Til disse 390 likvideringer, skal lægges 19 likvideringer, som ikke lader sig place-re tidsmæssigt.

Kilde: Stefan Emkjær: Stikkerdrab, 2000, s. 17.

I sommeren 1945 rejstes der kritik af stikkerlikvideringerne, anført af politikere som Svenning Rytter fra Venstre og K.K. Steincke og Hartvig Frisch fra Social-demokratiet. Sidste kaldte i et radiointerview i august likvideringerne for "mord".

Kritikken må ses som en del af angrebet på retsopgøret og som et led i indflydelseskampen med modstandsbevægelsen. De tre politikere blev talerør for pårørende, der hævdede, at den dræbte var uskyldig, og krævede oprejsning.

Frode Jakobsen som minister i befrielsesregeringen og senere Per Federspiel som minister for særlige anliggender i Venstreregeringen Knud Kristensen mod-satte sig offentlig undersøgelse bl.a. under henvisning til nødvendigheden af at beskytte modstandsfolkene og hensynet til de pårørende.

Men også modstandsbevægelsens prestige spillede ind.

Efter en gennemgang af omkr. 125 sager under Frode Jakobsens overvågning blev der i 9 tilfælde erkendt fejl og givet oprejsning. Justitsministeriet arbejdede ud fra retssynspunktet og ressortinteresserne for at skaffe klarhed over drabene, men først med nedlæggelsen af Ministeriet for særlige anliggender 1947 kunne man overtage behandlingen, og der blev nu åbnet for en række (på i alt 20) såkaldte "blakkede" oprejsninger, der nok frikendte den likviderede for stikkeri, men fastslog, at vedkommende ved sin adfærd selv havde placeret sig i farezonen.

Som et led i det almindelige opgør med besættelsestidens forhold, og nu med afsæt i de åbnede arkiver, blev stikkerlikvideringerne igen et offentligt debatemne i årene 2000-2001.

* H.K.

Stefan Emkjær: Stikkerdrab, 2000.

Peter Øvig Knudsen: Efter drabet, 2001.

* Hans Kirchhoff, medarbejder, Gads Leksikon.

....................

2. Sørensen, Einar. Gads Leksikon - HVEM VAR HVEM 1940-1945

Sørensen, Einar. 6.2.1914 - 20.9.1945, politibetjent, sabotør, medlem af likvide-ringsgruppe.

- Han var en soldat i den store allierede armé, en dansk partisanhelt.

Sådan karakteriseredes Einar Sørensen af Niels Åge Nielsen, en af modstands-bevægelsens ledere i Århus.

Sørensen, med dæknavnet "Leif", var oprindelig ansat ved Aarhus Sporveje og Trambusserne, men med de restriktioner som krigen medførte, blev kørslen stærkt indskrænket, og han blev afskediget. Efter at have arbejdet en tid i tørvemoserne ved Herning blev han fra 4. september 1940 ansat i ordenspolitiet i Århus. Næsten samtidig med Einar Sørensen kom en anden ung mand - Henrik Wessel Platou, "Knud" - ind i Århus politi. De to kom hurtigt på bølgelængde, men bevarede en vis distance til deres kolleger.

I august 1943 besluttede de to venner sig for at gå til aktiv modstand. De fik kontakt til Samsing-gruppen, som i sommeren 1943 var samlingspunkt for kom-munisternes sabotage i Århus, der tidligere havde formet sig som en række spredte aktiviteter fra sensommeren 1942, men som havde været ude for om-fattende og ødelæggende optrevlinger.

Meget hurtigt kom de to til at udgøre en selvstændig gruppe inden for den århusianske sabotageorganisation. Da de, efter opfordring, havde søgt bort fra ordenspolitiet for at gøre tjeneste hos politiets havnevagt, udnyttede de herefter til fulde muligheden for lettere at kunne udøve sabotage på havneområdet.

Efter en mislykket befrielsesaktion af tandtekniker Kæraa - den blev afblæst en halv time før den skulle finde sted - måtte Platou og Sørensen i januar 1944 tage til Sverige, da det var blevet oplyst, at de to skulle have været med i befriel-sesaktionen. Det varede dog ikke mere end et par måneder, før de begge igen var tilbage. Efter hjemkomsten i marts kom de begge til at virke som sabotage-instruktører i den vestlige del af Region 2, som omfattede Midtjylland med hovedkvarter i Silkeborg.

Med tiden antog omfanget af sabotageaktioner et stadigt stigende antal, men stikkernes aktiviteter og antallet af angivelser steg næsten tilsvarende. Fri-hedsrådet besluttede i efteråret 1943 at tillade stikkerlikvideringer. De første likvideringer blev i den første tid ordnet lokalt, men man indså snart, at stikker-likvideringer kun måtte foretages, når ledende instanser, fx regionsledelsen, havde givet ordre dertil efter en prøvning af hver enkelt sag.

Platou og Sørensen fortsatte samarbejdet som likvideringsmænd først i det lokale område, men senere i rejsegrupper med ansvar over for Jyllandsledelsen. I efteråret 1944 besluttedes det at danne to hovedgrupper i Jylland. Den ene i Århusområdet med Einar Sørensen som leder og den anden med Ålborg som centrum og med Henrik Platou som den ansvarlige leder. Mod krigens slutning blev der dannet en tredje gruppe med det sydlige Jylland som arbejdsområde, men alle tre grupper havde Einar Sørensen som chef. Han fungerede ikke "kun" som administrativ leder, men tog i sig høj grad af det "grove" arbejde i felten. Som en fra hans gruppe udtalte ved Einar Sørensens begravelse: "Vi brugte Leif ud over den grænse, et menneske kan holde til. Vi gjorde det ikke for at skade ham, men fordi vi vidste, at en opgave altid var i gode hænder hos ham."

Og han blev "brugt", idet han anses for at være den, der uden for København har likvideret flest. Det tog meget på ham, da hans ven Henrik Platau blev henrettet i Ryvangen, men det afgørende slag kom formentlig, da Hartvig Frisch i radioen 25. august 1945 udtalte om stikkerlikvideringerne, at "det jo slet og ret var mord".

En så bombastisk udtalelse var et hårdt slag for en ung person, der som civilt erhverv havde at opretholde lov og orden som nyudnævnt kriminalbetjent ved Københavns Nordre Birk fra 1. august 1945, og som ikke havde ventet denne form for kritik. Den 20. september blev han fundet død i sin tjenestebil i nærheden af Frederiksdal.

* HV-S

Poul Borchsenius: Bogen om Leif, 1946.

Aarhuus Stiftstidende 29. september 1945.

* Henrik Vedel-Smith, medarbejder, Gads Leksikon

Da en præst i 1946

På bogens bagklap hedder det:

Det er i Sverige — kort efter Nytaar 1944. Lokaltoget, der standser ved alle Stationer, arbejder sig langsomt mod Nord gennem Skaane, og hen paa Efter-middagen passerer vi den gamle Rigsgrænse og kører ind i Småland. Hvor ofte har jeg ikke i længst forsvundne gyldne Fredssomre siddet i Eksprestoget, det hastige elektriske Tog, som spandt sig frem ad den lange Skinnevej gennem Smålands uendelige Skove. Dengang gjaldt det blot om at komme frem til Stockholm eller Storlien saa hurtigt som muligt. Men i Dag skal jeg gøre Ophold ved mange smaa Stationer og besøge danske Flygtninge.

Fornylig blev jeg selv tvunget til at rømme fra min Gerning og mit Land og søge Tilflugt bort fra Gestapos Efterstræbelser i Sveriges fredelige Idyl. Og i Tusindvis har Landsmænd og Kammerater maattet foretage det samme Spring, og nu sidder de nyankomne rundt om i de danske Forlægninger i Sydsverige og venter paa, at der skal aabne sig Adgang til et fredeligt Job et eller andet Sted i Sverige, saa de selv kan tjene til Føden. Men al Ventetid er lang, især naar Nerver og Sind er tyndslidte af dramatiske Oplevelser hjemme. Og som saa ofte før opdager jeg, at en Præst har den fineste Bestilling paa denne Jord — han kan faa Lov til at opsøge sine Landsmænd og tilbyde dem sin Hjælp, saa godt han nu magter det.

Det har sin Charme, at Toget ikke skynder sig for meget. Der bliver Tid til at fundere, og der er Skønhed nok at betragte. Det er midt i den dybeste Vinter, og Sneen svøber hele Sveriges store Land i sine hvide Klæder. Var det ikke Selma Lagerlof, der i Nils Holgersens vidunderlige Rejse sagde, at man skulde tro, at Vorherre engang havde strøet en hel Posefuld af Sølvdalere ud over Småland. Det er alle de blinkende Søer, som bryder de store Skoves Ensformighed.

Kun sjældent breder, det fattige, stenede Land sig ud i Marker med Korn. Det bærer kun Sten og Skove. Kilometer efter Kilometer kører man frem mellem Fyrretræer og' Birke. Men saa breder en Sø pludselig sin blanke Flade og giver Øjet Hvile. Men i Dag er alt overpudret af Sne. Træernes Grene tynges ned, og Søerne er store, hvide Flader. Den lave Vintersol faar Træerne til at kaste lange, blaalige Skygger, og Solen gnistrer i Sneen.

Alt er saa fredeligt. Ved Stationerne kommer kraftige Bønder ind i Vognen. Deres Blik er roligt og venligt. Hvor er det hastige, spejdende Blik, vi hjemme havde vænnet os til, naar vi kom ind i en Kupé? Aa nej, her er alt jo stille. Jeg behøver ikke at fare sammen, naar en Bil pludselig bremser op, og et Knald paa Gaden betyder kun, at Cykleringen er punkteret — i Sverige skyder man ikke med Pistoler paa aaben Gade. Det smalle Øresund, der i gamle Dage var »Grænse som skiller ej«, er næsten et ufatteligt Svælg, der skiller to Verdener fra hinanden, Kampen og Idyllen.

Allerede har jeg set saa mange sprængte Skæbner, Mennesker, der betalte mere end Livet i Kampen for deres Land. Som Vraggods efter Stormen er de skyllet op paa den fredelige Kyst. Eller maaske snarere som Planter, der blev rykket op med Rod og kastet ind i en fremmed Have, hvor de endnu ikke har naaet at fæste Rod. Ansigt efter Ansigt sidder jeg og genkalder i Erindringen — Øjne, der fortæller mere, end Munden siger. Og nu er jeg paa Vej til endnu mere. Godt at jeg ikke gaar mit eget Ærinde, men i en størres Tjeneste.

Ved Diö holder Toget, og jeg springer ud. En Bil venter for at føre mig den lange Vej ud til Lejren. Vi kører langs den store Sø Möckeln — med sine dybe Vige skærer den Landskabet i Stykker, saa Vejene maa føres frem i store Sving. Den smalle Vej snor sig frem gennem de dybe Skove. Langt borte øjner jeg en lille Gaard — her fødtes Nordens store Botaniker, Linné, for over 200 Aar siden en Majdag, »just i den vackraste våren, då göken utropade sommaren«, og endnu kan man se de tre gamle Linde, der minder om hans Faders berømte Præste-gaardshave, der »tyckes vara av Flora sjalv utsirad« — igen Idyllen. Men alle mine Tanker flyver hjem til Danmarks dejlige Have, hvor Gærdet blev revet ned, og Ulvene gaar løse.

Det er den fineste af alle vore Forlægninger, jeg er paa Vej til.

Længst ude paa et Næs, der strækker sig langt ud i Søen, ligger den gamle Herregaard Möckelsnäs. Med sin store, statelige Hovedbygning hæver den sig paa Bakken ag spejder ud over den store Sø og de vide Skove. Det er gaaet med den som med saa mange danske Herregaarde, at den blev for dyr at holde, og i de senere Aar har den været benyttet som Herregaardspension. Da Strømmen af danske Flygtninge i Efteraaret 1943 blev stadig stærkere, lejede Flygtningekontoret i Stockholm den, og et bedre og kønnere Sted kunde vanskeligt findes.

I den første Liste over de danske Forlægninger stod der, at Möckelsnäs fortrinsvis var beregnet paa at huse Officerer og intellektuelle — det lille famøse »og« faldt Officererne for Brystet! Men fint er der. Værelserne er store og kønne, og hele Stueetagen bestaar af store Saloner. Her er Musikrum, Billardsalon, Læsestuer, og et hyggeligt og fornøjeligt Liv har de danske Flygtninge kunnet føre i disse Omgivelser. Nytaarsnat fik de den forrygende Idé at tage en af Gaardens Køer ind i Salonen! Den efterlod de Spor, man som Regel finder efter en Ko. Men det blev ogsaa den fornemme Majorska, som styrede Herregaarden, et Nummer for skrapt, og hun sendte Klage ind til Stockholm over de danskes Opførsel! Hun har ikke forstaaet, at under de Forhold, vi levede, kunde Nerverne sommetider rea-gere paa usædvanlige Maader.

Som sædvanlig arrangerer jeg baade dansk Gudstjeneste og holder Foredrag. Bagefter bekendtgør jeg, at jeg staar til Raadighed, hvis der er nogen, der har Lyst til at føre Samtaler. Og det vil de næsten alle gerne. Jeg faar et Værelse overladt, og igen sidder jeg og ser ind i en skiftende Række af eventyrlige Oplevelser og Skæbner. Og her er det, jeg møder Leif.

at man skal kunne komme til en Præst og være sikker paa, at det, man fortæller, bliver bevaret i Tavshed og under Segl. Det er det, man forstaar ved Skrifte-maalets Hemmelighed. Men nu er baade Leif og Knud døde, og kendte jeg dem ret, vilde de ikke have noget imod, at jeg her løfter Sløret for deres Fortrolighed og fortæller nogle Glimt fra vore Samtaler i de Dage paa Möckelsnäs. Det er jo kun for at lægge deres Gerning og Motiver klare og derved føre deres Gerning videre frem.

Jeg sidder og ser mig glad paa Leif. Han er en ung Mand, rank og spændstig, med en høj og tæt Skikkelse. Hans Haar er helt lyst, og hans Hage og Mund fortæller om Viljestyrke, hans Øjne er rolige — et sikkert Blik. Man læser i de Øjne, at her sidder en Mand, der ikke er bange for noget paa denne Jord, en Mand, der kan faa sine Kammerater til at følge sig og gaa paa det haardeste Job, fordi de ved, at han selv er rede til at paatage sig hvad som helst før dem. Hele hans Skikkelse og Ansigt straaler af Vitalitet — der er en bunden Styrke i ham, som kan udløses og slaa haardt i det Øjeblik han forstaar, at nu skal det være.

Og dog er der noget i Blikket, som vibrerer. Der maa være et eller andet, han trænger til at tale ud om. Han sidder her ikke for at underholde mig med spæn-dende Beretninger om sine Bedrifter, som saa mange andre Flygtninge gør det.

Han fortæller om sit Liv. Han er Ordensbetjent i Aarhus, og han har sin Kone og deres lille Hjem — en ganske hverdagsagtig Historie. Saa kom Besættelsen, og han og Knud har prøvet at gøre en Indsats i Kampen mod Tyskerne. Heller ikke det er der noget mærkeligt i. Men jeg føler, at nu nærmer vi os det Sted, hvor Hunden ligger begravet. Og pludselig bryder det ud af ham:

— De er jo Præst. Vil De svare mig paa et Spørgsmaal? Er det forkert at skyde en Mand ned?

Lidt anderledes tager Sagen sig ud, naar man selv skal udføre Nedskydningen. Selvfølgelig — naar man faar Ordren, er man sikker paa, at Sagen er grundigt undersøgt, og at den underjordiske Ledelse efter modent Skøn har afsagt sin Dødsdom. Man er selv kun det Værktøj, der udfører Handlingen.

De to Venner parerede selvfølgelig Ordre. De trak Lod om, hvem der skulde skyde, og hvem der skulde dække den anden. Den, der vandt Lodtrækningen, skulde skyde. Leif vandt denne Gang.

De studerede Jegers Vaner og Veje, og en Dag lykkedes det. De kom forbi ham paa deres Cykler. Leif kom ham helt nær, og paa 25 Centimeters Afstand fyrede han. Jeger faldt, og de to Cyklister forsvandt.

Og Efterhistorien viser, at den almindelige Mening var enstemmig for denne Likvidation. Det lyder maaske lidt makabert, men da nogle forbipasserende saa ham ligge dødeligt saaret paa Fortovet, brød de spontant ud i den gamle Sang:

Men det lod sig jo ikke gøre. Og den Ulykke, de anrettede, var saa forfærdelig, at vi af Hensyn til vore Kammerater og Organisationer simpelthen var tvunget til at benytte de Midler, vi havde. Vi var i Krig, og Frihedskæmperne var vore Soldater, som Stikkerne var Fjendens. Hér gjaldt Krigens haarde Lov.

Og denne Krig gjaldt langt mere end vort Land og dets Frihed. Det var en Religionskrig. Vore dyreste Idealer stod paa Spil, alt det, der gjorde Livet værd at leve for anstændige Mennesker — Frihed, Sandhed og Ret. Hvad skulde der blive af Verden, om vi tabte Krigen? Om Nazismens barbariske Principper skulde dominere i Fremtiden? Hvordan vilde vore Børn, den næste Slægt, blive, om den skulde vokse op i Hitlerjugends Forestillinger? For mig var det, som stred jeg for Guds Rige — i selve Kampen var der noget af en Gudstjeneste, saa mærkeligt det end kunde lyde for den, der ikke selv havde været med.

Vi kikker ind i et lille Arbejderhjem i Aarhus for godt 30 Aar siden. Et af de smaa solide og gode Hjem, hvor man holder sammen og slider sig gennem de mange graa Hverdages Møje og glæder sig over de Solstrejf, som finder Vej ind mellem Pelargonierne i Vinduet. Saa mange af vore bedste Mænd fik deres Udspring i et saadant lille Hjem. Fra smaa lærte de Arbejdets Glæde og fik Nøjsomhed og Flid med sig ud i Livet som deres eneste Arv, og hver Aften strøg en grov og barket Haand sine varlige Kærtegn over en lille Drengs Pande og lærte ham noget om, hvad der ligger i det store Ord Kærlighed. Her fødtes Leif i 1914, og nogle Aar efter fik han sin lille Broder.

Og nu saa mange Aar derefter sidder jeg og lytter til, hvad to Forældre har at fortælle om den Søn, som fandt saa tidlig en Grav. Det er ikke let for dem at fordybe sig i gamle, lykkelige Minder, og Moderen maa nogle Gange have Lommetørklædet frem og tørre Øjnene. Der er saa mange Forældre her i Danmark, som i Dag sidder og græder over en Dreng, som de gav som Gave til deres Land, mens den skjulte Kamp mod Tyranniet blev udkæmpet. De har kun Grund til at være stolte, og vi andre bliver ikke let færdige med at sige dem Tak. Og jeg forstaar, at de ser paa Minderne om deres Drengs Barndom som en stor og fin Skat, de hver Dag har fremme. Og derfor lytter jeg ogsaa og glæder mig over hvert lille Træk, de finder frem og viser mig.

Leif havde en lykkelig Barndom, og allerede som Dreng hørte han til dem, der blev lagt Mærke til. Han havde et hurtigt Nemme, og derfor faldt det ham let at hævde sig i Skolen, selv om han aldrig interesserede sig saa meget for Læsningen. Det er ikke alle Drenge, som har Sans for Orden, men Leif var næsten pertentlig med sine Ting. Hvis Forældrene havde været ude en Aften, kunde de være sikre paa, naar de kom hjem, at finde Stuen i

fineste Orden og hans Tøj lagt pænt paa Plads. Da han var bare ni Aar gammel, blev han Bydreng. Han var jo en energisk Dreng og brød sig ikke om at gaa ledig om Eftermiddagen, og han kunde godt lide at tjene sine egne Penge. Han forstod da ogsaa at bruge dem paa en fornuftig Maade. Men altid paa sin egen Manér, han spurgte ikke om Raad. Naar han købte sine smaa Julegaver til Familien, havde han altid selv fundet paa, hvad de trængte til, og det var Ting, de virkelig blev glade for.

Mellem Kammeraterne var han en ensom Fugl. Altid saa han sig godt for, før han sluttede sig til nogen, saa det var ikke let at blive rigtig Kammerat med ham. Men han var kun en stor Dreng, da han fandt »Søster«. De to gik paa Danseskole sammen, og om Sommeren cyklede de ud sammen. Det varede ikke længe, før de blev meget glade for hinanden, og de var saamænd kun femten Aar, da de bestemte sig til at holde ud sammen Livet igennem. Og saadan blev det. Barnekæresten blev siden hans Brud, og de blev lykkelige sammen.

Ikke længe efter at de var blevet gift, brød Krigen ud. Og det ramte de to haardt. Leif havde fundet Ansættelse ved Aarhus Sporveje og Trambusserne, men ved Restriktionerne, som Krigen medførte, blev Kørselen stærkt indskrænket. Saa blev de senest ansatte Folk afskediget, og blandt dem var han. Det var ikke let at finde anden fast Beskæftigelse, men med godt Humør tog han f at i Tørvemoserne ved Herning, og i Slutningen af 1940 fandt han ind paa sin rette Hylde. Han blev antaget af Ordenspolitiet i Aarhus og var nu slaaet ind paa den Linie, der passede ham og hans Evner, og hvor han skulde blive til saa uvurderlig Nytte i vor Kamp mod de fremmede i Landet.

Tyskerne stod i Danmark, hele Landet var besat, og med tysk Grundighed blev vore Hjælpemidler udnyttet af Besættelsestropperne i deres Krig mod England. I Jylland oprettede Tyskerne vigtige Baser, og deres Forbindelse med Norge gik fortrinsvis over Jylland. Centret i det tyske Spind laa i Aarhus. Her havde Tyskerne vigtige Hovedkvarterer, og Aarhus Havn blev Marinebasis og stor Udskibningshavn mod Norge. Da den danske Frihedskamp efterhaanden kom i Stand, var det derfor naturligt, at mange gode Kræfter blev koncentreret netop i Jyllands Hovedstad.

Politikommandøren i Frederikshavn. Og i ham fandt Leif sin første rigtige Kammerat og Ven. Deres senere Makker Vagn — han overlevede Krigen, og vi vil derfor i det følgende kalde ham ved hans Dæknavn —_: gik og saa disse to an og vilde gerne vinde deres Venskab. Men de var begge temmelig tilbageholdende overfor Kollegerne. Selv blev de snart uadskillelige Venner, men der skulde meget til, før de sluttede sig til andre Kammerater.

Villy blev nu præsenteret ogsaa for Knud, og de to søgte bort fra Ordenspolitiet og kom over i Politiets Havnevagt. Her var de paa deres rette Plads og kunde gøre en virkelig Indsats. Som Betjente ved Havnen kunde de færdes frit i et Terræn, som ellers var meget vanskeligt tilgængeligt, og der spurgtes snart godt Nyt fra Aarhus Havn. Tyskerne kunde ikke begribe, hvordan det gik til, at der pludselig Gang paa Gang blev øvet Sabotage paa dette Sted, de vogtede saa godt, og hvor hver Forstyrrelse voldte dem Forsinkelser og Skade i deres livsvigtige Forbin-delseslinier med Norge.

Ingen tænkte paa, at det var to stilfærdige danske Betjente, som Dag og Nat patruljerede Havnen rundt! De patruljerede jo oven i Købet sammen med de tyske Vagtposter. Men Leif havde fundet ud af, at han under sit Slag kunde have en Sprængladning stor nok til at sprænge et Spor. Han havde bundet en Snor i den, satte saa under Slaget Sprængblyanten i Funktion og lod Bomben glide ned i Sporet, uden at hans tyske Ledsager bemærkede noget. Og lidt efter røg Skinnen i Luften bag dem!

Men Leif sparede heller ikke de Steder, hvor de tyske Soldater især havde deres Tilhold. En Nat brød de ind i Havnekaféen Jomsborg, som var en berygtet Tyskerbule. De fik Bomberne anbragt, og Restauranten blev lagt i Ruiner. Tyskernes Bageri i Østergade, hvis Indehaver var en stor Naziven og havde to Sønner i Frikorps Danmark paa Østfronten, blev ogsaa ødelagt. Da de var paa Vej mod Bageriet, var det lige ved at gaa galt. De kom med Bomberne under Slaget og var ivrige efter at komme i Aktion. Men paa Gaden mødte de et Par Kolleger, som vilde snakke. De turde ikke afbryde Samtalen for ikke at vække Mistanke, men beholdt krampagtigt Hænderne indenfor Slaget og stod som paa Gløder i Nervøsitet for, at et Vindstød skulde vifte Slaget til Side, saa de andre fik at se, hvad for farlige Sager der fandtes der.

Og en Aften var Uheldet ude efter dem. De havde gemt deres Bomber paa et Toilet ved Havnen. Mens en Mand var inde paa Toilettet opdagede han Bomberne og tilkaldte de patruljerende Betjente. Og Leif maatte staa og optage Rapport over Fundet af de Bomber, han selv havde lagt der. Egentlig havde han haabet, at det kunde blive ved Rapporten — den havde han jo Lejlighed til selv at rive itu. Men Manden var meget energisk og forlangte, at han skulde ringe Politistationen op, mens han selv hørte paa det.

Kort derefter kom Gestapomanden Rothenberg farende i sin Bil. Tænk, om man nu endelig var paa Sporet efter Havnesabotørerne! Og Leif maatte opleve den Tort at aflevere sine egne Bomber til ham. Men han gjorde det meget ugerne og forlangte en omhyggelig Legitimation af Gestapomanden, før han gav Slip paa dem. Og bagefter var han et kogende Hav af Raseri.

han kom op paa Dækket — men ak, det var i en svensk Havn. Skuden havde faaet Maskinskade og var vendt hjem igen. Men tilsidst lykkedes det at komme hjem, og et Par Maaneder derefter fulgte Knud. Nu var de sammen igen, og Kammeraterne i Jylland mærkede snart, at det var dygtige Folk, de havde faaet til Assistance.

Det er ikke til at sige, hvad et saadant Hjem betød i de Aar. Her kunde de komme, de unge Mænd fra den haarde Kamp, og finde hjemlige Forhold. Her blev de modtaget med milde Blikke og hjemlig Varme, her spiste de Mors Mad og fik deres Tøj passet. Det var paa saadanne Hjem, Frihedskampen byggede. Og Husets erklærede Yndling blev Leif. Her boede han Gang paa Gang, og det var mærkeligt — men Søster fik pludselig en Moster i Hørning, som hun sommetider maatte ned at besøge. Og Hørning ligger som bekendt ikke langt fra Seis!

Det blev et haardt Liv, Leif fik. Altid paa Farten, som Regel maatte han sove nye Steder hver Nat — hvis der da blev Tid til at sove. Gestapo lærte at forstaa, at de havde en farlig Modstander, og Leif maatte altid være vaagen overfor Faren. Men netop nu viste det sig, hvor hans Evner foldede sig ud i frodig Blomstring. Det var et Liv, der passede ham.

— Hvis det ikke netop var saa farligt, vilde jeg ønske dette her aldrig holdt op, sagde han en Dag.

Han var aldrig bange, men hans Mod blev ikke til Dumdristighed. Koldt og klart beregnede han Risikoen og traf sine Forberedelser. Og naar det gik rigtig løs, var han helt rolig. Munter og glad gik han ind i det farlige Arbejde. Det var jo den retfærdigste af alle Sager, han kæmpede for. Nuancerne havde han intet Blik for. Enten var en Ting hvid eller sort, Mellemtonerne manglede.. Derfor var hans Had til Tyskerne og deres danske Hjælpere fanatisk og brændende. Han og Knud holdt nok af at more sig, men gjaldt det Arbejdet, lod de alt andet ligge; det kom i første Række.

Kammeraterne forstod, at han var den fødte Fører, som aldrig skaanede sig selv. Og saa han, at en Kammerat havde Sorger at slaas med, var han meget følsom og hjalp ham, saa godt han kunde. Derfor var der altid et fint Kammeratskab i de Grupper, han arbejdede sammen med.

Og der var nok at tage fat paa. I 1944 begyndte Nedkastningerne af Vaaben og Sprængstof at tage Fart, og i Foraaret gennemførte Leif og Knud den første store Transport af Sprængstoffer, der var nedkastet i Vestjylland. Sagen var meget vanskelig, og baade Toldstrup, den senere Nedkastningschef, og General Bennike havde paa Forhaand opgivet den. Men sammen med en tredie Mand kørte Leif og Knud Sprængstofferne i Biler fra Skive til Holstebro,

hvorfra Kasserne i Jernbanevogne blev videresendt under Etiketten »Værktøj« til Byerne rundt om i Vest- og Sønderjylland.

Havde Gestapo været alene om at føre Kampen mod den danske Friheds-bevægelse, vilde de aldrig have opnaaet nævneværdige Resultater. De var de fremmede, og Frihedskæmperne havde haft alle Chancer for at kunne leve skjult. Men vi staar her overfor et af de uhyggeligste Kapitler i Kampens Historie: at Tyskerne fik danske Hjælpere. For Penge gik danske Mænd og Kvinder med til at udlevere deres Landsmænd til Gestapos Fængsler og Tortur, til Eksekutionspælen eller Koncentrationslejren. Stikkerne blev en dødelig Fare, og de maatte bekæm-pes med de haardeste Midler, de maatte simpelthen udryddes. Der skal her paa Grundlag af Meddelelser fra Jyllandsledelsen gives en Oversigt over, hvordan Stikkerne blev bekæmpet.

Tre Kategorier af Tyskernes danske Hjælpere blev dømt til Døden:

fordi han var blevet set i Selskab med en Gestapomand — man kunde jo være uheldig og komme i daarligt Selskab. Men hvis en Mand blot blev set i en af Gestapos Biler, naar den var paa Razzia, eller han medvirkede som Tolk ved Forhør, betragtede Domstolen dette som tilstrækkeligt til en Dødsdom. Ligeledes blev efterhaanden alle danske Statsborgere, der arbejdede paa Gestapos Kontorer, dødsdømt. En Undtagelse blev kun gjort for nogle ganske unge Kontordamer, der næppe var helt klare over, hvad de havde indladt sig paa. En særlig Opmærksomhed blev vist Gestapos danske Chauffører. Det var uhyre farligt, naar disse var stedkendte Folk, der kunde finde Vej ved Nattetid i afsides Landsbyer og smaa Byer.

rejste rundt og søgte at oprette illegale Grupper. Deres Virksomhed kunde være farlig, men selvfølgelig blev saadanne Fusentaster ikke skudt, men sendt til Sverige, hvor de blev interneret. Endelig var der en Del Tilfælde, hvor Tyskerne ved Hjælp af falske Desertører søgte at skaffe sig Oplysning om Sejlruterne til Sverige.

sig til denne uhyggelige, men nødvendige Opgave. De maatte være rolige, disciplinerede og kunne skyde godt. De var instrueret om, at Dødsmaaden skulde være saa hurtig og effektiv som mulig. Kun i Tilfælde, hvor der opstod Kamp, eller Stikkeren forsøgte at flygte, maatte der skydes i Maven. Ellers skulde Stikkerne altid skydes i Hovedet. løvrigt gik mange af dem med skudfri Vest. Hvis der var Mulighed for det, skulde man sørge for at faa Liget af Vejen og skjult. Det skyldtes Ønsket om at undgaa Glearingmord, og muligvis har ogsaa en Stikkers »sporløse« Forsvinden haft en vis afskrækkende Virkning paa ligesindede.

I visse Tilfælde arrangerede man sig saadan, at man fik Stikkerne i Forhør, men vore Folk var instrueret om, at de under ingen Omstændigheder maatte anvende Tortur. Vi nærede absolut ingen Tilbøjelighed til at efterligne Gestapos egne Metoder. I nogle Tilfælde skete det, at en Stikker blev likvideret paa et Hospital. Men der blev givet Ordre til, at dette ikke maatte ske oftere, idet en Likvidering paa Aarhus Kommunehospital var lige ved at faa frygtelige Følger for de vagt-havende, ganske uskyldige Læger.

(Bemærk de ubevislige påstande i de næste 4 linier, markeret "):

"De opnaaede Resultater i Stikkerbekæmpelsen var langt større end Likvida-tionsantallet.  Dels var det de farligste, som først blev ryddet af Vejen, dels gik mange af dem under Jorden af Frygt for deres Liv, og dels bremsede Likvida-tionerne Tilgangen af nye Stikkere."

Der var ingen, der gik til dette Arbejde af Lyst. Men det var en bitter Nødvendighed, og nogen maatte gøre det. Hvis den aktive Modstand skulde fortsætte, maatte Stikkerne udryddes — der var ingen Vej udenom. Men hvor forbitrede vi end var over, at saa mange Landsmænd gik Tyskernes Ærinde og derved var med til at skrive et af de mest nedværdigende Kapitler i Danmarks Historie, handlede vi dog ikke ud fra Hævnmotiver. Likvideringerne skete i Selvforsvar og paa hele Modstandsbevægelsens Vegne.

Til dette Arbejde blev Leif og Knud udvalgt. De tog det op som en Pligt, de ikke kunde komme uden om. I Begyndelsen dannede de to sammen en Rejsegruppe og blev sendt rundt i de jydske Byer til vanskelige Tilfælde, som de stedlige Folk ikke kunde klare paa egen Haand. Med Assistance af Folk fra de lokale Sabotage-grupper førte de saa Sagen igennem. Men hen paa Efteraaret 1944 blev det paakrævet at udvide Rejsegrupperne, og efter Ordre fra Jyllandsledelsen blev to Hovedgrupper formeret og stationeret i

Aarhus og Aalborg. Leif blev Leder af Gruppen i Aarhus, mens Knud fik Aalborg-gruppen. Hen mod Krigens Slutning blev der dannet endnu en Gruppe for det sydlige Jylland, og Leif blev Chef for alle tre Grupper.

Hvor haardt og farligt Arbejdet var, kan ses af en kort Oversigt over de to første Gruppers Historie. Gruppen i Aalborg bestod af Knud, der blev henrettet, af Mogens og Kjeld, som begge faldt i Kamp mod Tyskerne, og Vagn, som er den eneste overlevende. Og Gruppen i Aarhus mistede Overbetjent Jørgen Jensen, Silkeborg, kaldet H.C., som døde kort efter Kapitulationen af Saar, han fik ved en Ildkamp med en Stikker, endvidere af Repræsentant Sigurd Westergaard Chris-tensen (»Ole«), som døde ved et Biluheld i Sommeren 1945, og Leif, der døde af de sjælelige Følger af sin Gerning under Krigen.

Men indenfor de Rammer af dette Arbejde, som her er skitseret, blev der vist saa meget Mod og Dristighed og oplevet saa mange mærkelige og dramatiske Begivenheder, at det er værd at huske nogle af dem. De fortjener at bevares og bæres videre til Eftertiden som Vidnesbyrd om, hvordan dansk Ungdom tog den ulige Kamp op og til sidst førte den til Sejr. Nogle af dem betalte Sejren med deres Liv.

Da det imidlertid har sin store Betydning, at det danske Folk forstaar, hvor grun-digt og samvittighedsfuldt hele denne Opgave blev taget op, vil det være af Værdi først at bringe en enkelt af de mange Rapporter, som blev optaget under Forhør af tilfangetagne Stikkere.

Det var ikke let at sikre sig en Stikkers Person, saa at sige anholde ham og tage ham i Forhør. Men naar Tilfældet bød sig, var det naturligvis værdifuldt at gøre det..

I Aarhus havde L-Gruppen — saaledes kaldtes Likvidationsgrupperne — paa et vist Tidspunkt Forbindelse med en Mand, der havde været arresteret af Tyskerne, og som siden af og til havde Kontakt med dem og fik lokket gode Oplysninger ud af dem.

En skønne Dag blev han ringet op af en af de danske Gestapofolk, der spurgte, om han ikke kunde hjælpe ham med at skaffe et Par gode Sko. Det lovede han og aftalte, at han kunde hente Skoene næste Dag Kl. 15. Samtidig gav han Efterret-ningsgruppen Underretning.

Paa den givne Tid samledes L-Gruppen i Nærheden af Opgangen, saa de kunde holde Øje med, hvem der kom og gik. Og ganske rigtigt, Kl. 15 kom en Mand cyklende, stillede Cyklen og gik ind ad Gadedøren.

Men de vilde være helt sikre i deres Sag, saa ingen greb endnu ind. Lidt efter kom Manden ud igen, og denne Gang bar han en Skotøjsæske under Armen. Saa var Sagen oplagt.

Da han vilde tage sin Cykle, stod en af Gruppens Medlemmer ved Siden af ham. Paa en diskret Maade viste han sin Pistol frem og bad ham høfligt, men meget bestemt om at gaa ind i en Bil, som holdt i Gaden.

Og uden at nogen paa Gaden lagde Mærke til noget usædvanligt, kørte Gruppens illegale, benzindrevne Bil af Sted med sit kostelige Bytte. Det blev til et otte Timers Forhør, der gav mange Oplysninger om Gestapos Virksomhed i Aarhus, og Mandens Synderegister blev afsløret.

Dette var ikke en enestaaende Begivenhed. Modstandsbevægelsen er i Besid-delse af en Række Rapporter fra saadanne Stikkerforhør. I det følgende aftrykkes en saadan:
                                                              Rapport

Den 20. Marts 1945 Kl. 7,30 blev Aage Emanuel Møller (Grenaa d. 7/11-1900) anholdt.

(Bemærk: Pastor Borchenius gør her et fejlgreb. Læseren får uvilkårligt det indtryk, at alle oplysninger skyldes den afhørte Aage E. Møller, uagtet det fremgår, at der er tale om sammenstykkede oplysninger fra flere rapporter.)

Han forklarede nærmere, at han blev indmeldt i DNSAP i Februar eller Marts 1941. I Juni 1944 blev han Medlem af Landstormen. Den 8/11-44 rejste han til København for at komme paa et Rapportskrivningskursus paa Politigaarden. Han lærte her Fjernskrivning, Rapportskrivning og Maskinskrivning. Fjernskriverlæreren var en tidligere Styrmand ved Navn Petersen, og Rapportskrivningen blev ledet af en tidligere Overbetjent Hansen fra Politigaarden. Forannævnte Styrmand Peter-sen ledede ligeledes Maskinskrivningen sammen med en Mand ved Navn Svendsen.

Efter endt Kursus kom han den 5/12-44 til Aarhus, hvor han blev henvist til Høegh Guldbergsgades Kaserne som Tolk for Feltgendarmeriet.

Han oplyser, at der var 24 Deltagere paa det ovennævnte Kursus, nemlig: Poul Olsen, Glostrup Politistation, han kalder sig Arne Andersen (se vedl. Brev) tidl. Vognmand i København. Christian Madsen Jensen, kl. »Calle«, der efter endt Kursus kom til Aalborg. Hansen (H. 1.) samt en Leisnow kom ligeledes til Aalborg. Repr. Johannes Jensen, tidl. Marinevægter i København, var fra Ringsted og kom efter Kursus til Aarhus, hvorfra han den 3/1-45 blev forflyttet til Herning til E.T.-Gendarmeriet. Tidl. Portør ved DSB Christian Rode kom vistnok til Roskilde. Tonny Jensen blev paa Sjælland sammen med en Bache Frølund, der er bosiddende i København, kom til Glostrup. Heilesen kom til Hillerød og en Høyer blev i København.

Gennem den øverste Indgang lige før Statens Avissamling er der Gennemgang til Kasernen for det tyske Feltgendarmeri. Ljt. Hyrdlimann er Chef for 5. Komp., der bestaar af ca. 30 Mand, der hver er udrustet med saavel Maskinpistol, Riffel som Pistol. Foruden 5. Komp. er der ogsaa et 1. og 3. Komp., der ligeledes hver bestaar af ca. 30 Mand og med den samme Udrustning. Ljt. Hyrdlimann sorterer under Gebietsføreren, der har Kontor lige over for Teknisk Skole (Pastor Balslevs Yilla). Fru Stig Hansen kommer ofte og besøger Ljt Hyrdlimann paa Værelset eller Kontoret. Stig Hansen har ikke været set siden Juleorloven, og han er for Tiden paa Juncherskole i Tyskland.

Til Aarhus er der for ca. 14 Dage siden kommet et Komp. S.S. Vagtbataillon fra Sjælland, som skal gøre Vagttjeneste her. Det er alle danske Undersaatter, og de er indkvarteret paa Vesterallés Kaserne.

Af danske Personer ved 5. Komp. ved Kasernen i H. Guldbergsgade ved del saakaldte »Strejfkomp.« er følgende: Overvagtmester Jens Leth, Trøjborgvej Nr. 50, her, Vagtmester Erik Andersen, der er ugift og bor paa Kasernen, og hvis Forældre eller Søster bor i GI. Munkegade, hvor han har sit Tøj hængende.

M. forklarer videre, at der eksisterer noget, der kaldes »Strejf«, og dette bestaar af en Gendarmeripatrulje paa 4—5 Mand, som bl. a. skal undersøge

Folk for Vaaben og Legitimationskort. »Strejf« foretages fortrinsvis i Frederiksgade, Fr. Allé, Banegaardsgade, Banegaardspladsen, Banegaarden, Søndergade, Kystvejen, Havnegade, Dynkarken samt ved Godsbanegaarden og Gaderne deromkring.

»Strejf« paa Landet foretages i Bil, og M. har været med som Tolk paa disse »Strejf«, og evt. anh. blev ført til Politistationen, hvor de blev afgivet til S.D. *

* S.D. Sicherheitsdienst, d. v. s. Gestapo.

Arbejdsdagen paa Kasernen er følgende: Mødetid Kl. 8, hvor de melder sig paa Kontoret, og hvor der til Stadighed sidder en Mand (dansk Tolk). De 2 andre deltager i »Strejf«, der foregaar hver Dag, blot med forskelligt Timeantal og paa forskellige Steder. Saaledes var M. Lørdag den 17/3-45 paa Bilstrejf i Grenaa. Formaalet var at undersøge Køretøjer for Fahrschein og Personer for Vaaben og Legitimationskort. Ved disse »Strejf« er de danske Tolke iført tysk Uniform, det vil sige, at Møller har lange Snørestøvler paa og er saa iført tysk Militærkappe og Staalhjelm, og han er udrustet med Maskinpistol. Ordren gaar ud paa, at de i Tilfælde af Vaabenmodstand skal dække hinanden, men M. siger, at han endnu ikke har haft Lejlighed til at skyde, og han kan ikke sige, hvorledes han vil reagere, hvis en saadan Lejlighed skulde foreligge. Hver Dag er der mange »Strejfpatruljer« ude paa fra 2—6 Patr., og 2 danske Tolke er hele Tiden med ude paa hver sin Tur.

Andre af Patr.s Opgaver er bl. a. at standse Biler, Cyklister og andre Køretøjer, som ikke er forskriftsmæssig afblændet. De bliver saa tilsagt til at møde paa Kasernen en bestemt Dag til Kontrol ang. Manglens Oprettelse. Kufferter, store Pakker o. lign. bliver ligeledes af og til undersøgt for om de evt. skulde indeholde Bomber, Sprængstof eller lign.

Med Hensyn til vedl. Brev til »Poul« (Bemærk: Se afsnit Bilag 1) oplyser M., at Poul i et Brev ca. en Uges Tid tidligere fortalte, at han en Aften havde siddet hjemme sammen med sin Hustru, da det bankede paa Døren, og det var Naboen, som de kommer meget sammen med, der bad om at laane et Strygebræt. Da Pouls Hustru aabnede Døren, stod der udenfor 3 revolverbevæbnede Mænd, der holdt Hustruen op, og derefter gik de ind i Stuen og afskød 5 Skud mod Poul, hvoraf de 4 ramte. Da de gik ud igen, skød de paa Hustruen, som blev alvorligt saaret.

I det samme Brev omtaler M,, at han var ved at forlade E.T., fordi Randersturen var for grim, og herom oplyser han, at han i Randers af Feltgendarmeriet var blevet opfordret til at paatage sig Opgaver som alm. Stikker, idet de bl. a. skulde opsnuse et ulovligt Trykkeri i Søren Møllersgade eller noget lign., og endvidere skulde de gaa og »snuse« og se, om de ved at tale med Folk eller ved at lytte kunde komme paa Sporet af noget illegalt: Sabotage eller lign. Han var i Randers ialt 4 Gange i Januar og Februar Maaned d. A., da han rejste hjem til Aarhus og undlod at gaa i Tjeneste. Han blev saa kaldt til København paa Politigaarden, hvor han fastholdt, at han ikke vil deltage i Aktioner mod danske Undersaatter. M. kom dog tilbage til Aarhus og gik i Tjeneste igen. M. har ikke Kendskab til Gestapo eller de danske Haandlangere der.

ligesom han ikke har Kendskab til de Stikkere, som bliver benyttet, dog indrømmer han, at han ikke er i Tvivl om, at Urmager Frandsen, Vestergade, er Stikker, Møller og hans Kammerater har ofte talt om, at Frandsen er Stikker, da Frandsen kommer meget paa Politistationen. En anden Stikker, som M. kender, er Murermester Valdemar Berg, der dagligt kommer paa Politistationen, og M. har haft den Tanke, at Berg sikkert havde en eller anden Central, hvor han modtog Meddelelser, som han saa selv hver Dag bragte videre til Politistationen. Repræsentant Grønlund, Vestergade, betragtes ogsaa som Stikker, og han opholdt sig paa Universitetet, da dette blev bombet, og det var formentlig paa et Stikkerbesøg. Det siges, at Grønlund kommer til Gestapo hver Dag, og han har tidligere arbejdet fast for Gestapo, men saa fik han en Papirforretning, og nu kommer han kun paa dagligt Besøg, antagelig for at aflægge Rapport. M. har ogsaa Kendskab til en Uno Eriksen, der er Landstormsmand, og som tidligere har staaet i S.S., men nu er ansat i det tyske Kriminalpoliti paa Politistationen som Tolk. Eriksen bor i en Villa paa Elvirasvej 11 eller 15 i Riisskov, og han kører i en lille rød Vogn fra Politistationen, og det er sandsynligt, at han i Vognen kører hjem og spiser til Middag.

Tjener Randa regnes ogsaa af M. og hans Kolleger for at være Stikker i stor Stil, og Repræsentant eller Revisor Konradsen, der er Sysselleder ved DNSAP, og som bor Langelandsgade 208, regnes ligeledes for at være Stikker. Schupführer Hougaard Hansen, der er Marinevægter, og som bor et eller andet Sted paa Kystvejen, regnes ligeledes for Stikker, og det menes, at hans overordnede Stilling ved Marinevægterne er en Belønning for et eller andet »Job«, han har udført for Tyskerne. I Randers findes en Mand ved Navn Markussen, der bor i Hobro, men som dagligt kommer til Randers, og som ogsaa er Afdelingsleder ved DNSAP i Randers, har fortalt M., at han arbejder med Indberetninger til SD.

M. forklarede videre, at der Søndag den 11/3-45 var Møde i »Landstorms-foreningen« paa Rytterkasernen ved S.S. Sjælland. Foreningens Formaal er efter Krigen: Kamp mod Kommunismen,- og Formanden er Løjtnant K.E. Petersen, Viby. Denne blev fra flere Sider opfordret til at give ren Besked om, hvorvidt der indenfor Foreningen var nogen, der havde Andel i Ødelæggelserne bl. a. i Guldsmedegade. Naar en saadan Mistanke var opstaaet, skyldtes det, at Rygtet gik, at det var Schalburgkorpset, som havde forøvet Ødelæggelserne, og da Landstormen jo havde været underlagt Schalburgkorpset, var det nærliggende at tro, at nogen af Medlemmerne havde deltaget, men der blev ikke rettet Mistanke paa noget bestemt Medlem.

Der deltog ca. 30 Medlemmer i ovennævnte Møde og bl. a. Marinevægter Kjærsgaard fra Skanderborg, Marinevægter Nerger Christensen, Riisskov, Skoma-ger Villadsen, Aabyhøj, Snedker Villadsen, St. Billes Torv, Aarhus, Kaj Gothen-berg, Fortevej, Riisskov, samt Gothenbergs Broder, hvis Navn han ikke kender. Desuden deltog Gothenbergs to Sønner samt Overvagtmester Jens Leth og Sønnerne Kjeld Moesgaard Leth og Niels Moesgaard Leth, der alle 3 bor Trøjborg-vej 50, her. Endvidere deltog Mekaniker Rich. Holm, der bor i Vesterbro-gadekvarteret, Skomager Jansen, Dalgas Avenue, Ostehandler Christiansen, Grønnegade, Repræsentant E. Petersen, Prins Knudsvej, Riisskov, og

Gymnasieelev Tage Strøm, der bor paa Klosteret, og som er Elev paa Marse-lisborg Gymnasium.

Følgende er ogsaa Medlemmer af Landstormen, nemlig: Gunnar Svinkløv, der er 22 Aar, og som bor hos Forældrene, Overbetjent Svinkløv, Fasanvej, her. Børstenbinder Robert Lund, der ogsaa er ca. 22 Aar, og som har været ansat i Faderens Forretning i Vestergade. Endvidere en Fyrbøder i fhv. Restaurant »Palæ<; samt Restauratør Hedegaard.

M. oplyser, at Landstormen ikke har direkte Tilknytning til. DNSAP eller Ejnar Jørgensens Parti, men da afdøde Ingeniør Olaf Schmidt var Leder af Ejnar Jørgen-sens Parti her i Byen, tilbød han i 1944 Landstormen Lokaler. Tilbudet blev afslaaet, da Landstormen opfattede det saaledes, at Schmidt var ude efter at faa Landstormen ind i Ejnar Jørgensens Parti.

Landstormen har fra København modtaget 8 Geværer, Model 1939, til Øvelses-skydning. Det er Løjtnant K. E. Petersen, som er lokal Formand for Foreningen, der har fremskaffet Geværerne, som Tyskerne har frigivet, og det er ligeledes K. E. Petersen, der har ledet Skydningerne paa Skæring Strand.

Nedennævnte er Marinevægtere: Vejsberg, Willemoesgade, Christian Nielsen, Galten, Leo Jensen, Højbjerg, Padkjær Sørensen, Lystrupvej, Riisskov, Christian Mikkelsen, Jens Baggesensvej, tidl. Aabyhøj, Ove Nielsen, Engparken, Aabyhøj. Samme har endvidere en Broder, der ogsaa er Marinevægter. Nævnte Chr. Mikkelsen og de to Brødre Nielsen er tillige Medlemmer af Landstormen. Kjærsgaard, Skanderborg. Fhv. Murer Buhl, Annagade eller Montanagade eller Kvarteret deromkring. Peter Christensen, Falstersgade 5, her, tidl. Bogtrykker Frederiksen, Hørgaardsvej, Riisskov. Arne Holst, tidl. Aabyhøj. Steensgaard, Skolegade. Carl Nielsen, Mejlgade 70—72, fhv. Købmand Mogensen, fhv. Skomager Bay Højbjerg, der begge er Medlemmer af Landstormen, og som fungerer som Vagtposter ved det gamle Amtssygehus. Endvidere C. F. Duvald, Riegelsvej 7, Riisskov, der siden Krigens Begyndelse har været ansat som Leder ved det tyske Trælager i Sydhavnen. D. har en Datter, der rendte meget med Tyskerne, og denne Datter blev gift med en Dansker, fordi hun skulde have et Barn. Denne Svigersøn blev ved D.s Hjælp ansat ved det samme Trælager, og den almindelige Mening er, at en Tysker er Far til Datterens Barn. De nygifte bor i Mejlgade, hvor Konen har en Damefrisørsalon, der kaldes Salon »Duvald«.

En Tømrer Dueholm, der bor paa Riegelsvej 6, Riisskov, og som kalder sig Ingeniør, arbejder meget for Tyskerne paa Flyvepladserne. Tømrer Jens Sørensen, der bor paa Aaboulevarden, hvor han har haft en Ejendom, der er solgt ved Tvangsauktion. Sørensen har arbejdet i Tyskland, og han har været straffet for Svindlerier over for Værnemagten. Ove Slidsen, der har Værksted paa Kirke-gaardsvej, men som selv bor i Molsgade, arbejder for Marinen. Kørselskontoret eller K.K.-Spedition, hvis Indehaver er Algy Søsen, Aaboulevarden, kører udelukkende for Tyskerne, og Firmaet er sikkert oprettet udelukkende for tyske Penge eller for at tjene tyske Interesser. Der kører formentlig en 30—40 Lastbiler samt en Del Hestevogne i uafbrudt Drift. Dette Kontor menes i Forbindelse med Vognmand L. Sørensen, Falstersgade, her, at have al Kørsel for Tyskerne her i Byen.

Repræsentant Fick Jensen, Stationsgaden, Riisskov, laver Børster til Tyskerne og modtager Ordrer paa Møbler, som han saa lader udføre hos forskellige Snedkermestre her i Byen, bl. a. Aarslev, Grønnegade 50, samt hos N. P. Peder-sen, Klostergade 74. Tømrerfirmaet Ib Rønnest Nielsen forpagter Arbejde til Værnemagten for et Firma Knudsen og Christensen, der igen deler Arbejdet ud til forskellige Firmaer her i Byen. Brdr. Stabl, Højbjerg, Rosenvangsallé, laver Møbler for Ib Rønnest Nielsen.

Søren Nygaard, der bor paa Kaserneboulevarden, har tidligere været Murer, men kalder sig nu Entreprenør, og han har været frivillig i S.S.S.N. og bygger nu Barakker paa Galgebakken. En Erik Andersen, der kom her til Byen i Januar Maaned i Aar fra Politigaarden i København, har tidligere været ansat paa Thurms Lædervarefabrik i Bruunsgade.

M. oplyser videre, at en Poul Larsen, der nu vistnok bor i København, har været Marinevægter her i Byen samt paa Flyvepladsen i Tirstrup. Da han opholdt sig her i Byen, havde han dagligt sin Gang paa Politistationen, og han har tidligere været frivillig i S.S., og han har pralet med, at han havde 3 Uniformer, nemlig en Marinevægteruniform samt en S.S. Uniform og en tysk Værnemagtsuniform. Da han var Marinevægter her i Byen i 1944, overfaldt han en Politibetjent, der stod paa Vagt ved Broen i Spanien, og Larsen blev da straffet og afskediget som Marinevægter. I 1942—43 var han S.S.-Frivillig. Efter at han var afskediget som Marinevægter kom han ind i Sommerkorpset, og M. siger, at Sommerkorpset optog alle de Personer, som andre Korps ikke vilde have. Poul Larsen har pralet med, at han har været med til flere Anholdelser, og han har bl. a. pralet med, at han var med ude hos Tandtekniker Leo Kæraa, men det passer vistnok ikke.

Arbejdsmand Aage Andersen, der bor paa Vægtervej i Riisskov, har været Medlem af Sommerkorpset.

Med Hensyn til den paa Side 1 nævnte Overvagtmester Jens Leth, Trøjborgvej 50, her, oplyser M., at Leth Lørdag den 17/3-45 tog paa Kursus i København, og dette Kursus skulde vare ca. 14 Dage.

Leth har endvidere været i København i Slutningen af Februar, og da han kom tilbage, var han udnævnt til Overvagtmester. Jens Leth har om det saakaldte »Aarhuskontore fortalt, at Kontorets Personale har samme Opgave som S.D. Personalet bestaar af ca. 20 Mand, der alle er S.S.-Folk, som har været ved Fronten. Kontoret gaar under Betegnelsen: Allgemeine S.S., og Jens Leth har haft sin Gang paa Kontoret, og Leth har fortalt, at Kontoret ledes af en Mand ved Navn Lorentsen. Foruden Lorentsen skal en Allan Jørgensen eller Gunnar Jørgensen eller muligt dem begge være ansat paa Kontoret.

M. har paa Politistationen truffet en Mand ved Navn Nielsen, der tidligere har arbejdet paa Gereiterlager paa Midtermolen, og da M. spurgte ham, hvad han lavede, svarede Nielsen: »Ja, hvad laver jeg, jeg er jo her.«

Ang. Bilag:

1. Brev til Poul Olsen, Glostrup Politistation.

2. Fjernskrivermeddelelse fra Løjtnant Langfrits, Politigaarden, København.

Langfrits er Foresat for de Folk, der er udsendt til Feltgendarmeriet som Tolke Landet over. Langfrits er sikkert Dæknavn, og han hedder muligt Frits, og da han er ca. 182 cm høj, er det nærliggende at tro, at Tilnavnet er fremkommet paa Grund heraf.

3. Vejledning i Betjening af Fjernskriver er udleveret paa Kursus i København. Feltgendarmeriets Fjernskriver staar i Villaen i Nørreallé, lige over for Teknisk Skole.

4. Kvittering fra Vagtmester Jens Leth paa Kr. 50., der er tilbagesendt den 6/1-45.

5. Passerseddel fra Schalburgkorpset og Landstormen med Tilladelse til at bære Vaaben. Løjtnant K. E. Petersen, Viby, der er Formand for Landstormsafdelingen, har udfærdiget Passersedlen og har givet Tilladelsen til at bære Vaaben. M. oplyser, at Passersedlen, der jo er udstedt af Schalburgkorpset, er ugyldig og derfor tilbagekaldt vistnok i Februar Maaned d. A.

6. Medlemskort til Landstormen.

7. Legitimationskort.

8. Fortegnelse over Fjernskrivernumre.

9. Kr. 49/57, der er Rest af Løn, nemlig Kr. 725.—. Kr. 620.— for gifte og Kr. 34/70 for hvert Barn.

For virkelig at forstaa Rapporten er det nødvendigt at erindre enkelte Ting. Manden var allerede dødsdømt, og Forhøret bekræftede blot hans Skyld. Men saa gav det endvidere en lang Række gode Oplysninger om Gestapos Metoder og Medhjælpere. Uden at gaa i Enkeltheder om Forhøret, skal vi blot fastslaa, at han selvfølgelig gjorde sit bedste for at slippe udenom sin Skyld. Men han kunde ikke benægte det Faktum, at han havde deltaget i Gestapos »Strejf« — vi andre kaldte det Gaderazziaer. Og disse var dødsens farlige for vore Folk, som var ude i Aktion. En Række af de Folk, han nævner som Medlemmer af Landstormsforeningen, var ogsaa Stikkere.

For dem og talrige andre gjaldt det Fællestræk, at Vejen til Stikkeriet gik over Sortbørshandel og lignende lyssky Foretagender. I enhver Henseende hørte disse Personer til Samfundets Bundfald.

at man var ude efter ham. Hans Kone tog Sagen temmelig overlegent; Da en af hendes Bekendte en Dag spurgte hende, om hendes Mand ikke var nervøs, svarede hun:

— Min Mand bange? For hvad? Han har altid sin Pistol paa sig, og han skyder først!

Det kom han nu ikke til. En tidlig Morgen gik han ned paa Gaden for at købe sin daglige Avis, »Fædrelandet«, i en Kiosk. Han kom sjokkende i Morgensko og læste i Avisen. Mogens kom frem mod ham med hævet Revolver. Sandhøj prøvede at dække sig ved at løfte Avisen op foran sig. Men Skuddet faldt, og Kuglen ramte ham gennem Forræderbladet — en ganske symbolsk Død.

maatte han igennem hele Salen. Og rundt om ved de andre Borde sad mange tyske Officerer.

— Det er ham der, som skal betale! Det var Ligtalen, Stikkeren fik.

Og en Dag kom Landry alene. Han cyklede ned i Storegade, og da han var inde i en Butik, fulgte Knud efter, mens Leif holdt Vagt — den Dag havde Knud vundet Lodtrækningen. Knud bøjede ned i Knæet, for at Kuglen ikke skulde ramme andre i Butikken, og før Landry anede Uraad, var han ramt. De to forsvandt paa Cyklerne, som Leif havde holdt parat.

Der blev stor Tilstrømning, og en gammel Kone stod udenfor Butikken og raabte op:

— Jeg saa ham, jeg saa ham!

Den lille Uforsigtighed, det svage Punkt, som altid kommer, var fundet, og nu gjaldt det om at udnytte den sjældne Lejlighed. Alle Mand blev mobiliseret, og snart var otte Mand paa Benene.

Paa Harald Jensens Plads fik Leif ham udpeget af en Ledsager. Trambussen var forsinket, og Schmidt stod sammen med sin Kone og ventede paa den. For at have Ryggen dækket, var han gaaet hen paa de Mezasvej og stod i en Gadedør.

Leif kom cyklende hen til Huset og stod af Cyklen. Han saa, at Schmidt havde begge Hænder i Lommerne, han var sikkert bevæbnet. Leif stillede Cyklen hen og laasede den. Han rykkede i Laasen, for at Schmidt kunde se, at den virkelig var laast — at det derved blev lettere at laase den op, var der jo ingen, der kunde vide, og Schmidt lagde ikke Mærke til, at Leif lod Nøglen blive siddende i Laasen. Men det beroligede ham aabenbart, at Cyklen blev laast. Det tydede ikke paa hurtig Flugt.

Leif gik hen til Døren, passerede Ægteparret og gik ind. Han gik op paa anden Sal, men hørte, at Gadedøren ikke smækkede. Altsaa holdt Schmidt Foden for, saa han kunde høre, om Leif kom ned igen. Paa anden Sal ringede Leif paa. Da hørte han Døren smække. Nu var han altsaa tryg. Ingen lukkede op for Leifs Ringen.

Lydløst sneg Leif sig ned ad Trapperne og gjorde Pistolen klar, De sidste Trin blev taget i et Spring. Han stod ved Døren, lukkede den op og skød.

Schmidt naaede ikke engang at dreje Hovedet, før han var ramt. Leif truede med Revolveren ad Konen — hvem vidste, om ikke ogsaa hun var bevæbnet. Siden fik han at vide, at ogsaa hun var Stikker, saa han fortrød, at han ikke skød hende med det samme. Men det lød Ordren jo ikke paa, og Leif adlød altid en Ordre til Punkt og Prikke."

at han aldrig skød, før han var paa 25 Centimeters Afstand. Saa var det ingen Sag at ramme. Men Kunsten er jo netop ogsaa at komme paa saa nært Hold.

Men Snarraadighed var der ofte Brug for. Engang blev der Razzia paa Lande-vejen, mellem Aarhus og Randers. Leif stoppede nogle vigtige Breve ind i sine Handsker. Da han blev beordret til at holde Hænderne op, sad Brevene i Sikkerhed over hans Hoved, mens Tyskerne undersøgte alle hans Lommer.

Han, der var meget lys, lod sit Haar farve kulsort. Han blev fuldstændig ukendelig. Hans Kone kom kort efter ind i samme Kupé som han. Galant rejste han sig og spurgte, om Fruen ikke vilde sidde. Hun tog mod Pladsen af den høflige unge Mand, som stod op overfor hende og lidt efter indledte en kraftig Flirt med hende. Først da opdagede hun, hvem det var.

Efterhaanden blev han meget stærkt eftersøgt af Gestapo i Aarhus, og i Slutningen af Februar i Fjor havde han et temmelig ubehageligt Møde. Han stod af Toget ved Hasselager Station og fik sin Cykle udleveret. Gruppen var begyndt at bruge Hasselager, for at undgaa at komme for meget paa Aarhus Hoved-banegaard. Pludselig opdagede han, at der stod en Hipomand paa Vagt, da han kom trækkende med Cyklen.

— Maa jeg se Deres Legitimationskort?

— Ja, gerne. Lynsnart tænkte Leif sig om. Det Kort, han havde paa sig, lød paa Repræsentant Verner Christensen. Datoer og Adresse kunde han ogsaa huske. Heldigvis havde han Rejsekort paa sig, som lød paa samme Navn.

— Hvem har underskrevet Kortet?

— Det har Folkeregisteret.

— Ja, men hvilket Navn staar der under Stemplet.

— Det ved jeg skam ikke.

— Det er Deres Pligt at vide.

— Undskyld, men det vidste jeg virkelig ikke.

Nu blev han formildet overfor den beskedne unge Mand.

— Jeg skal nemlig sige Dem, at lige da De kom, troede jeg, at De var en, som vi er meget ude efter. Men nu, da jeg ser lidt nøjere paa Dem, kan jeg godt se, at han er højere, end De er.

Leif stod og lænede sig til Cyklen og prøvede at gøre sig lidt kortere. Et lille Stykke henne stod endnu fire Hipofolk, saa det var umuligt at undslippe.

— Ja, jeg ved da ikke af, at jeg har gjort noget forkert. Men hvad har han, den anden, lavet?

— Det maa jeg ikke sige noget om. Men vi har Lov til at skyde ham, hvis vi ser ham.

— Uha da!

— Ja, vi ved ogsaa godt, hvor han bor.

— Ja, men hvorfor gaar De saa ikke hjem til ham og tager ham?

— Nej, han er meget snedig, han kommer aldrig hjem.

Leif vidste godt, at der de sidste Par Maaneder havde staaet et Par Mand paa Vagt ved hans Opgang hver Aften.

Men nu tog de pænt Afsked med hinanden.

Der stod nogle Arbejdere og ryddede op inde paa Stationen. Den var kort Tid forinden blevet saboteret. I Begyndelsen havde de set spændt hen paa Leif under Forhøret. Men da han nu gik forbi dem og vilde sende dem et lettet Smil, vendte de sig som paa Kommando bort fra ham i Demonstration.

Det vilde føre for vidt at omtale alle de Ekspeditioner, Leif blev sendt ud paa. Men endnu en skal fortælles.

— Saa maa De følge med os. De gaar sammen hen ad Aaboulevarden. Men en Mand fulgte efter dem.

— Saa mødes vi ved Harald Jensens Plads, sagde Leif saa højt, at den fremmede kunde høre det, og skiltes fra de andre. Den fremmede sprang paa en Cykle og ilede formodentlig ud paa Harald Jensens Plads. Selv gik de saa et andet Sted hen.

Ørskov blev ført bort til Forhør, og Sagen var hurtigt oplagt. Dagen efter fandtes hans Lig ved Badmintonhallen.

De Oplysninger, som medførte Mandens Dødsdom, er siden blevet kompletteret ved Undersøgelser, det har været muligt at gøre efter Kapitulationen. Og det kan have sin Interesse at tage en saadan Stikkers Personalia i nøjere Eftersyn.

Han havde været Reservebetjent i Aarhus, men gik ud af Politiet allerede før den 19. September, da Tyskerne satte det danske Politi ud af Spillet. Han blev Byvagt, men havde længe været mistænkt for nazistiske Tilbøjeligheder, og en Betjent fik af Modstandsbevægelsen den Opgave at følge ham og finde ud af, hvad han gik og tog sig til.

at de fire ogsaa kom ind paa Restauranten og satte sig til at spise paa en Balkon, Han var nu klar over, hvem han havde for sig, og sendte sin Sekretær hjem for at hente en Revolver.

Da han havde faaet den og var færdig med at spise, tog han sine Briller af — de var kun paa for at sløre hans Signalement, og hindrede ham i at se tydeligt — holdt Hatten foran sig, saa ingen kunde se Revolveren i hans Haand, og gik tæt hen til Bordet, hvor de fire sad.

Og i Løbet af et Par Sekunder knaldede hans Revolver alle Magasinets otte Skud af. Med den trænede Faldskærmsmands Skydedygtighed anbragte han ved lynsnar Skydning fra Hoften — den saakaldte instinctive shooting — to Skud i Hovedet paa hver af de fire. Dr. Peters, som var »Skyggen«, døde.

Da Dahl lidt forpustet kom til et aftalt Møde umiddelbart efter den bevægede Frokost, førte han Forhandlingerne paa Programmet igennem og fortsatte lidt forlegent:

— Jeg havde for Resten lige en lille Oplevelse, før jeg kom herhen.

Og først saa fortalte han, hvad der var passeret.

Side 47

Døren blev sprængt, Og tre Gestapofolk tumlede ind. Men førend de naaede at gøre Brug af deres Vaaben, havde Kjeld, siddende i sin Seng, skudt dem alle tre ned. Han sprang ud af Døren og op ad Trapperne. Men Vagtposterne ved Gadedøren fyrede deres Maskinpistoler af op gennem Trappeskakten, og Kjeld blev dødelig saaret.

Han slæbte sig hen til en Entrédør og ringede paa, men Beboerne turde ikke lukke op, og i næste Øjeblik var Forfølgerne over ham og dræbte ham med et Nakkeskud.

hans Ryg var sprængt, og Kroppen svulmede stærkt op. Men hen paa Eftermiddagen stod han Krisen igennem og blev bragt ud i Læge Warbergs Villa i Vejgaard.

Kun een Mand vidste, hvor han var. Men den 21. Februar stormede Gestapo Villaen. Det var mærkeligt nok det samme Uheld, som da Kjeld blev dræbt. Gestapo søgte en helt anden, som forlængst var over alle Bjerge. Men Knud, Lægen og en Sygeplejerske blev taget med og Villaen sprængt i Luften.

Knud kom sig helt i St. Hansgades Arrest i Aalborg, men derfra førtes han til København og blev den 10. Marts henrettet i Ryvangen.

Med ham mistede Leif sin bedste Ven og nærmeste Fælle, Han var en Mand med stærke Kræfter i sit Sind. Tidligt var han kommet ud at sejle, og hans urolige Sjæl tørstede efter Oplevelser og Forandring. Det kunde næsten gøre ham rastløs. Naar Kammeraterne var samlet i Huset i Hvidbjerg og glædede sig til at have nogle stille Dage sammen, kunde det ske, at Knud pludselig rejste sig og sagde: Jeg rejser til København! Han var ikke saa umiddelbart munter og snaksom som Leif, men en gæv og fin Fyr. Hans Had til Tyskerne var mere lukket end Leifs, men ikke mindre farligt for dem. Han kunde godt, hvis Arbejdet krævede det, give sig til at sludre med en tysk Vagtpost. Det kunde Leif ogsaa, men det faldt ham langt sværere at have det mindste med Fjenden at gøre.

Kampen havde ogsaa for Knud været haard. Det var ingen Dans paa Roser at arbejde i L-Grupperne. I Begyndelsen havde det været svært at skaffe Penge til Modstandsbevægelsen, og da Leif og Knud rejste rundt som Sabotageinstruktører, fik de blot 50 Kr. en Gang imellem. Det kunde lige blive til varm Mad om Søndagen. Leif maatte engang bo paa Hotel i Herning i fjorten Dage. Værelset kostede 4½ Kr. om Dagen, og for at kunne betale Regningen maatte han indskrænke sin Fortæring til en Pose Wienerbrød i Ny og Næ. Siden fik de 600 Kr. om Maaneden, men det kunde knap dække deres Udgifter. Hen mod Slutningen blev Toggangen saa daarlig, at de ofte maatte tage Bil for at naa frem.

Knud arbejdede jo i Begyndelsen i Vestjylland, men Tyskerne oprev ofte Organisationen i hans Distrikt. Saa vilde det være for farligt at bo paa Hotel, og det kunde være vanskeligt at finde et privat Hjem at slaa sig ned i. Ofte maatte han i Mangel af bedre

Logi sove i en Høstak eller køre med Tog Natten igennem paa det Rejsekort, »Firmaet« havde forsynet ham med. Turen fra Struer over Esbjerg til Fredericia og derfra videre til Herning passede lige til en Nat! Saa laa han og sov paa Bænken.

Da Knud var død, skrev hans Mor et Mindeskrift, som blev sendt til hans Venner og Kammerater:

"Ven — blev han kaldt, fra han var helt lille — Ven, af alle os, der stod ham nærmest. — »Tordenskjold«, kaldte en ydre Ring ham. Han havde Hastværk, krævede meget af Livet, men ikke mindre af sig selv.

Hvert Land har sine Patrioter, og Kærnen i Folket ser, og maa se op til de, der redder Landets Navn og Ære.

Da Ven havde taget sin Beslutning, givet Mor Danmark sit Ja, var det fuldt og helt, uden Vaklen, uden Forbehold. Hans Liv var rigt, om end kort. Hans Livshistorie for de sidste Aar kan jeg ikke skrive, men de sidste Samtaler med ham bekræftede min Overbevisning om, at han var stærk og rolig — maaske havde han et uroligt, higende Sind, men han gik aldrig paa Akkord. Det sidste Aar var han, og følte han sig, helt paa sin rette Plads. Han vilde give alt for den Sag, Sandhed og Retfærdighed, som han troede paa. Han gav det bedste, sit unge Liv.

I de sidste Aar har der været Angst og Spænding i mange Hjem, hos os var der det den sidste Tid — fra Time til Time, men jeg slap ikke Haabet, min Tro paa, at Gud kunde have hjulpet, er ikke rokket et Haarsbred, jeg ved, at naar han ikke gjorde det, er det, fordi det, som skete, gavner paa en Maade, vi er for smaa og snæversynede til at se nu.

Der er Sorg i Tusinder af Hjem, der er Sorg hos os, men samtidig lyser de Glæder op, han igennem alle sine Aar har givet os. Vi kan kun ære og takke ham ved at være stærke og uknækkede. Han levede, led og døde ikke forgæves. Han fik Livet igennem mange Kammerater, gode Venner, som han var taknemmelig imod.

Vi Kvinder kan gøre saa meget ondt ved at stille os i Vejen, ved at kræve, at vi er i Forgrunden. Men en Trøst er det, at vi ogsaa kan gøre godt, hvis vi vil det.

En Gang, efter en god Samtale, skrev Ven til mig: »Mor, jeg synes, du er et ualmindeligt stort og godt Menneske«. Det var saa ufortjent, men disse Ord vil jeg sætte alt ind paa ikke at gøre til Skamme. Netop hans Tro paa mig skal gøre mig stærk.- Der er inderlig og dyb Sorg i vore Hjerter — men vi skylder ham og Tusinder andre uendelig megen Tak. Det var Vens Ord, at han vilde ofre alt, for at hans Søn kunde komme til at leve i et agtet Land — Unge bliver ikke troende uden gennem store og alvorlige Oplevelser — jeg ved, at Ven døde stærk i sin Tro og sin Vilje til at gøre sit Land og sin Slægt Ære. Der igennem hjælper han os, jeg vil altid tænke, paa ham i dyb Taknemmelighed."

Men Knuds Arrestation var ikke den eneste Ulykke, der ramte Gruppen den skæbnesvangre 21. Februar. Gestapo havde ogsaa

— stadig paa Jagt efter en anden Mand — fulgt et Spor til den Ejendom paa Ny Kærvej, hvor Mogens og Vagn havde deres Værelser, og hvor de laa og sov. Huset blev omringet, og der blev opstillet Maskingevær paa det modsatte Fortov.

Mogens blev vækket af Larmen og løb hen til Vinduet. Han var klar over Faren, og at det var umuligt med Maskingeværerne pegende op mod sig at flygte gennem Vinduet, og da Gestapofolkene i det samme kom op ad Trappen, skød han paa dem gennem Døren. De svarede med en Haandgranat, og Situationen var haabløs. Men de fik ham ikke levende. Da de brød ind i Værelset, fandt de kun hans Lig, han havde skudt sig selv.

Mogens var først i Trediverne og havde gjort en fin Indsats i Kampen. Han kan bære Hæderstitlen »Danmarks første Sabotør«. Straks den 9. April 1940 traadte han i Aktion. En af Tyskernes Projektører ved et Luftværnsbatteri i Silkeborg forsvandt om Aftenen. Mogens havde stjaalet den og gravet den ned. Han gjorde sit til, at Tyskerne kunde mærke, at de ikke var velkomne. Men nu sidder hans unge Kone Enke med deres to smaa Piger.

Vagn blev reddet paa helt mirakuløs Maade. Han havde ogsaa hørt Spektaklet og var vaagnet. Og mens Mogens kæmpede sin sidste Kamp, stod han tvivlraadig inde paa sit Værelse. Tyskerne havde tvunget Husets Frue — hendes Mand var i Sverige — til at vise Vej rundt paa Overværelserne. Da de kom hen til hans Dør, hørte han hende sige:

— Der er ingen derinde. Det er bare et Pulterkammer.

Saa var der altsaa en Chance. Han klatrede ud af Vinduet, blot iført Pyjamas med et Par Bukser trukket over, og kom ud paa Taget. Hans Værelse vendte ud mod Gaarden, saa Tyskerne paa Gaden kunde ikke se, hvad der skete. Hans Plan var at klatre hen i den modsatte Ende af Karréen og der søge at komme ind ad et Vindue og slippe bort fra Huset. Klokken var Et, og det var bælgmørkt.

Men Taget var spejlglat; der var netop den Nat faldet Islag. Det var ikke til at holde sig fast, og langsomt gled han nedad. Tilsidst fandt han sig selv hængende, blot holdende i Tagrenden med Hænderne.

Da han ikke kunde holde sig oppe længere, gav han Slip og lod sig falde. Han regnede med at styrte ned fra Taget af det treetages Hus -

og helt ned i Gaarden. Men der var ikke andet for, og han tog Chancen.

Til sin store Undren faldt han kun nogle faa Meter. Han havde hængt lige over en Altan og havnede nu paa den!

Vagn rejste sig fortumlet og tog i Altandøren. Den gik op, han bøjede sig ned under Mørklægningsgardinet og kom ind i et Soveværelse.

Der laa en Dame i Sengen og sov. Hun vaagnede, tændte Lyset og fo'r op med et Skrig, da hun saa den mærkelige Person kravle ind i hendes Soveværelse.

— Aa, ti stille. Jeg gør ikke noget, men Tyskerne er efter mig, naaede han lige at hviske.

—- Naa saadan, sagde hun og slukkede hurtigt Lyset. Nu skal jeg hjælpe Dem. Jeg har selv en Søn i Frøslev.

En anden Søn kom til, en 14 Aars Dreng, og hjalp alt det, han kunde. Han gav Vagn sit eget Tøj, men det var alt for smaat. Men han fik Cigaretter, Tændstikker og en Lommelygte. Og saa viste Drengen ham op paa Loftet over Overværelserne. Endnu var han kun i Naboopgangen til sit eget Logi, saa han vovede ikke at prøve at slippe ned ad Trapperne. Men maaske kunde han komme Loftet rundt og slippe ned gennem en anden Trappegang.

Langsomt famlede han sig Vej frem. Men pludselig blev han stoppet. Det var umuligt at naa længere frem. En solid Brandmur spærrede al Passage.

Saa blev Vagn siddende sammenkrøbet paa Loftet Natten igennem. Han var stadig i Nattøj, det var knagende koldt, og han frøs gudsjammerligt.

Men hen paa Morgenen kunde han høre, at der var ved at blive Ro i Ejendommen. Han vovede sig ned ad Trapperne og ud paa Gaden. Alt var roligt. Og i Pyjamas og paa bare Fødder løb han i den isnende Vintermorgen gennem Gaderne til en gammel Soldaterkammerat, der boede en Kilometer borte.

Vennen blev meget forundret — han havde ikke set Vagn i ti Aar — da det ringede saa tidligt, og han saa den gennemfrosne Vagn staa uden for Døren. Han fik ham ind og i Seng og gav ham varmt at drikke.

Og Vagn havde reddet Livet.

Men saa sent som den 3. Maj, Dagen før Kapitulationen, ramte Skæbnen endnu en af vore gode Mænd. I Kamp med Stikkeren Kolregen

paa en Gade i Aarhus blev H. C. saaret. Han var den ældste i Gruppen, en Mand midt i Fyrrerne, men en modig og uforfærdet Mand, maaske nærmest dumdristig.

Han var blevet meget medtaget af Arbejdet; det havde været for meget for Nerverne. Da han laa paa Hospitalet for sine Saar, mente Lægerne vist ikke, at det var saa slemt. Men han havde ingen Lyst til at leve videre og var plaget af bange Tanker. Lidt efter lidt ebbede Livet ud. Han havde gjort sin Gerning og naaede at se Sejren. Men han evnede ikke at leve videre. Han blev ikke den eneste, det gik saadan.

Efter 4. Maj

Sejren blev vundet. Den 4. Maj om Aftenen kom Radiomeddelelsen om Tys-kernes Kapitulation. Den haarde Kamp var ført igennem, og Sejren var de dyre Tab værd.

Ikke mange Minutter efter at Radioen fra London havde sluttet, kom Leif sprin-gende ind paa Jyllandsledelsens Hovedkvarter, som var ved at blive oprettet paa Hotel Ritz.

— Hvad skal jeg dog nu lave? var hans første Ord.

Hele hans og L-Gruppernes Arbejde blev selvfølgelig automatisk indstillet i samme Øjeblik, den nye Situation indtraadte. Alle andre Grupper traadte i Aktion. Der var Hundreder af Hverv, som pludselig skulde varetages. Arrestationer af Hipofolk og andre Forrædere, Bevogtning af Jernbaner og Fabrikker o.s.v. Men han, den travleste af alle, stod pludselig ledig paa Torvet.

Naa, der blev nok at udrette ogsaa for ham, og den 5. Maj blev den stolteste Dag i hans Liv. Da kørte den civile Jyllandsledelse gennem Aarhusgaderne paa Vej ud til sit Møde med General Bennike, hilst af jublende Menneskemasser. Leif sad som Livvagt paa Bilens Forsæde og vinkede og lo triumferende. Han kunde ikke lade være at pege med Maskinpistolen ad de forskrækkede Tyskere, som endnu stod Vagt ved Hasselager-Viadukten. Hans drengede Humør og Glæde straalede i Fryd over, at nu var endelig den onde Tid forbi.

Men han blev snart træt af at agere Paradefigur og kom hurtigt i Arbejde for det allierede Feltpoliti, der jo videreførte det Værk, han saa modigt havde slidt med gennem de lange Krigsaar — Kampen mod Femte Kolonnes Mænd. Han glædede sig til at skulle gaa ind i sit daglige Arbejde igen. Politiet paaskønnede da ogsaa hans straalende Indsats under Krigen ved at forfremme ham til

Kriminalbetjent i København. Og hen paa Sommeren forlod han Aarhus for at begynde sit nye Arbejde. Men sin Familie blev han nødt til at efterlade; det var ikke til i en Fart at finde en Lejlighed i København. Saa han maatte gaa alene derovre.

Men Tiden efter Sejren blev ikke, hvad han havde ventet. Der kom tungere Vanskeligheder, end hans Sind kunde bære. Og vi maa nu prøve at følge ham i disse sidste tragiske Maaneder og søge at forstaa, hvad det var, der skete i hans Sind og brød det ned.

Vagt, aarvaagent og spejdende. Ingen kunde vide, hvornaar Lynet slog ned. Man vidste bare det ene:

— I Dag er jeg endnu levende, og da har jeg et Arbejde at gøre, som skal gøres, og der er ingen andre end mig til at gøre det.

Og med alle Nerver spændt gik man i Gang. Og Dagene kædede sig sammen til Maaneder, og Maanederne blev til Aar. Og stadig var det det samme. Ikke sært, om der var Nerver, der gik Slid paa.

Og saa kom Freden pludselig, og hele Trykket blev hævet. Paa en Gang var alt igen de gamle, fredelige Forhold. Det daglige Liv og alle de graa, ens Hverdage meldte sig med deres ensformige Krav. Og den Mand, der havde staaet i forreste Række paa den udsatte Post, gled ind i den daglige Trummerum og blev igen en ganske lille Møttrik i den store Maskine.

Der skal her kobles om paa en Maade, som igen kun forstaas af den, der selv har prøvet det. Og for dem, der havde været paa de farligste Poster, blev det selvfølgelig særlig svært.

Før betød ens Gerning en hel Del. Nu syntes man nærmest, det kunde være det samme, om det Arbejde, man var sat til, blev gjort eller forsømt. Før oplevede man noget, levede i Spændingen. Nu var det graat i graat.

Og saa skiftede Folkets Stemning saa mærkeligt. I Dagene lige efter den 4. Maj var der ingen Ende paa Jubelen og Begejstringen. Men Afsvalingen kom temmelig hastigt. Begejstringen blev afløst af tør Nøgternhed, og Kritikken mod Modstandsbevægelsen satte ind. Og de mange, som havde siddet tavse, da det kostede noget at tale, og været passive, da der var Risiko ved Handling, vaagnede til Daad og fik nyt Mod.

Og Leif, der havde levet med i Kampen og bare kendte de store Modsætninger — Sort eller Hvidt,— saa undrende til.

Havde de virkelig Ret, disse nøgterne og kritiske Mænd? Var det forkert, hvad han havde gjort? Og som en langsomt dræbende Sygdom sneg Lunkenheden og Mistænkeliggørelsen sig ind i hans Sind.

Det afgørende Hug faldt den 25. August, da Folketingsmand Hartvig Frisch i et Radiointerview kom med den brutale Udtalelse, at Likvidationerne af Stikkerne havde været »slet og ret Mord«.

Det var for meget. Der var noget i Leif, som døde den Dag. Her stod en Mand, som ikke havde Begreb om, hvad det var, han udtalte sig om, og skændede de døde Kammerater, som var faldet i

Kampen for alle høje Idealer. Og netop Leif, der havde været knyttet saa nær til de døde, kunde ikke holde ud at se deres Minde krænket paa saa gemen en Maade. Det blev ham uudholdeligt.

Den 29. August stod han Æresvagt ved Knuds Baare i Ryvangen. Men Kammeraterne, som den Dag var sammen med ham, kunde mærke, at der var noget i Vejen. Han, der ellers var saa lys og munter og vaagen, var blevet saa mærkeligt lukket. Det var, som var han ikke mere sig selv.

Sindene var selvfølgelig stærkt optaget af Hartvig Frischs famøse Udtalelser, og en lille Kreds af Kammeraterne fra Jylland besluttede sig til at opsøge ham og drage ham til Regnskab for, at han havde krænket de dødes Minde. Vagn spurgte Leif, om han vilde med, men han svarede blot:

— Nej du, jeg vil se at glemme det hele hurtigst muligt. Jeg vil ikke tænke mere paa, hvad den Idiot finder paa at sige, for det er ikke til at holde ud at blive ved at faa revet op i det.

Nogle Uger senere blev der ved Mogens' Barndomshjem i Seis afsløret en Mindesten for Mogens. Leif fik Orlov og rejste derover. Og Kammeraterne syntes, at det var den gamle Leif, de mødte igen. Da han saa det Sted, hvor han havde haft sit Skjul, og saa de kendte, kære Ansigter om sig, var det, som blev der draget et Slør for alle de tunge Tanker. Og Vennerne, der havde været ængstelige for ham, blev beroliget igen.

Saa meget des mere ufatteligt var det, der skete nogle faa Dage senere.

Paa Nybrovej i Nærheden af Frederiksdal saa en tilfældig Forbipasserende den 20. September en Bil, som var standset. Da han kikkede ind i den, saa han til sin Forfærdelse, at der paa Førersædet laa en ung Mand med blodigt Ansigt. Det viste sig, at han havde et Skudsaar i Tindingen.

Politiet fra Lyngby blev tilkaldt, men der var.intet at gøre. Manden i Bilen var død, og der kunde ikke være Tvivl om, at han havde begaaet Selvmord. Revolveren, som bar Blodspor, laa paa Sædet ved Siden af en Del Papirer, Rapporter skrevet af Kriminalpolitiet i Nordre Birk. Da man undersøgte de Papirer, som den døde havde i Lommerne, saa man, at det var Leif.

Saa havde det store Mørke sænket sig over hans Sind til sidst. I Kampens Dage havde han kunnet tage enhver Fare med Mod og

Munterhed. Men den snigende Mistænkeliggørelse og Lunkenheden havde overvældet ham. En dybt anfægtet Mand, dér ikke kundeholde den Tanke ud, at han maaske havde handlet uret. I Kampens Tid havde han fundet en Mening i Tilværelsen ved at kæmpe for alt det, han troede paa. Men Fredens bange og kolde Mænd havde dræbt det bedste i ham. Saa var der ikke mere at leve for.

Nogle Dage derefter blev han begravet paa Vestre Kirkegaard i Aarhus. Sognepræst Falck talte over ham:

Præsten gik ud fra Profeten Jeremias' Ord

"Jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej. Thi jeg hører mange hviske i Rædsel: Angiv ham! og: Vi vil angive ham! Men Herren er med mig som en vældig Helt. Derfor skal de₍ som forfølge mig, snuble i Afmagt."

"Jeremias' Land var oversvømmet af Fjenden", sagde Pastor Falck. "Han kæmpede for sit Land, men havde et følsomt Sind og blev træt. De samme Toner, som vi har hørt fra Jeremias, har ligget i Ejnar Sørensens Hjerte. Han var træt, evnede ikke mere. Saa tog han sit Liv. Vi vil og kan ikke fælde Dom over ham, og jeg tror ogsaa, at Gud forstaar hans Handling. Ejnar Sørensen var ikke en raa Drabant. Han hadede Krig, han Jed under det Arbejde, han skulde udføre, men over hans Følelser stod Pligten. Han var et Menneske af høj Moral. Gerningen sled paa ham. Det værste Stød fik han, da hans bedste Kammerat, Henrik Platou, blev dræbt af Tyskerne. Da gik noget i Stykker i ham. Nu syntes dog alt saa lyst for ham, han var forfremmet og skulde have sin Kone og sin lille Datter over til sig i København. Men pludselig sænkede det store Mørke sig over ham. Han blev et Offer for Krigens Gru. Vi vil mindes ham som en prægtig ung Mand, en frejdig Kammerat. Han gjorde alt for at hjælpe os alle. Det Arbejde, han udførte, vil være velsignet af Gud. Han var en Guds Tjener, saa vist som Gud gav et Sværd at bruge mod dem, som truer et Folk."

Derpaa talte cand. mag. Niels Aage Nielsen fra Modstandsbevægelsens Jyllands-ledelse:

"I Dag for en Maaned siden saa mange af os, der er tilstede her, Leif for sidste Gang. Han stod Æresvagt ved sin Ven Henrik Platous Urne i Frederiksberg Kirke, og Dagen efter fulgte han ham til Hvile i Ryvangen. Det var tydeligt for os, der kendte Leif, at Livet ligesom var standset for ham. Han var fjern og aands-fraværende. Jeg mindedes hans Ord til mig engang i Sommer: Jeg vilde ønske, det var mig, der var død i Stedet for Henrik. — De to havde været uadskillelige Venner og arbejdet sammen i Modstandsbevægelsen længe. Engang i Vinter fik Henrik og jeg Bud om, at Leif var blevet arresteret. Hvis det havde været sandt, havde det betydet Døden. Henriks Sorg var dyb og ægte. Jeg saa, hvor meget de to betød for hinanden, men jeg mærkede dengang og senere, at de altid lagde Baand paa deres personlige Følelser. De havde begge to fulgt et indre Kald og havde meldt sig sammen til de farligste Opgaver, der laa for i Jylland.

Vi var sidste Efteraar blevet klar over, at der vilde gaa mindst et halvt Aar inden vort Lands Befrielse. Vore Organisationer, der var i rivende Vækst, skulde overvintre, og det var klart, at der maatte sættes skaansels-løst ind mod Gestapo og dets vidtforgrenede Net af Stikkere, hvis vi skulde gøre "os" Haab om at opfylde de Krav, de allierede og vi selv stillede til Modstandsbevægelsen. Det jydske Hovedkvarter bad den 15. Oktober Englænderne om at bombe Kollegierne, og Bombardementet 14 Dage efter var et alvorligt Slag for Gestapos Arbejde. Tyskernes Anstrengelser for at genopbygge Gestapoorganisationen blev idelig forsinket af Leif og hans Hjælpere. Den Kamp, som han førte med den største Ansvarsbevidsthed og under Udfoldelse af enestaaende Koldblodighed og Dristighed, rev den ene efter den anden af Gestapos modbydelige Fangarme over. Leifs Træfsikkerhed stod ikke tilbage for Royal Airforce's. Han var en Soldat i den store allierede Armé, en dansk Partisanhelt, som vi var stolte af.

Da han stod midt i Kampen, sagde han ofte, at han ikke vilde lade sig tage levende. Hans Stolthed og hans Frihedsfølelse taalte ikke Tanken om, at han skulde falde i Gestapos Klør. Han fortalte mig, at naar han afhørte tilfangetagne Stikkere og Gestapofolk, havde han Kvalme af Modbydelig-héd. Hans ærlige Sjæl, der var uden al Ondskab, forstod ikke, at Mennesker kunde synke saa dybt.

Det kan synes, som om hans farefulde Liv havde gjort ham for fortrolig med Døden. Vi ved i hvert Fald, at han frygtede den ikke. Og han havde været i dens Nærhed saa længe, at han tilsidst foretrak Hvilen i den for Livet.

Det er bittert for os, hans Kammerater og Venner i Modstandsbevægelsen, at vi har set ham for sidste Gang. Vi fik aldrig rigtig sagt ham Tak for, hvad han betød for os. I den underjordiske Tid smittede hans smilende Ro og Selvsikkerhed os alle. Vi var altid trygge og muntre i hans Selskab. Vi troede, han var stærkere end os andre. Først for sent forstaar vi nu, at han havde behøvet al vor Støtte. Hans Død maa være os et Varsel om at styrke Sammenholdet. Men Nordahl Griegs Ord skal være hans Familie, som han elskede saa højt og altid omtalte saa smukt, og os til Trøst:

Er ikke hver som har kjent dem

mer rik enn de døde var

for menn har hatt dem som venner

og barn har hatt dem til far.

De øket det livet de gikk fra.

De spøker i nye menn.

På deres grav skal skrives:

De beste blir alltid igjen."

Og endelig talte hans Ven, Direktør Viggo Bjerregaard, Randers:

"Det er altid de bedste, der dør. Hvor mange Gange har vi ikke under Krigen maattet erkende Sandheden af disse Ord. Ogsaa indenfor vor Gruppe

 maatte vi alt for mange Gange se, at saaledes var det. Men en stor Glæde havde vi, at den bedste af os alle — nemlig Leif — blev skaanet. Vi kunde ikke undgaa at mærke, hvor forfærdelig haardt Besættelsestiden og hans Arbejde havde taget paa ham, men vi havde nu den sikre Overbevisning, at det nok skulde gaa, og netop nu i den sidste Tid var der saa mange Ting, der tydede paa, at vi var ved at faa den glade, gode Kammerat helt tilbage. Det skulde ikke være saadan, og vi kan ikke undgaa at erkende, at vi har vor Andel i, at vi mistede ham, for vi brugte ham udover de Grænser et Menneske kan holde til. Vi gjorde det ikke, fordi vi ikke holdt af ham; for det gjorde vi. Men vi gjorde det, fordi vi vidste, at naar en Sag var lagt i hans Hænder, saa vilde han med sit uhyre Mod og sin Pligttroskab altid løse den stillede Opgave paa rette Maade. Vi kan nu kun gøre een Ting, naar vi udtaler: »Dit Offer skal ikke være forgæves«. Med alle vore Evner og al vor Kraft, som Ejnar vilde have gjort, arbejde og kæmpe for et bedre Danmark. Ære være dit Minde."

De bange Mænd

Selvfølgelig vilde der komme en Reaktion. Den første Begejstring over Befrielsen og Modstandsbevægelsen fra de lyse, solfyldte Majdage kunde ikke vare. Og Modstandsbevægelsen taaler fuldt vel at lade sig underkaste saglig Kritik og er til enhver Tid rede til at staa til Ansvar baade for sine Handlinger og de Principper, den førte Kampen efter. Den taaler nok at blive set efter i Sømmene.

Dog havde man vel ikke ventet, at Hartvig Frisch havde valgt netop det Tidspunkt, han gjorde, til at sige sin Mening, som han aabenbart ikke ønskede at brænde inde med. Nu kom han med sine Udtalelser en Aften ganske faa Dage før Mindehøjtideligheden i Ryvangen den 29. August, hvor Danmark sænkede Fanerne til Minde om de Mænd, der gav deres Liv i Kampen. Og det kan ikke have været Hr. Frisch ukendt, at der mellem dem var nogle, der faldt, fordi de havde gjort Tjeneste i Likvidationsgrupperne. Det var dem, han stemplede som Mordere — deres Gerning havde jo været »slet og ret Mord«. Det var, mildt udtrykt, mal-placeret.

Hr. Frisch erklærede, at han var Tilhænger af den militære Sabotage, men havde han siddet i Frihedsraadet, vilde han have stemt mod Stikker-likvideringerne, fordi de vilde ophidse Tyskerne til Terror, og Følgen blev jo ogsaa de mange Clearingmord.

Disse Udtalelser udløste en voldsom Diskussion, og en strid Vind blæste mod ham. En Storm af Protester strømmede ind fra alle Dele af Landet. I »Politiken« tog Højesteretsdommer Preisler Knudsen Sagen op til Undersøgelse i en Artikel, hvori han paa juridisk Grundlag paaviste, at Stikkerdrab var nødvendige og straffri. I »Information« rettede Dr. phil. Lis Jacobsen et aabent Brev til sin videnskabelige Fælle

og gennemgik klogt og kritisk hans Paastande.

Tre unge Mænd fra de jydske Likvidationsgrupper opsøgte Hartvig Frisch og drog ham til Regnskab for, at han havde skændet deres døde Kammeraters Minde. Samtalen mellem dem har været refereret i »Information«, og det er vel værd at følge nogle enkelte Passager i den.

Da de tre Frihedskæmpere bebrejdede Frisch, at han havde brugt Ordet Mord, svarede han:

— Det er en Strid om en Glose. Jeg burde maaske have sagt Likvidering —  men det, der foregik, var dog noget andet, end naar Soldater ude paa Slagmarken blev dræbt i aaben og ærlig Kamp.

— Vil De dermed betegne vor Kamp som uærlig? spurgte de tre.

— Nej, men ved hæderlig Kamp forstaar man nu engang aaben Krig.

— Regner De os da for Mordere?

— Nej, men jeg hævder, at Fremgangsmaaden var forkert og alt for dyr.

Noget senere i Samtalens Løb kom Hr. Frisch nærmere ind paa Sammen-hængen mellem Stikkerudryddelsen og den militære Sabotage og spurgte:

— Tror De, den militære Sabotage og Jernbanesabotagen havde været umulig-uden Stikkerlikvideringerne?

— Det ikke alene tror vi, det ved vi.

— Det vidste jeg ikke — men jeg vil undersøge Spørgsmaalet.

— Nej, det kunde man vel ikke vide, naar man ikke tog Del i Modstands-bevægelsens Arbejde.

Saa prøvede Hr. Frisch paa en ny Front.

— En hel Del af den Sabotage, der blev lavet her i København — Sprængningen af Forum f. Eks. — kunde jeg ikke se nogen Berettigelse for.

— Nej, for udenforstaaende kunde det selvfølgelig være svært.

— Ja ja, men selv om man ikke havde et Ben indenfor, har man vel Lov at kritisere —

Hartvig Frisch vendte Gang paa Gang tilbage til, at han syntes, det var for dyrt at likvidere Stikkere, og de tre sagde dertil, at de skulde være de første til at harmes over Clearingmordene, men

det var dog endnu dyrere, hvis Stikkerne fik frit Spil. Naar en Stikker fik Held til at angive en Gruppe, kunde det ofte koste op mod et halvt Hundrede Mand Friheden, og mange af dem blev maaske skudt eller døde i Koncentrationslejrene.

Hertil gav Hartvig Frisch det Svar, at der maaske skulde flere i Vægtskaalen til at opveje een fremragende Mand, der blev dræbt ved Clearingmord. Hvis denne Udtalelse virkelig er korrekt gengivet, sidder man med en stille Undren over den Humanisme og det demokratiske Sindelag, ud fra hvilket den kommer. Det er haardkogt Aandsaristokrati.

De tre unge Mænd gik bort med en underlig Fornemmelse af, at Hartvig Frisch havde prøvet paa at gaa uden om deres Spørgsmaal. Og det er i alt Fald en Kendsgerning, at han senere i nogen Grad har trukket i Land og sagt, at han maaske ikke skulde have sagt »slet og ret Mord«, men »en Slags Mord«. Men naar man tillader sig at udtale sig om saa følsomme Emner fra den Talerstol, hele Landet kan lytte til, havde det maaske været klogt at tænke sig godt om, før man talte.

Og der er i hvert Fald visse Kendsgerninger, som staar fast, og som ingen kan komme udenom. Likvideringerne var en bitter Nødvendighed. Havde der været nogen anden Vej frem, havde man selvfølgelig valgt den. Men ingen kunde finde anden Udvej. Og med tungt Hjerte og i Følelsen af, hvilke bitre Konsekvenser det 'kunde drage med sig, blev Ordren givet.

Det maa vel erindres, at Frihedsraadet aldrig gav sit Minde til, at Tyskere i Uniform blev skudt, lige saa lidt som man gik med til at udrydde de tyske Gestapomænd. Det var netop for at undgaa Hævnen. Og de var jo uskadelige, hvis de stod uden deres danske Hjælpere.

Maaske ved man ikke, at der i Efteraaret 1943 var planlagt et Attentat paa Ter-boven, som dengang boede paa Hotel d'Angleterre. Attentatet var i alle Enkelt-heder saa vel forberedt, at det ikke kunde have slaaet fejl. Men i sidste Øjeblik blev det blæst af, netop af Hensyn til, at de Følger, det vilde medføre, var saa forfærdelige, at de ikke stod i rimeligt Forhold til, hvad der blev vundet.

Men Kampen mod danske Stikkere var nødvendig. Modstandsbevægelsen vilde have været umulig at føre igennem uden den. Den var Nødværge.

Vi lever igen i et Land, hvor Ordet er frit. Og vi ser i disse Maaneder, at mange af de bange Mænd, som forsigtigt tav, mens Tyskerne var her, igen har faaet Mund og Mæle og allerede er i fuld Gang med at kritisere de Mænd, som vandt Friheden ogsaa for dem. Det faar de have Lov til. Den Aand, som boede dybest inde i det danske Folk, og som i brede Kredse, netop hos jævne Mennesker kaldte Mod-standsbevægelsen til Live, skal nok vise sig at være levedygtig.

Men vi ønsker at værge de saarede Samvittigheder og vi harmes, naar vi ser, at en Mand som Leif, der havde givet alt i Kampen, skal bryde sammen under Trykket af Lunkenhed og Kritik.

Derfor glæder vi os ogsaa over, at der fra den danske Kirke kan tales myndige Ord om disse Problemer, som Biskop Øllgaard fornylig gjorde det — og som adskillige Præster i Krigens Aar gjorde i Skriftemaalets Øjeblikke.

Og saa slutter vi denne Skildring med at citere, hvad Vennen Knud Bidstrup ved Leifs Død skrev i »Information«:

»For Leifs Venner er hans Død en Anklage mod disse bange Mænd og navnlig mod Hartvig Frisch, der stemplede ham som Morder. Andre, hvem denne Tragedie ikke berører personligt, vil maaske synes, at det er haardt sagt, men tilbage staar, at Hartvig Frisch, naar han udvikler sin sokratiske Humanisme, taler som Repræsentant for et akademisk Begreb, ikke for levende, nutidige Mennesker, der har kæmpet mod Vold, Løgn og Undertrykkelse. Leif stod Sokrates nærmere, end Hartvig Frisch gør. Han tog sit eget Liv, fordi han ikke kunde udholde Tanken om, at han skulde have gengældt Uret med Uret."