Allan var sytten år og Astrid kun seks år, da vores lykkelige tilværelse blev smadret af uheld og katastrofer. Det var lille Astrids første skoledag.

Skoleorkestret gav koncert i anledning af det nye skoleår. Allan var solist, spillede trompet, gjorde det imponerende godt.

Jeg var tandlæge, hentede ungerne, vi skulle køre hjem. Inger var i retten; hun drev en advokatpraksis sammen med Tania, hendes veninde gennem mange år.

Jeg ville overhale hr. og fru Nielsson og deres fem børn, fra to til ti år. 

De kørte i en ny Volvo. Hr. Nielsson smilede, fru Nielsson vinkede og smile- de, ungerne hujede af begejstring, hvorfor ved jeg ikke, men det skabte uro i begge vogne.

-

Jeg var uopmærksom, det ved jeg. Nogle drenge stod og kastede partisan- søm ud på vejen. Jeg så skyggen af dem, de løb op ad skrænten. Jeg tøvede, skulle jeg sætte farten op, eller bremse?

Hr. Nielssons Volvo punkterede på venstre forhjul. Nielsson påkørte min vogn på højre side, begge vogne slingrede. Partisansøm slynget fra vejbanen op i motoren skar hul på benzinrøret ved karburatoren. Nielssons vogn brød i brand. Jeg hørte og følte en varm trykbølge.

Den altid forvirrede, søde fru Roth, og hendes tvillinger, forsøgte at undgå os, men hun påkørte os med et voldsomt brag.

Mere husker jeg ikke, mere ved jeg ikke. 

-

Jeg blev udskrevet to måneder senere. Mine muskler var uden styrke, lam- mede. Jeg kunne bevæge min højre hånd, skrive meddelelser, betjene aggre- gatet til den elektriske kørestol. Min taleevne havde jeg mistet. Jeg kunne kun grynte, humhum, og måtte opleve lille Astrids begravelse, som var jeg et stativ, der blev slæbt rundt.

Astrid kom i en fællesgrav sammen med hr. og fru Nielsson og deres fem børn, og den søde fru Roth. Hvem der havde fået den mærkværdige idé, ved jeg ikke. Heldigvis var Allan sluppet fra ulykken uden alvorlige skrammer.

-

Ingerlil blev dranker, vin blandet med vodka. Inger drak som en svamp. 

To gange blev hun udvist som beruset fra retten. Efter tredie raptus mistede hun sin bestalling. 

Dertil kom, at vores veninde, Tanias interesse for landbrug, heste og grønt miljø, kostede hende alt hvad hun ejede. Gården og stutteriet tvang Tania til fallit.

En dag kom Tania og fortalte mig, at hendes økonomi hang i laser. Jeg nik- kede ja, og virrede nej, skrev mine spørgsmål til hende på min skriveblok. 

Tania græd. Mine øjne spurgte: "Tania, hvorfor græder du?".

"Åh, kæreste du. Du er stadig min ven, er du ikke?", råbte hun.

Jeg nikkede og smilede, hun omfavnede mig, kyssede mig.

-

Det var måske hendes angst, som uventet slog over i lidenskab. Det var for mig en overrumplende følelse, som jeg til min forundring følte jeg kunne gen- gælde, en meget længe gemt elskovstrang fik mine hofter og mit lem til at bevæge sig.

Tanias kys, gode gud, jeg gispede lyksaligt, jeg blev virkelig opstemt.

Pludselig stod Ingerlil foran os. Hun så begærligt og fjendtligt på mig, som jeg sad der i kørestolen. Tania stod bøjet over mig, hun kyssede mine øjne, jeg holdt hendes hånd presset ned mod mit urolige lem.

Ingerlils øjne var kulperler af had og ophidselse, hendes ansigt havde røde plamager, hendes tøj var som hendes frisure, en snavset, sjusket klud.

Så blev Ingerlils øjne igen som solfyldte blå kornblomster:

"Lille skat, jamen lille skat dog, skal Tania og jeg hjælpe dig?".

-

Jeg tænkte på en episode nogle år tidligere. Vi havde spist en hurtig frokost på en restaurant. Pigerne skulle i retten. 

Jeg blev ved udgangen standset af en studiekammerat, Niels, som slog ud med armen, gav et par whisky. 

Jeg fik hurtigt at vide, hvorfor, han sagde: 

"Sig mig, disse damer, kender du dem?".

"Næh, jeg traf dem tilfældigt, som dig, kender du dem?".

"Ja, den ene bor i en lejlighed over for min, det vil sige, bor og bor, det ved ikke, hun er der næsten aldrig. De er bøsseriner, kan du ikke se det?".

"Hm, tja, jo, måske", svarede jeg, "men hvad rager det egentlig dig?". -

Den aften kom Ingerlil sent hjem, og jeg spurgte: 

"Har du arbejdet så længe?".

"Ja, min skat, men ikke på kontoret, vi tog hjem til Tania, har I fået mad, har du og ungerne spist?".

"Ja, det ordnede Allan og fru Petersen, du skal ringe til hende. Bor Tania stadig sammen med sin mor?".

"Nej, hun købte en lejlighed, ved S-toget, lige ved stationen, maden smager lækkert".

"Har du ikke spist?".

"Jo, næh, vi?".

Niels havde ret, men det var flabet og unødvendigt sagt, at de lå i sengen som søde, varme, nøgne hundyr uden tanke for, at han kunne se dem i en kikkert gennem det tynde gardin. Det svin, ham, svinet, Niels.

-

Inger krængede tøjet af sig, hviskede til Tania: "Tania, tag tøjet af, du har en smuk krop, den bliver han glad for".

Pigerne bar mig ind på sengen. Vi elskede hinanden, faldt udmattede i søvn. Vi sov i hinandens arme. En dejlig frihed. Jeg følte mig lykkelig. 

Men vi havde glemt Allan. 

Allan vækkede os:

"Far? Mor, hvad laver I, sammen med Tania? Der er ingen morgenmad, nu kører jeg, jeg skal ind til optagelsesprøven på konservatoriet. Mor, du lovede at køre med derind. Mor, vågn så op".

Jeg så ikke mere til Tania. Der gik mange måneder.

-

Allan øvede sig på trompeten mange timer dagligt, dog kun når Ingerlil ikke var til stede, hun kunne ikke fordrage støjen, sagde hun; hun havde sager med hjem fra et advokatkontor, arbejdede som fuldmægtig, blev sygemeldt og fyret fra sit job. Jeg fik ikke at vide, hvorfor.

Jeg var til ingen nytte.

Jeg sad i min kørestol, så ud i haven, hele dagen og den halve nat.

- 

Det irriterede mig, at Inger havde fået en mærkværdig vane, hun pylrede om mig hele dagen, kaldte mig lille Frederik:

"Så, lille Frederik, sidder du godt?".

"hm".

"Nej, lille Frederik, du bruger en anden pude til nakken, her er den, den er bedre".

"hm".

"Sådan, det var rart, var det ikke, lille Frederik, sidder du godt?".

"hm".

"Du nyder udsigten, ikke sandt, lille Frederik?".

"hm".

"Jeg trækker gardinet for, solen må ikke genere dine øjne, vel, lille Frede- rik".

"hm, hm".

"Så venter vi lidt. Du havde tisset mere i sengen i dag, end du plejer".

"hm".

"Og gjort stort i sengen havde du også, din lille gris, herregud, min ven".

"hm".

"Ved du hvad, lille Frederik, vi kører op til kirkegården i morgen eftermid- dag, ikke, lille skat?".

"hm".

"Den gode friske luft, ikke? Det sagde jeg til blomsterhandleren, jeg hilste på ham i går".

"hm".

"Det bliver vores lille Astrid så glad for, ikke?".

"hm".

"Vi savner lille Astrid, gør vi ikke? Vi savner vores søde lille pige, gør vi. Ved du hvad, lille Frederik, jeg har endnu alt hendes legetøj, det kunne jo være?".

"hm".

"Men Allan skal holde op, helt op, joh, nu kan det være nok".

"hm, hm?".

"Med hvad? Med alt hans dumme trutten i trompet, al den støj, det har du slet ikke godt af, og heller ikke jeg, lille Frederik".

"hm, hm".

"Nej, det hjælper ikke. Det hjælper ikke det fjerneste, at du siger nej".

"hm, hm".

"Nej, siger jeg, ikke tale om. Altså, lille Frederik, det er min pligt at passe på dit svagelige helbred".

"hm, hm".

"Alt det vrisseri med dig. Du taler ikke pænt til mig, du vrisser og snerrer, hvorfor er du så utaknemmelig?".

"hm".

"Jo, du er, du er rigtig forkælet, lille Frederik".

"hm".

"Så, nu er det sovetid, nu trækker jeg gardinet for, så lyset ikke generer dig".

"hm, hm".

"Jaja, lille Frederik, det passer dig ikke, men det gør jeg nu alligevel, du skal passe din søvn. Jo, du skal, lille Frederik, du tisser alt for meget i sengen, og i dag havde du bæet, noget skrækkelig tyndskid, fordi du ikke får tilstræk- kelig hvile og søvn. Og jeg får ingen søvn, jeg passer på dig hele døgnet, tænk på mit helbred. På mit helbred, lille Frederik, du må ikke være så egoistisk".

-

Det var håbløst. Inger bevægede sig i en anden verden end Allans og min. Men fra opdagelse til mistanke er der et spring, og fra mistanke til selvforsvar et endnu længere. Vis mig det menneske, der kan se ind i sin fremtid.

-

En aften sad jeg ved min vante plads ved vinduet, en mørk aften med sne- sjap, al færdsel på kørebanen livsfarlig. 

Jeg så Allan komme kørende i en fremmed bil, lyset tændtes i kabinen. Al- lan trak et par kørehandsker af, rakte dem til? 

Tania?

Allan kyssede Tania, der var ingen tvivl, Allan var forelsket i Tania. Tania rakte ham instrumentkassen med trompeten. Allan bøjede sig ind over hende, hun slog armene omkring hans hals, de gav hinanden heftige kys.

Ingerlil havde set dem. Jeg vidste ikke, at hun stod bag min kørestol. 

Jeg så hende ikke; men da hun gik, hørte jeg hendes hvislende trin hen over gulvtæppet, og ved aftensbordet burde min mistanke være vakt, men jeg anså Ingerlils aggressive opførsel, som mere normal, end min søns kæresteri med husets veninde, Tania.

-

"Nej, tak, mor, ikke så meget citron".

"Der skal citrondråber på stegte kyllinger, lille Allan".

"Ja, tak, mor".

"Smager kartoflerne godt, lille Allan?".

"Ja, tak, mor".

"Du må ikke spise de væmmelige pizzaer, vel, søde Allan?".

"Nej, mor, det sker meget sjældent".

"Såsen, hvad synes du om såsen, lille skat?".

"Glimrende, tak, mor".

"Bagefter skal du have æblekage".

"Ja, tak, mor".

"Hvorfor kom du så sent hjem, lille Allan?".

"Jeg".

"Var du sammen med Tania?".

"Nej, mor, det er hundekoldt".

"Koldt, herinde?".

"Nej, det er vinter, mor, bilen kunne ikke starte".

"Nåh, bilen, jamen du har kun godt af at gå".

"Ja, mor".

"Du får kakao til æblekagen, du har ikke godt af kaffe når du skal sove, vel, min skat".

"Nej, mor".

"Du bliver hjemme i din seng i morgen, du er forkølet".

"Nej. Ja, mor, men jeg er ikke forkølet".

"Jo, du er. Du har gået hele vejen hjem i regn og sne og søle, så er du forkølet, lille Allan".

"Ja, mor".

Allan tog alt store hensyn til sin mor. Jeg hørte aldrig en protest fra ham, kun det evindelige: - Ja, mor.

-

Næste formiddag ringede telefonen. Da følte jeg, at noget var galt. Allan var hjemme, hverken syg eller forkølet.

Men jeg hørte ikke en lyd fra hans værelse. Det var altid ham, der løb hen ad gangen fra sit værelse, og nåede telefonen før Inger, som nysgerrigt ville vide, hvem der ringede til Allan. - 'Det er kun Benny, mor'. 

Jeg hørte Ingerlils stemme:

"Tania, det var sødt af dig at ville køre Allan ind til konservatoriet, men Allan gik allerede i morges klokken otte, hans bil kan ikke starte, den holder herude i garagen".

Hvorfor løj Inger? Jeg hørte hende om natten parkere Allans bil i garagen, den kørte som den skulle.

Da hun gav mig morgenmad, sagde hun: 

"Vores lille Allan er forkølet, han bliver i sin seng". Hun smilede fjoget, vel tilpas og lykkelig.

-

Tyve minutter senere kom Tania. Der lød støj i forhallen. Tania havde altid haft en reservenøgle til hoveddøren.

"Inger, sig så sandheden, hvor er Allan?", råbte Tania.

Ingerlil stod i døråbningen ud til køkkenet. Jeg så farveskiftet i hendes øjne, de glødede som vulkansk lava.

"Inger, hvor er Allan, og hvor er guldet? Du stjal det fra mig, du var den ene- ste, der vidste det. Sig det så, hvor er Allan, hvor er guldet?", råbte Tania.

Jeg ville advare Tania, men turde ikke. Farvespillet i Ingerlils øjne, fra sort til gult, fra grønt til orange, skræmte mig.

Det var den infame, tåbelige, afskyvækkende, latterlige, men for mig gudbe- nådede guldhistorie.

-

Da Tania måtte sælge gården, hestene og det grønne miljø, blæste taget af laden, gavlen væltede, og mellem murbrokkerne i det ødelagte fundament  fandt Allan og pigerne en pose guld. Allan sagde, at det var gammelt tysker- guld, en frønnet lærredspose, Inhalt 10 kilo, et uappetitligt indhold af guldtæn- der, proteser, ringe, halskæder, armbånd,  brocher, urkasser fra adelsfolk og jøder og lig i fængsler og kz-lejre. Alt snavset og ækelt, men guld, en lille del, en mikroskopisk lille del af det barbariske, nazistiske plyndringsrov i Europa.

En gammel mand, Tanias nabo, Lars Svendsen, der boede ved vejen bag Tanias gård, havde betroet Allan og pigerne, at han en sommeraften havde set den tidligere ejer grave lærredsposen ned under soklen til laden. Stormen havde fundet det svage punkt, havde nedbrudt gavlen, knust fundamentet.  

Jeg kunne ikke bevæge mig, min kørestol havde sine særheder, jeg blev nervøs. Dette skøre kvindecirkus, hvornår ville det holde op?

-

Tanias skrig lød inde fra Allans værelse. Tania kom løbende, og få sekunder efter sloges de to kvinder med en vildskab, som forfærdede mig. 

Jeg forsøgte at presse min arm ind over skrivebordet til telefonen, jeg ville tilkalde hjælp, trak i telefonledningen. Ingerlil og Tania tumlede imod mig, telefonen faldt på gulvet. Jeg kunne intet gøre. Ingerlil lå på gulvet med Tania siddende overskrævs på sig, rev store flænger i Tanias ansigt. Ingerlil rallede, skumfråde stod som en svamp af blod omkring hendes mund. Tania holdt fast med begge hænder omkring Ingerlils hals, kvalte sin modstander til hun lå liv- løs. Så først slap Tania sit greb. Hun rejste sig fra gulvet, så vredt på den døde på gulvet, råbte hidsigt: 

"Det fortjente hun".

-

Tårerne silede ned over Tanias blodige ansigt, hun hviskede: 

"Nej, det var en ulykke, Inger var sindssyg, hvor er telefonen, vi skal bruge to ambulancer, vil du se Allan?".

"Hm".

"Det er et stort chok, er du stærk?".

"Hm".

"Kom, nu skal jeg køre dig".

Tania navigerede min kørestol forbi husets knuste indbo, alle vores spejle, det smadrede låg på flyglet, glasstumper, lamper, Flora Danica spisestel, alle mine bøger, køkkenet raseret. 

Tania skubbede kørestolen ned gennem gangen, kørte mig hen mod Allans værelse. Jeg lyver ikke, alt svuppede i blod. Det gøs i mig.

"Er du stærk nok?", hviskede Tania.

"Hm".

Ingerlil havde fyldt Allans æblekage, hun serverede for ham aftenen før, med et sovemiddel. Senere havde hun givet ham en sprøjte morfin. Det var grunden til, sagde lægerne, at Allan hverken havde gjort modstand eller råbt om hjælp.

Hun havde snittet hans pyjamas i strimler og bundet ham nøgen til sengen, han lå som en korsfæstet med spredte arme og ben, fastbundne til sengens hjørnestolper. 

Hun havde skåret hans læber af, lagt dem på en tallerken, der stod på det lille bord ved sengen. Guldposen med Inhalt 10 kilo havde hun givet ham som hovedpude. 

Allans hoved lå så underligt skævt. Det var et chok at se Allans mishandle- de ansigt, et dødningeuhyres sidste brøl, et blodigt, hæsligt kadaver.

Ved midnat havde Ingerlil med dybe snit ved lyske og tværs over maven, fjernet Allans kønsdele og lagt dem på hans bryst. Hun tildækkede det åbne sår med en buket blomster, lagde Allans trompet på blomsterne. Der lå den, den fine, sølvblanke trompet, blodtilsølet, lænede sig blidt til Allans ene lår.

Ingerlil havde været vanvittig, ja, men hvad betød det med trompeten, var det hendes sidste kærlige gestus, eller had, eller ironi? Jeg ved det ikke.

-

"Åh, nej, guldposen, vi må gemme det lorteguld før politiet kommer, har du et skjulested, åh, gud, hvad skal vi gøre?", græd Tania.

Tania blev frikendt for drab, hendes selvforsvar blev anset for undskyldeligt. Tania var kun til få afhøringer i retten. Et par måneder senere foreslog hun, at vi flyttede sammen og, når tiden var inde, giftede os.

Jeg lo til hende, nikkede og sagde: "Hm".

-

Et år senere kontaktede Tania en chefredaktør; han ville 'meget gerne', sag- de han, offentliggøre min beretning. Der var skrevet meget nonsens om Tania, Inger, Allan og mig. 

Aviserne maltrakterede drabet på Allan, og svælgede i rygter og løgnehisto- rier om guldposen. En vis John Svendsen, søn af afdøde Lars Svendsen, Tani- as nabo på hulvejen bag gården og stutteriet og det grønne miljø, var sand- hedsvidnet, påstod aviserne, som yderligere skrev, at Allan var narkoman og medlem af en forbryderbande, der havde stjålet guldet, at Tania var skatte- svindler og professionel fallent, der havde købt guldet for sorte penge, og at Ingerlil tilfredsstillede sine morbide lyster på lyssky barer og havde fået beta- ling i guld, samt at jeg, uagtet invalid, næppe kunne antages at være helt sagesløs.

-

Tania sad ved min kørestol, hun var vred og nervøs, og det hun sagde, for- bavsede mig; når jeg tænker på det, er det, hm, vidunderligt.

Tania drak en slurk kaffe, tændte en cigaret, så på mig, og sagde:

"Ingen ved noget om vores guld, hverken Inger eller Allan eller jeg har sagt noget til nogen, det ved jeg. Næ, kilden til de svinehistorier er denne emsige chefredaktør, han er meget glemsom, det var ham, den meget glemsomme, der solgte mig gården, hestene og det grønne miljø, det var ham, som gamle Lars Svendsen på hulvejen så, hvordan hr. chefredaktøren gravede guldet ned ved gavlen til laden i den lyse sommernat".

"Hm, hm, hm?", nikkede jeg, mildest talt forbløffet.

Jeg bad Tania hente guldposen. Hun græd og lo, snøftede og sagde:

"Jeg kan se på dig, hvad du vil, du vil aflevere lorteguldet til hr. chefredak- tøren, vil du ikke?".

"Hmhm".

-

Chefredaktøren dansede rundt på gulvet, jublende beskrivende sine ord: 

"Jeg har den helt rigtige, fængende, storslåede, imponerende og sandfær- dige overskrift til Deres artikel, den skal hedde: Dramaet bag to kvinders ægte og sande kærlighed".

"Hm".

"Er det ikke pragtfuldt? Er det ikke vidunderligt?".

"Hm".

"Hm? Hvad fanden mener De med, hm, hm? Sig dog noget fornuftigt".

-

Jeg virrede med hovedet, rullede med øjnene, skar ansigt, gryntede, vræn- gede, men lige meget hjalp det, han forstod ikke min protest.

"Hvad vil De? Jeg forstår ikke Deres hm, hm. Nå, ikke mere om det, lad os tale om noget helt andet. Hvad siger De til, at jeg har besluttet at sende Dem til de største internationale læger og talepædagoger, i hele verden. Et scoop for bladet, forstår De, en serie store artikler. De vil da gerne lære at tale igen, vil De ikke?".

"Hm, hm", nikkede jeg.

"Ja, det tænkte jeg nok, og bladet gør en stor forretning, en stribe kioskbas- kere, hvad siger De så? Hør nu her, min gode mand, jeg".

"For satan, mand, ja, tak", råbte jeg kvækkende.

-

Min stemme var intakt. Jeg havde råbt. Og endnu et mirakel. Jeg slog hæn- derne op foran ansigtet. Jeg gjorde det, trods det var år siden jeg sidst havde bevæget mine arme. Jeg rokkede ivrigt i kørestolen.

"Du alt forbarmende, den infame fis er en narrerøv, han taler", råbte avisens hr. chefredaktør.

-

Guldposen. Den skrøbelige tingest lå på mit skød, tildækket med køretæp- pet. Jeg havde kørt gennem byen med en formue, tungt og besværligt, men det gik, og det herværende dagblad havde en udmærket elevator op til hr. chefredaktøren. 

Tania satte sig træt på en ledig stol i redaktionen. 

Jeg rokkede ivrigt med kørestolen. Fordi jeg pludselig kunne tale. Jeg ville råbe 'hurra, hørte De hvordan jeg kan tale?', men så skete det: 

I min iver puffede jeg guldposen ned på gulvet, den skørnede pose revnede, alt guldet trimlede ud.

-

Han hed Bjørn, havde et enormt korpus; han blev  flammende rød og aske- grå i ansigtet. Med skræktrukne øjne stirrede han vantro på mig, og på guld- posen, hviskede: 

"Herre Jesus, nu kommer det, herre Jesus, guldet, nu kommer guldet".

Han vaklede et skridt, sank ned foran mine fødder; her døde han.

-

Men jeg blev genfødt. Forstår De mig? En overstrømmende lykkelig og me- get særpræget oplevelse. 

Jeg ved ikke, hvad der skete, pludselig følte jeg en hed livsenergi, som elek- trisk blod, om sådan findes, det gør der forresten, strømme igennem min krop, pulserer i mine muskler, gøre mine lemmer spændstige og levende.

Jeg rejste mig fra min aldersstegne kørestol, måtte holde mig på munden for ikke at udstøde et tarzanbrøl af glæde. Fik hikke, stavrede på stive ben rundt i redaktionens mange lokaler med alle de fortravlede mennesker. 

Det skuffede mig, at ingen i denne myretue, bortset fra en forskræmt lille kontormus, viste mig opmærksomhed for min nyvundne frihed.

-

Det var ét stort virvar, da de opdagede den døde hr. chefredaktør. En flok forvirrede kom løbende hen til mig og spurgte: 

"Undskyld, er De lægen?".

"Nej, hik, jeg har ikke brug for nogen læge".

De så forbavset på mig, og en sagde: "Nå?". 

En anden sagde: "Ja, så?".

En tredie lo og sagde: "Næh, De ser sund og rask ud, med den brandert, far- vel, hr. doktor".

Den fjerde, som jeg kunne se var en betydningsfuld person, så mistroisk på mig, og sagde:

"Var det ikke Dem der ankom før, i en kørestol?".

"Ihjo, hik, ihjoda", lo jeg.

"Og nu render De rundt som et spøgelse ved højlys dag, skammer De Dem ikke? De chokerede min kollega, han blev syg af Deres gespenst, vi kræver erstatning, vær sikker på det".

"I har fået en en stor pose guld".

"Jeg forlanger, at De bliver stående her, jeg ringer til politiet", svarede han.

Jeg udstødte et brøl: "Tania, hvor er du?". 

Tania kom stormende, hun var målløs ét sekund, faldt mig om halsen. Jeg sagde:

"Tania, du klemmer livet af mig, jeg har, hik, kørestolen er gået i stykker, jeg øver mig i at gå, chefen ligger helt død af, hik, befippelse inde på gulvet i sit kontor".

Tania smilede, hviskede ind i mit øre:

"Du gør mig så glad".

-

-

index

-

-

-