*KOPI* fra Mogens Kaslers original: Naomi Klein

Naomi Klein:

'Chokdoktrinen - Katastrofekapitalismens opkomst '

’The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism’.

Oversat af Steen Fiil. 667 sider, 349 kr. Forlaget Klim

Jyllands-Posten, 5. Juni 2008

Chokdoktrinen

Af Dennis Nørmark

Den canadiske journalist Naomi Klein er intet mindre end en megastjerne på den politiske venstrefløj. En status, hun har fortjent igennem sine gennemrese-archede bøger om markedsøkonomiens skyggesider og sit store arbejde for at dokumentere de menneskelige omkostninger af grådighed og multinational big business: "No Logo", 2001, "Hegn og Led", 2003.

Hullerne, overfortolkningerne, overdrivelserne, de halve sandheder og den meget ideologisk motiverede konklusion ændrer ikke ved, at Naomi Kleins bog er journalistik i den absolutte superliga. I "Chokdoktrinen" kaster Klein sig over den ideologiske baggrund for nogle af de sidste 50 års største økonomiske og demokratiske katastrofer. Den økonomiske bankerot i Asien, oligarkernes magtovertagelse i Rusland, de demokratiske og økonomiske overgreb i Argentina og Chile samt mange, mange andre eksempler.

Målet er at undersøge, om neo-liberalismen i sig selv er »en voldelig ideologi«, og om der er »noget i dens mål, som kræver denne cyklus af politisk udrensning fulgt op af menneskerettighedsrenselser.«

Lige som kommunismens apologeter hævder, at socialistiske staters forbrydelser skyldtes deres forvaltere og ikke ideologien, så er kapitalismen ifølge Klein indtil videre også gået fri. Men i bogen vil Klein vise, hvordan kapitalismen som system lukrerer på humanitære, økologiske og politiske katastrofer, fordi den »rene afbrændte jord« er jomfruelige marker for dens ekspansion og stadige krav om profit.

Derfor er denne »katastrofe-kapitalisme« selv begyndt at anspore til uro for at få bedre mulighed for at igangsætte massive privatiseringer, brandudsalg af offentlig ejendom, skattenedsættelser og en hurtig afvikling af den offentlige sektor. Inden chokket efter en krig, tsunami, orkan eller et militærkup er aftaget, skal man vende op og ned på økonomien og skabe en ultraliberal stat. For at underbygge denne påstand lader hun den senmoderne kapitalisme være stort set synonym med Miltron Friedman og Chicago-skolens nærmest anarkistiske neoliberalisme, og dermed får hun mudret sine pointer en anelse til.

Kapitalismen er i sin kamikazeagtige udformning fra Chicago-skolen en katastrofe. Det får Klein ret overbevisende argumenteret for. Men hendes generelle angreb på enhver form for privatisering, eller entreprenant lukrering på en katastrofal situation, berettiger ikke til en generel konspirationsteori om en udspekuleret »chokterapi«.

En »kapitalistisk katastrofe«, der slår bevidst igennem på alle områder: I de militære strategier, i torturen af politiske modstandere, i økonomien og naturligvis i ideologien. Hvorved alle andre motiver end berigelse og sekterisk ideologi ignoreres i analysen.

Klein håber sikkert, at man konkluderer, at generel liberal markedsøkonomi og Chicago-skolen er det samme, men det hævdes aldrig direkte. Det er således ikke til at se, om chokdoktrinen er en analytisk model hos Klein, eller om den rent faktisk findes som "system" derude i virkeligheden.

Alt, vi får, er et manipulerende rædselskabinet af økonomiske overgreb suppleret med antydninger og gisninger om et samlet ideologisk ledemotiv bag alle fortrædelighederne. Så må vi selv konkludere. Men på trods af alle hullerne, overfortolkningerne, overdrivelserne, de halve sandheder og den meget ideologisk motiverede konklusion, ændrer det ikke ved, at Naomi Kleins bog er journalistik i den absolutte superliga. Mængden af dokumentation er simpelthen så overrumplende, at man ikke kan nægte, at Klein er på sporet af noget ildevarslende interessant.

Derfor kan den særligt anbefales til dem, der ved, at de er lodret uenige i de bombastiske konklusioner. Hvis markedsøkonomien skal forsvares, må man kende til ugerningerne begået af de få, der giver moderne kapitalisme et dårligt ry. Til det formål findes der intet bedre sted at begynde end ved "Chokdoktrinen".

Politiken, 1. Juni 2008

Neoliberalismens sorte bog

Af Lasse Horne Kjældgaard

Naomi Kleins udredning af det katastrofekapitalistiske korstog, der har hær-get verden i fire årtier, burde vække lige så stor opmærksomhed som Eisenho-wers berømte advarsel om det militærindustrielle kompleks.

Øjensynlig er det lykkedes liberalismen at slippe ud af det tyvende århundrede som den mindst kompromitterede ideologi.

Tanken om en tæt, ja nærmest uundgåelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og politisk frihed – at frie markeder også gør mennesker og samfund frie – har stået stærkt i de knap tyve år, der er gået siden kommunismens fald. Netop den tanke bliver nærmest tilintetgjort i den canadiske journalist Naomi Kleins nyeste bog, ’Chokdoktrinen’. Hvis man tror, at liberalismen ikke har blod på hænderne og lig i lasten, kan den anbefales som en kraftig opfordring til at tro om. Med et spændingsniveau på højde med en thriller blotlægger Klein i bogen et skræmmende mønster i den nyere tids historie – den kyniske udnyttelse af kriser til at gennemføre økonomiske chokkure, der baner vej for fundamentale samfundsændringer uden demokratisk opbakning. I ét ord: ’Chokdoktrinen’.

Selve titlen, ’Chokdoktrinen’, henviser til en tese, som i 1982 blev formuleret direkte af den skoledannende liberale økonom og nobelpristager Milton Friedman (1912-2006) fra University of Chicago, men som da allerede var blevet ført ud i livet af ham selv og hans disciple – de såkaldte ’Chicago boys’ – som konsulenter for kupmagere og diktatorer. Tesen var et svar på et problem, der stod i vejen for, at Friedmans økonomiske teorier kunne blive til politisk praksis, nemlig folkestyret. Friedmans grundtanke var, at markedet skulle være så frit – og staten så lille og ikke-indgribende – som muligt. Staten skulle netop ikke blande sig, sådan som John Maynard Keynes (1883-1946) havde anbefalet. Keynesianismens regulerede blandingsøkonomi og New Deal-politikken var ifølge Friedman det store syndefald i det tyvende århundredes økonomiske historie – en tilstand, som skulle bekæmpes med radikale reformer, så man kunne befri markedet og nå tilbage til en slags økonomisk naturtilstand.

Problemet er blot, at det sjældent var muligt at opnå demokratisk tilslutning til sådanne radikale reformer. Hvad gør man så? Man venter på en krise. Som Friedman selv skrev, så er det »kun en krise – den være sig aktuel eller forestillet – [der] producerer virkelig forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af hvilke ideer der er tilgængelige. Det mener jeg er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt«.

I ly af den orienteringsløshed, panikstemning og desperation, der bryder ud i krisesituationer, sætter man ind med løfter om en magisk kur og med reformer, der under normale omstændigheder ville have været totalt uspiselige. Det gælder om at drage fordel af kaos.

I ’Chokdoktrinen’ påviser Klein, hvordan denne taktiske opskrift er blevet anvendt igen og igen – i Chile, Argentina, Uruguay, Brasilien, Polen, Kina, Rusland og Irak. Brugen af chokdoktrinen med det formål at liberalisere, deregulere, tvangsprivatisere og indføre uhæmmet frie markeder er, hævder Klein, »de sidste tredive års mest magtfulde trend«.

Trenden fører hun tilbage til Chile, der så at sige var laboratoriet, hvor Friedman og hans disciple kunne afprøve teorierne i praksis på en befolkning uden mulighed for at sige fra. Efter det USA-støttede kup i Chile 11. september 1973 fungerede først Chicago-drengene og senere også Friedman selv som økonomiske rådgivere for Augusto Pinochet. Hestekuren, de anbefalede, blev implementeret af militærjuntaen med brug af vold, fængslinger, dødspatruljer og tortur, der havde svækkelsen af fagforeningerne som et af sine primære formål.

Den form for korporatisme, der opstod, var en »gensidigt støttende alliance mellem politistaten og de store erhvervsvirksomheder, som stod sammen om at erklære udslettelseskrig mod den tredje magtfaktor – arbejderne – for derved drastisk at øge alliancens del af den nationale velstand«, fortæller Klein.

Mønstret blev senere reproduceret i Kina, hvor Deng Xiaopeng i 1980 indbød Milton Friedman til at komme og kolportere sine markedsfundamentalistiske teorier. Den neoliberalistiske ortodoksi kom senere til at udgøre den teoretiske rygrad i det økonomiske program kaldet Washington Consensus, der fra 1989 blev vejledende for Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds (IMF’s) indsats over for kriseramte økonomier. Chokprogrammet blev anvendt i stor stil i det krakelerede Sovjetunionen, hvor man stod med en hel stribe af økonomier, der skulle reformeres i en ruf. Problemet var, som historikeren Tony Judt engang har gjort opmærksom på, at der fandtes mange hyldemeter af økonomiske lærebøger om overgangen fra en kapitalistisk til en socialistisk økonomi, men ikke ét værk, der omhandlede den omvendte proces.

For Polens vedkommende blev planen udarbejdet på en enkelt nat af den amerikanske økonom Jeffrey Sachs (som Klein begår et decideret karaktermord på, også for hans tidligere økonomiske eksperimenter i Bolivia) og hans kollega David Lipton fra IMF. Den var på femten sider og var, fortæller Sachs, »første gang, nogen, tror jeg, har udarbejdet en omfattende plan for omformningen af en socialistisk økonomi til en markedsøkonomi«. Kuren lød på et chokterapeutisk frimarkeds-eksperiment. Resultatet var, at Solidaritets visioner om arbejdernes medejerskab af virksomhederne blev løbet over ende af en privatiseringsbølge, der dog endte med at møde demokratisk modstand.

Værre gik det i Rusland, hvor Gorbatjovs ønske om at lægge sig efter den skandinaviske velfærdsstatsmodel blev gjort til skamme. I stedet satte man ind med chokterapi og ribbede staten for alt af værdi, bortauktionerede dens virksomheder til en beskeden brøkdel af værdien – og skabte en afsindigt rig overklasse af korrupte oligarker og en permanent underklasse. Det korporatistiske mønster fra Chile blev gentaget.

I Sydafrika efter apartheid blev ANC’s frihedscharter og krav om økonomisk omfordeling afvist af IMF og børsspekulanterne, der konsekvent straffede enhver afvigelse fra Chicago-skolens ortodoksi med kapitalflugt og pludselig uvilje imod gældseftergivelse. Neoliberalismen sejrede igen, og befolkningen tabte. Ifølge Klein er gennemsnitslevealderen i Sydafrika i dag tretten år lavere end i 1990 – det år, hvor Nelson Mandela blev løsladt.

Naomi Klein optræder skiftevis som journalist i felten – som øjenvidne til krige og katastrofer – og som højtflyvende verdenshistoriker ved skrivebordet. Hendes metode i ’Chokdoktrinen’ er at påvise analogier, hvoraf mange er overbevisende, mens andre er mærkværdige. For eksempel hendes sammenstilling af den økonomiske chokdoktrin med de hjernevaskmetoder, som psykiateren Ewan Cameron udviklede i 1950’erne, og som gik ud på at bryde psyken helt ned for at kunne bygge den op på ny. Metoden, der efter sigende er en af det tyvende århundredes torturtekniske landvindinger, fremstilles som en pendant til chokdoktrinens kreative destruktion. Den analogi er ikke overbevisende. Det er en montage, som godt kan minde om Michael Moores mindre lødige tricks.

Til gengæld underbelyser Klein en anden analogi – eller måske en endda idéhistorisk forbindelse – som kunne have styrket hendes sag i forhold til Bushregeringen: En analogi mellem chokdoktrinen og nazifilosoffens Carl Schmitts teori om undtagelsestilstanden. Den teori blev også udbredt på University of Chicago – af Friedmans kollega Leo Strauss, der er åndelig far til flere af George W. Bushs neokonservative rådgivere.

»Suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden«, lyder et berømt citat af Schmitt, som bare anføres som motto til et af bogens kapitler. Det er netop, hvad Bush gør ifølge de udvidede magtbeføjelser, præsidentembedet har fået efter 11. september 2001. Krigen mod terror er et forsøg på at skabe en slags permanent undtagelsestilstand, lige efter Schmitts bog.

Noget af det mest foruroligende ved ’Chokdoktrinen’ er Naomi Kleins dokumentation af Bushregeringernes – og ikke mindst Dick Cheneys og forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfelds – særligt tætte økonomiske forbindelser til virksomheder, der tjener penge på krigsførelse og katastrofeberedskab. Den politiske dagsorden efter 11. september, med vægten lagt på national sikkerhed, har været en guldgrube for disse brancher, som i al hemmelighed har skabt en ny klasse af superrige gullaschbaroner, der profiterer af frygt, krig og katastrofer.

Efter 11. september er chokdoktrinen – og dens bud om at drage nytte af frygt og uorden – vendt hjem til USA. Krigen mod terror er ifølge Klein »ikke bare en eller anden tilfældig krig, der måske kunne vindes, men en ny og permanent del af den globale, økonomiske arkitektur«. Advarslen, hun udsteder imod dette katastrofe-kapitalistiske kompleks, burde vække lige så stor opmærksomhed som præsident Dwight D. Eisenhowers berømte advarsel om det militærindustrielle kompleks.

Den femstjernede general Eisenhower var som bekendt hverken flipper eller blåøjet pacifist. Og ligeledes behøver man hverken at være antikapitalist eller antiglobalist for at lægge øre til Kleins advarsel. Gentagne gange anfører hun Marshall-hjælpen og New Deal-indsatsen som sobre alternativer til den neoliberalistiske chokterapi. Kapitalisme er ikke bare én ting, men mange. Den findes i mange historiske former og variationer, og der er konstant brug for kritik af kapitalismens uhensigtsmæssige, skadelige eller direkte dødelige udgaver.

Var tiden efter Murens fald netop ikke inde til en mere præcis kapitalismekritik, der ikke støttede – og ikke kunne anklages for at støtte – sig til totalitære eller utopiske alternativer? Ja, det kunne man have troet, men sådan gik det ikke. Først i de senere år har den konkrete kapitalismekritik vundet moment. Kleins studie af katastrofe-kapitalismens opkomst står i vedgået gæld til David Harveys fortrinlige ’A Brief History of Neoliberalism’ (2005), men den slutter sig tillige til en række gode og jordnære kapitalismekritiske værker fra de sidste par år – for eksempel Richard Sennetts ’The Culture of the New Capitalism’ (2006), om de psykologiske og arbejdsmæssige konsekvenser af den ny kortsigtede kapitalisme, eller Benjamin Barbers ’Consumed’ (2007), om den infantilisering af voksne og omvendte voksengørelse af børn, som forbrugerismen i dag fremmer på verdensplan.

Pak den ned i rygsækken, list den ned i Louis Vuitton-kufferten eller tag den med i sommerhuset – men læs endelig Naomi Kleins alarmerende mammutværk i løbet af sommeren!

Berlingske Tidende, 6. juni 2008

Et manisk manifest

Af Mikael Jalving

Gotisk: Den canadiske stjernereporter Naomi Kleins »Chokdoktrinen« er en vampyrhistorie om en ny form for ondartet kapitalisme, som lever af blod, kol-lektive traumer og krig. Det er som at læse Michael Moore på speed: Underhol-dende og begavet, men . . .

Det er en gammel marxistisk tanke, at kapitalismen har en pulveriserende virkning og destruerer alt, hvad der forekommer solidt, som var der tale om sandslotte. Samme tanke har taget bolig i den canadiske journalist og samfundskritiker Naomi Kleins nye bog »Chokdoktrinen«, der over 600 sider hudfletter det, hun anser for at være vor tids »katastrofe-kapitalisme«. De to ting hænger nemlig snævert sammen, hævder Klein, der finder beviser kloden over – fra USA, Sovjet, Kina og Irak i dag over Østeuropa i 1990erne til Sydamerika i 1970erne og 80erne. Det er begavet, underholdende og gotisk læsning a la Michael Moore på speed.

Den største skurk i det grumme galleri af vampyrer og dæmoner fra de seneste 40 års globale kulturkamp er den i Danmark lidet kendte amerikanske økonom Milton Friedman (1912-2006) fra University of Chicago, som fik Nobelprisen i økonomi i 1976 og kort forinden havde givet den chilenske diktator Pinochet gode råd i økonomiske anliggender. Her tog den økonomiske chokterapi sine første skridt efter militærkuppet 11. september 1973. Gennem omfattende afregulering, privatiseringer og skattelettelser skulle først Chile og siden flere andre lande liberaliseres, men chokdoktrinen var overalt katastrofal, vurderer Klein, ikke alene på grund af sine sociale konsekvenser, men lige så meget fordi den bygger på kollektive traumer og kriser eller ligefrem en rask lille krig i ørkensandet.

Ingen steder blev katastrofe-kapitalismen indført af befolkningen selv; overalt skulle der en undtagelsestilstand, dvs. et påskud til for at hestekuren kunne glide ned – som med juntaens økonomiske politik efter kuppet i Argentina i 1976, med Margaret Thatchers ditto efter Falklandskrigen i 1982, med Kinas stramning af grebet efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, med overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Rusland, Polen og ex-Jugoslavien. Overalt skred katastrofe-kapitalismen frem med en revolutionær energi og timing, som er blevet perfektioneret af den amerikanske administration efter 11. september 2001 med det præventive angreb på Irak, som ifølge forfatteren har resulteret i en ny økonomi bestående af private firmaer, der sælger våben, lejesoldater og andre krigstjenester til politistater uden for demokratisk kontrol.

Som antydet hænger alverdens ideer, begivenheder og fænomener symmetrisk sammen i Naomi Kleins bibel, hvorfor den meget hurtigt får smag af salme. Naomi Klein leverer samme diagnose af vidt forskellige historiske situationer, og de læsere, der instinktivt tvivler på, at denne skematik holder hele vejen, vil køre sur i bogens karakter af sammensværgelse og plan, ikke bare i beskrivelsen af Milton Friedman og hans sorte disciple fra Chicago, men hvor end Naomi Klein sætter sin klo.

Problemet er ikke de imponerende mange kendsgerninger og anekdoter, der lægges frem, men Naomis Kleins evigt emblematiske fortolkninger, der lægger sig over virkelighedens myriade som en tung dyne af vished. Lad gå; der er dun i den dyne, andedun, og bogen vil utvivlsomt varme globaliseringsmodstandere verden over, især i Sydamerika, ligesom den har gode chancer for at blive kult på universiteter og i vestlige medier. Naomi Klein er en sjælden fugl og sit efternavn til trods i stand til at lave »grand theory«, så det synger af skandale og undergang.

Men det er ensporet, konspiratorisk, manisk. Hendes teori er det, den østrigske filosof Karl Popper ville have opfattet som uredelig, eftersom den ikke bliver forsøgt falsificeret, men i ét og alt skal verificeres. Imod tesen om katastrofe-kapitalismens sejrsgang taler eksempler som Sydkorea, Taiwan, Israel og Indien – eller den relative succes med prokapitalistiske reformer i Tjekkiet, Polen og de baltiske lande. Med mindre man hører til dem, der mener, at kapitalismen moralsk står og falder med personer som Milton Friedman, Margaret Thatcher eller George W. Bush, bliver man således aldrig rigtig for alvor anfægtet af bogens ellers nok så foruroligende tese. Naomi Klein er selv lidt af en hundjævel.

Weekendavisen, 6. Juni 2008

Selv katastrofe

Af Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni er særlig rådgiver for fødevareminister Eva Kjer Hansen

Venstrefløj. Med frontfigurer som Naomi Klein mister venstrefløjen al trovær-dighed. Hendes seneste bog er løgn og manipulation fra ende til anden.

Hvis der fandtes en Nobelpris for intellektuel uhæderlighed, ville den tilfalde den canadiske journalist Naomi Klein. I hendes seneste bog Chokdoktrinen manipulerer hun sig frem til, at økonomisk liberalisme og tortur hænger snævert sammen. Påstanden er hørt før - navnlig i 70erne på den hårde venstrefløj. Men den er lige så falsk i dag, som den var dengang.

Chokdoktrinen har befæstet Naomi Kleins status som en stjerne for unge anti-kapitalistiske aktivister efter bøger som No Logo. Desværre har mennesker, der burde vide bedre, hyldet Klein for Chokdoktrinen; i New York Times har Nobelpristageren Joseph Stiglitz kaldt bogen for »en righoldig beskrivelse af de politiske kandestøberier, der er nødvendige for at tvinge ubehagelige økonomiske reformer ned over hovedet på lande, der ikke ønsker dem.« Og Børsens anmelder Henrik Ørholst fra PA Consulting Group mener, at »det er svært at finde huller i denne omfattende bog. Hendes research er enorm.« Svært at finde huller? Jeg håber, at Ørholst er mere grundig i sit arbejde som managementkonsulent end som anmelder.

Kleins centrale påstand lyder sådan her: økonomisk liberalisering er så upopulær i befolkningerne, at den kun kan gennemføres ved at snyde eller undertrykke vælgerne. Derfor er frimarkedsideer afhængige af kriser og diktatorer. I tider med naturka-tastrofer, krig eller militærkup, er mennesker lettere ofre for grådige multinationale, borgerlige politikere og liberale økonomer, der ønsker at gennemtvinge handels-liberalisering, privatisering og besparelser uden opposition. Ifølge Klein hilste »neoliberale« økonomer orkanen Katrina velkommen, ligesom de gjorde det med den store tsunami i 2004, Irak-krigen og militærdiktaturerne i Sydamerika i 70erne. Dersom krig eller katastrofer ikke er nok til at chokere borgerne til lydighed, er de neoliberale parate til at se reformmodstandere tortureret.

Skurken i Naomi Kleins verden er Chicago-økonomen og nobelpristageren Milton Friedman, den liberale økonom, der om nogen populariserede frimarkedstænkning i det tyvende århundrede. For at sikre ham en plads i skurkenes rækker gennemfører Klein en af de mest uhæderlige bagvaskelser, han overhovedet er blevet udsat for. Det siger ikke så lidt.

Klein daterer chokdoktrinen til »et af Milton Friedmans mest indflydelsesrige essays«, hvor han giver udtryk for, at »kun en krise - den være sig aktuel eller forestillet - producerer virkelig forandring.« Dette citat stammer imidlertid fra forordet til Fried-mans bog Capitalism and Freedom og handler ikke om glæderne ved katastrofer, men om at mennesker ændrer deres tankegang, når de gamle metoder ser ud til at være forkerte.

Men i sin bog hævder Klein konsekvent, at Friedman var tilhænger af at frem-provokere kriser for at kunne implementere sine forslag. Hvis dette vitterlig havde været tilfældet, må man sige, at Friedman var særdeles inkonsekvent. Han foreslog både kommunistiske og andre slags regeringer præcis den samme kur: privatiseringer, frigivelse af priser og frihandel. Hvis Friedman havde været tilhænger af at frem-provokere kriser, havde han ikke foreslået kommunistiske regimer at forrsøge sig med reformer. Han havde ventet på, at de var brudt sammen af sig selv frem for at udskyde pinen.

Omdrejningspunktet i bagvaskelsen af Friedman er hans påståede forhold til Pinochets diktatur i Chile. Klein hævder, at Friedman var »rådgiver« for diktatoren. Det er slet og ret forkert. Friedman fik ikke så meget som en cent fra det chilenske styre, han afslog endda ved to lejligheder æresdoktorater fra chilenske universiteter af frygt for, at det kunne opfattes som støtte til diktaturet. Men det er korrekt, at han var seks dage i Chile i 1975 på en forelæsningsturne, og at han ved den lejlighed mødte Pinochet i 45 minutter. I et efterfølgende brev anbefalede Friedman generalen at anvende præcis de samme økonomiske reformer, som han anbefalede kommunister i Rusland og Kina. Alligevel er Friedman aldrig blevet kaldt tilhænger af kommunismen.

Klein påstår, at kuppet i Chile i 1973 var et neoliberalt kup, som blev gennemført på en måde, der gav de liberale chilenske økonomer - de såkaldte Chicago Boys - en mulighed for at reformere økonomien. For at underbygge sin påstand opfinder Klein en helt ny kronologi, således at liberaliseringen af den chilenske økonomi begyndte første dag efter kuppet. Realiteten var, at militærpersoner overtog styringen af økonomien fra første færd. De var korporatistisk indstillet og modstandere af radikale liberale reformer. Det var først midt i 70erne, at de liberale økonomer fik en betydende - og succesrig - rolle i Chiles økonomiske politik. Chiles liberale handelspolitik er stadig en showcase af de mest overbevisende.

Spørgsmålet er, om man kan klandre økonomer for at anbefale tiltag, der fremmer nationens velstand. Her bliver det afgørende for Klein at påvise den intime sammenhæng mellem liberal økonomi og undertrykkelse. En af hendes mest uhyrlige påstande er således, at ikke bare i Chile, men også »i Argentina i halvfjerdserne var det en integreret del af landets indførelse af Chicagoskolens politik, da juntaen lod tredive tusinde mennesker 'forsvinde', de fleste af dem venstreorienterede.«

Et typeeksempel på, hvordan Klein manipulerer, er hendes fremhævelse af, at man fandt et torturcenter nede under et stort og fint indkøbscenter i Buenos Aires, Galerias Pacifico. Hun tager det som udtryk for sammenvævningen af kapitalismen og torturbødlerne. Det er »en iskold påmindelse om, at hvor en tidligere form for kapitalistisk erobring baserede sig på massegrave for landets oprindelige befolkning, så står Chicagoskolens projekt i Latinamerika som bogstavelig talt bygget på hemmelige torturlejre.« Men hvad nu hvis torturbødlernes gamle hovedkvarter var blevet fundet under et hospital? Havde det så miskrediteret sundhedsvæsenet fremfor de handlende?

Det mest grelle eksempel på Kleins manipulation af Friedmans holdninger finder man i relation til Irak-krigen. Klein holder decideret Friedman og hans »disciple« ansvarlige for de overgreb, som er blevet begået. Realiteten er imidlertid, at Friedman var modstander af krigen fra første færd. I det hele taget beskrev han sig som anti-interventionist. Også Kleins påstand om, at Friedman stod bag Verdensbankens og Den internationale Valutafonds politikker er helt ude i skoven. Friedman ønskede de to institutioner nedlagt!

Kritikken af Friedman og Chicago-skolen for den påståede støtte til diktatorer lyder hul, når den kommer fra en person som Klein, der både lovpriser Cuba, Hugo Chavez og Hizbollah.

Men selvom Klein tager fejl i sin beskrivelse af Friedman, kunne hun i teorien have ret i påstanden om, at det er lettere at liberalisere økonomien i krisetider, og at der er en tæt forbindelse mellem økonomisk liberalisering og undertrykkelse. Det forbliver imidlertid påstande på det metaforiske niveau. Hun sætter lighedstegn mellem tre forskellige ting, der rimer på chok. Økonomisk chokterapi; Militærdoktrinen »chok og ærefrygt« (shock and awe); og tortur i form af elektrochok. Det er lige så intelligent som at sætte lighedstegn mellem nationalsocialisme, socialpolitik og socialangst, blot fordi de rummer begrebet »social«. •

I en af de mindst intelligente af mange uintelligente passager hævder Naomi Klein, at de unge demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989 kritiserede den økono-miske liberalisering af Kina. Ifølge Klein angreb det kommunistiske parti demonstran-terne for at redde sit frimarkedsprogram og gå videre med stormskridt, mens folket stadig var i chok.

»En af de sandheder som Den Himmelske Freds Plads afslørede, var den slående lighed mellem den taktik, som såvel den autoritære kommunisme som Chicagoskolens kapitalisme benyttede sig af - en fælles vilje til at lade modstandere forsvinde, at slette tavlen for al modstand og begynde forfra.«

Det bemærkelsesværdige var dog - på trods af Kleins påstande - at de kinesiske studerende demonstrerede for demokrati, ytringsfrihed og lighed for loven. Kleins påstande om en undertrykkelse for at fremme det frie marked er pure omspind. Den kinesiske ledelses mest ihærdige fortaler for økonomisk liberalisering var generalsekretær Zhao Ziyang. Og netop han blev udrenset, fordi han havde udvist sympati for demonstranterne. Zhao kom til at tilbringe resten af livet i husarrest, mens kommunistiske hardlinere som Li Peng forsøgte at rulle de økonomiske reformer tilbage.

Først i 1992 kom der gang i liberaliseringerne igen. Det passer imidlertid ikke ind i Kleins fantasterier. Og derfor er det selvfølgelig udeladt. På lignende vis - og på et andet kontinent - overser hun fuldstændig, at det ikke var Thatchers krig mod Argen-tina, men hendes økonomiske reformers succes, der holdt hende ved magten. Hendes efterfølger Tony Blair vandt magten netop ved at overbevise de skeptiske briter om, at Labour var et ansvarligt parti, der ikke ville rulle Thatcher-årenes reformer tilbage.

Det helt overordnede problem for Naomi Klein er, at liberal økonomisk politik har fungeret så ufattelig godt. Det har fungeret godt i Chile, hvor den nuværende socialistiske regering har videreført Pinochet-regeringernes økonomiske politik. Det har fungeret godt i Kina (og Indien), hvor millioner af mennesker har arbejdet sig ud af fattigdom. Det har fungeret godt i Storbritannien, som engang blev kaldt »Europas syge mand«. Det har fungeret godt i den gamle østblok, hvor man med betydeligt held er ved at kæmpe sig ud af planøkonomiens skygger. Og det har fungeret godt i Danmark, som er et af de lande i verden, der har den mest åbne og liberale økonomi med færrest restriktioner på erhvervslivet. Chokdoktrinen - Katastrofekapitalismens opkomst er noget bras. Jeg har nærmest ondt af en vestrefløj, der kan ophøje Naomi Klein til helgeninde. Hun kan selv være en katastrofe.

Christopher Arzrouni plagierer amerikansk anmeldelse

Information, 7. juni 2008

Den liberalistiske skrlbent Christopher Arzrouni mener, at han er den eneste danske anmelder, der har leveret en ordentlig anmeldelse af Naomi Kleins kapi-talisme-kritiske bog 'Chokdoktrinen'. I virkeligheden har han tyvstjålet alle sine argumenter og formuleringer fra en amerikansk anmeldelse af bogen.

PLAGIAT
af Anton Geist

I gårsdagens udgave af Weekendsavisen skrev den politiske rådgiver for Eva Kjer Hansen, Christopher Arzrouni, en meget markant anmeldelse af Naomi Kleins nye bog på dansk 'Chokdoktrinen'.

I en række konkrete kritikpunkter imødegår han Naomi Kleins kapitalismekritiske projekt og slutter af med følgende svada:

"Jeg har nærmest ondt af en venstrefløj, der kan ophøje Naomi Klein til helgeninde. Hun kan selv være en katastrofe."

Arzrouni starter sin anmeldelse med at konstatere, at »hvis der fandtes en Nobelpris for intellektuel uhæderlighed, ville den tilfalde den canadiske journalist Naomi Klem«.

Spørgsmålet er imidlertid, hvem der er mest hæderlig i denne sag. Samtlige indven-dinger imod Kleins bog, som Arzrouni præsenterer som sine egne, har han nemlig hentet i en anmeldelse skrevet af den svenske liberalistiske skribent Johan Norberg til den amerikanske tænketank The Cato Institute. Og i lange passager har han ligefrem skrevet af fra Norbergs anmeldelse.

Her et eksempel blandt mange. Norberg skriver:

"According to Klein, 'neoliberal' economists welcomed Hurricane Katrina, the 2004 Indonesiantsunami, the Iraq War, and the South American military coups of the 1970's as opportunities to erase past policies and introduce radical free-market models. If wars and disasters aren't enough to shock the citizens, neoliberals are purportedly happy to see the opponents of reform being attacked and tortured into submission. The chief villain in Klein's story is Milton Friedman, the Chicago economist who did more than anyone in the zoth century to popularize free-market economics."

I Arzrounis anmeldelse er ordlyden noget nær identisk:

"Ifølge Klein hilste 'neoliberale' økonomer orkanen Katrina velkommen, ligesom de gjorde det med den store tsunami i 2004, Irak-krigen og militærdiktaturerne i Sydamerika i 70'erne. Dersom krig eller katastrofer ikke er nok til at chokere borgerne til lydighed, er de neoliberale parate til at se reformmodstandere tortureret. Skurken i Naomi Kleins verden er Chicago-økonomen og nobelpristageren Milton Friedman, den liberale økonom der om nogen populariserede frimarkedstænkning i det 20. århun-drede."

Da Information ringer Arzrouni op, vil han hellere end gerne fortælle om sin anmeldelse.

"Jeg mener ikke, at de andre anmeldere har gjort deres arbejde godt nok. Jeg har en fornemmelse af, at de ikke har læst hele bogen. Det er jo en mobbedreng. Jeg er den eneste, der har leveret en ordentlig anmeldelse."

- Okay. Men jeg tænkte på, om du har læst den anmeldelse skrevet af Johan Norberg, der ligger på Cato-instituttets hjemmeside.

"Ja, den har jeg læst."

- Det virker som om, der er mange af hans pointer, som du har overtaget.

"Der er der helt bestemt også. Helt bestemt. Men jeg har været tilbage og tjekke tingene selv, og du vil også kunne se, hvor der er forskelle på det. Jeg har tilladt mig at læse bredt, hvad der er af anmeldelser derude, inden jeg satte mig og skrev min anmeldelse."

- Du henviser jo ikke til ham.

"Nej, det gør jeg ikke. Men jeg mener, at det, jeg skriver, er tilpas forskelligt fra det, han skriver."

- Det slog mig ellers, at der er steder, hvor det kunne se ud som om, du skriver fuldstændig af.

"Okay. Jamen det beklager jeg da. Jeg har jo som sagt læst Norbergs lange notat. Men det er ikke mit indtryk, at jeg har skrevet af efter ham. Jeg kan stå inde for det, jeg har skrevet. Og jeg tror måske, at det er meget naturligt, at Johan Norberg og jeg har samme indfaldsvinkel til tingene."

- Men her ser det altså ud som om, du ligefrem har siddet med hans tekst og har overført det til din tekst.

"Det har jeg ikke. Men jeg har læst hans notat. Grundigt."

Et par timer senere ringer Christopher Arzrouni Information op:

"Jeg har jo været tilbage og finde Norbergs notat. Og jeg har fundet anmeldelsen, som jeg næsten ikke tør kalde mln anmeldelse længere. Og jeg må konstatere, at du har fuldstændig ret. Jeg gjorde det, at jeg læste Norbergs notat igennem og overstregede de ting, der gik igen. Og der må jeg sige, at jeg blev lidt chokeret."

- Men det har du vel også vidst indtil nu. Du har vel siddet og skrevet direkte af, har du ikke?

"Jeg har gjort noget andet. Jeg har taget notater på en blok, og de notater er så havnet i min fil. Men måden, de er havnet der, er selvfølgelig fuldstændig underordnet. Det er noget sløseri. Og jeg vil bare sige, at jeg synes, Norbergs notat fortjener at blive læst, og folk er velkomne til at kaste min anmeldelse i skraldespanden og læse Norbergs notat i stedet for."

Fortsættes i næste udgave af Kasler Journal

klik til index