-

-

-
 

-

-

-

-

-

-

-

Jeg fik anonymt tilsendt en billet til en teaterpremiere, blev forbavset, gik i teatret, spillet var kedsommeligt, og i pausen efter 2. akt gik jeg. 

Det samme gjorde to andre. Jeg så dem i garderoben; han, en kendt over- læge, psykiater, hængte en minkcape over hendes skuldre. 

Hun var den aften billedskøn, en sart, sfærisk skabning.

Jeg så beundrende på hende, men genkendte hende ikke. Hun smilede til mig, nikkede umærkeligt; hendes mand så ondskabsfuldt på mig.

Jeg vidste ikke, at en detektiv undersøgte mine forhold, hvor jeg boede, mit arbejde, mine vaner, en fremmed havde nøgle til min lejlighed. 

Min redaktør ringede og sagde: 

"Deres telefon aflyttes, véd De ikke det, farvel".

-

Hver torsdag formiddag afleverede jeg et manuskript til redaktionen. En time senere gik jeg ind i den sædvanlige café.

Dér sad hun. Hun smilede til mig:

"Sæt Dem, jeg har bestilt whisky, vi to kender hinanden. Ved De, nej, det ved De ikke. De får mig til at tænke på min broder".

"Goddag, gør jeg virkelig?".

Jeg bad hende gå med op, jeg vidste, at hun vidste, hvor, vi ville det sam- me, vi havde en hektisk eftermiddag, i solen på tagterrassen, i sengen, i bade- værelset. Hun stod nøgen ude på terrassen, nød det lune vejr. 

Så lukkede hun døren, åbnede en tilfældig skuffe, læste i mine papirer, luk- kede skuffen, og sagde:

"Dit navn er Per-Otto, du går i seng med en pige, uden at vide, hvem hun er, uden at spørge til hendes navn, gør du ofte det?".

"Nej".

Da var det, da hun med en lille, akavet bevægelse strøg håret væk fra pan- den, at jeg genkendte hende. Jeg trak hende ind til mig: 

"Jeg ved, hvem du er, du er Ester Maria. Du havde en bror, der hed Leif. Din mor hed fru Lilian".

Hun kyssede mig, hviskede: "Jeg turde ikke tro det. Jeg har savnet dig i mange år. Dig, og din far og mor".

-

De hundrede dage jeg var sammen med Ester Maria forsvandt i uvirkelighe- dens tåge. Hun havde aftenen før sagt, at det ville blive solskinsvejr næste dag. Vi skulle spise frokost i Tivoli. Vi gik på Rådhuspladsen. 

Hun lagde hånden på min arm, standsede mig, lænede sig ind til mig:

"Du må ikke blive vred, eller skuffet, vel? Jeg rejser i morgen".

Rådhustårnets klokker hamrede i mine nerver, jeg satte mig på en bænk, trak hende ind til mig, skubbede hende fra mig, rejste mig, standsede en taxa, åbnede bildøren, puffede hende ind i bilen. 

Hun havde, mens jeg sov, pakket kufferter. 

Jeg havde glemt at spørge hende, hvad hun skulle med al den oppakning.

-

"Jeg spurgte dig, hvorfor? Du har ikke svaret mig".

"Du holder mig fast i min fortid, det vil jeg ikke, det slider på mig".

"Ja, og?".

"Du ved godt jeg holder meget af dig. Det var derfor jeg forlangte skilsmisse fra min mand".

"Du savner ham".

"Så ti dog stille", råbte hun.

"Hvad er det du vil?".

"Du holder mig fast i fortiden, du kvæler mig".

"Nej, jeg gør ikke. Lad dog fortiden passe sig selv".

"Du forstår det ikke. Prøv nu at lytte til mig. Vi skal ikke diskutere".

"Kom til sagen".

"Du må ikke afbryde mig".

"Nej, naturligvis".

"Det var få dage efter, at vi var flyttet ind hos jer, hos din far og mor".

"Oh, voldtægten på den lille pige. Er det det, du ønsker? Min medlidenhed? Det har vi aldrig talt om, ønsker du min medlidenhed?".

-

Hun så på mig, rynkede panden: "Nu skal du ikke være gemen, vel?".

"Nej, hvad er det du vil fortælle mig?".

"Jeg har ikke lyst, ikke nu, lad os vente til i morgen".

Angsten kom tilbage. "I morgen, du sagde: Jeg rejser i morgen?".

"Kom, nu sætter vi os ned, jeg skænker en whisky, med postevand og en klump is til dig. For guds skyld, kun én klump is til dig. Som jeg sagde før, før du blev hidsig, og det er den eneste egenskab hos dig, jeg ikke bryder mig om, du er for utålmodig. Som sagt. Få dage efter at vi var flyttet ind hos jer. Ja, for pokker, få dage efter den forbandede voldtægt. Den behøver du ikke at minde mig om, vel, den har sit eget lille reservat hos mig. Det kan du ikke være i tvivl om, kan du vel?".

"Nej, nej, absolut nej".

--

"Husker du, at vi en dag, en dag hos dine forældre, vi sad ved middagsbor- det med kniv og gaffel og suppe og hvad ved jeg, jo, det var fiskefrikadeller. Da begyndte du pludselig at tale om Leif. Det var få dage efter, at de havde slået ham ihjel, sparket og slået ham, myrdet ham med knivstik nede på for- tovet, mishandlet ham.

Pludselig rejste du dig og begyndte at tale. Det var nogle minder om Leif, der gjorde dig bevæget. Du lovpriste ham, febrilsk, smerteligt, det lød som tilgivelse, hyldest, andagt. Jeg så på de andre. Min mors ansigt sitrede. 

Jeg så på din mor og far, og der var to andre mænd, en ældre fin herre, og en anden, meget yngre.

Det var en sætning, du sagde. Nej, du rejste dig og råbte, som Leif havde råbt: 

"Kvajpander. Vi er ikke tyskere, vi er jyskere".

Det var så morsomt, men jeg turde ikke le. De andre sad stift. Din mor så, at jeg lo indvendig. Hun forsøgte at smile til mig, for vi så begge to, at gaflen, som den pæne herre sad med i hånden, var ved at glide fra ham. Din mor har ikke anet, hvad hun skulle gøre. 

Den pæne mand ledte efter sit lommetørklæde, og tabte gaflen, men jeg var hurtigt nede under bordet, og fandt den til ham.

Så lagde din far sin hånd på din arm, og sagde: 

"Tak, min dreng, det var en flot tale". 

Og den pæne ældre herre tørrede sine øjne med lommetørklædet, og sagde:

"Ja, den var bevægende, den hørte Gud".

-

Jeg har fortalt, at jeg havde en god opvækst hos min mor og mine bedste- forældre. Vi rejste til Århus, jeg glemte de triste oplevelser, fortrængte dem, en variation af sindssyge. 

Jeg blev student, og gik i seng med så mange som muligt, piger og drenge. Jeg blev sent gift, ja, med overlægen, han er for øvrigt en gris med personlig hygiejne, og kriminel med penge og den slags. Men han hjalp mig fint og flot med mit arbejde. Jeg skrev min disputats på rekordtid".

"Hjernebarkens mysterier, en stor succes, var det ikke?".

-

"Nej, jo. Ti dog stille. Kan du aldrig tie stille? Tak. 

Men jeg har aldrig fortalt dig, at en drøm, den samme drøm, vendte tilbage år efter år. Jeg så dit ansigt for mig og jeg hørte dig sige:

"Kvajpander, vi er ikke tyskere, vi er jyskere".

Jeg vågnede og lå i sengen og lo, midt om natten. Jeg længtes efter dig, var forelsket i dig, romantisk, desperat forelsket i dig, og når jeg onanerede, fantaserede jeg kun om dig. Men, du holder mig fast i min fortid, og det vil jeg ikke, det kan jeg ikke, det slider mig op".

"Undskyld".

-

"Ti dog stille. Eller skal jeg gå? Nå, så ti stille. 

Min mor døde smertefuldt af cancer. Jeg havde det meget trist, bar på en stærk sorg i mange år. Som pludselig forandrede sig til noget, jeg kunne beherske. Nu græder jeg, fordi jeg savner hende. Ved du, hvad det er? Det er din skyld. Du er de år ældre end mig, du har en anden erindring. 

Ser du noget håb? Jeg gør det ikke. Det er kun få, der føler sig lykkelige. De selvtilfredse, og løgnerne, er syge personer uden at vide det. Det var ikke min bror, det var ikke Leif".

Hun tav, purrede op i sit hår, så fjendtligt på mig.

Jeg så forbavset på hende: "Er jeg en hykler og løgner?".

"Nej, ikke du".

"Hør nu. Lad os sove på det og tales ved i morgen".

"Nej, jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere. Jeg rejser".

"Hvorhen?".

"Til et land i Sydamerika".

"Hvorfor?".

"Jeg har fået en stilling på et universitet. Farvel. Vi skulle have haft en sidste nat sammen. Men, nej, det går ikke. Farvel. Nej, du må ikke kysse mig, så vil du omfavne mig og jeg bliver svag. Det vil jeg ikke. Farvel. Jeg kommer til at savne dig. Nej, du må ikke kysse mig. Farvel. Måske skriver jeg til dig, måske beder jeg dig komme over til mig. Måske finder du en anden pige. Skriv en historie om mig, men ingen forlægger vil turde trykke den. Du må selv betale. Farvel, mine kufferter skal ud til flyveren, de bliver hentet i morgen. Farvel, måske ses vi. Nej, du vil synes jeg er frastødende. Jeg er måske sindssyg. Farvel, nu ses vi aldrig mere, farvel".

Hun gik ned ad trappen, gned tårer fra ansigtet.-

Jeg havde mistet hende. 

Nu havde jeg valget mellem at bedøve mig i druk, eller at skrive Fjenden i gaden. Efter artiklens offentliggørelse fik jeg lønforhøjelse, og et tilbud som fastansat funktionær på bladet; en dårlig idé, jeg sagde, nej tak.

Fru Lilian

Lilian, ung, dansk, luteransk pige, opvokset i Fredericia, byen med en gam- mel forordning, som gav husly og tolerance til landflygtige jøder, calvinister, katolikker. Lilian forelskede sig i en jøde, hendes forældre advarede hende mod ægteskab med en jøde.

Svend Jensen, katolsk, en stivsindet købmandslærling, havde kun én tanke, han ville til København, åbne en butik med høkervarer. Svend Jensen fulgte et kursus på handelsskolen. Her traf Lilian og Svend hinanden, et forhold, der hurtigt gav resultat, sønnen Leif.

Året efter nazismens gennembrud traf fru Lilian en jødisk flygtning, Ernst. 

Lilian og Ernst blev forelskede, holdt stævnemøder på Fredericia godsbane- terræn. Forholdet fik følger, en lille pige. Det vidste Ernst Lewig intet om, da han greb chancen og emigrerede til USA.

Ernst Lewig rejste, fru Lilian sukkede, men bryde ægteskabet med Svend Jensen ville hun ikke af hensyn til børnene: Leif, og det ventede barn. 

Svend Jensen blev lykkelig for sin lille datter. 

"Hun skal hedde Marie, efter min mor", sagde han.

"Ja, Ester Maria, det er så kønt", svarede fru Lilian, med et kærligt smil til sin mand.

-

Sommeren 1939 rejste familien til København; de lejede en butik i Valde- marsgade på Vesterbro, malede et skilt til facaden: Svend Jensen Kolonial & Hørkram. Familien boede på tredie etage i samme ejendom.

I ejendommen over for købmand Jensen boede mine forældre. Min mor drev et ismejeri. Min far var lokomotivfører ved jernbanen, og kommunist, som min farbroder, medlemmer af partiet. 

Høkerens Leif og jeg blev gode venner, men ikke uden problemer. Leif var tre år ældre end jeg. 

"Leif har begrænsede åndsevner", sagde min far, og et særligt træk ved Leif ærgrede mig. Leif var rødhåret, fregnet, højere, bredere og stærkere end jeg, men han så på mig med taknemmelige hundeøjne, og sagde Peder, eller Peer, til mig, og jeg sagde: 

"Leif, jeg hedder Per-Otto".

Jeg vidste ikke, at Leif var underkuet ved daglige tæv af sin far, og jeg så kun skyggen af en lille, sart pige med det mærkelige navn, Ester Maria, Leifs lillesøster.

Skolens og gadens ondskabsfulde tøser og knægte råbte efter Leif:

"Leif, du er dum. Leif, du er tysker".

Leif kunne intet forklare; han så på mig med skræmte hundeøjne. 

Jeg spurgte min far, som svarede: 

"Leifs særheder skyldes de fredericiablandede religioner, og visse damers stupide afkom misforstår, hvad andre madammer giftigt har sagt, nemlig, at høkerens kommer fra det mørke jyske Jylland, det kan man både se og høre og lugte på dem". 

"Far, er du sikker på det?", sagde jeg, "de taler aldrig om religion, og jeg kan ikke lugte noget, hverken Leif eller Svend Jensen eller fru Lilian lugter".

-

Skolen støttede de rapkæftede kællinger ved at meddele Leifs forældre: 

"Leifs udvikling lader meget tilbage at ønske. Leif vil være at nedrykke to klasser".

Leif og jeg var nu klassekammerater, men på hjemvejen blev vi forfulgt af de stupide horder, der stillede sig op og råbte i kor:

"Leif, du er dum. Leif, du er tysker".

Leif skælvede, han var bleg, pludselig rettede han sig op, og råbte:

"I er kvajpander. Jeg er ikke tysker. Jeg er jysker".

En dag kom det til slagsmål, men vi klarede os. De var fem, mod os to, vores tøj var forrevet, vi havde buler, blodtud og blå mærker, og min mor sagde: 

"Leif, du bliver hos os et par dage. Jeg skal tale med din far".

Men skolen sendte Leifs forældre en ny bandbulle:

"Det forbydes hermed Leif, at provokere til, eller på anden vis at foranstalte, og deltage i, overfald på, yppe klammeri og slagsmål med, andre af skolens elever, på vejen til skolen, eller på vejen hjem fra skolen".

Den nat kunne Leifs skrig høres i hele gaden. Han fik så mange tæv af sin far.

-

August 1939. Nazi-Tysklands og Sovjets Ikke-angrebspagt. 

Min far, den urokkelige kommunist, fik samvittighedskvaler. Men han fandt en, der trøstede ham: købmand Jensen. De spillede skak, drak en enkelt øl, hyggede sig med smånyt om familien og kvarteret, undgik diskussion om politik. 

Min far var skeptisk til juni -41, da Tyskland bekendte kulør med offensiven ind i Sovjet. Hitlers angrebskrig mod Polen var begyndt i september -39.

9. april 1940 stod de tyske tropper i Danmark, uagtet den dansk- tyske ikke- angrebspagt fra august 1939. Og det viste sig, hvad min far i en periode sært nok tolererede, at købmand Jensen var nazist. 

Han havde i hjemstavnsforeningen truffet venner og bekendte, der havde brudt med det konservative folkeparti, og fik Svend Jensen med ind i det ynk- værdige danske naziparti. Svend Jensen følte hurtigt sine kunders kulde, og det gjorde ham trodsig. 

Han overlod Kolonial & Hørkram til hustruen, fru Lilian, og meldte sig i 1942 som frivillig i Frikorps Danmark mod Sovjet på østfronten, kom ikke tilbage, døde af sine sår i den russiske vinter.

-

Efter den tyske aktion mod de danske jøder, oktober -43, lukkede min mor ismejeriet. Da jeg spurgte, hvorfor, svarede hun, at det ikke kom mig ved, men at jeg måske kunne se, at vi havde logerende, hun kunne ikke være alle steder på én gang.

"Ja, det er jøder, men hvorfor skal høkermadammen sælge vores mælk og brød? Det forstår jeg ikke. Det har du givet hende lov til".

"Pas dig selv, dreng", sagde min mor.

De logerende rejste. Jeg talte ikke med dem, det var en lille jødisk familie.

-

Januar 1944 meldte Leif sig som frivillig til SS. Det havde han lovet sin far, sagde han. Fru Lilian stod nu alene bag disken i Kolonial & Hørkram. Der var langt mellem kunderne. En lille pige, Ester Maria, trak sin mor i skørterne og sagde, at hun var sulten. Så hændte det, at fru Lilian brød sammen i gråd.

Min mor og fru Lilian hilste ikke mere på hinanden. Min far førte et risikabelt dobbeltliv, sammen med min farbror. Min farbror blev dødsdømt som kommu- nistisk sabotør, men benådet med livsvarigt tugthus og sendt til Tyskland.

I september -44 satte tyskerne det danske politi ud af spillet, og vi fik nye logerende. "Det er kolleger fra jernbanen, de kommer fra provinsen, vi har plads nok", sagde min far, da jeg spurgte.

"Ja, de kan sove i ismejeriet, det er jo tomt", sagde jeg.

Et kommunalt vagtværn trådte i funktion, til ringe erstatning for politiet, det viste den brat stigende kriminalitet. Tilværelsen viste sig, at kunne være livs- farlig.

-

En morgen ved spisebordet sad som sædvanlig min mor og far og mig, og de to logerende. Min mor uddelte havregrød, mælk, hjemmebagt brød, ost og sur marmelade, skænkede erstatningskaffe, og sagde:

"Lad os håbe på en roligere dag. Så I alle de ødelæggelser i går, og alt det hærværk, det er skrækkeligt. Der er ingen, der kan bremse dem, men vi ken- der dem, det er ballademagerne, vi kender dem, dem her på Vesterbro, slags- brødre og urostiftere. Vi kender dem, spillere, indbrudstyve, røvere og alfonser alle til hobe. I går så jeg Barnemorderen, og ham, der havde kvalt sin kone. Hvad er det for noget?".

Min mor fik ingen svar, hun satte sig, og fortsatte:

"I morges sagde de fra Sverige, at Istedgade overgiver sig aldrig. Er det vo- res modstandsfolk? Så noget pak. Hver eneste af dem jeg så i går, har siddet i spjældet, enten for det ene, eller det andet. Jeg er vred over dette her. Mange af dem gav jeg kredit, men gad de betale? Nej. Og hos fru Lilian er det det samme. Hun har en tårnhøj stak regninger fra dem, der kommer luskende og køber på kredit, men så snart de fyre har penge mellem hænderne, går de til druk og kortspil".

"Tak, kone, så er det nok", sagde min far.

"Jaja, frue", sagde den ældste logerende, "jeg tror, at mange kommer til at stå til regnskab, senere".

"Nu taler vi om noget andet", sagde min far, "vi har en gryde med store øren, og øjne, der står på stilke".

"Er det mig?", sagde jeg.

-

Tragedien indtraf en dag, midt på dagen, med optøjer og hærværk i Isted- gade. Vi sad og spiste tidlig middagsmad, min far skulle i tjeneste ved banen. Pludselig rejste den unge logerende sig, gik hen til vinduet, og sagde:

"De kommer denne vej, ført af den sædvanlige fortrop. De danner opløb for- an købmandens vinduer. Svend Jensen, er det ham?".

"Kolonial og hørkram", sagde min far.

Vi stod ved vinduerne og så det.

"Er fru Jensen løbet væk? Hvor er Ester Maria?", sagde jeg.

"Gud, dreng, du har dine øjne alle vegne", svarede min mor.

"Jeg tror", sagde den ældste logerende, "at damen, som De benævner fru Jensen, er hende der løber ind i Mathæuskirken, hun søger beskyttelse, men døren er låst, nu løber hun videre; hun fanges af nogle unge lømler, der slår hende, vælter hende om på jorden, sparker hende. Hør, Sivertsen, De er nok så venlig at skrive en rapport".

"Javel", lød det fra ham, der hed Sivertsen.

-

Butiksruderne til Kolonial & Hørkram blev knust med store, klirrende brag, fru Lilians varelager plyndret, inventaret smadret, slæbt ud på kørebanen og sat i brand. Røg og store flammer bølgede foran vores vinduer.

"De er brudt ind i lejligheden oppe på tredie sal, bor fru Jensen der?". 

Det var den unge logerende, ham, Sivertsen. Vi stod nervøse, angste, forste- nede, og så det. 

Fru Lilians lejlighed blev knust, vinduer og vinduesrammer smadret, smidt ned i bålet på kørebanen. Så fulgte fru Lilians møbler og indbo: Stole, borde, lænestole, sofa, skabe, gaskomfur, senge, madrasser, sengetøj, duge, skjorter, frakker, undertøj, gulvtæpper, alt flagrede, svævede, ramlede, styrtede ned i bålet på kørebanens brosten. 

Faldt det uden for flammerne, sparkede deltagerne tingene ind i bålet, eller stjal en skjorte, en kvinde løb med et uldent tæppe, en løb med en frakke og en brødkniv og en knust radio.

"Oscar, hvor er Ester Maria?". Jeg hørte en stor angst i min mors stemme.

"Det ved jeg da ikke", svarede min far.

"Er der risiko for et barn? Er der et barn i lejligheden?", spurgte vores æld- ste logerende.

"Jeg er naturligvis parat", svarede ham, Sivertsen.

"Så er det godt", råbte min far. "I bliver her og forholder jer helt rolige, og det gælder også dig, dreng, har du forstået?". Min far så vredt på mig.

"Ja ja", vrissede jeg.

-

Min far greb min mor i armen, og sagde: "Kom, kone, så går vi".

"Vent et øjeblik", sagde Sivertsen, "der kommer en ung SS-mand gående, hvad vil han her? Det tilkommer det tyske militærpoliti, eller Gestapo".

"De har rigeligt at se til", svarede den ældste logerende, "hvad hedder den   kaserne, er det Alsgades Skole?".

"For fanden, det er jo Leif", råbte jeg.

"Hvem er Leif?", svarede Sivertsen.

"Leif, eh, Leif? Det er min skolekammerat, han bor hos sin mor, han meldte sig til SS. Leifs far døde på østfronten".

"De flår ham levende, han er ikke bevæbnet", sagde den ældste logerende.

"Leif er hjemme på orlov. Kom, kone, så går vi", sagde min far.

-

Mine forældre var kendte og vellidte ansigter i kvarteret. Mange kendte min faders høje, kraftige, myndige skikkelse, og min mor fra ismejeriet. Men det var for sent, de kunne ikke hjælpe Leif. Der var stor tumult der, hvor Leif slo- ges med en halv snes modstandere. Et par af dem lå bevidstløse, havde slået nakken i stenbroen, ramt af Leifs hurtige slag. 

Men de var for mange, og blandt dem, Axel, Bent og Carl fra skolen.

De væltede Leif omkuld på fortovet, til han med et sagtmodigt smil, opgav videre kamp. Det smil tirrede de øvrige. De sparkede Leif i ansigtet, til det var blodigt kød. Leifs venstre øje var sparket ud af kraniet, det dinglede grufuldt ved hvert spark.

-

Blandt de mest ivrige var slagterlærlingen i træsko og hvid kittel fra slagteri- udsalget. Men det var ikke ham, der dræbte Leif. Jeg ved, hvem der gjorde det. Jeg kalder ham Lystmorderen. Havde Leif et ironisk, sagtmodigt smil, havde morderen et satans iskoldt lurende, snedigt, modbydeligt grin, en nervøs trækning ved den ene mundvig. Jeg havde set det så ofte i skolen.

Slagterlærlingen havde en kniv dinglende i et bælte omkring hoften. Pludselig greb lystmorderen denne kniv, og stødte med sit djævelske grin kniven ned i brystet på Leif.

Jeg råbte af skræk: "Nej, nej, gør det ikke, gør det ikke", og jeg så morderen stikslå kniven ned i Leif, fem, seks, syv gange.

"Sivertsen, gå ned og se om De kan få i et par navne, og husk mig på rap- porten", sagde den ældste logerende.

"Javel", svarede Sivertsen.

"De må ikke gå nogen steder", råbte jeg, "det sagde min far".

"Åhja, det er jo sandt", sagde den ældste logerende. Han talte affekteret, han kom vist fra de finere kredse.

-

Jeg så min far gå gennem den ophidsede menneskeskare, behersket, rolig. Bag ham gik min mor. Lystmorderen var flygtet. Slagterlærlingen stod betut- tet. "Det var ikke mig", flæbede han. De øvrige slagsbrødre fra kvarteret stod tavse og så på den myrdede Leif.

Min far knælede ned ved siden af Leif, foldede Leifs hænder til hvile på Leifs bryst; så rejste han sig og så ud over forsamlingen. Der var stilhed, en tyst dødsens stilhed.

Så råbte min far:

"Vi skal alle møde døden med respekt og værdighed, uanset det gælder en ven, eller en uven, eller en fjende. Lad os sammen bede Fader Vor".

Min far, ateist, et antireligiøst menneske, bad Fader Vor med høj og myndig stemme, og lidt efter lidt fulgte de fleste i forsamlingen med.

"Du har en stærk far, min dreng", sagde vores ældste logerende, han lagde sin arm omkring mig. Jeg græd, uden at vide det. Jeg snøftede og lo til ham:

"Min far? Ja, han er fandeme god nok".

-

Min mor var på vej op ad trapperne til fru Lilians lejlighed. Det gik lang-somt. Der var en strøm af nysgerrige, der ville op, og andre, der ville ned. En af de nedadgående, en forhutlet dranker, Gamle Andersen, tidligere havne-arbejder, en husvild stakkel der holdt til i et herberg i Saxogade, gik med en antikvitet, som han studerede nøje. 

Det var en potageske af sølv med graveringer og en stor, dyb forgyldt laf, en arv fra fru Lilians mormor. Og idet min mor gik forbi ham på trappen, snuppe- de hun potageskeen med ordene: "Hvad skal Gamle Andersen med den ske? Er han ikke for gammel til at lege indbrudstyv?".

"Jo", svarede tyven forskrækket, "undskyld, frue, undskyld".

-

Min mor ville ikke lade sig chokere ved synet af fru Lilians raserede lejlig- hed. Min mor ledte efter fru Lilians niårige datter, Ester Maria, hun var ikke i lejligheden. Køkkendøren stod åben, og da min mor gik op ad køkkentrappen, undrede hun sig over, at fru Lilians nabos køkkendør også stod åben, lidt på klem. Min mor følte mistanke, vrede og angst. 

Hun gik forsigtigt ind på loftet, så gennem tremmedørene ind i pulterkamre- ne, hørte Ester Marias klynken. 

Fru Lilians nabo, Ivan Nielsen, en trediveårig plattenslager, voldtog Ester Maria, og påberåbte sig i den senere retssag, at hans heftige seksualtrang skyldtes hustruens afvisninger, fordi hun havde tuberkulose. Han havde hørt Ester Maria åbne køkkendøren og flygte op på loftet. Hun havde gemt sig i familiens pulterkammer, som fru Lilian benyttede til optændingsbrænde. 

Ivan Nielsen fandt Ester Maria stående med en økse i sine sammenknugede hænder. Han havde talt beroligende til hende og ført hende ind på tørreloftet. Da hun gjorde modstand, bandt han hendes hænder med sit nystrøgne silke- slips, og snørede pigens uldne benklæder omkring hendes strube og mund.

Min mor trådte ind på tørreloftet. Ivan Nielsen lå oven på pigen, endnu pum- pende sit lem ind i hendes spinkle krop, hendes kjole var krænget op over hendes ansigt. Sperma og blod lå i en pøl på gulvet under dem. Min mor løb hen til forbryderen, og idet hun hidsigt sparkede hårdt, igen og igen, på hans blottede røv og testikler, råbte hun: 

"Hr. Ivan Nielsen. Skammer De Dem ikke? Hvor vover De at gøre en lille pige fortræd?".

-

I nogle måneder havde vi meget kneben plads. Fru Lilian og Ester Maria boede i ismejeriets baglokale, Sivertsen i butikslokalet, den fornemme loge- rende tog med tak imod mit kammer, og jeg sov på sofaen i dagligstuen. 

Kort før nytår 1944-45 måtte min far rejse til Sverige. Få dage senere rejste fru Lilian tilbage til Fredericia til sine forældre. 

Da jeg tog afsked med Ester Maria, kyssede jeg hende på kinden. Hun strøg håret væk fra panden med en kejtet bevægelse, og sagde:

"Farvel. Nu ses vi aldrig mere".

Efter befrielsen i maj kom min far hjem i god behold; vi havde det hyggeligt i et par måneder, bortset fra at min far kom i slagsmål med et par af Istedga- des slagsbrødre, dem fra skolen, ham lystmorderen og slagterlærlingen og Axel, Bent og Carl, som pludselig var befrielsens frihedskæmpere, med pistol og armbind og hele buteljen.
 

EFTERSPIL

En dag i august ringede det på døren, det var Sivertsen, han var politimand, det anede mig. Han var alvorlig, og inde ved spisebordet fortalte han, at der skulle rejses tiltale mod fru Lilian for angiveri, hun var en såkaldt stikker.

"Det kan ikke passe?", gispede min mor.

"Det er komplet umuligt", sagde min far.

"Der foreligger desværre nogle påstande", svarede Sivertsen.

En borger i Fredericia havde anmeldt til modstandsbevægelsen, at han i februar 1945 på en restaurant i byen, havde set fru Lilian i selskab med en berygtet frikorpsmand, der gjorde tjeneste i Gestapo, og at fru Lilians afdøde mand, Svend Jensen, også havde været nazist og meldt sig til Frikorps Dan- mark. Et par dage senere havde han, borgeren, set fru Lilian gå ind i Gestapos kvarter. Dertil, at de illegale efterretningstjenester ved hjælp af fotografiske observationer kunne bevise: At fru Lilian i marts og april 1944 havde besøgt Frikorpsets aflægger, Schalburgkorpset, i den beslaglagte Frimurerloge på Blegdamsvej i København, og at hun i marts 1945 havde besøgt Gestapo i Fredericia. 

Ifølge politirapporten havde et medlem af Schalburgkorpset skrevet en ind- beretning om fru Lilian, der havde fortalt om en sabotørgruppe på Vesterbro i København. Rapporten anførte, at det tyske politi havde optrevlet gruppen.

"Hvad fanden er det der foregår?", sagde min far.

"Det er et mareridt, stakkels fru Lilian", gispede min mor.

-

Ved underretten blev fru Lilian idømt 4 års fængsel for angiveri. Året efter nedsatte landsretten straffen til ét år, trods at sagen ikke var undersøgt til bunds.

Fru Lilian fastholdt sin forklaring: At hun i marts 1944 pr. telefon var kontak- tet af en ung mand, der sagde, at han havde været på østfronten i Frikorps Danmark, og at hendes mand, Svend, før han døde, havde bedt den pågæl- dende aflevere Svends ur, tegnebog og et brev til hende. At den unge mand havde sagt, at fru Lilian kunne hente effekterne hos ham, der gjorde tjeneste i Schalburgkorpset. Men da fru Lilian havde besøgt den pågældende, i marts måned, havde han sagt, at han havde glemt tingene hjemme. Og han gentog samme undskyldning ved hendes andet forsøg i april.

Og at hun i Fredericia, i februar eller marts 1945, var blevet kontaktet af en dansk gestapomand, en tidligere frivillig i Frikorps Danmark, som fortalte, at tegnebogen, uret og brevet, om få dage kunne afhentes i Gestapos hoved-kvarter i byen, og det havde hun forsøgt at gøre, men der var ingen brev, ur og tegnebog. Nej, hun havde aldrig talt dårligt om nogen, og hun havde ikke givet oplysninger af nogen art om en sabotørgruppe, for hun vidste intet om den slags ting.

Fru Lilians forsvarer kunne oplyse, at nævnte danske gestapomand blev dræbt under anholdelse i maj 1945.

-

Og som alle ved: Opklaring af en kompliceret kriminalsag forudsætter en triangel af dygtighed og energi, og et logisk eller uventet held. Et puslespil, et skæbnens narrespil, et sammenfald af hændelsers tilfældighed.

Min far kom ind i en sådan periode. Det begyndte med at han i timevis gik frem og tilbage inde i dagligstuen, og talte højt med sig selv:

"Hvad lavede hun der, netop den dag? Og hvad lavede hun på det sted, den anden dag, netop der? Og så var den dag i værtshusets baglokale? Jamen, hun havde jo ingen grund til at komme netop der? Hun skulle tværtimod den dag være et helt andet sted, sammen med Harry. Der er fanden fløjteme noget galt". 

Hvad var der galt?

"Det er noget med fru Lilian, om din far dog ville sige, hvad det er?", klage- de min mor.

En måned senere var min far igen den samme, han kunne smile, tordensky- en var lettet. Ved morgenbordet spurgte min mor:

"Nå, Oscar, er nu sagen gået i orden?".

"Hvilken sag? Nåh, dén, det kan I læse i avisen. Jeg går, tjenesten kalder".

"Afgang Korsør 9:34", sagde jeg.

"Nemlig. Du kunne blive en god tjenestemand", svarede min far.

"Nej, Per-Otto skal studerer, det ved du", kom det skarpt fra min mor.

"Ja ja, hvis drengen har lyst. Læs nu aviserne".

Min mor læste vores daglige avis; min far havde købt alle hovedstadsaviser- ne, dem rakte han til mig før han gik. 

Det var en utrolig affære, men den interesserede ikke min mor. Hun sagde: 

"Jeg troede det var noget om fru Lilian, det er det ikke, det andet pjat er kun, hvad man kunne vente".

Avisernes overskrifter: 

"Dansk officer international spion. Datteren var stikker. Dansk spion afsløret i Stockholm. Datter af dansk spion farlig agent", og så videre. Der gik timer før jeg forstod det.

-

Helgas far, dansk marineofficer, N.W, som efter det dansk-tyske samarbejdes officielle sammenbrud, 29. august 1943, flygtede til Sverige og tog ophold i Stockholm. Han, der havde tilknytning til marinens efterretningstjeneste, fik kontakt med den sovjetrussiske ambassade, til hvem han solgte fortrolige op- lysninger. Motivet var penge, for, som han påstod: - "at leve en rimelig tilvæ- relse som flygtning".

Russerne hvervede ham som agent. Derpå gik han til englænderne, og solgte russiske oplysninger til dem. Englænderne hvervede ham som agent, derpå gik han til det svenske militær, og solgte engelske og russiske oplysnin- ger til dem.

Svenskerne fik mistanke, de lagde fælder for ham, han plumpede i, og sat i arrest. Sagen holdt hemmelig. Danske modstandskredse i Stockholm blev for- bitrede da svenskerne på forespørgsel erklærede, at stridigheder mellem dan- ske kredse i Sverige forhindrede svenske myndigheder, at udveksle fortrolige oplysninger med danskere. 

Så kom afsløringen: NW var agent for det tyske Abwehr. En forarget svensk officer dræbte spionen med et nakkeskud, en dag denne var til afhøring.

-

Efter mandens død begik Helgas mor selvmord. Derefter havde Helga infil- treret danske kredse i Stockholm, og formåede at blive sendt til Danmark som kurer. Hendes dæknavn Jeanette. Jeanette ankom til København i juni 1944 og gik til Gestapo. Her solgte hun oplysninger om modstandsbevægelsen, og blev hvervet som agent under dæknavnet Rosalil, efter forslag fra Helga-Jeanette.

Hun forsvandt i undergrunden, hun traf Harry, sprængstofeksperten i min far- brors gruppe. Harry blev forelsket i Helga-Jeanette-Rosalil, fik hende med ind i gruppen.

Det var min far, der efter lang tids grublen afslørede hende. Motivet var hans idealisme og fornuft. Han tålte ikke uret mod nogen, og ikke den uret, der havde ramt fru Lilian.

-

Min farbroder var kommet hjem fra kz-lejr, havde overlevet dødsmarcher. Min far spurgte ham, hvad der var sket i dæklejligheden, den dag han blev overrumplet af Gestapo? Han fortalte, at Jeanette havde telefoneret til ham og spurgt, om hun kunne låne nogle penge. Hun havde ikke betalt husleje, pensionatsværtinden nægtede hende adgang til hendes værelse.

"Og dén troede du på?", sagde min far.

"Ja, det var dumt. På bordet lå de tekniske tegninger til aktionen i Valby. Jeg tog pengene frem for at række dem til hende ved entrédøren".

"Har du været i seng med hende?".

"Nej, men hun ville, de få gange jeg så hende".

"Hvad skete?".

"Det ringede på døren, jeg lukkede op, de stak maskinpistoler i maven på mig".

"Har du mistanke til hende?".

"Vi har ingen beviser. Men jeg gad vide hvem det var, der gav hende dæk- lejlighedens adresse og telefonnummer".

"Det gjorde sandsynligvis Harry".

"Måske".

"Så er der typografen", sagde min far.

Jeanette var gået ind i bogtrykkeriet og havde sagt til typografen, at hun kom med de sidste nyheder til bladet. Typografen havde sagt tak, men gik ind til bogtrykkeren og sagde, at der var noget galt, for aftalen var den, at redaktøren, Knud, og kun han, kendte trykkeriets adresse. Få minutter senere blev trykkeriet stormet af Gestapo, typografen dræbt under et desperat forsøg på flugt.

"Så var der våbendepotet i værtshusets kælder?", sagde min far.

Min farbror kløede sig i nakken: "Jeg var der heldigvis ikke".

"Næ, men det var jeg", svarede min far.

Den dag skulle sprængstof, våben og ammunition flyttes fra værtshusets fug- tige kælder, hen til et rum ved sognekirkens centralfyr. 

Pludselig kom Jeanette fra bagtrappen ind i caféens baglokale, idet hun med sit charmerende smil sagde: "Ih, jeg skal tisse". Med et rask tag åbnede hun døren ind til caféen, og blev målløs stående. Hun vidste ikke, at døråb- ningen var muret til. 

"Næhse", smilede hun, "den nye skillemur, det har jeg fuldstændig glemt. Jeg løber uden om".

Hun løb gennem porten, ud på gaden, Men hun gik ikke ind på caféens toi- let, hun steg op i en sporvogn. Min far kom cyklende med sin store læder-taske, han så hende, og blev urolig. 

For præcis på dette tidspunkt skulle Jeanette stå vagt ved et af telefonvæse- nets fordelerskabe, som Harry skulle uskadeliggøre med en sprængladning.

På min faders spørgsmål til sine gruppekammerater, om Jeanette havde været inde i caféen eller i baglokalet, svarede de, at hun lige var gået.

"Vi må væk", sagde min far, "vi stopper aktionen og venter et par dage".

Få minutter senere stormede Gestapo caféen.

-

Min far opsøgte Harry, som efter et voldsomt skænderi indrømmede, at han havde fortalt Jeanette om gruppens aktioner og planer, fordi han var forelsket i hende; hun havde lovet ham ægteskab.

"Skal du giftes med hende?", spurgte min far.

"Nej, det sidste hun sagde var, at hun ikke kunne nøjes med mig og mit lille gehæng", svarede Harry. 

Nogle måneder senere fik vi at vide, at Harry havde begået selvmord.

-

Min far var overbevist om Jeanettes skyld; han indgav politianmeldelse mod hende. Samtidig skrev han til fru Lilians forsvarer, at de skader der var påført gruppen skyldtes et pigebarn, som var stikker, og et gruppemedlem, som ikke kunne holde kæft, hverken overfor pigen eller Gestapo, og han sluttede: 

"Ergo er fru Lilian ikke skyldig i angiveri mod gruppen".

Advokaten svarede, at dommen ikke lagde afgørende vægt på fru Lilians mulige kendskab til den illegale gruppe, derimod på hendes henvendelse til Schalburgkorpset, - "som De bedes erindre, var en berygtet terrorgruppe på resterne af Frikorps Danmark"; han agtede at indbringe sagen for højesteret: 

"Muligt frikendende oplysninger vil altid kunne fremme fru Lilians sag".

-

Min far havde vist dygtighed og stædighed, men han manglede triangelens sidste led, det nødvendige held.

Hjemrejse fra Kalundborg, sen aften, piskende regn. Min far sad i tjeneste- kupeen. Døren gik op, ind trådte en kollega, gammel, hærget og træt. Min far hev lommelærken frem, tilbød kollegaen en dram, spurgte ham, om han var syg?

"Ja, i sjælen, det ville du også være".

"Mig?".

"Hvordan ville dit humør være, hvis du havde mistet begge dine sønner?".

"Åh, sådan, jo, jeg forstår".

"Du tror måske de var helte? På den rigtige side? Frihedskæmpere?".

"Ja. Næh, det har jeg ikke sagt".

"Den ældste blev slået ihjel på østfronten. Han var i Frikorps Danmark. Han var en eventyrer. Alt skulle gå så rask. Han ville opleve noget".

"Ja, det rammer hårdt. Men hvad med den yngste?".

"Tja, ham? Et lille skvadderhoved. Han så op til sin storebroder, beundrede ham, men han digtede og pralede og var altid fuld af løgn".

"Hvor er han nu? Har han fået en uddannelse, er han i en god stilling?".

"Ja, seks års fængsel, han havde meldt sig til Schalburgkorpset".

"Hvad sagde du?".

"Det kender du, det berygtede korps hos tyskerne".

"Nåh? Sig mig, hvad hedder din søn?".

"Børge, og så mit efternavn. Han siger, at han ikke var med til vold og den slags, han sad på kontoret, han kunne skrive på maskine. Han var kontorlær- ling da han meldte sig, han siger, at han skrev indberetninger og lønsedler. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at hans fantasi altid løber af med ham".

"Ja så, mener du det?", sagde min far.

-

Kollegaen fortalte, at han, uden at føle sig som helt eller frihedskæmper, i Helsingør hjalp fire unge udenlandske jøder ind i en trækasse, mærkede den Ekspres, Glasvarer, Forsigtigt, og kørte den ombord på færgen til Helsing-borg. 

Kollegaen viste min far et brevkort fra Sverige med ordet "Tak", og sagde:  

"Jeg var pisse nervøs, tænk nu hvis de arme djævle var blevet skudt".

Kollegaen steg af toget i Roskilde, inviterede min far på natmad i sit hjem, men min far undskyldte sig med træthed.

--

Tankerne kværnede i ham; han opsøgte fru Lilians forsvarer; de læste sa- gens akter, og afskriften af den famøse rapport fra Schalburgkorpset, der til min faders store lettelse var skrevet på maskine og underskrevet "Børge".

"Se lige her", sagde min far, "de to første afsnit er fra marts og april 1944, og det tredie er fra november, samme år. De to første afsnit er noget forvirret vrøvl, som jeg ved fru Lilian aldrig har udtalt. 

Glem ikke, at jeg kender hende. Hun ville aldrig beklage sig over, at hendes naboer og kunder var hende fjendtligt stemt. Dertil var hun for stolt og retskaf- fen og absolut ikke delte sin mands politiske opfattelse, men var for svag i sin påvirkning af sønnen Leif.

Nej, afbryd mig ikke. For det sidste afsnit er fra november. Det er dateret i Ringsted, det vil sige efter at de skide schalburgfolk var rykket ud fra Frimurer- logen i København ned til Ringsted. Og der står, at hun gav oplysninger om en illegal gruppe, hvis leder er en brandmand ved Københavns Brandvæsen, der bor i samme ejendom som anmelderinden. 

Jamen, det er løgn fra a til z. På det tidspunkt var fru Lilian logerende hos mig. Hendes lejlighed var raseret, hun gik ikke uden for en dør. Hun turde ikke, hun har ikke været i Ringsted, og den person der nævnes, brandman-den, det er mig, jeg er tjenestemand ved jernbanen. Rapporten stinker af løgn. Glem ikke, at de, der var skyld i, at vores gruppe blev trevlet op, var vores egne folk, et forelsket fjols og et pigebarn, der var stikker, og et par fløse af vore egne, der ikke kunne holde kæft hos Gestapo".

"Hvorfor er De så sikker på, at rapporten er fuld af løgn?".

"Fordi jeg har talt med schalburgdrengens far, altså Børges far".

"Og han siger, at drengen lyver?".

"At Børge er fuld af løgn, ja".

"Hvis den forklaring holder i retten, er fru Lilian dømt med urette".

"Det kalder jeg justitsmord", svarede min far.

-

Nyt retsmøde. Min far var tilsagt som vidne, og efter at han havde afgivet forklaring, støttet af de to politifolk, ham Sivertsen og den fine, ældre logeren- de, satte han sig demonstrativt ved siden af statsadvokaten, der havde ankla- get fru Lilian, og fået hende dømt.

Børge forklarede, at han fra sin broder havde modtaget Svend Jensens ur og tegnebog og et brev til fru Lilian. Men samtidig kom meddelelsen om, at broderen var død, faldet i heltemodig kamp. Så havde Børge meldt sig til Schalburgkorpset, og senere ringet til fru Lilian og sagt, at det var ham, der havde været på østfronten, og at fru Lilian kunne hente uret og tegnebogen og brevet hos ham, i korpsets kontor på Blegdamsvej.

"Det er sandt, det er der ingen tvivl om", sagde Børge, at han i marts og april 1944 havde glemt tingene i Dannebrogsgade ude på Vesterbro, hvor kæresten boede i et værelse, og det var sandt, det er der ingen tvivl om, at han ikke på noget tidspunkt, senere, havde set eller talt med fru Lilian.

I Ringsted, vistnok i januar eller februar -45, havde han fået en opringning fra en tidligere frikorpsmand i Fredericia, der havde sagt, at han, Børge, skulle sende fru Lilians ejendele, til Gestapos afdeling i Fredericia.

Nej, han havde ikke sendt noget, for tingene var blevet stjålet og solgt af hans kæreste.

Men i anledning af opringningen var Børge kommet i tanke om den gamle rapport og fandt den frem. Så skrev han et nyt afsnit, hvad der faldt ham ind, hvad han kunne huske af sine oplevelser i København. 

Han havde været i København under de mange uroligheder i sommeren -44, og han og kæresten havde set, at fru Lilians købmandsbutik i Valdemarsgade, og hendes lejlighed, blev smadret, og han havde forhørt sig hos naboerne, der tjenstvilligt sladrede løs om alt og alle, og havde sagt, at ham, brand-manden, ham som var kæreste med fru Lilian, var sabotør.

Fru Lilians forsvarer:

"Det tidspunkt, vi taler om nu, er, så vidt jeg har forstået Dem, perioden januar, februar eller marts måned 1945. Er det korrekt?".

"Ja".

"Et øjeblik". Det var dommeren: "Taler De nu om, hvad der skete i januar, februar, marts 1945?".

"Ja, hr. dommer, der omkring", svarede Børge.

"Men De har dateret indberetningen den 12. november 1944?".

"Javel, hr. dommer".

"Men nu siger De, at De skrev rapportens tredie afsnit i marts 1945? Altså, hr. Børge, hvad mener De?".

"Altså, hr. dommer. Jeg skrev de to første afsnit ude på Blegdamsvej, og så kom vi til Ringsted, og i februar eller marts 1945, efter at ham fra Fredericia havde ringet til mig om frimærkerne, eh, nej, det var noget andet, men, altså, om uret, tegnebogen og brevet, så tog jeg rapporten frem, og den var gam- mel, altså hip som hap pyntede jeg på den ved at datere den, den 12. novem- ber. Forstår De, hr. dommer, den dato er altså min fødselsdag".

"Tak, vi slutter for i dag", svarede dommeren.

Ved dom i højesteret blev fru Lilian frikendt. Hun besøgte os, og for første gang i lange tider så jeg mine forældre pjanke og le. Næste dag kom min far for sent til afgang: Korsør 9:34.

-

Ester Maria. En dag læste jeg en notits om en forsker i hjernebarkens myste- rier, æresdoktor ved et universitet i Mexico. Ester Maria. I de næste uger skrev vi kærlige breve til hinanden. Så blev jeg nervøs, ville ikke igen miste hende, og begik en fejl. 

Jeg sendte hende Fjenden i gaden, og hørte ikke fra hende et helt år.

Pludselig ringede telefonen:-

"Godaften, det er mig, jeg skylder dig et brev, men jeg vil ikke giftes med dig, for du glemmer én ting, at fortidens spøgelser holder mig fast".

"Hvad har jeg glemt?". 

"Ti dog stille. Kan du aldrig tie stille? Hvor er du dog irriterende. Forstår du da ikke, at ét er at være vidne, som du, til en epoke, eller, som du også er, journalist, og ham historikeren, og en professor i komparativ politik, og I tror, at I har særlige evner til, at kunne skrive om just den forbandede tid".

"Jo, men". 

"Det kan I ikke. Hvorfor ikke? Det siger sig selv. Fordi noget helt andet er, at opleve hændelserne på sin egen krop, med ar i sjælen. Farvel".

-

-

                                                 index

 --