Afgivet af den af Tinget under 15. juni 1945 nedsatte Kommission

i Henhold til Grundlovens § 45

I.

Undersøgelse af samtlige politiske og militære Forhold, som kan tjene

til Bedømmelse af, hvorvidt der er Grundlag for at gøre ansvar gældende

over for Ministre eller andre særlig ansvarlige i Forbindelse med

Danmarks Besættelse af tyske Tropper den 9. april 1940.

Aktstykker

Stenografiske Referater

Side 3

1. Statsminister V. Buhl. Statsministeriet. Afskrifter af Tilførsler til Protokollen over Ministermøder 8. Marts - 10. April 1940.    5

2. Fhv. Udenrigsminister P. Munch. Redegørelse for Begivenhederne omkring 9. April 1940.     9

3. Fhv. Udenrigsminister P. Munch. Svar angaaende Privatbrev af 1. April 1940 fra Kammerherre Zahle.    17

4. Udenrigsministeriet. Aktstykker foreliggende i Udenrigsministeriet vedrøren-de den tyske Besættelse af Danmark den 9. April 1940, herunder Kammerherre Zahles Indberetninger.     18

5. Statsministeriet. Fortegnelse, modtaget fra Kongen, over Indberetninger fra Gesandt Zahle i Tiden 1. April - 19. April 1940.    34

6. Udenrigsministeriet. Svarskrivelse angaaende Marineattaché Kjølsens Ind-beretning af 5. April 1940.     36

7. Marineministeriet. Fremsendelse af Fotokopi af Kommandørkaptajn Kjøl-sens Indberetning af 5. April 1940.     40

8. Udenrigsministeriet. Afskrift af Memorandum af Kommandørkaptajn Kjølsen, April 1940.     40

9. Udenrigsministeriet. Besvarelse af Spørgsmaal om tysk Militærdelegation.   41

10. Fhv. Forsvarsminister Alsing Andersen. Redegørelse for Begivenhederne omkring 9. April 1940.    42

11. Krigsministeriet. Aktstykker foreliggende i Krigsministeriet vedrørende den tyske Besættelse af Danmark den 9. April 1940.    52

12. Generalkommandoen. Beretning af Maj 1940.    55

13. Chefen for Generalkommandoen, Generalløjtnant W.W. Prior. Redegørel-se for Begivenhederne omkring 9. April 1940.    109

14. Krigsministeriets Direktør, Generalmajor J.P. von Stemann. Redegørelse for Begivenhederne omkring 9. April 1940.    110

15. Krigsministeriet. Besvarelse af Spørgsmaal om tysk Militærdelegation.   115

16. Finansminister V. Buhl, Finansministeriet. Redegørelse vedrørende Græn-segendarmeriets Forhold 9. April 1940.    116

17. Justitsministeriet. Skrivelse af 24. Maj 1940 med Indberetning fra Politidi-rektøren.   120

18. Marineministeriet. Direktør, Viceadmiral H. Rechnitzer.

4 Eksemplarer af:

A  Generalrapport for Sikringsstyrken 1939-40,

B  Bilag til do.

C Beretning vedrørende Søværnets Forhold omkring den tyske Besættelse af Danmark den 9. April 1940,

D  Betragtninger fremsat af Chefen for Søværnskommandoen i Anledning af den tyske Besættelse af Danmark den 9. April 1940.    130

19. Søværnskommandoen. Uddrag af Generalrapport for Sikringsstyrken 1939-40.    131

20. Viceadmiral H. Rechnitzer. Redegørelse for Begivenhederne omkring 9. April 1940.    172

21. Viceadmiral H. Rechnitzer. Besvarelse af Spørgsmaal vedrørende eventuel Støtte af Vestmagterne.    207

22. Marineministeriet. Besvarelse af Spørgsmaal om tysk Militærdelegation.  210

23. Kommissionens Erklæring udsendt gennem Ritzaus Bureau angaaende Kommandørkaptajn Kjølsens Diskretionsbrud.    211

24. Fhv. Forsvarsminister Alsing Andersen. Svarskrivelse vedr. Gesandternes Indberetninger.    112

25. Artikel af Jakob Kronika. Nationaltidende, 8. April 1940.    213

26.  Udenrigsministeriet. Dokumenter vedrørende Nürnbergprocessen.    215

27. Udenrigsministeriet. Svarskrivelse angaaende de af Ministeriet modtagne Kopier af Marineattaché Kjølsens Indberetninger af 8. Januar, 13. Februar og 5. April 1940.    216

28. Kommissionens Erklæring udsendt gennem Ritzau’s Bureau angaaende nogle i "Socialdemokraten" og "Politiken" fremkomne Meddelelser.    219

Side 5

Til den af Folketinget under 15. Juni 1945 nedsatte Kommission i Henhold til Grundlovens § 45.

Ved at meddele, at Kommissionen har besluttet hos forskellige Ministerier at indhente Materiale til nærmere Undersøgelse af samtlige politiske og militære Forhold, som kan tjene til Bedømmelse af, hvorvidt der er Grundlag for at gøre Ansvar gældende over for Ministre eller andre særlig ansvarlige i Forbindelse med Danmarks Besættelse af tyske Tropper den 9. April 1940, har den ærede Kommission anmodet Statsministeriet om at fremsende, hvad der i Ministeriet maatte foreligge af Akter i saa Henseende.

Foranlediget herved tillader jeg mig hermed at fremsende Afskrifter af Tilførsler til Protokollen om Ministermøder i Tiden 8. Marts - 10. April 1940, som skønnes at kunne være af Interesse for den paagældende Sag.

V. Buhl   /   F. Grage

Side 6
 

8. Marts 1940. Efter en Drøftelse af Tilskud til Skytteforeningerne, hvorom der var rettet Henvendelse, bemyndigedes Indenrigsministeren til at forhandle med Skytteforeningerne og Idrætsforeningerne om Sagen.

8. Marts 1940. Udenrigsministeren gav Meddelelse om Forsøg paa Fredsfor-handlinger mellem Finland og Rusland.

9. Marts 1940. Udenrigsministeren gav Meddelelse om de direkte Forhand-linger, som var begyndt mellem Rusland og Finland. Udenrigsministeren refere-rede et Forslag fra Koht om et Initiativ til Fredsforhandlinger i Almindelighed. Enighed om at henstille, at man saa Tiden an.

28. Marts 1940. I Anledning af et ønske fra Oluf Pedersen om at stille en Fore-spørgsel til Udenrigsministeren var man enig om at se Tiden an.

1. April 1940. Udenrigsministeren omtalte den sidste Tids Neutralitetskræn-kelser: Det vedtoges at nedlægge Protest over for England i Anledning af, at den tyske Damper ,,Stinnes" var torpederet paa dansk Omraade, samt at kræve den tilfangetagne Kaptajn udleveret og Erstatning udredet. Angaaende de mange Overflyvninger vedtoges det at protestere mod begge krigsførende Parter.

5. April 1940. Kl. 11. Udenrigsministeren refererede Meddelelser fra Gesandten i Berlin angaaende Uroen om de nordiske Lande. Det vedtoges at søge nærmere Oplysninger fremskaffet bl.a. fra Sverrig og Norge inden Partifor-mænd og Nævn indkaldes til Drøftelse.

5. April 1940. Kl. 14.30. Udenrigsministeren gav yderligere Oplysninger om den udenrigspolitiske Situation. Disse gik i beroligende Retning. Man vedtog da at afvente et nyt Brev, som var undervejs fra Zahle i Berlin.

6. April 1940. Udenrigsministeren gav Oplysninger om den udenrigske Situa-tion. England havde tilstillet Norge og Sverrig Noter. Efter en foreløbig Meddelelse om den svenske Notes Indhold betød den nærmest en Afspænding i Situationen, da der aabenbart ikke rejstes øjeblikkelige Krav, men kun rejstes en almindelig Drøftelse. Dersom Noten til Norge var af anden, alvorligere Karakter, vilde Ministermøde blive indkaldt senere paa Dagen.

Side 7

8. April 1940. Kl. 10. Udenrigsministeren meddelte, at den franske og engel-ske Gesandt ved 5-Tiden i Morges havde meddelt den norske Udenrigsminister, at der af de to Landes Flaader var udlagt Miner 3 Steder paa norsk Territorium. Man vidste endnu ikke, hvad Norge vilde foretage sig. Forsvarsministeren meddelte, at der i Morges var konstateret ca. 40 armerede tyske Trawlere og et lignende Antal andre mindre Skibe (Minestrygningsbaade) i Farvandet om Læsø samt 6 tyske Krigsskibe (Gneisenau, 2 andre store Skibe og 3 Jagere) gaaende Nord paa forbi Langeland. Man var enig om, at dette Fremstød sikkert stod i Forbindelse med den engelsk-franske Mineudlægning ved Norge. For Danmarks Vedkommende forelaa ingen Henvendelser eller Forespørgsler af nogen Art fra nogen af Parterne. Mødet udsattes derefter, indtil Statsministeren, Udenrigsministeren og Forsvarsministeren havde konfereret med Kongen.

8. April 1940. Kl. 14. Statsministeren gav Meddelelse om Konferencen med Kongen. Umiddelbart før Forsvarsministeren var taget til Kongen, havde Gene-ralstabens Efterretningsvæsen meddelt, at man havde faaet en Meddelelse gaaende ud paa, at tyske Tropper skulde være paa Vej fra Rendsborg Nord paa. Man havde paa denne Baggrund drøftet Betimeligheden af særlige Foranstaltninger, bl. a. Genindkaldelsen af de Aargange, der var hjemsendt med Uniform. Man var dog i øjeblikket blevet staaende ved følgende: 1) De tjenstgørende Styrker sættes i fuldt Alarmberedskab. 2) Der genindkaldes uddannet Mandskab til Niels Juel. Mødet godkendte dette.

8. April 1940. Kl. 16.30. Statsministeren gav Meddelelse om den Samtale, som Udenrigsministeren i Eftermiddag havde haft med den tyske Gesandt under den sædvanlige Gesandtmodtagelse. Gesandten havde ingen Meddelelser faaet fra sin Regering, men som Forholdene havde udviklet sig ved Norge, maatte man anse Situationen for meget alvorlig. Da Udenrigsministeren havde bemærket, at den danske Regering i denne Situation maatte overveje Indkaldelser til Styrkelse af Beredskabet, havde Gesandten sagt, at det var hans personlige Opfattelse, at dette vilde være højst ulykkeligt. Ud fra sin Opfattelse maatte han fraraade Skridt, der kunde blive forkert opfattet af den tyske Regering med Hensyn til Danmarks Stilling under Konflikten med Norge. Til Efterretning.

8. April 1940. Kl. 21.30. Der gaves Referat fra Partiformandsmødet Kl. 20. Her havde Udenrigsministeren og Forsvarsministeren gjort udførlig Rede for de i Dagens Løb modtagne Oplysninger og trufne Beslutninger. Under Drøftelserne var ogsaa Spørgsmaalet om yderligere Indkaldelser blevet berørt. Der var dog ikke rejst noget Krav i saa Henseende, og Dr. Krag bemærkede, at det efter Udenrigsministerens Oplysninger om Samtalen med den tyske Gesandt næppe vilde være heldigt at foretage et saadant Skridt i øjeblikket. De sidste Efterretninger gik iøvrigt ud paa, at de tyske Skibe, der tidligere var omtalt, samt nogle yderligere rapporterede stadig gik Nord paa. Den Flaadeafdeling, der om Morgenen var rapporteret ved Langeland (med Slagskibet Gneisenau i Spidsen), havde i Aften passeret Skagen og stod Vest over. Fra Slesvig gik Efterretningerne ud paa, at man skønnede, der var Tale om en Division tyske Tropper. De var nu standset. Der skulde være forlangt Indkvartering i Flensborg og Omegn for 9 000 Mand. Resten af Styrken var standset længere Syd paa omkring Byen Slesvig. Forsvarsministeren meddelte iøvrigt, at Tropperne i Sønderjylland var i højeste Alarmberedskab, medens Styrkerne i det øvrige Land vilde være paa næsthøjeste Alarmberedskabstrin.

Side 8

Tirsdag 9. April 1940. Kl. 6.30 Fm. Statsministeren, Udenrigsministeren og Forsvarsministeren refererede Morgenens Begivenheder. Den tyske Gesandt havde telefoneret til Udenrigsministeren noget over Kl. 4 og meddelt, at han havde faaet Ordre til at overrække en Note fra den tyske Regering. Overrækkelsen fandt Sted i Udenrigsministerens Hjem henad Kl. 4.30. Gesandten havde meddelt, at tyske Tropper i dette Øjeblik overskred den danske Grænse i Sønderjylland og gjorde Landgang flere Steder i Danmark. Dette var blevet nødvendigt for at komme England i Forkøbet, da man havde faaet Vished for, at England ellers vilde sætte sig fast paa dansk Territorium. Derimod havde den tyske Regering ikke til Hensigt at antaste Danmarks Integritet og politiske Uafhængighed, hverken nu eller i Fremtiden.

Gesandten havde til Opgave at opfordre den danske Regering til ikke at lade Tropperne gøre Modstand mod Indrykningen, da Tyskland i saa Fald vilde bryde Modstanden med alle Midler. Gesandten maatte bede om Svar meget hurtigt, da tyske Kampmaskiner om kort Tid vilde være over København, og da den tyske Værnemagt iøvrigt havde Ordre til at fortsætte den paabegyndte Indrykning. Foreløbig vilde de tyske Flyvemaskiner ikke paabegynde noget Bombardement, men være rede dertil, dersom Svaret ikke blev imøde-kommende. Udenrigsministeren havde svaret, al han maatte nedlægge Protest mod Neutralitetskrænkelsen, at Militæret som bekendt havde Ordre til Mod-stand, og at han maatte forelægge Henvendelsen for Kongen og Statsminis-teren. Dette erkendtes med stærk Fremhævelse af, at det hastede.

Forsvarsministeren meddelte, at der, medens Gesandten opholdt sig hos Udenrigsministeren, til Krigsministeriet og Marineministeriet var indløbet Med-delelser om, at Tyskere var gaaet over Grænsen ved Krusaa og havde gjort Landgang ved Middelfart, Korsør, Nyborg og paa Langeliniemolen i Køben-havn. Sidstnævnte Tropper var derefter trængt ind i Kastellet.

Noget efter Kl. 5 indfandt de 3 nævnte Ministre sig sammen med Viceadmiral Rechnitzer og Generalløjtnant Prior paa Amalienborg.

Endnu før den samlede Konference med Kongen var paabegyndt noget før Kl. 5.30, telefonerede den tyske Gesandt til Amalienborg og spurgte efter Svaret, idet han erindrede om, at det var nødvendigt for ham meget snart at give den tyske Regering Meddelelse om det danske Svar.

Efter at Kongen og Kronprinsen havde faaet forelagt Situationen af Statsministeren og Udenrigsministeren, fandt en Raadslagning Sted mellem de tilstedeværende. Alle Deltagerne var klar over, at det i den foreliggende Situation, hvor der var Tale om, at et ganske uvarslet Overfald var under fuld Udvikling, ikke vilde være muligt at forhindre Gennemførelsen af den paabegyndte Aktion eller at yde effektiv Modstand. General Prior mente, at der endnu ikke var ydet Modstand nok, medens de andre Deltagere var af den Opfattelse, at man, som Forholdene laa, burde indstille Kampen nu og søge en Ordning med den tyske Regering, idet en fortsat Modstand kun kunde føre til det samme Resultat, blot under langt haardere Vilkaar for Land og Folk, naar den danske Modstand var nedkæmpet.

Omkring Kl. 6 afsluttedes Raadslagningen med, at Kongen gav Tilslutning til den Opfattelse, at Kampen burde indstilles. Der blev givet den tyske Gesandt Meddelelse om Beslutningen, og der udsendtes derpaa Ordre til de danske Tropper om ikke længerè at yde Modstand.

De tilstedeværende Ministre godkendte den paa Amalienborg trufne Beslut-ning.

Efter en kort Drøftelse vedtog Ministermødet derpaa at lade Rigsdagen sam-menkalde til Møde samme Aften og at opfordre Venstre og Konservative til nu at lade sig repræsentere i Regeringen med hver 3 Medlemmer.

I nogle Møder senere paa Dagen drøftedes en Række af de Enkeltheder, som der skulde tages Stilling til i Anledning af den tyske Besættelse, og i et Møde Kl. 20.30 Aften gaves Meddelelse om, at Venstre og Konservative havde besluttet at træde ind i Ministeriet med hver 3 Medlemmer.

Desuden godkendtes den Tale, som Statsministeren havde udarbejdet til Rigsdagens Fællesmøde samme Aften.

Side 9

Det var i 1940 almindeligt at gaa ud fra, at der i Foraarets Løb vilde ske en stærk Opblussen af Krigen mellem Vestmagterne og Tyskland, efter at Krigen i Vintermaanederne havde haft en forholdsvis stillestaaende Karakter. Der var Uro om et Spørgsmaal af Betydning for Norge og Sverige, ogsaa efter Afslutningen af den finsk-russiske Krig. Det gjaldt de svenske Leverancer af Malm til Tyskland og Transporten af en Del af denne Malm til den norske Havn Narvik og derfra ned langs den norske Kyst. Derimod syntes der Ro over Danmarks Forhold til de krigsførende Parter. I Marts førte de langatrakte Forhandlinger med England om en Handelsaftale til et Resultat, og med Tyskland bestod vedblivende Forstaaelsen fra Efteraaret 1939 om uhindret Udførsel i normalt Omfang af danske Landbrugsvarer til England. Af og til fandt mindre Neutralitetskrænkelser Sted, navnlig ved Overflyvninger, og fra dansk Side protesteredes derimod. Men ingen af de krigsførende rettede Bebrejdelser mod Danmark, og intet Krav om anden Holdning fra. dansk Side stilledes.

Den 1. April modtog jeg fra den danske Gesandt i Berlin, Kammerherre Zahle, et Privatbrev, hvis Indhold var: Der er Udsigt til Opblussen af Krigen i Foraaret, der er megen Interesse om de svenske Malmlejer, der omtales Skibs- og Troppesamlinger ved Stettin og Swinemünde. Om saadanne Sammendragninger havde der gentagne Gange været Beretninger i Tiden fra Midten af December, altsaa kort efter den russisk-finske Krigs Udbrud; de var da nærmest opfattede som en Demonstration overfor Sverige for at dæmpe dettes Hjælpeforanstalt-ninger for Finland.

Den 4. April telefoneredes der imidlertid fra Gesandtskabet i Berlin til Udenrigsministeriet, at Legationssekretær Schøn vilde komme med Flyve-maskinen om Aftenen med en vigtig Indberetning. Det aftaltes, at han straks efter sin Ankomst skulde bringe mig den i mit Hjem.

Da jeg fik den, viste det sig, at den gik ud paa, at den danske Marineattaché i Berlin, Kommandørkaptajn Kjølsen, fra den svenske og den hollandske Marineattaché og Militærattaché havde faaet Meddelelser, der stammede fra Officerer i Værnemagtens Overkommando, som var utilfredse med det raadende System. De gik ud paa, at der i næste Uge forestod en ,,Aggression" mod Danmark, at der samtidig eller lidt senere kande ventes Indbrud i Holland, muligvis ogsaa Belgien, og dernæst i Syd-Norge; om Sverige var der intet erfaret. Der var, som tidligere berettet, Skibs- og Troppesamlinger ved Swine-münde; der foregik Uddannelse i Gasangreb. Den hollandske Militærattaché havde sagt, at han vidste ikke, om Planerne vilde blive udført, men han var overbevist om, at det var rigtigt, at de var udarbejdede. Kammerherre Zahle rejste det Spørgsmaal, om han skulde nævne disse Meddelelser for Udenrigsministeren eller Statssekretæren. I en Efterskrift tilføjedes, at det norske Gesandtskab havde lignende Beretning fra en neutral Civilperson; den gik ud paa Angreb paa Holland for at skaffe Basis for Angreb paa den franske Nordfront; hvad Danmark angik, skulde Maalet være Støttepunkter for Under-vandsbaade og Luftbaser paa Jyllands Vestkyst.

Meddelelserne syntes mig meget tvivlsomme. Det var ikke let at forstaa, at Officerer i Overkommandoen paa det Tidspunkt skulde have indladt sig paa et saadant oplagt Forræderi. Der havde tidligere været Rygter om det ene eller det andet Angreb, uden at der skete noget; Skibs- og Troppesamlinger ved Østersøen havde jo fra December af og til været nævnt, uden at de førte til noget. Men det var første Gang, Danmark omtaltes i saadanne Meddelelser, og det var min Opfattelse, at i denne Krig kunde intet paa Forhaand anses for at være udelukket. Jeg telefonerede da straks til Direktør Mohr og til Statsminister Stauning.

Side 10

Stauning var hjemme, og jeg tog med det samme ud til ham. Jeg foreslog, at vi skulde søge en Samtale med Kongen samme Aften, og han var enig deri. Det lykkedes at faa Forbindelse med Amalienborg og at faa Aftale om, at Kongen vilde modtage os lidt senere. I Mellemtiden havde Statsministeren og jeg Lejlighed til at tale sammen om Situationen. Jeg nævnede under denne Samtale den Mulighed, at det kunde være rimeligt at indkalde de Aargange Soldater, der efterhaanden var hjemsendt med Uniform. Hos Kongen gav vi ham Indberetningen, og en Drøftelse af den fandt Sted; vi talte om, hvorvidt Kammerherre Zahle burde have Instruks om at spørge Udenrigsministeren eller Statssekretæren, men opsatte Beslutning derom til næste Dag.

Dagen derefter, Fredag den 5. April, var der Ministermøde Kl. 11. Her forelagde jeg Indberetningen. Jeg foreslog, at vi skulde sammenkalde det udenrigspolitiske Nævn og Partiformændene og forelægge den for dem, uanset at Rigsdagen først havde Møde den 10.; desuden genoptog jeg den Tanke, der havde været fremme i Efteraaret, at der burde optages Repræsentanter for de to Oppositionspartier i Ministeriet. Den almindelige Opfattelse ved Minister-mødet var imidlertid, at Meddelelserne ikke var tilstrækkelig underbyggede til at foranledige saadanne Skridt. Man ønskede dem nærmere belyst, før Beslutninger toges. Statsministeren sagde, at jeg Aftenen før havde nævnt Muligheden af Indkaldelse af de med Uniform hjemsendte Soldater; man ønskede imidlertid ogsaa nærmere Oplysning, før man foretog sig noget i saa Henseende; det maatte jo ogsaa erkendes, at Indkaldelser kunde fremkalde Mistro og derved betyde en øget Risiko. Efter Mødet gav Forsvarsministeren Besked i de militære Ministerier om Indberetningen. Statsministeren og jeg havde om Formiddagen ny Samtale med Kongen.

Den nærmere Belysning, Ministermødet ønskede, søgtes derved, at Udenrigs-ministeriet gennem den norske og den svenske Gesandt spurgte i Oslo og Stockholm, om man dèr havde tilsvarende Meddelelser, og hvorledes man saa paa dem. Vi fik fra begge det Svar, at man havde lignende Indberetninger, men ikke fæstede Lid til dem og ikke havde til Hensigt at foretage noget i den Anledning; den svenske Gesandt Richert havde dog i Berlin spurgt om Sammendragningen ved Swinemünde et Par Dage tidligere, men uden at faa noget Svar; i Stockholm havde man fra anden Side Besked, hvorefter Sammendragningerne skulde være stærkt overdrevne i Rygterne.

Fra Udenrigsministeriet telefoneredes til Zahle om Richerts Forespørgsel; det viste sig, at Richert nu havde fortalt ham derom, og Zahle var derefter bestemt imod selv at spørge. Der vilde komme ny Indberetning om Aftenen.

Dernæst opfordrede jeg den tidligere Udenrigsminister Erik Scavenius til at tage til Berlin for at søge at faa mere Klarhed over Meddelelserne. Han svarede imidlertid, at han ikke kunde paatage sig det.

Kl. 14.30 var der atter Ministermøde. Jeg meddelte her de Svar, vi havde faaet fra norsk og svensk Side. De bestyrkede den Opfattelse, at der ikke i øjeblikket burde foretages noget særligt. Det vedtoges at afvente den fra Kammerherre Zahle bebudede nye Indberetning. Dog enedes man nu eller allerede ved Slutningen af første Møde om, at Partiformændene burde indkaldes til Møde, før Rigsdagen samledes.

Om Aftenen kom da Kammerherre Zahles anden Indberetning, skrevet samme Dag den 5. April. Han meddelte her, at den svenske Gesandt Richert den 2. April havde faaet Paalæg om at spørge Statssekretæren om de Meddelelser om Skibs- og Troppesamlinger ved Stettin-Swinemünde, der var nævnt i Zahles Privatbrev til mig, modtaget den 1. April. Det havde været vanskeligt for Richert at faa en Tid, hvor han kunde blive modtaget af Statssekretæren, og denne havde kun sagt, at han ikke kendte saadanne Foranstaltninger, og selv om han skulde faa Rygterne bekræftet, kunde han intet sige om militære Bevægelser.

Kammerherre Zahle skrev videre, at det ikke var hans Tanke at svække de foruroligende Indicier, men han pegede paa den Mulighed, at den tyske Regering havde ventet en væsentlig aktiveret allieret Krigsførelse uden Hensyn til neutrale danske og norske Rettigheder, og at Foranstaltninger for alle Tilfældes Skyld var forberedt, men mulig stillede i Bero efter den britiske Premierministers Tale, der var mindre skarp end ventet.

Der har, sagde han, i de forløbne Krigsmaaneder været en Række tyske Planer mod Vest lagt, men ikke udført. Meddelelser fra ,,utilfredse Officerer" maa tages med et vist Forbehold; de kan være beordret til Indiskretioner med Hensigt. Det er muligt, at den tyske Regering tænker sig Muligheden af en engelsk Landgang i Narvik og derfra March ind i Sverige til Kiruna, en Plan, der dog synes ham at høre hjemme i Fantasiens Verden. Men Troen derpaa kan have fremkaldt Forberedelser. Den tyske Regering forstaar formentlig, at Sverige vilde og kunde modsætte sig en saadan Indmarch.

Side 11

Han kan ikke drage Konklusioner, men Regeringen bør ikke afvise den Tanke, at Situationen kan være eller hurtigt blive yderst alvorlig. Man bør derfor grundigt overveje, hvad der i de forskellige Situationer bør foretages. Endelig siger han, at danske Presserepræsentanter er foruroligede ved den Tilsluttethed, der vises overfor dem i Berlin. Indberetningen bragtes direkte ud til mig, og jeg lod den straks gaa videre til Kongen.

Lørdag den 6. April Kl. 10 var der Ministermøde. Jeg kunde dèr meddele, at Vestmagterne den 5. April havde tilstillet Norge og Sverige Noter om Malmspørgsmaalet. Dette var ventet. Fra Stockholm havde vi Meddelelse om, at Noten til Sverige ikke indeholdt bestemte Krav, som man havde tænkt sig, men at den syntes at danne Indledning til en rolig Forhandling om Sagen. Ved Ministermødet aftaltes det, at hvis Noten til Norge oplystes at have en skarpere Karakter, skulde der straks indkaldes nyt Ministermøde. Det viste sig imidlertid, at den ikke havde anden Karakter. Kammerherre Zahles anden Indberetning refereredes.

Samme Dag havde Statsministeren og jeg atter Samtale med Kongen om de Oplysninger, der forelaa. Forsvarsministeren havde en Samtale med Søværns-kommandoen og Generalkommandoen.

Da Erik Scavenius vedblivende afviste Tanken om at tage til Berlin for at søge nærmere Oplysning, aftalte jeg med Direktør Mohr, at han skulde tage derned med dette Formaal. Prins Axel skulde af Hensyn til nogle Skibs-fartsforhandlinger til Berlin, og det var Tanken, at han skulde tale med Göring, som han tidligere havde truffet.

Om Aftenen kom der med Ruteflyveren fra Berlin en ny Indberetning. Kammerherre Zahle sagde her, at han i Øjeblikket ikke ansaa en efter Ordre foretagen Henvendelse til den tyske Regering for opportun. Der var ringe Udsigt til et klart Svar; en Forespørgsel lettede et eventuelt ubehageligt Svar; som Underskriver af Ikke-Angrebspagten kunde han ikke uden at udsætte sig for at blive haanet af et almindeligt Publikum se bort fra denne, der paa et bestemt Omraade havde vist nogen Effektivitet; manglende Tillid, der vistes overfor internationale Aftaler, svækkede disses Kraft.

Det var ikke hans Opgave at give Regeringen Raad, og han ønskede ikke at give Udtryk for Optimisme, men han anstillede følgende Betragtninger: han saa ikke, at dansk Sø- og Landterritorium i den foreliggende Situation kunde have anden Betydning end som Støttepunkter for Flyvere og Undervandsbaade, aktivt som nærmere Udfaldsbasis, passivt som Havne og Anlægspladser for maritime Stridskræfter, der skulde sikre Linierne fra Lindenæs til Helgo-landsbugten eller spærre Skagerak. Dansk Territorium er ikke videre lovende i saa Henseende, da der mangler egnede Havne og i alt Fald i Øjeblikket Flyvepladser.

Den omtalte Sammendragning af Tonnage i tyske Østersøhavne synes ikke paakrævet af Hensyn til en ,,Aggression" mod Danmark, hvor Landforbin-delserne frembyder en let Adgang til den Del af Landet, der i den givne Situation naturligst synes at kunne komme i Betragtning.

Hvis det er rigtigt, hvad han hører i Berlin, at den tyske Regering mener at have undervurderet den Effektivitet, hvormed de Allierede havde kunnet gribe ind i den russisk-finske Konflikt, eventuelt med Benyttelse af skandinavisk Territorium, maa det formodes, at de trufne Forberedelser snarest gælder et kraftigt Fremstød mod norsk Territorium, hvis de Allierede skulde sætte sig fast dèr. Han forstaar, at den tyske Regering i den sidste Tid to Gange i Oslo har henledt Opmærksomheden paa, at en Aktion fra allieret Side straks vilde blive fulgt af en tysk Kontraaktion.

Han sluttede med Beretning om en tysk Film om Polens Erobring. I en Efterskrift tilføjedes nogle Bemærkninger om Antallet af tyske Flyvemaskiner og om den tyske Vurdering af det franske og engelske Flyvevæsen. Endelig nævnede han et usikkert Rygte om 4 tyske Divisioner i Holsten og sagde, at han havde hørt sige, at Generalstaben under Hensyn til Vestfronten ikke særlig gerne saa en Udvidelse af Fronterne.

Jeg fik Indberetningen hjem, ligesom et Eksemplar straks sendtes til Kongen. Ud paa Aftenen telefonerede Kammerherre Zahle til mig i mit Hjem for at udtrykke Ængstelse for, at Prins Axels Rejse skulde synes opsigtvækkende.

Søndag den 7. var Direktør Mohr hos mig for at tale Situationen igennem fra alle Synspunkter før hans Rejse til Berlin, der var planlagt til Mandag. Om Aftenen kom daværende Afdelingschef Svenningsen ud til mig for at meddele, at der fra Berlin, fra Legationsraad Steensen-Leth, var kommet en Chiffer-telefonmeddelelse, der gik ud paa, at det nu sagdes, at Transportflaaden ved Swinemünde var afgaaet den 4. April med ukendt Bestemmelsessted, som den antoges at skulle naa den 11. April.

Side 12

Det syntes mig mærkeligt, at den kunde være sejlet gennem Farvande i vor Nærhed, uden at dette paa en eller anden Maade var kommet til vort Efterret-ningsvæsens Kundskab. Var det rigtigt, at Sejladsen skulde vare fra den 4. til 11., maatte man nærmest tænke paa Nord-Norge som MaaI. Jeg bad Sven-ningsen fra Udenrigsministeriet telefonere til Kammerherre Zahle eller Lega-tionsraad Steensen-Leth for at høre, om nærmere kunde oplyses. Han gjorde det, men traf ikke nogen af dem. Desuden telefonerede jeg til Forsvars-ministeren og bad ham spørge Hær- og Flaademyndighederne, om der for dem forelaa noget som helst, der kunde bekræfte Meddelelsen. Han telefonerede til Søværnskommando og Generalstab og sagde mig derefter, at de militære Myndigheder havde svaret, at intet usædvanligt var bemærket, hverken paa Søen, ved Grænsen eller i Nordtyskland; alt syntes fuldstændig roligt.

Mandag den 8. Kl. 10 om Morgenen havde vi Ministermøde. Jeg kunde her oplyse, at den franske og den engelske Gesandt i Oslo ved Femtiden om Morgenen havde meddelt den norske Udenrigsminister, at der af de to Landes Flaader var udlagt Miner paa norsk Søterritorium. Der var intet oplyst om, hvad Norge i den Anledning vilde foretage sig.

Forsvarsministeren havde nu Meldinger om, at der var iagttaget et Antal tyske armerede Trawlere og Minestrygere ved Læsø, og at nogle større Skibe gik mod Nord forbi Langeland. Det var paa Forhaand aftalt, at Statsministeren og Udenrigsministeren skulde være hos Kongen Kl. 11.15. Det bestemtes nu, at Forsvarsministeren skulde tage med til Kongen. Mellem Ministermødet og Mødet hos Kongen havde Forsvarsministeren en Samtale med Søværns-kommando og Generalkommando. Lige før han tog af Sted til Kongen, meddelte Generalstabens Efterretningsvæsen, at det nu var meldt, at tyske Tropper syntes at være paa Vej fra Rendsborg mod Nord.

Hos Kongen gav Forsvarsministeren Besked herom og om, at han havde haft Møde med de militære Myndigheder og drøftet Stillingen. Han foreslog, at de tjenstgørende Styrker skuldes sættes i højeste Alarmberedskab, og at der skulde genindkaldes uddannet Mandskab til »Niels Juel». Dette tiltraadtes, og umiddelbart efter Mødet hos Kongen gav Forsvarsministeren de militære Myndigheder Besked. Jeg gik da ud fra, at der nu bestod højeste Alarm-beredskab for alle Dele af Hær og Flaade.

Kl. 14 var der atter Ministermøde. Her gaves der Meddelelse om Troppe-bevægelsen fra Rendsborg. Medens Flaadebevægelserne efter alle Medde-lelser pegede længere mod Nord, saa man tænkte sig, at de var beregnede paa de norske Farvande, hvor Mineudlægningen var foregaaet, havde Troppe-kolonnen, der ansloges til en Division, jo Retning mod den danske Grænse; det kunde tænkes, at det var en Foranstaltning til Sikring af Flyvepladser og andre Anlæg Syd for Grænsen, men det var ikke udelukket, at den kunde gaa til Angreb mod Grænsen.

Forsvarsministeren meddelte Beslutningen om højeste Alarmberedskab og om Genindkaldelser til ,,Niels Juel". Dette godkendtes.

Om Mandagen var der den sædvanlige Gesandtmodtagelse. Jeg havde tidligere ordnet det saaledes, at de nordiske Gesandter regelmæssig kom sammen til et Møde hos mig før Modtagelsen af de andre Gesandter. Det var Tilfældet ogsaa den Dag. Jeg spurgte, om nogen af dem havde nye Oplys-ninger hjemmefra. Det var ikke Tilfældet; den norske og den svenske Gesandt havde ikke Besked om nogen Ændring i den Opfattelse i Oslo og Stockholm, hvorom de havde underrettet os Fredag d. 5.; men de var selv bekymrede paa Grund af Mineudlægningen.

Kl. 15.30 kom den tyske Gesandt von Renthe-Fink. Han sagde, at han frygtede Følgerne af Mineudlægningen for Norge, og det kunde jo tænkes, at disse Følger paa en eller anden Maade kunde berøre Danmark; han haabede, at vi i saa Fald vilde vise Forstaaelse. Han understregede stærkt, at hans Bekymringer var rent personlige; han havde hverken Instruks eller anden Meddelelse. Jeg svarede, at jeg umulig kunde sige noget om vor Holdning overfor mulige Begivenheder, hvis Karakter jeg ikke kendte, og om hvilke han heller ikke kande forklare noget. Jeg kunde ikke tænke mig, at der kunde være Grund til nogen Art af Neutralitetskrænkelse; skulde en saadan paa en eller anden Maade ske, da vidste han jo som alle, at de militære Styrker havde Ordre til at modsætte sig Neutralitetskrænkelser; der havde i nogen Tid været Tale om nogle Øvelsesindkaldelser, Spørgsmaal om at iværksætte dem vilde maaske nu melde sig. Han sagde dertil, at Indkaldelser i denne Situation vilde være det ulykkeligste, der kunde ske; ud fra sin personlige Opfattelse maatte han fraraade det; et saadant Skridt kunde i Berlin blive opfattet forkert med Hensyn til Danmarks Stilling til Konflikten om Norge.

Side 13

Jeg lovede at meddele Statsministeren hans Udtalelser og sagde, at hvis han ønskede det, kunde han sikkert den følgende Dag faa Lejlighed til selv at fremføre sin Opfattelse for denne. Det sagde han, at han gerne vilde. Efter Samtalen med mig talte von Renthe-Fink med Direktør Mohr, overfor hvem han fremsatte lignende Betragtninger. Mohrs Rejse til Berlin var paa Grund af Mine-udlægningerne udsat.

Jeg gik da ud fra, at der næste Dag vilde blive en Samtale mellem Gesand-ten og Statsministeren, men jeg ansaa det for rigtigt straks at underrette Stats-ministeren om de fremkomne Udtalelser. Jeg gik umiddelbart efter Samtalen over til ham i Statsministeriet og gengav Udtalelserne for ham. Han sagde, at han vilde meddele dem ved et Ministermøde, der skulde være Kl. 16½; dèr kunde jeg ikke deltage paa Grund af Gesandtmodtagelsen. Statsministeren gengav da dèr, hvad Gesandten havde sagt.

Jeg var imidlertid gaaet tilbage til Udenrigsministeriet, hvor et stort Antal Gesandter havde indfundet sig. Den første af disse, jeg talte med, var den franske Gesandt; han havde Ordre til at meddele Mineudlægningerne ved Norge. Jeg svarede, at vi her ansaa disse for en alvorlig Krænkelse af Norges Neutralitet, at denne medførte stor Fare for Norge og Sverige, og at den derfor maatte medføre megen Bekymring ogsaa i Danmark, selv om Faren her ikke syntes saa umiddelbar. Jeg bad ham telegrafisk meddele sin Regering vor Opfattelse. Han sagde med Iver, at han ikke kunde tænke sig, at Begivenhederne kunde medføre nogen Risiko for Danmark.

Derefter fulgte den engelske Gesandt. Han havde ikke Ordre til at afgive nogen Meddelelse. Jeg udtalte mig paa lignende Maade overfor ham som overfor den franske Gesandt, og jeg bad ogsaa ham telegrafisk meddele sin Regering, hvorledes vi saa paa det. Fra Ministeriet telegraferede vi til Bernhoft i Paris og Reventlow i London og bad dem dèr fremsætte lignende Betragtninger, som jeg havde anstillet overfor de to Gesandter. De andre Gesandter, med hvem jeg derpaa efterhaanden talte under den fortsatte Modtagelse, var alle af den Mening, at Begivenhederne ved Norge ikke kunde ventes at berøre Danmark.

Jeg kom hjem fra Ministeriet henad Kl. 19 og skulde til det tidligere aftalte Møde med Partiformændene, der skulde finde Sted i Rigsdagen Kl. 20. Medens jeg var hjemme, telefonerede Direktør Mohr, at Renthe-Fink havde ringet til ham for at bede ham bidrage til, at han fik Svar fra Udenrigsministeren paa de Spørgsmaal, han havde stillet om Eftermiddagen. Mohr svarede forbavset, at Renthe-Fink jo efter Samtalen ved Modtagelsen havde gentaget sin Udtalelse for ham, og at han ikke havde opfattet, at der deri var noget Spørgsmaal, men han skulde gerne give Henvendelsen videre til Ministeren. Han telefonerede da til mig; jeg kunde kun svare, at der ingen Spørgsmaal var fremsat, og at det, der var stillet Gesandten i Udsigt, var en Samtale med Statsministeren næste Dag. Mohr telefonerede dette til Gesandten, der sagde, at han havde udtalt Haab om, at Danmark vilde vise Forstaaelse, hvis Forholdsregler i Anledning af Mineudlægningen ved Norge paa en eller anden Maade skulde berøre Danmark, og desuden havde der været Spørgsmaal om mulige Indkaldelser. Det var vigtigt, om han samme Aften kunde faa en Udtalelse, der kunde virke beroligende i Berlin.

Kl. 20 var der da Møde med Partiformændene. Her var til Stede: Hasle, Halfdan Hendriksen, A.M. Hansen, H. Frisch, Ch. Petersen og O. Krag samt Statsministeren, Forsvarsministeren, Finansministeren og jeg. Statsministeren gav Oplysning om de fra den 4. April fremkomne Meddelelser.

Forsvarsministeren meddelte, hvad der forelaa om Skibsbevægelser op gen-nem Kattegat mod Nord og om Troppebevægelserne i Sydslesvig. Han nævnede, at han havde drøftet Foranstaltninger med de militære Myndigheder, og at der var besluttet Alarmberedskab samt indkaldt Mandskab til ,,Niels Iuel".

Jeg gav dernæst Besked om de Indberetninger, vi havde modtaget fra den 4. April og siden. Jeg understregede, at Danmark her for første Gang var nævnt som Maal for Angreb, og den Uro, dette maatte vække; jeg nævnede, at vi havde spurgt i Oslo og i Stockholm, og den Besked, vi dèr havde faaet om, at man i de to Lande ikke ansaa Efterretningerne for underbyggede og intet vilde foretage sig. Jeg omtalte ogsaa de Allieredes Henvendelse til Norge og Sverige om Malmspørgsmaalet. Jeg sagde videre, at Renthe-Fink om Eftermiddagen havde advaret mod Skridt, der kunde vække Mistanke mod Danmark. Der spurgtes, hvilke Skridt Renthe-Fink havde tænkt paa, og jeg svarede, at han havde nævnt Indkaldelse af mere Mandskab. Der udtaltes Bekymring for, at vi under Konflikten om Norge kunde blive stillet over for Neutralitetskrænkelser, som vi ikke kunde finde os i, da vi derved kunde blive listet ind i Krigstilstand med England.

Side 14

Jeg svarede, at der kunde komme yderst betænkelige Situationer, men at vi ikke kunde lade os drage ind i Krig mod de Allierede.

Der førtes nogen Diskussion om de militære Forhold. Herunder rejstes det Spørgsmaal, om Tropperne ved Grænsen havde Ordre til Modstand. Forsvars-ministeren svarede, at Direktiverne gik jo ud paa, at man skulde sætte sig til Modværge mod Neutralitetskrænkelser. Jeg sagde, at jeg havde udtalt dette overfor den tyske Gesandt som noget, der var almindelig bekendt.

Der var ved Mødet baade hos Ministrene og hos de deltagende Parti-formænd megen Bekymring for de Krænkelser, vi kunde tænkes at blive udsat for under Konflikten om Norge. Der fremkom ikke Krav om særlige Foranstaltninger.

Umiddelbart efter Mødet havde Statsministeren, Forsvarsministeren, Finans-ministeren og jeg i Rigsdagen en Samtale med Direktør Mohr, der var kommet over til os i Anledning af Renthe-Finks Henvendelse til ham. Mohr fik Bemyn-digelse til at sige Gesandten, at vi i Kraft af det bestaaende gode Forhold gjorde Regning paa, at Danmarks Neutralitet ikke paa nogen Maade vilde blive krænket, og at man haabede, at mulig opstaaende Vanskeligheder kunde løses ad Forhandlingens Vej.

Kl. 21½ havde vi derefter Ministermøde. Statsministeren refererede her i Hovedtræk Mødet med Partiformændene. Forsvarsministeren kunde oplyse, at de Flaadestyrker, om hvilke der tidligere paa Dagen var kommet Meddelelser, nu havde passeret Skagen paa Vej mod Vest, og at 8.000 - 9.000 tyske Soldater var gaaet i Kvarter i Flensborg, medens Resten af Divisionen var standset længere mod Syd omkring Byen Slesvig. Om det nu bestaaende Alarmbered-skab ved Hæren sagde han, at der var højeste Trin af Alarmberedskab i det sydlige Jylland og næsthøjeste Trin i Resten af Landet.

Da jeg efter Mødet tog hjem, fik jeg i Udenrigsministeriet Kammerherre Zahles Indberetning af 8. April, der var kommet om Aftenen. Den meddelte, at han Søndag Eftermiddag gennem Marineattaehé Kjølsen havde faaet Medde-lelse om, at Transportflaaden den 4. April havde forladt Stettin, og at han havde ladet dette gaa videre til det norske Gesandtskab. Tidsangivelserne, den 4. og den 11. April, sagde han, kunde tyde paa, at Bestemmelsesstedet var Narvik, men det var ikke en sikker Slutning, da man ikke vidste, hvor længe den blev i tyske Farvande; den kunde ogsaa tænkes at gaa gennem Kieler-kanalen. Den hollandske Militærattaehé havde villet vide, at Transportflaaden havde faaet endelig Ordre. Der var Forlydender om Samling af Bjergtropper noget fra Berlin og om Uddeling af Søsygemidler til dem.

Der var bestemt et Besøg ved Vestfronten af Militær-, Marine- og Luftfarts-attachéer; det var efter Ønske af de paagældende. Afrejsen foregik Søndag Aften med Tilbagekomst Tirsdag Morgen; den danske og den svenske Marine-attaché var med.

Zahle sagde videre, at han ikke saa Grund til Optimisme. Er Meddelelserne rigtige, kan man nærmest tænke sig, at der følges en Plan, som ikke er en Følge af men et Præventiv mod et allieret Fremstød mod de nordlige Vest-kyster. Man beskæftiger sig i Berlin meget med Formodninger om Vest-magternes Noter til Norge og Sverige. Det afgørende er ikke, om vi har svært ved at se den Fordel, Tyskland kan have af en Aktion, men hvad Tyskland selv finder fordelagtigst. De nordlige Vestkyster kan frembyde direktere Udfalds-punkter mod den britiske Østkyst, den norske Vestkyst dog mere end Jyllands-kysten med dens Mangel paa Havne og Læ.

Han omtaler, at Forholdet mellem Tyskland og Rusland synes kølnet. Han har hørt Rygter om, at den franske Note til Norge og Sverige er skarpere end den engelske.

Prins Axel er kommet i Gaar Aftes, og han venter Direktør Mohr i Aften. Han har anbefalet Prins Axel først at søge Admiral Raeder.

Han advarer mod at drage Slutninger fra Krigen 1914-18. Han har nu Med-delelse om, at Englænderne vil udlægge Miner i norske Farvande, og at man fra tysk Side er forberedt paa Modforanstaltninger.

Derpaa fulgte 5 Efterskrifter: 1) Han har nu faaet Besked om, at Mohrs Rejse er udsat; 2) der er endnu ikke opnaaet Aftale med Admiralen om Prins Axels Besøg hos denne; 3) den svenske Gesandt meddeler nu, at han fra en god Kilde har hørt, at Planerne skulde gaa ud paa en hel eller delvis Besættelse af Dan-mark og Norge; 4) de tyske Gesandter fra Oslo og Stockholm siges i Gaar at være kommet til Berlin i Flyvemaskine; 5) der er nu Kl. 3 Besked om, at Ritter Kl. 5.30 vil modtage Prins Axel; derimod ingen Besked fra Admiralen; Prinsen tænker at tage tilbage i Morgen, Tirsdag.

Denne Indberetning blev mig altsaa først bekendt, efter at alle Dagens For-handlinger var endt.

Side 15

Natten mellem Mandag og Tirsdag Kl. 4 telefonerede Direktør Mohr til mit Hjem, at der var ringet fra det tyske Gesandtskab med ønske om, at Gesandten kunde komme til mig hjemme Kl. 4.20. Jeg svarede ja, klar over, at afgørende Begivenheder nu kom. Jeg bad Mohr om ogsaa at komme til mig. Nogle Minutter over 4 telefonerede jeg til Forsvarsministeren, der var blevet i Marineministeriet om Natten. Jeg bad ham underrette Statsministeren og sagde, at vi maatte være forberedte paa at tage til Kongen. Jeg gik ud fra, at han straks underrettede de militære Ministeriers Ledere, hvilket ogsaa skete.

Kl. 4.20 kom Renthe-Fink til mig ledsaget af Luftfartsattaché Petersen. Lidt senere kom Direktør Mohr. Renthe-Fink sagde straks, at Tyskland havde sikre Beviser for, at England vilde tage Støttepunkter i Danmark og Norge. Tyskland maatte sikre Danmark derimod. Derfor var tyske Soldater nu i Færd med at gaa over Grænsen og at gaa i Land forskellige Steder paa Sjælland, deriblandt ved Langelinie, om kort Tid vilde tyske Bombardementsmaskiner være over København; de havde Ordre til foreløbig ikke at bombardere. Det gjaldt nu om at undgaa Modstand, da en saadan vilde have de frygteligste Følger. Tyskland vilde tilsikre Danmark territorial Integritet og politisk Uafhængighed. Det vilde ikke blande sig i Danmarks indre Styre. Det ønskede blot at sikre Landets Neutralitet. Dertil krævedes den tyske Værnemagts Tilstedeværelse i Danmark under Krigen. Han medbragte et langt Memorandum med Begrundelse og et Aktstykke i 13 Punkter om de Regler, der maatte følges til Sikring af Værne-magten.

Jeg kunde kun flygtig gennemløbe Papirerne. Memorandummet begyndte med en Række Klager mod England og Frankrig. Man havde sikre Beviser for, at det var deres Hensigt at besætte Omraader i de nordiske Stater. Disse havde fundet sig i de sværeste Indgreb i deres Højhedsret. Det maatte antages, at Danmark vilde indtage samme Holdning overfor den forestaaende Aktion, som det desuden ikke havde militære Kræfter til at imødegaa. Derfor maatte Tyskland overtage Beskyttelsen af Danmark. De tyske Tropper kom ikke med fjendtlig Hensigt; de vilde ikke benytte de besatte Punkter som Operationsbasis mod England, saa længe de ikke blev tvunget dertil ved engelske og franske Skridt. Besættelsen tjener danske Interesser ved at sikre Landet mod at blive Krigsskueplads. Man ventede, at Regeringen og Folket vilde vise Forstaaelse og ikke gøre Modstand. Modstand vilde blive brudt med alle Midler. I den Aand, der fulgte af det længe bestaaende gode dansk-tyske Forhold, erklærede Rigs-regeringen, at Tyskland ikke havde til Hensigt at antaste Kongeriget Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed, nu eller i Fremtiden.

De 13 Punkter angav de Foranstaltninger, man ansaa for nødvendige. De væsentligste var Opfordring til Folk og Værnemagt i Danmark om at undlade Modstand, til Værnemagten om Samvirke med de tyske Befalingsmænd. De danske Tropper vilde beholde deres Vaaben, saa længe deres Holdning tillod det. Kystbefæstninger og lignende skulde overdrages uskadt; der skulde gives Oplysning om Minespærringer, gennemføres Mørklægning; Samfærdselsmid-lerne skulde holdes i Gang, Forbindelsen med Udlandet foreløbig afbrydes; Presse og Radio maatte ikke bringe militære Efterretninger, der ikke var billi-gede af den tyske Værnemagt, Radioen skulde være til Raadighed til Kund-gørelser fra denne o.s.v.

Jeg sagde som Svar, at Paastanden om engelske Besættelsesplaner overfor Danmark var helt grundløs; der var ingen Mulighed for noget saadant; jeg protesterede mod den Neutralitetskrænkelse, der efter Gesandtens Meddelelse var i Færd med at foregaa; jeg kunde ikke give Svar paa Kravene; jeg maatte forelægge dem for Kongen og Statsministeren; Gesandten vidste som alle andre, at vore Militærstyrker havde Ordre til at imødegaa Neutralitetskræn-kelser, saa Kampe fandt formodentlig allerede Sted.

Renthe-Fink svarede, at han forstod, at Sagen maatte forelægges Kongen og Statsministeren, men det hastede, ikke mindst for at undgaa et Luftbombar-dement.

Jeg telefonerede til Forsvarsministeren og sagde ham, hvad der forelaa, og gennem ham fik vi Aftale om at komme til Kongen. Renthe-Fink og hans Ledsager tog til Gesandtskabet. Direktør Mohr og jeg tog til Amalienborg. Lidt efter Kl. 5 samledes efterhaanden i Kongens Forværelse Statsministeren, For-svarsministeren, General Prior, Admiral Rechnitzer, Direktør Mohr, Kabinets-sekretær, Kammerherre Bardenfleth, Kongens Adjudant Kaptajn Schliehtkrull og jeg. Medens vi ventede paa Kongen, gennemgik jeg den tyske Henvendelse for de tilstedeværende. Imedens ringede den tyske Gesandt utaalmodig efter at faa Svar. Direktør Mohr sagde ham, at Kongen endnu ikke var til Stede.

Side 16

Kl. 5.30 kom Kongen. Først kom Statsministeren ind til ham og umiddelbart derefter tillige jeg. Jeg gav Besked om de tyske Krav. Derpaa kom desuden Forsvarsministeren, General Prior og Admiral Rechnitzer ind. En kortvarig For-handling fulgte. Kongen spurgte, om man ikke burde fortsætte den Kamp, der antagelig var i Gang, noget. Forsvarsministeren og Viceadmiralen anbefalede, at man allerede nu skulde opgive Modstanden. General Prior tilraadede Kongen at tage til Høveltelejren og optage Kampen med de derværende Sol-dater. Kongen afviste dette. Han spurgte, vendt til mig, om en kortvarig Fort-sættelse af Kampen ikke kunde have Betydning overfor Udlandet. Jeg svarede, at en saadan næppe vilde gøre nogen Forskel med Hensyn til Udlandets Bedømmelse.

Under Samtalen var Kronprinsen og til sidst ogsaa Dronningen til Stede. Henimod Kl. 6 sluttede Kongen Forhandlingen med Beslutning om, at Kampen skulde standse. Da Telefonforbindelsen nu ikke virkede, tog Direktør Mohr i Bil til det tyske Gesandtskab for at overbringe Svaret.

Ministrene samledes derpaa efterhaanden i Marineministeriet. Her gaves Beretning om Begivenhederne, og Ministermødet tiltraadte den paa Amalienborg trufne Beslutning. En Henvendelse til Befolkningen formedes. Den forelagdes af Statsministeren for Kongen og udsendtes derpaa med en personlig Tilføjelse af Kongen. Jeg sagde ved Ministermødet, at da den Politik, Stauning og jeg havde fulgt med det Maal ved en ligelig Neutralitetspolitik at holde Landet uden for Krigsbegivenhederne, var glippet, vilde det være naturligt, at i hvert Fald jeg gik af. De andre Ministre svarede, at det var helt umuligt, at vi saaledes lod dem i Stikken. Jeg sagde, at det var jo ikke Hensigten at svigte dem, men jeg havde villet nævne Spørgsmaalet til Overvejelse. Flere af dem optog derimod nu det Forslag, jeg havde stillet Fredag den 5., om at søge Venstre og det konservative Parti repræsenteret i Ministeriet. Det blev til, at vi skulde opfordre de to Partier til at lade sig repræsentere ved tre Medlemmer fra hvert af dem. Det aftaltes at indkalde Rigsdagen til Møde om Aftenen.

Ved Mødet med Partiformændene Mandag Aften var det bestemt at mødes igen Tirsdag den 9. Kl. 15. Her var af Ministrene Statsministeren, Forsvars-ministeren og jeg til Stede. Der gaves Beretning om Begivenhederne, og der foregik en Drøftelse af Deltagelse i Ministeriet fra Venstres og det konservative Partis Side. Jeg anbefalede meget stærkt denne Deltagelse.

Ministeriet holdt i Dagens Løb Møder med Forhandling om Spørgsmaal, der rejste sig i Anledning af Besættelsen. Ved et Møde om Aftenen, lige før Rigsdagsmødet, meddelte Statsministeren, at der var Tilslutning til de to Partiers Deltagelse i Ministeriet, og hans Tale til Mødet godkendtes.

Den Protest, jeg om Natten havde fremsat mundtlig overfor den tyske Gesandt, formedes samme Dag i en Skrivelse til Gesandten, hvori det sagdes, at den danske Regering havde bemærket sig Erklæringen om, at de tyske Troppers Betrædelse af dansk Jord ikke var sket i fjendtligt Sindelag, og at man ikke agtede at antaste Danmarks territoriale Integritet eller politiske Uafhængighed nu eller i Fremtiden; Regeringen havde besluttet at ordne Forholdene i Landet under Hensyntagen til den skete Besættelse, men fremsatte en alvorlig Protest mod Krænkelsen af Danmarks Neutralitet.

I Dagens Løb modtoges fra det tyske Gesandtskab endnu et Memorandum, der viste, at man ikke betragtede de 13 Punkter som udtømmende. Man fremsatte 4 nye Punkter: Repræsentanter for Lande i Krig med Tyskland maatte afrejse; Presse og Radio maatte ikke virke i tyskfjendtlig Aand; Grænsepoliti og Toldopsyn maatte opretholdes, det var ikke Hensigten at begrænse det danske Politis Virksomhed; den danske Produktion maatte fortsættes.

Den Beretning, jeg her har givet, er skrevet med Benyttelse af de Papirer, jeg i øjeblikket har til Raadighed. Indberetninger og lignende er kun refereret i Hovedtræk, idet jeg har forudsat, at den højtærede Kommission er i Besiddelse af de i Ministerierne beroende Aktstykker.

P. Munch.

Side 17

Jeg har ikke det i Deres Brev af 11. ds. * 1) omtalte Privatbrev fra Kammer-herre Zahle. Jeg afleverede det efter Modtagelsen i Udenrigsministeriet, og her blev det, efter hvad der senere er meddelt mig, d. 9. April tidlig om Morgenen ved en Fejltagelse tilintetgjort af Ministeriets Arkivar.

Deres ærbødige. P. Munch.

* 1) Ved Kommissionens Skr. af 11. Juli anmodede man, under Henvisning til at fhv. Udenrigsminister Dr. Munch i sin Indberetning, foran Bilag 2, anførte at have modtaget et Privatbrev fra den danske Gesandt i Berlin Kammerherre Zahle, om at faa nævnte Brev overleveret.

Side 18

Den af Folketinget under 15. Juni 1945 nedsatte Kommission i Henhold til Grundlovens § 45.

I Skrivelse af 20. Juni d. A. har Kommissionen anmodet Udenrigsministeriet om at erholde saadanne i Ministeriet beroende Aktstykker vedrørende politiske og militære Forhold, som kan tjene til Bedømmelse af, hvorvidt der er Grundlag for at gøre Ansvar gældende overfor Ministre eller andre særlige ansvarlige i Forbindelse med Danmarks Besættelse af tyske Tropper den 9. April 1940. Endvidere har Kommissionen anmodet om at faa overladt Dokumenter o. lign., der eventuelt maatte være forefundet i det herværende tyske Gesandtskab, og som har Forbindelse med nævnte Begivenheder.

I denne Anledning fremsender Udenrigsministeriet hoslagt Fotokopier af følgende 32 Aktstykker:

1. Udenrigsminister Munchs udaterede Optegnelser om Begivenhederne fra den 4. til den 9. April 1940,

2. Direktør Mohrs udaterede Optegnelser om Begivenhederne den 4. og 5. April 1940,

3. Telefontelegram Nr. 25 fra Gesandtskabet i Berlin vedrørende Legations-sekretærens Rejse til København med Meddelelse, modtaget i Udenrigsminis-teriet den 4. April 1940 Kl. 1.15,

4. Kammerherre Zahles politiske Indberetning Nr. XXII af 4. April 1940 vedrø-rende den forestaaende "Aggression" mod Danmark (modtaget samme Dag),

5. Kammerherre Zahles politiske Indberetning Nr. XXIII af 5. April 1940 vedrø-rende den svenske Gesandts Forespørgsel til den tyske Statssekretær, modtaget samme Dag,

6. Kammerherre Zahles politiske Indberetning Nr. XXIV af 6. April 1940 vedrø-rende den indtrufne Situation, modtaget samme Dag,

7. Chiffertelegram fra Gesandtskabet i Berlin Nr. 26 af 7. April 1940 vedrø-rende en tysk Transportflaades Afgang fra Stettin, dechiffreret den 7. April 1940 Kl. 18.35,

8. Kammerherre Zahles politiske Indberetning Nr. XXV af 8. April 1940 vedrø-rende bl. a. Hans kongelige Højhed Prins Axels Ankomst,

9 Udenrigsminister Munchs Udkast til Svar paa det af Minister von Renthe-Fink den 8. April 1940 stillede Spørgsmaal angaaende Danmarks Stilling i Tilfælde af tysk Neutralitetskrænkelse,

10. Svar afgivet telefonisk til Minister von Renthe-Fink af Direktør Mohr den 8. April 1940 Kl. 21.45,

11. Direktør Mohrs Notat angaaende det til Minister von Renthe-Fink tele-fonisk afgivne Svar den 8. April 1940 Kl. 21.45.

Side 19

12.*) Den tyske General Kaupisch’s Opraab til den danske Befolkning ned-kastet om Morgenen den 9. April 1940,

13.*) Den tyske Rigsregerings Memorandum til den danske Regering af 9. April 1940,

14.*) Den tyske (udaterede) ,,Aufzeichnung" overgivet Udenrigsministeriet den 9. April 1940,

15.*) Kongens Opraab til det danske Folk af 9. April 1940,

16.*) Udenrigsministeriets Cirkularnote af 9. April 1940 til de herværende udenlandske Gesandtskaber angaaende den tyske Besættelse af Danmark,

17.*) Udenrigsministeriets Cirkulartelegram af 9. April 1940 til de danske Repræsentationer i Udlandet vedrørende den tyske Besættelse af Danmark,

18.*) Udenrigsminister Munchs Note af 9. April 1940 (afsendt 10. April 1940),

19. Kammerherre Zahles politiske Indberetning Nr. XXVI af 9. April 1940 vedrørende Meddelelsen om de tyske Troppers Indmarch og Hans kongelige Højhed Prins Axels Samtale med Rigsmarskal Göring,

20. Referat (udateret) af Hans kongelige Højhed Prins Axels Samtale med Rigsmarskal Göring den 9. April 1940,

21.*) Memorandum (udateret) fra det tyske Gesandtskab afleveret til Uden-rigsministeriet den 10. April 1940 med 4 Bilag angaaende 1. Behandlingen af fjendtlige Repræsentationer og fjendtlig Ejendom i Danmark, 2. Presse og Radio, 3. Politi og Toldvæsen, 4. Opretholdelse af Erhvervslivet,

22. Kammerherre Zahles politiske Indberetning Nr. XXVII af 11. April 1940 vedrørende Kammerherrens Samtale med Rigsudenrigsminister von Ribbentrop (modtaget i Udenrigsministeriet den 12. April 1940),

23.*) Avisartikel i HAMBURGER FREMDENBLATT den 11. April 1940 inde-holdende en Beskrivelse af de tyske Troppers Landgang i Korsør,

24.*) Memorandum af 12. April 1940 fra det tyske Gesandtskab (den Rigsbe-fuldmægtigede) vedrørende tyske Delegerede til de forskellige danske Admini-strationsgrene,

25.*) Verbalnote af 13. April 1940 fra det tyske Gesandtskab vedrørende en Til-forordnet i Erhvervsforhold,

26.*) Verbalnote af 15. April 1940 fra det tyske Gesandtskab vedrørende en Tilforordnet for ,,Innere Verwaltung",

27.*) Referat af Møde i Udenrigsministeriet den 15. April 1940 af Central-administrationens øverste Embedsmænd til Drøftelse af visse ved den tyske Besættelse opstaaede Spørgsmaal,

28.*) Artikel i NORDISCHE RUNDSCHAU den 17. April 1940 indeholdende en Beskrivelse af de tyske Troppers Indmareh i Jylland,

29.*) Udenrigsministeriets Verbalnote af 30. April 1940 til det tyske Gesandt-skab angaaende Retsgrundlaget for Besættelsen,

30.*) Kammerherre Zahles Indberetning Nr. XL af 3. Juni 1940 vedrørende de danske Myndigheders Holdning, modtaget i Udenrigsministeriet den 4. s. M.,

31.*) Radioudsendelse af 12. Juli 1940 angaaende Danmarks Stilling efter den tyske Besættelse,

32.*) Avisartikel i MAGDEBURGISCHE ZEITUNG for den 31. Marts 1942, inde-holdende et Interview med General Kaupisch om Besættelsen af Danmark.

Med Hensyn til Dokumenter o. lign., som eventuelt maatte være forefundet i det herværende tyske Gesandtskab, og som har Forbindelse med de den 9. April 1940 stedfundne Begivenheder, bemærkes, at Udenrigsministeriet ikke har modtaget noget Materiale af denne Art, men at man paa den givne Foranledning har anmodet de herværende allierede Militærmyndigheder om Oplysning om, hvorvidt saadanne Aktstykker maatte være kommet i sammes Besiddelse. Naar Svar foreligger, skal man herfra underrette Kommissionen.

J. Christmas Møller

Aktstykker mærket *) er Ikke optrykt.

Side 20

Torsdag den 4. April. Om Aftenen ved 7-8 Tiden kom Legationssekretær Schøn fra Berlin til mig hjemme med Indberetning af samme Dag fra Z. Den gik ud paa, at i Marineattachékredse i Berlin mente man at have Efterretninger om tyske Planer om snarligt Angreb paa Danmark, Norge, Holland og Belgien; for Danmarks Vedkommende angaves det at gælde Luftbaser i Jylland. Jeg tog straks ud til Stauning, og vi tog derefter til Amalienborg, hvor vi forelagde Indberetningen for Kongen.

Fredag den 5. April. Om Formiddagen var Stauning og jeg atter hos Kongen. Der var to Ministermøder, om Formiddagen og Kl. 14.30.¨

Fra Udenrigsministeriet spurgte vi i Oslo og Stockholm om Opfattelsen dèr. Det viste sig, at de dèr ikke havde tillagt Meddelelserne afgørende Betydning; man vilde intet foretage; den svenske Gesandt havde dog spurgt i det tyske Udenrigsministerium om formentlige Skibssamlinger ved Swinemünde; han havde ingen Oplysning faaet; i Stockholm havde man paa anden Vis Besked om Skibssamlingerne, og man mente at have konstateret, at Rygterne derom var meget overdrevne. (I Dagens Løb underrettede Forsvarsministeren de militære Myndigheder). * 1)  Det i Parentesen anførte er overstreget i Manuskriptet.

Zahle havde i Indberetningen nævnt den Mulighed at spørge i det tyske Udenrigsministerium; fra Udenrigsministeriet telefonerede vi til ham, at den svenske Gesandt havde spurgt. Han oplyste, at Richert nu havde fortalt ham om sin Henvendelse i Udenrigsministeriet. Zahle var derefter bestemt mod selv at spørge dèr, da han ikke ventede andet Svar end det, Richert havde faaet. Om Aftenen kom med Flyvemaskine nyt Brev fra Zahle. Det kom ud til mig direkte derfra, og jeg lod det straks gaa videre til Kongen. Det virkede beroligende, idet det gik ud paa, at det, der var Tale om, var ,,Planer" for det Tilfælde, at Englænderne angreb Norge, eller Rygter, der udspredtes for at vildlede.

Lørdag den 6. April. Kl. 11.15 var jeg hos Kongen lige efter at Stauning havde været der. Der var Ministermøde Kl. 10. Vi havde nu en første Meddelelse om de fransk-engelske Noter til Sverige, og vi gik ud fra, at Noten til Norge var af samme Indhold, hvilket siden bekræftedes. Disse rejste ikke bestemte Krav, syntes at være Indledning til en længere Forhandling; Situationen syntes derfor væsentligt afspændt. Det aftaltes om Lørdagen, at Mohr skulde rejse til Berlin for gennem mundtlig Forhandling at faa Klarhed i højere Grad, end det kunde ske gennem Indberetninger. Prins Axel rejste dertil Søndag for at tale med Göring om de forestaaende Skibsfartsforhandlinger.

Lørdag Aften modtog jeg fra Zahle en Indberetning, der virkede i samme Retning som Beretningen fra Dagen før. Om Aftenen telefonerede endelig Zahle direkte til mig om Prins Axels og Mohrs Rejse uden at komme nærmere ind paa de andre Spørgsmaal.

Søndag den 7. April. Om Eftermiddagen var Mohr hos mig for at gennem-drøfte de Spørgsmaal, han skulde søge klaret under sin Rejse til Berlin, der var bestemt til Mandag.

Om Aftenen kom Svenningsen ud til mig med et Telefonreferat fra Steensen-Leth. Det var et Par Linier, der gik ud paa, at Transportflaaden fra Swinemünde skulde være gaaet derfra den 4. i vestlig Retning med ukendt Bestemmel-sessted, hvor den skulde være den 11. Da dette syntes ret uforstaaeligt, søgte jeg telefonisk Forbindelse med Zahle, men det lykkedes ikke at faa denne. Jeg telefonerede til Forsvarsministeren og bad ham undersøge, -

Side 21

- om der her forelaa nogen Art af Oplysninger, som kunde forklare denne Meddelelse. Han lod telefonere rundt til de militære Myndigheder. Disse erklærede alle, telefonerede han videre til mig, at der intet usædvanligt var iagttaget, hverken paa Søen, ved Grænsen eller i Nordtyskland. Alt syntes fuld-stændig roligt.

Mandag den 8. April forelaa Meddelelse om de engelske Mineudlægninger paa norsk Territorium. Desuden havde Forsvarsministeren nu Besked om Trawlere m.m. i Kattegat, Troppebevægelser i Retning af Flensborg. Senere oplystes, at der var bestilt Kvarter dèr for 8 - 9 000 Mand. Det opfattedes som sandsynligt, at Skibene var paa Vej til Norge, og at Soldaterne ved Flensborg var beregnede til Sikring for Flyvepladser Syd for Grænsen. Den Mulighed kunde dog foreligge, at et Togt til Norge kunde bringe Fare for, at dansk Søterritorium kunde blive mineret, eventuelt Punkter i Kattegat benyttet.

Om Morgenen var der Ministermøde. Det til Tirsdag indkaldte Partiformands-møde blev fremskyndet til Mandag Aften. Det bestemtes, at Alsing Andersen skulde tage med Stauning og mig til Kongen, hvor vi skulde være Kl. 11.15. Hos Kongen blev truffet Aftale om almindeligt Alarmberedskab og om Indkaldelse af ,,Niels Iuel"s Mandskab.

Kl. ca. 14.00 havde jeg Møde med de nordiske Gesandter. Ingen af dem havde Meddelelse om Ændring i Opfattelsen af den tidligere tyske Meddelelse i Oslo og Stockholm, men Mineudlægningen vakte stor Bekymring.

Kl. 15.30 kom den tyske Minister til mig. Han klagede bittert over Mineud-lægningerne, frygtede Følgerne for Norge, Følger, der tidligere eller senere ogsaa kunde berøre Danmark; han haabede, at vi vilde tage fornuftigt paa det, hvis det skulde blive Tilfældet. Det gjaldt ikke at forurolige. Han understregede stærkt, at det var rent personlige Betragtninger; han havde ingensomhelst Instruks eller Meddelelser. Jeg svarede, at jeg ikke kunde se, de kunde danne Grundlag for nogen Art af Neutralitetskrænkelse; han vidste jo som alle, at vore militære Styrker havde Ordre til at modsætte sig saadanne; der havde længe været Planer om en Prøveindkaldelse af de med Uniform hjemsendte, under den nuværende Situation vilde vel det Spørgsmaal rejse sig nu at foretage denne; han udbrød da rent umiddelbart, at det vilde da være ,,det værste Vanvid".

Jeg lovede at meddele Statsministeren hans Udtalelser og sagde, at han sikkert kunde komme til selv at tale med Statsministeren i Morgen Tirsdag, hvad han gerne vilde. Jeg gik over til Stauning og meddelte ham Samtalen, før jeg begyndte den almindelige Gesandtmodtagelse. Han refererede den ved Ministermødet Kl. 16.30, til hvilket jeg ikke kunde komme paa Grund af Gesandtmodtagelsen. Den franske Minister havde Ordre til at meddele Mineudlægningen. Den engelske, der kom efter ham, havde ingen saadan Ordre. Jeg sagde dem begge, at vi betragtede Mineudlægningen som en alvorlig Neutralitetskrænkelse, der kunde bringe stor Fare for de nordiske Lande, ogsaa for Danmark paa Grund af dettes Beliggenhed, omend ikke saa umiddelbart. Jeg bad dem telegrafere dette hjem. Ingen af dem erkendte, at det kunde bringe Fare for Danmark. Heller ikke de andre Gesandter, der kom i stort Tal, syntes at tro paa nogen Fare for Danmark.

Mohrs Rejse opgaves om Mandagen paa Grund af Mineudlægningerne. Om Aftenen telefonerede den tyske Gesandt til ham; han var foruroliget navnlig ved Muligheden af Indkaldelser, vilde gerne have beroligende Udtalelse. Efter Formandsmødet om Aftenen vekslede nogle af os nogle Ord med Mohr. Det aftaltes, at han kunde sige, at vi regnede med, at der ingen Neutralitets-krænkelse vilde ske; skulde der opstaa Vanskeligheder, vilde vi jo som sædvanlig søge at løse dem gennem Forhandling.

Kl. 8 var Partiformandsmøde. Statsministeren og Forsvarsministeren omtalte dèr de foreliggende Oplysninger. Jeg refererede Samtalerne med Gesandter-ne. Der viste sig intet ønske om Foranstaltninger udover de allerede bestemte. Om Aftenen kom Zahles Mandagsindberetning.

Tirsdag den 9. April. Kl. 4 om Natten blev jeg vækket med Telefonmedde-lelse fra Mohr om, at Renthe-Fink ønskede at komme til mig Kl. 4.20. Jeg bad Mohr ogsaa komme. Jeg telefonerede til Hr. Alsing Andersen og bad ham un-derrette Statsministeren. Kl. 4.20 kom Renthe-Fink sammen med tysk Militær-attaché Petersen.

Side 22

Renthe-Fink sagde, at Tyskland havde sikre Beviser for, at Englænderne vilde sætte sig fast ikke blot i Norge, men ogsaa i Danmark. Tyskland maatte sikre Danmark mod dette. Han udviklede en Del af de Betragtninger, der findes i et Memorandum, som han overrakte sammen med en Optegnelse i 13 Punkter. Tyske Soldater havde nu passeret Grænsen og var i Færd med at gaa i Land forskellige Steder paa Sjælland, deriblandt Langelinie. Bombemaskiner vilde snart være over Byen, foreløbig dog med Ordre til ikke at bombardere. Det gjaldt nu, sagde han, at undgaa Modstand, der vilde faa de frygteligste Følger.

Jeg svarede, at jeg maatte protestere mod den Neutralitetskrænkelse, der efter hans Meddelelse var ved at foregaa, at jeg ikke kunde give Svar paa hans Krav, men maatte forelægge disse for Kongen og Statsministeren, at det jo var bekendt, at vore Militærstyrker havde Ordre til at modsætte sig Neutralitets-krænkelser, saa Kamp var formentlig allerede i Gang. Han erkendte, at jeg selvfølgelig maatte forelægge Sagen for Kongen og Statsministeren, men at det hastede meget stærkt, da Flyvemaskinerne meget snart vilde være over Byen. Jeg svarede, at jeg straks vilde søge Forbindelse med Amalienborg.

Dette lykkedes efter nogen Tid. Jeg telefonerede til Forsvarsministeren, der nu havde Meddelelse om Grænseovergang og om Landsætning de forskellige Steder.

Gesandten og Militærattacheen var imidlertid taget til Gesandtskabet. Kl. ca. 5 kørte Mohr og jeg til Amalienborg, vi hørte da Eksplosioner eller lignende.

I Forværelset paa Amalienborg samledes da ca. 5.15 Statsministeren, For-svarsministeren, General Prior, Admiral Rechnitzer, Mohr og jeg. Kammerherre Bardenfleth og Adjudanten var til Stede. Jeg referede Henvendelsen i grove Træk. Vi ventede noget, før Kongen kom. I Mellemtiden telefoneredes der fra det tyske Gesandtskab til Mohr for at spørge, om Afgørelsen var truffet. Han svarede, at man jo maatte afvente Forelæggelsen for Kongen. Da Kongen kom, kom først Statsministeren ind, ganske kort derefter jeg. Jeg refererede Henvendelsen i Hovedtræk. Derefter kom Forsvarsministeren, General Prior, Admiral Rechnitzer ind. Kronprinsen var til Stede. Der førtes en ganske kort Samtale, hvorefter Beslutningen blev truffet. Under Samtalen foregik Skydning paa Amalienborg Plads og i Amaliegade, og Flyvemaskinerne fløj lavt over Slottet.

Kl. var nu ca. 6. Jeg bad Mohr telefonere til Gesandtskabet, men Telefonen virkede ikke. Han tog da derud med en Vogn, men standsedes flere Gange, saa Meddelelsen først kunde gives henved 6.30, godt 2 Timer efter Indmarchens Begyndelse.

Kammerherre Zahles Beretning af 4. April, der modtoges her samme Dags Aften, gav Anledning til, at jeg næste Dags Formiddag havde en Konference med den herværende norske og den herværende svenske Gesandt. Jeg gjorde dem bekendt med Indholdet af Beretningen, og da man maatte gaa ud fra, at Oslo og Stockholm havde modtaget lignende Beretninger, bad jeg Gesandterne ringe hjem, for at vi kunde faa at vide, hvilken Betydning man i de paa-gældende Landes Udenrigsministerier tillagde de fremkomne Meddelelser.

Et Par Timer efter fik jeg Besked fra Gesandterne.

Den norske Gesandt meddelte kort og godt, at man i Oslo havde modtaget en lignende Beretning fra den norske Gesandt i Berlin, men at man ,,ikke tillagde den nogensomhelst Betydning".

Den svenske Gesandt meddelte, at Rygterne for Stockholm allerede var ,,en gammel Historie". Den svenske Gesandt i Berlin havde i den Anledning for 3 Dage siden rettet en Forespørgsel til Statssekretæren i det tyske Udenrigs-ministerium, der havde svaret, at han ikke havde hørt noget desangaaende, men selvom han havde hørt noget, vilde han næppe have kunnet sige noget, da den Slags Ting hørte til militære Hemmeligheder. Han havde iøvrigt tilføjet noget om, at ingen kunde være forundret, hvis Tyskland forberedte sig paa alle Muligheder.

Fra svensk Side havde man senere gennem en Person, man kunde stole paa, fra selve Stedet modtaget Oplysninger, der gik ud paa, at Rygterne om Skibs- og Troppekoncentrationer var stærkt overdrevne. I Stockholm troede man ikke paa, at Rygterne om et tilsigtet Angreb var rigtige, men man havde, ligesom den svenske Gesandt i Berlin, den Opfattelse, at der forelaa to Muligheder. Den ene var, at det drejede sig om tyske Forberedelser til Modforanstaltninger for det Tilfælde, at de Allierede skulde foretage sig aggressive Handlinger overfor Skandinavien. Den anden Mulighed var, at det drejede sig om Camouflage for helt andre tyske Planer.

Side 23

Efter Modtagelsen af disse Oplysninger ringede jeg til Kammerherre Zahle i Berlin og meddelte, at vi, forinden vi svarede paa det Spørgsmaal, han havde rejst i sin Beretning (om han skulde foretage nogen Henvendelse i det tyske Udenrigsministerium), vilde henstille, at han tog en Samtale med sin svenske Kollega og derefter indberettede paany.

Kammerherre Zahle svarede, at han havde taget en Samtale med sin svenske Kollega samme Dags Formiddag. Han havde forsøgt at faa en saadan Samtale Dagen i Forvejen, inden han afsendte sin Beretning, men det havde desværre ikke været muligt at træffe ham. Efter denne Samtale havde han netop skrevet en ny Beretning, som vi vilde faa i Løbet af Aftenen. Deri fraraadede han at rette nogen Henvendelse til det tyske Udenrigsministerium.

Jeg spurgte, om dette vilde sige, at han efter Samtalen med sin svenske Kollega ogsaa iøvrigt havde ændret Opfattelse.

Kammerherre Zahle svarede, at jeg vel mente med Hensyn til de Konklu-sioner, der kan drages, det var vanskeligt at sige noget om; der var mange Muligheder. ,,Man kunde ikke helt se bort fra den Mulighed, at der var noget om det", f. Eks. Baser paa Østkysten (muligvis Fejlhøring for Vestkysten).

Jeg sagde dertil, at han vel ogsaa havde skrevet noget desangaaende i den nye Beretning, som vi vilde faa i Løbet af Aftenen, hvad han bekræftede.

O.C.M

vedrørende Legations-sekretærens Rejse til København med Meddelelse, modtaget i Udenrigsministeriet den 4. April 1940 Kl. 1.15.

Telefon-Telegram fra Det kgl. Gesandtskab i Berlin den 4. April 1940 Kl. 1.15.

I Fortsættelse af det af Marineattacheen til Udenrigsministeren overbragte Brev meddeler jeg, at Legationssekretæren Dags Eftermiddag flyver til Køben-havn med vigtig Beretning. Zahle.

1) Der forestaar en ,,Aggression" mod Danmark, som skal finde Sted i næste Uge, 2) samtidig eller muligvis lidt senere forberedes et Indbrud i Holland, muligvis ogsaa Belgien, 3) det er sandsynligt, at Operationerne dernæst fort-sættes mod Syd-Norge, 4) der er intet erfaret om eventuelle Hensigter mod Sverige. 5) Troppe- og Tonnagekoncentrationer (ialt ca. 115.000 Tons) om Swi-nemünde bekræfter sig og skal delvis være indladet, men ikke afgaaet. Der er Meddelelser om, at der i visse Troppeafdelinger drives forceret Uddannelse i Gasangreb, og at dette i flere Tilfælde skal have gjort Tropperne urolige. Man maa forvente en hensynsløs Indsættelse af Krigsmateriel.

Den svenske Marineattaché meddelte, at den svenske Gesandt var under-rettet, og at denne havde anmodet ham om at meddele mig ovenstaaende.

Side 24

II. Umiddelbart efter dette Besøg indfandt den hollandske Militærattaché sig hos Marineattacheen og gav ganske ligelydende Meddelelse.

Han meddelte, at Oplysningerne stammede fra samme meget paalidelige Kilder indenfor tyske Offlcerskredse, som tidligere havde advaret Holland, og som var utilfreds med det nuværende System.

Paa Forespørgsel tilføjede han, at selv om han ikke kunde udtale sig om, hvorvidt disse Planer virkelig vilde blive udført, var han overbevist om Oplys-ningernes Paalidelighed, hvad Planernes Udarbejdelse angaar. Han spurgte, om Danmark var mobiliseret, og anmodede om at blive holdt underrettet om, hvad Gesandtskabet maatte erfare.

Jeg telefontelegraferede derefter til Udenrigsministeriet under Nr. 25.

Jeg er i Tvivl om, hvorvidt jeg mundtlig til Udenrigsministeren eller Statssek-retæren skal nævne disse Meddelelser, forsaavidt angaar deres faktiske Indhold - naturligvis uden Kildeangivelse. Maaske vil sidstnævnte paa Grund af personligt Forhold til mig have vanskeligere ved undvigende Svar. Eventuel Instruktion udbedes.

Nærværende Beretning ledsaget af 1 Gennemslag overbringes af Legations-sekretær Schøn som Kurer pr. Flyvemaskine Dags Eftermiddag. Han bedes sendt tilbage i Morgen Fredag Eftermiddag.

Jeg har den Ære at forblive med den mest udmærkede Højagtelse Hr. Uden-rigsministerens ærbødigste Herluf Zahle.

P.S. Efter at ovenstaaende er skrevet, erfarer jeg, at norsk Gesandtskab har lignende Meddelelser; norsk Kilde angives at være neutral Civilperson; herudover har vi ikke meddelt hinanden noget om Kilder. De norske Medde-lelser gaar ud paa snarligt Angreb paa Holland for at skaffe Basis for Angreb paa den franske Nordfront. Hvad Danmark angaar, skulde Maalet være at skaffe Støttepunkter for Undervandsbaade og Luftbaser paa Jyllands Vestkyst.

D.s. Hr. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch, Udenrigsministeriet.

Berlin, den 5. April 1940. No. XXIII. Danmark-Tyskland. Strængt fortrolig.  Med Kurér.

Hr. Udenrigsminister. I Forbindelse med min ærbødige Indberetning Nr. XXII af Gaars Dato har jeg den Ære at meddele følgende:

Min svenske Kollega fik i Tirsdags Morges - efter at han havde meddelt sin Regering de Oplysninger, som jeg i Privatbrev, overbragt Dem af Marine-attacheen, havde givet Hr. Ministeren - Ordre til at rette Forespørgsel til Stats-sekretæren om 1) Sandheden af Foranstaltningerne i Stettin og Swinemünde og 2) det eventuelle Formaal med disse. Kun det første Spørgsmaal blev rettet til den paagældende, idet han gjorde et meget alvorligt og ,,préoecuperet" Indtryk og svarede, at han ikke kendte noget til saadanne Foranstaltninger, men, selv om han skulde faa Rygterne bekræftede, ikke vilde være i Stand til at give Oplysninger om Troppebevægelser i et krigsførende Land. Efter dette Svar opgav Minister Richert at udføre Ordrens 2. Del. Det var om Morgenen blevet sagt ham, at Statssekretæren ikke kunde modtage ham om Eftermiddagen, men kun ganske kort Tid ved Middagstid. Grunden hertil var antagelig et stort Møde ogsaa af de ledende Militære hos Rigskansleren Tirsdag Eftermiddag.

Det er paa ingen Maade min Tanke at svække de foruroligende foreliggende Indicier, naar jeg peger paa Muligheden af, at den tyske Regering har ventet en allieret væsentlig aktiveret Krigsførelse uden Hensyn til neutrale danske og norske Rettigheder, og at Foranstaltninger for alle Tilfældes Skyld er blevet forberedte, men mulig stillede i Bero efter den britiske Premierministers Tale, der var betydelig mindre skarp end fra flere Sider ventet.

Side 25

Vi har, som Hr. Ministeren vil vide, i de forløbne Krigsmaaneder set en Række tyske Planer mod Vest lagt og foreløbig ikke udførte.

Jeg tør ogsaa henlede Opmærksomheden paa, at Meddelelserne fra ,,utilfredse Officerer" maaske maa tages med et vist Forbehold. De kunde vel være beordret til visse ,,Indiskretioner" for at fremkalde visse Reaktioner, der formentes at kunne være af Interesse. Det er muligt, at den tyske Regering tror paa Muligheden af en engelsk Landgang i Narvik og derfra videre Indmarche i Sverig mod Kiruna, en Plan, der forekommer mig at høre hjemme i Fantasiens Verden. Hvis dette imidlertid er Tilfældet, kunde Foranstaltningerne være Forberedelser til Modstand herimod. At Sverig vilde og kunde modsætte sig en saadan Indmarche, kan vel betragtes som givet. Og derom er den tyske Regering næppe i Tvivl.

Som det af ovenstaaende vil fremgaa, er jeg i Stand til at meddele Fakta - saaledes som de synes at være - men ikke i Stand til herfra at drage konkrete Konklusioner af mere eller mindre alvorlig Art. Jeg anser det dog for min Pligt at udtale, at den kongelige Regering pan ingen Maade bør skyde den Tanke fra sig, at Situationen kan være yderst alvorlig eller i Løbet af Dage eller Timer blive det. Øjeblikket turde derfor, efter min ærbødige Formening, være inde til snarest at tage under den grundigste Overvejelse, hvad der - under de forskellige mulige Gradationer i Situationens Udvikling - vil være at foretage.

Jeg tilføjer, at det er mig bekendt, at herværende danske Presse-repræsentanter er foruroligede ved den usædvanlige Tillukkethed, der vises dem af deres sædvanlige officielle Forbindelser, der i Modsætning til, hvad der ellers er Tilfældet, ikke engang har reageret overfor visse Meddelelser i den danske Presse, saaledes heller ikke den i ,,Nationaltidende"s Gaarsnummer fra engelsk Kilde omtalte Meddelelse om militære Forberedelser ved den tyske Østersøkyst.

Nærværende Beretning ledsaget af 1 Gennemslag indsendes med Kurér pr. Flyvemaskine Dags Eftermiddag. Jeg har den Ære at forblive med den mest udmærkede Højagtelse Hr. Udenrigsministerens ærbødigste Herluf Zahle. Hr. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch, Udenrigsministeriet.

Berlin, den 6. April 1940. No. XXIV. Danmark-Tyskland. Strængt fortroligt.  Med Kurér.

Hr. Udenrigsminister. I Forbindelse med mine ærbødige Indberetninger Nr. XXII og XXIII tillader jeg mig at fremkomme med følgende Betragtninger med Hensyn til den øjeblikkelige Situation.

Hr. Ministeren vil af sidstnævnte Indberetning have forstaaet, at jeg i Øjeblik-ket ikke anser en efter Ordre foretagen Henvendelse af mig til den tyske Regering med Hensyn til de paa Østersøkysten foretagne Foranstaltninger som opportun. Af følgende Grunde:

1) Sandsynligheden for et klart Svar er ringe.

2) Fremsættelsen af en Forespørgsel gør et - eventuelt ubehageligt - Svar lettere, og

3) kan jeg som Underskriver af Ikke-Angrebspagten - med Fare for at blive haanet af et almindeligt Publikum - ikke bringes til ganske at se bort fra denne og dens Protokol, der dog indtil videre paa et bestemt Omraade har vist nogen Effektivitet. At vise en manglende Tillid til internationale Aftaler svækker disses Kraft.

Side 26

Det er ikke min Sag - uspurgt - at give Regeringen Raad med Hensyn til, hvad der fra dennes Side bør foretages under de Muligheder, som Situationen frembyder. Det er heller ikke min Mening at give Udtryk for nogen Optimisme, naar jeg tillader mig at fremkomme med følgende Betragtninger.

Jeg ser ikke, at dansk Sø- og Landterritorium under den i øjeblikket værende militærpolitiske Situation kan have anden Betydning end som Støttepunkter for Flyvere og Undervandsbaade, aktivt som nærmere Udfaldsbasis, passivt som Havne og Ankerpladser for maritime Stridskræfter, der er bestemt til at sikre Søfærdselslinierne fra Lindenes til Helgolandsbugten eller til Spærring af Skagerak. Dansk Territoriums Anvendelse hertil er ikke synderligt lovende under Hensyn til manglende egnede Havne og i alt Fald i Øjeblikket - Flyvepladser.

Hr. Ministeren vil i mit ærbødige Nr. XXII have lagt Mærke til Meddelelsen om Sammendragning i tyske Østersøhavne af en betydelig Tonnage egnet til Indskibning af Militær o.s.v. Det forekommer mig, at Anvendelse af Tonnage ikke er nødvendig af Hensyn til en eventuel ,,Aggression" mod Danmark, hvor Landforbindelsen frembyder en nem og ikke hindret Adgang i alt Fald til den Del af Landet, som under den nu foreliggende Situation synes naturligst at kunne komme i Betragtning.

Hvis det er rigtigt hvad jeg her hører, at den tyske Regering mener at have undervurderet den Effektivitet, med hvilken de Allierede havde kunnet indgribe i den russisk-finske Konflikt, eventuelt med Benyttelse af skandinavisk Territorium, er der Grund til at formode, at de nu trufne Foranstaltninger paa den tyske Østersøkyst snarere er en Forberedelse til et kraftigt Fremstød mod norsk Territorium, hvis allierede Stridskræfter skulde sætte sig fast paa dette Lands Sø- eller Landterritorium. Jeg forstaar, at den tyske Regering i den sidste Tid 2 Gange i Oslo har henledt Opmærksomheden paa, at en saadan Aktion fra de Allieredes Side vilde have en øjeblikkelig Kontraaktion fra tysk Side til Følge.

Igaar fandt der en Førsteopførelse Sted af en Film om det tyske Flyvevæsens Indsats i Krigen med Polen. Den viste, hvorledes dette store Land med en Fredsstyrke paa 30 Divisioner i Løbet af 18 Dage forvandledes til Kvadratmile af rygende Ruiner. Hr. Göring, der havde indbudt til denne Forestilling - ogsaa Missionschefer og Militærattacheer med Fruer - vistes til sidst paa den hvide Dug med Udtalelser om Englands sikre ødelæggelse. Det sidste Billede var et Englandskort, der blev større og større og til sidst knustes af en Bombe-eksplosion.

Nærværende Beretning ledsaget af et Gennemslag indsendes med Kurér pr. Flyvemaskine Dags Eftermiddag. Jeg har den Ære at forblive med den mest udmærkede Højagtelse. Hr. Udenrigsministerens ærbødigste Herluf Zahle.

P.S. Paa Grund af de ofte fantastiske Tal, der nævnes, kan det have sin Inte-resse at erfare, at kyndige fremmede Militære anslaar det tyske militære Flyve-væsens første Linje til ca. 9.000 Maskiner, deraf Halvdelen svære Bombe-maskiner, ca. 2.500 Jagere og Resten Specialmaskiner, f. Eks. Spejder-maskiner. Dertil kommer en Reserve paa ca. 6 000, hvortil uddannet Personale ikke findes.

Det tyske Flyvevæsen har stor Respekt for den franske Flyveruddannelse, mindre for Materiellet. Omvendt er Tilfældet for det engelske Flyvevæsens Vedkommende. Det skal være de tyske Maskiner forbudt at indlade sig i Kamp med Maskiner af Spitfire- og Curtis-Typen paa Grund af disses langt mindre Vingebelastning.

Som ret usikkert Rygte har jeg hørt, der i Holsten skulde befinde sig 4 Divisioner af Linjen. Jeg har ogsaa hørt sige, at den tyske Generalstab ikke særlig gerne ser en Udvidelse af Fronterne under Hensyn til den ønskelige Koncentration paa Vestfronten.

D.s. Hr. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch, Udenrigsministeriet.

Side 27

Berlin, den 8. April 1940. No. XXV. Danmark-Tyskland. Strængt fortroligt.  Med Kurér.

Hr. Udenrigsminister. I Løbet af Gaarsdagens Eftermiddag erfarer jeg gen-nem Kommandørkaptajn Kjølsen, der formidler Gesandtskabets Forbindelse med de andre Specialattacheer, fra U.S.A.s Marineattaché, at Transportflaaden har forladt Stettin den 4. ds. med vestlig Kurs over Østersøen. Denne mener at vide, at Destinationshavnen skal naas den 11. ds. Denne Meddelelse har jeg givet videre til det norske Gesandtskab, der ikke har nogen Militær- eller Marineattaché. Dette sidste kunde tyde paa, at Bestemmelsen var Narvik. Denne Slutning er dog usikker, da man ikke kan vide, hvor længe denne Flaade f. Eks. forbliver i tyske Farvande. Det er forstaaeligt, at Flaaden forlader Stettin, hvor den observeres, og at Overraskelsesmomentet saa vidt muligt ønskes bevaret. Denne Kilde tror ikke paa Offensiv mod Vestfronten i dette Øjeblik. Den hollandske Militærattaehé vil vide, at ,,Befehl" er udgaaet til Transportflaaden: at endelig Bestemmelse er taget med Hensyn til Aktion af denne. Det forlyder, at der ligger eller har ligget Bjergtropper i Nauen, ca. 50 km fra Berlin mod VNV, til hvilke der skal være uddelt Søsygemidler. Danske Udkigsstationer vil muligt have afgivet Meldinger om Transportflaaden, der ogsaa kan tænkes at tage Vejen gennem Kielerkanalen.

De herværende Militærattacheer samt Marine- og Luftattacheer har i længere Tid anmodet om at faa Lejlighed til at aflægge Besøg paa Vestfronten. Denne Rejse var endelig fastsat til igaar Søndag Aften med Kreuznach SV for Mains som foreløbigt Maal. De paagældende skulde være tilbage allerede i Morgen Tirsdag den 9. ds. Den hollandske Militærattaché meldte sig dog i sidste Øjeblik syg, den amerikanske og italienske sendte Afbud, men delegerede deres adjoints. Da det kun drejede sig om en Dag, fandt vi det rigtigst, at Marineattacheen ikke sendte Afbud. Den samme Stilling tog den svenske Marineattaché. Jeg har i Løbet af Dagen i Dag Forbindelse med den hollandske Militærattaché.

Hvad jeg iøvrigt i Løbet af Gaarsdagen har hørt, staar ikke i Modstrid med ovenstaaende Oplysninger. Landfronten ligger stadig i sidste Beredskab. Til nogen Optimisme ser jeg ingen Grund. Er de foranstaaende Meddelelser rigtige, maa man vel nærmest tænke sig, at de tyske Styrker følger en Plan, der ikke er en Følge af, men et Præventiv mod et allieret Fremstød mod de nordlige Vestkyster. Man beskæftiger sig her stærkt med Formodninger med Hensyn til Indholdet af de af den britiske Udenrigsminister, den svenske og den norske Gesandt i London overleverede Noter. At man kan have vanskeligt ved fra vort Synspunkt at se den Fordel, Tyskland kan have af en saadan Aktion, er vel ret irrelevant. Det kommer an paa, hvad Tyskland selv mener fordelagtigst under Hensyn til de almindelige os ubekendte Planer og Krigsmaal. Selv for en Lægmandsbetragtning kan det forstaas, at de nordlige Vestkyster kan frembyde direktere Udfaldspunkter mod den britiske Østkyst. Den norske Vestkyst synes dog hertil at egne sig i højere Grad end Jyllandskysten med dens Mangel paa Havne og Læ.

Side 28

Fra flere Steder siges det mig, at Forholdet mellem Tyskland og Rusland i de allersidste Uger er noget kølnet, Den tyske Presse har faaet Ordre til at behandle Rusland med Høflighed, men Kulde. Denne tyske Holdning synes paavirket af Italien.

I det øjeblik, hvor disse Linier skrives, er jeg ubekendt med det nærmere Indhold af de af de Allierede til Sverrig og Norge overgivne Noter, angaaende hvis konkrete Indhold den tyske Dagspresse intet konkret indeholder. Jeg hører til min Forbavselse Rygter om, at Formuleringen ikke er parallel, men fra fransk Side holdt i en skarpere Tone.

Hans Kongelige Højhed Prins Axel ankom hertil igaar Aftes, og jeg venter Direktør Mohr Dags Aften. Jeg forstaar til fulde den naturlige Begrundelse, der har foranlediget disse Sendelser. Hvis jeg imidlertid forud var blevet afæsket en Udtalelse om disse, vilde jeg have tilladt mig at paapege, at de, hvis Situationen hurtigt udvikler sig efter de nu tilsyneladende Linier, har ringe Chance for at føre til Arrangementer med eller Tilsagn fra den tyske Regerings Side med Hensyn til den danske Skibsfart over Nordsøen. Intet skulde glæde mig mere, end hvis jeg i denne Henseende er for pessimistisk. Jeg er selvfølgelig til Disposition i saa høj Grad, som manglende Instruktioner tillader. Jeg ser her bort fra de Vanskeligheder, som uofficielle Sendelser altid frembyder i dette særdeles formelle Land. En Mistanke om, at Kompetence- endsige Forfængeligheds-hensyn skulde paavirke denne min Indstilling, tør jeg vel formene mig hævet over.

Da jeg af Prins Axel erfarede, at Hans Kongelige Højhed vilde søge at komme i Forbindelse med Marskal Göring og Storadmiral Raeder, fandt jeg det nødvendigt i Fortrolighed for Prinsen at klarlægge den førstnævntes noget spændte Stilling til Hr. von Ribbentrop. Det er overhovedet en ,,ressentiment" i Wilhelmstrasse, som jeg til en vis Grad frygter. Jeg henstillede til Prins Axel foreløbig eller i alt Fald først at søge at henvende sig til Admiral Raeder og maaske lade Modtagelsen dèr være bestemmende for eventuelle videre Skridt. Hvis Prinsen bliver modtaget af Raeder inden denne Beretnings nødvendige Afsendelse, skal jeg meddele om Mødets Forløb. Prins Axels Stilling, Erfaring og Charme, dermed regner jeg selvfølgelig. Men under nuværende Forhold frygter jeg for, at disse udmærkede Betingelser ikke her har tilstrækkelig Slagkraft, i alt Fald ikke under den øjeblikkelige Situation, saa vidt jeg - mangelfuldt - er i Stand til at overskue den.

Hr. Ministeren vil ikke misforstaa mig, naar jeg i Ærbødighed tillader mig at advare imod for stærkt at parallelisere mellem den nuværende Krig og ,,Verdenskrigen". Forholdene kan let og hastigt udvikle sig paa en ganske anden og farligere Maade. Vi kan ikke slaa os til Taals med Præcedenser. Vi kan i den nærmeste Fremtid fra begge krigsførende Parters Side blive stillet overfor Problemer, til hvilke ingen ,,Forakter" findes uden at gaa ret langt tilbage i Historien.

Efter at ovenstaaende er skrevet, erfarer jeg, at Reuters Bureau skal have meddelt, at den britiske Flaade vil udlægge Miner i norsk Territorialfarvand, og at man fra tysk Side er forberedt paa dette Skridt og vil træffe sine Modforan-staltninger.

Nærværende Beretning, der bedes betragtet som strengt fortrolig, indsendes Dags Eftermiddag med Kurér pr. Flyvemaskine. En Genpart medfølger. Jeg forbliver med den mest udmærkede Højagtelse Hr. Udenrigsministerens ærbødigste Herluf Zahle.

P.S. 1. Efter at ovenstaaende er skrevet, erfarer jeg, at Direktør Mohrs Rejse er udsat.

P.S. 2. Efter Aftale med Prins Axel lod jeg Kl. 10 Legationsraaden telefonere til Admiralens Adjudant for i Prinsens Navn at anmode om Modtagelse. Kort efter telefonerede Auswärtiges Amt’s Protokolafdeling og bad om Samtale med mig, under hvilken Hr. v. Dörnberg meddelte mig, at Prinsens Ankomst var indberettet af den tyske Gesandt i København. En Attaché vilde blive sendt til Gesandtskabet. Denne, en Hr. v. Bredow, kom med Vogn og ventede her paa Besked fra Admiralen, en Besked som til dette øjeblik - Kl. 1.30 - ikke er kommet.

P.S. 3. Den svenske Gesandt har personlig givet Møde hos mig og meddelt, at han fra en god Kilde, som han dog ikke kunde nævne, havde erfaret, at de tyske Planer skulde gaa ud paa en hel eller delvis Besættelse af Danmark og Norge.

Side 29

P.S. 4. Det er meddelt mig fra ret god Kilde, at de tyske Gesandter i Oslo og Stockholm igaar kom hertil i Flyvemaskine for om Eftermiddagen i Auswärtiges Amt at faa Instruktioner af den tyske Rigsudenrigsminister. Indtil dette øjeblik - 2.15 - ingen Besked fra Auswärtiges Amt eller Admiral med Hensyn til Prins Axel.

P.S. 5. I dette øjeblik, Kl. 3, kom der Meddelelse om, at Ambassadør Ritter Kl. 5.30 vilde modtage Prins Axel i Auswärtiges Amt. Hans Kongelige Højhed tager derhen. Fra anden Side er intet hørt. Hvis Prinsen kan faa Plads i Flyve-maskinen i Morgen tidlig, tager han denne. Om muligt giver jeg telefonisk Meddelelse om Afrejsen. Jeg forlader ikke Gesandtskabet idag.

D.s. Hr. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch, Udenrigsministeriet.

Wir rechnen damit, dass Sie unsere Politik kennen und Verstilndnis dafür haben und dass wir weiterhin von den Kriegsereignissen unberührt bleiben können. Solite irgend welche Schwierigkeiten entstehen, werd,en wir uns bestreben, diese zu beseitigen i demselben freundlichen Geiste, in weichem schwierige Fragen zwischen Deutschland und Dänemark bisher gelöst worden sind.

Berlin, den 9. April 1940. No. XXVI. Danmark-Tyskland. Strængt fortroligt. An-tagelig med H.K.H. Prins Axel som Kurér.

Hr. Udenrigsminister. Angaaende Prins Axels Samtale med Dr. Ritter Gaars Eftermiddag, vil Hans Kongelige Højhed sikkert straks efter Hjemkomst aflægge Beretning til Hr. Ministeren. Prinsen udsatte sin Afrejse, da det blev ham sagt, at han muligt vilde kunne se Göring eller Raeder idag. Kl. 9 meddeler Prinsen mig, at Göring vilde se ham her i Byen Kl. 10,45, hvorefter han begiver sig til Gesandtskabet. Kl. 9.15 meddeler U.S.A.s Chargé d’Affaires mig telefonisk, at den engelske Radio bringer en ubekræftet Meddelelse om tyske Landstrids-kræfters March mod den danske Grænse, at Udskibning af Tropper i København skulde være begyndt, at den norske Regering skal have forladt Oslo, og at der skulde herske Krigstilstand mellem Norge og Tyskland. Den paagældende kommer her Kl. 10.30. Kl. 9.45 meddeler en herværende dansk Korrespondent, at han og hans danske Kolleger samt norske Presserepræsentanter er kaser-nerede ,,for deres egen Sikkerhed" paa Hotel Kaiserhof. De synes ikke foreløbig at være forhindret i indenbys Telefonering.

Side 30

Angaaende ,,Transportflaaden" indeholder den tyske Dagspresse ingen Meddelelse. Dens Maal er mig ubekendt. Jeg kan ikke undlade at paapege, at en langsom gaaende Transportflaade (ca. 10 Knob?) selv med Minestrygere og beskyttende Ledsagelse er et let angribeligt Objekt. Dette ved naturligvis den tyske Marine fuldtud og har sine Planer færdige.

Jeg maa vel forudsætte, at min eventuelle telefoniske Forbindelse med Udenrigsministeriet i dag, aaben eller en clair, er truet eller umulig.

Kl. 10.25. Da jeg ikke fra den tyske Regering direkte eller indirekte til dette øjeblik har modtaget nogen Meddelelse, foretager jeg foreløbig intet Skridt.

Kl. 10.30. Den amerikanske Chargé d’Affaires bekræfter ved personligt Besøg sine fornævnte Meddelelser.

Kl. 10.30 er samtlige fremmede Presserepræsentanter kaldt til Møde i Propa-gandaministeriet, eventuelt Auswärtiges Amts Pressebureau.

Kl. 10.55 overrækker en Embedsmand fra Auswärtiges Amt mig en Verbalnote af Dags Dato med som Bilag det Memorandum, som den tyske Gesandt i København Dags Dato har overrakt den kgl. Regering.

Samtidig meddeles det mig, at min norske Kollega er kaldt til den tyske Rigsudenrigsminister.

Kl. 11.25 kommer den schweiziske Gesandt, Hr. Frölicher til mig. Jeg gør ham bekendt med ovennævnte Memorandum.

Kl. 12 kommer Prins Axel tilbage fra Göring, som havde gjort Hans Kongelige Højhed bekendt med Situation og Memorandum. Man vilde ikke berøre Danmarks civile Administration, men den danske Eksport vilde naturligvis gaa til Tyskland, og dette Land vilde forsøge at skaffe Danmark Foderstoffer, Gødningsstoffer, Kul o. lign.

Hele den ulykkelige Situation skyldes den svenske Malmeksport, som synes uundværlig for Tyskland.

Prins Axel afrejser med særlig Maskine Kl. 2. Almindelig Maskine indstillet. Jeg forsøger at give Prinsen nærværende Beretning med.

Jeg mener i Øjeblikket intet at foretage uden Instruktion.

Dette er mulig min sidste direkte Forbindelse. Jeg har den Ære at forblive med den mest udmærkede Højagtelse Hr. Udenrigsministerens ærbødigste Herluf Zahle.

P.S. 1. Hvorledes Tyskland kan levere os Foderstoffer og Gødningsstoffer, er mig uklart.

P.S. 2. Den: beordrede Luftprotest beror her foreløbig.

Hr. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch, Udenrigsministeriet.

- Kl. 9.45 telefonerede v. Bredow til mig paa Bristol, at Göring vilde se mig Kl. 11. Jeg ringede til Zahle og spurgte ham, om der var sket noget nyt i Løbet af Natten; det var der ikke, men han sendte Legationsraaden hen til mig for at fortælle mig, at de om Morgenen havde hørt fra een i den amerikanske Lega-tion, at der var Rygter om, at Tyskerne tidligt om Morgenen havde over-skredet den danske Grænse.

Kl. 11 kom jeg til Göring, som spurgte mig, om jeg var klar over Situationen, til hvilket jeg svarede Nej. Han sagde saa: Vi har besat Danmark og Norge; jeg sagde blot: Ogsaa Danmark. Derpaa gav han mig en Kopi af den Note, som var overrakt Danmark og Norge, og bad mig læse den.

Side 31

Derefter begyndte han at forklare mig, hvorfor Tyskland havde været tvunget til at foretage dette Skridt. Han havde positivt Bevis for, at England og Frankrig vilde have krænket Norges Neutralitet og besat en Del af Landet; Mine-udlægningen var kun en første Begyndelse.

Det var den svenske Malm, det drejede sig om, og Tyskland vilde være i en meget prekær Situation, saafremt de blev afskaaret fra den. De Allieredes Plan var af afskære Tyskland fra Malmen mod Nord og fra Olien mod Syd (Rumæ-nien). Som et Bevis herfor nævnede han Attentatsforsøget i Donau Floden, der, saafremt det var lykkedes, vilde have spærret Floden i flere Maaneder.

Han sagde, at de Allierede nu lagde meget stærkt Tryk paa Tyrkiet, for at faa Lov til at sende deres Orlogsskibe gennem Dardanellerne og derved true Rumænien.

De Allierede vilde erobre Narvik og gennem en Forcering af Sundet tiltvinge sig Adgang til Østersøen for derved at afskære den Del af Malmtransporterne, der gik fra Luleaa.

I dette Øjeblik havde Tyskerne besat Narvik, Bergen og Trondhjem, hvor alt var ,,ruhig", ligesom alt var ,,ruhig" i Danmark, hvis Regering havde været meget fornuftig.

Det var ikke Meningen at anvende det danske - eller det norske Territorium til Basis for Kamphandlinger mod England, medmindre England foretog Angreb mod dem. Dette havde han ad Omveje ladet England vide.

De var i Øjeblikket i Færd med at besætte Stavanger og Oslo; han mente, at Stavanger vilde være i Orden i Løbet af en Times Tid; i Oslofjorden var der blevet skudt fra Forterne, men han ventede ikke, at det vilde vare længe, inden alt ogsaa vilde være ,,ruhig" i Norge.

Denne Besættelse var ikke noget Overgreb paa Danmarks Suverænitet, som vilde forblive uberørt deraf, ligesom den indre Administration i Danmark forblev uberørt af Besættelsen med Undtagelse af alt, hvad der kom ind under Forsvaret.

Med Hensyn til Handelen ønskede de vore Landbrugsprodukter; de vilde undersøge, hvor meget Foderstoffer, Kunstgødning og andre Raastoffer Dan-mark trængte til. Tyskland kunde give os rigelig, da de nu fik Forsyninger fra Rusland; han ventede, at de kunde faa ca. en Million Tons Foderstoffer derfra foruden Tømmer m.m.

Han bad mig sige til Kongen, at Tyskland handlede ud fra den bitre Nød, og at det aldrig havde været Meningen eller at han aldrig havde tænkt at skulle komme til at handle som de nu gjorde.

Han mente, at Italien meget snart vilde komme med i Krigen, da de vist ikke vilde finde sig i, at Triest og andre Havne blev udsat for de Allieredes Blokade.

Samtalen, under hvilken jeg saa godt som ikke sagde noget, kom nu ind paa Spørgsmaalet om Oprindelsen til Krigen; jeg sagde til ham, at det var sørgeligt, at England og Tyskland aldrig havde fundet hinanden, til hvilket han sagde, at Hitler dog altid havde været Anglofil. Tyskland var kommet saa vidt med Frankrig, at de mente, at det aldrig vilde komme til Krig imellem dem mere; jeg spurgte ham, om man da ikke efter München-Overenskomsten havde troet, at der aldrig vilde komme Krig mellem England og Tyskland; hertil sagde han, at det var Chamberlains Skyld, idet han ved sin Hjemkomst fra München havde sagt i Parlamentet, at Grunden til at England havde maattet give efter for Tyskland var den, at England ikke var stærk nok, og nu skulde de til at opruste. Som Svar havde Hitler saa holdt sin ,,berømte" Zaarbrücken Tale.

Han spurgte mig, hvad Interesse England havde af Polen, til hvilket jeg svarede, at jeg ikke var Politiker og derfor ikke kunde svare paa Spørgsmaalet.

I Løbet af Samtalen fortalte han mig, at de lige havde luftbombarderet Scapa Flow, og at der ogsaa laa en Del af den franske Flaade, hvilket var et Bevis paa, at den engelske Flaade alene ikke var stærk nok til at slaa den tyske Flaade.

Til Slut sagde han til mig, at saafremt jeg ønskede at tale med Hitler, var han klar til at tage imod mig; hertil svarede jeg nej og at jeg havde faaet Forklaring nok.

Side 32

Hr. Udenrigsminister. Klokken lidt over seks igaar Eftermiddags blev jeg telefonisk anmodet om at komme til Rigsudenrigsminister Hr. von Ribbentrop. Angaaende denne Samtale, der varede til Kl. 7.35, og til hvilken han gav det udførligste Bidrag, har jeg den Ære at indberette følgende:

Inden Hr. von Ribbentrop begyndte, udtalte jeg, hvor dybt jeg, der i ca. 16 Aar havde arbejdet paa Udviklingen af det gode Forhold mellem vore Lande, beklagede, at vi idag skulde mødes under saa sørgelige Forhold.

Ministeren udtalte derpaa, at Rigskansleren havde paalagt ham at søge Samtale med mig og først gennem mig overfor Hans Majestæt Kongen og den kgl. Regering udtale den Tilfredsstillelse, han følte ved, at disse uundgaaelige Skridt var blevet foretaget og modtaget paa en saa rolig Maade.

Derefter fremkom Hr. von Ribbentrop med en lang Udvikling med Hensyn til Forholdet mellem Tyskland og England, ganske svarende til den Skildring, han gav Hr. Ministeren under vort Besøg hos ham i Sommer. Han talte om Hr. Hitlers stadige Tilbud og Udtalelser om Forstaaelse og Venskab for England. Han vilde ikke Imperiet til Livs, og Kolonispørgsmaalet kunde sikkert ordnes. Men nu havde England (og Frankrig) erklæret Tyskland Krig paa et Spørgsmaal (Danzig og Korridoren), som var den største mod Tyskland i Versailles begaaede Uret, og i hvilket England ingen politisk Ret til Indblanding havde. Nu var det blevet til en Eksistenskamp, for hvilken Tyskland ikke veg tilbage, og som maatte føres til den sidste bitre Ende. Om den endelige tyske Sejr tvivlede han ikke. Altfor længe vilde Krigen heller ikke vare. Tyskland var fra Begyndelsen af forberedt paa fem Aar. - Han udtalte derefter med Emphasis, at han, støttet paa uom-stødelige Beviser, vidste, at England i den nærmeste Tid vilde have gjort Danmark, Norge og Sverige til Genstand for positive Angreb, ikke alene paa Søterritoriet. Fra Narvik vilde England saaledes være trængt ind til de svenske Malmgruber og med sin Flaade i vore Farvande. Dette var nu hindret; de tyske Stridskræfter til Lands og til Vands vilde sikre de to Lande for at blive Krigsskueplads, hvilket ikke kunde være undgaaet. Norge og Danmark var blevet rygende Hobe som Polen. Nu var vi beskyttet for denne Skæbne. Tysklands Stridskræfter skulde vide at sørge herfor.

Med Hensyn til Besættelsen og dens Karakter udtalte han sig i nøje Overensstemmelse med det Hr. Ministeren af den tyske Gesandt overrrakte Memorandum, til hvilket han flere Gange henviste. Hungerblokaden frygtede han ikke: med Rusland og dets enorme Ressourcer i Ryggen og med sikret Brændstoftilførsel fra Rumænien kunde man rolig se Fremtiden imøde. Rigskanslerens og Mussolinis Venskab var ubrødeligt. Stalin var ikke længere paa Vej mod Verdensrevolutionen, og Enigheden mellem Tyskland og Rusland var ikke en midlertidig Nødvendighed, men et stedse gyldigt Fremtidsprogram. En Offensiv paa Vestfronten kom vel engang - men hans Udtalelser herom lod snarest formode, at den foreløbig var udsat. ,,Die Offensive kommt wohl auch einmal". Det tyske Flyvevaaben var Frankrigs og Englands fuldkomment overlegent - dette er vist rigtigt - og vilde kunne mere end nok afbalancere den maritime numeriske og tonnagemæssige Underlegenhed. Englands Politik var ham ubegribelig. Han var mest tilbøjelig til at tro, at de ledende i deres Hjertes Dyb i højeste Grad fortrød, hvad de var begyndt paa. Paa U.S.A.s Indgriben mod Tyskland troede Hr. von Ribbentrop ikke, selvom Præsidentens personlige Følelser var tyskfjendtlige. 95 pCt. af Befolkningen var imod Krigsdeltagelse.

Hele Samtalen blev ført i den korrekteste og høfligste Tone med Under-stregning af det ,,personlige Venskab, der i saa mange Aar havde forenet os".

Til Slut udtalte Ministeren, at Hans Majestæt Kongen overfor Hr. von Renthe-Fink, og, forsaavidt jeg forstod, den kommanderende tyske General havde udtalt visse ønsker. Han var ikke i Stand til endnu idag at give Svar paa disse. Hvad det her drejer sig om, er mig ubekendt.

Side 33

Jeg afsluttede Samtalen med at anmode Ministeren om overfor Rigs-kansleren at udtale min Tak for Initiativet til denne Samtale.

For Fuldstændigheds Skyld tillader jeg mig at tilføje, at der i Gesandtskabets og min Stilling ikke har fundet den ringeste Forandring Sted.

Skulde Hr. Ministeren ønske at se mig, vilde Slutningen af denne Maaned passe mig bedst.

Denne Beretning, med 3 Gennemslag, sendes snarest muligt med Legations-sekretær Schøn som Kabinetskurér. Den paagældende bedes snarest sendt tilbage, eventuelt som Kurér. Jeg har den Ære at forblive med den mest udmærkede Højagtelse Hr. IJdenrigsministerens ærbødigste Herluf Zahle.

Hr. Udenrigsminister, Dr. phil. P. Munch, Udenrigsministeriet.

Side 34

Statsministeren har af Hans Majestæt Kongen modtaget vedlagte Forteg-nelse over Indberetninger fra Gesandt Zahle i Tiden 1. April - 19. April 1940. Da Hans Majestæt har fundet det rigtigt, at Kommissionen blev bekendt med denne Fortegnelse, tillader jeg mig efter Statsministerens Anmodning at sende Listen til Hr. Formanden.  /  Andreas Møller

Side 35

Gesandt Zahles Indberetninger - med Underbilag

Mandag 1. April 1940: Brev til Dr. Munch, medbragt af Kommandørkaptajn Kjølsen.

Onsdag 3. April: Nr. XXI: Den almindelige Situation, intet særligt.

Torsdag 4. April: Nr. XXII: strengt fortroligt, sendt. med Schøn.

Fredag 5. April: Nr. XXIII: strengt fortroligt, sendt med Luftkurer.

Fredag 5. April: Marineattachéens Nr. M.L.33: Tysklands Offensivplaner, indsendt med Ges. Nr. 668 af 5. April 1940, sendt med Luftkurér.

Lørdag 6. April: Nr. XXIV: strengt fortrolig, sendt med Luftkurér.

Søndag 7. April: Chiffer-Telegram Nr. 26 fortroligt. Telefoneret til Sekretær Bertelsen.

Mandag 8. April: Nr. XXV: fortroligt, sendt med Luftkurér.

Tirsdag den 9. April: Nr. XXVI: Tyskland-Danmark, medbragt af Prins Axel.

Torsdag 11. April: Nr. XXVII: Samtale med Ribbentrop, medtaget af Schøn.

Onsdag 17. April: Nr. XXVIII: Danmarks almindelige Stilling, sendt med Kabi-netskurér.

Torsdag 18. April: Nr. XXIX: Italien-Grækenland, sendt med Kabinetskurér.

Fredag 19. April: Nr. XXX: Norden og Tyskland, sendt med Kabinetskurér.

Side 36

Side 37

Side 38

KONGELIG DANSK GESANDTSKAB Tysklands Offensivplaner Berlin, den 5. April 1940

Side 39

Side 40

Side 41

Side 42

Side 43

Side 44

Side 45

Side 46

Side 47

Side 48

Side 49

Side 50

Side 51

Side 52

Side 53

Side 54

Side 55

Chefen for Generalstaben [ general Gørtz ] oplyste endvidere, at man — som ved flere tidligere Lejligheder meddelt — i hvert Fald siden kort efter den finske Krigs Begyndelse fra Midten af December 1939, havde Melding om 10—12 tyske Divisioner om tyske Østersøhavne fra Lübeck incl. mod Øst og et betydeligt Transportmateriel, særlig ved Stettin. Som ogsaa tidligere meddelt havde man i øvrigt allerede fra Krisen i Efteraaret 1938 Kendskab til, at et betydeligt Antal store Skibe anvendtes til Transport af Tropper og Materiel mellem Stettin og Østprøjsen. Fra de seneste Uger havde der foreligget Meddelelse om, at der i Stettin var indladet Materiel og vistnok ogsaa Tropper om Bord i Transportskibe. Yderligere var der i de sidste Uger nogle Gange meldt om op til 40 Fragtdampere i Kiel; Tropper var i intet Tilfælde omtalt her. I Egnen om Lockstedter Lager i Holsten laa efter alt at dømme 1 Division under Uddannelse. Helhedsbilledet var efter de for Generalstaben foreliggende Efter-retninger ikke anderledes, end det havde været siden Midten af December 1939 — altsaa ikke mere akut, men heller ikke mindre farligt.

Side 56

Chefen for Generalkommandoen foreslog endelig, at man indkaldte Aargangene 1930—1935, * 1) af disse Aargange. var 1934—36 hjemsendt med Uniform efter 15 Dages Tjeneste i September 1939, med 2 ad Gangen til en kort Øvelse, f. Eks. paa 14 Dage. Derefter kunde man efter Situationens Udvikling - enten hjemsende dem i Uniform, - eller give dem en længere Orlov uden Lønning, - eller lade dem blive længere inde.

Generalstabschefen meddelte, at der umiddelbart forud for Mødet var indløbet Efterretning om, at en 50—60 km lang Motorkolonne var paa Vej fra Rensborg mod Flensborg. * 2) Meldingen var som alle lignende straks tilgaaet Jydske Division direkte. Meddelelsen maatte betetegns som sikker.

Denne truende Meddelelse foranledigede Chefen for Generalkommandoen og Generalstabschefen til at foreslaa Indkaldelse af den fulde Sikringsstyrke, hvorved samtlige Linieafdelinger vilde blive bragt op paa fuld Krigsstyrke, dog med reduceret Train. lait vilde Afdelingerne paa denne Maade faa gennem-snitligt 8 á 9 Aargange under Vaaben, * 3) Styrken under Fanerne vilde herved vokse til ca. 57 000 Mand, deraf i Jylland—Fyn ca. 26 000 og paa Sjælland ca. 31 000. Af Styrketallene var 6—7 pCt. faste Befalingsmænd, ved nogle Afdelinger lidt flere, ved andre lidt mindre.

Side 57

Side 58

Side 59

Side 60

Side 61

Detacheringer til Vagter og lign. var undgaaet, idet Styrken af uddannet Fodfolk egnet til såadan Tjeneste - Rekylgeværkompagnier var overordentlig ringe - paa Sjælland ialt 6 Kompagnier á 65—120 værnepligtige, *1) Kornetter, Korporaler, Underkorporaler og menige, foruden Livgardens Vagtkompagni — i Jylland-Fyn: 4 Kompagnier a ca. 110—120 værnepligtige, se *1), foruden 2 Rekylgeværkompagnier á ca. 115 værnepligtige, se *1), hørende til Bataillonen i Vendsyssel.

Der var ikke som af Chefen for Generalkommandoen Prior gentagne Gange foreslaaet - saaledes mundtligt den 1. November 1939 og skriftligt den 4. November 1939 af Generalmajor - ultimo november 1939 generalløjtnant - Prior, skriftligt den 23. December 1939 og 16. Januar 1940 af Generalkommandoen, mundtlig den 2. Februar 1940 i 8-Mands Udvalget og den 6. April og 8. April over for Ministeren af Chefen for Generalkommandoen - foretaget nogen Forøgelse af den tjenstgørende Styrke med genindkaldt Mandskab.

Først ved Formering af en Sikringsstyrke kunde 5 moderne Batterier fra 10. og 13. Artilleriafdeling bringes til Anvendelse. * 2) I Løbet af 1940 paaregnede man yderligere 2 tilvirkede og 3 købte Batterier med 76 mm Luftværnskanoner samt 24 Stk. 20 mm Kanoner.

Kun Beredskabet var blevet forøget. * 3) Det indenlandske Efterretningsvæsen har siden ca. 1. September været sat i Beredskab.

Side 62

Side 63

Side 64

Side 65

Side 66

Fortsættes i næste udgave af Kasler Journal 

klik til Index

klik til  Stenografiske Referater

klik til Beretning II a