Ny dansk film:
"Gå med fred Jamil"
Instruktør: Omar Shargawi

På den måde kommer debutanten Omar Shargawis danske film med den dobbelte titel »Ma salama Jamil« og »Gå med fred Jamil« – meget rimeligt, for filmen er også dobbeltsproget, selv om langt det meste af dialogen er på arabisk – til at handle om blodhævnens onde spiral. Enhver krænkelse kræver i filmens miljø en kraftig reaktion, vold må besvares med vold og drab med drab, og dermed kan man rystet konstatere, at atavistiske traditioner fra Mellemøsten og hadefulde modsætninger mellem shia- og sunnimuslimer trives i bedste (dvs. værste) velgående i det moderne Danmark.

En afgørende pointe er ganske vist, at både hans besindige far og siden også Jamil selv forsøger at bryde den blodige cirkel. Men de er lige så meget fanget af fortidige handlingsmønstre som deres fjender, så begivenhederne må uundgåeligt føre til tragedie for begge parter.

Det er med andre ord en barsk og grum historie, Omar Shargawi fortæller i »Gå med fred Jamil«. Tematisk er den klart beslægtet med Kaywan Mohsens nylige »Eye for Eye«, der trods titlen også er dansk, men Shargawis film er ikke så teknisk primitiv som Mohsens og fremtræder som et mere professionelt stykke arbejde, selv om også den er flimrende og flaksende med sit håndholdte kamera præget af talrige insisterende nærbilleder og næsten ingen rolige totalbilleder. Dette er en nervøs og hvileløs film af den type, hvor man undertiden kommer i tvivl om, hvorvidt filmfotografen eksperimenterer eller hallucinerer.

Det er også en problematisk film, for den bekræfter enhver formodning om, at unge arabere er hidsige og farlige. Det tjener Omar Shargawi til ære. at han ikke for-skønner eller idylliserer det brutale miljø, men han leverer samtidig næring til racis-tiske fordomme – der optræder ingen etniske danskere i filmens afsondrede univers, og dens arabiske mænd er bortset fra Jamil alle højtråbende mandschauvinistiske muslimer spruttende af aggressivitet.

At deres adfærd kun fører til ulykke og elendighed, lægger filmen ikke skjul på og bliver dermed til en advarende moralsk beretning. Man sympatiserer, men udmattes af den hyperaktive stil og de heftige kaskader af ord, som de konstant talende perso-ner fylder filmen med – det virker realistisk og troværdigt, men det tvinger tilskueren til at opholde sig i halvanden time sammen med mennesker, som man helst ville befinde sig langt væk fra.

Måske er det sundt. Måske har vi netop brug for film som »Gå med fred Jamil«, der kaster et skarpt lys på et dunkelt miljø, som vi ikke kendte i forvejen. Og under alle omstændigheder fyldes man med respekt for de ukendte medvirkende, der med Dar Salim som den splittede Jamil i spidsen yder kraftfulde præstationer i en skrap og deprimerende historie om hævnen og dens høje pris.

Jyllands-Posten, 29.maj 2008

"Gå med fred, Jamil"

Af Sophie Engberg Sonne

"Gå med fred, Jamil" er en imponerende debutfilm om, hvordan århundred-gamle religiøse konflikter påvirker moderne muslimer i København.

Jamil (Dar Salim) er på vej for at dræbe en anden mand. Forhistorien får vi først senere - det gør filmens indledende handling noget uklar rent motivationsmæssigt, men det pirrer nysgerrigheden.

For Jamil virker ikke som en voldsmand. Drabet viser sig at være en hævnakt for mordet på Jamils mor, og den slags skal hævnes. Men med sin hævn har Jamil sat hjulet i gang på en blodfejde, der eskalerer hurtigere, end Jamil kunne have anet. Snart er hans bedste ven, Omar (Omar Shargawi), død, og jagten går ind på Jamil, som for alt i verden vil beskytte sin lille søn, Adam.

"Gå med fred, Jamil" er en dramatisk, blodig og rasende spændende film. Blodet banker i årerne, testosteronen drypper fra lærredet, og arabisk blander sig med danske gloser i et filmsprog, vi ikke har set tidligere i Danmark. Hvor "Pizza King" og "Fighter" - i øvrigt glimrende film om indvandrermiljøet i København - var instrueret af danskfødte instruktører, er "Gå med fred, Jamil" en af de første (den første?) spillefilm af en dansk-arabisk instruktør, der tager emnet op.

Den debuterende instruktør Omar Shargawi, der er halvt palæstinensisk, har valgt at lade sin familie og bekendte indtage rollerne, og det lykkes i visse tilfælde utrolig godt - Shargawi senior spiller således Jamils far med stor livskloghed og enorm var-me - mens andre falder lidt igennem.

Man mistænker nogle gange det rystende kamera og den hurtige klipning for at dække over den manglende følelsesmæssige intensitet i spillet. Det ændrer dog ikke ved, at det menneskelige drama og den overordnede konflikt mellem sunnier og shiamuslimer er både lærerig og vedkommende. Der er ingen rene skurke i "Gå med fred, Jamil" - alle har både krigeriske og forsonende sider, hvilket gør tragedien så meget desto større.

For vi er jo alle mennesker - eller som filmens slutkommentar lyder med et citat fra Koranen: »Den som dræber et menneske, for ham er det som at have dræbt hele menneskeheden.«

Ekstrabladet, 30. maj. 2008

Blændende flot dansk debutfilm

Af Henrik Queitsch

'Gå med fred Jamil' er en sjældent sikker og rå debutfilm om blodhævn.

Det er en farlig film, den debuterende, selvudlærte, 33-årige dansk-libanesiske instruktør har lavet. Men også en modig og væsentlig film. For set med et halvt øje, kan 'Gå med fred Jamil' sikkert godt være med til at bekræfte mange danskeres fordomme om den arabiske mentalitet, selv om dét med garanti ikke er Shargawis ærinde. Snarere tværtimod.

Men han har ingen intentioner om at være politisk korrekt, og han fordrer tilmed, at publikum kan tænke selv. Netop derfor virker 'Gå med fred Jamil' så stærkt. Sat på spidsen kan man sige, at Shargawi har lavet en på mange planer uforsonlig film, der taler for forsoning. Men gør det uden nemme løsninger eller en lykkelige slutning. Snarere tværtimod. Slutscenen i 'Gå med fred Jamil' må være en af de barskeste i dansk filmhistorie. Nogensinde.

Filmen udspiller sig over 12 timer i nutidens indvandrermiljø på Nørrebro, men trækker tråde helt tilbage til profeten Muhammeds død i 632, der blev afsættet for den stadig lyslevende fejde mellem sunni- og shiamuslimer. Og den har en fortælling om blodhævn som både omdrejningspunkt og narrativ drivkraft. Jamil (Dar Salim), der er sunnimuslim og flygtning fra Libanon, har hele sit liv været trau-matiseret af mordet på sin mor. Et mord, der aldrig er blevet hævnet, som traditionen foreskriver det. Indtil Jamil erfarer, at morderen er en shiamuslim fra hans egen kriminelle omgangskreds.

Jamil beslutter sig for at fuldføre dét, som hans far aldrig gjorde. Og udløser dermed et hastigt eskalerende voldsspiral, som tilsyneladende ingen ende vil tage. Jamil bliver måske nok klogere undervejs i filmen. Men da er det for sent. Alt for sent. Og den sarte seer skal lige vide, at Shargawi ikke lægger fingrene imellem, når det gælder beskrivelsen af de meget voldsomme begivenheder.

Men trods den barske tone rummer filmen også nogle meget smukke og sanselige billeder fra den arabiske verden i København, der stadig er et ret lukket land. I hvert fald for undertegnede. De ukendte skuespillere – der for en stor del stammer fra Shargawis egen omgangskreds og familie – er et væsentligt element i filmens troværdighed. Ligesom den konstante vekslen mellem dansk og arabisk, ofte i samme sætning, også virker meget overbevisende.

Ud over at have en vedkommende historie at fortælle (skrevet i samarbejde med veteranen Morten Rukov) er 'Gå med fred Jamil' også skruet sjældent sikkert sammen på det håndværksmæssige plan. Smukt, smukt holdarbejde. Fotografering, klipning, lys og farvesætning, osv. er intet mindre end blændende hele vejen igennem. Og båret af en stensikker rytmisk fornemmelse.

Det er næsten ikke til at forstå, at dette er en debutfilm. Dansk film har fået en ny, markant stemme. Som vi glæder os til at høre mere fra.

Weekendavisen, 30. maj 2008

Wow! Man skal tilbage til Nicolas Winding Refns Pusher for at finde et instruktør-gennembrud, der minder om det, Omar Shargawi begår med sit vel-fortalte, action-pakkede storbydrama om en mand fanget i et dødeligt spil, han ikke kan slippe ud af.

Allerede inden sin danske biografpremiere er Omar Shargawis debutfilm blevet solgt til distribution i 25 lande. Den har vundet hovedprisen på Rotterdam filmfestival og kritikerjuryens pris i Göteborg, og så er den på vej til festivaler i USA, Skotland, Portugal, Rumænien, Tyskland, Slovakiet, Tjekkiet og Israel.

Men hvorfor nu alt det postyr for en debutfilm? Fordi vi formentlig skal tilbage til Nicolas Winding Refns Pusher (1996), for at finde en hjemlig debut, der er lige så slagkraftig.

Parallellerne er flere: Gå med fred Jamil skildrer også et for de fleste ukendt miljø midt i det velkendte, den er i sin kerne et drama, men samtidig spækket med action, og i centrum står en ung mand, der er uhjælpeligt fanget i et spind, han egentlig helst vil ud af. Og så indeholder den en perlerække af slagkraftige figurer og mindeværdige scener, hvor humoren pibler frem.

I en delvis håndholdt cinematografi med mange nærbilleder kommer vi helt tæt på Jamil (Dar Salim), som er en jaget mand i den kriminelle del af det arabiske miljø i København. Det vil sige København er det angiveligt, men byen har aldrig set så ekso-tisk ud, som i denne films tintede gule og grønne farvepalet, hvor metropolen i prin-cippet kunne være en hvilken som helst vestlig storby. Jamil er jagtet, fordi han har slået en mand ihjel, nemlig sin mors morder.

Moren, finder vi hen ad vejen ud af, er blevet myrdet da Jamil var dreng, og faren har undladt at tage blodhævn i et forsøg på at bryde en voldsspiral, som angiveligt går århundreder tilbage. Men nu har Jamil fundet ud af, at en person i hans eget kriminelle miljø i København er den skyldige, og så har han taget sagen i egen hånd.

At Jamil er sunnimuslim og morens banemand var shiamuslim bliver brugt som en form for forklaring, men det er en forklaring, som ikke holder ved nærmere eftersyn, for både i Jamils vennekreds og i den myrdedes har man også venner på tværs af trosretningerne. Akkurat som vi ser det i de arabiske miljøer over hele Europa.

Jamils far (Munir Shargawi) forsøger imidlertid at stoppe fejden og den blinde hævn ved at overtale først Jamil, så Jamils nye dødsfjende Mahmoud (Khalid Al-Subeihi) til at lade gjort være gjort og indstille blodsudgydelserne. Men den gode mand har ikke held med sit forehavende og snart er flere uskyldige involveret i det fatale opgør. Først da Jamils allernærmeste familie bliver trukket ind i konflikten forstår han sin fars synspunkt, men voldsspiralen er ikke sådan lige at bryde ud af.

Mere skal ikke afsløres her, men skæbnen er grum og konsekvensen af Jamils hævndrab bliver ubærligt tragisk. Man kan sagtens leve med, at instruktørens vilje til at fortælle sin historie, er så stor, at pointerne næsten skæres ud i pap. For filmen har en sikker rytme og et godt varieret tempo, som driver den frem mod sidste chokerende scene. Filmens cast er eminent: Hovedrollen som Jamil spilles med overbevisning og dirrende karisma af Dar Salim, der tidligere har optrådt i tv-serien Forsvar, og i de øvrige roller gør blandt andet Hassan El Sayed som den lige dele frygtindgydende og komiske gorilla »ægypteren« stort indtryk, ligesom instruktørens far Munir Shargawi lyser op i rollen som Jamils fredssøgende far.

Nøglescenen i farens køkken, hvor han gør sin pointe svinehamrende klar på den mest overraskende og underfundige vis uden at hæve stemmen over for sin søn, er uforglemmelig. Og scenen, hvor de blodtørstige gangstere holder pause i deres menneskejagt og spiser hastigt smeltende softice, imens snakken går om liv, død og skæbne, er også en lille perle.

Filmens dialog er næsten udelukkende på arabisk, men i enkelte scener, især når de voksne snakker til børn, bliver der slået over i dansk. Effekten udebliver ikke, og der økonomiseres forbilledligt med de sproglige overgange. Ellers er der ikke meget København eller Danmark over filmen, den har et klart internationalt præg og dens konflikthistorie er almengyldig. Eftersom en tredjedel af danske films billetsalg kommer fra visninger i udlandet kan man da heller ikke betænke hverken instruktør eller producent for at ville lave en film, som med vilje ikke ser øllebrødsdansk ud. Og det er faktisk lykkedes ret godt, ikke mindst hvis man sammenligner med langt større skandinaviske produktioner fra de tunge instruktører (lige pånær Lars von Trier, men han er også uden for kategori), hvor forsøgene på at lave internationale film så ofte er kunstnerisk kuldsejlet.

Gå med fred Jamil er en vellykket og særdeles lovende spillefilmsdebut, der er kunstnerisk beslægtet med så forskellige titler som Martin Scorseses Mean Streets (1973), Spike Lees Do The Right Thing (1989), Mathieu Kassovitz’ La Haine (1995) og som nævnt Nicolas Winding Refns Pusher (1996). Men mest af alt er den sin egen, og den ligner ikke noget, vi før har set herhjemme. Trods hævndramaets iboende knugede stemning har filmen et rent, stærkt og klokkeklart anti-voldeligt budskab.

Lad os håbe den får et stort publikum, herhjemme som internationalt. Det fortjener den så afgjort.

Information, 30. maj 2008

Hævnens sjæleforgiftning

Af Morten Piil

Det intense, danske gangsterdrama 'Gå med fred Jamil' er i enhver hense-ende usædvanlig

Så kom den endelig! Den første spillefilm af kvalitet, instrueret og skrevet af en filmmand fra indvandrermiljøet og spillet af (andengenerations) indvandrere på arabisk, med små indskud på dansk. Etniske danskere optræder overhovedet ikke - og endnu vigtigere: instruktøren Omar Shargawi har omskabt København til en eksotisk by, der ligner en svedig storby i USA eller Sydeuropa, befolket af hårde macho-bananer, der godt kunne have forvildet sig ind foran hans kamera fra en Scorsese- eller en Spike Lee-film.

Filmen er altså et flerkulturelt særsyn - og et modigt værk, fordi den i form og stil så beslutsomt placerer sig uden for kendt dansk filmtradition. Emnet er også frem-medartet - et hævndrama, der har rod i modsætningsforholdet mellem sunni- og shia-muslimer og for det meste udspiller sig i ret rå gangsterkredse.

Hvad personerne går og bestiller til daglig, optager ikke filmen en døjt: Vi kastes fra starten ind i en konflikt på liv og død. Og selv om man kan have et og andet at indvende mod fortælleformen, kan man ikke frakende filmen en slagkraft af særlig art. Shargawi løber linen ud og overbeviser om ægtheden, når hovedpersonen Jamil siger ting som: "Jeg føler det, som om Helvedes luer brænder under mig".

Og hvorfor gør han så det? Jo, han er ifølge instruktøren besat af "religiøst had og hævn, samt følelsen af at være fanget i, hvad der kan virke som en fastlåst skæbne". Jamil slæber en traumatisk fortid med sig. Hans far flygtede med ham fra Libanon, da moderen blev dræbt af en shiamuslim. Dengang var Jamil kun en dreng, men det har naget ham lige siden, at faderen ikke har hævnet drabet. Det tager den voksne Jamil sig så af i stedet, for morderen befinder sig også i Danmark, i samme kriminelle miljø som ham selv. Faderen er en besindig, klog mand og stadig imod den slags blodsudgydelse; og Jamils livsførelse har også fremmedgjort ham fra hans kone og lille søn. Så han står som en isoleret desperado i et spirende gangsteropgør, hvor hævnens cirkel bliver mere og mere ond. Hovedfjenden, den shiamuslimske kartel-leder Mahmoud, er enøjet - sikkert symbolsk ment. Men også Jamil bliver mere og mere enøjet i sin hævntogt og sine urealistiske drømme om at rejse væk.

Jeg må bekende, at jeg finder selve historien meget fjern og svær at relatere til. Og på det ydre plan hjælpes man ikke stort på vej af fortællemåden, der især i starten er noget desorienterende og besynderligt fragmenteret. Men Omar Shargawi gennem-fører med konsekvens sin særlige stil og tematik, og efterhånden gribes man alligevel af den sjælelige styrke og overbevisning, han kan lægge i sine scener og billeder. Han etablerer sjældent sine situationer på skolereglementeret vis, så man kan føle sig tryg og velorienteret. I stedet springer han lige midt ind i scenerne, som oftest i ultra-nærbilleder fra starten. En person kan dårligt tænde en cigaret, uden at det berettiger til et nærbillede. Det skaber en klaustrofobisk atmosfære af uafvendelighed - og gør samtidig de meget sjældne totalbilleder til højdepunkter: en øde byggetomt, et vue af eksotiske butikker set fra et bilvindue, en mørknende himmel med smukke skyfor-mationer.

Intensitet ligger selvfølgelig ikke kun i fotografering og klip, men også i spillet. Hvor svært det end kan være at sætte sig ind i Jamils personlige jihad, så overbeviser Dar Salim hvert sekund om, at han er mand i dyb konflikt med sig selv og sine omgivelser. Salim, der har irakiske rødder, udstråler fysisk styrke som en indebrændt bokser, der går sydende rundt i dette udprægede mande-univers, hvor spøgende kammerateri og dødeligt fjendskab veksler. En indestængt raging bull, men også en person med et indre liv, der river og flår i ham. Og samtlige øvrige roller - med oprindelse i bl.a. Libanon, Palæstina og Egypten - spilles lige så suverænt af nye ansigter. Som et særligt raffinement slår de en sjælden gang over i flydende dansk. Først til slut slår volden rigtig blodigt ud i nogle drastiske scener. Brutaliteten dyrkes slet ikke som i nogle af de amerikanske gangsterfilm, der måske nok ellers har været forbilleder. Og der sluttes af med et smukt citat fra Koranen om, at det er som at dræbe hele menneskeheden, når man dræber et enkelt menneske.

Men filmens styrke ligger ikke i det moraliserende, men i den indædte konsekvens, hvormed den indkredser en helt ny emne- og personkreds i dansk film.

Fortsættes i næste udgave af Kasler Journal