-

--

-

-

-

-

-

-

Vil De høre cruiser-sonaten? 

Jo, ser De, hr. kommissær, vi havde det godt, Berit og jeg, jeg burde have ladet det forblive som det var. Men De ved, man drømmer og lægger planer.
 

Berit kom ind på maskinfabrikken som kontorelev, samme år, som jeg var sidste års lærling. Mine planer blev forandret. Jeg havde tænkt mig at rejse, arbejde i udlandet, opleve den store verden. Men Berit var en dejlig pige, høj, smuk, blond, lidt stille og indadvendt. Vi blev gift, hun avancerede til boghol- der og jeg til værkfører. 

Vi fik ingen børn, men et hus og en bil og senere et lille sommerhus, ikke langt fra Rungsted Havn.

-

Kender De Rungsted? Et velhaverkvarter med lystbådehavn. Den havn, og lysten til havet, burde vi have undgået, vi burde have købt sommerhuset et helt andet sted. Men hvor er det nemt at være bagklog. 

Hver søndag formiddag gik vi ned til havnen, sad på molen og spiste vores medbragte mad. Vi var sparsommelige, levede ikke over evne, nød synet af de store lystsejlere og motorbåde, alle kun for virkelig velhavende, danskere og udlændinge, der flokkedes i havnen, skrubbede og polerede, hejste sejl og reparerede maskinen, nød livet, gik i land, festede som overklasse og elegan- tiers.

Men et enkelt indtryk undrede mig. Hvorfor var alle bådene næsten helt nye og bygget af glasfiber? Så man endelig en fornuftig båd, bygget af træ, ligne- de den en gammel plimsoller. Min onkel havde haft en gammel kvase, bygget af træ. 

"Den er uforgængelig, blot man passer på den", sagde han. Den bemærk- ning forlod mig aldrig, burde have gjort mig klogere.

-

Vi sad og solede os på fortøjningspladsen foran Seeburg Cruiser Construc- ters, et firma der byggede og handlede med både. Ejeren, Bent Hansen, kom ofte hen til os, og næsten altid, når han havde afsluttet en handel. 

"Det går strygende", sagde han med et bredt grin, idet han satte sig på bol- værket, hev kapslen af tre øl, en til os hver. 

Jeg vidste ikke, at Berit havde gjort indtryk på ham.

En søndag inviterede Bent os ud på en prøvetur med Havørnen. 

"Det kalder jeg et skiv", sagde han, "den har alt, og jeg mener alt, hvad der skal til, det er havnens bedste seacruiser og hun er kun tre år gammel, et vir- keligt fund til pengene". 

Jeg smilede ironisk til Berit, vi var ikke ombord i en lille motorbåd, men en drømmebåd, en seacruiser.

-

Vi sejlede til Hven. Berit tog solbad på fordækket. Der var ingen der kunne se, at Berit var fyldt 30 år, myndeslank og solbrændt, hun solbadede nøgen, mens Bent lod Havørnen flintre afsted over havet.

"Er du bange?", råbte Bent.

"Nej, det er herligt".

"Vi sejler stærkt, er det ikke flot?".

"Jo, det går stærkt", svarede jeg imponeret.

"Du kan få hende for halvanden million kroner, du kan betale som du har lyst, det kan vi nemt få finansieret".

"Halvanden million kroner? Det var ikke så lidt".

Jeg var benovet og lyttede kun halvt til Bents lovprisning af Havørnens to store marinemotorer, bådens længde, bredde og vægt, den verdensberømte konstruktion, salonen, kammer, aptering, pantry, toilet, fittings, instrumente- ring, elektriske system. Det hele var virkelig mageløst.

Den næste weekend sejlede Berit og jeg alene.

"Sæt farten så I kan nå omkring Sjælland", råbte Bent, og jeg stod med min nye sejlerkasket, min svigermors skøre påfund, og var lidt forvirret som motor- passer og styrmand. Jeg havde stort besvær med at få Havørnen helskindet ud af Rungsted Havn. 

Vi tøffede stille afsted, tværs over renden til Hven, sejlede trekvart omkring øen og gik i land og spiste svenske pølser, sov ombord på Havørnen. Gik sam- men med en dame og hendes hund en lille turisttur. Derfra et lille svip over Øresund til Landskrona, og så i fuld fart hjem til Rungsted Havn.

"Tør vi købe Havørnen?", sagde jeg.

Berit smilede sødt: "Nej, min ven, nej".

Jeg ringede til Bent og spurgte, om han ville give et afslag på prisen? Nej, det ville han ikke.

-

Jeg kan ikke sige, hvad der gik af mig, men jeg begyndte at fabulere. Vi burde forandre vores tilværelse, sætte alt på eet bræt, realisere alt hvad vi ejede, købe Havørnen, og sejle på de europæiske floder og søer, og fotografe- re og skrive om vore oplevelser til det rejsehungrende publikum.

"Peter, slå det pjat ud af hovedet", sagde Berit.

Men efter en måned havde jeg overtalt hende, hævdede at jeg sagtens kun- ne tage ansvaret for bådens drift, og var dog en udmærket amatørfotograf. Vi kunne i fællesskab skrive rejsebreve, nej, Berit måtte skrive, for jeg kunne ikke formulere en læseværdig sætning. Vi skulle deles om husholdningen, og nyde livet.

"Peter, du er nu lidt af en fantast", smilede Berit.

Hun kyssede mig og vi elskede den nat, og fortalte hinanden hvor lykkelige vi var og aldrig havde kendt nogen anden partner. Da vidste jeg, at jeg kunne planlægge købet af Havørnen.

"Halvanden million kroner? Det er alt for meget. Selv om vi sælger alt, hvad vi ejer, vores hus, sommerhuset og bilen, kommer vi i stor gæld", sagde Berit; hun var lidt tøvende, næste morgen.

"Vi sælger rejsebreve til ugebladene, det går sagtens", svarede jeg.

Maskinfabrikkens ejer, Mikkelsen, blev lidt fornærmet: 

"Jamen, Berit og Peter, hvad har I tænkt jer? I kan nøjes med en rar og lang ferie. Det er ikke rimeligt, at lade mig stå uden bogholder og værkfører".

Men jeg ville af sted, og Berit smilede. 

"Hvad fader gør er altid det rigtige", hviskede hun til Mikkelsen, der fik han den, han rødmede af ærgrelse, men sagde pænt farvel til os.

-

Desværre var det dårlige tider for salget af vore ejendele, huset og sommer- huset med indbo, og bilen, med komplet udstyr.

"Pyt med det, markedet retter sig. Regeringens stimuleringsprogram slår snart igennem. Jeg overtager jeres værdier i pant for otte hundrede tusinde. Resten, cirka syv hundrede tusinde, afbetaler I på en købekontrakt, det spiller overhovedet ingen rolle", sagde Bent.

Samme aften var vi de lykkelige ejere af Havørnen. Samtidig underskrev vi en stribe veksler til Bent. 

Restsummen var nu én million kroner, vi forstod ikke hvorfor, men Bent for- klarede os om risikotillæg, særlige bidrag, renteforskud, og så videre.

"I får rimelige afdrag, og renten er atten og en halv procent pro anno. Lånet løber over ti år, det får I ingen andre steder", sagde Bent.

-

Den nat sad Berit og jeg ved regnemaskinen til den lyse morgen; af reserver havde vi bankbogen og obligationer, ialt to hundrede tusinde kroner. 

"Plus en milliongæld, det hænger ikke sammen", hviskede Berit.

Vi rejste med toget til Rungsted. 

Bent havde taget bilen i pant, vi slæbte på kufferter og husgeråd, ikke noget med taxakørsel. Nu skulle vi for alvor være sparsommelige.

Om formiddagen kom Bent ned til os i Havørnen. 

Vi var færdige med at hænge tøj på bøjler og sætte køkkensager på plads i pantryet, var så småt ved at finde os selv i roderiet, da han pludselig stod på dækket og så surt på os.

"Er der noget galt med bilen?", sagde jeg.

"Nåh, den, næ. Bilen og huset fik jeg solgt her til formiddag. I skal bo i som- merhuset, husfrit, indtil videre".

"I sommerhuset?". Jeg gloede dumt på ham.

"Ja, Havørnen skal på land. I var meget hårde ved den på jeres prøvetur, bagbordsskruen er knækket, mine reparatører har undersøgt hele båden, der er ødelagt ret meget".

"Der var ikke noget ivejen med båden, vel, Peter?", sagde Berit forknyt.

Men Bents oliesnavsede reparatører stod allerede i motorrummet, overhørte vore protester, startede motoren, og sejlede Havørnen hen til ophaleren foran Bent Hansen, Seeburg Cruiser Constructers. 

Ti minutter senere stod hun på bedding.

Berit og jeg måtte slæbe de tunge kufferter op til sommerhuset. Vores nys- gerrige nabo på Granvej bemærkede syrligt:

"Nåh, har verdensomsejlerne fortrudt det?". Så lo han, og stænkede på os med vandet fra haveslangen; han var græsplænefanatiker, hans græsplæne var kun til beskuelse.

-

Den næste dag var vi skuffede og betænkelige, havde vi gjort noget forkert? Vi gik stille omkring i sommerhuset, følte os som dumme pantsatte, uventede fremmede i vores eget lille sommerhus, som vi dog altid havde været så glade for.

Den følgende dag planlagde vi indkøb af provianten.

"Der er ikke plads til ret megen proviant i Havørnen", sukkede Berit.

"Jamen vi fylder Havørnen helt op. Herhjemme kender vi priserne og kvali- teten. Senere køber vi tyske pølser og franske oste og italienske pastaer".

Vi gik ned til købmanden med en stor liste. Der var, hvad vi skulle bruge. Alt i konserves: Kartofler, kød, fisk, æg, brød, smør, mælk, appelsin, citron, kaffe, thé, kakao, sukker, bagepulver, mel, gryn.

Vi kørte med købmanden ned til Havørnen. Den stod stadig på bedding, og jeg mente, at det vrimlede med reparatører omkring den, men:

"Nej", sagde Berit, "der er kun syv".

Begge motorerne lå på kajen. Den stakkels Havørn lignede en mager, olietilsølet, vingeskudt gråspurv.

"Ja, dette her koster tid, cirka otte dage, og lidt penge", sagde Bent.

Berit smilede tappert, jeg var nær besvimet. 

Købmandsvarerne fik vi lov til at lægge ind på Bents lager. 

"Hvorfor købte I ikke provianten hos mig? Jeg kunne give jer kredit og rabat, en kæmpe stor rabat", sagde han.

-

Endelig, endelig, endelig, efter tolv nervepirrende dage, en rædselsfuld ventetid: På krydstogt ud i den store verden. 

Vi tøffede stilfærdigt mod syd, nåede Klampenborg, så blev Berit søsyg, jeg måtte bære hende ind til strandbredden.

"Dette her går vist ikke", sagde jeg tungt.

"Jo, det skal det, Peter. Vi har sat os i meget stor gæld, nu har vi ikke andre chancer. Men jeg skulle ikke have spist dåsepølser til frokost".

Et par timer senere tøffede vi videre. 

Havørnen sejlede fint om natten, de moderne navigationsinstrumenter fun- gerede perfekt, det var en del af eventyret. Lettede og glade gled vi med morgenlyset ind i Præstø Havn, gjorde en perfekt fortøjning, tørnede ind og sov otte timer.

-

Da vi vågnede var Havørnen halvt fyldt med vand.

Havde vi lagt os på gulvet i salonen havde vi opdaget vandet hurtigt, men vi lå et par meter over vandoverfladen, sov i vores soveposer under et telt på soldækket.

Alt skvulpede i vand under dækket, det stank fra motorrummet. Brændstof og smøreolie sivede ind overalt, de rødfarvede læderhynder og sengetøjet var ét søle. Den elektriske installation kortsluttede jeg uden omtanke, da jeg for-søgte at starte maskinen.

Havnefogeden hjalp os. Med stort besvær fik vi Havørnen løftet op på land. Hun havde en tolv centimeter lang flænge under vandlinien. Og det var så visseligt indrettet, at når motorerne arbejdede, lænsede de automatisk Havør- nen for det indtrængende vand.

"Der stod en elektrisk pumpe på Havørnens dæk i Rungsted", sagde Berit.

"Den læk skal udbedres. I kommer ikke langt med den båd. I må sejle tilba- ge til sælgeren", svarede havnefogeden.

Vi halede Havørnen ned i vandet, tavse.

Da fandt Berit, Bents regning på den sidste reparation, en lang beskrivelse til en samlet pris, inklusive skatter og luksusafgifter, på ialt 305.000 kr.

Regningen lå under glaspladen med alle vores søkort.

Jeg fik åndenød og trykken i brystet af nerver og forfærdelse. Berits øjne lynede af vrede, mens vi stod ud fra Præstø Havn. Jeg satte kursen nordpå, for fuld kraft.

-

Det var mørk nat da vi nåede ud for Bellevue Strand, så gik den ene motor i stå. Vi listede langsomt videre, vi turde næsten ikke lade den anden motor arbejde, men omsider gled vi udasede ind i Rungsted Havn.

Bent havde allerede set os. "Er der noget galt?", råbte han.

-

Nu blev tonen fra Bent en helt anden, han ville se penge.

Jeg mente, det var bedst at føje ham; han fik halvtreds tusinde og yderlige halvtreds tusinde og yderligere halvtreds tusinde kroner. Så var vi blanket af. 

"Vi har ikke flere penge, resten står i provianten og udstyret", sagde jeg.

"Javel, ja, så må I arbejde for mig. Berit som min sekretær. I kan bo til leje i sommerhuset, det kender I da".

Jeg ringede til fabrikanten, Mikkelsen, og spurgte, om vi kunne få vores job tilbage? Mikkelsen lød meget bekymret: 

"Jamen, Peter, hvorfor forlod De Deres gode arbejde? Vi var meget glade for Jer. Men jeg vil ikke afskedige vores nytiltrådte medarbejdere".

Vi havde ikke noget valg. Berit afløste Lars, Bents tidligere kompagnon.

"Jeg har ikke råd til at arbejde mere i firmaet", sagde Lars.

-

Jeg gik til hånde som maskinreparatør, spulede både og lokaler, og fandt hurtigt ud af, at det var så som så med Bents forretning. De gode dage var for længst forbi. Landet våndede sig under regeringens stabiliseringsprogram. Dog, enkelte guldfugle fløj stadig i luften, og da opdagede jeg Bents små numre med Berit.

Jeg kunne nemt have afsløret dem et par måneder tidligere, da Bent sagde: 

"Her, Peter, du skal på indkøb for Berit, her er sedlen til købmanden, og hold fri resten af dagen, du kan male vinduerne i sommerhuset, de trænger til det".

Jeg var hos købmanden, og cyklede tilbage til sommerhuset, malede vindu- erne, og sad på trappen hele eftermiddagen, og sad der om aftenen og hele natten til den lyse morgen, før Berit kom. Hun var så underlig, jeg troede hun var træt.

"Vi havde så travlt", sagde hun.

Når en guldfugl besøgte Seeburg Cruiser Constructer skulle Berit være en venlig værtinde for gæsten, naturligvis under tvangfrie former, sagde Bent. Gæsten og Bent lå i svømmepølen i kælderen, og Berit serverede whisky og cigarer, svømmede om kap med gæsten nede i pølen, og bagefter kørte de til en restaurant, spiste middag, og gik kontrakten i orden, efterlod Bent, gæsten og Berit på et hotel. Alt det fortalte hun mig, da det var for sent.

-

Der skete så det, at Bent krævede Havørnen sat på tvangsauktion.

"Det er det nemmeste for jer, dermed kvitter I gælden og jeg får mit forhold til banken sat helt på plads", sagde han. Tvangsauktionen over Havørnen ord- nede advokaterne. 

Bent og Berit var optaget af en gæst, jeg gik og vaskede gulvene hos See- burg Cruiser Constructers.

Først vaskede jeg gulvene i kontorerne på første sal. Derefter gulvet i 'par- terret', sagde Bent, stueetagen, med lager og reception og gangen til udstil- lingshallen og reparationsværftet. Det var her, jeg nikkede farvel til gæsten; han løj, da han sagde til Bent, at han ville tænke nærmere over sagen. 

Bent var tydeligt påvirket af spiritus. "Jeg hopper i pølen mens Berit laver grillmad til os", mumlede han, gik ned i kælderen til pølen.

Da jeg var færdig i parterret, vaskede jeg nedgangstrappen til svømmepølen og kælderen, jeg bevægede mig baglæns ned ad trappen, den var bred og hvidlakeret, med lueforgyldte gelændere. Jeg nynnede med på radiomusik- ken, der lød fra de opstillede cruiserinstrumentborde. 

Jeg var nær faldet over Berit, hun sad på det nederste trappetrin.

-

Bent lå drivende i svømmepølen, han havde tre dybe stiksår i ryggen, van- det var rødfarvet af blod.

"Han lovede mig at reparere Havørnen, jeg har betalt det dyrt nok", græd Berit. Hendes badedragt dinglede i laser om hende.

Berit havde brugt en lang papirsaks, lægen sagde i retten, at det normalt krævede en kraftig mands hele styrke, og forsvareren sagde, at Berit netop havde haft denne kraft, på grund af krænkelser, vrede og sorg.

Alligevel blev Berit idømt fire års fængsel.

-

Berit ordnede det sådan, at jeg kunne bo hos hendes mor; det var i en lille toværelses lejlighed ude på Bispebjerg. Jeg lå på en madras på gulvet i køk- kenet om natten. Berits mor var nærtagende for sine møbler i stuen, hun sad og strikkede hver aften og så fjernsyn. Om morgenen smurte jeg en madpak- ke, men før jeg gik, serverede jeg morgenkaffen på sengen for svigermor. Det fandt hun var vild luksus, men jeg tror hun nød det.

Der var mange arbejdsløse, jeg måtte under offentlig forsorg, et lille måned- ligt beløb, min fagforening sagde nej, jeg havde ikke betalt kontingent.

Jeg rejste på besøg hos Berit. Berit var blevet grå i ansigtet og hendes pæne hår var blevet gråt. Vi sad og holdt hinanden i hånden og jeg sagde:

"Berit, det er min skyld, jeg skammer mig og er ked af det".

Men hun smilede og kyssede mig og sagde:

"Herregud, Peter, vi nåede da til Præstø", og vi kom til at le så hysterisk, at vagten bad os tie stille.

-

Et års tid senere cyklede jeg ud til havnen i Rungsted, jeg havde anlagt fuld- skæg, ville ikke genkendes når jeg færdedes ude.

Det var underligt. Havørnen lå ved den samme fortøjning, og jeg så Bents tidligere kompagnon, Lars, i færd med at tale med en kunde. Lars genkendte mig ikke, det blev jeg lidt skuffet over, Lars var den nye ejer.

En dame stuvede udstyr og proviant tilside nede i Havørnen; den lignede sig selv, fristende, indbydende, livsfarlig.

Jeg stod ved bolværket, lænet til min cykel. Jeg havde nok stået der lidt for længe, for pludselig sagde damen:

"Puh, jeg er snart træt af al det mas. Hvis jeg giver kaffe, vil De så hjælpe mig med at rydde op? Jeg har lovet min mand at være færdig til han kommer, men hvor lægger jeg dåseskinken, og hvor hænger jeg mine selskabskjoler?".

Der var svedperler på hendes ansigt, og på hendes slanke, solbrændte krop i en minimal badedragt, der sagde sparto til hendes figur.

"Skal jeg hjælpe Dem, skal jeg komme ombord?", sagde jeg.

Jeg tænkte på Berit.

- 

Jeg fandt min egen kaffe i hermetisk lukkede konservesdåser og min dåse- åbner og plastdunken med smøreolie, mine badebukser, min overall, og min spejderkniv og de tre skruetrækkere.

"Hvor længe har De haft båden?", sagde jeg.

"Åh, det må De ikke spørge mig om, det ordnede min mand. Han kom og sagde at han havde købt en båd og ville på jordomsejling. Men ved De hvad, jeg synes Havørnen er alt for dyr, halvanden million kroner, og kan De tænke Dem, Havørnen har været på tvangsauktion hele to gange. Den første gang hos nogle uvidende og svinske personer, og anden gang til en ung lømmel, der brugte den til smuglertogt med cigaretter. Er det ikke frækt?". 

"Hm, joh?".

"Folk vil ikke betale, hvad de skylder".

"Hm".

-

Hvorfor Sybil van der Lett de Gabe valgte mig til sin fortrolige, ved jeg ikke.  Uden at vide det mindste om mig, fortalte hun mig ophidset om sit mislykkede ægteskab med Viggo de Gabe, alt mens jeg hjalp hende og tænkte på Berit.

Jeg hørte kun halvt efter Sybils jammer om Viggo og en sekretær, en adels- dame, Julie von Cravensburg.

Jeg kan tilføje, at Sybil var en snob; titler og høj herkomst betød alt for hen- de. Hun var jaloux på frøken Julie, selv om Sybil var særdeles køn, charme- rende, erotisk besnærende, og uhyggelig hævngerrig.

Sybil sagde, at hendes farfar, Magnus van der Splecht, havde været admiral, men fortav, at han blev dømt in absentia som desertør i Holland under første verdenskrig. Hun sagde, at hendes far var marinekommandør Gunner Lett, der havde gjort en stor indsats mod den tyske besættelse 9. april 1940, men fortav, at han havde nægtet at gifte sig med Sybils mor, Marie Jensen. Hun sagde, at Viggo var ejer af et firma, der byggede broer af stål. Viggo var prokurist hos en isenkræmmer. Hun sagde, at Viggo var adelig og hed de Gabe. Viggo hed ikke de Gabe, men Viggo Gabe Hansen.

Vi sad med tre halve stegte kyllinger klokken seks og klokken syv, før det gik op for mig, at hr. Gabe svigtede sin hustru, måske til fordel for Julie.

-

Han kom klokken ni, hilste på mig, blev siddende i sin sorte frakke, mørke- blå habit, hvid skjorte, sort slips, briller og en mappe. Vi spiste de tørre kyllin- ger i tavshed, derpå sagde han:

"Peter, jeg tilbyder dig pladsen som bådfører, vi sejler i morgen tidlig, jeg overnatter hjemme i huset, men husk, vi sejler i morgen klokken ni".

"Hm, joh?".

"Udmærket, så er det en aftale, og før vi sejler, får du et forskud, tre tusinde kroner, godnat". 

Viggo Gabe hev sig op på kajen, jeg rakte ham mappen, men han sagde: 

"Min mappe? Den lægger du i min køje".

Så stod hr. Gabe og tænkte sig om, råbte til hustruen:

"Sybil, er reserveprovianten stuved forsvarligt, eller skal jeg hjælpe dig?".

Hun nikkede og smilede så skrigende falsk sukkersødt til ham, at jeg blev vred på hende, men det vedkom jo ikke mig. 

Han gik over mod parkeringspladsen. Jeg tændte min pibe, gik iland, fulgte efter ham. Jeg så en ung dame i bilen, hun åbnede bildøren for ham.

-

Det var Sybil, der opdagede bomben i Viggos mappe. 

Jeg havde lagt mappen i overkøjen, men der ville hun selv ligge; hun flytte- de mappen, fandt den for tung, åbnede mappen, hun kendte kodelåsen.

"Peter, det ligner en bombe?", hviskede hun.

Sybil havde ret; i et lille tæppe lå tre sammenbundne dynamitstænger fra et stenbrud, med korte lunter forbundet til en tændsats og et lille rejseur; vække- ren på uret var stillet til klokken fire, om seks timer ville tingesten eksplodere.

"Det var som?", lo jeg.

"Kom", råbte Sybil hidsigt, "det skal Viggo få betalt".

-

Hun bad mig sidde med bombemappen på skødet, mens hun kørte sin lille bil ind til deres hus i Hellerup. Jeg havde først sagt nej, men hun så på mig, hviskede: "Er du også sådan en fejg lille skiderik?".

"Jamen, hvad vil du?". 

Hun standsede på en mørk sidevej, løftede mappen fra mig: "Kom". 

Hun gled ind mellem buske og villahaver; ved bagtrappen til kælderen fandt hun nøglen til kælderdøren, åbnede den forsigtigt.

En kat miavede, smøg sig op ad mine ben, før den forsvandt i natten. Sybil fandt en håndlampe, tog sine sko af, listede op ad kældertrappen.

Ventetiden var infam, mit hjerte hamrede, jeg burde løbe langt væk, alarmere politiet, men jeg ventede, tænkte på Berit.

Sybil rakte mig en stor kuffert, jeg listede op fra kælderen ud i haven. Hun låste kælderdøren, skjulte nøglen i et hulrum over døren. 

Vi gik tilbage gennem haven mod bilen, buskenes grene svirpede mod mit ansigt, mit hjerte hamrede.

- 

Vi kørte til Rungsted, gik ombord, gled stille ud fra havnen, satte kursen nordpå. Lidt over klokken seks fortøjede vi i Gilleleje, sov til klokken ni. 

Vi drak morgenkaffe, og pludselig sagde Sybil:

"Julie lå i min seng, Viggo lignede en hvid orm".

Klokken ti sagde hun: "Peter, vi sejler nu".  

"Javel, frue, hvor skal vi hen?". 

"Tilbage til Rungsted, vi glemte bilen". 

Jeg lod Havørnen sejle langsomt, jeg sad og tænkte på Berit. Jeg savnede Berit. Pludselig kaldte Sybil på mig:

"Peter, Viggo har snydt mig, Viggo er et svin".

Herregud. Viggo havde fyldt hende med løgn, fordi han var bjergtaget af den fattige unge adelsdame, Julie. 

"Banaliteter", smilede jeg. 

Jeg prøvede at se Viggo for mig. Lignede han en morder og sprængstofeks- pert? Nej, han lignede det han var, en kontormand, der var blevet vildt forel- sket i en ung dame, og nu ville leve en ny tilværelse sammen med hende, betalt ved store bedragerier mod sin hustru. Men drab på sin hustru? Komplet forrykt.

"Åhja, fortabte mænd", lo jeg.

"De kontante penge, dem har jeg her, men aktierne og alle obligationerne, det er alt sammen væk", græd Sybil.

"Høg over høg, skakmat, nyt spil", sagde jeg.

Hvad var det, Viggo Gabe havde sagt til Sybil om reserveprovianten? 

Jeg krøb ud i forstavnen, åbnede lukket til vandtanken. Indholdet i papkas- sen klirrede, det var ikke proviant.

"Sybil, hvad er det du står og mangler?".

"Jeg har det, åhgud, Peter, det havde jeg glemt", råbte hun.

"Guldsmykker og ædelsten? Er det Viggos hæleri og tyvegods?", sagde jeg.

"Peter", hviskede hun, "nu er du vel pålidelig, kan jeg stole på dig?".

Jeg smilede og nikkede og sagde: "Naturligvis, frue". 

Jeg krøb ud i forstavnen, baksede papkassen ind bag vandtanken, tænkte på Berit, smilede.

-

Den nat ruskede det med hårde vindstød og regn. Vi løb ind i Rungsted Havn før midnat, satte os ind i Sybils bil, kørte til Hellerup.

Viggo Gabe måtte være fløjet til himmels. Der var et stort, sønderflænget hul op gennem de øverste, brandhærgede etager. Jeg skuttede mig i kulden, så et par betjente i en patruljevogn foran villaen. 

"Vi må læse aviserne", sagde jeg, men Sybil sagde:

"Nej, Peter, du bliver hos mig som bådfører, vi sejler jorden rundt, et dejligt krydstogt, vi har penge nok". 

Når hun smilede forførende til mig, og hendes hænder gled ophidsende ned over min krop, blev jeg varm og salig.

Men jeg så mig selv som kadaver, med oversnittet hals, skvulpe ind på en strand i Middelhavet ved Cannes, mens hun hyggede sig med en ny bådfører. Jeg, en medskyldig, rettens vidne til hævn, mord, brandstiftelse, juveler og himlen vide hvad, var for besværlig for denne Sybil.

Jeg tænkte på Berit, traf min beslutning.

-

"Udmærket, vi gør klar til hurtig afgang".

Jeg satte vognen i gear, kom til Strandvejen og mente, at jeg så Viggo Gabe bag rattet i sin vogn.

"Hr. Gabe er død", tænkte jeg, "det må være en anden, men han var snedig. En båd, og værsgo, hr. bådfører, forskud tre tusinde kroner, og du ryger i luf- ten sammen med min kone, som jeg har bedraget for hendes arv, og jeg er hæler af guld og diamanter fra krigens tid, og nu er jeg sammen med min dejlige Julie".

Jeg så et andet syn for mig. Lyset i natten fra Gabevillaens soveværelse. De to elskende i sengen, Julie og Viggo, puf, eksplosion, brand.

Vi gik ombord i Havørnen. Sybil ville afsted med det samme, og jeg sagde, "ja, selvfølgelig", smilede til hende, tænkte på Berit.

-

I farvandet mellem Skodsborg og Hven hentede jeg morfin og sovedråber fra medicinkassen. Så gik jeg ind i pantryet, smurte et par lækre snitter og skænkede snaps og øl. Før måltidet drak vi en ny stærk havbitter, som Sybil endnu ikke havde smagt.

"Peter, hvor er du betænksom", lo Sybil.

Tyve minutter senere var hun bevidstløs. Jeg brød mig ikke om det, men jeg kvalte hende, og stjal hendes penge.

Jeg lod Havørnen glide stilfærdigt tilbage til Rungsted Havn, alt var mørkt og stille. Jeg hentede Sybils bil på parkeringspladsen, fik Sybils krop anbragt inde på bagsædet, hentede min cykel i skuret bag de offentlige toiletter, bandt cyklen fast bag på bilen, kørte til Vedbæk Havn, frigjorde cyklen. Og idet jeg satte vognen i gear, sprang jeg ud, én meter fra kajkanten, og lod vognen vælte ned i vandet. 

Jeg cyklede tilbage til Havørnen i Rungsted, bar cyklen ombord, tøffede Havørnen ind til Københavns Sydhavn, fandt en kajplads ved en forladt kulkran, og cyklede ud til min svigermor på Bispebjerg.

-

"Du kommer sent? Husk nu, at Berit kommer på besøg i morgen?", sagde hun.

"Jamen, svigermor, selvfølgelig", lo jeg.

Jeg sov på den sædvanlige madras på køkkengulvet, og gav svigermor kaffe på sengen næste morgen. 

"Peter, du er så betænksom", sagde svigermor.

Berit og en fængselsfunktionær, fru Larsen, ankom om formiddagen. Berit smilede, men hun var grå og træt. 

"Nu er regnen holdt op", sagde jeg, "må jeg gå en tur med min kone i det gode vejr, fru Larsen?".

Fru Larsen så på mig: "Ægtefolk taler sammen i soveværelset", sagde hun, men da hun så svigermors bekymrede blik, smilede hun og nikkede: 

"Jajada, gå jer en tur i det gode vejr, men husk kun to timer".

"Javel", svarede jeg. Berit smilede opmuntret. 

Ved hjørnet af Tagensvej prajede jeg en taxa. "Vi skal til Sydhavnen", sag-de jeg, lod taxaen holde i god afstand fra Havørnen, kyssede Berit, hviskede: 

"Nu får du en lille gave".

Jeg ved ikke, om Berit fattede min hensigt, hun holdt mig i den ene hånd, mens jeg navigerede sydpå gennem Øresund og Køge Bugt, forbi Præstø Fjord, gennem Guldborgsund, og tværs over Bælterne til vi endelig lagde til kaj i Åbenrå Havn, købte dieselolie og proviant, og efter fem timers søvn tøffe- de videre, og forsvandt ind i nettet af tyske floder, søer og kanaler.

-

I Køln læste jeg danske aviser. 

Viggo Gabe var sigtet for dobbeltmord. Sybil var fundet i Vedbæk Havn.

Resterne af den tresprogede korrespondent, Julie fandt man i bombekrate-ret i Hellerup. Samtidig efterlyste politiet Berit og mig, som mulige vidner. 

Jeg skrev et brev til politiet, at de tog fejl. Jeg skrev, at hr. Gabe var et dumt svin der snød sine damer, at han ville bombe dem ned i helvede, at der skete et par fejl og at han derfor ikke var massemorderen i sagen.

Men jeg fortrød brevet, rev det itu.

Året efter satte vi over Gibraltarstrædet og sejlede langs Middelhavets kyster tilbage til Gibraltar, ned langs Afrikas vestkyst, rundede Sydafrika, gik nordpå, og via Suez tilbage til Middelhavet, rundede igen Gibraltar, gik op langs At- lanterhavskysten til Calais. Derpå fulgte vi kysten ved England, Wales, Irland, Skotland, tilbage til Dover-Calais, den belgiske, hollandske og tyske kyst til Esbjerg, derfra rundt Skagerak og ind i Kattegat til Ålborg og Limfjorden, tøffede sindigt rundt i de danske farvande, til vi en dag igen fortøjede ved den ensomme kulkran i Sydhavnen.

efter så lang tids rejse har de glemt os, tænkte jeg.

-

Berit havde holdt kontakt med sin mor ved breve og enkelte telefon-samtaler, alligevel blev jeg forbavset, da Berit samme aften vi anløb, ville besøge sin mor. "Jeg længes så skrækkeligt efter hende", sagde Berit. 

Jeg smilede og nikkede og gav hende penge til en taxa.

Den næste morgen trådte Berit og en gammel skrøbelig dame, min sviger- mor, ind i Havørnens salon. Jeg fik et chok. 

Bag Berit og svigermor fulgte Viggo Gabe. Jeg stod med værktøj i hånden, og klemte det så hårdt, at blodet piblede ved mine negle. Så havde Berit alli- gevel gjort det, to dage før, fra en telefon i Helsingør.

Vi anløb Helsingør, jeg gik på indkøb. Da jeg kom tilbage, havde Berit læst om os i aviserne fra Danmark, dem jeg havde købt i Køln. Efterlysningen lød på, læst med de rette øjne, at vi var mere end vidner, at vi måske var livsfar- lige forbrydere. Berit sad tavs, var meget bleg, hviskede:

"Vores kærlighed forblændede os, gjorde den ikke, Peter? Vi må aldrig svig- te hinanden, vel?".

"Berit, lille søde Berit, du er altid hos mig".

Jeg sad længe den nat og så op mod stjernerne; skulle jeg springe i havet, glide bort, drukne, forsvinde? Nej, Berit ville blive ked af det.

"Tag øretæverne som en mand, dit pjok", mumlede jeg til mig selv. Jeg var i en sær stemning, melankolsk og træt. Jeg havde ikke set, at Berit var gået op i byen.

Jeg sagde: "Hvor har du været?". 

Berit sagde: "Jeg ringede til mor, hun glæder sig til at se os, og jeg længes efter at gense hende". Jeg smilede og kyssede hende, og vidste, at hun også havde talt med politiet.

-

Jeg var nervøs, men Viggo Gabe genkendte mig ikke, jeg havde olie og sod i mit skipperskæg. Jeg mumlede om reparation, forsvandt ned i maskinrum- met. Efter et par timer hilste de farvel. Jeg smilede tilfreds. Der var ingen gen- kendelse i hr. Gabes øjne.

Klokken halvfem næste morgen blev Berit og jeg afhentet af politiet. 

Berit kyssede mig, smilede og sagde: "Peter, vi har haft en lykkelig tid sam- men, jeg elsker dig, du er en dejlig søfarer".

Mig behandlede de brutalt, vred mine arme om på ryggen, iskolde jern læn- kede mine hænder, jeg blev sat i arrest og næsten morgen gik turen ud til Havørnen. En sagfører forlangte, at jeg skulle være til stede når rette ejer, hr. Gabe, synede sin genfundne Havørn. Jeg blev sat agter, med besked på at for- holde mig rolig.

-

Viggo Gabe ignorerede mig. Han løftede, skubbede, vippede med en pind, alle Berits og mine ejendele ned i politiets sække. Han må have tænkt sig meget nøje om, og med stor omhu studeret tegningerne til Havørnen. 

Han slog et let slag præcis på det næsten usynlige lukke til lemmen ved vandtanken. Lukket gled op, hr. Gabe bøjede sig ned, behersket og ganske uinteresseret.

Men begæret og triumfen var ham for stærk. Han drejede hovedet og så på mig. Jeg sad frysende agter, lænket med hænderne på ryggen. Han nikkede til mig, en hovmodig hovedbøjning, viste mig med kold ironi, sejren, fundet af sin længe savnede papkasse med hælergods, guld og diamanter. 

Jeg var flintrende ligeglad med Viggo Gabes betvivlelige adkomst til tyve- koster, bedragerier mod Sybil og planlagte drab på Sybil. Det havde været hans mening, at bombe mig og Havørn og Sybil og guld og ædelsten til bunds i Øresund, så han uden besvær kunne fortsætte med sin Julie.

Jeg tænkte på Berit.

På næsten hele turen havde Berit vidst, hvad jeg havde gjort, men havde ikke forrådt mig. Hun var ikke i tvivl. Vi elskede hinanden. Men altid at være på flugt, flygte fra andre, og fra sig selv, sin angst og hjælpeløshed, gennem hele livet, kan man ikke.

Vi ledes til selvafsløring og straf, sådan er det.

-

Om jeg nu havde læst svigermors breve til Berit, havde jeg været lidt forbe- redt, og var måske med stor betænkelighed returneret til danske farvande. 

Men, nej, husk nu på, at Berits og min kærlighed var en ledestjerne, der gav os evighedens lykke, en sjælden gave, men også førte på gale veje. 

Berit burde ikke have stukket Bent ihjel med en saks, og jeg gjorde noget meget værre.

-

Berit havde fortalt mig, at hendes mor havde truffet en ældre nobel mand, Viggo Hansen, en folkepensionist, tidligere en meget fin mand. Berit kunne ikke vide, at hendes mors nye ægtefælle ikke kun hed Viggo Hansen, men Viggo Gabe Hansen.  

Betjentene trak af med mig. Alligevel smilede jeg. Vi havde haft en meget lykkelig tid sammen, Berit og jeg.

Nu trænger jeg til en kop kaffe og en cigaret, hr. kommissær.

-

-

                                               index

--