- er Hildur hos dig -

Det var ikke et pludseligt indfald, der fik mig til at købe.

Det var heller ikke annonceteksten, Baronens villa, som fristede mig. Det var stedet, en herlig ejendom.

Olav maskinstation sagde:

"De bor i en stor og romantisk park, hundrede hektar land, med herlig udsigt fra nye vinduer i baronens villa, femogtredive meter over daglig vande".

"Kun niogtyve", svarede jeg.

"De ved vel, at parken er Getsemane Have?".

"Såh, hvordan det?".

"Min morfar havde et maleri af Joakim Skovgaard hængende i dagligstuen, han sagde det var Getsemane Have, derfor husker jeg det".

"Så siger vi Getsemane Have", sagde jeg.

En romantisk park, så absolut, men jeg vidste, at Olav huskede forkert.

Min haves forbillede var en slotspark. Baronen, den tidligere ejer, havde i 1710 engageret den kongelige gartner fra Frederiksberg Have, parken til Frederiksberg Slot i København.

Olav maskinklippede de store græsplæner, fjernede visne planter på sten-kanten ved det ti meter brede vandløb med åleruser, der omgav grænsen for mit alt for store terræn.

Men nu havde jeg købt det, og var tilfreds.

Olav holdt ukrudtet nede på gangstierne i parken, et sommergrønt paradis mellem træernes lyse og mørke stammer af hvidbøg, blodbøg, birk, eg, fyr, gran, ask, lind, rønnebær, valnød, æble, pære, blommer, kirsebær og morbær. Og hængepile, der krogede ud over kanalerne. I skovbunden jordbær, brombær og hindbær.

De store, værdigt knejsende, tyve meter høje kastanjetræer var en fornem attraktion, hævdede min nabo, skovrideren.

Olav rensede de idylliske kanaler, der omkransede små øer, vandet gled stille klukkende under hvidmalede broer. En have med solskin og varme, sval skygge, fuglesang, skovduers kurren, hæse skrig fra påfugle, skræppen fra vildænder, grågæs, fiskehejre, piben fra blishøns, brølen fra omvandrende kronhjorte, gøen fra brunstige ræve, hvæsen fra en provokeret grævling.

Sært nok havde Olav ingen kommentar til, når han fik sin betaling, at skulle klatre op på toppen af en vikingegravhøj, via en smal sti gennem i et mands-højt vildnis af tjørnekrat, for at komme op til mit hus, tredive meter over daglig vande.

Stedet, haven, parken, var oprindelig en sø, med to store øer, der hver rum-mede en kæmpehøj fra vikingetiden, med gravkammer i enorme granitsten, begge kæmpehøje tilgroet med et tæt, mandshøjt tjørnekrat. Søen blev købt af baronen; det var ham der lod afvande og plante træer og grave kanaler, og bygge en jagtvilla, min nuværende bolig, på Østhøjen, med udsigt til Vest-højen, syv hundrede meter mod vest.

En skelpæl bag Vesthøjen viste, at den hørte til parken. Ejendommeligt nok lå begge gravhøjes top tredive meter over daglig vande.

Baronen fik tinglæst fredning, adgangen til gravkammeret på Østhøjen og Vesthøjen spærret med sten og planker, tildækket med jord. Traktoren skulle holde sig et hundrede meter fra en kæmpehøj.

Når vejret gav solnedgang kunne jeg fra mine vinduer på Østhøjen se de sid-ste solstråler ramme Vesthøjen. I mørkningens sidste lys fra den nedgående sol, lå Vesthøjens tjørnekrat som en rødfarvet lue.

Baronens jagtvilla forfaldt, henlå som ruin i hundrede år, til en hosekræm-mer fandt stedet egnet til sin alderdom; han stråtækte taget, fik sat skik på huset, som jeg købte af hans datterdatter, Gamle Ena.

Gamle Ena troede på troldtøj. Naboerne hviskede om heksen og hendes lærling, hendes mand, den gamle grovsmed, i den nærliggende landsby.

En aften skete en forandring. En stor kolos med rødfarvede skygger svævede i aftenlyset mellem træerne på Vesthøjens gravhøj.

Gamle Ena, som havde bragt mig noget hjortekød og tilberedt det for mig, så ham, og sagde:

"Det er en stenmand. Du har en ubuden gæst".

Jeg svarede: "Kære fru Ena, jeg tror ikke på troldtøj".

"Du vil komme til at hilse på ham, og på min datter".

"Ena, har du en datter? Jeg har ladet mig høre, hm".

"Det vil du se, min ven. Ja, det vil du se. Hendes navn er Hildur, hun er min yngste".

Næste morgen ville jeg se stenmanden nærmere an, han var ikke var et optisk fænomen. Jeg så ham stå som en skygge mellem træerne på Vesthø-jen. Jeg gik over græsplænerne på de velfriserede gangstier, undgik at træde på stiernes stenkanter, gik via de hvidmalede små broer over de kønne kanaler, stod stille da jeg så en stime karper i vandet, gik over den tjærede gangbro ved det brede vandløb med åleruser, var gået forkert, gik tilbage, nød den svale brise med de krydrede dufte, og gik de sidste meter hen til Vesthøjen.

Så blev det besværligt, jeg fik rifter og hvepsestik da jeg klatrede de tredive meter op gennem Vesthøjens vildnis af tjørnekrat.

Men ganske rigtigt, der stod han. Stenmanden. Besynderligt.

Han var cirka ti meter høj, mørkegrå som forvitret bly, en massiv kolos af sten. Han kunne være et mindesmærke for en adelig feltherre. Uniforms-frakken hang løst om hans skuldre, fra hoften var frakken åben, viste hans bukser, sabel, rytterpistol, og de enorme støvler. Feltherrens ansigt hærget, tungt og barsk, et stort, viljestærkt hoved med en kortklippet, noget forpjusket gammelmandsfrisure.

Jeg stod forbløffet. Hvem var han? Hvordan i alverden var han havnet her?

Kunne det være heksen Ena og hendes mand, den gamle grovsmed, hjulpet af et par naboer? Eller Enas yngste datter, Hildur?

Faktum var, en mig ukendt ejer havde efterladt stenmanden på min gravhøj, så kunne jeg få besværet med at fjerne ham, eller lade ham stå i fred. 

Men det kunne jo være, at transporten af kolossen var standset, en bil måske punkteret, at fragtmanden, eller hvem det nu var, senere ville genoptage transporten af den hos mig, malplacerede kolos. Men der var ingen slæbe-spor, og ingen spor efter parkering, ergo var der hverken anvendt en bil eller en kran eller en helikopter. Medmindre, hm?

"Jamen, han ankommer ikke, og forsvinder ikke, af sig selv, og fjerne ham med dynamit vil være hærværk", mumlede jeg, og blev en kende forskrækket.

Jeg havde mødt et uforklarligt fænomen.

Dagen efter ringede Hildur, Gamle Enas datter, jeg blev forbavset.

"Ringer du, hvorfor?", sagde jeg målløs.

"Mor Ena er død. Hun var syg og lod det ske. Min grovsmedefar, den gamle mand, er meget vred på dig".

"Hvorfor ringer du til mig?".

"Du skal da vide det. Mor Ena var en af dine venner, var hun ikke?".

Jeg svarede vredt, at jeg arbejdede og ikke brød mig om at få serveret selv-mord pr. telefon.

Hun ville tale med mig. Vi aftalte, at hun skulle komme på besøg.

Hildur var skuespillerinde, kom kørende i en skrigende gul sportsvogn, var iført et brus af en rød selskabskjole, en teaterrobe. Hun kom trippende på højhælede sko, på stien op ad Østhøjen til mit hus. Et eller andet sted i aften, skal hun optræde i en komedie, tænkte jeg.

Tjørnekrattets torne rev store flænger i hendes kjole, gjorde hende halv-nøgen, det ænsede hun ikke.

Hendes første bemærkninger fulgtes af en enetale:

"Det er trist at Mor Ena er død. Du har en flot udsigt. Hvem er det du har stående ude i horisonten, er det en mand? Han ligner, ja, det ved jeg ikke. Jo, måske er det en jeg kender.

Ved du, at min mand har en søn med en pige af det bedre borgerskab i Paris?

Drengen hedder Jan-Henri, hans bedsteforældre er velhavende. Pigen blev sendt på diskret ophold hos noget familie i Sydfrankrig. Min mand nægtede at vedstå paterniteten.

Serverer du frokost for mig, du har ingen hushjælp, nåja, hos en forfatter er det hyggeligt med lidt roderi. Drikker du ikke andet end whisky og øl? Har du ikke almindelig kaffe? Drikker du aldrig the?

Men ham, Jan-Henri voksede op på en kostskole, hans mor rejste langt bort. Til Sydafrika, tror jeg, og af en eller anden grund fik Jan-Henri en stærk længsel efter sin ukendte faders fædreland. Den unge mand taler flydende dansk og har købt et hus i whiskybæltet nord for København, og har købt en lystsejler, en flot båd.

Alt det kunne være ligegyldigt. Men Jan-Henri aflurede min mand, han enga-gerede en detektiv, og ad den vej kom han i kontakt med min søn, Ricard.

Du skal vide, at den unge mand, ham, Jan-Henri, er godt begavet, men flagrende nervøs, med dinglende håndled, du ved, han er bøsse, han er en køn og splejset feminin homoseksuel, og det vedkommer ikke mig. Men han er forelsket i Ricard, og jeg tror virkelig, at Ricard nyder at blive vartet op af sin, hm. Hvad hedder det? Siger man, af sin elsker? Jamen det er jo skræk-keligt, de har jo det samme blod, fra deres far".

Den snak gik mig på nerverne, jeg sagde:

"Jeg kender ikke meget til din familie, jeg mener, Gamle Ena. Men sig mig, siden hvornår er Jan-Henri og Ricard ?".

"Ti dog stille, lad mig tale færdigt. Har du ingen aviser? Læser du aldrig avis? Jan, min mand, kom i slagsmål med min veninde, Liselotte. Jamen, tænk dig. Jan kvalte Liselotte, er det ikke rædsomt, og bagefter gemte han liget af Liselotte. Det troede han altså. Det var oliemanden. der opdagede det, han kunne ikke få olieslangen ind til beholderen ved oliefyret, vinduet i kælderen sad fast, og Liselottes kjole dækkede vinduet, så stod han i mørket og trådte på liget af Liselotte. Han troede det var rotter og løb sin vej".

"Jeg spurgte om din søn, Ricard?".

"Ti dog stille. Hvorfor opfører du dig sådan? Er du altid så taktløs? Men det værste er dog alligevel det med Jan. Dét havde jeg ikke ventet. Jamen tænk dig, bare at efterlade sin søn i Paris? Det kan man da ikke. Og hvis så sønnen havde været normal, men det er han jo ikke, og det er mig, der får al skammen med Ricard. Ved du, om min søn er homoseksuel? Det må du da vide. Du har jo selv skabt ham".

"Hvad har jeg?".

"Har du ikke skabt Ricard? Hører du efter? Har du ikke ansvaret for Ricard? Har du måske ikke skabt min søn? Har du da slet ingen ansvarsfølelse?".

"Undskyld, frue, Deres navn er Hildur, hvad mener De?".

"Har du måske ikke skabt mig, hans mor? Har du ikke? Har du måske ikke skabt Ricard og mig, har du ikke? Gav du mig ikke Ricard, min søn? Gjorde du ikke? Hvad bilder dig overhovedet ind? Tror du virkelig du kan slippe godt fra dine forbrydelser?".

"Forbrydelser?", råbte jeg.

Jeg havde ikke opfattet, at dagslyset var forsvundet. Det var sort nat. Et stærkt lys fik mine øjne til at se ud mod gravhøjen, syv hundrede meter mod vest. Jeg åbnede døren, gik ud på terrassen foran huset, og det jeg så, forskrækkede mig. Det var et fantastisk syn.

Stenmanden, kolossen, feltherren, steg ned. Han gik med stive skridt ned ad vesthøjen. Omkring fænomenet lå et gult lys. Det var, som fulgtes feltherrens gang af en projektør.

Stenmanden, kolossen, Feltherren, jamen, han fortsatte med at gå med tunge, stive skridt, han gik frem imod mig på østhøjen. Jeg så ham komme nærmere og nærmere, skikkelsen blev større og større, et mørkerødt lys flimrede i nuancer, han gik tværs over kanalerne, de små hvidmalede broer brasede sammen med dumpe knald, træernes grene blev kvast, store træer væltede, lyden fra de enorme støvlers knirken lød som brag.

Han steg langsomt op. Nej, han gik. Kolossen gik langsomt op ad min høj, kom op på min terrasse. Han gik to skridt frem. Terrassen og de japanske dværgtræer forsvandt under hans enorme støvler.

Og han talte, men han talte venligt, han sagde:

"Er - du - rede?".

Feltherrens stemme var dyb og hul, med et underligt ekko.

"Er - du - rede?".

Jeg hørte Hildur hviske: "Er det nu?".

Feltherren stod foran mig, jeg gispede, fra hans øjne glimtede et faretruende lys. I dette forfærdelige sekund ønskede jeg at dø. 

Feltherren bevægede sine hænder.

Fra Hildur hørte jeg glade råb. Hun løb frem til ham. Han bøjede sig ned, holdt hænderne frem mod hende. Lyset fra hans hænder, bukser, støvler, uniform, sabelen og rytterpistolen, knitrede som små lyn.

Feltherrens lys opslugte Hildur.

Så blev alt omkring mig stille, alt var en stille og sort nat. Til jeg så nymå-nens blege skær. Det gav et sæt i mig, en iskold rædsel fik mig vakle.

Feltherren drejede mig ryggen, gik ned ad min høj, hans enorme støvler trådte tjørnekrattet til kvas, flokke af småfugle fløj med angstskrig op i luften, han gik på græsplænerne, tilbage mod vesthøjen, gik stift hen over de idyl-liske kanaler, de hvidmalede småbroer fløj fra hans støvler som pindebrænde.

Hvor kolossen gik frem, knustes træernes grene til en lysende portal, en udhugget kontur, stenmandens skikkelse i silhuet. Feltherrens hoved, skuldre, frakken, støvlerne. Mange store træer segnede til jorden med uhyggelige brag.

Jeg blev grebet af panik. Var det jeg så og hørte realiteter, eller var det et bedrag?

Nej, Hildur var forsvundet. Det eneste der var tilbage af hende, var hendes lille håndtaske, og den sammenkvaste gule sportsvogn, nedtrådt til et olietil-svinet, benzinstinkende smadder af Feltherrens støvler.

Dagen efter ringede Gamle Ena.

Hun sagde: "Er Hildur hos dig?".

Hvad skulle jeg gøre, skulle jeg nægte mig hjemme?

Jeg var træt, udmattet, uden hvile, så mit hærgede, blege, nervøse ansigt i spejlet, sagde tøvende:

"Goddag, Mor Ena, vent et øjeblik, nu skal jeg se, vent et øjeblik".

Jeg gik hen til døren, gik ud på terrassen, den var ødelagt. Højens tjørnekrat lå i kvas. Men jeg måtte se det, jeg ville se. Mod gravhøjen, syv hundrede meter mod vest. Jeg blev nervøs. Feltherren med Hildur var forsvundet. Vesthøjen havde stået i brand, vildnisset af tjørnebuske var kun forkullet aske. Jeg troede ikke på det, hentede en kikkert, undersøgte nøje min mishandlede park. Jamen, hvad er der sket?

Feltherrens gang mellem træerne kunne ikke bortforklares. Konturen af ham, silhuetten, stod lysende udhugget mellem træerne som en teaterkulisse. Solens lys dirrede og glimtede i træernes flækkede grene, mange store træer lå knust.

Der var dybe huller i græsplænerne efter Feltherrens enorme støvler, mange af de idylliske kanaler lå i mudder, de hvidmalede broer lå spredt i pinde som dødens kors. På knækkede grene hang kroppe af døde fugle. Påfuglene skreg deres hæse skrig. To omstrejfende hunde og fire ræve sloges, snerrede, bjæffede, bed og flænsede i en såret kronhjort, sparket halvt ihjel af Feltherrens støvle. Den ene hund havde bidt sig fast i kronhjortens strube.

Olavs vogn aflæssede redskaber til traktoren, Olav begyndte oprydningen, i Olavs ansigt så jeg vantro og vrede.

Jeg orkede ikke mere, lagde kikkerten fra mig.

Hildurs håndtaske stod på bordet, hun havde parkeret sin gule sportsvogn nær stien ved foden af min høj. Det knuste bilvrag lå i en stinkende pøl af olie og benzin.

Jeg gik tilbage til telefonen. Min stemme var en hæs hvisken:

"Goddag, Mor Ena, hvordan går det?".

Hun sagde: "Du har ikke svaret mig. Er Hildur hos dig?".

                                                  index