"Du må ikke være hjemme når Paul kommer, hører du, han har et gevær, hører du, ring til Vincent". Lena havde talt indtrængende til mig. 

Hun græd, da hun afbrød forbindelsen. Hun havde advaret Vincent; han troede ikke på det, han var uvillig, der var kunder i tv-forretningen. 

Jeg var på vej ned til ålerusen ved stranden, da hun ringede. 

Nu måtte jeg vente.

Lena blev alarmeret af Elsebeth, Lenas søster, der skreg: 

"Paul er blevet sindssyg fordi du er ham utro, han har et gevær og vil skyde Vincent og Per-Otto. Jeg har fortalt ham alt, at Vincent og Per-Otto er far til dine børn".

"Elsebeth, hvor kunne du?", græd Lena.

Telefonen ringede. Det var Vincent:

"Goddag, Per-Otto, jeg er hjemme. Elsebeth er meget oprevet, og Lena, jeg har talt med hende. Vi to kender ikke så meget til hinanden, men tror du ikke vi burde ringe til politiet?".

"For at sige til dem, at du er far til din svigerinde Lenas sønner, uden at Paul kender en skid til sagen. Nu ser du resultatet", råbte jeg.

Utroligt. Hvor var alle de år, siden dengang jeg traf dem på stranden?

De havde købt et sommerhus, Paul og Lena, Vincent og Elsebeth, og deres lille datter, Fanny. 

Jeg lånte mit fasters hus, med badebro og et skilt: Privat, Adgang Forbudt. Det havde de ikke bemærket; de lå på badebroen og nød solen efter badet.

Jeg sad i husets glasdækkede veranda og skrev på et skuespil, greb chan- cen for en uventet lille drejning i spillet, fik solbadescenen på forbudt område lagt ind i handlingen.

Elsebeth, med lille Fanny, og svoger Paul kom gående på sandvejen foran huset. Paul så mig, hilste med et smil som en gammel nabo. Elsebeth så mig ikke, hun pludrede med lille Fanny, de skulle ind til balletskolen.

Paul havde mistet sin far. Paul måtte overtage værktøjsmaskinfabrikken; den samme dag rejste han til Århus for at instruere køberen af en ny maskine; fra den dag kaldte Paul sig ingeniør.

Det var varmt, jeg ville en tur i vandet, løb ud på badebroen, hængte min badekåbe på rækværket ved den lille platform med den orangefarvede telt- dug, som gav læ for vinden. 

Jeg hoppede efter sædvane nøgen i vandet, men så forinden skyggen af svoger Vincent og svigerinde Lena liggende på platformen i et varmt favntag, og hørte et lille skrig midt under mit hop.

Da jeg dukkede op fra vandet så jeg Lena løbe med tøjet i favnen. Vincent pakkede deres kluns sammen, løb efter hende. Den scene indlagde jeg også i mit skuespil.

De næste uger var jeg forelsket i Lena. Paul ville betale leje for brugen af badebroen, jeg sagde høfligt nej. Paul inviterede på frokost, og få dage sene- re gengældte jeg med en lille frokost hos mig.

Dagen efter, om eftermiddagen, kom Lena og sad hos mig et par timer. Jeg holdt hende i hånden, kyssede hende på kinden, mere turde jeg ikke, mere ville jeg ikke. Paul var et rart menneske, Lena var måske ikke helt pålidelig, hvorfor skulle jeg lave ravage i deres ægteskab.

Dagen før min afrejse til London gik jeg op til deres hus. Det var en mandag, gennem en kikkert så jeg Elsebeth og lille Fanny, de skulle ind til balletskolen. De kørte i Pauls vogn. Paul som sædvanlig ind til fabrikken. Jeg håbede at Lena var alene hjemme, at Vincents ferie var forbi, at han var i tv-forretningen. 

Men, nej. Vincent og Lena lå i soveværelset i et heftigt favntag.

Fra den dag var det forbi med min betagelse af Lena, men min forelskelse i hende overlevede gennem alle år.

Paul og Lena fik to sønner. Leo og Lennart.

Leo, den ældste, blev født det år jeg sad arresteret for druk i Paris. Paul kau- tionerede for min vanære og meriter. Leo havde talent for salg og administra- tion. Han satte ikke sine ben i fabrikken, holdt sig til kontoret. Derfor havde han ikke, sagde han senere, bemærket nogen fundamental uenighed mellem Paul og Lennart.

Lennart, den yngste, fødtes det år jeg var i Budapest. 

Paul fortalte om fødslen en måned senere da vi mødtes i Milano; han udstil- lede nye maskiner. Jeg var Pauls gæst, og hørte i fire dage på hans velformu- lerede lovprisning af ægteskab, børn og familie.

Lennart skændtes dagligt med Paul om driften på fabrikken. Lennart ville forbedringer, rationaliseringer. Paul bøjede sig for Lennarts ønsker, nye viden, næste generations utålmodighed; men ideerne var ikke heldige. 

Nye maskiner viste sig uanvendelige, nye lagerreoler styrtede sammen; frk. Noth, Pauls sekretær, fik dårlige nerver, arbejderne protesterede mod højere tempo, gik i strejke. Det kom til et brud mellem Paul og Lennart.

Lena forsøgte at få mig til at tale med Lennart.

"I to har altid talt så godt sammen, dig og Lennart. Han ser op til dig, du er ikke som hans far".

"Paul?", sagde jeg.

Hun svarede efter en anspændt pause, tøvende:

"Per-Otto, det ved du godt".

Paul overrumplede mig. Det var en sær følelse, jeg troede jeg kendte ham som en mand uden impulsive indfald. Pludselig stod han på glasverandaen i mit eget hus, med ny badebro, arven efter min nyligt afdøde faster.

"Hej, er her nogen hjemme?", sagde han muntert.

Han bar på en gammel violinkasse. Vi havde forsøgt at spille duo, Brahms og de andre, men jeg fik hovedpine af Pauls violin, så det holdt op af sig selv.

"Hej". Jeg smilede, som overrasket af hans besøg, fortsatte mit arbejde. 

Han satte sig foran mit skrivebord, åbnede violinkassen, og pegede på mig med et jagtgevær med forkortet løb, afsavet af unge rockere. 

Leo og Lennart var en dag blevet rodet ind i et hårdt slagsmål mellem en flok rødder på motorcykler, som trængte ind i en jazzklub, hvor drengene var medlemmer. Jazzfolket sejrede, og stod tilbage med en lille våbenbehold- ning. Paul havde konfiskeret geværet hos Lennart.

"Jeg har ringet til dig flere gange hele formiddagen, men du var optaget".

"Ja, jeg vil ikke forstyrres når jeg arbejder".

"Jeg kommer for at afkræve dig sandheden".

"Ohje. Hvilken sandhed?".

"Du er far til mine børn, du har bedraget mig gennem tredive år, hvor vover du, nu har du ødelagt Lena".

Paul sigtede på mig med det afsikrede gevær, klar til skud, begge haner trukket tilbage med høje klik, jeg kunne se randen af jagtpatronernes messingbund glimte i lyset.

"Hvorfor tror du det er mig? Jeg kender ikke dine problemer. Jeg kan byde på en whisky eller en kop kaffe".  

"Jo, tak, jeg er tørstig, har du kaffe?".

Han fulgte med ud i køkkenet, bar kopper, mælk og sukker ud på veran-daen. Det faldt ham ikke ind, at jeg kunne flygte fra ham, eller han selv omkomme ved et vådeskud. Han bar helt forkert på det afsikrede gevær.

Så fløjtede vandkedlen.

Der kunne gå halve og hele år, før vi så hinanden. Det var altid mig, der besøgte dem, de var altid hjemme, jeg var altid på farten, opholdt mig i udlandet, eller solgte min lejlighed og købte et hus, solgte huset og købte et andet, ind og ud af ægteskaber.

Og stod jeg i London, Bruxelles eller Paris, uden en øre på lommen, en ude- blevet indtægt, eller en katastrofal druktur, behøvede jeg blot at telegrafere en hilsen til Paul: "Er på hælene, lån mig ét tusinde dollars". 

Paul havde aldrig svigtet.

Jeg betalte lånet og gav ham til gengæld en lille gave, et par arbejdshand- sker af zebraskind, en interessant plakat, en antikvitet, eller en bog, selv om han aldrig læste bøger. Nå, det gjorde Lena.

Men det skete uvægerligt hver eneste gang, når vi omkring midnat stod i deres hus og jeg sagde "godnat, tak for i aften", at jeg fulgte et lille ritual, bøjede mig over Lenas hånd, kyssede den, smilede og sagde "ærede frue, tak for en udsøgt middag og yderst behagelig aften", at hun foran Pauls øjne gled tæt ind til mig, så tæt, som ville hun smelte sit skød ind i mig. Hendes hår dækkede mit ansigt, hun kyssede mig blidt på munden, hendes hænder kærtegnede min ryg.

"Farvel, min skat, pas godt på dig selv", hviskede hun.

Hun spillede et lille drama. Paul skulle tro, at jeg var hendes elsker.

"Så, Lena, lad nu Per-Otto komme afsted, han er træt, og jeg skal tidligt op til et møde på fabrikken".

En eftermiddag gik jeg med en ven, bladtegneren Blom, der lå i skilsmisse med sin samleverske, Yrsa, ind på den italienske restaurant på Kongens Ny- torv. Her traf Blom årsagen til skilsmissen, en kendt balletdanser. Men enten var balletdanseren et fæ, eller også var han grådig: han var kynisk aktiv med andre damer, det var almen kendt sladder.

Lena sad og holdt den elegante danser i hånden, mens Elsebeths purunge datter, Fanny, tydeligt jaloux så på det forelskede par, hendes moster og hen- des balletlærer.

Jeg fik beroliget min ven: "Din dame, Yrsa, kommer ikke langt med ham", sagde jeg, med et nik mod balletdanseren, "han er i for godt selskab". 

Få dage senere betroede Blom mig, at Lena var en frydefuld oplevelse.

"Hvilket?", svarede jeg forbavset, "du mener vel Yrsa?".

"Nej, hende blev jeg træt af. Men Lena? Du altforbarmende", lo han.

Et halvt år senere kom turen til pelshandler Fehn, en velhavende personage, og fra den dag købte Paul dyre pelse til Lena. 

Fehn kom dagligt i deres hjem, som deres gode ven. Har Paul da ikke øjne i hovedet?, tænkte jeg.

Da jeg blev syg, måtte opereres, kom Lena dagligt og besøgte mig på hospi- talet, kun få minutters gang fra deres hjem. Så holdt hun mig i hånden, trøste- de mig, kyssede mig, hviskede: "Per-Otto, jeg elsker dig". 

Jeg protesterede, når hendes hånd gik på gale veje. 

Jeg har aldrig været så forelsket i nogen pige, som i Lena. Det var amori- ners flagrende spil uden gran af begær, bortset fra mine griller om hende de første dage for år tilbage. Det sidste skridt fra mig til kærlighedens sublimering ville aldrig blive gennemført. Fortryllelsen var stadig den samme, en leg, et erotisk, vibrerende uforløst kærlighedens venskab mellem os. 

Men en lykkelig elskovsaffære med Lena? Nej, jeg ville ikke gøre forsøget. En ven svigter hverken sin ven, eller sin veninde.

En sen aften i det nattestille hospital kom Paul ind til mig. Han havde besøgt mig samme morgen, var som sædvanlig i munter vigør, stærk som en hest: 

"Per-Otto, du har det godt, rart at høre, her er et par morgenaviser, jeg løber igen, fabrikken, ved du".  

Jeg spurgte, om han var syg? Natsygeplejersken, fru Mortensen, hjalp ham; han kunne sove på den lille sofa i mit eneværelse.

"Jeg er træt", sagde han, "har du ikke en whisky?".

"Nej, er du gal, her på hospitalet?". Nå, det klarede fru Mortensen. 

Paul var taget hjem fra et logemøde, plaget af en trist mistanke. Da han stak nøglen i døren hjemme i villaen, hørte han dæmpet musik, gik lydløst ind i huset, var nervøs for Lena, måtte undersøge, hvorfor hun ikke så tv eller hørte radio om præsidentvalget i USA, som de havde aftalt. 

Paul fandt nøgne Lena og en ung reservelæge fra hospitalet i soveværelset. De havde ikke opdaget ham. Paul var listet ud, havde vandret i timer i kvarte- ret, nu ville han høre min mening: 

"Synes du jeg skal kræve skilsmisse?".

"Nej, jo, måske".

Paul sov på sofaen. Den var for kort til ham; det ordnede fru Mortensen.

Jeg lå vågen, tænkte på Lena. Klokken seks gik Paul på morgenbeværtning, traf en pige, og sent på natten kom han hjem til Lena, plakatfuld, og sagde: 

"Jeg har været dig utro, nu kan du kræve skilsmisse".

"Nej, lille skat, herregud, et enkelt lille fejltrin, hvad betyder det?".

Telefonen kimede.

Paul løftede geværet, sigtede på mig, jeg smilede til ham, løftede telefonen. Det var Vincent: 

"Er Paul hos dig, vi er lidt nervøse?".

"Nej, Paul er ikke hos mig, farvel, jeg arbejder".

"Politiet holder foran lågen ude på vejen, de venter på ham".

"Hold mund, din idiot", råbte jeg, afbrød samtalen.

Paul smilede, sænkede geværet, så forbavset på mig: 

"Jeg forstår, at de har tilkaldt politiet?".

"Ja, vel meget naturligt, du render rundt med et ladt gevær og truer folk med at skyde dem".

"Jeg ønsker hævn".

"Det forstår jeg, men alt det besvær?".

"Det er dig, Per-Otto".

"Nej, det er ikke mig, Paul, hold mig uden for, jeg er småforelsket i Lena, det tror jeg du ved, men jeg er ikke illoyal".

Det var uundgåeligt, det med Lena. Hun var en smuk pige, og klarede uden mindste anstrengelse at ordne deres hus, passe børn og have. Men da Leo og Lennart flyttede hjemmefra, blev gift og fik småbørn, blev huset for tomt for hende.

Efter bruddet med Lennart påtog Paul sig endnu mere arbejde på fabrikken, han kunne ikke lade være, det sad ham i blodet, selv om han lovet Lena at holde op eller begrænse arbejdet efter sin 50-års fødselsdag.

Netop den dag ville uheldet, at en transformator kortsluttede og antændte brand i fabrikken. Det var en selvfølge for Paul, at bede de festklædte gæster køre med til fabrikken og hjælpe med oprydning efter slukningsarbejdet. Vi gik i vejen for mandskabet, pådrog os alle en forkølelse.

Fra den dag trøstede Lena sig med ensomhedsdruk.

I bedste mening spurgte Elsebeth mig til råds; det var ubehageligt. Elsebeths naivitet irriterede mig, hendes prinsesseopdragelse af lille Fanny fandt jeg gruopvækkende. 

"Du må henvende dig til en specialist", svarede jeg.

"Jamen, Per-Otto, er du ikke, drikker du ikke selv alt for meget?". 

Hun tog mod til sig, hvæsede: "Er du ikke selv, eller tør du ikke indrømme, at du er alkoholiker, søde Per-Otto?".

Et års tid senere kom jeg forbi deres hus. Lena var hjemme. 

Paul var på fabrikken, han mødte klokken syv, kom hjem tolv timer senere.

"Hvorfor holder han ikke op med det pjat, enten må Leo passe firmaet, eller Paul må ansætte en direktør", sagde jeg.

"Paul er gift med den fabrik, ved du ikke det?".

Derved blev jeg vidne til Lenas pimperi. Hun dinglede og virkede uappetitlig på mig. Jeg sagde hurtigt farvel, kørte op til fabrikken. Paul var uhyre tilfreds, han havde lige fikset, sagde han, en eksportordre til Kina.

"Paul, ét er forretninger, men hvad har du tænkt dig at stille op med Lena, hun drikker af ren og skær ensomhed, og du bare svigter hende, din store torsk". Jeg var vred, råbte højt.

Frøken Noth, Pauls sekretær, mangeårige fortrolige, så bebrejdende på mig inde fra sit glasbur.

"Så så, Per-Otto, tag det roligt, jeg ved, hvad der er galt med Lena".

"Hvad mener du?".

"Det er kun noget pjat med vores børnebørn, mine svigerdøtre vil ikke lade Lena være barnepige for ungerne".

"Paul, hold så op. Lena er desperat af ensomhed, du må hjælpe hende".

"Jeg kan da ikke lade min virksomhed passe sig selv", svarede han.

Da besluttede jeg, at holde mig langt væk fra Pauls og Lenas problemer.

Når det hændte, at jeg i teatret, i en restaurant eller på gaden, så Lena gå hilsende forbi mig, hånd i hånd med et stykke grillstegt vidunder, næppe over femogtyve år ungt kød, et idol fra sport eller film, affabelt smilende, med krid- hvide tænder og smilehuller i ansigtets hvalpefedt, med permanentede krøl- ler, som enhver verdensfrisør måtte misunde, og en machofeminin guldkæde omkring halsen, hvori dinglede en miniaturepenis eller vagina af guld, just så meget narcisistisk naivitet, at jeg fik kvalme, ændrede mine skridt retning. 

Jeg undlod at hilse på Lena og hendes kavaler, lod noget andet fange min opmærksomhed.

Paul løftede påny geværet, pegede på mig, tog omhyggeligt sigte efter mit ansigt, men drejede sig pludseligt, affyrede et skud ud over vandet, en rude i verandadøren faldt klirrende til jorden. Måger og ænder skræppede op, fløj forvildede ind over land.

"Det er alvor, jeg ønsker hævn".

"Jatak, det ser jeg, læg det gevær, Paul".

Telefonen ringede.

Irriteret løftede jeg røret: "Jeg vil ikke forstyrres, farvel". 

"Det er mig", råbte Lena. Vi kunne høre, hun græd. 

Jeg rakte telefonrøret til Paul: "Tal med hende, få det overstået, få nu renset luften".

Paul råbte, idet han sigtede på mig geværet: 

"Lena, fortæl mig, hvem er far til dine sønner, Leo og Lennart?".

Ingen svar, hvorfor svarede hun ikke? 

Jeg fik krampe i armen af at holde telefonrøret rakt frem til Paul, og glo ind i hans modbydelige gevær. Jeg hørte hendes gråd og Pauls apatiske:

"Jeg venter, Lena, jeg har tid nok til at vente".

Så sagde hun: "Gør du Per-Otto noget ondt, har du geværet med?".

"Nej, Paul har ingen gevær, hører du, Lena?", råbte jeg.

"Paul, er det sandt?", græd hun.

"Ja", svarede han; han løftede geværet, sigtede på mit ansigt.

Så overrumplede Paul mig igen. Pludselig sagde han "farvel, Lena", afbrød samtalen, tog patronerne ud, lagde dem på bordet, stillede geværet hen i et hjørne af stuen, satte sig på stolen foran mig, tændte en cigaret, og sagde:

"Ved du, at drengene er homo?".

"Hold så op, Paul". 

"Det er sandt, Per-Otto". 

"Du er glad for dine børnebørn, hvordan kan du påstå?".

"Det var en lærling på fabrikken".

"Jeg vil hellere høre om Lena".

"Om Lena?". 

"Ja, Lena". 

"Ja, nå, jeg har forstået, men vent lidt. Forstår du, vi havde en lærling på fabrikken, han kom som femtenårig knægt, bleg og stille".

"Paul, dit seksualliv interesserer mig ikke". 

"Per, hold så kæft, hør dog efter, det var et par dage".

"Hvad hedder han?".

"Nu tier du stille". Paul løftede imaginært geværet, glemte at havde stillet det fra sig, så forvirret på mig, som om jeg gjorde heksekunster.

"Hør nu på mig, Per-Otto, det er vigtigt for mig".

Der lå en desperat, og for mig ny undertone i Pauls stemme. 

Så smilede han, og så lige igennem mig. Det var som om han så en åbenba- ring stå bag mig; uvilkårligt drejede jeg mig halvt for at se efter.

"Godt, jeg lytter".

"Forstår du, Per, drengen var usædvanlig smuk, med gennemsigtig hud, han lignede en pige, men hvad værre var, han tiltrak som en magnet alle mænd, forstår du, alle mænd. Jeg har aldrig set noget lignende".

"Nå, og?".

"Sagt rent ud, drengen gik på omgang mellem os".

"Undskyld, jeg er ikke med, hvad mener du?".

"Det var Leo og Lennart der begyndte, ja, alt svineriet kom frem, efter at drengen havde begået selvmord".

"Selvmord? Mener du, drengen?".

"Ja, uforløst pubertet, som senere slog over i forfølgelse og mobning, det var Leo og Lennart der begyndte, drengen var alt for villig og opdagede senere, at han blev misbrugt. Lærlingene afpressede ham for penge, de truede ham til, at han skulle få cheferne i gyngen og lade cheferne betale".

"Du lyver, ti nu stille. Du lyver, Paul".

"Nej, jeg lyver ikke".

"Hvorfor fyrede du ikke hele bundtet?".

"Mænd med kone og børn og sommerhus. Værkførerne, bogholderne, rekla- mechefen. Jeg selv røg i gyngen med fuld musik".

"Dig? Hvorfor netop dig?".

"Jeg var jo ikke for fin til det grove arbejde, du har selv set mig feje gulvet, har du ikke. Jeg var i vane med at gå i brusebad på fabrikken efter fyraften. Og om fredagen var jeg altid den sidste. En gammel vane, forstår du".

"Du, Paul, er det ikke fredag, i dag?".

"Jo. Så kom drengen. Hvorfor siger du, fredag?". 

"Jeg skal huske et brev".

"Ja, det er fredag. Husk nu dit brev. Så kom drengen, han bød sig ikke til, nej, han virkede uberørt og jomfruelig, med denne uimodståelige magnetiske tiltrækningskraft. Man måtte røre ved ham, forføre ham. Men jeg kan forsikre dig for, det var lige omvendt, det var ham, som forførte mig". 

"Dig, Paul?".

"Nåja, noget uskyldigt kæleri, onani og den slags, lad mig tale færdigt. Et par dage senere, værsågod, seks fotografier på mit bord af mit intermezzo i brusebadet, professionel pengeafpresning. Jeg fik fat i knægten, hele natten hersede jeg med ham, truede ham med tæsk og politi, han udleverede rekla- mechefen, bogholderne, værkførerne, og da han omtalte Leo og Lennart blandt pengeafpresserne, stak jeg ham et blåt øje, så ophidset blev jeg.

Jo,  forstår du, Per, det var en klike blandt lærlingene, de kørte på motorcyk-ler, uden kørekort, kaldte sig rockernes røvpulerbande, de havde et våben-lager i et kælderrum under fabrikkens varmecentral".

"Geværet, Paul, du sagde til mig, at Leo og Lennart fik det i en jazzklub, at jazzfolket havde sejret i et slagsmål med rockere?".

"Ja, noget måtte jeg jo sige til Lena".

"Til Lena? Åh, ja. Lena".

"Drengen tog sig af dage med gas i sin moders køkken".

"Hvad siger du, hm, stakkels dreng, hvad med hans forældre?".

"Det var, ja du ved, rædsomt". 

"Det er en gammel affære, men hvorfor mener du, hm, nej, det er for stærkt, at Leo og Lennart er bøsser eller homo, eller hvad fanden de nu er, efter flere års ægteskab?". 

"Røvpulere? Det skal jeg sige dig".

"Paul, råb ikke så højt".

"For fanden, Per, hør nu på mig. Flere år senere havde jeg et sammenstød med Lennart, og han svarede med et brev til mig". 

"Tænk, kan lille Lennart tænke, læse og skrive?".

Tårer piblede i Pauls øjne:

"Per, skal jeg gå? Er du ikke min ven?".

"Jo".

 "Lennart skrev til mig: - 'Hvordan kan du tro, at du er fader til Leo og mig, vi er begge to rødhårede og fregnede. Du og mor er blegfisede, uden fregner. Men hvem er rødhåret og fregnet? Det er Per-Otto og Vincent. Kors, hvor er du en stor idiot'.

"Paul, glem det, det beviser jo ikke, at de er bøsser, medmindre Vincent".

"Det er dig, Per. Sig dog, som det er".

"Nej, Paul, det er ikke mig. Men det hjælper jo ikke at skyde folk, fordi du har en mistanke, vel? Det er jeres ægteskab, som fungerer ad helvede til. Lad os nu tale om noget andet, den lille Fanny, Elsebeths datter, hvordan går det med hende?".

"Fanny? Nå, hende? Hun fik et barn med en balletdanser".

"Ser man det. Et rosenrødt ægteskab, glimrende".

"Elsebeth indviede lille Fanny i elskovens kunster, det skete i en lille trekant. Elsebeth og ham balletidioten og lille Fanny. Hvad siger du så?". 

"Det er løgn, Paul, sig nu at du lyver".

"Jeg tænkte, om jeg skulle afsløre for Vincent, at jeg havde set Elsebeth og Fanny og Lena i selskab med balletdanseren".

Telefonen ringede. Jeg trak stikket ud, tændte en cigaret, og sagde:

"Lena havde da vel ikke, jeg mener?".

"Fanny var kun fjorten år. Elsebeth var vildt imponeret. Lena fortalte mig alle detaljer. Lena var imponeret, hun labbede det i sig fra Elsebeth". 

"Indigneret, mener du?".

"Jeg sagde, imponeret. Elsebeth er en led kælling".

Havde Paul alligevel mistanke. Jeg måtte forsøge: "Du mener, Lena?".

"Nej, Elsebeth".

"Vincent, hm, jeg mener Lena, Lena var ikke impliceret?".

"Nej, er du gal. Lena bryder sig ikke om bøsser og balletdansere".

"Ser man det. Nå, tror du på det nonsens, at Leo og Lennart er homo?".

"Per, er du tungnem? I dag terroriserer de deres koner. Leo og Lennart har unge knægte boende hjemme hos sig, en social hjælpetjeneste, siger de. Hos mine svigerdøtre, som ikke forstår et ord, og jeg har bedt dem lade være med at sige noget til Lena. Resultatet kender du. Lena tror, at de holder hende væk fra vores børnebørn, fordi Lena forkæler dem. Nu kræver de skilsmisse".

"Dine svigerdøtre kræver skilsmisse?". 

"Netop".

"Gudfader".

"Men, hvem, Per-Otto, hvem er far til Leo og Lennart, som jeg i tredive år har troet var mine børn?".

Jeg sad i saksen. Hvad skulle jeg svare? Der var ingen anden vej end sand- hedens. En kortfristet fortielse duede ikke, springe fra isflage til isflage, følge løgnens siksakkurs, nej.

"Det er Vincent. Det er desværre Vincent. Men det hjælper jo ikke, at du slår ham ihjel ved at skyde ham".

Paul så på mig: "Næh, du har nok ret".

Jeg var rystet, fattede ikke, at det jeg serverede som aftensmad, var gamle stumper kød, sure kartofler, harsk dyppelse, og at det jeg hældte i glassene ikke var hvidvin, men eddike.

"Tak for mad, men du er en elendig kok", sagde han.

"Det må du undskylde".

"Jeg har spist det, men hvidvinen drikker jeg ikke", lo han.

Han tog afsked med et fast håndtryk: 

"Farvel, Per-Otto, du er min bedste ven gennem mange år, vi to forstår hin- anden, det har hjulpet mig at tale med dig".

Jeg vaskede servicet, sad med en kop kaffe, troede han var kørt. 

Han sad ude i bilen, jeg så ham i det svage lys gøre notater, eller måske skrev han et brev. Jeg gik ud til ham: 

"Paul, kom så ud, du sover her i nat".

"Nej, jeg kører om et øjeblik".

Jeg gik i seng, drak en stiv whisky, åd to sovetabletter, faldt hurtigt i søvn.

Klokken seks buldrede det på døren. En politibetjent og frysende Lena.

Betjenten gjorde honnør, gik hen til sin vogn, startede og forsvandt. Lena gik ud på verandaen. Vi talte ikke et ord det første kvarter. Jeg klædte mig på, gik igang med morgenkaffen. Lena kom ud til mig i køkkenet.

"Paul, hvor er han?", sagde jeg.

Hun tøvede meget længe:

"Paul".

"Ja, sig frem".

"Paul kørte, Paul kørte ned til stranden, og skød sig. Per, må jeg blive her, hos dig?". 

"Nej, Lena, jeg har fået nok, jeg orker ikke mere".

Jeg ringede efter en taxa. Man kan bebrejde mig, at jeg var brutal, hjerte- løs, egoistisk, snævertsynet, en dårlig ven. Lena kørte hjem. Her fandt Vincent hende få dage senere. Hun havde gjort det forbandet grundigt med Pauls bar- berkniv.

Vincent ringede til mig:

"Per-Otto. Lena har skrevet et brev til dig, skal jeg sende det til dig?".

"Nej, tak, luk det op og læs det, for dig har jeg ingen hemmeligheder".

En evighed af tid; raspen i telefonen, han sprættede konvolutten op. 

"Ja, det tænkte jeg nok".

"Såh, Vincent, tænker du? Er det noget særligt?".

"Hun skriver, at hun ofte ønskede, at du var faderen til Leo og Lennart, der står følgende".

"Tak, må jeg høre det én gang til?".

Vincent havde aldrig været i nærheden af et kærlighedsbrev; han læste det, som var det en faktura.

Pludselig lød Schumanns sørgmodige Frauenliebe: "Du, Ring auf meinem Finger". Jeg havde nær tabt telefonen; glemt, jeg havde lagt en ny indspilning på grammofonen, en gave fra Lena.

"Vincent, tal noget højere".

"Er det bedre nu? Der står".

"Nej, sig ikke noget", råbte jeg.

"Skal jeg forsøge senere?".

"Vincent, du er en idiot. Så læs dog".

"Jamen, Per-Otto?".

"Vincent, hold din mund. Læs, jeg lytter".

Vincent gjorde sig umage. Jeg så teksten stå i flammeskrift på himlen: 

"Min kære Per-Otto. Jeg har altid elsket dig, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vise det. Du foragtede mig, lidt, sådan følte jeg det. Du sagde vi ville begå en helligbrøde. Det sagde du. Men det var dig, der vakte mine følelser. Jeg ønskede at få et barn sammen med dig, men jeg måtte ikke få det. Det var din helligbrøde, mod mig. Jeg har altid elsket dig, Per, og dit sære navn Per-Otto, og du vidste, at jeg var sammen med Vincent. Jeg så det i dine øjne. Jeg var så ulykkelig. Jeg elskede dig. Nu blev det sammen med Vincent. 

Paul kunne ikke få børn, det kunne Vincent, forstår du mig nu? 

Min kære, kære Per-Otto, pas godt på dig selv, lev vel. Jeg kan ikke mere, farvel. Du er min elskede, du skal ikke tænke på mig, når jeg er borte. Men jeg ser dig og følger dig hver eneste dag, som en engel fra himlen. Min kære Per-Otto, farvel".

Vincent tav, Vincent græd, Vincent hostede: "Der er meget mere", sagde han hæst.

"Nå, så ved vi det, farvel, husk at brænde brevet".

"Det er dog et minde".

"Måske, men jeg har aldrig været forelsket i Lena".

"Det er muligt, Per-Otto, men det sagde hun til mig".

"Vincent, vi kender Lenas fantasi, farvel".

"Hun talte altid kun om dig. Per-Otto. Per-Otto, hallo?".

Jeg gik ud på badebroen. Månen hang mørkerød, lavt over horisonten, den så bekymret på mig. Havde jeg haft pistolen på mig, havde jeg skudt mig; den lå et sted bag mine bøger, gammel og rusten.

'Hvorfor alle de kvaler?', tænkte jeg. Det hele var så trist.

Frauenliebe lød som klagende suk bag mig. Gråden og sorgen sad mig i halsen. Jeg lagde mig på badebroen, træværket var en god ven, jeg rystede af kulde, faldt i søvn, drømte om Lena, hun kyssede mig, og fløj op mod himlen som en engel. Jeg hørte kraftige råb rulle ud over havet, jeg lå sammenkrøbet i fosterstilling, tæt ved badebroens kant, jeg vågnede, og så med gysen ned i det mørke vand. Jeg havde hørt mine egne råb: 

"Paul, jeg forrådte dig ikke. Lena, Lena, kom tilbage".

Jeg satte mig på verandaen, så ud over havet, regn og torden nærmede sig.

Jeg besluttede mig for at sælge huset, men glemte det. Tiden gik, jeg sad og så ud over havet. Månen var min ven og nærmeste nabo. 

Året gled forbi mig, til en dag mit navn var nævnt i aviserne. Vincent stod til- talt for brandstiftelse, forsikringssvindel, underslæb.

Vincent havde købt værktøjsfabrikken i dødsboet efter Lena og Paul. Salget svigtede i Vincents nyopførte tv-fabrik, han tømte værktøjsfabrikken for værdi- er, søgte at skjule miseren ved at agere brandstifter. Det hele kluntet gennem- ført, blev hurtigt afsløret af politiet, og udartede sig til skandale, takket være Elsebeth og en angerfuld guldsmed.

Denne mand, kort sagt en liderlig guldsmed, mødte op på Politigården, idet han erklærede, at han ville lette sin samvittighed: 

"Jeg har for ringe betaling og troløse løfter fra fru Elsebeth, omsmeltet ti kilo gammelt tyskerguld, og afleveret det tilbage til fru Elsebeth i små guldbarrer. Jeg formoder at dette guld tilhører den danske stat, og har derfor gjort mig skyldig i svindel.

Jeg var stærkt betaget af fru Elsebeth, hun dansede så smukt for mig, hun sagde hun var balletdanserinde, jeg blev grebet af feber og kløe når jeg så hende nøgen. Jeg har aldrig kendt andre kvinder".

Dermed tog sagen en uventet drejning.

"Denne ydmygelse tåler jeg ikke", skrev Vincent i et afskedsbrev, før han hængte sig i fængselscellen. 

Vincent havde overført forsikringssummen og meget andet, til Elsebeth, som blev tvunget til at afstå alle sine ejendele til kreditorerne. 

Guldsagen stod stadig åben, og under et forhør i retten forklarede Elsebeth:

"Jo, det var sådan, at forfatteren Per-Otto var vildt forelsket i min svigerinde, Lena. Vi boede i et sommerhus, ikke langt fra Per-Otto nede ved stranden, og der mødtes de. De lå på badebroen bag en skærm, og der lå de i timevis. Og en dag fandt de guldposen nede i vandet under badebroen, der stod Inhalt 10 kilo uden på posen, jeg kender den godt, jeg har set den mange gange. Det var en lærredspose, indpakket i en sort plasticsæk. 

Så forærede Per-Otto alt guldet til Lena, bare for at hun skulle give efter for ham. Det har Lena selv fortalt mig.

Min svoger Paul, der var jøde, kendte hele historien om tyskernes naziguld, guldtænder og guldplomber og masser af smykker og den slags, og Paul kendte Per-Ottos og Lenas eskapader, og blev naturligvis rasende, og forbød Per-Otto at opsøge Lena, og under et opgør med Lena slog Paul hende med en ridepisk, jeg var selv til stede og så den væmmelige mishandling, og bagefter forærede Paul mig alt guldet".

Dommeren rystede på hovedet, Elsebeths forsvarer bed negle, politiadvoka- ten rejste sig, og sagde:

"Fru Elsebeth. Jeg står med tre rapporter med Deres tre forskellige forklarin- ger, og nu har De en ny og fjerde forklaring. Hvad skal vi tro? Hvorfor lyver De?".

"Så spørg De Per-Otto", smilede Elsebeth sukkersødt.

Elsebeth blev sat i isolation.

-

En sen søndag aften kom min fætter, kriminalkommissær Jørgen P på besøg. Han var en af de utallige advokater og politifolk i boet efter Paul og Lena, og i guldsagen. 

Jørgen P medbragte en tre måneder gammel hundehvalp, en lysegrå, glat- håret hønsehund, en ældgammel dansk race, en jagthund.

"Det må du undskylde, Per, det er en velment gave til dig fra min Bodil og børnene, de siger du bor så ensomt". 

Jørgen lod hunden løbe ind bag mine bøger. "Nu skider den, og det stinker", lo han.

"Hvad skal jeg med det kræ, en rottejæger?", sagde jeg.

"Det er en lille dame, den hedder Lena. Du føler dig ensom, det sagde både Bodil og børnene. Bodil ved alt det om Lena. Kvinder, du ved. Husk, at sige Lena til den, så kommer den".

"Nå, hils dem og sig tak".

-

Jeg anrettede whisky, og et bjerg af mine nystegte frikadeller.

Jørgen P sagde: "Herlige frikadeller, skal vi sige skål?".

Jeg sagde: "Retssagen? Hvad med hende kællingen, Elsebeth?".

"Der bliver ingen sag, den er aflyst. Her er din whisky".

"Tak".

"Fru Elsebeth døde forleden nat af sindsbevægelse. Det vil sige, man fandt hende".

"Nå, og?".

"Nej, ikke noget".

"Jo, fortæl".

"Selvmord, og guldsmeden tilstod, og så var der faderskabssagen".

"Nå, og så?".

"Du ved, ham, balletdanseren og lille Fanny. Husker du Fanny?".

"Ja".

"Fru Elsebeth krævede skadeserstatning, hun truede med afsløring og skan- dale, balletfyren betalte og fru Elsebeth blev grådig, balletmesteren havde meget ufornuftigt tilbudt hende, guld".

"Hvor havde han det fra?".

"Der lå en pose guld oppe hos guldsmeden, det skulle smeltes om, du ved, ham, balletmesteren turde ikke afhente det skumle guld. Det turde veninden, fru Elsebeth. Men guldsmeden krævede betaling. Hvad var så mere naturligt, end at fru Elsebeth føjede sig for guldsmedens ønsker".

"Jørgen, din hund gnaver i en af mine bøger, giv den en frikadelle".

"Jeg har sagt, at den skider og stinker. Altså, i går formiddag, stor ballade, vi skulle tale med balletdanseren. Skal vi nippe til whiskyen?".

"Ja".

"Den adrætte hr. balletdanser løb op på teatrets tag, han ville nødig arreste- res. Har du set månen, se, stor og mørk og rød, det har jeg aldrig set, se".

"Ja, det er min nabo".

-

"Sagde du nabo? Nå, altså, ham balletdanseren, han var sguda et fæ, bolle småpigerne tykke og betale med stjålet guld. Han truede med at springe ud fra taget, hvis han ikke fik frit lejde til gengæld for alle oplysninger om det satans guld, sagde han. Det var et stort opløb af nysgerrige foran teatret. Jeg sad på første parket med et glas øl, på det sædvanlige sted, du ved, sammen med en kollega. Men, altså, ham, balletfjolset, han snublede og skreg gudsjammerligt da han faldt ned, to kvindelige betjente fik et chok".

-

Jørgen P åd den sidste frikadelle, drak min sidste whisky.

Jeg startede grammofonpladen Frauenliebe. Lenas og min. 

Jørgen kom ud til mig på verandaen: 

"Du har en god smag, Per, den musik er køn og smuk og liderlig. Savner du Lena? Bodil kender hele historien. Kvinder, du ved".

Jeg knugede whiskyglasset ind til min kind, holdt hånden for øjnene, halsen snørede sig sammen, jeg ville ikke vise mit sammenbrud. Nu kom det sted jeg frygtede, de betagende suk: 'Du, Ring, auf meinem Finger'. 

Jørgen sagde: 

"Farvel, tak for frikadeller, husk mælk og råt kød til hunden, og husk den skider og stinker infamt, og hvis du føler dig helt alene, så ring. Husk, sig Lena til køteren, så kommer den, farvel".

-

Hvalpen lå i lænestolen, gnaskede i en nyfanget mus, så fornærmet på mig.

Jeg gik ned til stranden med Lenas gave, Frauenliebe, sad i sandet, pulveriserede med en sten: 'Du, ring, på min finger'.

Hvalpen løb springende omkring mig, dens øjne plirrede. Jeg løftede kræet op, og nu så jeg, at det var en tæve, en hun, en hunhund. 

Jeg så ind hendes øjne, det var som om, at i de øjne, fløjlsbløde, mørkeblå, gemte sig en ny Lena og en ny, betagende smuk Frauenliebe.

Hvalpen lagde hovedet på skrå, så plirrende på mig.

Jeg sagde: 

"Fra i morgen, lille ven, flytter du ud i brændeskuret. og ikke mere fløjls-bløde øjne, ikke mere Lena, ikke mere Frauenliebe. Forstår du?".

Mit hjerte hamrede:

"Husk det nu, Lena. Hvorfor hedder du Lena? Du får et andet navn. Jeg døber dig med altervin. Forstår du? Herkules-line, lille rovdyr. Er vi enige?".

Herkules-line så forbavset på mig, snusede til mig, slikkede min hånd.

-

-

-

                                                      index

-

- -