Høje Ret. Denne skrivelse fremsendes via min advokat.-

Jeg har i dag, onsdag, fra den af retten mig beskikkede advokat Fehne, modtaget meddelelsen om min henrettelse, som skal finde sted på fredag, som er min fødselsdag, klokken 7:15.

Jeg er fundet skyldig i drab på min ven, Tao Rosenfeld, og min hustru, Anna Astasia, og tjenestepigen, Malene. 

Benådning er afslået.

Min eneste trøst er, at jeg ikke skal forgiftes ved gas eller kemikalier, hæn- ges i et reb, dø under en faldøkse, kvæles ved garrottering, men skal skydes. -

Jeg beder kun om, at måtte dø som en fysisk fri mand, uden håndjern, uden at bindes til en pæl, og at aflivningen ikke finder sted her i fængslet, hvor enhver henrettelse gør et deprimerende indtryk på mine medfanger.

Jeg anmoder om et sted i den frie natur, gerne en fredfyldt bøgeskov.
-

Advokaten skriver trøstende til mig, at jeg er blandt de ofre, som er resulta- tet af de skærpede antiterrorlove, med dødsstraf, som vores regering og folke- ting vedtog i de ophidsede dage efter terrorangrebene den 11. september 2001 på Pentagon i Washington og World Trade Center i New York, fulgt af den store krig mod Afghanistan og Irak.

Jeg gør i den anledning opmærksom på, at jeg ikke er terrorist, min sag er en banal kriminalsag.-

Jeg blev dømt på indicier. Politiet og anklageren kunne ikke fremlægge så meget som ét eneste bevis på min skyld. Jeg blev dømt, fordi jeg afgav mod-stridende forklaringer, fik mig viklet ind i et væv af løgn. Så mente retten, at jeg forsøgte at skjule min medvirken til terror.

For derfor at fritage dommerne i den Høje Ret for at føle samvittigheds-kvaler efter at have dømt en uskyldig i terror, at den Høje Ret derved gør sig skyldig i justitsmord på dén anklage, vil jeg her aflægge en nøjagtig tilståelse for min forbrydelse.

-

Det er sandt, som jeg tidligere har forklaret, at min hustru, lægen Anna Ana- stasia, støttede palæstinenserne og andre hedenske, islamiske oprørsgrupper. Det er ligeledes sandt, at min ven, lægen Tao Rosenfeld, inspirerede Anna til sympati for dette djævelskab.

Jeg kunne ikke vide, at Anna og Tao havde arbejdet sammen i Beirut, havde ydet lægehjælp til palæstinensere og Osama bin Laden og den slags.-

Jeg havde aftalt at mødes med Anna på en restaurant, derfra skulle vi køre hjem. Hun sad og talte med en mand, som faldt mig sympatisk.

Tao og jeg havde interesse for politik, vi diskuterede høfligt, men intensivt om vore synspunkter; han var venstreorienteret, jeg almindelig royalist.

-

Jeg skylder at sige, at Malene, vores tjenestepige, var tvangsteriliseret; hun var evnesvag. Det var Anna, der ønskede Malene i huset til hjælp i haven, til rengøring, og andre småting.-

Hertil kommer det pinlige, at Anna nægtede mig samkvem uden kondom. Jeg hader kondom, en gummihat på et følsomt sted.

Derfor fik jeg Annas tilladelse til at lægge mig en times tid hver aften hos Malene i det udmærkede værelse, som jeg havde indrettet til Malene nede i kælderen.

-

Jeg kom uventet hjem en tirsdag formiddag, og lagde mærke til, at Malene opførte sig underligt.

Hun ville ikke lukke mig ind, havde sat sikkerhedskæden for hoveddøren, og jeg råbte og bandede, stod lukket ude i flere minutter, før endelig Anna kom og åbnede for mig.-

Men Anna havde ikke fjernet lugten i vores soveværelse, en kraftig lugt af mandlig sæd.

Jeg sagde intet, men fik naturligvis mistanke om Annas utroskab.

Den næste tirsdag var alt normalt, håbede jeg, men tog fejl; det så jeg den næste dag.

-

Onsdag formiddag satte jeg nøglen i hoveddøren, sikkerhedskæden var sat for, Malene stod på vagt, jeg satte skulderen til hoveddøren, sprængte sikker- hedskæden. -

Jeg afslørede dem i sengen. Tao sagde "undskyld, Viggo, nu går jeg", men jeg var ophidset og slog ham i ansigtet.

Anna affyrede et revolverskud mod mig, kuglen strejfede mig, satte sig fast i vindueskarmen.

Så slog jeg Anna, tog revolveren fra hende. Så blev jeg angrebet af Malene, hun slog løs på mig, og Tao ville berolige hende.

Jeg følte hævn, en iskold hævnfølelse. Jeg skød Anna, Tao og Malene.

-

Jeg tænkte på min datter fra mit første ægteskab. Hvad ville hun sige, hvad ville hun tænke? Ville hun kendes ved mig som sin far, en morder?-

Da jeg havde drukket en kop kaffe besluttede jeg, at jeg måtte fjerne enhver mistanke mod min person. Jeg fandt en tung hammer, og kvaste hovederne på Anna og Tao, og med en kniv fjernede jeg projektilerne i deres kroppe.

Derefter lod jeg Malenes hænder omslutte hammeren og kniven.

Jeg fortalte politiet, at Malene under et af sine ukontrollable raserianfald havde slået Tao og Anna ihjel, og at jeg ikke så anden udvej, end at skyde Malene i selvforsvar, da jeg uventet kom hjem onsdag formiddag.

-

Høje Ret. Jeg er ikke terrorist, og har aldrig været det. Jeg har altid passet min virksomhed; nu er mine ansatte arbejdsløse.-

Efter min mening burde en ulykkelig og sindsforvirret person som mig kunne benådes fra dødsstraf til almindeligt fængsel.-

Høje Ret. Jeg bønfalder Dem, benåd mig fra dødsstraf til fængsel.-

Modtag min højagtelse.

Deres ærbødige,

Viggo Olsson.

-

-

                                                   index

-

-