde nogen Interesse.

En lille Uges Tid, knap en Uge efter, sprang til min store Forbavselse Korps Kryssing ud. Ministeren havde overhovedet ikke nævnt Ordet Kryssing for mig. Jeg var saadan lidt forbavset over det; det er næppe noget, som er blevet improviseret saa hurtigt, at han ikke allerede paa det Tidspunkt, da han talte med mig, havde Kendskab til, at man ventilerede Begrebet Kryssing.

Det førte saa senere til — det var jo saadan i de Aar, jeg var Formand for »Det frie Nord«, at man var ude for baade godt og ondt, det maatte man tage, som det kom — at jeg blev angrebet i nogle anonyme Smædeskrifter rettet imod »Det frie Nord«, hvori man søgte at sætte et nazistisk Præg paa mig af ret ondartet Karakter, og det førte atter til, at jeg i Sommeren 1941 udsendte et Cirkulære, som blev oplæst ved samtlige offentlige Møder i »Det frie Nord« og senere blev gentaget af mig ved et Møde i Studenterforeningen i Efteraaret 1942, just efter at »Frikorps Danmark« havde været hjemme paa Orlov. Der fremkom jeg med den Motivering, som jeg havde skrevet ned, men som jeg havde holdt for mig selv, undtagen over for en enkelt Person, og den lød som følger:

»Som Hærens gamle Chef ønsker jeg at udtale følgende: Saa længe den tyske Værnemagt holder Danmark besat, og Hagekorsflaget vajer over hele den danske Hærs Kaserner og Lejre, ja, endog over Hærens aarhundredgamle Kommandosted »Citadellet«, kan efter min Formening danske Soldater og Hærens Befalingsmænd ikke uden at krænke Hærens Soldaterære staa paa en Kampfront i Vaabenbroderskab med den Hær, der holder Danmark besat. Finland er ikke i Nød for Soldater. Dette er en Kendsgerning, og Kampen mod Bolchevismen kan ikke ændre min ovenfor fremsatte Opfattelse. Jeg beklager derfor Oprettelsen af Frikorps »Kryssing«. Den danske Hærs Soldaterære blev frelst af vore unge Soldater, der gav deres Blod den 9. April.«

Dette Dokument, som blev et offentligt Dokument, og som jeg egentlig talt ventede skulde føre til, at jeg stiftede kendtskab med Vestre Fængsel, kaldte nu ikke nogen Reaktion, ud over at »Fædrelandet« havde en perfid artikel, som endte med et Skam Dem, General. Naa, det var mig kun en Ære.

Saa skete der dette, at om Efteraaret eller rettere paa Sensommeren 1941 kom der nogle unge Officer til »Det frie Nord« og spurgte, om vi ikke økonomisk vilde støtte dem af de Midler vi havde, saa de kunde rejse Finland, og dertil svarede jeg: Absolut Nej. Vi havde paa et Forretningsudvalgsmøde i »Det frie Nord« taget aldeles bestemt Stilling, den nemlig, vi kun vilde hjælpe Finland ved humanitære Foranstaltninger; derfor gik vi ogsaa i Samarbejde med »Finlandshjælpen«, i øvrigt efter Opfordring fra finsk Side, i det saakaldte Børneudvalg, hvor vi havde Halvdelen af Repræsentanter-ne, jeg selv var Medlem af det — som ialt bragte over 3.000 finske Børn her til Landet. Vi havde altsaa i Forretningsudvalget — saaledes som der ogsaa staar i vor Protokol-tilførsel-— klart taget Standpunkt, at der intet maatte ske ud over humanitær Hjælp. Det var en ren og klar Linie.

Jeg havde fra anden Side ogsaa faaet Henvendelse, om jeg ikke vilde gaa ind for at skaffe Mænd til Arbejdstjeneste i Finland, som et Slags Surrogat for ikke at sende Tropper derover, men det afslog jeg blankt, ud fra den samme Tankegang, som laa til Grund for den Erklæring, jeg lige oplæste. Arbejdstjeneste kan være alt muligt, lige fra at grave Kartoffelkuler til at lave Skyttegrave; det var umuligt at forudse, hvad de vilde komme ud for; det vilde jeg ikke udsætte mig eller min Forening for.

Jeg sagde til de unge Officerer, det var ikke saa forfærdelig mange, der kom; de var mere Talerør for andre - at jeg bestemt fraraadede dem at gaa til Finland, idet jeg sluttede med at sige, at det forekom mig, at der for d´Herrer forelaa en mere nærliggende Opgave herhjemme. Dermed mente jeg selvfølgelig Modstands-bevægelsen, som ikke endnu rigtig var kommet til Udfoldelse; det var jo saa tidligt endnu; der var kun ganske enkelte, der var kommet ind i Sabotagen; det var jo først i 1943, at Modstandsbevægelsen i og for sig fortættede sig. Men allerede paa det Tidspunkt advarede jeg dem og kom altsaa med en Anvisning paa, at der nok kunde findes Opgaver for deres Virketrang herhjemme i deres eget Land. Det er alt, tror jeg,  jeg kan sige om den Sag.

77-78

Formanden: Jeg har forstaaet Generalen saadan, at det Stykke, De læste op fra Medlemsbladet for »Det frie Nord«, først og fremmest er kommet ud til Medlem-merne?

With: Det kom ud til Medlemmerne, ja, men det er ogsaa kommet ud til hele Danmark, for jeg havde givet Ordre til, at det skulde oplæses paa alle offentlige Møder.

Rasmus Hansen: Da De havde Deres Samtale med daværende Minister Gunner Larsen, sagde han da rent ud til Dem, General With, at han ikke alene henvendte sig til Dem paa egne Vegne, men paa den samlede Regerings Vegne, om Hvervning af frivillige Officerer til Finland, eller var det et Indtryk, som De fik under Deres Samtale med Gunnar Larsen, at han talte ikke alene paa egne Vegne, men paa den samlede Regerings Vegne?

With: For det første talte han ikke noget om Officerer, ikke med et Ord. Han talte om at hverve hjemsendte, fuldt uddannede Soldater, og det var meget forstaaeligt, at jeg som Hærens tidligere Chef maaske havde lettere ved at faa disse Soldater i Tale, saaledes at jeg var et perfektibelt Middel til at skaffe dem, hvis jeg vilde. Han sagde ikke, at han kom som Talerør for Ministeriet, men han sagde: Jeg kommer lige fra et Ministerraad — og dette i Forbindelse med Ordvekslingen gav mig det Indtryk, at det var et Spørgsmaal, som havde været diskuteret i Ministerraadet. Det kan jeg staa ved.

Steen: Om den Erklæring, De oplæste, og som jo i Klarhed intet lader tilbage at ønske, siger De, at De har givet Ordre til, at den skulde oplæses paa alle offentlige Møder, dog vel med den Begrænsning, at det kun var de offentlige Møder, som »Det frie Nord« afholdt?

With: Ja, selvfølgelig.

Steen: Men det, der interesserer mig stærkest i denne Forbindelse, er: Hvilken Sandsynlighed er der for. at den kom til Officerernes Kundskab? Man kan jo ikke uden videre forudsætte, at Officererne deltager i »Det frie Nord«s Møder.

With: Det kender jeg ikke noget til.

Steen: Men er der andre Maader, paa hvilke Officererne blev bekendt med dette Generalens Synspunkt, altsaa uden for Erklæringen og »Det frie Nord«'s Møder?

With: Ikke paa anden Maade, end at den Henvendelse, som fandt Sted fra enkelte Officerer til »Det frie Nord« og til mig om, at støtte dem med Rejsepenge for at komme til Finland, blev afslaaet. Anden Forbindelse med Officererne havde jeg ikke. Om de tilfældigvis har været til de offentlige Møder, som »Det frie Nord« afholdt — jeg husker, vi havde mange, over 200 — det kan jeg selvfølgelig ikke svare paa.

Steen: Nej, men nogen egentlig Sikkerhed for, at Officerskorpset som saadant var bekendt med de Synspunkter, Generalen saa klart har givet Udtryk i Erklæringen, er der saa vel desværre egentlig ikke?

With: Naah ja, Officererne lever jo dog ikke saa eksklusivt et Liv inden for det danske Samfund, at de ikke skulde værende vidende om, at man Gang paa Gang læser denne Erklæring op paa »Det frie Nord«'s Møder. Det har jo ogsaa staaet tilstrækkeligt tydeligt i »Fædrelandet«, for dem, der læste dette Blad.

Steen: Naa, det tror jeg nu ikke ret mange Officerer gjorde.

With: Nej, det vil jeg heller ikke haabe, men det vakte nu en hel Del Opmærk-somhed, fordi man ude i »Det frie Nord«'s Kredse i Grunden regnede med, at nu vandrede Formanden i Vestre Fængsel.

Steen: Ja, det forstaar jeg meget godt.

With: Ja, og naar jeg ikke kom der, tror jeg, det skyldtes, at der paa det Tidspunkt var lidt Uenighed mellem den tyske Værnemagt og Gestapo med Hensyn til, hvor-dan de skulde bære sig ad over for et saadant Amfibium som mig, og det blev altsaa til, at jeg dengang ikke blev rørt.

Steen: Men det, jeg gerne vil have klaret, er dette, at direkte er det i hvert Fald ikke bragt til Officerernes Kundskab?

With: Nej.

Steen: Det er publiceret saa stærkt som overhovedet muligt gennem »Det frie Nord«, baade gennem Oplæsning og naar der skete personlig Henvendelse. Men. at sige med Sikkerhed, at det er bragt til alle Officerers Kundskab . . .

With: Jeg har f. Eks. ikke meddelt den kommanderende General mit Synspunkt. Der er kun een Mand, jeg har meddelt det til fulde -

79-80

- baade den Henvendelse, jeg har faaet, og den Motivering, som jeg ikke gav Minister Gunnar Larsen, og det er Kongen, han fik det samme Dag. Da jeg tiltraadte som kommanderende General, forlangte Hans Majestæt en længere Redegørelse fra min Side om mine Planer og Tanker vedrørende Danmarks Forsvar, og den paagæl-dende Samtale sluttede — det var i 1931 oppe paa Amalienborg — med, at saafremt jeg nogen Sinde følte Trang til og syntes det var af Betydning at søge Hans Majestæt direkte, saa havde jeg hermed faaet Skriveret og Anmeldelsesret til Kongen; jeg skulde blot meddele den jourhavende Adjudant mit Ønske, saa vilde jeg faa meddelt Mødetid og -sted og Paaklædning. Denne Tilladelse, som Hans Majestæt havde givet mig, benyttede jeg, da jeg hørte, at der skulde være Statsraad, og jeg ikke ønskede, at Kongen skulde være uforberedt, saafremt dette Problem kom til at ligge for.

Fr. Dalgaard: Kom der mange til »Det frie Nord«s Møder?

With: Ja, det gjorde der. Det kan Folketingsmanden omtrent tænke sig af den Om-stændighed, at Foreningen begyndte i 1940 med Nul Medlemmer, men i 1945 naaede op paa 35.000. Det taler for sig selv.

Fr. Dalgaard: Blev der nogen Sinde i Bladene refereret noget særligt fra disse Møder?

With: Ja, jeg har en hel Scrapbog over det.

Fr. Dalgaard: Ja, men en saadan Udtalelse som den, De citerede før, stod den i de almindelige Blade?

With: Ja, den kan ganske sikkert findes i Bladene.

Fr. Dalgaard: Den blev refereret i Bladene, mener De?

With: Ja.

Fn Dalgaard: Og det var maaske derfor, De mente, De kunde komme i Vestre?

With: Ja, for ved alle de Møder, jeg havde, var der fuldt af Stikkere; man maatte være meget naiv, hvis man ikke regnede med, at der ved alle de offentlige Møder, man afholdt, sad Folk, som vilde lade det gaa videre til Tyskerne. Derfor var der heller ingen Grund til at spare paa Krudtet, hvis man vilde sige noget, som de andre havde godt af at høre.

Kristen Amby: Maa jeg spørge Dem, Hr. General: Er det ikke sandsynligt, naar Officerernes tidligere Chef gav Erklæring eller Udtalelse af denne Art, at selv om blot nogle faa, forholdsvis faa Officerer havde set den eller hørt den, vilde det næsten som en Løbeild brede sig i Officerskorpset? Er det ikke saaledes, at hele dette Problem om eventuelt, at gaa i saadan Tjeneste blev meget stærkt diskuteret i Officerskorpset, at der naturligvis var megen Ordveksling mellem fra Starten erklærede Modstandere og dem, der stod tvivlende, og at det det derfor er sand-synligt, at naar General With havde givet en saadan Erklæring, som dog altsaa ikke var givet i et hemmeligt Rum, men var ret offentlig, var den kommet til praktisk talt hver eneste Officers Kundskab?

With: Det er jo lidt vanskeligt for mig at udtale mig derom. Efter at jeg var traadt tilbage i 1939 som Hærens Chef, tog jeg en meget tilbagetrukken Stilling over for Hæren. Jeg vilde ikke udtale mig i Hærens Sager. Jeg syntes ikke, jeg havde Ret til det. Der var jo kommet en ny kommanderende General med Ansvar, og jeg var uden Ansvar, og jeg trak mig derfor lidt ind i mig selv. Jeg ofrede mine Kræfter paa »Det frie Nord« og paa Skyttesagen, og der var kun een Forening, hvor jeg, om jeg saa maa sige, kunde tolke mine Tanker frit, og det gjorde jeg ogsaa; det var som Formand, som jeg er endnu i Dag, for de inaktive Officerers Landsforening; det er en stor Forening. Hvor meget eller hvor lidt det har været diskuteret i Officerskredse, har jeg altsaa intet Skøn om, for jeg levede som sagt lidt tilbagetrukkent. Men jeg vil dog gøre opmærksom paa, at de Officerer, der henvendte sig til os, var ganske unge. Der var ikke en eneste Linieofficer, der kom til »Det frie Nord« og spurgte mig. Det var ganske unge Sekondløjtnanter, der ønskede at komme af Sted; der er ingen af Hærens Linieofficerer, som nogensinde har henvendt sig til mig om noget som helst.

Arnth Jensen: Jeg vil dog gøre Generalen opmærksom paa, at vi har et Aktstykke, hvori der staar, at det var i hvert Fald bekendt for Hærens Officerer, at Hærens højere Officerer var stærkt imod Frikorpset. Tror Generalen ikke alligevel, at de højere Officerer har lagt Mærke til den Udtalelse, der kom fra Generalen, og at det netop har bevirket, at den paa en Maade har advaret de unge?

81-82

With: Jeg tror, at det var ganske overflødigt over for den faste Stamme af Hærens Befalingsmænd at fremkomme med Advarsler. Jeg er overbevist om, at Aanden i Officerskorpset, saaledes som jeg har lært den at kende efter at have været kommanderende General i 8½ Aar — jeg kendte dem jo allesammen, jeg havde fulgt dem — var saadan, at de maatte paa Forhaand være imod. De vilde have den samme Opfattelse som jeg. Dette at gaa ind i et dansk Korps for at kæmpe sammen med vore Fjender, Tyskerne, og gavne dem er jo halvvejs Landsforræderi. Det vilde være utænkeligt, at danske Officerer skulde have en saadan Tankegang. Saa hørte de ikke hjemme i den danske Hær. Ja, det er det eneste, jeg kan svare.

...................................................

Onsdag den 25. Juni 1947 Kl. 14.

Formanden: Under en Afhøring af fhv. Minister for offentlige Arbejder Gunnar Larsen den 12. Juni blev der stillet Gunnar Larsen et Spørgsmaal, der lyder saale-des: »Har De i Begyndelsen af August 1940 ført Samtaler bl.a. med Militærattaché Kjølsen vedrørende Danmarks fremtidige Stilling i Militærspørgsmaalet?« Gunnar Larsen svarede hertil — det findes l det stenografiske Referat foran Spalte 55: - »Ja, det kan man nok sige. Det maa have været under et af Opholdene i Berlin, vel sagtens i Slutningen af August. Da kom Kjølsen med forskellige Udtalelser ved-rørende danske militære Forhold og Tyskernes Indstilling over for dem. Det skrev jeg en Rapport om, jeg har den vistnok ikke her, men der foreligger fra mig en Rapport om de Samtaler, som jeg kan fremskaffe«. I Henhold til den Oplysning, der fremkom i det Møde, har Gunnar Larsen senere tilstillet Kommissionen en Afskrift af Rapporten. Jeg gaar ud fra, at Ministeren har faaet den forelagt?

Scavenius: Tak, jeg har den her.

Formanden: Maa jeg spørge, om den giver Ministeren Anledning til Kommen-tarer?

Scavenius: Nej, jeg havde oprigtigt talt helt glemt det Brev, men nu ser jeg, at jeg i sin Tid har faaet det. Det eneste, jeg kan tænke mig, er, at jeg har vist Forsvars-ministeren det, dengang jeg fik det.

Formanden: Der er maaske ikke mere at sige om det.

Rasmus Hansen: Jo. Overraskede det Dem ikke, Hr. Scavenius, at faa denne Rapport fra Gunnar Larsen? Saaledes som Rapporten er affattet, maa man nemlig faa det Indtryk, at det var Kommandørkaptajn Kjølsens Ønske at bevæge Dem til som Udenrigsminister at foranledige Forhandlinger med de tyske militære Marine-autoriteter om en eller anden Aftale mellem Danmark og Tyskland vedrørende militære Anliggender.

Scavenius: Jeg opfattede det som et Referat af en Samtale, Trafikministeren mente det rigtigst jeg blev bekendt med, men jeg gaar ellers ud fra, at det samme maa være indberettet af Marinechefen til hans eget Ministerium, Marineministeriet.

Rasmus Hansen: Det er muligt. Det har vi ikke faaet undersøgt, men det kan vi naturligvis undersøge. Det vil selvfølgelig være rigtigt, at vi faar Kommandør-kaptajnens egen Indberetning, en saadan eksisterer. Men det har saa ikke givet Anledning til Forhandling i Ministeriet, da De modtog den Indretning fra Gunnar Larsen?

Scavenius: Siden jeg ikke kan huske noget om det, har jeg ikke tillagt det særlig Betydning, formodentlig ud fra den Tanke, at Marineattacheen indberettede til Marineministeriet, og dette, at han tilfældigt kommer til at føre en Samtale med et i Berlin tilstedeværende Medlem af Ministeriet, var ikke Vejen. Jeg maa gaa ud fra, at det er indberettet direkte, og det er vel ogsaa Grunden til, at jeg ikke har lagt nogen videre Vægt paa det Brev.

Rasmus Hansen: Ja, men der er det bemærkelsesværdige, at denne Rapport om Samtalen mellem Gunnar Larsen og daværende Kommandørkaptajn Kjølsen indgaar nogle Dage efter, at Chefen for Generalkommandoen har tilstillet Forsvars-ministeren en Skrivelse, hvori han tager til Orde for, at der optages Forhandlinger mellem Danmark og Tyskland om den fremtidige danske Militærordning. Jeg ved ikke — er Hr. Scavenius gjort bekendt med det Aktstykke?

Scavenius: Ja.

Rasmus Hansen: Skrivelsen fra Chefen for Generalkommandoen af 27. Juli 1940 */* (A Nr. l. Bilag 1)

Scavenius: Maa jeg lige gøre opmærksom paa, at denne Skrivelse fra Chefen for Generalkommandoen er dateret den 27. Juli, medens Brevet med Referatet af Marineattacheens Udtalelser er dateret den 5. August.

Rasmus Hansen: Ja, vel, men det er heller ikke nogen stor Afstand, der er, mellem de to Skrivelser. Saa vidt vi har kunnet fastslaa, er Skrivelsen fra Chefen -

85-86

- for Generalkommandoen af 27. Juli 1940 gaaet til Forhandling i et Ministermøde, der blev afholdt den 1. August 1940.

Scavenius: Det er sikkert rigtigt.

Rasmus Hansen: Og der er det bemærkelsesværdige ved disse to Aktstykker, at det, der tilstræbes i dem begge, er en Forhandling med Tyskerne om den danske Militærordning. Klarest kommer det til Udtryk i Skrivelsen fra den daværende Chef for Generalkommandoen, Generalløjtnant Prior. Kan De huske noget om de Forhand-linger, som denne Skrivelse har givet Anledning til?

Scavenius: De Forhandlinger, der var om denne Skrivelse? Jeg ser af Svaret, at det er en Afvisning. Ministeriet har sikkert været enigt om, at det var nødvendigt at afvise de Krav, som opstilledes af Chefen for Generalkommandoen. Det er det, man beskæftiger sig med i Svaret.

Rasmus Hansen: Kan De erindre Deres personlige Reaktion, da De blev bekendt med den Henvendelse fra Chefen for Generalkommandoen?

Scavenius: Jeg har sikkert været enig med Kollegerne i, at dette Krav maatte afvises.

Rasmus Hansen: Fandt De det ikke det i høj Grad forbavsende, at Chefen for Generalkommandoen kunde gaa ind for Forhandlinger som dem, der tages til Orde for i dette Aktstykke?

Scavenius: Jeg tænker, det gav. Udtryk for gamle militære Ønsker om større Indflydelse.

Rasmus Hansen: Om større Indflydelse?

Scavenius: Ja, det er egentlig det, det gaar ud paa.

Rasmus Hansen: Der er Tale om to Ting. Der tales dels om, hvad Hærens og Søværnets øverste Ledere skal have Ret til, dels om den fremtidige Militærordning.

Scavenius: Ja, men man vil se af Ministeriets Svar, at det, man opfatter som det, der skal behandles i Øjeblikket, er Kravene om en anden Stilling for de militære Værns Chefer. Det er det egentlige. Det andet har man ikke beskæftiget sig med i Svaret, saa det har vel ikke i det Øjeblik været aktuelt. Jeg skulde for Resten tro, at netop Indberetningerne fra Marineattacheen har givet Anledning til Drøftelser, og jeg vil ogsaa tro, at Marineattacheen har været bemyndiget til i Løbet af Efteraaret at føre visse Samtaler med tyske militære, han kom sammen med, og man vil se, at i det Brev lægger Kommandørkaptajn Kjølsen Vægt paa, hvorledes man skulde stille sig for at faa Tyskerne ud af Landet, eller naar man var blevet af med dem. Et andet praktisk Spørgsmaal, som han nævner, er Spørgsmaalet om Minestrygning, og vi har nok faaet et praktisk Resultat, for der blev en Ordning paa Minestrygningen.

Rasmus Hansen: Ja, men der er ogsaa Tale om en Forstærkning af den danske Militærordning under en eller anden Form i Forstaaelse med Tyskland. Vil De mene, at der er givet Kommandørkaptajn Kjølsen Instrukser om at føre Samtaler?

Scavenius: Jeg tror, han var bemyndiget til at føre Samtaler for at blive klar over, hvad det drejede sig om, men jeg tror ikke, det havde nogen som helst Virkning, der kom ikke noget som helst ud af det. Man har derigennem faaet at vide, hvordan man fra tysk Side saa paa Forholdene, men der er ikke kommet noget praktisk ud af det, undtagen i Henhold til Minestrygningen. Der blev heller ikke truffet Aftaler eller Ordninger i den daværende Situation.

Rasmus Hansen: Ja, Tak.

Formanden: Er der andre Spørgsmaal vedrørende denne Rapport? (Ophold)

...........................................................

Beretning VI  Aktstykker Side 113

Aktstykke nr.                                   16.

Uddrag af Rapportafhøring 23. Juli 1946

af den tidligere tyske Gesandt og Rigsbefuldmægtigede Cecil v. Renthe-Fink *)

*) Rapporten fremsendt til Kommissionen ved Justitsministeriets Skrivelse af 29. August 1946, jfr. foran Bilag l til Aktstykke Nr. 9 (Side 40).

- Om Oprettelsen af Frikorps Danmark forklarer Kpt., at formentlig Partiet i Tysk-land tog Initiativet til at forsøge oprettet frivillige Korps i de europæiske Lande med det Formaal at deltage i Kampen mod Kommunismen. Kpt. modtog en Henvendelse fra det tyske Udenrigsministerium om at forespørge den danske Regering, om den var villig til at oprette et Frikorps. Regeringen afslog under Henvisning til Danmarks Neutralitet, eller rettere at Danmark ikke var krigsførende. Derimod erklærede Rege-ringen, at den ikke vilde lægge Hindringer i Vejen for Opretholdelsen af et Korps paa frivillig Basis. Herom underrettede Kpt. det tyske Udenrigsministerium.