Et par kendsgerninger

- før det ved lov gøres strafbart for kunstneren

at fornægte et ungdomsværk i

arkitektur, billedunst, musik, bøger og digte

som det skete for Ole Wivel -

Nordica, teksthistorie & æstetik, bind 17, år 2000.

Jørgen Hunosøe: - "Om Ole Wivels tidlige digtsamlinger sat i relation til hans selvbiografiske værk" /

* Stop. Hvis Jørgen Hunosøe har læst Kai Friis Møllers anmeldelse i Ekstrabladet, 4.1.1944: - "Man kan undre sig ved at se den udsendte femte digtsamling betegnet som Første Samling", - burde Hunosøe have trådt meget varsomt.

Det gør han ikke, uagtet Wivels udsagn til Ekstrabladet 9.12.1943:

- "Den samling som udkommer nu, er en omstart. De foregående må af de mennesker, der var så elskværdige at vise dem en smule interesse, betragtes som skitsebøger".

Men, nej, for Wivel havde sagt til Berlingske Aftenavis, 6.5.1944: - "En digter skal være vederhæftig".

Hunosøe slap katten ud af sækken:

. . . "Hvordan går det til, at et kritisk, begavet ungt menneske lader sig forføre af en tankegang, der i sit udspring mere eller mindre har bund og grund fælles med nazismen? Det er besvarelsen af dette spørgsmål, der legitimerer beskæftigelsen med de fem digtsamlinger, som Ole Wivel ellers stort set har ønsket slettet af forfatterskabet".

Dermed var bolden på banen: Afsløringen af ’nazidigte’ og en ungdoms-klike med Wivel og hans ’nazivenner’.

Ekstrabladet 9. december 2000, blikfang: - "Ole Wivel flirtede med nazismen. Gyldendal-direktøren har forsøgt at skjule sine halvfascistiske ungdomsdigte, mener litterat".

John Chr. Jørgensens artikel, uddrag:

- "Ole Wivel sætter sin officielle debut som digter til 1948, da han udgav 'I Fiskens Tegn'. Litteraturvidenskabsmanden Jørgen Hunosøe afslører nu, at der gik en hel håndfuld digtsamlinger forud for 'debuten', og at de to tidligste, 'Digte' fra 1940 og 'Udvalgte Digte' fra 1942, indeholdt 'en dyrkelse af overmennesket' og 'en førerkult, der minder om fascismen'. Den unge Wivel var kryptofascist, mener Hunosøe, som også påviser, hvordan Wivel i sine erindringer prøver at fortrænge og fornægte sine ungdommelige vildfarelser, ja, at skjule ungdomsdigtenes eksistens. /

. . . Wivel var ikke den eneste blandt tidens intellektuelle, der flirtede med nazismen. Når Hunosøes afsløring forekommer sensationel, er det, fordi man af Wivels erindringer kunne forledes til at tro, at han trådte frem som digter samtidig med Morten Nielsen og i det hele taget befandt sig i omegnen af de unge modstandsfolk".

* Stop. Wivels erindringer er klar tale. Men hvem er ’man’, bortset fra John Chr. Jørgensen?

Politiken 27. juni 2004, blikfang: - "Faldet for Stortyskland. Nu foreligger Hansaage Bøggilds bog ’Ringen omkring Ole’. Den hjælper til at forstå de tidstypiske nazistiske sværmerier i et københavnsk bohèmemiljø omkring bl.a. Knud W. Jensen og Ole Wivel".

Hans Hertels artikel, samme sted, uddrag:

- 'Gefallen für Grossdeutschland' stod der i et officielt brev fra Berlin, som i 1943 meddelte ægteparret Hedvig og Oluf Høst, at deres søn var faldet på Østfronten. Og faldet for Stortyskland, det var Ole Høst. I flere betydninger. Det samme gjaldt det bohèmemiljø, han udgik fra, og som nu igen er kommet i søgelyset, fordi det også rummede de siden så kendte navne Knud W. Jensen og Ole Wivel.

Ole Høst var den i gruppen, der tog de nazistiske sværmerier mest alvorligt - og den eneste, der døde af det. Men alle faldt de for charme-offensiven sydfra. Det er emnet for den bornholmske journalist Hansaage Bøggilds bog, der i den sidste uge er blevet forhåndsskrællet af pressen og falbudt i sensationslunser til både det kødædende og det konfekt-spisende publikum. /

. . . Men Ole Høsts vigtigste og mest fatale mentor blev den tilrejsende østriger Fritz Waschnitius, der bl.a. levede af at formidle dansk kunst til udlandet. Det gav ham kendte beskyttere og bragte ham ind i det livlige kunstnermiljø i Gudhjem. Waschnitius var særlig glad for unge mænd, som han læste højspændte tyske lyrikere og Nietzsches filosofi med. Omkring den charmerende skønånd med den wienerske accent opstod et bohèmemiljø, der blev farvet af helteidealer à la digteren Stefan Georges Männerbund, nazistisk tintet overmenneskefilosofi, førerkult og demokrati-skepsis. 'Ringen', som de meget tysk kaldte sig, rummede også Vedbæk-drengene Knud W. Jensen og Ole Wivel og malerspiren Erik Johansen. /

. . . Især Ole Høst sang med på hans melodi om, at "det europæiske menneske skal frelse verden fra den kommunistiske fare", men også andre i kredsen havde en skrårem af huden. I 1941 tog Ole Høst og Erik Johansen arbejde i en kulmine ved München for sagens skyld. De meldte sig til Waffen-SS. Erik Johansen slap hjem - han skulle giftes.

* Stop. Hvorfor slap han hjem? Se senere.

. . .  Historiens skurk er naturligvis Fritz Waschnitius. Men faktisk for-holder Bøggild sig lige så kritisk til Ole Wivel. I 1998 tog han Wivel på ordet, da denne i et brev udlagde Ole Høsts tilslutning til Waffen-SS som afsporet idealisme og en ulykkelig tilfældighed. 

. . . Bøggild ændrede syn på Wivels udlægning efter afsløringen i 2001, da Wivel angreb en litteraturforsker med en usand pjece" /

* Stop. Usand pjece? Nonsens. Wivel ytrer sig arrigt i "Den ondskabs-fulde Klodsmajor".

/ "som provokerede Jyllands-Posten til at publicere stærkt belastende tekster, et digt og nogle breve, fra 1941-42. /

. . . Fra Knud W. Jensen kendes ikke så belastende udsagn. Han omtaler ikke kredsens sympatier i sine erindringer, men han vedgik dem: "Det er et mørkt punkt i min fortid, som jeg er meget lidt stolt af, men jeg vil fortælle dig ærligt om det og vise dig de breve, jeg har", sagde han flot, da vi diskuterede det i 1995. Det nåede han nu aldrig før sin død i 2000". /

* Stop. Hvorfor fulgte Hertel ikke sagen op? Et forsinket opstød 9 år senere er ikke relevant. Med mindre Hertel havde tilføjet, om en del af Jensens formue hidrørte fra en værnemagergevinst. Plus ekspansion 1945–51 til købet af Gyldendal i 1952. Dernæst de 10 mio kr. ved salget til Kraft Foods i 1956 for - "ikke at dyste med andelsbevægelsen på den ene side, og en af verdens største fødevarekoncerner på den anden". Et lidt ejendommeligt spark til andelsbevægelsen, som kun havde 1/3 af markedet.

Hertel: / "Det handler også om noget uhyre tidstypisk for 1930'erne og 40'erne: den totalitære fascination, diktaturets fristelse, som den fandtes på både højre og venstre fløj. Bøggild overser en vigtig inspirator for vennekredsen: tyskprofessoren Carl Roos, der blev Hitler-beundrer, tog imod Det Tredje Riges medaljer og messede om "det ensomme, høje heltesværd". Roos blev især Wivels mentor, bro til "den store reaktionær" Stefan Georges idé om digternes åndelige førerskab "mod demokrati og materialisme", som Roos sagde. Roos skulle efter planen være den faglige garant, når Ringens Forlag - med officiel adresse i Wivels morfars ejendom Vesterbrogade 9B - skulle sprede tysk højromantisk litteratur. /

/ Det begyndte i sværmerisk idealisme og fantasteri, men når fjenden står i landet og man støtter den, så hedder det kulturel kollaboration. Medmindre man foretrækker at henregne det under tåbeparagraffen".

* Stop. Det tåbelige er, at Hertel lader hånt om den europæiske påvir-kning af tysk kultur, især vor egen påvirkning, før nazismen, in casu kol-bøtten i 1933. Det er, hvad sagen drejer sig om.

Jyllands-Posten 7.3.2001, blikfang: - Ole Wivel og "den vidunderlige krig''

Marianne Juhls artikel, 1, uddrag: - "I sin erindringsbog "Romance for Valdhorn" går Ole Wivel som katten om den varme grød, når han fortæller om sine "romantisk-heroiske vildfarelser". Ordene dækker over et levende engagement i fascistiske idealer. "Hvad er for resten nazisme?" spørger Ole Wivel i sit 24 sider lange skrift "En ondskabsfuld Klodsmajor", som udkom i sidste uge" /

* Stop. Det er citatfusk. M.J. bringer ikke fortsættelsen, Wivels svar, polen for hans livsværk, kilometer fra nazisme.

/ "Skriftet er et svar på artiklen om Ole Wivels tidlige digtsamlinger set i relation til hans selvbiografiske værk, skrevet af mag.art. Jørgen Hunosøe i tidsskriftet "Nordica". /

. . . Ole Wivel afviser Hunosøes analyser som "sygelige forestillinger" og henviser til sine "udførlige biografiske oplysninger" i sin erindringsbog "Romance for Valdhorn" fra 1972. Hunosøe manipulerer med erindrings-bogen, mener Wivel. /

. . . I "Romance for Valdhorn" skriver Ole Wivel om Fritz Waschnitius: "Han blev min lærer og vejleder på godt og ondt denne vinter 1939-40". Kredsen udviklede "et dybt, sygeligt hadforhold til vor egen tid« og opsøgte "den heroiske livsanskuelse". Ole Wivel oplevede en "dyb følelse af fællesskab. Kun alt for villigt drev også jeg kult med mysteriet, den romantiske idealisme og suspenderede gradvis den realitetssans, som tiden snart skulle sætte ubønhørligt på prøve." /

. . . Hvad Ole Wivel ikke nævner i sine erindringer er, hvem der betalte en dyr pris. Det var bl.a. to af kredsens medlemmer: de unge malere Erik Johansen og Ole Høst - søn af Oluf Høst. Ole Høst er overhovedet ikke nævnt i Wivels bog. /

* Stop. M.J. vil ikke forstå Wivels erindringers klarhed og diskretion. Hun har en anden hensigt.

. . . Den 28. juni 1941 skriver Ole Wivel et brev til vennen Erik Johansen. I brevets slutning står følgende:

"Det som virkelig giver mig styrke er bevidstheden om den store linje, om at jeg nu har begyndt den kamp som skal ledes ind i det højeste statslige plan. I fulde drag inddrikker jeg sommerens frodighed i det skønne sydsjælland. Mange nye toner klinger frem, og jeg har tro til fremtiden. Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshændelser faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme, og ogsaa vi har ret til at knytte haab ved drømmene om et nyt Europa."

De vidunderlige krigshændelser, Ole Wivel omtaler, må være Tysklands invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941. Brevet fortsætter:

"Erik: mange opgaver venter os, som har alvor og mod til at bekræfte skæbnens og livets love. Lad ingen time gaa unyttet hen, ingen dag hvor vi ikke søger en større renhed. Og lad de maal, som sættes da vor lille ring blev sluttet, ved de nye Guders gunst og ved vor brændende vilje endelig naas. - Din ven Ole."

I et brev fra 1. februar 1942 skriver Ole Wivel igen til sin ven Erik Johansen. Men denne gang er tonen en ganske anden. Ole Wivel har erfaret, at Erik Johansen er vendt tilbage til Danmark efter sit ophold i den tyske træningslejr, og han udtrykker stor skuffelse over vennen:

"Da du tog beslutningen om at gaa i krig, rystede du med fuld ret enhver forpligtelse af dig. Den som vil døden vinder livet. Jeg nærede ærbødighed for dig og min tro paa dig fornyedes.(...) At du vilde staa fast til trods for denne sidste prøvelse var saa dybt befæstet i mit hjerte, at jeg frydede mig over at kunne triumfere, fordi du - min ven - bekræftede den heroiske holdning, der har baaret alt det vi var og er. Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du veed det, river du alt det med dig, som hidtil har været imellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig. (...) Det bliver mig tungt at skulle se dig i øjnene igen, men jeg vil gøre det fordi min kærlighed til dig ikke er blevet mindre."

7.3.2001, blikfang: "Forfatter dyrkede fascismen". Marianne Juhl, 2, ud-drag:

- "Forfatteren Ole Wivel var som ung langt mere involveret i en kreds, som dyrkede fascistiske ideer, end han vil være ved. Det viser hidtil hemmeligholdte breve og et digt. I meget skarpe vendinger afviste forfatteren Ole Wivel, for 14 dage siden, at han som ung var optaget af fascistiske idealer. Jyllands-Posten har imidlertid fået adgang til nogle breve og digte, skrevet af Ole Wivel i 1941 og 1942, som viser det modsatte".

17. juni 2004. Marianne Juhl, 3, uddrag: - "Louisianas stifter, Knud W. Jensen, flirtede med nazisme; han bar siden besættelsestiden på en tung skyldfølelse over for billedkunstneren Oluf Høst. Det fremgår af bogen "Ringen om Ole", som udkommer om kort tid. Bogen fortæller historien om Oluf Høsts søn, Ole Høst, som meldte sig til Waffen SS og blev dræbt under krigstjeneste på Østfronten i 1943. /

. . . Men et andet medlem af ringen blev ved med at minde Knud W. Jensen og Ole Wivel om deres fælles fortid. Det var den nu afdøde Erik Johansen, der også drømte om at blive kunstner. I et brev fra 1992 opfordrer han Knud W. Jensen til at melde ud om sin ungdoms vild-farelser. Ellers vil han afsløre sagen om "landsforræderikomplottet Ringen med femtekolonnemanden Frits Waschnitius, Ole Wivel og dig selv som de førende figurer," som han skriver i brevet".

* Stop. Hvem er kilderne til Marianne Vaaben Juhls hemmelige brevsamling? En kilde kan være litteraten Henning Fengers hustru, kusine til Ole Wiedemann Høst. Andre kilder hemmelige agenter, som har over-draget Marianne Vaaben Juhl de famøse breve.

MVJ.s mor, Inger Larsen, født Vaaben.

Som ikke må forveksles med et andet slægtsvåben, en vis cand. mag. Ejnar Vaaben, som var en emsig nazist i Dansk Folke-fællesskab og leder af Schalburgkorpsets "Skoling og politiske Verdens-anskuelse".

Aarhuus Stiftstidende, 9. dec. 1979, Henning Fenger - som har skrevet om brødrene Waschnitius - om gæster hos Oluf Høst, der fortalte om Oles død:

- "De mange sandhedsvidner, der helt op til slutningen af 1950´erne meldte sig hos Oluf Høst, havde hver deres version. At den gerne skulle honoreres med en form for vederlag, enten penge eller logi, siger næsten sig selv".

Hansaage Bøggilds "Ringen omkring Ole", side 3:

- "Maleren Ole Wiedemann Høst brød i protest med hjemmet på Norre-san i Gudhjem og valgte nazi-kammerater der plejede ekstreme mands-idealer i håb om en bedre verden. I 1943 faldt han som Waffen SS-frivillig på den tyske østfront".

H. Bøggilds ærinde fremhæves ved en ensidig kritik af skurkene Wasch-nitius, Erik Johansen, Ole Wivel og Knud W. Jensen.

Det sentimentale, i hånd med provinsiel mistro, dækker over fejl, ex. at Johansens pige var gravid, og årsag til, at han vendte hjem. Forkert. Kun ved i Hamborg at nægte at aflægge troskabsed til Hitler, fik Johansen chancen til at undgå at blive krigsfrivillig. Dernæst kender Bøggild ikke den københavnske fristelse, Kronborg, et i datiden velmeriteret spisested i Johansen-familiens eje.

Knud W. Jensens firma, Peter Jensen, var genbo til Cafe & Restaurant Kronborg, samlingssted for ungdomskliken.

H. Bøggilds note 99 henviser til Ekstrabladet, 30. dec. 2002. Skal være år 2000. Der er andre fejl. Og uden støtte fra Jørgen Hunosøe var "Ringen omkring Ole" næppe udkommet.

På bogens bagklap skriver Hunosøe: - "Kunst og nazisme. Om Ole Høst og kredsen omkring ham" - "der tilskyndede ham til at tage den fatale beslutning".

* Protest. Tilskyndede? Den påstand kræver bevis.

Den 25-årige Ole Høst traf selv sin beslutning ved at gå med fra Frikorps Danmark til SS-Wiking. Han kunne, som Erik Johansen, i Hamborg have sagt fra i sidste øjeblik.

H. Bøggild involverer Jørgen Nash. Det må da være tilladt at gøre op-mærksom på, at forskellen på brødrene Asger Jorn og Jørgen Nash er evi- dent. Jorn argumenterede i sit sprog og i sin kunst. Jørgen Nash postu-lerede.

Ekstrabladet 30. december 2000, et indlæg fra Jørgen Nash, uddrag:

- "I midten af 50'erne spurgte Informations kulturredaktør, om jeg ikke kunne tænke mig at tage til Gudhjem og skrive en større ting om Oluf Høst i anledning af hans kommende retrospektive udstilling i Rønne Kunst-museum som han havde skænket en ny malerisal. Det sagde jeg natur-ligvis ja til og skrev til den store mester i Gudhjem, om han ikke kunne skaffe mig, kone og to børn en sommerlejlighed, så jeg kunne tage mig god tid til at skrive om han livsværk.

/ Oluf Høst og hans søde kone Hedvig inviterede os til at bo gratis en hel måned på den i dansk malerkunst så berømte gård Bovnemark ved Gudhjem, hvor Høst i sin tid blev født.

/ Det første jeg gav mig i kast med, var at læse digteren Otto Gelsteds fremragende bog om Oluf Høst i serien "Dansk Kunst".

I beskrivelsen af de mange malerier, hvor ildebrande var det næsten evige motiv, og oliebillederne af Bovnemarks udødelige ladeport med himlens og havets lys morgen, middag og aften, sammenligner Gelsted Høst med lysets geniale mester Rembrandt. / Jeg kaldte anmeldelsen / "Rembrandt i Rønne". Det blev han og Hedvig så glade for at læse, så de forlængede vort sommerophold på den sagnomspundne Bovnemark gård en måned til.

Men en dag, vi var til fin middag i deres smukke hus i Gudhjem, trak de os til side og sagde, at der var noget meget sørgeligt, som de ville vise os. Det var sønnens kammer, som de havde indrettet til et mindeværelse med alle hans bøger, billeder, ting og sager. Som frivillig i Frikorps Danmark var han faldet i 1943 på Østfronten i kampen mod kommunisme og senere hyldet ved en æresparade i København som en af nazismens helte.

Han var deres eneste søn og skylden for hans skæbne, vildfarelse og pludselige død lagde mor Hedvig og fatter Oluf helt over på Ole Wivel. Han havde lokket sønnen med i en lille vennekreds i Hellerup, som kaldte sig Den Gotiske Klub. Her dyrkede man ikke bare Tysklands store genier Goethe og Schiller, Bach, Beethoven, Mozart og alle de gamle drenge, men også Hitler, Nietzsche og Heidegger". /

* Stop. Hedvig og Oluf Høst havde 2 sønner, den yngste: Niels.

/ "Jeg ville gerne tage et fotografi af dette makabre mindeværelse, hvor der under sønnens foto i tysk uniform lå en bred livrem med bronze-spænde, prydet med hagekors og inskriptionen: GOTT MIT UNS. Men en sådan tilladelse fik jeg aldrig".

Til Kraks Blå Bog skriver Nash: - "Arbejdsdreng som 14-årig, derefter handel og cirkus. Medlem af elevrådet på Silkeborg Seminarium 1940-41; arbejder og straffefange i tysk fly-industri 1941-42; arresteret af Gestapo 1941, af dansk politi 1943; flygtning i Sverige 1944-45"

I 1940-41 var Johansen & Høst tysklandsarbejdere i 12 mdr. i en kulmine ved München. Enhver tysklandsarbejder, som Jørgen Nash, var ansat på kontrakt, han/hun blev ikke arresteret af Gestapo, men af Kriminalpolitiet, og såfremt den pågældende var skyldig i tyveri, bedrageri, arbejdssky adfærd, etcetera, dømt og sat til afsoning i et fængsel.

Nash skriver til H. Bøggild, s. 160, uddrag:

- "I 1940 boede jeg og den legendariske Victor Andreasen" / "På grund af min store interesse for filosofi fulgte jeg forelæsningerne på Køben-havns Universitet. Her traf vi digteren Morten Nielsen, og vi så også et glimt af Ole Wivel. En dag Morten besøgte os, sagde han: - "I skal tage jer i agt for denne såkaldte poet Ole Wivel. Han har nazi-sympatier".

Morten Nielsen, 1922, kan ikke svare for sig, omkom ved eget vådeskud i 1944.

Wivels Forlag udsendte i 1952 Morten Nielsens efterladte breve. Ole Wivel med i Morten Nielsens Mindelegat. Ole Sarvig var kunstanmelder ved Information, suppleret med Peter P. Rohde.

Klaus Rifbjerg, Politikens kronik 15. august, "Den frygtelige sandhed", med illustration, Døden, læs: Tiden går, siddende på et plankeværk ser på overskifterne: "Hor, Vold, Mord, De Var Nazister" – følger Rifbjergs filoso-fiske indlæg mod vore skrækkelige aviser.

Men det viser sig, at årsagen er et forsvar for Ole Wivel og Knud W. Jensen, som, hvis de har været nazister, skal vægtes med deres senere bedrifter.

Og så er det, der mangler kød på den faktuelle historie. Et svar på, hvorfor de kom i vridemaskinen? Hvis de har været fuldblods nazister, er den historiske sandhed mere vigtig, end undvigelser.

- "Ole Wivels og Knud W. Jensens handlinger for mere end tres år siden havde konsekvenser for en håndfuld personer, der dengang stod dem nær".

Hvilke konsekvenser? Men, nej, vi får intet at vide. Her mangler det journalistiske scoop. Til gengæld spises vi af med moraliseren: - "Det er ikke usædvanligt i et menneskeliv, at ens handlinger griber ind i andres skæbne".

Vores nysgerrighed spændes til bristepunktet. Men det bliver værre:

- "Sammen med Tage Skou-Hansen har jeg lokket for Wivel for at få ham til at fortælle om det sorte, men det ville han ikke. Nu er han til gengæld malet sort helt op i himlen, og offentligheden sidder tilbage med en række ubesvarede spørgsmål".

Hvad afholdt Ole Wivel i at afsløre sit ’nazistiske fejltrin’, hvis han overhovedet kunne genkende sin handling som en fejl? Her er det et problem, at Wivel må have opfattet Hansen & Rifbjerg som pløk naive: At Rifbjerg ikke havde alderen, at han de pågældende år gik i sin uskylds 9. til 14. år. Og ham, Hansen, havde vistnok været sabotør, eller vistnok noget der lignede, i egen, eller vistnok i andres indbildning.

Det skænker Rifbjerg ikke en tanke. Det læses i næste spalte:

- "Det er sandt, at Jensen & Wivel ville have sparet sig selv for meget, hvis de var trådt frem og havde sagt sandheden".

Men jo ældre Wivel & Jensen blev, desto umuligere blev det at indrømme en fejl, Wivels & Jensens lyksaligheder i erindring. Det vil sige: Såfremt Wivels beundring for tyske digtere, og Oste-Jensens eksport af fødevarer til det krigsførende nazi-land, partout skal påduttes som "fejl".

Dermed overskrider Rifbjergs angreb på aviserne, grænsen til hykleri.

Klaus Rifbjerg ved bedre end mange, at aviserne stod på ryggen af hinanden for at hylde det rette borgersind - før, under og efter besættelsen. - i beundring for nazi-olympiaden 1936 - under samarbejdets tyske vinger i besættelsestiden - og efter nazismens kollaps, i jagten på borgere, som blev udskreget som landsforrædere. Den risiko kunne have ramt Wivel & Jensen, hvis de var nazister.

Politiken, kronik, 22. august "Rif, raf, ruf", et opkog af Jacob Ludvigsen:

- "Rif fremstiller det, som om sagen kun har to medvirkende, og glemmer Ole Høsts død på slagmarken og forbigår den livsvarige sorg, som Oluf og Hedvig Høst og deres efterkommere led, fordi sønnen havde ladet sig forlokke i Frikorps Danmark. Fritz, i fuld uniform, vinkede farvel på Københavns Hovedbanegård. /

. . . I fortsættelsen af brevet fra 1942, skriver Wivel til Erik Johansen:

- "Det bliver mig tungt at skulle se dig i øjnene igen, men jeg vil gøre det fordi min kærlighed til dig ikke er blevet mindre".

"Fritz i uniform" er en sjusket og unødvendig infamitet. Fritz Waschnitius mødte ikke frem i Frikorps Danmarks uniform, men som indkaldt til Wehr-macht.

Også det ved Klaus Rifbjerg.

Hvorfor lamenterer han så ikke mod magister Marianne Vaaben Juhls overgreb i Jyllands-Posten af 7. og 17. marts 2001?

Ludvigsen: - "Fritz Waschnitius (1901-81), østrigsk/tysk statsborger, fra 1928 bosiddende i Danmark, skribent, oversætter, kurator for dansk kunst i udlandet, god ven til familien Oluf Høst i Gudhjem, hvor han traf Knud. W. Jensen og dermed Ole Wivel. 1940-43 tysk censor ved Statsradiofonien. 1958 bosat i Danmark, oversætter af dansk litteratur, dansk statsborger 1976. Victor Waschnitius (1887-1979), docent, dr. phil. Som broderen født i Prag, østrigsk statsborger. 1919 sproglærer i Danmark. 1933 dansk indføds-ret. 1940-43 tolk ved den tyske stab i København. 1946 to års fængsel, udvist, flyttede tilbage til Danmark."

* Stop. Litterære foredrag i Statsradiofonien:

Fritz W: 3 i 1941-42, 4 i 1943. Victor W: 3 i 1940. 12 i 1942. En vis magister Frode Jakobsen: 1 i 1941.

Ungdomskliken Fritz Waschnitzius / Ole Wivel / Knud W. Jensen / Erik Johansen / Ole Wiedemann Høst, har intet ansvar for, at Ole Høst meldte sig til Frikorps Danmark og SS. Ansvaret er den opdragelse, negativ-/positiv, han fik af sine forældre, Hedvig Wiedemann og Oluf Høst.

Erik Johansen havde meldt sig, men slap fri, fordi han på kasernen i Hamborg nægtede at sværge troskab til Hitler. I brev af 1. februar 1942 til Johansen, bed Wivel i gulvtæppet af raseri: "Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig".

Der var andre kunstnerbørn blandt de krigsfrivillige: En søn af Valdemar Rørdam og Karl Bjarnhofs ældste søn.

Julius Tafdrups Konfektionsfabrik bag Vesterbrogade 9 B blev 2. december 1942 brandhærget af Bopa. Ved næste aktion, 6. februar 1945, blev maskinerne ødelagt med mukkertslag..

Ole Wivel boede hos sine forældre på 4. etage, morfar Tafdrup på 3. Efter branden flyttede familierne til Vedbæk. De tomme lejligheder blev senere, med hjælp af Ole Wivel, anvendt af Tage Fischer Holst, SOE, til illegal radiotjeneste.

Ole Wivels - og en vis magister Frode Jakobsens – lærer, professor Carl Roos, blev i 1945 stemplet som nazist. Påstanden, og en tjenestemands-sag, afvist. Tog Frode Jakobsen sin lærer i forsvar? Nej.

I 1940 skrev Carl Roos forord til Wivels oversættelse af Hölderlins Hyperion, som ikke udkom.

Wivel i "Tranedans": "Carl Roos var dansk-tysk af ånd og dannelse, en besværlig, belastende blanding, som gjorde ham upopulær og kontro-versiel. Hvem havde han af læsere ud over sine taknemmelige elever? Jeg var en af dem".

Roos havde i 1937 i sit værk "Nietzsche" advaret mod Nietzsches periodevise sindssyge, samt mod, at Nietzsches søster, Elisabeth, havde uhindret adgang til Nietzsches manuskripter. I 1962 blev Elisabeth afsløret som rabiat antisemit og forfalsker af Nietzsche, for at tækkes Hitler og finansloven under nazismen.

April 1940 udsendte magister Frode Jakobsen "Nietzsches kamp med den kristelige moral", med forord af Carl Roos. Som ironisk tog afstand fra Jakobsens tese om Nietzsche, med Luther som garant, som redelig, modsat Roos.

Victor Klemperer: "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste", notat 21. februar 1934: " På skolen måtte Johannes Köhler indsamle underskrifter til købet af en 'Lutherrose' med omskriften: Med Luther og Hitler".

Nietsche var en af nazismens afguder, og Frode Jakobsens. I 1941 holdt Jakobsen et foredrag i Statsradiofonien: "Nietzsche og Søren Kierke-gaard". Heri hedder det: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske".

I genudgivelsen 1972 af Jakobsens bog, findes intet forord af Carl Roos. Jakobsen erklærede i 1995 til Ninka, Politiken: "Jeg var Frihedsrådets stærkeste mand. Om mit liv kan jeg sige: Jeg har intet at skjule".

Konklusionen må blive, at det had, blandet med hykleri, som synkront er boblet frem i Ole Wivels & Knud W. Jensens eftermæle, afslører, at sladder erstatter et historiesyn uden komparativ grundviden, og naturligvis uden kildekritik. Dernæst negligeres, at under besættelsen kunne enhver, inden for de givne rammer, tro, tænke, tale, som de ville, legalt - eller illegalt. Dén film knækkede den 5. maj. Den næste film blev en af de endeløse: Det store praleri- og fortrængningscirkus.

Mogens Kasler

                                            index