Dette er en SmartCMS kopi af den originale Mogens Kasler-Journal, som blev lukket 16. marts 2011

Leif                                                                                                                                                                                                                  kasler-journal.dk
Page Down

 

 

 

 

Bogen om Leif

 

2 citater fra:

 

1. Gads Leksikon - om Dansk Besættelsestid 1940–1945


2.
Gads Leksikon - HVEM VAR HVEM 1940-1945


Redaktion for begge værker:

Hans Kirchhoff
John T. Lauridsen
Aage Trommer

 

 

1. Likvideringer. Gads Leksikon - om Dansk Besættelsestid 1940–1945

Stikker var det nedsættende udtryk for danske meddelere til det tyske politi om modstandsbevægelsens forhold. Pga. manglende ressourcer og begrænset lokal-kendskab havde Gestapo overalt i det besatte Europa brug for indenlandske informanter for at kunne arbejde effektivt.

Da kampen mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen skærpedes, proklamerede Frihedsrådet i nytåret 1944 krig mod stikkerne og tillod, at de blev likvideret. Handlingen blev begrundet i nødværge under krig. Tyskerne besvarede drabene med clearingmord og kontrasabotage.

Det officielle tal for likvideringer er 385, men medregner vi drab begået efter 4. maj 1945, når vi en slutsum på ca. 400. De fleste fandt sted i besættelsens sidste periode, således udførtes en fjerdedel af samtlige likvideringer i april 1945. Af de likviderede var lidt under 10% kvinder.

Over for det almindelige billede af en ensartet og enstrenget beslutningsproces fra oven viser undersøgelser, at afgørelsen om en likvidering kunne falde på forskellige niveauer, enten fattet af regions- eller byledelsen - eller af organi-sations- eller gruppelederen, - ja, der er eksempler på, at beslutningen blev taget af en enkelt modstandsmand.

Det ses også at drabene ikke var begrænset til de egentlige angivere, men kunne ramme en bredere kreds af personer, der blev opfattet som en sikkerhedsrisiko pga. omgang med tyskerne. De fleste likvideringer blev i København foretaget af sabotageorganisationerne Holger Danske og BOPA, i Jylland af to ambulante hold, stationeret i Ålborg og Århus.

 

Likvideringer: 1943 1944 1945
Januar  - 4 31
Februar                             - 1 44
Marts - 7 39
April    - 4 106
Maj 1 6 18
Juni - 4 -
Juli - 11  -
August 1 20 -
September  - 14  -
Oktober 3 17 -
November 2  31 -
December 5  - -
Total: 12  140 238

 

Til disse 390 likvideringer, skal lægges 19 likvideringer, som ikke lader sig place-re tidsmæssigt.

Kilde: Stefan Emkjær: Stikkerdrab, 2000, s. 17.

 

I sommeren 1945 rejstes der kritik af stikkerlikvideringerne, anført af politikere som Svenning Rytter fra Venstre og K.K. Steincke og Hartvig Frisch fra Social-demokratiet. Sidste kaldte i et radiointerview i august likvideringerne for "mord".

Kritikken må ses som en del af angrebet på retsopgøret og som et led i indflydelseskampen med modstandsbevægelsen. De tre politikere blev talerør for pårørende, der hævdede, at den dræbte var uskyldig, og krævede oprejsning.

Frode Jakobsen som minister i befrielsesregeringen og senere Per Federspiel som minister for særlige anliggender i Venstreregeringen Knud Kristensen mod-satte sig offentlig undersøgelse bl.a. under henvisning til nødvendigheden af at beskytte modstandsfolkene og hensynet til de pårørende.

Men også modstandsbevægelsens prestige spillede ind.

Efter en gennemgang af omkr. 125 sager under Frode Jakobsens overvågning blev der i 9 tilfælde erkendt fejl og givet oprejsning. Justitsministeriet arbejdede ud fra retssynspunktet og ressortinteresserne for at skaffe klarhed over drabene, men først med nedlæggelsen af Ministeriet for særlige anliggender 1947 kunne man overtage behandlingen, og der blev nu åbnet for en række (på i alt 20) såkaldte "blakkede" oprejsninger, der nok frikendte den likviderede for stikkeri, men fastslog, at vedkommende ved sin adfærd selv havde placeret sig i farezonen.

Som et led i det almindelige opgør med besættelsestidens forhold, og nu med afsæt i de åbnede arkiver, blev stikkerlikvideringerne igen et offentligt debatemne i årene 2000-2001.

 

* H.K.

Stefan Emkjær: Stikkerdrab, 2000.

Peter Øvig Knudsen: Efter drabet, 2001.

* Hans Kirchhoff, medarbejder, Gads Leksikon.

 

....................

 

2. Sørensen, Einar. Gads Leksikon - HVEM VAR HVEM 1940-1945

Sørensen, Einar. 6.2.1914 - 20.9.1945, politibetjent, sabotør, medlem af likvide-ringsgruppe.

- Han var en soldat i den store allierede armé, en dansk partisanhelt.

Sådan karakteriseredes Einar Sørensen af Niels Åge Nielsen, en af modstands-bevægelsens ledere i Århus.

Sørensen, med dæknavnet "Leif", var oprindelig ansat ved Aarhus Sporveje og Trambusserne, men med de restriktioner som krigen medførte, blev kørslen stærkt indskrænket, og han blev afskediget. Efter at have arbejdet en tid i tørvemoserne ved Herning blev han fra 4. september 1940 ansat i ordenspolitiet i Århus. Næsten samtidig med Einar Sørensen kom en anden ung mand - Henrik Wessel Platou, "Knud" - ind i Århus politi. De to kom hurtigt på bølgelængde, men bevarede en vis distance til deres kolleger.

I august 1943 besluttede de to venner sig for at gå til aktiv modstand. De fik kontakt til Samsing-gruppen, som i sommeren 1943 var samlingspunkt for kom-munisternes sabotage i Århus, der tidligere havde formet sig som en række spredte aktiviteter fra sensommeren 1942, men som havde været ude for om-fattende og ødelæggende optrevlinger.

Meget hurtigt kom de to til at udgøre en selvstændig gruppe inden for den århusianske sabotageorganisation. Da de, efter opfordring, havde søgt bort fra ordenspolitiet for at gøre tjeneste hos politiets havnevagt, udnyttede de herefter til fulde muligheden for lettere at kunne udøve sabotage på havneområdet.

Efter en mislykket befrielsesaktion af tandtekniker Kæraa - den blev afblæst en halv time før den skulle finde sted - måtte Platou og Sørensen i januar 1944 tage til Sverige, da det var blevet oplyst, at de to skulle have været med i befriel-sesaktionen. Det varede dog ikke mere end et par måneder, før de begge igen var tilbage. Efter hjemkomsten i marts kom de begge til at virke som sabotage-instruktører i den vestlige del af Region 2, som omfattede Midtjylland med hovedkvarter i Silkeborg.

Med tiden antog omfanget af sabotageaktioner et stadigt stigende antal, men stikkernes aktiviteter og antallet af angivelser steg næsten tilsvarende. Fri-hedsrådet besluttede i efteråret 1943 at tillade stikkerlikvideringer. De første likvideringer blev i den første tid ordnet lokalt, men man indså snart, at stikker-likvideringer kun måtte foretages, når ledende instanser, fx regionsledelsen, havde givet ordre dertil efter en prøvning af hver enkelt sag.

Platou og Sørensen fortsatte samarbejdet som likvideringsmænd først i det lokale område, men senere i rejsegrupper med ansvar over for Jyllandsledelsen. I efteråret 1944 besluttedes det at danne to hovedgrupper i Jylland. Den ene i Århusområdet med Einar Sørensen som leder og den anden med Ålborg som centrum og med Henrik Platou som den ansvarlige leder. Mod krigens slutning blev der dannet en tredje gruppe med det sydlige Jylland som arbejdsområde, men alle tre grupper havde Einar Sørensen som chef. Han fungerede ikke "kun" som administrativ leder, men tog i sig høj grad af det "grove" arbejde i felten. Som en fra hans gruppe udtalte ved Einar Sørensens begravelse: "Vi brugte Leif ud over den grænse, et menneske kan holde til. Vi gjorde det ikke for at skade ham, men fordi vi vidste, at en opgave altid var i gode hænder hos ham."

Og han blev "brugt", idet han anses for at være den, der uden for København har likvideret flest. Det tog meget på ham, da hans ven Henrik Platau blev henrettet i Ryvangen, men det afgørende slag kom formentlig, da Hartvig Frisch i radioen 25. august 1945 udtalte om stikkerlikvideringerne, at "det jo slet og ret var mord".

En så bombastisk udtalelse var et hårdt slag for en ung person, der som civilt erhverv havde at opretholde lov og orden som nyudnævnt kriminalbetjent ved Københavns Nordre Birk fra 1. august 1945, og som ikke havde ventet denne form for kritik. Den 20. september blev han fundet død i sin tjenestebil i nærheden af Frederiksdal.

* HV-S

Poul Borchsenius: Bogen om Leif, 1946.

Aarhuus Stiftstidende 29. september 1945.

* Henrik Vedel-Smith, medarbejder, Gads Leksikon

 

 

 

 

Da en præst i 1946

POUL BORCHSENIUS

 ved at udsende

BOGEN OM

LEIF


konfirmerede det rygte

at likvideringer var beordret af en illegal domstol

i samarbejde med Frihedrådet

 

"Bogen om Leif" er et tidstypisk national-romantisk partsindlæg, som

– uagtet mange fejl, misvisende påstande og myter om modstandsbevægelsen –

i genfortællinger blev gengivet som sandheden

af den sandhedskærlige pastor Poul Borchsenius
 

Uagtet bogen er genfortællinger

uden kildehenvisninger

og dermed uden dokumentarisk værdi

kan det alment fortalte sandsynligvis være autentisk

 

 

På bogens bagklap hedder det:


  
Som dansk Flygtningepræst i Sverige traf Pastor Borchsenius paa Herregaarden Möckelsnäs nogle danske Politifolk, der havde maattet søge Tilflugt i Sverige. Blandt disse var den unge Aarhus-Politibetjent Ejnar Sørensen, hvis Dæknavn var Leif. Han havde deltaget stærkt i det underjordiske Arbejde i sin Hjemby og bl. a. likvideret den berygtede Stikker, Kioskejer Jeger.

Siden rejste han tilbage til Jylland og gjorde som Leder af en af Likvida-tionsgrupperne et straalende Arbejde. Det var et af de haardeste Job, han blev sat ind paa, og han gik til Arbejdet med den dybeste Ulyst, men drevet af sin Pligtfølelse, idet han indsaa, at Kampen mod Stikkerne var en uomgængelig nødvendig Del af Frihedskampen. Nogen maatte gøre det — altsaa tog han denne Opgave op. Gennem tusinde Farer og dramatiske Oplevelser holdt han ud, til Sejren blev baaret hjem.

Men efter Befrielsen kom Tragedien. Haardt mærket af det Slid, der var gaaet paa Nerverne, og ramt af Sorgen over de faldne Kammerater stod han ikke den Mistænkeliggørelse igennem, som fra visse Kredse blev rettet mod Modstands-bevægelsen. Hartvig Frischs Udtalelser om, at Likvidationen af Stikkere var „slet og ret Mord" slog ham ud, og han tog sit eget Liv.

Det er denne unge Frihedskæmpers Liv og Bedrifter, der skildres i Bogen.

 

Side 3

POUL BORCHSENIUS

BOGEN OM LEIF
STEEN HASSELBALCHS FORLAG

KØBENHAVN 1946

 

Side 4

Copyright 1946

by POUL BORCHSENIUS

 

Side 5


INDHOLD

Svensk Idyl side 7

Jeg maa ha' to Bomber! 14

Stikkerne 22

Rapport over et Stikkerforhør 28

Lynet mod Stikkerne 35

De faldne Kammerater 47

Efter 4. Maj 54

De bange Mænd 61

 

………………….


Teksten er gengivet in extenso

Fremhævelser og indskudte kommentarer - Bemærk:

skyldes Kasler Journal

 

..................................

 

 

Poul Borchsenius, Bogen om Leif:

Side 7

Svensk Idyl

Det er i Sverige — kort efter Nytaar 1944. Lokaltoget, der standser ved alle Stationer, arbejder sig langsomt mod Nord gennem Skaane, og hen paa Efter-middagen passerer vi den gamle Rigsgrænse og kører ind i Småland. Hvor ofte har jeg ikke i længst forsvundne gyldne Fredssomre siddet i Eksprestoget, det hastige elektriske Tog, som spandt sig frem ad den lange Skinnevej gennem Smålands uendelige Skove. Dengang gjaldt det blot om at komme frem til Stockholm eller Storlien saa hurtigt som muligt. Men i Dag skal jeg gøre Ophold ved mange smaa Stationer og besøge danske Flygtninge.

Fornylig blev jeg selv tvunget til at rømme fra min Gerning og mit Land og søge Tilflugt bort fra Gestapos Efterstræbelser i Sveriges fredelige Idyl. Og i Tusindvis har Landsmænd og Kammerater maattet foretage det samme Spring, og nu sidder de nyankomne rundt om i de danske Forlægninger i Sydsverige og venter paa, at der skal aabne sig Adgang til et fredeligt Job et eller andet Sted i Sverige, saa de selv kan tjene til Føden. Men al Ventetid er lang, især naar Nerver og Sind er tyndslidte af dramatiske Oplevelser hjemme. Og som saa ofte før opdager jeg, at en Præst har den fineste Bestilling paa denne Jord — han kan faa Lov til at opsøge sine Landsmænd og tilbyde dem sin Hjælp, saa godt han nu magter det.

Det har sin Charme, at Toget ikke skynder sig for meget. Der bliver Tid til at fundere, og der er Skønhed nok at betragte. Det er midt i den dybeste Vinter, og Sneen svøber hele Sveriges store Land i sine hvide Klæder. Var det ikke Selma Lagerlof, der i Nils Holgersens vidunderlige Rejse sagde, at man skulde tro, at Vorherre engang havde strøet en hel Posefuld af Sølvdalere ud over Småland. Det er alle de blinkende Søer, som bryder de store Skoves Ensformighed.

Side 8

Kun sjældent breder, det fattige, stenede Land sig ud i Marker med Korn. Det bærer kun Sten og Skove. Kilometer efter Kilometer kører man frem mellem Fyrretræer og' Birke. Men saa breder en Sø pludselig sin blanke Flade og giver Øjet Hvile. Men i Dag er alt overpudret af Sne. Træernes Grene tynges ned, og Søerne er store, hvide Flader. Den lave Vintersol faar Træerne til at kaste lange, blaalige Skygger, og Solen gnistrer i Sneen.

Alt er saa fredeligt. Ved Stationerne kommer kraftige Bønder ind i Vognen. Deres Blik er roligt og venligt. Hvor er det hastige, spejdende Blik, vi hjemme havde vænnet os til, naar vi kom ind i en Kupé? Aa nej, her er alt jo stille. Jeg behøver ikke at fare sammen, naar en Bil pludselig bremser op, og et Knald paa Gaden betyder kun, at Cykleringen er punkteret — i Sverige skyder man ikke med Pistoler paa aaben Gade. Det smalle Øresund, der i gamle Dage var »Grænse som skiller ej«, er næsten et ufatteligt Svælg, der skiller to Verdener fra hinanden, Kampen og Idyllen.

Allerede har jeg set saa mange sprængte Skæbner, Mennesker, der betalte mere end Livet i Kampen for deres Land. Som Vraggods efter Stormen er de skyllet op paa den fredelige Kyst. Eller maaske snarere som Planter, der blev rykket op med Rod og kastet ind i en fremmed Have, hvor de endnu ikke har naaet at fæste Rod. Ansigt efter Ansigt sidder jeg og genkalder i Erindringen — Øjne, der fortæller mere, end Munden siger. Og nu er jeg paa Vej til endnu mere. Godt at jeg ikke gaar mit eget Ærinde, men i en størres Tjeneste.

Ved Diö holder Toget, og jeg springer ud. En Bil venter for at føre mig den lange Vej ud til Lejren. Vi kører langs den store Sø Möckeln — med sine dybe Vige skærer den Landskabet i Stykker, saa Vejene maa føres frem i store Sving. Den smalle Vej snor sig frem gennem de dybe Skove. Langt borte øjner jeg en lille Gaard — her fødtes Nordens store Botaniker, Linné, for over 200 Aar siden en Majdag, »just i den vackraste våren, då göken utropade sommaren«, og endnu kan man se de tre gamle Linde, der minder om hans Faders berømte Præste-gaardshave, der »tyckes vara av Flora sjalv utsirad« — igen Idyllen. Men alle mine Tanker flyver hjem til Danmarks dejlige Have, hvor Gærdet blev revet ned, og Ulvene gaar løse.

Det er den fineste af alle vore Forlægninger, jeg er paa Vej til.

Side 9

Længst ude paa et Næs, der strækker sig langt ud i Søen, ligger den gamle Herregaard Möckelsnäs. Med sin store, statelige Hovedbygning hæver den sig paa Bakken ag spejder ud over den store Sø og de vide Skove. Det er gaaet med den som med saa mange danske Herregaarde, at den blev for dyr at holde, og i de senere Aar har den været benyttet som Herregaardspension. Da Strømmen af danske Flygtninge i Efteraaret 1943 blev stadig stærkere, lejede Flygtningekontoret i Stockholm den, og et bedre og kønnere Sted kunde vanskeligt findes.

I den første Liste over de danske Forlægninger stod der, at Möckelsnäs fortrinsvis var beregnet paa at huse Officerer og intellektuelle — det lille famøse »og« faldt Officererne for Brystet! Men fint er der. Værelserne er store og kønne, og hele Stueetagen bestaar af store Saloner. Her er Musikrum, Billardsalon, Læsestuer, og et hyggeligt og fornøjeligt Liv har de danske Flygtninge kunnet føre i disse Omgivelser. Nytaarsnat fik de den forrygende Idé at tage en af Gaardens Køer ind i Salonen! Den efterlod de Spor, man som Regel finder efter en Ko. Men det blev ogsaa den fornemme Majorska, som styrede Herregaarden, et Nummer for skrapt, og hun sendte Klage ind til Stockholm over de danskes Opførsel! Hun har ikke forstaaet, at under de Forhold, vi levede, kunde Nerverne sommetider rea-gere paa usædvanlige Maader.

Som sædvanlig arrangerer jeg baade dansk Gudstjeneste og holder Foredrag. Bagefter bekendtgør jeg, at jeg staar til Raadighed, hvis der er nogen, der har Lyst til at føre Samtaler. Og det vil de næsten alle gerne. Jeg faar et Værelse overladt, og igen sidder jeg og ser ind i en skiftende Række af eventyrlige Oplevelser og Skæbner. Og her er det, jeg møder Leif.

De er en lille Flok, som holder sammen, væsentlig Politifolk fra Aarhus. To af dem er særlig gode Venner og har arbejdet sammen gennem de senere Aar. Sidenhen skulde deres Skæbne blive endnu mere knyttet til hinanden. Det er Henrik Wessel Platou, kaldet »Knud«, og Ejnar Sørensen, eller, som han altid vil blive husket: »Leif«.

Med det samme ser jeg, at her sidder en Mand, der baade kan udrette noget, og som har været i Ildlinien. Aabent og ærligt fortæller hån en hel Del om sit Liv og sine Oplevelser. Naar jeg nu næsten et Par Aar derefter fortæller om disse Ting, ved jeg godt,

Side 10

at man skal kunne komme til en Præst og være sikker paa, at det, man fortæller, bliver bevaret i Tavshed og under Segl. Det er det, man forstaar ved Skrifte-maalets Hemmelighed. Men nu er baade Leif og Knud døde, og kendte jeg dem ret, vilde de ikke have noget imod, at jeg her løfter Sløret for deres Fortrolighed og fortæller nogle Glimt fra vore Samtaler i de Dage paa Möckelsnäs. Det er jo kun for at lægge deres Gerning og Motiver klare og derved føre deres Gerning videre frem.

Jeg sidder og ser mig glad paa Leif. Han er en ung Mand, rank og spændstig, med en høj og tæt Skikkelse. Hans Haar er helt lyst, og hans Hage og Mund fortæller om Viljestyrke, hans Øjne er rolige — et sikkert Blik. Man læser i de Øjne, at her sidder en Mand, der ikke er bange for noget paa denne Jord, en Mand, der kan faa sine Kammerater til at følge sig og gaa paa det haardeste Job, fordi de ved, at han selv er rede til at paatage sig hvad som helst før dem. Hele hans Skikkelse og Ansigt straaler af Vitalitet — der er en bunden Styrke i ham, som kan udløses og slaa haardt i det Øjeblik han forstaar, at nu skal det være.

Og dog er der noget i Blikket, som vibrerer. Der maa være et eller andet, han trænger til at tale ud om. Han sidder her ikke for at underholde mig med spæn-dende Beretninger om sine Bedrifter, som saa mange andre Flygtninge gør det.

Han fortæller om sit Liv. Han er Ordensbetjent i Aarhus, og han har sin Kone og deres lille Hjem — en ganske hverdagsagtig Historie. Saa kom Besættelsen, og han og Knud har prøvet at gøre en Indsats i Kampen mod Tyskerne. Heller ikke det er der noget mærkeligt i. Men jeg føler, at nu nærmer vi os det Sted, hvor Hunden ligger begravet. Og pludselig bryder det ud af ham:

— De er jo Præst. Vil De svare mig paa et Spørgsmaal? Er det forkert at skyde en Mand ned?

Og saa kom Historien. Hele Landet og alle danske Flygtninge i Sverige havde glædet sig over at høre, at den berygtede Stikker, Kioskejer Jeger i Aarhus, var blevet likvideret. Sagen havde været helt oplagt. Her var et Skadedyr, som gik i Fjendens Tjeneste og for Penge solgte sine Landsmænd til Gestapo. Og Leif og Knud havde faaet Ordre til at skyde ham.

Det er ikke svært at sidde ved en hyggelig Kop Kaffe mellem gode Venner og blive klar over, at Stikkere selvfølgelig skal udryddes.

Side 11

Lidt anderledes tager Sagen sig ud, naar man selv skal udføre Nedskydningen. Selvfølgelig — naar man faar Ordren, er man sikker paa, at Sagen er grundigt undersøgt, og at den underjordiske Ledelse efter modent Skøn har afsagt sin Dødsdom. Man er selv kun det Værktøj, der udfører Handlingen.

De to Venner parerede selvfølgelig Ordre. De trak Lod om, hvem der skulde skyde, og hvem der skulde dække den anden. Den, der vandt Lodtrækningen, skulde skyde. Leif vandt denne Gang.

De studerede Jegers Vaner og Veje, og en Dag lykkedes det. De kom forbi ham paa deres Cykler. Leif kom ham helt nær, og paa 25 Centimeters Afstand fyrede han. Jeger faldt, og de to Cyklister forsvandt.

Og Efterhistorien viser, at den almindelige Mening var enstemmig for denne Likvidation. Det lyder maaske lidt makabert, men da nogle forbipasserende saa ham ligge dødeligt saaret paa Fortovet, brød de spontant ud i den gamle Sang:

   »Nu er den hæslig Jæger,

   simsalabim — — —

   nu er den hæslig Jæger død.«

Og da Ambulancen kom for at føre ham paa Hospitalet, klagede han sig, mens han paa Baaren blev lagt ind i Vognen:

— Aa, jeg dør, jeg dør!

— Det er sgu ogsaa Meningen, sagde Chaufføren, der skubbede Baaren paa Plads og knaldede Døren i.

Alt det havde jeg hørt. Men her sad altsaa Manden, der havde trukket Aftrækkeren af. Hans Stemme rystede lidt, da han sagde:

— Det var et Svin, et forbandet Svin, som bragte Ulykke over os. Han rendte baade til det danske Kriminalpoliti og Gestapo. Selvfølgelig skulde han udryddes som det Skadedyr, han var. Men det er alligevel en mærkelig Fornemmelse at skyde et Menneske ned fra Baghold uden at give ham en Chance til at forsvare sig. Der er noget i mig, som er kommet i Uorden. Hvad mener De saa om det?

Vi fik en lang Samtale. Jeg fortalte ham, at det selvfølgelig altid var noget ondt at slaa et Menneske ihjel. Men sommetider maa vi i denne onde Verden begaa en mindre Synd for at hindre en endnu større. Havde vi kunnet det, vilde vi have uskadeliggjort Stikkerne ved at sætte dem i Fængsel.

Side 12

Men det lod sig jo ikke gøre. Og den Ulykke, de anrettede, var saa forfærdelig, at vi af Hensyn til vore Kammerater og Organisationer simpelthen var tvunget til at benytte de Midler, vi havde. Vi var i Krig, og Frihedskæmperne var vore Soldater, som Stikkerne var Fjendens. Hér gjaldt Krigens haarde Lov.

Og denne Krig gjaldt langt mere end vort Land og dets Frihed. Det var en Religionskrig. Vore dyreste Idealer stod paa Spil, alt det, der gjorde Livet værd at leve for anstændige Mennesker — Frihed, Sandhed og Ret. Hvad skulde der blive af Verden, om vi tabte Krigen? Om Nazismens barbariske Principper skulde dominere i Fremtiden? Hvordan vilde vore Børn, den næste Slægt, blive, om den skulde vokse op i Hitlerjugends Forestillinger? For mig var det, som stred jeg for Guds Rige — i selve Kampen var der noget af en Gudstjeneste, saa mærkeligt det end kunde lyde for den, der ikke selv havde været med.

Naar vore underjordiske Myndigheder, vor rette Øvrighed — og »Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgæves«, staar der i Bøgernes Bog — derfor afsagde en Dødsdom, var det lige saa reelt, som hvis Højesteret havde gjort det. Den havde Ansvaret, og de, der udførte Henrettelsen, handlede kun efter Ordre.

Det er sørgeligt, naar Forholdene bliver saa onde og komplicerede, at vi er nødt til at mobilisere al den Brutalitet, vi raader over: Og det sørgeligste er vel, at man gaar ikke uberørt gennem saadanne Oplevelser. Brutalitet virker forraaende paa den, der bliver tvunget til at bruge den. Vi bliver ligefrem nødt til at omgive vort Sjæleliv med en haard Skal, vi bliver mere kyniske end før. Men det er da hel-digvis kun en Skal, der værner, hvad fint og skrøbeligt der bor i os.

Den, der tager Opgaven op og gør det, ikke af Lyst, men som sin bitre Pligt, kan vi andre kun takke og se op til. At der saa kommer tunge Tanker, Træthed og Lede, Uorden i Nerverne bagefter, er kun en nødvendig Reaktion og egentlig kun et Vidnesbyrd om, at man selv er for god til saa beskidt et Job.

— Som en kristen Præst kan jeg sige Dem, sluttede jeg, at De har været paa Guds Veje. Det er man altid, naar man gør sin Pligt, og jo tungere Pligten er, des mere kan man regne med Guds gode Hjælp og Tilgivelse. Og mens han bøjede sit Hoved, tilsagde jeg ham Syndernes Forladelse,

Side 13

ikke paa egne Vegne, men som Præst i den danske Kirke, hvis Liv og Idealer han havde været med til at værne.

Næste Dag sad jeg igen i Bilen, som rullede gennem de store Skove ind mod Stationen. Jeg sad og tænkte paa denne unge Mand. Her havde jeg mødt en, der under normale Tider vilde have levet sit Liv som Tusinder af andre. Han vilde have passet sin Gerning og levet i sit Hjem. Hans Venner vilde have været glade for ham, og nogle Børn vilde vokse op om ham og hans Kone. Om Søndagen vilde de cykle i Skoven eller passe Haven. Og Aarene vilde glide af Sted, og en Dag vilde han blive lagt ud paa en Kirkegaard. Et Liv, som saa mange, mange andre havde haft det. Alle de stærke, bundne Kræfter i ham vilde have faaet deres stilfærdige Udløsning lidt efter lidt Livet igennem — som naar en Hundredkroneseddel veksles og gives ud i Femogtyveører. Og ud over en snæver Kreds vilde ingen have lagt Mærke til ham.

Men saa kom Krigen og Besættelsen. Og paa en Gang saa man, at her var en af de Mænd, Landet trængte til. Han meldte sig til Tjeneste, og nu viste det sig, at der var Brug som aldrig før for Mænd af hans Type. Og i Løbet af et Par korte, hektiske Aar foldede alle de skjulte Anlæg sig ud, og han fik gjort en Tjeneste, som Danmark aldrig kan takke ham nok for.

Langt borte saa jeg de tre høje Linde i Linnés Barndomshave. Solen skinnede over de brede Snemarker. Alt aandede Fred og Idyl. Henne ved Stationen gik jeg ind i en Butik og købte Avisen. De store Overskrifter fortalte om Krigen i Rusland og Forberedelserne til Invasionen. Men det var som et fjernt Ekko af Ting, der skete langt, langt borte. Vi var i Sveriges idylliske Eventyrland, hvor Krigen var noget, man ikke tænkte alt for meget paa, og Stikkerlikvidation mange Steder var et uartigt Ord.

Men igen gik Tankerne hen til Leif og hans Kammerater derude paa Herre-gaarden — de, der repræsenterede den bitre Virkelighed midt i Idyllens Verden. Og jeg tænkte paa hans sidste Ord til mig:

— Jeg bliver altsaa ikke her, mens mine Kammerater kæmper derhjemme. Jeg kan ikke holde ud bare at gaa og spille Billard her i Sverige, mens det gaar paa Livet løs derovre i Jylland.

Han kom hjem, og de næste Blade skal fortælle lidt om hans Daad.

 

Side 14

Jeg maa ha' to Bomber!

Vi kikker ind i et lille Arbejderhjem i Aarhus for godt 30 Aar siden. Et af de smaa solide og gode Hjem, hvor man holder sammen og slider sig gennem de mange graa Hverdages Møje og glæder sig over de Solstrejf, som finder Vej ind mellem Pelargonierne i Vinduet. Saa mange af vore bedste Mænd fik deres Udspring i et saadant lille Hjem. Fra smaa lærte de Arbejdets Glæde og fik Nøjsomhed og Flid med sig ud i Livet som deres eneste Arv, og hver Aften strøg en grov og barket Haand sine varlige Kærtegn over en lille Drengs Pande og lærte ham noget om, hvad der ligger i det store Ord Kærlighed. Her fødtes Leif i 1914, og nogle Aar efter fik han sin lille Broder.

Og nu saa mange Aar derefter sidder jeg og lytter til, hvad to Forældre har at fortælle om den Søn, som fandt saa tidlig en Grav. Det er ikke let for dem at fordybe sig i gamle, lykkelige Minder, og Moderen maa nogle Gange have Lommetørklædet frem og tørre Øjnene. Der er saa mange Forældre her i Danmark, som i Dag sidder og græder over en Dreng, som de gav som Gave til deres Land, mens den skjulte Kamp mod Tyranniet blev udkæmpet. De har kun Grund til at være stolte, og vi andre bliver ikke let færdige med at sige dem Tak. Og jeg forstaar, at de ser paa Minderne om deres Drengs Barndom som en stor og fin Skat, de hver Dag har fremme. Og derfor lytter jeg ogsaa og glæder mig over hvert lille Træk, de finder frem og viser mig.

Leif havde en lykkelig Barndom, og allerede som Dreng hørte han til dem, der blev lagt Mærke til. Han havde et hurtigt Nemme, og derfor faldt det ham let at hævde sig i Skolen, selv om han aldrig interesserede sig saa meget for Læsningen. Det er ikke alle Drenge, som har Sans for Orden, men Leif var næsten pertentlig med sine Ting. Hvis Forældrene havde været ude en Aften, kunde de være sikre paa, naar de kom hjem, at finde Stuen i

Side 15

fineste Orden og hans Tøj lagt pænt paa Plads. Da han var bare ni Aar gammel, blev han Bydreng. Han var jo en energisk Dreng og brød sig ikke om at gaa ledig om Eftermiddagen, og han kunde godt lide at tjene sine egne Penge. Han forstod da ogsaa at bruge dem paa en fornuftig Maade. Men altid paa sin egen Manér, han spurgte ikke om Raad. Naar han købte sine smaa Julegaver til Familien, havde han altid selv fundet paa, hvad de trængte til, og det var Ting, de virkelig blev glade for.

Mellem Kammeraterne var han en ensom Fugl. Altid saa han sig godt for, før han sluttede sig til nogen, saa det var ikke let at blive rigtig Kammerat med ham. Men han var kun en stor Dreng, da han fandt »Søster«. De to gik paa Danseskole sammen, og om Sommeren cyklede de ud sammen. Det varede ikke længe, før de blev meget glade for hinanden, og de var saamænd kun femten Aar, da de bestemte sig til at holde ud sammen Livet igennem. Og saadan blev det. Barnekæresten blev siden hans Brud, og de blev lykkelige sammen.

Ikke længe efter at de var blevet gift, brød Krigen ud. Og det ramte de to haardt. Leif havde fundet Ansættelse ved Aarhus Sporveje og Trambusserne, men ved Restriktionerne, som Krigen medførte, blev Kørselen stærkt indskrænket. Saa blev de senest ansatte Folk afskediget, og blandt dem var han. Det var ikke let at finde anden fast Beskæftigelse, men med godt Humør tog han f at i Tørvemoserne ved Herning, og i Slutningen af 1940 fandt han ind paa sin rette Hylde. Han blev antaget af Ordenspolitiet i Aarhus og var nu slaaet ind paa den Linie, der passede ham og hans Evner, og hvor han skulde blive til saa uvurderlig Nytte i vor Kamp mod de fremmede i Landet.

Tyskerne stod i Danmark, hele Landet var besat, og med tysk Grundighed blev vore Hjælpemidler udnyttet af Besættelsestropperne i deres Krig mod England. I Jylland oprettede Tyskerne vigtige Baser, og deres Forbindelse med Norge gik fortrinsvis over Jylland. Centret i det tyske Spind laa i Aarhus. Her havde Tyskerne vigtige Hovedkvarterer, og Aarhus Havn blev Marinebasis og stor Udskibningshavn mod Norge. Da den danske Frihedskamp efterhaanden kom i Stand, var det derfor naturligt, at mange gode Kræfter blev koncentreret netop i Jyllands Hovedstad.

Omtrent samtidig med Leif kom en anden ung Betjent ind i Aarhus Politi. Hans Navn var Henrik Wessel Platou, Søn af

Side 16

Politikommandøren i Frederikshavn. Og i ham fandt Leif sin første rigtige Kammerat og Ven. Deres senere Makker Vagn — han overlevede Krigen, og vi vil derfor i det følgende kalde ham ved hans Dæknavn —: gik og saa disse to an og vilde gerne vinde deres Venskab. Men de var begge temmelig tilbageholdende overfor Kollegerne. Selv blev de snart uadskillelige Venner, men der skulde meget til, før de sluttede sig til andre Kammerater.

De første Krigsaar sneglede sig af Sted. De var drøje at komme igennem for unge Mænd, der elskede deres Land og gerne vilde gøre en aktiv Indsats for at befri det. Men hvor skulde man sætte ind? Hvordan kunde man bedst gøre Nytte. Sammen med Tusinder af andre unge Danske gik Knud og Henrik – Bemærk fejl: Knud og Henrik, rettelig (Ejnar) Leif og (Henrik) Knud - og spekulerede paa denne Ting. Men foreløbig blev det kun til at knytte Næverne i Bukselommen.

Efter den 29. August 1943 kom der imidlertid Skred i Begivenhederne ogsaa for dem.

Det var netop en Augustaften. Lederen af en Sabotagegruppe i Aarhus, Villy, var kommet hjem efter at have været i Aktion. Han stod ved Opgangen, hvor han boede, og skulde til at bære Cyklen ned i Kælderen. Da mærker han, at en Haand bliver lagt paa hans Skulder, og en Stemme sagde:

— Villy, jeg måa ha' to Bomber!

Forbavset snurrede han rundt og saa en Politibetjent staa foran sig. Det var Leif.

Villy blev nærmest perpleks. Det var ikke det sædvanlige, at Politibetjente paa det Tidspunkt kom i saadanne Ærinder. Og kunde han stole paa ham? Var det mon ikke en Fælde?

Han forsøgte sig med forskellige Udveje. Han vidste virkelig ikke noget om den Slags. Disse her Englændere, som gik rundt og sprængte Ting i Luften, skulde han ikke have med at gøre.

Men Leif afskar al Diskussion:

— Jeg er Politimand og har lært at bruge mine Øjne. Havde jeg villet, kunde jeg for længe siden have bragt dig i Forlegenhed.

Og saa nævnede han forskellige smaa Ting, som Villy aldeles ikke troede, nogen anden havde lagt Mærke til.

Næste Dag fik Leif to Pakker Sprængstof og nogle halv Times Blyanter, og Villy lærte ham, hvordan de skulde bruges.

Halvanden Time senere lød to mægtige Brag. To alvorlige Skinnebrud paa Havnelinien var indtraadt.

Side 17

Villy blev nu præsenteret ogsaa for Knud, og de to søgte bort fra Ordenspolitiet og kom over i Politiets Havnevagt. Her var de paa deres rette Plads og kunde gøre en virkelig Indsats. Som Betjente ved Havnen kunde de færdes frit i et Terræn, som ellers var meget vanskeligt tilgængeligt, og der spurgtes snart godt Nyt fra Aarhus Havn. Tyskerne kunde ikke begribe, hvordan det gik til, at der pludselig Gang paa Gang blev øvet Sabotage paa dette Sted, de vogtede saa godt, og hvor hver Forstyrrelse voldte dem Forsinkelser og Skade i deres livsvigtige Forbin-delseslinier med Norge.

Ingen tænkte paa, at det var to stilfærdige danske Betjente, som Dag og Nat patruljerede Havnen rundt! De patruljerede jo oven i Købet sammen med de tyske Vagtposter. Men Leif havde fundet ud af, at han under sit Slag kunde have en Sprængladning stor nok til at sprænge et Spor. Han havde bundet en Snor i den, satte saa under Slaget Sprængblyanten i Funktion og lod Bomben glide ned i Sporet, uden at hans tyske Ledsager bemærkede noget. Og lidt efter røg Skinnen i Luften bag dem!

Men Leif sparede heller ikke de Steder, hvor de tyske Soldater især havde deres Tilhold. En Nat brød de ind i Havnekaféen Jomsborg, som var en berygtet Tyskerbule. De fik Bomberne anbragt, og Restauranten blev lagt i Ruiner. Tyskernes Bageri i Østergade, hvis Indehaver var en stor Naziven og havde to Sønner i Frikorps Danmark paa Østfronten, blev ogsaa ødelagt. Da de var paa Vej mod Bageriet, var det lige ved at gaa galt. De kom med Bomberne under Slaget og var ivrige efter at komme i Aktion. Men paa Gaden mødte de et Par Kolleger, som vilde snakke. De turde ikke afbryde Samtalen for ikke at vække Mistanke, men beholdt krampagtigt Hænderne indenfor Slaget og stod som paa Gløder i Nervøsitet for, at et Vindstød skulde vifte Slaget til Side, saa de andre fik at se, hvad for farlige Sager der fandtes der.

Og en Aften var Uheldet ude efter dem. De havde gemt deres Bomber paa et Toilet ved Havnen. Mens en Mand var inde paa Toilettet opdagede han Bomberne og tilkaldte de patruljerende Betjente. Og Leif maatte staa og optage Rapport over Fundet af de Bomber, han selv havde lagt der. Egentlig havde han haabet, at det kunde blive ved Rapporten — den havde han jo Lejlighed til selv at rive itu. Men Manden var meget energisk og forlangte, at han skulde ringe Politistationen op, mens han selv hørte paa det.

Side 18

Kort derefter kom Gestapomanden Rothenberg farende i sin Bil. Tænk, om man nu endelig var paa Sporet efter Havnesabotørerne! Og Leif maatte opleve den Tort at aflevere sine egne Bomber til ham. Men han gjorde det meget ugerne og forlangte en omhyggelig Legitimation af Gestapomanden, før han gav Slip paa dem. Og bagefter var han et kogende Hav af Raseri.

Det var paa denne Tid, de to satte ind paa at likvidere Kioskejer Jeger. Gennem deres Forbindelser i Politiet havde de faaet kompromitterende Oplysninger om ham. Længe sporede de ham, og en Aften lykkedes det. Det var første Gang, Leif maatte skyde et Menneske, og det faldt ham ikke let. Men det skulde gøres, og det blev gjort.

I Januar 1944 blev Landet rystet ved at høre, hvorledes Gestapo var brudt ind i Tandtekniker Kæraas Badeværelse, mens Ægteparret var i Bad. Tyskerne skød gennem den lukkede Dør og dræbte Fru Kæraa. Hendes Mand blev farligt saaret og indlagt paa et Hospital under tysk Bevogtning. En Gruppe besluttede at forsøge at befri ham. Planerne blev lagt, og alt syntes at skulle klappe. Leif skulde faa fat i en Ambulance og føre den. Naar den kom frem til Hospitalet, skulde Gruppens øvrige Medlemmer være paa Plads, og hver havde sit Hverv. De tyske Vagtposter skulde uskadeliggøres, Patienten skulde bringes ned til Ambulancen, Telefon-ledninger overskæres o.s.v.

Men en halv Time før Planen skulde føres ud i Livet, havde Tyskerne faaet Nys om den og førte den saarede bort til en sikrere Plads. Og hvad værre var, det var blevet oplyst, at Leif og Knud havde været med i Komplottet. De fik derfor Ordre til at rejse til Sverige.

Det var en meget træt og modfalden Leif, som den Nat kom hjem til sin Kone og fortalte om den fejlslagne Aktion og tog Afsked med hende. Hele Natten laa han med deres lille nyfødte Ulla i sine Arme. Han elskede det Barn saa højt og kunde næsten ikke løsrive sig fra det. Men en Ordre er en Ordre, og Vejen gik mod Sverige.

Da jeg mødte dem, var jeg klar over, at de maatte tilbage til Danmark. Og allerede i Marts lykkedes det for Leif at komme af Sted. Men det havde sine Besværligheder at komme over Sundet. Han havde fundet Skibslejlighed og laa i mange Timer lukket nede i et lille Rum. Endelig kunde han høre, at Skibet lagde til i Havn,

Side 19

han kom op paa Dækket — men ak, det var i en svensk Havn. Skuden havde faaet Maskinskade og var vendt hjem igen. Men tilsidst lykkedes det at komme hjem, og et Par Maaneder derefter fulgte Knud. Nu var de sammen igen, og Kammeraterne i Jylland mærkede snart, at det var dygtige Folk, de havde faaet til Assistance.

I en Sidegade i Silkeborg ligger et lille, kønt Hus langt tilbagetrukket med en stor Have ud mod Gaden. Alt er velholdt, pillent og propert. Her boede Mogens — eller som hans rigtige Navn var Hans Krarup Andreassen — med sin lille kønne Kone og deres to smaa Piger. Mogens var Arbejdsmand, en flittig og dygtig Mand, og Hjemmet var lunt og godt. Sammen med Købmanden i Nærheden — vi nøjes med at kalde ham Tage — og en Flok andre Kammerater — blandt andet en Arbejdsmand Svend Ulrik Pedersen, kaldet Kjeld — havde de dannet en illegal Gruppe og var godt i Gang med Arbejdet.

Efter Hjemkomsten blev Leif af Modstandsbevægelsen udnævnt til Instruktør i Sabotage for Grupperne i den vestlige Del af Region 2, som omfattede hele Midtjylland. Han tog Ophold i Silkeborg og skjulte sig hos Mogens og Tage. Blev der for hedt inde i Byen, havde han endnu et Sted, hvor han kunde gemme sig og hvile ud, et lille Hjem, som mange Frihedskæmpere kom til at betragte som deres andet Hjem. Lidt uden for Silkeborg, i de store Skove ved Seis, ligger et lille Hus i Udkanten af Skoven. Det er ikke let at finde hen til det, man maa være meget stedkendt. Vejen snor sig gennem et af Midtjyllands dejligste Landskaber og bliver smallere og smallere. Tilsidst er det kun nogle Hjulspor, som gaar op ad Bakke gennem Naale- og Bøgeskov. Og pludselig er vi der. Et Par Hunde gø'r, og vi ser et lille hvidkalket Hus med en Have og et Udhus bagest nede i Haven.

Her bor Mogens' Forældre, Faderen er Skovarbejder. Og dette lille Hjem blev Skjulested for mange danske Frihedskæmpere. Fatter og Moster — saadan kaldte de dem — stillede alt til Raadighed for Modstandsbevægelsen, Hus og Sikkerhed, Seng og Mad, gennem lange Kampaar. Til Tider boede der otte Sabotører, der trængte til et Skjulested; Sengene stod stillet op i Geleder, og i Høet i Udhuset kunde en hel Del rummes. Skulde der komme Razzia, kunde Huset let forsvares, og det vilde ikke være svært at slippe ind i Skoven med dens tusinde Skjulesteder.

Side 20

Det er ikke til at sige, hvad et saadant Hjem betød i de Aar. Her kunde de komme, de unge Mænd fra den haarde Kamp, og finde hjemlige Forhold. Her blev de modtaget med milde Blikke og hjemlig Varme, her spiste de Mors Mad og fik deres Tøj passet. Det var paa saadanne Hjem, Frihedskampen byggede. Og Husets erklærede Yndling blev Leif. Her boede han Gang paa Gang, og det var mærkeligt — men Søster fik pludselig en Moster i Hørning, som hun sommetider maatte ned at besøge. Og Hørning ligger som bekendt ikke langt fra Seis!

Det blev et haardt Liv, Leif fik. Altid paa Farten, som Regel maatte han sove nye Steder hver Nat — hvis der da blev Tid til at sove. Gestapo lærte at forstaa, at de havde en farlig Modstander, og Leif maatte altid være vaagen overfor Faren. Men netop nu viste det sig, hvor hans Evner foldede sig ud i frodig Blomstring. Det var et Liv, der passede ham.

— Hvis det ikke netop var saa farligt, vilde jeg ønske dette her aldrig holdt op, sagde han en Dag.

Han var aldrig bange, men hans Mod blev ikke til Dumdristighed. Koldt og klart beregnede han Risikoen og traf sine Forberedelser. Og naar det gik rigtig løs, var han helt rolig. Munter og glad gik han ind i det farlige Arbejde. Det var jo den retfærdigste af alle Sager, han kæmpede for. Nuancerne havde han intet Blik for. Enten var en Ting hvid eller sort, Mellemtonerne manglede.. Derfor var hans Had til Tyskerne og deres danske Hjælpere fanatisk og brændende. Han og Knud holdt nok af at more sig, men gjaldt det Arbejdet, lod de alt andet ligge; det kom i første Række.

Kammeraterne forstod, at han var den fødte Fører, som aldrig skaanede sig selv. Og saa han, at en Kammerat havde Sorger at slaas med, var han meget følsom og hjalp ham, saa godt han kunde. Derfor var der altid et fint Kammeratskab i de Grupper, han arbejdede sammen med.

Og der var nok at tage fat paa. I 1944 begyndte Nedkastningerne af Vaaben og Sprængstof at tage Fart, og i Foraaret gennemførte Leif og Knud den første store Transport af Sprængstoffer, der var nedkastet i Vestjylland. Sagen var meget vanskelig, og baade Toldstrup, den senere Nedkastningschef, og General Bennike havde paa Forhaand opgivet den. Men sammen med en tredie Mand kørte Leif og Knud Sprængstofferne i Biler fra Skive til Holstebro,

Side 21

hvorfra Kasserne i Jernbanevogne blev videresendt under Etiketten »Værktøj« til Byerne rundt om i Vest- og Sønderjylland.

I Sommeren 1944 blev hele Arbejdet revet op. Leifs Forgænger, »Steffensen«, (Bemærk: SOE-faldskærmsmand) - der havde instrueret Distriktets Sabotage-grupper før Leif — den engelske Faldskærmschef Aksel Nielsen, alias Ole Geisler, havde udpeget ham — blev taget af Gestapo. Hans Arrestation medførte, at Tyskerne fandt ud af mange Sabotagegrupper og Forsendelser. Det regnede med Arrestationer i Tiden derefter. Det var en af de Ulykker, som Modstandsbevægelsen stadig kom ud for. Men trods de haarde Tab blev Arbejdet stadig rejst i ny og bedre Skikkelse.

Men foreløbig maatte der ventes, til Regionsledelsen havde givet Ordre om nye Forbindelser, og i Mellemtiden flyttede Leif og en Del af hans Kammerater til Hvidbjerg ved Vejle Fjord. De fandt en Fløj af et Sommerhus og slog sig ned her. Huset ejedes af en kendt Værnemager i Vejle, som ikke havde nogen Anelse om, at 5-6 stærkt eftersøgte Personer boede i hans Hus. Og her dukkede et Problem op, som aabnede en ny Vej for Leifs Arbejde. Det var det uhyggelige Spørgsmaal om Stikkerne og deres Likvidation.

 

Side 22

Stikkerne

Havde Gestapo været alene om at føre Kampen mod den danske Friheds-bevægelse, vilde de aldrig have opnaaet nævneværdige Resultater. De var de fremmede, og Frihedskæmperne havde haft alle Chancer for at kunne leve skjult. Men vi staar her overfor et af de uhyggeligste Kapitler i Kampens Historie: at Tyskerne fik danske Hjælpere. For Penge gik danske Mænd og Kvinder med til at udlevere deres Landsmænd til Gestapos Fængsler og Tortur, til Eksekutionspælen eller Koncentrationslejren. Stikkerne blev en dødelig Fare, og de maatte bekæm-pes med de haardeste Midler, de maatte simpelthen udryddes. Der skal her paa Grundlag af Meddelelser fra Jyllandsledelsen gives en Oversigt over, hvordan Stikkerne blev bekæmpet.

Tre Kategorier af Tyskernes danske Hjælpere blev dømt til Døden:

1) De almindelige Stikkere, som angav Landsmænd, der deltog i Friheds-kampen, og som fik mange Menneskeliv og megen Ulykke paa deres Sam-vittighed. Og det skæbnesvangre var, at Stikkeriet florerede i en saadan Grad, at Danmark blev kaldt »Stikkernes Land«.

2) De Mænd, der fulgte Politigeneral Panckes Ordre om Hævn for Likvidering af Stikkere og saaledes skabte Begrebet Clearingmord.

3) Folk, som medvirkede ved Schalburgtagen og satte dansk Liv og Ejendom i Fare.

Gennem den første lange Tid blev Stikkerlikvidationer ordnet lokalt. I en Forholdsordre til Bylederne blev det efter engelsk Ønske paalagt disse at sørge for, at Stikkere, der truede Organisationerne, blev likvideret. I saa Fald fandtes en Rejsegruppe, der kom til Stedet — om man da ønskede Assistance udefra — og

Side 23

udførte Henrettelsen. Som Sikkerhedsforanstaltning sørgede man for, at Anklagematerialet efter Bylederens Dødsdom blev forelagt en Centraldomstol, bestaaende af et civilt og et militært Medlem, nedsat af Jyllandsledelsen. Der førtes altsaa dobbelt Kontrol.

Man indsaa imidlertid Nødvendigheden af at lægge denne Gren af Frihedskampen ind under en central Ledelse, dels for derved at skabe ensartede Regler, dels for at forstærke Kampen. Det var som et Led i denne forstærkede Kamp, at General Bennike anmodede Englænderne om at bombardere Gestapos Hovedkvarter i Aarhus Universitet, det Angreb, der medførte saa straalende Resultater. Og fra Oktober 1944 fandtes der en saadan Centralledelse, hvis Aktivitet blev stadig voksende.

Naar man i en eller anden By blev klar over, at en Mand var Stikker, indsamlede man de Oplysninger om ham, der kunde faas paa Stedet. Hvis den lokale Ledelse saa fandt Beviserne mod ham tilstrækkelig fældende, udfærdigedes et Ankla-geskrift, eventuelt med Indstilling til Likvidation, der blev indsendt til Central-ledelsen. Her kunde Bevismaterialet eventuelt suppleres med Oplysninger fra andre Steder — Stikkerne skiftede jo ofte Opholdssted mange Gange — og Sagen blev saa forelagt en Særdomstol.

Selvfølgelig var det langtfra alle de indkomne Anklager, der blev fundet tilstrækkelig underbyggede, og ofte var der lange Diskussioner, inden der blev Enighed om, i hvilke Tilfælde der burde fældes Dødsdom. Men det laa i Sagens Natur, at Særdomstolen kun kendte to Alternativer: Døden eller Frifindelse. Men selvfølgelig betød Frifindelse ikke, at Manden dermed var glemt. Hans Sag kunde drages frem igen, hvis der kom nye Beviser.

Ved Stikkere forstod man alle danske, der hjalp det tyske Sikkerhedspoliti i dets Kamp mod Frihedsbevægelsen. Et typisk Eksempel paa disse Menneskers hele Habitus var fhv. Lærer Meulengracht Larsen i Resenbro ved Silkeborg, der kaldte sig Formand i »Danmarks anarkistiske Parti«, et Parti, der havde to Medlemmer! Han ringede til Værnemagten og gav Oplysninger om en illegal Transport af Vaaben, han ved et Uheld havde faaet Nys om. Senere henvendte han sig igen til Værnemagten og anmodede om, at de Penge, der blev ham udbetalt for Angivelse af illegale Transporter, maatte blive gjort skattefri!

Man dømte ikke en Mand, fordi han fremsatte Trusler om, at han nok skulde angive en eller anden til Gestapo, og heller ikke,

Side 24

fordi han var blevet set i Selskab med en Gestapomand — man kunde jo være uheldig og komme i daarligt Selskab. Men hvis en Mand blot blev set i en af Gestapos Biler, naar den var paa Razzia, eller han medvirkede som Tolk ved Forhør, betragtede Domstolen dette som tilstrækkeligt til en Dødsdom. Ligeledes blev efterhaanden alle danske Statsborgere, der arbejdede paa Gestapos Kontorer, dødsdømt. En Undtagelse blev kun gjort for nogle ganske unge Kontordamer, der næppe var helt klare over, hvad de havde indladt sig paa. En særlig Opmærksomhed blev vist Gestapos danske Chauffører. Det var uhyre farligt, naar disse var stedkendte Folk, der kunde finde Vej ved Nattetid i afsides Landsbyer og smaa Byer.

I Begyndelsen vidste man ikke, at Stikkeruvæsenet var saa godt organiseret, som det efterhaanden viste sig at være. Mange Stikkere færdedes slet ikke hos Gestapo, men afleverede deres Oplysninger til en Mellemmand, der ogsaa stod for Udbetalingerne. Disse Stikkerbagmænd kunde godt være Personer af en vis Position i Samfundet. Ofte var det de store Summer, de laa inde med, der bragte os paa Sporet af dem. Men de var yderst forsigtige, de havde en »Dæklevevej« og passede paa ikke at strø om sig med Penge."

Bemærk: Borchsenius skriver ofte "os" og "vi". Mener Borchsenius sig selv eller Leif, som fortælleren?

 

"Og ofte kunde det være svært nok at finde Vej i det Taageland, hvor Stikkerne plejede at holde til. I de større jydske Byer kunde man træffe adskillige mystiske Personer, ofte Kvinder, der rejste meget, og hvis Færden i det hele taget var gaadefuld. Ofte var de maaske bare Opkøbere, men naturligvis maatte der arbejdes paa at afsløre dem. I et enkelt Tilfælde blev man nødt til at dødsdømme en navnløs Person, som havde skygget Frihedskæmpere og staaet Vagt ved Huse, hvor der foregik illegal Virksomhed og siden blev Razzia. Dette var Tilfældet med Frode Nørbech i Randers. Der kunde være andre, som var uvidende om de mest elementære Pligter mod Frihedsbevægelsen og angav Nedkastninger med Faldskærm til Værnemagten. Hvis de ikke handlede i ren og skær Forfjamskelse, kunde de være meget farlige. Undertiden var snakkesalige Personer — og hvor der snakkes i Danmark — Skyld i Arrestationer. Overfor saadanne maatte man ogsaa være paa Vagt.

Ligeledes maatte der holdes Øje med en Del forvirrede Personer, der uden at have nogen som helst Forbindelse med Modstandsbevægelsen,

Side 25

rejste rundt og søgte at oprette illegale Grupper. Deres Virksomhed kunde være farlig, men selvfølgelig blev saadanne Fusentaster ikke skudt, men sendt til Sverige, hvor de blev interneret. Endelig var der en Del Tilfælde, hvor Tyskerne ved Hjælp af falske Desertører søgte at skaffe sig Oplysning om Sejlruterne til Sverige.

Det var praktisk talt udelukket, at der kunde ske Fejltagelser. Der blev arbejdet pinligt samvittighedsfuldt, og i mange Tilfælde, hvor det havde været muligt at likvidere en dødsdømt, veg Kammeraterne tilbage af Frygt for, at det skulde være den forkerte. De havde Instruks om, at de under ingen Omstændigheder maatte foretage sig noget paa egen Haand, men kun handle efter Ordre. Og overalt blev der ydet Hjælp af lokale Folk, der kendte den Person, der skulde likvideres, og udpegede ham.

Stikkerne kunde ikke undgaa at blive klar over, hvor farlig deres Haandtering var. De værste af dem — og det var selvfølgelig dem, man især var ude efter — passede godt paa sig selv. Det var meget sjældent, at vore Folk kunde gaa lige paa Manden, ofte maatte de vogte paa ham i Maaneder. Men før eller senere fik man Ram paa ham. Der var en Stikker, som aldrig vovede sig paa Gaden uden i en Gestapobil. Men en Dag var han saa letsindig at spadsere paa Gaden i fem Minutter. Det kostede ham Livet.

Baade naar det gjaldt om at skaffe Bevismateriale og om at finde ud af, hvordan den dødsdømte bedst kunde likvideres, fandt man Støtte i et særligt Efter-retningssystem, f. Eks. med Telefonaflytninger og Skygning, der blev udbygget fra Dag til Dag. Rundt om i Byerne fandtes Mennesker, som udelukkende beskæftigede sig med dette Arbejde, og i mange Tilfælde var det Folk, om hvem man slet ikke skulde tro, at de tog Del i illegalt Arbejde. En fortrinlig Hjælper var ved en bestemt Lejlighed en firsaarig Dame, der sad ved sit Gadespejl og strikkede, mens hun holdt Øje med en bestemt Person. En anden Dame hjalp til med at faa Ram paa en Stikker ved, da Øjeblikket var inde, at trække sit Rullegardin halvt ned. Alle saadanné Ting gjorde, at Stikkerne kunde følges fra By til By og ingen Steder føle sig sikre.

De Folk, der blev udvalgt til at foretage Likvideringen, var paa ingen Maade raa og brutale Personer. Det var yngre, modige Mænd, som havde gjort Friheds-kampen med gennem længere Tid, og som vidste, hvad de kæmpede for. Efterhaanden havde de kvalificeret

Side 26

sig til denne uhyggelige, men nødvendige Opgave. De maatte være rolige, disciplinerede og kunne skyde godt. De var instrueret om, at Dødsmaaden skulde være saa hurtig og effektiv som mulig. Kun i Tilfælde, hvor der opstod Kamp, eller Stikkeren forsøgte at flygte, maatte der skydes i Maven. Ellers skulde Stikkerne altid skydes i Hovedet. løvrigt gik mange af dem med skudfri Vest. Hvis der var Mulighed for det, skulde man sørge for at faa Liget af Vejen og skjult. Det skyldtes Ønsket om at undgaa Glearingmord, og muligvis har ogsaa en Stikkers »sporløse« Forsvinden haft en vis afskrækkende Virkning paa ligesindede.

I visse Tilfælde arrangerede man sig saadan, at man fik Stikkerne i Forhør, men vore Folk var instrueret om, at de under ingen Omstændigheder maatte anvende Tortur. Vi nærede absolut ingen Tilbøjelighed til at efterligne Gestapos egne Metoder. I nogle Tilfælde skete det, at en Stikker blev likvideret paa et Hospital. Men der blev givet Ordre til, at dette ikke maatte ske oftere, idet en Likvidering paa Aarhus Kommunehospital var lige ved at faa frygtelige Følger for de vagt-havende, ganske uskyldige Læger.

(Bemærk de ubevislige påstande i de næste 4 linier, markeret "):

"De opnaaede Resultater i Stikkerbekæmpelsen var langt større end Likvida-tionsantallet.  Dels var det de farligste, som først blev ryddet af Vejen, dels gik mange af dem under Jorden af Frygt for deres Liv, og dels bremsede Likvida-tionerne Tilgangen af nye Stikkere."

Der var ingen, der gik til dette Arbejde af Lyst. Men det var en bitter Nødvendighed, og nogen maatte gøre det. Hvis den aktive Modstand skulde fortsætte, maatte Stikkerne udryddes — der var ingen Vej udenom. Men hvor forbitrede vi end var over, at saa mange Landsmænd gik Tyskernes Ærinde og derved var med til at skrive et af de mest nedværdigende Kapitler i Danmarks Historie, handlede vi dog ikke ud fra Hævnmotiver. Likvideringerne skete i Selvforsvar og paa hele Modstandsbevægelsens Vegne.

Til dette Arbejde blev Leif og Knud udvalgt. De tog det op som en Pligt, de ikke kunde komme uden om. I Begyndelsen dannede de to sammen en Rejsegruppe og blev sendt rundt i de jydske Byer til vanskelige Tilfælde, som de stedlige Folk ikke kunde klare paa egen Haand. Med Assistance af Folk fra de lokale Sabotage-grupper førte de saa Sagen igennem. Men hen paa Efteraaret 1944 blev det paakrævet at udvide Rejsegrupperne, og efter Ordre fra Jyllandsledelsen blev to Hovedgrupper formeret og stationeret i

Side 27

Aarhus og Aalborg. Leif blev Leder af Gruppen i Aarhus, mens Knud fik Aalborg-gruppen. Hen mod Krigens Slutning blev der dannet endnu en Gruppe for det sydlige Jylland, og Leif blev Chef for alle tre Grupper.

Hvor haardt og farligt Arbejdet var, kan ses af en kort Oversigt over de to første Gruppers Historie. Gruppen i Aalborg bestod af Knud, der blev henrettet, af Mogens og Kjeld, som begge faldt i Kamp mod Tyskerne, og Vagn, som er den eneste overlevende. Og Gruppen i Aarhus mistede Overbetjent Jørgen Jensen, Silkeborg, kaldet H.C., som døde kort efter Kapitulationen af Saar, han fik ved en Ildkamp med en Stikker, endvidere af Repræsentant Sigurd Westergaard Chris-tensen (»Ole«), som døde ved et Biluheld i Sommeren 1945, og Leif, der døde af de sjælelige Følger af sin Gerning under Krigen.

Men indenfor de Rammer af dette Arbejde, som her er skitseret, blev der vist saa meget Mod og Dristighed og oplevet saa mange mærkelige og dramatiske Begivenheder, at det er værd at huske nogle af dem. De fortjener at bevares og bæres videre til Eftertiden som Vidnesbyrd om, hvordan dansk Ungdom tog den ulige Kamp op og til sidst førte den til Sejr. Nogle af dem betalte Sejren med deres Liv.

Da det imidlertid har sin store Betydning, at det danske Folk forstaar, hvor grun-digt og samvittighedsfuldt hele denne Opgave blev taget op, vil det være af Værdi først at bringe en enkelt af de mange Rapporter, som blev optaget under Forhør af tilfangetagne Stikkere.

 

Side 28

Rapport over et Stikkerforhør

Det var ikke let at sikre sig en Stikkers Person, saa at sige anholde ham og tage ham i Forhør. Men naar Tilfældet bød sig, var det naturligvis værdifuldt at gøre det..

I Aarhus havde L-Gruppen — saaledes kaldtes Likvidationsgrupperne — paa et vist Tidspunkt Forbindelse med en Mand, der havde været arresteret af Tyskerne, og som siden af og til havde Kontakt med dem og fik lokket gode Oplysninger ud af dem.

En skønne Dag blev han ringet op af en af de danske Gestapofolk, der spurgte, om han ikke kunde hjælpe ham med at skaffe et Par gode Sko. Det lovede han og aftalte, at han kunde hente Skoene næste Dag Kl. 15. Samtidig gav han Efterret-ningsgruppen Underretning.

Paa den givne Tid samledes L-Gruppen i Nærheden af Opgangen, saa de kunde holde Øje med, hvem der kom og gik. Og ganske rigtigt, Kl. 15 kom en Mand cyklende, stillede Cyklen og gik ind ad Gadedøren.

Men de vilde være helt sikre i deres Sag, saa ingen greb endnu ind. Lidt efter kom Manden ud igen, og denne Gang bar han en Skotøjsæske under Armen. Saa var Sagen oplagt.

Da han vilde tage sin Cykle, stod en af Gruppens Medlemmer ved Siden af ham. Paa en diskret Maade viste han sin Pistol frem og bad ham høfligt, men meget bestemt om at gaa ind i en Bil, som holdt i Gaden.

Og uden at nogen paa Gaden lagde Mærke til noget usædvanligt, kørte Gruppens illegale, benzindrevne Bil af Sted med sit kostelige Bytte. Det blev til et otte Timers Forhør, der gav mange Oplysninger om Gestapos Virksomhed i Aarhus, og Mandens Synderegister blev afsløret.

Side 29

Dette var ikke en enestaaende Begivenhed. Modstandsbevægelsen er i Besid-delse af en Række Rapporter fra saadanne Stikkerforhør. I det følgende aftrykkes en saadan:
                                                              Rapport

Den 20. Marts 1945 Kl. 7,30 blev Aage Emanuel Møller (Grenaa d. 7/11-1900) anholdt.

 

(Bemærk: Pastor Borchenius gør her et fejlgreb. Læseren får uvilkårligt det indtryk, at alle oplysninger skyldes den afhørte Aage E. Møller, uagtet det fremgår, at der er tale om sammenstykkede oplysninger fra flere rapporter.)

 

Han forklarede nærmere, at han blev indmeldt i DNSAP i Februar eller Marts 1941. I Juni 1944 blev han Medlem af Landstormen. Den 8/11-44 rejste han til København for at komme paa et Rapportskrivningskursus paa Politigaarden. Han lærte her Fjernskrivning, Rapportskrivning og Maskinskrivning. Fjernskriverlæreren var en tidligere Styrmand ved Navn Petersen, og Rapportskrivningen blev ledet af en tidligere Overbetjent Hansen fra Politigaarden. Forannævnte Styrmand Peter-sen ledede ligeledes Maskinskrivningen sammen med en Mand ved Navn Svendsen.

Efter endt Kursus kom han den 5/12-44 til Aarhus, hvor han blev henvist til Høegh Guldbergsgades Kaserne som Tolk for Feltgendarmeriet.

Han oplyser, at der var 24 Deltagere paa det ovennævnte Kursus, nemlig: Poul Olsen, Glostrup Politistation, han kalder sig Arne Andersen (se vedl. Brev) tidl. Vognmand i København. Christian Madsen Jensen, kl. »Calle«, der efter endt Kursus kom til Aalborg. Hansen (H. 1.) samt en Leisnow kom ligeledes til Aalborg. Repr. Johannes Jensen, tidl. Marinevægter i København, var fra Ringsted og kom efter Kursus til Aarhus, hvorfra han den 3/1-45 blev forflyttet til Herning til E.T.-Gendarmeriet. Tidl. Portør ved DSB Christian Rode kom vistnok til Roskilde. Tonny Jensen blev paa Sjælland sammen med en Bache Frølund, der er bosiddende i København, kom til Glostrup. Heilesen kom til Hillerød og en Høyer blev i København.

Gennem den øverste Indgang lige før Statens Avissamling er der Gennemgang til Kasernen for det tyske Feltgendarmeri. Ljt. Hyrdlimann er Chef for 5. Komp., der bestaar af ca. 30 Mand, der hver er udrustet med saavel Maskinpistol, Riffel som Pistol. Foruden 5. Komp. er der ogsaa et 1. og 3. Komp., der ligeledes hver bestaar af ca. 30 Mand og med den samme Udrustning. Ljt. Hyrdlimann sorterer under Gebietsføreren, der har Kontor lige over for Teknisk Skole (Pastor Balslevs Yilla). Fru Stig Hansen kommer ofte og besøger Ljt Hyrdlimann paa Værelset eller Kontoret. Stig Hansen har ikke været set siden Juleorloven, og han er for Tiden paa Juncherskole i Tyskland.

Til Aarhus er der for ca. 14 Dage siden kommet et Komp. S.S. Vagtbataillon fra Sjælland, som skal gøre Vagttjeneste her. Det er alle danske Undersaatter, og de er indkvarteret paa Vesterallés Kaserne.

Af danske Personer ved 5. Komp. ved Kasernen i H. Guldbergsgade ved del saakaldte »Strejfkomp.« er følgende: Overvagtmester Jens Leth, Trøjborgvej Nr. 50, her, Vagtmester Erik Andersen, der er ugift og bor paa Kasernen, og hvis Forældre eller Søster bor i GI. Munkegade, hvor han har sit Tøj hængende.

M. forklarer videre, at der eksisterer noget, der kaldes »Strejf«, og dette bestaar af en Gendarmeripatrulje paa 4—5 Mand, som bl. a. skal undersøge

Side 30

Folk for Vaaben og Legitimationskort. »Strejf« foretages fortrinsvis i Frederiksgade, Fr. Allé, Banegaardsgade, Banegaardspladsen, Banegaarden, Søndergade, Kystvejen, Havnegade, Dynkarken samt ved Godsbanegaarden og Gaderne deromkring.

»Strejf« paa Landet foretages i Bil, og M. har været med som Tolk paa disse »Strejf«, og evt. anh. blev ført til Politistationen, hvor de blev afgivet til S.D. *

* S.D. Sicherheitsdienst, d. v. s. Gestapo.

Arbejdsdagen paa Kasernen er følgende: Mødetid Kl. 8, hvor de melder sig paa Kontoret, og hvor der til Stadighed sidder en Mand (dansk Tolk). De 2 andre deltager i »Strejf«, der foregaar hver Dag, blot med forskelligt Timeantal og paa forskellige Steder. Saaledes var M. Lørdag den 17/3-45 paa Bilstrejf i Grenaa. Formaalet var at undersøge Køretøjer for Fahrschein og Personer for Vaaben og Legitimationskort. Ved disse »Strejf« er de danske Tolke iført tysk Uniform, det vil sige, at Møller har lange Snørestøvler paa og er saa iført tysk Militærkappe og Staalhjelm, og han er udrustet med Maskinpistol. Ordren gaar ud paa, at de i Tilfælde af Vaabenmodstand skal dække hinanden, men M. siger, at han endnu ikke har haft Lejlighed til at skyde, og han kan ikke sige, hvorledes han vil reagere, hvis en saadan Lejlighed skulde foreligge. Hver Dag er der mange »Strejfpatruljer« ude paa fra 2—6 Patr., og 2 danske Tolke er hele Tiden med ude paa hver sin Tur.

Andre af Patr.s Opgaver er bl. a. at standse Biler, Cyklister og andre Køretøjer, som ikke er forskriftsmæssig afblændet. De bliver saa tilsagt til at møde paa Kasernen en bestemt Dag til Kontrol ang. Manglens Oprettelse. Kufferter, store Pakker o. lign. bliver ligeledes af og til undersøgt for om de evt. skulde indeholde Bomber, Sprængstof eller lign.

Med Hensyn til vedl. Brev til »Poul« (Bemærk: Se afsnit Bilag 1) oplyser M., at Poul i et Brev ca. en Uges Tid tidligere fortalte, at han en Aften havde siddet hjemme sammen med sin Hustru, da det bankede paa Døren, og det var Naboen, som de kommer meget sammen med, der bad om at laane et Strygebræt. Da Pouls Hustru aabnede Døren, stod der udenfor 3 revolverbevæbnede Mænd, der holdt Hustruen op, og derefter gik de ind i Stuen og afskød 5 Skud mod Poul, hvoraf de 4 ramte. Da de gik ud igen, skød de paa Hustruen, som blev alvorligt saaret.

I det samme Brev omtaler M,, at han var ved at forlade E.T., fordi Randersturen var for grim, og herom oplyser han, at han i Randers af Feltgendarmeriet var blevet opfordret til at paatage sig Opgaver som alm. Stikker, idet de bl. a. skulde opsnuse et ulovligt Trykkeri i Søren Møllersgade eller noget lign., og endvidere skulde de gaa og »snuse« og se, om de ved at tale med Folk eller ved at lytte kunde komme paa Sporet af noget illegalt: Sabotage eller lign. Han var i Randers ialt 4 Gange i Januar og Februar Maaned d. A., da han rejste hjem til Aarhus og undlod at gaa i Tjeneste. Han blev saa kaldt til København paa Politigaarden, hvor han fastholdt, at han ikke vil deltage i Aktioner mod danske Undersaatter. M. kom dog tilbage til Aarhus og gik i Tjeneste igen. M. har ikke Kendskab til Gestapo eller de danske Haandlangere der.

Side 31

ligesom han ikke har Kendskab til de Stikkere, som bliver benyttet, dog indrømmer han, at han ikke er i Tvivl om, at Urmager Frandsen, Vestergade, er Stikker, Møller og hans Kammerater har ofte talt om, at Frandsen er Stikker, da Frandsen kommer meget paa Politistationen. En anden Stikker, som M. kender, er Murermester Valdemar Berg, der dagligt kommer paa Politistationen, og M. har haft den Tanke, at Berg sikkert havde en eller anden Central, hvor han modtog Meddelelser, som han saa selv hver Dag bragte videre til Politistationen. Repræsentant Grønlund, Vestergade, betragtes ogsaa som Stikker, og han opholdt sig paa Universitetet, da dette blev bombet, og det var formentlig paa et Stikkerbesøg. Det siges, at Grønlund kommer til Gestapo hver Dag, og han har tidligere arbejdet fast for Gestapo, men saa fik han en Papirforretning, og nu kommer han kun paa dagligt Besøg, antagelig for at aflægge Rapport. M. har ogsaa Kendskab til en Uno Eriksen, der er Landstormsmand, og som tidligere har staaet i S.S., men nu er ansat i det tyske Kriminalpoliti paa Politistationen som Tolk. Eriksen bor i en Villa paa Elvirasvej 11 eller 15 i Riisskov, og han kører i en lille rød Vogn fra Politistationen, og det er sandsynligt, at han i Vognen kører hjem og spiser til Middag.

Tjener Randa regnes ogsaa af M. og hans Kolleger for at være Stikker i stor Stil, og Repræsentant eller Revisor Konradsen, der er Sysselleder ved DNSAP, og som bor Langelandsgade 208, regnes ligeledes for at være Stikker. Schupführer Hougaard Hansen, der er Marinevægter, og som bor et eller andet Sted paa Kystvejen, regnes ligeledes for Stikker, og det menes, at hans overordnede Stilling ved Marinevægterne er en Belønning for et eller andet »Job«, han har udført for Tyskerne. I Randers findes en Mand ved Navn Markussen, der bor i Hobro, men som dagligt kommer til Randers, og som ogsaa er Afdelingsleder ved DNSAP i Randers, har fortalt M., at han arbejder med Indberetninger til SD.

M. forklarede videre, at der Søndag den 11/3-45 var Møde i »Landstorms-foreningen« paa Rytterkasernen ved S.S. Sjælland. Foreningens Formaal er efter Krigen: Kamp mod Kommunismen,- og Formanden er Løjtnant K.E. Petersen, Viby. Denne blev fra flere Sider opfordret til at give ren Besked om, hvorvidt der indenfor Foreningen var nogen, der havde Andel i Ødelæggelserne bl. a. i Guldsmedegade. Naar en saadan Mistanke var opstaaet, skyldtes det, at Rygtet gik, at det var Schalburgkorpset, som havde forøvet Ødelæggelserne, og da Landstormen jo havde været underlagt Schalburgkorpset, var det nærliggende at tro, at nogen af Medlemmerne havde deltaget, men der blev ikke rettet Mistanke paa noget bestemt Medlem.

Der deltog ca. 30 Medlemmer i ovennævnte Møde og bl. a. Marinevægter Kjærsgaard fra Skanderborg, Marinevægter Nerger Christensen, Riisskov, Skoma-ger Villadsen, Aabyhøj, Snedker Villadsen, St. Billes Torv, Aarhus, Kaj Gothen-berg, Fortevej, Riisskov, samt Gothenbergs Broder, hvis Navn han ikke kender. Desuden deltog Gothenbergs to Sønner samt Overvagtmester Jens Leth og Sønnerne Kjeld Moesgaard Leth og Niels Moesgaard Leth, der alle 3 bor Trøjborg-vej 50, her. Endvidere deltog Mekaniker Rich. Holm, der bor i Vesterbro-gadekvarteret, Skomager Jansen, Dalgas Avenue, Ostehandler Christiansen, Grønnegade, Repræsentant E. Petersen, Prins Knudsvej, Riisskov, og

Side 32

Gymnasieelev Tage Strøm, der bor paa Klosteret, og som er Elev paa Marse-lisborg Gymnasium.

Følgende er ogsaa Medlemmer af Landstormen, nemlig: Gunnar Svinkløv, der er 22 Aar, og som bor hos Forældrene, Overbetjent Svinkløv, Fasanvej, her. Børstenbinder Robert Lund, der ogsaa er ca. 22 Aar, og som har været ansat i Faderens Forretning i Vestergade. Endvidere en Fyrbøder i fhv. Restaurant »Palæ<; samt Restauratør Hedegaard.

M. oplyser, at Landstormen ikke har direkte Tilknytning til. DNSAP eller Ejnar Jørgensens Parti, men da afdøde Ingeniør Olaf Schmidt var Leder af Ejnar Jørgen-sens Parti her i Byen, tilbød han i 1944 Landstormen Lokaler. Tilbudet blev afslaaet, da Landstormen opfattede det saaledes, at Schmidt var ude efter at faa Landstormen ind i Ejnar Jørgensens Parti.

Landstormen har fra København modtaget 8 Geværer, Model 1939, til Øvelses-skydning. Det er Løjtnant K. E. Petersen, som er lokal Formand for Foreningen, der har fremskaffet Geværerne, som Tyskerne har frigivet, og det er ligeledes K. E. Petersen, der har ledet Skydningerne paa Skæring Strand.

Nedennævnte er Marinevægtere: Vejsberg, Willemoesgade, Christian Nielsen, Galten, Leo Jensen, Højbjerg, Padkjær Sørensen, Lystrupvej, Riisskov, Christian Mikkelsen, Jens Baggesensvej, tidl. Aabyhøj, Ove Nielsen, Engparken, Aabyhøj. Samme har endvidere en Broder, der ogsaa er Marinevægter. Nævnte Chr. Mikkelsen og de to Brødre Nielsen er tillige Medlemmer af Landstormen. Kjærsgaard, Skanderborg. Fhv. Murer Buhl, Annagade eller Montanagade eller Kvarteret deromkring. Peter Christensen, Falstersgade 5, her, tidl. Bogtrykker Frederiksen, Hørgaardsvej, Riisskov. Arne Holst, tidl. Aabyhøj. Steensgaard, Skolegade. Carl Nielsen, Mejlgade 70—72, fhv. Købmand Mogensen, fhv. Skomager Bay Højbjerg, der begge er Medlemmer af Landstormen, og som fungerer som Vagtposter ved det gamle Amtssygehus. Endvidere C. F. Duvald, Riegelsvej 7, Riisskov, der siden Krigens Begyndelse har været ansat som Leder ved det tyske Trælager i Sydhavnen. D. har en Datter, der rendte meget med Tyskerne, og denne Datter blev gift med en Dansker, fordi hun skulde have et Barn. Denne Svigersøn blev ved D.s Hjælp ansat ved det samme Trælager, og den almindelige Mening er, at en Tysker er Far til Datterens Barn. De nygifte bor i Mejlgade, hvor Konen har en Damefrisørsalon, der kaldes Salon »Duvald«.

En Tømrer Dueholm, der bor paa Riegelsvej 6, Riisskov, og som kalder sig Ingeniør, arbejder meget for Tyskerne paa Flyvepladserne. Tømrer Jens Sørensen, der bor paa Aaboulevarden, hvor han har haft en Ejendom, der er solgt ved Tvangsauktion. Sørensen har arbejdet i Tyskland, og han har været straffet for Svindlerier over for Værnemagten. Ove Slidsen, der har Værksted paa Kirke-gaardsvej, men som selv bor i Molsgade, arbejder for Marinen. Kørselskontoret eller K.K.-Spedition, hvis Indehaver er Algy Søsen, Aaboulevarden, kører udelukkende for Tyskerne, og Firmaet er sikkert oprettet udelukkende for tyske Penge eller for at tjene tyske Interesser. Der kører formentlig en 30—40 Lastbiler samt en Del Hestevogne i uafbrudt Drift. Dette Kontor menes i Forbindelse med Vognmand L. Sørensen, Falstersgade, her, at have al Kørsel for Tyskerne her i Byen.

Side 33

Repræsentant Fick Jensen, Stationsgaden, Riisskov, laver Børster til Tyskerne og modtager Ordrer paa Møbler, som han saa lader udføre hos forskellige Snedkermestre her i Byen, bl. a. Aarslev, Grønnegade 50, samt hos N. P. Peder-sen, Klostergade 74. Tømrerfirmaet Ib Rønnest Nielsen forpagter Arbejde til Værnemagten for et Firma Knudsen og Christensen, der igen deler Arbejdet ud til forskellige Firmaer her i Byen. Brdr. Stabl, Højbjerg, Rosenvangsallé, laver Møbler for Ib Rønnest Nielsen.

Søren Nygaard, der bor paa Kaserneboulevarden, har tidligere været Murer, men kalder sig nu Entreprenør, og han har været frivillig i S.S.S.N. og bygger nu Barakker paa Galgebakken. En Erik Andersen, der kom her til Byen i Januar Maaned i Aar fra Politigaarden i København, har tidligere været ansat paa Thurms Lædervarefabrik i Bruunsgade.

M. oplyser videre, at en Poul Larsen, der nu vistnok bor i København, har været Marinevægter her i Byen samt paa Flyvepladsen i Tirstrup. Da han opholdt sig her i Byen, havde han dagligt sin Gang paa Politistationen, og han har tidligere været frivillig i S.S., og han har pralet med, at han havde 3 Uniformer, nemlig en Marinevægteruniform samt en S.S. Uniform og en tysk Værnemagtsuniform. Da han var Marinevægter her i Byen i 1944, overfaldt han en Politibetjent, der stod paa Vagt ved Broen i Spanien, og Larsen blev da straffet og afskediget som Marinevægter. I 1942—43 var han S.S.-Frivillig. Efter at han var afskediget som Marinevægter kom han ind i Sommerkorpset, og M. siger, at Sommerkorpset optog alle de Personer, som andre Korps ikke vilde have. Poul Larsen har pralet med, at han har været med til flere Anholdelser, og han har bl. a. pralet med, at han var med ude hos Tandtekniker Leo Kæraa, men det passer vistnok ikke.

Arbejdsmand Aage Andersen, der bor paa Vægtervej i Riisskov, har været Medlem af Sommerkorpset.

Med Hensyn til den paa Side 1 nævnte Overvagtmester Jens Leth, Trøjborgvej 50, her, oplyser M., at Leth Lørdag den 17/3-45 tog paa Kursus i København, og dette Kursus skulde vare ca. 14 Dage.

Leth har endvidere været i København i Slutningen af Februar, og da han kom tilbage, var han udnævnt til Overvagtmester. Jens Leth har om det saakaldte »Aarhuskontore fortalt, at Kontorets Personale har samme Opgave som S.D. Personalet bestaar af ca. 20 Mand, der alle er S.S.-Folk, som har været ved Fronten. Kontoret gaar under Betegnelsen: Allgemeine S.S., og Jens Leth har haft sin Gang paa Kontoret, og Leth har fortalt, at Kontoret ledes af en Mand ved Navn Lorentsen. Foruden Lorentsen skal en Allan Jørgensen eller Gunnar Jørgensen eller muligt dem begge være ansat paa Kontoret.

M. har paa Politistationen truffet en Mand ved Navn Nielsen, der tidligere har arbejdet paa Gereiterlager paa Midtermolen, og da M. spurgte ham, hvad han lavede, svarede Nielsen: »Ja, hvad laver jeg, jeg er jo her.«

Ang. Bilag:

1. Brev til Poul Olsen, Glostrup Politistation.

2. Fjernskrivermeddelelse fra Løjtnant Langfrits, Politigaarden, København.

Side 34

Langfrits er Foresat for de Folk, der er udsendt til Feltgendarmeriet som Tolke Landet over. Langfrits er sikkert Dæknavn, og han hedder muligt Frits, og da han er ca. 182 cm høj, er det nærliggende at tro, at Tilnavnet er fremkommet paa Grund heraf.

3. Vejledning i Betjening af Fjernskriver er udleveret paa Kursus i København. Feltgendarmeriets Fjernskriver staar i Villaen i Nørreallé, lige over for Teknisk Skole.

4. Kvittering fra Vagtmester Jens Leth paa Kr. 50., der er tilbagesendt den 6/1-45.

5. Passerseddel fra Schalburgkorpset og Landstormen med Tilladelse til at bære Vaaben. Løjtnant K. E. Petersen, Viby, der er Formand for Landstormsafdelingen, har udfærdiget Passersedlen og har givet Tilladelsen til at bære Vaaben. M. oplyser, at Passersedlen, der jo er udstedt af Schalburgkorpset, er ugyldig og derfor tilbagekaldt vistnok i Februar Maaned d. A.

6. Medlemskort til Landstormen.

7. Legitimationskort.

8. Fortegnelse over Fjernskrivernumre.

9. Kr. 49/57, der er Rest af Løn, nemlig Kr. 725.—. Kr. 620.— for gifte og Kr. 34/70 for hvert Barn.

 

For virkelig at forstaa Rapporten er det nødvendigt at erindre enkelte Ting. Manden var allerede dødsdømt, og Forhøret bekræftede blot hans Skyld. Men saa gav det endvidere en lang Række gode Oplysninger om Gestapos Metoder og Medhjælpere. Uden at gaa i Enkeltheder om Forhøret, skal vi blot fastslaa, at han selvfølgelig gjorde sit bedste for at slippe udenom sin Skyld. Men han kunde ikke benægte det Faktum, at han havde deltaget i Gestapos »Strejf« — vi andre kaldte det Gaderazziaer. Og disse var dødsens farlige for vore Folk, som var ude i Aktion. En Række af de Folk, han nævner som Medlemmer af Landstormsforeningen, var ogsaa Stikkere.

For dem og talrige andre gjaldt det Fællestræk, at Vejen til Stikkeriet gik over Sortbørshandel og lignende lyssky Foretagender. I enhver Henseende hørte disse Personer til Samfundets Bundfald.

 

Side 35

Lynet mod stikkerne

Mens Leif og hans Kammerater boede i Huset ved Hvidbjerg, arbejdede den underjordiske Efterretningstjeneste videre over hele Jylland. Og en Dag indløb alarmerende Meddelelser. Man var igen ved at komme paa Sporet af dem. I det danske Kriminalpoliti i Aarhus fandtes en Kriminalassistent Sandhøj, som stod i Tyskernes Sold. Det er ikke rart at tænke paa, at der virkelig var danske Politifolk, der gik Fjendens Ærinde. Heldigvis var de kun yderst faa. Det store, store Flertal af danske Politifolk stod ikke alene rigtigt i deres Tankegang, men mange af dem gik aktivt ind i Frihedskampen. Og der er ingen Tvivl om, at naar vi naaede saa vidt, som vi gjorde, tilfalder en stor Del af Æren herfor danske Politifolk, som netop paa deres Poster var til uvurderlig Hjælp.

Men enkelte Undtagelser var der — der er jo brodne Kar i alle Lande. Og en af disse Undtagelser var Sandhøj. Han var udset til at være Chef for Schalburgkorpset i Aarhus, og nu blev det opdaget, at han var aktiv i Bestræbelserne for at finde de to forsvundne Havnebetjente fra Aarhus. Han havde henvendt sig i Kriminal-politiets tekniske Afdeling for at faa Leifs og Knuds Portrætter udleveret, og da man dér forbavset havde spurgt, hvad de vel skulde bruges til, fortalte han, at han ansaa det for sin Pligt at søge at paagribe dem. Selvfølgelig fik han ikke Bille-derne, men da det kunde ventes, at han vilde gentage Forsøget, blev hans Sag taget op. Og baade Byledelsen i Aarhus og Centraldomstolen dømte ham til Døden.

Selvfølgelig kunde man i dette specielle Tilfælde ikke sætte Rejsegruppen i Aktion. Men i Stedet blev Mogens og Kjeld sendt til Aarhus.

Sandhøj var stadig paa Vagt og har sikkert haft sine Anelser om,

Side 36

at man var ude efter ham. Hans Kone tog Sagen temmelig overlegent; Da en af hendes Bekendte en Dag spurgte hende, om hendes Mand ikke var nervøs, svarede hun:

— Min Mand bange? For hvad? Han har altid sin Pistol paa sig, og han skyder først!

Det kom han nu ikke til. En tidlig Morgen gik han ned paa Gaden for at købe sin daglige Avis, »Fædrelandet«, i en Kiosk. Han kom sjokkende i Morgensko og læste i Avisen. Mogens kom frem mod ham med hævet Revolver. Sandhøj prøvede at dække sig ved at løfte Avisen op foran sig. Men Skuddet faldt, og Kuglen ramte ham gennem Forræderbladet — en ganske symbolsk Død.

Nu var den nærmeste Fare for Leif og Knud afværget, og de blev beordret i Aktion. Og fra nu af blev der ikke mange rolige Dage i deres Liv. Altid var de paa Farten og baksede med halsbrækkende og frygtelige Opgaver. Leif saa meget sammenbidt og mut ud, da han skiltes fra Vennerne i Hvidbjerg for at gaa i Gang med at udføre sin næste Ordre. Det kunde altid ses paa ham, naar han havde vanskelige Ting for. Hele hans Væsen koncentrerede sig om, hvordan Sagen bedst kunde løses, og med sammenbidt Energi gik han i Gang.

Denne Gang gik Turen til Silkeborg, hvor en af de farligste Stikkere, Gunner Siim, holdt til. Han boede ude paa Hattenæs Hotel i Silkeborgs Omegn og brugte sine let og stort tjente Penge i et vældigt Leben med tyske Officerer.

Leif tog Kjeld med sig som Dækmand. Han var jo fra Silkeborg og derfor stedkendt. Gennem et Vindue udpegede han Siim for Leif. Det var en varm, fin Sommeraften. Siim sad inde i Restauranten i Selskab med nogle tyske Officerer og brugte de sædvanlige 6—700 Kr. paa en Aften; det gik livligt til. Leif anbragte Kjeld udenfor Restauranten med Cyklerne parat og gik selv ind og satte sig ved Siims Nabobord, saa han havde Ryggen til ham. Senere fik han mærkeligt nok at vide, at Siim samme Morgen havde faaet et Truselsbrev. Han havde fortalt Tjeneren om det og sagt, at han nok døde den Dag, saa han kunde lige saa godt med det samme afbestille sit Værelse!

Men Leif maatte væbne sig med Taalmodighed. Restauranten var fyldt af Folk, der dansede. Han turde ikke begynde at skyde af Frygt for at ramme andre. Og hvad værre var, hans Plads var langt borte fra Døren. Naar han skulde ud — og saa skulde det jo gaa hurtigt —

Side 37

maatte han igennem hele Salen. Og rundt om ved de andre Borde sad mange tyske Officerer.

Der var ikke andet at gøre end vente. Tiden gik, og Klokken blev henad Lukketid. Efterhaanden tyndede det ud i Salen. Leif sad og røg sin Pibe. Han bankede den ud og lagde den paa Bordet. Han havde hele Aftenen siddet og nippet til den ene Pilsner, man kunde faa. Han havde betalt den med det samme, for ikke at snyde Tjeneren ved det hastige Tilbagetog, han snart maatte foretage. Saa kaldte han ad Tjeneren og prøvede at bestille endnu en Pilsner, men det kunde han ikke faa. Tjeneren sagde bagefter, at han havde fortjent at faa en til. Et Øjeblik strejfede den Tanke hans Sind, om han skulde bede Orkesteret spille »Mordets Melodi«!

Men Siim sad stadig uanfægtet og snakkede videre med sine tyske Venner. Stemningen var efterhaanden blevet høj; der havde ikke været Mangel paa Drikkevarer. Et Pigebarn gik forbi Bordet. Siim spurgte, om han ikke skulde have et Kys. Hun bøjede sig ned over ham, og han fik det.

— Nu skal det være, sagde Leif. Han rejste sig og skød paa ganske nær Afstand to Skud ind i Nakken paa Siim. Og saa af Sted!

— Jeg hørte to Skud, sagde han siden, saa lød det Klap, Klap, Klap! af mine Fodtrin hen mod Døren. Jeg syntes, der var en hel Kilometer at løbe.

Da han kom ud, stod han og spejdede efter Kjeld. Men han var ikke til at se. Ventetiden havde været saa lang, og stakkels Kjeld var blevet nervøs og havde faaet Mavepine. Nu sad han inde bag et Træ med Bukserne om Hælene! Men han fik Fart paa og kom forfjamsket løbende frem.

Men hvor var Cyklerne? Helt forvirret løb Kjeld rundt og ledte. Men der var ikke Tid til megen Søgen. Leif fandt sin egen Cykle, fik Kjeld op paa Stangen og jog af Sted. Det sidste, de hørte, var en Tysker, som stak Hovedet ud af Døren og raabte. Men ingen vovede at forfølge dem i den lyse Sommernat.

Og næste Dag gik Kjeld derud og hentede sin Cykle. Han fik at vide, at det ene af Skuddene havde saaret en af de tyske Officerer i Armen. Da Tjeneren kom farende hen til Bordet, pegede den saarede hen paa Siim, der var sunket død om, og sagde:

Side 38

— Det er ham der, som skal betale! Det var Ligtalen, Stikkeren fik.

Hvor Leif mødte Uret, reagerede han voldsomt og impulsivt. Og oppe i Aalborg gik et af Gestapos værste danske Kreaturer rundt og gjorde unævnelig Fortræd. Det var Kørelærer Ernst Mikkelsen fra Randers. Han var gaaet fuldt og helt i Gestapos Tjeneste, var Storstikker og havde mange Hjælpere under sig. Naar hans Landsmænd var i tysk Forhør, var det ham, der mishandlede dem. Ikke for intet blev han kaldt »Menneskedyret«. Og hvor Tyskerne lavede Razzia, kunde man være sikker paa, at Mikkelsen havde en Finger med i Spillet.

Selvfølgelig maatte han bringes af Vejen. Desværre mislykkedes det første Forsøg paa tragisk Vis. To unge Mænd brød ind hos ham, men den ene blev skudt, og den anden, den kun 18-aarige Benny Mikkelsen, blev fanget og kort efter henrettet. Siden tog hans Moder sin Død af Sorg."

 

Bemærk: Borchsenius oplyser ikke, kan muligvis ikke, oplyse, hvem de 2 unge mænd var, og hvorfor de havde lyst til at skyde Mikkelsen.

Respektivt, hvem der havde givet dem ordren?

 

"Stikkeren havde baaret skudsikker Vest og slap med et Saar i Armen; de andre Skud var prellet af paa Vesten.

Og kort Tid derefter blev Maalet fuldt. Mikkelsen kom kørende paa Gaden i en Bil sammen med nogle Gestapofolk. Nogle unge Mennesker kom cyklende. og svingede ud foran Bilen uden at vise af.

— Kan saadan nogle forbandede Svin ikke vise af? skreg han efter dem. En af dem svarede ham et overlegent Hold Kæft! og forsvandt.

Ude af sig selv af Raseri saa han en af de andre, en ung Mand, Egon Thomsen, gaa ind paa det Kontor, hvor han var ansat. Mikkelsen standsede Vognen og løb efter ham sammen med Gestapofolkene. De fik fat i ham og skreg op om, at han skulde fortælle dem, hvem der havde raabt Hold Kæft efter dem. Da han ikke vilde angive sin Kammerat, slog de løs paa ham. Bagefter slæbte de ham med ud i Bilen og kørte ham hen paa Højskolehotellet. Her myrdede de ham paa den mest brutale Manér.

Nu blev der sendt Bud efter Rejsegruppen. Og et Par Dage senere fik de Ram paa Menneskedyret. Han kom cyklende paa Gaden. Leif cyklede op ved Siden af ham, og paa 25 Centimeters Afstand skød han ham gennem Hovedet. Mærkeligt nok blev den dræbte ved at cykle videre — først noget senere segnede han af Cyklen. Men der blev lettere at aande i Aalborg, efter at han var væk.

Side 39

Og saa gik Rejsen til Randers. Kronjydernes By havde været med i Kampen fra det første, og mange Bedrifter var øvet her. Vi behøver blot at nævne Hvidstengruppen. Men Gang paa Gang var Arbejdet blevet revet op. Mange var døde, henrettet eller faldet i Kamp, endnu flere var deporteret til Tyskland, og i Hundredevis havde Randersfolk maattet gaa under Jorden eller flygte til Sverige. Jeg tror, jeg mødte 300 Flygtninge fra min egen By rundt om i Sverige.

Der var Stikkere paa Færde i Randers, farlige Stikkere. Og Byen maatte renses for dem. Nogle var allerede ryddet af Vejen. Men endnu gik to farlige Stikkere løs, Jensen i Torvebaren og en Mand ved Navn Landry Nielsen. Men de var begge meget forsigtige Folk, saa det var ikke let at komme dem til Livs.

Der blev holdt Møde om Sagen en Aften i Oktober 44, og det blev vedtaget først og fremmest at koncentrere Opmærksomheden om Landry. Han boede paa Kasernen under tysk Bevogtning, saa blev han opskræmt ved, at der skete Jensen noget, vilde det sikkert blive meget vanskeligt at faa Tag i ham. Den daværende Byleder, Politifuldmægtig Paul Larsen, hvis Dæknavn var Kjær, og som senere blev henrettet af Tyskerne, paatog sig at paavise Forbryderen. Han plejede hver Dag at komme ind i Discontobanken, og her skulde Leif og Knud saa staa parat. Ingen anede paa det Tidspunkt, hvilken bevæget Nat der ventede Byen.

Da de sent paa Aftenen skiltes, var der Razzia over hele Randers. Der havde været foranstaltet en Sabotage mod nogle Kanoner, og Tyskerne arresterede flere Hundrede Mennesker. Blandt dem var Kjær, som blev taget paa Vej fra Mødet. Han blev ført hen paa Kommandanturen, men klarede sig i Forhøret. Han var dog paa Nippet til at falde, fordi han havde en halv Hestesko i Lommen. Tyskerne syntes, det var et meget farligt Vaaben, men han fik dem forklaret, at vi her i Danmark betragtede en Hestesko som et Lykketegn. Men hen paa Natten fik Kjær at vide, at hans Medarbejder, Sommer, ogsaa var taget. Saa begyndte Jorden at brænde under hans Fødder, og tidligt om Morgenen rejste han bort. I Forvirringen blev Arrangementerne for næste Dag ikke ændret, og Leif og Knud stod og ventede forgæves ved Discontobanken.

Men nogle Dage efter klappede alt. Landry boede paa Kasernen, og der blev fra et Sted i Nærheden holdt Øje med alle, der forlod den.

Side 40

Og en Dag kom Landry alene. Han cyklede ned i Storegade, og da han var inde i en Butik, fulgte Knud efter, mens Leif holdt Vagt — den Dag havde Knud vundet Lodtrækningen. Knud bøjede ned i Knæet, for at Kuglen ikke skulde ramme andre i Butikken, og før Landry anede Uraad, var han ramt. De to forsvandt paa Cyklerne, som Leif havde holdt parat.

Der blev stor Tilstrømning, og en gammel Kone stod udenfor Butikken og raabte op:

— Jeg saa ham, jeg saa ham!

— Naa, gjorde De. det, sagde en forbipasserende, vil De gerne ind og ligge ved Siden af ham, den anden? Pas ellers lidt paa, hvad De siger. De saa vist ingenting.

Og den gamle forsvandt, saa hurtigt Benene kunde bære hende, ned mod Sønderbro, mens Støvet hvirvlede op bag hende.

Den anden Storstikker i Randers, Jensen i Torvebaren, tog Englænderne sig af. Han omkom i Gestapos Hovedkvarter i Aarhus, da R.A.F. bombarderede det. Jen-sen var blandt de talrige omkomne Gestapofolk."

 

Bemærk: Borchsenius burde oplyse om den præcise fordeling af dræbte ved R.A.F.s bombardement.

 

"Der var altid Brug for Aarvaagenhed og Dristighed. Men aldrig naaede Leifs Evner saa højt, som da det lykkedes ham at udrydde en af Tyskernes dygtigste og snildeste Haandlangere, Ingeniør Oluf Schmidt i Aarhus. Netop fordi han var en dygtig Mand, var han dobbelt farlig. Paa hans Fabrik »Universal« blev i stor Stil fremstillet Krigsmateriel, og der var flere Gange øvet Sabotage mod den. Der var ogsaa begaaet Indbrud paa hans Kontor, saa man havde sikret sig Papirer, der tydeligt viste hans Skyld. Og paa det sidste var han blevet Leder af Schalburg-korpset i Aarhus og deltog i Schalburgtagen. Men han var til det yderste forsigtig, kom saaledes aldrig paa Gaden, uden han var i Bil og omgivet af en Livvagt.

Et stort Efterretningssystem blev sat i Virksomhed for at spore hans Veje og finde et svagt Punkt i hans Forsigtighed. Et helt Meldesystem blev sat i Gang i Nærheden af hans Bolig, og nogle gamle Damer var særlig ivrige Hjælpere. Men der maatte ventes længe, før Lejligheden endelig bød sig.

Om Formiddagen den 13. November kom en Mand styrtende op til Leif, som sad og ventede i Nærheden, og fortalte, at Schmidt lige var gaaet ud med sin Kone. For første Gang i lange Tider kørte han ikke bort i Bil, men vilde aabenbart tage Trambussen.

Side 41

Den lille Uforsigtighed, det svage Punkt, som altid kommer, var fundet, og nu gjaldt det om at udnytte den sjældne Lejlighed. Alle Mand blev mobiliseret, og snart var otte Mand paa Benene.

Paa Harald Jensens Plads fik Leif ham udpeget af en Ledsager. Trambussen var forsinket, og Schmidt stod sammen med sin Kone og ventede paa den. For at have Ryggen dækket, var han gaaet hen paa de Mezasvej og stod i en Gadedør.

Leif kom cyklende hen til Huset og stod af Cyklen. Han saa, at Schmidt havde begge Hænder i Lommerne, han var sikkert bevæbnet. Leif stillede Cyklen hen og laasede den. Han rykkede i Laasen, for at Schmidt kunde se, at den virkelig var laast — at det derved blev lettere at laase den op, var der jo ingen, der kunde vide, og Schmidt lagde ikke Mærke til, at Leif lod Nøglen blive siddende i Laasen. Men det beroligede ham aabenbart, at Cyklen blev laast. Det tydede ikke paa hurtig Flugt.

Leif gik hen til Døren, passerede Ægteparret og gik ind. Han gik op paa anden Sal, men hørte, at Gadedøren ikke smækkede. Altsaa holdt Schmidt Foden for, saa han kunde høre, om Leif kom ned igen. Paa anden Sal ringede Leif paa. Da hørte han Døren smække. Nu var han altsaa tryg. Ingen lukkede op for Leifs Ringen.

Lydløst sneg Leif sig ned ad Trapperne og gjorde Pistolen klar, De sidste Trin blev taget i et Spring. Han stod ved Døren, lukkede den op og skød.

Schmidt naaede ikke engang at dreje Hovedet, før han var ramt. Leif truede med Revolveren ad Konen — hvem vidste, om ikke ogsaa hun var bevæbnet. Siden fik han at vide, at ogsaa hun var Stikker, saa han fortrød, at han ikke skød hende med det samme. Men det lød Ordren jo ikke paa, og Leif adlød altid en Ordre til Punkt og Prikke."

 

Bemærk: Eksemplet viser, at "Leif" fulgte sin vane, at skyde folk ned bagfra.

 

Men hele Optrinet er et lysende Eksempel paa, hvor lynsnart Leif kunde reagere i en vanskelig Situation, lægge sin Plan, beregne, hvilke Fejl Modparten vilde begaa — og saa slaa til. Hele Aarhus glædede sig over at være blevet af med en af de værste Stikkere, og Begravelsen blev en fuldkommen Skandale. En stor Menneskesværm piftede i Fingrene og raabte paa Gaden.

Leif ramte altid sikkert med sin Pistol. Hans Kammerater sagde,, at han maatte være en dygtig Skytte. Men han lo blot af dem og sagde,

Side 42

at han aldrig skød, før han var paa 25 Centimeters Afstand. Saa var det ingen Sag at ramme. Men Kunsten er jo netop ogsaa at komme paa saa nært Hold.

Men Snarraadighed var der ofte Brug for. Engang blev der Razzia paa Lande-vejen, mellem Aarhus og Randers. Leif stoppede nogle vigtige Breve ind i sine Handsker. Da han blev beordret til at holde Hænderne op, sad Brevene i Sikkerhed over hans Hoved, mens Tyskerne undersøgte alle hans Lommer.

Han, der var meget lys, lod sit Haar farve kulsort. Han blev fuldstændig ukendelig. Hans Kone kom kort efter ind i samme Kupé som han. Galant rejste han sig og spurgte, om Fruen ikke vilde sidde. Hun tog mod Pladsen af den høflige unge Mand, som stod op overfor hende og lidt efter indledte en kraftig Flirt med hende. Først da opdagede hun, hvem det var.

Efterhaanden blev han meget stærkt eftersøgt af Gestapo i Aarhus, og i Slutningen af Februar i Fjor havde han et temmelig ubehageligt Møde. Han stod af Toget ved Hasselager Station og fik sin Cykle udleveret. Gruppen var begyndt at bruge Hasselager, for at undgaa at komme for meget paa Aarhus Hoved-banegaard. Pludselig opdagede han, at der stod en Hipomand paa Vagt, da han kom trækkende med Cyklen.

— Maa jeg se Deres Legitimationskort?

— Ja, gerne. Lynsnart tænkte Leif sig om. Det Kort, han havde paa sig, lød paa Repræsentant Verner Christensen. Datoer og Adresse kunde han ogsaa huske. Heldigvis havde han Rejsekort paa sig, som lød paa samme Navn.

— Hvem har underskrevet Kortet?

— Det har Folkeregisteret.

— Ja, men hvilket Navn staar der under Stemplet.

— Det ved jeg skam ikke.

— Det er Deres Pligt at vide.

— Undskyld, men det vidste jeg virkelig ikke.

Nu blev han formildet overfor den beskedne unge Mand.

— Jeg skal nemlig sige Dem, at lige da De kom, troede jeg, at De var en, som vi er meget ude efter. Men nu, da jeg ser lidt nøjere paa Dem, kan jeg godt se, at han er højere, end De er.

Leif stod og lænede sig til Cyklen og prøvede at gøre sig lidt kortere. Et lille Stykke henne stod endnu fire Hipofolk, saa det var umuligt at undslippe.

Side 43

— Ja, jeg ved da ikke af, at jeg har gjort noget forkert. Men hvad har han, den anden, lavet?

— Det maa jeg ikke sige noget om. Men vi har Lov til at skyde ham, hvis vi ser ham.

— Uha da!

— Ja, vi ved ogsaa godt, hvor han bor.

— Ja, men hvorfor gaar De saa ikke hjem til ham og tager ham?

— Nej, han er meget snedig, han kommer aldrig hjem.

Leif vidste godt, at der de sidste Par Maaneder havde staaet et Par Mand paa Vagt ved hans Opgang hver Aften.

Men nu tog de pænt Afsked med hinanden.

Der stod nogle Arbejdere og ryddede op inde paa Stationen. Den var kort Tid forinden blevet saboteret. I Begyndelsen havde de set spændt hen paa Leif under Forhøret. Men da han nu gik forbi dem og vilde sende dem et lettet Smil, vendte de sig som paa Kommando bort fra ham i Demonstration.

Det vilde føre for vidt at omtale alle de Ekspeditioner, Leif blev sendt ud paa. Men endnu en skal fortælles.

Paa Hotel Skandinavien i Aarhus boede to af Gestapos største Haandlangere, Olaf Christian Quist, almindeligvis kaldet Dr. Peters, og Preben Arne Bisp, som kaldtes Johnny Bengtsen. Begge to var med til at pine og plage Tyskernes Fanger. Gruppen havde Forbindelse med en af Personalet paa Hotellet, som især skulde holde Øje med Dr. Peters. Og nu ventede de i Nærheden paa en gunstig Lejlighed.

Pludselig faar de Melding om, at Quist kan ventes at forlade Hotellet, og der blev hurtig Udrykning. Det var den 28. Marts i i Fjor.

Ved 20,30-Tiden staar de alle i Hotellets Port. Dr. Peters plejede altid at forlade Hotellet gennem Porten. Da kommer deres Forbindelsesmand farende for at fortælle dem, at Dr. Peters, i Stedet for at gaa ud, er gaaet ind i Restauranten. I deres Ophidselse holder de Manden op og er lige ved at skyde ham.

— Ja, men kan I da ikke se, at det er bare mig! råaber han. Og jeg kan fortælle jer, at Bisp er lige gaaet ud, men han kan ventes tilbage hvert Øjeblik.

Og ganske rigtigt, nogle Minutter senere kom han ind i Porten.

— Op med Hænderne! skreg H. C., som straks kendte ham og stak sin Pistol

Side 44

i Hovedet paa ham. Men Pistolen klikkede! Da fik Bisp sin Pistol frem og trykkede af. Men ogsaa den klikkede! H.C. naaede at faa fat i hans Arm. Og saa begyndte Bisps Pistol pludselig at skyde. Alle otte Skud gik af i Porten, der var fuld af Frihedskæmpere. Men ingen blev ramt. Han kunde ikke sigte, da H.C. holdt Armen fast. De brødes et Øjeblik og fløj saa til hver sin Side.

Da fik Leif fri Bane. Han stod med sin Maskinpistol klar og sendte hele Maga-sinets Indhold i Bisp.

Hurtigst muligt forsvandt de alle ud af Porten og spredtes. Men en af dem var sprunget bort, da Bisp begyndte at skyde. Lidt efter vendte han tilbage. Han saa en Bil holde udenfor Porten. Gik hen til den og raabte ind gennem et Vindue:

— Naa, er det sket?

Men der var ingen, der svarede. Da opdager han, at det er en af Gestapos Vogne, som er kommet til i den store Udrykning, der lynsnart kom efter Skyderiet i Porten. Og der var en, som fik travlt og forsvandt i en Fart!

Men der skulde ske mere den Aften.

Leif, H.C. og Faldskærmsmanden, Kaptajn Toft Christensen, kaldet Dahl, var løbet hen til Clemens Bro og ned ad Trapperne. Der blev Skydning oppe paa Gaden, og de blev staaende i Dæk og ventede paa, at der skulde blive Ro, saa de kunde forsvinde. Da lagde de Mærke til en Vagtværnsmand, som stod et lille Stykke borte og tog dem i Øjesyn. Det kunde godt se ud, som stod han og indprentede sig deres Signalement.

— Hvorfor staar De her? spørger Leif.

— Har I ikke set 73, lyder det mystiske Svar.

— Nej, men hvad venter De paa?

— Hvad kommer det Dem ved, siger han overlegent.

— Kender De saadan en? spørger Leif i en truende Tone og viser ham sin Maskinpistol. Den hang i en Rem under hans Cotton Coat. — Kom nærmere! fortsatte han. Han vilde ikke risikere, at Manden løb op ad Trapperne, netop som Tyskerne huserede oppe paa Gaden.

— Lad mig se Deres Legitimationskort. Ørskov!

Leif viste de to andre Kortet. En hviskende Drøftelse paafulgte. De to andre kunde fortælle Leif, at netop denne Mand Dagen i Forvejen var blevet dødsdømt.

Side 45

— Saa maa De følge med os. De gaar sammen hen ad Aaboulevarden. Men en Mand fulgte efter dem.

— Saa mødes vi ved Harald Jensens Plads, sagde Leif saa højt, at den fremmede kunde høre det, og skiltes fra de andre. Den fremmede sprang paa en Cykle og ilede formodentlig ud paa Harald Jensens Plads. Selv gik de saa et andet Sted hen.

Ørskov blev ført bort til Forhør, og Sagen var hurtigt oplagt. Dagen efter fandtes hans Lig ved Badmintonhallen.

De Oplysninger, som medførte Mandens Dødsdom, er siden blevet kompletteret ved Undersøgelser, det har været muligt at gøre efter Kapitulationen. Og det kan have sin Interesse at tage en saadan Stikkers Personalia i nøjere Eftersyn.

Han havde været Reservebetjent i Aarhus, men gik ud af Politiet allerede før den 19. September, da Tyskerne satte det danske Politi ud af Spillet. Han blev Byvagt, men havde længe været mistænkt for nazistiske Tilbøjeligheder, og en Betjent fik af Modstandsbevægelsen den Opgave at følge ham og finde ud af, hvad han gik og tog sig til.

Det viste sig, at han kunde gaa ind paa Værnemagtens Kontorer i Oliefabrikkens Ejendom i Bruunsgade uden at forevise Passerseddel. En Aften gik han i Uniform sammen med nogle Hipofolk ned i en Kælder og kom op i civilt Tøj. De blev set i et støjende Selskab af tyske Officerer samme Aften i Kafé Centrum. En Aften havde han mødt en tysk Underofficer, Paul Blume. Han standsede ham og bad om en Cigaret. De snakkede sammen og opdagede, at de begge var homoseksuelle, og stod siden i Forhold til hinanden. Gestapos Næstkommanderende i Aarhus, Werner Johannsen, har forklaret, at han af Gestapochefen Renner fik at vide, at Ørskov var en god Ven af Bisp og Dr. Peters. Endvidere deltog han i Schalburgtagen i Guldsmedegade. En køn Fyr helt igennem.

Og for at føre disse makabre Begivenheder til en foreløbig Afslutning skal der blot endnu fortælles, at ogsaa Dr. Peters fik sin retfærdige Straf. En af de engelske Faldskærmsfolk, Dahl, som arbejdede i Aarhus, havde lagt Mærke til, at han blev skygget af en Person med mærkelige, stikkende Øjne. En Dag saa han sin Skygge slutte sig til tre andre Mænd, som kom ud fra Politistationen, Gestapos Hovedkvarter.

Han skulde selv hen og spise paa Hotel Royal, men lagde Mærke til,

Side 46

at de fire ogsaa kom ind paa Restauranten og satte sig til at spise paa en Balkon, Han var nu klar over, hvem han havde for sig, og sendte sin Sekretær hjem for at hente en Revolver.

Da han havde faaet den og var færdig med at spise, tog han sine Briller af — de var kun paa for at sløre hans Signalement, og hindrede ham i at se tydeligt — holdt Hatten foran sig, saa ingen kunde se Revolveren i hans Haand, og gik tæt hen til Bordet, hvor de fire sad.

Og i Løbet af et Par Sekunder knaldede hans Revolver alle Magasinets otte Skud af. Med den trænede Faldskærmsmands Skydedygtighed anbragte han ved lynsnar Skydning fra Hoften — den saakaldte instinctive shooting — to Skud i Hovedet paa hver af de fire. Dr. Peters, som var »Skyggen«, døde.

Da Dahl lidt forpustet kom til et aftalt Møde umiddelbart efter den bevægede Frokost, førte han Forhandlingerne paa Programmet igennem og fortsatte lidt forlegent:

— Jeg havde for Resten lige en lille Oplevelse, før jeg kom herhen.

Og først saa fortalte han, hvad der var passeret.

 

Side 47

De faldne Kammerater

Leif er Hovedpersonen i denne Bog. Men han stod ikke alene. Arbejdet var saa vanskeligt og risikabelt, at en enkelt Mand selvfølgelig ikke evnede at gøre det alene. Som overalt i Frihedskampen var det Team-Arbejde — L-Grupperne, som de blev kaldt. Og i disse udfoldede et straalende Sammenhold og Kammeratskab sig. Om de havde levet i Dag, disse raske og uforfærdede Gutter, havde de haft mærkelige Ting at berette. Nu maa vi paa Grundlag af, hvad de dengang fortalte, og hvad de overlevende ved at sige, søge at danne os et sammenhængende Billede af Gruppernes Værk. Og paa Basis af disse Oplysninger har Knud Bidstrup i »Information« givet nogle Skildringer, som jeg genfortæller, suppleret fra for-skellige andre Kilder. "

Bemærk: Pastor Poul Borchsenius nævner ikke de andre kilder.

Dermed er det væsentligste stof i "Bogen om Leif" genfortællinger og fyldstof, uden krav om dokumentarisk sandhedsværdi.

Virkningen er et af datidens politisk korrekte, men historisk misvisende hyldest-skrifter om modstandsbevægelsen, inklusive datidens politisk korrekte, næsten hysteriske nedvurdering af modstanderen.

 

"De sidste Maaneder op mod Kapitulationen blev hektiske og fyldt af bevægede Begivenheder. Dramaet steg mod sin Klimaks, og Arbejdet intensiveredes til det yderste. Men det kostede ogsaa dyre Tab. Det var i disse Maaneder, der blev slaaet dybe Huller i L-Grupperne.

Kjeld døde paa sin 21 Aars Fødselsdag, Han var den yngste i Flokken, men havde hævdet sig godt, en stilfærdig, men tapper og snarraadig Fyr. Den 27. Januar 1945 boede han sammen med Mogens i et lejet Værelse i Løkkegade i Aalborg. Tilfældigvis var Mogens ikke hjemme den Nat, Ulykken skete. Senere viste en Undersøgelse, at det var slet ikke Kjeld, Gestapo var ude efter den Nat, men en anden illegal, der tidligere havde boet i Værelset.

Det anede Kjeld jo imidlertid intet om, da han blev vækket ved, at nogen dundrede paa Døren, og det havde jo heller ikke hjulpet ham. Havde Gestapo faaet ham levende fat, var hans Skæbne vis.

Nu hørte han en snerrende Stemme beordre Døren op. Musestille greb han sin Pistol, som han altid havde liggende under Hovedpuden, og ventede paa, hvad der vilde ske.

Side 48

Døren blev sprængt, Og tre Gestapofolk tumlede ind. Men førend de naaede at gøre Brug af deres Vaaben, havde Kjeld, siddende i sin Seng, skudt dem alle tre ned. Han sprang ud af Døren og op ad Trapperne. Men Vagtposterne ved Gadedøren fyrede deres Maskinpistoler af op gennem Trappeskakten, og Kjeld blev dødelig saaret.

Han slæbte sig hen til en Entrédør og ringede paa, men Beboerne turde ikke lukke op, og i næste Øjeblik var Forfølgerne over ham og dræbte ham med et Nakkeskud.

Næste Morgen blev nogle Skovarbejdere i en Plantage Syd for Aalborg Vidne til en mystisk og uhyggelig Begivenhed. De saa 4—5 Mand komme kørende i en Lastbil, som standsede i Plantagen, og derpaa bar Mændene en tung Byrde, indpakket i en Presenning, ind mellem Træerne. Kort efter lød Braget af en Eksplosion, og da Skovarbejderne undersøgte Sagen, fandt de et Lig, hvis Hoved var sprængt bort.

Det var Kjelds Lig, og Tyskerne havde altsaa anbragt en Haandgranat i Munden paa ham. Det er ikke let at se, hvilket Motiv de kan have haft til denne Skændselsdaad. Maaske har de villet have, at man skulde tro, det var Modstandsbevægelsen, der anvendte den Slags Metoder.

Nogle faa Uger senere fik Tyskerne fat i Knud. Den 14. Februar søgte han, dækket af Vagn, at likvidere Stikkeren Frantz Toft i Bispensgade i Aalborg. Toft kom gaaende paa Fortovet, og Knud cyklede bagfra hen til ham, men idet han vilde skyde sin Pistol af, klikkede den. Han stampede i Pedalerne og skyndte sig bort.

Men nu var det Stikkerens Tur. Han fik sin Pistol frem og fyrede efter den flygtende Frihedskæmper og ramte Knud i Ryggen. Vagn var afskaaret fra at gribe ind, fordi der mellem ham og Toft befandt sig 5—6 tilfældige Mennesker, som han kunde risikere at ramme, hvis han skød.

Men trods sit livsfarlige Saar fortsatte Knud Kørselen, mens han sank Blodet, der vældede op i Munden paa ham, for ikke at efterlade sig Spor. Han naaede hen til Falckstationen, hvor han afleverede sin Pistol og sit falske Waffenschein. En Ambulance blev rekvireret, og han bragtes paa Hospitalet. Lægerne mente, han vilde dø i Løbet af en Time, og fattede ikke, at han havde kunnet cykle saa langt i den Tilstand. Hovedvenen i

Side 49

hans Ryg var sprængt, og Kroppen svulmede stærkt op. Men hen paa Eftermiddagen stod han Krisen igennem og blev bragt ud i Læge Warbergs Villa i Vejgaard.

Kun een Mand vidste, hvor han var. Men den 21. Februar stormede Gestapo Villaen. Det var mærkeligt nok det samme Uheld, som da Kjeld blev dræbt. Gestapo søgte en helt anden, som forlængst var over alle Bjerge. Men Knud, Lægen og en Sygeplejerske blev taget med og Villaen sprængt i Luften.

Knud kom sig helt i St. Hansgades Arrest i Aalborg, men derfra førtes han til København og blev den 10. Marts henrettet i Ryvangen.

Med ham mistede Leif sin bedste Ven og nærmeste Fælle, Han var en Mand med stærke Kræfter i sit Sind. Tidligt var han kommet ud at sejle, og hans urolige Sjæl tørstede efter Oplevelser og Forandring. Det kunde næsten gøre ham rastløs. Naar Kammeraterne var samlet i Huset i Hvidbjerg og glædede sig til at have nogle stille Dage sammen, kunde det ske, at Knud pludselig rejste sig og sagde: Jeg rejser til København! Han var ikke saa umiddelbart munter og snaksom som Leif, men en gæv og fin Fyr. Hans Had til Tyskerne var mere lukket end Leifs, men ikke mindre farligt for dem. Han kunde godt, hvis Arbejdet krævede det, give sig til at sludre med en tysk Vagtpost. Det kunde Leif ogsaa, men det faldt ham langt sværere at have det mindste med Fjenden at gøre.

Kampen havde ogsaa for Knud været haard. Det var ingen Dans paa Roser at arbejde i L-Grupperne. I Begyndelsen havde det været svært at skaffe Penge til Modstandsbevægelsen, og da Leif og Knud rejste rundt som Sabotageinstruktører, fik de blot 50 Kr. en Gang imellem. Det kunde lige blive til varm Mad om Søndagen. Leif maatte engang bo paa Hotel i Herning i fjorten Dage. Værelset kostede 4½ Kr. om Dagen, og for at kunne betale Regningen maatte han indskrænke sin Fortæring til en Pose Wienerbrød i Ny og Næ. Siden fik de 600 Kr. om Maaneden, men det kunde knap dække deres Udgifter. Hen mod Slutningen blev Toggangen saa daarlig, at de ofte maatte tage Bil for at naa frem.

Knud arbejdede jo i Begyndelsen i Vestjylland, men Tyskerne oprev ofte Organisationen i hans Distrikt. Saa vilde det være for farligt at bo paa Hotel, og det kunde være vanskeligt at finde et privat Hjem at slaa sig ned i. Ofte maatte han i Mangel af bedre

Side 50

Logi sove i en Høstak eller køre med Tog Natten igennem paa det Rejsekort, »Firmaet« havde forsynet ham med. Turen fra Struer over Esbjerg til Fredericia og derfra videre til Herning passede lige til en Nat! Saa laa han og sov paa Bænken.

Da Knud var død, skrev hans Mor et Mindeskrift, som blev sendt til hans Venner og Kammerater:

 

"Ven — blev han kaldt, fra han var helt lille — Ven, af alle os, der stod ham nærmest. — »Tordenskjold«, kaldte en ydre Ring ham. Han havde Hastværk, krævede meget af Livet, men ikke mindre af sig selv.

Hvert Land har sine Patrioter, og Kærnen i Folket ser, og maa se op til de, der redder Landets Navn og Ære.

Da Ven havde taget sin Beslutning, givet Mor Danmark sit Ja, var det fuldt og helt, uden Vaklen, uden Forbehold. Hans Liv var rigt, om end kort. Hans Livshistorie for de sidste Aar kan jeg ikke skrive, men de sidste Samtaler med ham bekræftede min Overbevisning om, at han var stærk og rolig — maaske havde han et uroligt, higende Sind, men han gik aldrig paa Akkord. Det sidste Aar var han, og følte han sig, helt paa sin rette Plads. Han vilde give alt for den Sag, Sandhed og Retfærdighed, som han troede paa. Han gav det bedste, sit unge Liv.

I de sidste Aar har der været Angst og Spænding i mange Hjem, hos os var der det den sidste Tid — fra Time til Time, men jeg slap ikke Haabet, min Tro paa, at Gud kunde have hjulpet, er ikke rokket et Haarsbred, jeg ved, at naar han ikke gjorde det, er det, fordi det, som skete, gavner paa en Maade, vi er for smaa og snæversynede til at se nu.

Der er Sorg i Tusinder af Hjem, der er Sorg hos os, men samtidig lyser de Glæder op, han igennem alle sine Aar har givet os. Vi kan kun ære og takke ham ved at være stærke og uknækkede. Han levede, led og døde ikke forgæves. Han fik Livet igennem mange Kammerater, gode Venner, som han var taknemmelig imod.

Vi Kvinder kan gøre saa meget ondt ved at stille os i Vejen, ved at kræve, at vi er i Forgrunden. Men en Trøst er det, at vi ogsaa kan gøre godt, hvis vi vil det.

En Gang, efter en god Samtale, skrev Ven til mig: »Mor, jeg synes, du er et ualmindeligt stort og godt Menneske«. Det var saa ufortjent, men disse Ord vil jeg sætte alt ind paa ikke at gøre til Skamme. Netop hans Tro paa mig skal gøre mig stærk.- Der er inderlig og dyb Sorg i vore Hjerter — men vi skylder ham og Tusinder andre uendelig megen Tak. Det var Vens Ord, at han vilde ofre alt, for at hans Søn kunde komme til at leve i et agtet Land — Unge bliver ikke troende uden gennem store og alvorlige Oplevelser — jeg ved, at Ven døde stærk i sin Tro og sin Vilje til at gøre sit Land og sin Slægt Ære. Der igennem hjælper han os, jeg vil altid tænke, paa ham i dyb Taknemmelighed."

 

Men Knuds Arrestation var ikke den eneste Ulykke, der ramte Gruppen den skæbnesvangre 21. Februar. Gestapo havde ogsaa

Side 51

— stadig paa Jagt efter en anden Mand — fulgt et Spor til den Ejendom paa Ny Kærvej, hvor Mogens og Vagn havde deres Værelser, og hvor de laa og sov. Huset blev omringet, og der blev opstillet Maskingevær paa det modsatte Fortov.

Mogens blev vækket af Larmen og løb hen til Vinduet. Han var klar over Faren, og at det var umuligt med Maskingeværerne pegende op mod sig at flygte gennem Vinduet, og da Gestapofolkene i det samme kom op ad Trappen, skød han paa dem gennem Døren. De svarede med en Haandgranat, og Situationen var haabløs. Men de fik ham ikke levende. Da de brød ind i Værelset, fandt de kun hans Lig, han havde skudt sig selv.

Mogens var først i Trediverne og havde gjort en fin Indsats i Kampen. Han kan bære Hæderstitlen »Danmarks første Sabotør«. Straks den 9. April 1940 traadte han i Aktion. En af Tyskernes Projektører ved et Luftværnsbatteri i Silkeborg forsvandt om Aftenen. Mogens havde stjaalet den og gravet den ned. Han gjorde sit til, at Tyskerne kunde mærke, at de ikke var velkomne. Men nu sidder hans unge Kone Enke med deres to smaa Piger.

Vagn blev reddet paa helt mirakuløs Maade. Han havde ogsaa hørt Spektaklet og var vaagnet. Og mens Mogens kæmpede sin sidste Kamp, stod han tvivlraadig inde paa sit Værelse. Tyskerne havde tvunget Husets Frue — hendes Mand var i Sverige — til at vise Vej rundt paa Overværelserne. Da de kom hen til hans Dør, hørte han hende sige:

— Der er ingen derinde. Det er bare et Pulterkammer.

Saa var der altsaa en Chance. Han klatrede ud af Vinduet, blot iført Pyjamas med et Par Bukser trukket over, og kom ud paa Taget. Hans Værelse vendte ud mod Gaarden, saa Tyskerne paa Gaden kunde ikke se, hvad der skete. Hans Plan var at klatre hen i den modsatte Ende af Karréen og der søge at komme ind ad et Vindue og slippe bort fra Huset. Klokken var Et, og det var bælgmørkt.

Men Taget var spejlglat; der var netop den Nat faldet Islag. Det var ikke til at holde sig fast, og langsomt gled han nedad. Tilsidst fandt han sig selv hængende, blot holdende i Tagrenden med Hænderne.

Da han ikke kunde holde sig oppe længere, gav han Slip og lod sig falde. Han regnede med at styrte ned fra Taget af det treetages Hus -

Side 52

og helt ned i Gaarden. Men der var ikke andet for, og han tog Chancen.

Til sin store Undren faldt han kun nogle faa Meter. Han havde hængt lige over en Altan og havnede nu paa den!

Vagn rejste sig fortumlet og tog i Altandøren. Den gik op, han bøjede sig ned under Mørklægningsgardinet og kom ind i et Soveværelse.

Der laa en Dame i Sengen og sov. Hun vaagnede, tændte Lyset og fo'r op med et Skrig, da hun saa den mærkelige Person kravle ind i hendes Soveværelse.

— Aa, ti stille. Jeg gør ikke noget, men Tyskerne er efter mig, naaede han lige at hviske.

—- Naa saadan, sagde hun og slukkede hurtigt Lyset. Nu skal jeg hjælpe Dem. Jeg har selv en Søn i Frøslev.

En anden Søn kom til, en 14 Aars Dreng, og hjalp alt det, han kunde. Han gav Vagn sit eget Tøj, men det var alt for smaat. Men han fik Cigaretter, Tændstikker og en Lommelygte. Og saa viste Drengen ham op paa Loftet over Overværelserne. Endnu var han kun i Naboopgangen til sit eget Logi, saa han vovede ikke at prøve at slippe ned ad Trapperne. Men maaske kunde han komme Loftet rundt og slippe ned gennem en anden Trappegang.

Langsomt famlede han sig Vej frem. Men pludselig blev han stoppet. Det var umuligt at naa længere frem. En solid Brandmur spærrede al Passage.

Saa blev Vagn siddende sammenkrøbet paa Loftet Natten igennem. Han var stadig i Nattøj, det var knagende koldt, og han frøs gudsjammerligt.

Men hen paa Morgenen kunde han høre, at der var ved at blive Ro i Ejendommen. Han vovede sig ned ad Trapperne og ud paa Gaden. Alt var roligt. Og i Pyjamas og paa bare Fødder løb han i den isnende Vintermorgen gennem Gaderne til en gammel Soldaterkammerat, der boede en Kilometer borte.

Vennen blev meget forundret — han havde ikke set Vagn i ti Aar — da det ringede saa tidligt, og han saa den gennemfrosne Vagn staa uden for Døren. Han fik ham ind og i Seng og gav ham varmt at drikke.

Og Vagn havde reddet Livet.

Men saa sent som den 3. Maj, Dagen før Kapitulationen, ramte Skæbnen endnu en af vore gode Mænd. I Kamp med Stikkeren Kolregen

Side 53

paa en Gade i Aarhus blev H. C. saaret. Han var den ældste i Gruppen, en Mand midt i Fyrrerne, men en modig og uforfærdet Mand, maaske nærmest dumdristig.

Han var blevet meget medtaget af Arbejdet; det havde været for meget for Nerverne. Da han laa paa Hospitalet for sine Saar, mente Lægerne vist ikke, at det var saa slemt. Men han havde ingen Lyst til at leve videre og var plaget af bange Tanker. Lidt efter lidt ebbede Livet ud. Han havde gjort sin Gerning og naaede at se Sejren. Men han evnede ikke at leve videre. Han blev ikke den eneste, det gik saadan.

 

Side 54

Efter 4. Maj

Sejren blev vundet. Den 4. Maj om Aftenen kom Radiomeddelelsen om Tys-kernes Kapitulation. Den haarde Kamp var ført igennem, og Sejren var de dyre Tab værd.

Ikke mange Minutter efter at Radioen fra London havde sluttet, kom Leif sprin-gende ind paa Jyllandsledelsens Hovedkvarter, som var ved at blive oprettet paa Hotel Ritz.

— Hvad skal jeg dog nu lave? var hans første Ord.

Hele hans og L-Gruppernes Arbejde blev selvfølgelig automatisk indstillet i samme Øjeblik, den nye Situation indtraadte. Alle andre Grupper traadte i Aktion. Der var Hundreder af Hverv, som pludselig skulde varetages. Arrestationer af Hipofolk og andre Forrædere, Bevogtning af Jernbaner og Fabrikker o.s.v. Men han, den travleste af alle, stod pludselig ledig paa Torvet.

Naa, der blev nok at udrette ogsaa for ham, og den 5. Maj blev den stolteste Dag i hans Liv. Da kørte den civile Jyllandsledelse gennem Aarhusgaderne paa Vej ud til sit Møde med General Bennike, hilst af jublende Menneskemasser. Leif sad som Livvagt paa Bilens Forsæde og vinkede og lo triumferende. Han kunde ikke lade være at pege med Maskinpistolen ad de forskrækkede Tyskere, som endnu stod Vagt ved Hasselager-Viadukten. Hans drengede Humør og Glæde straalede i Fryd over, at nu var endelig den onde Tid forbi.

Men han blev snart træt af at agere Paradefigur og kom hurtigt i Arbejde for det allierede Feltpoliti, der jo videreførte det Værk, han saa modigt havde slidt med gennem de lange Krigsaar — Kampen mod Femte Kolonnes Mænd. Han glædede sig til at skulle gaa ind i sit daglige Arbejde igen. Politiet paaskønnede da ogsaa hans straalende Indsats under Krigen ved at forfremme ham til

Side 55

Kriminalbetjent i København. Og hen paa Sommeren forlod han Aarhus for at begynde sit nye Arbejde. Men sin Familie blev han nødt til at efterlade; det var ikke til i en Fart at finde en Lejlighed i København. Saa han maatte gaa alene derovre.

Men Tiden efter Sejren blev ikke, hvad han havde ventet. Der kom tungere Vanskeligheder, end hans Sind kunde bære. Og vi maa nu prøve at følge ham i disse sidste tragiske Maaneder og søge at forstaa, hvad det var, der skete i hans Sind og brød det ned.

I et Brev fra August Maaned skriver han om de døde Kammerater. Hans Tanker blev ved at kredse om alle de faldne Venner. Og nu skete det mærkelige, at »Ole«, der var sluppet gennem alle Krigstidens Farer, blev dræbt ved en Bilulykke ved Holstebro. Og Leif filosoferer over det og skriver: »Tror du ikke, der er noget om det, naar jeg siger, at man dør ikke før den Dag, det er bestemt. Men saa sker det ogsaa, lige meget hvad man saa foretager sig.«

Det var bittert at tænke paa, at de Venner, der havde gjort saa stor en Indsats, ikke skulde faa Sejren at se, den Sejr, som de mere end mange andre havde været med til at vinde hjem. Og nu faldt de bogstavelig talt paa Befrielsens Dørtærskel — Kjeld, Mogens og over alle andre Knud. Og nu fulgte baade H.C. og Ole efter. Hver Gang han oplevede de gamle Tider i sin Erindring, mødte han Navne paa Kammerater, som ikke var mere. Døde, døde, døde —

Kun den, der selv har prøvet at være med i en Kamp, hvor det gaar paa Livet løs, ved noget om, hvordan saadanne Tider binder Mennesker sammen. Der skabes et Fællesskab gennem disse Oplevelser, som aldrig brister. Saa meget tungere bliver det at se dem falde, den ene efter den anden af Venner, man delte Kampens Vilkaar med.

Og nu gik han saa alene og havde ingen at tale med. Og i et Brev fortæller han: »Ærlig talt du, jeg er undertiden lige ved at ønske, at man kunde leve det sidste Par Aar om igen. Af og til havde vi det dog rart. Men nu sker der ikke noget. Man møder Kl. 9 og gaar hjem Kl. 5, og saa er den Dag forbi. Der er vel nok noget at se hen til, hvis det skal fortsætte saadan de næste 30 Aar.«

Det var Problemet om Omstillingen, som meldte sig. Den underjordiske Kamp havde sine egne Vilkaar. Altid gik man paa

Side 56

Vagt, aarvaagent og spejdende. Ingen kunde vide, hvornaar Lynet slog ned. Man vidste bare det ene:

— I Dag er jeg endnu levende, og da har jeg et Arbejde at gøre, som skal gøres, og der er ingen andre end mig til at gøre det.

Og med alle Nerver spændt gik man i Gang. Og Dagene kædede sig sammen til Maaneder, og Maanederne blev til Aar. Og stadig var det det samme. Ikke sært, om der var Nerver, der gik Slid paa.

Og saa kom Freden pludselig, og hele Trykket blev hævet. Paa en Gang var alt igen de gamle, fredelige Forhold. Det daglige Liv og alle de graa, ens Hverdage meldte sig med deres ensformige Krav. Og den Mand, der havde staaet i forreste Række paa den udsatte Post, gled ind i den daglige Trummerum og blev igen en ganske lille Møttrik i den store Maskine.

Der skal her kobles om paa en Maade, som igen kun forstaas af den, der selv har prøvet det. Og for dem, der havde været paa de farligste Poster, blev det selvfølgelig særlig svært.

Før betød ens Gerning en hel Del. Nu syntes man nærmest, det kunde være det samme, om det Arbejde, man var sat til, blev gjort eller forsømt. Før oplevede man noget, levede i Spændingen. Nu var det graat i graat.

Og saa skiftede Folkets Stemning saa mærkeligt. I Dagene lige efter den 4. Maj var der ingen Ende paa Jubelen og Begejstringen. Men Afsvalingen kom temmelig hastigt. Begejstringen blev afløst af tør Nøgternhed, og Kritikken mod Modstandsbevægelsen satte ind. Og de mange, som havde siddet tavse, da det kostede noget at tale, og været passive, da der var Risiko ved Handling, vaagnede til Daad og fik nyt Mod.

Og Leif, der havde levet med i Kampen og bare kendte de store Modsætninger — Sort eller Hvidt,— saa undrende til.

Havde de virkelig Ret, disse nøgterne og kritiske Mænd? Var det forkert, hvad han havde gjort? Og som en langsomt dræbende Sygdom sneg Lunkenheden og Mistænkeliggørelsen sig ind i hans Sind.

Det afgørende Hug faldt den 25. August, da Folketingsmand Hartvig Frisch i et Radiointerview kom med den brutale Udtalelse, at Likvidationerne af Stikkerne havde været »slet og ret Mord«.

Det var for meget. Der var noget i Leif, som døde den Dag. Her stod en Mand, som ikke havde Begreb om, hvad det var, han udtalte sig om, og skændede de døde Kammerater, som var faldet i

Side 57

Kampen for alle høje Idealer. Og netop Leif, der havde været knyttet saa nær til de døde, kunde ikke holde ud at se deres Minde krænket paa saa gemen en Maade. Det blev ham uudholdeligt.

Den 29. August stod han Æresvagt ved Knuds Baare i Ryvangen. Men Kammeraterne, som den Dag var sammen med ham, kunde mærke, at der var noget i Vejen. Han, der ellers var saa lys og munter og vaagen, var blevet saa mærkeligt lukket. Det var, som var han ikke mere sig selv.

Sindene var selvfølgelig stærkt optaget af Hartvig Frischs famøse Udtalelser, og en lille Kreds af Kammeraterne fra Jylland besluttede sig til at opsøge ham og drage ham til Regnskab for, at han havde krænket de dødes Minde. Vagn spurgte Leif, om han vilde med, men han svarede blot:

— Nej du, jeg vil se at glemme det hele hurtigst muligt. Jeg vil ikke tænke mere paa, hvad den Idiot finder paa at sige, for det er ikke til at holde ud at blive ved at faa revet op i det.

Nogle Uger senere blev der ved Mogens' Barndomshjem i Seis afsløret en Mindesten for Mogens. Leif fik Orlov og rejste derover. Og Kammeraterne syntes, at det var den gamle Leif, de mødte igen. Da han saa det Sted, hvor han havde haft sit Skjul, og saa de kendte, kære Ansigter om sig, var det, som blev der draget et Slør for alle de tunge Tanker. Og Vennerne, der havde været ængstelige for ham, blev beroliget igen.

Saa meget des mere ufatteligt var det, der skete nogle faa Dage senere.

Paa Nybrovej i Nærheden af Frederiksdal saa en tilfældig Forbipasserende den 20. September en Bil, som var standset. Da han kikkede ind i den, saa han til sin Forfærdelse, at der paa Førersædet laa en ung Mand med blodigt Ansigt. Det viste sig, at han havde et Skudsaar i Tindingen.

Politiet fra Lyngby blev tilkaldt, men der var.intet at gøre. Manden i Bilen var død, og der kunde ikke være Tvivl om, at han havde begaaet Selvmord. Revolveren, som bar Blodspor, laa paa Sædet ved Siden af en Del Papirer, Rapporter skrevet af Kriminalpolitiet i Nordre Birk. Da man undersøgte de Papirer, som den døde havde i Lommerne, saa man, at det var Leif.

Saa havde det store Mørke sænket sig over hans Sind til sidst. I Kampens Dage havde han kunnet tage enhver Fare med Mod og

Side 58

Munterhed. Men den snigende Mistænkeliggørelse og Lunkenheden havde overvældet ham. En dybt anfægtet Mand, dér ikke kundeholde den Tanke ud, at han maaske havde handlet uret. I Kampens Tid havde han fundet en Mening i Tilværelsen ved at kæmpe for alt det, han troede paa. Men Fredens bange og kolde Mænd havde dræbt det bedste i ham. Saa var der ikke mere at leve for.

Nogle Dage derefter blev han begravet paa Vestre Kirkegaard i Aarhus. Sognepræst Falck talte over ham:

Præsten gik ud fra Profeten Jeremias' Ord

"Jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej. Thi jeg hører mange hviske i Rædsel: Angiv ham! og: Vi vil angive ham! Men Herren er med mig som en vældig Helt. Derfor skal de( som forfølge mig, snuble i Afmagt."

"Jeremias' Land var oversvømmet af Fjenden", sagde Pastor Falck. "Han kæmpede for sit Land, men havde et følsomt Sind og blev træt. De samme Toner, som vi har hørt fra Jeremias, har ligget i Ejnar Sørensens Hjerte. Han var træt, evnede ikke mere. Saa tog han sit Liv. Vi vil og kan ikke fælde Dom over ham, og jeg tror ogsaa, at Gud forstaar hans Handling. Ejnar Sørensen var ikke en raa Drabant. Han hadede Krig, han Jed under det Arbejde, han skulde udføre, men over hans Følelser stod Pligten. Han var et Menneske af høj Moral. Gerningen sled paa ham. Det værste Stød fik han, da hans bedste Kammerat, Henrik Platou, blev dræbt af Tyskerne. Da gik noget i Stykker i ham. Nu syntes dog alt saa lyst for ham, han var forfremmet og skulde have sin Kone og sin lille Datter over til sig i København. Men pludselig sænkede det store Mørke sig over ham. Han blev et Offer for Krigens Gru. Vi vil mindes ham som en prægtig ung Mand, en frejdig Kammerat. Han gjorde alt for at hjælpe os alle. Det Arbejde, han udførte, vil være velsignet af Gud. Han var en Guds Tjener, saa vist som Gud gav et Sværd at bruge mod dem, som truer et Folk."

Derpaa talte cand. mag. Niels Aage Nielsen fra Modstandsbevægelsens Jyllands-ledelse:

"I Dag for en Maaned siden saa mange af os, der er tilstede her, Leif for sidste Gang. Han stod Æresvagt ved sin Ven Henrik Platous Urne i Frederiksberg Kirke, og Dagen efter fulgte han ham til Hvile i Ryvangen. Det var tydeligt for os, der kendte Leif, at Livet ligesom var standset for ham. Han var fjern og aands-fraværende. Jeg mindedes hans Ord til mig engang i Sommer: Jeg vilde ønske, det var mig, der var død i Stedet for Henrik. — De to havde været uadskillelige Venner og arbejdet sammen i Modstandsbevægelsen længe. Engang i Vinter fik Henrik og jeg Bud om, at Leif var blevet arresteret. Hvis det havde været sandt, havde det betydet Døden. Henriks Sorg var dyb og ægte. Jeg saa, hvor meget de to betød for hinanden, men jeg mærkede dengang og senere, at de altid lagde Baand paa deres personlige Følelser. De havde begge to fulgt et indre Kald og havde meldt sig sammen til de farligste Opgaver, der laa for i Jylland.

Side 59

Vi var sidste Efteraar blevet klar over, at der vilde gaa mindst et halvt Aar inden vort Lands Befrielse. Vore Organisationer, der var i rivende Vækst, skulde overvintre, og det var klart, at der maatte sættes skaansels-løst ind mod Gestapo og dets vidtforgrenede Net af Stikkere, hvis vi skulde gøre "os" Haab om at opfylde de Krav, de allierede og vi selv stillede til Modstandsbevægelsen. Det jydske Hovedkvarter bad den 15. Oktober Englænderne om at bombe Kollegierne, og Bombardementet 14 Dage efter var et alvorligt Slag for Gestapos Arbejde. Tyskernes Anstrengelser for at genopbygge Gestapoorganisationen blev idelig forsinket af Leif og hans Hjælpere. Den Kamp, som han førte med den største Ansvarsbevidsthed og under Udfoldelse af enestaaende Koldblodighed og Dristighed, rev den ene efter den anden af Gestapos modbydelige Fangarme over. Leifs Træfsikkerhed stod ikke tilbage for Royal Airforce's. Han var en Soldat i den store allierede Armé, en dansk Partisanhelt, som vi var stolte af.

Da han stod midt i Kampen, sagde han ofte, at han ikke vilde lade sig tage levende. Hans Stolthed og hans Frihedsfølelse taalte ikke Tanken om, at han skulde falde i Gestapos Klør. Han fortalte mig, at naar han afhørte tilfangetagne Stikkere og Gestapofolk, havde han Kvalme af Modbydelig-héd. Hans ærlige Sjæl, der var uden al Ondskab, forstod ikke, at Mennesker kunde synke saa dybt.

Det kan synes, som om hans farefulde Liv havde gjort ham for fortrolig med Døden. Vi ved i hvert Fald, at han frygtede den ikke. Og han havde været i dens Nærhed saa længe, at han tilsidst foretrak Hvilen i den for Livet.

Det er bittert for os, hans Kammerater og Venner i Modstandsbevægelsen, at vi har set ham for sidste Gang. Vi fik aldrig rigtig sagt ham Tak for, hvad han betød for os. I den underjordiske Tid smittede hans smilende Ro og Selvsikkerhed os alle. Vi var altid trygge og muntre i hans Selskab. Vi troede, han var stærkere end os andre. Først for sent forstaar vi nu, at han havde behøvet al vor Støtte. Hans Død maa være os et Varsel om at styrke Sammenholdet. Men Nordahl Griegs Ord skal være hans Familie, som han elskede saa højt og altid omtalte saa smukt, og os til Trøst:

 

Er ikke hver som har kjent dem

mer rik enn de døde var

for menn har hatt dem som venner

og barn har hatt dem til far.

 

De øket det livet de gikk fra.

De spøker i nye menn.

På deres grav skal skrives:

De beste blir alltid igjen."

 

Og endelig talte hans Ven, Direktør Viggo Bjerregaard, Randers:

"Det er altid de bedste, der dør. Hvor mange Gange har vi ikke under Krigen maattet erkende Sandheden af disse Ord. Ogsaa indenfor vor Gruppe

Side 60

 maatte vi alt for mange Gange se, at saaledes var det. Men en stor Glæde havde vi, at den bedste af os alle — nemlig Leif — blev skaanet. Vi kunde ikke undgaa at mærke, hvor forfærdelig haardt Besættelsestiden og hans Arbejde havde taget paa ham, men vi havde nu den sikre Overbevisning, at det nok skulde gaa, og netop nu i den sidste Tid var der saa mange Ting, der tydede paa, at vi var ved at faa den glade, gode Kammerat helt tilbage. Det skulde ikke være saadan, og vi kan ikke undgaa at erkende, at vi har vor Andel i, at vi mistede ham, for vi brugte ham udover de Grænser et Menneske kan holde til. Vi gjorde det ikke, fordi vi ikke holdt af ham; for det gjorde vi. Men vi gjorde det, fordi vi vidste, at naar en Sag var lagt i hans Hænder, saa vilde han med sit uhyre Mod og sin Pligttroskab altid løse den stillede Opgave paa rette Maade. Vi kan nu kun gøre een Ting, naar vi udtaler: »Dit Offer skal ikke være forgæves«. Med alle vore Evner og al vor Kraft, som Ejnar vilde have gjort, arbejde og kæmpe for et bedre Danmark. Ære være dit Minde."

 

Side 61

De bange Mænd

Selvfølgelig vilde der komme en Reaktion. Den første Begejstring over Befrielsen og Modstandsbevægelsen fra de lyse, solfyldte Majdage kunde ikke vare. Og Modstandsbevægelsen taaler fuldt vel at lade sig underkaste saglig Kritik og er til enhver Tid rede til at staa til Ansvar baade for sine Handlinger og de Principper, den førte Kampen efter. Den taaler nok at blive set efter i Sømmene.

Dog havde man vel ikke ventet, at Hartvig Frisch havde valgt netop det Tidspunkt, han gjorde, til at sige sin Mening, som han aabenbart ikke ønskede at brænde inde med. Nu kom han med sine Udtalelser en Aften ganske faa Dage før Mindehøjtideligheden i Ryvangen den 29. August, hvor Danmark sænkede Fanerne til Minde om de Mænd, der gav deres Liv i Kampen. Og det kan ikke have været Hr. Frisch ukendt, at der mellem dem var nogle, der faldt, fordi de havde gjort Tjeneste i Likvidationsgrupperne. Det var dem, han stemplede som Mordere — deres Gerning havde jo været »slet og ret Mord«. Det var, mildt udtrykt, mal-placeret.

Hr. Frisch erklærede, at han var Tilhænger af den militære Sabotage, men havde han siddet i Frihedsraadet, vilde han have stemt mod Stikker-likvideringerne, fordi de vilde ophidse Tyskerne til Terror, og Følgen blev jo ogsaa de mange Clearingmord.

Disse Udtalelser udløste en voldsom Diskussion, og en strid Vind blæste mod ham. En Storm af Protester strømmede ind fra alle Dele af Landet. I »Politiken« tog Højesteretsdommer Preisler Knudsen Sagen op til Undersøgelse i en Artikel, hvori han paa juridisk Grundlag paaviste, at Stikkerdrab var nødvendige og straffri. I »Information« rettede Dr. phil. Lis Jacobsen et aabent Brev til sin videnskabelige Fælle

Side 62

og gennemgik klogt og kritisk hans Paastande.

Tre unge Mænd fra de jydske Likvidationsgrupper opsøgte Hartvig Frisch og drog ham til Regnskab for, at han havde skændet deres døde Kammeraters Minde. Samtalen mellem dem har været refereret i »Information«, og det er vel værd at følge nogle enkelte Passager i den.

Da de tre Frihedskæmpere bebrejdede Frisch, at han havde brugt Ordet Mord, svarede han:

— Det er en Strid om en Glose. Jeg burde maaske have sagt Likvidering —  men det, der foregik, var dog noget andet, end naar Soldater ude paa Slagmarken blev dræbt i aaben og ærlig Kamp.

— Vil De dermed betegne vor Kamp som uærlig? spurgte de tre.

— Nej, men ved hæderlig Kamp forstaar man nu engang aaben Krig.

— Regner De os da for Mordere?

— Nej, men jeg hævder, at Fremgangsmaaden var forkert og alt for dyr.

Noget senere i Samtalens Løb kom Hr. Frisch nærmere ind paa Sammen-hængen mellem Stikkerudryddelsen og den militære Sabotage og spurgte:

— Tror De, den militære Sabotage og Jernbanesabotagen havde været umulig-uden Stikkerlikvideringerne?

— Det ikke alene tror vi, det ved vi.

— Det vidste jeg ikke — men jeg vil undersøge Spørgsmaalet.

— Nej, det kunde man vel ikke vide, naar man ikke tog Del i Modstands-bevægelsens Arbejde.

Saa prøvede Hr. Frisch paa en ny Front.

— En hel Del af den Sabotage, der blev lavet her i København — Sprængningen af Forum f. Eks. — kunde jeg ikke se nogen Berettigelse for.

— Nej, for udenforstaaende kunde det selvfølgelig være svært.

— Ja ja, men selv om man ikke havde et Ben indenfor, har man vel Lov at kritisere —

Hartvig Frisch vendte Gang paa Gang tilbage til, at han syntes, det var for dyrt at likvidere Stikkere, og de tre sagde dertil, at de skulde være de første til at harmes over Clearingmordene, men

Side 63

det var dog endnu dyrere, hvis Stikkerne fik frit Spil. Naar en Stikker fik Held til at angive en Gruppe, kunde det ofte koste op mod et halvt Hundrede Mand Friheden, og mange af dem blev maaske skudt eller døde i Koncentrationslejrene.

Hertil gav Hartvig Frisch det Svar, at der maaske skulde flere i Vægtskaalen til at opveje een fremragende Mand, der blev dræbt ved Clearingmord. Hvis denne Udtalelse virkelig er korrekt gengivet, sidder man med en stille Undren over den Humanisme og det demokratiske Sindelag, ud fra hvilket den kommer. Det er haardkogt Aandsaristokrati.

De tre unge Mænd gik bort med en underlig Fornemmelse af, at Hartvig Frisch havde prøvet paa at gaa uden om deres Spørgsmaal. Og det er i alt Fald en Kendsgerning, at han senere i nogen Grad har trukket i Land og sagt, at han maaske ikke skulde have sagt »slet og ret Mord«, men »en Slags Mord«. Men naar man tillader sig at udtale sig om saa følsomme Emner fra den Talerstol, hele Landet kan lytte til, havde det maaske været klogt at tænke sig godt om, før man talte.

Og der er i hvert Fald visse Kendsgerninger, som staar fast, og som ingen kan komme udenom. Likvideringerne var en bitter Nødvendighed. Havde der været nogen anden Vej frem, havde man selvfølgelig valgt den. Men ingen kunde finde anden Udvej. Og med tungt Hjerte og i Følelsen af, hvilke bitre Konsekvenser det 'kunde drage med sig, blev Ordren givet.

Det maa vel erindres, at Frihedsraadet aldrig gav sit Minde til, at Tyskere i Uniform blev skudt, lige saa lidt som man gik med til at udrydde de tyske Gestapomænd. Det var netop for at undgaa Hævnen. Og de var jo uskadelige, hvis de stod uden deres danske Hjælpere.

Maaske ved man ikke, at der i Efteraaret 1943 var planlagt et Attentat paa Ter-boven, som dengang boede paa Hotel d'Angleterre. Attentatet var i alle Enkelt-heder saa vel forberedt, at det ikke kunde have slaaet fejl. Men i sidste Øjeblik blev det blæst af, netop af Hensyn til, at de Følger, det vilde medføre, var saa forfærdelige, at de ikke stod i rimeligt Forhold til, hvad der blev vundet.

Men Kampen mod danske Stikkere var nødvendig. Modstandsbevægelsen vilde have været umulig at føre igennem uden den. Den var Nødværge.

Side 64

Vi lever igen i et Land, hvor Ordet er frit. Og vi ser i disse Maaneder, at mange af de bange Mænd, som forsigtigt tav, mens Tyskerne var her, igen har faaet Mund og Mæle og allerede er i fuld Gang med at kritisere de Mænd, som vandt Friheden ogsaa for dem. Det faar de have Lov til. Den Aand, som boede dybest inde i det danske Folk, og som i brede Kredse, netop hos jævne Mennesker kaldte Mod-standsbevægelsen til Live, skal nok vise sig at være levedygtig.

Men vi ønsker at værge de saarede Samvittigheder og vi harmes, naar vi ser, at en Mand som Leif, der havde givet alt i Kampen, skal bryde sammen under Trykket af Lunkenhed og Kritik.

Derfor glæder vi os ogsaa over, at der fra den danske Kirke kan tales myndige Ord om disse Problemer, som Biskop Øllgaard fornylig gjorde det — og som adskillige Præster i Krigens Aar gjorde i Skriftemaalets Øjeblikke.

Og saa slutter vi denne Skildring med at citere, hvad Vennen Knud Bidstrup ved Leifs Død skrev i »Information«:

»For Leifs Venner er hans Død en Anklage mod disse bange Mænd og navnlig mod Hartvig Frisch, der stemplede ham som Morder. Andre, hvem denne Tragedie ikke berører personligt, vil maaske synes, at det er haardt sagt, men tilbage staar, at Hartvig Frisch, naar han udvikler sin sokratiske Humanisme, taler som Repræsentant for et akademisk Begreb, ikke for levende, nutidige Mennesker, der har kæmpet mod Vold, Løgn og Undertrykkelse. Leif stod Sokrates nærmere, end Hartvig Frisch gør. Han tog sit eget Liv, fordi han ikke kunde udholde Tanken om, at han skulde have gengældt Uret med Uret."

SLUT

 

 

kasler-journals kommentar følger i næste udgave

 

 

Kritik - forslag - rettelser - kommentarer
sendes til kasler-journals weblog
klik til læsernes skrivested  / skriv din tekst
husk at udfylde rubrik Emne:
Se din tekst dagen efter - klik til Læsernes Side

 

 

klik til  index

 

 

 

 

 

 kasler-journal.dk

Page Up


Copied from the original Mogens Kasler-Journal by SmartCMS ® 2011