Det socialdemokratiske Parti og hele den danske Arbejderbevægelse har bestandig været Talsmand for et fredeligt og godt Naboforhold til Tyskland, og dette vil ogsaa være Standpunktet i kommende Tid.

som Sovjetunionen i Slutningen af 1939 foretog paa Finland, hvis heltemodige For-svar i en ulige Kamp her i Landet fremkaldte en Bølge af Sympati for vore kæmpende Brødre i Nord. Det danske Folk bevæges af de samme Følelser nu, da Kampen er genoptaget efter Ruslands fornyede Angreb paa Finland. Men denne Gang fører Finland ikke sin Kamp alene, men sammen med andre europæiske Lande kæmper det under Tysklands Førerskab for at bevare en Samfundsorden i Overensstemmelse med europæisk Kultur.

Der er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat paa afgørende Maade vil kunne bidrage til at bevare Europas Lande for indre Samfundsopløsning.

Forhold viser dog, at der er den særlige Fare ved kommunistiske Terrororganisa-tioner, at de overalt hos Medlemmer af det kommunistiske Parti kan paaregne Hjælp til Fremme af kommunistisk Virksomhed, uden at der først spørges om, hvad denne Virksomhed gaar ud paa, om den er lovlig, eller om det drejer sig om Forbrydelser mod Landets Lov.

der i en Aarrække har betydet en Trusel mod nordiske Stater. Denne Frygt viste sig ikke at være ubegrundet. Finland blev i Slutningen af 1939 angrebet af Sovjetunionen. I Danmark fulgtes med den største Sympati Finlands tapre Kamp mod de grundløse Angreb, der rettedes mod dette nordiske Land. I Kampen mod den overmægtige Fjende præsterede Finland et heltemodigt Forsvar, der fremkaldte Beundring i hele Verden. I den Krig, der nu foregaar, staar Finland ikke alene, det kæmper sammen med europæiske Magter under Tysklands Førerskab for at bevare en Samfundsordning i Overensstemmelse med europæisk Kultur. Store Ofre er bragt af disse Magter.

I Henhold til Artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede Overens-komst til Bekæmpelse af Kommunismen, den saakaldte Antikominternpagt, har denne Magts Signatarmagter indbudt den danske Regering til at tiltræde Pagten, hvis første 5-aarige Gyldighedsperiode udløber Tirsdag den 25. November 1941, og som nu for-længes for et Tidsrum af yderligere 5 Aar.

I Erkendelse af den Fare, Kommunismen indebærer for hele vor Kultur og Samfunds-orden, har den danske Regering, som bekendt, allerede sidste Sommer taget Initiativet til Gennemførelse af Loven af 22. August 1941 om Forbud mod kom-munistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed, efter at den tidligere ved Tilbagekaldelse af det danske Gesandtskab i Moskva havde afbrudt Forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen.

Som en naturlig Konsekvens af den politiske Linie, som her i Landet i dette Spørgs-maal er blevet fulgt siden Udbruddet af Krigen mellem Tyskland og Rusland, har Regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den ovennævnte Indbydelse, hvorfor Udenrigsministeren efter den tyske Regerings Indbydelse har begivet sig til Berlin for Tirsdag den 25. November 1941 at tilkendegive Danmarks Tiltrædelse af Pagten sam-tidig med, at denne forlænges for et Tidsrum af 5 Aar mellem de oprindelige Parter og de Lande — Spanien, Ungarn, Manchukuo — der senere har sluttet sig til den, og yderligere tiltrædes af Finland, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Slovakiet og Kina.

Vi er saa lykkelige at være uden for Krigen, men vi føler dog Krigen her i Landet og har nu i snart 2 Aar levet under en fremmed Krigsmagts Besættelse. Det er godt, at denne Besættelse udøves paa en hensynsfuld Maade, men selvfølgelig virker den dog som en Byrde, der tynger hele det danske Folk, en Byrde, som vi alle ønsker at blive fritaget for.

Men det er ikke nok, at Besættelsesmagten viser en hensynsfuld Optræden. Det er ogsaa nødvendigt, at man bøjer sig loyalt for denne Magt og undgaar Udfordringer og Konflikter. Landets Regering og Rigsdag bestaar og varetager Befolkningens Interesser paa bedst mulig Maade, men naturligvis medfører den Tilstand, hvorunder vi lever, at politiske Skridt kan blive fornødne, selv om de er af en anden Karakter end det sædvanlige, men saadanne bør ikke føre til ganske hensigtsløse Demon-strationer, saaledes som det skete for et Par Maaneder siden, da 3—400 unge Menne-sker, aabenbart uden at vide, hvad der var foregaaet, demonstrerede i Gaderne. Det danske Folk er vel udviklet, modent, ogsaa i politisk Henseende, og derfor virker Demonstrationer kun som Udtryk for mangelfuld national Disciplin. Og hertil kan føjes, at den Udbredelse af Rygter, som formentlig hidrører fra udenlandske Radiou-dsendelser eller kommunistisk Propaganda, er forkastelig og burde undgaas.

Det vilde være urigtigt at skjule, at Besættelsen og Verdenskrigen er et Tryk over Sind og Sjæl af enormt Omfang. Hver den Nation, som trods Lidelser og Kampe er fri og selv alene har Ret til at styre sine egne Anliggender, vil forstaa, hvad den nuværende Tilstand betyder, og hvor stærkt vi længes tilbage til vor Frihed. Det vil ogsaa være urigtigt ikke at fremhæve, at Aaret har været rigt paa Vanskeligheder, at Beslutninger har maattet træffes, som var dybt forskellige fra, hvad vi vel tidligere kunde have tænkt os, men hele Verden er i Støbeskeen, hvorfor skulde vi saa gaa fri? Ingen vil bestride, at vor lille Plet paa Kloden i uendelig mange

Danmarks tidligere Gesandt i Washington, Hr. Henrik Kauffmann, der i April 1941 blev afskediget af Statstjenesten, efter at han ved Misbrug af Kongens Navn egen-mægtigt havde afsluttet en Overenskomst med Amerikas Forenede Staters Regering om Oprettelse af amerikanske Baser paa Grønland, har i den siden da forløbne Tid paa forskellig Maade været virksom for at skabe Splittelse mellem Danske samt for, ved selv at etablere sig som et med den lovlige danske Regering konkurrerende Organ, at berede denne Vanskeligheder i dens Stræben efter at føre Landet frelst gennem Krigens vanskelige Aar og befæste dets Selvstændighed og Uafhængighed i Fremtiden.

Senest har Hr. Kauffmann ifølge de Meddelelser, der foreligger gennem Radio og udenlandsk Presse, den 3. ds. overrakt den amerikanske Regering en Erklæring i Til-slutning til den Solidaritetserklæring, som den 1. Januar 1942 i Washington blev under-tegnet af en Række Stater, der befinder sig i Krig med Tyskland og Italien.

Hr. Kauffmanns Erklæring har, saaledes som den er gengivet i de nævnte Medde-lelser, følgende Ordlyd:

„Da den danske Regering i det besatte Danmark, hvorfra den ikke havde nogen Mulighed for at undslippe, befinder sig under tysk Tvang og saaledes ikke er frit stillet til at underskrive de forenede Landes Erklæring af 1. Januar 1942, ønsker jeg, Henrik Kauffmann, Danmarks Minister i De Forenede Stater, at erklære, at den danske Nation — skønt underkuet — nu mere end nogensinde tror paa Principperne i og Formaalet med det atlantiske Frihedsbrev af 14. August 1941. Danskere i den frie Verden føler sig forpligtet til at yde deres bedste i den fælles Kamp mod Hitlers Nazisme, og slutter sig derfor til de Principper, der er indeholdt i Erklæringen af 1. Januar 1942, som om Erklæringen var blevet underskrevet af en fri dansk Regering".

I en Kommentar i London Radios danske Udsendelse hedder det:

„I en Erklæring fra den danske Legation udtrykker Henrik Kauffmann det Ønske, at denne Erklæring skulde indgaa i den fælles Erklæring, som de 26 forenede Lande har underskrevet. Saaledes har det frie Danmark sluttet sig til Erklæringen, det frie Dan-mark, som nu er det 27. Land, der har sluttet sig til den store Alliance mod Hitlers Tyskland".

Hr. Kauffmanns ovenfor citerede Erklæring er et nyt Bevis paa hans ansvarsløse Holdning i en for vort Fædreland skæbnesvanger Tid og et Vidnesbyrd om hans fuld-stændige Mangel paa Vilje til Forstaaelse af Forholdene her i Landet.

Han insinuerer, at Regeringen den 9. April 1940 kun tvungent af de ydre Omstæn-digheder forblev paa sin Post i Stedet for at flygte ud af Landet. Heroverfor er det tilstrækkeligt at henvise til Kongens Opraab til det danske Folk af 9. April 1940, hvori udtaltes, at den danske Regering havde „besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted", og hvori det endvidere hedder, at den danske Regering vilde „forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker, og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet".

Det turde være overflødigt nærmere at paavise, at det Standpunkt, som fandt Udtryk i Regeringens Vedtagelse den 9. April 1940, bundede i Ønsket om at sikre Landet mod det Kaos, der vilde være opstaaet, dersom Regeringen havde svigtet, og altsaa netop var Udtryk for Regeringens Vilje til det modsatte af det, Hr. Kauffmann vil give det Udseende af.

Videre antyder Hr. Kauffmann, at den danske Regering i Tilfælde af, at Danmark ikke havde været besat, vilde have været rede til at undertegne Solidaritetserklæ-ringen af 1. Januar 1942, og at kun „den tyske Tvang" har forhindret Regeringen heri.

Dette kan ikke betegnes som andet end en bevidst Tilsnigelse, udelukkende bereg-net paa at virke i Agitationens Tjeneste, da Hr. Kauffmann maa vide, at der heller ikke, i Fald Danmark i Dag havde været et af fremmede Tropper ubesat Land, kunde have været Tale om en Tiltrædelse fra dansk Side af den omtalte Erklæring, da noget saadant vilde have været direkte i Strid med vor traditionelle Politik under sted-findende Stormagtskonflikter.

Ved sin Erklæring, hvori Hr. Kauffmann gør sig selv til Talsmand for den danske Nation, forfølger han aabenbart det ovenfor omtalte dobbelte Formaal: at saa Split-telse mellem Danske og at etablere sig selv som en Slags dansk Eksilregering, skønt enhver begrundet Forudsætning herfor mangler.

Hr. Kauffmann og andre med ham opererer med et fingeret Begreb, som de kalder det „frie Danmark", forskelligt fra det virkelige, af Konge, Regering og Rigsdag styrede Kongerige. Vel er vort Land besat af tyske Tropper, og vel medfører denne Besættelse visse Indskrænkninger i vor Handlefrihed, men dette rokker ikke ved det fundamentale i Statsbegrebet. Danmark er Danmark under de Kaar, der til enhver Tid er os beskaa-ret, og ethvert Forsøg paa at opstille Fiktioner, der kun kan have til Formaal at virke splittende og modvirke Kongens saa ofte udtalte Formaninger om Enighed, Sammen-hold og besindig Optræden, maa stemples som ansvarsløs Gerning.

Regeringen maa i denne Forbindelse ønske, at Landets Befolkning bliver bekendt med et Reskript, som Hans Majestæt Kongen den 13. December 1941 har tilstillet Uden-rigsministeren.

Det lyder som følger: - „Allerhøjest Reskript til Udenrigsministeren om Pligterne for Tjenestemænd i Udenrigstjenesten. Vi, CHRISTIAN DEN TIENDE, af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig-Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.

Til vor Udenrigsminister. I denne for Vort Land saa alvorlige Tid volder det Os dyb Bekymring, at Tjenestemænd i Vor Udenrigstjeneste, med hvilken Vi har betroet Dig Tilsynet, har vist svigtende Forstaaelse af deres Opgaver og Pligter. Ifølge Dine derom aflagte Beretninger har disse Tjenestemænd gjort sig til Talsmænd for den Opfattelse, at de har et Danmark at repræsentere, forskelligt fra det Danmark, der styres af Os og Vor Regering. Disse Tjenestemænd har dog samtidig erklæret deres Troskab overfor Os i Vor Egenskab af Landets Konge.

I denne Anledning vil Vi allernaadigst have Dig paalagt at underrette de i Udlandet tjenestegørende Embedsmænd indenfor Vor Udenrigstjeneste om, at Tilværelsen af noget andet Danmark end det, som styres af Os og Vor Regering ingenlunde kan anerkendes, og at Vi følgelig ikke har kunnet modtage og ej heller i Fremtiden vil kunne modtage nogen Troskabserklæring, der ikke samtidig er Udtryk for Pligttroskab overfor den af Os udnævnte og derfor eneste lovlige Regering.

Det er Vort højeste Maal at sikre Danmarks Selvstændighed og Frihed. Vor Stræben mod dette Maal gør det nødvendigt for Os at kunne paaregne alle Vore Undersaatters og først og fremmest Statens Tjenestemænds Medhjælp i Enighed og Troskab. Vore udsendte Repræsentanter i fremmede Lande har i denne Tid en særlig ansvarsfuld Opgave, og det bør være Dig magtpaaliggende at foreholde dem alle, at de kun kan løse denne Opgave paa en Maade, som er i Fædrelandets sande Interesse, naar de i Troskab og overensstemmende med deres Embedsed følger de af Os og Vor Regering anviste Retningslinier.

Ved Aabningen af Folketingets første Møde i det nye Aar udtalte Formanden: Efter Sædvane havde Rigsdagens Formænd paa Aarets første Dag Lejlighed til at overbringe Hs. Maj. Kongen en Nytaarshilsen fra Rigsdagen. Vi gav samtidig Udtryk for Rigsdagens Paaskønnelse og Taknemmelighed over for Kongen, fordi han i det svundne Aar paa en saa værdifuld Maade havde bidraget til den Samling i det danske Folk, som vi ikke kan vurdere højt nok. Vi udtalte Ønsket om, at Kongen længe vilde kunne være i Stand til at røgte sin ansvarsfulde Gerning til Rigets Tarv.

19.-1.-42. Redegørelse fra Justitsministeriet i Anledning af en Betjents Drab af Voldsmand om Politiets Brug af Skydevaaben.

Den danske Gesandt i Buenos Aires, Fin Lund, der tillige er akkrediteret i Monte-video, Santiago og La Paz, har afslaaet at efterkomme Udenrigsministeriets Instruk-tioner og har forsøgt at opretholde en officiel Position som dansk Gesandt i de Lande, hvor han i sin Tid blev akkrediteret. Da Minister Lund ved denne Handlemaade har gjort sig skyldig i grov Insubordination og Tilsidesættelse af sine Pligter som Tjeneste-mand, er han ved kgl. Resolution af 24. f. M. blevet afskediget af Statstjenesten uden Varsel i Henhold til Tjenestemandslovens Regler. Spørgsmaalet om de strafferetlige Følger af hans Handlemaade er forelagt de vedkommende Myndigheder.

Snart er der forløbet to Aar siden den i Danmarks Historie skæbnetunge Dag, da Landet blev besat af tyske Tropper. Medens Besættelsen fuldbyrdedes Landet over, traf den danske Konge og Regering i alvorsfulde Morgentimer Beslutning om at ordne Landets Forhold under Hensyn til de Begivenheder, der var indtruffet. Kongen og Regeringen havde herved for Øje at tilrettelægge Landets Styrelse paa en saadan Maade, at det danske Folk kunde gennemleve Besættelsestiden med de mindst mulige Indgreb i vort normale Samfundsliv.

Det er med Tilfredshed, at Regeringen efter disse to Aars Forløb er i Stand til at konstatere, at dens Bestræbelser har mødt Forstaaelse og Samklang indenfor alle Kredse af vort Folk, saaledes at det med Sandhed kan siges, at der — med faa og uvæsentlige Undtagelser — har hersket Ro, Orden og Sammenhold i Landet. Dette er ogsaa iagttaget og anerkendt udenfor Landets Grænser. Saaledes udtalte nylig en svensk Røst af stor Vægt, at Danmarks Folk under tunge Begivenheders Tryk har oplevet en Samling uden Lige af alle Nationens Kræfter i enig Kærlighed til Fædrelandet og dets Frihed.

Naar Regeringen nu med Hans Majestæt Kongens Bifald har ønsket at rette en Henvendelse til ansvarsbevidste Mænd og Kvinder i Folket, skyldes det, at alting tyder paa, at vi i de næste Maaneder vil komme til at staa overfor en afgørende Udvikling af Krigsbegivenhederne. Det vil da være dobbelt vigtigt, at Befolkningen i Danmark indtager en besindig og værdig Holdning. Der har vist sig enkelte Tegn til, at den Ro og Orden, som hersker i Landet, af nogle opfattes saaledes, at man kan tage sig visse Friheder, være sig Ytringsfriheder eller andre Friheder, være sig i det daglige Liv eller ved særlige Lejligheder. Det kan dreje sig om rene Smaating saasom smaa Uvenligheder, eller det kan dreje sig om Demonstrationer af mere vidtrækkende og opsigtvækkende Art. De, der tillader sig saadanne „Friheder", har vel oftest ingen Forestilling om, at der herved kan ske en større Skade. De tænker ikke paa, at den rolige Tilstand i Landet, som vi alle nyder godt af, ikke kommer ganske af sig selv. De tænker ikke paa, at Regeringsmyndighederne til Stadighed maa foretage Under-søgelser af Episoder, som har fremkaldt Klager, ligesom Regeringen stadig gennem Forhandlinger maa søge at opnaa og bevare de Fordele, som er mulige under Besættelsens Vilkaar. De har sikkert intet Ønske om at berede Vanskeligheder for Regeringen i dette Arbejde, men de overskuer ikke Konsekvenserne af deres Hand-linger, og det er Regeringens Pligt at gøre opmærksom paa, at saadanne Handlinger netop kan have uoverskuelige Konsekvenser.

Fra den tyske Værnemagts Side lægges der megen Vægt paa at udvise en hensynsfuld og korrekt Optræden her i Landet, og enhver objektiv Iagttager vil anerkende den eksemplariske Disciplin, der har præget de tyske Troppers Optræden, og disses oprigtige Bestræbelser for at opretholde et godt og hensynsfuldt Forhold til Befolkningen. Der er da saa meget mere Grund til ogsaa fra dansk Side at udvise en korrekt og hensynsfuld Holdning, og dette gælder ikke alene, naar man staar overfor den uniformerede Militærperson, men ogsaa naar man staar overfor andre, være sig fremmede eller Danske, som deler eller føler sig beslægtet med hans Tankegang.

Regeringen ønsker ved denne Lejlighed særlig at advare mod nogle Stemnings-udslag, som paa et enkelt Omraade har vist sig spredtvis rundt om i Landet. Det drejer sig om Forholdet til de danske Statsborgere, som frivilligt har meldt sig til Tjeneste paa den tyske Østfront. Regeringen er underrettet om, at disse Frivillige og deres Familie

og Paarørende har været Genstand for Forulempelser og Chikanerier under deres daglige Færden. Der foreligger saaledes Klager over, at Chikanerier har fundet Sted i Skolerne, hvor Børn af de Frivillige er blevet generet ved Tilraab og undertiden endog pryglet; i Butikkerne, hvor man har vist Uvilje imod at ekspedere de Frivillige eller endog deres Hustruer og Slægtninge; paa Restauranter, hvor man har vægret sig ved at servere for dem; endvidere i Tog og Sporvogne. Det skal endog være sket, at man paa offentlige Kontorer har udvist en ukorrekt Optræden overfor disse Frivillige og deres Paarørende, f. Eks. ved at lade dem vente urimeligt længe.

Regeringen er ikke ubekendt med, at der blandt de Frivillige er forekommet mindre heldige Elementer, som selv ved deres Optræden har fremkaldt Angreb og Fornær-melser, men dette kan ikke undskylde almindelige Chikanerier af den nævnte Art.

Frivillig Deltagelse i Krige, hvori den danske Stat ikke tager Del, er tilladt efter dansk Ret og Tradition saavel som efter Folkeretten; saaledes var det under den sidste Verdenskrig, og saaledes er det ogsaa under den nuværende. Vi plejer her i Landet at regne os det til Ære som Udtryk for vor Kultur og vort Frisind, at vi respekterer andres Meninger og Opfattelse, og det maa ikke glemmes, at de Frivillige handler ud fra en Idé, som bunder saa dybt i deres Overbevisning, at de sætter deres Liv ind derpaa. Det er altid Respekt værd, at en Mand viser sig rede til at sætte Livet ind for sin Over-bevisning. At chikanere ham eller hans Paarørende af denne Grund er ikke værdigt og ikke stemmende med god dansk Tankegang. Det maa desuden erindres, at den, der krænker en Frivillig i den tyske Hær, samtidig krænker den tyske Værnemagt, og enhver ansvarsbevidst dansk Mand og Kvinde vil forstaa, at saadanne Krænkelser nødvendigvis maa undgaas.

I December 1941 modtog Udenrigsministeriet fra den danske Gesandt i London, Grev Eduard Reventlow, Meddelelse om, at Greven indtog et Standpunkt, der ikke var foreneligt med den danske Regerings Politik. Som Følge deraf blev Greven ved kgl. Resolution tilbagekaldt fra sin Post som dansk Gesandt i London, en Ordre, som dog paa Grund af Forholdene kun fik formel Betydning.

Der er i disse Dage i udenlandsk Presse og Radio fremkommet Meddelelser gaa-ende ud paa, at Grev Reventlow har erklæret sig villig til at overtage Stillingen som Ærespræsident for „Sammenslutningen af frie Danske i Storbritannien og Nordirland", der indtager en uneutral Holdning, og at den ved Gesandtskabet i London ansatte Legationsraad Gustav Rasmussen ligeledes har stillet sig til Raadighed for nævnte Sammenslutning ved at indtræde i dens Arbejdsudvalg.

For nogen Tid siden offentliggjordes i den udenlandske Presse og Radio en Meddelelse om, at Grev Eduard Reventlow, der i December 1941 tilbagekaldtes fra sin Post som dansk Gesandt i London, havde paataget sig Hvervet som Ærespræsident for en Organisation, der kalder sig „Sammenslutningen af frie Danske i Storbritannien og Nordirland", og at Legationsraad Gustav Rasmussen var indtraadt i denne Sammen-slutnings Arbejdsudvalg.

Fra Udenrigsministeriet udsendtes i den Anledning en Meddelelse om, at saafremt Rigtigheden heraf blev bekræftet, vilde de to nævnte Embedsmænds Forbliven i Stats-tjenesten ikke mere være mulig.

Der foreligger nu en Bekræftelse af, at Grev Reventlow og Legationsraad Gustav Rasmussen er indtraadt i den nævnte Sammenslutning med de anførte Hverv. Da den-ne Sammenslutning ved sin uneutrale Holdning er til Skade for Danmarks Interesse, er det en Selvfølge, at Deltagelse i dens Virksomhed er uforenelig med Stillingen som dansk Tjenestemand. Som Følge heraf er Grev Eduard Reventlow og Legationsraad Gustav Rasmussen afskediget af den danske Stats Tjeneste ved kongelig Resolution af 20. d. M.

25.-4.-42. Kirkeminister Fibiger ved det konservative Folkepartis Repræsentants-kabsmøde om Besættelsens Tryk og Indgreb.

Efter Statsminister Staunings Død er det ved kgl. Resolution af 4. Maj overdraget mig at beklæde Posten som Statsminister. Der er ikke derudover sket nogen

Onsdag den 13. ds. modtog Justitsministeren et fra København afsendt og den 12. ds. her poststemplet Brev fra fhv. Handelsminister og fhv. Folketingsmand Christmas Møller, indeholdende Meddelelse om, at Hr. Christmas Møller for nogle Dage siden sammen med sin Hustru og Søn havde forladt Landet. Torsdag den 14. ds. holdt Hr. Christmas Møller i den engelske Radio en Tale, hvoraf fremgik, at han har begivet sig til England for at gøre fælles Sag med de „Frie Danske", der i Strid med den danske Regerings Politik har stillet sig til Raadighed for og udfoldet forskellig Virksomhed til Fordel for den ene af de krigsførende Parter.

Regeringen har tidligere givet Udtryk for, at der kun findes een dansk Politik, nem-lig den, der føres af Landets ansvarlige Regering i Overensstemmelse med Landets

Det er et godt dansk Karaktertræk at vise Respekt for andres Meninger, og det vil der være Brug for, naar det gælder et saa omstridt Omraade, som vort Militærvæsen hidtil har været. Det staar mig fuldkommen klart, at der i enhver sund og levedygtig Nation maa være Vilje til at bringe Ofre for sit Land. Saa kan der være forskellige Meninger om, hvor Kræfterne skal sættes ind. Nogle vil mene, at et stærkt udbygget Militærvæsen er det, vi bør samle Kræfterne om, andre vil anse det for mere afgørende at gøre Folket stærkt gennem et aandeligt, folkeligt og socialt Oplysningsarbejde. Og det maa ogsaa erkendes, at Udviklingen i Verden bestemmes ikke alene af Vaabnenes Styrke paa Slagmarken. Historien lærer os, at der er andre Vaaben i Livets Kamp, i Nationernes Liv, end Kanoner og Tanks, og at disse Vaaben, de aandelige Vaaben, naar alt kommer til alt, alligevel bliver det afgørende.

Forinden sin hemmelige Bortrejse fra Danmark havde fhv. Handelsminister Christ-mas Møller skrevet dels Breve til forskellige ham nærstaaende Personer, dels et til Justitsministeren, som denne modtog den 13. Maj 1942. I dette Brev udtales bl. a.: - „Jeg ønsker samtidig at meddele Dem, at ingen her i Landet bosiddende hverken dansk eller fremmed Statsborger har været mig behjælpelig med denne Handling, og at Ansvaret for det foretagne Skridt alene kan lægges paa mig, og at ingen her i Landet boende har været eller er indviet i mine Planer".

Ved den Undersøgelse Politiet blev beordret til at iværksætte for at faa oplyst de nærmere Omstændigheder ved Christmas Møllers Rejse, viste det sig imidlertid, at denne Paastand var usandfærdig, idet han og hans Familie den 30. April 1942 et afsides Sted udenfor Havn var gaaet om Bord i en af en herboende dansk Skipper ejet og ført Motorgalease og med denne ført til Sverige. Skipperen og hans Bedste-mand har aflagt Tilstaaelse herom og er fængslede. Motorgaleasen er beslaglagt.

Endvidere har Skipperen forklaret, at Tilrettelæggelsen af Planen i Enkeltheder er foretaget af Forretningsføreren i „Dansk Sejlskibsrederiforening for mindre Skibe", Nyhavn 44, København, cand. polit. Eigil Sophus Lorenz Borch Johansen, med hvem han som Medlem af nævnte Forening stod i nær Forbindelse. Borch Johansen blev derefter fængslet.

Lørdag den 30. Maj 1942 fremsatte Borch Johansen Anmodning om at faa Lejlighed til at opholde sig nogle Timer paa den nævnte Rederiforenings Kontor for at afvikle presserende Forretninger og instruere sit Personale. Under Hensyn til den Betydning, dette vilde have for Rederiforeningen, efterkom Politiet Anmodningen, men

Gør man sig først rigtig klart, hvad der skete med vort Land den 9. April 1940 — . gør man sig dernæst klart, hvilke Følelser det maa fremkalde hos et ærekært Folk at være besat af fremmede Tropper — og husker man endelig bestandig paa, at vi, uden selv at være Parthavere i Krigen, dog er inddraget i Krigsbegivenhederne, saa synes jeg, man maa fastslaa, at den hidtil forløbne Del af Besættelsesperioden er forløbet vær-digt, og at det danske Folk ogsaa i sit Forhold til Besættelsesmagten har aflagt Bevis paa en Ansvarsbevidsthed og Forstaaelse af Situationens Alvor, som man har Lov at kræve anerkendt, og som ikke bliver mindre, fordi enkelte uansvarlige Kredse og Personer nu og da har sat sig ud over Kongens Bud og den lovlige Regerings Bestemmelser. Men det er paa sin Plads ogsaa ved denne Lejlighed at mane til Ansvarsbevidsthed, til Ro og Orden og til Sammenhold, saadan som vor Konge senest gjorde det i sin Tale paa Amalienborg Slotsplads den 15. Maj i Aar. Om Danmarks Stilling udadtil er der sidst talt i den Erklæring, som blev udsendt i Anledning af Statsministerskiftet, og det blev her fastslaaet, at den Linie, som hidtil er fulgt, fremdeles vil være bestemmende for Regeringens Politik.

Vi nærmer os nu Udgangen af det tredie Krigsaar, og endnu staar det usikkert hen, hvornaar den Kamp, hvori største Delen af Jordens Folkeslag er indviklet, vil finde sin Afslutning. Det maa bevæge os alle dybt at tænke paa, hvilke Lidelser dette mægtige Verdensopgør paalægger dem, der er Stridens Parter, hvilke Ofre af Liv og Velfærd, hvilken Anspændelse af Ydeevne og Nerver, der her kræves. Dette bør vi Danske ogsaa have i Tankerne, naar vi bedømmer vor egen Stilling. Norden blev denne Gang i Modsætning til forrige Verdenskrig et af Kampens Brænd-punkter, men som Begivenhederne formede sig, er Danmark ikke blevet inddraget i Striden som Krigsomraade. For hele vor Tilværelse i disse Aar har det været af afgørende Betyd-ning.

Det kunde ikke være anderledes, end at det maatte føles som et haardt Slag for det danske Folk, da vort ældgamle, frie Land maatte bøje sig ind under Krigens ubøn-hørlige Lov, men ser vi nu tilbage paa den Tid, der er gaaet under Besættelsen, er der Ting at fremhæve, som giver Styrke og Tro paa Fremtiden, og frem for alt da dette, at den indre Kraft i vort Folk har vist sig at være stærk nok til, at vi i trofast Sammenhold har kunnet tage Tidens Vilkaar og gøre den Gerning, som Forholdenes Udvikling kræver. I Alvorens Time gav Viljen til Samarbejde sig da ogsaa uden Tøven til Kende paa Rigsdagen, og bag Rigsdagen stod og staar den Dag i Dag den alt overvejende Del af Befolkningen.

Ogsaa med Tyskland har vi fra de ældste Tider haft en Forbindelse, som har sat sine dybe Spor i vor økonomiske og kulturelle Udvikling. Den fælles Landgrænse og den lette Adgang til Søs har ført til et nært Samkvem mellem de to Folk, og Stillingen til Tyskland er af dybtgaaende Betydning for vort Land. I Aarhundredernes Løb har For-holdet mellem Tyskland og Danmark svinget mellem fredeligt Samvirke og krigeriske Sammenstød, men nu har en naturlig national Grænseudjævning lagt Grunden til en varig Fredstilstand. Det er dette Forhold, vi i denne Tid først og fremmest maa holde os for Øje, naar der tales om vor Stilling til det tyske Rige.

Tyskland og Danmark er henvist til at leve Side om Side, og det er vort Lands historiske Opgave at søge det nære og fredelige Samarbejde fæstnet og sikret nu og i Fremtiden ad de Veje, som gensidig Hensyntagen og Forstaaelse giver Anvisning paa. Tyskland vil altid paa det europæiske Fastland indtage en central Stilling, og der vil blive store praktiske Opgaver at løse, naar efter Krigen et frugtbart Samvirke mellem Landene skal bringes til Udfoldelse.

Hvad den nuværende Tilstand angaar, da er det en Velfærdssag for os, at Ro og Orden opretholdes i Landet, og de Krav, som Løsningen af denne Opgave stiller, maa alle bøje sig for. Den tyske Værnemagt har ved sin korrekte og hensynsfulde Holdning lettet os Opgaven, og det maa ikke komme dertil, at selvraadig eller tankeløs Optræ-den skal bringe vor Ret til selv at holde Justits i Fare. Vi har nylig set, hvad ungdom-melig Letsind har kunnet medføre af Fortræd, og det maner til alvorlig Eftertanke, og da ikke mindst hos dem, der som Lærere og Vejledere har faaet en Gerning blandt Ungdommen betroet. Lad os alle være enige om, at der skal være Ro i Danmarks Hus. Og lad mig føje til: det er et Krav, som maa stilles til alle Sider.

Det er ved forskellige Lejligheder blevet sagt, at den danske Befolkning i det store og hele loyalt har efterlevet Kongens og Regeringens Opfordringer til at undlade enhver Handling og enhver Udtalelse, som kunde være egnet til at vanskeliggøre de Bestræbelser, der saavel fra officielt Hold som fra ansvarsbevidst privat Side udfoldes for vedblivende at sikre Opretholdelsen af Ro og Orden her i Landet.

Dette er sagt med Rette. Langt den overvejende Del af Befolkningen har indset, at det for det danske Samfundsliv under Besættelsen og for Bevarelsen af vore folkelige og nationale Værdier er af fundamental Betydning at undgaa ethvert Uromoment. Og Befolkningens gennemgaaende korrekte Holdning har da ogsaa været den afgørende Forudsætning for, at Forholdene her i Landet har kunnet faa Lov til at udvikle sig efter den Linie, der blev lagt fast den 9. April 1940, og som har sit Udgangspunkt i de dengang fra tysk Side givne Tilsagn.

Der er imidlertid forekommet Undtagelsestilfælde, hvor Danske i Uforstand har foretaget sig Handlinger eller i Ord og Skrift er fremkommet med Udtalelser, som er i Strid med den Politik, Regeringen fører, og de Anskuelser, der af det besindige Flertal af Befolkningen næres med Hensyn til den Holdning, vi bør indtage under de herskende Forhold. Til Trods for, at der i adskillige saadanne Tilfælde er grebet alvorligt ind fra Statsmagtens Side, forekommer det dog stadig, at ubesindige Elementer er paa Færde og foretager sig Handlinger, som er egnede til at forstyrre Ro og Orden og dermed volde Landet Vanskeligheder.

Der er navnlig i den senere Tid forekommet nogle Tilfælde af Sabotage overfor den tyske Værnemagt her i Landet, og det er disse beklagelige Tilfælde, som giver mig Anledning til her at sige nogle alvorlige Ord til Eftertanke.

Sabotage i den Forstand, der her er Tale om, er Ødelæggelse eller Beskadigelse af Værdier, som direkte eller indirekte er af krigsmæssig Betydning for en krigsførende Part. Til Sabotage henregnes derfor ikke blot Ødelæggelse eller Beskadigelse af egentligt Krigsmateriel, men ogsaa ulovlige Handlinger, som tilsigter en Forstyrrelse af Trafikmidler og af Forsyningerne fra de offentlige Værker og lignende, eller som gaar ud paa en Forringelse af det civile Livs Produktionsmidler eller Tilintetgørelse af samfundsvigtige Frembringelser inden for en krigsførende Parts Interesseomraade. Sabotage er en af de alvorligste Forbrydelser, der kan begaas mod et krigsførende Land, og i Almindelighed kendes der for saadanne Forbrydelser i de krigsførende Lande kun een Straf, nemlig Dødsstraf.

Det vil sikkert være almindeligt bekendt, at selv Handlinger, der tilsyneladende er forholdsvis uskyldige, og som, hvis de forekom i Fredstid, kun vilde blive belagt med en ringe Straf som Tingsbeskadigelse, under Krigstid i de krigsførende Lande bliver betragtet ud fra Synspunktet Sabotage og som Følge deraf for Gerningsmanden medfører den ubønhørlige Konsekvens, at han maa bøde med Livet.

Danmark er ikke et krigsførende Land, og vi har med Hensyn til Retsplejen i Sager om Forbrydelser mod den tyske Værnemagt hidtil kunnet opretholde den Ordning, at disse Sager paadømmes ved dansk Domstol, uanset at vor nugældende Lovgivning ikke hjemler Straf af samme Strenghed som tysk militær Straffelov. Men det maa ikke glemmes, at Danmark med den geografiske Beliggenhed, vort Land nu engang har, og den Stilling, vi for Tiden befinder os i, af Tyskland maa betragtes som et Forbin-delsesled i den tyske Front mod Vest, og at Tysklands Interesse i Bekæmpelsen af Forbrydelser mod Værnemagten derfor principielt bliver den samme her i Landet som i de øvrige Lande og Omraader, der er under tysk militær Kontrol. Og endvidere maa det ikke glemmes, at det først og fremmest er en dansk Stats-interesse at undgaa Sabotagehandlinger, det være sig mod Trafikmidler, offentlige Forsyningsindret-ninger etc. eller mod den tyske Værnemagts Materiel. Direkte eller indirekte er det vort eget Land, der kommer til at lide mest under Følgerne af saa-danne Handlinger.

Den danske Regering føler derfor et stort Ansvar med Hensyn til Bekæmpelsen af Sabotage og lignende Forbrydelser, og ud fra dette Ansvar vilde det med Rette

kunne bebrejdes mig, dersom jeg ikke talte ganske aabent om det her omhandlede meget alvorlige Spørgsmaal.

Det siger sig selv, at Regeringen stadig med yderste Strenghed vil forfølge Sabotage og anden Forbrydelse mod den tyske Værnemagt med de i vor Lovgivning hjemlede Midler, og der vil fra Politiets Side blive sat ind med al Kraft paa Løsningen af de Opgaver, disse Sager frembyder. Thi Opretholdelse af Ro og Orden maa for Regeringen staa som den første Pligt under Varetagelsen af vort Lands Interesser i denne Situation.

Men Regering og Politi formaar ikke alene at skabe den Ro og Sikkerhed, som er en Betingelse for, at Forholdene ogsaa fremefter kan udvikle sig som hidtil. Hertil kræves Medarbejde af alle gode Kræfter i vort Folk, af alle dem, der har Indsigt og Indflydelse paa andre, af alle, hvem et Lederhverv er betroet.

Jeg appellerer derfor til alle danske Kvinder og Mænd og vil saa indtrængende, som det er mig muligt, lægge hver enkelt paa Sinde at være virksom for, at Besindighedens Aand stadig kommer til at raade i vort Folk. Og jeg vil navnlig gerne rette denne Appel til Ungdommens Ledere i Skoler, Foreninger og Sammenslutninger af enhver Art, idet jeg beder hver enkelt om at gøre sit bedste for at forhindre, at ungdommelige Elementer i Ubesindighed og Uforstand lader sig forlede til at begaa Handlinger, der under de nuværende Forhold maa betegnes som intet mindre end dødsensalvorlige.

Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de Unge, at den, som begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesse.

Fra dem, hvis Maal det er at undergrave et godt Forhold mellem Tyskland og Danmark, hvilende paa gensidig Hensyntagen og Forstaaelse, mangler det ikke paa Tilskyndelser til at søge en Konfliktsituation bragt til Veje her i Landet, og i Propagandaen herfor blander sig ogsaa Røster af Danske i Udlandet. Tænk paa, hvor skæbnesvangert det vilde være at give efter for saadanne Opfordringer, skæbnesvangert, ikke blot for den enkelte, men for Land og Folk. Lad ikke de faa ubesindige og hensynsløse faa Lov til at drive deres Spil og ødelægge den rolige Tilstand, som alle besindige Danske vil værne om. Men vær med til at fastholde dette selvfølgelige Krav: At Borgere i et af Tyskland besat ikke-krigsførende Land maa undlade at foretage Handlinger, der direkte eller indirekte gaar ud paa at ramme den tyske Værnemagt. Handlinger, som i alle Tilfælde først og fremmest vil komme vort eget Land til Skade.

Hvad vor Stilling udadtil angaar, har den danske Regering anset det for magtpaa-liggende at opretholde og befæste et godt Forhold til det tyske Rige, hvilende paa gensidig Hensyntagen og Forstaaelse. Nu som før staar det for alle besindige Danske som en Opgave af vidtstrakt historisk

Den 9. ds. har Folketingsmand Frits Clausen i Forbindelse med Udtalelser, der er fremsat af Formanden for den konservative Rigsdagsgruppe paa den konservative Ungdoms Landsraadsmøde i Odense den 6. ds., og Rygter vedrørende visse Hand-linger i den sidste Halvdel af August Maaned d. A., rettet et aabent Brev til mig.

Uden at tage Stilling til Spørgsmaalet om, hvorvidt ovennævnte Udtalelser virkelig kunde fremkalde det Indtryk, at D.N.S.A.P. har gjort sig skyldig i Sabotagehandlinger mod den fremmede Værnemagts Ejendom, har jeg, da Sagen er bragt frem som nu sket, intet imod at meddele, at Justitsministeriet eller Politiet ikke har nogen Viden om, at D.N.S.A.P. skulde have gjort sig skyldig i Sabotagehandlinger mod den tyske Værnemagts Ejendom eller paa den ene eller anden Maade have forbrudt sig i politisk eller militær Henseende mod Tysklands Interesse her i Landet. Hvad angaar Rygter om, at Medlemmer af D.N.S.A.P. skulde staa i Forbindelse med Handlinger, der i det ovennævnte Tidsrum er rettet mod Ejendom tilhørende det national-socialistiske Parti eller det nationalsocialistiske Partis Medlemmer, skal jeg udtale, at der ikke for Politiet eller Justitsministeriet foreligger Bevis herfor. (Cit. Berl. Morg. 15.-9.-1942).

Det var i en Tid, hvor Skyerne trak sammen over Europas Lande, og Kampen om en ny Grundlov stod paa herhjemme, at Kronprins Christian blev Danmarks Konge. Den 15. Maj 1912 fandt Proklamationen Sted, og til de tætte Skarer, som da var samlet paa Amalienborg Slotsplads, gav Kongen det Løfte, han siden med redelig Vilje har holdt: Danmarks Lykke, Danmarks Frihed og Selvstændighed skal være mit Maal. De Ord har i Dag en endnu dybere Klang, end dengang de blev udtalt.

Det var usikre Tider, der fulgte efter den første Verdenskrig, store økonomiske Problemer meldte sig, og mange Vanskeligheder skulde overvindes. Men ser vi nu tilbage paa denne Fredens Tid, tegner sig for os en stærk og dybtgaaende folkelig Udvikling, der viser Styrken i vor Statsskik, som Konge og Folk er enige om at holde i Hævd. Og øget Fremgang var i Sigte, da den nye Krig brød ud. Da under Krigens Gang Loddet skulde kastes i den Vægtskaal, der vejede Krig mod Fred i vort Land, traf Kongen sammen med sine ansvarlige Raadgivere rolig og fattet sin Afgørelse, saadan som hans Pligtfølelse og Kærlighed til sit Folk bød ham. Vort Land blev skaanet for Krigens Gru, og i de halvtredje Aar, der siden er gaaet, har Konge og Folk staaet inderligt sammen om den historiske Gerning at føre vort Land frelst gennem Krigstidens Brænding.

Vi kender alle Kongens indtrængende Ord om at vise en korrekt og værdig Optræden,

Da det for Alvor gjaldt, viste der sig et Sammenhold i vort Land, som fremfor noget har baaret Folket oppe i denne farefulde Tid og givet os Mulighed for en rolig og besindig Varetagelse af Nationens livsvigtige Interesser. Det er denne Samling, hvortil ogsaa den danske Arbejderbevægelse med ærlig og redelig Villie har sluttet sig. Det er en Velfærdssag for os, at rolige og ordnede Tilstande raader i Landet, og den tyske Værnemagt har ved sin korrekte og hensynsfulde Holdning lettet os Opgaven.

Landet og paa disse Omraader arbejde for en sund og for Land og Folk gavnlig Udvikling. Udadtil vil Regeringen se det som sin vigtigste Opgave at virke for en Styr-kelse og Befæstelse af det gode og nabovenlige Forhold mellem Danmark og Tyskland og at fremme et gensidigt tillidsfuldt Samarbejde i Ønsket om at skabe fortsatte Udviklings-muligheder for den befrugtende Vekselvirkning mellem dansk og tysk, der gennem Tiderne har haft saa stor Betydning. I Erkendelse af det europæiske Skæbnefællesskab er Regeringen sig det Ansvar bevidst, som ogsaa et lille Land som Danmark har med Hensyn til Opbygningen af det kommende nye Europa, og den vil efter Evne yde sin Medvirken til Løsningen af saadanne Opgaver, som i denne Forbindelse naturligt vil tilfalde vort Land.

Ved Ministeriet Buhls Tilbagetræden er det af Kongen blevet mig overdraget at danne et nyt Ministerium, og dette Ministerium er nu tiltraadt med fuld Tilslutning fra de Partier, der ydede min Forgænger deres Støtte. Angaaende den Politik, som dette Ministerium vil føre, skal jeg tillade mig at henvise til den i Gaar offentliggjorte Erklæring fra den samlede Regering, en Erklæring, der viderefører den Linie, som er trukket op i de tidligere Regeringers Erklæringer, og som har fundet Udtryk i den Erklæring, jeg som Udenrigsminister den 8. Juli 1940 afgav med det samlede Ministeriums Tilslutning. Jeg skal ikke her gentage de Ord, der udtales i den i Gaar offentliggjorte Erklæring. De er Udtryk for et enigt Ønske i den samlede Regering, som jeg er forvisset om deles af det danske Folk, nemlig om, at der i dette Land maa føres en Politik, som er i Overensstemmelse med hvad Landets politiske og økonomiske Vilkaar byder saavel paa Historiens Baggrund som under fuld Hensyntagen til disse Aars verdens-bevægende Begivenheder paa det europæiske Kontinent, og som tillige er bedst egnet til at føre Danmark igennem Nutidens vanskelige Kaar og betrygge vor fortsatte Bestaaen som frit og selvstændigt Folk.

En af de Maader, hvorpaa Arbejdsløshedstallet nedbringes saa stærkt, er jo Enga-geringen af mange Tusinde danske Arbejdere i Tyskland, hvor de er beskæftigede dels i Industrien, dels ved store Arbejdsprojekter dernede. Dette har naturligvis sin fulde Berettigelse, naar vi ikke er i Stand til at skaffe tilstrækkelige Arbejdsobjekter her-hjemme. Jeg tror imidlertid, at det ærede Medlem og sikkert alle vil være enig med mig i, at Idealet vilde være, at vi igen herhjemme i Danmark skaffede Arbejds-projekter

Den i de sidste Maaneder tiltagende Aktivitet af illegale kommunistiske Grupper i Danmark, deres Opfordringer til Sabotagehandlinger og den Kendsgerning, at enkelte Voldshandlinger er kommet til Udførelse, har nødvendigvis medført en skærpet Bekæmpelse af denne Bevægelse. I Begyndelsen af November blev den kommu-nistiske Partisekretær Axel Larsen samt et Antal andre i kommunistisk Arbejde virk-somme Personer anholdt. Disse havde fremfor alt deltaget i Udgivelsen af illegale Skrifter, blandt andet Bladet „Frit Danmark", der udadtil fremtræder som politisk neutralt. Dette Blad har indeholdt en Række Opfordringer til Sabotage.

Der er danske Stemmer i Æteren og andetsteds, som ansvarsløst eller letsindigt sø-ger at vildlede dem, der vil høre paa dem, og lokke dem til ved Sabotage eller anden uansvarlig eller forbryderisk Gerning, at handle mod det danske Folks Ønsker og mod Danmarks Interesser. Lykkeligvis er de kun faa, som lader sig friste af disse Op-fordringer til at forøve Handlinger af skadelig og farlig Karakter, Det danske Folk vil — jeg tager Ordførernes Taler som et klart og beslutsomt Udtryk herfor — ikke vide af dette, og det er, som allerede fremhævet fra Regeringens Side, dens Agt at ville bekæmpe slig „privat Udenrigspolitik", som det ærede Medlem Hr. Knud Kristensen saa rigtigt har døbt det, med al mulig Kraft. De Kredse her i Landet, der kan være Tale om at rette denne Advarsel til, er talmæssigt set forsvindende, det er jeg overbevist om,

Foruden Professor Ole Chievitz, om hvis Anholdelse og Forklaring over for det danske Politi der blev givet Oplysning i den ovennævnte Meddelelse, blev ogsaa Biblioteksdirektør Thomas Marius Døssing og Landsretssagfører Rud. Prytz anholdt i Forbindelse med denne Sag. De befinder sig nu i dansk Varetægtsarrest og vil, ligesom de øvrige i Sagen implicerede, blive draget til Ansvar ved dansk Domstol. De har ved Forklaring, afgivet over for dansk Myndighed, tilstaaet at have deltaget i Drøftelser angaaende Bladet, Prytz tillige selv at have skrevet Artikler i dette. Endvi-dere var i Sagen anholdt to andre Personer, der i Mellemtiden atter er blevet løsladt.

Den iværksatte Undersøgelse har yderligere godtgjort, at Professor Mogens Fog og Redaktør Ole Kiilerich paa betydende Maade har deltaget i „Frit Danmark"s illegale Arbejde og i intim Forbindelse med Danmarks illegale kommunistiske Parti har fremmet „Frit Danmark"s Formaal. Professor Mogens Fog og Redaktør Ole Kiilerich har ved at flygte unddraget sig Ansvaret. For Oplysninger, der kan føre til Paa-gribelsen af de to sidstnævnte Personer, udsættes en Belønning paa 5000 Kr. for hver. Meddelelse kan gives til Statsadvokaten for særlige Anliggender paa Politigaarden eller til nærmeste Politimyndighed.

Professor Mogens Ludolf Fog, født paa Frederiksberg den 9.-6.-1904 signaleres saa-ledes: Ca. 173 cm høj, slank, markeret Ansigt, sort Haar, iført graameleret Jakkesæt, sort Overfrakke, grøn, blød Hat, brune Handsker, svære brune Sko.

Efter at jeg atter har overtaget Regeringens Førelse, føler jeg Trang til at sige Dem alle min varmeste Tak for de utallige Beviser paa Hengivenhed og Trofasthed, som jeg har modtaget under min lange Sygdomsperiode. Tak for al Forbøn og for alle gode Ønsker for min Helbredelse. Men dernæst har jeg i Dag ønsket at tale til alle Danske under Hensyn til den senere Tids alvorlige Begivenheder rundt om i Landet.

Fra den første Dag, da den tyske Besættelse af Danmark fandt Sted, har jeg opfordret alle i By og paa Land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig Optræden. De forløbne 3 Aar har da ogsaa vist, at det danske Folk som Helhed har forstaaet, at det under de alvorlige Forhold, vi gennemlever, er af afgørende Betydning, at Ro og Orden hersker i Landet. Visse Begivenheder i den senere Tid viser imidlertid, at der findes Personer, som ved Udøvelsen af forkastelige Handlinger tilsidesætter de Hensyn, som ansvarsbevidste Danske skylder deres Fædreland, om vi skal komme gennem disse alvorlige Tider efter de Linier, som Regering og Rigsdag i fuld Enighed har fastlagt. Disse Handlinger af ansvarsløse Personer kan have de alvorligste Følger for saavel Enkeltpersoner som for Samfundet som Helhed.

Forsvarsminister S. Brorson udtaler i en Samtale med „Aarhus Stiftstidende" som

sin Opfattelse, at nye og store Vanskeligheder vil melde sig, naar Krigen slutter, og han siger:

Et illegalt Blad har bragt Meddelelse om, at jeg skulde have sendt følgende haandskrevne Brev til Chefen for „Wehrwirtschaftstab" i København: „Mein lieber Herr Kapitän. Zufällig håbe ich erfahren, dass der Wehrwirtschaftstab eine Anzahl Flug-zeugmotoren bei der Firma X bestellt hat. Darf ich mir gestatten Ihnen auf Grund meiner grösseren Lokalkenntnisse den Rat zu geben, bei künftigen ähnlichen Bestellungen die Firma „Dansk Aero" zu berücksichtigen ....

Mit Hinblick auf die Beschäftigung würde die dänische Regierung vorziehen, dass diese Firma Ihre Aufträge bekommt. Dazu kommt, dass die Leitung von „Dansk Aero" sehr deutsch-freundlich ist, und es immer war ....",

oversat:

Kære Hr. Kaptajn. Tilfældigvis har jeg erfaret, at Wehrwirtschaftstab har bestilt et Antal Flyvemaskinemotorer hos Firmaet X. Maa jeg tillade mig ud fra mit større lokale Kendskab at give Dem det Raad ved fremtidige, lignende Bestillinger at tage Firmaet „Dansk Aero" i Betragtning .... Med Henblik paa Beskæftigelsen vilde den danske Regering foretrække, at dette Firma faar Deres Ordrer. Dertil kommer, at Ledelsen af „Dansk Aero" er og altid har været meget tyskvenlig ,...".

I Statsraadet Lørdag forelagde Statsministeren følgende Opraab, som Regeringen og Rigsdagens Samarbejdsudvalg med Tilslutning af de samarbejdende Partiers Rigs-dagsgrupper retter til det danske Folk. Hans Majestæt Kongen bifaldt Udsendelsen af dette Opraab:

„Under den tyske Besættelse, der nu varer paa fjerde Aar, har det været uund-gaaeligt, at der af og til er opstaaet visse Gnidninger. Selve Besættelsens Langvarig-hed fremkalder en større Modtagelighed overfor formodede Fornærmelser og stigen-de Utaalmodighed og Irritation i Befolkningen. I den sidste Tid er der indtraadt Begi-venheder af faretruende Karakter. Sabotage er øvet i stigende Omfang, Demon-strationer er forekommet forskellige Steder, og der er gjort Forsøg paa at bringe Jernbaner og offentlige Værker til Standsning. En Fortsættelse af saadanne Tilstande vil være af ødelæggende Virkning for danske Samfundsforhold.

Tilførsler af Levnedsmidler og Brændsel vil blive hemmet, og der vil opstaa alvor-lige Forstyrrelser af den ordnede Produktion til Skade for hele Befolkningen.

Redaktør Stig Jensen (Forbindelsesled til „Faldskærmsagenterne" Special Forces), Kaptajn Aa. Højland Christensen, senere afløst af Kaptajn Ahnfeldt-Mollerup (Hæren), Orlogskaptajn Erik Rasmussen (Flaaden), Jørgen Staffeldt (Dansk Samling), Arbejds-mand Svend Wagner (det kommunistiske Parti); senere indtraadte ogsaa Kaptajn Ole Geisler (Special Forces) og Mogens Fog som Repræsentant for Raadet. Ved dette Udvalgs Foranstaltning og efter Forhandling med de allieredes Hovedkvarter inddeltes Landet i 6 Distrikter hver med selvstændige Ledelser, ligesom der i Køben-havn og Provinsen oprettedes Amts- og Byledelser. Disse Organer blev overalt sam-mensat af Repræsentanter for de forskellige aktive Modstandsorganisationer, suppleret med Befalingsmænd. Distriktsledelserne stod ved Kurerer i Forbindelse med M-Udvalget, senere Kommandoudvalget, og havde direkte Radioforbindelse med de allieredes Hovedkvarter. For Jylland oprettedes en fælles Jyllandsledelse til Koordinering af de 3 jydske Regioner.

2) Kommandoudvalget.

Da Opbygningen af Apparatet i Juli 1944 var gennemført, afløstes M-Udvalget af et Kommandoiudvalg. Kommandoudvalget udøvede derefter Modstandsstyrkernes øver-ste Myndighed og bestod af Frode Jakobsen og Mogens Fog (som Repræsentanter for Raadet, efter Fogs Arrestation var Frode Jakobsen Enerepræsentant og blev udnævnt til Leder af Udvalget, desuden Kaptajn C.V. Hjalf (Stabschef i Hærens illegale Orga-nisation), Kommandørkaptajn K. Lundsteen (Stabschef i Flaadens illegale Organisa-tion), Major Flemming Muus (Special Forces) og efter 19. September 1944 Politiin-spektør S.A.Holten (Politiets illegale Organisation). Som Forbindelsesofficerer i Di-strikterne deltog Svend Wagner og Ahnfeldt-Mollerup i Udvalgsarbejdet henholdsvis for København—Sjælland og Jylland—Fyn. Kommandoudvalget foretog Fordelingen af de Vaaben, der udefra tilførtes Landet.

I Oktober 1944 blev det aftalt med de Allieredes Hovedkvarter, at saafremt de Allie-rede i Tilfælde af Krigshandlinger paa dansk Jord skulde ønske udnævnt en militær øverstbefalende, vilde dette blive Generalløjtnant E. Gørtz. Denne skulde i saa Tilfæl-de træde i Funktion i det Øjeblik, det proklameredes fra de Allieredes Hovedkvarter.

3) Bladudvalget.

Flere Blade var direkte repræsenteret i Raadet, men Flertallet af de illegale Blade udsendtes af særlige Grupper, og for at koordinere samtlige Blades Virksomhed blev der truffet følgende Ordning: De illegale Blade sluttede sig sammen i en Række Grupper hver med sit Udvalg, der mødtes ugentlig. Fra hver af Grupperne sendtes en Repræsentant til Frihedsraadets Bladudvalg, der traadte sammen i Marts 1944. Det bestod af Redaktør Niels Jørgensen, Redaktør Peter de Hemmer Gudme, stud. jur. Bent Jørgensen, Redaktør Børge Outze samt Arne Sørensen og Mogens Fog som Repræsentanter for Raadet. Paa dette Udvalgs ugentlige Møder drøftede man de politiske Retningslinier, fremsatte Ønsker og Forslag fra Bladene til Raadet og behandlede Raadets interne og officielle Retningslinier. Efter Arrestationer m. v. blev Bladudvalget omdannet og bestod i Foraaret 1945 af Arne Sørensen (Raadet), cand. jur. Per Markussen, stud. jur. Otto Borch, stud. jur. Bent Brier og Antikvarboghandler Kaaber.

4) Kontaktudvalget.

I Juli 1944 var der opnaaet Mulighed for et Samarbejde med Repræsentanter for visse politiske Partier, og der blev da nedsat et Kontaktudvalg, som drøftede alle Spørgsmaal af fælles Interesse for Frihedsbevægelsen og Politikerne. Udvalget be-stod af Chefredaktør Schoch og Redaktør Børge Houmann (Raadet), Folketingsmand H.C. Hansen (det socialdemokratiske Parti), Folketingsmand Axel Møller (det konser-vative Parti). Efter Redaktør Schochs Arrestation indtraadte Frode Jakobsen i Udval-get, og

under Houmanns Sygdom Folketingsmand Alfred Jensen. Ved større Begivenheder og under Drøftelse af Regeringens Dannelse og Straffeloven optoges Forhandlinger af en bredere Repræsentation af Raadet og Politikerne, især Vilhelm Buhl, Ole Bjørn Kraft og Hedtoft Hansen.

5) Juridiske Udvalg.

Fra Sommeren 1944 lod Raadet udarbejde en Række Lovforslag med Henblik paa Opfyldelse af Frihedsbevægelsens Krav efter Befrielsen. Det drejede sig om et Straffelovstillæg, et Tillæg til Retsplejeloven, et Forslag til Konfiskation af Værnema-gergevinster og et Forslag til Ydelse af Erstatninger m. v. til dem, der havde lidt Tab som Følge af Deltagelse i Frihedskampen. I dette Arbejde deltog Overretssagfører Busch-Jensen, Landsretssagfører Carl Madsen, Højesteretsssagfører Ejvind Møller, Fuldmægtig Kjeld Lundgren, Kontorchef Banke og Direktør Ebbe Groes. Udkast til Straffelovstillægget blev i Foraaret 1945 gjort til Genstand for Drøftelse dels med Repræsentanter for politiske Partier og dels med Jurister, udpeget af disse.

6) Arrestationsudvalg.

I Efteraaret 1944 nedsatte Raadet et Udvalg, der skulde gennemgaa og fremskaffe Materiale vedrørende Personer, der med Føje kunde sigtes for landskadelig Virksomhed, og som det af Hensyn til Retssikkerheden efter Besættelsen vilde være nødvendigt at internere til nærmere Undersøgelse. Dette Raad bestod af Frode Jakobsen som Formand (Raadet), Landsretssagfører Carl Madsen (som Jurist), Politi-inspektør Holten (Politiet, der efter den 19. September 1944 havde stillet sig under Frihedsraadets Ledelse under samme Forhold som tidligere Hæren), Vognmand Nørup, senere afløst af Prokurist V. Villadsen (de væbnede Styrker) samt Professor Carsten Høeg og Kriminalassistent H. C. Andersen. Arrestationsudvalget gennemgik ialt 40.000 Personers Forhold og oprettede Kartotek over de Personer, der skulde interneres. En Genpart af Kartotekkortene blev tilstillet særlige Arrestationsgrupper inden for hvert af Landets 6 Militærdistrikter.

7) Lokalkomitéer.

I August 1944 udtaltes fra allieret Side et Ønske om, at der i Provinsbyerne blev oprettet et Organ, som gav samlet Udtryk for Modstandsbevægelsen paa Stedet. Der oprettedes derefter Lokalkomiteer overalt i Landet bestaaende af Repræsentanter for de større Modstandsgrupper og Organisationsgrupper suppleret med en Repræsentant for den stedlige Bestyrelse. Det var Lokalkomiteernes Opgave at give Udtryk for Modstandsbevægelsens lokale Interesser, lede Gennemførelsen af Frihedsraadets Retningslinier paa Stedet, tage Stilling til og lede eventuelle Strejkebevægelser, indsamle Materiale til Arrestationsudvalget og i det hele repræsentere Raadet.

8) Sabotage.

Sabotageorganisationerne var som Frihedsbevægelsens øvrige Organisationer op-staaet spontant. Efter Frihedsraadets Oprettelse holdt det stadig Kontakt med de større Sabotagegrupper, specielt Holger Danske og Bopa, og gav disse Meddelelse om de Retningslinier, hvorefter Sabotagen til enhver Tid burde udøves, ligesom Uddelingen af Sprængstoffer blev systematiseret ved Raadets Foranstaltning i Forbindelse med Ledelsen af „Faldskærmsagenterne". Fra Begyndelsen af 1944 deltog Raadet lige-ledes i Udvælgelsen af Objekter, men iøvrigt gennemførte de forskellige Grupper selv Undersøgelse og Aktion mod de enkelte Maal. Jernbanesabotagen i Jylland 1944—45 gennemførtes i nøje Samarbejde med Ledelsen af Militærdistrikterne.

Virksomhed iøvrigt.

Foruden de offentlige Udtalelser og det Arbejde, der var henlagt under Udvalgene, førte Raadet Forhandlinger med Repræsentanter for de frie danske i Udlandet, de allierede og talrige danske Enkeltpersoner, Institutioner og Myndigheder og søgte

herved at influere paa den Holdning, Landet som Helhed indtog over for Besættel-sesmagten, i stigende Grad blev Raadets Afgørelser bestemmende herfor.

I Foraaret 1944 indledte Raadet de Forhandlinger, der afsluttedes med Afsendelsen af Biblioteksdirektør Th. Døssing til Sovjetunionen som Repræsentant for det kæm-pende Danmark. Ligeledes forberedte Raadet Danmarks Optagelse blandt de allie-rede Nationer sidst ved en Henvendelse af Januar 1945, som fremsendtes af Raadet og de politiske Partier i Forening. Det vil ikke være muligt iøvrigt paa dette Sted at give en fuldstændig Oversigt over Raadets Virksomhed.

Økonomi.

Under hele Frihedskampen har det været overladt de enkelte Organisationer og Modstandsgrupper selv at opretholde deres Økonomi gennem Indsamlinger og lign. Efter Oprettelsen af de væbnede Styrker blev det imidlertid nødvendigt for Raadet at skabe en selvstændig Økonomi. I Maj 1944 paatog Dr. techn. Chr. Ostenfeld sig den Opgave at fungere som Kasserer for Raadet, og han iværksatte en privat Indsamling fra Erhvervsorganisationerne o.s.v. Samtidig ydedes der fra engelsk Side gennem Special Forces' herværende Repræsentanter betydelige Tilskud til Arbejdet. Disse Beløb betragtes efter den nuværende danske Regerings Ønske som Laan til den danske Stat. I August 1944 tilbød de politiske Partiers Repræsentanter gennem Kon-taktudvalget at yde Tilskud til Organisation og Bevæbning af Styrkerne af Statens Midler, og Udgifterne er siden væsentligt afholdt ad denne Vej.

Raadet havde vedtaget at opløse sig, saa snart Forfatningen ved Landets Befrielse kunde træde i Kraft; men paa Grund af Forholdene maatte dette fungere videre indtil Sagen vedrørende de internerede og de væbnede Styrker kunde henlægges under ansvarlige Ministre. Den 8. Juni 1945 modtog Hans Majestæt Kongen Raadet i Afskeds-audiens.

Spørgsmaalet om, hvad der skal ske i Danmark, naar Tyskland er besejret, og Be-sættelsen hæves, drøftes med stor Alvor og Interesse i hele det danske Folk. En aaben Debat om dette for vort Land livsvigtige Fremtidsproblem er udelukket under de her-skende Forhold, men det er nødvendigt, at man ikke staar uforberedt den Dag, vi selv skal styre vore egne Sager.

For nogle Maaneder siden traadte Repræsentanter for de frie Bevægelser, der in-denfor Landets Grænser bekæmper Tyskerne, sammen og dannede DANMARKS FRI-HEDSRAAD. Udover det aktuelle Arbejde er det naturligt, at Raadet maatte gaa i Gang med Drøftelser af Retningslinier for Tiden efter Krigen, idet det her gerne vilde samle hele den Indflydelse, det raader over, til en Indsats i Tide. Raadet mener sig forpligtet til at fremlægge Resultatet af sine Overvejelser, fordi det er det eneste autoritative Organ, der for Tiden aabenlyst kan give Udtryk for sin Mening, og berettiget til at gøre det, fordi Raadet repræsenterer den store Del af Befolkningen, der fører en aktiv Kamp mod Besættelsesmagt og Nazisme og derved gør en reel Indsats for Danmarks Befrielse.

Der vil være almindelig Enighed mellem alle retsindige Danske om, at de For-holdsregler, der bør træffes i direkte Tilslutning til Generhvervelsen af vort Selvstyre, skal opfylde 3 Hovedformaal:

Ad 1) Det er næppe nødvendigt, at begrunde det første af disse Punkter nærmere. Kun en meget lille Del af Befolkningen har sluttet sig til Nazismen og derigennem ta-get Standpunkt imod Folkeflertallets udtrykkelige Ønske om Demokratiets Genind-førelse og Videreudvikling.

Den Regering, der træder til umiddelbart efter Besættelsens Ophør, faar til Opgave at genindsætte det danske Folk i dets demokratiske Rettigheder, saaledes som det nærmere skal præciseres i næste Afsnit. Et af de nødvendige Skridt i denne Retning vil være at udskrive Valg til en ny Rigsdag. Den Rigsdag, der blev valgt den 23. Marts 1943, opfylder ikke Fordringerne til en demokratisk Folkerepræsentation. Den er ikke valgt ved et frit Valg, idet alle, hvis Anskuelser om Landets Kurs afveg væsentligt fra Regeringens, var afskaaret fra eller i høj Grad hæmmet i at give dette Udtryk, foruden at et af Partierne direkte var forbudt. Endelig er de Problemer, som Rigsdagen af Væl-gerne har faaet Mandat til at løse, af ganske anden Karakter end de, der ved Krigens Afslutning vil foreligge.

Den første Regering skal udføre de Handlinger, der nødvendigvis maa udføres straks, mens andre Opgaver, der ikke kræver hurtig Indgriben, bør henskydes til efter et demokratisk Valg.

Ad 2) Ved Talen om, hvem der er skyldig i eller medansvarlig for Krænkelsen af Landets Selvstyre og Retsgrundlag, tænkes ikke paa „Krigsforbrydere", det vil sige Folk, der har forbrudt sig mod de internationale Regler for Krigsførelse og Optræden i besatte Lande (Haagerkonventionen etc.) Efter de allierede Nationers Beslutning vil disse blive dømt ved særlige Domstole i de enkelte Lande.

Derimod hersker der en utvivlsom og uomgængelig Vilje i vort Folk til, at Landet selv skal gøre op med de Landsmænd, der har været Tyskerne behjælpelige med de-res Nedbrydning af vort normale Samfundsliv paa det politiske, retslige og øko-nomiske Omraade. Det vilde være en Krænkelse af Retsbevidstheden og derfor skadeligt for en sund Fremtid, om de ikke blev draget til Ansvar for deres Gerninger.

Imidlertid raader der megen Uklarhed om, hvor Grænsen for Skyld og Medansvar skal drages, og hvilke Straffeforanstaltninger der skal bringes i Anvendelse. Efter Raa-dets Mening kan Spørgsmaalet om Skyld og Medansvarlighed rejses overfor følgende Grupper:

Ad 3) Medens der for de første 4 Gruppers Vedkommende næppe bestaar nogen større Fare for, at Folket ved Krigsafslutningen skulde tage sig selv til Rette, viser en Række Begivenheder i Sommeren 1943, at Udsigten til Selvjustits overfor dem, der falder ind under Gruppe V, er nærliggende. Hvor forstaaelig en saadan spontan Reak-tion end maatte være, er den dog i saa høj Grad stridende mod dansk Retsopfattelse, at alle besindige Borgere maa være enige om at søge denne Situation undgaaet.

Men dette kan kun ske, hvis Befolkningen paa Forhaand har Sikkerhed for, at Anklage mod de paagældende vil blive rejst, og at de ufortøvet bliver hindret i at udøve den Terror, de gennem deres nazistiske Oplæring er indstillet paa at bringe i Anvendelse, og som ganske utilsløret forberedes af de hvervede Korps.

For at undgaa blodige Revolter og Opgør indenfor Landets Grænser, men ogsaa for at sikre Gennemførelsen af de to andre Hovedopgaver, vil det være nødvendigt, at der straks efter Krigsafslutningen paa forfatningsmæssigt Grundlag skabes et Regerings-organ, der i Overensstemmelse med Folkets Ønsker handlekraftigt kan og vil gennem-føre de Forholdsregler, der er nødvendige for hurtigt at føre Landet frem til en normal Tilværelse.

Vi skal i det følgende nærmere udforme de Opgaver, der forestaar i den første Tid efter Besættelsens Ophør og begrunde vor Opfattelse af, hvorledes de bør løses. Der vil blive lagt Vægt paa at skelne mellem saadanne Forholdsregler, der af Hensyn til Landets Sikkerhed maa træffes straks, og saadanne, som ikke haster, og som derfor kan underkastes en regulær demokratisk Behandling af en nyvalgt Rigsdag.

Det er vort Haab gennem dette Arbejde at bidrage til et retfærdigt Opgør med de landsskadelige Kræfter, som Besættelsen har udløst, og til en hurtig og sikker Genop-rettelse af vort normale Samfundsliv paa demokratisk Grund.

Anderledes stiller Forholdet sig med Hensyn til de nazistiske Korps, der dels ud-dannes direkte med indenlandsk Virksomhed for Øje, dels kan forventes hjemsendt fra Fronterne. Den Mulighed foreligger, at de, naar Besættelsen hæves, vil udøve indi-viduel Terror og forsøge at modsætte sig Genindførelsen af demokratiske og ordnede Tilstande ved Vaabenmagt. Derved frembyder Korpsene en saadan Fare for Statens Sikkerhed, at de ikke alene maa forbydes, men afvæbnes og uskadeliggøres, straks efter at Tyskerne har forladt Landet. Medlemmernes videre Skæbne vil saa afhænge af de Straffeforanstaltninger, der skal fastsættes bl.a. for Deltagelse i fremmed Krigs-tjeneste for fjendtlig Magt, og som omtales i det følgende Afsnit.

— Endelig er det som omtalt den første Regerings Opgave at udskrive Nyvalg til Rigsdagen, saaledes at den yderligere Udbygning af Demokratiet ligger i Folkets Haand. Der vil under en offentlig og fri Valgkamp blive Lejlighed for Partierne til at tage Stilling til de Opgaver, som vi tillægger den nye Rigsdag, samt til andre fore-liggende Spørgsmaal, herunder Beskæftigelsesproblemet, som vi iøvrigt ikke her skal komme ind paa.

Naar Raadet lægger megen Vægt paa et Opgør med Hensyn til de Forsyndelser, der er begaaet overfor Land og Borgere under Besættelsens Tvangssituation, skyldes det ikke noget hadsk Ønske om Repressalier, men en fast Overbevisning om, at det for Danmarks frie Fremtid er af afgørende Betydning at udskyde de Elementer af Sam-fundslivet, som har svigtet eller direkte angrebet vort Demokrati og vor Retsorden.

Som anført i Indledningen maa der herunder skelnes mellem 5 Grupper, hvis For-hold nu skal behandles særskilt.

Raadet anser det for ubetimeligt paa nuværende Tidspunkt at rejse nogen Diskus-sion om Ansvaret for, at Danmark kapitulerede uden Forsøg paa Forsvar den 9. April. De Forhold, der førte til Beslutningen om ikke at gøre Modstand, har deres Grund i he-le vor mangeaarige Forsvarspolitik, der var ført med Befolkningens Tilslutning, og det kan derfor ikke være berettiget at rejse nogen almindelig Anklage mod den Regering, som deltog i Beslutningen om Overgivelse. Derimod kan det komme paa Tale at rejse Anklage mod Enkeltpersoner indenfor Ministeriet, som har undladt at lade Oplys-ninger om det forestaaende Angreb gaa videre til andre Ministre og til Rigsdagen og derved har hindret en klar Forhaandsafgørelse af, om vi skulde forsvare os eller ikke.

Det maa blive den nye Rigsdags Opgave at nedsætte en parlamentarisk Kommis-sion i Henhold til Grundlovens Prg. 45, som kan klarlægge Skyldsspørgsmaalene i denne Henseende, hvorefter man maa træffe Beslutning om, hvorvidt der skal rejses Rigsretsanklage.

Under Besættelsen indtil den 28. August 1943 var det 3 danske Regeringer og 2 Rigsdagsforsamlinger, der gennemførte Samarbejde med Tyskerne. Der blev i denne Periode foretaget afgørende Indgreb i dansk Retsorden gennem de Love, Anord-ninger og Bestemmelser, som er anført i foregaaende Afsnit. Og samtidig ydedes der Tys-kerne en Række Indrømmelser paa det økonomiske Omraade, som svækkede Landets finansielle Stilling. Befolkningen var afskaaret fra at give sin Mening til Kende overfor den Samarbejds- og Indrømmelsespolitik, som Regering og Rigsdag førte, fordi enhver offentlig Kritik blev opfattet som krænkende for tyske Interesser og derfor forbudt, og fordi man ved Valget i Marts 1943 udtrykkelig meddelte Vælgerne, at de ikke ved Afstemningen skulde eller kunde tage Stilling til Regeringens Politik. Der skal ikke paa dette Sted gøres nærmere Rede for Frihedsraadets Standpunkt til de Ledendes Op-træden, men det skal kort slaas fast, at Samarbejdsperioden efter Raadets Mening har været til stor Skade for vort Land, fordi det var Danske, der selv nedbrød vor

Side 230

Retsorden og undergravede vor Økonomi, og fordi det blev Danske, der deltog i Bekæmpelsen af den aktive Modstand mod Besættelsesmagten. Officielt blev Danmark en frivillig Hjælper paa Frontens tyske Side, medens andre besatte Lande aabenlyst satte sig til Modværge. Og det fritager ikke nogen af de styrende for Ansvar, at de handlede under tysk Tvang, thi baade Rigsdag og Ministerium som Helhed og de enkelte Medlemmer kunde have svaret Nej til tyske Krav og taget de deraf følgende Konsekvenser. Men det er efter Frihedsraadets Mening det danske Folk, der skal afgøre, om det anser den førte Politik for forsvarlig eller endog berettiget, og om det med Henblik paa Fremtidens Opgaver vil give de Personer sin Tillid, som under Henvisning til „det mindre Onde" prisgav vore demokratiske Privilegier under Besættelsen. Det Opgør, der bør finde Sted mellem disse Aars Politikere og Befolk-ningen, er med andre Ord efter Raadets Opfattelse ikke af juridisk, men af politisk Art. Den Ændring af Forholdene, der fandt Sted ved den tyske Magtovertagelse, vil ikke kunne udviske Indtrykket af, hvad Samarbejdsaarenes Mænd bærer Ansvaret for, og det er ganske nødvendigt for Befæstelsen og Videreførelsen af den demokratiske Linie i Danmarks Fremtid, at der tages en klar Stilling til deres Handlinger. Dette kan ske gennem Valget til den nye Rigsdag efter en forudgaaende offentlig Drøftelse af Besættelsestidens Politik.

Den nye Rigsdag vil faa til Opgave at afgøre, om der skal nedsættes en parla-mentarisk Kommission til Undersøgelse af, om Enkeltpersoner indenfor Regeringer og Rigsdag i strafværdig Grad har svigtet deres Opgave som Repræsentanter for danske Interesser til Fordel for den fjendtlige Magt. Skulde Kommissionen finde, at dette har været Tilfældet for nogles Vedkommende, vil Rigsretssag kunne rejses mod dem.

Et stort Antal af de offentlig ansatte har under Besættelsen udvist en udmærket national Holdning, idet de har søgt at forvalte tyskvenlige Love m. v. paa en saadan Maade, at det mindst muligt kom til at gaa ud over deres Landsmænd. Men enkelte Embeds- og Tjenestemænd baade i Centraladministration, Politi, Domstole og andre Myndigheder har i Tjenesteiver eller direkte Nazisympati hensynsløst udnyttet de foreliggende Muligheder til Skade for danske Interesser og Enkeltpersoner. Denne Handlemaade er i Strid med almindelig national Moral og Retsfølelse, og det vil være betænkeligt at lade Folk, der saa tydeligt har afsløret antidemokratiske Tilbøjelig-heder, fortsætte deres Embedsgerning under Landets Genrejsning. Det fritager ikke for Ansvar, at der er handlet i formel Overensstemmelse med Undtagelseslovgiv-ningen eller efter tyske Ordrer, idet den enkelte i samme Grad som andre har haft Mulighed for at lade de paatvungne Forskrifter slumre eller nægte at adlyde Ordre.

Det vil være den første Regerings Opgave at suspendere saadanne offentligt an-satte, hvadenten de er erklærede Nazister eller blot holdningsløse Medløbere. Deres Forhold kan da tages op til nærmere Undersøgelse i Henhold til den nye Rigsdags Bestemmelse. De vil ikke kunne drages til Ansvar efter den nugældende Tjeneste-mandslov, fordi den Situation, Landet kom i i April 1940, ikke var forudset ved Lovens Vedtagelse. Der maa derfor skabes ny Lovhjemmel, hvorefter de kan tiltales. — Vi skal senere i dette Afsnit behandle det almindelige Spørgsmaal om Tiltale efter Love med tilbagevirkende Kraft.

III. Personer indenfor Presse, Kunst, Undervisningsvirksomhed, Radio og Organisa-tionsliv, som har ydet Besættelsesmagten og Nazismen aandelig Støtte.

I Ly af den eensidige Ytringsfrihed, som Besættelsesaarene bød Danmark, har ad-skillige Mennesker udfoldet en Paavirkning af Offentligheden i nazistisk og tyskvenlig Retning, som ikke kunde finde sin naturlige Modvægt, da det var udelukket at tage til Genmæle. Denne Propaganda tilsigtede at undergrave den nationale Modstandsvilje og den demokratiske Samfundsfølelse, men den prellede af paa Danskernes sunde Instinkter og Dømmekraft. Det kan forudses, at adskillige af de Folk, der mest aaben-mundet har taget de øjeblikkelige Magthaveres Parti, vil følge deres Overløbernatur og søge tilbage i Demokratiets Rækker, men der er al Grund til at vente, at de

ikke vil formaa at aftvætte det Stempel, de selv har paatrykket sig, og alene den almindelige Fordømmelse af deres Adfærd og Foragt for deres Holdningsløshed vil være tilstrækkelig til at hindre dem i at gøre sig offentligt gældende for Fremtiden. Nogen Form for direkte Straffeforanstaltninger vil derfor i Reglen ikke være paa-krævet, undtagen hvor det drejer sig om Tjenestemænd; for deres Vedkommende gælder det, at man ikke med Tryghed kan lade dem deltage i Genopbygningen og Forvaltningen af Demokratiet, hvorfor en lignende Behandling som for de under Gruppe II omtalte Embeds- og Tjenestemænd vil føles retfærdig.

Betydende Dele af Erhvervslivet har, medens Landet som Helhed forarmedes, taget et stærkt Opsving under Krigen som Følge af Leverancer til Tyskland og dets For-bundsfæller. Det drejer sig her navnlig om visse Fabrikanter, Aktieselskaber, Entre-prenører, Handlende m. fl., der har udnyttet den foreliggende Situation til at skaffe sig ekstraordinære Indtægter paa det øvrige Samfunds Bekostning. I Modsætning til, hvad der var Tilfældet under Verdenskrigen 1914—18, er Krigsindkomsterne nemlig denne Gang ikke fremkommet ved Betaling fra de Lande, der har modtaget Varerne, men ved at Nationalbanken paa det danske Samfunds Vegne har betalt Sælgerne de Købesummer, som Tyskland stadig skylder os.

Det er værd at understrege, at der i hvert Fald ikke før den 29. August var Tale om nogen egentlig Tvang for Industridrivende, Entreprenører og Grossister til at produ-cere eller levere Varer til Tyskland, ligesom der for Detailhandel kun var Pligt til Salg af personlige Fornødenheder til Medlemmer af den tyske Værnemagt og paa almindelige Betingelser. Mange har forsøgt at give det Udseende af, at der forelaa en saadan Tvang. Det kan slaas fast, at dette ikke er rigtigt, men Undskyldninger frem-kaldt af daarlig Samvittighed. Det fritager heller ikke for Ansvar, at Leverancerne i adskillige Tilfælde har fundet Sted efter Forhandling med de danske Myndigheder. Det kan kun paaføre disse et Medansvar. At en konsekvent national Holdning var mulig, fremgaar deraf, at en Række Erhvervsdrivende faktisk har formaaet at undgaa Leverancer til Tyskland.

Endvidere maa den Indvending afvises, at Krigsleverancerne skulde være dikteret af Ønsket om at opretholde Beskæftigelsen. De Summer, vi har anvendt til de uden-landske Kreditter, har ikke blot „opretholdt Beskæftigelsen", men forarmet Landet ved, at vore Beholdninger af Varer og Materialer er unddraget det hjemlige Forbrug og sendt ud af Landet uden Betaling.

De Fortjenester, der er udbetalt af Nationalbanken for Leverancer til Tyskland, er kun kommet en lille Del af Befolkningen til Gavn, og da ingen venter, at Tyskland efter sit Nederlag vil være i Stand til at betale de Beløb, det skylder, vil det ikke alene under Krigen, men ogsaa i Fremtiden, være det samlede danske Samfund, der skal bære Byrderne ved, at enkelte har lukreret stort. Gennem særlige Skattelove har Staten søgt at reducere Krigsfortjenesterne, men Beskatningen har under Besæt-telsens Tryk ikke kunnet faa den Karakter af Konfiskation, som maa synes rimelig i Betragtning af, at Fortjenesterne er opnaaet paa Bekostning af den øvrige Befolkning.

I naturlig Overensstemmelse med demokratisk Retsfølelse paa det økonomiske Omraade bør da under Efterkrigens frie Forhold uden Hensyn til de Følger, det kan have for den enkelte, foretages en Konfiskation af disse Krigsgevinster til Afdrag paa Nationalbankens tyske Tilgodehavende og saaledes til Formindskelse af det danske Samfunds Tab. Under Valgdebatten maa man drøfte de Retningslinier, der herunder skal følges, hvorefter det bliver den nye Rigsdags Opgave at føre Foranstaltningerne ud i Livet.

En Konfiskation af denne Art, der virker som Fordømmelse og Straf, tænkes natur-ligvis ikke vendt mod den almindelige Indtægtsfremgang, der karakteriserer hele Erhverv som Følge af Prisstigninger paa deres Produkter, og som den enkelte uden selv at have tilstræbt det har deltaget i. De Personer, man ønsker at ramme, er dem, der for økonomisk Vindings Skyld ikke har vist tilbørlig Tilbageholdenhed med Hensyn

til at stille deres Arbejdskraft og Produktionsanlæg til vore Fjenders Disposition. At en mere indgribende Skattelovgivning end den nugældende om nødvendigt efter Krigen maa bøde paa de Misforhold mellem forskellige Samfundsklassers økonomi-ske Stilling, som Krigstidens uheldige Indtægtsfordeling har medført, er en anden Sag og falder uden for denne Redegørelses Rammer.

Det er overfor Personer af denne Art, at det vil være nødvendigt at tage øjeblik-kelige Forholdsregler, dels for at hindre dem i at skabe Uroligheder, dels for dermed at opfylde Folkets naturlige Krav om retfærdig Straf over Landsforræderne.

Det har for Raadet været en tungtvejende Begrundelse for overhovedet at gaa i Lag med den umiddelbare Efterkrigstids Problemer, at det herved kan yde et positivt Bidrag til Afgørelsen af, hvorledes Straffen skal ramme de skyldige af denne Art, og samtidig kan anvise den eneste Udvej for, at Danmark undgaar at styrtes ud i en Periode af individuel Terror og personlige Repressalier, naar Besættelsen hæves. Raadet har i Kraft af sin Sammensætning et meget nøje Kendskab til de Følelser og Forsætter, der besjæler den aktive Del af Befolkningen uanset den politiske Opfattelse iøvrigt, og det er vor faste Overbevisning, at talrige Landsmænd forestiller sig et direkte Opgør med Forræderne, saafremt disse ikke øjeblikkeligt drages til Ansvar af Landets lovlige Myndigheder.

Raadets Overvejelser over, hvorledes dette kan ske, fører os ind paa en nøjere Ud-redning vedrørende

Men det maa paa Forhaand fastslaas, at der ved Idømmelse af Straf ikke kan blive Tale om at gaa uden for de Strafarter, som gældende Straffelov hjemler, med Fæng-sel paa Livstid som den højeste Straf. Os ligeledes maa det staa fast, at enhver Sag behandles i den lovlige Strafferetsplejes Former, med offentlig Tiltale og med samme Adgang til Forsvar for Domstolen som i enhver anden Sag.

Saadanne Sager, som efter Grundloven og gældende Retsplejelov er Nævninge-sager, skal afgøres ved Nævningeret. Men efter Raadets Mening kan man ikke lade Sagerne paadømme ved de bestaaende Domstole, fordi disse har været medvirkende til at gennemføre de tyskpaatvungne Straffeforanstaltninger, og fordi det maa forud-ses, at Tiltale vil kunne ramme Dommere og andre af Retsvæsenets Embedsmænd. Det vil derfor være rettest, at der til Behandling af disse Sager oprettes særlige Domstole, hvis juridiske Element bestaar af Personer, som opfylder Lovens Forskrifter for at kunne være Dommere, men at Valget ikke er bundet til de fastansatte Dom-meres Kreds.

Det vil være rimeligt, at de her omhandlede Særlove først vedtages af den nye Rigsdag. De, der skal straffes efter disse Love, vil kunne fængsles straks paa Grundlag af deres Overtrædelse af gældende Lov, f. Eks. Straffelovens Prg. 261 om Friheds-berøvelse, og Forundersøgelsen imod dem kan gennemføres, medens den nye Lov-givning forberedes, saa at ingen kommer til at udstaa unødig lang Varetægtsarrest, fordi Domfældelsen maa afvente Lovgivningsmagtens Beslutning om Straffens Stør-relse.

Efter Frihedsraadets Mening vil der være Brug for følgende Ændringer og Tilfø-jelser til Straffeloven:

Bestemmelserne om Forbrydelser mod Statens Selvstændighed og Sikkerhed i den borgerlige Straffelovs Kapitel 12 maa revideres og skærpes, saaledes at ingen Straf bliver mindre end Fængsel i 4 Aar. Tyskland vil være at betragte som fjendtlig Magt under hele Besættelsestiden.

Bestemmelserne i Kapitel 25 om Forbrydelser mod Liv og Legeme og i Kapitel 26 om Forbrydelser mod den personlige Frihed maa revideres og skærpes saaledes, at ingen Straf bliver mindre end Fængsel i 4 Aar.

Bestemmelserne i Kapitel 27 om Freds- og Æreskrænkelser revideres og skærpes med Henblik paa de Krænkelser af Privatlivets Fred (Pgr. 264) og Forfølgelser paa Grund af Tro og Afstamning (Pgr. 266), der har fundet Sted. Mindste Straf bør være Fængsel i 4 Aar.

Paragraf 128 i Kapitel 14 om Hvervning til fremmed Krigstjeneste ændres saaledes, at det ikke alene gøres strafbart at hverve, men ogsaa at lade sig hverve til fremmed (fjendtlig) Krigstjeneste, med mindste Straf ansat til Fængsel i 4 Aar.

Lov 149, 2.-8.-1914, om Forbud mod fra dansk Territorium at støtte fremmed Krigs-magt, maa ændres saaledes, at der bliver Fængselsstraf ikke under 4 Aar for Del-tagelse i tysk Krigstjeneste, og at Straffen kommer til Anvendelse uanset, at Rege-ringen ikke har kunnet udstede noget Forbud mod saadan Tjeneste.

Endelig maa der indføres en Bestemmelse om Straf for Angiveri, der af Raadet foreslaas affattet saaledes:

„Den, som ved Anmeldelse eller paa anden Maade har medvirket til, at nogen er blevet undergivet tysk Politi eller tysk Militærs Magt eller er blevet fængslet eller straffet i Henhold til midlertidige Undtagelsesbestemmelser, straffes med Fængsel fra 4 Aar indtil paa Livstid. Har Handlingen medført, at nogen har lidt Skade paa Legeme eller Helbred eller har mistet Livet, kan Straffen ikke blive ringere end for forsætlig Tilføjelse af saadan Skade."

Det er Raadets faste Overbevisning, at en øjeblikkelig Fængsling af alle nazistiske Elementer og en hurtig Anklage og Domfældelse efter Regler som de her foreslaaede vil være i fuld Overensstemmelse med Folkets Retsfølelse, og at en energisk Gennemførelse af disse Foranstaltninger, ja, alene Udsigten dertil, vil kunne hindre tøjlesløse og blodige Repressalier uden Lov og Dom.

nyder Befolkningens fulde Tillid, saa de virkelig med Autoritet kan gennemføre de Opgaver, vi ovenfor har opridset.

Løsningen af disse Opgaver — ikke de Personer, der skal løse dem — er det, der i første Række ligger Frihedsraadet og hele Frihedsbevægelsen paa Sinde. Det er ikke i Dag muligt at pege paa de Personligheder, som ved Krigens Afslutning vil have gjort sig fortjent til Befolkningens Tillid, og som vil have Evne til med Kraft og Myndighed at føre Landet frem til normale, demokratiske Tilstande. Men allerede nu kan fremhæves, at det bør være Mænd, der ikke paa nogen Maade er kompromitteret ved deres Optræden under Besættelsestiden.

Den første Regerings Funktionstid vil blive kort, idet den formentlig vil blive afløst efter Rigsdagsvalget, men dens Virksomhed vil blive yderst ansvarsfuld, fordi den fal-der i en urolig og farlig Overgangstid.

hvilket vil bidrage til at opfylde Raadets Hensigt: En Forberedelse til Tiden efter Besættelsens Ophør, saa der saa hurtigt, saa ublodigt og saa gnidningsløst som muligt kan blive normale, frie Tilstande i Danmark.

DANMARKS FEIHEDSRAAD udtaler sin skarpeste Fordømmelse af de Progromer, Tyskerne har iværksat overfor Jøderne i vort Land. I det danske Folk danner Jøderne ikke nogen Særklasse, men er Landsmænd i fuldt ud samme Forstand som alle andre Danske. Ved Iværksættelse af Jødeprogromer har Tyskerne fuldbyrdet deres systema-tiske Nedbrydning af dansk Retsorden; dermed maa enhver Forbindelse mellem dansk og tysk Gerning være afbrudt. I Konsekvens heraf opfordrer vi ethvert Medlem af dansk Administration og Politi til at afvise alt Samarbejde med Tyskerne og enhver dansk Erhvervsdrivende til at nægte, forsinke eller forringe alle Leverancer til Besæt-telsesmagten.

Raadet konstaterer, at Tyskerne efter Sædvane har beskyldt Jøderne for at være Sabotagens og Urolighedernes Bagmænd, men ikke har formaaet at føre et eneste Bevis for denne Paastands Rigtighed. Vi danske ved, at hele Befolkningen staar bag Modstanden mod de tyske Undertrykkere.

Raadet opfordrer den danske Befolkning til paa alle Maader at støtte de jødiske Medborgere, der endnu ikke maatte være undsluppet til Udlandet. Enhver Dansker, der er Tyskerne behjælpelig i deres Menneskejagt, er en Landsforræder og vil blive straffet som saadan, naar Tyskland er besejret. Oktober 1943. Danmarks Frihedsraad.

Saalænge Besættelsen har varet, har Væmemagtssoldater og Frikorpsfolk øvet Vold og Overfald paa sagesløse danske Borgere. Under tysk Beskyttelse har de trygt kunnet sætte sig ud over enhver Retsorden og endog forøve Mord og private Hæv-nakter uden at behøve at frygte Straf. Hvis de blev anholdt af dansk Politi, krævede Tyskerne dem udleveret og satte dem derefter paa fri Fod. Samtidig risikerer enhver god Dansker vilkaarligt at blive fængslet og stillet for tysk Standret uden Skygge af berettiget Anklage.

Denne retsløse Tilstand har ganske naturligt vakt en voldsom Harme i det danske Folk, og i flere Tilfælde er de brutale Udæskninger blevet besvaret med Angreb paa „danske" og tyske Medlemmer af Værnemagten. Imidlertid er ikke alle saadanne Angreb forøvet af danske Frihedskæmpere, det drejer sig i flere Tilfælde bevisligt om nazistiske Provokationer eller om indbyrdes blodige Opgør mellem konkurrerende nazistiske Bander og Personer. — Hvadenten dette aabenlyst er Tilfældet, eller der foreligger Gerninger udført af ærlige Danske, bliver Svaret fra v. Hannekens Side u-vægerligt kollektive Straffeforanstaltninger, der i Strid med Haagerkonventionen ram-mer uskyldige Borgere i stort Antal.

Danmarks Frihedsraad forstaar fuldtud de Følelser, der kan bevæge retsindige Landsmænd til at handle udfra Sætningen: Øje for Øje og Tand for Tand. Alligevel maa Frihedsraadet advare mod at bekæmpe Tyskerne ad denne Vej, baade fordi det ikke tjener sit Formaal, og fordi en stor Del af Befolkningen trods sit Had til Nazismen ikke kan gaa ind for saadanne Handlinger. — Hvor Kampen mod Tyskerne kræver Afstraffelse af Enkeltpersoner, skal denne bevidst rettes mod ansvarlige og ikke mod tilfældige Medlemmer af Værnemagt og Frikorps. Men Modstanden mod Tyskerne skal for Øjeblikket først og fremmest føres paa to andre Omraader. For det første skal en-hver af os maalbevidst og utrætteligt lægge Hindringer i Vejen for den tyske Indblan-ding og Udbytning af vort Land ved at nægte eller forsinke og forringe ethvert Arbejde og enhver Leverance til Besættelsesmagten, ved at sabotere enhver Opgave, Tyskerne paatvinger os indenfor Administration, Politivirksomhed, Vagttjeneste, Er-hvervs- og Organisationsliv, og ved at lægge dem Hindringer i Vejen

ved deres Menneskejagt. Og for det andet skal de, der har Mod og Midler, rette de-res Angreb mod Punkter af vital Betydning for Besættelsesmagten, saaledes Krigspro-duktionen, Forbindelsesveje og Transporter. De tyske Repressalier, saadanne maal-bevidste Handlinger kan medføre, vil det danske Folk bære i Forstaaelse og med Stolthed. Vi beder enhver dansk Frihedskæmper lægge sig dette paa Sinde til Gavn for det fælles Maal. Danmarks Frihedsraad,

Efter at danske Frihedskæmpere er blevet dømt til Døden ved tysk Krigsret, og Dommene er blevet fuldbyrdet, ønsker vi at gøre opmærksom paa de Følger, som Fortsættelsen af en saadan Politik vil faa for Udviklingen af Forholdet mellem Dan-mark og Besættelsesmagten. I sin Udtalelse til den danske Offentlighed gav det tyske Riges Befuldmægtigede, Dr. Best, Udtryk for sin Forvisning om, at Dødsdommene havde gjort „et dybt Indtryk paa den danske Befolkning". Og heri har Dr. Best Ret, kun tager han fejl med Hensyn til den Reaktion, som vil følge paa dette Indtryk. Den tyske Krigsmagts Anvendelse af „den yderste Skarphed og Konsekvens i Afværgelsen af Angreb" skræmmer os ikke.

Overalt i de besatte Lande har Udviklingen været den samme, og Danmark vil ikke danne en Undtagelse: jo stærkere Pres, Fjenden øver mod det undertrykte Folk, jo mere haardt bliver Modtrykket. Erfaringer fra de mange europæiske Stater, hvor Tyskerne under denne Krig har gjort sig til Herrer, burde have lært dem dette. Vi, der kæmper for vort Lands Befrielse, kan ikke ved nogen Form for Trusel eller Vold tvinges til Passivitet overfor Fjenden — vi vil derfor ikke paa det nuværende Tidspunkt undlade at gøre de tyske Troppers Øverstbefalende bekendt med de danske Frihedskæmperes urokkelige Beslutning om at skærpe vore Kampmidler i samme For-hold, som man fra tysk Side skærper sine. Vort Svar paa Tyskernes Forkyndelse af den skaanselsløse Kamp er — Skaanselsløs Kamp. Danmarks Frihedsraad.

Det er De næppe. Intet Menneske med normale Instinkter og sund Fornuft er Nazist. Men hvorfor støtter DE da Nazismens Sag ved at fordømme Sabotagen? VED DE, at en enkelt dansk Fabrik - Riffelsyndikatet - under Besættelsen har fremstillet og repareret Maskinkanoner for ca. 80 Millioner Kr. til Tyskerne? Det er for 65,000 Kr. gennem-snitlig om Dagen. Forestil Dem, hvor mange Menneskers Død og Lemlæstelse blot een Dags Produktion fra denne ene Fabrik foraarsager. Men der er i Hundredevis af mindre Fabrikker, der fremstiller Dele til Krigsmateriel. Paa Nørrebro i København arbejder ca. 260 Virksomheder for Værnemagten. De blev alle standset, da Transfor-matoren i Lygten sprængtes. Mange Menneskeliv spares, blot den elektriske Strøm standser Fabrikationen een Time, eller blot een Maskine ødelægges.

Opvejer det ikke rigeligt DERES Besværligheder i samme Anledning?

Hver Dag, Krigen varer, koster ca. 10,000 Mennesker Liv og Førlighed. Leverancer af Maskinkanoner, Geværer, Flyvemaskindele, Biler, men ogsaa af Uniformer, Beklæd-ningsgenstande, Skotøj, Fødevarer, Frøkorn, og ogsaa Troppetransporter, Befæst-ningsværker, Beslaglæggelser af Bygninger forhaler Tyskernes Nederlag. Hver Bombe, hver Brand har sin Hensigt.

Om saa Sabotagen i Danmark kun forkorter Krigen een Time, redder den dog Hun-dreder Menneskeliv. Modstandsbevægelsens Indsats i Danmark betyder mere end l Times Forkortning af Krigen, ja, mere end 1 Dag. Den skaaner i Tusindvis af Menne-sker for Død og Lemlæstelse.

HVAD KOSTER Sabotagen os selv? Mange Mennesker stiller sig bekymret det Spørgsmaal. Ved De, at der af Krigsforsikringen indtil nu kun er udbetalt 25 Millioner Kroner i Erstatning for Beskadigelse paa Bygninger og Inventar? Og heri er ikke alene Følger af Sabotage, men ogsaa af Bombenedslag o.l. medregnet. Selv om Skaden med endnu uafgjorte Sager beløber sig til det dobbelte, svarer denne Sum dog kun til, hvad Tyskerne stjæler fra os i Løbet af 1 Uge — vore direkte og indirekte Udgifter ved Besættelsen er nu ca. 7 Millioner Kr. om Dagen. Og hver Gang vi selv leverer Mate-rialet til Eksportartikler, berøves vi yderligere Stoffer, vi selv har haardt Brug for.

Men drager De nu den Slutning, at Sabotagen ikke kan betyde ret meget, naar den er saa „billig", saa er det fordi De glemmer, at hver Maskine, hver Transformator, hvert Skib, hvert elektrisk Sporskifte, hver Jernbanevogn og Skinne i Krigstid yder en Indsats, der flerdobbelt opvejer Værdien.

Forkorter Modstandsbevægelsen blot Krigen nogle faa Dage, har vi indtjent vore Tab af Produktionsmidler og samtidig gjort os værdige til at faa Andel i den Hjælp med Maskiner og Mad, som de Allierede har lovet alle kæmpende Demokratier efter Krigen.

MEN SELV OM det kostede os mangefold mere, maatte vi alligevel bekæmpe Nazisme og Besættelsesmagt. Vi vil Fred, Frihed og Demokrati — hvorfor skulde vi faa alt det gratis, som andre undertrykte Nationer i Europa betaler med Blod, Taarer og Ruiner? Gør Frihedens Sag til Deres. Tro ikke Nazismens uværdige Talsmænd i Radio og Pjecer — trods alle „fædrelandskærlige" Fraser er det Nazismens Sag, de taler. Ellers fik de ikke Ordet i et Land, der er underkastet nazistisk Censur. Vil De en kortere Krig, en hurtigere Afslutning af Besættelsen og Nazismens Nederlag, da skal De støtte — ikke modvirke — Frihedsbevægelsen i Ord og Handling.

Disse Ord er ikke til den, der har forstaaet Frihedskampens Betydning, men til den, der uden at ville det, støtter Nazismens Sag. Spred denne Redegørelse overalt, hvor der udspredes Mistillid og Misfornøjelse over for Sabotage og Modstand mod Nazisterne — MEN VÆR FORSIGTIG! Danmarks Frihedsraad.

Udtryk for dette Standpunkt. Men naar det i Partiernes Erklæring hedder, at „man paa Grund af modstridende Indstilling og Anskuelser stræber hverandre efter Livet", maa vi bestemt afvise, at der fra dansk Side, af den danske Frihedsbevægelse, er blevet anvendt Midler af denne Art. Ingen af Besættelsesmagtens Ledelses Repræ-sentanter og ingen fremtrædende Nazist er blevet hverken overfaldet eller dræbt. De nazistisksindede Mennesker, der i den senere Tid har fundet Døden eller er blevet saaret, er ikke angrebet paa Grund af deres Overbevisning, men alene fordi de mod høj Betaling havde paataget sig at efterspore Landsmænd, der er aktive i Friheds-kampen, og udlevere dem til Gestapo. Disse Stikkere er ikke uskadeliggjort som Straf, men fordi de har foraarsaget talrige Menneskers Fængsling og fleres Henrettelse, og udelukkende for at forebygge, at de ved fortsat Angivervirksomhed skal bringe endnu flere i Livsfare.

Det er Besættelsesmagtens voldelige Omstyrtning af vor Retsorden, af Begrebet „Lighed for Loven", der alene nødvendiggør og berettiger denne Fremgangsmaade. Den kan ikke sidestilles med de nazistiske Hævnmord.

1944 vil bringe vort Land dets Uafhængighed tilbage, hvis vi selv kæmper derfor. Hver ny Terrorhandling fra Nazisternes Side vil kun hærde vor Evne og vor Vilje til at føre denne Kamp, ikke ved Hævnmord, Vold og Repressalier, men ved aktiv Indsats paa alle Frihedsfrontens Afsnit, ved en enig og ubrydelig Folkebevægelse vil vi genvinde Frihed og Fred i Danmark. Danmarks Frihedsraad.

Som et Led i Forsøget paa at splitte og bryde den danske Modstand har Nazisterne i den senere Tid iværksat en Række Provokationer, som DANMARKS FRIHEDSRAAD herved skal advare Befolkningen imod.

Et større Antal norske Mænd og Kvinder, tilhørende Quislingpartiet, er kommet til København, hvor de søger at lokke Folk til at hjælpe sig til Sverige, under Paaskud af, at de føler sig forfulgt af Gestapo. Samtidig er baade i København og Provinsen danske Nazister begyndt at udgive sig for „engelske Faldskærmsagenter", paa hvilken Konto de anmoder tilfældige Mennesker om økonomisk og anden Bistand. Andre Nazister foretager Indsamlinger til fingerede illegale Blade, og da de kun anmoder om Smaabeløb, har de haft Held til at narre adskillige godtroende Landsmænd. I alle de nævnte Tilfælde betyder enhver Hjælp til Provokatørerne, at man straks efter bliver arresteret af det tyske Politi. I en enkelt Provinsby er paa denne Maade en Snes Personer blevet sat fast, hvoraf enkelte siden er deporteret til Tyskland.

DANMARKS FRIHEDSRAAD skal derfor indtrængende advare mod at yde nogen Form for Hjælp til Personer, der ikke er een forud bekendt eller kan legitimere sig paa fuldt ud betryggende Maade. Provokationerne vil ikke kunne bringe den organi-serede Modstandsbevægelse i Fare, men vil gaa ud over retsindige Mennesker, der ikke forud har deltaget i Frihedskampen. Det er derfor vigtigt, at Advarslen naar saa vide Kredse som muligt.

En anden Form for Provokationer tilsigter at gøre Modstandsbevægelsen eller Dele deraf upopulær i Befolkningen. Dette er saaledes Hensigten med de meningsløse Ødelæggelser af særlig Studenter- og Sportsinstitutioner og med de mange Attentater paa gode danske Borgere, som planløst udses som Ofre. Oprindelig havde disse Handlinger Præget af rene Hævnaktioner, men det er i den sidste Tid blevet aabenlyst, at man fra nazistisk Side vil søge at faa Folk til at tro, de forøves af Kom-munister. Derved haaber man at splitte ikke alene Befolkningen, men ogsaa den Samling af Modstan-den, der blandt andet har fundet Udtryk i FRIHEDSRAADET.

For at opnaa dette har Nazisterne udsendt et falsk „illegalt" Blad, der bærer sam-me Navn som det kommunistiske Partis Organ „Land og Folk". Dette Falsum, der baade i Form og Indhold er let gennemskueligt, lader Kommunisterne tage Ansvaret for Terror-handlingerne, bl.a. for Attentatet paa Ole Bjørn Kraft, og det var næppe udkommet, før det blev gjort til Genstand for Omtale af den nazistiske Kommentator i Radioavisen. Den 3.-2. har to nazistiske Rigsdagsmænd udsendt en offentlig Erklæ-ring, hvori de yderligere søger

at underbygge Indtrykket af, at det ikke er Nazisterne, men Kommunisterne, der krænker Retsordenen i Landet. Som saa ofte før i Nazis-mens Historie afslører Provo-kationernes Ophavsmand sig ved den Iver, hvormed de prøver at udnytte deres Falsk-neri. Samtidig med at FRIHEDSRAADET afslører disse Anslag mod den antinazistiske Bevægelse, ønsker Raadet at tage Afstand fra Forsøg paa at sætte andre danske Kredse i Modsætningsforhold til det nationale Sammenhold, saaledes som det er sket i et andet illegalt Blad, betitlet „Frit Land".

Det er en Lykke for vort Land, at ikke alene Befolkningens alt overvejende Flertal har taget skarpt Afstand fra Nazismen, men at ogsaa den aktive Modstands Kræfter har kunnet finde sammen i fælles Handling og fælles Planer for Genindførelsen af Demokratiet i Danmark. Dette sunde Sammenhold skal ikke kunne bringes i Fare, fordi Nazisterne nu her som andetsteds forsøger, om Provokationer kan bryde den Modstand, som Løftebrud, Angiveri og Terror kun formaaede at skærpe. Danmarks Fri-hedsraad.

Vær maadeholden i Nydelsen af Spiritus. Den, der har drukket lidt for meget, har Tilbøjelighed til at snakke lidt for meget. Et enkelt uforsigtigt Ord kan faa uover-skuelige Følger.

Vær ikke tillidsfuld indladende overfor Mennesker, De ikke kender. Det kan være fristende — og det er menneskeligt forstaaeligt — at ville betro sig til andre om sine store og gode Gerninger. Men det kan være livsfarligt. Ikke alene for Dem selv, ogsaa for Deres Omgivelser. Det maa ikke ske.

Hvadenten De bor legalt eller illegalt, saa lad ikke illegalt Materiale ligge og flyde fremme i Deres Hjem. Dels er Materialet skabt til at cirkulere mest muligt, dels kan det frembyde Farer ved en eventuel Razzia — men i saa Fald har De selvfølgelig faaet det sendt pr. Post af Dem ubekendte Personer.

Træn Deres Hukommelse. Intet er saa farligt som en Lommebog fuld af Adresser, Telefonnumre og Notater. Gør det til en ufravigelig Regel aldrig at nedskrive Træf-festeder, Mødetider o.l. Heller ikke i Kode. Bliver De arresteret og har Kodeskrift i Deres Lommebog, vil De faa store Vanskeligheder med Gestapo. Hvad De har i Hukommelsen, kan ingen opdage.

Husk, der er Naboer i Huset, og Lydisolationen er ikke alle Steder lige god. Afpas Deres Stemme med Hensyn hertil, naar De drøfter illegale Forhold.

Fald ikke i den anden Grøft. Bandlys al forloren Røverromantik med fantastiske Ud-klædninger og al for megen Hemmelighedsfuldhed i det daglige Liv. Det vækker unø-dig Opsigt. Har Forholdene tvunget Dem „under Jorden", saa optræd som et ganske almindeligt Menneske. Lad være med at betro alle og enhver, at De er illegal. Jo færre der ved det, des bedre. Enhver illegal bør føle det som sin Pligt at bistaa og raade „Begyndere".

Vær paapasselig og pligtopfyldende. Frihedskæmperne udgør en Hær. Instrukser skal følges. Paataget Arbejde skal udføres omhyggeligt og til Tiden.

Møder maa arrangeres med største Forsigtighed og kun paa absolut sikre Steder, d.v.s. hos Familier, der ikke er impliceret i andet illegalt Arbejde. Skift saa vidt muligt Mødested for hvert Møde. Sørg altid for, at et Kendetegn i Vindue eller andet Steds tilkendegiver for Mødedeltagerne, at der er klar Bane. Ved første Sammenkomst maa Deltagerne kunne legitimere sig ved Hjælp, af et „Kendeord". Naar De gaar til Mødet, pas paa, at De ikke er skygget. De kan bedst forvisse Dem herom ved at gaa gennem flere paa hinanden følgende Smaagader med ringe Færdsel. Træk ikke Mødet ud med unødig Snak. Vær ikke højrøstede. Forlad Mødestedet enkeltvis og i forskellige Ret-ninger. Undgaa Møder med for mange Deltagere.

Pas paa Spioner og Provokatører. De anvendes i udstrakt Grad og i mange For-klædninger. Det sikreste Middel mod dem er at tie stille, uanset hvor fristende det kunde være at indlade sig paa Drøftelser af Enkeltheder, som man tilfældigvis har Kendskab til. Pas ogsaa paa „Lokkeduer". Det hænder, at Gestapo løslader Folk for at skygge dem og saaledes finde frem. Anvend derfor aldrig Personer, som har siddet arresteret, før efter længere Tids Karantæne. Dette behøver ikke at være et Mistillids-votum til de paagældende. Det er en simpel Forsigtighedsforanstaltning.

Enhver Advarsel fra legal eller illegal Side om forestaaende Arrestationer, Raz-ziaer el. lign. maa behandles med største Diskretion af dem, der modtager Advarslen, for ikke at afsløre den advarende eller hans Hjemmelsmand. Adskillige Familiemed-lemmer har forsyndet sig groft mod denne Regel og derigennem forhindret, at andre blev advaret i Tide.

Sker det, trods al Forsigtighed, at et Sted, Mødested, Poststed, Produktionssted el. lign. opdages af Gestapo, saa kap omgaaende alle Forbindelser. Hellere ligge stille 8—14 Dage, til nye Forbindelser kan etableres, end give Gestapo Mulighed for at trevle hele Apparatet op. Her gælder det igen: Forsigtighed — ikke Sorgløshed, ikke tillidsfuld Laden-staa-til. Og lad saa være med at diskutere de arresteredes Arbejde og Muligheder for „at klare den". Det er desværre i Øjeblikket en meget almindelig Foreteelse. Den tjener intet fornuftigt Formaal. I værste Fald faar Gestapo ved Hjælp af sine Spioner derigennem Oplysninger, som kan blive belastende for den arre-sterede. Endnu en Gang: TI STILLE!

Bliver De arresteret saa hold i alt Fald tæt saalænge, at Deres Medarbejdere kan faa bragt sig selv og Materialer i Sikkerhed. Lad hele Tiden Gestapo spille ud. Deri-gennem kan De muligvis faa et Begreb om, hvilke „Anklager" man har imod Dem og indrette Deres Forsvar herefter. Forlang altid Tolk, hvor Afhøringerne ikke foretages af „danske". Husk, at Gestapo altid søger at bluffe, bl.a. ved at forelægge Dem „Til-staaelser" fra Medarbejdere, som angives at være arresterede. Ligegyldigt hvor over-bevisende Gestapos Argumentation kan tage sig ud, saa hav aldrig Tillid til den. Selv om det skulde være rigtigt, at andre har gjort visse Tilstaaelser, forpligter det Dem ikke til at gøre det samme. Der vil sandsynligvis blive lovet Dem Frihed og meget andet, dersom De vil tale, men Løfterne er ikke mere værd end Naziløfter i Almindelighed. Der vil blive truet med Repressalier overfor Deres Familie, men De skader kun Deres egen Stilling, dersom De for at skaane Deres Familie giver Nazisterne det Bevismateriale mod Dem, som De søger. Og De har ingen som helst Garanti for, at Deres Familie af den Grund gaar fri. Nazisterne kan der ikke stoles paa i noget som helst Forhold. Hvad De end udsættes for, og hvad man end truer Dem med, tænk først og sidst paa, at det ikke er Deres Person, det gælder. Det er Danmark, De kæmper for, det er Danmarks Sag, De skader, dersom De røber Deres Viden for Gestapo! Danmarks Frihedsraad.

Feb.-44. Anvisninger til Borgerne under allieret Invasion i Danmark. (Trykt som Pje-ce).

Et af de Midler, man kan vente bragt i Anvendelse, er Fængsling af Gidsler, særlig blandt fremtrædende Embedsmænd, Politikere, Erhvervsdri-vende og Organisationsle-dere i de forskellige Byer. Derfor opfordrer Frihedsraadet enhver, der kan vente at blive taget som Gidsel, til i Tide at sørge for hemmeligt Logis til sig og sin Familie, saa man kan søge Skjul, naar Invasionen er en Kendsgerning. Det tjener intet For-maal at lade sig tage som Gidsel, — som fri Mand kan man gøre en Indsats.

Udsendt af DANMARKS FRIHEDSRAAD. Denne Meddelelse bør naa enhver Lands-mand. Sørg for, at den ogsaa kammer Beboerne i afsides Egne i Hænde.

Til det finske Folk.

Det danske Folk har altid taget levende Del i Finlands Skæbne. Ogsaa nu, da det finske Folk staar overfor en skæbnesvanger Afgørelse, spørger man i Danmark i Spænding og Ængstelse, hvilken Vej Finland vil vælge.

Da de Organer, som normalt giver Udtryk for dansk Opinion, i Dag er bundne af de fremmede Undertrykkere, vil Danmarks Frihedsraad, der er den patriotiske Friheds-bevægelses Ledelse hjemme, derfor gøre sig til Tolk for de Synspunkter og Følelser, som i Øjeblikket behersker det danske Folk i dette Spørgsmaal.

Det danske Folk, der staar samlet paa Frihedens Grund mod den tyske Voldsmagt, sympatiserer med den Holdning som Sverige og det frie Norge har indtaget overfor Finland i denne Situation. Vi ved alle, at Tyskland taber denne Krig og fortjener at tabe den. Nemesis rammer Tyskland, fordi det har forsøgt at paatvinge Verdens højest staaende Kulturnationer Slaveri, Løgn og Tortur.

Ingen har Ret til at paastaa, at Finlands Ære skulde lide under at slutte Fred nu, da Tyskerne er blevet advaret og har faaet Tid til at redde sine Soldater ud af Landet. Finland har aabent overfor Verden erklæret, at det kæmpede sin egen Krig og har derfor ogsaa Ret til at slutte sin egen Fred. Hitler, derimod, har altid selv anvendt Løftebrud og Svig som Vaaben lige fra den 9. April overfor Danmark og Norge til fornylig overfor Ungarn.

Det danske Folk ved fra 1864, hvor smerteligt det er at afstaa egen Jord. Det forstaar fuldtud, hvor tunge og haarde de Ofre maa føles, som Finlands Folk maa bære for at komme ud af denne Krig. Men vi føler det ikke desto mindre som vor Pligt at raade det finske Folk til at bringe dette Offer nu frem for at følge Hitler til den endelige ube-tingede Kapitulation og naadesløse Straf.

Saavel de nordiske Brødrefolk som De forenede Nationer har altid regnet det finske Folk blandt de demokratiske Nationer og har derfor dobbelt beklaget, at Finland blev det tyske Barbaris Kampfælle. Men hvis Finland nu slutter Fred og gør sig løs fra Tyskland, vil det ikke blive ladt i Stikken. Den Solidaritet mellem de demo-kratiske Folk, der har vokset sig stærk under denne Krig, vil ogsaa komme til at omfatte Finland. Danmarks Frihedsraad.