Tirsdag den 17. Juli 1945, Kl. 9.30

For Kommissionen mødte Kommandørkaptajn
fhv. Marineattaché ved det danske Gesandtskab i Berlin
Frits Aage Hammer Kjølsen
 

helst Uoverensstemmelse mellem Kammerherre Zahles Hovedlinie og vor Opfat-telse. Det har der ikke.

Rasmus Hansen: Fandt der paa noget Tidspunkt nogen Samtale Sted mellem Dem og Kammerherre Zahle eller mellem Steensen-Leth og Kammerherre Zahle om Nødvendigheden af at faa Korrespondenterne til at slaa Alarm i København?

Kjølsen: Det er lidt vanskeligt at svare paa paa nuværende Tidspunkt. Jeg erindrer ikke, at vi konkret har været oppe hos Kammerherre Zahle og spurgt, om vi kunde kalde paa Kronika og Helge Knudsen, men det har absolut ligget inden for vor Kompetence og paa Linie med, hvad Kammerherre Zahle vilde have gjort, hvis han havde været i vort Sted. Men jeg erindrer som sagt ikke, at jeg er gaaet op til Kammerherre Zahle og har spurgt: Maa jeg foretage mig det og det. Men Legationsraad Steensen-Leth og jeg, som havde Kontorer lige ved Siden af hinanden, var fuldstændig enige om, at det burde gøres.

Rasmus Hansen: Man ved altsaa med Sikkerhed kun, at De og Steensen-Leth var paa Linie?

Kjølsen: Ja, jeg ved skam ogsaa med Sikkerhed, at jeg var paa Linie med Kammer-herre Zahle i Almindelighed.

Rasmus Hansen: Javel, men ikke vedrørende dette særlige Forhold.

Kjølsen: Jeg vil meget nødig have, at man skal tro, der var et Modsætningsforhold, fordi jeg tilfældigt ikke kan huske, at jeg direkte har faaet Kammerherre Zahles Tilladelse til at gøre dette.

Rasmus Hansen: Jeg vil heller ikke have fremkaldt det Indtryk, at der var noget Modsætningsforhold. Jeg har bare faaet det bestemte Indtryk — og det er det, jeg gerne vil have bekræftet — at Henvendelsen til Korrespondenterne er noget, der foranlediges af Dem og Steensen-Leth, men ikke — saaledes som De selv har oplyst her i Dag — noget, hvorom man taler med Gesandten.

Kjølsen: Det var noget, der laa inden for min Kompetence.

Rasmus Hansen: Javel, det bestrider jeg heller ikke.

Westermann: Jeg vil gerne vende tilbage til det Spørgsmaal, Hr. Harald Petersen rejste vedrørende Viceadmiral Rechnitzers Redegørelse med Hensyn til Kommandør-kaptajn Kjølsens Indberetning den 5. April. Det er for mig afgørende at faa dette Spørgsmaal klarlagt, fordi den 5. April og Dagene deromkring er det Tidspunkt, hvor man skulde have foretaget sig noget her i Danmark, hvis man skulde have været klar til den 9. April. Den Indberetning, Minister Zahle indsendte samme Dag, den 5. April, er fra forskellig Side blevet udlagt som beroligende. Jeg kan ikke se det. Der staar: »Det er paa ingen Maade min Tanke at svække de foruroligende foreliggende Indicier«, og senere skriver han, at Øjeblikket er inde, til at man endelig maa tage alle Muligheder under Overvejelse, da der "i Løbet af Dage eller Timer" kan opstaa yderst alvorlige Forhold. Chefen for det ene af Værnene, Viceadmiral Rechnitzer, tager imidlertid det Standpunkt, at han vel har faaet denne Indberetning fra Kammerherre Zahle, men samtidig har han faaet en Indberetning fra den danske Marineattaché i Berlin, der indeholder visse Ting, som jeg nu skal nævne: "gentagne venskabelige Forsikringer fra tysk Side i Forbindelse med det genoptagne Samarbejde med Hensyn til Farvandenes Minerydning efter Isdriften". Herom findes der intet i den Indberetning, Kommandørkaptajnen lige har læst op. Videre staar der: "Endvidere Formodningen om, at en eventuelt tysk Aktion maatte dreje sig om Omraader Nord eller Vest for Danmark".*) *) A. 184. Om dette staar der heller intet i Kommandørkaptajnens Indberetning. Derfor er mit Spørgsmaal: Kan disse Udtalelser af Viceadmiral Rech-nitzer henføres til en anden Rapport eller Indberetning eller noget andet Forhold, eller er det Ting, der er grebet lige ud af Luften af Viceadmiralen? For det medfører, at den ene af Værnenes Chefer — og desværre det Værn, der var mindst forberedt — ikke alene over for sit eget Værn, men ogsaa i alle de Møder, som Dagene derefter holdtes hos Forsvarsministeren og hvor han overhovedet blev spurgt, hævdede som sit Standpunkt, at der intet burde foretages. Viceadmiralen skriver her som sin Konklusion af Marineattacheens Indberetning: »Dette bevirkede, at der ikke blev foretaget yderligere Forsvarsforanstaltninger. «

Kjølsen: Jeg vil gerne svare, at det maa staa udelukkende for Admiralens Regning. Det er ikke baseret paa nogen

31-32

som helst anden Indberetning eller Meddelelse fra mig til ham. At Viceadmiralen har skrevet det, erfarer jeg her for første Gang. Det undrer mig, og jeg maa sige det samme som Forespørgeren, at jeg kan ikke se, at den Indberetning, som giver Udtryk for min Opfattelse, paa nogen Maade berettiger ham til at drage den Konklusion.

Rager: For os har der foreligget Indberetningerne fra Berlin, som Kommandørkap-tajnen kender. Vi manglede den mundtlige Samtale af 1. April; den har vi nu faaet. Jeg har forstaaet paa Kommandørkaptajnen, at efter Deres Mening skulde de Indberetninger, som er afgivet fra den 4. til den 8. April, efterhaanden have gjort København mere og mere urolig, fordi Kommandørkaptajnen vil have givet en stedse større Foruroligelse til Kende. Jeg forstaar imidlertid ikke, hvorledes det kan rime med Indberetningen af 6. April. Jeg synes, at der her ligger noget for Danmark særdeles beroligende, idet Kammerherre Zahle*) *) A. 26 begynder med at sige, at det er ikke hans Sag — uspurgt — at give Regeringen Raad, og saa nedenfor koncentrerer sig stærkt om, at det formodentlig drejer sig om et Fremstød mod norsk Territorium.

Man har altsaa paa et vist Tidspunkt i Berlin faaet det Indtryk, at man heroppe ikke tager Meddelelserne dernedefra tilstrækkeligt alvorligt, og saa gør man dette Forsøg med de to paagældende Journalister, der telefonerer herop. En saadan Telefon-historie burde gaa — og gik vel ogsaa dengang — forholdsvis hurtigt. Faar man saa straks at vide af disse to Journalister, hvad Svar der kom, og drog man nogen Konsekvens deraf i Retning af yderligere at foretage sig noget? Mener Komman-dørkaptajnen ikke selv ved nu at se i Indberetningerne, at de har virket og maattet virke i en noget anden Retning end den, jeg forstaar at Kommandørkaptajnen har ønsket?

Kjølsen: Hvad angaar Resultatet af Korrespondenternes Telefonering, kan vi kun se det paa den Maade, som det genspejler sig i Pressen, og det faar vi først i Løbet af Lørdagen. Efter min Mening var Korrespondancerne uhyre foruroligende, i alle Tilfælde som de gav sig Udtryk i, saa vidt jeg husker, »Nationaltidende«. Hvad det andet Spørgsmaal angaar, maa jeg stadig hævde, at Indberetningen Torsdag den 4. er den primære, den konkrete. De andre Meddelelser er i og for sig ikke andet end Udtryk for, at Kammerherre Zahle hele Tiden har villet holde Udenrigsministeren herhjemme å jour med, hvad der ellers skete, og selv om man maaske kan tage en Sætning ud, som synes at kunne give et beroligende Indtryk, har jeg i hvert Fald den Opfattelse, at Tendensen i Brevet, rigtigt analyseret, maa fastholdes at være den, at man ønsker at gøre opmærksom paa, at der er i Færd med at ske noget. Dette er selvfølgelig en subjektiv Opfattelse, men jeg er sikker paa, at man har ikke tilstræbt nogen Afsvækkelse. Man ser ogsaa den sidste eksakte Beretning om, at en Trans-portflaade er gaaet ud; det er dog ogsaa uhyre foruroligende i sig selv.

Rager: Jeg tager ikke en enkelt Sætning ud af Brevet; naar jeg blot nævnte en enkelt Sætning, var det for at give Nøglen til, hvor i Brevet det beroligende efter mit Skøn ligger. Det forekommer mig, at dette Brev helt igennem maa virke beroligende, og det er det, jeg synes staar i saa stærk Modstrid med det, der nu siges. For een Ting er, at vel kan man sige som saa: hvis vi havde vidst det, saa havde vi set anderledes paa det. Men naar nu Spørgsmaalet er, hvilket Indtryk Indberetningerne alt i alt maatte gøre her i København, saa vil jeg gerne pege paa, at man jo vidste i Berlin, at hvis man spurgte i Oslo — og man maatte vel gaa ud fra, at København vilde sætte sig i Kontakt med baade Oslo og Stockholm — saa vilde man, som Nordmændene var indstillet dernede, med en ældre Mand som Gesandt og en nazistisk præget Mand til at lede Gesandtskabet, faa en beroligende Udtalelse, og i Sverige vidste man maaske ikke noget. Men saa forekommer det mig alligevel, at selv om Indberetningen af 4. April naturligvis er Hovedindberetningen, maa de derefter følgende — i hvert Fald efter mit Skøn — virke som en Art Trækken sig tilbage fra, hvad man har sagt, virke dulmende.

Kjølsen: Jeg vil gerne gentage, hvad jeg sagde før, at vi jo ikke kendte Reaktionen. Vi kunde først bagefter se, at Oslo har ikke villet gaa ind paa det; det kunde vi ikke se paa det Tidspunkt. Grunden til, at jeg har meddelt dette med Stang, er, at her kan man maaske faa

33-34

Forklaringen, det var muligvis Grunden til, at man ikke reagerede i Oslo. Men det er ikke noget, vi allerede kan se paa det Tidspunkt, da vi ikke kender noget til Sam-talerne mellem København og Oslo. Hvorvidt man vil se paa Resten af Gesandtskabets Indberetninger som foruroligende eller fastholdende Situationen, synes jeg maa bero paa et subjektivt Skøn.

Aksel Møller: Deltog Kommandørkaptajnen og Legationsraad Steensen-Leth i Kam-merherre Zahles politiske Indberetninger i de Dage?

Kjølsen: Ja, det gjorde vi; det vil sige, den første Indberetning havde jeg konciperet. Militærpolitiske Indberetninger blev som Regel konciperet af Steensen-Leth og af mig. Noget andet er, at det er Kammerherre Zahle, der beder os om at skrive paa den og den Maade, og det er ham, der skriver under, men almindelige militærpolitiske Indberetninger gik paa det Tidspunkt i højere Grad over til at blive konciperet af mig, i hvert Fald for en stor Del. Jeg vil gerne indrømme, at der er noget, jeg ikke har set; bl. a. har jeg ikke set Indberetningen fra Mandag den 8. Indberetningen fra Lørdag den 6. blev oprindelig skrevet af Kammerherre Zahle og derefter givet ned til os til Gennem-syn, og saa ændrede vi lidt paa den.

Aksel Møller: Det vil sige, at Indberetningen af 4. April har Kommandørkaptajnen konciperet?

Kjølsen: Ja.

Aksel Møller: Og har De deltaget i Konciperingen af Indberetningen af 5. April?

Kjølsen: Ja. Men i Modsætning til Indberetningen af 4. April, hvor min Koncept blev lagt fuldstændig til Grund for Skrivelsen, tør jeg ikke sige andet, end at Kammerherre Zahle muligvis nok har rettet lidt i Koncepten, inden den blev renskrevet; den er fremkommet ved et Samarbejde inden for Gesandtskabet.

Aksel Møller: Men Koncepten til Indberetningen Lørdag den 6. har Kammerherren selv skrevet?

Kjølsen: Ja. Lørdagsindberetningen blev først skrevet i Koncept af Gesandten; derpaa bad han os om at læse den igennem, hvorefter vi gav vore Opfattelser Udtryk i Koncepten. Det er meget vanskeligt eksakt at sige, hvem der har skrevet hvad.

Hjermind: Jeg maa vende tilbage til mit Spørgsmaal, som jeg rejste for snart lang Tid siden, nemlig Spørgsmaalet om Gesandtskabets Forbindelse med de to Journa-lister Kronika og Helge Knudsen, et Spørgsmaal, som senere blev uddybet dels af Hr. Aksel Møller, dels af Hr. Rasmus Hansen. Jeg forstod Dem saadan, Hr. Kommandør-kaptajn, at Gesandten, Kammerherre Zahle, var enig i, at disse Samtaler blev ført med de to nævnte Journalister, og han var enig i de Synspunkter, som De og Steensen-Leth gav Udtryk for, nemlig Bekymring?

Kjølsen: Ja.

Hjermind: Det er der altsaa ingen Tvivl om?

Kjølsen: Absolut ikke!

Hjermind: For jeg forstaar paa det senere Spørgsmaal af Hr. Rasmus Hansen og paa Kommandørkaptajnens Svar derpaa, at man ikke havde haft nogen speciel Tilladelse forud eller Drøftelse med Kammerherre Zahle om denne specielle Samtale. Men jeg forstod ogsaa paa Dem, at det var noget, Gesandten var vidende om, og at han var enig i selve de Synspunkter, De gav Udtryk for, og i den Aktion, hvis man kan kalde det saadan, eller de Bemærkninger, som de paagældende Journalister derefter skulde lade gaa videre. Er den Opfattelse rigtig?

Kjølsen: Ja, den Opfattelse er rigtig.

Hjermind: Var selve det Skridt, at en Journalist den 8. April ringer direkte til Uden-rigsministeriet dog ikke en noget usædvanlig Fremgangsmaade?

Kjølsen: Jeg kan dertil sige, at det er mig ubekendt, at nogen Journalist har ringet direkte til Udenrigsministeriet.

Hjermind: Det staar i Viceadmiral Rechnitzers Beretning til Kommissionen, at der er telefoneret til Udenrigsministeriet fra en dansk Journalist i Berlin, at man ventede en Aktion i Løbet af to Timer. Jeg har i og for sig tilstrækkelig Klarhed over Punktet, men vil blot spørge Dem som Marineattaché: Var det ikke en usædvanlig Fremgangs-maade? Maatte det ikke være Udtryk for en meget stor Bekymring?

Kjølsen: Jo, det vil jeg tro at det maatte, men jeg vil gerne gentage, at hvad en Journalist havde fundet paa at foretage sig, det kunde vi jo ikke paa nogen Maade forhindre.

Hjermind: Nej, bevares, men jeg forstaar, at det bare ikke er nogen sædvanlig Fremgangsmaade.

Kjølsen: Jeg vil tro, den er usædvanlig.

35-36

Chr. Christiansen: Jeg har forstaaet, at der efter Indberetningerne af 4. og 5. April finder visse Konferencer Sted i det danske Gesandtskab med disse to udvalgte Journalister, og man bliver, saavidt jeg forstaar, enig om, at man skal lade disse to Korrespondenter aktionere. Nu vil jeg gerne spørge Dem, Hr. Kommandørkaptajn, om De ikke paa Baggrund af Deres Virksomhed i øvrigt finder, at dette er et usædvanligt Skridt, som i hvert Fald forudsatte, at Gesandten var personligt indforstaaet med, at man aktionerede paa den Maade. Jeg vil derfor stille det direkte Spørgsmaal: Var De sikker paa, at Gesandten vilde billige en saadan Aktion fra de paagældende to udvalgte Korrespondenter i Forbindelse med Personalet fra Gesandtskabet? Det synes jeg er meget vigtigt at faa klaret.

Kjølsen: Ja, det er jeg sikker paa, Gesandten vilde acceptere. Jeg skal gerne tilføje, at selvfølgelig er det usædvanligt, men det var ogsaa usædvanlige Forhold og en usædvanlig Situation, der forelaa.

Chr. Christiansen: Er der sket en direkte Henvendelse til Gesandten, som man dog maatte formene var nødvendig, eller har man blot henholdt sig til det Synspunkt, man mente Gesandten havde? Jeg forstaar nærmest, at en direkte Henvendelse til Gesand-ten om denne Aktion ikke har fundet Sted.

Kjølsen: Nej, Gesandten er ikke spurgt i Forvejen, men jeg gentager, at jeg var overbevist om, jeg var sikker paa at være i Overensstemmelse med Gesandten.

Bomholt: Kommandørkaptajnen har altsaa henvendt sig til to konservative Jour-nalister til Bearbejdelse af den københavnske konservative Presse. Er der sket Henvendelse til ansvarlige politiske Kredse her i Danmark uden om det danske Uden-rigsministerium?

Kjølsen: Fra Gesandtskabet til politiske Kredse? Nej, mig bekendt ikke. Og naar det bliver fremhævet, at det var konservative Journalister, vil jeg gerne fastholde, at det var for os aldeles ikke afgørende, om de tilhørte den ene eller anden politiske Farve. Det for os afgørende var udelukkende, om de paagældende havde en saadan Stilling inden for Korrespondenternes Kreds, at vi kunde gaa ud fra, at vi kunde stole paa dem, og at deres Meddelelser var af en saadan Art, at vi kunde benytte dem. Det var for os ganske indifferent, om de tilfældigt tilhørte det ene eller det andet politiske Parti.

Bomholt: Men den Tanke har ikke været fremme, at henvende sig til Danmark paa anden Maade end gennem disse Journalister?

Kjølsen: Nej.

Westermann: Der staar i Søværnskommandoens Generalrapport*), *) A. 134, at "Marineattacheen kommenterede efter Ordre Brevet over for Udenrigsministeren og aflagde derefter Referat over for Chefen for Søværnskommandoen, hvorunder han endvidere oplyste", og saa kommer Meddelelsen om Troppekoncentrationer Syd for Grænsen samt om Samling af paafaldende meget Transportmateriel i Østersøhavnene o.s.v. Naar der her staar »endvidere«, vil jeg gerne spørge, om saadanne Oplysninger ikke ogsaa er givet til Udenrigsministeren. I Følge Søværnskommandoens General-rapport forekommer det, som om Marineattacheen kommenterer det for Udenrigs-ministeren og derefter aflægger Rapport hos Chefen for Søværnskommandoen, hvor han, foruden det, han har sagt til Udenrigsministeren, ogsaa har meddelt disse Oplysninger. Kan det tænkes, at Marineattacheen ikke ogsaa har meddelt disse vigtige Ting over for Udenrigsministeren i de Kommentarer, der blev givet til Brevet?

Kjølsen: De Meddelelser, der blev givet Udenrigsministeren og Chefen for Søværns-kommandoen, var analoge. Det var de samme.

Westermann: Der var altsaa ikke noget »endvidere«.

Kjølsen: Nej, de fik de samme skriftlige Indberetninger saavel som de mundtlige Kommentarer, Situationen krævede.

Westermann: Det er altsaa ogsaa meddelt Udenrigsminister Munch ved den Lejlig-hed, at der fandt tyske Troppekoncentrationer Sted Syd for Grænsen?

Kjølsen: Ja.

Hjermind: Vi har nu et Par Gange faaet slaaet fast, at De og Legationsraad Steensen-Leth ikke mente det nødvendigt at træffe nogen speciel Aftale med Kam-merherre Zahle om disse Samtaler med Kronika og Helge Knudsen. Nævnte De eller Steensen-Leth bagefter dette for Kammerherre Zahle? Blev han i det hele taget underrettet om, at man havde talt med de paagældende Journalister om at advare herhjemme i Danmark?

37-38

Kjølsen: Kammerherre Zahle er blevet gjort bekendt med det paa et eller andet Tidspunkt i Løbet af Dagen — hvornaar kan jeg ikke eksakt sige. Men vi talte jo sammen hver Gang der skete noget vigtigt, og desuden hver Morgen, og vi havde som Regel Møde hver Eftermiddag, hvor man rekapitulerede, hvad der var foregaaet Dagen igennem. Han har ogsaa faaet dette at vide; det er der ingen Tvivl om.

Hjermind: Og har Gesandten saa været enig i dette, eller har han givet Udtryk for, at han ikke var enig?

Kjølsen: Han har været enig.

Frede Nielsen: Kommandørkaptajnen har gentagne Gange slaaet fast, at Gesandten har været paa Linie med ham og Legationsraaden, og det er der vel heller ingen Tvivl om, men det kan ikke nægtes — Hr. Rager har allerede her været inde paa det — at der i Gesandtens Indberetninger baade af 5. og 6. April forekommer adskillige Vendinger, der, som Hr. Rager sagde, maatte virke dulmende i København. Det begynder allerede i Indberetningen af 5. April, hvor det hedder: »Vi har, som Hr. Ministeren vil vide, i de forløbne Krigsmaaneder set en Række tyske Planer mod Vest lagt og foreløbig ikke udførte.« Saa kommer endvidere hans Vending om, at Meddelelserne fra »utilfredse Officerer« maaske maa tages med et vist Forbehold. Han fortsætter i Indberetningen af 6. April, hvor han taler om dansk Sø- og Landterritoriums Betydning som Støttepunkter for Flyvere og Undervandsbaade, og Stykket slutter: »Dansk Territoriums Anvendelse hertil er ikke synderligt lovende under Hensyn til manglende egnede Havne og — i alt Fald i Øjeblikket — Flyvepladser.« Midt i næste Stykke hedder det: »Det forekommer mig, at Anvendelse af Tonnage ikke er nød-vendig af Hensyn til en eventuel Aggression« mod Danmark, hvor Landforbindelsen frembyder en nem og ikke hindret Adgang« o.s.v. Og navnlig er der Efterskriften i samme Indberetning, hvor det til allersidst hedder: »Jeg har ogsaa hørt sige, at den tyske Generalstab ikke særlig gerne ser en Udvidelse af Fronterne under Hensyn til den ønskelige Koncentration paa Vestfronten.« Jeg har ingen Grund til at tvivle paa det, Kommandørkaptajnen siger, at De og Gesandten er fuldt paa Linie med hinanden, men det kan ikke nægtes, at begge disse Indberetninger af 5. og 6. April indeholder Vendinger, der i København kunde opfattes som værende af en vis beroligende Karakter.

Formanden: Har Kommandørkaptajnen noget at bemærke dertil?

Kjølsen: Nej, jeg har intet at bemærke.

Bomholt: De gør gældende, at Situationen fra den 4. til den 8. April efter Deres Opfattelse maa ses som stigende mod en Kulmination, og at det gjaldt om for alt i Verden at bringe den danske Regering til at forstaa, hvad det drejede sig om. De har ligeledes nu her udtalt, at De har set Koncepten til Kammerherre Zahles Brev af 6. April og har godkendt den. Vil De virkelig finde, at dette Brev markerer et Trin opad mod Kulminationen? Et Brev, som endogsaa indeholder en i denne Sammenhæng ligegyldig Meddelelse om en Filmforevisning i Berlin.

Kjølsen: Efter min Mening er Indberetningen om denne Filmforestilling absolut af den allerstørste Betydning. Man maa ikke sige, at den er ligegyldig; saa tror jeg, man læser Indberetningen forkert. Denne Filmforestilling blev givet efter Ordre af Hitler, ikke alene i Berlin, men den blev givet i Oslo og i Stockholm (Rasmus Hansen: Og i København!). Ja, og i København, og alle ledende militære, og saavidt jeg husker, ogsaa Politikere blev indbudt til at se denne Film, som skulde give Udtryk for, at den, der ikke rettede sig efter tysk Diktat, blev slaaet til Jorden. Naar man havde set denne Film, var man ikke i Tvivl om, hvilke Metoder Tyskerne vilde anvende. Den var ganske overordentlig realistisk, omhandlede Bombardementet af Warszawa; det var første Gang, man saa noget saadant, den moderne Luftkrig. Den endte med, at et Englands-Kort nærmede sig Publikum og blev større og større og tilsidst knustes af en mægtig Eksplosion, hvorefter man saa et stort Hagekors midt i det hele og læste Ordene: England kaput. Hvis man undervurderer den Slags smaa Meddelelser, er jeg bange for, at vi ikke har haft Held med vore Indberetninger.

Bomholt: Jeg er fuldkommen klar over, hvad denne Film skulde bruges til, og ogsaa vidende om, hvor den blev fremvist. Men naar det som her drejede sig om et formodet Angreb paa Danmark, maatte det dog være andre Linier, der droges frem med fuld Kraft. Vil Kommandørkaptajnen fortsat mene, at dette

39-40

Brev danner et Led i en opadstigende Linie?

Kjølsen: Nej, det danner, vil jeg hellere sige, et Led i den Kæde, som hele Udviklin-gen danner. Man maa ogsaa i en politisk Indberetning skrive, at der har fundet denne Filmforestilling Sted. I en af Indberetningerne staar der et Par Linier om, at der har været et stort Møde hos Hitler. Det er altsammen for at give et Billede af Situationen i Berlin. Det hele er en militær-politisk Indberetning, som bare tilsigter at meddele de Kendsgerninger, som foreligger. Jeg finder, at netop denne Meddelelse om »Feuer-taufe« og mange andre af disse Smaating er af den Slags, som man maa forelægge Regeringen herhjemme og de Myndigheder, der har med det at gøre, for at de kan drage deres Slutninger deraf.

Bomholt: Hvis Kommandørkaptajnen skulde have affattet Skrivelsen, vilde den ikke være blevet væsentlig anderledes, kan jeg forstaa?

Kjølsen: Det er meget vanskeligt at svare paa. Det er ikke mig, der er Gesandt; jeg maa til en vis Grad rette mig efter, hvad Gesandten skriver.

Kristen Amby: Jeg forstaar, at Gesandten efter Deres Mening ikke — saa lidt som naturligvis De og Legationsraad Steensen-Leth, det fremgaar tydeligt af Samtalen i Dag — følte, at Situationen blev roligere. At der af Indberetningen maaske kan læses noget saadant, naar man nu sidder og læser den, og ogsaa dengang, da den blev læst af Udenrigsministeriet, er en Ting for sig. Men De mener altsaa bestemt, at Kammer-herre Zahle ikke mente, at Situationen var under Afspænding i Forhold til Indbe-retningen af 4. April, den primære Indberetning, hvor man jo klart siger, at der efter det Skøn, man kan danne sig, forestaar Aggressioner mod Danmark. Det mener De?

Kjølsen: Ja, det mener jeg. Jeg mente, at Gesandtskabet og Gesandten ikke ansaa Situationen for at være afspændt. Situationen er stadig væk spændt.

Kristen Amby: Naar De flere Gange har sagt, at Brevet af 4. April er det primære, saa mener De med andre Ord, at selv om man ikke bliver ved med at gentage det, man har sagt den 4. eller i Forvejen, i følgende Breve, saa maa — naar man ikke i de følgende Breve tager Afstand fra det, positivt giver Udtryk for, at det, vi skrev og mente den 4., ikke gælder mere — Brevet af 4. April stadig staa ved Magt. De vil formentlig videre mene, at naar Kammerherre Zahle i Brevet af 5. April, som De altsaa var med til at koncipere, og som man ogsaa har kaldt »beroligende«, siger: »Det er paa ingen Maade min Tanke at svække de foruroligende foreliggende Indicier«, og naar han i Brevet af 6. siger: »Det er heller ikke min Mening at give Udtryk for nogen Optimisme,« saa var deri nedfældet — saadan som man gør det i diplomatiske Aktstykker — det Synspunkt: Vi mener stadigvæk det, som vi mente den 4. Det andet er i og for sig i denne Sammenhæng irrelevant; det er Ting, som man bare giver Oplysninger om. De mener stadigvæk, at Brevet af 4. April er ikke tilbagekaldt, heller ikke ved de Udtryk, som vi kender, og som er brugt af Kammerherre Zahle, og De anerkender ikke Brevet af 5. April som beroligende, dette Brev, hvori det jo hedder: »Jeg anser det dog for min Pligt at udtale, at den kongelige Regering paa ingen Maade bør skyde den Tanke fra sig, at Situationen kan være yderst alvorlig eller i Løbet af Dage eller Timer blive det. Øjeblikket turde derfor, efter min ærbødige Formening, være inde til snarest at tage under den grundigste Overvejelse, hvad der — under de forskellige mulige Graduationer i Situationens Udvikling — vil være at foretage.«

Jeg vil gerne have dannet mig et Billede af dette, for det er hævdet fra flere Sider her, at man kan godt læse de efterfølgende Breve som paa en vis Maade beroligende, men naar der er brugt de bestemte Vendinger i Brevene, som jeg nu har citeret, og som De var bekendt med, saa vil De dermed have sagt, at De har ikke givet Udtryk for nogen Beroligelse. De kan for saa vidt ikke gøre for, hvordan Udenrigsminister Munch eller Søværnskommandoen læser det. De har klart sagt, hvordan Tingen efter Deres Formening laa. De har sagt tydeligt i de efterfølgende Breve, at De ikke vil svække det Indtryk, De allerede har givet, og at De mente, Øjeblikket kunde være der, inden man vidste et Ord af det. De har endelig sagt i Brevet af 6., som jo kaldes det mest beroligende, at De vil ikke give Udtryk for nogen Optimisme. Dermed er efter Deres Mening tydeliggjort, at Brevene er en Kontinuation af hinanden; man skal jo ikke gentage i efterfølgende Breve, hvad man alt har sagt. Det mener De altsaa at have givet Udtryk for?

41-42

Kjølsen: Jeg mener, at der er givet Udtryk for det eksakte i Brevet af Torsdag den 4. April. Det er det eksakte og det primære, det mest essentielle i det hele. Der er ikke tilsigtet at give nogen Meddelelse, som skal svække Indberetningen af 4.; den staar stadig ved Magt. Endelig kommer saa den sidste Indberetning om, at Transportflaaden er gaaet ud, om Søsygemidler og alt dette, der netop, om jeg saa maa sige, sætter Prikken over i'et: at nu begynder Aktionen — altsammen set paa Baggrund af, at der er Krig i Verden, og paa Baggrund af Indberetningerne henholdsvis fra Generalstaben om, hvad der foregaar ved Grænsen, og fra Søværnskommandoen om, hvad der foregaar i vore Farvande. Det hele stiler mod den Kulmination, som Brevet af 4. April giver Udtryk for.

Formanden: Det er beklageligt, at Kammerherre Zahle ikke lever, for det er jo noget vanskeligt for andre bagefter at sige, at der ligger noget andet i de Breve, end der staar. Jeg tror, vi i høj Grad maa bygge paa den Formulering, Brevene har, og saa derudaf drage vore Slutninger.

Rasmus Hansen: De fastholder altsaa, at der i Gesandtskabet var Frygt for, at Indberetningerne dernedefra til Udenrigsministeriet ikke gjorde tilstrækkeligt Indtryk paa Regeringen, og derfor anmodede De Redaktørerne Kronika og Helge Knudsen om at slaa Alarm i deres Blade. Men der er en Ting, som i denne Forbindelse er mig aldeles ubegribeligt: at Gesandten ikke, hvis der virkelig i meget høj Grad har raadet en saadan Frygt som den, De har givet Udtryk for i Dag, ikke bad Dem eller Steensen-Leth om at tage til København og dér give Udtryk for den Bekymring, som man nærer. Kan De forklare mig, hvorledes dette gaar til, hvis den ansvarlige Leder af Gesandt-skabet virkelig deler Deres Frygt?

Kjølsen: Ja, det har selvfølgelig været paa Tale, at jeg skulde tage til København. Det var allerede paa Tale, at jeg skulde tage op med den første Indberetning, den fra Torsdag den 4., men Kammerherre Zahle udtalte sin berettigede Frygt for, at Kontakten med de Efterretningsorganer, jeg havde, vilde blive kompromitteret ved, at jeg tog af Sted. Derfor sendte han Legationssekretær Schøn af Sted, men det var bare, fordi han ikke mente at kunne undvære mig paa Stedet.

Rasmus Hansen: Kammerherren mener dog, han kan undvære Dem den 7.—8. til denne Udflugt til Vestfronten. Naar det er Tilfældet, skulde det vel ogsaa være muligt i Dagene før. Der var jo Flyveforbindelse mellem København og Berlin, saa der skulde være Mulighed for at afse en Dag eller to til, at De kunde være taget til København, hvor De havde mange Muligheder for at gøre opmærksom paa, at der raadede en saadan Frygt i Gesandtskabet i Berlin, f. Eks. ved at rette Henvendelse til Lederne af de Partier, som ikke var repræsenterede i Begeringen.

Kjølsen: Der er den Forskel paa Situationen den 4. og den 7., den Dag, hvor jeg tog af Sted paa den tvangsindlagte Tur til Vestfronten — det var ikke nogen Fornø-jelsestur, det var et af Overkommandoen ønsket Besøg, for at faa os væk fra Berlin — den store Forskel, at Situationen i og for sig var fuldkommen klar om Søndagen, da jeg rejste om Aftenen. Den sidste Meddelelse er sendt hjem: at nu var Trans-portflaaden gaaet ud o.s.v. Observationen af alt det i Stettin var ganske konkret; det var altsammen konkrete Oplysninger, ikke Formodninger, men noget, som var iagt-taget af Øjenvidner, saaledes at der var en meget væsentlig Forskel paa Situationen den 4. og den 7. April.

Rasmus Hansen: Men naar Situationen er klar og Frygten fremdeles var raadende i Gesandtskabet, var der saa ikke saa meget mere Grund til at tage til København? Man kan nok sige, at De var tvangsindlagt paa Turen til Vestfronten, men der var dog en Mulighed for andre Marineattacheer for at melde Forfald, saa der havde vel ogsaa været Mulighed for Dem, hvis De skulde paa en nødvendig Tjenesterejse til Deres Begering i København.

Kjølsen: Det tvivler jeg paa, for Hovedpersonerne var den svenske Marineattaché og mig. Vi skulde væk fra Berlin; at andre meldte Afbud, var ganske irrelevant.

Rasmus Hansen: Hvis man skønnede i Gesandtskabet, at De ikke kunde tage af Sted, var der da den Mulighed at sende Legationsraad Steensen-Leth?

Kjølsen: Ja, den Mulighed var der, men Kammerherre Zahle vilde meget nødig undvære sin Legationsraad; han var den, der holdt sammen paa det hele. Men vi var altsaa af den Mening, at vore Indberetninger maatte tale for sig selv.

43-44

Rasmus Hansen: Det var netop det, de ikke gjorde, og derfor henvender De Dem altsaa til Korrespondenterne, for at de skal slaa Alarm. Det er det, der forekommer mig ubegribeligt, at man valgte at henvende sig til Korrespondenterne — hvis en saadan Frygt som den, De har givet Udtryk for i Dag, var raadende i Gesandtskabet — fremfor at sende en af de mere fremstaaende Personer i Gesandtskabet til København, f. Eks. Dem eller Steensen-Leth.

Kjølsen: Det var bedre at anvende Metoden med Journalisterne end slet ikke at gøre noget. Naar man nu var afskaaret fra at sende mig, var det bedre end slet ingen-ting.

Rasmus Hansen: Det var netop det, man ikke var afskaaret fra. De erkender selv Mu-ligheden af, at man kunde have sendt Steensen-Leth.

Kjølsen: Den Afgørelse maatte ligge hos Gesandten, og Gesandten ansaa det ikke for muligt at sende andre hjem end dem, han havde sendt hjem. Inden for de Grænser, inden for de Virkemidler, vi kunde virke med, dér virkede vi. Man kan ikke blotte Gesandtskabet for Medlemmer ved at sende dem hjem, og i hvert Fald ikke ved at sende det Medlem hjem, som havde Kontakt med de Kredse, hvorfra vore Oplysninger stammede. Hvis jeg havde været i Kammerherre Zahles Sted, havde jeg heller ikke sendt den Mand af Sted, som opretholdt Kontakten udadtil, før jeg havde set, om jeg kunde undvære ham. Det kunde Gesandten om Søndagen, for da var Situationen afklaret, men da vilde han ikke over for Tyskerne lave en casus belli ved at nægte at lade mig tage af Sted til Vestfronten. Men i øvrigt maa dette staa for Kammerherre Zahles Ansvar.

Rasmus Hansen: Han havde stadig den Mulighed tilbage at sende Steensen-Leth. Man kan ikke sige, at selv om Steensen-Leth i denne saa ekstraordinære Situation blev beordret til København, havde Gesandten derved blottet hele sit Gesandtskab. Gesandten selv var dog tilbage og kunde lede Gesandtskabet.

Kjølsen: Ja, der er tre Mennesker, som der kan være Tale om: Gesandten, Steensen-Leth og mig. Gesandten har altsaa ikke ment at ville undvære os paa det Tidspunkt. Det maa være Gesandtens Ansvar.

Hjermind: Jeg opfatter Forholdet saaledes den 7. April, at naar De tager paa den Rejse, er det til Dels for at undgaa det, som Kommandørkaptajnen betegner som casus belli i Forhold til Tyskerne. Men det har jeg nu ikke lagt saa megen Vægt paa som Hr. Rasmus Hansen, for er Sagen ikke afgjort paa det Tidspunkt? Er Transportflaaden ikke gaaet af Sted? Kan man egentlig gøre mere i Berlin, efter at den er gaaet af Sted? Det mener jeg i og for sig ikke, man kan.

Kjølsen: Ja, det er det, jeg har givet Udtryk for: at jeg finder, at Situationen var i og for sig afklaret og afsluttet ved Transportflaadens Afgang og ved vor Sikring af, at Telefonmeddelelse i Chiffer er indgaaet til Udenrigsministeriet i København. Saa mener vi, at nu er der i og for sig mindre Grund til, at vi skal blive.

Hjermind: Nu har vi saa mange Gange talt om de Bekymringer, der var i Gesandt-skabet, og den Reaktion, man forventede i København i Anledning af disse Indberetninger. Jeg er derfor fristet til at spørge Dem lige ud: Hvad var det for en Reaktion, man ventede i Gesandtskabet?

Kjølsen: Man ventede efter Indberetningen Torsdag den 4. April om Aftenen, at der vilde finde Statsraad Sted og en derpaa følgende Mobilisering. Det var det, vor hele Politik var lagt an paa, og det var det, vi haabede Reaktionen skulde indebære. Men vi fik at vide, at dette ikke havde fundet Sted, idet Schøn vendte tilbage med Meddelelsen om, at der hverken havde været Statsraad eller tilsyneladende andre Reaktioner.

Arnth Jensen: Jeg vil gerne spørge, om min Opfattelse er rigtig: at naar De hævder, at Indberetningen af 4. April ikke efter Deres Mening afsvækkes af senere Indbe-retninger, støtter De det paa, at Gesandtskabet i Berlin i Indberetningen af 6. April udtrykkeligt siger, at Hensigten er ikke at give Udtryk for Optimisme, og derfor skal Resten af denne Indberetning opfattes som nok vejledende, men i og for sig ikke afgørende?

Kjølsen: Jeg gentager, at jeg stadig lægger den afgørende Vægt paa Indbe-retningen af 4. April. Det er den afgørende, og den er efter min Mening ikke afkræftet eller definitivt modsagt ved senere Indberetninger.

Aksel Møller: Maa jeg have Lov at minde Kommandørkaptajnen om Deres Oplæs-ning af Deres egen Indberetning af 5. April. Har Kammerherre

45-46

Zahle set denne Indberetning, før den gik af Sted?

Kjølsen: Det har jeg Indtryk af at jeg har besvaret tidligere i min Redegørelse: at alle Indberetninger blev set af Gesandten. Jeg havde Forpligtelse til at lade Korrespondance af Betydning af tjenstlig Art blive forelagt Gesandten.

Aksel Møller: Ønskede Gesandten at foretage nogen Ændring i Deres Koncept til Deres personlige Indberetning af 5. April?

Kjølsen: Nej, det gjorde han ikke; det gjorde han i det hele taget aldrig.

Aksel Møller: Vil det sige, at Gesandten var enig i denne meget alarmerende Indberetning, der blev afsendt?

Kjølsen: Ja, det maa jeg gaa ud fra.

Harald Petersen: Hr. Rasmus Hansen rettede et Spørgsmaal om de skiftende Opfattelser i Indberetninger o.s.v. Det hører maaske nærmest hjemme under en Procedure, men jeg vil dog gerne fremsætte en Bemærkning derom. Man havde altsaa først Kommandørkaptajnens Besøg i København den 1. April; man havde den ret alarmerende Indberetning fra Gesandten den 4. April; man havde yderligere to Indberetninger af 5. April. Nu rejser man da det Spørgsmaal: hvorfor rejser der saa ikke en Repræsentant for Gesandtskabet til København? Ja, det er jo Spørgsmaalet: er det Gesandtskabet, der i denne Henseende og paa denne Baggrund skal tage Initiativet til supplerende Oplysninger for Regeringen i København? Var det ikke mere naturligt, at Regeringen spurgte sig for paa den Baggrund, der her var givet, og er det ikke noget af det, der har ligget bag ved den Uro, som har besjælet Gesandtskabet?

Kjølsen: Jo, det gav sig ogsaa Udtryk i, at Regeringen sendte Prins Axel derned og ønskede at sende Direktøren for Udenrigsministeriet, Mohr, derned. Prins Axel kom jo; det hed sig, at det var for at føre visse Skibsforhandlinger, men det var ogsaa for at føre nærmere Forhandlinger om Situationen.

Fr. Dalgaard: Netop Prins Axels Rejse, ser man af Indberetningerne fra Kammer-herre Zahle, var ikke ønsket i Gesandtskabet for ikke at vække Uro. Men naar De før sagde paa direkte Spørgsmaal: Jo, vi ønskede, at der skulde være sket Mobilisering, og naar De saa, at der hverken blev holdt Statsraad eller skete Mobilisering, saa vender jeg tilbage til Hr. Rasmus Hansens Forespørgsel: naar nu De, som skal tjene Landets Sag dernede, ser, at vi, for at sige det rent ud, er mere eller mindre tykhovede herhjemme i Danmark, var der saa alligevel ikke Anledning til at rejse det Spørgsmaal i Gesandtskabet: skulde vi nu ikke sende en Mand op for at fortælle, at det er alvorligere, end man synes derhjemme? Var det ikke naturligt at tale om noget saadant i Gesandtskabet?

Kjølsen: Jeg gaar ud fra, at Spørgsmaalet er saaledes formuleret, fordi man bebrej-der mig, at jeg ikke er rejst herop.

Fr. Dalgaard: Jeg bebrejder Dem ikke noget som helst.

Kjølsen: Nej, men naar man taler om, hvem der skulde rejse, er der kun Tale om relativt faa, for der er relativt faa, der virkelig er inde i Tingene. Og den ene af dem, som virkelig er inde i det essentielle, Meddelelsen af 4. April, er mig, og jeg kan ikke give Udtryk for andet, end at jeg synes det er rigtigt, at Gesandten holder mig dernede. Gesandten har givet Udtryk for sin og Gesandtskabets Mening i Brevet af Torsdag den 4. April, og det giver i og for sig Ord til andet, hvad der er foregaaet, hverken mere eller mindre.

Fr. Dalgaard: Naar man vil telefonere til en Mand for at give en vigtig Besked og ikke kan faa Forbindelse med ham, finder man undertiden paa selv at gaa hen til ham, og naar man i Gesandtskabet har den Opfattelse, at man ikke herhjemme rigtig forstaar, hvor foruroligende Stillingen er, havde der saa ikke været Anledning til, at man havde skrevet et nyt personligt Brev som det af 1. April? Det behøvede man da ikke at sende med en Mand, som var inde i alle Ting; man kunde sende det med en almindelig Kurér. Talte man ikke om det? De sagde før, at De ønskede, at man havde holdt Statsraad og foretaget Mobilisering, og det skete ikke, og De mente, at der i Indberetningerne var den Stigen mod en Kulmination, som Hr. Bomholt før omtalte. Saa er det, jeg spørger paa Linie med Hr. Rasmus Hansen: talte De ikke om det i Gesandtskabet: de forstaar det ikke, derhjemme, vi maa give dem tydelig Besked?

Kjølsen: Vi har ikke anset det for nødvendigt at sende andet hjem end det, vi send-te, og at gøre andet end det, vi gjorde, og det maa jo i og for sig være Gesandtens Ansvar; han er jo den ældre Autoritet, og han havde tilstrækkelig diplomatisk

47-48

Rutine til at kunne sige, at efter hans Mening har han givet Udtryk for, hvad han vilde sige, og han ønsker ikke at give Regeringen Raad.

Bomholt: Kommandørkaptajnen siger, at Skrivelsen af 4. April er det essentielle: da er det sket, dér er selve Kendsgerningerne meddelt, og saa er der for saa vidt ikke mere at gøre. Men i Brevet af 5. April, Dagen efter, et Brev, som formentlig er konciperet af Kommandørkaptajnen, staar der med Hensyn til Tydningen af denne Flaades Afrejse, at den muligvis har Adresse Narvik, og saa tilføjes der: »Som det af ovenstaaende vil fremgaa, er jeg kun i Stand til at meddele Fakta — saaledes som de synes at være — men ikke i Stand til herfra at drage konkrete Konklusioner af mere eller mindre alvorlig Art.« (Arnth Jensen: Læs videre). »Jeg anser det dog for min Pligt at udtale, at den kongelige Regering paa ingen Maade bør skyde den Tanke fra sig, at Situationen kan være yderst alvorlig« o.s.v. Jeg beder Dem nu fastholde min Tankegang: den Flaade, der er afgaaet, kan have forskellige Bestemmelsessteder, man ved ikke præcis, hvilke historiske Begivenheder der udløses ved den, og dette fastslaas i Brevet af 5. April. Hvorledes kan man saa sige, at det afgørende i Virke-ligheden er sket ved selve Meddelelsen om Kendsgerningerne den 4. April?

Kjølsen: Man maa jo meddele Kendsgerningerne, som de foreligger, og det om Narvik faar vi først at vide af Amerikanerne paa det Tidspunkt, vi indberetter det; det har vi ikke faaet at vide før.

Bomholt: Det vil altsaa sige, at denne Flaade ikke den 4. April givet havde Danmark som Destinationssted. Den kunde ogsaa have en ganske anden Adresse?

Kjølsen: Den kunde, som Kendsgerningerne viste, være delt i flere Dele, hvoraf en gik til Narvik, en anden til Danmark.

Bomholt: Havde det ikke været naturligt at klarlægge dette i Brevet den 5. April?

Kjølsen: Det havde vi gjort; vi mente, at Aggressionen var rettet mod Danmark og Norge, hvilket de historiske Begivenheder senere har givet os Ret i.

Westermann: Jeg vil gerne til det, Hr. Bomholt siger, fremføre, at Gesandten skriver, at det er muligt, at den tyske Regering tror paa et engelsk Angreb paa Narvik, og saa siger Gesandten videre: »en Plan, der forekommer mig at høre hjemme i Fantasiens Verden.« Han ser altsaa bort fra den Mulighed.

Bomholt: Og saa tilføjer han, at det kan tænkes, at der trods alt sker en Invasion fra engelsk Side, og at man vil sende en tysk Flaade for at modsætte sig en saadan Aktion.

Westermann: Der staar: »en Plan, der forekommer mig at høre hjemme i Fantasiens Verden.«

Hjermind: I Begyndelsen spurgte Hr. Christiansen om en Sætning, der staar i Admiral Rechnitzers Redegørelse *)*) A. 182, hvor Kommandørkaptajn Kjølsen efter Admiral Rechnitzers Referat skal have sagt til Viceadmiralen den 1. April, som Konklusion af et Referat om, hvordan Situationen bedømtes i Berlin, følgende: - »Indstillingen over for Danmark var fortsat yderst venskabelig, sagde Komman-dørkaptajnen.« Jeg forstod paa det Svar, der blev givet dengang, at Komman-dørkaptajnen ikke kunde huske denne Bemærkning og vel i og for sig ikke ansaa det for særlig sandsynligt, at det var blevet sagt paa den Maade, det er stillet op her, og det er der naturligvis ikke noget at gøre ved nu, naar Kommandørkaptajnen ikke kan huske det. Mig forekommer Bemærkningen meget usandsynlig paa Baggrund af den ret alarmerende Meddelelse, der er givet den 1. April. Jeg vil derfor ikke spørge mere, om De kan huske det, men jeg vil spørge Dem: Mener De, at der i Deres Redegørelse af 1. April var noget sagligt Grundlag for Dem for at sige til Viceadmiral Rechnitzer, at det var en yderst venskabelig Indstilling, man havde over for Danmark? Jeg ser ganske bort fra de Høflighedsfraser, som maaske kan være anvendt af tyske Myn-digheder over for Dem, men som det ikke har Interesse at give videre til Vice-admiralen som andet end Høflighedsfraser.

Kjølsen: Jeg tror ikke, der ligger noget som helst reelt bagved det; jeg tror kun, det er en Høflighedsudveksling mellem Personerne Storadmiral Raeder og Viceadmiral Rechnitzer; jeg tror ikke, der ligger andet bagved, end at den tyske Marine og det tyske Militær ikke ønskede at give Udtryk for, at de vilde os noget ondt. Naar ieg siger, at jeg kan ikke huske det,

49-50

mener jeg, at jeg kan ikke eksakt huske den konkrete Sætning.

Hjermind: Men kunde det saglige Indhold af Deres Referat til Viceadmiralen danne Udgangspunkt for en Bemærkning om, som Konklusion af Deres Udtalelser, at der var en yderst venskabelig Indstilling over for Danmark?

Kjølsen: Nej, ikke generelt. Den kan kun have været møntet paa det Indtryk, de tyske Søofficerer gerne vilde give mig af det officielle Ansigt, de vilde vise over for den danske Marine.

Aksel Møller: I Anledning af de Spørgsmaal, Hr. Dalgaard stillede Dem, vilde jeg gerne have Lov til et Suppleringsspørgsmaal. Mente De, at der var særlig Anledning til at tro, at den daværende socialdemokratisk-radikale Regering bestod af Taaber?

Kjølsen: Det tror jeg, jeg vil afstaa fra at svare paa; jeg forstaar ikke rigtig Spørgsmaalet. (Hjermind: Er De i Tvivl?). Nej, men jeg synes, det er lidt svært at svare. Jeg kan ikke sige, at jeg havde den Opfattelse, at de var Taaber; jeg havde den Opfattelse, at de ikke forstod Situationen, saaledes som vi ønskede at fremlægge den.

Aksel Møller: De havde den Opfattelse, at de ikke forstod Situationen, men De mente, at der nu var givet dem alle de Oplysninger, der kunde gives om Situationen?

Kjølsen: Ja.

Rager: Der er noget, som er mig lidt uklart. Kommandørkaptajnen svarede før, at paa et vist Tidspunkt var der ikke Grund til at sige mere, for Kammerherre Zahle mente, at nu havde han i sine Breve sagt alt, hvad der kunde siges; men paa den anden Side mente Kommandørkaptajnen, at det dog var nødvendigt at give yderligere Meddelelse, og De benyttede dertil de to Journalister. Altsaa, man maa have haft et vist Indtryk af, at de Breve, Kammerherre Zahle har skrevet, ikke har været fuldt tilfredsstillende, og nu spørger jeg da Kommandørkaptajnen: Var det, fordi De syntes, at Kammerherre Zahles Breve paa nogle Punkter kunde virke forkert, eller var der slet ingen Divergens? Det kan jo ikke passe, at Kammerherre Zahles Breve dækkede det hele, naar man benyttede de to Journalister.

Kjølsen: Jeg tror, at man tillægger det med de to Journalister for stor Betydning, at man har Indtryk af, at Benyttelsen af de to Journalister er det essentielle. Jeg havde jo ogsaa selv skrevet en Indberetning, og den maa da i hvert Fald give Udtryk for, hvad jeg selv mener. Men det afgørende var, som jeg tidligere har sagt, at Reaktionen udeblev, og derfor vilde man gøre, hvad man kunde, for at oplyse Folk.

Rager: Jeg forstaar altsaa, at Kommandørkaptajnen i og for sig ikke lægger saa stor Vægt paa dette med Journalisterne, men siger, at det har jeg taget for haardt paa, det skal jeg ikke regne saa meget med.

Kjølsen: Jeg har Indtryk af, at Diskussionen for en stor Del har drejet sig om Anvendelsen af Journalisterne. Den er et Led i det hele, et Led i Indberetningerne. Det er jo ikke udelukkende ved den Lejlighed, vi kalder paa Journalisterne; vi samarbejder stadig, baade før og efter, men ved den Lejlighed har vi givet Udtryk for, hvad vor Opfattelse var, og anvendt dem til at supplere vore Meddelelser over for Offentligheden.

Rager: Men man har dog i dette Tilfælde ganske undtagelsesvis gjort det saaledes, at man har brugt Journalisterne som telefonerende Mellemled.

Kjølsen: Ja, telefonerende, for saa vidt som alle Meddelelser blev telefoneret, men vi maa tage Afstand fra, at vi har opfordret en af dem til at telefonere til Uden-rigsministeriet. Det maa vel ogsaa kunne oplyses, hvem det er, der har telefoneret til Udenrigsministeriet.

Rasmus Hansen: De fastholder altsaa fremdeles, at der i Gesandtskabet raadede Frygt for, at Regeringen ikke bedømte Situationen tilstrækkelig alvorligt. De kender jo Gesandtens Indberetning af 6. April, hvori han i Anledning af, at der fra Uden-rigsministeriet er henstillet til hans Overvejelse at rette en Henvendelse til det tyske Udenrigsministerium om de Oplysninger, som man er i Besiddelse af, svarer tilbage til Udenrigsministeren, at han fraraader en saadan Henvendelse, idet han siger, at han ikke som Underskriver af Ikke-Angrebspagten bringes til - »ganske at se bort fra denne og dens Protokol, der dog indtil videre paa et bestemt Omraade har vist nogen Effektivitet«. Naar Gesandten i Berlin tager dette Standpunkt over for Uden-rigsministeriet og altsaa meget stærkt understreger, at efter hans Mening bør man endnu den 6. April ikke helt se bort fra Ikke-Angrebspagten, synes De saa, Hr. Kommandørkaptajn, at det er en Fremgangsmaade, der har været egnet til over

51-52

for Regeringen herhjemme i særlig Grad at understrege Situationens Alvor?

Kjølsen: Man maa huske, at Kammerherre Zahle har været Medunderskriver af Ikke-Angrebstraktaten, saa den var ganske vist ikke hans Barn, men i hvert Fald et Barn, som han var meget nær knyttet til, og derfor vilde han meget nødig, at den skulde kunne bringes i Fare. Bemærkningen er jo knyttet til den Instruktion, han har faaet om at spørge, og han gør Rede for, at han ikke spørger, fordi han gennem Richert faar Besked om, at Weissäcker ikke ønsker at svare, og saa skal man efter almindelig diplomatisk Brug ikke trænge sig paa. Og jeg har Indtryk af, at det, han fraraader, er at insistere paa et Svar, idet det Svar, som Richert har faaet, og hans Bemærkning om, at Weizsäcker gør et »préoccuperet« Indtryk, i og for sig inkluderer, at Weizsäcker ikke vilde kunne afkræfte, at Situationen var alvorlig.

Rasmus Hansen: Det fremgaar dog af den Maade, hvorpaa Kammerherre Zahle udtrykker sig, at han endnu den 6. April over for Udenrigsministeriet ønsker at give Udtryk for, at han fremdeles tillægger Ikke-Angrebspagten nogen Værdi. Den Omstændighed, at De har afsendt Deres konkrete Oplysninger den 4. April, faar ham altsaa ikke til at forlade den Opfattelse, at denne Pagt virkelig fremdeles har Værdi. Han siger jo udtrykkeligt over for Ministeriet, at den har dog indtil videre paa et bestemt Omraade vist nogen Effektivitet, og den Slutning, der kan drages af denne Udtryksmaade, er dog den, at saa maa den formentlig ogsaa kunne paaregnes at have nogen Værdi over for alt det, der muligvis forestaar.

Kjølsen: Kammerherre Zahle følte sig personlig meget knyttet til Ikke-Angrebs-pagten, og det er derfor, han fremsætter denne Bemærkning i sin Indberetning.

Hjermind: I den Beretning, Dr. Munch har givet til Kommissionen, refererer Dr. Munch i Begyndelsen, at han den 1. April modtog dette Privatbrev, og giver en kort Meddelelse om Indholdet deraf, der bl.a. gik ud paa en Sammendragning af Skibe ved Stettin og Swinemünde. Udenrigsministeren skriver derefter: »Om saadanne Sammendragninger havde der gentagne Gange været Beretninger i Tiden fra Midten af December, altsaa kort efter den russisk-finske Krigs Udbrud; de var da nærmest opfattede som en Demonstration over for Sverige«. Jeg vil gerne spørge, om De kan tiltræde dette Referat af de Beretninger, der foreligger fra Dem fra Begyndelsen af December til den 1. April?

Kjølsen: Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan kun henholde mig til det, jeg allerede har udtalt konkret, at der finder disse Indberetninger Sted i Januar og Februar.

Strøm: I den Indberetning, der kommer fra Kammerherre Zahle den 6. April, er der ogsaa omtalt den Film om Polen, der blev vist dernede. Jeg formoder, at De har set den, og formoder ogsaa, at naar den viser, »hvorledes dette store Land med en Fredsstyrke paa 30 Divisioner i Løbet af 18 Dage forvandledes til Kvadratmile af rygende Ruiner«, saa har De vel ogsaa tænkt i Deres Indberetning, at Regeringen skulde tage med i sin Overvejelse, hvad der i paakommende Tilfælde kunde komme til at overgaa Befolkningen.

Kjølsen: Filmen blev, som jeg har nævnt, forevist i samtlige nordiske Hovedstæder, saa den kan Regeringen ikke have været ubekendt med.

Strøm: Nej, men det, der er Tale om, er for Deres Vedkommende, om ikke De har tænkt Dem, at Regeringen maatte tage dette med i sin Overvejelse, fordi De dernede havde en vis Føling med det tyske Militærapparat.

Kjølsen: Mine Overvejelser gik ud paa, at vi skulde mobilisere og gennem en Mobilisering give Udtryk for, at vi var underrettede om Aktionen, idet vi ved, at en Aktion som denne er — hvad ogsaa Kaupisch-Interviewet giver Udtryk for — baseret paa Overraskelsesmomentet og Overbevisningen om, at Danmark ikke kan holde blot l å 2 Dage. Overraskelsesmomentet var kompromitteret, naar det viste sig, at vi havde modtaget Underretning. At vi kunde holde i alt Fald l á 2 Dage, er en militær Hypotese, men vi maa vel kunne betragte det som sandsynligt, og ved at holde blot disse faa Dage vilde vi have været medvirkende til, at Norge kunde faa mobiliseret i Tide. Norge var Maalet, vi var Midlet til at naa Maalet, og at Norge trods sit elendige Militærapparat, som laa under, hvad vi kunde præstere, paa Grund af sin udmærkede strategiske Stilling havde overvældende Muligheder for at kunne afvise et Angreb, er sandsynligt, naar man ser paa Kendsgerningerne, nemlig at »Blücher« blev sænket

53-54

i Oslo Fjord, »Karlsruhe« ud for Kristiansand, »Königsberg« ved Bergen, og vi ved dog, at de norske Kystbatterier ikke skød fra begge Sider. Vi mente gennem vor Mobilisering at kunne være medvirkende til, at Norge fik mobiliseret i Tide, og ved at eliminere Overraskelsesmomentet og holde i to Dage kunde vi muligvis faa Planen til at strande og derigennem ikke alene opnaa dette konkrete, men som jeg nævnte i Begyndelsen, paa et tidligt Tidspunkt faa Hitlers Stjerne til at dale. Nu steg den til olympiske Højder ved, at Aktionen blev gennemført. Var den blevet stoppet i Tide, havde Situationen maaske ikke udviklet sig, som det er sket.

Hjermind: Jeg forstaar, at De vil forelægge Kommissionen alle Indberetninger fra Deres Haand fra Begyndelsen af December indtil De fratraadte, eller i hvert Fald indtil den 9. April, og jeg forstod Deres Svar før saaledes, at De mener, at Dr. Munchs Referat af de tidligere Indberetninger som alene værende Udtryk for en Demonstration over for Sverige ikke er rigtig.

Kjølsen: Ja, for saa vidt Kommissionen ønsker det, vil jeg med Glæde overlevere dette Hefte med mine Indberetninger til Kommissionen. Og jeg vil give Utryk for, at jeg ikke finder den Opfattelse rigtig, som Dr. Munch har fremført i den nævnte Rapport.

Formanden: Jeg vil gerne sige Kommandørkaptajn Kjølsen Tak, fordi De er kommet til Stede i Dag og har givet Beretning.

Afhøringen sluttet Kl. 12.10.

Tirsdag den 17. Juli Kl. 14.

For Kommissionen mødte

Chefen for Hærens Efterretningstjeneste

Oberstløjtnant Einar Mygdal Nordentoft

Formanden: Oberstløjtnanten var i 1940 Chef for Hærens Efterretningstjeneste. I hvil-ket Tidsrum har De været det?

Nordentoft: Jeg begyndte som Chef i Foraaret 1938 og har egentlig været det siden, bortset fra de ca. 1 ½ Aar, jeg har været i Sverige.

Formanden: De er maaske bekendt med den Opgave, der er stillet denne Kommis-sion, bl.a. at undersøge samtlige politiske og militære Forhold, som kan tjene til Bedømmelse af, hvorvidt der er Grundlag for at gøre Ansvar gældende over for Ministre eller andre særlig ansvarlige i Forbindelse med Danmarks Besættelse af tyske Tropper den 9. April 1940. Det, man saaledes fra Kommissionens Side ønsker, er — som det er blevet Dem meddelt skriftligt — visse Oplysninger fra Dem vedrørende Deres Virksomhed som Chef for Efterretningstjenesten i Dagene 1.—9. April 1940, og der vil fra Medlemmers Side blive stillet forskellige Spørgsmaal til Dem, som jeg beder Dem besvare, idet jeg gør opmærksom paa, at der paahviler Kommissionens Medlemmer Diskretionspligt, og jeg tør gaa ud fra, at De for Deres Vedkommende vil føle Dem bundet ved den samme Diskretionspligt, ogsaa for saa vidt angaar Deres egne Udtalelser.

Nordentoft: Ja.

Kristen Amby: Hr. Oberstløjtnant, i de Aktstykker, vi har, staar der, at Marineattaché Kjølsen den 1. April var kommet til København for at aflevere og kommentere et Brev til Udenrigsministeren, og herunder er det oplyst, at der i Sønderjylland tæt ved Grænsen skulde finde Troppekoncentrationer Sted. Det, jeg gerne vil spørge Dem om, er, om Hærens Efterretningstjeneste har haft noget Kendskab til dette, om man har indmeldt noget saadant.

Nordentoft: Det ligger saadan, at den 9. April om Morgenen vidste vi ikke, hvorvidt Tyskerne kom i Generalstaben eller ikke, og derfor blev alt, hvad vi havde af Papirer og Meldinger, naturligvis brændt, men senere — jeg kan ikke huske, hvad Dato det var — mødtes de Officerer, der havde gjort Tjeneste i Efterretningssektionen, og rekon-struerede efter Hukommelsen, hvad der var sket, og et Resumé af Meldinger.

Der meldes saaledes: I Løbet af Marts meldtes flere Gange om Koncentration af et vist Antal Divisioner i Havnebyer langs Østersøen fra Königsberg til Lübeck, først Tal paa 9—12 Divisioner, senere forstærkes Divisionerne fra 12 til 14.

I Begyndelsen af Marts meldes, »at der i og om Bremen laa en Division i et vist Alarmberedskab med hurtig Afmarch mod Nord for Øje. Divisionen holdtes i det store og hele under Observation hele Marts Maaned ud. Saa er der en Melding fra den 1. April, men den er fra Sønderjylland, og den kan være en Dag eller to gammel: Der er ingen Tropper i Rummet om Bredsted, Niebøl, Leck og antagelig heller ikke i Husum.

Kristen Amby: De siger, den er et Par Dage gammel. Den kom her den 1. April, men disse Iagttagelser skulde altsaa være foregaaet omkring den 28. Marts?

Nordentoft: Ja, deromkring; bestemt kan jeg ikke sige det længere. Tjenesten foregik i det store og hele paa den Maade, at af de to Linieofficerer, jeg havde til Tjeneste, laa den ene konstant nede ved Grænsen paa dansk Side og arbejdede derfra, og der kan gaa en Dag eller maaske to med at faa Meldinger fra Bremen eller i det hele taget fra Syd for Grænsen.

Chr. Christiansen: Jeg vil gerne stille et Par Spørgsmaal til Oberstløjtnanten. For det første vil jeg gerne spørge, hvilket Samarbejde der var etableret mellem Hærens og Marinens Efterretningstjeneste fra Krigsudbrudet og frem til den 9. April. Og det andet Spørgsmaal er: Havde Generalstabens Efterretningstjeneste i Dagene den 6. og 7. April ikke andre Oplysninger om Troppebevægelser Syd

57-58

for Grænsen end dem, der kom gennem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, altsaa fra den danske Legation i Tyskland?

Nordentoft: Med Hensyn til det første Spørgsmaal laa det saadan, at der var et nøje Samarbejde mellem Marinens Efterretningsvæsen og vort, idet Orlogskaptajn Mørch og jeg havde arbejdet sammen før Krigsudbrudet, ogsaa med Hensyn til Efterret-ningstjenesten, og udbyttede de Oplysninger, vi hver især fik. En Selvfølge er det naturligvis, at mine Oplysninger var landbetonede, medens Orlogskaptajnens i det store og hele vedrørte Søen.

Hvad det næste Spørgsmaal angaar, er der for det første denne Indberetning fra Gesandten i Berlin, som vi fik fra Udenrigsministeriet gennem Generalstabschefen til Efterretningssektionen. Desuden staar der her den 4. April: Sektionen melder Mini-steriet, at Skibene i Swinemünde og Stettin indlader Krigsmateriel om Natten, og at de store Kraft-durch-Freude Skibe indtager Halm, hvilket tyder paa Troppetransport over længere Strækning.

Den 4. April meldes efter hollandsk Kilde, at en tysk Aktion mod Skandinavien syntes umiddelbart forestaaende. En direkte Aktion mod Narvik blev forudset, og i denne Forbindelse nævntes tillige, at man maatte regne med en Besættelse af Dele af Skandinavien.

Den 6. April melder Sektionen, at nogle af Skibene ved Stettin og Swinemünde er afsejlet Natten mellem den 4. April og 5. April med et Bestemmelsessted, der skal naas den 11. April.

Den 6. April Em. melder Sektionen, at der findes 3 store Troppetransportdampere i Warnemünde, at Færgen »Schwerin«, der har været taget ud af Driften og indrettet til Troppetransport, atter er i Warnemunde, at der findes Skibssamlinger ved Lübeck og Kiel.

Den 5. April meldes, at der er Troppetransporter Syd om Hamburg fra Vest mod Øst og Nordøst, antagelig mod Lübeck og Schwerin (Rostock), at Trafikken gennem Hamburg er standset, og at den ledes udenom.

Den 7. April meldes, at Situationen i Hamburg er uklar, men at der er Tegn, der tyder paa Ankomst af Tropper.

Den 8. April Kl. 7.45 Melding om, at Vejene Rendsborg—Grænsen er fyldt med motoriserede Tropper. Kolonnen er ca. 60 km lang. Meldingen var foreløbig og søgtes bekræftet.

Den 8. April ca. Kl. 8.30 meldes, at en motoriseret Kolonne paa ca. 60 km Længde er under Fremrykning mod Nord paa Vejen Rendsborg-—Grænsen.

Den 8. April Kl. 10.45 meldes, at Kolonnen nu er ca. 1 ½ km Syd for Krusaa og har gjort Holdt. Enkelte Underofficerer i den sidste Del af Kolonnen har udtalt, at de mente, Grænsen var overskredet af Teten, idet de (Køen) skulde overskride Grænsen Kl. 16. Antal Motorvogne i Kolonnen blev anslaaet til ca. 2400.

Kl. 13 meldes, at Kolonnen stadig staar tæt ved Vejen med en mindre motoriseret Styrke Nord for Flensborg; Teten af Hovedstyrken Syd for Flensborg. Ca. 100 Ryttere var set ridende Sønden ud af Flensborg. De vestslesvigske Byer synes tomme. Der meldes, at der i Kolonnen var Heste og Hestetransportkøretøjer. Der saas i Kolonnen Panser- og Kampvogne. Derimod saas meget lidt Artilleri. I Teten af Kolonnen saas Panserafværgeskyts. Meddeleren skønnede, at det var en almindelig Infanteridivision paa Motorvogne med svagt Artilleri.

Kl. 16.30 meldtes, at Kolonnen stadig staar paa Vejen, at der blev foretaget en Opslutning bagfra mod Teten, at Tyngdepunktet syntes at være om Slesvig, at en Del Fodfolk syntes at være i Færd med at gaa over til Ophold paa Stedet, bl.a. i nogle Baraklejre omkring Inningsted Sydvest for Slesvig, at der blev middagsforplejet, at Teten stadig var Nord for Flensborg. Paa de vestlige Veje stadig intet særligt. Om Eftermiddagen og tæt under Aften lader man Hærens Flyvertropper foretage en Rekognoscering langs Grænsen. Vejret var godt, men der var diset mod Syd. Flyverne meldte, at de intet særligt havde kunnet se.

Kl. 21 meldes, at Kolonnens Sikringsled Nord for Flensborg syntes at gaa i Kvarter i de nærmeste Lokaliteter. Postering paa Vejen ca. 1 km Syd for Grænsen. Kolonnen syntes i øvrigt at gaa i nødtørftige Kvarterer omkring Marchvejen. Der saas dog stadig Tropper paa Vejen. Selve Flensborg By syntes ret normal. Helhedsindtrykket om, at det var en almindelig Infanteridivision paa Motorvogne, bekræftedes. Det meldes, at det rygtevis forlød, at der i Løbet af Natten skulde ankomme 28 Troppetog til Flensborg. Kvarterer bestilt for 9000 Mand i Flensborg. Grænsen var stadig

59-60

aaben. Trafikken normal. Ingen særlig Trafik paa Flensborg Fjord. De vestlige Veje: stadig intet. Omtrent samtidig blev givet Meddelelse om, at et Antal Motorvogne fra Flensborg skulde møde næste Morgen. Det er de Meldinger, der er kommet til den 8. April inkl.

Chr. Christiansen: I den Indberetning, som Alsing Andersen, der var Forsvars-minister, har givet til Kommissionen, staar der for den 8. April, at i Eftermiddagens Løb fik man Underretning om, at Troppekolonnen i Slesvig var standset. Jeg vil gerne spørge, om denne Meddelelse, som Forsvarsministeren ber gør Rede for, stammer fra Hærens Efterretningsvæsen.

Nordentoft: Det gør den sikkert; det er der sikkert ingen Tvivl om.

Kristen Amby: Saavidt jeg forstaar, foreligger der altsaa en Indberetning fra 1. April, som vi var inde paa før, hvor Iagttagelserne bar fundet Sted i Slutningen af Marts, men det, jeg begyndte med at spørge Oberstløjtnanten om, var, om der var gjort Iagttagelser omkring den 1. April — altsaa selve den 1. April eller maaske den 2. April — som kunde bekræfte, hvad vi har i vore Aktstykker: Meldinger fra Berlin om, at der skulde findes Tropper Syd for Grænsen; der bruges endda det Udtryk: »Endvidere skulde der i Sønderjylland, tæt Syd for Grænsen, finde Troppekoncentrationer Sted«; det er en Melding fra den 1. April fra Berlin, der siger det.

Nordentoft: I de enkelte Papirer, vi har faaet frem senere, staar der fra den 28. Marts: Syd for Grænsen alt roligt; der er ikke foregaaet Forskydninger Nord for Hamburg—Lübeck de sidste Dage; i Flensborg, Slesvig og Rendsborg ses stadig mange Folk paa Orlov; der er flere, der har Orlov til 31. Marts. Det er, hvad vi har fra den 28. Marts, og den 1. April er der en udtrykkelig Melding — den har jeg for øvrigt nævnt — der siger, at der er ingen Tropper i Rummet om Bredsted, Niebøl tæt Syd for Grænsen og Husum, der ligger ovre imod Vest. Hvis der havde været noget ganske særligt, er der ingen Tvivl om, at det havde staaet i denne Samling af Meldinger, men der staar ingenting.

Rager: Oberstløjtnanten sagde før, at de Efterretninger, der kom fra Syd for Græn-sen, maatte normalt være et Par Dage gamle.

Nordentoft: Ja, det kunde de være.

Rager: Men jeg forstaar, at de Meldinger, som kom længere hen mod den kritiske 9. April: Kl. det og det indløb Melding om o.s.v., er forholdsvis friske.

Nordentoft: De er meget friske, fordi der var sat fuld Fart paa. I det daglige Efter-retningsvæsen i rolige Perioder lader man af Sikkerhedshensyn ikke Folk vove Livet for at faa en Melding maaske 3 Timer før den er nødvendig.

Rager: Jeg forstaar, at man har sat noget ind paa det her. Jeg vil gerne til Bedøm-melse af Paalideligheden af de Efterretninger, der er kommet, spørge — det er muligt, at Spørgsmaalet ikke kan besvares, og saa beder jeg Oberstløjtnanten nægte at besvare det: Kan man sige, hvem man brugte til Indhentning af disse Oplysninger?

Nordentoft: Jeg er i Virkeligheden ikke i Stand til at besvare det personlig, fordi min Tjeneste medførte, at jeg maatte sidde i Centrum i København og holde sammen paa det, saa de Gange, jeg selv kom ned til Grænsen, var nogenlunde faa. Det var Ritmester Lunding og Kaptajn Gyth, som skiftedes til at være der 8—14 Dage ad Gangen. De afløste hinanden og kendte alle Kilderne. Naar der blev indtelefoneret noget, blev der som Regel angivet, enten af hvad Art Kilden var, eller et Skøn om, hvor meget eller hvor lidt der kunde lægges i den paagældende Melding, om den var særlig vigtig eller man kunde tage det som Rygter, eller noget derimellem.

Aksel Møller: Jeg vil bede Dem gentage, hvilke Meldinger De havde Søndag den 7. April. Fhv. Forsvarsminister Alsing Andersen skriver i sin Redegørelse til Kommis-sionen, at efter at man havde faaet Meddelelse om, at en Transportflaade var afgaaet fra tysk Østersøhavn den 4. April med vestlig Kurs, lod han dels forespørge i Marineministeriet, hvor Viceadmiralen meddelte, »at man ingen Observationer havde gjort«, og dels rettede han en Forespørgsel til Generalstaben, der »gav til Resultat, at man ikke dér havde nogen Underretning om Troppekoncentrationer Syd for Grænsen eller nogen særlig Virksomhed i Havnene dér, f. Eks. Kiel«. Maaske Oberstløjtnanten kan svare paa, om denne Fremstilling er i Overensstemmelse med, hvad i alt Fald Efterretningstjenesten har vidst paa det Tidspunkt.

Nordentoft: Ja, nu skal jeg til at støtte mig paa min Hukommelse, for det,

61-62

der staar her fra den 7. April, er meget lidt: den 7. April meldes, at Situationen i Hamburg er meget uklar, men der er Tegn, der tyder paa Ankomst af Tropper. Men det laa i Virkeligheden saaledes, som det ogsaa fremgaar af Meldingerne fra Marts, at der i de forskellige Havne langs Østersøens Kyst i Virkeligheden til Stadighed laa Divisioner. Der kunde komme en til eller gaa en væk, men i det store og hele laa der Divisioner.

Aksel Møller: Men Oberstløjtnanten vilde altsaa mene, at naar Forsvarsministeren paa det Tidspunkt har spurgt i Generalstaben, har Generalstaben ikke kunnet give ham anden Oplysning, end at der i Hamburg er Udsigt til Ankomst af Tropper: Situationen uklar, der kommer muligvis Tropper?

Nordentoft: Hvad Svaret gaar ud paa, er det mig umuligt at huske. Nu mindes jeg ikke Forsvarsministerens Udtalelse, men efter dette skulde, om jeg saa maa sige, Østersøkysten efter Forsvarsministerens Udtalelse nærmest være tom.

Hjermind: Er det ikke muligt at give Kommissionen et kort Referat af, hvad man ved den 7. April i Efterretningsvæsenet om alle disse Forhold. Jeg lægger ikke saa megen Vægt paa, om det netop bliver et Svar paa det, den tidligere Forsvarsminister skriver; det kan jo Kommissionen bedømme; men hvad ved man rent faktisk den 7. April om Aftenen?

Nordentoft: Den 7. April om Aftenen ved man, hvad jeg lige har sagt her ganske kort, og desuden vidste man, at der i de tyske Østersøhavne var Divisioner. Om der skulde være sket nogen speciel Forandring omkring den 7. April, tør jeg ikke udtale mig om.

Fr. Dalgaard: Naar der bliver sagt »man«, er det saa Efterretningsvæsenet?

Nordentoft: Det er Efterretningsvæsenet.

Fr. Dalgaard: Men det, som staar her, var en Forespørgsel til Generalstaben, og hvornaar ved Generalstaben det, som man ved i Efterretningsvæsenet?

Nordentoft: Det ved man samme Dag. Efterretningssektionen som saadan meldte til Generalstabschefen. Foruden de mange store Ting er der en Masse Smaating, som havde militær Interesse til Bedømmelse af de Styrker, som blev indkaldt, og det gik ikke videre, men i øvrigt gik Meldinger videre til Direktøren i Krigsministeriet. Og naar der er kommet Forespørgsel fra Forsvarsministeren, er det enten sket saaledes, at han henvendte sig til Direktøren i Krigsministeriet og bad ham forespørge Generalstabs-chefen, eller ogsaa er Generalstabschefen blevet tilkaldt.

Frede Nielsen: Jeg forstaar, at indtil og med den 7. April har man i Efter-retningsvæsenet ikke Melding om Troppebevægelser Nord for Hamburg; først den 7. April kommer Meldingerne om disse Bevægelser, men til og med den 7. April har man ikke noget konkret om selve Slesvig-Holsten. Man har Meldingerne om Nord- og Østersøhavnene, men ikke om Slesvig-Holsten.

Nordentoft: Jo, der er her en Melding, der siger: »Den 4. April har der været en Del Uregelmæssigheder i Toggangen Syd for Hamburg. Der skete Troppetransporter i Egnen om Bremen mod Nord eller Nordøst. Omkørsel fandt Sted, dels over Verden—Aller—Ulzen—Lüneburg, dels over Verden—Aller—Salzwedel—Wittenberge— Schwe-rin. Styrkerne kendes ikke, heller ikke Endemaalet«. — »Det meddeles, at der omkring Paaske er sket »Omflytninger« i Holsten, ligesom der for Tiden skal ligge en Del Tropper i Holsten, bl. a. i Egnen om Neumünster. I det sydlige Holsten skal være ankommet en Del nye Tropper. Langs den østlige Vej til Hamburg er i den senere Tid set en Del Tropper. Der er set en Del Militærtrafik paa Vejene, men man havde Indtrykket af, at det var Øvelser«. — Den 4. April: »Ikke bemærket noget særligt paa denne Vej«. Det er en Melding af 5. April.

Frede Nielsen: Det fremgaar her — jeg forstaar det saaledes — at Efterretnings-væsenet ikke har lagt noget særligt i disse Bevægelser. Naar Tyskland ligger i Krig, maa der naturligvis finde bestandige Troppebevægelser Sted, og her er Tale om en By som Hamburg, der er et stort Trafikcentrum.

Nordentoft: Ja det er nordligere end Hamburg; der nævnes Neumünster.

Frede Nielsen: Det er ogsaa et stort Knudepunkt, der ikke ligger synderligt langt fra Hamburg. De har ikke opfattet det som noget ganske usædvanligt?

Nordentoft: Nej; det er undertiden lidt vanskeligt at finde ud af, hvad der var Indkal-delser, og hvad der var regulære Troppeforskydninger.

Hjermind: Var De bekendt med de Indberetninger,

63-64

der var givet af Marineattaché Kjølsen fra Berlin?

Nordentoft: Ja, som jeg vist nævnte før, fik vi dem paa den Maade, at de kom fra Udenrigsministeriet og formodentlig Krigsministeriet til Generalstabschefen, og dér blev jeg kaldt ind og fik mundtlig Ordre m. H. t., hvad der var nævnt om de Ting. Desuden kunde man nogenlunde se paa Meldingerne den Gang, at de formodentlig stammede fra samme Kilde. Vi fik dem senere fra Holland.

Hjermind: Var det ikke saaledes, at Marineattaché Kjølsens Indberetninger gik direkte baade til Udenrigsministeriet og Marineministeriet?

Nordentoft: Det formoder jeg, men jeg ved det ikke; jeg havde ikke noget direkte med Marineministeriet at gøre.

Hjermind: Er de Indberetninger af 4. og 5. April, der, saavidt jeg kan skønne, er de vigtigste Indberetninger fra Marineattaché Kjølsen, ikke kommet til Dem samme Dag?

Nordentoft: Det er de utvivlsomt. Jeg blev kaldt ind til Generalstabschefen om Eftermiddagen og har faaet det og det at vide, men det er efter Hukommelsen.

Hjermind: Det er bare Forretningsgangen, De har antagelig faaet dem samme Dag.

Nordentoft: Ja.

Hjermind: Gav saadanne alarmerende Indberetninger ikke Anledning til, at Efterretningsvæsenet foretog ganske særlige Foranstaltninger for at faa dem bekræftet eller afkræftet?

Nordentoft: Jo, der var sket det, at ved Grænsen fik den paagældende Officer en Advis. Han passede hele den Tjeneste derovre. Umiddelbart forinden var der sket det, at Dampfærgen »Schwerin« var taget ud af Drift og indrettet til Troppetransportskib. Som Følge deraf havde jeg Officerer i Gedser for at indskærpe over for Folkene dér at være særlig aarvaagne — Gedser var et af de Punkter, Opmærksomheden var særlig henvendt paa. Rundt omkring sad vore Folk to og to, men i Gedser var der fire.

Hjermind: Hvad sker saa? Faar De Kjølsens Indberetninger bekræftet eller afkræftet?

Nordentoft: Vi faar dem indirekte bekræftet.

Hjermind: Hvorledes foregik det?

Nordentoft: Ja, det foregik ved, at der kom en Skrivelse — Datoen husker jeg ikke, det har formodentlig været den 5., og det har været Dagen efter, vi fik den fra Holland.

Hjermind: Er det muligt at oplyse, om det er fra paalidelig Kilde?

Nordentoft: Ja, det var en hollandsk Generalstabsofficer.

Hjermind: Hvornaar mener De, det var?

Nordentoft: Enten den 4. eller den 5. Her staar opført den 4., men jeg føler mig ikke sikker paa, om det ikke var Dagen efter.

Hjermind: Kan De oplyse Kommissionen om Indholdet af den Meddelelse, man fik fra Holland?

Nordentoft: Ja, i store Træk. Man mente — nu tør jeg ikke hænge mig i de Udtryk, der er brugt — at der var en Aktion meget nær forestaaende, blandt andet mod Narvik. Hvorvidt der stod "den øvrige Del af Norge", tør jeg ikke sige. Men desuden var det tilføjet som Kommentar til den lidt kortfattede Melding, at man yderligere maatte være klar over, at der rimeligvis tilsigtedes Besættelse eller Okkupation af visse Dele af Skandinavien.

Hjermind: Opfattede De det som værende ogsaa Danmark?

Nordentoft: Ja, vi tog det i hvert Fald med i Betragtning. Nu er der det, at Narvik var den eneste norske By, der var nævnt, det lød i hvert Fald noget fjernt, men en saadan Aktion er vel ogsaa noget af det dristigste, der har været udført.

Hjermind: Er De klar over, at Kjølsen havde en Del af sine Oplysninger fra den hollandske Marineattaché?

Nordentoft: Ja, det ved jeg. Jeg formoder, at det er den samme Melding, der er gaaet til Holland og derfra til mig.

Hjermind: Hvad foretog man sig saa i Efterretningsvæsenet?

Nordentoft: Det blev meldt til Generalstabschefen, og jeg tog ud med Meddelelsen til General Gørtz. Desuden blev der telegraferet over til Grænsen, og en Del af de Forbindelser, vi dyrkede her i Byen, til en vis Grad udenlandske Forbindelser, blev ogsaa alarmeret om, at der var noget faretruende paa Færde.

Hjermind: Kan De oplyse, hvem de udenlandske Forbindelser var?

Nordentoft: Ja, jeg havde Forbindelser med nogle Franskmænd, med Svenskere og med Polakker. Jeg havde ogsaa en meget, meget svag Forbindelse med Englændere.

65-66

Aksel Møller: Maa jeg have Lov til at spørge Dem, Hr. Oberstløjtnant: Er det ikke muligt for Dem med Bestemthed at sige, om det var 4. eller 5. April, den hollandske Meddelelse kom til Dem?

Nordentoft: Jeg tør kun med Sikkerhed sige, at der her staar den 4.

Fr. Dalgaard: Efter de Aktstykker, vi har foreliggende for os, ser det ud, som om Marinen ikke har haft et Efterretningsvæsen paa samme Maade som Hæren. Underretter Hærens Efterretningsvæsen Marinen?

Nordentoft: Ja, det gjorde vi, idet Mørch. der havde Marinens Efterretningsvæsen, og jeg mødtes saa godt som hver Dag eller ringede sammen, og han fik de Oplysninger, jeg fik, og jeg fik alle de Oplysninger, som Marinen kunde faa ad mange Veje.

Fr. Dalgaard: Fik de særlige Oplysninger i Dagene omkring den 4. og 5. April.

Nordentoft: Ikke det jeg mindes. Baade Marinen og jeg brugte naturligvis at udspørge fremmede og Skibe, der kom.

Rager: Oberstløjtnanten sagde, at han maatte støtte sig til Hukommelsen. De oprindelige Papirer var brændt den 9. April om Morgenen. Naar man brændte dem, gaar jeg ud fra, det var fordi de indeholdt Navne, som ikke maatte komme i Tyskernes Hænder. Man har altsaa rekonstrueret det faa Dage efter uden Navne, men denne Rekonstruktion maa vel betragtes som nogenlunde fuldstændig?

Nordentoft: Den er foregaaet paa denne Maade: Vi var fire Officerer i Generalstaben: Ritmester Lunding, Kaptajn Gyth, en Løjtnant i Reserven og jeg selv. Efter at Lunding var kommet hjem igen, satte vi os sammen alle fire. Lunding og Gyth skrev hver for sig, og selv gik jeg det igennem efter Hukommelsen. Vi holdt saa et Møde, saa at vi var klar over, at det, vi skrev ned, var rigtigt.

Aksel Møller: Maa jeg have Lov til gaa til selve Natten mellem den 8. og 9. April. Dér har man fra Rigspolitichefen modtaget fra Krigsministeriet en Rapport, som omhandler de Meldinger, Rigspolitichefen fik i Løbet af den Nat. Der er en Melding Kl. 1.50, en Fjernskrivermeddelelse fra Aabenraa — jeg ved ikke, om jeg maa have Lov til at læse den op, saa den bliver skrevet ned med det samme:

- »Division mellem Rendsborg og Grænsen synes for Størstedelen at være gaaet i Kvarter for Natten. I Hovedsagen langs Marchvejen. Tyngden Sydvest for Slesvig. Teten af Hovedstyrken tæt Syd for Flensborg. Et mindre Sikringsled synes at ligge Nord for Flensborg. En Postering, nogle Hundrede, Syd for Grænsen. Ved Havnen i Flensborg stod Kl. 21 ca. 90 Lastvogne med Tropper. Der ses stadig en ikke ringe Trafik fra Hamborg mod Nord. Divisionen gør Indtryk af at være en Liniedivision, ca. 70 pCt. af Mandskabet er helt unge. Der er vistnok kun et Artilleriregiment, let. Divisionen er en typisk I. D. paa Motorvogne, idet Vognmateriellet er uensartet og for en stor Del udskrevet. Deutsche Reichpostomnibusser i Flensborg ligger i Aften med Ordre til at holde sig klar til Kørsel med Tropper fra Banegaarden. Der ventes 22 eller 28 Transporttog i Nat. De vestlige Veje synes fri for Tropper. Grænsen fra Pebersmark er blevet forstærket med Mandskab fra Danzig i Eftermiddag.«

Rigspolitichefens Rapport siger, at Efterretningssektionen modtog Meddelelsen Kl. 1.50. Modtog De den?

Nordentoft: Ja, jeg modtog den selv. Den Melding stammede fra Ritmester Lunding ved Grænsen. Den Gang var vi paa Grund af forskellige økonomiske Forhold og Mangel paa tekniske Hjælpemidler henvist til enten at bruge Telefon eller at skrive, og naar der var noget ganske særligt, hvor det hastede stærkt, kunde vi efter Aftale med Politiet bruge deres Fjernskriver til København. Og det er denne Meddelelse, Lunding har sendt via Politiet.

Aksel Møller: Maa jeg spørge: Blev den Melding, De modtog Kl. 1.50, telefoneret videre til Generalstabschefen?

Nordentoft: Ja.

Aksel Møller: Hvor opholdt han sig?

Nordentoft: Hjemme.

Aksel Møller: Hvor var det?

Nordentoft: Et Sted i Hellerup vist.

Aksel Møller: Var De ansvarlig for, at den kom videre?

Nordentoft: Ja. General Gørtz holdt paa, at Generalen selv vilde bestemme, hvor meget eller hvor lidt der skulde bringes videre, idet vi fik en Masse, som ikke havde stor Interesse for andre end Generalstaben.

Hjermlnd: Kan man af det, De sagde før, forstaa, at hvad Marineministeriets

67-68

Efterretningsvæsen vidste, det vidste Hærens ogsaa og omvendt?

Nordentoft: Ja, det kan man gaa ud fra.

Hjermind: Helt og holdent?

Nordentoft: Det tror jeg.

Hjermind: Jeg kan derfor stadig ikke forstaa, at man den 7. April om Aftenen kan give den Meddelelse, at der ikke er nogen Underretning om nogle Troppekoncen-trationer Syd for Grænsen eller særlig Virksomhed i Havnene i Nordtyskland. Man faar alt det fra Kjølsen, og man drøfter det noget alarmeret af det i Efterretningsvæsenet. Jeg kan derfor ikke forstaa, at der ikke foreligger andet eller mere end den Bemærkning om Hamborg.

Nordentoft: Jeg kan kun sige, at det, vi kunde bruge og trække paa i den Situation, som vi tidligere havde faaet noget at vide om vedrørende Forholdene Syd for Grænsen og Østersøhavnene, satte os paa Spor af, at der var noget galt, men Syd for Grænsen var der intet, og naar Lunding ikke har kunnet finde noget Syd for Grænsen, har der ikke været noget.

Fr. Dalgaard: De svarede før paa et Spørgsmaal, at de Efterretninger, som Hæren fik, fik Marinen ogsaa. Men saa sagde De, at Generalstabschefen vilde selv skønne over, hvad der skulde videre, og saa kunde det standse dér, saa kom der ikke nogen Meddelelse direkte fra Dem til Marineministeriet før næste Dag.

Nordentoft: Ja, saa blev Meldingerne telefoneret over.

Fr. Dalgaard: De sagde før, at det vilde Generalstabschefen selv afgøre.

Nordentoft: Ja, een Ting var, hvad der gik videre til Marineministeriet, noget andet var, hvad der gik videre til Kolleger i Marineministeriet. Og Meldinger af denne Karakter gik altid videre direkte til ham.

Hjermind: Der kom en telefonisk Meddelelse fra Gesandtskabet i Berlin om, at man havde erfaret, at en Transportflaade havde forladt Stettin den 4. April, Kurs Vest, Bestemmelsessted ubekendt. Jeg forstaar, at man den 7. ikke havde nogen Melding i Marineministeriet eller andre Steder til at kontrolere, om dette var rigtigt. Er min Forstaaelse dér rigtig?

Nordentoft: Hvis en Flaade af den Slags er gaaet til Søs, var Hærens Muligheder dengang for at konstatere Kurs og Bestemmelsessted ringe.

Hjermind: Man havde vel Flyvere, og jeg stillede før det Spørgsmaal, om man vidste det samme som Marineministeriet, og det bekræftede Oberstløjtnanten, og Marine-ministeriet maa vel have Muligheder for at have konstateret dette.

Nordentoft: Efterretningssektionen som saadan raadede ikke over Flyvere, der var ingen Flyvere sendt ud, det var noget, der blev bestemt hver Gang af General-stabschefen.

Hjermind: Var der ikke i de Dage Tale om noget i den Retning?

Nordentoft: Det mindes jeg ikke, det er muligt, der har været det, det er muligt, der ikke har været det.

Hjermind: Men har Marineministeriet heller ikke vidst noget om den Trans-portflaade?

Nordentoft: Den Melding, der kom fra Gesandtskabet ...

Hjermind: Om den Flaade, der besatte os.

Nordentoft: Det formoder jeg, men med Sikkerhed tør jeg ikke sige det.

Strøm: Jeg forstaar det saadan, at der har været et vist Samarbejde mellem Mari-nens og Hærens Efterretningstjeneste, ogsaa naar der har været Tale om de Ind-beretninger, der er kommet fra Gesandten i Tyskland, og der kom en Indberetning omkring den 1. April fra Marineattaché Kjølsen, den blev refereret for Admiral Rech-nitzer. Kan man gaa ud fra, at den ogsaa er refereret videre til Hærens Efter-retningsvæsen?

Nordentoft: Ja, det er enten foregaaet paa den Maade, at Marinestabschefen har sat sig i Forbindelse med Generalstabschefen, og saa fik jeg det normalt at vide mundtligt ad den Vej. Der er for mig ingen Tvivl om, at jeg ellers vilde have faaet det at vide hos Mørch, eventuelt baade—og.

Strøm: Det vil altsaa sige, at Hærens Efterretningstjeneste sikkert har faaet refereret denne Udtalelse af 1. April?

Nordentoft: Ja, det er 5 Aar siden, og jeg har kun min Hukommelse at stole paa. Jeg mindes ikke bestemt det Tilfælde, men i al Almindelighed var Udvekslingen mellem de to meget omfangsrig, saa jeg maa formode med nogenlunde Bestemhed, at Marinen har faaet Underretning om det, men jeg tør ikke sige det med fuld Sikkerhed.

Hjermind: Jeg vil gerne spørge, Hr. Oberstløjtnant, om der til Dem eller til andre indgik Advarsler fra andre Lande end Holland?

69-70

Nordentoft: Nej, det gjorde der ikke. Jeg ved ikke, om det har nogen Betydning, men Norge og Sverige blev underrettet fra os yderligere i Løbet af den 8. om, hvad der skete.

Hjermind: Har De noget Indtryk af Reaktionen dér?

Nordentoft: Det laa saadan, at vore Forbindelsesmidler derovertil var ikke særlig gode. Telefonen turde de ikke bruge. Vi gik saa den Vej at underrette de to Gesandt-skaber om Tingene i Løbet af den 8. og bad dem lade det gaa videre.

Hjermind: Jeg mener at vide, at der den 5. April er kommet en Henvendelse til en af Officererne i Søværnskommandoen fra den svenske Legation, nærmere betegnet fra den svenske Marineattaché, om forskellige af disse Skibs- og Troppekoncentrationer, nogenlunde paa Linie med Kjølsens. Er De bekendt med det?

Nordentoft: Jeg er ikke bekendt med, om Henvendelsen er sket, det er muligt, men jeg har i hvert Fald ikke været til Stede.

Aksel Møller: Det forekommer mig at have en vis Værdi at faa oplyst, hvorvidt den Meddelelse, Hr. Hjermind omtalte, blev meddelt Hærens Efterretningssektion, det er nemlig i Virkeligheden den svenske Forsvarsstab, der sender Marineattachéen i København til Søværnskommandoen og meddeler dem, at de mener, at den Aggression, der forestaar, er rettet mod Danmark, og det var rart til Belysning af Forretningsgangen mellem de to Værn at vide, om en saa vigtig Meddelelse straks bliver bragt videre til Hærens Efterretningstjeneste. Det, det drejer sig om at faa at vide, er, om De har vidst det, og ikke noget andet.

Nordentoft: Om jeg personlig har faaet det at vide — ja, jeg kan ikke svare paa det, jeg kan ikke med Sikkerhed huske det.

Hjermind: Hvis De skulde karakterisere Helhedsbilledet den 6. eller 7., saaledes som det maa staa for Dem, som har ganske særlige Muligheder for at bedømme Situationen, sammenlignet med de fleste andre, hvorledes vilde De saa bedømme den den 6. eller 7., sammenlignet f. Eks. med Efteraaret 1939, og sammenlignet med den 1. April? Er det en Spænding af Situationen eller er Situationen, som den har været gen-nem flere Maaneder?

Nordentoft: Efter Oplysninger af den Art, som kom i Løbet af den 4. og 5. fra Gesandtskabet og fra Holland, var det efter min Mening en Spænding af Situationen.

Hjermind: Man kan ikke karakterisere Situationen som værende den samme som nogle Maaneder forud?

Nordentoft: Nej.

Chr. Christiansen: I Fortsættelse deraf vilde jeg gerne spørge, om jeg har forstaaet det rigtigt, naar Oberstløjtnanten svarede paa mit Spørgsmaal, da jeg begyndte, at Generalstabens Efterretningsvæsen den 6. til 7. April ikke havde andre Oplysninger end dem, som ogsaa kom til Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet gennem den danske Gesandt i Berlin. Jeg har forstaaet, at man ikke havde konkrete Oplysninger angaaende Troppebevægelser Syd for Grænsen ud over dem, man i Forvejen havde faaet fra Berlin. Var der ikke sket noget yderligere, som Efterretningsvæsenet havde faaet at vide den 6. eller 7. April, der, om jeg saa maa sige, forstærkede de Indberetninger, der var kommet fra den danske Legation i Berlin?

Nordentoft: Jeg nævnte det den 5. om visse Troppe . . .

Chr. Christiansen: Her tales der om den 6. og 7. April.

Nordentoft: Der har ikke den 6. eller 7. April været noget, der viste Troppe-koncentrationer eller Forberedelser til Bevægelser, i hvert Fald ikke det, vi har kunnet konstatere.

Aksel Møller: Hvor stor er Hærens Efterretningssektion? Er den svagt udviklet i den danske Hærs Opbygning, sammenlignet med andre Landes?

Nordentoft: Den er og navnlig var meget svag. Jeg kan ganske kort gøre Rede for, hvorledes Forholdene har udviklet sig. I 1938 var der foruden mig selv 1 Officer, Ritmester Lunding, og ikke flere. Vort aarlige Budget bestod af 2800 Kr. til at drive Efterretningstjeneste for plus det, at vi kunde rejse 63 Dage om Aaret i Landet. Det blev ændret nogenlunde hurtigt efter Østrigkrisen, og efterhaanden fik vi efter vore Forhold nogenlunde rigelige Pengemidler, 2— 3000 Kr. maanedlig under Krigen.

Aksel Møller: Mener De, at Efterretningstjenesten fra Krigens Udbrud den 1. September 1939 til 9. April 1940 var af forsvarlig Størrelse?

Nordentoft: Jeg vil hellere besvare Spørgsmaalet saadan,

71-72

at jeg tror ikke, Hæren i og for sig kunde afse flere. Efter de Beregninger, jeg selv har opstillet, skulde vi, hvis Tjenesten skulde drives nogenlunde, blandt andet saaledes, at den kunde sætte ind i en virkelig Krigssituation, have imellem 12—16 Officerer. Vi var 3 Linieofficerer og en meget dygtig Løjtnant af Reserven.

Harald Petersen: I Admiral Rechnitzers Redegørelse findes der en Bemærkning under hans Referat af 1. April, hvor han siger*)*) A. 182:

- »Da saavel Regeringen som Søværnskommandoen længe havde været vidende om, at der i den tyske Del af Sønderjylland var samlet en Del Tropper, og da man formodede, at Formaalet med det ved Stettin og i andre Østersøhavne samlede Transportmateriel var, at Tyskland havde til Hensigt at sætte ind mod Norge og Sverrig, saafremt et allieret Troppekontingent var blevet landsat i Narvik for at komme Finland til Hjælp inden Fredsslutningen mellem dette Land og Rusland (den 12. Marts 1940), og at disse Tropper og dette Transportmateriel af praktiske Grunde og muligvis som Følge af Issituationen var forblevet paa de paagældende Steder, mente man ikke her at burde vise noget Tegn paa Overraskelse eller Uro ved disse Meddelelser.«

»Den tyske Del af Sønderjylland« er et løjerligt Begreb, men for at blive klar over Optakten til Besættelsen vil jeg gerne vide, om der har været Tropper i en tyske Del af Sønderjylland. Det ved selvfølgelig ogsaa Hærens Efterretningstjeneste, og det maa vel referere sig til de Indberetninger, som er kommet paa et tidligere Tidspunkt, allerede fra Marts Maaned, og ikke alene i Dagene omkring den 7. April?

Nordentoft: Marineministeriet har sikkert faaet dem om Forholdene paa Land fra os.

Arnth Jensen: Der er talt saa meget om den 7. April. Jeg forstaar det ikke rigtigt. Det forekommer mig, at Hærens Efterretningsvæsen ikke har faaet Meddelelse fra Sø-værnskommandoen. Men Admiral Rechnitzer siger i sin Redegørelse, at han allerede om Eftermiddagen den 7. April har paalagt Kyststationerne at holde Udkig og give telefonisk Meddelelse, og det oplystes, at der var passeret Skibe i bemærkelses-værdigt Antal. Den Melding har han altsaa modtaget.

Nordentoft: De Meldinger har han utvivlsomt faaet. Hvad jeg har med her, er det, vi selv har fremskaffet og ikke det, Marinen har fremskaffet. Det, Marinen har fremskaffet, har de selv holdt Rede paa.

Arnth Jensen: Forsvarsministeren har saa om Aftenen ringet til forskellige Steder, og det siges, at der var intet bemærkelsesværdigt. Efter Redegørelsen her er der passeret en hel Del armerede Fartøjer i Løbet af et Døgn.

Nordentoft: Hvordan det er gaaet med Marinemeldingerne i Forhold til Forsvars-ministeren, ved jeg ikke. Marinen bragte naturligvis sine egne Meddelelser videre til Forsvarsministeren og kommenterede dem eventuelt. Hvordan den Melding er blevet behandlet, ved jeg ikke.

Arnth Jensen: Oberstløjtnanten mener, at det ogsaa er meddelt til Hærens Efter-retningsvæsen fra Marineministeriet? Det var en Søndag.

Nordentoft: Efter den Arbejdsgang, der var mellem Hærens og Marinens Efter-retningsvæsen, regner jeg med, at Hærens Efterretningsvæsen utvivlsomt har faaet den. Naar jeg ikke har den her, er det fordi det er Marinens Meldinger, og dem har vi ikke rekonstrueret.

Hjermind: Jeg kan stadig ikke forstaa, hvordan det kan gaa til, at man fra Efter-retningsvæsenet kan svare, som jeg forstaar man gør den 7. April om Aftenen. Vil det sige, at hvis man den 7. April om Aftenen havde spurgt: Mener De, der er noget særligt i Gære, vilde De have svaret nej?

Nordentoft: Det kommer an paa, hvad der er spurgt om. Hvis det er Detail-spørgsmaal om Forholdene Syd for Grænsen, der har været stillet, kan Svaret i og for sig godt have været, at der er intet nyt, der er ingen Forandringer.

Hjermind: Det er alt sammen sket Syd for Grænsen, længere nede. Vilde man ikke have oplyst det?

Nordentoft: Meldingen den 5. var om visse Forflytninger i Hamburg, og saadant er meddelt videre. Hvis der har været nogle Forskydninger den 6. eller 7. eller der har været Forøgelse, saa er det blevet meddelt. Det, der foreligger her, er som sagt nedskrevet umiddelbart efter den 9. April, og der har altsaa ikke foreligget noget.

73-74

Hjermind: Altsaa vidste man ikke noget den 7. April om Aftenen?

Nordentoft: Nej.

Arnth Jensen: I Forsvarsminister Alsing Andersens Redegørelse for den 7. April ser det ud, som om der er spurgt forskelligt. Det ser ud til, at man har spurgt Vice-admiralen, om der er gjort nogen Observationer til Søs, og saa har man spurgt Generalstaben, om der har været nogen Troppekoncentrationer i Sønderjylland. Det kan maaske i nogen Grad forklare det.

Formanden: Jeg takker Oberstløjtnanten, fordi De kom til Stede.

Afhøringen sluttet Kl. 15

Onsdag den 18. Juli 1945, Kl. 9 ½

77-78

Formanden: Hr. Generalmajor. De var Direktør i Krigsministeriet i 1940.

Stemann: Ja.

Formanden: I Tilknytning til det fra Krigsministeriet til Kommissionen fremsendte Materiale i Forbindelse med Begivenhederne den 9. April 1940, herunder navnlig Generalkommandoens Beretning om Begivenhederne den 6. til 9. April og Hr. Generalmajorens Skrivelse af 29. Juli d. A. til Kommissionen, har man anmodet Dem om at komme til Stede, idet man fra Kommissionens Side, som det skriftligt er meddelt Hr. Generalmajoren, ønsker en nærmere mundtlig Udredning af forskellige Punkter i det fremsendte skriftlige Materiale.

Der vil nu fra Medlemmernes Side blive rettet forskellige Forespørgsler til Dem, og jeg beder Dem besvare disse Spørgsmaal, idet jeg gør opmærksom paa, at der paahviler Kommissionens Medlemmer Diskretionspligt, og jeg tør gaa ud fra, at De for Deres Vedkommende vil føle Dem bundet ved den samme Diskretionspligt, ogsaa for saa vidt angaar Deres egne Udtalelser.

Stemann: Ja.

Formanden: Jeg gør opmærksom paa, at denne Diskretionspligt skal tages alvorligt. Naar jeg finder Anledning til at sige det, er det, fordi vi i Gaar havde Komman-dørkaptajn Kjølsen til Møde her, ved hvilket Møde der blev rettet en Række Spørgs-maal til Kommandørkaptajnen. En Del af det staar refereret i Dag i nogle Blade med Meddelelse om, at Kommandørkaptajn Kjølsen har erhvervet den parlamentariske Undersøgelseskommissions og Marineministeriets Tilladelse til at meddele Offent-ligheden sine Oplysninger, hvilket er ganske urigtigt. Dette Spørgsmaal vil senere blive behandlet her i Kommissionen, men jeg har følt mig foranlediget til at understrege, at det er alvorligt ment med denne Diskretionspligt.

Kristen Amby: Maa jeg stille Generalmajoren nogle Spørgsmaal. Hr. Generalmajor. De begynder i Deres Referat til Kommissionen med den 6. April.

Stemann: Ja.

Kristen Amby: Jeg vil gerne spørge Dem: Var De som Direktør i Krigsministeriet bekendt med Marineattaché Kjølsens Indberetning af 8. Januar og 13. Februar 1940? Det er nævnt i de Akter, vi har i Generalrapporten fra Søværnskommandoen, at disse Indberetninger fra Marineattacheen, der kom til Berlin i December 1939, foreligger, og heri omtales allerede Muligheder for Aggressioner mod nordiske Lande. Jeg spørger Dem altsaa: Er De bekendt med disse Indberetninger?

Stemann: Saa vidt jeg husker, har jeg aldrig set dem. Den sidste har jeg først set i Dag i »Berlingske Tidende«. Den var fra April. De forrige har jeg ingen Erindring om at have set. Jeg tror, vi fik noget at vide om, at der var samlet nogle Skibe, og det slutter jeg af, at da vi fik disse Meddelelser — den 6. eller 5., hvornaar det var — om, at der var en Transportflaade, lod jeg dem straks gaa videre til General Gørtz, som dengang var Chef for Generalstaben. Han spurgte mig, om Meddelelsen kunde referere til Skibene, der laa i Stettin fra før Isperioden, og som havde været brugt ved Eva-kueringen af Balticum og Østpreussen. Indberetningen har jeg som sagt ikke set, men vi har nok hørt noget, det har dog ikke fæstnet sig stærkt i min Erindring.

Kristen Amby: Jeg spørger præcist: Disse Indberetninger fra Marineattacheen er ikke efter Deres Erindring forelagt Dem?

Stemann: Ikke efter min Erindring, absolut ikke.

Kristen Amby: Dernæst vil jeg gerne spørge: Hr. Generalmajor, blev De bekendt med Marineattaché Kjølsens mundtlige Kommentering over for Søværnskommandoen af Kammerherre Zahles Brev til Udenrigsminister Munch af 1. April? Udenrigsminister Munch siger nemlig i de Akter, vi har, at han fik et Brev — det kaldes et privat Brev, men med politisk Indhold. Overbringeren deraf var Marineattaché Kjølsen, der fra Kammerherre Zahle havde Ordre til at aflevere og kommentere dette Brevs Indhold over for Udenrigsministeren og over for Søværnskommandoen. Nu spørger jeg: Var De bekendt med den Kommentar?

79-80

Stemann: Ikke saa vidt jeg paa nogen Maade kan erindre. Jeg har første Gang set den nu til Morgen i »Berlingske Tidende«.

Kristen Amby: I Deres Indberetning *)*) A. 111, siger De til at begynde med, at - »den 6. April foretoges i Mobiliseringskontoret forskellige Forberedelser til Lettelse af eventuel Indkaldelse af en Sikringsstyrke.« Saa spørger jeg: Var det, fordi De sammen med Admiral Rechnitzer, Hr. Generalmajor, Dagen før — den 5. April Kl. 12 — af Forsvarsministeren var blevet informeret om Kammerherre Zahles Brev af den 4. April — Brevet vedrørende Aggressionen mod Danmark — samt Brevet af 5. April, at der blev foretaget de nævnte Forberedelser til Lettelse af Indkaldelser, var dette foranlediget deraf, eller var det fordi De havde henvendt Dem til General-kommandoen, da De havde modtaget den Meddelelse fra Forsvarsministeren? Foretog De dem intet i Anledning af, at De fik denne Meddelelse Dagen før, i Retning af at meddele Generalkommandoen Indholdet af Meddelelsen?

Stemann: Jeg ved ikke, om jeg maa give et lidt yidtløftigere Svar, da jeg ikke kan være vis paa, at alle de højtærede Kommissionsmedlemmer er helt inde i Forret-ningsgangen i Krigsministeriet. Det skal kun tage to Minutter.

Forholdet er det, at inden for Krigsministeriet er Direktøren over for Ministeren ansvarlig for det Arbejde, der bliver gjort. Direktøren har sine Opgaver og sine Pligter, og Generalkommandoen har sine. Det er klart og skarpt defineret, dels ved Bestemmelser for Generalkommandoens Opgaver og dels gennem Tradition. Under Krigsministeriet hører en administrativ Opgave og under Generalkommandoen en operativ. Krigsministeriet administrerer Bevillingerne og sørger for inden for Hærlovens Rammer og inden for Bevillingerne at skaffe Hæren alt, hvad den har Brug for. Chefen for Generalkommandoen anvender det. Krigsministeriet skaffer værne-pligtige, Befalingsmænd, Materiel af enhver Art, og derfor hører alle Fabrikkerne under Krigsministeriet: Klædefabrikken, Uniformsskrædderiet og Vaabenfabrikken, Ammunitionsfabrikken, Flyvemaskinefabrikken, Telegraf- og Radiofabrikken o.s.v., o.s.v., Indkøb af Automobiler, Heste o.s.v., alt dette hører under Krigsministeriet, og Krigsministeriet sørger for at tilvejebringe alt det, Generalkommandoen har Brug for.

Endvidere har Krigsministeriet en anden Opgave: til enhver Tid at være ansvarlig for, at Mobilisering kan finde Sted, ganske som Regeringen ønsker det. Naar jeg har været til Stede i en Række af Møder, har jeg følt det som min selvstændige Opgave til enhver Tid at føle Begivenhedernes Puls, saaledes at jeg kunde sige, hvad kan der være Brug for, og at det er fuldstændigt i Orden, saaledes at det med Effekt kan sættes i Værk, hvis Forsvarsministeren i Forstaaelse med Bevillingsmyndighederne, Udenrigsministeren, Statsministeren, Statsraadet eller hvem det er, ønsker, at det skal effektueres. Der kunde blive Tale om at indkalde Sikringsstyrken; det, vi i Almindelighed kalder Sikringsstyrken, omfatter en halv Snes Aargange, 65.000 Mand, og det bringer alle Linjeafdelinger op paa Krigsstyrke, uden at man tager Reserve og andre Afdelinger med. Det er den, der er tænkt paa. Saa kan man mobilisere, og det har man som Regel tænkt at gøre paa den Maade, at man først indkaldte Sikringsstyrken, som næste Trin den fuldstændige Mobilisering. Eller man kan — hvis man valgte det — indkalde Sikringsstyrken i Sønderjylland eller et vist Antal Aargange ved bestemte Afdelinger, som man mener bør bringes i Vejret. Alle disse Opgaver paahviler Krigsministeriet. Derfor har Krigsministeriet til enhver Tid Ansvaret for, at alt dette er fuldstændig forberedt, saaledes at det paa effektiv Maade kan sættes i Værk med korteste Varsel. Denne Opgave har vi efter min Mening altid løst saaledes, at jeg aldrig har hørt Kritik eller Tvivl om, at disse Sager var i Orden. Naar der staar, at der den 6. April i Mobiliseringskontoret foretoges forskellige Forberedelser til Lettelse af eventuel Indkaldelse af en Sikringsstyrke, vil det sige, at jeg har talt med Kontorchefen og sagt: Hvad har vi nu? se efter det der; er det nu i Orden? Jeg har nogen Tid efter noteret ned, at jeg har givet ham Ordre til det. Det skyldes bestemt ikke nogen som helst Anmodning fra nogen, det er min egen indre Drift; man har arbejdet med det i det stille, men en Gang imellem kommer man ved særlig Anledning i Tanker om: Er der nu det og det? Og saa taler man med ham om det. Andet ligger der ikke i dette her.

81-82

Kristen Amby: Maa jeg spørge videre: De mente ikke, det var rigtigt allerede den 5., inden De Kl. 12 Middag havde faaet den Meddelelse om Kammerherre Zahles alarmerende Brev, at meddele Indholdet af dette til Hærens Chef?

Stemann: Jeg har aldrig hørt dette Brev, ikke før jeg — som nævnt — saa det i Avisen. Der var en skarp Adskillelse. Ministeren sidder med to Dispositionsenheder: Krigsministeriet med mig som Chef og Chefen for Generalkommandoen, som efter Tjenestereglementet har den Opgave over for Ministeren at fremsætte alt, hvad der kan tjene til Fremme af Rigets Forsvar.

Kristen Amby: Maa jeg have Lov til at sige, Hr. Generalmajor, at Forsvarsministeren i sin Indberetning til Kommissionen udtrykkeligt siger, at han ved 12-Tiden den 5., efter at der først havde været Ministermøde, gav Viceadmiral Rechnitzer som Direktør for Marineministeriet og Generalmajor Stemann som Direktør for Krigsministeriet Meddelelse om Kammerherre Zahles Brev. Det var altsaa den 5. Kl. 12.

Stemann: Nej. Jeg har noteret her, at ved 12-Tiden kom Direktøren for Krigsministeriet ind til Ministeren, hvor denne og Viceadmiralen, som var derinde, orienterede Direktøren om Meddelelsen fra Berlin vedrørende Transportskibe. Det har jeg skrevet ned nogen Tid efter. »Senere paa Dagen refererede Direktøren Orienteringen for Generalstabschefen. General Gørtz spurgte, om Meddelerne kunde opgive Navn paa Skibene, og nævnte, at Skibene kunde være dem, der laa i Stettin m. v. fra før Isperioden, og som havde været brugt ved Evakueringen fra Balticum og muligvis til Forbindelse med Østpreussen.« Dette er, hvad jeg har skrevet ned, muligvis 14 Dage senere, muligvis 3 Uger senere, men dette er altsaa for mig Hovedindtrykket af, hvad jeg har faaet at vide, jeg har hverken faaet noget at vide om Kammerherre Zahles eller Kjølsens Brev. Naar man i faa Ord skal karakterisere det, er det nedfældet heri. Spørgsmaalet lød: Lod De det ikke gaa videre? Selvfølgelig! Min Opgave var af administrativ Art, og jeg overlod det operative til andre, som havde med det at gøre. Jeg fik det Svar, som ogsaa tyder paa, at der ikke har været nogen stor strategisk Redegørelse knyttet til det.

Kristen Amby: Det forstaar jeg. Men der er ingen Tvivl om, hvad Brevet indeholder — nemlig den paatænkte Aggression mod Danmark — det ser vi af Akterne, saa kan man vurdere det, som man vil. Men der er ingen Tvivl om, at baade Forsvars-ministeren og Udenrigsministeren er meget bekymrede i Anledning af det Brev. Men De har altsaa efter Deres Fremstilling kun faaet Meddelelse om, at der er kommet et Brev, men ikke angaaende denne meget vigtige Indberetning, og om at der i Brevet siges, at der paatænkes en Aggression mod Danmark.

Stemann: Det vil jeg ikke sige er udelukket. Naar man meddeler mig det, er det ogsaa, fordi det spiller en Rolle for os, gaar jeg ud fra. Under hvilken Form det blev sagt, kan jeg ikke sige, men jeg kan bestemt sige, at hvert Ord har jeg ladet gaa videre ordret. Og Dagen efter sagde jeg til General Gørtz: Hvad du fik at vide af mig i Gaar, er alt, hvad jeg har faaet at vide selv. Af General Priors Rapport kan man se nogenlunde, hvad han har faaet at vide, og det svarer til, hvad jeg fik at vide, og de Rapporter har jeg set dengang og godkendt. Jeg har intet haft at tilføje. Det er min Erindringsliste.

Fr. Dalgaard: Hr. General! De siger, at De først nu har faaet Kendskab til Kjølsens Brev, det har De først set i Avisen, men der staar i Deres egen Indberetning, at det er den 6. April, at Ministeren refererer Meddelelserne fra Berlin, fra Kammerherre Zahle og Kjølsen. Naar man refererer, giver man dog Hovedindholdet.

Stemann: Jeg var endda i Tvivl om, hvorvidt Alsing Andersen havde set Brevet.

Fr. Dalgaard: Generalen siger, at De ved ikke, hvad der stod i Brevet. Naar man siger: Vi har fra Berlin, enten fra Kammerherre Zahle eller Marineattaché Kjølsen faaet et Brev af det og det Indhold, saa maa De mistvivle om den Mand, der giver Dem Brevets Indhold, naar De ikke tror, at De har faaet Indholdet af Brevet. De siger: Jeg kan ikke vide, om de paagældende har faaet det Brev.

Stemann: Hvordan skal jeg forklare det. Detaillerne i dette her staar ikke klart i min Erindring. Jeg har nedskrevet det saa godt, jeg kunde efter Erindringen. Jeg vil mene, at der bliver sagt saadan noget som, at vi har Meddelelse om

83-84

Samling af Skibe og fra Militærattacheen, eller hvordan det nu formede sig, det husker jeg ikke, men der er ikke sagt til mig: Kjølsen har skrevet saadan og saadan og saadan og saadan. Der er sagt noget om, at Viceadmiralen og Ministeren havde gennemgaaet Sagen. Ministeren har muligvis ringet efter mig, og jeg er kommet for sent, de to sad derinde og gav et kort Referat om dette med Skibene.

Rager: Der er i denne Forbindelse en Ting, jeg gerne vil have fastslaaet. I Minister Alsing Andersens Beretning staar der, at dette fandt Sted den 5. April.

Stemann: Det er rigtigt.

Rager: Men i Generalens Beretning staar der, at det var 6. April. Det er af en vis Vigtighed at faa dette klaret.

Stemann: Jeg begyndte den 6., det er, fordi Priors Rapport ogsaa begyndte den 6. April. Saa vidt jeg kan se af Alsing Andersens Notitser, som jeg ogsaa saa dengang, var det Ministerens Mening, hvis der viste sig noget mere, at kalde paa Chefen for Generalkommandoen. Det er altsaa ikke sket den Eftermiddag, og saa har jeg straks orienteret ham, fordi det var hans Sag, og saa har jeg givet ham Besked om det lidet, jeg vidste, og først den 6. April kommer Mødet hos Ministeren med Chefen for Generalkommandoen og Søværnskommandoen.

Rager: Jeg kan alligevel ikke forstaa det, for der maa ligge en Samtale forud for den første, som Generalen refererer her. Der har den 5. været et Møde, hvor Generalen første Gang blev bekendt med, at der er noget, og det er det Møde, hvor Generalen maaske er kommet noget for sent, og saa kommer den 6. bagefter. Vi skulde med andre Ord have et Par Linier yderligere fra Generalen angaaende Begivenhederne den 5. April for at faa det til at stemme med Forsvarsministeren. Jeg forstaar, at Generalen ikke bestrider det rigtige i Forsvarsministerens Udtalelse -

Stemann: Overhovedet ikke.

Rager: - at der allerede den 5. var Møde Kl. 12, hvorimod det den 6. var Kl. ca. 11.30. De to Ting stemmer nemlig sammen. Jeg forstaar det saadan, at der har været et Møde den 5., som Generalen ikke hidtil har omtalt i sin Indberetning.

Stemann: Ja, for jeg er begyndt den 6.

Arnth Jensen: Det fremgaar af de Bilag, vi har fra Generalkommandoen, at Generalkommandoen har fremsat Ønske om at se de originale Indberetninger fra Gesandtskabet i Berlin, men det er ikke imødekommet, heller ikke Indberetningen af 4. April. Jeg vil gerne spørge Dem, Hr. General, om De har været vidende om dette Ønske fra Generalkommandoen, om De eventuelt har næret det samme Ønske, om De har fremført det over for Forsvarsministeren, og hvilket Svar Forsvarsministeren eventuelt har givet.

Stemann: Det staar her i en Note.

Arnth Jensen: Det staar i en Fodnote. Mit Spørgsmaal gik ud paa, om Generalen har været indforstaaet med Generalkommandoens Ønske, og om Generalen har haft samme Ønske og har talt med Forsvarsministeren om det, og om Forsvarsministeren har afvist det, og da med hvilken Begrundelse.

Stemann: Jeg har ikke nogen speciel Erindring om det. Jeg husker, hvad der staar i Fodnoten, og jeg tænker, at Generalen maaske selv i min Nærværelse har fremsat det Ønske over for Forsvarsministeren, og denne har sagtens sagt: Det skal jeg overveje.

Kristen Amby: Hr. General. I Admiral Rechnitzers Redegørelse til Kommissionen siges der — og det er støttet af Søværnets Generalberetning — at der er sket en Henvendelse den 5. fra det svenske Gesandtskab; en Marineattaché henvender sig i Søværnskommandoen med Oplysninger analoge med de Oplysninger, der fremgik af Kammerherre Zahles Brev. Maa jeg have Lov, Hr. Formand, til at læse et kort Citat. Der staar*)*) A. 184:

- »Om Eftermiddagen fik en af Søofficererne i Søværnskommandoen Meddelelse fra en Sekretær i den svenske Legation, der midlertidig fungerede som Marineattaché, om forskellige Rygter, der verserede angaaende Skibs-og Troppekoncentrationer ved Stettin og i Nordtyskland, væsentlig af tilsvarende Indhold, som vi allerede var bekendt med fra Rapport og Referat fra Kommandørkaptajn Kjølsen. Af nyt fremkom der kun, at der skulde være samlet 12 Divisioner i Nordtyskland, og at det fladbundede Skibsmateriel ved Stettin skulde være paaregnet til at anvendes mod Danmark. —

85-86

Ogsaa fra den herværende britiske Legation kom der fra Golonel Craig, der nærmest gjorde Tjeneste som Militærattaché, lignende Oplysninger.«

Her staar altsaa, at det er om Eftermiddagen, i Søværnets Generalrapport staar der, at det er om Formiddagen — det finder vi jo nok ud af, men jeg vil gerne spørge: Blev De gjort bekendt med, at der i Realiteten samtidig med, at De bliver underrettet om Kammerherre Zahles og Kjølsens Brev, fra det svenske Gesandtskab er kommet den, synes jeg, alarmerende Meddelelse, hvis Indhold nys blev gengivet? Blev De gjort bekendt med denne Meddelelse?

Arnth Jensen: Det var det Spørgsmaal, jeg stillede før, og det beder jeg Generalen udtale sig om: Har Generalen næret det samme Ønske om at se de originale Indberetninger fra Gesandtskabet?

Stemann: Jeg har altid næret Ønske om at se saadanne vigtigere og interessantere Indberetninger fra Gesandterne, ikke blot fra Gesandten i Tyskland, men i det hele taget, men det har ikke fundet Sted. Den, der skulde se det, maatte være Chefen for Generalkommandoen, hvis Opgave det er at følge de Ting, og som har et selvstændigt Efterretningsvæsen. Der er ikke i Krigsministeriet noget selvstændigt Efterretnings-væsen eller andre Organer til at sammenstille, om det er rigtigt eller forkert, hvad der bliver indberettet. Det var altsaa ham, der skulde have det.

Jeg er stadig i Tvivl om, hvorvidt det er blevet sagt, at det var et Brev fra Kammerherre Zahle og Kjølsen, det har ikke gjort dybt Indtryk paa mig, hvorfra det kom. Jeg har hørt om disse Skibe og maaske nok, at det var en Meddelelse fra Berlin, men noget saa præcist, som dette Brev indeholder, har jeg ikke faaet at vide. Det andet har jeg ikke mindste Erindring om.

Arnth Jensen: Generalen siger selv, at De har næret Ønske om at se disse Indberet-ninger, men Spørgsmaalet er: Har Generalen sammen med Generalkommandoen fremført dette Ønske over for Forsvarsministeren, og har Forsvarsministeren afvist det?

Stemann: Jeg har ikke nogen Erindring om, at jeg har fremført det Ønske sammen med Chefen for Generalkommandoen. Naar vi havde Møder, foregik det sædvanlig paa den Maade, at Chefen for Generalkommandoen og Ministeren talte sammen og traf Afgørelse, og jeg greb ind, hvis jeg mente, de var paa gale Veje, med tekniske Oplysninger eller lignende. Men det maa man kunne faa at vide af General Prior, aldeles præcist, han vil sikkert kunne huske det. Han har antagelig ved et Møde, enten jeg har været til Stede eller ikke, bedt om det, og Ministeren har saa antagelig sagt — det er almindeligt — at det skulde blive overvejet eller noget lignende. Saadan tænker jeg mig, det er gaaet til, men det er noget, jeg digter, det er fri Fantasi. Jeg husker imidlertid ganske tydeligt, at han har ønsket at faa disse Oplysninger.

Rager: Jeg forstaar paa Generalen, at Generalen mener, at De burde have haft Lejlighed til at se flere Indberetninger fra Gesandterne ude omkring, end De gjorde. Det gælder ikke alene de Dage, vi taler om her, men det synes altsaa at have været Coutume i Ministeriet, at De ikke har faaet dem at se. Nu forstaar jeg, at Generalen har siddet som Direktør i Krigsministeriet i mange Aar og har set en Række For-svarsministre passere Revue. Hvis man har lagt Vægt paa det, maa det formodes at være blevet forebragt, hver Gang der kom en ny Forsvarsminister, at Direktøren for Krigsministeriet maatte anse det for rigtigt, at han fik alle disse Indberetninger. Er det sket, og har alle Forsvarsministre paa Geled saa sagt: Nej, det kan vi ikke gaa med til, Hr. General?

Hjermind: Hr. General! De begynder Deres Redegørelse med den 6. April, og paa det Tidspunkt foreligger, efter hvad der er oplyst her for Kommissionen, en Advarsel fra Marineattacheen i Berlin, hvori han anvender Udtrykket, at der forestaar en Aggression mod Danmark. Der foreligger endvidere en Advarsel fra den hollandske Forsvarsstab direkte hertil, — det fik vi at vide af Oberstløjtnant Nordentoft i Gaar — desuden en Advarsel fra den svenske Forsvarsstab, og endelig en Advarsel fra Colonel Craig, den engelske Militærattaché. Forstaar jeg det rigtigt, at disse Oplysninger har foreligget, uden at De, Hr. General, var gjort bekendt dermed?

Stemann: Spørgsmaalet om Rapporterne har ikke været ført frem paa den Maade, De taler om, det har aldrig været gjort til noget særligt Spørgsmaal. Generalen har lejlighedsvis sagt: Jeg vil gerne se dem.

87-88

Undertiden er der vist kommet nogle Rapporter, undertiden ikke, men jeg er ikke i Tvivl om, at Chefen for Generalkommandoen ikke er mødt alene i denne Anledning. — Jeg er ikke vis paa det, men det vil Oberstløjtnant Nordentoft kunne fortælle, om Efterretningsvæsenet havde Samarbejde direkte med Udenrigsministeriet. Efterret-ningssektionens Virksomhed var knyttet til Generalkommandoen og ikke til Krigs-ministeriet. Generalkommandoen kunde indhente alle de Oplysninger den vilde, derigennem, uden at Krigsministeriet fik det at vide. Vi fik det kun at vide i de Situationer, hvor det passede dem at informere Ministeren, og det gaar jeg ud fra de har gjort ved alle de Lejligheder, hvor det har været nødvendigt at gøre det, jeg har ikke Grund til at tro andet. Men, som sagt, disse Efterretningsdetailler sortede under Generalkommandoen, og naar jeg fik noget at vide, lod jeg det uvægerligt gaa videre.

Hvad det med den hollandske og svenske Forsvarsstab angaar, har jeg aldrig hørt noget herom. Hvad jeg har hørt, staar hovedsagelig i General Priors Rapport. Jeg har været optaget Dag og Nat af mit Arbejde i Krigsministeriet, og jeg er kommet til disse Møder, men derudover har jeg ikke deltaget i Deliberationer eller noget som helst.

Rager: Jeg forstaar det altsaa saaledes — for Generalkommandoens Vedkommende maa vi naturligvis søge Spørgsmaalet opklaret dér — at for Krigsministeriets Vedkommende er der ikke af Forsvarsminister Alsing Andersen indført nogen ny Praksis, men der er gaaet frem paa samme Maade som hidtil, at Ministeren undertiden har forelagt Rapporter, men det normale har været, at Ministeren har refereret, saadan som det skete i Møderne den 5. og 6. April.

Hjermind: Vilde det ikke, Hr. General, have spillet en Rolle for Deres Overvejelser, om De havde faaet nøjagtigt oplyst, hvem det var, man havde disse alarmerende Efterretninger fra, om De i Stedet for blot at vide, at det var nogle ubestemte Kilder, som man ikke kendte, havde vidst, at det var Deres eget Lands Militærattaché, Hollands Forsvarsstab, Sveriges Forsvarsstab og den engelske Militærattaché, der advarede? Vilde det have spillet en Rolle for Deres Overvejelser, om De havde vidst, at det var disse Kilder og ikke nogen tilfældig Kilde?

Aksel Møller: Mener De ikke, Hr. General, at det er sandsynligt, at den komman-derende Generals Ønske om at kende disse Indberetninger er fremsat samtidig med Beslutningen om at sende en Marineattaché til Berlin, altsaa i December 1939?

Stemann: Der er ingen ny Coutume indført af Alsing Andersen. Med Hensyn til, hvad der vilde spille en Rolle for mine Overvejelser, kan jeg sige, at jeg har ikke foretaget nogen som helst Overvejelser. Jeg har ladet alt gaa videre til den, der skulde foretage Overvejelserne, nemlig Chefen for Generalkommandoen gennem Generalstaben, og havde jeg faaet alle disse Ting at vide, havde jeg ladet hvert eneste Ord, jeg havde modtaget, gaa videre til ham.

Hjermind: De vilde altsaa ikke have foretaget Dem noget?

Stemann: Jeg vilde i hvert Fald straks have opsøgt ham.

Hjermind: Nej, jeg har ogsaa det Indtryk, at det ikke vilde have gjort nogen Forskel.

Stemann: Hvorvidt Henvendelsen kan være sket samtidig med, at Kommandør-kaptajn Kjølsen ...

Aksel Møller: Nej, jeg spurgte om, hvorvidt Ønsket om at blive gjort bekendt med Indberetningerne stammede fra det Tidspunkt, da man besluttede at sende en Marine-attaché til Berlin.

Stemann: Det er muligt, men jeg kan ikke huske det, jeg har slet ingen Erindring om det. Jeg mener, det er et Ønske, der har ligget i Luften, som lejlighedsvis er blevet fremført, men jeg har ingen Erindring om hvornaar.

Chr. Christiansen: Det drejer sig om Spørgsmaalet om Begivenhederne Natten mellem den 8. og 9. April. Vi har her for Kommissionen faaet Oplysning om, at der til Generalstabens Efterretningsvæsen Kl. 1.50 Nat kom en Melding fra Sønderjylland af en vis alarmerende Karakter. Jeg vil gerne have at vide af Generalen, hvornaar denne Melding er kommet til Krigsministeriet. Den er altsaa kommet til Efterretningsvæsenet Kl. 1.50, men hvornaar er den kommet til Krigsministeriet?

Stemann: Der staar her i mine Papirer: - "Kl. 4,05 modtoges pr. Telefon fra General-staben følgende Melding: »4,00 modtaget fra Jydske Division: Fodfolkspionerkom-mandoet melder", o.s.v.

89-90

De vil kunne se af Papirerne, et eller andet Sted ligger der vist en Liste over, hvad det er bygget paa; og om der skulde være noget tidligere paa Natten, ved jeg ikke, det er første Gang, jeg har hørt noget i hvert Fald.

Chr. Christiansen: Det vil altsaa sige, at man ikke i Krigsministeriet vidste noget om denne Melding Kl. 1.50. Maa jeg dernæst spørge Hr. Generalen: Paa hvilket Tidspunkt blev General Prior og General Gørtz kaldt til Ministeriet?

Stemann: Det staar ogsaa i min Rapport: - »Kl. ca. 4,25 modtog Direktøren fra Chefen for Marinestaben Meddelelse om Torpedobaaden Glentens Melding vedrø-rende tyske Troppetransportskibe i Store Bælt og om 6 tyske Skibe, der stod ind mod Korsør Havn. Direktøren satte sig telefonisk i Forbindelse med Ministeren, der var i Bygningen, samt med Chefen for Generalkommandoen og Chefen for Generalstaben, der begge anmodedes om straks fra deres Hjem at komme til Krigsministeriet.« Naar der staar Kl. 4.25, maa det have været nogle Minutter efter. General Prior kom lidt over 5, saa jeg maa have ringet til ham om at komme ca. halv 5.

Chr. Christiansen: Maa jeg spørge Generalen, om man ikke fra Krigsministeriets Side havde talt med de to Generaler om at overnatte i Krigsministeriet den paagæl-dende Nat, naar man dog var samlet i Krigsministeriet, saa vidt jeg ved, Kl. 10.30 til en Konference med Forsvarsministeren efter et Møde med Partiformændene, hvor man maa formode, at de derefter tog hjem. Blev der ikke talt noget om, at de to Generaler skulde være i Krigsministeriet den paagældende Nat i Betragtning af de Urovarsler, der var indløbet den 8. April?

Stemann: I dette Møde i Krigsministeriet om Aftenen var kun General Prior til Stede, General Gørtz var i Sundhedsstyrelsen til et Møde angaaende en Lazaretordning, og jeg husker i hvert Fald, at da jeg gik fra Mødet hos Forsvarsministeren, mødte jeg paa Gangen General Gørtz, som kom derfra. Jeg bilder mig ind, men jeg har ikke skrevet noget om det, at jeg spurgte ham, om han tog hjem eller saadan noget, og han sagde, at det gjorde han, og videre har jeg ikke foretaget.

Chr. Christiansen: Altsaa, jeg forstaar det saadan, at der ikke fra Krigsministeriet blev rettet nogen Anmodning til de to Generaler om at blive, og at de heller ikke selv gav Udtryk for, at de fandt det paakrævet.

Stemann: Nej, det har jeg ikke gjort.

Rager: Jeg vil gerne spørge Generalen: Var det Generalen bekendt, at General Gørtz boede et Stykke uden for det egentlige København, og at Generalen ikke havde Bil ved sin Bolig?

Stemann: Det er mig bekendt, hvor General Gørtz boede. Det sidste har jeg ikke beskæftiget mig med.

Rager: Det er ret afgørende, om en Mand har Bil ved sin Bolig og Chauffør, saa han kan køre, eller om man kommer ud for det, som General Gørtz kom ud for, at Bilen, han bestilte, kom et Kvarter eller 20 Minutter efter det Tidspunkt, han havde ventet den. Det er det, der skete, men det har Generalen ikke haft noget nærmere Kendskab til?

Stemann: Jeg har nok vidst, at han ikke havde Garage med Bil derude, og jeg kan heller ikke have haft nogen særlig Grund til at formode, at han skulde have Bil holdende.

Rager: Har Krigsministeriet overhovedet Mulighed for at blande sig i, hvor General Gørtz vilde tilbringe Natten?

Stemann: Krigsministeriet eller Forsvarsministeren kan jo, om jeg saa maa sige, blande sig i, hvad de vil, selvfølgelig, men det har vi overladt ganske til de Herrers eget Skøn.

Rager: Jeg maa altsaa forstaa, at efter at General Stemann i Løbet af Aftenen den 8. April var blevet klar over, hvorledes Situationen laa, mente Generalen ikke, Situationen var saa alvorlig, eller at det kunde ventes, at der skulde foretages afgørende Ændringer i de Forholdsregler, der allerede var truffet, at Generalen mente, at det var nødvendigt at henstille til Forsvarsministeren, at Forsvarsministeren sagde til Generalstabschefen om at være ved Haanden, til Trods for at Direktøren for Krigsministeriet og Forsvarsministeren selv blev i Ministeriet.

Chr. Christiansen: Jeg vil gerne spørge Generalen: Da man fra Krigsministeriets Side alarmerede General Prior, skete det saa paa den Maade, at man samtidig meddelte ham de Oplysninger, der paa det daværende Tidspunkt forelaa vedrørende selve Begivenhedernes Gang,

91-92

eller var det blot en almindelig Tilkaldelse uden nærmere Meddelelse om, hvad der foregik.

Stemann: Vi rettede ikke nogen Henvendelse til Generalerne Prior og Gørtz om at blive i Generalstaben, det var det, De spurgte om?

Rager: Nej, Generalen har ikke Ret i, at jeg spurgte om, hvorvidt man havde sagt det til General Gørtz, for det er jeg klar over, at man ikke havde, men det, jeg ønsker at faa Klarhed over, er, om Generalen mener, at det var rigtigt, eller om det var unødvendigt at sige noget til dem under Hensyn til den Situation, der forelaa, om man nu bagefter vil sige: Det burde vi have sagt. Hvis man siger: Nej, det var rigtigt, at vi ikke sagde noget, saa maa der efter min Mening deri ligge en Erkendelse af, at man ikke fra sagkyndig Side ansaa Situationen for at være saa stærkt trukket til, at det var nødvendigt, eller at man sagde: Ja, uanset hvor alvorlig Situationen er, saa er der ikke mere at foretage; vi kan lige saa godt lægge os til at sove, for vor Opgave er forbi; vi maa hellere sove, for at være klar til at tage fat igen. Det er det Spørgsmaal, jeg gerne vil have besvaret.

Stemann: Paa det Tidspunkt har man jo ikke været klar over, hvad der vilde ske i Fremtiden, saadan som man nu er klar over, hvad der er sket. General Prior og General Gørtz sad inde med alle de Oplysninger, jeg sad inde med. Det er ikke for at fralægge mig noget, at jeg siger det, men Opgaven er Generalkommandoens. Det er jo tænkende Mennesker, der er til Stede. Enhver Statsborger har Ret og Pligt til at gøre sin Indflydelse gældende, og ogsaa jeg, men disse Mennesker vidste lige saa meget om Situationen som jeg, og de havde mere Anledning til at vide det end jeg, fordi de havde deres Efterretningstjeneste.

Chr. Christiansen: Det, der var Spørgsmaalet, var, om General Priors Tilkaldelse skete uden Ledsagelse af Oplysninger om, hvad der var sket.

Stemann: Jeg kan kun sige, hvad jeg har skrevet her, at under Samtalen med General Prior indløb der fra Marineministeriet Meddelelse om, at tyske Tropper var gaaet i Land ved Nyborg og Middelfart, hvilket meddeltes General Prior. Deri ligger, at jeg har orienteret ham, og hvis jeg kan finde det i en Hast, saa staar der i hans egen Indberetning, hvad jeg sagde til ham. Ja, her staar det. Han skriver: - »Direktøren for Krigsministeriet telefonerede Kl. 4,30 til Chefen for Generalkommandoen og meddelte, at et tysk Skib med Tropper var løbet paa en Mine i Langelandsbæltet; Direktøren bad Generalløjtnanten komme til Krigsministeriet. Inden Samtalen sluttede, indløb Melding om tysk Landgang paa Fyn. Til denne Melding bemærkede Chefen for Generalkommandoen: »Saa maa vi mobilisere.« Kl. 4,45 kørte Chefen for Generalkommandoen fra Kastellet til Krigsministeriet og indtraf her Kl. 4,57.«

Kristen Amby: Jeg maa maaske have Lov til at gaa lidt tilbage for at belyse det relevante i, hvad jeg nu vil spørge om. Hr. General, i Deres Indberetning her til Kommissionen refererer De vedrørende den 6. April, at Chefen for General-kommandoen, efter at man i Mødet den 6. April var gjort bekendt med Kjølsens og Zahles Brev, fremsatte Forslag om at overveje de Krav, der muligvis kunde blive stillet Danmark, og hvad man vilde gøre i Tilfælde af saadanne Kravs Rejsning. Heroverfor hævdede Ministeren efter Deres Referat, at Ministeren vilde vente, til Kravene blev stillet, med at tage Stilling til, hvad der saa skulde gøres. Saa siger De videre *)*) A. 111: - »General Prior foreslog Indkaldelse gennem Radio af Aargang 1930—35, f. Eks. for 14 Dage.«

Er Det Deres Mening dermed at ville sige, Hr. General, at da Ministeren afviste at overveje de forskellige Muligheder og sige, hvad vi saa skulde gøre, saa siger General Prior: Men eaa ønsker jeg i alt Fald disse Aargange indkaldt. Dette i Forbindelse med, at De den 8. April — nu kommer jeg snart til det relevante — siger, at der foresloges Indkaldelse af Sikringsstyrke, 10 Aargange, og drøftedes eventuel Indkaldelse af 4 Aargange til Kystdefensionen, kunde tyde paa, at General Prior fastholder, at han ønsker Sikringsstyrken formeret, subsidiært Indkaldelse af Aargange. Det staar her, at det foresloges. I Forsvarsministerens Redegørelse hertil siger Forsvarsministeren, at det er General Prior, der paa General Gørtz og egne Vegne foreslaar. De var altsaa ogsaa enig med Generalkommandoen i dette Forslag.

Stemann: Ja.

93-94

Kristen Amby: Det gør det klarere, naar vi kommer til det senere Møde. Der skete ikke noget. Ministeren var til Møde hos Kongen, og bagefter kommer han tilbage og meddeler, at der kun skal være Alarmtilstand, men i Mødet Kl. 17 om Eftermiddagen den 8. April, hvor alle de militære Chefer var til Stede, blev de gjort bekendt med Renthe-Fink, den tyske Gesandts alvorlige Henstilling om ikke at foretage noget. Derefter skriver De, at General Prior foreslog paa ny Sikringsstyrkens Indkaldelse og gav Ministeren forskellige Meddelelser, og om Aftenen, efter at der havde været Møde med Partiformændene, fastsloges det udtrykkeligt af Forsvarsministeren, da han kommer tilbage til de militære Chefer, at der ikke skal foretages yderligere. Saa spørger jeg da: Naar det den 5. April drøftes og den 8. April to Gange foreslaas og fastholdes af General Prior for Generalkommandoen, at der skal foretages Indkaldelse af Sikringsstyrke, at der skal foretages Formering af Styrken, og naar man paa Trods af dette fastholder fra de ansvarlige politiske Myndigheders Side, at der ikke skal foretages yderligere ud over Alarmeringen, mener De saa, at der dermed er tilkendegivet, at de politiske Ledere ikke mente, at der var nogen overhængende Fare, for saa er det forstaaeligt, om Generalerne siger: Ja, men vi har sagt dette over for de Breve og de Indberetninger, der foreligger, og naar man desuagtet ikke mener, man skal foretage noget yderligere ud over Alarmberedskabet, saa kan Situationen ikke være saa højaktuel, som vi egentlig mente, at den var, og saa er det forstaaeligt, at Generalerne gaar til deres Hjem. Er det ikke det, der er Deres Indtryk?

Stemann: Ved de Møder, der afholdes hos Forsvarsministeren, hvor Cheferne for Generalkommandoen og Søværnskommandoen er til Stede, og ogsaa jeg er til Stede, er det som jeg har sagt, Chefen for Generalkommandoen, der fører Ordet for Hærens Vedkommende — han har maaske sin Hjælper, Generalstabschefen, eller han har det ikke — men jeg erindrer ikke, at jeg i de mange Aar, jeg har været Direktør for Krigs-ministeriet, ikke har staaet bag ved de Ønsker, som Chefen for Generalkommandoen fremsatte, og det var Chefen for Generalkommandoen ganske klar over. Naar han fremsatte sine Ønsker, saa var det maaske min Opgave senere at regne ud, hvad det vilde koste, hvilke Foranstaltninger det vilde medføre, o.s.v. o.s.v., men jeg tror, jeg har spurgt hver enkelt Minister om det før eller senere under hans Ministertid, og der er ingen, der har været i Tvivl om, at selvfølgelig stod jeg bagved de Krav, som blev fremsat af Chefen for Generalkommandoen. Naar de saa ikke politisk kunde gennemføres, kunde det skyldes politiske Grunde, som jeg maaske ikke altid kunde se var rigtige, eller ogsaa, fordi man fandt, at der var ikke nogen Anledning til det. Men her var man i hvert Fald klar over, at Chefen for Generalkommandoen havde været i 8-Mands Udvalget personlig og dér gjort sin Indflydelse gældende, og senere havde han Gang paa Gang i Møder, baade med Udenrigsministeren og Forsvarsministeren, gjort sin Indflydelse gældende, og det samme havde General With gjort i 8 ½ Aar, saa man var nogenlunde vant til, hvorledes Regeringen saa paa Sagerne. Den Politik, der blev ført, var en saadan, at den ikke kom videre overraskende. Jeg mindes saaledes en Dag, hvor jeg paa Gangen mødte General Gørtz, og jeg mindes, at jeg spurgte ham, om han med Hensyn til de Forberedelser, som vi traf i Ministeriet — det var et rent privat Spørgsmaal — fandt, at jeg særlig skulde koncentrere mig om den rigtige Sikringsstyrke, den, der er Forløber for Mobiliseringen. Jeg tror nok, at Generalen rystede paa Hovedet og sagde: Jeg tror saamænd aldrig, den bliver indkaldt. Altsaa, det var den almindelige Følelse over for Regeringens Politik.

Hjermind: Hvornaar var det?

Stemann: Det var en af de Dage, jeg kan maaske nok se det. Det var den 6. April.

Fr. Dalgaard: Med Hensyn til det Spørgsmaal, som Hr. Rager er inde paa, om Generalen mente, at det var paakrævet at gøre de Herrer Prior og Gørtz opmærksom paa, at det maaske var betimeligt, at de blev i Ministeriet, har vi faaet Deres Svar. Jeg vil bare spørge Dem: Ved De noget om, hvorvidt de Herrer Gørtz og Prior var bekendt med, at Forsvarsministeren og De blev i Ministeriet Natten mellem den 8. og 9. April? Ved De noget om det?

Stemann: Jeg mødte, som jeg sagde, henimod Midnat General Gørtz, der kom fra Sundhedsstyrelsen, og jeg mener, at jeg sagde til ham — jeg har ikke noteret noget ned om det — »Jeg bliver her«. Han ringede til Ministeriet, som De kan se af min Rapport. Jeg ringede Gørtz op, og

95-96

han mig, og han troede, at det var hans Opringning, og jeg troede, det var min Opringning. Ingen af os ved, hvem der ringede den anden op. Hvorfor skulde han ringe til Ministeriet, hvis han ikke vidste, at jeg var der?

Fr. Dalgaard: Hvordan med General Prior?

Stemann: Jeg har ikke Skygge af Erindring om det, men jeg tror, at han har vidst, at vi var der. Men det vil han selv kunne oplyse meget bedre.

Rager: Der er altsaa kaldt samtidig fra begge Sider? Det er aldrig blevet de Herrer Generaler klart, hvem der ringede op?

Stemann: Det har vi begge gjort.

Rager: Men hvem kom først? Hvilken Grund havde General Gørtz paa det Tidspunkt til at ringe til Ministeriet.

Stemann: Jeg har først opdaget det nogen Tid efter, idet der ikke staar noget om, at jeg ringede ham op, i Generalkommandoens Rapport, men pludselig dukker der noget op i min Erindring om, at da jeg tog Røret, var han der.

Hjermind: Jeg vil gerne have klaret, om jeg har forstaaet Dem rigtigt: at De den 6. April og den 8. April er enig i General Priors Forslag om at indkalde 10 Aargange. Det er det ene Spørgsmaal, og med det andet vender jeg tilbage til det specielle Spørgsmaal, som interesserer Hr. Rager, nemlig hvor General Prior sov om Natten. Og her vil jeg spørge Dem: Er Forholdet saaledes mellem Direktøren for Krigsministeriet og General Gørtz og General Prior, at det paa Forhaand vår naturligt eller rimeligt, at De som Direktør for Krigsministeriet tog noget Initiativ over for de to andre Generaler med Hensyn til, hvor de skulde opholde sig, eller hvilken Fremgangsmaade de skulde følge, eller vilde det ikke være Ministeren, der maatte tage et saadant Initiativ?

Rager: Det var ogsaa det, jeg spurgte om før.

Stemann: Til det sidste Spørgsmaal vil jeg sige, at de to Herrer maatte selv tage dette Initiativ. Hverken Ministeren eller jeg skulde gøre det over for saa høje Embedsmænd og Militære.

Rager: Kunde De overhovedet gøre det?

Stemann: Ja, jeg kunde gøre hvad som helst; jeg kunde sige til dem lige hvad der passede mig. De er begge to mine gode Venner og Kammerater, og hvis det passede mig, kunde jeg sige til. General Gørtz, som jeg har gaaet paa Officersskolen sammen med og været Dus med i 30 Aar: Du maa sandelig blive her.

Hjermind: Og hvis han saa sagde Nej?

Stemann: Ja, saa vilde jeg maaske ryste paa Hovedet, det ved jeg ikke. Til General Prior kunde jeg sige det under en noget anden Form: Hr. General, jeg synes, De maa blive her i Nat. — Der blev stillet et Spørgsmaal til.

Hjermind: Om jeg forstaar Dem rigtigt: at De den 6. og 8. April er enig i, at 10 Aargange indkaldes?

Stemann: Ja, jeg var enig i det, men har sikkert ikke givet Udtryk for noget som helst i nogen Retning, for jeg har altid staaet bagved; de andre har ført Ordet, og ingen har spurgt om min Mening, og jeg har ikke givet andet til Kende end stiltiende Sympati.

Hoff: Det har vakt Forbavselse i alt Fald nogle Steder, at Generalstabschefen ikke var til Stede i Krigsministeriet den Nat. Forbavsede det Dem? Man ved jo, at Chefen for Admiralstaben, Admiral Hammerich, var der.

Stemann: Det laa i andre Forhold, at Admiral Hammerich var der. Viceadmiralen havde sovet der hver Nat, lige siden Beredskabsstyrken blev formeret, af Hensyn til Neutralitetsvirksomheden paa Søen, hvor der stadigvæk kan ske noget: Skibe, der kommer ind paa Søterritoriet, skal bevogtes, og hvad det nu altsammen er, og jeg har Indtryk af, at Admiral Hammerich tørnede med en anden om at sove der hveranden Nat.

Hoff: Saa er det altsaa tilfældigt, hvem der er der.

Stemann: Ja, naar man er inde i den Rutine, at den ene sover der hver Nat, som Admiral Rechnitzer gjorde, saa er han der, og naar den anden sover der hveranden Nat, skal der naturligvis meget mindre til at beslutte sig til at sove der hver Nat end for de to andres Vedkommende.

Arnth Jensen: Paa Foranledning af Generalens Oplysning om Samtalen med General Gørtz den 6. April vil jeg gerne rette et Spørgsmaal for at faa berigtiget en Uoverensstemmelse, som der er mellem Forsvarsminister Alsing Andersens Indberetning og Generalens Indberetning. I Alsing Andersens Indberetning hedder det den 6. April, at General Prior ønskede, at man, »dersom den spændte Situation vedvarede«, skulde indkalde Aargangene 1930—35 to og to efter hinanden

97-98

til et Repetitionskursus f. Eks. paa 14 Dage. Men i Deres Indberetning. Hr. General, hedder det, at General Prior foreslog Indkaldelse gennem Radio af Aargangene 1930—35, og derefter kunde man enten lade disse 6 Aargange blive inde, hjemsende dem eller give dem Orlov uden Lønning. Her er der altsaa ingen Betingelser; i Forsvarsministerens Indberetning understreges det udtrykkeligt, at Indkaldelsen kun skal finde Sted, dersom den spændte Situation vedvarer, men i Deres Indberetning har General Prior ikke taget noget Forbehold, men bare foreslaaet, at disse Aargange skulde indkaldes. Nu spørger jeg Generalen, om De fastholder Rigtigheden af Deres Indberetning paa det Punkt?

Stemann: Jeg fastholder ikke noget som helst. Det er, hvad jeg har noteret ned lang Tid efter, og jeg vil tro, at den, der fremsætter et Forslag, selv bedst ved, hvad han har sagt. Jeg har i sin Tid set General Priors Rapport og har ikke haft noget at bemærke til den. Dér vil De kunne finde det helt rigtige: »Chefen for Generalkommandoen«, siger han, »foreslog endelig, at man indkaldte Aargangene 1930—35 med 2 ad Gangen til en kort Øvelse, f. Eks. paa 14 Dage. Derefter kunde man efter Situationens Udvikling« — der staar altsaa klart og tydeligt, hvad han har sagt, og det, han har skrevet her, har Minister Alsing Andersen ikke haft noget at indvende imod og jeg heller ikke i Foraaret 1940: »Derefter kunde man efter Situationens Udvikling enten hjemsende dem i Uniform, eller give dem en længere Orlov uden Lønning, eller lade dem blive længere inde. Man opnaaede i alt Fald at indarbejde dem i Afdelingerne og faa dem iklædt. Der var en Del nyt at lære, navnlig ved Fodfolkets Specialvaaben*).« *) A. 66. Det er altsaa klart, at General Prior har foreslaaet, at de skulde ind, uanset om Situationen var den ene eller den anden.

Arnth Jensen: Efter det, Generalen har læst op, skulde der altsaa ikke være den Betingelse for at kalde dem ind, som Forsvarsministeren har angivet i sin Indbe-retning, naar han udtrykkeligt siger, at Betingelsen er, at den spændte Situation vedvarer.

Stemann: Jeg holder mig til det, General Prior har sagt; saaledes mener jeg Ordene faldt. Hr. Alsing Andersen kan maaske overbevise General Prior om det modsatte; saa vil jeg sige, at saa har det været saadan. Det er ikke noget, der i nogen Henseende har fæstnet sig for mig. For mig er det blot faret i Hovedet: nu skal du være klar til at indkalde dem, eventuelt i Eftermiddag. Om der har været den ene eller den anden Betingelse, har jeg ikke tænkt over; jeg tænker bare: nu maa du have det parat og have de Papirer ud af Skuffen, som vedrører dette.

Chr. Christiansen: Jeg maa stadig vende tilbage til, at General Prior og General Gørtz ikke var hverken i Generalkommandoen eller i Krigsministeriet den paagæl-dende Nat. Dette Møde i Krigsministeriet har efter Alsing Andersens Indberetning fundet Sted Kl. 22.30, og jeg vil gerne spørge Generalen, om Forsvarsministeren ved Mødets Slutning meddelte de Herrer, der var til Stede, at han blev i Krigsministeriet om Natten.

Stemann: Jeg erindrer det ikke.

Aksel Møller: Maa jeg have Lov at spørge Generalen: Hvor har egentlig General-kommandoen Kontor?

Stemann: I samme Bygning som Krigsministeriet, blot ud til Biblioteksgaarden, i Proviantgaarden, men der er gennemgang, saa man kan gaa lige derover.

Aksel Møller: Men den kommanderende Generals Bolig laa i Kastellet?

Stemann: Ja.

Aksel Møller: Saa et Spørgsmaal til. Den 7. April sker der det, at en Telefon-meddelelse fra Berlin meddeler, at en Flaade den 4. April med Kurs i vestlig Retning har forladt Stettin, tror jeg det var. Denne Meddelelse har Krigsministeriet altsaa ikke faaet den 7. April?

Stemann: Hvad jeg har noteret ned, staar her i dette Papir, og jeg kan ikke erindre andet, men hvad jeg har faaet at vide, har jeg ladet gaa videre til Chefen for Generalstaben. Ministeren har vel faaet det at vide og sagt det i et Møde, men jeg kan ikke svare paa Spørgsmaalet.

Aksel Møller: Og Direktøren for Krigsministeriet mener altsaa, at det var Praksis, at han ikke omgaaende blev informeret om militære Oplysninger af en saadan Vigtighed?

Stemann: Det var Praksis, at vi ikke blev informeret fra Udenrigsministeriet om de almindelige Indberetninger, men jeg mener ikke, at der i den Tid, jeg har været Direktør, er forekommet Tilfælde Mage til dette, saa man kan ikke sige, at der var nogen Coutume med Hensyn til, hvad der skulde ske, naar Fædrelandet var i Fare.

99-100

Aksel Møller: Føler De Dem nu bagefter forundret over, at De ikke fik disse Oplysninger, at De f. Eks. ikke fik Lejlighed til at læse Kommandørkaptajn Kjølsens Indberetning af 5. April om Offensivplanerne mod Danmark, at De ikke stiftede Bekendtskab med Kammerherre Zahles Indberetninger i deres fulde Ordlyd, at De ikke fik Telefonmeddelelsen den 7. April?

Stemann: Det spiller ikke saa stor Rolle, om jeg personlig har faaet disse Ting at se eller ikke. Hovedsagen er, om Chefen for Generalkommandoen har faaet dem at se i disse Møder, eller om Forsvarsministeren selv har set dem. Jeg ved ikke, om han har set dem.

Aksel Møller: De omtalte før, at General Prior havde Møde med Forsvarsministeren, og De sagde udtrykkeligt: Forsvarsministeren og Udenrigsministeren.

Stemann: Ja, Udenrigsministeren har flere Gange været til Møde i Krigsministeriet.

Aksel Møller: I disse Dage?

Stemann: Ja, i hvert Fald vil jeg tro i Begyndelsen af April; jeg husker ikke, hvornaar det var, men der har været enkelte Møder, hvor Dr. Munch var til Stede.

Aksel Møller: Deltog Direktøren som Chef for Krigsministeriet?

Stemann: Dér har jeg været til Stede, og dér blev Diskussionen ført mellem General Prior og Dr. Munch.

Aksel Møller: Vil Direktøren have noget imod at oplyse Kommissionen om, hvad der efter Deres Hukommelse blev forhandlet paa disse Møder?

Stemann: Jeg har ikke gjort Notater om det, og jeg vil mene, at De staar Dem ved at spørge General Prior; jeg skal gerne være til Stede. Samtidig. Det er tit saaledes, at naar man ser noget skrevet, naar man ser et Notat, som andre har gjort fra et Møde, dukker der noget op i ens Erindring, men der er ikke, det jeg ved af, gjort Notater i Krigsministeriet.

Aksel Møller: Er Direktøren klar over, at det er en helt ny Oplysning i Kommissionen, at Udenrigsministeren har forhandlet med Forsvarsministeren og den kommanderende General direkte?

Stemann: Jeg er ikke klar over det, men det ligger i Sagens Natur, at noget saadant finder Sted med visse Mellemrum, at paa Foranledning af Chefen for General-kommandoen, naar han fremsætter et eller andet Forslag, kommer Udenrigsminis-teren til Stede i et Møde. Saadan har det været alle Dage.

Aksel Møller: Men det skete altsaa ogsaa i disse Dage fra den 5. April?

Stemann: Nej, det tror jeg ikke; jeg vil tro, men jeg kan ikke se det, at det har været i Begyndelsen af Maaneden.

Formanden: Mon vi nu ikke kan gaa til det næste Spørgsmaal.

Arnth Jensen: Det drejer sig om det Beredskab, som Hæren var i, baade den 9. April og før. Her ønsker jeg at stille nogle Spørgsmaal til Generalen. Jeg hørte ganske vist før Generalen sige om et bestemt Spørgsmaal, at ingen havde spurgt Generalen om hans Mening, men alligevel ønsker jeg at stille disse Spørgsmaal. — Det fremgaar af Generalkommandoens Indberetning, at denne den 22. August 1939 henstiller, at Fredsstyrken bringes op til 54.000 Mand, og den 1. September 1939 indkaldes der 30.000 Mand, men allerede den 16. September bliver der mod Kommandoens skriftlige Protest hjemsendt 17.000 Mand med Uniformer. Jeg vil gerne spørge Generalen: førte Forsvarsministeren Forhandlinger med Dem om dette Forhold, og var De i saa Fald enig med Forsvarsministeren i det forsvarlige i denne Handling? Det er mit første Spørgsmaal.

Stemann: Jeg har ikke Erindring om nogen Forhandlinger herom med mig. Forhandlingerne er blevet ført med Chefen for Generalkommandoen; jeg har været til Stede, og Generalen har udtalt sig paa Hærens Vegne og Ministeren paahørt det, og dermed færdig. Derefter har saa Ministeren drøftet det med sin Kollega i Uden-rigsministeriet og med de politiske Faktorer, som nu er de bestemmende — det har jeg ikke nogen som helst Indsigt i — og saa kommer der et Svar ud af det. Naar jeg i det hele taget i den Tid, jeg har været Direktør, er blevet spurgt om noget, har det været tekniske Oplysninger: Hvor meget koster det? kan det ordnes? kan man indkvartere disse Folk? hvordan vil De mene at det rent praktisk kan gestalte sig? Men det, som jeg kalder det rent militær-politiske, har Chefen for Generalkommandoen altid direkte fremført over for Ministeren, og han har gjort det saa grundigt, at han paa sine Breve har skrevet: til Forsvarsministeren, for at der ikke skulde være Tvivl om, at det var Forsvarsministeren personligt, han henvendte sig til. Jeg har aldrig ført Ordet i Møder;

101-102

med Ministeren har jeg selvfølgelig drøftet de rent praktiske Fremgangsmaader, men aldrig disse politiske Spørgsmaal. Dem har jeg været holdt ganske udenfor.

Arnth Jensen: Jeg takker Generalen for Svaret, men saa ved jeg ogsaa nok, at Svaret paa det næste Spørgsmaal maaske bliver noget i samme Retning. Generalen ved, at der skete det samme i November Maaned, hvor ogsaa Generalkommandoen foreslog en stadig Styrkelse af Beredskabsstyrken, men Ministeriet sendte baade Aargang 1936 og Aargang 1937 hjem. Den 1. December 1939 var der imidlertid skiftet General, og det fremgaar af det, jeg har fremført her, at den ny tilkommende kommanderende General saa paa Sagen paa samme Maade som den afgaaende. Og dér har jeg Lyst til at spørge — saa kan Generalen svare eller lade være — om Generalen ikke var betænkelig ved, at Ministeriet stadig gik den modsatte Vej, skønt begge Generalløjtnanter var af den samme Anskuelse: at der maatte være større Styrker inde?

Stemann: Jeg kan dertil kun svare, at de to Herrer havde givet deres saglige Indstilling, og det har jeg været vant til at de altid har gjort saa godt og saa solidt, som det nu var dem muligt. Derefter havde saa Regeringen og Politikerne deres Mening, og det var dem, der havde Ansvaret over for de allerhøjeste Faktorer. Saa blev Beslutningen taget, og saa var det for vort Vedkommende i Krigsministeriet Opgaven — det har været min Opgave alle Dage — inden for den Ramme, der blev fastsat af Minister og Politikere, at gøre det allerbedste for Hæren, saaledes at enhver Mulighed inden for disse Rammer blev udnyttet. Det har alle Ministre respekteret: de har været klar over, at det var den Opgave, jeg skulde løse, og den har jeg løst.

Arnth Jensen: Jeg forstod, at Generalen ikke ønskede direkte at svare paa Spørgs-maalet, om Generalen ikke var betænkelig ved den Udvikling, der var. Generalen sagde, at det havde været Opgaven at gøre det bedst mulige for Hæren.

Stemann: Inden for den Ramme.

Arnth Jensen: Ja, inden for Rammen. Den 21. December 1939 indstiller General-kommandoen, at der bliver foretaget nogle Forstærkningsarbejder til Støtte for Forsvaret, og den 13. Januar 1940 indstiller man ganske bestemte Foranstaltninger til Udførelse, nemlig Spærreanlæg ved Vejene i Sønderjylland og Forberedelse af Brosprængninger Syd for Linien Esbjerg—Kolding, og dette Krav gentages indtræn-gende fra Generalkommandoen den 16. Januar. Nu spørger jeg: Var de samme eller lignende Foranstaltninger ikke ogsaa tidligere foreslaaet af den afgaaende komman-derende General, og støttede i saa Tilfælde Direktøren Generalernes Anmodning over for Ministeren? Og hvad var Begrundelsen for, at disse Arbejder ikke blev udført?

Stemann: Om jeg støtter over for Ministeren eller ikke? Jeg har forklaret, hvordan Fremgangsmaaden er: Generalerne fremsætter deres Forslag, vigtige og grundige Forslag, og jeg gaar ikke til Ministeren og siger: det maa De gøre, eller: pas paa med det — overhovedet ikke. Deres Forslag er vægtigt fremført, og enhver ved, at Direktøren for Krigsministeriet ønsker truffet saa grundige og solide Foranstaltninger som muligt, og at han derfor altid eo ipso staar bagved saadanne Forslag. — Hvad angaar det specielle Spørgsmaal her, ligger der her i Kommissionen hele Redegørelsen for dette. Den har jeg selv ladet stille op, medens jeg var Direktør for Krigsministeriet, og en lille Fortegnelse over de Indstillinger, der var, og jeg mener ogsaa, at Krigsministeriet har sendt den med. Det begynder nu i hvert Fald en halv Snes Aar tilbage i Tiden, og jeg mener, uden at ville sige det bestemt, at General With har været hos Kongen om den Sag sammen med, jeg antager Stauning, eller hvem det nu var; det kan jeg ikke bestemt huske. Det er en Sag, som Regeringen har været præsenteret for gennem Aarene, og som vist stadig har ligget hos Ministeren — det kan man se af Paategningerne paa Sagen — eller som der i hvert Fald hvert Øjeblik er blevet erindret om, og jeg ved, at den Vinter har jeg givet Ministeren alle de Papirer tilbage, som vedrører denne Sag, saa han paany kunde fordybe sig i den.

Formanden: Jeg vil henstille, at man ikke fordyber sig for meget i dette. Det kan være interessant at drøfte, hvilket Militær vi skulde have haft i Perioden forud, men det, det drejer sig om, er: Hvad skete der den 9. April? hvorledes benyttede man det Militær, man havde? Det var for sent den 9. April at begynde at drøfte Hærloven og kræve større Styrker. Jeg har ikke villet standse Spørgsmaalene, men vil henstille, at man ikke fordyber sig for meget i det.

103-104

Arnth Jensen: Det forekommer mig, at man ikke kan bedømme Situationen omkring den 9. April, hvis man ikke ser, hvad der er gjort for at skabe en saadan Tilstand, at det virkelig kunde nytte den 9. April at foretage sig noget.

Formanden: Maa jeg sige, at i August 1939 kunde ingen tænke paa den 9. April.

Arnth Jensen: Den spændte udenrigske Situation begyndte jo før August 1939, men Krigen kom først September 1939. Men maa jeg have Lov til at spørge Generalen: Har Forsvarsministeren ikke spurgt om Generalens Mening om disse Forhold?

Stemann: Det har jeg i hvert Fald ingen Erindring om. Men maa jeg knytte en Bemærkning til. Jeg har haft et ganske klart Indtryk af og i og for sig ogsaa godt kunnet forstaa, at man har haft den Tankegang, at Hitler var en forrykt Person, som for op, naar der skete noget i Nabolaget ved hans Grænser. Derfor har jeg i og for sig godt kunnet forstaa den Tankegang, som gjorde, at man opponerede mod det, som Militæret egentlig ønskede. Det er egentlig noget af det, man bedst kan forstaa, at man tænker som saa: naar vi laver en Fæstning dernede, laver Tyskerne ogsaa en, og saa staar de dér og kigger og faar maaske Mod paa at gaa videre op i Jylland. Men dette faar De bedst at vide fra General Prior og Hr. Alsing Andersen selv.

Arnth Jensen: Jeg har saa et Spørgsmaal, som i hvert Fald vedrører den 9. April. I Generalkommandoens Beretning oplyses det, at Krigsministeriet allerede fra 16. September 1939 forbeholder sig alle Afgørelser med Hensyn til Troppeforskydninger. Var denne Bestemmelse ogsaa i Kraft i April 1940? Hvilede Troppeplaceringen den 9. April alene paa Generalkommandoens Ønsker, eller havde Ministeriet eller Ministeren grebet ind her?

Stemann: Det, De siger dér, maa være en mundtlig Tilkendegivelse, som General-kommandoen har faaet. Jeg har ikke nogen Erindring om den. Staar der noget om, at det er en Skrivelse?

Arnth Jensen: Det staar i Generalkommandoens Beretning.

Stemann: Ja det er jeg klar over, men der staar ikke, at det er skriftligt. Det maa være noget, som Ministeren har sagt mundtligt til Chefen for Generalkommandoen.

Arnth Jensen: Generalen ved altsaa ikke, om Troppeplaceringen den 9. April alene hviler paa Generalkommandoens Ønske, eller om Ministeriet eller Ministeren har grebet ind?

Stemann: Jeg ved saa meget, at Generalkommandoen har haft Tropperne staaende paa bestemte Steder. Om Ministeren har grebet ind, ved jeg ikke, men De kan se ganske tydeligt af Rapporterne, at General Prior fremsætter Ønske om, at nogle Tropper — det har vel været Rekrutter — i Odense eller Sønderborg, som alligevel en 14 Dage eller en Uge senere skulde flyttes over til Jylland, fordi de var uddannede, maatte blive flyttet i den Retning — det forekommer mig: fra Odense til Fredericia og fra Sønderborg til Søgaard. Og det forekommer mig, at Generalen kom igen den 8. April og bad om det, og jeg husker, at baade Generalen og jeg sad og tegnede paa et Stykke Papir for at vise Ministeren, at det kunde der i hvert Fald ikke være større Risiko ved. Men det satte Ministeren sig imod.

Arnth Jensen: Hr. Formand, denne Oplysning sætter jeg en Streg under. Der staar netop dette, at den 8. April havde Generalkommandoen foreslaaet, at der skete en Koncentration af Tropper paa Linien Aabenraa—Fredericia, en Forskydning af Tropper til Støtte for Grænsegendarmeriet og Sammendragning af Tropper til snævrere Kantonnementer. Men efter Generalens Udtalelse her maa det være Ministeren, som har modsat sig det.

Onsdag den 18. Juli Kl. 16